Praksis

ukra20197

Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Ukraine. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk russer og den kvindelige ansøger er etnisk ukrainer. De er begge ortodokse kristne af trosretning fra Krasniy Luch, Ukraine. Ansøgerne har været medlem af partiet Svoboda siden 2014 eller 2015. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Ukraine frygter de ukrainske myndigheder, fordi de har været medlem af partiet Svoboda. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøger blev opsøgt af personer fra militæret, der ville hverve ham til at kæmpe for separatisterne i Ukraine. Den mandlige ansøger nægtede dette og blev herefter tilbageholdt i omkring to måneder, hvor de udsatte ham for fysiske overgreb. I efteråret 2015 blev den mandlige ansøger opsøgt på bopælen af nogle mænd i politiuniform, som tilbageholdt ham i to uger, hvor de ligeledes udsatte ham for fysiske overgreb. I foråret 2017 blev ansøgerne opsøgt på deres bopæl af nogle mænd i politiuniform. De tog ansøgerne med til en nærliggende skov, hvor de fik besked på at grave deres egen grav. Ansøgerne undslap, fordi mændene fik et opkald og kørte et andet sted hen. Da ansøgerne kom tilbage til deres bopæl, var deres hus sat i brand. De besluttede sig herefter for at udrejse af Ukraine, og de udrejste [i foråret] 2017. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiver til grund, idet forklaringerne fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdige. Flygtningenævnet har blandt andet lagt vægt på, at ansøgerne hver for sig og indbyrdes har afgivet divergerende og udbyggende oplysninger på væsentlige punkter. Ansøgerne har blandt andet forklaret forskelligt om optakten til den episode i Krasniy Luch, hvor de skulle være blevet opsøgt i hjemmet af militsfolk, og hvor den mandlige ansøger skulle være blevet skudt i tåen, slået med geværkolber og efterfølgende være blevet tilbageholdt og udsat for grov vold i en kælder. Den mandlige ansøger har således under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i foråret] 2017 forklaret, at hans konflikt begyndte, da repræsentanter for LNR henvendte sig på alle bopæle i regionen og hentede alle mænd, herunder på ansøgernes bopæl, hvor han blev beskudt og slået og herefter taget med og tilbageholdt. Den mandlige ansøger blev under samtalen [i sommeren] 2018 foreholdt, at hans ægtefælle havde oplyst, at der var over fem episoder på deres bopæl, inden han blev taget med og tilbageholdt. Den mandlige ansøger har i den forbindelse fastholdt, at de kun blev opsøgt denne ene gang og ikke flere. Den kvindelige ansøger har under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2018 forklaret, at konflikten i Krasniy Luch startede med, at der kom nogle mænd på bopælen, som sagde, at ægtefællen skulle gøre sin pligt. De truede og slog ham. Der var over fem episoder, hvor ægtefællen blev opsøgt på bopælen. Hun har videre forklaret, at ægtefællen ikke blev taget med fra deres hjem, men fra sin arbejdsplads, da han blev tilbageholdt i omkring to måneder. For nævnet har den mandlige ansøger forklaret, at han forud episoden, hvor han blev opsøgt i hjemmet og taget med, var blevet opsøgt af militsfolk på sin arbejdsplads omkring fem gange over cirka to uger. De smadrede inventaret på hans kontor, afkrævede ham penge og forlangte, at han skulle slås for dem, ligesom de slog ham. Han nægtede dog at efterkomme deres krav, da han ikke ville kæmpe mod det ukrainske folk. Han har ikke selv oplevet henvendelser på bopælen ud over den ene, hvor han blev beskudt. Ansøgerne har endvidere forklaret forskelligt om omstændighederne ved den mandlige ansøgers første tilbageholdelse og løsladelse, herunder om varigheden, og om der var en eller flere personer, som førte den mandlige ansøger ud af kælderen. Den mandlige ansøger har under samtalen [i foråret] 2017 forklaret, at han blev tilbageholdt i to til tre måneder. På et tidspunkt afleverede den kvindelige ansøger ansøgerens bil til en repræsentant for LNR, hvorefter hun kom ned i kælderen. Han husker på grund af følgerne efter volden ikke, hvor de mødtes, men var sikker på, at de gik ud af kælderen sammen. Den kvindelige ansøger har under samtalen [i foråret] 2017 forklaret, at den mandlige ansøger efter at være blevet skudt på, blev taget med og tilbageholdt i to uger. Hun blev kontaktet telefonisk og fik besked på at møde op med deres bilnøgler, som hun afleverede på et sted i et ukendt nabolag. Da hun kom, ventede ægtefællen på hende sammen med én mand. Under samtalen [i sommeren] 2018 har den mandlige ansøger forklaret, at han ved løsladelsen blev slæbt ud af kælderen af to personer, da han ikke kunne gå. Da han blev slæbt ud, hørte han ægtefællens stemme. Under samtalen [i sommeren] 2018 har den kvindelige ansøger forklaret, at der var to mænd, som kom og afleverede ægtefællen tæt på bopælen, da han blev løsladt. Hun har endvidere forklaret, at det ikke var korrekt, når ægtefællen havde oplyst, at hun var kommet til kælderen og havde udpeget ham. For nævnet har den kvindelige ansøger forklaret, at hun gik ned i kælderen sammen med en person for at udpege sin ægtefælle, hvilket hun gjorde. Hun blev herefter pålagt at gå op igen og vente, hvorefter hendes ægtefælle blev bragt ud til hende af to personer. I kælderen så hun lig og lemlæstede personer, og hun fandt sin mand i et hjørne. Ansøgerne har endvidere forklaret forskelligt om omstændighederne ved deres næste konflikt i Belaja Tserkov. Den mandlige ansøger har under samtalen [i foråret] 2017 forklaret, at han blev tilbageholdt et par dage og udsat for grov vold af personer fra politiet, og at han efter et stykke tid fik at vide, at han skulle forsvinde fra Ukraine. Under samtalen [i sommeren] 2018 har han forklaret, at han blev udsat for grov vold og tilbageholdt i alt to uger. Han fik efter nogle dage at vide, at der ikke var behov for personer, der arbejdede for begge sider, og at han skulle tage tilbage, hvor han kom fra. Den kvindelige ansøger har under samtalen [i foråret] 2017 forklaret, at ægtefællen blev tilbageholdt af ukrainsk politi i to dage i efteråret 2015. Under samtalen [i sommeren] 2018 har hun forklaret, at ægtefællen blev tilbageholdt i to uger. Ansøgerne har endelig forklaret forskelligt og udbyggende om omstændighederne omkring den episode, hvor de skulle være blevet kørt ud i en skov af nogle myndighedspersoner og have fået besked på at grave deres egen grav. Den kvindelige ansøger har under samtalen [i sommeren] 2018 forklaret, at hun ikke vidste, hvorfor hun og ægtefællen blev tilbageholdt i skoven. For nævnet har hun forklaret, at det skete, fordi hun og ægtefællen ikke havde holdt det løfte, de gav om at forlade området, da de forlod Belaja Tserkov, og at de havde kendskab til nogle politiske hemmeligheder. Begge ansøgere har under samtalerne hos Udlændingestyrelsen forklaret, at den mandlige ansøger blev slået med en spade, mens den mandlige ansøger for nævnet ikke har nævnt noget om slag med en spade, men fremhævet, at han blev sparket og slået med geværkolber. Den kvindelige ansøger har under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i foråret] 2017 forklaret, at hendes ægtefælle blev slået bevidstløs, hvorefter mændene fik et opkald og forlod stedet. Under samtalen [i sommeren] 2018 har hun gentaget dette og tilføjet, at hun muligvis også selv mistede bevidstheden, men at hun kom til bevidsthed først og gik hen til ægtefællen. Den mandlige ansøger har under samtalen [i foråret] 2017 forklaret, at han stod nede i graven, da mændene kørte, og hustruen lå på jorden over for, da hun var blevet slået. Under samtalen [i sommeren] 2018 har han forklaret, at det var ham, der blev slået bevidstløs. Ansøgerne har ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for de pågældende divergenser og udbygninger, som efter deres karakter og omfang ikke alene kan tilskrives tolkeproblemer og den tid, der er gået, siden begivenhederne skulle have fundet sted. Nævnet finder det i øvrigt bemærkelsesværdigt, at den mandlige ansøger efter den anden tilbageholdelse skulle være løsladt uden betingelser eller begrundelse, ligesom nævnet finder det påfaldende, at ansøgerne skulle have fået mulighed for at flygte fra episoden i skoven blot på grund af en telefonopringning til den ene af de myndighedspersoner, der skulle have bragt dem til stedet for at grave deres egen grav. De generelle forhold i Ukraine er heller ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de i tilfælde af en tilbagevenden til deres hjemland vil være i konkret og aktuel risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ukra/2019/7/CHA

tyrk201912

Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Tyrkiet. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger har oplyst, at han er statsløs kurder fra Al Hasakah i Syrien. Den kvindelige ansøger har oplyst, at hun er syrisk statsborger født i Aleppo, Syrien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at vende tilbage til deres hjemland på grund af dårlige forhold. Ansøgerne har til støtte for asylmotivet oplyst, at de er gamle og syge, og at de begge er blevet opereret. Ansøgerne har endvidere oplyst, at de har solgt alt i deres hjemland, og at deres børn er udrejst, ligesom de ikke vil kunne forsørge sig selv i deres hjemland. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer om deres identitet og de i sagen fremlagte dokumenter, at den mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at han er statsløs kurder, og at den kvindelige ansøger ikke har sandsynliggjort, at hun er syrisk statsborger. Nævnet finder, at der i stedet er grundlag for at anse ansøgerne for at være tyrkiske statsborgere. Deres forklaringer om identiteten forkastes derfor, og ansøgerne skal asylretligt vurderes i forhold til Tyrkiet. Ved vurderingen lægger Flygtningenævnet afgørende vægt på, at der i sagen indgår oplysninger fra Migrationsverket, Sverige, om at Den Svenske Ambassade i Ankara, Tyrkiet, har udstedt visa til ansøgerne til brug for deres indrejse i Sverige. De pågældende visa er fremfundet ved den mandlige ansøgers fingeraftryk. Visumsagerne omfatter to invitationer fra ansøgernes søn, […], der er bosat i Sverige, og det er oplyst i invitationerne, at ansøgerne bor i Tyrkiet. I visumsagerne foreligger endvidere kopier af ansøgernes tyrkiske nationalitetspas. Det fremgår af den mandlige ansøgers pas, der er udstedt [ultimo] 2010, at hans navn er […]. I den kvindelige ansøgers pas er det angivet, at hendes navn er […], og at passet er udstedt [i sommeren] 2017. Flygtningenævnet forkaster herefter ansøgernes forklaringer om, at de har afgivet fingeraftryk til en agent, som herefter har sørget for udstedelsen af de tyrkiske pas og visa. Flygtningenævnet finder ikke, at fremlæggelsen af ID-kort, der er angivet at være udstedt af syriske myndigheder, samt et retsligt dokument vedrørende den mandlige ansøger kan føre til et andet resultat. Nævnet henviser til baggrundsoplysningerne om, at der i Syrien er en øget udbredelse af falske dokumenter, og at angiveligt ægte dokumenter udstedes med forkerte personoplysninger. Der henvises til et temanotat af 3. juli 2017 fra Landinfo, ”Syria: Identitetsdokumenter og pass”. Ansøgerne har aldrig haft konflikter med myndigheder, organisationer, grupper eller privatpersoner i Tyrkiet, og ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil være i individuel eller konkret begrundet risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tyrk/2019/12/ajev

syri201944

Nævnet meddelte i september 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber, sunni-muslim og statsløs palæstinenser fra [en by], Rif Dimashq, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til at han ikke kan vende tilbage til Syrien, fordi han er flygtet fra militærtjeneste. Klageren har videre henvist til, at han frygter de væbnede grupper i Syrien. Endelig har klageren henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Syrien, fordi det ikke er hans land, og han har ikke familie i landet. Under nævnsmødet har klageren ikke uddybet sine asylmotiver yderligere. Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, siden [foråret] 2015, men opholdstilladelsen er bortfaldet ved Retten i […] dom af [en dato i] 2018, idet klageren, der ved dommen blev idømt fængsel i 10 måneder, tillige blev udvist med indrejseforbud i 6 år. Der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er statsløs palæstinenser fra [en by], Rif Dimashq, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af ham til Syrien. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 10, stk. 3, at en udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, kun kan udelukkes fra asyl efter § 10, stk. 3, 1. pkt., hvis den pågældende må anses for en fare for landets sikkerhed eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at den kriminalitet, som klageren ved dommen af [en dato i] 2018 blev dømt for, må betegnes som en særlig farlig forbrydelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om personfarlig berigelseskriminalitet begået i forening med to andre og under anvendelse af en kniv og en attrappistol. På baggrund af sagens omstændigheder, herunder navnlig den udmålte strafs længde, finder Flygtningenævnet imidlertid ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at klageren tillige kan betragtes som en fare for samfundet. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at der foreligger sådanne særlige grunde, at klageren ikke bør udelukkes fra asyl, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” syri/2019/44/JAH

suda20192

Nævnet hjemviste i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Sudan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk araber og muslim fra [by] Sudan. Den kvindelige ansøger er etnisk gorani og muslim fra [by], Sudan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Sudan frygter, at de vil blive slået ihjel eller udsat for overgreb af den kvindelige ansøgers morbrødre, idet de er modstandere af ansøgernes ægteskab. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at de blev gift i slutningen af 2011 eller starten af 2012. Efter vielsen begyndte den mandlige ansøger at modtage trusler fra den kvindelige ansøgers morbrødre, [A] og [B], som ville have ansøgerne til at ophæve ægteskabet. Den mandlige ansøger modtog i starten trusler i forbindelse med, at han mødte morbrødrene tilfældigt på gaden. Fem til seks måneder efter at den kvinde ansøger havde født en datter, blev den mandlige ansøger med en til to ugers mellemrum opsøgt to gange på sin bopæl. [A] og [B] oplyste, at de ikke ville acceptere ægteskabet, da ansøgerne ikke var fra samme klan. Morbrødrene opsøgte igen bopælen to til tre uger efter, hvor de var bevæbnede med knive, og i denne forbindelse blev den mandlige ansøger stukket i låret og i ansigtet. To dage efter episoden rejste ansøgerne fra deres bopæl, hvorefter de opholdt sig i andre byer i Sudan indtil deres udrejse i henholdsvis starten af 2015 og [i foråret] 2016. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Sudan frygter, at hun vil blive slået ihjel eller udsat for overgreb af sine morbrødre, der beskylder hende for at have bragt skam over familien, efter hun blev voldtaget og fik et barn uden for ægteskab. Den kvindelige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hun i 2011, omkring to måneder forud for indgåelsen af sit ægteskab, blev voldtaget af en bekendt ved navn [C]. Voldtægten medførte, at ansøgeren blev gravid. Ansøgeren blev efterfølgende ugentligt udsat for vold af sine morbrødre, som beskyldte hende for at have bragt skam over familien. Den kvindelige ansøger har for nævnet endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at både hun og hendes datter vil blive omskåret, hvis de vender tilbage til Sudan. Udlændingestyrelsen har overfor nævnet tilkendegivet, at det findes rigtigst, at sagen hjemvises med henblik på, at styrelsen tager stilling til det nu fremsatte asylmotiv, som ikke tidligere har været behandlet. Ansøgernes advokat har tilsluttet sig Udlændingestyrelsens vurdering og har ligeledes påstået sagen hjemvist til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder det herefter rettest, at Udlændingestyrelsen træffer en afgørelse i første instans i forhold til datteren, og at Udlændingestyrelsen samtidig tager stilling til, hvilken betydning det nye asylmotiv måtte have for ansøgernes sager. Flygtningenævnet ophæver derfor Udlændingestyrelsens afgørelser og hjemviser sagerne til fornyet behandling sammen med den kvindelige ansøgers datters asylansøgning.” Suda/2019/2/JEA

sril20199

Nævnet meddelte i september 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og kristen af trosretning fra [mindre by], Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i to demonstrationer i henholdsvis 2015 og 2016. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive slået ihjel af militæret, fordi hans far har været aktiv for De Tamilske Tigre (LTTE). Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far har været aktiv for LTTE, siden ansøgeren var lille. Som følge heraf er ansøgeren ofte blevet tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb af myndighederne. I begyndelsen af 2015 blev ansøgeren, ansøgerens far og ansøgerens to storebrødre tilbageholdt af de srilankanske myndigheder. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for grove fysiske overgreb. Ansøgeren og hans brødre blev løsladt, efter de havde været tilbageholdt i en måned. Ansøgeren har ikke set sin far, siden de blev adskilt i militærlejren. I slutningen af 2015 deltog ansøgeren i en demonstration arrangeret af pårørende til forsvundne personer. Ansøgeren blev i foråret 2016 tilbageholdt af myndighederne, imens han var i Colombo. Ansøgeren blev løsladt, fordi hans mor betalte bestikkelse. I slutningen af 2016 deltog ansøgeren igen i en demonstration arrangeret af pårørende til forsvundne personer. Efter demonstrationen blev ansøgeren anholdt af myndighederne. Ansøgeren blev udsat for fysiske overgreb og fik at vide, at han ikke måtte deltage i demonstrationer igen. I efteråret 2017 deltog ansøgeren i martyrdagen vedrørende LTTE. Ansøgeren blev anholdt af militæret i slutningen af 2017 og tilbageholdt i en militærlejr. Ansøgeren blev afhørt om hans tilknytning til LTTE, og han fik at vide, at militæret ville slå ansøgeren og hans familie ihjel. Ansøgeren underskrev herefter tre stykker blankt papir. Efter han havde været tilbageholdt i fem dage, blev han løsladt. Ansøgerens mor havde betalt penge til en militærmand. Militærmanden fortalte efterfølgende ansøgeren, at det var militærets plan at slå ham ihjel, og at han skulle skynde sig væk. Ansøgeren udrejste herefter af Sri Lanka. Efter udrejsen har ansøgerens mor fortalt ham, at hun to gange er blevet opsøgt af myndighederne, som har spurgt efter ham. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet han i det væsentlige har forklaret konsistent og troværdigt herom. Ansøgeren har på rimelig vis redegjort for de få divergerende oplysninger vedrørende hans tilbageholdelse i [slutningen af] 2017, og de kan derfor ikke tillægges afgørende betydning. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren siden 2015 flere gange er blevet tilbageholdt af de srilankanske myndigheder og udsat for blandt andet alvorlige fysiske overgreb af forskellig art, og at i hvert fald tre af tilbageholdelserne, herunder den seneste i 2017, har direkte sammenhæng med, at hans far efter det oplyste har haft en højtstående stilling i LTTE gennem flere år, ligesom ansøgeren på grund af sin deltagelse i demonstrationer, herunder markering af Martyrernes Dag, af myndighederne mistænkes for at have tilknytning til LTTE. Nævnet har endvidere lagt til grund, at ansøgerens mor efter ansøgerens udrejse er blevet opsøgt to gange af personer fra militæret, som har krævet ansøger udleveret og truet med problemer, hvis det ikke skete. Flygtningenævnet finder det herefter sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om efter en samlet vurdering sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i fortsat risiko for asylbegrundende overgreb fra de srilankanske myndigheders side. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysninger, at arbitrære arrestationer og overgreb fra myndighedernes side er hyppigt forekommende på Sri Lanka, og at dette i særlig grad rammer personer, der har været tilknyttet LTTE eller mistænkes herfor. Der henvises til Flygtningenævnets baggrundsmateriale, bilag nr. 589, side 4 og 19, Sri Lanka 2017 Human Rights Report fra US Department of State udgivet 20. april 2018. Efter det oplyste har Flygtningenævnet ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren har mulighed for at tage ophold andre steder på Sri Lanka. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Sril/2019/9/CHA

soma2019235

Nævnet hjemviste i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim fra Buulobarde, Hiiran-regionen, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen [A], subklanen [B] og familieklanen [C]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, omskæring af hans datter samt, at han ikke kan modtage behandling for sine sygdomme. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for al-Shabaab har klageren oplyst, at han udrejste af Somalia i 2012 som følge af en konflikt med personer fra [X]-klanen, som har tilknytning til al-Shabaab. Årsagen til konflikten var, at klagerens farbror i 2007 slog fire personer fra [X]-klanen ihjel, fordi personerne forsøgte at tage familiens jord. Klageren blev inddraget i konflikten, da familien til de fire dræbte en dag henvendte sig på den skole, hvor klageren og hans fætter arbejdede som lærere. Ét af familiemedlemmerne var i følgeskab med tre personer fra al-Shabaab. Klageren blev tilbageholdt i 23 dage og udsat for overgreb under tilbageholdelsen. Det lykkedes herefter klageren at flygte. Efterfølgende blev klagerens fætter og far slået ihjel, mens klageren flygtede ud af Somalia. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for omskæring af datten har klageren oplyst, at datteren allerede fik foretaget en mindre omskæring inden hun forlod Somalia. Der var ikke tale om en fuld omskæring, fordi klageren modsatte sig. Klageren frygter derfor, at datteren vil få en fuld omskæring, såfremt de vender tilbage til Somalia. Herudover frygter klageren konsekvenserne ved, at han og datteren modsætter sig en eventuel fuld omskæring. Familien vil tage afstand til dem og udstøde dem. Til støtte for sit asylmotiv om manglende behandling i Somalia har klageren oplyst, at han har diabetes og en øjensygdom, som løbende skal holdes øje med. Derudover er klageren i behandling for forhøjet blodtryk og mavesår. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan indledningsvis lægge til grund, at klageren som skolelærer har haft en konflikt med al-Shabaab, der opsøgte klagerens skole, men nævnet finder ikke, at konflikten på nuværende tidspunkt kan begrunde asyl, idet al-Shabaab ifølge baggrundsoplysningerne ikke længere har kontrollen over Buulobarde. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sin konflikt med [X]-klanen til grund, navnlig fordi det fremstår usandsynligt, at klageren blev boende i Buulobarde uden problemer frem til [begyndelsen af] 2012, hvis han samtidig var efterstræbt som følge af sin farbrors drab på fire mænd i 2007. Klagerens forklaring om, at han i disse år boede i skjul, forekommer heller ikke sammenhængende, idet han i samme periode blev gift, arbejdede som skolelærer i byen og var bosat i byen sammen med sin familie. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hans individuelle forhold. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger, jf. bl.a. ”EASO Country of Origin Information Report – Somalia Security situation” fra december 2017, finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at antage, at den generelle situation i klagerens hjemområde er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, herunder i klagerens hjemområde, er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse [i vinteren] 2013, om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes endvidere ikke at være af helt midlertidig karakter. Ved vurderingen af, om betingelserne for ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt, har nævnet lagt til grund, at Buulobarde i Hiiran-regionen siden 2014 har været under AMISON-kontrol. Selvom al-Shabaab efter klagerens oplysninger fortsat er til stede om natten i området, finder Flygtningenævnet således, at al-Shabaabs måde at operere på efter de foreliggende baggrundsoplysninger generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer. Endelig har nævnet lagt vægt på, at klageren må anses som uprofileret. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Buulobarde i Hiiran-regionen ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. For så vidt angår vurderingen i henhold til udlændingelovens § 26, stk. 1, lægges det til grund, at klageren af lider af blandt andet behandlingskrævende diabetes, som han både får piller og injektioner mod. Han lider desuden af øjensygdomme og en leversygdom. Med henblik på indhentelse af nærmere oplysninger om behandlingsmulighederne i Somalia, og da Udlændingestyrelsen under sagen har oplyst, at man ikke vil modsætte sig en hjemvisning, hjemviser Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet hjemviser derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” soma/2019/235/JAH

