Nævnet meddelte i juli 2024 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2021. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindeligt muslim af trosretning fra [by], Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun efterfølgende er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste under Flygtningenævnets oprindelige behandling af sagen til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive udsat for overgreb af sin familie, lokalbefolkningen og myndighederne, fordi hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren henviste videre til, at hun frygtede [familiemedlem A], idet han tidligere har truet ansøgeren og ikke mener, at hun i tilstrækkelig grad følger de islamiske leveregler. Endelig henviste ansøgeren til, at hun frygtede [familiemedlem B], fordi ansøgeren har afvist at gifte sig med ham, og fordi [familiemedlem B] udsatte ansøgeren for en voldtægt kort før hendes udrejse af Iran. I forbindelse med anmodningen om genoptagelse har ansøgeren henvist til, at hun fortsat har en konflikt med sin familie i Iran, og at konflikten er eskaleret. Ved en tilbagevenden til Iran frygter ansøgeren, at hendes familie vil slå hende ihjel eller udsætte hende for overgreb, idet hun lever i et udenomsægteskabeligt forhold med en mand, der ikke er accepteret af ansøgerens familie, og idet hun i Danmark har fået foretaget en abort. Hertil kommer, at ansøgeren ikke bærer hijab, går vestligt klædt og ikke praktiserer islam på grund af sin konversion til kristendommen. Inden sin udrejse af Iran udsatte ansøgerens familie hende for social kontrol og overgreb, og ansøgeren har efter sin indrejse i Danmark modtaget adskillige trusler fra sin familie, herunder en trusselsvideo fra [familiemedlem A], der er delt med Flygtningenævnet. Flygtningenævnet har [i vinteren 2022/2023] afvist ansøgerens asylmotiv i relation til konversion, og nævnet kan i det hele henholde sig begrundelsen herfor, da der ikke er fremkommet nye oplysninger herom under nævnsmødet. Flygtningenævnet har endvidere i sin afgørelse [i vinteren 2022/2023] lagt til grund, at ansøgeren har haft en konflikt med [familiemedlem A] og en konflikt med [familiemedlem B], som voldtog ansøgeren kort før udrejsen, og nævnet har i sin afgørelse vurderet, at begge disse konflikter er afsluttede. I vurderingen af ansøgerens troværdighed under genoptagelsessagen har Flygtningenævnet lagt vægt på ansøgerens psykiske tilstand. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren har oplyst konsistent om overgreb og voldtægter fra flere personer, herunder fra familiemedlemmer fra hun var helt lille, dels i asylskemaet men også i flere af samtalerne med Udlændingestyrelsen og under begge møder i Flygtningenævnet, og forklaringen for nævnet i relation til overgreb fremstår troværdig og selvoplevet. Endvidere har ansøgeren forklaret konsistent om baggrunden for overgrebene. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren har været udsat for overgreb, herunder voldtægter fra flere familiemedlemmer og også andre personer, at hun i Iran altid har været anderledes i forhold til normerne, at hun er blevet chikaneret af befolkningen i hendes hjemby, som har betragtet hende som en luder og tøjte. Flygtningenævnet kan også lægge til grund, at ansøgerens familie tvangsgiftede hende væk, da hun var helt ung, men at det lykkedes for hende efter fem år at komme ud af ægteskabet, ligesom det lykkedes for hende at få en abort under ægteskabet. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren herefter flyttede hjem til sin familie, og at [familiemedlem B] i flere år ønskede at gifte sig med hende, hvilket hun nægtede, og at det medførte, at [familiemedlem B] også voldtog hende kort forinden udrejsen. Endelig kan Flygtningenævnet lægge til grund, at ansøgeren i Iran blev gift i det skjulte med en mand, hun elskede. Denne mand har dog efter hendes udrejse forladt hende, og hun har under opholdet i Danmark fra sine familiemedlemmer i Iran modtaget flere trusler om, at de vil slå hende ihjel. Hertil kommer, at ansøgeren nu har en kæreste i Danmark, som hendes familiemedlemmer har kendskab til. Efter en samlet konkret vurdering af ansøgerens forhold, og da hun tillige er en enlig kvinde, der er psykisk påfaldende, og som har problemer med at tilpasse sig normerne i Iran, har hun sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være udsat for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2024/24/marau
Nævnet meddelte i juli 2024 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 1984 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 1, nr. 2. Klageren blev i 2020 idømt fængsel i 1 år for overtrædelse af straffelovens § straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3, jf. dagældende bilag liste A, nr. 3, og liste B, nr. 43 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 1, nr. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Iran. Klageren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse i Iran, idet han har unddraget sig militærtjeneste i krigstid. Klageren er ved [landsrettens] ankedom [i efteråret] 2020 idømt 1 års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3, jf. dagældende bilag liste A, nr. 3, og liste B, nr. 43, og udvist med et indrejseforbud i 6 år. Klageren er forud herfor ved [byrettens] dom [i efteråret] 2015 for overtrædelse af bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag liste B nr. 44, idømt fængsel i 7 dage betinget mod en prøvetid på 1 år. Ved dom [i sommeren] 2022 blev ansøgeren ved [byretten] idømt 2 års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 143, jf. hjemrejselovens § 24, stk. 6, 2. pkt., jf. § 23, stk. 2, jf. udlændingelovens tidligere § 34, stk. 5, og udvist af Dammark med et indrejseforbud for bestandigt. [I efteråret] 2021 traf Flygtningenævnet afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen har ved afgørelse [i efteråret] 2024 på den baggrund truffet afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet kan henholde sig til sin tidligere afgørelse om, at klageren isoleret set var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 31, stk. 2, må en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet tiltræder, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren. Efter udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal således foretages en proportionalitetsafvejning, hvori indgår grovheden af den begåede forbrydelse over for eventuelle særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der kan tale for at give klageren opholdstilladelse. Der skal således tages stilling til, om Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at klageren må anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2’s forstand ved [landsrettens] ankedom af [foråret] 2020, hvor han er idømt 1 års fængsel for grov narkotikakriminalitet. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået, (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet, (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået og (6) klagerens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. Klageren er ved dom af [sommeren] 2022 afsagt af [byretten] idømt 2 års fængsel og udvist for bestandigt for overtrædelse af straffelovens § 143, jf. bl.a. hjemrejselovens § 24. Ved vurderingen af, om denne dom, sammenholdt med ankedommen fra [foråret] 2020, kan føre til, at klageren anses for at være en fare for samfundet, bemærker Flygtningenævnet, at sidstnævnte dom vedrører overtrædelser af ordensmæssig karakter, som efter de foreliggende oplysninger ikke isoleret set kan føre til, at klageren anses for en fare for samfundet. I vurderingen af klagerens forhold finder Flygtningenævnet, at det må tillægges vægt, at ankedommen fra [foråret] 2020, der førte til udvisning af klageren med et indrejseforbud i 6 år, vedrører forhold begået for cirka fem år siden, og at klageren ikke efterfølgende er tiltalt eller dømt for personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet. Flygtningenævnet finder, at det endvidere må tillægges vægt, at klageren på tidspunktet for den kriminalitet, som han blev dømt for ved ankedommen fra [foråret] 2020, var stofmisbruger, og at han nu efter det oplyste har været ude af stofmisbrug i 3 år. På den baggrund finder Flygtningenævnet efter en konkret helhedsvurdering, i hvilken vurdering der tillige er indgået klageres alder og det oplyste om klagerens helbredsmæssige forhold, at klageren ikke længere kan betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2024/23/kdo
Nævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde. Advokaten henviste som begrundelse for klagen til, at Sverige bør anmodes om at overtage klagerens sag, idet hans mindreårige lillebror er blevet overført til Sverige, og hans øvrige familiemedlemmer opholder sig i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Formålet med Dublinforordningen er på så tidligt et tidspunkt som muligt at få fastlagt, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, jf. forordningens præambel punkt 5, da dette skal sikre en effektiv adgang til procedurerne om meddelelse af international beskyttelse og undgå at bringe målet om en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse i fare. Det følger endvidere af forordningens artikel 3, stk. 1, at en ansøgning om international beskyttelse kun behandles af den medlemsstat, der er ansvarlig efter kriterierne i kapitel III. Henset til hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette kan bl.a. være under henvisning til familielivet. Som anført ovenfor har klageren først søgt om og fået afslag på asyl i Tyskland, men er efterfølgende, inden hans sag var endelig afgjort, rejst videre mod Sverige for at søge om asyl. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at Tyskland som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 1. led, jf. artikel 18, stk. 1, litra d, hvilket Tyskland den [dato i efteråret] 2023 også har accepteret. Klagerens mor og søskende har som anført også søgt om og fået afslag på asyl i Tyskland og er nu alle i Sverige, der efter det op-lyste har overtaget ansvaret for familiens sager, efter først at have afvist dette med henvisning til, at Tyskland var forpligtet til og havde accepteret at modtage dem i henhold til forordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Med hensyn til lillebroren har Sverige over for Danmark accepteret at overtage ansvaret i henhold til Dublinforordningens artikel 17, stk. 2, jf. artikel 8, stk. 1. Da Udlændingestyrelsen den [dato i efteråret] 2023 traf afgørelse om overførsel af klageren til Tyskland havde Tyskland også accepteret at overtage klagerens mor og søstre, og klageren ville således ved en overførsel til Tyskland være blevet forenet med sin familie. Klageren opholder sig nu alene i Danmark, hvor han ikke har familie eller anden tilknytning, ligesom der ikke er oplyst andre forhold, der kan begrunde, at Danmark skal behandle klagerens asylsag, jf. forordningens artikel 17, stk. 1. Klageren boede sammen med sin familie i [hjemlandet] forud for udrejsen, og han boede også sammen med dem i Tyskland. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren udøvede et familieliv med sin mor og søskende omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Herefter og da klagerens familie ikke længere skal sendes til Tyskland, finder Flygtningenævnet, at Udlændingestyrelsen skal anmode Sverige om at overtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 2. Da der som anført ovenfor ikke er grundlag for, at Danmark overtager klagerens sag efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, skal klageren, hvis Sverige ikke accepterer at overtage klageren, overføres til Tyskland i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i efteråret] 2023. Klageren skal herefter, hvis Sverige ikke inden den [dato i sommeren] 2024 har accepteret at overtage klageren, overføres til Tyskland.” Dub-Tysk/2024/13/DH
Nævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at de generelle forhold for asylansøgere i Tyskland, samt klageren mentale og fysiske helbredstilstand. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet med-delt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren efter det oplyste lider af blandt andet [psykisk sygdom] og [fysisk sygdom], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af AIDA’s Country Report: Germany, 2022 update (april 2023), side 64 og 142ff, at afviste asylansøgere i Tyskland, herunder sårbare personer, har adgang til indkvartering og efter tysk lovgivning er berettiget til at modtage nødvendig sundhedsbehandling, hvorfor det må antages, at klageren vil kunne modtage nødvendig sundhedsbehandling i Tyskland. Dertil kommer, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2024 har oplyst, at han har modtaget sundhedsbehandling i Tyskland. Det skal yderligere bemærkes, at såfremt det er nødvendigt, kan Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af klageren underrette de tyske myndigheder i overensstemmelse med den frem-sendte accept om relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublin-forordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland, herunder afviste asylansøgere, er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Løbenummer: Dub-Tysk/2024/12/leuds
Nævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Sverige, herunder adgangen til sundhedsbehandling og indkvarteringssystemet. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Sverige og herefter er udrejst af Sverige, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i foråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en tilbagevenden til Sverige må formodes at blive henvist til at leve på gaden uden hjælp fra de svenske myndigheder, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles her i landet. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har, foruden de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger, lagt vægt på, at der ikke er holdepunkter for at antage, at de svenske myndigheder ikke overholder de internationale forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Sverige har tiltrådt. For så vidt angår klagerens helbredsmæssige forhold, herunder at klageren efter det oplyste har det psykisk dårligt og døjer med [fysisk lidelse], finder Flygtningenævnet, at de danske udlændingemyndigheder ikke er afskåret fra at overføre klageren til Sverige som følge heraf. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det må antages, at klageren vil kunne modtage den fornødne sundhedsbehandling i Sverige i overensstemmelse med de internationale forpligtelser. Nævnet henviser i den forbindelse til AIDA Country Report: Sweden, 2023 Update - April 2024, hvoraf fremgår blandt andet, at asylansøgere i Sverige har ret til en gratis lægelig undersøgelse samt akut helbredsrelateret behandling og tandbehandling, der ikke kan vente. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det forudsættes, at Hjemrejse-styrelsen forud for en overførsel af klageren underretter de svenske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. For så vidt angår klagerens familiemæssige forhold, finder Flygtningenævnet, at klagerens herboende moster, faster og morbror ikke er omfattet af begrebet ”familiemedlemmer” i Dublinforordningens forstand, jf. artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Sver/2024/2/lnk
Nævnet stadfæstede i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der havde fået udstedt et polsk visum, der udløb mindre end seks måneder før klageren indgav ansøgning om asyl i Danmark. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren havde fået meddelt processuelt ophold i forbindelse med hans ansøgning om opholdstilladelse som arbejdstager, og til de generelle forhold for asylansøgere i Polen. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt et polsk D-visum, der udløb [i sommeren] 2023, og dermed mindre end seks måneder før, klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at han ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i foråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, idet Styrelsen for International Rekruttering og Integration har meddelt klageren processuelt ophold i forbindelse med hans ansøgning om opholdstilladelse som arbejdstager. DRC Dansk Flygtningehjælp har endvidere gjort gældende, at den processuelle opholdstilladelse er at betragte som en opholdstilladelse, jf. forordningens artikel 2, litra l, hvorfor de polske myndigheders ansvar er overgået til Danmark, jf. forordningens artikel 19, stk. 1. Flygtningenævnet skal hertil bemærke, at forordningens artikel 19, stk. 1 ikke finder anvendelse i nærværende sag, da de danske myndigheder ikke har udstedet en opholdstilladelse til klageren, men alene har tildelt ham processuelt ophold i forbindelse med hans ansøgning om arbejdstilladelse, hvilket ikke kan sidestilles med en opholdstilladelse. Flygtningenævnet skal i den forbindelse henvise til ordlyden af forordningens artikel 2, litra l: ”opholdstilladelse: enhver tilladelse, der er udstedt af myndighederne i en medlemsstat, og som giver en tredjelandsstatsborger eller en statsløs ret til at opholde sig på medlemsstatens område, herunder de dokumenter, som beviser, at den pågældende har tilladelse til at opholde sig på medlemsstatens område inden for rammerne af en ordning for midlertidig beskyttelse eller indtil ophøret af de omstændigheder, der stiller sig i vejen for gennemførelsen af en udsendelsesforanstaltning, bortset fra visa og tilladelser til at opholde sig i landet, som er udstedt i den periode, der er nødvendig for at fastslå, hvilken medlemsstat der er ansvarlig i henhold til denne forordning, eller under behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse eller en ansøgning om opholdstilladelse” DRC Dansk Flygtningehjælp har derudover gjort gældende, at klagerens asylsag bør behandles i Danmark, som følge af de generelle forhold for asylansøgere i Polen, jf. forordningens artikel 17, stk. 1, jf. EU Charterets artikel 1. Flygtningenævnet vurderer, at asylansøgere og Dublin-returnees, forsat må antages at have adgang til en asylprocedure, og at de generelle modtageforhold for asylansøgere i Polen ikke kan sidestilles med generelle systemfejl. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2024/8/diei
Nævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var meddelt opholdstilladelse i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til risikoen for manglende adgang til indkvartering og nægtelse af adgang til asylsagsbehandling samt risikoen for frihedsberøvelse. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen, da hun indgav ansøgning om asyl i Danmark. Nævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen den 28. februar 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at hun lider af stress og sover dårligt, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har, ligesom Udlændingestyrelsen, lagt vægt på, at klageren i givet fald må forvente at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Polen. Det forhold, at klageren videre har oplyst, at hun frygter ukendte personer med forbindelse til Mongoliet, kan heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren tidligere har oplyst, at hun ikke har konflikter med privatpersoner, grupperinger eller myndigheder i Polen. Flygtningenævnet bemærker herved, ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren, såfremt hun har behov herfor, må henvises til at søge de polske myndigheders beskyttelse i den anledning, idet de polske myndigheder må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den nødvendige beskyttelse. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen, herunder Dublin-returnees, er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2024/7/sch
Nævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i med-før af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Nederlandene. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til indkvarteringsforholdene for asylansøgere i Nederlandene. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Nederlandene og herefter er udrejst af Nederlandene, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene er forpligtet til at mod-tage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Nederlandene [i vinteren 2023/2024] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at der er indkvarteringsproblemer for asylansøgere og Dub-linoverførte i Nederlandene, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder i den forbindelse, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere og Dublinoverførte i Nederlandene – uanset at der ifølge baggrundsoplysningerne er dokumenteret risiko for manglende og mangelfuld indkvartering – ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Nederlandene, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at Nederlandene har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Nederlandene ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet kan i den forbindelse henvise til AIDA, Country Report: The Netherlands, Update May 2023, s. 95-99, hvor det fremgår, at alle asylansøgere har ret til at få adgang til indkvarteringssystemet fra det tidspunkt, de indgiver en asylansøgning. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren til flygtningehjælpen har forklaret, at han, efter de nederlandske myndigheder meddelte ham afslag på ansøgning om asyl, forgæves forsøgte at få hjælp til at påklage afslaget, og at han i den forbindelse blev vejledt til at kontakte de nederlandske myndigheder og på den baggrund endte med at vente i så lang tid, at han frygter, at han har sprunget klagefristen, kan endvidere ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Klageren må i den forbindelse henvises til at rette henvendelse til de nederlandske myndigheder for vejledning. Flygtningenævnet bemærker ligesom Udlændingestyrelsen, at Nederlandene har accepteret at tilbagetage klageren efter Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b, hvorfor det må formodes, at klageren har en verserende sag om ansøgning om asyl i Nederlandene. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordnin-gen.” Dub-nede/2024/2/rsj
Nævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Litauen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Litauen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Dan-mark, blandt andet til klagerens frygt for at komme i fængsel og blive udsat for diskrimination. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlems-stat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, at klageren var i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Litauen, og at Litauen efter de foreliggende oplysninger er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 22, stk. 7, såkaldt accept by default, og at Litauen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Flygtningenævnet har lagt til grund, at Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2024 har fremsat en anmodning om accept by de-fault til Litauen, og at fristen for Litauen svar på anmodningen således udløb den [i vinteren 2023/2024]. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der foreligger en såkaldt accept by de-fault. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, idet klageren frygter at blive fængslet i Litauen, da det litauiske politi er korrupt og vil forsøge at an-holde klageren ved en indrejse i Litauen. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren ikke har frem-vist dokumentation for, at han skulle være i risiko ved at blive fængslet ved en tilbagevenden til Litau-en. Klageren har udstået sin tidligere fængselstraf i Litauen, og han har efterfølgende kunnet opholde sig i Litauen uden at blive fængslet. Flygtningenævnet kan henvise klageren til at rette henvendelse til de relevante myndigheder, såfremt klageren skulle blive anholdt. For så vidt angår det forhold, at kla-geren frygter at blive udsat for diskrimination, da han er fra [land], og at Litauen har stoppet for udste-delse samt forlængelse af opholdstilladelser til personer fra [land] […], kan ikke føre til at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet kan i den forbindelse henvise klageren til at rette henvendelse til de relevante myndigheder i Litauen. Flygtningenævnet skal yderligere bemærke, at klagerens lidelse af angst og panik, ikke kan føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det må forventes, at klageren kan modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Litauen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at du ved en overførsel i Litauen vil have mulighed for at søge asyl på ny. Der ikke er holdepunkter for at antage, at Litauen ikke overholder sine internationale forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Litauen har tiltrådt. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylan-søgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtninge-nævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlæn-dingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinfor-ordningen.” Dub-Lita/2024/1/DIEI
Nævnet stadfæstede i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af et gyldigt visum til Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til indkvarteringsforholdene i Frankrig samt adgangen til relevant sundhedsbehandling og støtte. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a (§ 29 a, stk. 1), at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Frankrig, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig [i foråret] 2024 har accepteret at mod-tage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren frygter, at han ikke vil få tilbudt indkvartering i Frankrig ved en indgivelse af ansøgning om asyl, og at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at der fortsat er store problemer med adgangen til indkvartering i Frankrig, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Frankrig som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er konkrete holdepunkter for at antage, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser, eller at en overførsel af klageren til Frankrig vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller EU’s charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren frygter, at han ikke vil få tilstrækkelig hjælp på baggrund af sin [helbredstilstand], og at han i Danmark har fået mere støtte fra civilsamfundsorganisationer i forbindelse med tolkning, bl.a. [navngivent center], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af AIDA’s Country Report: France, 2023, update (maj 2024), s. 131, at alle asylansøgere har adgang til sundhedsydelser via det universelle forsikringssystem, PUMA. Det bemærkes, at såfremt det er nødvendigt, kan Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af klageren til Frankrig underrette de franske myndigheder om klagers særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker til dette, jf. Dublinforordningens artikel 32. De franske myndigheder er herefter forpligtede til at sikre, at klageren modtager de nødvendige helbredsmæssige behandlinger. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren har [et familiemedlem] i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke er tale om en relation, der er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Frankrig ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinfor-ordningen.” Dub-Fran/2024/3/MLVT
Nævnet meddelte i juli 2024 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk [etnicitet], men praktiserer efter det oplyste ikke en religion. Han er fra [landsby], [distrikt], [provins], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi hans [familiemedlem A] var officer i den tidligere regering og i et vist omfang fortsatte med at bekæmpe Taliban efter deres første overtagelse i 1996. Dette medførte, at ansøgerens [familiemedlem A] blev udsat for overgreb af Taliban i [1994-2000]. Endvidere blev ansøgerens [familiemedlem B] i [2008-2015] kidnappet og slået ihjel af Taliban som hævn for [familiemedlem As] aktiviteter. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, da han vil blive anset som forræder, frafalden muslim og vantro, idet han i perioden 2015-2020 har arbejdet som blandt andet [funktion] på [en arbejdsplads], hvor blandt andet udenlandske militærfolk [også arbejdede]. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at han frygter at blive slået ihjel på grund af sine [familiemedlemmer B og Cs] arbejde for henholdsvis et engelsk og et amerikansk firma. Flygtningenævnet kan i det væsentlige – således som også Udlændingestyrelsen ses at have gjort – lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har afgivet en fastholdt og konsistent forklaring, som tillige på væsentlige punkter støttes af de dokumenter og fotos mv. ansøgeren har fremlagt for Flygtningenævnet. Et flertal i Flygtningenævnet finder, at det på baggrund af ansøgerens forklaring kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil stå i et modsætningsforhold til Taliban, og at ansøgeren således har sandsynliggjort, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnets flertal har herved lagt til grund og vægt på, at ansøgerens [familiemedlem A] i en længere periode frem til [årstal] var højtstående officer i det afghanske [ministerium] og tillige var medlem af og aktiv i det daværende [parti]. Flertallet lægger endvidere til grund, at ansøgerens [familiemedlem A] som officer havde til opgave bl.a. at bekæmpe Taliban, og at han i [1994-2000] var udsat for alvorlige attentater/drabsforsøg begået af Taliban. Det kan lægges til grund, at ansøgerens [familiemedlem B] blev dræbt i [2009-2015], men der er efter sagens oplysninger ikke et tilstrækkeligt grundlag for at antage, at han blev dræbt af Taliban som hævn for ansøgerens [familiemedlem As] aktiviteter. Det bemærkes at ansøgerens oplysninger herom, stammer fra familiemedlemmer til ansøger, idet ansøgeren ikke har førstehåndsviden om [familiemedlem Bs] død. Flygtningenævnets flertal er opmærksom på, at ansøgerens [familiemedlem As] aktiviteter og attentaterne mod [familiemedlem A] ligger mange år tilbage. Ansøgerens [familiemedlem As] modsætningsforhold til Taliban må imidlertid ses i sammenhæng med, at begge ansøgerens [familiemedlemmer B og C] i en årrække forud for Talibans magtovertagelse i 2021 har arbejdet for udenlandske virksomheder, som har løst opgaver for de afghanske myndigheder. Ansøgerens [familiemedlem As] modsætningsforhold skal også ses i sammenhæng med, at ansøgeren fra 2015 til 2020 har arbejdet på [en arbejdsplads], hvor bl.a. udenlandske militærfolk [også arbejdede], idet ansøgeren bl.a. fungerede som [funktion]. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren på denne baggrund og efter en samlet vurdering må anses for at være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. Det er herved også tillagt vægt, at ansøgeren sammen med sin forlod Afghanistan samme dag – den 15. august 2021 – som Talibans magtovertagelse fandt sted. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afgh/2024/24/sesc
Nævnet omgjorde i juli 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk hazara og shiamuslim fra landsbyen [landsby A] i distriktet [distrikt A], [by A], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren [i foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, og at denne opholdstilladelse senest [i sommeren] 2023 er forlænget med gyldighed til [sommeren] 2025. Klagerens advokat […] har [i foråret] 2024 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerens advokat har til støtte herfor oplyst, at klageren tidligere blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af risikoen for at blive forfulgt af såkaldte ”agents of persecution”. Advokaten har endvidere henvist til, at Taliban efterfølgende har overtaget magten i Afghanistan, at klageren er etnisk hazara, og at klageren som følge af sit flerårige ophold i Danmark er blevet vestliggjort, hvorfor klageren således vil være i risiko for at blive udsat for myndighedsforfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. Advokaten har på den baggrund gjort gældende, at klageren således – ifølge nævnets praksis – nu omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 1. Henset til den aktuelle udvikling i Afghanistan finder Flygtningenævnet, at situationen i Afghanistan efter Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2016 har udviklet sig betydeligt, idet Taliban siden medio august 2021 har overtaget magten i Afghanistan. Flygtningenævnet kan blandt andet henvise til Udlændingestyrelsens notat ”Afghanistan, recent developments in the security situation, impact on civilians and targeted individuals”, udgivet i september 2021, Landinfos temanotat om Afghanistan ”Talibans maktovertakelse”, udgivet den 2. september 2021 samt UN Security Councils rapport ”The situation in Afghanistan and its implications for international peace and security”, udgivet den 20. juni 2023. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse af [foråret] 2016 – som senest [i sommeren] 2023 er blevet forlænget – meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af klagerens fars konflikt med Taliban. Det fremgår af sagen, at klagerens far har været [offentligt ansat] i [distrikt A]. Henset til de ændrede forhold i Afghanistan efter Talibans magtovertagelse sammenholdt med klagerens individuelle forhold finder nævnet, at klageren nu opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer på den baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2016, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1” Afgh/2024/22/mlvt
Nævnet stadfæstede i juli 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at de tyske myndigheder har behandlet ham dårligt og har udsat ham for overgreb. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som flygtning med subsidiær beskyttelse i Tyskland [i foråret] 2017. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Tyskland, samt at klageren i Tyskland vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Tyskland, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det af klageren og DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren i Tyskland har været fængslet og udsat for overgreb fra myndighedernes side, herunder fysiske overgreb, samt at han ingen rettigheder har i Tyskland, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes hertil, at der ikke er fremkommet oplysninger om, at klageren har klaget over de påberåbte forhold, hverken vedrørende de forhold, som klageren har påberåbt sig i nærværende sag, eller de forhold klageren påberåbte sig i forbindelse med sine tidligere sager vedrørende overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 29 b. Flygtningenævnet finder således fortsat, at klageren må henvises til at indgive en klage ved den relevante overordnede tyske myndighed, såfremt han efter en overførsel til Tyskland måtte opleve problemer. Flygtningenævnet kan i øvrigt henvise til begrundelserne i nævnets afgørelser af [foråret] 2023 og [vinteren 2023/2024]. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b. § 29 b-Tys/2024/2
Nævnet ændrede i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er statsløs kurder (maktumin) og sunnimuslim fra [landsby A] i provinsen Al-Hasakah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren 2022/2023], og at han [i efteråret] 2023 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret 2023] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tvangshvervet til YPG. Klageren har herom oplyst, at han er blevet indkaldt til at aftjene militærtjeneste for YPG. Klageren er blevet opsøgt to gange af YPG i henholdsvis 2019 og [foråret] 2022. Ved opsøgningen i 2019 skjulte klageren sig sammen med tre jævnaldrene venner. Ved opsøgningen i 2022 var klageren ikke hjemme, men YPG oplyste til familien, at de forlangte, at han skulle aftjene militærtjeneste. Klageren har endvidere modtaget omkring ti indkaldelser, som han ikke er efterkommet. Klageren har endvidere til støtte for sin klage over statusvalg oplyst, at han frygter at blive indkaldt til militærtjeneste i den syriske hær. Klageren har endelig til støtte for sin klage oplyst, at han frygter de konsekvenser, der følger af at være statsløs og derfor ikke have nogen rettigheder i Syrien, ligesom han frygter de generelle forhold i Syrien som følge af krigen. Han frygter endvidere, at han som returnee vil være forfulgt. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Vedrørende klagerens frygt for at blive indkaldt til at gøre tjeneste i den syriske hær bemærkes, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at statsløse kurdere i Syrien, der ikke er registrerede (maktumin) ikke bliver indkaldt til militærtjeneste i den syriske hær. Der kan herved henvises til EASO’s rapport “Syria Military Service - Country of Origin Information Report” fra april 2021 (bilagsnr. 1471), Udlændingestyrelsens arpport ”Syria Military service: recruitment procedure, conscripts’ duties and military service for naturalized Ajanibs” udgivet den 7. juli 2023 (bilagsnr. 1899) og Udlændingestyrelsens rapport “Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” udgivet i februar 2015 (bilagsnr. 513). På den baggrund finder flertallet, at klageren ikke er i risiko for at blive indkaldt til at gøre tjeneste i den syriske hær, og dermed omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Med hensyn klagerens frygt for at blive tvangsrekrutteret til YPG bemærkes, at det fremgår af Udlændingestyrelsens rapport ”Syria – Military recruitment in Hasakah Governorate” udgivet i juni 2022 (bilagsnr. 1740), at SDF, der består af en række væbnede grupper, herunder YPG, kun benytter sig af frivillige rekrutter, og at rekrutteringen sker på baggrund af en kontrakt mellem personen og SDF. I rapporten henvises der i den forbindelse til flere kilder, der alle giver udtryk for, at SDF ikke anvender tvang i forbindelse med rekruttering. I EUAA’s rapport ”Country Guidance: Syria” (bilagsnr. 1835), pkt. 4.6, om tvangsrekruttering og rekruttering af børn fremgår, at den vedrører rekruttering i henhold til selvforsvarstjeneste (Duty of Self Defence). Af rapporten fremgår imidlertid, at SDF og YPG har brugt tvangsrekruttering ved siden af selvforsvarstjenesten, og at der har været tilfælde af arrestationer med henblik på rekruttering til trods for, at der har foreligget en grund til udsættelse. Flertallet finder, at det på den baggrund må lægges til grund, at YPG ikke anvender tvangsrekruttering, idet rekruttering som det helt klare udgangspunkt sker på frivillig basis. Nævnet er i den forbindelse opmærksom på, at der er oplysninger om tilfælde af tvangsrekruttering, men bemærker – som det også fremgår af Udlændingestyrelsens rapport fra 2022 – at det sommetider handler om rekruttering til selvforsvarstjenesten. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at klagerens forklaring om, at han i en periode på fem år har været forsøgt tvangsrekrutteret, ikke forekommer sandsynlig eller overbevisende. Der er herved også lagt vægt på, at klageren ikke nærmere har kunnet redegøre for, hvem der skulle have opsøgt faren, idet han har forklaret, at han alene kender YPG, og ikke kender nærmere til SDF’s opbygning og struktur. Hertil kommer, at det heller ikke har haft konsekvenser for klagerens familie, at klageren ikke har ladet sig hverve. Flertallet finder derfor, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han risikerer at blive tvangsrekrutteret til at gøre tjeneste i den syriske hær eller i YPG, og som følge heraf opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flertallet finder endelig efter en kumulativ vurdering af, at klageren er returnee, kurder, maktumin og i den militærpligtige alder – og under iagttagelse af forsigtighedsprincippet – at klageren ikke er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der er herved lagt vægt på, at klageren ikke har oplyst om konflikter med YPG eller med de syriske myndigheder, ligesom det må lægges til grund, at klagerens navn ikke fremgår af registeret over personer, der skal aftjene værnepligt. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2024/34/sahe
Nævnet meddelte i juni 2024 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2019 idømt fængsel i 6 måneder for [personfarlig kriminalitet] samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Dommen blev stadfæstet i 2020. Genoptaget sag. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk [etnicitet] og [muslim] fra bydelen [bydel], i [by], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klagere har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive genindkaldt til at aftjene militærtjeneste i Syrien. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han omkring årene [2010-2015] blev genindkaldt til at aftjene militærtjeneste i Syrien gennem den lokale [titel], som henvendte sig på klagerens bopæl, hvor han udleverede et genindkaldelsesbrev. Klageren har yderligere som asylmotiv henvist til, at han frygter den generelle sikkerhedssituation i Syrien. Flygtningenævnet lægger fortsat som i Flygtningenævnets afgørelse af [efteråret] 2020 – til grund, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at udlændingelovens § 31 derfor er til hinder for, at han udsendes tvangsmæssigt til Syrien. Klageren blev ved [landsrettens] dom af [vinteren 2019/2020] straffet med fængsel i 6 måneder for [personfarlig kriminalitet] begået i forening med sin [familiemedlem A] mod sin [familiemedlem B], som var [8-11] år gammel på gerningstidspunktet. Klageren blev herudover dømt for [personfarlig kriminalitet] mod en tredjemand. Klageren blev udvist med indrejseforbud i 6 år. Flygtningenævnet finder fortsat, at den personfarlige kriminalitet, som klageren er dømt for og udvist på baggrund af, er en særlig farlig forbrydelse i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2’s forstand. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger i dag. Ved vurderingen af, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, skal der således foretages en konkret helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået og (6) klagerens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. Flygtningenævnet bemærker, at dommen, der førte til udvisning af klageren, vedrører forhold begået [i vinteren 2016/2017], dvs. for mere end 7 år siden. Klageren er ikke dømt for andre strafbare forhold. Han har således ikke efter dommen af [vinteren 2019/2020] udvist en kriminel adfærd, der giver grundlag for at antage, at han fortsat er en fare for samfundet. Klageren har efter det oplyste haft en problemfri afsoning og blev prøveløsladt efter 2/3 tid. Der foreligger en række positive udtalelser om hans opførsel under opholdet på [udrejsecenter]. Bl.a. fremgår det af en udtalelse af [efteråret] 2023 fra en autoriseret [stillingsbetegnelse] tilknyttet [organisation], at klageren er aktiv og hjælpsom på centeret, og at han er en rolig og robust person, som tackler svære situationer på en konstruktiv og ansvarlig måde, og at han har lært at sætte ord på svære følelser. Klageren bor på udrejsecentret sammen med sin [familiemedlem C] på [12-15] år. Klageren har et nært forhold til sine børn, herunder også til sin [familiemedlem B], som var den forurettede i straffesagen. Klageren har i [årstal] fået konstateret [livstruende sygdom, der påvirker dele af organerne] og er under behandling herfor. Flygtningenævnet finder efter en konkret helhedsvurdering af den kriminalitet, som klageren er dømt for, sammenholdt med klagerens personlige forhold i øvrigt, at klageren ikke længere kan betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse, og at der dermed foreligger sådanne særlige grunde, at han ikke skal udelukkes fra at få opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet ændrer derfor Flygtningenævnets afgørelse af [efteråret] 2020, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2024/33/Saba
Nævnet omgjorde i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [landsby A] i provinsen Al-Hasakah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2022, og at han [i efteråret] 2023 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i vinteren 2023/2024] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tvangshvervet til den syriske hær. Klageren frygter endvidere at blive henrettet af den syriske regering, fordi han tidligere har unddraget sig militærtjeneste. Klageren har herom oplyst, at han i 2012 modtog en indkaldelse til den syriske hær. Det foregik ved, at landsbyens Mukhtar henvendte sig til klagerens far og oplyste ham om, at der var kommet en indkaldelse til klageren. Af indkaldelsen fremgik det, at klageren skulle møde op på rekrutteringskontoret i [by B i provinsen Al-Hasakah]. Klageren efterkom ikke indkaldelsen. Klageren har endvidere til støtte for sin klage oplyst, at han frygter at blive tvangshvervet til de kurdiske styrker. Klageren har herom oplyst, at de kurdiske interne sikkerhedsstyrker, Asayish, opsøgte hans bopæl i [sommeren] 2022. Klageren var ikke hjemme, idet han var på arbejde i sin forretning i [by C i provinsen Al-Hasakah]. Hans ægtefælle var hjemme, og hun ringede til klageren og oplyste, at der var kommet fem til seks personer fra Asayish, og at de havde ledt efter klageren. Ægtefællen havde under pres fra Asayish oplyst, at klageren befandt sig i sin forretning. Klageren forlod derfor forretningen og skjulte sig hos sin faster, der boede i byen. Klageren blev her kontaktet af en medarbejder fra sin forretning, der oplyste, at Asayish havde været forbi og lede efter ham. Klageren opholdte sig hos sin faster i en uges tid, imens hans udrejse blev arrangeret. Klageren, der er født i 1989 og således i den militærpligtige alder, var tidligere registreret statsløs kurder (ajanib), men blev i [efteråret] 2011 syrisk statsborger på grund af et dekret fra april 2011 (Presidential Decree No. 49 of 2011). Han har forklaret, at han i den forbindelse fik udstedt et syrisk id-kort og udleveret sin militærbog. Flygtningenævnet finder, at der efter baggrundsoplysningerne ikke er grundlag for at tilsidesætte klagerens forklaring om, at han i forbindelse med, at han fik syrisk statsborgerskab i [efteråret] 2011 også fik udleveret sin militærbog, som han ikke længere er i besiddelse af. Ifølge Udlændingestyrelsens rapport ”Syria – Anjanib and Maktoumeen Citizenship and Military Service” udgivet den 15. april 2024 (bilagsnr. 2016) er tidligere statsløse kurdere født før 1993, der har fået syrisk statsborgerskab i henhold til et præsidentielt dekret udstedt i december 2011 (dekret nr. 149/2011), imidlertid fritaget for militærtjeneste. Rapporten bygger bl.a. på to høringer af Udenrigsministeriet; en fra den 6. juli 2021 vedrørende statsborgerskab til statsløse kurdere i Syrien og en fra den 7. marts 2024 vedrørende militærtjeneste i Syrien. Indholdet af den sidste høring er ikke fremlagt for nævnet. I rapporten henvises der endvidere til bl.a. Udlændingestyrelsens rapport ”Syria – Military service: recruitment procedure, conscripts’ duties and military service for naturalised Ajanibs” udgivet den 7. juli 2023 (bilagnr. 1899). Af denne rapport fremgår bl.a., at rapporten er en sammenfatning af informationer fra skriftlige kilder og interviews med tre kilder, hvoraf to bekræftede, at tidligere statsløse kurdere (ajanib) født før 1993, er undtaget militærtjeneste – også i praksis, mens en kilde ikke havde hørt om denne undtagelse. Denne kilde fandt dog en omtale af undtagelsen på en syrisk hjemmeside, men antog at undtagelsen kunne være midlertidig og specifik for Al-Hasakah. I EASO’s rapport ”Syria – Military Service” udgivet i april 2021 (bilagsnr. 1471) anføres det, at statsløse kurdere født efter 1992, som har fået syrisk statsborgerskab er kvalificeret til at aftjene militærtjeneste i den syriske hær (eligible for conscription in the SAA). Det fremgår ikke af denne rapport, hvordan undtagelsen administreres i praksis. Der skal fortsat udvises forsigtighed ved bedømmelsen i asylsager vedrørende Syrien, og Flygtningenævnet finder, at det ikke alene på baggrund af oplysningerne i Udlændingestyrelsens rapport fra juli 2023 og april 2024 med den fornødne sikkerhed kan lægges til grund, at undtagelsen i dekret nr. 149/2011 respekteres og efterleves i praksis således, at personer omfattet af undtagelsen ikke risikerer at skulle gøre tjeneste i det syriske militær. Rapporterne er således alene baseret på få kilder, hvoraf en ikke kendte til undtagelsen, og fandt at den måske var midlertidig og specifik for Al-Hasakah. Hertil kommer, at det nærmere indhold af Udenrigsministeriets høringssvar af 7. marts 2024 ikke kendes, og at Udenrigsministeriets høringssvar fra den 6. juli 2021 ikke indeholder oplysninger om, hvorvidt undtagelsen i praksis respekteres og efterleves. Efter klagerens forklaring modtog han sin militærbog i [efteråret] 2011 og således inden dekret nr. 149/2011 blev udstedt. Det bemærkes i forlængelse heraf, at klagerens bror i sin sag også oplyste, at han havde fået udleveret sin militærbog. Baggrundsoplysningerne indeholder ikke oplysninger om, hvordan denne gruppe, der fik udleveret militærbog inden udstedelsen af dekret nr. 149/2011, behandles. Flygtningenævnet finder allerede af den grund, at klageren vil være i risiko for indkaldelse til militærtjeneste i den syriske hær og dermed omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der er derfor ikke grundlag for at tage stilling til, om klageren også risikerer at blive tvangshvervet af YPG. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2024/32/sahe
Nævnet stadfæstede i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Klageren er mindreårig. Indrejst i 2023.Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2023, og at han [i efteråret] 2023 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i vinteren 2023/2024] og [i foråret] 2024 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt af de syriske myndigheder, fordi han tidligere har været fængslet af myndighederne. Klageren har endvidere oplyst, at han frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Klageren har herom oplyst, at han har siddet i fængsel i Syrien i seks måneder. Klageren kørte med en bus, som blev stoppet ved en kontrolpost på vej til [by A], hvorefter de blev kørt med en anden bus til [fængsel i Syrien]. Klageren boede i en lille celle, hvor der var omkring 150 mennesker, og de kunne ikke ligge ned, fordi der var så mange mennesker i cellen. Under fængslingen fik de kun meget lidt mad og vand, og de blev slået og udsat for tortur hver dag. Klageren har videre oplyst, at når man sad på toilettet, blev man også slået, og vagterne tissede ofte på deres mad. Klagerens far sad også i fængsel, og de fik ikke lov til at se hinanden, og klageren fik heller ikke besøg af sin mor under fængslingen. Efter hans løsladelse blev han gentagende gange opsøgt af en person fra militæret med tildækket ansigt, som truede med at få ham fængslet igen. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at klageren vurderes tilstrækkelig moden til at få ansøgningen om asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, behandlet. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren har besvaret de stillede spørgsmål på en måde, der har vist, at han har forstået spørgsmålene og deres betydning. Flygtningenævnet kan lægge dele af klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen lægge klagerens forklaring om, at klageren og hans far har været fængslet til grund, men vurderer, at konflikten mangler karakter og intensitet til at kunne give asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, idet konflikten med de syriske myndigheder må anses for afsluttet. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren blev løsladt fra fængslet i [foråret] 2017, og at klageren har kunne opholde sig i Syrien og gå på arbejde frem til hans udrejse [i vinteren 2022/2023] uden at blive fængslet. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at klageren og hans familie er blevet opsøgt, efter at klageren blev løsladt, til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerens forklaring herom til dels er udbyggende og forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at klagerens forklaring om, at han efter faderens død er blevet opsøgt 20 gange på sit arbejde, hvor han blev taget med til afhøringer og tortureret, er udbyggende og forekommer utroværdig. Klageren har således ikke i samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret herom, og klageren har ved asylsamtalen direkte forespurgt om, hvorvidt han er blevet anholdt og tilbageholdt ud over det, der blev talt om i forbindelse med samtalen, oplyst, at det ikke var tilfældet. Klagerens unge alder og det af klageren anførte om, at det skyldes tolkene, at det ikke er kommet med i referaterne af samtalerne, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at klageren er i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Med hensyn til militærtjeneste bemærker Flygtningenævnet som Udlændingestyrelsen, at klageren ikke er i målgruppen for at blive indkaldt til militærtjeneste i Syrien, da det følger af Udlændingestyrelsens notat, "Syria, Military Service" udgivet i januar 2024, at værnepligtsalderen ifølge syrisk lovgivning er mellem 18 år og 42 år. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren er [cirka 16 år] gammel, og at klageren dermed ved en aktuel tilbagevenden til Syrien ikke vil være i den militærpligtige alder. Sammenfattende og ved inddragelse af det forsigtighedsprincip, der skal anvendes ved risikovurderingen, herunder i forhold til indrejse i Syrien – finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2024/31/obc
Nævnet stadfæstede i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Libanon og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter at blive dræbt af folk fra Hizbollah. Han har til støtte herfor oplyst, at han i [2019-2021] skubbede til en person, som forsøgte at kidnappe og rekruttere ham til Hizbollah. I den forbindelse blev personen handicappet i form af lammelse som følge af skubbet. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at han er i en asylbegrundende situation afledt af sin fars konflikt med Hizbollah og Amal-bevægelsen som følge af, at de anser ansøgerens far som spion for israelerne. Under nævnsmødet har ansøgeren som asylmotiv videre henvist til, at han frygter en straffesag i Libanon i anledning af ansøgerens skub til personen, der blev lammet. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til de vanskelige forhold for statsløse palæstinensere i Libanon og i øvrigt de generelle forhold i Libanon. Indledningsvis lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt. og dermed som udgangspunkt er udelukket fra at opnå beskyttelse efter konventionen. Nævnet har herved lagt vægt på UNRWA´s oplysninger den 7. juni 2023 om, at han er registreret ved UNRWA, og at ansøgeren og hans familie har modtaget bistand fra UNRWA. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1D, 2. pkt. Med hensyn til ansøgerens asylmotiv om en konflikt med Hizbollah og Amal-bevægelsen, herunder [B]-familien, som følge af, at ansøgeren under et kidnapningsforsøg i sidste halvdel af 2021 skubbede til [A]s søn, så han faldt, slog hovedet og blev handicappet, finder Flygtningenævnet, at der er tale om en afsluttet konflikt. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens far har indgået en detaljeret skriftlig forligsaftale med [A], der blev underskrevet for notaren, hvorefter [B]-familien forligsmæssigt frafaldt samtlige deres krav. Som led i aftalen betalte ansøgerens far [B]-familien 20.000 USD. I forlængelse heraf har nævnet lagt vægt på ansøgerens fars forklaring om, at et andet medlem af [B]-familien skulle have presset ansøgeren yderligere økonomisk og har fremsat trusler om at foretage blodhævn fremstår usammenhængende, konstrueret til lejligheden og ikke troværdig. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren og hans far i [sommeren] 2022 udrejste legalt af Libanon via lufthavnen i Beirut uden at opleve problemer, efter at de havde fået udstedt visum til [land]. Med hensyn til ansøgerens asylmotiv om en konflikt med Hizbollah som følge af, at de har villet hverve ansøgeren til deres bevægelse, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv herom. Nævnet finder, at det beror på ansøgerens subjektive vurdering, at Hizbollah har villet hverve ham. Dette bestyrkes ikke af hverken ansøgerens forklaring, sagens oplysninger eller nogen ydre omstændigheder. Med hensyn til ansøgerens asylmotiv om, at han frygter en straffesag i Libanon i anledning af ansøgerens skub til personen, der blev lammet, finder flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at der længere verserer nogen straffesag herom. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren uden problemer med de libanesiske myndigheder har kunnet udrejse af Beirut lufthavn. Nævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er i en asylbegrundende situation afledt af sin fars konflikt med Hizbollah og Amal-bevægelsen som følge af, at de anser ansøgerens far som spion for israelerne, fordi faren i [foråret] 2015 modtog en forkert forsendelse af kufferter, der var påført israelske symboler og hebraisk skrift. Nævnet lægger herved vægt på, at denne konflikt må anses for at have en lav intensitet og må anses for afsluttet med den skete afhøring af faren, idet Hizbollah løslod ansøgerens far samme dag, ligesom forholdet ligger [7-9] år tilbage. Dette understøttes særligt af, at ansøgerens far efter Udlændingestyrelsens afslag i 2016 frivilligt valgte at rejste tilbage til Libanon, hvorefter faren opholdt sig i en lang årrække i Libanon uden at opleve opsøgninger eller asylbegrundende problemer i øvrigt med Hizbollah eller Amal-bevægelsen af denne grund. Det forhold, at ansøgeren har oplevet negative omtale og skældsord grundet farens forhold, kan ikke føre til en ændret vurdering. Selv om forholdene for statsløse palæstinensere i Libanon er svære, såvel sikkerhedsmæssigt som socioøkonomisk, er dette ikke i sig selv asylbegrundende. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han konkret har været i asylbegrundende situationer som følge af det forhold, at han er statsløs palæstinenser. Ansøgeren er født i og har boet hele sit liv i Libanon, ligesom han har familie i Libanon, blandt andet sin mor og søskende. Ansøgeren har endvidere kunne ud- og indrejse af Libanon i [sommeren] 2022 uden problemer. De generelle forhold i Libanon, herunder den aktuelle konflikt mellem Hizbollah og Israel, kan heller ikke anses for asylbegrundende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil risikere asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2024/11/SCH
Nævnet stadfæstede i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Libanon og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter Hizbollah og Amal-bevægelsen som følge af, at de anser ham som spion for Israel og for at have samarbejdet med israelerne, fordi han i [foråret] 2015 modtog en forkert forsendelse af kufferter, der var påført israelske symboler og hebraisk skrift. Ansøgeren har til støtte herfor blandt andet gjort gældende, at han på det tidspunkt blev opsøgt, tilbageholdt og afhørt af Hizbollah. Derudover blev han i [efteråret] 2015 udsat for en påkørsel arrangeret af Hizbollah med henblik på at lokke ansøgeren til et område, hvor ansøgerens skulle dræbes. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at han og hans søn vil blive slået ihjel af Hizbollah og Amal-bevægelsen, herunder [B]-familien[B]-familien. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at [B]-familien kræver blodhævn, da de mener, at ansøgerens søn har skubbet til en af [B]-familien[B]-familiens sønner, så han faldt, slog hovedet og blev handicappet. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter sin svigerfamilie, herunder sin ægtefælles [familiemedlem], der er højtstående inden for Hizbollah. Han har til støtte herfor gjort gældende, at svigerfamilien holder hans ægtefælle og børn væk fra ham med henblik på at hjernevaske dem, hvilket skete, da ansøgeren var rejst til Elfenbenskysten. Ægtefællens [familiemedlem] har i den forbindelse solgt ansøgerens lejlighed uden hans samtykke. Det forhold, at ansøgeren er sunnimuslim, og ansøgerens svigerfamilie er shiamuslim, har givet ham problemer helt fra ægteskabets start, da de aldrig har accepteret ham og hans verdenssyn på religion. Svigerfamilien har lige siden ægteskabets indgåelse i [1999-2001] fremsat trusler mod ansøgeren. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter livet som statsløs palæstinenser og de generelle forhold i Libanon i øvrigt. Han har herunder gjort gældende, at den nuværende konflikt mellem Hizbollah og Israel har gjort situationen mere alvorlig. Indledningsvis lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt. og dermed som udgangspunkt er udelukket fra at opnå beskyttelse efter konventionen. Der er herved lagt vægt på UNRWA´s oplysninger den 7. juni 2023 om, at han er registreret ved UNRWA, og at ansøgeren og hans familie har modtaget bistand fra UNRWA. Ansøgeren har endvidere fremlagt kopi af et rejsedokument udstedt af de libanesiske myndigheder på baggrund af, at han er statsløs palæstinenser. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1D, 2. pkt. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om en konflikt med Hizbollah og Amal-bevægelsen som følge af, at de anser ham som spion for israelerne, fordi han i [foråret] 2015 modtog en forkert forsendelse af kufferter, der var påført israelske symboler og hebraisk skrift, hvilket medførte, at Hizbollah tog ham med og afhørte ham, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han af den grund er i en asylbegrundende konflikt med Hizbollah og Amal-bevægelsen. Nævnet lægger herved vægt på, at denne konflikt må anses for at have en lav intensitet og desuden må anses for at være afsluttet med den skete afhøring, idet Hizbollah efter ransagningen af ansøgerens lager og tilbageholdelsen løslod ansøgeren igen samme dag. Dertil kommer, at forholdet ligger [7-9] år tilbage. At denne konflikt er afsluttet understøttes også af, at ansøgeren efter Udlændingestyrelsens afslag i 2016 frivilligt valgte at rejste fra Danmark tilbage til Libanon. Derefter opholdt ansøgeren sig i en lang årrække i Libanon, herunder siden 2019 i hans oprindelige hjemby, [by A], uden at opleve opsøgninger eller asylbegrundende problemer i øvrigt med Hizbollah og Amal-bevægelsen af denne grund. Ansøgeren udrejste og indrejste endvidere igen uden problemer til og fra Libanon i 2019 efter et ophold i Sverige og igen i 2022, efter at han i nogle måneder havde opholdt sig i Elfenbenskysten. Endvidere udrejste ansøgeren igen i [sommeren] 2022 fra Libanon via Beirut lufthavn uden at opleve problemer. Det forhold, at ansøgeren i [efteråret] 2015 er blevet påkørt af et medlem af Hizbollah, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet finder, at det beror på ansøgerens subjektive formodning, at færdselsuheldet var arrangeret af Hizbollah med henblik på at lokke ansøgeren til et område, hvor ansøgeren skulle dræbes. Nævnet lægger også vægt på, at ansøgeren på flere punkter har forklaret divergerende herom i forbindelse med sin asylansøgning i 2016, sine asylsamtaler i 2023 og under nævnsmødet. Med hensyn til ansøgerens asylmotiv om en konflikt med Hizbollah og Amal-bevægelsen, herunder [B]-familien[B]-familien, som følge af, at ansøgerens søn, [A], under et kidnapningsforsøg i sidste halvdel af [2019-2021] skubbede til [B]s søn, så han faldt og derved blev handicappet, finder Flygtningenævnet, at der ligeledes er tale om en afsluttet konflikt. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren forligsmæssigt har betalt [B]-familien[B]-familien 20.000 USD samt at [C], der er faren til den handicappede søn, i forbindelse hermed underskrev en meget detaljeret forligsmæssig aftale for notaren, der omfattede alle krav, herunder økonomisk krav. I forlængelse heraf har nævnet videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at et andet medlem af [B]-familien[B]-familien skulle have presset ansøgeren yderligere økonomisk og fremsat trusler om at foretage blodhævn ved at dræbe ansøgerens søn efter forligsindgåelsen, fremstår usammenhængende, konstrueret til lejligheden og ikke troværdig. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren og hans søn i [sommeren] 2022 udrejste legalt af Libanon via lufthavnen i Beirut uden at opleve problemer, efter at de havde fået udstedt visum til[land]. Flygtningenævnet finder efter oplysningerne om konfliktens karakter og intensitet, at ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort, at hans konflikt med ansøgerens svigerfamilie er asylbegrundende. Herved har nævnet lagt vægt på konfliktens mere generelle karakter og lave intensitet. Nævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren og ægtefællen har været gift siden 1999 og 2000 uden at opleve konflikter med svigerfamilien af en sådan konkret karakter, at det kan anses asylbegrundende. Det forhold, at ægtefællens [familiemedlem] skulle have solgt ansøgerens lejlighed i Libanon, der har stået registreret i ægtefællens navn, uden ansøgerens samtykke, kan ikke føre til en ændret vurdering. Selv om de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon er svære, såvel sikkerhedsmæssigt som socioøkonomisk, er dette ikke i sig selv asylbegrundende. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at han konkret har været i asylbegrundende situationer som følge af det forhold, at han er statsløs palæstinenser. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren er født i og har boet næsten hele sit liv i Libanon, og at han har familie i Libanon, blandt andet sin ægtefælle og børn. Ansøgeren har endvidere kunne ud- og indrejse til og fra Libanon alle gange uden problemer. De generelle forhold i Libanon, herunder den aktuelle konflikt mellem Hizbollah og Israel, kan heller ikke anses for asylbegrundende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil risikere asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2024/10/SCH
Nævnet stadfæstede i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2022. Ansøgeren er etnisk igbo og [gren af kristendom] kristen fra [By A], Imo State, i Nigeria. Ansøgeren har været medlem af Indigenous People of Biafra (IPOB) siden 2015, og har oplyst at være blevet medlem af IPOB i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive slået ihjel af de nigerianske myndigheder, militæret eller regeringsgruppen Ebubeagu på grund af sit medlemskab af IPOB, og fordi hans [familiemedlem A] og [familiemedlem B] var medlemmer af IPOB. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har været medlem af IPOB siden 2015, og at hans aktiviteter for IPOB har bestået i at [handling] ved demonstrationer for derigennem at inspirere og rekruttere unge medlemmer. Ansøgeren har også oplyst, at han i [2017/2018] blev tilbageholdt og mishandlet af myndighederne, da han var på vej til en demonstration. Ansøgeren har videre oplyst, at hans [familiemedlem A] var [stillingsbetegnelse] for IPOB, og at [familiemedlem A] af myndighederne blev bedt om at stoppe sine aktiviteter for IPOB, hvilket ansøgerens [familiemedlem A] nægtede. Ansøgerens [familiemedlem A] blev desuden tilbageholdt af myndighederne, da ansøgeren var en lille dreng. Ansøgeren har til yderligere oplyst, at hans [familiemedlem B] blandt andet var ansvarlig for logistikken i forbindelse med afholdelse af demonstrationer for IPOB, og at [familiemedlem B] i [2017/2018] blev tilbageholdt af myndighederne. Ansøgeren har endelig oplyst, at hans [familiemedlem B], [familiemedlem A] og [familiemedlem C] blev slået ihjel af myndighederne, fordi de havde et IPOB-flag på deres bopæl, og at myndighederne i den forbindelse ransagede bopælen, hvor de blandt andet fandt billeder af ansøgeren i Biafra tøj og andet Biafra relateret materiale. Flygtningenævnet enig i Udlændingestyrelsens resultat og begrundelsen herfor. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Niga/2024/6
Nævnet stadfæstede i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk yoruba og katolik fra [by], Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter en kriminel gruppering kaldet [gruppering A], idet ansøgeren er medlem af en rivaliserende gruppering kaldet [gruppering B]. Ansøgeren har i forbindelse med en konflikt mellem de to grupperinger været i væbnet kamp mod grupperingen [gruppering A], som ansøgeren kalder en ”hit night.” Ansøgeren har videre oplyst, at denne ”hit night” fandt stedt i [1995-1998] og var grunden til, at ansøgeren måtte flygte fra Nigeria. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de generelle forhold i Nigeria, herunder særligt forholdene for kristne. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han har søgt asyl, så han kan opholde sig i Danmark for at kunne forsørge sin mor i Nigeria og sin gravide forlovede i [land]. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at de asylmotiver, som han tidligere har påberåbt sig under Udlændingestyrelsens behandling af hans asylsag, ikke stemmer overens med sandheden. Han har således forklaret, at han ikke på noget tidspunkt har været medlem af eller tilknyttet grupperingen [gruppering B] eller andre grupperinger i Nigeria, ligesom han ikke har eller har haft nogen konflikt med hverken de nigerianske myndigheder eller personer i Nigeria, som skulle være til hinder for, at han kan vende tilbage til Nigeria. Det lægges på den baggrund til grund, at ansøgeren ikke vil være i risiko for forfølgelse eller befinde sig i nogen risiko for at blive udsat for overgreb ved en tilbagevenden til Nigeria. Ansøgeren kan på den baggrund ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Ansøgeren udrejste af Nigeria i [1995-1998] og har herefter boet i Ukraine indtil 2022, hvor han flygtede i forbindelse med krigshandlingerne i Ukraine. Han flygtede til Danmark, fordi han var af den opfattelse, at han som flygtning fra Ukraine ville kunne opnå opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren har forklaret, at han ikke længere har nogen tilknytning til Nigeria, som han forlod i [1995-1998], dog bortset fra sin mor, som bor i Nigeria, og som han fortsat har kontakt til. Han har ikke noget at vende tilbage til i Nigeria og vil have svært ved at klare sig i landet, navnlig henset til de generelle levevilkår. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Nigeria ikke i sig selv kan føre til asyl, heller ikke for så vidt angår forholdene for kristne i Nigeria. Der er tale om socioøkonomiske forhold, som ikke kan medføre asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2024/5/AALK
Nævnet meddelte i maj 2024 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Ind-rejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2020 idømt fængsel i 1 år og 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt. og knivlovens § 7, stk. 1, samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen har vurderet at klageren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, samt at han er udelukket af beskyttelse efter udlændingelovens 10, stk. 3. Klageren er etnisk [etnicitet] fra Iran og har oplyst at være kristen af trosretning. Klageren er født i [flygtningelejr A] i [by B] i [land C]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet, udsat for overgreb eller fængslet af de iranske myndigheder, idet de tror, at han er medlem af [gruppen D], samt fordi han i Danmark er konverteret til kristendommen, og fordi han har kritiseret myndighederne og islam på de sociale medier, samt deltaget i demonstrationer, hvor han endvidere har [optrådt]. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans ven, [E], i 2015 introducerede klageren til personer fra [gruppen D]. Personerne bad om hjælp til at få mad og drikke, hvilket klageren indvilligede i. Klageren var herefter ikke i direkte kontakt med personer fra [gruppen D]. Klageren lånte dog flere gange sin bil til [E], der hjalp [gruppen D]. Klageren gav også [E] penge, så han kunne handle ind til personerne fra [gruppen D]. Nogle måneder senere opstod der sammenstød mellem politiet og personer fra [gruppen D]. I den forbindelse blev flere personer fra [gruppen D] anholdt. I den efterfølgende periode blev endnu flere personer fra [gruppen D] anholdt, herunder nogle af klagerens venner, som havde lånt klagerens bil til at hjælpe [gruppen D]. Klageren udrejste, idet han frygtede at blive angivet til myndighederne. Efter klagerens udrejse blev klagerens families bopæl opsøgt af de iranske myndigheder, der spurgte efter klageren. Klageren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han efter sin indrejse i Danmark er konverteret til kristendommen. Klageren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han på [de sociale medier] har udtalt sig kritisk om de iranske myndigheder samt Islam. Klageren har endeligt til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har [optrådt] til [et antal] demonstrationer, og at der til en af disse demonstrationer blev taget videoer af hans [optræden], samt at disse videoer ligger på hans sociale medier. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af sine aktiviteter i Danmark, hvor han har udtalt sig kritisk om myndighederne i Iran. Flygtningenævnet tiltræder tillige Udlændingestyrelsens vurdering af, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Iran. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 10, stk. 3, at en udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, kun kan udelukkes fra asyl efter § 10, stk. 3, 1. pkt., hvis den pågældende må anses for en fare for landets sikkerhed eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse og må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at den kriminalitet, som klageren blev dømt for ved [landsrettens] dom af [2020], må betragtes som en særlig farlig forbrydelse i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2’s forstand. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren blev straffet med fængsel i 1 år og 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 191 ved at have besiddet [narkotika A] og [narkotika B] med henblik på videreoverdragelse og for overtrædelse af knivloven. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger i dag. Ved vurderingen af, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, skal der således foretages en konkret helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået og (6) klagerens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. Flygtningenævnet bemærker, at dommen, der førte til udvisning af klageren, vedrører forhold begået i [2019]. Klageren er ved dom af [2022] straffet med fængsel i [antal] dage for overtrædelse af reglerne om opholds- og meldepligt på [udrejsecenter A]. Klageren blev endvidere udvist med indrejseforbud i 6 år. Ved vurderingen af, om denne dom, sammenholdt med dommen fra 2020, kan føre til, at klageren anses for at være en fare for samfundet, bemærker Flygtningenævnet, at sidstnævnte dom vedrører overtrædelser af ordensmæssig karakter, som ikke kan føre til, at klageren anses for at være en fare for samfundet. Klageren har således ikke efter dommen af [2020] udvist en kriminel adfærd, der giver grundlag for at antage, at han fortsat er en fare for samfundet. Ved vurderingen af klagerens forhold i øvrigt må det tillægges vægt, at han på tidspunktet for den kriminalitet, som han blev dømt for [i 2020], var stofmisbruger, og at han nu i en længere periode har været ude af sit stofmisbrug. Klageren har efter det oplyste haft en problemfri varetægtsfængsling og afsoning, og der foreligger en række positive udtalelser om hans opførsel under opholdet på [udrejsecenter A]. Af en udtalelse [fra foråret 2024] fra en autoriseret psykolog tilknyttet udrejsecenteret fremgår, at klageren fremtræder som åben og reflekterende, og at han er bevidst om omfanget og betydningen af sit tidligere misbrug og den kriminalitet, som det medførte. Endvidere fremgår det, at klageren udviser en høj grad af selvindsigt omkring sin psykiske sårbarhed, og at han tager klar afstand fra at blive involveret i de kriminelle aktiviteter, der finder sted på [udrejsecenter A]. Psykologen vurderer, at klageren udviser en høj grad af empati, forståelse for de sociale samspilsregler og accept af de eksisterende normer. På den anførte baggrund og efter klagerens forklaring til nævnsmødet, hvor klageren også har fremstået velreflekteret, finder Flygtningenævnet efter en konkret helhedsvurdering, at klageren ikke længere kan betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse, og at der dermed foreligger sådanne særlige grunde, at han ikke bør udelukkes for beskyttelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2024/20/AJNI
Nævnet hjemviste i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Irak. Indrejst i 2008. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim fra [by A], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste i forbindelse med den oprindelige asylsag som asylmotiv til, at hun frygtede overgreb og at blive slået ihjel af [sit familiemedlem A], fordi hun havde nægtet at indgå ægteskab med [familiemedlem B], og i stedet havde indgået ægteskab med en anden mand. Ansøgeren oplyste til støtte herfor, at hun sammen med sin mor og bror var flyttet ind hos [sit familiemedlem A]. [Familiemedlem A] udsatte ansøgeren for fysiske overgreb, og forsøgte at tvinge hende til indgå ægteskab med [familiemedlem B]. Som følge heraf forsøgte ansøgeren at begå selvmord. Ansøgeren flyttede derfor hjem til [familiemedlem C og D], der dog blev dræbt af nogle terrorister. Ansøgeren og hendes mor flygtede herefter til [et andet mellemøstligt land], hvor ansøgerens fars slægtninge boede. Her mødte ansøgeren [E], som hun indledte et forhold til. Ansøgeren og hendes mor rejste tilbage til Irak, hvor de boede hos [familiemedlem A] i et år. Senere rejste [E] også til Irak for at spørge ansøgerens [familiemedlem A] om hendes hånd. [Familiemedlem A] afslog, idet ansøgeren var blevet lovet til [familiemedlem B]. Ansøgeren flygtede herefter tilbage til [det andet mellemøstlige land], hvor hun og [E] indgik ægtskab. Hun tog herefter, under pres fra sin mor, igen tilbage til Irak, hvor hun opholdt sig hos en veninde i [by A] i et års tid inden hun udrejste illegalt i 2008. I forbindelse med genoptagelsessagen har ansøgeren gentaget sit tidligere påberåbte asylmotiv og henvist til samme forhold som tidligere. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun i [efteråret] 2021 har henvendt sig til [sit familiemedlem F], der er bosiddende i Irak, og anmodet hende om at tale med deres familie, om tilgivelse af ansøgeren. Ansøgerens [familiemedlem F] har efterfølgende sendt en skjult videooptagelse af, at hun videregiver ansøgerens anmodning om tilgivelse til deres [familiemedlemmer] og en klanleder. De udtaler i den skjulte videooptagelse, at de ikke kan tilgive ansøgeren, fordi hun har krænket familiens ære ved at flygte og gifte sig med en anden mand end [familiemedlem B], og få et uægte barn. I videoen italesættes det endvidere, at hvis hun vender tilbage, vil de slå hende og hendes [barn] ihjel, og at uanset hvor i Irak hun måtte indrejse og opholde sig, vil de finde hende. Det er under sagen oplyst, at den kvindelige ansøgers [barn] har søgt asyl, og at [barnets] sag ikke er behandlet i Udlændingestyrelsen. Samtidig er der under nævnsmødet fremkommet nye oplysninger, som kan få betydning dels i den kvindelige ansøgers sag dels i hendes [barns] asylsag. Hertil kommer, at der kan fremkomme nye oplysninger i forbindelse med Udlændingestyrelsens behandling af [barnets] asylsag, som det ikke kan udelukkes kan få indflydelse på den kvindelige ansøgers sag. Flygtningenævnet finder derfor, at den kvindelige ansøgers asylsag skal behandles sammen med hendes [barns] asylsag, og at begge sagerne derfor skal hjemvises.” Irak/2024/12/Sahe
Nævnet stadfæstede i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Eritrea. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tigrinya og [religiøs overbevisning] fra [landsby], [provins], Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2019, og at hun [i vinteren 2019/2020] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i vinteren 2023/2024] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om, at hun meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive forfulgt af militæret, idet hendes ægtefælle er deserteret fra militærtjeneste og udrejst illegalt af landet, ligesom hun også selv er udrejst illegalt. Klageren har herom oplyst, at de eritreiske myndigheder vil forfølge hende på grund af hendes ægteskab. Efter at hendes ægtefælle deserterede fra militæret, opsøgte myndighederne klagerens bopæl, hvor de spurgte til ægtefællens opholdssted, hvilket hun ikke ville oplyse. Klageren blev herefter fængslet i 14 dage, men senere løsladt mod kaution. Efter løsladelsen lukkede myndighederne klagerens [forretning] og tog også hendes rationeringskort. Klageren har desuden oplyst, at hendes ægtefælles mor også er blevet truet af myndighederne. Efter udlændingelovens § 7, stk. 1, gives der efter ansøgning opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951. Efter konventionens artikel 1, litra A, nr. 2, betragtes en person som flygtning, såfremt den pågældende: ”som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig udenfor det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse, eller som ikke har nogen statsborgerret, og som på grund af sådanne begivenheder befinder sig udenfor det land, hvor han tidligere havde fast bopæl, og ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt ikke ønsker – at vende tilbage dertil.”. Det fremgår af Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps rapport ”Eritrea National Service, exit and entry” (januar 2020), punkt 33-37, at der er usikkerhed om konsekvenserne af en desertering for en tilbageværende ægtefælle. Human Rights Watch’ rapport ”Eritrea Crackdown on Draft Evaders’ Families” (februar 2023) beskriver imidlertid, at de eritreiske myndigheder som led i en intensiveret tvangsrekrutteringskampagne har straffet tusindvis af familiemedlemmer til formodede militærundvigere, og at myndighederne i den forbindelse bl.a. har konfiskeret ejendom og tvunget familier på gaden. Tilsvarende fremgår af en artikel fra BBC News fra oktober 2022 ”Eritreans hunted down as military call-ups intensifies over Ethiopia’s Tigray War”. Om forholdene for afviste asylsøgere, der vender tilbage til Eritrea kan der henvises til UK Home Office’s rapport ”Country Policy and Information note. Eritrea: National service and illegal exit” (september 2021), s. 46f, hvoraf det bl.a. fremgår, at der er begrænsede oplysninger om behandlingen af afviste asylansøgere, men at flere kilder peger på, at afviste asylansøgere risikerer at blive tilbageholdt og fængslet og udsat for hårdhændet behandling. Se herom også FN’s Torturkomités udtalelse af 9. maj 2023 i sag 983/2020, Kibrom Berhane mod Schweiz (navnlig pkt. 7.11 og 7.12) med henvisning til FN’s Special Rapporteur’s rapport, Situation of human rights in Eritrea (maj 2021). Om de aktuelle forhold i Eritrea kan der desuden henvises til FN’s Special Rapporteurs seneste rapport (maj 2023). Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er udrejst illegalt af Eritrea. Klageren har ikke givet møde i nævnet, og nævnet har derfor ikke haft mulighed for at stille spørgsmål til klageren til nærmere belysning af den del af ansøgerens asylmotiv, der angår en konflikt med myndighederne i Eritrea som følge af hendes ægtefælles desertering. Herefter, og idet det må lægges til grund, at klageren har opholdt sig i Eritrea i flere år efter ægtefællens udrejse, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun har en aktuel, asylbegrundende konflikt med de eritreiske myndigheder omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. De ovenfor anførte generelle baggrundsoplysninger sammenholdt med sagens øvrige oplysninger kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Klageren og hendes medfølgende børn opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2024/5/kdo
Nævnet stadfæstede i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks fra [landsby], Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at hun [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i vinteren 2023/2024] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun risikerer asylbegrundende forfølgelse i Eritrea, herunder fængsling under forfærdigelige forhold, som følge af, at hun er udrejst illegalt af Eritrea, og ikke har betalt den bøde, som hun skulle betale efter, at hendes ægtefælle deserterede fra nationaltjeneste. Klageren har endvidere anført, at hendes datter [A] uanset hendes helbredsforhold vil blive udtaget til nationaltjeneste, og at klageren har bistået sin datter med at unddrage sig nationaltjeneste ved at bringe hende til Danmark. Klageren har herom oplyst, at efter hendes ægtefælles desertering, er hun blevet opsøgt af myndighederne med henblik på at, at hun skulle give myndighederne oplysninger om ægtefællens opholdssted. Endvidere er hun blevet pålagt at indfinde sig på et lokalt myndighedskontor, hvor hun fik at vide, at hun skulle betale en bøde på 50.000 nakfa som følge af ægtefællens desertering. Klageren blev i denne forbindelse frihedsberøvet i en dag. Hun blev løsladt med den betingelse om, at hun senere skulle betale bøden. Klageren har videre oplyst, at hendes datter nu er [18-21 år] og er i den aldersgruppe, som har pligt til at aftjene nationaltjeneste. Klageren risikerer at blive holdt ansvarlig for, at hendes nu voksne datter ikke aftjener nationaltjeneste, idet hun ikke befinder sig i landet. Klageren har gennem familiesammenføringssagen været ansvarlig for, at hendes datter har forladt Eritrea, således at hun ikke er til rådighed for myndighederne. Efter udlændingelovens § 7, stk. 1, gives der efter ansøgning opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951. Efter konventionens artikel 1, litra A, nr. 2, betragtes en person som flygtning, såfremt den pågældende: ”som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig udenfor det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse, eller som ikke har nogen statsborgerret, og som på grund af sådanne begivenheder befinder sig udenfor det land, hvor han tidligere havde fast bopæl, og ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt ikke ønsker – at vende tilbage dertil.”. Det fremgår af Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps rapport ”Eritrea National Service, exit and entry” (januar 2020), punkt 33-37, at der er usikkerhed om konsekvenserne af en desertering for en tilbageværende ægtefælle, herunder om ægtefællen risikerer fængsel, hvis ægtefællen ikke betaler en pålagt ”bøde”. Human Rights Watch’ rapport ”Eritrea Crackdown on Draft Evaders’ Families” (februar 2023) beskriver imidlertid, at de eritreiske myndigheder som led i en intensiveret tvangsrekrutteringskampagne har straffet tusindvis af familiemedlemmer til formodede militærundvigere, og at myndighederne i den forbindelse bl.a. har konfiskeret ejendom og tvunget familier på gaden. Tilsvarende fremgår af en artikel fra BBC News fra oktober 2022 ”Eritreans hunted down as military call-ups intensifies over Ethiopia’s Tigray War”. Om forholdene for afviste asylsøgere, der vender tilbage til Eritrea, kan der henvises til UK Home Office’s rapport ”Country Policy and Information note. Eritrea: National service and illegal exit” (september 2021), s. 46f, hvoraf det bl.a. fremgår, at der er begrænsede oplysninger om behandlingen af afviste asylansøgere, men at flere kilder peger på, at afviste asylansøgere risikerer at blive tilbageholdt og fængslet og udsat for hårdhændet behandling. Se herom også FN’s Torturkomités udtalelse af 9. maj 2023 i sag 983/2020, Kibrom Berhane mod Schweiz (navnlig pkt. 7.11 og 7.12) med henvisning til FN’s Special Rapporteur’s rapport, Situation of human rights in Eritrea (maj 2021). Om de aktuelle forhold i Eritrea kan der desuden henvises til FN’s Special Rapporteurs seneste rapport (maj 2023). Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er udrejst illegalt af Eritrea. Klagerens forklaring om, at hun har en aktuel, asylbegrundende konflikt med myndighederne i Eritrea i anledning af ægtefællens desertering i [slut 2000’erne] fremstår usikker og udbyggende samt præget af uoverensstemmelser vedrørende tidspunkter. Forklaringen svækkes desuden i betydelig grad af, at klageren i en årrække [i starten af 2010’erne] har kunnet opholde sig hos sine forældre i Eritrea. Klageren har derfor ikke sandsynliggjort at hun på dette grundlag er i risiko for at blive forfulgt af de eritreiske myndigheder ved en tilbagevenden til sit hjemland. Oplysningerne om omstændighederne i forbindelse med de mindreårige børns illegale udrejse af Eritrea som led i familiesammenføring med klageren i [midten af 2010’erne] er heller ikke et forhold, der i sig selv indebærer, at klageren har sandsynliggjort, at hun er i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Den omstændighed, at datteren [A] nu er [18-21] år og derfor i målgruppen for at aftjene nationaltjeneste, kan ikke føre til en anden vurdering i forhold til klageren. Herefter, og da klageren ved en tilbagevenden til Eritrea ikke selv er i målgruppen for nationaltjeneste, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke opfylder betingelserne for at opnå asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2024/4/kdo
Nævnet meddelte i juni 2024 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra [by A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, idet han ikke vil kunne indgå i den afghanske kultur, og idet han er hazara og shia muslim. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har levet det meste af sit liv i Danmark, og at han ikke vil kunne få et arbejde, da Taliban er ved magten. Ansøgeren har videre oplyst, at han ikke kan læse afghansk, og at han ikke vil kunne fortsætte med sine fritidsaktiviteter. Ansøgeren føler sig mere tilknyttet til Danmark end til Afghanistan. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han som hazara og shia muslim står i et automatisk modsætningsforhold til Taliban. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren vurderes tilstrækkelig moden til at få ansøgningen om asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, behandlet. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har besvaret de stillede spørgsmål på en måde, der har vist, at han har forstået spørgsmålene og deres betydning. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at forholdene for vestliggjorte, hazaraer af etnicitet og shia-muslimer samt den risikovurdering, der skal foretages i den forbindelse ved en tilbagevenden til Afghanistan, i baggrundsmaterialet blandt andet er beskrevet i EUAA, Country Guidance: Afghanistan, januar 2023. Flygtningenævnet bemærker i forlængelse heraf, at det afgørende for asylvurderingen i sager med spørgsmål om såkaldt vestliggørelse er, om ansøgeren efter en samlet vurdering har en sådan erfaring med livet i Afghanistan, at ansøgeren vil kunne genoptage sit liv i landet på en sådan måde, at den pågældende ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Herom bemærkes, at ansøgeren, der nu er [16-18 år], indrejste i Danmark i [vinteren 2015/2016], da han var [8-11 år], og at han derfor har haft en betydelig del af sin skolegang og sin ungdom i Danmark, hvor han har levet et ungdomsliv på danske præmisser. Ansøgeren taler flydende dansk, og nævnsmødet er gennemført på dansk uden brug af tolk. Ansøgeren har på nævnsmødet redegjort for sin holdning til og tilegnelse af danske og vestlige værdier i bred forstand. Herefter, efter ansøgerens fremtræden under nævnsmødet og det i øvrigt oplyste, må det lægges til grund, at ansøgeren har tilegnet sig en vestlig livsstil og vestlige værdier, herunder i forhold til kvinders rettigheder og ligestilling generelt. Flygtningenævnet finder – også under hensyntagen til, at ansøgeren er hazara af etnicitet og shia muslim – at det efter en samlet vurdering må anses for sandsynliggjort, at ansøgeren ikke vil kunne etablere sig i Afghanistan på en sådan måde, at han ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Det forhold, at ansøgeren har sine forældre og søskende i Afghanistan, og at han kan tale dari, kan ikke føre til en ændret vurdering. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Afgh/2024/19/obc
Nævnet meddelte i maj 2024 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra [by A] [distrikt A], [provins A]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af en mullah, der nu er [højtstående stilling inden for] Taliban. Ansøgeren frygter endvidere at blive bortført, hvis han vender tilbage til Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i Afghanistan boede ved siden af en mullah, der underviste ansøgeren i koranen. Mullahen havde en datter, som ansøgeren havde kendt hele sit liv, men da de blev teenagere, måtte de ikke være venner længere. Ansøgeren havde dog forsat kontakt med mullahens datter, og en dag var de seksuelt sammen, og dette opdagede hendes mor. Hendes mor opsøgte derfor ansøgerens mor, og fortalte, at hun ville fortælle det til sin mand, mullahen, og at han ville slå ansøgeren og datteren ihjel. Ansøgerens mor blev på grund af dette bange på ansøgerens vegne, og ringede til ansøgerens far, der fortalte hende, at mullahen var en farlig mand, der var i kontakt med Taliban. Ansøgerens far skyndte sig tilbage til deres bopæl, fordi han ville hjælpe ansøgeren med at flygte. Inden faren ankom til bopælen, ringede mullahens [andet barn, A] til ansøgeren. [Barn A] fortalte ansøgeren, at [barn A’s] søster var låst inde, og at deres far havde til hensigt at slå hendes søster ihjel, på grund af hendes forhold til ansøgeren. [Barn A] bad ansøgeren om at tage søsteren med, og redde hendes liv. De aftalte, at [barn A] skulle få hendes søster ud af huset, så hun kunne rejse med ansøgeren. Dette lykkes, og ansøgerens far indvilligede i at tage hende med, og han kørte dem til [by B] i [provins B], hvor de overnattede hos ansøgerens [familiemedlem A]. Herefter udrejste de til [land A] ved hjælp af menneskesmugler. I [land A] boede de hos ansøgerens [familiemedlem B], men i to forskellige huse. Ansøgeren fik efter sin ankomst til [land A] informationer om, at mullahen havde slået ansøgerens far ihjel. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far var en meget rig mand i Afghanistan, og familien frygtede derfor at ansøgeren blev bortført. Ansøgerens far modtog [trusselstilkendegivelser] under den gamle regering, og familiens [genstand] er tidligere blevet [ødelagt]. Derudover er ansøgerens far tidligere blevet truet af Taliban, fordi han fik udbetalt sin løn i [valuta]. Endelig har ansøgeren henvist til, at han risikerer at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse af Taliban, hvis han vender tilbage til Afghanistan fra et vestligt land og som følge af, at hans far har arbejdet for [organisation] i Afghanistan. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren i store træk har forklaret konsistent om forløbet, der førte til hans flugt fra Afghanistan. Flertallet lægger således til grund, at ansøgeren har haft et seksuelt forhold til naboens datter, [C], at [C’s] far, som var mullah og følte sin ære krænket, ville slå såvel ansøgeren som [C] ihjel, og at ansøgerens far samme dag hjalp både ansøgeren og [C] med at flygte. Uanset ansøgerens forklaring om, at [C’s] far var tilknyttet Taliban, kan det ikke lægges til grund, at konflikten indebærer, at ansøgeren har en konflikt med Taliban. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af en privat, æresrelateret konflikt risikerer at blive udsat for forfølgelse eller behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren risikerer forfølgelse fra Taliban som følge af, at hans far har arbejdet for [organisation] og fået sin løn udbetalt i [valuta]. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der efter ansøgeren forklaring under oplysnings- og motivsamtalen mindst er gået [en nærmere angiven tidsperiode] år, fra ansøgerens far angiveligt har modtaget et trusselsbrev fra Taliban, til ansøgeren flygtede fra Afghanistan, og at ansøgerens far efter det oplyste ikke selv oplevede problemer med Taliban i denne periode. Flygtningenævnet kan heller ikke efter de foreliggende baggrundsoplysninger lægge til grund, at ansøgeren risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af, at han har opholdt sig i et vestligt land. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren er født og opvokset i Afghanistan og flygtede derfra som [18-23-årig]. Han kender derfor til sproget og forholdene i Afghanistan og må antages at kunne tilpasse sig kulturen uden at vække opmærksomhed. Henset til, at Flygtningenævnet har forholdt sig til argumentet om, at ansøgeren risikerer forfølgelse som følge af sin fars arbejde for [organisation], tager nævnet ikke påstanden om hjemvisning til følge. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2024/17/AJNI
Nævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende to samlevende fra Ukraine. Udlændingestyrelsen havde nægtet at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 med henvisning til, at ansøgerne allerede havde opnået beskyttelse i Sverige.Flygtningenævnet udtalte:”Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske ukrainere og kristne fra [by A]. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har henvist til, at Sverige ikke kan tjene som første asylland for ansøgerne. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at de ikke har kunnet få tilstrækkelig lægebehandling i Sverige, og at de ikke har kunnet finde et arbejde i Sverige. Ansøgerne har videre oplyst, at de ikke fik tilstrækkeligt med ydelser i Sverige. Videre har den kvindelige ansøger oplyst, at klimaet i Sverige har gjort hende syg. Den kvindelige ansøger har endelig oplyst, at hun ingen konflikter har i Sverige. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ukraine frygter krigen, og at den kvindelige ansøger ikke kan få den nødvendige lægebehandling i Ukraine. Ansøgerne har i forbindelse med deres ansøgninger om opholdstilladelse i Danmark efter særloven for fordrevne fra Ukraine fremlagt en svensk opholdstilladelse, hvoraf fremgår, at begge ansøgere er meddelt opholdstilladelse i Sverige på baggrund af Rådets direktiv 2001/55/EC [i vinteren 2022/2023]. Efter udlændingelovens § 7, stk. 5, kan opholdstilladelse nægtes, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et andet land. Udlændingestyrelsen har meddelt ansøgerne afslag på deres ansøgninger om asyl under henvisning til, at ansøgerne er blevet meddelt opholdstilladelse i Sverige. Den omstændighed, at de fremlagte svenske opholdstilladelser efter deres indhold er tidsbegrænset til [foråret] 2024, og således er udløbet på nuværende tidspunkt, kan ikke tillægges nogen betydning, idet ansøgeren må antages fortsat at kunne opnå beskyttelse i Sverige, herunder tillade ansøgerne at indrejse og tage ophold i landet. Der lægges i den forbindelse vægt på, at ansøgerne må antages at have adgang til på ny at opnå opholdstilladelse i Sverige, når henses til at de gældende regler om midlertidige beskyttelse af fordrevne fra Ukraine senest er forlænget til marts 2025. Heller ikke den omstændighed, at det er ansøgernes opfattelse, at de fik den tilstrækkelige sundhedsfaglige behandling i Sverige, som de havde behov for, eller at ansøgerne ikke kunne finde arbejde i Sverige, kan føre til nogen anden vurdering. Det samme gælder den omstændighed, at ansøgerne ikke længere kunne modtage offentlige ydelser i Sverige, fordi de selv frasagde sig disse ydelser under henvisning til, at de agtede at flytte fra Sverige. Hertil kommer, at det er ganske uden betydning for sagen, at ansøgerne ikke brød sig om at bo i Sverige, herunder fordi klimaet var for mørkt og koldt. Endelig er det Flygtningenævnets vurdering, at ansøgernes personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i Sverige, herunder beskyttet mod refoulement. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2024/1
Nævnet meddelte i juni 2024 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2021.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra provinsen [provins A], byen [by A], landsbyen [landsby A], Syrien. Ansøgeren har været medlem af [parti A] i perioden fra 1990’erne til begyndelsen af 2010’erne. Ansøgeren var i [periode i 2010´erne] ansat i landbrugskontoret i [by A], som blev styret af PKK. Ansøgeren var i [periode fra 2010´erne til 2020] formand for lokalrådet i [område A], som ligeledes var kontrolleret af PKK, og ansøgeren arbejdede efterfølgende som vagt for PKK i [nogle måneder i slutningen af 2010´erne]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt og slået ihjel af PKK. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at PKK har anklaget ham for forræderi, idet han mistænkes for at være spion for [parti A] og modarbejde PKK’s ideologier. Ansøgeren har arbejdet på et landbrugskontor, som skulle fordele jordstykker til de fattige folk i området, men jordstykkerne blev i stedet fordelt til PKK’s medlemmer. Ansøgeren har udtalt sig kritisk om fordelingen af jordstykkerne til sin chef og har herefter opsagt sin stilling på landbrugskontoret. Ansøgeren oplyste i den forbindelse ikke den reelle årsag til opsigelsen, men begrundede i stedet opsigelsen med, at der var for langt fra ansøgerens bopæl til arbejdspladsen. Ansøgeren har modtaget trusler, og ansøgerens familie er ligeledes blevet opsøgt og truet af PKK’s sikkerhedstjeneste, som har ønsket ansøgerens opholdssted oplyst. Ansøgeren blev efterfølgende bedt om at udføre lokalt administrationsarbejde, hvorfor han blev formand for lokalrådet i [område A]. For at kunne forsørge sin familie fungerede ansøgeren sideløbende som vagt for PKK. Ansøgeren vidste i begyndelsen ikke, hvad han bevogtede, men han fik senere oplyst, at han bevogtede våbenlagre. Da ansøgeren blev bekendt hermed, oplyste han sin leder om, at han ikke længere ville stå vagt. Ansøgeren angav som begrundelse herfor, at han var træt af de skæve arbejdstider. På et møde i PKK i 2021 blev det efterfølgende besluttet, at ansøgeren var forræder og spion for [parti A], fordi han modsatte sig partiets beslutninger. Ansøgeren udrejste af Syrien cirka fem dage efter mødets afholdelse. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de syriske myndigheder, idet han ikke har efterlevet en generel indkaldelse til den militære reserve i 2011/2012 og har udført politiske aktiviteter for [parti A]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at de syriske myndigheder vil anse ham for værende medlem af YPG, fordi ansøgeren har udført arbejde for YPG som ansat på et landbrugskontor i [by A], og at ansøgerens kollega har videregivet oplysninger om ansøgerens arbejdsopgaver til de syriske myndigheder. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har afgivet forklaring til udlændingemyndighederne en række gange. Flygtningenævnet finder – ligesom Udlændingestyrelsen har fundet det i afgørelsen af [efteråret] 2023 – at ansøgerens forklaringer i vidt omfang og på væsentlige punkter er skiftende, divergerende og udbyggende. Dette er ikke mindst tilfældet med hensyn til ansøgerens forklaringer om (1) medlemskab af og opgaver for [parti A], om (2) jobbet på landbrugskontoret og PKK’s indflydelse i denne forbindelse, om (3) ansøgerens rolle som – ansat eller valgt – medlem af et lokalråd og PKK’s indflydelse i denne forbindelse, og om (4) ansøgerens ansættelse eller funktion i [sted hvor ansøgeren arbejdede som vagt] og PKK’s indflydelse i denne forbindelse. Flygtningenævnet kan henvise til de eksempler på divergenser mv., som fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2023. Også for Flygtningenævnet har ansøgerens forklaring i væsentligt omfang været præget af divergenser, ligesom forklaringen er fremstået skiftende og udbyggende. Flygtningenævnet finder, at der er en lang række eksempler herpå, idet følgende kan fremhæves: Ansøgeren har om sin rolle i [parti A] forklaret bl.a., at han havde til opgave at oplyse unge mennesker om partiet med henblik på rekruttering hertil. Denne forklaring er i nogenlunde overensstemmelse med ansøgerens forklaring under samtalen med Udlændingestyrelsen [af vinteren 2021/2022]. Forklaringen er imidlertid helt uforenelig med, at ansøgeren under partshøringssamtalen [i efteråret] 2023 forklarede, at oplysningen om rekruttering af unge mennesker til partiet ikke passer, at han ikke forstår, at denne oplysning fremgår af det tidligere samtalereferat, at han ikke erindrer at have givet denne oplysning, og at han aldrig har arbejdet for partiet, men alene har deltaget i partimøder. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har været i stand til at forklare bare nogenlunde plausibelt om disse væsentlige skift/divergenser. Ansøgeren har for Flygtningenævnet endvidere forklaret bl.a., at han blev rekrutteret til landbrugskontoret af [person A], som forsikrede ansøgeren om, at PKK ikke var involveret i denne institution, som var rent landbrugsfaglig, og at der blev udarbejdet en ansættelseskontrakt, som han så, men ikke fik udleveret. Denne forklaring er imidlertid ikke forenelig med, at ansøgeren til udlændingemyndighederne har forklaret, at to personer henvendte sig til ham vedrørende et job på landbrugskontoret, at det var PKK, der henvendte sig til ham, og at der ikke blev udarbejdet en ansættelseskontrakt. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at divergenserne beror på misforståelser og/eller erindringsforskydninger og/eller at han oprindeligt ikke forklarede grundigt nok, ikke fremstår overbevisende. Ansøgeren har for Flygtningenævnet videre forklaret bl.a., at han i sin funktion i lokalrådet havde flere kontroverser med [person B], som han fandt ud af, var medlem af PKK. Som en helt ny oplysning har ansøgeren for Flygtningenævnet forklaret, at noget henkastet eller deponeret kemisk affald i byen medførte, at alle eller mange dyr og planter døde, og at antallet af kvinder, der fik konstateret kræft, steg dramatisk. Ansøgeren tog derfor initiativ til at overdække forureningen med jord. Da [person B] opdagede dette, blev han meget truende over for ansøgeren. Denne del af ansøgerens forklaring fremstår som en fuldstændig udbygning af det tidligere forklarede, idet det efter forklaringens karakter er påfaldende, at ansøgeren ikke tidligere har oplyst om denne kontrovers. Også ansøgerens forklaring om sin rolle i [sted hvor ansøgeren arbejdede som vagt] fremstår udbyggende på den måde, at ansøgeren ses at lægge afstand til tidligere forklaringer om intensiteten af sin involvering. Dette gælder bl.a. med hensyn til periodens længde – nu [få] måneder mod tidligere en længere periode – og med hensyn til, om han fungerede som bevæbnet vagt for et våbenlager eller ej. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om misforståelser og tolkeproblemer ikke kan forklare de væsentlige divergenser. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret forskelligt om, hvornår [person B´s] trussel med henvisning til IS og USA faldt. Således har ansøgeren først forklaret, at den omhandlede trussel faldt i forbindelse med hans funktion i lokalrådet, og senere har han forklaret, at truslen faldt i forbindelse med hans funktion i [sted hvor ansøgeren arbejdede som vagt]. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgerens forklaring om, at hans familiemedlemmer i Syrien har været udsat for trusler, efter hans udrejse af landet, fremstår vag og udetaljeret. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren generelt har forklaret afglidende, når han er blevet foreholdt divergenser, skift og udbygninger i de afgivne forklaringer. Da Flygtningenævnet som anført ikke kan lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund, har han ikke sandsynliggjort et beskyttelsesbehov omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være returnee og muligt har ignoreret en generel indkaldelse til militærtjeneste, kan af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [efteråret] 2023, ikke føre til en anden bedømmelse med hensyn til ansøgerens beskyttelsesbehov. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3, idet der henvises til de grunde, Udlændingestyrelsen har anført i afgørelsen af [efteråret] 2023. Som anført ovenfor kan Flygtningenævnet ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund. Der foreligger herefter ikke oplysninger, som giver grundlag for at udelukke ansøgeren fra ophold i Danmark i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 5. Flygtningenævnet meddeler på den anførte baggrund ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3.”Syri/2024/29/lafal
Nævnet hjemviste i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og muslim fra [by A], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter sin familie, da hun er bange for, at hendes familie vil tvangsgifte hende eller slå hende ihjel hvis hun nægter. Ansøgeren er endvidere udrejst af Iran mod familiens vilje. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes familie begyndte at presse hende til at blive skilt fra hendes herboende ægtefælle, da de ønskede, at hun skal giftes med sin fætter. Ansøgeren ville gerne være sammen med sin herboende ægtefælle, hvorfor hun udrejse af Iran uden familiens samtykke. Familien mente, at ansøgeren havde ventet længe nok på sin ægtefælle i Danmark, da han ikke kunne sørge for, at hun kunne komme til Danmark for at være sammen med ham. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hendes ægtefælles familie i Iran er blevet opsøgt at hendes familie, hvor de fremsagde trusler mod ansøgeren. Hendes fætter og fætterens hans familie har også opsøgt ægtefællens familie i Iran. Familierne har beskyldt ansøgerens ægtefælle for, at skjule hende, og for at hjælpe hende med at udrejse af Iran. Ægtefællens familie har fortalt til ansøgerens familie, at hun opholder sig i Danmark hos hendes ægtefælle, hvilket familien er sur over, da fætteren mener at ansøgeren er lovet væk til ham. Ansøgeren har videre oplyst, at da hun blev gift med sin ægtefælle, var det uden forudgående aftale mellem hende og hendes ægtefælles familie. I starten kunne hendes familie godt lide hendes ægtefælle, men de skiftede mening undervejs. Ansøgeren har endelig oplyst, at hendes konflikt med familien startede efter hun første gang fik afslag på familiesammenføring. Der kom et pres på hende i forhold til, at blive skilt, og hun blev bebrejdet hele tiden. Ansøgeren har i forhold til hendes mindreårige barn oplyst, at hun frygter at hendes barn vil blive tvangsfjernet i forbindelse med en eventuel arrestation i Iran. Hendes barn vil blive betragtet som bastard og vantro, og vil blive tvangsfjernet og tvangsopdraget. Ansøgeren har endelig oplyst, at hun ikke over for de iranske myndigheder har bevist, at barnet et født inden for ægteskab, og at det er hendes barn, samt at det er strafbart at få et barn uden for ægteskab. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med sin familie og [fætter]. Ansøgers forklaring herom har fremstået utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har ved afgørelsen heraf henset til de samme omstændigheder, som er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelse i [vinteren 2023/2024]. Det forekommer således ikke overbevisende, at ansøgers forældre efter ansøgers ægteskab med herboende [navn på ægtefælle] igennem [5-8] år pludselig skulle ønske at slå ansøgeren ihjel, fordi det ikke var lykkedes at blive familiesammenført med denne, og fordi de ønskede, at ansøgeren i stedet skulle giftes med [ansøgerens fætter]. Der er herved henset til, at ansøgerens familie billigede og accepterede forlovelsen og godt kunne lide ansøgerens ægtefælle, at ansøgerens mor deltog i brylluppet i [andet mellemøstligt land] og at forældrene har ladet ansøgeren rejse alene til [andet mellemøstligt land] for at mødes med ægtefællen. Flygtningenævnet kan endvidere tiltræde, at det ikke kan føre til en ændret vurdering, at ansøgeren frygter, at hendes [barn], [navn på barn], vil blive tvangsfjernet, såfremt ansøgeren bliver arresteret ved sin indrejse i Iran på grund af ansøgerens konflikt med sin familie og med [ansøgerens fætter], eller fordi [ansøgerens barn] vil blive betragtet som bastard og vantro, fordi ansøgeren ikke skulle have bevist, at [barnet] er født inden for ægteskab. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Flygtningenævnet har afvist ansøgerens konflikt, og at ansøgeren er gift med [navn på barns] far, [navn på ægtefælle], og i sin ansøgning [foråret 2022] til Udlændingestyrelsen om familiesammenføring har fremlagt kopi af vielsesattest og af [barnets] civilattest, hvoraf fremgår, at ansøgeren og [navn på ægtefælle] er [barnets] forældre. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren eller dennes [barn] ved en tilbagevenden til sit hjemland Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2 som følge af sin angivne konflikt med sin familie. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at sagen ved nævnets afgørelse af [sommeren 2023] blev hjemvist til Udlændingestyrelsen, idet afgørelsen ikke omfattede ansøgers [barn] [navn på barn]. Det fremgår ligeledes af afgørelsen, at advokaten under nævnsmødet har gjort gældende, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil blive asylretligt forfulgt på grund af sin ægtefælles forhold, som er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og at ansøgeren har forklaret, at hun ikke blev spurgt ind til dette ved sin forklaring til Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsen har fortsat ikke taget stilling hertil for så vidt går ansøgeren og dennes [barn]. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen på ny til Udlændingestyrelsen med henblik på en stillingtagen til betydningen af [navn på ægtefælle] asylgrundlag i forhold til ansøgerne.” Iran/2024/21/LODU.
Nævnet stadfæstede i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i med-før af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompe-tence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til indkvartering forholdene for asylansøgere i Tyskland. DRC Dansk Flygt-ningehjælp har desuden henvist til, at klageren under sit ophold i Tyskland har modtaget trusler, og at han efter sin indrejse i Danmark har fået en kæreste.Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændin-gelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Ud-lændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tysk-land dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det be-mærkes herved, at Tyskland [i vinteren 2023/2024] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han ikke vil tilbage til Tyskland, fordi han ikke føler, at han blev behandlet ordentligt, idet han blandt andet ikke blev taget alvorligt af personalet i asylcentret, og fordi indkvarteringen var kaotisk og presset, da der blev solgt og ind-taget rusmidler, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at de ge-nerelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det forhold, at klageren videre har oplyst, at han under sit ophold i Danmark har fået en kæreste, og at de har været sammen i nogle måneder og ønsker at blive gift, kan heller ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens kæreste ikke er omfattet af begrebet ”familiemedlemmer” i Dublinforordningens forstand, jf. Dublinforordningens artikel 2, litra g. Nævnet har desuden lagt vægt på, at der ikke er tale om et ægteskabslignende for-hold eller fast samliv henset til, at klageren har oplyst, at de alene har været sammen i nogle måneder og ikke har haft et fast samliv. Det af klageren anførte om, at han under sit ophold i Tyskland har modtaget trusler fra sin familie, og at han i den forbindelse flere gange har henvendt sig til politiet i Tyskland, men at de ikke gjorde noget, hvorfor han har mistet tilliden til de tyske myndigheder, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren må henvises til at klage over det tyske politi og asylcentret til de overordnede myndigheder i Tysk-land. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asyl-ansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtnin-genævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Tysk/2024/9/sme
Nævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren måtte betragtes som særlig sårbar, som følge af hans psykiske helbredstilstand, og at han ved en overførsel til Tyskland vil være i risiko for at opleve en forværring af sit mentale helbred. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelo-vens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændinge-styrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren senest har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Det beror på en konkret vurdering, om der foreligger sådanne omstændigheder, at klageren alligevel ikke skal overføres til Tyskland, således at hans ansøgning skal tages under behandling i Danmark, jf. navnlig Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Klagerens advokat har i den forbindelse gjort gældende, at klagerens asylsag bør behandles i Danmark under henvisning til, at klageren må anses for særligt sårbar, idet han har én eller flere psykiske lidelser, der kræver behandling, og at han har særdeles vanskeligt ved at klare sig selv. Klageren lider formentlig af [psykisk sygdom], og det kan ikke udelukkes, at hans tilstand vil blive forværret, hvis han sendes til Tyskland. Klagerens advokat har i øvrigt henvist til det anførte om klagerens psykiske tilstand i DRC Dansk Flygtningehjælps indlæg i sagen. Flygtningenævnet har efter de modtagne lægelige oplysninger lagt til grund, at klageren gennem de seneste år har haft [symptomer på psykisk sygdom], og at der formentlig er tale om [psykisk sygdom], men at der ikke er stillet en diagnose på nuværende tidspunkt. Det fremgår af lægelige oplysninger fra [vinteren 2023/2024], at klageren på det tidspunkt fremstod [med symptomer på psykisk sygdom]. Det er endvidere lagt til grund, at klageren har modtaget psykiatrisk behandling i Danmark, herunder med medicin. Klageren har hertil oplyst over for Udlændingestyrelsen, at han er tidligere misbruger, og at han i Tyskland har været indlagt og har modtaget anden behandling, herunder medicinsk behandling, for navnlig sine psykiske lidelser. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at afviste asylansøgere i Tyskland, herunder sårbare personer, har adgang til indkvartering og efter tysk lovgivning er berettiget til at mod-tage nødvendig sundhedsbehandling, om end oplysningerne herom er begrænsede, jf. nærmere AIDA’s Country Report: Germany, 2022 update (april 2023), side 64 og 142ff. Flygtningenævnet finder på denne baggrund og efter princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne på området for Dublin-overførsler, at der ikke er grundlag for at antage, at en overførsel af klageren til Tyskland vil indebære en reel og påvist risiko for en betydelig og uoprettelig forværring af klagerens sundhedstilstand. Det bemærkes, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Løbenummer: Dub-Tysk/2024/10/leuds
Nævnet stadfæstede i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren har problemer i Polen, og ikke vil tilbage dertil, fordi han ikke har et sted at bo, hvorfor han har boet på gaden uden penge. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Ud-lændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Polen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 1, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det bemærkes videre, at Polen [4-7] gange tidligere har accepteret at modtage klageren efter forordningens artikel 12, stk. 1, og én gang tidligere accepteret at modtage klageren efter forordningens artikel 12, stk. 2. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren har problemer i Polen og ikke vil tilbage dertil, da han ikke har et sted at bo og derfor har boet på gaden uden penge, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder, at klageren må henvises til at rette henvendelse til de polske myndigheder, da de må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den nødvendige hjælp. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere, herunder Dublin-returnees, i Polen er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet bemærker desuden, at Polen har tiltrådt Flygtningekonventionen, EU’s charter om grundlæggende rettigheder samt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at de polske myndigheder ikke lever op til deres internationale forpligtelser. Det forhold, at klageren er psykisk syg, kan heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet bemærker herved, at nævnet ved afgørelse af [efteråret] 2022 ikke fandt, at klageren som følge af psykisk sygdom var så særligt sårbar, at klagerens asylsag skulle behandles her i landet af denne grund. Flygtningenævnet finder ikke, at der er fremkommet nye oplysninger af en sådan karakter, at der er grundlag for en ændret vurdering heraf. Flygtningenævnet finder fortsat, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Polen, idet Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det af AIDA’s ”Country Report: Poland 2021 Update” af maj 2022, fremgår, at asylansøgere i Polen har adgang til sundhedsbehandling på lige fod med polske statsborgere med sundhedsforsikring, herunder også behandling for psykiske problemer, blandt andet i form af samtaler med en psykolog eller henvisning til en psykiater. Flygtningenævnet bemærker i forlængelse heraf, at en udsendelse af klageren til Polen forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud herfor underetter de polske myndigheder om klagerens helbredsforhold, såfremt han samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32, således at de polske myndigheder er orienteret om klagerens helbredsmæssige forhold. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Pole/2024/6/FLFR
Nævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var indrejst i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence/mundtligt nævnsmøde.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at det stadig er uklart, hvorvidt og hvornår de italienske myndigheder på ny vil tage imod Dublinoverførte. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter regler-ne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren den [i vinteren 2022/2023] indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i sommeren] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp påberåbte om, at klageren ved en overførsel til Italien ikke vil ha-ve adgang til asylproceduren og indkvarteringssystemet, kan ikke føre til, at klagerens ansøgning om international beskyttelse skal realitetsbehandles i Danmark. Flygtningenævnet traf i en række sager i oktober 2023 afgørelse om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelser om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. Nævnet bemærkede i alle sagerne, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger fortsat er behæftede med visse mangler. Flygtningenævnet tiltrådte imidlertid Udlændingestyrelsen vurdering af, at de generelle forhold for asylansøgere i Italien ikke har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene, og at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Italien. Flygtningenævnet fandt således i afgørelserne, at forholdene i Italien ikke giver grundlag for en generel antagelse om, at overførsel af asylansøgere, herunder også sårbare asylansøgere, til Italien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. Nævnet bemærkede videre, at det må forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en midlertidig karakter. Den omstændighed, at de italienske myndigheder den 5. oktober 2023 har forlænget undtagelsestil-standen på migrationsområdet med yderligere seks måneder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på princippet i EU-retten generelt om gensidig tillid mellem medlemssta-terne, og at udgangspunktet er, at en medlemsstat overholder sine internationale, herunder EU-retlige forpligtelser. Der er således ikke på nuværende tidspunkt grundlag for, at fastslå, at den midlertidige undtagelsestilstand og forlængelsen heraf i sig selv er udtryk for systemmæssige mangler i asylproce-duren og modtageforholdene. Flygtningenævnet finder, at en beslutning om, at klageren skal overføres til Italien, ikke kan anses at indebære en sagsbehandlingstid, som er i strid med Dublinforordningens krav om hurtig og effektiv behandling af asylansøgninger.Det forhold, at DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klageren er at betragte som særligt sårbar som følge af, at hun er gravid samt offer for menneskehandel og tortur, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det fremgår af AIDA, Country Re-port: Italy Update 2022 vedrørende forholdene for asylansøgere, at”They enjoy equal treatment and full equality of rights and obligations with Italian citizens regarding the mandatory contributory assistance provided by the National Health Service in Italy. There is no distinction between asylum seekers benefitting from material reception conditions and those who are out of the reception system, since all asylum seekers benefit from the National Health System.[…]Asylum seekers suffering from mental health problems, including torture survivors, are entitled to the same right to access to health treatment as provided for nationals by Italian legislation.”Nævnet finder på den baggrund, at klageren ved en overførsel til Italien vil have adgang til den for-nødne lægebehandling, da der ikke er holdepunkter for at antage, at Italien ikke overholder sine inter-nationale forpligtelser. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af førnævnte rapport, at om end der ikke direkte er fastsat procedurer i lovgivningen til identificering af særligt sårbare personer, har Sundhedsministeriet fastsat retningslinjer herom. Af rapporten fremgår videre, at der findes særlige procedure for sårbare personer, idet disse personer indrømmes en prioriteret asylproces. I den forbindelse bemærker Flygtningenævnet, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren underretter de italienske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det forhold, at klagerens kæreste er meddelt asyl i Danmark, og at han er faren til klagerens ufødte barn, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at parret ikke er omfattet af definitionen ”ugifte partnere i et fast forhold”, jf. Dublinforordningens forstand, jf. artikel 2, litra g, idet der ikke har eksisteret et længere samlivsforhold mellem klageren og hendes herboende partner i deres hjemland. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Ital/2024/24/EEB
Nævnet stadfæstede i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var indrejst i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Dan-mark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien og til klagerens helbredmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i efteråret] 2023 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitima-tion. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien den [i vinteren 2023/2024] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet traf i en række sager [i oktober] 2023 afgørelse om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelser om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. Nævnet bemærkede i alle sagerne, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger fortsat er behæftede med visse mangler. Flygtningenævnet tiltrådte imidlertid Udlændingestyrelsens vurdering af, at de generelle forhold for asylansøgere i Italien ikke har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene, og at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Italien. Flygtningenævnet fandt således i afgørelserne, at forhol-dene i Italien ikke giver grundlag for en generel antagelse om, at overførsel af asylansøgere, herunder også sårbare asylansøgere, til Italien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. Nævnet bemær-kede videre, at det må forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en mid-lertidig karakter. Den omstændighed, at de italienske myndigheder den 9. april 2024 har forlænget undtagelsestilstanden på migrationsområdet med yderligere seks måneder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at de italienske myndigheders forlængelse af undtagelses-tilstanden sammenholdt med de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger vedrørende Italien ikke kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og i modtagelsesforholdene, som medfø-rer en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2. Nævnet har endvidere lagt vægt på princippet i EU-retten generelt om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og at udgangspunktet er, at en medlemsstat overholder sine internationale, herunder EU-retlige forpligtelser. Flygtningenævnet finder, at en beslutning om, at klageren skal overføres til Italien, ikke kan anses at indebære en sagsbehandlingstid, som er i strid med Dublinforordningens krav om hurtig og effektiv behandling af asylansøgninger. Det af klageren og DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om klagernes helbredsmæssige forhold, herunder at klageren lider af mavesmerter, samt at han har psykiske udfordringer og har oplyst, at han mærker ubehagelige energier i sin krop og i sit sind, der nogen gange forsøger at få ham til at gøre ting, som han ikke har lyst til, kan ikke føre til, at sagen skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren i Italien må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling, da der ikke er holdepunkter for at antage, at Italien ikke overholder sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det blandt andet fremgår af de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update 2022, side 161 ff., at asylansøgere har tilstrækkelig adgang til sundhedsbehandling, og at de nyder samme rettigheder og behandling som italienske statsborgere. I den forbindelse bemærker Flygtningenævnet, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren underretter de italienske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Ital/2024/23/CARA
Nævnet stadfæstede i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien samt til klagerens hel-bredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være om-fattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel ef-ter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den fore-liggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Italien og herefter er udrejst af Italien, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international be-skyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i vinteren 2022/2023] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Ita-lien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker nævnet, at de aktuelle mod-tageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at anta-ge, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behand-ling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Coun-try Report: Italy Update May 2022. Det fremgår blandt andet af rapporten, at om end asylprocedu-ren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myn-digheder en reel asylsagsbehandling. Nævnet har yderligere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In parti-cular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circu-lar Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (appli-cation no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Flygtnin-genævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndig-heder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overfør-sel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Uni-ons charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneske-rettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det forhold, at de italienske myndigheder i december 2022 suspenderede indgående overførsler til Itali-en, på grund af pres på grænserne og modtagefaciliteterne, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Det er nævnets vurdering, at den italienske suspension af overførslerne ude-lukkende er af midlertidig karakter. Det kan hertil bemærkes, at de italienske myndigheder arbejder på at omstrukturere modtagefaciliteterne. Det forhold, at klageren har det dårligt psykisk, hvor han [nærmere beskrivelse af klagerens psykiske forhold] samt det forhold, at klageren er diagnosticeret med [diagnose], kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Nævnet vurderer i den forbindelse, at klageren ved en tilbagevenden til Italien, vil have adgang til den fornødne sund-hedshjælp. Der henvises til AIDA, Country Report: Italy Update May 2022 side 143, hvoraf det fremgår, at asylansøgere har ret til fuld adgang til sundhedsvæsnet i Italien på lige fod med italien-ske statsborgere. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at Udlændingestyrelsen under oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren 2022/2023] ikke har spurgt uddybende ind til klagerens helbredsforhold, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behand-les i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Ital/2024/21/DIEI.
Nævnet stadfæstede i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var indrejst i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation i. Sagen blev be-handlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Dan-mark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien samt til ansøgerens unge alder. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelo-vens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændinge-styrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i sommeren] 2023 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forord-ningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i vinteren 2023/2024] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet traf i en række sager den [i efteråret] 2023 afgørelse om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelser om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. Nævnet bemærkede i alle sagerne, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger fortsat er behæftede med visse mangler. Flygtningenævnet tiltrådte imidlertid Udlændingestyrelsens vurdering af, at de ge-nerelle forhold for asylansøgere i Italien ikke har en sådan karakter, at de kan sidestilles med system-mæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene, og at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Italien. Flygtningenævnet fandt således i afgørelserne, at forhol-dene i Italien ikke giver grundlag for en generel antagelse om, at overførsel af asylansøgere, herunder også sårbare asylansøgere, til Italien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. Nævnet bemær-kede videre, at det må forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en mid-lertidig karakter. Den omstændighed, at de italienske myndigheder den 5. oktober 2023 har forlænget undtagelsestilstanden på migrationsområdet med yderligere seks måneder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på princippet i EU-retten generelt om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og at udgangspunktet er, at en medlemsstat overholder sine internationale, herunder EU-retlige forpligtelser. Der er således ikke på nuværende tidspunkt grundlag for, at fastslå, at den midlertidige undtagelsestilstand og forlængelsen heraf i sig selv er udtryk for systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene. Flygtningenævnet finder, at en beslutning om, at klageren skal overføres til Italien, ikke kan anses at indebære en sagsbehandlingstid, som er i strid med Dublinfor-ordningens krav om hurtig og effektiv behandling af asylansøgninger. Det forhold, at klageren ved en overførsel til Italien bliver adskilt fra [klagerens] herboende [familiemedlem] kan ikke føre til, at kla-gerens asylsag skal behandles i Danmark, da klagerens familiemedlem i Danmark ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Det bemærkes, at Flygtningenævnet ikke fin-der, at der er oplyst om forhold, der understøtter, at der er et særligt afhængighedsforhold mellem kla-geren og dennes herboende familiemedlem, jf. Dublinforordningens artikel 16. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om klagerens unge alder, og at han ved en tilbagevenden til Italien vil være helt alene, kan heller ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren efter Udlændingestyrelsens afgørelse [fra vinteren 2023/2024] er [18-21 år] og dermed myndig, og at styrelsens afgørelse af alderssagen ikke er påklaget. På denne bag-grund kan klagerens oplysninger om, at han rettelig er [mindreårig] ikke tillægges vægt. Yderligere be-mærkes det, at klageren ifølge det oplyste er sund og rask. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordnin-gens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Ital/2024/20/Cara
Nævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl/har indgivet ansøgning om asyl i Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til ansøgers frygt for at skulle leve på gaden i Frankrig Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herun-der § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Frankrig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig [i vinteren 2023/2024] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at der fort-sat mangel på indkvarteringsmuligheder for asylansøgere og Dublinoverførte i Frankrig, og at der i den forbindelse er udfordringer med at få dækket basale behov, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Frankrig som medlem af EU og Europarådet i over-ensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er konkrete holdepunkter for at antage, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser, eller at en overførsel af klageren til Frankrig vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller EU’s charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Frankrig er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Fran/2024/2/EEB
Nævnet stadfæstede i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Bulgarien i med-før af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Bulgarien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren ikke har fået adgang til en grundig asylsagsbehandling i Bul-garien. DRC Dansk Flygtningehjælp har til støtte herfor henvist til, at klageren er psykisk sårbar, og at han ved en tilbagevenden til Bulgarien vil blive frihedsberøvet og formodentlig udsendt til sit hjemland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændin-gelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Ud-lændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtnin-genævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Bulgarien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Bulgarien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Bulgarien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Bulgarien [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestem-melse. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at det vil være i strid med Dublinforordningens grundlæggende princip om, at kun én medlemsstat skal være ansvarlig for behandlingen af asylan-søgningen, hvis klageren efter endeligt afslag på asyl i én medlemsstat, vil kunne få en asylansøg-ning behandlet på ny i en anden medlemsstat. DRC Dansk Flygtningehjælp har navnlig gjort gæl-dende, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark under henvisning til, at de bulgarske myndigheder ikke har foretaget en grundig behandling af klagerens asylsag, og at klageren risikerer at blive sendt tilbage til [hjemland] efter en overførsel til Bulgarien. DRC Dansk Flygtningehjælp har videre gjort gældende, at klageren, som Dublin-returnee, der i Bulgarien er blevet meddelt afslag på asyl, kan forventes at blive frihedsberøvet i et overfyldt detentionscenter, hvor der er risiko for, at han vil blive udsat for vold og leve under meget dårlige forhold. DRC Dansk Flygtningehjælp har desuden henvist til, at klageren er psykisk sårbare. Hertil har DRC Dansk Flygtningehjælp anført, [oplistning af klagerens psykiske helbredsforhold]. DRC Dansk Flygtningehjælp har i den forbindel-se fremlagt kopi af udtalelse fra en psykolog og underretning fra Røde Kors. DRC Dansk Flygtnin-gehjælp har til støtte herfor blandt andet anført, at klageren blev pågrebet umiddelbart efter at have krydset grænsen til Bulgarien, hvorefter han oplevede episoder med vold og ydmygelse. Klageren blev sendt til en lukket lejr, hvor han var i mere end to uger. Her var han låst inde i et værelse sam-men med omkring 20 - 25 andre flygtninge uden basale sanitetsforhold. Under sit ophold i den luk-kede lejr fik han ikke tilstrækkelig med mad udleveret, hvorfor han altid var sulten. Klageren måtte komme i bad en gang om ugen, men da bad-området kun var åbent i en time for alle i lejren, var det ikke muligt for alle at komme i bad. Desuden var der ofte slåskampe, hvor klageren blev slået. Selv-om vagterne var til stede, gjorde de intet for at hjælpe. Endelig har DRC Dansk Flygtningehjælp henvist til, at klageren under sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2023 og partshøring om resultatet af andersundersøgelsen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2023 i Danmark, har oplyst styrelsen om, at han er [16-18] år gammel, men at han ikke har kunnet overbevise styrelsen om dette. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at asylsystemet i Bulgarien efter baggrundsoplysningerne er behæftet med visse mangler. Hertil bemærkes generelt, at det ikke vil være foreneligt med Dublinforordningens formål og system, hvis enhver tilsidesættelse af EU's direktiver på asylområdet ville være tilstrækkelig til at forhindre overførsler af asylansøgere til den ansvarlige medlemsstat, jf. herved EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i de forenede sager N.S. m.fl. (C-411/ IO og C-493/10), præmis 84-85. Den anmodende medlemsstat er som ud-gangspunkt alene udelukket fra at overføre en asylansøger til den ansvarlige medlemsstat, når der i forbindelse med eller efter overførslen er en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende be-handling som omhandlet i artikel 4 i EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder eller artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. blandt andet principperne i EU-Domstolens dom af 19. marts 2019 i sagen Jawo (C-163/17). Dette kan enten være begrundet i systemmæssige mangler ved asyl proceduren og modtageforholdene for asylansøgere i den ansvarlige medlemsstat, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led, eller andre konkrete omstændigheder, som medfører en krænkelse af de nævnte bestemmelser i EU-chartret eller Menneskerettighedskonventionen.Om den generelle adgang til asylproceduren og indkvartering for dublin-returnees, herunder sårbare ansøgere, er følgende anført i AIDA's seneste rapport "Country rapport: Bulgaria, 2022 Update", som er udgivet i marts 2023, side 45 (fremhævet her):"Asylum seekers who are returned from other Member States in principle do not face any obstacles in accessing the territory of Bulgaria upon return. Prior to the arrival of Dublin returnees, the SAR informs the Border Police of the expected arrival and in-dicates whether the returnee should be transferred to a reception centre or to immigra-tion pre-removal detention facility. This decision depends on the phase of the asylum procedure of the Dublin returnee as outlined below:- lf the returnee has a pending asylum application in Bulgaria, or the procedure was terminated because of the returnee's absconding, he or she is transferred to a SAR re-ception centre. In the past the SAR usually suspended asylum procedures when asylum seekers had left Bulgaria befare their procedures were completed. After the amendments of the law in 2020, the SAR obtained the right to directly terminate (discontinue) the asylum procedure in such cases without passing through a stage of suspension. In both cases, no decision on the merits is issued, therefore the procedure can be reopened.- lf, however, the returnee's asylum application was rejected with a final decision on the merits before, or after, he or she left Bulgaria, and the decision was served in absentia and therefore became final, the returnee is transferred to one of the immigra-tion detention facilities, usually to the Busmantsi detention centre in Sofia, or to the Lyubimets detention centre near the Turkish border. Parents are usually detained with their children. In exceptional cases children may be placed in child care social institu-tions while their parents are detained in immigration facilities, in cases when an expul-sion order on account of threat to national security is issued to any of the parents.Since 2015, the LAR explicitly provides for the mandatory reopening of an asylum procedure with respect to an applicant who is returned to Bulgaria under the Dublin Regulation, provided that he, or, she has not been issued a decision on merits while in absentia. The SAR's practice following this particular amendment has been so far in line with the law, and returnees whose asylum procedures had been only terminated (discontinued) after their absconding do not face obstacles in principle to have their determination procedures reopened. However it does not secure their access to state provided food and accommodation in reception centres as these are guaranteed only to vulnerable applicants."Det følger endvidere af baggrundsoplysningerne, herunder rapporter fra US Department of State og Landinfos rapport "Bulgaria: Asylmottak og interneringssentre (udgivet i april 2022), at indkvarte-ringsforholdene i asylsystemet i Bulgarien generelt er utilstrækkelige. Om forholdene for sårbare asylansøgere er anført blandt andet følgende i den nævnte landerapport fra AIDA, side 82f:"The law provides a definition of vulnerability. According to the provision "applicant in need of special procedural guarantees" means an applicant from a vulnerable group who needs special guarantees to be able to benefit from the rights and comply with the obligations provided for in the law. Applicants who are children, unaccompanied children, disabled, elderly, pregnant, single parents taking care of underage children, victims of trafficking, persons with serious health issues, psychological disorders or persons who suffered torture, rape or other forms of psychological, physical or sexual violence are considered as individuals belonging to a vulnerable group. There are no specific measures either in law or in practice to address the needs of these vulnerable categories, except for some additional practical arrangements in place to en-sure the provision of medication or nutrition necessary for certain serious chronic ill-nesses, e.g. diabetes, epilepsy, etc. The law only requires that vulnerability has to be taken into account when deciding on accommodation, but this is applied discretional-ly, and no guidelines on the application of such a criterion are provided by the SAR. In 2018, the SAR adopted new internat rutes of procedure whereby social experts provide assistance to its staff during the initial medical examination so as to enable the early identification of vulnerable applicants and their special needs. If an applicant is identified as vulnerable, the new rutes foresee that the vulnerability will be added to the registration form, including a detailed explanation and a follow-up assessment to be described in an appendix. Additionally, an early identification questionnaire was established for applicants who experienced traumatising experiences in order to de-termine their special needs and to facilitate the referral to adequate psychological or medical care. [ ... ] An applicant's belonging to a vulnerable group has to be taken into account by the au-thorities when deciding on accommodation. In practice, except the two safe-zones for unaccompanied children other separate facilities for vulnerable applicants, families, single women or traumatised asylum seekers do not exist in the reception centres."Om adgangen til sundhedsbehandling anføres blandt andet endvidere følgende i AIDA's landerap-port, side 46 og 81:”Although the access to the national health care system is automatically reinstated af-ter the Dublin return, the national health care package is generally scarce and does not provide for any tailored medical or psychological treatment or support, nor for the treatment of many chronic diseases or surgical interventions, prosthetics, implants or other necessary medications or supplies. Therefore the patients need to pay for them at their own expense. [ ... ] Asylum seekers are entitled to the same health care as nationals. Under the law, the SAR has the obligation to cover from its budget the health insurance fees of asylum seekers. In practice, asylum seekers have access to available health care services, but do face the same difficulties as Bulgarian nationals due to the general state of deterioration in the national health care system, that suffers from great material and financial defi-ciencies. In this situation, special conditions for treatment of torture victims and per-sons suffering mental health problems are not available. According to the law, medical assistance cannot be accessed if reception conditions are reduced or withdrawn."Flygtningenævnet bemærker generelt, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylan-søgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de internationale konventio-ner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder. Uanset baggrundsoplysningerne om forholdene for sårbare dublin-returnees, herunder om indkvarteringsforholdene og adgangen til sundhedsbehandling, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at der på det foreliggende grundlag ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i modtage-og indkvarteringsforholdene i Bulgarien, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler til Bulgarien i medfør af Dublinforordningen af sårbare ansøgere. Det er ved denne vurdering tillagt vægt, at baggrundsoplysningerne peger på, at de bulgarske myndigheder har taget en række initiativer for at tilgodese varetagelsen af sårbare an-søgeres særlige behov, om end baggrundsoplysningerne også peger på, at adgangen til sundhedsbe-handling er behæftet med mangler, herunder i forhold til behandling af torturofre. Disse mangler er dog tilsyneladende af generel karakter og gør sig tilsvarende gældende for bulgarske statsborgere. Det tilføjes, at baggrundsoplysningerne om adgangen til sundhedsbehandling i al væsentlighed er baseret på AIDA's landerapport om Bulgarien, og at oplysningerne i rapporten ikke i alle henseender er entydige. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold, som klageren må forventes at blive mødt med i Bulgarien, ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre ham til Bulgarien, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke, at det kan føre til en anden vurdering, at DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst blandt andet, at klageren i Bulgarien har været frihedsberøvet, og at han der blev udsat for vold. Det samme gælder det for-hold, at klageren frygter at blive frihedsberøvet ved en overførsel til Bulgarien. Hvis klageren i for-bindelse med en overførsel til Bulgarien måtte blive udsat for vold eller lignende, må han henvises til at rette henvendelse herom til de relevante overordnede bulgarske myndigheder. Flygtningenæv-net har overvejet, om der foreligger oplysninger om omstændigheder vedrørende klagerens konkrete forhold, der bør indebære, at klageren alligevel ikke skal overføres til Bulgarien, jf. Dublinforord-ningens artikel 17, stk. l. Flygtningenævnet finder, at klageren må anses for psykisk sårbar. Flygt-ningenævnet har i den forbindelse lagt til grund, at det fremgår af den fremlagte psykologiske udta-lelse af [efteråret] 2023 fra psykolog [navn], at klageren plages af den episode, hvor han så sin [fa-miliemedlem]blive slået ihjel. Han har flashbacks og tænker tilbage på det, han oplevede i Bulgarien og [hjemland]. Klageren har søvnproblemer og plages af voldsomme mareridt. Flygtningenævnet bemærker, at der ikke foreligger oplysninger, der giver grundlag for at antage, at klagerens psykiske tilstand vil blive væsentlig forværret ved en overførsel til Bulgarien. Flygtningenævnet finder på den baggrund, og efter sagens oplysninger i øvrigt, at der ikke foreligger de fornødne særlige grun-de til at fravige hovedprincippet i forordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af en medlemsstat. De foreliggende baggrundsoplysninger om adgangen til sundhedsbehandling i Bulgarien kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle for-hold og levevilkår for asylansøgere i Bulgarien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Bulgarien, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af DRC Dansk Flygtningehjælps partsindlægget, at klageren har oplyst, at han er [16-18] år gammel. Vedrørende Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2023 om ændring af klagerens alder, bemærkes, at nævnet [i efteråret] 2023 har stadfæ-stet styrelsen afgørelse herom. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at Bulgarien i brev af [efteråret] 2023 har gjort nævnet opmærksom på, at klageren ikke har udtømt sine klagemuligheder i Bulgarien. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgnin-gen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændinge-styrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforord-ningen. Efter de ovennævnte baggrundsoplysninger forudsætter Flygtningenævnet imidlertid, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren til Bulgarien indhenter en individuel garanti fra de bulgarske myndigheder om, at klageren vil blive mødt af modtage-og indkvarteringsforhold, der er i overensstemmelse med landets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser, og som tager behørigt hensyn til klagerens individuelle behov for behandling som psykisk sårbar”. Dub-Bulg/2024/1/sme
Nævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk armener og kristen af trosretning fra [by A], Armenien. Ansøgeren har været medlem af [LGBT+ forening] siden [sommeren] 2022. Ansøgeren har derudover ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive slået ihjel, forfulgt, afpresset og udsat for chikane af de armenske myndigheder, idet ansøgeren er homoseksuel. Ansøgeren frygter videre at blive afpresset og udsat for vold af en forhenværende politibetjent, idet ansøgeren tidligere er blevet udsat for afpresning og vold af ham. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev bevidst omkring sin seksuelle orientering, da han var [15-18 år] gammel. Ansøgeren oplevede for første gang problemer grundet sin seksuelle orientering i [begyndelsen af 2010'erne], hvor han havde aftalt en date med en mand, der skulle finde sted i [by B], men da han mødte op, var politiet der. Ansøger blev ydmyget og fik forbud mod at komme til [by B]. Ansøgeren har tidligere hørt om, at det armenske politi udgiver sig for at være en homoseksuel person på onlineplatforme, for at lokke homoseksuelle personer frem, således at de kan pågribe dem. Ansøgeren antager, at dette er måden, som politiet fandt frem til ansøgeren. I [slutningen af 2010'erne] oplevede ansøgeren igen problemer med det armenske politi. Ansøgeren mødte en mand på en onlineplatform, og de aftalte at mødes i [by B]. Da ansøgeren mødte op på det aftalte mødested, blev han kontaktet telefonisk af manden, som ville have ansøgeren til at angive, hvor han stod og hvilket tøj han havde på. Herefter kom der [et antal] civilklædte mænd, der viste sig at være fra politiet. Ansøgeren fik tæsk og spark og blev sat ind i en politibil. Politiet anbragte i forbindelse med anholdelsen[genstand] på ansøgeren og anklagede ham derefter for [gerningsbeskrivelse], for at legitimere anholdelsen. Ansøgeren blev herefter udsat for vold af flere politibetjente på politistationen i [by B], før hans sag overgik til politikredsen i [by A]. Efter at ansøgeren blev overført fra [by B] til [by A], blev han afpresset og udsat for vold af en daværende politibetjent ved navn [A] i en periode på [antal] år, idet ansøgeren frygtede, at [A] skulle eksponere ansøgerens seksuelle orientering for de armenske myndigheder og ansøgerens familie. Ansøgeren betalte op mod [1-3] millioner armenske dram til [A], før ansøgeren udrejste af Armenien, idet ansøgeren følte sig voldsomt presset og umuligt kunne blive ved med at betale penge hver måned i resten af sit liv. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at blive genindkaldt til militærtjeneste. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han har modtaget en indkaldelse fra de armenske myndigheder herom, samt at ansøgerens familie er blevet opsøgt af politiet flere gange, med henblik på at indkalde ansøgeren til at gøre tjeneste. Ansøgeren var værnepligtig [i begyndelsen af 2010'erne] og tjente som [post] af rangen [rang]. Ansøgeren har hørt, at der skulle være en afdeling for homoseksuelle i Nagorno-Karabakh, som skulle være særligt hård og meget ilde set af resten af militæret. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til de generelle forhold for homoseksuelle personer i Armenien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at alle i hans hjemland hader homoseksuelle, og at mange har holdningen, at homoseksuelle skal slås ihjel. Homoseksuelle bliver ikke betragtet som mennesker men som dyr. Ansøgeren frygter, at hans omgangskreds vil hævne sig på ham, fordi han har løjet omkring sin seksuelle orientering, og fordi det er skamfuldt at være venner med eller i familie med en homoseksuel. Ansøgeren frygter derfor, at ingen vil handle med ham, hvorefter han mister sit job, og dermed sin indtægt, såfremt det bliver alment kendt, at han er homoseksuel. Ansøgeren har forud for sin udrejse af Armenien ikke oplevet problemer med sine venner eller familie, men ansøgerens familie har tidligere udtrykt homofobiske holdninger, og ansøgeren frygter, at de vil presse ham til at blive gift med en kvinde. Indledningsvist bemærker Flygtningenævnet, at nævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at han er homoseksuel, til grund. Med hensyn til ansøgerens asylmotiv om, at han i Armenien har en privat konflikt med en tidligere politibetjent i [by A's] politikreds, [A], der ifølge ansøgeren har afpresset ham, da han vidste, at ansøgeren er homoseksuel, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sit asylmotiv om en konflikt med denne person. Ansøgerens asylmotiv herom fremstår konstrueret til lejligheden og ikke troværdig. Det fremgår af kopierne af de af ansøgeren fremlagte [dokumenter], at ansøgeren [i perioden mellem 2017-2022] blev visiteret af politiet i [by B], hvor han blev fundet i besiddelse af [genstand]. Ansøgeren blev [i slutningen af 2010'erne] fundet skyldig i [forhold], idømt betinget fængsel og et års udrejseforbud af Armenien. Sagen blev derefter oversendt til politiet i [by A], hvor ansøgeren er fra. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgerens betaling af afpresningspenge på samlet [1-3 millioner] armenske dram i perioden 2017-2022 ifølge ansøgeren er sket, uden at [A] på noget tidpunkt skulle have oplyst ansøgeren om, hvorfor han afpressede ansøgeren. Nævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgeren forespurgte [person], der er [myndighedsperson], om, hvorvidt [A] fortsat var ansat ved politiet, hvilket ikke harmonerer med, at ansøgeren ikke ønskede, at nogen skulle få kendskab til ansøgerens konflikt med [A] omkring afpresning i anledning af ansøgeren seksuelle orientering. Videre har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren forblev i Armenien i over fem år efter, at afpresningen skulle være påbegyndt. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren både under samtalerne med Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet har forklaret generelt, ikke overbevisende og påfaldende detaljeløst om [A's] afpresning. Dette fremstår påfaldende, særligt henset til, at afpresningen ifølge ansøgeren skete over fem år og angik et samlet meget stort beløb. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive forfulgt, afpresset eller udsat for chikane af de armenske myndigheder og befolkningen, ligesom han frygter de generelle forhold i Armenien som følge af, at han er homoseksuel, finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han som følge af sin homoseksualitet har oplevet konkrete konflikter med myndighederne, herunder politiet. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at grunden til straffesagen i [slutningen af 2010'erne] om [forhold] havde sin baggrund i ansøgerens seksuelle orientering. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at Armenien i 2003 afkriminaliserede homoseksualitet. Homoseksuelle har samme lovmæssige ret til beskyttelse som andre armenske statsborgere. Det forhold, at Armenien endnu ikke har indført en anti-diskriminationslovgivning vedrørende blandt andet homoseksuelle personer, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det fremgår i øvrigt herom også af baggrundsoplysningerne, at den første armenske LGBT+-samfundsorganisation ”Pink Armenia”, der blev stiftet i 2007, arbejder for at styrke LGBT+-samfundets rettigheder i Armenien. Af baggrundsoplysningerne fremgår det videre, at der årligt har været en række tilfælde af ”had-forbrydelser” og diskrimination overfor LGBT+-personer. Uanset at homofobi må anses for at være udbredt i det armenske samfund, finder Flygtningenævnet, at der har været tale om enkeltstående, isolerede tilfælde. De generelle forhold for homoseksuelle i Armenien kan således ikke anses for at være af en sådan karakter, at de i sig selv kan være asylbegrundende. Den omstændighed, at ansøgeren ikke ønsker at blive genindkaldt til militærtjeneste, er efter Flygtningenævnets opfattelse ikke i sig selv asylbegrundende. Det forhold, at Armeniens mangeårige konflikt med Aserbajdsjan ikke er endelig løst, selv om krigshandlingerne ophørte i 2023, ændrer ikke herpå. Det fremgår af Udlændingestyrelsens notat fra Landedokumentation af 28. oktober 2020 blandt andet, at straf i Armenien for udeblivelse og desertering fra militærtjeneste dømmes efter artikel 362 i den armenske straffelov. Ifølge denne vil en person, som ikke møder op til militærtjeneste, kunne straffes efter samme bestemmelse som desertering. Personen kan straffes med fængsel op til fem år. Desertering under undtagelsestilstand, krig eller militære operationer kan straffes med fængsel fra fem til 12 år. Selv om det måtte kunne lægges til grund, at de armenske myndigheder har forsøgt at indkalde ansøgeren, finder nævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Armenien vil blive udsat for en uproportional straflængde og afsoningsforhold eller behandling efter løsladelse, at dette vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Dette gælder ikke mindst, da ansøgerens udrejse af Armenien skete før genindkaldelsen, ligesom ansøgeren udrejste af [by B's] internationale lufthavn legalt under anvendelse af sit ægte pas. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb eller nedværdigende behandling omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Arme/2024/3/lnk
Nævnet stadfæstede i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 1998 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse på andet grundlag end udlændingelovens § 7. Ansøgeren blev i perioden fra 2015-2020 idømt fængsel i henholdsvis 1 år og tre måneder, 3 år og 11 måneder samt 2 år for blandt andet personfarlig kriminalitet, økonomisk kriminalitet samt overtrædelser af våbenloven og lov om euforiserende stoffer. Ansøgeren blev i 2020 udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Ansøgeren indgav ansøgning om asyl i 2021.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er ateist fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse af Taliban på baggrund af vestliggørelse. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han kom til Danmark, da han var [0-3 år], og kun har opholdt sig i Afghanistan i [en kort periode] i 2021. Ansøgeren har siden han var [8-11 år] boet på danske opholdsinstitutioner og således tilegnet sig danske værdier og traditioner. Ansøgeren taler ikke sproget i Afghanistan og har ikke kendskab til afghansk kultur i en sådan grad, at han vil kunne begå sig problemfrit i landet. Ansøgeren er ateist, går vestligt klædt og har tatoveringer [flere steder på kroppen]. Ansøgeren har videre henvist til, at han under sit [korte] ophold i Afghanistan i 2021 arbejdede for en [vestlig] NGO. Udlændingestyrelsen har ved afgørelse [i foråret] 2023 fundet, at ansøgeren som følge af vestliggørelse isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af ansøgeren. Af de grunde, Udlændingestyrelsen har anført, tiltrædes det endvidere, at der efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen, herunder ansøgernes personlige forhold, ikke foreligger sådanne særlige grunde, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det tiltrædes herunder, at ansøgeren er dømt for særlige farlige forbrydelser, og at han fremadrettet må betragtes som en fare for samfundet. Oplysningerne om ansøgerens ringe tilknytning til Afghanistan kan under disse omstændigheder ikke føre til et andet resultat. Ansøgeren er derfor udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2024/15/marau
Nævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra [by A], [provins B], Tyrkiet. Ansøgeren har været medlem af partiet HDP. Han meldte sig ud af partiet få dage efter sin indmeldelse, men er fortsat med at sympatisere med partiet, ligesom han har arbejdet frivilligt ved flere af partiets afholdte arrangementer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter overgreb og at blive slået ihjel af de tyrkiske myndigheder, fordi han er kurder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han to gange har været udsat for overgreb af politiet. Første gang var den 21. marts 2019, hvor han deltog i et Newroz-arrangement, der blev arrangeret af partiet HDP. Der var flere kunstnere, der optrådte på kurdisk. Politiet kom og lukkede arrangementet. De smed tåregas og slog folk. Ansøgeren blev i den forbindelse slået med en politistav og brækkede [kropsdel]. Anden gang var den 21. marts 2021, hvor ansøgeren ligeledes deltog i et Newroz-arrangement. Et medlem af partiet HDP holdt en tale, hvor han fortalte om kurdernes herkomst, kultur og historie. Politiet kom og lukkede arrangementet på samme vis, som ved arrangementet i 2019. En masse mennesker blev anholdt, herunder ansøgeren, der blev placeret alene i en panservogn sammen med fire betjente. De udsatte ham for vold. Han brækkede sit [led]. Imens overfaldet pågik talte de nedsættende til ansøgeren om hans etnicitet. Efter overfaldet sparkede de ham ud af vognen. Ansøgeren har videre oplyst, at politiet har opsøgt ham på hans bopæl to gange. Den ene af gangene lagde de ansøgeren i håndjern og udsatte ham for dårlig behandling. Ansøgeren har endelig til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans forældre er blevet opsøgt af politiet tre gange efter ansøgeren er udrejst til Danmark. Ansøgeren har desuden henvist til, at han har været i konflikt med de tyrkiske myndigheder, idet han to gange har været tiltalt i straffesager. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv videre henvist til, at han frygter den tyrkiske befolkning, da han flere gange er blevet overfaldet af ukendte personer. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er blevet overfaldet flere gange. Det første overfald fandt sted i 2016, hvor en gruppe unge tyrkere overfaldt ham med kniv og stak ham i [kropsdel], fordi han hørte kurdisk musik. Ansøgeren meldte overfaldet til politiet, men de efterforskede ikke sagen, selvom ansøgeren kunne udpege overfaldsmanden. Det andet overfald skete også i 2016, da ansøgeren sammen med [sit familiemedlem] og en ven var på vej hjem fra arbejde. De gik og talte kurdisk, da en gruppe tyrkere overfaldt dem. Ansøgeren og hans [familiemedlem] blev stukket med kniv, og ansøgeren måtte syes med [antal sting] på sin [kropsdel] efterfølgende. Det tredje overfald fandt sted i 2018. Ansøgeren befandt sig i en park med en fjern slægtning og ven. De blev antastet af en gruppe ukendte personer, der prøvede at stjæle deres punge. Ansøgeren blev stukket med kniv i [kropsdel] og vennen udsat for vold, da de ikke ville udelevere deres ting. Det fjerde overfald skete i 2019 i en [park]. Ansøgeren og hans nuværende hustru, som han på daværende tidspunkt var kærester med, gik rundt i parken. En gruppe berusede unge mænd talte nedsættende til hans kæreste, og overfaldt ansøgeren for øjnene af kæresten. De stak ham med kniv i [kropsdel], så han skulle syes med [antal sting]. Det femte overfald skete i 2020 på en [café]. Der sad en gruppe på fem personer ved siden af ansøgeren og talte nedsættende om kurdere. Ansøgeren konfronterede dem hermed, hvorefter de overfaldt ham og udsatte ham for vold. De brækkede hans [finger] og det yderste led af hans finger blev hugget af. Det sjette overfald fandt også sted i 2020 i en park, hvor en mand kaldte ansøgeren hen og spurgte ham, om han var kurder. Ansøgeren svarede bekræftende herpå, og manden udsatte ham for vold. Ansøgeren brækkede som følge heraf sin [tå]. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold for kurdere i Tyrkiet ikke er af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund risikerer forfølgelse. Flygtningenævnet tiltræder, at det ikke er sandsynliggjort, at de tyrkiske myndigheder vil udsætte ansøgeren for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Tyrkiet. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerens konfrontationer med politiet i forbindelse med Newroz-arrangementer i 2019 og 2021 har været enkeltstående afsluttede episoder, der ikke haft en sådan karakter og intensitet, der medfører, at ansøgeren omfattes af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet tiltræder, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at de tyrkiske myndigheder i de senere år har tilladt offentlige fejringer af Newroz. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren gentagne gange har oplyst, at han ikke har personlige problemer med de tyrkiske myndigheder. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at de to afsluttede straffesager, som ansøgeren har været tiltalt i, har haft karakter af sædvanlig strafferetlig forfølgning. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at det beror på ansøgerens egen og ikke underbyggede formodning, at han ved at vende tilbage til Tyrkiet, vil komme i konflikt med de tyrkiske myndigheder. Efter ansøgerens forklaring om de seks overfald, må det lægges til grund, at også disse har været enkeltstående og afsluttede hændelser, og det kan ikke lægges til grund, at overfaldene har haft en sådan karakter og intensitet, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7. Herefter, og i øvrigt af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tyrk/2024/1/sahe
Nævnet omgjorde i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelser i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser vedrørende et ægtepar fra Syrien, således at ægteparret blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etniske arabere og sunnimuslimer fra [bydel A] Damaskus, Syrien. Klagerne har senest boet i [landsby B] i Rif Damaskus, Syrien. Klagerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klagerne opholdstilladelser efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klagerne som asylmotiv til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i landet som følge af krigen. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2023 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagernes opholdstilladelser ikke længere er til stede. Klagerne har i forbindelse med den oprindelige behandling af sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder som følge af, at deres [voksne barn A og voksne barn B] har unddraget sig genindkaldelse til militærtjeneste i Syrien. De har derudover henvist til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder som følge af, at klagernes [voksne barn C], som de flygtede til Danmark sammen med, har forladt sin offentlige stilling som [stillingsbetegnelse A] i Syrien uden tilladelse. Klagerne har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til de generelle forhold i Syrien. Klagerne har endvidere henvist til, at de ved en tilbagevenden til Syrien ikke vil kunne klare sig som følge af deres helbredsmæssige forhold. Klagerne har til støtte herfor oplyst, at den [mandlige/kvindelige] klager tager medicin mod [hjerte-kar-sygdom og anden relateret sygdom], mens den [mandlige/kvindelige] klager tager smertestillende medicin og medicin mod [blandt andet mave-tarm-sygdom og hjerte-kar-sygdom]. Ved en tilbagevenden til Syrien frygter klagerne, at de ikke vil have adgang til nødvendig medicin og lægelig behandling. I forbindelse med anmodningen om genoptagelse af sagen om nægtelse af forlængelse har klagerne fastholdt de tidligere påberåbte asylmotiver, idet de og deres børn supplerende har oplyst, at de kommer fra et område af Damaskus, der har været oprørskontrolleret og som følge heraf og den omstændighed, at oprørerne har brugt den mandlige klagers [forretningssted] til aktiviteter rettet mod myndighederne, ved en eventuel tilbagevenden vil påkalde sig de syriske myndigheders opmærksomhed. Klagerne har yderligere oplyst, at [deres voksne barn D] har været offentlig ansat (som [stillingsbetegnelse B under en syrisk offentlig myndighed]) og har forladt sin stilling uden tilladelse. [Klagernes voksne barn D] opholder sig nu i [land A]. Endelig har klagerne gjort gældende, at de bør meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, i konsekvens af den opholdstilladelse, der i 2015 blev meddelt deres [voksne barn A], og den opholdstilladelse, som i 2019 blev meddelt deres [voksne barn C], der nu bor i [land B] sammen med sin ægtefælle. Klagerne har endvidere gjort gældende, at de ikke vil kunne klare sig uden hjælp fra deres herboende [voksne barn A], der bor i nærheden af dem og hjælper dem med at klare bad, indkøb, rengøring og andre daglige fornødenheder. Klagerne har i forhold til de helbredsoplysninger, der indgik i grundlaget for nævnets afgørelse af [vinteren 2023/2024], fremlagt lægejournaler vedrørende den [mandlige/kvindelige] klager, der har gennemgået [flere ledoperationer], senest [i foråret] 2024. Opholdstilladelse som følge af konsekvensstatus Klagerne boede indtil deres udrejse fra Syrien sammen med blandt andre [klagernes voksne barn A] og [klagernes voksne barn C]. De udrejste sammen af Syrien, dog således at [klagernes voksne barn A] var rejst kort forinden. De rejste herefter sammen fra [land C] videre til senest Danmark, hvor de indrejste samlet. De blev i Danmark indkvarteret sammen på et asylcenter indtil de – fortsat sammen – flyttede til en lejlighed i [by C], hvor klagerne fortsat bor. Klagerne blev [i efteråret] 2015 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, mens den hjemmeboende [voksne barn A] samme dag blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere boede også [klagernes voksne barn C] fortsat sammen med klagerne indtil [klagernes voksne barn C] i 2019 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og flyttede sammen med sin ægtefælle i [land B]. Det fremgår af et referat fra Flygtningenævnets koordinationsudvalgsmøde den 24. august 2023, at koordinationsudvalget har fundet, at prøvelsesgrundlaget i en situation som den foreliggende bør låses fast til de faktiske omstændigheder, der bestod på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Det udtales, at der er tale om en konstaterende afgørelse, og nævnets prøvelse er isoleret set alene, hvorvidt Udlændingestyrelsen med rette har meddelt opholdstilladelse efter udlændingeloven eller ej, og således om afgørelsen lider af retlige mangler. Mellemkommende ændringer bør under disse omstændigheder normalt ikke inddrages, når dette vil medføre en afgørelse til ugunst for udlændingen, og prøvelsesgrundlaget bør således i det hele angå de fortidige forhold. Klagerne opfyldte på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2015 betingelserne for rettelig at være blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af deres samboende [voksne barn A´s] opholdstilladelse af samme dato som konventionsflygtning. Der er herved lagt vægt på princippet om familiens enhed. Klagerne havde således boet sammen med [deres voksne barn A] indtil deres udrejse af Syrien, hvilket familiemæssige samliv er fortsat efter deres fælles indrejse til Danmark. Hertil kommer, at [deres voksne barn A] – som i [slutningen af 2010´erne] fik sin egen lejlighed i umiddelbar nærhed af klagernes bopæl – fortsat har et værelse hos klagerne, hvor han opholder sig dagligt og overnatter for at hjælpe klagerne med daglige gøremål, herunder dosering af medicin, bad og toiletbesøg. Nævnet tager ved vurderingen af dette familieliv og hensynet til familiens enhed endvidere i betragtning, at klagerne som følge af deres helbredsmæssige forhold har brug for massiv hjælp, hvilket primært varetages af deres [deres voksne barn A]. På denne baggrund meddeler Flygtningenævnet klagerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri 2024/28/MNR
Nævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren blev i 2019 idømt fængsel i 30 dage overtrædelse af straffelovens § 244. Klageren blev i 2022 idømt fængsel i tre år for overtrædelse af straffelovens § 243, § 244, stk. 2, jf. 1, jf. til dels § 247, stk. 1, § 216, stk. 1, jf. tidligere straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, straffelovens § 264 d, stk. 1 og § 232, stk. 1 samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.Flygtningenævnet udtale: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by A], [område A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive indkaldt til det syriske militær. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at der ikke findes en aldersgrænse i forhold til hvilke mænd, der indkaldes til militæret. Klageren henviste som asylmotiv under den oprindelige asylsag videre til, at han frygtede at blive tvangsrekrutteret af Islamisk Stat. Til støtte herfor anførte klageren, at Islamisk Stat betragter ham som tilhænger af regimet, idet han ikke har deltaget i demonstrationer imod regimet. Endelig henviste klageren som asylmotiv under den oprindelige asylsag til, at han frygtede de generelle forhold i Syrien. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om udsendelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at de syriske myndigheder uden årsag vil fængsle ham. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han på et tidspunkt mellem 2012 og 2014 blev anholdt i 14 dage af de syriske myndigheder. Klageren blev ikke sigtet for noget, men han blev beskyldt for at forsørge oprørerne med gas og diesel. Klageren oplyser, at han blev stillet spørgsmål om sit kendskab til forskellige militser, og om han ville være i stand til at slå en bestemt officer ihjel. Klageren blev løsladt mod bestikkelse. Klageren har videre oplyst, at han har fået oplyst fra en ven i Syrien, at hans navn er at finde på en liste over efterlyste personer, og at han derfor er sikker på, at Shabiha vil have fat i ham. Klageren har i den forbindelse endvidere oplyst, at han efter at være blevet tilbageholdt af Shabiha, skylder dem penge som følge af løsladelsen. Klageren har videre henvist til, at han frygter at blive afpresset for penge af oprørsgrupper i klagerens område. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han har været tilbageholdt af personer fra oprørsgruppen i området, idet de anklagede ham for at medvirke til at holde ”de vantros marked” kørende ved at handle med gas. Klageren fortalte oprørerene, at han solgte gassen til de fattige næsten uden profit, og at han altid betalte oprørerne en del af hans profit. Dette accepterede oprørerne og lod ham gå. Endelig har klageren som asylmotiv henvist til, at han ikke har noget at vende tilbage til i Syrien. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sine asylmotiver til grund, da de fremstår divergerende og utroværdige. Klageren har således under sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 i forhold til sit asylmotiv udelukkende oplyst, at han flygtede fra Syrien som følge af krigen, hvor hans to huse var ødelagte, at han frygtede at blive rekrutteret af det syriske regime, herunder Shabiha, til at udføre militærtjeneste, og at han frygtede at blive rekrutteret af IS, som han dog ikke havde konkrete konflikter med. Klageren har imidlertid under en § 31-samtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2023 om sit asylmotiv udbyggende forklaret, at han i forbindelse med sit arbejde med at hente gas fra byen [by B] til beboerne i klagerens by blev anholdt af myndighederne repræsenteret ved Shabiha. Klageren har forklaret, at det foregik i perioden 2012 og 2014, hvor han var tilbageholdt i 14 dage og blev løsladt mod betaling. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren slået, og han blev spurgt, om han var i stand til at dræbe en officer. Senere under samme samtale med Udlændingestyrelsen har klageren forklaret, at tilbageholdelsen fandt sted fire måneder før udrejsen i [sommeren 2015], og at klageren udrejste, da han skyldte Shabiha en sum penge i forbindelse med løsladelsen. Klageren har tillige under samtalen den [i efteråret] 2023 forklaret, at han efter tilbageholdelsen sendte en af sine sønner afsted for at hente gas, at sønnen blev stoppet af en Shabiha-patrulje, som frarøvede ham sine ejendele, og at sønnen og dennes venner efterfølgende overfaldt Shabiha-patrulje og fik sine ejendele tilbage. Klageren har endvidere under samtalen den [i efteråret] 2023 forklaret, at han seks-syv måneder forud for episoden med myndighederne blev taget og ført op i bjergene af nogle oprørere, fordi han solgte gas. Han fik dog lov til at gå, da han betalte bestikkelse og sværgede på koranen, at han kun solgte gas til de fattige og tjente meget lidt herpå. Endelig har klageren forklaret, at han i 2023 fra sin ven har fået oplyst, at han er eftersøgt af myndighederne, og at hans navn står på en liste. For nævnet har klageren imidlertid forklaret, at han blev tilbageholdt i 2015 af Shabiha, at han var tilbageholdt to forskellige steder, hvor han blev mishandlet og blev udsat for tortur og vold, og at han slap fri, da han betalte bestikkelse ved at give Shabiha de penge, han havde på sig, og lovede at betale yderligere penge. Klageren har tillige forklaret, at han sendte sin søn til [by B] for at købe gas, og at sønnen fik frataget sin motorcykel og sine penge af personer fra Shabiha, men at sønnen herefter kontaktede personer fra sikkerhedstjenesten, der sørgede for, at personerne fra Shabiha afleverede motorcykel og pengene tilbage til sønnen, idet sønnen lovede at betale et beløb til personerne fra sikkerhedstjenesten. Om divergenserne har klageren forklaret afglidende og har henvist til tolkeproblemer. Flygtningenævnet finder, at klagerens forklaring om sine tilbageholdelser og konflikter med såvel myndighederne som oprørsgrupper fremstår konstruerede til lejligheden. Hertil kommer, at nævnet finder det påfaldende, at klageren var i stand til at opholde sig i Syrien i en længere periode forud for udrejsen, hvis han var efterstræbt af myndighederne og oprørsgrupper. Flygtningenævnet finder det tillige påfaldende, at klageren – hvis han var tilbageholdt og løsladt mod bestikkelse – valgte kort efter at sende sin søn til [by B], som var kontrollere af regimet. I forhold til klagerens oprindelige asylmotiv om rekruttering til militærtjeneste bemærker nævnet, at det efter baggrundsoplysningerne fremgår, at personer over 42 år som udgangspunkt ikke bliver genindkaldt. Hertil kommer, at ansøgeren ikke er blevet genindkaldt, at han under sin værnepligt havde [stillingsbetegnelse A] og fungerede som [stillingsbetegnelse B] for en officer, og at han aldrig har modtaget træning i håndtering af våben. I forhold til klagerens frygt for at blive tvangshvervet af IS finder Flygtningenævnet som Udlændingestyrelsen, at klageren efter sin egen forklaring ikke har en personlig konflikt med denne gruppe, og at klageren ikke er i konkret eller individuel risiko for forfølgelse af IS. Flygtningenævnet kan som oplyst af klageren lægge til grund, at klageren udrejse illegalt, og at han forud for sin udrejse boede i et oprørskontrolleret område, og at han dagligt rejse til en området kontrolleret af regimet i erhvervsmæssigt øjemed. Om baggrundsoplysningerne for illegalt udrejste fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport fra maj 2022 ”Syria Treatment upon return” blandt andet, at man ikke som følge af illegal udrejse risikerer forfølgelse fra de syriske myndigheder, medmindre der foreligger oplysninger om, at man eksempelvis er involveret i aktiviteter mod regimet. Sådanne oplysninger foreligger ikke i sagen. Flygtningenævnet bemærker, at det forhold, at ansøgeren vil vende tilbage til Syrien efter et længere ophold i Danmark, ikke i sig selv er asylbegrundede, men henset til at de syriske myndigheder ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger har foretaget vilkårlige overgreb over for returnees, kan det indgå i en kumulativ vurdering. Om baggrundsoplysningerne i relation til afledt risiko for forfølgelse som følge af familiemedlemmers unddragelse af syrisk militærtjeneste fremgår det af rapporter fra EASO ”Syria Military Service, april 2021” og Udlændingestyrelsen ”Syria Treatment upon return” fra maj 2022, at familiemedlemmer til uprofilerede militærunddragere ikke er i risiko for forfølgelse alene som følge af unddragelsen. Der foreligger ikke oplysninger i sagen, der kan begrunde, at klagerens sønner kan anses for særligt profilerede hos de syriske myndigheder. Uanset de ovenfor anførte forhold om, at klageren er udrejst illegalt fra et oprørskontrolleret område, og at han har flere sønner, der har unddraget sig militærtjeneste, finder Flygtningenævnet sammenfattende og efter baggrundsoplysningerne ikke – heller ikke efter en kumulativ vurdering og ved inddragelse af det forsigtighedsprincip, der anvendes ved risikovurderingen, herunder i forhold til indrejse i Syrien – at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at klageren i henhold til fast nævnspraksis isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Da klageren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3, finder Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 31, stk. 1, er til hinder for, at klageren tvangsmæssigt udsendes til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I forlængelse heraf bemærkes, at det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med en udvisning efter blandt andet §§ 22-24 ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Bestemmelsen i § 10, stk. 3, 1. pkt., er relevant, fordi klageren ved [landsret] ankedom af [foråret] 2022 blev idømt fængsel i 3 år for overtrædelse af straffelovens § 243, § 244, stk. 2, jf. stk. 1, jf. til dels § 247, stk. 1, og § 216, stk. 1. Klageren blev endvidere udvist af Danmark for bestandig. Da klageren alene er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3, skal der ved bedømmelsen af, om udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., udelukker opholdstilladelse, ikke foretages en afvejning i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Der skal derfor blandt andet ikke foretages en vurdering af, om klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og må betragtes som en fare for samfundet i opholdslandet. Der skal således alene foretages en afvejning mellem de forhold, ”som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at ansøgningen om opholdstilladelse imødekommes”. Flygtningenævnet skal derfor vurdere, om særlige grunde taler for ikke at udelukke klageren fra at blive meddelt opholdstilladelse, og efter bestemmelsen forudsættes det, at der alene meddeles opholdstilladelse, hvis ”særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor”. I denne vurdering skal nævnet foretage en proportionalitetsafvejning mellem grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at meddele klageren opholdstilladelse. Til støtte for, at udelukkelse fra meddelelse af opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, kan der peges på, at klageren har opholdt sig i Danmark siden 2015, og at hans to mindreårige børn også opholder sig i Danmark. På den anden side kan der - foruden det styrelsen har anført - peges på, at klageren ikke ser sine børn, at han ikke har været beskæftiget i Danmark, at han er født og opvokset i Syrien, hvor han boede, indtil han udrejste som [45-50 årig], at han har sin søster og dennes familie i Syrien, og at han er idømt fængsel i tre år for personfarlig kriminalitet begået mod [person] i perioden fra [gerningsperiode]. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet afvejning, at der ikke foreligger særlige grunde for at undlade at udelukke klageren fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2024/27
Nævnet omgjorde i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2022, og at han [i foråret] 2023 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. DRC Dansk Flygtningehjælp har [i vinteren 2023/2024] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er i den militærpligtige alder, og at han ikke vil kæmpe for den syriske hær. Klageren har i forbindelse med Udlændingestyrelsens behandling af sagen desuden oplyst, at han ikke ønsker at deltage i krigen i Syrien, da han ikke vil være et våben eller dræbe nogen. Hvis han bliver sendt tilbage til Syrien og bliver rekrutteret, vil han nægte at deltage i krigen og flygte igen. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at klageren er født [i sommeren] 2006, og at han dermed på tidspunktet for Flygtningenævnet afgørelse er [over 17 år og seks måneder]. Flygtningenævnet finder, under henvisning til klagerens alder og praksis vedrørende mandlige syriske statsborgere, der risikerer at blive indkaldt til tjeneste i det syriske forsvar, at klageren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse.” Syri/2024/26/MKTO
Nævnet omgjorde i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [by A], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har i 2011 og 2012 deltaget i omkring fire til fem demonstrationer i Syrien imod det syriske regime, ligesom hun i 2012 og 2013 delte kritik af den syriske regering på sin [profil på socialt medie]. Klageren har derudover ikke været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i vinteren 2015/2016] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. [I vinteren 2023/2024] forlængede Udlændingestyrelsen klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, på baggrund af Danmarks internationale forpligtelser. Klagerens advokat har [i vinteren 2023/2024] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse om forlængelse af [vinteren 2023/2024] med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. I forbindelse med klagerens oprindelige ansøgning om asyl, ved den seneste forlængelse af klagerens opholdstilladelse samt til støtte for klagen om statusændring har klageren oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter den generelle situation i Syrien. I forbindelse med klagerens oprindelige ansøgning om asyl, ved den seneste forlængelse af klagerens opholdstilladelse samt til støtte for klagen om statusændring har klageren desuden oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt af de syriske myndigheder både vilkårligt og som følge af, at hun vil blive betragtet som tilhørende en regimekritisk familie. Til støtte herfor har hun oplyst, at hendes [bror A] og tidligere ægtefælle har unddraget sig værnepligt, og hendes [bror B] er deserteret fra militæret. Hendes tidligere ægtefælle har desuden været associeret med oprørere siden starten af revolutionen. Derudover har hendes [ene forælder og den ene af hendes søskende] været fængslet for deltagelse i demonstrationer imod regeringen, hvor de syriske myndigheder havde videomateriale af deres deltagelse i demonstrationer. Klageren har i 2011 og 2012 deltaget i omkring fire til fem demonstrationer i Syrien imod det syriske regime, men hun ved ikke, om man også kunne se hende på videoerne. I 2012 og 2013 delte klageren kritik af den syriske regering på sin [profil på socialt medie]. Desuden har [to af klagerens familiemedlemmer] været tilsluttet Den Frie Syriske Hær siden urolighedernes begyndelse, og to af hendes [familiemedlemmer] har været fængslede henholdsvis siden 2012 og 2014. Derudover fremgår det af alle klagerens syriske dokumenter, at hun er fra Dayr az-Zawr, hvorfra personer automatisk bliver anset som modstandere af den syriske regering. I starten af urolighederne blev familien ofte opsøgt af de syriske myndigheder, fordi klageren havde familie i Den Frie Syriske Hær. [I foråret] 2015 blev klageren tilbageholdt ved en kontrolpost i forbindelse med, at hun var på vej til [uddannelsessted]. Hun blev afhørt om, hvorfor hun havde stoppet sit arbejde som [offentligt ansat], hvem fra hendes familie, der tidligere havde været anholdt, hvor familien havde deres penge fra, hvor i [et andet mellemøstligt land] klagerens militærpligtige bror var, og om klageren havde deltaget i demonstrationer imod regeringen. Klageren fik at vide, at fordi hendes bror havde unddraget sig militærtjeneste ved at flygte til udlandet, skulle klageren overtage hans byrde. Derefter hev de en ung mand ind, som de torturerede foran klageren, så hun kunne se, hvad de kunne gøre. Derefter krævede de, at ansøgeren skulle arbejde som stikker for de syriske myndigheder, og at hun skulle komme tilbage og lære at bære våben. Klagerens familie betalte bestikkelsespenge for at få klageren løsladt. Efterfølgende blev ansøgeren ringet op næsten dagligt af [en højtstående person i militæret], der spurgte ind til forholdene i klagerens kvarter. Klageren udrejse i [sommeren] 2015, og i [efteråret] 2015 opsøgte de syriske myndigheder familiens bopæl, for at indkalde klageren til et møde. Efter klagerens [bror B] deserterede fra militæret i 2016 tiltog hyppigheden af de syriske myndigheders opsøgning af familien. I forbindelse med den seneste forlængelse af klagerens opholdstilladelse har klageren oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive udsat for seksuelle krænkelser. Til støtte herfor har hun oplyst, at hun i Syrien blev udsat for seksuelle krænkelser både mundtligt og fysisk ved kontrolposter, og da hun var tilbageholdt, samt af den [højtstående person i militæret], der ofte kontaktede hende, fordi han var interesseret i hende. Klageren har til støtte for klagen om statusændring desuden oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være en enlig fraskilt kvinde uden mandligt netværk. Til støtte herfor har hun oplyst, at hun i Danmark er blevet skilt fra sin nu tidligere ægtefælle. Det er kun klagerens forældre, der er tilbage i Syrien. Klageren har endvidere oplyst, at hun har været udrejst siden 2015, og derfor vil være returnee, hvis hun vender tilbage til Syrien. Endelig har klageren oplyst, at hun indtil sin udrejse fra Syrien arbejdede som [underviser] og dermed var offentligt ansat. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hun gennem omkring to og et halvt år [arbejdede på deltid for en offentligt institution] indtil [foråret] 2015. Ansøgeren forsøgte at udrejse af Syrien tidligere, men fik først lov at udrejse af Syrien efter at hun havde fået udsted en udrejsetilladelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren har forladt en stilling som offentligt ansat ([stillingsbetegnelse]), idet klagerens forklaring på dette punkt fremstår udbyggende og konstrueret. Således har ansøgeren under sin oplysnings- og motivsamtale i [efteråret] 2015 og under en senere samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at [hendes ansættelse] var en art praktik, som hun af egen drift ophørte med allerede i [foråret] 2015. Flygtningenævnet lægger imidlertid til grund, at klageren i en periode har været tilknyttet [den pågældende offentlige institution] i forbindelse med [sin uddannelse]. Flygtningenævnet lægger videre – som også Udlændingestyrelsen ses at have gjort det – til grund, at klageren kommer fra en regimekritisk familie, og at både hendes [ene forælder og flere af hendes søskende] har deltaget i regimekritiske demonstrationer og af den grund har været tilbageholdt af myndighederne. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klagerens ene bror er deserteret fra militærtjeneste, og at klagerens anden bror og hendes tidligere ægtefælle har unddraget sig militærtjeneste. Klageren har i en årrække opholdt sig i Danmark, og hun vil ved en tilbagevenden til Syrien blive anset som returnee. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at returnees på vilkårlig måde risikerer overgreb af syriske myndigheder. Det lægges i den forbindelse til grund, at klageren udrejste af Syrien på grundlag af en af myndighederne udstedt udrejsetilladelse, der indebar, at klageren skulle vende tilbage til Syrien i løbet af få dage. Hertil kommer, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være en enlig fraskilt kvinde med mindreårige børn, og at hun må anses for at have et begrænset netværk. Flygtningenævnet finder, at det tillige må indgå i en samlet bedømmelse, at klageren – uanset at hun er født og opvokset i Rif Damaskus – er registreret som kommende fra Dayr az-Zawr, som ligger i et fortsat oprørskontrolleret område. Under hensyn til det forsigtighedsprincip, der efter Flygtningenævnets praksis skal anvendes ved den konkrete og individuelle vurdering i sager vedrørende personer fra Syrien, finder Flygtningenævnet efter en samlet kumulativ vurdering af de anførte forhold, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien er i risiko for asylbegrundende forfølgelse fra myndighedernes side, hvorfor hun bør meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer på denne baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2023/2024], således at klageren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2024/23/MKTO
Nævnet hjemviste i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2023.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra [by A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Hun har under sagens behandling i Flygtningenævnet oplyst, at hun i [by A] deltog i demonstrationer imod det Syriske regime. Derudover har hun ikke været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2023, og at hun [i efteråret] 2023 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret] 2023 via sin advokat klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun og hendes familie er personligt forfulgt af myndighederne på grund af hendes ægtefælles militærunddragelse, og at myndighederne flere gange har opsøgt klageren og spurgt til hendes ægtefælle, ligesom klageren har været anholdt og udsat for tortur som følge af sin ægtefælles militærunddragelse. Klageren har til støtte for klagen om statusændring desuden oplyst, at hun har brødre, som er flygtet for ikke at komme i militæret, og som har deltaget i demonstrationer imod regimet. Klageren har endvidere oplyst, at hun er etnisk kurder, og at grupperingerne i hendes hjemområde ikke kan lide kurdere. Klageren har ydermere oplyst, at hendes [forælder] som følge af sine kurdiske politiske aktiviteter var fængslet i [en periode på tre år i 1990’erne], og at [hendes forælder] blev udsat for tortur i fængslet. Endelig har klageren oplyst, at YPG har forsøgt at hverve hende og hendes ægtefælle til at kæmpe for kurderne, og at to af hendes [søskende] er blevet tvunget til at kæmpe for YPG imod deres vilje. Klageren har for Flygtningenævnet i det væsentlige gentaget de forhold, som er anført i klagen af [efteråret] 2023. Klageren har således anført navnlig, at hun er i risiko som returnee og som etnisk kurder, at hun har tilknytning til YPG og har boet i et oprørskontrolleret område, og at alle hendes brødre og hendes ægtefælle er militærunddragere. Klager har anført, at hun som følge af disse forhold – kumulativt betragtet – har et asylretligt beskyttelsesbehov. Flygtningenævnet finder, at klagers oplysninger for Flygtningenævnet umiddelbart fremstår udbyggende i væsentlig grad, idet klager i forbindelse med sin oplysning- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen alene angav generelle forhold som krig og ustabilitet som sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder imidlertid, at klagerens forklaring for nævnet ikke umiddelbart kan tilsidesættes som utroværdig, idet det ikke kan udelukkes, at det forholder sig som anført af klageren; nemlig at hun under indflydelse af tolkens rådgivning og henstillinger under samtalen med Udlændingestyrelsen undlod at oplyse om mere individuelle asylmotiver. Flere af de forhold, som klageren har forklaret om for Flygtningenævnet synes i øvrigt forenelige med oplysningerne i klagerens [familiemedlems] asylsag og baggrundsoplysninger i øvrigt. Flygtningenævnet finder omvendt, at den forklaring, klageren har afgivet for nævnet, ikke kan lægges til grund i sin helhed, idet den på visse punkter mangler fornøden detaljegrad for at kunne blive lagt til grund som troværdig. På den anførte baggrund, og da der under anvendelse af det forsigtighedsprincip, der skal anlægges ved den konkrete og individuelle vurdering af sager vedrørende personer fra Syrien, skal foretages en bedømmelse af, om klageren ved kumulative forhold har sandsynliggjort, at hun har et beskyttelsesbehov efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, finder Flygtningenævnet, at der bør sikres mulighed for en to-instansbedømmelse af de nye oplysninger i sagen, før der træffes endelig afgørelse om spørgsmålet om asyl på et andet grundlag end udlændingelovens § 7, stk. 3. På denne baggrund hjemviser Flygtningenævnet sagen til yderligere sagsoplysning og behandling i Udlændingestyrelsen, således at de nævnte forhold og de allerede foreliggende oplysninger undergives en samlet bedømmelse i første instans.” Syri/2024/22/MKTO
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun frygtede krigen og de syriske myndigheder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at regimets efterretningstjeneste ofte kom og omringede klagerens område og visiterede beboerne. Hun har endvidere henvist til, at hun frygtede at blive tilbageholdt og udsat for tortur for at tvinge hendes søn til at vende tilbage til Syrien. Udlændingestyrelsen har [i vinteren 2019/2020] truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, a, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse har ændret sig. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter den generelle situation i landet. Klageren har endvidere henvist til, at hun frygter myndighedernes overgreb som følge af sine sønner [A] og [B's] forhold. [A], der udrejste af Syrien i 2015 efter klagerens udrejse, har fået asyl i Danmark som følge af sine politiske aktiviteter i Syrien og unddragelse af militærtjeneste. [B] arbejdede for myndighederne som [ingeniør] og blev af myndighederne presset til at navngive personer, der modarbejdede regimet. Klagerens ene datter i Syrien er blevet opsøgt og afhørt af myndighederne om både [A] og [B]. Klageren har ydermere oplyst, at hun ikke ønsker at forlade sit barnebarn, som er bosat i Danmark og tillige har helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet bemærker, at en midlertidig opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold ikke vil skulle forlænges, såfremt de forhold, der førte til tildeling af beskyttelsen, ikke længere kan begrunde beskyttelse. Beskyttelsen mod inddragelse i udlændingelovens § 26, stk. 1, finder ikke anvendelse ved afgørelsen af spørgsmålet om forlængelse af en opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren er født, opvokset og boede ved udrejsen fra Syrien i Damaskus og skal derfor vurderes i forhold til Damaskus. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger har de syriske myndigheder haft kontrollen over Damaskus siden maj 2018, og der er indtrådt en forbedring af ikke helt midlertidig karakter af de generelle forhold i Damaskus. Flygtningenævnet finder derfor, at der ved ophold i Damaskus ikke er reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Ifølge den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Der må ikke gøres indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt af de i artikel 8, stk. 2, anførte grunde. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vurdering af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i hans ret til familie- og privatliv. Klageren, der er [60-70] år, har haft lovligt ophold i Danmark siden 2015, og klageren er født og opvokset i Damaskus, Syrien, hvor hun boede indtil sin udrejse i 2013. Klageren lider af blandt andet [fysiske lidelser]. Klageren har to døtre, der bor i Syrien, og som hun har kontakt til. Hendes søn og barnebarn bor i Danmark. Han har endvidere [et familiemedlem], der er begravet i Danmark. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at inddragelse af klagerens opholdstilladelse, hvilken inddragelse er legitim og tjener et anerkendelsesværdigt formål, ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er herefter, om klageren på grund af individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. For så vidt angår frygten for overgreb som følge af sønnen [A's] unddragelse af militærtjeneste bemærker nævnet, at der fremgår af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Syria, Military Service”, maj 2020, at familiemedlemmer til desertører eller til mænd, der har unddraget sig militærtjeneste, ikke er udsat for overgreb, med mindre der er tale om særligt profilerede personer. Der er ikke grundlag for at antage, at klagerens søn [A], der udrejste som [16-18]-årig fra Syrien, er særligt profileret i forhold til de syriske myndigheder. Klageren findes således ikke at have sandsynliggjort, at hun er i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 som følge heraf. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at sønnen [A] er forfulgt af myndighederne som følge af sine politiske aktiviteter, eller om at sønnen [B] er forfulgt af myndighederne, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren under sin asyl- og inddragelsessag har afgivet divergerende og udbyggende forklaringer herom. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/59/MIMA
Nævnet omgjorde i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om rejsedokumenter vedrørende en mandlig statsløs Palæstinenser fra Syrien, således at vedkommendes sag blev hjemvist til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte: Efter udlændingelovens § 39 a, stk. 3, nr. 7, kan Udlændingestyrelsen – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser – nægte at udstede særlig rejselegitimation til en udlænding, der ikke kan skaffe sig et pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument, eller inddrage et sådan dokument, når Udlændingestyrelsen har mistanke om, at udlændingen har forvansket eller fjernet dele af rejselegitimationen eller deri indeholdte påtegninger eller har ladet andre personer forvanske eller fjerne dele af rejselegitimation eller deri indeholdte påtegninger, medmindre forvanskningen eller fjernelsen må anses som undskyldelig. Klageren har til støtte for, at forvanskningen af konventionspasset skal anses som undskyldelig, oplyst at klagerens mindreårige barn har ødelagt hans pas. Klageren har endvidere oplyst, at han normalt opbevarer sit pas i et skab, men at hans toåriges datter har haft fat i hans pas og i den forbindelse ødelagt det. Klageren har endelig oplyst, at han ikke har rejst med sit pas, og at hans pas er nødvendigt, for at hans datter kan få udstedt tyrkisk pas. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om datterens ødelæggelse af passet til grund. Flygtningenævnet finder, at der må være en stærk formodning imod, at et barn på godt ét år vil være i stand til at trække samtlige passets sider ud af pasomslaget og i øvrigt ødelægge passet, sådan som klager har forklaret. Hertil kommer, at klagers forklaring om det passerede fremstår konstrueret og uantagelig. F.eks. er klagers forklaring om, at hans datter rev én side ud ad gangen, ikke umiddelbart forenelig med, at klager efter sin egen forklaring standsede sin datter, mens hun var i gang med at rive sider ud, ligesom det er uforeneligt med, at passet nu fremstår helt uden papirsider. Klager har endvidere oplyst divergerende om hvem – klager eller hans ægtefælle – der blev opmærksom på, at datteren sad på stuegulvet med passet, og om hvem – klager eller hans ægtefælle – der smed de løse passider ud. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klagers oplysninger om, hvorfor de udrevne sider blev smidt ud med det samme, fremstår meget vage. Som forklaring på, at de udrevne sider blev smidt ud, har klageren for Flygtningenævnet som en helt ny oplysning forklaret, at fokus i situationen var på datteren, som havde slået hovedet mod et bord. Flygtningenævnet tiltræder på denne baggrund, at der er mistanke om, at klager har fjernet dele af sit pas, og at dette ikke kan anses som undskyldeligt, jf. udlændingelovens § 39 a, stk. 3, nr. 7. Klager er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og han er statsløs palæstinenser fra Syrien. Nægtelse af udstedelse af pas til klager forudsætter, at tvingende hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige orden tilsiger det, jf. herved også forarbejderne til udlændingelovens § 39 a, stk. 3, nr. 7, (Folketingstidende 2021-22, tillæg A, L 82, pkt. 2.1.1.2. og pkt. 2.1.3.1.). Det fremgår af disse forarbejder bl.a., at tærsklen for, hvornår der vil kunne ske nægtelse af udstedelse af et rejsedokument for flygtninge eller fremmedpas til en statsløs person, således som tilfældet var det efter den tidligere bestemmelse (lovens § 39, stk. 6), vil være højere end for udlændinge, der ikke er omfattet af flygtningekonventionen og/eller statsløsekonventionen. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger tvingende hensyn til den nationale sikkerhed, der tilsiger nægtelse af udstedelse af pas til klager. Flygtningenævnet finder endvidere, at der i sagen ikke foreligger oplysninger, som giver fornødent grundlag for at antage, at tvingende hensyn til den offentlige orden tilsiger nægtelse af udstedelse af pas til klager. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at der ikke foreligger nogen konkrete oplysninger om klagers motiv for at fjerne dele af sit pas. Det kan i den forbindelse ikke føre til en anden vurdering, at klageren ved dom afsagt af [byret] [af vinteren 2017-2018] er straffet med fængsel i 40 dage for dokumentfalsk med hensyn til et pas, Flygtningenævnet omgør herefter Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren 2023], således at sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling af sagen, herunder om betingelserne for udstedelse af konventionspas i øvrigt er opfyldt. Stat/2024/8/sesc
Nævnet meddelte i april 2024 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali, sunnimuslim og somalisk statsborger. Ansøgeren er født i Danmark. Ansøgeren tilhører hovedklanen [hovedklan A] og subklanen [subklan A]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens forældre har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at ansøgeren risikerer at blive slået ihjel af ansøgerens [familiemedlem A] og [familiemedlem A's] børn som følge af ansøgerens forældres konflikt med ansøgerens [forælders] familie. Ansøgerens forældre har til støtte herfor oplyst, at [familiemedlem A] har truet ansøgerens forældre, idet [familiemedlem A] er imod deres ægteskab og det forhold, at de har fået børn sammen, fordi ansøgerens [forælder] tilhører en laverestående minoritetsklan, hvorimod ansøgerens [anden forælder] tilhører en større og mere dominerende klan. Endvidere har ansøgerens [familiemedlem A] sat ild til ansøgerens [familiemedlem B's] bopæl, idet det fremgår af sagens akter, at [familiemedlem A] ønsker at udslette ansøgerens [familiemedlem B's børns] generation. Ansøgerens forældre har på vegne af ansøgeren som asylmotiv endelig henvist til, at ansøgeren risikerer asylbegrundede forfølgelse i Somalia som følge af ansøgerens klanforhold. Ansøgerens forældre har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren tilhører en udsat minoritetsklan. Flygtningenævnet kan, ligesom i nævnets afgørelse af [foråret] 2022, lægge ansøgerens forældres forklaring om deres klankonflikt til grund. Af de grunde, som er anført i nævnets afgørelse af [foråret] 2022, har konflikten imidlertid ikke en intensitet og karakter, der kan danne baggrund for opholdstilladelse for ansøgeren efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen har under nævnsmødet ændret sin påstand, således at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af familieforholdet. Advokaten har tilsluttet sig Udlændingestyrelsens påstand. På denne baggrund ændres Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2023/2024], således at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af familieforholdet.” Soma/2024/12/lnk
Nævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk igbo og katolsk. Ansøgeren er født i [by A], Nigeria, men opholdt sig fra 2020 og frem til sin udrejse i [by B], Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af [bande], fordi han er blevet afkrævet 50.000 euro fra deres bagmænd i [europæisk land A] og tvunget til at sælge narkotika for dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at en af hans bekendte fra [uddannelsessted] hjalp ansøgeren med at komme til [europæisk land A] for at arbejde på et [visum], og at de aftalte, at ansøgeren skulle betale sin bekendte 5.000 euro, efter ansøgeren havde arbejdet i noget tid i [europæisk land A] . Da ansøgeren havde arbejdet i [europæisk land A] i [to-fem] måneder, begyndte problemerne. Ansøgeren fik at vide af mændene i det hus, hvor han boede, at han skulle betale sin gæld, som nu var på 50.000 euro. Da ansøgeren ikke kunne betale de 50.000 euro, fik han at vide, at han måtte sælge narkotika, til gælden var betalt, hvilket ansøgeren nægtede. Ansøgeren fik hjælp til at flygte fra huset af en af de andre, der boede der. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at hans familie i Nigeria efter ansøgerens flugt er blevet opsøgt og truet af den bande, som leder efter ham. I overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2023 vedrørende særlige tilbud for handlede lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren har været udsat for menneskehandel, og Flygtningenævnet finder, at ansøgeren som offer for menneskehandel må anses for at være i en særlig sårbar situation. Selvom det måtte antages, at der er en risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nigeria vil stå i et modsætningsforhold til [banden], som stod bag menneskehandlen, finder nævnet, at en sådan konflikt er af privatretlig karakter, der som udgangspunkt ikke kan begrunde asyl, idet ansøgeren må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring til grund om, at ansøgeren er efterstræbt af [bande] på den måde, som ansøgeren har forklaret. Ansøgeren har således forklaret divergerende og udbyggende ved sine samtaler med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2023 og [i vinteren 2023/2024] samt for Flygtningenævnet. Ansøgeren indrejste i Danmark [i vinteren 2022/2023], men han søgte først asyl i forbindelse med, at politiet anholdt ham [i vinteren 2022/2023], hvilket svækker hans generelle troværdighed. Ansøgeren har herom til Udlændingestyrelsen ved samtale [i vinteren 2023/2024] forklaret, at han ikke søgte om asyl, da han ankom til Danmark, fordi hans første prioritet var at få sig selv i sikkerhed og være et sted, hvor der ikke var nigerianere. Han har imidlertid til samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2023 forklaret, at da han ankom til Danmark, tilbragte han en nat på Københavns Hovedbanegård, hvorefter han den næste dag mødte en nigeriansk mand, som gav ham husly. Ansøgeren har dertil forklaret divergerende omkring truslerne mod ansøgerens familie på grund af ansøgerens uoverensstemmelser med banden. Ansøgeren har således til Udlændingestyrelsen [i vinteren 2023/2024] forklaret om en episode, hvor banden opsøgte ansøgerens [familiemedlem A] på gaden, stak ham med en kniv i [kropsdel A] og slog ham med en machete på [kropsdel B], hvorefter [familiemedlem A] fik behandlet sine skader på hospitalet og tog til politistationen for at anmelde det. [Familiemedlem A] fik at vide af politiet, at politiet ikke kunne stille noget op, idet de ikke havde de nødvendige ressourcer og skydevåben til at bekæmpe [banden]. Denne episode har ansøgeren imidlertid ikke forklaret om ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2023. Ved denne samtale forklarede ansøgeren, at hans [familiemedlem A] ved en episode blev slået og tævet af banden, men at [familiemedlem A] ikke fik fysiske skader. Ansøgeren har udbygget sin forklaring for nævnet og har fortsat forklaret divergerende om truslerne mod ansøgerens familie. Ansøgeren har derudover til samtalen med Udlændingestyrelsen den [i foråret] 2023 forklaret, at han i huset i [by C] blev truet af banden til at sælge narkotika ved, at banden brændte en anden mand med [et husholdningsredskab], da denne mand heller ikke ville sælge narkotika. Det fremgår ikke af samtalen med Udlændingestyrelsen, at ansøgeren skulle have forklaret, at han selv på noget tidspunkt var udsat for vold af banden. Ansøgeren har imidlertid til Udlændingestyrelsen [i vinteren 2023/2024] forklaret, at han selv blev udsat for vold hver dag bare ikke lige den aften, hvor den anden blev brændt med et [et husholdningsredskab]. Flygtningenævnet bemærker derudover, at ansøgeren til samtalen med Udlændingestyrelsen den [i vinteren 2023/2024] har forklaret, at han ikke personligt er blevet opsøgt eller kontaktet af [banden], siden han ankom til Danmark [i vinteren 2022/2023], hvilket han også har bekræftet over for Flygtningenævnet. Om menneskehandel i Nigeria kan der fra de foreliggende baggrundsoplysninger, navnlig henvises til US Department of State 2022, Trafficking in Persons Report: Nigeria fra juli 2022, hvoraf bl.a. følgende fremgår: ”The government of Nigeria does not fully meet the minimum standards for the elimination of trafficking but is making significant efforts to do so. The government demonstrated overall increasing efforts compared to the previous reporting period, considering the impact of the COVID-19 pandemic on its anti-trafficking capacity; … .” Der kan endvidere henvises til rapporten EAUU, Country Guidance: Nigeria – common analysis and guidance note, fra oktober 2021, hvoraf blandt andet følgende fremgår (pkt. 2.15): “Nigeria is a country of origin, transit and destination for victims of trafficking in human beings. Nigerian victims are exploited within and outside Nigeria. Human trafficking in Nigeria affects women, men and children. Sexual exploitation of women and girls is a widespread problem. Male Nigerians, most often initially smuggled, may also become victims of trafficking/modern slavery during their journey towards Europe. Individual cases of Nigerian men exploited in the European sex industry have also been identified. Nigerian boys have also ended up in a combination of domestic servitude and sexual exploitation. Other types of trafficking exploitation affecting Nigerians include forced labour, ‘baby factories’, forced criminality, forced begging, organ harvesting, ‘drug mules’, etc. …. The Nigerian government at the federal and state level, particularly in Edo State, has made various efforts to address trafficking in human beings. Positive developments in 2020 aimed at the creation of a new National Action Plan against Human Trafficking and the creation of multiple state task forces on human trafficking. The Nigerian National Agency for Prohibition of Trafficking in Persons (NAPTIP) is Nigeria’s principal agency for combatting human trafficking. NAPTIP’s main tasks are to suppress human trafficking and investigate and prosecute its perpetrators. A source indicated that an improvement from prior reporting periods has been noted in terms of prosecution and conviction of traffickers. However, the conviction rate of traffickers has remained low since 2015 compared to the prevalence of the phenomenon in Nigeria. This was reportedly due to various reasons including the lack of a well-functioning witness protection programme, the corruption, the limited capacity in targeting high-level perpetrators, and the lack of safehouses. Victims of trafficking may also be unwilling to testify against traffickers due to fear of reprisals. In addition, NAPTIP offers a range of protection services to victims of the crime, including temporary shelter, counselling, rehabilitation, reintegration and access to justice. However, it is reported that NAPTIP shelters do not meet international standards. NAPTIP also coordinates with NGOs that provide shelter and other services to victims of human trafficking for longer periods. The quality of NGO shelters greatly differs depending on the available resources and donor funding. For more information on NAPTIP, see Actors of protection.” Det fremgår således af baggrundsoplysningerne, at de nigerianske myndigheder arbejder aktivt på at bekæmpe menneskehandel og på at beskytte handlede personer i forbindelse med en tilbagevenden til Nigeria, og at ofre for menneskehandel i Nigeria har mulighed for at søge beskyttelse hos de nigerianske myndigheder gennem NAPTIP eller andre organisationer, selvom ressourcerne er begrænsede. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ifølge de nævnte baggrundsoplysninger som menneskehandlet kan søge beskyttelse hos myndighederne eller andre organisationer. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2024/4/eeb
Nævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2022. Ansøgeren gav ikke møde for Flygtningenævnet. Ansøgerens advokat har i sit indlæg til sagen oplyst, at ansøgeren anser sig selv som homoseksuel. Under Flygtningenævnets møde har ansøgerens advokat derom oplyst, at ansøgeres opfattelse af sig selv som homoseksuel angiveligt har en diffus karakter, og ikke nødvendigvis skal forstås i mere konkret forstand.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og kristen fra [by A], Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Boko Haram. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hans [nære familiemedlem A] blev slået ihjel af gruppen i 2012. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre forklaret, at hans familie i 2014 blev angrebet af Boko Haram på deres bopæl, hvor ansøgerens [nære familiemedlem B og nære familiemedlem C] blev slået ihjel. Endelig har ansøgeren forklaret, at Boko Haram satte ild til familiens bopæl i forbindelse med angrebet, og at ansøgeren nåede at flygte. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nigeria ville risikere asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Flygtningenævnet har som Udlændingestyrelsen lagt særlig vægt på, at ansøgeren over for [myndighederne i europæisk land A] har angivet sit asylmotiv som værende, at han vil risikere forfølgelse, fordi han er homoseksuel. Ved asylsamtale med de danske myndigheder [i efteråret 2023], jf. referatets side [sidetal], har han på det bestemteste benægtet, at han skulle være homoseksuel, eller at han skulle have oplyst dette over for [myndighederne i europæisk land A], som en begrundelse for sin ansøgning om asyl i [land A]. Han har derimod over for de danske myndigheder påberåbt sig, at han frygter forfølgelse for Boko Haram. Som anført ovenfor har hans advokat imidlertid i sit indlæg af [foråret 2024] til Flygtningenævnet på ny påberåbt sig, at ansøgeren skulle være homoseksuel, med de præciseringer der er anført ovenfor. Det bemærkes endvidere, som også anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [vinteren 2023/2024], side [sidetal], at ansøgeren for så vidt angår konflikten med Boko Haram har oplyst, at han ikke personligt har haft problemer med Boko Haram. På det foreliggende grundlag finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv er modstridende og må betegnes som utroværdigt. Det oplyste om ansøgerens helbredsforhold kan ikke føre til en ændret vurdering for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt der kan meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes, at ansøgerens advokat ikke konkret har kunne henvise til nogen risiko for forfølgelse, som ansøgeren ville risikere ved en tilbagevenden til Nigeria, og som ville være begrundet i hans helbredsforhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2024/3/lafal
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Mauretanien. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er etnisk haratin og sunni muslim fra [by A], Mauretanien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har været tilknyttet [parti A]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter ikke at kunne få adgang til den nødvendige sundhedsmæssige behandling ved en tilbagevenden til Mauretanien på grund af sin etnicitet og sin families tilknytning til [parti A]. Ansøgeren har videre henvist til, at han som følge af sin familie og sin egen tilknytning til [parti A] er i risiko for at blive slået ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har problemer med [organ A] og går til [behandling] tre gange om ugen. Ansøgeren har videre oplyst, at hans [familiemedlem A] og [familiemedlem B] har været politiske aktive siden [1990´erne] for [parti A]. Ansøgeren har ikke selv haft egentlige problemer med myndighederne, men han har været kortvarigt tilbageholdt i forbindelse med flere demonstrationer, og han har selv været tilknyttet partiet [parti A]. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet lægger til grund, at ansøgeren er etnisk haratin. Det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsmateriale, at der i vidt omfang foregår diskrimination mod haratiner i Mauretanien. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har behov for sundhedsmæssig behandling. Det fremgår således af en erklæring fra [A], [hospitalsenhed], at ansøgeren [terminal syg], at han ikke kan overleve uden [behandling], at tilstanden er permanent, og at eneste behandlingsmulighed er fortsat kronisk [behandling] eller en [transplantation]. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at behandlingen er tilgængelig i Mauretanien. Det fremgår af […], at [behandlingen] er tilgængelig på et offentligt hospital i Nouakchott. Flygtningenævnet bemærker, at kompetencen til at behandle spørgsmål om, hvorvidt der foreligger helbredsmæssige forhold, der indebærer, at udsendelse af en udlænding vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, og at udlændingelovens § 31 derfor vil være til hinder for udsendelsen, henhører under Udlændinge- og Integrationsministeriet, som behandler den verserende ansøgning om opholdstilladelse af humanitære grunde, jf. udlændingelovens § 9 b, som ansøgeren har indgivet i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen den [i sommeren] 2020. Ansøgerens helbredsmæssige forhold vil dog i særlige tilfælde kunne tillægges betydning ved Flygtningenævnets vurdering af, hvorvidt en asylansøger risikerer forfølgelse eller overgreb i strid med udlændingelovens § 7. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis ansøgeren på grund af sin etnicitet eller politiske engagement risikerer at blive udsat for diskrimination som medfører, at han afskæres fra livsnødvendig behandling, som ellers er tilgængelig for andre i hjemlandet. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke har forklaret om konkrete oplevelser, hvor han er blevet udsat for diskrimination i forhold til at modtage sundhedsmæssig behandling i Mauretanien. Han har endvidere forklaret, at han under sit ophold i Mauretanien ved en lejlighed har opsøgt en privatklinik, hvor han blev undersøgt og fik udskrevet en recept på medicin mod [sygdom]. Det fremgår af advokatens indlæg, at ansøgeren via sit politiske parti har fået oplyst, at [behandlingen] kun er tilgængelig som privat behandling i Mauretanien, og at det vil koste ham 50 euro 4 gange om ugen. Han har under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at man selv skal betale for alle sundhedsartikler i forbindelse med behandlingen. Han har endvidere forklaret, at der ikke diskrimineres på privathospitaler i Mauretanien, idet de patienter, som kan betale, bliver behandlet. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren i hvert fald vil kunne modtage [behandling] mod betaling. Det forhold, at ansøgeren ikke har råd til at betale for behandlingen, kan ikke føre til, at ansøgeren meddeles asyl, idet der er tale om et økonomisk forhold, som ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han som følge af diskrimination på grund af sin etnicitet vil være afskåret fra at modtage behandlingen. Ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om, hvorvidt han i Mauretanien har været politisk aktiv i [parti A], som kæmper for at forbedre haratinernes forhold. Han har således under tidligere samtaler forklaret, at hverken han eller hans familie har oplevet konflikter som følge af familiens politiske engagement, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han frygter for sit liv som følge af dette forhold. Den divergerende forklaring svækker ansøgerens generelle troværdighed, og Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til ansøgerens forklaring herom til grund. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved sin forklaring har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse af etniske eller politiske grunde. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Maure/2021/1/smla
Nævnet hjemviste i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Mauretanien. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim fra [by A], Mauretanien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter for ikke at kunne få adgang til den nødvendige sundhedsmæssige behandling ved en tilbagevenden til Mauretanien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har problemer med [organ A] og går til [behandling] tre gange i ugen. Han mener ikke, at den nødvendige behandling kan fås i Mauretanien, og selv hvis behandlingen er mulig, vil han som følge af sin etnicitet og af, at hans familie er tilknyttet et oppositionsparti, være afskåret herfra. Ansøgeren har hertil oplyst, at hans [familiemedlem A] og [familiemedlem B] har været politiske aktive siden [1990´erne] for oppositionspartiet ”[parti A]”. Han har ikke haft egentlige problemer med myndighederne, men han har været kortvarigt tilbageholdt i forbindelse med en demonstration. Det fremgår af en erklæring fra overlæge [A], at ansøgeren ikke kan overleve uden [behandling], at tilstanden er permanent, og at eneste behandlingsmulighed er fortsat kronisk [behandling] eller en [transplantation]. Flygtningenævnet besluttede at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på at undersøge, om der i Mauretanien findes den lægebehandling, som ansøgeren har behov for. Hvis dette kan bekræftes, anmodes Udlændingestyrelsen endvidere om at undersøge kriterierne for adgangen til den nødvendige lægehjælp, herunder om visse befolkningsgrupper er udelukket herfra." maure 2020/2/smla
Nævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2021.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter forholdene for unge mennesker og den økonomiske situation i Marokko, og at han ønsker en sikker og bedre fremtid. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter overgreb fra en religiøs gruppe, idet han har set, hvad de har udsat andre for. Hertil har ansøgeren oplyst, at han senere blev bekendt med, at mange af gruppens medlemmer sidenhen er blevet anholdt. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen [i efteråret 2023] med Udlændingestyrelsen forklarede, at han ikke har konflikter med nogen i Marokko, og ”at han ærlig talt ikke frygter noget konkret i Marokko”. Dette har han gentaget efter at være blevet foreholdt, at han i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret 2019] oplyste, at han frygtede en religiøs gruppe. Han har således forklaret, at han frygtede en religiøs gruppe i 2019, da han forlod Marokko, men at han ikke længere frygter denne. Dette har ansøgeren uddybet med bl.a., at han ikke har haft kontakt med gruppen siden han trak sig fra den, ligesom han ikke havde hørt fra den. Han har endvidere henvist til, at en ven, der også havde haft en konflikt med gruppen, havde oplyst, at mange fra den religiøse gruppe var blevet anholdt, og at truslen derfor ikke længere er et problem for ansøgeren. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke selv havde en direkte konflikt med den religiøse gruppe, og at han udrejste på grund af den generelle bekymring for, at han også kunne blive udsat for vold som hans ven [A]. Han var således ikke bange for en konkret konflikt, men bange for det ukendte. Der er efter Flygtningenævnets opfattelse ikke grundlag for at antage, at ansøgeren under samtalen er blevet misforstået, herunder således at han alene henviste til, at han ikke frygtede noget, fordi han var i Danmark. Der er herved lagt vægt på den måde, som ansøgeren er blevet spurgt ind til konflikten på, ligesom der er lagt vægt på, at det af samtalereferatet fremgår, at ansøgeren har bekræftet, at han har forstået alt, hvad tolken har sagt under samtalen, og at ansøgeren ikke har haft bemærkninger til referatet med hensyn til gengivelsen af hans forklaring om, at han ikke længere frygter den religiøse gruppe i Marokko. Han er alene kommet med bemærkninger til, at [A’s] forældre blev bekymret efter overfaldet på [A], at hans fars projekt ikke hed [titel], men blev udført i en by, der hed sådan, og at prisen på projektet ikke var 4 mia. dinar, men 4 mia. derham. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, idet nævnet i øvrigt kan tiltræde, at der ikke foreligger omstændigheder, der kan begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.” Maro/2024/2/sme
Nævnet meddelte i maj 2024 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og ikke troende fra [by A], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Han har deltaget i tre demonstrationer i Iran i 2019 og 2022 samt en række demonstrationer i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet og udsat for overgreb af de iranske myndigheder, fordi han blev identificeret i forbindelse med en demonstration imod det iranske styre i 2022. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han deltog i en demonstration i [efteråret] 2019 i [by A]. Demonstrationen omhandlede de stigende benzinpriser, og ansøgeren var vidne til, at en bekendt blev dræbt af skud under demonstrationen. Efter drabet på Mahsa Amini deltog ansøgeren i yderligere to demonstrationer. Ansøgeren deltog i en demonstration [i efteråret] 2022. Omkring 1.000 personer deltog i demonstrationen, og en kvinde blev dræbt. Ansøgeren kendte ikke kvinden personligt, men hun boede ligeledes i [by A]. Ansøgeren oplevede ikke selv problemer under denne demonstration. [I efteråret] 2022 deltog ansøgeren i endnu en demonstration. Ansøgeren tog alene ind til demonstrationen, men mødte en ven under demonstrationen. Omkring 300-400 personer deltog i demonstrationen. De iranske specialstyrker ankom til demonstrationen og begyndte at skyde mod demonstranternes fødder og op i luften. Ansøgerens ven blev ramt af skud i brystet, og ansøgeren brugte det tørklæde han havde skjult sit ansigt med til at forsøge at stoppe blødningen. En anden af ansøgerens venner blev ligeledes ramt af skud. Begge ansøgerens venner døde. Ansøgeren og de andre demonstranter flygtede. Ansøgerens ansigt var blevet blottet og mange filmede demonstrationen. Grundet alt det som var sket valgte ansøgeren at tage hjem til [familiemedlem A] i stedet for at tage hjem til sin families bopæl. Tre dage efter demonstrationen blev ansøgerens bopæl ransaget af de iranske myndigheder, som spurgte efter ansøgeren. Ansøgerens [familiemedlem B] ringede efterfølgende til ansøgeren, og de aftalte, at ansøgeren skulle blive hos [familiemedlem A]. [Tre dage senere] ransagede de iranske myndigheder igen ansøgerens bopæl og truede familien. Ansøgeren og hans familie valgte herefter, at ansøgeren skulle udrejse illegalt af Iran. Ansøgeren frygter videre de iranske myndigheder, fordi han efter sin indrejse i Danmark har deltaget i flere myndighedskritiske demonstrationer, som han har delt på de sociale medier sammen med andet myndighedskritisk materiale. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2023 deltog i en demonstration foran [samlingssted]. Demonstrationen var en protest mod tilbageholdelse af politiske fanger og henrettelser i Iran. I [efteråret] 2023 deltog ansøgeren i en anden demonstration i [dansk by A] i forbindelse med [en mærkedag] for Mahsa Aminis død. Ansøgeren har i [vinteren 2023/2024] deltaget i en demonstration i forbindelse med [en mærkedag] for revolutionen og i en kvinde-liv-frihed demonstration i [dansk by B] [i foråret] 2024. Ansøgeren har delt sin deltagelse i demonstrationerne på de sociale medier, hvor han ligeledes har delt andet myndighedskritisk materiale. Ansøgeren [familiemedlem B] er blevet opsøgt af ukendte personer i familiens hjemby, hvor faren er blevet konfronteret med ansøgerens politiske brug af sociale medier. Ansøgerens [familiemedlem B] har på den baggrund bedt ansøgeren om at stoppe med at dele opslag på sociale medier. Ansøgeren slettede herefter [nogle af sine delte opslag på socialt medie A], og i en periode lagde han kun mere generelle opslag op på [socialt medie A], hvorefter han igen begyndte at dele myndighedskritisk materiale. En video af ansøgerens deltagelse i en demonstration i [dansk by A], hvor ansøgeren står med [en genstand], er lagt op på [socialt medie B] og [nyhedsmedie A]. Ansøgerens deltagelse i demonstrationen i [dansk by B] er blevet optaget af [nyhedsmedie A], som har lagt videoen på [socialt medie B]. Den samme video er blevet delt og lagt op på [profil på social medie A] tilhørende den [nationalitet] [offentlig person], som har [500.000-1.000.000] følgere. Videoen har mere end [1.000-2.000] likes. Videoen fra demonstrationen i [socialt medie B] er videre lagt op [på socialt medieprofil tilhørende nyhedsmedie B], som har mere end [10.-15.000.0000] følgere og [på profil på socialt medie A tilhørende nyhedsmedie C], som har [1.-3.000.000] følgere. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har afgivet en troværdig, sammenhængende og detaljeret forklaring, der bærer præg af selvoplevede forhold. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren i Iran deltog i tre regimekritiske demonstrationer, og at han under den sidste af disse - [i efteråret] 2022 - fjernede sin ansigtsmaskering. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren efter demonstrationen flygtede hjem til [familiemedlem A], hvor han opholdt sig i tiden derefter. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgerens bopæl blev opsøgt af de iranske myndigheder tre dage senere og igen [ti dage senere], hvor de spurgte efter ansøgeren og ransagede bopælen, hvorefter ansøgeren [senere i efteråret] 2022 flygtede fra Iran. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren i Danmark har deltaget i flere regimekritiske demonstrationer, hvor han på videoer ses deltage og holde regimekritiske [genstande], men dog ikke identificeres ved navn. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren på sin [profil på socialt medie A], der er i ansøgerens eget navn og har [10.000-15.000 venner/følgere], blandt andet lægger egne regimekritiske opslag op, ligesom han deler regimekritiske opslag. På ansøgerens [profil på socialt medie A] ses også videoerne af de demonstrationer, som ansøgeren har deltaget i i Danmark. Flygtningenævnet lægger yderligere til grund, at ansøgeren følger flere større og kendte [profiler på socialt medie A] – herunder [A] og [nyhedsmedie C] – hvis regimekritiske indhold han flere gange har liket og kommenteret. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at det må antages, at de iranske myndigheder har identificeret ansøgeren som deltager i demonstrationen [i efteråret] 2022. Idet ansøgeren som følge af sin deltagelse i demonstrationen [i efteråret] 2022 må antages at være profileret i forhold til de iranske myndigheder, finder Flygtningenævnet endvidere, at ansøgerens regimekritiske aktiviteter og budskaber i Danmark, der blandt andet sker fra ansøgerens [profil på socialt medie A] i hans eget navn, er eller vil kunne komme til de iranske myndigheders kendskab. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2024/19/leuds
Nævnet omgjorde i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et medfølgende barn fra Iran. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og muslim fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de iranske myndigheder. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun i Iran deltog i seks demonstrationer som følge af drabet på Mahsa Amini, og i den forbindelse blev hun efterfølgende opsøgt og voldtaget af myndighedspersoner. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i efteråret 2022 har deltaget i en række politiske demonstrationer i Iran mod det iranske styre på grund af Mahsa Aminis død. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren forud for og efter sin udrejse af Iran på sin profil på [socialt medie] har udtrykt kritik af det iranske styre, herunder med posts på [socialt medie] blandt andet under [symbol] MahsaAmini, og at hun har postet en kalender med datoer for demonstrationer mod det iranske styre, samt at hun ligeledes under sin profil på [social platform] har postet tekster med kritik af det iranske styre. Efter en samlet konkret vurdering af ansøgerens aktiviteter, navnlig hendes deltagelse i demonstrationerne, sammenholdt med baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har bragt sig i de iranske myndigheders søgelys, og at hun har en velbegrundet frygt for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeleler derfor ansøgeren og hendes medfølgende barn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2024/18/SCH
Nævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om forhåndsdispensation fra bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim. Klageren er født og opvokset i flygtningelejren Al-Tash i Irak, hvor han har boet med sin familie indtil [årstal], hvor de flyttede til flygtningelejren Barika i Irak. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren 2010/2011], og at han [i foråret] 2013 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 2023 udrejste til [land A i Oceanien]. Klageren udrejste for at tage ophold og arbejde i en [arbejdsplads]. [I efteråret] 2023 meddelte Udlændingestyrelsen klageren forhåndsdispensation fra bortfald af hans opholdstilladelse vedrørende perioden [vinteren 2023/2024] til [foråret] 2024, og [i foråret] 2024 vedrørende perioden [foråret] 2024 til [foråret] 2026. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af udlændingelovens § 17, stk. 1, at en opholdstilladelse bortfalder når udlændingen opgiver sin bopæl i Danmark eller har opholdt sig uden for landet i mere end seks på hinanden følgende måneder. Det fremgår af udlændingelovens § 17, stk. 2, at det efter ansøgning kan bestemmes, at en opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Klagerens opholdstilladelse i Danmark er senest [i vinteren 2023/2024] forlænget således at den udløber [i foråret] 2026. I den forbindelse er der [i foråret] 2024 meddelt klageren dispensation i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 2, med varighed frem til [foråret] 2026. Klageren har under sagen gjort gældende, at dispensation bør meddeles med varighed frem til [vinteren 2026/2027]. Flygtningenævnet bemærker, at det efter ordlyden af udlændingelovens § 17, stk. 2 må forudsættes, at der foreligger en opholdstilladelse for at dispensation kan meddeles. Flygtningenævnet kan herefter tiltræde, at der ikke med hjemmel i udlændingelovens § 17, stk. 2 kan meddeles klageren dispensation for en periode, der rækker ud over varigheden af hans aktuelt gældende opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2024/17/LAFAL
Nævnet stadfæstede i september 2023 (berigtiget i oktober 2023) Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk kurder fra [by A], [provins], Iran. Ansøgeren var oprindelig yarsan, men oplyser, at han er konverteret til kristendommen efter sin indrejse i Danmark. Ansøgeren har ikke i Iran været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv under den oprindelige asylsag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han har haft et forhold til en gift kvinde, og at han frygter repressalier fra den gifte kvindes ægtefælle. Ansøgeren har som asylmotiv under den oprindelige asylsag videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive straffet af de iranske myndigheder, idet han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgerens religiøse aktiviteter fremgår blandt andet af hans åbne [profil på socialt medie A], hvorpå findes fotos og tekster med kristne budskaber. Ansøgeren har som asylmotiv under den oprindelige asylsag endelig henvist til, at han i Danmark har deltaget i politiske aktiviteter mod det iranske regime, herunder i fire demonstrationer foran den iranske ambassade i [by B] [i vinteren 2018/2019]. Disse politiske aktiviteter fremgår ligeledes af ansøgerens åbne [profil på socialt medie A]. Under genoptagelsessagen har ansøgeren som asylmotiv fortsat henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Videre har ansøgeren henvist til, at han frygter de iranske myndigheder som følge af sine politiske aktiviteter i Danmark, herunder i forbindelse med, at han i [sommeren] 2022 er blevet medlem af [udenlandsk parti] i Danmark. Det fremgår af sagens akter, at Flygtningenævnet [i vinteren 2018/2019] meddelte ansøgeren afslag på hans ansøgning om asyl. Flygtningenævnet fandt i den forbindelse blandt andet ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om, at han var konverteret til kristendommen, til grund. Nævnet anførte blandt andet, at ansøgeren under sin oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2016 havde forklaret, at han tilhørte Yarsan religionen og praktiserede sin religion aktivt, og at hans religion var en af grundene til, at han forlod Iran. Nævnet henviste endvidere til, at ansøgeren var blevet døbt allerede [i sommeren] 2016 og således kort tid efter, at han indrejste i Danmark. Endelig lagde nævnet vægt på, at ansøgeren havde illustreret en manglende viden om kristendommen blandt andet under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016. Ansøgeren anmodede om genoptagelse af sin sag i [foråret] 2019 under henvisning til sine religiøse aktiviteter. I forbindelse hermed fremsendte ansøgeren og dennes familie materiale til Flygtningenævnet til dokumentation for ansøgerens fortsatte religiøse aktiviteter. Flygtningenævnet fandt, at der ikke herved var tilført sagen væsentlige nye oplysninger i forhold til de informationer, der forelå ved den oprindelige behandling i nævnet, og nævnet afviste derfor at genoptage sagen. I den forbindelse anførte Flygtningenævnet blandt andet, at ansøgerens dåb blev foretaget blot tre måneder efter, at han havde forklaret Udlændingestyrelsen om sit og sin families aktive tilhørsforhold til Yarsan religionen. Flygtningenævnet henviste endvidere til de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at de iranske myndigheder er klar over, at asylansøgere konverterer med henblik på at opnå asyl, og at man ikke bliver retsforfulgt herfor. Den medsendte dokumentation kunne ikke føre til en ændret vurdering. I lyset af ovenstående og det forhold, at Flygtningenævnet [i vinteren 2018/2019] ligeledes afviste ansøgerens asylmotiv vedrørende en konflikt med en mand fra den iranske revolutionsgarde som utroværdig, findes ansøgerens generelle troværdighed at være svækket. Dette understøttes yderligere af, at ansøgeren også under nærværende møde i Flygtningenævnet har forklaret divergerende og udbyggende om en række forhold, herunder om de aktiviteter, han foretog sig under sin militærtjeneste i Iran, sin tilknytning til Yarsan troen og sin families relationer til KDPI. Flygtningenævnet finder fortsat ikke at kunne lægge til grund, at ansøgerens konvertering til kristendommen er udtryk for en reel og indre overbevisning. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på det indtryk, som nævnet under mødet har fået af ansøgeren og hans religiøse tilhørsforhold og overvejelser, herunder hans fortsatte mangelfulde viden om kristendommen. Hertil kommer det ovenfor anførte om omstændighederne i forbindelse med ansøgerens konvertering, hvor ansøgeren blev døbt kort tid efter, at han havde forklaret udlændingemyndighederne om Yarsan troens store betydning for ham, samt det anførte om, at ansøgeren under sin første asylsag illustrerede et manglende kendskab til kristendommen. Det forhold, at ansøgeren fortsat deltager i kristne religiøse aktiviteter, kan under disse omstændigheder ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse som også tidligere anført til de foreliggende baggrundsoplysninger om de iranske myndigheders kendskab til konvertering og religiøse aktiviteter under en asylsag. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke var i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder, da han udrejste af landet, og at han heller ikke på anden vis var eksponeret eller profileret. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han i kraft af sine politiske aktiviteter i Danmark, herunder hans deltagelse i demonstrationer/protester ved den iranske ambassade og hans opslag og videoer på [socialt medie A] samt hans medlemskab af [udenlandsk parti], er profileret eller eksponeret på en sådan måde, at han er kommet i de iranske myndigheders søgelys. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren ikke var profileret ved sin udrejse af Iran, og at de videoer og øvrige opslag, som ansøgeren har lagt på sin [profil på socialt medie A], har haft et begrænset antal visninger og interaktioner. Flygtningenævnet finder herunder, at ansøgerens kortvarige medvirken i interviews, hvor han i et af indslagene oplyser sit navn og udtrykker sig regimekritisk, ikke kan anses for at indebære en sådan profilering af ansøgeren, at det kan føre til en anden vurdering. Hertil kommer, at ansøgerens oplysning om, at han sidste år har modtaget anonyme trusler på [socialt medie B] som følge af sine politiske aktiviteter, først er fremkommet under nævnsmødet og ikke er underbygget, og ifølge ansøgerens forklaring har han ikke siden modtaget trusler, selvom han fortsat har en [profil på socialt medie B] i eget navn. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2023/43/obc
Nævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i vinteren 2003/2004 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev [i foråret] 2023 idømt fængsel i seks år for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer [bestemmelser], jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer [bestemmelser], jf. til dels straffelovens § 21, knivlovens [bestemmelser] og færdselslovens [bestemmelser] samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Irak. Klageren er etnisk [etnicitet A] og kristen af trosretning fra [by A], Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter problemer, fordi han er kristen. Klageren har til støtte herfor oplyst, at ISIS stadig er i Irak, og at de forfølger kristne og bomber deres kirker. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at opleve problemer på grund af sin dom i Danmark. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han tænker, at myndighederne i Irak er imod narko, og at klageren har svært ved det arabiske, og at han derved vil få svært ved at forklare sig selv. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ikke har en tilknytning til Irak, og at han ikke kan tale arabisk. Klageren er bange for, at han ikke vil kunne klare sig i Irak, da alt står på arabisk. Klageren har som asylmotiv yderligere henvist til, at han frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til, at han frygter, at hans forældre har haft konflikter, der kan få betydning for ham. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at den omstændighed, at klageren har oplyst, at han ikke har nogen tilknytning til Irak og ikke kan tale eller forstå arabisk og derfor ikke mener, at han vil kunne klare sig i Irak, ikke kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at den omstændighed, at klageren har oplyst, at han vil komme i problemer i Irak på grund af sin dom i Danmark, heller ikke kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker yderligere, at det af klageren oplyste om, at han frygter at blive indkaldt til militæret, ej heller kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af Flygtningenævnets afgørelse af [vinteren 2007/2008], at Flygtningenævnet lagde til grund, at klagerens forældre samt klageren og [antal] søskende ved en tilbagevenden til Irak ville risikere en asylrelevant forfølgelse som følge af deres religiøse forhold. Flygtningenævnet lagde vægt på oplysningerne om, hvad der efter klagerens forældre udrejse var overgået familiemedlemmer til klagerens forældre boende i samme kvarter i [by A] som klagerens forældre. Nævnet lagde også vægt på baggrundsoplysningerne om forholdene for kristne i [by A], herunder særligt om forholdene i [kvarter] i [by A]. Nævnet lagde tillige vægt på oplysningerne om, at klagerens far forud for udrejsen i [starten af 2000´erne] havde været udsat for en kidnapning. Nævnet bemærkede, at den forfølgelse, som klagerens forældre ved en tilbagevenden risikerede, ville være relateret til deres religiøse tilhørsforhold, og at det måtte antages, at de irakiske myndigheder ikke i tilstrækkeligt omfang ville være i stand til at beskytte dem herimod. Herefter fandt nævnet, at klagerens forældre opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at klageren er kristen. Af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger fremgår, at der i Irak eksisterer flere kristne samfund, herunder i Bagdad og Kurdistan, og at disse er beskyttet af den irakiske forfatning. Af US Department of State, 2022 Report on International Religious Freedom – Iraq, udgivet den 15. maj 2023, fremgår blandt andet: “The constitution also provides for freedom of religious belief and practice for all individuals, specifying Christian, Yezedis, and Sabean-Mandeans, […] The constitution guarantees freedom from religious coercion and states all citizens are equal before the law without regard to religion, sect, or belief.” Det fremgår videre af samme rapport, at: “[o]utside the IKR, members of minority communities, including Christians and Yezidis, said that despite occasional verbal harassment from local authorities, the central government generally did not interfere with their religious observances.” Det fremgår af rapporten ”International Religious Freedom”, udgivet den 1. maj 2023 af USCIRF, at religionsfriheden i Irak fortsat forværres. Det fremgår videre af rapporten ”2022 Report on International Religious Freedom – Iraq”, udgivet den 15. maj 2023 af US Department of State, at irakiske sikkerhedsstyrker bliver beskyldt for at udøve vold og chikane mod de religiøse minoriteter. Det fremgår endvidere af begge førnævnte rapporter, at militsgrupper, som hører under Popular Mobilization Units (PMU), udøver forskellige former for undertrykkelse af religiøse minoriteter, heriblandt de kristne. Undertrykkelsen kan være i form af tilbageholdelse, afhøringer ved checkpoints, afpresning og fysisk vold. Om end forholdene for kristne således er vanskelige, finder Flygtningenævnet, at det forhold, at klageren er kristen [etnicitet B], ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnets flertal finder, at den omstændighed, at klageren er kristen sammenholdt med klagerens forældres konflikt med de irakiske myndigheder på baggrund af deres kristne tro, heller ikke kan medføre asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal bemærker herunder, at klageren indrejste i Danmark med sin mor [i vinteren 2003/2004], og at klagerens far indrejste i Danmark [i foråret] 2004. Klagerens forældres konflikt på grund af deres kristne tro ligger således 20 år tilbage. Flygtningenævnets flertal finder på ovennævnte baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2024/9/EEB
Nævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2021.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og muslim af trosretning fra [by], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sine to farbrødre, da de mener, at ansøgeren har krænket familiens ære ved at blive skilt fra sin ægtefælle. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han fik en konflikt med sin daværende svigerfar som følge af, at ansøgeren ikke kunne forsørge sin familie økonomisk. Svigerfaren sørgede for, at ansøgerens daværende ægtefælle og deres fælles børn flyttede fra ham. I 2015 tvang svigerfaren ansøgeren og ægtefællen til at blive skilt. Ansøgeren frygter imidlertid ikke længere svigerfamilien og anser selv konflikten for afsluttet. I udgangen af 2017 eller start 2018 fandt ansøgerens to farbrødre ud af dette. Farbrødrene blev vrede på ansøgeren, idet de mente, at han med skilsmissen havde krænket familiens ære. Farbrødrene opstillede tre muligheder for ansøgeren, som han kunne vælge i mellem. Ansøgerens muligheder var, at han kunne rejse efter sin ægtefælle og børn med henblik på at leve sammen igen, at han kunne slå sin svigerfar ihjel, eller at hans farbrødre ville slå ansøgeren ihjel. Dette gentog farbrødrene i 2021 en måned før ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med farbrødrene i Irak til grund. Flygtningenævnet har herved særlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke har oplyst herom i ansøgningsskemaet, der er udfyldt [i vinteren 2021/2022] en til to måneder efter hans udrejse. I skemaet har ansøgeren alene henvist til, at han forlod Irak, fordi hans børn boede langt fra ham, og at han ikke kunne holde den lange afstand ud, men fik det dårligt. Om sin frygt ved en tilbagevenden har han ligeledes også alene henvist til afstanden til sine børn. Først under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret 2023] har han oplyst om konflikten med sine farbrødre til trods for, at de efter hans forklaring var den direkte årsag til, at han i [efteråret] 2021 udrejste af Irak, idet de ca. en måned før hans udrejse kom med en sidste trussel. Ansøgerens forklaring om, at han på grund af træthed ikke forklarede om sin konflikt med farbrødrene kan ikke føre til en anden vurdering, da denne konflikt ifølge ansøgeren netop var årsagen til hans udrejse. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren kort efter, at han havde søgt om asyl i Danmark, rejste videre til [et andet europæisk land A], hvor hans tidligere ægtefælle og børn bor, og søgte om asyl, ligesom han [i sommeren] 2022, efter at være blevet overført til Danmark efter Dublinforordningen, igen rejste til [i et andet europæisk land A] og søgte om asyl. Der er endvidere lagt vægt på, at ansøgeren tilbage i [vinteren 2015/2016] første gang udrejste af Irak, og at han i [vinteren 2015/2016] blev stoppet af politiet i Danmark, hvor han oplyste, at han var på vej til [et andet europæisk land A], hvor han ville søge om asyl. Dette oplyste ansøgeren ikke om til oplysnings- og motivsamtalen, herunder da han blev spurgt, om han havde haft længerevarende ophold i andre lande inden sin udrejse i 2021. Hans forklaring om, hvorfor han ikke før 2021 udrejste af Irak som følge af farbrødrenes trusler forekommer på den baggrund heller ikke overbevisende. Herefter, og da Flygtningenævnet i øvrigt kan tiltræde, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, navnlig henset til at ansøgeren kunne blive i Irak i knap fire år efter farbrødrenes første trusler, er vurderet usammenhængende og ikke overbevisende, stadfæster nævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2024/8/sme
Nævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim fra [by A], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter sin far og resten af [klan A], idet hendes familie og far er meget religiøse. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes far ikke accepterer det ægteskab, hun har indgået, idet hendes ægtefælle ikke er en del af [klan A]. I hendes familie skal man giftes med en fra klanen eller en, der er tæt på familien, og som skal godkendes af familien. Ansøgeren har videre oplyst, at hun er vokset op i en patriarkalsk familie, hvor det er mændene, som bestemmer i hjemmet. Ansøgeren har ikke modtaget direkte trusler fra sin far, men hun har modtaget trusler gennem sin mor. Ansøgeren blev gift i skjul og levede i angst, indtil hun fik visum til Danmark, fordi hun var bange for, at hendes familie ville finde ud af, at hun var blevet gift. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun frygter [klan A], som er allieret med [religiøs bevægelse], idet hun bliver betragtet som en, der har bragt skam over familien. Ansøgeren har oplyst, at hun kan blive slået, tortureret, fængslet eller slået ihjel, og hun vil blive betragtet som en, der er blevet smidt ud af familien. Selv hvis hun bliver skilt fra sin mand, vil hun ikke blive accepteret i familien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet er enig i de grunde, som Udlændingestyrelsen har henvist til i afgørelsen af [vinteren 2023/2024]. Flygtningenævnet tiltræder herunder, at det fremstår ganske usandsynligt, at hun i en periode på 10 år skulle have holdt det hemmeligt for sin far og familieklanen, som er meget indflydelsesrig i Irak, at hun havde giftet sig. Forklaringen herom er bl.a. uforenelig med oplysningen om, at ansøgeren til visummyndighederne i 2017 oplyste, at ægteskabet var blevet registreret i Irak, og at hendes ægtefælles navn var blevet tilføjet hendes irakiske id-kort. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet fragået, at hun har givet de omhandlede oplysninger. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren på væsentlige punkter har afgivet divergerende oplysninger. I forbindelse med ansøgningen om ægtefællesammenføring til Danmark har ansøgeren således oplyst, at hun fra 2007 til 2012 boede i Syrien, idet hun var flygtet fra krig. For Flygtningenævnet har ansøgeren imidlertid forklaret, at hun ikke har boet i Syrien, men at hun har været på rejser til Syrien i forbindelse med sin syge mors behandlinger. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at forklaringen om moderens sygdom og rejserne til Syrien ses at være udbyggende i forhold til de oplysninger, ansøgeren fremkom med under oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om bl.a. hvilke familiemedlemmer der fra begyndelsen havde kendskab til ægteskabet, og om hvorvidt hendes far pressede hende til at indgå ægteskab med andre personer. For Flygtningenævnet har ansøgeren således som en ny oplysning forklaret, at faren accepterede at hun ikke giftede sig med nogen af bejlerne, fordi hun skulle passe sin syge mor, og fordi familien i et vist omfang var afhængig af hendes lønindkomst. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2024/7/obc
Nævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indien. Indrejste i 2016.Flygtningenævnet udtalte:” Ansøgeren er etnisk rajpoot og hindu fra [by A] i [provins A] i Indien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Indien frygter for sit liv, idet [ansøgeren] er [LGBT+ -person] og er smittet med [sygdom]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at [ansøgerens] familiemedlemmer har fået kendskab til ansøgerens seksualitet, samt at [ansøgeren] er smittet med [sygdom], og at ansøgerens [familiemedlem A] på denne baggrund har truet med at slå [ansøgeren] ihjel. Ansøgeren frygter endvidere chikane og diskrimination fra personer i [ansøgerens] hjemby, såfremt de finder ud af, at [ansøgeren] er [LGBT+ -person]. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at [ansøgeren] ved en tilbagevenden til Indien frygter ukendte personer fra National Congress Party og oppositionspartiet Bharatiya Janata Party (BJP). Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at [ansøgeren] ingen personlige konflikter har med nogen fra de to partier, men at [ansøgerens] [familiemedlem B] var [stilling] for National Congress Party i deres hjemby, [by A]. Ansøgeren formoder, at medlemmer fra de to partier vil gå efter [ansøgeren] som følge af [ansøgerens] [familiemedlem B] politiske arbejde. Hertil har ansøgeren oplyst, at [ansøgeren] hurtigt vil komme i problemer, hvis medlemmer af National Congress Party og BJP får kendskab til, at ansøgeren er [LGBT+ -person] og smittet med [sygdom]. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at [ansøgeren] frygter den chikane og diskrimination, som [ansøgeren] kan blive udsat for, hvis folk i [ansøgerens] hjemby finder ud af, at [ansøgeren] er [LGBT+ -person]. Flygtningenævnet kan delvist lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er [LGBT+ -person]. I relation til en angivelig konflikt med ansøgerens [familiemedlem A], [navn på familiemedlem A], i anledning af ansøgerens seksuelle orientering, kan nævnet ikke lægge denne del af ansøgerens forklaring til grund, da ansøgeren har forklaret divergerende herom. Ansøgeren har således under sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2023 forklaret, at [navn på familiemedlem A] i [vinteren 2020/2021] ringede til [person] og fik oplyst, at ansøgeren var [LGBT+ -person] og havde [sygdom], hvorefter [familiemedlem A] truede ansøgeren med at ville slå [ansøgeren] ihjel. Under en senere samtale med Udlændingestyrelsen den [efteråret] 2023 har ansøgeren dog forklaret, at det var [person A], der efter en uoverensstemmelse ringede til [navn på familiemedlem A] og fortalte, at ansøgeren var [LGBT+ -person] og havde [sygdom]. For nævnet har ansøgeren imidlertid forklaret, at [person A] ringede til [familiemedlem A], som herefter ringede tilbage til [person A] hvor [familiemedlem A] fik oplyst, at ansøgeren var [LGBT+ -person], og at disse samtaler fandt sted i [efteråret] 2021. Om divergenserne har ansøgeren forklaret afglidende. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren tillige over for Udlændingestyrelsen har forklaret, at konflikten med [familiemedlem A] er aftaget, og at [ansøgeren] ikke husker, hvornår [ansøgeren] sidst blev truet. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren fortsat selv kontakter [familiemedlem A], og at [familiemedlem A] sender penge til ansøgeren, hvis [familiemedlem A] skulle ønske at slå ansøgeren ihjel. Endelig bemærker nævnet, at [familiemedlem A] bor i [land] hvorfor ansøgeren ved en tilbagevenden til Indien ikke vil komme til at have bopæl i samme land som [familiemedlem A]. Flygtningenævnet finder det tillige påfaldende, at ansøgeren først valgte at søge asyl flere år efter at konflikten med [familiemedlem A] opstod og på et tidspunkt, hvor ansøgerens opholdstilladelse på baggrund af [opholdsgrundlag] ikke kunne forlænges yderligere. Med hensyn til ansøgerens asylmotiv i forhold til en konflikt med [familiemedlem A´s] svigerfamilie og ukendte medlemmer fra National Congress Party samt oppositionspartiet Bhartiye lægger nævnet vægt på, at ingen personer fra [familiemedlem A´s] svigerfamilie eller fra partierne har hverken truet eller opsøgt ansøgeren. Nævnet lægger tillige vægt på, at ansøgeren har været tilbage i sin hjemby i [periode] i 2022, hvor [ansøgeren] ikke oplevede problemer, og på hvilket tidspunkt [ansøgerens] seksuelle orientering angiveligt var kendt af [familiemedlem A] og dennes svigerfamilie. Det beror derfor på ansøgerens egen formodning, at der skulle være en konflikt med [familiemedlem A´s] svigerfamilie og ukendte medlemmer fra National Congress Party og oppositionspartiet Bhartiye. Ansøgeren har tillige anført som asylmotiv, at [ansøgeren] frygter chikane eller diskrimination fra civilbefolkningen. Ansøgeren har forklaret, at der er spredt rygter om [ansøgeren] i [ansøgerens] hjemby, men [ansøgeren] har trods dette ikke oplevet noget, da [ansøgeren] i 2022 var tilbage i sin hjemby i en længere periode. Det beror derfor tillige på ansøgerens egen formodning, at [ansøgeren] skulle være i en asylbegrundende konflikt med folk i [ansøgerens] hjemby. Ansøgeren har tillige til støtte for sit asylmotiv oplyst, at [ansøgeren] gerne vil leve i et åbent forhold i Indien. Af dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fra den 17. februar 2021 i sagen B and C v. Swizerland fremgår blandt andet, at en ansøger ikke kan pålægges at skjule sin seksualitet for at undgå forfølgelse, og at der ikke alene skal foretages en vurdering af, om [orientering inden for LGBT+ miljøet] faktisk er kriminaliseret, men en konkret vurdering af, hvorvidt ansøgeren kan opnå myndighedsbeskyttelse, såfremt [ansøgeren] udsættes for ”ill-treatment” af ikke statslig aktører på grund af sin seksuelle orientering. Flygtningenævnet bemærker i forhold til baggrundsoplysningerne, at det fremgår af DFAT, Country Report India, September 2023, at Indien har afkriminaliseret [orientering inden for LGBT+ miljøet] i den indiske straffelov i 2018. Det fremgår tillige af baggrundsoplysningerne, herunder UK Home Office, Country Policy and Information Note India: sexual orientation and gender identity and/or expression, August 2023, punkt 3.1 og punkt 14, at der ikke er en generel risiko for LGTBQ+ personer fra statens side, at forholdene for LGTBQ+personer i Indien er signifikant forbedrede, og at der eksisterer et parti, som støtter LGTBQ+ personer, ligesom der er foreninger, der hjælper LGBTQ+ personer og støtter op om deres rettigheder. Hertil kommer, at det af samme rapport under punkt 4 om beskyttelse fremgår: ”In general, persons are not at real risk of persecution from the state, therefore they will not need to seek protection from it” og videre under punkt 4.1.2: “In general, the state is both willing and able to offer sufficient protection from non-state actors, including ‘rogue’ state actors.” Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger og henset til at ansøgeren har været i Indien i [periode] i 2022 uden at opleve problemer, lægger Flygtningenævnet således efter en konkret og individuel vurdering til grund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at [ansøgeren] ved en tilbagevenden til Indien vil risikere asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det forhold, at ansøgeren har [sygdom], er ikke asylbegrundende. Herefter, og da generelle forhold i Indien heller ikke er asylbegrundende, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Indi/2024/1
Nævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet henvist til at klageren har en ægtefælle i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren efter sin forklaring er bange for sine [familiemedlemmer] i Tyskland, da hun forventer, at de vil være voldelige eller slå hende ihjel, fordi [familiemedlem A] ønsker, at klageren skal giftes med [familiemedlem B], selvom hun er religiøst viet med sin herboende partner, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren må henvises til at rette henvendelse til det tyske politi, idet det tyske politi må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Nævnet finder endvidere, at der ikke er tale om et ægteskabslignende forhold eller fast samliv mellem klageren og hendes partner henset til, at klageren har oplyst, at de alene har boet sammen i den tid, hvor hendes asylsag har været verserende i Danmark. Det forhold, at klageren og hendes partner, betragter sig som ægtefæller, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det vil være i strid med formålet i Dublinforordningen at behandle en ansøgning om asyl i Danmark alene med henblik på at sammenføre en asylansøger til en anden person. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Tyskland i henhold til Dublinforordningen er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse, og at klagerens personlige præference for én medlemsstat frem for en anden ikke er et forhold, der kan tillægges betydning ved vurderingen af, hvilken medlemsstat, der skal behandle klagerens asylansøgning, eftersom dette vil stride imod formålet med Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2024/14/JLY.
Nævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og [religion] fra [by], Bosnien-Hercegovina. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina frygter at blive slået ihjel af [person A], med hvem han har haft et […] forhold. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at [person A] blev vred over, at ansøgeren endte deres forhold efter to år. Herefter blev ansøgeren opsøgt adskillige gange på sin arbejdsplads, hvilket resulterede i, at ansøgeren måtte stoppe sit arbejde. Ansøgeren har herudover oplyst, at [person A] sammen med [antal personer] udsatte ham for [antal] overgreb i perioden fra [i efteråret] 2019 frem til ansøgers udrejse af Bosnien-Hercegovina [i vinteren 2021/2022]. Ansøgeren har videre oplyst, at han ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina frygter at blive slået ihjel af sine familiemedlemmer, herunder særligt af [sit familiemedlem A], som beskylder ansøgeren for at have bragt skam over familien på grund af ansøgerens [LGBT+-orientering], samt på grund af en […]optagelse, som ansøgerens familie modtog, hvori ansøgeren bliver udsat for [overgreb]. Ansøgeren har endelig oplyst, at han også frygter at blive slået af de personer, som har udsat ham for [overgreb] samt af personer fra hans lokalområde grundet hans [LGBT+-orientering]. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren er [LGBT+-person]. Der er herved henset til de samme omstændigheder, som anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [i vinteren 2022/2023]. Afgørelsen vedlægges som bilag VI. Ansøgerens forklaring har således været ukonkret om, hvornår det gik op for ham, at han var [LGBT+-person], idet ansøgeren til sin samtale [i efteråret] 2023 har forklaret dels, at han altid har haft en større tiltrækning til […], dels at det først rigtig gik op for ham efter han indledte sit forhold til [person A] i en alder af [35- 40 år], og endelig, at han allerede lagde mærke til det i folkeskolen. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren i forbindelse med sin tidligere ansøgning om asyl i [årstal] ikke har oplyst at være [LGBT+-person], men derimod oplyste, at han i [antal år] havde haft et forhold til en […] ved navn [person B]. Flygtningenævnet finder det ligeledes påfaldende, at det af ansøgers pas fremgår, at ansøgeren [antal gange] i 2022 har været i Danmark uden at have søgt asyl. Ansøgerens forklaring om, at han ikke søgte asyl, da han var i en svær situation og overvejede, hvad han skulle gøre, herunder fordi hans [familiemedlem B] var syg i hjemlandet, kan ikke føre til en anden vurdering. Ansøger har således også i [årstal] søgt asyl i Danmark og må formodes at være bekendt med processen herfor. Flygtningenævnet finder endelig ikke ansøgers forklaring om sit forhold til [person A] overbevisende eller selvoplevet. Ansøgeren har således på nævnsmødet forklaret, at ansøgeren og [person A] var sammen i omkring [antal år]. Ansøgeren var meget seriøs i sit forhold til [person A], men at [person A] ikke mente det ligeså seriøst. Ansøgeren har hertil forklaret afglidende om, blandt andet hvordan forholdet blev indledt. Det var ansøgeren, der bragte forholdet til ophør. Flygtningenævnet finder det på denne baggrund ikke overbevisende, at [person A] skulle reagere ved at efterstræbe ansøgeren og udsætte ham for op mod [antal overgreb] i [sin ejendom]. På ovennævnte baggrund og efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer, afviser Flygtningenævnet ansøgerens angivelige konflikt med [person A], ansøgerens [familiemedlem A] og lokale folk i nabolaget, som følge af ansøgerens angivelige [LGBT+-orientering]. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland Bosnien-Hercegovina vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bosn/2024/3/Saba
Nævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Belarus. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk belaruser og ortodoks kristen fra [by A], Belarus. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, jf. dog hans forklaring til [myndighederne i europæisk land A]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Belarus frygter, at blive fængslet uden grund. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han tidligere er blevet anholdt uden grund i Belarus, og i den forbindelse udsat for vold. Han er senest blevet anholdt i Belarus i [sommeren] 2021. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre forklaret, at han og hans forældre flere gange har modtaget indkaldelser til blandt andet afhøring hos politiet i Belarus. Afslutningsvis har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han tidligere er dømt i Belarus, og at myndighederne efter ansøgerens løsladelse har fortalt ham, at han ville blive anholdt igen, hvis han ikke udrejste af Belarus. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder det herefter ikke godtgjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Belarus vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet bemærker, som Udlændingestyrelsen, at ansøgeren har forklaret divergerende vedrørende helt centrale dele af sit asylmotiv. Ved samtale med [myndighederne i europæisk land A] [i efteråret] 2020 i forbindelse med behandlingen af ansøgerens asylansøgning i [europæisk land A], forklarede ansøgeren, at han blev anholdt, fordi han deltog i en demonstration. Han uddybede dette således, at han havde haft en plakat, og at han havde råbt slagord. Demonstrationen var rettet mod den siddende præsident, og til støtte for oppositionens præsidentkandidat, Svetlana Tichanovskaja. Han forklarede uddybende, at han blev indsat i en celle med fire andre personer. Ved oplysnings- og motivsamtale med de danske myndigheder [i sommeren] 2023 forklarede ansøgeren, at han aldrig havde deltaget i demonstrationer eller haft politiske aktiviteter. Derimod angav han, at han var blevet anholdt, fordi man fejlagtigt anså ham for at være demonstrationsdeltager. Ved uddybende samtale med de danske myndigheder [i vinteren 2023/2024] forklarede ansøgeren intet om, at han var blevet anholdt i forbindelse med en demonstration. Ved nærmere forespørgsel svarede han, med henvisning til sin angiveligt dårlige hukommelse, at han ikke havde været til demonstrationer, men måske havde været i samme område som demonstranter. Ansøgeren har således i det væsentlige begrundet sin ansøgning om asyl i Danmark med andre forhold, særligt at han tidligere har været udsat for ubegrundet chikane fra myndighederne i Belarus, herunder at han har været fængslet uden grund, og at han er blevet truet med at ville blive fængslet på ny. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende vedrørende omstændighederne ved hans seneste frihedsberøvelse, der angives at have fundet sted, da han i [sommeren] 2021 rejste tilbage til Belarus fra [europæisk land A]. Ved oplysnings- og motivsamtale [i sommeren] 2023 forklarede ansøgeren således, at han blev anholdt straks efter sin tilbagekomst fra [europæisk land A], og at han få uger efter ved en retssag i [by A] blev idømt ét år og tre måneders fængsel for at have deltaget i demonstrationer i 2020. Ved uddybende samtale [i vinteren 2023/2024] forklarede ansøgeren derimod, at han først kom i retten ved afslutningen af sit fængselsophold, og at han i den forbindelse blot kom for retten og det blev besluttet, at han kunne løslades. Ansøgerens advokat har derimod i sit indlæg til Flygtningenævnet [i foråret] 2024 anført, at ansøgeren blev dømt og derefter indsat til afsoning. Flygtningenævnet finder herefter, at der er så væsentlige uoverensstemmelser på centrale punkter i ansøgerens forklaringer, at disse må betragtes som utroværdige og konstrueret med henblik på at tilvejebringe et asylmotiv. Det bemærkes, at de nævnte uoverensstemmelser er så væsentlige, at Flygtningenævnet ikke kan tillægge det betydning når ansøgeren har begrundet disse med henvisning til sin angiveligt dårlige hukommelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bela/2024/2/LAFAL
Nævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2023.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bengali og muslim fra [by A], Bangladesh. Ansøgeren har været medlem af Bangladesh National Party (BNP) siden [slutningen af 00´erne]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at blive forfulgt og slået ihjel af de bangladeshiske myndigheder på grund af sine politiske aktiviteter. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i [slutningen af 00´erne] startede i ungdomsorganisationen hos oppositionspartiet BNP (Bangladesh Nationalist Party), hvor han efterfølgende blev medlem af hovedorganisationen. BNP forsøger at bekæmpe bureaukratiet og korruptionen i Bangladesh, og mange af partiets medlemmer udsættes for forfølgelse fra myndighederne. Ansøgeren vendte efter et studieophold i Danmark tilbage til Bangladesh i [slutningen af 2010´erne], hvor han blev [stilling A ] i partiet i [distrikt A]. Han havde til opgave at planlægge og organisere demonstrationer, herunder [to demonstrationer], hvor omkring 20.000 medlemmer af partiet deltog. Det er som følge af dette arbejde og aktiviteter for partiet, at han er kommet i politiets søgelys. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han i [sommeren] 2020 og i [foråret] 2021 blev anholdt af politiet. Begge gange blev ansøgeren løsladt mod betaling og advaret om ikke at involvere sig i BNP. Under anholdelsen i [foråret] 2021 fik ansøgeren af politiet at vide, at de ville slå ham ihjel, hvis de fangede ham igen. [I vinteren 2022/2023] ransagede politiet ansøgerens familiehjem på grund af hans tilknytning til BNP. Ansøgeren var ikke hjemme, men politiet sagde under ransagningen, at de ville vende tilbage. Efterfølgende flyttede ansøgeren fra hjemmet til [familiemedlem A] i [by B] i frygt for, at myndighederne ville vende tilbage til familiehjemmet. Politiet vendte flere gange tilbage til ansøgerens familiehjem for at finde ansøgeren. Ansøgeren var ikke til stede, men politiet truede ansøgerens [familiemedlem B] med, at de ville anholde og slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter tilhængere fra regeringspartiet i lokalområdet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han er et profileret medlem af Bangladesh Nationalist Party, og at han som følge heraf skulle være i et modsætningsforhold til myndighederne i Bangladesh. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren ikke har været i stand til at forklare overbevisende og troværdigt om sit kendskab til partiet, idet hans forklaring i det hele fremstår usammenhængende og afglidende. Ansøgeren har herunder ikke været i stand til at redegøre nærmere for partiets politiske programmer udover at nævne, at partiet vil bekæmpe korruption og bureaukrati. Den omstændighed, at ansøgeren under nævnsmødet yderligere har forklaret, at partiets hovedpunkter angår en tro på Gud, på Bangladesh som nation og på demokratiet samt en kamp for sociale og økonomiske rettigheder, kan ikke føre til nogen ændret vurdering. Det forekommer bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre uddybende, detaljeret og reflekteret om sine aktiviteter for partiet, særligt henset hans stilling som [stilling A] for partiet i et distrikt, hvor der bor omkring [1-2 mio.] personer, og hvoraf mange er medlemmer af BNP. Det må på denne baggrund endvidere formodes, at ansøgeren må være i stand til at fremskaffe dokumentation for sine adskillige aktiviteter over en lang årrække for partiet via partifæller eller på internettet, men alene har været i stand til at fremlægge en bekræftelse på, at han angiveligt har været medlem af partiet. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren har et modsætningsforhold til myndighederne, eller at han i øvrigt skulle være efterstræbt af myndighederne, idet det er nævnets vurdering, at ansøgeren har forklaret forskelligt om omstændighederne i forbindelse med sine anholdelser, og at ansøgerens forklaringer herom ikke kan lægges til grund. Nævnet har ved vurderingen af disse forklaringers troværdighed lagt vægt på, at ansøgeren til sin oplysnings- og motivsamtale har forklaret, at han i forbindelse med sin anholdelse i 2020 blev løsladt mod betaling, hvor politiet krævede betaling af 300.000 Taka, men at hans [familiemedlem C] fik forhandlet beløbet ned til 150.000 Taka, som blev betalt. Ansøgeren har videre forklaret, at han ved sin anholdelse i 2021 igen blev løsladt mod betaling af et beløb, som efter forhandling blev nedsat til omkring 200.000 Taka. Til sin asylsamtale har ansøgeren derimod forklaret, at politiet i forbindelse med den første anholdelse havde forlangt betaling af 500.000 Taka, men at hans familie ikke kunne betale mere end 200.000 Taka, hvilket politiet accepterede. Han har til denne samtale videre forklaret, at politiet ved den anden anholdelse havde forlangt et stort beløb, men at hans familie kun var i stand til at betale 300.000 Taka. Foreholdt divergenserne mellem disse forklaringer har ansøgeren på nævnsmødet i første omgang forklaret, at der er tale om misforståelser på grund af den tolk, som medvirkede under samtalerne. Han havde svært ved at høre tolken, hvortil kommer, at det er hans opfattelse, at tolken på forhånd havde en modvilje mod ham. Han har dernæst forklaret, at han under såvel oplysnings- og motivsamtalen som asylsamtalen har oplyst de beløb, som han også har forklaret under nævnsmødet, men at tolken under samtalerne pressede ham til at angive nogle større beløb. Det er Flygtningenævnets vurdering, at ansøgerens forklaring om de påviste divergenser i hans forklaringer om anholdelserne og betalingerne til politiet er ganske utroværdig og konstrueret til lejligheden. Det samme gælder ansøgerens oplysning i sit asylansøgningsskema om, at politiet opsøgte familiens hjem [i vinteren 2022/2023], hvor han ikke var hjemme, hvorfor politiet i stedet tog hans [familiemedlem C] med. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han ikke kan huske, hvad han har forklaret under motivsamtalen, herunder at politiet tog hans [familiemedlem C] med. Det forekommer bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke kan huske, om politiet tog hans [familiemedlem C] med i forbindelse med henvendelsen til hjemmet, navnlig henset til, at politiets henvendelser til hjemmet i [vinteren 2022/2023], hvor der blev fremsat trusler mod ham over for hans [familiemedlem B], gjorde et så stort indtryk på ansøgeren, at han besluttede at udrejse af Bangladesh. Endelig er det Flygtningenævnets vurdering, at der ikke er sammenhæng i ansøgerens forklaring om, at han på den ene side arbejdede for partiet og fik tilladelse af politiet til partiets demonstrationer, men at politiet på den anden side skulle efterstræbe ansøgeren på baggrund af sit arbejde for partiet. På baggrund af ovenstående afviser Flygtningenævnet i sin helhed ansøgerens forklaring om, at han som følge af sin tilknytning til partiet BNP skulle være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Bangladesh. Ansøgeren kan således ikke få asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2024/1/labja
Nævnet meddelte i maj 2024 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og muslim. Ansøgeren har oplyst, at hun er fra [by A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af sin tidligere ægtefælle, som er medlem af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun er født i [by A], Afghanistan, men at hun og hendes forældre flyttede til [andet mellemøstligt land], da ansøgeren var [0-3] år gammel. Begge ansøgerens forældre var afghanske statsborgere. Ansøgeren og ansøgerens forældre fik opholdstilladelse i [andet mellemøstligt land] og fik bopæl i [by B], [andet mellemøstligt land]. Ansøgeren boede i [by B] frem til [slutningen af 2010’erne], hvor hun blev deporteret fra [andet mellemøstligt land] til Afghanistan af [landets] myndigheder. Efter deporteringen boede ansøgeren hos [familiemedlem A og dennes] familie i [by A], hvor hun passede [familiemedlem A] mod kost og logi. Efter to et halvt år døde [familiemedlem A]. To til tre måneder efter [familiemedlem A’s] dødsfald kom en mand til familiens bopæl og anmodede om ægteskab med ansøgeren. Ansøgerens [familiemedlem B og C] var bange for manden og sagde til ansøgeren, at hun enten skulle acceptere ægteskabstilbuddet eller forlade bopælen. Ansøgeren følte sig derfor tvunget til at acceptere mandens frieri, og de blev gift kort tid efter. Ansøgeren var mandens anden kone, og hun blev behandlet dårligt af sin ægtefælle og hans familie, som udsatte hende for overgreb. Efter næsten et års ægteskab fik ansøgeren besøg af [familiemedlem D]. Ansøgeren fortalte [familiemedlem D] om situationen, og [familiemedlem D] hjalp ansøgeren med at udrejse af Afghanistan. Efter sin udrejse af Afghanistan hørte ansøgeren, at hendes ægtefælle havde truet med at slå ansøgeren ihjel, hvis hun vendte tilbage til Afghanistan. Ansøgeren har oplyst, at hun ikke er statsborger i [andet mellemøstligt land]. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring - herunder om sit individuelle asylmotiv i forhold til Afghanistan - til grund. Flertallet lægger således til grund, at ansøgeren er afghansk statsborger. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har afgivet en troværdig og detaljeret forklaring om sin identitet og om blandt andet fremgangsmåden ved udstedelse af sine afghanske pas og fornyelse af sin opholdstilladelse i [andet mellemøstligt land], ligesom ansøgeren under sine forklaringer i Udlændingestyrelsen har forklaret om beliggenheden af de myndigheder, hvor pasudstedelse og fornyelse af opholdstilladelse fandt sted. Flertallet bemærker, at de divergenser, der har været i ansøgerens forklaringer i Udlændingestyrelsen, kan forklares med blandt andet tolkeproblemer. På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnets flertal har i den foreliggende sag ikke fundet grundlag for at fravige dette udgangspunkt. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af den konkrete sag, finder Flygtningenævnets flertal således, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Afgh/2024/16/leuds
Nævnet omgjorde i marts 2024 dets afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig afghansk statsborger, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte:”Flygtningenævnet meddelte [i sommeren] 2013 Deres klient, den afghanske statsborger [A], født [i 1960-1965], opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. [I vinteren 2022/2023] har De på vegne af Deres klient klaget til Flygtningenævnet over Flygtningenævnets afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, med henvisning til, at Deres klient er en afghansk kvinde. Flygtningenævnet har besluttet at behandle sagen ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. l, jf. § 53, stk. 12. På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har siden koordinationsudvalgets beslutning som udgangspunkt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til afghanske kvinder og piger alene på baggrund af deres køn. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige udgangspunktet om at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af den konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at Deres klient skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2024/14/ysn
Nævnet stadfæstede i juli 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2023 idømt fængsel i et år for overtrædelse af staffelovens § 119 b, § 245, jf. § 21, § 276, § 244 og § 288, stk. 1, nr. 2. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 4, jf. § 22, nr. 6. Klageren blev idømt fire måneders fængsel for overtrædelse af hjemrejselovens § 23, stk. 2, jf. § 12, stk. 3, jf. straffelovens § 86, stk. 1, 4. pkt. Klageren blev samtidig udvist af Danmark og meddelt et indrejseforbud i 6 år. Flygtningenævnet udtalte: Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk [etnicitet] og [-]muslim af trosretning fra [by A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Han har deltaget i nogle demonstrationer i [by A] i perioden 2012 til 2024 og en enkelt demonstration i Danmark, men ikke i øvrigt været politisk aktiv. Klageren henviste som asylmotiv under den oprindelige asylsag til, at han frygtede at blive genindkaldt til militærtjeneste af de syriske myndigheder, ligesom han frygtede, at de syriske oprørere ville have ham til at kæmpe for dem. Endvidere henviste han til de generelle forhold i Syrien, herunder hans hjemområde. Det fremgår af akterne fra den oprindelige asylsag, at klageren oplyste, at han omkring [sommeren] 2013 blev kontaktet telefonisk af folk fra oppositionen, der truede med at dræbe ham, hvis ikke han indvilligede i at kæmpe for oppositionen. [I foråret] 2014 blev klageren kidnappet af gruppen ”Det Syriske Nationalforsvar”. Han blev løsladt mod betaling af løsepenge. [I foråret] 2014 udrejste klageren legalt til [mellemøstligt land]. Klageren har som asylmotiv under udsendelsessagen henvist til, at han frygter at blive anholdt og genindkaldt til militæret ved en tilbagevenden. Endvidere frygter klageren at blive kidnappet af forskellige grupperinger. Klageren ønsker ikke at udføre militærtjeneste, idet han ikke ville slå civile mennesker ihjel. Klageren har i forbindelse med udsendelsessagen oplyst, at han i begyndelsen af 2014 [et antal] gange blev indkaldt til afhøringer hos de syriske myndigheder. Klageren har herom oplyst, at [by A] blev lukket ned i perioden 2012-2014 på baggrund af befolkningens demonstrationer i byen. Klageren deltog også selv i omkring [et antal] demonstrationer i denne periode. Da [by A] igen åbnede op i 2014, skulle man anmode om tilladelse til at forlade byen, hvorefter de syriske myndigheder efterfølgende afhørte og undersøgte en, før man fik lov at forlade [by A]. I den forbindelse blev klageren afhørt af de syriske myndigheder, og det var disse afhøringer, der fik ham til at udrejse. Klageren fik udstedt et nationalitetspas udstedt og udrejste legalt af Syrien til [mellemøstligt land]. Klageren har efter indrejsen i Danmark, for cirka to-tre år siden, deltaget i en demonstration med cirka 200-300 deltagere. Han har fortsat kontakt med sin mor og søskende i [by A]. Familien har advaret ham om at vende tilbage, fordi der ikke er sikkert. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han er i den militærpligtige alder og at det ikke kan udelukkes, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil blive tvangsrekrutteret til militæret. Af udlændingelovens § 31, stk. 2 fremgår, at en udlænding, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionen anførte grunde eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssigt at udsende klageren til Syrien. Det følger af udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., at en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. udlændingelovens § 31, tillige skal indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning vedrørende grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved [byrettens] dom [fra sommeren] 2023 fundet skyldig i overtrædelse af blandt andet straffelovens § 119b, § 245, jf. § 21, § 244, samt § 288, stk. 1, nr. 2 ved at have angrebet en tjenstgørende vagt på [bestemt lokalitet] og for forsøg på grov vold imod denne ved at have [beskrivelse af gerningsindhold]. Klageren blev ved dommen straffet med fængsel i 1 år og udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år. Af dommen fremgår herved, at det efter en samlet vurdering af klagerens tilknytning til henholdsvis Danmark og Syrien sammenholdt med karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, må en udvisning anses for at være en proportional foranstaltning, og ikke i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder efter karakteren og grovheden af den kriminalitet, som klageren er dømt for ved [byrettens] dom [fra sommeren] 2023, herunder længden af den idømte frihedsstraf, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og at der er en formodning for, at klageren fremadrettet må betragtes som en fare for samfundet. Denne formodning er ikke afkræftet ved det på nævnsmødet forklarede. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at kriminaliteten, henset til dennes grovhed og personfarlige karakter og længden af den idømte frihedsstraf, må tillægges betydelig vægt. Om klagerens personlige forhold fremgår af sagen, at klageren ikke har familie eller andre nære relationer i Danmark. Klageren har gået på sprogskole i Danmark, og har gennemført Dansk 2, samt [klassetrin i folkeskoles udskolingsniveau] på [voksenuddannelsessted], [by B]. Han har arbejdet et års tid på en fabrik i [by C], og har derudover haft arbejde med rengøring af [erhvervslokationer], og servicemedarbejder på byggepladser, hvor han har [haft en specifik jobfunktion]. Klageren er sund og rask. I Syrien har klageren sin mor, [et antal søskende], samt [andre familiemedlemmer]. Klageren har i Syrien gået 6 år i grundskole, 3 år i mellemskole. Han har arbejdet med [juridisk jobfunktion]. Efter en samlet vurdering og afvejning af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold, finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er derfor udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2024/56/mnr
Nævnet meddelte i juli 2024 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra [by A], Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er interesseret i kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har deltaget i en række demonstrationer i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at myndighederne vil fængsle ham. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at de iranske myndigheder lukkede hans [forretning] ned, fordi myndighederne beskyldte ham for at samle mennesker og diskutere politik i [forretning]. Ansøgeren er blevet anholdt af politiet [et antal] gange i den anledning og blevet løsladt mod kaution. Ansøgerens [forretning] blev senere sat i brand, og ansøgeren blev truet til at trække sin anmeldelse til politiet om branden tilbage. Ansøgeren har videre gjort gældende, at han har fået en tilsigelse fra anklagemyndigheden i Iran, hvori ansøgeren er blevet anklaget for at være imod det iranske styre og islam. Anklagemyndigheden har i den forbindelse opkrævet et ubetaleligt stort beløb fra ansøgeren, hvilket svarer til [et antal års] fængsel, og ansøgerens bankkonto er blevet lukket ned. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af [familiemedlem A] eller de iranske myndigheder. Til støtte for dette asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans [familiemedlem A] arbejder for Sepah, og at hans [familiemedlem A] sørgede for, at Sepah anholdt ham i [slutningen af 2010´erne]. Hertil har ansøgeren oplyst, at hans [familiemedlem A] ikke anerkender den måde, som han lever sit liv på. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at de iranske myndigheder vil henrette ham som følge af, at han har deltaget i demonstrationer i Danmark mod det iranske regime, hvor han blandt andet har fungeret som [stilling A] og har været almindelig demonstrant. Han har ligeledes fejret den iranske præsidents død under en demonstration foran den iranske ambassade i [by B], og han blev i den forbindelse interviewet af [et udenlandsk medie A]. Ansøgeren har også oplyst, at han har delt flere kritiske opslag om det iranske regime på forskellige sociale medier. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om en konflikt med de iranske myndigheder som følge af, at der er rejst en anklage mod ham for at være imod det iranske styre og for at have udbredt holdninger og lavet grupper, der er imod den islamiske revolution og islam, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en asylbegrundende konflikt med myndighederne af den grund. Ansøgeren har herunder ikke sandsynliggjort, at han på baggrund af Revolutionsgardens Reaktionsorganisation og den iranske efterretningstjeneste er blevet pålagt en ubetalelig stor bøde, der svarer til [et antal års] fængsel. Nævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han i øvrigt har konflikter med myndighederne. Herunder har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at det har været personer med relation til de iranske myndigheder, der satte ild til ansøgerens [forretning] i 2021. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om dette asylmotiv på væsentlige punkter fremstår overfladisk, usammenhængende og ikke troværdig. Herunder har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt det var ansøgerens [familiemedlem B] eller hans [familiemedlem C], der i banken fandt ud af, at ansøgerens konto var spærret. Nævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om en tidligere konflikt med de iranske myndigheder, i hvilken anledning han i [slutningen af 2010´erne] skulle have været fængslet af myndighederne i en lang periode. Nævnet har lagt vægt på, at denne del af ansøgerens forklaring fremstår generel og konstrueret til lejligheden. Herved har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om tidspunktet for, hvornår han blev anholdt, og hvor lang tid, han var fængslet i [slutningen af 2010´erne]. I asylskemaet af [efteråret] 2022 har ansøgeren anført, at han efter cirka en uge i Iran blev anholdt, og at han var fængslet et år. Under ansøgerens oplysnings- og motivsamtale [i vinteren 2022/2023] forklarede ansøgeren derimod, at han blev anholdt to dage efter, at han indrejste i Iran, hvorefter han sad fængslet fra [sommeren] 2018 til [foråret] 2019. Til asylsamtalen [i efteråret] 2023 forklarede ansøgeren derimod, at ansøgeren blev anholdt efter 3 dage i Iran. Herudover har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om baggrunden for, at han blev anholdt og fængslet. I asylskemaet af [efteråret] 2022 har ansøgeren anført, at han blev beskyldt for at være blevet vildledt og vantro og også havde til hensigt at vildlede sine [familiemedlemmer]. Han skulle blive i fængslet og vejledes, indtil han vendte tilbage til islam, koranen og det iranske styre. Til asylsamtalen [i efteråret] 2023 forklarede ansøgeren derimod, at ansøgeren blev udspurgt om, hvilke politiske aktiviteter, han havde lavet i Danmark. Videre har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om baggrunden for, at han blev løsladt fra fængslet. I asylskemaet af [efteråret] 2022 har ansøgeren anført, at han blev løsladt efter megen insisteren fra [familiemedlem C], [familiemedlem D] og familiens ældre samt en bekræftelse fra en [fagperson]. Under ansøgerens oplysnings- og motivsamtale [i vinteren 2022/2023] forklarede ansøgeren derimod, at han blev løsladt, efter at han havde gennemført alle trin af islamiske undervisninger, som han blev testet i to gange under tilbageholdelsen. Nævnet har ved sin vurdering også lagt vægt på, at det fremstår påfaldende, at ansøgeren under disse omstændigheder efter løsladelsen valgte at blive i Iran i mange år helt frem til sin udrejse [i foråret] 2022. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren [i foråret] 2022 udrejste legalt af Iran med sit nationalitetspas via [lufthavn] uden at opleve nogen problemer med de iranske myndigheder. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om en konflikt med ansøgerens [familiemedlem A] der vil slå ansøgeren ihjel, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en asylbegrundende konflikt med [familiemedlem A] Nævnet kan herunder ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at [familiemedlem A], der skulle være [stilling B] i Sepah, anholdt ham i [slutningen af 2010´erne], og at ansøgeren derefter var fængslet i en lang periode, jf. ovenfor. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom fremstår generel og ikke troværdig. Nævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han i en lang årrække har været helt uden kontakt til [familiemedlem A], og at ansøgeren ikke inden sin udrejse fra Iran i [midten af 2010´erne] oplevede asylbegrundende konflikter med [familiemedlem A]. Der skal herefter tages stilling til, om ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af regimekritiske aktiviteter i Danmark (sur place) vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i Danmark har deltaget i en række demonstrationer i [by B] og [by C] rettet mod myndighederne i Iran. Det forhold, at ansøgeren har deltaget i en række regimekritiske demonstrationer i Danmark og har lavet regimekritiske opslag på sociale medier, kan ikke i sig selv anses for asylbegrundende. Ansøgeren har i forbindelse med demonstrationerne – med nedennævnte undtagelse – således ikke haft nogen fremtrædende roller eller holdt regimekritiske taler, og han har derfor ikke fremstået profileret under disse demonstrationer. Ansøgeren har imidlertid deltaget i en demonstration foran den iranske ambassade i [by B] i sommeren 2024 i anledning af den iranske præsidents død og det forestående præsidentvalg, hvorunder ansøgeren er blevet interviewet af [et udenlandsk medie]. Ansøgerens ansigt fremstår synligt under interviewet, der har en varighed af omkring et minut. Under interviewet udtaler ansøgeren sig stærkt kritisk om de iranske myndigheder – herunder udtaler ansøgeren blandt andet, at [kritisk beskrivelse af det iranske styre]. [Udenlandsk medie] er en større persisk-sproget regimekritisk TV-station, der er blevet etableret i [2015-2018] med hovedkvarter i [europæisk storby], der er rettet mod iranske seere. Tv-stationen sender via både satellit, radio og internettet, herunder via [socialt medie], hvor [udenlandsk medie] har [500.000-1.000.000] følgere. Interviewet, der er blevet sendt samme dag på [udenlandsk medies] forskellige platforme, er blandt andet på [udenlandsk medies] [socialt medie]-konto blevet vist [80.000-100.000] gange. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er blevet profileret på en sådan måde og i et sådant omfang, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil risikere asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Iran/2024/27/labja
Nævnet stadfæstede i juli 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til ansøgerens åbenhed omkring hans seksualitet havde givet ham en del problemer i asylcentrene i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret]2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ikke kan rejse tilbage til Tyskland, fordi de tyske myndigheder har givet ham afslag og han ansøger søger at finde stabilitet og ro i sin tilværelse, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Tyskland som med-lem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er konkrete holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser, eller at en overførsel af klageren til Tyskland vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller EU’s charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren er biseksuel og lever åbent som biseksuel har givet ham en del problemer i asylcentrene i Tyskland, idet han af andre personer fra [land]/arabisktalende personer er blevet fysisk angrebet og tvunget til at slås, hvorfor han er bange for at opholde sig i Tyskland, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at de tyske myndigheder må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at over-føre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennem-gang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2024/15/SCH
Nævnet omgjorde i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2014. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er [etnicitet] og muslim fra Syrien. Klageren er født i [by A], hvor han boede de første otte måneder af sit liv. Klageren flyttede herefter til [by B], Syrien, hvor han boede indtil 2012. Klageren flyttede dernæst til [by C], Syrien, hvor han boede i perioden fra 2012 til 2014. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men klageren har deltaget i demonstrationer og delt regimekritisk indhold på de sociale medier. Klagerens advokat har til støtte for, at klageren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse, fordi klageren har forladt sin stilling som offentligt ansat i Syrien, har udført regimekritiske aktiviteter i form af deltagelse i demonstrationer og har delt regimekritisk indhold på de sociale medier samt henvist til, at klagerens [antal] sønner enten har unddraget sig militærtjeneste eller påtænker at gøre det, når de kommer i den militærpligtige alder. Advokaten har til støtte herfor henvist til Flygtningenævnets praksis vedrørende offentligt ansatte fra Syrien, og advokaten har i forlængelse heraf gjort gældende, at alene det forhold, at klageren har forladt sin stilling som offentligt ansat i Syrien er tilstrækkeligt til, at klageren omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 1. Af Flygtningenævnets afgørelse af [vinteren 2022/2023] fremgår blandt andet: ”Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren forud for sin udrejse af Syrien i 2014 har været offentligt ansat i en længere årrække som [stillingsbetegnelse] ved [domstolene] i [by D]. Han udrejste legalt af Syrien og fik i den forbindelse et udrejsestempel i sit pas af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder, at klageren har forklaret udbyggede om forholdene i forbindelse med udrejsen, herunder at han måtte betale bestikkelse, og at han kort efter udrejsen blev bekendt med, at han var eftersøgt. Sådanne oplysninger fremgår ikke af akterne i klagerens oprindelige sag, hvor det blandt andet er anført, at klageren ikke havde problemer i forbindelse med udrejsen af Syrien. Oplysningen om at være eftersøgt fremgår heller ikke af samtalereferaterne i klagerens nuværende asyl-/forlængelsessag. Det fremgår af Flygtningenævnets tidligere baggrundsoplysninger, at det kun var offentligt ansatte i højere stillinger eller profilerede personer, der risikerede retsforfølgelse, hvis de havde forladt deres stilling uden tilladelse. Nyere baggrundsoplysninger tyder imidlertid på, at ansættelsesniveauet ikke har en betydning herfor. Det fremgår blandt andet af et høringssvar fra Udenrigsministeriet af 12. marts 2021, at myndighederne retsforfølger personer, der har forladt en offentlig stilling, uanset hvilken stilling den pågældende har haft. Det fremgår dog af et høringssvar fra Udenrigsministeriet af 9. december 2021, at der udstedes amnesti for offentligt ansatte, der har forladt deres stilling før den 22. marts 2020, men det fremgår ikke, om amnestireglerne i praksis bliver overholdt, ligesom høringssvaret alene er baseret på en enkelt ekstern kilde, der ikke er nærmere omtalt. Det fremgår herudover af Udlændingestyrelsens rapport Syria – Treatment upon return fra maj 2022, at der sker arbitrær arrestation og tilbageholdelse også af personer, der er omfattet af amnestilove og –dekreter. Af rapporten fremgår videre, at der ikke er noget klart mønster i behandlingen af personer, der vender tilbage til Syrien, og at dette til dels beror på den enkelte ansvarlige medarbejders beslutning på indrejsestedet eller i sikkerhedstjenesten. Flygtningenævnet tiltræder herefter og efter den forsigtighed, der skal udvises ved vurderingen i asylsager vedrørende Syrien, at der er usikkerhed om, i hvilket omfang amnestireglerne vedrørende ansatte, der har forladt en offentlig stilling, uanset hvilken stilling den pågældende har haft, i praksis bliver respekteret af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at klagerens [familiemedlem A’s] forhold hverken i sig selv eller i lyset af ovenstående indebærer, at klageren af den grund må anses for at være i et personligt modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Det samme er tilfældet for så vidt angår de demonstrationer, som klageren har deltaget i i Danmark, idet der herved er henset til deres begrænsede omfang, og at klageren ikke kan anses for at være blevet eksponeret som følge heraf. Klagerens forklaring om, at en videooptagelse skulle være vist på internationale medier, er ikke understøttet af oplysninger i sagen, og det fremgår, at klageren ifølge de foreliggende oplysninger anvender et andet navn end sit eget på [socialt medie], som klagerens [familiemedlem B] i øvrigt håndterer. Herefter og efter de i øvrigt foreliggende oplysninger opfylder klageren således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Under de omstændigheder der er lagt til grund i Flygtningenævnets afgørelse af [vinteren 2022/2023] og de heri nævnte baggrundsoplysninger samt i overensstemmelse med Flygtningenævnets seneste praksis meddeles klageren herved opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2024/14/MLVT
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en genoptaget sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet meddelte [i vinteren 2013/2014] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 stk. 2, på baggrund af de generelle forhold i Syrien. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de syriske myndigheder som følge af, at hendes fætter blev anholdt af ukendte personer, mens denne opholdt sig på klagerens bopæl i Syrien. Klageren fik efterfølgende at vide af fætterens familie, at denne var blevet anholdt, og at personerne samtidig havde spurgt efter klageren. Yderligere henviste klageren som asylmotiv under den oprindelige asylsag til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i Syrien som følge af krigen. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse, meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 2, i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er tilstede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse af sin opholdstilladelse fortsat henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold som følge af krigen. Klageren har til støtte herfor henvist til, at hun ingen har i Syrien, og at hun frygter ikke at kunne få mad eller modtage medicinsk behandling. Videre har hun henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder som følge af sine onklers konflikt med myndighederne. Klageren har til støtte herfor henvist til, at klagerens onkler var en del af oprørsgrupperne, og at de er eftersøgt af myndighederne. Klageren har videre oplyst, at hendes fætter, som klageren fortalte om under sin oprindelige asylsag, er forsvundet, efter at være blevet tilbageholdt af de syriske myndigheder. Endelig har klageren oplyst, at hendes yngste søster, som er i Danmark, har kritiseret det syriske styre, og at dette har været vist på [en udenlandsk TV-kanal]. Flygtningenævnet har [i foråret] 2022 stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2021. [I sommeren] 2022 har advokat [A] på vegne af klageren anmodet om, at sagen genoptages. I anmodningen om genoptagelse har advokaten blandt andet henvist til klagerens forværrede helbred og et øget plejebehov. [I vinteren 2022/2023] har Flygtningenævnet besluttet at genoptage sagen til behandling på nyt mundtligt nævnsmøde. Klageren blev [i vinteren 2013/2014] meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at de aktuelle forhold i Rif Damaskus ikke længere er af sådan en karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette gælder som udgangspunkt også for en enlig kvinde som klageren. På denne baggrund tiltræder Flygtningenævnet således, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Rif Damaskus. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med lov og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2012, og blev meddelt opholdstilladelse [i efteråret] 2013. Hun har således opholdt sig lovligt her i landet i mere end 9 år. Hun har [1-3 søskende] og [familiemedlem C] i Danmark, som hjælper hende ved sygdom og praktiske gøremål. Klageren har været tilmeldt uddannelse i Dansk 1, men har ikke afsluttet kurset. Klageren kan ikke tale eller forstå dansk. Hun modtager førtidspension, og har ingen fritidsinteresser og er ikke medlem af foreninger i Danmark. Hun lider af [et antal forskellige sygdomme]. Hun har i [2020] haft en [akut sygdom], og modtager [medicin for hendes sygdomme]. Endvidere er klageren aktuelt under udredning for [en sygdom]. Hun er født og opvokset i [bydel], Damaskus, og har de seneste år inden sin udrejse [som voksen] boet i Rif Damaskus. Klageren har [1-3 børn], som er udrejst af Syrien. Hun har ikke længere kontakt til [børnene], som hun ikke ved hvor opholder sig. Det er under sagen oplyst, at [børnene] aktuelt er bosiddende i [land uden for Europa]. Hun har endvidere [et andet barn], som bor i [et land i Europa]. Hun har [1-3 søskende] og [familiemedlem C], som bor i Danmark. Henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark og hendes forhold i øvrigt, findes en afgørelse om at nægte at forlænge hendes opholdstilladelse at udgøre et indgreb i hendes ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Hvad angår respekt for familieliv skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke udgør noget ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, med mindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, som ligger udover almindelige følelsesmæssige bånd. Flygtningenævnet finder ikke, at forholdet mellem klageren og hendes [1-3 søskende] og [familiemedlem C] i Danmark udgør et familieliv i EMRK artikel 8’s forstand. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren bor alene og i stort omfang klarer sig selv. Klageren har daglig kontakt, enten telefonisk eller i form af besøg med [sine søskende], hvoraf navnlig [søskende A] blandt andet hjælper hende med almindelige dagligdags gøremål, ligesom de minder hende om, at hun skal tage sin medicin. Flygtningenævnet finder ud fra disse oplysninger om hjælpens karakter ikke, at der foreligger et afhængighedsforhold mellem klageren og hendes herboende [søskende]. Forholdet mellem klageren og hendes [søskende] findes at udgøre en del af klagerens ”privatliv” i EMRK artikel 8’s forstand. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens privatliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, hvilket vil sige, at indgrebet skal være i overensstemmelse med loven, forfølge et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet finder, at nægtelsen af at forlænge klagerens opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at nægtelsen af at forlænge klagerens opholdstilladelse varetager det legitime hensyn til landets økonomiske velfærd med henblik på at afstemme beskyttelsen med behovet og opretholde en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af Den Europæiske Menneskerettigheds Domstols praksis, at indgreb i en udlændings ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten i det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren er født og opvokset i Syrien indtil sin udrejse [som voksen]. Hun har i Syrien sin [ene forælder og søskende B]. Hun har kun i begrænset omfang kontakt til [søskende B]. Det følger af Den Europæiske Menneskerettigheds Domstols praksis, at klagerens helbredsmæssige forhold skal tillægges betydning i proportionalitetsafvejningen efter EMRK artikel 8, stk. 2, og at der i denne proportionalitetsafvejning kan lægges vægt på, at en eventuel hjemsendelse af klageren kan have en destabiliserende effekt på klagerens helbred. Det fremgår af en erklæring [fra sommeren] 2022 fra klagerens læge, at klageren i 2018 havde begyndende problemer med [symptom på sygdom]. Af en erklæring [fra sommeren] 2022 fra samme læge fremgår blandt andet, at lægen på baggrund af en [undersøgelse] af klageren har fået bekræftet sin tidligere mistanke om [sygdom], og at lægen på den baggrund har henvist klageren til [udredning for denne sygdom]. Det fremgår endvidere af erklæringen, at klageren igennem de seneste år har haft [symptomer på sygdom]. Klagerens pårørende har yderligere oplyst, at hun [haft yderligere symptomer på sygdom]. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet efter en samlet afvejning af klagerens forhold, herunder de foreliggende lægelige oplysninger om klagerens helbredsmæssige forhold, at en nægtelse af at forlænge hendes opholdstilladelse ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet indgrebet er proportionalt og ikke i strid med EMRK artikel 8. Klagerens opholdstilladelse kan på denne baggrund ikke forlænges. Der skal herefter foretages en vurdering af, hvorvidt klageren på grund af sine individuelle forhold kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Med samme begrundelse, som er anført i Flygtningenævnets afgørelse af [foråret] 2022, finder Flygtningenævnet ikke, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” Syri/2023/1/CARA
Nævnet omgjorde i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk somali og muslim fra [by] i [region] i Somalia. Klageren har ikke i Somalia været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren frygtede endvidere, at det somaliske militær ville tvinge ham til at arbejde for dem. Klageren frygtede endvidere krigen i sit hjemområde, og at han ikke havde noget at vende tilbage til, hvorfor han ville skulle starte helt forfra i Somalia. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at han i [foråret] 2013 blev anholdt af [antal] bevæbnede mænd fra al-Shabaab. Under anholdelsen blev klagerens far slået ihjel. Klageren blev ført til et af al-Shabaabs fængsler, hvor han blev forsøgt hjernevasket. Efter [10-15] dage i fængslet blev klageren løsladt, idet al-Shabaab fandt, at han var skadet og psykisk ustabil. Klagerens [familiemedlem] arrangerede herefter klagerens udrejse af Somalia. Flygtningenævnet lagde i afgørelsen [i vinteren] 2019 klagerens forklaring om asylmotivet til grund, men vurderede, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at han på daværende tidspunkt var omfattet af udlændingelovens § 7, idet Amison havde kontrollen i klagerens hjemområde, idet al-Shabab ikke kunne bruge klageren i kamp, hvorfor han fik lov at gå, og idet der var forløbet [antal] år. Der er ikke fremkommet oplysninger, som giver Flygtningenævnet grundlag for nu at nå til en anden vurdering af klagerens risiko ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet finder derfor fortsat, at der ikke er grundlag for at antage, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemområde vil være således profileret, at han vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. På baggrund af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger kan nævnet tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter situationen i klagerens hjemområde er forbedret i en sådan grad, at en udsendelse af klageren ikke længere vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med EMRK artikel 8. Det fremgår af sagen, at Flygtningenævnet i afgørelsen [i vinteren] 2019 fandt, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse kunne antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingelovens § 26, stk. 1, finder ikke længere anvendelse, idet vurderingen af en nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse nu skal ske under hensyn til EMRK artikel 8. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse udgør et indgreb i hans ret til privatliv efter EMRK artikel 8, stk. 1, men ikke i hans familieliv, idet klageren ikke har stiftet familie. Nævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter inddragelsen af klagerens opholdstilladelse har hjemmel i lov og forfølger legitime formål som omhandlet i EMRK artikel 8, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om nægtelsen af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå de angivne legitime formål, jf. EMRK artikel 8, stk. 2. Ved vurderingen heraf skal der foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse overfor intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i hans ret til respekt for sit privatliv. Det taler imod at anse indgrebet for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, at klageren var [15-20] år, da han indrejste i Danmark i [vinteren] 2013. Han er født og opvokset i Somalia og taler og skriver somali. Han har fortsat sin mor i Somalia. Klageren er sund og rask. Klageren vil derfor ikke være uden forudsætninger for at kunne begå sig i Somalia. Desuden har klageren ikke familiemæssig tilknytning til Danmark. Det taler for at anse indgrebet for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, at klageren har opholdt sig i Danmark i [8-11] år. Han taler flydende dansk og mødet i Flygtningenævnet blev gennemført uden, at der var en tolk til stede. Klageren har i Danmark gennemført [gymnasial uddannelse] og har haft arbejde i cirka [1-3] år. Han er i gang med uddannelsen som [...], som han forventer at afslutte i sommeren 2024. Han udfører frivilligt arbejde i [kommune]. Han har således tæt tilknytning til Danmark, hvorimod hans aktuelle tilknytning til Somalia er begrænset. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at der nu er forløbet [4-7] år siden Flygtningenævnet vurderede, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ville være særligt indgribende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk.1. I den periode er der ikke sket negative ændringer i klagerens personlige forhold, herunder navnlig for så vidt angår hans integrationsmæssige forhold. Tværtimod har klageren fortsat haft tilknytning til arbejdsmarkedet, og er nu påbegyndt en uddannelse i Danmark, ligesom han har fortsat sit frivillige arbejde. Efter en samlet afvejning af hensynene over for hinanden finder Flygtningenævnet, at det vil være i strid med EMRK artikel 8 at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet ændrer derfor Flygtningenævnets afgørelse [i efteråret] 2022, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2023/4/DIEI.
Nævnet omgjorde i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Polen. Sagen blev behandlet på et mundtligt nævnsmøde. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerens relation til sine børnebørn udgør et beskyttelsesværdigt familieliv efter EMRK art. 8, og at en overførsel til Polen vil udgør et uproportionalt indgreb i familielivet. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren forud for sin indrejse i Danmark har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Polen og herefter trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at Polen som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Polen har i overensstemmelse hermed [vinteren 2023] accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grund til at antage, at forholdene på de almindelige modtagecentre i Polen kan anses for behæftet med væsentlige mangler. Af de foreliggende baggrundsoplysninger kan der bl.a. henvises til AIDA’s seneste rapport ”Seeking refuge in Poland: A fact-finding report on access to asylum and reception conditions for asylum seekers” (udgivet den 7. april 2023), side 24f: ”Overcrowding does not appear to be an issue. … Overall, although some specific aspects could be improved – particularly regarding the provision of more efficient inclusion programmes and better access to medical and psychological services –, reception conditions in Poland appear to have improved in recent years and do not represent a major cause for concern in the country. The centres do not operate at full capacity and many asylum seekers choose to live in the community instead of the centres while receiving financial support. The Polish Supreme Administrative Court has not recently received cases on reception conditions. The national Commissioner for Human Rights has not reported on any major issues affecting the country’s reception system, apart from the centre’s limited preparation for housing people with disabilities and the fact that asylum applicants face problems getting to reception centres after being released from detention. More broadly, however, Polish NGOs report that asylum seekers face problems when trying to find private accommodation as rents have increased markedly over the last few years and the financial allowances they receive are inadequate to pay for life’s necessities.” For så vidt angår det anførte om, at klageren risikerer frihedsberøvelse i Polen bemærker Flygtningenævnet, at frihedsberøvelse af asylansøgere, herunder også Dublin-returnees, ikke i sig selv er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 og 5, og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheders (EU-Chartret) artikel 4 og 6. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols faste praksis, herunder blandt andet dommen af 29. januar 2008 i sagen Saadi mod Storbritannien (sagsnr. 13229/03), at det i et vist omfang er muligt at frihedsberøve asylansøgere for at fastslå, om ansøgeren har ret til ophold i landet. Dette forudsættes af, at frihedsberøvelsen sker i overensstemmelse med den nationale lovgivning, at frihedsberøvelsen ikke er vilkårlig, at frihedsberøvelsen sker under passende omstændigheder, og at en frihedsberøvet asylansøger har ret til at indbringe sagen for en domstol, for at denne kan træffe afgørelse om lovligheden af frihedsberøvelsen. Der skal således foretages en konkret vurdering af, om frihedsberøvelse i den konkrete sag er i overensstemmelse med de nævnte bestemmelser i EMRK og EU-Chartret. Flygtningenævnet er opmærksom på, at der ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger i stort omfang sker frihedsberøvelse af asylansøgere i Polen, der overføres til landet i medfør af Dublinforordningen. Nævnet er ligeledes opmærksom på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende sager om frihedsberøvelse af asylansøgere i Polen, og at disse sager hovedsageligt vedrører familier med mindreårige børn. Nævnet bemærker imidlertid også, at det af AIDA’s ”Seeking Refuge in Poland: A Fact-Finding Report on the Access to Asylum and Reception Conditions for Asylum Seekers”, udgivet i april 2023, fremgår, at der er indikationer på, at denne praksis fra og med anden halvdel af 2022 er under opblødning. Det fremgår blandt andet af side 29: “According to the NGO Nomada, which provides assistance at various detention centres, in the second half of 2022 Dublin returnees were not detained upon arrival in most cases, in a change from previous practices. Instead, they were sent to the Border Guard offices on the German border. From that point, it is up to the Border Guard to request detention measures, but in practice many courts seem to have denied approval of these requests over the last few month.” Endvidere fremgår af AIDA’s ”Country Report: Poland – 2022 Update”, udgivet i maj 2023, på side 89, at polsk lovgivning indeholder en absolut bestemmelse om, at asylansøgere med fysiske eller psykiske lidelser ikke må frihedsberøves. Flygtningenævnet er opmærksom på, at det også fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der i Polen er mangelfuld identifikation af sårbarhed. Det bemærkes hertil, at det følger af Dublinforordningens artikel 32, stk. 1, at det med henblik på at sikre den nødvendige sundhedsbehandling i den ansvarlige medlemsstat, påhviler Danmark som overførende medlemsstat at sende den ansvarlige medlemsstat sundhedsoplysninger, inden en overførsel gennemføres, og at Polen herefter er forpligtet til at sikre, at der tages tilstrækkeligt hensyn til særlige behov, herunder behov for nødvendig sundhedsbehandling, som overførte asylansøgere måtte have. Det forudsættes derfor, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel videregiver relevante oplysninger herom til de polske myndigheder, forudsat at klageren giver samtykke hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32, stk. 2. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at de generelle forhold, som klageren må forventes at blive mødt med i Polen, ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre hende til Polen, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Endvidere finder Flygtningenævnet, at Dublinforordningens artikel 16 ikke finder anvendelse, idet betingelserne herfor ikke er opfyldt. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter forordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Polen, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. I den forbindelse bemærkes, at det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. Henset til hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder, uanset det forhold, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. I den forbindelse bemærkes, at det fremgår af Dublinforordningens præambels punkt 14, at hensynet til familielivet i overensstemmelse med EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bør indgå som et primært hensyn i forbindelse med medlemsstaternes anvendelse af forordningen. I tilknytning hertil kan der også henvises til præamblens punkt 17, hvori anføres, at enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til medlemsstaten eller til en anden medlemsstat, selvom behandlingen ikke er medlemsstatens ansvar i henhold til de bindende kriterier, der er fastlagt i forordningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren gennem sine børnebørns leveår har haft en kontinuerlig og meget tæt tilknytning til dem, herunder den [9-11 årige] [A], og drengene [B] og [C] på nu [12-15 år]. Hun havde således stort set daglig kontakt med dem via (kommunikationsmiddel), da de boede hos deres forældre i [By]. Endvidere har klageren efter 2019, hvor børnenes [forælder A] flygtede med dem til [land], efter at [kommune] havde truffet afgørelse om anbringelse af børnene udenfor hjemmet, har haft eneansvar for børnene. Børnene har herefter boet hos klageren i [land] i omtrent halvandet år, hvor hun tog sig af dem, ligesom børnene nogle måneder senere fik ophold hos hende igen på grund af alvorlig mistrivsel af dem i form af […] hos [forælder]. Klageren har også efterfølgende, hvor børnene er vendt tilbage til [Land], haft en kontinuerlig og tæt kontakt til dem, hvorunder hun har taget sig af børnene i hjemmet hos hendes [diagnose] voksne [barn som er forælder B]. Flygtningenævnet bemærker desuden, at de polske myndigheder henholdsvis [vinteren 2022] og [vinteren 2023] har anmodet Udlændingestyrelsen om at realitetsbehandle klagerens sag under henvisning til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, idet en overførsel af klageren efter de polske myndigheders opfattelse vil medføre et brud på klagerens familieliv. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder Flygtningenævnet på denne baggrund, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at fravige hovedprincippet i forordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III. Flygtningenævnet finder således grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse med henvisning til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, således at klagerens ansøgning om asyl skal behandles i Danmark.” Dub-Pole/2023/11/YARS
Nævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Nederlandene, og har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de alvorlige problemer med det hollandske indkvarteringssystem som medfører, at klageren ved en tilbagevenden dertil må formodes at blive udsat for behandling i strid med respekten for den menneskelige værdighed. DRC Dansk Flygtningehjælp har hertil tilføjet, at asylansøgere i Nederlandene, i strid med lovgivningen, ikke får adgang til indkvartering under passende forhold, hvorfor omkring 20.000 asylansøgere vurderes at leve under umenneskelige forhold, som ikke lever op til minimumsstandarderne. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Nederlandene, og at klageren har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Nederlandene [i vinteren 2023/2024] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at der er indkvarteringsproblemer for asylansøgere og Dublinoverførte i Nederlandene, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder i den forbindelse, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere og Dublinoverførte i Nederlandene, – uanset at der ifølge baggrundsoplysningerne er dokumenteret risiko for manglende og mangelfuld indkvartering – ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Nederlandene, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at Nederlandene har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Nederlandene ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet kan i den forbindelse henvise til AIDA, Country Report: The Netherlands, Update May 2023, s. 95-99, hvor det fremgår, at alle asylansøgere har ret til at få adgang til indkvarteringssystemet fra det tidspunkt, de indgiver en asylansøgning. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Nede/2024/1/FLFR
Nævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var indrejst ulovligt i Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren på asylansøgningstidspunktet var mindreårig, og til de generelle forhold for asylansøgere i Spanien, herunder adgangen til sundhedsbehandling og indkvarteringssystemet. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i foråret] 2023 indrejste i Spanien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien [i vinteren 2023/2024] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens asylsag bør realitetsbehandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 8, stk. 4, idet klageren ikke har noget familie i Spanien, og at klageren på tidspunktet for ansøgningen om international beskyttelse var [15-17] år gammel, kan ikke føre til, at klagerens ansøgning om international beskyttelse skal realitetsbehandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at nævnet ikke kan lægge klagerens forklaring om, at han på tidspunktet for indgivelsen af asylansøgningen var [15-17] år, til grund. Flygtningenævnet kan i den forbindelse henvise til begrundelsen i nævnets afgørelse af samme dato, hvor nævnet har stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2023/2024], hvorfor klageren fortsat vil være registreret med fødselsdatoen [dato i vinteren 2003/2004]. Klageren var således ikke mindreårig på tidspunktet for asylansøgningens indgivelse, hvorfor klageren ikke omfattes af anvendelsesområdet for Dublinforordningens artikel 8. Det af klageren oplyste om, at han ikke modtog lægebehandling under opholdet i Spanien, selvom han var syg ved ankomsten til Spanien samt, at klageren har fremlagt en underretning fra sundhedsklinikken på asylcentret dateret [efteråret] 2023 hvoraf det fremgår, at klageren ofte tænker på de voldsomme oplevelser, han har været igennem, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det må forventes, at klageren kan modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Spanien, da der ikke er holdepunkter for at antage, at Spanien ikke overholder sine internationale forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Spanien har tiltrådt. Flygtningenævnet har ved vurderingen endvidere lagt vægt på, at det blandt andet fremgår af AIDA’s Country Report: Spain 2022 Update, side 118, at: ”Spanish law foresees full access to the public health care system for all asylum seekers. Through this legal provision, they are entitled to the same level of health care as nationals and third-country nationals legally residing in Spain, including access to more specialised treatment for persons who have suffered torture, severe physical or psychological abuses or traumatising circumstances.” Det fremgår endvidere af førnævnte rapport, at de spanske myndigheder tilbyder særlige indkvarteringsforhold for sårbare personer, og det fremgår videre af rapportens side 120, at: “In the Spanish reception system, efforts are made to place asylum seekers in the reception place which best fits their profile and needs depending on their age, sex, household, nationality, existence of family networks, maintenance, etc. A case by case assessment is made between OAR and the relevant NGO in charge of the reception centres and, after assessing the availability of reception spaces and the individual characteristics of the applicant, the person is placed in the place that responds to his or her needs. As asylum seekers’ placement is made on case by case basis, there is an ongoing monitoring mechanism which takes into consideration the response to reception needs of each person concerning the mentioned profiles.” Flygtningenævnet bemærker videre, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de spanske myndigheder om klagerens eventuelle særlige behov, herunder om relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det af klageren anførte om, at asylansøgere, som er mørke i huden, behandles dårligere og udsættes for racisme, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har ved vurdering lagt vægt på, at såfremt klageren ved en overførsel til Spanien fortsat oplever at blive udsat for racisme fra privatpersoner, må klageren henvises til at rette henvendelse til de spanske myndigheder herom. Flygtningenævnet bemærker hertil, at de spanske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Såfremt klageren har oplevet at blive udsat for racisme af de spanske myndigheder, bemærker nævnet, at klageren efter det oplyste ikke har indgivet en klage over de spanske myndigheders behandling. Nævnet finder på den baggrund, at såfremt klageren fortsat oplever problemer med de spanske myndigheder, henvises klageren til at indgive en klage til en relevant overordnet myndighed. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om adgangen til asylproceduren og indkvarteringssystemet i Spanien, skal det indledningsvist bemærkes, at Flygtningenævnet er bekendt med, at det spanske asylsystem er behæftet med visse mangler, og at Europa-Kommissionen den 26. januar 2023 har indledt en traktatbrudsprocedure mod Spanien for manglende overholdelse af Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 2013/33 af 26. juni 2013 (modtagedirektivet). Ligeledes er nævnet bekendt med, at der er udfordringer i modtagesystemet i Spanien, hvilket medfører, at asylansøgere ikke altid registreres i asylsystemet og indkvarteres umiddelbart efter at have fremsat ønske om at søge om asyl. Flygtningenævnet bemærker dog i den forbindelse, at den anmodende medlemsstat som udgangspunkt alene er udelukket fra at overføre en asylansøger til den ansvarlige medlemsstat, når der i forbindelse med eller efter overførslen er en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og EU’s charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. blandt andet principperne i EU-Domstolens dom af 19. marts 2019 i sagen Jawo (C-163/17). I forlængelse af dette bemærkes det, at det fremgår af AIDA’s Country Report: Spain 2022 Update, at Ministeriet for Arbejde, Migration og Social Sikring i Spanien den 22. januar 2019 udsendte en instruks om, at Dublin-returnees ikke skal udelukkes fra modtagelsessystemet, hvis de frivilligt forlader Spanien for at rejse til et andet EU-land. Det bemærkes videre, at det af samme rapport fremgår, at Dublin-returnees ikke har vanskeligheder ved at genindtræde i asylproceduren i Spanien, herunder at OAR prioriterer genadgangen af registreringen af asylansøgningen for Dublin-returnees. Endvidere følger det af side 97 af AIDA’s rapport, at den spanske regering i oktober 2022 allokerede 215 millioner euro til at bygge 17 modtagefaciliteter for asylansøgere med henblik på at løse indkvarteringsproblemet. På baggrund af dette må det formodes, at de spanske myndigheder aktuelt gør en indsats for at sikre overholdelsen af deres internationale forpligtelser. Endvidere følger det af AIDA’s rapport på side 96, at der i praksis ikke længere er forskel på udfordringerne, som Dublin-returnees og andre asylansøgere oplever i forhold til adgangen til indkvartering, og at de spanske myndigheder prioriterer registreringen af Dublin-returnees. I øvrigt bemærkes det, at Spanien har tiltrådt flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på det grundlæggende princip om gensidig tillid mellem medlemsstaterne. Der beror således på baggrund af princippet om gensidig tillid en formodning for, at modtageforholdene og asylproceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de førnævnte konventioner. Nævnet finder på denne baggrund, at der ikke er holdepunkter for at antage, at Spanien ikke efterlever sine internationale forpligtelser, hvorfor de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spanien ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering ikke, uanset de foreliggende oplysninger om mangler i forbindelse med indkvartering af asylansøgere i Spanien og det i øvrigt anførte af DRC Dansk Flygtningehjælp, at der er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Span/2024/2/MLVT
Nævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien, herunder særligt til asylsagsproceduren og indkvarteringsforholdene. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er registreret med Eurodac-hit [i sommeren] 2016 i Italien, at Italien efter de foreliggende oplysninger er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 25, stk. 2, såkaldt accept by default, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det forhold, at accepten fra Italien er stilletiende, og det af DRC Dansk Flygtningehjælp gøres gældende, at status i klagerens asylsag derved er uafklaret, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerne ved en overførsel til Italien ikke vil have adgang til asylproceduren og indkvarteringssystemet, kan ikke føre til, at klagernes ansøgning om international beskyttelse skal realitetsbehandles i Danmark. Flygtningenævnet traf i en række sager i oktober 2023 afgørelse om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelser om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. Nævnet bemærkede i alle sagerne, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger fortsat er behæftede med visse mangler. Flygtningenævnet tiltrådte imidlertid Udlændingestyrelsen vurdering af, at de generelle forhold for asylansøgere i Italien ikke har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene, og at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Italien. Flygtningenævnet fandt således i afgørelserne, at forholdene i Italien ikke giver grundlag for en generel antagelse om, at overførsel af asylansøgere, herunder også sårbare asylansøgere, til Italien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. Nævnet bemærkede videre, at det må forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en midlertidig karakter. Den omstændighed, at de italienske myndigheder den 5. oktober 2023 har forlænget undtagelsestilstanden på migrationsområdet med yderligere seks måneder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på princippet i EU-retten generelt om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og at udgangspunktet er, at en medlemsstat overholder sine internationale, herunder EU-retlige forpligtelser. Der er således ikke på nuværende tidspunkt grundlag for at fastslå, at den midlertidige undtagelsestilstand og forlængelsen heraf i sig selv er udtryk for systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene. Flygtningenævnet finder, at en beslutning om, at klagerne skal overføres til Italien, ikke kan anses at indebære en sagsbehandlingstid, som er i strid med Dublinforordningens krav om hurtig og effektiv behandling af asylansøgninger. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Ital/2024/19/sahe
Nævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har haft opholdstilladelse i Italien, som ikke er fornyet. Sagen blev behandlet på formands-kompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien, herunder særligt til asylsagsproceduren og indkvarteringsforholdene samt til klagerens helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Italien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18. stk. 1, litra d, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet traf i en række sager den 3. og 9. oktober 2023 afgørelse om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelser om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. Nævnet bemærkede i alle sagerne, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger fortsat er behæftede med visse mangler. Flygtningenævnet tiltrådte imidlertid Udlændingestyrelsen vurdering af, at de generelle forhold for asylansøgere i Italien ikke har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene, og at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Italien. Flygtningenævnet fandt således i afgørelserne, at forholdene i Italien ikke giver grundlag for en generel antagelse om, at overførsel af asylansøgere, herunder også sårbare asylansøgere, til Italien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. Nævnet bemærkede videre, at det må forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en midlertidig karakter. Den omstændighed, at de italienske myndigheder den 5. oktober 2023 har forlænget undtagelsestilstanden på migrationsområdet med yderligere seks måneder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på princippet i EU-retten generelt om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og at udgangspunktet er, at en medlemsstat overholder sine internationale, herunder EU-retlige forpligtelser. Der er således ikke på nuværende tidspunkt grundlag for, at fastslå, at den midlertidige undtagelsestilstand og forlængelsen heraf i sig selv er udtryk for systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene. Flygtningenævnet finder, at en beslutning om, at klageren skal overføres til Italien, ikke kan anses at indebære en sagsbehandlingstid, som er i strid med Dublinfor-ordningens krav om hurtig og effektiv behandling af asylansøgninger. Det forhold, at DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klageren er at betragte som særligt sårbar som følge af hans helbredsmæssige forhold, herunder at klageren lider af [psykiske lidelser], kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det fremgår af AIDA’s Country Report: Italy update May 2022, side 161, at asylansøgere har tilstrækkelig adgang til lægebehandling, og at de nyder samme rettigheder og behandling som italienske statsborgere. Nævnet finder på den baggrund, at klageren ved en overførsel til Italien vil have adgang til den fornødne lægebehandling, da der ikke er holdepunkter for at antage, at Italien ikke overholder sine internationale forpligtelser. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af førnævnte rapport, at om end der ikke direkte er fastsat procedurer i lovgivningen til identificering af særligt sårbare personer, har Sundhedsministeriet fastsat retningslinjer herom. Af rapporten fremgår videre, at der findes særlige procedurer for sårbare personer, idet disse personer indrømmes en prioriteret asylproces. I den forbindelse bemærker Flygtningenævnet, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de italienske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det forhold, at klageren har en subjektiv frygt for, at en gruppe tilhængere af [politisk parti fra klagerens hjemland], der opholder sig i Italien, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at såfremt klageren skulle opleve problemer med grupperinger eller privatpersoner i Italien, må klageren henvises til at tage kontakt til de italienske myndigheder, herunder det italienske politi, som må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Ital/2024/15/kdo
Nævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Finland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Finland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til asylsagsbehandlingen i Finland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Finland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Finland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Finland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Finland [i vinteren 2023/2024] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af klageren anførte om, at sagsbehandlingen af pågældendes asylsag i Finland var lang, og at han frygter, at de finske myndigheder ikke vil genoptage asylsagen, kan ikke føre til, at klagerens ansøgning om international beskyttelse skal realitetsbehandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Finland har tiltrådt flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at de finske myndigheder ikke har foretaget en reel og fyldestgørende sagsbehandling af klagerens asylsag og således ikke lever op til deres internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Finland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Finland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Finl/2024/2/MLVT.
Nævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til indkvarteringsforholdene i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinfor-ordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland den [vinteren] 2024 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han ikke vil tilbage til Tyskland, fordi han føler, at han er blevet behandlet uretfærdigt, idet han blandt andet fandt reglerne komplicerede, fordi han ikke kunne arbejde og boligsituationen var dårlig samt, at indkvarteringsfor-holdene var dårlige, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Tysk/2024/8/SCH
Nævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren havde privatretlige konflikter med personer i Tyskland, og at han psykiske helbredstilstand blev forværret under opholder i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2022 har truffet afgørelse om at overføre klageren til Tyskland i medfør af Dublinforordningen artikel 18, stk. 1, litra d, og at en engelsk oversættelse af afgørelsen blev sendt til klageren [to-tre dage efter], men at klageren først påklagede afgørelsen [mere end en måned senere] i forbindelse med Hjemrejsestyrelsens udsendelsessamtale med klageren. Klagefristen på 7 dage efter udlændingelovens § 53 a, stk. 2, er derfor som udgangspunkt overskredet. Flygtningenævnet bemærker imidlertid, at klageren har oplyst, at han havde modtaget nogle dokumenter, som han formoder at være fra Udlændingestyrelsen, men at han har været indlagt på hospitalet flere gange under behandlingen af sin sag, og at han hverken har fået hjælp af personalet på hospitalet eller på asylcentret til at forstå indholdet af de dokumenter, som han havde modtaget fra Udlændingestyrelsen. Han har videre oplyst, at det først var i forbindelse med hans samtale med Hjemrejsestyrelsen, at han blev bekendt med, at Udlændingestyrelsen havde truffet afgørelse i hans sag. Flygtningenævnet bemærker videre, at klagerens forklaring understøttes af flere sundhedsjournaler, og at personalet på klagerens asylcenter under-støtter klagerens forklaring. Henset til, at klageren ikke var bekendt med afgørelsens indhold forud for klagefristens udløb, og da klageren har reageret hurtigt efter Hjemrejsestyrelsens orientering om afgø-relsen, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2022 skal realitetsbehandles. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, idet han i Tyskland frygter nogle privatpersoner, som han har en konflikt med, og idet han har behov for behandling for [diagnose] og sine psykiske problemer, hvilket han ikke tidligere har modtaget i Tyskland. Det forhold, at klageren har oplyst, han frygter at vende tilbage til Tyskland på grund af konflikt med privatpersoner, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at såfremt klageren skulle opleve problemer med privatpersoner i Tyskland, må han henvises til at tage kontakt til de tyske myndigheder, herunder det tyske politi, som må antages at have viljen og evnen til at yde ham den fornødne beskyttelse. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren tidligere har kontaktet de tyske myndigheder, idet han ikke har dokumenteret, at de tyske myndigheder ikke har haft evnen og viljen til at hjælpe ham. Det anførte om, at klageren lider af [diagnose], kan heller ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren som afvist asylansøger i Tyskland må forvente at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Det forhold, at DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at klageren ikke har modtaget behandling eller støtte, mens han var i Tyskland, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at afviste asylansøgere i Tyskland efter tysk lovgivning er berettiget til at modtage nødvendig sundhedsbehandling. Flygtningenævnet bemærker, at det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder de relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2023/8/EHD
Nævnet omgjorde i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en statsborger fra [land], der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Nævnet behandlede oprindeligt sagen ved formandskompetence i september 2022. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle genoptages og behandles i Danmark, blandt andet til klageren havde fået et barn med sin herboende partner, og at klagerens nyfødte barn havde fået opholdstilladelse som familiesammenført til [forælder A], jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Klageren ville således ved en overførsel til Tyskland blive adskilt fra sit nyfødte barn. Efter gennemgang af sagen traf Flygtningenævnet afgørelse om at genoptage og omgøre sagen. Flygtningenævnet udtalte blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland, og at klageren har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen af asylansøgningen. Formålet med Dublinforordningen er på så tidligt et tidspunkt som muligt at få fastlagt, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, jf. forordningens præambel punkt 5, da dette skal sikre en effektiv adgang til procedurerne om meddelelse af international beskyttelse og undgå at bringe målet om en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse i fare. Hertil kommer, at det følger af forordningens artikel 3, stk. 1, at en ansøgning om international beskyttelse kun behandles af den medlemsstat, der er ansvarlig efter kriterierne i kapitel III. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at Tyskland som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Tyskland har i overensstemmelse hermed [i foråret] 2022 accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse i Dublinforordningen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Dublinforordningens artikel 7, stk. 2, at afgørelsen af, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig efter kriterierne i forordningens kapitel III, sker på grundlag af situationen på det tidspunkt, hvor ansøgeren for første gang indgav sin ansøgning om international beskyttelse til en medlemsstat. I nærværende sag indgav klageren sin ansøgning om asyl i Tyskland [i efteråret] 2021, og det må efter sagens oplysninger lægges til grund, at klageren ikke efterfølgende har forladt medlemsstaternes område. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter forordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Tyskland, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. I den forbindelse bemærkes, at det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. Henset til hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder, uanset det forhold, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. I den forbindelse bemærkes, at det fremgår af Dublinforordningens præambels punkt 14, at hensynet til familielivet i overensstemmelse med EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bør indgå som et primært hensyn i forbindelse med medlemsstaternes anvendelse af forordningen. I tilknytning hertil kan der også henvises til præamblens punkt 17, hvori anføres, at enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til medlemsstaten eller til en anden medlemsstat, selvom behandlingen ikke er medlemsstatens ansvar i henhold til de bindende kriterier, der er fastlagt i forordningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerens herboende samlever og nyfødte [barn] har opholdstilladelse i Danmark, og at der eksisterer et familieliv mellem klageren og disse. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens nyfødte [barn] er meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til [forælder A], der er klagerens herboende samlever. Klagerens [barn] kan som følge heraf ikke tvangsmæssigt blive udsendt til Tyskland, idet [barnet] har fået meddelt opholdstilladelse i Danmark. Det er endvidere de danske myndigheder, der på nuværende tidspunkt vil være ansvarlig for at behandle en eventuel asylansøgning på vegne af klagerens [barn], jf. Dublin-forordningens artikel 19, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker også, at klageren har søgt om asyl i Danmark for mere end et år siden, at klageren på nuværende tidspunkt har processuelt ophold i Danmark som følge af en ansøgning om familiesammenføring til [deres] nyfødte barn, hvorfor der på nuværende tidspunkt ikke er udsigt til at overføre klageren til Tyskland, og at klageren ikke tidligere har modtaget en substansafgørelse som følge af en asylsag i andre lande. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder Flygtningenævnet, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder i sagen, at der er grundlag for at fravige hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III. Flygtningenævnet finder således grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse med henvisning til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, således at klagerens ansøgning om asyl bør behandles i Danmark.” Dub-Tysk/2023/46
Nævnet stadfæstede i december 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i med-før af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til forholdende for særligt sårbare afviste asylansøgere i Sverige. Efter en gennem-gang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 1. led, jf. § 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klageren ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger forhold, der kan indebære, at klagerens asylsag alligevel skal behandles her i landet. DRC Dansk Flygtningehjælp har anført, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, jf. Dublin-forordningens artikel 17, stk. 1. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klageren og hendes familie er særligt sårbare, fordi hendes [familiemedlem] har [diagnose A], og klageren selv lider af [diagnose B]. DRC Dansk Flygtningehjælp har videre gjort gældende, at klageren frygter at vende tilbage til Sverige, da hun og hendes familie har fået endeligt afslag på asyl, og klageren er bange for at blive udsendt. Flygtningenævnet bemærker hertil, at der ikke er grunde til at tro, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagers asylsag i overensstemmelse med deres internationale forpligtelser, idet Sverige, som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker videre, at klageren må henvises til at indgive en anmodning om genoptagelse af sin asylsag i Sverige, såfremt hun fortsat mener, at hendes asylsag i Sverige ikke er tilstrækkeligt oplyst. For så vidt angår det forhold, at klageren lider af [diagnose B], finder Flygtningenævnet, at de danske myndigheder ikke er afskåret fra at overføre klageren til Sverige som følge heraf. Flygtningenævnet bemærker, at klageren tidligere har modtaget medicinsk behandling i Sverige, og at det må antages, at klageren vil kunne modtage den fornødne sundhedsbehandling i Sverige i overensstemmelse med de internationale menneskeretlige forpligtelser. Nævnet henviser i den forbindelse, til AIDA Country Report: Sweden, 2022 Update - April 2023, hvoraf det blandt andet fremgår, at: ”[..] 1.1. Screening of vulnerability All asylum seekers are offered health screening and a majority of them choose to un-dergo a health check in practice. [...] D. Health care During the asylum process and until the asylum seeker leaves Sweden or is granted a residence permit, he or she is entitled to a free medical examination, emergency health care and urgent medical or dental care that cannot be “postponed” (“vård som inte kan anstå”). They are also entitled to gynae-cological and prenatal care, including health care on the occasion of childbirth, as well as health care in accordance with the Swedish Communicable Diseases Act (smittskyddslagen) […] E. Special recep-tion needs of vulnerable groups The needs of vulnerable asylum seekers are taken into account in des-ignating suitable accommodation and where needed they are placed in the vicinity of institutions that can provide expert care. The Migration Agency has established guidelines and procedures for the re-ception of vulnerable asylum seekers. Examples of groups of asylum seekers who might be in need of special measures mentioned are, with reference to Article 21 of the recast Reception Conditions Di-rective: […], persons with mental disorders and persons who have been subjected to torture, rape or other serious forms of psychological, physical or sexual violence, such as victims of female genital mutilation. The procedure for measures for asylum seekers with special needs sets out that accommo-dation shall be adapted to the individual needs of the asylum seeker. If the asylum seeker has special needs, the accommodation shall be adapted accordingly. There might be a need to provide accommo-dation outside of the Migration Agency’s usual accommodation. A first screening shall be made at the time of application, but since the conditions might change over time, the identification and facilitation of special needs shall be made throughout the asylum procedure […]”. Flygtningenævnet bemærker, at det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren underretter de svenske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det forhold, at klageren som afvist asylansøger i Sverige ikke måtte have adgang til indkvartering eller de samme specialtilbud som tidligere, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige, herunder de svenske myndigheder og den svenske lovgivning, ikke lever op til de internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylan-søgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtninge-nævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlæn-dingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinfor-ordningen.” Dub-Sver/2023/17/leuds
Nævnet stadfæstede i december 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i med-før af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde og hendes to medfølgende børn, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til forholdende for særligt sårbare afviste asylansøgere i Sverige, og til, at klageren havde en konflikt med et familiemedlem, som hun sidst havde set i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren og hendes mindreårige børn har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren og hendes medfølgende børn, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 1. led, jf. § 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klageren og hendes børns ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren og hendes medfølgende børn i medfør af pågældende bestemmelse. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger forhold, der kan indebære, at klagerens asylsag alligevel skal behandles her i landet. DRC Dansk Flygtningehjælp har anført, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klageren og hendes børn er særligt sårbare, fordi hendes [barn] har [diagnose A], [diagnose B] og [diagnose C], og klageren selv har [di-agnose D] og [diagnose E] i form af [symptom A], [symptom B], [symptom C], [symptom D], [symptom E], [symptom F] og [symptom G] samt [symptom H] og [diagnose F]. DRC Dansk Flygtningehjælp har i denne sammenhæng gjort gældende, at klageren og hendes mindreårige børn har brug for særlig støtte, som ikke længere bliver stillet til rådighed i Sverige efter klageren og hendes børn blev meddelt afslag på asyl. Det er endvidere gjort gældende, at klageren har en konflikt med [familiemedlem] og hans familie, og at hun frygter ikke at kunne få beskyttelse herfor i Sverige. Klageren begrunder denne frygt i, at hendes asylsag i Sverige tidligere har været behandlet sammen med [familiemedlems] sag, og at sagerne blev afvist efter en særlig procedure efter indblanding fra [svensk myndighed]. Det forhold, at klageren har oplyst, at hun har en konflikt med [familiemedlem og hans familie], og at hun sidst har set [sit familiemedlem] i Sverige, kan ikke føre til, at klageren og hendes mindreårige børns asylsager skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må henvises til at søge de svenske myndigheders beskyttelse, idet de svenske myndigheder må antages at have viljen og evnen til at yde den eventuelt nødvendige beskyttelse. Det kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at hun frygter ikke at kunne få beskyttelse i Sverige, fordi hendes sag i Sverige tidligere har været behandlet sammen med [familiemedlem], og at den er afvist efter en særlig procedure efter indblanding fra [svensk myndighed]. Flygtningenævnet bemærker hertil, at der ikke er grunde til at tro, at de svenske myndigheder ikke har behandlet klagerens asylsag i overensstemmelse med deres internationale forpligtelser, idet Sverige, som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker videre, at klageren må henvises til at indgive en anmodning om genoptagelse af sin asylsag i Sverige, såfremt hun fortsat mener, at hendes asylsag i Sverige ikke er tilstrækkeligt oplyst. For så vidt angår klagerens helbredsmæssige forhold, herunder at klageren har [diagnose D], [diagnose E], samt [diagnose F], og at klagerens [barn] har [diagnose A], [diagnose B] og [diagnose C], finder Flygtningenævnet, at de danske myndigheder ikke er afskåret fra at overføre klageren til Sverige som følge heraf. Flygtningenævnet bemærker, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2023 blandt andet har oplyst, at hun og hendes [barn] tidligere har modtaget medicinsk behandling i Sverige, og at [barnet] gik i [institution] og blev fulgt af specialister. Flygtningenævnet bemærker yderligere, at det må antages, at klageren og hendes [barn] vil kunne modtage den fornødne sundhedsbehandling i Sverige i overensstemmelse med de internationale menneskeretlige forpligtelser. Nævnet henviser i den forbindelse, til AIDA Country Report: Sweden, 2022 Update - April 2023, hvoraf det blandt andet fremgår, at: ”[..] 1.1. Screening of vulnerability All asy-lum seekers are offered health screening and a majority of them choose to undergo a health check in practice. [...] D. Health care During the asylum process and until the asylum seeker leaves Sweden or is granted a residence permit, he or she is entitled to a free medical examination, emergency health care and urgent medical or dental care that cannot be “postponed” (“vård som inte kan anstå”). They are also entitled to gynaecological and prenatal care, including health care on the occasion of child-birth, as well as health care in accordance with the Swedish Communicable Diseases Act (smittskyddslagen) […] E. Special reception needs of vulnerable groups The needs of vulnerable asy-lum seekers are taken into account in designating suitable accommodation and where needed they are placed in the vicinity of institutions that can provide expert care. The Migration Agency has estab-lished guidelines and procedures for the reception of vulnerable asylum seekers. Examples of groups of asylum seekers who might be in need of special measures mentioned are, with reference to Article 21 of the recast Reception Conditions Directive: […], persons with mental disorders and persons who have been subjected to torture, rape or other serious forms of psychological, physical or sexual vio-lence, such as victims of female genital mutilation. The procedure for measures for asylum seekers with special needs sets out that accommodation shall be adapted to the individual needs of the asylum seeker. If the asylum seeker has special needs, the accommodation shall be adapted accordingly. There might be a need to provide accommodation outside of the Migration Agency’s usual accommo-dation. A first screening shall be made at the time of application, but since the conditions might change over time, the identification and facilitation of special needs shall be made throughout the asylum procedure […]” Flygtningenævnet bemærker, at det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren og de medfølgende børn underretter de svenske myndigheder om klagerens og de medfølgende børns særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det forhold, at klageren og hendes medfølgende børn som afviste asylansøgere i Sverige ikke måtte have adgang til indkvartering eller de samme specialtilbud som tidligere, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige, herunder de svenske myndigheder og den svenske lovgivning, ikke lever op til de internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den bag-grund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2023/16/leuds
Nævnet omgjorde i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af et visum til Polen. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag. Sambehandlet med Dub-Pole/2024/3/LODUAdvokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at fristen i Dublinforordningens artikel 21, stk. 1, 1 pkt. skulle regnes fra klagerens ankomst til Danmark i 2022. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Klageren har til støtte for, at der ikke skal ske overførsel til Polen, således at klagerens ansøgning realitetsbehandles i Danmark, gjort gældende, at fristen i Dublinforordningens artikel 21, stk. 1, 1. punktum, skal regnes fra hans ankomst til Danmark i 2022, hvor klageren og hans partner indrejste i Danmark, og straks indgav ansøgning om asyl. Det fremgår, at Udlændingestyrelsen ved afgørelse i [sommeren 2021] meddelte klageren afslag på sin ansøgning om asyl i Danmark. Klageren frafaldt herefter klage af afgørelsen til Flygtningenævnet, og udrejste i [efteråret 2021] frivilligt af Danmark. I [vinteren 2021/2022] henvendte klageren sig til modtagecenter Sandholm. Det fremgår, at klageren indrejste i Danmark fra [europæisk land] via visum til Polen. Klageren har oplyst, at han henvendte sig til modtagecenter Sandholm med henblik på at søge om asyl, nu med henvisning til [oplysninger om asylmotiv] som asylmotiv. Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren i forbindelse hermed blev registreret som ”genopdukket” i udlændinge-myndighedernes systemer. Det fremgår videre, at klageren ved Udlændingestyrelsens beslutning blev overflyttet i [foråret 2022] til asylcentret i [by A], og senere asylcentret i [by B]. Det fremgår også, at klageren i [foråret 2022] fik udstedt et asylkort, og at klageren i forløbet indtil sin asylsamtale i [sommeren 2023] modtog sundhedshjælp og udbetalinger af lommepenge. Udlændingestyrelsen rettede i [sommeren 2023] henvendelse til de polske myndigheder efter forordningens artikel 34, for at få op-lyst, hvorvidt klageren havde ansøgt om asyl i Polen. Efter at de polske myndigheder havde svaret, at klageren ikke havde søgt asyl i Polen, men var indrejst på grundlag af et udstedt visum, anmodede Udlændingestyrelsen i [sommeren 2023] de polske myndigheder om at overtage klagerens sag efter forordningens artikel 12, stk. 4. Det følger af Dublinforordningens artikel 20, stk. 2, at proceduren til afgørelse af hvilken medlemsstat, der er ansvarlig, indledes, når en ansøgning om international beskyttelse indgives for første gang i en medlemsstat. Endvidere fremgår det af Dublinforordningens artikel 20, stk. 2, 1. pkt., at en ansøgning om international beskyttelse betragtes som indgivet på det tidspunkt, hvor en af ansøgeren indgivet formular eller en af myndighederne udfærdiget rapport er kommet den pågældende medlemsstats kompetente myndigheder i hænde. Det fremgår af 2. pkt., at der i tilfælde, hvor der ikke er tale om en skriftlig ansøgning, skal tidsrummet mellem ansøgerens hensigtserklæring og udfærdigelsen af en rapport være så kort som mulig. Det følger af Dublinforordningens artikel 21, at hvis en medlemsstat, som en ansøgning om international beskyttelse indgives til, mener, at en anden medlemsstat er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen, kan den snarest muligt og under alle omstændigheder inden for en frist på tre måneder efter, at ansøgningen er indgivet, jf. artikel 20, stk. 2, anmode denne anden medlemsstat om at overtage ansøgeren. I den konkrete situation er der ikke grundlag for at afvise klagerens oplysning om, at han henvendte sig i [vinteren 2021/2022] til de danske udlændingemyndigheder i den hensigt at ansøge om asyl. Flygtningenævnet lægger til grund, at det må antages alene at bero på en sagsbehandlingsfejl, at henvendelsen ikke blev anset som en ny ansøgning om asyl. Under disse foreliggende særlige omstændigheder, finder Flygtningenævnet efter samlet konkret vurdering, at de tidsmæssige betingelser i forordningens artikel 21, stk. 1, ikke er opfyldt, og klagerens ansøgning om asyl skal behandles i Danmark.På den baggrund omgør Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse fra [efteråret 2023] jf. udlændingeloven § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1.” Dub-Pole/2024/4/LODU
Nævnet omgjorde i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvin-de, der var i besiddelse af et visum til Polen. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag. Sambehandlet med Dub-Pole/2024/4/LODUAdvokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at fristen i Dublinforordningens artikel 21, stk. 1, 1 pkt. skulle regnes fra klagerens ankomst til Dan-mark i 2022. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Klageren har til støtte for, at der ikke skal ske overførsel til Polen, således at hendes og hendes mindreårige barns ansøgning realitetsbehand-les i Danmark, gjort gældende, at fristen i Dublinforordningens artikel 21, stk. 1, 1. punktum, skal reg-nes fra hendes ankomst til Danmark i 2022, hvor klageren og hendes partner indrejste i Danmark, og straks indgav ansøgning om asyl. Det fremgår, at Udlændingestyrelsen ved afgørelse i [sommeren 2021] meddelte klageren afslag på sin ansøgning om asyl i Danmark. Klageren frafaldt herefter klage af afgørelsen til Flygtningenævnet, og udrejste i [efteråret 2021] frivilligt af Danmark. I [vinteren 2021/2022] henvendte klageren sig til modtagecenter Sandholm. Det fremgår, at klageren indrejste i Danmark fra [europæisk land] via visum til Polen. Klageren har oplyst, at hun henvendte sig til modta-gecenter Sandholm med henblik på at søge om asyl, nu med henvisning til [oplysninger om asylmotiv] som asylmotiv. Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren i forbindelse hermed blev registreret som ”genopdukket” i udlændingemyndighedernes systemer. Det fremgår videre, at klageren ved Ud-lændingestyrelsens beslutning blev overflyttet i [foråret 2022] til asylcentret i [by A], og senere asyl-centret i [by B]. Det fremgår også, at klageren i [foråret 2022] fik udstedt et asylkort, og at klageren i forløbet indtil sin asylsamtale i [sommeren 2023] modtog sundhedshjælp og udbetalinger af lomme-penge. Udlændingestyrelsen rettede i [sommeren 2023] henvendelse til de polske myndigheder efter forordningens artikel 34, for at få oplyst, hvorvidt klageren havde ansøgt om asyl i Polen. Efter at de polske myndigheder havde svaret, at klageren ikke havde søgt asyl i Polen, men var indrejst på grund-lag af et udstedt visum, anmodede Udlændingestyrelsen i [sommeren 2023] de polske myndigheder om at overtage klagerens sag efter forordningens artikel 12, stk. 4. Det følger af Dublinforordningens artikel 20, stk. 2, at proceduren til afgørelse af hvilken medlemsstat, der er ansvarlig, indledes, når en ansøgning om international beskyttelse indgives for første gang i en medlemsstat. Endvidere fremgår det af Dublinforordningens artikel 20, stk. 2, 1. pkt., at en ansøgning om international beskyttelse be-tragtes som indgivet på det tidspunkt, hvor en af ansøgeren indgivet formular eller en af myndigheder-ne udfærdiget rapport er kommet den pågældende medlemsstats kompetente myndigheder i hænde. Det fremgår af 2. pkt., at der i tilfælde, hvor der ikke er tale om en skriftlig ansøgning, skal tidsrummet mellem ansøgerens hensigtserklæring og udfærdigelsen af en rapport være så kort som mulig. Det føl-ger af Dublinforordningens artikel 21, at hvis en medlemsstat, som en ansøgning om international be-skyttelse indgives til, mener, at en anden medlemsstat er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen, kan den snarest muligt og under alle omstændigheder inden for en frist på tre måneder efter, at ansøg-ningen er indgivet, jf. artikel 20, stk. 2, anmode denne anden medlemsstat om at overtage ansøgeren. I den konkrete situation er der ikke grundlag for at afvise klagerens oplysning om, at hun henvendte sig i [vinteren 2021/2022] til de danske udlændingemyndigheder i den hensigt at ansøge om asyl. Flygt-ningenævnet lægger til grund, at det må antages alene at bero på en sagsbehandlingsfejl, at henvendel-sen ikke blev anset som en ny ansøgning om asyl. Under disse foreliggende særlige omstændigheder, finder Flygtningenævnet efter samlet konkret vurdering, at de tidsmæssige betingelser i forordningens artikel 21, stk. 1, ikke er opfyldt, og klagerens ansøgning om asyl skal behandles i Danmark. På den baggrund omgør Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse fra [efteråret 2023] jf. ud-lændingeloven § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1.” Dub-Pole/2024/3/LODU
Nævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende et ægte-par, der var indrejst ulovligt i Italien fra et tredjeland. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag. Gen-optaget sag. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klagernes asylsag skal behandles i Danmark, idet de må betragtes som særligt sårbare henset til deres alder samt fysiske og psykiske lidelser, og idet de ved en overførsel til Italien vil være i risiko for be-handling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 og Den Euro-pæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel (EU-chartret) artikel 4 som følge af risi-koen for, at de ikke får adgang til passende modtageforhold, sammenholdt med risikoen for, at over-førslen vil forværre deres helbred. Klagernes advokat har til støtte henvist til de aktuelle modtage- og indkvarteringsforhold i Italien er mangelfulde, især for sårbare, og at de italienske myndigheder for flere måneder siden besluttede at suspendere Dublinoverførsler, som meddelt i circular letters af 5. og 7. december 2022. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det frem-går af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i ka-pitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klagerne [i efteråret 2022] indrejste i Italien uden at være i besiddel-se af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klagerne, jf. Dublinforordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagernes ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i vinteren 2022/2023] har accepteret at modtage klagerne i medfør af pågældende bestemmelse. Klagernes advo-kat har gjort gældende, at klagernes asylsag skal behandles i Danmark, idet de må betragtes som særligt sårbare henset til deres alder samt fysiske og psykiske lidelser, og idet de ved en overførsel til Italien vil være i risiko for behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel (EU-chartret) artikel 4 som følge af risikoen for, at de ikke får adgang til passende modtageforhold, sammenholdt med risi-koen for, at overførslen vil forværre deres helbred. Klagernes advokat har til støtte herfor oplyst, at de aktuelle modtage-og indkvarteringsforhold i Italien er mangelfulde, især for sårbare, og at de italienske myndigheder for flere måneder siden besluttede at suspendere Dublinoverførsler, som meddelt i circu-lar letters af 5. og 7. december 2022, hvilket fortsat er gældende, og hvilket påviser, at klagerne ved en overførsel til Italien risikerer at måtte henvises til et liv på gaden. Flygtningenævnet behandlede kla-gernes sager [i foråret 2023], hvor Flygtningenævnet ikke fandt grundlag for at omgøre Udlændinge-styrelsens afgørelse. Flygtningenævnet besluttede [i sommeren 2023] ex officio at genoptage sagen under henvisning til den italienske regerings erklæring den 11. april 2023 om undtagelsestilstand i seks måneder på migrationsområdet. Flygtningenævnet har siden i en række sager den 3. og 9. oktober 2023 truffet afgørelse om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelser om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. Nævnet bemærkede i alle sagerne, at de aktuelle modtageforhold for asylansø-gere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger fortsat er behæftede med visse mangler. Flygtningenævnet tiltrådte imidlertid Udlændingestyrelsens vurdering af, at de generelle for-hold for asylansøgere i Italien ikke har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene, og at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Italien. Flygtningenævnet fandt således i afgørelserne, at forholdene i Itali-en ikke giver grundlag for en generel antagelse om, at overførsel af asylansøgere, herunder også sårba-re asylansøgere, til Italien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigen-de behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. Nævnet bemærkede videre, at det må forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en midlertidig karak-ter. Den omstændighed, at de italienske myndigheder den 5. oktober 2023 har forlænget undtagelsestil-standen på migrationsområdet med yderligere seks måneder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på princippet i EU-retten generelt om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og at udgangspunktet er, at en medlemsstat overholder sine internationale, herunder EU-retlige, forpligtelser. Der er således ikke på nuværende tidspunkt grundlag for at fastslå, at den midlertidige undtagelsestilstand og forlængelsen heraf i sig selv er udtryk for systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene. Flygtningenævnet finder, at en beslutning om, at klagerne skal overføres til Italien, ikke kan anses at indebære en sagsbehandlingstid, som er i strid med Dublinfor-ordningens krav om hurtig og effektiv behandling af asylansøgninger. For så vidt angår det af klagerne oplyste om, at navnlig den mandlige klagers sygdomme og forestående behandlinger indebærer, at en overførsel til Italien kan være i strid med Danmarks Internationale forpligtelser, finder Flygtningenæv-net, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, jf. herved tillige EU-Domstolens dom af 16. februar 2017 i sag C-578/16. Nævnet henviser i den forbindelse til de foreliggende lægelige oplysninger, her-under udtalelsen af [vinteren 2023/2024] fra [Sygehus]. Nævnet bemærker hertil, at det fremgår af AIDA’s Country Report: Italy update May 2022, side 143ff., at asylansøgere har tilstrækkelig adgang til lægebehandling, og at de nyder samme rettigheder og behandling som italienske statsborgere. Det fremgår endvidere af rapporten, at om end der ikke direkte er fastsat procedurer i lovgivningen til identificering af, om en asylansøger kategoriseres som sårbar og har særlige modtagerbehov, har sundhedsministeriet fastsat retningslinjer herom. Af rapporten fremgår yderligere, at der findes særlige procedurer for sårbare personer, idet disse sager behandles i en prioriteret asylproces. I den forbindel-se bemærker Flygtningenævnet, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klagerne underretter de italienske myndigheder om klagernes særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysnin-ger, såfremt klagerne samtykker hertil, jf. Dublinfor-ordningens artikel 32. Det forhold, at overførslen sker i medfør af Dublinforordningens artikel 13, stk. 1, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygt-ningenævnet finder herefter – og i øvrigt under henvisning til nævnets afgørelse af [foråret 2023] – at der fortsat ikke er grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Ital/2024/16/YARS
Nævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var indrejst i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i efteråret] 2022 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i vinteren 2022/2023] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet traf i en række sager [i] oktober 2023 afgørelse om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelser om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. Nævnet bemærkede i alle sagerne, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger fortsat er behæftede med visse mangler. Flygtningenævnet tiltrådte imidlertid Udlændingestyrelsens vurdering af, at de generelle forhold for asylansøgere i Italien ikke har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene, og at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Italien. Flygtningenævnet fandt således i afgørelserne, at forholdene i Italien ikke giver grundlag for en generel antagelse om, at overførsel af asylansøgere, herunder også sårbare asylansøgere, til Italien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. Nævnet bemærkede videre, at det må forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en midlertidig karakter. Den omstændighed, at de italienske myndigheder den 5. oktober 2023 har forlænget undtagelsestilstanden på migrationsområdet med yderligere seks måneder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på princippet i EU-retten generelt om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og at udgangspunktet er, at en medlemsstat overholder sine internationale, herunder EU-retlige forpligtelser. Der er således ikke på nuværende tidspunkt grundlag for, at fastslå, at den midlertidige undtagelsestilstand og forlængelsen heraf i sig selv er udtryk for systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene. Flygtningenævnet finder, at en beslutning om, at klageren skal overføres til Italien, ikke kan anses at indebære en sagsbehandlingstid, som er i strid med Dublinforordningens krav om hurtig og effektiv behandling af asylansøgninger. Det forhold, at klageren har bekendte i Danmark, kan heller kan heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet bemærker hertil, at bekendte ikke er om-fattet af familiebegrebet, som er defineret i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet skal endvidere bemærke, at Italien i henhold til Dublinforordningen er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse, og at klagerens personlige præference for én medlemsstat frem for en anden ikke er et forhold, der kan tillægges betydning ved vurderingen af, hvilken medlemsstat, der skal behandle klagerens asylansøgning, eftersom dette vil stride imod formålet med Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dub-ital/2024/14/cara
Nævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der indrejst i Italien i besiddelse af gyldig rejselegimitation. Sagen blev behandlet på formands-kompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til generelle modtageforhold og adgang til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Ud-lændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren i [efteråret] 2022 indrejste i Italien i besiddelse af gyldig rejselegimitation. Flygtnin-genævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i vinteren 2023] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet traf i en række sager [i] oktober 2023 afgørelse om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelser om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. Nævnet bemærkede i alle sagerne, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger fortsat er behæftede med visse mangler. Flygtningenævnet tiltrådte imidlertid Udlændingestyrelsens vurdering af, at de generelle forhold for asylansøgere i Italien ikke har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene, og at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Italien. Flygtningenævnet fandt således i afgørelserne, at forholdene i Italien ikke giver grundlag for en generel antagelse om, at overførsel af asylansøgere, herunder også sårbare asylansøgere, til Italien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. Nævnet bemærkede videre, at det må forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en midlertidig karakter. Den omstændighed, at de italienske myndigheder den 5. oktober 2023 har forlænget undtagelsestilstanden på migrationsområdet med yderligere seks måneder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på princippet i EU-retten generelt om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og at udgangspunktet er, at en medlemsstat overholder sine internationale, herunder EU-retlige forpligtelser. Der er således ikke på nuværende tidspunkt grundlag for, at fastslå, at den midlertidige undtagelsestilstand og forlængelsen heraf i sig selv er udtryk for systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene. Flygtningenævnet finder, at en beslutning om, at klageren skal overføres til Italien, ikke kan anses at indebære en sagsbehandlingstid, som er i strid med Dublinforordningens krav om hurtig og effektiv behandling af asylansøgninger. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren har [et familiemedlem], som har opholdstilladelse i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har lagt vægt på, at klagerens [familiemedlem] ikke er omfattet af begrebet ”familiemedlem” i Dublinforordningens forstand, jf. artikel 2, litra g, ligesom at klagerens relation til [familiemedlemmet] ikke er umiddelbart er omfattet af familiebegrebet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Nævnet bemærker desuden hertil, at klageren forud for sin indrejse i Danmark har været adskilt fra sine herboende familiemedlemmer i mange år. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Ital/2024/12/leuds
Nævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en et ægtepar og et medfølgende barn, der var i besiddelse af et gyldigt visum i Italien på tidspunktet for indgivelse af ansøgning om asyl i Danmark. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagernes sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien, herunder indkvarterings- og mod-tagelsesforholdene samt forholdene for sårbare. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klagerne var i besiddelse af et gyldigt visum til Italien, da de indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klagerne, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagernes ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klagerne i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet traf i en række sager i [efteråret] 2023 afgørelse om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelser om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. Nævnet bemærkede i alle sagerne, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsop-lysninger fortsat er behæftede med visse mangler. Flygtningenævnet tiltrådte imidlertid Udlændingestyrelsens vurdering af, at de generelle forhold for asylansøgere i Italien ikke har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene, og at Dublinfor-ordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Italien. Flygtningenævnet fandt således i afgørelserne, at forholdene i Italien ikke giver grundlag for en generel antagelse om, at overførsel af asylansøgere, herunder også sårbare asylansøgere, til Italien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. Nævnet bemærkede videre, at det må forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en midlertidig karakter. Den omstændighed, at de italienske myndigheder den 5. oktober 2023 har forlænget undtagelsestilstanden på migrationsområdet med yderligere seks måneder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på princippet i EU-retten generelt om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og at udgangspunktet er, at en medlemsstat overholder sine internationale, herunder EU-retlige forpligtelser. Der er således ikke på nuværende tidspunkt grundlag for, at fastslå, at den midlertidige undtagelsestilstand og forlængelsen heraf i sig selv er udtryk for systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene. Flygtningenævnet finder, at en beslutning om, at klagerne skal overføres til Italien, ikke kan anses at indebære en sagsbehandlingstid, som er i strid med Dublinforordningens krav om hurtig og effektiv behandling af asylansøgninger. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om klagernes helbredsmæssige forhold, herunder at klagerne er nervøse for deres [barns] udvikling og velbefindende, at den kvindelige klager har det psykisk svært og er stresset samt, at den mandlige klager har pådraget sig en [skade] og er psykisk plaget af bekymringen for familiens fremtid, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det må forventes, at klagerne kan modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Italien, da der ikke er holdepunkter for at antage, at Italien ikke overholde sine internationale forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Italien har tiltrådt. Flygtningenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det blandt andet fremgår af de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update 2022, at Dublinreturnees har tilstrækkelig adgang til sundhedsbehandling, og at de nyder samme rettigheder og behandling som italienske statsborgere. I den forbindelse bemærker Flygtningenævnet, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klagerne underretter de italienske myndigheder om klagernes særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klagerne samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af førnævnte rapport, at om end der ikke direkte er fastsat procedurer i lovgivningen til identificering af særligt sårbare personer, har sundhedsministeriet fastsat retningslinjer herom. Af rapporten fremgår videre, at der findes særlige procedure for sårbare personer, idet disse personer indrømmes en prioriteret asylproces. Det forhold, at klagerne frygter, at familien ved en overførsel til Italien vil blive adskilt, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af AIDA, Country Report: Italy Update 2022, at de italienske myndigheder i indkvarteringsprocessen tager hensyn til familiens enhed, hvorfor indkvarteringscentrene så vidt muligt sikrer, at familiemedlemmer indkvarteres sammen. Det forhold, at [politisk parti] har frarådet klagerne at tage ophold i Italien, fordi [styret i klagernes hjemland] angiveligt har mange kontakter i Italien, kan endvidere ikke føre til, at klagernes ansøgning om international beskyttelse tages under behandling i Danmark. Nævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at såfremt klagerne føler sig usikre i Italien, må klagerne henvises til at rette henvendelse til de italienske myndigheder herom. Flygtningenævnet har herved tillige lagt vægt på, at de italienske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klagerne den fornødne beskyttelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagernes sag bør behandles i Danmark af hensyn til klagernes [barns] ængstelige natur, herunder med henvisning til barnets tarv, som det fremgår af Dublinforordningens artikel 6 og Børne-konventionens artikel 3, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at der efter det oplyste ikke foreligger forhold, som indebærer, at det vil stride mod barnets tarv at behandle klagernes ansøgning om international beskyttelse i Italien. Nævnet bemærker, at selvom hensynet til barnets tarv skal indgå i vurderingen, er hovedformålet med Dublinforordningen effektivt at afgøre hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse samt at påbegynde sagsbehandlingsprocessen hurtigst muligt. På denne baggrund kan hensynet til barnets tarv således i sig selv ikke føre til, at Danmark er ansvarlig for behandlingen af klagernes ansøgning om international beskyttelse. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Ital/2024/10/MLVT.
Nævnet omgjorde i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Soma/2024/8 + Soma/2024/9 + Soma/2024/11. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk somalier og fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren med sin mor og to søskende indrejste i Danmark [i efteråret] 2012, og at de [ i efteråret] 2012 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2. Klagerens mor henviste i sin oprindelige asylsag til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygtede voldtægt eller kidnapning af maskerede ukendte mænd, der huserede i Mogadishu. Klagerens advokat [i vinteren 2022/2023] i sin anmodning om statusændring henvist til, at klagerens søster [navn på søster] ved en tilbagevenden til Somalia vil være i fare for tvangsmæssig omskæring. Klagerens mor har til støtte for sin påstand om statusændring gjort gældende, at hendes mindreårige datter, [navn på søster], der er [12-15] år gammel, ved en tilbagevenden til Somalia er i risiko for tvangsomskæring, og at klagerens mor ikke vil være i stand til at forhindre dette. Da [navn på søster] er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal klageren som [navn på søsteren´s] bror have tildelt samme status. Klageren vil ifølge praksis som en konsekvens af søsterens status skulle tildeles asyl med samme status. Klagerens mor har til støtte for sin påstand om statusændring yderligere gjort gældende, at hun som enlig kvinde af UNHCR er blevet anerkendt som konventionsflygtning. Allerede ved ankomsten til Danmark i 2012 burde hun og hendes 3 medfølgende børn derfor have fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1. Efter sin endelige påstand har Udlændingestyrelsen under nævnsmødet taget bekræftende til genmæle med hensyn til klagerens påstand om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1, således at klageren meddeles opholdstilladelse som en konsekvens af, at klagerens mor er enlig kvinde uden mandligt netværk ved en tilbagevenden til Somalia, og som konsekvens af, at klagerens mor, som følge af klagerens mindreårige søster, [navn på søster], er blevet meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1, som følge af, at der er en betydelig risiko for, at [navn på søster] ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for tvangsmæssig omskæring. Flygtningenævnet besluttede herefter, at give klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1, som en konsekvens af, at klagerens mor er enlig kvinde uden mandligt netværk ved en tilbagevenden til Somalia, og som konsekvens af, at klagerens mor er enlig kvinde uden mandligt netværk ved en tilbagevenden til Somalia, og som konsekvens af, at klagerens mor, som følge af klagerens mindreårige søster, [navn på søster], er blevet meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1. som følge af, at der er en betydelig risiko for, at [navn på søster] ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for omskæring.” Soma/2024/10/diei.
Nævnet ændrede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i [starten af 1990’erne] og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1. Klageren blev i 2020 idømt fængsel i 5 år for overtrædelse af straffelovens § 191, samt andre bestemmelser i straffeloven, bestemmelser i lov om euforiserende stoffer og bestemmelser i bekendtgørelse om euforiserende, samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har ikke givet møde i forbindelse med sagens behandling på møde i Flygtningenævnets. Sagen er fremmet i medfør af § 37, stk. 1, i Flygtningenævnets forretningsorden. Klageren er ved [landsret] ankedom af [efteråret] 2020 udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Iran. Klageren er etnisk [etnicitet] fra [by A], Iran. Klageren har senest oplyst at have været medlem af [politisk parti] fra han var [12-18 år] og frem til [starten af 1990’erne]. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har været medlem af [politisk parti A] og deltaget i [4-7] angreb mod iranske kaserner i perioden mellem [starten af 1980’erne] og [slutningen af 1980’erne]. Klageren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at han blev medlem af [politisk parti A], da han var omkring [12-18 år]. Klageren var menigt medlem af [politisk parti A], og han indsamlede informationer og definerede områder for partiet. Da klageren var [16-18 år], blev han anholdt og fængslet af de iranske myndigheder på grund af sine politiske aktiviteter. Han var fængslet i omkring [0-3] år, før de iranske myndigheder vurderede, at han fortrød sine handlinger og løslod ham mod kaution. Efter løsladelsen tog klageren til grænseområdet mellem Iran og [mellemøstligt land], hvor han opholdt sig frem til sin udrejse af Iran. Klageren begyndte at kæmpe for [politisk parti A] og var finskytte under [4-7] angreb mod iranske kaserner i [område] i [region]-regionen i Iran. Angrebene foregik i perioden [i 1980erne], og alt personel og materiel på kasernerne blev henholdsvis dræbt og ødelagt. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Klageren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at han konverterede til kristendommen under sit ophold i [europæisk land] i [starten af 1990’erne]. Dengang blev klageren døbt ind i [forgrening af kristendommen A], men han er under afsoning i 2020 blevet døbt af fængselspræsten, hvorved han blev medlem af [forgrening af kristendommen B]. Klageren har bekendt sig til kristendommen siden [starten af 1990’erne], og da han kom til Danmark, arbejdede han i en frikirke. I frikirken blev ansøgeren interesseret i [forgrening af kristendommen B], og han ønskede at gå i en kristen skole, men det lykkedes ikke, idet klageren blev anholdt. Klageren har i fængslet læst biblen 71 gange på 40 måneder, og han har konverteret [10-15] personer fra islam til kristendommen. I fængslet læste klageren i biblen syv timer om dagen. Udlændingestyrelsen har for Flygtningenævnet nedlagt påstand om hjemvisning. Styrelsen har henvist til, at der i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af sagen er fremkommet væsentlige nye oplysninger om klagerens kontakt med de iranske myndigheder, jf. Nationalt ID-centers høringssvar [fra vinteren 2023/2024]. Klageren blev i [starten af 1990’erne] meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1. Opholdstilladelsen blev meddelt på grundlag af klagerens oplysninger til UNHCR om bl.a., at han i [starten af 1990’erne] sammen med sin familie, som var aktive [politisk bevægelse], blev fængslet, at [familiemedlem A, B og C] blev henrettet fire måneder senere, og at klageren derefter flyttede til [by B], hvor han var hjalp [militær bevægelse] og [politisk parti B]. I [midten af 1980’erne] blev klageren igen fængslet af myndighederne, og i [slutningen af 1980’erne] blev han atter fængslet og tillige tortureret af myndighederne. Ved den påklagede afgørelse fra [efteråret] 2023 har Udlændingestyrelsen fundet, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet styrelsen har lagt klagerens forklaring under § 31-samtalen den [vinteren 2022/2023] om, at klageren har været medlem af [politisk parti A] og været fængslet, til grund. Udlændingestyrelsen har derfor fundet, at udlændingelovens § 31 er til hinder for udsendelse af klageren, men at klageren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. flygtningekonventionens artikel 1F (b), samt udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet finder, at der foreligger nye oplysninger for nævnet, men at disse ikke giver grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ikke er bundet af Udlændingestyrelsens vurdering i afgørelsen [fra efteråret] 2023, hvorefter styrelsen har lagt ansøgerens forklaring om et af sine asylmotiver - medlemskab af [politisk parti A] og fængsling som følge heraf - til grund. Ansøgeren har efter Udlændingestyrelsens afgørelse ikke krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og det forhold, at styrelsens afslag efter udlændingelovens § 53 a, stk. 2, anses for påklaget til Flygtningenævnet, indebærer ikke, at nævnet er afskåret fra at foretage en selvstændig vurdering af de oplysninger, som klageren er fremkommet med under asylsagen. Dette gælder også i den foreliggende situation, hvor klageren ikke har givet møde i forbindelse med sagens behandling på møde i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet har ved sagens behandling taget hensyn til oplysningerne om klagerens mentale helbred. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen af klagerens asylmotiver til grund, idet nævnet finder, at klagerens oplysninger indeholder en lang række og meget væsentlige divergenser, og at klageren derfor fremstår med meget begrænset troværdighed. I forbindelse med § 31-samtalen [fra vinteren 2022/2023] har klageren således – ganske i modstrid med det oprindeligt oplyste – forklaret, at [familiemedlem A, B og C] ikke har været fængslet og heller ikke er blevet henrettet i [starten af 1980’erne] af de iranske myndigheder, at hans [familiemedlem B] døde af naturlige årsager omkring [slutningen af 2010’erne], og at ingen af hans familiemedlemmer har været politisk aktive. Endvidere har klageren nu som et helt nyt asylmotiv anført, at han har været medlem af [politisk parti A] og været fængslet i Iran som følge heraf. Det nye asylmotiv, herunder hans oplysninger om deltagelse i [4-7] angreb på iranske kaserner, fremstår udbyggende og påfaldende henset til det af klageren oprindeligt anførte asylmotiv. Hertil kommer, at det efter de oplysninger, der er fremkommet for Flygtningenævnet, må lægges til grund, at klageren er indrejst i Danmark under falsk identitet. Klageren ansøgte i [midten af 2010’erne] Udlændingestyrelsen om ændring af sin fødedato og sit navn, og han fremlagde i den forbindelse en kopi af to iranske identitetsdokumenter, hvoraf fremgår, at klageren har andet navn og fødedato end tidligere oplyst. Efter Nationalt ID-centers høringssvar vedrørende udstedelse af de to iranske identifikationsdokumenter må det antages, at klageren har fået udstedt iranske identifikationsdokumenter efter sin udrejse af Iran. På den anførte baggrund har klageren således ikke sandsynliggjort, at han som følge af politiske aktiviteter risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Iran. Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at klageren heller ikke har sandsynliggjort, at hans konversion er reel, herunder således at det kan antages, at han har et religiøst betinget ønske om at foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Konversionen må anses at være sket i et forsøg på at skabe sig et asylmotiv og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos klageren. Flygtningenævnet har ved vurderingen navnlig lagt vægt på, at klagerens generelle troværdighed er meget begrænset, idet nævnet har tilsidesat ansøgerens oplysninger om politiske aktiviteter for og tilhørsforhold til [politisk parti A] i Iran. Herudover fremstår klagerens oplysninger om sin konversion, herunder omstændighederne i forbindelse dermed, som ganske overfladiske. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at det fremstår særdeles påfaldende, at klageren er konverteret to gange, og at det i begge tilfælde er sket på tidspunkter, hvor klageren har været i udsendelsesposition. Klagerens oplysninger om konversion til og praktisering af kristendommen fremstår som nævnt ganske overfladiske, og Flygtningenævnet finder, at den af klageren beskrevne kristenhed og praksis ikke kan anses for at være udtryk for en reel indre overbevisning. Flygtningenævnet finder sammenfattende, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Da klageren således ikke er omfattet af udlændingelovens § 7, er udlændingelovens § 31 ikke til hinder for udsendelse af ham. Flygtningenævnet ændrer på denne baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren kan udsendes til Iran.”. Iran/2024/7/leuds
Nævnet meddelte i maj 2024 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt Yarsan (Ahl-e Haqq) af trosretning fra [by A], Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen efter sin indrejse i Danmark. Ansøgeren har videre oplyst, at han har været medlem af og udført politiske aktiviteter for partiet [parti] i Iran inden sin udrejse af landet. Ansøgeren har som asylmotiv under den oprindelige asylsag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, fordi han har udført politiske aktiviteter for partiet [parti]. Ansøgeren har som asylmotiv under genoptagelsessagen henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen, og at han er eksponeret, idet han har medvirket i et interview med [dansk medie] omkring [indkvarteringsforhold], hvor han fremstår med [et religiøst symbol]. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet i sin afgørelse af [foråret] 2017 ikke kunne lægge ansøgerens forklaringer om sit oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder på den baggrund og efter indholdet af nævnsafgørelsen, at ansøgerens generelle troværdighed fremstår svækket. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerens forklaring om sin konversion til kristendommen efter det på mødet fremkomne må lægges til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på navnlig, at ansøgeren fremstår reflekteret og velovervejet om sine bevæggrunde for at konvertere til kristendommen og om betydningen af kristendommen for ham, og at han har demonstreret et indgående kendskab til og forståelse for det grundlæggende indhold i kristendommen. Ansøgerens forklaring om sin konversion er underbygget af de for Flygtningenævnet fremlagte udtalelser, hvorefter ansøgeren har praktiseret sin nye tro på en vedvarende og regelmæssig måde. Forklaringen er tillige underbygget af det oplyste om ansøgerens dåb i en [kirke] i [vinteren 2017/2018] og den kirkelige velsignelse af hans ægteskab i [vinteren 2022/2023]. Ansøgeren har oplyst, at hans ægtefælle for nylig ligeledes er døbt og konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er udtryk for en reel indre overbevisning, og at han ved en eventuel tilbagevenden til Iran i overensstemmelse med sin forklaring ønsker at leve åbent som kristen. Det forhold, at ansøgeren er blevet gift med sin ægtefælle efter Yarsan-religionen i [vinteren 2022/2023], kan efter forklaringen herom og sagens oplysninger i øvrigt ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder herefter på baggrund af baggrundsmaterialet om forholdene for kristne konvertitter i Iran, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det er i den forbindelse tillagt en begrænset vægt, at ansøgeren tillige har medvirket i et interview med [dansk medie] omkring [indkvarteringsforhold], hvor ansøgeren fremstår med [et religiøst symbol], og at interviewet fremkommer ved en Google-søgning på ansøgerens navn. Udlændingestyrelsen har i udtalelse af [vinteren 2023/2024] vurderet, at ansøgeren ikke bør udelukkes fra asyl efter bestemmelsen i udlændingelovens § 10, stk. 3, som følge af de tre straffedomme afsagt af henholdsvis [byret] og [landsret], såfremt Flygtningenævnet måtte vurdere, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at foretage en anden vurdering af det nævnte spørgsmål end Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Løbenummer: Iran/2024/16/obc
Nævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren er etnisk perser og oprindeligt shiamuslim fra [by A], Iran. Ansøgeren blev døbt i Danmark [sommeren] 2017. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet hendes ægtefælle har været politisk aktiv. Ansøgeren har i den forbindelse været tilbageholdt én gang, og familiens bopæl er blevet ransaget. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, fordi hun er konverteret til kristendommen. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun blev introduceret til kristendommen i 2010 gennem en veninde på sit asylcenter, der tog ansøgeren med til et kirkeligt arrangement afholdt af [kirke A]. Ansøgeren begyndte efterfølgende at komme i [kirke B] i [by B], hvor hun blandt andet deltog i undervisning. Ansøgeren besluttede sig for at blive kristen, efter hun havde en drøm om Jesus, hvor han sagde til hende, at hun skulle åbne sit hjerte for ham. Ansøgeren blev døbt [sommeren] 2017 i [by C] Kirke, og hun har efterfølgende deltaget i gudstjeneste og bibelcafé i samme kirke. Til støtte for sin konversion har ansøgeren fremlagt en række udtalelse og erklæringer vedrørende sine religiøse aktiviteter. Flygtningenævnet stadfæstede [sommeren] 2011 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse. I forbindelse hermed fandt nævnet ikke grundlag for at antage, at ansøgeren, der ikke selv havde været politisk aktiv, risikerede forfølgelse som følge af ægtefællens aktiviteter eller som følge af, at hun ikke selv havde underrettet myndighederne om ægtefællens aktiviteter. Ansøgeren fremsendte herefter en tilsigelse udstedt til hende i Iran [foråret] 2011 og anmodede på baggrund heraf om genoptagelse af sagen. Ved afgørelse af [sommeren] 2012 afviste Flygtningenævnet dette. Det fremgår af afgørelsen blandt andet, at nævnet ikke kunne tillægge den fremlagte tilsigelse bevismæssig vægt. I den forbindelse blev det blandt andet bemærket, at ansøgeren ikke var fremkommet med nogen rimelig forklaring på, hvorfor dokumentet ikke var fremlagt i forbindelse med nævnsmødet [sommeren] 2011. Ansøgeren anmodede på ny om genoptagelse af sin sag i 2016, hvilket blev imødekommet, og der blev den [efteråret] 2018 afholdt mundtligt nævnsmøde. Ansøgeren påberåbte sig i den forbindelse konversion som asylgrundlag og fremlagde en række dokumenter, ifølge hvilke ansøgeren skulle have været kirkegænger siden 2010. Flygtningenævnets flertal fandt ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til grund. Af afgørelsen fremgår blandt andet: ”I et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af en konversion, der har fundet sted efter udrejsen af hjemlandet, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen. Dette gælder så meget desto mere, når den påberåbte konversion finder sted efter det tidspunkt, hvor ansøgeren har modtaget endeligt afslag på asyl, og – som i denne sag – hvor ansøgeren har fået afslag på genoptagelse. Herefter udtaler et flertal: Ved vurderingen af, om den påberåbte konversion er reel, lægger Flygtningenævnets flertal vægt på, at ansøgerne først [i vinteren] 2015/2016 oplyste om sin interesse for kristendommen overfor myndighederne, selvom ansøgeren begyndte at gå i kirke i [efteråret] 2010. Ansøgeren oplyste således ikke om sin interesse for kristendommen i forbindelse med nævnsmødet [sommeren] 2011, i forbindelse med sin genoptagelsesanmodning af [sommeren] 2012, der blev afgjort [sommeren] 2012 eller i de efterfølgende fire år. Endvidere har flertallet lagt vægt på, at ansøgeren første gang opsøger kirken umiddelbart efter at have modtaget afslag på asyl fra Udlændingestyrelsen. Det forekommer i den sammenhæng ikke troværdigt, at ansøgeren – som har færdedes i såvel iranske som kirkelige kredse – ikke skulle være bekendt med, at en interesse for kristendommen kunne være relevant i forbindelse med ansøgningen om asyl. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har begrænset kendskab til kristendommen, særligt henset til at ansøgeren har [10-12 års] skolegang, er kommet i kirke i 8 år og i samme periode har haft en bibel på sit eget sprog. Endvidere har ansøgeren ikke på overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for, hvilken betydning dåben, kirkegang og kristendommen i øvrigt har haft for hende, ligesom ansøgeren angiveligt ikke har reflekteret over konsekvenserne af konverteringen. Sammenfattende finder flertallet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at hendes konversion til kristendommen er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne aktiviteter ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnets flertal lægger således til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er socialt begrundet og uden at have baggrund i en reel religiøs overbevisning hos ansøgeren.” Flygtningenævnet finder, at ansøgeren fortsat ikke har sandsynliggjort, at hendes konversion er reel og udtryk for en indre religiøs overbevisning. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til de omstændigheder, der fremgår af nævnets afgørelse af [efteråret] 2018. Hertil kommer, at ansøgeren også under dette nævnsmøde har illustreret et ganske overordnet kendskab til kristendommen og ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for, hvilken betydning religionen, konversionen og kirkegangen i øvrigt har for hende. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren er i et asylbegrundende modsætningsforhold til de iranske myndigheder som følge af sit oprindelige asyl-motiv. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til det ovenfor anførte i afgørelsen af [sommeren] 2011. Der henvises endvidere til, at ansøgerens søn, der er rejst tilbage til Iran, ikke har oplevet problemer med myndighederne i forbindelse hermed. Flygtningenævnet tiltræder således, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren, der ikke selv har været politisk aktiv, risikerer forfølgelse som følge af ægtefællens aktiviteter eller som følge af, at hun ikke selv har underrettet myndighederne om ægtefællens aktiviteter. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder derfor ikke grundlag for at ændre nævnets afgørelser af [sommeren] 2011 [efteråret] 2018.” Iran/2024/11/ajni
Nævnet stadfæstede i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ghana. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk [etnicitet A] og [etnicitet B] og muslim fra [nabolag] i [by A], Ghana. Ansøgeren har været medlem af oppositionspartiet National Democratic Congress fra 2004 indtil 2008, og ansøgeren var [stilling] for partiet fra cirka 2012 indtil 2016. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ghana frygter at blive udsat for psykisk pres af sin familie, som vil medføre, at han vil begå selvmord, hvis de får kendskab til, at ansøgeren er [LGBT+ person]. Ansøgeren frygter også at blive udsat for chikane og psykisk pres af sine venner og forskellige grupper af samfundet. Ansøgeren har videre oplyst, at han frygter at blive fængslet af myndighederne i Ghana, fordi han er [LGBT+ person]. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren forklaring fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerens tanker om sin seksuelle orientering fremstår ureflekteret og overfladisk dels under samtalerne i Udlændingestyrelsen og for nævnet. I den forbindelse bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren udetaljeret har forklaret om sit første forhold til [en anden person] tilbage i Ghana i perioden fra 2015 til 2016, på hvilket tidspunkt, ansøgeren var [i midt trediverne]. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren ikke kender navnet på [den person], som han angiveligt skulle have haft til forhold til gennem et år, også henset til at [personen] var kendt i Ghana og havde relationer til politik. Derudover har Flygtningenævnet tillagt det vægt, at ansøger kom til Danmark på et studievisum gældende i seks måneder i 2017, at han efter studierne opholdt sig fire år i [et andet europæisk land], hvor han blandt andet fik [et barn], at han rejste tilbage til Danmark, hvor han opholdt sig og arbejdede uden tilladelse, indtil han blev opdaget og blandt andet blev udvist, og at ansøgeren i forbindelse med sin første hjemrejsesamtale [i efteråret] 2022 ønskede at medvirke til en udsendelse. Flygtningenævnet bemærker, at spørgsmålet om ansøgerens seksualitet således først blev nævnt for de danske myndigheder i forbindelse med en ansøgning om asyl under anden hjemrejsesamtale [i efteråret] 2022, og ansøgeren har ikke for nævnet kunne redegøre nærmere for, at han først søgte asyl på dette tidspunkt og ikke tidligere herunder i 2017, hvor han kom til Danmark. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerens asylmotiv er konstrueret til lejligheden. Det forhold, at ansøgeren har deltaget i flere begivenheder arrangeret af [organisation], kan ikke føre til et andet resultat, ligesom korrespondancen på [dating app] fra [foråret] 2024 heller ikke dokumenterer, at ansøgeren er [LGBT+ person]. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ghana vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i risiko for at blive udsat for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.Løbenummer: Ghan/2024/1/obc
Nævnet meddelte i april 2024 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Gambia. Ansøgeren er mindreårig. Født i Danmark.Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerens mor er etnisk mandinka og ansøgerens far er etnisk wolof. Ansøgeren er gambisk statsborger, og er født i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun frygter at ansøgeren vil blive omskåret af familiemedlemmer eller personer i lokalsamfundet i Gambia. Til støtte herfor har ansøgerens mor forklaret, at næsten alle piger i Gambia, der er etnisk mandinka bliver omskåret, og at det er uden betydning, at omskæring er ulovlig. Til støtte for ansøgerens asylmotiv har ansøgerens mor videre forklaret, at ansøgerens halvsøster opholder sig i Gambia, og at hun er blevet omskåret. Til støtte for ansøgerens asylmotiv har ansøgerens mor endeligt forklaret, at hun ikke ønsker, at ansøgeren skal omskæres, men at hun ikke kan beskytte ansøgeren mod omskæring i Gambia. Ansøgerens mor har på vegne af ansøgeren som asylmotiv videre henvist til, at hun frygter, at ansøgeren vil blive mobbet i Gambia. Til støtte herfor har ansøgerens mor forklaret, at ansøgeren er født uden for ægteskab. Flygtningenævnet finder, at vurderingen af, om en ung pige ved en udsendelse til et givent land eller område vil være i risiko for tvangsmæssig omskæring, i første række må tage udgangspunkt, i hvilket omfang piger og kvinder i det pågældende land/område er omskåret. Er der tale om en høj procentmæssig andel af piger/kvinder, der er omskåret i det pågældende land/område, vil det i almindelighed indebære, at risikoen for tvangsmæssig omskæring vil være højere, end hvis der er tale om en lav procentmæssig andel. I den forbindelse kan det også indgå i vurderingen, om den procentmæssige andel af piger/kvinder, der er omskåret i det pågældende land/område har været faldende eller stigende de seneste år. I anden række må det – med behørig hensyntagen til den høje eller lave procentmæssige andel af piger/kvinder, der er omskåret i det pågældende land/område – vurderes, i hvilket omfang den pågældende unge pige konkret vil være i risiko for at blive tvangsmæssigt omskåret. I den forbindelse indgår en lang række faktorer, herunder navnlig om den unge piges forældre har viljen og evnen til at modstå et eventuelt pres fra omgivelserne i forhold til at skulle lade pigen blive omskåret. I den sammenhæng kan det tillægges betydning, om den unge piges moder er enlig, da det kan have betydning i forhold til den reelle mulighed for at modstå omgivelsernes pres. Om den generelle situation i Gambia i forhold til kvindelig omskæring kan der henvises til, at kvindelig omskæring er kriminaliseret i Gambia og har været det siden 2015. Ifølge baggrundsoplysningerne, herunder Federal Office for Migration and Refugees (Germany) (Author): Briefing Notes fra 11. september 2023, fremgår det, at tre kvinder i 2023 blev straffet for at have omskåret otte pigebørn i alderen 8-12 måneder. Der er dog i 2024 i det gambiske parlament fremsat lovforslag om at forbuddet mod omskæring skal ophæves. Af baggrundsoplysningerne fremgår det tillige, at der er forskel på, hvor udbredt omskæring er i de etniske grupper. Således er 96,2 % af alle kvinder i alderen 15-49 år fra mandinkaerne omskåret, mens alene 9,1 % af alle kvinder i alderen 15-49 år fra woloferne er omskåret. Der foreligger ikke oplysninger om, at antallet af omskæringer er faldet, efter omskæring blev kriminaliseret. Samtidig fremgår det af baggrundsoplysningerne, at den største etniske gruppe er mandinkaerne med 36 % af befolkningen. Ved vurderingen af, om ansøgeren, der i dag er [4-7] år, konkret vil være i risiko for at blive tvangsmæssigt omskåret i Gambia, må der i første række lægges vægt på antallet af omskårne i Gambia, herunder navnlig etniske mandinkaer. Det må derfor lægges til grund, at ansøgeren, som halv mandinka, ud fra en generel betragtning vil være i risiko for at blive tvangsmæssigt omskåret som følge af et socialt, kulturelt og/eller religiøst pres fra omgivelsernes side. Dette støttes også af, at lovgivningen i stort omfang ikke håndhæves, og at der i parlamentet er fremsat et forslag om at afkriminalisere omskæring af piger og kvinder. Hertil kommer, at ansøgerens far, der [har opholdstilladelse i Danmark], ikke vil kunne tage tilbage til Gambia med ansøgeren. Spørgsmålet er herefter, om ansøgerens mor vil have evnen og viljen til at modstå det nævnte pres, der er for at få piger omskåret. Ved denne vurdering må det tages i betragtning, at ansøgerens fars nærmeste familie ikke bor i Gambia og således ikke vil kunne bistå ansøgerens mor. Endvidere må der lægges vægt på, at moren er enlig kvinde, og at ansøgeren er født uden for ægteskab. Hertil kommer, at ansøgerens mor er etnisk mandinka, og at der i hendes familie er en tradition for, at piger bliver omskåret, hvilket også er sket efter 2015, hvor loven mod omskæring blev vedtaget. Samtidig må der lægges vægt på, at ansøgerens halvsøster er omskåret mod ansøgerens mors vilje, og at der ikke er indikation for, at der kan opnås myndighedsbeskyttelse i Gambia mod omskæring. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at det må lægges til grund, at ansøgeren ved en udsendelse til Gambia ikke vil være beskyttet fra omgivelserne og ansøgerens mors families pres, da hendes mor ikke vil kunne modstå presset. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, da det er sandsynliggjort, at hun ved en udsendelse til Gambia vil være i en konkret risiko for at blive tvangsomskåret. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Løbenummer: Gamb/2024/2/lafal
Nævnet stadfæstede i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Ansøgeren er mindreårig. Sagen er sambehandlet med Etio/2024/3/DH. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk tigrayer og ortodoks kristen fra [by], Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet af myndigheder, fordi hans far er etnisk tigrayer og hans mor er etnisk amhara. Han har til støtte herfor oplyst, at hans far blev anholdt af politiet på deres bopæl omkring tre måneder før ansøgerens udrejse. Ansøgeren tog med sin mor og søster til politistationen, hvor ansøgeren så sin far blive ført ind. De fik at vide, at han kunne blive løsladt mod kaution. Da de kom tilbage til politistationen dagen efter for at betale kaution, var ansøgerens far der ikke længere. De forsøgte efterfølgende at finde ham, men det lykkedes ikke. Omkring en uge efter, at hans far var blevet anholdt, gik ansøgeren forbi politistationen på vej hjem fra skole. To betjente sagde til ham, at han ville lide samme skæbne som sin far. Kort tid efter denne episode gik ansøgeren forbi politistationen på vej hjem fra fodbold og de to betjente gentog truslen. Dertil kommer, at hans mor er etnisk amhara, og at han har hørt fra sin onkel og på YouTube, at myndighederne forfølger etniske amharaer. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvangsrekrutteret til militæret. Han har til støtte herfor oplyst, at han har hørt at dette sker gennem YouTube og nyhederne. Han har endelig som asylmotiv henvist til de generelle forhold. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren vurderes tilstrækkelig moden til at få ansøgningen om asyl efter udlændingelovens § 7 behandlet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, men kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har nogen asylbegrundende konflikt med de etiopiske myndigheder eller andre. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren var [årsag til udrejse], og at ansøgeren allerede inden udrejsen havde besluttet sig for, at han ville søge asyl i Europa. Uanset om ansøgerens far, der ikke var politisk aktiv, og som ikke kan anses for profileret, forud for ansøgerens udrejse angiveligt skulle være blevet anholdt og tilbageholdt af de etiopiske myndigheder på grund af sin etnicitet som tigrayer, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, eller at der er andre konkrete oplysninger, der støtter, at han selv har en asylbegrundende konflikt med de etiopiske myndighederne. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han fik lavet et nationalitetspas hos de etiopiske myndigheder sammen med sin mor, som skulle bruges til at udrejse af Etiopien, herunder at passet blev udstedt, efter ansøgerens far var blevet anholdt. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han er udrejst legalt fra Etiopien via et visum til [europæisk land]. Det forhold, at ansøgeren på et tidspunkt blev stoppet af to politibetjente, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at ansøgeren, hans mor og hans søster fortsatte med at bo på bopælen i cirka tre måneder, efter at hans far blev anholdt, og at han ikke oplevede nogen opsøgninger fra myndighederne på deres bopæl frem til hans udrejse af Etiopien. Flygtningenævnet vurderer således, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at de etiopiske myndigheder vil fængsle eller straffe ansøgeren på grund af sin fars etnicitet, hvis han vender tilbage til Etiopien. Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har oplyst, at han også frygter de Etiopiske myndigheder på baggrund af hans mors etnicitet som amhara. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren selv har oplyst, at han ikke har oplevet nogen konflikter eller problemer på baggrund af hans mors etnicitet i Etiopien. Flygtningenævnet vurderer således, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, al de etiopiske myndigheder vil fængsle eller straffe ansøgeren, hvis han vender tilbage til Etiopien på grund af ansøgerens mors etnicitet. Det kan yderligere ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren frygter at blive tvangsrekrutteret af til militæret eller oprørsgrupper. Flygtningenævnet har herunder i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ikke har været forsøgt tvangsrekrutteret, og at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at han vil blive forsøgt tvangsrekrutteret. Flygtningenævnet finder ikke på baggrund af de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger, at den generelle risiko for tvangsrekruttering i sig selv er asylbegrundende for ansøgeren. For så vidt angår militærtjeneste i Etiopien skal nævnet bemærke, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke sker tvangsmæssig indkaldelse til militærtjeneste. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for at blive forfulgt jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i nogen individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Endelig er det Flygtningenævnets vurdering, at de generelle forhold i Etiopien ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etio/2024/4/DH
Nævnet stadfæstede i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Ansøgeren er mindreårig. Sagen er sambehandlet med Etio/2024/4/DH. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk tigrayer og ortodoks kristen fra [by], Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive indkaldt til militæret, idet hans mor tigrayer, og hans far er halv etnisk tigrayer og halv etnisk amhara. Han har til støtte herfor oplyst, at der er krig i Tigray-regionen, og at militæret derfor rekrutterer unge mænd til at kæmpe. Han blev en dag sidste år stoppet af politiet, mens han var ude og gå med nogle venner. Da han svarede på deres spørgsmål om, hvilken etnicitet han havde, begyndte de at slå ham og beskylde ham for, at landet var blevet ødelagt. Han fik lov til at gå efter 10 minutter, hvorefter han tog hjem til sine forældre og fortalte om det. Han har ikke efterfølgende oplevet problemer med myndighederne. Han har derudover som asylmotiv henvist, at han frygter at blive fængslet, fordi han er etnisk tigrayer. Han har til støtte herfor oplyst, at hans mor er blevet anholdt to gange. Politiet ransagede deres bopæl i forbindelse med at krigen brød ud Tigra-regionen og anholdte derefter hans mor. Hun var fængslet i omkring tre til fire uger. Otte måneder senere blev hun igen anholdt af myndighederne. Myndighederne ransagede deres hus, fordi de troede, at hans mor skjulte våben. Ansøgeren besøgte sin mor i fængslet inden udrejsen, men han har ikke viden om, hvorvidt hun fortsat er fængslet. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren vurderes tilstrækkelig moden til at få ansøgningen om asyl efter udlændingelovens § 7 behandlet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, men kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har nogen asylbegrundende konflikt med de etiopiske myndigheder eller andre. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren [årsag til at ansøgeren rejste til Europa], og at ansøgeren allerede inden udrejsen havde besluttet sig for, at han ville søge asyl i Europa. Uanset om ansøgerens mor, der ikke var politisk aktiv, og som ikke kan anses for profileret, forud for ansøgerens udrejse angiveligt skulle være blevet anholdt og tilbageholdt af de etiopiske myndigheder på grund af sin etnicitet som tigrayer, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, eller at der er andre konkrete oplysninger, der støtter, at han selv har en asylbegrundende konflikt med de etiopiske myndigheder. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han fik lavet et nationalitetspas hos de etiopiske myndigheder sammen med sin mor, som skulle bruges til at udrejse af Etiopien. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han er udrejst legalt fra Etiopien via et visum til [europæisk land]. Det forhold, at ansøgeren angiveligt på et tidspunkt blev stoppet af to politibetjente, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har oplyst om nogen opsøgninger fra myndighederne på deres bopæl frem til hans udrejse af Etiopien. Flygtningenævnet vurderer således, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at de etiopiske myndigheder vil fængsle eller straffe ansøgeren på grund af ansøgerens etnicitet, hvis han vender tilbage til Etiopien. Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har oplyst, at han også frygter de etiopiske myndigheder på baggrund af hans fars etnicitet som halvt etnisk amhara og halv etnisk tigrayer. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren selv har oplyst, at han ikke har oplevet nogen konflikter eller problemer på baggrund af hans fars etnicitet i Etiopien. Flygtningenævnet vurderer således, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at de etiopiske myndigheder vil fængsle eller straffe ansøgeren, hvis han vender tilbage til Etiopien på grund af ansøgerens fars etnicitet. Det kan yderligere ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren frygter at blive tvangsrekrutteret til militæret eller oprørsgrupper. Flygtningenævnet har herunder i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ikke har været forsøgt tvangsrekrutteret, og at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at han vil blive forsøgt tvangsrekrutteret. Flygtningenævnet finder ikke på baggrund af de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger, at den generelle risiko for tvangsrekruttering i sig selv er asylbegrundende for ansøgeren. For så vidt angår militærtjeneste i Etiopien skal nævnet bemærke, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke sker tvangsmæssig indkaldelse til militærtjeneste. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for at blive forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i nogen individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Endelig er det Flygtningenævnets vurdering, at de generelle forhold i Etiopien ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etio/2024/3/DH
Nævnet stadfæstede i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2023.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by], Egypten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de egyptiske myndigheder, idet han har forladt militæret uden tilladelse. Til støtte herfor har ansøgeren blandt andet oplyst, at han i [efteråret] 2019 påbegyndte sin militærtjeneste, men at han få dage efter besluttede at forlade træningslejren uden tilladelse. Herefter opholdt ansøgeren sig to dage hos sine forældre og derefter i to uger hos en ven. Ansøgerens forældre blev fire dage efter, at ansøgeren havde forladt militæret, opsøgt af personer fra militæret, der oplyste ansøgerens forældre om, at han var deserteret og skulle melde sig til tjeneste igen. Ansøgeren skjulte sig for myndighederne og i [vinteren 2019/2020] udrejste ansøgeren af Egypten. Ansøgeren havde forinden betalt en mand 7.000 egyptiske pund for at fremskaffe et dokument, som ansøgeren skulle vise ved grænsekontrollen i lufthavnen. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han er homoseksuel og frygter [familiemedlem A] og [familiemedlem C]. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst blandt andet, at han som 16-årig begyndte at føle sig tiltrukket af det samme køn, og at han, mens han gik i gymnasiet, havde seksuelle relationer med flere unge mænd. Ansøgerens [familiemedlem B] overhørte en samtale mellem ansøgeren og en af dennes venner, hvorefter [familiemedlem B] blev bekendt med ansøgerens seksualitet. Efter ansøgerens udrejse af Egypten har ansøgeren været i telefonisk kontakt med [familiemedlem A], der også er blevet bekendt med ansøgerens seksualitet og i den forbindelse har truet ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet henviser herved til det, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, bortset det, der er anført om, at ansøgeren under samtalerne i Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende og udbyggende om udøvelsen af sin seksualitet. Flygtningenævnet lægger ud over det, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, endvidere vægt på, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet i forhold til samtalerne i Udlændingestyrelsen imidlertid nu har forklaret divergerende om udøvelsen af sin seksualitet i Egypten, idet ansøgeren under samtalerne i Udlændingestyrelsen har forklaret, at han kun har haft seksuelt samkvem med én person og kun én gang med denne, mens ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at han har haft seksuelt samkvem med fire personer og flere gange med den person, han oplyste om under samtalerne i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet lægger derudover vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor lang tid han opholdt sig hos sine forældre efter at have forladt sin militærtjeneste, idet han under samtalerne i Udlændingestyrelsen har forklaret, at han opholdt sig hos sine forældre i to dage, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han alene opholdt sig hos sine forældre i 2-3 timer. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Egypten vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Egyp/2024/2/sael
Nævnet stadfæstede i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har fået udstedt et visum i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Polen, asylsagsproceduren, modtageforholdene samt brugen af frihedsberøvelse. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i vinteren 2023/2024] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst at han frygter for sin sikkerhed i Polen som følge af tilstedeværelsen af personer, som støtter [præsidenten fra klagerens hjemland], som efter det oplyste vil videregive informationer til [myndighederne fra klagerens hjemland] om klageren, hvis han sendes tilbage til Polen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, såfremt klageren ved en overførsel til Polen oplever problemer med privatpersoner, må klageren henvises til at rette henvendelse til de polske myndigheder herom. Nævnet har herved lagt vægt på, at de polske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens ansøgning om international beskyttelse skal behandles i Danmark under henvisning til baggrundsoplysninger vedrørende risikoen for frihedsberøvelse samt nægtelse af adgang til indkvarteringssystemet og asylproceduren i Polen, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det følger af AIDA’s Country Report: Poland 2022 Update, udgivet i maj 2023, at alle asylansøgere i Polen har adgang til landets modtagecentre, og at der i de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger ikke er oplysninger om, at Dublin returnees har problemer med at få adgang til disse modtagecentre. Flygtningenævnet finder derfor, at der ikke er grund til at antage, at klageren ikke vil have adgang til indkvarteringssystemet ved en overførsel til Polen. Nævnet bemærker hertil, at Polen har accepteret at overtage behandlingen af klagerens ansøgning om international beskyttelse. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er grund til at antage, at forholdene på de almindelige modtagecentre i Polen kan anses for behæftet med væsentlige mangler. Af de foreliggende baggrundsoplysninger kan der i den forbindelse henvises til AIDA’s rapport ”Seeking Refuge in Poland: A Fact-Finding Report on Access to Asylum and Reception Conditions for Asylum Seekers”, udgivet i april 2023, hvoraf det blandt andet fremgår, at: ”Overcrowding does not appear to be an is-sue. […] Overall, although some specific aspects could be improved – particularly regarding the provi-sion of more efficient inclusion programmes and better access to medical and psychological services -, reception conditions in Poland appear to have improved in recent years and do not represent a major cause for concern in the country. The centres do not operate at full capacity and many asylum seekers choose to live in the community instead of the centres while receiving financial support. The Polish Supreme Administrative Court has not recently received cases in reception conditions. The national Commissioner for Human Rights has not reported on any major issues affecting the country’s recep-tion system, apart from the centre’s limited preparation for housing people with disabilities and the fact that asylum applicants face problems getting to reception centres after being released from deten-tion.”For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren risikerer frihedsberøvelse, bemærker Flygtningenævnet, at frihedsberøvelse af asylansøgere, herunder også Dublin returnees, ikke i sig selv er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og 5 og EU’s charter om grundlæggende rettigheders artikel 4 og 6. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis, herunder blandt andet dommen af 29. januar 2008 i sagen Saadi mod Storbritannien (sagsnr. 13229/03), at det i et vist omfang er muligt at frihedsberøve asylansøgere for at fastslå, om ansøgeren har ret til at opholde sig i landet. Det forudsættes, at frihedsberøvelsen sker i overensstemmelse med den nationale lovgivning, at frihedsberøvelsen ikke er vilkårlig, at frihedsberøvelsen sker under passende omstændigheder, og at en frihedsberøvet asylansøger har ret til at indbringe sagen for en domstol, for at denne kan træffe afgørelse om lovligheden af frihedsberøvelsen. Der skal således foretages en konkret vurdering af, om frihedsberøvelse i den konkrete sag er i overensstemmelse med de nævnte bestemmelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet bemærker imidlertid, at der ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger i stort omfang sker frihedsberøvelse af asylansøgere i Polen, som overføres til landet i medfør af Dublinforordningen. Nævnet er ligeledes opmærksom på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende sager om frihedsberøvelse af asylansøgere i Polen, og at disse sager hovedsageligt vedrører familier med mindreårige børn. Nævnet bemærker imidlertid også, at det fremgår af AIDA’s rapport ”Seeking Refuge in Poland: A Fact-Finding Report on Access to Asylum and Reception Conditions for Asylum Seekers”, udgivet i april 2023, at der er indikationer på, at denne praksis fra og med anden halvdel af 2022 er under opblødning. Det fremgår blandt andet af side 29, at: ”According to the NGO Nomada, which provides assistance at various de-tention centres, in the second half of 2022 Dublin returnees were not detained upon arrival in most cases, in a change from previous practices. Instead, they were sent to the Border Guard offices on the German border. From that point, it is up to the Border Guard to request detention measures, but in practice many courts seem to have denied approval of these requests over the last few months.” Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat sker i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at de generelle forhold og levevilkår, som klageren må forventes at blive mødt med i Polen, ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennem-gang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Løbenr.: Dub-Pole/2024/5/JLY.
Nævnet stadfæstede i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Colombia. Sagen er sambehandlet med colo/2024/1/lafal, colo/2024/2/lafal og colo/2024/3/lafal. Indrejst i 2023.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er kristen fra [by A], Colombia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter guerillagruppen ELN (Ejército de Liberación Nacional) som følge af hendes [familiemedlem J´s] og [familiemedlem J´s] konflikt med gruppen. Hun har til støtte herfor nærmere henvist til, at hun og hendes mor flere gange har været til stede på ansøgerens [familiemedlem J´s] og [familiemedlem J´s] [ejendom], når ELN kom for at opkræve penge, som de afpressede hendes [familiemedlem J] og [familiemedlem J] til at betale. Hendes [familiemedlem J] og [familiemedlem J] måtte til sidst flygte fra [ejendommen] af frygt for at blive dræbt af guerillagruppen, hvorefter samme personer fra gruppen opsøgte hende og hendes mor på deres bopæl, hvor de forsøgte at bortføre hende. Sammen med sin mor flygtede hun til [land B], hvor hendes mor nogle måneder senere modtog en trussel i form af en lydbesked fra den gruppe, som havde efterstræbt hendes [familiemedlem J] og [familiemedlem J]. Der var tale om en trussel, som havde sammenhæng med hendes [familiemedlem J´s] og [familiemedlem J´s] forhold, hvilket medførte, at hun sammen med sin mor måtte flygte fra [land B]. Ansøgerens ansøgning om asyl har været behandlet sammen med hendes [familiemedlem J´s] og [familiemedlem J´s] sager, hvor Flygtningenævnet har stadfæstet Udlændingestyrelsens afslag på asyl til hendes [familiemedlem J] og [familiemedlem J]. Flygtningenævnet har i den forbindelse afvist hendes [familiemedlem J´s] og [familiemedlem J´s] asylmotiv, herunder at de skulle være efterstræbt af guerillagruppen ELN. Det kan ikke afvises, at der efter ansøgerens [familiemedlem J´s] og [familiemedlem J´s] flugt fra [ejendommen], som blev overtaget af guerillagruppen, har været en episode, hvor medlemmer af en guerillagruppe har indfundet sig på ansøgerens bopæl, og herunder forsøgt at bortføre ansøgeren. Det er imidlertid ikke sandsynliggjort, at dette har nogen sammenhæng med ansøgerens [familiemedlem J´s] og [familiemedlem J´s] forhold. Det forekommer ganske usandsynligt, at den pågældende guerillagruppe, som havde overtaget ansøgerens [familiemedlem J´s] og [familiemedlem J´s] [ejendom], skulle sende en trussel til ansøgeren og hendes mor, som på det pågældende tidspunkt havde opholdt sig i [land B] i omkring [8-11] måneder. For det første har Flygtningenævnet afvist ansøgerens [familiemedlem J´s] og [familiemedlem J´s] asylmotiv, herunder at de skulle have en asylbegrundende konflikt med guerillagruppen, hvortil kommer, at øvrige medlemmer af ansøgerens familie og hendes [familiemedlem J´s] familie, som fortsat opholder sig i Colombia, ikke er blevet opsøgt eller har modtaget trusler fra gruppen. Den talebesked, som ansøgerens mor har modtaget, må på den baggrund anses for at være konstrueret til lejligheden. Efter en samlet vurdering af disse forhold afviser Flygtningenævnet i det hele ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Det er Flygtningenævnets vurdering, at de generelle forhold i Colombia ikke er af en sådan karakter, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Løbenummer: Colo/2024/4/lafal
Nævnet stadfæstede i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Colombia. Sagen er sambehandlet med colo/2024/1/lafal, colo/2024/2/lafal og colo/2024/4/lafal. Indrejst i 2023.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er kristen fra [by A], Colombia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter guerillagruppen ELN (Ejército de Liberación Nacional) som følge af ansøgerens [familiemedlem J] og [familiemedlem J] konflikt med gruppen. Hun har til støtte herfor nærmere henvist til, at hun og hendes datter flere gange har været til stede på ansøgerens [familiemedlem J] og [familiemedlem J´s] [ejendom], når ELN kom for at opkræve penge, som de afpressede hendes [familiemedlem J] og [familiemedlem J] til at betale. Hendes [familiemedlem J] og [familiemedlem J] måtte til sidst flygte fra [ejendommen] af frygt for at blive dræbt af guerillagruppen, hvorefter samme personer fra gruppen opsøgte hende og hendes datter på deres bopæl, hvor de forsøgte at bortføre hendes datter. Sammen med sin datter flygtede hun til [land B], hvor hun nogle måneder senere modtog en trussel i form af en lydbesked fra den gruppe, som havde efterstræbt hendes [familiemedlem J] og [familiemedlem J]. Der var tale om en trussel, som havde sammenhæng med hendes [familiemedlem J] og [familiemedlem J´s] forhold, hvilket medførte, at hun sammen med sin datter måtte flygte fra [land B]. Ansøgerens ansøgning om asyl har været behandlet sammen med hendes [familiemedlem J´s] og [familiemedlem J´s] sager, hvor Flygtningenævnet har stadfæstet Udlændingestyrelsens afslag på asyl til hendes [familiemedlem J] og [familiemedlem J]. Flygtningenævnet har i den forbindelse afvist hendes [familiemedlem J] og [familiemedlem J] asylmotiv, herunder at de skulle være efterstræbt af guerillagruppen ELN. Det kan ikke afvises, at der efter ansøgerens [familiemedlem J´s] og [familiemedlem J´s] flugt fra [ejendommen], som blev overtaget af guerillagruppen, har været en episode, hvor medlemmer af en guerillagruppe har indfundet sig på ansøgerens bopæl, og herunder forsøgt at bortføre ansøgerens datter. Det er imidlertid ikke sandsynliggjort, at dette har nogen sammenhæng med ansøgerens [familiemedlem J´s] og [familiemedlem J´s] forhold. Det forekommer ganske usandsynligt, at den pågældende guerillagruppe, som havde overtaget ansøgerens [familiemedlem J´s] og [familiemedlem J´s] [ejendom], skulle sende en trussel til ansøgeren og hendes datter, som på det pågældende tidspunkt havde opholdt sig i [land B] i omkring [8-11] måneder. For det første har Flygtningenævnet afvist ansøgerens [familiemedlem J´s] og [familiemedlem J´s] asylmotiv, herunder at de skulle have en asylbegrundende konflikt med guerillagruppen, hvortil kommer, at øvrige medlemmer af ansøgerens familie og hendes [familiemedlem J´s] familie, som fortsat opholder sig i Colombia, ikke er blevet opsøgt eller har modtaget trusler fra gruppen. Den talebesked, som ansøgeren og hendes datter har modtaget, må på den baggrund anses for at være konstrueret til lejligheden. Efter en samlet vurdering af disse forhold afviser Flygtningenævnet i det hele ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Det er Flygtningenævnets vurdering, at de generelle forhold i Colombia ikke er af en sådan karakter, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Løbenummer: Colo/2024/3/lafal
Nævnet stadfæstede i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Colombia. Sagen er sambehandlet med colo/2024/1/lafal, colo/2024/3/lafal og colo/2024/4/lafal. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er katolik fra [by A], Colombia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter guerillagruppen ELN (Ejército de Liberación Nacional), som kom på hendes og hendes ægtefælles [ejendom] for at kræve penge. Da gruppen kom på [ejendommen] sidste gang, krævede de at få udleveret [ejendele], hvilket ansøgeren modsatte sig. Hun truede med at søge hjælp hos militæret, hvilket medførte, at gruppen vendte tilbage om natten for at overtage [ejendommen]. Hun og hendes ægtefælle flygtede fra [ejendommen] for at undgå at blive dræbt, og søgte tilflugt hos en bekendt, indtil de kunne udrejse af landet. Hun har videre henvist til, at de personer, som hjalp dem med at flygte, efterfølgende er blevet dræbt af guerillagruppen, fordi de havde hjulpet hende og hendes ægtefælle. En veninde, som hun fik til at hente sin hund på [ejendommen], efter at [ejendommen] var blevet overtaget af guerillagruppen, er i den forbindelse også blevet dræbt af gruppen. Hendes [familiemedlem A] og [familiemedlem B], som hjalp med arbejdet på [ejendommen], er også efterfølgende blevet opsøgt af guerillagruppen, som forsøgte at bortføre [familiemedlem B] fra hendes hjem. Endelig har ansøgeren henvist til, at flere af hendes andre familiemedlemmer er blevet dræbt af guerillaen. Hendes [familiemedlem F] blev således slået ihjel i [slut 1980´erne] af FARC, hvor familien efterfølgende modtog trusler fra gruppen. Hendes ene [familiemedlem G] havde en konflikt med en guerillagruppe, hvorfor han flygtede til [land B], hvor han blev slået ihjel. Hendes anden [familiemedlem H] blev slået ihjel ved det hus, hvor ansøgerens [familiemedlem F] havde boet. Hertil kommer, at hendes [familiemedlem A] og [familiemedlem B], som flygtede til [land C] som følge af hændelsen vedrørende forsøget på at bortføre hendes [familiemedlem B], er blevet truet, mens de boede i [land C], hvorfor de endnu engang måtte flygte. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har en asylbegrundende konflikt med ELN. Flertallet har lagt vægt på, at ansøgeren og hendes ægtefælle har forklaret forskelligt om centrale dele af hendes og hendes ægtefælles asylmotiv. Det fremgår således, at ansøgeren til sin oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2022 har oplyst, at ELN opsøgte dem på [ejendommen] 6-7 gange, mens hun til asylsamtalen [i sommeren] 2023 oplyste, at de blev opsøgt 3 gange, hvilket hun umiddelbart efter korrigerede til 4 gange. Der er endvidere lagt vægt på, at ansøgeren og hendes ægtefælle har forklaret forskelligt om, hvornår de begyndte at betale penge til ELN. Ansøgeren har således til sin asylsamtale [i sommeren] 2023 oplyst, at hun ikke modsatte sig guerillagruppens krav om betaling under den første opsøgning, hvor hun gav dem penge. Hendes ægtefælle har derimod til sin asylsamtale [i sommeren] 2023 oplyst, at ansøgeren ved denne første opsøgning på [ejendommen] afviste gruppens krav om betaling. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har forklaret, at hendes ægtefælle må have forvekslet forløbet under den første opsøgning med, hvad der skete den sidste gang, hvor de blev opsøgt af gruppen. Det fremgår således af hendes ægtefælles asylsamtale, at han direkte blev bedt om at fortælle om den første opsøgning, og at det først var efter, at han var blevet orienteret om uoverensstemmelsen mellem hans og ansøgerens oplysninger, at han forklarede, at den opsøgning, som han fortalte om, ikke var den første opsøgning. Han har i den forbindelse oplyst, at ELN tidligere havde været på [ejendommen], og at de samlet set er blevet opsøgt omkring 4-6 gange. Det forekommer efter flertallets opfattelse at være utroværdigt, at ansøgeren og hendes ægtefælle ikke kan huske, hvor mange gange de er blevet opsøgt på [ejendommen], og at de har forklaret vidt forskelligt herom. Flertallet har også lagt vægt på, at ansøgeren til sin oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2022 samt asylsamtalen [i sommeren] 2023 har oplyst, at hun og ægtefællen, efter at være flygtet ud af huset, løb hjem til deres nabo, […], som kørte dem til [by B] på sin knallert eller motorcykel. Ansøgerens ægtefælle har derimod til sin oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2022 oplyst, at de efter at være flygtet ud af huset løb til busterminalen i [by B]. Han har herefter til sin asylsamtale [i sommeren] 2023 forklaret, at han og ansøgeren under flugten løb ned på landevejen, hvor de mødte [deres nabo], som havde hørt skuddene i forbindelse med, at guerillagruppen trængte ind på [ejendommen]. Flertallet har lagt vægt på, at ansøgerens og hendes ægtefælles forklaringer adskiller sig væsentligt fra hinanden, og at ansøgerens asylmotiv fremstår som konstrueret til lejligheden. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, at hendes ægtefælles [familiemedlem A] og [familiemedlem B] efterfølgende er blevet opsøgt i deres hjem af den samme gruppe, som kom på [ejendommen], og at gruppen i den forbindelse forsøgte at bortføre ægtefællens [familiemedlem B]. Ansøgeren har videre forklaret udbyggende ved at henvise til, at en anden guerillagruppe flere måneder efter episoden på [ejendommen] skulle have truet hende i forbindelse med, at gruppen skulle have afleveret et trusselbrev hos ansøgerens ægtefælles [familiemedlem C]. Der er tale om et brev, som først er fremkommet efter Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på asyl, og som fremstår som konstrueret til lejligheden. Endelig forekommer det usandsynligt, at ansøgerens [familiemedlem D], som ansøgeren ikke længere har kontakt til, skulle have sendt en optagelse fra et overvågningskamera i en butik til ansøgerens [familiemedlem E] i [land A], som angiveligt viser en person, der var sammen med [familiemedlem D´s] søn, blive dræbt af skud, og at dette i øvrigt skulle have nogen sammenhæng med ansøgerens forhold. På baggrund af denne samlede vurdering af ansøgerens generelle troværdighed afviser Flygtningenævnets flertal i det hele ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Det er Flygtningenævnets vurdering, at de generelle forhold i Colombia ikke er af en sådan karakter, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Løbenummer: Colo/2024/2/lafal
Nævnet stadfæstede i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Colombia. Sagen er sambehandlet med colo/2024/2/lafal, colo/2024/3/lafal og colo/2024/4/lafal. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er katolik fra [by A], Colombia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter guerillagruppen ELN (Ejército de Liberación Nacional), som følge af, at ELN vil opkræve fortjenesten fra ansøgerens og ægtefællens [erhverv]. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at medlemmer af gruppen har truet ham og hans ægtefælle, og at de er blevet opsøgt flere gange. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre forklaret, at hans nabo og en bekendt er blevet slået ihjel af ELN, som følge af ansøgeren og dennes ægtefælles konflikt med gruppen. Endeligt har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv forklaret, at ansøgerens [familiemedlem A] og [familiemedlem B], som en følge af ansøgerens og ansøgerens ægtefælles konflikt, er blevet opsøgt og truet af medlemmer fra ELN, og at [familiemedlem A] og [familiemedlem B] som følge deraf også er flygtet til Danmark. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har en asylbegrundende konflikt med ELN. Flertallet har lagt vægt på, at ansøgeren og hans ægtefælle har forklaret forskelligt om centrale dele af hans og hans ægtefælles asylmotiv. Det fremgår således, at ansøgerens ægtefælle til sin oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2022 har oplyst, at ELN opsøgte dem på [ejendommen] 6-7 gange, mens hun til asylsamtalen [i sommeren] 2023 oplyste, at de blev opsøgt 3 gange, hvilket hun umiddelbart efter korrigerede til 4 gange. Der er endvidere lagt vægt på, at ansøgeren og hans ægtefælle har forklaret forskelligt om, hvornår de begyndte at betale penge til ELN. Ansøgeren har således til sin asylsamtale [i sommeren] 2023 oplyst, at ansøgerens ægtefælle ved denne første opsøgning på [ejendommen] afviste gruppens krav om betaling. Ansøgerens ægtefælle har derimod til sin asylsamtale [i sommeren] 2023 oplyst, at hun ikke modsatte sig guerillagruppens krav om betaling under den første opsøgning, hvor hun gav dem penge. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle har forklaret, at ansøgeren må have forvekslet forløbet under den første opsøgning med, hvad der skete den sidste gang, hvor de blev opsøgt af gruppen. Det fremgår således af ansøgerens asylsamtale, at han direkte blev bedt om at fortælle om den første opsøgning, og at det først var efter, at han var blevet orienteret om uoverensstemmelsen mellem hans og ægtefællens oplysninger, at han forklarede, at den opsøgning, som han fortalte om, ikke var den første opsøgning. Han har i den forbindelse oplyst, at ELN tidligere havde været på [ejendommen], og at de samlet set er blevet opsøgt omkring 4-6 gange. Det forekommer efter flertallets opfattelse at være utroværdigt, at ansøgeren og dennes ægtefælle ikke kan huske, hvor mange gange de er blevet opsøgt på [ejendommen], og at de har forklaret vidt forskelligt herom. Flertallet har også lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle til sin oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2022 samt asylsamtalen [i sommeren] 2023 har oplyst, at hun og ansøgeren, efter at være flygtet ud af huset, løb hjem til deres nabo, […], som kørte dem til [by B] på sin knallert eller motorcykel. Ansøgeren har derimod til sin oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2022 oplyst, at de efter at være flygtet ud af huset løb til busterminalen i [by B]. Han har herefter til sin asylsamtale [i sommeren] 2023 forklaret, at han og ægtefællen under flugten løb ned på landevejen, hvor de mødte [deres nabo], som havde hørt skuddene i forbindelse med, at guerillagruppen trængte ind på [ejendommen]. Flertallet har lagt vægt på, at ansøgerens og ægtefællens forklaringer adskiller sig væsentligt fra hinanden, og at ansøgerens asylmotiv fremstår som konstrueret til lejligheden. Hertil kommer, at der er forklaret udbyggende om, at ansøgers [familiemedlem A] og [familiemedlem B] efterfølgende er blevet opsøgt i deres hjem af den samme gruppe, som kom på [ejendommen], og at gruppen i den forbindelse forsøgte at bortføre ansøgerens [familiemedlem B]. Det synes tillige at være udbyggende, når det er forklaret, at en anden guerillagruppe flere måneder efter episoden på [ejendommen] skulle have truet ansøgers ægtefælle i et trusselbrev, som blev afleveret hos ansøgerens [familiemedlem C]. Der er tale om et brev, som først er fremkommet efter Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på asyl, og som fremstår som konstrueret til lejligheden. Endelig forekommer det usandsynligt, at ansøgerens ægtefælles [familiemedlem D], som ægtefællen ikke længere har kontakt til, skulle have sendt en optagelse fra et overvågningskamera i en butik til ægtefællens [familiemedlem E] i [land A], som angiveligt viser en person, der var sammen med nævnte [familiemedlem D´s] søn, blive dræbt af skud, og at dette i øvrigt skulle have nogen sammenhæng med ansøgerens og dennes ægtefælles forhold. På baggrund af denne samlede vurdering af ansøgerens generelle troværdighed afviser Flygtningenævnets flertal i det hele ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Det er Flygtningenævnets vurdering, at de generelle forhold i Colombia ikke er af en sådan karakter, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Løbenummer: Colo/2024/1/lafal
Nævnet stadfæstede i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [provins A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel eller udsat for overgreb af Taliban på grund af sin families jordkonflikt. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at før Talibans magtovertagelse lånte ansøgerens far ansøgerens [familiemedlem] penge, og da ansøgerens far bad om at få dem tilbage, nægtede ansøgerens [familiemedlem], men indvilligede i, at ansøgerens far i bytte fik et stykke jord. Ansøgerens storebror og [nære familiemedlem] tog ud til landstykket for at begynde at dyrke det, og efter et stykke tid dukkede tre personer op, som mente, at det var deres stykke jord. Der opstod tumult, og ansøgerens [nære familiemedlem] blev skudt og slået ihjel. Den ene af de tre mænd blev anholdt og dømt for drabet på ansøgerens [nære familiemedlem]. Ansøgerens familie har derfor et direkte mellemværende med [A], som blev idømt [antal] års fængsel for drabet på ansøgerens [nære familiemedlem], men som, efter Talibans magtovertagelse blev løsladt og udnævnt til [stilling] for [provins A]. [A] er i dag et magtfuld Taliban medlem. Med samme begrundelse, som er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [efteråret] 2023 kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med Taliban til grund, da forklaringen har været divergerende, usammenhængende og ikke overbevisende på flere centrale punkter. Klagerens forklaring har således været divergerende omkring, hvorvidt klageren var hjemme, da klagerens storebror kom med klagerens [nære familiemedlems] lig, om hvor mange personer fra Taliban, der var til stede ved deres første og anden opsøgning af familiens hus, og om hvordan klageren fik Taliban til at køre ham på hospitalet. Klagerens forklaring har været usammenhængende omkring, hvorvidt han genkendte to af de personer fra Taliban, som opsøgte klagerens hus og ikke overbevisende omkring, at Taliban skulle vælge at køre klagerens på hospitalet og placeret ham på en enestue uden overvågning, hvorfra klageren kunne flygte. Det af advokaten anførte, herunder det fremlagte skøde og de fremlagte fotos, kan ikke føre til en anden vurdering af ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2024/8/kdo
Nævnet stadfæstede i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [by A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at bliver slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han under sit ophold i Afghanistan fra 2020 til [foråret] 2021 indberettede medlemmer af Taliban til de daværende afghanske myndigheder, idet ansøgeren overværede mistænkelige aktiviteter fra [bygning]. Som følge af indberetningen blev [antal] medlemmer af Taliban slået ihjel af politiet, og andre blev anholdt, herunder ansøgerens [familiemedlem A], som ansøgeren formoder er medlem af Taliban. Ansøgeren rejste herefter tilbage til Danmark. Efter Talibans magtovertagelse udrejste ansøgeren på ny til Afghanistan i 2022. Ansøgeren har endvidere oplyst, at [familiemedlem A] i den forbindelse fortalte ham, at han som følge af indberetningen nu fremgår af Talibans dødsliste. [Familiemedlem A] sagde også til ansøgeren, at han aldrig skulle vise sig igen i Afghanistan. Ansøgeren udrejste på den baggrund af Afghanistan. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Afghanistan. Ansøgeren har endeligt under mødet i Flygtningenævnet henvist til vestliggørelse som sur place asylmotiv. Ansøgeren har allerede opholdstilladelse efter [bestemmelse i udlændingeloven], og har nu ansøgt om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært stk. 2. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynligt, at ansøgeren i [foråret] 2021 uden nærmere undersøgelse og på et så spinkelt grundlag som forklaret af ham skulle have angivet [sit familiemedlem] til politiet, hvilket ved politiets ankomst medførte, at [antal] personer blev skuddræbt af politiet og [antal] personer – [herunder familiemedlem A] – blev tilbageholdt. Ansøgeren har derudover ikke sandsynliggjort, at han var i Afghanistan i perioden [2021] til [2022], hvor [familiemedlem A] angiveligt i [2022] konfronterede ansøgeren med ansøgerens anmeldelse af ham til politiet, hvorefter ansøgeren blev slået og truet med, at ansøgeren var på Talibans dødsliste som følge heraf. Ansøgeren har samtidigt forklaret, at han både indrejste og udrejste legalt i Afghanistan ved denne rejse, og at hans pas blev undersøgt den ene gang i 30 – 40 minutter. Dertil blev ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet foreholdt, at det fremgår af oplysningerne fra Skat, at han i Danmark i [perioden omkring 2021-2022, hvor ansøgeren har forklaret, at han ikke var i Danmark, alligevel havde en indkomst]. Ansøgeren fastholdt under mødet i Flygtningenævnet, at han havde været i Afghanistan trods oplysningerne fra Skat om, at han havde arbejdet i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens generelle troværdighed som følge heraf er svækket i betydelig grad. De af ansøgeren fremlagte trusler på mødet i Flygtningenævnet i form af afghanske dokumenter, angiveligt stemplet og underskrevet af de lokale myndigheder, og [socialt medie]-beskeder kan af samme grund ikke føre til, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har asylbegrundende konflikter med Taliban eller andre i Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker herunder, at det fremgår af Landinfos temanotat om Afghanistan vedrørende tazkera, pass og andre ID-dokumenter, dateret 28. juni 2023, at det er relativt nemt at forfalske dokumenter i Afghanistan. Truslerne, som angiveligt er fremsendt via [socialt medie], fremstår som afsendt af en falsk profil. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han har asylbegrundende konflikter i Afghanistan omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Med hensyn til ansøgerens sur place asylmotiv om at være i risiko for forfølgelse fra Taliban, idet han vil blive betragtet som ”vestliggjort” bemærker Flygtningenævnet, at forholdene for vestliggjorte og den risikovurdering, der i den forbindelse skal foretages ved en tilbagevenden til Afghanistan, er beskrevet i Flygtningenævnets baggrundsmateriale, herunder EUAA, Country Guidance, Afghanistan fra januar 2023. Heraf fremgår af pkt. 3.13 og pkt. 3.14 blandt andet: ”… Individuals perceived as ”Westernized” due, for example, to their activities, behaviour, appearance and ex-pressed opinions, which may be seen as non-Afghan or non-Muslim. It may also include those who return to Afghanistan after having spent time in Western countries. … The individual assessment of whether there is a reasonable degree of likelihood for the applicant to face persecution should take into account risk-impacting circumstances, such as: the behaviour adopted by the applicant, visibility of the applicant, area of origin and conservative environment, gender (the risk is higher for women), age (it may be difficult for children of certain age to (re-) adjust to Afghanistan´s social restrictions), duration of stay in a western country, etc. …” Af baggrundsoplysningerne fremgår endvidere, at det afgørende for spørgsmålet om vestliggørelse i lyset af Talibans magtovertagelse er, om ansøgeren efter en samlet vurdering har en sådan erfaring med livet i Afghanistan, at ansøgeren vil kunne genoptage sit liv i landet på en sådan måde, at han ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Vedrørende ansøgerens vestliggørelse bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren fremstår helt uprofileret og upåfaldende, og han tilhører som etnisk pashtun flertalsbefolkningen. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren indrejste i Danmark i [efteråret] 2014, da han var [16-18 år]. Han blev i Danmark familiesammenført til sin afghanske familie bestående af forældre og [antal] søskende, hvorfor han ikke er uden forudsætninger for at kunne begå sig i Afghanistan. Han kan således tale sproget og har efter sin egen forklaring i de seneste år haft flere rejser til Afghanistan, hvor han har opholdt sig i længere perioder. Hertil kommer i særdeleshed, at han [i foråret] 2019 blev gift med en afghansk kvinde, der bor Afghanistan med deres søn på [0-3 år]. Ansøgeren findes således at have en stærk tilknytning til Afghanistan. Den omstændighed, at ansøgeren kom til Danmark som [16-18 årig] i 2014 og har bestået 9. klasse, har været på [uddannelsesophold] i seks måneder og har arbejde som [arbejde A] og [arbejde B] indebærer ikke, sammenholdt med de øvrige foreliggende oplysninger, en sådan grad af vestliggørelse, at dette kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. På denne baggrund og henset til at ansøgeren efter sin egen forklaring har kunnet rejse og i perioder opholde sig i Afghanistan uden problemer, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at den omstændighed, at han har boet i Danmark i en årrække, vil give ham asylbegrundende konflikter ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker endeligt, at efter de foreliggende baggrundsoplysninger er de generelle forhold i Afghanistan ikke af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb eller i øvrigt omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som følge af sin blotte tilstedeværelse i Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2024/7/LNK
Nævnet omgjorde i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2009. I 2010 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. I 2024 blev sagen påklaget til Flygtningenævnet.Flygtningenævnet udtalte: ” Klageren har til sagen oplyst, at han er etnisk [etnicitet] og sunni-muslim fra [navn på provins] provinsen i Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer og har ikke været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren]2009, og at han søgte asyl [senere i sommeren] 2009. [I foråret 2010] meddelte Udlændingestyrelsen (tidligere Udlændingeservice) klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Opholdstilladelsen er senest forlænget af Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2023 og er nu gældende til [sommeren]2025. Klagerens advokat har den [dato] 2024 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han frygtede Taliban, dels fordi han har undervist i engelsk og dels fordi han efter sin tilbagevenden til Afghanistan i [efteråret] 2008 har videregivet oplysninger om Talibans aktiviteter til en mand, som arbejdede som tolk for amerikanerne. Klageren oplyste under den oprindelige asylsag blandt andet, at han havde kurser i [by, A], hvor han underviste i engelsk og [et andet fag] I 2008 modtog han trusselsbreve fra Taliban, der ønskede, at han skulle lukke sine kurser. Klageren fortsatte imidlertid sine kurser og blev en dag opsøgt af tre Taleban medlemmer, som truede og slog ansøger. Klageren blev efterfølgende opsøgt på sin bopæl og udrejste herefter af Afghanistan med hjælp fra en agent. Agenten kunne imidlertid ikke skaffe klageren videre fra [et transitland], og klageren vendte i [efteråret] 2008 tilbage til Afghanistan. Efter sin tilbagevenden til Afghanistan begyndte han at sælge [varer] i forskellige provinser, herunder [navn på provins] provinsen. I forbindelse med et bryllup mødte klageren en mand, som arbejdede som tolk for de amerikanske styrker. Klageren og tolken aftalte efterfølgende, at klageren skulle arbejde som spion for tolken og rapportere til ham, hvis han opdagede Taliban lagre i forbindelse med sine salgsrejser. Klageren afslørede både et våbenlager og en narkotikafabrik. Under en rejse til byen [B] omkring[foråret] 2009 opholdt klageren sig en aften i en [et sted] , da han hørte en lastbil parkere udenfor. Ansøger kiggede ud af vinduet, og så 30-40 Taleban medlemmer [beskrivelse af hvad de foretg sig] . Han optog episoden med sit videokamera. Samme nat kom Taleban medlemmerne ind [til stedet, hvor klageren opholdt sig] , og konfiskerede alle klagerens videokameraer, uvidende om, at klageren havde filmet dem. Samme aften tog klageren hjem til sin bopæl i [by, A], hvor han skjulte sig hos en ven, indtil sin udrejse. Samme aften opsøgte Taliban klagerens ansøgers mor, gennembankede hende og truede hende på livet, idet de oplyste hende om, at ansøger var en spion. Klageren opholdt sig hos vennen i cirka [nogle dage] , inden han udrejste af Afghanistan. Klageren har i forbindelse med statusændringssagen ud over de konflikter, som begrundede, at han i 2010 af Udlændingestyrelsen blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, henvist til de ændrede magtforhold i Afghanistan, efter at Taliban kom til magten i august 2021. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren ved Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato} 2010 blev meddelt opholdstilladelse på grund af en konflikt med Taliban. Klageren har ved sin forklaring for nævnet i dag i det væsentlige bekræftet sit oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet finder på denne baggrund sammenholdt med udviklingen i Afghanistan siden Talibans magtovertagelse i august 2021, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato] 2010, således at klageren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh 2024/6
Nævnet omgjorde i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk hazara og shiamuslim fra landsbyen [landsby A], [provins A], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv i sin spontansag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af [navn], hvis far er medlem af Taliban, ligesom han frygter familien til den mand, som hans [familiemedlem A] har slået ihjel. Klageren blev ved Flygtningenævnets afgørelse [fra sommeren] 2017 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, på dette grundlag. Klageren har i forbindelse med sin statusændringssag som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan fortsat frygter Taliban, som han har en konflikt med. Til støtte herfor henviser klageren til, at dette nu er blevet til en konflikt med myndighederne, da Taliban i dag har overtaget magten, hvorfor klageren ifølge nævnets praksis er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han som følge af sit lange ophold i Danmark har tillagt sig danske værdier. Klageren har til støtte herfor henvist til, at dette sammenholdt med at han er etnisk hazara vil udsætte ham for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren ved Flygtningenævnets afgørelse [fra sommeren] 2017 er meddelt opholdstilladelse bl.a. på grundlag af en konflikt med Taliban. Flygtningenævnet finder på denne baggrund sammenholdt med udviklingen i Afghanistan siden Talibans magtovertagelse i august 2021, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2016, således at klageren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Løbenummer: Afgh/2024/12/sesc
Nævnet omgjorde i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2013. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk tadjik og sunnimuslim fra [provins A], Afghanistan. Klageren har ikke i Afghanistan været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret 2013] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede, at han ville blive slået ihjel af Taliban. Til støtte for sit asylmotiv henviste klageren til, at hans [familiemedlem A] arbejdede som [stillingsbetegnelse] for amerikanerne på en base i [provins A] – firmaet blev kaldt [firmanavn A]. På et ukendt tidspunkt [omkring 2010-2015] fandt klageren et trusselbrev uden for familiens bopæl. I trusselbrevet blev klageren og hans [familiemedlem A] truet på livet af Taliban og kaldt for spioner, fordi Taliban var af den opfattelse, at både klageren og hans [familiemedlem A] arbejdede for amerikanerne [firmanavn A]. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2019 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19 a, stk. 2, jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klagerens opholdstilladelse er opnået ved svig. Flygtningenævnet har [i efteråret] 2023 stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret 2019]. Flygtningenævnet har [i efteråret] 2023 besluttet at genoptage sagen af egen drift, henset til de ændrede forhold i Afghanistan efter Talibans magtovertagelse. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil frygte forfølgelse, da han ikke vil kunne genoptage livet i Afghanistan uden at påkalde sig Talibans opmærksomhed. Klagerens har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han gennem sine [10-15 år] i Danmark har opbygget en vestlig livsstil og livsanskuelse, som vil påkalde sig Talibans opmærksomhed. Klageren har subsidiært anført, at han bør meddeles opholdstilladelse som konsekvens af, at hans [familiemedlem B] [i foråret] 2024 er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor henvist navnlig til, at han og hans [familiemedlem B] har et familieliv, som er anerkendt af udlændingemyndighederne, og at der på grund af hans [familiemedlem Bs] helbredsituation består et betydeligt afhængighedsforhold mellem ham og hans [familiemedlem B]. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Flygtningenævnet har anført i afgørelsen [fra efteråret] 2020, at den tidligere meddelte opholdstilladelse ikke kan forlænges. Det er herefter i første række spørgsmålet, om der er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse i Danmark på selvstændigt grundlag under henvisning til hans egne forhold (vestliggørelse). Forholdene for vestliggjorte og den risikovurdering, der skal foretages i den forbindelse ved en tilbagevenden til Afghanistan, er i baggrundsmaterialet bl.a. beskrevet i pkt. 3.13 og pkt. 3.14 i EUAA, Country Guidance: Afghanistan, januar 2023. Heraf fremgår af pkt. 3.13 og pkt. 3.14 blandt andet:”… Individuals perceived as ”Westernized” due, for example, to their activities, behaviour, appearance and expressed opinions, which may be seen as non-Afghan or non-Muslim. It may also include those who return to Afghanistan after having spent time in Western countries.… The individual assessment of whether there is a reasonable degree of likelihood for the applicant to face persecution should take into account risk-impacting circumstances, such as: the behaviour adopted by the applicant, visibility of the applicant, area of origin and conservative environment, gender (the risk is higher for women), age (it may be difficult for children of certain age to (re-) adjust to Afghanistan´s social restrictions), duration of stay in a western country, etc.…”. Flygtningenævnet bemærker, at det afgørende for asylvurderingen i sager med spørgsmål om såkaldt vestliggørelse således er, om den pågældende efter en samlet vurdering har en sådan erfaring med livet i Afghanistan, at pågældende vil kunne genoptage sit liv i landet på en sådan måde, at den pågældende ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Flygtningenævnets flertal bemærker, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2013 som uledsaget mindreårig, da han var [12-15 år]. Klageren har haft en betydelig del af sin skolegang i form af sprogskole og [udskoling] samt ungdom i Danmark, hvor han må anses at have levet et ungdomsliv på danske præmisser. Klageren har taget en uddannelse som [sundhedspersonale], og han har også arbejdet som sådan. Klageren har været aktiv med forskelligt frivilligt, ulønnet foreningsarbejde, herunder i en politisk ungdomsorganisation, og han er fortsat aktiv som frivillig leder i idrætsregi. Klageren taler flydende dansk, og nævnsmødet er således gennemført på dansk. Klageren har på nævnsmødet reflekteret og overbevisende redegjort for sin holdning til og tilegnelse af danske (og vestlige) værdier i bred forstand. Klagerens eneste slægtninge/netværk i Afghanistan er efter det oplyste to [familiemedlemmer C og D], som ikke kan anses at være i stand til at hjælpe klageren ved en tilbagevenden til Afghanistan. Klageren taler dari. Herefter, efter klagerens fremtræden under nævnsmødet og det i øvrigt oplyste finder Flygtningenævnets flertal, at klageren har tilegnet sig en vestlig livsstil, at det efter en samlet vurdering må anses for sandsynliggjort, at klageren ikke vil kunne etablere sig i Afghanistan på en sådan måde, at han ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2019, således at klageren har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Løbenummer: Afgh/2024/11/sesc
Nævnet stadfæstede i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde, der var meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til klagerens frygt for kriminelle grupperinger i Sverige samt hendes sårbarhed. Flygtningenævnet udtalte:”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i vinteren 2013/2014] søgte om asyl i Sverige, og at hun [i foråret] 2014 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Sverige. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Sverige, samt at klageren i Sverige vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opholdstilladelse i Sverige, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren i Sverige vil kunne modtage basale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Nævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at klageren har oplyst, at hun under sit ophold i Sverige af de svenske myndigheder fik stillet en bolig til rådighed, som blev betalt af kommunen, at hun har modtaget offentlig forsørgelse, idet hun ikke var i stand til at arbejde, samt har modtaget sundhedsbehandling. Flygtningenævnet finder heller ikke, at der er tilført sagen sådanne oplysninger om klagerens personlige forhold eller oplevelser under hendes [mangeårige] ophold i Sverige, at Sverige konkret ikke kan tjene som klagerens første asylland. For så vidt angår klagerens forklaring om, at hun er rejst fra Sverige, fordi hun er bange for at blive slået ihjel af en kriminel gruppering, og at hun i [et antal] år har bedt de svenske myndigheder om hjælp til at håndtere dette, men at politiet i Sverige ikke har gjort noget, bemærker Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ikke vil kunne opnå den fornødne beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder således, at de svenske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren beskyttelse, og at klageren – om fornødent – må henvises til at rette henvendelse til den relevante overordnede klagemyndighed i Sverige, såfremt hun fortsat oplever problemer det svenske politis håndtering. Heller ikke den omstændighed, at klageren i Sverige har oplevet at [modtage sundhedsbehandling] på en sådan måde, at hun hverken kunne spise eller sove normalt, og at det er hendes opfattelse, at [sundhedsbehandlingen] er en del af den forfølgelse, hun oplever i Sverige, kan føre til en ændret vurdering af, om klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet lægger således til grund, at [sundhedsbehandlingen] skyldes klagerens [sygdom], som hun efter det oplyste også har modtaget behandling for i [andet europæisk land]. Flygtningenævnet har herved også lagt vægt på, at Sverige, som det også er anført ovenfor, har tiltrådt Flygtningekonventionen, EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at der ikke er grundlag for at antage, at Sverige ikke overholder sine internationale forpligtelser. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” Løbenummer: § 29 b-Sve/2024/2/anfi
Nævnet meddelte i februar 2023 opholdstilladelse (K-status) til en statsborger fra et ukendt hjemland. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er [etnicitet] og [religion] fra [by], [land]. Ansøgeren har ikke været medlem af eller sympatiseret med noget parti, organisation eller bevægelse. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at [ansøgeren] er [LGBT+-person] samt at [ansøgeren] har været udsat for overgreb af militæret og lider af [diagnose]. Til støtte for sit asylmotiv om sin seksualitet, har ansøgeren oplyst, at det er forbudt at være [LGBT+-person] i [land]. Ansøgeren frygter derfor at vender tilbage, idet [ansøgeren] er [LGBT+-person] og gift med en [herboende person]. […] Flygtningenævnet bemærker, at Flygtningenævnet ved beslutning af [i sommeren] 2019 meddelte ansøgeren afslag på asyl efter udlændingelovens § 7 på baggrund af ansøgerens daværende asylmotiver.Flygtningenævnet lagde i den forbindelse i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har således ikke tidligere taget stilling til ansøgerens asylmotiv vedrørende [ansøgerens] [seksuelle orientering]. Ansøgeren indgik [i vinteren 2020/2021] ægteskab med en herboende [person]. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har afgivet en detaljeret og troværdig forklaring om sin [seksuelle orientering], der fremstår selvoplevet. [Ansøgeren] har herunder afgivet en troværdig forklaring på, hvorfor [ansøgeren] ikke tidligere har oplyst om dette asylmotiv. Flygtningenævnet lægger således ansøgerens forklaring om sin seksuelle orientering til grund. Ved vurderingen af, om ansøgeren risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb i [land] har Flygtningenævnet lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger […]. Ansøgerens egen forklaring om de seksuelle overgreb, som [ansøgeren] var udsat for af myndighederne i [land] er i overensstemmelse med baggrundsoplysningerne. Derudover har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv oplyst, at [ansøgeren] gerne vil leve i et åbent forhold med sin [ægtefælle], således at [ansøgeren] kan gå på gaden med sin [ægtefælle] og kysse i det offentlige rum. Af dom fra Den Europæiske Menneskerettigheds Domstol fra den 17. februar 2021 i sagen B and C v. Switzerland fremgår blandt andet, at en ansøger ikke kan pålægges at skjule sin seksualitet for at undgå forfølgelse, og at der ikke alene skal foretages en vurdering af, om homoseksualitet faktisk er kriminaliseret, men en konkret vurdering af, hvorvidt ansøgeren kan opnå myndighedsbeskyttelse, såfremt [ansøgeren] udsættes for ”ill-treatment” af ikke statslige aktører på grund af sin seksuelle orientering. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger og navnlig når henses til, at ansøgerens egen forklaring om de seksuelle overgreb, [ansøgeren] var udsat for af myndighederne i [land] er i overensstemmelse hermed, lægger Flygtningenævnet således efter en konkret og individuel vurdering til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til [land] med sin ægtefælle risikerer asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Land/2023/5/Saba.
Nævnet hjemviste i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt hendes medfølgende barn fra Iran. Indrejst i 2020.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og anser ikke sig selv som tilhørende en religion. Ansøgeren er født og opvokset i [by A], [provins], Iran. Ansøgeren har fra 2018 til 2020 opholdt sig i [by B], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hendes [familiemedlem A] vil dræbe hende eller sørge for, at hun bliver dømt til henrettelse, fordi hun har nægtet at blive medlem af Revolutionsgarden. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst navnlig, at hendes [familiemedlem A] arbejder for Revolutionsgarden, Sepah, og at han vil dræbe ansøgeren, fordi hun har nægtet at blive medlem af Revolutionsgarden. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes [familiemedlem A] mange gange har udsat hende for vold. Ansøgeren besluttede sig derfor for at flygte fra sin familie. Ansøgeren har under sagens behandling i Flygtningenævnet som nyt asylmotiv endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for æresrelateret forfølgelse af sin familie. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst navnlig, at hun har vanæret sin familie ved at flygte fra dem og gifte sig med sin herboende mand uden deres accept. De vil derfor slå hende ihjel, hvis hun vender tilbage til Iran, eller udsætte hende for andre overgreb. Hun vil blive påtvunget en religiøs levestil, som hun ikke ønsker, herunder at bære hijab. Hendes [familiemedlem A] har sendt trusler til hende og hendes mand i Danmark. Udlændingestyrelsen har ved den påklagede afgørelse afvist det asylmotiv, som vedrører ansøgerens frygt for, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil blive dræbt af [sit familiemedlem A] eller dømt til henrettelse, fordi hun har nægtet at blive medlem af Revolutionsgarden. Det fremgår ikke, om Udlændingestyrelsen i den forbindelse har inddraget baggrundsoplysninger om Revolutionsgarden, herunder om rekruttering og enhedsbetegnelser mv., ved vurderingen af ansøgerens forklaring. Ansøgeren har først i forbindelse med sagens behandling i Flygtningenævnet gjort gældende, at hun som et selvstændigt asylmotiv frygter at blive udsat for æresrelateret forfølgelse af sin familie ved en tilbagevenden til Iran. Der er i advokatindlægget henvist til en række baggrundsoplysninger af betydning for vurderingen af dette asylmotiv, ligesom ansøgeren for nævnet har afgivet en nærmere forklaring vedrørende de anførte forhold. Det bemærkes, at denne forklaring til dels fremtræder usammenhængende og præget af udbygninger, herunder navnlig for så vidt angår perioden fra 2018 frem til ansøgerens udrejse af Iran i [efteråret] 2020. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at hensynet til at træffe en materiel rigtig afgørelse og at sikre muligheden for en to-instansbedømmelse af det samlede prøvelsesgrundlag tilsiger, at sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på en fornyet vurdering i første instans. Det forudsættes, at Udlændingestyrelsen både foretager en prøvelse af det nye asylmotiv om æresrelateret forfølgelse og foretager en fornyet prøvelse af det asylmotiv, som styrelsen allerede har taget stilling til, herunder ved at inddrage tilgængelige baggrundsoplysninger om Revolutionsgarden.” Iran/2024/8/EEB
Nævnet meddelte i marts 2024 opholdstilladelse til et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2023. Genoptaget sag. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgerne er etniske kurdere og oprindeligt muslimer. Den kvindelige ansøger er fra [by A] i [provins A], Iran. Den mandlige ansøger er fra [by B] i [provins A], Iran. Ansøgerne har oplyst, at de under deres ophold i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgerne har som asylmotiv i genoptagelsessagen henvist til, at de frygter en tilbagevenden til Iran, idet de i Danmark og i [europæisk land A] har været politisk aktive mod det iranske styre. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at de under deres ophold i [europæisk land A] har deltaget i to demonstrationer mod det iranske styre. Demonstrationerne fandt sted i [efteråret] 2022 som følge af Mahsa Aminis død. Ansøgerne og deres to børn blev under den ene demonstration filmet, og optagelserne blev efterfølgende vist i en nyhedsudsendelse på [en tv-kanal i europæisk land A]. Ansøgerne har efter deres seneste indrejse i Danmark deltaget i flere demonstrationer, hvoraf nogle har fundet sted foran den iranske ambassade. Under deres deltagelse i en demonstration på Rådhuspladsen i København i [vinteren 2022/2023] blev ansøgerne filmet, og optagelsen, hvor ansøgerne ses, er efterfølgende lagt på [socialt medie] af en kendt iransk [medieperson] ved navn [navn]. Der er endvidere lagt en video af en demonstration, der fandt sted i [vinteren 2023/2024], og som ansøgerne deltog i, på [en europæisk tv-kanals] [sociale medie] profil, [navn på socialt medie profil]. I videoen ses ansøgerne. Ansøgerne har endvidere oplyst, at den mandlige ansøgers forældres bopæl blev ransaget i [efteråret] 2022 af de iranske myndigheder, i hvilken forbindelse den mandlige ansøgers bror, [bror A], forsvandt. Ansøgerne har i den forbindelse henvist til en videooptagelse fra forældrenes hus, hvoraf fremgår, at en række personer, herunder personer i uniform, opsøger og bryder ind i forældrenes hus, hvorefter optagelsen afbrydes. Ansøgerne har som asylmotiv i genoptagelsessagen endvidere henvist til, at de er konverteret til kristendommen, og at de som familie og individuelt lever et aktivt liv som kristne. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at de efter nævnsmødet i [efteråret] 2018 og efter deres seneste indrejse har fortsat deres kristne aktiviteter i Danmark. De har således deltaget regelmæssigt i blandt andet gudstjenester og andre kristne aktiviteter arrangeret af menighederne i de kirker, de er tilknyttet. Under ansøgernes ophold i [europæisk land B] havde ansøgerne også kontakt til et kirkenetværk, og deres yngste søn [navn på yngste søn] blev [i vinteren 2021/2022] døbt i [navnet på en kirke i europæisk land B]. Under ansøgernes ophold i [europæisk land A] besøgte familien regelmæssigt den katolske kirke i [by i europæisk land A]. Flygtningenævnet prøvede i 2018 ansøgerens asylmotiv om konversion. Bedømmelsen af, om ansøgerens konversion er reel, giver på denne baggrund fortsat anledning til en vis usikkerhed. Flygtningenævnet finder imidlertid efter en samlet vurdering, at ansøgernes konversion til kristendommen nu må anses for reel. Ansøgerne – der blev døbt i [foråret] 2018 efter at have modtaget undervisning i kristendommen – er således efter afslaget i Flygtningenævnet i [efteråret] 2018 fortsat med regelmæssigt og vedvarende at gå i kirke, herunder i den periode hvor de opholdt sig i [europæisk land B]. Begge ansøgernes børn er også døbt, og den yngste, der blev født og døbt i [europæisk land B] i 2021, er ikke blevet omskåret. Under nævnsmødet har ansøgerne også på en tilstrækkelig overbevisende måde redegjort for, at deres konversion til kristendommen er udtryk for en indre overbevisning, ligesom de har forklaret, hvordan kristendommen påvirker deres hverdag, herunder med bøn. Ansøgernes forklaringer støttes i øvrigt også af de udtalelser, der er fremlagt i sagen. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne som følge af deres religiøse overbevisning ved en eventuel tilbagevenden til Iran er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres to børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2024/12/tps
Nævnet meddelte i oktober 2023 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2019. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er [etnicitet] og efter det oplyste [trosretning] fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren henviste som asylmotiv oprindelig til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede de iranske myndigheder som følge af, at han har været i kontakt med en […] gruppe og udført […] aktiviteter i Iran. Til støtte herfor oplyste ansøgeren, at han i [årstal] under et besøg i Iran deltog i et møde i en lejlighed, hvor han efterlod sin computer. Lejligheden blev efterfølgende ransaget, og de iranske myndigheder kom i den forbindelse i besiddelse af ansøgerens computer, der indeholdt islam- og regimekritisk materiale. Ansøgeren udrejste umiddelbart efter af Iran, og myndighederne opsøgte efterfølgende ansøgerens [familiemedlem A] og spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv endvidere henvist til, at han i Iran i [årstal] blev idømt en betinget dom på [antal] års fængsel og [straf] for sin deltagelse i demonstrationer. Endelig har ansøgeren henvist til, at han efter [efteråret] 2022 har delt regimekritiske opslag omhandlende situationen i Iran på de sociale medier. Ansøgeren har under genoptagelsessagen fortsat henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse fra de iranske myndigheder på grund af sin [trosretning]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han under sit ophold i [land] og Danmark er blevet vestliggjort i en sådan grad, at det af de iranske myndigheder vil blive opfattet som regimekritisk. Endelig har ansøgeren henvist til, at han både før og efter Flygtningenævnets afgørelse fra [efteråret] 2022 har deltaget i flere demonstrationer her i landet mod det iranske regime, og at billeder og videoer af ansøgeren i den forbindelse er blevet delt på forskellige profiler på sociale medier. Endvidere optræder han i en artikel på [medie]. Ansøgeren har under nævnsmødet som asylmotiv tillige henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at skulle aftjene militærtjeneste, hvilket han ikke ønsker. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge ansøgerens forklaring om sin [trosretning] og sine […] aktiviteter i Iran til grund. Flygtningenævnet kan herved henvise til begrundelsen i Flygtningenævnets afgørelse af [efteråret] 2022. Der er i forbindelse med sagens genoptagelse og ansøgerens forklaring under nævnsmødet ikke fremkommet oplysninger, der kan føre Flygtningenævnet til nogen anden vurdering. Om ansøgerens asylmotiv vedrørende vestliggørelse bemærker Flygtningenævnet, at det ikke er nævnets praksis at meddele opholdstilladelse til mænd fra Iran på grundlag af tilegnelse af vestlige værdier og et ønske om at leve i overensstemmelse med sådanne værdier. Det bemærkes i øvrigt, at ansøgeren er udrejst af Iran som [20-25]-årig og dermed som en voksen mand, der har haft sine ungdomsår i Iran. Flygtningenævnet finder under hensyn til det anførte, at ansøgerens anbringende om vestliggørelse – uanset at han nu har opholdt sig i Vesten i [antal] år – ikke giver grundlag for at meddele ansøgeren asyl. Der skal herefter tages stilling til, om ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af regimekritiske aktiviteter i Danmark (sur place) vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Det bemærkes indledningsvis, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at lægge ansøgerens nye forklaring om, at hans [familiemedlem A] i [vinteren 2022/2023] er blevet opsøgt af de iranske myndigheder, til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at forklaringen fremstår usikker og som udtryk for ansøgerens egen formodning om de iranske myndigheders kendskab til udfaldet af hans asylsag i [efteråret] 2022. Flygtningenævnet har derimod lagt til grund, at ansøgeren efter demonstrationerne i Iran i kølvandet på drabet på Mahsa Amini den 16. september 2022 har deltaget i ugentlige demonstrationer i Danmark mod det iranske styre i perioden fra [efteråret] 2022 til [vinteren 2022/2023], hvilket er blevet dokumenteret under nævnsmødet ved gennemgang af opslag på [socialt medie A] under den åbne profil ”[profilnavn]”, der har ca. [antal] følgere. I disse opslag optræder ansøgeren med synligt ansigt som deltager i demonstrationerne i enten videoer eller på billeder. Ansøgeren har ikke været arrangør eller i øvrigt haft en fremtrædende rolle i nogen af demonstrationerne. I en artikel med video offentliggjort på [medie] i [vinteren 2022/2023] optræder ansøgeren med […]. Det må derfor formodes, at ansøgeren for de iranske myndigheder fremtræder identificerbar, selv om det er hensigten, at ansøgeren skal optræde anonymiseret i artiklen. Der er ved denne vurdering tillige lagt vægt på, at […], og at artiklen indeholder en række øvrige oplysninger om ansøgerens sag. Det tilføjes, at artiklen kommer op som det øverste forslag på [internettet], når der søges på […]. Det følger af de foreliggende baggrundsoplysninger, at de iranske myndigheder både har vilje og evne til at overvåge regimekritiske aktiviteter i udlandet, jf. nærmere Landinfo (Temanotat) ”Iran - Reaksjoner mot iranere i eksil” af 28. november 2022 og Landinfo (Respons) ”Iran: Overvåking av regimekritikere i utlandet som følge av ”Kvinne, liv, frihet-protestene”” af 5. juli 2023. Efter en samlet og konkret vurdering af de ovennævnte regimekritiske aktiviteter her i landet, herunder navnlig den pågældende artikel på [medie], sammenholdt med baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det er herefter ufornødent at tage stilling til ansøgerens nye asylmotiv om hans frygt for mod sin vilje at skulle aftjene militærtjeneste ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler på denne baggrund ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2023/47/MLVT.
Nævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og shiamuslim fra [by A], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive udsat for æresdrab af sin tidligere ægtefælle. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes familie bebrejder ansøgerens tidligere ægtefælle, at han ikke slog hende ihjel, da han vendte tilbage til Irak sammen med deres fælles børn. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin familie. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens tidligere ægtefælle har oplyst familien om, at hun er blevet mere liberal efter udrejsen af Irak, hvilket familien betragter som vanærende. Ansøgeren har til støtte herfor videre henvist til, at familien bebrejder ansøgeren for at være skyld i [familiemedlem A’s] død, idet [familiemedlem A] døde kort tid efter, at ansøgeren havde oplyst [familiemedlem A] om, at hun var blevet meddelt afslag på asyl i Danmark. Ansøgeren har under opholdet i Irak i [en flerårig periode] opholdt sig i skjul hos [familiemedlem B] samt hos sine [øvrige familiemedlemmer] i [by B], men det var ubehageligt, og de så ned på hende. Ansøgeren forlod kun bopælen for at gå til lægen og se sine børn på afstand, og ansøgeren var altid iklædt solbriller og maske. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at hun frygter at dø som følge af, at hun ved en tilbagevenden til Irak ikke kan modtage behandling for sin sygdom, [sygdom]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes [familiemedlem C], [familiemedlem C], er en højtstående person i [by A], hvilket forhindrer hende i at gå til lægen, og at sygdommen forværres af perioder med psykisk ustabilitet. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at Flygtningenævnet i afgørelsen af [efteråret] 2019 har lagt til grund, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at hun har en æresrelateret konflikt med sin familie og klan eller sin tidligere ægtefælle. Flygtningenævnet skal i denne sag herefter tage stilling til, hvorvidt der er fremkommet nye oplysninger, der kan begrunde, at ansøgeren nu har en aktuel æresrelateret konflikt med sin familie og tidligere ægtefælle. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at det forhold at ansøgerens [familiemedlem A] er afgået ved døden, og at familien bebrejder ansøgeren dette, har medført, at familien skulle efterstræbe hende på denne baggrund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke i sagen har sandsynliggjort, at familien har opsøgt eller truet hende, herunder i [den flerårige periode] siden [familiemedlem A’s] død. Flygtningenævnet har herved henset til, at ansøgeren ikke under sagen har oplyst, at hun er blevet opsøgt eller truet. Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at hun har holdt sig skjult i denne periode og havde skjult sit ansigt med solbriller og mundbind, når hun rejste til [by B] for at gå til læge, kan ikke føre til en anden vurdering. Det forhold, at ansøgeren har oplyst, at hun er diagnosticeret med sygdommen [sygdom] og frygter at dø, idet hun ikke kan få behandling i hjemlandet Irak, kan ikke føre til en anden vurdering i sagen. Nævnet bemærker hertil, at der er tale om socioøkonomiske forhold, som ikke kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Efter en samlet vurdering af ovenstående finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster med denne begrundelse Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2024/5/MLVT
Nævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea. Ansøgeren er mindreårig. Født i Danmark.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk tigrinya, kristen og tilknyttet [kristent trossamfund] Ansøgeren er født i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens forældre har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at de frygter diktaturet i Eritrea, og har til støtte herfor oplyst, at diktaturet bestemmer, hvad man må gøre, og hvad man må tro på. Ansøgerens forældre har herunder henvist til, at de alle er tilknyttet [kristent trossamfund], og at den manglende religionsfrihed i Eritrea tillige vil kunne medføre forfølgelse af ansøgeren. Ansøgerens forældre har som asylmotiv videre henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Eritrea ikke vil have nogen frihed, og har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren således ikke vil kunne bestemme over [sin egen kønsidentitet], når hun bliver ældre, hvis hun en dag skulle ønske [en anden kønsidentitet]. Ansøgerens forældre har under sagens behandling i Flygtningenævnet som nyt asylmotiv endvidere henvist til forældrenes forhold, og at der først og fremmest søges asyl på vegne af ansøgeren på dette grundlag. Det er til støtte herfor oplyst, at forældrene har asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og at den generelle situation i Eritrea vil betyde, at ansøgeren vil blive individuelt forfulgt, såfremt styret erfarer, hvem ansøgerens forældre er. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren er [4-8] år, er født i Danmark og aldrig har været i Eritrea. Der skal herefter i første række tages stilling til, om ansøgeren kan meddeles asyl på selvstændigt grundlag. Spørgsmålet er nærmere, om ansøgeren er i en afledt risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse som følge af sine forældres henholdsvise unddragelse af og desertering fra nationaltjeneste samt illegale udrejse af Eritrea, som efter forældrenes asylakter er baggrunden for, at de er meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Herom er bl.a. følgende anført i rapporten ”EASO Country of Origin Information Report: Eritrea National Service, exit and return” fra september 2019, side 41: ”Family members of deserters or draft evaders are sometimes imprisoned for a couple of weeks or months in order to put pressure on the searched persons to report back to the unit. This applies as long as the searched person is believed to be still inside Eritrea. Once the person has left the country, the relatives are usually released.” Noget tilsvarende fremgår af Udlændingestyrelsens landerapport ”National service, exit and entry” fra januar 2020, side 5 og 27f. Herefter og efter ansøgerens unge alder finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forældre ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren er i en afledt risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, på det ovennævnte grundlag. Flygtningenævnet finder, at der heller ikke er oplyst om omstændigheder, der kan føre til, at ansøgeren er i en afledt risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse på andet grundlag, idet der for så vidt angår oplysningerne om ansøgerens tilknytning til [kristent trossamfund] navnlig henvises til ansøgerens unge alder, men også til det oplyste om karakteren af ansøgerens aktiviteter inden for rammen af [trossamfundet]. Uanset baggrundsoplysningerne om religiøs forfølgelse i Eritrea finder Flygtningenævnet, at det anførte således ikke kan føre til asyl. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren, der er født i Danmark, efter at hendes forældre er indrejst i Danmark og meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke alene som en konsekvens af forældrenes opholdstilladelser kan meddeles asyl. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at forældrenes frygt for, at ansøgeren i fremtiden ikke vil kunne [bestemme over sin egen kønsidentitet], hvis hun måtte ønske det, ligeledes ikke kan føre til asyl. Det tilføjes, at de generelle forhold i Eritrea, der må betegnes som vanskelige, heller ikke i sig selv kan føre til asyl. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2024/2/EEB
Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk hviderusser og ateist fra [by A] i Hviderusland. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter personer tilknyttet[mafiaen], som vil udsætte ham for vold, fordi han har haft uoverensstemmelser med dem under sit ophold i[land]. Han har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i den periode, hvor han boede i[land], blev uvenner med nogle ukrainere, da de fandt ud af, at han ikke var ukrainer. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter præsidenten i Hviderusland, som efter hans oplysninger arbejder sammen med[mafiaen]. Endvidere vil myndighederne i Hviderusland tvinge ham til at arbejde. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hans far er af russisk afstamning, og at han derfor som følge af sit ophav og tilhørsforhold til et russisk mindretal i Hviderusland vil være udsat for forfølgelse. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han frygter at vende tilbage til Hviderusland, fordi han er [orientering inden for LGBT+-miljøet], og derfor udsat for forfølgelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaringer til grund, idet han har forklaret forskelligt om væsentlige dele af sine asylmotiver. Som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse lægger også Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvilke konflikter han har haft i Hviderusland, herunder forklaret forskelligt om årsagen til, at han søgte om asyl. Ansøgeren har således til sin oplysnings- og motivsamtale [i vinteren] 2020 oplyst, at han frygtede ukendte personer i Hviderusland, fordi han er [orientering inden for LGBT+-miljøet]. Han har derimod til asylsamtalen [i vinteren] 2022 oplyst, at han frygtede forfølgelse i Hviderusland af[mafiaen], som han af forskellige ikke nærmere oplyste årsager havde uoverensstemmelser med. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor og hvor mange gange han er blevet overfaldet af personer med tilknytning til [mafiaen]. Han har således under sin oplysnings- og motivsamtale oplyst, at han er blevet overfaldet to gange i Hviderusland, men under asylsamtalen derimod forklaret, at han er blevet overfaldet i[land]. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret om dette overfald i[land], men samtidig forklaret, at han ikke har været overfaldet i Hviderusland, og tillige udbyggende forklaret, at han i 2019 blev udsat for et overfald i [by B]. Det er Flygtningenævnets vurdering, at ansøgerens forklaring om en konflikt med [mafiaen]ikke er troværdig, hvorfor forklaringen ikke kan lægges til grund. Heller ikke ansøgerens forklaring under nævnsmødet om, at han i Hviderusland vil være udsat for forfølgelse som følge af hans russiske oprindelse, kan lægges til grund, da der er tale om en udbyggende forklaring, som han ikke tidligere har oplyst om som begrundelse for et asylmotiv. Det samme gælder ansøgerens forklaring om, at han er [orientering inden for LGBT+-miljøet], idet han har forklaret forskelligt om, hvorvidt han har oplevet problemer på grund af sin seksualitet. Ansøgeren har således til sin oplysnings- og motivsamtale [i vinteren] 2020 forklaret, at han blev overfaldet i Hviderusland som følge af sin seksualitet, mens han til sin asylsamtale [i vinteren] 2022ikke har nævnt noget om sin [orientering inden for LGBT+-miljøet] som asylmotiv før han under samtalen blev foreholdt sin oplysning herom fra samtalen [i vinteren] 2020. Som også anført i Udlændingestyrelsens afgørelse forekommer ansøgerens opfattelse af at være [orientering inden for LGBT+-miljøet] i øvrigt ganske ureflekteret henset til hans forklaring om, at han hverken er tiltrukket af kvinder eller mænd. På denne baggrund findes ansøgerens forklaring om [hans seksualitet] som asylmotiv efter Flygtningenævnets vurdering at være konstrueret til lejligheden. Det forhold, at ansøgeren ikke finder at kunne vende tilbage til Hviderusland, fordi myndighederne vil tvinge ham til at arbejde, er ikke omfattet af forfølgelsesbegrebet i udlændingelovens § 7. Ansøgeren kan på denne baggrund ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bela/2022/1/SCH.