soma2019228

Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk […] og muslim af trosretning. Klageren tilhører hovedklanen Digil og underklanerne […] samt familieklanen […]. Klageren er fra […] i Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, ligesom han frygter de generelle forhold i Somalia. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i Somalia spillede musik og havde en musikforretning. Klagerens musikforretning blev en dag opsøgt af bevæbnede mænd, og klagerens butik blev ødelagt. Klageren havde endvidere problemer med al-Shabaab i forbindelse med, at han spillede musik til forskellige begivenheder. Klageren blev blandt andet tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb i forbindelse med, at han skulle spille musik til et bryllup. I forbindelse med at klageren skulle spille musik til et andet bryllup, blev der begået et attentat til festen, idet der blev smidt bomber. Klageren slap væk og måtte gemme sig hos familiemedlemmer inden sin udrejse af Somalia. Klagerens familie blev herefter opsøgt af al-Shabaab, ligesom andre medlemmer af klagerens musikband blev opsøgt. Klageren har endelig oplyst, at han frygter de generelle forhold i Somalia på vegne af sin ægtefælle og datter, og at han blandt andet frygter for omskæring af sin datter. Udlændingestyrelsen meddelte [primo] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af klagerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund. Nævnet lægger afgørende vægt på, at klageren har afgivet divergerende og udbyggende forklaringer om centrale punkter i asylmotivet under behandlingen af klagerens asylsag i Norge, Sverige og her i landet. Det fremgår således, at klageren til de norske myndigheder har oplyst, at han efter al-Shabaabs angreb under brylluppet i Afgoye flygtede til sine venner, og at han opholdt sig hos dem i fem dage. En musiker, der spillede guitar, blev dræbt. Under samtalen [i sommeren] 2011 hos Udlændingestyrelsen og i asylansøgningsskemaet har klageren derimod oplyst, at han sammen med de andre bandmedlemmer forlod stedet, og at han løb hjem til sin onkel og efterfølgende blev kørt til sin morfar og morbror, hvor han opholdt sig i omkring en måned. Klageren har i øvrigt under partshøringen [ultimo] 2018 forklaret til Udlændingestyrelsen, at han ikke ved, hvad der skete med bandet, og at musikerne flygtede hver for sig. Nævnet lægger endvidere vægt på, at klageren i asylansøgningsskemaet har oplyst, at al-Shabaabs angreb under brylluppet i Afgoye blev udført i slutningen af 2008, mens han under samtalen med Udlændingestyrelsen i [sommeren] 2011 har forklaret, at angrebet fandt sted i [sommeren] 2008. Det fremgår endvidere, at klageren til de norske myndigheder har oplyst, at han på ny åbnede sin forretning i Mogadishu, efter at forretningen var blevet opsøgt i 2006. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2011 har klageren derimod oplyst, at han ikke åbnede forretningen igen. Det fremgår i øvrigt af oplysningerne fra klagerens asylsagsbehandling i Sverige, at klageren til de svenske myndigheder har forklaret, at familien havde en lille butik, og at han flygtede fra Somalia, efter at hans far var blevet kidnappet, og at der var blevet betalt en løsesum. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en individuel eller konkret begrundet risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at den generelle vold i Mogadishu ikke har et niveau, der indebærer at enhver, som vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, idet de generelle forhold i Mogadishu er forbedret, selvom forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Somalia ikke længere vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Klagerens opholdstilladelse blev udstedt [primo] 2012. Han har under opholdet i Danmark bestået Prøve i Dansk 2 og har i en samlet periode på to år været i praktik på […]. Under nævnsmødet har han i øvrigt oplyst, at han i to måneder har været fastansat hos […]. Klageren har ikke gennemført en videregående uddannelse. Han har astma og forhøjet blodtryk, og han har problemer med sit stofskifte. Klageren har ingen familie i Danmark. Efter en samlet vurdering af klagerens tilknytning til Danmark finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne forhold, hvorefter en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil virke særligt belastende. For så vidt angår klagerens forklaring om sin frygt for, at hans datter, [A], der er født [i efteråret] 2005, vil blive omskåret ved klagerens tilbagevenden til Somalia, bemærker Flygtningenævnet, at klageren har oplyst, at han ikke ved, hvor datteren opholder sig. Han har ikke haft kontakt med sin datter og hendes mor, der er klagerens ægtefælle, efter at klageren udrejste fra Danmark i [sommeren] 2016. Det bemærkes endvidere, at klageren har oplyst, at klageren og hans ægtefælle er imod omskæring, og at de efter det oplyste har talt om, at [A] ikke skal omskæres. Det fremstår således ikke aktuelt eller sandsynligt, at [A] vil være i risiko for at blive omskåret ved klagerens tilbagevenden til Mogadishu i Somalia. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse er opfyldt i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/228/ajev

kuwa201917

Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015.”Klageren har oplyst, at han er etnisk araber og sunnimuslim fra Taimaa i Al-Jahra provinsen, Kuwait, og at han er uregistreret bidoon. Klageren har under sin oprindelige spontansag som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at han vil blive fængslet, tortureret og dø, fordi han har deltaget i en demonstration. Til støtte herfor oplyste klageren, at man som uregistreret bidoon ikke har nogen rettigheder. Klagerens nabo, som hjalp klageren med at udrejse, var fra Kuwait. Naboens børn kunne gå i skole. Dette kunne klageren ikke, fordi han ikke var statsborger i Kuwait. Klageren ville risikere den samme skæbne som sin far og sin bror, hvis han blev i Kuwait. Klagerens bror sidder i fængsel, og faren er død. Klageren er eftersøgt i Kuwait på grund af sin deltagelse i demonstrationer, idet dem, der har deltaget i demonstrationer, bliver fængslet. Klageren risikerer at blive slået ihjel, hvis han bliver fængslet, ligesom sin far og mange andre bidoonere. Klageren ved dette, fordi moren har fortalt ham om det. Klageren har aldrig selv været i fængsel på noget tidspunkt. [I foråret] 2016 blev klageren meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. [I starten af] 2017 modtog Udlændingestyrelsen en mail fra en person ved navn [HH], der oplyste, at ansøgeren har givet falske oplysninger om sig selv, idet han er søn af hendes families nabo i Irak og ikke 15, men 19 år. Under en samtale i Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2018, hvor klageren blev foreholdt oplysningerne fra [HH], fastholdt klageren de oprindeligt afgivne oplysninger om sin identitet og sit asylmotiv og oplyste, at han aldrig nogensinde har opholdt sig i Irak. Klageren gav samtykke til ransagning af sin mobiltelefon. Ved en udlæsning af ansøgerens mobiltelefon i Udlændingestyrelsen blev der fundet 76 kontakter med irakiske telefonnumre, som alle er blevet forsøgt slettet og oplysninger om opkald til Irak bl.a. [i tre forskellige datoer i sommeren] 2018. Under en ny samtale i Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2018, hvor ansøgeren blev foreholdt fundene på sin mobiltelefon, fastholdt han fortsat de tidligere afgivne oplysninger og oplyste, at han ingen kontakt har til Irak og ikke har kontakt med nogen der, og at der må være forekommet fejl ved udlæsning af mobiltelefonen. Til Flygtningenævnet har han forklaret, at kontakterne i Irak er venner, som han har fået via Instagram, efter at han kom til Danmark. Han slettede kontakterne og forklarede urigtigt herom til Udlændingestyrelsen, da han var bange for, at det kunne skade hans sag. [I efteråret] 2018 nægtede Udlændingestyrelsen at forlænge klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, under henvisning til, at klageren har opnået opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet finder således, at klageren ikke har sandsynliggjort sin identitet og dermed sit asylmotiv, idet han bevidst har afgivet urigtige oplysninger herom, hvorfor der er grundlag for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, med henvisning til, at klageren har opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, og at klageren ikke kan meddeles opholdstilladelse efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder desuden af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse under henvisning til de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen vægt på, at klagerens forklaring om at have boet hele sit liv i Kuwait som statsløs fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden, henset til at hans viden om topografiske og andre forhold i sit angivelige bopælskvarter forekommer bemærkelsesværdigt mangelfuld. Endvidere fremstår forklaringen om hans dagligliv i Kuwait, om sin deltagelse i demonstrationer i Kuwait og om opholdet hos sin fars ven ikke selvoplevet, men tillært. Klageren har endvidere forklaret divergerende til Udlændingestyrelsen om sine angivelige konflikter i Kuwait, herunder en væsentlig divergens i relation til varigheden af sit ophold hos sin fars ven op til udrejsen. Flygtningenævnet finder endvidere, at fundene på klagerens mobiltelefon af irakiske kontaktnumre og opkald til numre i Irak i meget væsentlig grad svækker klagerens troværdighed, idet nævnet finder, at klagerens forklaring herom til Flygtningenævnet fremstår utroværdig og ikke kan tillægges vægt. Flygtningenævnet finder, at der henset til det anførte ikke er grundlag for at udsætte sagen på foretagelse af en ægthedsvurdering af de af klageren forud for nævnsmødet fremlagte dokumenter om den angivne faders identitet, og at der ikke er grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen, som mere subsidiært påstået af klageren. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kuwa/2019/17/FAM

iran2019126

Nævnet meddelte i september 2019 opholdstilladelse (K-status) til en statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun under sit ophold i Danmark er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt af myndighederne, da hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun rejste til Danmark for at være sammen med sin ægtefælle, som hun nu er separeret fra. Omkring tre uger efter ansøgerens indrejse i Danmark gik ansøgeren tilfældigt forbi en kirke. Ansøgeren havde ikke set en kirke før, og hun gik ind i kirken for at se, hvad det var. Ansøgeren deltog i den igangværende gudstjeneste, og hun blev betaget af salmerne. Ansøgeren talte efterfølgende med præsten, som fortalte ansøgeren, at der var en kirke på den anden side af gaden, hvor man talte farsi. Ansøgeren gik herefter over i den anden kirke, hvor hun blev mere interesseret i kristendommen. Ansøgeren begyndte at komme i den iranske kirke og efter otte måneder, valgte hun at konvertere til kristendommen. Ansøgeren har efter sin konvertering praktiseret sin tro ved at gå i kirke, modtage nadver og læse i biblen. Ansøgeren har desuden talt med andre asylansøgere, som har det dårligt, om kristendommen. Ansøgeren er blevet døbt i Pinsekirken i Kalundborg den 25. december 2017. Ansøgeren har forklaret, at hendes tidligere forklaring om trusler fra hendes tidligere ægtefælle og familie i Iran er usande. Flygtningenævnet finder, at dette har svækket ansøgerens generelle troværdighed. Flertallet af Flygtningenævnet finder imidlertid at kunne lægge til grund, at ansøgeren udviste interesse for kristendommen tidligt i 2017 også før, at det stod klart, at ægteskabet med hendes daværende ægtefælle ikke holdt, og flertallet af Flygtningenævnet finder at kunne lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel. Flertallet af Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på ansøgerens fremtræden under nævnsmødet, hvor hun på en troværdig og overbevisende måde har forklaret om baggrunden for sin konversion, og hvor ansøgeren på en fyldestgørende måde har redegjort for sin egen kristne overbevisning og for de kristne budskaber. Hertil kommer, at ansøgeren efter at have modtaget dåbsforberedelse er blevet døbt og kontinuerligt og fortsat har en stærk tilknytning kirken, hvor hun blandt andet kommer til gudstjenester sammen med sin kæreste, der ifølge ansøgeren er kristen. Flertallet af Flygtningenævnet finder endvidere efter de foreliggende oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder religiøse adfærd og aktiviteter, at det kan lægges til grund, at det kan forventes at ansøgeren i Iran vil udføre religiøse handlinger, som vil bringe hende i risiko for forfølgelse fra de iranske myndigheders side. Efter en samlet vurdering og på trods af ansøgerens usande forklaring om truslerne fra hendes tidligere ægtefælle og hendes familie i Iran, finder flertallet af Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/126/JHB

irak201993

Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra […], Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af sin tidligere forlovede, [A], dennes familie eller af ansøgerens klan, idet hun har modsat sig et ægteskab med [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes familie i juni 2014 begyndte at opfordre ansøgeren til at blive gift med [A]. [A’s] mor kom i den første uge af juni 2014 på besøg hos ansøgeren. [A’s] mor sagde til ansøgeren, at [A] ønskede en hustru, og hun foreslog, at ansøgeren giftede sig med [A], idet det var en tradition i klanen, at personer fra klanen blev gift med hinanden. Ansøgeren afslog tilbuddet, idet hun ikke nærede ægteskabelige følelser for [A], og da hun var imod klanens måde at gifte sig på. [A’s] mor blev meget vred over dette, og hun bad ansøgeren om at tænke over tilbuddet. To uger senere ringede [A’s] søster til ansøgeren. Søsteren forsøgte at overtale ansøgeren til at gifte sig med [A], hvilket ansøgeren nægtede. Omkring tre uger senere mødte [A’s] far, der er ansøgerens farbror, op på ansøgerens bopæl. Under mødet forsøgte [A’s] far, [B], at overtale ansøgeren til at forlove sig med [A]. Ansøgeren nægtede igen at lade sig forlove. [B] blev vred, og han forlod bopælen. I slutningen af august 2014 mødte [A] og [B] en aften op på ansøgerens bopæl. De forsøgte at presse ansøgeren til at gifte sig med [A], hvorefter ansøgeren begyndte at græde. [A] og [B] bad ansøgeren om at tænke over tingene, hvorefter de forlod bopælen. To måneder senere mødte [A], [B], [A’s] mor og to af [A’s] brødre op på ansøgerens bopæl. Dette var omkring november eller december 2014. De sagde til ansøgeren, at de var mødt op for at fastlægge en dato for forlovelsen. Da ansøgeren begyndte at græde, sagde [A], at han var nødt til at kigge på sit arbejdsskema, før de kunne planlægge forlovelsen. [A] og hans familie forlod herefter bopælen. Et par dage senere mødte [A] op på ansøgerens bopæl. Han fortalte ansøgeren, at det ikke var meningen, at [A’s] familie skulle bestemme det hele. Ansøgeren sagde til [A], at familien måtte bestemme datoen for forlovelsen, nu hvor de havde besluttet alt andet. Ansøgeren og [A] blev forlovet den 20. april 2015. Ansøgeren var meget ulykkelig, og hun havde det psykisk dårligt. I februar 2016 fortalte en af ansøgerens kolleger, at man kunne få et visum for at komme ud af Irak. Ansøgeren begyndte herefter at overveje at flygte ud af landet. Ansøgeren talte herefter med den person, der kunne skaffe hende et visum. Ansøgeren udrejste af Irak den 9. juli 2016. Da [B] fandt ud af, at ansøgeren var udrejst af landet, kontaktede han ansøgerens far og fortalte ham, at ansøgeren havde krænket [A’s] families ære, og at han ville få renset familiens ære. Ansøgeren er overbevist om, at dette betyder, at [B] vil dræbe ansøgeren. Ansøgeren har siden sin indrejse i Danmark giftet sig med en barndomsven fra Irak, der har opholdstilladelse i landet. Dette gør hendes handlinger over for [A’s] familie endnu værre. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom ansøgerens forklaring om konflikten med [A] og hans familie fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvem der opsøgte hende første gang for at foreslå giftemålet mellem ansøgeren og [A]. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvem der opsøgte hende for at meddele, hvornår forlovelsesfesten skulle afholdes. Ansøgeren har videre forklaret forskelligt om, hvorvidt [A’s] far og hans fire sønner opsøgte ansøgeren for at bede om hendes hånd. Ansøgeren har videre forklaret forskelligt om, hvordan [A’s] familie forsøgte at få ansøgeren til at gifte sig med [A], herunder om hvorvidt [A’s] familie truede ansøgeren til at blive forlovet med [A]. Ansøgerens forklaring om, at hendes egen familie angiveligt skulle have medvirket til at tvangsbortgifte ansøgeren, der var 32 år og veluddannet, og havde et ledelsesjob og boede alene, til en fætter, forekommer ikke sandsynlig og hænger ikke sammen med ansøgerens forklaring om, at det ikke er tradition at kusiner tilhører fætre i ansøgerens familie, der er veluddannet, jf. oplysnings- og motivsamtalen. Endvidere forekommer det bemærkelsesværdigt, at det angivelige frieri fra [A] skulle være foregået direkte overfor ansøgeren henset til oplysningerne om [A] og hans familie og de traditioner, denne familie følger. Videre forekommer det bemærkelsesværdigt, at ansøgerens far ikke overfor ansøgeren skulle havde udtrykt sin mening om det angivelige frieri fra [A]. Videre forekommer det bemærkelsesværdigt, at ansøgeren opholdt sig 20 dage i Tyskland og halvanden måned i Sverige uden at søge asyl, når ansøgeren angiveligt frygtede for sit liv ved en tilbagevenden til Irak. Videre forekommer det bemærkelsesværdigt, at ansøgeren først søgte asyl i Danmark den 29. maj 2017 efter at have fået afslag på familiesammenføring den 27. april 2017 og efter at have opholdt sig i Danmark siden den 14. september 2016. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med [A] og hans familie. Endvidere bemærkes, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er risiko for overgreb i strid med EMRK art. 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/93/JHB

afgh2019143

Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tatjik og muslim af trosretning fra Geqhatoo, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Haji og hans fire sønner. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han har haft et seksuelt forhold til Saida, som var datter af den magtfulde mand Haji. En dag blev klageren og Saida opdaget af Saidas mor, mens de var i marken. Klageren blev bange og tog hjem til sin familie, hvor han opholdt sig i omkring en uge. En aften gik klageren til købmanden for at købe kiks til sin søster. Klageren opdagede Hajis sønner i en bil i nærheden af købmanden, og de skød efter klageren. Klageren løb hjem til sin mor og forklarede, hvad der var sket. Klageren blev efterfølgende gemt i familiens ovn, da Hajis sønner opsøgte og ransagede familiens bopæl for at finde klageren. De konfiskerede nogle billeder af klageren og forlod herefter bopælen. Klageren udrejste dagen efter af Afghanistan med hjælp fra sin farbror, Hassan. Flygtningenævnet kan ikke længere lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at klageren efter meddelelsen af opholdstilladelse ved Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2011 har afgivet forklaringer om sit asylmotiv, der divergerer fra og til dels udbygger hans forklaringer frem til dette tidspunkt på væsentlige punkter. Flygtningenævnet har herved taget hensyn til klagerens dårlige psykiske helbred, tidligere misbrugsproblemer og den tid, der er gået siden den meddelte opholdstilladelse. Klageren har således under samtalen [i sommeren] 2019 forklaret udbyggende om, at det var Hajis 4 sønner, som skød efter ham den aften, han var ude for at købe mad til sin søster, idet han opdagede dem holde i en bil tæt på butikken, og at de fire sønner under den efterfølgende ransagning af klagerens hjem tog billeder af klageren med sig. For nævnet har klageren forklaret, at han ikke så Hajis fire sønner ved butikken, men alene hørte nogen råbe efter sig, da der blev skudt. Det gik først efterfølgende i tilknytning til ransagningen op for ham, at det var Hajis sønner. Han har desuden forklaret, at der manglede nogle billeder af ham efter ransagningen, og at han derfor troede, at Hajis sønner havde taget dem med. Der er tale om væsentlige udbygninger i forhold til klagerens oprindelige forklaringer om den flugtudløsende begivenhed, hvor klageren ikke på noget tidspunkt har nævnt, at han så Hajis 4 sønner i en bil i forbindelse med skudepisoden, eller at de skulle have taget billeder af klageren med efter ransagningen i klagerens hjem. Klageren har tværtimod under sin asylsamtale [i foråret] 2011 forklaret, at han ikke så, hvem der skød efter ham, da det var mørkt. Såfremt klageren faktisk havde oplevet disse forhold i forbindelse med den flugtudløsende episode har det formodningen imod sig, at klageren ikke skulle have oplyst herom i tilknytning til behandlingen af den oprindelige asylsag, også selv om han på det tidspunkt kun var 16 år. Nævnet har ved vurderingen af klagerens troværdighed videre lagt vægt på, at han efter afgørelsen [i sommeren] 2011 har forklaret forskelligt om, hvorfor han ikke kunne vende tilbage til sit hjemland. Klageren har således under en afhøring hos politiet [i vinteren] 2013 til belysning af klagers forhold i relation til udlændingelovens § 26 forklaret, at han var forfulgt af en religiøs gruppe i Afghanistan, og at denne gruppe havde forsøgt at slå ham ihjel flere gange. Klageren har endvidere under en afhøring [i foråret] 2019 hos Udlændingecenter, Nordsjællands Politi, oplyst, at han udover muligvis sin mor ikke havde anden familie i Afghanistan end sin farbror. Han talte dog ikke med denne farbror, som var en del af hans problem i Afghanistan. Under samtalen [i sommeren] 2019 hos Udlændingestyrelsen har klageren forklaret, at han og farbroren blot havde et dårligt forhold til hinanden, men at farbroren ikke var en del af klagerens konflikt i Afghanistan. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren under samtalen [i sommeren] 2019 har oplyst, at han af en tidligere nabo, som han tilfældigt mødte for nogle år siden på togstationen i Næstved, fik at vide, at klagerens familie havde forladt landet, og at Haji stadig var efter klageren. Klageren har under bemærkninger til oversættelsen af samtalereferatet tilføjet, at den tidligere nabo også forklarede klageren, at Haji havde dræbt hans søster. For nævnet har klageren forklaret, at han ikke husker at have forklaret sådan. På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han i tilfælde af en tilbagevenden til sit hjemland vil være i konkret og aktuel risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Der er således ikke forhold til hinder for udsendelse af klageren til Afghanistan, jf. udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/143/HZC

29bgrae20196

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, fra en kvindelig statsborger fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Grækenland. Klagerens advokat havde i forbindelse med sagens behandling blandt andet henvist til, at klageren havde en datter i Danmark, som havde haft opholdstilladelse i mange år, og derudover fire yderligere børn, der var meddelt asyl i Danmark. Advokaten fandt således, at det ikke kunne afvises, at de græske myndigheder ville vurdere, at Danmark var nærmest til at yde klageren beskyttelse. Klagerens advokat henviste endvidere til, at klageren ikke længere havde kontakt til sin ægtefælle, som hun var indrejst i Grækenland sammen med, og at hun ikke vidste, hvor han befandt sig. Endelig henviste advokaten til, at klageren, som var enlig kvinde, analfabet, sammenholdt med sit skrøbelige helbred, måtte anses for at være særligt sårbar.Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 til udlændingelovens § 29 b, at afvisning efter bestemmelsen alene kan ske, hvis betingelserne for at betragte det pågældende land som et første asylland er opfyldt som følge af, at udlændingen tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er herved blandt andet et krav, at udlændingen skal være beskyttet mod refoulement, ligesom det skal være muligt for den pågældende at indrejse og tage lovligt ophold i første asyllandet. Anvendelsen af udlændingelovens § 29 b forudsætter derimod ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages. Efter nævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Flygtningenævnet har i den forbindelse blandt andet lagt vægt på, hvorvidt udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt mulighed for at eje fast ejendom. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at Deres klient [i efteråret] 2017 er meddelt flygtningestatus i Grækenland, og at opholdstilladelsen er gyldig til [efteråret] 2020. Flygtningenævnet finder således, at det vil være muligt for Deres klient at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, samt at Deres klient i Grækenland vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at Grækenland, som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og har tiltrådt Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Grækenland, er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger vanskelige. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er tale om så generelle mangler, at en afvisning af Deres klient vil medføre risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at Deres klients personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Grækenland – om end vanskelige – ikke i sig selv kan medføre, at Deres klient efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland. Flygtningenævnet finder endvidere, at Deres klients oplevelser i Grækenland eller hendes personlige forhold i øvrigt ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Deres klients helbredsmæssige forhold, herunder at hun lider af højt blodtryk, gigt, diskusprolaps, problemer med kirtlerne i halsen samt har ondt i venstre øje, ikke er forhold af en sådan karakter, at Deres klient kan anses for at være så ganske særlig sårbar, at Grækenland ikke vil kunne tjene som første asylland. Oplysningerne om Deres klients psykiske helbred og om, at hun er fysisk afhængig af sine herboende voksne børn kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker herved, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at anerkendte flygtninge i henhold til græsk lovgivning har samme adgang til lægehjælp og sociale ydelser som græske statsborgere, og at Deres klient således må antages at kunne få den nødvendige lægelige behandling i Grækenland. Det bemærkes i den forbindelse, at Deres klient har boet i Grækenland i ca. 1 år, hvor hun har klaret sig selv, og at hun i Grækenland har modtaget gratis lægehjælp i form af medicin og en rygoperation. På den anførte baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Græ/2019/6/JEA

syri201943

Nævnet meddelte i september 2019 opholdstilladelse (midlertidig beskyttelse) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er statsløs ajanib-kurder fra Qameshli, Syrien, og sunni-muslim. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive slået ihjel af de syriske myndigheder. Klageren har som asylmotiv videre henvist til de generelle forhold. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han i 2009 var inviteret til at spille et musikinstrument til 1. maj-festen i Syrien, hvor han spillede en kontroversiel kurdisk sang, og at han som følge heraf blev anholdt af sikkerhedstjenesten 20 dage efter, idet han blev beskyldt for at være tilhænger af et kurdisk parti. Klageren blev fængslet i over to måneder. Under klagerens fængsling blev han udsat for gentagende tortur i form af elektrochok og slag. Klageren har videre oplyst, at han er eftersøgt af de syriske myndigheder, idet han nægtede at give møde hos myndighederne, som han havde aftalt. Klageren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han ikke kan vende tilbage til Syrien, idet han hverken har job eller bolig i landet. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren, der i 2013 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, ikke tvangsmæssigt kan udsendes til Qameshli i Syrien, jf. udlændingelovens § 31. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan i lighed med nævnets vurdering fra 2010 ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse på grund af sine individuelle forhold, og finder som følge heraf, at han ikke er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Nævnet henholder sig herved til nævnets tidligere afgørelse herom og bemærker endvidere, at klageren også under nævnsmødet i dag har forklaret udbyggende om tortur under tilbageholdelsen inden udrejsen, idet han i dag har forklaret, at han blev udsat for tortur under hele tilbageholdelsen. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som statsløs ajanib-kurder ikke risikerer at blive tvangshvervet til militærtjeneste i Syrien. Han er derfor heller ikke som følge heraf omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder derimod ud fra en proportionalitetsafvejning, at særlige grunde taler for at give klageren opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren ved Københavns Byret dom af [efteråret] 2014 er idømt fængsel i 20 dage betinget for et forhold af overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og efterfølgende ved Østre Landsrets dom af [efteråret] 2018 er idømt fængsel i 60 dage for tre overtrædelser af straffelovens § 119, stk. 1, og en overtrædelse af knivloven. Selvom der således ved den seneste dom er tale om gentagelse, finder nævnet, at karakteren af kriminaliteten og den idømte straf ikke er tilstrækkelig alvorlig til at udelukke klageren fra opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at klageren ikke kan udelukkes fra asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3.” Syri/2019/43/CRT

sril20198

Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Sri Lanka. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk tamilere og hinduer fra henholdsvis [by 1] og [by 2], Jaffna, Sri Lanka. Den mandlige ansøger har haft tilknytning til eksilorganisationen for De Tamilske Tigre. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet, tortureret eller henrettet af myndighederne, fordi han har haft tilknytning til eksilorganisationen for De Tamilske Tigre. Han har til støtte herfor oplyst, at han i perioden fra 1998 til 1999 blev tvunget til at være med i en studenterorganisation, der var søster organisation til De Tamilske Tigre. Han flyttede i 1999 til Storbritannien og var i perioden fra 2006 til 2011 aktiv for eksilorganisationen for De Tamilske Tigre i Storbritannien. I perioden 2006 tik 2007 solgte han materiale samt arrangerede ceremonier og kørte bil for organisationen. I perioden fra 2008 til 2011 samlede han penge ind for organisationen. Han benyttede nogle gange vold og trusler for at tvinge folk til at give penge. Han deltog også i flere demonstrationer. I 2011 modtog ansøgeren en dom på fire års fængsel i Storbritannien for at planlægge et røveri og blev derefter udvist. I 2015 vendte han tilbage til Sri Lanka, hvor han i lufthavnen blev tilbageholdt af myndighederne, fordi de mistænkte ham for at være rejst tilbage for at arbejde for De Tamilske Tigre. Han blev løsladt efter ti timer, men blev senere afhørt i [by 1] og fik besked på, at han skulle henvende sig hos politiet i [by 3] hver torsdag fremadrettet. Den 24. marts 201 blev ansøgeren tilbageholdt af politiet ved sin ugentlige henvendelse. Han blev kørt til politistationen i [by 4], hvor han var tilbageholdt i 12 til 13 dage. Politiet afhørte og torturerede ham. En dag overfaldt han en vagt og flygtede fra stedet. Morgenen efter ringede ansøgeren til sin ægtefælle, der kom for at hente ham i [by 5]. Ansøgerens ægtefælle og datter tog ophold i [by 6], mens ansøgeren tog ophold i Colombo. Ansøgeren udrejste af Sri Lanka den [dato i sommeren] 2016. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Hun har derudover som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hun vil blive udsat for seksuelle overgreb af myndighederne, fordi hun ikke angav sin ægtefælle. Hun har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle har haft tilknytning til eksilorganisationen for De Tamilske Tigre i Storbritannien. Hendes ægtefælle vendte tilbage til Sri Lanka i 2015 og blev afhørt af myndighederne i lufthavnen. Han blev løsladt, men fik efter hjemkomsten til [by 1] besked op, at han skulle henvende sig til politiet hver torsdag fremadrettet. Den [to fortløbende datoer i foråret] 2016 blev ansøgerens ægtefælle tilbageholdt på politistationen. Ansøgeren tog sammen med sin mor til politistationen og fik at vide, at han var blevet taget med til afhøring hos efterretningstjenesten. Ansøgeren henvendte sig på stationen igen dagen efter, men fik ikke mere at vide. Hun henvendte sig samme dag til formanden for fiskerforbundet, men han kunne ikke hjælpe. Ansøgerens ægtefælle var tilbageholdt i 12 til 14 dage og blev under tilbageholdelsen udsat for vold. Hendes ægtefælle ringede til hende den [to fortløbende datoer i foråret] 2016 for at blive hentet i [by 5]. Hun hentede ham sammen med sin datter, hvorfor efter hun sammen med sin datter tog ophold i [by 6], mens hendes ægtefælle tog ophold i Colombo. Myndighederne opsøgte ansøgerens mor i [by 1], og hun gav dem ansøgerens adresse i [by 6]. Myndighederne opsøgte herefter ansøgeren tre gange og blev indkaldt til afhøring fem til seks gange på politistationen. Hun udrejste af Sri Lanka den [to fortløbende datoer i sommeren] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at det svækker den mandlige ansøgers generelle troværdighed, at han ved sine samtaler i Udlændingestyrelsen oplyste, at han ikke havde en Facebook-profil, og først bekræftede at have en sådan, da Udlændingestyrelsen fandt hans profil på Facebook. Flygtningenævnet har herefter lagt vægt på, at den mandlige ansøger har afgivet divergerende forklaringer om, hvor og hvornår myndighederne foreviste ham billeder og en Youtube-video og udsatte ham for vold i forbindelse med den angivelige tilbageholdelse den [dato i foråret] 2016. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvorvidt han for det meste skulle sidde bundet på en stol og ikke måtte ligge på gulvet og sove, eller om han – som forklaret under mødet i nævnet – for det meste lå på gulvet og sov. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at den mandlige ansøger under mødet i nævnet har forklaret udbyggende om, at han under de daglige afhøringer under den angivelige tilbageholdelse tillige blev udsat for vold, herunder med brug af stok. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvordan han bandt vagten i forbindelse med sin angivelige flugt fra myndighederne 12-13 dage senere, og om, hvorvidt han også tog vagtens sandaler eller ej. Flygtningenævnet har endelig lagt betydelig vægt på, at den mandlige ansøgers Facebook-profil blev opdateret med et nyt profilbillede på det tidspunkt, hvor han angiveligt skulle have været tilbageholdt af myndighederne, ligesom Flygtningenævnet har lagt en vis om end mindre vægt på, at den mandlige ansøgers Facebook-profil blev opdateret flere gange, mens han angiveligt boede i skjul i Colombo. Flygtningenævnet finder disse forhold højst bemærkelsesværdige og modstridende. Flygtningenævnet har endelig lagt en vis vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvordan han hørte om personen ved navn [A]. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet som følge af ovennævnte ikke finder grundlag for at udsætte sagen med henblik på en ægthedsvurdering af de af ansøgerne fremlagte bilag. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” sril/2019/8/DH

soma2019234

Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2008 og derefter igen i 2010 samt 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren henviste som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive dræbt af al-Shabaab, idet hans familie kom i et modsætningsforhold med gruppen. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at hans familie drev en butik i byen. Fra butikken solgte de varer til blandt andet de etiopiske styrker, der på det tidspunkt var i Somalia. Al-Shabaab opsøgte butikken, hvor klageren[s] far og faster befandt sig. De sagde, at familien ikke måtte sælge varer til de etiopiske soldater. Faren blev under denne henvendelse skudt i benet af gruppen. Nogle måneder efter opsøgte al-Shabaab butikken på ny, hvor de skød både klagerens far og faster. Klageren var til stede og så det hele. Han blev herefter kidnappet af al-Shabaab, der tog ham til et fængsel, som de kontrollerede. Under tilbageholdelsen fortalte gruppen om, hvordan man kunne komme i himlen. En uge efter flygtede klageren fra fængslet i forbindelse med en sejrsfest. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis. Klageren har under sagen om nægtelse af forlængelse oplyst, at han fastholder sit oprindelige asylmotiv. Klageren har endvidere oplyst, at han under sit ophold i Danmark ad flere omgange har været hjemløs, hvorfor han har været frameldt CPR-registeret. I disse perioder boede han hos venner og bekendte. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerens hjemområde i Mogadishu efter de foreliggende baggrundsoplysninger siden 2013 de facto har været kontrolleret af AMISOM. Flygtningenævnet har på baggrund af baggrundoplysningerne om forholdene i Mogadishu i flere afgørelser udtalt, at nævnet ikke finder, at den generelle vold i Mogadishu har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Der er ikke ved de senere fremkomne baggrundsoplysninger ændret herved, jf. bl.a. ”Home Office: Country Policy and Informationen Note Somalia (South and Central): Fear of Al Shabaab” fra juli 2017. Flygtningenævnet finder derfor, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret – om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Mogadishu, hvor han opholdt sig forud for sin udrejse, ikke udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at nægte at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, derfor er opfyldt. Der er ikke grundlag for at fastslå, at klageren skulle være profileret i forhold til al-Shabaab. Nævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om en konflikt, der ligger mange år tilbage i tid. Hertil kommer, at al-Shabaab ikke har kontrollen over klagerens hjemområde, og at det således ikke er sandsynliggjort, at al-Shabaab skulle have evne eller vilje til at opsøge klageren. Det er herunder også indgået i nævnets vurdering, at klagerens mor og søster i Mogadishu ikke selv har haft konflikter med al-Shabaab. Heller ikke den omstændighed, at klageren hævder, at han som følge af sit langvarige ophold uden for Somalia, vil blive anset for vestliggjort og dermed stå i et modsætningsforhold til al-Shabaab, kan føre til, at han må anses for så negativt profileret, at han har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter, navnlig under hensynene i udlændingelovens § 26, stk. 1, tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren ikke har haft ophold i Somalia siden 2008. I den periode, hvor klageren har opholdt sig i Danmark, har han ikke lært dansk, opnået fast tilknytning til det danske arbejdsmarked eller gennemført et uddannelsesforløb, men han har siden 2015 og især fra 2017 været knyttet til foreningen Olympic Amager og har fået en somalisk født kæreste, der nu er dansk statsborger. Kæresten bor hjemme hos sine forældre. Klageren har ikke væsentlige helbredsmæssige problemer trods en tidligere misbrugsproblematik og må anses for en arbejdsduelig ung mand. Hans mor og søster er bosat i Mogadishu, og han har kontakt med dem. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at betingelserne for at nægte at forlænge opholdstilladelsen er opfyldt, da dette ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/234/HHU

soma2019233

Nævnet meddelte i september 2019 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen Rahanwayn, underklanen […] og subklanen […] og er muslim. Hun er født i Beydhabo men flyttede som lille til Mogadishu, hvor hun boede indtil udrejsen. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive tilbageholdt af al-Shabaab, fordi hun har modsat sig at indgå ægteskab med en person ved navn [A], som er tilknyttet al-Shabaab. Hun frygter derudover at blive dræbt af [A], fordi hun har været i et vantro land. Hun har til støtte herfor oplyst, at [A] var hendes storebrors tidligere svoger og ofte kom på familiens bopæl. I [efteråret] 2010 erfarede familien, at [A] var tilknyttet al-Shabaab. I samme forbindelse oplyste han, at han ønskede at indgå ægteskab med klageren, hvilket klagerens far afslog. [A] skød og slog klagerens far ihjel og tog klageren med sig. Klageren var tilbageholdt i en al-Shabaab-lejr i omkring en måned, hvorefter det lykkedes hende at flygte. Hun udrejste af Somalia [ultimo] 2010. Efter klageren er indrejst i Danmark, har hun erfaret, at hendes familie er flyttet fra Mogadishu til Afgooye og senere til en flygtningelejr i Kenya, idet al-Shabaab har efterstræbt dem. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen fandt ikke, uanset at klagerens forklaring på flere punkter kunne forekomme påfaldende, at kunne afvise hendes forklaring. Udlændingestyrelsen bemærkede, at klageren i det væsentligste havde forklaret konsistent og sammenhængende om sin konflikt. Efter en samlet og konkret vurdering fandt Udlændingestyrelsen ikke at kunne afvise, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ville være i risiko for overgreb fra repræsentanter fra al-Shabaab foranlediget af hendes modsætningsforhold til [A]. Flygtningenævnet finder ikke på nuværende tidspunkt at kunne tilsidesætte klagerens forklaring om hendes oprindelige asylmotiv, således som denne blev afgivet til de danske myndigheder i 2013. Flygtningenævnet finder det dog tvivlsomt, om klageren efter ni års fravær ville være i risiko for forfølgelse fra de samme personer ved en tilbagevenden til Mogadishu. Flygtningenævnet bemærker, at klageren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for, hvordan [A] eller personer relateret til denne skulle kunne finde frem til klageren, såfremt hun vendte tilbage til en by med mere end to millioner indbyggere. Klagerens henvisning til, at hun er i familie med [A], kan ikke tillægges afgørende betydning. Flygtningenævnet finder herefter ikke baggrund for at meddele klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet må lægge til grund, at klageren er enlig kvinde uden noget aktuelt familiemæssigt netværk hverken i Mogadishu eller i Somalia i øvrigt. Det må således lægges til grund, at hendes nære mandlige slægtninge enten er døde eller opholder sig uden for landet. Hendes mor og søstre er efter det oplyste i en flygtningelejr i Kenya. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia som enlig kvinde uden netværk vil være i risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [fra sommeren] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2019/233/ajev

soma2019232

Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali, sunni-muslim og fra […], der ligger i Gedo, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Shiikhal, subklanen Logbagge, sub-subklanen Reer Ismail og familieklanen Reer Mohamed. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel af al-Shaabab, fordi hun havde nægtet at gifte sig med et af deres medlemmer. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at al-Shaabab cirka to år forinden havde sagt til hendes ægtefælle, at han skulle deltage i hellig krig sammen med dem. Ægtefællen havde imidlertid nægtet, hvorefter al-Shaabab havde slået ham ihjel. Klageren forklarede, at hun havde overværet henrettelsen, der foregik ved en stor park. Efterfølgende sagde al-Shaabab til klageren, at al-Shaabab ville kontakte hende indenfor den nærmeste fremtid, fordi hun skulle giftes med et af deres medlemmer. I løbet af de næste 14 dage blev klagerens bopæl opsøgt af al-Shaabab gentagne gange. Klageren var på daværende tidspunkt syg, fordi hun netop havde aborteret. Det var ægtefællens onkel, der talte med al-Shaabab. De sagde til onklen, at klageren skulle giftes med et medlem af al-Shaabab, når hun var rask, og hvis hun nægtede dette, ville de slå hende ihjel. Klageren udrejste fra Somalia cirka 14 dage efter ægtefællens henrettelse. Klageren har til partshøringssamtale i Udlændingestyrelsen [i begyndelsen af] 2018 fastholdt sit oprindelige asylmotiv. Klageren har dog oplyst, at al-Shaabab sagde til hende, at hun skulle giftes med et af deres medlemmer syv dage efter henrettelsen, og at det var hende selv, der talte med al-Shaabab. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis. Udlændingestyrelsen lagde klagerens forklaring til grund og lagde ved vurderingen vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse blandt andet henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter forarbejderne til lovændringen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet kan i lighed med Udlændingestyrelsen ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet hun på flere centrale punkter har afgivet forskellige forklaringer. Klageren har således navnlig forklaret forskelligt om, hvordan hendes ægtefælle blev dræbt, idet hun til asylsamtalen har forklaret, at han blev skudt, mens hun til samtalen [i begyndelsen af] 2018 har forklaret, at ægtefællen blev halshugget. Dette må anses for en helt central divergens, der ikke kan forklares med de af klageren påberåbte tolkeproblemer eller hendes daværende helbredsmæssige forhold. Hertil kommer, at klageren har forklaret forskelligt om, hvornår repræsentanter fra al-Shabaab første gang sagde til hende, at de ville gifte hende væk. Til asylsamtalen har klageren således forklaret, at al-Shabaab henvendte sig til hende, inden hun tog hjem efter henrettelsen af ægtefællen, mens hun under samtalen [i begyndelsen af] 2018 indledningsvist oplyste, at al-Shabaab henvendte sig til hende syv dage efter henrettelsen. Efterfølgende under samme samtale, og for nævnet, har hun forklaret, at hun første gang blev opsøgt efter sørgeperioden. Desuden har klageren forklaret forskelligt om, hvad der skete under opsøgningerne fra al-Shabaab, herunder om hvorvidt hun selv talte med repræsentanter fra al-Shabaab, ligesom klageren har forklaret forskelligt om, hvornår hun udrejste af Somalia, og om hvilket transportmiddel hun anvendte på rejsen fra Yemen til Syrien. Endelig har klageren afgivet forskellige oplysninger om, hvorvidt hun har fået børn. Som følge af klagerens manglende generelle troværdighed kan Flygtningenævnet heller ikke lægge klagerens forklaring om, at hun ikke har familie, herunder et mandligt eller andet familiemæssigt netværk i Somalia, til grund. Det er herunder også indgået i vurderingen, at klagerens forklaring om hendes familiemæssige forhold har været usammenhængende. Under disse omstændigheder forkaster Flygtningenævnet klagerens forklaring om sit asylmotiv, og klageren har således ikke sandsynliggjort, at hun har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i klagerens hjemområde er ændret, således at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb, jf. EMRK artikel 3. Forholdene er således, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Det bemærkes i den forbindelse, at det ligeledes fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at al-Shabaab har skiftet strategi fra vilkårligt at angribe civilbefolkningen og til i højere grad at foretage målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Selvom al-Shabaab udøver kontrol i klagerens hjemområde, kan dette ikke i sig selv begrunde asyl, idet nævnet som anført har lagt til grund, at klageren er uprofileret. Med hensyn til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at ville være særligt belastende for hende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, bemærkes at klageren, der er født i 1987, har opholdt sig i Danmark siden [slutningen af] 2012. Hun har ikke opnået nogen særlig tilknytning til det danske arbejdsmarked, idet hun alene har haft fire praktikophold og for nyligt opnået ansættelse, og hun har ikke gennemført en uddannelse. Ud over en herboende moster har hun ikke nær familie i Danmark, og hun kan ikke anses for at have væsentlige helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for hende at inddrage hendes opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Nævnet finder ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på fornyet prøvelse i lyset af de nyeste baggrundsoplysninger om forholdene i Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/232/HHU

soma2019227

Nævnet meddelte i august 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi ansøgeren er imod organisationens ideologi. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han blev opsøgt flere gange af al-Shabaab i sin landsby, Baddle, i Somalia. To dage efter ansøgeren var opsøgt første gang, blev han opsøgt endnu en gang, fordi ansøgeren ikke mødte op til al-Shabaabs rekrutteringsbase første gang, han blev opsøgt. Al-Shabaab havde beordret ansøgeren og 21 andre mænd til at møde op på deres base, idet de ønskede, at ansøgeren og de andre personer skulle tilslutte sig organisationen. Ansøgeren blev herefter taget til al-Shabaabs rekrutteringsbase, hvor ansøgeren og de 21 andre mænd blev udsat for fysiske overgreb. De fysiske overgreb foregik over en 24-timers periode, hvor ansøgeren personligt blev afstraffet to gange af organisationen. Dagen efter kørte al-Shabaab ansøgeren til byen Torotoro, hvor han blev fysisk afstraffet under offentligt skue. Ansøgeren blev bundet til en træpæl og fik dyppet sin højre hånd i kogene olie, hvorefter han besvimede. Herefter blev ansøgeren bragt til sine slægtninges bopæl i byen Baddle, hvor han modtog behandling for de påførte skader. Da ansøgeren hånd var kommet over skaderne, tog han ophold hos slægtninge i forskellige landsbyer omkring Baddle. Ansøgeren levede i skjul hos sine slægtninge, fordi han frygtede al-Shabaab. Ansøgeren skjulte sig hos sine slægtninge, indtil han påbegyndte sin udrejse af Somalia. [I starten af] 2015 udrejste ansøgeren illegalt af Somalia til Kenya. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret detaljeret og troværdigt om, hvordan han flere gange blev opsøgt af al-Shabaab, at han blev fængslet og under fængslingen blev udsat for tortur. Ansøgerens forklaring understøttes af den foretagne torturundersøgelse. Det fremgår af den retsmedicinske og den psykiatriske undersøgelse, at ansøgeren havde både fysiske og psykiske følgevirkninger, der meget vel kan være fremkommet ved tortur, som beskrevet af ansøgeren, ligesom ansøgeren udviste symptomer, forenelig med en belastningstilstand, som meget hyppigt ses hos personer, der har været udsat for overgreb. Herefter, og da ansøgeren samtidig har en række markante ar og skader, der naturligt vil påkalde sig opmærksomhed, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb fra al-Shabaab. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2019/227/FAM