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Belarus. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk belaruser og kristen fra [hjemby], Belarus. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af ukendte personer, fordi de vil have hans [familiemedlems] lejlighed. Han har til støtte herfor oplyst, at hans [familiemedlem] døde i [måned i sommeren] 2019, og at ansøgeren derefter arvede [familiemedlemmets] lejlighed i [ansøgerens hjemby]. I slutningen af [måned i efteråret] 2019 modtog han et opkald fra en person ved navn [A], der introducerede sig selv som ejendomsmægler. Han ville gerne mødes med ansøgeren og tale om hans [familiemedlems] lejlighed. Ansøgeren mødtes med [A] og en anden mand i [ansøgerens hjemby], hvor de fortalte ansøgeren, at de havde været i gang med at købe ansøgerens [familiemedlems] lejlighed, og at de allerede har lavet en stor udbetaling til [familiemedlemmet]. De tilbød resten af det aftalte beløb til ansøgeren, hvilket ansøgeren afslog. Efterfølgende modtog ansøgeren flere opkald fra [A], der omkring [måned i efteråret] 2019 truede ansøgeren med, at ansøgeren kunne forsvinde. Den [dato i vinteren 2019/2020] brændte ansøgerens bil og hus ned. Da ansøgeren forlod stedet efter branden, blev han ringet op af [A], der igen truede ansøgeren. Ansøgeren udrejste af Belarus den [dagen efter dato i vinteren 2019/2020]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet ansøgerens forklaring er divergerende og usandsynlig på væsentlige punkter. Ansøgeren har som påpeget af Udlændingestyrelsen bl.a. forklaret divergerende om hvorvidt ansøgerens [familiemedlem] havde fortalt ham om, at [familiemedlemmet] var blevet kontaktet angående sin lejlighed. I asylskemaet har ansøgeren således oplyst, at hans [familiemedlem] havde fortalt om et besøg af nogle ejendomsmæglere, som havde tilbudt at købe lejligheden, mens han under asylsamtalen har forklaret, at hans [familiemedlem] aldrig har nævnt, at nogen personer havde tilbudt at købe lejligheden. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår efter hans [familiemedlems] dødsfald, han blev kontaktet af [A]. Han har således i asylskemaet oplyst, at han en uge efter dødsfaldet blev ringet op af [A], som bad ham mødes med ham, mens ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at han blev ringet op af [A] omkring en måned efter dødsfaldet. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om de beløb, som [A] oplyste, at han havde betalt og ville betale for ansøgerens [familiemedlems] lejlighed. Ansøgeren har således under asylsamtalen forklaret, at [A] havde betalt 35.000 dollars til ansøgerens [familiemedlem], og at han ville betale ansøgeren yderligere 10.000 – 12.000 dollars til ansøgeren for lejligheden. Under samtalen i Flygtningenævnet har ansøgeren imidlertid forklaret, at [A] havde betalt 10.000 – 12.000 til ansøgerens [familiemedlem], og at han ville betale 35.000 til ansøgeren. Ansøgeren har forklaret divergerende om branden i hans hus. Under asylsamtalen har han forklaret, at han gik ind i sit brændende hus og kom gennem køkkenet og op på første sal for at hente nogle ting, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han på grund af branden ikke kunne komme længere ind i huset end til entréen. Endelig finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om, at han ikke vidste, hvor hans hus og bil var forsikret, og at han ikke har undersøgt, om han kunne få udbetalt en forsikringssum for sit hus og sin [bil], forekommer usandsynlig. Disse forhold svækker ansøgerens generelle troværdighed og Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevende til Belarus risikere forfølgelse eller behandling i strid med udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bela/2021/1/DH
Nævnet meddelte i marts 2024 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunnimuslim fra landsbyen [A] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, idet de mistænker ham for at have angivet dem til [en regeringsenhed] inden Talibans magtovertagelse. Han har til støtte herfor oplyst, at han i tre til fire år arbejdede som taxachauffør i landsbyen, [B], i […]-provinsen. I 2019 skulle han køre kunder til og fra et bryllup i hans landsby. Til brylluppet deltog også Taliban-medlemmer, som blev anholdt af [regeringsenheden]. Gæster ved festen videregav ansøgerens og hans [familiemedlem A’s] navn som taxachauffører, der kørte folk frem og tilbage, og de blev derfor mistænkt for at have fortalt de afghanske myndigheder om Taliban-medlemmernes tilstedeværelse ved festen. To dage efter festen blev ansøgerens [familiemedlem A] slået ihjel af Taliban. Ansøgerens far blev orienteret om dødsfaldet dagen efter, og samme dag flygtede ansøgeren til Kabul. Næste dag blev ansøgerens far på bopælen opsøgt af Taliban, som spurgte efter ansøgeren. De slog ansøgerens far, da han ikke fortalte, hvor ansøgeren var. Ansøgerens familie flygtede til Kabul 20 dage efter ansøgeren. I Kabul holdt ansøgeren og hans far sig skjult i tre måneder, hvorefter ansøgeren og hans far begyndte at arbejde. Seks til syv måneder efter de var begyndt at arbejde, blev opsøgte formentlig Taliban arbejdspladsen, mens de ikke var tilstede. Ingen af dem vendte tilbage til arbejdspladsen, idet hans far dog arbejdede telefonisk hjemmefra. Herefter og frem til udrejsen i [måned i sommeren] 2021 opholdt ansøgeren sig hos [familiemedlem B] i Kabul. [Familiemedlem C] har fortalt ansøgerens far, at Taliban-medlemmer spørger efter ansøgerens far i landsbyen. Flygtningenævnets flertal kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal lægger herved vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har fremtrådt troværdigt og har svaret umiddelbart på de stillede spørgsmål, ligesom flertallet lægger vægt på, at ansøgeren i alle samtalerne i Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet i alt væsentligt har forklaret konsistent om sit asylmotiv. Flygtningenævnets flertal lægger endvidere vægt på, at de af ansøgeren fremlagte fotos og dokumenter støtter ansøgerens forklaring. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund, at der ikke kan tillægges de få og til dels mindre divergenser i ansøgerens forklaringer afgørende betydning, ligesom flertallet finder, at divergenserne i et vist omfang kan tilskrives misforståelser og tolkning. Flygtningenævnets flertal lægger herefter til grund, at ansøgeren har haft en konflikt med Taliban, der skyldes, at Taliban mistænker ansøgeren for at have angivet taliban-medlemmer til myndighederne, hvilket førte til anholdelse af disse. Flygtningenævnets flertal lægger endvidere til grund, at ansøgerens [familiemedlem A], som Taliban mistænkte for sammen ansøgeren at have angivet taliban-medlemmer til myndighederne, er blevet dræbt, og at det må formodes, at det var Taliban, der stod bag drabet. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2024/5/DH
Nævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde samt et barn, der var meddelt konventionsstatus i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klageren og hendes medfølgende barns sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at en udsendelse til Italien vil være i strid hensynet til barnets tarv, jf. FN’s børnekonventionens artikel 3 og ICCPR artikel 24, og retten til uddannelse, jf. børnekonventionens artikel 28 og ICESCR artikel 13. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren og hendes medfølgende barn er meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning i Italien fra den [dato i efteråret] 2021 til den [dato i sommeren] 2027. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren og hendes medfølgende barn at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, samt at klageren og hendes medfølgende barn i Italien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren og hendes medfølgende barn har opnået beskyttelse i Italien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Tilsvarende finder Flygtningenævnet, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Italien – skønt svære – ikke er på et så uacceptabelt niveau, at klageren og hendes medfølgende barn ikke kan henvises til at tage ophold i Italien som første asylland. Det bemærkes herved, at det af AIDA’s rapport, ”Country Report: Italy – 2022 Update” fra maj 2023 fremgår, at personer med international beskyttelse i Italien har adgang til arbejdsmarkedet og den samme adgang til sundhedsvæsenet og sociale bolig tilbud som italienske statsborgere. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren og hendes medfølgende barn med en opholdstilladelse i Italien vil kunne modtage basale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Nævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at klageren har oplyst, at hun under sit ophold i Italien af de italienske myndigheder fik stillet en bolig til rådighed og fik ydelser, herunder sundhedsbehandling og ydelser til mad, husleje, elektricitet. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at asylsagen skal behandles i Danmark, da en udsendelse til Italien vil være i strid med hensynet til barnets tarv og retten til uddannelse, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke er krav om, at klageren og hendes medfølgende barn socialt set skal kunne leve fuldt ud på samme niveau som italienske statsborgere, og at nævnet finder, at klageren og hendes medfølgende barn vil blive behandlet i overensstemmelse med basale menneskerettigheder. På denne baggrund kan hensynet til barnets tarv således ikke i sig selv føre til, at Danmark skal behandle klageren og hendes medfølgende barns asylansøgning. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Ita/2024/1/DH
Nævnet meddelte i april 2024 opholdstilladelse (K-status) til en statsborger fra Uganda. Indrejst i 2014. Genoptaget sagFlygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og [kristen] fra [by], [distrikt], Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste som asylmotiv under den oprindelige asylsagsbehandling til, at [ansøgeren] ved en tilbagevenden til Uganda frygtede, at [ansøgeren] ville blive slået ihjel af befolkningen og sin familie eller udsat af forfølgelse fra myndighederne, fordi [ansøgeren] er homoseksuel. Ansøgeren oplyste til støtte herfor, at [ansøgeren] har været homoseksuel, siden [ansøgeren] blev født. Som [12-15]-årig indledte [ansøgeren] et seksuelt forhold til en [nabo af samme køn] ved navn [A]. Forholdet blev opdaget af en kvinde, som fortalte det til ansøgerens [familiemedlem]. Ansøgerens [familiemedlem] udsatte herefter ansøgeren for fysiske angreb, og ansøgerens [familiemedlemmer] nægtede at lade [ansøgeren] gå i skole. Som [12-15]-årig blev ansøgeren [presset til at bo sammen med person af det modsatte køn], som er [medforælder] til [ansøgerens] [barn]. To år senere fik ansøgeren nok og rejste til [by i Uganda], hvor [ansøgeren] boede frem til sin udrejse i efteråret 2014. Under opholdet i [by i Uganda] indledte ansøgeren et forhold til en [person af samme køn], og de var kæreste [i en årrække i slut 2000’erne]. I [slutningen af 2000’erne] blev deres forhold opdaget af en gruppering ved navn [gruppering], der samarbejdede med det ugandiske politi. Ansøgere betalte [10.000-30.000] ugandiske shilling for at undgå at blive taget med og overleveret til politiet. Ansøgeren stoppede herefter sit forhold til sin kæreste. I [starten af 2010’erne] blev ansøgerens [ejendom] [vandaliseret] af ukendte personer. Fra [starten af 2010’erne] frem til ansøgerens udrejse i 2014 oplevede ansøgeren ingen problemer med nogen parter. Ansøgeren har i forbindelse med genoptagelsessagen fastholdt sit oprindelige asylmotiv, idet [ansøgeren] endvidere har henvist til den lovgivning vedrørende forbud mod homoseksuelle, som i 2023 er indført i Uganda. Det lægges, således som også sket i Flygtningenævnets afgørelse af 3. januar 2017, til grund, at ansøgeren er homoseksuel, og at [ansøgeren] som følge heraf samt kæresteforholdet til [A] har været udsat for chikane i Uganda. Det kan også lægges til grund, at ansøgeren, hvis det var muligt, ønsker at leve åbent med sin homoseksualitet i Uganda. Parlamentet i Uganda vedtog den 21. marts 2023 ”The Anti-Homosexuality Act 2023”, som efterfølgende er underskrevet af den ugandiske præsident. Af loven fremgår blandt andet, at LGBT+-personer risikerer at blive idømt fængsel på livstid for ”same-sex conduct” og ”promotion of homosexuality”. Der er endvidere indført dødsstraf for tilfælde af ”aggravated homosexuality”. Af baggrundsoplysningerne om forholdene for LGBT+-personer i Uganda, herunder Human Rights Watch, Ugandan Paliament Passes Extreme Anti-LGBT, udgivet den 22. marts 2023, Amnesty International, Uganda: Presidents´s approval of anti-LGBTI Bill is a grave assault on Civil and Political Rights: LGBTQ-Rights, udgivet den 26. maj 2023 og The Advocates for Human Rights, Ugandas Compliance with the International Convention on Civil and Political Rights: LGBTQ+Rights, udgivet den 26. maj 2023, fremgår, at forholdene for LGBT+-personer i Uganda er forværret betydeligt som følge af den nævnte lov. Det er fortsat ikke muligt at fastslå, hvorledes den i Uganda indførte lov vil blive håndhævet med hensyn til gennemførelse af straffesager mv. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår imidlertid, at der har været en stigning i myndighedernes anholdelser af homoseksuelle, ligesom der er rapporteret om en betydelig stigning i antallet af andre overgreb mv. på [LGBT+-personer]. Endvidere fremgår det af nyere artikler, herunder fra Human Rights Awareness and Promotion Forum (HRAPF), at situationen for homoseksuelle i Uganda er mærkbart forværret og således beskrives i artikler en stor stigning i chikane, vold og trusler om vold, overfald og tilfælde af arrestationer, men ingen tilfælde af domfældelser efter den nye lov. I en situation som den foreliggende, hvor det lægges til grund, at ansøgerens seksuelle orientering er kendt af [ansøgerens] familie og i lokalsamfundet, og at [ansøgeren] har været udsat for chikane som følge af sin homoseksualitet, må der derfor anlægges en forsigtig vurdering af, om ansøgeren har et beskyttelsesbehov efter udlændingelovens § 7. Efter en samlet konkret vurdering af ansøgerens forhold og baggrundsoplysningerne for LGBT+-personer finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at [ansøgeren] ved en tilbagevenden til Uganda risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: ugan/2024/2/leuds
Nævnet meddelte i april 2024 opholdstilladelse (K-status) til en statsborger fra Uganda. Indrejst i 2016. Genoptaget sagFlygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og kristen fra [område A], [by], Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste som asylmotiv under den oprindelige asylsagsbehandling navnlig til, at [ansøgeren] ved en tilbagevenden til Uganda frygtede at blive slået ihjel af sine fjerne familiemedlemmer og af myndighederne, fordi [ansøgeren] er homoseksuel. Ansøgeren oplyste til støtte herfor, at [ansøgeren] allerede som [8-11]-årig havde erkendt, at [ansøgeren] er homoseksuel. Da ansøgeren gik i [skole] mødte [ansøgeren] [en person af samme køn] ved navn [A], og de blev kort tid efter kærester. I [midten af 2010’erne] begyndte der at gå rygter på skolen om, at ansøgeren og [A] var homoseksuelle, og de blev derfor bortvist fra skolen. Skolen fortalte ansøgerens [familiemedlem A] og [A’s] forældre om rygterne som begrundelse for udsmidningen. Ansøgerens [familiemedlem A] blev meget vred på [ansøgeren] og ville ikke tale med [ansøgeren]. Ansøgeren gik ikke i skole efterfølgende, men blev i stedet frivillig på et børnehjem, som var ledet af en præst. Ansøgeren fortsatte med at se [A], som boede i samme område som ansøgeren. I [midten af 2010’erne] blev ansøgeren overfaldet af to ukendte personer, der stak [ansøgeren] i maven med en kniv. Ansøgeren oplyste, at [ansøgeren] tror, at overfaldet skyldes [ansøgerens] homoseksualitet, idet den ene mand påpegede ansøgerens seksualitet i forbindelse med overfaldet. Ansøgeren blev bragt på hospitalet, hvorfra [ansøgeren] blev udskrevet efter 2-3 dages indlæggelse. [Et antal måneder senere] blev ansøgeren med vilje påkørt af en ukendt billist på gaden. [Senere samme år] blev ansøgerens [familiemedlem som lignede ansøgeren med vilje påkørt af en bil. Chaufføren steg ud af bilen og stak ansøgerens [familiemedlem som lignede ansøgeren] med en kniv for at være sikker på, at [familiemedlem som lignede ansøgeren] var død. Ansøgerens [familiemedlem A] insinuerede efterfølgende over for ansøgeren, at [familiemedlem som lignede ansøgeren] var blevet forvekslet med ansøgeren, og hun tillod ikke ansøgeren at deltage i begravelsen. Efter begravelsen blev der afholdt et familiemøde. Ansøgeren ved ikke, hvad der blev diskuteret under mødet, men [familiemedlem A] opsøgte ansøgeren under mødets afholdelse, gav [ansøgeren] penge og sagde til [ansøgeren], at [ansøgeren] skulle forlade hjemmet. Ansøgeren tog hjem til præsten som styrede børnehjemmet, hvor [ansøgeren] arbejdede frivilligt, og præsten hjalp [ansøgeren] med at flytte til et andet distrikt. Ansøgerens kæreste flyttede ligeledes til det samme distrikt, og de flyttede sammen. I [slutningen af samme år] blev præsten opsøgt af to af ansøgerens familiemedlemmer, som sagde til præsten, at ansøgeren var eftersøgt. Ansøgerens familiemedlemmer truede præsten, da han ikke ville oplyse dem om, hvor ansøgeren befandt sig. Ansøgerens familiemedlemmer sagde til præsten, at de nok skulle finde ansøgeren. I [starten af næste år] blev ansøgerens kæreste, [A], dræbt med flere knivstik. [A] var ikke kommet hjem fra arbejde, hvorfor ansøgeren gik ud for at lede efter [A]. Ansøgeren fandt [A] død og tog på politistationen for at få hjælp. Politiet tilbageholdt ansøgeren imens de tog ud for at hente [A’s] lig. Ansøgeren fortalte politiet, at [ansøgeren] og [A] bare var venner, men næste dag kom [As] familie ned på politistationen og fortalte, at [A] var homoseksuel, og at det muligvis var derfor, at [A] var blevet dræbt. Præsten fik ansøgeren løsladt, og ansøgeren boede hos præsten frem til udrejsen af Uganda. Ansøgeren har i forbindelse med genoptagelsessagen gentaget sit oprindelige asylmotiv, idet [ansøgeren] endvidere har henvist til den lovgivning vedrørende forbud mod homoseksuelle, som i 2023 er indført i Uganda. Udlændingestyrelsen har under sagen tilsluttet sig ansøgerens påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det kan, således som også sket i Flygtningenævnets afgørelse af [efteråret] 2019, lægges til grund, at ansøgeren er homoseksuel, og at [ansøgeren] som følge heraf havde visse konflikter i Uganda. Efter ansøgerens forklaring lægges det herefter til grund, at ansøgeren som følge af sin seksualitet blev bortvist fra skolen, at [ansøgeren] blev overfaldet på gaden, og at [ansøgerens] familie brød med [ansøgeren]. Det kan også lægges til grund, at ansøgeren, hvis det var muligt, ønsker at leve åbent med sin homoseksualitet i Uganda. Parlamentet i Uganda vedtog den 21. marts 2023 ”The Anti-Homosexuality Act 2023”, som efterfølgende er underskrevet af den ugandiske præsident. Af loven fremgår blandt andet, at LGBT+-personer risikerer at blive idømt fængsel på livstid for ”same-sex conduct” og ”promotion of homosexuality”. Der er endvidere indført dødsstraf for tilfælde af ”aggravated homosexuality”. Af baggrundsoplysningerne om forholdene for LGBT+-personer i Uganda, herunder Human Rights Watch, Ugandan Paliament Passes Extreme Anti-LGBT, udgivet den 22. marts 2023, Amnesty International, Uganda: Presidents´s approval of anti-LGBTI Bill is a grave assault on Civil and Political Rights: LGBTQ-Rights, udgivet den 26. maj 2023 og The Advocates for Human Rights, Ugandas Compliance with the International Convention on Civil and Political Rights: LGBTQ+Rights, udgivet den 26. maj 2023, fremgår, at forholdene for LGBT+-personer i Uganda er forværret betydeligt som følge af den nævnte lov. Det er fortsat ikke muligt at fastslå, hvorledes den i Uganda indførte lov vil blive håndhævet med hensyn til gennemførelse af straffesager mv. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår imidlertid, at der har været en stigning i myndighedernes anholdelser af homoseksuelle, ligesom der er rapporteret om en betydelig stigning i antallet af andre overgreb mv. på homoseksuelle. Endvidere fremgår det af nyere artikler, herunder fra Human Rights Awareness and Promotion Forum (HRAPF), at situationen for homoseksuelle i Uganda er mærkbart forværret og således beskrives i artikler en stor stigning i chikane, vold og trusler om vold, overfald og tilfælde af arrestationer, men ingen tilfælde af domfældelser efter den nye lov. I en situation som den foreliggende, hvor det lægges til grund, at ansøgerens seksuelle orientering er kendt af i hvert fald [ansøgerens] familie, og at [ansøgeren] blev bortvist fra skolen som følge af sin homoseksualitet, må der derfor anlægges en forsigtig vurdering af, om ansøgeren har et beskyttelsesbehov efter udlændingelovens § 7. Efter en samlet konkret vurdering af ansøgerens forhold og baggrundsoplysningerne for LGBT+-personer finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at [ansøgeren] ved en tilbagevenden til Uganda risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor – i overensstemmelse med de samstemmende påstande herom – ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: ugan/2024/3/leuds
Nævnet stadfæstede i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2023.Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by A], [provins A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2023, og at han [i efteråret] 2023 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret] 2023 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han har en uafsluttet konflikt med de syriske myndigheder. Klageren har herom oplyst, at han har været tilbageholdt af de syriske myndigheder, og at han blev løsladt mod betaling af kaution. Klageren har derom videre oplyst, at han er eftersøgt af de syriske myndigheder, samt at de syriske myndigheder har forsøgt at opsøge klageren på hans bopæl i Syrien efter hans udrejse, ligesom de syriske myndigheder har opsøgt klagerens ægtefælle og [familiemedlem A] efter hans udrejse. Klageren har tillige til støtte for sit asylmotiv anført, at han er i et modsætningsforhold til de kurdiske grupper, som anser ham for pro regimet, da hans hjem er opsøgt flere gange af regimet. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ikke er bundet af Udlændingestyrelsens vurdering i afgørelse af [efteråret] 2023, hvorefter styrelsen har lagt til grund, at klageren har været tilbageholdt i en kontrolpost og løsladt mod bestikkelse. Klageren har efter Udlændingestyrelsens afgørelse ikke krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Det forhold, at styrelsens afslag er påklaget til Flygtningenævnet, indebærer ikke, at nævnet er afskåret fra at foretage en selvstændig vurdering af de oplysninger, som klageren er fremkommet med under asylsagen. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af klagerens forklaring til grund, da nævnet finder, at klagerens oplysninger indeholder en lang række og meget væsentlige divergenser og udbygninger om helt centrale forhold, og at klageren derfor fremstår med meget begrænset troværdighed. Klageren har således til sin oplysnings- og motivsamtale [i sommeren] 2023 forklaret, at han udrejste en måned efter tilbageholdelsen, og at hans bopæl i denne periode ikke blev opsøgt. Klageren har tillige forklaret, at hans hjem efter hans udrejse er blevet opsøgt af kriminelle personer [flere] gange, som i den forbindelse stjal [husholdningsgenstande]. Klageren har derimod under sin asylsamtale [i efteråret] 2023 udbyggende forklaret, at hans hjem har været opsøgt fire til fem gange af personer i civilt tøj, som har spurgt efter klageren, og at klagerens [familiemedlem A] to gange er blevet opsøgt på sit arbejde, hvor personerne spurgte efter klageren. For Flygtningenævnet har klageren imidlertid forklaret, at han i forbindelse med tilbageholdelsen slog en betjent, der ville sende ham til [by B], at hans bopæl blev opsøgt to gange inden udrejsen af myndighedspersoner, der spurgte efter ham, og at hans [familiemedlem A] ligeledes inden klagerens udrejse flere gange blev opsøgt af personer fra regimet, der spurgte efter klageren. I relation til at klageren angiveligt skulle være blevet fotograferet under en demonstration i 2012, da demonstrationen foregik uden for [hans arbejdsplads], har han ikke forklaret herom under sine samtaler med Udlændingestyrelsen. Klageren har således først for nævnet oplyst, at han fik problemer med myndighederne i forbindelse med en demonstration i 2012, der foregik ved [hans arbejdsplads]. Om divergenserne har klageren forklaret afglidende og har blandt andet henvist til tolkeproblemer. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at klageren - hvis han var i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder, og de opsøgte hans bopæl to gange - var i stand til at opholde sig på bopælen i en måned, inden han udrejste. Samtidig bemærker nævnet, at efter baggrundsoplysningerne genindkaldes mænd over 40 år ikke til at aftjene militærtjeneste. Hertil kommer, at klageren, da han aftjente militærtjeneste, havde rang af menig og aftjente sin værnepligt i et køkken. Det forekommer endvidere påfaldende og udbyggende, at klageren ikke over for Udlændingestyrelsen oplyste, at han via sin [familiemedlem A] havde modtaget kopi af en arrestordre. Det for nævnet foreviste arrestordre foreligger alene i en kopi, og omstændighederne i relation til arrestordren, herunder at klagerens [familiemedlem A] kunne tage et billede af den samtidig med, at [familiemedlem A] også var eftersøgt, forekommer utroværdige. Flygtningenævnet kan derfor ikke tillægge dette dokument bevismæssig betydning. På denne baggrund kan nævnet ikke lægge til grund, at klageren har været tilbageholdt i en kontrolpost og blev løsladt mod bestikkelse, eller at klageren under tilbageholdelsen slog en betjent. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at klageren er i modsætningsforhold til de syriske myndigheder som følge af en demonstration i 2012, som foregik uden for klagerens [arbejdsplads]. I relation til et modsætningsforhold mellem klageren og de kurdiske partier beror dette på klagerens egen formodning. Nævnet bemærker, at klageren ikke i Syrien har haft konflikter med de kurdiske partier af nogen art. Flygtningenævnet kan som oplyst af klageren lægge til grund, at han er udrejst illegalt af Syrien, og at han er kurder. Sammenfattende og efter baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet således ikke – heller ikke efter en kumulativ vurdering af de ovennævnte forhold og ved inddragelse af det forsigtighedsprincip, der anvendes ved risikovurdering, herunder i forhold til indrejse i Syrien – at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Løbenummer: Syri/2024/20/lafal
Nævnet stadfæstede i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2023.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra byen [by], Syrien. Ansøgeren har statsborgerskab i Syrien og Tyrkiet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Syrien henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, fordi hun har forladt sin offentlige stilling uden tilladelse, ligesom hun fremgår af en ”wanted liste” fra de syriske myndigheder, fordi hun i forbindelse med en ransagning på bopælen skubbede en myndighedsperson, så vedkommende faldt og slog hovedet. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Tyrkiet henvist til, at hun som syrer bliver diskrimineret. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at de tyrkiske medarbejdere [på hendes arbejdsplads], hvor ansøgeren var ansat, fik højere løn og havde kortere arbejdsdage. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Tyrkiet endvidere henvist til, at hun blev udsat for uønskede tilnærmelser fra mandelige kunder [på hendes arbejdsplads], hvor hun var ansat. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at chefens ven var særlig nærgående over for ansøgeren, selvom ansøgeren over for sin chef havde givet udtryk for, at hun ikke brød sig om det. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren ved ankomsten til Danmark oplyste over for de danske udlændingemyndigheder, at hun alene var statsborger i Syrien, og at hun ikke havde børn. Hun afslog direkte adspurgt, at hun tillige var tyrkisk statsborger. Først efter forehold af oplysninger fra sagens akter om, at hun tidligere havde søgt visum og i den forbindelse oplyst, at hun var tyrkisk statsborger, og at der på hendes sag var en kopi af hendes tyrkiske pas, ændrede ansøgeren forklaring og oplyste, at hun også var tyrkisk statsborger. Hun oplyste endvidere, at hun havde børn, herunder et voksent barn i Danmark. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens generelle troværdighed er betydeligt svækket som følge af disse forhold. Dette understøttes yderligere af, at Flygtningenævnet finder, at ansøgeren også under nævnsmødet har fremstået utroværdig om en række forhold, ligesom hun har forklaret udbyggende om sine personlige forhold i relation til antallet af tidligere ægteskaber. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren er statsborger i Tyrkiet. Det tiltrædes derfor, at asylvurderingen er foretaget i relation til Tyrkiet. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Det, der er anført for Flygtningenævnet, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2024/19/AALK
Nævnet omgjorde i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er [etnicitet] og sunnimuslim fra [by], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men klageren har delt regimekritisk indhold på sin [socialt medie]-profil. Klagerens advokat har til støtte for, at klageren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, henvist til, at klageren har forladt sin stilling som offentligt ansat i Syrien, hvorfor klageren risikerer at blive forfulgt af de syriske myndigheder. Advokaten har endvidere henvist til, at klageren er udrejst illegalt af Syrien, at hun har udført regimekritiske aktiviteter på [socialt medie], og at hun som kvinde tilhører en særlig social gruppe i flygtningekonventionens forstand. Advokaten har til støtte herfor oplyst, at alene det forhold, at klageren har forladt sin stilling som offentligt ansat i Syrien er tilstrækkeligt til, at hun omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 1. Af Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2022 fremgår blandt andet: ”Klageren oplyste allerede i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen i 2015, at hun i [20-25] år havde været offentligt ansat [stillingsbetegnelse] i det syriske [resort-ministerium], og at hun forlod sin stilling uden tilladelse og udrejste illegalt af Syrien dagen efter. For Flygtningenævnet har klageren troværdigt fastholdt sin forklaring om sin offentlige ansættelse og den illegale udrejse. Flygtningenævnet lægger klagerens oplysninger herom til grund. Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder og de foreliggende baggrundsoplysninger og under hensyn til det forsigtighedsprincip, der gælder ved den konkrete og individuelle vurdering i forbindelse med behandlingen af sager om personer fra Syrien, finder Flygtningenævnet, at der er usikkerhed om, i hvilket omfang amnesti-reglerne vedrørende ansatte, der har forladt en offentlig stilling, i praksis bliver respekteret af de syriske myndigheder. I den forbindelse lægger nævnet vægt på, at Udenrigsministeriets høringsnotat af 9. december 2021 alene er baseret på en enkelt ekstern kilde, der ikke er nærmere omtalt, og at notatet ikke i øvrigt er støttet af andre baggrundsoplysninger, herunder hvordan amnestireglerne er implementeret i praksis. Af Udenrigsministeriets notat af 12. marts 2021 fremgår, at myndighederne retsforfølger personer, der har forladt en offentlig stilling, efter amnestireglerne er udstedt. Af Udlændingestyrelsens rapport ”Syria – Treatment upon return” fra maj 2022 fremgår, at der sker arbitrær arrestation og tilbageholdelse også af personer, der er omfattet af amnestilove og –dekreter. Af rapporten fremgår videre, at der ikke er noget klart mønster i behandlingen af personer, der vender tilbage til Syrien, og at den konkrete behandling til dels beror på den enkelte ansvarlige medarbejders beslutning på indrejsestedet eller i sikkerhedstjenesten. Nævnet lægger efter baggrundsoplysningerne til grund, at der hersker vilkårlighed i behandlingen af borgerne i Syrien. I forhold til bedømmelsen af, om klageren kan forventes at opnå amnesti for at have forladt en offentlig stilling, må det endvidere tages i betragtning, at klageren er udrejst af landet illegalt, at hun forud for sin udrejse havde en kontakt med en officer eller anden myndighedsperson, som fremkom med udsagn af truende karakter, at hun har viderebragt regimekritiske indlæg på [socialt medie] og at klagerens [familiemedlemmer] må anses for at være i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Disse kumulative forhold er egnede til, at klageren har bragt sig i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder, og indebærer dermed en øget risiko for, at amnestireglen ikke af de syriske myndigheder vil blive efterlevet i praksis over for klageren. På den anførte baggrund og under hensyn til det nævnte forsigtighedsprincip finder Flygtningenævnets flertal, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse af de syriske myndigheder omfattet af i hvert fald udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal finder, at klageren ikke har sandsynliggjort at hendes individuelle forhold er af en sådan karakter og intensitet, at hun kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2015/2016] som forlænget ved Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2020/2021], således at klageren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Under de omstændigheder der er lagt til grund i Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2022 og de heri nævnte baggrundsoplysninger samt i overensstemmelse med Flygtningenævnets seneste praksis meddeles klageren herved opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det af Udlændingestyrelsen anførte om det af klageren fremlagte Certificate of Experience kan ikke begrunde en ændret vurdering af statusspørgsmålet.” Syri/2024/13/MLVT
Nævnet stadfæstede i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Sagen er sambehandlet med løbenr suda/2024/1/saba og suda/2024/2/saba. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk [etnicitet] og muslim fra [by A], […] provinsen, Sudan. Det fremgår af sagen, at klageren [i vinteren 2012/2013] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, og indrejste i Danmark [i vinteren 2013/2014] sammen med sine forældre og [antal] søskende. Det fremgår af sagen, at DRC Dansk Flygtningehjælp [i sommeren] 2016 har orienteret Udlændingestyrelsen om, at klageren [i sommeren] 2016 udrejste til Sudan sammen med sine forældre og [antal] søskende med henblik på at tage permanent ophold i hjemlandet. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i sommeren] 2016 udrejste til Sudan. [i efteråret] 2022 indgav klageren en ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse. [i vinteren 2022/2023] besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § udlændingelovens § 17, stk. 1, og 4, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Af de grunde, som er anført i afgørelsen af dags dato i klagerens [familiemedlems] sag, kan Flygtningenævnet tiltræde Udlændingestyrelsens afgørelse af [i vinteren 2022/2023], hvorefter klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og § 17a, stk. 1, nr. 1 og at der ikke i sagen er omstændigheder, der kan begrunde dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2, eller grundlag for dispensation efter udlændingelovens § 17, stk. 3 eller at der foreligger omstændigheder, som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at klageren af mail [i efteråret] 2022, [i efteråret] 2022 samt [i vinteren 2022/2023] har anført, at han frygter at blive likvideret på grund af sin mors politiske arbejde kan ikke føre til en anden vurdering. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren vil kunne søge om asyl efter de almindelige regler herom ved fornyet indrejse i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2024/3/saba
Nævnet stadfæstede i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Sagen er sambehandlet med løbenr suda/2024/1/saba og suda/2024/3/saba. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk [etnicitet] og muslim fra [by A], […] provinsen, Sudan. Det fremgår af sagen, at klageren [i vinteren 2012/2013] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, og indrejste i Danmark [i vinteren 2013/2014] sammen med sine forældre og [antal] søskende. Det fremgår af sagen, at DRC Dansk Flygtningehjælp [i sommeren] 2016 har orienteret Udlændingestyrelsen om, at klageren [i sommeren] 2016 udrejste til Sudan sammen med sine forældre og [antal] søskende med henblik på at tage permanent ophold i hjemlandet. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i sommeren] 2016 udrejste til Sudan. [i efteråret] 2022 indgav klageren en ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse. [i vinteren 2022/2023] besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § udlændingelovens § 17, stk. 1, og 4, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Af de grunde, som er anført i afgørelsen af dags dato i klagerens [familiemedlems] sag, kan Flygtningenævnet tiltræde Udlændingestyrelsens afgørelse af [i vinteren 2022/2023], hvorefter klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og § 17a, stk. 1, nr. 1 og at der ikke i sagen er omstændigheder, der kan begrunde dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2, eller grundlag for dispensation efter udlændingelovens § 17, stk. 3 eller at der foreligger omstændigheder, som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2024/2/saba
Nævnet stadfæstede i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sudan samt et barn fra Sudan. Sagen er sambehandlet med løbenr suda/2024/2/saba og suda/2024/3/saba. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk [etnicitet] og muslim fra [by A], […] provinsen, Sudan. Det fremgår af sagen, at klageren [i vinteren 2012/2013] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, og indrejste i Danmark [i vinteren 2013/2014] sammen med sin ægtefælle samt [antal] medfølgende børn. Det fremgår af sagen, at DRC Dansk Flygtningehjælp [i sommeren] 2016 har orienteret Udlændingestyrelsen om, at klageren [i sommeren] 2016 udrejste til Sudan med henblik på at tage permanent ophold i hjemlandet. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i sommeren] 2016 udrejste til Sudan. [I efteråret] 2022 indgav klageren en ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse. [I vinteren 2022/2023] besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § udlændingelovens § 17, stk. 1, og 4, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet bemærker, at klageren udrejste af Danmark frivilligt [i sommeren] 2016 med henblik på at tage varigt ophold i Sudan. Flygtningenævnet kan tiltræde, at klagerens opholdstilladelse i Danmark er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4 og § 17a, stk. 1, nr. 1. Flygtningenævnet har herved henset til de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [vinteren 2022/2023]. Spørgsmålet er herefter, hvorvidt der i sagen er omstændigheder, der kan føre til, at der skal ske dispensation for bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2, således at klagerens opholdstilladelse alligevel ikke skal anses for bortfaldet. Afgørelsen heraf beror på en skønsmæssig vurdering af sagens samlede omstændigheder. Som anført af Udlændingestyrelsen må det i den forbindelse indgå i vurderingen, at klageren repatrierede [i sommeren] 2016. Klageren ringede til det danske konsulat i [by B] i 2018 fordi hun ville tilbage til Danmark, hvilket er mere end 12 måneder efter fristen for fortrydelse af repatriering var udløbet og fremsendte først [i efteråret] 2022 ansøgning om ej bortfald. Det forhold, at klageren har oplyst, at hun blev presset af sin ægtefælle til at repatriere, at ægtefællen kontrollerede hende, og at den politiske situation i Sudan og efterfølgende corona-pandemien umuliggjorde en tilbagerejse til Danmark, kan ikke føre til en anden vurdering. Der er herved lagt vægt på, at klageren har oplyst, at hun under sit ophold i Sudan har arbejdet som [profession], og har været politisk aktiv, samt en del af en humanitær organisation i Sudan, hvorfor det må antages, at hun har haft mulighed for at kontakte de danske myndigheder før udløbet af fortrydelsesfristen. Klageren har således frivilligt opgivet sin bopæl i Danmark og er [i sommeren] 2016 repatrieret til sit hjemland Sudan sammen med sin ægtefælle og fælles børn. I forhold til klagerens mindreårige børn bemærker Flygtningenævnet, at der ikke er fremkommet oplysninger om, at disse skulle være sendt på genopdragelsesrejse, hvorfor der heller ikke kan meddeles dispensation i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. Det forhold, at klageren på grund af sin politiske aktivisme i Sudan frygter at blive slået ihjel, kan ikke føre til dispensation af bortfald af klagerens opholdstilladelse. Det bemærkes herved, at dette forhold er opstået efter militærkuppet i Sudan i 2021, mere end 5 år efter klageren repatrierede. Det tilføjes, at klageren vil kunne søge asyl efter de almindelige regler herom ved fornyet indrejse i Danmark. Da klageren ikke opholder sig i Danmark, er der ikke grundlag for at tage stilling til udlændingelovens § 31. Af de grunde, som er anført af Udlændingestyrelsen, finder Flygtningenævnet endelig ikke, at der foreligger omstændigheder som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om beskyttelse af retten til privatliv og familieliv, der kan føre til et andet resultat, idet klageren og dennes familie [i sommeren] udrejste til hjemlandet, Sudan, og dermed ophævede deres personlige, sociale og økonomiske bånd til Danmark. Det af klagerens advokat i dennes indlæg af [vinteren 2023/2024] anførte kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2024/1/saba
Nævnet omgjorde i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Soma/2024/8 + Soma/2024/10 + Soma/2024/11. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somalier og fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren med sin mor og to søskende indrejste i Danmark [i efteråret] 2012, og at de [i efteråret] 2012 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2. Klagerens mor henviste i sin oprindelige asylsag til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygtede voldtægt eller kidnapning af maskerede ukendte mænd, der huserede i Mogadishu. Klagerens advokat har [i vinteren 2022/2023] i sin anmodning om statusændring henvist til, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i fare for tvangsmæssig omskæring. Klagerens mor har til støtte for sin påstand om statusændring gjort gældende, at klageren, der er [12-15] år gammel, ved en tilbagevenden til Somalia er i risiko for tvangsomskæring, og at klagerens mor ikke vil være i stand til at forhindre dette. Klageren er derfor omfattet af udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1. Klagerens mor har til støtte for sin påstand om statusændring yderligere gjort gældende, at hun som enlig kvinde af UNHCR er blevet anerkendt som konventionsflygtning. Allerede ved ankomsten til Danmark i 2012 burde hun og hendes 3 medfølgende børn derfor have fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1. Efter sin endelige påstand har Udlændingestyrelsen under nævnsmødet taget bekræftende til genmæle med hensyn til klagerens påstand om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1, som følge af, at der er en betydelig risiko for, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for tvangsmæssig omskæring. Flygtningenævnet besluttede herefter, at give klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1, som følge af, at der er en betydelig risiko for, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for tvangsmæssig omskæring.” Soma/2024/9/diei.
Nævnet omgjorde i april 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Somalia, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Soma/2024/9 + Soma/2024/10 + Soma/2024/11. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somalier og fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren med sine tre medfølgende børn indrejste i Danmark [i efteråret] 2012, og at de [i efteråret] 2012 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2. Klageren henviste i sin oprindelige asylsag til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygtede voldtægt eller kidnapning af maskerede ukendte mænd, der huserede i Mogadishu. Klagerens advokat har [i vinteren 2022/2023] i sin anmodning om statusændring henvist til, at klagerens datter [datteren] ved en tilbagevenden til Somalia vil være i fare for tvangsmæssig omskæring. Klageren har til støtte for sin påstand om statusændring gjort gældende, at hendes mindreårige datter, [datteren], der er [12-15] år gammel, ved en tilbagevenden til Somalia er i risiko for tvangsomskæring, og at klageren ikke vil være i stand til at forhindre dette. Da [datteren] er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal klageren som [datteren´s] mor have tildelt samme status. Klagerens mindreårige sønner vil ifølge praksis som en konsekvens af heraf skulle tildeles asyl med samme status. Klageren har til støtte for sin påstand om statusændring yderligere gjort gældende, at hun som enlig kvinde af UNHCR er blevet anerkendt som konventionsflygtning. Allerede ved ankomsten til Danmark i 2012 burde klageren og hendes 3 medfølgende børn derfor have fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1. Efter sin endelige påstand har Udlændingestyrelsen under nævnsmødet taget bekræftende til genmæle med hensyn til klagerens påstand om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1, således at klageren og hendes 2 sønner meddeles opholdstilladelse som følge af, at klageren er enlig kvinde uden mandligt netværk ved en tilbagevenden til Somalia, ligesom klageren tillige som følge af, at der er en betydelig risiko for, at hendes mindreårige datter, [datteren], ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for omskæring, som en konsekvens af [datteren´s] forhold er omfattet af udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1. Flygtningenævnet besluttede herefter, at give klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1, som følge af, at klageren er enlig kvinde uden mandligt netværk ved en tilbagevenden til Somalia, ligesom klageren tillige som følge af, at der er en betydelig risiko for, at hendes mindreårige datter, [datteren], ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for omskæring, som en konsekvens af [datteren´s] forhold findes omfattet af udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1.” Soma/2024/8/diei.
Nævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerens asylsag bør behandles i Danmark, under henvisning til Dublin-forordningens artikel 17, stk. 1, som følge af klagerens ønske om at leve sammen med sin herboende kæreste. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i vinteren] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at hun har en herboende kæreste, som hun ønsker at leve sammen med, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens herboende kæreste ikke er omfattet af begrebet ”familiemedlemmer” i Dublinforordningens forstand, jf. artikel 2, litra g. Nævnet finder endvidere, at der ikke er tale om et ægteskabslignende forhold eller fast samliv henset til, at klageren har oplyst, at de alene har boet sammen i den tid, hvor klagerens asylsag har været verserende i Danmark. Det forhold, at klageren og hendes kæreste har afholdt en bryllupsfest i Danmark, og at de betragter sig som ægtefæller, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det vil være i strid med formålet i Dublinforordningen at behandle en ansøgning om asyl i Danmark alene med henblik på at sammenføre en asylansøger til en anden person. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke foreligger ekstraordinære omstændigheder vedrørende klageren og hendes kærestes relation, som kan begrunde, at klagerens asylsøgning skal behandles i Danmark. Det af klageren anførte om, at hun ved en tilbagevenden til Tyskland frygter at blive udsat for voldelige overgreb fra hendes familiemedlemmers side, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren må henvises til at rette henvendelse til de tyske myndigheder, såfremt hun i Tyskland måtte opleve problemer eller føle sig truet. Flygtningenævnet finder således, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2024/7/DIEI.
Nævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle modtageforhold og adgang til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i foråret] 2023 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [ i sommeren] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update May 2022. Det fremgår blandt andet af rapporten, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Nævnet har yderligere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Flygtningenævnet kan hertil henvise til høringsvaret fra Udenrigsministeriet af 11. maj 2023 vedrørende den midlertidige suspension. Flygtningenævnet har i en række sager fra den 3. og 9. oktober 2023 bemærket, at det må forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har midlertidig karakter. Den omstændighed, at de italienske myndigheder den 5. oktober 2023 har forlænget undtagelsestilstanden på migrationsområdet med yderligere seks måneder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på princippet i EU-retten generelt om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og at udgangspunktet er, at en medlemsstat overholder sine internationale, herunder EU-retlige forpligtelser. Der er således ikke på nuværende tidspunkt grundlag for, at fastslå, at den midlertidige undtagelsestilstand og forlængelsen heraf i sig selv er udtryk for systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene. Det forhold, at klagerens bror opholder sig i Danmark, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klagerens bror ikke er en person, som er omfattet af familiebegrebet, der er defineret i Dublinforordningens artikel 2 litra g. Der fremgår i øvrigt ikke oplysninger om, at der er et særligt afhængighedsforhold mellem klageren og dennes herboende bror, jf. Dublinforordningens artikel 16. Det forhold, at klagerens psykiske helbred er forværret over de seneste måneder, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Der kan i den forbindelse henvises til AIDA, Counry Report: Italy 2021, Update May 2022 s. 143, at asylansøgere forsat har samme adgang til sundhedsydelser som italienske statsborgere. Det forhold, at klagerens mulighed for at søge om familiesammenføring bliver udskudt i forbindelse med, at undtagelsestilstanden og stoppet for Dublin-overførsler, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Klageren kan henvises til at indgive ansøgning om familiesammenføring for sine børn og ægtefælle i overensstemmelse med de gældende regler i Italien. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Ital/2024/11/DIEI.
Nævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 1989.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og muslim fra [by A], Tunesien. Ansøgeren er født og opvokset i byen [by A], hvor han boede sammen med sin familie i cirka [antal år], hvorefter han rejste til Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tunesien frygter de tunesiske myndigheder og privatpersoner, idet han er [LGBT+-person]. Ansøgeren frygter desuden, at han ved en tilbagevenden til Tunesien vil blive fængslet, idet han har en verserende sag om manglende betaling af […]. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Tunesien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at der ikke er ytringsfrihed i Tunesien. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at det vil være vanskeligt for ham at genetablere et liv i Tunesien efter [antal år] års ophold i Danmark. Personlige forhold i Tunesien Flygtningenævnet lægger dele af ansøgerens forklaring om sine forhold i Tunesien til grund, men finder ikke, at det kan føre til, at han meddeles opholdstilladelse. Ansøgeren har forklaret, at han udrejste af Tunesien omkring [årstal]. Han er efter sin forklaring efterfølgende flere gange rejst til Tunesien, senest i 2022 for at få fornyet sit tunesiske nationalitetspas. Under et ophold i Tunesien i [årstal] blev han gift med en tunesisk kvinde, som blev gravid med hans barn. Han har efterfølgende fået endnu et barn med denne kvinde, og børnene er nu henholdsvis [4-7 år] og [12-15 år]. Ansøgeren har videre forklaret, at han i [måned] 2022 ved en tunesisk domstol blev dømt til at betale […], og at han nu skylder omkring [beløb], som han ikke er i stand til at betale, fordi han er fængslet i Danmark. Med hensyn til ansøgerens manglende evne til at betale […], er der tale om forhold af socioøkonomisk karakter, som falder uden for anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tunesien kan risikere at blive fængslet på grund af sin manglende betaling af […], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at der i henhold til den tunesiske [lovgivning] skal betales […] Efter disse baggrundoplysninger vurderer Flygtningenævnet, at der ikke er konkrete holdepunkter for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tunesien risikerer at blive udsat for en uretmæssig straf eller straffuldbyrdelse af straf, som ikke er proportional eller i øvrigt er uforenelig med dansk retstradition. [LGBT+-orientering] For så vidt angår den del af ansøgerens asylmotiv, som vedrører hans [LGBT+-orientering], kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring om sin indre erkendelse af sin [LGBT+-orientering] forekommer overfladisk og utroværdig. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om helt centrale dele om sin [LGBT+-orientering] som asylmotiv, hvorunder han har svaret afglidende og overfladisk på spørgsmål. Ansøgeren har forklaret forskelligt om sin indrejse og ophold i Danmark, og hans relation til en kæreste ved navn [person A]. Ansøgeren har således til sin oplysnings- og motivsamtale [i efteråret] 2023 oplyst, at han efter sin indrejse i Danmark boede sammen med sin kæreste [person A]. De boede sammen i 3-4 måneder, hvorefter forholdet blev afsluttet, fordi [person A] var jaloux over, at han var blevet kæreste med en dansk kvinde ved navn [person B], som han senere blev gift med. Til sin asylsamtale [i efteråret] 2023 har ansøgeren imidlertid oplyst, at han efter sin indrejse i Danmark først boede 3-4 dage sammen med to af hans [familiemedlem A] venner, hvorefter han flyttede sammen med [person A], som han boede sammen med i en måneds tid. De boede i en lejlighed i en sidegade til [adresse A] i [by B], som var tæt beliggende ved [område]. Han flyttede herefter sammen med [person B], som han senere blev gift med for at opnå en opholdstilladelse som familiesammenført. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret udbyggende om, at hans [familiemedlem A’s] to venner, som han først boede sammen med, rettelig er hans [familiemedlemmer], og at han i Danmark i øvrigt også har en [familiemedlem B]. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han boede sammen med [person A] på adressen [adresse] vistnok nr. [nr.]. Han kom første gang til Danmark i slutningen af [årstal] for at besøge sine [familiemedlemmer] og deres børn i Danmark. Han kom herefter tilbage til Danmark omkring [årstal], hvor han tog ophold hos [person A], der var blevet hans kæreste. Som det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, lægger også Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens forklaringer forekommer usammenhængende, og at han må forventes at kunne afgive en ensartet forklaring om centrale dele om sit asylmotiv, herunder navnlig sin [LGBT+-orientering]. Ansøgerens oplysninger til Udlændingestyrelsen afviger således i væsentlig grad fra oplysninger, som ansøgeren har afgivet om sine personlige forhold i forbindelse med sine retssager i Danmark. Til sin oplysnings- og motivsamtale oplyste ansøgeren, at han var født i byen [by A] i Tunesien, hvor han boede sammen med sin familie, indtil han var omkring [antal år]. Til sin asylsamtale oplyste han, at han havde mødt [person A] i Tunesien, da han var omkring [16-18] år, og at [person A] herefter besøgte ham flere gange i Tunesien, indtil han var [antal år], hvor han rejste til Danmark første gang for at besøge [person A]. Det fremgår videre, at ansøgeren under sin forklaring om sine personlige forhold, som han afgav i forbindelse med [by B] Byrets dom af [i vinteren 2015/2016], har oplyst, at han som [19-21-årig] flyttede til [land A], hvor han uddannede sig til [uddannelsesbetegnelse]. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har svaret afglidende, ureflekteret og overfladisk på spørgsmål vedrørende hans mandlige kærester og seksuelle partnere. Ansøgeren har således til sin asylsamtale oplyst, at han som ung havde mange seksuelle partnere, herunder både mænd og kvinder, men at han ikke var i stand til at huske nogen detaljer om nogen af de mænd, som han havde været sammen med, herunder hans første homoseksuelle relationer. Ansøgeren har heller ikke under nævnsmødet været i stand til på nogen måde at oplyse nærmere om sine seksuelle relationer til mænd gennem de [antal år], hvor han har opholdt sig her i landet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerens forklaring om sin indre erkendelse af sin [LGBT+-orientering] forekommer overfladisk, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet afviser derfor ansøgerens forklaring på dette punkt. Øvrige forhold Det er Flygtningenævnets vurdering, at ansøgerens generelle troværdighed i væsentlig grad er svækket af, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark i omkring [antal år], og at han – som adskillige gange er blevet dømt for [narkotika kriminalitet], og herunder flere gange er blevet betinget udvist og meddelt advarsler om udvisning – først har søgt om asyl efter at [landsretten] i en ankedom af [i efteråret] 2023 havde stadfæstet hans udvisningsdom. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren under sit ophold i Danmark adskillige gange er rejst på ferie til Tunesien, senest i [måned] 2022 for at forny sit tunesiske nationalitetspas, og at han under ét af disse ophold blev gift med en tunesisk kvinde, som han har to børn sammen med. Endelig er det Flygtningenævnets vurdering, at det forhold, at ansøgeren efter sin opfattelse vil have svært ved at genetablere et liv i Tunesien efter at have boet i Danmark i omkring [antal år], er uden betydning for spørgsmålet om asyl. Der er tale om socioøkonomiske forhold, som ikke kan begrunde asyl, hvortil i øvrigt kommer, at ansøgeren – som har boet i Tunesien i alle sine formative år, og som har familie i Tunesien, herunder ægtefælle og børn – ikke vil være uden forudsætninger for at genetablere et liv i Tunesien. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet på denne baggrund, at ansøgeren ikke kan meddeles asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tune/2024/3/saba
Nævnet omgjorde i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2023 endeligt idømt fængselsstraf i otte måneder for overtrædelse af straffelovens § 232, stk. 1, og § 225, jf. § 216, stk. 1 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Udlændingestyrelsen havde vurderet, at udlændingelovens § 31 ikke var til hinder for udsendelse af klageren.Flygtningenævnet udtalte:Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Afghanistan. Klageren er etnisk [etnicitet] og har ingen fast trosretning fra [provins], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til sit oprindelige asylmotiv, hvorefter han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at myndighederne vil slå ham ihjel, og at myndighederne vil kræve at få oplysninger fra ham om hans tilbageholdelse hos Taliban. Klageren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil slå ham ihjel, idet han er flygtet fra dem. Det fremgår af Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2017, at klageren til støtte for sit asylmotiv har oplyst, at hans [familiemedlem] har arbejdet for det lokale politi. Klageren har videre oplyst, at han ligeledes har arbejdet for det lokale politi, hvor han transporterede ammunition. En dag var der indbrud på klagerens bopæl. Klagerens [familiemedlem]var alene hjemme, da indbruddet fandt sted. Klageren kom efterfølgende hjem på bopælen og så, at klagerens [familiemedlems]våben var blevet stjålet, samt at der var blodpletter på gulvet. Klageren kørte herefter hen til [sit familiemedlems] kontrolpost for at lede efter ham. Klageren blev stoppet på vejen. Klageren troede, at det var det lokale politi, der stoppede ham, og at de ville køre ham hen til klagerens [familiemedlems]kontrolpost. Personerne kørte i stedet klageren til en bygning, hvor han blev ført ind i et mørkt rum. Klageren blev udsat for vold, idet han blev slået og stukket med en kniv. Klageren fik at vide, at hvis han ville finde [sit familiemedlem], så skulle han hjælpe dem. Herefter blev klageren kørt hen til en madrasa, hvor han var tilbageholdt af Taliban. Klageren modtog koranundervisning og militærtræning af Taliban. En aften, hvor der var kaos og bombardementer, lykkedes det klageren at flygte fra madrasaen. Da klageren var på vej væk fra madrasaen, kom der en lastbil kørende forbi, som skulle til [sydasiatisk land]. Klageren hoppede op i lastbilen og udrejste af Afghanistan. Det fremgår videre af Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2017, at nævnet i det væsentlige har lagt klagerens forklaring om begivenhederne i Afghanistan til grund. Klageren har som asylmotiv videre henvist til sit oprindelige asylmotiv, hvorefter han frygter Taliban, som følge af, at klageren er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet har i sin afgørelse af [sommeren] 2017 lagt til grund, at klagerens konversion til kristendommen er reel. Klageren har i forbindelse med Udlændingestyrelsens behandling af hans udsendelsessag [i sommeren] 2024 oplyst til Udlændingestyrelsen, at han ikke længere bekender sig til nogen religion. Klageren har herom blandt andet forklaret, at han ikke har bekendt sig til nogen religion siden 2020, hvor han oplevede at blive mobbet i en kirke i [dansk by].Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen lægge til grund, at klageren har arbejdet fire til fem måneder for det lokale civilpoliti under den forhenværende regering, idet klageren transporterede våben og ammunition ud til flere kontrolposter. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren flygtede fra en koranskole, hvor han var tilbageholdt af Taliban i en kortere periode. Klageren blev således i [sommeren] 2017 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 som følge af en konflikt med Taliban. Flygtningenævnet finder ikke – uanset klageren udrejste for 10 år siden – at denne konflikt kan anses for afsluttet. Nævnet har herved lagt vægt på baggrundsoplysningerne for Afghanistan og på udviklingen siden Talibans magtovertagelse i august 2021. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klagerens [familiemedlem]opholder sig skjult i Afghanistan. Allerede som følge heraf, finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at han som følge af den tidligere konflikt med Taliban fortsat er i et modsætningsforhold til dem, og Flygtningenævnet finder herefter, at klageren isoleret er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 31, stk. 2, må en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet finder, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Afghanistan. Efter udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal således foretages en proportionalitetsafvejning, hvori indgår grovheden af den begåede forbrydelse over for eventuelle særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der kan tale for at give klageren opholdstilladelse. Der skal således tages stilling til, om Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at klageren må anses for samlet set at være dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2´s forstand. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren ved [Landsrets] ankedom af [sommeren] 2024 er fundet skyldig i overtrædelse af blufærdighedskrænkelse og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje efter straffelovens § 232, stk. 1, § 225 jf. § 216, stk. 1, og for dette er straffet med fængsel i otte måneder. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at forholdet blev begået som led i klagerens arbejde som [stillingsbetegnelse] over for en kunde. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, idet Udlændingestyrelsen har ikke påberåbt sig, at klageren udgør en fare for landets sikkerhed. Der skal foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået og (6) klagerens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. Flygtningenævnet finder efter en konkret helhedsvurdering, at klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, og at det ikke vil være uproportionalt at udelukke ham. Om farevurderingen i den konkrete sag har Flygtningenævnet på den ene side lagt vægt på karakteren og grovheden af den begåede kriminalitet. Der var tale om, at klageren i [sommeren] 2023 begik voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje mod en kvinde, der [nærmere beskrivelse af hændelsesforløb], idet han krænkede kvindens blufærdighed og begik anden kønslig omgang end samleje mod hende. Flygtningenævnet finder ligeledes, at den begåede kriminalitet ikke ligger lang tid tilbage, da forholdet blev begået i [sommeren] 2023, og at straffen blev udmålt til fængsel i otte måneder. Der er tillige lagt vægt på, at klageren har familie i Afghanistan, en afghansk ægtefælle i [mellemøstligt land], og at han udrejste fra Afghanistan som 18-årig, hvorfor han har haft sine formative år i Afghanistan. På den anden side har klageren hverken før eller efter [Landsrets] ankedom udvist kriminel adfærd. Hertil kommer oplysningerne om klagerens adfærd under den aktuelle indkvartering på et udrejsecenter, hvor han har deltaget i flere aktiviteter. Endvidere er oplysningerne om klagerens tilknytning til arbejdsmarked også indgået i vurderingen. Endelig er der lagt vægt på, at klageren har opholdt sig i Danmark siden 2015 og haft opholdstilladelse fra [sommeren] 2017 til [sommeren] 2024, og at han har danske venner. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet helhedsvurdering, at klageren er en fare for samfundet, og at flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, således ikke er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Løbenummer: Afgh/2025/11/lafal
Nævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og ikke-troende fra Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han mellem 2015 og 2019 i perioder har opholdt sig i [nordafrikansk land A], [nordafrikansk land B] og [europæisk land]. Ansøgeren har under sine ophold i disse tre lande været i fængsel og udsat for fysiske overgreb. I 2019 rejste ansøgeren tilbage til Tunesien, hvor han blev anholdt og fængslet, fordi han efter tilbageholdelserne i [nordafrikansk land A], [nordafrikansk land B] og [europæisk land] fik udbetalt en betydelig erstatning på flere milliarder euro af hver af de pågældende landes myndigheder, som de tunesiske myndigheder fattede interesse for. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund, idet forklaringen er usandsynlig og har fremstået utroværdig. Flygtningenævnet bemærker, at der i vurderingen af ansøgerens troværdighed er taget behørige hensyn til oplysningerne om ansøgerens psykiske forhold. Flygtningenævnet henviser i det hele til Udlændingestyrelsens begrundelse. Da Flygtningenævnet i det hele afviser ansøgerens asylmotiv, herunder at ansøgeren har været fængslet og udsat for overgreb, findes der ikke grundlag for at tage anmodningen om foretagelse af en torturundersøgelse til følge. Flygtningenævnet er opmærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comment No 4” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tune/2024/2/marau
Nævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fire børn fra Tyrkiet. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og […]muslim fra [by], Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Forud for nævnsmødet har ansøgeren oplyst, at hun er syrisk statsborger, og at hun ikke har opnået statsborgerskab i Tyrkiet under sit ophold i landet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter for sit og sine børns liv grundet den generelle sikkerhedssituation. Herudover frygter ansøgeren de socioøkonomiske forhold, fordi hun ikke har nogen til at forsørge hende og hendes børn. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, fordi hendes brødre har unddraget sig militærtjeneste. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes [familiemedlem A] aftjente militærtjeneste under krigen. Under orlov i [by] blev området omringet af oprørsgrupper og ansøgerens [familiemedlem A] kunne derfor ikke vende tilbage til aftjeningen af sin militærtjeneste. Ansøgerens [familiemedlem B] forlod Syrien før, han kunne blive indkaldt til militærtjeneste. Ansøgeren har oplyst, at de syriske myndigheder holder øje med de unge mænd, og når de unge mænd ikke aftjener militærtjeneste, så kan det få konsekvenser for deres familie. Ansøgeren har forud for sin udrejse af Syrien ikke haft problemer med de syriske myndigheder på baggrund af sine [familiemedlemmers] militærunddragelse. Ansøgeren har endeligt henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter, at hendes afdøde ægtefælles familie vil tage hendes børn. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at familien til hendes afdøde ægtefælle opholder sig i Tyrkiet, og at de har tilkendegivet over for hende, at de vil tage hendes børn under henvisning til syrisk lov, hvis hun gifter sig igen. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at hun søgte om tyrkisk statsborgerskab, og at hun sammen med sine børn blev meddelt tyrkisk statsborgerskab i starten af 2023. Hun har yderligere forklaret, at hun og hendes børn efterfølgende fik udstedt tyrkiske nationalitetspas, som de anvendte til udrejse fra Tyrkiet. På denne baggrund lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren og hendes medfølgende børn har dobbelt statsborgerskab, således at de både er tyrkiske statsborgere og har statsborgerskab i Syrien. Vedrørende ansøgerens yngste barn, der er født i Danmark i [vinteren 2023/2024], fremgår af Turkish Citizenship Law, law no. 5901, part two, article 7, nr. 2, følgende: “A child born to a Turkish mother and a alien father out of wedlock is Turkish citizen”. På baggrund heraf lægges det til grund, at ansøgerens yngste barn tillige har tyrkisk statsborgerskab. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren ikke er i risiko for forfølgelse eller overgreb i Tyrkiet, og at hendes forklaring om en potentiel konflikt med hendes tidligere svigerfamilie ikke har karakter og intensitet, der kan begrunde opholdstilladelse. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil kunne søge de tyrkiske myndigheders beskyttelse, idet hun og hendes børn som tyrkiske statsborgere er omfattet af tyrkisk lovgivning. Herefter tiltrædes Udlændingestyrelsens afgørelse om, at ansøgeren ikke kan meddeles asyl i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”. Syri/2024/16/leuds
Nævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og […]muslim fra [by], Syrien. Ansøgeren har sympatiseret med [politisk parti] forud for hendes udrejse af Syrien i 2013. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive forfulgt af de syriske myndigheder, idet hun er etnisk kurder, hun har sympatiseret med [politisk parti], og hendes far og andre familiemedlemmer har været medlemmer af [politisk parti]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes [familiemedlem A] muligvis var medlem af [politisk parti], og at [4-7] af hendes [familiemedlemmer] var medlemmer af partiet. Specielt en af hendes [familiemedlemmer] var meget politisk aktiv for [politisk parti]. På grund af hendes families politiske aktiviteter var ansøgeren selv sympatisør med partiet, og hun har forud for sin udrejse af Syrien deltaget i nogle aktiviteter, som fester og politiske møder, afholdt af [politisk parti]. Ansøgeren har forud for sin udrejse af Syrien ikke været medlem af [politisk parti]. Ansøgeren har forud for sin udrejse af Syrien ikke oplevet problemer med de syriske myndigheder på grund af sin families politiske aktiviteter, men hun frygter, at dette vil ske ved en tilbagevenden til landet. Ansøgeren har videre oplyst, at de syriske myndigheder ikke bryder sig om etniske kurdere, og hun frygter derfor også, at de syriske myndigheder vil forfølge hende på baggrund af hendes etnicitet. Ansøgeren frygter videre at vende tilbage til Syrien grundet den generelle sikkerhedssituation som følge af krigen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun er født og opvokset i byen [by] i [ikke Damaskus eller Riff-Damaskus] distriktet af Syrien, og at hun aldrig har boet i andre dele af Syrien. Ansøgeren frygter endeligt at vende tilbage til Syrien, idet hun ved en tilbagevenden vil være enlig kvinde og have svært ved at klare sig selv. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse hverken efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet tiltræder herved Udlændingestyrelsens vurdering af og begrundelse for, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun har individuelle konflikter med de syriske myndigheder. Ligesom det ikke kan lægges til grund, at hun har individuelle konflikter med grupperinger eller privatpersoner, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2. Flygtningenævnet tiltræder desuden, at ansøgerens forklaring om, at hun ikke har boet i Damaskus må tilsidesættes. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen. Ansøgeren er under nævnsmødet ikke fremkommet med oplysninger, der kan føre til et andet resultat. Herefter vurderes ansøgeren asylretligt i forhold til Riff Damaskus. Endelig tiltræder Flygtningenævnet af de grunde, som er anført af Udlændingestyrelsen, at de generelle forhold i Damaskus by og Riff Damaskus ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Herefter og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2024/15/LEUDS
Nævnet meddelte i marts 2024 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er syrisk statsborger, etnisk araber og sunni muslim af trosretning Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder. Hun har i den forbindelse oplyst, at hun frygter at blive fængslet af de syriske myndigheder som følge af den tilbageholdelse, som hun var udsat for i 2011. Hun har herom oplyst, at hun gav husly til to børn på [10-15 år], som løb ind i hendes hus, fordi de var på flugt fra myndighederne i forbindelse med deres deltagelse i en demonstration i Damaskus. Der kom to bevæbnede betjente ind i hendes lejlighed for at finde børnene. Hun blev herefter tilbageholdt, afhørt og efterfølgende løsladt, uden at der skete yderligere. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter at blive fængslet som følge af hendes bror [A] og hendes søn [B’s] aktiviteter. Hun har i den forbindelse henvist til, at hendes bror [A] hjalp civile ud af murbrokkerne efter bombardementerne i [en kommune i Damaskus], og at de bragte de sårede civile på felthospitaler tilhørende [modstandsbevægelsen]. Ansøgeren har endelig henvist til, at hun frygter at blive fængslet som følge af, at hendes tre sønner alle har unddraget sig syrisk militærtjeneste. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Det lægges således til grund, at ansøgeren på et tidspunkt blev tilbageholdt af de syriske myndigheder i forbindelse med, at myndighederne mistænkte hende for at skjule nogle [børn], som blev anset som modstandere af det syriske styre. Det lægges videre til grund, at hun efter denne tilbageholdelse flyttede fra sin bopæl, og senere udrejste af Syrien sammen med den ene af sine sønner samt datter og svigersøn. Nævnet lægger vægt på ansøgerens forklaring om, at hun udrejste ved benyttelse af sit syriske nationalitetspas, men mod betaling af bestikkelse. Hendes ægtefælle og to andre sønner udrejste også af Syrien, og de tog sammen ophold i [nordafrikansk land C]. Senere rejste hendes ægtefælle til Danmark, og hun blev efterfølgende familiesammenført med ham. Ansøgerens ægtefælle er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og hendes to sønner [B og D], som rejste med til Danmark, er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af, at de har unddraget sig syrisk militærtjeneste. Ansøgerens ene søn [B], har i Syrien udført arbejde, hvor han sammen med ansøgerens bror [A], har hjulpet sårede personer, herunder også modstandere af det syriske styre. Hertil kommer, at ansøgerens bror [A] efterfølgende har fået opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af, at han er deserteret fra militærtjeneste. Ansøgerens tredje søn, [E], er bosiddende i [nordafrikansk land C], hvor han er blevet gift. Han har søgt om at få sit ægteskab registreret i Syrien, men har i den forbindelse fået oplyst, at det ikke kan lade sig gøre, fordi han er efterlyst af de syriske myndigheder. Ansøgeren har ikke længere familie i Syrien, og hun vil som enlig kvinde have vanskeligt ved at klare sig uden noget netværk i Syrien. Hertil kommer, at hun har boet i Danmark som familiesammenført med ægtefællen siden 2016. Hun blev skilt, men ægtefællerne har alene været adskilt i [1-5] måneder, og har i øvrigt i det hele boet sammen. Under disse kumulative forhold sammenholdt med dels baggrundsoplysningerne om, at tilbagevendte syriske statsborgere, såkaldte returnees, kan risikere at blive udsat for vilkårlige overgreb, dels det forsigtighedsprincip, der gælder ved den konkrete og individuelle vurdering i forbindelse med behandlingen af sager med personer fra Syrien, findes ansøgeren at have sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2024/12/MKTO
Nævnet meddelte i marts 2024 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2016 idømt fængsel i 1 år og 9 måneder for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 2005 af 22. oktober 2012 om våben og eksplosivstoffer, samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Klageren blev i 2023 idømt fængsel i 3 år for overtrædelse af straffelovens § 143, jf. hjemrejselovens § 24, stk. 6, 2. pkt., jf. § 23, stk. 2, jf. udlændingelovens tidligere § 42 a, stk. 8, 1. pkt. og stk. 10, samt udvist med indrejseforbud for bestandig.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er statsløs palæstinenser og muslim fra [by A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at vende tilbage til Syrien på grund af krigen. Klageren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han ikke ønsker at aftjene værnepligt i det syriske militær. Klageren har til støtte for sit asylmotiv videre henvist til, at han er udrejst illegalt af Syrien. Klageren har særligt henvist til, at borgerkrigen i Syrien har medført, at der sker genindkaldelse af mandskab til aftjening af værnepligt, og at statsløse palæstinensere som klageren selv vil blive indkaldt til tjeneste i en særlig palæstinensisk enhed. Han har endvidere henvist til, at han ønsker at kunne hjælpe med til at forsørge sine søskende og sin mor, der alle er i Europa. Klageren er ved [landsrets] ankedom af [vinteren 2016/2017] udvist med indrejseforbud i seks år, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Efter udlændingelovens § 31, stk. 2, må en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet tiltræder, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren. Efter udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal således foretages en proportionalitetsafvejning, hvori indgår grovheden af den begåede forbrydelse over for eventuelle særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der kan tale for at give klageren opholdstilladelse. Der skal således tages stilling til, om Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at klageren må anses for samlet set at være dømt for en særlig farlig forbrydelse i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2’s forstand. Flygtningenævnet henviser herved i det hele til Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2023/2024], side 5-6. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået og (6) klagerens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. Flygtningenævnet bemærker, at dommen, der førte til udvisning af klageren, vedrører forhold begået i 2016. Der foreligger ikke oplysninger om, at klageren efterfølgende er tiltalt eller dømt for personfarlig kriminalitet. Klageren har således ikke efterfølgende udvist en kriminel adfærd, der giver grundlag for at antage, at han er en fare for samfundet. Klageren er ved dom af [sommeren] 2023 afsagt af [byret] idømt 3 års fængsel og udvist med indrejseforbud i 6 år for overtrædelse af straffelovens § 143, jf. bl.a. hjemrejselovens § 24. Ved vurderingen af, om denne dom, sammenholdt med dommen fra 2016, kan føre til, at klageren anses for at være en fare for samfundet, bemærker Flygtningenævnet, at sidstnævnte dom skyldtes, at klageren i et meget stort antal tilfælde havde tilsidesat sin opholds- og underretningspligt, da han i flere år har været udrejst til [europæisk land A], hvilket er dokumenteret for Flygtningenævnet. Uanset den idømte strafs længde, finder Flygtningenævnet herefter ikke, at denne dom, sammenholdt med dommen fra 2016, kan føre til, at klageren anses for at være en fare for samfundet. Flygtningenævnet finder således efter en konkret helhedsvurdering, at klageren ikke kan betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt.” stat/2024/6/lafal
Nævnet hjemviste i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren tilhører klanen [A] og underklanen [B] og er muslim af trosretning fra [by C] i Jubbada Hoose-regionen, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af personer fra klanen [D] som hævn for en konflikt mellem ansøgerens klan og [D-klanen]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om, at han frygter at blive slået ihjel af personer fra klanen [D] som hævn for en konflikt mellem ansøgerens klan og [D-klanen], oplyst, at hans [familiemedlem E] i 2022 blev slået ihjel af [D-klanen], og at ansøgeren efterfølgende selv er blevet beskudt af [D-klanen]. Ansøgerens egen klan er lille og bliver behandlet uretfærdigt af [D-klanen], der er en stor klan, som holder til overalt i Somalia. Begge klaner er nomadefolk, og konflikten skyldtes oprindeligt uenighed om hvilken klans dyr, der skulle have adgang til drikkevand. Ansøgeren havde ikke selv været involveret i konflikten, men det havde hans [familiemedlem E]. Ansøgeren var ikke selv til stede, da hans [familiemedlem E] blev slået ihjel, men en mand ved navn [F] fortalte efterfølgende ansøgeren, at hans [familiemedlem E] var blevet slået ihjel under konflikten. Der var omkring seks personer fra ansøgerens klan og et ukendt antal personer fra [D-klanen], der blev slået ihjel i forbindelse med konflikten. Få dage efter [familiemedlem E’s] død opsøgte personer fra [D-klanen] flere gange ansøgeren [på hans arbejdsplads], ligesom de spurgte efter ansøgeren hos hans ven. De første to gange undgik han dem, men tredje gang skød de efter ansøgeren og hans to [familiemedlemmer], der skød tilbage, imens ansøgeren løb væk. Ansøgeren valgte derefter at flytte til [storby G]. Efter kun ti dage i [storby G] valgte ansøgeren at udrejse helt af Somalia, fordi han havde modtaget flere opkald med dødstrusler fra [D-klanen], der truede med at slå ansøgeren ihjel som hævn for de personer fra [D-klanen], som var døde i konflikten. Der var også personer fra [D-klanen], der opsøgte og beskød den bopæl, som ansøgeren opholdt sig på. Dagen efter skudepisoden udrejste ansøgeren af Somalia. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at han er modstander af al-Shabaab og har endvidere henvist til de generelle forhold i Somalia. Ansøgeren har endelig til støtte for sit asylmotiv henvist til risikoen for omskæring af hans datter, der er født i Danmark i [vinteren 2023/ 2024]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv med hensyn til, at han har en konflikt med klanen [D] til grund, idet ansøgerens forklaring er overfladisk, udbyggende, afglidende og forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om [D-klanens] angivelige opsøgninger af ham. Vedrørende den første angivelige opsøgning har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at mænd fra [D-klanen] opsøgte [hans arbejdsplads] i landsbyen, men at han ikke selv var der, og at hans [familiemedlem H] har fortalt ham om dette. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at han selv var tilstede og [arbejdede], og at mændene fra den pågældende klan kom og gik rundt uden for huset og ledte efter ansøgeren, hvorefter han løb indenfor. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at mændene fra den pågældende klan kom ind [på ansøgerens arbejdsplads], hvor ansøgeren havde gemt sig under bordet og derefter løb væk. Vedrørende den anden angivelige opsøgning på [ansøgerens arbejdsplads], har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at mænd fra [D-klanen] opsøgte ham, mens han selv var tilstede, og at han løb væk fra stedet. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at han selv var tilstede og i gang med at [arbejde], og at mændene fra den pågældende klan kom og sigtede efter ham med et gevær, hvorefter han løb indenfor. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke selv var tilstede ved denne opsøgning. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke fremstår troværdigt, at ansøgeren fortsatte med at arbejde med [arbejde] i landsbyen efter første angivelige opsøgning til trods for, at han frygtede for sit liv. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvorfor [D-klanen] vil hævne sig på ansøgeren, er overfladisk og ikke forekommer troværdig. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren i asylskemaet ikke har oplyst noget om, at hans [familiemedlem E] skulle være dræbt i den pågældende klankonflikt, uanset at dette er helt centralt for ansøgerens konflikt med den pågældende klan. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvad der skete, da han opholdt sig hos sin ven i [storby G]. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at hans vens bopæl blev opsøgt af medlemmer af [D-klanen], der forsøgte at finde ansøgeren. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at klanmedlemmerne også skød ind af vinduerne på ansøgerens vens bopæl. Flygtningenævnet finder på denne baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv med hensyn til klankonflikten forekommer konstrueret til lejligheden og herefter ikke kan lægges til grund. Med hensyn til det af ansøgerens anførte om al-Shabaab finder Flygtningenævnet, at det ikke kan føre til asyl, Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren ikke selv har haft en asylbegrundende konflikt med al-Shabaab. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at den omstændighed, at en somalisk asylansøger måtte komme fra et område, der er helt eller delvis kontrolleret af al-Shabaab, efter nævnets praksis, som er i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, ikke i sig selv kan begrunde, at den pågældende meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet vurderer, at de generelle forhold i øvrigt i Somalia ikke i sig selv kan føre til, at der meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af de ovenfor nævnte asylmotiver. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse med hensyn til de ovenfor nævnte asylmotiver. Med hensyn til ansøgerens asylmotiv med hensyn til risikoen for omskæring af hans datter, der er født i Danmark i [vinteren 2023/2024], har Flygtningenævnet fået oplyst, at der er indgivet ansøgning om asyl på [ansøgerens to børns] vegne. Da to af ansøgerens børns asylsager er under behandling i Udlændingestyrelsen, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens sag på dette punkt skal hjemvises til Udlændingestyrelsen, med henblik på sambehandling med de to børns asylsager” Soma/2024/5/MKTO
Nævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Født i Danmark.Ansøgeren ateist og født i Danmark af somaliske forældre. Ansøgerens far tilhører [hovedklan A], samt [subklan A] og [subklan B], mens ansøgerens mor tilhører [hovedklan A], samt [subklan C]. Begge ansøgerens forældre er fra [by A]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en udsendelse til Somalia frygter at blive udsat for overgreb af befolkningen som følge af, at han er vestliggjort, og at han er frafalden islam og nu er ateist. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han er opdraget som muslim, men at han siden sine teenageår ikke har troet på, at der findes en gud, samt at han ikke længere er interesseret i religion. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en udsendelse til Somalia frygter ukendte klaner som følge af, at hans [familiemedlem A] har en konflikt med en eller flere klaner i Somalia. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at han vil få vanskeligt ved at klare sig i Somalia. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han ikke taler somali godt, og at han ikke kan skrive somali. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre forklaret, at han aldrig har været i Somalia, og at han ikke har familiemedlemmer i Somalia. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en udsendelse til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er ateist til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom fremstår udetaljeret og ureflekteret, og at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre for sin indre afklaringsproces om, hvorfor han angiveligt er ateist. Det kan ikke lægges til grund, at ansøgeren er i risiko for forfølgelse eller overgreb som følge af, at han er født og opvokset i Danmark og derfor er præget af danske værdier. Flygtningenævnet lægger vægt på, at selv om det fremgår af baggrundsoplysningerne, at “vestliggjorte” - herunder ved manglende praktisering af islam - måske kan blive udsat for socialt pres og stigma, er der ikke grundlag for at antage, at de vil blive udsat for egentlige overgreb eller forfølgelse. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren er vokset op i en somalisk familie, og derfor må antages at have et grundlæggende kendskab til kulturen og til islam, ligesom han har talt somalisk med sine forældre i sin barndom og derfor taler og forstår lidt somalisk. Han er således ikke uden forudsætninger for at kunne etablere sig i Somalia. Det forhold, at ansøgeren ifølge en mentalundersøgelse, som er omtalt i [byret A´s] dom af [sommeren] 2020, har [udfordringer] kan ikke føre til en anden vurdering. Det kan heller ikke lægges til grund, at ansøgeren er i risiko for forfølgelse eller overgreb som følge af [sit familiemedlem A´s] forhold. Flygtningenævnet bemærker, at der intet fremgår af ansøgerens [familiemedlem A´s] sagsakter om den klankonflikt, som ansøgeren har henvist til. Ansøgerens [familiemedlem A] har i en samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2001 henvist til, at han flygtede fra Somalia på grund af borgerkrigen, og at det var svært at leve i et land, hvor alle var bevæbnede, og hvor han levede i konstant frygt. Det må derfor lægges til grund, at ansøgeren ved en udsendelse til Somalia vil være en helt uprofileret ung mand. De generelle forhold i Somalia kan efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger ikke i sig selv føre til, at ansøgeren meddeles asyl. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for at opnå asyl i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2023." Soma/2024/4/lafal
Nævnet hjemviste i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1990 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2022 idømt fængsel i 10 måneder for overtrædelse § 244, stk. 1, § 119, stk. 1, og § 276, jf. § 285, og lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bilag 1, liste A, nr. 1, samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.Flygtningenævnet udtalte: Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Somalia. Klageren er etnisk somali og muslim fra [by A], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil være i livsfare, idet han ikke kender til Somalia. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han aldrig har været i Somalia, og han har ikke familie i Somalia. Klageren frygter, at han vil være i livsfare på grund af sin opvækst i Danmark, da alle vil være bekendte med det. Den somaliske kultur er meget tætknyttet, og fremmede er derfor udsatte, og folk vil muligvis tænke, at han har penge, fordi han ikke er fra Somalia, og derfor vil de kidnappe ham og slå ham ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7. Vedrørende spørgsmålet om statsborgerskab bemærker Flygtningenævnet, at det er ubestridt, at klagerens forældre ved hans fødsel begge var somaliske statsborgere. Det fremgår endvidere af hans forældres oplysninger til det danske politi ved deres indrejse i Danmark i 1990, at han er født i [by A]. Endvidere har såvel klagerens mor som klagerens far forklaret, at faren har fået udstedt et pas af [foråret] 1990, som også omfattede klageren og hans søskende. Der henvises til akterne vedrørende klagerens forældres asylsag. Det fremgår her af farens asylansøgningsskema af [foråret] 1990, side 9, og morens asylansøgningsskema af samme dato, side 8, at der er udstedt pas som anført. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren er somalisk statsborger. Vedrørende klagerens asylmotiv bemærker Flygtningenævnet, at klageren alene har kunnet henvise til helt generelle forhold. Klagerens forældre fik opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og klageren fremstår i øvrigt helt uprofileret. Klagerens forældre indrejste i Danmark sammen med klageren, og kan således ikke have erhvervet danskkundskaber før efter noget tid i Danmark. Det må derfor lægges til grund, at klageren i hvert fald i et vist omfang må have kendskab til somalisk. Vedrørende klagerens anbringende om, at han er opvokset i Danmark, er præget af danske værdier, og derfor er vestliggjort, bemærker Flygtningenævnet, at selv om det fremgår af baggrundsoplysningerne, at ”vestliggjorte” – herunder ved manglende praktisering af islam – måske kan blive udsat for socialt pres og stigma, er der ikke grundlag for at antage, at de vil blive udsat for egentlige overgreb eller forfølgelse. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren er vokset op i en somalisk familie, og derfor må antages at have et grundlæggende kendskab til kulturen og til islam, ligesom han ikke er uden kendskab til somalisk. Han er således ikke uden forudsætninger for at kunne etablere sig i Somalia. De generelle forhold i Somalia, herunder med hensyn til den generelle risiko for tvangsrekruttering og for klankonflikter, kan efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger ikke føre til, at klageren meddeles asyl. Herefter og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af 22. september 2023, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. " Soma/2024/3
Nævnet meddelte i februar 2024 opholdstilladelse (K-status) til en statsborger fra Uganda. Indrejst i 2021.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og fra [by], [distrikt], Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at [ansøgeren] ved en tilbagevenden til Uganda frygter forfølgelse fra myndighederne og lokalbefolkningen som følge af, at [ansøgeren] er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at [ansøgeren] blev bevidst om sin seksualitet som 14-15-årig. Ansøgeren har endvidere forklaret om sit forhold til [A], som [ansøgeren] åbnede sig overfor med det resultat, at [ansøgeren] blev afvist. Endelig har ansøgeren forklaret, at [ansøgerens] onkel har mistanke om, at ansøgeren er homoseksuel. Ansøgeren har derudover henvist til de generelle forhold for homoseksuelle i Uganda, herunder den seneste lovgivning, der har skærpet kriminalisering af homoseksualitet. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket, da [ansøgeren] for Flygtningenævnet har forklaret, at visse af de oplysninger, [ansøgeren] har givet til Udlændingestyrelsen, ikke er korrekte. Flertallet i Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren konsistent har forklaret om, hvornår [ansøgeren] fandt ud af, at [ansøgeren] var homoseksuel, og hvorledes [ansøgeren] agerede herpå. Samtidig finder et flertal i Flygtningenævnet, at ansøgeren troværdigt har forklaret om baggrunden for, at [ansøgeren] talte usandt til Udlændingestyrelsen, og flertallet lægger herefter til grund, at ansøgeren er homoseksuel, og at [ansøgeren], hvis det var muligt, ønsker at leve åbent med sin seksualitet i Uganda. Dette er endvidere støttet af udtalelsen fra LGBT Asylum og en sms-korrespondance mellem ansøgeren og en [person af samme køn], [ansøgeren] mødte under Pride i [dansk by] i 2022. Efter baggrundsoplysningerne vedrørende forholdene for LGBT+-personer i Uganda, herunder Human Rights Watch, Ugandan Paliament Passes Extreme Anti-LGBT, udgivet den 22. marts 2023, Amnesty International, Uganda: Presidents´s approval of anti-LGBTI Bill is a grave assault on Civil and Political Rights: LGBTQ-Rights, udgivet den 26. maj 2023 og The Advocates for Human Rights, Ugandas Compliance with the International Convention on Civil and Political Rights: LGBTQ+Rights, udgivet den 26. maj 2023, fremgår det, at forholdene for LGBT+-personer i Uganda er forværret betydeligt. Det ugandiske parlament har således den 21. marts 2023 vedtaget ”The Anti-Homosexuality Act 2023”, som efterfølgende er underskrevet af den ugandiske præsident. Af loven fremgår blandt andet, at LGBT+-personer risikerer at blive idømt fængsel på livstid for ”same-sex conduct” og ”promotion af homosexuality”. Der er endvidere indført dødsstraf for tilfælde af ”aggrevated homosexuality”. Situationen for LGBT+-personer i Uganda som følge af den indførte lov må anses at være forværret mærkbart. Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at fastslå, hvorledes den i Uganda indførte lov vil blive håndhævet med hensyn til gennemførelse af straffesager mv. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår imidlertid oplysninger om en stigning i myndighedernes anholdelser af homoseksuelle, ligesom der er rapporteret om en betydelig stigning i antallet af andre overgreb mv. på homoseksuelle. Endvidere fremgår det af nyere artikler, herunder fra Human Rights Awareness and Promotion Forum (HRAPF), at situationen for homoseksuelle i Uganda er mærkbart forværret og således beskrives i artikler en stor stigning i chikane, vold og trusler om vold, overfald og tilfælde af arrestationer, men ingen tilfælde af domfældelser efter den nye lov. I en situation som den foreliggende, hvor flertallet af Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens seksuelle observans er kendt af i hvert fald [A] og muligvis ansøgerens onkel, må der derfor anlægges en forsigtig vurdering af, om ansøgeren har et beskyttelsesbehov efter udlændingelovens § 7. Efter en samlet konkret og individuel vurdering af ansøgerens forhold og baggrundsoplysningerne for LGBT+-personer finder flertallet af Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Uganda risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” ugan/2024/1/kdo
Nævnet omgjorde i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren er mindreårig. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Al-Hasakah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2022, og at han [i foråret] 2023 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. DRC Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren [i sommeren] 2023 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hvis han udsendes til Syrien, vil han ved selve indrejsen blive afhørt om sin og sin families forhold. Det vil i den forbindelse komme frem, at klagerens brødre og mange andre familiemedlemmer har unddraget sig militærtjenesten og er udrejst af Syrien. Det vil endvidere komme frem, at klageren er udrejst illegalt af Syrien. Klageren har herom oplyst, at disse oplysninger, sammenholdt med at klageren er sunni muslim fra Al-Hasakah, indebærer en reel risiko for, at han vil blive anset som en modstander af regimet, hvilket med sikkerhed vil indebære afhøring, herunder tortur og fængsling. Klageren har endelig oplyst, at hvis det lykkes ham at returnere til Al-Hasakah, vil han også være i reel risiko for at blive tvangsrekrutteret af YPG. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at klageren vurderes tilstrækkelig moden til at få klagen behandlet. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet finder således, at klageren kommer fra det nordøstlige Syrien, at han udrejste illegalt med sin bror, [A], som var indkaldt til at aftjene militærtjeneste, og som ikke kunne få militærtjenesten udskudt yderligere. Nævnet lægger tillige til grund, at klageren har flere fætre, som blandt andet opholder sig i Danmark, og som også er udrejst af Syrien for at undgå militærtjenesten, og at klageren har to onkler og en fætter, som er deserteret fra militærtjeneste. Efter klagerens forklaring bor hans forældre, en søster og to yngre brødre fortsat i familiens hjem i Syrien. Klageren og dennes bror udrejste i [sommeren] 2022, og familien er alene to gange for ca. to måneder siden blevet opsøgt af de syriske myndigheder, der ledte efter klagerens bror. Familien er ikke blevet opsøgt som følge af den ældste bror, [B’s] unddragelse fra militærtjeneste eller som følge af to onkler og en fætters desertering fra militærtjeneste tilbage i ca. 2013. I relation til klagerens frygt for at blive tvangsrekrutteret til militæret hos SDF (Syrian Democatic Forces) lægger nævnet til grund, at klageren ikke i forhold hertil har oplevet noget konkret eller individuelt, og at han er aldrig forsøgt rekrutteret. Om baggrundsoplysningerne i relation til afledt risiko for forfølgelse som følge af familiemedlemmers unddragelse af syrisk militærtjeneste, fremgår det af rapport fra EASO, Syria Military Service, april 2021, og Udlændingestyrelsen, Syria. Treatment upon return, maj 2022, at familiemedlemmer til uprofilerede militærunddragere ikke er i risiko for forfølgelse alene som følge af unddragelsen. Der foreligger ikke oplysninger i sagen, der kan begrunde, at klagerens brødre eller andre familiemedlemmer, som klageren har anført er militærunddragere, kan anses for særligt profilerede hos de syriske myndigheder. I forhold til de familiemedlemmer, der er deserterede, er dette sket tilbage i 2012-2014, og ansøgerens nærmeste familie har ikke på denne baggrund oplevet at blive opsøgt af myndighederne. Om baggrundsoplysningerne for illegalt udrejste fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport af 1. maj 2022 ”Syria. Treatment upon return blandt andet, at man ikke som følge af illegal udrejse risikerer forfølgelse fra de syriske myndigheder med mindre der foreligger oplysninger om, at man eksempelvis er involveret i aktiviteter mod regimet. Sådanne oplysninger forligger ikke i sagen. Flygtningenævnet bemærker, at det forhold at klageren vil vende tilbage til Syrien efter et kortere ophold i Danmark ikke i sig selv er asylbegrundende, men henset til at de syriske myndigheder ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger har foretaget vilkårlige overgreb over for returnees, kan det indgå i en kumulativ vurdering. Efter en samlet vurdering af klagerens forhold, herunder hans alder på [15-17] år, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være returnee, og at han er udrejst illegalt, ligesom han har mange familiemedlemmer, der har unddraget sig og deserteret fra militærtjeneste, finder Flygtningenævnet, efter forsigtighedsprincippet og på baggrund af kumulative forhold, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil blive opfattet som modstander af regimet, og at han derfor vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2024/8/kdo
Nævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etniske [etnicitet] og sunnimuslimer fra [by A] i Damaskus, Syrien. Klagerne har senest boet i [by B] i Rif Damaskus, Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klagerne opholdstilladelser efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klagerne som asylmotiv til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i landet som følge af krigen. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2023 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagernes opholdstilladelser ikke længere er til stede. Klagerne har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder som følge af, at deres [antal] sønner har unddraget sig genindkaldelse til militærtjeneste i Syrien. Klagerne har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse derudover henvist til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder som følge af, at klagernes [barn A], som de flygtede til Danmark sammen med, har forladt sin offentlige stilling som [stillingsbetegnelse] i Syrien uden tilladelse. Klagerne har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse endelig henvist til, at de ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko som følge af deres helbredsmæssige forhold. Klagerne har til støtte herfor oplyst, at den mandlige klager tager medicin mod forhøjet blodtryk og kolesterol, mens den kvindelige klager tager smertestillende medicin og medicin mod mavesår, væskeophobning, forhøjet blodtryk, migræne og søvnløshed. Ved en tilbagevenden til Syrien frygter klagerne, at de ikke vil have adgang til nødvendig medicin og lægelig behandling. Endelig har klagerne har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen og efter de foreliggende baggrundsoplysninger og i overensstemmelse med Flygtningenævnets praksis, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Rif Damaskus. Det tiltrædes derfor, at der ikke er grundlag for at forlænge klagernes opholdstilladelser med henvisning til de generelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om klagerne har sandsynliggjort, at de på grund af deres individuelle forhold vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Klagerne har ikke været politisk aktive, og de har ikke haft konflikter med de syriske myndigheder eller med grupperinger eller privatpersoner i Syrien. Klagerne har som asylmotiv for det første påberåbt sig, at de er i en afledt risiko for forfølgelse som følge af, at [antal] sønner har unddraget sig militærtjeneste i Syrien. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at sønnerne ikke fremstår som profilerede i forhold til de syriske myndigheder. Nævnet lægger vægt på baggrundsoplysningerne om risici for familiemedlemmer til personer, der har unddraget sig værnepligt i Syrien, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Syria Military service” fra januar 2024, hvoraf det blandt andet fremgår, at det afhænger af en række omstændigheder, om militærunddragelse kan få konsekvenser for familiemedlemmer, herunder om militæruddrageren er politisk eller militært højprofileret eller unddragelse anses for at et tegn på, at vedkommende er i opposition til den syriske regering. Tilsvarende fremgår det af EASO ”Syria Military Service” fra april 2021, at familiemedlemmer til uprofilerede militærunddragere ikke er i risiko for forfølgelse alene som følge af unddragelsen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at det forhold, at klagernes sønner har unddraget sig militærtjeneste, ikke udgør et asylbegrundende forhold for klagerne. Klagerne har for det andet påberåbt sig, at de er i en afledt risiko for forfølgelse som følge af at deres [barn], [barn A], uden tilladelse har forladt sin stilling som offentligt ansat [stillingsbetegnelse], da [barn A] udrejste i 2015. Imidlertid fremgår det af [barn A’s] sag, at [barn A] under et møde i Flygtningenævnet [i sommeren] 2019 forklarede, at [barn A’s] kontrakt udløb i forbindelse med [årets] afslutning, og klagernes [barn A] har ikke selv påberåbt sig, at [barn A] risikerer forfølgelse som følge af, at [barn A] uden tilladelse har forladt sin stilling. Flygtningenævnet kan på den baggrund ikke lægge til grund, at klagernes [barn A] uden tilladelse har forladt en stilling som offentligt ansat i Syrien. Det forhold, at klagerne frygter, at de ikke kan klare sig selv i Syrien og ikke kan skaffe deres medicin, er forhold af socioøkonomisk karakter, der som udgangspunkt ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. På denne baggrund har klagerne ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om en nægtelse af forlængelse af klagerenes opholdstilladelser vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klagerne indrejste i Danmark i [efteråret] 2015 og har således opholdt sig her i landet i lidt over 8 år. Klagerne har [et barn], [barn B], som er meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den pågældende [barn B] er [40-50] år gammel. Ingen af klagerne har været tilknyttet arbejdsmarkedet i Danmark, og de har ikke lært dansk. Begge klagerne er født og opvoksede i Syrien, hvor de boede indtil deres udrejse i 2015, da den kvindelige klager var [55-60] år gammel og den mandlige klager var [65-70] år gammel. Klagerne har ikke familiemedlemmer i Syrien. Klagerne har ikke lært dansk eller deltaget i foreningsliv i Danmark. Begge klagerne har en række helbredsmæssige udfordringer. Det fremgår af advokatens indlæg til mødet i Flygtningenævnet, at den mandlige klager får medicin for forhøjet blodtryk og kolesterol og at den kvindelige klager modtager smertestillende medicin, medicin mod mavesår, væskeophobning, forhøjet blodtryk, migræne og søvnløshed. Henset til varigheden af klagernes ophold i Danmark og deres forhold i denne periode, findes en afgørelse om at nægte at forlænge deres opholdstilladelser at udgøre et indgreb i deres ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Klagerne har ikke påberåbt sig, at deres relation til [barn B] er af en sådan karakter, at der er tale om et ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand. Forholdet mellem klagerne og [barn B] findes derfor at udgøre en del af klagernes ”privatliv” i artikel 8’s forstand. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagernes privatliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet bemærker, at nægtelsen af forlængelsen af klagernes opholdstilladelser har hjemmel i udlændingeloven. Flygtningenævnet bemærker videre, at nægtelsen af forlængelse af klagernes opholdstilladelser varetager det legitime hensyn til landets økonomiske velfærd i form af behovet for at sikre opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagernes rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagernes opholdstilladelser over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelser vil indebære i klagerens ret til respekt for deres privatliv. Flygtningenævnet bemærker, at den mandlige klagers manglende tilknytning til arbejdsmarkedet og undladelse af at tage en uddannelse i Danmark ikke kan tillægges stor vægt i proportionalitetsafvejningen. Flygtningenævnet lægger i denne forbindelse vægt på, at den mandlige klager var [65-70] år gammel, da han indrejste i Danmark. Det fremgår af sagen, at klagerne i dagligdagen klarer sig selv uden at modtage hjælp fra kommunen. Det er ikke blevet belyst, i hvilket omfang klagerne modtager hjælp fra [barn B]. Vurderet på det foreliggende skriftlige grundlag er klagernes helbredsmæssige forhold ikke af en sådan karakter, at disse forhold i sig selv indebærer, at en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelser er i strid med EMRK artikel 8. Klagerne har boet det meste af deres liv i Syrien, og de fremstår ikke som velintegrerede i Danmark. På den baggrund findes en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelser ikke at virke særligt indgribende i klagernes ret til respekt for privatliv. Over for disse mindre vægtige hensyn til klagernes fortsatte ophold i Danmark findes statens interesse i at nægte af forlænge deres opholdstilladelser at måtte tillægges betydelig vægt i den konkrete sag. Efter en samlet afvejning af hensynene over for hinanden finder Flygtningenævnet herefter, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelser i Danmark, jf. herved navnlig EMRK artikel 8. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser af 5. oktober 2023.” Syri/2024/7
Nævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim fra [by], Somalia. Ansøgeren tilhører hovedklanen [klan] og subklanen [subklan]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive udsat for overgreb af de mænd, som voldtog hende og dræbte hendes [familiemedlem A] i [årstal i 2000’erne]. Ansøgeren frygter videre at blive udsat for overgreb af andre mænd, idet hun tilhører [klan]-klanen, som er en minoritetsklan, der ikke kan yde hende beskyttelse. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes [familiemedlem B] på et ukendt tidspunkt i [årstal i 2000’erne] sendte hende ud for at købe dej. På vej hjem blev ansøgeren stoppet af to lokale mænd, som tilhørte [kriminel gruppering]. De to mænd bortførte ansøgeren og voldtog hende i et nærliggende hus. Mændene holdt ansøgeren fanget og udsatte hende for overgreb i fire dage, hvorefter de løslod hende. Ansøgeren modtog efterfølgende hospitalsbehandling for sine skader, før hun vendte tilbage til familiens bopæl. De to mænd opsøgte efterfølgende familiens bopæl bevæbnet med et gevær og en pistol. De forsøgte at tage ansøgeren med, og da ansøgerens [familiemedlem A] prøvede at forhindre dette, skød mændene ham. Ansøgerens [familiemedlem A] afgik efterfølgende ved døden, og mændene bortførte ansøgeren igen. Mændene holdt ansøgeren fanget og voldtog hende i under et døgn, hvorefter de lod hende gå. Ansøgerens familie vidste, hvor hun befandt sig under tilbageholdelsen, men de havde ikke mulighed for at hjælpe hende eller gå til myndighederne, idet familien tilhører en minoritetsklan. Ansøgeren valgte herefter at udrejse fra Somalia, idet hendes klan ikke kunne yde hende beskyttelse. Ansøgeren har forklaret divergerende om sin rejserute til Danmark. Blandt andet har hun til politirapport forklaret, at hun indrejste til [europæisk land] med fly fra Somalia. Forklaringen herom har hun senere fragået. Det fremgår af § 26-afhøringen, at ansøgeren har forklaret, at hun arbejdede i [afrikansk land] som [12-15]-årig. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen og i nævnsmødet forklaret, at hun først kom til [afrikansk land] efter de påståede overgreb, og at hun da var omkring [16-18] år gammel. Ansøgeren har desuden afgivet divergerende forklaringer om, hvor længe hun opholdte sig ved [familiemedlem C] efter de påståede overgreb. Om selve overgrebene og forløbet umiddelbart derefter har ansøgeren under nævnsmødet forklaret udbyggende, idet hun har forklaret, at overfaldsmændene skar i hende ”forneden”, og at hun efterfølgende sammen med [familiemedlem C] forsøgte at anmelde forholdene på politistationen, og at [familiemedlem C] derpå blev truet på livet af overfaldsmændene. Når disse divergenser og udbyggende omstændigheder sammenholdes med de af Udlændingestyrelsens anførte divergenser, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring om overgreb og asylbegrundede omstændigheder ikke kan lægges til grund. Det bemærkes dog, at det ikke ganske kan afvises, at ansøgeren på et tidspunkt har været udsat for andre ikke-asyl relevante seksuelle overgreb. Det lægges til grund, at ansøgeren har [mandligt familiemedlem D], [mandligt familiemedlem E] og [mandligt familiemedlem F], der alle bor i Somalia. Hun kan derfor ikke anses som en enlig kvinde uden mandligt netværk. Herefter, og da Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at de generelle forhold i Somalia, og den omstændighed, at ansøgeren tilhører minoritetsklanen [klan], ikke i sig selv kan begrunde asyl, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2024/2/leuds
Nævnet meddelte i juni 2023 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger ansøger fra Iran. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger og etnisk kurder. Ansøgeren har tidligere været yarsan, men har oplyst at være konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren kender ikke sit fødested, men har siden [1990-1995] opholdt sig i [by A], [by B], Iran. Ansøgeren henviste oprindeligt som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hendes familie vil skade hende. Til støtte herfor oplyste hun, at hendes familie tidligere har slået hende, når hun ikke har hørt efter, hvad de har sagt til hende. Ansøgeren henviste endvidere til, at hun efter sin indrejse i Danmark er konverteret til kristendommen, og at hun som følge af sin konversion frygter forfølgelse fra de iranske myndigheder. Ansøgeren anførte til støtte herfor, at hun blev døbt [i sommeren] 2017. Ansøgeren har fortsat henvist til konversion til kristendom som asylmotiv, og det er anført, at ansøgerens [helbredsforhold]– bør tages i betragtning ved vurderingen af ansøgerens asylmotiv, herunder hendes troværdighed. Det bemærkes, at Flygtningenævnet i 2018 prøvede ansøgerens asylmotiv om konversion. Bedømmelsen af, om ansøgerens konversion er reel, giver på denne baggrund fortsat anledning til en vis usikkerhed. Flygtningenævnet finder imidlertid efter en samlet vurdering, at ansøgeren under genoptagelsessagen på en tilstrækkelig overbevisende måde har redegjort for, at sin konversion til kristendommen er udtryk for en indre overbevisning. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren – når henses til hendes [helbredsforhold]– i fornødent omfang har forklaret præcist og overbevisende om den betydning, som konversionen til den kristne tro, har haft for hende. Flygtningenævnet har herved lagt til grund, at ansøgeren siden 2016 på helt fast og ugentlig basis har deltaget i kirkelige aktiviteter, herunder bibelundervisning og gudstjenester. I 2017 blev hun døbt. Den omstændighed, at ansøgeren for Flygtningenævnet ikke har været i stand til at forklare om kristendommens dogmatik kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder på denne baggrund efter en konkret og samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hendes konversion er reel og udtryk for en indre overbevisning, og det lægges til grund, at ansøgeren ønsker at leve åbent som kristen ved en tilbagevenden til Iran, hvorved ansøgerens konversion vil komme til myndighedernes og andres kendskab. Herefter og efter baggrundsoplysningerne om forholdene for kristne konvertitter lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse på grund af hendes konversion. Det bemærkes i den forbindelse, at selvom ansøgeren er tidligere yarsan, kan Flygtningenævnet ikke med den fornødne sikkerhed lægge til grund, at ansøgeren som frafalden yarsan ikke risikerer at blive behandlet på samme måde som frafaldne muslimer. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til USCIRF – Religious Freedom Conditions in Iran udgivet i august 2021. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af flygtningekonventionen som følge af sin konversion. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2023/27/CARA
Nævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klagerens ægtefælle er bosat i Danmark, hvorfor ansøgningen om asyl burde behandles her af hensyn til familielivet. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, at formålet med Dublinforordningen er på så tidligt et tidspunkt som muligt at få fastlagt, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, jf. forordningens præambel punkt 5, da dette skal sikre en effektiv adgang til procedurerne om meddelelse af international beskyttelse og undgå at bringe målet om en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse i fare. Det følger af forordningens artikel 3, stk. 1, at en ansøgning om international beskyttelse behandles af den medlemsstat, der er ansvarlig efter kriterierne i kapitel III. Såfremt der ikke kan udpeges en ansvarlig medlemsstat efter kriterierne i kapitel III, følger det af forordningens artikel 3, stk. 2, at det er den medlemsstat, hvor ansøgning om asyl er indgivet første gang, som er ansvarlig. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet har videre lagt til grund, at klageren har en partner i Danmark, der er [statsborger i et europæisk land]. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at klagerens partner ikke er omfattet af ansvarskriterierne, der er fastsat i Dublinforordningens kapitel III, idet klagerens partner, efter det oplyste, er [har statsborgerskab i et europæisk land] og dermed ikke falder inden for anvendelsesområdet af artikel 9 og artikel 10, da hun ikke er en person, der har eller har ansøgt om international beskyttelse. Efter Flygtningenævnets praksis gælder dette, uanset at klagerens partner oprindeligt fik opholdstilladelse i [det europæiske land] i form af international beskyttelse. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, jf. artikel 3, stk. 2, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes hertil, at Tyskland [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet om, at det er Tyskland, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl, idet det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens sag skal behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, jf. præamblens punkt 14 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det følger af Dublinforordningens præambels punkt 14, at hensynet til familielivet i overensstemmelse med EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bør indgå som et primært hensyn i forbindelse med medlemsstaternes anvendelse af forordningen. Det fremgår videre af præamblens punkt 17, at enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til medlemsstaten eller til en anden medlemsstat, selvom behandlingen ikke er medlemsstatens ansvar i henhold til de bindende kriterier, der er fastlagt i forordningen. Flygtningenævnet bemærker hertil at henset til, at hovedprincippet i forordningen er, at en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, der identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde for at fravige dette hovedprincip. Desuagtet at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at hverken EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention pålægger medlemsstaterne en generel pligt til at respektere udlændinges valg af det land, hvor de ønsker at søge asyl. Flygtningenævnet understreger i den forbindelse, at det vil være i strid med formålet i Dublinforordningen at behandle en ansøgning om asyl i Danmark alene med henblik på at sammenføre en asylansøger til en anden person. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at hensynet til familielivet, som det fremgår af Dublinforordningen, herunder præamblens punkt 14 og 17, EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke kan føre til, at asylsagen skal behandles i Danmark. Det er indgået i Flygtningenævnets vurdering, at klageren har oplyst, at han og hans partner, [A], blev religiøst viet på et ukendt tidspunkt i 2019, og at klageren fik den religiøse vielse registreret ved de syriske myndigheder i [foråret] 2022. Nævnet har imidlertid lagt vægt på, at der alene har været et begrænset familieliv mellem klageren og [A] forud for klagerens indrejse i Danmark [i efteråret] 2023, idet de alene har set hinanden to gange efter den religiøse vielse. Det forhold at klageren har oplyst, at hans og [A’s] forhold blev indledt allerede i 2005, og at de har boet sammen i Syrien i forbindelse hermed, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at [A] udrejste af Syrien til [europæisk land] i 2012 eller 2013, hvor hun indgik ægteskab med en anden mand, ligesom klageren selv, efter [A’s] udrejse, indgik ægteskab med en anden kvinde i Syrien. Nævnet bemærker videre, at klageren og [A], efter de blev skilt fra deres respektive ægtefæller, ikke har forsøgt at gøre yderligere tiltag for at etablere et familieliv sammen, idet klageren har oplyst, at de ikke ønskede at søge om familiesammenføring, fordi de havde fået at vide, at dette var en lang proces. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at de [i efteråret] 2023 indgav ansøgning om familiesammenføring efter EU-reglerne. Nævnet bemærker hertil, at SIRI [i vinteren 2023/2024] har meddelt afslag herpå. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at [A] som [statsborger i et europæisk land], som udgangspunkt vil kunne rejse til og opholde sig i Tyskland på lige fod med EU-statsborgere, og at de således der vil kunne udleve deres familieliv. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2024/6/sahe
Nævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2022. Genoptaget sag. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv videre henvist til, at hun frygter myndighederne vil anholde hende ved en tilbagevenden til Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes hjem i Damaskus blev ransaget flere gange af de syriske myndigheder i [2008-2010] i forbindelse med, at alle huse i området blev ransaget, samt at myndighederne generelt anholder tilfældige personer, uagtet deres alder og helbredstilstand. Ansøgeren har yderligere oplyst, at hun frygter myndighederne vil bruge hende til at få oplysninger om hendes familie, som er flygtet fra Syrien og modstandere af regimet. Ansøgeren har endvidere som oprindeligt asylmotiv henvist til de generelle forhold, samt at hendes helbredsproblemer betyder at hun ikke kan klare sig selv i Syrien. Ansøgeren har nu yderligere henvist til, at hun har optrådt i et indslag på [nyhedsmedie A] i [sommeren 2023], hvor hun udtaler sig kritisk om styrets behandling af hende, ligesom hun har henvist til, at hun har to børnebørn, der nu har opnået den militærpligtige alder. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. For så vidt angår ansøgerens oprindelige asylmotiv henviser Flygtningenævnet til Flygtningenævnets afgørelse af [foråret 2023]. For så vidt angår ansøgerens sur place motiv bemærker flertallet i Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke fremstår med sit eget efternavn i indslaget på [nyhedsmedie A] i [sommeren 2023], men alene med sin fars navn, som dog er anført i ansøgerens syriske pas. I indslaget, der omhandler forholdene for syriske flygtninge i Danmark, udtaler hverken klager eller hendes [barn], der også deltager i interviewet, sig direkte kritisk om det syriske regime. Selv om klippet i cirka et halvt år har ligget på [medietjeneste], er det alene blevet set omkring [200-400] gange, og det er ikke blevet delt. Ansøgeren har ikke i øvrigt deltaget i tv-indslag eller er nævnt i opslag på sociale medier, ligesom hun ikke har deltaget i demonstrationer eller lignende. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund og uanset det forsigtighedsprincip, som skal anvendes ved vurderingen af asylansøgere fra Syrien, at ansøgeren ikke derved har bragt sig i en situation, hvor hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse af de syriske myndigheder. Flygtningenævnets flertal finder endelig ikke, at det kan føre til en anden vurdering, at ansøgeren har to børnebørn, der har opnået den militærpligtige, idet hverken ansøgeren eller børnebørnene kan anses for at være eksponerede i forhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnets flertal finder endelig, at det ikke kan føre til en anden vurdering, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark i knap to år. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2024/6/LODU
Nævnet omgjorde i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by], Syrien. Klageren har boet i [mellemøstligt land] mellem [1980´erne] og 2015, og har ikke været i Syrien siden sin udrejse i [1980´erne]. Klageren har under sit ophold i [mellemøstligt land] sympatiseret med Det Muslimske Broderskab, samt deltaget i demonstrationer for broderskabet i [mellemøstligt land]. Klageren har derudover deltaget i demonstrationer i Danmark mod det syriske regime. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at han [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret] 2022 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved Udlændingestyrelsens afgørelse [i efteråret] 2015 burde have været meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i konsekvens af hans sønner, [søn A] og [søn B], opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller som følge af sine individuelle forhold. Klageren har til støtte for sin påstand om konsekvensstatus oplyst, at hans sønner, [søn A] og [søn B], boede hjemme hos klageren i [mellemøstligt land], at de var ugifte, at de både udrejste og indrejste sammen med klager, og at de boede med klageren efter indrejsen og under asylsagsbehandlingen. Klageren har om sine individuelle forhold oplyst, at hans [familiemedlem A] blev fængslet efter klagerens udrejse fra Syrien, og at der er blevet spurgt efter klageren, som følge af en mistanke om, at han enten var medlem af Det Muslimske Broderskab eller at han sympatiserede med Det Muslimske Broderskab. Endvidere har klageren oplyst, at han i [mellemøstligt land] sympatiserede med og deltog i demonstrationer for Det Muslimske Broderskab, samt at hans søn, [søn B], har været tilbageholdt og udspurgt om klageren i Syrien i 2010. Klageren har desuden oplyst, at han er udeblevet fra sin værnepligt i Syrien, og at der i den forbindelse er blevet spurgt efter ham, samt at hans tre sønner ikke har aftjent værnepligt i Syrien. Afslutningsvis har klageren oplyst, at han har deltaget i demonstrationer i Danmark mod det syriske regime, og at hans tre sønner udøver politiske aktiviteter i forskelligt omfang, herunder blandt andet ved deltagelse i demonstrationer og i et tv-interview. Klageren indrejste [i efteråret] 2015 i Danmark sammen med sine to sønner [søn A] og [søn B], som da var var [i starten af 20´erne]. Sønnerne fik [i efteråret] 2015 opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, mens klageren samme dato fik opholdstilladelse i medfør af § 7, stk. 3. Flygtningenævnet bemærker, at det afgørende for, om en ansøger kan opnå konsekvensstatus, først og fremmest er, om ansøgeren og hovedpersonen vurderes at tilhøre samme familieenhed. Ved vurderingen kan praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol indgå. Klageren har boet i [mellemøstligt land], siden han i [1980´erne] flygtede fra Syrien som [12-15-årig], og indtil han i 2015 indrejste i Danmark. Han stiftede familie i [mellemøstligt land] og boede sammen bl.a. sine to sønner [søn A] og [søn B], som ikke havde stiftet selvstændig familie. Klageren indrejste i Danmark sammen med disse to sønner. I Danmark fortsatte han med at bo sammen med [søn A] og [søn B] indtil [vinteren 2018/2019]. Flygtningenævnet vurderer derfor, at klageren og hans sønner [søn A] og [søn B] på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2015 tilhørte samme familieenhed. Klageren opfyldte derfor på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2015 betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af hans dengang hjemmeboende sønners opholdstilladelser. Det fremgår af et referat fra Flygtningenævnets koordinationsudvalgsmøde den 24. august 2023, at koordinationsudvalget har fundet, at prøvelsesgrundlaget i en situation som den foreliggende bør låses fast til de faktiske omstændigheder, der bestod på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Det udtales, at der er tale om en konstaterende afgørelse, og nævnets prøvelse er isoleret set alene, hvorvidt Udlændingestyrelsen med rette har meddelt opholdstilladelse efter udlændingeloven eller ej, og således om afgørelsen lider af retlige mangler. Mellemkommende ændringer bør under disse omstændigheder normalt ikke inddrages, når dette vil medføre en afgørelse til ugunst for udlændingen, og prøvelsesgrundlaget bør således i det hele angå de fortidige forhold. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 Syri/2024/5
Nævnet stadfæstede i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2018 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2021 idømt fængsel i et år og tre måneder for overtrædelse af en række bestemmelser i straffeloven vedrørende personfarlig kriminalitet samt udvist af Danmark med indrejseforbud i tolv år. Flygtningenævnet udtalte: Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, men er ved [landsrettens] ankedom [fra efteråret] 2021 udvist med indrejseforbud i tolv år, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Udlændingestyrelsen har [i vinteren 2022-2023] truffet afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by], [distrikt], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er i den militærpligtige alder, men at han ikke ønsker at slå mennesker ihjel. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at Partiya Karkeren Kurdistan (PKK) vil tvangshverve ham. Til støtte herfor har klageren oplyst, at klagerens far – inden klagerens udrejse af Syrien – blev kontaktet af PKK, der meddelte, at klageren burde tilslutte sig PKK og kæmpe for dem. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til de generelle forhold i landet. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren, der er i den militærpligtige alder, er i risiko for at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste, hvilket han ikke ønsker, og at klageren allerede som følge heraf isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 31, stk. 2, må en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet finder, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren. Efter udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal således foretages en proportionalitetsafvejning, hvori indgår grovheden af den begåede forbrydelse over for eventuelle særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der kan tale for at give klageren opholdstilladelse. Der skal således tages stilling til, om flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er dømt for at have begået personfarlig kriminalitet omfattet af [en række bestemmelser i straffeloven] ved blandt andet flere gange at […] fra [efteråret] 2019 til [efteråret] 2020, samt vold over for flere personer ved at have [voldelige overgreb]. Klageren er endvidere dømt for at have [trusler] og truet en anden person. Strafferammen for overtrædelse af straffelovens [bestemmelser] er fængsel op til otte år. Klageren er idømt en straf på fængsel i et år og tre måneder, og det er i dommen anført, at der er taget hensyn til kriminalitetens karakter, grovhed og omfang, ligesom forholdene er begået forsætligt. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2’s forstand. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået og (6) ansøgerens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. I forbindelse med vurderingen af om klageren som følge af sin kriminelle adfærd kan betragtes som en fare for samfundet, bemærker Flygtningenævnet, at klageren er idømt fængsel i et år og tre måneder, og at kriminaliteten, som er personfarlig, er udøvet over for flere personer på flere forskellige tidspunkter i perioden fra [efterfåret] 2019 til [efteråret] 2020. Klageren blev løsladt efter [landsrettens dom], og han kom på [center]. […]. Klageren har haft en problemfri afsoning, og han er ifølge udtalelse fra Kriminalforsorgen stille og rolig og deltager blandt andet i [aktiviteter] på [center]. I forhold til ansøgerens familiemæssige situation fremgår det, at han har en kæreste, […], og [fjernere familiemedlemmer] i Danmark. Klagerens [øvrig familie] bor i Syrien. Efter en samlet helhedsvurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at klageren har udvist en sådan kriminel adfærd, der giver grundlag for at antage, at han er en fare for samfundet. […]. Flygtningenævnet finder heller ikke på baggrund af det oplyste om klagerens personlige forhold, at særlige grunde taler imod, at klageren udelukkes fra beskyttelse. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, ikke er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2023/63/tps
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Født i Danmark i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er født i Danmark. Ansøgerens forældre er etnisk somali og sunnimuslimer fra [by], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens forældre har som asylmotiv henvist til, at de på ansøgerens vegne fryg-ter, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil blive omskåret. Ansøgerens far har til støtte for asylmoti-vet forklaret, at han frygter, at hans svigermor vil omskære ansøgeren, fordi det tidligere er lykkedes hans svigermor at omskære hans datter [A]. Ansøgeren far har videre henvist til, at han ikke kan modsæt-te sig omskæring, idet han ikke kan beslutte noget, som strider mod kulturen i Somalia, og at han vil risike-re at blive afskåret fra store dele af samfundet, såfremt han nægter at lade ansøgeren omskære. Ansøge-rens mor har til støtte for asylmotivet forklaret, at hun frygter, at hendes mor og søskende vil omskære ansøgeren. Ansøgerens mor har videre forklaret, at hendes familie er tilhængere af omskæring, fordi omskæring er dybt forankret i den somaliske kultur, og fordi familien er af den opfattelse, at omskæring gør livet nemmere for piger. Ansøgerens mor har endvidere forklaret, at hun frygter, at ansøgerens far-mor formentlig også vil have, at ansøgeren bliver omskåret. Ansøgerens mor har desuden forklaret, at hun ikke kan modsætte sig sin mors vilje, idet det følger af kulturen i Somalia, at de ældste i familien be-stemmer. Ansøgerens mor har endelig henvist til, at det tidligere er lykkedes hendes mor at omskære hendes datter [A]. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens forældre, der har erklæret, at de er imod omskæring, må anses for ressourcestærke personer, der vil være i stand til at modstå et eventuelt pres fra familien og det omgivende samfund. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på de sam-me grunde, som fremgår af Flygtningenævnets afgørelse af [vinteren 18/19] i ansøgerens mors sag, hvor-ved moren fik nægtet forlængelse af sin opholdstilladelse. Det fremgår heraf blandt andet: ”Flygtninge-nævnet bemærker, at klageren i forbindelse med skriftlig partshøring og partshøringssamtale i [efteråret] 2017 har oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hendes datter vil blive tvangsmæssigt omskåret, men hun har samtidig oplyst, at hun og hendes ægtefælle er imod omskæring, og at hun me-ner, at hun og ægtefællen kan modsætte sig presset, da hun selv har fået en fri opdragelse og er blevet støttet af sine forældre. Klageren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe, hvorfor hun nu frygter, at datteren vil blive tvangsomskåret”. Flygtningenævnets flertal har videre lagt vægt på de sam-me grunde, som fremgår af Flygtningenævnets afgørelse af samme dato i ansøgerens fars sag, hvorved faren og ansøgerens fire søskende fik afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelo-vens § 7. Det fremgår heraf blandt andet: ”Det kan heller ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, at han frygter, at hans datter vil blive tvangsomskåret. Der er herved lagt vægt på, at både ansøgeren og hans ægtefælle har oplyst, at de er imod omskæring, og at de vil modsætte sig et krav herom. Hertil kommer, at ansøgerens ægtefælle har forklaret, at hun ikke frygter, at hendes fami-lie vil kræve, at deres datter bliver omskåret. Ægtefællen har endvidere i forbindelse med partshøringen forklaret, at hun har et godt forhold til sin familie, og at hun selv er blevet frit opdraget”. Flygtningenæv-net er opmærksom på, at [B’s] forældre på mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at [B’s] storesøster, [A], var blevet omskåret som [4-7-årig], da hun opholdt sig i Somalia hos sin mormor, mens forældrene begge opholdt sig uden for Somalia. Forældrene opdagede det først efter mødet i Flygtningenævnet i [vinteren 18/19]. Flygtningenævnets flertal finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurde-ring, idet forældrene ikke opholdt sig i Somalia på det tidspunkt og dermed ikke havde mulighed for at beskytte [A]. I begge afgørelser er endvidere henvist til baggrundsoplysningerne. Herefter, og da ansøge-rens forældre også for nævnet har erklæret at være modstandere af omskæring og begge er fremstået ressourcestærke, finder nævnets flertal – uanset at ansøgerens søster efter det oplyste er blevet omskå-ret i Somalia – at ansøgerens forældre vil være i stand til at beskytte ansøgeren mod et eventuelt kultu-relt krav om omskæring. For så vidt angår ansøgerens forældres frygt for, at de personer, som ansøge-rens far har en konflikt med, vil hævne sig på ansøgeren, bemærkes, at nævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgerens far har en konflikt med personer i Somalia. Nævnet kan herved tiltræde nævnets ovenfor nævnte afgørelse af [vinteren 18/19], hvorved ansøgerens fars og fire søskende fik afslag på en ansøg-ning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår heraf, at nævnet ikke kunne lægge ansøgerens fars forklaring om hans konflikter med al-Shabaab til grund med følgende begrundelse: ”Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i en periode har arbejdet for den franske NGO [navn]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren og hans ægtefælle har forklaret divergerende om helt centrale dele vedrøren-de ansøgerens asylmotiv. Ansøgeren og hans ægtefælle har således forklaret indbyrdes divergerende om, hvor mange gange deres bopæl blev opsøgt af al-Shabaab. Ansøgeren har således oplyst, at bopælen blev opsøgt en gang. Ægtefællen udbyggede under nævnsmødet sin forklaring om antallet af gange, bo-pælen blev opsøgt. Hun forklarede, at der var tale om to gange forud for sidste gang, hvor ægtefællen blev hentet. Ansøgeren og ægtefællen har tillige forklaret indbyrdes divergerende om, hvor ansøgeren blev pågrebet af al-Shabaab. Ansøgeren har således forklaret, at han blev pågrebet uden for bopælen, mens ægtefællen har forklaret, at ansøgeren blev pågrebet inde på bopælen. Ansøgeren udbyggede under mødet i Flygtningenævnet sin forklaring, idet han under nævnsmødet forklarede, at han blev på-grebet indenfor. Ansøgeren har under nævnsmødet tillige udbygget sin forklaring med, at han under på-gribelsen fik bind for øjnene og blev udsat for vold, hvilket han under tidligere samtaler har forklaret ikke fandt sted. Dertil kommer, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit asylmotiv. Han har således ind-ledningsvist alene forklaret, at han har et modsætningsforhold til al-Shabaab på grund af sit arbejde for den franske NGO, mens han efterfølgende har forklaret, at hans konflikt med al-Shabaab begyndte, fordi han nægtede at tilslutte sig al-Shabaab. Den mandlige ansøgers forklaring fremstår tillige usammenhæn-gende og utroværdig. Det forekommer i den forbindelse usammenhængende og utroværdigt, at al-Shabaab skulle opsøge ham gentagne gange på bopælen uden at finde ham hjemme, når al-Shabaab samtidig vidste, hvor han var, fordi han drev en butik, hvor han betalte beskyttelsespenge til al-Shabaab. Ansøgerens forklaring fremstår tillige usikker og uden detaljer. Han har således ikke været i stand til at beskrive de personer, der tilbageholdt ham eller transporten fra bopælen til al-Shabaabs hovedkvarter. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har asylbegrundende konflikter med al-Shabaab.” Sammenfattende finder Flygtningenævnets flertal ikke, at det af ansøgeren(s forældre) er sandsynliggjort, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. § 7, stk. 2, ved indrejse og ophold i Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Soma/2021/5/ACA
Nævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra El Salvador. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] fra [by], El Salvador. Ansøgerens [familiemedlemmer] er [religiøs overbevisning], men han er ikke selv praktiserende. Ansøgeren udrejste i [2015-2020] som [25-30-årig] fra El Salvador til Europa og har siden da opholdt sig forskellige steder i Europa. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til El Salvador frygter, at den kriminelle bande, [bande A], vil dræbe, misbruge eller afpresse ansøgeren, fordi han ikke ønsker at være en del af banden eller at samarbejde med dem. Som yderligere asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til El Salvador frygter, at andre bander, herunder især den kriminelle bande, [bande B], vil komme efter ham, fordi han har boet i [bande A’s] territorie. Endelig har ansøgeren oplyst, at han ved en tilbagevenden til El Salvador frygter, at myndighederne vil fængsle ham, fordi han har boet nær bandemedlemmer og har tatoveringer. Til støtte for sit asylmotiv om, at ansøgeren ved en tilbagevenden til El Salvador frygter, at den kriminelle bande, [bande A], vil dræbe, misbruge eller afpresse ham, fordi han ikke ønsker at være en del af banden eller at samarbejde med dem, har han oplyst, at hans hus blev beskudt af banden i [2015-2020]. Ansøgeren er opvokset med, at de forskellige bander har hver deres territorie. Den lokale bande i det område, hvor ansøgeren voksede op, var [bande A]. Da ansøgeren var omkring [teenageårene] år begyndte nogle af hans bekendte at omgås bandemedlemmer fra [bande A], og med tiden blev de nogle af de ansvarlige i banderne. Ansøgeren valgte i stedet at holde sig fra banderne og begyndte at læse videre. En af de personer, som ansøgeren er opvokset med, blev leder af bandens lokale afdeling. Han hedder [C], og hans kaldenavn er ”[D]”, fordi han ”[beskrivelse]”. Bandemedlemmerne forsøgte flere gange at rekruttere ansøgeren og afpresse ham til at hjælpe dem med forskellige ting, for eksempel at køre for dem eller bruge familiens hus til lager. Da ansøgeren afviste dem, udsatte de ham for chikane, hærværk og trusler. Der blev blandt andet flere gange lagt døde dyr foran hans hus. En aften opsøgte ansøgeren banden og sagde, at de skulle holde sig fra ham. Han kom op at skændes med [C], og han blev truet på livet. Om natten blev der affyret omkring fem skud imod ansøgerens hus, og nogle af dem ramte væggen på værelserne, men der var ingen personer, der blev ramt, selvom det ifølge ansøgeren var det banden gik efter. Ansøgeren så ikke, hvem der skød, da han og hans [familiemedlemmer] lå på gulvet, men han formoder, at det var [bande A], fordi der ikke var andre, der ville gøre det. Det var den [dato i foråret] [2015-2020]. Ansøgeren mener, at datoen var en markering fra bandens side, da den har [tilknytning til banden]. Efter skyderiet nåede ansøgeren at flygte til sin ven, før banden satte vagtposter, der overvågede, hvem der gik ind og ud af huset. Ansøgerens [familiemedlemmer] bor stadig i huset og har ikke været udsat for noget, siden ansøgeren flygtede, fordi banderne generelt respekterer ældre mennesker i kvarteret. Der er flere gange nogen, der har spurgt hans [familiemedlemmer] om ham, blandt andet et bandemedlem. Hvis ansøgeren vender tilbage til El Salvador frygter han, at banden vil kunne finde ham, fordi de kender ham, da han er opvokset med mange af dem. Banderne er især interesserede i personer, der vender tilbage til El Salvador fra udlandet, fordi de anser dem for at have penge, og de vil også derfor være særligt interesserede i ham, hvis han vender tilbage. Ansøgeren vil ikke kunne gå til politiet, fordi han ikke kan være sikker på, om de samarbejder med [bande A]. [Bande A] er i hele El Salvador, og ansøgeren vil derfor heller ikke kunne bo et andet sted i landet. Hvis [C] stadig er i live, vil han spørge efter ansøgeren i andre dele af landet. Til støtte for sit asylmotiv om, at ansøgeren ved en tilbagevenden til El Salvador frygter, at andre bander og især den kriminelle bande, [bande B], vil komme efter ham, fordi han har boet i [bande A’s] territorie, har han oplyst, at han altid har forsøgt at holde sig fra [bandes C’s] territorie, fordi [bande C] kunne tro, at han var en spion, og derfor ville slå ham ihjel. Konflikten mellem banderne foregår konstant, og selv personer, der ikke har noget med banderne at gøre, bliver slået ihjel af banderne. Banderne er i hele El Salvador, og ansøgeren vil derfor ikke bare kunne bo et andet sted i landet. Endelig har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv om, at han ved en tilbagevenden til El Salvador frygter, at myndighederne vil fængsle ham, fordi han har boet nær bandemedlemmer og har tatoveringer, oplyst, at regeringen har indført undtagelsestilstand, hvor menneskerettighederne ikke respekteres. Ansøgerens [familiemedlemmer] har fortalt ham, at mange i hans omgangskreds og fra hans område er blevet fængslet, selvom de ikke har noget med banderne at gøre, men alene fordi de er fra et område med mange bandemedlemmer, eller fordi de har tatoveringer. Hans [familiemedlemmer] har desuden fortalt, at myndighederne ransager huse, herunder hans [familiemedlemmers] hus, hvor de har spurgt efter ansøgeren. Myndighederne vil mistænke ham, fordi han udrejste fra El Salvador på det tidspunkt, som han gjorde. Hvis ansøgeren sættes i fængsel, vil han blive sat sammen med en blandet gruppe af forskellige bandemedlemmer. Myndighederne fængsler og torturerer folk og lukker dem derefter ud, hvis de ikke har gjort noget. Ansøgeren frygter også at dø i fængslet. Ansøgerens [familiemedlem] har fortalt ham, at han end ikke skal komme tilbage til El Salvador på ferie, fordi det vil være for farligt for ham, og fordi ansøgerens venner er blevet slået ihjel. Flygtningenævnet kan til dels lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han har haft en konflikt med banden [bande A], der har ønsket at rekruttere ham. Flygtningenævnet vurderer dog, at konflikten med [bande A] ikke har et omfang og en intensitet til, at han kan få asyl. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, ansøgeren ifølge sin forklaring har haft konflikter eller uoverensstemmelser med [bande A], siden han var [i teenageårene], indtil han udrejste i [2015-2020], hvor han var [25-30] år, men der er ikke sket andet end, at denne chikane fortsatte i denne periode. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens [familiemedlemmer], som fortsat bor i [hjem], ikke har oplevet nogen problemer med [bande A]. Det fører ikke til en ændret vurdering, at ansøgeren har oplyst, at det skyldes, at der er respekt for ældre mennesker, da det må antages, at [bande A] ville forsøge at finde ud af, hvor ansøgeren fandtes, og hvornår ansøgeren kom tilbage, hvis de reelt efterstræbte ansøgeren. Hertil kommer, at banden ifølge ansøgeren ville bruge hans [familiemedlemmers] hus til narkotikalager, og at hans [familiemedlemmer] til trods herfor ikke er blevet opsøgt af denne grund. I forhold til skudepisoden imod [familiemedlemmernes] hus den [dato i foråret] [2015-2020] har Flygtningenævnet lagt vægt på, at der er tale om en enkeltsående hændelse, som ligger langt tilbage i tid, og at [familiemedlemmerne] fortsat bor på bopælen uden at have oplevet lignende hændelser. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring for nævnet, om at hans gode ven var blevet stukket med kniv og dræbt, efter at vennen havde været på besøg hos ansøgerens [familiemedlemmer] tre måneder efter ansøgerens udrejse, er udbyggende og divergerende og ikke kan lægges til grund. Ansøgeren har således ikke forklaret herom til Udlændingestyrelsen ved oplysnings- og motivsamtalen eller i asylsamtalen, og ansøgerens forklaring for nævnet om, hvor det foregik, er divergerende. Det forhold, at ansøgeren til asylsamtalen med Udlændingestyrelsen har oplyst, at en af ansøgeren venner blev stukket med en kniv og døde, fordi de ville have hans telefon, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt til grund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at episoden har nogen sammenhæng med ansøgerens konflikt. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på baggrundsoplysningerne, hvorefter der i landet er slået hårdt ned på bandekriminalitet, og at et meget stort antal bandemedlemmer er blevet fængslet. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en personlig konflikt med andre bander og har lagt vægt på, at dette alene beror på ansøgerens egen formodning, idet ansøgeren ikke er blevet opsøgt af andre bander i El Salvador end [bande A]. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med myndighederne i El Salvador. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det beror på ansøgerens egen formodning, da ansøgeren ikke har oplevet noget, som skulle indikere, at myndighederne efterstræber ansøgeren. Det forhold, at ansøgeren har tatoveringer kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han har haft disse tatoveringer siden han var [20-25] år, og at det er almindeligt at have tatoveringer i landet, og at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at myndighederne skulle efterstræbe ham på grund af hans tatoveringer. Det fører ikke til en ændret vurdering, at ansøgerens [familiemedlemmers] hus er blevet ransaget af myndighederne, hvor de spurgte efter ansøgeren, da ansøgeren har oplyst, der var tale om generelle ransagninger, og derved ikke en ransagning rettet mod ansøgeren personligt eller hans familie. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren først har søgt asyl efter [et antal] års ophold i Europa. Flygtningenævnet finder således, at ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til El Salvador vil være i risiko for at blive forfulgt jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i nogen individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Endelig er det Flygtningenævnets vurdering, at de generelle forhold i El Salvador ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Elsa/2024/1/MKTO
Nævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Tyskland og den tyske asylsagsprocedure. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har forklaret, at det har været vanskeligt for klageren at opholde sig i Tyskland, at han har haft et meget svært liv, og at han har brug for den stabilitet og tryghed, som han oplever i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Tyskland i henhold til Dublinforordningen er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse, og at klagerens personlige præference for én medlemsstat frem for en anden ikke er et forhold, der kan tillægges betydning ved vurderingen af, hvilken medlemsstat, der skal behandle klagerens asylansøgning, eftersom dette vil stride imod formålet med Dublinforordningen. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at de tyske myndigheder ikke har foretaget en fyldestgørende vurdering af klagerens ansøgning om international beskyttelse, idet klageren har oplevet at blive indkaldt til de samme samtaler, hvor han stilles de samme spørgsmål, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet lægger vægt på, at klageren må henvises til at klage til den relevante, overordnede myndighed i Tyskland, hvis klageren fortsat oplever, at de tyske myndigheder ikke foretager en fyldestgørende sagsbehandling af klagerens sag. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Tyskland har tiltrådt flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at de tyske myndigheder ikke har foretaget en reel og fyldestgørende sagsbehandling af klagerens asylsag og således ikke lever op til deres internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2024/5/JLY
Nævnet meddelte i januar 2024 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev ved ankedom i 2022 idømt fængsel i 60 dage for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, men er ved [landsrettens] ankedom af [efteråret] 2022 udvist med indrejseforbud i seks år, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2023 truffet afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse. Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har oplyst at have deltaget i en til to demonstrationer i Syrien i perioden 2013-2014. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tvangsrekrutteret til militæret af enten de syriske myndigheder, det kurdiske parti Partiya Karkeren Kurdistan (PKK) eller det arabiske parti "Al-Difa' Al-Watani", hvilket han ikke ønsker af samvittighedsmæssige grunde. Klageren har til støtte herfor oplyst, at de kurdiske styrker har kontrollen i [by A], og at alle mænd over 18 år er påtvunget at aftjene militærtjeneste for PKK. Klageren har hertil oplyst, at han to gange er blevet stoppet ved PKK kontrolposter, og at han ligeledes har været frihedsberøvet af PKK i én dag. Klageren har videre oplyst, at han er blevet stoppet flere gange ved Al-Difa' Al-Watani kontrolposter og i forbindelse hermed også en gang er blevet forsøgt tilbageholdt. Klageren har endvidere oplyst, at de syriske myndigheder i 2015 opsøgte klageren på familiens bopæl på et tidspunkt, hvor klageren ikke var hjemme. De syriske myndigheder har ligeledes opsøgt klageren på familiens bopæl fire år efter, at han var udrejst af Syrien. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til de generelle forhold i landet. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, da klageren er en mand i den militærpligtige alder og dermed er i risiko for at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste ved den syriske hær. Klageren har oplyst, at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste af samvittighedsmæssige grunde. Efter udlændingelovens § 31, stk. 2, må en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet tiltræder, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren. Efter udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal således foretages en proportionalitetsafvejning, hvori indgår grovheden af den begåede forbrydelse over for eventuelle særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der kan tale for at give klageren opholdstilladelse. Der skal således tages stilling til, om flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse. Klageren blev ved [landsrettens] ankedom af [oktober] 2022 idømt fængsel i 60 dage for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse nr. 2446 af 12. december 2021 om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B nr. 59, ved [konkret omstændighed i sagen] at have solgt hash og været i besiddelse af skunk og hash med henblik på videreoverdragelse. Flygtningenævnet skal herefter i første række tage stilling til, om klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2´s forstand, idet det samtidig bemærkes, at det er ubestridt, at klageren ikke er omfattet af flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, 1. led, om en udlænding, der må anses for en fare for landets sikkerhed. Spørgsmålet er herefter, hvordan begrebet ”en særlig farlig forbrydelse” i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, skal forstås. Ved fastlæggelsen af dette begreb, må det for det første tages i betragtning, at artikel 33, stk. 2, har karakter af en undtagelse fra det generelle princip i artikel 33, stk. 1, om forbud mod refoulement, hvilket kunne tale for, at begrebet (der er indeholdt i en undtagelsesbestemmelse) fortolkes indskrænkende. For det andet må det tages i betragtning, at artikel 33, stk. 2, forudsætter, at den pågældende er dømt for ikke blot en ”farlig forbrydelse”, men ”en særlig farlig forbrydelse”. Om den nærmere fastlæggelse af det nævnte begreb er anført blandt andet følgende i Andreas Zimmermann (red.), The 1951 Convention Relating to the Status of Refugees and its 1967 Protocol (2011), s. 1420 f.:”2. ‘…of a particularly serious crime…’The double qualification of being a ’particularly serious’ crime which might give rise to ab exemption, emphasizes the highly exceptional character of exclusions under Art. 33, para. 2. The term ‘serious crime’ commonly refers to crimes such as homicide, rape, child molesting, wounding, arson, drugs trafficking, and armed robbery. The use of the word ‘particularly serious’ indicates that even when the refugee has committed a serious crime, refoulement is only warranted when account has been taken of all mitigating and other circumstances surrounding the commission of the offence. The qualification furthermore makes it clear that the applicability of the exclusion clause is not dependent upon whether the act for which a refugee is convicted is classified under certain categories of punishable offences such as Verbrechen and Vergehen in Germany. The important factor is that the is ’particularly serious’, so that its perpetration may be described as ‘a danger to the community’. […].3. ’…constitutes a danger to the community of that country’ […].” Om betydningen af begrebet en særlig farlig forbrydelse er anført blandt andet følgende i The Refugee Convention 1951, The Travaux preparatories analysed with a commentary by dr. Paul Weis (1990), s. 245 f.: “As to criminal activities, the word ‘crimes’ is not to be understood in the technical sense of any criminal code but simply signifies a serious criminal offence. Two conditions must be fulfilled: the refugee must have been convicted by final judgment for a particularly serious crime, and he must constitute a danger to the community of the country. What crimes are meant is difficult to define since the principle that the criminal, not the crime, is to be punished applies. Certainly, capital crimes such as murder, rape, armed robbery and arson are included. However, even a particularly serious crime, if committed in a moment of passion, may not necessarily constitute the refugee as a danger to the community. On the other hand, a refugee who has committed a particularly serious crime and many minor offences may well, as a habitual criminal, constitute a danger to the community. The principle of proportionality has to be observed, that is, in the words of the UK representative at the Conference, whether the danger entailed to the refugee by expulsion or return outweighs the menace to public security that would arise if he were permitted to stay.” Klageren er idømt 60 dages ubetinget fængsel for forsætlige forhold vedrørende videreoverdragelse af hash m.v. [konkret omstændighed i sagen]. Det fremgår af sagen, at her var tale om en relativt mindre mængde hash og skunk. Der er ved dommen henvist til lov om euforiserende stoffer § 3, hvor det fremgår, at overtrædelser af loven eller de i medfør af denne udfærdigede forskrifter straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. Flygtningenævnet finder, at sådanne lovovertrædelser efter en konkret vurdering og under visse omstændigheder vil kunne betragtes som en særlig farlig forbrydelse. Ved vurderingen af, om en konkret forbrydelse kan betragtes som en særlig farlig forbrydelse, kan lægges vægt på blandt andet (1) forbrydelsens karakter, herunder den skade, som den forurettede rent faktisk er blevet påført, men også hvor potentiel farlig forbrydelsen har været; (2) forbrydelsens art, herunder om forbrydelsen ved pådømmelsen er henført under en kvalificeret strafbestemmelse, f.eks. grov vold; (3) straffen for forbrydelsen, herunder den konkret idømte straf, men også strafferammen samt (4) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen er begået, herunder om der har foreligget formildende eller skærpende omstændigheder. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ved [landsrettens] ankedom af [efteråret] 2022, selvom den angik overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse nr. 2446 af 12. december 2021 om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B nr. 59, ved [konkret omstændighed i sagen] at have solgt hash og været i besiddelse af skunk og hash med henblik på videreoverdragelse, særligt henset til den idømte strafs længde på fængsel i 60 dage, ikke kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse i artikel 33, stk. 2’s forstand. Allerede på den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at der ikke i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er grundlag for at udelukke ansøgeren for opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2023 og meddeler klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2024/4/Sael
Nævnet meddelte i februar 2024 opholdstilladelse (K/B-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] fra [by A], Iran, men har også opholdt sig i sin families hjem i [by B]. Ansøgeren er født [muslim], men definerede sig som ikke-religiøs, da hun søgte asyl. I forbindelse med sagens behandling i Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at hun under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen, om end hun endnu ikke er blevet døbt. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men hun har oplyst, at hun både i Iran og i Danmark har deltaget i flere demonstrationer for blandt andet kvinders rettigheder i Iran, ligesom hun i Iran har uddelt løbesedler med regimekritiske budskaber. Hun har desuden delt regimekritisk indhold på de sociale medier. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tilbageholdt og slået ihjel af de iranske myndigheder på grund af sine politiske aktiviteter i Iran. I forbindelse med sagens behandling i Flygtningenævnet har hun endvidere oplyst, at hun også frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi hun har udført politiske aktiviteter i Danmark. Som yderligere asylmotiv har hun henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af det iranske regime, fordi hun er frafalden muslim og er konverteret til kristendommen i Danmark. Til støtte for sit asylmotiv om, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tilbageholdt og slået ihjel af det iranske regime på grund af sine politiske aktiviteter i Iran, har ansøgeren oplyst navnlig, at hun efter Mahsa Aminis død deltog i seks demonstrationer i både [by A] og [by B] i [en periode på to måneder i efteråret 2022]. I forbindelse med demonstrationerne har hun en enkelt gang oplevet at blive slået af politiet. Ansøgeren begyndte [i efteråret 2022] at udarbejde løbesedler på sin computer med oplysninger om demonstrationer og opfordringer til at modarbejde det iranske styre. Fem gange udarbejdede og printede hun samlet mellem 50 og 70 løbesedler, som hun uddelte sammen med en [bekendt]. To gange printede hun løbesedlerne på sit arbejde, efter at hendes kollegaer var gået hjem. [I efteråret 2022] opdagede [kollega], at hun havde løbesedlerne liggende på sit kontor. [Kollegaen] var tilhænger af regeringen, og han krævede både penge fra og samleje med ansøgeren for ikke at melde hende til myndighederne. Ugen efter rejste ansøgeren på ferie til [europæisk land C], som hun på forhånd havde fået visum til. Efter [europæiske land C] tog hun til Danmark for at besøge en [bekendt]. Da ansøgeren var i Danmark, opsøgte myndighederne hendes bopæl hos forældrene og medtog hendes computer, hvor løbesedlerne stadig var gemt. Efterfølgende opsøgte myndighederne igen bopælen og sagde til hendes forældre, at hun skulle melde sig på politistationen. Hun har flere gange delt regeringskritisk materiale på sin tidligere [profil på socialt medie D], men den lukkede hun ned på sine venners opfordring. Efterfølgende har efterretningstjenesten fortalt hendes [forælder], hvad de har fundet på ansøgerens computer, og at de er klar over, at hun samarbejder med modstandere i udlandet. Til støtte for sit asylmotiv om, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af det iranske regime på grund af sine politiske aktiviteter i Danmark, har ansøgeren oplyst navnlig, at hun i Danmark har deltaget i demonstrationer mod det iranske regime blandt andet uden for den iranske ambassade, og at hun også har holdt kritiske taler om det iranske styre under demonstrationerne. I den forbindelse har hun introduceret sig med sit fulde navn. Flere af hendes taler er blevet filmet og delt på forskellige medier, herunder på [iransk medie E] og [europæisk medie F]. Under sit ophold i Danmark har ansøgeren desuden været politisk aktiv på [socialt medie D], hvor hun primært har delt indhold om forholdene i Iran, herunder om personer der er blevet tilbageholdt eller slået ihjel af myndighederne. En af hendes reels er blevet vist [100.000 – 150.000] gange, og hun har efterfølgende modtaget trusler, som hun tror kommer fra de iranske myndigheder, ligesom hun er overbevist om, at hun bliver overvåget. Til støtte for sit asylmotiv om, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af det iranske regime, fordi hun er frafalden muslim og er konverteret til kristendommen, har ansøgeren oplyst navnlig, at hun som ung begyndte at tænke kritisk over, at kvinder ikke har rettigheder i islam og blandt andet bliver tvunget til at gå med tørklæde. Hun stoppede endegyldigt med at tro på islam, da hun som [19-21-årig] blev påkørt af en mand fra Basij-militsen eller moralpolitiet. Hun bar stadig hijab for sin sikkerhed skyld, men hvis hun vender tilbage til Iran, vil hun ikke efterleve de islamiske regler. I Danmark begyndte hun at gå i kirke med sine venner. På [socialt medie D] har hun delt et kristent opslag. Hun er begyndt at tro på Jesus, og hun går til kristendomsundervisning hver [ugedag] i [dansk by]. Hun praktiserer kristendommen ved at læse i biblen og bede bønner hver morgen og aften og før måltider. Hun tiltrækkes af den ubetingede kærlighed i kristendommen. Hun ønsker at blive døbt og bekende sig fuldt ud til kristendommen. Flygtningenævnet har lagt ansøgerens forklaring om sin deltagelse i demonstrationer i Iran efter Mahsa Aminis død til grund. Af de grunde, som er anført af Udlændingestyrelsen, kan deltagelsen i demonstrationerne dog ikke i sig selv danne grundlag for asyl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om udarbejdelse og uddeling af løbesedler i Iran til grund. Det samme gælder forklaringen om en konflikt med [kollegaen] på ansøgerens tidligere arbejde og de efterfølgende myndighedsopsøgninger på forældrenes bopæl. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at ansøgerens samlede forklaring herom ikke er overbevisende, ligesom ansøgeren i forbindelse med sagens behandling i nævnet har forklaret udbyggende og bortforklarende om en række af de forhold, som er fremhævet i Udlændingestyrelsens afgørelse. Nævnet har herunder tillagt det vægt, at ansøgeren har forklaret, at hun til trods for sine [helbredsproblemer] påtog sig opgaven med at udarbejde og uddele løbesedler, at hun til trods for opdagelsesrisikoen valgte at printe løbesedler på sit arbejde og placere dem på sit skrivebord, således at [kollegaen] blev opmærksom på dem, og at ansøgeren til trods for sin frygt for at være blevet eksponeret som regimemodstander forlod Iran uden sin computer, hvorefter myndighederne efterfølgende på computeren kunne finde et eksempel på en løbeseddel. Nævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgeren har forklaret, at hun allerede havde planlagt at udrejse af landet, da hun skulle på ferie til [europæisk land C] og Danmark. Der skal herefter tages stilling til, om ansøgeren har sandsynliggjort, at hun som følge af regimekritiske aktiviteter i Danmark (sur place) vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har lagt til grund, at ansøgeren i Danmark har deltaget i en række demonstrationer rettet mod myndighederne i Iran, herunder foran den iranske ambassade i Danmark, og at hun i den forbindelse har holdt regimekritiske taler, hvilket under nævnsmødet til dels er blevet dokumenteret ved gengivelse af videoklip fra [vinteren 2023/2024] på [socialt medie G] og [socialt medie D] fra profiler tilhørende blandt andet [iransk medie E] og en organisation benævnt [navn på organisation]. Videoklippet på [socialt medie G] fra [iransk medie E] har ca. [50.000-75.000] visninger. I disse opslag optræder ansøgeren med synligt ansigt som deltager og taler i demonstrationerne. Flygtningenævnet har efter en gennemgang på nævnsmødet endvidere lagt til grund, at ansøgeren har delt regimekritisk indhold på sin [profil på socialt medie D], hvor hendes rigtige navn samt billede fremgår. Profilen, der er oprettet i [efteråret] 2023, har [75-100] opslag, hvoraf de fleste efter ansøgerens forklaring indeholder kritik af det iranske styre. Der er fremvist eksempler på opslag med antal visninger på op til [1.000-1.500] og et enkelt opslag med [100.000-150.000] visninger. Nævnet finder, at der herefter er holdepunkter for at antage, at ansøgeren er blevet eksponeret som en modstander af styret i Iran. Det følger af de foreliggende baggrundsoplysninger, at de iranske myndigheder både har vilje og evne til at overvåge regimekritiske aktiviteter i udlandet, jf. nærmere Landinfo (Temanotat) ”Iran - Reaksjoner mot iranere i eksil” af 28. november 2022 og Landinfo (Respons) ”Iran: Overvåking av regimekritikere i utlandet som følge av ”Kvinne, liv, frihet-protestene”” af 5. juli 2023. Flygtningenævnet har på den anførte baggrund og efter sagens oplysninger i øvrigt lagt til grund, at ansøgerens regimekritiske aktiviteter i Danmark efter deres karakter og omfang er egnede til at komme til de iranske myndigheders kendskab. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det er således ufornødent at tage stilling til ansøgerens nye asylmotiv om konvertering til kristendommen. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2024/6/MKTO
Nævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har til sagen oplyst, at han er født i [1960’erne] i Bagdad, Irak, hvor han boede, indtil han var cirka 20 år gammel. Ansøgeren ved ikke, om han har irakisk eller andet statsborgerskab. Han kender ikke sin etnicitet og er ikke religiøs. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har oplyst, at han fra 2000 har boet i [et europæisk land], hvor han i mange år har haft opholdstilladelse og har arbejdet. I 2021 fik han dog afslag på at få sin ansøgning om opholdstilladelse forlænget, og han rejste udrejste derfor, idet han havde behov for at få behandling for sine lungesygdomme. Ansøgeren har som asylmotiv dels henvist til, at han har behov for behandling af sine lungesygdomme, og dels, at han ikke vil kunne vende tilbage til Irak, hvor han ikke har været siden sin ungdom og ikke har noget netværk, hvorfor han – også som følge af sine sygdomme – ikke vil kunne klare sig der. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet lægger til grund, at ansøgeren er irakisk statsborger. Nævnet har herved lagt vægt på baggrundsoplysningerne om erhvervelse af statsborgerskab i Irak sammenholdt med, at begge ansøgerens forældre er født i Irak, og at ansøgeren tillige er født i Irak, hvor han boede, indtil han udrejste som 19-20 årig. Flygtningenævnet lægger ansøgerens asylmotiv om at have behov for sundhedsmæssig behandling til grund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens asylmotiv er støttet af lægelige oplysninger om, at han blandt andet lider af lungesygdomme og har brug for medicin herfor. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge til grund, at ansøgerens påberåbte asylmotiver ikke kan danne grundlag for opholdstilladelse i Danmark og bemærker, at ansøgeren efter sin egen forklaring ikke har nogen konflikter med de irakiske myndigheder, forskellige grupperinger eller private personer. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens behov for lægelig behandling og pleje falder uden for anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, idet der er tale om socioøkonomiske forhold. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen heller ikke, at der er nogen konkrete forhold, der understøtter, at ansøgeren som følge af sin begrænsede tilknytning til Irak og sine helbredsmæssige forhold skulle være i risiko for asylbegrundede overgreb eller forfølgelse ved en tilbagevenden til Irak. Endelig bemærker Flygtningenævnet som Udlændingestyrelsen, at vurderingen af om helbredsmæssige forhold kan begrunde opholdstilladelse, henhører under Udlændinge- og Integrationsministeriets kompetence. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændinge- og Integrationsministeriet allerede har behandlet en ansøgning om humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, og at ansøgeren har fået et afslag på opholdstilladelse efter denne bestemmelse. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for asylbegrundede overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Det, ansøgeren i øvrigt har anført, kan ikke føre til et andet resultat. Herefter, og da de generelle forhold i Irak heller ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2024/3/MNR
Nævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelser i en sag vedrørende en mandlig ansøger fra Irak. Indrejst i 2015. Genoptaget sag. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder fra [by A], Irak. Han var oprindeligt muslim, men har ikke praktiseret islam, og han opfatter sig nu som frafalden muslim og kristen. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger og har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren henviste under asylsagsbehandlingen i 2015-2016 til, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerede at blive dræbt af ISIL og partiet PUK, såfremt han ikke tilsluttede sig partiet. Han henviste endvidere til den dårlige sikkerhedssituation i hans hjemområde på det tidspunkt. Ansøgeren har i forbindelse med genoptagelsessagen som asylmotiv henvist til, at han anser sig som en frafalden muslim og kristen. Han frygter som følge heraf, at han ved en tilbagevenden vil blive dræbt eller at blive udsat for andre former for forfølgelse fra sin familie og befolkningen. Ansøgeren har under genoptagelsessagen henvist til, at han på intet tidspunkt har praktiseret islam, og han har siden 1980’erne været kritisk over for islam som følge af de overgreb mod den kurdiske befolkning, som fandt sted under Saddam Husseins styre i 1980’erne og under ISIL´s tilstedeværelse i den kurdiske del af Irak i 2014-2016. Ansøgeren har under sit ophold i Danmark fået stigende interesse for den danske kultur og traditioner, herunder kristendommen, og han begyndte i [foråret] 2023 at gå i kirke. Han har deltaget i flere gudstjenester og har læst i biblen, også efter at han blev frihedsberøvet i [efteråret] 2023 med henblik på udsendelse til Irak. Det er ansøgerens hensigt at deltage i et yderligere undervisningsforløb med henblik på at blive døbt. Under opholdet i [center] har ansøgeren modtaget trusler fra en praktiserende muslim. Under nævnsmødet har ansøgeren som yderligere asylmotiv henvist til, at de generelle forhold i Irak, herunder som følge af de nylige iranske bombardementer af områder i Irak, nu er af en sådan karakter, at det er asylbegrundende, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet bestemte ved sin afgørelse af [dato] 2016, at ansøgeren ikke var i en asylbegrundende situation omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, idet nævnet fandt, at ansøgeren ikke var profileret i forhold til Islamisk Stat, og at han heller ikke konkret og individuelt risikerede forfølgelse fra partiet Patriotic Union of Kurdistan. Ansøgeren blev ved afgørelsen pålagt at udrejse inden syv dage fra afgørelsen. Hjemrejsestyrelsen havde planlagt udsendelse af ansøgeren til Irak den [dato] 2023. Den [dato] 2023 fremsatte ansøgerens advokat anmodning om genoptagelse af sagen i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at i et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af konversion, er der efter Flygtningenævnets faste praksis anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen, særligt når konversionen er sket efter udrejsen fra hjemlandet, jf. herved også UNHCR’s Guidelines on International Protection: Religion-Based Refugee Claims under Article 1A(2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, pkt. 34. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til grund. Nævnet lægger herved først og fremmest vægt på dels, at ansøgeren ikke er døbt, dels at han ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konversionen. Ansøgerens forklaring under nævnsmødet om kristendommens betydning for ham og hans bevæggrunde for at konvertere, herunder hans indre overbevisning, fremstår generelle, overfladiske og konstruerede. Ansøgeren har i forbindelse med sin genoptagelsesanmodning generelt henvist til - blandt andet - at kristendommens budskab er, at der ikke skal gøres ondt mod nogen, at man i kristendommen har rettigheder, at kristendommen er humanitær, at han har det psykisk godt i kirken, og at han elsker den fred, han føler i kirken. Ansøgeren har videre under nævnsmødet besvaret spørgsmål om baggrunden for sin konversion ligeledes med en mere generel henvisning til, at kristendommen repræsenterer det, som ansøgeren føler, han er, herunder at kristendommen er human og fuld af kærlighed. Ansøgeren har endelig under nævnsmødet demonstreret et yderst begrænset kendskab til kristendommen. Nævnet lægger også vægt på, at det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren, der har opholdt sig i Danmark siden 2015, først har vist interesse for kristendommen i [foråret] 2023, på et tidspunkt, hvor han havde fået afslag på asyl og boede på [center]. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen ikke er udtryk for en indre overbevisning af religiøs karakter, og nævnet vurderer således, at konversionen alene har haft til formål at konstruere et asylgrundlag. Ansøgerens deltagelse i 7 gudstjenester og 7 bibelundervisningslektioner af hver 45-60 minutters varighed efter [foråret] 2023 kan ikke føre til en anden vurdering. Det forhold, at ansøgeren er stærkt kritisk over for islam, ikke praktiserer islam og anser sig selv som en frafalden muslim, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet lægger herved blandt andet vægt på, at ansøgeren som ovenfor nævnt ikke kan anses for at være konverteret til kristendommen eller til en anden religion. Dertil kommer, at ansøgeren først under genoptagelsessagen har oplyst, at han er frafaldet islam, hvorimod han under sin oprindelige asylsag i 2016 oplyste, at han ikke praktiserede sin religion. Videre lægger nævnet vægt på, at det fremstår konstrueret til lejligheden og ikke sandsynligt, at ansøgerens familie, herunder hans to [familiemedlemmer], [B] og [C], og hele klanen, skulle være bekendt med, at ansøgeren anser sig som frafalden muslim. Dette understøttes af, at ansøgeren blandt andet fortsat er [forbundet på et socialt medie] med sine [familiemedlemmer], [B] og[C], som han angiveligt frygter ved en tilbagevenden til Irak. Endelig bemærkes det, at ansøgeren ifølge sin forklaring fra han var omkring [i midt 20’erne] til hans udrejse fra Irak som [i 40’erne] ikke er kommet i moskeen overhovedet, uden at dette har haft nogen konsekvenser for ansøgeren. Heller ikke ansøgerens opslag på [et socialt medie] blandt andet om [kritiske udtalelser rettet mod islam], kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. De generelle forhold i Irak, herunder i det kurdiske område af Irak, er ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan være asylbegrundende. Det forhold, at Iran for nylig har bombet mål i det kurdiske område af Irak kan ikke føre til andet resultat. Der er derfor heller ikke noget grundlag for at give ansøgeren ophold efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2024/2/MNR
Nævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren er født i (by A), i Syrien. Ansøgerens far var ansat i militæret og blev, kort tid efter ansøgeren var født, forflyttet til Rif Damaskus. Ansøgeren boede sammen med sine forældre i Rif Damaskus, indtil ansøgerens far gik på pension i 1993. Herefter flyttede ansøgerens forældre tilbage til (by A). I perioden fra 1993 til slutningen af 2011 eller begyndelsen af 2012 opholdt ansøgeren sig i Damaskus og (by A) på grund af studie og arbejde. I foråret 2011 begyndte urolighederne i Syrien. Ansøgeren og hendes familie flygtede i slutningen af 2011 eller starten af 2012 til Damaskus, hvor ansøgeren boede frem til udrejsen af Syrien i 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter sin familie. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hendes morbror og fætre har tilsluttet sig ISIS, og at de forlangte, at ansøgeren bar hijab, hvilket hun imidlertid fravalgte at gå med i 2012. Ansøgeren hørte via sin brors ægtefælle, at ansøgerens fætre truede hende på livet, idet de betragtede hende som vantro, fordi hun ikke overholdt religiøse regler. Ansøgerens bror blev også vred over ansøgerens fravalg af hijab og truede ansøgeren på livet. Det foregik på et tidspunkt i 2012. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hun tillige frygter sine fætre, fordi hendes brødre nægtede at tilslutte ISIS. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til sit helbred. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun har haft en tumor i hjernen, som hun er blevet opereret for i Syrien og i Egypten. Hun har fået varige mén som følge heraf, idet hun blandt andet lider af hovedpine, koncentrationsbesvær og gener i venstre arm og ben. Dertil har ansøgeren oplyst, at hun er i behandling i Danmark, og at hun ikke kan modtage den nødvendige lægebehandling i Syrien. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun er ”returnee” og enlig kvinde, samt til den generelle sikkerhedssituation i Syrien. Herudover har hun under nævnsmødet henvist til, at hun kommer fra et oprørskontrolleret område i Syrien, og at hun har opholdt sig uden for sit hjemland i 8 ½ år. Det fremgår af referaterne fra ansøgerens asylsamtaler med Udlændingestyrelsen [i vinteren] og [i foråret] 2023, at ansøgeren er født i (by A), og at familien flyttede til Rif Damaskus, da ansøgeren var omkring 2 år gammel. Ansøgeren boede sammen med sin familie i Rif Damaskus, mens hun gik i grundskole, på gymnasium og universitetet. Omkring år 1993, hvor ansøgeren var 20 år og skulle påbegynde sin universitetsuddannelse, flyttede forældrene til (by A). Her boede de frem til omkring år 2012, hvor de flyttede tilbage til Rif Damaskus. Det fremgår endvidere, at ansøgeren blev indskrevet på det juridiske fakultet i Damaskus i 1993, og at hun læste [studienavn] frem til 1997. Efter en pause på nogle år genoptog hun studiet i år 2000, hvor hun fortsatte frem til udrejsen i 2015. I 1995-1997 arbejdede ansøgeren om dagen på et rejsebureau i Damaskus og om aftenen som privatunderviser, primært i Damaskus, og fra 2009-2014/2015 arbejdede hun sideløbende med sit studie som assistent på et advokatkontor, ligeledes i Rif Damaskus. Fra 2011/2012 og frem til sin udrejse i 2015 boede ansøgeren udelukkende hos sin bror i Rif Damaskus, hvor broren fortsat bor. På denne baggrund og af de grunde, som Udlændingestyrelsen i øvrigt har anført, tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgerens hjemområde i Syrien må anses for at være Rif Damaskus provinsen. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens senere forklaring om, at hun som voksen primært har boet hos sine forældre i (by A) og alene har været tilknyttet [studienavn]studiet som fjernstuderende, samt at hendes arbejde i Damaskus har været af meget begrænset karakter, fremstår som udbyggende og må anses for at være i modstrid med de oplysninger, som ansøgerens tidligere er fremkommet med. Ansøgeren udrejste af Syrien i 2015. Hun boede herefter i Tyrkiet og Egypten frem til [i foråret] 2022, hvor hun indrejste i Danmark på visum for at være hos sin herboende ægtefælle. Hun søgte asyl [i efteråret] 2022. I forbindelse hermed udfyldte ansøgeren et asylskema, hvoraf det fremgår, at hun som asylmotiv henviste til den generelle situation i Syrien, at hun var udsat for sekterisk forfølgelse, idet hun ikke brugte slør, samt til sine helbredsmæssige forhold. Ansøgeren begrundede ikke yderligere, hvori den sekteriske forfølgelse bestod. Under oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2023 henviste ansøgeren som asylmotiv på ny til den generelle situation i Syrien og bekræftede, at hun havde oplyst om alle sine asylmotiver. Ansøgeren forklarede, at hun ikke havde personlige problemer i Syrien, og at hendes bekymring ved at vende tilbage bestod i, at det var vanskeligt at leve under forholdene i landet, herunder at skaffe mad og medicin. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgerens forklaring om en konflikt med sine familiemedlemmer, herunder sin bror A, fremstår udbyggende og ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet henviser til det af Udlændingestyrelsen anførte og bemærker yderligere, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om bl.a. sin bopæl i Syrien, idet hun ad flere omgange har oplyst, at hun boede sammen med A og dennes familie i en længere årrække frem til udrejsen af Syrien, mens hun senere har oplyst, at hun fraflyttede A og familiens bopæl, fordi A havde svært ved at acceptere hendes valg om ikke at bære slør. Hun har endvidere forklaret divergerende om, hvornår hun senest har modtaget trusler fra sine fætre. Ansøgeren har ligeledes forklaret udbyggende om kontakten til sine brødre i Syrien. Hun har [i vinteren] 2023 forklaret, at hun har kontakt til sine brødre og far i Syrien omkring hver uge, hvis der kan opnås forbindelse, og [i foråret] 2023 har hun oplyst bl.a., at hun har talt med A og B i forbindelse med eid samme år, mens hun i nævnet har forklaret, at hun ikke har haft kontakt til B siden 2015. Flygtningenævnet kan i øvrigt i det hele tiltræde Udlændingestyrelsens begrundelse, herunder vedrørende omstændighederne som følge af, at ansøgerens bror, C, udrejste af Syrien i forbindelse med, at han blev genindkaldt til militærtjeneste. Det forhold, at ansøgeren er født i et delvist oprørskontrolleret område, kan heller ikke føre til et andet resultat. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerens tilbageblevne familie i Syrien ikke har haft nogen konflikt med myndighederne, ligesom det er oplyst, at ansøgerens far problemfrit ind- og udrejser af Syrien i forbindelse med familiebesøg. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således ikke – heller ikke efter en kumulativ vurdering af de omhandlede forhold og ved inddragelse af det forsigtighedsprincip, der anvendes, herunder i forhold til indrejse i Syrien – at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet har i den forbindelse taget ansøgerens sårbarhed og helbredsmæssige forhold i betragtning. Det forhold, at ansøgerens bror, A, og dennes familie måtte være udrejst af Syrien, samt at ansøgerens far i perioder opholder sig hos sine døtre i udlandet, kan ikke føre til et andet resultat. Af de grunde, Udlændingestyrelsen har anført, tiltræder Flygtningenævnet endvidere, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse som følge af de generelle forhold i Rif Damaskus, Syrien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2024/3/SCH
Nævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Libanon og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for overgreb som følge af en konflikt med sin herboende tidligere ægtefælle. Ansøgeren har videre henvist til de generelle forhold i Libanon, og at han ved en tilbagevenden til Libanon ikke vil have mulighed for samvær med sine børn, der opholder sig i Danmark. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans herboende tidligere ægtefælle og svigerfar truede ham i [foråret 2021]. De sagde til ansøgeren, at der vil ske ham noget, han ikke kan lide, hvis han vender tilbage til Libanon. Konflikten med ansøgerens tidligere svigerfar bunder blandt andet i, at ansøgeren har været i kontakt med sine [familiemedlemmer] i Libanon, som ansøgerens tidligere svigerfar også har en konflikt med. Svigerfaren har meget magt, fordi han har forbindelse til shiamuslimer i Libanon. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren som sit primære asylmotiv har henvist til, at han frygter, at hans tidligere svigerfar, med hvem han har en konflikt, der går mange år tilbage, vil forsøge at få ansøgeren dræbt, hvis han vender tilbage til Libanon. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren i sit asylansøgningsskema af [sommeren 2021] alene har oplyst, at han søger asyl grundet sine børn. Ved oplysnings- og motivsamtale [af sommeren 2021] har ansøgeren heller ikke omtalt konflikten med sin svigerfar eller frygt for denne. Derimod har han forklaret jf. referatet side 6, forneden at han tidligere har søgt asyl i Sverige, fordi han var syg og havde brug for lægebehandling. Ved samme samtale blev ansøgeren, jf. referatet side 8, udtrykkelig spurgt, om han havde konflikter af anden karakter, herunder med familiemedlemmer, hvilket han benægtede. Forholdet til svigerfaren er heller ikke omtalt i ansøgerens advokats indlæg til Flygtningenævnet af [foråret 2022]. Flygtningenævnet er opmærksom på, at indlægget er afgivet til brug for stillingtagen til, om ansøgerens asylsag skulle realitetsbehandles i Danmark. Indlægget beskæftiger sig dog også med spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren ville kunne forvente at få opholdstilladelse i Sverige. Ansøgerens forklaring om baggrunden for uoverensstemmelsen med svigerfaren er vag, uklar og upræcis. Ansøgeren har forklaret, at svigerfaren, som ifølge ansøgeren har opholdt sig i Danmark i mindst 30 år, er magtfuld og har stor indflydelse i Libanon. Karakteren af svigerfarens forbindelser og indflydelse er dog meget upræcist beskrevet. Hertil kommer, at svigerfaren efter ansøgerens forklaring trods mange års angiveligt uvenskab ikke har foretaget sig noget over for ansøgeren her i landet, hvor de begge har opholdt sig i mange år. Han har desuden ikke hørt fra sin svigerfar siden 2021. Ansøgeren har endvidere i nogle år opholdt sig i Sverige, hvor han heller ikke har været udsat for overgreb af nogen art fra svigerfaren, selvom han har forklaret, at svigerfaren også har forbindelser i Sverige. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerens konflikt med sin svigerfar, eller med ansøgerens tidligere ægtefælle, ikke kan antages at have en sådan karakter og intensitet, at dette kan føre til at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det forhold at ansøgeren ønsker at være sammen med sine herboende børn, som ifølge de seneste oplysninger opholder sig på en institution sammen med deres mor, er ikke et forhold, der kan medføre, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. stat/2024/1/sesc
Nævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigray og ortodoks kristen fra [by A], Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive fængslet og slået ihjel af de etiopiske myndigheder, fordi han er etnisk tigray og myndighederne har anklaget ham for at samarbejde med [paramilitær gruppe A]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han [i vinteren 2020/2021] blev anholdt af politiet på sin bopæl i [by A]. Ansøgeren blev herefter tilbageholdt på en ukendt lokation i ca. to uger, hvor han blev udsat for tortur og voldtægt. [Senere samme måned] vågnede ansøgeren op på et hospital efter, at han var blevet fundet på en mark af forbipasserende. Ansøgeren blev udskrevet, hvorefter han tog hjem til sin bopæl i [by A]. Ansøgeren opholdt sig på sin bopæl i fem måneder, hvor han modtog ansøgeren dødstrusler via telefonopkald fra ukendte numre. Hans bopæl blev ligeledes dagligt opsøgt af politiet som truede ham. I [sommeren] 2021 flyttede ansøgeren til [by B], hvor han levede i skjul. Ansøgeren familie, herunder hans ægtefælle og børn, blev boende i [by A]. Efter ansøgeren var flyttet til [by B] blev ansøgerens [familiemedlem A] og [familiemedlem B] slået ihjel af en lokal milits, som anklagede dem for at huse personer fra [paramilitær gruppe B]. I [vinteren 2021/2022] udrejste ansøgeren af [by B] til [europæisk land], hvor han skulle have et studieophold. I [sommeren] 2022 mistede ansøgeren kontakten til sin ægtefælle. En nær veninde fortalte ansøgeren, at myndighederne havde anholdt og fængslet hans mor, ægtefælle og børn, fordi myndighederne anklagerede ansøgeren for at samle bidrag til [paramilitær gruppe A] i udlandet. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren under asylsamtalen [i efteråret] 2023 valgte at nulstille sin telefon, da Udlændingestyrelsen anmodede om samtykke til at udlæse den med henblik på oplysning af ansøgerens sag. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om baggrunden for, at telefonen blev nulstillet, forekommer utroværdig, og sletningen er medvirkende til at svække ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med de etiopiske myndigheder til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaringen fremstår usammenhængende og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har under sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2022 forklaret, at han af myndighederne blev tilbageholdt fra [dato] og 14 dage frem, og at han dagligt i denne periode blev udsat for tortur. Efter løsladelsen, som skete betingelsesløst, tog ansøgeren hjem til sin bopæl, hvor han opholdt sig i fem måneder. Ansøgeren har forklaret, at han i denne periode blev kontaktet telefonisk og udsat for trusler og fornærmelser. Ansøgeren har imidlertid under sin gensamtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2023 om tiden efter tilbageholdelsen forklaret, at han ud over de telefoniske trusler også dagligt blev opsøgt på sin bopæl af både politifolk i uniform og civilklædte, som truede med at slå ham ihjel, og at han blev på bopælen, da han ikke havde andre muligheder. Om divergenserne har ansøgeren forklaret afglidende. I perioden efter tilbageholdelsen søgte ansøgeren om fornyelse af sit nationalitetspas hos myndighederne, og det fremgår, at han fik udstedt et nyt nationalitetspas [i sommeren] 2021. Ansøgeren har forklaret, at han ikke oplevede problemer med myndighederne i forbindelse med udstedelse af passet. Det forekommer påfaldende og usammenhængende, at ansøgeren dels blev opsøgt dagligt af repræsentanter for myndighederne med trusler om at blive slået ihjel, og dels uden problemer kunne få udstedt et nyt pas. Ansøgeren har videre forklaret, at han tog til [by B], hvor han levede skjult for myndighederne i otte måneder, idet han gemte sig, blandt andet fordi myndighederne havde dræbt hans [familiemedlem A] og [familiemedlem B]. Samtidig har ansøgeren forklaret, at han udrejste legalt fra Etiopien til [europæisk land] [i foråret] 2022 for at studere. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han søgte om visum til [europæisk land] dels for at studere dels for at flygte fra myndighederne. Af ansøgerens pas fremgår det, at ansøgeren havde et studie visum til dels [europæisk land] og dels [afrikansk land], og udstedt henholdsvis [vinteren 2021/2022] og [tidligere på vinteren 2021/2022]. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren dels levede skjult for myndighederne, og dels var i stand til at udrejse legalt. Samtidig finder nævnet det påfaldende, at ansøgeren, hvis myndighederne var efter ham, ikke straks udrejste, da han opnåede studievisum til [afrikansk land]. Hertil kommer, at det er påfaldende, at ansøgeren – såfremt han havde været udsat for fængsling og havde levet skjult i en længere periode - opholdt sig i flere måneder i [europæisk land] uden af søge om asyl på trods af, at hans hustru i denne periode var blevet opsøgt af myndighederne. I forhold til advokatens påstand om udsættelse af sagen med henblik på at få foretaget en torturundersøgelse bemærker Flygtningenævnet, at nævnet er opmærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comment No 4” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. På baggrund af sagens samlede oplysninger og det ovenfor anførte, finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på en torturundersøgelse. Efter baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet ikke, at den nuværende situation i Etiopien er af en sådan karakter, at enhver tigray vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb. De generelle forhold i Etiopien er derfor ikke asylbegrundende. På denne baggrund har ansøgeren herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etio/2024/1/leuds
Nævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2022 idømt fængsel i to år og seks måneder for blufærdighedskrænkelse, voldtægt ved andet forhold end samleje og voldtægt, jf. straffelovens § 216, stk. 1, § 225, jf. § 216, stk. 1 og § 232 samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra [by A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil blive indkaldt til militærtjeneste. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han ikke vil aftjene militærtjeneste, da han ikke ønsker at slå nogen ihjel, og heller ikke selv vil slås ihjel. Klageren har videre henvist til, at han ikke har noget netværk i Syrien. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han er i den militærpligtige alder og ikke ønsker at aftjene militærtjeneste af samvittighedsgrunde. Af udlændingelovens § 31, stk. 2 fremgår, at en udlænding, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssigt at udsende klageren til Syrien. Det følger af udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., at en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. udlændingelovens § 31, tillige skal indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning vedrørende grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. [Landsretten] stadfæstede [i efteråret] 2022 [byrettens] dom [fra sommeren] 2022, hvorefter klageren blev fundet skyldig i voldtægt, voldtægt ved andet forhold end samleje og blufærdighedskrænkelse begået overfor [person A]. Klageren blev ved dommen straffet med fængsel i 2 år og 6 måneder, samt udvist af Danmark med et indrejseforbud for bestandigt. Det fremgår af dommen fra [byretten] og som blev stadfæstet af [landsretten], at de hensyn, der taler for udvisning af klageren, henset til arten og grovheden af klagerens kriminalitet, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod udvisning. Flygtningenævnet finder efter karakteren og grovheden af den kriminalitet, som klageren er dømt for ved [landsrettens] ankedom [fra efteråret] 2022, herunder længden af den idømte frihedsstraf, at der er en formodning for, at klageren må betragtes som en fare for samfundet. Denne formodning er ikke afkræftet ved det oplyste om klagerens personlige forhold, herunder klagerens forklaring i nævnsmødet og de fremlagte erklæringer og udtalelser fra familie, venner, pædagoger, personale i fængslet m.v. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at kriminaliteten, henset til dennes grovhed og personfarlige karakter og længden af den idømte frihedsstraf, må tillægges betydelig vægt. Om klagerens personlige forhold fremgår det af sagen, at klageren har en kæreste, [person B], som er dansk statsborger. Klageren er [i sommeren] 2023 sammen med denne blevet far til [et barn], som ligeledes er dansk statsborger. Kæresten blev gravid med ansøgers barn under klagers fængsling, og således efter klageren modtog en dom med udvisning for bestandig. Klageren har ikke boet sammen med [person B] officielt, idet de havde hver deres [bopæl], men sov skiftevis hos hinanden. Klageren har gået i 8. og 9. klasse, og har ikke gennemført 10. klasse. Han har ikke taget eksaminer, idet hans sprogkundskaber ikke var gode nok. Han har gået på [undervisningsforløb] i [by B]. Han har i 3-4 måneder haft arbejde i [forretning A] og i en periode på i hvert fald 9 måneder haft arbejde i [forretning B], samt været i praktik i [forretning C] i 5-6 måneder, hvor han havde fået lovning på et fuldtidsjob. Han har ikke været medlem af foreninger, men har gået til sport og været medlem af [sportsklubber] i [tre byer]. Han er sund og rask. Han indrejste igen i Danmark i 2018, som [16-18-årig]. Han har 2 [søskende], som begge opholder sig i Danmark. Klageren er født i [by A], Syrien. Han har oplyst, at han ikke har noget familie tilbage i Syrien, men at begge hans forældre, [og en række søskende] opholder sig i [land A], hvor han 5-6 måneder før sigtelsen i straffesagen har været på besøg i 10 dage. Klageren taler dansk, og nævnsmødet er foregået på dansk uden brug af tolk. Efter en samlet vurdering og afvejning af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold, finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er derfor udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster på denne baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2024/9/marau
Nævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er kristen fra [by A], Pakistan. Ansøgeren har forud for sin udrejse af Pakistan i 2019 været medlem af [kirke i by A]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive udsat for overgreb af fire mænd, som i 2017 truede ansøgeren og hendes familie, fordi ansøgeren afbrændte islamiske skrifter. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter Taliban og øvrige islamiske grupper, da de fire mænd har tilknytning til disse grupper. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun ikke kan vende tilbage til Pakistan, idet hun er en enlig, kristen kvinde. Til støtte for konflikten med de fire mænd har ansøgeren oplyst, at hun en dag i [vinteren 2017-2018] gjorde rent på sin families bopæl og i den forbindelse samlede en række gamle bøger og islamiske skrifter, som familien ikke længere ville beholde. Ansøgeren besluttede at brænde bøgerne udenfor i nærheden af familiens bopæl, og efter at have tændt ild på materialerne gik ansøgeren tilbage til bopælen. Kort tid efter opsøgte de fire mænd bopælen og viste ansøgeren delvist afbrændte sider fra de islamiske skrifter. Mændene truede ansøgeren med, at de ville slå hende ihjel, og at de ville have hende dømt for blasfemi. Mændene tog derefter ansøgerens far med sig, og da faren kom tilbage, slog og sparkede han ansøgeren, fordi mændene havde pålagt familien at betale [en stor sum penge] som kompensation for ansøgerens handlinger. Familien fik en måned til at betale pengene, hvilket de ikke var i stand til. I ugerne efter episoden oplevede familien, at mændene opsøgte bopælen og bankede på porten, smed sten gennem vinduerne og efterlod breve med trusler om at gå til medierne og domstolene. Familien flyttede derfor til et andet område i [by A] for at skjule sig for mændene. Ansøgerens forældre døde begge kort tid efter. Ansøgeren udrejste af Pakistan cirka et år senere. Til støtte for sin frygt for Taliban og øvrige islamiske grupper har ansøgeren oplyst, at de fire mænd er meget indflydelsesrige, og at de har forbindelser til politiske partier og islamiske grupper. Til støtte for sit asylmotiv som enlig, kristen kvinde har ansøgeren henvist til, at man som kristen i Pakistan er i stor risiko for overgreb og diskrimination. Der har været flere sager om kristne kvinder, der er blevet fængslet eller bortført, fordi de er kristne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring omkring sit asylmotiv til grund, hvorefter ansøgeren skulle have en konflikt med 4 mænd, som følge af, at ansøgeren har brændt islamiske skrifter. Flygtningenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen. Der er således ikke sammenhæng mellem ansøgers forklaring om, at hun foretog afbrænding af skrifterne selvom hendes far dagen forinden havde advaret hende om at være forsigtig, at ansøgeren valgte at foretage afbrændingen i fuld offentlighed på et tidspunkt, hvor der blev indkaldt til fredagsbøn, hvorfor der var mange personer på gaderne og flere personer så til fra tagene og foretog afbrændingen ved siden af sine naboer, som hun oplyser var kendt som voldelige kriminelle personer med relationer til politiske partier og Taliban. Endelig kan det forhold, at ansøgeren er kvinde og kristen af trosretning ikke begrunde asyl, idet ansøger er opvokset i Pakistan og både har uddannet sig og haft forskellige jobs og i øvrigt opholdt sig i Pakistan omkring et år efter begge sine forældres død uden at opleve problemer. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan den generelle situation i Pakistan ikke i sig selv anses for at være asylbegrundende. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at hun i hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2024/1/marau
Nævnet meddelte i januar 2024 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Sagen er sambehandlet med Iran/2/2024/LAFAL + Iran/3/2024/LAFAL + Iran/4/2024/LAFAL. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim. Han er statsborger i Iran, men er født i Al-Tash flygtningelejr i Ramadi, Irak. Han boede senest i Barika-lejren i Irakisk Kurdistan inden sin udrejse. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men sympatiserer med KDPI. Ansøgeren har siden begyndelsen af 2023 deltaget i en række demonstrationer i Danmark og i en KDPI-fejring i [by A]. Ansøgeren har som asylmotiv oprindeligt henvist til sin mors asylmotiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun og hendes børn bliver anholdt og henrettet. Til støtte herfor har ansøgerens mor oplyst, at ansøgerens afdøde [familiemedlem A] har været politisk aktiv for [kurdisk parti], og at ansøgerens [familiemedlem B] har været peshmerga. Ansøgeren har i forbindelse med anmodning om genoptagelse som asylmotiv yderligere henvist til, at hans [familiemedlem B] fortsat bor i Nordirak, og at han har skiftet til partiet KDPI. Ansøgeren har også henvist til de aktuelle forhold for kurdere i Iran. Afslutningsvis har ansøgeren henvist til sine egne, sin mors og sine herboende søskendes politiske aktiviteter i Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens [familiemedlem A] og [familiemedlem B] begge, mens både familien boede i Al-Tash flygtningelejren og i Barika flygtningelejren i det kurdiske område af Irak har været aktive, herunder som peshmergaer, for [kurdisk parti] i Irak, og at dette parti er kritisk over for styret i Iran. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgerens [familiemedlem B] fortsat er politisk aktiv – nu i KDPI – men dog i betydeligt mindre omfang end tidligere. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og dennes mor og brødre på de afgørende punkter har været konsistente i deres forklaringer, og at der ikke har været divergenser af betydning for vurderingen af deres troværdighed. Flygtningenævnet har vedrørende [kurdisk parti] endvidere lagt vægt på det omfattende materiale vedrørende partiet, som ansøgerne har fremlagt både forud for Flygtningenævnets afgørelse af [foråret] 2019 og i forbindelse med genoptagelsesanmodningen, ligesom Flygtningenævnet har lagt vægt på ansøgerens [familiemedlem B´s] forklaring til ansøgerens advokat og på [vidnets] forklaring for Flygtningenævnet om partiet og ansøgerens [familiemedlem A´s] og [familiemedlem B´s] roller for partiet. Flygtningenævnet bemærker, at det heroverfor ikke kan tillægges afgørende betydning, at ansøgerens [familiemedlem A] illegalt indrejste i Iran og var hospitalsindlagt, når henses til baggrunden herfor – […]. Det kan heller ikke tillægges afgørende betydning, at ansøgerens [familiemedlem C] i mange år har boet i Iran. Flygtningenævnet finder på den baggrund og efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at ansøgeren med en baggrund som kurder, der har haft ophold i Al-Tash flygtningelejren og Barika flygtningelejren i det kurdiske område af Irak og er uden identitetspapirer fra Iran, og henset til den nuværende situation i Iran, at ansøgeren som følge af sin families politiske aktiviteter vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2024/5/LAFAL
Nævnet meddelte i januar 2024 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Sagen er sambehandlet med Iran/2/2024/LAFAL + Iran/3/2024/LAFAL + Iran/5/2024/LAFAL. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim. Han er statsborger i Iran, men er født i Al-Tash flygtningelejr i Ramadi, Irak. Han boede senest i Barika-lejren i Irakisk Kurdistan inden sin udrejse. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men sympatiserer med KDPI. Ansøgeren har siden begyndelsen af 2023 deltaget i en række demonstrationer i Danmark og i en KDPI-fejring i [by A]. Ansøgeren har som asylmotiv oprindeligt henvist til sin mors asylmotiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun og hendes børn bliver anholdt og henrettet. Til støtte herfor har ansøgerens mor oplyst, at ansøgerens afdøde [familiemedlem A] har været politisk aktiv for [kurdisk parti], og at ansøgerens [familiemedlem B] har været peshmerga. Ansøgeren har i forbindelse med anmodning om genoptagelse som asylmotiv yderligere henvist til, at hans [familiemedlem B] fortsat bor i Nordirak, og at han har skiftet til partiet KDPI. Ansøgeren har også henvist til de aktuelle forhold for kurdere i Iran. Afslutningsvis har ansøgeren henvist til sine egne, sin mors og sine herboende søskendes politiske aktiviteter i Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens [familiemedlem A] og [familiemedlem B] begge, mens både familien boede i Al-Tash flygtningelejren og i Barika flygtningelejren i det kurdiske område af Irak har været aktive, herunder som peshmergaer, for [kurdisk parti] i Irak, og at dette parti er kritisk over for styret i Iran. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgerens [familiemedlem B] fortsat er politisk aktiv – nu i KDPI – men dog i betydeligt mindre omfang end tidligere. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og dennes mor og brødre på de afgørende punkter har været konsistente i deres forklaringer, og at der ikke har været divergenser af betydning for vurderingen af deres troværdighed. Flygtningenævnet har vedrørende [kurdisk parti] endvidere lagt vægt på det omfattende materiale vedrørende partiet, som ansøgerne har fremlagt både forud for Flygtningenævnets afgørelse af [foråret] 2019 og i forbindelse med genoptagelsesanmodningen, ligesom Flygtningenævnet har lagt vægt på ansøgerens [familiemedlem B´s] forklaring til ansøgerens advokat og på [vidnets] forklaring for Flygtningenævnet om partiet og ansøgerens [familiemedlem A´s] og [familiemedlem B´s] roller for partiet. Flygtningenævnet bemærker, at det heroverfor ikke kan tillægges afgørende betydning, at ansøgerens [familiemedlem A] illegalt indrejste i Iran og var hospitalsindlagt, når henses til baggrunden herfor – […]. Det kan heller ikke tillægges afgørende betydning, at ansøgerens [familiemedlem C] i mange år har boet i Iran. Flygtningenævnet finder på den baggrund og efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at ansøgeren med en baggrund som kurder, der har haft ophold i Al-Tash flygtningelejren og Barika flygtningelejren i det kurdiske område af Irak og er uden identitetspapirer fra Iran, og henset til den nuværende situation i Iran, at ansøgeren som følge af sin families politiske aktiviteter vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2024/4/LAFAL
Nævnet meddelte i januar 2024 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Sagen er sambehandlet med Iran/2/2024/LAFAL + Iran/4/2024/LAFAL + Iran/5/2024/LAFAL. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim. Han er statsborger i Iran, men er født og opvokset i Al-Tash flygtningelejr i Ramadi, Irak. Han boede senest i Barika-lejren i Irakisk Kurdistan inden sin udrejse. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men sympatiserer med KDPI. Ansøgeren har siden begyndelsen af 2023 deltaget i en række demonstrationer i Danmark og i en KDPI-fejring i [by A]. Ansøgeren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Videre har ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han ikke vil have nogle rettigheder. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans [familiemedlem A] har været aktiv for [kurdisk parti], mens han opholdt sig i Iran, hvilket var før, ansøgeren blev født. Ansøgerens [familiemedlem B] har været peshmerga for [kurdisk parti] indtil 2009, hvor han blev gift. Ansøgeren har i forbindelse med anmodning om genoptagelse som asylmotiv yderligere henvist til, at hans [familiemedlem B] fortsat bor i Nordirak, og at han har skiftet til partiet KDPI. Ansøgeren har også henvist til de aktuelle forhold for kurdere i Iran. Afslutningsvis har ansøgeren henvist til sine egne, sin mors og sine herboende søskendes politiske aktiviteter i Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens [familiemedlem A] og [familiemedlem B] begge, mens både familien boede i Al-Tash flygtningelejren og i Barika flygtningelejren i det kurdiske område af Irak har været aktive, herunder som peshmergaer, for [kurdisk parti] i Irak, og at dette parti er kritisk over for styret i Iran. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgerens [familiemedlem B] fortsat er politisk aktiv – nu i KDPI – men dog i betydeligt mindre omfang end tidligere. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og dennes mor og brødre på de afgørende punkter har været konsistente i deres forklaringer, og at der ikke har været divergenser af betydning for vurderingen af deres troværdighed. Flygtningenævnet har vedrørende [kurdisk parti] endvidere lagt vægt på det omfattende materiale vedrørende partiet, som ansøgerne har fremlagt både forud for Flygtningenævnets afgørelse af [foråret] 2019 og i forbindelse med genoptagelsesanmodningen, ligesom Flygtningenævnet har lagt vægt på ansøgerens [familiemedlem B´s] forklaring til ansøgerens advokat og på [vidnets] forklaring for Flygtningenævnet om partiet og ansøgerens [familiemedlem A´s] og [familiemedlem B´s] roller for partiet. Flygtningenævnet bemærker, at det heroverfor ikke kan tillægges afgørende betydning, at ansøgerens [familiemedlem A] illegalt indrejste i Iran og var hospitalsindlagt, når henses til baggrunden herfor – […]. Det kan heller ikke tillægges afgørende betydning, at ansøgerens [familiemedlem C] i mange år har boet i Iran. Flygtningenævnet finder på den baggrund og efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at ansøgeren med en baggrund som kurder, der har haft ophold i Al-Tash flygtningelejren og Barika flygtningelejren i det kurdiske område af Irak og er uden identitetspapirer fra Iran, og henset til den nuværende situation i Iran, at ansøgeren som følge af sin families politiske aktiviteter vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2024/3/LAFAL
Nævnet meddelte i januar 2024 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Sagen er sambehandlet med Iran/3/2024/LAFAL + Iran/4/2024/LAFAL + Iran/5/2024/LAFAL. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim. Efter det oplyste er hun født i [by A], [provins A], Iran, men udrejste til Irak da hun var omkring 12-16 år gammel, hvor hun boede indtil sin udrejse i 2015. Ansøgeren har i en lang årrække boet i flygtningelejre i Irak og Irakisk Kurdistan, herunder blandt andet i Al-Tash-lejren og Barika-lejren, hvor ansøgeren boede størstedelen af tiden. De seneste ti år inden hendes udrejse boede hun i Barika-lejren. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men sympatiserer med KDPI. Ansøgeren har siden begyndelsen af 2023 deltaget i en række demonstrationer i Danmark og i en KDPI-fejring i [by B]. Ansøgeren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun og hendes børn bliver anholdt og henrettet. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hendes afdøde [familiemedlem A] har været politisk aktiv for [kurdisk parti], og at hendes [familiemedlem B] har været peshmerga. Ansøgeren har i forbindelse med anmodning om genoptagelse som asylmotiv yderligere henvist til, at hendes [familiemedlem B] fortsat bor i Nordirak, og at han har skiftet til partiet KDPI. Ansøgeren har også henvist til de aktuelle forhold for kurdere i Iran. Afslutningsvis har ansøgeren henvist til sine egne og sine herboende voksne børns politiske aktiviteter i Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens [familiemedlem A] og [familiemedlem B] begge, mens både familien boede i Al-Tash flygtningelejren og i Barika flygtningelejren i det kurdiske område af Irak har været aktive, herunder som peshmergaer, for [kurdisk parti] i Irak, og at dette parti er kritisk over for styret i Iran. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgerens [familiemedlem B] fortsat er politisk aktiv – nu i KDPI – men dog i betydeligt mindre omfang end tidligere. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og dennes herboende voksne børn på de afgørende punkter har været konsistente i deres forklaringer, og at der ikke har været divergenser af betydning for vurderingen af deres troværdighed. Flygtningenævnet har vedrørende [kurdisk parti] endvidere lagt vægt på det omfattende materiale vedrørende partiet, som ansøgerne har fremlagt både forud for Flygtningenævnets afgørelse af [foråret] 2019 og i forbindelse med genoptagelsesanmodningen, ligesom Flygtningenævnet har lagt vægt på ansøgerens [familiemedlem B´s] forklaring til ansøgerens advokat og på [vidnets] forklaring for Flygtningenævnet om partiet og ansøgerens [familiemedlem A´s] og [familiemedlem B´s] roller for partiet. Flygtningenævnet bemærker, at det heroverfor ikke kan tillægges afgørende betydning, at ansøgerens [familiemedlem A] illegalt indrejste i Iran og var hospitalsindlagt, når henses til baggrunden herfor – […]. Det kan heller ikke tillægges afgørende betydning, at ansøgerens [familiemedlem C] i mange år har boet i Iran. Flygtningenævnet finder på den baggrund og efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at ansøgeren med en baggrund som kurder, der har haft ophold i Al-Tash flygtningelejren og Barika flygtningelejren i det kurdiske område af Irak og er uden identitetspapirer fra Iran, og henset til den nuværende situation i Iran, at ansøgeren som følge af sin families politiske aktiviteter vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2024/2/LAFAL
Nævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder, sunnimuslim og født i [by A], Irak. Ansøgerens seneste bopæl var [by B], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter sin far og [familiemedlem A]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren har indgået ægteskab mod farens vilje, og at faren tidligere har udøvet vold mod ansøgeren og ansøgerens familie. Ansøgerens far har fremsendt trusler til forskellige familiemedlemmer, og faren har via ansøgerens [familiemedlem B] truet ansøgeren. Selvom ansøgerens far ikke befinder sig i Irak, vil faren betale andre personer for at gøre ansøgeren fortræd. Ansøgerens [familiemedlem A] støtter ansøgerens far, og ansøgerens venner har set [familiemedlem A] i Irak. Ansøgeren har som asylmotiv derudover henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter menneskesmuglere, der var involveret i ansøgerens mislykkede forsøg på at udrejse illegalt af Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren som følge af det mislykkede udrejseforsøg har været tilbageholdt i [by B] af de irakiske myndigheder. Udrejseforsøget bragte ansøgeren i et modsætningsforhold til menneskesmuglerne, og ansøgeren er derfor blevet truet via [socialt medie]. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter forfølgelse fra de iranske myndigheder som følge af, at han kan sættes i forbindelse med hans tidligere ægtefælles familie og deres politiske aktiviteter for [politisk parti]. Ansøgeren frygter i den forbindelse, at de iranske myndigheder mistænker ansøgeren for at være medlem af [politisk parti]. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter ISIL. Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Vedrørende ansøgerens frygt for dennes far bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at det ikke generelt kan anses for at være asylbegrundende for en voksen mand, at denne har været udsat for vold i barndommen fra sin far. Som anført af Udlændingestyrelsen er der endvidere væsentlige divergenser i ansøgerens forklaringer om konflikten med faren. Ved oplysnings- og motivsamtale [i vinteren 2018/2019] har ansøgeren således ikke direkte henvist til sin frygt for faren, som et asylmotiv. Flygtningenævnet finder ikke, at den i referatet indeholdte bemærkning om, at ansøgerens far forlod familien, og at han var meget grusom og voldelig kan sidestilles med en egentlig angivelse af et asylmotiv. Ved asylsamtale [i foråret 2021] oplyste ansøgeren indledningsvis, jf. referatet side 3, at han ikke havde haft kontakt til sin far i [5-10 år], hvilket altså må være senest i [årstal]. Ved fremmøde i Flygtningenævnet har ansøgeren dog forklaret, at han senest havde kontakt til faren i 2018, kort efter ansøgerens indrejse i Danmark. Ansøgeren har i øvrigt forklaret, at faren ikke længere opholder sig i Irak. Vedrørende farens muligheder for at skade ansøgeren, hvis ansøgeren befinder sig i Irak, har ansøgeren efter Flygtningenævnets vurdering ikke kunne redegøre nærmere herfor. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af referatet af oplysnings- og motivsamtalen side 4, at ansøgeren har forklaret, at hans familie er meget fattige i Irak. Ansøgeren har i Flygtningenævnet forklaret, at han frygter, at han ved en tilbagevenden til Irak kan blive slået ihjel på foranledning af hans far og [familiemedlem A]. Særligt på denne baggrund forekommer ansøgerens forklaring om, at [familiemedlem A], formentlig på farens foranledning, skulle have arrangeret et kompliceret [hændelse], usandsynlig, uanset om forklaringen om det forgæves udrejseforsøg og [hændelse], der på væsentlige punkter er overensstemmende med den tidligere ægtefælles forklaring, i øvrigt kan lægges til grund. Vedrørende den forgæves udrejse og de umiddelbare følger heraf har ansøgeren i Flygtningenævnet forklaret, at han blev løsladt mod kaution, der blev stillet af [familiemedlem C] til en af menneskesmuglerne. Ved asylsamtale [i foråret 2021] har han imidlertid forklaret, jf. referatet side 13, at det var [familiemedlem B], der udvirkede hans løsladelse. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om hans konflikter med og frygt for sin far og [familiemedlem A] fremstår så divergerende og dermed usandsynlig, at Flygtningenævnet ikke kan lægge den til grund. For så vidt angår ansøgerens angivelige konflikt med menneskesmuglerne er det også for Flygtningenævnet uklart, om ansøgeren har modtaget trusler direkte fra disse. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det uanset de generelle muligheder for myndighedsbeskyttelse i Irak netop efter ansøgerens forklaring faktisk var muligt for ham at opnå myndighedernes bistand over for menneskesmuglerne. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for asylbegrundende overgreb begrundet i hans angivelige konflikt med disse menneskesmuglere. Vedrørende ansøgerens frygt for konsekvenserne af hans tidligere svigerfamilies tilknytning til [politisk parti] bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren har forklaret, at han ikke selv har været medlem, og der foreligger ikke oplysninger om, at han på nogen måde skulle have været aktiv for [politisk parti] før sin udrejse af Irak, eller i Danmark. Det kan derfor ikke lægges til grund, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for overgreb begrundet i disse forhold. Vedrørende ansøgerens øvrige asylmotiver kan Flygtningenævnet henvise til Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren 2023], som Flygtningenævnet på disse punkter kan tiltræde. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2024/1/ysn
Nævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Gambia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og muslim fra [by], Gambia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gambia frygter de gambiske myndigheder, og at han vil miste sit liv. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans [familiemedlem A] havde en høj stilling i militæret, og i 2010 blev han beskyldt for at ville lave et kup mod den siddende regering. Ansøgerens [familiemedlem A] blev derfor anholdt og fængslet, og familien hørte efterfølgende ikke fra ham igen, så ansøgeren og hans familie ved ikke, hvad der er sket med ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at hans [familiemedlem B], noget tid efter [familiemedlem A’s] fængsling, meldte sig ind i oppositionspartiet United Democratic Party (UDP). Ansøgerens [familiemedlem B] kunne ikke lide måden, hvorpå tingene blev styret i landet, og han holdt ofte taler, når der var møder i partiet. Ansøgerens [familiemedlem B] blev også anholdt og fængslet, og de har efterfølgende heller ikke hørt fra ham. Den af ansøgeren for Flygtningenævnet afgivne forklaring er i det væsentlige overensstemmende med ansøgerens forklaring til Oplysnings- og Motivsamtalen [sommeren] 2016. Flygtningenævnet finder derfor ikke grundlag for at afvise forklaringen og lægger derfor til grund, at ansøgers [familiemedlem A] og [familiemedlem B] er blevet anholdt af myndighederne på grund af politiske aktiviteter. Uanset ansøgers forklaring lægges til grund finder Flygtningenævnet imidlertid ikke, at dette kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Der er herved henset til de samme omstændigheder, som er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [efteråret] 2023 herunder, at ansøgeren ikke selv har været politisk aktiv eller oplevet konflikter i Gambia, at [familiemedlem A] og [familiemedlem B’s] militære- og politiske forhold ligger mange år tilbage i tiden, og at magtforholdene i Gambia har ændret sig siden ansøgerens udrejse af Gambia i 2011. Det forhold, at ansøgeren i mange år har opholdt sig uden for Gambia, at han efter sine egne oplysninger ikke har noget familienetværk eller de generelle forhold i Gambia kan ikke føre til, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Gamb/2024/1/obc
Nævnet omgjorde februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelser om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, i sager vedrørende et ægtepar samt deres børn, der har fået udstedt visa i Polen. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Klagernes advokat gjorde gældende, at klagerens sag skulle behandles i Danmark på grund af risikoen for frihedsberøvelse, manglende mulighed for indkvartering samt risikoen for, at familien blev nægtet adgang til en asylsagsprocedure. Endvidere gjorde advokaten gældende, at der var væsentlige hensyn at tage til børnenes tarv. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i bl.a. kapitel 5 a. Det fremgår af dette kapitel, jf. bestemmelsen i § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet har lagt til grund, at klagerne begge har fået udstedt visum til Polen. På den baggrund og efter sagens oplysninger i øvrigt finder Flygtningenævnet, at Polen som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klagerne, jf. Dublinforordningens artikel 12, stk. 2 og stk. 4, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagernes ansøgninger om international beskyttelse. Polen har i overensstemmelse hermed [i foråret og sommeren] 2023 accepteret klagerne i medfør af de nævnte bestemmelser i Dublinforordningen. Klagerne har navnlig gjort gældende, at deres asylsager skal behandles i Danmark efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, idet de har mindreårige børn og dermed er en særlig sårbar familie, der ved en overførsel til Polen ikke har adgang til passende indkvarteringsforhold. Klagerne har videre gjort gældende, at de i Polen risikerer langvarig frihedsberøvelse under kritisable forhold. Klagerne har også gjort gældende, at de [som følge af deres nationalitet] vil blive udsat for diskrimination i Polen. Endelig har den kvindelige klager gjort gældende, at hun har psykiske problemstillinger, hvorfor hun også er særlig sårbar. Klagerne har anført, at der således foreligger kumulative omstændigheder, der gør, at deres sager skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grund til at antage, at forholdene på de almindelige modtagecentre i Polen kan anses for behæftet med væsentlige mangler. Af de foreliggende baggrundsoplysninger kan der bl.a. henvises til AIDA’s seneste rapport ”Seeking refuge in Poland: A fact-finding report on access to asylum and reception conditions for asylum seekers” (udgivet den 7. april 2023), side 24f: ”Overcrowding does not appear to be an issue. … Overall, although some specific aspects could be improved – particularly regarding the provision of more efficient inclusion programmes and better access to medical and psychological services –, reception conditions in Poland appear to have improved in recent years and do not represent a major cause for concern in the country. The centres do not operate at full capacity and many asylum seekers choose to live in the community instead of the centres while receiving financial support. The Polish Supreme Administrative Court has not recently received cases on reception conditions. The national Commissioner for Human Rights has not reported on any major issues affecting the country’s reception system, apart from the centre’s limited preparation for housing people with disabilities and the fact that asylum applicants face problems getting to reception centres after being released from detention. More broadly, however, Polish NGOs report that asylum seekers face problems when trying to find private accommodation as rents have increased markedly over the last few years and the financial allowances they receive are inadequate to pay for life’s necessities.” Flygtningenævnet finder, at det efter baggrundsoplysningerne samtidig må lægges til grund, at der i Polen sker frihedsberøvelse af asylansøgere, der overføres til Polen i medfør af Dublinforordningen, i et stort omfang. Det er dog anført i den ovennævnte rapport fra AIDA fra april 2023, side 29, at der også er indikationer på, at denne praksis fra og med anden halvdel af 2022 er under opblødning. Denne frihedsberøvelse af Dublin-returnees omfatter også familier med mindreårige børn. Det lægges videre til grund, at baggrundsoplysningerne om forholdene på detentionscentrene i Polen for familier med mindreårige børn, der må anses for sårbare personer, peger på en række væsentlige mangler af forskelligartet karakter. Fra baggrundsoplysningerne herom kan navnlig fremhæves AIDA’s rapport ”Country Report: Poland, 2021 Update” (udgivet i maj 2022), hvoraf bl.a. følgende fremgår side 97f: “… Asylum-seeking children who are with members of their family can be placed in detention centres together with accompanying adults. Families with children are placed in detention centres in Białystok, Czerwony Bór, Biała Podlaska (two detention centres, one was adapted from reception centre), Przemyśl, and Kętrzyn. Families are placed in buildings and containers. The number of containers is insufficient in detention centre in Kętrzyn, which in practice meant that two families could be placed together in one container. … According to NGOs, the conditions in these centres are not adequate for children: in some detention centres there is no children friendly space as playgrounds or social rooms. In 2021 the number of detained children has increased up to 567 in total, whereas in 2020 only 101 children were deprived of their liberty. As of 1 February 2022, 416 children were placed in detention centres in Poland, out of a total of 1,652 detainees.” Om frihedsberøvelse af familier med mindreårige børn samt om forholdene på detentionscentrene er der i samme rapport side 99f bl.a. uddybende anført følgende: “In January 2022 the Commissioner for Human Rights in his letter to the Presidents of the Regional Courts (Prezesów Sądów Okręgowych) expressed among other his concerns regarding the detention of families with children. He underlined that none of the detention centres was an appropriate place for children. According to him, detention may have a negative and irreversible impact on development and psychophysical condition of a child, especially with a traumatic migration experience, as these facilities are not suitable places for children. According to the Commissioner Border Guard rarely release children whose mental health deteriorated sharply after being placed in a detention centre and justified the hospitalization. The Commissioner also pointed out that none of the detention centre guarantees the proper implementation of the children's constitutional right to education because the content and the form of the didactic and educational activities do not implement a minimal scope of the teaching program. He also pointed out that in the temporary detention centre in Czerwony Bór there are no common social rooms for foreigners, which forced them to spend most of the day in the staircase. Additionally, there is a lack of appropriate rooms adapted to the needs of children detained in the facility. Ombudsman noted that in a detention centre in Kętrzyn families are placed in containers that do not have sanitary facilities. The sanitary facilities are located several hundred meters away, which due to weather conditions may endanger their health. Moreover, the number of sanitary containers is too small compared to the number of foreigners placed in the detention centre. It was also noted that two families are placed in one container which did not respect their right to privacy and forced the migrants to separate their parts of living space with sheets and blankets.…As of 2021 detention decisions still did not consider the best interest of the child or did not consider the individual situation of the child. When placing a child in a guarded centre together with parents, the courts do not mention children in a justification of the detention decision. In addition, the courts place families in guarded centres for a maximum period of time, rather than for the shortest period. Further, courts did not order any further medical or psychological examination in 2020 and did not interview children but instead relied on the documents presented by the Border Guards. Children detention is ordered automatically, without individual assessment of their situation and needs. Furthermore, justifications of the courts’ decisions were adapted from the BG application for prolonging the detention. Moreover, some courts treated detention as a form of punishment for crossing the border illegally.” I USDOS, Poland 2022 Human Rights Report (udgivet den 20. marts 2023), er generelt anført følgende (side 18): “Authorities placed some asylum seekers in guarded centers for foreigners while they awaited deportation or decisions on their asylum applications. Border guards may place an individual in a guarded center only by court order. According to the Legal Intervention Association and human rights ombudsperson’s office, courts automatically approved most legal motions of the border guards, resulting in many vulnerable migrants, including families with children, being placed in guarded centers. According to the association, the courts also automatically extended detention beyond the initial three months, which in practice meant many migrants stayed in guarded detention centers for extended periods of time. Children placed in guarded centers did not have access to public education and could participate only in limited educational activities organized on site. The law prohibits the placement of unaccompanied minors younger than 15 in guarded centers. Border guards typically sought to confine foreigners who attempted to cross the border illegally, lacked identity documents, or committed a crime during their stay in the country”.I AIDA’s seneste rapport fra april 2023, som er omtalt ovenfor, fremgår endvidere følgende side 28: ”… The problematic detention conditions under which migrant women and children are held in Poland were also highlighted by the UN Special Rapporteur on Women and Girls in the statement released after the visit to the country between 27 February and 9 March 2023. The Rapporteur highlighted the fact that these vulnerable applicants “have inadequate access to health services, including sexual and reproductive health, psycho-social support, translation, and information services as well as education for children. Various stakeholders highlighted the fact that the extensive use of child detention in the country should be considered a cause for particular concern. The situation involves both children who are placed in detention with their family and unaccompanied minors … The persistence of the problem can be demonstrated by the fact that between 2018 and 2023 five different ECtHR judgements condemned Poland for detaining children for several months in prison-like conditions. Despite the aforementioned judgements, the practice does not appear to have stopped. Recently, a new case from the detention centre in Biała Podlaska was communicated to the Polish Government.” I forlængelse af det anførte i rapporten ovenfor om konkrete sager, hvor Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fundet, at frihedsberøvelse af mindreårige asylansøgere indebar en krænkelse af EMRK, hvilket bl.a. senest omfatter sagerne Nikoghosyan m.fl. mod Polen, afgjort den 3. marts 2022 (sagsnr. 14743/17) og R.M. m.fl. mod Polen, afgjort den 9. februar 2023 (sagsnr. 11247/18), bemærkes, at der for tiden verserer sagen V.M. m.fl. mod Polen, indledt den 10. januar 2023 (sagsnr. 40002/22), som vedrører en kvinde og hendes to mindreårige børn, som blev frihedsberøvet i forbindelse med deres asylansøgninger. Flygtningenævnet bemærker generelt, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Uanset baggrundsoplysningerne om risikoen for frihedsberøvelse af og indkvartering i detentionscentre af familier med mindreårige børn, der overføres til Polen i medfør af Dublinforordningen, og om den domstolsprøvelse, der foretages heraf, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at der på det foreliggende grundlag ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtage- og indkvarteringsforholdene i Polen, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler til Polen i medfør af Dublinforordningen af familier med mindreårige børn. Det er ved denne vurdering tillagt vægt, at de nyeste baggrundsoplysninger peger på en vis opblødning af praksis for frihedsberøvelse af Dublin-returnees, og at de generelle modtage- og indkvarteringsforhold som anført ikke kan anses for behæftet med væsentlige mangler. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold, som klagerne må forventes at blive mødt med i Polen, ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre dem til Polen, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet bemærker, at sagen blev hjemvist til Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2023 med henblik på at indhente en garanti fra de polske myndigheder om, at klagerne vil blive mødt af en asylprocedure og modtage- og indkvarteringsforhold, der er i overensstemmelse med landets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser. Hjemvisningen var begrundet i de baggrundsoplysninger, der forelå, og at Flygtningenævnet i en lignende sag fra maj 2023, havde truffet afgørelse om indhentelse af en tilsvarende garanti. Flygtningenævnet bemærker i relation til svarene fra de polske myndigheder, at det fremgår heraf, at klagerne ”most likely” vil blive indkvarteret i overensstemmelse med landets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder ikke, at denne formulering – også henset til sagernes samlede forløb – lever op til de krav, der er forudsat i nævnets hjemvisningsafgørelse. På denne baggrund finder Flygtningenævnet grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse af [datoen for afgørelsen] 2023 om overførsel af klagerne til Polen, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, således at klagernes asylansøgninger skal behandles i Danmark.” Dub-Pole/2024/2/MNR
Nævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der fra et tredjeland ulovligt har passeret grænsen til Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien, herunder særligt til asylproceduren, indkvarteringsforholdende samt forholdende for særligt sårbare personer. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i efteråret] 2022 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet traf i en række sager [i efteråret] 2023 afgørelse om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelser om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. Nævnet bemærkede i alle sagerne, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger fortsat er behæftede med visse mangler. Flygtningenævnet tiltrådte imidlertid Udlændingestyrelsens vurdering af, at de generelle forhold for asylansøgere i Italien ikke har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene, og at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Italien. Flygtningenævnet fandt således i afgørelserne, at forholdene i Italien ikke giver grundlag for en generel antagelse om, at overførsel af asylansøgere, herunder også sårbare asylansøgere, til Italien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. Nævnet bemærkede videre, at det må forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en midlertidig karakter. Den omstændighed, at de italienske myndigheder den 5. oktober 2023 har forlænget undtagelsestilstanden på migrationsområdet med yderligere seks måneder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på princippet i EU-retten generelt om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og at udgangspunktet er, at en medlemsstat overholder sine internationale, herunder EU-retlige forpligtelser. Der er således ikke på nuværende tidspunkt grundlag for, at fastslå, at den midlertidige undtagelsestilstand og forlængelsen heraf i sig selv er udtryk for systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene. Flygtningenævnet finder, at en beslutning om, at klageren skal overføres til Italien, ikke kan anses at indebære en sagsbehandlingstid, som er i strid med Dublinforordningens krav om hurtig og effektiv behandling af asylansøgninger. Det forhold at klageren ved en overførsel til Italien bliver adskilt fra klagerens herboende forældre og brødre, kan ikke føre til en ændret vurdering, da klagerens familiemedlemmer, som opholder sig i Danmark, ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Det af klagerens bror oplyste om, at klagerens mor er syg, men at hun har fået det bedre efter at klageren er kommet til Danmark, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder ikke, at der er oplyst om forhold, der understøtter, at der er et særligt afhængighedsforhold mellem klageren og klagerens herboende familiemedlemmer, jf. Dublinforordningens artikel 16. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors anførte om at klageren er særligt sårbar, da hun har været udsat for overgreb og har det dårligt psykisk, samt at klageren har været udsat for tortur, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har lagt vægt på, at det fremgår af AIDA, Country Report: Italy, maj 2023, s. 93-96, at personer, som har været udsat for tortur, bliver anset for at tilhøre en sårbar gruppe, og at personer som har været udsat for tortur skal have adgang til passende medicinsk og psykologisk assistance. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren forudsættes at underrette de italienske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder de relevante helbredsmæssige forhold, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Ital/2024/9/TMLO
Nævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien, herunder særligt til asylsagsproceduren og indkvarteringsforholdene samt forholdene for Dublin-overførte personer.Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i efteråret] 2023 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i vinteren 2023/2024] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet traf i en række sager i oktober 2023 afgørelse om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelser om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. Nævnet bemærkede i alle sagerne, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger fortsat er behæftede med visse mangler. Flygtningenævnet tiltrådte imidlertid Udlændingestyrelsen vurdering af, at de generelle forhold for asylansøgere i Italien ikke har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene, og at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Italien. Flygtningenævnet fandt således i afgørelserne, at forholdene i Italien ikke giver grundlag for en generel antagelse om, at overførsel af asylansøgere, herunder også sårbare asylansøgere, til Italien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. Nævnet bemærkede videre, at det må forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en midlertidig karakter. Den omstændighed, at de italienske myndigheder den 5. oktober 2023 har forlænget undtagelsestilstanden på migrationsområdet med yderligere seks måneder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på princippet i EU-retten generelt om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og at udgangspunktet er, at en medlemsstat overholder sine internationale, herunder EU-retlige forpligtelser. Der er således ikke på nuværende tidspunkt grundlag for, at fastslå, at den midlertidige undtagelsestilstand og forlængelsen heraf i sig selv er udtryk for systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene. Flygtningenævnet finder, at en beslutning om, at klagerne skal overføres til Italien, ikke kan anses at indebære en sagsbehandlingstid, som er i strid med Dublinforordningens krav om hurtig og effektiv behandling af asylansøgninger. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved sin ankomst til Italien ikke fik hjælp af de italienske myndigheder, herunder at han blev registreret og derefter fik at vide, at han skulle rejse ud af landet, samt at han, mens han var i Italien i to dage, sov på stranden og ikke havde adgang til toilet og bad, kan heller føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren må indgive en klage over denne behandling til de rette italienske myndigheder. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Ital/2024/8/sme
Nævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende et ægtepar og deres medfølgende barn, der var i besiddelse af et gyldigt visum til Italien på tidspunktet for indgivelse af ansøgning om asyl i Danmark. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagernes sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien, herunder indkvarteringsforholdene og forholdene for familier og sårbare personer. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klagerne var i besiddelse af et gyldigt visum til Italien, da de indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klagerne, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagernes ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i vinteren 2023/2024] har accepteret at modtage klagerne i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp påberåbte om, at klagerne ved en overførsel til Italien ikke vil have adgang til asylproceduren og indkvarteringssystemet, kan ikke føre til, at klagernes ansøgning om international beskyttelse skal realitetsbehandles i Danmark. Flygtningenævnet traf i en række sager i [efteråret] 2023 afgørelse om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelser om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. Nævnet bemærkede i alle sagerne, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger fortsat er behæftede med visse mangler. Flygtningenævnet tiltrådte imidlertid Udlændingestyrelsens vurdering af, at de generelle forhold for asylansøgere i Italien ikke har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene, og at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Italien. Flygtningenævnet fandt således i afgørelserne, at forholdene i Italien ikke giver grundlag for en generel antagelse om, at overførsel af asylansøgere, herunder også sårbare asylansøgere, til Italien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. Nævnet bemærkede videre, at det må forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en midlertidig karakter. Den omstændighed, at de italienske myndigheder den 5. oktober 2023 har forlænget undtagelsestilstanden på migrationsområdet med yderligere seks måneder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på princippet i EU-retten generelt om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og at udgangspunktet er, at en medlemsstat overholder sine internationale, herunder EU-retlige forpligtelser. Der er således ikke på nuværende tidspunkt grundlag for at fastslå, at den midlertidige undtagelsestilstand og forlængelsen heraf i sig selv er udtryk for systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene. Flygtningenævnet finder, at en beslutning om, at klagerne skal overføres til Italien, ikke kan anses at indebære en sagsbehandlingstid, som er i strid med Dublinforordningens krav om hurtig og effektiv behandling af asylansøgninger. Det forhold, at DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerne er at betragte som særligt sårbare som følge af deres helbredsmæssige forhold, herunder klagernes bekymring for deres datters trivsel, at den mandlige klager har [helbredsmæssige udfordringer] på grund af familiens situation og har helbredsmæssige udfordringer med [helbredsforhold], og at den kvindelige klager har brug for kontrolundersøgelser som følge af helbredsmæssige udfordringer med [organ], kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det fremgår af AIDA, Country Report: Italy Update 2022 vedrørende forholdene for asylansøgere, at ”They enjoy equal treatment and full equality of rights and obligations with Italian citizens regarding the mandatory contributory assistance provided by the National Health Service in Italy. There is no distinction between asylum seekers benefitting from material reception conditions and those who are out of the reception system, since all asylum seekers benefit from the National Health System. […] Asylum seekers suffering from mental health problems, including torture survivors, are entitled to the same right to access to health treatment as provided for nationals by Italian legislation.” Nævnet finder på den baggrund, at klagerne ved en overførsel til Italien vil have adgang til den fornødne lægebehandling, da der ikke er holdepunkter for at antage, at Italien ikke overholder sine internationale forpligtelser. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af førnævnte rapport, at om end der ikke direkte er fastsat procedurer i lovgivningen til identificering af særligt sårbare personer, har Sundhedsministeriet fastsat retningslinjer herom. Af rapporten fremgår videre, at der findes særlige procedure for sårbare personer, idet disse personer indrømmes en prioriteret asylproces. I den forbindelse bemærker Flygtningenævnet, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klagerne underretter de italienske myndigheder om klagernes særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klagerne samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagernes sag bør behandles i Danmark af hensyn til barnets tarv, idet barnets tarv skal indgå som et primært hensyn ved anvendelsen af Dublinforordningen, som det fremgår af Dublinforordningens artikel 6, stk. 1, og præamblens punkt 13 samt EU’s charter om grundlæggende rettigheders artikel 24, stk. 2, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at der efter det oplyste ikke foreligger forhold, som indebærer, at det vil stride mod barnets tarv at overføre klagerne til Italien. Nævnet bemærker, at selvom barnets tarv skal indgå som et primært hensyn ved anvendelsen af Dublinforordningen, er hovedformålet med Dublinforordningen effektivt at afgøre hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, samt at påbegynde sagsbehandlingsprocessen hurtigst muligt. På denne baggrund kan hensynet til barnets tarv således ikke i sig selv føre til, at Danmark er ansvarlig for behandlingen af klagernes ansøgning om international beskyttelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerne ved en overførsel til Italien frygter for deres sikkerhed, idet [myndighederne i klagernes hjemland] efter det oplyste har kendskab til, at klagerne opholder sig i Italien, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at de italienske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klagerne den fornødne beskyttelse, såfremt de fortsat føler sig utrygge i Italien. Det af klagerne anførte om, at de er bange for, at de italienske myndigheder ikke vil foretage en grundig og fyldestgørende sagsbehandling af deres asylsager, såfremt [myndighederne i klagernes hjemland] anmoder de italienske myndigheder om at udlevere klagerne, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Italien har tiltrådt flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at de italienske myndigheder ikke vil foretage en reel og fyldestgørende sagsbehandling af klagernes asylsager og således ikke lever op til deres internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klagerne til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Ital/2024/7/MLVT
Nævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har fået udstedt visum til Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien, herunder særligt til asylsagsproceduren og indkvarteringsforholdene samt forholdene for særligt sårbar. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt et visum, der udløb [i efteråret] 2022 og dermed mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at han ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum. Det forhold, at klageren har oplyst, at han har været tilbage i [hjemland], forud for sin indrejse i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har fremlagt dokumentation for, at han har været tilbage i [hjemland]. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i vinteren 2022/2023] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet traf i en række sager i oktober 2023 afgørelse om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelser om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. Nævnet bemærkede i alle sagerne, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger fortsat er behæftede med visse mangler. Flygtningenævnet tiltrådte imidlertid Udlændingestyrelsen vurdering af, at de generelle forhold for asylansøgere i Italien ikke har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene, og at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Italien. Flygtningenævnet fandt således i afgørelserne, at forholdene i Italien ikke giver grundlag for en generel antagelse om, at overførsel af asylansøgere, herunder også sårbare asylansøgere, til Italien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. Nævnet bemærkede videre, at det må forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en midlertidig karakter. Den omstændighed, at de italienske myndigheder den 5. oktober 2023 har forlænget undtagelsestilstanden på migrationsområdet med yderligere seks måneder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på princippet i EU-retten generelt om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og at udgangspunktet er, at en medlemsstat overholder sine internationale, herunder EU-retlige forpligtelser. Der er således ikke på nuværende tidspunkt grundlag for, at fastslå, at den midlertidige undtagelsestilstand og forlængelsen heraf i sig selv er udtryk for systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene. Flygtningenævnet finder, at en beslutning om, at klageren skal overføres til Italien, ikke kan anses at indebære en sagsbehandlingstid, som er i strid med Dublinforordningens krav om hurtig og effektiv behandling af asylansøgninger.Det forhold, at klageren har gjort gældende, at han er sårbar, idet han har det psykisk dårligt, hvilket kommer til udtryk ved søvnproblemer, rastløshed og bekymringer, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale [i efteråret] 2022 til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han er sund og rask, og at han ikke modtager medicin. Nævnet har videre lagt vægt på, at der ikke foreligger dokumentation for, at klageren har helbredsmæssige problemer. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det må forventes, at klageren kan modtage eventuel nødvendig sundhedsbehandling i Italien. Nævnet bemærker hertil, at der i Dublinforordningens artikel 32 er mulighed for, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de italienske myndigheder om klagerens eventuelle særlige behov, herunder om relevante helbredsmæssige forhold, såfremt klageren samtykker hertil. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Ital/2024/6/sme
Nævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af et gyldigt visum til Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, til de generelle forhold for asylansøgere i Italien, herunder særligt til adgangen til asylsagsproceduren og indkvarteringsforholdene samt til, at klagerens opholdsstatus i Italien er uafklaret. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Italien, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i sommeren] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at det er uklart, hvilken opholdsstatus klageren har i Italien, og at det som følge heraf er uklart, hvorvidt han vil få adgang til asylproceduren og til indkvartering, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet traf i en række sager den 3. og 9. oktober 2023 afgørelse om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelser om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. Nævnet bemærkede i alle sagerne, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger fortsat er behæftede med visse mangler. Flygtningenævnet tiltrådte imidlertid Udlændingestyrelsens vurdering af, at de generelle forhold for asylansøgere i Italien ikke har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene, og at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Italien. Flygtningenævnet fandt således i afgørelserne, at forholdene i Italien ikke giver grundlag for en generel antagelse om, at overførsel af asylansøgere, herunder også sårbare asylansøgere, til Italien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. Nævnet bemærkede videre, at det må forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en midlertidig karakter. Den omstændighed, at de italienske myndigheder den 5. oktober 2023 har forlænget undtagelsestilstanden på migrationsområdet med yderligere seks måneder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på princippet i EU-retten generelt om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og at udgangspunktet er, at en medlemsstat overholder sine internationale, herunder EU-retlige forpligtelser. Der er således ikke på nuværende tidspunkt grundlag for, at fastslå, at den midlertidige undtagelsestilstand og forlængelsen heraf i sig selv er udtryk for systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene. Flygtningenævnet finder, at en beslutning om, at klageren skal overføres til Italien, ikke kan anses at indebære en sagsbehandlingstid, som er i strid med Dublinforordningens krav om hurtig og effektiv behandling af asylansøgninger. Det af klageren anførte om, at han i Italien har problemer med sin tidligere ægtefælles familie, der opholder sig i Italien, og som har truet klageren med at slå ham ihjel, hvis de finder ham, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren ikke har anmeldt truslerne til det italienske politi, og at han må henvises til at rette henvendelse hertil, idet det italienske politi må forventes at have evnen og viljen til at yde den fornødne beskyttelse. Det forhold, at klageren har fået [en operation] i sin [legemsdel], og at han har smerter, når han [bevæger denne legemsdel], kan heller ikke føre til, at klagerens sag skal behandles i Danmark. Nævnet har lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den fornødne behandling herfor i Italien. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. ” Dub-Ital/2024/5/Cara
Nævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der fra et tredjeland ulovligt har passeret grænsen til Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien, herunder særligt til asylsagsproceduren og indkvarteringsforholdene. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i sommeren] 2022 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet traf i en række sager den 3. og 9. oktober 2023 afgørelse om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelser om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. Nævnet bemærkede i alle sagerne, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger fortsat er behæftede med visse mangler. Flygtningenævnet tiltrådte imidlertid Udlændingestyrelsen vurdering af, at de generelle forhold for asylansøgere i Italien ikke har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene, og at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Italien. Flygtningenævnet fandt således i afgørelserne, at forholdene i Italien ikke giver grundlag for en generel antagelse om, at overførsel af asylansøgere, herunder også sårbare asylansøgere, til Italien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. Nævnet bemærkede videre, at det må forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en midlertidig karakter. Den omstændighed, at de italienske myndigheder den 5. oktober 2023 har forlænget undtagelsestilstanden på migrationsområdet med yderligere seks måneder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på princippet i EU-retten generelt om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og at udgangspunktet er, at en medlemsstat overholder sine internationale, herunder EU-retlige forpligtelser. Der er således ikke på nuværende tidspunkt grundlag for, at fastslå, at den midlertidige undtagelsestilstand og forlængelsen heraf i sig selv er udtryk for systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene. Flygtningenævnet finder, at en beslutning om, at klageren skal overføres til Italien, ikke kan anses at indebære en sagsbehandlingstid, som er i strid med Dublinforordningens krav om hurtig og effektiv behandling af asylansøgninger. Det forhold, at klageren har henvist til, at han ikke ønsker at vende tilbage til Italien, da han frygter at blive udleveret til [hjemland], idet de italienske myndigheder har et tæt forhold til [regeringen], kan ikke føre til, at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Italien har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Italien ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. For så vidt angår det af klageren oplyste om, at han har fået det dårligt psykisk, og at han har mareridt om natten og derved svært ved at sove, finder Flygtningenævnet, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at det fremgår af AIDA’s Country Report: Italy update May 2022, side 143ff., at asylansøgere har tilstrækkelig adgang til lægebehandling, og at de nyder samme rettigheder og behandling som italienske statsborgere. Det fremgår endvidere af rapporten, at om end der ikke direkte er fastsat procedurer i lovgivningen til identificering af, om en asylansøger kategoriseres som sårbar og har særlige modtagerbehov, har sundhedsministeriet fastsat retningslinjer herom. Af rapporten fremgår yderligere, at der findes særlige procedurer for sårbare personer, idet disse sager behandles i en prioriteret asylproces. I den forbindelse bemærker Flygtningenævnet, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de italienske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Ital/2024/4/kdo
Nævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der fra et tredjeland ulovligt har passeret grænsen til Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien, herunder særligt til asylsagsproceduren, indkvarteringsforholdene samt forholdene for særligt sårbare, samt at klageren har en forlovet i Danamark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren i [vinteren 2022/2023] indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien i [foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet traf i en række sager i oktober 2023 afgørelse om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelser om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. Nævnet bemærkede i alle sagerne, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger fortsat er behæftede med visse mangler. Flygtningenævnet tiltrådte imidlertid Udlændingestyrelsen vurdering af, at de generelle forhold for asylansøgere i Italien ikke har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene, og at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Italien. Flygtningenævnet fandt således i afgørelserne, at forholdene i Italien ikke giver grundlag for en generel antagelse om, at overførsel af asylansøgere, herunder også sårbare asylansøgere, til Italien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. Nævnet bemærkede videre, at det må forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en midlertidig karakter. Den omstændighed, at de italienske myndigheder den 5. oktober 2023 har forlænget undtagelsestilstanden på migrationsområdet med yderligere seks måneder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på princippet i EU-retten generelt om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og at udgangspunktet er, at en medlemsstat overholder sine internationale, herunder EU-retlige forpligtelser. Der er således ikke på nuværende tidspunkt grundlag for, at fastslå, at den midlertidige undtagelsestilstand og forlængelsen heraf i sig selv er udtryk for systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene. Flygtningenævnet finder, at en beslutning om, at klageren skal overføres til Italien, ikke kan anses at indebære en sagsbehandlingstid, som er i strid med Dublinforordningens krav om hurtig og effektiv behandling af asylansøgninger. Det af DRC Dansk Flygtningehjælps anførte om, at klageren har været fængslet fire gange [i afrikansk land] hvor han har været udsat for tortur, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har lagt vægt på, at det fremgår af AIDA, Country Report: Italy, maj 2023, s. 93-96, at personer, som har været udsat for tortur, bliver anset for at tilhøre en sårbar gruppe, og at personer, som har været udsat for tortur, skal have adgang til passende medicinsk og psykologisk assistance. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klagerne underetter de italienske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder de relevante helbredsmæssige forhold, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det af DRC Dansk Flygtningehjælps anførte om, at klageren har en forlovet, som bor i Danmark, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har lagt vægt på, at der ikke har eksisteret et længere samlivsforhold mellem klageren og hans herboende forlovede i deres hjemland, idet hans forlovede udrejste af hjemlandet kort efter, de blev forlovet. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Ital/2024/3/LODU
Nævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der vedrørende en mand, der fra et tredjeland ulovligt har passeret grænsen til Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien, herunder særligt til asylsagsproceduren, indkvarteringsforholdene samt forholdene for særligt sårbare, samt at klageren har en kæreste i Danamark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren i [foråret 2022] indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [vinteren 2022/2023] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet traf i en række sager i oktober 2023 afgørelse om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelser om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. Nævnet bemærkede i alle sagerne, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger fortsat er behæftede med visse mangler. Flygtningenævnet tiltrådte imidlertid Udlændingestyrelsens vurdering af, at de generelle forhold for asylansøgere i Italien ikke har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene, og at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Italien. Flygtningenævnet fandt således i afgørelserne, at forholdene i Italien ikke giver grundlag for en generel antagelse om, at overførsel af asylansøgere, herunder også sårbare asylansøgere, til Italien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. Nævnet bemærkede videre, at det må forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en midlertidig karakter. Den omstændighed, at de italienske myndigheder den 5. oktober 2023 har forlænget undtagelsestilstanden på migrationsområdet med yderligere seks måneder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på princippet i EU-retten generelt om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og at udgangspunktet er, at en medlemsstat overholder sine internationale, herunder EU-retlige forpligtelser. Der er således ikke på nuværende tidspunkt grundlag for, at fastslå, at den midlertidige undtagelsestilstand og forlængelsen heraf i sig selv er udtryk for systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene. Flygtningenævnet finder, at en beslutning om, at klageren skal overføres til Italien, ikke kan anses at indebære en sagsbehandlingstid, som er i strid med Dublinforordningens krav om hurtig og effektiv behandling af asylansøgninger. Det af DRC Dansk Flygtningehjælps anførte om, at klageren har fået en dansk kæreste med [mellemøstlig] baggrund kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har lagt vægt på, at der ikke har eksisteret et længere samlivsforhold mellem klageren og hans herboende kæreste i deres hjemland, ligesom forholdet også er indgået på et tidspunkt hvor klageren var velvidende om, at han ikke havde lovligt ophold i Danmark. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ikke blev behandlet særlig godt af de Italienske myndigheder, idet han blev tvunget til at stå en helt nat på en strand kun iført våde underbukser, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren må indgive en klage over denne behandling til de Italienske myndigheder. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Ital/2024/2/LODU
Nævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Cameron. Ansøgeren er mindreårig og er født i Danmark. Sagen er tidligere sambehandlet med Came/2022/16.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerens mor er etnisk [etnicitet] og kristen af trosretning fra [by A], Cameroun. Hendes seneste bopæl var [by B], Cameroun. Hun har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgerens mor sympatiserer med en separatistbevægelse i Cameroun. I Danmark har hun i [vinteren 2016/2017] deltaget i en demonstration mod undertrykkelse i sit hjemland. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Cameroun frygter nogle personer ved navn [A] og [B]. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at hun skylder [A] og [B] penge i forbindelse med et lån til [behandling] af ansøgerens [familiemedlem]. Ansøgerens mor har aflagt en ed på, at hun vil betale beløbet tilbage, ellers ville hun og hendes familiemedlemmer blive slået ihjel. [A] ringede til ansøgerens mor i [efteråret] 2019 og fortalte, at [A] og [B] havde kidnappet ansøgerens [familiemedlem] i Cameroun. Ansøgerens mor har gennem en advokat meldt [A] og [B] til de lokale myndigheder i [by B]. Ansøgerens mor har ikke talt med [A] eller [B] siden [efteråret] 2019. Ansøgerens mor har som asylmotiv videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Cameroun frygter myndighederne i landet. Til støtte herfor har hun oplyst, at hun har modtaget en trusselsvideo fra myndighederne, som er rettet mod hende. Desuden har ansøgerens mor henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Cameroun frygter de generelle forhold. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at de fransktalende og engelsktalende camerounske statsborgere bekæmper hinanden, og at de engelsktalende camerounere bliver marginaliseret. Ansøgerens mor har ligeledes henvist til ovenstående asylmotiver på vegne af ansøgeren. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeres mor har statsborgerskab i Cameroun, og at hans far har statsborgerskab i [land A]. Efter baggrundsmaterialet herunder The Federal Republic of Cameroon National Legislative Bodies 1968 lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren via sin mor har opnået camerounsk statsborgerskab. Samtidig fremgår det af baggrundsoplysningerne og [land A’s] forfatning fra 1999, at personer født uden for [land A], hvor mindst en forælder var eller er statsborger i [land A], er berettiget til at søge om statsborgerskab [i land A] ved fødslen. Ligeledes fremgår det, at personer, der er tildelt statsborgerskab [i land A] ved fødslen, kan have dobbelt statsborgerskab, men at dette ikke er muligt i forhold til lovgivningen i Cameroun efter det fyldte 18 år. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeres mor har statsborgerskab i Cameroun, og at hans far har statsborgerskab i [land A]. Efter baggrundsmaterialet herunder The Federal Republic of Cameroon National Legislative Bodies 1968 lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren via sin mor har opnået camerounsk statsborgerskab. Samtidig fremgår det af baggrundsoplysningerne og [land A’s] forfatning fra 1999, at personer født uden for [land A], hvor mindst en forælder var eller er statsborger i [land A], er berettiget til at søge om statsborgerskab [i land A] ved fødslen. Ligeledes fremgår det, at personer, der er tildelt statsborgerskab [i land A] ved fødslen, kan have dobbelt statsborgerskab, men at dette ikke er muligt i forhold til lovgivningen i Cameroun. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen derfor til grund, at ansøgeren har camerounsk statsborgerskab, og at han ved ansøgning kan opnå statsborgerskab [i land A], og at ansøgeren derfor asylretligt på nuværende tidspunkt skal vurderes i forhold til Cameroun. Flygtningenævnet lægger som tidligere nævn til grund, at ansøgerens mor har en konflikt med nogle personer kaldet [A] og [B] i Cameroun, men at konflikten ikke har en sådan karakter eller intensitet, at den kan danne grundlag for opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan i det hele henholde sig til den begrundelse, der fremgår af ansøgerens mors sag, og hvor dette asylmotiv blev prøvet. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens mors og dermed ansøgerens frygt for kidnapning af ansøgeren, at han skulle blive brugt i forbindelse med ritualer, eller at hans organer skulle blive handlet, beror på ansøgerens mors egen formodning, og ansøgerens mor har ikke anført konkrete forhold, der støtter denne formodning. I den forbindelse bemærker Flygtningenævnet, at konflikten mellem ansøgerens mor samt [A] og [B] ikke kan ændre herpå navnlig henset til det anførte i nævnets tidligere afgørelse om, at ansøgeren og hans mor må henvises til at søge myndighedsbeskyttelse, såfremt ansøgerens mors konflikt med [A] og [B] består. Det kan derfor ikke føre til en anden vurdering, at ansøgerens [familiemedlem] skulle være kidnappet af [A] og [B], eller at ansøgeren må anses som handlet. I den forbindelse lægger nævnet vægt på, at [beskeder] og en fremlagt video i forbindelse med den tidligere afgørelse ikke kan tillægges nogen bevismæssig betydning, og der er ikke for nævnet fremkommet nye oplysninger, der ændrer herpå. Det lægges endvidere til grund, at der foreligger baggrundsoplysninger om, at der for handlede personer er mulighed for at søge beskyttelse i Cameroun. Da ansøgeren på nuværende tidspunkt ikke har statsborgerskab i [land A], finder Flygtningenævnet ikke anledning til at vurdere ham asylretligt i forhold til [land A]. Endelig bemærker nævnet, at et manglede tilknytningsforhold for ansøgeren til Cameroun er socioøkonomiske forhold, der ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Herefter og da oplysningerne om de generelle forhold i Cameroun heller ikke er asylbegrundende, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Cameroun vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Came/2024/1/AJNI
Nævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Belarus. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet A] og [etnicitet B] og katolik af trosretning fra [by A], [by B], Belarus. Ansøgeren har oplyst, at han har været politisk aktiv ved at deltage i demonstrationer mod Lukasjenko i [2009-2011] og i [sommeren 2020]. Ansøgeren har i [foråret 2022] deltaget i demonstrationer mod krigen i Ukraine. Han har på intet tidspunkt været medlem af noget politisk parti, religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive anholdt af de belarusiske myndigheder, idet han har deltaget i demonstrationer. Ansøgeren har videre henvist til, at han vil blive tvangsindkaldt til militæret. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har deltaget i demonstrationer mod [regeringen]. Én gang i [2009-2011] og omkring [4-7] gange i [2019-2021]. Han har deltaget som almindelig demonstrant i masseprotester. Han bar bannere og skilte og råbte slagsord. I [sommeren 2020] deltog han i en demonstration ved [sted]. Der var [et stort antal] demonstranter. I løbet af ugerne deltog [mange]i demonstrationerne. Til en af demonstrationerne hjalp han med [beskrivelse af hændelse] på [navn] pladsen i [by C]. Ansøgeren har videre oplyst, at han har videreformidlet informationer om demonstrationerne til sine venner og naboer gennem [socialt medie]. I [foråret 2022] deltog han i en demonstration mod krigen i Ukraine. [Beskrivelse af tidspunktet for afholdelse af demonstrationen]. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans bopæl i [by C] blev opsøgt af myndighederne, kort efter han udrejste og var på vej til Danmark. Hans ægtefælle fortalte det til hans mor, som videregav beskeden til ham, da han kom til Danmark. Myndighederne havde kigget ægtefællens mobiltelefon igennem og kigget rundt i deres lejlighed. De havde sagt til ægtefællen, at hvis ansøgeren ikke dukkede op hos politiet, ville han risikere at få meget alvorlige problemer. Efter opsøgningen modtog ægtefællen en kvittering fra posthuset om, at der var kommet to anbefalede breve til ansøgeren. Brevene blev aldrig hentet. Ansøgeren formoder, at det ene brev kan være en indkaldelse til at møde på et rekrutteringskontor med henblik på at blive genindkaldt til militæret, og at det andet brev kan handle om, at han skal møde på en politistation. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med de belarusiske myndigheder. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til det, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse i [sommeren 2023]. Herudover bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter har været divergerende og/eller udbyggende. Det vedrører bl.a. ansøgerens forklaring om, hvem der fortalte ham om opsøgningen af hans hjem i Belarus og hvornår den foregik; hvem der var afsender af de to anbefalede breve, der ifølge forklaringen skulle være tilsendt ansøgeren, samt hvornår han modtog disse; om han medbragte banner til demonstrationen i [foråret 2022] samt spørgsmålet om, hvorvidt ansøgerens hustru beholdt kvitteringerne fra brevene eller smed dem ud. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at ansøgerens forklaring herom er tilsidesat. Vedrørende spørgsmålet om tvangsmobilisering til krigen i Ukraine henvises til Udlændingestyrelsens afgørelse samt til de foreliggende baggrundsoplysninger om Belarus. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens oplysninger for nævnet om, at hans bankkonti i Belarus er blevet indefrosset, og at han i Danmark har foretaget politiske aktiviteter på de sociale medier, som myndighederne i Belarus er blevet bekendt med, ikke er underbygget. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Belarus vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som anført i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bela/2024/1/LODU
Nævnet omgjorde i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk hazara og shia-muslim fra [landsby A], [by A], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [efteråret] 2015, og at han den [efteråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har den [efteråret] 2023 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han som følge af Talibans magtovertagelse er i risiko for forfølgelse fra Taliban på grund af sin etnicitet og religiøse overbevisning, idet han er hazara og shia-muslim. Endvidere har klageren oplyst, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive betragtet som vestliggjort af Taliban. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han har tilbragt alle sine teenage- og ungdomsår i Danmark og næsten ikke har boet i Afghanistan, samt at han taler iransk, hvorfor han hurtigt vil blive betragtet som udefrakommende og være eksponeret i forhold til Taliban. Klageren har desuden oplyst, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse på grund af sin politiske overbevisning. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans politiske overbevisninger vedrørende blandt andet homoseksuelle og kvinders rettigheder er i strid med Talibans. Afslutningsvis har klageren oplyst, at han ikke har familiemæssige eller socialt netværk i Afghanistan. Forholdene for vestliggjorte, hazaraer af etnicitet og shia-muslimer samt den risikovurdering, der skal foretages i den forbindelse ved en tilbagevenden til Afghanistan, er i baggrundsmaterialet bl.a. beskrevet i pkt. 3.13 og pkt. 3.14 i EUAA, Country Guidance: Afghanistan, januar 2023. Flygtningenævnet bemærker i forlængelse heraf, at det afgørende for asylvurderingen i sager med spørgsmål om såkaldt vestliggørelse er, om ansøger efter en samlet vurdering har en sådan erfaring med livet i Afghanistan, at klageren vil kunne genoptage sit liv i landet på en sådan måde, at den pågældende ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Herom bemærkes, at klageren indrejste i Danmark i [efteråret] 2015 som [12-15-årig], og at han derfor har haft en betydelig del af sin skolegang og sin ungdom i Danmark, hvor han har levet et ungdomsliv på danske præmisser, herunder i [0-3] år hos en dansk plejefamilie. Klageren taler flydende dansk, og nævnsmødet er gennemført på dansk. Herefter, efter klagerens fremtræden under nævnsmødet og det i øvrigt oplyste, må det lægges til grund, at klageren har tilegnet sig en vestlig livsstil og vestlige værdier, herunder i forhold til kvinder og homoseksuelle. Klageren har efter sin forklaring, som nævnet har lagt til grund, foruden de første et eller to leveår alene har opholdt sig i Afghanistan i mindre end et år i forbindelse med, at han af de iranske myndigheder som [8-11]-årig blev sendt tilbage til Afghanistan ad to omgange. Klageren taler dari med iransk dialekt og har hverken familie eller øvrigt netværk i Afghanistan, der ville kunne støtte og hjælpe ham ved en tilbagevenden, Flygtningenævnet finder – også under hensyntagen til, at klageren er hazara af etnicitet og shia-muslim – at det efter en samlet vurdering må anses for sandsynliggjort, at klageren ikke vil kunne etablere sig i Afghanistan på en sådan måde, at han ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Herefter finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2024/3/sch
Nævnet meddelte i februar 2024 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra [provins], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at ansøgerens far blev kidnappet og slået ihjel af Taliban i 2008, idet faren arbejdede for et internationalt [firma]. Ansøgerens far videregav inden sin død navnene på andre medarbejdere i det internationale [firma] til Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at familien efterfølgende blev chikaneret af ukendte personer, og at Taliban skød en pige, som deltog i farens begravelse. Ansøgeren og ansøgerens familie flygtede efterfølgende til [et andet land]. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren at blive udsat for forfølgelse eller overgreb fra Taliban eller de medarbejdere, hvis oplysninger ansøgerens far videregav til Taliban. Ansøgeren har under genoptagelsessagen fortsat henvist til sit oprindelige asylmotiv. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb, idet han er etnisk hazara og har opholdt sig i en længere periode i et europæisk land, hvorfor han er i risiko for at blive betragtet som vestliggjort af Taliban. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund og henholder sig til Flygtningenævnets afgørelse af [forår] 2011. Der er herved henset til de samme omstændigheder som anført i Flygtningenævnets afgørelse af [forår] 2011. Med hensyn til ansøgerens Sur Place asylmotiv om at være i risiko for forfølgelse fra Taliban, idet han vil blive betragtet som ”vestliggjort” bemærker Flygtningenævnet, at forholdene for vestliggjorte og den risikovurdering, der i den forbindelse skal foretages ved en tilbagevenden til Afghanistan, er beskrevet i Flygtningenævnets baggrundsmateriale, herunder EUAA, Country Guidance, Afghanistan fra januar 2023. Heraf fremgår af pkt. 3.13 og pkt. 3.14 blandt andet: ”… Individuals perceived as ”Westernized” due, for example, to their activities, behaviour, appearance and expressed opinions, which may be seen as non-Afghan or non-Muslim. It may also include those who return to Afghanistan after having spent time in Western countries. … The individual assessment of whether there is a reasonable degree of likelihood for the applicant to face persecution should take into account risk-impacting circumstances, such as: the behaviour adopted by the applicant, visibility of the applicant, area of origin and conservative environment, gender (the risk is higher for women), age (it may be difficult for children of certain age to (re-) adjust to Afghanistan´s social restrictions), duration of stay in a western country, etc. …” Af baggrundsoplysningerne fremgår endvidere, at det afgørende for spørgsmålet om vestliggørelse i lyset af Talibans magtovertagelse er, om ansøgeren efter en samlet vurdering har en sådan erfaring med livet i Afghanistan, at ansøgeren vil kunne genoptage sit liv i landet på en sådan måde, at han ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren indrejste i Danmark i 2010 som uledsaget mindreårig, da han var [16-18 år]. Han har uddannet sig som [håndværker] i Danmark og har arbejdet som [håndværker] siden i det firma, hvor han var lærling. Han taler næsten fejlfrit dansk. Nævnsmødet er afviklet på dansk uden brug af tolk. Ansøgeren har på nævnsmødet redegjort for sin holdning til og tilegnelse af danske og vestlige værdier i bred forstand. Han har ingen familie i Danmark, men har venner i Danmark, som han tilbringer noget af fritiden med, hvor de blandt andet spiller [sportsgren], går til fester og indtager alkohol. Herefter, og efter ansøgerens fremtræden under nævnsmødet og det i øvrigt oplyste, må det lægges til grund, at ansøgeren har tilegnet sig en vestlig livsstil. Da ansøgeren i Afghanistan ikke ud over sin afghanske ægtefælle har familie eller andet netværk, der vil kunne støtte og hjælpe ham ved en tilbagevenden, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke vil kunne genoptage sit liv i Afghanistan på en sådan måde, at han ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2024/2/MLVT
Nævnet omgjorde i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt konventionsstatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klageren er i risiko for at skulle bo på gaden uden adgang til sundhedshjælp, sociale ydelser samt arbejdsmarkedet, hvilket vil være en krænkelse af EMRK art. 3.Flygtningenævnet udtalte:”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning i Grækenland fra [sommeren] 2023 til [sommeren] 2026. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Om forholdene i Grækenland for anerkendte flygtninge[.] Forholdene for anerkendte flygtninge i Grækenland er beskrevet i bl.a. AIDA, Country Report: Greece: 2022 update, side 222 ff. (herefter AIDA-rapporten) og i RSA (Refugee Status Aegean), Pro Asyl (Network of German Refugee Council), Beneficiaries of international protection in Greece; Access to documents and socio-economic rights fra marts 2023 (hereafter RSA-rapporten). Om boligforholdene for anerkendte flygtninge fremgår bl.a. af AIDA-rapporten side 243 ff.: “According to Article 29 Asylum Code beneficiaries of international protection should enjoy the same rights as Greek citizens and receive the necessary social assistance, according to the terms applicable to Greek citizens. However, administrative and bureaucratic barriers, lack of state-organised actions in order to address their particular situation, non-effective implementation of the law, and the impact of economic crisis prevent international protection holders from the enjoyment of their rights, which in some cases may also constitute a violation of the of principle of equal treatment enshrined in L.3304/2005, transposing Directives 2000/43/EU and 2000/78/EU. … Moreover, a number of measures restricting the access of recognised beneficiaries of international protection to social benefits and accommodation were announced in March 2020. As stated by the Minister for Migration and Asylum, “our aim is to grant asylum to those entitled within 2-3 months and from then on we cut any benefits and accommodation, as all this works as a pull factor […] Greece is cutting these benefits. Anyone after the recognition of the asylum status is responsible for himself”. Indeed, an amendment to the asylum legislation in early March 2020 states that “after the issuance of the decision granting the status of international protection, material reception conditions in form of cash or in kind are interrupted. Said beneficiaries residing in accommodation facilities, including hotels and apartments have the obligation to leave them, in a 30-days period since the communication of the decision granting international protection”. … There is a serious information gap on the issue of the access of beneficiaries of international protection to housing. Recent research found that 18 out of 64 beneficiaries of international protection are homeless or in precarious housing conditions, 14 out of 64 are at an immediate risk of being homeless (living in ESTIA or camp after their recognition). A total of 32 out of 64, i.e. 50% of all beneficiaries of international protection live in precarious housing conditions[.] In general terms and according to the law beneficiaries of international protection have access to accommodation under the conditions and limitations applicable to third-country nationals residing legally in the country. As has been mentioned, there is limited accommodation for homeless people in Greece and no shelters are dedicated to recognised refugees or beneficiaries of subsidiary protection. There is no provision for financial support for living costs. In Athens, for example, there are only four shelters for homeless people, including Greek citizens and third-country nationals lawfully on the territory. At these shelters, beneficiaries of international protection can apply for accommodation, but it is extremely difficult to be admitted given that these shelters are always overcrowded and constantly receiving new applications for housing. According to GCR’s experience, those in need of shelter who lack the financial resources to rent a house remain homeless or reside in abandoned houses or overcrowded apartments, which are on many occasions sublet.” I RSA-rapporten fremgår bl.a., at der er en høj risiko for hjemløshed blandt ankerkendte flygtninge i Grækenland. Det anføres herunder således: “High risks of homelessness and destitution persist among people granted international protection in Greece, given that access to the necessary documents and resources to secure accommodation is not possible within the 30-day deadline left to persons to vacate their reception places upon obtaining international protection. These risks have been exacerbated by the termination of the ESTIA programme, whose status holder beneficiaries became homeless. Even beneficiaries of international protection who have gone through the HELIOS programme are yet again at risk of homelessness after their rental subsidies come to an end. As mentioned above, as many as 17,251 beneficiaries have ceased receiving the subsidies. These persons are unable to continue renting property and most end up homeless on the street. Crucially, entry into the Controlled Access Reception Facilities, as officially termed now, has become increasingly restricted due to the roll-out of entry and exit control systems across mainland refugee camps. Those beneficiaries of international protection who remain in camps as unregistered residents have no access to food or other services. They regularly receive orders by the camp management to leave, often accompanied by threats to involve the Police, and therefore live under constant fear of eviction. This critical situation has been highlighted by the European Commission, which “has raised the issue of discontinuation of material reception support including food to protection status holders… with the Greek authorities on several occasions” and “has repeatedly called upon the Greek authorities to ensure all persons, particularly the vulnerable receive basic means of subsistence, notably, food and hygiene products.” Status holders could in theory seek access to short-term homeless shelters offering accommodation for three to six months. However, homeless shelters operating throughout the country do not specifically target beneficiaries of international protection, although some are open to them. Information obtained by RSA in March 2023 confirms that access to homeless shelters in the Attica region remains almost impossible, … Furthermore, there are no soup kitchens specifically addressed to beneficiaries of international protection, although some are open to them. However, access to food distributed by the few soup kitchens in operation in Attica is restricted in practice. Soup kitchens often require possession of the documents described in this report, while most lack interpretation services. In light of the above, beneficiaries of international protection, including those returned to Greece from other countries, run a real risk of destitution, extreme material deprivation and a complete lack of accommodation engaging Article 3 ECHR and Article 4 of the EU Charter. This is confirmed by several cases of status holders returned from other European countries and represented by RSA, who are faced with protracted homelessness and destitution.” Det må på grundlag af baggrundsoplysningerne lægges til grund, at anerkendte flygtninge, der har boet i indkvarteringsfaciliteter, skal forlade disse 30 dage efter, at de har fået international beskyttelse, og at der er en høj risiko for, at de ender som hjemløse. Om adgangen til sociale ydelser, sundhedshjælp og arbejdsmarkedet bemærkes, at det på grundlag af baggrundsoplysningerne må lægges til grund, at anerkendte flygtninges adgang hertil begrænses og besværliggøres i et ikke ubetydeligt omfang som følge af en række barrierer, herunder bureaukratiske. Adgang hertil forudsætter således udstedelse af et skattekort eller Tax Information Number (AFM), hvilket kræver en officiel adresse (residence certificate). Anerkendte flygtninge uden en sådan officiel adresse kan således ikke få et skattekort. Adgang til sociale ydelser og sundhedshjælp kræver, at man har et cpr-nr. (AMKA), hvilket igen forudsætter et skattekort. Der kan herved henvises til RSA-rapporten side 17 ff., hvoraf bl.a. fremgår: “The Tax Identification Number (Αριθμός Φορολογικού Μητρώου, AFM) is a prerequisite for acts such as opening of a bank account, rental of property and access to the labour market and social assistance in Greece, including under the HELIOS programme mentioned below. Individuals wishing to register with a Tax Office (Διεύθυνση Οικονομικών Υποθέσεων, DOY) with a view to obtaining AFM are required to certify their residence address through a certificate from a reception centre, an electricity bill or a copy of a rental contract in their name. Accordingly, beneficiaries of international protection who do not hold a residence certificate and/or are homeless are unable to obtain AFM. As a result, they cannot submit a tax declaration or obtain a tax clearance certificate. … Importantly, the AFM is automatically deactivated upon the expiry of the ADET and cannot be used until the ADET is renewed. This exposes individuals to risks of loss of acquired rights, including labour or unemployment benefits. … AMKA is a prerequisite for access to both health care and the labour market. According to the Ministry of Labour and Social Affairs Circular in force since October 2019, beneficiaries of international protection can request AMKA from any Citizens’ Service Centre (Κέντρο Εξυπηρέτησης Πολιτών, KEP) if they hold a residence permit, a correspondence address and AFM. Asylum seekers are not eligible for AMKA,58 but obtain a Provisional Foreigner’s Insurance and Health Care Number (PAAYPA).59 This number is shall be converted into AMKA within one month of the delivery of the ADET. 60 The obstacles to and prolonged waiting times for obtaining a residence permit affect the issuance of AMKA, resulting in depriving beneficiaries of international protection of the necessary documentation to access the health care system. Moreover, the conversion does not happen automatically; beneficiaries must appear before a KEP in order to obtain their AMKA.” Hertil kommer, at anerkendte flygtninge ifølge RSA-rapporten i realiteten udelukkes fra social hjælp som følge af et krav om længerevarende lovligt ophold i Grækenland. Følgende fremgår således af side 19 ff.: “The lengthy residence requirements underpinning most benefits do not take into account the particular situation of refugees and thereby entail differential treatment against beneficiaries of international protection compared to Greek nationals and effectively exclude them from most forms of social assistance. … Indirect discrimination against beneficiaries of international protection in respect of access to social benefits therefore constitutes a structural deficiency. This was recently highlighted in Letter of Formal Notice INFR(2022)2044 by which the European Commission launched infringement proceedings against Greece for poor implementation of Article 29 of the Qualification Directive. …” Med henvisning til adgang til sundhedshjælp kan der henvises til RSA-rapporten side 26 og til AIDA-rapporten side 250 ff., hvoraf fremgår, at adgangen begrænses af problemerne med at få et cpr.nr. (AMKA). Klagerens forhold og forventede situation ved en tilbagesendelse[.] Det må efter klagerens oplysninger lægges til grund, at han som uledsaget mindreårig i Grækenland fik hjælp til indkvartering af organisationen IRC/RIC, og at hans kontaktperson i organisationen meddelte ham, at når han fyldte 18 år, skulle han forlade sit indkvarteringssted og selv sørge for bolig. Det må efter klagerens oplysninger videre lægges til grund, at han af personalet på sit indkvarteringscenter blev oplyst om, at han havde [sygdom A], og at han skulle behandles herfor. Klageren blev efterfølgende undersøgt for [sygdom A], som han derefter modtog behandling for på et hospital, og at lægerne i denne forbindelse fandt ud af, at han havde [helbredsproblem B], hvilket han blev ordineret medicin for i form af piller. Det fremgår af den af DRC Dansk Flygtningehjælp fremsendte sundhedsjournal, at klageren ”[beskrivelse af undersøgelse for helbredsproblem B]” Det må efter klagerens oplysninger endvidere lægges til grund, at da han i forbindelse med udleveringen af sit græske opholdskort ikke fik yderligere information om, hvad han kunne bruge dette kort til. Det tiltrædes, at klageren lovligt kan indrejse og tage ophold i Grækenland, og Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme forhold som Udlændingestyrelsen. Det tiltrædes endvidere, at klageren i Grækenland er beskyttet mod at blive sendt tilbage til [sit hjemland]. Flygtningenævnet finder imidlertid på grundlag af baggrundsoplysningerne om forholdene for anerkendte flygtninge i Grækenland, som beskrevet ovenfor, at klageren ved en tilbagesendelse risikerer at stå uden bolig og dermed leve som hjemløs, ligesom han ikke vil have adgang til det legale arbejdsmarked, sociale ydelser og sundhedshjælp som følge af, at han ikke har og i realiteten sandsynligvis i en længere periode ikke vil kunne få et skattekort og cpr.nr. Allerede på den baggrund finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at afvise klagerens asylansøgning i Danmark, jf. udlændingelovens § 29 b. Flygtningenævnet bemærker, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2023 oplyste om mulige helbredsproblemer, idet han oplyste, at han havde [helbredsproblem B]. Nævnet bemærker, at disse oplysninger indikerer, at klageren – såfremt omfanget af [helbredsproblemerne] kan dokumenteres – kan være særligt sårbar. Udlændingestyrelsen har i sin afgørelse af [vinteren 2023/2024] ikke forholdt sig til klagerens mulige helbredsmæssige problemer, ligesom Udlændingestyrelsen ikke har forholdt sig til baggrundsoplysningerne om den manglende adgang til bolig, arbejdsmarked, sociale ydelser og sundhedshjælp for personer med international beskyttelse i Grækenland. På den anførte baggrund omgør Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2023/2024], således at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Græ/2024/2/EEB
Nævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt konventionsstatus i Belgien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klageren har en konflikt med en bande i Belgien, der har udsat ham for trusler og overgreb. Flygtningenævnet udtalte: Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublin-forordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning i Belgien. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre over-føres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Belgien, samt at klageren i Belgien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Belgien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren har oplyst, at banden [A] er efter ham, og at bandens medlemmer har udsat ham for trusler og overgreb, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet finder således, at klagerne må forventes at kunne opnå den fornødne beskyttelse fra de belgiske myndigheder og bemærker, at klageren ikke er fremkommet med oplysninger om, at han har forsøgt at søge den relevante beskyttelse ved at anmelde disse forhold til det belgiske politi. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at han er sikker på, at flere personer inden for politiet er i ledtog med banden og at banden generelt har infiltreret store dele af det belgiske samfund, idet disse oplysninger alene bygger på klagerens formodninger. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren må henvises til at indgive en klage ved den relevante overordnede myndighed, såfremt han efter en overførsel til Belgien måtte opleve problemer med det belgiske politi. Nævnet bemærker for så vidt klagerens oplysninger om, at han er forfulgt af [sit familiemedlem], der blander sig i hans liv og forsøger at få ham til at stjæle for sig, at klageren også for så vidt angår disse forhold må henvises til at søge de belgiske myndigheders beskyttelse. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.2 §29b-Bel/2024/1/Sahe
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim. Hun er statsborger i Iran, men født i Ramadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ikke kan vende tilbage til Iran på grund af sin [familiemedlem A´s] og [familiemedlem B´s] politiske aktiviteter. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren for Flygtningenævnet [i foråret] 2017 præciseret, at hendes [familiemedlem A] og hendes [familiemedlem B] har været aktive for et politisk parti ved navn [kurdisk parti], og at de begge som følge heraf har stået i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i relation til frygten for de iranske myndigheder til grund. Ansøgeren har forklaret, at det er hendes [familiemedlem B] der har tilvejebragt de omhandlede oplysninger om [kurdisk parti], og at ansøgerens viden om partiet og [familiemedlem A´s] og [familiemedlem B´s] aktiviteter for partiet alene bygger på oplysninger fra [familiemedlem B]. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter fremstår utroværdig. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgerens [familiemedlem A] og [familiemedlem B] har været peshmergaer for [kurdisk parti]. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke har været muligt at finde oplysninger om et parti med dette navn, og at Udlændingestyrelsens europæiske samarbejdspartnere, herunder de franske, de finske, de hollandske og de norske myndigheder ikke har hørt om eller har oplysninger om et parti med dette navn. KDPI kontoret i Paris har endvidere [i sommeren] 2017 telefonisk over for Udlændingestyrelsen oplyst, at de ikke kender et parti med dette navn. Flygtningenævnet har ikke fundet, at de øvrige skriftlige oplysninger, som ansøgeren har fremlagt om partiet, underbygger eksistensen af et sådant parti. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at blandt andet partiets logo fremstår forskelligt på dokumenterne, ligesom partiets navn i et af dokumenterne er angivet som [”…”] og ikke [”…”]. Yderligere er der stavefejl i det bekræftelsesbrev, herunder i det engelske stempel, der er fremlagt vedrørende [familiemedlem A´s] og [familiemedlem B´s] medlemskab af partiet. Det forhold, at ansøgerens bror har forklaret, at partiet ikke er så stort, og at han formoder, at personen, der har lavet stemplet, ikke var højtuddannet, findes ikke at ændre herved. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på den sene fremkomst af disse dokumenter. Samtidig har Flygtningenævnet fundet det bemærkelsesværdigt, at hverken ansøgeren eller de øvrige familiemedlemmer, der er i Danmark, på noget tidspunkt har været bekendt med [familiemedlem A´s] og [familiemedlem B´s] politiske aktiviteter, men først er blevet bekendt med disse efter, at de er indrejst i Danmark. Yderligere har Flygtningenævnet fundet det bemærkelsesværdigt, at ansøgerens [familiemedlem A] lod sig indskrive på et hospital i Iran, hvis han var profileret i forhold til de iranske myndigheder som følge af sine aktiviteter som peshmerga for [kurdisk parti]. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at nævnet finder det usandsynligt, at ansøgerens [familiemedlem A] skulle være blevet dræbt af den iranske efterretningstjeneste efter flere måneders ophold på hospitalet. Samtidig finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at ansøgerens [familiemedlem C] har kunnet opholde sig i Iran i en længere årrække uden at være blevet forfulgt af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder det i den forbindelse utroværdigt, at det først er under Flygtningenævnets første behandling af sagen, at ansøgeren oplyste, at [familiemedlem C] var blevet opsøgt af de iranske myndigheder og havde fået ransaget sin bopæl i forbindelse med ansøgerens [familiemedlem A´s] operation i Iran. Flygtningenævnet finder derfor ikke at kunne lægge til grund, at ansøgerens [familiemedlem A] og [familiemedlem B] er profileret i forhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2019/49/HHU
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim. Han er statsborger i Iran, men født i Ramadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Videre har ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han ikke vil have nogen rettigheder i Irak. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren for Flygtningenævnet [i foråret] 2017 præciseret, at hans [familiemedlem A] har været aktiv for [kurdisk parti], mens han opholdt sig i Iran, hvilket var før, ansøgeren blev født. Ansøgerens [familiemedlem B] har været peshmerga for [kurdisk parti] indtil 2009, hvor han blev gift. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i relation til frygten for de iranske myndigheder til grund. Ansøgeren har forklaret, at det er hans [familiemedlem B] der har tilvejebragt de omhandlede oplysninger om [kurdisk parti], og at ansøgerens viden om partiet og [familiemedlem A´s] og [familiemedlem B´s] aktiviteter for partiet alene bygger på oplysninger fra [familiemedlem B]. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter fremstår utroværdig. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgerens [familiemedlem A] og [familiemedlem B], har været peshmergaer for [kurdisk parti]. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke har været muligt at finde oplysninger om et parti med dette navn, og at Udlændingestyrelsens europæiske samarbejdspartnere, herunder de franske, de finske, de hollandske og de norske myndigheder ikke har hørt om eller har oplysninger om et parti med dette navn. KDPI kontoret i Paris har endvidere [i sommeren] 2017 telefonisk over for Udlændingestyrelsen oplyst, at de ikke kender et parti med dette navn. Flygtningenævnet har ikke fundet, at de øvrige skriftlige oplysninger, som ansøgeren har fremlagt om partiet, underbygger eksistensen af et sådant parti. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at blandt andet partiets logo fremstår forskelligt på dokumenterne, ligesom partiets navn i et af dokumenterne er angivet som [”…”] og ikke [”…”]. Yderligere er der stavefejl i det bekræftelsesbrev, herunder i det engelske stempel, der er fremlagt vedrørende [familiemedlem A´s] og [familiemedlem B´s] medlemskab af partiet. Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at partiet ikke er så stort, og at han formoder, at personen, der har lavet stemplet, ikke var højtuddannet, findes ikke at ændre herved. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på den sene fremkomst af disse dokumenter. Samtidig har Flygtningenævnet fundet det bemærkelsesværdigt, at hverken ansøgeren eller de øvrige familiemedlemmer, der er i Danmark, på noget tidspunkt har været bekendt med [familiemedlem A´s] og [familiemedlem B´s] politiske aktiviteter, men først er blevet bekendt med disse efter, at de er indrejst i Danmark. Yderligere har Flygtningenævnet fundet det bemærkelsesværdigt, at ansøgerens [familiemedlem A] lod sig indskrive på et hospital i Iran, hvis han var profileret i forhold til de iranske myndigheder som følge af sine aktiviteter som peshmerga for [kurdisk parti]. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at nævnet finder det usandsynligt, at ansøgerens [familiemedlem A] skulle være blevet dræbt af den iranske efterretningstjeneste efter flere måneders ophold på hospitalet. Samtidig finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at ansøgerens [familiemedlem C] har kunnet opholde sig i Iran i en længere årrække uden at være blevet forfulgt af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder det i den forbindelse utroværdigt, at det først er under Flygtningenævnets første behandling af sagen, at det er blevet oplyst, at [familiemedlem C] er blevet opsøgt af de iranske myndigheder og har fået ransaget sin bopæl i forbindelse med ansøgerens [familiemedlem A´s] operation i Iran. Flygtningenævnet finder derfor ikke at kunne lægge til grund, at ansøgerens [familiemedlem A´s] og [familiemedlem B´s] er profileret i forhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2019/48/HHU
Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim. Hun er født i [provins A], Iran. De seneste ti år inden sin udrejse opholdt hun sig i Sulaymaniah i Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun og hendes børn bliver anholdt og henrettet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv for Flygtningenævnet den [foråret] 2017 præciseret, at hendes [familiemedlem A] har været politisk aktiv for [kurdisk parti], og at hendes [familiemedlem B] har været peshmerga. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i relation til frygten for de iranske myndigheder til grund. Ansøgeren har forklaret, at det er hendes [familiemedlem B] der har tilvejebragt de omhandlede oplysninger om [kurdisk parti], og at ansøgerens viden om partiet og [familiemedlem A] og [familiemedlem B´s] aktiviteter for partiet alene bygger på oplysninger fra [familiemedlem B]. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter fremstår utroværdig. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgerens [familiemedlem A] og [familiemedlem B] har været peshmergaer for [kurdisk parti]. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke har været muligt at finde oplysninger om et parti med dette navn, og at Udlændingestyrelsens europæiske samarbejdspartnere, herunder de franske, de finske, de hollandske og de norske myndigheder ikke har hørt om eller har oplysninger om et parti med dette navn. KDPI kontoret i Paris har endvidere [i sommeren] 2017 telefonisk over for Udlændingestyrelsen oplyst, at de ikke kender et parti med dette navn. Flygtningenævnet har ikke fundet, at de øvrige skriftlige oplysninger, som ansøgeren har fremlagt om partiet, underbygger eksistensen af et sådant parti. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at blandt andet partiets logo fremstår forskelligt på dokumenterne, ligesom partiets navn i et af dokumenterne er angivet som [”…”] og ikke [”…”] Yderligere er der stavefejl i det bekræftelsesbrev, herunder i det engelske stempel, der er fremlagt vedrørende [familiemedlem A´s] og [familiemedlem B´s] medlemskab af partiet. Det forhold, at ansøgerens bror har forklaret, at partiet ikke er så stort, og at han formoder, at personen, der har lavet stemplet, ikke var højtuddannet, findes ikke at ændre herved. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på den sene fremkomst af disse dokumenter. Samtidig har Flygtningenævnet fundet det bemærkelsesværdigt, at hverken ansøgeren eller de øvrige familiemedlemmer, der er i Danmark, på noget tidspunkt har været bekendt med [familiemedlem A´s] og [familiemedlem B´s] politiske aktiviteter, men først er blevet bekendt med disse efter, at de er indrejst i Danmark. Yderligere har Flygtningenævnet fundet det bemærkelsesværdigt, at ansøgerens [familiemedlem A] lod sig indskrive på et hospital i Iran, hvis han var profileret i forhold til de iranske myndigheder som følge af sine aktiviteter som peshmerga for [kurdisk parti]. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at nævnet finder det usandsynligt, at ansøgerens [familiemedlem A] skulle være blevet dræbt af den iranske efterretningstjeneste efter flere måneders ophold på hospitalet. Samtidig finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at ansøgerens [familiemedlem C] har kunnet opholde sig i Iran i en længere årrække uden at være blevet forfulgt af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder det i den forbindelse utroværdigt, at det først er under Flygtningenævnets første behandling af sagen, at det er blevet oplyst, at [familiemedlem C] er blevet opsøgt af de iranske myndigheder og har fået ransaget sin bopæl i forbindelse med ansøgerens [familiemedlem A´s] operation i Iran. Flygtningenævnet finder derfor ikke at kunne lægge til grund, at ansøgerens [familiemedlem A] og [familiemedlem B] er profileret i forhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2019/47/HHU
Nævnet meddelte i november 2023 opholdstilladelse (K/B-status) til et ægtepar og tre børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Flygtningenævnet meddelte [i vinteren 2018/2019], Dem, Deres ægtefælle, [A], Deres ægtefælles datter, [B], Deres ægtefælles søn, [C], Deres søn, [D], og Deres datter, [E], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. [I foråret 2023] har De søgt om genoptagelse af Deres asylsag med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og med henvisning til, at De er en afghansk kvinde. [I efteråret 2023] oplyste De, at De også ønsker Deres ægtefælle, [A], Deres ægtefælles hjemmeboende søn, [C], Deres søn, [D], og Deres datter, [E], omfattet af anmodningen. Flygtningenævnet har besluttet at behandle sagen ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har siden koordinationsudvalgets beslutning som udgangspunkt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til afghanske kvinder og piger alene på baggrund af deres køn. Flygtningenævnet har endvidere meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til de pågældendes samboende mandlige ægtefælle og børn i konsekvens heraf. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige udgangspunktet om at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af den konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at De og Deres datter, [E], skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Som konsekvens af Deres opholdstilladelse meddeler Flygtningenævnet tillige opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til Deres ægtefælle, [A], Deres ægtefælles hjemmeboende søn, [C], og Deres søn, [D], som De deler adresse og hustand med. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen.”Løbenummer: Afgh/2023/76/MKTO
Nævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens forklaring om, at der i Tyskland var uroligheder mellem muslimske grupperinger og politiet, at han oplevede at muslimer havde meget magt i Tyskland, hvilket medførte at han ikke følte sig tryg, og at han havde hørt, at der var mange spioner for det iranske regime, som opererer i Tyskland og rapporterer tilbage til de iranske myndigheder. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. De forhold, at klageren under sit ophold i Tyskland på TV så, hvordan der var uroligheder mellem muslimske grupperinger og politiet, og at han oplevede, at muslimer havde meget magt i Tyskland, hvilket medførte, at han ikke følte sig tryg, og at han har hørt, at der i Tyskland er spioner for det iranske regime, som rapporterer tilbage til de iranske myndigheder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at såfremt klageren ved en tilbagevenden til Tyskland skulle føle sig utryg, må klageren henvises til at kontakte de relevante tyske myndigheder. Det af klageren anførte om, at han har hørt, at der er mange spioner for det iranske regime, som opererer i Tyskland og rapporterer tilbage til de iranske myndigheder, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2024/2/EEB
Nævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af et gyldigt visum til Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til indkvarteringsforholdene og at klageren ikke kan få den fornødne beskyttelse i Spanien.Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt et visum, der udløb den [i foråret] 2023 og dermed mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at han ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien den [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at det af baggrundsoplysninger fremgår, at myndighederne i Spanien er under stort pres for at indkvartere alle, der søger om asyl, og at der er alvorlige praktiske forhindringer i at blive registreret som asylansøger, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet er bekendt med, at det spanske asylsystem er behæftet med visse mangler, og at Europa-Kommissionen den 26. januar 2023 har indledt en traktatbrudsprocedure mod Spanien for manglende overholdelse af Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 2013/33 af 26. juni 2013 (modtagedirektivet). Ligeledes er nævnet bekendt med, at der er udfordringer i modtagesystemet i Spanien, hvilket medfører, at asylansøgere ikke altid registreres i asylsystemet og indkvarteres umiddelbart efter at have fremsat ønske om at søge om asyl. Flygtningenævnet bemærker dog i denne forbindelse, at den anmodende medlemsstat som udgangspunkt alene er udelukket fra at overføre en asylansøger til den ansvarlige medlemsstat, når der i forbindelse med eller efter overførslen er en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i EU-chartrets artikel 4 eller EMRK artikel 3, jf. blandt andet principperne i EU-Domstolens dom af 19. marts 2019 i sagen Jawo (C-163/17). I forlængelse af dette bemærkes det, at den spanske regering i januar 2019 udsendte en instruks om, at asylansøgere i Dublin-proceduren ikke skulle udelukkes fra modtagesystemet, med det formål, at Dublin-overførte skulle garanteres adgang til modtagesystemet i Spanien, samt at det af AIDA, Country Report: Spain, udgivet i april 2023, på side 97 fremgår, at den spanske regering i oktober 2022 allokerede 215 millioner euro til at bygge 17 modtagefaciliteter for asylansøgere med henblik på at løse indkvarteringsproblemet. På baggrund af dette må det formodes, at de spanske myndigheder gør en indsats for at sikre overholdelse af deres internationale forpligtelser. Endvidere følger det af AIDA’s rapport på side 96, at der i praksis ikke længere er forskel mellem udfordringerne, som Dublin-overførte og andre asylansøgere oplever i forhold til adgangen til indkvartering, og at de spanske myndigheder prioriterer registreringen af Dublin-overførte. I øvrigt bemærkes det, at Spanien har tiltrådt Flygtningekonventionen, EMRK og EU-charteret, hvorefter der som udgangspunkt gælder en formodning for, henset til Dublinforordningens princip om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, at modtageforholdende og asylproceduren i medlemsstaterne er i overensstemmelse med kravene i de pågældende konventioner. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, uanset de foreliggende oplysninger om mangler i forbindelse med indkvarteringen af asylansøgere i Spanien, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spanien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. For så vidt angår det anførte om, at klageren frygter for sit liv ved en tilbagevenden til Spanien, idet banden, der overfaldt klageren i [hjemland], er bekendt med hans opholdssted i Spanien, kan dette ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren, såfremt han ved en tilbagevenden til Spanien forsat frygter denne bande, må henvises til at rette henvendelse til det spanske politi, idet det spanske politi må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det anførte om, at klageren lider af [psykisk lidelse], kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at klageren, såfremt han fortsat skulle lide af psykiske belastninger ved en tilbagevenden til Spanien, må henvises til at kontakte de relevante spanske sundhedsmyndigheder. Det fremgår af AIDA, Country Report: Spain, udgivet i april 2023, s. 118-119, at spansk lov garanterer fuld tilgang til sundhedssystemet for alle asylansøgere, på lige fod med spanske borgere. Det fremgår desuden, at asylansøgere er garanteret gratis adgang til specialbehandling samt muligheden for psykologisk behandling. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de spanske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder de relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. De spanske myndigheder er herefter forpligtet til at sikre, at klageren modtager de nødvendige helbredsmæssige behandlinger. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Dub-Span/2024/1/YSN
Nævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der havde fået udstedt et visum i Polen, før han indgav sin ansøgning om asyl i Danmark. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til risikoen for frihedsberøvelse og manglende adgang til indkvartering, samt risikoen for at blive nægtet adgang til asylsagsbehandling. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt et visum, der udløb den [i foråret] 2023 og dermed mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at han ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark under henvisning til baggrundsoplysninger vedrørende risikoen for nægtelse af adgang til indkvartering og frihedsberøvelse af asylansøgere. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det følger af AIDA’s rapport ”Country Report: Poland – 2022 Update”, udgivet i maj 2023, side 55 ff., at alle asylansøgere i Polen har adgang til landets modtagecentre, og at der i de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger ikke er oplysninger om, at Dublin-returnees har problemer med at få adgang til disse modtagecentre. Flygtningenævnet finder derfor ikke grund til at antage, at klageren ikke vil have adgang til indkvartering. Nævnet bemærker hertil, at Polen har accepteret at overtage behandlingen af klagerens asylsag. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er grund til at antage, at forholdene på de almindelige modtagecentre i Polen kan anses for behæftet med væsentlige mangler. Af de foreliggende baggrundsoplysninger kan der blandt andet henvises til AIDA’s seneste rapport ”Seeking refuge in Poland: A fact-finding report on access to asylum and reception conditions for asylum sekers”, udgivet den 7. april 2023, side 24f: ”Overcrowding does not appear to be an issue. […] Overall, although some specific aspects could be improved – particularly regarding the provision of more efficient inclusion programmes and better access to medical and psychological services –, reception conditions in Poland appear to have improved in recent years and do not represent a major cause for concern in the country. The centres do not operate at full capacity and many asylum seekers choose to live in the community instead of the centres while receiving financial support. The Polish Supreme Administrative Court has not recently received cases on reception conditions. The national Commissioner for Human Rights has not reported on any major issues affecting the country’s reception system, apart from the centre’s limited preparation for housing people with disabilities and the fact that asylum applicants face problems getting to reception centres after being re-leased from detention.” For så vidt angår det anførte om, at klageren risikerer frihedsberøvelse i Polen, bemærker Flygtningenævnet, at frihedsberøvelse af asylansøgere, herunder også Dublin-returnees, ikke i sig selv er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 og 5, og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheders (EU-Chartret) artikel 4 og 6. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols faste praksis, herunder blandt andet dommen af 29. januar 2008 i sagen Saadi mod Storbritannien (sagsnr. 13229/03), at det i et vist omfang er muligt at frihedsberøve asylansøgere for at fastslå, om ansøgeren har ret til ophold i landet. Det forudsættes, at frihedsberøvelsen sker i overensstemmelse med den nationale lovgivning, at frihedsberøvelsen ikke er vilkårlig, at frihedsberøvelsen sker under passende omstændigheder, og at en frihedsberøvet asylansøger har ret til at indbringe sagen for en domstol, for at denne kan træffe afgørelse om lovligheden af frihedsberøvelsen. Der skal således foretages en konkret vurdering af, om frihedsberøvelse i den konkrete sag er i overensstemmelse med de nævnte bestemmelser i EMRK og EU-Chartret. Flygtningenævnet er opmærksom på, at der ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger i stort omfang sker frihedsberøvelse af asylansøgere i Polen, der overføres til landet i medfør af Dublinforordningen. Nævnet er ligeledes opmærksom på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende sager om frihedsberøvelse af asylansøgere i Polen, og at disse sager hovedsageligt vedrører familier med mindreårige børn. Nævnet bemærker imidlertid også, at det af AIDA’s førnævnte rapport, ”Seeking Refuge in Poland: A Fact-Finding Report on the Access to Asylum and Reception Conditions for Asylum Seekers”, udgivet i april 2023, fremgår, at der er indikationer på, at denne praksis fra og med anden halvdel af 2022 er under opblødning. Det fremgår blandt andet af side 29: “According to the NGO Nomada, which provides assistance at various detention centres, in the second half of 2022 Dublin returnees were not detained upon arrival in most cases, in a change from previous practices. Instead, they were sent to the Border Guard offices on the German border. From that point, it is up to the Border Guard to request detention measures, but in practice many courts seem to have denied approval of these requests over the last few month.” Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at de generelle forhold, som klageren må forventes at blive mødt med i Polen, ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre ham til Polen, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder endvidere, at der heller ikke er konkrete omstændigheder, som kan begrunde, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen. Endelig finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2023/10/EEB
Nævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var i besiddelse af et gyldigt visum til Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren ved en tilbagevenden til Frankrig vil blive henvist til at leve på gaden uden adgang til vand, mad og lægebehandling. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af søgeresultatet i VIS, at klageren [i sommeren 2023] har fået udstedt et visum til Frankrig med gyldighed i perioden [nærmere bestemt dato i sommeren 2023] til [nærmere bestemt dato i sommeren 2023]. Efter de foreliggende oplysninger er Frankrig derfor forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 22, stk. 7, såkaldt accept by default, og Frankrig er dermed ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at der fortsat mangel på indkvarteringsmuligheder for asylansøgere og Dublinoverførte i Frankrig, og at der i den forbindelse er udfordringer med at få dækket basale behov, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Frankrig som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er konkrete holdepunkter for at antage, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser, eller at en overførsel af klageren til Frankrig vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller EU’s charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Frankrig er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Fran/2024/1/sme
Nævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Finland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Finland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerens sag realitetsbehandles i Danmark, jf. Dublinforordningens art. 17, stk.1.Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Finland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Finland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Finland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Finland [i efteråret 2023] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Finl/2024/1/sme
Nævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra [by] i Rif Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter forfølgelse af de syriske myndigheder, idet hun som følge af sit ægteskab med en herboende syrer, der har unddraget sig militærtjeneste, vil blive opfattet som modstander af det syriske styre. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i [efteråret] 2021 i Irak indgik ægteskab med sin ægtefælle, der i [foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, på baggrund af militærunddragelse. Ansøgerens og ægtefællens familier var bekendte, og efter at have mistet kontakten i forbindelse med krigen begyndte ansøgeren og hendes ægtefælle i starten af 2021 at skrive sammen. I [sommeren] 2021 rejste ansøgeren sammen med sin far til [by] for at møde sin kommende ægtefælle. De indgik ægteskab i [efteråret] 2021, ligeledes i Irak. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter forfølgelse af de syriske myndigheder, fordi hun udrejste illegalt af Syrien i 2022. Ansøgeren var nødsaget til at rejse igennem områder, hvor islamistiske grupper havde kontrol, hvilket hun kun overlevede, fordi hun var i selskab med en agent. Ved en tilbagevenden til Syrien vil ansøgeren skulle rejse igennem denne type områder igen, men denne gang uden en agent til at hjælpe sig, hvilket vil medføre en risiko for, at islamistiske grupper vil kidnappe hende, udsætte hende for umenneskelig behandling eller slå hende ihjel. Ansøgeren har som asylmotiv desuden henvist til, at hendes [familiemedlem] har været fængslet i fire måneder og dernæst tvunget til militærtjeneste, og at han efterfølgende, formentlig i [sommeren] 2023, er deserteret fra tjenesten, hvorfor ansøgeren også af den grund vil være i de syriske myndigheders søgelys. Hun har endvidere under mødet i Flygtningenævnet oplyst, at store dele af hendes familie er udrejst af Syrien, fordi de er blevet chikaneret som følge af, at [familiemedlemmet] er deserteret. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til de generelle forhold i Rif Damaskus og Damaskus samt til, at hun gennem hele sit liv har oplevet diskrimination som følge af hendes kurdiske baggrund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren søgte familiesammenføring med sin herboende ægtefælle i [efteråret] 2021. Ansøgeren blev meddelt afslag på ansøgningen i [foråret] 2022 og indrejste herefter i Danmark i [efteråret] 2022. Det fremgår af advokatens indlæg af [dato] 2024 til Flygtningenævnet, at ansøgeren har oplyst, at hendes [familiemedlem] deserterede fra militærtjeneste i sommeren 2023, og at familien ikke har haft kontakt til ham siden. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at hendes familie i Syrien umiddelbart herefter blev udsat for trusler om bortførelse og afpresning, ligesom der blev foretaget ransagninger på bopælen, og at dele af familien, herunder ansøgerens forældre, derfor er udrejst af landet. Ansøgeren var i [efteråret] 2023 i telefonisk kontakt med Udlændingestyrelsen vedrørende asylsagen, uden at hun i den forbindelse fremkom med oplysninger om [familiemedlemmets] desertion og de repressalier, som familien var udsat for. Sidstnævnte fremgår heller ikke af advokatens indlæg til Flygtningenævnet. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om disse forhold har været ganske overordnet og ikke har fremstået troværdig. Forklaringen har på væsentlige punkter været divergerende, herunder vedrørende kontakten til [familiemedlemmet], den tidsmæssige sammenhæng mellem repressalierne og familiens udrejse, hvilke familiemedlemmer, der er udrejst af Syrien mv. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om disse forhold. Herefter og af de grunde, Udlændingestyrelsen i øvrigt har anført, tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke – heller ikke ved inddragelse af kumulative forhold og det forsigtighedsprincip, der skal anvendes i sager vedrørende Syrien – har sandsynliggjort, at hun er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at de generelle forhold i Rif Damaskus ikke er af en sådan karakter, at de kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, idet det bemærkes, at afgørelsen også omfatter ansøgerens barn. Syri/2024/1/tps
Nævnet stadfæstede i december 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er sunnimuslim og født i Danmark af somaliske forældre. Hans far tilhører klanen […], subklanen […], mens hans mors klan er ukendt. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har [beskrivelse af politiske aktiviteter] ud i [bydel] for [politisk parti] i forbindelse med en valgkampagne, men har ikke i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er i risiko for en afledt konflikt i Somalia, som følge af [sin fars] politiske aktiviteter i Somalia. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans far var [beskrivelse af farens aktiviteter mod al-Shabaab], og at han udrejste fra Somalia, blandt andet fordi han – og dermed også hans familie – var eftersøgt af al-Shabaab. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive bortført eller slået ihjel eller udsat for afpresning og diskrimination af al-Shabaab eller den somaliske befolkning som følge af hans vestliggørelse. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han har [beskrivelse af ansøgerens fysiske kendetegn], at han ikke kan tale flydende somali, og at han kommer fra Danmark. Derudover har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv henvist til sin påklædning og til sine vestlige værdier. Derudover har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvangsrekrutteret til militante grupperinger. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at al-Shabaab muligvis vil se det som en fordel, at ansøgeren kan tale engelsk. Endeligt har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel, som følge af en eventuel klankonflikt mellem hans mors klan og en anden klan. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han ikke har kendskab til sin mors klanforhold i Somalia. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Det kan ikke lægges til grund, at ansøgeren er i risiko for forfølgelse eller overgreb som følge af, at han er født og opvokset i Danmark og derfor er præget af danske værdier, eller som følge af hans påklædning og udseende, herunder [beskrivelse af fysiske kendetegn], eller som følge af at han ikke er praktiserende muslim. Flygtningenævnet lægger vægt på, at selv om det fremgår af baggrundsoplysningerne, at ”vestliggjorte” - herunder ved manglende praktisering af islam - måske kan blive udsat for socialt pres og stigma, er der ikke grundlag for at antage, at de vil blive udsat for egentlige overgreb eller forfølgelse. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren er vokset op i en somalisk familie, og derfor må antages at have et grundlæggende kendskab til kulturen og til islam, ligesom han taler og forstår lidt somalisk. Han er således ikke uden forudsætninger for at kunne etablere sig i Somalia. Det kan heller ikke lægges til grund, at ansøgeren er i risiko for forfølgelse eller overgreb som følge af sine forældres forhold. Flygtningenævnet bemærker, at der intet fremgår af ansøgerens forældres sagsakter om de forhold, som ansøgeren har henvist til. Ansøgerens far har i sit asylskema af [dato i begyndelsen af 1990’erne] henviste til, at han flygtede fra Somalia på grund af usikkerhed, krig mellem klanerne og sult, at han ikke var medlem af en oprørsgruppe eller bevægelse og aldrig har arbejdet for nogen form for foreninger. Det må derfor lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være en helt uprofileret ung mand. Ansøgerens mor har frafaldet sin ansøgning om asyl og har søgt om familiesammenføring i stedet for. De generelle forhold i Somalia, herunder med hensyn til den generelle risiko for tvangsrekruttering og for klankonflikter, kan efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger ikke føre til, at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i efteråret 2023].” Soma/2023/25/DH
Nævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Georgien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har oplyst, at han er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra [landsby], Tjetjenien, Rusland. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet meddelte [i vinteren 2015-2016] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygtede at blive tilbageholdt og slået ihjel af myndighederne, fordi han var flygtet fra myndighederne. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2022 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren bevidst har afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med sin asylsag. Udlændingestyrelsen har i den forbindelse lagt til grund, at klageren er georgisk statsborger. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at klageren er eftersøgt af de tjetjenske myndigheder, fordi han efter at have været tilbageholdt og udsat for overgreb er flygtet fra myndighederne, der har anklaget hans [familiemedlem] for at hjælpe oprørere. Klageren har endvidere henvist til, at han har opnået en sådan stærk tilknytning til Danmark, at nægtelse af forlængelse af hans opholdstilladelse vil indebære et uforholdsmæssigt indgreb i hans ret til privat- og familieliv, jf. EMRK art. 8. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om asylmotivet, herunder om hans statsborgerskabsforhold, til grund. I forbindelse med Flygtningenævnets behandling af klagesagen er der i [efteråret] 2022 via Udenrigsministeriet blevet iværksat en høring af de georgiske myndigheder i forlængelse af de høringer, der har været iværksat af Udlændingestyrelsen. Det georgiske udenrigsministerium har i en besvarelse af [sommeren] 2023 anført følgende: ”… The citizen is listed as [navn] (born on [dato]), and he is considered as a citizen of Georgia, according to the data kept in the State Services Development Agency’s unified electronic database. …” I en supplerende udtalelse af [sommeren] 2023 har det georgiske udenrigsministerium anført bl.a.: ”Parents of [navn] (date of birth: [dato]) of birth certificate N12 are indicated: father – [navn], (born on [dato]) mother – [navn] (date of birth: [dato]). A change has been made in the column of the father’s name in the record of the birth certificate without verification. In addition, the consular department has to hand over to the embassy a copy of the photo of [navn], submitted during the issuance of the Georgian citizen’s passport, provided by the State Services Development Agency.” Det fotografi, der er nævnt i udtalelsen, har sammen med et fotografi, der er taget af Udlændingestyrelsen i 2014, været underkastet en undersøgelse hos Nationalt ID-center med henblik på ansigtssammenligning. Af Nationalt ID-centers udtalelse af [efteråret] 2023 fremgår, at centerets analyse i overvejende grad understøtter, at det fremsendte materiale viser den samme person (+2). Det fremgår videre af udtalelsen, at denne konklusion angiver, at resultatet for ansigtssammenligningsundersøgelsen taler for, at det fremsendte fotomateriale, med en overvejende grad af sandsynlighed, viser den samme person. Der er således en større overvægt af ligheder frem for forskelle i det fremsendte materiale. På denne baggrund, og i øvrigt af de grunde, der er anført herom af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [foråret] 2022 om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse, finder Flygtningenævnet, at myndighederne har løftet bevisbyrden for, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig, og at han på tidspunktet for opnåelse af opholdstilladelsen i 2015 ikke var i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7 i sit hjemland, idet det lægges til grund, at han er statsborger i Georgien og efter indholdet af de indhentede udtalelser fra den georgiske ambassade, der også indeholder oplysninger om de georgiske myndigheders oplysninger om hans forældre og om hans georgiske fødselsattest (N12), også var georgisk statsborger på tidspunktet for meddelelsen af opholdstilladelsen i Danmark i 2015. Den af klageren fremsendte folkeregisterudskrift af [sommeren] 2022, som klageren har indhentet i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af sagen, og de kort forud for nævnsmødet fremlagte fotografier, kan ikke føre til en anden vurdering. I lyset af de øvrige oplysninger, der fremgår af de indhentede udtalelser fra de georgiske myndigheder, kan det heller ikke føre til en anden vurdering, at der er anvendt forskellige stavemåder vedrørende klagerens navn i udtalelserne. Flygtningenævnet finder heller ikke grundlag for at fastslå, at klageren ved en tilbagevenden til Georgien, hvor han efter det oplyste har været på ferieophold to gange efter indrejsen i Danmark, vil være i nogen asylrelevant risiko. Den omstændighed, at klageren frygter en russisk invasion i Georgien, kan ikke føre til en anden vurdering, da denne frygt ikke er underbygget og beror på klagerens egen formodning. Klageren har derfor ikke sandsynliggjort, at han på dette grundlag vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ved en tilbagevenden til Georgien. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse er opfyldt, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Det følger af det ovenfor anførte, at Flygtningenævnet - uanset de af den beskikkede advokat fremsatte indsigelser mod udtalelserne fra de georgiske myndigheder - ikke finder grundlag for på ny at udsætte sagen med henblik på indsættelse af supplerende oplysninger fra de georgiske myndigheder om bl.a. tidspunktet for, hvornår klageren fik udstedt det georgiske pas med det fotografi, som er indgået ved ansigtssammenligningen. Spørgsmålet er herefter, om Danmarks internationale forpligtelser uanset den udviste svig er til hinder for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Af de grunde, der er anført herom af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [foråret] 2022, og idet oplysningen om at klageren nu på ny har fået arbejde, og at han har oplyst, at han har mange venner og bekendte i Danmark, herunder danskere, polakker og tjetjenere, ikke kan føre til et andet resultat, tiltræder nævnet, at en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig EMRK artikel 8 om beskyttelse af retten til privatliv og familieliv. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Geor/2024/1/EEB
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst 2022.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og kristen af trosretning fra [hjemby], Nigeria. Ansøgeren har oplyst, at han er medlem af Indigenous People of Biafra (IPOB), og at han har været aktiv og ledende medlem siden [vinteren 2014/2015]. Ansøgeren var også medlem før [vinteren 2014/2015], men på det tidspunkt havde han ikke en særlig aktiv rolle. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de nigerianske myndigheder, idet han er aktiv medlem af IPOB, og fordi han har haft en central rolle i arrangeringen af demonstrationer for IPOB. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han efter [vinteren 2014/2015] har været med til at arrangere demonstrationer og deltaget i omkring 10 – 15 demonstrationer. Dette indtil sin udrejse af Nigeria. Til demonstrationerne gik ansøgeren forrest. Ansøgerens familiemedlemmer herunder hans [familiemedlem A], [familiemedlem B] og [familiemedlem C] var også medlem af IPOB. I [efteråret] 2014 blev ansøgerens families hus brændt ned af myndighederne. I den forbindelse døde ansøgerens familiemedlemmer. Familiemedlemmernes lig blev taget væk af myndighederne. Herefter skjulte ansøgeren sig i Nigeria indtil [foråret] 2015, hvor han udrejste legalt med visum til [et europæisk land]. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med de nigerianske myndigheder, der kan føre til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaringer såvel ved [samtale A] [i foråret] 2022 som ved [samtale B] [i sommeren] 2023 og endelig i Flygtningenævnet d.d., har været upræcise og udbyggende. Ansøgerens forklaringer om asylmotivet har endvidere, selv med hensyntagen til visse sprogvanskeligheder, været indbyrdes modstridende på helt centrale punkter. Ansøgeren har forklaret, at han blev medlem af IPOB i 2013, og at han allerede i 2014 fik en ledende rolle i organisationen vedrørende demonstrationer. Han har, trods detaljeret udspørgen herom, været ude af stand til at forklare, hvorfor han blev udset til en ledende rolle, bortset fra generelle bemærkninger om, at han angiveligt skulle være god til at bringe folk sammen. Ansøgeren har forklaret, at han var med til at arrangere, og deltog i, en såkaldt [nærmere bestemt demonstration] […] Denne demonstration blev søgt opløst af myndighederne, der i den forbindelse efter ansøgerens forklaring anvendte såvel [et nærmere bestemt redskab A] som [et nærmere bestemt redskab B] med det resultat, at mange deltagere blev dræbt eller såret. Denne demonstration, der fandt sted i slutningen af 2014, og ansøgerens deltagelse heri, var den direkte anledning til, at han blev eftersøgt af de nigerianske myndigheder, som opsøgte ansøgerens hjem, og dræbte hele hans familie. Både over for Udlændingestyrelsen og for Flygtningenævnet har ansøgeren haft meget vanskeligt ved at forklare præcis, hvornår hans familie blev dræbt, men det var denne hændelse, der førte til, at han besluttede at forlade Nigeria, hvilket skete i [foråret] 2015. I Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han efter drabet på hans familie blev hjulpet af venner fra IPOB-organisationen til at få et pas og et visum til [et europæisk land], og at han derefter udrejste legalt, dog således at der måtte betales bestikkelse til ansatte i lufthavnen. Foreholdt, at passet er udstedt allerede i [vinteren 2014/2015] og i øvrigt indeholder visa og stempler fra adskillige lande i 2014 har ansøgeren forklaret, at passet ikke måtte virke nyt, og derfor forsynede dem, der hjalp ham, passet med stempler og visa, der dog ikke dækker over reel rejseaktivitet, idet ansøgeren før [i foråret] 2015 aldrig havde været ude af Nigeria. Foreholdt, at der i passet er et visum til [et europæisk land] udstedt [i efteråret] 2014, altså længe før passet kom i hans besiddelse, har ansøgeren forklaret, at han før fik et visum, hvor der kun var [12 - 15] dages gyldighed tilbage, og at han derfor måtte have et nyt. Gjort opmærksom på, at førstnævnte visum udløb allerede primo [efteråret] 2014, har ansøgeren ikke kunnet redegøre for baggrunden herfor. Denne forklaring skal sammenholdes med, at ansøgeren ved [samtale A] [i foråret] 2022, side 8, forklarede, at han fik visum i [efteråret] 2014, men på daværende tidspunkt, altså før hans familie blev dræbt, ikke havde råd til at rejse. Dette skal atter sammenholdes med, at ansøgeren ved [samtale B] [i sommeren] 2023, side 15, forklarede, at han havde søgt visum allerede i [efteråret] 2014, men ikke kunne rejse af økonomiske grunde. Her forklarede ansøgeren i øvrigt, at han på daværende tidspunkt var blevet truet, og derfor søgte visum. Ved møde i Flygtningenævnet d.d. forklarede han imidlertid, at han og hans familie ikke havde haft kontakt med myndighederne i forbindelse med hans aktiviteter for IPOB før den omtalte [nærmere bestemt demonstration] og drabet på familien. Vedrørende ansøgers families tilknytning til IPOB har ansøgeren i Flygtningenævnet forklaret, at hans [familiemedlem A] var veteran fra [en nærmere bestemt krig] i [midt 1900’erne]. Ansøgeren har dog tidligere udtalt, jf. [samtale B] [i sommeren] 2023, side 15, at [familiemedlem A] ikke var [stillingsbetegnelse]. Vedrørende den videooptagelse, som ansøgeren har fremlagt, og som angiveligt viser, at repræsentanter for de nigerianske myndigheder fremsætter trusler mod ansøgeren, bemærker Flygtningenævnet, at det forekommer påfaldende og usandsynligt, at myndighederne skulle fremstille en sådan optagelse flere år efter, at ansøgeren har forladt Nigeria. Han har endvidere ved [samtale B] [i sommeren] 2023, side 14, forklaret, at videoen var postet på IPOB’s offentlige [sociale medie] gruppe, og at han fik den via sin ven, [D], kort inden [D] døde i 2022. Ved møde i Flygtningenævnet har han forklaret, at videoen er fra 2017, og at den blev omtalt på et møde i IPOB, og at han derefter blev gjort opmærksom på den. Flygtningenævnet finder herefter, og efter at have set videoen, at den ikke understøtter ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet finder endvidere, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han har opholdt sig i [et europæisk land] fra foråret 2015 til foråret 2022 uden at søge asyl på trods af, at han efter sin forklaring var eftersøgt af de nigerianske myndigheder. I forhold til ansøgerens aktiviteter i [et europæisk land] og Danmark for IPOB finder Flygtningenævnet, at det har et så begrænset omfang og en så beskeden udbredelse, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han med denne aktivitet er blevet profileret i forhold til de nigerianske myndigheder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2024/1/sme
Nævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk nubi og muslim af trosretning fra [by], Egypten. Ansøgeren har været politisk aktiv, idet han herom har oplyst, at han har været tilknyttet [forening], hvor han har diskuteret […]. Ansøgeren har videre oplyst, at han har deltaget i fem eller seks demonstrationer i forbindelse med revolutionen i Egypten i 2011, og at han har udtalt sig myndighedskritisk på [socialt medie] i [en årrække]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han som følge af forholdene for etniske nubier i Egypten risikerer at blive udsat for diskrimination ved en tilbagevenden til landet. Ansøgeren har til støtte herfor anført bl.a., at nubier ikke har nogle rettigheder i Egypten, og at de ofte oplever diskrimination. Ansøgeren og hans familie har oplevet problemer med adgang til uddannelses- og sundhedssystemet samt arbejdsmarkedet i Egypten grundet deres etnicitet. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at blive fængslet af de egyptiske myndigheder, fordi han er eftersøgt som følge af sine myndighedskritiske udtalelser på [socialt medie]. Ansøgeren har til støtte herfor anført bl.a., at han har deltaget i møder i [forening] i [by], hvor han har udtalt sig kritisk om forholdene for etniske nubier i Egypten, og hvor han har fremsat ønske om erstatning, fordi hans families jord blev beslaglagt af de egyptiske myndigheder i [årstal]. Ansøgeren er på den baggrund blevet afhørt af de egyptiske myndigheder på et tidspunkt [i 2000’erne]. Ansøgeren stoppede herefter med at tale om nubier rettigheder. Under revolutionen i 2011 deltog ansøgeren i fem eller seks demonstrationer, og efterfølgende har han udtalt sig kritisk om de egyptiske myndigheder på [socialt medie]. Kritikken var baseret på de manglende rettigheder for etniske nubier i Egypten. Kort tid forud for sin udrejse af Egypten fik ansøgeren at vide, at hans navn fremgår af en myndighedsliste over eftersøgte personer, og ansøgeren valgte derfor at udrejse af landet. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin kærestes familie, som han har en langvarig og uafsluttet konflikt med. Ansøgeren har til støtte herfor anført bl.a., at han har en kæreste i Egypten, og at han har en konflikt med kærestens familie, der har sin baggrund i, at ansøgeren og kæresten for mange år siden ønskede at gifte sig, hvilket kærestens familie modsatte sig. Familien anmeldte ansøgeren til politiet for bortførsel for at forhindre forholdet, men sagen mod ansøgeren blev frafaldet, da politiet fandt ud af, at anmeldelsen var sket på falsk grundlag. Ansøgerens kærestes [familiemedlem] overfaldt for [fem-ti] år siden ansøgeren og stak ham med en kniv, hvilket ansøgeren valgte ikke at anmelde til politiet. Familien har herefter yderligere to gange forsøgt at overfalde ansøgeren på gaden, senest [et antal måneder] forud for udrejsen, men begge overfald blev forhindret af ansøgerens venner. Flygtningenævnet har lagt til grund, at ansøgeren er etnisk nubier. Uanset at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger tillige må lægges til grund, at denne etniske minoritet er udsat for visse former for diskrimination i Egypten, finder Flygtningenævnet af de grunde, som er anført af Udlændingestyrelsen, at de generelle forhold for etniske nubier i Egypten ikke er af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til asyl. Det tiltrædes, at heller ikke ansøgerens individuelle forhold kan føre til asyl på dette grundlag. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at han er eftersøgt af de egyptiske myndigheder, ikke kan lægges til grund. Nævnet har ved denne vurdering navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvem der har oplyst ham om, at hans navn skulle fremgå af sikkerhedstjenestens liste over eftersøgte personer, at ansøgeren har forklaret usammenhængende og mindre troværdigt om sine regimekritiske opslag på en [brugerprofil på socialt medie], som nu er lukket og ikke længere kan tilgås, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvornår han senest er blevet opsøgt af de egyptiske myndigheder, og at ansøgeren ikke har oplevet problemer i forbindelse med, at han fik udstedt nationalitetspas, ID-kort og kørekort i 2019 eller 2020. Det tilføjes, at ansøgeren først ansøgte om asyl, efter at han i [efteråret] 2022 blev administrativt udvist af Udlændingestyrelsen med indrejseforbud i 2 år. Flygtningenævnet finder herefter som Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en konflikt med de egyptiske myndigheder og derfor vil være i risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Egypten. Flygtningenævnet har i overensstemmelse med ansøgerens forklaring – selv om forklaringen på visse punkter fremstår som mindre sandsynlig – lagt til grund, at ansøgeren har en uafsluttet konflikt med sin kærestes familie. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at den pågældende konflikt har en sådan karakter og intensitet, at den kan medføre asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet har ved denne vurdering navnlig lagt vægt på, at konflikten går langt tilbage i tid, at de to seneste sammenstød med ansøgerens kærestes [familiemedlem], [navn], alene har resulteret i verbale konfrontationer, og at ansøgeren efter de foreliggende baggrundsoplysninger vil kunne søge myndighedsbeskyttelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Egyp/2024/1/leud
Nævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Schweiz i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Schweiz. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Schweiz, og klagerens frygt for refoulement. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Schweiz. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Schweiz er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Schweiz dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Schweiz [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at der i Schweiz er utilstrækkelige modtage- og indkvarteringsforhold, og at klageren ved en tilbagevenden til landet frygter at blive udsendt til [land], kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Schweiz har tiltrådt Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne. Der gælder således en formodning for, at behandlingen af ansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er konkrete holdepunkter for at antage, at Schweiz ikke lever op til sine internationale forpligtelser, eller at en overførsel af klageren til Schweiz vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller EU’s charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Schweiz er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Schweiz, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Heller ikke det forhold, at klageren lider af [lidelse] kan føre til, at sagen skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det må antages, at klageren i Schweiz vil kunne få medicin og modtage behandling herfor, såfremt dette måtte blive nødvendigt. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Schw/2023/3/CARA
Nævnet omgjorde i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2001 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2019 idømt fængsel i to år og seks måneder for overtrædelse af [bestemmelser i straffeloven, våbenloven og lov om euforiserende stoffer] samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Udlændingestyrelsen havde vurderet, at udlændingelovens § 31 ikke var til hinder for udsendelse af klageren. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes. Klageren er etnisk hazara fra [by], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at han er blevet kristen her i landet og grundet sin konversion til kristendommen frygter for sin sikkerhed ved en tilbagevenden til sit hjemland. Klageren har endvidere som asylmotiv fortsat henvist til, at han frygter sin [nære familiemedlems] fjender. Klageren har videre som asylmotiv primært henvist til, at han ved tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive udsat for forfølgelse fra Taliban, idet han fremstår og vil blive betragtet som vestliggjort. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han har opholdt sig i Danmark i mere end [15-20] år og ikke vil kunne falde naturligt ind i lokalmiljøet. Flygtningenævnet bemærker, at Flygtningenævnet fortsat ikke kan lægge klagerens forklaring om sine asylmotiver, herunder klagerens konversion til kristendommen, til grund. Flygtningenævnet henviser herom til Flygtningenævnets tidligere afgørelser og bemærker, at klagerens forklaring og fremtræden under nævnsmødet ikke har bestyrket, at konversionen er reel. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at han er i risiko for forfølgelse fra Taliban, idet han vil blive betragtet som "vestliggjort", herunder fordi han har tilegnet sig vestlig levevis og kultur og har begrænsede sprogkundskaber i dari, bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at forholdene for vestliggjorte og den risikovurdering, der skal foretages i den forbindelse ved en tilbagevenden til Afghanistan, i baggrundsmaterialet blandt andet er beskrevet i pkt. 3.13 og pkt. 3.14 i EUAA, Country Guidance: Afghanistan, fra januar 2023. Flygtningenævnet bemærker i forlængelse heraf, at det blandt andet af ovenfor nævnte rapport fremgår: “…Individuals perceived as “Westernized”..... The individual assessment of whether there is a reasonable degree of likelihood for the applicant to face persecution should take into account risk-impacting circumstances, such as: the behaviour adopted by the applicant, visibility of the applicant, area of origin and conservative environment, gender (the risk is higher for women), age (it may be difficult for children of certain age to (re-)adjust to Afghanistan's social restrictions), duration of stay in a western country, etc. …" Af referatet fra Flygtningenævnets koordinationsudvalgsmøde den 8. august 2022 fremgår det herudover blandt andet, at vedrørende spørgsmålet om "westenization" var der blandt medlemmerne enighed om, at det relevante for asylvurderingen er, om klageren efter en samlet vurdering har en sådan erfaring med livet i Afghanistan, at klageren vil kunne genoptage sit liv der på en sådan måde, at den pågældende ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Herom bemærker nævnet, at klageren i 2001 som [8-11 årig] udrejste af Afghanistan og indrejste i Danmark. Han har haft sin skolegang samt sin ungdom i Danmark, hvor han har levet et ungdomsliv på danske præmisser. Han drikker alkohol og spiser dansk mad. Han må, uanset at han ikke kan anses reelt at være konverteret til kristendommen, anses for at leve som en ”kulturkristen” i Danmark. Han har haft en dansk kæreste og har et barn på nu [0-3 år] med denne. Han taler flydende dansk, og nævnsmødet er gennemført på dansk. Han har tatoveringer, herunder en tatovering der må anses som uforenelig med islam. Han taler begrænset dari, men ikke pashto. Han må anses for at have en meget begrænset tilknytning til Afghanistan, hvor han efter det oplyste ikke har familie eller øvrigt netværk. Hertil kommer, at klageren lider af blandt andet [diagnose A] og [diagnose B] og tager en større mængde medicin herfor. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering, at klageren har sandsynliggjort, at han ikke vil kunne etablere sig i Afghanistan uden at påkalde sig Talibans opmærksomhed, således at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 31, stk. 2, må en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet tiltræder, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren. Efter udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal således foretages en proportionalitetsafvejning, hvori indgår grovheden af den begåede forbrydelse over for eventuelle særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der kan tale for at give klageren opholdstilladelse. Der skal således tages stilling til, om flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse. [Flygtningenævnets stillingtagen til udsættelse af sagen]. Flygtningenævnet bemærker, at Flygtningenævnet efter en konkret vurdering og henset til sagens forløb heller ikke finder grundlag for at hjemvise sagen, fordi Udlændingestyrelsen ikke har partshørt klageren om, hvorvidt han anser sig som en fare for samfundet, forud for Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2021. Klageren er ved [landsrettens] ankedom af [sommeren] 2020 idømt fængsel i to år og seks måneder for overtrædelse af [bestemmelse i straffeloven]. Flygtningenævnet finder, at klageren må anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2’s forstand. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået og (6) klagerens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den alvorlige karakter af den kriminalitet, der er begået i 2019, sammenholdt med længden af den idømte frihedsstraf på 2 år og 6 måneder og klagerens personlige forhold, at klageren tillige må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet lægger ved vurderingen vægt på karakteren af kriminaliteten, hvor klageren er dømt for [gerningsbeskrivelse]. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at klageren tidligere er straffet flere gange med fængsel for personfarlig kriminalitet og også for overtrædelse af våbenloven. Det kan heroverfor ikke tillægges afgørende betydning, at klageren ikke er straffet for kriminalitet efter sin løsladelse i [sommeren] 2021, at han har et barn, og at der ikke foreligger belastende oplysninger om klagerens opførsel under afsoningen og på udrejsecenteret. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af de begåede forbrydelser i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give ansøgeren opholdstilladelse. Klageren, der er [i starten af 30’erne], indrejste i Danmark i 2001. Klageren taler flydende dansk. Klageren har et barn med en tidligere kæreste, og klagerens mor og flere søskende, som han har kontakt med, bor i Danmark. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den begåede kriminalitet og klagerens personlige forhold, at der ikke foreligger omstændigheder som nævnt i udlændingelovens § 10, stk. 3, der kan begrunde, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2023/73/kdo
Nævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klageren var blevet udsat for chikane af det svenske politi, og at han var bange for, at han igen skulle bo på gaden i Sverige. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning i Sverige den [dato i sommeren] 2014. Den [dato i vinteren 2021/2022] tilbagekaldte de svenske myndigheder opholdstilladelsen, og han blev i stedet meddelt opholdstilladelse som flygtning med subsidiær beskyttelse i Sverige. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Sverige, samt at klageren i Sverige vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Sverige, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det forhold, at klageren har oplyst, at han bliver chikaneret af de svenske myndigheder, når han retter henvendelse til disse, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af akter, som de svenske myndigheder har sendt til Udlændingestyrelsen, at de svenske myndigheder i afgørelse af [dato i vinteren 2021/2022] har taget stilling til hans ansøgning om [beskrivelse af indhold af ansøgning], meddelt afslag herpå og vejledt om muligheden for at klage. Nævnet har derudover lagt vægt på, at han selv har oplyst, at han modtog hjælp til at finde en bolig, da han ankom til Sverige, har modtaget sprogundervisning, og at han ikke har oplevet problemer med at få lægebehandling. Det er på denne baggrund Flygtningenævnets vurdering, at de svenske myndigheder må antages at have den fornødne evne og vilje til at yde en tilstrækkelig beskyttelse af klagerens personlige integritet og sikkerhed. Klageren kan henvises til at rette henvendelse til eventuelle overordnede myndigheder, hvis han ønsker at klage over den behandling, myndighederne har givet ham. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” § 29 b-Sve/2024/1/DH
Nævnet omgjorde i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt konventionsstatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte:”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i efteråret] 2022 er meddelt flygtningestatus i Grækenland, og at hans opholdstilladelse er gyldig frem til [efteråret] 2025. Det er i den forbindelse lagt til grund, at der er tale om en såkaldt ADET. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) bl.a.: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på bl.a., om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor m.v. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få den pågældendes ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Om forholdene i Grækenland for anerkendte flygtninge. Forholdene for anerkendte flygtninge i Grækenland er beskrevet i bl.a. AIDA, Country Report: Greece: 2022 update, side 222 ff. (herefter AIDA-rapporten) og i RSA (Refugee Status Aegean), Pro Asyl (Network of German Refugee Council), Beneficiaries of international protection in Greece; Access to documents and socio-economic rights fra marts 2023 (hereafter RSA-rapporten). Om boligforholdene for anerkendte flygtninge fremgår bl.a. af AIDA-rapporten side 243 ff.: “According to Article 29 Asylum Code beneficiaries of international protection should enjoy the same rights as Greek citizens and receive the necessary social assistance, according to the terms applicable to Greek citizens. However, administrative and bureaucratic barriers, lack of state-organised actions in order to address their particular situation, non-effective implementation of the law, and the impact of economic crisis prevent international protection holders from the enjoyment of their rights, which in some cases may also constitute a violation of the of principle of equal treatment enshrined in L.3304/2005, transposing Directives 2000/43/EU and 2000/78/EU. … Moreover, a number of measures restricting the access of recognised beneficiaries of international protection to social benefits and accommodation were announced in March 2020. As stated by the Minister for Migration and Asylum, “our aim is to grant asylum to those entitled within 2-3 months and from then on we cut any benefits and accommodation, as all this works as a pull factor […] Greece is cutting these benefits. Anyone after the recognition of the asylum status is responsible for himself”. Indeed, an amendment to the asylum legislation in early March 2020 states that “after the issuance of the decision granting the status of international protection, material reception conditions in form of cash or in kind are interrupted. Said beneficiaries residing in accommodation facilities, including hotels and apartments have the obligation to leave them, in a 30-days period since the communication of the decision granting international protection”. … There is a serious information gap on the issue of the access of beneficiaries of international protection to housing. Recent research found that 18 out of 64 beneficiaries of international protection are homeless or in precarious housing conditions, 14 out of 64 are at an immediate risk of being homeless (living in ESTIA or camp after their recognition). A total of 32 out of 64, i.e. 50% of all beneficiaries of international protection live in precarious housing conditions. In general terms and according to the law beneficiaries of international protection have access to accommodation under the conditions and limitations applicable to third-country nationals residing legally in the country. As has been mentioned, there is limited accommodation for homeless people in Greece and no shelters are dedicated to recognised refugees or beneficiaries of subsidiary protection. There is no provision for financial support for living costs. In Athens, for example, there are only four shelters for homeless people, including Greek citizens and third-country nationals lawfully on the territory. At these shelters, beneficiaries of international protection can apply for accommodation, but it is extremely difficult to be admitted given that these shelters are always overcrowded and constantly receiving new applications for housing. According to GCR’s experience, those in need of shelter who lack the financial resources to rent a house remain homeless or reside in abandoned houses or overcrowded apartments, which are on many occasions sublet.” I RSA-rapporten fremgår bl.a., at der er en høj risiko for hjemløshed blandt ankerkendte flygtninge i Grækenland. Det anføres herunder således: “High risks of homelessness and destitution persist among people granted international protection in Greece, given that access to the necessary documents and resources to secure accommodation is not possible within the 30-day deadline left to persons to vacate their reception places upon obtaining international protection. These risks have been exacerbated by the termination of the ESTIA programme, whose status holder beneficiaries became homeless. Even beneficiaries of international protection who have gone through the HELIOS programme are yet again at risk of homelessness after their rental subsidies come to an end. As mentioned above, as many as 17,251 beneficiaries have ceased receiving the subsidies. These persons are unable to continue renting property and most end up homeless on the street. Crucially, entry into the Controlled Access Reception Facilities, as officially termed now, has become increasingly restricted due to the roll-out of entry and exit control systems across mainland refugee camps. Those beneficiaries of international protection who remain in camps as unregistered residents have no access to food or other services. They regularly receive orders by the camp management to leave, often accompanied by threats to involve the Police, and therefore live under constant fear of eviction. This critical situation has been highlighted by the European Commission, which “has raised the issue of discontinuation of material reception support including food to protection status holders… with the Greek authorities on several occasions” and “has repeatedly called upon the Greek authorities to ensure all persons, particularly the vulnerable receive basic means of subsistence, notably, food and hygiene products.” Status holders could in theory seek access to short-term homeless shelters offering accommodation for three to six months. However, homeless shelters operating throughout the country do not specifically target beneficiaries of international protection, although some are open to them. Information obtained by RSA in March 2023 confirms that access to homeless shelters in the Attica region remains almost impossible. … Furthermore, there are no soup kitchens specifically addressed to beneficiaries of international protection, although some are open to them. However, access to food distributed by the few soup kitchens in operation in Attica is restricted in practice. Soup kitchens often require possession of the documents described in this report, while most lack interpretation services. In light of the above, beneficiaries of international protection, including those returned to Greece from other countries, run a real risk of destitution, extreme material deprivation and a complete lack of accommodation engaging Article 3 ECHR and Article 4 of the EU Charter. This is confirmed by several cases of status holders returned from other European countries and represented by RSA, who are faced with protracted homelessness and destitution.” Det må på grundlag af baggrundsoplysningerne lægges til grund, at anerkendte flygtninge, der har boet i indkvarteringsfaciliteter, skal forlade disse 30 dage efter, at de har fået international beskyttelse, og at der er en høj risiko for, at de ender som hjemløse. Om adgangen til sociale ydelser, sundhedshjælp og arbejdsmarkedet bemærkes, at det på grundlag af baggrundsoplysningerne må lægges til grund, at anerkendte flygtninges adgang hertil begrænses og besværliggøres i et ikke ubetydeligt omfang som følge af en række barrierer, herunder bureaukratiske. Adgang hertil forudsætter således udstedelse af et skattekort eller Tax Information Number (AFM), hvilket kræver en officiel adresse (residence certificate). Anerkendte flygtninge uden en sådan officiel adresse kan således ikke få et skattekort. Adgang til sociale ydelser og sundhedshjælp kræver, at man har et cpr-nr. (AMKA), hvilket igen forudsætter et skattekort. Der kan herved henvises til RSA-rapporten side 17 ff., hvoraf bl.a. fremgår: “The Tax Identification Number (Αριθμός Φορολογικού Μητρώου, AFM) is a prerequisite for acts such as opening of a bank account, rental of property and access to the labour market and social assistance in Greece, including under the HELIOS programme mentioned below. Individuals wishing to register with a Tax Office (Διεύθυνση Οικονομικών Υποθέσεων, DOY) with a view to obtaining AFM are required to certify their residence address through a certificate from a reception centre, an electricity bill or a copy of a rental contract in their name. Accordingly, beneficiaries of international protection who do not hold a residence certificate and/or are homeless are unable to obtain AFM. As a result, they cannot submit a tax declaration or obtain a tax clearance certificate. … Importantly, the AFM is automatically deactivated upon the expiry of the ADET and cannot be used until the ADET is renewed. This exposes individuals to risks of loss of acquired rights, including labour or unemployment benefits. … AMKA is a prerequisite for access to both health care and the labour market. According to the Ministry of Labour and Social Affairs Circular in force since October 2019, beneficiaries of international protection can request AMKA from any Citizens’ Service Centre (Κέντρο Εξυπηρέτησης Πολιτών, KEP) if they hold a residence permit, a correspondence address and AFM. Asylum seekers are not eligible for AMKA,58 but obtain a Provisional Foreigner’s Insurance and Health Care Number (PAAYPA).59 This number is shall be converted into AMKA within one month of the delivery of the ADET. 60 The obstacles to and prolonged waiting times for obtaining a residence permit affect the issuance of AMKA, resulting in depriving beneficiaries of international protection of the necessary documentation to access the health care system. Moreover, the conversion does not happen automatically; beneficiaries must appear before a KEP in order to obtain their AMKA.” Hertil kommer, at anerkendte flygtninge ifølge RSA-rapporten i realiteten udelukkes fra social hjælp som følge af et krav om længerevarende lovligt ophold i Grækenland. Følgende fremgår således af side 19 ff.: “The lengthy residence requirements underpinning most benefits do not take into account the particular situation of refugees and thereby entail differential treatment against beneficiaries of international protection compared to Greek nationals and effectively exclude them from most forms of social assistance. … Indirect discrimination against beneficiaries of international protection in respect of access to social benefits therefore constitutes a structural deficiency. This was recently highlighted in Letter of Formal Notice INFR(2022)2044 by which the European Commission launched infringement proceedings against Greece for poor implementation of Article 29 of the Qualification Directive. …” Med henvisning til adgang til sundhedshjælp kan der henvises til RSA-rapporten side 26 og til AIDA-rapporten side 250 ff., hvoraf fremgår at adgangen begrænses af problemerne med at få et cpr.nr. (AKMA). Klagerens forhold og forventede situation ved en tilbagesendelse. Det må efter klagerens oplysninger lægges til grund, at han efter at være blevet meddelt flygtningestatus i Grækenland ikke længere måtte bo i den lejr for asylansøgere, som han hidtil havde boet i på [græsk ø], og at han – efter i to dage forgæves at have søgt arbejde på [græsk ø] – rejste til Athen. I Athen blev ansøgeren af en [nationalitet] flygtning henvist til et herberg, hvor han mod betaling af 10 euro om dagen overnattede i [et antal] uger indtil han rejste til [andet europæisk land]. Under sit ophold i Athen fik klageren arbejde på en [frugtplantage]. Der blev efter det oplyste ikke betalt skat af lønnen, som blev udbetalt kontant, og uden at klageren modtog lønsedler, og det lægges derfor til grund, at der var tale om sort arbejde. Efter [et antal] uger var plukningssæsonen forbi, og der var ikke mere arbejde på plantagen. Klageren, der sideløbende havde søgt andet arbejde, fik oplyst, at der først ville være arbejde om fem måneder. Herefter besluttede klageren sig for at rejse videre og tog til [andet europæisk land]. Det må efter klagerens oplysninger endelig lægges til grund, at han ikke modtog oplysninger om muligheden for udstedelse af CPR-nummer og skattekort, og han alene har fået udleveret opholdskort og rejsedokument. Han er således ikke i besiddelse af hverken CPR-nummer og skattekort, ligesom han ikke har kunnet oprette en bankkonto. Det må endelig lægges til grund, at klageren ikke har problemer med sit helbred. Det tiltrædes, at klageren lovligt kan indrejse og tage ophold i Grækenland, og Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme forhold som Udlændingestyrelsen. Det tiltrædes endvidere, at klageren i Grækenland er beskyttet mod at blive sendt tilbage til [sit hjemland]. Flygtningenævnet finder imidlertid på grundlag af baggrundsoplysningerne om forholdene for anerkendte flygtninge i Grækenland, som beskrevet ovenfor, at klageren ved en tilbagesendelse risikerer at stå uden bolig og dermed leve som hjemløs, ligesom han ikke vil have adgang til det legale arbejdsmarked, sociale ydelser og sundhedshjælp som følge af, at han ikke har og i realiteten sandsynligvis i en længere periode ikke vil kunne få et skattekort og cpr.nr. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at afvise klagerens asylansøgning i Danmark, jf. udlændingelovens § 29 b. Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark.” §29b-Græ/2024/1
Nævnet omgjorde i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, jf. Dublinforordningen, vedrørende en familie, der var i besiddelse af gyldigt polsk visum. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævn.Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Flygtningenævnet har besluttet at afgøre sagen på det foreliggende grundlag. Efter en gennemgang af sagen finder Flygtningenævnet grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, således at klagernes ansøgninger om asyl behandles i Danmark.Flygtningenævnet har ved nævnets endelige afgørelse i sagen lagt vægt på, at der ikke er indhentet og modtaget den forudsatte garanti fra de polske myndigheder, hvorefter klagerne og deres medfølgende barn vil blive mødt af en asylprocedure og modtage- og indkvarteringsforhold i overensstemmelse med landets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser. Det bemærkes, at Flygtningenævnet er opmærksom på, at klagerne efter det oplyste er udeblevet, at de danske myndigheder ikke er bekendt med, hvor de opholder sig, og at der derfor på nuværende tidspunkt ikke er grundlag for at realitetsbehandle ansøgningerne om asyl i Danmark. Såfremt klagerne genopdukker, skal sagerne imidlertid realitetsbehandles i Danmark, medmindre ansvaret for behandlingen af asylansøgningerne på det tidspunkt måtte være overgået til en anden medlemsstat i medfør af Dublinforordningen.” Dub-Pole/2024/17
Nævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for afviste asylansøgere i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Spørgsmålet er herefter, om der i øvrigt foreligger forhold, der kan indebære, at klagerens asylsag alligevel skal behandles her i landet. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en tilbagevenden til Sverige må formodes at blive henvist til at leve på gaden uden hjælp fra de svenske myndigheder, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles her i landet. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har, foruden baggrundsoplysninger herom, lagt vægt på, at der ikke er holdepunkter for at antage at de svenske myndigheder ikke overholder de internationale forpligtelser, herunder EU’s charter om grundæggende rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Sverige har tiltrådt. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Dub-Sver/2023/15/sahe
Nævnet omgjorde i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk [etnicitet] og kristen fra [by A], Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [sommeren] 2014, og at hun [i vinteren 2014/2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren henviste under sin oprindelige asylsag til, at hun var udrejst illegalt af Eritrea, samt at hun var blevet opsøgt og chikaneret af de eritreiske myndigheder som følge af sin ægtefælles desertering fra nationaltjeneste. Hun oplyste i den forbindelse, at hun i [efteråret] 2009 blev opsøgt af en militærenhed, der spurgte efter hendes ægtefælle og fortalte hende, at hun ville skulle betale en ”bøde” på 50.000 nakfa, hvis hun ikke oplyste, hvor ægtefællen var. Da hun efterfølgende blev opsøgt, blev hun taget med og fængslet i ca. tre uger, da hun afviste at betale. Hun blev løsladt på grund af sine børn og blev efterfølgende ikke anholdt eller tilbageholdt af myndighederne eller andre. Efter løsladelsen oplevede klageren begrænsninger i sin bevægelsesfrihed og i adgangen til hjælp fra det offentlige. Klageren har [i foråret] 2023 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og henviste i den forbindelse til, at hendes ægtefælle [i sommeren] 2019 har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren og klagerens ægtefælles [antal] mindreårige børn blev samme dato også meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Af ægtefællens spontansag fremgår af en resolutionsnote bl.a., at Udlændingestyrelsen har lagt hans identitet til grund, ligesom det er lagt til grund, at han aftjente værnepligt i [perioden fra midt 1990’erne til slut 2000’erne], hvor han deserterede. Af sagen fremgår videre, at klagerens ægtefælle udrejste illegalt til Etiopien i [slut 2000’erne], og at han i 2018 indrejste i Danmark efter at være blevet familiesammenført med klageren. Under Flygtningenævnets behandling af klagerens sag er akterne fra klagerens ældste datters spontansag også indgået. Det fremgår heraf bl.a., at datteren forlod Eritrea sammen med [familiemedlem] og [antal] søskende i 2009 efter klageren og klagerens ægtefælle havde forladt Eritrea. I [foråret] 2016 kom klagerens ældste datter og de øvrige søskende til Danmark som familiesammenført med klageren, og [i sommeren] 2019 blev den ældste datter meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Af et resolutionsnotat fremgår at opholdstilladelsen blev meddelt med henvisning til, at hun var i den militærpligtige alder og frygtede at blive indkaldt til nationaltjeneste. Klageren har under statusændringssagen som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil blive betragtet som modstander af styret, og at hun risikerer at blive udsat for overgreb, herunder fængsling som følge af sin ægtefælles desertering fra nationaltjeneste, og som følge af, at klageren ikke hjalp myndighederne med at finde ægtefællen. Klageren har subsidiært nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen og har til støtte herfor anført, at Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2014/2015] er mangelfuld, da den ikke indeholder en begrundelse for statusvalget eller klagevejledning. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring til grund. Det lægges således til grund, at klagerens ægtefælle i [slut 2000’erne] deserterede, og at klageren som følge heraf blev opsøgt først af ægtefællens militære enhed, der spurgte efter ægtefællen, og derefter efter nogle få dage af politiet, der tog klageren med og tilbageholdt hende i ca. tre uger på politistationen, da hun ikke ville betale en ”bøde” på 50.000 nakfa. Det lægges videre til grund, at klageren efter løsladelsen blev chikaneret og fik begrænset sine rettigheder, men at hun ikke blev opsøgt af myndighederne. Efter Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps rapport ”Eritrea National Service, exit and entry” fra januar 2020 (bilag nr. 333) er det usikkert, hvad konsekvenserne af en desertering er for en tilbageværende ægtefælle, herunder om ægtefællen risikerer fængsel, hvis ægtefællen ikke betaler en pålagt ”bøde”. Der kan i den forbindelse henvises til side 27 ff. i rapporten. Human Rights Watch har i rapporten ”Eritrea Crackdown on Draft Evaders’ Families” fra februar 2023 (bilag nr. 389) beskrevet, at de eritreiske myndigheder som led i en intensiveret tvangsrekrutteringskampagne har straffet tusindvis af familiemedlemmer til formodede militærundvigere, og at myndighederne i den forbindelse bl.a. har konfiskeret ejendom og tvunget familier på gaden. Tilsvarende fremgår af en artikel fra BBC News fra oktober 2022 ”Eritreans hunted down as military call-ups intensifies over Ethiopia’s Tigray War” (bilag nr. 387). Flygtningenævnet finder på den baggrund, at usikkerheden for familiemedlemmer til desertører på nuværende tidspunkt må anses for mere usikker end i januar 2020. Når dette sammenholdes med, at klageren i [slut 2000’erne] blev tilbageholdt i tre uger, at hun udrejste illegalt i 2014, og at hendes børn, hvoraf et nu er i den militærpligtige alder, også efterfølgende er udrejst illegalt, har klageren sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der er herved også lagt vægt på baggrundsoplysningerne om forholdene for afviste asylansøgere, som returneres til Eritrea. Der kan i den forbindelse henvises til bl.a. side 46 ff. i UK Home Office’s rapport ”Country Policy and Information note. Eritrea: National service and illegal exit” fra september 2021. Heraf fremgår bl.a., at der alene er begrænsede oplysninger om behandlingen af afviste asylansøgere, men at flere kilder peger på, at afviste asylansøgere risikerer at blive tilbageholdt og fængslet og udsat for hårdhændet behandling. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2024/1/sael
Nævnet stadfæstede i december 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra [by og region] i Tyrkiet. Ansøgeren har oplyst at have støttet det pro-kurdiske parti Folkenes Demokratiske Parti (HDP). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter at skulle aftjene militærtjeneste, hvilket han vil modsætte sig, da han ikke ønsker at bekrige andre kurdere. Han har hertil i øvrigt oplyst, at han vil blive udsat for en etnisk forskelsbehandling, hvilket er tilfældet for alle kurdere i Tyrkiet. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han er i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb som følge af hans familieskab til hans farfars bror, som er eftersøgt af de tyrkiske myndigheder på grund af dennes tilknytning til PKK og HDP. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han på sine profiler på sociale medier har delt opslag, der tilkendegiver en støtte til eller sympati med PKK og HDP, hvorfor han vil være i de tyrkiske myndigheders søgelys som profileret tilhænger af PKK og HDP. Flygtningenævnet kan i det hele lægge ansøgerens forklaring om baggrunden for hans asylansøgning til grund, men finder, at der ikke kan meddeles ham opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Generelle forhold Flygtningenævnet bemærker først og fremmest, at de generelle forhold for kurdere i Tyrkiet ikke er af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund risikerer forfølgelse. Militærtjeneste Nævnet finder, at forholdene omkring aftjening af militærtjeneste i Tyrkiet, herunder for etniske kurdere, ikke i sig selv kan føre til, at ansøgeren vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Det tilkommer det enkelte land at lovgive om værnepligt, herunder med hensyn til sanktioner ved udeblivelse fra militærtjeneste. Det fremgår af foreliggende baggrundsoplysninger, at strafferammen for udeblivelse fra militærtjeneste i Tyrkiet er op til 3 års fængsel, men at de tyrkiske myndigheder over en længere periode har straffet forseelser med bødestraf fra omkring 300 til 34.000 tyrkiske lira, hvilket ikke kan anses for nogen uproportional sanktion set i forhold til dansk retstradition. Med hensyn til ansøgerens risiko for at blive involveret i kamphandlinger mod kurdere fremgår det af de baggrundsoplysninger, hvortil der er henvist i Udlændingestyrelsens afgørelse, at kurdiske værnepligtige ikke udsendes til kampområder i de kurdisk dominerede provinser, og at kun professionelle soldater sendes til kampområder. Sur place Profilering som følge af familieforhold Ansøgeren har henvist til, at hans farfars bror, [navn], er eftersøgt i Tyrkiet for at være kurdisk PKK og HDP-tilhænger, hvorfor han frygter, at han på baggrund af dette familieforhold vil være i risiko for forfølgelse fra de tyrkiske myndigheders side. Ansøgeren har forklaret, at hans farfars bror kom til Danmark for omkring 30-35 år siden. Han er ikke bekendt med, hvorvidt hans farfars bror har fået asyl i Danmark eller har ophold som familiesammenført. Hans farfars bror har ændret sit navn, og har efterfølgende fået udstedt et dansk pas, hvilket har givet ham mulighed for at rejse til Tyrkiet i 2019. Han har videre forklaret, at hans farfars bror i forbindelse med denne rejse har fået oplyst af den lokale muktar, at hans farfars bror fortsat er eftersøgt af de tyrkiske myndigheder. Ansøgeren har forklaret, at han uden problemer kunne udrejse legalt af Tyrkiet med eget pas trods det forhold, at myndighederne angiveligt eftersøgte hans farfars bror. Hertil kommer, at hverken ansøgeren eller hans familie i Tyrkiet på noget tidspunkt er blevet opsøgt af de tyrkiske myndigheder som følge af familieforholdet til ansøgerens farfars bror. Endelig bemærker nævnet, at det må anses for usandsynligt, at de tyrkiske myndigheder nu mere end 30-35 år efter ansøgerens farfars brors udrejse fortsat måtte eftersøge denne. Profilering på sociale medier Ansøgeren har forklaret, at han på sine sociale profiler i flere tilfælde har tilkendegivet en sympati for PKK og HDP, som han efterfølgende har slettet. Han er bange for, at denne profilering har bragt ham i de tyrkiske myndigheders søgelys, og at han dermed vil være i risiko for at blive udsat for overgreb eller forfølgelse. Ansøgeren har ikke nærmere redegjort for omfanget og navnlig karakteren af disse opslag, som han i øvrigt efterfølgende har slettet. Det kan derfor ikke anses for sandsynliggjort, at disse tilkendegivelser og opslag på forskellige sociale medier har haft et sådant omfang eller en sådan karakter, at ansøgeren dermed kan antages at have bragt sig i de tyrkiske myndigheders søgelys, og at han dermed vil kunne anses at være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Hjemvisning Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på yderligere sagsbehandling. Sammenfattende På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tyrk/2023/2/sch
Nævnet omgjorde i december 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrø-rende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk araber og sunnimuslim. Klageren er født i [by], Syrien, men hun har boet i [by] i en periode på fem år op til sin udrejse fra Syrien i 2015. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. [I vinteren 2019/2020] meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i efteråret] 2023 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelser med påstand om, at hun meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor først og fremmest anført, at hun opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af hendes broders samtidige opholdstilladelse efter samme bestemmelse. Klageren har herom nærmere oplyst, at hun indrejste i Danmark sammen med sin broder, [A], som hun indtil da havde boet sammen med i Syrien. De fortsatte med at bo sammen efter at være kommet til Danmark. Klageren har dernæst i anden række anført, at hun er i risiko for individuel forfølgelse i Syrien, idet hun har hjulpet sin broder med at udrejse fra Syrien [kort tid] før, han skulle påbegynde aftjening af sin værnepligt i Syrien. Opholdstilladelse som følge af konsekvensstatus. Klagerens broder blev efter sin indrejse meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, mens klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har under sin opvækst i Syrien hele tiden boet sammen med sine forældre og [antal] søskende, herunder [A]. Hun udrejste af Syrien sammen med [A], og de boede efter deres indrejse [i efteråret] 2015 til Danmark sammen i en periode indtil [foråret] 2017, dog bortset fra en periode umiddelbart efter indrejsen, hvor de var indkvarteret hver for sig i forbindelse med ophold på asylcenter. Det fremgår af et referat fra Flygtningenævnets koordinationsudvalgsmøde den 24. august 2023, at koordinationsudvalget har fundet, at prøvelsesgrundlaget i en situation som den foreliggende bør låses fast til de faktiske omstændigheder, der bestod på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Det udtales, at der er tale om en konstaterende afgørelse, og nævnets prøvelse er isoleret set alene, hvorvidt Udlændingestyrelsen med rette har meddelt opholdstilladelse efter udlændingeloven eller ej, og således om afgørelsen lider af retlige mangler. Mellemkommende ændringer bør under disse omstændigheder normalt ikke inddrages, når dette vil medføre en afgørelse til ugunst for udlændingen, og prøvelsesgrundlaget bør således i det hele angå de fortidige forhold. Klageren opfyldte på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse [i sommeren] 2016 betingelserne for rettelig at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af hendes samboende broders opholdstilladelse som konventionsflygtning. På denne baggrund meddeler Flygtningenævnet klageren asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af den samtidige afgørelse om meddelelse af asyl efter denne bestemmelse til klagerens broder. Der er herved navnlig lagt vægt på princippet om familiens enhed, herunder at klageren siden sin broders fødsel har boet sammen med broderen, hvilket familiemæssige samliv er fortsat efter deres fælles indrejse til Danmark. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2023/85/EEB
Nævnet stadfæstede i december 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Genoptaget sag. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og oprindelig yarsan af trosretning fra [by A] i [provins A], Iran. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive fængslet, tortureret og slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han har smuglet godsvarer som [godsvarer A], [godsvarer B] og [godsvarer C] mellem [land A] og Iran. Ansøgeren har i forbindelse med anmodning om genoptagelse som et nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive udsat for forfølgelse eller overgreb af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Bemærkninger Flygtningenævnet har i sin afgørelse af [i efteråret] 2016 truffet afgørelse om, at ansøgeren ikke kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, på baggrund af sit oprindelige asylmotiv. Det fremgår af afgørelsen, at Flygtningenævnets flertal lagde vægt på, at ansøgeren havde forklaret divergerende og udbyggende om en række forhold af central betydning for hans asylmotiv. På denne baggrund har Flygtningenævnet ved den samlede vurdering af ansøgerens nu påberåbte asylmotiv lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed som udgangspunkt må betragtes som svækket i en sådan grad, at den eventuelle tvivl, som almindeligvis må komme en asylansøger til gode, ikke er gældende i denne sag. Konvertering til kristendommen Flygtningenævnet skal vurdere, hvorvidt ansøgerens angivne konvertering til kristendommen er et udtryk for en reel religiøs overbevisning. Det bemærkes først og fremmest, at ansøgeren har oplyst, at han nogle måneder efter Flygtningenævnets afgørelse af [i efteråret] 2016 om afslag tilfældigt mødte sin daværende advokat på asylcentret, hvor han fortalte advokaten, at han deltog i en række kirkelige aktiviteter. Ansøgerens advokat har efter denne samtale indgivet en ansøgning om genoptagelse [i vinteren 2016/2017] af asylsagen under henvisning til, at ansøgeren var konverteret til kristendommen. På baggrund af ansøgerens oplysninger om omstændighederne i forbindelse med denne kontakt med advokaten kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren skulle have oplyst at være konverteret til kristendommen, ligesom det forekommer usikkert, hvorvidt ansøgningen om genoptagelse i det hele taget er indgivet efter aftale med ansøgeren. Ansøgeren har videre forklaret om denne samtale, at advokaten spurgte ham om, hvorvidt han var blevet døbt. Det var han ikke, men det blev han omkring 4-5 måneder senere efter en dåbsforberedelse på omkring 10 møder. Det forekommer bemærkelsesværdigt, at ansøgeren få måneder efter samtalen med advokaten, hvor ansøgeren måtte have fået en forståelse af betydningen af en dåb for en eventuel genoptagelse af hans asylsag, lod sig døbe. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren, først efter at Flygtningenævnet havde tilsidesat hans forklaring om hans oprindelige asylmotiv, har forklaret om sin interesse for kristendommen og sin deltagelse i kirkelige aktiviteter. Ansøgeren har herunder forklaret omfattende om, hvorledes han under sit ophold [i efteråret] 2016 på asylcentret i [by B] mødte en person, som overbeviste ham om hans tro på kristendommen. Det bemærkes, at ansøgerens ophold på dette asylcenter alene varede 3 uger, og i øvrigt fandt sted omkring to måneder efter Flygtningenævnets afgørelse om afslag. Ansøgerens forklaring om mødet med den pågældende person – og hans overbevisning om sin tro på kristendommen – forekommer ikke mindst på baggrund af den tidsmæssige sammenhæng med Flygtningenævnets afgørelse påfaldende. Ansøgeren har under nævnsmødet udvist et betydeligt kendskab til kristendommen, herunder kristne højtider og bibelske fortællinger samt betydningen heraf, men nævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke på nogen overbevisende måde har været i stand til at redegøre nærmere om baggrunden for sin konvertering. Ansøgeren har således under nævnsmødet besvaret spørgsmål om baggrunden for hans konvertering alene med henvisning til, at kristendommen for ham er mere favnende overfor alle, og at han i kristendommen kan bede direkte til sin Gud, hvilket ikke er tilfældet i yarsan-troen. Det må ved vurderingen af ansøgerens konvertering også tages i betragtning, at ansøgeren ikke har praktiseret sin religion i Iran. Han har forklaret, at han anser sig som kulturtroende yarsan, men at han ikke har praktiseret sin religion ud over at efterleve denne religions kulturelle normer i Iran. Efter en samlet vurdering af disse forhold lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens forklaring om sine bevæggrunde for og tanker om sin konvertering til kristendommen forekommer ureflekteret. Han har således ikke på nogen troværdig måde været i stand til at redegøre for sin indre afklaringsproces, men hans tilknytning til kristendommen fremstår snarere som en tilknytning af social karakter end en indre overbevisning af religiøs karakter. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens konvertering til kristendommen ikke er udtryk for en indre overbevisning af religiøs karakter, og vurderer således, at konverteringen alene har haft til formål at skabe et nyt konstrueret asylgrundlag. Nævnet bemærker, at fremlæggelsen af udtalelser om ansøgerens kirkelige aktiviteter blandt andet i form af ansøgerens deltagelse i en kristen sommerlejr og gudstjenester ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2023/61/Saba
Nævnet stadfæstede i december 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand der var blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til chikane fra privatpersoner og helbredsmæssige problemer i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst at have været udsat for chikane af privatpersoner i Tyskland, og at han er blevet forfulgt af personer med tilknytning til [en islamistisk gruppe] i Tyskland, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren, såfremt han fortsat oplever problemer med disse privatpersoner i Tyskland, må henvises til at tage kontakt til de tyske myndigheder, herunder det tyske politi, der må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det forhold, at klageren har helbredsmæssige problemer i form af [diverse helbredforhold], og at klageren er henvist til psykolog, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det må forventes, at klageren kan modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland, da der ikke er holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke overholder sine internationale forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Tyskland har tiltrådt. Flygtningenævnet bemærker videre, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens eventuelle særlige behov, herunder om relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det forhold, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2023 har oplyst, at han har været tilbage i [hjemlandet] efter indgivelse af anmodning om international beskyttelse i Tyskland, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at den ansvarlige medlemsstats forpligtelser bortfalder, såfremt det kan dokumenteres, at klageren har forladt medlemsstaternes område i mindst tre måneder, jf. Dublinforordningens artikel 19, stk. 2. Nævnet har ved vurderingen tillagt det betydelig vægt, at klageren ikke har fremlagt dokumentation for det påståede ophold i [hjemlandet]. Nævnet finder på den baggrund, at Tysklands ansvar ikke er bortfaldet. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2023/44/JLY
Nævnet stadfæstede i december 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de vanskelige og mangelfulde boligforhold, samt risikoen for hjemløshed.Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Spanien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 1, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark under henvisning til de generelle forhold for asylansøgere i Spanien. Flygtningenævnet er opmærksom på, at asylsystemet i Spanien er behæftet med visse mangler, og at Europa-Kommissionen den 26. januar 2023 har indledt en traktatbrudsprocedure (i overensstemmelse med Traktaten om EU’s Funktionsmåde artikel 258) mod Spanien for manglende overholdelse af Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 2013/33 af 26. juni 2013 (modtagedirektivet). Nævnet bemærker, at sagen ikke er afgjort endnu. Nævnet bemærker endvidere, at det ikke vil være foreneligt med Dublinforordningens formål og system, hvis enhver tilsidesættelse af EU’s direktiver på asylområdet ville være tilstrækkelig til at forhindre enhver overførsel af en asylansøger til den ansvarlige medlemsstat, jf. herved EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i de forenede sager N.S. m.fl. (C-411/10 og C-493/10), præmis 84-85. Den anmodende medlemsstat er som udgangspunkt alene udelukket fra at overføre en asylansøger til den ansvarlige medlemsstat, når der i forbindelse med eller efter overførslen er en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i EU-chartrets artikel 4 eller EMRK artikel 3, jf. blandt andet principperne i EU-Domstolens dom af 19. marts 2019 i sagen Jawo (C-163/17). Dette kan enten være begrundet i systemmæssige mangler ved asylproceduren og modtageforholdene for asylansøgere i den ansvarlige medlemsstat, som anført i Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led, eller andre konkrete omstændigheder, som medfører en krænkelse af EU’s charteret om grundlæggende rettigheders (EU-chartret) artikel 4 eller Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3. Nævnet skal således foretage en vurdering af, om disse omstændigheder findes i nærværende sag. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder blandt andet AIDA’s ”Country Report: Spain, 2022 Update”, udgivet i april 2023, side 65 ff., at der i 2019 og 2020 har været rapporter om, at Dublin-overførte ikke har kunnet få adgang til indkvartering på grund af manglende kapacitet i modtagecentrene. Dette har i visse tilfælde resulteret i hjemløshed. Som følge heraf har de spanske domstole truffet afgørelser i en række sager om, at den spanske regering ved at nægte indkvartering af Dublin-overførte ikke har overholdt sine retlige forpligtelser. Dette medførte, at regeringen i januar 2019 udsendte en instruks om, at asylansøgere i Dublin-proceduren ikke skulle udelukkes fra modtagesystemet. Formålet med instruksen var, at den skulle garantere Dublin-overførte adgang til modtagesystemet i Spanien. Det følger af AIDA’s rapport, at der i praksis ikke længere er forskel mellem de udfordringer, som Dublin-overførte og andre asylansøgere oplever i forhold til adgangen til indkvartering, og at de spanske myndigheder prioriterer registreringen af Dublin-overførte. Hertil skal bemærkes, at der er udfordringer i modtagesystemet i Spanien på grund af kapacitetsproblemer, og at dette til tider medfører, at asylansøgere ikke altid bliver registreret i asylsystemet og indkvarteret umiddelbart efter at have ytret et ønske om at søge om asyl. Af AIDA’s rapport på side 96 fremgår, at der i visse tilfælde har været venteperioder på op til én måned på indkvartering. Der er imidlertid ikke detaljerede oplysninger om, hvor mange asylansøgere, der er berørt af dette. Det skal endvidere bemærkes, at Spanien har tiltrådt Flygtningekonventionen, EMRK og EU-charteret, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, efter hvilket der som udgangspunkt gælder en formodning for, at modtageforholdene og asylproceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af AIDA’s rapport på side 97, at regeringen i oktober 2022 har allokeret 215 millioner Euros til at bygge 17 modtagefaciliteter for asylansøgere med henblik på at løse indkvarteringsproblemet, og at det således må formodes, at de spanske myndigheder gør en indsats for at sikre overholdelse af deres internationale forpligtelser. For så vidt angår forholdene på modtagecentrene finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at disse er behæftet med væsentlige mangler. Af de foreliggende baggrundsoplysninger kan der blandt andet henvises til AIDA’s rapport, side 102 ff. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, uanset de foreliggende oplysninger om mangler i forbindelse med indkvarteringen af asylansøgere i Spanien, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spanien er af sådan en karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder heller ikke, at der er konkrete omstændigheder, som begrunder, at der i forbindelse med eller efter overførsel af klageren er en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i EU-chartrets artikel 4 eller EMRK artikel 3. DRC Dansk Flygtningehjælp har derudover gjort gældende, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark under henvisning til, at han i Spanien er blevet udsat for overgreb af privatpersoner, og at han forsøgte at anmelde episoderne til politiet, men at han ikke blev taget seriøst eller modtog den rette hjælp og støtte. Hvad det angår, skal nævnet henvise klageren til at kontakte de relevante klagemyndigheder i Spanien, såfremt han er utilfreds med det spanske politiets håndtering af hans anmeldelse. Hertil bemærkes, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2023 har oplyst, at han i forbindelse med en enkeltstående episode, hvor han oplevede problemer med fem privatpersoner, ringede til det spanske politi, hvorefter politiet mødte op og registrerede de fem personer. Det forhold, at de spanske myndigheder ikke vil anerkende klageren som statsløs, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. I den forbindelse har Flygtningenævnet lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at de spanske myndigheder ikke har foretaget en reel og fyldestgørende asylsagsbehandling, eller at de spanske myndigheder i øvrigt ikke overholder deres internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spanien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdring af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Span/2023/10/sme
Nævnet hjemviste i december 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Sagen er sambehandlet med Syri/2023/82/kdo. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Syrien. Klageren er født og opvokset i [distrikt A] i Rif Damaskus, og hun flyttede i 2011 til [distrikt B] i Damaskus by, hvor hun boede frem til sin udrejse. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren var på afgørelsestidspunktet mindreårig og omfattet af sin mors asylsag. Under den oprindelige asylsag henviste klagerens mor som asylmotiv til, at der skete vilkårlige kidnapninger og voldtægter af piger i Syrien, og at klagerens mor ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at klageren kunne blive udsat for disse vilkårlige overgreb. Klagerens mor henviste i øvrigt til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2023 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i reel risiko for forfølgelse fra de syriske myndigheder som følge af sin families politiske aktivitet, herunder sin [nære familiemedlem A’s] politiske sur place aktivitet. Klageren har til støtte herfor oplyst, at risikoen skal ses i sammenhæng med, at hun i en lang årrække har været udrejst af Syrien, at flere familiemedlemmer på klagerens mors side er tilbageholdt og fængslet på grund af politisk aktivitet imod regimet, samt at hendes [nære familiemedlem B], har unddraget sig militærtjenesten. Klageren har endvidere henvist til, at hun frygter sin ekskærestes slægtninge og klan i Syrien, fordi hun har anmeldt sin ekskæreste til politiet for trusler om [trussel]. Klagerens sag er i Flygtningenævnet blevet sambehandlet med klagerens moders sag, som Flygtningenævnet d.d. har hjemvist til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder, at der er en sådan nær sammenhæng mellem sagerne, at også klagerens sag bør hjemvises til fornyet behandling. Flygtningenævnet hjemviser herefter sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.” Syri/2023/83/kdo
Nævnet hjemviste i december 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Sagen er sambehandlet med Syri/2023/83/kdo. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [distrikt], Damaskus by, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at der skete vilkårlige kidnapninger og voldtægter af piger i Syrien, og at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at hendes datter kunne blive udsat for disse vilkårlige overgreb. Klageren henviste i øvrigt til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2023 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i reel risiko for forfølgelse fra de syriske myndigheder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun og hendes [ægtefælle] har deltaget i demonstrationer i Syrien, og at flere af hendes [nære familiemedlemmer] har konflikter med myndighederne. Klageren har endvidere henvist til, at hendes [ægtefælles] [nære familiemedlemmer], som er vokset op hos klageren, også har udestående med myndighederne, idet [A] har unddraget sig militærtjeneste, og [B] udfører politisk sur place aktivitet. Det er Flygtningenævnets praksis i behandlingen af sager, der angår syriske statsborgere, at anvende et forsigtighedsprincip. Dette princip kan formuleres således: ”De syriske myndigheders vurdering af hvilke borgere, der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme en ansøger/klager til gode.” Forsigtighedsprincippet må anses at indebære blandt andet, at påberåbte asylmotiver, som ikke i sig selv kan føre til meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, efter omstændighederne tilsammen – som kumulative forhold – kan føre til, at der må meddeles en ansøger/klager opholdstilladelse. Det bemærkes herved, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [vinteren 2020/2021] vedrørende klagerens [familiemedlem], [B], som er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, udtrykkeligt har anvendt forsigtighedsprincippet under henvisning til baggrundsoplysninger om returnees. Udlændingestyrelsens påklagede afgørelse af [sommeren] 2023 ses ikke i vurderingen af klagerens individuelle forhold at have inddraget klagerens forklaring om frygt for det syriske regime som følge af, at én af hendes [nære familiemedlemmer] har været fængslet, og to andre af hendes [nære familiemedlemmer] og to [familiemedlemmer] er forsvundet i de syriske myndigheders varetægt. Det fremstår på denne baggrund usikkert, om Udlændingestyrelsen i den påklagede afgørelse har anvendt det nævnte forsigtighedsprincip. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at Udlændingestyrelsen i den tidligere trufne afgørelse af [foråret] 2021 forholdt sig til klagerens frygt på dette punkt. På denne baggrund, og også henset til, at der under mødet i Flygtningenævnet er fremlagt et omfattende materiale af lægelige oplysninger vedrørende klagerens helbredstilstand, finder Flygtningenævnet, at sagen bør hjemvises til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen under den fornyede behandling vil have lejlighed til – ud over at inddrage klagerens frygt som følge af de i Syrien forsvundne familiemedlemmer – at tage stilling også til det for Flygtningenævnet fremsatte synspunkt om, at det bør indgå som et af flere kumulative forhold, at klageren i en periode forud for udrejse af Syrien befandt sig i et oprørskontrolleret område. Flygtningenævnet hjemviser herefter sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.” Syri/2023/82/kdo
Nævnet omgjorde i december 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med syri/2023/80. Indrejst i 2014.Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [landsby A], Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Klageren har deltaget i en demonstration i Danmark i 2020 mod den danske praksis vedrørende inddragelse og nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser til syriske statsborgere, samt deltaget i flere af organisationen [organisation]’s aktiviteter. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at hun [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i foråret] 2023 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder. Klageren har herom oplyst, at situationen i dag er langt farligere i forhold til at komme i myndighedernes søgelys end under krigen, idet myndighederne interesserer sig for, hvad folk har lavet, også i eksil. Myndighederne indsamler efterretninger og overvåger syrere såvel i Syrien som i udlandet. Klageren har yderligere oplyst, at hun er eksponeret som kritiker af det syriske regime. Klageren har herom oplyst, at hun og hendes søn er stået frem i eget navn og har udtalt sig kritisk over for det syriske styre på sociale medier og medierne i øvrigt, herunder et arabisksproget, der er kendt for at være i opposition til det syriske styre, og at de syriske myndigheder har kendskab til dette. Klageren frygter derfor at blive udsat for overgreb, idet myndighederne vil betragte dem som forrædere. Klageren har til støtte herfor endvidere oplyst, at hun og hendes familie kommer fra [landsby A], som i årevis var under Den Frie Syriske Hærs kontrol, og at de har flere familiemedlemmer, som støttede Den Frie Syriske Hær, der er blevet evakueret til [by A] i 2017. Klageren og hendes ægtefælle har derudover sønner, som har unddraget sig militærtjeneste. Klageren har endelig oplyst, at hendes ægtefælle er udeblevet fra sit arbejde efter en meddelt ferie som offentligt ansat, og at deres søn i 2011 var anholdt i Syrien grundet deltagelse i demonstrationer og blev alene løsladt mod betaling af bestikkelse. Flygtningenævnet bemærker, at klageren [i foråret] 2022 har medvirket i et interview i [udenlandsk medie]. Klageren identificeres ved fulde navn og som tidligere bosat i [landsby A]. I artiklen kritiserer klageren styret i Syrien for at føre en politik, der må betragtes som en hævn over for [landsby A’s] indbyggere og for at ville sikre, at de forstår, at der ikke er noget at vende tilbage til. Hun udtaler endvidere, at hendes ældste søn blev torteret i forbindelse med de tidligere protester i [landsby A], og at nogle af hendes slægtninge blev fordrevet fra [landsby A] af det syriske militær i 2017. Afslutningsvis i artiklen udtaler hun blandt andet: ”[regimekritisk udtalelse]”. Ved klagerens medvirken i denne artikel og efter karakteren af hendes udtalelser finder Flygtningenævnet, at hun herefter må anses for at være således profileret som modstander og kritiker af regeringen i Syrien, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil risikere konkret og individuelt begrundet forfølgelse. Der er herved også taget hensyn til det forsigtighedsprincip, der efter Flygtningenævnets praksis er gældende ved behandlingen af sager om syriske statsborgere. Flygtningenævnet ændrer herefter Udlændingestyrelsens afgørelser af [vinteren] 2020 og [efteråret] 2022, således at der meddeles klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2023/81
Nævnet omgjorde i december 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandligt statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med syri/2023/81. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [landsby A], Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at han [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i foråret] 2023 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder. Klageren har herom oplyst, at situationen i dag er langt farligere i forhold til at komme i myndighedernes søgelys end under krigen, idet myndighederne interesserer sig for, hvad folk har lavet, også i eksil. Myndighederne indsamler efterretninger og overvåger syrere såvel i Syrien som i udlandet. Klageren har yderligere oplyst, at han er eksponeret som kritiker af det syriske regime. Klageren har herom oplyst, at hans ægtefælle og søn er stået frem i eget navn og har udtalt sig kritisk over for det syriske styre på sociale medier og medierne i øvrigt, herunder et arabisksproget, der er kendt for at være i opposition til det syriske styre, og at de syriske myndigheder har kendskab til dette. Klageren frygter derfor at blive udsat for overgreb, idet myndighederne vil betragte dem som forrædere. Klageren har til støtte herfor endvidere oplyst, at han og hans familie kommer fra [landsby A], som i årevis var under Den Frie Syriske Hærs kontrol, og at de har flere familiemedlemmer, der støttede Den Frie Syriske Hær, som blev evakueret til [by A] i 2017. Klageren og hans ægtefælle har derudover sønner, som har unddraget sig militærtjeneste. Klageren har endelig oplyst, at han er udeblevet fra sit arbejde efter en meddelt ferie som offentlig ansat, og at deres søn i 2011 var anholdt i Syrien grundet deltagelse i demonstrationer og blev alene løsladt mod betaling af bestikkelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren har været offentligt ansat og i den forbindelse risikerer forfølgelse som følge af udeblivelse fra en offentlig ansættelse. Klageren var ved fremmøde i Flygtningenævnet ude af stand til at forklare meningsfyldt, hvorfra han fik sin løn. Han har endvidere forklaret divergerende om længden af hans lovlige fravær, som han ved samtale med Udlændingestyrelsen i 2020 oplyste til tre måneder, men ved fremmøde i Flygtningenævnet oplyste til at være 15 dage. Det må tillægges afgørende betydning, at klageren efter sin forklaring har været ansat på et hotel i en særdeles underordnet stilling, og at dette hotel, uanset at det måtte have været statsejet, efter klagerens forklaring var bortforpagtet først til en fransk hotelkæde og muligt efterfølgende til en tyrkisk hotelkæde. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet herefter ikke ved stillingtagen til klagerens asylgrundlag lægge til grund, at han har været offentligt ansat og er udeblevet fra sin offentlige ansættelse uden tilladelse. Klageren har ved samtale med Udlændingestyrelsen i 2020 forklaret, at hans bror [navn] formentlig i 2013 tilsluttede sig Den Frie Syriske Hær. Det fremgår endvidere af det af klageren i samme forbindelse udfyldte skema, at såvel hans mor som hans bror nu befinder sig i [by A]. Klageren har endvidere forklaret, at han har kontakt med sin familie og taler med dem ca. en gang om ugen. Udlændingestyrelsen har i den forbindelse i henhold til skriftlig indstilling af [efteråret] 2020 lagt til grund, at klageren, grundet hans brors medlemskab af Den Frie Syriske Hær, ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling. Uanset at klageren ved fremmøde i Flygtningenævnet ikke har kunnet forklare konsistent om sin kontakt til sin familie i [by A], og under hensyntagen til det forsigtighedsprincip, der efter Flygtningenævnets praksis er gældende ved behandlingen af sager om syriske statsborgere, lægger Flygtningenævnet de oplysninger til grund, som er anført af Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien, grundet sin brors forhold, vil være i risiko for konkret og individuelt begrundet forfølgelse. Flygtningenævnet ændrer herefter Udlændingestyrelsens afgørelser af [vinteren] 2020 og [efteråret] 2022, således at der meddeles klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2023/80
Nævnet meddelte i december 2023 opholdstilladelse (K-status) til mandlig en statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2020 truffet afgørelse om, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., men at han er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet har [i vinteren 2020/2021] stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren er statsløs palæstinenser og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet har lagt til grund, at ansøgeren fortsat isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Denne genoptagelsessag vedrører herefter alene spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren på nuværende tidspunkt fortsat er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse som følge af bestemmelsen i udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Ansøgeren har til støtte for, at han ikke bør udelukkes fra at blive meddelt opholdstilladelse, navnlig gjort gældende, at han ved ankedommen ikke er dømt for en særlig farlig forbrydelse, at han ikke er til fare for det danske samfund, og at hensynet til familiens enhed i øvrigt taler for, at han meddeles opholdstilladelse. Ansøgeren har herunder henvist til, at han ikke er dømt for anden personfarlig kriminalitet, og at de [antal] andre personer, der blev dømt ved ankedommen, herunder de [antal] medgerningsmænd, ikke er blevet udelukket fra opholdstilladelse. Hertil kommer, at han er blevet gift og har fået et barn, og at det bør tillægges vægt, at han fortsat ikke kan udsendes til Syrien. Overordnet om vurderingen i sagen: Da ansøgeren som anført er udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år ved dom af [vinteren 2018/2019] afsagt af [byret] som stadfæstet af [landsret] [i sommeren] 2019 og dom af [vinteren 2021/2022] afsagt af [byret], er der truffet afgørelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det fremgår af denne bestemmelse, at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, indebærer, at der i en situation som den foreliggende skal foretages en treleddet vurdering ved bedømmelsen af, om en udlænding er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. I første række skal der tages stilling til, om udlændingen kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. I givet fald skal der dernæst tages stilling til, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Er det tilfældet, skal der foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Om ansøgeren er dømt for en særlig farlig forbrydelse: Ved bedømmelsen af, om en konkret forbrydelse kan betragtes som en særlig farlig forbrydelse, må der lægges vægt på bl.a. (1) forbrydelsens karakter, herunder den skade, som den forurettede faktisk er blevet påført, men også hvor potentiel farlig forbrydelsen har været; (2) forbrydelsens art, herunder om forbrydelsen ved pådømmelsen er henført under en kvalificeret strafbestemmelse, f.eks. grov vold; (3) straffen for forbrydelsen, herunder den konkret idømte straf, men også strafferammen samt (4) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen er begået, herunder om der har foreligget formildende eller skærpende omstændigheder. Det fremgår, at ansøgeren ved [landsrets] ankedom af [sommeren] 2019 blev dømt for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, idet han [i foråret] 2018 i forening med [antal] medgerningsmænd eksponerede [antal] forurettede for [gerningsbeskrivelse], idet det var ansøgeren, der førte [våben]. De forurettede har efter de lægelige oplysninger ikke været i livsfare, men det er anført, at [skadesbeskrivelse] kan forårsage læsioner af de underliggende organer og blodkar med deraf følgende risiko for påvirket åndedræts- og kredsløbsfunktion og dermed livsfare. Straffen, der er idømt som en tillægsstraf, er udmålt til fængsel i 10 måneder. Det er af retten lagt til grund, at den konkrete episode havde sin baggrund i et opgør mellem de pågældende, idet [gerningsbeskrivelse]. Efter navnlig arten og karakteren af volden finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ved ankedommen må anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. Om ansøgeren må betragtes som en fare for samfundet: Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal i den forbindelse foretages en fremadrettet farevurdering, som skal foretages på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhelhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået, (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet, (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået, og (6) udlændingens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. EU-Domstolen har udtalt sig nærmere om den farevurdering, der skal foretages efter artikel 14, stk. 4, litra b, i Rådets direktiv nr. 2011/95/EU af 13. december 2011, i bl.a. dom af 6. juli 2023 i sag C-8/22, XXX mod Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides. Det er anført i denne doms præmis 63, at en konstatering af, at der foreligger en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig fare, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, i almindelighed forudsætter, at der er tale om en tendens hos den pågældende person, der tyder på, at vedkommende i fremtiden fortsat vil udvise den adfærd, som udgør en sådan fare, men at det også kan forekomme, at den tidligere adfærd i sig selv opfylder betingelserne for en fare for samfundet. Jo længere en afgørelse tidsmæssigt ligger fra den endelige dom for en særlig grov forbrydelse, desto mere påhviler det følgelig den kompetente myndighed at tage hensyn til bl.a. udviklingen efter begåelsen af en sådan forbrydelse med henblik på at afgøre, om der foreligger en reel og tilstrækkelig alvorlig fare på det tidspunkt, hvor den skal træffe afgørelse om en eventuel tilbagekaldelse af flygtningestatus, jf. præmis 64. Selv om Danmark på grund af retsforbeholdet ikke er bundet af direktivet, kan EU-Domstolens domme anvendes som fortolkningsbidrag, jf. nærmere herom Flygtningenævnets beretning for 2022, s. 363. Om farevurderingen i den konkrete sag kan det på ene side anføres, at ansøgeren er dømt for i forening med andre at have deltaget i et planlagt overfald [gerningsbeskrivelse, som] kunne have medført livsfare, at det var ansøgeren, der førte [våbnet], og at straffen er udmålt til fængsel i 10 måneder. På den anden side kan det anføres, at overfaldet var et gensidigt opgør inden for et bestemt miljø, at den ene af de [antal] forurettede selv blev dømt i sagen for at have påført ansøgeren [skadesbeskrivelse], at ansøgeren kun var [i starten af tyverne] på tidspunktet for episoden, at ansøgeren hverken før eller efter ankedommen er dømt for anden personfarlig kriminalitet, at episoden fandt sted i [foråret] 2018 og således for mere end 5 år siden, og at ansøgeren efter det oplyste har haft en problemfri afsoning i varetægtsfængsel. Der kan tillige peges på ansøgerens personlige forhold, herunder at han er blevet gift og har fået et barn samt har øvrig familie her i landet, og at han før den pådømte kriminalitet har haft tilknytning til arbejdsmarkedet som [stilling A] og [stilling B] og ejer af en virksomhed, der udførte denne type arbejde. På den anførte baggrund og efter ansøgerens forklaring i nævnsmødet finder Flygtningenævnet efter en konkret helhedsvurdering, at ansøgeren ikke kan betragtes som en fare for samfundet, og at der herefter i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., ikke er grundlag for at udelukke ansøgeren fra opholdstilladelse efter lovens § 7, stk. 1. Det forhold, at ansøgeren i [vinteren 2021/2022] er dømt for overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt efter hjemrejseloven, kan efter sagens omstændigheder ikke føre til en ændret vurdering. Konklusion: Flygtningenævnet meddeler ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” stat/2023/17/LEUDS
Nævnet meddelte i december 2023 opholdstilladelse (K-status) til mandlig en statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2019 idømt fængsel i 9 måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, og for overtrædelse af [bestemmelser i våbenloven og våbenbekendtgørelsen], samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, men er ved [landsrets] ankedom [i sommeren] 2019 straffet med fængsel i 9 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2020 truffet afgørelse efter udlændingelovens § 49 a og har i den forbindelse fundet, at udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. Udlændingestyrelsen har videre fundet, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., men at han er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet har [i vinteren 2020/2021] stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse. Klageren er statsløs palæstinenser og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet har lagt til grund, at klageren fortsat ikke kan udsendes tvangsmæssigt til Syrien, og at klageren fortsat isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Denne genoptagelsessag vedrører herefter alene spørgsmålet om, hvorvidt klageren på nuværende tidspunkt fortsat er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse som følge af bestemmelsen i udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren har til støtte for, at han ikke bør udelukkes fra at blive meddelt opholdstilladelse, navnlig gjort gældende, at han ved ankedommen ikke er dømt for en særlig farlig forbrydelse, at han ikke er til fare for det danske samfund, og at hensynet til familiens enhed i øvrigt taler for, at han meddeles opholdstilladelse. Klageren har herunder henvist til, at der er tale om et enkeltstående forhold af kriminalitet, at han har haft en underordnet rolle i overfaldet, at en medtiltalt i sagen, der tillige havde en underordnet rolle i overfaldet og fik samme straf som klager, ikke er blevet udelukket fra opholdstilladelse, at der er tale om et internt og gensidigt opgør mellem unge mennesker, at forholdet er begået for snart 6 år siden, at han har haft en problemfri afsoning, og at det samme gør sig gældende for så vidt angår hans ophold på [asylcenter]. Han har ikke overtrådt sin opholds-, underretnings- og meldepligt. Overordnet om vurderingen i sagen: Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., sammenholdt med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, indebærer, at der i en situation som den foreliggende skal foretages en treleddet vurdering ved bedømmelsen af, om en udlænding er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. I første række skal der tages stilling til, om udlændingen kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. I givet fald skal der dernæst tages stilling til, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Er det tilfældet, skal der foretages en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed mv. afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, taler for at give udlændingen opholdstilladelse. Om klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse: Ved bedømmelsen af, om en konkret forbrydelse kan betragtes som en særlig farlig forbrydelse, må der lægges vægt på bl.a. (1) forbrydelsens karakter, herunder den skade, som den forurettede faktisk er blevet påført, men også hvor potentiel farlig forbrydelsen har været; (2) forbrydelsens art, herunder om forbrydelsen ved pådømmelsen er henført under en kvalificeret strafbestemmelse, f.eks. grov vold; (3) straffen for forbrydelsen, herunder den konkret idømte straf, men også strafferammen samt (4) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen er begået, herunder om der har foreligget formildende eller skærpende omstændigheder. Det fremgår, at klageren ved [landsrets] ankedom af [sommeren] 2019 blev dømt for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, idet han [gerningsbeskrivelse]. De forurettede har efter de lægelige oplysninger ikke været i livsfare, men det er anført, at [skadesbeskrivelse] kan forårsage læsioner af de underliggende organer og blodkar med deraf følgende risiko for påvirket åndedræts- og kredsløbsfunktion og dermed livsfare. Straffen er udmålt til fængsel i 9 måneder. Det er af retten lagt til grund, at den konkrete episode havde sin baggrund i et opgør mellem de pågældende, idet [gerningsbeskrivelse]. Efter navnlig arten og karakteren af volden finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at klageren ved ankedommen må anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. Om klageren må betragtes som en fare for samfundet: Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal i den forbindelse foretages en fremadrettet farevurdering, som skal foretages på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om udlændingen må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhelhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået, (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet, (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået, og (6) udlændingens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. EU-Domstolen har udtalt sig nærmere om den farevurdering, der skal foretages efter artikel 14, stk. 4, litra b, i Rådets direktiv nr. 2011/95/EU af 13. december 2011, i bl.a. dom af 6. juli 2023 i sag C-8/22, XXX mod Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides. Det er anført i denne doms præmis 63, at en konstatering af, at der foreligger en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig fare, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, i almindelighed forudsætter, at der er tale om en tendens hos den pågældende person, der tyder på, at vedkommende i fremtiden fortsat vil udvise den adfærd, som udgør en sådan fare, men at det også kan forekomme, at den tidligere adfærd i sig selv opfylder betingelserne for en fare for samfundet. Jo længere en afgørelse tidsmæssigt ligger fra den endelige dom for en særlig grov forbrydelse, desto mere påhviler det følgelig den kompetente myndighed at tage hensyn til bl.a. udviklingen efter begåelsen af en sådan forbrydelse med henblik på at afgøre, om der foreligger en reel og tilstrækkelig alvorlig fare på det tidspunkt, hvor den skal træffe afgørelse om en eventuel tilbagekaldelse af flygtningestatus, jf. præmis 64. Selv om Danmark på grund af retsforbeholdet ikke er bundet af direktivet, kan EU-Domstolens domme anvendes som fortolkningsbidrag, jf. nærmere herom Flygtningenævnets beretning for 2022, s. 363. Om farevurderingen i den konkrete sag kan det på ene side anføres, at klageren er dømt for i forening med andre at have deltaget i et planlagt overfald [gerningsbeskrivelse, som] har medført skader og potentielt kunne have medført livsfare, og at straffen er udmålt til fængsel i 9 måneder. På den anden side kan det anføres, at klageren havde en mere underordnet rolle i overfaldet, at overfaldet var et gensidigt opgør inden for et bestemt miljø, at den ene af de [antal] forurettede selv blev dømt i sagen, at klageren var [i starten af tyverne] på tidspunktet for episoden, at klageren hverken før eller efter ankedommen er dømt for anden kriminalitet, at episoden fandt sted i [foråret] 2018 og således for mere end 5 år siden, at klageren efter det oplyste har haft en problemfri afsoning i varetægtsfængsel, og at det følger af en udtalelse fra institutionschefen på [asylcenter], at klageren opfattes som en rolig beboer, der ikke efter centrets viden har været indblandet i konflikter med andre beboere. Der kan tillige peges på klagerens personlige forhold, herunder hans familieforhold og tilknytning til arbejdsmarkedet som [stilling A] og [stilling B] før den pådømte kriminalitet. På den anførte baggrund og efter klagerens forklaring i nævnsmødet finder Flygtningenævnet efter en konkret helhedsvurdering, at klageren ikke kan betragtes som en fare for samfundet, og at der herefter i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., ikke er grundlag for at udelukke klageren fra opholdstilladelse efter lovens § 7, stk. 1. Det forhold, at klageren efter det oplyste nu er sigtet for overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt efter hjemrejseloven og varetægtsfængslet i anledning deraf, kan efter sagens omstændigheder ikke føre til en ændret vurdering. Konklusion: Flygtningenævnet meddeler klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”. stat/2023/16/LEUDS
Nævnet stadfæstede i december 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er statsløs palæstinenser og sunnimuslim fra Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Hizbollah, Amalbevægelsen samt det libanesiske politi, idet han frygter at blive falsk anklaget for at samarbejde med Israel. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i starten i perioden [vinteren 2016/2017 til foråret 2017] flere gange er blevet antruffet af modstandsbevægelsen, hvor de forsøgte at rekruttere ham. Første gang blev ansøgeren antruffet på den gade han boede på. Det var en mand ved navn [A], som er leder af et forsamlingshus, der ligger på gaden. Manden fortalte, at ansøgeren var en ordentlig mand, og derfor ønskede modstandsbevægelsen, at ansøgeren tilsluttede sig dem. Dette nægtede ansøgeren. Anden gang blev ansøgeren antruffet af to personer, der truede med at chikanere sunnimuslimer i området, men ansøgeren nægtede stadig at tilslutte sig dem. Efterfølgende forsatte opsøgningerne. Ansøgeren blev antruffet af flere personer 3-4 gange om måneden. Ansøgeren blev også antruffet på en café, som han plejede at besøge. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han i [foråret 2017] blev overfaldet af tre personer med langt skæg fra Hizbollah med et basebaseballbat, i en tunnel i Libanon. De slog ansøgeren og brækkede ansøgerens ben. Efter overfaldet ringede ansøgeren til sine venner, der kørte ansøgeren hen til et hospitalet, hvor han fik opereret platin ind i sit ben. Efter hændelsen flygtede og udrejste ansøgeren. Ansøgeren har endvidere oplyst, at ansøgerens bil er blevet udsat for hærværk. Ansøgeren har videre som støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgerens mor i [efteråret 2019] blev antruffet af personer fra Hizbollah på en gade. De fortalte hende, at ansøgeren ville betale prisen for at nægte at være med i modstandsbevægelsen. Ansøgerens mor døde efterfølgende af et slagtilfælde. Ansøgerens far holdte før sin død, ansøgeren ansvarlig for sin mors død, idet hun grundet episoden var meget bekymret for ansøgeren. Ansøgerens far fortalte ansøgeren, at han ikke længere ønskede kontakt, samt at ansøgeren ikke måtte bo hos ham, hvis han vendte tilbage til Libanon. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgerens [familiemedlem A] i 2023 i [by] mødte personer fra Hizbollah. De henvendte sig til hende, og spurgte efter ansøgeren, hvortil ansøgerens [familiemedlem A] oplyste, at ansøgeren i 2017 var udrejst Libanon. Personerne fortalte ansøgerens [familiemedlem A], at hvis ansøgeren vender tilbage til Libanon, vil de sørge for, at ansøgeren ikke længere kunne gå på sine ben og gøre ham handikappet, fordi ansøgeren er den eneste fra flygtningelejren, der ikke har tilsluttet sig modstandsbevægelsen. Ansøgeren har endeligt til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgerens [familiemedlem B] er blevet falsk anklaget for at samarbejde med Israel af det libanesiske politi, og ansøgeren frygter, at det samme skal ske for ham. Flygtningenævnet lægger i lighed med Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt. og dermed som udgangspunkt udelukket fra at opnå beskyttelse efter konventionen. Der er herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at han er registreret ved UNRWA og at familien har modtaget støtte i form af skolegang, sundhedsbehandling og økonomisk støtte. Ansøgeren har endvidere fremlagt originalt rejsedokument udstedt af de libanesiske myndigheder på baggrund af, at han er statsløs palæstinenser, et UNRWA registreringskort til fødevarer og familieregistrering. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1D, 2. pkt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme forhold, som fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren 2023]. Det kan således ikke lægges til grund, at ansøgeren har en konflikt med Hizbollah eller undergrenen heraf, Saraya al-Muqawama al-Lubnaniya, idet ansøgerens forklaring herom ikke forekommer overbevisende, idet ansøgeren har forklaret forskelligt om hvor mange gange han var udsat for vold og trusler af Hizbollah medlemmer og ikke til sin samtale [i foråret 2023] nævner centrale detaljer om sin konflikt, som hærværk og telefontrusler. Ansøgerens forklaring på nævnsmødet kan ikke føre til en anden vurdering heraf. Flygtningenævnet kan endvidere tilslutte sig, at der af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Immigration and Refugee Board of Canada af 8. september 2022, og Landinfo, Libanon: De libanesiske motstandsbrigadene – Saraya al-Muqawama al-Lubnaniya, ikke er indikation på, at Hizbollah rekrutterer medlemmer ved tvang, og primært rekrutterer shiamuslimer. Flygtningenævnet kan tilslutte sig Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter det ikke forekommer overbevisende, at ansøgeren til trods for sin frygt for Hizbollah, [i efteråret 2017] frafaldt sin ansøgning om asyl, for at forsøge at komme hjem til sin syge mor. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at ansøgers frygt for at han ved en tilbagevenden til Libanon vil blive falsk anklaget og meldt til det libanesiske politi, fordi hans fars [familiemedlem C] blev anklaget for at samarbejde med israelerne og fængslet i [en årrække], ikke kan lægges til grund. Der er herved henset til, at forklaringen om ansøgers frygt for af samme grund at blive fængslet, alene beror på ansøgers egen formodning og ikke understøttes af andre oplysninger i sagen. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon er svære, såvel sikkerhedsmæssigt, som socioøkonomisk, men at dette ikke kan begrunde en anden vurdering. Ansøgeren har på denne baggrund ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet bemærker, at spørgsmålet om, hvorvidt det vil være muligt for ansøgeren at indrejse i Libanon, må anses for et udsendelsesspørgsmål. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2023/15/sesc
Nævnet stadfæstede i december 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, der var født Danmark.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Iran. Ansøgeren er født i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at få problemer afledt af sine forældres konflikt med de iranske myndigheder, idet de har udført politiske aktiviteter. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans forældre flygtede fra Iran i [1985-1995] grundet politisk forfølgelse som kurdere, der fandt sted forud for ansøgerens egen fødsel i Danmark. Ansøgerens forældre blev på et for ham ukendt tidspunkt tilbageholdt og fængslet af de iranske myndigheder, hvorfra de formåede at flygte. Ansøgeren har fået af vide af sin far, at den iranske regering var efter faren personligt af for ansøgeren ukendte årsager. Ansøgeren har oplyst, at han som søn af sine forældre vil være efterstræbt af de iranske myndigheder. Ansøgerens forældre har ønsket at komme videre, hvorfor de ikke har været politisk aktive under deres ophold i Danmark. Ansøgeren har ikke selv været politisk aktiv. Ansøgeren har videre oplyst, at han frygter at blive retsforfulgt i Iran for de forhold, som han er dømt for i Danmark. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han efter samtaler med bekendte, sin far og gennem en dokumentar har fået kendskab til, at der anvendes dobbeltstraf i Iran, særligt ved den karakter af kriminalitet, som han har begået i Danmark. Det er kun ansøgerens forældre og tætteste venner, der har kendskab til indholdet af ansøgerens dom i Danmark. Ansøgeren er ikke bekendt med, hvordan at de iranske myndigheder skulle få kendskab til indholdet af ansøgerens dom, men han føler sig sikker på, at oplysningen vil blive videregivet eller opfanget på en eller anden måde. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han frygter at blive betragtet som en landsforræder af de iranske myndigheder og som følge heraf blive idømt dødsstraf grundet sin opvækst i Vesten, idet han er blevet vestliggjort. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at det i Iran er uacceptabelt at være vestligt påvirket i sprog, udseende og opførsel. Han har ikke de samme værdier, idet han ikke skelner mellem shia- og sunnimuslimer, ligesom han ikke følger alle religiøse praksisser. Endeligt har ansøgeren oplyst, at han frygter de generelle forhold for etniske kurdere i Iran, idet kurdere i Iran generelt ikke bliver anerkendt, ligesom deres rettigheder ikke bliver respekteret. Dette kommer til udtryk i forskelsbehandling, chikane, vold og vilkårlige ulovlige anholdelser og fængslinger, der foretages af både de iranske myndigheder og lokalbefolkningen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren som asylmotiv har henvist til, at hans far i [1990-2000] blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker hertil, at ansøgerens far således ikke fandtes omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har selv forklaret, at faren ikke har været politisk aktiv i Danmark. Farens konflikt med de iranske myndigheder ligger nu cirka [25-35] år tilbage, da faren indrejste i Danmark i [1900-2000]. Ansøgeren må i forhold til de iranske myndigheder anses for at være helt uprofileret. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens fars forhold kan medføre, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. For så vidt angår risikoen for dobbeltstraf finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge til grund, at de iranske myndigheder nødvendigvis vil blive gjort bekendt med den dom, der er afsagt over ansøgeren i Danmark. Dertil kommer, at forbrydelser af den omhandlende karakter efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke vil udløse særskilt straf i Iran, medmindre der i Iran befinder sig en krænket part, der kan rejse sagen over for de iranske myndigheder. Der foreligger ikke oplysninger om, at dette skulle være tilfældet. Risikoen for dobbeltstraf kan derfor heller ikke føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren muligt kan blive indkaldt til aftjening af værnepligt, såfremt han udsendes til Iran. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at indkaldelse til værnepligt eller straf som følge af militærunddragelse ikke i sig selv er asylbegrundende. Ethvert land kan lovgive for egne borgere og straf for unddragelse eller desertering fra militærtjeneste kan ikke i sig selv betragtes som forfølgelse. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at straffen for militærunddragelse i Iran kan være bøder, fængsel eller inddragelse af kørekort o.l., hvilket ikke udgør en uforholdsmæssig straf. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke kan meddeles ansøgeren opholdstilladelse begrundet i de påberåbte forhold vedrørende værnepligt. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren, fordi han angiveligt er vestliggjort, vil risikere forfølgelse, bemærker Flygtningenævnet, at der ikke foreligger baggrundsoplysninger, der sandsynliggør, at en iransk mand, alene på grund af et langvarigt ophold i Vesten eller en eventuel vestlig adfærd, vil påkalde sig opmærksomhed og i den forbindelse risikere asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet finder heller ikke anledning til at hjemvise sagen. Da Flygtningenævnet herefter ikke finder, at de påberåbte forhold kan føre til opholdstilladelse, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2023/60/aalk
Nævnet omgjorde i december 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i sommeren 2016. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ” Klageren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [landsbyen A]], [distrikt B],[provinsen C], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2017 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive slået ihjel af Taliban, idet Taliban havde myrdet hans far og efterfølgende bortførte ham og forsøgte at gøre ham til selvmordsbomber. Det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, at klageren fik meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet Udlændingestyrelsen lagde klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund og på den baggrund vurderede, at klageren ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for konkret og individuel risiko for forfølgelse. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Udlændingestyrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren i forbindelse med forlængelsessamtalen [i vinteren] 2021 har oplyst, at hans far er i live, at hverken han eller hans far har været tilbageholdt af Taliban, at denne forklaring er opdigtet, at han rettelig forlod Afghanistan, idet han havde ringe muligheder for uddannelse eller arbejde, og at han derfor har afgivet usande oplysninger om sit asylmotiv. Flygtningenævnet har [i efteråret] 2023 besluttet at genoptage sagen. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive udsat for forfølgelse og overgreb fra Taliban, da de vil betragte klageren som udefrakommende og ”westernized”, som følge af, at han indrejste i Danmark som [15-18-årig]. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge ansøgers forklaring om sit asylmotiv til grund, idet klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig, hvorfor der ikke på denne baggrund er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse. Der er herved henset til de samme omstændigheder som anført i Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2022. Med hensyn til klagerens Sur Place asylmotiv om at være i risiko for forfølgelse fra Taliban, idet han vil blive betragtet som ”vestliggjort” bemærker Flygtningenævnet, at forholdene for vestliggjorte og den risikovurdering, der i den forbindelse skal foretages ved en tilbagevenden til Afghanistan, er beskrevet i Flygtningenævnets baggrundsmateriale, herunder EUAA, Country Guidance, Afghanistan fra januar 2023. Heraf fremgår af pkt. 3.13 og pkt. 3.14 blandt andet: ”… Individuals perceived as ”Westernized” due, for example, to their activities, behaviour, appearance and expressed opinions, which may be seen as non-Afghan or non-Muslim. It may also include those who return to Afghanistan after having spent time in Western countries. … The individual assessment of whether there is a reasonable degree of likelihood for the applicant to face persecution should take into account risk-impacting circumstances, such as: the behaviour adopted by the applicant, visibility of the applicant, area of origin and conservative environment, gender (the risk is higher for women), age (it may be difficult for children of certain age to (re-) adjust to Afghanistan´s social restrictions), duration of stay in a western country, etc. …”Af baggrundsoplysningerne fremgår endvidere, at det afgørende for spørgsmålet om vestliggørelse i lyset af Talibans magtovertagelse er, om klageren efter en samlet vurdering har en sådan erfaring med livet i Afghanistan, at klageren vil kunne genoptage sit liv i landet på en sådan måde, at han ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. I den forbindelse bemærkes, at klageren indrejste i Danmark i 2016 som uledsaget mindreårig, da han var [15-18 år]. Han har været under uddannelse i størstedelen af den tid, som han har opholdt sig i Danmark og har i denne periode haft fritidsjobs. Han har levet et ungdomsliv i Danmark på danske præmisser. Han taler næsten fejlfrit dansk. Nævnsmødet er afviklet på dansk uden brug af tolk. Klageren har på nævnsmødet redegjort for sin holdning til og tilegnelse af danske og vestlige værdier i bred forstand. Han har ingen familie i Danmark, men har en kæreste, som han er blevet forlovet med, og som han har været sammen med i [2-4] år. På denne baggrund lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren har tilegnet sig en vestlig livsstil. Han taler sproget pashtun, men med dansk accent. Da klageren i Afghanistan ikke har familie eller andet netværk, der vil kunne støtte og hjælpe ham ved en tilbagevenden, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at klageren ikke vil kunne genoptage sit liv i Afghanistan på en sådan måde, at han ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2023/74
Nævnet stadfæstede i december 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde samt to børn, der var meddelt konventionsstatus i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til barnets tarv samt, at klagerens ægtefælle har opholdstilladelse i Danmark.Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet – ligesom Udlændingestyrelsen – på baggrund af oplysninger i EURODAC-registret lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som flygtning i Østrig [i efteråret] 2016. Oplysningerne stemmer også overens med klagerens egne oplysninger til sagen, herunder det østrigske konventionspas for flygtninge, som klageren har fremlagt. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Østrig, samt at klageren i Østrig vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Østrig, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2023 har oplyst, at hun ikke har konflikter i Østrig, hverken med myndigheder, grupperinger eller privatpersoner. Klageren har endvidere oplyst, at hun månedligt har fået udbetalt cirka 800 euro af de østrigske myndigheder, og at hun under sit ophold i Østrig har boet hos [et familiemedlem i en by i Østrig] og har gået på sprogskole. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren har fået den fornødne beskyttelse i Østrig, og at de østrigske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde tilstrækkelig beskyttelse af klagerens personlige integritet og sikkerhed. Det forhold, at klagerens ægtefælle, som ligeledes er far til klagerens børn, har opholdstilladelse i Danmark, og det af klageren anførte om, at hun gerne vil opholde sig i samme land som sin ægtefælle, kan ikke føre til, at Østrig ikke i den konkrete sag kan tjene som klagerens førte asylland, og at klagerens asylansøgning derfor bør behandles i Danmark. De synspunkter, der fremgår af DRC Dansk Flygtningehjælps indlæg af [vinteren 2023/2024] om blandt andet hensynet til familiens enhed og barnets tarv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og FN’s Børnekonventions artikel 3 og artikel 9, kan således ikke føre til en ændret vurdering af sagen om afvisning af klagerens ansøgning om asyl, jf. herved udlændingelovens § 29 b. Nævnet bemærker i den forbindelse, at nævnet i den foreliggende sag ikke har kompetence til at tage stilling til klagerens ret til at udøve et familieliv med sin herboende ægtefælle, og at kompetencen til at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven henhører under Udlændingestyrelsen med klageadgang til Udlændingenævnet. Der foreligger heller ikke oplysninger om klagerens personlige og individuelle forhold, der kan danne grundlag for en ændret vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt Østrig kan tjene som første asylland for klageren. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29 b-Østr/2023/1/mlvt
Nævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren har et socialt netværk i Danmark, hvilket hun ikke har i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har det psykisk dårligt, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af AIDA, Country Report: Germany, Update 2022, s. 142, at asylansøgere de første 18 måneder er begrænset til akut læge hjælp, men efterfølgende kan tilgå sundhedsvæsnet i Tyskland på lige fod som tyske statsborgere, hvorfor det må antages, at klageren vil kunne modtage nødvendig sundhedsbehandling i Tyskland. Det skal yderligere bemærkes, at såfremt det er nødvendigt, kan Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af klageren underrette de tyske myndigheder i overensstemmelse med den fremsendte accept om relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klager samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det forhold, at klageren har herboende veninder, kan heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet bemærker hertil, at venner ikke er omfattet af familiebegrebet, som er defineret i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet skal endvidere bemærke, at Tyskland i henhold til Dublinforordningen er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse, og at klagerens personlige præference for én medlemsstat frem for en anden ikke er et forhold, der kan tillægges betydning ved vurderingen af, hvilken medlemsstat, der skal behandle klagerens asylansøgning, eftersom dette vil stride imod formålet med Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”Dub-Tysk/2024/4/SACH
Nævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klagerens ægtefælle som hun er religiøst viet med, bor i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af lovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Tyskland har da også i [efteråret 2023] accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold at klageren har oplyst, at hun er religiøst viet med en herboende [mellemøstlig] statsborger, kan ikke føre til anden vurdering. Flygtningenævnet har her lagt vægt på, at klageren og hendes ægtefælle aldrig har boet sammen, ligesom klageren til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen har oplyst, at hun alene har haft kontakt til sin ægtefælle igennem [socialt medie], ligesom de først mødte hinanden i Danmark efter klagerens indrejse. Det forhold, at klagerens ægtefælle til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han er ved at søge om dispensation i Familieretshuset til indgåelse af ægteskab kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Dublinforordningens artikel 7, stk. 2, at ”Afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig efter kriterierne i dette kapitel sker på grundlag af situationen på det tidspunkt, hvor ansøgeren for første gang indgav sin ansøgning om international beskyttelse til en medlemsstat”. Det følger heraf, at det er situationen i [sommeren 2022], hvor klageren søgte om asyl i Tyskland, der er afgørende. Flygtningenævnet skal hertil bemærke, at klagerens ægtefælle ikke på det tidspunkt var omfattet af forordningens familiebegreb i artikel 2, litra g, idet deres religiøse vielse ikke var registreret ved en civil myndighed. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Tysk/2024/3/LODU
Nævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren føler sig bedre behandlet i Danmark end i Tyskland samt, at han har et netværk i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland, og at han herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at det tyske politi efter klagerens ankomst til Tyskland ikke behandlede ham godt under en [episode], herunder at de ikke hjalp ham, da han fortalte dem, at han havde ondt flere steder i kroppen, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har ligesom Udlændingestyrelsen herved lagt vægt på, at klageren må henvises til at klage over det tyske politis behandling af klageren til den relevante overordnede myndighed i Tyskland. Det forhold, at klageren føler sig bedre behandlet i Danmark af både privatpersoner og myndigheder, samt at han ønsker at være i Danmark, idet klageren har hørt, at Danmark er mere lovmæssigt ordentligt end Tyskland, kan ligeledes ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Tyskland i henhold til Dublinforordningen er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det forhold, at klageren har et netværk i Danmark, og at han mener, at det derfor vil være lettere for ham at integrere sig i Danmark, kan ligeledes ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren ikke har familie i Danmark, hvorfor det omtalte netværk ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2024/1/MSI
Nævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for afviste asylansøgere i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at det vil være i strid med Dublinforordningens grundlæggende princip om, at kun én medlemsstat skal være ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen, hvis klageren efter endeligt afslag på asyl i én medlemsstat, vil kunne få en asylansøgning behandlet på ny i en anden medlemsstat. Flygtningenævnet finder ikke, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om de generelle forhold for afviste asylansøgere i Sverige kan føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de generelle forhold og levevilkår for afviste asylansøgere i Sverige ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2. Det forhold, at klageren har oplyst, at han har en konflikt med en privatperson i Sverige, kan ligeledes ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at såfremt klageren fortsat oplever problemer med [denne privatperson] i Sverige, må klageren henvises til at rette henvendelse til de svenske myndigheder herom, som må antages at have vilje og evne til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Heller ikke det oplyste om klagerens psykiske helbred kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det må forventes, at klageren kan modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Sverige, da der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige ikke overholder sine internationale forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Sverige har tiltrådt. Flygtningenævnet bemærker videre, at der i Dublinforordningens artikel 32 er mulighed for, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de svenske myndigheder om klagerens eventuelle særlige behov, herunder om relevante helbredsmæssige oplysninger. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”: Dub-Sver/2024/1/JURO
Nævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der havde fået udstedt et visum i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til risikoen for frihedsberøvelse samt adgangen til indkvarteringssystemet og asylproceduren i Polen. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt et visum, der udløb [i efteråret] 2023 og dermed mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at han ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens ansøgning om international beskyttelse skal behandles i Danmark under henvisning til baggrundsoplysninger om risikoen for frihedsberøvelse samt nægtelse af adgang til indkvarteringssystemet og asylproceduren i Polen, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det følger af AIDA’s Country Report: Poland 2022 Update, udgivet i maj 2023, at alle asylansøgere i Polen har adgang til landets modtagecentre, og at der i de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger ikke er oplysninger om, at Dublin-returnees har problemer med at få adgang til disse modtagecentre. Flygtningenævnet finder derfor, at der ikke er grund til at antage, at klageren ikke vil have adgang til indkvarteringssystemet ved en overførsel til Polen. Nævnet bemærker hertil, at Polen har accepteret at overtage behandlingen af klagerens ansøgning om international beskyttelse. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er grund til at antage, at forholdene på de almindelige modtagecentre i Polen kan anses for behæftet med væsentlige mangler, og der kan i den forbindelse henvises til AIDA’s rapport ”Seeking Refuge in Poland: A Fact-Finding Report on Access to Asylum and Reception Conditions for Asylum Seekers”, udgivet i april 2023, hvoraf det blandt andet fremgår, at: ”Overcrowding does not appear to be an issue. […] Overall, although some specific aspects could be improved – particularly regarding the provision of more efficient inclusion programmes and better access to medical and psychological services -, reception conditions in Poland appear to have improved in recent years and do not represent a major cause for concern in the country. The centres do not operate at full capacity and many asylum seekers choose to live in the community instead of the centres while receiving financial support. The Polish Supreme Administrative Court has not recently received cases in reception conditions. The national Commissioner for Human Rights has not reported on any major issues affecting the country’s reception system, apart from the centre’s limited preparation for housing people with disabilities and the fact that asylum applicants face problems getting to reception centres after being released from detention.” For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en overførsel til Polen risikerer at blive frihedsberøvet, bemærker Flygtningenævnet, at frihedsberøvelse af asylansøgere, herunder også Dublin-returnees, ikke i sig selv er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og 5 og EU’s charter om grundlæggende rettigheders artikel 4 og 6. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis, herunder blandt andet dommen af 29. januar 2008 i sagen Saadi mod Storbritannien (application number 13229/03), at det i et vist omfang er muligt at frihedsberøve asylansøgere for at fastslå, om ansøgeren har ret til at opholde sig i landet. Det forudsættes, at frihedsberøvelsen sker i overensstemmelse med den nationale lovgivning, at frihedsberøvelsen ikke er vilkårlig, at frihedsberøvelsen sker under passende omstændigheder, og at en frihedsberøvet asylansøger har ret til at indbringe sagen for en domstol, for at denne kan træffe afgørelse om lovligheden af frihedsberøvelsen. Der skal således foretages en konkret vurdering af, om frihedsberøvelse i den konkrete sag er i overensstemmelse med de nævnte bestemmelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet bemærker imidlertid, at der ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger i stort omfang sker frihedsberøvelse af asylansøgere i Polen, som overføres til landet i medfør af Dublinforordningen. Nævnet er ligeledes opmærksom på Den Europæiske Menneske-rettighedsdomstols praksis vedrørende sager om frihedsberøvelse af asylansøgere i Polen, og at disse sager hovedsageligt vedrører familier med mindreårige børn. Nævnet bemærker imidlertid også, at det af AIDA’s rapport ”Seeking Refuge in Poland: A Fact-Finding Report on Access to Asylum and Reception Conditions for Asylum Seekers”, udgivet i april 2023, at der er indikationer på, at denne praksis fra og med anden halvdel af 2022 er under opblødning. Det fremgår blandt andet af side 29, at: ”According to the NGO Nomada, which provides assistance at various detention centres, in the second half of 2022 Dublin returnees were not detained upon arrival in most cases, in a change from previous practices. Instead, they were sent to the Border Guard offices on the German border. From that point, it is up to the Border Guard to request detention measures, but in practice many courts seem to have denied approval of these requests over the last few months.” Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat sker i overensstemmelse med medlemsstaternes internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Det af klageren anførte om, at han har fået det psykisk dårligt og er begyndt at isolere sig og føle sig ensom efter Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2023, og at han frygter, at hans helbredsmæssige tilstand vil forværres ved en overførsel til Polen, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det må forventes, at klageren kan modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Polen, da der ikke er holdepunkter for at antage, at Polen ikke overholder sine internationale forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Polen har tiltrådt. Flygtningenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det blandt andet fremgår af AIDA’s Country Report: Poland 2022 Update, udgivet i maj 2023, at: ”Access to health care for asylum seekers is guaranteed in law under the same conditions as for Polish nationals who have health insurance. Health care for asylum seekers is publicly funded. If an asylum seeker is deprived of material reception conditions or they are limited, they are still entitled to health care. […] Health care for asylum seekers includes treatment for persons suffering from mental health problems. In 2022, psychologists worked in all centres for at least 4 hours a week for every 120 asylum seekers. This was extended to 1 hour for every additional 50 asylum seekers. Asylum seekers can also be directed to a psychiatrist or a psychiatric hospital.” Flygtningenævnet bemærker videre, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de polske myndigheder om klagerens eventuelle særlige behov, herunder om relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det af klageren anførte om, at han ønsker at bo i Danmark, idet han føler sig sikker, tryg og værdigt behandlet i landet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Polen i henhold til Dublinforordningen er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse, og at klagerens personlige præferencer for én medlemsstat frem for en anden ikke er et forhold, der kan tillægges betydning ved vurderingen af, hvilken medlemsstat, der skal behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse, eftersom dette vil stride imod formålet med Dublinforordningen. Det af klageren anførte om, at han ved en overførsel til Polen frygter at blive udsat for overgreb, idet han har hørt, at flygtninge med [etnicitet] behandles dårligt, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren ikke har fremlagt dokumentation for det påståede eller på anden måde sandsynliggjort, at de polske myndigheder diskriminerer asylansøgere på baggrund af deres etnicitet. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at det må bero på klagerens egen formodning, at han ved en overførsel til Polen risikerer at blive udsat for diskriminerende behandling af de polske myndigheder som følge af sin etnicitet. For så vidt angår det af klageren anførte om, at klagerens herboende [slægtning] kan bistå klageren med sin integration i Danmark og yde hjælp og støtte til klageren, kan ikke føre til, at klagerens ansøgning om international beskyttelse skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Dublinforordningens artikel 16 ikke finder anvendelse, idet betingelserne herfor ikke er opfyldt. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2024/1/MLVT
Nævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der fra et tredjeland ulovligt har passeret grænsen til Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien, herunder særligt til asylsagsproceduren, indkvarteringsforholdene samt forholdene for særligt sårbare. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af lovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren i [vinteren 2022/2023] indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Italien har da også i [foråret 2023] accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet traf i en række sager den 3. og 9. oktober 2023 afgørelse om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelser om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. Nævnet bemærkede i alle sagerne, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger fortsat er behæftede med visse mangler. Flygtningenævnet tiltrådte imidlertid Udlændingestyrelsen vurdering af, at de generelle forhold for asylansøgere i Italien ikke har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene, og at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Italien. Flygtningenævnet fandt således i afgørelserne, at forholdene i Italien ikke giver grundlag for en generel antagelse om, at overførsel af asylansøgere, herunder også sårbare asylansøgere, til Italien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-charterets artikel 4. Nævnet bemærkede videre, at det må forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en midlertidig karakter. Den omstændighed, at de italienske myndigheder den 5. oktober 2023 har forlænget undtagelsestilstanden på migrationsområdet med yderligere seks måneder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på princippet i EU-retten generelt om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og at udgangspunktet er, at en medlemsstat overholder sine internationale, herunder EU-retlige forpligtelser. Der er således ikke på nuværende tidspunkt grundlag for, at fastslå, at den midlertidige undtagelsestilstand og forlængelsen heraf i sig selv er udtryk for systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene. Flygtningenævnet finder, at en beslutning om, at klageren skal overføres til Italien, ikke kan anses at indebære en sagsbehandlingstid, som er i strid med Dublinforordningens krav om hurtig og effektiv behandling af asylansøgninger. Det af DRC Dansk Flygtningehjælps anførte om, at klageren i [afrikansk land] og i [afrikansk land] har været udsat for tortur kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har lagt vægt på, at det fremgår af AIDA, Country Report: Italy, maj 2023, s. 93-96, at personer, som har været udsat for tortur, bliver anset for at tilhøre en sårbar gruppe, og at personer som har været udsat for tortur skal have adgang til passende medicinsk og psykologisk assistance. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klagerne underetter de italienske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder de relevante helbredsmæssige forhold, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32.Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Ital/2024/1/LODU
Nævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Indrejst i 1993 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2022 idømt fængsel i 1 år og 9 måneder for overtrædelse af straffelovens § § 288, stk. 1, nr. 1, § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, § 285, stk. 1, jf. § 281, nr. 1, og [bestemmelser i lov om euforiserende stoffer], samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Bosnien-Hercegovina. Klageren er sunnimuslim af trosretning fra Bosnien-Hercegovina. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han og hans familie forlod det tidligere Jugoslavien, da han var [0-3] år gammel i 1992 grundet den daværende konflikt, og at han derfor ikke har nogen tilknytning til Bosnien-Hercegovina eller forudsætning for at kunne etablere sig i landet. Klageren har videre henvist til, at han ved en udsendelse til Bosnien-Hercegovina frygter for sin sikkerhed, idet han har læst i nyhederne, at der fortsat er etniske konflikter i landet, og at den bosniske del af befolkningen bliver udsat for overgreb. Klageren her til støtte herfor oplyst, at han under en rejse i Bosnien-Hercegovina [på et tidspunkt i 2000’erne] blev overfaldet af ukendte personer to gange. Klageren har videre oplyst, at hans [familiemedlem As] hus i [by] er blevet raseret, og at hans [familiemedlem B] har oplyst, at bosniere bliver bortført og slået ihjel. Klageren [familiemedlem C] har ligeledes fortalt ham, at [familiemedlem D og E] er blevet dræbt i Bosnien-Hercegovina efter, at de er vendt tilbage til landet efter en årrække i Danmark. Klagerens [familiemedlem C] har videre fortalt ham, at klagerens [familiemedlem F] i [årstal i 2010’erne]] blev overfaldet og knivstukket 14 gange. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren er i risiko for asylbegrundede forfølgelse. Klageren har til Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2023 forklaret, at hverken ham eller hans familie har personlige konflikter med myndighederne, grupperinger eller privatpersoner i Bosnien-Hercegovina. Klageren har til Udlændingestyrelsen endvidere forklaret, at han ikke kan vende tilbage til Bosnien, da han ikke har familie der, og han ved ikke, hvad han skal dernede. Klageren har også forklaret, at hans familie ikke har oplevet problemer i forbindelse med deres rejser til Bosnien-Hercegovina. Klageren har under mødet i flygtningenævnet forklaret, at han under sine to rejser til Bosnien er blevet overfaldt og røvet to gange, fordi han kom fra Danmark. Samtidig har klageren for Flygtningenævnet forklaret, at han er blevet ydmyget i Bosnien-Hercegovina, og at [familiemedlem D og E], der har boet i Danmark, er blev slået ihjel, da de rejste tilbage til Bosnien-Hercegovina. Klageren har tillige forklaret, at hans [familiemedlem F] af serbere i Bosnien-Hercegovina er blevet overfaldet og stukket 14 gange i [årstal i 2010’erne], at hans [familiemedlem G] er rejst til Frankrig, og at hans [familiemedlem As] hus er blevet raseret. Klageren har under mødet i Flygtningenævnet alene forklaret overfladisk om overfaldende, og han har ikke været i stand til at afgive en detaljeret forklaring herom. Overfaldende fremstår derfor ikke selvoplevede. Om divergenserne har klageren endvidere forklaret afglidende. Flygtningenævnet finder derfor, at asylmotivet fremstår utroværdigt og konstrueret til lejligheden. Nævnet bemærker, at selv hvis klageren måtte være blevet overfaldet, finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han på denne baggrund skulle være individuelt forfulgt, og at han ved en tilbagevenden til Bosnien vil være i risiko for asylbegrundede forfølgelse. Samtidig bemærker nævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at eventuelle overfald på hans familiemedlemmer har en relation til klageren. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren over for Udlændingestyrelsen har oplyst, at hans forældre har været på ferie i Bosnien ca. hvert andet år, eller når de havde økonomi hertil, og at de ikke har oplevet problemer under disse rejser. Klagerens opfattelse af, at der bliver begået overgreb på bosniere, er endvidere ikke støtte i baggrundsoplysningerne. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at klageren ikke har noget sted at bo eller tilknytning til Bosnien-Hercegovina, og at han ikke ser nogen fremtid der, kan heller ikke føre til, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i Danmark, idet socioøkonomiske forhold ikke er omfattet af anvendelsesområdet af § 7 i udlændingeloven. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 1, eller være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Bosnien-Hercegovina. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse.” bosn/2024/2/leuds
Nævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Indrejst i 1993.Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk bosnisk og muslim fra [by A], Bosnien-Hercegovina. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren 1992-1993], og at hun [i foråret 1993] blev meddelt opholdstilladelse efter § 1 i lov nr. 933 af 18. november 1992 om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien. [i sommeren 1995] blev klageren meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. I. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret 2012] udrejste til Bosnien-Hercegovina. Klageren udrejste for at vende tilbage til sit hjemland sammen med sin ægtefælle. Klageren indrejste i Danmark [i vinteren 2021/2022] og indgav ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse [i vinteren 2021/2022]. [i efteråret 2023] besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 var bortfaldet, jf. udlændingelovens § l 7, stk. 1, jf. stk. 4, og § 17 a, stk. 1, nr. I, og § 17 a, stk. 2., idet klageren efter at have underskrevet en erklæring om frivilligt frafald af sin opholdstilladelse er returneret til sit hjemland som led i repatriering og efter en forlængelse af fortrydelsesfristen med 12 måneder har opholdt sig i hjemlandet i mere end 24 på hinanden følgende måneder. Klager har for Flygtningenævnet frafaldet at påberåbe sig at hun, såfremt hendes opholdstilladelse i Danmark fortsat anses for bortfaldet, ikke kan vende tilbage til Bosnien-Hercegovina. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er statsborger i Bosnien-Hercegovina og at hun er i besiddelse af gyldigt pas. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren vil kunne udsendes, hvis hun ikke udrejser frivilligt jf. udlændingelovens § 31. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger sådanne helt særlige omstændigheder, som omhandlet i udlændingelovens § 17 a, stk. 2 sidste pkt., bemærker Flygtningenævnet, at klageren udrejste af Danmark i [efteråret 2012] med henblik på at vende tilbage til Bosnien-Hercegovina og at hun først i [vinteren 2021/2022] indgav ansøgning om, at hendes opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Det fremgår af sagens akter, at hun var fuldt opmærksom på, at det var muligt at fortryde repatrieringen, og at der var en frist herfor. Det fremgår endvidere, at hun med bistand af sin i Danmark bosatte søn søgte og fik forlængelse af fortrydelsesfristen, således at denne udløb [i efteråret 2014]. Klageren har ikke, efter det oplyste på nogen måde været forhindret i at kontakte de danske myndigheder, heller ikke efter hendes ægtefælle døde i 2019. Det fremgår endvidere af stempler i klagerens pas, at hun såvel i 2020 som i 2021 har været indrejst i Danmark, hvilket hun også selv har forklaret. Da klageren således har været opmærksom på fortrydelsesfristen og har haft mulighed for at kontakte de danske myndigheder, finder Flygtningenævnet ikke, at de påberåbte forhold, herunder klagerens ægtefælles helbredsmæssige forhold i perioden 2015-2019, kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt Danmarks internationale forpligtelser herunder særligt EMRK artikel 8 kan føre til et andet resultat, bemærker Flygtningenævnet, at klagerens herboende børn er voksne. Der foreligger ikke oplysninger om, at hun er afhængig af støtte fra sine børn, og hun har i en periode på i hvert fald ni år ikke udøvet familielivet regelmæssigt i Danmark. Herefter og i øvrigt af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde, også vedrørende klagerens helbredsforhold, tiltræder Flygtningenævnet, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. bosn/2024/1/sesc
Nævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at de tyske myndigheder havde forfulgt ham og behandlet ham dårligt. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som flygtning med subsidiær beskyttelse i Tyskland [i foråret] 2017. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Tyskland, samt at klageren i Tyskland vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Tyskland, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder princippet om non-refoulement som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren har oplyst, at myndighederne i Tyskland behandler ham dårligt og afpresser ham, samt at han har været fængslet, og at han oplever at være forfulgt af de offentlige myndigheder og mangler juridisk bistand i denne sammenhæng, kan ikke føre til en anden vurdering. Det bemærkes hertil, at der ikke er fremkommet oplysninger om, at klageren har klaget over de påberåbte forhold, hverken vedrørende de forhold klageren har påberåbt sig i nærværende sag, eller de forhold klageren påberåbte sig i forbindelse med sin tidligere sag vedrørende overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 29 b. Flygtningenævnet finder således fortsat, at klageren må henvises til at indgive en klage ved den relevante overordnede tyske myndighed, såfremt han efter en overførsel til Tyskland måtte opleve problemer. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” § 29 b-Tysk/2024/1/sahe
Nævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens helbredsforhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ikke ønsker at vende tilbage til Tyskland, idet han frygter for sit helbred, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren som afvist asylansøger i Tyskland må forvente at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren i Tyskland har modtaget behandling for [helbredsproblem]. Det forhold, at klageren har oplyst, at han i Tyskland blev ordineret en for høj dosis, og at han som følge heraf oplevede, at hans tilstand blev forværret, samt at han ved en tilbagevenden til Tyskland frygter, at hans tilstand vil forværres i en sådan grad, at det vil være livstruende, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved, ligesom Udlændingestyrelsen, lagt vægt på, at klageren må henvises til at klage ved den relevante overordnede myndighed i Tyskland, såfremt han er utilfreds med den medicinske behandling han har modtaget. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2023/43/sahe
Nævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var i besiddelse af et gyldigt visum til Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Spanien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Spanien, da hun indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har en kæreste i Danmark, der er dansk statsborger, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren forud for indrejsen ikke har haft et samliv med sin herboende kæreste, ligesom klagerens kæreste ikke er omfattet af Dublin-forordningens familiebegreb, jf. artikel 2, litra g. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om de generelle forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Spanien, herunder hvad angår adgang til indkvartering og til asylproceduren, kan heller ikke føre til, at klagerens asylsag behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det af AIDA’s Country Report: Spain – 2022 Update, side 97ff. fremgår, at asylansøgere har ret til indkvartering mv. Yderligere bemærker Flygtningenævnet, at Spanien har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, efter hvilket der som udgangspunkt gælder en formodning for, at modtagerforholdene og asylproceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte konventioner. Der er på denne baggrund ikke holdepunkter for at antage, at Spanien ikke efterlever sine internationale forpligtelser. Endelig finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spanien ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Span/2023/9/kdo
Nævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Schweiz i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Schweiz. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren ikke vil vende tilbage til Schweiz, da hans ægtefælle bor i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Schweiz. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Schweiz er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Schweiz dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Schweiz [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han ikke vil tilbage til Schweiz, fordi hans asylsag er afsluttet der, og at han på grund af sine problemer i Sri Lanka frygter en tilbagevenden til landet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at Schweiz har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublin-forordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der således gælder en formodning om, at behandlingen af ansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Flygtningenævnet finder, at der ikke er konkrete holdepunkter for at antage, at Schweiz ikke lever op til sine internationale forpligtelse, og at en overførsel af klageren til Schweiz vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 eller EU’s charter om grundlæggende artikel 4. Det forhold, at klageren har anført, at han har sin ægtefælle i Danmark, idet han har en herboende kæreste, som han har været i et forhold med siden 2019, og med hvem han har været religiøst viet siden [sommeren] 2022, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det efter sagens foreliggende oplysninger, ikke har været muligt at vurdere, hvorvidt den religiøse vielse kan anerkendes som retsgyldigt i Danmark, idet klageren er udeblevet fra den planlagte oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2023 samt forkyndelsessamtalen [i efteråret] 2023 uden forudgående lovligt forfald og derved ikke har medvirket til at oplyse sin egen sag. Flygtningenævnet finder derfor på det foreliggende grundlag, at klagerens partner ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Schw/2023/2/sch
Nævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Østrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde og hendes mindreårige barn, der har indgivet ansøgning om asyl i Østrig. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klagernes henholdsvis ægtefælle og [familiemedlem] har opholdstilladelse i Danmark, ligesom klageren er [oplysning vedrørende klageren] med sit andet barn med ægtefællen. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Østrig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Østrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Østrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Østrig i [sommeren 2023] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Klageren har til støtte for, at der ikke skal ske overførsel til Østrig, således at klageren og hendes datters asylansøgning realitetsbehandles i Danmark, principalt gjort gældende, at klagerens ægtefælle som endvidere er far til hendes mindreårige datter, er bosat i Danmark. Herunder har klageren oplyst, at hun [oplysning vedrørende klageren] med sin ægtefælle. Klageren har videre oplyst, at hun og hendes mindreårige datter ikke har nogen familie i Østrig, hvorfor Danmark skal behandle hendes sag, da det er her hendes kernefamilie opholder sig. Klageren har bl.a. oplyst, at hun udrejste fra Syrien til [land A] i 2014, og at hun i [sommeren 2019] blev islamisk viet med sin ægtefælle i [land A]. I [foråret 2020] blev klageren registreret som asylansøger i Østrig. Hun har endvidere oplyst, at hun i [sommeren 2020] indrejste i [land B], hvor hun opholdt sig i [2-5] år. Under opholdet i [land B] fødte hun i [vinteren 2021/2022] sin og ægtefælles fælles barn. Ægtefællen rejste flere gange fra Danmark til [land B] for at besøge hende, og han var til stede i forbindelse med barnets fødsel. Hun og barnet indrejste i Danmark i [foråret 2023] og søgte asyl dagen efter. I [sommeren 2023] indgav klagerne ansøgninger om at blive familiesammenført med klagernes henholdsvis ægtefælle og [familiemedlem]. Udlændingestyrelsen har i [efteråret 2023] meddelt klagerne processuelt ophold. I [efteråret 2023] blev klageren gift med sin ægtefælle i [kommune]. Klagernes advokat har henvist til, at det følger af Dublinforordningens artikel 9, at Danmark er ansvarlig for at behandle klagernes anmodning om asyl, når klagerne, uanset om familien i forvejen var stiftet i hjemlandet, har et familiemedlem, der har fået tilladelse til at opholde sig som en person med international beskyttelse i en medlemsstat. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Dublinforordningens artikel 9 skal læses i sammenhæng med forordningens artikel 2, litra g, og med artikel 7, stk. 2. Artikel 2, litra g, indeholder forordningens definition af begrebet ”familiemedlemmer”, som omfatter en række nærmere opregnede familiemedlemmer ”for så vidt familien allerede eksisterede i hjemlandet”. Af artikel 7, stk. 2, fremgår at ”Afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig efter kriterierne i dette kapitel, sker på grundlag af situationen på det tidspunkt, hvor ansøgeren for første gang indgav sin ansøgning om international beskyttelse til en medlemsstat.” Det følger heraf dels, at det er situationen i [foråret 2020], hvor klageren søgte asyl i Østrig, som er afgørende ved anvendelsen af artikel 9, og dels at klagerens ægtefælle ikke på det tidspunkt var omfattet af forordningens familiebegreb. Flygtningenævnet bemærker, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at klageren efter det oplyste blev religiøst viet med sin ægtefælle i [land A] i [sommeren 2019], idet denne vielse ikke er registreret ved en civil myndighed. Flygtningenævnet finder herefter, at klagerens ægtefælle ikke er omfattet af Dublinforordningens familiebegreb, som finder anvendelse ved afgørelsen efter forordningens kapitel III af, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for behandling af klagerens asylansøgning. Efter Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, kan enhver medlemsstat beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, selvom behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter forordningens kriterier. Hensynet til barnets tarv og hensynet til familielivet, som der er henvist til i forordningens præambel 13, 14 og 16 kan ikke medføre, at Danmark skal behandle klagernes asylansøgning i medfør af forordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at formålet med Dublinforordningen er at afgøre, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en asylansøgning. Formålet er derimod ikke at sikre, at en asylansøger kan opholde sig på en bestemt medlemsstats område som følge af familiemæssige hensyn, som falder uden for forordningens familiebegreb. Disse hensyn varetages derimod i medfør af bl.a. reglerne om familiesammenføring. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren og hendes ægtefælle aldrig har boet sammen – hverken i [land B] eller i Danmark – og at de valgte at få et barn, født i [land B] i [vinteren 2021/2022], velvidende, at klageren ikke havde lovligt ophold i Danmark. Det forhold at klageren nu er blevet gift med sin ægtefælle, og at hun [oplysning vedrørende klageren], kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke foreligger ekstraordinære omstændigheder som kan begrunde, at klagernes asylansøgning skal behandles i Danmark.” Dub-Østr/2023/10/LODU
Nævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Nederlandene. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til indkvarterings- og modtagerforholdende for asylansøgere i Nederlandene. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”[d]et fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Nederlandene. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Nederlandene [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at der er mangler i indkvarteringsfaciliteterne for asylansøgere og Dublinoverførte i Nederlandene, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder i den forbindelse, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere og Dublinoverførte i Nederlandene, - uanset at der ifølge baggrundsoplysningerne er dokumenteret risiko for manglende og mangelfuld indkvartering ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Nederlandene, jf. artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Nederlandene, som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder ikke, at der er konkrete holdepunkter for at antage, at Nederlandene ikke lever op til sine internationale forpligtelser, eller at en overførsel af klageren til Nederlandene vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller EU's charter om grundlæggende rettigheder artikel 4. Flygtningenævnet kan i den forbindelse henvise til AIDA, Country Report: The Netherlands, Update May 2023, s. 95-99, hvor det fremgår, at alle asylansøgere har ret til at få adgang til indkvarteringssystemet fra det tidspunkt, de indgiver en asylansøgning. Det anførte om klagerens personlige forhold, herunder at klageren føler sig utryg i Nederlandene, grundet tidligere frihedsberøvelser, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at såfremt frihedsberøvelserne har været traumatiserende for klageren, må klageren henvises til at kontakte eller klage til de relevante nederlandske myndigheder. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Nede/2023/7/tmlo
Nævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Pågældende gjorde klart over for Udlændingestyrelsen, at han ønskede at være repræsenteret af egen advokat, og at han allerede havde fundet en advokat. Pågældende ønskede dog ikke at oplyse navnet på advokaten til Udlændingestyrelsen. Efter en af Udlændingestyrelsen fremsat frist for orientering fra pågældendes advokat, var der ikke modtaget orientering eller en anmodning om at være repræsenteret af DRC Dansk Flygtningehjælp. På denne baggrund forelå der ikke bemærkninger til sagen fra pågældendes partsrepræsentant, hvorfor Udlændingestyrelsen ikke var fremkommet med en udtalelse. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Frankrig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens Side 3
Nævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til indkvarterings- og modtageforholdene i Frankrig. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Frankrig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig [i sommeren] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at der fortsat er mangel på indkvarteringsmuligheder for asylansøgere og Dublinoverførte i Frankrig, og at der i den forbindelse er udfordringer med at få dækket basale behov, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Frankrig som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er konkrete holdepunkter for at antage, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser, eller at en overførsel af klageren til Frankrig vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller EU’s charter om grundlæggende rettigheders artikel 4. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Frankrig er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Fran/2023/12/JLY
Nævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at de generelle forhold for personer med opholdstilladelse i Polen. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som flygtning med subsidiær beskyttelse i Polen fra [foråret] 2021 til [sommeren] 2023. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Polen, samt at klageren i Polen vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Polen, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det forhold, at klageren har oplyst, at han i Polen havde svært ved at finde lovligt arbejde, at han blev smidt ud af det flygtningecenter, hvor han var indkvarteret samt at han oplevede at blive diskrimineret og truet som belarusser af andre privat personer, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at forholdene for udlændinge, der er meddelt beskyttelse i Polen på visse områder kan være vanskelige. Nævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grunde til at tro, at der er tale om sådanne generelle mangler, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder nævnet ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med subsidiær beskyttelse er på et så uacceptabelt niveau, at klageren ikke kan henvises til at tage ophold i Polen som første asylland. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at Polen som følge af konflikten i Ukraine har modtaget et stort antal asylansøgninger, og at der som følge heraf må formodes at være en reel risiko for, at klageren ved en tilbagevenden til Polen vil være nødsaget til at leve på gaden, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet er opmærksom på, at det af AIDA’s rapport: ”Country Report: Poland – 2022 Update”, udgivet den 1. maj 2023, fremgår at personer meddelt subsidiær beskyttelse er i risiko for hjemløshed samt at blive udsat for diskrimination på boligmarkedet. Nævnet bemærker hertil, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen den 31. august 2023 har oplyst, at han ikke rettede henvendelse til de polske myndigheder med henblik på at søge deres bistand, da han blev smidt ud af det center, hvor han var indkvarteret, idet han ikke anså et behov herfor, fordi han havde mulighed for at tage ophold hos sin arbejdsgiver. For så vidt angår det af klageren oplyste om, at han oplevede diskrimination og modtog trusler fra privatpersoner fordi han er belarusser, kan det heller ikke føre til at klagerens sag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale har oplyst, at han ikke i forbindelse med den oplevede diskrimination eller modtagne trusler har rettet henvendelse til de polske myndigheder og indgivet anmeldelse heraf. Klageren må henvises til at rette henvendelse til de relevante polske myndigheder, såfremt han skulle opleve diskrimination eller modtage trusler igen. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” § 29 b-pole/2023/1
Nævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2019 idømt en kombinationsdom på fængsel i seks måneder, hvoraf 60 dages skulle afsones for [personfarlig kriminalitet] samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Klageren blev i 2022 idømt fængsel i seks måneder for flere forhold af [sædelighedsforbrydelser] samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Flygtningenævnet udtalte: Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, men han er ved dom [fra sommeren 2019] og dom [fra vinteren 2022] afsagt af [byret] udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket for at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han har forladt sit hjemland på grund af krigen, og at han frygter at blive rekrutteret til militæret. Klageren har videre oplyst, at eftersom landet er i krig, vil det være meget hårdt at være i militæret. Klageren ønsker ikke at blive trænet til at bære våben, og at man i militæret i Syrien bliver tvunget til at gøre ting, man ikke ønsker at gøre. Klageren har til støtte herfor henvist til, at man kan blive tvunget til at skyde tilfældige personer i militæret, hvilket klageren på ingen måde ønsker. Klageren har endelig henvist til, at han herudover frygter døden eller at blive fængslet. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, da klageren er i den militærpligtige alder og derfor kan blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste i Syrien. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om klageren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 1, at en udlænding ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Det fremgår videre af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionens artikel 1 A anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Da klageren som nævnt isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, finder Flygtningenævnet ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lov nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i bestemmelsen nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet ( 4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået og (6) klagerens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse, dels i forhold til om klageren kan udelukkes fra beskyttelse i henhold til Flygtningekonventionen. Klageren er ved dom [fra vinteren 2022] idømt fængsel i seks måneder, idømt et [forbud] indtil videre og udvist med et indrejseforbud i seks år for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 2, 2. pkt., jf. til dels [kriminalitet af seksuel karakter], § 232, stk. 1 jf. til dels § 21 (blufærdighedskrænkelse) og § 260 nr. 1 (ulovlig tvang). Af dommen fremgår det, at klageren har sendt billeder til yngre piger af [seksuel karakter], ligesom han tvang en yngre pige til at udlevere sin [konto til socialt medie], hvorefter han sendte billeder til hende af [seksuel karakter]. Endelig blev klageren dømt for at have forsøgt [at begå kriminalitet af seksuel karakter]. I tiden op til mødet havde klageren skrevet flere beskeder af seksuel karakter til pigen. Blufærdighedskrænkelserne blev begået over en periode på [antal] måneder, og forholdene om blufærdighed udviklede sig til et forsøg på [at begå kriminalitet af seksuel karakter]. Hertil kommer, at klageren tillige er idømt en delvis betinget fængselsstraf på 6 måneders fængsel, hvoraf de 60 dage skulle afsones for overtrædelse af blandt andet forsøg på [kriminel handling]. Flygtningenævnet finder, at klageren på baggrund af de seneste domme, hvor han har overtrådt blandt andet straffelovens § 216, stk. 2, og straffelovens § [bestemmelse], må anses for at være dømt for to særlige farlige forbrydelse i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2´s forstand. Flygtningenævnet lægger herved vægt på grovheden og karakteren af den begåede kriminalitet, herunder at forsøget på [at begå kriminalitet af seksuel karakter] samt på længden af den idømte straf navnlig for overtrædelsen af straffelovens § 216, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet. Der skal foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Flygtningenævnet finder efter en konkret helhedsvurdering, at klageren må betragtes som en fare for samfundet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på karakteren og omfanget af den begåede kriminalitet, herunder at klageren efter at være sigtet af politiet fortsatte med at begå den samme form for kriminalitet i form af blufærdighedskrænkelse. Nævnet lægger endvidere vægt på, at blufærdighedskrænkelsen blev begået overfor flere unge piger, og at det udviklede sig til, at klageren forsøgte at på [at begå kriminalitet af seksuel karakter]. Nævnet har tillige lagt vægt på, at klageren tidligere i 2019 er idømt en delvis betinget straf. Klageren er løsladt i foråret 2023 og har efter egne oplysninger ikke længere et forbrug af hash, idet han er stoppet med at ryge hash uden at modtage misbrugsbehandling herfor. Klagerens afsoning er gået godt. Flygtningenævnet finder henset til ansøgerens nuværende og tidligere straffe, at hans adfærd giver grundlag for at anse ham for at udgøre en fare for samfundet. Dette støttes tillige af det idømte [forbud]. Klagerens efterfølgende overordnede overvejelser og refleksioner om sin adfærd kan ikke føre til et andet resultat. Klageren, der er [25-30] år, indrejste i Danmark [i efteråret 2015]. Han er født og opvokset i Syrien, hvorfra han udrejste som [18-20]-årig. Klageren er ikke gift og bor alene. Klageren har [familiemedlemmer] i Danmark. Han taler udmærket dansk og har været beskæftiget i Danmark under store dele af sit ophold. Klageren har gået i skole i [antal] år i Syrien. Han taler arabisk. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering og afvejning, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Herefter og af de grunde, som Udlændingestyrelsen i øvrigt har anført, tiltræder Flygtningenævnet, at klageren er udelukket for at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2023/78/aalk
Nævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Myanmar. Indrejst i 2012 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1. Klageren blev i 2021 idømt fængsel i 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 21, jf. § 247, stk. 1 og [bestemmelser i knivloven]. samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Flygtningenævnet udtalte: Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Myanmar.Klageren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra [by A], Myanmar. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de myanmarske myndigheder, idet han er statsløs [etnicitet]. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren har sandsynliggjort, at han efter de foreliggende oplysninger og som statsløs [etnicitet] fra Myanmar ved en tilbagevenden til landet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om ansøgeren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionens artikel 1 A anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Da ansøgeren som nævnt isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, tiltræder Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af ansøgeren til Myanmar. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lov nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i bestemmelsen nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Klageren er ved [landsrettens] ankedom i [efteråret 2021] idømt 6 måneder fængsel for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 21, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, og [bestemmelser i knivloven]. Ved dommen fandt landsretten tiltalte skyldig i at have forsøgt at stikke den forurettede, som tiltalte ikke kendte, med to knive med en bladlængde på henholdsvis [antal centimeter] cm., hvilket mislykkedes, fordi den forurettede undveg og afværgede angrebet. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 4, jf. stk. 1, nr. 1. Ved fastsættelsen af straffen lagde landsretten vægt på karakteren og grovheden af forholdet, og at tiltalte tidligere er straffet for vold. Flygtningenævnet tiltræder efter karakteren af den pådømte hensynsløse kriminalitet begået mod en for klageren ukendt person sammenholdt med straffens længde, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse i Flygtningekonventionens forstand. Klageren er i 2013 straffet med betinget fængsel i 30 dage for overtrædelse af straffelovens § 244 og § 266, i hvilken forbindelse han blev udvist betinget af Danmark. Ved dommen fandt retten klageren skyldig i at have skubbet og flere gange truet sin [en familierelation]. Klageren er endvidere i 2013 straffet med en fællesstraf af fængsel i 1 år og 9 måneder og på ny udvist betinget af Danmark. Ved dommen fandtes klageren skyldig i at have [kriminalitet der udsatte flere personer for fare]. Henset til karakteren af de nævnte domme samt ovennævnte ankedom i [efteråret 2021] fra [landsrettens] tiltræder Flygtningenævnet, at klageren – også fremadrettet - må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren, der er indrejst i Danmark i 2012, er [40-45] år gammel. Han har to herboende døtre, som er [kommunen har foretaget en foranstaltning i forhold til] via kommunen, og som han ifølge oplysningerne i samtalereferatet fra [efteråret 2022] på daværende tidspunkt ikke havde set i [4-7] år. Klagerens advokat har oplyst, at klageren har set sine børn ved en enkelt lejlighed til en Eid-fejring i [foråret 2023]. Ifølge de foreliggende oplysninger kan klageren ikke skrive dansk, og taler han kun sproget i begrænset omfang. Der har været indkaldt tolk til mødet i Flygtningenævnet. Han har ikke taget nogen uddannelse i Danmark. Han har været kontanthjælpsmodtager uden fast tilknytning til arbejdsmarkedet, men han har været i praktik via kommunen. Han har yderligere familiemæssig tilknytning til Danmark i form af nogle af sine søskende og en faster. Ansøgeren har herudover en del familie i [land i Asien]. Klageren har ingen familie i Myanmar, som han udrejste fra, da han var barn. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering og afvejning, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Nævnet tiltræder derfor, at ansøgeren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse. Myan/2023/10/LODU
Nævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være kristen af trosretning fra [by A], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun ikke kan være en del af det iranske samfund, samt at der i landet er mange slagsmål og uroligheder. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at kvinder i Iran ikke har samme rettigheder som mænd, hvorfor det vil være umuligt at leve som enlig kvinde i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun på grund af sine helbredsproblemer ikke vil kunne klare sig i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at hun er konverteret til kristendommen. Generelle forhold: Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun ikke kan forestille sig at vende tilbage til Iran, og at hun ikke vil kunne være en del af det iranske samfund. Det er imidlertid ikke et forhold, som kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl, da denne bekymring ikke har et sådant omfang og tilstrækkelig intensitet til, at det kan begrunde asyl. Flygtningenævnet kan videre lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun frygter alt i Iran, hvor der blandt andet er mange uroligheder og slagsmål. Heller ikke dette forhold kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl, da de generelle leveforhold i Iran ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet lægger videre ansøgerens forklaring til grund om, at hun frygter at skulle leve som enlig kvinde i Iran. Dette forhold kan heller ikke føre til, at ansøgeren meddeles asyl, da forholdene for enlige kvinder i Iran ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet lægger i det hele vægt på, at socioøkonomiske forhold, herunder forhold om økonomi og helbred, ikke kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Det gælder således ansøgerens helbredsmæssige forhold, som ikke vurderes at have ændret sig væsentligt efter at ansøgeren [i sommeren 2022] blev meddelt afslag på [art] opholdstilladelse i Danmark. Konversion til kristendommen: Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring om sin konvertering til kristendommen ikke fremstår overbevisende. Flertallet har i den forbindelse ved sin vurdering taget i betragtning, at ansøgeren under nævnsmødet fremstod med visse [helbredsproblemer]. Nævnets flertal kan i det hele tiltræde de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i sin afgørelse. Der lægges således vægt på, at ansøgeren ikke har været i stand til at forklare overbevisende eller i fornødent omfang uddybende om baggrunden for sin konvertering og om betydningen heraf. Ansøgeren har ikke kunne redegøre for, hvorfor netop kristendommen vækkede hendes interesse, da hun boede i Iran, hvor hun dengang var omkring 15-16 år. Hertil kommer, at ansøgeren i Danmark valgte at blive gift med en [art trosretning] mand, som ikke kunne acceptere, at hun var kristen. [Ansøgerens afgørelse om opholdsgrundlag i Danmark blev inddraget i sommeren 2018], og [ansøgeren] ansøgte herefter [i vinteren 2021/2022] om asyl uden at oplyse om sin konversion til kristendommen som asylgrundlag. Nævnets flertal lægger herved også vægt på, at det ikke fremstår overbevisende, at ansøgeren som troende kristen først blev døbt [i efteråret 2022], hvilket var efter afholdelsen af hendes første asylsamtale med Udlændingestyrelsen og i øvrigt mindre end to måneder efter, at hun var blevet meddelt afslag på sin ansøgning om [art] opholdstilladelse. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hendes konversion er udtryk for en reel indre overbevisning. Der vil således ikke kunne meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2023/57/msi
Nævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere fra [by], Iran. Ansøgerne henviste under den oprindelige asylsagsbehandling til, at de var yarsan af trosretning, og at den mandlige klager havde udført politiske aktiviteter for [udenlandsk parti] forud for ansøgernes udrejse af Iran, hvilket forårsagede, at ansøgerne fik en konflikt med de iranske myndigheder. Ansøgerne har ikke gentaget deres oprindelige asylmotiv. Ansøgerne har som asylmotiv nu henvist til, at de under deres ophold i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgerne har oplyst at være protestanter og tilhøre den danske folkekirke. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at de i sommeren 2017 blev introduceret til kristendommen af et andet par, som boede på samme udrejsecenter som ansøgerne, og at ansøgerne herefter begyndte at gå i kirke. Ansøgerne gennemgik dåbsforberedelse, hvorefter de blev døbt i sommeren 2018. Ansøgerne har efter de blev døbt fortsat deres kristne aktiviteter, herunder fast kirkegang, deltagelse i undervisning og kurser samt deltagelse i en række forskellige kristne fællesskaber. Ansøgerne har under opholdet i Danmark fået to fællesbørn, som ligeledes er blevet døbt. Ansøgerne har yderligere henvist til, at de frygter de iranske myndigheder, fordi ansøgerne i 2023 har deltaget i tre demonstrationer til støtte for Kvinde-Liv-Frihed, og at den mandlige klagers fremgår af billeder og videooptagelser af demonstrationerne på [dansk medie]. Begge ansøgere deler ligeledes politisk materiale til støtte for bevægelsen på [socialt medie]. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens resultater og begrundelserne herfor. Ansøgerne har heller ikke for Flygtningenævnet på overbevisende måde kunnet redegøre for deres indre overbevisning og bevæggrundene for deres konversion til og tro på kristendommen. Flygtningenævnet har ved vurderingen taget hensyn til, at ansøgerne har haft en begrænset skolegang. Flygtningenævnet finder, at det forhold, at ansøgerne i nu knap seks et halvt år har deltaget kristne aktiviteter, ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet lægger herved vægt på det ovenfor anførte. Flygtningenævnet finder endelig, at det forhold, at ansøgerne har deltaget i tre demonstrationer i [by], ikke kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgernes deltagelse i demonstrationerne er kommet de iranske myndigheder til kendskab, idet ingen af ansøgerne kan antages at være profilerede i forhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2023/56/LEUDS
Nævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Genoptaget sag. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder fra [by], Iran. Ansøgeren er født yarsan, men har oplyst, at han efter sin ankomst til Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har videre oplyst, at han har sympatiseret med [partiet]. Ansøgeren henviste under den oprindelige asylsag som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede fængsling i ti år eller mere, idet han havde været politisk aktiv for [partiet], efter at han var blevet introduceret til partiet af sin fætter. Han henviste endvidere til, at han frygtede de iranske myndigheder som følge af, at han er konverteret til kristendommen. I forbindelse med genoptagelsen af sagen har ansøgeren gentaget sine oprindelige asyl- motiver og henvist til de samme forhold som tidligere. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter forfølgelse, fordi han er blevet eksponeret som følge af hans deltagelse i demonstrationer her i landet. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at hans familie siden udrejsen har modtaget tre tilsigelser til retsmødet, som de har fremsendt til ham via WhatsApp. Ansøgeren har videre oplyst, at det var et mirakel, der fik ham til at konvertere, herunder gennemføre dåbsundervisning og lade sig døbe. Hans bror, der var ansvarlig for familiens økonomi, kom ud for en ulykke og skulle have amputeret sit ben. En af ansøgerens venner i Danmark opfordrede ansøgeren til at bede Jesus om hjælp, hvilket ansøgeren gjorde. En uge efter fik ansøgeren at vide, at hans bror ikke skulle undergå amputation alligevel. Ansøgeren anså det som et mirakel og besluttede sig herefter for at konvertere. Han har siden sin dåb [i foråret] 2016 levet et aktivt kristent liv, hvor han på ugentlig basis deltager i forskellige kristne aktiviteter, herunder gudstjeneste, bibelcafé og som medlem af [gruppe]. Ansøgeren har endelig oplyst, at han har deltaget i demonstrationer i [by] i anledning af drabet på Mahsa Amini, og at der er en video fra en af demonstrationerne på [hjemmeside], hvori man kan se ham, ligesom den også er på ansøgerens egen [socialt medie]. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det fremgår af sagens akter, at Flygtningenævnet i afgørelsen [i efteråret] 2016 ikke fandt at kunne lægge hverken ansøgerens forklaring om forfølgelse fra efterretningstjenesten eller hans oplysninger om konversion til kristendommen til grund. Flygtningenævnet anførte i den forbindelse, at ansøgerens forklaring om sine asylmotiver, herunder de angivelige politiske aktiviteter og forfølgelsen i anledning heraf, fremstod upræcis, afglidende og usandsynlig. Endvidere fandtes ansøgeren ikke ved sin dåb efter kort tids ophold i Danmark og sit manglende kendskab til kristendommen, herunder til at han faktisk var blevet døbt [dato], at have sandsynliggjort, at hans konversion var reel. I lyset af ovenstående findes ansøgerens generelle troværdighed at være svækket. Dette finder Flygtningenævnets flertal understøttes yderligere af, at ansøgeren også under nærværende møde i Flygtningenævnet har forklaret divergerende og udbyggende om en række forhold, herunder om kontakten til familien i hjemlandet, om tidspunktet for hvornår han hørte om sin brors angivelige ulykke, hvornår han fattede interesse for kristendommen og baggrunden herfor, hans tilknytning til kommunismen mv. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens forklaring i nævnet på væsentlige punkter har fremstået utroværdig. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at selv hvis de tilsigelser/indkaldelser, som ansøgeren har fremlagt i forbindelse med mødet i Flygtningenævnet, er ægte, så fremgår det ikke heraf, hvad retsmøderne angår. Retsmøderne blev endvidere afholdt i 2016, og ifølge de foreliggende oplysninger har ansøgerens udeblivelse ikke forårsaget problemer for ansøgerens familie i Iran, der heller ikke er blevet opsøgt som følge heraf. Flygtningenævnets flertal finder fortsat ikke at kunne lægge til grund, at ansøgerens konvertering til kristendommen er udtryk for en reel og indre overbevisning. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på de indtryk, som nævnet under mødet har fået af ansøgeren og hans religiøse tilhørsforhold og overvejelser, som har fremstået overordnede og til dels også ureflekterede. Hertil kommer det ovenfor anførte om omstændighederne i forbindelse med ansøgerens konvertering, hvor ansøgeren blev døbt kort tid efter, at han havde forklaret udlændingemyndighederne ikke blot om Yarsan troen, men også at han ikke praktiserede denne religion, fordi han er tilknyttet [parti]. Flygtningenævnets flertal finder endvidere ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring i nævnet om, hvorfor han konverterede til kristendommen, til grund. Flygtningenævnets flertal bemærker i den forbindelse bl.a., at ansøgeren [i sommeren] 2016 i Udlændingestyrelsen har forklaret, at han konverterede og blev døbt for at få en ny fødsel og starte et nyt liv, hvor hans synder blev forladt. Han henviste endvidere til en yndlingspassage i Johannes Evangeliet. Denne forklaring er ikke overensstemmende med ansøgerens senere forklaringer om baggrunden for, at han konverterede og blev døbt, idet han her har oplyst, at det skete som følge af et mirakel, hvor hans bror blev helbredt, efter at ansøgeren havde bedt til Jesus. Ansøgeren har således forklaret divergerende om væsentlige omstændigheder i forbindelse med ansøgerens kristne tro og baggrunden herfor. Det forhold, at ansøgeren fortsat deltager i kristne religiøse aktiviteter, kan under disse omstændigheder ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnets flertal henviser i den forbindelse tillige til de foreliggende baggrundsoplysninger om de iranske myndigheders kendskab til konvertering og religiøse aktiviteter under en asylsag. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke var i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder, da han udrejste af landet, og at han heller ikke på anden vis var eksponeret eller profileret i forhold til myndighederne. Ansøgeren har deltaget i demonstrationer og benytter sine [socialt medie] profiler til politiske opslag om blandt andet kurdernes situation og kritik af det iranske styre samt til at formidle religiøse budskaber. Af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder “DFAT country information report Iran” af 24. juli 2023 fra Australian Government om blandt andet situationen for kurdere og hjemvendte asylansøgere, fremgår blandt andet: “2.203 In general, authorities pay little attention to failed asylum seekers on their return to Iran. DFAT understands their actions (including social media posts about sur place activities) are not routinely investigated by authorities”. Endvidere fremgår: “Iranians with a public profile in Australia (or elsewhere) may have activities visible on social media tracked by the Iranian government... Iranians have left the country in large numbers since the 1979 revolution, and authorities accept many will seek to live and work overseas for economic reasons. Those who return on a laissez-passer are questioned by the immigration Police at Imam Khomeini International Airport in Tehran about the circumstances of their departure and why they are travelling on a laissez-passer. Questioning usually takes between 30 minutes and one hour... Arrest and mistreatment are not common during this process. 2.204 DFAT assesses that, unless they were the subject of adverse attention prior to departing from Iran (e.g. for their political activism), returnees are unlikely to attract attention from the authorities, and face a low risk of monitoring, mistreatment or other forms of official discrimination.”Om medier/sociale medier fremgår blandt andet: “2.117 The authorities monitor online content, including social media. Individuals repeatedly posting content that is openly critical of the government, its institutions and policies or deemed to be pushing moral boundaries may attract adverse attention, especially if the content goes viral. This includes individuals based abroad. 2.128 Given the high volume of social media interaction, most of which is unlikely to be of interest to authorities, it is unlikely that every social media user in Iran has their social media comprehensively monitored. Users with a public profile (including with large social media followings, particularly on Instagram) or who are politically active and post about politically sensitive topics (such as minority rights or about topics that are critical of the government) are more likely to be monitored. Iranians with a public profile in Australia may also have their social media presence tracked by the Iranian government. DFAT assesses that journalists, both print and online, who report on protests, sensitive topics or other criticism of the government face a moderate risk of arrest”. Endvidere fremgår af Landinfos temanotat af 5. juli 2023: “Iran: Overvåkning av regimekritikere I utlandet som følge av “Kvinne, liv, frihed-protestene” blandt andet: “I arbejdet med denne responsen har vi spurt to kilder om det er innført endringer i disse innreiseprosedyrene. Vi har også spurt om de kjenner til reaksjoner mot aktive regimekritikere som har returnert fra vestlige land etter utbruddet av protestene. Ifølge en troverdig kilde vi kontaktet i januar 2023 (samtale og e-post), var det kun rapportert om sjekking av mobiltelefoner på flyplassen. Kilden hadde også hørt om slike tilfeller gjennom bekjente, men nevnte ikke om de rammede var aktive regimekritikere eller ofre for tilfeldige stikkprøver. Kilden hadde ikke hørt om andre tiltak som indikerte skjerpet innreisekontroll, og påpekte helt generelt at det er langt enklere å returnere til Iran enn å forlate landet. Det er uklart om vedkommende mente at sjekking av mobil var noe nytt, eller om dette nå skjedde hyppigere enn tidligere. En juridisk ekspert opplyste på samme tid (e-post januar 2023) at han ikke kjente til noen som hadde blitt utsatt for reaksjoner ved retur. Han hadde heller ikke kjennskap til skjerpet innreisekontroll. På grunnlag av uttalelser fra tyske sikkerhetsmyndigheter om forsøk på å identifisere deltakere i Berlindemonstrasjonene (se s. 5), ville han imidlertid ikke utelukke represalier fra den iranske staten. I en rapport fra mars 2023 viser Udlændingestyrelsen (2023, s. 26) til en høringsuttalelse fra det danske utenriksdepartementet om returer til Iran. Ifølge høringsuttalelsen, som ble gitt i januar 2023, har det ikke vært noen endringer i innreiseprosedyrer etter at protestbølgen startet. Dansk UD understreker at det ikke kan utelukkes at personer blir tatt til side ved passkontrollen, eller at mobiltelefoner og/eller kontoer på sosiale medier blir sjekket. De påpeker imidlertid at dette også var tilfellet før september 2022. I sin rapport fra mai 2023 gjengir Cedoca (2023, s. 36-37) fire kilders vurderinger av om opprøret har påvirket, eller kan komme til å påvirke, behandlingen av returnerte. Per november 2022, da informasjonen ble gitt, hadde ingen av kildene konkrete eksempler på atTestasjoner, men de uttrykte bekymring for mulig risiko ved retur. To visste om folk som hadde returnert uten problemer, og én kjente til at personer hadde måttet fylle Ut ulike skjemaer og erklæringer, slik som spørreskjema om årsaken til reisen, detaljert kontaktinformasjon i Iran og erklæring om å ikke delta i dernonstrasjoner. I vurderingen av potensiell risiko fremhevet Cedocas kilder elementer som den returnertes profil, hvilke konkrete aktiviteter han/hun har deltatt i, og om vedkommende har dobbelt statsborgerskap eller ikke. Én kilde hevdet at de som har organisert demonstrasjoner, vil få problemer, og var samtidig urolig for alle som rejser hjem til Iran etter å ha deltatt i slike arrangementer. Flere nevnte også myndighetenes bekymring for at spioner eller kollaboratører kan være blant returnerte eller besøkende, og én understreket sårbarheten til de som har vært i kontakt med andre lands myndigheter eller media. Det ble også påpekt at personer med dobbelt statsborgerskap kan bli brukt som forhandlingskort med Vesten...”Flygtningenævnet henviser endvidere til rapport af 2. marts 2023 fra det canadiske Immigration and Refugee Board om monitorering af iranske statsborgere i Canada og konsekvenser ved returnering til Iran. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han i kraft af sine politiske aktiviteter i Danmark, herunder hans deltagelse i demonstrationer og opslag på [socialt medie] mv., er profileret eller eksponeret på en sådan måde, at han er kommet i de iranske myndigheders søgelys. Flygtningenævnets flertal har herved yderligere lagt vægt på de foreliggende oplysninger om, at ansøgeren har deltaget i demonstrationer som privatperson, samt på karakteren af de opslag, ansøgeren har lavet på de sociale medier, og deres relativt begrænsede eksponering. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2023/55/SCH
Nævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk perser fra [by A], Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er født muslim, men er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter forfølgelse som følge af en konflikt med sin tidligere svigerfar og endvidere som følge af, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har en uafsluttet konflikt med sin tidligere svigerfar. Svigerfaren arbejdede for Den Iranske Revolutionsgarden, Sepah, og hjalp i den forbindelse ansøgeren med at få arbejde som [stilling] for Sepah. Det var fast procedure, at alle på [arbejdspladsen] skulle deltage i fællesbønnen ved middagstid, hvilket ansøgeren ikke overholdte. Svigerfaren konfronterede ansøgeren hermed, men ansøgeren tilkendegav, at han ikke kunne tvinges til at deltage. Svigerfaren mente, at ansøgeren, ved ikke at overholde fredagsbønnen, havde bragt skam over ham. Som følge heraf sørgede svigerfaren for, at ansøgeren blev opsagt i sin stilling i Sepah og pressede endvidere ansøgeren til at lade sig skille fra sin ægtefælle. Dette førte til et skænderi mellem ansøgeren og svigerfaren, der trak en pistol mod ansøgeren. Svigerfaren fremsatte endvidere trusler mod ansøgeren og indsamlede underskrifter fra folk, der tilkendegav, at ansøgeren havde krænket den åndelige leder, hvilket kunne medføre en henrettelsesdom. To til tre måneder efter skænderiet blev ansøgeren tvunget til at underskrive skilsmissepapirerne, og fem til seks måneder efter skænderiet udrejste ansøgeren af Iran. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende konvertering til kristendommen har ansøgeren oplyst, at siden han kom til Europa for over 20 år siden, har han interesseret sig for kristendommen. Han betragtede sig ikke som muslim ved sin udrejse fra Iran, fordi han ikke udførte sine bønner og indtog alkohol. I Europa blevet han bekendt med, at mange iranske asylansøgere besøgte kirker, og besluttede sig for at prøve dette. Han fattede hurtig interesse for kristendommen, og i en periode på omkring to år deltog han i gudstjenesten i en protestantisk kirke hver søndag. Ansøgeren er blevet døbt for syv til otte år siden i en kirke i [et europæisk land]. Han fremsendte fotos af dåben til sin søn i Iran, der har vist dem til ansøgerens tidligere ægtefælle og svigerfar. Siden ansøgeren kom til Danmark i 2021, er han kommet fast i [kirke] en gang om ugen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. For så vidt angår ansøgerens oprindelige asylmotiv udspringer dette efter hans forklaring af en konflikt med hans nu forhenværende svigerfar. Som anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [foråret] 2023 er forklaringen om dette forhold præget af en række centrale divergenser i forhold til de oplysninger, der ved flere samtaler er meddelt [et europæisk lands] myndigheder. Det gælder både om svigerfarens stilling i Revolutionsgarden Sepah, og karakteren af ansøgerens egen beskæftigelse. Ansøgeren var således ved asylsamtale [i vinteren 2022/2023] ikke i stand til at redegøre for om svigerfarens rang var af militær eller administrativ karakter. Ved fremmøde i Flygtningenævnet var ansøgeren ude af stand til at forklare nærmere herom. For så vidt angår ansøgerens egen beskæftigelse, herunder varigheden af denne og karakteren af denne som selvstændig eller ansat har han endvidere forklaret divergerende herom som nærmere redegjort for i Udlændingestyrelsens førnævnte afgørelse. Endelige er der væsentlige divergenser vedrørende det skænderi, som ansøgeren har forklaret om, og hvor svigerfaren angiveligt skulle have trukket en pistol og truet ansøgeren med denne. Endvidere har ansøgeren [i efteråret] 2008 til de danske myndigheder forklaret, at han efter sin første udrejse af Iran rejste tilbage til landet, muligt i 2004, og opholdte sig der i flere år. [I vinteren 2011/2012] har ansøgeren til [et europæisk lands] myndigheder forklaret, at han efter, at han første gang var udrejst, rejste tilbage til Iran, og udrejste igen omkring årsskiftet 2006 til 2007. I den forbindelse forklarede han detaljeret om sin udrejse, herunder at han anvendte sin [familiemedlems] pas. Ved asylsamtale [i vinteren 2022/2023] har ansøgeren imidlertid benægtet, at han skulle have været tilbage i Iran efter sin oprindelige udrejse af landet. Denne oplysning har han ved fremmøde i Flygtningenævnet fastholdt, men har ikke nærmere kunnet forklare, hvorfor både danske og [et europæisk lands] myndigheder med flere års mellemrum har noteret disse oplysninger om hans tilbagerejse, hvilket svækker ansøgerens troværdighed i betydelig grad. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgerens forklaring om, at han har en asylbegrundende konflikt med sin forhenværende svigerfar ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at [et europæisk lands] myndigheder gentagne gange har afvist at meddele ansøgeren opholdstilladelse på samme grundlag, således blandt andet ved afgørelser af [efteråret] 2012 og [sommeren] 2019. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens forklaring om konflikten med dennes forhenværende svigerfar er fremkommet med henblik på at tilvejebringe et asylmotiv, og derfor må tilsidesættes som utroværdig. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgerens advokat overfor Flygtningenævnet har gjort gældende, at de påviste divergenser kan henføres til, at der er tale om et forløb over mange år, da det vedrører centrale dele af ansøgerens asylmotiv. Vedrørende ansøgerens oplysninger om, at han er konverteret til kristendommen bemærker Flygtningenævnet, at han ved asylsamtale [i vinteren 2022/2023] oplyste, at han under sit ophold i [et europæisk land] var konverteret til kristendommen og i den forbindelse var blevet døbt cirka otte til ni år tidligere. Ved fornævnte samtale var ansøgeren i øvrigt ude af stand til at forklare nærmere om helt elementære kristne begreber, såsom de ti bud og kristne højtider, ligesom han oplyste, at han ikke indtil da havde fejret kristne højtider. Ved fremmøde i Flygtningenævnet har ansøgeren demonstreret et mere omfattende om end særdeles ujævnt og upræcist kendskab til kristendommen. Han har imidlertid været helt ude af stand til at redegøre nærmere for baggrunden for sin påståede konvertering bortset fra, at han har oplyst, at han får det bedre ved at deltage i gudstjenester og ved at være kristen, ligesom han har henvist til, at der angiveligt er ”tvang i islam”, og ”frivillighed i kristendommen”. Det bemærkes i øvrigt, at [et europæisk lands] myndigheder ved afgørelse af [sommeren] 2019 ligeledes har afvist at lægge oplysningerne om ansøgerens konvertering til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen. Ansøgerens oplysninger om, at hans dåb og konvertering er meddelt til hans familie i Iran, herunder ved fremsendelse af fotos og opslag på sociale medier, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt bl.a. baggrundsoplysningerne om de iranske myndigheders kendskab til og reaktion på, at iranere bruger konversion i forsøget på at opnå asyl, jf. bl.a. Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp, Fact-finding report. House Churches and Converts, februar 2018. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2023/54/sahe
Nævnet meddelte i november 2023 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2019 og 2021 idømt behandlingsdom for overtrædelse af straffelovens 119 og § 291, stk. 2 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Udlændingestyrelsen havde vurderet, at udlændingelovens § 31 ikke var til hinder for udsendelse af klageren. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Iran. Klageren er etnisk perser fra [by A], Iran. Han er født shiamuslim, men har oplyst, at han ikke længere opfatter sig som muslim, og at han ikke følger en bestemt religion. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han forud for sin udrejse af Iran havde en seksuel relation med en jævnaldrende pige ved navn [A], som han havde mødt i forbindelse med en fest, som klageren holdt på sin bopæl. [A]s far fik kendskab til deres forhold, og udsatte derfor klageren for vold, hvorefter [A]s far kontaktede myndighederne, som førte klageren til en politistation. [A] blev undersøgt, og det blev konstateret, at de havde haft samleje. Den efterfølgende dag blev klageren stillet for en dommer ved Revolutionsdomstolen, hvor han blev idømt en straf på 70 piskeslag, som mod betaling fra klagerens familie blev reduceret til 25 piskeslag, hvilket blev effektueret samme dag. Klageren blev samtidig dømt til at indgå ægteskab med [A], fordi han havde haft samleje med hende uden for ægteskab, hvilket er i strid med sharialovgivningen. Umiddelbart efter domsafsigelsen blev klageren religiøst viet med [A] af en mullah, som registrerede deres ægteskab. Det blev skrevet ind i vielsesattesten, at klageren ville miste sin ene hånd og sin ene fod, hvis han undlod at opretholde ægteskabet. Klageren har videre oplyst, at [A]s far flere gange efter klagerens udrejse har opsøgt klagerens familie i Iran, og at [A]s far i den forbindelse har fremvist en arrestordre på klageren udstedt af myndighederne. Ydermere har klageren anført, at hans søster er blevet opsøgt af to ukendte personer, der truede hende med, at de ville kaste syre på hende, hvis ikke klageren vendte tilbage til Iran. Endelig er hans familie adskillige gange blevet opsøgt af personer fra efterretningstjenesten, hvilket de fortsat bliver. Ved en tilbagevenden til Iran frygter klageren at blive udsat for overgreb fra [A]s familie og de iranske myndigheder. Asylgrundlag. Flygtningenævnet vurderer, at klageren ved en tilbagevenden til Iran ikke er i risiko for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller politiske anskuelser. Flygtningenævnet er derfor enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren ikke er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet vurderer derimod, at klageren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for at blive udsat for overgreb af de iranske myndigheder eller af hans ægtefælles familie, fordi han ikke har opretholdt det ægteskab, som han blev dømt til at indgå. Flygtningenævnet er derfor enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udelukkelse. Klageren er ved dom afsagt i [foråret 2019] af [byret A] idømt en behandlingsdom overtrædelse af straffelovens § 291, stk. 2, og § 119, stk. 1. Klageren blev samtidig udvist af Danmark med indrejseforbud gældende i 6 år, hvorved hans opholdstilladelse bortfaldt, jf. udlændingelovens § 26 c. Klageren er endvidere ved dom afsagt i [efteråret 2021] af [byret B] dømt for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. Dommen lød på, at det havde sit forblivende med foranstaltningen idømt ved [byret A]s dom i [foråret 2019]. Klageren blev endvidere udvist af Danmark efter udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, og § 24, nr. 2, med indrejseforbud gældende i 6 år. Det følger af udlændingelovens § 31, stk. 1, at en udlænding ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod at blive videresendt til et sådant land. Om særlige grunde taler for ikke at udelukke klageren fra at blive meddelt opholdstilladelse, følger det af bemærkningerne til udlændingelovens § 10, stk. 3, at det har formodningen imod sig, at en udlænding, der er meddelt indrejseforbud med udvisning efter blandt andet udlændingelovens §§ 22-24, kan meddeles opholdstilladelse efter § 7. Der skal ved vurderingen af, om klageren skal udelukkes fra beskyttelse, foretages en afvejning mellem de forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at ansøgningen om opholdstilladelse imødekommes. Der skal således foretages en proportionalitetsafvejning mellem karakteren og grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at meddele klageren opholdstilladelse. Til støtte for, at udelukkelse fra meddelelse af opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende for klageren, kan der peges på, at klageren på nuværende tidspunkt har opholdt sig i Danmark i omkring 8 år, herunder haft lovligt ophold i ca. 4 år. Han forstår og taler dansk. På den anden side kan der peges på, at klageren ikke har familie i Danmark. Han er født og opvokset i Iran, hvor han har sin familie, herunder sine forældre, som han har kontakt til. Han har ikke været under uddannelse eller været i beskæftigelse i Danmark. Der foreligger således på den ene side kun i begrænset omfang omstændigheder, som taler for, at udelukkelse fra meddelelse af opholdstilladelse må anses for at virke særligt belastende for klageren. Der må imidlertid på den anden side ved vurderingen af karakteren og grovheden af den begåede forbrydelse lægges vægt på, at de forhold, som klageren er dømt for, er begået under klagerens ophold på en psykiatrisk institution, hvor han var under behandling for sin psykiske lidelse, at forholdene konkret bedømt ikke kan betragtes at være af nogen særlig grov karakter, og at det lægges til grund, at forholdene isoleret bedømt ville have medført en straf på fængsel i [1-4] måneder, hvis klageren ikke var blevet idømt en behandlingsdom. Hertil kommer, at det ved vurderingen af karakteren og grovheden må tages i betragtning, at klageren på tidspunktet, hvor han begik de pågældende forhold, led af en alvorlig sindslidelse. Der henvises i den forbindelse til præmis 56 og 57 i Den Europæiske Menneskerettigheds Domstols dom i sagen Azzaqui mod Holland. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet afvejning, at der foreligger sådanne særlige grunde for ikke at udelukke klageren fra at blive meddelt opholdstilladelse. Konklusion. Flygtningenævnet meddeler derfor [klageren] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Iran/2023/53/LODU
Nævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea. Ansøgeren er mindreårig, og er født i Danmark.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er født i Danmark. Ansøgerens forældre er etnisk tigrinya og kristen-ortodokse fra Eritrea. Ansøgerens forældre har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Eritrea vil blive tvunget til at aftjene nationalitetstjeneste. Til støtte herfor har ansøgerens forældre oplyst, at alle skal aftjene nationalitetstjeneste, og at man aftjener på ubestemt tid. Ansøgerens forældre har endvidere på vegne af ansøgeren henvist til de generelle forhold i Eritrea. Til støtte herfor har ansøgerens forældre oplyst, at Eritrea er et diktatur, og at der ikke er fred i landet. Forholdene i landet er ustabile, og der er ikke sket nogen ændringer i regeringen de sidste 30 år, selvom folket ønsker forandring. Indledningsvis bemærkes det, at ansøgeren er født i Danmark, og at ansøgerens far har fået asyl i Danmark [i sommeren] 2015 efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og ansøgerens mor har fået asyl [i sommeren] 2019 efter udlændingelovens § 7, stk. 2, forud for ansøgerens fødsel [i efteråret] [årstal]. Ansøgeren kan således ikke alene i konsekvens af forældrenes opholdstilladelser meddeles asyl heller ikke ud fra princippet om beskyttelse af familiens enhed. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgerens mor på tidspunktet for morens opholdstilladelse var gravid med ansøgeren. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgerens mor fik en statusændring til udlændingelovens § 7, stk. 1, [i sommeren] 2022. Derudover bemærkes det, at ansøgeren allerede har et gyldigt opholdsgrundlag i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren, der er [4-7] år og aldrig har opholdt sig i Eritrea, er i et modsætningsforhold til myndighederne i Eritrea som følge af ansøgerens fars unddragelse af militærtjeneste. Nævnet lægger herved vægt på, at der ikke er nogen konkrete forhold, der taler for, at ansøgeren ved indrejse til Eritrea som en afledt følge heraf skulle opleve en konflikt med myndighederne. Det findes således alene at bero på forældrenes individuelle formodning, at farens forhold skulle have skabt en afledt konflikt for ansøgeren med myndighederne i Eritrea. Derudover lægger nævnet også vægt på, at ansøgeren er født i Danmark, aldrig har været i Eritrea og ikke har nogen personlige konflikter i Eritrea med myndigheder eller andre. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil blive indkaldt til nationaltjeneste, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren kun er [4-7] år gammel, og at nationaltjeneste i Eritrea ifølge baggrundsoplysningerne først er fra borgerens 18. år, jf. herved blandt andet ”EASO Country of Origin Information Report: Eritrea National Service and illegal exit” fra september 2019 samt Udlændingestyrelsens landerapport ”National service, exit and entry” fra februar 2020. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun på nuværende tidspunkt vil være i risiko for at blive indkaldt til nationaltjeneste. Angående ansøgerens asylmotiv om, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea ikke har relation eller kontakt med sine øvrige familiemedlemmer i Eritrea og ikke har noget sted at bo eller opholde sig, er der tale om socioøkonomiske forhold, der ikke kan være asylbegrundende efter udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Eritrea, om end de er vanskelige, er heller ikke i sig selv asylbegrundende. Heller ikke de nævnte forhold kan kumulativt medføre, at ansøgeren tildeles asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren, hvis hun tager ophold i Eritrea, vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Erit/2023/11/LAFAL
Nævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der indrejste i Spanien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Spanien samt at klageren har familie i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i foråret] 2023 indrejste i Spanien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation, og at klageren har søgt om asyl i Danmark mindre end 12 måneder efter, at hun indrejste i Spanien fra et tredjeland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 13, stk. 1, og at Spanien dermed er ansvarlig for at overtage behandlingen af klagerens ansøgning om international beskyttelse, jf. artikel 18, stk. 1, litra a. Det bemærkes herved, at Spanien [i sommeren] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark under henvisning til de generelle forhold for asylansøgere i Spanien. DRC Dansk Flygtningehjælp har derudover gjort gældende, at klagerens asylsag skal realitetsbehandles i Danmark under henvisning til, at hendes religiøst viede ægtefælle, [A], og hendes voksne [familiemedlem], [B], har opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet er opmærksom på, at asylsystemet i Spanien er behæftet med visse mangler, og at Europa-Kommissionen den 26. januar 2023 har indledt en traktatbrudsprocedure (i overensstemmelse med Traktaten om EU’s Funktionsmåde artikel 258) mod Spanien for manglende overholdelse af Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 2013/33 af 26. juni 2013 (modtagedirektivet). Nævnet bemærker, at sagen ikke er afgjort endnu. Nævnet bemærker endvidere, at det ikke vil være foreneligt med Dublinforordningens formål og system, hvis enhver tilsidesættelse af EU’s direktiver på asylområdet ville være tilstrækkelig til at forhindre enhver overførsel af en asylansøger til den ansvarlige medlemsstat, jf. herved EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i de forenede sager N.S. m.fl. (C-411/10 og C-493/10), præmis 84-85. Den anmodende medlemsstat er som udgangspunkt alene udelukket fra at overføre en asylansøger til den ansvarlige medlemsstat, når der i forbindelse med eller efter overførslen er en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i EU-chartrets artikel 4 eller EMRK artikel 3, jf. blandt andet principperne i EU-Domstolens dom af 19. marts 2019 i sagen Jawo (C-163/17). Dette kan enten være begrundet i systemmæssige mangler ved asylproceduren og modtageforholdene for asylansøgere i den ansvarlige medlemsstat, som anført i Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led, eller andre konkrete omstændigheder, som medfører en krænkelse af EU’s charteret om grundlæggende rettigheders (EU-chartret) artikel 4 eller Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3. Nævnet skal således foretage en vurdering af, om disse omstændigheder findes i nærværende sag. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder blandt andet AIDA’s ”Country Report: Spain, 2022 Update”, udgivet i april 2023, side 65 ff., at der i 2019 og 2020 har været rapporter om, at Dublin-overførte ikke har kunnet få adgang til indkvartering på grund af manglende kapacitet i modtagecentrene. Dette har i visse tilfælde resulteret i hjemløshed. Som følge heraf har de spanske domstole truffet afgørelser i en række sager om, at den spanske regering ved at nægte indkvartering af Dublin-overførte ikke har overholdt sine retlige forpligtelser. Dette medførte, at regeringen i januar 2019 udsendte en instruks om, at asylansøgere i Dublin-proceduren ikke skulle udelukkes fra modtagesystemet. Formålet med instruksen var, at den skulle garantere Dublin-overførte adgang til modtagesystemet i Spanien. Det følger af AIDA’s rapport, at der i praksis ikke længere er forskel mellem de udfordringer, som Dublin-overførte og andre asylansøgere oplever i forhold til adgangen til indkvartering, og at de spanske myndigheder prioriterer registreringen af Dublin-overførte. Hertil skal bemærkes, at der er udfordringer i modtagesystemet i Spanien på grund af kapacitetsproblemer, og at dette til tider medfører, at asylansøgere ikke altid bliver registreret i asylsystemet og indkvarteret umiddelbart efter at have ytret et ønske om at søge om asyl. Af AIDA’s rapport på side 96 fremgår, at der i visse tilfælde har været venteperioder på op til én måned på indkvartering. Der er imidlertid ikke detaljerede oplysninger om, hvor mange asylansøgere, der er berørt af dette. Det skal endvidere bemærkes, at Spanien har tiltrådt Flygtningekonventionen, EMRK og EU-charteret, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, efter hvilket der som udgangspunkt gælder en formodning for, at modtageforholdene og asylproceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af AIDA’s rapport på side 97, at regeringen i oktober 2022 har allokeret 215 millioner Euros til at bygge 17 modtagefaciliteter for asylansøgere med henblik på at løse indkvarteringsproblemet, og at det således må formodes, at de spanske myndigheder gør en indsats for at sikre overholdelse af deres internationale forpligtelser. For så vidt angår forholdene på modtagecentrene finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at disse er behæftet med væsentlige mangler. Af de foreliggende baggrundsoplysninger kan der blandt andet henvises til AIDA’s rapport, side 102 ff. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, uanset de foreliggende oplysninger om mangler i forbindelse med indkvarteringen af asylansøgere i Spanien, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spanien er af sådan en karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder heller ikke, at der er konkrete omstændigheder, som begrunder, at der i forbindelse med eller efter overførsel af klageren er en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i EU-chartrets artikel 4 eller EMRK artikel 3. Det oplyste om, at klageren føler sig utryg ved at bo alene i Spanien, og at hun er blevet behandlet dårligt af de spanske myndigheder, kan ikke føre til en ændret vurdering heraf. Hvad sidstnævnte angår skal nævnet henvise klageren til at klage til de spanske myndigheder, såfremt hun mener, at hun er blevet behandlet med urette i forbindelse med sin indrejse i Spanien. For så vidt angår det anførte om, at klageren har [sit familiemedlem] i Danmark, finder Flygtningenævnet, at Dublinforordningens artikel 16, stk. 1, ikke finder anvendelse i nærværende sag, da betingelserne herfor ikke er opfyldt. Der er herved lagt vægt på, at klageren ikke har dokumenteret et afhængighedsforhold mellem hende og hendes [familiemedlem]. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter Dublinforordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Spanien, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. I den forbindelse bemærkes det, at det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. Henset til hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder uanset, at Dublinfor-ordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. I den forbindelse bemærkes, at det fremgår af Dublinforordningens præambels punkt 14, at hensynet til familielivet i overensstemmelse med EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bør indgå som et primært hensyn i forbindelse med medlemsstaternes anvendelse af forordningen. I tilknytning hertil kan der også henvises til, at det i forhold til at kunne fravige forordningens ansvarskriterier i en anden situation end den foreliggende i præamblens punkt 17 anføres, at enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til medlemsstaten eller til en anden medlemsstat, selvom behandlingen ikke er medlemsstatens ansvar i henhold til de bindende kriterier, der er fastlagt i forordningen. Flygtningenævnet bemærker hertil, at hverken EU-chartret eller EMRK pålægger medlemsstaterne en generel pligt til at respektere udlændinges valg af det land, hvor de ønsker at søge asyl. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at hensynet til familielivet, som det fremgår af Dublinforordningen, herunder præamblens punkt 14 og 17, EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, kan føre til, at asylsagen skal behandles i Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på, at klagerens ægteskab med hendes religiøst viede partner, der blev indgået omkring en uge efter klagerens indrejse i Danmark, ikke er retsgyldigt i Danmark, og at klagerens partner ikke kan anses som klagerens ægtefælle efter dansk ret. Der har heller ikke været et fast samliv mellem dem forud for klagerens indrejse i Danmark [i sommeren] 2023. Det bemærkes hertil, at relationen mellem klageren og hendes religiøst viede partner, således ikke er omfattet af Dublinforordningens artikel 2, litra g, ligesom det må lægges til grund, at såfremt der har været et familieliv mellem dem siden klagerens indrejse i Danmark, må dette antages at være af begrænset karakter grundet den korte tid. For så vidt angår klagerens [familiemedlem] har nævnet lagt vægt på, at både klageren og hendes [familiemedlem] er voksne, og de har ikke boet sammen i omtrent 9 år. Endelig skal Flygtningenævnet henvise klageren til muligheden for at søge om opholdstilladelse efter familiesammenføringsreglerne og videre bemærke, at Danmark vil blive ansvarlig for at behandle klagerens asylsag, såfremt hun får meddelt opholdstilladelse i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 19, stk. 1. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Span/2023/8/Saba
Nævnet meddelte i november 2023 opholdstilladelse (K/-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Genoptaget sag. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk [etnicitet] fra [distrikt] i [provins A] i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindelig asylmotiv henvist til, at han som [4-7] -årig flyttede til [land A] sammen med sin familie, efter hans [familiemedlem A] var blevet slået ihjel af Taliban i Afghanistan. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren at blive slået ihjel af en person ved navn [A], som var en fjern slægtning af ansøgerens familie. Ansøgeren kom op at skændes med [A], idet ansøgeren ikke havde modtaget sin løn, mens han opholdt sig i [land B], hvorefter ansøgeren kastede en [genstand] efter [A], som ramte [A]. Ansøgeren fik senere oplyst, at [A] var afgået ved døden samt, at ansøgerens [familiemedlem B] efterfølgende blev opsøgt og truet af [A’s] [familiemedlem]. Ansøgeren har i forbindelse med anmodning om genoptagelse som asylmotiv yderligere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive udsat for forfølgelse eller overgreb, fordi han efter at have opholdt sig det meste af sit liv uden for Afghanistan ikke vil kunne tilpasse sig forholdene i landet, herunder påkalde sig Talibans opmærksomhed. Flygtningenævnet kan i det hele lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren kom til Danmark i 2010 som uledsaget mindreårig. Han boede i begyndelsen på nogle asylcentre, og kom til at bo i [by A] efter at have fået opholdstilladelse. Han bor fortsat i [by A] sammen med nogle andre. Han gik i et år på en [skole] i [by B], hvor han tog [klassetrin]. Han har på nævnsmødet fortalt meget reflekterende om dette ophold på [skolen], som han har betegnet som den bedste del af sit liv, herunder fællesskabet med de andre elever. Han har fortsat kontakt til nogle venner fra skolen. Han har gennem nogle år været en del af en lokal [boldklub] i [by A], hvor han også har skabt sig en vennekreds. Han påbegyndte på et tidspunkt et grundforløb [på en erhvervsuddannelse], og har senere arbejdet et års tid på [arbejdsplads A]. Han har efterfølgende haft [en virksomhed], og har været ansat 4-5 år hos [arbejdsplads B]. Han forstår og taler dansk uden problemer. Der må ved asylvurderingen i sager med spørgsmål om såkaldt vestliggørelse lægges vægt på, om der er sandsynlighed for, at ansøgeren vil blive udsat for forfølgelse, herunder hvorvidt han efter en samlet vurdering har en sådan erfaring med livet i Afghanistan, at han vil kunne indpasse sig i landet uden at påkalde sig Talibans opmærksomhed. Ansøgeren indrejste i Danmark som uledsaget mindreårig i 2010, hvor han var [12-15] år. Han har derfor haft en betydelig del af sin ungdom i Danmark, hvor han har levet et ungdomsliv på danske præmisser. Han har endvidere haft et skoleforløb, og har ellers haft forskelligt arbejde her i landet. Han taler flydende dansk, og nævnsmødet er gennemført på dansk. Herefter, og efter ansøgerens fremtræden under nævnsmødet og det i øvrigt oplyste, må det lægges til grund, at ansøgeren har tilegnet sig en vestlig livsstil. Ansøgeren har efter sin forklaring, som nævnet har lagt til grund, alene boet i Afghanistan indtil [4-7] -års alderen, hvor han sammen med sin familie flygtede, efter at [familiemedlem A] var blevet slået ihjel i Afghanistan. Han har ikke efterfølgende været i Afghanistan, hvor han ikke har nogen familie eller andet netværk, som vil kunne støtte og hjælpe ham ved en tilbagevenden. Hertil kommer, at han ikke taler [sprog A]. På denne baggrund, og særligt under hensyntagen til, at ansøgeren er [etnicitet] og […]muslim, findes det efter en samlet vurdering sandsynliggjort, at ansøgeren ikke vil kunne etablere sig i Afghanistan uden at påkalde sig Talibans opmærksomhed. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse, og at han som følge heraf er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afgh/2023/71/Saba
Nævnet omgjorde i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst 2003 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i efteråret 2017 idømt fængsel i fire måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, § 266, stk. 1 og § 164, stk. 1, samt [bestemmelser i færdselsloven] samtidig blev klageren betinget udvist med prøvetid i 2 år. I vinteren 2018/2019 blev klageren idømt 30 dages fængsel [efter bestemmelser i straffeloven]. Klageren blev i 2021 idømt 1 års fængsel for at være udeblevet fra afsoning, for efter overtrædelse af straffelovens § 244 samt en række bestemmelser i [færdselsloven], [knivloven] og [lov om euforiserende stoffer]. Klageren blev samtidig udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Afghanistan. Klageren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra [by A] i Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv anført, at hans far i 1980-1990’erne havde en højtstående stilling som [stilling] i det tidligere afghanske militær, inden hans far kom til Danmark i [2000-2005]. Derudover var hans far medlem af [et politisk parti]. Hans far flygtede fra Afghanistan på grund af sin konflikt med Taliban. Hans far har endvidere været [medlem af modstandsbevægelse]. Klageren frygter, at han vil være i fare som følge af sin fars konflikt med Taliban, hvis Taliban finder ud af, at han er sin fars søn. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ikke længere har familie eller bekendte i Afghanistan. Han har ikke nogen uddannelse, og taler ikke pashto og kun i begrænset omfang dari. Han anser Danmark som sit hjemland. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til, at han har boet i Danmark i mange år, hvorfor han ville påkalde sig Talibans opmærksomhed ved en tilbagevenden, og dermed være i risiko for forfølgelse og overgreb. Han er endvidere bange for repressalier på baggrund af, at han ryger og har røget hash.Risiko for forfølgelse i AfghanistanKlagerens fars forholdDet lægges til grund, at klagerens far var tilknyttet det afghanske militær i 1980-1990’erne, hvor faderen havde en overordnet stilling. Det lægges endvidere til grund, at klagerens far flygtede fra Afghanistan på grund af risiko for forfølgelse eller overgreb efter Talibans magtovertagelse i landet. Flygtningenævnet finder med hensyn til klagerenss asylmotiv om, at han frygter Taliban som følge af hans fars konflikt med Taliban, at det beror på klagerens egen formodning, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være efterstræbt af Taliban som følge af klagerens fars medlemskab og arbejde i 1990'erne for partiet [et politisk parti] og farens tilknytning til det afghanske militær. Klageren har således ikke sandsynliggjort, at Taliban efter så mange år har nogen interesse for klageren. Om de generelle forhold i Afghanistan fremgår det af baggrundsoplysningerne, at siden Taliban-regimet den 15. august 2021 indtog hovedstaden i Afghanistan, Kabul, og efterfølgende erklærede krigen mod den tidligere regering forbi samt i øvrigt den 7. september 2021 dannede en midlertidig regering, er den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan blevet forbedret. Der kan henvises til blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information, Afghanistan, december 2021, s. 17 f., samt EASO, the general security situation after the Taliban's takeover, 15. november 2021, s. 6. Den forbedrede generelle sikkerhedssituation efter Taliban-regimets magtovertagelse må også ses i lyset af, at situationen i Afghanistan forud for Taliban-regimets magtovertagelse måtte beskrives således, at der forelå en såkaldt ikke-international væbnet konflikt, der imidlertid mere generelt ophørte med at eksistere efter magtovertagelsen, jf. Amnesty International, No escape – War crimes and civilian harm during the fall of Afghanistan to the Taliban, december 2021, s. 5, samt Migrationsverket, Rattsligt stallningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 6. Der kan endvidere henvises til Human Rights Watch World Report 2022 vedrørende Afghanistan, hvor det anføres, at "In the six months before the takeover, fighting between government forces and the Taliban caused a sharp rise in civilian casualties from improvised explosive devices (IEDs ), mortars, and airstrikes". Uanset at den generelle sikkerhedssituation er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, er der oplysninger om, at visse dele af Taliban-regimet har foretaget gengældelsesangreb. Således anføres det i Amnesty Internationals rapport, "No escape – War crimes and civilian harm during the fall of Afghanistan to the Taliban", fra december 2021, s. 13, at "As the Taliban quickly seized control of new areas of the country in July and August 2021, some units began a series of killing of captured ANDSF and former high-ranking government officials. In the cases documented by Amnesty International, the people targeted for retaliatory killings bear a certain profile: all were supporters (or were accused of being supporters) of the former government and were either high-profile leaders or members of ethnic minorities". Det fremgår også af de øvrige baggrundsoplysninger, herunder EUAA, Afghanistan - Country of Origin Information Report, January 2023, s. 57 f., at visse Taliban-krigere efter magtovertagelsen navnlig har interesseret sig for "Incidents of summary executions, torture and detentions of persons affiliated with the former government have been reported in various parts of the country". Flygtningenævnet finder således ikke, at klageren har sandsynliggjort, at Taliban vil efterstræbe klageren som følge af hans fars forhold tilbage i 1990'erne.VestliggørelseKlageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, fordi han fremtræder som vestliggjort efter at have boet i Danmark i mange år.Klageren har til støtte herfor nærmere henvist til, at han har boet i Danmark siden 2002, hvor han var omkring [10-13] år. Han er således vokset op og har boet i Danmark i mere end 20 år. Han føler sig som vestliggjort grundet hans livsstil og tøjstil, og fordi han har tillært sig danske værdier og normer, hvorfor han vil skille sig ud og have svært ved at tilpasse sig ved en tilbagevenden til Afghanistan. Med hensyn til spørgsmålet om vestliggørelse fremgår det af tilgængelige baggrundsoplysninger, at situationen for personer, der opfattes som vestliggjort, skal vurderes i lyset af Talibans magtovertagelse. Den individuelle vurdering af, om der er en rimelig grad af sandsynlighed for, at asylansøgeren vil blive udsat for forfølgelse, bør yderligere tage højde for risikopåvirkende omstændigheder, herunder klagerens alder og muligheden for at tilpasse sig nugældende sociale restriktioner i Afghanistan efter Talibans magtovertagelse. Klageren var [10-13] år, da han sammen med sin [familiemedlem A] og [familiemedlemmer C] blev familiesammenført med sin far i Danmark. Han har således haft en stor del af sin opvækst i Afghanistan og [et Sydasiatisk land], da han kom til Danmark, hvor han fortsat har et tæt forhold til sin nærmeste afghanske familie. Der vil derfor på den ene side være en sandsynlighed for, at han til en vis grad vil have forudsætninger for at kunne indpasse sig ved en tilbagevenden til Afghanistan, hvor han har boet indtil [8-11] års alderen, hvor han sammen med sin [familiemedlem A] og [familiemedlemmer C] flygtede til [et Sydasiatisk land]. Klageren har på den anden side ikke længere familie eller andet netværk i Afghanistan, som vil kunne støtte og hjælpe ham ved en tilbagevenden. Han har boet i Danmark i mere end 20 år, og har levet et liv på danske præmisser og en vestlig livsstil. Han har kun i begrænset omfang erhvervet sig en uddannelse og har haft forskellige kortvarige jobs. Han kan uden problemer forstå og tale dansk, og nævnsmødet har været afviklet på dansk. Under disse omstændigheder sammenholdt med den aktuelle udvikling i Afghanistan, hvor situationen har udviklet sig markant efter Talibans magtovertagelse, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at klageren har tilegnet sig en sådan vestlig livsstil, at han ikke vil kunne tilpasse sig et liv i Afghanistan uden at påkalde sig Talibans opmærksomhed. Han vil derfor ved en tilbagevenden til Afghanistan være i risiko for forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. l.Udelukkelse fra beskyttelseKlageren er således isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, som er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. I henhold til udlændingelovens § 49 a, skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Klageren blev senest ved dom afsagt [i efteråret] 2021 idømt fængsel i 1 år for overtrædelse af [bestemmelser i straffuldbyrdelsesloven], for at være udeblevet fra afsoning, [bestemmelser i færdselslovens], [bestemmelser i ordensbekendtgørelsen], [bestemmelser i knivloven], [bestemmelser i lov om euforiserende stoffer] og [bestemmelser i straffeloven]. Klageren blev samtidig udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Klageren er forud for denne dom dømt flere gange for personfarlig kriminalitet, herunder ved dom af [efteråret] 2017 med fængsel i 4 måneder for blandt andet [overtrædelser i straffeloven]. Flygtningenævnet finder efter karakteren og grovheden af den pådømte kriminalitet ved dommen af [efteråret] 2021, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse. På denne baggrund sammenholdt med, at klageren tidligere er straffet for personfarlig kriminalitet og kriminalitet af anden art, må klageren med rimelig grund anses at udgøre en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Herefter og med henvisning til klagerens personlige forhold finder Flygtningenævnet efter en samlet afvejning, at der ikke foreligger omstændigheder som nævnt i udlændingelovens § 10, stk. 3, der kan begrunde, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Nævnet finder derfor, at klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse.” Afgh/2023/68/sme
Nævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2001.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra [by A] i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban på grund af de generelle forhold i Afghanistan, og fordi han under sine ophold i Afghanistan i perioden 2014 til 2021 har udtalt sig negativt om Taliban. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter repressalier fra ukendte personer, der har truet ham gennem telefon og fremsendt trusler gennem en [social medie]-gruppe, hvor han er medlem, og hvor medlemmerne i gruppen skriver om Afghanistan. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hans [familiemedlem A] og [familiemedlemmer B] er blevet chikaneret af ukendte personer i Afghanistan, og at de er blevet slået af Taliban. Endelig har ansøgeren under nævnsmødet som yderligere asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil påkalde sig Talibans opmærksomhed med risiko for at blive udsat for forfølgelse og overgreb. Han har i den forbindelse henvist til, at han har boet i Danmark i mere end 20 år, hvor han har tillagt sig en vestlig livsstil. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har en alvorlig konflikt med Taliban eller andre parter i Afghanistan, som kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Det er nævnets opfattelse, at det beror på ansøgerens egen formodning, at Taliban vil dræbe eller forfølge ham, fordi han under sine rejser til Afghanistan i 2014-2021 har udtalt sig kritisk om Taliban over for familie og bekendte, som han antog havde samme opfattelse af Taliban som han selv. Det er således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren herved har profileret sig overfor Taliban på en sådan måde, at han vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge vægt på ansøgerens oplysninger om, at han i perioden fra [sommeren]/[efteråret] 2021 til [foråret] 2022 har modtaget flere telefoniske trusler, som alle har været fra personer, som ansøgeren ikke kender. Det fremgår i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvornår han modtog truslerne. Han har således til sin [samtale] [i foråret] 2023 oplyst, at han modtog truslerne såvel før som efter Talibans magtovertagelse i Afghanistan, mens han til sin [samtale] [i sommeren] 2023 har oplyst, at han først har modtaget disse trusler efter Talibans magtovertagelse. Det kan som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren har forklaret om disse uoverensstemmende oplysninger, at han jævnligt modtog opkald fra alle mulige, hvorfor han ikke tog de første opkald alvorligt, idet der lægges vægt på, at ansøgeren flere gange til asylsamtalen blev nærmere udspurgt om, hvornår han modtog den første trussel, hvortil han oplyste, at han modtog den første trussel på et tidspunkt efter Talibans magtovertagelse. Flygtningenævnet lægger også vægt på ansøgerens oplysning om, at de [1-3] opkald, som han modtog, mens han var medlem af en [social medie]-gruppe, var fra personer, som han ikke kendte, og at han ikke siden har modtaget yderligere trusler fra nogen siden [starten af foråret] eller [senere i foråret] 2022. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har boet hos blandt andre sine [familiemedlemmer C] i Afghanistan under hans [4-7] rejser til landet i perioden 2014-2021, og at han ikke er blevet opsøgt på bopælen eller oplevet personlige konflikter med myndigheder, grupperinger eller private personer i Afghanistan. Nævnet har i den sammenhæng også lagt vægt på ansøgerens oplysninger om, at han ikke på noget tidspunkt har oplevet episoder med konkrete konflikter med Taliban i Afghanistan, og at han ikke på noget tidspunkt har mødt personer fra Taliban eller tilhængere af Taliban, idet det bemærkes, at Taliban også var til stede i Afghanistan på tidspunkterne for ansøgerens ophold i landet i perioden 2014-2021. Det forhold, at ansøgerens [familiemedlem A] og [familiemedlemmer B] i Afghanistan efter ansøgerens oplysninger har været udsat for chikane, fordi hans [familiemedlem A] bor alene i Afghanistan uden ansøgeren, kan ikke føre til en ændret vurdering. Den omstændighed, at ansøgerens [familiemedlem A] har fundet et dokument fra angiveligt [offentligt myndighed] foran sin hoveddør, kan ikke føre til en ændret vurdering, henset til ansøgerens oplysninger om, at hverken han eller hans [familiemedlem A] ved, hvem der har afleveret dokumentet, og at hverken ansøgeren og hans [familiemedlemmer C] har oplevet konflikter eller opsøgninger som følge af, at han ikke har mødt op hos de nævnte [nærmere bestem personer], selv om dokumentet afgiveligt er blevet afleveret i [sommeren] eller [efteråret] 2021. Endelig lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren først ansøgte om asyl i [foråret] 2022, selv om han [1-3] måneder efter sin seneste udrejse af Afghanistan angiveligt begyndte at modtage trusler. Med hensyn til spørgsmålet om vestliggørelse tager nævnet på den ene side i betragtning, at ansøgeren har boet i Danmark i mere end 20 år. Han kan uden problemer tale dansk, og nævnsmødet er foregået uden medvirken af tolk. Han har arbejde i Danmark, og begge hans [familiemedlemmer C] bor nu igen i Danmark, hvor de er blevet danske statsborgere. Ansøgeren har gennem sin opvækst i Danmark på mange måder tillagt sig en vestlig livsstil, som i hvert fald som udgangspunkt vil kunne påkalde sig opmærksomhed ved en tilbagevenden til Afghanistan. Der må heroverfor imidlertid henses til, at ansøgeren er opvokset i en afghansk familie, hvorfor han ikke er uden forudsætninger for at kunne begå sig i Afghanistan. Han er født og opvokset i Afghanistan, hvorfra han udrejste som [15-18] årig. Han kan således tale sproget, og har i perioden 2014-2021 været på [4-7] rejser til Afghanistan. Hertil kommer i særdeleshed, at han i 2016 blev gift i Afghanistan, hvor han har sin [familiemedlem A] og [familiemedlemmer B]. Ansøgeren findes således at have en stærk tilknytning til Afghanistan, hvor han også har andre slægtninge og venner. På denne baggrund, og henset til at ansøgeren har kunnet rejse og i perioder opholde sig i Afghanistan uden problemer, herunder med Taliban eller andre i Afghanistan, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at den omstændighed, at han har boet i Danmark i en årrække, vil give ham asylbegrundende konflikter ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet finder derfor samlet, at ansøgeren ikke kan få asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7.” Afgh/2023/67/sme
Nævnet omgjorde i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2013.Klageren er etnisk somalier og sunnimuslim af trosretning fra [by], Hiran-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klagerens mor på vegne af klageren som asylmotiv til, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ville blive tvangsgiftet med et medlem af al-Shabaab, fordi hendes fars onkel var medlem af al-Shabaab. Udlændingestyrelsen kunne ikke lægge dette til grund, men vurderede derimod, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemområde, [by], Somalia, ville være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af den generelle sikkerhedssituation i det sydlige og centrale Somalia. I forbindelse med afgørelsen om forlængelse af klagerens opholdstilladelse [i sommeren] 2019 vurderede Udlændingestyrelsen, at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse var til stede, da de generelle forhold i hendes hjemland havde ændret sig således, at de ikke kunne begrunde asyl. Udlændingestyrelsen vurderede imidlertid, at hun ved en tilbagevenden til Somalia ville være enlig kvinde uden mandligt netværk, og at hun som enlig kvinde ville være i risiko for at blive udsat for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Hendes opholdstilladelse blev derfor forlænget. Udlændingestyrelsen har den [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede, idet styrelsen ligeledes har nægtet at forlænge hendes brors, [navn], opholdstilladelse, hvorfor han vil kunne agere som mandligt netværk for hende i Somalia. Udlændingestyrelsen har ligeledes vurderet, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at hun ved tilbagevenden til sit hjemland frygter sin onkel, som vil tvangsgifte hende med et medlem af al-Shabaab. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Klageren har ikke redegjort uddybende og konsistent for sit asylmotiv, og hun har forklaret, at hun ikke har overhørt hele samtalen mellem mændene fra al-Shabaab og moderen, da de opsøgte familiens bopæl i Somalia. Klageren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hun allerede er gift eller ej. For Nævnet har klageren oplyst, at hun allerede er tvangsgift, hvilken forklaring ikke er støttet af klagerens tidligere forklaringer eller moderens forklaring. Det beror derfor på klagerens egen formodning, at hun er tvangsgift eller i risiko for at blive tvangsgift ved en tilbagevenden til Somalia. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at mændene fra al-Shabaab forlod bopælen uden hende, hvis klageren allerede var blevet gift med en af mændene. Nævnet finder herefter ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen har nedlagt påstand om, at klageren fortsat har opholdstilladelse efter § 7, stk. 2. Efter Flygtningenævnet har ændret Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2021 vedrørende klagerens brors sag og meddelt ham fortsat opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 finder nævnet, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være enlig kvinde uden mandligt netværk. På den baggrund og efter baggrundsoplysninger vil klageren som følge heraf vil være i risiko for at blive udsat for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Soma/2021/71/ehd
Nævnet meddelte i september 2022 opholdstilladelse (K-status) til en mandlige statsborger. Sagen er sambehandlet med Soma/2022/28/sme, Soma/2022/29/sme, Soma/2022/30/sme og Soma/2022/31/sme. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra [byen A], Lower Shabelle, Somalia. Ansøgeren tilhører […]-klanen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv på vegne af ansøgeren henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive rekrutteret til en milits, eksempelvis al-Shabaab, fordi familien ikke har noget mandligt netværk. Ansøgerens mor har endvidere oplyst, at hun frygter, at han vil blive overfaldet i Somalia. Som anført i afgørelsen af 28. september 2022 i ansøgerens mors sag har Flygtningenævnet fundet, at det må lægges til grund, at moren ved en tilbagevenden til Somalia ikke vil være i stand til at modsætte sig et pres fra omgivelserne i forhold til tvangsomskæring af ansøgerens lillesøster [datter 1]. Flygtningenævnet har derfor fundet, at [datter 1] selvstændigt opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, da det er sandsynliggjort, at hun ved en udsendelse til Somalia vil være i en konkret risiko for at blive tvangsomskåret. I forlængelse heraf har Flygtningenævnet meddelt ansøgerens lillesøster [datter 1] og ansøgerens mor opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Som en konsekvens af dette finder Flygtningenævnet, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse efter samme bestemmelse. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Soma/2022/32/sme
Nævnet omgjorde i december 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [by A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer og har ikke været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren sammen med sine forældre og søskende indrejste i Danmark [i sommeren] 2015, og at familien [i vinteren 2015/2016] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren var som mindreårig på det tidspunkt omfattet af morens sag. Klagerens opholdstilladelse er senest blevet forlænget af Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2022. Klageren har til støtte for sin klage gjort gældende, at hun vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en eventuel tilbagevenden til Syrien, som følge af, at hun er kurder fra [by A] og derfor af de syriske myndigheder vil blive anset som sympatisør med YPG. Hun har i den forbindelse henvist til, at hendes risiko ved en eventuel tilbagevenden til Syrien på nuværende tidspunkt vil blive skærpet af, at hun er udrejst illegalt i 2014 og har opholdt sig uden for Syrien i mere end 8 år. Klageren har endvidere gjort gældende, at hun vil være i en afledt risiko for forfølgelse som følge af, at hendes herboende brødre har unddraget sig militærtjeneste. Klageren frygter også PKK, der indkalder både mænd og kvinder til militærtjeneste. Endelig har klageren gjort gældende, at hun er enlig kvinde uden netværk tilbage i Syrien, idet hendes familie opholder sig i Dannmark. Efter en samlet vurdering af klagerens forhold finder Flygtningenævnet, at klageren som følge af flere forhold ud fra en kumulativ betragtning har en velbegrundet frygt for, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at påkalde sig en sådan interesse, at hun kan risikere at blive afhørt og i den forbindelse blive udsat for overgreb fra de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerens ældste bror, [navnet på klagerens bror], [i sommeren] 2012 fik asyl i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Han forklarede under sin sag bl.a., at han blev tilbageholdt i [et antal] dage i 2011 efter at have deltaget i en demonstration. Da han udrejste, var han i den militærpligtige alder, og han har således unddraget sig militærtjeneste i Syrien. Flygtningenævnet vurderer, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive tilbageholdt og afhørt om sin brors forhold. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren er kurder, at hun stammer fra [by A], der inden ansøgerens flugt var et oprørskontrolleret område, at hun er udrejst illegalt af Syrien, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være en enlig kvinde uden mandligt netværk, og at hun har yderligere to brødre, som nu er i den militærpligtige alder, og som under henvisning her til har fået asyl i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Risikoen for at vende tilbage til Syrien efter et langvarigt ophold i vesten er ikke efter Flygtningenævnets vurdering forbundet med tilstrækkelig stor risiko til i sig selv at være asylbegrundende, men henset til, at de syriske myndigheder ifølge de foreliggende baggrundoplysninger har foretaget vilkårlige overgreb over for returnees, kan det indgå ved en kumulativ vurdering. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på forsigtighedsprincippet, der efter Flygtningenævnets praksis skal anvendes ved behandlingen af sager med Syriske statsborgere, og som er formuleret således: ”De syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme en ansøger/klager til gode.” Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af disse omstændigheder, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien risikerer asylrelevant forfølgelse som følge af forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra vinteren 2015/2016] og meddeler klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri 2023/89/MNR
Nævnet meddelte i december 2023 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og tidligere ikke-religiøs fra [by], Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun og hendes [barn] er konverteret til kristendommen efter indrejsen i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men hun har deltaget i demonstrationer i Danmark og er politisk aktiv på sine sociale medier. Ansøgeren henviste under den oprindelige asylsag til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, idet hendes daværende ægtefælle har anmeldt hende for utroskab. Ansøgeren henviste videre til, at hun frygtede, at hendes daværende ægtefælle vil slå hende ihjel, fordi hun har haft en forhold til en anden mand, og at det kan få konsekvenser for ansøgeren, at denne mands [familiemedlem A] har haft problemer med de iranske myndigheder som følge af hans politiske aktiviteter. Endelig henviste ansøgeren til, at hun frygtede at blive udsat for repressalier, idet hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har som asylmotiv under denne sags behandling henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet hun er i opposition til de iranske myndigheder og modstander af det iranske regime, og at hun og hendes [barn, A] er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har herom oplyst, at den iranske efterretningstjeneste har forskellige grupper, som kan identificere oppositionsgrupper, og at den iranske efterretningstjeneste har sendt folk til Danmark for at holde øje med, om folk begår handlinger mod det iranske styre. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun har deltaget i demonstrationer imod den iranske regering. Ansøgeren har deltaget i fire til fem demonstrationer i Danmark, hvor ansøgeren har taget billeder, som hun har delt på sine sociale medier. Ansøgeren har videre oplyst, at billeder af hende til demonstrationerne er blevet delt via medier, der er imod det iranske regime, og at hun har fået fremsendt billederne af sin ven. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre henvist til, at hun er aktiv på de sociale medier i forbindelse med kristendommen og hendes politiske aktiviteter. Ansøgeren har herom oplyst, at hun er aktiv på [socialt medie A], [socialt medie B] og [socialt medie C], som alle er offentligt tilgængelige. I den forbindelse har ansøgeren modtaget trusler fra forskellige personer, som har skrevet kommentarer til hendes opslag og private beskeder til hende. Ansøgeren har på vegne af [sit barn, A] som asylmotiv henvist til, at [A] ikke kan vende tilbage til Iran, idet [A] har psykiske problemer og ikke kan få hjælp til sin sygdom. Ansøgeren har videre henvist til, ansøgeren risikerer at miste forældremyndigheden grundet hendes problemer med myndighederne, og at det i Iran er faren, som får forældremyndigheden, og at ansøgerens [barn] er bange for sin far. Endvidere er ansøgerens [barn] konverteret til kristendommen, og [A] taler ikke farsi eller kender kulturen i Iran. Ansøgerens [barn] har som asylmotiv selv oplyst, at [A] ved en tilbagevenden til Iran frygter, at de vil slå [A’s] mor ihjel, og at [A] skal bo med sin far, hvilket [A] ikke har lyst til. [Barnet] har oplyst, at [A’s] far er syg i hovedet og ikke ved, hvad han laver, og at han kan finde på at slå og drikke alkohol. [Barnet] har videre oplyst, at man ikke kan få lov til at være kristen i Iran, hvor man skal være muslim, og at man ikke kan gå i kirke. Ansøgerens [barn] tror på Jesus, og [A] har bedt meget med sin mor, og på den måde fandt [A] ud af, at Jesus hjælper folk. Flygtningenævnet lægger som tidligere nævn til grund, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer i relation til sin privatretlige konflikt med sin mand, og nævnet henviser til det, der er anført i begrundelsen fra Flygtningenævnet af [efteråret] 2018. Det, der er fremkommet under nævnsmødet [i vinteren 2023/2024] om modtagelse af nye trusler fra ægtellen, kan ikke ændre herpå. Nævnet lægger herved vægt på, at indholdet af beskederne mellem ansøgeren og ægtefællen har samme indhold som tidligere beskeder fra ægtefællen. Nævnet bemærker tillige, at ægtefællen ikke har kontaktet ansøgeren siden 2017 bortset fra denne ene kontakt forud for mødet i Flygtningenævnet. Under denne sag har ansøgeren tillige afgivet divergerende forklaringer. Ansøgeren har således til sin oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2016 oplyst, at hun ikke var politisk aktiv i Iran. Under asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren oplyst, at hun var i et modsætningsforhold til regimet i Iran grundet sine politiske aktiviteter allerede forud for udrejsen i [årstal]. For Flygtningenævnet har hun oplyst, at hun ikke i sit asylskema eller til samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2016 oplyste om sine politiske opslag på sociale medier, da hun ikke flygtede som følge heraf. Ansøgeren har endvidere til Udlændingestyrelsen oplyst, at hun har deltaget i fem demonstrationer i Danmark mod regimet. Under nævnsmødet har ansøgeren udbyggende oplyst, at hun har deltaget i tolv demonstrationer, som hun endvidere deltog i planlægningen af, idet hun var medlem af en gruppe, der planlagde demonstrationerne. Om divergenserne har ansøgeren forklaret afglidende. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket under hensyn til de ovenfor nævnte divergenser og ved vurderingen af hendes oprindelige asylmotiv. Hertil kommer, at ansøgeren har fremlagt en dom, hvor ansøgeren af en Iransk domstol skulle være idømt [antal] års fængsel med tvangsarbejde og [antal] års fratagelse af sociale rettigheder for at fornærme islamiske helligdomme ved at udbrede propaganda mod religionen Islam. Dommen er af Udenrigsministeriet i [foråret] 2022 med stor sandsynlighed vurderet at være falsk. I relation til ansøgerens politiske asylmotiv kan Flygtningenævnet ikke lægge dette til grund. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har deltaget i flere demonstrationer, og at hun tillige har postet opslag på sociale medier blandt andet mod regimet i Iran. Disse aktiviteter medfører dog ikke, at ansøgeren har et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at flere af opslagene er sket via sociale medier, hvor ansøgeren benytter et kaldenavn, og at alene en mindre del af opslagene er i ansøgerens eget navn. I forhold til opslag på sociale medier samt en meningstilkendegivelse fra ansøgeren bragt på [nyhedsmedie], der er en nyhedsplatform imod det Iranske regime, bemærker Flygtningenævnet, at eksponeringen ikke kan anses for at være kommet til de iranske myndigheders kendskab. Nævnet har herved lagt vægt på, at de enkelte posts og meningstilkendegivelsen er vist i mindre omfang, ligesom de ikke har modtaget mange likes. Hertil kommer, at ansøgeren ikke - i forhold til det for nævnet forelagte - har modtaget trusler på baggrund af sine opslag på sociale medier eller den øvrige aktivitet. Samtidig har ansøgerens familie i Iran ikke modtaget reaktioner på baggrund af ansøgerens opslag mv. I forhold til et medlemskab af en monarkisk forening kaldet [forening], der ikke længere eksisterer under dette navn, kan Flygtningenævnet ikke - ud fra to udtalelser fra præsidenten fra foreningen - lægge til grund, at foreningens lister over medlemmer er kommet til de iranske myndigheders kendskab. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun som følge af sit medlemskab af [forening] og sin deltagelse i demonstrationer samt eksponering på sociale medier er kommet i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. I relation til konversion lægger Flygtningenævnet som det tidligere nævn til grund, at ansøgeren har nogen viden om kristendommen og kristne værdier, og hun har under opholdet i Danmark deltaget i kristne aktiviteter, herunder gudstjenester. Flygtningenævnet bemærker vedrørende klagerens asylmotiv angående konversion, at det som udgangspunkt giver anledning til en vis usikkerhed i forhold til det religiøse motiv, at der tidligere er givet afslag på dette asylmotiv, og at ansøgeren på andre punkter har afgivet en divergerende forklaring og generelt fremstår utroværdig. Flygtningenævnet finder, at klageren under genoptagelsessagen ikke på en overbevisende måde har redegjort for, at hendes konversion til kristendommen er udtryk for en indre overbevisning, og hendes tilknytning til forskellige grene af kristendommen har ansøgeren haft svært ved at redegøre nærmere for under nævnsmødet, idet hun alene har henvist til, at det har en geografisk begrundelse. Det kan ikke ændre herpå, at ansøgeren er døbt og gennem flere år har deltaget i kristne aktiviteter og har eksponeret sine holdninger om kristendom på sociale medier. Som følge af ansøgerens generelle utroværdighed finder Flygtningenævnet, at konversionen fremstår som et konstrueret asylmotiv, og at hendes mange aktiviteter i forhold til kristne aktiviteter fremstår overfladiske. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke på en tilstrækkelig måde har sandsynliggjort, at hendes konversion er reel. Vedrørende ansøgerens [barn], [A]. I relation til [A’s] konversion bemærkes, at det er anført, at [A] har [diagnose], hvilket skal tages i betragtning ved vurderingen af dette asylmotiv, herunder [A’s] troværdighed. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at [A] på en tilstrækkelig overbevisende måde har redegjort for sin kristne tro, og at [A’s] konversion fra at være født muslim til kristendom er udtryk for en indre overbevisning. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at [A] – når [vedkommendes] diagnose tages i betragtning – har forklaret overbevisende om den betydning den kristne tro har for [A]. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at [A] er opvokset med den kristne tro, da [A] kom til Danmark som [4-7 årig] og på ugentlig basis og helt fast har deltaget i kirkelige aktiviteter i forskellige kirker, herunder gudstjenester. [A] har herom givet udtryk for baggrunden for, at [A] kommer i kirken, herunder at musikken i kirken er sekundær for [A]. Hertil kommer, at [A] efter eget ønske i [2018-2020] blev døbt og i [2022-2024] blev konfirmeret i den kirke, som [A] føler en særlig tilknytning til. [A] deltager endvidere på ugentlig basis i en kristen ungdomsklub. De kristne aktiviteter er støttet af flere udtalelser, og [A] har givet udtryk for, at [A] lever åbent som kristen, og at [A] ved en tilbagevenden til Iran vil fortsætte hermed. På den baggrund og efter en konkret og samlet vurdering af [A], herunder det indtryk nævnet fik af [A] under nævnsmødet, er det sandsynliggjort, at [A’s] tro på kristendommen er reel og udtryk for en indre overbevisning, og det lægges til grund, at [A], der gennem det meste at sit liv har levet som kristen, ønsker at leve åbent som kristen ved en tilbagevenden til Iran, hvorfor [A’s] tro på kristendommen derved vil komme til myndighedernes kendskab. Efter oplysningerne i baggrundsmaterialet om forholdene for kristne konvertitter i Iran finder Flygtningenævnet, at [A] ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse på grund af, at [A], som født muslim af de iranske myndighede vil blive opfattet som konvertit. Under disse omstændigheder ændrer Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse, således at […], [A] – og i konsekvens heraf [A’s mor] – meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor [A’s mor] og [A] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2023/62/MLVT
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Georgien. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk armener og ortodoks kristen fra [by A], Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter overfald i Georgien på grund af sin [orientering indenfor LGBT+], idet ansøgeren er [orientering inden for LGBT+-miljøet]. Ansøger har til støtte herfor oplyst, at han er blevet overfaldet flere gange i sit lokalområde. Ansøgeren har forsøgt at anmelde et af forholdene til politiet, men i stedet for at hjælpe ansøgeren, truede politiet med at fængsle ansøgeren. Ansøgeren har yderligere henvist til, at hans mor smed ham ud af hjemmet, da hun blev bekendt med hans [orientering indenfor LGBT+]. Ansøgeren frygter yderligere at blive tilbageholdt af de russiske myndigheder. Ansøger har til støtte herfor oplyst, at han blev tilbageholdt i 2008 af russisktalende mænd i militæruniformer. Ansøgeren har henvist til, at han i den forbindelse er blevet udsat for tvangsarbejde og tortur. Ansøgeren har yderligere henvist til, at det var i forbindelse med denne behandling, at han pådrog sig [lidelse A]. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Georgien ikke kan få behandling for sin sygdom. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han lider af en ukendt [lidelse A], der gør, at han har [udfordringer]. Lidelsen kan ikke behandles i Georgien, og det har ikke været muligt for lægerne i Georgien at diagnosticere ansøgeren. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring med hensyn til hans [orientering inden for LGBT+-miljøet] til grund og de episoder, han har forklaret, at han været udsat for i den anledning, dog kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgerens naboer i Georgien har truet med at dræbe ham, da ansøgeren har forklaret udbyggende herom, og da forklaringen herom ikke forekommer troværdig. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren ikke tidligere har forklaret dette for Udlændingestyrelsen, men først har forklaret det for Flygtningenævnet. Flygtningenævnet finder imidlertid, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren asyl på grundlag af hans [orientering inden for LGBT+-miljøet] og de af ham anførte episoder i den forbindelse. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at de generelle forhold for LGBT+-personer i Georgien ikke kan føre til, at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet bemærker, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at Georgiens retshåndhævende institutioner overordnet set fungerer, og at Georgien tager LGBT+-personers retssikkerhed alvorligt. Georgien har blandt andet afkriminaliseret [orientering indenfor LGBT+] i den georgiske straffelov, og landet har vedtaget en lov om diskrimination, herunder diskrimination af [orientering indenfor LGBT+], ligesom den geografiske straffelov forbyder enhver form for diskrimination af [orientering indenfor LGBT+]. Med hensyn til det forhold, at ansøgeren har oplyst, at han er blevet overfaldet ved tre lejligheder på grund af sin [orientering inden for LGBT+-miljøet], har Flygtningenævnet lagt vægt på, at der er tale om tre isolerede episoder inden for en periode på 2 år og finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er i risiko for asylbegrunde forfølgelse eller overgreb af den grund. Flygtningenævnet har for så vidt angår to af episoderne lagt vægt på, at der er tale om to isolerede hændelser som resultat af, at han har haft kontakt med tilfældige mennesker på nogle restaurationer, og at han ikke har oplevet yderligere problemer med overfaldsmændene. For så vidt angår overfaldet af naboer har Flygtningenævnet yderligere lagt vægt på, at ansøgeren på trods heraf blev boende på samme bopæl, indtil han senere blev smidt ud af sin mor. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren kan henvises til at søge myndighedernes beskyttelse, såfremt han ved en tilbagevenden til Georgien måtte opleve problemer grundet sin [orientering indenfor LGBT+], herunder med sine naboer. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund med hensyn til hans tidligere konflikt med de russiske soldater, der var i Georgien under krigen mellem Georgien og Rusland. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at dette forhold er asylbegrundende allerede fordi, Georgien er et selvstændigt land, og der ikke er krig mellem Georgien og Rusland, og at det ikke er sandsynligt, at han vil blive mødt af russisk militær ved en tilbagevenden til Georgien. Det forhold, at ansøgeren lider af en ukendt [lidelse A] og har [udfordringer] er ikke i sig selv asylbegrundende. De generelle forhold i Georgien kan heller ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Georgien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Geor/2023/1/sesc
Nævnet meddelte i september 2017 opholdstilladelse (K-status) til en statsløs mand fra Burma. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og muslim fra [navngiven landsby], [distrikt], [region D], Myanmar. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Myanmar frygter at blive arresteret, tortureret og slået ihjel af myndighederne, idet der ingen rettigheder er for [etnicitet] i landet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han på en ikke nærmere angivet dato i 2013 var på vej hjem fra markedet, da han blev pågrebet af politiet og slået og sparket samt frataget sine penge og ejendele. Han blev i samme forbindelse beskyldt for at være fra Bangladesh og for at have et bangladeshisk sim-kort. På en ikke nærmere angivet dato i 2014 blev ansøgeren på vej til markedet igen overfaldet af politiet. I begge tilfælde blev ansøgeren taget med til politiets kontrolpost, men fordi ansøgerens far kom til stede og kunne betale penge til politiet, undgik ansøgeren at blive tilbageholdt. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Myanmar frygter, at mog-folket, også kaldet Arakan-folket, vil slå ham ihjel. Ansøgerens forældre var bekymrede, fordi situationen forværredes, og det blev besluttet, at ansøgeren måtte flygte. [I primo] 2015 udrejste ansøgeren illegalt af Myanmar til Thailand, hvor han opholdt sig illegalt hos sin onkel. Ansøgerens onkel blev urolig over at have ham boende, fordi de thailandske myndigheder havde meget fokus på [etnicitet], der kom til Thailand. Ansøgeren frygtede at blive sendt tilbage til Myanmar. [i foråret] 2015 rejste ansøgeren med fly fra Bangkok til Frankfurt ved hjælp af et falsk indisk pas. Det var ansøgerens familiemedlemmer i Thailand, [land A] og [land B], der betalte for hans rejse fra Myanmar til Danmark. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren har afgivet en sammenhængende og troværdig forklaring om sin etnicitet, om opvæksten i [region D] i Myanmar, om sine konkrete konflikter og om flugten. Det anførte i sproganalyserap-porten taler isoleret set ikke afgørende for, at ansøgeren ikke er den, han oplyser at være. Den omstændighed, at ansøgeren med bistand fra slægtninge i Thailand er lykkedes med at flygte ind i Thailand fra Myanmar kan ikke føre til at ansøgerens forklaring af den grund må forkastes. Det samme gælder den omstændighed, at ansøgeren på trods af, at han er analfabet har kunnet forklare om forholdene for [etnicitet] i Myanmar. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er [etnicitet] fra Myanmar. Under henvisning til de foreliggende baggrundsoplysninger finder nævnet, at det må lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Myanmar vil blive udsat for forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgerens] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. burm/2017/11/MAD
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, der angiveligt var statsborger i Myanmar. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk [etnicitet C] og fra […], der ligger i Arakan i Myanmar. Ansøgeren har videre oplyst, at han oprindeligt er sunni-muslim, men at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Myanmar frygter at blive udsat for overgreb fra sin familie, fordi han er konverteret til kristendommen. Herudover har ansøgeren henvist til, at han frygter de generelle forhold for [art etnicitet] i Myanmar. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han konverterede til kristendommen i 2007, mens han boede i [land B]. Ansøgerens familie er sunni-muslimer og ville ikke acceptere konversionen. Ansøgeren har videre oplyst, at han blev opsøgt to gange, mens han boede i [land B]. Ansøgeren blev opsøgt af sin onkel i slutningen af 2007, og ansøgeren blev endnu engang opsøgt seks måneder senere. Under begge opsøgninger blev ansøgeren udsat for vold. Herefter vendte ansøgeren tilbage til Myanmar, idet han vurderede, at det var mere sikkert at bosætte sig i storbyen Rangoon. Ansøgeren opholdt sig i Myanmar i 3-4 måneder. I løbet af denne periode blev han opsøgt én gang af en anden onkel, der udsatte ham for vold. Herefter udrejste ansøgeren af Myanmar. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin identitet, nationalitet og sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit navn og sin fødselsdato til de europæiske myndigheder. Til de græske myndigheder har ansøgeren oplyst, at hans navn var [A], og at han var født [primo] 1988. Til de danske myndigheder har ansøgeren oplyst, at hans navn er [B], og at han er født [primo] 1984. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin nationalitet til de europæiske myndigheder. Til de græske myndigheder har ansøgeren oplyst, at han er statsborger i [land B], hvorimod ansøgeren til de danske myndigheder har oplyst, at han er statsborger fra Myanmar. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin etnicitet til de europæiske myndigheder og for de danske myndigheder. Til de græske myndigheder har ansøgeren oplyst, at han er etnisk [etnicitet D]. For Udlændingestyrelsen har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at han er etnisk [etnicitet E]. Til asylsamtalen og for Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han er etnisk [etnicitet C]. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin religion til de europæiske myndigheder. Til de græske myndigheder har ansøgeren oplyst, at han er sunni-muslim, hvorimod han til Udlændingestyrelsen og for Flygtningenævnet har oplyst, at han er kristen. Flygtningenævnet har lagt vægt på at ansøgeren og hans angivelige hustru har forklaret divergerende om ansøgerens religion. Til Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at han er kristen, hvorimod ansøgerens angivelige hustru ved begge samtaler har oplyst, at ansøgeren er muslim og holder ramadan. Endvidere har ansøgeren forklaret forskelligt om, hvornår han angiveligt blev kristen. For Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at han konverterede til kristendommen i 2007. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han konverterede til kristendommen i 2002-2003. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sit asylmotiv til de europæiske myndigheder. Til de græske myndigheder har ansøgeren oplyst, at han var udrejst af [land B] af økonomiske grunde for at hjælpe sin familie, og at han vil have de samme økonomiske problemer, hvis han vender tilbage til sit hjemland. Til de danske myndigheder har ansøgeren oplyst, at hans asylmotiv blandt andet er hans konflikt med hans onkler på grund af ansøgerens konversion til kristendommen, hvilket han efter de foreliggende oplysninger ikke har oplyst til de græske myndigheder. Endvidere har ansøgeren ved asylsamtalen og for Flygtningenævnet oplyst, at han er [etnicitet C], og at han frygter de generelle forhold for [etnicitet C] i Myanmar, hvilket han ikke har oplyst til de græske myndigheder. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om sin konflikt med sine onkler. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen ved asylsamtalen oplyst, at han er opsøgt to gange af to forskellige onkler, da de ikke kunne acceptere, at han var konverteret til kristendommen, og at han blev slået den ene gang, og at han løb væk den anden gang, hvor han blev opsøgt, men at han kun blev slået den første gang. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han blev opsøgt tre gange af sine onkler og udsat for vold tre gange, og herunder at han blev slået den første gang, og at han ved en af de to andre episoder blev skudt og ramt tre gange, og at han var ved at dø som følge af skuddene. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgerens oplysninger om sin identiet, nationalitet og etnicitet til grund, ligesom Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med sine onkler på grund af en angivelig konversion til kristendommen. Det af advokaten anførte, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” burm/2019/2/thv
Nævnet stadfæstede november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2012 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2022 idømt fængsel i seks måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, § 260, stk. 1, nr. 1, jf. § 21 og § 266. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år efter udlændingelovens 32, stk. 4, nr. 4 og 5. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, men er ved [Landsrettens] ankedom af [efteråret] 2022 udvist med indrejseforbud i seks år, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2023 truffet afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse. Klageren er etnisk [etnicitet] og muslim. Han er født og opvokset i [by A] i [provins B], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har oplyst, at han har deltaget i demonstrationer i Syrien og Danmark, der var rettet mod Bashar al-Assad. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive indkaldt til militærtjeneste og derved blive tvunget til at slå andre ihjel eller risikere selv at blive slået ihjel. Klageren har videre henvist til, at han er eftersøgt af de syriske myndigheder som følge af, at han tidligere har unddraget sig militærtjeneste, hvorfor han frygter at blive fængslet, straffet eller slået ihjel, hvis han indrejser i Syrien. Klageren har endelig henvist til, at han frygter at blive rekrutteret af [gruppe B] ved en tilbagevenden, samt at han frygter den generelle sikkerhedssituation i Syrien. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, da klageren er i den militærpligtige alder og derfor kan blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste i Syrien. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om klageren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 1, at en udlænding ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Det fremgår videre af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionens artikel 1 A anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Da klageren som nævnt isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, finder Flygtningenævnet ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lov nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i bestemmelsen nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet ( 4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået og (6) klagerens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse, dels i forhold til om klageren kan udelukkes fra beskyttelse i henhold til Flygtningekonventionen. Klageren er ved [byret] dom af [foråret] 2022 idømt fængsel i 6 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. [Landsretten] stadfæstede dommen [i efteråret] 2022. Klageren blev fundet skyldig i sammen med [antal] medgerningsmænd at have begået vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter ved at have tildelt den forurettede flere [slag], knytnæveslag og spark mod ansigtet og på kroppen, herunder mens den forurettede lå værgeløs på jorden, ligesom der blev [placeret en genstand] om den forurettedes [kropsdel], alt med behandlingskrævende skader til følge. Klageren og de medtiltalte blev endvidere fundet skyldige i at have forsøgt at tvinge den forurettede ind i [et transportmiddel], hvilket imidlertid mislykkedes, idet gerningsmændene blev afbrudt af et vidne. Endelig blev klageren fundet skyldig i sammen med de nævnte medgerningsmænd at have truet den forurettede med, at de ville slå ham ihjel. Retten lagde til grund, at gerningen var planlagt af klageren og medgerningsmændene, og at klageren sammen med en af medgerningsmændene i perioden op til overfaldet havde ledt efter forurettede. Endvidere blev det lagt til grund, at der var tale om mange og hårde slag og spark, herunder i ansigtet, der blev tildelt den forurettede, mens denne lå værgeløs på jorden/op ad [et transportmiddel]. De nærmere skader og konsekvenserne heraf er gengivet i dommen efter forurettedes personundersøgelse af [vinteren 2021/2022] fra [Hospital], Institut for Retsmedicin, hvoraf fremgår bl.a.: ”[beskrivelse af skader]” Klageren har siden forholdet blev begået [i vinteren 2021/2022] ifølge sine egne oplysninger været varetægtsfængslet/afsonet fra [vinteren 2021/2022] til [foråret] 2022 og på ny fra [foråret] 2023 til [efteråret] 2023, jf. nedenfor. Flygtningenævnet finder, at der henset til grovheden af den af klageren begåede kriminalitet er tale om en forbrydelse af særlig farlig karakter i Flygtningekonventionens forstand. Flygtningenævnets finder endvidere, at klageren må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Ud over grovheden af den begåede kriminalitet og omstændighederne i forbindelse hermed har Flygtningenævnet lagt vægt på, at overfaldet blev begået mod en for klageren ukendt person, som klageren ikke havde nogen udeståender med, der blev opsøgt, fordi han var i en relation til en af medgerningsmændenes [tidligere relationer]. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at overfaldet blev begået af flere i forening og efter forudgående planlægning. Under disse omstændigheder findes det forhold, at klageren ikke tidligere er straffet, samt hans efterfølgende overvejelser og refleksioner ikke at kunne føre til et andet resultat. Klageren, der er [25-30] år, indrejste i Danmark [i efteråret] 2012. Han er født og opvokset i Syrien, hvorfra han udrejste [da han var 15-20 år]. Klageren blev islamisk viet i Danmark [i efteråret] 2022 med en kvinde, der ligeledes er syrisk statsborger, og som han nu har kendt i 3-4 år. De har ikke boet sammen og har ikke børn. Klageren har [antal] brødre i Danmark. Han har været i beskæftigelse i Danmark under store dele af sit ophold. Han taler udmærket dansk. Klageren har oplyst, at hans forældre for kort tid siden er udrejst af Syrien til [Land], og at han derfor ikke længere har familie i hjemlandet. Klageren har haft omkring 9 års skolegang i Syrien. Han taler og skriver arabisk, ligesom han taler [etnisk gruppes sprog]. Klageren er [i sommeren] 2023 idømt 8 måneders fængsel for overtrædelse af [bestemmelser i hjemrejseloven], til dels straffelovens § 89, ved at have undladt at overholde en pålagt opholdspligt og ved at have opholdt sig uden for et pålagt indkvarteringssted. Straffen omfattede ikke reststraffen på [antal] dage fra prøveløsladelsen efter ankedommen af [efteråret] 2022. Ved dommen blev klageren udvist på ny med indrejseforbud i 6 år. Klageren har oplyst, at dommen ikke er anket, og at han under den pågældende sag har været frihedsberøvet fra [foråret] 2023 til [efteråret] 2023. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering og afvejning, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Herefter og af de grunde, som Udlændingestyrelsen i øvrigt har anført, tiltræder Flygtningenævnet, at klageren er udelukket fra opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: Syri/2023/76/MSI
Nævnet meddelte i november 2023 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk kurder fra en landsby ved [by] i [provins], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i genoptagelsessagen henvist til, at han frygter en tilbagevenden til Iran, idet han er konverteret til kristendommen og derfor står i et modsætningsforhold til både sin familie og de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han kort tid efter sin indrejse i Danmark begyndte at gå i kirke, og [i foråret] 2016 blev han døbt i [kirke] i [by i Danmark]. Siden sin første kontakt til kristne i Danmark har ansøgeren fortsat sin kirkegang og kristne aktiviteter. Han har således løbende deltaget i gudstjenester og undervisning, ligesom han er kommet i en Bibelcafé. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin konversion til kristendommen grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren regelmæssigt og vedvarende har gået i kirke gennem knap 8 år. Han blev efter en periode med kirkegang og kristendomsundervisning døbt [i foråret] 2016. Han har herudover haft forskellige kristne aktiviteter. Han har på relevant og detaljeret måde – også på spørgsmål fra Udlændingestyrelsen – redegjort nærmere for kristendommens betydning for ham i hans daglige liv og for sin viden om kristendommen. Han har i en periode haft en kristen kæreste. Han har også redegjort for betydningen for ham af de kristne fælleskaber, han indgår i. Ved en eventuel tilbagevenden til Iran vil han fortsat leve et åbent kristent liv. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold, at ansøgeren i dag må anses for reelt at være konverteret til kristendommen, og at han vil leve åbent som kristen ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren må antages at risikere forfølgelse som følge af sin religiøse overbevisning ved en eventuel tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.Løbenr.: Iran/2023/52/tps
Nævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og kristen af trosretning. Ansøgeren er født og opvokset i byen [by A], Syd Kivu, Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har også været bosat i andre områder i Kivu provinsen, herunder i [by B] og [by C] før sin endelige udrejse af Den Demokratiske Republik Congo i 2005. Ansøgeren indrejste herefter i [land A], hvor han boede frem til sin udrejse i 2016. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo, herunder at situationen både i ansøgerens hjemregion, Syd Kivu, og i Den Demokratiske Republik Congo generelt på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at enhver vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK´s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området, således at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 3, er opfyldt. Han har herunder henvist til, at der ikke eksisterer et internt flugtalternativ i hjemlandet. Han har ikke mulighed for at tage ophold i hovedstaden Kinshasa, da folk fra Syd Kivu vil blive diskrimineret på grund af sprog og dialekt. Han har heller ikke familie, kontakter eller netværk der. Derudover vil det være meget svært at skaffe arbejde, idet der i forvejen er stor arbejdsløshed i hovedstaden. Endelig er der stor sikkerhedsmæssig risiko ved at opholde sig i Kinshasa, blandt andet som følge af kriminelle gadebander kaldet Kulunas. Flygtningenævnet traf den 13. januar 2022 afgørelse om, at ansøgeren ikke var i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Nævnet tilsidesatte således ansøgerens forklaring om, at hans [antal] [familiemedlemmer] og flere folk fra sin landsby, ville slå ham ihjel på grund af hans tidligere ægteskab, som utroværdig. Flygtningenævnet hjemviste imidlertid sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen foretog en vurdering af spørgsmålet om et internt flugtalternativ i Den Demokratiske Republik Congo. Nævnet fandt således, at forholdene i ansøgerens hjem-region, Syd Kivu, Den Demokratiske Republik Congo, på daværende tidspunkt var af en sådan karakter, at enhver vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK´s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området, således at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 3, var opfyldt for så vidt angik ansøgerens hjemregion. Flygtningenævnet skal herefter foretage en vurdering af, om der i ansøgerens hjemland er områder, der kan udgøre et internt flugtalternativ for ansøgeren, samt om det er rimeligt at forvente, at ansøgeren tager ophold der. Kinshasa er landets hovedstad og største by med cirka 11,8 millioner indbyggere, og ifølge estimater fra 2019 bor godt 11 % af landets befolkning i byen. Indbyggertallet i Kinshasa er vokset eksplosivt de senere år, særligt grundet væbnede konflikter andre steder i landet. Kinshasa modtager således knap 80 % af urban migration i landet, og de nuværende indbyggere har overvejende rødder i andre egne af DR Congo. Uanset at de generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo er alvorlige og uforudsigelige, finder Flygtningenævnet, at forholdene i flertallet af provinserne – og i hovedstaden Kinshasa - ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse risikerer forfølgelse eller overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Ansøgeren er [40-45 år], han er sund og rask. Han er kristen af trosretning og taler både swahili samt fransk, der ifølge Encyclopedia Britannica er det officielle sprog i Den Demokratiske Republik Congo. Af oplysnings-og motivsamtalen af [i sommeren] 2021 fremgår det, at ansøgeren har oplyst, at han taler også [sprog A], lingala og [sprog B]. Ansøgeren har dog under nævnsmødet bestridt, at han skulle have oplyst, at han taler lingala og [sprog B]. Flygtningenævnet finder på baggrund af en konkret og samlet vurdering af ansøgerens forhold, at ansøgeren, uanset sit manglende netværk og sin manglende forudbestående tilknytning til områder uden for Kivu-regionen, har forudsætningerne for at kunne etablere sig eksempelvis i hovedstaden Kinshasa. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er [40- 45] år gammel og ingen helbredsproblemer har, samt at han har boet i sit hjemland, indtil han var [i midt tyverne]. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i hjemlandet er uddannet [mellemlang videregående uddannelse], og at han sit hjemland i omkring et halvt år har arbejdet som sådan, at ansøgeren under sit ophold i [land A] har haft arbejde som både [erhvervsarbejde] og [servicearbejde], og at han i Danmark har arbejdet som [servicearbejde]. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren rimeligvis vil kunne henvises til at tage ophold et andet sted i Den Demokratiske Republik Congo end Kivu-regionen, hvor ansøgeren er opvokset og har boet. Der kan derfor heller ikke meddeles ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3.”Løbenummer: demo/2023/15/Saba
Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er statsløs palæstinenser, etnisk araber og sunni-muslim fra Gaza. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Gaza frygter Hamas. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Gaza. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at repræsentanter for Hamas fra ultimo december 2012 til primo februar 2013 opsøgte ham i hans smedeværksted og på hans bopæl. Af henvendelserne fremgik, at Hamas mod betaling ville have ham til at hjælpe med produktion eller reparation af våben. Ansøgeren svarede henholdende, idet han henviste til, at han skulle tage sig af sin syge moder. 2-3 uger efter den sidste henvendelse udrejste ansøgeren med sin familie legalt til Egypten. Efter udrejsen har Hamas på ny på været på værkstedet for at se efter ansøgeren, og Hamas har også ved andre lejligheder spurgt efter ansøgeren. I vurderingen af ansøgerens troværdighed lægger Flygtningenævnet væsentlig vægt på, at ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2014 skulle have forklaret, at Hamas opsøgte ham tre gange inden for en måned samt at Hamas efter udrejsen på ny henvendte sig tre gange. Senere i asylforløbet har ansøgeren forklaret, at Hamas opsøgte ham to gange inden udrejsen, at Hamas efter udrejsen har været på værkstedet en gang samt herudover spurgt efter ansøgeren. Det tillægges endvidere betydning, at ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2015 skulle have forklaret, at han under den anden henvendelse bad Hamas om udsættelse i en måneds tid, hvorimod han i Flygtningenævnet har oplyst, at sådan har han ikke forklaret. Til styrelsen har ansøgeren oplyst, at han skulle henvende sig til Hamas. I Flygtningenævnet forklarede ansøgeren, at det var Hamas, der ville henvende sig til ham. Ansøgeren er tillige citeret for under samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2015 at have forklaret, at han ikke husker, om Hamas havde ringet til ham, hvilket harmonerer mindre godt med ansøgerens forklaring i Flygtningenævnet om, at Hamas havde sagt til ham, at de havde ringet til ham, og at hans telefon havde været slukket. Under samme samtale i Udlændingestyrelsen skulle ansøgeren have forklaret, at Hamas ikke truede ham, da han blev opsøgt anden gang, mens ansøgerens forklaring i Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2014 og navnlig forklaringen i Flygtningenævnet gik afslutningsvis ud på, at Hamas havde truet ansøgeren ved den anden henvendelse. Ansøgeren flygtede efter sin forklaring som en konsekvens af Hamas’ anden henvendelse. Det må på denne baggrund endvidere undre, at ansøgeren kun i beskedent omfang har kunnet forklare detaljer om henvendelsen, og herunder ikke kunne forklare på hvilket tidspunkt af døgnet, at Hamas kom til hans bopæl. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret, at han har dårlig hukommelse, og at visse af de anførte divergenser isoleret set ikke er tilstrækkeligt til at forkaste ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet finder det imidlertid mindre sandsynligt, at Udlændingestyrelsen i givet fald under begge samtaler så mange gange skulle have citeret ansøgeren for noget, han ikke har forklaret, hvilket må ses i sammenhæng med, at ansøgeren har forklaret om et relativt enkelt begivenhedsforløb. Herefter, og da forklaringen i Flygtningenævnet heller ikke i øvrigt er fremstået troværdigt, finder nævnet at måtte tilsidesætte ansøgerens forklaring om henvendelserne fra Hamas. Ansøgeren har herefter – og da de generelt vanskelige forhold i Gaza ikke kan føre til et andet resultat – ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Gaza vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stat/2015/4
Nævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte:”Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger fundet, at ansøgeren må anses for at være behørigt indkaldt til nævnsmødet, og at ansøgeren ikke anses for at have lovligt forfald. Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen på det foreliggende grundlag, jf. forretningsordenens § 36, stk. 1. Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra [landsby], [by], Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sine [familiemedlemmer]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i Pakistan havde et forhold til en kristen kvinde i et år. […]. En dag kom ansøgerens ene [familiemedlem] ind på et værelse, og så at ansøgeren holdt kvinden i hånden. Denne hændelse medførte, at ansøgeren [familiemedlem] kaldte resten af familien ind i rummet, herunder de andre [familiemedlemmer] samt deres [familiemedlem]. Ansøgerens [familiemedlem] sendte kvinden hjem, hvorefter [familiemedlemmerne] slog og sparkede ansøgeren, og en af dem hentede en kniv. Det lykkedes ansøgeren at flygte hen til [sit familiemedlem], imens [et familiemedlem] forsøgte at berolige [familiemedlemmerne]. Efter ansøgerens flugt fortalte ansøgerens [familiemedlemmer] deres [familiemedlem], at ansøgeren ikke kunne gifte sig med en kristen kvinde. Ansøgerens [familiemedlem] fik besked på, at hun skulle forsøge at tale ansøgeren til fornuft. Efter omkring to til tre dage opdagede [familiemedlemmerne] ansøgerens opholdssted, og de meddelte ansøgeren, at han skulle komme tilbage til bopælen. Ansøgeren tog tilbage, men blev igen overfaldet af sine [familiemedlemmer], og da de igen tog en kniv frem, flygtede han. Ansøgeren tog bussen til [by A], og boede de første to dage hos den kristne kvindes [familiemedlem], men han flyttede herefter på hotel, idet ansøgerens [familiemedlemmer] blev bekendt med ansøgerens opholdssted. Efter at [familiemedlemmerne] blev bekendt med ansøgerens opholdssted, tog de flyet til [by A] og tog kontakt til politiet i jagten på ansøgeren, hvorefter de opsøgte den kristne kvindes [familiemedlem]. På daværende tidspunkt var ansøgeren dog allerede på hotellet. Under sit hotelophold tog ansøgeren kontakt til en agent, der hjalp ansøgeren med at rejse ud af Pakistan efter omkring ti til tolv dage. Ansøgeren har videre som støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgerens [familiemedlem] har fortalt ansøgerens [familiemedlemmer], at han i [europæisk land] er blevet gift med en kristen kvinde, og hun har fortalt, at ansøgerens [familiemedlemmer] vil slå ham ihjel, hvis han vender tilbage til Pakistan. Ansøgeren har endelig til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgerens [familiemedlemmer] er meget troende muslimer, og de finder det ydmygende, at ansøgeren har giftet sig med en kristen kvinde. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan risikerer at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har som anført ikke givet møde i forbindelse med sagens behandling i Flygtningenævnet, og nævnet har derfor ikke haft mulighed for at efterprøve ansøgerens forklaring om sit asylmotiv og vurdere troværdigheden heraf. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at hans forklaring ikke fremstår troværdig og sandsynlig. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Paki/2023/4/EEB
Nævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk perser fra [by], Iran. Klageren har ingen religion. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men han har deltaget i demonstrationer i forbindelse med præsidentvalget i 2009. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2010 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede, at han ville blive anholdt, fordi han deltog i demonstrationer i forbindelse med præsidentvalget i 2009. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2022 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, at styrelsen har lagt til grund, at klageren har haft tre ophold i Iran i 2015 og 2017, og at han er indrejst på et iransk pas, der er udstedt [i sommeren] 2015 på den iranske ambassade i København. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fastholdt sit oprindelige asylmotiv og henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han har deltaget i demonstrationer under præsidentvalget i 2009. Klageren har videre henvist til, at han frygter sin tidligere ægtefælles familie, som han er kommet i et modsætningsforhold til efter skilsmissen. Bestemmelserne om inddragelse af opholdstilladelse i udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, jf. stk. 3, skal administreres i overensstemmelse med Flygtningekonventionens artikel 1 C. Flygtningekonventionens artikel 1 C lyder som følger: ”Denne konvention skal ikke længere finde anvendelse på en person, der omfattes af bestemmelserne i afsnit A, såfremt han: (1) på ny frivilligt har søgt det lands beskyttelse, i hvilket han har søgt det lands beskyttelse, i hvilket han har statsborgerret; eller (2) efter at have mistet sin statsborgerret frivilligt har generhvervet denne; eller, (3) har erhvervet en ny statsborgerret og nyder godt af det lands beskyttelse, i hvilket han er blevet statsborger; eller (4) frivilligt på ny har bosat sig i det land, som han har forladt eller udenfor hvilket han er forblevet af frygt for forfølgelse; eller (5) ikke længere kan afslå at søge det lands beskyttelse, i hvilket han har statsborgerret, fordi de omstændigheder, ifølge hvilke han er blevet anerkendt som flygtning, er bortfaldet, denne bestemmelse skal dog ikke finde anvendelse på en af denne artikels afsnit A (1) omfattet flygtning, som kan påberåbe sig tvingende grunde, der har deres oprindelse i tidligere forfølgelse, til at afslå at søge beskyttelse fra det land, i hvilket han har statsborgerret; (6) uden at være i besiddelse af nogen statsborgerret er i stand til at vende tilbage til det land, i hvilket han tidligere har haft fast bopæl, fordi de forhold, som førte til, at han er blevet anerkendt som flygtning, ikke længere er til stede, denne bestemmelse skal dog ikke finde anvendelse på en af denne artikels afsnit A (1) omfattet flygtning, som kan påberåbe sig tvingende grunde, der har deres oprindelse i tidligere forfølgelse, til at afslå at vende tilbage til det land, i hvilket han tidligere havde fast bopæl.” Det fremgår af UNHCR’s håndbog for procedurer og fastlæggelse af flygtningestatus punkt 121 og 122 blandt andet, at hvis en flygtning ansøger om og får et nationalitets¬pas eller får det fornyet, kan det i fraværet af bevis for det modsatte antages, at vedkommende har til hensigt at benytte sig af sit hjemlands beskyttelse. Opnåelse af nationalitetspas med henblik på hjemrejse vil i fravær af bevis for det modsatte blive anset som grundlag for ophør af flygtningestatus. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at det må lægges til grund, at klageren har fået udstedt et iransk nationalitetspas og har været i Iran i 2015 og 2017. Klagerens forklaring om, at de fremlagte fotos af passet og bryllupsvideoen er falske og manipulerede tilsidesættes således. Nævnet har herved lagt vægt på de samme forhold som Udlændingestyrelsen. Der er således lagt vægt på, at det af de fotos, der er fremlagt i sagen, fremgår, at klageren [i sommeren] 2015 har fået udstedt et iransk nationalitetspas på den iranske ambassade i København, hvoraf fremgår et indrejsestempel og udrejsestempel fra [en lufthavn i en iransk by] dateret henholdsvis [dato efter den iranske kalender], hvilket svarer til [en dato i efteråret] 2015, og [dato efter den iranske kalender], hvilket svarer til [en dato i efteråret] 2015, og et indrejsestempel dateret [dato efter den iranske kalender], hvilket svarer til [en dato i sommeren] 2017. Der er også lagt vægt på den bryllupsvideo, hvor klageren ses kørende i en bil med iranske nummerplader, og hvor der i baggrunden fremgår reklameskilte på farsi. Der er herudover lagt vægt på, at [en dansk politikreds] – efter Statsadvokaten i [en dansk by i sommeren] pålagde politiet at fortsætte efterforskningen – har undersøgt de fremlagte fotos af passet og bryllupsvideoen og ikke har fundet tegn på manipulation, jf. [en dansk politikreds’] afgørelse af [sommeren] 2023. Heraf fremgår også, at politiet har gennemgået kontoudskrifter for klagerens konto for [sommeren] 2017 og i den forbindelse bl.a. har konstateret, at det køb [i en forretning], som klageren har forklaret om, er foretaget [en dato i sommeren] og ikke [en anden dato i sommeren] 2017 som hævdet af klageren. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at klageren ikke har fremlagt yderligere kontooplysninger for perioden efter [sommeren] 2017. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren, der på den iranske ambassade i København har fået udstedt iransk nationalitetspas og har benyttet det til at indrejse i Iran i 2015 og 2017, har haft til hensigt at benytte sit hjemlands beskyttelse, jf. UNHCR’s håndbog for procedurer og fastlæggelse af flygtningestatus punkt 121 og 122. Det tiltrædes herefter, at klageren ved en tilbagevenden til Iran ikke er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder heller ikke, at klageren er i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at hans tidligere ægtefælles familie vil forsøge at likvidere ham. Klageren har således forklaret, at han ikke har været i kontakt med sin tidligere ægtefælle eller dennes familie, og at de heller ikke har haft kontaktet ham. Dette beror således alene på klagerens formodning, at hans tidligere ægtefælles familie vil likvidere ham. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. En nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse udgør et indgreb i hans privatliv, jf. EMRK artikel 8. Dette indgreb har hjemmel i lov og forfølger et af de legitime formål, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2. Det skal herefter afgøres, om indgrebet er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det legitime formål. Ved vurderingen af, om indgrebet er nødvendigt, skal der foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for sit privat. Ved denne vurdering skal der lægges vægt på navnlig klagerens tilknytning til opholdslandet, Danmark, og klagerens tilknytning til oprindelseslandet, Iran. Det skal således indgå i vurderingen, at klageren, der i dag er [i trediverne], kom til Danmark [i efteråret] 2009 [i tyverne] og dermed har opholdt sig her i 14 år. Det skal i den forbindelse indgå, at klageren har bestået danskprøve 2 og efter det oplyste taler og skriver dansk. Han har dog under nævnsmødet benyttet sig af tolk. Herudover har han ikke taget nogen uddannelse i Danmark. Det fremgår af sagen, at klageren har haft forskellige ansættelsesforhold i perioden fra 2013-2021, og at han i dag er i beskæftigelse i et [beskæftigelsestilbud] hos [arbejdsgiver A] 15 timer om ugen som følge af sin [diagnose]. Endeligt skal det indgå, at klageren lider af [diagnose]. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren, uanset, at han ikke har familie i Danmark, må siges at have opnået en stor tilknytning til Danmark. Heroverfor står, at klageren er født og opvokset i Iran, hvor han boede, indtil han var [i tyverne], og hvor han stadig har familie, herunder sin mor, en bror og en søster, som han er i kontakt med. Hertil kommer, at klageren i 2015 fik udstedt et iransk nationalitets¬pas og i 2015 og 2017 besøgte Iran. Klageren findes på den baggrund fortsat at have en meget stærk tilknytning til Iran. Efter en samlet afvejning, hvor der på den ene side er lagt vægt på klagerens tilknytning til Danmark og på den anden side hans stærkere tilknytning til Iran sammenholdt med den interesse staten har i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse, når grundlaget for den ikke længere er til stede, finder Flygtningenævnet, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse, jf. herved EMRK artikel 8. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2023/50/MLVT
Nævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Genoptaget sagFlygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og iransk statsborger. Han er født i [by A i land B], men i slutningen af 1970’erne flyttede han og hans familien til [by C], Iran. Han er opvokset som muslim af trosretning, men er i Danmark angiveligt frafaldet islam. Ansøgeren har haft kontakt til og arbejdet med [religiøs gruppe A] og [religiøs gruppe B] i Iran. Ansøgeren har desuden deltaget i flere demonstrationer imod det iranske styre, ligesom han har ytret kritik af de iranske myndigheder på sociale medier. Ansøgeren henviste som sit oprindelige asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har været involveret i [aktiviteter for religiøs gruppe B]. Han har til støtte herfor oplyst, at han og hans [søskende D], omkring fire til fem år før ansøgeren udrejste, blev venner med to [personer fra religiøs gruppe B], [E] og [F]. Ansøgeren og [søskende D] indvilligede i at kontakte andre personer, der kunne være interesseret i at høre om [religion B], og sætte dem i kontakt med [E] og [F]. Ansøgeren har i samme periode selv deltaget i møder med [E] og [F], hvor de blandt andet drøftede [religion B], islam og forholdet til myndighederne. Da møderne blev afsløret, skjulte ansøgeren sig i [et antal] dage, hvorefter han udrejste af Iran sammen med sin ægtefælle, [G], [sit barn H], sin [søskende D], og [søskende D’s barn I]. Ansøgeren har som sit oprindelige asylmotiv desuden henvist til, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Han har til støtte herfor oplyst, at han har interesseret sig for kristendommen, siden han som turist i [land J] nogle gange besøgte en kirke for at mærke stemningen. Da ansøgeren kom til Danmark, besluttede han sig for at konvertere, og han er også blevet døbt. Ansøgeren har som asylmotiv under genoptagelsessagen henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, fordi han i Danmark siden [2017-2018] har deltaget i en række demonstrationer imod det iranske styre og delt kritik af styret på sociale medier. Han har til støtte herfor oplyst, at der er videoer af ansøgeren, der deltager i demonstrationer imod det iranske styre både på ansøgerens egne åbne profiler på [socialt medie A] og [socialt medie B] og på andres profiler. Han har desuden delt en lang række opslag, der både kritiserer det iranske styre og islam, og som har ført til, at han efterfølgende har modtaget trusler. To af ansøgerens opslag på [socialt medie A] har fået henholdsvis [50.000-100.000] og [100.000-150.000] visninger. Ansøgeren vil blive ved med at dele opslag, der kritiserer det iranske styre, så længe styret udsætter den iranske befolkning for overgreb. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv under genoptagelsessagen henvist til, at han i tilfælde af en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, fordi han frygter at hans ægtefælle, [G], som er vendt tilbage til Iran, er blevet hvervet af de iranske myndigheder til at holde øje med ansøgeren og ansøgerens [søskende], og at hun vil orientere de iranske myndigheder, hvis ansøgeren vender tilbage til Iran. Til støtte for dette asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans [søskende] opdagede, at ansøgerens ægtefælle ofte var forbi den lokale politistation, og at [hans søskende] for [et antal] år siden filmede ansøgerens ægtefælle gå ind på den lokale politistation. Ansøgeren har nu to videoer af hans ægtefælle, der går ind på den lokale politistation. Endelig har ansøgeren som asylmotiv under genoptagelsessagen henvist til, at han ikke længere ser sig selv som kristen, men at han stadig er frafaldet islam. Han har til støtte herfor oplyst, at han har modtaget trusler fra sin [søskende K], grundet sit frafald fra islam og tidligere konvertering til kristendom. I truslerne, som blev sendt til ansøgers [søskende D], i [2020-2021], truer [K] med at slå både ansøgeren, ansøgerens [søskende D], og ansøgerens [barn H], ihjel. Ansøgeren har ikke under genoptagelsessagen påberåbt sig det oprindelige – og ved nævnets afgørelse af [sommeren] 2019 afviste – asylmotiv angående en konflikt med de iranske myndigheder som følge af sin kontakt med [religiøs gruppe B] i Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han har en konflikt med sin ægtefælle, der nu efter hendes tilbagevenden til Iran uden ansøgeren angiveligt fungerer som meddeler/spion for den iranske efterretningstjeneste. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerens frygt ikke fremstår velunderbygget, og at en sådan frygt bygger på hans egne formodninger. De fremsendte videooptagelser kan ikke føre til en anden vurdering af dette forhold. I forbindelse med nævnets afgørelse af [sommeren] 2018 kunne det ikke lægges til grund, at ansøgeren reelt var konverteret til kristendommen, og ansøgeren har nu frafaldet at være konverteret og gør gældende, at han i stedet er frafaldet islam. Flygtningenævnet kan – også i lyset af ansøgerens svækkede troværdighed om det oprindelige asylmotiv, som heller ikke er gentaget under genoptagelsessagen, og det hidtidige sagsforløb – ikke lægge til grund, at ansøgeren reelt nu er frafaldet fra islam, og at han derfor af den grund som følge af et ændret trosmæssigt ståsted vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Iran. De af ansøgeren påberåbte trusler fra [hans søskende K], angiveligt fra [2020-2021], der er modtaget via [søskende D], kan ikke lægges til grund efter deres indhold. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren har behov for international beskyttelse som følge af, at han ved regimekritiske sur-place aktiviteter her i landet i form af deltagelse i demonstrationer og opslag på sociale medier er blevet profileret eller eksponeret på en sådan måde, at han er eller vil komme i de iranske myndigheders søgelys. Der foreligger et ganske omfattende baggrundsmateriale om forholdene i Iran, herunder for personer, der vender tilbage til landet efter at have opholdt sig i udlandet som asylsøgere. Fra det seneste baggrundsmateriale kan der henvises DFATs Country of Origin Report, Iran, juli 2023, der bl.a. behandler de generelle forhold for kurdere i Iran (pkt. 2.53-2.57), og myndighedernes reaktioner på urolighederne i kølvandet på Mahsa Aminis dødsfald efter at være blevet anholdt af det iranske moralpoliti (pkt. 2.106-2.109). Behandlingen af etniske minoriteter i Iran, herunder kurdere, er endvidere behandlet i Udlændingestyrelsen, Iran Protests 2022-23, marts 2023, hvoraf det fremgår, at noget tyder på, at der er gået hårdere frem mod etniske minoriteter, herunder kurdere (pkt. 2.6), og at der er eksempler på hacking af sociale medier fra indenlandske tilbageholdte fra myndighedernes side (pkt. 1.4.1). Om behandlingen af tilbagevendende asylsøgere fremgår følgende af rapporten (pkt. 2.203 og 2.204): ”2.203 In general, authorities pay little attention to failed asylum seekers on their return to Iran. DFAT understands their actions (including social media posts about sur place activities) are not routinely investigated by authorities. Iranians with a public profile in Australia (or elsewhere) may have activities visible on social media tracked by the Iranian government. … Iranians have left the country in large numbers since the 1979 revolution, and authorities accept many will seek to live and work overseas for economic reasons. Those who return on a laissez-passer are questioned by the Immigration Police at Imam Khomeini International Airport in Tehran about the circumstances of their departure and why they are traveling on a laissez-passer. Questioning usually takes between 30 minutes and one hour, however may take longer if the returnee is considered evasive in their answers and/or immigration authorities suspect a criminal history on the part of the returnee. Arrest and mistreatment are not common during this process. 2.204 DFAT assesses that, unless they were the subject of adverse official attention prior to departing Iran (e.g. for their political activism), returnees are unlikely to attract attention from the authorities, and face a low risk of monitoring, mistreatment or other forms of official discrimination. Local sources told DFAT the greater challenges for returnees are finding work and economic considerations, which will differ from person to person depending on the location of return, family support and skills and experience.” Om de iranske myndigheders overvågningsaktiviteter kan der henvises til Landinfo: Temanotat, Iran. Internett og sosiale medier, november 2022, hvoraf det bl.a. fremgår, at de iranske myndigheder har etableret et cyber politi, som monitorerer aktiviteter på internettet, herunder iranere i udlandet. I Landinfos respons, Iran: Overvåking av regimekritikere i utlandet som følge av ”Kvinne, liv, frihet-protestene”, juli 2023, anføres det bl.a., at der over de seneste år har været en opskalering af denne overvågning, herunder i forhold til den iranske diaspora. Flygtningenævnets flertal udtaler herefter: Efter oplysningerne om karakteren og omfanget af ansøgerens sur place-aktiviteter i Danmark i form af deltagelse i demonstrationer fra [2017-2018] og frem mod det iranske styre og regime- og religionskritiske opslag på sociale medier ([socialt medie A og socialt medie B]), herunder fra deltagelse i demonstrationer, sammenholdt med de ovennævnte baggrundsoplysninger finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han herved skulle være kommet i de iranske myndigheders søgelys og af denne grund har behov for international beskyttelse i Danmark som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet har herunder lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at fastslå, at ansøgeren som følge af tidligere aktiviteter og adfærd i Iran skulle være særligt profileret eller udsat i forhold til de iranske myndigheder ved en tilbagevenden, uanset at han er kurder, idet han ikke har været politisk aktiv i Iran. Det er endvidere indgået i vurderingen, at ansøgeren ikke har deltaget i planlægningen af demonstrationer i Danmark, men alene har medvirket som almindelig deltager. Den omstændighed, at ansøgerens profiler på sociale medier er åbne, og at der har været mange visninger af nogle af de optagede videoer på [socialt medie], kan ikke føre til en anden bedømmelse af risikovurderingen i forhold til ansøgerens sur place-aktiviteter. Det følger af det ovenfor anførte, at Flygtningenævnet fastholder nævnets afgørelse af [sommeren] 2018.”Løbenummer: Iran/2023/48/MKTO
Nævnet omgjorde i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger. Klageren er mindreårig. Sagen er sambehandlet med Erit/2023/9/kdo . Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks fra Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i [sommeren] 2019, og at hun [i sommeren] 2023 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af sin (egen) illegale udrejse af Eritrea. Klageren har klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerens forældre har til støtte herfor oplyst, at klageren risikerer asylbegrundende forfølgelse i Eritrea som følge af, at hendes forældre har unddraget sig nationaltjeneste og er udrejst illegalt. I den forbindelse risikerer klageren uagtet hendes alder at blive udsat for repressalier og for at blive afhørt om hendes forældres opholdssted. Klageren risikerer endvidere asylbegrundende forfølgelse i Eritrea som følge af sin egen illegale udrejse. Flygtningenævnet bemærker, at klageren, der er [12-15 år], som følge af sin alder ikke på nuværende tidspunkt er i risiko for at blive indkaldt til nationaltjeneste i Eritrea, jf. nærmere ”EASO Country of Origin Information Report: Eritrea National Service, exit and return” fra september 2019 samt Udlændingestyrelsens landerapport ”National service, exit and entry” fra januar 2020. Det bemærkes endvidere, at det er i overensstemmelse med nævnets praksis, at der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og således ikke efter stk. 1, til personer, der ikke er i den værnepligtige alder eller af andre grunde opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, såfremt det lægges til grund, at de pågældende er udrejst illegalt af Eritrea og som følge heraf vil risikere straf ved en tilbagevenden til Eritrea. Der er derfor ikke grundlag for at meddele klageren asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af hendes egne forhold. Spørgsmålet er herefter, om klageren er i en afledt risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af sine forældres unddragelse af nationaltjeneste og illegale udrejse af Eritrea, som efter resolutionsnoterne i forældrenes asylakter er baggrunden for, at de er meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Herom er bl.a. følgende anført i den ovennævnte rapport fra EASO, side 41: ”Family members of deserters or draft evaders are sometimes imprisoned for a couple of weeks or months in order to put pressure on the searched persons to report back to the unit. This applies as long as the searched person is believed to be still inside Eritrea. Once the person has left the country, the relatives are usually released.” Noget tilsvarende fremgår af Udlændingestyrelsens landerapport ”National service, exit and entry” fra januar 2020, side 5 og 27f. Herefter og efter forklaringen fra klagerens far, hvorefter klageren under sit ophold i Eritrea ikke har været udsat for overgreb fra myndighederne i anledning af sine forældres forhold, finder Flygtningenævnet, at klageren heller ikke har sandsynliggjort, at hun er i en afledt risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Tilbage står spørgsmålet, om klageren kan meddeles asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som en konsekvens af sin mors opholdstilladelse. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt følgende til grund: Klagerens mor udrejste af Eritrea i [efteråret] 2016 og indrejste i [i foråret] 2018, hvorefter hun [i foråret] 2019 blev meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren forsøgte at udrejse af Eritrea sammen med sin mor i [efteråret] 2016, men blev afvist ved grænsen af myndighederne, hvorefter hun var nødsaget til at bo hos sin [nære familiemedlem] i Eritrea i omkring to år. I denne periode forsøgte familien at få klageren ud af Eritrea, således at hun kunne blive genforenet med sin mor og øvrige familie. Da grænsen til Etiopien midlertidigt blev åbnet, udrejste klageren med sin [nære familiemedlem] til Etiopien, hvor de sammen boede i en flygtningelejr drevet af UNHCR, mens de ventede på, at klageren kunne blive familiesammenført til sin mor. Efter ca. et år i Etiopien indrejste klageren i Danmark i [sommeren] 2019 som familiesammenført til sin mor. Hun har siden da boet sammen med sine forældre og sine to søskende i Danmark. Hendes forældre søgte om asyl på hendes vegne [i efteråret] 2022. Klagerens forældre og [familiemedlem] har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Konsekvensstatus er betegnelsen for den situation, hvor en asylansøger, der ikke har et selvstændigt asylgrundlag, meddeles asyl på baggrund af den pågældendes nære familiemæssige tilknytning til en anden person (hovedpersonen), der anerkendes eller allerede er anerkendt som flygtning. Konsekvensstatusbegrebet er således et udslag af det internationale princip om beskyttelse af ”familiens enhed”. Hvis betingelserne for at meddele konsekvensstatus er opfyldt, vil ansøgeren opnå opholdstilladelse efter samme bestemmelse som hovedpersonen, jf. Flygtningenævnets formandskabs beretning for 2022, side 256f. Det er nævnets faste praksis, at ansøgere, der udrejser fra hjemlandet og indrejser i Danmark sammen med hovedpersonen, meddeles opholdstilladelse som konsekvens af hovedpersonens opholdstilladelse, såfremt de øvrige betingelser for at meddele konsekvensstatus er opfyldt. I forhold til tidspunktet for udrejse af hjemlandet anses den tidsmæssige betingelse for meddelelse af konsekvensstatus umiddelbart for at være opfyldt, hvis ansøgeren er udrejst af hjemlandet inden for seks måneder efter hovedpersonen, medmindre de konkrete omstændigheder tilsiger noget andet. Hvis ansøgeren er udrejst af hjemlandet senere end seks måneder efter hovedpersonen, afgøres spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren kan opnå konsekvensstatus, efter en konkret vurdering. Hvis ansøgeren indrejser i Danmark på et senere tidspunkt end hovedpersonen, er det en betingelse for at opnå konsekvensstatus, at det asylgrundlag, der førte til, at hovedpersonen blev meddelt opholdstilladelse, fortsat er til stede. Herudover indgår i vurderingen det tidsrum, der er forløbet mellem hovedpersonens og ansøgerens indrejser, og baggrunden for, at de ikke indrejste samtidig. Endvidere indgår i vurderingen, hvor ansøgeren har opholdt sig siden hovedpersonens udrejse af hjemlandet, og under hvilke forhold, herunder om adskillelsen må anses som en midlertidig afbrydelse af familieenheden på grund af udefrakommende omstændigheder, jf. beretningen side 275. Det fremgår af UNHCR’s Håndbog, punkt 186, at: ”Princippet om familiens enhed gælder ikke kun i tilfælde, hvor alle familiemedlemmer bliver flygtninge på samme tid. Det finder tilsvarende anvendelse i sager, hvor en familieenhed midlertidigt er blevet splittet under et eller flere familiemedlemmers flugt.” Efter en samlet og konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder finder Flygtningenævnets flertal, at der er grundlag for at antage, at klageren bør meddeles asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som en konsekvens af sin mors opholdstilladelse. Der er ved denne vurdering navnlig lagt vægt på princippet om familiens enhed, herunder at det beror på ydre omstændigheder, at klageren og hendes mor blev splittet fra hinanden under den illegale udrejse af Eritrea i [efteråret] 2016 og først blev genforenet i Danmark i [sommeren] 2019, hvorefter de har genoptaget familielivet. Henset til begrundelsen for, at klageren først indrejste i Danmark på et senere tidspunkt end sin mor, finder Flygtningenævnets flertal, at det lange tidsrum, der er forløbet i denne henseende, ikke kan føre til en ændret vurdering. Uanset at der må lægges en vis vægt på, at klagerens forældre først ansøgte om asyl på hendes vegne i [efteråret] 2022 og således ikke i forbindelse med klagerens indrejse, finder nævnets flertal, at dette forhold, der må ses i sammenhæng med, at klageren på det omhandlede tidspunkt havde opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring, heller ikke kan føre til en ændret vurdering. Herefter og efter afgørelsen i den sambehandlede sag vedrørende klagerens søster vil hele familien bestående af klageren og dennes forældre samt to søskende have opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren meddeles herefter opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2023/9/kdo
Nævnet meddelte i november 2023 opholdstilladelse K-status til en kvindelig statsborger. Ansøgeren er mindreårig. Sagen er sambehandlet med Erit/2023/9/kdo. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er født i Danmark. Ansøgerens forældre er etnisk tigrinya og kristen ortodokse fra Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens forældre har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at ansøgeren risikerer asylbegrundende forfølgelse i Eritrea som følge af, at hendes forældre har unddraget sig nationaltjeneste og er udrejst illegalt. Ansøgerens forældre har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren i Eritrea risikerer at blive stillet til ansvar for det forhold, at begge hendes forældre har forladt landet illegalt. De har videre oplyst, at denne risiko består, uanset at ansøgeren intet har haft at gøre med forældrenes udrejse og uagtet hendes unge alder. Ansøgerens forældre har som asylmotiv endvidere henvist til, at ansøgeren risikerer at komme til at leve under forhold svarende til umenneskelig eller nedværdigende behandling, der er omfattet af EMRK artikel 3. Ansøgerens forældre har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren aldrig har været i Eritrea, at hele hendes familie befinder sig i Danmark, at ansøgeren ikke har kontakt til familiemedlemmer i Eritrea, og at der ikke er oplysninger om, at nogen dele af familien i Eritrea vil kunne tage sig af ansøgeren, som er [4-7 år] gammel. Flygtningenævnet finder, at der ikke er oplyst om omstændigheder, der kan føre til, at ansøgeren kan meddeles asyl efter udlændingelovens § 7 med henvisning til et selvstændigt asylmotiv, idet der navnlig for så vidt angår en afledt risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse som følge af ansøgerens forældres unddragelse af nationaltjeneste og illegale udrejse af Eritrea henvises til ansøgerens alder samt begrundelsen i den sambehandlede sag vedrørende ansøgerens søster. Det tilføjes, at de generelle forhold i Eritrea, der må betegnes som vanskelige, heller ikke i sig selv kan føre til asyl. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren, der er født i Danmark, efter at hendes forældre er indrejst i Danmark og meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke alene som en konsekvens af forældrenes opholdstilladelser kan meddeles asyl. Flygtningenævnet meddeler derimod ansøgeren asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som en konsekvens af den samtidige afgørelse om meddelelse af asyl efter denne bestemmelse til ansøgerens søster. Der er herved navnlig lagt vægt på princippet om familiens enhed, herunder at ansøgeren siden sin fødsel har boet sammen med sin søster (og forældre og [familiemedlem]), og at det heroverfor ikke kan føre til en ændret vurdering, at søsterens asylgrundlag efter udlændingelovens § 7, stk. 1, reelt har bestået en kort periode forud for ansøgerens fødsel. På den anførte baggrund meddeles klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”Erit/2023/10/kdo
Nævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren og hendes herboende ægtefælle, med hvem hun er islamisk viet, ikke bør adskilles. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har en partner i Danmark, og at de er religiøst viet. Nævnet bemærker imidlertid, at ægteskabet ikke er retsgyldigt i Danmark, idet klageren og hendes herboende partner alene er religiøst viet, og at de ikke var til stede samtidig under vielsen. Nævnet finder derfor ikke, at klagerens partner er omfattet af definitionen af ”familiemedlemmer” i form af ”ægtefælle” i Dublinforordningens forstand, jf. artikel 2, litra g. Det kan ikke føre til en ændret vurdering heraf, at klageren og hendes herboende partner var forhindret i at blive gift i [deres hjemland], fordi klagerens herboende partner er flygtning fra [land]. Flygtningenævnet finder heller ikke, at parret er omfattet af definitionen ”ugifte partnere i et fast forhold”, jf. samme bestemmelse i Dublinforordningen. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke har eksisteret et længere samlivsforhold mellem klageren og hans herboende partner i deres hjemland. Det forhold, at parret påtænker at indgå et retsgyldigt ægteskab, så snart det er muligt, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder sammenholdt med Dublinforordningen hovedformål, at hensynet til familielivet, som det fremgår af forordningen, herunder præamblens punkt 14 og 17, EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke kan føre til, at asylsagen skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2023/42/EEB
Nævnet hjemviste i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [by], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren 2016] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i landet, samt at blive kidnappet, voldtaget eller dræbt som følge af krigen. Udlændingestyrelsen har [i foråret 2023] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse, fortsat henvist til de generelle forhold i landet. Klageren har som asylmotiv yderligere henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, idet hun har deltaget i demonstrationer i Danmark, idet hun opholder sig uden for Syrien, idet hendes brødre og ægtefælle har unddraget sig militærtjeneste samt idet hele hendes familie har opholdstilladelse i andre lande. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at klageren [i sommeren 2016] er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3 med henblik på midlertidigt ophold. Efter det fremkomne, herunder klagerens forklaring, lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren stammer fra [by] i [region]. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren er født i [by]. Hun flyttede med sine brødre og søster til Rif Damaskus omkring år 2000, da brødrene fik arbejde dér. Klagerens forældre blev boende i [by]. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren flyttede tilbage til [by], [region] i 2009, hvor hun begyndte i gymnasiet, og hvorfra hun udrejste i 2015. På denne baggrund, og idet bemærkes, at Flygtningenævnet ved afgørelse af [vinteren 2021/2022] har vurderet, at klagerens ene bror [A] og dennes families hjemområde er [by] og har hjemvist denne sag til Udlændingestyrelsen, hjemviser Flygtningenævnet ligeledes nærværende sag til Udlændingestyrelsen.” Syri/2023/35/sesc
Nævnet meddelte i februar 2023 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk tamil og hindu fra [by], Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af eller sympatiseret med noget parti, organisation eller bevægelse. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er [LGBT+] samt at han har været udsat for overgreb af militæret og lider af PTSD. Til støtte for sit asylmotiv om sin seksualitet, har ansøgeren oplyst, at det er forbudt at være [LGBT+] i Sri Lanka. Ansøgeren frygter derfor at vender tilbage, idet han er [LGBT+] og gift med [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om de overgreb han har været udsat for af militæret i Sri Lanka oplyst, at da han var [12-15] år blev han stoppet på vej hjem. Ansøgeren blev af mænd fra militæret ført hen til en nærliggende militærlejr, hvor de udsatte ansøgeren for overgreb, herunder [overgrebets art]. Ansøgeren har oplyst, at dette skete tre gange med nogle ugers mellemrum. Mændene truede med at dræbe ansøgeren, hvis han fortalte det til sin forældre. Efter disse episoder turde ansøgeren ikke gå i skole, ansøgeren blev derfor i starten undervist i hjemmet og senere tog han kun i skole, hvis hans mor fulgte ham i skole. Ansøgeren blev udsat for mobning af sine klassekammerater. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han udviklede angst efter hændelserne og blev udadreagerende samt at han i Danmark er diagnoseret med PTSD. Flygtningenævnet bemærker, at Flygtningenævnet ved beslutning af [sommeren] 2019 meddelte ansøgeren afslag på asyl efter udlændingelovens § 7 på baggrund af ansøgerens daværende asylmotiver vedrørende ansøgerens deltagelse i [flere] demonstrationer i perioden 2002 - 2006, myndighedernes chikanøse adfærd, jordkonflikten, [typen af] overgreb og de generelle forhold i Sri Lanka herunder for tamiler. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har således ikke tidligere taget stilling til ansøgerens asylmotiv vedrørende hans [seksualitet]. Ansøgeren indgik [i vinteren 2020/2021] ægteskab med [A]. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har afgivet en detaljeret og troværdig forklaring om sin [seksualitet], der fremstår selvoplevet. Han har herunder afgivet en troværdig forklaring på, hvorfor han ikke tidligere har oplyst om dette asylmotiv. Flygtningenævnet lægger således ansøgerens forklaring om sin seksuelle orientering til grund. Ved vurderingen af, om ansøgeren risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb i Sri Lanka har Flygtningenævnet lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger. Det fremgår således blandt andet af Flygtningenævnets baggrundsmateriale bilags nr. 657, rapport fra UK Home Office udgivet den 1. november 2021 “Country Policy and Information Note Sri Lanka: Sexual orientation and gender identity and expression: “Same-sex sexual acts for both men and women are a criminal offence even if they are consensual under Section 365 and 365 (a) of the Penal Code. Those who are prosecuted under these sections face a term of imprisonment which may extend to 10 years and also may face a fine. Lack of legal interpretation means that the police can arrest and detain LGB persons even if no sexual act took place (see Statutory laws and Implementation and enforcement of the law).” Det fremgår dog også af de foreliggende baggrundsoplysninger, at ingen personer er blevet dømt efter straffelovens § 365 og § 365 (a) siden 1948, men at disse bestemmelser sammen med § 399, alligevel har betydning i forhold til diskrimination, chikane og vold mod LGBTIQ-personer. Uanset, at ingen personer er blevet dømt, har Flygtningenævnet herudover lagt vægt på, at det samtidig fremgår af rapporten Submission to the UN Human Rights Committee af Human Rights Watch fra maj 2022 om straffebestemmelserne, at “These provisions are widely understood to criminalize consensual sex between same-sex people, including women. In at least seven cases between 2017 and 2020 the Sri Lankan authorities subjected people to forced anal examinations in an attempt to gather evidence for prosecutions for same-sex conduct.” Ansøgerens egen forklaring om [overgrebenes art], som han var udsat for af myndighederne i Sri Lanka er i overensstemmelse med baggrundsoplysningerne. Derudover har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han gerne vil leve i et åbent forhold med [A], således at han kan gå på gaden med [A] og kysse i det offentlige rum. Af dom fra Den Europæiske Menneskerettigheds Domstol fra den 17. februar 2021 i sagen B and C v. Swizerland fremgår blandt andet, at en ansøger ikke kan pålægges at skjule sin seksualitet for at undgå forfølgelse, og at der ikke alene skal foretages en vurdering af, om [seksualiteten] faktisk er kriminaliseret, men en konkret vurdering af, hvorvidt ansøgeren kan opnå myndighedsbeskyttelse, såfremt han udsættes for ”ill-treatment” af ikke statslige aktører på grund af sin seksuelle orientering. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger og navnlig når henses til, at ansøgerens egen forklaring om [overgrebenes art], han var udsat for af myndighederne i Sri Lanka er i overensstemmelse hermed, lægger Flygtningenævnet således efter en konkret og individuel vurdering til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sri Lanka med sin ægtefælle risikerer asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” sril/2023/1/ajni
Nævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Marokko. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [hjemby], Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Marokko frygter, at hendes tidligere ægtefælle, [X], som er far til hendes datter, og hans familie vil tage datteren fra hende, og at såvel hun som datteren af denne grund har et asylbehov. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet oplyst, at ægteskabet med [X] begyndte at gå dårligt, efter hun kom til Danmark. [X] var voldelig over for hende og kontrollerede, hvornår hun kunne bevæge sig ud, og hvem hun var i kontakt med. Ansøgeren blev gravid i [vinteren 2020/2021] i Danmark. [X] ville hverken lade hende tage til lægen eller på hospitalet, da hun [i sommeren] 2020 bad om lov hertil, idet hun ikke kunne mærke barnet i maven, efter [X] havde slået hende. Samme dag, da [X] havde forladt bopælen, bankede naboerne på døren, fordi de havde hørt [X] og hende skændes. Naboerne hjalp hende på hospitalet og kontaktede politiet, hvorefter hun kom på krisecenter. [X] fortalte sin egen og ansøgerens familie, at hun i Danmark havde været ham utro, hvorfor han krævede en DNA-test, før han ville vedkende sig faderskabet til datteren. DNA-testen bekræftede, at [X] er far til datteren. Siden hændelsen har ansøgeren ikke talt med [X]. De har kortvarigt været i telefonisk kontakt, senest i 2021 da datteren var omkring [fem til ti] måneder gammel, fordi ansøgeren skulle bruge [X] marokkanske pas med henblik på at få udstedt et marokkansk pas til datteren, hvilket han ikke ønskede at medvirke til. Datteren er [et andet europæisk] statsborger, idet [X] har statsborgerskab både i Marokko og [et andet europæisk land]. [X] har aldrig haft kontakt til datteren. [X] og ansøgeren har delt forældremyndighed. [X] har gentagne gange truet med, at han vil tage datteren fra ansøgeren, hvis hun vender tilbage til Marokko. Ansøgeren har tidligere oplyst, at hun frygter repressalier fra sin familie, herunder fra broren [Y], men ansøgeren har i indlæg af [efteråret] 2023 og under mødet i Flygtningenævnet oplyst, at dette ikke længere er tilfældet, idet hendes familie i Marokko støtter hende fuldt ud. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen herom har anført, at ansøgerens privatretlige konflikt med sin tidligere ægtefælle ikke er af en sådan karakter og intensitet, at ansøgeren eller [Z] kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet tiltræder herunder, at det beror på ansøgerens formodning, at ansøgerens tidligere ægtefælle eller hans familie i Marokko vil tage ansøgerens datter fra hende. Flygtningenævnet har som Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at ansøgerens tidligere ægtefælle ikke har opsøgt ansøgeren, siden hun forlod deres fælles hjem i Danmark [i sommeren] 2020. Der har således - bortset fra en telefonsamtale, da datteren var omkring [fem til ti] måneder gammel - på nuværende tidspunkt ikke været kontakt mellem ansøgeren og hendes tidligere ægtefælle i mere end tre år. Ansøgerens tidligere ægtefælle, der er bosiddende i Danmark og har været det i hele den periode, ansøgeren har opholdt sig her, har endvidere ikke på noget tidspunkt haft kontakt til sin datter og heller ikke taget initiativ til, at dette skulle ske, f.eks. ved at søge om samvær med hende. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens tidligere ægtefælle er i besiddelse af oplysninger om ansøgeren og hendes datter, herunder deres adresse og telefonnummer samt adressen på den institution, hvor datteren bliver passet. Hertil kommer, at ansøgeren ikke har haft problemer med sin tidligere ægtefælles familie i Marokko, som heller ikke har opsøgt hende, efter at hun og hendes tidligere ægtefælle blev skilt. Flygtningenævnet tiltræder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Marokko vil være i risiko for individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2023/5/sme
Nævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Ansøgeren er mindreårig.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er marokkansk statsborger, etnisk araber og muslim af trosretning fra [by A], Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter en kriminel gruppe, som har udsat ansøgeren og hans familie for overgreb. Ansøgeren har videre henvist til den gennerelle socioøkonomiske situation i Marokko. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er opvokset i et fattigt kvarter i [by A], Marokko, hvor en kriminel gruppe brugte børn og unge i kvarteret til at udføre kriminelle handlinger. Den kriminelle gruppe blev ledet af to brødre. Medlemmer af den kriminelle gruppe begyndte at presse ansøgeren til at deltage i gruppens aktiviteter, da ansøgeren var [8-11] år gammel, men ansøgeren nægtede. Da ansøgeren var [12-15] år gammel, blev han stoppet af en af brødrene, som ledede den kriminelle gruppe. Lederen forsøgte at få ansøgeren til at holde en plade hash for ham, fordi politiet ledte efter ham, og da ansøgeren nægtede, blev lederen anholdt for narkotika besiddelse. Anholdelsen foranledigede, at den anholdtes bror overfaldt ansøgeren mor og bror. Ansøgeren forlod herefter [by A] og tog ophold i [by B], hvor han boede på gaden i to år. Under opholdet i [by B] havde ansøgeren kontakt til sin mor, som fortalte ham, at den kriminelle gruppe ledte efter ansøgeren, og at han ikke skulle vende hjem. Livet som hjemløs i [by B] var hårdt, og ansøgeren blev flere gange truet og overfaldet. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren fremtræder med den fornødne modenhed til at gennemgå en asylbehandling. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har besvaret de stillede spørgsmål på en måde, der har vist, at han har forstået spørgsmålene og deres betydning. Flygtningenævnet tiltræder derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren] 2023 om modenhed. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, selvom der i ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet er fremkommet nye divergenser blandt andet omkring den kriminelle gruppe i [by A]. Flygtningenævnet har i vurderingen af ansøgerens troværdighed taget hensyn ansøgerens unge alder. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konflikt med den kriminelle bande i [by A] har den fornødne intensitet eller karakter til at kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet har i dem forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren efterfølgende har kunnet opholde sig i flere år i Marokko uden at den kriminelle gruppering har efterstræbt ham. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende om, hvorfor den kriminelle bande fortsat skulle efterstræbe ham og opsøge hans familie i [by A], når han samtidig har forklaret, at banden ved, at ansøgeren opholder sig i Europa. Det er Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren må henvises til at søge beskyttelse hos myndighederne i Marokko, hvis han skulle opleve yderligere problemer med den kriminelle bande. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens mor ifølge ansøgeren tidligere har anmeldt den kriminelle bande til politiet, og at fire medlemmer af gruppen har været fængslet som følge hans mors anmeldelse til politiet. Den omstændighed, at Udlændingestyrelsen har vurderet, at der er oplysninger, der indikerer, at ansøgeren har været udsat for menneskehandel, kan ikke føre til en anden vurdering. De generelle forhold i Marokko kan ikke i sig selv føre til, at ansøgeren meddeleles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Marokko vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2023/4/leuds
Nævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2023.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by A] Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive anholdt af de iranske myndigheder, hvis han vender tilbage til Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han en dag blev ringet op af sin søns kammerat, der fortalte, at politiet under en demonstrationen, havde fanget ansøgerens søn. Ansøgeren tog derfor hen til demonstrationen, hvor han så sin søn blive slået og sparket af politiet, imens han forsøgte at beskytte sit hoved. Ansøgeren forsøgte at befri sin søn, men blev selv overfaldet af politiet, der sparkede ansøgeren og slog ham med deres politistave. Overfaldet blev afbrudt af menneskemængden, der gik til angreb på politiet. Derefter begyndte politiet at bruge tåregas, og beskyde menneskemængden med haglgevær, og alle forsøgte at flygte, herunder ansøgeren og ansøgerens søn. Under flugten mødte ansøgeren sin svoger, der boede i området. Ansøgerens svoger tog ansøgerens søn med tilbage til sin bopæl, idet ansøgerens søn under flugten var blevet skudt i skuldreren. Ansøgeren tog selv afsted mod byen [by B], for at vente på at urolighederne have lagt sig. Ansøgeren blev senere samme aften kontaktet af sin ægtefælle, der fortalte at både efterretningstjenesten, hæren og sikkerhedsstyrkerne havde opsøgt bopælen. Ansøgeren udrejste derfor til Tyrkiet, og ansøgerens søn udrejste til Irak, hvor ansøgeren har familie. De iranske myndigheder har efterfølgende opsøgt ansøgerens familie flere gange, og på selve aftenen for demonstrationen, blev ansøgerens bror og ansøgerens svigersøn anholdt. De blev dog løsladt mod kaution efter ca. et døgn. De personer der blev anholdt under demonstrationen er forsvundet, herunder ansøgerens søns venner. Ansøgeren har videre oplyst, at ansøgerens søn deltog i mange demonstrationer, og at han under førnævnte demonstration gik forrest uden maske, så han var genkendelig. Ansøgeren er tidligere blevet advaret af et familiemedlem, i forhold til sin søns opførsel, herunder sønnens deltagelse i demonstrationer. Familiemedlemmet arbejdede for sepah. Ansøgeren har videre som støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har deltaget i mange demonstrationer. I en anden demonstration ansøgeren deltog i, blev en demonstrant skudt i benet, og demonstranterne stormede derfor politistationen. Efter politiet havde fået kontrol over politistationen igen, ledte de efter folk der havde deltaget i demonstrationen, og ansøgerens tre venner blev skudt. Ansøgeren blev selv fængslet, men løsladt mod kaution. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han tidligere har været anklaget for mord af de iranske myndigheder. Anklagen opstod, fordi en persisk person slog ansøgerens slægtning ihjel, og dette udløste en demonstration i byen, som ansøgeren deltog i. Ansøgeren blev efter demonstrationen, anklaget for at have slået drabsmanden ihjel, men sagen blev udskudt, fordi ansøgeren i vrede over anklagen beskadigede sin hånd. Sagens endelig udfald blev, at ansøgeren skulle underskrive nogle dokumenter, hvori han lovede, at han ikke længere ville deltage i demonstrationer. Myndighederne ville i så fald beslaglægge ansøgerens ejendom. Ansøgeren blev for nyligt kontaktet af sin partner, der fortalte ansøgeren, at myndighederne har konfiskeret ansøgerens jord og ansøgerens partners forretning. Ansøgeren har dokumentation herfor på sin telefon. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har en bekendt, der for ca. 12 år siden, blev anholdt af de iranske myndigheder, og som ingen i landsbyen har hørt fra siden. Ansøgeren har videre, som støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i forbindelse med sin militærtjeneste havde en uoverensstemmelse med en mullah, og han blev i den forbindelse fængslet i tre uger. Ansøgeren har endeligt som støtte for sit asylmotiv oplyst, at han for tre år siden fik en bøde på 500.000.000 toman i forbindelse med en demonstration, hvor han kom op og slås med to personer. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, da ansøgeren har forklaret divergerende, usammenhængende og udbyggende om centrale punkter i sit asylmotiv. Ansøgeren har om hændelsesforløbet under demonstrationen oplyst divergerende, herunder om tidspunktet for ansøgerens udrejse, og hvem han opholdt sig hos forud for udrejsen. Ansøgeren har således under oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen den [vinteren] [2022/2023] forklaret, at hans søn, [C], blev tilbageholdt af politiet under en demonstration, og at ansøgeren derfor tog til demonstrationen og henvendte sig til politiet for at overtale dem til at frigive [C], som de slog. Ansøgeren har også forklaret, at det kom til slåskamp med politiet, og at ansøgeren selv blev anholdt og slap væk, da de øvrige demonstranter kom ansøgere og [C] til undsætning, hvorefter det lykkedes dem at slippe fri. Ansøgeren har videre under samme samtale oplyst, at [C] herefter tog til Irak, mens ansøgeren gemte sig hos sin svoger, [D], og at han udrejste fra Iran illegalt fem dage efter demonstrationen. Under asylsamtalen med Udlændingestyrelsen [foråret] 2023 har ansøgeren derimod forklaret, at han i forbindelse med [C’s] tilbageholdelse af politiet under en demonstration gik direkte mod [C], som blev slået af politiet, og forsøgte at få ham fri, og at han ikke først forsøgte at tale med politiet herom. Ansøgeren har tillige udbyggende forklaret, at politiet både slog og sparkede sønnen, og at politiet skød mod demonstranterne med haglgevær, ligesom de benyttede tåregas, og at [C] blev ramt af skud i skulderen. Ansøgeren har også divergerende forklaret, at [C] tog med ansøgerens svoger [D] hjem, mens ansøgeren blev hentet af sin ven og opholdt sig hos denne indtil dagen efter, hvor han udrejste. Ansøgeren har senere i samme samtale forklaret, at han påbegyndte udrejsen dagen efter, og at udrejsen tog tre-fire dage. Vedrørende opsøgninger fra myndighedernes side har ansøgeren oplyst divergerende om antallet af opsøgninger på bopæl, hvem der blev opsøgt, og hvor længe disse personer var tilbageholdt samt om betingelserne i forbindelse med deres løsladelse. Ansøgeren har således i sit asylskema oplyst, at myndighederne opsøgte hans hjem hver aften efter demonstrationen, og at hans bror og hustru blev taget med til stationen og tilbageholdt og løsladt mod kaution efter 10 dage, idet de samtidig fik en frist til at udlevere ansøgeren til myndighederne mod ikke selv at blive fængslet. Under oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen [vinteren] [2022/2023] har ansøgeren oplyst, at myndighederne opsøgte ansøgerens adresse seks-syv gange efter demonstrationen, og at ansøgerens bror og svigersøn blev anholdt og tilbageholdt af myndighederne, hvilket skete tre dage efter, at ansøgeren var udrejst. Under asylsamtalen med Udlændingestyrelsen den [foråret] 2023 har ansøgeren om opsøgninger derimod forklaret, at myndighederne har opsøgt hans hjem fire gange, og at myndighederne hentede og tilbageholdt ansøgerens bror og svigersøn i 24 timer, og at der ikke var betingelser til deres løsladelse bortset fra, at de skulle underskrive en tro- og loveerklæring om, at de ikke ville deltage i politiske aktiviteter. Heroverfor står, at ansøgeren under nævnsmødet blandt andet om episoden med [C] har forklaret, at han ville befri sin søn, og at det kom til slagsmål med myndighederne, som tildelte ham slag. Det lykkedes at komme væk, da de øvrige demonstranter hjalp, og de løb væk, men at [C] blev ramt af flere hagl, som politiet skød med. Ansøgeren forlod Iran efter en dage, hvor han kom ind i Tyrkiet. Ansøgeren har for Flygtningenævnet udbyggende forklaret, at han tidligere i 2020-2021 flygtede fra Iran efter at have været i slagsmål med to værnepligtige, som forsøgte at befamle en kurdisk pige, og at han kom i retten, hvor han fik en dom på fængsel i 3 år. I retssalen kom han i slåskamp og faldt ind i en rude, hvor han skar sin hånd, så han kom på hospitalet, hvorfra han flygtede for at undgå, at tidligere sager blev taget op og at komme i fængsel. Ansøger har også forklaret, at han tidligere og forud for episoden med de værnepligtige har været anholdt to gange i Iran efter deltagelse i demonstrationer, at der i forbindelse med disse to episoder blev stillet kaution mod ansøgerens løsladelse, og at disse sager aldrig er afsluttede. Om tidligere konflikter med myndighederne forud for 2022 har ansøgeren ikke anført noget herom i sit asylskema, og han har forklaret sparsomt og udetaljeret herom til Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har dog til Udlændingestyrelsen [vinteren] [2022/2023] oplyst, at han i forbindelse med en episode med to værnepligtige blev tilbageholdt i 11 dage, og at det var meningen, at han skulle i fængsel, men at hans familie sørgede for, at han blev løsladt mod, at de betale nogle penge. Under oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [vinteren] [2022/2023] har ansøgeren oplyst, at han har søgt asyl i Grækenland, men han kunne ikke for Flygtningenævnet huske baggrunden for denne asylansøgning. Ansøgeren har dog oplyst, at han udrejste af Grækenland efter at have modtaget afslag på asyl fra anden instans i Grækenland. Ansøgeren har angivet udrejsen fra Grækenland til [efteråret] 2022, hvorefter han rejste i fem-seks, inden han kom til Iran, som han illegalt indrejste i. Det fremgår imidlertid af sagens akter, at ansøgeren har fået afslag på asyl i Grækenland [vinteren] [2021/2022]. Ansøgeren har om divergenserne og udbygningen af sit asylmotiv forklaret afglidende og har blandt andet henvist til tolkefejl og misforståelser. Flygtningenævnet er opmærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comment No 4” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. På det anførte baggrund er der ikke grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren kunne indrejse i Iran, opholdt sig der blandt andet hos sin familie og gå ud til en demonstration, hvor politiet var til stede, såfremt han var eftersøgt af de Iranske myndigheder med hvem, han havde uafsluttede sager og var idømt en fængselsstraf på 3 år. På baggrund af det overfor anførte tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2023/46/ajni
Nævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea. Født i Danmark.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks. Ansøgeren er født i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes forældre har fået asyl i Danmark i [2017-2020] forud for ansøgerens fødsel. Ansøgeren har således i konsekvens af forældrenes opholdstilladelser ret til asyl med henblik på beskyttelse af familiens enhed. Hun har gjort gældende, at der ikke kan anses for at være noget krav om, at familien skal have boet sammen eller været en enhed inden indrejsen til Danmark. Ansøgerens mor har endvidere været gravid med ansøgeren på tidspunktet, hvor moren fik sin opholdstilladelse. Hun har som asylmotiv yderligere henvist til, at hun er i et modsætningsforhold til myndighederne i Eritrea afledt af forældrenes illegale udrejse af og manglende skattebetaling til Eritrea samt farens unddragelse af militærtjeneste. Ansøgeren har herudover som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil blive indkaldt til nationaltjeneste eller vil være udsat for at skulle udføre børnearbejde. Hun har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea ikke kender sin familie i Eritrea, ikke har noget sted at bo og ikke kan gå i skole samt de generelle forhold i Eritrea. Hun har ikke nogen identitetspapirer og vil ikke kunnet få dette udstedt uden forældrenes tilbagerejse til Eritrea. Selv om dette måtte være tilfældet, kræver det således, at forældrene har betalt 2%-indkomstskat til Eritrea, hvilket de ikke har gjort. Ansøgeren vil således ikke kunne modtage skolegang ved en tilbagevenden til Eritrea. Endelig har ansøgeren henvist til, at de kumulative forhold må medføre, at ansøgeren tildeles asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Indledningsvis bemærkes det, at ansøgeren er født i Danmark, og at ansøgerens forældre har fået asyl i Danmark [i 2017-2020] forud for ansøgerens fødsel [i 2018-2023]. Ansøgeren kan således ikke alene i konsekvens af forældrenes opholdstilladelser meddeles asyl. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgerens mor på tidspunktet for morens opholdstilladelse var gravid med ansøgeren. Derudover bemærkes det, at ansøgeren allerede har et gyldigt opholdsgrundlag i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren, der er [1-5 år] og aldrig har opholdt sig i Eritrea, er i et modsætningsforhold til myndighederne i Eritrea som følge af forældrenes illegale udrejse af Eritrea, manglende skattebetaling til Eritrea samt farens unddragelse af militærtjeneste. Nævnet lægger herved vægt på, at der ikke er nogen konkrete forhold, der taler for, at ansøgeren ved indrejse til Eritrea som en afledt følge heraf skulle opleve en konflikt med myndighederne. Det findes således alene at bero på forældrenes individuelle formodning, at deres forhold skulle have skabt en afledt konflikt for ansøgeren med myndighederne i Eritrea. Derudover lægger nævnet også vægt på, at ansøgeren er født i Danmark, aldrig har været i Eritrea og ikke har nogen personlige konflikter i Eritrea med myndigheder eller andre. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil blive indkaldt til nationaltjeneste eller er i risiko for at skulle udføre børnearbejde, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren kun er [1-5 år] gammel, og at nationaltjeneste i Eritrea ifølge baggrundsoplysningerne først er fra borgerens 18. år, jf. herved blandt andet ”EASO Country of Origin Information Report: Eritrea National Service and illegal exit” fra september 2019 samt Udlændingestyrelsens landerapport ”National service, exit and entry” fra februar 2020. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun på nuværende tidspunkt vil være i risiko for at blive indkaldt til nationaltjeneste eller udføre børnearbejde. Angående ansøgerens asylmotiv om, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea ikke kender sin familie i Eritrea, ikke kan gå i skole og ikke har noget sted at bo eller opholde sig, er der tale om socio-økonomiske forhold, der ikke kan være asylbegrundende efter udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Eritrea, om end de er vanskelige, er heller ikke i sig selv asylbegrundende. Heller ikke de nævnte forhold kan kumulativt medføre, at ansøgeren tildeles asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren, hvis hun tager ophold i Eritrea, vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Som følge heraf stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” ERIT/2023/8/LODU
Nævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren ikke føler sig tryg i Tyskland, da klageren har forklaret, at han er blevet dårligt behandlet af det tyske politi. Endvidere er der henvist til, at klageren har venner og bekendte i Danmark, og derfor ønsker at blive i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren oplevede det tyske politi som truende og skræmmende, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at han ikke har klaget over det tyske politis behandling af ham. Nævnet finder på den baggrund, at såfremt klageren forsat oplever problemer med det tyske politi, henvises klageren til at indgive en klage til en overordnet tysk myndighed. Det forhold, at klageren har venner og bekendte, samt føler sig behandlet godt og ligeværdigt i Danmark, kan heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Tyskland i henhold til Dublinforordningen er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse, og at klagerens personlige præference for én medlemsstat frem for en anden ikke er et forhold, der kan tillægges betydning ved vurderingen af, hvilken medlemsstat, der skal behandle klagerens asylansøgning, eftersom dette vil stride imod formålet med Dublinforordningen. Det forhold, at klageren lider af [kronisk sygdom], kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af AIDA, Country Report: Germany, Update 2022, s. 142, at asylansøgere de første 18 måneder er begrænset til akut læge hjælp, men efterfølgende kan tilgå sundhedsvæsnet i Tyskland på lige fod som tyske statsborgere, hvorfor det må antages, at klageren vil kunne modtage nødvendig sundhedsbehandling i Tyskland. Det skal yderligere bemærkes, at såfremt det er nødvendigt, kan Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af klageren underrette de tyske myndigheder i overensstemmelse med den fremsendte accept om relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klager samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2023/41/SACH
Nævnet omgjorde i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag vedrørende en mandlig statsborger samt to medfølgende mindreårige børn fra Afghanistan, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2012. Genoptaget sag. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim fra [by A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i forbindelse med den oprindelige asylsag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans [familiemedlem] eller [familiemedlemmets] mænd vil slå ham ihjel, da ansøgeren blev anklaget for drabet af ansøgerens [familiemedlems] søn. I forbindelse med genoptagelsessagen har ansøgeren henvist til den ændrede politiske situation i Afghanistan, samt at ansøgeren ikke har været tilbage i Afghanistan, siden han søgte om asyl i Danmark for første gang i 2012. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge ansøgers forklaring omkring sit asylmotiv til grund. Der er herved henset til de samme omstændigheder, som er anført i Flygtningenævnets afgørelse af [efteråret] 2014. Flygtningenævnet finder, at sagen har været tilstrækkeligt oplyst til at nævnet kan realitetsbehandle ansøgningen. Det forhold, at ansøgeren tidligere har haft opholdstilladelse i [europæisk land] kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved også henset til, at udlændingestyrelsen blev gjort bekendt med dette forhold i [efteråret] 2021 uden at foretage sig yderligere, men vejledte ansøgeren om at søge om genoptagelse i Flygtningenævnet. Med hensyn til ansøgerens Sur Place asylmotiv om at være i risiko for forfølgelse fra Taliban, idet han vil blive betragtet som ”vestliggjort”, da han i mere end 10 år har opholdt sig dels i Danmark, dels i [europæisk land] og ikke vil falde ind i lokalmiljøet , og dermed være i risiko for at blive udsat for overgreb, bemærker Flygtningenævnet, at forholdene for vestliggjorte og den risikovurdering, der skal foretages i den forbindelse ved en tilbagevenden til Afghanistan er beskrevet i Flygtningenævnets baggrundsmateriale, herunder EUAA, Country Guidance, Afghanistan, fra januar 2023. Heraf fremgår af pkt. 3.13 og pkt. 3.14 blandt andet: ”…Individuals perceived as ”Westernized”… The individual assessment of whether there is a reasonable degree of likelihood for the applicant to face persecution should take into account risk-impacting circumstances, such as: the behaviour adopted by the applicant, visibility of the applicant, area of origin and conservative environment, gender (the risk is higher for women), age (it may be difficult for children of certain age to (re-)adjust to Afghanistan´s social restrictions), duration of stay in a western country, etc….” Af referat fra Flygtningenævnets koordinationsudvalgsmøde den 8. december 2022 fremgår blandt andet, at vedrørende spørgsmålet om ”westernization” var der blandt medlemmerne enighed om, at det relevante for asylvurderingen er, om ansøgeren efter en samlet vurdering har en sådan erfaring med livet i Afghanistan, at ansøgeren vil kunne genoptage sit liv der på en sådan måde, at den pågældende ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Efter Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2013 om ansøgers alder lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren var [16-18] år, da han kom til Danmark og søgte om asyl. Af sagen fremgår, at ansøgeren i 2013 blev meddelt afslag på asyl, hvorefter han rejste til [europæisk land]. Af opholdskort fra [europæisk land] fremgår, at ansøgeren [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i [europæisk land] indtil [sommeren] 2020 som [beskyttelsesstatus] svarende til udlændingelovens § 7, stk. 2. Opholdstilladelsen er efter det oplyste ikke forlænget. Ansøgeren var således i [europæisk land] meddelt subsidiær beskyttelsesstatus og blev meddelt midlertidig opholdstilladelse og har siden 2017 opholdt sig i Danmark i flere perioder. Ansøgeren har således opholdt sig i Europa i 11 år og har efter det oplyste ikke været tilbage i Afghanistan, siden han søgte om asyl første gang i 2012. Ansøgeren blev [i foråret] 2017 på [by B's] Rådhus gift med herboende [ægtefælle]. Ansøgeren har siden efteråret 2022 haft tilladelse til at bo hos sin herboende ægtefælle, der er afghansk statsborger. Ansøgeren og dennes ægtefælle har 2 døtre, [datter A, 4-7 år gammel] og [datter B, 0-3 år gammel]. Ansøgeren har på nævnsmødet forklaret, at han er praktiserende muslim, men modstander af det nuværende afghanske styre. Ansøgeren og denne ægtefælle lever efter et værdisæt om at alle mennesker skal behandles lige uanset køn, baggrund og etnicitet. I hjemmet taler de dansk, dari og engelsk med børnene. Familien omgås danske naboer, de hygger sig i julen og børnene har danske venner, som de leger med. Børnene foretrækker dansk mad. Ansøgeren og dennes ægtefælle gør ikke forskel på mennesker. Af sagen fremgår, at ansøgeren har haft omfattende kontakt til kommunen omkring sin ældste datters forhold, hvor han er blevet vurderet som den primære omsorgs- og tilknytningsperson for hende, da han i øvrigt har bedre forældrekompetencer end sin ægtefælle. Ansøgeren er opvokset under dårlige vilkår hos [familiemedlem], hvor han har haft en begrænset kontakt til omverdenen. Han har ikke haft kontakt med nogen fra Afghanistan efter sin udrejse. Han har ingen familie eller netværk, der kan støtte ham ved en tilbagevenden til Afghanistan. Ansøgeren har på nævnsmødet talt et forståeligt dansk og har på nævnsmødet fremtrådt på en måde, at han har tilegnet sig en vestlig livsstil, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil påkalde sig tydelig opmærksomhed fra Taliban. Henset til den aktuelle udvikling i Afghanistan finder Flygtningenævnet, at situationen i Afghanistan har udviklet sig betydeligt, idet Taliban siden medio august 2021 har overtaget magten i landet. Flygtningenævnet kan blandt andet henvise til Udlændingestyrelsens notat ”Afghanistan recent developments in the security situation, impact on civilians and targeted individuals” udgivet i september 2021 og Landinfos temanotat om Afghanistan ”Talibans maktovertakelse”, udgivet den 2. september 2021. Flygtningenævnets flertal finder på ovennævnte baggrund efter en konkret og samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ikke vil kunne etablere sig i Afghanistan uden at påkalde sig Talibans opmærksomhed, således at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige dette udgangspunkt. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af den konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at ansøgerens døtre [datter A], og [datter B], skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. "Afgh/2023/66/lnk
Nævnet omgjorde i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende et ægtepar samt to børn fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i hhv. 2014 og 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Klagernes søn, [A], blev [i efteråret] 2015 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerne er henholdsvis [i foråret] 2015 og [i efteråret] 2015 meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, men meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Syrien. Klagerne har [i efteråret] 2021 klaget over, at de ikke er blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af deres dengang hjemmeboede søn, [A’s] opholdstilladelse som konventionsflygtning. Den mandlige klager indrejste [i efteråret] 2014 i Danmark. Han havde inden udrejsen boet sammen med børnene, og fortsatte med at bo sammen med dem som familie i 3 år efter, at de indrejste i Danmark og blev meddelt opholdstilladelse [i efteråret] 2015. Den kvindelige klager indrejste [i sommeren] 2015 i Danmark sammen med klagernes tre børn, herunder sønnen [A], som på det tidspunkt var [18-21 år] år. Hun havde inden udrejsen boet sammen med børnene, og fortsatte med at bo sammen med dem som familie i 3 år efter deres indrejse i Danmark. Klagerne opfyldte på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse [i efteråret] 2015 samt på tidspunkterne for Udlændingestyrelsens forlængelse af klagernes opholdstilladelse betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af deres dengang hjemmeboende søn, [A’s] opholdstilladelse som konventionsflygtning. Hertil kommer, at klagerne på daværende tidspunkt også var afhængige af [A’s] hjælp i det daglige med at passe deres [to andre børn med helbredsmæssige udfordringer]. Det fremgår af et referat fra Flygtningenævnets koordinationsudvalgsmøde den 24. august 2023, at koordinationsudvalget har fundet, at prøvelsesgrundlaget i en situation som den foreliggende bør låses fast til de faktiske omstændigheder, der bestod på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Det udtales, at der er tale om en konstaterende afgørelse, og nævnets prøvelse er isoleret set alene, hvorvidt Udlændingestyrelsen med rette har meddelt opholdstilladelse efter udlændingeloven eller ej, og således om afgørelsen lider af retlige mangler. Mellemkommende ændringer bør under disse omstændigheder normalt ikke inddrages, når dette vil medføre en afgørelse til ugunst for udlændingen, og prøvelsesgrundlaget bør således i det hele angå de fortidige forhold. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at klagerne på tidspunkterne for Udlændingestyrelsens afgørelser af henholdsvis [i foråret] 2015 og [i efteråret] 2015 opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af deres dengang hjemmeboende søn, [A’s] opholdstilladelse. Klagerne skal derfor efter beskrivelsen af nævnets nyere praksis meddeles opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse. Flygtningenævnet meddeler derfor klagerne og deres medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2023/86
Nævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2022 idømt fængsel i to år og seks måneder for overtrædelse af straffelovens § 216 samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, men er ved [Landsrettens] ankedom [vinteren 2022/2023] udvist med indrejseforbud for bestandigt, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2023 truffet afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse. Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive tvunget i militærtjeneste ved det syriske militær. Klageren vil ikke i militæret, idet han ikke vil tvinges til at slå mennesker ihjel, og han frygter også selv at blive slået ihjel. Klageren har til støtte herfor henvist til, at han er efterlyst til militærtjeneste. Klageren har endvidere henvist til, at han er religiøst viet med sin kæreste mod hendes families vilje. Han er blevet truet på livet i Danmark, og han frygter hendes familiemedlemmer, som opholder sig i Syrien, ved en tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 31, stk. 2, må en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet tiltræder, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren. Efter udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal således foretages en proportionalitetsafvejning, hvori indgår grovheden af den begåede forbrydelse over for eventuelle særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der kan tale for at give klageren opholdstilladelse. Der skal således tages stilling til, om flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at klageren må anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2’s forstand. Flygtningenævnet henviser herved til Udlændingestyrelsens afgørelse. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået og (6) klagerens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den alvorlige karakter af den personfarlige kriminalitet, der er begået i [efteråret] 2021, sammenholdt med længden af den idømte frihedsstraf på 2 år og 6 måneder og klagerens personlige forhold, at klageren tillige må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet lægger ved vurderingen vægt på karakteren af den personfarlige kriminalitet, hvor klageren [beskrivelse af gerningsindholdet i straffesagen]. Det kan heroverfor ikke føre til en anden vurdering, at klageren ikke er dømt for anden kriminalitet end ved den nævnte dom, at han forud for varetægtsfængslingen havde fast arbejde, og at han er religiøst viet med en kvinde, som han har to børn med. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af de begåede forbrydelser i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give ansøgeren opholdstilladelse. Klageren, der er [i slutningen af 20’erne/starten af 30’erne], indrejste i Danmark i [efteråret] 2015 [i starten af 20’erne]. Klageren er religiøst viet med en kvinde, som han har kendt siden [midten af 2010’ere], og de har sammen to børn, der er født i [starten af 2020’erne]. Klageren har endvidere [flere fjernere familiemedlemmer] i Danmark. Klageren har haft arbejde fra [midten af 2010’erne] og frem til anholdelsen. Klageren taler alene begrænset dansk, og der har under nævnsmødet medvirket tolk. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den begåede kriminalitet og klagerens personlige forhold, at der ikke foreligger omstændigheder som nævnt i udlændingelovens § 10, stk. 3, der kan begrunde, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Nævnet finder derfor, at klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2023/74/imbs
Nævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en udsendelsessag vedrørende en mandlig syrisk statsborger. Klageren indrejste i 2012. Senere i 2012 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved dom af […]2021 afsagt af Retten i […] blev klageren idømt fængsel i 4 år for overtrædelse af navnlig straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Dommens bestemmelse om udvisning blev stadfæstet ved […]Landsrets dom [afsagt i foråret] 2022. Flygtningenævnet udtalte:” Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren henviste som asylmotiv under den oprindelige asylsag, at han dels frygtede at blive dræbt af de syriske oprørere, idet han var flygtet fra dem, og dels de syriske myndigheder, fordi de ville tvinge ham til at aftjene værnepligt. Klageren forklarede under den oprindelige asylsag, at han i […] sommeren 2012 blev anholdt, mens han opholdt sig i en internetcafe. Han blev sammen med andre unge mennesker beskyldt for at sende mails og politisk materiale til oprørerne. Efter 14 dages tilbageholdelse, hvorunder han blev udsat for tortur, blev klageren kørt til session af de militære myndigheder. På vej til sessionen blev de militære køretøjer, hvori klageren og de andre tilbageholdte unge befandt sig, angrebet af soldater fra den frie syriske hær. Klageren og de andre unge forklarede, at de var blevet tvunget til at gøre tjeneste i den syriske hær. Den Frie Syriske hær tog de unge med og ønskede, at de unge skulle kæmpe for den i stedet. Klageren og de andre unge accepterede at kæmpe for Den Frie Syriske hær. Klageren bad om lov til at se sin familie, hvilket han fik lov til. I stedet for at vende tilbage til Den Frie Syriske Hær, udrejste han af Syrien. Klageren har som asylmotiv under udsendelsessagen henvist til, at han frygter at blive dræbt ved en tilbagevenden, idet han vil blive betragtet som en landsforræder, fordi han flygtede fra Syrien, inden han skulle aftjene værnepligt i den syriske hær eller udføre tjeneste for Den frie Syriske hær, ligesom han frygter at vil blive tvunget til at aftjene værnepligt ved en tilbagevenden. Klageren ønsker ikke at udføre militærtjeneste, idet han ikke ville slå civile mennesker ihjel. Klageren har forklaret, at han ikke husker at have forklaret om at have været tilbageholdt af de syriske myndigheder eller den frie syriske hær i 2012. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren er i risiko for at blive indkaldt til militærtjeneste, da klageren er i den militærpligtige alder. På den baggrund finder Flygtningenævnet som Udlændingestyrelsen, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse fra de syriske myndigheder omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionens artikel 1 A anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder med samme begrundelse som Udlændingestyrelsen har anført, at klageren isoleret set må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren tvangsmæssigt kan udsendes til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Spørgsmålet er herefter, om klageren skal udelukkes fra opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Udlændingelovens § 10, stk. 3, sammenholdt med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, indebærer, at der i en situation som den foreliggende bl.a. skal tages stilling til, om klageren kan anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. Klageren er ved Retten i […)s dom [afsagt i sommeren]2021 idømt fængsel i 4 år for bl.a. grov narkokriminalitet efter bl.a. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, jf. 1 pkt., begået i forening med [flere] medgerningsmænd. Tiltalte blev ved byrettens dom udvist med indrejseforbud for bestandig, og landsretten stadfæstede [i foråret] 2022 byrettens bestemmelse om udvisning. Når henses til karakteren af narkoforholdet, må klageren anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse. Spørgsmålet er herefter, om klageren også må anses som en fare for samfundet. Efter narkoforholdets karakter må klageren – også fremadrettet – anses som en fare for samfundet. Det er herved også lagt vægt på, at klageren tidligere er dømt for bl.a. databedrageri, indbrudstyveri og overtrædelse af våbenloven, ligesom klageren - efter byrettens dom [afsagt i sommeren] 2021 - har begået ny kriminalitet i fængslet, idet han bl.a. er dømt for den [dato] 2021 at have fremsat trusler mod flere fængselsbetjente, og at han den [dato]2021 i fængslet blev fundet i besiddelse af narkotiske stoffer. Klageren er ikke gift, men har to små børn og sin nærmeste familie, herunder forældre og søskende, i Danmark. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, og efter det, der er fremkommet for Flygtningenævnet, finder Flygtningenævnet efter en samlet afvejning, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for, at klageren på ny skal gives opholdstilladelse i Danmark. Det forhold, at klageren har et tilbud om arbejde, og at han efter det oplyste ikke længere har noget misbrug af narkotiske stoffer, kan på den ovenfor anførte baggrund ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker herved, at klageren tidligere har begået kriminalitet, selv om han har været i arbejde. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri 2023/73MNR
Nævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1996 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2020 idømt fængselstraf i 9 måneder for overtrædelse af straffelovens § § 245, stk. 1, samt udvist af Danmark i 6 år. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Somalia. Klageren er etnisk somali og er sunnimuslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren tilhører subklanen [subklan A]. Klageren boede i Mogadishu, frem til han var omkring [3-7 år], hvorefter familien udrejste til [land A]. Klageren boede i [land A] frem til sin indrejse i Danmark i 1996. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har dog oplyst, at han har været frivillig og almindelig medlem i den [forening] i [by]. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter hævnaktioner fra ukendte personer eller klaner, der har haft en konflikt med hans familie. Klageren har yderligere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive rekrutteret af al-Shabaab eller blive anset som en spion for Danmark henset til hans lange ophold i Europa. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans forældres familier er blevet slået ihjel i Somalia. Klageren frygter derfor, at ukendte personer vil slå ham ihjel, da det vil være nemt at identificere ham, idet myndighederne i Somalia er korrupt, og er i stand til at sælge oplysninger videre om klageren til den familie eller klan, som hans familie havde en konflikt med inden deres udrejse af Somalia. Klageren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han frygter, at blive skydeskive for al-Shabaabs modstand mod vesten og særligt Danmark, eller at de vil forsøge at rekruttere klageren med henblik på at udnytte ham, da han taler det danske sprog. Klageren har under nævnsbehandlingen videre anført, at han frygter forfølgelse eller overgreb som følge af sit lange fravær fra Somalia og manglende netværk, hans danske opdragelse og værdier, hans manglende praktisering af islam og hans danske […] kæreste og børn. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, at klageren ikke er i risiko for forfølgelse eller overgreb som følge af sit klantilhørsforhold. Flygtningenævnet finder endvidere, at klageren ikke er i risiko for forfølgelse eller overgreb som følge af sit lange fravær fra Somalia og manglende netværk, hans danske opdragelse og værdier, hans manglende praktisering af islam og hans danske […] kæreste og børn. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren kommer fra Mogadishu. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, selv om at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at ”vestliggjorte” - herunder ved manglende praktisering af islam - måske kan blive udsat for socialt pres og stigma, er der ikke grundlag for at antage, at de vil blive udsat for egentlige overgreb eller forfølgelse. Det forhold, at klageren har oplyst ikke at tale somalisk, kan ikke føre til en anden vurdering, idet Flygtningenævnet finder, at klagerens forklaring herom fremstår utroværdig, idet klageren først indrejste i Danmark som [8-11 år], og idet klageren til samtalen i Udlændingestyrelsen den [i efteråret] 2021 har oplyst ikke at tale flydende somalisk, og at han taler somalisk med sin [familiemedlem], om end på et simpelt niveau, idet han ikke er stærk i sproget. Flygtningenævnet bemærker, at det forhold, at klageren har en dansk kæreste og danske børn ikke kan tillægges betydning ved vurderingen efter udlændingelovens § 7. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at få asyl i Danmark, og udlændingelovens § 31 er derfor ikke til hinder for, at klageren kan udsendes til Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2023/23/Saba
Nævnet hjemviste i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2023. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk russer og kristen fra [by], [region], Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har anført, at hun under sit ophold i Danmark er blevet modstander af den russiske regering og krigen i Ukraine. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter afpresning fra den russiske befolkning. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at krigen i Ukraine har medført sanktioner mod Rusland, og at den russiske befolkning derfor er økonomisk trængte. Ansøgerens aktier er faldet drastisk i værdi, og det vil være vanskeligt at finde et arbejde og et sted at bo i Rusland. Pengene på ansøgerens russiske bankkonto er indefrosset. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun frygter de russiske myndigheder, som følge af hendes politiske holdninger. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hun frygter at blive fængslet eller henrettet, fordi hun ikke støtter Ruslands officielle politik i forbindelse med krigen i Ukraine. Ansøgeren har fulgt med i politik ved at se nyhederne fire gange om dagen under hendes [ophold]. Ved en tilbagevenden til Rusland vil ansøgeren melde sig ind i et politisk oppositionsparti, fordi hun gerne vil gøre en forskel for både den ukrainske og den russiske befolkning. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun frygter at blive udsat for diskrimination ved en tilbagevenden til Rusland. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hendes mor er etnisk [etnicitet A] og hendes far var etnisk [etnicitet B]. Ansøgeren har oplevet diskrimination fra russiske myndighedspersoner, når hun har fremvist sit pas, idet hun er blevet forvekslet med en [etnisk gruppe A] eller en [etnisk gruppe B], som følge af ansøgerens [udseende og navn]. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hendes mangeårige ophold i [andet europæisk land], vil gøre det vanskeligt for hende at vende tilbage til Rusland. Flygtningenævnet kan til dels lægge ansøgerens forklaring til grund. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er i første række, om ansøgeren ved en tilbagevenden til Rusland vil befinde sig i en asylretlig situation omfattet af udlændingelovens § 7 på baggrund af ansøgeren eller ansøgerens [barns] politiske aktiviteter. Ansøgeren har boet i [andet europæisk land] med [sit barn] siden [2000-2005]. Det fremgår af afhøringsrapport af [vinteren 2022/2023], at ansøgeren til politiet har forklaret, at hun igennem [15-20 år] havde rejst ind og ud af [andet europæisk land], og at formålet med indrejsen i Danmark var, at hun ville anskaffe sig en advokat og få opholdstilladelse, da der var dårlige forhold i [andet europæisk land], hvad angår økonomi og sundhed. Hun var enlig mor til [et barn] [i start 20’erne], der studerede i [andet europæisk land], og hendes [nært familiemedlem] var gammel og boede i Rusland. Det fremgår videre af oplysnings- og motivsamtale af [vinteren 2022/2023], at ansøgeren har forklaret, at hun har valgt at komme til Danmark, idet der ikke er diskrimination eller racisme mod russere i Danmark, samt at hendes [nært familiemedlem] i Rusland ikke har nævnt problemer, som har noget at gøre med ansøger, udover at [nært familiemedlem] er bekymret for ansøgeren og ansøgerens situation i [andet europæisk land]. Der var ikke noget til hinder for, at ansøgeren kunne tage tilbage til [andet europæisk land] ud over det oplyste om diskrimination mod russere, og hvis hun skal tilbage til [andet europæisk land], så vil hun nok hellere til Rusland. Hun har ansøgt om asyl i Danmark, fordi hun har oplevet diskrimination i [andet europæisk land] på baggrund af sit russiske statsborgerskab, og hun har ikke konflikter i Rusland som gør, at hun ikke kan opholde sig der. Hendes bankkonti i Rusland er indefrosset, hun frygter ikke at kunne få arbejde, ligesom hun frygter den svære økonomiske situation, men herudover er der ikke noget til hinder for, at hun tager tilbage til Rusland. Det fremgår af samtalereferat af [sommeren] 2023, at ansøgeren har forklaret, at hun ikke uden for private forsamlinger har givet sin politiske overbevisning til kende offentligt. Hun er først begyndt at tage politisk stilling til situationen i Ukraine i de sidste [antal] måneder. Det fremgår tillige, at hun først i løbet af de seneste [antal] måneder har fået en anden livsopfattelse, og at hun nu ikke vil tilbage til Rusland. Ansøgeren har for Flygtningenævnet fremlagt en række opslag fra [ansøgerens barns] profil på [socialt medie] fra [vinteren 2021/2022] vedrørende [aktiviteter] i [andet europæisk land] af [beskrivelse af aktiviteter]. Det er oplyst, at [ansøgerens barn] har [mellem 1.000 og 5.000] følgere på [socialt medie]. Da disse oplysninger først er fremkommet under mødet for Flygtningenævnet, finder Flygtningenævnet, at sagen skal hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på, om disse nye oplysninger kan medføre, at ansøgeren befinder sig i en asylretlig situation omfattet af Udlændingelovens § 7.” Rusl/2023/3/LAFAL
Nævnet meddelte i oktober 2023 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt deres medfølgende børn fra Iran. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgerne er etniske kurdere og oprindeligt yarsan fra [by A], Iran. Ansøgerne har efterfølgende oplyst, at de er konverteret til kristendommen. Ansøgerne har været politisk aktive, idet de har deltaget i demonstrationer og udtalt sig kritisk om det iranske styre. Ansøgerne har som asylmotiv under den oprindelige asylsag henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter repressalier fra de iranske myndigheder. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at de iranske myndigheder har fundet kristent materiale og yarsan-materiale på deres bopæl, at den mandlige ansøger har uddelt mad til medlemmer af KDPI for ti år siden, samt at den mandlige ansøgers bror har haft en konflikt med de iranske myndigheder på baggrund af sit medlemskab af KDPI. Ansøgerne har som asylmotiv under genoptagelsessagen henvist til, at de er konverteret til kristendommen under deres ophold i Danmark. Ansøgerne har hertil bemærket, at konversionen ikke indgik i nævnets oprindelige behandling af sagen henset til, at ansøgerne på daværende tidspunkt anså deres religiøse tilhørsforhold som et privat forhold. Ansøgerne har som asylmotiv under genoptagelsessagen endvidere henvist til, at de har været politisk aktive, herunder deltaget i flere protester både før og efter [politisk begivenhed i Iran i 2022]. Ansøgerne har endvidere henvist til, at de ligeledes har været politisk aktive på deres respektive sociale medier. Flertallet af Flygtningenævnet bemærker vedrørende ansøgernes asylmotiv angående konversion til kristendommen, at Flygtningenævnet ved afgørelsen [i efteråret] 2016 ikke har fundet, at ansøgernes konversion var reel, og at Flygtningenævnet [i foråret] 2017 og [i efteråret] 2021 i forbindelse med ansøgernes anmodninger om genoptagelse heller ikke har fundet, at ansøgernes konversion til kristendommen var reel. Flertallet af Flygtningenævnet finder fortsat, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at ansøgernes konversion til kristendommen er reel. Flertallet af Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at den angivelige konversion til kristendommen fandt sted efter afslaget i Udlændingestyrelsen, og at ansøgerne forud for mødet i Flygtningenævnet [i efteråret] 2016 lod sig døbe i den kristne tro, uden at ansøgerne efter deres tidligere forklaringer havde stor viden om kristendommen, og at ansøgerne [senere på efteråret] 2016 lod deres børn døbe efter afslaget fra Flygtningenævnet [i efteråret] 2016. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgernes viden om kristendommen på nogle punkter fremstår noget begrænset, og at deres forklaring om deres konversion til kristendommen forekommer ureflekteret og usammenhængende, og at ansøgerne ikke har været i stand til at redegøre dybere for deres indre afklaringsproces, kristne overbevisning eller deres beslutninger om at blive døbt. Det forhold, at ansøgerne efter det oplyste løbende over årene har deltaget i gudstjenester og andre kirkelige arrangementer kan ikke føre til en ændret vurdering. De fremlagte udtalelser kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Uanset at ansøgernes generelle troværdighed må anses for svækket, lægger et andet flertal af Flygtningenævnet ansøgernes forklaringer om deres nye politiske aktiviteter til grund. Nævnets flertal lægger herunder til grund, at ansøgerne i Danmark har deltaget i adskillige demonstrationer, herunder særligt i perioden efter [efteråret] 2022. Nævnets flertal har endvidere lagt til grund, at ansøgerne har flere profiler på sociale medier, hvorpå ansøgerne har postet flere opslag med politisk indhold. Flertallet har særligt lagt vægt på, at det fremgår af den mandlige ansøgers profil på [socialt medie A], at et opslag, hvor den mandlige ansøger fremgår med billede ved siden af en kendt regimekritisk [kunstners] video indeholdende et regimekritisk værk, er blevet vist mere end 300.000 gange, ligesom opslaget – der er delt 200 gange - har fået mere end 700 kommentarer, hvoraf en del er af regimekritisk karakter. Hertil kommer, at den mandlige ansøger fremgår af en video optaget ved en demonstration i [dansk by], der er blevet delt på [en journalists] [profil på socialt medie B] med flere end 200.000 følgere, ligesom samme video er delt på [medie A’s] [profil på socialt medie A], der har mere end 1.400.000 følgere. Det er Flygtningenævnets flertals vurdering, at ansøgernes politiske aktiviteter, som er blevet formidlet af det udenlandske og regimekritiske medie – [medie A] - er blevet eksponeret. Nævnets flertal har efter baggrundsoplysningerne om Iran, herunder om de iranske myndigheders vilje og evne til at overvåge regimekritiske aktiviteter i udlandet, lagt til grund, at ansøgernes regimekritiske aktiviteter efter en samlet vurdering af deres karakter og omfang er egnede til at komme til de iranske myndigheders kendskab. Herefter finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres mindreårige børn […], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2023/45/marau
Nævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Sverige, samt at klageren følger sig mere behagelig i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren ifølge EURODAC-databasen er registreret [i foråret] 2022 og [i vinteren 2022/2023] som asylansøger i Sverige, og at han inden endelig afgørelse er udrejst til Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i sommeren] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det anførte om forholdene på de svenske asylcentre, herunder at klageren ikke brød sig om maden på asylcentret i Sverige, og at han var utilfreds med, at han ikke fik penge til selv at handle ind, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Nævnet bemærker i den forbindelse ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren, såfremt han oplever problemer med indkvarteringsforholdene på de svenske asylcentre, må henvises til at indgive en klage til de relevante svenske myndigheder. Det forhold at klageren mener, at han i Danmark hurtigt og bedst kan få afklaret sin sag, samt at klageren mener, at danskere er behaglige, og at han godt kan lide sproget, kan heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Sverige i henhold til Dublinforordningen er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse, og at klagerens personlige præference for én medlemsstat frem for en anden ikke er et forhold, der kan tillægges betydning ved vurderingen af, hvilken medlemsstat, der skal behandle klagerens asylansøgning, eftersom dette vil stride imod formålet med Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2023/14/SACH
Nævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet A] og [trosretning A]. Han er født i [by A], Den Demokratiske Republik Congo, men flygtede kort tid efter til [by B], Syd-Kivu, Den Demokratiske Republik Congo, hvor han boet frem til [midten af 2010’erne]. Fra [midten af 2010’erne] frem til sin udrejse i [i slutningen af 2010’erne] har han boet i Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter for sit liv og sin sikkerhed, idet han kommer fra [by B], som er en krigszone og umulig at leve i. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens afgørelse og begrundelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” demo/2023/13/imbs
Nævnet meddelte i oktober 2023 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt to medfølgende børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Genoptaget sag. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og shiamuslim fra [landsby], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i forbindelse med den oprindelige asylsag henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hendes afdøde ægtefælles [familiemedlem] [A] vil slå hende ihjel, fordi hun har nægtet at indgå ægteskab med ham. Hun har videre henvist til, at hun frygter de afghanske myndigheder, fordi hun er bange for, at de vil støtte [A]. I forbindelse med genoptagelsessagen har ansøgeren henvist til, at hun som enlig kvinde ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive bragt i en reel nødsituation, og at hendes herboende ægtefælle ikke vil være stand til følge med hende til Afghanistan som følge af sine [fysiske udfordringer]. Hun har videre henvist til, at hun som kvinde tilhører en særlig social gruppe, samt til situationen i Afghanistan siden magtskiftet i august 2021. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge ansøgerens forklaring i relation til det oprindelige asylmotiv til grund, da ansøgeren har forklaret divergerende og utroværdigt om flere punkter i dette asylmotiv. Ansøgeren har ligeledes afgivet divergerende oplysninger om centrale forhold i visumansøgningen i forhold til asylsagen, og hun har [afgivet falske oplysninger] ved indrejsen i Danmark. Flygtningenævnet henviser herom til den tidligere afgørelse fra Flygtningenævnet [fra foråret] 2018. Flygtningenævnet lægger imidlertid - uanset ansøgerens divergerende forklaringer – til grund, at der ikke er tvivl om ansøgerens [personoplysning] og nationalitet. Således lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren [personoplysning], og at hun er afghansk statsborger. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren gennem hele sagen har forklaret, at hun er fra Afghanistan. I relation til baggrundsoplysninger om forholdene for kvinder og piger i Afghanistan bemærker Flygtningenævnet, at situationen har udviklet sig betydeligt siden Talibans magtovertagelse i medio august 2021, herunder hvad angår forholdene for kvinder og piger. Flygtningenævnet kan i den sammenhæng henvise til DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Afghanistan Conference - The Human Rights Situation after August 2021”, udgivet den 30. december 2022, hvoraf fremgår, at menneskerettighedssituationen er blevet væsentligt forværret siden august 2021, og at kvinders rettigheder er blevet indskrænket betydeligt, herunder hvad angår deres adgang til det offentlige liv. Yderligere kan der henvises til Human Rights Watch World Report 2023 – Afghanistan, udgivet den 12. januar 2023, hvoraf fremgår: “Since taking power, the Taliban have imposed a growing list of rules and policies that comprehensively prevent women and girls from exercising their fundamental rights, including to expression, movement, work, and education affecting virtually all their rights, including to life, livelihood, shelter, health care, food, and water.” Endelig fremgår det af en rapport fra European Union Agency for Asylum (EUAA), Country Guidance: Afghanistan, udgivet den 24. januar 2023, at situationen for kvinder og piger i Afghanistan er af en sådan karakter, at den udgør forfølgelse: ”Risk analysis: The accumulation of various measures introduced by the Taliban, which affect the rights and freedoms of women and girls in Afghanistan, amounts to persecution. Such measures affect their access to healthcare, work, freedom of movement, freedom of expression, girls' right to education, among others. Some women and girls in Afghanistan may also face other forms of ill-treatment amounting to persecution (e.g. forced marriage, such as child marriage, honour-based violence). For women and girls in Afghanistan, well-founded fear of persecution would in general be substantiated.” Der kan endvidere henvises til Human Right Council’s “Situation of women and girls in Afghanistan. Report of the Special Rapporteur on the situation of human rights in Afghanistan and the Working Group on discrimination against women and girls”, udgivet den 20. juni 2023, samt UN General Assembly’s og UN Security Council’s rapport ”The situation in Afghanistan and its implications for international peace and security; Report of the Secretary-General”, udgivet den 20. juni 2023, som understøtter ovennævnte billede af situationen for kvinder og piger i Afghanistan. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en samlet vurdering af oplysningerne om ansøgeren, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af Flygtningenævnets praksis, hvorefter kvinder og piger fra Afghanistan som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. På den bagrund meddeles ansøgeren og hendes mindreårige børn [navn] [fødedato] og [navn] [fødedato], der er omfattet af afgørelsen, opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2023/65/CARA
Nævnet stadfæstede i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, fra en kvindelig statsborger fra Syrien, der var meddelt beskyttelse i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetencen. Dansk Flygtningehjælp havde i forbindelse med sagens behandling blandt andet henvist til, at klagerens asylsag bør behandles i Danmark, under henvisning til, at klagerens ægtefælle opholder sig i Danmark, og at klageren frygter forfølgelse fra sin tidligere ægtefælle og fætter i Tyskland.Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Tyskland, hvorfra hun ikke risikerede refoulement, og henvisning til Tysklands internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet:” Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Tyskland, samt at klageren i Tyskland vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået international beskyttelse i Tyskland, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland kan tjene som første asylland. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte, om at klageren frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælle og fætter i Tyskland, kan ikke føre til en ændret vurdering heraf. Klageren må henvises til at søge de tyske myndighederes beskyttelse, såfremt hun har en konflikt med sin tidligere ægtefælle og fætter i Tyskland. Det forhold, at klagerens nuværende ægtefælle, som er far til hendes kommende barn, har opholdstilladelse i Danmark, og at klageren har søgt om familiesammenføring til ham, kan heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet bemærker herved, at familiens enhed ikke har betydning for vurdering af, hvorvidt betingelserne for, om Tyskland kan tjene som første asylland, er opfyldt. Nævnet bemærker samtidig, at kompetencen til at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven henhører under Udlændingestyrelsen med klageadgang til Udlændingenævnet og dermed ikke er omfattet af Flygtningenævnets kompetence. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b. [§ 29 b-Tys/2020/2/YARS]
Nævnet stadfæstede i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en genoptaget statusændringssag vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [by A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at han [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. [I vinteren 2015/2016] stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2015. Klageren har den [i foråret] 2020 anmodet Flygtningenævnet om at genoptage sagen med påstand om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han frygter at blive forfulgt af regimet, fordi han har hjulpet [et antal familiemedlemmer] med at unddrage sig militærtjeneste ved at udrejse med dem samt på grund af sit slægtskab med dem. Klageren har til støtte herfor videre oplyst, at han frygter at blive forfulgt, fordi han har været offentligt ansat i den statsejede [institution] og har forladt sin stilling uden forhåndsgodkendelse. Klageren har til støtte herfor endvidere oplyst, at han frygter at regimet vil mistænke ham for at være en del af oprøret, fordi han kommer fra byen [by A], […]. Klageren forklarede ved sin oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2015, at han blev fængslet [i sommeren] 2014 og frem til [to uger senere i sommeren 2014], som led i generelle ransagninger gennemført af myndighederne i [by A]. Klageren forklarede endvidere, at han ikke blev udsat for overgreb under tilbageholdelsen og heller ikke blev afhørt, men løsladt mod kaution. Der henvises til side syv af referat af oplysnings- og motivsamtale. Efter klagerens udrejse er hans familie blevet opsøgt, og hans ægtefælle har været tilbageholdt i et døgn. Klageren har fremlagt en indkaldelse dateret [vinteren 2014/2015] fra [domstol i Syrien], hvor han indkaldes til retsmøde. Klageren har under nævnsmødet forklaret, at han har modtaget denne indkaldelse fra sin bror. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren udrejste legalt i 2014 sammen med [sine familiemedlemmer]. Efter det oplyste var [hans familiemedlem] ikke på daværende tidspunkt værnepligtig, men kunne forvente senere at blive indkaldt. Også efter klagerens forklaring i Flygtningenævnet og efter de foreliggende baggrundsoplysninger, kan [hans familiemedlems] værnepligtsforhold derfor ikke føre til, at klageren tillægges opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1. Der er intet nærmere oplyst om [familiemedlemmernes] værnepligtsforhold. Klageren har forklaret, at han i 2014 blev opsøgt af to forskellige kriminelle organisationer, [organisation A] og [organisation B]. Klageren blev dog efter det oplyste ikke truet i denne forbindelse, og forholdene ligger så langt tilbage, at de ej heller kan danne grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har for Flygtningenævnet såvel [i sommeren] 2021 som dags dato forklaret, at han har været udsat for tortur. Klageren har ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for, hvorfor disse oplysninger ikke fremgår af referaterne af hans oplysning- og motivsamtale og hans asylsamtale i 2015. Som anført ovenfor forklarede han ved oplysnings- og motivsamtale, at han netop ikke havde været udsat for fysiske overgreb i forbindelse med tilbageholdelsen. Flygtningenævnet må på denne baggrund betragte oplysningerne om, at klageren har været udsat for tortur som udbyggende og divergerende. Klageren har i øvrigt ikke villet uddybe sin forklaring herom og har heller ikke henvist til, at torturen skulle have været begrundet i hans individuelle forhold. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at klageren har været udsat for tortur. Klageren har oplyst at have været politisk aktiv i Danmark, men det er ikke godtgjort, at de foreviste videoklip fra demonstrationer, hvoraf nogle efter det forklarede var private optagelser, har ført til, at klageren på nogen måde er profileret i forhold til det syriske styre. Klageren har endvidere henvist til, at han kommer fra provinsen [provins] og tilhører en klan, [klannavn], som generelt er udsat for forfølgelse. Klageren har dog ligeledes forklaret, at klanen har [et højt antal] medlemmer, samt at hans [familiemedlem] efter at have forladt Syrien er vendt tilbage og nu igen er bosat i [by]. Herudover har klageren forklaret, at hans [familiemedlem] indtil denne for nyligt blev bortført, og til trods for, at han var kendt som modstander af regeringen, har arbejdet som [stilling] i [by]. Flygtningenævnet finder således ikke, at nogen af de påberåbte forhold kan føre til, at der meddeles klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det samme gør sig gældende for så vidt angår det forhold, at klageren har forladt sin stilling som beskæftiget med [arbejdsområde] i en statsejet [institution]. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, finder Flygtningenævnets flertal, at der i fuldstændigt fravær af kumulative forhold og under hensyntagen til den tid, der er forløbet, klagerens underordnede stilling og de foreliggende oplysninger om amnesti- og forældelsesregler, ikke er grundlag for, alene med henvisning til den tidligere offentlige ansættelse at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Syri/2023/18/eeb.