soma2019226

Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2001. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive involveret i verserende konflikter mellem klaner og grupperinger i Somalia. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive udsat for overgreb fra al-Shabaab eller andre grupperinger i Somalia. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter for sit helbred i Somalia, samt at han vil have svært ved at etablere sig i Somalia på grund af sin manglende tilknytning og ringe sprogkundskaber. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der fortsat er krig i Somalia mellem de forskellige klaner. Ansøgeren har tillige oplyst, at det forhold, at han ville vende tilbage til Somalia fra et vestligt land, vil gøre ansøgeren særligt udsat overfor grupper i Somalia, herunder overfor al-Shabaab. Ansøgeren har videre oplyst, at han har problemer med at trække vejret i varmt vejr, hvorfor han frygter, at en tilbagevenden til Somalia vil få helbredsmæssige konsekvenser for ansøgeren. Endelig har ansøgeren oplyst, at han har opholdt sig i Danmark det meste af sit liv, og at han derfor taler dårligt somali. Flygtningenævnet lægger i lighed med Udlændingestyrelsen ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Det gælder såvel forfølgelse på grund af manglende tilhørsforhold til en klan som forfølgelse fra al Shabaab. Ansøgeren har således ikke kunnet henvise til konkrete, personlige konflikter i hjemlandet, og han er ikke profileret. Den omstændighed, at ansøgeren taler dårligt somali, kommer fra et vestligt land og har vejrtrækningsproblemer i varme kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Der findes ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen som følge af, at styrelsen har lagt til grund, at ansøgeren er omfattet af benadiri-klanen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/226/HZC

soma2019225

Nævnet omgjorde i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er muslim fra Galgaduud-regionen i Somalia og tilhører klanen [A]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel, dels af repræsentanter for al-Shabaab, dels af klanen [B]. Til støtte herfor har klageren oplyst, at al-Shabaab slog hans far ihjel, og at repræsentanter for al-Shabaab efterfølgende har efterstræbt klageren. Udlændingestyrelsen meddelte [i en nærmere angiven dato i vinteren] 2016 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Om sin tilknytning til Danmark har klageren blandt andet oplyst, at han har været i praktik i omkring syv måneder i tre forskellige virksomheder, og at han har bestået Prøve i Dansk 1. Flygtningenævnet finder, at klageren har forklaret overbevisende om sin konflikt med al-Shabaab, og nævnet lægger forklaringen til grund. Nævnet lægger vægt på, at forklaringen overordnet fremstår troværdig, og nævnet finder, at de divergenser, der foreligger, bærer præg af at udspringe af misforståelser og i øvrigt er af underordnet karakter. Ved vurderingen af divergenserne har Flygtningenævnet også lagt vægt på, at klageren har begrænset skolegang, og på den tid, der er gået siden det forløb, som klageren har forklaret om, fandt sted. Efter karakteren af klagerens konflikt med al-Shabaab sammenholdt klagerens forklaring om, at al-Shabaab har slået klagerens far og bror ihjel, finder Flygt¬ningenævnet, at klageren må anses for at være så profileret, at han vil være i fare for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, hvis han vender tilbage til Somalia. Flygtningenævnet finder derimod ikke, at betingelserne for opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [en nærmere angiven dato i vinteren] 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/225/SME

soma2019224

Nævnet hjemviste i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali, muslim og fra Qorooley, der ligger i Lower Shabelle, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen […], underklanen […] og subklanen […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel af al-Shaabab, fordi de beskyldte ham for at samarbejde med myndighederne. Klageren henviste også til, at han frygtede at blive udsat for asylbegrundende overgreb af myndighederne, fordi de mistænkte ham for at være en del af al-Shaabab. Til støtte for sit oprindelige asylmotiv oplyste klageren, at han [i vinteren] 2013 blev opsøgt af cirka ti personer fra al-Shaabab, der forlangte, at han udleverede en af familiens to biler til dem. Da klageren nægtede, truede de med at skære hovedet af ham, hvis han ikke samarbejdede. Herefter valgte klageren at overgive en af bilerne til al-Shaabab. Personerne fra al-Shaabab fortalte, at bilen skulle sprænges i luften. De sagde også, at klageren ikke måtte fortælle nogen, at de havde opsøgt ham. Kort tid efter blev klageren ringet op af en af sine venner […] der fortalte, at bilen var blevet standset af myndighederne i Afgooye, og at de havde fundet sprængstoffer i den. Senere samme dag blev klageren kontaktet af myndighederne, som informerede ham om, at de tidligere på dagen havde bragt familiens bil til standsning og i den forbindelse havde opdaget, at der var sprængstoffer i bilen. Myndighederne oplyste samtidig, at de på baggrund af ransagningen mistænkte klageren for at være en del af al-Shaabab. Den samme dag blev klageren ligeledes kontaktet telefonisk af al-Shaabab, der beskyldte ham for at have informeret myndighederne om opsøgningen, og de truede derfor med at slå ham ihjel. Herefter kontaktede klageren [A], som var en af de faste kunder i hans butik. [A] kørte klageren til et landbrugsområde, hvor klageren gemte sig i to timer, indtil han blev hentet af en anden person i en lastbil og kørt til Dhoplay, hvorfra klageren påbegyndte sin udrejse fra Somalia. Klageren har til partshøringssamtale i Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2017 fastholdt sit oprindelige asylmotiv. Klageren har samtidig forklaret, at myndighederne siden 2014 har opsøgt familiens bopæl månedligt og spurgt efter klageren, ligesom al-Shaabab siden klagerens udrejse har opsøgt familiens bopæl 1-2 gange månedligt. [I efteråret] 2017 opsøgte myndighederne og al-Shaabab familiens bopæl på samme tid, hvilket førte til en skudveksling mellem myndighederne og al-Shaabab. Efter et stykke tid flygtede al-Shaabab imidlertid fra stedet. Klageren har oplyst, at hans søster blev ramt af skud i forbindelse med sammenstødet, og at hun døde. Klageren har videre oplyst, at myndighederne efterfølgende tilbageholdt hans brødre, [B] og [C], og at familien stadig ikke har hørt fra dem. Klagerens tredje bror [D] er sidenhen flygtet til et ukendt sted. Udlændingestyrelsen meddelte [primo] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgørelsen er ikke begrundet nærmere, men det fremgår af Udlændingestyrelsens tilladelsesresolution […] 2014, at klageren er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 med følgende begrundelse: ”Uanset at ansøgers forklaring vedrørende at være blevet truet af Al-Shabaab og at være efterstræbt af regeringen forekommer påfaldende, finder Udlændingestyrelsen ikke at kunne afvise, at ansøger ved en tilbagevenden til Somalia vil komme i et asylrelevant modsætningsforhold til Al-Shabaab. Vi har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger omkring den sikkerhedsmæssige situation i det sydlige Somalia, herunder i Shabelle Hoose regionen, hvor ansøger er født og opvokset, som er kontrolleret af Al-Shabaab.” Ansøgerens advokat har under nævnets behandling af sagen nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen under henvisning til, at ansøgeren kommer fra Qorooley i Somalia, og at der siden Udlændingestyrelsens afgørelse er kommet nye baggrundsoplysninger om forholdene i dette område, som efter deres indhold kræver en fornyet vurdering af, om forholdene er af en sådan karakter, at klageren i givet fald ikke kan hjemsendes til dette område. Flygtningenævnet finder på baggrund af de seneste baggrundsoplysninger om forholdene i Qorooley, der ligger i Lower Shabelle i Somalia, blandt andet Lifos rapport om Säkerhetssituationen i Somalia af 3. juli 2019, version 1.0 og i Briefing Notes af 26. august 2019 fra Bundesamt für Migration und Flüchtlinge sammenholdt med Rapport af 15. august 2019 fra United Nations Security Council, at sagen bør hjemvises til behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på en fornyet vurdering af forholdene i klagerens hjemområde Qorooley i Lower Shabelle.” soma/2019/224/thv

sen20192

Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Senegal. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er muslim fra […], Senegal. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Senegal frygter at blive slået ihjel af medlemmer fra en oprørsgruppe. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han en nat i 2015 blev kidnappet af medlemmer fra en oprørsgruppe. Flere andre unge mennesker blev ligeledes kidnappet. De blev ført ud til en skov, hvor de var tilbageholdt. Efter fire dage lykkedes det ansøgeren at flygte. Han flygtede til landsbyen […], hvor han arbejdede i to måneder, indtil han udrejste af Senegal. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han blev behandlet dårligt af sin onkel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han voksede op hos sin onkel, men at onklen ikke behandlede ham, som han behandlede sin egen søn. Derudover har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han fandt ud af, at han var homoseksuel, da han opholdt sig i Libyen, på vej til Europa. Ansøgeren blev udnyttet seksuelt i forskellige fængsler, og i den forbindelse gik det op for ham, at han var homoseksuel. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren som led i en generel tilbageholdelse af unge mennesker har været tilbageholdt af en oprørsgruppe. Flygtningenævnet lægger imidlertid til grund, at der er tale om et afsluttet forhold, som ikke beroede på ansøgerens individuelle forhold. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring blev tilbageholdt tilfældigt sammen med andre unge, at han ikke afgav sine personlige data til gruppen, og at han efterfølgende kunne opholde sig ca. to måneder i […] uden nogen former for repressalier eller lignende hverken mod sig selv eller onklen, der stadig opholdt sig i landsbyen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er homoseksuel til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren først har påberåbt sig homoseksualitet efter at have efter at have været til samtale om ÅG proceduren med Dansk Flygtningehjælp og efter han modtog afslag på asyl. Der er endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om, hvornår og hvordan han fandt ud af, at han var homoseksuel samt om, hvorvidt han havde haft et homoseksuelt forhold i Senegal. Ansøgeren har således i advokatindlægget forklaret, at han fandt ud af, at han var homoseksuel, da han blev seksuelt misbrugt i Libyen. Han har under nævnsmødet indledningsvist forklaret, at han aldrig tidligere end i Libyen havde tænkt, at han skulle være seksuelt sammen med en mand, mens han efterfølgende forklarede, at han allerede i Senegal overvejede, om han var homoseksuel. Han forklarede senere under nævnsmødet, at han havde fortalt en kammerat i Senegal, at han var homoseksuel før sin udrejse, og at han også havde haft sex med denne kammerat, ligesom han forklarede, at hans onkel mistænkte ham for at være homoseksuel. Ansøgeren var ikke under nævnsmødet i stand til at redegøre nærmere for sine tanker i forbindelse med sin homoseksualitet, og han havde intet kendskab til det homoseksuelle miljø i Danmark. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring om, at han skulle være homoseksuel, og kan derfor heller ikke lægge til grund, at ansøgeren var profileret som homoseksuel og asylbegrundende forfulgt i den anledning ved sin udrejse af Senegal. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Senegal vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sene/2019/2/CMA

niga201924

Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk igbo og kristen fra Aba, Nigeria. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive slået ihjel af de nigerianske myndigheder, fordi ansøgeren er fra Biafra og er tilknyttet den politiske gruppe Indigenous People of Biafra (IPOB). Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev medlem af IPOB i 2015. Ansøgeren deltog i en demonstration for løsladelsen af IPOB’s leder [ultimo] 2015 i byen Onicha. Efter fem timer ankom politiet for at bryde demonstrationen op, og han flygtede fra demonstrationen. [Primo] 2016 mødtes ansøgeren med flere andre medlemmer af IPOB for at bede for fred i byen Aba, Biafra. Efter tre til fire timer kom politiet og militæret for at bryde forsamlingen op. Ansøgeren blev i den forbindelse anholdt og tilbageholdt på en militærbase i byen […], hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Han blev løsladt dagen efter med hjælp fra sin ven ved navn [A], der arbejdede på militærbasen, og nogle advokater, som IPOB havde hyret. Dagen efter sin løsladelse fik han at vide af sine naboer, at militæret havde været forbi ansøgerens forretning i Aba for at spørge efter ham. Efter tre dage flyttede ansøgeren til byen Amechi sammen med sin gravide ægtefælle og søn. Ansøgeren udrejste legalt af Nigeria via lufthavnen i Lagos [i foråret] 2016 til Tyskland med henblik på at købe varer til sin forretning. Under ansøgerens ophold i Europa, fik ansøgeren besked fra sine naboer om, at militæret stadig ledte efter ansøgeren, og at situationen for medlemmer af IPOB var forværret. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Forklaringerne indeholder flere divergenser. Herunder er det efter Flygtningenævnets opfattelse helt centralt, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtale [i sommeren] 2018, side […], forklarede: ”Ca. 2-3 dage efter anholdelsen blev ansøger opsøgt af militæret på sin bopæl og hans fars forretning…” Ved asylsamtale [primo] 2019, side […], har ansøgeren derimod forklaret, at han ikke tog ud til sin butik, og at militæret havde været ved hans butik, hvilket han fik at vide af naboerne. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren ikke skulle kunne have en klar erindring om, hvorvidt militæret kun opsøgte hans butik eller både hans butik og hans bopæl. Ansøgeren har forklaret, at den demonstration, der gav anledning til hans flugt, fandt sted den [primo] 2016. Myndighederne blev i den forbindelse opmærksom på hans identitet, da de tog hans ID-kort. Ikke desto mindre udrejste ansøgeren efter det oplyste lovligt med eget pas og visum fra Lagos [i foråret] 2016. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at ansøgeren en måned efter sin arrestation skulle kunne udrejse på denne måde, hvis han var eftersøgt af myndighederne. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren flere gange tidligere har været i Europa og i den forbindelse har fået udstedt tidsbegrænsede visa. Det fremgår af sagens akter, at ansøgerens visum var gyldigt i 30 dage og således udløb i [foråret] 2016. Ikke desto mindre søgte ansøgeren først om asyl mere end to år senere, i [sommeren] 2018. I lyset af at ansøgeren må have været bekendt med, hvilke regler der gælder for gyldighed af visa, medfører det yderligere tvivl om hans troværdighed herunder vedrørende hans asylmotiv, at han først på så sent et tidspunkt har søgt om asyl. Efter en samlet vurdering tilsidesætter Flygtningenævnet derfor ansøgerens forklaring om dennes aktiviteter og asylmotiv som utroværdigt. Vedrørende ansøgerens efter det oplyste stærkt begrænsede politiske aktiviteter i Danmark finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han herved er blevet profileret i forhold til de nigerianske myndigheder. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til sit Nigeria. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” niga/2019/24/ajev

iran201983

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk arianer og perser samt oprindeligt muslim fra […] Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet meddelte [sommeren 2016] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede at hans onkel ville melde ham til myndighederne, fordi han var konverteret til kristendommen. Klageren har til partshøringssamtale i Udlændingestyrelsen [foråret 2018] fastholdt sit oprindelige asylmotiv. [Ultimo 2018] har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 4, jf. § 19, stk. 3 og dagældende § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har været rejst på ferie eller andet korterevarende ophold i sit hjemland, og at han derved har skabt en formodning for, at forholdene, der i sin tid begrundede hans opholdstilladelse, har ændret sig på en sådan måde, at han ikke længere risikerer forfølgelse. Klageren er iransk statsborger og blev [sommeren 2016] meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af klagerens konventionspas, at passet er gyldigt for alle lande med undtagelse af Iran. Efter oplysningerne fra tysk politi lægger Flygtningenævnet – overensstemmelse med klagerens forklaring for nævnet – til grund, at tysk politi [primo 2018] i Tegel lufthavn i Berlin kontrollerede klageren, der var indrejst fra Kiev sammen [A], og at tysk politi i den forbindelse konstaterede, at klageren var i besiddelse af dansk opholdskort […] og et iransk nationalitetspas udstedt [sommeren 2014] og gyldigt til [sommeren 2019]. Nævnet lægger videre til grund, at passet, der ifølge klagerens forklaring for nævnet var falsk, fremstod som ægte med klagerens navn, generalia og billede. Klageren har for Flygtningenævnet forklaret, at han i en periode [i løbet af sommeren 2017] var i Armenien, men ikke i Iran, og at han fra [ultimo 2017], og indtil han udrejste igen [primo 2018], var i Iran. Flygtningenævnet tilsidesætter klagerens forklaring om, at han i [sommeren 2017] ikke var i Iran, idet forklaringen er utroværdig. Nævnet lægger herved vægt på, at klagerens generelle troværdighed er svækket som følge af klagerens skiftende forklaringer om, hvorvidt klageren har været i Iran, herunder at klageren og [A] afstemte og afgav falske forklaringer i samtalerne [foråret 2018] med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at klagerens generelle troværdighed svækket af, at klageren til samtalen [foråret 2018] forklarede, at han ikke ved, hvorfor [A] blev kristen, og hvilke konflikter, der førte til, at [A] flygtede fra Iran. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren og [A] kommer fra samme by i Iran, hvor de havde fælles venner, at de indrejste i Danmark den samme dag det samme sted, at de blev døbt samme dag i samme kirke, at de bor sammen, at de ifølge egen forklaring, efter at de har fået opholdstilladelse i Danmark, har været i Tyskland sammen, og at der er meget betydelige lighedspunkter mellem deres asylmotiver. Klageren og [A] har således begge forklaret, at de blev introduceret til kristendommen af en pige, at de herefter begyndte at komme i en hjemmekirke, at de blev undervist af en person ved navn [B] (ifølge klageren foregik undervisningen i hjembyen og ifølge [A] via internettet fra Tyrkiet), at pigen blev tilbageholdt af myndighederne [Sommeren 2015], og at de begge tog ophold hos en ven, inden de udrejste af Iran. På baggrund af stemplerne i klagerens iranske nationalitets pas lægger Flygtningenævnet herefter til grund, at klageren – efter at være indrejst i Iran på et ukendt tidspunkt – via Imam Khomeini Lufthavn udrejste fra Iran [sommeren 2017], hvorefter han på ny via samme lufthavn indrejste i Iran [ultimo 2017] og udrejste igen [primo 2018]. Den omstændighed, at det fremgår af klagerens konventionspas, at klageren er indrejst i Armenien [sommeren 2017] og udrejst [senere på sommeren] kan af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, ikke føre til en anden vurdering. Det bemærkes, at klageren trods opfordret hertil ikke er fremkommet med dokumentation for, hvor han har været i de perioder, hvor han ifølge pastemplerne har opholdt sig i Iran. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ved kort tid efter at være meddelt opholdstilladelse at være rejst til Iran to gange på et angiveligt falsk pas i eget navn har skabt en formodning for, at de forhold, der har begrundet, at klageren [sommeren 2016] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, har ændret sig på en sådan måde, at klageren ikke længere er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, jf. udlændingelovens § 19, stk. 3. I forarbejderne til udlændingelovens § 19, stk. 3, hedder det bl.a.: ”… Hermed indføres en bevisbyrderegel, hvorefter det er op til udlændingen at afkræfte formodningen for, at de forhold, der begrundede opholdstilladelsen, ikke længere er til stede. Formodningen for, at der skal ske inddragelse af en opholdstilladelse, kan afkræftes, hvis flygtningen i forbindelse med behandlingen af inddragelsessagen kan dokumentere, at der lå ganske særlige omstændigheder til grund for tilbagerejsen, f.eks. fordi et enkeltstående besøg var påkrævet på grund af dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem. Udlændingemyndighederne skal ved vurderingen af baggrunden for rejsen til hjemlandet lægge vægt på, om flygtningen forud for udrejsen efter begrundet ansøgning har fået imødekommet en ansøgning om ophævelse af en udstedt rejsepåtegning i flygtningens konventionspas og fremmedpas, eller om flygtningen er udrejst af Danmark til hjemlandet uden forudgående kontakt til de danske udlændingemyndigheder eller på trods af et afslag på en ansøgning om ophævelse af en rejsepå-tegning. Hvis udlændingen ikke kan godtgøre, at vedkommende har forsøgt at opnå de danske myndigheders godkendelse af en ansøgning om ophævelse af en udstedt rejsepåtegning, eller ikke på overbevisende måde kan redegøre for, hvorfor vedkommende er rejst til hjemlandet uden forudgående kontakt til de danske udlændingemyndigheder eller på trods af et afslag på en ansøgning om ophævelse af en rejsepåtegning, vil dette skulle tillægges processuel skadesvirkning i forbindelse med sagens afgørelse og således tale imod, at der lå ganske særlige omstændigheder til grund for tilbagerejsen. Endvidere skal en opholdstilladelse som udgangspunkt inddrages, hvis flygtningen i forbindelse med rejsen til hjemlandet har ansøgt om og fået udstedt eller fornyet et nationalitetspas, jf. UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus, pkt. 122. Udlændingemyndighederne vil fortsat konkret skulle vurdere, om inddragelse af en opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende af de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte grunde. [Bestemmelsen] vil fortsat skulle administreres i overensstemmelse med Flygtningekonventionens regler om ophør af flygtningestatus og Danmarks internationale forpligtelser i øvrigt, herunder EMRK artikel 8 om retten til privatliv og familieliv.” Klageren har ikke forud for udrejsen anmodet de danske myndigheder om ophævelse af rejsepåtegningen, og han er således udrejst af Danmark til hjemlandet uden forudgående kontakt til de danske myndigheder. Som begrundelse for den erkendte rejse til Iran har klageren forklaret, at klagerens mor var alvorligt syg. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge klagerens forklaring til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at klagerens generelle troværdighed er svækket og på, at klageren – selvom han efter Udlændingestyrelsens afgørelse har haft anledning til det – ikke er frem-kommet med dokumentation for, at moren var alvorlig syg. Efter en samlet vurdering af det, som klageren har anført, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har afkræftet formodningen for, at de forhold, der begrundede opholdstilladelsen, ikke længere er til stede, og nævnet lægger derfor til grund, at de iranske myndigheder ikke grundlag har for nu at anse klageren for reelt at have opgivet sin islamiske tro. Den omstændighed, at klageren nævnet har forevist en Facebook-profil oprettet i navnet […], kan ikke føre til, at klageren fortsat skal have opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet lægger herved vægt på, at profilen ikke ses at indeholde kritiske opslag og på, at klageren ikke nu kan anses som profileret i forhold til de iranske myndigheder. Tilsvarende kan den omstændighed, at klageren har forevist en Instagramprofil under navnet […] med 33 kristne opslag ikke føre til, at klageren forsat skal have opholdstilladelse i Danmark. Yderligere kan den omstændighed, at klageren har tatoveringer af kristne kors og et kristent budskab ikke føre til, at klageren fortsat skal have opholdstilladelse i Danmark. Det bemærkes herved, at klageren rejste tilbage til Iran trods disse tatoveringer. Flygtningenævnet finder herefter, at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, § 19, stk. 2, nr. 4, jf. § 19, stk. 3, derfor isoleret set er opfyldt. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Det bemærkes herved, at den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, men ifølge forarbej-derne til bestemmelsen finder denne ikke anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden. Der skal således i disse sager fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere udlændingelovs § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, om en udvisning må antages at virke særlig belastende. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [sommeren 2016], og klageren er født […] og opvokset i Iran, hvor han boede indtil sin udrejse i [sommeren 2015]. Klageren har oplyst, at han har bestået prøve i Dansk 3, men har ikke fremlagt dokumentation herfor. Klageren har været i praktik på fuld tid hos McDonalds i tre måneder frem til [sommeren 2017], hvorefter klageren har begyndte på VUC. Siden [sommeren 2017] har klageren arbejdet på deltid på McDonalds. Klageren skal efter sommerferien begynde på [en uddannelsesinstitution]. Klageren er ikke medlem af foreninger. Klageren har i Iran fået en øjenoperation, og han er i Danmark gået til kontrol på hospital hver tredje måned. Ellers er han sund og rask. Klagerens familie bor i Iran, og klageren har ikke familie i Danmark. Efter en samlet vurdering af klagerens forhold finder Flygtningenævnet af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 4, jf. § 19, stk. 3, og den tidligere § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet finder således ikke, at Udlændingestyrelsen – som anført af klagerens advokat – ikke har overholdt forvaltningslovens § 19 i forbindelse med indkaldelsen af klageren til samtalen [foråret 2018] eller i forbindelse med afholdelsen af samtalen, som var partshøringen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2019/83/thv