Nævnet stadfæstede i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra [by], Lower Shabelle, Somalia. Ansøgeren tilhører […]-klanen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Som asylmotiv henviste ansøgeren i forbindelse med sagens behandling i Flygtningenævnet [i foråret] 2019 til, at hun frygter at blive tvangsgift med et al-Shabaab-medlem. Ansøgeren henviste til støtte herfor til, at hun boede hos sin morbror få måneder forud for sin udrejse af Somalia. En dag tog et ældre al-Shabaab-medlem, [B], kontakt til morbroren og sagde, at han ville giftes med ansøgeren. Al-Shabaab var for stærke til, at de kunne nægte [B] at blive gift med hende. Morbroren besluttede derfor, at hun skulle udrejse af Somalia. Hun udrejste omkring en uge efter. Omkring 14 dage senere ringede ansøgerens søster, [A], til ansøgeren i Etiopien og oplyste, at morbroren var blevet slået ihjel som følge af konflikten med al-Shabaab. I forbindelse med genoptagelsesanmodningen af [efteråret] 2022 har ansøgeren gentaget sine asylmotiver, idet hun har henvist til, at hun frygter at blive tvangsgift med et al-Shabaab-medlem, ligesom hun frygter overgreb som følge af, at hun ved en tilbagevenden til Somalia er en enlig kvinde uden netværk. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver i det væsentlige gentaget de oplysninger, hun fremkom med i forbindelse med behandlingen af sagen i Flygtningenævnet [i foråret] 2019. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring fremstår generel og ukonkret, ligesom den på centrale punkter er divergerende, herunder divergerende med ansøgerens søsters forklaringer. Flygtningenævnet kan tiltræde og henvise til de eksempler, som er anført i Flygtningenævnets afgørelse af [foråret] 2019. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren heller ikke på meget konkrete spørgsmål i fornødent omfang har været i stand til at fremkomme med konkrete oplysninger og beskrivelser, herunder egne oplevelser. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det af ansøgerens søsters forklaring i egen asylsag fremgår, at ansøgeren i Somalia i hvert fald har familie i form af to fætre. Flygtningenævnet finder, at indholdet af [NGO] brev af [foråret] 2022 ikke kan føre til en anden vurdering, idet det må lægges til grund, at de hindringer, som [NGO] finder, at der er for at lade ansøgeren indgå i et reintegrationsprogram, alene beror på ansøgerens oplysninger, og ikke på undersøgelser eller vurderinger, som [NGO] har foretaget. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring lagt til grund og taget hensyn til, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt vedrørende den generelle situation i ansøgerens hjemområde, at det fremgår af kontrolkort fra Political Geography Now pr. 17. januar 2023, at [by] er under ATMIS/Federal Government Coalitions kontrol. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at den omstændighed, at en somalisk asylansøger måtte komme fra et område, der er helt eller delvis kontrolleret af al-Shaabab, efter nævnets praksis, som er i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, ikke i sig selv kan begrunde, at den pågældende meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har yderligere gjort gældende, at hun som følge af vestliggørelse vil blive anset som spion af al-Shabaab og være et let offer for seksuel overgreb ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren som følge af sit ophold i Danmark vil være vestliggjort på sådan en måde, at hun ikke vil være i stand til at genoptage sit liv i Somalia eller vil være i risiko for forfølgelse. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2018.” Løbenummer: Soma/2023/6/sme
Flygtningenævnet stadfæstede i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Myanmar. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk chin og [religiøs overbevisning] fra [region], [by], Myanmar. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klagerne har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive tilbageholdt og dræbt af militæret, idet hun har boet hos sin søster, som er blevet tilbageholdt af militæret, fordi hun har haft overvågningskamera i sin [virksomhed] for at undgå tyveri. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun har arbejdet i sin søsters butik og er derfor også i fare for at blive tilbageholdt af militæret. Ansøgeren arbejdede i sin søsters butik frem til [årstal] og udrejste af Myanmar i [2018-2020]. Ansøgerens søster blev angiveligt tilbageholdt af militæret i [2019-2021], fordi hun havde et overvågningskamera i sin butik. Ansøgeren frygter på den baggrund selv at være efterstræbt og i risiko for at blive tilbageholdt af militæret ved tilbagevenden til Myanmar. Ansøger har i den forbindelse oplyst, at myndighederne i landet har efterspurgt hende efter udrejsen. Udlændingestyrelsen har i sin afgørelse lagt til grund, at ansøgerens søster har været tilbageholdt af militæret, men har ikke fundet, at der er holdepunkter for at antage, at ansøgeren som følge heraf skulle være efterstræbt af myndighederne. Flygtningenævnet kan tiltræde denne vurdering. Ansøgerens søster blev tilbageholdt af myndighederne i [2019-2021], hvilket er flere år efter at ansøgeren var ophørt med at arbejde i søsterens butik, og [1-3] år efter at ansøgeren var udrejst af Myanmar. Det er derfor ikke sandsynligt, at ansøgeren skulle være efterstræbt af myndighederne som følge af søsterens forhold. Der er således ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Myanmar, at der efter militærets magtovertagelse i februar 2021 i vidt omfang har været konstateret krænkelser af menneskerettighederne, herunder vilkårlige overgreb mod civilbefolkningen. Der er imidlertid efter en samlet vurdering af disse oplysninger om den aktuelle situation i Myanmar ikke grundlag for at anse situationen i landet for at være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Myan/2023/4/SCH
Nævnet meddelte i juni 2023 opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Iran. Sagen er sambehandlet med Iran/2023/27. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er iransk statsborger og etnisk kurder. Ansøgeren har tidligere været yarsan, men har oplyst at være konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren er født i [by A], Irak, men har fra 1991 opholdt sig i [by B], Iran. Ansøgeren henviste oprindeligt som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet af de iranske myndigheder, fordi myndighederne fandt [antal] pakker med [materiale] fra et ulovligt politisk parti i ansøgerens [køretøj]. Ansøgeren henviste endvidere til, at han efter sin indrejse i Danmark er konverteret til kristendommen, og at han som følge af sin konversion frygter forfølgelse fra de iranske myndigheder. Ansøgeren anførte til støtte herfor, at han blev døbt [i sommeren] 2017. I forbindelse med genoptagelsessagen har ansøgeren henvist til sine oprindelige asylmotiver og anført, at han i Iran vil blive mødt med anklager om spredning af propaganda mod præstestyret. Videre har ansøgeren oplyst, at han fortsat går i kirke og ugentligt deltager i bibelundervisning, ligesom han har været på vinterlejr med sin menighed i 2018. Ansøgeren har henvist til, at de iranske myndigheder ikke anerkender yarsan som en religion, hvorfor ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil blive betragtet som frafalden shiamuslim, og at han dermed vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge ansøgerens forklaring om et modsætningsforhold til de iranske myndigheder som følge af formodede politiske aktiviteter til grund. Flygtningenævnet kan henvise til den begrundelse, som Udlændingestyrelsen har anført i afgørelsen af [vinteren 2017/2018]. Flygtningenævnet kan også henvise til Flygtningenævnets begrundelse i afgørelsen af [efteråret] 2018. Således finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og på flere punkter også divergerende. Flygtningenævnet henviser til de eksempler på divergenser, som er anført i de nævnte afgørelser. Det, der er anført for Flygtningenævnet om en fejlagtig eller upræcis oversættelse af udtrykket [x], kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet tilsidesætter således denne del af ansøgerens asylmotiv. Det bemærkes, at Flygtningenævnet i 2018 prøvede ansøgerens asylmotiv om konversion. Det blev ved den lejlighed tillagt vægt, at Flygtningenævnet tilsidesatte ansøgerens ovennævnte asylmotiv som utroværdigt. Bedømmelsen af, om ansøgerens konversion er reel, giver på denne baggrund fortsat anledning til en vis usikkerhed. Flygtningenævnet finder imidlertid efter en samlet vurdering, at ansøgeren under genoptagelsessagen på en tilstrækkelig overbevisende måde har redegjort for, at hans konversion til kristendommen er udtryk for en indre overbevisning. Flygtningenævnet har lagt vægt på ansøgerens interesse for kristendommen og den omstændighed, at han allerede i 2016 opsøgte danske kirker og blev døbt i 2017. Ansøgeren har i sin forklaring for nævnet, jævnfør det, han forklarede for nævnet i 2018, demonstreret en relativt bred viden om kristendommen. Det kan lægges til grund, at ansøgeren siden 2016 på helt fast og ugentlig basis har deltaget i kirkelige aktiviteter, herunder bibelundervisning og gudstjenester. Det kan også lægges til grund, at ansøgeren i et vist omfang har missioneret og på blandt andet [et socialt medie] har givet og giver udtryk for sin kristne tro. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren i fornødent og relevant omfang har været i stand til at forklare om den betydning, som den kristne tro har for ham, herunder ved relevant anvendelse af kristne begreber. Flygtningenævnet finder på denne baggrund efter en konkret og samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion er reel og udtryk for en indre overbevisning, og nævnet lægger til grund, at ansøgeren ønsker at leve åbent som kristen ved en tilbagevenden til Iran, hvorved ansøgerens konversion vil komme til myndighedernes og andres kendskab. Herefter og efter baggrundsoplysningerne om forholdene for kristne konvertitter lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse på grund af sin konversion. Det bemærkes i den forbindelse, at selvom ansøgeren er tidligere yarsan, kan Flygtningenævnet ikke med den fornødne sikkerhed lægge til grund, at ansøgeren som frafalden yarsan ikke risikerer at blive behandlet på samme måde som frafaldne muslimer. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til USCIRF – Religious Freedom Conditions in Iran udgivet i august 2021. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af flygtningekonventionen som følge af sin konversion. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2023/26/aalk
NNævnet meddelte i april 2023 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2022 idømt fængsel i fire måneder for overtrædelse af personfarlig kriminalitet samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.Flygtningenævnet udtalte:Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og som følge af [Landsrets] ankedom [i sommeren] 2022, hvorved klageren er udvist af Danmark med indrejseforbud i [fem-otte] år, skal der efter udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Iran. Hvis dette er tilfældet, skal der i anden række tages stilling til, om klageren efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Klageren er etnisk kurder og ateist fra [landsby], Iran. Klageren har været medlem af KDPI siden [2010-2013] i henholdsvis Iran og Irak, og har fortsat sine politiske aktiviteter i Danmark, herunder navnlig på de sociale medier. Klageren har deltaget i to demonstrationer i Iran i år [2006-2008], hvor han deltog som menig demonstrant. Klageren har som asylmotiv anført, at han ikke kan vende tilbage til Iran, da han frygter, at de iranske myndigheder vil torturere og henrette ham, idet han har udført politiske aktiviteter som følge af sit medlemskab for KDPI. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ultimo [2010-2013] blev menigt medlem af KDPI, og udførte politiske aktiviteter i Iran blandt andet ved at deltage i diverse politiske møder, uddele løbesedler og motivere andre. Klageren har endvidere oplyst, at tre partifæller blev fængslet og henrettet af myndighederne, og at han er bekendt med, at myndighederne har opsøgt hans bopæl efter sin udrejse. Klageren har endelig oplyst, at hans far for fem år siden er blevet afhørt af de iranske myndigheder, der har bedt ham om at videreformidle til klageren, at han skulle afbryde sine politiske aktiviteter. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren som følge af sit medlemskab af og politiske aktiviteter i forbindelse med KDPI, herunder efter udrejse fra Iran, må anses for ved en tilbagevenden til Iran at befinde sig i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder, og at han som følge heraf isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 31, stk. 2, må en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet tiltræder, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Iran. Efter udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal således foretages en proportionalitetsafvejning, hvori indgår grovheden af den begåede forbrydelse over for eventuelle særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der kan tale for at give klageren opholdstilladelse. Der skal således tages stilling til, om Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at klageren må anses for samlet set at være dømt for en særlig farlig forbrydelse i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2´s forstand. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren ved [Landsrets] ankedom af [sommeren 2022] er fundet skyldig i flere forhold af trusler efter straffelovens § 266 under anvendelse af kniv og tillige er fundet skyldig i vold efter straffelovens § 244, og for dette er straffet med fængsel i fire måneder. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at forholdene er begået over en periode på omkring [fem-syv] måneder. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at forurettede i forholdene ikke blev tilført skade. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået og (6) klagerens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. Flygtningenævnet finder efter en konkret helhedsvurdering, at klageren ikke kan betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Flygtningenævnet lægger herved vægt på karakteren og grovheden af det pådømte, herunder baggrunden for trusselforholdene m.v. Flygtningenævnet har endvidere lægt vægt på længden af den idømte straf, og på at klageren hverken før [Landsrets] ankedom eller efterfølgende har udvist kriminel adfærd, der giver grundlag for at antage, at han er en fare for samfundet. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på den tid, der er gået siden forholdene blev begået, og på oplysningerne om klagerens adfærd under den aktuelle indkvartering. Oplysningerne om klagerens personlige forhold, herunder boligforhold og tilknytning til arbejdsmarked, er ligeledes tillagt vægt. Flygtningenævnet finder på denne bagrund, at Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2023/15/DIEI
Nævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren ved en tilbagevenden til Tyskland frygter, at blive sendt tilbage til sit hjemland, fordi han har fået afslag på asyl. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i vinteren 2022/2023] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende. I den forbindelse bemærkes, at det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en tilbagevenden til Tyskland frygter at blive sendt tilbage til sit hjemland, fordi han har fået afslag på asyl, kan ikke føre til, at sagen skal behandles i Danmark. Nævnet bemærker hertil, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Det forhold, at klageren i Tyskland har haft problemer med to personer, som har plantet [genstand] i hans lomme, samt at han var meget stresset i Tyskland, fordi det gjorde ham utryg, at der var mange [personer fra hans hjemland] omkring ham, kan heller ikke føre til, at sagen skal behandles i Danmark. Endelig kan det forhold, at klageren [i vinteren 2022/2023] er blevet vurderet omfattet af handlingsplanen til bekæmpelse af menneskehandel ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at de tyske myndigheder må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den nødvendige hjælp og beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Tysk/2023/13/flfr
Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Sagen er sambehandlet med demo/2023/6, demo/2023/7 og demo/2023/9Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk bembeer og kristen fra [by] i [provins], Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo). Det fremgår af sagen, at klageren [i vinteren 2011/2012] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, og at hun indrejste i Danmark i [vinteren 2011/2012]. Det fremgår af brev i [foråret] 2019 fra DRC Dansk Flygtningehjælp, at klageren i [foråret] 2019 udrejste til DR Congo med henblik på at tage permanent ophold i landet. I [vinteren 2022/2023] besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, og § 17 a, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, idet klageren i [vinteren 2019/2022] havde underskrevet en erklæring om frivilligt frafald af sin opholdstilladelse, da klageren ønskede at returnere til sit hjemland som led i repatriering, og da klageren ikke inden udløbet af sin fortrydelsesfrist i [foråret] 2020 havde søgt om forlængelse af fristen. Klageren har endvidere opholdt sig i sit hjemland i mere end på hinanden 12 følgende måneder. Flygtningenævnet tiltræder, at klagerens opholdstilladelse med henvisning til det ovenfor anførte og sagens oplysninger i øvrigt skal anses for at være bortfaldet. Spørgsmålet er herefter, om der skal ske dispensation for bortfald efter udlændingelovens § 17, stk. 2, således at klagerens opholdstilladelse alligevel ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet bemærker, at afgørelsen heraf må bero på en skønsmæssigt præget vurdering af sagens samlede omstændigheder. Klageren har herved navnlig gjort gældende, at hun ved mail i [efteråret] 2019 kontaktede en medarbejder ved DRC Dansk Flygtningehjælp og i den forbindelse tilkendegav, at hun ønskede at vende tilbage til Danmark, idet hun havde fortrudt sin repatriering. Klageren har endvidere gjort gældende, at hendes mors dårlige helbredssituation og status som særlig udsat under Covid 19-pandemien indebar, at hun ikke var i stand til at udrejse af DR Congo, og at den øvrige familie så sig nødsaget til at blive i landet for at pleje hende, ligesom klageren i øvrigt har henvist til rejserestriktionerne under Covid 19-pandemien. Flygtningenævnet har ved vurderingen af det af klageren anførte lagt vægt på oplysningerne om, at forholdene vedrørende afsendelsen og modtagelsen af den omhandlede mail til DRC Flygtningehjælp ikke har kunnet oplyses yderligere, og at klageren under alle omstændigheder først henvendte sig til de danske myndigheder med ønsket om at fortryde sin repatriering mere end [2-3] år efter udløbet af fortrydelsesfristen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at der ikke er oplyst om konkrete forhold, der reelt har forhindret klageren i at udrejse til Danmark inden fristens udløb, idet det bemærkes, at det oplyste om hendes mors helbredsmæssige forhold ikke kan anses for at have udgjort en sådan hindring. Som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse skete udbruddet af Covid 19 i øvrigt først kort tid før udløbet af fortrydelsesfristen. Herefter, og da det, som klageren i øvrigt har anført, heller ikke kan føre til en ændret vurdering, tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at bestemme, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for at være bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2. Klageren har til støtte for, at hendes opholdstilladelse ikke skal anses for at være bortfaldet, endvidere henvist til bestemmelserne i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 og artikel 8. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne til grund, at situationen i DR Congo i [provinsen], hvor klageren aktuelt opholder sig, er af en sådan karakter, at enhver vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder dog samtidig, at i hvert fald i en sag som den foreliggende, hvor klageren frivilligt og som led i repatriering er vendt tilbage til [provins] i DR Congo, hvor situationen, allerede da klageren udrejste af Danmark i [foråret] 2019, var alvorlig og uforudsigelig (uden dog at have den aktuelle karakter), kan det anførte forhold – uanset at det må lægges til grund, at klageren befinder sig en svær situation – ikke føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for at være bortfaldet. Det er i den forbindelse ligeledes tillagt vægt, at klageren først henvendte sig til de danske myndigheder med et ønske om at fortryde sin repatriering mere end [2-3] år efter udrejsen til DR Congo. Det tilføjes, at klageren vil kunne søge asyl efter de almindelige regler herom ved fornyet indrejse i Danmark, herunder med henvisning til de generelle forhold i det pågældende område i DR Congo, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Endvidere finder Flygtningenævnet af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at bortfaldet af klagerens opholdstilladelse heller ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv efter EMRK artikel 8. Det tiltrædes herunder, at klagerens forhold til sine herboende søstre efter de foreliggende oplysninger ikke kan anses for at udgøre familieliv i artikel 8’s forstand. Der er ligeledes lagt vægt på, at klageren de sidste [3-5] år har opholdt sig i DR Congo med sin øvrige familie i det område, som hun i sin tid udrejste fra, ligesom hun har stiftet selvstændig familie i DR Congo. Da klageren som nævnt opholder sig i DR Congo, er der ikke anledning til at tage stilling til udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” demo/2023/8/lodu
Nævnet stadfæstede i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Indrejst i 1993.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk bosnier og muslim fra [by], Bosnien-Hercegovina. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 1993, og at han [i efteråret] 1993 blev meddelt opholdstilladelse efter § 15 i lov nr. 933 af 28. november 1992 om midlertidig opholdstilladelse til personer fra det tidligere Jugoslavien. Klageren blev [i efteråret] 1995 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i vinteren 2010/2011] udrejste til Bosnien-Hercegovina. [I foråret 2021] besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark, da han var udrejst til Bosnien-Hercegovina [i vinteren 2010/2011], og idet han havde opholdt sig i mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Udlændingestyrelsen har lagt vægt på en afgørelse truffet af [kommune] [i foråret] 2019, hvoraf fremgår, at der har været et minimalt el- og vandforbrug i klagerens bolig siden 2011, at klageren ikke har været i kontakt med egen læge, sygehus eller andet inden for sundhedsvæsenet, og at klageren hver tredje måned har hævet alle pengene på klagerens bankkonto, og at der jævnligt blev afregnet udenlandsk gebyr for større valutahandler. Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at klageren frivilligt har taget bopæl i sit hjemland, Bosnien, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Endvidere fandt Udlændingestyrelsen, at der ikke var forhold efter dagældende udlændingelovs § 17, stk. 3, nu § 17, stk. 2, der kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Videre fandt Udlændingestyrelsen, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Videre fandt Udlændingestyrelsen ikke, at klageren var omfattet af udlændingelovens § 17 a. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende oplysninger til grund, at klageren er udrejst til Bosnien-Herzegovina den [i vinteren 2010/2011], og at han har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., og at han frivilligt har taget bopæl i sit hjemland, Bosnien, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at klageren ikke har indgivet dokumentation eller oplysninger om, hvor han har opholdt sig siden [vinteren 2010/2011], og at der ikke i sagens materiale i øvrigt er dokumentation for, at klageren har haft ophold i Danmark siden [vinteren 2010/2011]. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren selv har pligt til at oplyse sin sag, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke er sådanne særlige forhold efter dagældende udlændingelovs § 17, stk. 3, nu § 17, stk. 2, der kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke er et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden 1993, at klageren ikke taler, læser eller skriver dansk, at han ikke har taget en uddannelse i Danmark og ikke har haft arbejde i Danmark og alene har modtaget overførelsesindkomst, og at han ikke har noget familie i Danmark. Endelig finder Flygtningenævnet ikke, at klageren er omfattet af udlændingelovens § 17 a. Flygtningenævnet henviser herved til Udlændingestyrelsens begrundelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Løbenummer: bosn/2023/1/EEB
Nævnet omgjorde i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2016.Klageren er etnisk pashtun og sunnimuslim af trosretning fra distriktet [distrikt], landsbyen [landsby], [by], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2016, og at han [i vinteren 2016/2017] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. DRC Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klagen [i sommeren] 2022 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. DRC Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren til støtte herfor anført blandt andet, at situationen i Afghanistan siden Udlændingestyrelsens afgørelse har ændret sig betydeligt, idet Taliban i august 2021 overtog magten i landet. DRC Dansk Flygtningehjælp har videre anført, at det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2016/2017], at klageren har forklaret, at hans far arbejdede for [en organisation], som samarbejdede med myndighederne i Afghanistan, at klagerens far blev dræbt på vej hjem fra arbejdet, at klagerens familie formoder, at det var Taliban, som slog ham ihjel, og at Taliban efterfølgende opsøgte klagerens bopæl og krævede klagerens [familiemedlem] eller klageren selv udleveret. Flygtningenævnet skal bemærke, at det af Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2016/2017] fremgår, at styrelsen meddelte klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og i den forbindelse anførte, at ”det ikke kan afvises, at du ved en tilbagevenden til din hjemegn i Afghanistan vil være i risiko for overgreb som følge af din konflikt med Taliban”. Flygtningenævnet finder, at situationen i Afghanistan efter Udlændingestyrelsens afgørelse [i vinteren 2016/2017] har udviklet sig betydeligt, idet Taliban siden medio august 2021 har overtaget magten i Afghanistan. Flygtningenævnet kan blandt andet henvise til Udlændingestyrelsens notat ”Afghanistan, recent developments in the security situation, impact on civilians and targeted individuals” udgivet i september 2021 og Landinfos temanotat om Afghanistan, ”Talibans maktovertakelse”, udgivet den 2. september 2021. Da Udlændingestyrelsen i sin afgørelse [i vinteren 2016/2017] meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2 på baggrund af klagerens konflikt med Taliban, og henset til Talibans nylige magtovertagelse, ændrer nævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2016/2017], således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Afgh/2023/45/EEB
Nævnet meddelte i juni 2023 opholdstilladelse til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Flygtningenævnet udtalte:”Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2016/2017] den afghanske statsborger, [A], født [1980-1985], afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. [I vinteren 2017/2018] stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2016/2017]. [I foråret] 2023 har De på vegne af Deres klient søgt Flygtningenævnet om genoptagelse af sagen. Flygtningenævnet har vurderet, at Deres klient er omfattet af praksisændringen af 30. januar 2023, hvorved Flygtningenævnets koordinationsudvalg besluttede, at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og har på denne baggrund besluttet at genoptage sagen og behandle den ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at situationen i Afghanistan har udviklet sig betydeligt siden Talibans magtovertagelse i medio august 2021, herunder hvad angår forholdene for kvinder og piger. Flygtningenævnet kan i den sammenhæng henvise til DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Afghanistan Conference - The Human Rights Situation after August 2021”, udgivet den 30. december 2022, hvoraf fremgår, at menneskerettighedssituationen er blevet væsentligt forværret siden august 2021, og at kvinders rettigheder er blevet indskrænket betydeligt, herunder hvad angår deres adgang til det offentlige liv. Yderligere kan der henvises til Human Rights Watch World Report 2023 – Afghanistan, udgivet den 12. januar 2023, hvoraf fremgår: “Since taking power, the Taliban have imposed a growing list of rules and policies that comprehensively prevent women and girls from exercising their fundamental rights, including to expression, movement, work, and education affecting virtually all their rights, including to life, livelihood, shelter, health care, food, and water.” Endelig fremgår det af en rapport fra European Union Agency for Asylum (EUAA), Country Guidance: Afghanistan, udgivet den 24. januar 2023, at situationen for kvinder og piger i Afghanistan er af en sådan karakter, at den udgør forfølgelse: ”Risk analysis: The accumulation of various measures introduced by the Taliban, which affect the rights and freedoms of women and girls in Afghanistan, amounts to persecution. Such measures affect their access to healthcare, work, freedom of movement, freedom of expression, girls' right to education, among others. Some women and girls in Afghanistan may also face other forms of ill-treatment amounting to persecution (e.g. forced marriage, such as child marriage, honour-based violence). For women and girls in Afghanistan, well-founded fear of persecution would in general be substantiated.” På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige dette udgangspunkt. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan og efter en vurdering af den konkrete sag finder Flygtningenævnet således, at Deres klient skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen.” Afgh/2023/39/tmlo
Nævnet omgjorde i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk tajik og sunnimuslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i vinteren 2016/2017] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i vinteren 2022/2023] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at situationen i Afghanistan har udviklet sig betydeligt siden Talibans magtovertagelse i medio august 2021, herunder hvad angår forholdene for kvinder og piger. Flygtningenævnet kan i den sammenhæng henvise til DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Afghanistan Conference - The Human Rights Situation after August 2021”, udgivet den 30. december 2022, hvoraf fremgår, at menneskerettighedssituationen er blevet væsentligt forværret siden august 2021, og at kvinders rettigheder er blevet indskrænket betydeligt, herunder hvad angår deres adgang til det offentlige liv. Yderligere kan der henvises til Human Rights Watch World Report 2023 – Afghanistan, udgivet den 12. januar 2023, hvoraf fremgår: “Since taking power, the Taliban have imposed a growing list of rules and policies that comprehensively prevent women and girls from exercising their fundamental rights, including to expression, movement, work, and education affecting virtually all their rights, including to life, livelihood, shelter, health care, food, and water.” Endelig fremgår det af en rapport fra European Union Agency for Asylum (EUAA), Country Guidance: Afghanistan, udgivet den 24. januar 2023, at situationen for kvinder og piger i Afghanistan er af en sådan karakter, at den udgør forfølgelse: ”Risk analysis: The accumulation of various measures introduced by the Taliban, which affect the rights and freedoms of women and girls in Afghanistan, amounts to persecution. Such measures affect their access to healthcare, work, freedom of movement, freedom of expression, girls' right to education, among others. Some women and girls in Afghanistan may also face other forms of ill-treatment amounting to persecution (e.g. forced marriage, such as child marriage, honour-based violence). For women and girls in Afghanistan, well-founded fear of persecution would in general be substantiated.” På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige dette udgangspunkt. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af den konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at [klageren] skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2023/26/juri
Nævnet meddelte i august 2023 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Sagen er sambehandlet med Soma/2023/16 og Soma/2023/17. Født i 2019. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er født i Danmark. Ansøgerens forældre er etnisk somali og sunnimuslimer fra [by], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens forældre har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at de på ansøgerens vegne frygter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for at blive udsat for tvangsomskæring. Ansøgerens forældre har som asylmotiv under gen-optagelsessagen fortsat henvist til frygten for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive tvangsomskåret. Ansøgerens forældre har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun og hendes søskende som følge af deres opvækst i Danmark er blevet vestliggjort. Udlændingestyrelsen har under nævnsmødet nedlagt påstand om hjemvisning og subsidiært stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingestyrelsen har til støtte for hjemvisningspåstanden henvist til, at der efter styrelsens afgørelse i 2017 er fremkommet nye baggrundsoplysninger i form af Udlændingestyrelsens rapport Somalia – Female Genital Mutilation (FGM), udgivet i februar 2021. [Ansøgerens advokat] har påstået, at sagen ikke hjemvises og i øvrigt omgørelse af Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at hjemvise sagen alene som følge af, at der er fremkommet nye baggrundsoplysninger. Udlændingestyrelsens påstand om hjemvisning tages derfor ikke til følge. Flygtningenævnet bemærker om risikoen for omskæring, at det fremgår af de nyere baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport Somalia – Fe-male Genital Mutilation (FGM), udgivet i februar 2021, EUAA’s Country Guidance: Somalia (June 2022) og UNICEF’s publikation Towards ending harmful practices in Africa (June 2022), at 98-99 % af pigerne i Somalia omskæres. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens storesøster er blevet omskåret. Flygtningenævnet bemærker herefter, at ansøgerens mor ikke har gået i skole, men fremtrådte under nævnsmødet i et vist omfang ressourcestærk, mens ansøgerens far, der har gået i skole i 8-10 år, under nævnsmødet var syg og forlod dette, ikke fremtrådte ressourcestærk. Ansøgerens forældre har under sagen konsistent forklaret at være imod omskæring, men forklaret divergerende om, hvorvidt de ved en tilbagevenden til Somalia mener sig i stand til at modsætte sig presset fra familie og omgivelser mod, at ansøgeren bliver udsat for omskæring. Efter en samlet vurdering heraf finder Flygtningenævnet, at det er sandsynliggjort, at der er en betydelig risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for omskæring. Ansøgeren opfylder derfor betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Soma/2023/18/mlvt
Nævnet omgjorde i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og ikke er religiøs. Klageren er født og opvokset i Rif Damaskus. Hun har boet i Latakia-provinsen fra [årstal I] og frem til sin udrejse af Syrien bortset fra perioden [årstal II] - [årstal III], hvor hun boede i [A]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [foråret] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold. Hun henviste videre til, at der foregik kidnapninger, drab og eksplosioner. [I vinteren 2022/2023] har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, kan nægtes forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., da grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter at blive bortført og tortureret af ekstremister, fordi hun ikke er religiøs. Hun har videre henvist til, at hun frygter at blive anholdt af myndighederne som følge af, at hendes brødre er forsvundet, og at blive fængslet af myndighederne, fordi hun forlod Syrien. Hun har til støtte herfor oplyst, at myndighederne vil opdigte en grund til at fængsle hende, idet hun udrejste sammen med sin [familiemedlem B], der har haft en konflikt med myndighederne. Hun har endvidere til støtte herfor oplyst, at hendes fætter [C] arbejder for det [politisk] parti i Syrien. Flygtningenævnet bemærker, for så vidt angår spørgsmålet om forlængelse af klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3: Det følger af forarbejderne til lov nr. 153 af 18. februar 2015 om ændring af udlændingeloven (midlertidig beskyttelse for visse udlændinge mv.), at en midlertidig opholdstilladelse efter § 7, stk. 3, ikke vil skulle forlænges, hvis de forhold, der førte til tildelingen af beskyttelsen, ikke længere kan begrunde beskyttelse. Det hedder nærmere i de almindelige bemærkninger til lovforslaget (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014) bl.a.: ”Den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, udvider ikke adgangen til at opnå beskyttelse i Danmark. Det vil også fremover være en forudsætning for at opnå opholdstilladelse, at udlændingen enten er omfattet af flygtningekonventionen eller har krav på beskyttelse efter de andre internationale konventioner, som Danmark har tiltrådt, herunder som følge af en reel risiko for overgreb i henhold til EMRK’s artikel 3. Afgræsningen af, om en udlænding omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 2 (beskyttelsesstatus) eller § 7, stk. 3 (midlertidig beskyttelsesstatus), vil bero på en vurdering af, om den pågældendes individuelle forhold giver grundlag for beskyttelse efter stk. 2, eller om der i hjemlandet foreligger en situation, som beskrevet i den foreslåede bestemmelse i stk. 3, og den pågældende udlænding kan anses for omfattet af denne situation. Udgangspunktet vil fortsat være, at en generel voldstilstand og den blotte mulighed for overgreb som følge af en ustabil situation eller en generel voldstilstand i ansøgerens hjemland ikke i sig selv vil kunne begrunde beskyttelse. Kun i de mest ekstreme tilfælde af generel voldsudøvelse, hvor der består en reel risiko for overgreb alene i kraft af en tilstedeværelse på området, vil udgangspunktet kunne fraviges. …” Det fremgår af lovforslaget endvidere bl.a.: ”Udlændinge med beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, er … ikke omfattet af flygtningekonventionen, og der skal … ikke som betingelse for inddragelse stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Dette er også forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. 188 af 26. marts 2010), jf. punkt 7.3, uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis. For sådanne udlændinges vedkommende skal der foretages en vurdering af, om der på inddragelsestidspunktspunktet aktuelt fortsat er et krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære overgreb i strid med EMRK’s artikel 3. I situationer, hvor spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen opstår som følge af en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet, kan der efter omstændighederne træffes afgørelse om inddragelse, uanset at forholdene - trods forbedringerne - fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Inddragelse vil dog kræve, at ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter.” Det fremgår af lovforslaget endvidere bl.a.: ”En midlertidig opholdstilladelse meddelt efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, vil ikke skulle forlænges, hvis de forhold, der førte til tildeling af beskyttelsen, ikke længere kan begrunde beskyttelse. Der skal med andre ord foretages en fornyet vurdering af, om der på baggrund af de aktuelle oplysninger om de generelle forhold i hjemlandet fortsat er grundlag for at yde beskyttelse. Beskyttelsen mod inddragelse i udlændingelovens § 26, stk. 1, finder ikke anvendelse ved afgørelsen om forlængelse. Spørgsmålet om forlængelse af opholdstilladelse vil endvidere skulle afgøres under inddragelse af relevant praksis fra EMD. I tilfælde, hvor de generelle forhold i sig selv har begrundet beskyttelsen, skal der meddeles afslag på forlængelse, hvis situationen i det pågældende land eller område har udviklet sig på en sådan måde, at der ikke længere er grund til at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK’s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i landet. Ved vurderingen heraf vil der bl.a. kunne lægges vægt på en ændring af den væbnede konflikt, der begrundede beskyttelsen, herunder militære eller geografiske ændringer eller et fald i antallet af civile ofre. Udviklingen i det pågældende land eller område vil kunne føre til afslag på forlængelse, selvom situationen fortsat er alvorlig, skrøbelig og uforudsigelig.” For så vidt angår den aktuelle situation i Latakia-provinsen fremgår det af EUAA’s ”Country Guidance: Syria” fra februar 2023, at der i Latakia-provinsen finder vilkårlig voldsudøvelse sted, men ikke på et højt niveau, og provinsen er således ikke kategoriseret som et område, hvor enhver som udgangspunkt vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK’s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse på området. I Migrationsverkets ”Rättsligt Ställingstagande, Prövning av skyddsbehov för medborgare från Syrien”, revideret den 7. februar 2023 tilslutter man sig EUAA’s vurdering af situationen i Latakia-provinsen. Det bemærkes i den forbindelse, at dette også var vurderingen i henholdsvis EASO’s rapport ”Country Country Guidance: Syria” fra september 2020 og Migrationsverkets ”Rättsligt Ställingstagande, Prövning av skyddsbehov för medborhare från Syrien” fra den 1. februar 2021. Om Latakia-provinsen fremgår nærmere af baggrundsoplysningerne, at det meste af provinsen har været under den syriske regerings kontrol under hele konflikten i Syrien med undtagelse af den nordøstlige del, der grænser op mod Tyrkiet. Dette område er således sammen med den nordlige del af Idlib-provinsen, mindre dele af Hama-provinsen og det vestlige Aleppo kontrolleret af bevæbnede oprørsgrupper, og der foregår fortsat kampe i dette område, jf. bl.a. Udlændingestyrelsens landerapport ”Syria – Security and socio-economic situation in Tartous and Latakia governorates” fra september 2021 og den ovennævnte EUAA-rapport. Med hensyn til antallet af sikkerhedshændelser fremgår det, at ACLED har rapporteret 192 hændelse i Latakia-provinsen i perioden fra den 1. april 2021 til 31. juli 2022, her var 141 angivet som ”explosions/remote violence”, 49 som kampe og to som vold mod civile. For perioden 1. august 2022 til 31. oktober 2022 har ACLED rapporteret om 88 sikkerhedshændelser i perioden 1. august 2022 til 31. oktober 2022, hvoraf størstedelen også vedrørte eksplosioner eller kampe. Ifølge Syrian Network for Human Rights blev der i perioden fra april 2021 til december 2021 registreret to civile dødsfald i Latakia-provinsen som følge af sikkerhedshændelser, mens der i perioden januar til oktober 2022 blev registreret fire civile dødsfald som følge af sikkerhedshændelser, jf. EUAA-rapporten fra 2023. Ifølge baggrundsoplysningerne er sikkerhedshændelserne koncentreret til den nordøstlige del af Latakia-provinsen. Som anført af Udlændingestyrelsen er der generelt bevægelsesfrihed i Latakia-provinsen, men der er checkpoints bl.a. ind mod hovedbyerne og på hovedvejene og ved lufthavnen. Disse bemandes af militæret eller folk fra sikkerhedstjenesterne, og personer, der skal passere dem, skal fremvise ID-kort eller anden dokumentation. Der kan i den forbindelse henvises til Udlændingestyrelsens landerapport ”Syria – Security and socio-economic situation in Tartous and Latakia governorates” fra september 2021, hvoraf det også fremgår, at der ses en stigning i antallet af checkpoints i Latakia-provinsen, der imidlertid efter det oplyste har til formål at opkræve illegale skatter og bestikkelse. Flygtningenævnet finder efter det anførte efter en samlet vurdering, at det må lægges til grund, at situationen i Latakia-provinsen fortsat er alvorlig og skrøbelig, men at den ikke har en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK’s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Det er ifølge forarbejderne til udlændingelovens § 7, stk. 3, en forudsætning for at inddrage eller nægte at forlænge en opholdstilladelse meddelt efter denne bestemmelse, at ændringerne ikke må antages at have en helt midlertidig karakter. Efter indholdet af baggrundsoplysningerne kan dette ikke antages at være tilfældet. Der henvises herved bl.a. til, at EASO og Migrationsverkets vurderingen fra henholdsvis september 2020 og februar 2021, ligesom der kan henvises til Migrationsverkets ” Rättsligt ställningstagande angående prövningen av skyddsbehov för personer från Syrien” fra den 25. august 2019. Flygtningenævnet tiltræder efter anførte, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Det forhold, at klageren senest [i foråret] 2021 fik forlænget sin opholdstilladelse i [1 - 3] år, selvom det efter baggrundsoplysningerne må lægges til grund, at den sikkerhedsmæssige situation i Latakia-provinsen ikke afgørende adskiller sig fra den aktuelle situation, kan ikke føre til en anden vurdering. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren er meddelt midlertidig beskyttelse med henvisning til de generelle forhold i Syrien, og at klagerens opholdstilladelse alene er meddelt med henblik på midlertidigt ophold for først [1 - 3] år og senest [1 - 3] år. Hertil kommer, at der også ved en forlængelse skal tages hensyn til den generelle udvikling i Syrien, herunder forholdene i Damaskus og Rif Damaskus, hvor der først i 2019 og 2021 blev truffet afgørelser om, at forholdene ikke var af en sådan karakter, at det kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Sagen skal herefter afgøres i overensstemmelse med Flygtningenævnets praksis i sagerne om Damaskus og Rif Damaskus, herunder det forsigtighedsprincip der gælder ved vurderingen af sager fra Syrien. Der skal derfor tages stilling til, om klageren på grund af individuelle forhold skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er sunni-muslim og har boet i Latakia fra [årstal I] frem til sin udrejse, bortset fra perioden [årstal II] - [årstal III], hvor hun boede i [A] sammen med sin [familiemedlem B]. Klageren har under sin oplysnings- og motivsamtale ikke oplyst om sin [familiemedlem B] konflikt med de syriske myndigheder, herunder at hun har været fængslet, og der fremgår heller ikke oplysninger herom i [familiemedlem B]s sag. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at dette ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at klagerens familie i Syrien er særligt profileret eller i opposition til det syriske styre, eller at der er to [familiemedlemmer], som er blevet hentet af sikkerhedstjenesten. Nævnet har herved også lagt vægt på de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen. Klageren er som anført sunnimuslim fra Latakia, men praktiserer ikke sin religion. Hun har været udrejst af Syrien siden 2015 og vil indrejse som enlig kvinde i Syrien, hvor hun dog har familie. Hun opholdt sig i [A] i 2011, hvor området var kontrolleret af oprørere. På baggrund af disse kumulative forhold sammenholdt med det forsigtighedsprincip, der gælder ved den konkrete og individuelle vurdering i forbindelse med behandlingen af sager om personer fra Syrien, finder nævnet efter en konkret vurdering af omstændighederne i sagen, at klageren er i risiko for overgreb fra myndighederne ved en tilbagevenden til Syrien, hvorfor hun meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2022/2023], således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2023/24/sme
Nævnet omgjorde i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har oplyst, at han er i tvivl om, hvorvidt han er etnisk araber eller kurder. Han har hertil bemærket, at hans forældre er kurdere, men at han har levet sammen med arabere. Klageren er sunnimuslim. Klageren er født i landsbyen [A] i Latakia provinsen, Syrien. Han har senest opholdt sig i [B]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive genindkaldt til militærtjeneste eller anholdt af myndighederne. Han henviste videre til, at han havde en frygt for at blive hvervet af oppositionsgrupper. Han henviste endelig til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har siden [sommeren] 2016 [1 - 3] gange forlænget klagerens opholdstilladelse, men [vinteren 2022/2023] har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, ikke kan forlænges, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., da grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til de samme asylmotiver og har for nævnet gjort gældende, at han som følge af en omtale på [organisation]s [socialt medie] er blevet eksponeret. Flygtningenævnet kan i den væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, for så vidt angår spørgsmålet om forlængelse af klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3: Det følger af forarbejderne til lov nr. 153 af 18. februar 2015 om ændring af udlændingeloven (midlertidig beskyttelse for visse udlændinge mv.), at en midlertidig opholdstilladelse efter § 7, stk. 3, ikke vil skulle forlænges, hvis de forhold, der førte til tildelingen af beskyttelsen, ikke længere kan begrunde beskyttelse. Det hedder nærmere i de almindelige bemærkninger til lovforslaget (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014) bl.a.: ”Den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, udvider ikke adgangen til at opnå beskyttelse i Danmark. Det vil også fremover være en forudsætning for at opnå opholdstilladelse, at udlændingen enten er omfattet af flygtningekonventionen eller har krav på beskyttelse efter de andre internationale konventioner, som Danmark har tiltrådt, herunder som følge af en reel risiko for overgreb i henhold til EMRK’s artikel 3. Afgræsningen af, om en udlænding omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 2 (beskyttelsesstatus) eller § 7, stk. 3 (midlertidig beskyttelsesstatus), vil bero på en vurdering af, om den pågældendes individuelle forhold giver grundlag for beskyttelse efter stk. 2, eller om der i hjemlandet foreligger en situation, som beskrevet i den foreslåede bestemmelse i stk. 3, og den pågældende udlænding kan anses for omfattet af denne situation. Udgangspunktet vil fortsat være, at en generel voldstilstand og den blotte mulighed for overgreb som følge af en ustabil situation eller en generel voldstilstand i ansøgerens hjemland ikke i sig selv vil kunne begrunde beskyttelse. Kun i de mest ekstreme tilfælde af generel voldsudøvelse, hvor der består en reel risiko for overgreb alene i kraft af en tilstedeværelse på området, vil udgangspunktet kunne fraviges. …” Det fremgår af lovforslaget endvidere bl.a.: ”Udlændinge med beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, er … ikke omfattet af flygtningekonventionen, og der skal … ikke som betingelse for inddragelse stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Dette er også forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. 188 af 26. marts 2010), jf. punkt 7.3, uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis. For sådanne udlændinges vedkommende skal der foretages en vurdering af, om der på inddragelsestidspunktspunktet aktuelt fortsat er et krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære overgreb i strid med EMRK’s artikel 3. I situationer, hvor spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen opstår som følge af en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet, kan der efter omstændighederne træffes afgørelse om inddragelse, uanset at forholdene - trods forbedringerne - fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Inddragelse vil dog kræve, at ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter.” Det fremgår af lovforslaget endvidere bl.a.: ”En midlertidig opholdstilladelse meddelt efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, vil ikke skulle forlænges, hvis de forhold, der førte til tildeling af beskyttelsen, ikke længere kan begrunde beskyttelse. Der skal med andre ord foretages en fornyet vurdering af, om der på baggrund af de aktuelle oplysninger om de generelle forhold i hjemlandet fortsat er grundlag for at yde beskyttelse. Beskyttelsen mod inddragelse i udlændingelovens § 26, stk. 1, finder ikke anvendelse ved afgørelsen om forlængelse. Spørgsmålet om forlængelse af opholdstilladelse vil endvidere skulle afgøres under inddragelse af relevant praksis fra EMD. I tilfælde, hvor de generelle forhold i sig selv har begrundet beskyttelsen, skal der meddeles afslag på forlængelse, hvis situationen i det pågældende land eller område har udviklet sig på en sådan måde, at der ikke længere er grund til at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK’s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i landet. Ved vurderingen heraf vil der bl.a. kunne lægges vægt på en ændring af den væbnede konflikt, der begrundede beskyttelsen, herunder militære eller geografiske ændringer eller et fald i antallet af civile ofre. Udviklingen i det pågældende land eller område vil kunne føre til afslag på forlængelse, selvom situationen fortsat er alvorlig, skrøbelig og uforudsigelig.” For så vidt angår den aktuelle situation i Latakia-provinsen fremgår det af EUAA’s ”Country Guidance: Syria” fra februar 2023, at der i Latakia-provinsen finder vilkårlig voldsudøvelse sted, men ikke på et højt niveau, og provinsen er således ikke kategoriseret som et område, hvor enhver som udgangspunkt vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK’s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse på området. I Migrationsverkets ”Rättsligt Ställingstagande, Prövning av skyddsbehov för medborgare från Syrien”, revideret den 7. februar 2023 tilslutter man sig EUAA’s vurdering af situationen i Latakia-provinsen. Det bemærkes i den forbindelse, at dette også var vurderingen i henholdsvis EASO’s rapport ”Country Country Guidance: Syria” fra september 2020 og Migrationsverkets ”Rättsligt Ställingstagande, Prövning av skyddsbehov för medborhare från Syrien” fra den 1. februar 2021. Om Latakia-provinsen fremgår nærmere af baggrundsoplysningerne, at det meste af provinsen har været under den syriske regerings kontrol under hele konflikten i Syrien med undtagelse af den nordøstlige del, der grænser op mod Tyrkiet. Dette område er således sammen med den nordlige del af Idlib-provinsen, mindre dele af Hama-provinsen og det vestlige Aleppo kontrolleret af bevæbnede oprørsgrupper, og der foregår fortsat kampe i dette område, jf. bl.a. Udlændingestyrelsens landerapport ”Syria – Security and socio-economic situation in Tartous and Latakia governorates” fra september 2021 og den ovennævnte EUAA-rapport. Med hensyn til antallet af sikkerhedshændelser fremgår det, at ACLED har rapporteret 192 hændelse i Latakia-provinsen i perioden fra den 1. april 2021 til 31. juli 2022, her var 141 angivet som ”explosions/remote violence”, 49 som kampe og to som vold mod civile. For perioden 1. august 2022 til 31. oktober 2022 har ACLED rapporteret om 88 sikkerhedshændelser i perioden 1. august 2022 til 31. oktober 2022, hvoraf størstedelen også vedrørte eksplosioner eller kampe. Ifølge Syrian Network for Human Rights blev der i perioden fra april 2021 til december 2021 registreret to civile dødsfald i Latakia-provinsen som følge af sikkerhedshændelser, mens der i perioden januar til oktober 2022 blev registreret fire civile dødsfald som følge af sikkerhedshændelser, jf. EUAA-rapporten fra 2023. Ifølge baggrundsoplysningerne er sikkerhedshændelserne koncentreret til den nordøstlige del af Latakia-provinsen. Som anført af Udlændingestyrelsen er der generelt bevægelsesfrihed i Latakia-provinsen, men der er checkpoints bl.a. ind mod hovedbyerne og på hovedvejene og ved lufthavnen. Disse bemandes af militæret eller folk fra sikkerhedstjenesterne, og personer, der skal passere dem, skal fremvise ID-kort eller anden dokumentation. Der kan i den forbindelse henvises til Udlændingestyrelsens landerapport ”Syria – Security and socio-economic situation in Tartous and Latakia governorates” fra september 2021, hvoraf det også fremgår, at der ses en stigning i antallet af checkpoints i Latakia-provinsen, der imidlertid efter det oplyste har til formål at opkræve illegale skatter og bestikkelse. Flygtningenævnet finder efter det anførte efter en samlet vurdering, at det må lægges til grund, at situationen i Latakia-provinsen fortsat er alvorlig og skrøbelig, men at den ikke har en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK’s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Det er ifølge forarbejderne til udlændingelovens § 7, stk. 3, en forudsætning for at inddrage eller nægte at forlænge en opholdstilladelse meddelt efter denne bestemmelse, at ændringerne ikke må antages at have en helt midlertidig karakter. Efter indholdet af baggrundsoplysningerne kan dette ikke antages at være tilfældet. Der henvises herved bl.a. til, at EASO og Migrationsverkets vurderingen fra henholdsvis september 2020 og februar 2021, ligesom der kan henvises til Migrationsverkets ” Rättsligt ställningstagande angående prövningen av skyddsbehov för personer från Syrien” fra den 25. august 2019. Flygtningenævnet tiltræder efter anførte, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Det forhold, at klageren senest [i foråret] 2021 fik forlænget sin opholdstilladelse i [1 - 3] år, selvom det efter baggrundsoplysningerne må lægges til grund, at den sikkerhedsmæssige situation i Latakia-provinsen ikke afgørende adskiller sig fra den aktuelle situation, kan ikke føre til en anden vurdering. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren er meddelt midlertidig beskyttelse med henvisning til de generelle forhold i Syrien, og at klagerens opholdstilladelse alene er meddelt med henblik på midlertidigt ophold for først [1 - 3] år og senest [1 - 3] år. Hertil kommer, at der også ved en forlængelse skal tages hensyn til den generelle udvikling i Syrien, herunder forholdene i Damaskus og Rif Damaskus, hvor der først i 2019 og 2021 blev truffet afgørelser om, at forholdene ikke var af en sådan karakter, at det kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Sagen skal herefter afgøres i overensstemmelse med Flygtningenævnets praksis i sagerne om Damaskus og Rif Damaskus, herunder det forsigtighedsprincip der gælder ved vurderingen af sager fra Syrien. Der skal derfor tages stilling til, om klageren på grund af individuelle forhold skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Klageren er som anført sunnimuslim og fra Latakia og har været udrejst af Syrien i næsten [8 - 11] år. Han er [foråret] 2023 i forbindelse med en kampagne mod, at Danmark nu vil udsende syrere til Latakia omtalt med navn og foto på [organisation]s [socialt medie]. I opslaget er klageren citeret for at have udtalt, at Assads diktatur forfølger, dræber og bomber dets egne borgere. Flygtningenævnet finder ud fra forsigtighedsprincippet, at det ikke kan afvises, at klageren på grund af eksponeringen og sine udtalelse for de syriske myndigheder kan fremstå som værende modstander af det syriske styre. Når dette sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders overgreb f.eks. ved afhøringer m.v., finder Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse som følge af, at de syriske myndigheder anser ham for modstander af styret (imputed political opinion). Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2022/2023], således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2023/23/sme
Nævnet omgjorde i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i Danmark i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2021 idømt fængsels i 1 år og 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, § 244, stk. 2, jf. stk. 1 og § 266 samt for overtrædelse af knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1 og 2, stk. 1, nr. 1. Dommen blev stadfæstet 2022. Klageren blev samtidig udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk araber, sunnimuslim af trosretning og statsløs palæstinenser fra [en palæstinensisk flygtningelejr], [by I], Syrien. Klageren har hverken i Danmark eller Syrien været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at de syriske myndigheder vil betragte ham som landsforræder, idet han er udrejst illegalt af Syrien. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter de generelle forhold i Syrien, herunder at han ikke vil være i stand til at klare sig økonomisk, og at han som statsløs palæstinenser har begrænsede rettigheder. Klageren har derudover som asylmotiv henvist til sine politiske aktiviteter i Danmark. Indledningsvis bemærkes, at der ikke er grundlag for at hjemvise sagen. Det forhold, at Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at voldsudøvelsen er foregået gennem en længere periode end det, der er domfældt for, ikke i sig selv kan ikke føre til en hjemvisning. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren er domfældt for personfarlig kriminalitet efter de bestemmelser, som Udlændingestyrelsen har lagt til grund. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at klageren, der er født og opvokset i [en palæstinensisk flygtningelejr], [by I], hvor han var registreret ved UNRWA, er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., og dermed som udgangspunkt er udelukket fra at opnå beskyttelse efter konventionen, idet klageren tidligere har nydt beskyttelse og bistand fra UNRWA. Der skal efter flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., herefter tages stilling til, om UNRWA’s beskyttelse eller bistand må anses for at være bortfaldet, idet udelukkelsen fra beskyttelse efter flygtningekonventionen i så fald ophører, hvilket medfører, at den pågældende automatisk anses for omfattet af flygtningekonventionen og vil blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved den nærmere forståelse af, hvornår UNRWA’s beskyttelse eller bistand kan anses for bortfaldet efter den nævnte bestemmelse, kan der henvises til EU-Domstolens praksis vedrørende fortolkningen af kvalifikationsdirektivets artikel 12, stk. 1, litra a, som implementerer flygtningekonventionens artikel 1 D, og som derfor også kan have betydning for fastlæggelsen af den danske retstilstand, selvom Danmark på grund af retsforbeholdet ikke er bundet af direktivet, jf. således Flygtningenævnets beretning for 2022, side 391. Det følger bl.a. af dom af 3. marts 2022 i sag C-349/20, N.B., A.B. mod Secretary of State for the Home Department, præmis 50, at artikel 12, stk. 1, litra a, 2. pkt., i direktivet finder anvendelse, når det på grundlag af en individuel vurdering af samtlige relevante forhold viser sig, at den pågældende statsløse af palæstinensisk oprindelse befinder sig i en situation, hvor vedkommendes personlige sikkerhed er i alvorlig fare, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende de levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne statsløse person på grund af omstændigheder, der ligger uden for vedkommendes kontrol, og som ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA’s operationsområde. I dette tilfælde skal den nævnte statsløse, medmindre den pågældende er omfattet af en af de øvrige udelukkelsesgrunde, som er anført i direktivet, og uden nødvendigvis at skulle godtgøre, at vedkommende har en velbegrundet frygt for forfølgelse som omhandlet i direktivets artikel 2, litra c, uden videre have ret til at blive omfattet af direktivets bestemmelser. Efter præmis 56 skal de myndigheder og retsinstanser, der skal træffe afgørelse om muligheden for uden videre at blive anerkendt som flygtning, ligeledes efterprøve, om det på nuværende tidspunkt er muligt at vende tilbage til UNRWA’s operationsområde. Når den pågældende godtgør, at vedkommende er blevet tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde af grunde, der ligger uden for vedkommendes kontrol, og som ikke er udtryk for vedkommendes vilje, tilkommer det medlemsstaten, såfremt denne finder, at den pågældende nu er i stand til at vende tilbage til dette område og opnå denne beskyttelse eller bistand dér, at godtgøre, at dette er tilfældet. Medlemsstaten skal således godtgøre, at omstændighederne har ændret sig i det pågældende operationsområde, jf. præmis 65 og 66. Flygtningenævnet skal indledningsvis vurdere, om der efter en konkret og individuel vurdering er grundlag for at antage, at klageren ikke kan vende tilbage til Syrien med henblik på dér at opnå beskyttelse af UNRWA. Klageren har for Flygtningenævnet anført at have en konflikt med de syriske regime som følge at være udrejst illegalt af landet, og at han af regimet anses som oppositionstilhænger, da han kommer fra [en palæstinensisk flygtningelejr]. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er udrejst illegalt af Syrien, og at han boede i [en palæstinensisk flygtningelejr] forud for udrejsen. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han som følge heraf har en asylbegrundede konflikt med de syriske myndigheder. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren over for Udlændingestyrelsen har oplyst, at han aldrig har været politisk aktiv eller på anden måde profileret sig i Syrien. Nævnet har ligeledes lagt vægt på, at klageren i [sommeren] 2014 og kort forinden indrejsen i Danmark i [efteråret] 2014 fik udstedt et pas. Endelig har nævnet lagt vægt på, at en del af klagerens familie fortsat opholder sig i Syrien. Det kan ikke lægges til grund, at klagerens [familiemedlem F] i 2019 telefonisk er kontaktet af efterretningstjenesten og efterfølgende har været indkaldt til afhøring på grund af klageren. Klageren har forklaret divergerende og udbyggende herom, idet klageren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at hans familie alene telefonisk er kontaktet, og at der ikke skete yderligere. For Flygtningenævnet har klageren forklaret, at hans [familiemedlem F] først blev telefonisk kontaktet og efterfølgende indkaldt til afhøring, og at broren for et år siden kom i [nærmere bestemt lejr], men klageren ved ikke hvorfor. Omkring divergensen har klageren forklaret afglidende. I forhold til klagerens sur place asylmotiv, herunder at han som følge af sine politiske aktiviteter i Danmark er i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder, har klageren forklaret, at han i [sommeren] 2022 blev medlem af en gruppe på [socialt medie] kaldet [gruppens navn], hvor der er [3000 - 3500] medlemmer. Klageren har forevist foto fra denne hjemmeside, hvor han ses at have kommenteret opslag og blandt andet opfordret til at deltage i en demonstration. Klageren har forklaret, at han ikke benytter sin egen [socialt medie] profil i forbindelse med politiske tilkendegivelser. Endelig har klageren oplyst, at han har deltaget i to demonstrationer i [dansk by I] mod det syriske styre, hvor der deltog omkring [100 - 150] mennesker, og at han ikke har haft en fremtrædende rolle under demonstrationerne. Efter oplysningerne om omfanget og karakteren af klagerens sur place aktiviteter i Danmark og uanset forsigtighedsprincippet, der gælder ved behandling af sager vedrørende personer fra Syrien, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse som følge af eksponering. Flygtningenævnet finder således ikke, at der som følge af klagerens aktiviteter i Danmark er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. De generelle forhold i Syrien herunder socioøkonomiske forhold er ikke i sig selv asylbegrundende. Det skal herefter vurderes, om de generelle forhold for UNRWA i Syrien kan føre til, at klageren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har i den påklagede afgørelse i den forbindelse vurderet, at der ikke er nogen grunde til, at klageren ikke kan vende tilbage til Syrien og igen opnå hjælp fra UNRWA. Styrelsen har som begrundelse for denne vurdering henvist til ”tilgængelige baggrundsoplysninger”, men alene fremhævet en rapport fra 2021 (Country of Origin Information (COI) Brief Report. Syria – Palestinians in Damascus and Rural Damascus governorates). Om adgangen til bistand fra UNRWA i Syrien er imidlertid heroverfor anført følgende i EUAA, Country guidance: Syria (februar 2023), side 104f:“Article 12(1)(a) QD [Article 1D Geneva Convention] analysis[…]The provisions of Article 1D are reflected in Article 12(1)(a) QD, which applies to Palestinian refugees who have actually availed themselves of UNRWA protection or assistance. Where such protection or assistance has ceased for a reason beyond the applicant’s control and independent of their volition, forcing them to leave the UNRWA area of operation or preventing them to re-avail themselves of such protection or assistance, the applicant should be granted refugee status automatically.In general, despite the occasional efforts of rebuilding lodgings in some of the Palestinian refugee camps, UNRWA protection or assistance is not available to Palestinian refugees in Syria at a level which would guarantee that the ‘living conditions in that area will be commensurate with the mission entrusted to that agency’. An indication of this is also the large number of Palestinians who remain displaced, without being able to resettle in another of the refugee camps that operate in Syria. Moreover, there can be practical, legal and safety barriers as well as security threats preventing Palestinian refugees from accessing the UNRWA areas of operation in Syria, and thus from re-availing themselves of its protection or assistance.Based on this, it is found that the protection or assistance from UNRWA in all of Syria can be considered to have ceased in the meaning of Article 12(1)(a) QD. Therefore, Palestinians who had previously availed themselves of the protection or assistance of UNRWA in Syria are to be granted ipso facto refugee status.”Denne analyse understøttes af andre nyere baggrundsoplysninger, herunder USDoS, Syria 2022 Human Rights Report, udgivet den 20. marts 2023, side 63f. Flygtningenævnet finder herefter, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke kan anses for godtgjort, at omstændighederne vedrørende UNWRA’s muligheder for at løse sine opgaver i operationsområdet i Syrien og mulighederne for at opnå adgang til beskyttelse eller bistand fra UNWRA har ændret sig på en sådan måde, at der er grundlag for at lægge til grund, at klageren vil kunne vende tilbage til Syrien og på ny opnå beskyttelse eller bistand fra UNWRA. Herefter finder Flygtningenævnet, at klageren må anses for omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., med henvisning til, at UNRWA stadig må anses for at være ude af stand til at yde beskyttelse eller bistand i operationsområdet i konventionens forstand. Klageren er dermed omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om klageren skal udelukkes. Efter udlændingelovens § 31, stk. 2, må en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet finder, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren. Efter udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal således foretages en proportionalitetsafvejning, hvori indgår grovheden af den begåede forbrydelse over for eventuelle særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der kan tale for at give klageren opholdstilladelse. Der skal således tages stilling til, om flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at klageren må anses for samlet set at være dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2’s forstand. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren ved ankedom af [vinteren] 2022 er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 266, § 245 og § 244 samt knivloven ved blandt andet mange gange og i en årrække at have udøvet vold mod [familiemedlemmer A, B og C] og ved kontinuerligt over nogle år at have udøvet vold mod [familiemedlem D] og [familiemedlem E]. Klageren blev idømt fængsel i 1 år og 3 måneder og udvist af Danmark med et indrejseforbud i 12 år. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået og (6) klagerens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. I forbindelse med vurderingen af, om klageren som følge af sin kriminelle adfærd kan betragtes som en fare for samfundet, bemærker Flygtningenævnet, at klageren er idømt fængsel i 1 år og 3 måneder, og at volden er udøvet overfor flere personer, herunder klagerens [familiemedlemmer A, B, C og E] gennem en årrække. Der er således ikke tale om en enkeltstående voldshandling. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at der er forløbet et år og seks måneder, siden klageren blev prøveløsladt, og han er ikke efterfølgende dømt for lignende kriminalitet. Det fremgår af en udtalelse fra [dansk statslig institution], at klageren under sin afsoning ikke har været i konflikter eller overtrådt regler. Om klagerens ophold på [et nærmere bestem opholdssted] er det anført, at han deltager i daglige gøremål og bidrager med undervisning af andre beboere. I forhold til klagerens familiemæssige situation fremgår det, at han besøger sin [familiemedlem E] og [andre familiemedlemmer] i [dansk by II], og at han tillige har set de øvrige [familiemedlemmer A, B og C], hvoraf det [familiemedlem A og B] bor med [familiemedlem E], som klageren ikke har kontakt til. Klageren har oplyst, at han har deltaget i [forening], hvor han blandt andet har lært af sine fejl. Efter en samlet helhedsvurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at klageren har udvist en sådan kriminel adfærd, der giver grundlag for at antage, at han er en fare for samfundet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, ikke er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. På denne baggrund ændres Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra opholdstilladelse, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt.” stat/2023/14/sme
Nævnet stadfæstede i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Myanmar. Indrejst i vinteren 2004/2005.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk [etnicitet] og [kristen] fra [region A], Myanmar. Det fremgår af sagen, at klageren [i vinteren 2003/2004] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, og at han indrejste i Danmark [i vinteren 2004/2005]. Klageren underskrev [i foråret] 2019 en erklæring om frivilligt frafald af opholdstilladelse, idet han ønskede at returnere til sit hjemland, Myanmar. I et brev af [efteråret] 2019 har Dansk Flygtningehjælp orienteret Udlændingestyrelsen om, at klageren [i foråret] 2019 udrejste til Myanmar. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i foråret] 2019 udrejste til Myanmar. I en e-mail af [vinteren 2021/2022] til Udlændingestyrelsen, hvor han vedhæftede ansøgningsskema, indgav klageren ansøgning om, at opholdstilladelsen ikke skulle anses for bortfaldet. Han har efterfølgende rettet yderligere henvendelser til Udlændingestyrelsen. [I efteråret] 2022 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, og § 17 a, stk. 1, nr. 1, idet klageren var repatrieret til Myanmar. Udlændingestyrelsen lagde herved vægt på, at klageren havde opholdt sig i hjemlandet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, og styrelsen vurderede, at der i klagernes sag ikke var forhold, der kunne begrunde, at klagernes opholdstilladelse alligevel ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse i Danmark er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, og § 17 a, stk. 1, nr. 1. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger omstændigheder, der kan føre til, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2. Klageren har henvist til, at levevilkårene og den politiske situation i Myanmar er farlig og svær, idet der blandt andet har været et militærkup i landet den 1. februar 2021, at klageren ikke har en fremtid i landet, og at det er vanskeligt for [det 4-7-årige barn], da [barnet] ikke har kunnet gå i skole, efter at familien kom til Myanmar. I den forbindelse må det som anført af Udlændingestyrelsen indgå i vurderingen, at klagerne først har rettet henvendelse til de danske myndigheder mere to og et halvt år efter, at fristen for fortrydelse af repatrieringen udløb. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige forhold kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2. I den forbindelse bemærkes det, at klageren efter det oplyste ikke har været afskåret fra at kontakte de danske myndigheder på et tidligere tidspunkt og inden 12 måneders fristen. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at forholdene i Myanmar er blevet forværret. Det bemærkes herved yderligere, at klagerens ansøgning først er indgivet cirka 11 måneder efter militærkuppet, der fandt sted i Myanmar den 1. februar 2021. Flygtningenævnet finder ikke, at bortfaldet af opholdstilladelse udgør et indgreb i klagerens ret til familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Nævnet har herved lagt vægt på, at familien er udrejst samlet. Flygtningenævnet finder heller ikke, at bortfaldet af opholdstilladelsen udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privatliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Nævnet har i den forbindelse foretaget en proportionalitetsafvejning. I afvejningen har nævnet blandt andet lagt vægt på, at klageren er født og opvokset i Myanmar, at han er [i starten af 50´erne], at han kom til Danmark i 2005 [i starten af 30´erne], at han har boet de overvejende år af sit liv i Myanmar, og at han efter det oplyste taler sproget. Han har haft arbejde i Danmark i i hvert fald mere end ti år hos [arbejdsplads A]. I 2017 har klageren bestået Prøve i Dansk 1. Han har ikke længere familie i Danmark, idet klageren og hans samlede familie [i foråret] 2019 valgte at udrejse til hjemlandet, Myanmar. Nævnet har endvidere lagt særlig vægt på, at klageren og hans familie frivilligt er repatrieret til Myanmar, og dermed har ophævet sine personlige, sociale og økonomiske bånd til Danmark. Herefter, og da de forhold, der i øvrigt er anført af den beskikkede advokat, ikke kan føre til en anden vurdering, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet. Myan/2023/8/LAFAL
Nævnet stadfæstede i oktober Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren har sin gravide ægtefælle i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af bestemmelsen, at tilsvarende gælder for ud-lændinge, der opholder sig i Danmark uden opholdstilladelse, og som har søgt asyl i en anden medlemsstat uden at have opnået international beskyttelse. Det fremgår endvidere af kapitel 5 a, jf. bestemmelsen i § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren opholder sig i Danmark uden opholdstilladelse, og at han har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Nævnet har videre lagt til grund, at klageren ikke har søgt asyl i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at det derfor ikke på grundlag af kriterierne i kapitel III i Dublinforordningen kan afgøres, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig. Det er således Tyskland, som den første medlemsstat, hvor klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse, som er ansvarlig for at tilbagetage klageren, jf. artikel 3, stk. 2, 1. led, jf. artikel 18 stk. 1, litra b. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18 stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Udlændingestyrelsen har anmodet Tyskland om at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse og i overensstemmelse med proceduren i artikel 24, og at Tyskland den 17. maj 2023 har accepteret at mod-tage klageren i overensstemmelse med styrelsens anmodning. Flygtningenævnet finder efter en samlet og konkret vurdering af sagens omstændigheder, herunder at klageren ikke har søgt asyl i Danmark, ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2023/29/sael
Nævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der havde et Schengenvisum til Italien. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien, og at klageren var enlig kvinde uden netværk i Italien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har fået udstedt et visum, der udløb i [foråret 2022] og dermed mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at hun ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum. Klageren har anført, at hendes asylansøgning skal realitetsbehandles i Danmark. Det er til støtte herfor gjort gældende, at hun er enlig kvinde uden netværk i Italien. Klageren har endvidere gjort gældende, at Dublinoverførte i Italien er i risiko for at blive udvist uden adgang til asylproceduren, at få afslag på at få registreret deres asylansøgning idet de ikke har en bopælsadresse, og at blive henvist til et liv på gaden uden mulighed for at forsørge sig selv og uden ret til sundhedsbehandling. Flygtningenævnet modtog i [vinteren 2022/2023] en orientering fra Hjemrejsestyrelsen om, at de italienske myndigheder ved breve af 5. og 7. december 2022 havde anmodet EU’s medlemsstater om midlertidig suspension på ubestemt tid af indkomne overførsler i medfør af Dublinforordningen på grund af et stort pres på landets grænser samt utilstrækkelige modtagefaciliteter. Flygtningenævnet traf i [foråret 2023] afgørelse i to sager om at stadfæste Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. Nævnet bemærkede i begge sager, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet fandt imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtage forholdene i Italien, at en overførsel af klagerne til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-chartrets artikel 4. Nævnet bemærkede videre, at det må forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en midlertidig karakter, og fandt på denne baggrund ikke grundlag for at fastslå, at suspensionen er udtryk for generelle systemfejl i asylproceduren eller modtageforholdene i Italien, eller at det vil være i strid med formålet bag Dublinforordningen om hurtig og effektiv behandling at træffe bestemmelse om overførsel af klagerne til Italien. Det fremgår af sagen, at den italienske regering den 11. april 2023 indførte undtagelsestilstand på migrationsområdet i seks måneder. Flygtningenævnet traf i [foråret 2023] afgørelse i to sager om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. I begge afgørelser bemærkede nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere og Dublin-overførte i Italien ifølge nævnets baggrundsoplysninger, der dog ikke beskriver den aktuelle situation, hvor der alene i 2023 indtil videre er indrejst over 30.000 personer, er behæftet med visse mangler, og at de italienske myndigheder siden deres udmelding af 5. og 7. december 2022 fortsat har suspenderet alle indkomne overførsler i medfør af Dublinforordningen på grund af pres på landets grænser og utilstrækkelige modtagefaciliteter og et deraf følgende behov for at omstrukturere disse. Nævnet fandt på den baggrund, at sagerne skulle hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen skulle undersøge. hvilken betydning den indførte undtagelsestilstand på migrationsområdet har i forhold til modtagelsen og indkvarteringen af Dublin-overførte, herunder hvilken betydning undtagelsestilstanden har i forhold til de italienske myndigheders midlertidige suspendering af Dublin-overførsler, samt hvilken betydning den har i forhold til den generelle garanti, som de italienske myndigheder ved circular letter af 8. februar 2021 har stillet i forhold til modtagelsen af særligt sårbare personer, herunder familier med mindreårige børn i henhold til Dublinforordningen. Resultatet af den undersøgelse, Udlændingestyrelsen herefter har foretaget, er de italienske myndigheders ovenfor citerede brev af august 2023. Flygtningenævnet finder, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger fortsat er behæftet med visse mangler. Flygtningenævnet tiltræder imidlertid Udlændingestyrelsens vurdering af, at de generelle forhold for asylansøgere i Italien ikke har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene, og at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Italien. Flygtningenævnet finder således, at forholdene i Italien ikke giver grundlag for en generel antagelse om, at en overførsel af asylansøgere, herunder også sårbare asylansøgere, til Italien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at de italienske myndigheder i august 2023 har gentaget, at suspensionen, som ikke omfatter uledsagede mindreårige, af overførelser i henhold til Dublinforordningen er midlertidig, og at den undtagelsestilstand på migrationsområdet, som blev indført i Italien den 11. april 2023, forventes at ophøre den 11. oktober 2023. Flygtningenævnet er opmærksom på, at de italienske myndigheder har oplyst, at undtagelsestilstanden kan blive forlænget, hvis “the extraordinary migratory situation” ikke er ændret til det bedre, men denne oplysning kan ikke nu føre Flygtningenævnet til en anden generel vurdering af det italienske migrationssystem. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, jf. artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter, og EMRK artikel 3 er således ikke til hinder for en overførsel af klageren til Italien. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke alene i kraft af at være en enlig kvinde uden netværk i Italien kan anses for at være særlig sårbar eller i en særlig udsat situation. Oplysningerne om klagerens personlige forhold kan ikke føre til en anden vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt klageren bør overføres til Italien. Der foreligger således ikke sådanne hensyn, herunder af humanitær karakter, at klageren ikke bør overføres til Italien, jf. Dublinforordningens artikel 17. Flygtningenævnet finder, at en beslutning om, at klageren skal overføres til Italien, ikke kan anses at indebære en sagsbehandlingstid, som er i strid med Dublinforordningens krav om hurtig og effektiv behandling af asylansøgninger. Flygtningenævnet bemærker herved, at klageren har søgt om asyl i [efteråret 2022], og at spørgsmålet om den faktiske overførsel af klageren til Italien må antages at være afklaret i løbet af seks måneder fra Flygtningenævnets afgørelse af dags dato, jf. herved Dublinforordningens artikel 29, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse truffet i medfør af Dublinforordningens artikel 12, stk. 4, jf. udlændingelovens § 48 a, om overførsel af klageren til Italien. ” Dub-Ital/2023/9/LODU
Nævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der havde et Schengenvisum til Italien. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag. Sambehandlet med Dub-Ital/2023/7/LODU.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien, og at klageren skulle anses som særlig sårbar. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Det lægges til grund, at de italienske myndigheder på grundlag af en ansøgning fra klageren har udstedt et visum, der udløb i [sommeren 2022], og at klageren søgte asyl i [efterår 2022]. Flygtningenævnet tiltræder på denne baggrund, at de formelle betingelser for, at Italien skal modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 12, stk. 4, er opfyldt. Italien har også den i [vinteren 2022/2023] accepteret at overtage klageren i overensstemmelse hermed. Klageren har anført, at hendes asylansøgning skal realitetsbehandles i Danmark. Det er til støtte herfor gjort gældende, at klageren er gravid, ligesom hendes psykolog er fremkommet med bekymringsskrivelser. Klageren har videre gjort gældende, at hun er i et behandlingsforløb, hvorfor hun må betragtes som særlig sårbar. Klageren har endelig gjort gældende, at hun ved en overførsel til Italien risikerer ikke at få adgang til asylproceduren, herunder adgangen til indkvartering. Flygtningenævnet bemærker: Flygtningenævnet modtog i [vinteren 2022/2023] en orientering fra Hjemrejsestyrelsen om, at de italienske myndigheder ved breve af 5. og 7. december 2022 havde anmodet EU’s medlemsstater om midlertidig suspension på ubestemt tid af indkomne overførsler i medfør af Dublinforordningen på grund af et stort pres på landets grænser samt utilstrækkelige modtagefaciliteter. Flygtningenævnet traf i [foråret 2023] afgørelse i to sager om at stadfæste Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. Nævnet bemærkede i begge sager, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet fandt imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klagerne til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-chartrets artikel 4. Nævnet bemærkede videre, at det må forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en midlertidig karakter, og fandt på denne baggrund ikke grundlag for at fastslå, at suspensionen er udtryk for generelle systemfejl i asylproceduren eller modtageforholdene i Italien, eller at det vil være i strid med formålet bag Dublinforordningen om hurtig og effektiv behandling at træffe bestemmelse om overførsel af klagerne til Italien. Det fremgår af sagen, at den italienske regering den 11. april 2023 indførte undtagelsestilstand på migrationsområdet i seks måneder. Flygtningenævnet traf i [foråret 2023] afgørelse i to sager om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. I begge afgørelser bemærkede nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere og Dublin-overførte i Italien ifølge nævnets baggrundsoplysninger – der dog ikke beskriver den aktuelle situation, hvor der alene i 2023 indtil videre er indrejst over 30.000 personer – er behæftet med visse mangler, og at de italienske myndigheder siden deres udmelding af 5. og 7. december 2022 fortsat har suspenderet alle indkomne overførsler i medfør af Dublinforordningen på grund af pres på landets grænser og utilstrækkelige modtagefaciliteter og et deraf følgende behov for at omstrukturere disse. Nævnet fandt på den baggrund, at sagerne skulle hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen skulle undersøge, hvilken betydning den indførte undtagelsestilstand på migrationsområdet har i forhold til modtagelsen og indkvarteringen af Dublin-overførte, herunder hvilken betydning undtagelsestilstanden har i forhold til de italienske myndigheders midlertidige suspendering af Dublin-overførsler, samt hvilken betydning den har i forhold til den generelle garanti, som de italienske myndigheder ved circular letter af 8. februar 2021 har stillet i forhold til modtagelsen af særligt sårbare personer, herunder familier med mindreårige børn i henhold til Dublinforordningen. Resultatet af den undersøgelse, Udlændingestyrelsen herefter har foretaget, er de italienske myndigheders ovenfor citerede brev af august 2023. Flygtningenævnet finder, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger fortsat er behæftet med visse mangler. Flygtningenævnet tiltræder imidlertid Udlændingestyrelsens vurdering af, at de generelle forhold for asylansøgere i Italien ikke har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene, og at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Italien. Flygtningenævnet finder således, at forholdene i Italien ikke giver grundlag for en generel antagelse om, at en overførsel af asylansøgere, herunder også sårbare asylansøgere, til Italien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at de italienske myndigheder i august 2023 har gentaget, at suspensionen – som ikke omfatter uledsagede mindreårige – af overførelser i henhold til Dublinforordningen er midlertidig, og at den undtagelsestilstand på migrationsområdet, som blev indført i Italien den 11. april 2023, forventes at ophøre den 11. oktober 2023. Flygtningenævnet er opmærksom på, at de italienske myndigheder har oplyst, at undtagelsestilstanden kan blive forlænget, hvis ”the extraordinary migratory situation” ikke er ændret til det bedre, men denne oplysning kan ikke nu føre Flygtningenævnet til en anden generel vurdering af det italienske migrationssystem. Flygtningenævnet finder, at det ikke kan lægges til grund, at klageren er psykisk dårlig i en sådan grad, at hun kan anses for at være særlig sårbar eller i en særlig udsat situation. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har afgivet udbyggende oplysninger herom. Under oplysnings- og motivsamtalen i [efteråret 2022] oplyste klageren blandt andet, at hun er sund og rask, at hun har brækket højre hånd i forbindelse med udrejsen, og at hun ikke lider af nogen kroniske sygdomme eller har haft længerevarende eller alvorlige sygdomsforløb. Af DRC Dansk Flygtningehjælps indlæg af i [vinteren 2023] fremgår imidlertid, at klageren nu havde oplyst, at hun psykisk har det meget dårligt som følge af overgreb, hun som 17-årig var udsat for i Iran. Der foreligger heller ikke i øvrigt forhold af humanitær karakter, der kan begrunde, at klageren ikke kan overføres til Italien, jf. Dublinforordningens artikel 17. Flygtningenævnet finder, at en beslutning om, at klageren skal overføres til Italien, ikke kan anses at indebære en sagsbehandlingstid, som er i strid med Dublinforordningens krav om hurtig og effektiv behandling af asylansøgninger. Flygtningenævnet bemærker herved, at klageren har søgt om asyl i [efteråret 2022], og at spørgsmålet om den faktiske overførsel af klageren til Italien må antages at være afklaret i løbet af seks måneder fra Flygtningenævnets afgørelse af dags dato, jf. herved Dublinforordningens artikel 29, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse i [vinteren 2022/2023]. Dub-Ital/2023/8/LODU
Nævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der havde et Schengenvisum til Italien. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag. Sambehandlet med Dub-Ital/2023/8/LODU.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien, og at klageren skulle anses som særlig sårbar. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Det lægges til grund, at de italienske myndigheder på grundlag af en ansøgning fra klageren har udstedt et visum, der udløb i [sommeren 2022], og at klageren søgte asyl den i [efteråret 2022]. Flygtningenævnet tiltræder på denne baggrund, at de formelle betingelser for, at Italien skal modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 12, stk. 4, er opfyldt. Italien har også i [vinteren 2022/2023] accepteret at overtage klageren i overensstemmelse hermed. Klageren har anført, at hans asylansøgning realitetsbehandles i Danmark. Det er til støtte herfor gjort gældende, at han er i et behandlingsforløb, og at han er offer for tortur, hvorfor han må betragtes som særlig sårbar. Klageren har endelig gjort gældende, at han ved en overførsel til Italien risikerer ikke at få adgang til asylproceduren, herunder adgangen til indkvartering. Flygtningenævnet bemærker: Flygtningenævnet modtog i [vinteren 2022/2023] en orientering fra Hjemrejsestyrelsen om, at de italienske myndigheder ved breve af 5. og 7. december 2022 havde anmodet EU’s medlemsstater om midlertidig suspension på ubestemt tid af indkomne overførsler i medfør af Dublinforordningen på grund af et stort pres på landets grænser samt utilstrækkelige modtagefaciliteter. Flygtningenævnet traf i [foråret 2023] afgørelse i to sager om at stadfæste Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. Nævnet bemærkede i begge sager, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet fandt imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klagerne til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-chartrets artikel 4. Nævnet bemærkede videre, at det må forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en midlertidig karakter, og fandt på denne baggrund ikke grundlag for at fastslå, at suspensionen er udtryk for generelle systemfejl i asylproceduren eller modtageforholdene i Italien, eller at det vil være i strid med formålet bag Dublinforordningen om hurtig og effektiv behandling at træffe bestemmelse om overførsel af klagerne til Italien. Det fremgår af sagen, at den italienske regering den 11. april 2023 indførte undtagelsestilstand på migrationsområdet i seks måneder. Flygtningenævnet traf i [foråret 2023] afgørelse i to sager om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. I begge afgørelser bemærkede nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere og Dublin-overførte i Italien ifølge nævnets baggrundsoplysninger – der dog ikke beskriver den aktuelle situation, hvor der alene i 2023 indtil videre er indrejst over 30.000 personer – er behæftet med visse mangler, og at de italienske myndigheder siden deres udmelding af 5. og 7. december 2022 fortsat har suspenderet alle indkomne overførsler i medfør af Dublinforordningen på grund af pres på landets grænser og utilstrækkelige modtagefaciliteter og et deraf følgende behov for at omstrukturere disse. Nævnet fandt på den baggrund, at sagerne skulle hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen skulle undersøge, hvilken betydning den indførte undtagelsestilstand på migrationsområdet har i forhold til modtagelsen og indkvarteringen af Dublin-overførte, herunder hvilken betydning undtagelsestilstanden har i forhold til de italienske myndigheders midlertidige suspendering af Dublin-overførsler, samt hvilken betydning den har i forhold til den generelle garanti, som de italienske myndigheder ved circular letter af 8. februar 2021 har stillet i forhold til modtagelsen af særligt sårbare personer, herunder familier med mindreårige børn i henhold til Dublinforordningen. Resultatet af den undersøgelse, Udlændingestyrelsen herefter har foretaget, er de italienske myndigheders ovenfor citerede brev af august 2023. Flygtningenævnet finder, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger fortsat er behæftet med visse mangler. Flygtningenævnet tiltræder imidlertid Udlændingestyrelsens vurdering af, at de generelle forhold for asylansøgere i Italien ikke har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene, og at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Italien. Flygtningenævnet finder således, at forholdene i Italien ikke giver grundlag for en generel antagelse om, at en overførsel af asylansøgere, herunder også sårbare asylansøgere, til Italien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at de italienske myndigheder i august 2023 har gentaget, at suspensionen – som ikke omfatter uledsagede mindreårige – af overførelser i henhold til Dublinforordningen er midlertidig, og at den undtagelsestilstand på migrationsområdet, som blev indført i Italien den 11. april 2023, forventes at ophøre den 11. oktober 2023. Flygtningenævnet er opmærksom på, at de italienske myndigheder har oplyst, at undtagelsestilstanden kan blive forlænget, hvis ”the extraordinary migratory situation” ikke er ændret til det bedre, men denne oplysning kan ikke nu føre Flygtningenævnet til en anden generel vurdering af det italienske migrationssystem. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke kan anses for at være særlig sårbar eller i en særlig udsat situation. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren er torturoffer, idet klageren har afgivet udbyggende oplysninger herom. Under oplysnings- og motivsamtalen i [efteråret 2022] oplyste klageren blandt andet, at han har problemer med maven, men ellers er sund og rask, at maveproblemerne skyldes bakterier i maven, at han ikke er blevet færdigbehandlet i Iran, og at han ikke kender navnet på diagnosen. Af DRC Dansk Flygtningehjælps indlæg i [vinteren 2022/2023] fremgår imidlertid, at klageren nu havde oplyst, at hans mavesmerter er opstået i forbindelse med, at han blev udsat for tortur for cirka 12 år siden, idet han blandt andet var blevet tvunget til at spise menneskeafføring. Der foreligger heller ikke i øvrigt forhold af humanitær karakter, der kan begrunde, at klageren ikke kan overføres til Italien, jf. Dublinforordningens artikel 17. Flygtningenævnet finder, at en beslutning om, at klageren skal overføres til Italien, ikke kan anses at indebære en sagsbehandlingstid, som er i strid med Dublinforordningens krav om hurtig og effektiv behandling af asylansøgninger. Flygtningenævnet bemærker herved, at klageren har søgt om i [efteråret 2022], og at spørgsmålet om den faktiske overførsel af klageren til Italien må antages at være afklaret i løbet af seks måneder fra Flygtningenævnets afgørelse af dags dato, jf. herved Dublinforordningens artikel 29, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse i [vinteren 2022/2023]”. Dub-Ital/2023/7/LODU
Nævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der blev registreret indrejst ulovligt fra tredjeland i Italien. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien, og at klageren skulle anses som særlig sårbar. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet tiltræder, at de formelle betingelser for, at Italien skal modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 13, stk. 1, er opfyldt. Italien har også i [vinteren 2022/2023] accepteret at overtage klageren i overensstemmelse hermed. Klageren har anført, at hans asylansøgning skal realitetsbehandles i Danmark. Det er til støtte herfor gjort gældende, at han er offer for tortur, hvorfor han må betragtes som særlig sårbar. Klageren har videre gjort gældende, at hans søster er bosiddende i Danmark, og at han er privat indkvarteret hos hende. Klageren har endelig gjort gældende, at situationen for Dublinoverførte som ikke registreret i Italien er dårlig, herunder at Dublinoverførte ikke kan få adgang til asylproceduren og adgangen til indkvartering, hvorfor der er en reel risiko for, at klageren henvises til et liv på gaden. Flygtningenævnet bemærker: Flygtningenævnet modtog i [vinteren 2022/2023] en orientering fra Hjemrejsestyrelsen om, at de italienske myndigheder ved breve af 5. og 7. december 2022 havde anmodet EU’s medlemsstater om midlertidig suspension på ubestemt tid af indkomne overførsler i medfør af Dublinforordningen på grund af et stort pres på landets grænser samt utilstrækkelige modtagefaciliteter. Flygtningenævnet traf i [foråret 2023] afgørelse i to sager om at stadfæste Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. Nævnet bemærkede i begge sager, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet fandt imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klagerne til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-chartrets artikel 4. Nævnet bemærkede videre, at det må forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en midlertidig karakter, og fandt på denne baggrund ikke grundlag for at fastslå, at suspensionen er udtryk for generelle systemfejl i asylproceduren eller modtageforholdene i Italien, eller at det vil være i strid med formålet bag Dublinforordningen om hurtig og effektiv behandling at træffe bestemmelse om overførsel af klagerne til Italien. Det fremgår af sagen, at den italienske regering den 11. april 2023 indførte undtagelsestilstand på migrationsområdet i seks måneder. Flygtningenævnet traf i [foråret 2023] afgørelse i to sager om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. I begge afgørelser bemærkede nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere og Dublin-overførte i Italien ifølge nævnets baggrundsoplysninger – der dog ikke beskriver den aktuelle situation, hvor der alene i 2023 indtil videre er indrejst over 30.000 personer – er behæftet med visse mangler, og at de italienske myndigheder siden deres udmelding af 5. og 7. december 2022 fortsat har suspenderet alle indkomne overførsler i medfør af Dublinforordningen på grund af pres på landets grænser og utilstrækkelige modtagefaciliteter og et deraf følgende behov for at omstrukturere disse. Nævnet fandt på den baggrund, at sagerne skulle hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen skulle undersøge, hvilken betydning den indførte undtagelsestilstand på migrationsområdet har i forhold til modtagelsen og indkvarteringen af Dublin-overførte, herunder hvilken betydning undtagelsestilstanden har i forhold til de italienske myndigheders midlertidige suspendering af Dublin-overførsler, samt hvilken betydning den har i forhold til den generelle garanti, som de italienske myndigheder ved circular letter af 8. februar 2021 har stillet i forhold til modtagelsen af særligt sårbare personer, herunder familier med mindreårige børn i henhold til Dublinforordningen. Resultatet af den undersøgelse, Udlændingestyrelsen herefter har foretaget, er de italienske myndigheders ovenfor citerede brev af [sommeren 2023]. Flygtningenævnet finder, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger fortsat er behæftet med visse mangler. Flygtningenævnet tiltræder imidlertid Udlændingestyrelsens vurdering af, at de generelle forhold for asylansøgere i Italien ikke har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene, og at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Italien. Flygtningenævnet finder således, at forholdene i Italien ikke giver grundlag for en generel antagelse om, at en overførsel af asylansøgere, herunder også sårbare asylansøgere, til Italien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at de italienske myndigheder i august 2023 har gentaget, at suspensionen – som ikke omfatter uledsagede mindreårige – af overførelser i henhold til Dublinforordningen er midlertidig, og at den undtagelsestilstand på migrationsområdet, som blev indført i Italien den 11. april 2023, forventes at ophøre den 11. oktober 2023. Flygtningenævnet er opmærksom på, at de italienske myndigheder har oplyst, at undtagelsestilstanden kan blive forlænget, hvis ”the extraordinary migratory situation” ikke er ændret til det bedre, men denne oplysning kan ikke nu føre Flygtningenævnet til en anden generel vurdering af det italienske migrationssystem. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke kan anses for at være særlig sårbar eller i en særlig udsat situation. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren er torturoffer, idet klageren har afgivet udbyggende oplysninger herom. Under oplysnings- og motivsamtale i [efteråret 2022] oplyste klageren blandt andet, at han anser sig som sund og rask, at han ikke lider af nogen kroniske sygdomme og ikke har haft længerevarende eller alvorlige sygdomsforløb. Klageren oplyste endvidere at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tvunget til militærtjeneste, som han er blevet genindkaldt til. Under den samtale, som DRC Dansk Flygtningehjælp havde med klageren den i [vinteren 2022/2023], oplyste klageren om et nært forhold til sin herboende søster og om frygt for, at han ikke kan klare at være alene, men han oplyste ikke at have været udsat for tortur. Af advokatindlæg i [foråret 2023] fremgår imidlertid, at klageren under samtalen med advokaten nu havde oplyst, at han i 2012 blev fængslet af de syriske myndigheder og under afsoning af en fem års fængselsstraf blev udsat for tortur og overgreb. Der foreligger heller ikke i øvrigt forhold af humanitær karakter, der kan begrunde, at klageren ikke kan overføres til Italien, jf. Dublinforordningens artikel 17. Flygtningenævnet finder, at en beslutning om, at klageren skal overføres til Italien, ikke kan anses at indebære en sagsbehandlingstid, som er i strid med Dublinforordningens krav om hurtig og effektiv behandling af asylansøgninger. Flygtningenævnet bemærker herved, at klageren er registreret indrejst ulovligt fra tredjeland til Italien i [efteråret 2022], og at spørgsmålet om den faktiske overførsel af klageren til Italien må antages at være afklaret i løbet af seks måneder fra Flygtningenævnets afgørelse af dags dato, jf. herved Dublinforordningens artikel 29, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2022/2023]”. Dub-Ital/2023/6/LODU
Nævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der registreret indrejst ulovligt fra tredjeland i Italien. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien, og at klageren skulle anses som særlig sårbar. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet tiltræder, at de formelle betingelser for, at Italien skal modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 13, stk. 1, er opfyldt. Italien har også i [efteråret 2022] accepteret at overtage klageren i overensstemmelse hermed. Klageren har anført, at hans asylansøgning skal realitetsbehandles i Danmark. Det er til støtte herfor gjort gældende, at han er offer for tortur, ligesom han er offer for menneskehandel, hvilket har medført, at klagerens psykiske helbredstilstand er forværret, ligesom han som følge heraf må betragtes som særlig sårbar. Klageren har endvidere gjort gældende, at Dublinoverførte i Italien er i risiko for at blive udvist uden adgang til asylproceduren, at få afslag på at få registreret deres asylansøgning, idet de ikke har en bopælsadresse og at blive henvist til et liv på gaden indtil formel registrering hos de italienske myndigheder. Flygtningenævnet bemærker: Flygtningenævnet modtog i [vinteren 2022/2023] en orientering fra Hjemrejsestyrelsen om, at de italienske myndigheder ved breve af 5. og 7. december 2022 havde anmodet EU’s medlemsstater om midlertidig suspension på ubestemt tid af indkomne overførsler i medfør af Dublinforordningen på grund af et stort pres på landets grænser samt utilstrækkelige modtagefaciliteter. Flygtningenævnet traf i [foråret 2023] afgørelse i to sager om at stadfæste Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. Nævnet bemærkede i begge sager, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet fandt imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klagerne til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-chartrets artikel 4. Nævnet bemærkede videre, at det må forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en midlertidig karakter, og fandt på denne baggrund ikke grundlag for at fastslå, at suspensionen er udtryk for generelle systemfejl i asylproceduren eller modtageforholdene i Italien, eller at det vil være i strid med formålet bag Dublinforordningen om hurtig og effektiv behandling at træffe bestemmelse om overførsel af klagerne til Italien. Det fremgår af sagen, at den italienske regering den 11. april 2023 indførte undtagelsestilstand på migrationsområdet i seks måneder. Flygtningenævnet traf i [foråret 2023] afgørelse i to sager om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. I begge afgørelser bemærkede nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere og Dublin-overførte i Italien ifølge nævnets baggrundsoplysninger – der dog ikke beskriver den aktuelle situation, hvor der alene i 2023 indtil videre er indrejst over 30.000 personer – er behæftet med visse mangler, og at de italienske myndigheder siden deres udmelding af 5. og 7. december 2022 fortsat har suspenderet alle indkomne overførsler i medfør af Dublinforordningen på grund af pres på landets grænser og utilstrækkelige modtagefaciliteter og et deraf følgende behov for at omstrukturere disse. Nævnet fandt på den baggrund, at sagerne skulle hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen skulle undersøge, hvilken betydning den indførte undtagelsestilstand på migrationsområdet har i forhold til modtagelsen og indkvarteringen af Dublin-overførte, herunder hvilken betydning undtagelsestilstanden har i forhold til de italienske myndigheders midlertidige suspendering af Dublin-overførsler, samt hvilken betydning den har i forhold til den generelle garanti, som de italienske myndigheder ved circular letter af 8. februar 2021 har stillet i forhold til modtagelsen af særligt sårbare personer, herunder familier med mindreårige børn i henhold til Dublinforordningen. Resultatet af den undersøgelse, Udlændingestyrelsen herefter har foretaget, er de italienske myndigheders ovenfor citerede brev af august 2023. Flygtningenævnet finder, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger fortsat er behæftet med visse mangler. Flygtningenævnet tiltræder imidlertid Udlændingestyrelsens vurdering af, at de generelle forhold for asylansøgere i Italien ikke har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene, og at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Italien. Flygtningenævnet finder således, at forholdene i Italien ikke giver grundlag for en generel antagelse om, at en overførsel af asylansøgere, herunder også sårbare asylansøgere, til Italien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at de italienske myndigheder i [sommer 2023] har gentaget, at suspensionen – som ikke omfatter uledsagede mindreårige – af overførelser i henhold til Dublinforordningen er midlertidig, og at den undtagelsestilstand på migrationsområdet, som blev indført i Italien den 11. april 2023, forventes at ophøre den 11. oktober 2023. Flygtningenævnet er opmærksom på, at de italienske myndigheder har oplyst, at undtagelsestilstanden kan blive forlænget, hvis ”the extraordinary migratory situation” ikke er ændret til det bedre, men denne oplysning kan ikke nu føre Flygtningenævnet til en anden generel vurdering af det italienske migrationssystem. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke kan anses for at være særlig sårbar eller i en særlig udsat situation. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren er torturoffer, idet klageren har afgivet divergerende og udbyggende oplysninger herom. Under oplysnings- og motivsamtalen i [sommer 2022] oplyste klageren blandt andet, at han anser sig som sund og rask, at han i Libyen var fængslet i cirka ni måneder, og at han blev løsladt i 2022, fordi han blev syg og skulle opereres i halsen. Af DRC Dansk Flygtningehjælps indlæg af [vinter 2022/2023] fremgår imidlertid, at klageren nu havde oplyst, at han under fængslingen i Libyen har været udsat for vold og tortur, herunder at han har fået tæsk med en gummislange og kæppe, og at han efter operationen i halsen blev sendt tilbage til fængslet. Heller ikke den omstændighed, at klageren af Udlændingestyrelsen er vurderet udsat for menneskehandel, er et forhold af humanitær karakter, der kan begrunde, at klageren ikke kan overføres til Italien, jf. Dublinforordningens artikel 17. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren såfremt han måtte opleve problemer i Italien, kan henvises til at rette henvendelse til det italienske politi, som må antages at have evnen og viljen til at yde ham den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at en beslutning om, at klageren skal overføres til Italien, ikke kan anses at indebære en sagsbehandlingstid, som er i strid med Dublinforordningens krav om hurtig og effektiv behandling af asylansøgninger. Flygtningenævnet bemærker herved, at klageren er registreret indrejst ulovligt fra tredjeland til Italien i [sommeren 2022], og at spørgsmålet om den faktiske overførsel af klageren til Italien må antages at være afklaret i løbet af seks måneder fra Flygtningenævnets afgørelse af dags dato, jf. herved Dublinforordningens artikel 29, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse i [vinteren 2022/2023]”. Dub-Ital/2023/5/LODU
Nævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der havde et Schengenvisum til Italien. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien, og han grundet sygdom skulle anses for særlig sårbar. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har fået udstedt et visum, der udløb i [efteråret 2022] og dermed mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at han ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum. Klageren har anført, at hans asylansøgning skal realitetsbehandles i Danmark. Det er til støtte herfor gjort gældende, at han lider af angst, uro og søvnløshed og bliver medicineret herfor, hvorfor klageren må anses som særlig sårbar. Klageren har endvidere gjort gældende, at Dublinoverførte i Italien er i risiko for at blive udvist uden adgang til asylproceduren, at få afslag på at få registreret deres asylansøgning, idet de ikke har en bopælsadresse, og at blive henvist til et liv på gaden. Flygtningenævnet modtog i [vinteren 2022/2023] en orientering fra Hjemrejsestyrelsen om, at de italienske myndigheder ved breve af 5. og 7. december 2022 havde anmodet EU’s medlemsstater om midlertidig suspension på ubestemt tid af indkomne overførsler i medfør af Dublinforordningen på grund af et stort pres på landets grænser samt utilstrækkelige modtagefaciliteter. Flygtningenævnet traf i [foråret 2023] afgørelse i to sager om at stadfæste Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. Nævnet bemærkede i begge sager, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet fandt imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtage forholdene i Italien, at en overførsel af klagerne til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-chartrets artikel 4. Nævnet bemærkede videre, at det må forventes, at de italienske myndigheders suspension af overførsler har en midlertidig karakter, og fandt på denne baggrund ikke grundlag for at fastslå, at suspensionen er udtryk for generelle systemfejl i asylproceduren eller modtageforholdene i Italien, eller at det vil være i strid med formålet bag Dublinforordningen om hurtig og effektiv behandling at træffe bestemmelse om overførsel af klagerne til Italien. Det fremgår af sagen, at den italienske regering den 11. april 2023 indførte undtagelsestilstand på migrationsområdet i seks måneder. Flygtningenævnet traf i [foråret 2023] afgørelse i to sager om overførsel til Italien i medfør af Dublinforordningen. I begge afgørelser bemærkede nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere og Dublin-overførte i Italien ifølge nævnets baggrundsoplysninger, der dog ikke beskriver den aktuelle situation, hvor der alene i 2023 indtil videre er indrejst over 30.000 personer, er behæftet med visse mangler, og at de italienske myndigheder siden deres udmelding af 5. og 7. december 2022 fortsat har suspenderet alle indkomne overførsler i medfør af Dublinforordningen på grund af pres på landets grænser og utilstrækkelige modtagefaciliteter og et deraf følgende behov for at omstrukturere disse. Nævnet fandt på den baggrund, at sagerne skulle hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen skulle undersøge. hvilken betydning den indførte undtagelsestilstand på migrationsområdet har i forhold til modtagelsen og indkvarteringen af Dublin-overførte, herunder hvilken betydning undtagelsestilstanden har i forhold til de italienske myndigheders midlertidige suspendering af Dublin-overførsler, samt hvilken betydning den har i forhold til den generelle garanti, som de italienske myndigheder ved circular letter af 8. februar 2021 har stillet i forhold til modtagelsen af særligt sårbare personer, herunder familier med mindreårige børn i henhold til Dublinforordningen. Resultatet af den undersøgelse, Udlændingestyrelsen herefter har foretaget, er de italienske myndigheders ovenfor citerede brev af august 2023. Flygtningenævnet finder, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger fortsat er behæftet med visse mangler. Flygtningenævnet tiltræder imidlertid Udlændingestyrelsens vurdering af, at de generelle forhold for asylansøgere i Italien ikke har en sådan karakter, at de kan sidestilles med systemmæssige mangler i asylproceduren og modtageforholdene, og at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, ikke er til hinder for en overførsel til Italien. Flygtningenævnet finder således, at forholdene i Italien ikke giver grundlag for en generel antagelse om, at en overførsel af asylansøgere, herunder også sårbare asylansøgere, til Italien som udgangspunkt vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EMRK artikel 3 og EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at de italienske myndigheder i august 2023 har gentaget, at suspensionen, som ikke omfatter uledsagede mindreårige, af overførelser i henhold til Dublinforordningen er midlertidig, og at den undtagelsestilstand på migrationsområdet, som blev indført i Italien den 11. april 2023, forventes at ophøre den 11. oktober 2023. Flygtningenævnet er opmærksom på, at de italienske myndigheder har oplyst, at undtagelsestilstanden kan blive forlænget, hvis “the extraordinary migratory situation” ikke er ændret til det bedre, men denne oplysning kan ikke nu føre Flygtningenævnet til en anden generel vurdering af det italienske migrationssystem. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, jf. artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter, og EMRK artikel 3 er således ikke til hinder for en overførsel af klageren til Italien. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke kan anses for at være særlig sårbar eller i en særlig udsat situation. Oplysningerne om klagerens personlige forhold kan ikke føre til en anden vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt klageren bør overføres til Italien. Der foreligger således ikke sådanne hensyn, herunder af humanitær karakter, at klageren ikke bør overføres til Italien, jf. Dublinforordningens artikel 17. Nævnet har i forhold til oplysningerne om, at klageren lider af hovedpiner og angst, lagt vægt på, at han efter baggrundsoplysningerne, jf. herved AIDA, Country Report Italy, update May 2022, vil have adgang til den fornødne lægebehandling i Italien. Nævnet forudsætter i den forbindelse, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af klageren underretter de italienske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil. I forhold til en mulig konflikt med de personer i Italien, som klageren ikke som forudsat har udført arbejde for, og som derfor nu er vrede på ham, jf. herved klagerens oplysninger til brug for DRC Dansk Flygtningehjælps indlæg af 24. januar 2023, må klageren henvises til at søge beskyttelse hos de italienske myndigheder, som må forventes både at kunne og ville yde en sådan beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at en beslutning om, at klageren skal overføres til Italien, ikke kan anses at indebære en sagsbehandlingstid, som er i strid med Dublinforordningens krav om hurtig og effektiv behandling af asylansøgninger. Flygtningenævnet bemærker herved, at klageren har søgt om asyl i [efteråret 2022], og at spørgsmålet om den faktiske overførsel af klageren til Italien må antages at være afklaret i løbet af seks måneder fra Flygtningenævnets afgørelse af dags dato, jf. herved Dublinforordningens artikel 29, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse truffet i medfør af Dublinforordningens artikel 12, stk. 4, jf. udlændingelovens § 48 a, om overførsel af klageren til Italien.” Dub-Ital/2023/10/LODU
Nævnet omgjorde i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk [etnicitet] og [religiøs overbevisning] af trosretning fra [by], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Klageren har deltaget i demonstrationer i Danmark mod det syriske regime samt udtalt sig kritisk om det syriske regime i et interview på [tv-station]. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren 2015/2016], og at han [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, som medfølgende barn. Klageren har [i sommeren] 2023 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er i den militærpligtige alder, og at klageren ikke ønsker at aftjene militærpligt i den syriske hær. Flygtningenævnet finder under henvisning til klagerens alder og praksis vedrørende mandlige syriske statsborger, der risikerer at blive indkaldt til tjeneste i det syriske forsvar, at klageren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2023/72/juri
Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [by A], der er beliggende i [provins A], Syrien. I perioden fra 2008 til 2013 boede hun sammenmed sin familie i [by B], [provins B]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2016 sammen med sine forældre og søskende, efter at familien [i vinteren 2015/2016] var blevet meddelt opholdstilladelse som kvoteflygtninge, jf. udlændingelovens § 8, stk. 2. Udlændingestyrelsen traf [i sommeren] 2022 afgørelse om at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark. Udlændingestyrelsen fandt, at der ikke var grundlag for at forlænge opholdstilladelsen i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2, og at der heller ikke var grundlag for at meddele hende opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 1. Da en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse imidlertid fandtes at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder retten til familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, forlængede Udlændingestyrelsen opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 8, stk. 2. Klageren har [i vinteren 2022/2023] rettet henvendelse til det danske politi. Udlændingestyrelsen har [i vinteren 2022/2023] videresendt klagerens henvendelse som en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2020/2021] med påstand om, at hun meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 1. Klageren har i klagen henvist til, at hun frygter at få problemer med de syriske myndigheder som følge af sin nu tidligere samlevers forhold og på grund af sit ophold i Danmark. Klageren har i forbindelse med nævnsbehandlingen supplerende henvist til, at hun som ”returnee” vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 8, stk. 1, ved en tilbagevenden til Syrien, og at hun kommer fra et område af Syrien, [provins B], hvis beboere opfattes som regimekritiske af de syriske myndigheder. Hun har endvidere henvist til, at hendes herboende brødre har unddraget sig militærtjeneste, samt at hun er udrejst illegalt af Syrien. Hun har derudover henvist til, at hun som enlig kvinde ikke vil kunne klare sig ved en tilbagevenden til Syrien, herunder fordi hun ikke har noget familiemæssigt netværk. Endelig har klageren under nævnsbehandlingen [i sommeren] 2023 som asylmotiv henvist til, at hun skal vurderes i forhold til [by A], der er beliggende i [provins A], hvor hun boede indtil 2008 og ikke [provins B]. Klageren har under nævnsbehandlingen [i foråret] 2023 som yderligere asylmotiver henvist til, at hun har en konflikt med sin herboende tidligere samlever, der har truet hende og parrets børn på livet og truet med at kidnappe børnene til [europæisk land A] og Syrien, ligesom hun frygter sin tidligere samlevers familie i Syrien. Under nævnsbehandlingen [i sommeren] 2023 har klageren imidlertid frafaldet disse asylmotiver. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at klageren på tidspunktet for udrejsen boede sammen med sin familie i [by B], [provins B], hvor hun har boet i perioden 2008 – 2013. Klageren har herom yderligere forklaret, at hun og hendes familie forlod [by A], der er beliggende i [provins A], fordi det på grund af tørke ikke længere var muligt at forsørge sig selv der. Flygtningenævnet finder således, at klageren skal vurderes i forhold til [provins B]. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren ikke isoleret set af denne grund kan anses for at være i en asylbegrundende situation. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter overgreb og forfølgelse fra de syriske myndigheder, fordi hun illegalt har forladt Syrien, ligesom hun inden udrejsen fra Syrien har boet i et konfliktområde i [provins B] fra 2008 – 2013, der var kontrolleret af Den Frie Syriske Hær, således at hun af disse grunde vil blive anset for modstander af det syriske regime, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort dette. Flygtningenævnet har herved lagt afgørende vægt på dels, at klageren, hendes familie og tidligere samlever ikke fremstår profilerede, dels på Udlændingestyrelsens rapport af 1. maj 2022 ”Syria. Treatment upon return”, hvoraf blandt andet fremgår: “…According to EuroMed Rights, the GoS considers Syrians who have left government-controlled areas as well as those who have lived in areas that have been under opposition-control as traitors.62 The Syrian human rights organisation interviewed by DIS in April 2022 stated that a returnee originating from or having lived in a former opposition-controlled area before leaving Syria would usually not be subject to mistreatment or violations only because of originating from or having lived in that area. If someone or a group of persons from a certain area experience problems at checkpoints, it is most probably due to the decision of the individual officer or the force controlling that particular checkpoints rather than the person’s place of origin.…” Det forhold, at klageren er udrejst illegalt af Syrien, vurderer Flygtningenævnet i praksis ikke længere er noget problem og kan ikke anses for at skabe en reel konflikt med myndighederne. Det fremgår herunder af Udlændingestyrelsens landerapport ”Syria, Security Situation in Damascus Province and Issues Regarding Return to Syria, based on interviews between 16 to 27 november 2018 in Beirut and Damascus” fra februar 2019, at det siden begyndelsen af 2018 har tydet på, at det ikke har konsekvenser for en tilbagevendende syrer, at vedkommende forlod landet under krigen, og at illegal udrejse af Syrien fortsat er strafbart, men at det i praksis ikke længere er et problem, idet man kan få sin situation afklaret ved en syrisk repræsentation i udlandet inden indrejsen i Syrien. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på Udlændingestyrelsens rapport af 1. maj 2022 ”Syria. Treatment upon return”, hvoraf fremgår: “…Illegal exit….Officially, a person who has exited illegally from Syria might be subjected to prosecution upon return, unless the person has obtained a status settlement prior to return.47 The Syrian human rights organisation interviewed by DIS in April 2022 mentioned that those who exited Syria illegally have to report to the local intelligence service office in their area. They will be questioned about the reason for their leave and about their activities while staying abroad. Nothing more will happen to them unless someone in their absence has reported against them to the authorities accusing them of, for example, being involved in opposition activities. In that case, they risk being subject to further interrogation, detention and/or money extortion.….” Flygtningenævnet finder heller ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien er i en afledt risiko for forfølgelse som følge af, at klagerens [antal] herboende brødre og hendes tidligere samlever har unddraget sig syrisk militærtjeneste. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på baggrundsoplysningerne om risici for familiemedlemmer til personer, der har unddraget sig værnepligt i Syrien, herunder rapport fra EASO ”Syria Military Service” fra april 2021, hvorefter familiemedlemmer til uprofilerede militærunddragere ikke er i risiko for forfølgelse alene som følge af unddragelsen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke af sagen fremgår oplysninger, som kan begrunde, at klagerens tidligere samlever og hendes herboende brødre kan betragtes som særligt profilerede hos de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har også lagt vægt på Udlændingestyrelsens rapport af 1. maj 2022 ”Syria. Treatment upon return”, hvoraf fremgår: “…Evasion and desertion from military service.….The source added that family members of draft evaders and deserters do not face problems with the authorities anymore. Previously, the authorities harassed such families, but now the authorities may contact them once or twice and ask about the evading or deserting family member and his whereabouts, but nothing more will happen. One should also bear in mind that there are too many draft evaders and deserters for the authorities to be able to spend time and resources on such cases.…” Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren er enlig kvinde uden familiemæssigt netværk i Syrien, hvorved nævnet bemærker, at klageren har oplyst, at hun har [et familiemedlem], der fortsat bor i Syrien. Flygtningenævnet finder anledning til at bemærke, at klageren under de 2 nævnsmøder har forklaret direkte modstridende om hendes og den tidligere samlevers forhold samt forholdet til dennes familie i Syrien. Klageren har under nævnsmødet [i sommeren] 2023 tilbagekaldt sine asylmotiver om, at hun havde en konflikt med sin herboende tidligere samlever, der skulle have truet med at kidnappe børnene til [europæisk land A] og have udøvet vold mod den yngste af børnene, samt at hun ved en tilbagevenden til Syrien ville være i risiko for overgreb fra den tidligere samlevers familie i Syrien. Hun har herom nærmere under nævnsmødet [i sommeren] 2023 blandt andet forklaret, at delen om samleverens vold ikke passer, at det ikke er den tidligere samlever, der har påført den yngste af drengene skader, at hun ikke er bange for, at han vil bortføre drengene, og at hun har talt med den tidligere samlevers familie, der ønsker, at børnene skal blive ved klageren. Sammenfattende finder nævnet således ikke - heller ikke efter en kumulativ vurdering af de ovennævnte forhold og ved inddragelse af det forsigtighedsprincip, der anvendes ved risikovurderingen, herunder i forhold til indrejse i Syrien – at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 8, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2023/56/mnr
Nævnet stadfæstede i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] og […] af trosretning. Ansøgeren er født og opvokset i […] State, [bynavn], Nigeria. Ansøgerens seneste bopæl var [bynavn], [navn på stat], Nigeria. Ansøgeren er medstifter og medlem af bevægelsen [A], ligesom at ansøgeren tidligere har været tilknyttet det politiske parti [B] samt været opstillet til [valgtype] med henblik på at komme i [politisk samling]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive slået ihjel eller fængslet på livstid, idet han har været politisk aktiv og i den forbindelse har ytret sig regeringskritisk. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i [årstal af 2000’erne] var tilknyttet det politiske oppositionsparti [B], og at han i [årstal i 2000’erne] stillede op til et [valgtype] med henblik på at blive valgt ind i [politisk samling]. Det lykkedes ikke ansøgeren at blive valgt ind, men ansøgeren fortsatte efterfølgende sit arbejde for partiet. Ansøgeren har blandt andet fungeret som [funktion] samt stået for [bestemt opgave]. Omkring og efter valgperioden blev ansøgeren udsat for adskillige trusler og et voldeligt overfald, hvor ansøgeren [beskrivelse af det voldelige overfald]. Ansøgeren flyttede efterfølgende til [anden del af] af Nigeria, hvor hans politiske aktivitet var begrænset. Ansøgeren blev politisk aktiv igen [2010’er], men grundet de ændrede magtforhold i Nigeria og den øgede kontrol af sociale medier var ansøgerens politiske aktiviteter begrænsede. Ansøgeren har videre oplyst, at han efter udrejsen af Nigeria følte, at han frit kunne dele sin mening, hvorfor han øgede sine politiske aktiviteter. I [årstal i 2010’erne] stiftede han – sammen med personer, han har mødt gennem et chatforum – organisationen [A], der har til formål at vække interesse for og sprede viden om politik med fokus på [persongruppe] i alle regioner i Nigeria, samt at etablere et politisk oppositionsparti. Ansøgerens opgave var blandt andet at indsamle og videregive nyheder samt andre vigtige oplysninger. Ansøgerens aktuelle aktivitet for organisationen er meget begrænset. Ansøgeren har derudover oplyst, at hans [familiemedlem A] i [årstal i 2010’erne] flere gange er blevet opsøgt og truet af personer, der ville have oplysninger om ansøgerens opholdssted grundet ansøgerens politiske aktiviteter, og at ansøgerens [familiemedlem B] er blevet antastet og tilbageholdt i lufthavnen. Ansøgeren har endelig oplyst, at han har modtaget trusler gennem chatforummet [navn på chatforum]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med de nigerianske myndigheder til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren har en konflikt med de nigerianske myndigheder, og at han er efterstræbt af de nigerianske myndigheder på baggrund af hans angivelige politiske aktiviteter forud for udrejsen i [årstal i 2010’erne]. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren i [specifik måned i årstal i 2010’erne] kunne udrejse legalt af Nigeria på hans eget nationalitetspas. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ankom til Danmark den [dato i efteråret] 2017 og først søgte asyl den [dato i efteråret] 2021 i forbindelse med en tilbageholdelse af politiet for ulovligt ophold i Danmark, hvor hans opholdstilladelse var udløbet, og han havde en udrejsefrist til den [dato i foråret] 2021. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med de nigerianske myndigheder, og at han er efterstræbt af nigerianske myndighederne på grund af hans angivelige politiske aktiviteter forud for hans udrejse. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren har en konflikt med de nigerianske myndigheder, og at han er efterstræbt af de nigerianske myndigheder på baggrund af hans angivelige politiske aktiviteter efter hans udrejse i [årstal i 2010’erne]. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at organisationen [A] ([forkortelse for A]) og dens medlemmer efter det oplyste er blevet officielt registreret som organisation hos Coorporate Affairs Commission, som er en del af de nigerianske myndigheder, og at det ikke fremstår overbevisende, at [forkortelsen for A] skulle stå i et modsætningsforhold til den nigerianske regering samtidig med, at organisationen bliver registreret hos myndighederne. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han aldrig er blevet registreret med sit rigtige navn eller med billede af ham i forbindelse med hans angivelige politiske aktiviteter, herunder for [forkortelse for A]. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han har modtaget trusler online på baggrund af hans politiske aktiviteter, herunder hans angivelige tilknytning til [forkortelse for A], ikke forekommer troværdig. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren udelukkende har haft en anonym profil. De af ansøgeren fremlagte dokumenter, der angiveligt er fra [forkortelse for A], kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at dokumenterne først er fremkommet i forbindelse med gensamtalen, og at de ikke har en sådan karakter, at de kan understøtte, at han skulle være i konflikt med myndighederne i Nigeria. Det bemærkes i den forbindelse, at to af referaterne fremstår som identiske fra det samme møde, men at der i et ene referat er indsat et ekstra afsnit med oplysning, at [alias for ansøgeren] er i udlandet. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaringer om opsøgningerne i [årstal i 2010’erne] på hans [familiemedlem A]s bopæl til grund. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgerens forklaring om opsøgningerne fremstår udetaljeret og overfladiske og ikke forekommer troværdige. Flygtningenævnet kan i den forbindelse heller ikke lægge til grund, at hans [familiemedlem B] skulle være blevet tilbageholdt på grund af ham i [årstal i 2010’erne]. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at de nigerianske myndigheder skulle være bekendt med hans angivelige politiske aktiviteter. Flygtningenævnet har også i denne forbindelse endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ankom til Danmark den [dato i efteråret] 2017 og først søgte asyl den [dato i efteråret] 2021 i forbindelse med en tilbageholdelse af politiet for ulovligt ophold i Danmark, hvor hans opholdstilladelse var udløbet, og han havde en udrejsefrist til den [dato i foråret] 2021. Flygtningenævnet afviser derfor i sin helhed, at ansøgeren måtte stå i et modsætningsforhold til de nigerianske myndigheder ved en tilbagevenden til Nigeria. De generelle forhold i Nigeria kan ikke i sig selv føre til, at der gives ansøgeren asyl. Efter en samlet vurdering har ansøgeren herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i en konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2023/3/DH
Nævnet stadfæstede i september 2023. Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim fra [by], [område] i Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet og udsat for tortur eller at blive slået ihjel af [politisk forening] da han var meddeler for [myndigheder]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i Etiopien ejede en butik, som solgte omslag og tilbehør til mobiltelefoner. Når medlemmer af [politisk forening] kom ind i hans butik, skulle han videregive oplysninger om medlemmerne til [myndighederne]. Ansøgerens far, som arbejdede for politiet, var endvidere i kontakt med [myndighederne]. Fra 2006-2008 modtog ansøgeren breve fra [politisk forening], hvor de bad ansøgeren om ikke at videregive oplysninger om dem. [politisk forening] havde på det tidspunkt ikke magt til at gøre ansøgeren noget. Ansøgeren udrejste i 2013, da han blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført til et herboende familiemedlem. Ansøgeren har videre oplyst, at der efter hans udrejse har været et magtskifte i Etiopien, som har medført, at [politisk forening] nu samarbejder med [myndighederne], og dermed har fået mere magt. Ansøgerens tidligere ægtefælle, som fortsat var bosat i Etiopien, blev efter magtskiftet opsøgt af [politisk forening]. Hun flyttede som følge heraf til Somalia, hvor hun fortsat bor. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har en konflikt med [politisk forening] til grund. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren ikke har forklaret overbevisende om en sådan konflikt. Det forekommer således ikke overbevisende, at ansøgeren ikke har været i stand til at forklare nærmere og mere detaljeret om sit angivelige samarbejde med sikkerhedsfolkene ud over, at han skulle holde øje med, om der kom personer fra [politisk forening] i hans butik, og at han i så fald skulle meddele dette til [myndighederne]. Det forekommer i den forbindelse ikke troværdigt, at ansøgeren ikke har været i stand til at konkretisere disse oplysninger yderligere, herunder hvilke oplysninger han skulle give, og hvordan det skulle foregå. Det forekommer heller ikke overbevisende, at ansøgeren ikke har været i stand til at forklare mere detaljeret om, hvordan han kunne udpege medlemmer fra [politisk forening] ud over, at de adskilte sig fra andre. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren til sin oplysnings- og motivsamtale [efteråret] 2021 ikke har kunnet angive noget nærmere antal for, hvor mange gange han på denne måde har taget kontakt til [myndighederne] for at indberette personer fra [politisk forening], når henses til hans forklaring om, at der var en risiko for ham forbundet med dette samarbejde med [myndighederne]. Ansøgerens forklaring om, at han formoder, at [politisk forening] skulle være bekendt med, at han skulle have videregivet oplysninger om personer med tilknytning til [politisk forening] til [myndighederne], forekommer ikke overbevisende. Ansøgeren har ikke kunne forklare, hvordan [politisk forening] skulle være bekendt med, at han har videregivet disse oplysninger til [politisk forening] ud over, at det var en pligt, som alle erhvervsdrivende havde. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hans tidligere ægtefælle, [a], er blevet opsøgt i 2018, da ansøgeren ikke har forklaret overbevisende og troværdigt om disse opsøgninger. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvordan han blev bekendt med, at [a] angiveligt er blevet truet af [politisk forening]. Han har således til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at det var [a], som fortalte ham om opsøgningerne, hvorimod han til sin asylsamtale [i sommeren] 2022 har forklaret, at det var hans nabo, [b], der fortalte ham, at [a] var blevet opsøgt. Senere i samme samtale har han ændret denne forklaring og oplyst, at det var [a], som fortalte ham, at hun var blevet opsøgt, hvorefter ansøgeren opfordrede hende til at flygte. Nævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at det ikke forekommer overbevisende, at [politisk forening] først skulle opsøge [a] omkring 5 år efter, at ansøgeren havde forladt landet. Det forekommer ikke overbevisende, at [politisk forening] har været afholdt fra at opsøge [a] før i 2018, hvor [politisk forening] fik del i magten i Etiopien. Ansøgeren har i samme forbindelse oplyst, at han selv er blevet opsøgt af [politisk forening] inden 2018, hvorfor det ikke forekommer overbevisende, at den ændrede magtbalance har afholdt [politisk forening] fra at opsøge [a] før 2018. Hertil kommer, at det ikke forekommer overbevisende, at [politisk forening] skulle have interesse i at efterstræbe [a], henset til at hun og ansøgeren allerede var blevet skilt, da ansøgeren og [a] boede i Etiopien. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvilke trusler [a] har modtaget. Han har således til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at [a] blev truet i forbindelse med, at hun var blevet opsøgt, mens han til sin asylsamtale yderligere har forklaret, at [a] også har modtaget telefoniske trusler. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring, udelukkende videregav oplysninger til sikkerhedsfolkene på baggrund af en pligt, som generelt påhviler erhvervsdrivende. Det forekommer således ikke overbevisende, at ansøgeren skulle have haft nogen profileret rolle i den daværende regerings bekæmpelse af [politisk forening], hvorfor der ikke er noget, der støtter, at [politisk forening] skulle have en særlig interesse i at efterstræbe ansøgeren. Afslutningsvist har Flygtningenævnet ved vurderingen af ansøgerens asylmotiv tillagt det en vis betydning, at ansøgeren først søgte asyl efter at hans opholdstilladelse som familiesammenført blev inddraget. Endelig har Flygtningenævnet ved vurderingen af ansøgerens troværdighed lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed må anses for svækket, idet han i forbindelse med, at han i 2013 søgte om familiesammenføring, erklærede usandt, at han ikke tidligere havde været gift, og at han ikke havde børn. Hertil kommer, at han i forbindelse med, at han i 2014 søgte asyl i Tyskland, oplyste falsk navn og angav, at han kom fra Somalia. På denne baggrund afviser Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ansøgerens forklaring om, at han skulle være efterstræbt af [politisk forening], som konstrueret til lejligheden. Det er Flygtningenævnets vurdering, at de generelle forhold i Etiopien ikke i sig selv kan begrunde asyl. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke kan få asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etio/2023/4
Nævnet stadfæstede i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by A] i [region B], Egypten. Ansøgeren udrejste af Egypten i [efteråret] 2016 og har siden da boet i [østeuropæisk land C], hvorefter han flygtede til Danmark. I den periode, hvor ansøgeren boede i [østeuropæisk land C], har han 3-4 gange været tilbage i Egypten, senest i sommeren 2021. Ansøgeren har været tilknyttet og deltaget i aktiviteter for Det Muslimske Broderskab, siden han var barn, men er ikke længere tilknyttet bevægelsen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Egypten frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de egyptiske myndigheder, fordi han ikke ønsker at aftjene værnepligt. Som yderligere asylmotiv har han oplyst, at han ved en tilbagevenden til Egypten frygter at blive tilbageholdt, anholdt eller henrettet af de egyptiske myndigheder, fordi han og hans far har haft tilknytning til Det Muslimske Broderskab, og at han derfor vil blive anklaget for at være terrorist. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om, at han frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de egyptiske myndigheder, fordi han ikke ønsker at aftjene værnepligt, oplyst, at det i Egypten er obligatorisk at aftjene værnepligt, når man fylder 18 år, og at værnepligtige fra [region B] bliver sendt til at bekæmpe terrorisme på Sinai-halvøen, hvor mange soldater bliver slået ihjel. Ifølge ansøgeren er terrorbekæmpelsen kun et påskud fra staten, og i virkeligheden er det højtstående militærfolk med forbindelser til regeringen, der slår de lavt rangerende soldater ihjel for at overbevise befolkningen om, at de har bekæmpet terrorisme i landet. Selv hvis ansøgeren ikke blev sendt til Sinai-halvøen, ønsker han ikke at aftjene værnepligt, både fordi han ikke vil bidrage til krig, hvor folk bliver fordrevet fra deres hjem, og fordi han ikke ønsker at støtte op om den nuværende regering i Egypten. Han er også bange for at blive slået ihjel af fordrevne personer, hvis han bliver sat til at fordrive dem. Værnepligten kan udsættes, hvis man er under uddannelse. Derfor skyndte ansøgeren sig at søge om studietilladelse i [østeuropæisk land C], før han blev indkaldt, hvorefter han fik udskudt sin værnepligt. Fornyelsen af udsættelsen af værnepligt, der gjaldt et år ad gangen, krævede fysisk fremmøde, hvorfor han hvert år rejste tilbage til Egypten for at forny sin udsættelse. Hans seneste udsættelse var i [vinteren 2021/2022]. Ansøgeren havde håbet på at få permanent opholdstilladelse i [østeuropæisk land C], hvorved han helt kunne undgå at aftjene værnepligt i Egypten. Nu er han for gammel til at få udskudt værnepligten på grund af uddannelse. Hvis han nægter at aftjene værnepligt, vil han blive bragt for militærdomstolen og sat i fængsel eller blive slået ihjel. Til støtte for sit asylmotiv om, at han vil blive tilbageholdt, anholdt eller henrettet på grund af sin tilknytning til Det Muslimske Broderskab, har ansøgeren oplyst, at han på grund af sine aktiviteter for bevægelsen har været udsat for chikane af de egyptiske myndigheder. Den nuværende regering anser Det Muslimske Broderskab for at være terrorister, fordi organisationen blander religion og politik. 140.000 personer sidder derfor fængslet på grund af deres tilknytning til Det Muslimske Broderskab. Da ansøgeren voksede op, var hans far lokal leder for Det Muslimske Broderskab, og ansøgeren blev selv tilknyttet organisationen efter revolutionen i 2011. Både ansøgeren og hans far deltog i aktiviteter for organisationen i perioden fra 2011 til 2013, hvor organisationen stadig var lovlig. Ansøgeren var en del af alt, hvad organisationen foretog sig, og han deltog blandt andet i samtlige demonstrationer i denne periode. Den største demonstration varede 48 dage [i sommeren 2013], hvor mange personer demonstrerede for at få den afsatte præsident til magten igen. Det startede som en fredelig demonstration, men da hæren opløste demonstrationen, endte det i en massakre. I den forbindelse blev ansøgeren interviewet af nogle journalister. Han blev efterfølgende chikaneret og beskyldt for at være terrorist, ligesom han blev truet med at blive sendt i fængsel. Han har også været aktiv som frivillig for organisationen, hvor han blandt andet hjalp med at organisere kampagner og deltage i valgkampe, og under krisen hjalp han borgerne i Egypten ved at bringe dem gasflasker og sørge for lægehjælp og hjælp til dyr. Ansøgerens far har udført de samme aktiviteter for organisationen som ansøgeren. Ansøgerens far har været fængslet omkring fem gange, senest i 2022, udelukkende på grund af sin tilknytning til Det Muslimske Broderskab. Hver gang er han blevet retsforfulgt, men han er hver gang blevet frifundet og løsladt, fordi myndighederne ikke har kunnet finde noget på ham. Ansøgeren er ikke længere tilknyttet organisationen, men myndighederne ved, at han var aktiv i organisationen, før den blev gjort ulovlig, og myndighederne vil derfor blive ved med at opsøge ham. Ansøgeren har aldrig haft noget medlemskort, fordi myndighederne i så fald ville få kendskab til hans tilknytning til organisationen og efterstræbe ham. På trods heraf har han i forbindelse med sine ind- og udrejser af Egypten i perioden 2016-2021 i 3-4 tilfælde været udsat for at blive tilbageholdt og afhørt om sin fars tilknytning til Det Muslimske Broderskab, og om hvorvidt han selv havde udført aktiviteter for organisationen. Det skyldes, at myndighederne har registreret alle, der er i familie med medlemmer af Det Muslimske Broderskab. Så snart han scannede sit pas, blev han tilbageholdt af myndighederne, der blandt andet slog ham hårdt på brystet med en hånd. Ved disse tilbageholdelser benægtede han sin tilknytning til Det Muslimske Broderskab, for hvis han bekræftede det, ville han risikere at blive henrettet. Ansøgerens mor og søskende har ikke været tilbageholdt af myndighederne, men de har oplevet, at deres bopæl er blevet ransaget, og at myndighederne i den forbindelse har stjålet ting fra deres hjem og truet dem med våben for at få dem til at oplyse, hvor ansøgerens far befandt sig. Ansøgerens far er stort set aldrig hjemme, men når det er tilfældet, bliver han opsøgt og chikaneret af myndighederne. Familien er også nogle gange blevet spurgt om, hvor ansøgeren er. Ved ansøgerens seneste besøg i Egypten, som varede fra [sommeren 2021] til [vinteren 2021/2022], oplevede han fire ransagninger af familiens bopæl. Første og anden razzia skete på den samme dag, hvor omkring 20 personer fra politiet ledte efter ansøgerens far. Ansøgeren og resten af familien blev afhørt, og ansøgeren blev truet med et våben for panden. Da familien ikke afslørede, hvor ansøgerens far befandt sig, gik politiet igen. Ved den tredje og fjerde razzia nåede ansøgeren at flygte, før myndighederne kom. Ansøgeren var bange for, at myndighederne ville tage ham med, når de ikke kunne få fat på hans far. Ansøgerens far har været offentligt ansat, og det har derfor været svært for myndighederne at dømme ham, men den beskyttelse vil ansøgeren ikke have, hvis han bliver sigtet. Tilknytning til Det Muslimske Broderskab: Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hans far har været tilknyttet Det Muslimske Broderskab, og at ansøgeren i sin barndom har deltaget i aktiviteter i Det Muslimske Broderskab sammen med sin far. Nævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge heraf har en konflikt med de egyptiske myndigheder. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgerens far nogle gange har været fængslet på grund af sin tilknytning til Det Muslimske Broderskab, men at ansøgeren ikke selv har oplevet problemer med myndighederne på baggrund heraf, når han i adskillige tilfælde har været tilbage i Egypten, herunder senest i perioden fra [sommeren 2021] til [vinteren 2021/2022]. Det forhold, at ansøgeren flere gange er blevet afhørt af de egyptiske myndigheder ved sin indrejse til Egypten, herunder en enkelt gang er blevet slået i brystet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren hver gang er blevet løsladt efter kortvarig tilbageholdelse, og at han ikke i øvrigt har oplevet problemer med myndighederne. Det er nævnets vurdering, at disse forhold ikke har en sådan karakter og intensitet, som kan begrunde asyl. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgerens far flere gange er blevet tilbageholdt og afhørt af de egyptiske myndigheder om sin tilknytning til Det Muslimske Broderskab, når henses til, at hans far hver gang er blevet løsladt igen. Endvidere har ansøgeren ikke oplevet problemer i forbindelse med, at myndighederne kom til hans families hjem for at lede efter hans far. Det forhold, at ansøgeren antager, at myndighederne muligvis vil tilbageholde ham på baggrund af hans fars handlinger, beror således udelukkende på ansøgerens egen formodning. Flygtningenævnet afviser på denne baggrund, at ansøgeren har en konflikt med de egyptiske myndigheder på baggrund af sin fars og/eller sin egen tilknytning til Det Muslimske Broderskab. Militærtjeneste: Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med myndighederne i Egypten som følge af, at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste. Nævnet har ved vurderingen heraf først og fremmest lagt vægt på, at det forhold, at en person risikerer indkaldelse til militærtjeneste, ikke i sig selv er asylbegrundende. Som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse må det tilkomme det enkelte land at udfærdige en lovgivning for sine statsborgere, herunder om værnepligt og militærtjeneste, ligesom vedkommende land er berettiget til at fastsætte sanktioner, hvis lovgivningen overtrædes. Det fremgår af tilgængelige baggrundsoplysninger, at hvis en person har været fritaget for militærtjeneste i det egyptiske militær, men ikke får fornyet denne fritagelse og ikke fuldfører sin værnepligt, skal vedkommende betale en bøde på 1.000 egyptiske pund og/eller straffes med fængsel i mindst 1 år. Det fremgår endvidere af tilgængelige baggrundsoplysninger, at straffen for at unddrage sig værnepligt afhænger af situationen og personens alder, og at for personer under 30 år, som ikke har meldt sig til værnepligt, er straffen at skulle aftjene almindelig værnepligt med tillæg af et ekstra års værnepligt. Det fremgår videre, at for personer over 30 år, er straffen minimum 2 års fængsel og/eller en bøde mellem 2.000 og 5.000 egyptiske pund. Det fremgår videre, at for personer, der ikke har meldt sig til værnepligt, men ellers ikke er eftersøgt af militæret, er der praksis for, at straffen i langt hovedparten af tilfældene vil være en bøde på mellem 2.000 og 5.000 egyptiske pund, men ikke fængsel. Endelig fremgår det af baggrundsoplysningerne, at hvis en person har opnået udsættelse af sin værnepligt ved brug af falske oplysninger, vil straffen være fængsel på mellem 3 år og 7 år. Ansøgeren har under nævnsmødet fremlagt en erklæring udstedt [vinteren 2021/2022] af universitetet i [by i østeuropæisk land C], som efter sit indhold bekræfter, at ansøgeren på dette tidspunkt var 5. års studerende på universitetets [studium]. Ansøgeren har forklaret, at der er tale om en falsk erklæring, som han har opnået ved at betale bestikkelse. Han har efter sin forklaring benyttet denne falske erklæring over for de egyptiske myndigheder for at opnå yderligere udsættelse af sin værnepligt, hvilket han fik i [vinteren 2021/2022]. Flygtningenævnet finder, at det som udgangspunkt svækker ansøgerens troværdighed, at den pågældende erklæring først er fremkommet under nævnsmødet, og at han ikke til nogen af samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret om, at han har opnået forlængelse af udsættelsen af værnepligt ved brug af falske oplysninger. Uanset dette finder Flygtningenævnet efter oplysningerne om den straf, som ansøgeren risikerer ved at unddrage sig militærtjeneste i Egypten – heller ikke selv om dette måtte være sket ved benyttelse af falske oplysninger og falsk dokumentation – ikke kan anses for at være uforholdsmæssig eller uforenelig med dansk retstradition i en grad, som kan anses for asylbegrundende. På denne baggrund afviser nævnet, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med de egyptiske myndigheder, fordi han ikke ønsker at aftjene værnepligt. Sammenfattende: Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren – heller ikke efter en samlet kumulativ vurdering af hans asylmotiv vedrørende hans og hans fars tilknytning til Det Muslimske Broderskab og hans asylmotiv vedrørende værnepligt og militærtjeneste – har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Egypten vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i nogen individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Endelig er det Flygtningenævnets vurdering, at de generelle forhold i Egypten ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Egyp/2023/2/MKTO
Nævnet meddelte i september 2023 opholdstilladelse B-status til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [by A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter sin fasters mand, idet han har brudt sit løfte om at gifte sig med sin kusine, og i stedet har giftet sig med sin nuværende ægtefælle. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han siden barndommen har været forlovet med sin kusine. Forlovelsen var aftalt mellem hans far og fasterens mand. Ansøgeren har videre oplyst, at han i [efteråret] 2018 mødte sin nuværende ægtefælle til sin brors forlovelsesfest. De udvekslede kontaktoplysninger og holdt kontakt med hinanden. De blev efterfølgende religiøst viet i [foråret] 2019 i [by B] i Afghanistan. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans far og fasterens mand indkaldte de ældre til et møde (jirga), da de fandt ud af, at ansøgeren var blevet gift med sin ægtefælle. På mødet blev det besluttet, at ansøgeren skulle lade sig skille fra sin nuværende ægtefælle og blive gift med sin kusine. De ældre mænd havde fortalt ansøgeren, at så længe han ikke respekterede beslutningen om at lade sig skille, ville fasterens mand have ret til at straffe ansøgeren som han ville. Fasterens mand havde gentagne gange sagt, at ansøgeren havde krænket hans ære, og hvis ikke han blev skilt fra sin ægtefælle og gift med sin kusine, ville han slå ham ihjel. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund for så vidt angår hans forklaring om, at han er efterstræbt af sin fasters mand og dennes familie, fordi han har krænket familiens ære ved at gifte sig med en anden kvinde end sin kusine, som han var forlovet med. Det lægges i samme forbindelse til grund, at ansøgerens fasters mand har truet med at slå ham ihjel, hvis han ikke efterkom den afgørelse, der var blevet truffet på jirga mødet. Nævnet lægger til grund, at ansøgeren siden sin barndommen har været forlovet med sin kusine, hvilket har været arrangeret af hans far og hans fasters mand. Nævnet lægger efter ansøgerens forklaring videre til grund, at han til sin brors forlovelsesfest i [Efteråret] 2018 mødte sin senere ægtefælle, som boede i Danmark. De udvekslede kontaktoplysninger, og havde herefter kontakt til hinanden i et halvt års tid, hvorefter de i [Foråret] 2019 blev religiøst viet i [by B]. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren holdt vielsen hemmelig for sin familie på grund af den æreskrænkelse, som vielsen indebar for hans forhold til navnlig sin fasters mand og dennes familie, hvorfor der ikke deltog personer fra hans familie i vielsesarrangement. Ansøgerens forklaring om disse forhold stemmer overens med baggrundsoplysninger om de sociale og kulturelle normer i Afghanistan, og ansøgeren har under sin asylsamtale og under nævnsmødet i det væsentlige forklaret overensstemmende og overbevisende om omstændighederne i forbindelse med denne vielse. Der er i den forbindelse blevet forevist en række billeder fra vielsesarrangementet i [by B], hvorunder ansøgeren på troværdig måde har udpeget adskillige af de personer, som deltog i vielsesceremonien.Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren har en æresrelateret konflikt med sin fasters mand og hans familie i Afghanistan, fordi han har giftet sig med en anden kvinde end sin kusine, som han var forlovet med. Nævnet finder ikke, at ansøgeren gennem sine forklaringer og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan er i et sådan modsætningsforhold til Taliban, at han er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet finder derimod, at ansøgeren har sandsynliggjort, at det ved hans tilbagevenden til Afghanistan, ikke med den fornødne sikkerhed kan afvises, at han vil være i risiko for at blive udsat for overgreb fra sin fasters mand og dennes familie, og at han ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse herimod. Ansøgeren meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2023/64/ajni
Nævnet stadfæstede i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens oplysninger om hans konflikt i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har henvist til, at han har en konflikt med [sit familiemedlem] i Tyskland, som har truet klageren, og som kender farlige personer i både Tyskland og [klagerens hjeland], og at han har en konflikt med en bande, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at klageren, såfremt han fortsat oplever problemer med disse privatpersoner i Tyskland, må klageren henvises til at tage kontakt til det tyske politi, som må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2023/28/imbs
Nævnet stadfæstede i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde og hendes mindreårige barn, der var i besiddelse af et gyldigt visum til Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klageren og hendes mindreårige barn var særlig sårbare og behandlingskrævende, samt til barnets tarv for det mindreårige barn. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren og hendes mindreårige barn har fået udstedt et short stay (C) visum til Tyskland, gyldigt i perioden [forår-sommer 2023]. Flygtningenævnet har videre lagt til grund, at klageren og hendes mindreårige barn på det udstedte visum indrejste i Tyskland i [foråret 2023]. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland i [sommeren 2023] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælps anførte om, at klageren og klagerens mindreårige barn bør anses for særligt sårbare og behandlingskrævende, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved, ligesom Udlændingestyrelsen, lagt vægt på, at klageren og klagerens mindreårige barn må forventes at kunne modtage den nødvendige mentale og fysiske sundhedsbehandling i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klagerne underretter de tyske myndigheder om klageren og klagerens mindreårige barns særlige behov, herunder de relevante helbredsmæssige forhold, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at barnets tarv skal være et primært hensyn ved anvendelsen af forordningen, og at der i den forbindelse skal tages behørigt hensyn til klagerens mindreåriges barns trivsel, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at der efter det oplyste ikke foreligger forhold, som indebærer, at det vil stride mod barnets tarv at behandle klagernes asylsag i Tyskland. Nævnet bemærker, at hovedformålet bag Dublinforordningen er effektivt at afgøre hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for, at antage, at Tyskland ikke lever op til sine forpligtelser. På den baggrund kan hensynet til barnets tarv således ikke i sig selv føre til, at Danmark skal behandle klagerens og klagerens mindreårige barns ansøgning om asyl. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Tysk/2023/27/LODU
Nævnet stadfæstede i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren helst vil være i Danmark samt, at de tyske myndigheder havde fejlregistreret klageren. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet med-delt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren ønsker at blive i Danmark, fordi han kan få et værdigt liv i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker i den anledning, at klagerens individuelle præference i forhold til, hvilken medlemsstat, der bør være ansvarlig for behandlingen af hans asylsag, ikke kan tillægges betydning, idet dette ville være i strid med formålet med Dublinforordningen. Det af klageren anførte om, at han ved en fejl fremstår som registreret med fingeraftryk i Tyskland, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af registreringen i Eurodac, at klageren henholdsvis [i efteråret] 2021 og [i foråret] 2023 er blevet registreret med fingeraftryk i Tyskland, ligesom at de tyske myndigheder [i sommeren] 2023 har oplyst, at klagerens ansøgning om international beskyttelse blev afvist [i vinteren 21/22]. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2023/26/mlvt
Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i med-før af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens sundhedsforhold og grupperinger i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens sag skal behandles i Danmark, idet klageren frygter et netværk af [en etnisk gruppe] i Tyskland og henset til klagerens sundhedsforhold. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder ikke, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren har [diagnose], [diagnose] og [diagnose], kan føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren som afvist asylansøger i Tyskland må forventes fortsat at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker i forlængelse heraf, at en udsendelse af klageren til Tyskland forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud herfor underetter de tyske myndigheder om klagerens helbredsforhold, såfremt han samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32, således at de tyske myndigheder er orienteret om klagerens helbredsmæssige forhold og særlige behov. For så vidt angår det anførte om, at klageren frygter et [etnisk gruppe] netværk i Tyskland, kan dette heller ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Klageren må henvises til at rette henvendelse til de tyske myndigheder, da de må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den nødvendige hjælp. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren efter det oplyste ikke har indgivet en klage til en overordnet myndighed over det tyske politis håndtering af klagerens forløb. Nævnet finder på den baggrund, at klageren må henvises til at indgive en klage til en overordnet tysk myndighed, såfremt klageren forsat føler sig dårlig behandlet af det tyske politi. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2023/2/juri
Nævnet stadfæstede i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrø-rende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formands-kompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren havde fået afslag på asyl i Sverige og var efter-følgende blevet meddelt af en mand fra udlændingemyndighederne enten at forlade Sverige eller tage tilbage til Irak. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændin-gelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Ud-lændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overfø-res til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har næv-net lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Sverige, og at klageren har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Flygtningenævnet finder på den-ne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige den 28. juli 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han har en psykisk belastning, og at lægerne i Sverige har oplyst ham, at han er ”træt i hjernen”, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i, at klageren efter det oplyste modtog medicin af de svenske myndigheder, samt behandling 1 gang om måneden i en periode over 3 måneder. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren må forvente at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Sverige. Det fremgår også af AIDA, Country Report: Swe-den, udgivet den 19. april 2023, at asylansøgere i Sverige har ret til en gratis lægelig undersøgelse, samt akut helbredsrelateret behandling og hastende medicinsk og tandbehandling, der ikke kan vente. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsen-delse af klageren underet-ter de svenske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder de relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klagerne samtykker heri, jf. Dublinforordningens artikel 32. De svenske myndigheder er herefter forpligtet til at sikre, at klageren modtager de nød-vendige helbredsmæssige behandlinger. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, her-under af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens arti-kel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”.Dub-Sver/2023/13/SCH
Nævnet stadfæstede i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens helbredsmæssige forhold og modtageforholdene for afviste asylansøgere i Sverige samt at klagerens kæreste bor i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 1. led, jf. § 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i sommeren] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af den pågældende bestemmelse. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger forhold, der kan indebære, at klagerens asylsag alligevel skal behandles her i landet. DRC Dansk Flygtningehjælp har anført, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, jf. præamblens punkt 14 og 17. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende navnlig, at klageren er særligt sårbar, fordi hun for [antal] måneder siden har mistet sit barn ved fødslen, og at hun fortsat er meget påvirket af tabet, men finder trøst ved at besøge sit barns gravsted i Danmark. Det er endvidere gjort gældende, at hun har en herboende kæreste, hvis støtte, hjælp og omsorg hun er meget afhængig af. Det bemærkes indledningsvist, at det forhold, at DRC Dansk Flygtningehjælp har henvist til en række baggrundsoplysninger om forholdene for afviste asylansøgere i Sverige, herunder at afviste asylansøgere, som ikke medvirker til hjemrejse, ikke har adgang til indkvartering eller er i risiko for at blive frihedsberøvet, ikke kan føre til, at klagerens asylsag skal behandles her i landet. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har, foruden baggrundsoplysningerne, lagt vægt på, at Sverige som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal således tage stilling til, om Dublinforordningens artikel 17 skal anvendes i nærværende sag. Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af bestemmelsen, at enhver medlemsstat, uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. Henset til hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder uanset det forhold, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. Uanset de for klageren tragiske omstændigheder forbundet med tabet af sit barn finder Flygtningenævnet, at der i nærværende sag ikke foreligger sådanne særlige grunde, der bør føre til, at sagen behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klageren har søgt asyl og har fået færdigbehandlet sin asylsag i Sverige. Flygtningenævnet finder endvidere, at klagerens herboende kæreste ikke er omfattet af begrebet ”familiemedlemmer” i Dublinforordningens forstand, jf. artikel 2, litra g. Nævnet finder, at der ikke er tale om et ægteskabslignende forhold eller fast samliv, henset til at klageren har oplyst, at hun mødte sin herboende kæreste over [socialt medier] i [efteråret 2021 eller vinteren 2021/2022], mens hun havde en verserende asylsag i Sverige, og at de alene har boet sammen den tid, hvor klagerens asylsag har været verserende i Danmark. Det forhold, at de skulle have et barn sammen, og at klagerens herboende kæreste har indgivet en anmodning til Familieretshuset om dispensation fra ægteskabsbetingelserne, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder sammenholdt med Dublinforordningens hovedformål, at hensynet til familielivet, som det fremgår af forordningen, herunder præamblens punkt 14 og 17, EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke kan føre til, at asylsagen skal behandles i Danmark. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Under hensyn til oplysningerne om klagerens helbredsmæssige forhold forudsætter Flygtningenævnet, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af hende underretter de svenske myndigheder om hendes særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32.”. Dub-Sver/2023/12/SAHE
Nævnet stadfæstede i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere og til klagerens familiemæssige tilknytning til Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlæn-ding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne bag-grund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark under henvisning til de generelle forhold for afviste asylansøgere i Sve-rige. DRC Dansk Flygtningehjælp har derudover gjort gældende, at klagerens asylsag skal behand-les i Danmark under henvisning til, at klageren har sin mor og søskende i Danmark, at de har brug for klagerens hjælp og støtte til opgaver i hjemmet, og at det er hårdt for familien at blive adskilt fra hinanden. Det anførte om forholdene for afviste asylansøgere i Sverige kan ikke føre til, at kla-gerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at Sverige har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggelse rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, efter hvilket der som udgangspunkt gælder en formodning for, at asyl-proceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internatio-nale konventioner. Nævnet finder, at der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Det anførte om klagerens familie i Danmark kan heller ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil indled-ningsvist, at det følger af Dublinforordningens artikel 16, stk. 1, at når en asylansøgers søskende eller forælder, der har lovligt ophold i en af medlemsstaterne, er afhængig af hjælp fra asylansøge-ren, skal medlemsstaterne normalt lade asylansøgeren blive sammen med eller sammenføre denne med søskende eller forælderen, under forudsætning af, at der fandtes familiemæssige bånd i hjem-landet, at asylansøgeren er i stand til at tage sig af den afhængige person, og at de pågældende skriftligt har udtrykt ønske herom. Det følger imidlertid af forordningens artikel 7, stk. 3, at artikel 16 udelukkende finder anvendelse i sager, hvor der endnu ikke er truffet en første afgørelse med hensyn til substansen af asylansøgerens tidligere ansøgninger om asyl. Flygtningenævnet lægger som anført til grund, at klageren tidligere har fået meddelt afslag på asyl i Sverige. Flygtninge-nævnet finder på den baggrund, at Dublinforordningens artikel 16 ikke finder anvendelse i en sag som den foreliggende, jf. artikel 7, stk. 3. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter Dublinforordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Sverige, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. I den forbindelse bemærkes det, at det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelands-statsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. Henset til hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier inde-holdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder uanset, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. Flygtningenævnet finder, at de påberåbte forhold vedrørende klagerens mor og søskende, i en sag som den foreliggende, hvor klageren allerede har fået afslag på asyl i Sverige, og hvor der således har været en prøvelse af asylgrundlaget i Sverige, ikke kan føre til, at der anses at foreligge sådanne særlige forhold, at der i medfør af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er grundlag for at lade asylsagen behandle her i landet. Flygtningenævnet skal i denne forbindelse fremhæve Dublinforordningens grundlæg-gende princip om, at en asylansøgning kun skal behandles af én medlemsstat, og at det som ud-gangspunkt vil stride imod Dublinforordningens formål, at en asylansøger får sin asylsag behandlet på ny i en medlemsstat efter at have fået afslag på sin asylansøgning i anden medlemsstat. Flygt-ningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af hu-manitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2023/10/juri
Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var i besiddelse af et gyldigt visum i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompe-tence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren er en sårbar person og indkvarteringsforholdene i Polen. Ef-ter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændinge-lovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlæn-dingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overfø-res til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har næv-net lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen, da hun indgav ansøg-ning om asyl i Danmark. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens sag skal behandles i Danmark, idet klageren må betragtes som en sårbar person, og idet det ikke kan afvi-ses, at klageren er blevet menneskehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Polen dermed er an-svarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder ikke, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om problemer med indkvartering, mangelfuld identifikation af sårbarhed og risiko for frihedsberøvelse uden reel ad-gang til effektive retsmidler og en retfærdig rettergang i Polen, kan føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker vedrørende indkvarteringsforholdene i Polen, at disse efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger ikke er behæftet med væ-sentlige mangler. Nævnet kan herved henvise til AIDA’s seneste rapport ”Seeking refuge in Po-land: A fact-finding report on access to asylum and reception conditions for asylum seekers” (udgivet den 7. april 2023), side 24f: ”Overcrowding does not appear to be an issue. … Overall, although some specific aspects could be improved – particularly regarding the provision of more efficient inclusion programmes and better access to medical and psychological services –, recep-tion conditions in Poland appear to have improved in recent years and do not represent a major cause for concern in the country. The centres do not operate at full capacity and many asylum seekers choose to live in the community instead of the centres while receiving financial support. The Polish Supreme Administrative Court has not recently received cases on reception conditions. The national Commissioner for Human Rights has not reported on any major issues affecting the country’s reception system, apart from the centre’s limited preparation for housing people with disabilities and the fact that asylum applicants face problems getting to reception centres after being released from detention. More broadly, however, Polish NGOs report that asylum seekers face problems when trying to find private accommodation as rents have increased markedly over the last few years and the financial allowances they receive are inadequate to pay for life’s neces-sities.” Flygtningenævnet bemærker, at frihedsberøvelse af asylansøgere, herunder også Dublin-returnees, ikke i sig selv er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 og 5, og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder (EU-Chartret) artikel 4 og 6. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols faste praksis, herunder blandt andet dom-men af 29. januar 2008 i sagen Saadi mod Storbritannien (sagsnr. 13229/03), at det i et vist omfang er muligt at frihedsberøve asylansøgere for at fastslå, om ansøgeren har ret til ophold i landet. Det-te forudsættes af, at frihedsberøvelsen sker i overensstemmelse med den nationale lovgivning, at frihedsberøvelsen ikke er vilkårlig, at frihedsberøvelsen sker under passende omstændigheder, og at en frihedsberøvet asylansøger har ret til at indbringe sagen for en domstol, for at denne kan træf-fe afgørelse om lovligheden af frihedsberøvelsen. Der skal således foretages en konkret vurdering af, om frihedsberøvelse i den konkrete sag er i overensstemmelse med de nævnte bestemmelser i EMRK og EU-Chartret. For så vidt angår det anførte om risikoen for, at klageren bliver frihedsbe-røvet ved en tilbagevendelse til Polen, bemærker Flygtningenævnet, at det må lægges til grund, at der i Polen sker frihedsberøvelse af asylansøgere, der overføres til Polen i medfør af Dublinforord-ningen, i et stort omfang. Det er dog anført i den ovennævnte rapport fra AIDA fra april 2023, side 29, at der også er indikationer på, at denne praksis fra og med anden halvdel af 2022 er under op-blødning. Det fremgår af side 28: “According to the NGO Nomada, which provides assistance at various detention centres, in the second half of 2022 Dublin returnees were not detained upon ar-rival in most cases, in a change from previous practices. Instead, they were sent to the Border Guard offices on the German border. From that point, it is up to the Border Guard to request de-tention measures, but in practice many courts seem to have denied approval of these requests over the last few months. Instead, many people are left at the train station and are expected to make their own way to Biala Podlaska which is the only operational first reception centre in the country at the moment. Most of the time, Dublin returnees are not well informed about their situation and what they have to do next. Nomada reported that it had received information from the Border Guard regarding the expected arrival of approximately 300 Dublin returnees from Germany in the coming months.” Endvidere fremgår af AIDA fra maj 2023 på side 89, at polsk lovgivning inde-holder en absolut bestemmelse om, at asylansøgere med fysiske eller psykiske lidelser ikke må frihedsberøves. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Dublinforordningen er baseret på prin-cippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder på den bag-grund ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Nævnet bemærker i den forbindelse, at klageren efter det oplyste i sagen ikke har søgt asyl i Polen eller i øvrigt har haft problemer med de polske myndigheder under opholdet i Polen eller i forbin-delse med ind- og udrejsen af landet. For så vidt angår den omstændighed, at Udlændingestyrelsen [i foråret] 2023 har truffet afgørelse om, at klageren er omfattet af det særlige tilbud for handlede personer, og at klageren fremstår sårbar, er Flygtningenævnet opmærksom på, at det også fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der i Polen er mangelfuld identifikation af sårbarhed. Flygtningenævnet finder imidlertid, at klageren må antages at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Polen. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at det fremgår af AIDA’s ”Country Report: Poland 2021 Update” af maj 2022, at asylansøgere i Polen har adgang til sundhedsbehandling på lige fod med polske statsborgere med sundhedsforsikring, herunder også behandling for psykiske problemer, blandt andet i form af samtaler med en psykolog eller henvis-ning til en psykiater. Flygtningenævnet bemærker i forlængelse heraf, at en udsendelse af klageren til Polen forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud herfor underretter de polske myndigheder om klagerens helbredsforhold, såfremt hun samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32, såle-des at de polske myndigheder er orienteret om klagerens helbredsmæssige forhold og særlige be-hov. For så vidt angår klagerens ikke nærmere konkretiserede frygt for en tilbagevenden til Polen bemærker nævnet, at klageren må henvises til at rette henvendelse til de polske myndigheder, som må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den nødvendige hjælp. Herefter, og da der heller ikke foreligger oplysninger om konkrete omstændigheder, der kan indebære, at klageren ikke skal overføres til Polen, finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af hu-manitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2023/8/juri
Nævnet stadfæstede i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Kroatien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende et ægtepar og deres fire medfølgende børn, der har indgivet ansøgning om asyl i Kroatien. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag. Sagen blev sambehandlet med Kroa/2023/14/SAHE.Klagerne henviste som begrundelse for, at deres sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Kroatien og deres helbredsforhold samt hensynet til barnets tarv. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at den mandlige klager [i efteråret] 2022 og den kvindelige klager [i efteråret] 2022 har søgt om international beskyttelse i Kroatien og derefter udrejst, inden deres asylsag var færdigbehandlet. Det følger herefter af Dublinfor-ordningens artikel 20, stk. 5, at Kroatien som det første land, hvor der blev indgivet en ansøgning om international beskyttelse, som udgangspunkt er forpligtet til at tilbagetage klagerne med henblik på at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. Det bemærkes hertil, at Kroatien den 20. januar 2023 har accepteret at modtage klagerne i medfør af pågældende bestemmelse. Klagernes påstand må forstås således, at de gør gældende, at deres asylsag skal realitetsbehandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, jf. præambelens punkt 13 og 17 og artikel 6 samt Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og 5, under henvisning til hensynet barnets tarv, klagernes sårbarhed sammenholdt med risikoen for frihedsberøvelse, manglende behandlingsmuligheder og indkvarteringsforholdene i Kroatien. Klagerne har til støtte herfor oplyst, at den kvindelige klager og børnene blev frihedsberøvet i et antal timer inden deres asylansøgning blev registeret, da de ankom til Kroatien. De var i en aflåst celle. De blev herefter transporteret i en politivogn til et asylcenter i Zagreb, hvor den mandlige klager allerede var indkvarteret. Den kvindelige klager har oplyst, at hun opfattede det om ydmygende at blive behandlet som en kriminel, ligesom børnene var bange. Klagerne har videre oplyst, at der på asylcenteret ikke var nok senge, hvorfor forældre måtte sove i samme seng som børnene. Endvidere var der generelt meget beskidt, og der var skadedyr på værelserne. De fik ikke tilstrækkeligt mad, hvorfor de var nødsaget til at bruge deres opsparing på at købe mad til familien. Klagerne følte sig utrygge i asylcenteret, idet de blandt andet oplevede at være udsat for nedbrydende chikane og aggressiv adfærd fra vagterne. Den mandlige klager har videre om sit helbred oplyst, at han som følge af den tortur, som han har oplyst at have været udsat for i Tjetjenien, lider af høreproblemer, forhøjet blodtryk, hovedpine og nyreproblemer. Han efterspurgte behandling herfor på asylcenteret i Zagreb, men blev afvist og aldrig tilset af sundhedspersonale. Den kvindelige klager har om sit helbred oplyst, at hun for nylig har haft en spontan abort, og at hun lider af rygproblemer. Klagerne har videre gjort gældende, at de generelle forhold for asylansøgere i Kroatien, herunder at risikoen for pushbacks og refoulement af tjetjenske statsborgere, herunder i særlig grad for personer, der er accepteret i medfør af Dublinforordningens artikel 20, stk. 5, er af en sådan karakter, at det udgør systemfejl, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, og at Danmark som følge heraf er afskåret fra at overføre klagerne til Kroatien. Flygtningenævnet bemærker hertil, at der ikke er grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i modtageforholdene i Kroatien, at en overførsel af klagerne vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet skal i den forbindelse henvise til AIDA’s ”Country Report - Croatia 2022 Update”, udgivet i juli 2023, side 82-90, som indeholder en beskrivelse af modtageforholdene i Kroatien. Af side 53 fremgår videre, at Dublin-returnees ikke oplever udfordringer ved adgangen til modtage-centrene. Det af klagerne anførte om indkvarteringsforholdene og de kroatiske myndigheders behandling af asylansøgere, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes i øvrigt, at der ikke er oplysninger om, at klagerne skulle have klaget over de påberåbte forhold. Klagerne må derfor henvises til at klage til en overordnet myndighed i Kroatien over konkrete forhold, såfremt de oplever, at disse ikke er tilfredsstillende. Vedrørende det af klagerne anførte om, at de ved en overførsel til Kroatien vil være i risiko for frihedsberøvelse, henviser Flygtningenævnet til baggrundsmaterialet vedrørende Kroatien, herunder AIDA’s ovennævnte rapport, hvoraf det på side 107 fremgår blandt andet, at frihedsberøvelse sjældent anvendes i Dublinsager. For så vidt angår asylproceduren i Kroatien bemærker Flygtningenævnet, at denne ifølge de baggrundsoplysninger, som nævnet er i besiddelse af, er behæftet med visse mangler. Dette er navnlig kommet til udtryk i forbindelse med, at Den Europæiske Menneskerettigheds-domstol i de seneste par år har truffet afgørelse i flere sager vedrørende Kroatiens praksis om at nægte adgang til asylproceduren gennem anvendelsen af push-back ved landets grænser samt myndighedernes brug af uforholdsmæssig magtanvendelse ved grænsen, herunder i dom af 18. november 2021 i sagen M.H. m.fl. mod Kroatien (sagsnr. 15670/18 og 43115/18). Flygtningenævnet bemærker videre, at der fortsat verserer en række sager ved menneskerettighedsdomstolen, herunder S.B. m.fl. mod Kroatien (sagsnr. 18810/19). Dertil kommer, at det fremgår af bag-grundsop-lysningerne, herunder AIDA’s ovennævnte rapport, at der er rapporter om push-backs. Flygtningenævnet lægger til grund, at asylansøgere, der indrejser fra Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande til Kroatien med henblik på at søge asyl, i et vist omfang oplever problemer med at få adgang til landets asylprocedure. Spørgsmålet er herefter, om de samme forhold gør sig gældende for Dublin-returnees, herunder om klagerne ved en overførsel fra Danmark til Kroatien som Dublin-returnees vil have adgang til en reel asylsagsbehandling. Af DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Temarapport: Kroatien – Modtageforhold for Dublin-returnees”, udgivet i januar 2022, fremgår på side 4: ”CPS [Centre for Peace Studies] oplyser, at der har været rapporteret om, at nogle ansøgere, der er blevet Dublin-overført til Kroatien, har oplevet push-back til Bosnien-Herzegovina, selvom de ikke tidligere har haft et ophold der. CPS oplyser yderligere, at det er sikrest at informere en NGO i Kroatien om en kommende overførsel, således at denne kan monitorere, at vedkommende faktisk forbliver i Kroatien. CPS tilføjer, at situationen med push-backs er blevet bedre efter Lighthouse Reports i oktober 2021 udgav artikler om situationen i Kroatien. Det har i forbindelse med udarbejdelsen af denne rapport ikke været muligt at få disse oplysninger om push-backs af Dublin-returnees bekræftet fra andre kilder.” Det fremgår endvidere af Swiss Refugee Councils tysksprogede rapport ”Polizeigewalt in Bulgarien und Kroatien: Konsequenzen für Dublin-Überstellungen”, udgivet den 13. september 2022, at det ikke kan udelukkes, at Dublin-returnees, ligesom asylansøgere, der indrejser i Kroatien fra tredjelande, vil blive udsat for vold og push-back i strid med EMRK artikel 3. Swiss Refugee Council har i rapporten på baggrund heraf anmodet EU’s medlemsstater om at suspendere overførslen af asylansøgere til Kroatien. Det fremgår imidlertid af AIDA’s rapport på side 53: ”Applicants who are returned from other Member States in principle do not face any obstacles to access the procedure for granting international protection in Croatia. However, those who had left Croatia before the end of procedure and therefore had their case suspended, have to re-apply for international procedure (if they wish) once they return to Croatia, and thereby re-enter their initial procedure, in line with Article 18(2) of the Dublin III Regulation.” Af DRC Dansk Flygtningehjælps rapport fremgår endvidere, at det kroatiske indenrigsministerium har oplyst, at Dublin-returnees ikke har problemer med adgang til asylsystemet eller modtageforhold. Flygtningenævnet bemærker derudover, at det af Freedom House’s rapport ”Freedom in the World 2023”, udgivet i marts 2023, fremgår, at push-back sker i mindre omfang end tidligere. Videre bemærker Flygtningenævnet, at det ifølge DRC Dansk Flygtningehjælp udelukkende har været muligt at få oplysninger om push-backs af Dublin-returnees bekræftet af én kilde, jf. ovenfor. Kroatien har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af ansøgere, herunder tjetjenske ansøgere, om en sådan beskyttelse i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Uanset de foreliggende oplysninger om push-back fra Kroatien til Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande finder Flygtningenævnet ikke, at der er grund til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren i Kroatien, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer, herunder tjetjenere, der har søgt og er blevet registreret som asylansøgere i Kroatien, og som bliver overført i henhold til Dublinforordningen. I forhold til den konkrete sag bemærkes, at klagerne som anført ovenfor henholdsvis [efteråret] 2022 og [efteråret] 2022 blev registreret som asylansøgere, og at de fik adgang til blandt andet indkvartering i et asylcenter. Kroatien har som nævnt også accepteret at tage klagerne tilbage. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Kroatien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klagerne til Kroatien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder heller ikke det anførte om klagernes helbredsforhold, herunder at den mandlige klager angiveligt er blevet udsat for tortur, kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at det må forventes, at klagerne kan modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Kroatien, såfremt klagerne får behov for det, da der ikke er holdepunkter for at antage, at Kroatien ikke overholder deres internationale forpligtelser, herunder EU-Charteret om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Kroatien har tiltrådt. Flygtningenævnet henviser herunder til AIDA’s ovennævnte rapport, punkt D.1. side 94-95. Flygtningenævnet henviser endvidere til samme rapport punkt E, side 99-100 og 102: “Primary health care. Applicants are entitled to health care. However, the LITP prescribes that health care includes emergency care and necessary treatment of illnesses and serious mental disorders. In 2020, an Ordinance on health care standards for applicants for international protection and foreigners under temporary protection entered into force regulat-ing, amongst other, initial and supplementary medical examinations and the scope of health care for applicants of international protection. Additionally, the Ordinance lists the different vulnerable groups entitled to health care as follows: persons deprived of legal capacity, children, unaccompanied children, elderly and infirm persons, seriously ill persons, persons with disabilities, pregnant women, single parents with a minor children, people with mental disabilities and victims of human trafficking, victims of torture, rape or other psychological, physical and sexual violence, such as victims of female genital mutilation. These categories of persons have a right to psychosocial support and assistance in appropriate institutions. A pregnant woman or a parturient woman who requires monitoring of pregnancy and childbirth is entitled to health care to the same ex-tent as insured person from compulsory health insurance. Children up to the age of 18 are guaranteed the entire right to health care in accordance with the legislation governing the right to health care from compulsory health insurance.Medical assistance is available in the Reception Centres for Applicants for International Protection in Zagreb and Kutina. While no information is available for the period from 2019 until the end of 2022. At the beginning of 2019, the Ministry of Interior reported that health care is also provided by the health care institutions in Zagreb and Kutina designated by the Ministry of Health. In the Health Centre, a competent ambulance (family medicine) has been designated for the provision of health care from the primary health care level for chronic and life-threatening illnesses. A specialist ambulance for vulnerable groups has been appointed by the Ministry of Health and Local Health Centres. This includes paediatric ambulance, gynaecological ambulance, school medicine ambulance, neuropsychiatric ambulance at the Hospital of Kutina, ambulance for addiction treatment; dental ambulances and Psychiatric Hospital in Zagreb. […] Special reception needs of vulnerable groups. The LITP enumerates as vulnerable persons: persons without legal capacity, children, unaccompanied children, elderly and infirm persons, seriously ill persons, disabled persons, pregnant women, single parents with minor children, persons with mental disorders and victims of trafficking, as well as victims of torture, rape or other forms of psychological, physical and sexual violence, such as victims of female genital mutilation. The LITP provides special procedural and reception guarantees (see section on Special Procedural Guarantees). However, up until now the Ministry of Interior does not have a special unit dealing with vulnerable groups, but accommodates their needs in the general reception system. When accommodating applicants in the Reception Centre, gender, age, position of vulnerable groups, applicants with special reception needs and family unity shall be particularly taken into account. Those with special reception needs may be placed in an appropriate institution or can be accredited to accommodation in accordance with regulations on social welfare, if accommodation appropriate for their needs cannot be provided in the Reception Centre. The Ordinance on the Realisation of Material Reception Conditions prescribes that reception conditions should be adapted to the needs of applicants, psycho-social support should be provided, and special care should be given to applicants with special reception needs. The process of identifying those with special reception needs should be conducted by professionals who provide psychosocial support in the Reception Centre, and if necessary, the competent Centre for Social Welfare can participate in the assessment. The Centre for Social Welfare involved in the procedure of identifying applicants with special reception needs shall notify the Reception Centre of all measures and actions taken. Applicants with special health care needs shall be provided a special diet, based on the recommendations of the physician. There is no monitoring mechanism in place with regards to measures for ad-dressing special needs of applicants accommodated in the centres. However, social workers of the Ministry of Interior and the Croatian Red Cross are avail-able daily in the Reception Centres and can provide support. In practice, during their regular work and communication with applicants as well as during individual and group support, Croatian Red Cross employees can observe the needs of vulnerable groups and, where there is a need, can accordingly propose changes in the reception of particular applicants to the Head of Reception Centre (for example, a person may need to be accommodated in a single room, or with other persons, or may need to be relocated to the Reception Centre in Kutina, which is specifically designed for vulnerable applicants). The Ministry of Interior, depending on the needs of the applicant, cooperates with other competent bodies in relation to reception guarantees, for example with Centres for Social Welfare which are, when appropriate, included in the procedure for assessing special needs. In the case when adequate accommodation cannot be provided for those persons in the Reception Centre for Applicants for International Protection, a person would be accommodated in another appropriate institution or can be granted accommodation according to the social welfare regulations. Also, when needed, special dietary requirements will be provided based on the recommendation of the competent physician. Applicants accommodated in the Reception Centre are provided with three meals a day and pregnant women, babies and children under the age of 16 are provided with an afternoon snack. Upon recommendation of the doctor, separate accommodation would be provided to those with special reception needs. If needed, they would be provided with appropriate health care related to their specific health condition. In regard to persons with special needs who were accommodated outside Reception centres, in 2022 there were two adult applicants for international protection who were provided accommodation in special social welfare institutions due to their health condition. In 2020, the NGO Rehabilitation Centre for Stress and Trauma (RCT) informed FRA that they noted difficulties in ensuring the standards laid down in the Receptions Conditions Directive, especially for vulnerable applicants. They reported that an applicant with amputated legs was placed in a facility for the elderly with mental problems, which was not adapted for people in wheelchairs. They also highlighted the lack of effective mechanisms to identify torture victims. Similar findings were reported by RCT in 2021. Centre for Peace Studies (CPS) also pointed out that there is still an inadequate system for identifying vulnerable groups within Reception Centres for Applicants of International Protection and Reception Centre for Foreigners. CPS also reported the questionable level of providing psychological support to applicants in reception centres suffering from trauma, PTSD and similar conditions in which quality, professional, individualised psychological support is needed. […] Reception of victims of torture, violence and trauma. No system for early identification of victims of torture or other forms of ill-treatment by competent authorities and professionals has yet been developed. According to the LITP, applicants who need special reception and/or procedural guarantees, especially victims of torture, rape or other serious forms of psychological, physical or sexual violence, shall be provided with the appropriate health care related to their specific condition or the consequences resulting from the mentioned acts. The system for addressing the consequences of torture among applicants was not established in practice for years and there was a lack of clarity on who can get treatment and under which conditions, and who should provide such treatments. However in 2020, the Ordinance on health care standards for applicants for international protection and foreigners under temporary protection entered into force regulating, amongst other, also the scope of health care for vulnerable groups. This is discussed in detail in the section on Health Care. […]” Flygtnin...
Nævnet stadfæstede i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Kroatien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Kroatien. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag. Sagen blev sambehandlet med Dub-Kroa/2023/15/SAHE.Klageren henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Kroatien samt hendes helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i efteråret 2022] har søgt om international beskyttelse i Kroatien og derefter udrejst, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Det følger herefter af Dublinforordningens artikel 20, stk. 5, at Kroatien som det første land, hvor der blev indgivet en ansøgning om international beskyttelse, som udgangspunkt er forpligtet til at tilbagetage klageren med henblik på at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. Det bemærkes hertil, at Kroatien [i vinteren 2022/2023] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Klagerens påstand på forstås således, at hun gør gældende, at hendes asylsag skal behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og 5, under henvisning til hendes sårbarhed sammenholdt med risikoen for frihedsberøvelse, manglende behandlingsmuligheder og indkvarteringsforholdene i Kroatien. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun har hjerteproblemer og højt blodtryk ligesom hun har tilbagevendende aldersrelaterede smerter i kroppen. Klageren har endvidere tidligere været opereret for [diagnose], men at dette er vendt tilbage igen. Hun har derfor svært ved at [nærmere beskrivelse af udfordringer, der følger med diagnosen]. Klageren har videre oplyst, at hun i Kroatien i første omgang blev tilbageholdt af myndighederne, hvilket var under 24 timer, hvorefter hun blev hun indkvarteret på et asylcenter i Zagreb, hvilket ikke var bygget færdigt og generelt var meget snavset og uhygiejnisk, ligesom der var skadedyr over det hele og maden, der blev serveret, var uspiselig. Klageren har endvidere oplyst, at hun følte sig utryg i asylcenteret, idet hun oplevede at være udsat for nedbrydende chikane og aggressiv adfærd fra vagterne. Klageren har videre gjort gældende, at de generelle forhold i Kroatien, herunder at risikoen for pushbacks og refoulement af russiske statsborgere fra Tjetjenien, og herunder i særlig grad for personer, der er accepteret i medfør af Dublinforordningens artikel 20, stk. 5, er af en sådan karakter, at det udgør systemfejl, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, og at Danmark som følge heraf er afskåret fra at overføre hende til Kroatien. Flygtningenævnet bemærker hertil, at der ikke er grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i modtageforholdene i Kroatien, at en overførsel af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet skal i den forbindelse henvise til AIDA’s ”Country Report - Croatia 2022 Update”, udgivet i juli 2023, side 82-90, som indeholder en beskrivelse af modtageforholdene i Kroatien. Af side 53 fremgår videre, at Dublin-returnees ikke oplever udfordringer ved adgangen til modtagecentrene. Det af klageren anførte om indkvarteringsforholdene og de kroatiske myndigheders behandling af asylansøgere, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes i øvrigt, at der ikke er oplysninger om, at klageren skulle have klaget over de påberåbte forhold. Klageren må derfor henvises til at klage til en overordnet myndighed i Kroatien over konkrete forhold, såfremt hun oplever, at disse ikke er tilfredsstillende. Vedrørende det af klageren anførte om, at klageren ved en overførsel til Kroatien vil være i risiko for frihedsberøvelse, henviser Flygtningenævnet til baggrundsmaterialet vedrørende Kroatien, herunder AIDA’s ovennævnte rapport, hvoraf det på side 107 fremgår blandt andet, at frihedsberøvelse sjældent anvendes i Dublinsager. For så vidt angår asylproceduren i Kroatien bemærker Flygtningenævnet, at denne ifølge de baggrundsoplysninger, som nævnet er i besiddelse af, er behæftet med visse mangler. Dette er navnlig kommet til udtryk i forbindelse med, at Den Europæiske Menneskerettigheds-domstol i de seneste par år har truffet afgørelse i flere sager vedrørende Kroatiens praksis om at nægte adgang til asylproceduren gennem anvendelsen af push-back ved landets grænser samt myndighedernes brug af uforholdsmæssig magtanvendelse ved grænsen, herunder i dom af 18. november 2021 i sagen M.H. m.fl. mod Kroatien (sagsnr. 15670/18 og 43115/18). Flygtningenævnet bemærker videre, at der fortsat verserer en række sager ved menneskerettighedsdomstolen, herunder S.B. m.fl. mod Kroatien (sagsnr. 18810/19). Dertil kommer, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder AIDA’s ovennævnte rapport, at der er rapporter om push-backs. Flygtningenævnet lægger til grund, at asylansøgere, der indrejser fra Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande til Kroatien med henblik på at søge asyl, i et vist omfang oplever problemer med at få adgang til landets asylprocedure. Spørgsmålet er herefter, om de samme forhold gør sig gældende for Dublin-returnees, herunder om klageren ved en overførsel fra Danmark til Kroatien som Dublin-returnee vil have adgang til en reel asylsagsbehandling. Af DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Temarapport: Kroatien – Modtageforhold for Dublin-returnees”, udgivet i januar 2022, fremgår på side 4:”CPS [Centre for Peace Studies] oplyser, at der har været rapporteret om, at nogle ansøgere, der er blevet Dublin-overført til Kroatien, har oplevet push-back til Bosnien-Herzegovina, selvom de ikke tidligere har haft et ophold der. CPS oplyser yderligere, at det er sikrest at informere en NGO i Kroatien om en kommende overførsel, således at denne kan monitorere, at vedkommende faktisk forbliver i Kroatien. CPS tilføjer, at situationen med push-backs er blevet bedre efter Lighthouse Reports i oktober 2021 udgav artikler om situationen i Kroatien. Det har i forbindelse med udarbejdelsen af denne rapport ikke været muligt at få disse oplysninger om push-backs af Dublin-returnees bekræftet fra andre kilder.”Det fremgår endvidere af Swiss Refugee Councils tysksprogede rapport ”Polizeigewalt in Bulgarien und Kroatien: Konsequenzen für Dublin-Überstellungen”, udgivet den 13. september 2022, at det ikke kan udelukkes, at Dublin-returnees, ligesom asylansøgere, der indrejser i Kroatien fra tredjelande, vil blive udsat for vold og push-back i strid med EMRK artikel 3. Swiss Refugee Council har i rapporten på baggrund heraf anmodet EU’s medlemsstater om at suspendere overførslen af asylansøgere til Kroatien. Det fremgår imidlertid af AIDA’s rapport på side 53:”Applicants who are returned from other Member States in principle do not face any obstacles to access the procedure for granting international protection in Croatia. However, those who had left Croatia before the end of procedure and therefore had their case suspended, have to re-apply for international procedure (if they wish) once they return to Croatia, and thereby re-enter their initial procedure, in line with Article 18(2) of the Dublin III Regulation.” Af DRC Dansk Flygtningehjælps rapport fremgår endvidere, at det kroatiske indenrigsministerium har oplyst, at Dublin-returnees ikke har problemer med adgang til asylsystemet eller modtageforhold. Flygtningenævnet bemærker derudover, at det af Freedom House’s rapport ”Freedom in the World 2023”, udgivet i marts 2023, fremgår, at push-back sker i mindre omfang end tidligere. Videre bemærker Flygtningenævnet, at det ifølge DRC Dansk Flygtningehjælp udelukkende har været muligt at få oplysninger om push-backs af Dublin-returnees bekræftet af én kilde, jf. ovenfor. Kroatien har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af ansøgere, herunder tjetjenske ansøgere, om en sådan beskyttelse i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Uanset de foreliggende oplysninger om push-back fra Kroatien til Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande finder Flygtningenævnet ikke, at der er grund til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren i Kroatien, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer, herunder tjetjenere, der har søgt og er blevet registreret som asylansøgere i Kroatien, og som bliver overført i henhold til Dublinforordningen. I forhold til den konkrete sag bemærkes, at klageren som anført ovenfor [i efteråret] 2022 blev registreret som asylansøger, og at klageren fik adgang til blandt andet indkvartering i et asylcenter. Kroatien har som nævnt også accepteret at tage klageren tilbage. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Kroatien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Kroatien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder heller ikke det anførte om klagerens helbredsmæssige forhold kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at det må forventes, at klageren kan modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Kroatien, såfremt klageren får behov for det, da der ikke er holdepunkter for at antage, at Kroatien ikke overholder deres internationale forpligtelser, herunder EU-Charteret om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Kroatien har tiltrådt. Flygtningenævnet henviser herunder til AIDA’s ovennævnte rapport D.1:“Primary health care. Applicants are entitled to health care. However, the LITP prescribes that health care includes emergency care and necessary treatment of illnesses and serious mental disorders. In 2020, an Ordinance on health care standards for applicants for international protection and foreigners under temporary protection entered into force regulating, amongst other, initial and supplementary medical examinations and the scope of health care for applicants of international protection. Additionally, the Ordinance lists the different vulnerable groups entitled to health care as follows: persons deprived of legal capacity, children, unaccompanied children, elderly and infirm persons, seriously ill persons, persons with disabilities, pregnant women, single parents with a minor children, people with mental disabilities and victims of human trafficking, victims of torture, rape or other psychological, physical and sexual violence, such as victims of female genital mutilation. These categories of persons have a right to psychosocial support and assistance in appropriate institutions. A pregnant woman or a parturient woman who requires monitoring of pregnancy and childbirth is entitled to health care to the same extent as insured person from compulsory health insurance. Children up to the age of 18 are guaranteed the entire right to health care in accordance with the legislation governing the right to health care from compulsory health insurance. Medical assistance is available in the Reception Centres for Applicants for International Protection in Zagreb and Kutina. While no information is available for the period from 2019 until the end of 2022. At the beginning of 2019, the Ministry of Interior reported that health care is also provided by the health care institutions in Zagreb and Kutina designated by the Ministry of Health. In the Health Centre, a competent ambulance (family medicine) has been designated for the provision of health care from the primary health care level for chronic and life-threatening illnesses. A specialist ambulance for vulnerable groups has been appointed by the Ministry of Health and Local Health Centres. This includes paediatric ambulance, gynaecological ambulance, school medicine ambulance, neuropsychiatric ambulance at the Hospital of Kutina, ambulance for addiction treatment; dental ambulances and Psychiatric Hospital in Zagreb. […].” Flygtningenævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for overførslen af klageren underretter de kroatiske myndigheder om klagerens eventuelle behov, herunder om relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Herefter, og da der heller ikke efter sagens øvrige oplysninger foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, finder Flygtningenævnet efter en gennemgang af sagen ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Efter de foreliggende oplysninger om, at der i et vist omfang sker push-backs fra Kroatien til Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande, og at det efter baggrundsoplysningerne ikke fuldstændig udelukkes, at det også gælder Dublin-returnees, forudsætter Flygtningenævnet, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren til Kroatien indhenter en garanti fra de kroatiske myndigheder om, at klagerens sag tages under realitetsbehandling i Kroatien i overensstemmelse med dets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser, såfremt en overførsel fra Kroatien til en anden medlemsstat i medfør af Dublinforordningen ikke finder sted. Det af klageren anførte om spørgsmålet om overholdelse af garantier, kan ikke føre til en ændret vurdering.” Dub-Kroa/2023/14/SAHE
Nævnet stadfæstede i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Kroatien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende et ægtepar og deres tre medfølgende børn, der har indgivet ansøgning om asyl i Kroatien. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Klagerne henviste som begrundelse for, at deres sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Kroatien sammenholdt med deres helbredsmæssige forhold samt hensynet til barnets tarv. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klagerne [i vinteren 2022/2023] har søgt om international beskyttelse i Kroatien og derefter udrejst, inden deres asylsag var færdigbehandlet. Det følger herefter af Dublinforordningens artikel 20, stk. 5, at Kroatien som det første land, hvor der blev indgivet en ansøgning om international beskyttelse, som udgangspunkt er forpligtet til at tilbagetage klagerne med henblik på at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. Det bemærkes hertil, at Kroatien [i vinteren 2022/2023] har accepteret at modtage klagerne i medfør af pågældende bestemmelse. Klagerne har gjort gældende, at det kroatiske system lider af systemfejl, som først og fremmest består af brud på princippet om non-refoulement, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, og at risikoen for at blive udsat for refoulement er skærmpet for så vidt angår etniske tjetjenere fra Rusland, som diskrimineres til forskel fra statsborgere fra andre lande, samt at risikoen for refoulemt af Dublin-returnees, som indrejser i Kroatien fra tredjelande, ikke kan udelukkes. Klagerne har endvidere gjort gældende, at en garanti fra de kroatiske myndigheder ikke er tilstrækkelig, for så vidt angår asylansøgere fra Tjetjenien. Klagerne har videre gjort gældende, at udsendelse af klagerne og deres tre børn til Kroatien vil være i strid med hensynet til de tre børns tarv, jf. Dublinforordningens artikel 17. Klagerne har herunder henvist til, at deres datter har behandlingskrævende [diagnose]. Flygtningenævnet bemærker hertil, at der ikke er grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i modtageforholdene i Kroatien, at en overførsel af klagerne vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet skal i den forbindelse henvise til AIDA’s ”Country Report - Croatia 2022 Update”, udgivet i juli 2023, side 82-90, som indeholder en beskrivelse af modtageforholdene i Kroatien. Af side 53 fremgår videre, at Dublin-returnees ikke oplever udfordringer ved adgangen til modtagecentrene. Det af klagerne anførte om indkvarteringsforholdene og de kroatiske myndigheders behandling af asylansøgere, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes i øvrigt, at der ikke er oplysninger om, at klagerne skulle have klaget over de påberåbte forhold. Klagerne må derfor henvises til at klage til en overordnet myndighed i Kroatien over konkrete forhold, såfremt de oplever, at disse ikke er tilfredsstillende. Vedrørende det af klagerne anførte om, at de ved en overførsel til Kroatien vil være i risiko for frihedsberøvelse, henviser Flygtningenævnet til baggrundsmaterialet vedrørende Kroatien, herunder AIDA’s ovennævnte rapport, hvoraf det på side 107 fremgår blandt andet, at frihedsberøvelse sjældent anvendes i Dublinsager. For så vidt angår asylproceduren i Kroatien bemærker Flygtningenævnet, at denne ifølge de baggrundsoplysninger, som nævnet er i besiddelse af, er behæftet med visse mangler. Dette er navnlig kommet til udtryk i forbindelse med, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i de seneste par år har truffet afgørelse i flere sager vedrørende Kroatiens praksis om at nægte adgang til asylproceduren gennem anvendelsen af push-back ved landets grænser samt myndighedernes brug af uforholdsmæssig magtanvendelse ved grænsen, herunder i dom af 18. november 2021 i sagen M.H. m.fl. mod Kroatien (sagsnr. 15670/18 og 43115/18). Flygtningenævnet bemærker videre, at der fortsat verserer en række sager ved menneskerettighedsdomstolen, herunder S.B. m.fl. mod Kroatien (sagsnr. 18810/19). Dertil kommer, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder AIDA’s ovennævnte rapport, at der er rapporter om push-backs. Flygtningenævnet lægger til grund, at asylansøgere, der indrejser fra Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande til Kroatien med henblik på at søge asyl, i et vist omfang oplever problemer med at få adgang til landets asylprocedure. Spørgsmålet er herefter, om de samme forhold gør sig gældende for Dublin-returnees, herunder om klagerne ved en overførsel fra Danmark til Kroatien som Dublin-returnees vil have adgang til en reel asylsagsbehandling. Af DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Temarapport: Kroatien – Modtageforhold for Dublin-returnees”, udgivet i januar 2022, fremgår på side 4:”CPS [Centre for Peace Studies] oplyser, at der har været rapporteret om, at nogle ansøgere, der er blevet Dublin-overført til Kroatien, har oplevet push-back til Bosnien-Herzegovina, selvom de ikke tidligere har haft et ophold der. CPS oplyser yderligere, at det er sikrest at informere en NGO i Kroatien om en kommende overførsel, således at denne kan monitorere, at vedkommende faktisk forbliver i Kroatien. CPS tilføjer, at situationen med push-backs er blevet bedre efter Lighthouse Reports i oktober 2021 udgav artikler om situationen i Kroatien. Det har i forbindelse med udarbejdelsen af denne rapport ikke været muligt at få disse oplysninger om push-backs af Dublin-returnees bekræftet fra andre kilder.”. Det fremgår endvidere af Swiss Refugee Councils tysksprogede rapport ”Polizeigewalt in Bulgarien und Kroatien: Konsequenzen für Dublin-Überstellungen”, udgivet den 13. september 2022, at det ikke kan udelukkes, at Dublin-returnees, ligesom asylansøgere, der indrejser i Kroatien fra tredjelande, vil blive udsat for vold og push-back i strid med EMRK artikel 3. Swiss Refugee Council har i rapporten på baggrund heraf anmodet EU’s medlemsstater om at suspendere overførslen af asylansøgere til Kroatien. Det fremgår imidlertid af AIDA’s rapport på side 53:”Applicants who are returned from other Member States in principle do not face any obstacles to access the procedure for granting international protection in Croatia. However, those who had left Croatia before the end of procedure and therefore had their case suspended, have to re-apply for international procedure (if they wish) once they return to Croatia, and thereby re-enter their initial procedure, in line with Article 18(2) of the Dublin III Regulation.” Af DRC Dansk Flygtningehjælps rapport fremgår endvidere, at det kroatiske indenrigsministerium har oplyst, at Dublin-returnees ikke har problemer med adgang til asylsystemet eller modtageforhold. Flygtningenævnet bemærker derudover, at det af Freedom House’s rapport ”Freedom in the World 2023”, udgivet i marts 2023, fremgår, at push-back sker i mindre omfang end tidligere. Videre bemærker Flygtningenævnet, at det ifølge DRC Dansk Flygtningehjælp udelukkende har været muligt at få oplysninger om push-backs af Dublin-returnees bekræftet af én kilde, jf. ovenfor. Kroatien har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af ansøgere, herunder tjetjenske ansøgere, om en sådan beskyttelse i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Uanset de foreliggende oplysninger om push-back fra Kroatien til Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande finder Flygtningenævnet ikke, at der er grund til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren i Kroatien, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer, herunder tjetjenere, der har søgt og er blevet registreret som asylansøgere i Kroatien, og som bliver overført i henhold til Dublinforordningen. I forhold til den konkrete sag bemærkes, at klagerne som anført ovenfor [i vinteren 2022/2023] blev registreret som asylansøgere, og at de fik adgang til blandt andet indkvartering i et asylcenter. Kroatien har som nævnt også accepteret at tage klagerne tilbage. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Kroatien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klagerne til Kroatien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder heller ikke det anførte om klagernes helbredsforhold, herunder at klagernes datter lider af [diagnose], kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at det må forventes, at klagerne kan modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Kroatien, såfremt klagerne har behov derfor, da der ikke er holdepunkter for at antage, at Kroatien ikke overholder deres internationale forpligtelser, herunder EU-Charteret om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Kroatien har tiltrådt. Flygtningenævnet henviser herunder til AIDA’s ovennævnte rapport, punkt D.1. side 94-95. Flygtningenævnet henviser endvidere til samme rapport punkt E, side 99-100: “Primary health care. Applicants are entitled to health care. However, the LITP prescribes that health care includes emergency care and necessary treatment of illnesses and serious mental disorders. In 2020, an Ordinance on health care standards for applicants for international protection and foreigners under temporary protection entered into force regulating, amongst other, initial and supplementary medical examinations and the scope of health care for applicants of international protection. Additionally, the Ordinance lists the different vulnerable groups entitled to health care as follows: persons deprived of legal capacity, children, unaccompanied children, elderly and infirm persons, seriously ill persons, persons with disabilities, pregnant women, single parents with a minor children, people with mental disabilities and victims of human trafficking, victims of torture, rape or other psychological, physical and sexual violence, such as victims of female genital mutilation. These categories of persons have a right to psychosocial support and assistance in appropriate institutions. A pregnant woman or a parturient woman who requires monitoring of pregnancy and childbirth is entitled to health care to the same extent as insured person from compulsory health insurance. Children up to the age of 18 are guaranteed the entire right to health care in accordance with the legislation governing the right to health care from compulsory health insurance. Medical assistance is available in the Reception Centres for Applicants for International Protection in Zagreb and Kutina. While no information is available for the period from 2019 until the end of 2022. At the beginning of 2019, the Ministry of Interior reported that health care is also provided by the health care institutions in Zagreb and Kutina designated by the Ministry of Health. In the Health Centre, a competent ambulance (family medicine) has been designated for the provision of health care from the primary health care level for chronic and life-threatening illnesses. A specialist ambulance for vulnerable groups has been appointed by the Ministry of Health and Local Health Centres. This includes paediatric ambulance, gynaecological ambulance, school medicine ambulance, neuropsychiatric ambulance at the Hospital of Kutina, ambulance for addiction treatment; dental ambulances and Psychiatric Hospital in Zagreb. […] Special reception needs of vulnerable groups. The LITP enumerates as vulnerable persons: persons without legal capacity, children, unaccompanied children, elderly and infirm persons, seriously ill persons, disabled persons, pregnant women, single parents with minor children, persons with mental disorders and victims of trafficking, as well as victims of torture, rape or other forms of psychological, physical and sexual violence, such as victims of female genital mutilation. The LITP provides special procedural and reception guarantees (see section on Special Procedural Guarantees). However, up until now the Ministry of Interior does not have a special unit dealing with vulnerable groups, but accommodates their needs in the general reception system. When accommodating applicants in the Reception Centre, gender, age, position of vulnerable groups, applicants with special reception needs and family unity shall be particularly taken into account. Those with special reception needs may be placed in an appropriate institution or can be accredited to accommodation in accordance with regulations on social welfare, if accommodation appropriate for their needs cannot be provided in the Reception Centre. The Ordinance on the Realisation of Material Reception Conditions prescribes that reception conditions should be adapted to the needs of applicants, psychosocial support should be provided, and special care should be given to applicants with special reception needs. The process of identifying those with special reception needs should be conducted by professionals who provide psychosocial support in the Reception Centre, and if necessary, the competent Centre for Social Welfare can participate in the assessment. The Centre for Social Welfare involved in the procedure of identifying applicants with special reception needs shall notify the Reception Centre of all measures and actions taken. Applicants with special health care needs shall be provided a special diet, based on the recommendations of the physician.There is no monitoring mechanism in place with regards to measures for addressing special needs of applicants accommodated in the centres. However, social workers of the Ministry of Interior and the Croatian Red Cross are available daily in the Reception Centres and can provide support. In practice, during their regular work and communication with applicants as well as during individual and group support, Croatian Red Cross employees can observe the needs of vulnerable groups and, where there is a need, can accordingly propose changes in the reception of particular applicants to the Head of Reception Centre (for example, a person may need to be accommodated in a single room, or with other persons, or may need to be relocated to the Reception Centre in Kutina, which is specifically designed for vulnerable applicants). The Ministry of Interior, depending on the needs of the applicant, cooperates with other competent bodies in relation to reception guarantees, for example with Centres for Social Welfare which are, when appropriate, included in the procedure for assessing special needs. In the case when adequate accommodation cannot be provided for those persons in the Reception Centre for Applicants for International Protection, a person would be accommodated in another appropriate institution or can be granted accommodation according to the social welfare regulations. Also, when needed, special dietary requirements will be provided based on the recommendation of the competent physician. Applicants accommodated in the Reception Centre are provided with three meals a day and pregnant women, babies and children under the age of 16 are provided with an afternoon snack. Upon recommendation of the doctor, separate accommodation would be provided to those with special reception needs. If needed, they would be provided with appropriate health care related to their specific health condition. […]” Flygtningenævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for overførslen af klagerne underretter de kroatiske myndigheder om klagernes eventuelle behov, herunder om relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klagerne samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. For så vidt angår det af klagerne anførte om, at det vil stride imod hensynet til børnenes tarv at få behandlet deres sag i Kroatien, bemærker nævnet, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke foreligger forhold, som indebærer, at det vil stride imod klagernes børns tarv at behandle klagernes asylsag i Kroatien. I den forbindelse bemærkes det, at nævnet endvidere forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for overførslen af klagerne gør de kroatiske myndigheder særskilt opmærksom på, at der er tale om en familie med tre mindreårige børn. Herefter, og da der heller ikke efter sagens øvrige oplysninger foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningerne bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, finder Flygtningenævnet efter en gennemgang af sagen ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Efter de foreliggende oplysninger om, at der i et vist omfang sker push-backs fra Kroatien til Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande, og at det efter baggrundsoplysningerne ikke fuldstændig udelukkes, at det også gælder Dublin-returnees, forudsætter Flygtningenævnet, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klagerne til Kroatien indhenter en garanti fra de kroatiske myndigheder om, at klagernes sag tages under realitetsbehandling i Kroatien i overensstemmelse med dets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser, såfremt en overførsel fra Kroatien til en anden medlemsstat i medfør af Dublinforordningen ikke finder sted. Det af klagerne anførte om spørgsmålet om overholdelse af garantier, kan ikke føre til en ændret vurdering.”. Dub-Kroa/2023/13/SAHE
Nævnet omgjorde i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Kroatien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrø-rende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Kroatien. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde. Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt an-det til at klagerens familiemedlemmer, som nyder international beskyttelse, er i Danmark, at hen-des mor er syg, samt at overførsel til Kroatien er i strid med princippet om non-refoulement, idet der er systemiske mangler ved det kroatiske asylsystem.Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændin-gelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Ud-lændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overfø-res til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag er klage-ren [i foråret 2023] blevet registreret som asylsøger i Kroatien, og Kroatien har [i foråret 2023] accepteret at modtage klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 20, stk. 5. Som også fast-slået i Flygtningenævnets seneste praksis er der ikke grundlag for at antage, at der er sådanne gene-relle systemfejl i modtageforholdene i Kroatien, at en overførsel af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EU-chartrets artikel 4. Efter de foreliggende oplysninger om, at der i et vist omfang sker push-backs fra Kroatien til Bosnien-Hercegovina og andre tredjelande, og at det efter baggrundsoplysningerne ikke fuldstændig kan udelukkes, at det også gælder Dublinreturnees, har Flygtningenævnet i sin praksis imidlertid forud-sat, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren til Kroatien indhenter en garanti fra de kroatiske myndigheder om, at klagerens sag tages under realitetsbehandling i Kroatien i over-ensstemmelse med dets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser, såfremt en overførsel fra Kroatien til en anden medlemsstat i medfør af Dublinforordningen ikke finder sted. Udgangspunk-tet er således, at der vil kunne ske overførsel af klageren til Kroatien. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger sådanne særlige hensyn, herunder hensyn af humanitær karakter, som indebærer, at klagerens asylsag bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17. Der foreligger ikke omstændigheder som nævnt i Dublin-forordningens artikel 16 om afhængige personer, der indebæ-rer, at klagerens sag bør behandles i Danmark. Det lægges imidlertid til grund, at ansøgeren tidli-gere har boet i Danmark i en længere årrække, og at hun har haft sin skolegang og har uddannet sig her i landet, inden hun i forbindelse med giftermål udrejste af Danmark, at ansøgerens forældre og hendes [3-5] søskende alle og gennem mange år har været bosiddende i Danmark, ligesom de bort-set fra moderen og en søster har erhvervet dansk statsborgerskab, og at ansøgerens mor er alvorligt syg. Under disse omstændigheder finder nævnet, at der foreligger sådanne hensyn af humanitær karakter, at klagerens ansøgning om asyl undtagelsesvis bør behandles her i landet uanset accepten fra de kroatiske myndigheder, jf. Dublinforordningens artikel 17. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klagerens ansøgning om asyl skal behandles her i lan-det.” Dub-Kroa/2023/12/LODU
Nævnet stadfæstede i august 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Frankrig. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Frankrig, og herefter er indrejst i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig den 22. juni 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om fortsat store problemer med adgang til indkvartering i Frankrig for asylansøgere og Dublin-returnees samt store vanskeligheder ved fornyelse af opholdstilladelse, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at Frankrig som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder ikke, at der er konkrete holdepunkter for at antage, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser, eller at en overførsel af klageren til Frankrig vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 eller EU’s charter om grundlæggende rettigheder i artikel 4. Heller ikke det forhold, at klageren har afvist at være registreret som asylansøgere i Frankrig, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse, ligesom Udlændingestyrelsen, lagt vægt på, at klageren ifølge EURODAC-databasen er registreret som asylansøger i Frankrig den 14. november 2016. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Fran/2023/10/SCH
Nævnet stadfæstede i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2022 idømt fængsel i 2 år og seks måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, § 261, stk. 1, § 266, § 225, jf. § 216, stk. 1, § 232 og § 123 samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold i landet, og at han frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han af samvittighedsgrunde ikke ønsker at aftjene militærtjeneste. Han har videre oplyst, at han frygter de generelle forhold som borgerkrigen har forårsaget. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som mandlig syrisk statsborger i den militærpligtige alder, og som ikke ønsker at aftjene militærtjeneste, isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning, kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning af grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved [byrettens] dom [i foråret] 2022 og [Landsrettens] ankedom [i efteråret] 2022 straffet med fængsel i 2 år og 6 måneder og udvist af Danmark for bestandigt for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, § 266, § 225, jf. § 216, stk. 1, § 232 og § 123. Det fremgår af byrettens dom, at der var tale om en omfattende udøvelse af grov vold med en lang række skader på den forurettede til følge, og [gerningsbeskrivelse]. Ved straffens fastsættelse blev der lagt vægt på, at klageren sammen med [et antal] medgerningsmænd [gerningsbeskrivelse]. Klageren blev endvidere fundet skyldig i vidnetrusler mod den forurettede. Flygtningenævnet finder efter kriminalitetens grove og personfarlige karakter, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens forstand. Flygtningenævnet finder endvidere efter kriminalitetens grove og personfarlige karakter, de nærmere omstændigheder hvorunder kriminaliteten er begået, og længden af den idømte straf, at der er en formodning for, at klageren tillige udgør en fare for samfundet. Denne formodning er ikke afkræftet ved oplysningerne om klagerens personlige forhold. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at kriminaliteten må tillægges betydelig vægt i afvejningen henset til kriminalitetens grovhed, som er kommet til udtryk i længden af den idømte straf på fængsel i 2 år og 6 måneder. Det kan heroverfor ikke føre til en anden vurdering, at klageren ikke er dømt for anden personfarlig kriminalitet end ved den nævnte dom. De foreliggende oplysninger om bl.a. forløbet af klagerens afsoning, det forhold, at klageren er blevet prøveløsladt efter afsoning af 2/3 af den idømte straf, oplysningerne om klagerens forhold under den nuværende indkvartering på [asylcenter] og oplysningerne om klagerens familiemæssige forhold og tilknytning til arbejdsmarkedet kan heller ikke tillægges så stor vægt i afvejningen, at det kan føre til en anden vurdering. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af kriminaliteten i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at meddele ansøgeren opholdstilladelse. Klageren, der er [35-40] år, indrejste i Danmark i 2014 som [25-30-årig]. Klageren har en ægtefælle, som han blev islamisk viet til, inden klageren udrejste af Syrien. Parret har [et antal] børn [der er mindreårige], som er født i Danmark og går i børnehave og skole. Han har endvidere [et antal] søskende i Danmark, som alle er gift og har børn, og han har også [et antal] fætre i Danmark. Klageren har gået i sprogskole, men har ikke bestået moduler på sprogskolen. Han har haft tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark, herunder ved ansættelse i to [virksomheder]. Klageren taler og skriver kurmanji og taler arabisk. Han har familie i Syrien i form af sin mor, en søster og to brødre. Han har gået i skole i Syrien i 3 år, hvor han tillige har arbejdet som [beskæftigelse]. Klageren er ved godt helbred, bortset fra [smerter efter en hændelse]. Flygtningenævnet finder efter en samlet proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed afvejes over for klagerens personlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, at der ikke foreligger omstændigheder som nævnt i udlændingelovens § 10, stk. 3, der kan begrunde, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er derfor udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2023/71/marau
Nævnet stadfæstede i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i begyndelsen af 2000’erne.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin mors nye ægtefælle. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at hans far vil presse ham til begå et æresdrab mod morens nye ægtefælle, fordi ansøgerens fars ære er blevet krænket. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter de generelle forhold i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han udrejste af Irak i [begyndelsen af 2000’erne] med sin mor og [andet familiemedlem], da ansøgeren var [4-7 år]. Ansøgerens mor og [andet familiemedlem] rejste i [slutningen af 2000’erne] tilbage til Irak, hvor moren giftede sig med en ny mand mod ansøgerens fars vilje. Ansøgeren besøgte sin mor og dennes nye ægtefælle i Irak i [begyndelsen af 2010’erne]. Ansøgeren kom under besøget i konflikt med morens nye ægtefælle og dennes børn, hvilket udviklede sig til en slåskamp. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens mor i [slutningen af 2000’erne] forlod ansøgerens far og rejste til Irak, hvor hun er blevet gift med en anden mand. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren besøgte sin mor i Irak i [begyndelsen af 2010’erne], hvor der opstod konflikter mellem ansøgeren og morens nye mand og dennes børn. Endelig lægger nævnet til grund, at ansøgerens far efterfølgende bebrejdede ansøgeren, at han ikke havde fortalt, at moren var blevet gift på ny, og at ansøgerens far gav udtryk for, at hans ære var krænket. Det beror imidlertid på en formodning fra ansøgerens side, at ansøgerens far vil presse ham til at begå æresdrab mod morens nye mand, hvis ansøgeren vender tilbage til Irak. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens mor ikke er blevet udsat for overgreb fra ansøgerens fars side, siden hun forlod ham i [slutningen af 2000’erne]. Endvidere bemærkes, at ansøgeren har forklaret, at hans far opholder sig i [et europæisk land], og at det er flere år siden, at ansøgeren senest har været i kontakt med ham. Det beror endvidere på formodninger fra ansøgerens side, at morens nye mand ved, at ansøgeren er under pres fra sin far til at begå æresdrab, og at ansøgeren af den grund risikerer at blive udsat for overgreb fra morens nye mands side. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at konflikten i [begyndelsen af 2010’erne] mellem ansøgeren og morens nye mand og dennes børn må antages at være et afsluttet forhold, som ikke indebærer en aktuel og konkret risiko for ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2023/16/marau
Nævnet stadfæstede i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3. Klageren blev i 2017 idømt fængsel i 12 år med indrejseforbud for bestandigt for at have begået alvorlig kriminalitet. Klageren blev i 2019 idømt fængsel i 5 måneder for at have begået personfarligkriminalitet samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Genoptaget sag. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim. Ansøgeren er fra [landsby] i [provins], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste som asylmotiv oprindeligt til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive tvangsrekrutteret eller slået ihjel af Taliban, idet hans far var frihedskæmper og kæmpede mod dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far blev slået ihjel af Taliban, da ansøgeren var [mindreårig]. Ansøgeren og hans familie, herunder ansøgerens mor og søskende, blev umiddelbart herefter opsøgt af Taliban på deres bopæl gentagne gange, hvor Taliban ransagede bopælen og udøvede vold mod ansøgeren og familien. Ansøgeren har under den tidligere genoptagelsessag som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive udsat for overgreb af Taliban, fordi han er vestliggjort. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han har opholdt sig i Danmark, siden han var [teenager]. Han kan ikke forestille sig at leve i Afghanistan og betragter sig selv som dansk. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han i Danmark er dømt for [alvorlig kriminalitet]. Til støtte herfor har ansøgeren henvist til, at det danske politi vil videregive oplysninger herom til Taliban. I sharia er der [straf] for at begå [alvorlig kriminalitet], og derfor er ansøgeren sikker på, at Taliban vil slå ham ihjel. Endelig har ansøgeren henvist til den forværrede sikkerhedssituation i Afghanistan som følge af Talibans magtovertagelse, og at han som etnisk hazara og shia-muslim vil være i øget risiko for asylrelevante overgreb af Taliban. Ansøgeren har under denne genoptagelsessag henvist til de samme asylmotiver, som er gengivet ovenfor. For så vidt angår de af ansøgerens asylmotiver, der knytter an til henholdsvis faderens konflikt med Taliban og ansøgerens dom for [alvorlig kriminalitet] i Danmark, henvises til Flygtningenævnets afgørelse af [vinteren 2021/22] og den heri anførte begrundelse. Det, som er fremkommet herom under nævnsmødet, kan ikke føre til en anden vurdering. Det følger af det anførte, at disse asylmotiver ikke kan danne grundlag for asyl efter udlændingelovens § 7. Forholdene for vestliggjorte og hazaraer af etnicitet (og shiamuslimer) og den risikovurdering, der skal foretages i den forbindelse ved en tilbagevenden til Afghanistan, er i baggrundsmaterialet bl.a. beskrevet i pkt. 3.13 og pkt. 3.14 i EUAA, Country Guidance: Afghanistan, januar 2023. Flygtningenævnet bemærker i forlængelse heraf, at det afgørende for asylvurderingen i sager med spørgsmål om såkaldt vestliggørelse er, om ansøger efter en samlet vurdering har en sådan erfaring med livet i Afghanistan, at ansøgeren vil kunne genoptage sit liv i landet på en sådan måde, at den pågældende ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Herom bemærkes, at ansøgeren indrejste i Danmark som uledsaget mindreårig i [vinteren 2008/09], da han var [teenager], og at han derfor har haft en betydelig del af sin skolegang i form af ungdomsskole [klassetrin] og to år på [gymnasial uddannelse] samt sin ungdom i Danmark, hvor han har levet et ungdomsliv på danske præmisser. Han har haft fritidsjobs og fritidsaktiviteter, og han har gået i fritids- og ungdomsklub. Han har arbejdet fuld tid i forbindelse med sit sabbatår. Ansøgeren taler flydende dansk, og nævnsmødet er gennemført på dansk. Ansøgeren har på nævnsmødet reflekterende redegjort for sin holdning til og tilegnelse af danske (og vestlige) værdier i bred forstand. Herefter, efter ansøgerens fremtræden under nævnsmødet og det i øvrigt oplyste må det lægges til grund, at ansøgeren har tilegnet sig en vestlig livsstil. Da ansøgeren samtidig efter sin forklaring, som nævnet har lagt til grund, har boet afsondret i en landsby i Afghanistan frem til sin udrejse som [teenager] og hverken har familie eller øvrigt netværk i Afghanistan, der ville kunne støtte og hjælpe ham ved en tilbagevenden, finder Flygtningenævnet – også under hensyntagen til, at ansøgeren er hazara af etnicitet (og shiamuslim) – at det efter en samlet vurdering må anses for sandsynliggjort, at ansøgeren ikke vil kunne etablere sig i Afghanistan på en sådan måde, at han ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Herefter, og da ansøgeren som anført er hazara af etnicitet, finder Flygtningenævnet efter en vurdering af sagens samlede omstændigheder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse, og at han som følge heraf isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Da ansøgeren som ovenfor anført er udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig ved [landsrets dom] af [vinteren 2017/18] og i 6 år ved dom afsagt af [byretten] den [efteråret 2019], skal Flygtningenævnet herefter vurdere, om ansøgeren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det følger af denne bestemmelse, at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ved [landsrets dom] af [vinteren 2017/18] er dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens forstand, idet ansøgeren er dømt for at have begået [alvorlig kriminalitet]. Der er ved vurderingen heraf tillige henset til de nærmere omstændigheder forbundet med udøvelsen af den nævnte kriminalitet, herunder at [beskrivelse af den alvorlige kriminalitet]. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den alvorlige karakter af denne kriminalitet sammenholdt med længden af den idømte frihedsstraf på 12 år og ansøgerens personlige forhold, at ansøgeren videre må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Der er herunder lagt vægt på den øvrige [kriminalitet], som ansøgeren er dømt for. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give ansøgeren opholdstilladelse. Ansøgeren, der er [i slut tyverne], indrejste som nævnt i Danmark som [teenager]. Ansøgeren har ingen kæreste og ingen børn. Han båder taler, læser og skriver dansk. Han har gennemført enkelte skoleår i Danmark og har før sin fængsling haft en vis tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark. Ansøgeren taler dari, men det er længe siden, at han har skrevet dari. Han har ikke længere familie i Afghanistan. Han har gået i koranskole i Afghanistan. Flygtningenævnet finder efter en samlet afvejning af disse forhold, at der ikke foreligger omstændigheder som nævnt i udlændingelovens § 10, stk. 3, der kan begrunde, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Nævnet finder derfor, at ansøgeren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse. I overensstemmelse med Udlændingestyrelsens tilkendegivelse finder Flygtningenævnet videre, at udlændingelovens § 31 er til hinder for, at ansøgeren udsendes tvangsmæssigt til Afghanistan. Afgh/2023/63/MSAI
Nævnet stadfæstede i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. (Genoptaget sag)Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [by A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv under den oprindelige asylsag henvist til, at han frygter Taliban, idet han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive betragtet som en modstander af styret på grund af [sit familiemedlems] konflikt med Taliban. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han og [hans familiemedlem] på vej i moske blev stoppet af Taliban, transporteret til et hus og tilbageholdt. Taliban stillede under tilbageholdelsen spørgsmålstegn ved, hvorfor ansøgerens [familiemedlem] ikke var stoppet med at arbejde som myndighederne, hvorefter de skød ansøgerens [familiemedlem]. Ansøgeren flygtede herefter fra huset. Han tog hjem til sin mor, og blev efter tre dages ophold på bopælen opsøgt af Taliban. Ansøgeren gemte sig på toilettet, mens ansøgerens mor fortalte Taliban, at hun ikke vidste, hvor ansøgeren var. Kort tid efter udrejste ansøgeren fra Afghanistan. Under genoptagelsessagen har ansøgeren som asylmotiv fortsat henvist til, at han frygter Taliban på grund af [sit familiemedlems] konflikt med Taliban. Ansøgeren har til støtte for sin påstand om meddelelse af opholdstilladelse primært henvist til, at han efter mange års ophold i Danmark er ”vestliggjort” således, at han ikke vil kunne vende tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker i forlængelse heraf, at det afgørende for asylvurderingen i sager med spørgsmål om såkaldt vestliggørelse er, om ansøger efter en samlet vurdering har en sådan erfaring med livet i Afghanistan, at ansøgeren vil kunne genoptage sit liv i landet på en sådan måde, at den pågældende ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Om dette bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren udrejste af Afghanistan som [12-15-årig]. Han har således haft hele sin barndom i Afghanistan. Ansøgeren, der er en ung mand, taler pashtu og er, i hvert fald oprindelig, sunni-muslim. Han tilhører således både etnisk og religiøst den største befolkningsgruppe. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren som udgangspunkt må anses for at have mulighed for at kunne tilpasse sig livet i Afghanistan uden at påkalde sig særlig opmærksomhed fra Taliban. Af European Union Agency for Asylum (EUAA), Country Guidance: Afghanistan, udgivet den 31. januar 2023, punkt 3.13, fremgår: “The individual assessment of whether there is a reasonable degree of likelihood for the applicant to face persecution should take into account risk-impacting circumstances, such as: the behaviour adopted by the applicant, visibility of the applicant, area of origin and conservative environment, gender (the risk is higher for women), age (it may be difficult for children of certain age to (re-)adjust to Afghanistan’s social restrictions), duration of stay in a western country, etc.” Vedrørende ansøgerens vestliggørelse bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren fremstår helt uprofileret og upåfaldende, og han tilhører som anført oven for flertalsbefolkningen. Den omstændighed, at ansøgeren blandt andet efter det oplyste drikker spiritus og har en dansk kæreste indebærer ikke, sammenholdt med de øvrige foreliggende oplysninger, en sådan grad af vestliggørelse, at dette kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Ansøgeren har ved fremmøde i Flygtningenævnet vist, at han i et vist omfang taler dansk. Han fremtræder hverken fysisk eller verbalt påfaldende, trods det oplyste om hans kognitive udfordringer. Herefter kan hverken disse udfordringer, eller hans helbredsforhold i øvrigt føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. For så vidt angår ansøgerens oprindelige asylmotiv henviser Flygtningenævnet i det hele til Flygtningenævnets afgørelse af 22. juni 2018. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2023/61/LAFAL
Nævnet meddelte i september 2023 opholdstilladelse (K -status) til en statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Genoptaget sagFlygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og [trosretning] fra [by], [distrikt], Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at [ansøgeren] ved en tilbagevenden til Uganda frygter forfølgelse fra myndighederne og lokalbefolkningen som følge af, at [ansøgeren] er homoseksuel. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at [ansøgeren] ønsker at leve åbent med sin ægtefælle. Ansøgerens seksualitet er kendt for ansøgerens ægtefælles tidligere ægtefælles familie, for hvem homoseksualitet er uacceptabelt, og de hævder, at ansøgeren er grunden til skilsmissen mellem ansøgerens ægtefælle og dennes tidligere ægtefælle. Ansøgeren har derudover henvist til, at der er vedtaget ny lovgivning i Uganda, der har skærpet kriminalisering af homoseksualitet. Flygtningenævnet lægger ligesom anført i nævnets afgørelse af [vinteren 2017/2018] til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Det lægges videre til grund, at ansøgeren efterfølgende er blevet gift med en herboende [person af samme køn]. Der er fremkommet nye baggrundsoplysninger vedrørende forholdene for LGBT+-personer i Uganda, herunder Human Rights Watch, Ugandan Paliament Passes Extreme Anti-LGBT, udgivet den 22. marts 2023, Amnesty International, Uganda: Presidents´s approval of anti-LGBTI Bill is a grave assault on Civil and Political Rights: LGBTQ-Rights, udgivet den 26. maj 2023 og The Advocates for Human Rights, Ugandas Compliance with the International Convention on Civil and Political Rights: LGBTQ+Rights, udgivet den 26. maj 2023. Det fremgår heraf, at forholdene for LGBT+-personer i Uganda er forværret betydeligt siden Flygtningenævnets afgørelse af [vinteren 2017/2018]. Det ugandiske parlament har således den 21. marts 2023 vedtaget ”The Anti-Homosexuality Act 2023”, som efterfølgende er underskrevet af den ugandiske præsident. Af loven fremgår blandt andet, at LGBT+-personer risikerer at blive idømt fængsel på livstid for ”same-sex conduct” og ”promotion af homosexuality”. Der er endvidere indført dødsstraf for tilfælde af ”aggrevated homosexuality”. Flygtningenævnet finder, at situationen for LGBT+-personer i Uganda som følge af den indførte lov må anses at være forværret mærkbart. Flygtningenævnet finder, at det ikke på nuværende tidspunkt er muligt at fastslå, hvorledes den i Uganda indførte lov vil blive håndhævet med hensyn til gennemførelse af straffesager mv. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår imidlertid oplysninger om en stigning i myndighedernes anholdelser af homoseksuelle, ligesom der er rapporteret om en betydelig stigning i antallet af andre overgreb mv. på homoseksuelle. Endvidere fremgår det af nyere artikler, herunder fra Human Rights Awareness and Promotion Forum (HRAPF), at situationen for homoseksuelle i Uganda er mærkbart forværret og således beskrives i artikler en stor stigning i chikane, vold og trusler om vold, overfald og tilfælde af arrestationer, men ingen tilfælde af domfældelser efter den nye lov. I en situation som den foreliggende, hvor det må lægges til grund, at ansøgerens seksuelle observans er kendt af [ansøgerens] ægtefælles tidligere svigerfamilie og lokalbefolkningen i Uganda, idet [ansøgeren] har været åben om sin homoseksualitet siden teenageårene, må der efter Flygtningenævnets opfattelse derfor anlægges en forsigtig vurdering af, om ansøgeren har et beskyttelsesbehov efter udlændingelovens § 7. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold og baggrundsoplysningerne for LGBT+-personer finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Uganda risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” ugan/2023/5
Nævnet omgjorde i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2009.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk kurder og muslim fra [by A], [by B]-provinsen i Syrien. Klageren har sympatiseret med og deltaget i visse aktiviteter for KDP med [familiemedlem A], da de boede i Syrien. Klageren har i Danmark deltaget i demonstrationer omhandlende hendes hjemby [by A]. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i efteråret 2009 som familiesammenført til [sit familiemedlem A], og at hun [i foråret] 2023 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. [I foråret] 2023 har advokat Annette Møller Hannibal på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2023 med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder. Klageren har deltaget i demonstrationer i Danmark imod det syriske regime, hvor der er blevet filmet og taget billeder under demonstrationerne. Demonstrationerne relaterede sig til hendes hjemby [by A]. Klageren har til støtte herfor videre oplyst, at hun frygter de syriske myndigheder grundet [familiemedlem A’s] konflikt. Klageren har herom oplyst, at [familiemedlem A] i Syrien var aktiv for KDP, og at [familiemedlem A] flygtede og kom til Danmark i 2007 efter at have siddet fængslet to gange og være blevet forsøgt anholdt tredje gang. Klageren har herom videre oplyst, at hun har oplevet problemer som følge af [familiemedlem A’s] aktiviteter både før og efter hans flugt, og at hun uofficielt har hjulpet og bidraget til disse aktiviteter. Klageren har til støtte herfor endelig oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold i landet, idet hun er etnisk kurder, og at kurderne særligt i [by A]-området bliver undertrykt. Klageren har videre oplyst, at hun i tilfælde af tilbagevenden til Syrien vil stå som enlig kvinde, idet hun i Syrien alene har ældre, fjernere slægtninge. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring om asylmotiverne til grund. Klagerens og [familiemedlem A’s] regimekritiske aktiviteter i Danmark i form af deltagelse i nogle demonstrationer i 2018 har ikke en sådan karakter eller et sådant omfang, at det i sig selv kan begrunde asyl. Det forhold, at klagerens to [familiemedlemmer B og C] i Danmark og [et familiemedlem D], der opholder sig i Rusland, samt andre mandlige familiemedlemmer må anses for at have unddraget sig militærtjeneste i Syrien, kan heller ikke i selv føre til, at klageren opfylder betingelserne for at blive meddelt asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på baggrundsoplysningerne om risici for familiemedlemmer til personer, der har unddraget sig værnepligt i Syrien, herunder EASO, Syria Military Service, april 2021, og Udlændingestyrelsen, Syria. Treatment upon return, maj 2022, hvoraf det bl.a. fremgår, at familiemedlemmer til uprofilerede militærunddragere ikke er i risiko for forfølgelse alene som følge af unddragelsen. Der foreligger ikke oplysninger i sagen, der kan begrunde, at klagerens [familiemedlemmer B, C og D] eller andre af de familiemedlemmer, som klageren har anført er militærunddragere, kan anses for særligt profilerede hos de syriske myndigheder. Det kan heller ikke i sig selv begrunde asyl, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være en enlig kvinde med et meget begrænset netværk i landet. Der er som udgangspunkt tale om forhold af socioøkonomisk karakter, der ikke er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om klageren kan anses for at have en afledt konflikt med de syriske myndigheder med henvisning til [familiemedlem A’s] asylgrundlag i Danmark. Klagerens [familiemedlem A] blev i 2008 meddelt opholdstilladelse i Danmark med henvisning til, at det ikke kunne afvises, at han var kommet i de syriske myndigheders søgelys som følge af sine aktiviteter for KDP, og at det af samme grund ikke kunne afvises, at han ved en tilbagevenden til Syrien ville være i risiko for forfølgelse af de syriske myndigheder. Uanset at disse forhold ligger mange år tilbage i tiden, og uanset at klageren i 2011 uden problemer rejste til [by A] i Syrien for at besøge [sit familiemedlem E] i 14 dage, finder Flygtningenævnet, at klageren som følge af de forhold, der er lagt til grund i hendes [familiemedlem A’s] asylsag om tilknytningen til KDP, har sandsynliggjort, at hun - under iagttagelse af det forsigtighedsprincip, der anvendes ved risikovurderingen i forhold til syriske statsborgere, herunder ved vurderingen af indrejserisikoen efter det langvarige ophold i Danmark, og under inddragelse af de ovennævnte forhold vedrørende klagerens øvrige asylmotiver, der dog ikke i sig selv har kunnet begrunde asyl - har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at blive forfulgt af de syriske myndigheder omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klagerens egne regimekritiske aktiviteter i Syrien har været beskedne. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2023/69
Nævnet stadfæstede i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra [by A], Libanon. Ansøgeren udrejste af Libanon til [land A] i juli 2013 på et arbejdsvisum, og har opholdt sig i [land A] til december 2021. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at Hizbollah og en person ved navn [person A] vil afpresse ham for penge og slå ham ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2013 var ansat som [beskæftigelse] i […] centret i byen, [by A] i Libanon. Tæt på centret ligger moskeen, [navn], som er sunnimuslimsk, og Hizbollahs kontor. Bryllupslokalerne i centret, hvor ansøgeren arbejdede, blev benyttet af moskeens gæster til bryllupsfest. Ansøgeren har hertil oplyst, at der var problemer mellem Hizbollah og moskeen, idet moskeen er sunnimuslimsk, mens Hizbollah er shiamuslimsk. Konflikten mellem Hizbollah og moskeen medførte, at Hizbollah i juni eller juli 2013 anholdt alle ansatte i centret. Ansøgeren var ikke på arbejde den dag og blev ikke anholdt. Ansøgeren har yderligere oplyst, at en person ved navn [person A] har magten i det område, hvor hans forældre er bosat, og efter hændelsen med Hizbollah i centret, tog [person A] kontakt til ansøgerens [familiemedlem] og tilbød at beskytte ansøgeren mod betaling, hvilket ansøgerens [familiemedlem A] afslog. Endelig har ansøgeren oplyst, at han udrejste af [land A] grundet en konflikt med sin [familiemedlem B], som har kontakt med Hizbollah. Ansøgeren har i denne henseende oplyst, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at Hizbollah vil agerer på vegne af ansøgerens [familiemedlem B]. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ligesom Udlændingestyrelsen på baggrund af ansøgerens forklaring og sagens oplysninger i øvrigt kan lægge til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser, og at han er registreret ved UNRWA i Libanon og har haft adgang til UNRWA-beskyttelse og bistand. Det er nævnets praksis vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og den øvrige del af UNRWA’s mandatområde, at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, som har haft adgang til UNRWA’s beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1.D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende været afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Ansøgeren har fremlagt et registreringskort fra UNHCR i [land A], og Flygtningenævnet lægger derfor ansøgerens forklaring til grund om, at han har søgt asyl i [land A] som følge af begivenheder i Libanon i 2013, hvor der opstod en konflikt mellem Hizbollah og en sunnimuslimsk moske. Efter ansøgeren forklaring verserer asylansøgningen i [land A] fortsat. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Libanon risikerer asylbegrundende forfølgelse eller behandling som følge af begivenhederne i 2013. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin udrejse i 2013 har besøgt sine forældre i Libanon i 2015 og 2019, uden at han i den forbindelse har oplevet problemer med Hizbollah. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han efter sin ankomst til Danmark har fået oplyst af sine forældre, at han er eftersøgt af Hizbollah, idet ansøgeren har forklaret udbyggende herom, og idet forklaringen forekommer usandsynlig. Ansøgeren har således under mødet i Flygtningenævnet udbyggende forklaret, at personer tilknyttet Hizbollah flere gange før og efter ansøgerens udrejse i 2013 har kontaktet ansøgerens forældre og spurgt efter ansøgeren. Det forekommer ikke sandsynligt, at ansøgerens forældre skulle have skjult denne oplysning for ansøgeren, og ladet ansøgeren komme på besøg hos dem, hvis det var forbundet med en alvorlig risiko. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund om, at der under ansøgerens ophold i [land A] opstod en uoverensstemmelse mellem ham og hans [familiemedlem B], og at hans [familiemedlem B] i den forbindelse har fremsat en falsk beskyldning mod ansøgeren om, at han er tilknyttet den [land B] efterretningstjeneste. Flygtningenævnet bemærker, at det beror på ansøgerens formodning, at hans [familiemedlem B], som bor i [land A], vil give ufordelagtige oplysninger om ansøgeren til Hizbollah eller andre i Libanon. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han som følge af konflikten med sin [familiemedlem B] risikerer at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller behandling i Libanon. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libanon risikerer at befinde sig i en personlig usikkerhedssituation eller risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Herefter er der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og på ny opnå bistand fra UNRWA, og de generelle forhold i Libanon er ikke af en sådan karakter, at det vil være umuligt for UNRWA at sikre ansøgeren livsvilkår i overensstemmelse med organisationens opgavevaretagelse. På denne baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., men at han ikke er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., idet han ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor han har adgang til UNRWA’s beskyttelse og bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2023/12/Saba
Nævnet stadfæstede i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejse i 2022.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim fra [by A], […]-regionen, Somalia. Ansøgeren tilhører klanen [klan A] og subklanen [subklan A]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter sin tidligere ægtefælle, idet han har truet med at slå hende ihjel, såfremt de ikke finder sammen igen. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter borgerkrigen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ægteskabet med hendes tidligere ægtefælle var arrangeret af hendes [familiemedlem], idet [familiemedlem] var forgældet til hendes tidligere ægtefælle, der betalte for hans misbrug. Ansøgeren har endvidere oplyst, og hendes tidligere ægtefælle var kontrollerende og voldelig mod hende, og i 2010, efter at have født deres fælles barn, gik ansøgeren fra ham. Konflikten med ham har været pågående frem til hendes udrejse af Somalia i 2022. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hendes tidligere ægtefælle en gang har truet hende med en kniv, hvilket var udslagsgivende for hendes beslutning om at udrejse af Somalia. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren mod sin vilje blev gift med en mand ved navn [A] i 2008, at hun og [A] sammen har en [barn], der er født i 2010, at hun ophævede samlivet med [A] i 2010, og at [barnet] derefter boede hos sin far indtil 2020, hvor [barnet] fik bopæl hos ansøgeren. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren blev skilt fra [A] i 2015 eller 2016, og at [A] siden 2010 har opført sig truende over for ansøgeren og hendes familie, samt at han ikke har gjort alvor af truslerne. Flygtningenævnet lægger også til grund, at ansøgerens far døde, da ansøgeren var [5-10] år gammel, at hun siden 2010 har boet sammen med sin mor, sin bror og sine søstre, samt at [A], efter ansøgeren var udrejst af Somalia, har hentet ansøgerens [barn], som nu igen bor hos sin far. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hendes konflikt med [A] har en sådan intensitet og er af en sådan karakter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive udsat for konkret og individuel forfølgelse. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har kunnet bo i samme by som sin tidligere ægtefælle, fra hun ophævede samlivet med ham i 2010, til hun udrejste af Somalia i 2022, uden at blive udsat for overgreb fra [A] side. Ansøgeren kan ikke anses for at være en enlig kvinde uden mandligt netværk. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren siden hendes far døde i 2003 har boet med sin mor og søskende og med et mandligt netværk, som omfattede hendes onkel, og senere også hendes bror, som nu er [i midt tyverne] år gammel. Der er ikke sket ændringer i ansøgerens familiemæssige forhold, siden hun udrejste af Somalia, og hun vil således fortsat have det samme mandlige netværk, hvis hun vender tilbage. Ansøgerens forklaring under mødet i Flygtningenævnet om, at hendes mor under en telefonsamtale for to dage siden har fortalt ansøgeren, at hendes bror har været bortrejst i 4 uger, og at hendes mor ikke kan komme i kontakt med ham, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen har oplyst, at hendes bror er i lære som lastbilschauffør og af den grund ikke er ret meget hjemme. Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at hendes [familiemedlem] er stofmisbruger og har gæld til [A], og at [familiemedlem] derfor nu vil hjælpe [A], som ønsker at få ansøgeren tilbage. Flygtningenævnet kan ikke lægge denne del af ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren har forklaret udbyggende herom. Ansøgeren har således ikke under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at [familiemedlem] loyalitet er på [A] side, fordi [familiemedlem] er misbruger og har gæld til [A]. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger er de generelle forhold i Somalia og i det område, hvor ansøgeren kommer fra, og som er under regeringens kontrol, ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren kan heller ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 alene fordi hun er kvinde fra Somalia. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2023/22/Saba
Nævnet stadfæstede i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetenceDRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien samt til klagerens helbredsmæssige og personlige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Frankrig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig [i sommeren] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at der er mangel på indkvarteringsmuligheder for asylansøgere og Dublinoverførte i Frankrig, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere og Dublinoverførte i Frankrig, - uanset at der ifølge baggrundsoplysningerne er mangel på indkvartering – ikke er af sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det anførte om klagerens helbredsmæssige og personlige forhold, herunder at klageren lider af [diagnoser], kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Frankrig. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de franske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren i Frankrig kan anmode om genoptagelse af sin asylsag, såfremt der er oplysninger i sagen, som de franske myndigheder ikke har forholdt sig til. Det i øvrigt af klageren anførte om adgang til indkvartering ved et eventuelt fortsat ulovligt ophold i Frankrig kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Frankrig som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder, at der ikke er konkrete holdepunkter for at antage, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser, eller at en overførsel af klageren til Frankrig vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 eller EU’s charter om grundlæggende rettigheder artikel 4. Vedrørende det af klageren anførte om, at han tidligere er blevet overfaldet i Frankrig af nogle asylansøgere fra [land], og at han har fået oplyst, at de stadig leder efter ham, hvorfor han frygter for sit liv ved en tilbagevenden til Frankrig, bemærker Flygtningenævnet, at klageren må henvises til at søge de franske myndigheders beskyttelse, såfremt der skulle opstå et behov herfor, idet de franske myndigheder må antages at have viljen og evnen til at yde den nødvendige beskyttelse. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Fran/2023/9/eeb
Nævnet stadfæstede i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2020.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim fra [by A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin ekskærestes familie. Han har som asylmotiv desuden henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de generelle forhold i landet på grund af krig og Talibans tilstedeværelse. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende ansøgerens frygt for, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive slået ihjel af sin ekskærestes brødre, har han oplyst, at han fra 2015 og omkring et år frem havde et romantisk forhold til en kvinde ved navn [B]. De holdt forholdet hemmeligt af frygt for, hvilke reaktioner det ville udløse, hvis forholdet blev kendt, så der var ikke andre, der kendte til forholdet. En dag i 2016 kørte ansøgeren [B] til banken, hvor han forvekslede hende med hendes svigerinde. Fordi både [B] og svigerinden bar burka, troede ansøgeren, at svigerinden var [B], og uden at de opdagede ham, han satte sig derfor ind i den samme rickshaw som svigerinden og [B’s] far. Under køreturen rørte han flere gange ved svigerindens bagdel. Hun forsøgte at slå hans hånd væk, og da hun gik ud af rickshawen, sendte hun ham et blik. Efterfølgende fandt [B’s] familie ud af, at ansøgeren havde rørt ved svigerinden, hvorefter situationen eskalerede, og familien beskyldte ham for at have krænket deres ære. [B] fortalte ansøgeren, at hendes familie ville slå ham ihjel. Derfor flygtede han til [by C]. Imens han var i [by C], fortalte [B], at hendes bror, [D], havde betalt nogle personer en stor sum penge for at slå ansøgeren ihjel. Efter en uge i [by C] blev han orienteret om, at [B’s] familie havde slået ansøgerens bror, [E], ihjel med knivstik, fordi broderen ikke ville røbe, hvor ansøgeren befandt sig, og familien derfor ikke kunne få fat på ansøgeren selv. Derefter udrejste ansøgeren af Afghanistan, fordi [B’s] familie var så magtfulde, at de ville kunne finde ansøgeren uanset, hvor i Afghanistan han befandt sig. Til støtte for sin asylmotiv vedrørende de generelle forhold i Afghanistan har ansøgeren oplyst, at alle pashtunere i Afghanistan er tilhængere af Taliban, og at alle tajikere derfor er i et modsætningsforhold til Taliban. [B’s] brødre er pashtunere, og han er sikker på, at de derfor vil slutte sig til Taliban. Desuden tvinger Taliban folk til at kæmpe for dem, og de er ligeglade med, at folk dør, for at de kan opnå deres mål. Efterfølgende har Taliban slået ansøgerens fætter, [F], ihjel, fordi han var landsbyleder i [bydel G i by A] og ikke ville slutte sig til dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret, at han i en længere periode havde en form for kæresteforhold til en ung kvinde ved navn [B]. Forholdet var ikke kendt for [B’s] familie, som efter ansøgerens forklaring såvel i Flygtningenævnet som tidligere var magtfuld, velhavende og havde våben og livvagter. Ansøgeren har endvidere forklaret, at selvom hans forhold til [B] på intet tidspunkt var et egentligt seksuelt forhold, ville han blive slået ihjel at hendes familie, hvis de blev bekendt med hans relation til hende. Om den episode, der førte til hans udrejse, har ansøgeren forklaret, at han skulle køre med [B] til banken, og at han herefter skulle vente på hende uden for banken. Efterfølgende kom hendes far ud af banken sammen med en kvinde, som ansøgeren anså for at være [B]. Til trods for, at det altså var af yderste vigtighed, at ansøgerens forhold til [B] blev holdt hemmeligt, valgte ansøgeren spontant at sætte sig ind i den samme rickshaw som [B’s] far og den kvinde, som han anså for at være [B]. Efter at han havde sat sig i rickshawen, begyndte han at berøre kvinden bagdel. I lyset af ansøgerens forklaring både om [B’s] familie og den forventede konsekvens, hvis relationen blev opdaget, må ansøgerens adfærd betragtes som ekstremt risikobetonet og af den grund usandsynlig. Flygtningenævnet finder det også påfaldende, at [B] efter det oplyste blev i banken, hvor hendes far og svigerinde kort forinden havde befundet sig, i øvrigt tilsyneladende uden at bemærke hinanden. Ansøgeren synes heller ikke efter sin forklaring at have undret sig over, at [B], som gik alene ind i banken, kom ud af banken med sin far. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret uklart og divergerende om sit kendskab til svigerinden, som var den kvinde, han i virkeligheden rørte ved. Han har således forklaret, at han aldrig har set svigerinden ud over den dag, hvor han ubevidst kom til at røre ved hende. Han har imidlertid også forklaret, at han, da han kort efter episoden blev ringet op af sin bror, kunne høre svigerindens stemme i baggrunden. Der henvises til samtalereferat af 2. juli 2021 side 5 og side 8. Ansøgerens forklaring om omstændighederne vedrørende flugten forekommer endvidere usandsynlig. Ifølge samtalereferatet af 2. juli 2021 side 8 til 9 blev ansøgerens bror allerede ca. et kvarter efter episoden bekendt med denne. Ansøgeren havde nogle telefonsamtaler med sin bror, og en halv time efter disse ankom broderen i forslået tilstand til det sted, hvor ansøgeren opholdt sig medbringende en taske, så ansøgeren kunne flygte. Samlet finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv forekommer usandsynlig, og konstrueret med henblik på at tilvejebringe et asylmotiv. Dette understreges yderligere af, at ansøgeren ved førnævnte samtale den 2. juli 2021 på side 5 har betegnet [B’s] familie som frisindede og moderne i deres tankegang, ligesom familien åbenbart accepterede, at [B] gik på universitetet med henblik på at uddanne sig til læge. Denne samtale fandt sted før Talibans magtovertalelse i august 2021. Ved fornyet samtale den 13. januar 2023, efter Talibans magtovertagelse, har ansøgeren forklaret, jf. referatet side 5, at [B’s] tre brødre ”åbenlyst” er Taliban medlemmer. Flygtningenævnet finder, at dette står i åbenbar mod sætning til den tidligere beskrivelse af familien som frisindede og moderne. Det af ansøgeren i øvrigt påberåbte, herunder at han er tajik, at han er uden netværk i Afghanistan, og at han har opholdt sig i længere tid uden for landet, er forhold, der ikke, heller ikke kumulativt, kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder herefter, at det ikke kan antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2023/59/MKTO
Nævnet stadfæstede i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til de generelle forhold for personer med opholdstilladelse i Italien og til, at klageren i Italien er blevet udsat for vold.Flygtningenævnet udtalte:”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som flygtning med subsidiær beskyttelse i Italien, og at opholdstilladelsen udløb [i foråret] 2022. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, bemærkningerne til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, samt at klageren i Italien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Italien, der som medlem af EU er omfattet af EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, herunder dennes artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i konventionens artikel 33, stk. 1. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om de generelle forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Italien, finder Flygtningenævnet, at en afvisning af klageren ikke vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Italien – skønt svære – ikke er på et så uacceptabelt niveau, at klageren efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Italien som første asylland. Det bemærkes herved, at det af AIDA’s rapport: “Country Report: Italy – 2022 Update” fra maj 2023 fremgår, at personer med international beskyttelse i Italien har adgang til arbejdsmarkedet og den samme adgang til sundhedsvæsenet og sociale boligtilbud som italienske statsborgere. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren med en opholdstilladelse i Italien vil kunne modtage basale sociale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han i Italien blev udsat for vold og blev skåret med en kniv flere steder på kroppen, og at han i forbindelse med anmeldelse af episoden ved politiet oplevede at blive afvist, og at han under sit seneste ophold i Italien blev overfaldet af en gruppe [personer], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren fortsat må henvises til at rette henvendelse til de italienske myndigheder, hvis han igen skulle opleve problemer, idet myndighederne må antages at have viljen og evnen til at yde den nødvendige beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren ikke efter det oplyste har indgivet en klage til en overordnet instans over det italienske politis håndtering af klagerens forsøg på at anmelde den første episode. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Ita/2023/5/eeb
Nævnet stadfæstede i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til de generelle forhold for personer med opholdstilladelse i Italien og til, at klageren i Italien er blevet udsat for vold.Flygtningenævnet udtalte:”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som flygtning med subsidiær beskyttelse i Italien, og at opholdstilladelsen udløb [i foråret] 2022. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, bemærkningerne til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, samt at klageren i Italien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Italien, der som medlem af EU er omfattet af EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, herunder dennes artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i konventionens artikel 33, stk. 1. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om de generelle forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Italien, finder Flygtningenævnet, at en afvisning af klageren ikke vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Italien – skønt svære – ikke er på et så uacceptabelt niveau, at klageren efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Italien som første asylland. Det bemærkes herved, at det af AIDA’s rapport: “Country Report: Italy – 2022 Update” fra maj 2023 fremgår, at personer med international beskyttelse i Italien har adgang til arbejdsmarkedet og den samme adgang til sundhedsvæsenet og sociale boligtilbud som italienske statsborgere. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren med en opholdstilladelse i Italien vil kunne modtage basale sociale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han i Italien blev udsat for vold og blev skåret med en kniv flere steder på kroppen, og at han i forbindelse med anmeldelse af episoden ved politiet oplevede at blive afvist, og at han under sit seneste ophold i Italien blev overfaldet af en gruppe [personer], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren fortsat må henvises til at rette henvendelse til de italienske myndigheder, hvis han igen skulle opleve problemer, idet myndighederne må antages at have viljen og evnen til at yde den nødvendige beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren ikke efter det oplyste har indgivet en klage til en overordnet instans over det italienske politis håndtering af klagerens forsøg på at anmelde den første episode. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Ita/2023/5/eeb
Nævnet stadfæstede i august 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Venezuela. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er katolik og fra [by], Venezuela. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som eneste asylmotiv for Flygtningenævnet henvist til, at han frygter en kriminel gruppering, som han har lånt penge af til sin udrejse af Venezuela. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han har lånt [et større beløb] af en gruppe, der handler med narko, og at han aftalte med dem, at pengene skulle tilbagebetales senest seks måneder efter udbetaling med tillæg af en rente på 25 %. Videre har ansøgeren oplyst, at tilbagebetalingsfristen er overskredet, og at hans familie er blevet opsøgt af gruppen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale forhold for asylmotivet. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvilket forhåndskendskab han havde til den gruppe, han skulle låne penge af, om antallet af møder med gruppen, og om under hvilket møde, han fik pengene udbetalt. Ansøgeren har desuden forklaret skiftende om, hvad den ven, som skabte kontakten til gruppen, hed. Det er desuden påfaldende, at ansøgeren angiver præcise datoer for kontakt til gruppen, når han er meget usikker på, hvornår han første gang talte med sin ven om lån af penge, og om hvornår hans mor er blevet opsøgt af gruppen. Klageren har desuden forklaret utroværdigt om, at han i Danmark har oprettet en ny [profil på et socialt medie] og ikke længere har adgang til den tidligere, henset til at der er opslag på ansøgerens [profil på et socialt medie] fra tiden forud for hans udrejse af Venezuela. Forklaringen fremstår derfor i det hele som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Venezuela vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Vene/2023/1/ehd
Nævnet omgjorde i august 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2013. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”[I efteråret] 2021 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved Deres klient, den syriske statsborger [A], født [i perioden 1950-1955], fik nægtet forlænget sin opholdstilladelse oprindeligt meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Nævnet besluttede samtidig, at Deres klient skulle udrejse senest 60 dage fra afgørelsesdatoen, jf. udlændingelovens § 33, stk. 4, jf. § 33, stk. 1. Ved mail af [vinteren 2021-2022] har De anmodet Flygtningenævnet om at genoptage sagen. De har som begrundelse for anmodningen blandt andet henvist til, at Deres klients voksne sønner har unddraget sig militærtjeneste i Syrien, og at Deres klient på baggrund heraf er i risiko for forfølgelse i hjemlandet. Desuden har de henvist til en artikel fra Dagbladet information fra den 27. november 2021, hvor der rejses kritik af nævnets generelle praksis i sager vedrørende familiemedlemmer til syere, der har unddraget sig militærtjeneste. Ved mail af [sommeren 2023] har De fremsendt supplerende oplysninger. De har heri henvist til, at Deres klients ægtefælle, [B], er blevet tildelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Hertil kunne De oplyse, at De var af den opfattelse, at opholdstilladelsen er givet i forlængelse af de voksne sønners opholdstilladelse. De har vedlagt kopi af Deres klients ægtefælles opholdskort. Flygtningenævnet har i forlængelse heraf indhentet akterne fra Deres klients ægtefælles asylsag i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har besluttet at behandle sagen ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at der er tilført sagen væsentlige nye oplysninger i forhold til de oplysninger, der forelå ved den oprindelige behandling i nævnet. [I sommeren 2023] traf Udlændingestyrelsen en afgørelse, hvorved Deres klients ægtefælle, den syriske statsborger [B], blev tildelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Følgende fremgår blandt andet af Udlændingestyrelsens akter: ”Udlændingestyrelsen har ud fra en konkret vurdering, og under hensyn til forsigtighedsprincippet, vurderet, at det ikke kan afvises, at ansøger ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Vi har særligt lagt vægt på ansøgers herboende søns fortsatte regimekritiske aktiviteter på sociale medier, og det forhold, at ansøger og hendes ægtefælle forud for deres udrejse blev opsøgt på baggrund af deres sønners forhold.” Flygtningenævnet finder af hensyn til forsigtighedsprincippet, og efter en vurdering af den konkrete sag, at det ikke kan udelukkes, at Deres klient ved en tilbagevenden til Syrien vil være i reel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 i lighed med Udlændingestyrelsens afgørelse i Deres klients ægtefælles sag. Flygtningenævnet finder således, at Deres klient skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2023/61/TMLO
Nævnet omgjorde i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber ([oprindelse]) og sunnimuslim af trosretning fra Rif Damaskus, Syrien. Klageren har oplyst at være bestyrelsesmedlem af [forening], og hun har deltaget i demonstrationer i Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i landet. Klageren henviste videre til, at hun frygtede, at hendes børn vil blive involveret i krigen. Udlændingestyrelsen har [i vinteren 22/23] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter at blive tilbageholdt og udsat for overgreb af de syriske myndigheder, idet hun har hjulpet syriske flygtninge i Danmark med at integrere sig. Klageren har videre henvist til, at hun er efterstræbt af de syriske myndigheder, idet hun har deltaget i demonstrationer i Danmark og i 2023 er blevet interviewet af [tv-kanal]. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen og efter de foreliggende baggrundsoplysninger og i overensstemmelse med Flygtningenævnets praksis, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Rif Damaskus. På den anførte baggrund tiltræder Flygtningenævnet således, at der ikke længere er grundlag for opholdstilladelse som følge af de generelle forhold i Damaskus. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om klageren har sandsynliggjort, at hun på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet bemærker herved, at det fortsat er nævnets praksis i behandlingen af sager, der angår syriske statsborgere, at anvende forsigtighedsprincippet. Dette princip kan formuleres således: ”De syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme en ansøger/klager til gode.” Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring om sine aktiviteter i Danmark til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren, allerede mens hun var i Syrien, ytrede sig på [socialt medie] om krigen i Syrien. Under klagerens ophold i Danmark har klageren i hele perioden været særdeles aktiv med frivilligt arbejde. I 2016 var hun således medstifter af [forening], hvis bestyrelse hun fortsat er medlem af, nu som [rolle]. Denne forening er umiddelbart ikke politisk, men er en del af [netværk], som består af en række foreninger, hvoraf flere åbent er i opposition til det syriske regime. Klager har også i det meste af sin tid i Danmark deltaget i demonstrationer, herunder hvert år demonstrationen [i foråret] på [placering] mod det syriske styre. I forbindelse med demonstrationen [i foråret] 2022 blev klageren inviteret til at træde frem, hvorefter hun talte til de forsamlede. Klageren udtalte sig i den forbindelse kritisk om Bashar Al Assads lederskab. I [foråret] 2023 er klageren blevet interviewet af [tv-kanal], der må anses for at være kritisk over for det syriske regime. I interviewet og et andet indslag, hvor klageren optræder, fremsætter klageren nogle særdeles regimekritiske udsagn, ligesom interviewet indgår i en sammenhæng, som er kritisk over for det syriske styre. Disse indslag er på [socialt medie], [socialt medie] og [socialt medie] vist i alt cirka to millioner gange, og har affødt tusindvis af kommentarer. Efter indholdet og omfanget af eksponeringen sammenholdt med klagerens øvrige aktiviteter lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren har kritiseret det syriske regime på en sådan måde og i et sådant omfang, at hun for de syriske myndigheder fremstår som modstander af det syriske styre. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren har sandsynliggjort, at hun er således eksponeret og profileret, at hun ved en tilbagevenden til Syrien – hvor myndighedernes vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, som anført er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed – vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 22/23], således at klageren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2023/41/juri
Nævnet meddelte i september 2023 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien samt hans to medfølgende børn. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber, sunnimuslim af trosretning og statsløs palæstinenser fra [en palæstinensisk flygtningelejr], [by I], Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive anholdt af de syriske myndigheder, fordi han er eftersøgt. Til støtte for dette asylmotiv har han henvist til, at han er født og opvokset i [en palæstinensisk flygtningelejr], hvor han har boet indtil udgangen af 2015. Derefter flygtede han til et område i [by I] ved navn [by II]. Her boede han indtil sin udrejse af Syrien. I 2015 tog ansøgeren tilbage til [en palæstinensisk flygtningelejr] med henblik på at hente nogle ejendele. I den forbindelse blev han stoppet af de syriske myndigheder, der slog hans navn op og bad ham om at udlevere informationer om Den Frie Syriske Hær. Ansøgeren indvilligede i at udlevere informationer. Efterfølgende tog ansøgeren flere gange tilbage til [en palæstinensisk flygtningelejr] for at hente yderligere ejendele. Den tredje gang blev han stoppet af de syriske myndigheder på vej ud af lejren. En soldat fra de syriske myndigheder fortalte ham, at han stod registreret i deres system som en person, der ikke havde samarbejdet med de syriske myndigheder. Ansøgeren betalte penge for at gå fri, hvorefter soldaten sagde, at han ikke skulle vise sig ved en kontrolpost igen. Hvis han gjorde, ville han blive anholdt. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter Den Frie Syriske Hær samt andre oprørsgrupper i Syrien. Til støtte for dette asylmotiv har han henvist til, at han vil blive betragtet som en forræder, hvis han ikke tilslutter sig disse grupperinger, og at han inden sin udrejse af Syrien har afslået et forsøg fra Den Frie Syriske Hær på at tvangsrekruttere ham. Ansøgeren har tillige oplyst, at han frygter de dårlige forhold for statsløse palæstinensere i Syrien. I forbindelse med sagens behandling for Flygtningenævnet har ansøgeren som nyt asylmotiv henvist til, at hans ældste søn, [C], der er [16 - 18 år] gammel, snart vil være i den militærpligtige alder, og at han i Syrien vil blive indkaldt til at aftjene værnepligt, hvilket sønnen ikke ønsker. Advokaten har i den forbindelse henvist til, at det er nævnets praksis at tildele asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til unge syriske mænd, når de er fyldt 17 år. Ansøgeren har som nyt asylmotiv endvidere henvist til, at han forud for sin udrejse af Syrien har været offentlig ansat hos [arbejdsplads], som er et officielt syrisk [arbejdsplads], og at han ikke er vendt tilbage til sit arbejde. Advokaten har i den forbindelse henvist til Flygtningenævnets praksis om tildeling af asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til tidligere offentlig ansatte, der har forladt deres stilling uden tilladelse. Ansøgerens advokat har endelig gjort gældende, at ansøgeren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. og 2. pkt., og derfor også skal meddeles asyl af denne grund. Advokaten har til støtte herfor navnlig henvist til, at Udlændingestyrelsen med sin afgørelse har foretaget en praksisændring vedrørende statsløse palæstinensere i Syrien, som der ikke er dækning for i baggrundsoplysningerne. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., og dermed som udgangspunkt er udelukket fra at opnå beskyttelse efter konventionen, idet ansøgeren tidligere har nydt beskyttelse og bistand fra UNRWA. Der er lagt vægt på, at ansøgeren er registreret hos UNRWA i Syrien og har modtaget støtte fra UNRWA, herunder mad og lægehjælp. Der skal efter flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., herefter tages stilling til, om UNRWA’s beskyttelse eller bistand må anses for at være bortfaldet, idet udelukkelsen fra beskyttelse efter flygtningekonventionen i så fald ophører, hvilket medfører, at den pågældende automatisk anses for omfattet af flygtningekonventionen og vil blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved den nærmere forståelse af, hvornår UNRWA’s beskyttelse eller bistand kan anses for bortfaldet efter den nævnte bestemmelse, kan der henvises til EU-Domstolens praksis vedrørende fortolkningen af kvalifikationsdirektivets artikel 12, stk. 1, litra a, som implementerer flygtningekonventionens artikel 1 D, og som derfor også kan have betydning for fastlæggelsen af den danske retstilstand, selvom Danmark på grund af retsforbeholdet ikke er bundet af direktivet, jf. således Flygtningenævnets beretning for 2022, side 391. Det følger bl.a. af dom af 3. marts 2022 i sag C-349/20, N.B., A.B. mod Secretary of State for the Home Department, præmis 50, at artikel 12, stk. 1, litra a, 2. pkt., i direktivet finder anvendelse, når det på grundlag af en individuel vurdering af samtlige relevante forhold viser sig, at den pågældende statsløse af palæstinensisk oprindelse befinder sig i en situation, hvor vedkommendes personlige sikkerhed er i alvorlig fare, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende de levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne statsløse person på grund af omstændigheder, der ligger uden for vedkommendes kontrol, og som ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA’s operationsområde. I dette tilfælde skal den nævnte statsløse, medmindre den pågældende er omfattet af en af de øvrige udelukkelsesgrunde, som er anført i direktivet, og uden nødvendigvis at skulle godtgøre, at vedkommende har en velbegrundet frygt for forfølgelse som omhandlet i direktivets artikel 2, litra c, uden videre have ret til at blive omfattet af direktivets bestemmelser. Efter præmis 56 skal de myndigheder og retsinstanser, der skal træffe afgørelse om muligheden for uden videre at blive anerkendt som flygtning, ligeledes efterprøve, om det på nuværende tidspunkt er muligt at vende tilbage til UNRWA’s operationsområde. Når den pågældende godtgør, at vedkommende er blevet tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde af grunde, der ligger uden for vedkommendes kontrol, og som ikke er udtryk for vedkommendes vilje, tilkommer det medlemsstaten, såfremt denne finder, at den pågældende nu er i stand til at vende tilbage til dette område og opnå denne beskyttelse eller bistand dér, at godtgøre, at dette er tilfældet. Medlemsstaten skal således godtgøre, at omstændighederne har ændret sig i det pågældende operationsområde, jf. præmis 65 og 66. Flygtningenævnet skal indledningsvis vurdere, om der efter en konkret og individuel vurdering er grundlag for at antage, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Syrien med henblik på dér at opnå beskyttelse af UNRWA. Flygtningenævnet har lagt ansøgerens forklaring om, at han i 2015 i en række tilfælde blev stoppet af de syriske myndigheder ved ind- og udpassage af [en palæstinensisk flygtningelejr], til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at det ikke hermed kan anses for sandsynliggjort, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med de syriske myndigheder. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på de samme forhold, som er fremhævet af Udlændingestyrelsen. Uanset, om ansøgeren skulle være forsøgt tvangsrekrutteret af Den Frie Syriske Hær i Syrien, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved sine forklaringer for udlændingemyndighederne og for nævnet heller ikke har sandsynliggjort, at han har en asylbegrundende konflikt med Den Frie Syriske Hær eller andre oprørsgrupper i Syrien. Flygtningenævnet har efter sagens oplysninger lagt til grund, at ansøgerens sønner vil skulle aftjene værnepligt i Syrien (i særlige enheder for statsløse palæstinensere), når de fylder 18 år, hvilket de ikke ønsker. Da ansøgerens ældste søn på tidspunktet for nævnets behandling af sagen alene er [16 - 18 år], finder nævnet ikke anledning til nærmere at vurdere, i hvilket omfang det anførte forhold kan føre til asyl. Ansøgeren har endelig gjort gældende, at han som tidligere offentlig ansat ved [arbejdsplads] er i et asylbegrundende modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Ansøgeren har som dokumentation for ansættelsen fremlagt et ID-kort fra [arbejdsplads] indeholdende sit navn og en artikel fra [sommeren] 2014 vedrørende [arbejdsplads], hvor han optræder på et billede, ligesom både han selv og hans sønner under nævnsmødet har forklaret om ansættelsen ved [arbejdsplads], der skulle vedrøre perioden fra 2009 til slutningen af 2015 (fraset orlov). Uanset at ansøgeren ikke tidligere har forklaret om denne ansættelse, at ansøgerens tidligere ægtefælle, [A], heller ikke har forklaret om denne ansættelse i forbindelse med sin asylsag, og at det efter baggrundsoplysningerne må have formodningen imod sig, at ansøgeren som statsløs palæstinenser har kunnet bestride en stilling som den omhandlede, har Flygtningenævnet lagt til grund, at ansøgeren på et tidspunkt har været ansat ved [arbejdsplads]. Nævnet finder imidlertid, at ansøgerens forklaring om, at han havde orlov uden løn fra [arbejdsplads]i perioden fra slutningen af 2015 til 2018 og derefter forlod sin stilling uden tilladelse, fremtræder utroværdig og har derfor ikke lagt denne del af forklaringen til grund. Da ansøgeren efter sin egen forklaring i perioden fra 2015 og frem til sin udrejse i 2019 har opholdt sig i Syrien med beskæftigelse som [stilling] og som ansat i en [butik], finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke er omfattet af praksis om tildeling af asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til tidligere offentlig ansatte, der har forladt deres stilling uden tilladelse. Flygtningenævnet finder herefter, at det anførte forhold – hverken i sig selv eller i kombination med sagens øvrige omstændigheder – kan føre til asyl. Det skal herefter vurderes, om de generelle forhold for UNRWA i Syrien kan føre til, at ansøgeren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har i den påklagede afgørelse i den forbindelse vurderet, at der ikke er nogen grunde til, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Syrien og igen opnå hjælp fra UNRWA. Styrelsen har som begrundelse for denne vurdering henvist til ”tilgængelige baggrundsoplysninger”, men alene fremhævet en rapport fra 2021 (Country of Origin Information (COI) Brief Report. Syria – Palestinians in Damascus and Rural Damascus governorates). Om adgangen til bistand fra UNRWA i Syrien er imidlertid heroverfor anført følgende i EUAA, Country guidance: Syria (februar 2023), side 104f:“Article 12(1)(a) QD [Article 1D Geneva Convention] analysis[…]The provisions of Article 1D are reflected in Article 12(1)(a) QD, which applies to Palestinian refugees who have actually availed themselves of UNRWA protection or assistance. Where such protection or assistance has ceased for a reason beyond the applicant’s control and independent of their volition, forcing them to leave the UNRWA area of operation or preventing them to re-avail themselves of such protection or assistance, the applicant should be granted refugee status automatically.In general, despite the occasional efforts of rebuilding lodgings in some of the Palestinian refugee camps, UNRWA protection or assistance is not available to Palestinian refugees in Syria at a level which would guarantee that the ‘living conditions in that area will be commensurate with the mission entrusted to that agency’. An indication of this is also the large number of Palestinians who remain displaced, without being able to resettle in another of the refugee camps that operate in Syria. Moreover, there can be practical, legal and safety barriers as well as security threats preventing Palestinian refugees from accessing the UNRWA areas of operation in Syria, and thus from re-availing themselves of its protection or assistance.Based on this, it is found that the protection or assistance from UNRWA in all of Syria can be considered to have ceased in the meaning of Article 12(1)(a) QD. Therefore, Palestinians who had previously availed themselves of the protection or assistance of UNRWA in Syria are to be granted ipso facto refugee status.”Denne analyse understøttes af andre nyere baggrundsoplysninger, herunder USDoS, Syria 2022 Human Rights Report, udgivet den 20. marts 2023, side 63f. Flygtningenævnet finder herefter, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke kan anses for godtgjort, at omstændighederne vedrørende UNWRA’s muligheder for at løse sine opgaver i operationsområdet i Syrien og mulighederne for at opnå adgang til beskyttelse eller bistand fra UNWRA har ændret sig på en sådan måde, at der er grundlag for at lægge til grund, at ansøgeren vil kunne vende tilbage til Syrien og på ny opnå beskyttelse eller bistand fra UNWRA. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren må anses for omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., med henvisning til, at UNRWA stadig må anses for at være ude af stand til at yde beskyttelse eller bistand i operationsområdet i konventionens forstand. Ansøgeren er dermed omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler på denne baggrund ansøgeren og hans to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Stat/2023/10/sme
Nævnet omgjorde i september 2023 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Sagen er sambehandlet med løbenr. Soma/2023/19/lnk + Soma/2023/20/lnk. Født i 2014. Genoptaget sag. Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra [by], Somalia. Ansøgeren tilhører klanen [klan A]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har på vegne af ansøgeren som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hun frygter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia bliver rekrutteret af al-Shabaab. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at al-Shabaab tvangsrekrutterer drenge, fra de er seks år gamle, og at ansøgeren let vil blive manipuleret, idet han ikke ved, hvordan han skal opføre sig i Somalia. Ansøgerens mor har endvidere som asylmotiv henvist til, at ansøgeren vil blive slået ihjel i borgerkrigen eller af al-Shabaab. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at der er bombardementer i Somalia. Ansøgerens mor har herudover oplyst, at AMISOM har kontrollen i ansøgerens hjemby, men at al-Shabaab har kontrollen, når det bliver mørkt. Ansøgeren vil som følge af deres ophold i Europa være mere profilerede end andre somaliere, og dermed være i større risiko for enten at blive kidnappet, eller at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet al-Shabaab ikke accepterer, at folk har forladt Somalia. Ansøgerens mor har som asylmotiv under genoptagelsesanmodningen fortsat henvist til, at ansøgerens mor er en enlig kvinde uden mandligt netværk. Af de grunde, der er anført i Flygtningenævnets afgørelse af [efteråret] 2020, tiltrædes det, at det ikke er sandsynliggjort, at [A] vil være i en konkret og individuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 i anledning af den påberåbte risiko for tvangsrekruttering af al-Shabaab. I nævnets samtidige afgørelse vedrørende ansøgerens mor er det lagt til grund, at hun ved en tilbagevenden til Somalia må anses som en enlig kvinde uden mandligt netværk, og at ansøgerens mor på dette grundlag opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Der henvises i øvrigt til begrundelsen i nævnets afgørelse vedrørende ansøgerens mor. I konsekvens af denne afgørelse meddeles ansøgeren derfor tillige opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. " Soma/2023/21/lnk
Nævnet omgjorde i september 2023 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Sagen er sambehandlet med løbenr. Soma/2023/19/lnk + Soma/2023/21/lnk. Indrejste i 2016. Genoptaget sag. Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra [by A], Somalia. Ansøgeren tilhører klanen [klan A]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har på vegne af ansøgeren som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hun frygter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for at blive tvangsomskåret. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at det følger af somalisk tradition, at kvinder skal omskæres, men at hun ikke ønsker, at ansøgeren skal omskæres, idet moren selv og ansøgerens ældste søster er omskåret, og der er mange komplikationer i relation hertil. Ansøgerens mor frygter endvidere, at ansøgerens fars moster og dennes børn vil omskære ansøgeren, samt at lokalsamfundet vil presse hende til at lade ansøgeren omskære. Ansøgerens mor har endvidere som asylmotiv henvist til, at ansøgeren vil blive slået ihjel i borgerkrigen eller af al-Shabaab. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at der er bombardementer i Somalia. Ansøgerens mor har herudover oplyst, at AMISOM har kontrollen i ansøgerens hjemby, men at al-Shabaab har kontrollen, når det bliver mørkt. Ansøgeren vil som følge af deres ophold i Europa være mere profilerede end andre somaliere, og dermed vil de være i større risiko for blive kidnappet eller at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet al-Shabaab ikke accepterer, at folk har forladt Somalia. Ansøgerens mor har som asylmotiv under genoptagelsessagen fortsat henvist til, at ansøgerens mor er en enlig kvinde uden mandligt netværk. I begrundelsen for nævnets samtidige afgørelse vedrørende ansøgerens mor er det lagt til grund, at moderen opfylder betingelserne for at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet det er lagt til grund, at moderen ved en tilbagevenden til Somalia må anses som en enlig kvinde uden mandligt netværk. Det er desuden indgået ved vurderingen af moderens sag, at moderen under disse omstændigheder næppe heller vil kunne modstå et pres fra omgivelserne om at få sin datter [A] omskåret, selvom hun ikke ønsker dette. I konsekvens af denne afgørelse meddeles ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. "Soma/2023/20/lnk
Nævnet omgjorde i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med løbenr. Soma/2023/20/lnk + Soma/2023/21/lnk. Genoptaget sag. Flygtningenævnet udtalte:"Klageren er etnisk [etnicitet A] og muslim fra [by A], [region A], Somalia. Klageren tilhører hovedklanen [klan A], underklanen [klan B] og sub-klanen [klan C]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i [i efteråret] 2013, og at hun [i sommeren] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. [I foråret] 2020 forlængede Udlændingestyrelsen klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 26, stk. 1. Klagerens advokat har klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse [i foråret] 2020 med påstand om, at klageren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Klageren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes far og to af hendes brødre er blevet slået ihjel af al-Shabaab. Endvidere har klageren bragt sig i et modsætningsforhold til al-Shabaab, idet hun er flygtet fra et tvangsægteskab med [A], et fremtrædende medlem af al-Shabaab. Til støtte herfor har klageren oplyst, at al-Shabaab har anklaget hendes tredje ægtefælle, [B], for at være spion og for at transportere våben for regeringen. Al-Shabaab har beskyldt klagerens ægtefælle for at være vantro, og som følge heraf har al-Shabaab annulleret klagerens ægteskab med [B], for i stedet at tvangsgifte klageren med [A]. [A] flyttede herefter ind hos klageren, og han har truet hende med, at han ville slå hende ihjel, såfremt hun forsøgte at flygte. Han har udsat klageren for fysisk vold, idet han har stukket klageren med en kniv. Han har ligeledes udsat klageren for seksuelle overgreb. Klageren har herudover som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hendes datter, [C], risikerer at blive udsat for tvangs-omskæring. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hun selv er omskåret, og at hun frygter, at [C's] fars familie eller lokalsamfundet vil omskære hende, idet det er kulturelt bestemt, at kvinder omskæres i Somalia. Klageren har desuden som asylmotiv henvist til, at hendes søn ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for at blive rekrutteret af al-Shabaab. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hun har hørt, at al-Shabaab tvangsrekrutterer drenge fra de fylder seks år. Klagerens advokat har [i efteråret] 2020 anmodet Flygtningenævnet om at genoptage sagen. Klagerens advokat har til støtte herfor henvist til nye baggrundsoplysninger om forholdene for kvinder i Somalia, herunder om risiko for asylbegrundende overgreb af enlige kvinder uden mandligt netværk samt praksis fra Flygtningenævnet. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerens far og to brødre, [D] og [E], er afgået ved døden, og at klagerens bror, [F], er forsvundet. Klageren har ikke haft kontakt med [F] siden drabet på faderen og brødrene. Det lægges endvidere til grund, at klagerens første ægtefælle, [G], som er far til klagerens voksne datter, [H], og som hun blev skilt fra, da [H] var spæd, måske bor i [by B], [land A], og at hun ikke har haft kontakt med ham i mange år. Om sin anden ægtefælle, [I], der er far til [C], har klageren forklaret, at han opholder sig i [by C]. Klageren har forklaret, at hendes tredje ægtefælle, [B], nu opholder sig i USA, og at han har besøgt hende i Danmark i forbindelse med en påtænkt pasudstedelse til [J]. Klageren har forklaret, at hun ikke har noget kendskab til, hvor [A], der er medlem af Al-Shabaab, og med hvem hun blev tvangsgift, opholder sig. Herudover har klageren forklaret, at en niece og en nevø opholder sig i Somalia hos klagerens afdøde brors ægtefælle, og at hun ikke har haft kontakt til dem siden udrejsen af Somalia i 2013, hvor hendes nevø var [8-10 år] gammel. Forholdene for enlige kvinder uden mandligt netværk er bl.a. beskrevet i EUAA, Country Guidance, Somalia, August 2023, pkt. 3.13.7. De generelle forhold for kvinder er desuden beskrevet i UNHCR, International Protection Considerations with Regard to People Fleeing Somalia, September 2022, pkt. III, 10. Efter en samlet vurdering af oplysningerne om klagerens familieforhold, som Flygtningenævnet i det væsentlige kan lægge til grund, finder nævnet, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia reelt må anses for en enlig kvinde uden mandligt netværk, og at hun derfor opfylder betingelserne for at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det er herunder også indgået ved vurderingen af sagen, at klageren under disse omstændigheder næppe heller vil kunne modstå et pres fra omgivelserne om at få sin datter [C] – og den yngre datter [K] – omskåret i overensstemmelse med den udbredte praksis herom i Somalia, selvom hun ikke ønsker dette. Nævnet er opmærksom på, at [C] nu er knap [12-15 år] gammel, og at det følger af Landinfos temanotat, Somlia, Kjønnslemlestelse av kvinner, 14. september 2022, pkt. 3.5, at de fleste piger bliver omskåret, før de fylder 10 år. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. " Soma/2023/19/lnk
Nævnet stadfæstede i august 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk punjabi og shiamuslim af trosretning fra [by], Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver herfor nærmere oplyst, at han havde en jordkonflikt med sin [familiemedlem A]. Han påbegyndte i [sommeren] 2018 opførelsen af en mur i forbindelse med opførelsen af en stald, som lå op til hans [familiemedlemmet A’s] jordstykke. [Familiemedlemmet A] havde gennem årene løbende rykket skelgrænsen og ville ikke acceptere en fast skelgrænse, hvorfor der opstod en konflikt mellem dem. Han blev på den baggrund overfaldet af nogle personer med tilknytning til hans [familiemedlem A]. Ansøgeren har endvidere anført, at han gennem to år havde et udenomsægteskabeligt forhold til en gift kvinde ved navn [B]. Forholdet blev afsløret i [sommeren 2018] af hendes familie, som truede med at slå ham ihjel. Endelig har ansøgeren anført, at han et par uger efter, at hans forhold til [B] var blevet afsløret, flygtede sammen med hende og hendes børn, og at han i den forbindelse blev beskyldt for at have kidnappet dem. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund om en længerevarende konflikt med nogle familiemedlemmer om et jordstykke. Efter ansøgerens forklaring om denne konflikt lægger nævnet til grund, at der er tale om en privatretlig konflikt, som ikke har en sådan karakter og intensitet, at konflikten kan anses som asylbegrundende forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet har i den sammenhæng også lagt vægt på, at nogle af hans familiemedlemmer, herunder hans [familiemedlem C], fortsat bor på deres tidligere fælles bopæl uden at opleve problemer med de familiemedlemmer, som konflikten om jordstykket angik. Hertil kommer, at ansøgeren efter overfaldet ikke blev opsøgt af sin [familiemedlem C’s] familie i den periode på omkring [antal] måneder, hvor han opholdt sig hos nogle slægtninge indtil sin udrejse fra Pakistan, og at ansøgeren ikke har oplyst om, at der efter hans udrejse har været fremsat konkrete trusler over for ham eller hans familie. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om en konflikt med familiemedlemmer til en gift kvinde, som han havde haft et udenomsægteskabeligt forhold til. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om dette forhold forekommer usammenhængende og utroværdig. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren i 2018 ansøgte om asyl i [europæisk land], hvor han alene henviste til konflikten om jordstykket som asylmotiv, men ikke oplyste noget om at være forfulgt på grund af et udenomsægteskabeligt forhold til en gift kvinde. Hertil kommer, at ansøgeren heller ikke oplyste noget herom under sin oplysnings- og motivsamtale [i sommeren] 2022 med Udlændingestyrelsen trods den anledning, som han har haft hertil, navnlig henset til karakteren og betydningen af dette asylmotiv. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om en række forhold, herunder omstændighederne i forbindelse med, at der angiveligt er blevet skudt efter ham. Nævnet vurderer med samme begrundelse, som er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, at ansøgerens forklaringer på adskillige punkter ikke fremstår overbevisende henset til, at ansøgeren har forklaret forskelligt om flere centrale forhold i tilknytning til sit asylmotiv. Nævnet vurderer i den forbindelse, at ansøgerens forklaring om et udenomsægteskabeligt forhold til en gift kvinde ikke er overbevisende, men fremstår som konstrueret til lejligheden, hvorfor nævnet i det hele afviser hans forklaring om dette asylmotiv. Dette gælder også ansøgerens forklaring om, at han risikerer forfølgelse i Pakistan på baggrund af en beskyldning om, at han skulle have bortført kvinden og hendes børn, herunder begået overgreb mod kvinden. Det samme gælder ansøgerens forklaring om, at han i sin landsby er blevet dømt til døden for forholdet til kvinden, hvilken forklaring først er fremkommet under nævnsmødet. Flygtningenævnet vurderer på denne baggrund, at ansøgeren vil kunne tage ophold i Pakistan uden at risikere asylrelevant forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Paki/2023/3/juri
Nævnet stadfæstede i august 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag vedrørende en kvindelig statsborger fra Pakistan. Ansøgerens indrejsetidspunkt fremgår ikke af sagen. Hun søgte asyl i 2022. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren, der er [i tresserne] og analfabet, har oplyst, at hun er sunni-muslim fra [en navngiven by], der er beliggende i Gujrat distriktet i Punjab provisen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter sine brødre [A], som opholder sig i [et europæisk land], og [B], som opholder sig i [et andet europæisk land], på grund af en strid om arven efter deres forældre. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ikke har familie tilbage i Pakistan og derfor vil være overladt til sig selv. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at broren, [A], uretmæssigt har disponeret over ansøgerens andel af arven efter forældrene. Han fortalte ansøgerens andre søskende, at ansøgeren var død. Ansøgeren har modtaget trusler fra både [A] og sin anden bror, [B]. Ansøgeren har til sagen fremlagt et dokument, der fremstår udstedt på en politistation i [ansøgerens hjemby] og dateret den [konkret dato] hvoraf det fremgår, at ansøgeren og ægtefællen har anmeldt en episode, hvor ansøgeren blev truet og beskudt af personer, som ansøgeren ikke kender. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret meget usikkert og skiftende om centrale forhold af betydning for asylmotivet. Klageren har således blandt andet forklaret skiftende om sin kontakt til de brødre, som hun er bange for, og som hun angiveligt skulle have en arvekonflikt med. Det fremgår da heller ikke af den anmeldelse, som klagerens ægtefælle indgav til politiet i Pakistan i 2012 om et overfald, at det var klagerens brødre, der stod bag et overfaldet. Klagerens forklaring om hændelsen, herunder om hvor mange, der deltog i overfaldet, stemmer heller ikke med den anmeldelse, der er indgivet til politiet. Når klageren er blevet spurgt om, hvad hun vil være bange for ved en tilbagevenden til Pakistan, henset til at hendes brødre allerede har taget hendes arv, har klageren kun henvist til, at hun ikke har noget sted at bo og ingen familie har tilbage. Klageren forklarer i den forbindelse, at brødrene vil nedbryde hende psykisk, men svarer ikke direkte på, om hun frygter, at de vil gøre alvor af truslerne om at slå hende ihjel. I den forbindelse bemærkes, at klageren under afhøringen af politiet [i begyndelsen af] 2022 ikke forklarede om en arvekonflikt i Pakistan, men at hun tværtimod forklarede, at hun sammen med sine søskende ejede et hus i Pakistan, som havde tilhørt hendes forældre, og at hun ikke ville lide overlast ved en udsendelse til Pakistan. Klageren har desuden ikke kunnet give en sandsynlig forklaring på, hvorfor hun har opholdt sig mange år i Europa, herunder ca. 12 år i Danmark uden at have en opholdstilladelse og uden tidligere at have indgivet ansøgning om asyl, selv om arvekonflikten med brødrene skulle have varet i mange år. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren først søgte asyl, efter at [bror B], havde underrettet de danske myndigheder om, at hun opholdt sig ulovligt i Danmark, og at han var bekymret for hende. Klagerens asylmotiv fremstår derfor som konstrueret til lejligheden. Det bemærkes, at det er indgået i Flygtningenævnets vurdering, at klageren er analfabet, hvilket imidlertid ikke kan føre til en anden vurdering. Da klagerens forklaring ikke kan lægges til grund, kan Flygtningenævnet heller ikke lægge hendes forklaring om, at hun er uden netværk i Pakistan til grund. Flygtningenævnet henviser herved til det, som Udlændingestyrelsen har anført om klagerens familieforhold i Pakistan. Det bemærkes, at klageren for Flygtningenævnet har forklaret, at hun tidligere har talt rigtig meget med familiemedlemmer i Pakistan, men at hun ikke gør det så meget mere. Klageren har således ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. paki/2023/2/MNR
Nævnet hjemviste i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2017. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og ateist af trosretning fra [by], Iran. Ansøgeren har været politisk aktiv med regimekritiske aktiviteter men har ikke været medlem af partier eller andre grupperinger. Ansøgeren har som asylmotiv fortsat henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet han er blevet dømt for at være i besiddelse af [regimekritisk materiale] og efterfølgende er flygtet under afsoning af sin fængselsstraf. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 1999 flyttede fra Iran til først [et europæisk land] og senere videre til [et andet europæisk land] i 2000, hvor han boede frem til 2009. I 2010 blev ansøgeren udvist af [europæisk land], idet han blev dømt for vold, hvorefter han blev deporteret til Iran. I Iran begyndte ansøgeren sammen med to venner, [A] og [B], at videregive kritisk materiale og oplysninger om ledende personer i det iranske styre, herunder den daværende præsident. Ansøgeren blev i foråret 2011 anholdt for at have deltaget i en demonstration i [by A] og løsladt igen fire dage senere. Omkring et år senere blev ansøgeren anholdt igen, mens han kørte i bil tæt på sin bolig i [by A]. Ansøgeren blev stoppet om natten af politibetjente og lagt i håndjern, hvorefter de ransagede hans bil og fandt [politisk materiale]. Ansøgeren blev efterfølgende idømt omkring seks års fængsel. Han fik efter seks måneders afsoning orlov i tre dage under påskud af, at hans [familiemedlem] var syg. Ansøgeren benyttede denne lejlighed til at flygte, hvorefter han levede i skjul i omkring et år i Iran, inden hans endelige udrejse af Iran. I denne periode boede ansøgeren fire eller fem forskellige steder i byerne [by A], [by B] og [by C]. Ansøgeren kom i denne periode en enkelt gang i kontakt med myndighederne i form af Basij, som konfiskerede ansøgerens [udenlandske] og iranske kørekort. De vidste ikke, at ansøgeren var eftersøgt, hvorfor han ikke blev anholdt. Efter et år i skjul besluttede ansøgeren, at han ikke havde nogen fremtid i Iran, og ansøgeren udrejste til [land], hvor han opholdt sig indtil sin indrejse i Danmark. Flygtningenævnet besluttede efter parternes samstemmende påstande at hjemvise sagen, således Udlændingestyrelsen får mulighed for at efterprøve sagens nye oplysninger og dokumenter, herunder ansøgerens oplysninger om politiske aktiviteter i Danmark.” Iran/2023/40/eeb
Nævnet meddelte i august 2023 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2020. Genoptaget sagFlygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger og etnisk kurder fra [by A], Iran. Ansøgeren er født muslim, men han har oplyst, at han ikke bekender sig til nogen religion. Ansøgeren har været aktiv som sympatisør for Kurdistans Demokratiske Parti i Iran fra [foråret] 2018 og frem til sin udrejse af Iran. Ansøgeren blev [i foråret] 2021 officielt medlem af partiets danske forening. Ansøgeren har som asylmotiv under genoptagelsessagen henvist til, at han frygter at blive fængslet, udsat for tortur eller dømt til døden af de iranske myndigheder som følge af sine politiske aktiviteter i Danmark, herunder for KDPI. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i Danmark er blevet medlem af KDPI og har fortsat sine politiske aktiviteter for partiet, herunder ved at lægge politiske opslag op på sin åbne [sociale medie A]-profil, som har knapt 500 følgere og ca. 5.000 venner. Ansøgeren har videre henvist til, at han ligeledes har deltaget i flere demonstrationer i kølvandet på Mahsa Aminis død, og at han under en demonstration [i foråret] 2023 har holdt en tale på [et nærmere bestemt politisk samlingssted i Danmark], som havde myndighedskritisk indhold. Videoer og billeder af ansøgerens deltagelse i demonstrationerne kan findes på hans egen [socialt medie A]-profil, [internationalt medie A]’s [socialt medie B]-profil med 5,1 millioner følgere, [internationalt medie B] [socialt medie B]-profil med 3,7 millioner følgere, den iransk/kurdiske journalist og menneskerettighedsforkæmper [navn A] [socialt medie C]- og [socialt medie B]-profil med 715.000 følgere, [dansk medie] [socialt medie C]-profil samt på [navn B] [socialt medie A]-profil. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sine aktiviteter i Danmark til grund, og spørgsmålet er, om ansøgeren som følge heraf må anses for profileret på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer at blive udsat for forfølgelse fra de iranske myndigheders side omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at navnlig tre forhold afgør, om en iraner i udlandet er i myndighedernes søgelys. For det første om personen tilhører den politiske opposition, om personen er synlig i den iranske offentlighed, herunder om vedkommende har mange følgere på sociale medier og for det tredje karakteren af kritikken. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren ikke kan anses for at være særlig profileret over for de iranske myndigheder alene i kraft af sin [socialt medie A]-profil, ligesom han heller ikke ved sin deltagelse i de forskellige demonstrationer kan anses for særlig profileret. Det forhold, at der er et videoklip på en række sociale medier, herunder medier med et betydeligt antal følgere kan heller ikke i sig selv anses for at være tilstrækkeligt til at anse ansøgeren for særlig profileret, da ansøgerens navn ikke nævnes i videoklippet, og da han heller ikke umiddelbart på anden måde kan identificeres. Det må imidlertid lægges til grund, at ansøgeren på et tidspunkt over en længere periode har stået som ”topfan” på en [socialt medie A]-side tilhørende en fremtrædende person fra KPDI, hvilket er udtryk for, at ansøgeren ofte har trykket ”Synes godt om” eller reageret på indhold samt kommenteret eller delt opslag fra denne side. Efter baggrundsoplysningerne må det lægges til grund, at de iranske myndigheder, herunder efterretningstjenesterne, følger denne side, og Flygtningenævnet finder, at det må anses for sandsynligt, at de iranske myndigheder i den forbindelse også følger med i, hvem de mest aktive brugere på siden er. Da ansøgerens navn og [socialt medie A]-profil således har fremgået af siden over en længere periode, må han anses for at have været eksponeret på en sådan måde, at der er grund til at antage, at hans navn og [socialt medie A]-profil er kommet i de iranske myndigheders søgelys. Når dette sammenholdes med indholdet af ansøgerens egen [socialt medie A]-profil og den omstændighed, at han optræder på andre sociale medier med et større antal følgere, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Iran/2023/37/LEUDS
Nævnet omgjorde i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Sagen er sambehandlet med Iran/2022/55 og Iran/2022/56. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindeligt muslim fra [by], Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun efterfølgende er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun er konverteret til kristendommen under sit ophold i Tyrkiet. Ansøgerens [nære familiemedlem F] og [ansøgerens nære familiemedlem G] begyndte at drøfte kristne emner, hvorfor ansøgeren fik interesse i kristendommen. Ansøgeren er tilknyttet [en gren af kristendommen]. Ansøgeren begyndte at gå i [kirke A] i Tyrkiet, fordi ansøgerens veninder også begyndte at gå der. Derudover var der gode undervisere i kirken, og ansøgeren havde det rigtig godt i kirken. Ansøgeren føler, at Gud hjælper hende, og ansøgeren er meget glad for at gå i kirke og for at tale med Gud. Ansøgeren blev døbt [i sommeren] 2017. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at hun har deltaget i flere demonstrationer i Danmark mod det iranske regime i anledning af drabet på kvinden Mahsa Amini, i hvilken forbindelse et TV-indslag [på en dansk tv-kanal] samt still fotos herfra, er blevet videreformidlet via [et socialt medie], blandt andet via regime-modstanderen, [H’s profil på et socialt medie], der har [flere] millioner følgere. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at i et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af konversion, er der efter Flygtningenævnets faste praksis anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen, særligt når konversionen er sket efter udrejsen fra hjemlandet, jf. herved også UNHCR’s Guidelines on International Protection: Religion-Based Refugee Claims under Article 1A(2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, pkt. 34. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hendes konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til grund, idet forklaringen herom ikke fremstår troværdig. Nævnet lægger herved først og fremmest vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde, hverken under samtalerne med Udlændingestyrelsen eller under mødet i Flygtningenævnet, har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konversionen. Ansøgerens forklaring under nævnsmødet om kristendommens betydning for hende og hendes bevæggrunde for at konvertere, herunder hendes indre overbevisning, fremstår generel, overfladisk og konstrueret. Det forhold, at ansøgeren under nævnsmødet har demonstreret et vist kendskab til kristendommen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren på baggrund af en indre overbevisning reelt er konverteret til kristendommen. Nævnet lægger også vægt på, at det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren under asylsamtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 har forklaret, at hun ikke har læst Biblen, selv om det var flere år siden, hun konverterede. Det er også bemærkelsesværdigt, at hun ikke har fejret kristne højtider i Danmark, herunder hverken jul, der angiveligt er ansøgerens yndlingshøjtid, påske, Kristi himmelfart eller pinse – hvilken sidste højtid må anses for særlig vigtig for ansøgeren, da hun er tilknyttet [en gren af kristendommen]. De fremlagte udtalelser fra forskellige kristne trossamfund, fotos og videoer samt ansøgerens dåbsbevis kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at iranere, som har søgt asyl uden for Iran, sandsynligvis ikke vil blive forfulgt af myndighederne ved en tilbagevenden til Iran på baggrund af aktiviteter foretaget uden for Iran, også selvom aktiviteterne relaterer sig til en asylansøgning, herunder konversion til kristendommen. Der henvises til DFAT Country Information Report, udgivet den 7. juni 2018. Der henvises endvidere til DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”House Churches and Converts” udgivet i februar 2018, hvoraf det fremgår, at de iranske myndigheder er klar over, at iranske asylansøgere, der har søgt asyl på baggrund af konvertering, ikke vil blive retsforfulgt herfor ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke af den grund ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Med hensyn til ansøgerens sur place-motiv lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren ihvertfald via den iranske regeringskritiker, [H’s], [profil på et socialt medie] er blevet profileret i et betydeligt omfang via [H’s] opslag af et videoklip fra [et indslag fra en dansk tv-kanal]. Den omhandlede video viser ansøgeren i en demonstration i [en dansk by] i anledning af drabet på den iranske kvinde, Mahsa Amini, hvor ansøgeren, der er særligt fremhævet, bærer et skilt med påskriften “[slogan mod de iranske myndigheder]”, mens [videoklippet fra en dansk tv-kanal] bærer teksten “[titel på videoklip]”. Da [H] er en kendt iransk regeringskritiker, der har [flere] millioner følgere, og som må anses for at være monitoreret af det iranske styre, finder nævnet, at ansøgeren under disse omstændigheder må anses for at være blevet profileret i forhold til det iranske styre, således at Flygtningenævnet finder, at ansøgeren af den grund ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2022/57/MLVT
Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Sagen er sambehandlet med Iran/2022/55 og Iran/2022/57. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindeligt muslim fra [by], Iran. Ansøgeren har oplyst, at han efterfølgende er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren kom igennem sin sport i kontakt med en kristen person ved navn [C], og ansøgeren begyndte at interessere sig for kristendommen. [C] sørgede for, at ansøgeren fik kontakt til en person ved navn [D], som kunne besvare ansøgerens spørgsmål om kristendommen. [D] gav ansøgeren en Bibel og inviterede ham med i huskirke. Ansøgeren fortalte efterfølgende [sit nære familiemedlem I] om sin konversion til kristendommen, hvilket medførte, at ansøgerens [nære familiemedlem I] ligeledes begyndte at interessere sig for kristendommen. Ansøgeren og ansøgerens [nære familiemedlem I] besøgte huskirken sammen op til flere gange, men ansøgerens [nære familiemedlem I] kunne ikke deltage hver gang på grund af en [operation]. Ansøgeren transporterede også [kristent materiale] i ansøgerens [nære familiemedlem I’s] bil for huskirkens medlemmer. Ansøgeren blev efterfølgende indkaldt til universitetets sikkerhedsafdeling, hvor han blev spurgt ind til sit forhold til [D]. Ansøgeren formodede med det samme, at indkaldelsen skyldtes ansøgerens og [D’s] religiøse tilhørsforhold. På vej hjem fra universitetet kom ansøgeren i tanke om, at der stadig var en del [kristent materiale] på ansøgerens families bopæl. Ansøgeren lagde det kristne materiale i bilens baggagerum, hvorefter han kørte afsted sammen med et kvindeligt medlem af huskirken ved navn [E] i et forsøg på at bortskaffe materialet. Ansøgeren og [A] blev under kørslen stoppet af moralpolitiet, fordi de havde brudt de islamiske normer ved at køre sammen. Moralpolitiet tilbageholdt ansøgeren. Ansøgerens [nære familiemedlem I] betalte 500.000 tomaner for at få ansøgeren løsladt, og ansøgeren fortalte [sit nære familiemedlem I] om det kristne materiale i bilen. Ansøgeren og ansøgerens [nære familiemedlem I] blev bange og besluttede derfor at tage til Teheran i et par dage. Under opholdet i Teheran blev ansøgeren og ansøgerens [nære familiemedlem I] gjort bekendt med, at de iranske myndigheder havde fundet det kristne indhold i bilens bagagerum. Ansøgeren og ansøgerens [nære familiemedlem I] besluttede på den baggrund, at de var nødt til at udrejse af Iran. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, fordi han er blevet interviewet af den kristne satellitkanal, [TV-kanal], i sommeren 2022, der ikke er blevet sendt på nuværende tidspunkt. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, fordi han har fotograferet portrætter af kvinder, som han efterfølgende har offentliggjort på sin [profil på et socialt medie]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han to gange har modtaget truende beskeder fra unavngivne personer. Ansøgeren modtog truslerne to til tre år efter sin indrejse i Tyrkiet. Ansøgeren er ikke længere i besiddelse af truslerne. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om konversion til kristendommen bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at i et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af konversion, er der efter Flygtningenævnets faste praksis anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen, jf. herved også UNHCR’s Guidelines on International Protection: Religion-Based Refugee Claims under Article 1A(2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, pkt. 34. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til grund. Nævnet har herved først og fremmest lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde, hverken under samtalerne med Udlændingestyrelsen eller under mødet i Flygtningenævnet, har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konversionen. Ansøgerens forklaring under nævnsmødet om kristendommens betydning for ham og hans bevæggrunde for at konvertere, herunder hans indre overbevisning, fremstår tillært og konstrueret. Det forhold, at ansøgeren under nævnsmødet har demonstreret et vist kendskab til kristendommen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren på baggrund af en indre overbevisning reelt er konverteret til kristendommen. Nævnet har også lagt vægt vægt på, at ansøgerens konversion i Iran fandt sted påfaldende hurtigt efter få måneders samtaler med den medstuderende kristne person, [D], endda flere måneder inden hans første besøg i huskirken. Ansøgerens forklaring under nævnsmøde om, at hans konversion også skyldtes en drøm, han havde, finder nævnet fremstår konstrueret og udbyggende i forhold til ansøgerens oprindelige forklaringer til Udlændingestyrelsen. Nævnet lægger også vægt på, at det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren under asylsamtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2021 har forklaret, at han ikke har fejret kristne helligdage i Danmark, herunder at der har været julearrangementer, men at han har ikke deltaget, da han var i [en by i Danmark]. Han har under denne samtale heller ikke kunnet oplyse om, hvilken kristen højtid, der blev fejret i kristendommen i maj 2021. Hertil kommer, at ansøgeren ikke har været i stand til at forklare detaljeret om, hvorledes møderne i huskirken i Iran i 2015 mere detaljeret foregik, og forklaringen herom fremstår ikke selvoplevet. Nævnet har ydermere lagt vægt på, at det fremstår bemærkelsesværdigt, at den kristne person, [D], uden videre i sommeren 2015 i Iran tog ansøgeren med til en huskirke tilsyneladende uden nogen forholdsregler i forbindelse med sikkerheden overfor de iranske myndigheder, særligt når henses til, at det i Iran er ulovligt at konvertere fra islam til kristendommen. Det fremgår således af baggrundsoplysningerne, herunder af ”Update on the Situation for Christian Converts in Iran”, udgivet af Udlændingestyrelsen i juni 2014, at huskirker generelt er svært tilgængelige, og at potentielle medlemmer overvåges i flere måneder, før de får adgang til huskirken. På den baggrund fremstår ansøgerens forklaring om, hvordan han blev medlem af huskirken, herunder at han uden videre fik adgang til huskirken, ikke troværdig. Flygtningenævnet finder heller ikke ansøgerens forklaring troværdig med hensyn til, at han sammen med kvinden [E] i den bil, ansøgeren havde til rådighed, transporterede [kristent materiale], hvorefter de blev anholdt af det iranske moralpoliti. Da ansøgeren ikke var hverken gift eller forlovet med [E], er det i strid med iransk lov at færdes sammen, og henset til, at det kristne materiale er forbudt i Iran, har opdagelsesrisikoen ved at transportere materialet i bilen sammen med [E] forøget risikoen for at blive opdaget ganske betragteligt. Derudover fremstår det heller ikke troværdigt, at myndighederne fortsat skulle beholde bilen, efter at ansøgeren var blevet løsladt i forbindelse med betaling af bødestraffen, men at man først ville undersøge bilen efter ansøgerens løsladelse. Dertil kommer, at det fremstår bemærkelsesværdigt, at myndighederne ikke allerede i forbindelse med anholdelsen ransagede og undersøgte bilen. Det fremstår endvidere ikke troværdigt, at ansøgeren, der ifølge sin forklaring havde været varetægtsfængslet og fremstillet for en dommervagt, ikke efter afsigelse af en dom og ansøgerens betaling af bøden har modtaget en kvittering eller anden dokumentation fra de iranske myndigheder. De fremlagte udtalelser fra forskellige kristne trossamfund, fotos og videoer samt ansøgerens dåbsbevis kan ikke føre til en ændret vurdering. De aktiviteter, som ansøgeren har haft i Danmark i tilknytning til kristne institutioner, kan ikke i sig selv føre til, at han er kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til myndighederne i Iran. Der er ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans aktiviteter i Danmark er kommet til de iranske myndigheders kendskab. Det forhold, at ansøgeren ifølge sin forklaring er blevet interviewet af den kristne satellitkanal, [TV-kanal], i sommeren 2022, finder Flygtningenævnet ikke kan være asylbegrundende. Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at interviewet ikke er blevet sendt, og at ansøgeren ikke mere specifikt har kunnet redegøre for indholdet. Endelig må der anses for at være stor usikkerhed med hensyn til, hvorvidt hele eller dele af interviewet vil blive sendt. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at iranere, som har søgt asyl uden for Iran, sandsynligvis ikke vil blive forfulgt af myndighederne ved en tilbagevenden til Iran på baggrund af aktiviteter foretaget uden for Iran, også selvom aktiviteterne relaterer sig til en asylansøgning, herunder konvertering til kristendommen. Der henvises til DFAT Country Information Report, udgivet den 7. juni 2018. Der henvises endvidere til Dansk Flygtningehjælps rapport ”House Churches and Converts” udgivet i februar 2018, hvoraf det fremgår, at de iranske myndigheder er klar over, at iranske asylansøgere, der har søgt asyl på baggrund af konvertering, ikke vil blive retsforfulgt herfor ved en tilbagevenden til Iran. Vedrørende ansøgerens asylmotiv med henvisning til, at ansøgeren to gange for tre til fire år siden skulle være blevet truet på sin [profil på et socialt medie] i anledning af portrætfotografering af kvinder uden islamisk hijab under opholdet i Tyrkiet, som han havde lagt på [et socialt medie], lægger nævnet vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort at have modtaget sådanne, idet han har slettet beskederne, mens han opholdt sig i Tyrkiet. Det forhold, at ansøgerens [nære familiemedlem B], er blevet meddelt opholdstilladelse i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af hendes deltagelse i blandt andet en demonstration i Danmark mod det iranske styre, hvor hun er blevet profileret via et TV-indslag [på en dansk tv-kanal], hvor et videoklip herfra er blevet lagt på [et socialt medie] af en kendt iransk regeringskritiker, findes efter en samlet vurdering ikke at medføre, at nærværende ansøger som følge heraf ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse af de iranske myndigheder. Nævnet lægger herved blandt andet også vægt på, at ansøgerens mor fortsat bor i Iran og efter det oplyste ikke er blevet opsøgt eller tilbageholdt som følge af [B’s] deltagelse i demonstrationer i Danmark og den efterfølgende profilering som følge heraf. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse som konsekvens af, at [B] er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det er sammenfattende Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion er et udtryk for en reel indre overbevisning af religiøs karakter, ligesom ansøgeren ikke af den grund eller andre grunde har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2022/56/MLVT
Nævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Sagen er sambehandlet med Iran/2022/56 og Iran/2022/57. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindeligt muslim fra [by], Iran. Ansøgeren har oplyst, at han efterfølgende er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er konverteret til kristendommen, og at han fik interesse for kristendommen igennem [sit nære familiemedlem A], i 2015 efter ikke at have praktiseret islam i cirka seks til syv år. Under sit ophold i Iran begyndte ansøgeren at læse i Det Nye Testamente og se kristne TV-kanaler, og ansøgeren blev i den forbindelse særligt betaget af det kristne kærlighedsbudskab. Ansøgeren besøgte endvidere en huskirke to til tre gange, hvor deltagerne bad, sang, prædikede og tilbad Gud. [A] blev efterfølgende anholdt af de iranske myndigheder for at køre i bil sammen med en kvinde. Ansøgeren betalte i den forbindelse 500.000 tomaner for at få [sit nære familiemedlem A] løsladt. På vejen hjem fortalte [A] ansøgeren, at han havde opbevaret [kristent materiale] i bilen, som efter anholdelsen fortsat var i de iranske myndigheders varetægt. Ansøgeren frygtede, at de iranske myndigheder ville få kendskab til det kristne materiale i bilen, som stod registreret i ansøgerens navn, hvorfor ansøgeren besluttede sig for at rejse til Teheran i et par dage. Ansøgeren blev herefter af en ven orienteret om, at myndighederne havde fundet det kristne materiale i bilen, hvorfor ansøgeren og [A] besluttede sig for at udrejse til Tyrkiet, hvor ansøgeren og [A] opholdt sig i cirka fem år. Ansøgeren fortsatte i denne periode sine kristne aktiviteter, og han blev døbt [i foråret] 2016. Ansøgerens ægtefælle og [nære familiemedlem B] indrejste efterfølgende ligeledes i Tyrkiet. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter, at ægtefællens [familiemedlem], som tilhører en religiøs martyrfamilie med tilknytning til de iranske myndigheder, vil angive ansøgerens og ansøgerens families kristne tilhørsforhold til de iranske myndigheder. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om konversion til kristendommen bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at i et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af konversion, er der efter Flygtningenævnets faste praksis anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen, jf. herved også UNHCR’s Guidelines on International Protection: Religion-Based Refugee Claims under Article 1A(2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, pkt. 34. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til grund, idet forklaringen herom ikke fremstår troværdig. Nævnet lægger herved først og fremmest vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvad der nærmere var udslagsgivende for, at han i Iran konverterede til kristendommen blot cirka 2-2 ½ måned efter, at ansøgerens [nære familiemedlem A] i [sommeren] 2015 havde fortalt ham om kristendommen, fremstår ureflekteret og overfladisk, og konversionen skete påfaldende hurtig. Ansøgeren har under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2020 herom forklaret, at han på tidspunktet fremsagde trosbekendelsen, men han har også forklaret, at han ikke kunne trosbekendelsen udenad, selv om den må anses for helt grundlæggende i kristendommen. Under sin forklaring for nævnet har ansøgeren desuden forklaret, at han på tidspunktet for sin konversion stadig var i tvivl. Ansøgerens forklaring for nævnet om en drøm inden konversionen fremstår også på den baggrund konstrueret og er i øvrigt udbyggende i forhold til ansøgerens tidligere forklaringer om anledningen til konversionen. Særligt henset til, at det i Iran er ulovligt at konvertere fra islam til kristendommen, må det ikke mindst på den baggrund kunne forventes, at ansøgeren er i stand til at forklare, hvordan han blev overbevist om at konvertere og foretage handlinger, som er ulovlige i Iran, henset til den fare, som han derved udsatte sig selv for. Ansøgeren har således ikke på overbevisende måde, hverken under samtalerne med Udlændingestyrelsen eller under mødet i Flygtningenævnet, kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konversionen. Ansøgerens forklaring under nævnsmødet om kristendommens betydning for ham og hans bevæggrunde for at konvertere, herunder hans indre overbevisning, fremstår tillært og konstrueret. Det forhold, at ansøgeren under nævnsmødet har demonstreret et vist kendskab til kristendommen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren på baggrund af en indre overbevisning reelt er konverteret til kristendommen. Nævnet har ydermere lagt vægt på, at det fremstår bemærkelsesværdigt, at medlemmerne af huskirken angiveligt ikke tog nogen forholdsregler i forhold til ansøgeren i forbindelse med sikkerheden overfor de iranske myndigheder, særligt når henses til, at det i Iran er ulovligt at konvertere fra islam til kristendommen. Det fremgår således af baggrundsoplysningerne, herunder af ”Update on the Situation for Christian Converts in Iran”, udgivet af Udlændingestyrelsen i juni 2014, at huskirker generelt er svært tilgængelige, og at potentielle medlemmer overvåges i flere måneder, før de får adgang til huskirken. På den baggrund fremstår ansøgerens forklaring om, hvordan han blev medlem af huskirken, ikke troværdig, herunder at han uden videre fik adgang til huskirken, alene fordi hans [nære familiemedlem A] gennem få måneder var kommet i huskirken. Endelig lægger nævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår hans bopæl blev ransaget, idet han i sit asylskema har oplyst, at ransagningen skete samme aften, som [det nære familiemedlem A] blev anholdt, mens han til asylsamtalen [i efteråret] 2020 forklarede, at ransagningen fandt sted aftenen efter, at [det nære familiemedlem A] var blevet anholdt. De fremlagte udtalelser fra forskellige kristne trossamfund, fotos og videoer samt ansøgerens dåbsbevis kan ikke føre til en ændret vurdering. De aktiviteter, som ansøgeren har haft i Danmark i tilknytning til kristne institutioner, kan ikke i sig selv føre til, at han er kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til myndighederne i Iran. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at iranere, som har søgt asyl uden for Iran, sandsynligvis ikke vil blive forfulgt af myndighederne ved en tilbagevenden til Iran på baggrund af aktiviteter foretaget uden for Iran, også selvom aktiviteterne relaterer sig til en asylansøgning, herunder konversion til kristendommen. Der henvises til DFAT Country Information Report, udgivet den 7. juni 2018. Der henvises endvidere til Dansk Flygtningehjælps rapport ”House Churches and Converts” udgivet i februar 2018, hvoraf det fremgår, at de iranske myndigheder er klar over, at iranske asylansøgere, der har søgt asyl på baggrund af konvertering, ikke vil blive retsforfulgt herfor ved en tilbagevenden til Iran. Det forhold, at ansøgerens [nære familiemedlem B] er blevet meddelt opholdstilladelse i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af hendes deltagelse i en demonstration i Danmark mod det iranske styre og den efterfølgende profilering via [et socialt medie], findes efter en samlet vurdering ikke at medføre, at nærværende ansøger som følge heraf ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse af de iranske myndigheder. Nævnet lægger herved blandt andet vægt på, at ansøgerens ægtefælle fortsat bor i Iran, og efter det oplyste ikke er blevet opsøgt eller tilbageholdt som følge af [B’s] deltagelse i demonstrationer i Danmark og den efterfølgende profilering som følge heraf. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse som konsekvens af, at [B] er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det er sammenfattende Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2022/55/MLVT
Nævnet stadfæstede i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by A], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive fængslet af de kurdiske myndigheder, idet ansøgeren er blevet idømt fængselsstraf i fem år (in absentia). Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han i 2020 var med til at arrangere en demonstration i [by A] i Irak. Demonstrationen var en protest mod tyrkiske chauffører, som de kurdiske myndighederne havde givet tilladelse til at indrejse i landet og påtage sig forskellige slags chaufførarbejde. Udover at råbe slagord, forholdt ansøgeren sig rolig under demonstrationen. Demonstrationen udviklede sig pludselig, idet PKK ankom og skød og brændte biler. Et par dage efter opsøgte fire politibetjente ansøgerens bopæl, hvorefter de bragte ansøgeren til [by B] politistation. På politistationen blev ansøgeren afhørt i et par timer og udsat for fysiske overgreb. Herefter blev ansøgeren overført til et fængsel og sigtet for at have arrangeret og deltaget i en demonstration i samarbejde med PKK. Ansøgeren var tilbageholdt fra [sommeren] 2020 til [efteråret] 2020, hvorefter han blev løsladt mod kaution på 25 millioner dinar. Ansøgeren blev samtidig pålagt meldepligt den 25. i hver måned. Ansøgerens ægtefælles bror, som arbejdede for det irakisk/kurdiske sikkerhedspoliti, kontaktede [i sommeren] 2021 ansøgeren og fortalte ham, at han skulle flygte, idet han vil blive idømt fem års fængsel, hvis han blev anholdt og fremstillet for en dommer. Ansøgerens ægtefælles bror fortalte ikke ansøgeren, hvorfor han skulle anholdes. Ansøgeren flygtede herefter til sin farbrors bopæl, hvorefter han udrejste af Irak. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved flere lejligheder har udtalt sig kritisk om de kurdisker/irakiske myndigheder i tehuse, og at ansøgeren i den forbindelse er blevet bragt til politistationen, hvor ansøgeren er blevet tildelt lussinger, hvorefter han er blevet løsladt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har som Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende på væsentlige og helt centrale punkter om sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende og udbyggende om hvor mange gange, han har været tilbageholdt af myndighederne, hvor længe og hvilke overgreb han har været udsat for. Ligesom ansøgeren har forklaret upræcist om antallet af opsøgninger, tidspunkt for disse og baggrunden for demonstrationen, som ansøgeren har forklaret, at han var medarrangør af. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han blev varetægtsfængslet i perioden [sommeren] 2020 til [efteråret] 2020 pga. demonstrationen [i sommeren] 2020, men at han blev løsladt mod kaution og med betingelse om meldepligt, hvilke betingelser han opfyldte. Det forekommer derfor ikke sandsynligt, som forklaret af ansøgeren til Udlændingestyrelsen [i foråret] 2022, at ansøgeren to til tre dage efter sin sidste meldepligt [i sommeren] 2021 skulle være blevet ringet op af sin ægtefælles bror, der fortalte ansøgeren, at han skulle flygte, idet ansøgeren ellers ville blive indbragt for en dommer og få fem års fængsel, hvilket ægtefællens bror ikke havde tid til at fortælle om hvorfor. Ansøgeren har svaret afglidende, usammenhængende og udbyggende på spørgsmål herom for Flygtningenævnet. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt en arrestordre af [sommeren] 2021, en dom dateret [efteråret] 2020, samt en dom dateret [sommeren] 2023, der vedrører et retsmøde afholdt [tre dage tidligere i sommeren] 2023, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det virker påfaldende, at ansøgeren to år efter og i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af hans ansøgning om asyl fremlægger den irakiske dom, der er en måned gammel, og hvor han idømmes fem års fængsel for demonstrationen. Flygtningenævnet har endvidere lagt til grund, at det fremgår af en række baggrundsoplysninger, herunder blandt andet Landinfo, temanotat, Irak. Reisedokumenter og andre ID-dokumenter, udgivet den 11. april 2018. Australian Government, Department of Foreign Affairs and Trade. Country Information Report Iraq, udgivet 17. august 2020 og USDOS, Annual Report on Human Rights Practices 2019, udgivet marts 2020, at falske og forfalskede dokumenter er meget udbredte og let tilgængelige i Irak, og at dokumenter også kan opnås gennem bestikkelse af offentlige ansatte. Da Flygtningenævnet således ikke finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har et asylmotiv omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2023/15/marau
Nævnet stadfæstede i august 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mand med ukendt statsborgerskab. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk fula og ikke religiøs fra [by], Senegal. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter sin afdøde bedstemors familiemedlemmer, der tidligere har udsat ham for vold. Han har til støtte herfor oplyst, at han er opvokset hos sin bedstemor. Da hun døde, begyndte hendes familiemedlemmer at udsætte ham for vold, når han modsatte sig at arbejde på en mark. Han flyttede hjem til to personer, som boede i nabolaget. En dag besluttede de to personer at udrejse af landet og tog ansøgeren med. Han har derudover som asylmotiv henvist til, at han ikke kan klare sig i sit hjemland, da han ikke har familiemedlemmer, der kan tage sig af ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund. Efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelsen af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, som denne påberåber sig. Flygtningenævnet finder ikke, at der er holdepunkter for at antage, at [myndighederne i fire andre europæiske lande] i forbindelse med optagelse af fingeraftryk skulle have forvekslet ansøgerens fingeraftryk med en anden person. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at det er ansøgeren, der har fået foretaget fingeraftryk i de nævnte lande, og at det er ham, der i den forbindelse søgte om asyl i [tre andre europæiske lande]. For så vidt angår ansøgerens oplysninger om ansøgerens identitet finder Flygtningenævnet, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket i væsentlig grad af, at ansøgeren i forbindelse med tidligere ansøgninger om asyl i [tre andre europæiske lande] har oplyst, at han er statsborger i [andet afrikansk land end Senegal], ligesom han har oplyst forskellige navne og fødselsdatoer til myndighederne i landene. Disse navne og fødselsdata er endvidere forskellige i forhold til det navn og fødselsdato, som han nu har oplyst til de danske myndigheder. Hertil kommer, at ansøgeren til de danske myndigheder oplyste at være født den [dato i sommeren] 2005, men at der blev foretaget en aldersundersøgelse af ansøgeren på Retsmedicinsk Institut den [dato i første kvartal af] 2022, hvorefter Flygtningenævnet den [dato i andet kvartal] 2022 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om, at registrere ansøgeren med en fødselsdato til [dato i sommeren] 2002. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet heller ikke på en troværdig måde kunnet redegøre nærmere for sin identitet, herunder om den by, hvor han angiveligt er opvokset i Senegal, og hvor han oplyser, at han har gået i skole i 7 ½ år. Da Flygtningenævnet således ikke kan lægge ansøgerens forklaring om sin identitet til grund, og da ansøgerens statsborgerskab således er ukendt, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland har nogen asylbegrundende konflikter, som han begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk.1, eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2023/1/DH
Nævnet stadfæstede i august 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Gambia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mandinka og muslim fra Banjul, Gambia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Gambia frygter, at hendes farbror vil gøre hende fortræd, fordi hun er flygtet fra et planlangt tvangsægteskab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren og hendes bror, efter faren afgik ved døden i 2020, flyttede hjem til deres farbror, fordi ansøgerens mors fik en meget slem depression, som forårsagede, at hun blev indlagt på en ”mental clinic”. Ansøgerens farbror havde selv to døtre og havde ikke råd til at forsørge ansøgeren og ansøgerens bror. Ansøgerens farbror havde derfor indgået en aftale med en ældre mand ved navn [A] om at bortgifte ansøgeren mod betaling. Ansøgeren fik at vide, at hun skulle giftes i den næste måned. Ansøgeren flygtede fra Gambia inden, at tvangsægteskabet blev indgået. Ansøgeren endvidere henvist til, at hun frygter at vende tilbage til Gambia, fordi hun har fået et barn uden for ægteskab. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun har vanæret familiens ære, og at hele familien vil se ned på hende, fordi hun har født et barn uden for ægteskab, og at hun frygter sin farbror, myndighederne og dele af befolkningen. Ansøgeren har endelig henvist til, at hun frygter at hun vil være nødsaget til at prostituere sig selv for at overleve i Gambia. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet under behandlingen i nævnet har fået indtryk af, at ansøgeren forstår, hvad en asylbehandling går ud op. Nævnet finder derfor, at ansøgeren har udvist tilstrækkelig modenhed til at kunne gennemføre en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Gambia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Gambia vil stå i et modsætningsforhold til sin farbror, myndighederne eller dele af befolkningen i Gambia. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at der ikke er nogen konkrete forhold, der støtter, at ansøgerens farbror vil efterstræbe hende, hvis hun vender tilbage til Gambia. Flygtningenævnet vurderer, at det beror på ansøgerens egen formodning, at hendes farbror skulle efterstræbe hende på baggrund af, at hun ikke har giftet sig med den mand, som hendes farbror havde tiltænkt, og at hun har fået et barn uden for ægteskab. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens farbror angiveligt har opsøgt ansøgerens mor for at få hende til at betale ansøgerens ægteskabsafgift, som han skulle tilbagebetale til den mand, som han havde tiltænkt ansøgeren skulle giftes med, men at han ikke har truet med at gøre ansøgeren fortræd, og at dette beror på ansøgerens egen formodning. Det forhold, at ansøgerens mor ifølge ansøgeren har været i fængsel i en periode på onklens foranledning, idet hun ikke betalte ægteskabsafgiften til ham, og at onklen ifølge ansøgeren også vil sørge for, at ansøgeren kommer i fængsel af samme grund, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at hendes mor har været i fængsel på grund af, at ansøgerens farbror vil have hende til at betale ægteskabsafgiften, og at han af samme grund vil sørge for at ansøgeren kommer i fængsel, er udbyggende og ikke forekommer troværdig. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at der angiveligt er tale om et privatretligt økonomisk mellemværende mellem ansøgerens farbror og ansøgerens mor. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har forklaret, at hun ville bringe skam over sin familie, da hun har født et barn uden for ægteskab henset til, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun eller hendes søn skulle stå i modsætningsforhold til myndighederne i Gambia eller nogen dele af befolkningen i Gambia ved en tilbagevenden til Gambia. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har forklaret, at hun vil være tvunget ud i prostitution for at kunne overleve ved en tilbagevenden til Gambia kan heller ikke føre til, at ansøgeren kan få asyl. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at socioøkonomiske forhold ikke kan give asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Gambia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Gamb/2023/1/YARS
Nævnet stadfæstede i august 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea. Ansøgeren er mindreårig. Sagen er sambehandlet med Erit/2023/6. Født i Danmark.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er født i Danmark. Ansøgerens forældre er etnisk tigrinya og kristen ortodokse fra Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens forældre har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Eritrea på ansøgerens vegne frygter den generelle situation i landet. Ansøgerens forældre har til støtte herfor henvist til, at usikkerhed og utryghed er almindeligt i Eritrea, og at deres datter ikke vil have mulighed for at få et arbejde og forsørge sig selv. Ansøgerens forældre har som asylmotiv videre henvist til, at de på ansøgerens vegne frygter, at ansøgeren vil blive hvervet til nationaltjenesten, når hun fylder 16 eller 17 år. Ansøgerens far har som asylmotiv endvidere henvist til, at han på ansøgerens vegne frygter, at det kan få konsekvenser for ansøgeren, at han er udrejst illegalt fra Eritrea. Ansøgerens far har oplyst, at han ikke med sikkerhed ved, hvad konsekvenserne vil være, men at han nok ikke vil få lov til at se sine børn igen. Ansøgerens far har videre oplyst, at der ikke er nogen, som vender tilbage til Eritrea, når de først er udrejst, da de er bange for, hvad myndighederne kan finde på at gøre. Ansøgerens far har som asylmotiv endeligt henvist til, at han på ansøgerens vegne frygter den anden retning af den kristne-ortodokse kirke, som er styret af staten. Ansøgerens far har til støtte herfor henvist til, at folk, som ikke støtter den anden retning inden for den kristne-ortodokse kirke, som staten støtter, er i risiko for forfølgelse, og at ens familiemedlemmer dermed også er i risiko for forfølgelse. Ansøgerens far har til støtte herfor videre henvist til, at hans mor har været anholdt af myndighederne i Eritrea to gange, fordi ansøgerens far har arbejdet mod staten, og eftersom myndighederne har disse oplysninger om ansøgerens far, kan det også få konsekvenser for hans døtre. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at imødekomme en principal påstand om hjemvisning af sagen til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at sagen må anses for at være tilstrækkeligt oplyst til, at Flygtningenævnet kan tage stilling, uanset at Udlændingestyrelsen ikke har indhentet nærmere oplysninger om en nu afdød patriark i den kristne ortodokse kirke, som ansøgerens forældre støtter. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren, der er [0-3 år] og aldrig har opholdt sig i Eritrea, er i et modsætningsforhold til myndighederne i Eritrea. Det forhold, at ansøgerens forældre er udrejst illegalt af Eritrea, ændrer ikke herved. Endvidere er ansøgeren på grund af sin alder ikke i risiko for at blive indkaldt til nationaltjeneste i Eritrea, jf. herved blandt andet ”EASO Country of Origin Information Report: Eritrea National Service and illegal exit” fra september 2019 samt Udlændingestyrelsens landerapport ”National service, exit and entry” fra februar 2020. Det forhold, at ansøgerens far og mor, der er indrejst henholdsvis den [i efteråret] 2014 og [i efteråret] 2014, er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og at ansøgerens søster, der er født [i foråret] [årstal], er omfattet af sin mors afgørelse om asyl, og derfor også er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, kan ikke begrunde, at ansøgeren meddeles konventionsstatus. Flygtningenævnet finder derfor allerede af denne grund, at der ikke kan meddeles ansøgeren, som først er født i [årstal], opholdstilladelse som konsekvens af sine forældres eller sin søsters opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger ansøgerens fars forklaring til grund om, at han er modstander af regeringen i Eritrea, at han i Danmark har deltaget i demonstrationer og har afvist at støtte regeringen i Eritrea økonomisk, og at hans mor, som opholder sig i Eritrea, er blevet opsøgt af myndighederne som følge af hans kritik af regeringen. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at disse forhold udsætter ansøgeren for en konkret og individuel risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller behandling i Eritrea. Endvidere bemærkes, at de generelle forhold i Eritrea ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren, hvis hun tager ophold i Eritrea, vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Erit/2023/7/obc
Nævnet stadfæstede i august 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea. Ansøgeren er mindreårig. Sagen er sambehandlet med Erit/2023/7. Født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er født i Danmark. Ansøgerens forældre er etnisk tigrinya og kristen ortodokse fra Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens forældre har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Eritrea på ansøgerens vegne frygter den generelle situation i landet. Ansøgerens forældre har til støtte herfor henvist til, at usikkerhed og utryghed er almindeligt i Eritrea, og at deres datter ikke vil have mulighed for at få et arbejde og forsørge sig selv. Ansøgerens forældre har som asylmotiv videre henvist til, at de på ansøgerens vegne frygter, at ansøgeren vil blive hvervet til nationaltjenesten, når hun fylder 16 eller 17 år. Ansøgerens far har som asylmotiv endvidere henvist til, at han på ansøgerens vegne frygter, at det kan få konsekvenser for ansøgeren, at han er udrejst illegalt fra Eritrea. Ansøgerens far har oplyst, at han ikke med sikkerhed ved, hvad konsekvenserne vil være, men at han nok ikke vil få lov til at se sine børn igen. Ansøgerens far har videre oplyst, at der ikke er nogen, som vender tilbage til Eritrea, når de først er udrejst, da de er bange for, hvad myndighederne kan finde på at gøre. Ansøgerens far har som asylmotiv endeligt henvist til, at han på ansøgerens vegne frygter den anden retning af den kristne-ortodokse kirke, som er styret af staten. Ansøgerens far har til støtte herfor henvist til, at folk, som ikke støtter den anden retning inden for den kristne-ortodokse kirke, som staten støtter, er i risiko for forfølgelse, og at ens familiemedlemmer dermed også er i risiko for forfølgelse. Ansøgerens far har til støtte herfor videre henvist til, at hans mor har været anholdt af myndighederne i Eritrea to gange, fordi ansøgerens far har arbejdet mod staten, og eftersom myndighederne har disse oplysninger om ansøgerens far, kan det også få konsekvenser for hans døtre. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at imødekomme en principal påstand om hjemvisning af sagen til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at sagen må anses for at være tilstrækkeligt oplyst til, at Flygtningenævnet kan tage stilling, uanset at Udlændingestyrelsen ikke har indhentet nærmere oplysninger om en nu afdød patriark i den kristne ortodokse kirke, som ansøgerens forældre støtter. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren, der er [0-3 år] og aldrig har opholdt sig i Eritrea, er i et modsætningsforhold til myndighederne i Eritrea. Det forhold, at ansøgerens forældre er udrejst illegalt af Eritrea, ændrer ikke herved. Endvidere er ansøgeren på grund af sin alder ikke i risiko for at blive indkaldt til nationaltjeneste i Eritrea, jf. herved blandt andet ”EASO Country of Origin Information Report: Eritrea National Service and illegal exit” fra september 2019 samt Udlændingestyrelsens landerapport ”National service, exit and entry” fra februar 2020. Det forhold, at ansøgerens far og mor, der er indrejst henholdsvis [i efteråret] 2014 og [i efteråret] 2014, er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og at ansøgerens søster, der er født [i foråret] [årstal], er omfattet af sin mors afgørelse om asyl, og derfor også er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, kan ikke begrunde, at ansøgeren meddeles konventionsstatus. Flygtningenævnet finder derfor allerede af denne grund, at der ikke kan meddeles ansøgeren, som først er født i [årstal], opholdstilladelse som konsekvens af sine forældres eller sin søsters opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger ansøgerens fars forklaring til grund om, at han er modstander af regeringen i Eritrea, at han i Danmark har deltaget i demonstrationer og har afvist at støtte regeringen i Eritrea økonomisk, og at hans mor, som opholder sig i Eritrea, er blevet opsøgt af myndighederne som følge af hans kritik af regeringen. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at disse forhold udsætter ansøgeren for en konkret og individuel risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller behandling i Eritrea. Endvidere bemærkes, at de generelle forhold i Eritrea ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren, hvis hun tager ophold i Eritrea, vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2023/6/obc
Nævnet stadfæstede i august 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet anmodning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Dan-mark, blandt andet til, at klageren generelt frygter den måde Tyskland fungerer på samt den tyske lov-givning. DRC Dansk Flygtningehjælp henvist i øvrigt til, at klageren aldrig kom eller blev indkaldt til samtale i Tyskland vedrørende sin asylsag, og at klageren blev anholdt i Tyskland og varetægtsfængslet på falsk grundlag, for senere hen at blive frifundet i alle anklager af retten. Klageren fortalte DRC Dansk Flygtningehjælp, at han fik at vide, at han kunne risikere at blive varetægtsfængslet igen, og at han frygter på ny at blive falskt anklaget og fængslet. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtnin-genævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en ud-lænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om inter national beskyttelse i Tyskland, og at klageren har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Flygtnin-genævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland den 27. juli 2023 har accepteret at modta-ge klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtninge-hjælp har forklaret, at han frygter den tyske lovgivning, det tyske samfund samt at blive anklaget på falskt grundlag og varetægtsfængslet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp ligeledes har oplyst, at han blev frifundet af de tyske myn-digheder. Nævnet finder endvidere, at klageren ikke efter det oplyste har indgivet en klage til den rele-vante overordnede myndighed over de tyske myndigheders behandling af ham. Nævnet finder på den baggrund, at klageren må henvises til at indgive en klage til en relevant overordnet tysk myndighed, såfremt klageren bliver udsat for uberettiget frihedsberøvelse på baggrund af falske anklager. Det for-hold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han aldrig har været til samtale i Tysk-land vedrørende sin asylsag og heller aldrig er blevet indkaldt til nogen samtale, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Tyskland har accepteret at modtage klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra c. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af AIDA, Country Report: Germany, udgivet den 6. april 2023, at de tyske myndigheder indkalder samtlige asylansøgere til en personlig samtale. Nævnet finder på den baggrund, at der ikke er grundlag for at antage, at de tyske myndigheder ikke foretager en reel og fyldestgørende asylsagsbe-handling. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventio-nen, EU’s charter om grundlæggende rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at der ikke er grundlag for at antage, at Tyskland ikke overholder sine internationale forpligtelser, herunder retten til ikke at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. EU’s char-ter om grundlæggende rettigheders artikel 4, samt princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke forelig-ger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. l, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2023/25/YSN
Nævnet stadfæstede i august 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Dan-mark, blandt andet til klageren har forladt Tyskland, da han har oplevet at blive udsat for chikane. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelo-vens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af lovens § 7, træffer Ud-lændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyt-telse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det forhold, at klageren har oplyst at have været udsat for chikane af private personer i Tyskland, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren kan henvises til at tage kontakt til de tyske myndigheder, herunder politiet, der må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, her-under af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2023/24/sme
Nævnet stadfæstede i august 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Dan-mark, blandt andet til, at klageren frygter at de svenske myndigheder vil udsende ham til Irak. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlems-stat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forord-ningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i sommeren] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han ikke har fået en retfærdig behandling af sin asylsag i Sverige og derfor ønsker at få sin sag behandlet i Danmark, samt at klageren frygter, at de svenske myndigheder vil udsende ham til Irak, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at Sverige har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, efter hvilket der som udgangspunkt gælder en formodning for, at asylproceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grunde til at tro, at de svenske myndigheder ikke har behandlet asylsagen i overensstem-melse med deres internationale forpligtelser. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at såfremt klageren er uenig i de svenske myndigheders afgørelse om afslag på asyl, henvises han til muligheden for at søge om genoptagelse af sin asylsag i Sverige. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2023/11/flfr
Nævnet stadfæstede i august 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af en opholdstilladelse i Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompe-tence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Dan-mark, blandt andet til, at de personer, som klageren frygter, bor tættere på Spanien end på Danmark, og til de generelle forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Spanien, herunder vedrørende adgan-gen til indkvartering og til arbejdsmarkedet. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overfør-sel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlæn-ding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Spanien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 1, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøg-ning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien den [i sommeren 2023] har accep-teret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst til DRC Dansk Flygtningehjælp, at han føler sig sikker og tryg i Danmark, og at de personer, som han frygter at blive slået ihjel af, bor tættere på Spanien end på Danmark, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ved sin sam-tale med Udlændingestyrelsen den [i sommeren 2023] har oplyst, at han ikke har nogen konflikter med myndigheder, grupperinger eller privatpersoner i Spanien. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren, såfremt han skulle opleve problemer med privatpersoner i Spanien, må henvises til at tage kontakt til de spanske myndigheder, som må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han er sund og rask, men at han sommeti-der lider af [gener i hovedet], og at han tager paracetamol herfor, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det af AIDA’s Country Report: Spain – 2022 Update, side 188ff., fremgår, at alle asylansøgere ifølge den spanske lovgivning har adgang til sundhedssyste-met og har ret til samme sundhedsbehandling som spanske statsborgere. Det af DRC Dansk Flygtnin-gehjælp anførte om de generelle forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Spanien, herunder hvad angår adgang til indkvartering og til arbejdsmarkedet, kan heller ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det af AIDA’s Country Report: Spain – 2022 Update, side 160ff., fremgår, at personer der er meddelt international beskyttelse har ret til økonomisk støtte til en bolig, såfremt de har opholdt sig i indkvarteringssystemet i seks måneder, samt at det af rapportens side 161ff. fremgår, at flygtninge har fuld adgang til arbejdsmarkedet på lige vilkår med spanske statsborgere. Flygtningenævnet bemærker desuden, at klageren ikke har søgt asyl i Spanien, og at det af AIDA’s Country Report: Spain – 2022 Update, side 97ff., fremgår at asylansøge-re har ret til indkvartering mv. Yderligere bemærker Flygtningenævnet, at Spanien har tiltrådt Flygtnin-gekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemssta-terne, efter hvilket der som udgangspunkt gælder en formodning for, at modtageforholdene og asyl-proceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte konventioner. Der er på denne baggrund ikke holdepunkter for at antage, at Spanien ikke efterlever sine internationa-le forpligtelser. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylan-søgere i Spanien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilside-sætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grund-lag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Span/2023/7/CARA
Nævnet stadfæstede i august 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Østrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Dan-mark, blandt andet til at klageren ikke ønsker at vende tilbage til Østrig, da han frygter, at han vil blive udsat for overgreb af den familie, som han har problemer med i hjemlandet. Derudover frygter han, at han vil blive sendt tilbage til sit hjemland, hvor hans liv er i fare. Efter en gennemgang af sagen, udtal-te Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberå-ber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublin-forordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Østrig. Flygtningenævnet finder på den-ne baggrund, at Østrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Østrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Østrig [i sommeren] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågæl-dende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte, at klageren frygter private personer i Østrig, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren kan henvi-ses til at tage kontakt til de østrigske myndigheder, herunder politiet, der må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det forhold, at klageren ikke vil leve i Østrig, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet fremhæver i den forbindelse, at klagerens personlige præference for én medlemsstat frem for en anden ikke er et forhold, der bør tillægges be-tydning ved vurderingen af, hvilken medlemsstat, der skal behandle klagerens ansøgning om internati-onal beskyttelse, eftersom dette vil stride imod formålet med Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Østrig er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Østrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygt-ningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør be-handles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgø-relse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Østr/2023/9/sme
Nævnet stadfæstede i august 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Østrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Dan-mark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Østrig samt klagerens helbredsforhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelo-vens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændinge-styrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Østrig og herefter er udrejst af Østrig, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Østrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Østrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Østrig [i somme-ren] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende klagerens sårbarhed og helbredsmæssige forhold herunder, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han tror, at han har en [psykisk lidelse], at han mentalt har det svært, og at han vil begå selvmord, såfremt han overføres til Østrig, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af AIDA's rapport vedrørende Østrig, "Country Report: Austria 2022 Update", udgivet den 5. maj 2023, s. 124, at asylan-søgere i Østrig ved indkvartering bliver tilbudt en lægeundersøgelse inden for 24 timer, og at såfremt asylansøgere har behov for yderligere lægelige undersøgelser, overføres de enten til en speciallæge eller til et sygehus. Det fremgår endvidere af rapporten, at: "Every asylum seeker who receives Basic Care has health insurance. Treatment that is not covered by health insurance may be paid, upon re-quest, by the federal provinces' departments for Basic Care or the Ministry of Interior. If Basic Care is withdrawn, asylum seekers are still entitled to emergency care and essential treatment." Nævnet be-mærker endvidere, at det fremgår af samme rapports s. 126, at de østrigske myndigheder i forbindelse med indkvarteringen i praksis foretager en vurdering af en persons eventuelle sårbarhed. Nævnet fin-der på den baggrund, at klageren, såfremt han måtte have behov herfor, må forventes at kunne modta-ge den nødvendige og tilstrækkelige sundbedsbehandling i Østrig. Nævnet finder endvidere, at der ikke er holdepunkter for at antage, at de østrigske myndigheder ikke overholder de internationale menne-skeretlige forpligtelser, herunder EU's charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Nævnet bemærker videre, at det forudsættes, at de danske myndigheder forud for overførslen af klageren til Østrig, videregiver relevante sundhedsoplys-ninger til de østrigske myndigheder, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32, således at de østrigske myndigheder er orienteret om klagerens helbredsmæssige situation. Flygtninge-nævnet bemærker med hensyn til det forhold, at klageren frygter, at han vil blive udsat for pushback ved en overførsel til Østrig, at Østrig har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU's charter om grundlæg-gende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Østrig ikke lever op til de internatio-nale forpligtelser i praksis, herunder princippet om nonrefoulement. Nævnet finder videre, at der så-ledes ikke er holdepunkter for at antage, at de østrigske myndigheder ikke vil behandle klagerens asyl-sag i overensstemmelse med Østrigs internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Østrig er af en sådan karakter, at Danmark er afskå-ret fra at overføre klageren til Østrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det forhold, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2023 har forklaret, at han ved, at han ikke har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Østrig, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af den kriminaltekniske erklæring [fra sommeren] 2023, at klageren [i vinteren 22/23] er registreret som asylansøger i Østrig. Det forhold, at klageren endvidere til oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen [i som-meren] 2023 har forklaret, at han ikke ønsker at blive overført til Østrig, fordi han har det bedre i Danmark, kan ligeledes ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet skal hertil bemærke, at det ikke skal tillægges betydning, hvorvidt klageren har personlige præferencer for, hvilken medlemsstat, der skal behandle vedkommendes asylsag, idet dette vil stride imod formålet med Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlæn-dingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Østr/2023/8/mlvt
Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Kroatien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Kroatien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Dan-mark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Kroatien, herunder risikoen for push-backs og nægtelse af adgang til asylproceduren. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenæv-net blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i vinteren 2022/2023] blev registreret som asylansøger i Kroatien og herefter er udrejst af Kroatien, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Det følger herefter af Dublinforordningens artikel 20, stk. 5, at Kroatien som det første land, der blev ind-givet ansøgning om international beskyttelse til, som udgangspunkt er forpligtet til at tilbagetage klage-ren med henblik på at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Kroatien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 20, stk. 5, og at Kroatien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Kroatien [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågæl-dende bestemmelse. DRC har gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark under henvisning til de generelle forhold for asylansøgere i Kroatien, herunder risikoen for push-backs og nægtelse af adgang til asylproceduren, samt at klageren ved overførsel til Kroatien vil være i reel risiko for at blive udsendt til Rusland i strid med princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet bemær-ker hertil, at der ikke er grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i modtageforholde-ne i Kroatien, at en overførsel af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet skal i den forbindelse henvise til AIDA’s ”Country report: Croatia, 2021 Update”, udgivet i april 2022, side 79-102, som indeholder en beskrivelse af modtageforholdene i Kroatien. Af side 52 fremgår videre, at Dublin-returnees ikke op-lever udfordringer ved adgangen til modtage-centrene, når disse ikke tidligere har fået afslag i Kroati-en. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren har forklaret, at grænsepolitiet talte grimt til klageren, og at han følte, at de var respektløse over for ham, kan derfor ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes i øvrigt, at der ikke er oplysninger om, at klageren har klaget over de påbe-råbte forhold. Klageren må derfor henvises til at klage til en overordnet myndighed i Kroatien, såfremt han skulle opleve problemer med myndighedspersoner i landet. For så vidt angår asylproceduren i Kroatien bemærker Flygtningenævnet, at denne ifølge de baggrundsoplysninger, som nævnet er i be-siddelse af, er behæftet med visse mangler. Dette er navnlig kommet til udtryk i forbindelse med, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i de seneste par år har truffet afgørelse i flere sager ved-rørende Kroatiens praksis om at nægte adgang til asylproceduren gennem anvendelsen af push-back ved landets grænser samt myndighedernes brug af uforholdsmæssig magtanvendelse ved grænsen, herunder i dom af 18. november 2021 i sagen M.H. mfl. mod Kroatien (sagsnr. 15670/18 og 43115/18). Flygtningenævnet bemærker videre, at der fortsat verserer en række sager ved menneske-rettighedsdomstolen, herunder S.B. mfl. mod Kroatien (sagsnr. 18810/19). Af de foreliggende bag-grundsoplysninger kan der henvises til AIDA’s rapport, hvoraf blandt andet fremgår på side 24-25: “According to the Danish Refugee Council (DRC), 9,114 persons have been pushed back from Croa-tia to Bosnia and Herzegovina (BiH) in 2021, including vulnerable categories (UASC, families with children, women) out of which a significant number of individuals were subject to chain refoulement. […]. The Ombudsperson for Children reported that 256 children were pushed back in 2021 according to data provided by the Border Violence Monitoring Net-work's. […] Families with children and unac-companied children were returned without conducting an individual procedure, thus denying them the right to international protection, even though persons expressed their intention to seek asylum. The Centre for Peace Studies (CPS) also reported that push backs practices and denying access to asylum continued in 2021. 48 CPS reported that the practice of denying access to the asylum system and ille-gal expulsion along with the frequent use of violence are the most problematic aspects in relation to access to the international protection system. […]” I forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2023 forklarerede klageren, at hans indrejse i Kroatien fra Bosnien-Herzegovina ikke havde været forbundet med særlige vanskeligheder, idet han ved grænsen blev mødt af kroatiske grænsevag-ter, der tog fingeraftryk og billede og kørte ham til en by, hvor de henviste ham til et asylcenter. Uan-set dette lægger Flygtningenævnet til grund, at asylansøgere, der indrejser fra Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande til Kroatien med henblik på at søge asyl, i et vist omfang oplever problemer med at få adgang til landets asylprocedure. Spørgsmålet er herefter, om de samme forhold gør sig gældende for Dublin-returnees, herunder om klageren ved en overførsel fra Danmark til Kroatien som Dublin-returnee vil have adgang til en reel asylsagsbehandling. Af DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Te-marapport: Kroatien – Modtageforhold for Dublin-returnees”, udgivet i januar 2022, fremgår på side 4: ”CPS [Centre for Peace Studies] oplyser, at der har været rapporteret om, at nogle ansøgere, der er blevet Dublin-overført til Kroatien, har oplevet push-back til Bosnien-Herzegovina, selvom de ikke tidligere har haft et ophold der. CPS oplyser yderligere, at det er sikrest at informere en NGO i Kroati-en om en kommende overførsel, således at denne kan monitorere, at vedkommende faktisk forbliver i Kroatien. CPS tilføjer, at situationen med push-backs er blevet bedre efter Lighthouse Reports i okto-ber 2021 udgav artikler om situationen i Kroatien. Det har i forbindelse med udarbejdelsen af denne rapport ikke været muligt at få disse oplysninger om push-backs af Dublin-returnees bekræftet fra an-dre kilder.” Det fremgår endvidere af Swiss Refugee Councils tysksprogede rapport ”Polizeigewalt in Bulga-rien und Kroatien: Konsequenzen für Dublin-Überstellungen”, udgivet den 13. september 2022, at det ikke kan udelukkes, at Dublin-returnees, ligesom asylansøgere, der indrejser i Kroatien fra tred-jelande, vil blive udsat for vold og push-back i strid med EMRK artikel 3. Swiss Refugee Council har i rapporten på baggrund heraf anmodet EU’s medlemsstater om at suspendere overførslen af asylansø-gere til Kroatien. Det fremgår imidlertid af AIDA’s rapport på side 52: ”Applicants who are returned from other Member States in principle do not face any obstacles to access the procedure for granting international protection in Croatia. However, those who had left Croatia before the end of procedure and therefore had their case suspended, have to re-apply for international procedure (if they wish) once they return to Croatia, and thereby re-enter their initial procedure, in line with Article 18(2) of the Dublin III Regulation.” Af DRC Dansk Flygtningehjælps rapport fremgår endvidere, at det kroatiske indenrigsministerium har oplyst, at Dublin-returnees ikke har problemer med adgang til asylsystemet eller modtageforhold. Flygtningenævnet bemærker derudover, at det af Freedom House’s rapport ”Freedom in the World 2023” udgivet i marts 2023, fremgår, at push-back sker i mindre omfang end tidligere. Videre bemærker Flygtningenævnet, at det ifølge DRC Dansk Flygtningehjælp udelukkende har været muligt at få oplysninger om push-backs af Dublin-returnees bekræftet af én kilde, jf. oven-for. Kroatien har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af ansøgere, herunder tjetjenske ansøgere, om en sådan beskyttelse i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Uanset de foreliggende oplysninger om push-back fra Kroatien til Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande finder Flygtningenævnet ikke, at der er grund til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren i Kroatien, at det kan be-grunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer, herunder tjetjenere, der har søgt og er ble-vet registreret som asylansøgere i Kroatien, og som bliver overført i henhold til Dublinforordningen. I forhold til den konkrete sag bemærkes, at klageren [i vinteren 2022/2023] blev registreret som asylan-søger i Kroatien, og at han blev henvist til og indkvarteret på et asylcenter. Endvidere bemærkes, at Kroatien [i foråret] 2023 som nævnt også har accepteret at tage klageren tilbage. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Kroatien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Kroatien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. For så vidt angår det påberåbte om, at klageren som tjetjener er særlig udsat for at blive nægtet adgang til asylproceduren, finder Flygtningenævnet heller ikke, at dette kan føre til, at hans asylsag skal behandles i Danmark. Der henvises i den forbindelse til det ovenfor anførte, herunder at det for-modes, at de kroatiske myndigheder vil behandle klagerens sag i overensstemmelse med kravene i de internationale konventioner, som landet har tiltrådt. Herefter, og da der endvidere ikke foreligger så-danne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, idet det bemærkes, at oplysningerne om klagerens sundhedspro-blemer ikke kan føre til en anden vurdering, finder Flygtningenævnet efter en gennemgang af sagen ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Efter de foreliggende oplysninger om, at der i et vist omfang sker push-backs fra Kroatien til Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande, og at det efter baggrundsoplysningerne ikke fuldstændig udelukkes, at det også gælder Dublin-returnees, forudsætter Flygtningenævnet endvidere, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren til Kroatien indhenter en garanti fra de kroatiske myndigheder om, at klagerens sag tages under realitetsbehandling i Kroatien i overensstemmelse med dets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser, såfremt en overførsel fra Kroatien til en anden medlemsstat i medfør af Dublinforordningen ikke finder sted. Dub-Kroa/2023/11
Nævnet stadfæstede i august 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Kroatien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Kroatien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Dan-mark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Kroatien, herunder risikoen for push-backs og nægtelse af adgang til asylproceduren, samt klageren helbredstilstand. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reg-lerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i foråret] 2023 har søgt om international beskyttelse i Kroatien og herefter er udrejst af Kroatien, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Det følger herefter af Dublinforordningens artikel 20, stk. 5, at Kroatien som det første land, hvor der blev indgivet en ansøgning om international beskyttelse, som udgangs-punkt er forpligtet til at tilbagetage klageren med henblik på at afgøre, hvilken medlemsstat der er an-svarlig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Kroatien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 20, stk. 5, og at Kroatien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens an-søgning om international beskyttelse. Det bemærkes hertil, at Kroatien [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har som deres primære påstand gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark under henvisning til de generelle forhold, herunder risikoen for push-backs og nægtelse af adgang til asylproceduren, særligt for personer accepteret i medfør af Dublinforordningens artikel 20, stk. 5, er af en sådan karakter, at det udgør systemfejl jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, jf. EU Charterets artikel 4, 18 og 19. DRC Dansk Flygtningehjælp har som deres subsidiære påstand gjort gældende, at klagerens sag skal realitetsbehandles i Danmark, jf. Dublinforordningens art. 17, stk. 1, jf. præamblens pkt. 15 og 17, samt Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i modtageforholdene i Kroatien, at en overførsel af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som de-fineret i EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet skal i den forbindelse henvise til AIDA’s ”Country Report: Croatia, 2022 Update”, udgivet i juni 2023, side 82-104, som indeholder en beskrivelse af modtageforholdene i Kroatien. Af side 53 fremgår videre, at Dublinreturnees ikke oplever udfordrin-ger ved adgangen til modtagecentrene, når disse ikke tidligere har fået afslag i Kroatien. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren har forklaret, at han i forbindelse med, at han krydsede grænsen til Kroatien blev udsat for vold af grænsepolitiet, at han ikke efterfølgende blev tilset af en læge samt, at han blev frihedsberøvet, hvorunder han blev nægtet vand, mad og toiletforhold, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at klageren til sin oplys-nings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2023 har oplyst, at han ikke har klaget over de anførte forhold. Klageren må derfor, såfremt han ved en tilbagevenden til Kroatien fortsat oplever problemer med grænsepolitiet, henvises til at klage til den relevante overordnede myndighed i Kroatien. Flygtningenævnet finder endvidere, at det anførte om klagerens helbredsmæssige forhold, herunder at han har det svært psykisk, har daglig hovedpine, smerter under øjnene og i tindingerne samt at han muligvis har hepatitis B og hæmorider, ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtninge-nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af AIDA’s rapport på side 94 ff., at asylansøgere i hen-hold til kroatisk lovgivning har adgang til akut lægehjælp samt nødvendig behandling af alvorlige syg-domme og alvorlige psykiske lidelser, og at særligt sårbare grupper har ret til psykosocial støtte og bi-stand i pressede situationer. Ligeledes fremgår det af rapporten, at lægehjælp er tilgængelig i modtage-centrene og på sundhedscentre i Zagreb og Kutina, og at der ved asylregistreringen finder en hel-bredsmæssig screening sted med lægetjek samt samtale med psykolog eller socialrådgiver fra Kroatisk Røde Kors for at vurdere den enkeltes behov og identificere sårbarheder. Tilsvarende oplysninger fremgår af DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Temarap-port: Kroatien – Modtageforhold for Dub-lin-returnees”, udgivet i januar 2022. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende klagerens psykiske helbred, herunder at han har det svært efter at have været udsat for seksuelle overgreb i Iran og har modtaget psykologbehandling herfor i Danmark er indgået i Flygtningenævnets vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at nævnet er opmærksom på oplysningerne om, at navnlig adgan-gen til behandling for psykiske lidelser er vanskelig, og at der ifølge Swiss Refugee Council’s rapport fra december 2021 ”Situation for asylum seekers and beneficiaries of protection with mental health problem in Croatia” er mangel på passende psykologisk og psykiatrisk hjælp til blandt andet Dublin-returnees, da de ikke falder inden for kategorien akutte tilfælde, men i stedet har behov for kontinuer-lig psykologisk behandling. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at de for nævnet liggende oplys-ninger om klagerens helbredsmæssige forhold sammenholdt baggrundsoplysningerne kan føre til, at der ikke kan se overførsel af klageren til Kroatien. For så vidt angår asylproceduren i Kroatien bemær-ker Flygtningenævnet, at denne ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger, er behæftet med visse mangler. Dette er navnlig kommet til udtryk i forbindelse med, at Den Europæiske Menne-skerettigheds-domstol i de seneste par år har truffet afgørelse i flere sager vedrørende Kroatiens prak-sis om at nægte adgang til asylproceduren gennem anvendelsen af push-back ved landets grænser samt myndighedernes brug af uforholdsmæssig magtanvendelse ved grænsen, herunder i dom af 18. no-vember 2021 i sagen M.H. mfl. mod Kroatien (sagsnr. 15670/18 og 43115/18). Flygtningenævnet be-mærker videre, at der fortsat verserer en række sager ved menneskerettighedsdomstolen, herunder S.B. mfl. mod Kroatien (sagsnr. 18810/19). Flygtningenævnet lægger efter de for nævnet foreliggende bag-grundsoplysninger til grund, at asylansøgere, der indrejser fra Bosnien-Hercegovina og andre tredje-lande til Kroatien med henblik på at søge asyl, i et vist omfang oplever problemer med at få adgang til landets asylprocedure. Uanset de foreliggende oplysninger om push-backs fra Kroatien finder Flygt-ningenævnet imidlertid ikke, at der er grund til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asyl-proceduren i Kroatien, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer, der har søgt om asyl og er blevet registreret som asylansøgere i Kroatien, og som bliver overført i henhold til Dublinforordningen. Der kan i den forbindelse henvises til AIDA’s rapport, side 53, vedrørende forholdene for Dublin-returnees, hvoraf fremgår, at: ”Applicants who are returned from other Member States in principle do not face any obstacles to access the procedure for granting international protec-tion in Croatia. However, those who had left Croatia before the end of procedure and therefore had their case sus-pended, have to re-apply for international procedure (if they wish) once they return to Croatia, and thereby re-enter their initial procedure, in line with Article 18(2) of the Dublin III Regula-tion”. Af DRC Dansk Flygtningehjælps rapport fremgår endvidere, at det kroatiske indenrigsministeri-um har oplyst, at Dublinreturnees ikke har problemer med adgang til asylsystemet eller modtagefor-hold. Flygtningenævnet bemærker derudover, at det af Freedom House’s rapport ”Freedom in the World” udgivet i marts 2023, fremgår, at push-back sker i mindre omfang end tidligere. Tilsvarende oplysninger fremgår af AIDA’s rapport. Flygtningenævnet bemærker desuden, at Kroatien har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grund-læggende rettigheder. Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlems-staterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af ansøgere om en sådan beskyttel-se i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventio-ner, herunder princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet finder således på baggrund af oven-stående ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Kroatien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at over-føre klageren til Kroatien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det forhold, at DRC Dansk Flygtningehjælp har anført, at klageren har forklaret, at han som LGBT+-person i Serbien oplevede at blive udsat for både vold og chikane på grund af sin seksualitet, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet nærværende afgørelse vedrører overførsel til Kroatien. Flygtninge-nævnet bemærker herved og som netop anført ovenfor, at Kroatien forventes at overholde sine inter-nationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement, hvorfor klageren ved en overførsel til Kroatien ikke er i risiko for at blive overført til Serbien, såfremt han der vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse og overgreb. Herefter, og da der heller ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, finder Flygtningenævnet efter en gennemgang af sagen ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Under hensyn til oplysningerne om klagerens helbredsmæssige fysiske og psykiske helbreds-forhold, forudsætter Flygtningenævnet, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsen-delse af ham underretter de kroatiske myndigheder om hans særlige behov, herunder relevante hel-bredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Efter de foreliggende oplysninger om, at der i et vist omfang sker push-backs fra Kroatien til Bosnien-Hercegovina og andre tredjelande, og at det efter baggrundsoplysningerne ikke fuldstændig kan ude-lukkedes, at det også gælder Dublinreturnees, forudsætter Flygtningenævnet endvidere, at Hjemrejse-styrelsen forud for en overførsel af klageren til Kroatien indhenter en garanti fra de kroatiske myndig-heder om, at klagerens sag tages under realitetsbehandling i Kroatien i overensstemmelse med dets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser, såfremt en overførsel fra Kroatien til en anden medlems-stat i medfør af Dublinforordningen ikke finder sted.” Dub-Kroa/2023/10/sahe
Nævnet stadfæstede i august 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] og katolik fra Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren støttede aktivt i perioden fra 2009 til 2011 MLC og deltog i nogle forskellige protestmarcher imod den tidligere præsident Kabila. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo frygter de generelle forhold, og at myndighederne vil slå ham ihjel. Han har til støtte herfor oplyst, at han ikke kan tage tilbage til Goma, Nordkivu, da folk bliver slået ihjel, og der ikke er fred og ro. Man kan ikke udtrykke sig frit og de, som sidder på magten, krænker menneskerettighederne. Man kan blive fængslet for at modsætte sig regeringen, og man kan blive opsøgt af myndighederne, hvis man protesterer. Flygtningenævnet lægger på baggrund af det oplyste om ansøgerens tilhørs- og bopælsforhold i DR Congo til grund, at ansøgeren asylretligt skal vurderes i forhold til Kinshasa. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen af [dato i sommeren] 2022 forklaret, at han er født i Kinshasa, hvor han boede med sin mor. Han boede i en kort periode i 1997 med sin mor i [kommune A i distrikt i Kinshasa] og [kommune B i distrikt i Kinshasa], hvorefter de flyttede tilbage til Kinshasa, da det var deres hjem. I perioden fra 2011 til 2019 boede han med sin mor i Goma i Nordkivu. I slutningen af 2019 flyttede han tilbage til Kinshasa, hvor han boede indtil han flyttede til [andet land] i 2021 for at studere. Han har for Flygtningenævnet forklaret, at han fik pas udstedt på legal vis gennem Udenrigsministeriet, hvor han oplyste sin bopælsadresse hos farens ven i Kinshasa, hvilket således var myndighederne bekendt. Han har endelig til mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han har overvejet at gifte sig med sin kæreste, der bor i Kinshasa. Flygtningenævnet finder således ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren asylretligt skal vurderes i forhold til Goma i Nordkivu, hvor det må lægges til grund, at der for tiden består en tilstand omfattet af EMRK artikel 3 alene ved den blotte tilstedeværelse i områderne. Flygtningenævnet kan i øvrigt ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har således forklaret divergerende og udbyggende på helt centrale punkter vedrørende sit asylmotiv. Han har under nævnsmødet udbyggende forklaret, at han ved demonstrationer til støtte for MLC i perioden fra 2009 til 2011 blev udsat for vold og trusler af politiet, ligesom han har forklaret, at han var medlem af MLC og med til at arrangere demonstrationerne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund og finder, at det alene må bero på ansøgerens egen formodning, at han skulle befinde sig i en asylrelevant situation omfattet af udlændingelovens § 7 på baggrund af hans aktiviteter frem til 2011 til fordel for MLC, der i øvrigt nu er indgået i koalition med regeringen i DR Congo. Ansøgeren har yderligere forklaret udbyggende, idet han ikke tidligere for Udlændingestyrelsen har oplyst om sit asylmotiv vedrørende hans fars familie, der angiveligt skulle have mistanke om, at hans mor skulle have [slået faren ihjel] i [årstal før flytning til Goma i Norkivu], og at familien derfor skulle efterstræbe ansøgeren. Ansøgeren har til mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han boede hos sin fars ven i perioden 2019 – 2021, og at de aldrig talte om, at ansøgerens fars familie troede, at ansøgerens mor havde [slået faren ihjel]. Flygtningenævnet finder derfor, at det må bero på ansøgerens egen formodning, at han ved en hjemrejse til DR Congo skulle blive efterstræbt af sin fars familie. Det beror på ansøgerens egen formodning, at hans ophold i Nordkivu i perioden fra 2011 til 2019 skulle medføre, at han ville være i risiko for mistanke om at være tilknyttet en oprørsgruppe ud fra princippet om imputed political opinion. Flygtningenævnet bemærker herunder, at ansøgeren udrejste legalt ved at få udstedt pas i 2021. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han befinder sig i en asylretlig situation omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” demo/2023/12 /DH
Nævnet hjemviste i august 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald vedrørende en kvindelig statsborger fra Bosnien. Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk bosnisk og muslim fra [by], Bosnien-Hercegovina. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren 1992/93], og at hun [i foråret] 1993 blev meddelt opholdstilladelse efter § 1 i lov nr. 933 af 18. november 1992 om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien. [I sommeren] 1995 blev klageren meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 2012 udrejste til Bosnien-Hercegovina. Klageren udrejste for at vende tilbage til sit hjemland sammen med sin ægtefælle. Klageren indrejste i Danmark [i vinteren 2021/22] og indgav ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse [i vinteren 2022/23]. [I foråret] 2022 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, og § 17 a, stk. 1, nr. 1, og § 17 a, stk. 2. Som begrundelse herfor henviste styrelsen til, at klageren efter at have underskrevet en erklæring om frivilligt frafald af sin opholdstilladelse er returneret til sit hjemland som led i repatriering og efter en forlængelse af fortrydelsesfristen med 12 måneder har opholdt sig i hjemlandet i mere end 24 på hinanden følgende måneder. Fristen for at fortryde repatrieringen udløb herefter [efteråret] 2014. Endvidere fandt styrelsen ikke grundlag for at meddele dispensation fra bortfaldet af opholdstilladelsen efter udlændingelovens 17, stk. 3. Flygtningenævnet bemærker, at afgørelser om bortfald af opholdstilladelse skal være i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig EMRK artikel 8. En vurdering heraf er ikke indeholdt i Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det følger af udlændingelovens § 32 a, at en afgørelse om bortfald af opholdstilladelse tillige skal indeholde en afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, hvis denne ikke udrejser frivilligt, jf. udlændingelovens § 31. Udlændingestyrelsen har ikke truffet afgørelse herom i forbindelse med den materielle afgørelse i bortfaldssagen. Det tilføjes, at forhold af betydning for de ovennævnte vurderinger er indeholdt i klagerens ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse indgivet [vinteren 2022/23], men disse forhold er efter det oplyste ikke nærmere belyst og som nævnt heller ikke inddraget i forbindelse med Udlændingestyrelsens afgørelse af sagen. Der henvises herom blandt andet til Flygtningenævnets beretning for 2022, side 329 og 352. Flygtningenævnet finder endvidere, at der i forbindelse med nævnets behandling af sagen ved de fremsendte advokatindlæg med bilag og klagerens uddybende forklaring for nævnet er fremkommet en række nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning for sagen, som ikke er indgået i Udlændingestyrelsens behandling og afgørelse af sagen, herunder navnlig om klagerens og hendes afdøde ægtefælles helbredsmæssige forhold under opholdet i Bosnien-Hercegovina i perioden 2012-2021, om klagerens modsætningsforhold til og mulige konflikt med personer fra det serbiske flertal i samme periode, om klagerens aktuelle tilknytning til henholdsvis Danmark og Bosnien-Hercegovina og om klagerens personlige forhold i øvrigt. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at hensynet til at træffe en materiel rigtig afgørelse og at sikre muligheden for en to-instansbedømmelse af det samlede prøvelsesgrundlag tilsiger, at sagen – uanset det hidtidige og meget langvarige sagsforløb – hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på en fornyet vurdering i første instans, hvilket klageren og repræsentanten for Udlændingestyrelsen efter drøftelse og sagens omstændigheder i øvrigt ikke har udtalt sig imod.” Bosn/2023/2/MSAI
Nævnet stadfæstede i august 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Albanien. Indrejst 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk albaner og muslim af trosretning fra Albanien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Albanien frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle og dennes familie eller af sin [familiemedlem A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes [familiemedlem B] i [måned i vinteren 2013/2014] arrangerede, at hun, imod sin og sin mors vilje, skulle køres til [andet land] for at blive gift med en [mand fra et andet land]. Ansøgeren fandt efterfølgende ud af, at hendes ægtefælle havde betalt 7000 euro for hende. Under sit ophold i [andet land] blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb af sin ægtefælle, dennes [to af ægtefællens familiemedlemmer], ligesom ansøgeren blev tvunget til at arbejde i marken og i huset. I [efteråret] 2014 lykkedes det ansøgeren og hendes mor at overtale ansøgerens ægtefælle til, at ansøgeren kunne tage på besøg i Albanien. Ansøgeren tog efter besøget ikke tilbage til [andet land] og stoppede kontakten med sin ægtefælle og dennes familie. Ansøgeren anmodede efterfølgende om skilsmisse fra sin ægtefælle, og ægtefællens familie svarede, at hun ikke ville få en skilsmisse, før hun tilbagebetalte de 7000 euro, som familien havde betalt for hende. I [foråret/sommeren] 2015 opsøgte ansøgerens svigerfamilie og bekendte ansøgerens bopæl, mens hun ikke var hjemme. Ansøgeren flygtede efter en kort periode ud af Albanien. Ansøgeren hørte rygter om, at hendes [familiemedlem A] ville komme til Albanien og slå hende ihjel, da [familiemedlem A] mente, at hun havde krænket sin families ære ved at blive gift med en [mand fra et andet land] og søge skilsmisse. [familiemedlem A] havde to år forinden skåret ansøgeren i [kropdel] med en kniv, fordi der gik rygter om, at hun var blevet set med fremmende mænd i byen. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv om at være handlet til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren af sin [familiemedlem B] og [familiemedlem A] i [måned i vinteren 2013/2014] blev handlet til en mand, [ægtefælle], bosat i [andet land] for 7.000 euro, og at ansøgeren efterfølgende blev gift med [ægtefælle]. Ansøgeren blev af [ægtefælle] og hans families side udsat for fysiske overgreb, ligesom hun skulle arbejde dels i marken dels med at udføre huslige pligter. I [efteråret] 2014 fik ansøgeren af sin ægtefælle lov til at rejse til Albanien for at besøge sin familie, og ansøgeren valgte ikke at returnere til [andet land], idet hun stoppede kontakten og søgte om skilsmisse. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2023 truffet afgørelse om, at ansøgeren er menneskehandlet. Flygtningenævnet lægger som tidligere nævn til grund, at oplysningerne om, at ansøgerens [familiemedlem A] ville opsøge hende for at dræbe hende beror på rygter. For flygtningenævnet har ansøgeren forklaret udbyggende om dette asylmotiv, og denne forklaring er divergerende på centrale punkter herunder om tidspunktet og årsagen til et overfaldt fra sin [familiemedlem A]. Ansøgeren har således til Udlændingestyrelsen i 2015 forklaret, at hun havde hørt, at hendes [familiemedlem A] i 2015 var på vej til Albanien for at dræbe hende. Ansøgeren har tillige forklaret, at hendes [familiemedlem A] overfaldt hende 2 år forinden, da hun gik i skole, og at [familiemedlem A] i den forbindelse skar i hendes [andet kropsdel], idet han sagde, at hun var luder og prostitueret og gik med fremmede mænd. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hendes [familiemedlem A] truede med at slå hende ihjel, da hun ønskede skilsmisse fra [ægtefælle] efter at være rejst til Albanien fra [andet land i 2014], og at han tillige i [vinteren] 2015 overfaldt hende og skar hende med en kniv i [andet kropsdel], da hun havde krænket familiens ære ved at bede om skilsmisse. [familiemedlem A] blev herefter anholdt men bestak sig til en løsladelse, hvorefter han udrejste af Albanien. Ansøgeren har for Flygtningenævnet tillige forklaret, at hun var i Albanien indtil [sommeren] 2015, hvor hun udrejste, da hun havde hørt, at hendes [familiemedlem A] ville komme og slå hende ihjel. Om divergenserne ansøgeren forklaret afglidende, og at de beror på tolkefejl. Ansøgeren har tillige forklaret divergerende omkring sin alder og om, hvordan anmeldelsen til politiet omkring menneskehandlen blev afvist. Ansøgeren har dels oplyst, at hun er født i [midt 1990’ern], og at hun blev tvangsgift i 2014, da hun var [16-18] år gammel og mindreårig. Ansøgeren har herom forklaret, at divergensen omkring hendes alder skyldes, at hun i Albanien ikke er blevet registeret med en korrekt fødselsdato. Samtidig har ansøgeren for Flygtningenævnet forklaret, at sagen ved anklagemyndigheden blev opgivet som følge af en fejl og korruption. Af et dokument fra anklagemyndigheden i [by] dateret [efteråret] 2015 fremgår det, at sagen blev lukket på grund af manglende beviser. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hendes [familiemedlem A] eller andre fra familien efterstræber hende og vil slå hende ihjel, og at hun som følge heraf er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder det i øvrigt påfaldende, at ansøgeren fortsat skulle modtage mange beskeder, opkald og venneanmodninger på sociale medier fra sin tidligere ægtefælle, [ægtefælle], eller personer med tilknytning til ham. Uanset dette kan Flygtningenævnet ikke afvise, at ansøgeren har en konflikt med sin tidligere ægtefælle og dennes familie. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at der er tale om en privatretlig konflikt af kriminel karakter. Spørgsmålet er således, om ansøgeren vil kunne opnå tilstrækkelig beskyttelse hos de albanske myndigheder i forhold til denne konflikt. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren efter hjemkomsten fra [andet land] til Albanien i 2014 opsøgte det lokale politi og anmeldte overgrebene, og at myndighederne i Albanien behandlede hendes anmeldelse, men at den blev opgivet som følge af manglende beviser. Flygtningenævnet lægger således til grund, at myndighederne i Albanien har udvist evne og vilje til at hjælpe hende. Efter baggrundsoplysningerne, herunder blandt andet rapport Country Policy and Information Note, Albania: Actors of Protection, December 2022 fremgår det: ”In general protection is avaliable” og videre under punkt 2.3.6. om korruption at. ”The government has introduced measures to combat corruption in the police, including vetting senior officiers, while the Ministry of Interior’s Service for Internal Affairs and Complaints investigated complaints of police abuse and corruption. I samme rapport under punkt 2.1.1 fremgår det: “There is a functioning judicial system, with the European Commission assessing that good progress had been made in justice reform. Due process guarantees are appropriate, with the right to a fair and public trial without delay and the presumption of innocence until proven guilty, amongst others, and the government generally respects these rights.” Og videre under punkt 2.1.2 “The European Commission considered that there are challenges for the judicial system, including lengthy proceedings and a low clearance rate; however, progress is being made to accelerate the number of cases being heard and determined. Sources note there continues to be corruption within the system; however, the government continued to vet judges and prosecutors, dismissing those with unexplained wealth or links to organised crime. The European Commission reported that the ongoing judicial reforms are reducing political influence in the judicial system.” Samtidig fremgår det af rapport Home Office, Country Police and Information Note: Albania, Human Trafficking fra februar 2023 under punkt 4.1.2: “Both the US State Department and Freedom House acknowledge that Albania is making progress in addressing trafficking. The government continues to investigate, prosecute and convict traffickers. Whilst conviction numbers are low, this can be due to a range of factors, and not necessarily indicative of an inability or unwillingness on the part of the state.” Om forholdene for personer, der har været handlet fremgår det blandt af samme rapport under punkt 11.1.6 ‘[…] victims who required services not available in one shelter were referred to another shelter within the coalition. NCATS and the government provided assistance to all official and potential victims in both 2021 and 2020, including food, mental health counselling, legal assistance, health care, educational services, employment services, assistance to victims’ children, financial support, long-term accommodation, social activities, vocational training, and post-reintegration follow-up. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ikke vil kunne opnår den fornødne myndighedsbeskyttelse ved en tilbagevenden til Albanien. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Albanien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Alba/2023/3/sme
Nævnet meddelte i august 2023 opholdstilladelse til en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2016-2017] Deres klient, den afghanske statsborger [A], født [i 1995-1990], samt hendes medfølgende barn, [B], født [i 2015-2020], afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. [I vinteren 2017-2018] stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2016-2017]. [I sommeren 2023] har De søgt Flygtningenævnet om genoptagelse af sagen. [I sommeren 2023] har Flygtningenævnet besluttet at genoptage sagen, idet nævnet har vurderet, at Deres klient samt mindreårige barn er omfattet af praksisændringen af 30. januar 2023, hvorved Flygtningenævnets koordinationsudvalg besluttede, at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har besluttet at behandle sagen ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. Det fremgår af sagen, at Deres klient indrejste i Danmark [i vinteren 2015-2016] uden gyldig rejselegitimation og indgav ansøgning om asyl den samme dag. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at situationen i Afghanistan har udviklet sig betydeligt siden Talibans magtovertagelse i medio august 2021, herunder hvad angår forholdene for kvinder og piger. Flygtningenævnet kan i den sammenhæng henvise til DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Afghanistan Conference - The Human Rights Situation after August 2021”, udgivet den 30. december 2022, hvoraf fremgår, at menneskerettighedssituationen er blevet væsentligt forværret siden august 2021, og at kvinders rettigheder er blevet indskrænket betydeligt, herunder hvad angår deres adgang til det offentlige liv. Yderligere kan der henvises til Human Rights Watch World Report 2023 – Afghanistan, udgivet den 12. januar 2023, hvoraf fremgår: “Since taking power, the Taliban have imposed a growing list of rules and policies that comprehensively prevent women and girls from exercising their fundamental rights, including to expression, movement, work, and education affecting virtually all their rights, including to life, livelihood, shelter, health care, food, and water.” Endelig fremgår det af en rapport fra European Union Agency for Asylum (EUAA), Country Guidance: Afghanistan, udgivet den 24. januar 2023, at situationen for kvinder og piger i Afghanistan er af en sådan karakter, at den udgør forfølgelse: ”Risk analysis: The accumulation of various measures introduced by the Taliban, which affect the rights and freedoms of women and girls in Afghanistan, amounts to persecution. Such measures affect their access to healthcare, work, freedom of movement, freedom of expression, girls' right to education, among others. Some women and girls in Afghanistan may also face other forms of ill-treatment amounting to persecution (e.g. forced marriage, such as child marriage, honour-based violence). For women and girls in Afghanistan, well-founded fear of persecution would in general be substantiated.” På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige dette udgangspunkt. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af den konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at [A] og Deres klients mindreårige barn, [B], skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2023/57/TMLO
Nævnet meddelte i august 2023 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk pashto og sunnimuslim af trosretning fra [by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, idet han har boet i Danmark i mange år og fordi han føler sig vestlig. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han har boet i Danmark siden 2013, og han derved vil blive beskyldt for at være spion for Danmark. Ansøgerens familie er blevet slået ihjel under et bombeangreb, da nogle talibanere var hjemme hos ansøgerens familie. Ansøgeren mistede sin [familiemedlemmer A og B] under bombeangrebet, hvor [familiemedlemmer C, D og E] forsvandt. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv henvist til, at ansøgeren føler sig som vestliggjort grundet hans livsstil og tøjstil, og fordi han går op i de danske værdier og normer, hvorfor han vil skille sig ud og have svært ved at tilpasse sig ved en tilbagevenden til Afghanistan. Ansøgeren har under sagen forklaret konsistent og overbevisende om sine forhold, og Flygtningenævnet lægger i det væsentlige hans forklaring til grund. Nævnet lægger således til grund, at hans [familiemedlemmer A og B] blev dræbt under et bombeangreb mod deres hjem, hvor hans [familiemedlemmer C, D og E] forsvandt. Ansøgeren udrejste herefter som [12-15-årig] sammen med sin [familiemedlem F] til [land], hvor ansøgeren boede i de efterfølgende år inden han som [16-18-årig] blev familiesammenført til sin [familiemedlem F], som havde fået opholdstilladelse i Danmark. Med samme begrundelse som anført i Udlændingestyrelsen, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren efter at være kommet til Danmark har modtaget telefonopkald fra personer i hans hjemområde i Afghanistan med tilknytning til Taliban, som har truet ham, herunder til at sende penge til dem. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse som følge af hans fars eller andre familiemedlemmers eventuelle tidligere forbindelse med Taliban, som kom i deres hjem forud for bombeangrebet, herunder at Taliban muligt har været af den opfattelse, at hans far har haft noget med bombeangrebet at gøre. Med hensyn til spørgsmålet om vestliggørelse fremgår det af tilgængelige baggrundsoplysninger, at situationen for personer, der opfattes som vestliggjort, skal vurderes i lyset af Talibans magtovertagelse. Den individuelle vurdering af, om der er en rimelig grad af sandsynlighed for, at asylansøgeren vil blive udsat for forfølgelse, bør yderligere tage højde for risikopåvirkende omstændigheder, herunder ansøgerens alder og muligheden for at tilpasse sig nugældende sociale restriktioner i Afghanistan efter Talibans magtovertagelse. Ansøgeren var [12-15 år], da han sammen med sin onkel flygtede fra Afghanistan. Han var [16-18] år, da han senere blev familiesammenført med sin [familiemedlem F] i Danmark. Han var således næsten voksen, da han kom til Danmark, hvorfor der på den ene side er en vis sandsynlighed for, at han vil kunne indpasse sig ved en tilbagevenden til Afghanistan, hvor han har boet indtil [12-15-års] alderen, og hvor han kan tale sproget. Ansøgeren har på den anden side ikke længere familie eller andet netværk i Afghanistan, som vil kunne støtte og hjælpe ham ved en tilbagevenden. Han har boet i Danmark i 10 år, og har gået [et antal] år på sprogskole og [et antal] år i folkeskole, hvor han har taget [udskoling] og [fag] i [udskoling]. Han har sideløbende hermed haft fritidsarbejde, og senere fast ansættelse i en butik, hvor han har arbejdet på fuld tid i næsten [et antal] år. Han dyrker sport i sin fritid, og har en stor omgangskreds af venner, herunder etniske danskere og andre. Han har i disse 10 år, hvor han har boet i Danmark, levet et ungdomsliv på danske præmisser og en vestlig livsstil. Han har endvidere tillært sig dansk i et sådant omfang, at nævnsmødet har været afviklet på dansk, og hvorunder han har fremtrådt på en måde, hvorpå han på væsentlige punkter må anses for integreret i det danske samfund. Efter en samlet vurdering af disse forhold – og henset til den aktuelle udvikling i Afghanistan, hvor situationen har udviklet sig betydeligt efter, at Taliban har overtaget magten – finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har tilegnet sig en sådan vestlig livsstil, at han ikke vil kunne genoptage sit liv i Afghanistan uden at påkalde sig Talibans opmærksomhed. Han vil derfor ved en tilbagevenden til Afghanistan være i risiko for forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2023, således at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2023/56/juri
Nævnet omgjorde i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2016. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk pashtun og muslim fra [A]-provisen, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren [i vinteren 16/17] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klagerens advokat [A] har [i foråret] 2023 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han tidligere fik asyl som forfulgt af såkaldte agents of persecution. Taliban har overtaget magten, og at der herefter er tale om risiko for myndighedsforfølgelse, hvorfor klageren ifølge nævnets praksis er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Henset til den aktuelle udvikling i Afghanistan finder Flygtningenævnet, at situationen i Afghanistan efter Udlændingestyrelsens afgørelse [af vinteren 16/17] har udviklet sig betydeligt, idet Taliban siden medio august 2021 har overtaget magten i Afghanistan. Flygtningenævnet kan blandt andet henvise til Udlændingestyrelsens notat ”Afghanistan, recent developments in the security situation, impact on civilians and targeted individuals” udgivet i september 2021 og Landinfos temanotat om Afghanistan, ”Talibans maktovertakelse”, udgivet den 2. september 2021. Da Udlændingestyrelsen i sin afgørelse af [vinteren 16/17] meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2 på baggrund af klagerens konflikt med Taliban, og henset til Talibans nylige magtovertagelse, ændrer nævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 16/17], således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2023/49/juri
Nævnet stadfæstede i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Bulgarien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Bulgarien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til mangler i det bulgarske asylsystem, modtageforholdene og klagerens risiko for at blive udsat for grov vold samt frihedsberøvelse under dårlige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Bulgarien og herefter er udrejst af Bulgarien, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Bulgarien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Bulgarien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Bulgarien [i efteråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det forhold, at klageren i Danmark har [tre familiemedlemmer], og at klageren altid har kendt dem, og at de er meget tætte, bemærker nævnet, at de oplyste herboende familiemedlemmer ikke er omfattet af familiebegrebet i forordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at der ikke er nogen ekstraordinære omstændigheder i relationen mellem klageren og hans herboende familie, som skulle begrunde at hans asylsag tages under behandling i Danmark i medfør forordningens artikel 17, stk. 1. Vedrørende det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte angående klagerens subjektive frygt for sit liv, fordi han har en uoverensstemmelse med to menneskesmuglere, som klageren har anmeldt til det bulgarske politi, og som han frygter, de som hævn vil slå ham ihjel for, finder Flygtningenævnet, at det beror på klagerens egen formodning, at de pågældende menneskesmuglere stadig befinder sig i Bulgarien, og at de skulle interessere sig for klageren. Nævnet bemærker i forlængelse heraf, at klageren må henvises til at søge de bulgarske myndigheders beskyttelse, som må antages at have vilje og evne til at beskytte klageren, såfremt klageren stadig skulle frygte at blive opsøgt af pågældende menneskesmugler. Asylproceduren og de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Bulgarien er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger behæftet med visse mangler. Flygtningenævnet finder imidlertid efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren eller i modtageforholdene i Bulgarien, at overførsel af klageren til Bulgarien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder eller artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det af Landinfos rapport ”Bulgaria: Asylsystemet” af 14. marts 2022 fremgår, at Dublin-returnees som udgangspunkt ikke møder nogen forhindringer i forhold til at indrejse i Bulgarien, jf. også AIDA’s landerapport ”Country Report: Bulgaria”, 2021 update, s. 39. I forlængelse heraf bemærkes, at det af Landinfos rapport ”Bulgaria: Asylsystemet” af 14. marts 2022, s. 6, fremgår, at såfremt "den returnerte har en ikke avgjort asylsøknad i Bulgaria, eller behandlingen blev avbrutt fordi søkeren forsvant, bliver vedkommende transportert til asylmottak i regi af SAR [State Agency for Refugees] … I begge tilfeller er saken ikke endelig avgjort, og kan derfor gjenopptas …". Endvidere fremgår af rapporten s. 7, at Dublin-returnees i almindelighed ikke har problemer med at få sagen genoptaget ved returnering til Bulgarien, hvis sagen ikke er blevet endelig afgjort, jf. også AIDA’s landerapport ”Country Report: Bulgaria”, 2021 update, s. 39 f. og s. 62. Om forholdene på de såkaldte asylmodtagelsescentre (”reception centers”) henvises til Landinfos rapport ”Bulgaria: Asylmottak og interneringssentre” af 28. april 2022, s. 2 ff., der indeholder en beskrivelse af bl.a. belægningsprocenten, tilbud om modtageplads, beboernes rettigheder samt standarden på modtagelsescentrene. Det skal i den sammenhæng bemærkes, at Dublin-returnees, der har modtaget et endeligt afslag på asyl i Bulgarien, "is transferred to one of the immigration detention facilities, usually to the Busmanti detention centre in Sofia, or to the Lyubimets detention centre near the Turkish border", jf. AIDA’s landerapport ”Country Report: Bulgaria”, 2021 update, s. 39. I forlængelse heraf skal det fremhæves, at der af CoE-CPT’s rapport ”Report on the treatment of inmates at border police establishments and immigration detention facilities based on visit from 10 to 17 December 2018” af 11. juni 2019 fremgår bl.a. følgende om detentionscentrene i Busmantsi og Lyubimets: ”Some improvements to material conditions were observed by the delegation at Busmantsi and Lyubimets Homes since the CPT’s previous visits. In particular, the premises in Busmantsi (including communal toilets and showers) had been repainted and some new furniture and bedding provided, and in Lyubimets the unit for women and families had been partially refurbished, as well as some of the communal toilets and showers. Further, both Homes were cleaner than in the past although bedbugs had not been completely eradicated. There were also less problems with access to hygiene items, sanitary materials for women and nappies for infants, although the delegation did hear a few complaints; further, some detained foreign nationals complained that they had received no toothbrush and no towel, and that they had to buy products to clean their dormitories. Overall, conditions were better than previously, also thanks to the fact that both establishments were operating well below their official capacities.” Om forbedringerne af forholdene i detentionscentrene kan der også henvises til Landinfos rapport ”Bulgaria: Asylmottak og interneringssentre” af 28. april 2022, s. 8 f. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Bulgarien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Bulgarien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at det kan føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst blandt andet, at han i Bulgarien blev udsat for vold af de bulgarske myndigheder samt fængslet i 15 dage eller 1 måned. Hvis klageren i forbindelse med en tilbagevenden til Bulgarien måtte blive udsat for vold eller lignende, må klageren henvises til at rette henvendelse herom til de relevante overordnede bulgarske myndigheder. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Bulg/2023/1/EEB
Nævnet stadfæstede i august 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk [etnicitet] og [muslim]. Klageren er født og opvokset i [bydel A], [by A], Syrien. Efter klageren blev gift i [1970’erne] flyttede hun til byen, [by B], hvor hun boede indtil 2012/2013, hvorefter hun flyttede til [bydel B], Syrien, hvor hun boede frem til sin udrejse i 2015. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har dog oplyst, at hun har deltaget i fredelige demonstrationer i Syrien. Udlændingestyrelsen meddelte den [i foråret] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de syriske myndigheder, idet hendes ægtefælle og børns familienavn er [efternavn] samt fordi, hun oprindeligt kommer fra [bydel A]. Klageren har endvidere som asylmotiv til, at hun frygtede de syriske myndigheders hævngerninger, fordi hun udrejste af Syrien under borgerkrigen. Endelig henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold. Klageren har til støtte for sin frygt for de syriske myndigheder oplyst, at myndighederne efterstræbte personer med familienavnet [efternavn], idet flere familier fra [by C] gjorde oprør mod myndighederne, da mange børn blev slået ihjel ved krigens udbrud. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes søn blev tilbageholdt to gange af de syriske myndigheder på grund sit familienavn. Klageren har yderligere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at deres bopæl blev ransaget af de syriske myndigheder, hvorunder myndighedspersonerne udsatte klageren for vold samt forgreb sig seksuelt på hendes [familiemedlem A]. Endelig har klageren oplyst, at de syriske myndigheder angreb personer fra [bydel A], idet myndighederne har mødt modstand fra befolkningen i byen samt fordi, byen var kontrolleret af [væbnet oprørshær]. Under forlængelsessagen i 2019 henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de syriske myndigheder, idet hun var udrejst illegalt. Klageren oplyste yderligere, at hendes [familiemedlem B] samt [familiemedlem C] blev arresteret efter hun udrejste af Syrien, som følge af klagerens og hendes søns udrejse af Syrien. Kort tid efter deres tilbageholdelse afgik de begge ved døden. Endelig har klageren som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede myndighederne, idet hendes søn, [navn], har unddraget sig militærtjeneste. Udlændingestyrelsen har den [i sommeren] 2023 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at de syriske myndigheder fortsat efterstræber hendes familie på grund af hendes udrejse af Syrien. Klageren har ligeledes henvist til, at hendes to [familiemedlemmer] blev dræbt af de syriske myndigheder, som følge af deres familienavn, [familienavn]. Endelig har klageren oplyst, at hun har deltaget i flere fredelige demonstrationer. Flygtningenævnet skal indledningsvis tage stilling til, om der kan meddeles klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at klageren ved sin oplysnings-og motivsamtale den [i foråret] 2016 alene henviste til de generelle forhold i Syrien, som begrundelse for sin asylansøgning. Hun afviste således udtrykkeligt, at hun havde haft nogle konflikter med myndighederne. Ved samtale den [i sommeren] 2019 forklarede klageren yderligere, at to af hendes [familiemedlemmer] var blevet dræbt i Syrien og at dette skyldtes modsætningsforhold til myndighederne. Hun forklarede endvidere, at hun frygtede de generelle forhold i Syrien og at hun frygtede at vende tilbage, fordi hendes søn var deserteret fra militærtjeneste. For så vidt angår hendes personlige forhold gentog hun, at hun ikke på noget tidspunkt havde haft konflikter med de syriske myndigheder. Ved samtale den [i vinteren 2021/2022] forklarede hun imidlertid at hun havde deltaget i adskillige demonstrationer mod styret i Syrien. Hun oplyste, at hun havde båret skilte og at der i øvrigt var tale om fredelige demonstrationer. Ved mødet i Flygtningenævnet dags dato har hun imidlertid forklaret, at hun under de pågældende demonstrationer har kastet med [kasteskyts], og at hun er overbevist om, at dette er myndighederne bekendt, da sådanne demonstrationer normalt blev fotograferet. Hun forklarede endvidere, om end meget uklart, at hun havde været tilbageholdt. Herudover har hun henvist til, at hun har hjulpet sin søn, [navn], med at udrejse af Syrien, selvom han var indkaldt til militærtjeneste. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om hendes politiske aktiviteter i Syrien til grund. Flygtningenævnet henviser til, at klagerens forklaringer i høj grad har været udbyggende, spændende fra, at hun ikke havde haft nogle personlige konflikter med myndighederne, til at hun har deltaget i demonstrationer og anvendt kasteskyts. For så vidt angår sønnens værnepligtsforhold har denne selv forklaret, ved samtale [i foråret] 2016, at han ikke er blevet indkaldt til militærtjeneste, men at han tværtimod udtrykkeligt er fritaget, hvilket også fremgår af hans militærbog. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt klageren risikerer forfølgelse på grund af familienavnet [familienavn] bemærker Flygtningenævnet, at oplysningerne om, at personer med dette navn skulle være i særlig risiko for forfølgelse, er helt uunderbyggede. Dette skal sammenholdes med, at klageren ifølge sin forklaring i 2016 udrejste legalt af Syrien på gyldigt pas, og at to af hendes [familiemedlemmer] fortsat bor i [bydel B]. For så vidt angår klagerens forklaring om, at to af hendes [familiemedlemmer] er blevet dræbt på grund af modsætningsforhold til styret i Syrien bemærker Flygtningenævnet, at det beror på klagerens egen formodning, at [familiemedlemmer] konflikter vil have betydning for hendes egne forhold. Endvidere har hun klageren forklaret udbyggende og divergerende herom. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således ikke – heller ikke efter en kumulative vurdering af de ovennævnte forhold og ved inddragelse af det forsigtighedsprincip, der anvendes ved risikovurdering, herunder i forhold til indrejse i Syrien – at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2. Vedrørende spørgsmålet om klageren kan meddeles fortsat opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, henviser Flygtningenævnet til Udlændingestyrelsens afgørelse af [i sommeren] 2023, side [sidenumre], idet Flygtningenævnet kan tiltræde det af Udlændingestyrelsen anførte. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser henviser Flygtningenævnet til det af Udlændingestyrelsen anførte i førnævnte afgørelse side [sidenumre], idet Flygtningenævnet kan tiltræde de af Udlændingestyrelsen anførte. Særligt vedrørende klagerens afhængighed af hendes herboende børn bemærker Flygtningenævnet, at det oplyste om omfanget af den hjælp klageren modtager ikke dokumenterer et sådant afhængighedsforhold, at det kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at klageren har to voksne [børn], der er bosat i [bydel B]. Klageren har på forespørgsel om disse [børn] ville kunne hjælpe hende ved en tilbagevenden til Syrien, ikke villet forholde sig hertil. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Syri/2023/60/Saba
Nævnet meddelte i september 2023 opholdstilladelse K-status til en statsborger fra Uganda. Ind-rejst i 2016. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og kristen fra [by A], Uganda. Ansøgeren henviste som asylmotiv under den oprindelige asylsagsbehandling til, at [ansøgeren] ved en tilbagevenden til Uganda frygtede at blive fængslet eller slået ihjel af de ugandiske myndigheder, fordi [ansøgeren] er bi-seksuel. Ansøgeren henviste endvidere til, at [ansøgeren] ved en tilbagevenden til Uganda fryg-tede at blive slået ihjel af lokalbefolkningen eller af [familiemedlem A, B og C], fordi [ansøgeren] er biseksuel. Ansøgeren oplyste til støtte herfor, at [ansøgeren] allerede som barn tænkte på, at [ansøgeren] godt kunne lide [personer af samme køn]. Da ansøgeren var [i midt 20’erne] år, blev [ansøgeren] bekendt med, at en [person af samme køn], som ansøgeren gik i gymnasiet med, var homoseksuel. Ansøgeren talte derfor med [personen af samme køn], og de aftalte at mødes. De mødtes imidlertid ikke efterfølgende, da [personen af samme køn] flyttede fra området kort tid efter. Da ansøgeren var [i slut 20’erne] år, indledte [ansøgeren] et forhold til en [person af samme køn], som [ansøgeren] mødtes med en gang om ugen. Ansøgeren havde et forhold til denne [per-son] i omkring fire år, men forholdet stoppede, da [personen] fik problemer på grund af sin sek-sualitet og var nødsaget til at flygte. Da ansøgeren var [i starten af 30’erne], indledte [ansøgeren] et forhold til en [person af det modsatte køn]. Ansøgeren blev indledte forholdet til [personen af det modsatte køn], fordi [ansøgerens] familie pressede [ansøgeren] til at blive gift. Ansøgeren har efterfølgende fået [1-3] børn med [personen af det modsatte køn]. I slutningen af [et år i starten af 2010’erne] begyndte ansøgeren at få problemer med sin familie. [Tre af] ansøgerens [familie-medlemmer] ønskede, at ansøgeren skulle forlade familiens bopæl, og de truede derfor med at forgifte ansøgeren. En dag havde ansøgerens [familiemedlem A og B] lavet majsgrød, som de serverede for ansøgeren, men [ansøgeren] opdagede, at de havde kommet rottegift i grøden. Omkring et til halvandet år efter ansøgerens [familiemedlem A og B] forsøgte at forgifte [ansø-geren], blev ansøgeren angrebet af [familiemedlem C]. Ansøgeren var på vej hjem, da [ansøgeren] mødte [familiemedlem C], men da ansøgeren så [familiemedlem C], flygtede ansøgeren. Da an-søgeren løb derfra, kunne [ansøgeren] mærke, at noget ramte [ansøgeren] i ryggen, og da [ansøge-ren] kom til en nærliggende landsby, opdagede [ansøgeren], at [ansøgeren] var blevet ramt af et spyd. Ansøgeren kontaktede [familiemedlem D] og landsbyrådet for at fortælle om episoden, men ingen troede på [ansøgeren]. Ansøgeren levede efterfølgende i skjul i omkring halvandet år, hvorefter [ansøgeren] udrejste af Uganda [i foråret] 2016. Ansøgeren har gentaget sine oprindeli-ge asylmotiver. Ansøgeren har yderligere oplyst, at [ansøgeren] under sit ophold i Danmark er blevet diagnosticeret med [en kronisk sygdom], og at [ansøgeren] ved en tilbagevenden til Ugan-da ville være nødsaget til at kontakte de ugandiske sundhedsmyndigheder for at få behandling for sin sygdom. Ansøgeren frygter på den baggrund, at de ugandiske myndigheder vil få kenskab til [ansøgerens] seksuelle orientering, og at [ansøgeren] vil blive fængslet eller slået ihjel. Flygt-ningenævnet lagde i afgørelsen [fra vinteren 2018/2019] – på baggrund af ansøgerens forklaring – til grund, at ansøgeren er biseksuel, og at [ansøgeren] har levet som biseksuel i Uganda i en år-række. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren ikke har haft problemer med myndighederne, mens [ansøgeren] opholdt sig i Uganda. Flygtningenævnet tilsidesatte imidlertid ansøgerens forklaring om sine konflikter i Uganda som konstrueret og utroværdig. Nævnet anfør-te bl.a., at ansøgeren havde forklaret divergerende, undvigende og udetaljeret, og at dette ikke kunne anses begrundet i de lægelige oplysninger om ansøgerens helbredsmæssige habitus. Flygt-ningenævnet finder, at ansøgerens forklaring for nævnet i forbindelse med genoptagelsessagen ikke kan føre til en anden vurdering med hensyn til de af ansøgeren anførte konkrete konflikter i Uganda. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring fortsat fremstår udetaljeret og diver-gerende og til dels udbyggende. Flygtningenævnet tilsidesætter således ansøgerens forklaring om, at [ansøgeren] forud for sin udrejse havde konflikter i Uganda. Det kan fortsat lægges til grund, at ansøgeren er biseksuel, og det kan endvidere lægges til grund, at [ansøgeren] er [diag-nosticeret med en kronisk sygdom]. Flygtningenævnet henviser til beskrivelsen i nævnets afgørel-se [fra vinteren] 2019 vedrørende den generelle situation for LGBT-personer i Uganda. I maj 2023 har parlamentet i Uganda – godkendt og tiltrådt af præsidenten – vedtaget ”The Anti-Homosexuality Act”, der kriminaliserer bl.a. seksuel aktivitet mellem personer af samme køn. Det fremgår endvidere af lovens § 14, at der er en strafbelagt pligt for personer til at foretage anmel-delse til politiet, hvis vedkommende har viden eller rimelig mistanke om, at en person har gjort sig skyldig i eller vil begå ” the offence of homoseksuality or any other offence of this act”. Flygtningenævnet bemærker, at kriminaliseringen af seksuel aktivitet mellem personer af samme køn efter praksis ikke er en omstændighed, der i selv kan give grundlag for at meddele opholds-tilladelse efter udlændingelovens § 7. I vurderingen af, om ansøgeren har et beskyttelsesbehov, må det også indgå, hvorledes regelsættet faktisk håndhæves. Allerede før indførelsen af den nævnte lov fremgik det af baggrundsoplysningerne, jf. herved nævnets afgørelse [fra vinteren] 2019, at homoseksuelle i Uganda er i risiko for at blive udsat for diskrimination, trusler og over-greb, navnlig fra lokalbefolkningens side, hvilken risiko navnlig er til stede for personer, hvis sek-suelle identitet er ”outwardly visible”. Flygtningenævnet finder, at situationen for LGBT-personer i Uganda som følge af den indførte lov må anses at være forværret mærkbart. Flygtnin-genævnet lægger herved vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om en stigning i myn-dighedernes anholdelser af homoseksuelle, ligesom der er rapporteret om en betydelig stigning i antallet af andre overgreb mv. på homoseksuelle. Flygtningenævnet finder, at det ikke på nuvæ-rende tidspunkt er muligt at fastslå, hvorledes den i Uganda indførte lov vil blive håndhævet med hensyn til gennemførelse af straffesager mv. I en situation som den foreliggende, hvor det må lægges til grund, at ansøgerens seksuelle observans er kendt af [ansøgerens] familie og lokal-befolkningen i Uganda, og hvor ansøgeren [har en kronisk sygdom], og derfor har et behand-lingsbehov, må der efter Flygtningenævnets opfattelse derfor anlægges en forsigtig vurdering af, om ansøgeren har et beskyttelsesbehov efter Udlændingelovens § 7. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at [ansøgeren] ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af § 7, stk. 1. Flygtningenæv-net meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” ugan/2023/4/leuds
Nævnet omgjorde i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte:Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2012, og at han [i vinteren] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Opholdstilladelsen er blevet forlænget i 2018, 2020 og 2022. Klageren har [i foråret] 2023 klaget til Flygtningenævnet, der har forstået klagen som en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor blandt andet oplyst, at han har haft ansættelse som [rang] i den afghanske hær, at han har deltaget i kampoperationer mod Taleban og andre terrorgrupper, og at han under udførelse af sine pligter er blevet angrebet af terrorister flere gange, og at hans [kropsdel] er blevet ramt. Henset til den aktuelle udvikling i Afghanistan finder Flygtningenævnet, at situationen i Afghanistan efter Udlændingestyrelsens afgørelse [i vinteren 2013-2014] har udviklet sig betydeligt, idet Taliban siden medio august 2021 har overtaget magten i Afghanistan. Flygtningenævnet kan blandt andet henvise til Udlændingestyrelsens notat ”Afghanistan, recent developments in the security situation, impact on civilians and targeted individuals”, udgivet i september 2021, og Landinfos temanotat om Afghanistan, ”Talibans maktovertakelse”, udgivet i september 2021. Flygtningenævnet har efter tilladelsesresolutionen af [vinteren 2013-2014] lagt til grund, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse af [vinteren 2013-2014] har meddelt klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, blandt andet på baggrund af klagerens konflikt med Taliban. Henset til Talibans nylige magtovertagelse ændrer nævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2013-2014], således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Afgh/2023/60/eeb
Nævnet meddelte i august 2023 opholdstilladelse til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Sagen er sambehandlet med løbenr. Afgh/2023/54/flfr. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet meddelte [i foråret] 2017 Deres klient, den afghanske statsborger [A], født [i 1995-2000], opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. [I vinteren 2022/2023] har De på vegne af Deres klient søgt om genoptagelse af Deres klients asylsag med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. De har i klagen blandt andet henvist til, at Deres klient er født i Afghanistan og er etnisk afghaner, samt at Deres klient er kvinde og derfor risikerer forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. De har endvidere henvist til referatet af ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 samt de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan, herunder DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Afghanistan Conference – The Human Rights Situation after August 2021”, udgivet den 30. december 2022, Human Rights Watch World Report 2023 – Afghanistan, udgivet den 12. januar 2023 og EUAA’s Country Guidance, udgivet den 24. januar 2023. Flygtningenævnet har besluttet at behandle sagen ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at situationen i Afghanistan har udviklet sig betydeligt siden Talibans magtovertagelse i medio august 2021, herunder hvad angår forholdene for kvinder og piger. Flygtningenævnet kan i den sammenhæng henvise til DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Afghanistan Conference - The Human Rights Situation after August 2021”, udgivet den 30. december 2022, hvoraf fremgår, at menneskerettighedssituationen er blevet væsentligt forværret siden august 2021, og at kvinders rettigheder er blevet indskrænket betydeligt, herunder hvad angår deres adgang til det offentlige liv. Yderligere kan der henvises til Human Rights Watch World Report 2023 – Afghanistan, udgivet den 12. januar 2023, hvoraf fremgår: “Since taking power, the Taliban have imposed a growing list of rules and policies that comprehensively prevent women and girls from exercising their fundamental rights, including to expression, movement, work, and education affecting virtually all their rights, including to life, livelihood, shelter, health care, food, and water.” Endelig fremgår det af en rapport fra European Union Agency for Asylum (EUAA), Country Guidance: Afghanistan, udgivet den 24. januar 2023, at situationen for kvinder og piger i Afghanistan er af en sådan karakter, at den udgør forfølgelse: ”Risk analysis: The accumulation of various measures introduced by the Taliban, which affect the rights and freedoms of women and girls in Afghanistan, amounts to persecution. Such measures affect their access to healthcare, work, freedom of movement, freedom of expression, girls' right to education, among others. Some women and girls in Afghanistan may also face other forms of ill-treatment amounting to persecution (e.g. forced marriage, such as child marriage, honour-based violence). For women and girls in Afghanistan, well-founded fear of persecution would in general be substantiated.” På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige dette udgangspunkt. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af den konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at Deres klient skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen.” Afgh/2023/55/flfr
Nævnet meddelte i august 2023 opholdstilladelse til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Sagen er sambehandlet med løbenr. Afgh/2023/55/flfr. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet meddelte [i foråret] 2017 Deres klient, den afghanske statsborger [A], født [i 1955-1960], opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. [I vinteren 2022/2023] har De på vegne af Deres klient søgt om genoptagelse af Deres klients asylsag med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. De har i klagen blandt andet henvist til, at Deres klient er født i Afghanistan og er etnisk afghaner, samt at Deres klient er kvinde og derfor risikerer forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. De har endvidere henvist til referatet af ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 samt de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan, herunder DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Afghanistan Conference – The Human Rights Situation after August 2021”, udgivet den 30. december 2022, Human Rights Watch World Report 2023 – Afghanistan, udgivet den 12. januar 2023 og EUAA’s Country Guidance, udgivet den 24. januar 2023. Flygtningenævnet har besluttet at behandle sagen ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at situationen i Afghanistan har udviklet sig betydeligt siden Talibans magtovertagelse i medio august 2021, herunder hvad angår forholdene for kvinder og piger. Flygtningenævnet kan i den sammenhæng henvise til DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Afghanistan Conference - The Human Rights Situation after August 2021”, udgivet den 30. december 2022, hvoraf fremgår, at menneskerettighedssituationen er blevet væsentligt forværret siden august 2021, og at kvinders rettigheder er blevet indskrænket betydeligt, herunder hvad angår deres adgang til det offentlige liv. Yderligere kan der henvises til Human Rights Watch World Report 2023 – Afghanistan, udgivet den 12. januar 2023, hvoraf fremgår: “Since taking power, the Taliban have imposed a growing list of rules and policies that comprehensively prevent women and girls from exercising their fundamental rights, including to expression, movement, work, and education affecting virtually all their rights, including to life, livelihood, shelter, health care, food, and water.” Endelig fremgår det af en rapport fra European Union Agency for Asylum (EUAA), Country Guidance: Afghanistan, udgivet den 24. januar 2023, at situationen for kvinder og piger i Afghanistan er af en sådan karakter, at den udgør forfølgelse: ”Risk analysis: The accumulation of various measures introduced by the Taliban, which affect the rights and freedoms of women and girls in Afghanistan, amounts to persecution. Such measures affect their access to healthcare, work, freedom of movement, freedom of expression, girls' right to education, among others. Some women and girls in Afghanistan may also face other forms of ill-treatment amounting to persecution (e.g. forced marriage, such as child marriage, honour-based violence). For women and girls in Afghanistan, well-founded fear of persecution would in general be substantiated.” På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige dette udgangspunkt. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af den konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at Deres klient skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen.” Afgh/2023/54/flfr
Nævnet meddelte i august 2023 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Soma-lia. Sagen er sambehandlet med Soma/2023/17 og Soma/2023/18. Indrejst i 2014. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren tilhører klanen [A], subklanen [B], familieklanen [C] og er sunnimuslim fra [by], [regi-on], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisa-tioner eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet hun har modsat sig tvangsægteskab med et medlem af al-Shabaab. Klageren giftede sig i stedet med sin nuværende ægtefælle. Klageren har til støtte herfor oplyst, at klagerens far efterfølgende blev slået ihjel af al-Shabaab, og at klageren og klagerens ægtefælle har været tilbageholdt af al-Shabaab i den forbin-delse. Klageren har videre henvist til, at hun frygter, at klagerens datter vil blive tvangsomskåret mod klagerens vilje. Klageren har som asylmotiv under genoptagelsessagen fortsat henvist til fryg-ten for, at klagerens datter ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive tvangsomskåret. Kla-geren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hendes børn som følge af deres opvækst i Dan-mark er blevet vestliggjort. Udlændingestyrelsen har under nævnsmødet nedlagt påstand om hjem-visning og subsidiært stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingestyrelsen har til støtte for hjemvisningspåstanden henvist til, at der efter styrelsens afgørelse i 2017 er fremkommet nye baggrundsoplysninger i form af Udlændingestyrelsens rapport Somalia – Female Genital Muti-lation (FGM), udgivet i februar 2021. [Klagerens advokat] har påstået, at sagen ikke hjemvises og i øvrigt omgørelse af Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at hjemvise sagen alene som følge af, at der er fremkommet nye baggrundsoplysninger. Udlændinge-styrelsens påstand om hjemvisning tages derfor ikke til følge. Flygtningenævnet bemærker om risikoen for omskæring, at det fremgår af de nyere baggrundsoplysninger, herunder Udlændinge-styrelsens rapport Somalia – Female Genital Mutilation (FGM), udgivet i februar 2021, EUAA’s Country Guidance: Somalia (June 2022) og UNICEF’s publikation Towards ending harmful prac-tices in Africa (June 2022), at 98-99 % af pigerne i Somalia omskæres. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerens ældste datter er blevet omskåret. Flygtningenævnet bemærker herefter, at klageren ikke har gået i skole, men under nævnsmødet fremtrådte i et vist omfang ressourcestærk, mens klagerens ægtefælle, der har gået i skole i 8-10 år, og under nævnsmødet var syg og forlod dette, ikke fremtrådte ressourcestærk. Klageren og dennes ægtefælle har under sagen konsistent forklaret at være imod omskæring, men forklaret divergerende om, hvorvidt de ved en tilbageven-den til Somalia mener sig i stand til at modsætte sig presset fra familie og omgivelser mod, at de-res fælles datter bliver udsat for omskæring. Efter en samlet vurdering heraf finder Flygtningenæv-net, at det er sandsynliggjort, at der er en betydelig risiko for, at klagerens datter ved en tilbage-venden til Somalia vil blive udsat for omskæring. Klagerens datter opfylder derfor betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor som en konsekvens af familieforholdet klageren opholdstilladelse i medfør af ud-lændingelovens § 7, stk. 1.” Soma/2023/17/mlvt
Nævnet meddelte i august 2023 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger samt fire børn fra Somalia. Sagen er sambehandlet med Soma/2023/17 og Soma/2023/18. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren tilhører klanen [A], subklanen [B], familieklanen [C] og er sunnimuslim fra [region], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisatio-ner eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, idet han har arbejdet for [organisation]. An-søgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi ansøgerens bror har skudt to personer. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at ansøgerens børn vil blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab, og at ansøgerens datter vil blive tvangsomskåret mod ansø-gerens vilje. Ansøgeren har som asylmotiv under genoptagelsessagen fortsat henvist til frygten for, at ansøgerens datter ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive tvangsomskåret. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at ansøgerens børn som følge af deres opvækst i Danmark er blevet vestliggjort. Udlændingestyrelsen har under nævnsmødet nedlagt påstand om hjemvis-ning og subsidiært stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingestyrelsen har til støtte for hjemvisningspåstanden henvist til, at der efter styrelsens afgørelse i 2017 er fremkommet nye baggrundsoplysninger i form af Udlændingestyrelsens rapport Somalia – Female Genital Muti-lation (FGM), udgivet i februar 2021. [Ansøgerens advokat] har påstået, at sagen ikke hjemvises og i øvrigt omgørelse af Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at hjemvise sagen alene som følge af, at der er fremkommet nye baggrundsop-lysninger. Udlæn-dingestyrelsens påstand om hjemvisning tages derfor ikke til følge. Flygtningenævnet bemærker om risikoen for omskæring, at det fremgår af de nyere baggrundsoplysninger, herunder Udlændin-gestyrelsens rapport Somalia – Female Genital Mutilation (FGM), udgivet i februar 2021, EUAA’s Country Guidance: Somalia (June 2022) og UNICEF’s publikation Towards ending harmful prac-tices in Africa (June 2022), at 98-99 % af pigerne i Somalia omskæres. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens ældste datter er blevet omskåret. Flygtningenævnet bemærker herefter, at ansøgerens ægtefælle ikke har gået i skole, men under nævnsmødet fremtrådte i et vist omfang ressourcestærk, mens ansøgeren, der har gået i skole i 8-10 år, og under nævnsmødet var syg og forlod dette, ikke fremtrådte ressourcestærk. Ansøgeren og dennes ægtefælle har under sagen kon-sistent forklaret at være imod omskæring, men forklaret divergerende om, hvorvidt de ved en til-bagevenden til Somalia mener sig i stand til at modsætte sig presset fra familie og omgivelser mod, at deres fælles datter bliver udsat for omskæring. Efter en samlet vurdering heraf finder Flygtningenævnet, at det er sandsynliggjort, at der er en betydelig risiko for, at ansøgerens datter ved en tilbagevenden til Somalia vil blive udsat for omskæring. Ansøgerens datter opfylder derfor betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor som en konsekvens af familieforholdet ansøgeren og de med-følgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Soma/2023/16/mlvt
Nævnet stadfæstede i august 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borge fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim fra [by A]. Ansøgeren har oplyst at være uden klan-tilhørsforhold. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller orga-nisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter grupperinger i forbindelse med sin fars konflikt. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hans fars bolig er blevet beskudt mens faren befandt sig i boligen, og ansøgeren frygter de personer, som beskød boligen. Han ved ikke, hvem farens konflikt var med, eller hvornår konflikten startede. Hans far vil ikke fortælle, hvem det er, men ansøgeren tror, at det er en militsgruppering. Ansøge-ren har derudover henvist til, at han har en generel frygt for militsgrupperinger, idet han har boet mange år i Europa og da han frygter, at grupperne vil tvangsrekruttere ham. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter den generelle sikkerhedssituation i Somalia. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens far har fået opholdstilladelse som kvoteflygtning, jf. udlændingelovens § 8, stk. 3. Det fremgår af akterne vedrørende farens asylsag, at han før sin udrejse af Somalia var ansat i en bank, og ikke som forklaret af ansøgeren, i militæret. Faren og ansøgerens onkel har ikke i forbindelse med deres asylsager forklaret, at de i Somalia har haft konflikter med individuelle per-soner eller grupper. Det er endvidere oplyst, at faren tilhører [klan A], der er en af de store klaner i Somalia. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Soma-lia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Der er ikke grund til at antage, at det angreb, som blev rettet mod ansøgerens fars bolig, var begrundet i et in-dividuelt modsætningsforhold til bestemte personer eller grupper, jf. ovenfor. Angrebet må efter det oplyste formodes at være en konsekvens af de almindelige krigshandlinger i området på det tidspunkt. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgerens far eller onkel har haft et sådant modsætningsforhold i Somalia, at dette kan have konsekvenser for ansøgeren ved en tilbagevenden hertil. Det bemærkes i øvrigt, at det angreb der førte til, at faren og onklen fik opholdstilladelse i Danmark fandt sted i [2005-2008]. Det må endvidere lægges til grund, at ansøgeren er en helt uprofileret mand, der ikke som udgangspunkt vil påkalde sig særlig opmærksomhed ved en tilba-gevenden til Somalia. Flygtningenævnet kan i den forbindelse også henvise til det af Udlændinge-styrelsen herom anførte i afgørelse i [foråret] 2023. Yderligere bemærkes, at ansøgeren indrejste i Danmark som [10-13] årig, og er opvokset i en somalisk familie. Om den generelle sikkerhedssitu-ation i Somalia bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren er fra [by A]. [By A] er efter bag-grundsoplysningerne i det væsentlige under myndighedskontrol. Det fremgår tillige af baggrunds-oplysningerne, at angreb udført af blandt andet al-Shabaab fortrinsvist bliver rettet mod myndig-hedspersoner. Ansøgeren har påberåbt sig at være uden klantilhørsforhold. Flygtningenævnet hen-viser vedrørende dette til, hvad der ovenfor er anført vedrørende farens klantilhørsforhold. Flygt-ningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2023/15/lodu
Nævnet omgjorde i august 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrø-rende en kvindelig statsborger fra Eritrea, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er eritreisk statsborger, etnisk tigrinya og koptisk ortodoks af trosretning. Klageren er født og opvokset i [by A], [region A], Eritrea, men flyttede i 2000 til [by B], Eritrea, hvor hun boe-de indtil sin udrejse fra Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse for-eninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [sommeren] 2014, og at hun [foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, fordi hun er udrejst illegalt af Eritrea. Klageren har [for-året] 2023 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om op-holdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Under mødet i Flygtningenævnet har kla-gerens advokat nedlagt påstand om, at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af, at klagerens [barn] [A], født [vinteren] 2001, [efteråret] 2019 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet kan lægge klage-rens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren boede sammen med sin [barn] i Eritrea, og at de udrejste sammen af Eritrea, hvorefter de opholdt sig i en flygt-ningelejr i Etiopien. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren rejste til Sydsudan, hvor hun arbejdede i [8-11] måneder for at få råd til at rejse til Europa, hvorefter hun rejste til Eu-ropa og i [sommeren] 2014 indrejste i Danmark, hvor hun i [foråret] 2015 blev meddelt opholdstil-ladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgerens [barn] blev sammen med to af ansø-gerens øvrige børn familiesammenført til Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, i efteråret 2016. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at klageren og [barnet] derefter boede sammen og også boede sammen på tidspunktet, hvor [barnet] søgte om asyl i Danmark. Efter Flygtningenævnets praksis kan personer, der tilhører samme familieenhed, i visse situationer opnå konsekvensstatus som følge af deres nære familiemæssige tilknytning til hinanden. I 2019 fulgte det allerede af Flygtningenævnets praksis – vedrørende somaliske forældre til børn, der var i risiko for omskæring – at forældre som en konsekvens af børnenes opholdstilladelse i medfør af udlæn-dingelovens § 7, stk. 1, også kunne blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det følger endvidere af Flygtningenævnets praksis, at også 18-årige hjemmeboende børn sammen med forældrene og øvrige søskende udgør en familieenhed. Allerede i 2013 meddelte Flygtningenævnet et da 18-årigt afghansk barn konsekvensstatus af moderens asylstatus efter ud-lændingelovens § 7, stk. 2 (sag Afg/2013/13). Endelig følger det af Flygtningenævnets nuværende og dagældende praksis, at hvis eksempelvis ægtefæller ikke indrejser samtidig, afgøres det efter en konkret vurdering, om der kan meddeles samme asylretlige status som konsekvens af den anden ægtefælles status, hvilket også er gældende for fællesbørn, der indrejser sammen med den senest indrejste ægtefælle. Det følger endelig af Flygtningenævnets praksis, at der tillige kan meddeles asyl som konsekvens i forbindelse med et efter indrejsen opstået asylmotiv, såfremt de omhandle-de personer boede sammen på det tidspunkt, hvor asylmotivet opstod. Klageren og dennes [barn] boede sammen i Eritrea og flygtede sammen fra Eritrea til Etiopien, hvorefter klageren rejste til Sydsudan for at tjene penge til rejsen til Europa, hvilken rejse hun foretog uden sine børn på grund af risikoen ved rejsen. Efter at være meddelt asyl i Danmark søgte hun familiesammenføring med børnene, herunder [barn] [A], der derefter indrejste i Danmark. [Efteråret] 2019, hvor klagerens [barn] [A] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, var [barnet] 18 år og boede - som anført - sammen med klageren, hvilket [barnet] i øvrigt gjorde indtil [vinteren] 2021. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren derfor burde være meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, i konsekvens af [barn] [A] opholdstilladelse den [efteråret] 2019. Anerkendelsen af flygtningestatus må anses som en konstaterende retsakt, og klageren skal derfor stilles som om udlændingemyndighederne på daværende tidspunkt havde truffet den rette afgørelse. Det forhold, at klageren og [barnet] [A] ikke længere bor sammen, er efterfølgende for-hold, der ikke kan tillægges betydning. Flygtningenævnet omgør herefter Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Erit/2023/5
Nævnet stadfæstede i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1997. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk somali, tilhører hovedklanen [klan] og er sunnimuslim fra [by A], Somalia. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den [i sommeren] 1997, og at hun den [i vinteren 1997/1998] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2 (de facto status), som følge af borgerkrigen i Somalia. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren den [i sommeren] 2017 udrejste til Somalia. Klageren udrejste til Somalia, idet hendes [familiemedlem] var syg. Den [i efteråret] 2022 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, § 17 a, stk. 1, nr. 1, og § 17 a, stk. 2, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet bemærker, at klageren udrejste af Danmark frivilligt den [i sommeren] 2017 med henblik på at tage varigt ophold i Somalia. Det fremgår af sagen, at klageren forinden sin udrejse var grundigt vejledt af blandt andet DRC Dansk Flygtningehjælp om konsekvenserne af at repatriere, hvilket indebar, at hendes asylbegrundede opholdstilladelse i Danmark ville bortfalde. Klageren har først rettet henvendelse til de danske myndigheder i [efteråret] 2022, mere end fire år efter, at fortrydelsesretten i forbindelse med repatrieringen udløb. Klageren har i det væsentlige henvist til, at hun rejste tilbage til Somalia for at tage sig at sin aldrende og syge [familiemedlem]. Klageren har oplyst, at [familiemedlem] er afgået ved døden i [efteråret] 2021 og at klageren herefter i [foråret] 2022 selv blev alvorligt syg. Efter at hun nu er blevet rask, ønsker hun at vende tilbage til Danmark, hvor [antal] af hendes voksne børn er bosat. Klageren har endvidere henvist til, at hun har alvorlige helbredsproblemer, og at disse i øvrigt har været medvirkende til at forsinke hendes henvendelse til de danske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke, at de anførte forhold kan føre til at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet kan i det hele tiltræde Udlændingestyrelsens afgørelse af [i efteråret] 2022 og den heri anførte begrundelse. Flygtningenævnet finder ikke, at det af klagerens advokat i dennes indlæg af [i sommeren] 2023 anførte kan føre til en tilsidesættelse af Udlændingestyrelsens afgørelse eller til, at der i øvrigt meddeles klageren dispensation. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2023/14/Saba
Nævnet stadfæstede i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Etiopien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk tigray, muslim af trosretning og født i [bydel], [by A], Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har for Flygtningenævnet gjort gældende, at hun er eritreisk statsborger, at hun ikke har nogen tilknytning til Etiopien, og hun derfor asylretligt skal vurderes i forhold til Eritrea. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter overgreb som følge af hendes etniske tilhørsforhold. Ansøgeren frygter også at blive udsat for overgreb, idet hun er enlig kvinde med barn uden for ægteskab. Vedrørende spørgsmålet om ansøgerens statsborgerskab bemærker Flygtningenævnet, at det må lægges til grund, at ansøgeren i 2013 har oplyst til de italienske myndigheder, at hun har statsborgerskab i Etiopien. Dette er også lagt til grund af DRC Dansk Flygtningehjælp i deres anmodning om genoptagelse af ansøgerens asylsag af [i efteråret] 2022. Ansøgeren har selv gentagne forklaret, at hendes mor har fortalt hende, at hendes far var fra Etiopien. Efter de foreliggende oplysninger om de etiopiske regler vedrørende statsborgerskab, må det endvidere lægges til grund, at et barn af en etiopisk far, vil blive anset som statsborger i Etiopien. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren er født i Etiopien i [1980’erne] før Eritreas løsrivelse fra Etiopien, og også af denne grund vil blive anset som etiopisk statsborger. Uanset det af ansøgeren forklarede, lægger Flygtningenævnet i overensstemmelse med afgørelsen af [i foråret] 2021 fortsat til grund, at ansøgeren er etiopisk statsborger. Den asylrelevante bedømmelse skal derfor foretages i forhold til Etiopien. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger forhold, der kan føre til, at ansøgeren på baggrund af sin forventelige situation ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Ansøgeren har særligt henvist til, at hun som etnisk tigray og enlig kvinde uden mandligt netværk vil være i risiko for forfølgelse og overgreb, da hun som tilbagevendt fra Eritrea vil blive mistænkeliggjort som mulig agent. Ansøgeren har endvidere henvist til, at etniske tigray udsættes for forfølgelse iværksat af de etiopiske myndigheder, herunder vilkårlig frihedsberøvelse, hvilket finder sted i betydeligt omfang. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysninger til grund, at de generelle forhold i Etiopien, herunder også for etniske tigray fortsat er meget vanskelige. Der blev den 3. november 2022 indgået en fredsaftale mellem Etiopiens regering og myndighederne i Tigray. Det foreliggende baggrundsmateriale tyder dog på, at fredaftalen endnu ikke er fuldt ud implementeret, og at der fortsat forekommer alvorlige overgreb rettet mod blandt andet etniske tigray. Flygtningenævnet henviser mere generelt til blandt andet Human Rights Watch, World Report, 2023, Etiopia, udgivet januar 2023, og R2P Monitor (udgivet af det The Global Centre for the Responsibility to Protect), marts 2023. Flygtningenævnet kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke lægge til grund, at den nuværende situation i Etiopien er af sådan karakter, at enhver tigray vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundede overgreb ved en tilbagevenden. Heller ikke det forhold, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Etiopien vil være enlig kvinde uden mandlig netværk kan i sig selv føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse, herunder heller ikke efter udlændingelovens § 7, stk. 3. For så vidt angår ansøgerens individuelle forhold bemærker Flygtningenævnet at ansøgeren må anses for at være helt uprofileret i forhold til de etiopiske myndigheder. Ansøgeren har ikke opholdt sig i Etiopien i adskillige år, og hun har aldrig været politisk aktiv. Endvidere har ansøgeren forklaret, at hun taler bedre amharisk end tigray, og hun har flere gange forklaret til de danske myndigheder, at hun ikke har nogen konflikter i Etiopien. Der er herefter heller ikke holdepunkter for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. De øvrige af ansøgeren påberåbte socioøkonomiske forhold kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etio/2023/3/Saba
Nævnet stadfæstede i august 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2022. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber fra Beni Mellal i Marokko. Han har oplyst, at han tidligere var muslim, men at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de marokkanske myndigheder eller af ukendte mennesker som følge af sin mors journalistiske virke og arbejde med kvinderettigheder. Ansøgeren har til støtte for dette oplyst, at hans mor, [A], har arbejdet som journalist, men at hun nu er stoppet. Hun var i Danmark i [midten af 2010’i forbindelse med kvinderettighedskonferencen [X], hvor hun fortalte om, hvordan hun var blevet tvangsgift som [mindreårig], og at hun ville arbejde for at forhindre, at dette sker for andre piger i Marokko. Efter hendes deltagelse i konferencen, og efter hun kom tilbage til Marokko, modtog hun trusler fra privatpersoner, og hun blev tilbageholdt. Inden ansøgeren selv udrejste af Marokko, modtog han en trusler på baggrund af sin mors artikler og udtalelser. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter de marokkanske myndigheder, fordi han er udrejst illegalt af Marokko. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter de marokkanske myndigheder og andre ukendte personer, fordi han er frafaldet islam og konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han tog fra Marokko til Spanien, hvor han fik interesse i kristendommen, og hvor han besluttede sig for at frafalde islam. Efter hans ankomst til Danmark besluttede han sig for at konvertere til kristendommen. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen lægge dele af ansøgernes forklaring om sit asylmotiv til grund, men vurderer heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Marokko vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet tiltræder i det hele det, som Udlændingestyrelsen har anført vedrørende ansøgerens situation som følge af ansøgerens mors offentlige og journalistiske virke samt hendes deltagelse i en konference i Danmark i [midten af 2010’erne]. Ud over det, der er angivet af Udlændingestyrelsen, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren under en samtale med udlændingemyndighederne [i foråret] 2023 har forklaret, at moren fortløbende har optaget de mundtlige trusler, hun har modtaget fra 2016 og fremefter, og at hun har gemt såvel disse som skriftlige trusler på sin pc. Ansøgeren har, trods opfordring hertil, fortsat ikke fremlagt den efterspurgte dokumentation og heller ikke dokumentation for de trusler, han oplyser selv at have modtaget. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sin situation i Marokko, idet han under nævnsmødet har forklaret, at han selv har været tilbageholdt i lufthavnen angiveligt af de marokkanske myndigheder i et døgn, hvor han ikke fik lov at udrejse af landet til Tyrkiet, og at denne episode efter ansøgerens formodning har tilknytning til ansøgerens mors aktiviteter. Ansøgerens forklaring om episoden har desuden været ganske overordnet og har ikke fremstået overbevisende. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens konvertering til kristendommen er reel og udtryk for en indre religiøs overbevisning. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han valgte at konvertere til kristendommen, fordi hans bisidder er kristen, og at han ville have valgt at konvertere til en anden religion, hvis bisidderen havde haft en anden religion. Flygtningenævnet har herudover som Udlændingestyrelsen lagt vægt på ansøgerens særledes ringe kendskab til kristendommen og hans oplysninger om, at han aldrig har læst i biblen. Herefter og af de grunde, som Udlændingestyrelsen i øvrig har anført, stadfæstes afgørelsen.” Maro/2023/3/ehd
Nævnet stadfæstede i august 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandelig statsborger fra Iran. Ansøgeren er født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk kurder, sunni muslim af trosretning og med iransk statsborgerskab. Ansøgeren er født i Danmark og hans far kom oprindeligt fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans far blev taget til fange på grund af kamphandlinger ved den iranske/irakiske grænse af den irakiske hær, hvor han var tilbageholdt i [antal år], og at ansøgerens far var tilknyttet [militant gruppe] i [år]. Endvidere har ansøgerens far opholdt sig i [lejr]. Ansøgeren har henvist til, at der er en sandsynlighed for, at de iranske myndigheder har kendskab til disse forhold. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke kan tale farsi og kun delvist kan tale kurdisk, hvilket kan forårsage problemer for ham i Iran. Endelig har ansøgeren oplyst om, at han gerne vil forblive i Danmark sammen med sin familie, og at hans far lider af helbredsproblemer. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans fars forhold eller hans egne forhold medfører, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har for så vidt angår ansøgerens fars forhold lagt vægt på, at der er tale om forhold, der ligger mange år tilbage i tid, og at ansøgerens far ikke var politisk aktiv og ikke deltog i aktiviteter mod Iran. Flygtningenævnet henviser herunder fra skrivelsen fra UNCHR, Bagdad af [dato], hvoraf blandt andet fremgår, at ansøgerens far inden udrejsen af Iran var daglejer og uden politiske aktiviteter, at ansøgerens far blev taget til fange på grund af kamphandlinger ved den iranske/irakiske grænse, og at ansøgerens far ikke var aktiv for [militant gruppe] grundet sin fysiske beskaffenhed. Der foreligger ikke således oplysninger om politiske aktiviteter af betydning fra ansøgerens fars side før han forlod Iran. Der foreligger heller ikke oplysninger om politiske aktiviteter fra farens side, efter at han forlod Iran. Faren kan derfor ikke anses for profileret i forhold til de iranske myndigheder som modstander af styret i Iran. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han ikke har været politisk aktiv som modstander af styret i Iran. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at hans farbror fortsat bor i Iran til trods for ansøgerens fars forhold. De generelle forhold for kurdere i Iran er ikke i sig selv asylbegrundende. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering og sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2023/34/msai
Nævnet stadfæstede i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2021 idømt fængsel i to år og seks måneder for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, jf. tidligere straffelovens § 216, stk. 1 samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Uganda. Klageren er etnisk muganda og muslim fra [by], Uganda. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af politiet og lokalbefolkningen fra klagerens landsby, idet de har fundet ud af, at klageren er homoseksuel. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han var seksuelt sammen med sin ven, [vennens navn], hvorefter en mand opdagede dem og råbte af dem. Klageren løb hjem til [person], som han boede hos i [en specifik tidsperiode], hvorefter han udrejste af Uganda. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved som Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om hændelsesforløbet den dag, hvor han blev opdaget sammen med [vennens navn] - hvis udseende han ikke har kunnet beskrive eller på anden vis forklare om - og om hvorvidt hans mor var bekendt med hans seksualitet. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til det, som Udlændingestyrelsen har anført, og bemærker, at klageren heller ikke under mødet i Flygtningenævnet har kunnet forklare nærmere herom. Flygtningenævnet bemærker, at der er tale om så centrale elementer i klagerens asylmotiv, at det ikke kan føre til en anden vurdering, at der er gået flere år mellem klagerens forklaringer. Klagerens forklaring om sine forhold til mænd i Danmark og om sit medlemskab af LGBT Asylum kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens forklaring om forholdene fremstår overfladisk og udetaljeret. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at klageren er straffet for voldtægt af en kvinde. Flygtningenævnet finder i den forbindelse, at klagerens forklaring om, at han nu er biseksuel, fremstår utroværdig og som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2023/3/aalk
Nævnet meddelte i juli 2023 opholdstilladelse (K-status) til en statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2016 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2022 idømt fængsel i et år for medvirken til personfarlig kriminalitet samt overtrædelse af en række bestemmelser i knivloven og våbenbekendtgørelsen. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, men er ved [landsrettens] ankedom af [sommeren 2022] udvist med indrejseforbud i seks år, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er etnisk araber og muslim fra [by A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, idet han er udrejst af landet uden tilladelse, og fordi han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han har haft problemer ved kontrolposter i Syrien, hvor han af militærvagter blandt andet er blevet tilbageholdt, sparket og chikaneret på grund af, at han er palæstinenser. Vagterne ville have ham til at deltage i krig. Klageren ønsker ikke at aftjene militærtjeneste, idet han ikke ønsker at slå andre mennesker ihjel. Klageren har videre oplyst, at han hjemme hos [familiemedlem] i Syrien er blevet opsøgt af personer tilknyttet regeringen. Klageren har som asylmotiv derudover henvist til, at han frygter de generelle forhold i Syrien og alle aktører i Syrien, herunder Rusland og Iran. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter udlændingelovens § 31, stk. 2, må en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet tiltræder, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren. Efter udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal således foretages en proportionalitetsafvejning, hvori indgår grovheden af den begåede forbrydelse over for eventuelle særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der kan tale for at give klageren opholdstilladelse. Der skal således tages stilling til, om Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at klageren må anses for samlet set at være dømt for en særlig farlig forbrydelse i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2’s forstand. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren ved [byrettens] dom af [vinteren 2020/2021] blev fundet skyldig i medvirken til grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 23, ved - efter at [person A] blev stukket med en [våben A], så han døde - med [våben A], [våben B] og [våben C og D] at have [udøvet vold mod] drabsmanden [på kropsdele], så han pådrog sig [skader], ligesom klageren blev dømt for overtrædelse af knivloven og våbenloven ved i forening med flere andre at have besiddet [våben A], [våben B], [våben C] og [våben D] Klageren blev idømt et års fængsel og tildelt en advarsel om udvisning, der ved [landsrettens] dom af [sommeren 2022] blev ændret, således at klageren blev udvist af Danmark med et indrejseforbud gældende i seks år fra klagerens udrejse eller udsendelse. Spørgsmålet er herefter, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Der skal foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Ved vurderingen af, om klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, må der således i almindelighed foretages en konkret helhedsvurdering, og i den forbindelse må der lægges vægt på navnlig (1) karakteren og grovheden af forbrydelsen, (2) de nærmere omstændigheder, hvorunder forbrydelsen blev begået (3) længden af den konkret idømte straf, idet en idømt straf af en længere varighed skaber en formodning for, at den pågældende udlænding udgør en fare for samfundet (4) om udlændingen i øvrigt er dømt for forbrydelser i Danmark, (5) hvor lang tid siden den særligt farlige forbrydelse er blevet begået og (6) klagerens tidligere og aktuelle personlige og familiemæssige forhold, herunder oplysninger om, hvordan den pågældende har opført sig under afsoningen af fængselsstraffen samt under et eventuelt ophold på et udrejsecenter. Flygtningenævnet finder efter en konkret helhedsvurdering, at klageren ikke kan betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Flygtningenævnet lægger herved vægt på karakteren og grovheden af den pådømte kriminalitet, herunder optakten til den udøvede vold - drabet på [person A] - og klagerens begrænsede aktive deltagelse i voldsøvelsen. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at klageren hverken før [landsrettens] ankedom eller efterfølgende har udvist kriminel adfærd, der giver grundlag for at antage, at han er en fare for samfundet. Flygtningenævnet lægger videre vægt på den tid, der er gået, siden forholdene blev begået, og på oplysningerne om klagerens personlige forhold både før og efter den begåede kriminalitet og om klagerens adfærd under den aktuelle indkvartering. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor [klageren] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”Stat/2023/7/anfi
Nævnet genoptog sagen fra [foråret] 2021 på nyt mundtligt nævnsmøde i juli 2023. Flygtningenævnet meddelte opholdstilladelse (K-status) til en statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk perser og ateist fra [by] i Iran. Ansøgeren har ikke inden sin udrejse fra Iran været medlem af politiske eller religiøse foreninger, men har under sit ophold i Danmark deltaget i demonstrationer mod Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de iranske myndigheder, idet hun har været med til at arrangere demonstrationer i Danmark rettet mod de iranske myndigheder, hvilket de iranske myndigheder har fundet ud af. Ansøgeren har videre henvist til, at hendes far, som befinder sig i Iran, er blevet tilbageholdt af sikkerhedstjenesten, hvor han blev afhørt og fik fremvist billeder og videoer af ansøgeren, der befandt sig i en demonstration. Ansøgeren har også henvist til, at hendes far under afhøringen blev konfronteret med, at ansøgeren har udført politiske aktiviteter, og at han fik oplyst, at hun skal melde sig til myndighederne, så snart hun indrejser i Iran. Siden nævnsmødet [dag i foråret] 2021 har hun deltaget i op til 30 yderligere demonstrationer, hvor hun har båret skilte med samfundskritiske udtalelser, og hun har [politisk aktivitet] foran de andre demonstranter, hvilket har været filmet og lagt på de sociale medier, herunder på en iransk kritisk nyhedsmedie. Ansøgeren har videre henvist til, at hun efter at have opholdt sig i Danmark siden 2015 har tillagt sig en vestlig livsstil, som er i modstrid med de moralske krav i det shiamuslimske Iran, hvorved hun vil være i risiko for at blive udsat for overgreb og forfølgelse, herunder henset til den øget opmærksomhed, som det iranske regime har fået efter den folkelige opstand som følge af drabet på Mahsa Amini. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun som ateist vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund om, at hun i [måned] 2019 skulle være rejst til Iran for at besøge sin far, som imidlertid skrev til hende, at han havde annulleret hendes flybillet, og at hun ikke skulle komme. Hendes far har efterfølgende fortalt, at han var blevet opsøgt af den iranske sikkerhedstjeneste, som havde taget ham med til afhøring, og hvorunder han fik forevist billeder af ansøgeren optaget i forbindelse med hendes deltagelse i demonstrationer afholdt i Danmark. Hendes [familiemedlem], som lejlighedsvist rejser til Iran, har fået bekræftet, at hendes far har været opsøgt og afhørt af sikkerhedstjenesten. Hertil kommer, at det af baggrundsoplysninger fremgår, at det iranske regime i udbredt grad overvåger sine borgeres aktiviteter i udlandet gennem informanter, infiltrationer og digital overvågning. Flygtningenævnet kan endvidere lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hun har deltaget i flere demonstrationer i Danmark, som har været rettet mod det iranske regime. Der har været tale om politiske demonstrationer for at gøre opmærksom på kvinders manglende rettigheder i Iran, herunder navnlig efter drabet på Mahsa Amini. Det lægges videre til grund, at ansøgeren i forbindelse med nogle af disse demonstrationer har [politisk aktivitet], hvilket også fremgår af billeder og videoer på ansøgerens profil på sociale medier, som har været afspillet under nævnsmødet. Det fremgår således, at en video af [politisk aktivitet] i forbindelse med oplæsning af et digt af en iransk forfatter, som har været fængslet i Iran på baggrund af sin opposition til styret, har været offentliggjort på en Instagram-profil tilhørende et nyhedsmedie, med omkring 3,7 mio. følgere. Det fremgår, at opslaget har været vist ganske betydeligt antal gange. Endelig fremgår det af opslaget, at arrangementet var til minde om Mahsa Amini, og at ansøgeren og en anden [aktivitet] kvinde bar [genstand] med et billede af Mahsa Amini. Hertil kommer, at ansøgeren på sin åbne profil på Facebook har delt billeder og videoer fra disse demonstrationer samt andre opslag med kritik af det iranske regime. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har bragt sig i de iranske myndigheders søgelys, og at hun har en velbegrundet frygt for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet lægger herved tillige vægt på baggrundsoplysninger om kvinders rettigheder i Iran, herunder moralske krav om at bære tørklæde og forbud mod dans i det offentlige rum samt regimets håndhævelse heraf. Ansøgeren har således sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i asylbegrundende risiko for konkret og individuel forfølgning. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2023/3/MSAI
Nævnet meddelte i juli 2023 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2021.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] fra [by A], [by B], Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet, udsat for overgreb eller henrettet af de iranske myndigheder, fordi hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun som [15-17-årig] blev introduceret til den kristne tro af sin faster og fasterens familie. Ansøgeren fandt støtte og ro hos fasteren og hendes familie, og ansøgeren forbinder dette med kristendommen. Det var gennem fasteren og hendes familie, at ansøgeren lærte at forstå forskellen mellem kristendommen og islam. Efter at ansøgeren var begyndt at tale med sin faster om den kristne tro, begyndte ansøgeren at gå i huskirke. Ansøgeren begyndte senere at komme i yderligere en huskirke, som hun blev introduceret til af en veninde. Ansøgeren har videre oplyst, at to medlemmer af denne huskirke blev anholdt, hvorefter ansøgeren frygtede at blive anholdt af de iranske myndigheder, hvorfor hun flygtede fra Iran. Ansøgeren har under nævnsmødet oplyst, at hun af sin mor har fået at vide, at myndighederne opsøgte hendes bopæl et par måneder efter, at ansøgeren var udrejst af Iran, og at der går rygter om, at de to anholdte fra huskirken er blevet henrettet. Ansøgeren har videre oplyst, at hun efter sin indrejse i Danmark er blevet døbt. Ansøgeren har som asylmotiv derudover henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hendes [familiemedlem] vil slå hende ihjel, fordi han har opdaget, at ansøgeren er konverteret til kristendommen. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at [familiemedlem], efter ansøgeren udrejse af Iran, har fremsat dødstrusler mod hende via talebeskeder. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret troværdigt, konsistent og detaljeret om sin konversion til kristendommen i Iran og baggrunden for sin flugt fra Iran. Flygtningenævnet finder, at det støtter ansøgerens forklaring, at hun har forklaret, at hun var nødt til kortvarigt at vende tilbage til Iran for at kunne rejse til Europa, idet dette understøtter, at ansøgerens forklaring ikke er konstrueret. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren på overbevisende måde har forklaret om sin indre overbevisning og sin tro på kristendommen. Flygtningenævnet finder desuden, at ansøgeren har forklaret overbevisende om sit skifte fra [kristen trosretning A] til [kristen trosretning B] og om sin dåb i [kristen trosretning B’s] kirke. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgeren] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2023/31/anfi
Nævnet stadfæstede i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren frygter at opholde sig i Tyskland, idet [hjemland] har en ambassade i Tyskland, og at klageren frygter, at Tyskland og [hjemland] vil samsarbejde. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste yderligere til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, idet klageren lider af fysiske mén som følge af overgreb i [hjemland]. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, idet klageren frygter at opholde sig i Tyskland, idet [hjemland] har en ambassade i Tyskland. Klageren frygter, at Tyskland og [hjemland] vil samarbejde, der vil betyde, at klageren ikke kan være i sikkerhed i Tyskland. [Hjemland] har ikke en ambassade i Danmark, og klageren føler sig derfor mere tryg i Danmark. DRC Dansk Flygtningehjælp har yderligere gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, idet klageren lider af fysiske mén som følge af overgreb begået i [hjemland]. DRC Dansk Flygtningehjælp har endelig gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark, idet klageren ikke var bevidst om asylansøgningen i Tyskland. Det forhold, at klageren frygter [hjemlandets] ambassade i Tyskland, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren kan henvises til at tage kontakt til de tyske myndigheder, herunder politiet, der må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det forhold, at klageren lider af fysiske mén, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren har oplyst, at han ikke lider af nogen kroniske sygdomme, og at han ikke tager medicin og har ikke haft nogen længerevarende eller alvorlige sygdomsforløb. Hertil lægger vi vægt på, at det fremgår af AIDA, Country Report: Germany, Update 2022, s. 142, at asylansøgere de første 18 måneder er begrænset til akut lægehjælp, men efterfølgende kan tilgå sundhedsvæsnet i Tyskland på lige fod som tyske statsborgere, hvorfor det må antages, at klageren vil kunne modtage nødvendig fysisk sundhedsbehandling i Tyskland. Det skal yderligere bemærkes, at såfremt det er nødvendigt, kan Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af klageren underrette de tyske myndigheder i overensstemmelse med den fremsendte accept om relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klager samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det forhold, at klageren efter det oplyste ikke var klar over, at han havde afgivet en ansøgning om asyl i Tyskland, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2023/23/DIEI
Nævnet stadfæstede i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet en ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Klagerens advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at hun er afhængig af sin herboende søn. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren forud for sin indrejse i Danmark indgav en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland og herefter udrejste af Tyskland, inden hendes asylsag var færdigbehandlet. Formålet med Dublinforordningen er på så tidligt et tidspunkt som muligt at få fastlagt, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, jf. forordningens præambel punkt 5, da dette skal sikre en effektiv adgang til procedurerne om meddelelse af international beskyttelse og undgå at bringe målet om en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse i fare. Hertil kommer, at det følger af forordningens artikel 3, stk. 1, at en ansøgning om international beskyttelse kun behandles af den medlemsstat, der er ansvarlig efter kriterierne i kapitel III. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at Tyskland som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Tyskland har i overensstemmelse hermed [i foråret] accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Dublinforordningens artikel 7, stk. 2, at afgørelsen af, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig efter kriterierne i forordningens kapitel III, sker på grundlag af situationen på det tidspunkt, hvor ansøgeren for første gang indgav sin ansøgning om international beskyttelse til en medlemsstat. I nærværende sag indgav klageren sin ansøgning om asyl i Tyskland [i vinteren 2022/23], og det må efter sagens oplysninger lægges til grund, at klageren ikke efterfølgende har forladt medlemsstaternes område. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter Dublinforordningens artikel 3 om, at det er Tyskland, der skal behandle klagerens ansøgning om asyl. Klageren har gjort gældende, at hendes asylsag skal behandles i Danmark under henvisning til Dublinforordningens artikel 16, idet klageren på grund af sin høje alder og skrøbelige helbred er afhængig af sin herboende søn og svigerinde. Klageren har derudover gjort gældende, at hendes asylsag skal behandles i Danmark under henvisning til Dublinforordningens artikel 17 under hensyn til humanitære og menneskeretlige grunde, herunder navnlig klagerens genforening med sin herboende familie. Flygtningenævnet finder, at Dublinforordningens artikel 16 ikke finder anvendelse i nærværende sag. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har sandsynliggjort, at der består et afhængighedsforhold mellem klageren og hendes herboende søn. Det forhold, at klagerens søn hjælper hende i hverdagen som følge af klagerens alder på [mellem 68-72 år], eller det forhold, at hun er enke, [lider af visse alderdomsskavanker] mulige hjerteproblemer, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker herved tillige, at klagerens søn rejste til Danmark for omkring 14 år siden, og at klageren først [i vinteren 2022/23] indrejste i Danmark, hvor hun tog ophold hos sin søn. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om Dublinforordningens artikel 17 skal anvendes i nærværende sag. Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af bestemmelsen, at enhver medlemsstat, uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten efter kriterierne i forordningen. Henset til hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge ganske særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder uanset det forhold, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. I den forbindelse bemærkes, at det fremgår af Dublinforordningens præambels punkt 14, at hensynet til familielivet i overensstemmelse med EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bør indgå som et primært hensyn i forbindelse med medlemsstaternes anvendelse af forordningen. I tilknytning hertil kan der også henvises til præamblens punkt 17, hvor det anføres, at enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til medlemsstaten eller til en anden medlemsstat, selvom behandlingen ikke er medlemsstatens ansvar i henhold til de bindende kriterier, der er fastlagt i forordningen. Flygtningenævnet bemærker hertil, at hverken EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention pålægger medlemsstaterne en generel pligt til at respektere udlændinges valg af det land, hvor de ønsker at søge asyl. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klagerens søn samt dennes ægtefælle og børn ikke er omfattet af begrebet ”familiemedlemmer” i Dublinforordningens forstand, jf. artikel 2, litra g, ligesom klagerens relation til sin voksne søn ikke umiddelbart er omfattet af familielivsbegrebet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Nævnet bemærker hertil, at klageren forud for sin indrejse i Danmark har været adskilt fra sin herboende søn i over 14 år. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at det vil være i strid med formålet i Dublinforordningen at behandle en ansøgning om asyl i Danmark alene med henblik på at sammenføre en asylansøger til en anden person. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder sammenholdt med Dublinforordningen hovedformål, at hensynet til familielivet, som det fremgår af forordningen, herunder præamblens punkt 14 og 17, EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke kan føre til, at asylsagen skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens helbredsmæssige forhold, såfremt hun samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, at klagerens asylansøgning bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2023/21/ehd
Nævnet stadfæstede i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde og hendes medfølgende barn, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Tyskland, samt at klageren føler sig mere tryg i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren og hendes medfølgende barn, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren og hendes medfølgende barn i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ikke har modtaget en retfærdig og ordentlig asylsagsbehandling af de tyske myndigheder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke lever op til sine forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. De forhold, at klageren lider af hovedpine og smerter i øjnene som følge af psykiske udfordringer forårsaget af klagerens situation, og at klagerens barn lider af hoste, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til sin samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2023 har oplyst, at hun under sit ophold i Tyskland havde kontakt til en psykolog, men at klageren ikke var interesseret i at tale med nogen. Klageren har endvidere under samtalen med styrelsen oplyst, at klageren blev medicineret for henholdsvis hovedpine og fordøjelsesproblemer, og at klagerens datter ligeledes blev medicineret for sin hoste. Nævnet har videre lagt vægt på, at det må forventes, at klageren kan modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland, såfremt klageren får behov for dette, da der ikke er holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke overholder sine internationale forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Tyskland har tiltrådt. Flygtningenævnet bemærker videre, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens eventuelle særlige behov, herunder om relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det forhold, at klageren er blevet medlem af en frikirke i [by] og derfor mener, at Gud bedre kan beskytte hende i Danmark, kan heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet fremhæver i den forbindelse, at klageren har mulighed for at praktisere sin religion i Tyskland, og at klagerens personlige præference for én medlemsstat frem for en anden ikke er et forhold, der bør tillægges betydning ved vurderingen af, hvilken medlemsstat, der skal behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse, eftersom dette vil stride imod formålet med Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren og hendes medfølgende barn til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Tysk/2023/20/SACH
Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Sverige og ansøgerens frygt for udsendelse til sit hjemland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren frygter at blive udsendt til [sit hjemland], fordi de svenske myndigheder har meddelt klageren afslag på sin ansøgning om asyl, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har foretaget en reel og fyldestgørende asylsagsbehandling, eller at de svenske myndigheder i øvrigt ikke overholder sine internationale forpligtelser, herunder Flygtningekonventionen og princippet om non-refoulement i praksis. Det forhold, at klageren har oplyst, at han er blevet behandlet dårligt af personalet på det asylcenter, hvor han var indkvarteret under sit ophold i Sverige, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2023 har forklaret, at han ikke har klaget over centerpersonalets behandling af ham. Nævnet finder på den baggrund, at såfremt klageren fortsat oplever problemer med det svenske centerpersonale, henvises klageren til at indgive en klage til en overordnet svensk myndighed. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en overførsel til Sverige ikke har adgang til indkvartering eller økonomisk støtte samt, at klageren risikerer at blive frihedsberøvet, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Sverige har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige, herunder de svenske myndigheder såvel som den svenske lovgivning, ikke lever op til de internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2023/9/HLWK
Nævnet stadfæstede i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens helbredsmæssige forhold og modtageforholdene for afviste asylansøgere i Sverige, samt til klagerens frygt for personer i Sverige med tilknytning til hans hjemland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige den [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Spørgsmålet er herefter, om der i øvrigt foreligger forhold, der kan indebære, at klagerens asylsag alligevel skal behandles her i landet. Det forhold, at klageren har oplyst, at han i Sverige har en konflikt med nogle personer med tilknytning til hans tidligere kærestes familie og de [hjemlands] myndigheder, og at disse har overfaldet ham i hans lejlighed og truet med at slå ham ihjel, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må henvises til at søge de svenske myndigheders beskyttelse, idet de svenske myndigheder må antages at have viljen og evnen til at yde den eventuelt nødvendige beskyttelse. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at han tidligere har anmeldt til politiet, at han har været udsat for vold og trusler, og at politiet ifølge det oplyste ikke foretog sig noget. Flygtningenævnet bemærker, at klageren har oplyst, at han ikke har klaget over det svenske politis behandling af ham, og nævnet finder på den baggrund, at klageren må henvises til at indgive en klage til en overordnet svensk myndighed, såfremt han fortsat oplever problemer med det svenske politi. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp oplyste om klagerens helbredsmæssige forhold, herunder at klageren har haft en alvorlig infektion, at han er truet på sin ernæringstilstand som følge af [sygdom], at han har symptomer på [psykisk lidelse], at han i hjemlandet har været udsat for tortur, at han har selvmordstanker, og at han i Danmark har forsøgt selvmord og som følge heraf været indlagt på [hospital], finder Flygtningenævnet, at de danske myndigheder ikke er afskåret fra at overføre klageren til Sverige som følge heraf. Flygtningenævnet bemærker, at det må antages, at klageren vil kunne modtage den fornødne sundhedsbehandling i Sverige i overensstemmelse med de internationale menneskeretlige forpligtelser. Nævnet henviser i den forbindelse, til AIDA Country Report: Sweden, 2022 Update - April 2023, hvoraf det blandt andet fremgår, at:”[..] 1.1. Screening of vulnerability All asylum seekers are offered health screening and a majority of them choose to undergo a health check in practice. [...] D. Health care. During the asylum process and until the asylum seeker leaves Sweden or is granted a residence permit, he or she is entitled to a free medical examination, emergency health care and urgent medical or dental care that cannot be “postponed” (“vård som inte kan anstå”). They are also entitled to gynaecological and prenatal care, including health care on the occasion of childbirth, as well as health care in accordance with the Swedish Communicable Diseases Act (smittskyddslagen) […] E. Special reception needs of vulnerable groups. The needs of vulnerable asylum seekers are taken into account in designating suitable accommodation and where needed they are placed in the vicinity of institutions that can provide expert care. The Migration Agency has established guidelines and procedures for the reception of vulnerable asylum seekers. Examples of groups of asylum seekers who might be in need of special measures mentioned are, with reference to Article 21 of the recast Reception Conditions Directive: […], persons with mental disorders and persons who have been subjected to torture, rape or other serious forms of psychological, physical or sexual violence, such as victims of female genital mutilation. The procedure for measures for asylum seekers with special needs sets out that accommodation shall be adapted to the individual needs of the asylum seeker. If the asylum seeker has special needs, the accommodation shall be adapted accordingly. There might be a need to provide accommodation outside of the Migration Agency’s usual accommodation. A first screening shall be made at the time of application, but since the conditions might change over time, the identification and facilitation of special needs shall be made throughout the asylum procedure […]”. Det bemærkes, at det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren underretter de svenske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det forhold, at klageren som afvist asylansøger i Sverige ikke måtte have adgang til indkvartering eller være i risiko for at blive frihedsberøvet, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Sverige som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2023/8/CARA
Nævnet stadfæstede i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, samt to medfølgende børn, der er var i besiddelse af et gyldigt visum i Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren havde processuelt ophold i Danmark, barnets tarv samt modtageforholdene i Spanien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet finder, at klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse er indgivet rettidigt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at DRC Dansk Flygtningehjælp har vedlagt en mail-korrespondance, hvor det ses, at Røde Kors Asyl har fremsendt klagen til Flygtningenævnet [i vinteren 2022/2023] pr. mail. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt et visum, der udløb [i efteråret] 2022 og dermed mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at hun ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien [i vinteren 2022/2023] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet har endvidere lagt til grund, at klageren mødte sin nu tidligere ægtefælle online i [efteråret] 2020, mødte ham første gang fysisk i [sommeren] 2021, indgik ægteskab [i foråret] 2022, hvorefter klageren og hendes børn indrejste i Danmark i [foråret] 2022. Det fremgår af de for Flygtningenævnet foreliggende oplysninger, at klageren er meddelt afslag på familiesammenføring [i foråret] 2023. Vedrørende det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren har haft processuelt ophold i Danmark, og at Danmark på denne baggrund er ansvarlig for at behandle hendes asylsag, jf. Dublinforordningens artikel 12, stk. 1, bemærker Flygtningenævnet i lighed med Udlændingestyrelsen, at det fremgår af Dublinforordningens artikel 2, stk. 1, litra l, at definitionen af en opholdstilladelse ikke gælder i situationer, hvor pågældende har fået tilladelse til at opholde sig i landet under en ansøgning om opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at Danmark er ansvarlig i medfør af Dublinforordningens artikel 12, stk. 1. Det anførte om, at klageren frygter at blive henvist til at leve på gaden i Spanien uden den nødvendige hjælp og støtte uden adgang til det spanske asylsystem, samt at hendes datter er særlig sårbar, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det af AIDA’s Country Report: Spain – 2022 Update, side 97ff. fremgår, at asylansøgere har ret til indkvartering mv. Videre fremgår af rapportens side 120ff., at der er særligere modtageforhold for sårbare personer. Videre fremgår på side 118ff., at alle asylansøgere ifølge den spanske lovgivning har adgang til sundhedssystemet og har ret til samme sundhedsbehandling som spanske statsborgere. Nævnet bemærker i den anledning, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de spanske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det anførte om, at det i vurderingen bør indgå, hvilken indvirkning overførslen vil have på klagerens datter, [A], og at klagerens sag af denne grund bør behandles i Danmark af hensyn til barnets tarv, jf. Børnekonventionens artikel 3, herunder at medlemsstaterne skal tage behørigt hensyn til børns trivsel og sociale udvikling, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at der efter det oplyste ikke foreligger forhold, som indebærer, at det vil stride mod klagerens barns tarv at behandle klagerens asylsag i Spanien. Nævnet bemærker hertil, at hovedformålet bag Dublinforordningen er effektivt at afgøre hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse. På denne baggrund kan hensynet til barnets tarv således i sig selv ikke føre til, at klagerens anmodning om international beskyttelse skal tages under behandling i Danmark. Endelig finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spanien ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Span/2023/6/imbs
Nævnet stadfæstede i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold og indkvarteringsforholdene for asylansøgere i Spanien samt en privatretlige konflikt. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Spanien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien den 24. maj 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren overfor DRC Dansk Flygtningehjælp har henvist til, at han ved overførsel til Spanien frygter, at han vil blive opsøgt og straffet af de albanske myndigheder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale den 15. maj 2023 har oplyst, at han ikke har nogen konflikter med myndigheder, grupperinger og privatpersoner i Spanien. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at såfremt klageren skulle opleve problemer med privatpersoner i Spanien, må han henvises til at tage kontakt til de spanske myndigheder, herunder det spanske politi, som må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. For så vidt angår DRC Dansk Flygtningehjælps bemærkninger om, at klageren ved overførsel til Spanien er i risiko for at blive henvist til et liv på gaden, bemærker nævnet, at det fremgår af seneste AIDA Country Report: Spanien 2022, at Ministeriet for Arbejde, Migration og Social Sikring i Spanien den 22. januar 2019 har udstedt en instruks om, at Dublin-returnees ikke skal udelukkes fra modtagelsessystemet, hvis de frivilligt forlader Spanien for at rejse til et andet EU-land. Det bemærkes videre, at det af samme rapport fremgår, at Dublin-returnees ikke har vanskeligheder ved at genindtræde i asylproceduren i Spanien, herunder at OAR (Asylum and Refugee Office) prioriterer genadgangen af registreringen af asylansøgningen for Dublin-returnees. Flygtningenævnet bemærker desuden, at Spanien har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne efter hvilket der som udgangspunkt gælder en formodning for, at modtageforholdene og asylproceduren i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte konventioner. Der er på denne baggrund ikke holdepunkter for at antage, at Spanien ikke efterlever sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spanien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Span/2023/5/Yars
Nævnet stadfæstede i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark, og som ifølge de polske myndigheder forsat er gyldigt. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til den nuværende undtagelsestilstand i Polen, og fordi der er risiko for, at klageren ikke vil kunne få adgang til passende indkvarteringsforhold jf. Dublinforordningens art. 17, stk. 1, jf. EU charter art. 1. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark, og at de polske myndigheder har oplyst, at klagerens visum fortsat er gyldigt. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12 stk. 2, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Polen har den [dato i foråret] 2023 også har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens sag skal behandles i Danmark, under henvisning til den nuværende undtagelsestilstand i Polen, og fordi der er risiko for, at klageren ikke vil kunne få adgang til passende indkvarteringsforhold jf. Dublinforordningens art. 17, stk.1, jf. EU’s charter art. 1. Flygtningenævnet bemærker vedrørende indkvarteringsforholdene i Polen, at disse efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger ikke er behæftet med væsentlige mangler. Nævnet kan herved henvise til AIDA’s seneste rapport ”Seeking refuge in Poland: A fact-finding report on acess to asylum and reception conditions for asylum seekers” (udgivet den 7. april 2023), side 24f: “Overcrowding does not appear to be an issue. … Overall, although some specific aspects could be improved - particularly regarding the provision of more efficient inclusion programmes and better access to medical and psychological services -, reception conditions in Poland appear to have improved in recent years and do not represent a major cause for concern in the country. The centres do not operate at full capacity and many asylum seekers choose to live in the community instead of the centres while receiving financial support. The Polish Supreme Administrative Court has not recently received cases on receptions conditions. The national Commissioner for Human Rights has not reported on any major issues affecting the country’s reception system, apart from the center’s limited preparation for housing people with disabilities and the fact that asylum applicants face problems getting to reception centres after being released from detention. More broadly, however, Polish NGOs report that asylum seekers face problems when trying to find private accommodation as rents have increased markedly over the last few years and the financial allowances they receive are inadequate to pay for life’s necessities.” Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de internationalekonventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende klagerens bror i Danmark kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerens herboende bror, ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Det bemærkes i den forbindelse at der ikke er oplyst om forhold, der understøtter, at der er et særligt afhængighedsforhold mellem klagerens og hans herboende bror jf. Dublinforordningens artikel 16. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikkefinder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2023/7/JURO
Nævnet stadfæstede i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Østrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren frygter, at de iranske myndigheder kan finde ham i Østrig. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er registreret med Eurodac-hit [i foråret] 2023 i Østrig, at Østrig efter de foreliggende oplysninger er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 25, stk. 2, såkaldt accept by default, og at Østrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at det østrigske politi har udsat klageren for dårlig behandling, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2023 blandt andet har oplyst, at han ikke har oplevet problemer med de østrigske myndigheder under sit ophold i landet. Nævnet bemærker endvidere hertil, at Østrig har tiltrådt Flygtningekonventionen, EU’s charter om grundlæggende rettigheder samt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at de østrigske myndigheder ikke lever op til deres internationale forpligtelser. Det forhold, at klageren frygter at blive fundet af de iranske myndigheder i Østrig, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker ligesom Udlændingestyrelsen hertil, at klageren må henvises til at søge de østrigske myndigheders beskyttelse, såfremt der skulle opstå et behov herfor, idet de østrigske myndigheder må antages at have viljen og evnen til at yde den nødvendige beskyttelse. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Østrig er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Østrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Østr/2023/7/kdo
Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Østrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet en ansøgning om asyl i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klageren frygter at blive udsat for chikane af kærestens familie i Østrig. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er registreret med Eurodac-hit [i efteråret] 2022 i Østrig, at Østrig efter de foreliggende oplysninger er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 25, stk. 2, såkaldt accept by default, og at Østrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det forhold, at klageren i Østrig frygter at møde sin kærestes fætre og onkel, kan ikke føre til at sagen skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker ligesom Udlændingestyrelsen hertil, at klageren må henvises til at søge de østrigske myndigheders beskyttelse, såfremt der skulle opstå et behov herfor, idet de østrigske myndigheder må antages at have viljen og evnen til at yde den nødvendige beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Østr/2023/6/SACH
Nævnet stadfæstede i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Norge i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Norge. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren i Norge har oplevet problemer med en person, og som følge heraf blandt andet er blevet overfaldet. DRC Dansk Flygtningehjælp har endvidere henvist til klagerens helbredmæssige forhold.Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Norge. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Norge er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Norge dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Norge [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han er blevet overfaldet på det asylcenter i Norge, hvor han har opholdt sig, og at han har modtaget trusler fra overfaldsmandens bekendte, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren anmeldte overfaldet til de norske myndigheder, der herefter flyttede overfaldsmanden til et andet asylcenter. Såfremt klageren oplever flere trusler, må han rette henvendelse til de norske myndigheder, som har bevist, at de tidligere har taget klagerens anmeldelse alvorligt, og at det må antages, at de norske myndigheder igen vil have evnen og viljen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det forhold, at klageren har helbredsmæssige problemer i form af forhøjet blodtryk og stress, og at klageren står på venteliste til en psykologhjælp, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at der ikke er holdepunkter for at antage, at Norge ikke overholder de internationale forpligtelser, herunder Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Norge har tiltrådt. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt i den anledning, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren kan underrette de norske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Norg/2023/1/sme
Nævnet stadfæstede i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen i Nederlandene. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til indkvarteringsforholdene i Nederlandene. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Nederlandene, og at klageren har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Nederlandene har [i foråret] 2023 også har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at der er indkvarteringsproblemer for asylansøgere og Dublinoverførte i Nederlandene, herunder at forholdende ikke lever op til minimums-standarderne, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder i den forbindelse, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere og Dublinoverførte i Nederlandene, – uanset at der ifølge baggrundsoplysningerne er dokumenteret risiko for manglende og mangelfuld indkvartering – ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Nederlandene, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at Nederlandene har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Nederlandene ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet kan i den forbindelse henvise til AIDA, Country Report: The Netherlands, Update May 2023, s. 95-99, hvor det fremgår, at alle asylansøgere har ret til at få adgang til indkvarteringssystemet fra det tidspunkt, de indgiver en asylansøgning. Det af klageren anførte om, at han rejste videre fra Nederlandene til [et andet europæisk land], fordi der ikke var mulighed for at blive undersøgt af en læge, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Nederlandene. Det af klageren anførte om, at der var slåskampe på asylcenteret, samt at hans telefon blev stjålet og at personalet på centret oplyste ham om, at de ikke kunne gøre noget, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at klageren, såfremt han forsat oplever problemer på asylcenteret, må henvises til at klage til en overordnet myndighed i Nederlandene. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Nede/2023/6/imbs
Nævnet omgjorde i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Malta i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Malta. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til modtagerforholdene på Malta. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår af kapitel 5 a, jf. § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Malta og herefter er udrejst af Malta, inden hans asylsag var færdigbehandlet, men at de maltesiske myndigheder har besluttet, at der med udrejsen foreligger et endeligt afslag på asyl. Formålet med Dublinforordningen er på så tidligt et tidspunkt som muligt at få fastlagt, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, jf. forordningens præambels punkt 5, da dette skal sikre en effektiv adgang til procedurerne om meddelelse af international beskyttelse og undgå at bringe målet om en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse i fare. Hertil kommer, at det følger af forordningens artikel 3, stk. 1, at en ansøgning om international beskyttelse kun behandles af den medlemsstat, der er ansvarlig efter kriterierne i kapitel III. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Malta som udgangspunkt er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Malta dermed er ansvarlig for at behandle klagerens fornyede ansøgning om international beskyttelse. Malta har i overensstemmelse hermed accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse i Dublinforordningen. Klageren har til støtte for, at der ikke skal ske overførsel til Malta, således at hans asylansøgning realitetsbehandles i Danmark, principalt gjort gældende, at hans asylsag bedst kan belyses i Danmark, hvorved det sikres, at han opnår den mest hurtige og samtidig grundige behandling af sin anmodning om asyl, og at det derved bedst sikres, at afgørelsen om asyl stemmer overens med hans herboende families afgørelser, jf. Dublinforordningens præambels punkt 5 og principperne i præamblens punkt 15. Det er ligeledes gjort gældende, subsidiært at der ikke sker overførsel af klageren til Malta, idet han har familiemedlemmer i Danmark, som nyder international beskyttelse her i landet, jf. Dublinforordningens artikel 17, mere subsidiært at der ikke kan ske overførsel af klageren til Malta på grund af de systematiske mangler i de maltesiske myndigheders behandling af asylsager, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 1. pkt., og mere subsidiært at de ovennævnte anbringender i fællesskab må føre til, at klagers sag skal behandles i Danmark, da dette er bedst overensstemmende med formålet med Dublinforordningen. Det er endvidere mere subsidiært gjort gældende, at klagerens ansøgning om asyl i Danmark er begrundet i et asylmotiv, som de maltesiske myndigheder ikke har taget stilling til, og at der således er tale om en ny asylansøgning, der bør behandles i Danmark. Spørgsmålet er herefter, om der i den foreliggende sag er grundlag for at fravige udgangspunktet efter forordningens artikel 3, stk. 1, om, at det er Malta, der skal behandle klagerens fornyede ansøgning om asyl. I den forbindelse bemærkes indledningsvis, at det følger af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, at enhver medlemsstat (in casu Danmark) uanset artikel 3, stk. 1, kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler medlemsstaten (in casu Danmark) efter kriterierne i forordningen. Henset til hovedprincippet i forordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningens kapitel III, er det Flygtningenævnets opfattelse, at der i det enkelte tilfælde bør foreligge særlige grunde til at fravige det nævnte hovedprincip. Dette gælder uanset det forhold, at Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, er en diskretionær bestemmelse. I den forbindelse bemærkes, at det fremgår af Dublinforordningens præambels punkt 15, at en medlemsstats samlede behandling af ansøgningerne om international beskyttelse fra medlemmerne af en familie gør det muligt at sikre, at ansøgningerne behandles grundigt, og at de afgørelser, der træffes om dem, stemmer overens, og at medlemmerne af en familie ikke adskilles. I tilknytning hertil kan der også henvises til, at det i forhold til at kunne fravige forordningens ansvarskriterier i præamblens punkt 17 anføres, at enhver medlemsstat bør kunne fravige ansvarskriterierne, navnlig af humanitære og menneskelige grunde, for at sammenføre familiemedlemmer, slægtninge eller andre familierelationer og behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til medlemsstaten eller til en anden medlemsstat, selvom behandlingen ikke er medlemsstatens ansvar i henhold til de bindende kriterier, der er fastlagt i forordningen. Flygtningenævnet skal herefter på den ene side bemærke, at det taler imod at behandle klagerens ansøgning om asyl i Danmark, at klageren tidligere er meddelt afslag på asyl i både Malta og Sverige, og at han nu – efter også at have ansøgt om asyl i Nederlandene – har ansøgt om asyl i Danmark. For så vidt angår det forhold, at klageren har sin far, mor og en bror i Danmark, bemærkes, at denne familierelation ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Hertil kommer, at klagerens øvrige brødre efter det oplyste befinder sig i henholdsvis Nederlandene og Tyrkiet. På den anden side skal Flygtningenævnet bemærke, at det taler for at behandle klagerens ansøgning om asyl i Danmark, at hans herboende far, mor og voksne bror i [sommeren] 2022 er meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet moren og hans bror er meddelt asyl på grundlag af farens forhold. Klageren har i sin ansøgning om asyl i Danmark henvist til farens asylmotiv som grundlag for asylansøgningen, hvilket efter de foreliggende oplysninger i udgangspunktet må formodes at ville kunne danne grundlag for, at klageren ligeledes meddeles asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det tilføjes, at det fremgår af akterne fra klagerens sag i Malta, at klageren som asylmotiv i forbindelse med ansøgningen indgivet i Malta har henvist til en række forhold, der hovedsagelig vedrører hans egne forhold, og at Malta således ikke har vurderet farens forhold i forbindelse med afslaget på asyl. Der foreligger ikke tilsvarende oplysninger om asylansøgningerne indgivet i Sverige og Nederlandene. Det tilføjes ligeledes, at en anvendelse af Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, kan inddrage hensynet til at sammenføre både familiemedlemmer, slægtninge og andre familierelationer og således også klagers relation til sin herboende far, mor og bror. Endvidere må der lægges vægt på, at såfremt klageren overføres til Malta, må det efter baggrundsoplysningerne, jf. eksempelvis AIDA, ”Country Report: Malta – 2022 Update” (udgivet i april 2023), og sagens oplysninger i øvrigt lægges til grund, at klageren vil være i udsendelsesposition til [hjemland] og i risiko for at blive frihedsberøvet under belastende forhold. Det må efter baggrundsoplysningerne anses for behæftet med væsentlig usikkerhed, om klageren vil kunne få sin asylsag på Malta genoptaget, herunder inden for rimelig tid, med henvisning til de nye oplysninger om sin fars forhold og de i Danmark meddelte afgørelser om asyl til klagerens herboende familiemedlemmer. Efter en samlet og helt konkret vurdering af sagens oplysninger finder Flygtningenævnet, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder i sagen, at der er grundlag for at fravige hovedprincippet i forordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, som identificeres ud fra de objektive kriterier indeholdt i forordningen kapitel III. Flygtningenævnet finder således grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, således at klagerens ansøgning om asyl bør behandles i Danmark.” dub-malt/2023/2/lodu
Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Kroatien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Kroatien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Kroatien, samt hans helbredsmæssige tilstand. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i efteråret] 2022 har søgt om international beskyttelse i Kroatien og herefter er udrejst af Kroatien, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Det følger herefter af Dublinforordningens artikel 20, stk. 5, at Kroatien som det første land, hvor der blev indgivet en ansøgning om international beskyttelse, som udgangspunkt er forpligtet til at tilbagetage klageren med henblik på at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Kroatien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 20, stk. 5. Det bemærkes hertil, at Kroatien [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har principalt gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark under henvisning til de generelle forhold i Kroatien, herunder risikoen for push-backs og nægtelse af adgang til asylproceduren samt at klageren ved overførsel til Kroatien vil være i reel risiko for at blive udsendt til [sit hjemland] i strid med princippet om non-refoulement. DRC Dansk Flygtningehjælp har subsidiært gjort gældende, at klagerens sag skal realitetsbehandles i Danmark under henvisning til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1, og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i modtageforholdene i Kroatien, at en overførsel af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet skal i den forbindelse henvise til AIDA’s ”Country Report: Croatia, 2022 Update”, udgivet i juni 2023, side 82-104, som indeholder en beskrivelse af modtageforholdene i Kroatien. Af side 53 fremgår videre, at Dublinreturnees ikke oplever udfordringer ved adgangen til modtagecentrene, når disse ikke tidligere har fået afslag i Kroatien. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren har forklaret, at han ved ankomsten til Kroatien blev tilbageholdt, og at han ikke fik tilbudt mad eller drikke i to dage, samt at han blev slået af de kroatiske myndigheder, der desuden talte aggressivt til ham, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at klageren har oplyst, at han ikke har klaget over de anførte forhold. Klageren må derfor, såfremt han ved en tilbagevenden til Kroatien forsat oplever problemer vedrørende indkvarteringsforholdene, henvises til at klage til den relevante overordnede myndighed i Kroatien. Flygtningenævnet finder, at heller ikke det anførte om klagerens helbredsmæssige forhold, herunder at han har smerter i ryg og lænd samt psykiske problemer i form af blandt andet søvnløshed, mareridt og indre uro, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af AIDA’s rapport på side 94 ff., at asylansøgere i henhold til kroatisk lovgivning har adgang til akut lægehjælp samt nødvendig behandling af alvorlige sygdomme og alvorlige psykiske lidelser, og at særligt sårbare grupper har ret til psykosocial støtte og bistand i pressede situationer. Ligeledes fremgår af det rapporten, at lægehjælp er tilgængelig i modtage-centrene og på sundhedscentre i Zagreb og Kutina, og at der ved asylregistreringen finder en helbredsmæssig screening sted med lægetjek samt samtale med psykolog eller socialrådgiver fra Kroatisk Røde Kors for at vurdere den enkeltes behov og identificere sårbarheder. Tilsvarende oplysninger fremgår af DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Temarapport: Kroatien – Modtageforhold for Dublinreturnees”, udgivet i januar 2022. Flygtningenævnet er opmærksom på oplysningerne om, at navnlig adgangen til behandling for psykiske lidelser er vanskelig, og at der ifølge Swiss Refugee Council’s rapport fra december 2021 ”Situation for asylum seekers and beneficiaries of protection with mental health problem in Croatia” er mangel på passende psykologisk og psykiatrisk hjælp til blandt andet Dublinreturnees, da de ikke falder inden for kategorien akutte tilfælde, men i stedet har behov for kontinuerlig psykologisk behandling. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at disse oplysninger sammenholdt med de for nævnet foreliggende oplysninger om klagerens helbredsmæssige forhold kan føre til, at der ikke kan ske overførsel af klageren til Kroatien. For så vidt angår asylproceduren i Kroatien bemærker Flygtningenævnet, at denne ifølge de baggrundsoplysninger, som nævnet er i besiddelse af, er behæftet med visse mangler. Dette er navnlig kommet til udtryk i forbindelse med, at Den Europæiske Menneskerettigheds-domstol i de seneste par år har truffet afgørelse i flere sager vedrørende Kroatiens praksis om at nægte adgang til asylproceduren gennem anvendelsen af push-back ved landets grænser samt myndighedernes brug af uforholdsmæssig magtanvendelse ved grænsen, herunder i dom af 18. november 2021 i sagen M.H. m.fl. mod Kroatien (sagsnr. 15670/18 og 43115/18). Flygtningenævnet bemærker videre, at der fortsat verserer en række sager ved menneskerettighedsdomstolen, herunder S.B. m.fl. mod Kroatien (sagsnr. 18810/19). Flygtningenævnet lægger efter de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger til grund, at asylansøgere, der indrejser fra Bosnien-Hercegovina og andre tredjelande til Kroatien med henblik på at søge asyl, i et vist omfang oplever problemer med at få adgang til landets asylprocedure. Uanset de foreliggende oplysninger om push-backs fra Kroatien finder Flygtningenævnet imidlertid ikke, at der er grund til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren i Kroatien, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer, der har søgt om asyl og er blevet registreret som asylansøgere i Kroatien, og som bliver overført i henhold til Dublinforordningen. I forhold til den konkrete sag bemærkes, at klageren [i efteråret] 2022 blev registreret som asylansøger i Kroatien, og at Kroatien [i foråret] 2023 har accepteret at tilbagetage klageren. Der kan i den forbindelse henvises til AIDA’s rapport, side 53, vedrørende forholdene for Dublinreturnees, hvoraf fremgår, at: ”Applicants who are returned from other Member States in principle do not face any obstacles to access the procedure for granting international protection in Croatia. However, those who had left Croatia before the end of procedure and therefore had their case suspended, have to re-apply for international procedure (if they wish) once they return to Croatia, and thereby re-enter their initial procedure, in line with Article 18(2) of the Dublin III Regulation.” Af DRC Dansk Flygtningehjælps rapport fremgår endvidere, at det kroatiske indenrigsministerium har oplyst, at Dublinreturnees ikke har problemer med adgang til asylsystemet eller modtageforhold. Flygtningenævnet bemærker derudover, at det af Freedom House’s rapport ”Freedom in the World” udgivet i marts 2023, fremgår, at push-back sker i mindre omfang end tidligere. Tilsvarende oplysninger fremgår af AIDA’s rapport. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Kroatien har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af ansøgere om en sådan beskyttelse i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner, herunder princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet finder således på baggrund af ovenstående ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Kroatien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at over-føre klageren til Kroatien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det forhold, at klagerens [familiemedlem] er bosiddende i Danmark, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet finder ikke, at klagerens forhold til [sit familiemedlem] er omfattet af Dublinforordningens artikel 16, idet klageren ikke har dokumenteret, at der er et særligt afhængighedsforhold mellem dem. Flygtningenævnet finder derudover, at det anførte om risikoen for, at de kroatiske myndigheder vil afvise at behandle klagerens asylansøgning og sende ham tilbage til [hans hjemland], ikke er således underbygget, at dette kan føre til en ændret vurdering. Der henvises i den forbindelse til det ovenfor anførte, ligesom der henvises til, at det som anført nedenfor forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen indhenter en garanti fra de kroatiske myndigheder, inden en overførsel af klageren finder sted. Herefter, og da der heller ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, finder Flygtningenævnet efter en gennemgang af sagen ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Under hensyn til oplysningerne om klagerens helbredsmæssige forhold, forudsætter Flygtningenævnet, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af ham underretter de kroatiske myndigheder om hans særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Efter de foreliggende oplysninger om, at der i et vist omfang sker push-backs fra Kroatien til Bosnien-Hercegovina og andre tredjelande, og at det efter baggrundsoplysningerne ikke fuldstændig kan udelukkedes, at det også gælder Dublinreturnees, forudsætter Flygtningenævnet endvidere, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren til Kroatien indhenter en garanti fra de kroatiske myndigheder om, at klagerens sag tages under realitetsbehandling i Kroatien i overensstemmelse med dets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser, såfremt en overførsel fra Kroatien til en anden medlemsstat i medfør af Dublinforordningen ikke finder sted.”. Dub-Kroa/2023/9/imbs
Nævnet stadfæstede i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Frankrig. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle indkvarteringsforhold for afviste asylansøgere i Frankrig samt klagerens helbredsforhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren blev registreret som asylansøger i Frankrig [i foråret] 2018. Klageren har i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han fik afslag på asyl i Frankrig, og at han derefter forblev i Frankrig, indtil han i [vinteren 22/23] rejste til Danmark. Han har ikke forladt medlemsstaternes område, efter han søgte asyl i Frankrig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d. Det bemærkes herved, at Frankrig [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse. Det af klagerens advokat anførte om, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at der er mangel på indkvarteringsmuligheder for asylansøgere og Dublinoverførte i Frankrig, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere og Dublinoverførte i Frankrig, - uanset at der ifølge baggrundsoplysningerne er mangel på indkvartering – ikke er af sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det anførte om klagerens helbredsmæssige og personlige forhold, herunder at klageren har symptomer på [psykisk lidelse], har [sygdom] og er stofmisbruger af [euforiserende stoffer], kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Frankrig. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de franske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren i Frankrig kan anmode om genoptagelse af sin asylsag, såfremt der er oplysninger i sagen, som de franske myndigheder ikke har forholdt sig til. Det i øvrigt af klageren anførte om adgang til indkvartering og om at få dækket basale behov ved et eventuelt fortsat ulovligt ophold i Frankrig kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Frankrig som medlem af EU og Europarådet i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid må forventes at leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder, at der ikke er konkrete holdepunkter for at antage, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser, eller at en overførsel af klageren til Frankrig vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 eller EU’s charter om grundlæggende rettigheder artikel 4. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Fran/2023/7/MLVT.