iran2019122

Nævnet meddelte i september 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim af trosretning fra al-Tash lejren, Ramadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer før indrejsen i Danmark. Ansøgeren har uddelt aviser for KDPI i Irak og har siden 2017 været medlem af og støttet KDPI i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive forfulgt af de iranske myndigheder som følge af hans morbror, [A], og sin fars politiske aktiviteter. Ansøgeren frygter videre, at han vil blive tvunget til at aftjene militærtjeneste, hvilket han ikke ønsker. Afslutningsvis har ansøgeren henvist til, at han frygter, at han vil blive fængslet af de iranske myndigheder, fordi han ikke har nogen iranske identitetsdokumenter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han som 15-årig fik at vide, at hans morbror var politisk aktiv for KDPI. Når ansøgeren talte med morbroren, talte de om politik. De talte om morbrorens politiske aktiviteter, og ansøgeren spurgte ind til de møder, som morbroren afholdt i [B]. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at han er født af iranske forældre af kurdisk afstamning i al-Tash-lejren, og at han aldrig har været i Iran, ligesom han ikke har iranske identitetspapirer eller taler Farsi. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren i et begrænset omfang har udført aktiviteter i form af omdeling af løbesedler/aviser og opstilling af borde for KDPI, men nævnet finder, at det er usandsynligt, at ansøgeren som følge af disse aktiviteter eller af sine begrænsede aktiviteter for KDPI i Danmark er blevet profileret i forhold til de iranske myndigheder. Ansøgerens morbror, [A], har [i en nærmere angiven dato i efteråret] 2016 i forbindelse med sin asylsag i Norge afgivet en detaljeret forklaring om sine aktiviteter som peshmerga for KDPI, og sine øvrige politiske aktiviteter for KDPI frem til sin udrejse af Irak. Aktiviteterne omfatter blandt andet radio- og tv-interview, og Flygtningenævnet lægger til grund, at morbroren, som frem til sin udrejse boede i samme landsby som ansøgeren, må anses for at være stærk profileret i forhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet lægger videre efter oplysningerne i referatet af ansøgerens advokats samtale med ansøgerens far og efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgerens far har været medlem af KDPI siden 1980, og at han i en periode frem til 1983 var peshmerga for partiet. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering og under hensyn til baggrundsoplysningerne, at det det må antages, at ansøgeren ved en indrejse til Iran vil blive identificeret som tilhørende en politisk aktiv familie, og at han som følge heraf risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den omstændighed, at ansøgeren ikke i sine første samtale med Udlændinge¬styrelsen har forklaret som sin frygt for forfølgelse af de iranske myndigheder som følge af morbrorens og farens politiske aktiviteter for KDPI, kan ikke føre til en anden vurdering, idet ansøgeren ikke havde detaljeret kendskab til disses aktiviteter, da han indrejste i Danmark. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlæn¬dingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/122/SME

iran2019120

Nævnet meddelte i september 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2009.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim født i Al-Tash lejren i Ramadi, Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2010 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen nægtede ved afgørelse [fra foråret] 2018 at forlænge klagerens opholdstilladelse under henvisning til, at klageren havde opnået sin opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Det fremgår af referat af klagerens asylsamtale med Udlændingestyrelsen [fra foråret] 2010 blandt andet, at klageren har svaret benægtende på spørgsmålet, om farens aktiviteter for KDPI har noget at gøre med klagerens udrejse. Han har videre under samtalen oplyst, at han udrejste, fordi myndighederne ikke giver ham rettigheder og et stabilt liv. Disse oplysninger har klageren gentaget flere gange under asylsamtalen. På denne baggrund – og uanset at klagerens forklaring vedrørende sin fars engagement i KDPI og status af peshmerga ikke er helt konsistent og afviger fra forklaringen fra klagerens brors forklaring i dennes asylsag – kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at klageren bevidst har afgivet urigtige oplysninger under sin asylsag med henblik på at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse således, at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/120/CHA

iran2019116

Nævnet omgjorde i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran, således at hun fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk perser og muslim fra Teheran, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i sin oprindelige asylsag henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin stedfar. Klageren har videre henvist til, at hun frygter at blive bortvist fra universitet af Herasat og tilbageholdt af Ershad. Klageren har til støtte herfor oplyst, at da klageren blev omkring 15 år begyndte hendes stedfar at ændre adfærd overfor hende ved f.eks. at kramme hende på upassende vis. Da hun var omkring 17 år udsatte han hende for første gang for et seksuelt overgreb. Han truede hende på livet, hvis hun fortalte om overgrebet til nogen. Klagerens stedfar udsatte hende de følgende et til to år for tre til fire seksuelle overgreb, indtil han en dag forsøgte at voldtage hende. Det lykkedes klageren at slippe væk, og hun låste sig inde på sin mors og stedfars soveværelse. På klagerens mors sengebord fandt hun et pilleglas, der indeholdt beroligende medicin. Klageren tog flere piller og blev herefter bevidstløs. Klageren vågnede op på hospitalet. Klagerens veninde besøgte klageren på hospitalet sammen med sin far, som foreslog klageren, at hun skulle udrejse af Iran. Klageren var indlagt på hospitalet i fire til fem dage. Få dage efter klageren blev udskrevet, truede klagerens stedfar hende med, at han ville slå hende ihjel, hvis hun fortalte nogen, hvad der var sket. Klagerens stedfar smed hende også mod væggen og tog kvælertag på hende. I perioden mellem klagerens udskrivelse og hendes udrejse, overhørte klageren desuden sin stedfar tale i telefon med en samarbejdspartner. Klagerens stedfar sagde til sin samarbejdspartner, at han vedrørende den gæld, som han skyldte ham, kunne give ham noget, som han kunne hygge sig med resten af livet. Klageren var overbevist om, at dette var en hentydning til, at hendes stedfar ville forære hende til samarbejdspartneren. Klageren udrejste legalt af Iran med fly til Tyrkiet i [efteråret] 2013. Til støtte for konflikten med Herasat og Ershad har klageren oplyst, at den opstod på grund af upassende opførsel og påklædning. Udlændingestyrelsen meddelte [i slutningen af året] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet klagerens forklaring om sit asylmotiv blev lagt til grund. Udlændingestyrelsen fandt, at klageren ved en tilbagevenden til Iran ville befinde sig i en konkret og individuel risiko for forfølgelse af sin stedfar. Udlændingestyrelsen fandt ikke, at klagerens konflikt med henholdsvis Herasat og Ershad var af en sådan intensitet, at klageren var i en konkret og overhængende fare for myndighedsforfølgelse. Udlændingestyrelsen nægtede [i foråret 2019] at forlænge klagerens opholdstilladelse, idet Udlændingestyrelsen fandt, at klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Det fremgår af den vielsesattest, som ansøgerens mor har fremlagt i forbindelse med sin visumansøgning, at hun indgik et tidsbegrænset ægteskab [i slutningen af 2014]. Det fremgår videre af samme attest, at moren og klagers stedfar allerede på det tidspunkt havde fælles adresse. Sammenholdt med, at klageren under samtalen i Udlændingestyrelsen [i efteråret 2013] har forklaret, at hendes mor og stedfar havde indgået et midlertidigt ægteskab, og at dette ikke blev indskrevet i morens fødselsattest, og den nu fremlagte kopi af en vielsesattest, hvoraf det fremgår, at klagerens mor og stedfar blev midlertidig gift fra [foråret 2004] til [foråret 2014] og således ikke var gift på tidspunktet for det seneste ægteskab, finder Flygtningenævnet ikke, at Udlændingestyrelsen har godtgjort, at klagerens forklaring om ægteskabet mellem hendes mor og stedfar kan tilsidesættes som usand. Det bemærkes i den forbindelse, at klagerens forklaring om sin mors indgåelse af midlertidig ægteskab stemmer overens med de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger. Klagerens forklaring for Flygtningenævnet har endvidere fremstået troværdig og selvoplevet, og der findes ikke at være sådanne klare divergenser i klagerens forklaringer til Udlændingestyrelsen om tidspunkterne for de seksuelle overgreb, at hendes forklaring om asylmotivet af denne grund skal tilsidesættes. Da Udlændingestyrelsen således ikke har godtgjort, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig, ændrer Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 3. maj 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” iran/2019/116/smla

irak201992

Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i 1984. I 1985 meddelte Direktoratet for Udlændinge klageren opholdstilladelse efter dagældende udlændingelovs § 7, stk. 1, nr. 2. I 2013 blev klageren af byretten idømt 7 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. 247, stk. 1, § 264, stk. 1, nr. 1, § 266 og § 291, stk. 2, samt bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2. Klageren blev endvidere betinget udvist af Danmark. Landsretten stadfæstede i 2014 byrettens dom. I 2017 blev klageren af byretten idømt 2 år og 2 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, del § 21, § 121, samt § 181, stk. 1 og § 291, stk. 2. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. I 2018 blev klageren af byretten idømt 4 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 121, jf. straffelovens § 81, nr. 12. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter dagældende udlændingelovs § 7, stk. 1, nr. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren har oplyst, at han er etnisk araber og muslim. Han er født i Irak og er irakisk statsborger, men er opvokset i Kuwait. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Irak, idet han har boet det meste af sit liv i Danmark og har herboende børn. Dertil kommer, at klageren som barn flyttede med sin familie til Kuwait, hvor han er opvokset. Klageren har således ingen tilknytning til Irak og vil ikke være i stand til at forsørge sig selv. Klageren har endelig henvist til den generelle sikkerhedssituation i Irak, og at han har unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke er omfattet af udlændingelovens § 7, og at der ikke er grund til at antage, at klageren ved en udsendelse til Irak vil være i en reel risiko for dødsstraf eller blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren under asylsagsbehandlingen i midten af 1980`erne oprindeligt har forklaret blandt andet, at han var opvokset i Irak, og at han udrejste af Irak i 1981, fordi han modtog en indkaldelse til militæret. Klageren har derimod under § 31-samtalen [i starten af] 2019 med Udlændingestyrelsen og overfor nævnet forklaret, at hans oprindelige forklaring om asylmotivet er usand, og at han således har afgivet urigtige oplysninger om asylmotivet. Klageren har nu forklaret, at han som barn sammen med sin familie flyttede til Kuwait, hvor han er opvokset og har gået i skole. Han rejste fra Kuwait, fordi han havde hørt, at de irakiske myndigheder tilbagekaldte irakiske statsborgere, der opholdt sig i golfstaterne, for at de skulle aftjene værnepligt. Klageren har endvidere forklaret, at han ønsker at bevare kontakten til sine to døtre, der er henholdsvis 23 og 29 år, og som bor i Danmark. Han har boet i Danmark i cirka 35 år, og han har intet netværk eller familie i Irak, som er et fremmed land for ham. Han vil ikke kunne klare sig i Irak på grund af sine dårlige helbredsmæssige forhold og manglende evne til at arbejde. Flygtningenævnet finder, at den forklaring, som klageren nu har afgivet om sine forhold, må lægges til grund, og nævnet finder, at der ikke er tale om sådanne asylbegrundende forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren ikke har nogen konflikter med de irakiske myndigheder, organisationer, grupperinger eller privatpersoner i Irak, og at de øvrige forhold af helbredsmæssig karakter og hans forhold til døtrene, som han har telefonisk kontakt til, ikke er forhold, der kan føre til et andet resultat. Klagerens oplysning om, at han ikke har aftjent værnepligt, kan ikke antages at medføre problemer for klageren af en sådan karakter, at de i dag kan anses for asylbegrundende. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak findes i øvrigt ikke at være af en sådan karakter, at klageren risikerer overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 som følge af den blotte tilstedeværelse i landet. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2 ikke er til hinder for klagerens udsendelse til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/92/JEA

irak201991

Nævnet stadfæstede og hjemviste i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Irak. Indrejst i 2000. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Ranyia, Irak. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2000, og at hun [i begyndelsen af] 2002 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 2012 udrejste til Irak, idet hun led af PTSD og havde det psykisk dårligt. Klageren savnede sin familie i Irak og ville undersøge, om hun kunne få det psykisk bedre ved at bo hos sin familie i Irak. [I begyndelsen af] 2019 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet kan i det væsentligste lægge klagerens forklaring til grund. Der er enighed om, at klageren opgav sin bopæl, da de rejste til Irak, at de har været udrejst i mere end 12 måneder, og at de frivilligt har taget bopæl i hjemlandet. Betingelserne i § 17, stk. 1 og stk. 4, er derfor opfyldt. Der er ligeledes enighed om, at familien efter en udrejse i 2004 har anvendt muligheden i § 17 a, hvorfor muligheden, jf. stk. 6, er udtømt. Spørgsmålet er derfor om klageren har en sådan særlig tilknytning til Danmark, at der skal dispenseres i medfør af § 17, stk. 3. Flygtningenævnet lægger vægt på, at klageren indrejste til Danmark som voksen, at hun boede i Irak i mere end 5 år, at hun forud for udrejse havde søgt om dispensation for bortfald, og at hun i forbindelse med en tidligere udrejse i 2004 var bekendt med at længerevarende ophold i hjemlandet kunne medføre bortfald. Der har ikke været nogen hindringer for, at hun kunne rejse tilbage til Danmark tidligere, i det hun var i besiddelse af gyldigt pas og opholdstilladelse, og da hun selv har oplyst, at hun under sit ophold i Irak har været i både Norge og Sverige og kortvarigt i Danmark. Nævnet finder at familien har valgt, at deres familieliv skulle udleves adskilt. Nævnet finder derfor ikke, at betingelserne for at undlade bortfald af opholdstilladelsen er opfyldt for [klageren]. For så vidt angår [det medfølgende mindreårige barn] lægger nævnet til grund, at hun udrejste af Danmark som 10-årig som følge af forældremyndighedsindehavernes beslutning, og at hun har opholdt sig i Irak i mere end 5 år. Nævnet lægger som ovenfor anført endvidere til grund, at familien har valgt, at deres familieliv skulle udleves adskilt. Selvom [det mindreårige barn] er født i Danmark og har haft en almindelig dansk opvækst indtil 10 års alderen, finder nævnet ikke, at der er tilstrækkeligt grundlag for, at undlade bortfald af opholdstilladelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. [Klagerens voksne søn] har i advokatindlægget oplyst, at han har pådraget sig problemer i Irak, som følge af et forhold til en gift kvinde. [Klageren] har gjort gældende, at denne konflikt ligeledes kan medføre problemer for hende og [det medfølgende mindreårige barn]. Disse forhold er ikke undersøgt af Udlændingestyrelsen. Nævnet besluttede derfor at hjemvise sagerne med henblik på, at dette undersøges.” Irak/2019/91/EMU

irak201990

Nævnet stadfæstede og hjemviste i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2000. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Ranyia, Irak. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2000, og at han [i begyndelsen af] 2002 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 2012 udrejste til Irak for at ledsage sin mor, der havde psykiske problemer. [I slutningen af] 2015 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4, jf. § 17, stk. 1, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet kan i det væsentligste lægge klagerens forklaring til grund. Der er enighed om, at klager og hans mor og søskende opgav deres bopæl, da de rejste til Irak, at de har været udrejst i mere end 12 måneder, og at de frivilligt har taget bopæl i hjemlandet. Betingelserne i § 17, stk. 1 og stk. 4 er derfor opfyldt. Der er ligeledes enighed om, at familien efter en udrejse i 2004 har anvendt muligheden i § 17 a, hvorfor muligheden, jf. stk. 6, er udtømt. Spørgsmålet er derfor om klageren har en sådan særlig tilknytning til Danmark, at der skal dispenseres i medfør af § 17, stk. 3. Flygtningenævnet lægger vægt på, at klageren var 17 år, da familien udrejste, og at han frivilligt rejste med sin mor og søskende for at passe på hende. Flygtningenævnet lægger ydermere vægt på, at han har været bosat i Irak i mere end 5 år, hvorunder han har gået i skole og haft arbejde i anslået 2 år. Klageren har familie i Irak i form af sin mor og søster i det disse i forbindelse med sambehandlingen er meddelt afslag på en ansøgning om undtagelse af bortfald, samt klagerens mormor og moster samt øvrige slægtninge. Endelig lægger nævnet vægt på, at klageren, efter han modtog afslag i 2015 ikke påklagede dette, og først indrejste i Danmark i [begyndelsen af] 2018. Flygtningenævnet lægger tillige vægt på, at familien har valgt, at deres familieliv skulle udleves adskilt. På trods af, at klageren har boet i Danmark fra han var 5 år, da han har fulgt en normal dansk skolegang og taler dansk, finder nævnet ikke, at dette er tilstrækkeligt til, at bortfald ikke skal ske. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Klageren har ved advokatens indlæg gjort gældende, at han under opholdet i Irak har pådraget sig problemer i det han har haft et forhold til en gift kvinde. Dette er ikke undersøgt nærmere. Nævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at dette undersøges.” Irak/2019/90/EMU

irak201981

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter Kurdistans Patriotiske Union (PUK), fordi partiet har beskyldt ham for manddrab. Ansøgeren har også henvist til, at han frygter en mafiagruppe i Holland. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at PUK beskyldte ham og hans brødre, [A] og [B], for at stå bag drabet på et partimedlem ved navn [X]. Ansøgeren har samtidig oplyst, at han er uskyldig. Endvidere har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han har en konflikt med sin svoger, der er medlem af KDP. Herudover har ansøgeren oplyst, at han fik problemer med en mafiagruppe i Holland, fordi hans kæreste tilhørte nogle alfonser, der udnyttede hende som prostitueret. På den baggrund blev ansøgeren udsat for chikane, vold og knivstik under sit ophold i Holland. Ansøgeren har videre oplyst, at mafiagruppen også er tilstede i Irak. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren ved ankomsten til Danmark [i sommeren] 2017 ikke ønskede at få sin tidligere asylansøgning genoptaget og samtidig ikke ønskede at frafalde sin asylansøgning, hvilket også har gjort sig gældende under sagens behandling i Udlændingestyrelsen. Først i forbindelse med advokatens indlæg fremgår det, at ansøgeren har nedlagt påstand om, at der meddeles ham opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren har ikke under sagens behandling medvirket til at oplyse sin sag, som han er forpligtet til, jf. udlændingelovens § 40. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår ukonkret, usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret udbyggende om hans angivelige konflikt med svogeren, der er medlem af KDP. Konflikten er først nævnt i advokatindlægget. Hertil kommer, at det efter de foreliggende oplysninger kan lægges til grund, at svogeren ikke har udsat ansøgeren for konkrete trusler, og at ansøgeren har opholdt sig i Irak i lang tid efter den angivelige konflikt opstod, uden at der er sket noget i den forbindelse. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende og udbyggende om de angivelige drab på ansøgerens far. I oplysnings- og motivsamtalen har klageren først udtalt, at han ikke vidste, hvem der stod bag drabene. Senere i denne samtale har ansøgeren oplyst, at han havde hørt rygter om, at det var navngivne personer fra PUK, der stod bag drabet på hans far, idet det var disse tre, der var ansvarlige i byen, hvor hans far faldt i kamp. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret udbyggende om, hvem der stod bag det angivelige drab på ansøgerens far. Ansøgeren har først forklaret, at det var et medlem af PUK, der stod bag drabet på hans far. Efterfølgende har ansøgeren forklaret, at personen, der stod bag drabet på hans far, var leder af politistationen og leder af byen. Senere har ansøgeren forklaret, at han vidste, at det var et parti, der stod bag drabet på hans far, men at han ikke var sikker på, hvilket parti, der stod bag drabet på hans far. Med hensyn til ansøgerens egen konflikt i Irak har ansøgeren ikke hverken for Udlændingestyrelsen eller for Flygtningenævnet nærmere kunne konkretisere, hvilken rolle ansøgeren har haft, og hvorfor han skulle være i fare for forfølgelse eller overgreb fra PUK. Endvidere bemærkes, at ansøgerens forklaring om, at først blev hans bror beskyldt for et drab på en person fra PUK i 2010 og idømt 15 års fængsel, hvorefter ansøgerens storebror blev beskyldt for drabet, hvorefter storebroren blev dræbt af PUK, hvorefter ansøgeren blev beskyldt for drabet, ikke forekommer troværdig. De af ansøgeren fremlagte dokumenter kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en konflikt i Irak, der gør, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring taget hensyn til, at ansøgeren er psykisk belastet. Ansøgerens helbredsmæssige forhold kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Endvidere bemærkes, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er reel risiko for overgreb i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2019/81/thv

indo20194

Nævnet meddelte i september 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Indonesien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk minang og muslim fra [by], Indonesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Indonesien frygter at blive slået ihjel eller udsat for chikane og overgreb af sin familie, myndighederne og befolkningen, idet ansøgeren er transkønnet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født som mand, men altid har følt sig som kvinde. Ansøgerens familie accepterede ikke ansøgerens kønsmæssige tilhørsforhold, og han blev derfor udsat for diskrimination og vold. Ansøgeren begyndte derfor i mellemskolen at opføre sig som andre drenge, men han var ulykkelig, idet han fortsat følte sig som kvinde. Da ansøgeren gik i gymnasiet, besluttede han sig for at flytte til hovedstaden, Jakarta, idet han ikke længere kunne holde ud at skjule sin personlighed. Forholdene i Jakarta var dog ikke som ansøgeren havde forventet, og han var nødt til at leve som mand for at få et arbejde og overleve. I 2016 mødte ansøgeren i Jakarta en ven, som oplyste, at ansøgerens bror havde spurgt efter ansøgeren og truet med, at han vil slå ansøgeren ihjel, hvis han fandt ham. Ansøgeren fik det til sidst meget dårligt psykisk og udrejste herefter [i starten af] 2018. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring til grund, om at han er homoseksuel og transkønnet. Nævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgeren af frygt for repressalier fra sin familie og lokalbefolkningen på grund af sin seksualitet og det forhold, at han er transkønnet, har været nødt til at flytte fra sin hjemegn til Jakarta. I Jakarta har ansøgeren været henvist til at skjule sin homoseksualitet og at skjule, at han er transkønnet. Han er blevet truet på livet af sin bror, og han har været nødt til at bo på skiftende bopæle. Selvom ansøgerens problemer i Indonesien ikke har haft en karakter og intensitet, der kan anses for at være asylbegrundende, kan det lægges til grund, at ansøgeren under opholdet i Danmark har taget østrogenpræparatet Lenzetto, og at han har taget p-piller med henblik på at udvikle bryster og få kvindelige former. Ansøgeren tager fortsat de pågældende præparater, og han lever nu sammen med en homoseksuel mand, efter at ansøgeren er fraflyttet Asylcenter Jelling, hvor han havde ophold på en afdeling for kvinder. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren ligesom i Danmark ved en tilbagevenden til Indonesien fortsat vil klæde sig som kvinde og i øvrigt vil leve som kvinde. Flygtningenævnet finder med henvisning til baggrundsoplysningerne for homoseksuelle transkønnede personer i Indonesien, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb fra sin familie og fra lokalbefolkningen, og at han med henvisning til baggrundsoplysningerne om forholdene for homoseksuelle og transkønnede ikke vil kunne påregne myndighedernes beskyttelse mod sådanne overgreb. Der henvises blandt andet til oplysningerne fra United States Department of State, Country Reports on Human Rights Practices, 2018, Australian Government, Department of Foreign Affairs and Trade, Deat Country Information Report Indonesia, 25. januar 2019, og Human Rights Watch, Scared in Public and Now No Privacy, 2018. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Indonesien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Indo/2019/4/JEA