Nævnet stadfæstede i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2000 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1. Klageren blev i 2021 idømt fængsel i tre år og seks måneder for overtrædelse af straffelovens [primært bestemmelser vedrørende personfarlig kriminalitet], bekendtgørelse om euforiserende stoffer [bestemmelser] og knivlovens [bestemmelser] samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Den Demokratiske Republik Congo. Klageren er etnisk [etnicitet] og kristen. Klageren er født i [afrikansk land A] af congolesiske forældre. Klagerens mor er også født i [afrikansk land A] af congolesiske forældre. Klagerens far er født i [by B, provins C], men boede senere og indtil udrejsen i [by D, provins E], Den Demokratiske Republik Congo. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved udsendelse til Den Demokratiske Republik Congo frygter at blive udsat for tortur eller slået ihjel på grund af sin fars politiske aktiviteter, og på grund af at han ikke vil kunne være soldat af helbredsmæssige årsager. Som yderligere asylmotiv har han henvist til, at han ved udsendelse til Den Demokratiske Republik Congo ikke vil kunne forsørge sig selv i landet, fordi han ikke kender landet, aldrig har været der, ikke har nogle ID-dokumenter derfra, ikke kan sproget og ikke har noget netværk. Som asylmotiv har han endeligt henvist de generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo. Klageren har til støtte for sin asylmotiv oplyst, at hans far forlod Den Demokratiske Republik Congo for at læse på universitetet i [afrikansk land A]. Det var meningen, at hans far skulle tilbage til Den Demokratiske Republik Congo, når han var færdig med sin uddannelse, men han forelskede sig i klagerens mor, der blev gravid med klageren. Familien blev derfor boende i [afrikansk land A], indtil klagerens far oplevede problemer på grund af sine politiske aktiviteter. Klagerens fars politiske aktiviteter bestod i, at han arbejdede som [stilling] for den daværende premiereminister i [afrikansk land A], og at han hjalp mange magtfulde personer med at blive valgt. På den baggrund blev klagerens far forfulgt af tutsier. Premiereministeren og andre beskyttede klagerens far ved at sende ham i fængsel, indtil FN havde arrangeret, at klagerens familie kunne udrejse til et andet land. Klageren frygter på den baggrund, at tutsier i lufthavnen vil genkende hans efternavn og derfor udsætte ham for tortur eller slå ham ihjel. Til støtte for sit asylmotiv har klageren desuden oplyst, at han har hele sit netværk i Danmark. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerens far og mor er statsborger i Den Demokratiske Republik Congo, hvilket er blevet registreret af UHNCR. Som følge heraf lægger flygtningenævnet til grund, at klageren er statsborger i Den Demokratiske Republik Congo. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerens far var politisk aktiv i [mindre politisk parti i Den Demokratiske Republik Congo], og at han som følge heraf flygtede fra Den Demokratiske Republik Congo tilbage i 1980. Klagerens far boede i flere år i [afrikansk land A], hvor klageren er født, og faren arbejdede fra [afrikansk land A] videre med sine politiske aktiviteter, indtil familien blev hasteindstillet af UNHCR til genbosætning i Danmark i 2000, da [myndighederne i afrikansk land A] ville sende familien tilbage til Den Demokratiske Republik Congo. Flygtningenævnet har således lagt vægt på de oplysninger, der fremgår fra UHNCR om klagerens far. Klagerens fars konflikt kan imidlertid ikke medføre, at der meddeles klageren asyl, idet konflikten ikke ses at have en sådan aktuel karakter og et omfang, at den kan begrunde, at der meddeles klageren asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har kunnet redegøre nærmere for konflikten og konkretisere, hvorfor han skulle være efterstræbt som følge af farens konflikt. Der er også henset til, at konflikten er mere end 23 år gammel, og at klageren aldrig selv har været politisk aktiv eller oplevet konflikter, som følge af sin fars politiske arbejde. Hertil kommer, at klagerens mor, der har samme efternavn som klagerens far og klageren, har opholdt sig i Den Demokratiske Republik Congo uden problemer, også før hun skiftede efternavn. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2 som følge af sin fars konflikt med myndighederne. Det beror på klagerens egen formodning, at han ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo vil blive tvunget til at være soldat, som følge af sin fars politiske aktiviteter, og at han vil blive skudt, når myndighederne finder ud af, at klageren ikke kan være soldat af helbredsmæssige forhold. Det forhold, at klageren, der er sund og rask, ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo skal bo i et land, hvori han aldrig har været, at han taler swahili og kun i mindre omfang taler fransk, og hvor, han har et sparsomt netværk, er ikke i den konkrete sag asylbegrundende. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at socioøkonomiske forhold i Den Demokratiske Republik Congo ikke er asylbegrundende. I relation til de generelle forhold bemærker Flygtningenævnet, at klagerens far er født i [by B, provins C], men flyttede senere til [by D, provins E], hvorfra han udrejse i 1980. Klagerens mor er for omkring 4-5 år siden rejst tilbage til blandt andet Den Demokratiske Republik Congo og [afrikansk land A], og hun har opholdt sig i [by F] i den sydlige del af Den Demokratiske Republik Congo. Klageren har ikke anden familie i Den Demokratiske Republik Congo. Da klageren aldrig har boet i Den Demokratiske Republik Congo, finder Flygtningenævnet, at klageren skal vurderes i forhold Den Demokratiske Republik Congo generelt. Uanset de generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo er alvorlige og uforudsigelige, er de i flertallet af provinserne - hvor klageren vil kunne tage ophold - ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse risikerer forfølgelse eller overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” demo/2023/11/MKTO
Nævnet meddelte i juli 2023 opholdstilladelse til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 Dem afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. [I vinteren] 2013-2014 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2013. De har [i sommeren] 2023 søgt om asyl hos [politiet]. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2023 videresendt henvendelsen til Flygtningenævnet, idet De tidligere har søgt om asyl. Henvendelsen betragtes derfor som en genoptagelse af Deres asylsag. Flygtningenævnet har vurderet, at De er omfattet af praksisændringen af 30. januar 2023, hvorved Flygtningenævnets koordinationsudvalg besluttede, at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og har på denne baggrund besluttet at genoptage sagen og behandle den ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at situationen i Afghanistan har udviklet sig betydeligt siden Talibans magtovertagelse i medio august 2021, herunder hvad angår forholdene for kvinder og piger. Flygtningenævnet kan i den sammenhæng henvise til DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Afghanistan Conference - The Human Rights Situation after August 2021”, udgivet den 30. december 2022, hvoraf fremgår, at menneskerettighedssituationen er blevet væsentligt forværret siden august 2021, og at kvinders rettigheder er blevet indskrænket betydeligt, herunder hvad angår deres adgang til det offentlige liv. Yderligere kan der henvises til Human Rights Watch World Report 2023 – Afghanistan, udgivet den 12. januar 2023, hvoraf fremgår: “Since taking power, the Taliban have imposed a growing list of rules and policies that comprehensively prevent women and girls from exercising their fundamental rights, including to expression, movement, work, and education affecting virtually all their rights, including to life, livelihood, shelter, health care, food, and water.” Endelig fremgår det af en rapport fra European Union Agency for Asylum (EUAA), Country Guidance: Afghanistan, udgivet den 24. januar 2023, at situationen for kvinder og piger i Afghanistan er af en sådan karakter, at den udgør forfølgelse: ”Risk analysis: The accumulation of various measures introduced by the Taliban, which affect the rights and freedoms of women and girls in Afghanistan, amounts to persecution. Such measures affect their access to healthcare, work, freedom of movement, freedom of expression, girls' right to education, among others. Some women and girls in Afghanistan may also face other forms of ill-treatment amounting to persecution (e.g. forced marriage, such as child marriage, honour-based violence). For women and girls in Afghanistan, well-founded fear of persecution would in general be substantiated.” På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige dette udgangspunkt. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af den konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at De skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen.” Afgh/2023/50/tmlo
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om udsendelse i en sag vedrørende en mandlig algerisk og tunesisk statsborger. Klageren indrejste i 1995 efter at være at være blevet familiesammenført med sin far. 1996 blev klageren meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, af Udlændingestyrelsen. I 2019 blev klageren idømt fængsel i et år og tre måneder og udvist med indrejseforbud i 12 år for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved at have begået vold af rå, brutal eller farlig karakter i genoptagelse. Da klageren ikke ønskede at medvirke til en udsendelse, fremlagde Hjemrejsestyrelsen i 2022 sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen traf afgørelse efter udlændingelovens § 49, jf. § 31.Flygtningenævnet udtalte:” Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til sit hjemland. Klageren er født i 1987 i Algeriet og har oplyst, at han er muslim og anser sig selv som statsløs, fordi han ikke har id-dokumenter. Hans far er tunesisk statsborger og flygtede til Algeriet i 1980’erne. Klagerens mor er algerisk statsborger. Klageren kom til Danmark i midten af 1990’erne, efter at hans far var blevet meddelt opholdstilladelse som kvoteflygtning, jf. udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1. Klageren har under § 31- samtalen i Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2023 som asylmotiv i forhold til Algeriet henvist til, at han frygter at blive fængslet af den algeriske efterretningstjeneste, fordi han har haft tilknytning til Islamisk Frelseres Front (FIS), og han vil blive anklaget for at have tilknytning til organisering af terror. Han frygter endvidere den algeriske efterretningstjeneste, fordi han har videregivet oplysninger om en algerisk efterretningsagent til de engelske myndigheder. Klageren har under § 31- samtalen i Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2023 videre oplyst, at han i 2006 begyndte med at samle nødhjælp til koranskoler i Tyrkiet. I 2009 tog han til en messe i Stockholm, hvor han skulle høre om religion fra forskellige folk i det islamiske samfund. I den forbindelse mødte han [A], som var præst og medlem af FIS. I 2017 hjalp klageren [A] med at transportere et større pengebeløb. Klageren rejste i den anledning til Frankrig, hvor han gav en ukendt person 100.000 Euro. Senere i 2017 blev klageren bedt om på ny at transportere et større pengebeløb til Frankrig, men han kunne ikke komme i kontakt med den person, som han skulle give pengene til. Klageren spurgte derfor [A], om han kunne få en person fra sit netværk til overføre penge, hvilket [A] gav grønt lys for. I 2017 tog klageren to gange til Spanien, hvor han skulle aflevere et større pengebeløb. I forbindelse med klagerens ophold i Malaga, blev han opsøgt af en person, der introducerede sig som værende var fra den algeriske efterretningstjeneste. Den pågældende sagde til klageren, at klageren havde begået lovbrud og støttet terror. Den pågældende spurgte også klageren, om han kendte [A], og om han kendte en algerisk statsborger, der boede i England. Personen fra efterretningstjenesten viste også klageren en række billeder på sin telefon, og han spurgte, om klageren kendte personerne. I slutningen af 2017 mødtes klageren på ny med personen fra den algeriske efterretningstjeneste. Personen fra efterretningstjenesten spurgte i den forbindelse klageren ind til flere personer, og han viste klageren billeder. Klageren mødtes med den pågældende for at finde ud af, hvad der foregik. Klageren har ikke efterfølgende haft kontakt med personen fra efterretningstjenesten, da han gik under jorden og opholdt sig forskellige steder i Danmark. Klageren har efterfølgende fortalt de britiske myndigheder om personen fra den algeriske efterretningstjeneste, herunder at den pågældende er interesseret i en algerisk mand, der bor i England. Det britiske politi opfodrede klageren til at kontakte dansk politi, hvilket klageren dog har valgt ikke at gøre. Klageren har videre oplyst, at han har billeder på sine telefoner af personen fra den algeriske efterretningstjeneste, ligesom han har et billede af et visum til Algeriet, som personen fra den algeriske efterretningstjeneste fik udstedt til klageren i 2017 på den algeriske ambassade i Danmark. Klageren har videre oplyst, at han støttede partiet FIS fra 2013 til 2017 ved at indsamle penge til partiet FIS. Han indsamlede penge ved at skrive i en lukket gruppe på Skype eller Ingro. Klageren har til Udlændingestyrelsen oplyst, at han ikke havde konflikter med myndigheder, grupperinger eller private personer i Tunesien. For Flygtningenævnet har klageren forklaret, at han frygter de tunesiske myndigheder, fordi faren har været med til at planlægget et statskup, der mislykkedes. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne til grund, at klageren har statsborgerskab i både Tunesien og Algeriet, da han har en tunesisk far og en algerisk mor. For så vidt angår klagerens tunesiske statsborgerskab følger dette af tunesisk statsborgerlov af 1963, revideret i 2011, første kapital, sektion 1, paragraf 6, at ethvert barn, som er født enten af en tunesisk mor eller en tunesisk far, er tunesisk statsborger. Det fremgår endvidere af § 11, at enhver, som opfylder disse betingelser, vil blive betragtet som tuneser fra fødslen, uanset om det først konstateres på et senere tidspunkt, at personen er tuneser. Ifølge baggrundsoplysningerne er dobbelt statsborgerskab tilladt uden nogen begrænsninger. Det forhold, at klagerens far ifølge klageren angiveligt har frasagt sig sit tunesiske statsborgerskab, efter at han blev dansk statsborger, kan ikke føre til en ændret vurdering. For så vidt angår klagerens algeriske statsborgerskab følger dette af Code de la Nationalite Algerienne, kapitel 2, artikel 6, hvorefter et barn af en algerisk far eller en algerisk mor har algerisk statsborgerskab. Af European University Institutes rapport, Migration facts Algeria, fra 2013 fremgår det, at dobbelt statsborgerskab accepteres, hvilket bekræftes af US Departement of States rapport om Algeriet af 3. marts 2021. Ifølge Global Citizenship Observatorys rapport fra 2011 nedarves statsborgerskab desuden automatisk fra far og mor. Klageren har i forhold til Tunesien i relation til asylmotiv ved mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han frygter de tunesiske myndigheder på grund af sin fars konflikt, idet faren havde været med til at planlægge et statskup mod Tunesien, hvilket mislykkedes. Til Udlændingestyrelsen har klageren i forhold til asylmotiv i Tunesien forklaret, at han ikke frygtede noget, herunder myndigheder, grupperinger eller privatpersoner i Tunesien. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han har et modsætningsforhold til myndighederne eller andre i Tunesien. Flygtningenævnet finder således, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Tunesien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. I forhold til Algeriet kan Flygtningenævnet ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren har et modsætningsforhold til efterretningstjenesten i Algeriet. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerens forklaring omkring, at han under de to ophold i Malaga skulle aflevere et større pengebeløb til en ukendt person, og at han mødte [B] fra den algeriske efterretningstjeneste, der anklagede ham for at begå lovbrud og støtte terror, og at der ikke skete yderligere i den forbindelse, ikke forekommer troværdig. Flygtningenævnet har derved blandt andet lagt vægt på, at det ikke forekommer troværdigt, at [B] skulle spørge klageren om en ukendt algerisk statsborger, der boede i England, samt at han viste klageren en række billeder af ukendte personer, hvis han troede, at klageren støttede terror. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke forekommer troværdigt, at han mødtes med [B] i Danmark i slutningen af 2017 for at finde ud af, hvad der foregik. Dette særligt henset til, at [B] tidligere havde beskyldt klageren for lovbrud og for at støtte terror. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke forekommer sammenhængende, at klageren anmeldte [B] til de engelske myndigheder, men at han ikke ville anmelde ham til dansk politi, da han ikke ville have deres øjne på sagen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke forekommer troværdigt, at klageren ville lade sig fremstille på den Algeriske Ambassade, hvis han frygtede de algeriske myndigheder. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren angiveligt støttede FIS fra 2013 til 2017 ved at indsamle penge til partiet ved at skrive i en lukket gruppe på Skype eller Ingro. Flygtningenævnet har blandt andet lagt vægt på, at klageren ikke har oplevet noget på den baggrund. Flygtningenævnet afviser på den baggrund, at klageren skulle have en konflikt med efterretningstjenesten i Algeriet. Flygtningenævnet finder således, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Algeriet vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold i Tunesien eller Algeriet ikke i sig selv kan begrunde asyl. Udlændingelovens § 31 er herefter ikke til hinder for, at klageren kan udsendes enten til Tunesien eller Algeriet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Alge/2023/1 + Tune 2023/2/MNR.
Nævnet omgjorde i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende har opholdstilladelse på nyt grundlag, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2014. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber, sunnimuslim af trosretning og fra Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger, organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive slået ihjel eller blive kidnappet som følge af konflikten i Syrien. Udlændingestyrelsen traf [i sommeren] 2021 afgørelse om, at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet Udlændingestyrelsen vurderede, at grundlaget for opholdstilladelserne ikke længere var til stede. Flygtningenævnet stadfæstede [i vinteren 2021/2022] Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021. Under sagen om nægtelse af forlængelse henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i landet. Klageren henviste endvidere til, at hendes børn opholder sig i [EU-land], hvorfor hun vil være forhindret i at have samvær med disse, og at hun ikke har familie i Syrien. DRC Dansk Flygtningehjælp (DRC) har [i foråret] 2023 anmodet Flygtningenævnet om genoptagelse af sagen. Flygtningenævnet har [i sommeren] 2023 besluttet at genoptage sagen til behandling på nyt mundtligt nævnsmøde. I forbindelse med den genoptagede sag om nægtelse af forlængelse har klageren som asylmotiv henvist til, at hun tilhører en særlig social gruppe, idet hun er enlig kvinde uden mandligt netværk. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hun kun har en enkelt bror, som bor i Damaskus, og som hun ikke har kontakt med. Klagerens bror kan desuden ikke acceptere klagerens måde at leve på, blandt andet fordi klageren har valgt at optræde offentligt uden at være iklædt tørklæde. Klagerens bror ønsker derfor ikke kontakt med klageren. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet hendes to sønner er militærunddragere. Til støtte herfor har klageren oplyst, at to af hendes sønner – der opholder sig i Sverige – har nået den militærpligtige alder, hvorfor de betragtes som militærunddragere, og at klageren derfor risikerer at blive tilbageholdt og udsat for menneskerettighedskrænkelser. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive udsat for menneskerettighedskrænkelser, idet hun har deltaget i nogle interviews, og at hendes navn og billede i den forbindelse er blevet delt på sociale medier. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hun har deltaget i et interview med [nyhedsmedie A], hvori andre udtaler sig kritisk om Bashar Al-Assads regime. Videoen med interviewet er [i foråret] 2023 blevet delt på [nyhedsmedie A’s] Facebookside, og klageren fremgår med sit navn og ansigt. Klageren har hertil oplyst, at [nyhedsmedie A’s] Facebookside har omkring 16 millioner følgere, og at selve videoen har mere end 1,6 millioner visninger. Klageren fremstår desuden med sit fulde navn og billede i en artikel vedrørende syriske flygtninge publiceret af [nyhedsmedie B] [i foråret] 2023. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til, at forholdene for tilbagevendte er dårlige, og at hun derfor frygter de syriske myndigheder. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Flygtningenævnet i afgørelse af [vinteren 2021/2022], at klageren skal vurderes i forhold til Rif Damaskus. Det tiltrædes endvidere, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Damaskus og Rif Damaskus. Flygtningenævnet tiltræder således, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 som følge af de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet kan endvidere af de grunde som er anført af nævnet i afgørelse af [vinteren 2021/2022] tiltræde vurderingen af, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Klageren har i sin anmodning om genoptagelse oplyst, at hun siden mødet i Flygtningenævnet [i vinteren 2021/2022] er blevet interviewet af mediet [nyhedsmedie A]. Videoklippet har været afspillet for Flygtningenævnet. Det fremgår, at klageren fremstår med sit fulde navn og at man kan se hendes ansigt. Det fremgår endvidere, at videoen er blevet delt på [nyhedsmedie A’s] Facebookside, som har omkring 16 millioner følgere og at videoen frem til den [dato i foråret] 2023 var blevet set af 1,6 millioner. Af klippet fremgår, at indslaget vedrører den danske asylpolitik overfor syrere og om forholdene på [udrejsecenter]. Klageren fremgår med sit navn sammen med andre personer, herunder [person A], hvis sag blev behandlet i Flygtningenævnet [i sommeren] 2023 og som blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet hun med sine udtalelser omkring det syriske regime i videoklippet fra [nyhedsmedie A] ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår ikke af det for Flygtningenævnet foreviste videoklip, at klager udtaler sig direkte kritisk om det syriske regime, ligesom i den ovenfor omtalte sag med [person A]. Imidlertid fremgår af indslaget, at klageren medvirker med sit navn og at det syriske regime i indslaget af andre deltagere beskrives som forbryderisk, undertrykkende og ubarmhjertigt, samt at der i videoklippet vises optagelser fra demonstrationer i København, hvor demonstranter bærer skilte, hvoraf fremgår blandt andet: ”Assad is a killer”. Endelig fremgår af indslaget, at der ved minuttal [minuttal] vises et billede af de fire interviewede kvinder, herunder klageren, imens der speakes i den del af indslaget, hvoraf fremgår regeringsfjendtlige udtalelser. Flygtningenævnet finder på denne baggrund og henset til det forsigtighedsprincip, som skal anvendes ved vurderingen af asylansøgere fra Syrien, at det ikke kan udelukkes, at klageren derved har bragt sig i en situation, hvor hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har i den forbindelse også lagt vægt på baggrundsoplysningerne, herunder om de syriske myndigheders monitorering af syriske statsborgere i udlandet. Flygtningenævnet ændrer derfor Flygtningenævnets afgørelse af [vinteren 2021/2022], således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2023/55/jnsa
Nævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om udsendelse i en sag vedrørende en mandlig algerisk og tunesisk statsborger. Klageren indrejste i 1995 efter at være at være blevet familiesammenført med sin far. 1996 blev klageren meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, af Udlændingestyrelsen. I 2019 blev klageren idømt fængsel i et år og tre måneder og udvist med indrejseforbud i 12 år for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved at have begået vold af rå, brutal eller farlig karakter i genoptagelse. Da klageren ikke ønskede at medvirke til en udsendelse, fremlagde Hjemrejsestyrelsen i 2022 sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen traf afgørelse efter udlændingelovens § 49, jf. § 31.Flygtningenævnet udtalte:” Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til sit hjemland. Klageren er født i 1987 i Algeriet og har oplyst, at han er muslim og anser sig selv som statsløs, fordi han ikke har id-dokumenter. Hans far er tunesisk statsborger og flygtede til Algeriet i 1980’erne. Klagerens mor er algerisk statsborger. Klageren kom til Danmark i midten af 1990’erne, efter at hans far var blevet meddelt opholdstilladelse som kvoteflygtning, jf. udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1. Klageren har under § 31- samtalen i Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2023 som asylmotiv i forhold til Algeriet henvist til, at han frygter at blive fængslet af den algeriske efterretningstjeneste, fordi han har haft tilknytning til Islamisk Frelseres Front (FIS), og han vil blive anklaget for at have tilknytning til organisering af terror. Han frygter endvidere den algeriske efterretningstjeneste, fordi han har videregivet oplysninger om en algerisk efterretningsagent til de engelske myndigheder. Klageren har under § 31- samtalen i Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2023 videre oplyst, at han i 2006 begyndte med at samle nødhjælp til koranskoler i Tyrkiet. I 2009 tog han til en messe i Stockholm, hvor han skulle høre om religion fra forskellige folk i det islamiske samfund. I den forbindelse mødte han [A], som var præst og medlem af FIS. I 2017 hjalp klageren [A] med at transportere et større pengebeløb. Klageren rejste i den anledning til Frankrig, hvor han gav en ukendt person 100.000 Euro. Senere i 2017 blev klageren bedt om på ny at transportere et større pengebeløb til Frankrig, men han kunne ikke komme i kontakt med den person, som han skulle give pengene til. Klageren spurgte derfor [A], om han kunne få en person fra sit netværk til overføre penge, hvilket [A] gav grønt lys for. I 2017 tog klageren to gange til Spanien, hvor han skulle aflevere et større pengebeløb. I forbindelse med klagerens ophold i Malaga, blev han opsøgt af en person, der introducerede sig som værende var fra den algeriske efterretningstjeneste. Den pågældende sagde til klageren, at klageren havde begået lovbrud og støttet terror. Den pågældende spurgte også klageren, om han kendte [A], og om han kendte en algerisk statsborger, der boede i England. Personen fra efterretningstjenesten viste også klageren en række billeder på sin telefon, og han spurgte, om klageren kendte personerne. I slutningen af 2017 mødtes klageren på ny med personen fra den algeriske efterretningstjeneste. Personen fra efterretningstjenesten spurgte i den forbindelse klageren ind til flere personer, og han viste klageren billeder. Klageren mødtes med den pågældende for at finde ud af, hvad der foregik. Klageren har ikke efterfølgende haft kontakt med personen fra efterretningstjenesten, da han gik under jorden og opholdt sig forskellige steder i Danmark. Klageren har efterfølgende fortalt de britiske myndigheder om personen fra den algeriske efterretningstjeneste, herunder at den pågældende er interesseret i en algerisk mand, der bor i England. Det britiske politi opfodrede klageren til at kontakte dansk politi, hvilket klageren dog har valgt ikke at gøre. Klageren har videre oplyst, at han har billeder på sine telefoner af personen fra den algeriske efterretningstjeneste, ligesom han har et billede af et visum til Algeriet, som personen fra den algeriske efterretningstjeneste fik udstedt til klageren i 2017 på den algeriske ambassade i Danmark. Klageren har videre oplyst, at han støttede partiet FIS fra 2013 til 2017 ved at indsamle penge til partiet FIS. Han indsamlede penge ved at skrive i en lukket gruppe på Skype eller Ingro. Klageren har til Udlændingestyrelsen oplyst, at han ikke havde konflikter med myndigheder, grupperinger eller private personer i Tunesien. For Flygtningenævnet har klageren forklaret, at han frygter de tunesiske myndigheder, fordi faren har været med til at planlægget et statskup, der mislykkedes. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne til grund, at klageren har statsborgerskab i både Tunesien og Algeriet, da han har en tunesisk far og en algerisk mor. For så vidt angår klagerens tunesiske statsborgerskab følger dette af tunesisk statsborgerlov af 1963, revideret i 2011, første kapital, sektion 1, paragraf 6, at ethvert barn, som er født enten af en tunesisk mor eller en tunesisk far, er tunesisk statsborger. Det fremgår endvidere af § 11, at enhver, som opfylder disse betingelser, vil blive betragtet som tuneser fra fødslen, uanset om det først konstateres på et senere tidspunkt, at personen er tuneser. Ifølge baggrundsoplysningerne er dobbelt statsborgerskab tilladt uden nogen begrænsninger. Det forhold, at klagerens far ifølge klageren angiveligt har frasagt sig sit tunesiske statsborgerskab, efter at han blev dansk statsborger, kan ikke føre til en ændret vurdering. For så vidt angår klagerens algeriske statsborgerskab følger dette af Code de la Nationalite Algerienne, kapitel 2, artikel 6, hvorefter et barn af en algerisk far eller en algerisk mor har algerisk statsborgerskab. Af European University Institutes rapport, Migration facts Algeria, fra 2013 fremgår det, at dobbelt statsborgerskab accepteres, hvilket bekræftes af US Departement of States rapport om Algeriet af 3. marts 2021. Ifølge Global Citizenship Observatorys rapport fra 2011 nedarves statsborgerskab desuden automatisk fra far og mor. Klageren har i forhold til Tunesien i relation til asylmotiv ved mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han frygter de tunesiske myndigheder på grund af sin fars konflikt, idet faren havde været med til at planlægge et statskup mod Tunesien, hvilket mislykkedes. Til Udlændingestyrelsen har klageren i forhold til asylmotiv i Tunesien forklaret, at han ikke frygtede noget, herunder myndigheder, grupperinger eller privatpersoner i Tunesien. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han har et modsætningsforhold til myndighederne eller andre i Tunesien. Flygtningenævnet finder således, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Tunesien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. I forhold til Algeriet kan Flygtningenævnet ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren har et modsætningsforhold til efterretningstjenesten i Algeriet. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerens forklaring omkring, at han under de to ophold i Malaga skulle aflevere et større pengebeløb til en ukendt person, og at han mødte [B] fra den algeriske efterretningstjeneste, der anklagede ham for at begå lovbrud og støtte terror, og at der ikke skete yderligere i den forbindelse, ikke forekommer troværdig. Flygtningenævnet har derved blandt andet lagt vægt på, at det ikke forekommer troværdigt, at [B] skulle spørge klageren om en ukendt algerisk statsborger, der boede i England, samt at han viste klageren en række billeder af ukendte personer, hvis han troede, at klageren støttede terror. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke forekommer troværdigt, at han mødtes med [B] i Danmark i slutningen af 2017 for at finde ud af, hvad der foregik. Dette særligt henset til, at [B] tidligere havde beskyldt klageren for lovbrud og for at støtte terror. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke forekommer sammenhængende, at klageren anmeldte [B] til de engelske myndigheder, men at han ikke ville anmelde ham til dansk politi, da han ikke ville have deres øjne på sagen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke forekommer troværdigt, at klageren ville lade sig fremstille på den Algeriske Ambassade, hvis han frygtede de algeriske myndigheder. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren angiveligt støttede FIS fra 2013 til 2017 ved at indsamle penge til partiet ved at skrive i en lukket gruppe på Skype eller Ingro. Flygtningenævnet har blandt andet lagt vægt på, at klageren ikke har oplevet noget på den baggrund. Flygtningenævnet afviser på den baggrund, at klageren skulle have en konflikt med efterretningstjenesten i Algeriet. Flygtningenævnet finder således, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Algeriet vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold i Tunesien eller Algeriet ikke i sig selv kan begrunde asyl. Udlændingelovens § 31 er herefter ikke til hinder for, at klageren kan udsendes enten til Tunesien eller Algeriet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Alge/2023/1 + Tune/2023/2/MNR.
Nævnet meddelte i juli 2023 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Sagen blev genoptaget efter at Flygtningenævnet gav afslag på asyl i maj 2023.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og [religion] fra [landsby] i [provins], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de personer, som efterstræber hans far samt de personer, som har udsat ansøgeren for […] overgreb. Herudover frygter ansøgeren de generelle ændrede forhold for shiamuslimer efter Talibans magtovertagelse. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for de mænd, som har udsat ham for […] overgreb. Ansøgeren husker ikke præcis, hvornår episoden fandt sted, men han ved dog, at episoden skete efter hans far blev kidnappet, og før han selv blev kidnappet. Ansøgeren havde ikke kontakt med personerne i perioden fra episoden fandt sted, til han udrejste af Afghanistan, men han opholdt sig dog også meget hjemme. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for de personer, som efterstræber hans far, har ansøgeren oplyst, at hans far blev kidnappet og var væk fra hjemmet i omkring [periode]. Ligesom der henvises til, at ansøgeren blev kidnappet, da han var ude at flyve med drage. Ansøgeren ved ikke, hvem der kidnappede ham, eller hvor længe han var tilbageholdt. Ansøgeren blev dog løsladt, da familien betalte løsepenge til personerne, som kidnappede ansøgeren. Ansøgeren blev under kidnapningen udsat for slag. Ansøgeren oplevede ikke problemer i perioden mellem kidnapningen og sin udrejse af Afghanistan. Af de grunde, som fremgår af Flygtningenævnets afgørelse af [foråret] 2019 finder Flygtningenævnet fortsat, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse som følge af sin fars forhold, at ansøgeren har været kidnappet, udsat for […] overgreb, frygter sin far og frygter trusler fra kriminelle grupperinger. Med hensyn til ansøgerens Sur Place asylmotiv om at være i risiko for forfølgelse fra Taliban, idet han vil blive betragtet som ”vestliggjort”, herunder på grund af sin påfaldende vestlige påklædning, manglende skæg, livsstil og langvarige fravær fra hjemlandet, bemærker Flygtningenævnet, at forholdene for vestliggjorte og den risikovurdering, der skal foretages i den forbindelse ved en tilbagevenden til Afghanistan er beskrevet i Flygtningenævnets baggrundsmateriale, herunder EUAA, Country Guidance, Afghanistan, fra januar 2023. Heraf fremgår af pkt. 3.13 og pkt. 3.14 blandt andet: ”…Individuals perceived as ”Westernized”… The individual assessment of whether there is a reasonable degree of likelihood for the applicant to face persecution should take into account risk-impacting circumstances, such as: the behaviour adopted by the applicant, visibility of the applicant, area of origin and conservative environment, gender (the risk is higher for women), age (it may be difficult for children of certain age to (re-)adjust to Afghanistan´s social restrictions), duration of stay in a western country, etc….” Endvidere fremgår af referatet fra Flygtningenævnets koordinationsudvalgsmøde den 8. december 2022 blandt andet, at vedrørende spørgsmålet om ”westernization” var der blandt medlemmerne enighed om, at det relevante for asylvurderingen er, om ansøgeren efter en samlet vurdering har en sådan erfaring med livet i Afghanistan, at ansøgeren vil kunne genoptage sit liv der på en sådan måde, at den pågældende ikke påkalder sig Talibans opmærksomhed. Henset til den aktuelle udvikling i Afghanistan finder Flygtningenævnet, at situationen i Afghanistan har udviklet sig betydeligt, idet Taliban siden medio august 2021 har overtaget magten i landet. Flygtningenævnet kan blandt andet henvise til Udlændingestyrelsens notat ”Afghanistan recent developments in the security situation, impact on civilians and targeted individuals” udgivet i september 2021 og Landinfos temanotat om Afghanistan ”Talibans maktovertakelse”, udgivet den 2. september 2021. Ansøgeren kom til Danmark i 2015 som dengang [mindreårig]. Han har bestået Dansk prøve 2, taler og forstår dansk. Han har gået på en [skole] og boet på et [institution] i [by i Danmark], hvor han var [privatretligt forhold]. Han er ansat på en [virksomhed], hvor han arbejder fuldtid. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ikke vil kunne etablere sig i Afghanistan uden at påkalde sig Talibans opmærksomhed, således at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Flygtningenævnets afgørelse af 6. maj 2019. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afgh/2023/48/MSAI
Nævnet omgjorde i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tajik og sunnimuslim fra [by A], [provins A], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i vinteren 2016/2017] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i foråret] 2023 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at situationen i Afghanistan har udviklet sig betydeligt siden Talibans magtovertagelse i medio august 2021, herunder hvad angår forholdene for kvinder og piger. Flygtningenævnet kan i den sammenhæng henvise til DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Afghanistan Conference - The Human Rights Situation after August 2021”, udgivet den 30. december 2022, hvoraf fremgår, at menneskerettighedssituationen er blevet væsentligt forværret siden august 2021, og at kvinders rettigheder er blevet indskrænket betydeligt, herunder hvad angår deres adgang til det offentlige liv. Yderligere kan der henvises til Human Rights Watch World Report 2023 – Afghanistan, udgivet den 12. januar 2023, hvoraf fremgår: “Since taking power, the Taliban have imposed a growing list of rules and policies that comprehensively prevent women and girls from exercising their fundamental rights, including to expression, movement, work, and education affecting virtually all their rights, including to life, livelihood, shelter, health care, food, and water.” Endelig fremgår det af en rapport fra European Union Agency for Asylum (EUAA), Country Guidance: Afghanistan, udgivet den 24. januar 2023, at situationen for kvinder og piger i Afghanistan er af en sådan karakter, at den udgør forfølgelse: ”Risk analysis: The accumulation of various measures introduced by the Taliban, which affect the rights and freedoms of women and girls in Afghanistan, amounts to persecution. Such measures affect their access to healthcare, work, freedom of movement, freedom of expression, girls' right to education, among others. Some women and girls in Afghanistan may also face other forms of ill-treatment amounting to persecution (e.g. forced marriage, such as child marriage, honour-based violence). For women and girls in Afghanistan, well-founded fear of persecution would in general be substantiated.” På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige dette udgangspunkt. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af den konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at [klageren] skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2023/46/imbs
Nævnet meddelte i juli 2023 opholdstilladelse til en kvindelig statsborger samt tre medfølgende børn fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2013/2014 Dem og Deres medfølgende søn, [A], født [2010-2015], afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. [I sommeren] 2014 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse [i vinteren] 2013/2014. [I vinteren] 2022/2023 har De søgt Flygtningenævnet om genoptagelse af sagen. Ved telefonsamtale [i sommeren] 2023 har De bekræftet, at Deres søn, [B], født [2015-2020], og Deres datter, [C], født 2020-2023], også er omfattet af Deres anmodning. Flygtningenævnet har vurderet, at De er omfattet af praksisændringen af 30. januar 2023, hvorved Flygtningenævnets koordinationsudvalg besluttede, at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og har på denne baggrund besluttet at genoptage sagen og behandle den ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at situationen i Afghanistan har udviklet sig betydeligt siden Talibans magtovertagelse i medio august 2021, herunder hvad angår forholdene for kvinder og piger. Flygtningenævnet kan i den sammenhæng henvise til DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Afghanistan Conference - The Human Rights Situation after August 2021”, udgivet den 30. december 2022, hvoraf fremgår, at menneskerettighedssituationen er blevet væsentligt forværret siden august 2021, og at kvinders rettigheder er blevet indskrænket betydeligt, herunder hvad angår deres adgang til det offentlige liv. Yderligere kan der henvises til Human Rights Watch World Report 2023 – Afghanistan, udgivet den 12. januar 2023, hvoraf fremgår: “Since taking power, the Taliban have imposed a growing list of rules and policies that comprehensively prevent women and girls from exercising their fundamental rights, including to expression, movement, work, and education affecting virtually all their rights, including to life, livelihood, shelter, health care, food, and water.” Endelig fremgår det af en rapport fra European Union Agency for Asylum (EUAA), Country Guidance: Afghanistan, udgivet den 24. januar 2023, at situationen for kvinder og piger i Afghanistan er af en sådan karakter, at den udgør forfølgelse: ”Risk analysis: The accumulation of various measures introduced by the Taliban, which affect the rights and freedoms of women and girls in Afghanistan, amounts to persecution. Such measures affect their access to healthcare, work, freedom of movement, freedom of expression, girls' right to education, among others. Some women and girls in Afghanistan may also face other forms of ill-treatment amounting to persecution (e.g. forced marriage, such as child marriage, honour-based violence). For women and girls in Afghanistan, well-founded fear of persecution would in general be substantiated.” På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige dette udgangspunkt. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af den konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at De og Deres datter, [C], skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Som konsekvens af Deres opholdstilladelse meddeler Flygtningenævnet tillige Deres sønner, [A] og [B], opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen.” Afgh/2023/44/tmlo
Nævnet meddelte i marts 2023 opholdstilladelse til en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2020. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2021 Dem og deres medfølgende barn, [A], født [i 2015-2020], afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. [I sommeren] 2022 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021. [I foråret] 2023 har Flygtningenævnet af egen drift besluttet at genoptage sagen, idet nævnet har vurderet, at De og Deres barn er omfattet af praksisændringen af 30. januar 2023, hvorved Flygtningenævnets koordinationsudvalg besluttede, at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg på et ekstraordinært møde den 30. januar 2023 besluttede at genoptage alle sager vedrørende kvindelige afghanske statsborgere, hvor nævnet i perioden efter den 16. august 2021 til den 30. januar 2023 har givet afslag på asyl. Flygtningenævnet har besluttet at behandle sagen ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at situationen i Afghanistan har udviklet sig betydeligt siden Talibans magtovertagelse i medio august 2021, herunder hvad angår forholdene for kvinder og piger. Flygtningenævnet kan i den sammenhæng henvise til DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Afghanistan Conference - The Human Rights Situation after August 2021”, udgivet den 30. december 2022, hvoraf fremgår, at menneskerettighedssituationen er blevet væsentligt forværret siden august 2021, og at kvinders rettigheder er blevet indskrænket betydeligt, herunder hvad angår deres adgang til det offentlige liv. Yderligere kan der henvises til Human Rights Watch World Report 2023 – Afghanistan, udgivet den 12. januar 2023, hvoraf fremgår: “Since taking power, the Taliban have imposed a growing list of rules and policies that comprehensively prevent women and girls from exercising their fundamental rights, including to expression, movement, work, and education affecting virtually all their rights, including to life, livelihood, shelter, health care, food, and water.” Endelig fremgår det af en rapport fra European Union Agency for Asylum (EUAA), Country Guidance: Afghanistan, udgivet den 24. januar 2023, at situationen for kvinder og piger i Afghanistan er af en sådan karakter, at den udgør forfølgelse: ”Risk analysis: The accumulation of various measures introduced by the Taliban, which affect the rights and freedoms of women and girls in Afghanistan, amounts to persecution. Such measures affect their access to healthcare, work, freedom of movement, freedom of expression, girls' right to education, among others. Some women and girls in Afghanistan may also face other forms of ill-treatment amounting to persecution (e.g. forced marriage, such as child marriage, honour-based violence). For women and girls in Afghanistan, well-founded fear of persecution would in general be substantiated.” På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige dette udgangspunkt. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af den konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at De og Deres barn, [A], skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen.” Afgh/2023/41/tmlo
Nævnet meddelte i marts 2023 opholdstilladelse til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2017 Deres klient, den afghanske statsborger [A], født [i 1980-1985], afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. [I foråret] 2019 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [Efteråret] 2017. [I sommeren] 2021 søgte DRC Dansk Flygtningehjælp Flygtningenævnet om genoptagelse af sagen. [I sommeren] 2022 genoptog Flygtningenævnet Deres klients sag til behandling på nyt mundtligt nævn. [I efteråret] 2022 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse [i efteråret] 2017. [I vinteren] 2022/2023 har De søgt Flygtningenævnet om genoptagelse af sagen. Flygtningenævnet har vurderet, at Deres klient er omfattet af praksisændringen af 30. januar 2023, hvorved Flygtningenævnets koordinationsudvalg besluttede, at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og har på denne baggrund besluttet at genoptage sagen og behandle den ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at situationen i Afghanistan har udviklet sig betydeligt siden Talibans magtovertagelse i medio august 2021, herunder hvad angår forholdene for kvinder og piger. Flygtningenævnet kan i den sammenhæng henvise til DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Afghanistan Conference - The Human Rights Situation after August 2021”, udgivet den 30. december 2022, hvoraf fremgår, at menneskerettighedssituationen er blevet væsentligt forværret siden august 2021, og at kvinders rettigheder er blevet indskrænket betydeligt, herunder hvad angår deres adgang til det offentlige liv. Yderligere kan der henvises til Human Rights Watch World Report 2023 – Afghanistan, udgivet den 12. januar 2023, hvoraf fremgår: “Since taking power, the Taliban have imposed a growing list of rules and policies that comprehensively prevent women and girls from exercising their fundamental rights, including to expression, movement, work, and education affecting virtually all their rights, including to life, livelihood, shelter, health care, food, and water.” Endelig fremgår det af en rapport fra European Union Agency for Asylum (EUAA), Country Guidance: Afghanistan, udgivet den 24. januar 2023, at situationen for kvinder og piger i Afghanistan er af en sådan karakter, at den udgør forfølgelse: ”Risk analysis: The accumulation of various measures introduced by the Taliban, which affect the rights and freedoms of women and girls in Afghanistan, amounts to persecution. Such measures affect their access to healthcare, work, freedom of movement, freedom of expression, girls' right to education, among others. Some women and girls in Afghanistan may also face other forms of ill-treatment amounting to persecution (e.g. forced marriage, such as child marriage, honour-based violence). For women and girls in Afghanistan, well-founded fear of persecution would in general be substantiated.” På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige dette udgangspunkt. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af den konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at Deres klient skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen.” Afgh/2023/40/tmlo
Nævnet stadfæstede i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt konventionsstatus i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klageren har en stor subjektiv frygt for at skulle vende tilbage til Tyskland, hvor hun frygter ikke at få tilstrækkelig sundhedsbehandling, og hvor han frygter en bande, som har overfaldet ham. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning i Tyskland [i foråret] 2016. Flygtningenævnet har videre på baggrund af de oplysninger, som de tyske myndigheder [i foråret] 2023 har afgivet til Udlændingestyrelsen lagt til grund, at klageren stadig har flygtningestatus i Tyskland, på trods af, at hans opholdstilladelse er udløbet, og at han har mulighed for at indrejse og opholde sig i landet samt at søge om at få fornyet sin opholdstilladelse. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor mv. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Tyskland, samt at klageren i Tyskland vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Tyskland, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Det forhold, at klageren har oplyst, at han ikke har fået behandling for sin sygdom, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren har oplyst, at han er blevet undersøgt af sin praktiserende læge og har fået udskrevet medicin. Der er således ikke holdepunkter i sagen for at antage, at klageren ikke har modtaget den adækvate og relevante lægelige behandling i det omfang, han har medvirket hertil. For så vidt angår den af klageren oplyste konflikt med en bande i [tysk by A] bemærker Flygtningenævnet, at der ikke er tale om et forhold, der kan begrunde, at Tyskland ikke kan tjene som klagerens første asylland. Nævnet finder således, at klageren må henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse, og nævnet finder ikke, at der i sagen er holdepunkter for at antage, at klageren ikke har fået eller vil fremover vil kunne få den fornødne beskyttelse. Endelig kan det forhold, at klageren har oplyst, at han bor på gaden og ikke har modtaget sociale ydelser ikke føre til et andet resultat. Nævnet skal i den oplysning henvise til, at klageren har oplyst, at han ikke har søgt om sociale ydelser, og at han må antages at kunne få den fornødne hjælp, såfremt han søger herom. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” § 29 b-Tys/2023/4/imbs
Nævnet meddelte i august 2023 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt et medfølgende barn fra Iran. Indrejst i 2015. Genoptaget sag.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [landsby], [provins], [by], Iran. Ansøgeren er oprindeligt yarsan, men har oplyst, at hun i Danmark er konverteret til kristendommen. Det fremgår af sagen, at ansøgeren i Danmark har deltaget i demonstrationer imod de iranske myndigheder, og at hun på [socialt medie] har lavet opslag med religiøst og politisk indhold. Ansøgeren henviste som oprindeligt asylmotiv til, at hun frygtede at blive fængslet af myndighederne som følge af hendes ægtefælles konflikt. Til støtte herfor oplyste ansøgerens ægtefælle, at dennes far var politisk aktiv for KDPI, hvilket bragte ansøgerens ægtefælle, og dermed også ansøgeren, i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Myndighederne opsøgte flere gange ansøgerens ægtefælle på dennes bopæl, og i forbindelse med en opsøgning på familiens [jord] blev ansøgerens [familiemedlem A], slået ihjel. Ansøgerens ægtefælle blev efterfølgende tilbageholdt af myndighederne i [1-5] dage, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren henviste endvidere til, at hun frygtede at blive fængslet, idet hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren oplyste til støtte herfor, at hun, ægtefællen og datteren [i foråret] 2016, er blev døbt i [kirke]. Ansøgeren har i forbindelse med genoptagelsessagen fortsat henvist til, at hun og datteren er konverteret til kristendommen, og at de siden 2016 har praktiseret den kristne tro, herunder også under deres ophold i [land] i 2021/2022, samt at hun jævnligt laver opslag på [socialt medie] omkring sin tro samt om iranske kvinders rettigheder. Endvidere har ansøgeren henvist til, at hun og datteren ved en tilbagevenden til Iran er i risiko for at blive udsat for æresrelaterede overgreb fra sin familie og svigerfamilie. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun har afsluttet sit forhold til ægtefællen og i 2022 er flygtet fra denne under deres ophold i [land], idet han over flere år har udsat ansøgeren for fysisk og psykisk vold, blandt andet som følge af sit [misbrug]. Ansøgeren har yderligere henvist til at have modtaget trusler fra sin familie i Iran, herunder fra sin [familiemedlem B] og [familiemedlem C], og fra sin ægtefælles familie som følge af sin konversion og som følge af, at hun har forladt sin ægtefælle. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at få frataget sin datter, idet hendes datter vil tilgå ansøgerens ægtefælles familie, og at hendes datter derved vil være i risiko for overgreb og tvangsægteskab. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hendes ægtefælle insisterer på sin ret til datteren, samt at hans familie har behov for at demonstrere magt og statuere et kulturelt og moralsk eksempel over for lokalbefolkningen samt over for ansøgerens datter, der har opholdt sig i Danmark størstedelen af sit liv. Ansøgeren har under sagens behandling i nævnet afgivet en troværdig forklaring om bl.a. sine fortsatte kristne aktiviteter, der er støttet af flere udtalelser, og at hun lever åbent som kristen og agter at fortsætte med det også ved en tilbagevenden til Iran. Efter en samlet vurdering af indholdet af forklaringen og det indtryk, som nævnet har fået af ansøgeren under nævnsmødet, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren på en tilstrækkelig måde har sandsynliggjort, at hendes konversion fra yarsan til kristendom er reel, og at hun også har opdraget sin datter [navn] i den kristne tro. Efter oplysningerne i baggrundsmaterialet om forholdene for kristne konvertitter i Iran finder Flygtningenævnet, at selv om ansøgeren er tidligere yarsan og ikke muslim, at det ikke med den fornødne sikkerhed kan lægges til grund, at hun ikke som frafalden yarsan risikerer at blive behandlet på samme måde som en frafalden muslim. Nævnet har lagt vægt på det begrænsede baggrundsmateriale vedrørende konsekvenser i Iran af konversion fra yarsan-troen til kristendommen, jf. herved Udlændingestyrelsens rapport, Iran: The Yaresan, april 2017, og US Commission on International Religious Freedom, Country Update: Iran, august 2021. Det er endvidere indgået i vurderingen af sagen, at ansøgeren på troværdig måde har forklaret, at hun også er kommet i et modsætningsforhold til sin familie dels som følge af hendes konversion fra yarsan til kristendom, dels og vel navnlig som følge af samlivsbruddet med hendes ægtefælle, som er hendes [familiemedlem D]. Nævnet lægger endvidere til grund, at klageren under opholdet i Danmark også har eksponeret sin kristne tro på sociale medier, ligesom hun i et vist omfang har deltaget i regimekritiske aktiviteter ved deltagelse i demonstrationer og opslag på sociale medier. Flygtningenævnet finder herefter - også i lyset af det skærpede fokus fra de iranske myndigheders side i forhold til bl.a. etniske minoriteter i landet efter protesterne i 2022, jf. herved Udlændingestyrelsen, Iran Protests, marts 2023 - at ansøgeren og hendes datter ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. I, navnlig som følge af deres trosforhold. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hendes datter opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Iran/2023/35/cara
Nævnet stadfæstede i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by] i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tvunget til at aftjene militærpligt. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han ikke ønsker at være en del af en krig eller dræbe uskyldige mennesker. Ansøgeren har til støtte herfor videre oplyst, at han ikke ønsker at bære våben eller på nogen måde være i militæret i Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor ligeledes oplyst, at han frygter de syriske myndigheder, idet de vil tvinge ham til at udføre militærpligt og slå ham ihjel eller fængsle ham, hvis han afviser at udføre den. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter ISIS. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han frygter at blive offer for tilfældige kidnapninger, som ISIS er berygtet for at udføre. Ansøgeren har til støtte herfor videre oplyst, at han har en tatovering på [kroppen], hvor der står [motiv], og at ISIS generelt er imod kurdere, hvorfor ansøgeren frygter at blive dræbt som følge heraf, og at en af hans venner i Syrien for cirka tre år siden blev dræbt af ISIS, alene fordi han var af kurdisk oprindelse. Ansøgeren har til støtte herfor endvidere oplyst, at hans families efternavn er efterlyst på grund af en konflikt mellem ansøgerens [familiemedlem] og ISIS, idet hans [familiemedlem] støttede en gruppe ved navn PKK, som kæmpede imod ISIS, hvorfor ISIS nu er imod alle med ansøgerens families efternavn. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at han ikke længere har familie i Syrien, og at hans arabiske sprog er begrænset, hvorfor han vil have svært ved at begå sig i Syrien. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren, der er i den militærpligtige alder, er i risiko for at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste, hvilket han ikke ønsker, og at ansøgeren allerede som følge heraf isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet tiltræder endvidere, at udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren tvangsmæssigt udsendes til Syrien. Da ansøgeren som ovenfor anført er udvist af Danmark med indrejseforbud i henholdsvis 6 år og 12 år ved [byrettens] dom af [foråret] 2021 og [landsrettens] ankedom af [efteråret] 2022, skal Flygtningenævnet herefter vurdere, om ansøgeren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det følger af denne bestemmelse, at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren er dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens forstand, idet han ved [byrettens] dom af [foråret] 2021 og [landsrettens] ankedom af [efteråret] 2022 i flere tilfælde bl.a. er dømt for at have begået gaderøveri og vold, herunder forsøg på grov vold, i gentagelsestilfælde. Der er ved vurderingen heraf lagt vægt på de nærmere omstændigheder forbundet med udøvelsen af den nævnte kriminalitet, herunder at det ene gaderøveri og forholdet vedrørende grov vold er begået under anvendelse af [farlige genstande], og at der i det ene voldsforhold skete skade på den forurettede af ikke ubetydelig omfang. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den alvorlige karakter af denne kriminalitet sammenholdt med længden af de idømte frihedsstraffe på samlet 2 år og 3 måneder og ansøgerens personlige forhold, at ansøgeren tillige må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Der er herunder lagt vægt på, at ansøgeren kontinuerlig har begået kriminalitet i perioden fra [vinteren 2020/2021], indtil han blev frihedsberøvet i [vinteren 2021/2022], herunder personfarlig kriminalitet, at han gentagne gange er dømt for overtrædelse af knivloven, og at han tillige ved [byrettens] dom af [foråret] 2019 er dømt for vold. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af de begåede forbrydelser i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give ansøgeren opholdstilladelse. Ansøgeren, der er [20-25 år], indrejste i Danmark i 2017 som [12-15-årig]. Ansøgeren har en kæreste, som han har haft i 4 år. Han har ingen børn. Han har familiemæssig tilknytning til Danmark i form af sine forældre og søskende. Han kan gøre sig forståelig på dansk og kan efter det oplyste også læse og skrive dansk. Han har afsluttet [uddannelsessted] og har haft sporadisk tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark. Ansøgeren taler kurdisk og til dels arabisk. Han taler kurdisk med sin familie i Danmark. Han har ikke længere familie i Syrien. Han har gået i skole i Syrien. Flygtningenævnet finder efter en samlet afvejning af disse forhold, at der ikke foreligger omstændigheder som nævnt i udlændingelovens § 10, stk. 3, der kan begrunde, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Nævnet finder derfor, at ansøgeren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Herefter, og da det, som advokaten har anført for Flygtningenævnet, ikke kan føre til et andet resultat, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2023/53/obc
Nævnet omgjorde i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2020.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim fra Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark på ny [i efteråret] 2020, og at hun og de medfølgende børn [i sommeren] 2022 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i efteråret] 2022 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold samt de syriske myndigheder, idet hun har forladt sin stilling som offentligt ansat. Klageren har herom oplyst, at hun i perioden fra [en flerårig periode] har været ansat i [offentlig myndighed] i Syrien. Klageren udrejste af Syrien i slutningen af 2013 uden at orientere sin arbejdsgiver om udrejsen. Klageren forventer, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil blive indkaldt til afhøring, fordi hun har forladt sin stilling som offentligt ansat uden forudgående tilladelse. Klageren frygter, at hun vil blive betragtet som en modstander af det syriske styre og fængslet, således at børnene vil være nødsaget til at opholde sig på gaden. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2023 oplyst, at der nedlægges påstand om, at klageren og hendes medfølgende børn meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har i den anledning besluttet at behandle sagen på skriftligt grundlag. Flygtningenævnet meddeler i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens påstand klageren og hendes medfølgende børn [A], [B] samt [C] opholdstilladelse i medfør af udlændingeloven § 7, stk. 1.” Syri/2023/52/MLVT.
Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Født i Danmark i 1998 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2021 idømt fængsel i 4 måneder for overtrædelse af straffelovens § 123, stk. 1, stk. stk. 2 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Somalia. Klageren er etnisk somali og ikke troende. Hans mor er fra [by A], Somalia. Klageren er født i Danmark. Klagerens mor tilhører [klan A]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i fem demonstrationer i Danmark. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive stenet i Somalia, idet han ikke er praktiserende muslim. Han har videre henvist til sin mors konflikt i Somalia, samt at han risikerer at få problemer, da hans kæreste, som han har fået et barn med, ikke er muslim. Klageren har endelig henvist til, at han ikke kan tale somalisk, og at han ikke har noget netværk i Somalia, hvorfor han ikke kan forsørge sig selv. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han har hørt fra andre, at man kan blive stenet i Somalia, hvis man ikke er praktiserende muslim. Klageren har videre oplyst, at han ikke ved, hvad hans mors konflikt handler om, men at han frygter, at der vil ske noget med ham. Han har endelig oplyst, at det på sociale medier fremgår, at han har en kæreste, som ikke er muslim, ligesom det også fremgår, at han har fået barn med sin kæreste, uden at de er gift. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet tiltræder i det hele den begrundelse, som Udlændingestyrelsen har anført. For så vidt angår spørgsmålet om, at klageren ikke er praktiserende muslim og alene har begrænset kendskab til somalisk kultur, henviser Flygtningenævnet yderligere til, at det fremgår af klagerens brors samtalereferat af [foråret] 2022, at moren har givet broren, som blandt andet har praktiseret sin tro ved fredagsbøn, bøger om islam, så broren kunne lære troen at kende. Klagerens mor, som ved ankomsten til Danmark allerede havde født klagerens [antal] ældre søskende, oplyste på daværende tidspunkt, at hun var muslim. Det fremgår endvidere af klagerens brors sag, at klagerens mor afgav forklaring til politiet under medvirken af tolk. Klageren må herefter antages at have nogen kendskab til islam samt sproget og kulturen i Somalia. Hertil kommer, at der ikke er grundlag for at antage, at al-Shabaab eller andre grupper eller personer skulle efterstræbe klageren, som ikke er profileret i forhold til grupperne, som følge af disse ovennævnte forhold. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klagerens mor stammer fra et myndighedskontrolleret område. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger er de generelle forhold heller ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til, at klageren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at opnå asyl i Danmark, og udlændingelovens § 31 er ikke til hinder for, at klageren kan udsendes til Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2023/13/lodu
Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim fra [by A], [region A], Somalia. Ansøgeren tilhører klanen [klan A]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter sin bror, [navn A], idet hun har indgået ægteskab med en mand fra mindretalsklanen [Klan B]. Broren har slået ansøgerens ægtefælle ihjel samt truet med at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hun lærte en mand fra en minoritetsklan at kende i 2019, hvorefter hun indgik ægteskab med ham i hemmelighed. Efter en måned hørte ansøgerens bror personer i landsbyen tale om hendes forhold. Efter hendes bror blev bekendt med ægteskabet, tog han og ansøgerens far hen til den butik, som ægtefællen drev, hvorefter ansøgerens bror skød og slog hendes ægtefælle ihjel. Da ansøgeren blev bekendt med, at hendes ægtefælle var død, besvimede hun og kom på hospitalet. Ansøgerens bror kom hen til hospitalet med et gevær og fortalte ansøgeren, at han havde slået hendes ægtefælle ihjel. Ansøgerens bror tvang herefter ansøgeren til at tage til en graviditetsafdeling, hvor de konstaterede, at ansøgeren var gravid. Ansøgerens bror stillede ansøgeren et ultimatum om at få en abort eller blive slået ihjel. Den kvinde, som havde undersøgt ansøgeren på hospitalet, hjalp herefter ansøgeren med at flygte. Ansøgeren overnattede herefter hos samme kvinde, hvorefter hun ringede til sin afdøde ægtefælles søster, som arrangerede hendes udrejse af Somalia. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at forklaringen også for Flygtningenævnet har forekommet utroværdig og indstuderet, og at der har været en række divergenser. Ud over det, der er anført af Udlændingestyrelsen, bemærker Flygtningenævnet blandt andet, at ansøgeren ifølge samtalen med udlændingemyndighederne den [vinteren] 2021/2022 har oplyst, at hendes mand blev dræbt den [vinteren] 2019/2022, og ved oplæsning af referatet oplyste hun, at hun huskede datoen for hans dødsfald tydeligt, fordi manden var meget dyrebar for hende. Af samtalereferat af [efteråret] 2022 fremgår imidlertid, at ansøgeren har oplyst, at manden døde i [vinteren] 2019/2020, at det var i slutningen af måneden, men at hun ikke kan huske præcis hvornår, samt at hun ikke husker, om det var den [dato A eller dato B i vinteren] 2019/2022. Hertil kommer divergenser om blandt andet omstændighederne i forbindelse med, at hun hørte om drabet på sin mand, og hvem der var til stede på hospitalet, da hun vågnede. Om sidstnævnte har ansøgeren først forklaret, at broren var til stede. Senere under en samtale den [efteråret] 2022 oplyste hun, at [navn A] og faren samt naboen var til stede, og under mødet i Flygtningenævnet har hun forklaret, at Ahmed og hendes mor var til stede, men at hun ikke så sin far. Endvidere bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om personen, hun ifølge politiets oplysninger indrejste i Danmark med, forekommer utroværdig. Ansøgeren har forklaret, at hun og manden ikke havde mødt hinanden før, men at han ledte efter en plads i flyet og valgte at sætte sig ved siden af hende, fordi hun ligeledes var somalier. Denne oplysning stemmer ikke overens med, at det fremgår af politiets rapporter, at ansøgeren og manden holdt hinanden i hånden, nussede og talte intensivt sammen, og at der var billeder af ansøger på mandens telefon. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har søgt og fået afslag på asyl i [et europæisk land]. Ifølge ansøgeren var asylgrundlaget i [et europæisk land] det samme, som ansøgeren har påberåbt sig i Danmark. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia er i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger er de generelle forhold i Somalia og i det område, hvor klageren kommer fra, heller ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan føre til, at klageren skal meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2023/12/lodu
Nævnet meddelte i juni 2023 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Myanmar. Indrejst i 2012. Klageren blev i 2020 idømt fængsel i seks måneder for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 119 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk myanmarer og buddhist fra Yangon, Myanmar. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at vende tilbage til Myanmar, fordi hun har arbejdet på en klinik, [navn], i Thailand og derfor har et modsætningsforhold til militærjuntaen i Myanmar. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i [starten af 00’erne] blev uddannet som læge i Myanmar. På daværende tidspunkt skulle man efterfølgende arbejde i tre år efter at have færdiggjort sin uddannelse, og hvis ikke man gjorde det, skulle man betale kompensation. Ansøgeren søgte job som læge i Myanmar, men valgte i stedet at tage til Thailand, hvor hun arbejdede som læge i syv år på [navn på klinik] i grænseområdet mellem Thailand og Myanmar. På klinikken behandlede de blandt andre flygtninge fra Myanmar og internt fordrevne. Ansøgeren arbejdede desuden på migrantskoler, der var oprettet på den thailandske side af grænsen, ligesom hun arbejdede som tolk. Efter ansøgerens udrejse til Thailand modtog ansøgerens familie et brev vedrørende kompensationen, som ansøgeren skulle betale for ikke at have arbejdet som læge i Myanmar. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til de generelle forhold i Myanmar. Ansøgeren har som støtte herfor oplyst, at hun ikke længere har familie i Myanmar ud over en ugift faster, og at situationen for hende som enlig kvinde uden mandligt netværk er yderligere forværret efter militærkuppet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, som Udlændingestyrelsen og tidligere Flygtningenævn under behandling af sagen i oktober 2019 har gjort. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren er uddannet læge i [starten af 00’erne] og har arbejdet på [navn på klinik] i Thailand på grænsen til Myanmar i en årrække og frem til hendes indrejse i Danmark i 2012. Omkring ansøgerens tidligere arbejde på [navn på klinik] lægger Flygtningenævnet til grund, at dette arbejde har bestået i dels behandling af burmesiske flygtninge og internt fordrevne og dels som underviser på migrantskoler, der var oprettet ved den thailandske grænse. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren efter endt uddannelse er pålagt at skulle betale en kompensation, da hun ikke har arbejdet som læge i Myanmar, og at hendes familie har modtaget et brev herom. Hertil kommer, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Myanmar vil være enlig kvinde uden mandligt netværk, da hendes far og bror er døde. Efter baggrundsoplysningerne, herunder navnlig oplysningerne om arbitrære anholdelse af og angreb på sundhedsfagligt personale, som blandt andet anført i ”Violence Against or Obstruction of Health Care in Myanmar”, januar 2023 update, Insecurity Insight og ”Attacks on Health Care in Myanmar”, 17-30 May 2023, Insecurity Insight, finder Flygtningenævnet henset til ansøgerens faglige profil, det tidligere udførte arbejde på [navn på klinik], og at ansøgerens profil er kommet til de burmesiske myndigheders kendskab dels før men også efter militærjuntaens magtovertagelse i forbindelse med forsøg på hjemsendelse, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun af militærjuntaen vil blive opfattet som en modstander. På den baggrund har ansøgeren sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Myanmar vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om ansøgeren er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionens artikel 1 A anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Da ansøgeren som nævnt isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, finder Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af ansøgeren til Myanmar. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lov nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i bestemmelsen nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket pågældende befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal således foretages en proportionalitetsafvejning, hvori indgår grovheden af den begåede forbrydelse over for eventuelle særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der kan tale for at give ansøgeren opholdstilladelse. Ansøgeren er ved dom [fra vinteren 2020/2021] idømt fængsel i seks måneder og udvist med et indrejseforbud i seks år for overtrædelse af straffelovens [en række bestemmelser, herunder § 119]. Ansøgeren er tillige tidligere idømt en betinget fængselsstraf på 20 dage for overtrædelse af straffelovens § 266, og ansøgeren har i 2013 og 2014 modtaget bødeforlæg i forbindelse med overtrædelse af straffelovens § 244 over for en [person]. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren på baggrund af den seneste dom må anses for at være dømt for en særlig farlig forbrydelse i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2´s forstand. Flygtningenævnet lægger herved vægt på karakteren og arten af volden omfattet af straffelovens § 119 begået imod to personer ad flere omgange. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren må betragtes som en fare for samfundet. Der skal foretages en fremadrettet farevurdering på grundlag af de oplysninger, der foreligger på vurderingstidspunktet. Flygtningenævnet finder efter en konkret helhedsvurdering, at ansøgeren ikke kan betragtes som en fare for samfundet i Danmark. Flygtningenævnet lægger herved vægt på karakteren og grovheden af det pådømte, herunder baggrunden for overfaldet og fareforvoldelsen mod to politibetjente, der opstod i forbindelse med en anholdelse. Nævnet har tillige lagt vægt på, at de tidligere afgørelser ligger tilbage i tid. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på længden af den idømte straf, og på at ansøgeren ikke efterfølgende har udvist kriminel adfærd, der giver grundlag for at antage, at hun er en fare for samfundet. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på ansøgerens personlige forhold. Flygtningenævnet finder på denne bagrund, at Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, er til hinder for, at klageren udelukkes fra beskyttelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Myan/2023/7/tps
Nævnet stadfæstede i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 1990.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er iraner og shiamuslim fra [hjemby], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter myndighederne i Iran, idet han omkring 1986 har slået to Sepah-agenter ihjel. Ansøgeren frygter at blive fængslet eller slået ihjel, og har også henvist til, at han har problemer i Iran, som gør, at han ikke kan opholde sig i landet. Han har endvidere henvist til, at han ikke tror på præstestyrets lære, og at han derfor også generelt vil være forfulgt i Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har således forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv og har endvidere forklaret udbyggende om sit asylmotiv. Han har således i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2022 oplyst, at han blev fængslet af myndighederne, efter han i 1986-1987 slog to Sepah-agenter ihjel, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han ikke blev fængslet, efter han havde slået agenterne ihjel, men at han flygtede op i bjergene. Han har til sin advokat oplyst, at han blev opsøgt af de to Sepah-folk, og at han slog dem ihjel som selvforsvar, da de kom i karambolage, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han skød de to Sepah-folk i forbindelse med, at han skulle aflevere sine våben, fordi den ene ikke var sød mod ham, og fordi de forinden havde dræbt 800-900 militærfolk. Hertil kommer, at ansøgeren over for Udlændingestyrelsen ikke har villet oplyse nærmere om sit asylmotiv, herunder at hans familie i perioden, efter han kom til Danmark i 1990 blev opsøgt af efterretningstjenesterne, der en af gangene tog hans [familiemedlem I] med og slog hende ihjel. Dette har han først forklaret til sin advokat og under nævnsmødet. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at det fremgår af sagen, at ansøgeren [i foråret] 2009 fik udstedt et iransk pas, der var gyldigt indtil [foråret] 2014. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at han fik passet udstedt i [hjemby] mod betaling af beskikkelse, og at han opholdt sig i bjergene, hvortil han fik det leveret. Der er i passet stemplet en indrejse og udrejse i [A] Lufthavnen i [hjemby] i 2009, og der er herudover endnu et udrejsestempel i passet. Ansøgeren har herom forklaret, at han selv har lavet det. Flygtningenævnet kan ikke lægge denne forklaring til grund, og lægger derfor til grund, at ansøgeren i 2009 i [hjemby] fik udstedt et iransk pas, ligesom han er indrejst og udrejst lovligt i Iran via [A] Lufthavnen i [hjemby]. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen [i foråret] 2010 modtog en ansøgning fra ansøgeren om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Af ansøgningen fremgår, at ansøgeren [i vinteren 2009/2010] udrejste af Danmark og var udrejst i fem måneder, og at ansøgeren var i Iran, hvor han boede hos sin [familiemedlem II] i [hjemby], fordi han skulle hjælpe hende, efter hans [familiemedlem III] var død. Nævnet har videre lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2010 modtog endnu en ansøgning om, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, hvoraf fremgår bl.a., at ansøgeren også var i Iran fra [dato – dato i foråret] 2010, hvor han igen boede hos sin [familiemedlem II] i [hjemby]. Ansøgeren har herudover under nævnsmødet forklaret, at han har været i Iran i 2016 og 2020. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren generelt frygter de iranske myndigheder og ikke er enig i den måde, som landet ledes på, kan ikke føre til et en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/20223/30/sme
Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk kurder og har oplyst, at han er kristen fra [by og provins], Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive tilbageholdt og henrettet af de iranske myndigheder, idet han har været aktiv for det politiske parti [partinavn]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i Danmark har deltaget i [parti] møder som sympatisør, hvor han optræder på filmklip og billeder, der er offentliggjort blandt andet på flere kurdiske nyhedsmedier. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han er konverteret til kristendommen i Danmark, hvorfor han tillige frygter forfølgelse fra de iranske myndigheders side. Flygtningenævnet bemærker vedrørende klagerens asylmotiv angående konversion til kristendommen, at det som udgangspunkt giver anledning til en vis usikkerhed om det religiøse motiv, at ansøgeren efter at være fremkommet med andre asylmotiver, som han har fået afslag på af Flygtningenævnet, er fremkommet med en henvisning til konversion til kristendommen som et yderligere asylmotiv. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren ved den tidligere sag i Flygtningenævnet anførte, at han var ateist, og at han ikke troede på nogen gud. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgernes forklaring om hans konversion til kristendommen forekommer noget ureflekteret og usammenhængende, og at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre dybere for sin indre afklaringsproces, kristne overbevisning eller hans beslutning om at blive døbt. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgerens kendskab til kristendommen på nogen punkter ikke er så stor og er af mere overordnet og generel karakter og flere gange er blevet forvekslet med islamiske beretninger. De fremlagte udtalelser fra kirker kan ikke føre til en ændret vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren har slået opslag med kristne budskaber op på ansøgerens [socialt medie I] og [socialt medie II] kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke kan anses for at have været i de iranske myndigheders søgelys ved sin udrejse af Iran, og at det af det tilgængelige baggrundsmateriale, herunder særligt af Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælps rapport "House Churches and Converts" fra februar 2018 fremgår, at deklarering af konversion til kristendommen på Facebook i sig selv ikke leder til forfølgelse men muligt til monitorering. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at de iranske myndigheder skulle være bekendt med ansøgerens kristne aktiviteter på hans profiler [socialt medie I] og [socialt medie II], og at han som følge heraf skulle være i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet bemærker vedrørende ansøgerens asylmotiv angående politisk aktivitet for [parti] i Danmark, at han har oplyst, at han har deltaget i en række demonstrationer i Danmark mod det iranske styre, og at han sympatiserer med [parti]. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans bror er aktiv i [parti] i Danmark. Ansøgeren har fremlagt filmklip og billeder fra demonstrationer, hvor han deltog, herunder nogle gange som vagt, hvor ansøgerens navn ikke fremgår, hvilke film og billeder er offentliggjort på flere kurdiske en nyhedsmedier. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren herved er kommet i de iranske myndigheders søgelys. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at de iranske myndigheder skulle være bekendt med ansøgerens aktiviteter på [socialt medie I] og [socialt medie II] med hensyn til politisk aktivitet, og at han som følge heraf skulle være i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2023/28/MSAI
Nævnet meddelte i juni 2023 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ” Efter det nu fremkomne om ansøgerens politiske aktiviteter i Danmark, herunder de fremlagte kopier af opslag på [socialt medie A] og [socialt medie B], samt ansøgerens forklaring herom, lægger Flygtningenævnet ligesom Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren har delt politiske opslag om KDPI og [organisation A] via sin [socialt medie A] [navn A] og sin [socialt medie B] i eget navn, og at disse opslag i hvert fald for så vidt angår [socialt medie B] er en offentligt tilgængelig profil, hvorfor ansøger må antages at være identificerbar. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren er medlem af [organisation A], som er en [europæisk land]-baseret kurdisk menneskerettighedsorganisation, der rapporterer om menneskerettighedskrænkelser mod kurdere i Iran. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren bistår med at oversætte [materiale] fra farsi til engelsk. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på den fremlagte bekræftelse på medlemskab, samt det dokumenterede vedrørende ansøgers kontakt med lederen af [organisation A], [navn B]. Af Landinfos temanotat Iran af 21. januar 2021 om Irans modtagelse og behandling af asylansøgere som returnerer, fremgår side 12f. blandt andet, at det iranske regime har interesse i og evne til at overvåge sine borgeres aktiviteter i udlandet og at dette sker gennem informanter, infiltratorer og digital overvågning, men at dette sandsynligvis kun gælder dem med en høj profil, eller dem som har kontakt med den politiske opposition i Iran. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens ægteskab med [navn C] må antages at være kommet eller ville komme til de iranske myndigheders kundskab ved ansøgers returnering til Iran. Idet ægtefællen, som [politisk aktiv] og peshmerga, er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, må det derfor antages, at hun som følge heraf vil blive tillagt samme politiske holdning, som sin ægtefælle (Imputed Political Opinion). På baggrund af ovennævnte og efter en samlet vurdering, samt de seneste baggrundsoplysninger, herunder Landinfo, Temanotat, Iran, ”Mottagelse og behandling av returnerte asylsøkere” af 21. januar 2021, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, som følge af sine politiske holdninger. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2023/25/labja
Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Sagen er sambehandlet med demo/2023/6, demo/2023/7 og demo/2023/8Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk bembe og kristen fra [by] i [provins], Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo). Det fremgår af sagen, at klageren i [vinteren] 2011/2012 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, og at han indrejste i Danmark i [vinteren] 2011/2012. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren i [efteråret] 2017 udrejste til DR Congo. I [vinteren] 2022/2023 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, og § 17 a, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, idet Udlændingestyrelsen vurderede, at klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark og reelt repatrieret til sit hjemland, da han udrejste i [efteråret] 2017, og at han ikke inden udløbet af sin fortrydelsesfrist i [efteråret] 2018 havde søgt om forlængelse af denne frist. Klageren har endvidere opholdt sig i sit hjemland i mere end på hinanden 12 følgende måneder. Flygtningenævnet tiltræder, at klagerens opholdstilladelse med henvisning til det ovenfor anførte og sagens oplysninger i øvrigt skal anses for at være bortfaldet. Spørgsmålet er herefter, om der skal ske dispensation for bortfald efter udlændingelovens § 17, stk. 2, således at klagerens opholdstilladelse alligevel ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet bemærker, at afgørelsen heraf må bero på en skønsmæssigt præget vurdering af sagens samlede omstændigheder. Klageren har bl.a. gjort gældende, at hans mors dårlige helbredssituation og status som særlig udsat under Covid 19-pandemien indebar, at hun ikke var i stand til at udrejse af DR Congo, og at den øvrige familie så sig nødsaget til at blive i landet for at pleje hende, ligesom klageren i øvrigt har henvist til rejserestriktionerne under Covid 19-pandemien. Flygtningenævnet har ved vurderingen af det af klageren anførte lagt vægt på oplysningerne om, at klageren først henvendte sig til de danske myndigheder med ønsket om at fortryde sin repatriering [3-5] år efter udløbet af fortrydelsesfristen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at der ikke er oplyst om konkrete forhold, der reelt har forhindret klageren i at udrejse til Danmark inden fristens udløb, idet det bemærkes, at det oplyste om hans mors helbredsmæssige forhold ikke kan anses for at have udgjort en sådan hindring. Herefter, og da det, som klageren i øvrigt har anført, heller ikke kan føre til en ændret vurdering, tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at bestemme, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for at være bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2. Klageren har til støtte for, at hans opholdstilladelse ikke skal anses for at være bortfaldet, endvidere henvist til bestemmelserne i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 og artikel 8. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne til grund, at situationen i DR Congo i [provinsen], hvor klageren aktuelt opholder sig, er af en sådan karakter, at enhver vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder dog samtidig, at i hvert fald i en sag som den foreliggende, hvor klageren frivilligt og som led i repatriering er vendt tilbage til [provins] i DR Congo, hvor situationen, allerede da klageren udrejste af Danmark i [efteråret] 2017, var præget af væbnede gruppers aktivitet (uden dog at have den aktuelle karakter), kan det anførte forhold – uanset at det må lægges til grund, at klageren befinder sig en svær situation – ikke føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for at være bortfaldet. Det er i den forbindelse ligeledes tillagt vægt, at klageren først henvendte sig til de danske myndigheder med et ønske om at fortryde sin repatriering [3-5] år efter udrejsen til DR Congo. Det tilføjes, at klageren vil kunne søge asyl efter de almindelige regler herom ved fornyet indrejse i Danmark, herunder med henvisning til de generelle forhold i det pågældende område i DR Congo, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Endvidere finder Flygtningenævnet af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at bortfaldet af klagerens opholdstilladelse heller ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv efter EMRK artikel 8. Det tiltrædes herunder, at klagerens forhold til sine herboende søstre efter de foreliggende oplysninger ikke kan anses for at udgøre familieliv i artikel 8’s forstand. Der er ligeledes lagt vægt på, at klageren i mere end [3-5] år har opholdt sig i DR Congo med sin øvrige familie i det område, som han i sin tid udrejste fra, ligesom han har stiftet selvstændig familie i DR Congo. Da klageren som nævnt opholder sig i DR Congo, er der ikke anledning til at tage stilling til udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. ” demo/2023/9/lodu
Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Sagen er sambehandlet med demo/2023/6, demo/2023/8 og demo/2023/9Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk bembe og kristen fra [by] i [provins], Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo). Det fremgår af sagen, at klageren i [vinteren] 2011/2012 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, og at han indrejste i Danmark i [vinteren] 2011/2012. Det fremgår af brev i [sommeren] 2018 fra DRC Dansk Flygtningehjælp, at klageren i [efteråret] 2017 udrejste til DR Congo med henblik på at tage permanent ophold i landet. I [vinteren] 2022/2023 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, § 17 a, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, idet DRC Dansk Flygtningehjælp havde oplyst, at klageren i [efteråret] 2017 udrejste til sit hjemland som led i repatriering, og da klageren ikke inden udløbet af sin fortrydelsesfrist i [efteråret] 2018 havde søgt om forlængelse af fristen. Klageren har endvidere opholdt sig i sit hjemland i mere end på hinanden 12 følgende måneder. Flygtningenævnet tiltræder, at klagerens opholdstilladelse med henvisning til det ovenfor anførte og sagens oplysninger i øvrigt skal anses for at være bortfaldet. Spørgsmålet er herefter, om der skal ske dispensation for bortfald efter udlændingelovens § 17, stk. 2, således at klagerens opholdstilladelse alligevel ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet bemærker, at afgørelsen heraf må bero på en skønsmæssigt præget vurdering af sagens samlede omstændigheder. Klageren har bl.a. gjort gældende, at hans mors dårlige helbredssituation og status som særlig udsat under Covid 19-pandemien indebar, at hun ikke var i stand til at udrejse af DR Congo, og at den øvrige familie så sig nødsaget til at blive i landet for at pleje hende, ligesom klageren i øvrigt har henvist til rejserestriktionerne under Covid 19-pandemien. Klageren har endvidere haft en [sygdom]. Flygtningenævnet har ved vurderingen af det af klageren anførte lagt vægt på oplysningerne om, at klageren først henvendte sig til de danske myndigheder med ønsket om at fortryde sin repatriering [3-5] år efter udløbet af fortrydelsesfristen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at der ikke er oplyst om konkrete forhold, der reelt har forhindret klageren i at udrejse til Danmark inden fristens udløb, idet det bemærkes, at det oplyste om hans mors helbredsmæssige forhold og hans egen sygdom ikke kan anses for at have udgjort en sådan hindring. Herefter, og da det, som klageren i øvrigt har anført, heller ikke kan føre til en ændret vurdering, tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at bestemme, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for at være bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2. Klageren har til støtte for, at hans opholdstilladelse ikke skal anses for at være bortfaldet, endvidere henvist til bestemmelserne i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 og artikel 8. Flygtningenævnet lægger efter baggrundsoplysningerne til grund, at situationen i DR Congo i [provinsen], hvor klageren aktuelt opholder sig, er af en sådan karakter, at enhver vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder dog samtidig, at i hvert fald i en sag som den foreliggende, hvor klageren frivilligt og som led i repatriering er vendt tilbage til [provins] i DR Congo, hvor situationen, allerede da klageren udrejste af Danmark i [efteråret] 2017, var præget af væbnede gruppers aktivitet (uden dog at have den aktuelle karakter), kan det anførte forhold – uanset at det må lægges til grund, at klageren befinder sig en svær situation – ikke føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for at være bortfaldet. Det er i den forbindelse ligeledes tillagt vægt, at klageren først henvendte sig til de danske myndigheder med et ønske om at fortryde sin repatriering [3-5] år efter udrejsen til DR Congo. Det tilføjes, at klageren vil kunne søge asyl efter de almindelige regler herom ved fornyet indrejse i Danmark, herunder med henvisning til de generelle forhold i det pågældende område i DR Congo, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Endvidere finder Flygtningenævnet af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at bortfaldet af klagerens opholdstilladelse heller ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv efter EMRK artikel 8. Det tiltrædes herunder, at klagerens forhold til sine herboende søstre efter de foreliggende oplysninger ikke kan anses for at udgøre familieliv i artikel 8’s forstand. Der er ligeledes lagt vægt på, at klageren i mere end [3-5] år har opholdt sig i DR Congo med sin øvrige familie i det område, som han i sin tid udrejste fra, ligesom han har stiftet selvstændig familie i DR Congo. Da klageren som nævnt opholder sig i DR Congo, er der ikke anledning til at tage stilling til udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” demo/2023/7/lodu
Nævnet stadfæstede i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren blev ved Østre Landsrets dom [i sommeren] 2020 udvist med et indrejseforbud for bestandigt. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, er dermed bortfaldet, jf. udlændingelovens § 26 c. Der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Afghanistan. Klageren er etnisk pashtun og muslim fra [by], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han flygtede fra Taliban efter at være blevet tvangsrekrutteret i 2016. Klageren har tillige henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive straffet af Taliban, fordi han har boet i vesten siden 2016. Klageren har i denne forbindelse oplyst, at han frygter Taliban som samlet enhed, men at han har en særlig frygt for de Taliban-medlemmer, der tilbageholdt ham inden udrejsen, idet de personer kan genkende ham. Klageren har videre oplyst, at han har levet et vestligt liv, idet han har festet i byen, indtaget alkohol, røget hash i en periode og haft kærester, hvilket ikke er tilladt i Afghanistan. Han har også [specifikt antal] små tatoveringer, hvilket Taliban ikke tillader. Herudover har klagerens advokat i sit indlæg henvist til, at klageren også frygter at blive tvangshvervet af Taliban. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv vedrørende konflikten med Taliban til grund. Flygtningenævnet finder, at klageren har forklaret uoverensstemmende om flugten fra Taliban, som efter nævnets opfattelse er en central del af asylmotivet. Klageren har således i forbindelse med udsendelsessagen til Udlændingestyrelsen forklaret, at [den erhvervsdrivende] sagde til ham, at han skulle kravle ud ad vinduet og op i et træ, hvor han skulle vente til, det blev nat. [Den erhvervsdrivende] ville herefter med sin bils forlygter signalere, når der var fri bane. I forbindelse med klagerens oprindelige asylsag har klageren imidlertid ikke forklaret herom, men har forklaret, at [den erhvervsdrivende] kørte ham til en landsby, og at [den erhvervsdrivendes] bil ikke var parkeret langt fra [den erhvervsdrivendes arbejdsplads], hvorfor de ikke skulle gå langt. Klageren har endvidere forklaret, at Taliban ikke var til stede om dagen. Klageren har ikke givet møde for Flygtningenævnet og har dermed ikke kunne redegøre for uoverensstemmelserne. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at klageren som følge af vestliggørelse er i risiko for forfølgelse. Nævnet har herved lagt vægt på de samme forhold som Udlændingestyrelsen. Med hensyn til klagerens frygt for at blive tvangshvervet bemærker Flygtningenævnet, at der efter EUAA’s rapport ”Common Analysis Afghanistan” fra januar 2023, side 62-63, ikke er oplysninger om, at Taliban efter magtovertagelsen foretager tvangsrekruttering til deres hær. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han som følge af sin frygt for tvangshvervning er i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2023/43/aalk
Nævnet meddelte i februar 2023 opholdstilladelse til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Flygtningenævnet udtalte: ” Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2017 Dem afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. [i efteråret] 2017 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2017. [I foråret] 2023 har De søgt Flygtningenævnet om genoptagelse af sagen. Flygtningenævnet har vurderet, at De er omfattet af praksisændringen af 30. januar 2023, hvorved Flygtningenævnets koordinationsudvalg besluttede, at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og har på denne baggrund besluttet at genoptage sagen og behandle den ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. l, jf. § 53, stk. 12. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at situationen i Afghanistan har udviklet sig betydeligt siden Talibans magtovertagelse i medio august 2021, herunder hvad angår forholdene for kvinder og piger. Flygtningenævnet kan i den sammenhæng henvise til DRC Dansk Flygtningehjælps rapport “Afghanistan Conference - The Human Rights Situation after August 2021”, udgivet den 30. december 2022, hvoraf fremgår, at menneskerettighedssituationen er blevet væsentligt forværret siden august 2021, og at kvinders rettigheder er blevet indskrænket betydeligt, herunder hvad angår deres adgang til det offentlige liv. Yderligere kan der henvises til Human Rights Watch World Report 2023 — Afghanistan, udgivet den 12. januar 2023, hvoraf fremgår: “Since taking power, the Taliban have imposed a growing list of rules and policies that comprehensively prevent women and girls from exercising their fundamental rights, including to expression, movement, work, and education affecting virtually all their rights, including to life, livelihood, shelter, health care, food, and water.” Endelig fremgår det af en rapport fra European Union Agency for Asylum (EUAA), Country Guidance: Afghanistan, udgivet den 24. januar 2023, at situationen for kvinder og piger i Afghanistan er af en sådan karakter, at den udgør forfølgelse: “Risk analysis: The accumulation of various measures introduced by the Taliban, which affect the rights and freedoms of women and girls in Afghanistan, amounts to persecution. Such rneasures affect their access to healthcare, work, freedom of movement, freedom of expression, girls right to education, among others. Some women and girls in Afghanistan may also face other forms of ill-treatment amounting to persecution (e.g. forced marriage, such as child marriage, honour-based violence). For women and girls in Afghanistan, well-founded fear of persecution would in general be substantiated.” På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige dette udgangs punkt. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af den konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at De skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen. Afgh/2023/42/JURO
Nævnet meddelte i marts 2023 opholdstilladelse til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Flygtningenævnet udtalte:”Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2013 Deres klient, den afghanske statsborger [A], født [i sommeren] 1949, afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. [I sommeren] 2014 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Den 16. august 2021 besluttede Flygtningenævnets koordinationsudvalg på grund af Talibans magtovertagelse i Afghanistan at udsætte udrejsefristen i sager vedrørende afghanske statsborgere, hvor nævnet tidligere havde stadfæstet Udlændingestyrelsens afslag, og hvor pågældende aktuelt var i udsendelsesposition, for at foretage en vurdering af, om der var grundlag for at genotage behandlingen af sagerne.[i efteråret] 2021 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen til behandling på nyt mundtligt nævnsmøde. [I sommeren] 2022 stadfæstede Flygtningenævnet på ny Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. [I vinteren] 2023 har De på vegne af Deres klient søgt Flygtningenævnet om genoptagelse af sagen. Flygtningenævnet har vurderet, at Deres klient er omfattet af praksisændringen af 30. januar 2023, hvorved Flygtningenævnets koordinationsudvalg besluttede, at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og har på denne baggrund besluttet at genoptage sagen og behandle den ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at situationen i Afghanistan har udviklet sig betydeligt siden Talibans magtovertagelse i medio august 2021, herunder hvad angår forholdene for kvinder og piger. Flygtningenævnet kan i den sammenhæng henvise til DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Afghanistan Conference - The Human Rights Situation after August 2021”, udgivet den 30. december 2022, hvoraf fremgår, at menneskerettighedssituationen er blevet væsentligt forværret siden august 2021, og at kvinders rettigheder er blevet indskrænket betydeligt, herunder hvad angår deres adgang til det offentlige liv. Yderligere kan der henvises til Human Rights Watch World Report 2023 – Afghanistan, udgivet den 12. januar 2023, hvoraf fremgår: “Since taking power, the Taliban have imposed a growing list of rules and policies that comprehensively prevent women and girls from exercising their fundamental rights, including to expression, movement, work, and education affecting virtually all their rights, including to life, livelihood, shelter, health care, food, and water.” Endelig fremgår det af en rapport fra European Union Agency for Asylum (EUAA), Country Guidance: Afghanistan, udgivet den 24. januar 2023, at situationen for kvinder og piger i Afghanistan er af en sådan karakter, at den udgør forfølgelse:”Risk analysis: The accumulation of various measures introduced by the Taliban, which affect the rights and freedoms of women and girls in Afghanistan, amounts to persecution. Such measures affect their access to healthcare, work, freedom of movement, freedom of expression, girls' right to education, among others. Some women and girls in Afghanistan may also face other forms of ill-treatment amounting to persecution (e.g. forced marriage, such as child marriage, honour-based violence). For women and girls in Afghanistan, well-founded fear of persecution would in general be substantiated.” På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige dette udgangspunkt. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af den konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at Deres klient skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen” Afgh/2023/38/SACH
Nævnet meddelte i marts 2023 opholdstilladelse til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 Deres klient, den afghanske statsborger, [A], født [i efteråret] 1945, afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. [I efteråret] 2014 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Ved brev af [vinteren] 2015 anmodede Deres klients tidligere advokat på vegne af Deres klient Flygtningenævnet om at genoptage sagen. [I foråret] 2015 meddelte Flygtningenævnet afslag på genoptagelse. [I vinteren] 2023 har De på vegne af Deres klient søgt Flygtningenævnet om genoptagelse af sagen. Flygtningenævnet har vurderet, at deres klient er omfattet af praksisændringen af 30. januar 2023, hvorved Flygtningenævnets koordinationsudvalg besluttede, at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og har på denne baggrund besluttet at genoptage sagen og behandle den ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at situationen i Afghanistan har udviklet sig betydeligt siden Talibans magtovertagelse i medio august 2021, herunder hvad angår forholdene for kvinder og piger. Flygtningenævnet kan i den sammenhæng henvise til DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Afghanistan Conference - The Human Rights Situation after August 2021”, udgivet den 30. december 2022, hvoraf fremgår, at menneskerettighedssituationen er blevet væsentligt forværret siden august 2021, og at kvinders rettigheder er blevet indskrænket betydeligt, herunder hvad angår deres adgang til det offentlige liv. Yderligere kan der henvises til Human Rights Watch World Report 2023 – Afghanistan, udgivet den 12. januar 2023, hvoraf fremgår: “Since taking power, the Taliban have imposed a growing list of rules and policies that comprehensively prevent women and girls from exercising their fundamental rights, including to expression, movement, work, and education affecting virtually all their rights, including to life, livelihood, shelter, health care, food, and water.” Endelig fremgår det af en rapport fra European Union Agency for Asylum (EUAA), Country Guidance: Afghanistan, udgivet den 24. januar 2023, at situationen for kvinder og piger i Afghanistan er af en sådan karakter, at den udgør forfølgelse: ”Risk analysis: The accumulation of various measures introduced by the Taliban, which affect the rights and freedoms of women and girls in Afghanistan, amounts to persecution. Such measures affect their access to healthcare, work, freedom of movement, freedom of expression, girls' right to education, among others. Some women and girls in Afghanistan may also face other forms of ill-treatment amounting to persecution (e.g. forced marriage, such as child marriage, honour-based violence). For women and girls in Afghanistan, well-founded fear of persecution would in general be substantiated.” På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige dette udgangspunkt. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af den konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at Deres klient skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen”. Afgh/2023/37/SACH
Nævnet omgjorde i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk […] og sunnimuslim fra [bynavn], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den [dato i foråret] 2017, og at hun den [dato i sommeren] 2018 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har efterfølgende tre gange forlænget hendes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har den 5. maj 2023 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at situationen i Afghanistan har udviklet sig betydeligt siden Talibans magtovertagelse i medio august 2021, herunder hvad angår forholdene for kvinder og piger. Flygtningenævnet kan i den sammenhæng henvise til DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Afghanistan Conference - The Human Rights Situation after August 2021”, udgivet den 30. december 2022, hvoraf fremgår, at menneskerettighedssituationen er blevet væsentligt forværret siden august 2021, og at kvinders rettigheder er blevet indskrænket betydeligt, herunder hvad angår deres adgang til det offentlige liv. Yderligere kan der henvises til Human Rights Watch World Report 2023 – Afghanistan, udgivet den 12. januar 2023, hvoraf fremgår: “Since taking power, the Taliban have imposed a growing list of rules and policies that comprehensively prevent women and girls from exercising their fundamental rights, including to expression, movement, work, and education affecting virtually all their rights, including to life, livelihood, shelter, health care, food, and water.” Endelig fremgår det af en rapport fra European Union Agency for Asylum (EUAA), Country Guidance: Afghanistan, udgivet den 24. januar 2023, at situationen for kvinder og piger i Afghanistan er af en sådan karakter, at den udgør forfølgelse: ”Risk analysis: The accumulation of various measures introduced by the Taliban, which affect the rights and freedoms of women and girls in Afghanistan, amounts to persecution. Such measures affect their access to healthcare, work, freedom of movement, freedom of expression, girls' right to education, among others. Some women and girls in Afghanistan may also face other forms of ill-treatment amounting to persecution (e.g. forced marriage, such as child marriage, honour-based violence). For women and girls in Afghanistan, well-founded fear of persecution would in general be substantiated.” På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige dette udgangspunkt. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af den konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at klageren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2023/36/DH.
Nævnet omgjorde i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er [etnicitet] og sunnimuslim fra [by], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren 2015/2016], og at hun [i vinteren 2016/2017] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. [i foråret] 2023 har DRC Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at situationen i Afghanistan har udviklet sig betydeligt siden Talibans magtovertagelse i medio august 2021, herunder hvad angår forholdene for kvinder og piger. Flygtningenævnet kan i den sammenhæng henvise til DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Afghanistan Conference - The Human Rights Situation after August 2021”, udgivet den 30. december 2022, hvoraf fremgår, at menneskerettighedssituationen er blevet væsentligt forværret siden august 2021, og at kvinders rettigheder er blevet indskrænket betydeligt, herunder hvad angår deres adgang til det offentlige liv. Yderligere kan der henvises til Human Rights Watch World Report 2023 – Afghanistan, udgivet den 12. januar 2023, hvoraf fremgår: “Since taking power, the Taliban have imposed a growing list of rules and policies that comprehensively prevent women and girls from exercising their fundamental rights, including to expression, movement, work, and education affecting virtually all their rights, including to life, livelihood, shelter, health care, food, and water.” Endelig fremgår det af en rapport fra European Union Agency for Asylum (EUAA), Country Guidance: Afghanistan, udgivet den 24. januar 2023, at situationen for kvinder og piger i Afghanistan er af en sådan karakter, at den udgør forfølgelse: ”Risk analysis: The accumulation of various measures introduced by the Taliban, which affect the rights and freedoms of women and girls in Afghanistan, amounts to persecution. Such measures affect their access to healthcare, work, freedom of movement, freedom of expression, girls' right to education, among others. Some women and girls in Afghanistan may also face other forms of ill-treatment amounting to persecution (e.g. forced marriage, such as child marriage, honour-based violence). For women and girls in Afghanistan, well-founded fear of persecution would in general be substantiated.” På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige dette udgangspunkt. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af den konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at [klageren] skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2023/35/DIEI.
Nævnet meddelte i marts 2023 opholdstilladelse til en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2019. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2020 Dem, samt Deres medfølgende mindreårige søn, [A], født [i 2015-2020], afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. [I efteråret] 2022 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2020. [I foråret] 2023 har Flygtningenævnet af egen drift besluttet at genoptage sagen, idet nævnet har vurderet, at De er omfattet af praksisændringen af 30. januar 2023, hvorved Flygtningenævnets koordinationsudvalg besluttede, at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg på et ekstraordinært møde den 30. januar 2023 besluttede at genoptage alle sager vedrørende kvindelige afghanske statsborgere, hvor nævnet i perioden efter den 16. august 2021 til den 30. januar 2023 har givet afslag på asyl. Flygtningenævnet har besluttet at behandle sagen ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at situationen i Afghanistan har udviklet sig betydeligt siden Talibans magtovertagelse i medio august 2021, herunder hvad angår forholdene for kvinder og piger. Flygtningenævnet kan i den sammenhæng henvise til DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Afghanistan Conference - The Human Rights Situation after August 2021”, udgivet den 30. december 2022, hvoraf fremgår, at menneskerettighedssituationen er blevet væsentligt forværret siden august 2021, og at kvinders rettigheder er blevet indskrænket betydeligt, herunder hvad angår deres adgang til det offentlige liv. Yderligere kan der henvises til Human Rights Watch World Report 2023 – Afghanistan, udgivet den 12. januar 2023, hvoraf fremgår: “Since taking power, the Taliban have imposed a growing list of rules and policies that comprehensively prevent women and girls from exercising their fundamental rights, including to expression, movement, work, and education affecting virtually all their rights, including to life, livelihood, shelter, health care, food, and water.” Endelig fremgår det af en rapport fra European Union Agency for Asylum (EUAA), Country Guidance: Afghanistan, udgivet den 24. januar 2023, at situationen for kvinder og piger i Afghanistan er af en sådan karakter, at den udgør forfølgelse: ”Risk analysis: The accumulation of various measures introduced by the Taliban, which affect the rights and freedoms of women and girls in Afghanistan, amounts to persecution. Such measures affect their access to healthcare, work, freedom of movement, freedom of expression, girls' right to education, among others. Some women and girls in Afghanistan may also face other forms of ill-treatment amounting to persecution (e.g. forced marriage, such as child marriage, honour-based violence). For women and girls in Afghanistan, well-founded fear of persecution would in general be substantiated.” På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige dette udgangspunkt. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af den konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at De skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Som konsekvens af dette meddeler Flygtningenævnet tillige Deres søn, [A], opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen.” Afgh/2023/34/flfr
Nævnet meddelte i marts 2023 opholdstilladelse til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Flygtningenævnet udtalte:”Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2010/2011] Deres klient, den afghanske statsborger [A], født [i 1980-1985], afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. [I efteråret] 2011 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2010/2011]. Nævnet pålagde samtidig Deres klient at udrejse senest syv dage fra afgørelsesdatoen. [I sommeren] 2018 afslog Flygtningenævnet at genoptage Deres klients sag. [I efteråret] 2019 anmodede Dansk Flygtningehjælp på vegne af Deres klient og Deres klients kæreste, med hvem hun er [religiøst] viet, om, at sagen genoptages. [I efteråret] 2020 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen til behandling på nyt mundtligt nævnsmøde. Nævnet besluttede samtidig at udsætte Deres klients udrejsefrist. [I vinteren 2020/2021] stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2010/2011]. Nævnet pålagde samtidig Deres klient at udrejse senest syv dage fra afgørelsesdatoen. [I foråret] 2023 har Flygtningenævnet besluttet at genoptage Deres klients sag og behandle sagen ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at situationen i Afghanistan har udviklet sig betydeligt siden Talibans magtovertagelse i medio august 2021, herunder hvad angår forholdene for kvinder og piger. Flygtningenævnet kan i den sammenhæng henvise til DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Afghanistan Conference - The Human Rights Situation after August 2021”, udgivet den 30. december 2022, hvoraf fremgår, at menneskerettighedssituationen er blevet væsentligt forværret siden august 2021, og at kvinders rettigheder er blevet indskrænket betydeligt, herunder hvad angår deres adgang til det offentlige liv. Yderligere kan der henvises til Human Rights Watch World Report 2023 – Afghanistan, udgivet den 12. januar 2023, hvoraf fremgår: “Since taking power, the Taliban have imposed a growing list of rules and policies that comprehensively prevent women and girls from exercising their fundamental rights, including to expression, movement, work, and education affecting virtually all their rights, including to life, livelihood, shelter, health care, food, and water.” Endelig fremgår det af en rapport fra European Union Agency for Asylum (EUAA), Country Guidance: Afghanistan, udgivet den 24. januar 2023, at situationen for kvinder og piger i Afghanistan er af en sådan karakter, at den udgør forfølgelse: ”Risk analysis: The accumulation of various measures introduced by the Taliban, which affect the rights and freedoms of women and girls in Afghanistan, amounts to persecution. Such measures affect their access to healthcare, work, freedom of movement, freedom of expression, girls' right to education, among others. Some women and girls in Afghanistan may also face other forms of ill-treatment amounting to persecution (e.g. forced marriage, such as child marriage, honour-based violence). For women and girls in Afghanistan, well-founded fear of persecution would in general be substantiated.” På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige dette udgangspunkt. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af den konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at Deres klient skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen.” Afgh/2023/33/flfr
Nævnet meddelte i februar 2023 opholdstilladelse til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Flygtningenævnet udtalte:”Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2022 Dem afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. [I sommeren] 2022 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2022. [I vinteren 22/23] har Flygtningenævnet af egen drift besluttet at genoptage sagen, idet nævnet har vurderet, at De er omfattet af praksisændringen af 30. januar 2023, hvorved Flygtningenævnets koordinationsudvalg besluttede, at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg på et ekstraordinært møde den 30. januar 2023 besluttede at genoptage alle sager vedrørende kvindelige afghanske statsborgere, hvor nævnet i perioden efter den 16. august 2021 til den 30. januar 2023 har givet afslag på asyl. Flygtningenævnet har besluttet at behandle sagen ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at situationen i Afghanistan har udviklet sig betydeligt siden Talibans magtovertagelse i medio august 2021, herunder hvad angår forholdene for kvinder og piger. Flygtningenævnet kan i den sammenhæng henvise til DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Afghanistan Conference - The Human Rights Situation after August 2021”, udgivet den 30. december 2022, hvoraf fremgår, at menneskerettighedssituationen er blevet væsentligt forværret siden august 2021, og at kvinders rettigheder er blevet indskrænket betydeligt, herunder hvad angår deres adgang til det offentlige liv. Yderligere kan der henvises til Human Rights Watch World Report 2023 – Afghanistan, udgivet den 12. januar 2023, hvoraf fremgår: “Since taking power, the Taliban have imposed a growing list of rules and policies that comprehensively prevent women and girls from exercising their fundamental rights, including to expression, movement, work, and education affecting virtually all their rights, including to life, livelihood, shelter, health care, food, and water.” Endelig fremgår det af en rapport fra European Union Agency for Asylum (EUAA), Country Guidance: Afghanistan, udgivet den 24. januar 2023, at situationen for kvinder og piger i Afghanistan er af en sådan karakter, at den udgør forfølgelse: ”Risk analysis: The accumulation of various measures introduced by the Taliban, which affect the rights and freedoms of women and girls in Afghanistan, amounts to persecution. Such measures affect their access to healthcare, work, freedom of movement, freedom of expression, girls' right to education, among others. Some women and girls in Afghanistan may also face other forms of ill-treatment amounting to persecution (e.g. forced marriage, such as child marriage, honour-based violence). For women and girls in Afghanistan, well-founded fear of persecution would in general be substantiated.” På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige dette udgangspunkt. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af den konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at De skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen.” Afgh/2023/32/flfr
Nævnet omgjorde i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Afghanistan, således at de blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2012. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Flygtningenævnet udtalte: Udlændingestyrelsen meddelte [i slutningen af] 2013 Dem, samt Deres tre medfølgende mindreårige børn, [A] født [dato og år], [B] født [dato og år] og [C] født [dato og år], opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. [I foråret] 2023 har De klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. De har i klagen henvist til, at De ønsker politisk asyl. Flygtningenævnet har besluttet at behandle sagen ved nævnsformanden alene, jf. udlændingelovens § 56, stk. 1, jf. § 53, stk. 12. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at situationen i Afghanistan har udviklet sig betydeligt siden Talibans magtovertagelse i medio august 2021, herunder hvad angår forholdene for kvinder og piger. Flygtningenævnet kan i den sammenhæng henvise til DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Afghanistan Conference - The Human Rights Situation after August 2021”, udgivet den 30. december 2022, hvoraf fremgår, at menneskerettighedssituationen er blevet væsentligt forværret siden august 2021, og at kvinders rettigheder er blevet indskrænket betydeligt, herunder hvad angår deres adgang til det offentlige liv. Yderligere kan der henvises til Human Rights Watch World Report 2023 – Afghanistan, udgivet den 12. januar 2023, hvoraf fremgår: “Since taking power, the Taliban have imposed a growing list of rules and policies that comprehensively prevent women and girls from exercising their fundamental rights, including to expression, movement, work, and education affecting virtually all their rights, including to life, livelihood, shelter, health care, food, and water.” Endelig fremgår det af en rapport fra European Union Agency for Asylum (EUAA), Country Guidance: Afghanistan, udgivet den 24. januar 2023, at situationen for kvinder og piger i Afghanistan er af en sådan karakter, at den udgør forfølgelse: ”Risk analysis: The accumulation of various measures introduced by the Taliban, which affect the rights and freedoms of women and girls in Afghanistan, amounts to persecution. Such measures affect their access to healthcare, work, freedom of movement, freedom of expression, girls' right to education, among others. Some women and girls in Afghanistan may also face other forms of ill-treatment amounting to persecution (e.g. forced marriage, such as child marriage, honour-based violence). For women and girls in Afghanistan, well-founded fear of persecution would in general be substantiated.” På et ekstraordinært møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 30. januar 2023 besluttede udvalget på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger vedrørende Afghanistan at ændre den hidtidige praksis, således at kvinder og piger fra Afghanistan fremover som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har ikke i den foreliggende sag fundet grundlag for at fravige dette udgangspunkt. I lyset af de foreliggende baggrundsoplysninger om situationen for kvinder og piger i Afghanistan, og efter en vurdering af den konkrete sag, finder Flygtningenævnet således, at De og Deres tre mindreårige børn, [A, B og C] skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen. Løbenummer: Afgh/2023/23/cara
Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1996 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2022 idømt fængsel i 6 måneder for overtrædelse af straffelovens [økonomisk kriminalitet] samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Somalia. Klageren er etnisk somali og sunnimuslim. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at dø grundet situationen i landet. Klageren har til støtte herfor oplyst, at situationen i Somalia er sådan, at man skal tilhøre nogen, og det gør han ikke på trods af, at han har sit navn og klan. Klageren har til støtte herfor videre oplyst, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at stå alene og skille sig ud, fordi han kommer fra Danmark, og at jo mindre kendt man er i Somalia, jo farligere er det. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han ikke har et hjem i Somalia. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han har et hjem i Danmark, og at han ikke synes, at etnicitet skal diktere, hvor han er statsborger eller har hjemme, og at han kom til Danmark som barn. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab og militserne på baggrund af, at hans far er blevet slået ihjel i Somalia. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han frygter at blive slået ihjel alene på den baggrund, at han er sin fars søn, idet klageren formoder, at hans far var politisk aktiv i Somalia, og at han blev slået ihjel som følge af en klankonflikt eller en konflikt med al-Shabaab. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af klagerens mors asylsag, at klageren er søn af to somaliske statsborgere. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at klageren er somalisk statsborger. Flygtningenævnet er i øvrigt enig i Udlændingestyrelsens resultat og begrundelsen herfor. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2023/11/obc
Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst første gang i 2018. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim med iransk statsborgerskab. Ansøgeren har boet i Irak frem til 2006 og herefter i Iran frem til sin legale udrejse i 2011. Han har været medlem af [Organisation A] i fire til fem måneder i år 2000, hvor han har fungeret som bevæbnet vagt. Ansøgeren har henvist til, at han ved indrejse i Iran i 2006 blev tilbageholdt i [antal dage] dage af de iranske myndigheder som følge af, at han blev fundet i besiddelse af et FN ID-kort. I 2008 blev ansøgeren tilbageholdt et par dage i forbindelse med en udrejse af Iran, idet han blev fundet i besiddelse af et falsk irakisk pas. Begge gange er ansøgeren løsladt mod kaution. Ansøgeren købte i 2011 en forfalsket militærbog med henblik på at få udstedt et iransk nationalitetspas. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans bror, [navn], har været fængslet i lange perioder siden 2012 og fortsat er det, og at ansøgerens mor har oplyst, at [navn] kan have fortalt myndighederne, at det [politiske] materiale, der er fundet på hans computer, tilhører ansøgeren. Ansøgeren har oplyst, at han udrejste legalt fra Iran til Sverige i 2011, hvortil han var blevet familiesammenført. Ansøgeren blev senere udvist af Sverige med indrejseforbud i 4 år, og han udrejste frivilligt af Sverige til Iran den [efteråret] 2017. Ansøgeren rejste fra Iran til Irak dagen efter, i hvilken forbindelse han fremviste og fik stemplet sit nationalitetspas, og derfra videre gennem flere lande til Sverige. Efterfølgende har ansøgeren fra Iran modtaget to indkaldelser og en retskendelse fra 2018, hvorved han in absentia er idømt [antal] års fængsel og [antal] piskeslag. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han på baggrund af ovenstående frygter at blive fængslet og tortureret af de iranske myndigheder. Derudover har ansøgeren henvist til, at han frygter, at de iranske myndigheder finder ud af, at han har arbejdet for [Organisation A], idet de er i besiddelse af hans [Organisation A] medlemskort. Ansøgeren har desuden været medlem af [Organisation B] og er nu medlem af [Organisation C], der ligeledes er [politisk forhold], hvor han i [vinter 2022/2023] har deltaget i et politisk møde, og at hans navn fremgår af referatet for mødet, der er tilgængeligt på internettet. I forbindelse med sagens behandling i Flygtningenævnet har ansøgeren yderligere henvist til, at han frygter at rejse tilbage til Iran, fordi han har deltaget i en demonstration i Danmark og udtrykt kritiske holdninger til det iranske styre på sin Facebook profil. Ansøgeren har såvel under sin asylsag i Danmark som i Sverige henvist til en fremlagt retskendelse fra Iran dateret den [foråret] 2018, ifølge hvilken ansøgeren skulle være idømt [antal] års fængsel og [antal] piskeslag, samt to indkaldelser til retsmøder. Som anført af Udlændingestyrelsen fremgår det af Udenrigsministeriets notat af [sommer] 2021, at en uafhængig kilde har vurderet, at dokumenterne ikke er ægte. Ifølge notatet har kilden lagt vægt på flere forhold, herunder at det iranske Justitsministeriums logo ikke har den samme størrelse som i andre høringsindkaldelser, at datoen for forkyndelsen og kvitteringen for aflevering af forkyndelsen ikke er udfyldt, at arkivnumrene i de tre sager er forskellige til trods for, at det drejer sig om samme sag, og at retskendelsen ikke er dateret samme dag som retsmødet, hvilket ellers altid er tilfældet i Iran. Hertil kommer en række øvrige mindre fejl, der ikke kan beskrives som ubetydelige, herunder at den straf, der idømmes, ikke er indeholdt i strafferammen for den paragraf, der henvises til, og at der refereres til ugedage, hvilket ikke er sædvanligt. Ansøgeren har forklaret, at han er idømt den angivne straf på baggrund af tre konkrete lovovertrædelser begået henholdsvis i 2008, hvor han købte et falsk iransk pas, i 2012, hvor han udeblev fra et retsmøde, og i 2011, hvor han købte en forfalsket militærbog, så han kunne få udstedt iransk nationalitetspas. Hertil kommer, at ansøgeren udrejste af Iran i 2006, hvor han blev anholdt og frihedsberøvet i [antal dage], fordi han var i besiddelse af et FN ID-kort. Flygtningenævnet tiltræder, at de fremlagte dokumenter ikke kan anses for værende ægte, og Flygtningenævnet tilsidesætter derfor den del af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, der knytter sig hertil, som værende utroværdig. I lyset heraf findes ansøgerens generelle troværdighed at være svækket. I den forbindelse bemærker Flygtningenævnet yderligere, at ansøgeren ansøgte om og fik nationalitetspas udstedt på den iranske ambassade i Sverige, og at han herefter indrejste frivilligt og legalt i Iran i 2017, uden at han i den forbindelse blev tilbageholdt, samt at han kort tid derefter udrejste legalt til Irak. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er i et asylbegrundende modsætningsforhold til de iranske myndigheder som følge af, at hans bror måtte være fængslet. Det bemærkes i den forbindelse, at broren ifølge ansøgeren har været fængslet i lange perioder siden 2012 og også var det, da ansøgeren indrejste i Iran i 2017, samt at det beror på ansøgerens formodning, at broren har oplyst, at [politisk] materiale på hans computer tilhører ansøgeren. Flygtningenævnet finder endeligt, at ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort, at han befinder sig i et asylbegrundende modsætningsforhold til de iranske myndigheder som følge af de politiske aktiviteter, han har udført i Danmark. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på aktiviteternes underordnede karakter og begrænsede eksponering. Herefter og af de grunde, Udlændingestyrelsen i øvrigt har anført, stadfæster Flygtningenævnet afgørelsen.” Iran/2023/24/MSAI
Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2021.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og har oplyst, at han er født sunnimuslim, men at han ikke er troende. Han kommer fra landsbyen [by A], [by B] i Iran. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at den iranske sikkerhedstjeneste vil sende ham i krig i Syrien, som en del af Basij-enheden. Ansøgeren frygter videre de iranske myndigheder vil slå ham ihjel, fordi han unddrog sig militærtjeneste efter, at han havde underskrevet papirerne til den militære ordre for sin udsendelse til Syrien. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder vil anholde, fængsle eller slå ham ihjel, idet hans familie har været politisk aktive for KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han seks måneder forud for sin udrejse af Iran blev afhørt af sikkerhedstjenesten, som afhørte ham om hans familie i udlandet. Ansøgeren har videre oplyst, at sikkerhedstjenesten kontaktede ham telefonisk to gange i de følgende måneder. En måned forud for sin udrejse af Iran blev ansøgeren indkaldt af sikkerhedstjenesten, som fratog ansøgeren hans iranske nationalitetspas, og orienterede ham om, at han skulle udsendes med militæret til Syrien. Ansøgeren har endvidere oplyst, at sikkerhedstjenesten bad ham underskrive nogle dokumenter, hvilket han følte sig nødsaget til. Ansøgeren har endeligt oplyst, at han udrejste illegalt af Iran inden tidspunktet for udstationeringen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren blev indkaldt til at møde hos den iranske sikkerhedstjeneste, hvor han blev bedt om at underskrive nogle dokumenter, som han ikke fik mulighed for at læse inden underskrivelsen. Han underskrev herefter dokumenterne uden at være bekendt med indholdet, hvilket han gjorde som følge af den i situationen liggende trussel om at blive tilbageholdt, hvis han nægtede at underskrive. Det beror på den ene side på ansøgerens egen formodning, at dokumenterne angik et samtykke til en frivillig rekruttering til Basij til udsendelse til krigen i Syrien, men det lægges på den anden side efter ansøgerens forklaring til grund, at han samtidig fik oplyst, at han skulle møde hos sikkerhedstjenesten nogle uger senere med henblik på udsendelse til Syrien. Den omstændighed, at ansøgeren er udeblevet fra militærtjeneste som udsendt til Syrien, findes ikke at være en konflikt, som er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på baggrundsoplysningerne om, at der som udgangspunkt ikke sker tvangsrekruttering til krigen i Syrien, og at der derfor ikke er sanktioner forbundet med at udeblive fra tjeneste i Syrien, men at militæret har egne regler. Uanset om ansøgeren herefter muligt skal betragtes som deserteret, fremgår det af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, at straffen for at desertere og tillige for ulovlig udrejse ikke er uforholdsmæssig. Hertil kommer, at ansøgerens familie fortsat har ophold i Iran uden at være blevet opsøgt af eller oplevet problemer med de iranske myndigheder efter ansøgerens udrejse. Ansøgeren findes på denne baggrund ikke at have sandsynliggjort, at han ved sin udrejse af Iran var i asylbegrundende risiko. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren skulle være særligt profileret i forhold til KDPI i Iran. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens familie fortsat kan opholde sig i Iran uden problemer, og at ansøgeren aldrig selv har oplevet konflikter eller problemer på baggrund af hans [familiemedlem A’s] tidligere medlemskab til KDPI. Den omstændighed, at ansøgeren har været indkaldt til samtaler med den iranske sikkerhedstjeneste, hvor han er blevet udspurgt om sin [familiemedlem B’s] og sin [familiemedlem C’s] opholdssted, kan ikke tillægges nogen afgørende betydning. Det forhold, at ansøgerens [familiemedlem B’s] og [familiemedlem C’s]er blevet meddelt asyl i Danmark kan i den forbindelse i sig selv begrunde, at ansøgeren er i en afledt risiko for forfølgelse, som følge af disse familiemedlemmers forhold. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb som omfattet af § 7, stk. 2. Endelig finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i Iran ikke i sig selv kan begrunde, at der kan meddeles ansøgeren asyl. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet på denne baggrund, at ansøgeren ikke kan meddeles asyl efter udlændingelovens § 7.” Iran/2023/23/sme
Nævnet meddelte i juni 2023 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning fra [hjemby], al-Tash lejren i Irak. Ansøgeren har siden 2016 været medlem af KDPI, som han også tidligere har sympatiseret med. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at de iranske myndigheder vil anholde, fængsle eller slå ham ihjel, idet han og hans familie har været politisk aktive for KDPI. Ansøgeren frygter, at de iranske myndigheder vil torturere ham, idet ansøgerens [familiemedlem A] er efterstræbt af de iranske myndigheder, og fordi ansøgeren selv er medlem af KDPI. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter, at de iranske myndigheder ikke vil betragte ham som iransk statsborger og derfor vil diskriminere ham, idet han ikke har dokumentation for sit iranske statsborgerskab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans familie udrejste fra Iran i 1979, og at familien dengang udrejste, fordi ansøgerens forældre var tilhængere af KDPI. Efter udrejsen bosatte familien sig i al-Tash lejren i Irak, hvor ansøgeren blev født og sidenhen opvoksede som flygtning. Ansøgeren boede i al-Tash lejren i omkring [4-7] år, hvorefter familien på grund af uroligheder i al-Tash området flyttede til Kurdistan og fortsat boede i flygtningelejr. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hele hans familie sympatiserede med KDPI inklusiv ansøgeren selv, men at det kun var ansøgerens [familiemedlem B], som var medlem af KDPI forud for ansøgerens udrejse af Irak. Ansøgerens [familiemedlem A] uddelte i Irak løbesedler for KDPI. Ansøgerens [familiemedlem A] hjalp KDPI med praktisk arbejde under partiets arrangementer. Ansøgeren har to til tre gange, da han var omkring [12-15] år, deltaget i KDPI’s festligheder sammen med sin [familiemedlem A]. Efter ansøgerens udrejse af Irak er hans [familiemedlem A] blevet medlem af KDPI i Irak. Ansøgerens [familiemedlem C] og [familiemedlem B], er blevet kvoteflygtninge i [i et sydvestlige land], hvor de fortsat er aktive for KDPI. Ansøgeren er i 2016 blevet medlem af KDPI i Danmark. Ansøgeren har siden medlemskabet af KDPI deltaget i møder, demonstrationer og en konference arrangeret af partiet, samt været politisk aktiv på sociale medier. Ansøgeren har en åben [social medie I]-profil, hvor han fremgår med billede og navn, som han anvender til at dele politisk materiale. Ansøgeren har omkring [et antal] følgere på sin [social medie I] -profil. Ansøgeren har hertil oplyst, at han har oplevet at få negative kommentarer på sit opslag. Personerne har skrevet, at ansøgeren er vantro, imod Iran og burde henrettes. Ansøgeren har desuden en profil på [social medie II] og en profil på [social medie III], hvor han har delt billeder og videoer fra sin deltagelse i demonstrationer imod det iranske styre. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin [familiemedlem A] politiske aktiviteter til grund, herunder at [familiemedlem A] har været aktiv for KDPI, og at [familiemedlem A] fortsat er medlem af og politisk aktiv for KDPI. Denne forklaring er støttet af fremlagte billeder af faderen optaget i forbindelse med møder i KDPI. Nævnet lægger endvidere ansøgerens forklaring til grund om, at hans [familiemedlem B] og [familiemedlem C] har været peshmerga i Irak og politisk aktive for KDPI, hvor de begge er medlemmer. Ansøgerens forklaring herom er støttet af fremlagte billeder af [familiemedlem B] og [familiemedlem C] medlemskort og billeder optaget i forbindelse med politiske demonstrationer arrangeret af KDPI. Flygtningenævnet lægger endelig ansøgerens forklaring til grund om, at han selv er medlem af KDPI og har deltaget i partiets møder, ligesom han har lagt kritisk indhold om det iranske styre op på sociale medier. Han har således ved opslag på sin åbne [social medie I]-profil delt billeder fra sin deltagelse i demonstrationer arrangeret af KDPI, herunder holdt en tale under en demonstration i [sommeren 2023] foran [et nærmere bestemt politisk samlingssted i Danmark]. Han har endvidere på sin profil på [social medie III] delt blandt andet videoer fra sin deltagelse i demonstrationer foran [et nærmere bestemt politisk samlingssted i Danmark] og [offentlig institution] i [en dansk by]. Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger om dels ansøgerens [familiemedlem A] og øvrige familiemedlemmers politiske aktiviteter og medlemskab af KDPI, dels ansøgerens eget medlemskab af KDPI og profilering ved deltagelse i partiets demonstrationer og deling af opslag med kritisk indhold om det iranske styre på sociale medier sammenholdt med de nyeste baggrundsoplysninger, herunder navnlig Udlændingestyrelsens rapport ”Country of Origin Information (COI), Iranian Kurds – Consequences of political activities in Iran and KRI” (februar 2020), der er kommenteret af DRC Dansk Flygtningehjælp i rapporten ”Bemærkninger til dansk asylpraksis vedrørende iranske kurdere med længerevarende ophold i Al-Tash og/eller Nordirak, særligt i lyset af Udlændingestyrelsens fact-finding rapport fra februar 2020” (juni 2020), finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i en sådan risiko for at blive identificeret som tilhørende en politisk aktiv familie, at han har behov for beskyttelse. Nævnet lægger herved tillige vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om den aktuelle situation i Iran og den forværrede situation for etniske kurdere, herunder for personer, der er født og opvokset i al-Tash lejren. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved indrejse til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2023/22/sme
Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber og født muslim, men er ikke praktiserende muslim. Ansøgeren er født i Danmark, men ansøgerens mor og far er oprindeligt fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han som følge af ikke at være praktiserende muslim, og at han anser sig som frafalden muslim, vil blive udsat for overgreb eller forfølgelse. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han som følge af forældrenes forhold forud for deres udrejse af Irak vil blive udsat for overgreb eller forfølgelse. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive udsat for overgreb fra sin far. Ansøgeren har endelig henvist til, at alt vil kunne ske, og at det vil være forbundet med stor usikkerhed, idet ansøger ikke kender Irak, da han er opvokset i Danmark og kun kender til de værdier og normer, som er i Danmark og ikke i Irak, og at der måske vil være personer i Irak, som vil give ansøgeren problemer, da det er tydeligt, at ansøgeren ikke hører til der, og at han er på egen hånd i landet. Ansøgeren frygter uvisheden og ikke at vide, hvordan han skal kunne klare sig i landet uden netværk, familie og uden at kunne tale sproget. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ikke er i risiko for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse som følge af religiøse årsager. Flygtningenævnet bemærker, at det forhold, at ansøgeren anser sig som en frafalden muslim på grund af sin kristne opvækst, ikke kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren som anført ikke er konverteret til kristendommen, at han heller ikke er konverteret til en anden religion, og at han heller ikke kan anses som værende ateist. Flygtningenævnet finder endvidere af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, at ansøgeren ikke er i risiko for overgreb eller forfølgelse som følge af forældrenes forhold i Irak inden deres udrejse af landet. Flygtningenævnet finder videre, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak er i risiko for overgreb fra sin fars side. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han formoder, at faren bor i [by A], og at han ingen viden har om, at faren skulle bo i Irak. Flygtningenævnet finder endelig af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, at ansøgeren ikke er i risiko for overgreb eller forfølgelse som følge af, at han er født og opvokset i Danmark og ikke har familie eller noget netværk i Irak. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2023/11/obc
Nævnet omgjorde i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Eritrea, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk [etnicitet] og kristen ortodoks af trosretning fra [by], Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren sammen med sine fem børn indrejste i Danmark [i fjerde kvartal af 2018] som familiesammenførte til klagerens herboende ægtefælle. Klageren indgav ansøgning om asyl [i efteråret] 2019. [I efteråret] 2019 blev hun meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af illegal udrejse fra Eritrea. [Klagerens advokat] har [i vinteren 2022/2023] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Under mødet i Flygtningenævnet har klagerens advokat nedlagt påstand om, at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af, at klagerens [to børn, A og B, i efteråret 2019] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren og dennes to [børn, A og B] i Eritrea boede sammen, at de sammen udrejste af Eritrea og indrejste i Danmark i [fjerde kvartal af 2018], og at de søgte om asyl i [efteråret] 2019. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at klageren og de nævnte [børn, A og B] boede sammen på tidspunktet, hvor de søgte om asyl i Danmark. Efter Flygtningenævnets praksis kan personer, der tilhører samme familieenhed, i visse situationer opnå konsekvensstatus som følge af deres nære familiemæssige tilknytning til hinanden. På det tidspunkt – [i efteråret] 2019 – hvor klagerens [barn A] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, var [barnet] 17 år og boede sammen med klageren. I 2019 fulgte det allerede af Flygtningenævnets praksis – vedrørende somaliske forældre til børn, der var i risiko for omskæring – at forældre som en konsekvens af børnenes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, også kunne blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at klageren derfor burde være meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, i konsekvens af i hvert fald [det] da mindreårige [barn A’s] opholdstilladelse [i efteråret 2019]. Anerkendelsen af flygtningestatus må anses som en konstaterende retsakt, og klageren skal derfor stilles som om udlændingemyndighederne på daværende tidspunkt havde truffet den rette afgørelse. Det forhold, at klageren og [barn A] ikke længere bor sammen, der er efterfølgende forhold, kan ikke tillægges betydning. Flygtningenævnet omgør herefter Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren og hendes to medfølgende børn, [C og D], meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 7, stk. 1 fastsættes af Udlændingestyrelsen.” Erit/2023/4/MKTO
Nævnet stadfæstede i april 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren i Danmark har sin forlovede, og at klageren og hans forlovede ikke blev gift i deres oprindelsesland, da klagerens ægtefælle var nødt til at udrejse af oprindelseslandet. Efter en gennem-gang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt af-gørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublin-forordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international be-skyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtninge-nævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i vinteren 2022/2023] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klagerens forlovede er bosiddende i Danmark, og at han derfor ønsker at blive i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at forholdet ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Det bemærkes herved, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale [i vinteren 2022/2023] har oplyst, at han aldrig har haft et samliv med sin forlovede i [oprindelsesland]. Flygtningenævnet finder end-videre ikke, at det forhold, at klageren og hans forlovede ikke blev gift, fordi klagerens forlovede måtte [udrejse] til Danmark [på grund af omstændigheder, der ikke var relateret til klagerens forlovede], eller det forhold, at klageren og hans forlovede har ansøgt om at indgå ægteskab i Danmark, er forhold, der kan medføre, at klagerens asylansøgning af humanitære grunde bør behandles i Danmark, jf. forordningens arti-kel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2023/18/EEB
Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af ud-lændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerens ægtefælle opholder sig i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en an-søgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tysk-land [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren ikke ønsker at blive overført til Tyskland, idet han derfra frygter at blive udsendt til [sit hjem-land], hvor han frygter for sit liv, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der er ikke holdepunkter for at antage, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herun-der princippet om non-refoulement. Det anførte om, at klagerens ægtefælle opholder sig i Danmark, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder, at klagerens ægtefælle ikke er omfattet af definitionen af ”familiemedlemmer” i Dublinforordningens artikel 2, litra g, idet det følger af bestemmelsen, at familien skal have været eksisterende i hjemlandet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klage-ren har oplyst, at han først mødte sin ægtefælle i [et europæisk land], hvorfor der således ikke har eksisteret et familieliv i hjemlandet. Flygtningenævnet finder på baggrund af sagens omstændigheder i øvrigt ikke, at hensynet til familielivet, som det fremgår forordningen, herunder præamblens punkt 14, og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, kan føre til, at asylsagen skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet skal i forlængelse heraf bemærke, at det ikke er i overensstemmelse med Dublinforordningens formål, at en an-søger skal have sin asylsag behandlet på ny efter allerede at have fået afslag på sin ansøgning i én af de andre kontraherende medlemsstater. Flygtningenævnet finder endelig, at der ikke er grundlag for at tilside-sætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af huma-nitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinfor-ordningen.”. Dub-Tysk/2023/17/imbs
Nævnet omgjorde i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af ud-lændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerens kæreste og mindreårige barn opholder sig i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Efter en gennemgang af sagen finder Flygtningenævnet grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har fået meddelt endelig afslag på asyl i Danmark [i foråret] 2021, og at hun siden denne afgørelse hverken har været udrejst af medlemsstaternes område eller har modtaget en første afgørelse med hensyn til substansen om hendes ansøgninger om asyl i andre med-lemsstater. Nævnet bemærker hertil, at et af hovedformålene med Dublinforordningen er at forhindre en asylansøger i at indgive asylansøgninger i flere medlemsstater, ligesom formålet er at sikre, at den med-lemsstat, som asylansøgeren først søger om asyl i, er ansvarlig for enten at acceptere eller afvise asyl, og at asylansøgeren ikke må genstarte asylprocessen i en anden medlemsstat. Formålet er således blandt andet at forhindre, at en asylansøger, efter at have fået endelig afslag på asyl i en medlemsstat, får behandlet sin ansøgning om asyl i en anden medlemsstat. Nævnet er opmærksom på, at Danmark ikke er den første med-lemsstat, som klageren har søgt om asyl i. Danmark er imidlertid, ifølge de for nævnet foreliggende oplys-ninger, den seneste medlemsstat, hvor klageren har fået færdigbehandlet sin asylsag. Det følger heraf, at Tyskland rettelig skulle have anmodet Danmark frem for Italien om at tilbagetage klageren i medfør af Dub-linforordningens artikel 18, stk. 1, litra d. På den anførte baggrund og efter en samlet vurdering af sagens konkrete omstændigheder og særlige forløb, sammenholdt med hovedprincippet i Dublinforordningen, hvorefter en ansøgning om asyl kun skal behandles af én medlemsstat, omgør Flygtningenævnet Udlændin-gestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2023, således at klagerens ansøgning om asyl skal behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17. Det findes herefter ufornødent at tage stilling til det, som DRC Dansk Flygtningehjælp i øvrigt har anført til støtte for, at klagerens asylsag realitetsbehandles i Danmark. Flygt-ningenævnet skal i den forbindelse bemærke, at nævnet anser klagerens nye ansøgning om asyl som en anmodning om genoptagelse af hendes tidligere asylsag, som blev færdigbehandlet af nævnet [i foråret] 2021. Flygtningenævnet vil snarest behandle klagerens genoptagelsesanmodning.”. Dub-Tysk/2023/16/imbs
Nævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Schweiz i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var meddelt afslag på asyl i Schweiz. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren i Schweiz frygtede at blive sendt tilbage til sit oprindelsesland, og at klageren følte sig utilpas i Schweiz, da hun oplevede, at folk fulgte efter hende. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påbe-råber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforord-ningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Schweiz. Flygtningenævnet finder på denne bag-grund, at Schweiz er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Schweiz dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det be-mærkes herved, at Schweiz [i vinteren 2022/2023] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågæl-dende bestemmelse. Det anførte om, at klageren frygter at vende tilbage til Schweiz, da hun er bange for at blive sendt til [sit oprindelsesland], kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Schweiz har tiltrådt Flygtningekonventionen og den Europæ-iske Menneskerettighedskonvention, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Schweiz ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Det i øvrigt anførte af klage-ren om, at hun i Schweiz flere gange følte sig utilpas, da hun oplevede, at folk fulgte efter hende, kan hel-ler ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at såfremt klageren ople-ver problemer med privatpersoner i Schweiz, må hun må henvises til at rette henvendelse til de schweizi-ske myndigheder, der må antages at have vilje og evne til at yde klageren den fornødne hjælp og beskyt-telse. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgø-relse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Schw/2023/1/EEB
Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Østrig i medfør af udlæn-dingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der er registreret med Eurodac-hit i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet med henvisning til klagerens helbredsforhold, forekomsten af push-back samt indkvarterings-forholdene i Østrig. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Ud-lændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en an-den medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er registreret med Eurodac-hit [i efteråret] 2022 i Østrig, at Østrig efter de foreliggende oplysninger er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 25, stk. 2, såkaldt accept by default, og at Østrig dermed er an-svarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det af DRC Dansk Flygtninge-hjælp anførte vedrørende klagerens sårbarhed herunder, at klageren har udtrykt et stort ønske om at modta-ge psykolog- og lægebehandling, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale af [foråret] 2023 ifølge referatet har oplyst, at han ikke lider af nogen sygdomme, og at han ikke er behandlingskrævende. Nævnet bemærker i den forbindel-se, at det fremgår af AIDA’s rapport vedrørende Østrig, ”Country Report: Austria 2022 Update”, udgivet i december 2022, side 124, at asylansøgere i Østrig ved indkvartering bliver tilbudt en lægeundersøgelse inden for 24 timer, og at såfremt asylansøgere har behov for yderligere lægelige undersøgelser, overføres de enten til en speciallæge eller til et sygehus. Det fremgår endvidere af rapporten, at: ”Every asylum seeker who receives Basic Care has health insurance. Treatment that is not covered by health insurance may be paid, upon request, by the federal provinces’ departments for Basic Care or the Ministry of Interior. If Basic Care is withdrawn, asylum seekers are still entitled to emergency care and essential treatment.” Nævnet finder på den baggrund, at klageren, såfremt han måtte have behov herfor, må forventes at kunne modtage den nødvendige og tilstrækkelige sundhedsbehandling i Østrig. Nævnet finder endvidere, at der ikke er holdepunkter for at antage, at de østrigske myndigheder ikke overholder de internationale menneskeretlige forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Euro-pæiske Menneskerettighedskonvention. Nævnet bemærker endvidere, at det forudsættes, at de danske myn-digheder forud for overførslen at klageren til Østrig, videregiver relevante sundhedsoplysninger til de østrig-ske myndigheder, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32, således at de østrigske myndigheder er orienteret om klagerens helbredsmæssige situation. Flygtningenævnet bemærker med hen-syn til det forhold, at klageren frygter, at de østrigske myndigheder vil returnere ham til Tyrkiet eller til lande, hvor han risikerer at blive sendt tilbage til Tyrkiet, at Østrig har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Østrig ikke lever op til de internationale forpligtelser i praksis, herunder princippet om non-refoulement. Nævnet be-mærker yderligere, at det fremgår af AIDAs rapport ”Country Report: Austria 2022 Update”, udgivet i de-cember 2022, at der i 2022 ikke er set eksempler på push-back i Østrig. Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at det østrigske politi har udsat klageren for nedladende og ydmygende behandling, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at klageren til sin op-lysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2023 blandt andet har oplyst, at han ikke har oplevet problemer med de østrigske myndigheder under sit ophold i landet. Nævnet finder endvidere, at såfremt klageren fortsat oplever problemer med det østrigske politi, herunder at klageren ikke føler, at han modtager den fornødne hjælp og støtte fra det østrigske politi, henvises klageren til at klage til en overord-net østrigsk myndighed. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøge-re i Østrig er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Østrig, jf. forordnin-gens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændin-gestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtninge-nævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændinge-styrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Østr/2023/5/MLVT
Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Østrig i medfør af udlæn-dingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren var mindreårig. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være om-fattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter regler-ne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er registreret med Eurodac-hit [i efteråret] 2022 i Østrig, at Østrig efter de foreliggende oplysninger er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 25, stk. 2, såkaldt accept by default, og at Øst-rig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det forhold, at DRC Dansk Flygtningehjælp har henvist til, at klageren er mindreårig, kan ikke føre til en ændret vurde-ring. Flygtningenævnet henviser herved til afgørelsen af dags dato vedrørende klagerens alder af, hvor Flygtningenævnet har fastsat klagerens fødselsdato til [en dato, hvorefter klageren er over 18 år]. Det for-hold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han frygter at vende tilbage til Østrig, da han blev opsøgt af to personer, der nævnte hans fars navn og spurgte, om han var søn af denne person, kan ikke føre til en ændret vurdering. Endvidere kan det forhold, at klageren har oplyst, at han er blevet hård-hændet og dårligt behandlet af det østrigske politi, der truede klageren med, at han ville blive sendt tilbage til [en anden medlemsstats] politi, hvis han ikke afgav sine fingeraftryk, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen [i vinte-ren 2022/2023] ifølge referatet har oplyst, at han ikke har oplevet nogen konkrete konflikter i Østrig. Flygt-ningenævnet finder, at såfremt klageren oplever problemer med grupperingen eller privatpersoner i Østrig, må klageren henvises til at rette henvendelse til de østrigske myndigheder, der må antages at have vilje og evne til at yde klageren den fornødne hjælp. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og leve-vilkår for asylansøgere i Østrig er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Østrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at til-sidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den bag-grund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Østr/2023/4/kdo
Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Østrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Østrig, og at klageren er blevet udsat for dårlig behandling af det østrigske politi og militær. Efter en gennemgang af sagen, udtal-te Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at på-beråber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgø-relse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er registreret med Euro-dac-hit [i efteråret] 2022 i Østrig, at Østrig efter de foreliggende oplysninger er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 25, stk. 2, såkaldt accept by default, og at Østrig der-med er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark idet klageren frygter at blive udsat for dårlig behandling af det østrigske militær og politi. Flygtningenævnet bemærker hertil, at såfremt klageren skulle opleve problemer med det østrigske politi, må klageren henvises til at indbringe en klage over østrigsk politi til den rette overordnede myndighedsinstans. Flygtningenævnet bemærker desuden, at Østrig har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæi-ske Menneskerettighedskonvention og EU´s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Østrig ikke overholder de internationale forpligtelser. Klageren har endvidere gjort gældende, at der ikke var varme på værelserne, og at maden ikke var god. Flygtningenævnet kan i den forbindelse bemærke, at de generelle forhold og levevilkår for asylan-søgere i Østrig ikke af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Østrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, her-under af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens arti-kel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. ” Dub-Østr/2023/3/DIEI
ævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var i besiddelse af et gyldigt visum i Nederlandene. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Nederlandene samt at klageren frygter nogle konkre-te personer i Nederlandene. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Nederlandene, da han indgav ansøgning om asyl i Dan-mark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøg-ning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Nederlandene [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren som følge af, at han har oplysninger om ulovligheder begået af det [firma], som han har arbejdet for, frygter at blive slået ihjel i Nederlandene af personer med tilknytning til den tyrkiske indenrigsminister, Süleyman Soylu og ministeren for MHP-partiet, Aslan Savasan, og det forhold, at klageren har modtaget opkald fra disse personer, kan ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet bemærker hertil, at såfremt klageren skulle opleve problemer med privatpersoner i Nederlandene, må klageren henvises til at tage kon-takt til de nederlandske myndigheder, herunder det nederlandske politi, som må antages at have viljen og evnen til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det forhold, at klageren frygter forfølgelse af tyrkiske myndighedspersoner i Nederlandene, og det forhold, at klageren subjektivt frygter de nederlandske myndig-heders samarbejde med de tyrkiske myndigheder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at Nederlandene har tiltrådt Flygtningekonventionen, EU’s charter om grundlæggende rettigheder samt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at de nederlandske myndigheder ikke lever op til deres internationale forpligtelser. Det forhold, at klageren lider af [diagnose] og [diagnose], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren forventes at kunne modtage den rette behandling i Nederlandene. I henhold til den fremsendte sundhedsjournal forudsætter nævnet endvidere, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underetter de nederlandske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante hel-bredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Endelig kan det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at modtagerforholdene i Nederlandene er mangelfulde, ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Nederlandene ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at over-føre klageren til Nederlandene, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særli-ge hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Nede/2023/4/kdo
Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Kroatien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Kroatien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Kroatien, herunder risikoen for push-backs og nægtelse af adgang til asylproceduren, samt at klageren ved overførsel til Kroatien vil være i reel risiko for at blive udsendt i strid med princippet om non-refoulement. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygt-ningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en ud-lænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i vinteren 2022/2023] har ansøgt om international beskyttelse i Kroatien og herefter er udrejst af Kroatien, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtnin-genævnet finder på denne baggrund, at Kroatien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 20, stk. 5, og at Kroatien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Kroatien [i foråret 2023] har accepteret at modtage klageren i med-før af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har principalt gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark under henvisning til de generelle forhold for asylansøgere i Kroatien, herunder risikoen for push-backs og nægtelse af adgang til asylproceduren, samt at klageren ved overfør-sel til Kroatien vil være i reel risiko for at blive udsendt til Rusland i strid med princippet om non-refoulement. DRC Dansk Flygtningehjælp har subsidiært gjort gældende, at klagerens sag skal realitetsbe-handles i Danmark under henvisning til Dublinforordningens artikel 17, stk. 1. Flygtningenævnet bemær-ker, at der ikke er grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i modtageforholdene i Kroa-tien, at en overførsel af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet skal i den forbindelse henvise til AIDA’s ”Country Report: Croatia, 2021 Update”, udgivet i april 2022, side 79-102, som indeholder en beskrivelse af modta-geforholdene i Kroatien. Af side 52 fremgår videre, at Dublinreturnees ikke oplever udfordringer ved ad-gangen til modtagecentrene, når disse ikke tidligere har fået afslag på asyl i Kroatien. Det af klageren an-førte om, at medarbejderne på det kroatiske asylcenter, hvor han opholdt sig i cirka en dag, var ligeglade med ham, talte aggressivt til ham, og at han generelt følte sig utryg, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren efter de for nævnet foreliggende oplysninger ikke ses at have klaget over de anførte forhold. Klageren må derfor, såfremt han fortsat oplever problemer med persona-let på asylcentrene, henvises til at klage til en overordnet myndighed i Kroatien. Flygtningenævnet finder, at heller ikke det anførte om klagerens helbredmæssige forhold, herunder at han lider af angst, som han modtager medicin for, kan føre til, at der ikke kan ske overførsel af klageren til Kroatien. Flygtningenæv-net har herved lagt vægt på, at det fremgår af AIDA’s rapport på side 91 ff., at asylansøgere i henhold til kroatisk lovgivning har adgang til akut lægehjælp samt nødvendig behandling af alvorlige sygdomme og alvorlige psykiske lidelser, og at særligt sårbare grupper har ret til psykosocial støtte og bistand i pressede situationer. Ligeledes fremgår det af rapporten, at lægehjælp er tilgængelig i modtagecentrene og på sundhedscentre i Zagreb og Kutina, og at der ved asylregistreringen finder en helbredsmæssig screening sted med lægetjek samt samtale med psykolog eller socialrådgiver fra Kroatisk Røde Kors for at vurdere den enkeltes behov og identificere sårbarheder. Tilsvarende oplysninger fremgår af DRC Dansk Flygtnin-gehjælps rapport ”Temarapport: Kroatien – Modtageforhold for Dublin-returnees”, udgivet i januar 2022. Flygtningenævnet er opmærksom på oplysningerne om, at navnlig adgangen til behandling for psykiske lidelser er vanskelig, og at der ifølge Swiss Refugee Council’s rapport fra december 2021 ”Situation for asylum seekers and beneficiaries of protection with mental health problem in Croatia” er mangel på pas-sende psykologisk og psykiatrisk hjælp til blandt andet Dublinreturnees, da de ikke falder inden for kate-gorien akutte tilfælde, men i stedet har behov for kontinuerlig psykologisk behandling. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at disse oplysninger sammenholdt med de for nævnet foreliggende oplysninger vedrørende klageren, kan føre til, at der ikke kan ske overførsel af klageren til Kroatien. For så vidt angår asylproceduren i Kroatien bemærker Flygtningenævnet, at denne ifølge de baggrundsoplysninger, som nævnet er i besiddelse af, er behæftet med visse mangler. Dette er navnlig kommet til udtryk i forbindelse med, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i de seneste par år har truffet afgørelse i flere sager vedrørende Kroatiens praksis om at nægte adgang til asylproceduren gennem anvendelsen af push-back ved landets grænser samt myndighedernes brug af uforholdsmæssig magtanvendelse ved grænsen, her-under i dom af 18. november 2021 i sagen M.H. m.fl. mod Kroatien (sagsnr. 15670/18 og 43115/18). Flygtningenævnet bemærker videre, at der fortsat verserer en række sager ved menneskerettighedsdom-stolen, herunder S.B. m.fl. mod Kroatien (sagsnr. 18810/19). Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at asylansøgere, der indrejser fra Bosnien-Hercegovina og andre tredjelande til Kroatien med hen-blik på at søge asyl, i et vist omfang oplever problemer med at få adgang til landets asylprocedure. Uanset de foreliggende oplysninger om push-back fra Kroatien finder Flygtningenævnet, at der ikke er grund til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren i Kroatien, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer, herunder tjetjenere, der har søgt om asyl og er blevet regi-streret som asylansøgere i Kroatien, og som bliver overført i henhold til Dublinforordningen. I forhold til den konkrete sag bemærkes, at klageren [i vinteren 2022/2023] blev registreret som asylansøger i Kroati-en, og at Kroatien [i foråret 2023] som nævnt har accepteret at tilbagetage klageren. Der kan i den forb-indelse henvises til AIDA’s rapport, side 52, vedrørende forholdene for Dublinreturnees, hvoraf fremgår, at: ”Applicants who are returned from other Member States in principle do not face any obstacles to ac-cess the procedure for granting international protection in Croatia. However, those who had left Croatia before the end of procedure and therefore had their case suspended, have to re-apply for international procedure (if they wish) once they return to Croatia, and thereby re-enter their initial procedure, in line with Article 18(2) of the Dublin III Regulation.” Endvidere fremgår det af DRC Dansk Flygtningehjælps rap-port ”Temarapport: Kroatien – Modtageforhold for Dublinreturnees”, udgivet i januar 2022, at det kroati-ske indenrigsministerium har oplyst, at Dublinreturnees ikke har problemer med adgang til asylsystemet eller modtageforhold. Flygtningenævnet bemærker, at Kroatien har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Dublinfor-ordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af ansøgere om en sådan beskyttelse i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Flygtningenævnet finder såle-des, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Kroatien ikke er af en sådan karakter, at Dan-mark er afskåret fra at overføre klageren til Kroatien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtninge-nævnet finder derudover, at det anførte om risikoen for, at de kroatiske myndigheder vil afvise at be-handle klagerens asylansøgning og sende ham tilbage til Tjetjenien, Rusland, ikke er således underbygget, at dette kan føre til en ændret vurdering. Der henvises i den forbindelse til det ovenfor anførte, ligesom der henvises til, at det som anført nedenfor forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen indhenter en garanti fra de kroatiske myndigheder, inden en overførsel af klageren finder sted. Endelig finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørel-se, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Under hensyn til oplysningerne vedrørende klagerens helbredsmæssige forhold, forudsætter Flygtningenævnet, at Hjem-rejsestyrelsen forud for udsendelse af ham underretter de kroatiske myndigheder om hans særlige be-hov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinfor-ordningens artikel 32. Efter de foreliggende oplysninger om, at der i et vist omfang sker push-backs fra Kroatien til Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande, og at det efter baggrundsoplysningerne ikke fuld-stændig kan udelukkes, at det også gælder Dublinreturnees, forudsætter Flygtningenævnet, at Hjemrejse-styrelsen forud for en overførsel af klageren til Kroatien indhenter en garanti fra de kroatiske myndighe-der om, at klagerens sag tages under realitetsbehandling i Kroatien i overensstemmelse med dets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser, såfremt en overførsel fra Kroatien til en anden medlemsstat i medfør af Dublinforordningen ikke finder sted.” Dub-Kroa/2023/8/anfi
Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Kroatien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Kroatien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Kroatien, herunder asylansøgeres risiko for push-backs og frihedsberøvelse, samt klagerens tilknytning til Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren [i efteråret] 2022 har søgt om internatio-nal beskyttelse i Kroatien, og at klageren herefter er udrejst af Kroatien, inden hans asylsag var færdigbe-handlet. Det følger herefter af Dublinforordningens artikel 20, stk. 5, at Kroatien som det første land, der blev indgivet ansøgning om international beskyttelse til, som udgangspunkt er forpligtet til at tilbagetage klageren med henblik på at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Kroatien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 20, stk. 5, og at Kroatien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det be-mærkes herved, at Kroatien [i vinteren 2022/2023] har accepteret at modtage klageren i medfør af på-gældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal be-handles i Danmark under henvisning til klagerens tilknytning til Danmark, de generelle forhold for asylan-søgere i Kroatien, herunder risikoen for frihedsberøvelse, risikoen for push-backs og nægtelse af adgang til asylproceduren, og klagerens frygt for refoulement. Flygtningenævnet bemærker hertil, at der ikke er grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i modtageforholdene i Kroatien, at en overfør-sel af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling som defineret i EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet skal i den forbindelse henvise til AIDA’s ”Country report: Croatia, 2021 Update”, udgivet i april 2022, side 79-102, som indeholder en beskrivelse af modtageforholdene i Kroatien. Af side 52 fremgår videre, at Dublin-returnees ikke oplever udfordringer ved adgangen til mod-tagecentrene, når disse ikke tidligere har fået afslag på asyl i Kroatien. Det af klageren anførte over for DRC Dansk Flygtningehjælp om indkvarteringsforholdene og de kroatiske myndigheders behandling af asylansøgere, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes i øvrigt, at der ikke er oplysninger om, at klageren skulle have klaget over de påberåbte forhold. Klageren må derfor henvises til at klage til en overordnet myndighed i Kroatien over konkrete forhold, såfremt han oplever, at disse ikke er tilfredsstil-lende. Vedrørende det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en overførsel til Kroati-en vil være i risiko for frihedsberøvelse, henviser Flygtningenævnet til baggrundsmaterialet vedrørende Kroatien, herunder AIDA’s ovennævnte rapport, hvoraf det på side 104 fremgår blandt andet, at friheds-berøvelse sjældent anvendes i Dublinsager. For så vidt angår asylproceduren i Kroatien bemærker Flygt-ningenævnet, at denne ifølge de baggrundsoplysninger, som nævnet er i besiddelse af, er behæftet med visse mangler. Dette er navnlig kommet til udtryk i forbindelse med, at Den Europæiske Menneskeret-tighedsdomstol i de seneste par år har truffet afgørelse i flere sager vedrørende Kroatiens praksis om at nægte adgang til asylproceduren gennem anvendelsen af push-back ved landets grænser samt myndig-hedernes brug af uforholdsmæssig magtanvendelse ved grænsen, herunder i dom af 18. november 2021 i sagen M.H. m.fl. mod Kroatien (sagsnr. 15670/18 og 43115/18). Flygtningenævnet bemærker videre, at der fortsat verserer en række sager ved menneskerettighedsdomstolen, herunder S.B. m.fl. mod Kroatien (sagsnr. 18810/19). Dertil kommer, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder AIDA’s oven-nævnte rapport, at der er rapporter om push-backs. Flygtningenævnet lægger til grund, at asylansøgere, der indrejser fra Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande til Kroatien med henblik på at søge asyl, i et vist omfang oplever problemer med at få adgang til landets asylprocedure. Spørgsmålet er herefter, om de samme forhold gør sig gældende for Dublin-returnees, herunder om klageren ved en overførsel fra Danmark til Kroatien som Dublin-returnee vil have adgang til en reel asylsagsbehandling. Af DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Temarapport: Kroatien – Modtageforhold for Dublin-returnees”, udgivet i ja-nuar 2022, fremgår på side 4: ”CPS [Centre for Peace Studies] oplyser, at der har været rapporteret om, at nogle ansøgere, der er blevet Dublin-overført til Kroatien, har oplevet push-back til Bosnien-Herzegovina, selvom de ikke tidligere har haft et ophold der. CPS oplyser yderligere, at det er sikrest at informere en NGO i Kroatien om en kommende overførsel, således at denne kan monitorere, at vedkommende faktisk forbliver i Kroatien. CPS tilføjer, at situationen med push-backs er blevet bedre efter Lighthouse Reports i oktober 2021 udgav artikler om situationen i Kroatien. Det har i forbindelse med udarbejdelsen af denne rapport ikke været muligt at få disse oplysninger om push-backs af Dublin-returnees bekræftet fra andre kilder.” Det fremgår endvidere af Swiss Refugee Councils tysksprogede rapport ”Polizeigewalt in Bulgarien und Kroatien: Konsequenzen für Dublin-Überstellungen”, udgivet den 13. september 2022, at det ikke kan udelukkes, at Dublin-returnees, ligesom asylansøgere, der indrejser i Kroatien fra tredjelande, vil blive udsat for vold og push-back i strid med EMRK artikel 3. Swiss Refugee Council har i rapporten på bag-grund heraf anmodet EU’s medlemsstater om at suspendere overførslen af asylansøgere til Kroatien. Det fremgår imidlertid af AIDA’s rapport på side 52: ”Applicants who are returned from other Member States in principle do not face any obstacles to access the procedure for granting international protection in Cro-atia. However, those who had left Croatia before the end of procedure and therefore had their case sus-pended, have to re-apply for international procedure (if they wish) once they return to Croatia, and thereby re-enter their initial procedure, in line with Article 18(2) of the Dublin III Regulation.” Af DRC Dansk Flygtningehjælps rapport fremgår endvidere, at det kroatiske indenrigsministerium har oplyst, at Dublin-returnees ikke har problemer med adgang til asylsystemet eller modtageforhold. Flygtningenæv-net bemærker derudover, at det af Freedom House’s rapport ”Freedom in the World 2023”, udgivet i marts 2023, fremgår, at push-back sker i mindre omfang end tidligere. Videre bemærker Flygtningenæv-net, at det ifølge DRC Dansk Flygtningehjælp udelukkende har været muligt at få oplysninger om push-backs af Dublin-returnees bekræftet af én kilde, jf. ovenfor. Kroatien har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Dublin-forordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af ansøgere, herunder [personer af klagerens nationalitet] ansøgere, om en sådan beskyttelse i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte in-ternationale konventioner. Uanset de foreliggende oplysninger om push-back fra Kroatien til Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande finder Flygtningenævnet ikke, at der er grund til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren i Kroatien, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer, herunder [personer af klagerens nationalitet], der har søgt og er blevet regi-streret som asylansøgere i Kroatien, og som bliver overført i henhold til Dublinforordningen. I forhold til den konkrete sag bemærkes, at klageren som anført ovenfor [i efteråret] 2022 blev registreret som asyl-ansøger, og at klageren fik adgang til blandt andet indkvartering i et asylcenter. Kroatien har som nævnt også accepteret at tage klageren tilbage. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Kroatien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre kla-geren til Kroatien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det forhold, at klagerens [familiemedlemmer] har opholdstilladelse i Danmark, kan ikke føre til, at asylansøgningen alligevel bør behandles i Danmark. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at relationen ikke er omfattet af familiebegrebet i forordningens artikel 2, litra g. Det forhold, at klageren tidligere har haft opholdstilladelse i Danmark i [nogle] år som familiesammenført til [sit familiemedlem], kan ligeledes ikke føre til, at asylansøgningen bør behandles i Danmark. Vedrørende det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren er flyg-tet sammen med sin udvidede familie, der søger asyl på baggrund af samme konflikt som ansøgeren, henviser Flygtningenævnet til, at disse personers sager behandles særskilt. Herefter, og da der heller ikke efter sagens øvrige oplysninger foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17, finder Flygtningenævnet efter en gennemgang af sagen ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændin-gelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Efter de foreliggende oplysninger om, at der i et vist omfang sker push-backs fra Kroatien til Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande, og at det efter baggrundsoplysningerne ikke fuldstændig udelukkes, at det også gælder Dublin-returnees, forudsætter Flygtningenævnet, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren til Kroatien ind-henter en garanti fra de kroatiske myndigheder om, at klagerens sag tages under realitetsbehandling i Kroatien i overensstemmelse med dets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser, såfremt en over-førsel fra Kroatien til en anden medlemsstat i medfør af Dublinforordningen ikke finder sted.” Dub-Kroa/2023/7/EEB.
Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Kroatien i medfør af ud-lændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Kroatien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Kroatien, herunder risikoen for push-backs og næg-telse af adgang til asylproceduren, samt at klageren ved overførsel til Kroatien vil være i reel risiko for at blive udsendt i strid med princippet om non-refoulement. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtnin-genævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overfør-sel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i vinteren 2022/2023] har ansøgt om international beskyttelse i Kroatien og herefter er udrejst af Kroatien, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet fin-der på denne baggrund, at Kroatien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 20, stk. 5, og at Kroatien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Kroatien [i foråret 2023] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klagerens asylsag skal behandles i Dan-mark under henvisning til de generelle forhold for asylansøgere i Kroatien, herunder risikoen for push-backs og nægtelse af adgang til asylproceduren, samt at klageren ved overførsel til Kroatien vil være i reel risiko for at blive udsendt til Rusland i strid med princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet bemærker hertil, at der ikke er grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i modtageforholdene i Kroa-tien, at en overførsel af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i EU-chartrets artikel 4. Flygtningenævnet skal i den forbindelse henvise til AIDA’s ”Country Report: Croatia, 2021 Update”, udgivet i april 2022, side 79-102, som indeholder en beskrivelse af modta-geforholdene i Kroatien. Af side 52 fremgår videre, at Dublin-returnees ikke oplever udfordringer ved ad-gangen til modtagecentrene, når disse ikke tidligere har fået afslag på asyl i Kroatien. Det af klageren anfør-te om, at han i Kroatien blev tilbageholdt i et døgns tid, hvor han fik taget fingeraftryk, og hvor han ikke blev tilbudt mad eller drikke eller samtale med en tolk, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det af klage-ren anførte om, at medarbejderne på det kroatiske asylcenter, hvor han opholdt sig i cirka to dage, var lige-glade med ham og talte aggressivt til ham, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren efter de for nævnet foreliggende oplysninger ikke ses at have klaget over de anførte forhold. Klageren må derfor, såfremt han fortsat oplever problemer med personalet på asylcentrene, henvi-ses til at klage til en overordnet myndighed i Kroatien. For så vidt angår asylproceduren i Kroatien bemær-ker Flygtningenævnet, at denne ifølge de baggrundsoplysninger, som nævnet er i besiddelse af, er behæftet med visse mangler. Dette er navnlig kommet til udtryk i forbindelse med, at Den Europæiske Menneskeret-tighedsdomstol i de seneste par år har truffet afgørelse i flere sager vedrørende Kroatiens praksis om at nægte adgang til asylproceduren gennem anvendelsen af push-back ved landets grænser samt myndigheder-nes brug af uforholdsmæssig magtanvendelse ved grænsen, herunder i dom af 18. november 2021 i sagen M.H. m.fl. mod Kroatien (sagsnr. 15670/18 og 43115/18). Flygtningenævnet bemærker videre, at der fortsat verserer en række sager ved menneskerettighedsdomstolen, herunder S.B. m.fl. mod Kroatien (sagsnr. 18810/19). Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at asylansøgere, der indrejser fra Bosnien-Hercegovina og andre tredjelande til Kroatien med henblik på at søge asyl, i et vist omfang oplever proble-mer med at få adgang til landets asylprocedure. Uanset de foreliggende oplysninger om push-back fra Kroa-tien finder Flygtningenævnet ikke, at der er grund til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asyl-proceduren i Kroatien, at det kan begrunde, at der generelt ikke kan ske overførsler af personer, herunder tjetjenere, der har søgt om asyl og er blevet registreret som asylansøgere i Kroatien, og som bliver overført i henhold til Dublinforordningen. I forhold til den konkrete sag bemærkes, at klageren [i vinteren 2022/2023] blev registreret som asylansøger i Kroatien, og at Kroatien [i foråret 2023] som nævnt har accepteret at tilbagetage klageren. Der kan i den forbindelse henvises til AIDA’s rapport, side 52, vedrørende forholdene for Dublin-returnees, hvoraf fremgår, at: ”Applicants who are returned from other Member States in princi-ple do not face any obstacles to access the procedure for granting international protection in Croatia. How-ever, those who had left Croatia before the end of procedure and therefore had their case suspended, have to re-apply for international procedure (if they wish) once they return to Croatia, and thereby re-enter their initial procedure, in line with Article 18(2) of the Dublin III Regulation.” Endvidere fremgår det af DRC Dansk Flygtningehjælps rapport ”Temarapport: Kroatien – Modtageforhold for Dublin-returnees”, udgivet i januar 2022, at det kroatiske indenrigsministerium har oplyst, at Dublin-returnees ikke har problemer med adgang til asylsystemet eller modtageforhold. Flygtningenævnet bemærker, at Kroatien har tiltrådt Flygtnin-gekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende ret-tigheder. Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, og der gælder således en formodning for, at behandlingen af ansøgere om en sådan beskyttelse i hver enkelt med-lemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Kroatien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Kroatien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygt-ningenævnet finder derudover ikke, at det anførte om risikoen for, at de kroatiske myndigheder vil afvise at behandle klagerens asylansøgning og sende ham tilbage til [Tjetjenien] er således underbygget, at dette kan føre til en ændret vurdering. Der henvises i den forbindelse til det ovenfor anførte, ligesom der henvises til, at det som anført nedenfor forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen indhenter en garanti fra de kroatiske myndig-heder, inden en overførsel af klageren finder sted. Endelig finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Efter de foreliggende oplysninger om, at der i et vist omfang sker push-backs fra Kroatien til Bosnien-Herzegovina og andre tredjelande, og at det efter bag-grundsoplysningerne ikke fuldstændig kan udelukkes, at det også gælder Dublin-returnees, forudsætter Flygtningenævnet, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren til Kroatien indhenter en garanti fra de kroatiske myndigheder om, at klagerens sag tages under realitetsbehandling i Kroatien i overens-stemmelse med dets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser, såfremt en overførsel fra Kroatien til en anden medlemsstat i medfør af Dublinforordningen ikke finder sted.” Dub-Kroa/2023/6/anfi
Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frakrig i medfør af ud-lændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Frankrig. Sagen blev behandlet på Formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de meget farlige og uværdige forhold, at klageren har levet under i Frankrig, samt risikoen for, at klageren ved en tilbagevenden til Frankrig, vil blive henvist til igen at leve på gaden uden adgang til sundhedsbehandling, og med risiko for ikke at kunne dække sine mest basale behov, sammenholdt med at klageren ønsker at bo sammen med sin familie i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtnin-genævnet blandt andet: Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overfør-sel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Frankrig og herefter er udrejst af Frankrig, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Frankrig der-med er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig [i foråret] 2023 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygt-ningenævnet bemærker, at de generelle forhold i asylsystemet i Frankrig er behæftet med visse mangler, idet der er pres på modtager- og indkvarteringsforholdene i landet. Nævnet bemærker videre, at disse for-hold ikke i sig selv kan føre til en ændret vurdering af sagen. Nævnet bemærker endvidere, at det blandt andet fremgår af AIDA, Country Report: France, udgivet i maj 2023, at alle asylansøgere har ret til at bo i et modtagercenter, når de søger asyl. Det skal i den forbindelse endeligt bemærkes, at også Dublin-returness bliver behandlet og modtager samme indkvarteringsmuligheder som øvrige asylansøgere, jf. side 109 i ovennævnte rapport. Som følge heraf finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Frankrig, herunder at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at der er mangel på ind-kvarteringsmuligheder, ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Nævnet har herved lagt vægt på, at Frankrig har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæg-gende rettigheder, og at Dublinforordningen er baseret på princippet om gensidig tillid mellem medlemssta-terne, og der således gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med kravene i de nævnte internationale konventioner. Nævnet finder ikke, at der er konkrete holdepunkter for at antage, at Frankrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser og at en overførsel af klageren til Frankrig vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 eller EU’s charter om grundlæggende rettigheder artikel 4. Det forhold, at klagerens familiemedlemmer herunder forældre, [1-3] brødre og [1-3] søster opholder sig i Danmark, og at han ønsker at bo sammen med dem, og at han har opholdt sig hos sine forældre i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at Dublinfor-ordningens artikel 16 ikke kan føre til, at en overførsel af klageren til Frankrig ikke kan ske, idet nævnet ikke finder, at der foreligger et afhængighedsforhold mellem de herboende familiemedlemmer og klageren. Nævnet har videre langt vægt på, at klageren til Udlændingestyrelsen [i foråret] 2023 har oplyst, at han ikke er afhængig af disse familiemedlemmer. For så vidt angår det forhold, at klageren har brug for sundhedsbe-handling, idet han har behov for at få skiftet sin [kropsdel]protese, kan det ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til Udlændingestyrelsen [i foråret] 2023 har oplyst, at han ikke har nogen problemer med [din kropdel], og at han ikke er blevet behandlet siden 2012, hvor han fik sin [kropsdel]protese i [et vestligt land]. Nævnet har videre lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Frankrig, såfremt han skulle opleve helbredsmæssige problemer med [kropsdel]. Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han har brug for støtte og omsorg fra sin familie efter at have været alene i fire år, hvor han har levet under et stort psykisk pres med hjemløshed og uværdig vilkår, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtninge-nævnet har herved også lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige sund-hedsbehandling i Frankrig. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændinge-styrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtninge-nævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændinge-styrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Fran/2023/6/sme
Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt hendes fire medfølgende børn fra Venezuela. Indrejst i marts 2019.Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk mestizo og katolik fra [by A], Venezuela. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at, hun frygter sin datters afdøde far [X]’s netværk, herunder især farens søn, [Y]. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold i Venezuela. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at [X] inden sin død var en velkendt leder af narkokartellet […]. Ansøgeren frygter for sit og sin families liv, idet hun og hendes mor efter [X]’s død har modtaget flere trusler fra folk, der fejlagtigt tror, at ansøgerens og [X]’s fælles datter har modtaget arv efter hendes far. Ansøgeren har videre oplyst, at hun første gang modtog telefoniske trusler dagen efter [X]’s død i [vinteren] 2016. Efterfølgende har ansøgeren modtaget flere skriftlige trusler på Facebook. Videre har ansøgeren oplyst, at nogle måneder efter [X]’s død i [begyndelsen af] 2016 befandt hun og hendes ægtefælle sig i en feriehytte. Vagterne i området fortalte ansøgeren, at to personer havde rettet henvendelse til vagterne og spurgt efter ”pigen med [kendetegn]”. Ansøgeren har også oplyst, at hun i [efteråret] 2018 af bevæbnede og ukendte gerningsmænd ved magt, herunder fysisk og verbal vold blev sat ud af sit hus. Om huset har ansøgeren oplyst, at det var datterens afdøde far der købte huset til hende, men at hun ejede huset. Efter sin indrejse i Danmark har ansøgeren ligeledes modtaget trusler på Facebook. Under samtalen i Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2020 kom en tolk i forbindelse med oversættelse af trusler modtaget på Facebook fejlagtigt til at respondere på truslerne til den Facebook-profil, der havde afsendt dem. Ansøgeren har oplyst, at ansøgerens, mor, der befinder sig i Venezuela sammen med ansøgeren og [X]’s datter, efter episoden har fået angrebet deres hus, ligesom morens hund og kat er blevet forgiftet. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge til grund, at ansøgeren har haft et forhold til den nu afdøde bandeleder [X], og at parret sammen har en datter. Ligesom Udlændingestyrelsen kan nævnet imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, da den fremstår utroværdig. Ansøgeren har således forklaret forskelligt om flere centrale punkter, herunder hvor længe hun modtog trusler på sin daværende facebookprofil, mens hun fortsat var i Venezuela, hvor mange trusler hun modtog på denne profil indtil sin udrejse, og i hvilken periode hun modtog trusler på denne profil. Hertil kommer, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret usammenhængende om sin egen løsladelse i tre år fra fængslet, herunder hvorvidt hun selv var fængslet, da [X] døde i [vinteren] 2016. Hun har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hun var bekendt med, at datteren er arveberettiget efter [X]. Under sin samtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2019 forklarede hun således, at hun vidste, at [X]’s testamente indeholdt noget til deres datter, fordi hendes mor har hørt det fra en bekendt, der arbejder i en bingohal, som kender [X]’s familie, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at hun ikke ved, om datteren er arveberettiget, og at der kun var tale om rygter. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har opholdt sig [by B] i Venezuela, fra truslerne angivelig startede i 2016 til sin udrejse i [foråret] 2019 uden at opleve asylbegrundende episoder. Nævnet bemærker herved, at det alene beror på ansøgerens formodning, at [X]’s søn og nevø står bag den episode, hvor de angivelig forsøgte at opsøge ansøgeren i et strandresort i 2016. Nævnet bemærker endvidere, at episoden i 2018, hvor ansøgeren blev smidt ud af det hus, som [X] havde købt til datteren, må anses for overstået, idet ansøgeren ikke efterfølgende har forsøgt at få huset tilbage og ikke efterfølgende modtog trusler, før hun forlod Venezuela omkring et halvt års tid senere. Ansøgerens troværdighed svækkes endvidere af, at hun i forbindelse med sin asylansøgning til politiet [i foråret] 2019 oplyste, at det var meningen, at hendes ægtefælle – efter at hun var indrejst i Danmark som turist – skulle ansøge om asyl for hende i Danmark, men at der ikke skete noget, selvom hun flere gange spurgte ægtefællen til det, mens hun senere til Udlændingestyrelsen oplyste, at hun først ansøgte om asyl, da hun efter sin indrejse i Danmark i [foråret] 2019 havde modtaget trusler via sin nye facebookprofil. Det kan ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren under sagen har fremlagt forskellige trusler, som hun har modtaget over internettet efter sin indrejse i Danmark, herunder en video af en mand, der bliver skudt, hvor ansøgeren samtidig har forklaret, at hun mener at kunne genkende [X]’s nevø som gerningsmanden. Selv om de generelle forhold i Venezuela for tiden er vanskelige, er de ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde asyl. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Venezuela vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. vene/2020/9/SELS
Nævnet meddelte i maj 2023 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim af trosretning fra [by A], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive udsat for tortur eller slået ihjel af Taliban, fordi hans [søskende] har arbejdet som [sprog] tolk for udenlandske styrker i Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv desuden henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan, frygter at dø af sult, fordi han ikke har noget netværk i Afghanistan, og fordi landets økonomiske situation er kaotisk. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter for at blive forfulgt af Taliban, fordi han vil blive betragtet som vestliggjort. Til støtte for sit asylmotiv om at blive udsat for tortur eller slået ihjel af Taliban, fordi ansøgerens [søskende] arbejdede som tolk for udenlandske styrker i Afghanistan, har ansøgeren oplyst, at familiens bopæl blev opsøgt af personer, som ville have, at ansøgerens [søskende] stoppede med at arbejde for de udenlandske styrker. Ansøgeren formoder, at personerne var fra Taliban. De havde lagt skæg, var meget intimiderende og anså [sprog] for at være fjendens sprog, og mente at ansøgerens [søskende] arbejdede for fjenden. De sagde, at ansøgerens [søskende] var muslim og ikke skulle modarbejde Taliban. De anså familien for at være landsforrædere. Ansøgerens [søskende] var enlig forsørger derhjemme og kunne derfor ikke stoppe med sit arbejde. Da [ansøgerens søskende] ikke stoppede med at arbejde for de udenlandske styrker, blev [pågældende] slået ihjel, imens [pågældende] var på arbejde. Familien frygtede, at resten af familien også ville blive slået ihjel en efter en. Fordi ansøgeren havde lært [sprog] af sin [søskende], frygtede familien, at der var i risiko for, at Taliban også ville komme efter ham. Ansøgeren tror, at det var derfor, at hans [forælder] kort tid efter [ansøgerens søskendes] død, sendte ansøgeren ud af Afghanistan sammen med sin [forælders] ven. Ansøgeren oplyser, at fordi alle kender alle i den by, hvor han er opvokset, så ville der ikke gå ret lang tid, før Taliban ville finde ud af, hvilken familie han stammer fra, og så vil han blive straffet. Til støtte for sit asylmotiv om ikke at have noget netværk i Afghanistan, har ansøgeren oplyst, at han hverken har haft kontakt til sin familie eller andre bekendte i Afghanistan, siden han mistede telefonnummeret til sin [forælder] i [EU-land], før han kom til Danmark, og han derfor ikke ved, hvor hans familie befinder sig. Til støtte for sit asylmotiv som vestliggjort, har ansøgeren oplyst, at han aldrig vil kunne leve i Afghanistan, fordi han har tillært sig helt andre værdier under hans ophold i Danmark. Han vil kunne sige, hvad han mener, han vil ikke acceptere, at kvinder ikke må gå i skole, og han vil selv bestemme, hvilket tøj han skal gå i. I Danmark går han desuden til fester og drikker alkohol. Det vil han ikke kunne skjule, hvis han vender tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker, at ansøger ved sin indrejse oplyste sin alder til [8-11 år], og at Udlændingestyrelsen ændrede ansøgerens alder til [12-15 år] ved indrejsen, hvilket blev stadfæstet af Flygtningenævnet ved afgørelse af [efteråret] 2021. Uanset dette forhold finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring kan lægges til grund, da den overordnet set fremstår konsistent. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens [søskende] har arbejdet som [sprog] tolk i Afghanistan, og at [pågældende] blev slået ihjel af personer, som ansøgeren formoder er fra Taliban i 2016, og at ansøgeren dagen efter blev sendt ud af landet af sin [forælder]. Hertil kommer spørgsmålet om ansøgeren er vestliggjort i et omfang der gør, at han vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren indrejste i Danmark i [foråret] 2016, på hvilket tidspunkt han var [12-15 år]. Ansøgeren har i Danmark gået i sprogskole og folkeskole og har taget en [udskolings-]eksamen. Han går for tiden på [ungdomsuddannelse], som han forventer at afslutte [i sommeren] 2023. Ansøgeren vil herefter uddanne sig [på videregående uddannelse på uddannelsesinstitution B] i [by C], og hvis han ikke bliver optaget, vil han tage et sabbatår. Ansøgeren dyrker i sin fritid [sportsgren] og har et fritidsjob ved siden af skolearbejdet, ligesom han er valgt ind i [et råd] i [kommune D]. Ansøgeren har desuden blandt andet kontakt til sine danske venner og en tidligere værge. Der foreligger flere udtalelser til støtte for ansøgerens integration i Danmark. Ansøgeren har således haft sin skolegang og en stor del af sin ungdom i Danmark, og han har levet et ungdomsliv på danske præmisser. Hertil kommer, at han har mistet kontakten med sine forældre og øvrige søskende, da han udrejste tilbage i 2015. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering om ansøgerens erfaring med livet i Afghanistan, at ansøgeren ikke vil kunne genoptage sit liv der på en sådan måde, at han ikke vil på påkalde sig Talibans opmærksomhed. Under disse omstændigheder og efter baggrundsoplysningerne samt henset til ansøgerens fremtræden under nævnsmødet, der er foregået på dansk, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan, som følge af sin vestlige fremtræden, men også som følge af sin relation til en [søskende], der arbejdede som tolk for udenlandske styrker - navnlig set i lyset af Talibans magtovertagelse i Afghanistan. Ansøgeren har på den baggrund sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” ”Afgh/2023/22/MKTO
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2001 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2020 idømt fængsel i 2 år og seks måneder for overtrædelse af [en række bestemmelser i straffeloven, våbenloven og lov om euforiserende stoffer], samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes. Klageren er etnisk afghaner og har oplyst at være kristen af trosretning fra [by], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at han grundet sin konversion til kristendommen frygter for sin sikkerhed ved en tilbagevenden til sit hjemland. Klageren har ydermere som asylmotiv henvist til, at han frygter sin fars fjender. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans far udrejste fra Danmark til Afghanistan, og at faren herefter er afgået ved døden. Klageren formoder, at hans far er blevet slået ihjel af sine fjender. Klageren har ydermere oplyst, at hans bror deltog i deres fars begravelse, og at broren var nødt til at rejse tilbage til Danmark, da personerne, som klageren formoder har slået hans far ihjel, fandt ud af, at broren havde deltaget i begravelsen og opholdt sig i Afghanistan. Om de generelle forhold i Afghanistan Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at siden Taliban-regimet den 15. august 2021 indtog hovedstaden i Afghanistan, Kabul, og efterfølgende erklærede krigen mod den tidligere regering forbi samt i øvrigt den 7. september 2021 dannede en midlertidig regering, er den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan blevet forbedret. Der kan i den forbindelse henvises til blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information, Afghanistan, december 2021, s. 17 f., samt EASO, the general security situation after the Taliban’s takeover, 15. november 2021, s. 6. Tilsvarende er anført i UNHCR Guidance Note fra februar 2022, side 1, pkt. 2. Den forbedrede generelle sikkerhedssituation efter Taliban-regimets magtovertagelse må også ses i lyset af, at situationen i Afghanistan forud for Taliban-regimets magtovertagelse måtte beskrives således, at der forelå en såkaldt ikke-international væbnet konflikt, der imidlertid mere generelt ophørte med at eksistere efter magtovertagelsen, jf. Amnesty International, No escape – War crimes and civilian harm during the fall of Afghanistan to the Taliban, december 2021, s. 5, samt Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 6. Der kan endvidere henvises til Human Rights Watch World Report 2022 vedrørende Afghanistan, hvor det anføres, at ”In the six months before the takeover, fighting between government forces and the Taliban caused a sharp rise in civilian casualties from improvised explosive devices (IEDs), mortars, and airstrikes”. Uanset at den generelle sikkerhedssituation er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, er der oplysninger om, at visse dele af Taliban-regimet har foretaget gengældesangreb. Således anføres det i den netop nævnte rapport fra Amnesty International fra december 2021, s. 13, at ”As the Taliban quickly seized control of new areas of the country in July and August 2021, some units began a series of killing of captured ANDSF and former high-ranking government officials. In the cases documented by Amnesty International, the people targeted for retaliatory killings bear a certain profile: all were supporters (or were accused of being supporters) of the former government and were either high-profile leaders or members of ethnic minorities”. Det fremgår også af de øvrige baggrundsoplysninger, at visse Taliban-krigere efter magtovertagelsen navnlig har interesseret sig for ”persons affiliated with the former government, security forces or foreign forces”, jf. EASO, Afghanistan – Country of Origin Information Report, January 2022, s. 45 f. Det kan imidlertid ikke lægges til grund, at der er tale om systematisk forfølgelse af de nævnte personer fra Taliban-regimets side som sådan, jf. blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information rapport, december 2021, s. 1. Det må således på den ene side lægges til grund, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, at der ikke længere mere generelt foreligger en intern væbnet konflikt, og at forholdene i Afghanistan ikke er af en sådan karakter, at enhver vil være i en reel risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse eller i øvrigt overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som følge af sin blotte tilstedeværelse i Afghanistan, jf. herved også Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 7, hvor det anføres, at ”Det kan dock för tilfället inte anses råda sådant urskillningslöst våld i någon provins at var och en risikerer at uttsättas för skydsbegrundende behandling”. På den anden side må det imidlertid lægges til grund, at situationen i Afghanistan, som anført i Udlændingestyrelsens Country of Origin Information rapport, december 2021, s. 5, er flygtig og ustabil. Der kan også henvises til UNHCR, Afghanistan Situation Update – 2 November 2021, hvor det anføres, at ”The security situation in Afghanistan remains highly volatile”. Dette fremgår også UNHCR Guidance Note fra februar 2022 Herudover kan der henvises til Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 4, hvor det anføres, at ”utvecklingen är osäker och kan vara snabbt föränderlig”. Endelig kan der henvises til EASO, Afghanistan – Country of Origin Information Report, January 2022, s. 9, hvor det anføres, at rapporten ”demonstrates preliminary findings on how Taliban rule has manifested itself since the takeover of Kabul but does not analyse whether these findings are representative of the Taliban leadership’s intentions nor of their beating for the future”. I lyset af den usikre og ustabile situation i Afghanistan må der udvises særlig omhyggelighed ved vurderingen af klagerens konkrete risikoprofiler. Sådanne særlige risikoprofiler er behandlet i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, der s. 57-101 indeholder en analyse af 18 ”particular profiles with regard to qualification for refugee status”. Om klagerens individuelle forhold Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at nævnet fortsat ikke kan lægge klagerens forklaring om dennes asylmotiv, herunder klagerens konvertering til kristendommen, til grund. Nævnet henviser til Flygtningenævnets afgørelse [fra sommeren] 2021 og den heri anførte begrundelse. Uanset klagerens forklaring om særligt baggrunden for sin interesse for kristendommen kan Flygtningenævnet således efter en samlet vurdering tiltræde, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion er reel, herunder således at det kan antages, at klageren har et religiøst betinget ønske om at foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Afghanistan. Det kan heller ikke antages, at klagerens dåb eller kristne aktiviteter i Danmark er kommet Taliban til kundskab. For så vidt angår spørgsmålet, om klageren risikerer asylbegrundende overgreb som følge af, at han måtte anses for "vestliggjort" lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren har været bosat i Afghanistan i de første [8-11] år af sit liv. Desuden taler klageren dari, om end med accent. Det kan som anført ovenfor ikke kan lægges til grund, at klagerens konvertering er reel, og det kan herefter heller ikke lægges til grund, at klageren i Afghanistan vil påkalde sig særlig opmærksomhed, fordi han eventuelt vælger ikke at følge muslimske skikke. Klagerens helbredsmæssige forhold er i sig selv ikke omfattet af udlændingelovens § 7, og Flygtningenævnet finder det heller ikke sandsynliggjort, at klagerens helbredsforhold i sig selv vil føre til, at han påkalder sig særlig opmærksomhed, og at disse forhold derfor skulle kunne føre til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer asylbegrundende forfølgelse. Tilsvarende finder Flygtningenævnet, at klagerens tatoveringer ikke i sig selv vil føre til, at han påkalder sig særlig opmærksomhed, og at disse forhold derfor skulle kunne føre til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer asylbegrundende forfølgelse. Efter en samlet vurdering af ovennævnte forhold og på grundlag af baggrundsoplysningerne kan det herefter ikke lægges til grund, at en person med klagerens profil, der har været bosat i Afghanistan i [by] fra sin fødsel i [1990’erne] til [start 2000’erne], vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb mv. som følge af, at han vender tilbage til Afghanistan fra et vestligt land. Der kan i den forbindelse henvises til de konkrete kriterier, der er nævnt i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, s. 85 f. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, ligesom Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Afghanistan ikke i sig selv kan føre til, at der meddeles klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet fastholder derfor sin afgørelse af [sommeren] 2021 om at stadfæste Udlændingestyrelsens afgørelse ”Afgh/2022/8/gdan
Nævnet meddelte i december 2022 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren indrejste i 2015 sammen med sin bror, der efterfølgende er udrejst. Ansøgeren blev på daværende tidspunkt vurderet som umoden til at gennemføre en asylsag. I 2020 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2021 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. I 2022 genoptog Flygtningenævnet ansøgerens asylsag som følge af nye oplysninger om de aktuelle forhold i Afghanistan efter Talibans magtovertagelse.Flygtningenævnet udtalte:” Ansøgeren er etnisk tadjik og muslim af trosretning. Ansøgeren er født i [by], Iran, men kommer fra Afghanistan, hvor hans familie boede i […] provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Under den oprindelige asylsag henviste ansøgeren til, at han frygtede de ukendte personer, som hans far havde konflikter med. Han henviste endvidere til sikkerhedssituationen, og at han ikke kendte Afghanistan, hvor han aldrig har været, samt til han ikke har noget netværk i landet. I forbindelse med genoptagelsessagen har ansøgeren supplerende henvist til, at han som følge af magtskiftet i Afghanistan og den nuværende situation i landet vil være i risiko for forfølgelse, idet han vil blive betragtet som værende vestliggjort. Flygtningenævnet finder fortsat, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at få sin asylsag behandlet. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren, der er [16-18] år, fremtræder voksen og er i stand til at svare forståeligt på de stillede spørgsmål. For så vidt angår ansøgerens oprindelige asylmotiv, der knytter sig til ansøgerens fars konflikt med personer i Afghanistan, og den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan henviser Flygtningenævnet til Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2021. Den omstændighed, at Taliban nu kontrollerer Afghanistan, kan ikke føre til en anden vurdering, da disse asylmotiver fortsat ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 i forhold til ansøgeren. Forholdene for vestliggjorte og den risikovurdering, der skal foretages i den forbindelse ved tilbagevenden til Afghanistan, er i baggrundsmaterialet blandt andet beskrevet i EUAA, Country Guidance: Afghanistan, Common Analyses and guidance note, april 2022 og EASO, Country Guidance, Afghanistan, common analyses and guidance note november 2021. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at han indrejste i Danmark sammen med sin bror i [efteråret] 2015, på hvilket tidspunkt han var [8-11] år. Ansøgeren har i Danmark gået i skole og har taget en [udskolings] eksamen, og han går for tiden på en [ungdomsuddannelse]. Ansøgeren interesserer sig blandt andet for […], og han […], […] og arbejder med […] også som led i sin uddannelse. Hans spiller [sport] i en klub, og han har gennem det seneste år boet hos en dansk familie. Der foreligger flere udtalelser og foto til støtte for ansøgerens integration i Danmark, og det bemærkes, at nævnsmødet er foregået på dansk. Ansøgeren har således haft en betydelig del af sin skolegang og sin ungdom i Danmark, og han har levet et ungdomsliv på danske præmisser. Hertil kommer, at ansøgeren aldrig har været i Afghanistan, at han er født og opvokset i Iran, at han mistede kontakten med sine forældre og øvrige søskende bortset fra en ældre bror tilbage i 2015, og han har ikke familie i Afghanistan. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering om ansøgerens erfaring med livet i Afghanistan, at ansøgeren ikke vil kunne genoptage sit liv der på en sådan måde, at han ikke vil være i risiko for ikke påkalde sig Talibans opmærksomhed. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at ansøgeren vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan, navnlig som følge af sin vestlige fremtræden, men også som følge af sin holdning til religion, herunder også set i lyset af Talibans magtovertagelse i Afghanistan. Ansøgeren har på den baggrund sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor han har brug for international beskyttelse i Danmark. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ”Afgh/2022/78/MNR
Nævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2001 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2017 idømt fængsel i seks år og seks måneder for overtrædelse af blandt andet [en række bestemmelser i straffeloven], samt udvist af Danmark for bestandigt.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Opholdstilladelsen er bortfaldet som følge af udvisning ved dom, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Afghanistan, fordi han frygter overgreb som følge af sin fars politiske og militære aktiviteter. Klageren har videre som asylmotiv henvist til, at han risikerer asylbegrundende overgreb som følge af, at han må anses som vestliggjort. Klageren har endvidere henvist til de generelt forværrede forhold i Afghanistan efter Talibans magtovertagelse. Klageren har endelig henvist til de gennerelle forhold i Afghanistan. Om klageren risikerer asylbegrundende overgreb mv. som følge af sin fars konflikt med Taliban. På baggrund af sagens oplysninger lægges det til grund, at klagerens far havde en konflikt med Taliban. Denne konflikt ligger mere end 20 år tilbage. Flygtningenævnet bemærker, at Taliban i forbindelse med den internationale invasion af landet i 2001 mistede magten i Afghanistan og i en meget lang periode ikke har haft herredømme over de større byer, herunder Kabul. Allerede på denne baggrund finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at Taliban, såfremt klageren vender tilbage til Afghanistan, umiddelbart ville kunne identificere ham som søn af en tidligere modstander. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for asylbegrundende overgreb m.v. som følge af klagerens fars aktiviteter. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at baggrundsoplysningerne viser, at visse Taliban-krigere har udøvet gengældelsesangreb på navnlig personer, der har været tilknyttet den tidligere regering, sikkerhedsstyrker eller udenlandske væbnede styrker. Der er derimod ikke oplysninger om, at Taliban har interesseret sig for eller vil interessere sig for personer som klageren, hvis far for mange år siden har haft en konflikt med Taliban. Det er heller ikke sandsynliggjort, at Taliban, henset til den langvarige krigstilstand og voldsomme omvæltninger i Afghanistan, og til at et meget stort antal personer er udrejst af og indrejst i landet, har fuldt overblik herover. Flygtningenævnet bemærker, at klageren ikke har gentaget, at han frygter overgreb fra personer, som har fremsendt et trusselsbrev, hvilken forklaring Flygtningenævnet i sin afgørelse af [foråret] 2019 da heller ikke lagde til grund. Om klageren risikerer asylbegrundende overgreb mv. som følge af, at han måtte anses for vestliggjort. Det kan på grundlag af baggrundsoplysningerne ikke lægges til grund, at en person med klagerens profil, der har været bosat i Afghanistan i Kabul fra sin fødsel i [midten af 1990’erne] til [starten af 2000’erne], og som i hvert fald taler dari i et vist omfang, vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb mv. som følge af, at han vender tilbage til Afghanistan fra et vestligt land. Der kan i den forbindelse henvises til de konkrete kriterier, der er nævnt i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, s. 85 f. Om den generelle situation i Afghanistan. Det er Flygtningenævnets praksis, at dette forhold ikke i sig selv kan begrunde asyl. Nævnet henviser i den forbindelse blandt andet til afgørelsen Afgh/2022/19, som er offentliggjort på Flygtningenævnets hjemmeside. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at der ikke er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder, at der intet grundlag er for at antage, at oplysninger om, at klageren i Danmark flere gange er straffet og udvisningsdømt, vil tilgå de afghanske myndigheder. Konklusion. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ligesom Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ”Afgh/2022/54/MIMA
Nævnet meddelte i august 2022 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og shiamuslim fra [by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Afghanistan frygter, at blive slået ihjel af myndighederne, idet hans far og farbror har arbejdet som henholdsvis [arbejdstitel] og [arbejdstitel] for amerikanerne, hvorefter ansøgerens farbror er blevet slået ihjel af Taleban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans familie er blevet opsøgt og truet af Taleban. Videre har Taleban opsøgt og truet ansøgerens moster og tidligere nabo for at finde ansøgeren og hans familie. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han er meget vestliggjort. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at han har danske venner, og i weekenderne tager han til fester med sine venner, hvor der er musik og alkohol, hvilket strider direkte mod Talebans retningslinjer. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han har [kropsudsmykning] på [kropsdel]. Siden Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021 er der sket et magtskifte i Afghanistan. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at siden Taleban-regimet den 15. august 2021 indtog hovedstaden i Afghanistan, Kabul, og efterfølgende erklærede krigen mod den tidligere regering forbi samt i øvrigt den 7. september 2021 dannede en midlertidig regering, er den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan blevet forbedret. Der kan i den forbindelse henvises til blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information, Afghanistan, december 2021, s. 17 f., samt EASO, the general security situation after the Taliban’s takeover, 15. november 2021, s. 6. Tilsvarende er anført i UNHCR Guidance Note fra februar 2022, side 1, pkt. 2. Den forbedrede generelle sikkerhedssituation efter Taliban-regimets magtovertagelse må også ses i lyset af, at situationen i Afghanistan forud for Taliban-regimets magtovertagelse måtte beskrives således, at der forelå en såkaldt ikke-international væbnet konflikt, der imidlertid mere generelt ophørte med at eksistere efter magtovertagelsen, jf. Amnesty International, No escape – War crimes and civilian harm during the fall of Afghanistan to the Taliban, december 2021, s. 5, samt Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 6. Der kan endvidere henvises til Human Rights Watch World Report 2022 vedrørende Afghanistan, hvor det anføres, at ”In the six months before the takeover, fighting between government forces and the Taliban caused a sharp rise in civilian casualties from improvised explosive devices (IEDs), mortars, and airstrikes”. Uanset at den generelle sikkerhedssituation er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, er der oplysninger om, at visse dele af Taliban-regimet har foretaget gengældesangreb. Således anføres det i den netop nævnte rapport fra Amnesty International fra december 2021, s. 13, at ”As the Taliban quickly seized control of new areas of the country in July and August 2021, some units began a series of killing of captured ANDSF and former high-ranking government officials. In the cases documented by Amnesty International, the people targeted for retaliatory killings bear a certain profile: all were supporters (or were accused of being supporters) of the former government and were either high-profile leaders or members of ethnic minorities”. Det fremgår også af de øvrige baggrundsoplysninger, at visse Taliban-krigere efter magtovertagelsen navnlig har interesseret sig for ”persons affiliated with the former government, security forces or foreign forces”, jf. EASO, Afghanistan – Country of Origin Information Report, January 2022, s. 45 f. Det kan imidlertid ikke lægges til grund, at der er tale om systematisk forfølgelse af de nævnte personer fra Taliban-regimets side som sådan, jf. blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information rapport, december 2021, s. 1. I lyset af den usikre og ustabile situation i Afghanistan må der udvises særlig omhyggelighed ved vurderingen af klagerens konkrete risikoprofiler. Sådanne særlige risikoprofiler er behandlet i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, der s. 57-101 indeholder en analyse af 18 ”particular profiles with regard to qualification for refugee status”. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens far har arbejdet som [arbejdstitel] for [arbejdstitel], herunder farbroren, der arbejdede for de amerikanske styrker, at farbroren blev dræbt af Taleban i 2009, og at familiens hus blev opsøgt af Taleban omkring 4 dage efter drabet, hvor ansøgeren var [8-11] år, hvorefter ansøgerens far og mor flygtede fra [by] sammen med ansøgeren og hans søster. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en hverken personlig eller afledt konflikt med Taleban som følge af farens eller farbrorens forhold. Det findes således alene at bero på ansøgerens egen formodning, at ansøgeren og ansøgerens mor og søster skulle være efterstræbt af Taleban. Herved har nævnet dels lagt vægt på, at faren og farbrorens konflikt med Taleban ligger [nogle] år tilbage, dels - og særligt - at det af ovennævnte baggrundsoplysninger fremgår, at visse Taleban-krigere har udøvet gengældelsesangreb på navnlig personer, der har været tilknyttet den tidligere regering, sikkerhedsstyrker eller udenlandske væbnede styrker, Det kan imidlertid ikke lægges til grund, at der er tale om systematisk forfølgelse af de nævnte personer fra Taleban-regimets side. Dertil kommer, at der ikke foreligger oplysninger om, at Taleban har interesseret sig for eller vil interesse sig for personer som ansøgeren, hvis familiemedlemmer for mange år siden har haft en konflikt med Taleban som følge af arbejde for amerikanerne. Nævnet bemærker i den forbindelse, at der heller ikke i øvrigt foreligger oplysninger af en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at bestemte personer fra Taleban vil efterstræbe ansøgeren, som følge af farens og farbrorens forhold. Det bemærkes herved, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens mors forklaring under oplysnings- og motivsamtalen [vinteren 20/21] til grund om, at Taleban under en telefonsamtale med morens søster på truende vis skulle have sagt, at de godt kendte ansøgerens familie, som var flygtet. Ansøgerens mors forklaring herom er først fremkommet i perioden efter den første samtale med Udlændingestyrelsen [vinteren 20/21] i forbindelse med farens inddragelsessag og fremstår blandt andet henset til det tidsmæssige perspektiv konstrueret til lejligheden og ikke troværdig. Det kan på grundlag af baggrundsoplysningerne, herunder de konkrete kriterier, der er nævnt i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, s. 85 f., lægges til grund, at en person med ansøgerens profil vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb mv. som følge af, at han vender tilbage til Afghanistan fra et vestligt land. Nævnet har herved lagt vægt på ansøgerens troværdige forklaring om sin livsførelse, der – blandt andet – har indebåret diskotekbesøg og indtagelse af alkohol. Herudover har nævnet lagt vægt på oplysningerne om karakteren af de fotos, han har haft lagt op på sin [socialt medie] -profil, der til tider har været åben, hvor han blandt andet indtager alkohol og kysser sin kæreste. Herefter og når sammenholdes med ansøgerens fremtræden under nævnsmødet, finder nævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren har tilegnet sig en sådan vestlig levestil, at han vil påkalde sig tydelig opmærksomhed fra Taleban, der i dag har regeringsmagten, at det er meget sandsynligt, at han vil være udsat for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2022/48/mmad
Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er hazara og shia-muslim fra [byen A], […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oprindelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, der havde en konflikt med ansøgerens far. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han som ti-årig flygtede med sin mor fra Afghanistan til Iran, og ansøgeren har ikke siden hen opholdt sig i Afghanistan. Ansøgeren flygtede med sin mor, idet ansøgerens far var blevet slået ihjel af Taliban for at have nægtet at transportere varer for dem. Under episoden, hvor ansøgerens far blev slået ihjel, blev ansøgerens bror, [B], såret og udsat for trusler, hvorfor [B] udrejste umiddelbart derefter. Ansøgeren flyttede få dage efter med sin mor til Kabul, hvor ansøgerens familie begyndte at modtage trusler fra Taliban. Ansøgeren boede i Kabul i et år, hvorefter ansøgeren flyttede med sin mor til Iran, efter at ansøgerens mor i løbet af en dag havde modtaget adskillige trusler fra Taliban. Under sit ophold i Iran blev ansøgeren kontaktet telefonisk tre til fire gange af Taliban, der truede ham på livet. Ansøgeren udrejste af Iran, efter han var blevet tilbageholdt af myndighederne for ulovligt ophold. Ansøgeren har under genoptagelsessagen som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive udsat for overgreb af Taliban, fordi han er vestliggjort. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han i Danmark har haft en dansk kæreste, som han har drukket alkohol sammen med, og at han taler dansk. Han har tillige fået enkelte små tatoveringer. Ansøgeren har endvidere i genoptagelsessagen som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive straffet hårdt af Taliban, fordi han i Danmark er dømt for [kriminalitet]. Til støtte herfor har ansøgeren henvist til sharia-lovgivningen. Endelig har ansøgeren i genoptagelsessagen henvist til den forværrede sikkerhedssituation i Afghanistan som følge af Talibans magtovertagelse, og at han som hazara og shia-muslim vil være i øget risiko for asylrelevante overgreb af Taliban. Om de generelle forhold i Afghanistan. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at siden Taliban-regimet den 15. august 2021 indtog hovedstaden i Afghanistan, Kabul, og efterfølgende erklærede krigen mod den tidligere regering forbi samt i øvrigt den 7. september 2021 dannede en midlertidig regering, er den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan blevet forbedret. Der kan i den forbindelse henvises til blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information, Afghanistan, december 2021, s. 17 f., samt EASO, the general security situation after the Taliban’s takeover, 15. november 2021, s. 6. Den forbedrede generelle sikkerhedssituation efter Taliban-regimets magtovertagelse må også ses i lyset af, at situationen i Afghanistan forud for Taliban-regimets magtovertagelse måtte beskrives således, at der forelå en såkaldt ikke-international væbnet konflikt, der imidlertid mere generelt ophørte med at eksistere efter magtovertagelsen, jf. Amnesty International, No escape – War crimes and civilian harm during the fall of Afghanistan to the Taliban, december 2021, s. 5, samt Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 6. Der kan endvidere henvises til Human Rights Watch World Report 2022 vedrørende Afghanistan, hvor det anføres, at ”In the six months before the takeover, fighting between government forces and the Taliban caused a sharp rise in civilian casualties from improvised explosive devices (IEDs), mortars, and airstrikes”. Uanset at den generelle sikkerhedssituation er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, er der oplysninger om, at visse dele af Taliban-regimet har foretaget gengældelsesangreb. Således anføres det i den netop nævnte rapport fra Amnesty International fra december 2021, s. 13, at ”As the Taliban quickly seized control of new areas of the country in July and August 2021, some units began a series of killing of captured ANDSF and former high-ranking government officials. In the cases documented by Amnesty International, the people targeted for retaliatory killings bear a certain profile: all were supporters (or were accused of being supporters) of the former government and were either high-profile leaders or members of ethnic minorities”. Det fremgår også af de øvrige baggrundsoplysninger, at visse Taliban-krigere efter magtovertagelsen navnlig har interesseret sig for ”persons affiliated with the former government, security forces or foreign forces”, jf. EASO, Afghanistan – Country of Origin Information Report, January 2022, s. 45 f. Det må således på den ene side lægges til grund, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, at der ikke længere mere generelt foreligger en intern væbnet konflikt, og at forholdene i Afghanistan ikke er af en sådan karakter, at enhver vil være i en reel risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse eller i øvrigt overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som følge af sin blotte tilstedeværelse i Afghanistan, jf. herved også Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 7, hvor det anføres, at ”Det kan dock för tilfället inte anses råda sådant urskillningslöst våld i någon provins at var och en risikerer at uttsättas för skydsbegrundende behandling”. På den anden side må det imidlertid lægges til grund, at situationen i Afghanistan, som anført i Udlændingestyrelsens Country of Origin Information rapport, december 2021, s. 5, er ”volatile and unstable”. Der kan også henvises til UNHCR, Afghanistan Situation Update – 2 November 2021, hvor det anføres, at ”The security situation in Afghanistan remains highly volatile”. Herudover kan der henvises til Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 4, hvor det anføres, at ”utvecklingen är osäker och kan vara snabbt föränderlig”. Endelig kan der henvises til EASO, Afghanistan – Country of Origin Information Report, January 2022, s. 9, hvor det anføres, at rapporten ”demonstrates preliminary findings on how Taliban rule has manifested itself since the takeover of Kabul but does not analyse whether these findings are representative of the Taliban leadership’s intentions nor of their beating for the future”. I lyset af den usikre og ustabile situation i Afghanistan må der udvises særlig omhyggelighed ved vurderingen af ansøgerens konkrete og individuelle risikoprofiler. Sådanne særlige risikoprofiler er behandlet i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, der på s. 57-101 indeholder en analyse af 18 ”particular profiles with regard to qualification for refugee status”. Betydningen af kumulative forhold skal indgå i vurderingen. Om ansøgerens individuelle forhold. Om ansøgeren risikerer asylbegrundende overgreb mv. som følge af faderens konflikt med Taliban: Det må på baggrund af sagens oplysninger lægges til grund, at ansøgerens far blev slået ihjel af Taliban, da han nægtede at transportere varer for dem, og at hans ene bror ved samme lejlighed blev såret af Taliban, og at dette fandt sted, da ansøgeren var ca. ti år. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren og hans familie efterfølgende blev opsøgt og truet i det omfang, som ansøgeren har forklaret om, idet nævnet finder, at ansøgerens forklaring herom forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således også efter forklaringen i genoptagelsessagen generelt og gennemgående forklaret divergerende og upræcist om centrale forhold i forbindelse med dette asylmotiv. Det gælder også, når det tages i betragtning, at begivenhederne fandt sted på et tidspunkt, hvor ansøgeren var 10-15 år, og at ansøgeren nu over flere omgange har skullet afgive forklaring herom. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme grunde, som fremgår af nævnets beslutning af [dato] 2019. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en reel risiko for asylbegrundende overgreb mv. fra Talibans side som følge af farens konflikt. I den forbindelse har Flygtningenævnet navnlig lagt vægt på, at farens konflikt med Taliban alene skyldtes, at faren ikke ville transportere varer for dem, og at det derfor må antages, at Taliban så mange år efter hændelsen ikke kan anses for at have en interesse for ansøgeren, der alene har den nævnte indirekte konflikt med Taliban. Flygtningenævnet har herved endvidere lagt vægt på, at baggrundsoplysningerne viser, at visse Taliban-krigere har udøvet gengældelsesangreb på navnlig personer, der har været tilknyttet den tidligere regering, sikkerhedsstyrker eller udenlandske væbnede styrker. Der er derimod ikke oplysninger om, at Taliban har interesseret sig for eller vil interessere sig for personer som ansøgeren, hvis far for mange år siden har haft en konflikt af den nævnte karakter med Taliban. Flygtningenævnet finder således, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, som følge af den konflikt, som ansøgerens far havde med Taliban. Om ansøgeren risikerer asylbegrundende overgreb mv. som følge af sin etnicitet (hazara) og religion (shia-muslim): Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at Taliban-krigere har udøvet nogle angreb mod etniske hazara’er og shia-muslimer, herunder shiitiske moskéer, ligesom der har været tilfælde, hvor Taliban-krigere har udsat hazara’er fra deres bopæl, jf. blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information rapport, december 2021, s. 28 f., samt EASO, Afghanistan – Country of Origin Information Report, January 2022, s. 40 f. Hertil kommer, at Islamic State of the Khorasan Province (ISKP) i Nangarhar-provinsen i Afghanistan har gennemført en række angreb, der er rettet navnlig mod etniske hazara’er tilhørende den shiitiske minoritet, jf. EASO, the general security situation after the Taliban’s takeover, 15. november 2021, s. 6 f. Samtidig fremgår det af baggrundsoplysningerne, at ”There seemed to be no Taliban Policies in place against the Hazara minority or on evictions against them after the Taliban took over Afghanistan”, og at ”the Taleban vowed to protect the Hazara community and Taliban fighters reportedly guarded Shia Mosques”, jf. den nævnte EASO-rapport s. 41 f. Hertil kommer, at det fremgår af den ovennævnte rapport fra Udlændingestyrelsen, s. 28, at ”Three sources consulted for this report stated that while the Taliban do not target the Hazara population systematically, the evictions of Hazaras in various provinces show that the Taliban are not willing to protect them either”. På den anførte baggrund må det lægges til grund, at forholdene er vanskelige i Afghanistan for etniske hazara’er, men at der derimod ikke er tale om generelle overgreb eller forfølgelse fra Taliban-regimets side. Der er således ikke grundlag for at meddele ansøgeren asyl alene med henvisning til, at han er etnisk hazara og shia-muslim. Der kan herved også henvises til EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, hvor det på s. 25 vedrørende etniske hazara’er anføres, at ”Currently, it is assessed that not all individuals under this profile [individuals of Hazara ethnicity] would face the level of risk required to establish well-founded fear of persecution”. Endvidere kan der henvises til s. 93, hvor det vedrørende shia-muslimer er anført, at “Currently, it is assessed that not all individuals under this profile [Shia, including Ismaili] would face the level of risk required to establish well-founded fear of persecution. The individual assessment of whether there is a reasonable degree of likelihood for the applicant to face persecution should take into account risk-impacting circumstances, such as; area of origin (areas where ISKP has operational capacity present higher risk), participation in religious practices, political activism, etc.” I forlængelse heraf bemærkes, at der ikke foreligger oplysninger om ansøgerens individuelle forhold, der indebærer, at han af sådanne individuelle grunde sammenholdt med, at han er etnisk hazara og shia-muslim risikerer asylbegrundende overgreb mv. ved en tilbagevenden til Afghanistan, hvorved bemærkes, at heller ikke ansøgerens ovennævnte indirekte konflikt med Taliban som følge af farens forhold kan begrunde en sådan risiko. Om ansøgeren risikerer asylbegrundende overgreb mv. som følge af, at han måtte anses for vestliggjort: Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har været bosat i Afghanistan i […]-provinsen og i Kabul (samt i Iran) fra sin fødsel i 1997 til cirka 2015. Desuden taler ansøgeren dari, om end med accent. Det kan ikke lægges til grund, at det forhold, at ansøgeren under sit seks-årige ophold her i landet har haft en dansk kæreste, har lært at tale dansk og lejlighedsvis har indtaget alkohol, betyder, at ansøgeren i Afghanistan af den grund vil påkalde sig særlig opmærksomhed, og at disse forhold derfor skulle kunne føre til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer asylbegrundende forfølgelse. Tilsvarende finder Flygtningenævnet, at det oplyste om ansøgerens tatoveringer ikke i sig selv vil føre til, at han påkalder sig særlig opmærksomhed, og at dette skulle kunne føre til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer asylbegrundende forfølgelse. Efter en samlet vurdering heraf og på grundlag af baggrundsoplysningerne kan det herefter ikke lægges til grund, at en person med ansøgerens profil vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb mv. som følge af, at han vender tilbage til Afghanistan fra et vestligt land. Der kan i den forbindelse henvises til de konkrete kriterier, der er nævnt i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, s. 85 f. Om ansøgeren risikerer asylbegrundende overgreb mv. som følge af, at han er dømt for [kriminalitet] i Danmark: Det kan alene antages, at ansøgeren eventuelt vil kunne være i risiko for asylbegrundende overgreb mv. som følge af, at han er dømt for [kriminalitet] i Danmark, hvis det kommer til Taliban-regimets kendskab, at han i Danmark har begået [kriminalitet]. Dette kan imidlertid ikke antages at være tilfældet, idet det bemærkes, at de danske myndigheder i forbindelse med udsendelsen af ansøgeren til Afghanistan ikke vil oplyse dette til Taliban-regimet. Allerede derfor finder Flygtningenævnet, at der ikke på dette grundlag er grund til at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Om der er grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3: Henset til navnlig det, der er anført ovenfor under afsnittet om den generelle situation i Afghanistan sammenholdt med afsnittet om hazara’er og shia-muslimer, finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Om betydningen af kumulative forhold: Flygtningenævnet finder, at heller ikke betydningen af kumulative forhold i den ovennævnte vurdering af ansøgerens konkrete og individuelle risikoprofiler (faderens konflikt med Taliban, etnicitet og religion, vestliggørelse og dom for [kriminalitet] i Danmark) sammenholdt med baggrundsoplysningerne om den generelle situation i Afghanistan, der som anført må antages at være usikker og ustabil, kan føre til meddelelse af asyl. Konklusion: Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ligesom Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.””Afgh/2022/13/MLVT
Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren blev i 2021 idømt fængsel i to år og seks måneder for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, og § 222, stk. 1, til dels § 225 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i to år.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning fra [by A] i [provins] i Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han aldrig har modtaget en indkaldelse til militærtjeneste, men at han nu er kommet i den militærpligtige alder, hvorfor han vil blive indkaldt, såfremt han indrejser i Syrien. Klageren har videre oplyst, at han ikke ønsker at slå civile personer ihjel eller selv at blive slået ihjel. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tvangsrekrutteret til enten Den Frie Syriske Hær, Kurdistans Arbejderparti eller ISIL, idet disse grupperinger opererer i klagerens hjemby. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som mandlig syrisk statsborger i den militærpligtige alder, og som ikke ønsker at aftjene militærtjeneste, isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning, kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning af grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved [Landsretten] dom af [vinteren 2021/2022] straffet med fængsel i 2 år og 6 måneder for voldtægt af en [13-14 årig] pige. Klageren blev tillige udvist med indrejseforbud for bestandig. Ved straffens fastsættelse lagde retten vægt på forholdets karakter, forurettedes unge alder og klagerens personlige forhold. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens forstand. Flygtningenævnet finder på den baggrund og henset til den aktuelle kriminalitets farlige karakter, at der er en formodning for, at klageren udgør en fare for samfundet. Denne formodning er ikke afkræftet ved oplysningerne om klagerens personlige forhold. Flygtningenævnet finder desuden, at en proportionalitetsafvejning, hvor forbrydelsens grovhed afvejes over for, om særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, heller ikke taler for, at klageren meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at kriminaliteten må tillægges betydelig vægt i proportionalitetsafvejningen henset til kriminalitetens grovhed, som er kommet til udtryk i længden af den idømte straf, og efter kriminalitetens personfarlige karakter og forurettedes unge alder. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren er ugift og ikke har børn. At klageren ikke er dømt for anden kriminalitet hverken før eller efter gerningstidspunktet, at han er blevet prøveløsladt efter at have afsonet 2/3 af straffen, at han har et gode relationer til [et familiemedlem] og andre familiemedlemmer, og at der foreligger positive udtalelser om ham fra blandt andet [organisation] og [center A], kan efter en samlet afvejning ikke føre til, at formodningen om, at klageren udgør en fare for samfundet, er afkræftet. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren må betragtes som en fare for samfundet i Danmark, og at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren er udelukket fra opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2023/51/labja
Nævnet omgjorde i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en genoptaget sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim af trosretning fra [by A], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2016/2017] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, under henvisning til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen traf [i sommeren] 2021 afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, idet Udlændingestyrelsen vurderede, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere var til stede. [I efteråret] 2021 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2021. Klageren henviste som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse til, at hun frygter de syriske myndigheder på grund af, at hendes to brødre er henholdsvis deserteret fra og genindkaldt, men udeblevet, fra militærtjeneste. [I foråret] 2023 har DRC Dansk Flygtningehjælp anmodet om genoptagelse. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med genoptagelsessagen henvist til, at hun ved tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet hun er eksponeret som kritiker af det syriske regime henset til hendes deltagelse i interviews til [udenlandsk medie A] og [udenlandsk medie B]. I de nævnte interviews har klageren stået frem med navn og ansigt, hvor dette ligeledes indbefatter et arabisksproget medie, hvor hun har udtrykt sig kritisk over for det syriske styre. Klageren har oplyst, at situationen i Syrien vedrørende myndighedernes overvågning er langt mere alvorlig i dag end tidligere under borgerkrigen, hvorfor klageren frygter overgreb foranstaltet af de syriske myndigheder. Klageren har endvidere henvist til, at hun er [etnicitet] og enlig kvinde samt at hendes bror har unddraget sig militærtjeneste, hvorfor hun frygter, at de syriske myndigheder vil blive opmærksomme på hende og medføre risiko for overgreb. Flygtningenævnet har fået forevist to videoklip fra [udenlandsk medie A´s profil på socialt medie]. Det ene videoklip har været vist [over 400.000 gange] og det andet [omkring 1,5 mio. gange]. På begge videoklip optræder klageren med navn og billede. Klageren udtaler sig kritisk om det syriske regime. Klageren betegner således regimet som forbryderisk, undertrykkende og ubarmhjertigt. Klageren har også deltaget i et interview med [udenlandsk medie B], som i en artikel [fra foråret] 2023 på mediet hjemmeside, hvori klageren optræder med navn og billede, har citeret klageren for at udtale, at hun ikke kan vende tilbage til Syrien. Flygtningenævnet finder, at klageren herved er blevet eksponeret i medierne på en sådan måde, at hun ved en tilbagevenden til Syrien, hvor myndighedernes vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen under mødet i Flygtningenævnet har nedlagt påstand om, at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Flygtningenævnets afgørelse [fra efteråret] 2021 således, at klageren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2023/50/sahe
Nævnet omgjorde i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med løbenr. Syri/2023/48 og Syri/2023/49. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren sammen med sin mor, sin søster og sin bror indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at de [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, på baggrund af de generelle forhold i Syrien på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen traf [i efteråret] 2021 afgørelse om at forlænge klagerens mor [A’s] opholdstilladelse. Klageren var omfattet af sin mors afgørelse. Udlændingestyrelsen fandt, at der ikke var grundlag for at forlænge opholdstilladelsen i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, og at der heller ikke var grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Da en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse imidlertid fandtes at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder retten til familieliv, efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, forlængede Udlændingestyrelsen opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Advokat [X] har [i vinteren 2022/2023] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2015 med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2, mere subsidiært hjemvisning til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er imod krigen i Syrien. Han vil ikke være soldat, idet han ikke ønsker at skulle slå blandt andet egne landsmænd ihjel. Selv om han nu er fyldt 18 år, vil han ikke tilbage til Syrien, hvor han vil blive tvunget til at aftjene værnepligt. Klageren har endvidere henvist til, at han sammen med sin mor og sine søskende udrejste illegalt af Syrien, og at han som returnee vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Udlændingestyrelsen har efter klagerens forklaring i Flygtningenævnet nedlagt påstand om, at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han er i den militærpligtige alder og ikke ønsker at udføre militærtjeneste ved en eventuel tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet meddeler herefter klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2023/49/tps
Nævnet omgjorde i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med løbenr. Syri/2023/47 og Syri/2023/49. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i Danmark deltaget i nogle demonstrationer mod hjemsendelse af syrere til Syrien. Klageren har derudover kommenteret på Facebookopslag, der er kritiske mod det syriske styre. Det fremgår af sagen, at klageren sammen med sin mor og to brødre indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at de [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, på baggrund af de generelle forhold i Syrien på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen traf [i efteråret] 2021 afgørelse om at forlænge klagerens opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen fandt, at der ikke var grundlag for at forlænge opholdstilladelsen i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, og at der heller ikke var grundlag for at meddele hende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Da en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse imidlertid fandtes at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder retten til familieliv, efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, forlængede Udlændingestyrelsen opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Opholdstilladelsen er gyldig til [efteråret] 2023. Advokat [X] har [i vinteren 2022/2023] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2015 med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2, mere subsidiært hjemvisning til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes far og bror har unddraget sig militærtjeneste i Syrien, og at hun som følge af deres udeblivelse fra tjeneste frygter at blive straffet af de syriske myndigheder. Klageren har endvidere henvist til, at hun udrejste illegalt af Syrien, og at hun som returnee vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Endelig har klageren henvist til forholdene for kvinder i Syrien. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sine forlængelsessager endvidere henvist til, at hendes moster og dennes familie i Syrien er forsvundet, og at hun frygter at lide samme skæbne. Flygtningenævnet bemærker, at Flygtningenævnet ved en afgørelse af d.d. har meddelt klagerens 18-årige bror, [C], opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og i konsekvens heraf også klagerens mor, [A], og dennes mindreårige søn – klagerens [10-15]-årige bror – [B], opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er, om betingelserne for, at klageren som konsekvens heraf kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Konsekvensstatus er betegnelsen for den situation, hvor en asylansøger, der ikke har et selvstændigt asylgrundlag, meddeles asyl på baggrund af pågældendes nære familiemæssige tilknytning til en anden person (herefter hovedpersonen), der anerkendes – eller allerede er anerkendt – som flygtning. Konsekvensstatusbegrebet er således et udslag af det internationale princip om beskyttelse af ”familiens enhed”. Princippet fremgår af UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring om, at hun hele tiden har boet sammen med sin mor og to brødre på moderens bopæl – uanset at hun i en cirka 2-årig periode fra 2019 til 2021 og igen fra august 2022 i Folkeregisteret er registreret som fraflyttet bopælen – til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens forklaring herom fremstår troværdig, ligesom den støttes af hendes bror [C’s] også troværdige forklaring samt de lægelige oplysninger i sagen. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren, klagerens mor og klagerens to brødre udgør en familieenhed. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren som en konsekvens heraf skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2015 således, at klageren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2023/48/tps
Nævnet omgjorde i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med løbenr. Syri/2023/48 og Syri/2023/49. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren og hendes tre børn indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at de [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, på baggrund af de generelle forhold i Syrien på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen traf [i efteråret] 2021 afgørelse om at forlænge klagerens opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen fandt, at der ikke var grundlag for at forlænge opholdstilladelsen i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, og at der heller ikke var grundlag for at meddele hende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Da en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse imidlertid fandtes at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder retten til familieliv, efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, forlængede Udlændingestyrelsen opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Opholdstilladelsen er gyldig til [efteråret] 2023. Advokat [X] har [i vinteren 2022/2023] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2015 med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2, mere subsidiært hjemvisning til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes ældste søn, [C], som nu er fyldt 18 år, og hendes ægtefælle, der i 2014 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, begge har unddraget sig militærtjeneste, og at hun som følge heraf frygter at blive straffet af de syriske myndigheder. Klageren har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet udlændingelovens § 7, fordi hun udrejste illegalt af Syrien og dermed har tilkendegivet sin modstand til det syriske styre. Endelig har klageren henvist til, at hun som returnee er i risiko for asylbegrundende forfølgelse, samt til forholdene for kvinder i Syrien. Udlændingestyrelsen har under mødet i Flygtningenævnet nedlagt påstand om, at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af klagerens søn, [C’s], status. Flygtningenævnet meddeler herefter klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2023/47/tps
Nævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2022 idømt fængsel i 2 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, jf. stk. 4, samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk kurder og oprindelig sunnimuslim fra [by A], [by B] i Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt og indkaldt til militærtjeneste af de syriske myndigheder, idet han nu er i den militærpligtige alder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ikke ønsker at slå civile mennesker ihjel, ligesom han er bange for selv at blive slået ihjel. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af de tyrkiske styrker. Klageren har til støtte herfor oplyst, at de tyrkiske styrker ikke kan lide etniske kurdere, og at de har overtaget magten i en del af [by A]-området, hvor han kommer fra. Klageren har som asylmotiv derudover henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter krigen. Endelig har klageren som asylmotiv henvist til, at han nu er ateist, og at han derfor vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klageren som mandlig syrisk statsborger i den militærpligtige alder risikerer at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste i Syrien, hvilket han ikke ønsker, og at han isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, som er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionens anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Klageren blev ved [Landsrettens] ankedom af [foråret] 2022 idømt en fængselsstraf på 2 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, jf. stk. 4, samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Det fremgår af dommen, at straffen er en fællesstraf, som omfattede 60 dages fængsel efter en tidligere betinget dom for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1 og § 232. Klageren er ugift, og har ingen børn. Han har i Danmark sin mor og tre søskende, som han har kontakt til. Han har også kontakt til sin far, som er rejst tilbage til Syrien, og nu bor i [by A]. Klageren har ikke afsluttet folkeskolen eller gennemført nogen uddannelse, men har fra 2016 til 2021 arbejdet i køkkenet på [arbejdsplads]. Flygtningenævnet finder efter karakteren og grovheden af den personfarlige kriminalitet, som klageren er dømt for ved ankedommen af [foråret] 2022, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse. Henset til karakteren af den begåede kriminalitet sammenholdt med længden af den idømte fængselsstraf, finder Flygtningenævnet herefter, at klageren anses at udgøre en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Herefter og med henvisning til klagerens personlige forhold, og af de grunde Udlændingestyrelsen har anført i sin afgørelse, finder Flygtningenævnet efter en samlet afvejning, at der ikke foreligger omstændigheder som nævnt i udlændingelovens § 10, stk. 3, der kan begrunde, at klageren kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2023/46
Nævnet hjemviste i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende et ægtepar fra Syrien. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte:”Klagerne har henholdsvis den [to forskellige datoer i vinteren 2022/2023] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerne havde, inden deres opholdstilladelser [i efteråret] 2022 blev forlænget i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, fremsendt nye oplysninger til Udlændingestyrelsen om nye Sur Place asylmotiver. Udlændingestyrelsen har oplyst, at det beror på en beklagelig fejl, at disse nye oplysninger ikke indgik i forlængelsesafgørelserne, og Udlændingestyrelsen har på den baggrund anmodet om, at sagerne hjemvises til Udlændingestyrelsen. Klagerne har protesteret. Flygtningenævnet finder, at de oplysninger, som Udlændingestyrelsen ikke tidligere har forholdt sig til, har en sådan karakter, at sagen – også under hensyn til to instans-princippet og til det forsigtighedsprincip, der gælder ved den konkrete og individuelle vurdering i forbindelse med behandlingen af sager om personer fra Syrien – bør undergives en nærmere bedømmelse og undersøgelse i første instans, således at de nye oplysninger inddrages i afgørelsesgrundlaget før der træffes endelig afgørelse om statusvalg. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagerne til yderligere sagsoplysning og behandling i Udlændingestyrelsen.” Syri/2023/45/Saba/Roz
Nævnet stadfæstede i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [by], Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 2017, og at hun [i sommeren] 2017 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klagerne [i efteråret] 2019 udrejste til Syrien. Klagerne udrejste for at klagerens datter kunne blive tilset af en læge i Syrien, da datteren [A] lider af en [sygdom] og for at besøge familien. [I vinteren] 2021 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § § 17, stk. 1, idet klageren havde været udrejst af Danmark i mere end 6 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnets flertal lægger til grund, at klageren og hendes to børn [i efteråret] 2019 frivilligt rejste tilbage til Syrien, og at de siden har haft bopæl der. Flertallet har herved lagt vægt på, at klageren har oplyst, at hun frivilligt rejste tilbage til Syrien på en enkeltbillet med henblik på at søge lægehjælp til sin datter, der har en [sygdom], og at hun også ville besøge sine forældre, som hun tog ophold hos, da hendes ægtefælle havde fået en [familierelation]. Flertallet har videre lagt vægt på, at klageren først [i sommeren] 2020 forsøgte at skaffe rejsepapirer til Danmark. Klagerens forklaring, om, at hun allerede [i vinteren 19/20] og flere gange derefter forgæves forsøgte at skaffe rejsepapirer på [ambassade] i [land] tilsidesættes. Flertallet har herved lagt vægt på, at klageren har oplyst, at ambassaden var lukket på grund af Corona, selv om Corona først ”nedlukkede” Danmark i [foråret] 2020. Flertallet har desuden lagt vægt på, at der efter det oplyste ikke var noget, der forhindrede klageren i på anden måde at tage kontakt til de danske udlændingemyndigheder, f.eks. pr. telefon, mail eller med almindelig post. Flertallet bemærker herved, at klagerens datter, [A], [i efteråret] 2020 på en mailadresse tilhørende klageren sendte en mail til [ministerium], hvor hun bad om, at hun kunne komme til Danmark. Flertallet tiltræder derfor, at klageren og hendes to børns opholdstilladelser er bortfaldet, da klageren og børnene frivilligt har taget bopæl i Syrien, hvor de har opholdt sig i mere end 6 måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4. Flertallet er desuden af de samme grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, enig i, at bortfald af opholdstilladelserne ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klageren og børnenes ret til privat- og familieliv, jf. EMRK artikel 8. Flertallet tiltræder endeligt, at klageren og børnenes opholdstilladelser ikke kan anses for bevaret efter udlændingelovens § 17 a, da deres ophold i Syrien ikke kan anses for omfattet af repatrieringslovens § 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2023/38/juri
Nævnet omgjorde i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Sagen er sambehandlet med Soma/2023/2 Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk somali og sunni-muslim fra [område], Lower Shabelle Hoose, Somalia. Han tilhører hovedklanen [hovedklan]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han ikke vil lade sig tvangsrekruttere. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han i [vinteren 2012/2013] blev opsøgt af mænd fra al-Shabaab, der meddelte klageren at, hvis han ikke lod sig hverve, så ville han lide samme skæbne som sin bror. Klageren bad al-Shabaab om betænkningstid. al-Shabaab gav klageren tre dages betænkningstid. Broren blev i 2009 slået ihjel af al-Shabaab, fordi han ikke ville lade sig rekruttere til militsen. Klageren besluttede herefter derfor i samråd med sin familie at flygte fra Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2013/2014] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. [I foråret 2020] traf Udlændingestyrelsen afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. [I efteråret 2020] traf Flygtningenævnet afgørelse om at hjemvise klagerens sag til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen sammen med klagerens steddatters asylsag. [I sommeren 2022] traf Udlændingestyrelsen igen afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Afgørelsen er indbragt for Flygtningenævnet. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring om, at han flygtede, fordi Al-Shaabab forsøgte at tvangshverve ham, til grund, men Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at han er særligt profileret til grund. Flygtningenævnet har herved bl.a. lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende om sin individuelle konflikt med al-Shabab. Klageren har således blandt andet først for Flygtningenævnet forklaret, at han blev pisket og sparket af al-Shaabab, ligesom klageren først for Flygtningenævnet har forklaret, at han var mere udsat for afpresning end sine naboer. Herefter og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse som udgangspunkt er opfyldt. I sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor sagen er indledt før 1. juli 2019, skal der fortsat ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende. Efter en samlet vurdering af klagerens forhold, herunder længden af hans ophold i Danmark og hans uddannelsesmæssige-, arbejdsmæssige- og familiemæssige forhold, finder Flygtningenævnet, at det vil virke særligt belastende at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet har herved særligt lagt vægt på, at klagerens tre stedbørn har opholdstilladelse i Danmark, og at den yngste, der netop er fyldt [16-18] år, har bopæl hos klageren. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Soma/2023/9/ajni
Nævnet meddelte i januar 2023 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Sagen er sambehandlet med Soma/2023/9. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra [område], Lower Shabelle Hoose, Somalia. Hun tilhører hovedklanen [hovedklan]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hun ikke kan være en fri pige i Somalia, herunder, at hun vil blive tvunget til at gå med tørklæde samt presset til at lade sig omskære. Ansøgeren frygter videre at blive slået ihjel af de forskellige bevæbnet grupper i Somalia. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgerens mor er udrejst af Danmark, og at hun vil tvinge ansøgeren til at lade sig omskære. Ansøgeren har videre oplyst, at ansøgerens mor er meget religiøs, og at moren bestemte, at ansøgeren skulle gå med tørklæde, da ansøgeren som barn boede i Somalia. Ansøgerens stedfar frygter på vegne af ansøgeren, at hun vil få kulturmæssige problemer og blive udsat for vold af de større klaner. Ansøgerens stedfar frygter endvidere, at hun vil blive tvunget til at lade sig omskære, blive voldtaget eller bortført af de større klaner og tvangsgift. Ansøgerens stedfar har som støtte for ansøgerens asylmotiv oplyst, at ansøgeren er meget dansk og vestliggjort, særligt i forhold til sin påklædning, idet hun ikke bærer tørklæde. Hvis ansøgeren vender tilbage til Somalia, er ansøgerens stedfar sikker på, at hun vil forsætte med at gå klædt som i Danmark. Dette vil ifølge ansøgerens stedfar medføre, at de større klaner vil udøve vold mod ansøgeren, idet de vil antage, at hun er missionær og ønsker at bringe kristendommen til landet. Ansøgerens stedfar har videre som støtte for ansøgerens asylmotiv oplyst, at den generelle situation i Somalia udgør en risiko for, at ansøgeren vil blive udsat for voldtægt i Somalia, idet hun er uden mandlig ledsager. Ansøgerens stedfar har videre oplyst, at ansøgeren er fra en mindre klan i Somalia, og derfor er ansøgeren i fare for at blive tvangsgift eller udsat for vold, hvis hun nægter et giftermål. Ansøgerens stedfar frygter endeligt, at ansøgeren vil blive tvunget til at lade sig omskære i Somalia af de ældre, idet kvinder der ikke er dette betragtes som værende luder. Ansøgerens uspecificerede frygt, herunder for som voksen kvinde at blive omskåret eller for at blive udsat for tvangsægteskab kan ikke danne grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet henviser herved til de foreliggende baggrundsoplysninger om, i hvilken alder piger normalt omskæres. Flygtningenævnet bemærker desuden, at ansøgeren ifølge sin stedfars forklaring tilhører en klan, der er imod omskæring, og at hendes ældre søstre heller ikke blev omskåret, da de boede i Somalia. Dertil kommer, at ansøgeren i 2018 havde et længere ophold sammen med sin mor i Somalia, hvor hun ikke blev udsat for pres for at blive omskåret. Efter, at Flygtningenævnet dags dato har ændret Udlændingestyrelsens afgørelse i klagerens stedfars sag og meddelt ham fortsat opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, må klageren efter foreliggende oplysninger ved en tilbagevenden til Somalia anses for at være enlig kvinde uden mandligt netværk. Herefter og henset til de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for enlige kvinder uden mandligt netværk har ansøgeren sandsynliggjort, at hun som følge heraf vil være i risiko for at blive udsat for overgreb. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Soma/2023/2/ajni
Senest opdateret: 20-06-2018
Udgiver: Flygtningenævnet
Søg i arkivet
Der kan søges på tværs af emneord ved at afkrydse flere emneord fra alle grupper.
Hvis du vil søge på fritekst i praksis, kan du afgrænse søgningen ved at bruge søgefeltet.