hjem201938

Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra ukendt hjemland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er shia-muslim af trosretning og har oplyst at være statsløs bidoon fra Sulaibiya, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at forholdene for bidoonere er dårlige i Kuwait. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er udrejst af Kuwait for at få et bedre liv. Flygtningenævnet finder, at de forhold, som ansøgeren har påberåbt sig som begrundelse for at søge asyl i Danmark, ikke kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren hverken har godtgjort sin identitet eller sit asylmotiv. For så vidt angår ansøgerens identitet har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det generelt svækker ansøgerens troværdighed, at flere af ansøgerens familiemedlemmer har oplyst andre generalia og nationaliteter i andre europæiske lande. Ansøgerens faster, [A], hans farbror, [B] og [B]s ægtefælle, [C], er således registreret i Grækenland som irakiske statsborgere. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens lokalkendskab til hans angivelige hjemområde, hvor han har boet hele sit liv, og generelle viden om Kuwait forekommer mangelfuldt. Ansøgeren har således ikke kunnet give en korrekt beskrivelse af ruten fra bopælen til supermarkedet, angive hvor mange veje, der var i blok 5, eller give en korrekt beskrivelse af placeringen af Bin Bassam vejen. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hans farfar ejede huset, de boede i, hvorimod hans onkel [D] og hans ægtefælle [E] har forklaret, at huset var ejet af staten, og at de lejede det. Hertil kommer, at ansøgeren på mødet i Flygtningenævnet har givet udtryk for usikkerhed vedrørende den adresse, hvor han angiveligt boede i Sulabiya. Nævnet har herved taget i betragtning, at ansøgeren er analfabet, men finder ikke, at det kan forklare ansøgerens manglende lokalkendskab. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om udrejsen af Kuwait forekommer indbyrdes divergerende med hans onkel [D]s, som han rejste sammen med, og utroværdig. Ansøgeren har således forklaret, at familien ikke havde pas med ved udrejsen, og at der ikke på noget tidspunkt blev taget billeder af ham til brug for udrejsen, mens onklen forklarede, at ansøgeren ligesom resten af familien udrejste på falsk irakisk pas, og at der blev taget fotos af ansøgeren og de øvrige familiemedlemmer. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han var vågen ved passagen af to checkpoints, og at det forekommer påfaldende, at han ikke skulle have lagt mærke til, om familien fremviste dokumenter for at kunne passere. For så vidt angår de fødselsattester for ansøgerens far og bedsteforældre på hans fars side, som ansøgeren har fremlagt, finder Flygtningenævnet ikke, at de kan tillægges vægt, dels fordi der er tale om kopier, dels henset til baggrundsoplysningerne om tilgængeligheden af forfalskede dokumenter i Kuwait. Flygtningenævnet er opmærksom på, at sproganalysen konkluderer, at ansøgerens sprog er foreneligt med, at han stammer fra Kuwait, men finder efter en samlet vurdering, at oplysningerne om ansøgerens identitet er så usikre, at det ikke kan lægges til grund, at han reelt er bidoon fra Kuwait. Under alle omstændigheder ville de forhold, som ansøgeren har påberåbt sig som asylmotiv, ikke være omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. De generelle forhold for bidoons i Kuwait er således ikke af en sådan karakter, at dette i sig selv ville kunne føre til en opholdstilladelse i Danmark, og heller ikke oplysningerne om ansøgerens konkrete livsforhold indebærer efter oplysningerne om hans levevilkår i Kuwait, at han ville have behov for international beskyttelse i Danmark. Den omstændighed, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Kuwait ville kunne risikere at blive straffet for ulovlig udrejse, er heller ikke forhold, der henset til den forventede straf for denne overtrædelse kan føre til asyl i Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på de baggrundsoplysninger, der fremgår af Landinfos rapport ”Respons Kuwait: Biduner og ulovlig utrejse” (2014) og samme ”Kuwait: Bidun – dokumenter og formelle forhold” (2013). Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er statsløs bidoon fra Kuwait, eller at hans asylmotiv er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2019/38/MEG

guin20194

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Guinea. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk peule og muslim af trosretning fra Conakry, Guinea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Guinea frygter at blive slået ihjel af regeringen, idet hans forældre har været politisk aktive. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans far og hans bror afgik ved døden under en demonstration [i efteråret] 2009 mod den daværende præsident. Samme dag blev ansøgeren samt hans mor og søster anholdt af de guineanske myndigheder, og de blev kørt til Alpha Yaya Diallo-lejren, hvor de blev fængslet. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for grove fysiske overgreb. Efter 3-4 måneders tilbageholdelse blev ansøgeren samt hans mor og søster løsladt. Efter løsladelsen blev ansøgeren og hans mor truet telefonisk i omkring en måned af myndighedspersoner. Fra 2010 til 2014 flyttede ansøgeren rundt for at skjule sig for myndighederne. I 2014 rejste ansøgeren fra Conakry, der ligger i det vestlige Guinea, til byen Nzérékoré i det sydlige Guinea, idet ansøgeren havde fået oplysninger om, at hans mor var død. Ansøgeren kunne dog ikke finde sin mor, og han udrejste herefter af Guinea i efteråret 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen er udbyggende og forskellig på væsentlige punkter. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hans søster begik selvmord 3 dage efter løsladelsen, og at han senere fandt sin mor i Nzérékoré, hvor hun var tilbageholdt og blev stukket med en kniv. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at hans søster begik selvmord 1-2 uger efter løsladelsen, at han aldrig fandt sin mor, og at det var derfor, han udrejste af Guinea. Videre har ansøgeren til de græske myndigheder forklaret, at hans mor døde under ebolaepidemien i 2014, og at han udrejste, fordi myndighederne ville sætte ham i karantæne. De generelle forhold i Guinea er ikke af en karakter, så dette i sig selv kan begrunde asyl. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Guinea vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Guin/2019/4/MGO

demo201912

Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mucongo og protestant kristen fra Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af ukendte personer, som hun formoder er fra myndighederne, idet hun tidligere har haft konflikter med disse. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun i 2015 blev politisk aktiv. Ansøgeren deltog i 2015 og 2016 i to politiske demonstrationer imod den siddende regering i Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren uddelte regimekritiske løbesedler fra 2016 til 2018. I [foråret] 2018 blev ansøgeren opsøgt af personer i en bil, da hun var på vej hjem fra kirken. Bilen stoppede nær hende, og en person råbte ansøgerens navn. Ansøgeren blev bedt om at stige ind i bilen. I den forbindelse viste manden diskret sit våben. Ansøgeren satte sig ind i bilen. Ansøgeren blev kørt til en gård, hvor hun blev sat i et værelse sammen med 12 andre kvinder. Ansøgeren blev herefter tilbageholdt i huset i tre måneder. Ansøgeren blev sammen med de andre kvinder udsat for seksuelle overgreb og tvangsarbejde. Ansøgeren og de andre kvinder blev også tvunget til at synge æressange for den daværende præsident for Den Demokratiske Republik Congo, Joseph Kabila Kabange. En dag tog en af vagterne ved navnet Lima kontakt til ansøgeren. Ansøgeren forklarede ham sin situation. Vagten lovede ansøgeren, at han ville prøve at hjælpe ansøgeren. En aften i [sommeren] 2018 blev ansøgeren og nogle andre kvinder hentet fra værelset og sat i en bil med bind for øjnene. Ansøgeren og kvinderne blev kørt væk fra området og hen til Congofloden. Da bilen standsede, fik ansøgeren bindet for øjnene af. Ansøgeren så vagten, Lima, som havde hjulpet hende med at flygte. Ansøgeren sejlede sammen med tre andre mænd over Congofloden til Republikken Congo nærmere byen Brazzaville. Herefter kørte de til et hus, hvor ansøgeren overnattede i nogle nætter. [I sommeren] 2018 tog ansøgeren sammen med to andre personer til lufthavnen, hvorfra ansøgeren udrejste til Danmark. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet lægge ansøgerens forklaring om sin tilbageholdelse til grund. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har fremstået troværdig for nævnet. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren grundlæggende har forklaret konsistent. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren på enkelte punkter har forklaret divergerende, men nævnet finder, at ansøgeren har redegjort overbevisende for divergenserne. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo vil være i fare for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, idet nævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at de personer, der har tilbageholdt ansøgeren, har vilje og evne til at forfølge ansøgeren ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at Felix Tshisekedi, fra partiet UDPS (Union Democracy and Social Progress), som ansøgeren ifølge sin forklaring demonstrerede til fordel for, i januar 2019 blev præsident for Den Demokratiske Republik Congo. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren, der ikke har været medlem af noget politisk parti, ikke kan anses for at være profileret som følge af sine politiske aktiviteter. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at de personer med tilknytning til den tidligere regering i Den Demokratiske Republik i Congo, der har tilbageholdt ansøgeren, har vilje og evne til at forfølge ansøgeren ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”demo/2019/12/FAM

buru20192

Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Burundi. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tutsi og protestant fra Kuranda, Burundi. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Burundi frygter at blive slået ihjel af etniske hutuer, fordi hun er etnisk tutsi. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af de personer, der overtog familiens ejendom. Derudover frygter ansøgeren at blive slået ihjel af de personer, der slog ansøgerens moster ihjel, og som udsatte ansøgeren for overgreb. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes forældre blev slået ihjel i 1990’erne, alene fordi de var tutsi af etnicitet. Herefter var der ukendte personer, der overtog familiens ejendom. Ansøgeren voksede op hos sin moster, der i 2005 anlagde en retssag for at få ansøgerens families ejendom tilbage. Ansøgeren og hendes moster blev i den forbindelse udsat for trusler, hvorfor de trak sagen tilbage. I 2010 blev ansøgerens mosters bopæl opsøgt af nogle personer, som slog mosteren ihjel, og som tog ansøgeren med. Ansøgeren var tilbageholdt i et hus i to måneder, hvor hun udførte husligt arbejde. Ansøgeren blev slået, nægtet mad og udsat for seksuelle overgreb, mens hun var tilbageholdt. En aften flygtede ansøgeren fra huset. Herefter overnattede ansøgeren hos sin mosters veninde, hvorefter ansøgeren blev kørt til Uganda, hvor hun søgte om asyl. Ansøgeren opholdt sig i Uganda i to uger. Efterfølgende tog hun til Kenya, hvor hun søgte om asyl, og hvor hun boede i syv måneder. Ansøgeren tog herefter til Malawi, hvor hun opholdt sig i to år og otte måneder, inden hun rejste til Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring til grund, og nævnet finder, at forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således, at forklaringen er utroværdig, og nævnet lægger vægt på, at ansøgerens forklaring er præget af adskillige divergenser. Ansøgeren har således som fremhævet af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [efteråret] 2018 forklaret forskelligt om, hvornår og i hvilket rum i boligen, ansøgerens moster (for nævnet omtalt af ansøgeren som tante) blev dræbt, hvordan personerne, der dræbte mosteren, kom ind i huset, hvor længe køreturen fra mosteren til det hus, hvor ansøgeren angiveligt blev holdt indespærret, varede, hvor længe ansøgeren blev holdt indespærret i huset, hvor længe hun efter flugten fra huset opholdt sig hos mosterens veninde, og om ansøgeren kendte navnet på mosterens veninde. Nævnet kan henvise til Udlændingestyrelsens begrundelse. Herudover lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om omstændighederne ved den jordkonflikt, som er en central del af ansøgerens asylmotiv. Ansøgeren forklarede til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2017, at ansøgerens forældre blev slået ihjel i 1995, fordi de var tutsier, og at forældrenes jord blev taget fra familien efterfølgende, men at ansøgerens moster i 2005 gik til retten for at få familiens hus og jord tilbage. Ansøgeren forklarede videre, at hun stoppede retssagen i 2007 på grund af trusler fra de hutuer, der havde taget familiens hus og jord, og at de samme hutuer fortsat har huset og jorden. Til asylsamtalen [i efteråret] 2018 forklarede ansøgeren derimod, at hun, efter forældrene var blevet slået ihjel i 1995, af nogle naboer blev taget med til mosteren, der overtog driften af familiens plantage og ejendom, og at det var pengene for driften, der betalte for ansøgerens skolegang, kost og logi. Ansøgeren forklarede videre, at dette system fortsatte under ansøgerens opvækst, og at ansøgeren blev mere og mere involveret i driften af familiens ejendom. Til gengæld forklarede ansøgeren intet om hverken retssag eller trusler, men derimod at drabet på mosteren kom ud af den blå luft. For nævnet har ansøgeren forklaret usammenhængende om konflikten, og nævnet har forstået ansøgerens forklaring bl.a. sådan, at retssagen angiveligt fortsat skulle være verserende. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvilke farver, det hus, som hun blev ført til, efter mosteren angiveligt var blevet slået ihjel, var malet i, og hvilket tidspunkt på døgnet ansøgeren flygtede fra huset. Flygtningenævnet er opmærksom på ansøgerens forklaringer på divergenserne, men nævnet finder, at disse ikke er overbevisende. Ansøgeren, der ifølge sin forklaring aldrig har været politisk aktiv, har således ikke sandsynliggjort, at hun har en konkret konflikt i Burundi. Den generelle situation for politisk uprofilerede tutsier i Burundi kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke begrunde, at ansøgeren meddeles asyl i Danmark. Endvidere kan det forhold, at ansøgeren frygter, at hendes tidligere ægtefælle og faren til hendes søn vil skade hende og tage sønnen, hvis hun og sønnen vender tilbage til Burundi, heller ikke føre til, at ansøgeren meddeles asyl i Danmark. Nævnet bemærker i øvrigt, at det alene beror på ansøgerens formodning, at den tidligere ægtefælle opholder sig i Burundi. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Burundi vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren efter de foreliggende oplysninger har fået asyl i Malawi kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Buru/2019/2/FAM

bang20195

Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bengali og sunni-muslim fra […] Bangladesh. Siden 2000 har ansøgeren været medlem af Shatro Doll, der er en ungdomsorganisation under Bangladeshs Nationalistparti (BNP). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at blive slået ihjel af Awami League (AL), Shatro Lige eller Rapid Action Battalion (RAB), fordi han er medlem af BNP’s ungdomsorganisation, Shatro Doll. Ansøgeren har også henvist til, at han lider af hepatitis B, og at han ikke har råd til at betale for behandlingen herfor. Flygtningenævnet kan ikke afvise ansøgerens forklaring om, at han har været medlem af studenterorganisationen for Bangladesh Nationalist Party (BNP), men nævnet kan ikke i øvrigt lægge ansøgerens forklaring om hans konflikt i hjemlandet til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren, der har oplyst at have 12 års skolegang, har afgivet forskellige forklaringer om sit asylmotiv på væsentlige punkter. Ansøgeren har således til de græske myndigheder [i vinteren] 2008 oplyst, at han [i sommeren] 2007 udrejste fra Bangladesh gennem Tyrkiet og ind i Grækenland [i efteråret] 2007 via Evrosfloden. Han har endvidere oplyst, at han udrejste for at finde arbejde, og at der ikke var andre grunde, der tvang ham til forlade hjemlandet udover, at han havde problemer med ytringsfriheden. Ansøgeren har heroverfor til de danske myndigheder i asylansøgningsskemaet [i sommeren] 2017 oplyst, at han udrejste [i sommeren] 2008. Han har under samtaler hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 og [i efteråret] 2018 hos Udlændingestyrelsen oplyst, at han udrejste [i sommeren] 2007 som følge af, at havde været medlem af en lokal studenterorganisation under Bangladesh Nationalist Party […]. Han frygtede at blive forfulgt af personer fra RAB (Rapid Action Batallion), som er tilknyttet partiet Awami League, der forfølger tilhængere af Bangladesh Nationalist Party. Personer fra RAB havde i [sommeren] 2007 dræbt formanden for den lokale studenterorganisation, og ansøgeren havde været meget sammen med denne og blandt andet fungeret som hans livvagt. Personer fra RAB opsøgte efterfølgende ansøgerens bopæl. Han har endvidere oplyst, at han har Hepatitis B. Behandlingen herfor koster mange penge, og han kan ikke få den nødvendige behandling i Bangladesh. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at det er korrekt, at drabet på den lokale formand for studenterorganisationen – som også angivet i hans asylansøgningsskema – fandt sted [i sommeren] 2008. Ansøgeren har i den forbindelse bekræftet, at han på det tidspunkt befandt sig i Grækenland og derfor ikke udrejste som følge af drabet, men på grund af tidligere problemer, der opstod efter 2006, da BNP mistede magten, og der blev dannet en overgangsregering. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvorvidt han blev udsat for repressalier fra Awami League og RAB, mens han opholdt sig i Bangladesh. Han har således under samtalen [i efteråret] 2018 forklaret, at han ikke oplevede problemer med personer herfra eller fra Shatro Lige før sin udrejse, da BNP jo på det tidspunkt var ved magten. Ansøgeren har ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for de nævnte centrale divergenser, som ikke alene kan tilskrives tolkeproblemer eller hukommelsesproblemer på grund af ansøgerens sygdom. Det bemærkes, at det i øvrigt ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren på grund af sine relativt begrænsede aktiviteter som menigt og dermed ikke højt profileret medlem af den lokale studenterorganisation på nuværende tidspunkt skulle være efterstræbt af RAB eller Awami League 11-12 år efter, at han forlod hjemlandet. På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han i tilfælde af en tilbagevenden til sit hjemland vil være i konkret og aktuel risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren lider af Hepatitis B og kan have vanskeligt ved at betale for behandling heraf i hjemlandet, udgør socio-økonomiske forhold, som hverken i sig selv eller sammenholdt med sagens oplysninger i øvrigt kan medføre, at ansøgeren opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2019/5/thv

afgh2029141

Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [mindre by], Achin distriktet, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at han vil blive slået ihjel af familien [A], fordi ansøgerens far har slået et medlem af familien [A] ihjel. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter familien [B], fordi ansøgerens familie har en konflikt med familien [B] om, hvem der skal være landsbybestyrer. Yderligere har ansøgeren henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder, fordi myndighederne er blevet bekendt med, at ansøgeren har arbejdet for Taleban. Endelig har ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taleban vil anse ansøgeren for at være vantro, fordi han har opholdt sig i et land med mennesker, som Taleban anser for at være vantro. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far blev slået ihjel [i begyndelsen af] 2010 på grund af en konflikt mellem ansøgerens familie og familien [A]. [I begyndelsen af] 2011 begyndte ansøgeren som følge af sin frygt for familierne [A] og [B] at arbejde for det afghanske militær, hvor han var ansat i omkring et år. Mens ansøgeren arbejdede i militæret, opsøgte Taleban ansøgerens mor to gange. Taleban krævede, at ansøgeren stoppede sit arbejde for de afghanske myndigheder. Da ansøgeren fortsatte sit arbejde for militæret, kidnappede Taleban ansøgerens bror, [C]. Ansøgeren ophørte herefter med sit arbejde i militæret, hvilket han meddelte Taleban, der to dage senere løslod broren. Taleban krævede herefter, at ansøgeren arbejdede som meddeler for Taleban. Han accepterede dette, men udleverede aldrig oplysninger om sit arbejde ved de afghanske myndigheder til Taleban. Ansøgeren blev i stedet sat til at arbejde som ammunitionsbærer, hvor han skulle transportere ammunition for Taleban, når de skulle angribe tjekpoints eller erobre nye områder. Mens ansøgeren arbejdede for Taleban, blev hans mors bopæl opsøgt af myndighederne. De oplyste, at de var bekendt med, at ansøgeren arbejdede for Taleban. Efter at ansøgeren havde arbejdet i omkring syv til otte måneder for Taleban, rejste ansøgeren til Iran på grund af økonomiske problemer i Afghanistan. Efter et år blev ansøgeren deporteret til Afghanistan, hvor han igen tilsluttede sig Taleban. Ansøgeren arbejdede igen som ammunitionsbærer, gravede huller til vejsidebomber og underviste andre medlemmer af Taleban i at anvende M16. Ansøgerens mors bopæl blev opsøgt af myndighederne igen, hvor de ransagede bopælen. Ansøgeren arbejdede for Taleban i omkring seks måneder, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med myndighederne til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende herom, idet han til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 alene har oplyst konflikterne med familierne [A] og [B] samt Taleban. Ansøgerens forklaring, hvorefter han til oplysnings- og motivsamtalen kun forklarede kort om sine asylmotiver og ikke blev spurgt til myndighedskonflikter, findes ikke at kunne føre til en ændret vurdering. Det fremgår således, at ansøgeren ifølge referatet havde en række bemærkninger til det refererede asylmotiv og dermed havde anledning til at uddybe sit eventuelle modsætningsforhold til myndighederne. Nævnet kan for så vidt angår konflikterne med familierne [A] og [B] ikke lægge til grund, at ansøgeren er i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at konflikterne ligger langt tilbage i tid og – for vidt angår konflikten med familien [A] – senest medførte drab på ansøgerens far i starten af 2010. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren aldrig personligt er blevet opsøgt eller truet af familierne. For så vidt angår familien [B] har ansøgeren endvidere forklaret, at denne familie på et tidspunkt krævede, at ansøgeren tilsluttede sig Taleban, hvilket krav ansøgeren rent faktisk efterkom. Nævnet bemærker endelig, at ansøgerens ægtefælle, mor, bror og søn, der stadig befinder sig i Afghanistan, ikke har været udsat for overgreb fra familierne. Flygtningenævnet kan for så vidt angår konflikten med Taleban heller ikke lægge til grund, at ansøgeren er i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren – der ikke kan anses for at være profileret – tidligere har opholdt sig uden for Afghanistan og er vendt tilbage dertil, uden at dette har medført problemer med Taleban. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle, mor, bror og søn, der stadig befinder sig i Afghanistan, ikke har været udsat for overgreb fra Taleban. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/141/CHA

afgh2019140

Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk tadsjik fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren er tidligere muslim af trosretning, men har oplyst, at hun er konverteret til kristendommen i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin far, fordi hun er flygtet uden hans viden. Ansøgeren frygter ligeledes at blive slået ihjel af den mand, hun skulle have været gift med, idet hun har krænket hans ære ved at flygte. Ansøgeren frygter endvidere at blive udsat for seksuelle overgreb af en mand ved navn [A]. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at hun boede i Herat sammen med sin mor, far og lillesøster. Ansøgerens far var voldelig og slog dem. Ansøgerens mor forlod på den baggrund familien, og ansøgeren måtte herefter stå for de praktiske gøremål i huset. Ansøgeren var alene i huset om dagen, og hun begyndte efter lidt tid at blive chikaneret af husets udlejer, [A], der boede i huset ved siden af. En formiddag, mens ansøgeren stod i køkkenet, kom [A] helt tæt på ansøgeren. Ansøgeren skreg og prøvede at flygte, men hun blev snittet på ryggen med en kniv. Ansøgeren blev herefter udsat for voldtægt af [A]. Ansøgeren blev udsat for voldtægt i alt fire gange. Ansøgeren fortalte ikke om voldtægten til sin far, men blev i stedet mere varsom for at undgå [A]. En dag kom ansøgerens far og fortalte, at han havde tabt ansøgeren i kortspil, og at ansøgeren derfor skulle giftes bort til en mand ved navn [B]. Ansøgeren vidste, at hun ville være i risiko for at blive slået ihjel, når [B] fandt ud af, at hun ikke var jomfru. Ansøgeren kontaktede sin søster, der boede i Iran, og fortalte om sine problemer. Ansøgerens søster lovede, at hun ville hjælpe, og nogle dage efter blev ansøgeren hentet i en taxa, og ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Ansøgerens far er efterfølgende flyttet til Kabul, fordi han fik problemer med [B] grundet ansøgerens udrejse. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at hun i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at hun mødte en pige på sit asylcenter, som var kristen, og som fortalte ansøgeren om kristendommen. Ansøgeren blev herefter interesseret i religionen og har deltaget i gudstjenester ved [by] Kirkecenter. Ansøgeren er blevet døbt [efteråret] 2019. Ansøgeren, der er gravid med sin ægtefælle, har på grund af graviditeten ikke haft mulighed for at deltage til gudstjenester hver søndag. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Vedrørende ansøgerens oprindelige asylmotiv finder Flygtningenævnet, at hendes forklaring i Flygtningenævnet om, hvordan hun gentagne gange blev voldtaget af naboen [A], ikke fremstår selvoplevet. Ansøgerens forklaring om hendes generelle situation i Afghanistan forekommer endvidere usandsynlig i lyset af sagens øvrige omstændigheder. Ansøgeren har beskrevet sig selv som en kvinde med begrænset uddannelse, der boede hos sin far, der levede af at spille og var misbruger, og som udøvede vold såvel mod ansøgeren som tidligere imod hendes mor. Ansøgeren kom angiveligt normalt ikke uden for hjemmet, men måtte bruge sin tid på at passe hjemmet og herunder at opvarte faderens gæster. På baggrund heraf forekommer det usandsynligt, at ansøgerens storesøster tilsyneladende inden for kort tid kunne hjælpe ansøgeren til at flygte til Nordeuropa, hvilket må anses for både kostbar og kompliceret. Flygtningenævnet bemærker hertil, at ansøgerens storesøster efter det oplyste boede i Iran, ikke i Afghanistan, og at hun var gift med en mand, der var uvillig til at hjælpe ansøgeren, og tværtimod ville sende hende tilbage til ansøgerens far. Ved fremmøde i Flygtningenævnet har ansøgeren imidlertid forklaret, at storesøsteren efter ansøgerens udrejse rejste tilbage til Afghanistan og sørgede for, at den hos faren tilbageværende lillesøster fik lov til at forlade ham og tage ophold hos sin mor. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren tilsyneladende ikke selv forsøgte at få kontakt til sin mor og morbror og søge hjælp hos disse, selvom det åbenbart efterfølgende har været muligt for storesøsteren at finde frem til moren og morbroren, og at få faren til at acceptere, at lillesøsteren nu har taget ophold hos moren. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgerens forklaring om hendes oprindelige asylmotiv i det hele må tilsidesættes som utroværdig. Dette svækker endvidere ansøgerens generelle troværdighed. De fremlagte annoncer m.v. kan ikke føre til et andet resultat, idet Flygtningenævnet bemærker, at heller ikke en ægthedsvurdering ville kunne klarlægge, hvem der har indrykket annoncerne. Vedrørende ansøgerens efterfølgende asylmotiv, at hun er konverteret til kristendommen, kan Flygtningenævnet ikke lægge dette til grund. Ansøgeren har i asylansøgningsskema af [foråret] 2018 oplyst ikke at være religiøs. Ved asylsamtale [sommeren] 2018 oplyste hun endvidere, at hun ikke havde nogen religion. Umiddelbart i forbindelse med, at ansøgeren modtog afslag på sin ansøgning om asyl, har hun derefter påbegyndt kirkelige aktiviteter. Ansøgeren har ved fremmøde i Flygtningenævnet demonstreret et vist kendskab til kristendommen, men har ikke kunnet redegøre nærmere for, hvad der på så kort tid har ført hende fra ikke at have nogen religion til at være konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens bevæggrunde for den angivelige konvertering forekommer mindre overbevisende, da hun fortrinsvist har henvist til generelle forhold for kvinder i Afghanistan. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at oplysningerne om konverteringen er fremkommet i forsøg på at tilvejebringe et asylmotiv på baggrund af, at det første asylmotiv blev tilsidesat af Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/140/CABV

afgh2019139

Nævnet meddelte i september 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra landsbyen […] i Uruzgan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er i risiko for forfølgelse fra Taliban og lokale myndighedspersoner, fordi hans far har arbejdet for Shujai-gruppen. Ansøgeren har videre henvist til de generelle forhold i Afghanistan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans far arbejdede som soldat for Shujai gruppen, som kæmper mod Taliban. På et tidspunkt fik ansøgerens far problemer med Taliban som følge af hans arbejde for Shujai. To-fire personer kom en dag hen til familiens bopæl, hvor ansøgeren og hans bror befandt sig. Ansøgerens mor og søster var et andet sted, og ansøgeren ved ikke, hvor hans far befandt sig. Personerne råbte, fremsatte trusler over for dem og gav dem lussinger, fordi de ikke kunne svare på, hvor deres far var henne. Kort herefter kom ansøgerens far hjem og herefter udrejste familien straks til Iran. Ansøgeren var seks til syv år på det tidspunkt. Familien opholdt sig i fire til fem år i Teheran, hvorefter ansøgerens far besluttede, at ansøgeren skulle rejse til Europa, fordi han havde fået problemer som følge af, at ansøgeren havde fået en kæreste fra Iran ved navn [S]. Ansøgerens forældre og søskende opholder sig fortsat i Teheran. Ansøgeren har videre oplyst til støtte for sit asylmotiv, at sikkerheden i hans hjemområde er forværret, og at der pågår kampe mellem pashtunere og hazaraere. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret sammenhængende og relevant på stillede spørgsmål. Nævnet tiltræder derfor, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylbehandling, selvom han kun er 15 år gammel. Flygtningenævnet kan i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring til grund, idet han har forklaret konsistent, sammenhængende og troværdig. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgerens far var en del af Abdul Hakim Shujais bevæbnede gruppe, at ansøgerens bopæl blev opsøgt af nogle mænd, da ansøgeren var 6 – 7 år gammel, at mændene spurgte efter ansøgerens far, og at faren, da han kom hjem besluttede, at familien straks skulle udrejse af Afghanistan. Det fremgår af det foreliggende baggrundsmateriale, at Abdul Hakim Shujai, er en profileret hazaraleder og krigsherre, der har været i flere væbnede konflikter med Taliban i Uruzgan. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemområde i Afghanistan vil blive efterstræbt af Taliban. Flygtningenævnets flertal finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren, der er mindreårig, har sandsynliggjort, at han, der er uden netværk og familie i Afghanistan, ved en tilbagevenden til sit hjemområde, vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet bemærkes, at der ikke findes grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2019/139/smla

afgh2019138

Nævnet meddelte i september 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra Gharabad, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at Taliban vil slå ham ihjel eller tvangsrekruttere ham. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at både hans far og farbror arbejdede for amerikanerne. Ansøgerens far og farbror blev en dag på vej til arbejde standset i deres bil af Taliban. Ansøgerens far og farbror blev truet med, at de og deres familier ville blive dræbt, hvis de ikke stoppede med at arbejde for amerikanerne. Ansøgerens far fortalte familien om episoden senere på dagen. Ansøgerens far og farbror tog alligevel på arbejde igen, hvorefter de blev slået ihjel af Taliban. Få dage efter kom personer fra Taliban til ansøgerens hjem. Ansøgeren, hans mor, søskende, [J], [J’s] mor og [J’s] søskende flygtede ud af husmurens bagdør og løb hen til ansøgerens morbror. Personerne fra Taliban satte ild til familiens hus. De opholdt sig alle hos ansøgerens morbror i ca. et døgn, inden ansøgerens mor og morbror på grund af drengenes sikkerhed, besluttede at sende ansøgeren og [J] til Danmark. Ansøgeren har ikke set sin familie efter sin udrejse, og han ved ikke, hvad der er sket med dem. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret sammenhængende og relevant på stillede spørgsmål. Nævnet tiltræder derfor, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylbehandling, selvom han kun er 15 år gammel. Flygtningenævnet kan i det hele lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet han har forklaret konsistent, troværdigt og sammenhængende om hændelsesforløbet, ligesom forklaringen er i overensstemmelse med de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder bilagsnr. 676: Landinfos rapport af 25. oktober 2016 om sikkerhedssituationen i provinsen Laghman, hvorefter det taktiske hovedkvarter for øst-Afghanistan blev lagt til basen i Gambari i Laghman den 1. januar 2015, og hvorefter sikkerheden i området var blevet værre i løbet af året. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgerens far og morbror blev dræbt af Taliban som følge af deres arbejde for udenlandske styrker, og at familien umiddelbart herefter blev opsøgt af Taliban, som satte ild til familiens hus, efter at familien havde forladt hjemmet. Flygtningenævnet finder herved, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet bemærkes, at der ikke er grundlag for at meddele asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2019/138/smla

afgh2019137

Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn angiveligt fra Afghanistan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har oplyst at være etnisk sikh og sikh af trosretning fra […], Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter lokalbefolkningen, Taliban og ISIL, fordi de er sikh af etnicitet og trosretning. Ansøgerne frygter endvidere deres tidligere nabo i Afghanistan. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at de igennem flere år modtog trusselsbreve fra ukendte personer på deres bopæl. Det fremgik af trusselsbrevene, at ansøgerne skulle forlade området, hvis de ikke accepterede islam. Derudover har ansøgerne oplyst, at den mandlige ansøgers far blev slået ihjel af Taliban, fordi han var sikh. Det har den mandlige ansøgers fætter fortalt. Den kvindelige ansøgers bror blev ligeledes slået ihjel af Taliban eller ISIL. Ansøgerne blev chikaneret af deres nabo i Afghanistan. Chikanen tiltog efter den mandlige ansøgers fars død. Ansøgerne har endvidere oplyst, at den mandlige ansøger blev chikaneret af lokalbefolkningen. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre den identitet og det asylmotiv, pågældende påberåber sig. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgerne begge har svaret upræcist, undvigende og afglidende på de stillede spørgsmål om deres personlige forhold og om asylmotivet. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres identitet. Der er herved lagt vægt på, at det fremgår af en visumansøgning til Danmark, at den danske ambassade i New Dehli har vurderet, at ansøgernes indiske nationalitetspas er ægte. Der er endvidere lagt vægt på, at ansøgerne i Østrig har opgivet andre navne og data end i Danmark. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne heller ikke har sandsynliggjort deres asylmotiv. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgernes forklaring om asylmotivet ikke kan lægges til grund. Det kan imidlertid lægges til grund, at ansøgerne i en periode har boet i […], og at de i den forbindelse har oplevet en vis form for chikane på grund af deres religion. Uanset dette, finder Flygtningenævnet, at naboens banken på døren, tilråb og spyt på gaden, ikke haft en sådan karakter og intensitet, at der er tale om asylbegrundende forfølgelse. Det bemærkes i den forbindelse, at det udelukkende beror på ansøgernes egne formodninger, at drabet på den mandlige ansøgers far skyldes hans religion. Det bemærkes videre, at det efter indholdet af baggrundsoplysningerne lægges til grund, at forholdene for sikher i Afghanistan er svære, men at forholdene ikke er sådanne, at disse i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerne findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/137/CMA

afgh2019136

Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Jangalak, Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af medlemmer af Taliban, idet de beskylder hende for at have oplyst de afghanske myndigheder om deres tilholdssted. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i Afghanistan arbejdede som jordemoder, og at hun i forbindelse med sit arbejde behandlede patienter på en klinik eller hjemme hos patienterne. To dage forud for ansøgerens udrejse, omkring oktober 2016, blev hun opsøgt på sin bopæl af en kvinde, Golalai, der var ledsaget af sin ægtefælle og en anden mand. Golalai anmodede ansøgeren om at komme med dem hjem, idet deres datter var syg og havde brug for behandling. Da ansøgeren ankom til deres bopæl, fik hun dog oplyst, at det ikke var parrets datter, der havde brug for behandling, men det var deres søn, som lå i såret i sengen. Ansøgeren indvilligede i at behandle deres søn på trods af, at ansøgeren ikke havde nogen erfaring med denne type behandling. Under ansøgerens behandling af sønnen, trådte fem til seks medlemmer af Taliban ind i lokalet. Taliban-medlemmerne var utilfredse med, at Golalai havde stolet på ansøgeren, som i modsætning til dem var hazara, og medbragt hende til bopælen. Golalai fik dem beroliget, og ansøgeren blev fulgt hjem, efter hun var færdig med behandlingen af sønnens sår. Dagen efter blev ansøgeren ringet op af en kollega, som oplyste, at klinikken var blevet opsøgt af Taliban-medlemmer, som havde spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren skjulte sig hos sin morbror, som senere på dagen oplyste hende om, at hendes forældre var blevet slået ihjel. Ansøgeren udrejste umiddelbart herefter med hjælp fra sin morbror. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet nævnet finder, at ansøgerens forklaring om sine asylmotiver fremstår konstrueret med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark. For så vidt angår ansøgerens frygt for Taliban, finder Flygtningenævnet, at forklaringen grundlæggende ikke er overbevisende. Det er således ikke overbevisende, at Taliban allerede morgen efter, at ansøgeren havde behandlet Golalais søn, skulle mistænke ansøgeren for at have afsløret deres opholdssted i Said Walli for myndighederne. Det er ikke overbevisende, fordi Taliban vidste, at ansøgeren blot havde behandlet Golalais søn på Golalais bopæl. Det er heller ikke overbevisende, at Taliban skulle lade ansøgeren gå om aftenen for så næste morgen at tro, at ansøgeren havde afsløret Talibans opholdssted til myndighederne. Det bemærkes herved, at Taliban ifølge ansøgerens forklaring havde kontrollen i ansøgerens område, herunder også Golalais landsby. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at det fremstår utroværdigt, at ansøgeren har forklaret, at hun troede, at Golalais søn var blevet skudt i benet, men at hun ikke er sikker. Nævnet finder således, at det er utroværdigt, når ansøgeren ifølge sin forklaring ikke spurgte til, hvad der var sket, selvom hun ikke kunne se det, eller at hun ikke skulle have fået oplysninger om skaden af Golalai, således at ansøgeren kunne behandles sønnens skade bedst muligt. Endvidere lægger nævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt, hvor hun var, da hun blev ringet op af klinikken, der ville advare hende imod Taliban. Ansøgeren forklarede til asylsamtalen [i sommeren] 2018, at hun var ved at behandle den mandlige patient, som hun besøgte, mens hun for nævnet forklarede, at hun var færdig med at behandle manden og var på vej ud af dennes bopæl, da hun fik opkaldet. Det bemærkes i øvrigt, at nævnet finder, at ansøgerens forklaring om, hvorvidt hun kunne behandle mænd, herunder besøge dem alene i hjemmet og give dem visse behandlinger, fremstår udbyggende og usammenhængende. Endelig lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren til de græske myndigheder oplyste, at hendes navn er [A], og at hun er født i 1991, mens hun til de danske myndigheder oplyste, at hendes navn er [B], og at hun er født i 1984. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at vurderingen af, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket, styrkes af ansøgerens adfærd til asylsamtalen i forbindelse med, at Udlændingestyrelsen ønskede at gennemse ansøgerens telefon. Ansøgeren gav samtykke hertil, hvorefter Udlændingestyrelsen konstaterede, at sim-kortet var fjernet fra telefonen. Forespurgt, hvad årsagen til, at sim-kortet var fjernet forklarede ansøgeren, at sim-kortet var stoppet med at virke dagen inden, og at hun ikke vidste, hvad problemet var, men at sim-kortet fortsat var i telefonen. Foreholdt, at sim-kortet var et nano sim-kort, som ikke kan bruges i en klaptelefon, men i en smartphone, forklarede ansøgeren, at det var dette sim-kort, hun havde brugt. Forespurgt, om hun havde en anden telefon, forklarede ansøgeren nu, at hun har en iPhone, og at det var sim-kortet herfra, som hun havde sat i sin klaptelefon. Adfærden og svarene peger efter nævnets opfattelse på, at ansøgeren ønskede at skjule over for Ud¬lændingestyrelsen, hvem hun kommunikerede med. For så vidt angår ansøgerens forklaring om, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin morbror, fordi hun angiveligt skulle have fået et barn uden for ægteskab uden sin families samtykke, kan Flygtningenævnet heller ikke på dette punkt lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket, herunder som følge af ansøgerens adfærd, da Udlændingestyrelsen ønskede at gennemse ansøgeren telefon. Nævnet finder, at det yderligere svækker ansøgerens troværdighed, at hun angiveligt ikke skulle kende efternavnet på faren til sin datter eller vide, hvor i Afghanistan han kommer fra, og at ansøgeren ikke skulle have spurgt herom. Nævnet finder endvidere, at det ikke fremstår overbevisende, at ansøgeren ikke skulle have kontakt til sin datters far henset til, at det var ham, der ifølge ansøgeren, betalte for ansøgerens rejse fra Grækenland til Danmark. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret, at agenten slettede telefonnummeret på faren til ansøgerens datter på ansøgerens telefon, men nævnet finder, at denne forklaring er konstrueret til lejligheden. Herefter og efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan, herunder også for hazaraer, er, om end den er vanskelig, ikke i sig selv asylbegrundende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/136/FAM

ugan20185

Nævnet meddelte i maj 2018 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk samia og kristen protestant fra Mukono, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter, at han vil blive slået ihjel af de ugandiske myndigheder, af sin familie, af sine tidligere kollegaer eller af de unge i ansøgerens landsby, fordi ansøgeren er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev bekendt med sin seksuelle observans, da han var mellem syv og ni år gammel. I perioden indtil ansøgeren fyldte 21 år, havde ansøgeren kortvarige forhold med fire forskellige mænd. Herefter indledte ansøgeren et forhold med en mand ved navn [A], der varede 4 til 5 år. Herefter og indtil 2013 indgik ansøgeren i kortvarige forhold med mellem 30 til 40 mænd. I [slutningen af] 2013 mødte ansøgeren en mand ved navn [B], som han blev kærester med. I [sommeren] 2014 sendte ansøgeren en sms til [B] om, at han savnede ham, og at han var sød. Omkring et par timer efter ringede ansøgerens mor til ansøgeren, og bad ham om at komme hjem. Da ansøgeren kom hjem, var [B], hans forældre og en politibetjent til stede. [B]’s mor havde set den sms, som ansøgeren havde sendt til [B], herunder også de intime fotos, som ansøgeren og [B] havde udvekslet. Herefter blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb af politibetjenten og af ansøgerens to stedbrødre. Ansøgeren blev dernæst tilbageholdt en uge på politistationen i [en navngiven landsby], hvorefter ansøgeren blev løsladt. Efter løsladelsen sagde flere af landsbyens indbyggere til ansøgeren, at han fortjente at dø. [I efteråret] 2014 mødtes ansøgeren med [B] på et herberg. Kort efter kom fem personer til herberget og kørte ansøgeren og [B] til politistationen i [en navngiven landsby], hvorefter ansøgeren var fængslet i tre og en halv måned i [et navngivent fængsel]. I fængslet blev ansøgeren flere gange tvunget af sine medindsatte til at have seksuelt samkvem med en anden mandlig medindsat, der var 16 eller 17 år. En dag, hvor ansøgeren og en af de andre indsatte var ude for at arbejde, blev ansøgeren løsladt af en fængselsbetjent. Ansøgeren flygtede til fods og mødtes med sin mor, som fortalte ansøgeren, at han ikke kunne vende tilbage til landsbyen, fordi folket i landsbyen, ansøgerens stedfar og ansøgerens stedbrødre var efter ham. Ansøgeren tog ophold hos sin mors ven i en uge, hvorefter han tog til Mokono. Ansøgeren opholdt sig i Mokono i halvanden måned. Ansøgeren fik med hjælp fra en mand ved navn [C] udstedt et falsk pas, som ansøgeren brugte til at få udstedt et visum til [et europæisk land]. Ansøgeren udrejste af Uganda i [foråret] 2015 med fly til Tyrkiet og videre til [det europæiske land]. Ansøgeren har efter sin indrejse i Danmark haft kontakt til andre homoseksuelle, har deltaget i Copenhagen Pride og er blevet medlem af LGBT Asylum Danmark, hvor han blandt andet har givet møde ved flere af foreningens møder. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren er homoseksuel, og at han to gange er blevet overfaldet og fængslet på grund af sin homoseksualitet. Nævnet kan videre lægge til grund, at ansøgeren er blevet udsat for fysiske overgreb af sine brødre, politiet og de medindsatte i fængslet, og at fængselspersonalet medvirkede til overgrebene. Endelig kan Nævnet lægge til grund, at ansøgeren efter sin løsladelse er blevet spyttet på og overfaldet verbalt, da lokalbefolkningen er bekendt med hans homoseksualitet. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for forfølgelse fra familien og lokalbefolkningen, og at han ikke kan opnå myndighedsbeskyttelse herimod. Udlændingestyrelsen har under nævnsmødet frafaldet anbringendet om udelukkelse efter udlændingelovens § 10. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen.” ugan/2018/5/LINB

ugan20195

Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2016. Nævnet besluttede i januar 2019 at genoptage sagen til behandling på et nyt nævnsmøde. Nævnet stadfæstede i marts 2019 på ny Udlændingestyrelsens afgørelse.   Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen fra [by], Uganda. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin egen familie, sin tidligere kærestes familie eller lokalbefolkningen, fordi hun er biseksuel. Ansøgeren frygter ligeledes at blive tilbageholdt af de ugandiske myndigheder, fordi hun er biseksuel. Endelig frygter ansøgeren at blive udsat for overgreb af de ugandiske myndigheder, fordi de har set billeder af hende sammen med en person, som er efterstræbt af myndighederne. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun som 12-årig begyndte at røre ved sin ældre søster [A] og en anden pige ved navn [B], under udførslen af en rituel tradition. Ansøgerens forældre opdagede det og kontaktede politiet. Ansøgerens søster [A] flygtede, inden politiet ankom. Ansøgeren har ikke set [A] siden. Da ansøgeren var 16 år, begyndte hun at se en pige ved navn [C] fra sin klasse, som hun senere blev kærester med, og de indledte et seksuelt forhold. I [sommeren] 2010 startede ansøgeren og [C] på universitetet og lejede sig ind på et værelse. En tredje pige ved navn [D] lejede sig ind på samme værelse. I [sommeren] 2011 opdagede [D] ansøgeren og [C’s] forhold og fremviste efterfølgende intime billeder af ansøgeren og [C] til ansøgerens forældre. Ansøgerens far ville kontakte politiet, men ansøgeren flygtede, før de ankom til bopælen. [I efteråret] 2011 rejste ansøgeren og [C] til Egypten. [I starten af] 2015 ankom ansøgeren til Kenya, hvor hun opholdt sig i ti måneder. Herefter tog ansøgeren til Kampala, hvorfra hun tog til lufthavnen i Entebbe og fløj til Danmark. I Danmark mødte ansøgeren en person ved navn [E], som havde hjulet ansøgeren med at opnå et visum. [E] er efterstræbt af myndighederne, og idet ansøgeren efterfølgende afslog at blive gift med [E], gjorde han de ugandiske myndigheder bekendt med oplysninger om ansøgerens seksualitet samt billeder af ham og ansøgeren sammen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme forhold som ved Flygtningenævnets afgørelse [fra i starten af] 2019. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring for nævnet fremstod afglidende, udetaljeret og yderligere divergerende. Ansøgeren har således under nævnsmødet forklaret divergerende om hvorvidt hun, da hun var ca. 12 år, blev straffet i forbindelse med, at hun sammen med sin søster og dennes veninde [B], foretog sig noget seksuelt. Hun har således i sit asylskema skrevet, at hun ikke blev straffet, mens hun til samtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2016 har forklaret, at hun fik tæsk af sin mor. Til samtalen [i sommeren] 2017 har hun forklaret, at hendes forældre slog søsteren, men har ikke forklaret, at hun selv blev slået. Under sin forklaring for nævnet har ansøgeren forklaret, at hun blev skåret med en kniv, da forholdet blev opdaget. Hun har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt forholdet mellem hende og [C] blev opdaget, da ansøgeren var 16 år gammel og om, hvorvidt hun også i den forbindelse blev straffet med at blive skåret. Hun har således i sit asylskema angivet, at forholdet blev opdaget, da hun var 16 år gammel, og at hendes mor skar hende på ryggen med et barberblad. I samtalerne med Udlændingestyrelsen har hun forklaret, at forholdet til [C] først blev opdaget, da de var begyndt på Universitetet, og for nævnet har hun først forklaret, at deres forhold blev opdaget, da de var begyndt på universitetet. Foreholdt asylskemaet forklarede ansøgeren afglidende og usammenhængende, men forklarede til slut, at hun blev slået, da forholdet blev opdaget, da hun var ca. 16 år. På den anførte baggrund kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun har haft et seksuelt forhold til [C] til grund, og kan således heller ikke lægge hendes forklaring om sine heraf afledte konflikter til grund. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for forfølgelse af myndighederne som følge af, at myndighederne har set billeder af hende sammen med [E]. Ansøgeren har forklaret udbyggende herom, ligesom det alene hviler på hendes egen formodning, at myndighederne er eller vil komme i besiddelse af sådanne billeder. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Det bemærkes herved, at de dokumenter, som ansøgeren har fremlagt, ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2019/5/JEA

tyrk201911

Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Tyrkiet. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra […] i Tyrkiet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter at blive voldtaget eller slået ihjel af [A], fordi hun havde afsløret, at han havde et forhold til ansøgerens svigerinde. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun en aften var uden for sin bopæl, hvor hun opdagede [A] og skreg om hjælp. Svigerfamilien beskyldte herefter ansøgeren for at have et forhold til [A]. Ansøgeren fandt ud af, at hendes svigerinde havde et forhold til [A] og afslørede forholdet til svigerfamilien, således at familien ikke længere ville beskylde ansøgeren for at være skyld i, at [A] opsøgte bopælen. Ansøgeren blev efter afsløringen opsøgt af [A], som ved seneste opsøgning forsøgte at voldtage hende. Ansøgerens svigerfar kom hende til undsætning og affyrede skud imod [A]. [A] har efterfølgende truet ansøgeren. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun er blevet udsat for fysisk og psykisk vold af sin svigerfamilie. Ansøgeren har endelig oplyst, at hun ikke kan søge myndighedernes beskyttelse, idet de har oplyst ikke at ville hjælpe hende, fordi hun er kurder og har slægtninge, der er medlem af PKK. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om bl.a., hvornår [A] blokerede hendes skorsten. Hun har således under samtalen i Udlændingestyrelsen [primo] 2018 forklaret, at denne episode fandt sted [ultimo] 2006 og ca. en uge efter, at [A] første gang havde opsøgt hende, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at denne episode først fandt sted i 2008, da hun var gravid med sit yngste barn. Hun har endvidere forklaret divergerende om, hvornår hun anmeldte [A] til myndighederne. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende og usammenhængende om tidsforløbet, herunder om hvornår og hvor længe hun og hendes ægtefælle var separeret, ligesom hun har forklaret divergerende og usammenhængende om sin kontakt med familiemedlemmer i Tyrkiet. Hun har således for nævnet forklaret, at hun ikke har kontakt til familiemedlemmer i Tyrkiet, og at hendes søster [B] opholder sig i Danmark. Det fremgår af asylskemaet, at ansøgerens søster [B] opholder sig i Tyrkiet, og til samtalen [primo] 2018 har ansøgeren forklaret, at hun er i kontakt med sin søster [B] ca. en gang hver anden måned og engang i mellem taler med sin mor. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren, der er indrejst i Danmark i [foråret] 2009, først har søgt om asyl i [efteråret] 2017 og på et tidspunkt, hvor hun havde fået afslag på familiesammenføring og blev forsøgt tvangsudsendt af Danmark. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tyrk/2019/11/ajev

stat20196

Nævnet meddelte i juli 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet lægger efter Udlændingestyrelsens tilkendegivelse til grund, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Da klageren er udvist med indrejseforbud, kan han ikke meddeles opholdstilladelse, medmindre særlige grunde taler derfor, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 10, stk. 3, at en udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, kun kan udelukkes fra asyl efter § 10, stk. 3, 1. pkt., hvis den pågældende må anses som en fare for landets sikkerhed eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren er straffet med fængsel i 60 dage og yderligere med en tillægsstraf af fængsel i 60 dage. Selvom dommene i det væsentlige vedrører overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af forholdene ikke, at betingelsen om, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, er opfyldt. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at udelukke klageren fra asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor Udlændingestyrelsens afgørelse ændres, således at klageren fortsat har opholdstilladelse.” stat/2019/6/CRT

sril20194

Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og hindu fra landsbyen […] i Jaffna-distriktet, Sri Lanka. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter at blive bortført, udsat for grove fysiske overgreb eller slået ihjel af de srilankanske myndigheder, fordi han har hængt plakater op for De Tamilske Tigre (LTTE). Ansøgeren frygter derudover også kriminelle grupper i det nordlige Sri Lanka, som er bevæbnede, og som slår folk ihjel. De kriminelle har bortført hans lillebror, som dog undslap. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far tidligere arbejdede for LTTE med at samle penge ind fra landsbyens beboere, og at hans mor lavede mad til LTTE. Ansøgerens far var sympatisør af LTTE. Foranlediget af sin fars bedste ven satte ansøgeren [en bestemt dag i efteråret] 2015 og [en bestemt dag i sommeren] 2016 plakater op for LTTE sammen med sine venner [A], [B] og [C] i ansøgerens landsby. Omkring seks uger efter [den bestemte dag i sommeren] 2016 blev ansøgerens bopæl opsøgt af civilklædte personer fra myndighederne, mens han var i skole. De sagde, at ansøgeren skulle være hjemme den næste dag, hvor de ville komme igen. Moren ringede ham op og fortalte, at myndighederne havde været der. Ansøgeren tog hjem, og ansøgerens far sagde, at ansøgeren var nødt til at tage hen til sin onkel, [D], som boede i en anden by, hvilket ansøgeren gjorde. Nogle dage senere blev bopælen igen opsøgt af civilklædte personer fra myndighederne. Efter at have opholdt sig hos [D] i to måneder tog ansøgeren til Colombo, hvor han opholdt sig i to dage, inden han udrejste af Sri Lanka [i efteråret] 2016 via lufthavnen. I 2018 blev ansøgerens families bopæl opsøgt af en kriminel gruppe, som har stjålet en hel del, blandt andet familiens guldsmykker, og de pågreb og tilbageholdt også ansøgerens lillebror, som efterfølgende flygtede. Episoden er meldt til politiet, men der har endnu ikke været en retssag. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om væsentlige dele af sit asylmotiv. Flygtningenævnet har således lagt til grund, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han var alene den [bestemte dag i efteråret] 2015, da han ophængte plakater på foranledning af sin fars ven. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen ikke har forklaret om, at han var sammen med nogen af sine venner, mens han i sit asylskema har anført, at han var ude med to venner, og til asylsamtalen og under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han var sammen med sine tre venner [A], [B] og [C]. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om tidspunktet for ophængningen af plakaterne, idet han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at denne fandt sted klokken 20, hvorimod han til asylsamtalen og under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at ophængningen fandt sted klokken 18. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt de personer, der opsøgte ham på bopælen, sagde, hvornår de ville komme igen. Ansøgeren har under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at de ikke sagde, hvornår på dagen de ville komme, hvorimod han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at de sagde, at de ville komme klokken 12 næste dag. Yderligere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvornår de pågældende personer på ny opsøgte hans bopæl, idet ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at de først kom igen nogle dage senere, hvorimod ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen har forklaret, at de kom dagen efter omkring klokken 12. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit ophold hos sin onkel [D]. Ansøgeren har således under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at han opholdt sig hos sin onkel i omkring to måneder, hvorimod han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han opholdt sig hos onklen i fem dage, og til asylsamtalen, at han var der i tre dage. Yderligere har ansøgeren forklaret, at han opholdt sig i Colombo forud for udrejsen i tre dage. Flygtningenævnet har i den forbindelse fundet det utroværdigt, at ansøgeren har ændret sin forklaring under Flygtningenævnets behandling af sagen, henset til at ansøgerens oprindelige forklaring om sit ophold hos onklen i tre eller fem dage ikke hang sammen med, at han først udrejste af Sri Lanka [i efteråret] 2016. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge vægt på indholdet af de to breve [fra slutningen af] 2016, som ansøgeren har fremlagt under sagen, og som han efter sin forklaring ikke har læst, idet Flygtningenævnet finder, at brevene fremstår udbyggende og konstruerede til lejligheden. Flygtningenævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren har forklaret, at han kunne udrejse legalt på sit eget pas, såfremt han var eftersøgt af de srilankanske myndigheder. Det forhold, at ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han ikke vidste, om det reelt var en legal udrejse, som agenten arrangerede, findes ikke at ændre herved, idet han samtidig fastholdt, at han fremviste sit ægte pas ved udrejsen. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at det forhold at ansøgerens bror er blevet kidnappet af en kriminel gruppe i sig selv er asylbegrundende i forhold til ansøgeren, idet ansøgeren ikke selv har været udsat overgreb eller trusler herom fra den pågældende gruppe. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sril/2019/4/EMU

soma2019194

Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen [klannavn], subklan [klannavn], subsubklan [klannavn], subsubsubklan [klannavn] og er muslim af religiøs overbevisning fra [by], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i [slutningen af] 2007 åbnede en bod foran sit hjem, hvor hun solgte te for at forsørge sin familie efter sin ægtefælles død. Omkring [sommeren]2013 blev klageren opsøgt af al-Shabaab, som truede klageren med, at det ville få konsekvenser, hvis ikke hun stoppede salget af te, som ifølge al-Shabaab stred imod islamisk skik. Da klageren imidlertid nægtede, blev hendes bopæl [i efteråret] 2013 angrebet af maskerede mænd, som klageren formoder var medlemmer af al-Shabaab. Klagerens datter blev ramt af skud og senere transporteret til hospitalet, mens klageren selv besvimede. Mændene flygtede fra stedet, da naboer kom til. Klageren tog herefter ophold hos sin onkel i udkanten af [by] frem til sin udrejse af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. For så vidt angår klagerens frygt for de generelle forhold i Somalia fremgår det af de foreliggende baggrundsoplysninger, at den generelle situation i den sydlige og centrale del af Somalia ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet lægger efter en samlet vurdering til grund, at de generelle forhold i den centrale og sydlige del af Somalia er forbedret, selvom forholdene fortsat er alvorlige og må betragtes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes endvidere ikke at være af midlertidig karakter. Det bemærkes endvidere, at [by] efter baggrundsoplysningerne i længere tid har været kontrolleret af AMISOM. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til [by] ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge klagerens forklaring om sin konflikt med al-Shabaab til grund, idet nævnet finder, at forklaringen samlet set fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om flere centrale punkter af sit asylmotiv. Hun har således til samtalen [i starten af] 2014 forklaret, at hun besvimede, da hendes datter blev skudt, og at hun, da hun kom til sig selv igen, så, at hendes datter blødte voldsomt. Under samtalen under nævnsmødet forklarede klageren derimod, at hendes datter allerede var blevet transporteret til hospitalet, da klageren vågnede op. Hertil kommer, at klageren hele tiden har forklaret, at skudepisoden fandt sted [i efteråret] 2013, men til samtalen i nævnsmødet har hun forklaret, at den første trussel fra al-Shabaab kom tre dage før, at brevet med den skriftlige trussel kom, mens hun under samtale [i starten af] 2014 herom forklarede, at den første trussel kom i [sommeren] 2013. Nævnet bemærker endvidere, at klageren til samtalen [i slutningen af] 2013 har forklaret, at hun på det tidspunkt, da al-Shabaab beskød klageren og hendes familie, boede sammen med sin ægtefælle, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at de boede i hver sin bydel i [by]. Flygtningenævnet lægger endvidere efter klagerens forklaring under nævnsmødet til grund, at hendes morbror og dennes sønner fortsat bor i [by], og at klageren jævnligt havde kontakt med dem, ligesom morbroderen stod for hendes udrejse af landet. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at klageren har et mandligt netværk i Somalia. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke må antages at virke særligt belastende i henhold til udlændingelovens § 26, da klageren som anført af Udlændingestyrelsen ikke har opnået tilstrækkelig tilknytning til Danmark i form navnlig af tilknytning til arbejdsmarkedet. Oplysningerne om den forestående operation for [sygdom] kan ikke ændre ved denne vurdering, idet inddragelsen ikke som følge heraf må antages at virke særligt belastende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/194/TLNJ

niga201920

Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger fra Nigeria. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk benin og kristen af trosretning fra Benin City, Edo Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter kvinden [A], som ansøgeren skylder penge. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hendes familie i Nigeria ikke er i stand til at forsørge sig. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes indrejse i Danmark var arrangeret af [A], som ansøgeren i Nigeria var i telefonisk kontakt med. [A] ville hjælpe ansøgeren med at få et arbejde i Europa. Ansøgeren skulle betale for rejsen til Danmark, når hun var blevet introduceret for arbejdet. Efter ansøgerens indrejse i Danmark, mødte hun [A] for første gang. [A] tog ansøgeren med til en lejlighed, hvor hun her blev fortalt, at hun skulle arbejde som prostitueret. [A] bad ansøgeren sværge en ed til hende, hvori ansøgeren bekræftede, at hun skyldte [A] 35.000 euro. I perioden fra juli 2017 og indtil januar 2018 arbejdede ansøgeren som prostitueret. En gang i mellem fik ansøgeren besøg af [A] i lejligheden. I januar 2018 blev ansøgeren anholdt af politiet. Samme måned blev hun løsladt. Efter løsladelsen stoppede hun sit arbejde for [A]. I slutningen af januar 2018 ringede [A] til ansøgeren og bad hende fortsætte arbejdet som prostitueret. Ansøgeren nægtede, og [A] sagde, at ansøgeren skulle være forsigtig. I januar 2018 og i februar 2019 blev ansøgerens mor i Nigeria opsøgt af [A]. [A] bad moren sværge en ed om, at ansøgeren skyldte penge til [A]. I juni 2018 blev ansøgeren ringet op af [A] gennem Facebook, som truede hende. I februar 2019 ringede [A] til ansøgeren og bad hende betale de penge tilbage, som ansøgeren fortsat skyldte hende. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hendes bror var i live ved hendes udrejse. I asylskemaet har ansøgeren oplyst, at [A] hjalp ansøgeren til Europa, da ansøgeren havde mistet sin far og sin bror. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hun havde mistet sin far, men ikke havde mistet sin bror. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om de eder, hun angiveligt skulle sværge til [A]. I asylskemaet har ansøgeren oplyst, at hun aflagde ed i Nigeria. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at hun ikke aflagde ed i Nigeria. Til samtalen med Dansk Flygtningehjælp har ansøgeren oplyst, at hun aflagde ed i Nigeria og i Danmark. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at hun aflagde ed i Danmark, men ikke i Nigeria. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hun kun har aflagt ed i Danmark. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvor ofte hun har mødt [A]. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at hun kun har mødt [A] én gang i Danmark. Til asylsamtalen har ansøger oplyst, at hun mødte [A] en gang om ugen, mens hun arbejdede for hende. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om [A]s angivelige opsøgninger af ansøgerens mor. Til oplysning- og motivsamtalen og til asylsamtalen [i en nærmere dato i] marts 2019 oplyste ansøgeren, at hendes mor var opsøgt af [A] i Nigeria i januar 2018. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hendes mor blev opsøgt af [A] i januar 2018 og igen i februar 2019, og at [A] fulgtes med 10 mænd i forbindelse med opsøgningen af ansøgerens mor i februar 2019. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt og udbyggende om, hvor mange gange ansøgeren er blevet kontaktet af [A], efter at hun stoppede med at arbejde for hende i januar 2018. Til asylsamtalen [i en nærmere dato i] marts 2019 oplyste ansøgeren, at hun var blevet truet af [A] i januar 2018 og igen i februar 2019. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hun blev truet af [A] i januar, marts, april og juni 2018. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren først har søgt asyl i april 2018, hvilket er 3 måneder, efter at [A] angiveligt havde truet hende første gang. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det fremgår både af [A]s offentligprofil på Facebook og af ansøgerens profil på Facebook, at de fortsat er venner, og at ansøgeren har lagt offentligt tilgængelig opslag op, hvoraf fremgår hvor ansøgeren befinder sig. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med [A]. I overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse herom lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren har været udsat for menneskehandel, og Flygtningenævnet finder, at ansøgeren som offer for menneskehandel må anses for værende i en særlig sårbar situation. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren må henvises til at søge de nigerianske myndighedernes beskyttelse og bemærker, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at de nigerianske myndigheder arbejder aktivt på at bekæmpe menneskehandel og beskytte handlede personer i forbindelse med, at de vender tilbage til Nigeria. Endvidere har ofre for menneskehandel i Nigeria mulighed for at søge beskyttelse hos NAPTIP eller private organisationer med tilsvarende formål. Flygtningenævnet skal bemærke, at oplysningerne om ansøgerens socioøkonomiske forhold i Nigeria kan ikke føre til, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2019/20/SME

niga201919

Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ibo og kristen fra Enugu, Nigeria. Ansøgeren har været aktiv for Indigenous People of Biafra (IPOB) og har deltaget i én demonstration i Nigeria, tre demonstrationer og fire møder i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af en udlejer ved navn Aniekare, som smed ansøgeren og hans familie ud af deres lejlighed i [by]. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter en person ved navn Innocent fra kulten Eiye, som vil slå ansøgeren ihjel, idet ansøgeren nægtede at slå en person ihjel. Ansøgeren har desuden henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af nogle kvæghyrder, som han har deltaget i kamp mod. Ansøgeren frygter også de nigerianske myndigheder, idet han er medlem af bevægelsen IPOB. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive slået ihjel grundet de generelle forhold i landet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 1992 eller 1993, mens han var 15 eller 16 år gammel, boede i [by] med sin søster og sine forældre. På et tidspunkt kom familiens udlejer Aniekare og forlangte, at ansøgeren og hans familie skulle forlade deres lejlighed. Ansøgerens familie nægtede at forlade lejligheden. En dag kom Aniekare sammen med sin familie og nogle ukendte personer og begyndte at slås med ansøgerens familie. Aniekare og de andre personer anvendte knive i slagsmålet med ansøgerens familie og nogle personer kom til skade. Ansøgeren og hans familie flygtede fra lejligheden under slagsmålet, men de flygtede ikke sammen. Ansøgeren flygtede alene til delstaten Borno. Ansøgerens far flyttede til Borno inden for de første 10 år efter, at ansøgeren var ankommet dertil. På et tidspunkt inden for de sidste to år, hvor ansøgeren opholdt sig i Nigeria, var han med i en kult ved navn Eiye. Han fik her problemer med et andet kultmedlem ved navn Innocent. Han forlangte, at ansøgeren skulle slå en anden person ihjel, hvilket ansøgeren nægtede. Innocent ville derfor slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren flygtede fra Innocent og gemte sig ukendte steder. Mens ansøgeren og hans far boede i Borno, kom Boko Haram og begyndte at skyde i gaderne. Ansøgeren og hans far var nødt til at flygte. De blev adskilt under flugten. Efter flugten fra Boko Haram mødte ansøgeren nogle lokale folk, som tilbød ham arbejde på et landbrug. I 2006 eller 2007 kom der nogle kvæghyrder, som ville bruge jorden tilhørende landbruget til at lade deres kvæg græsse. Ansøgeren og de andre bønder nægtede at lade kvæghyrderne bruge deres jord. Der opstod kamp mellem bønderne på landbruget og kvæghyrderne. Ansøgeren deltog også i kampen, men han flygtede, da han fandt ud af, at han var særligt udsat, eftersom han var den eneste blandt bønderne, som var kristen. Efter kampen var overstået, vendte han tilbage til landbruget. Her kom politiet og anholdt ansøgeren og mindst 15 andre bønder. Ansøgeren blev holdt fængslet i omkring en måned, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren og de andre bønner blev løsladt mod kaution, men han ved ikke, hvem der betalte kautionen. I forbindelse med løsladelsen fik han at vide, at han skulle møde i retten to uger senere. Inden han udrejste af Nigeria, deltog han i en demonstration for bevægelsen IPOB. Demonstrationen blev opløst af politiet, som skød og dræbte nogle af demonstranterne. Nogle få uger efter ansøgerens løsladelse udrejste han af Nigeria. Ansøgeren indrejste i Danmark i 2009. I Danmark har ansøgeren deltaget i tre demonstrationer og fire møder hos IPOB. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaringer om sit asylmotiv fremstår konstrueret med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark, og nævnet kan ikke lægge forklaringen til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerens forklaring grundlæggende fremstår utroværdig som følge af divergenser og både upræcise og udbyggende oplysninger. Endvidere finder nævnet, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket af, at ansøgeren angiveligt indrejste illegalt først gang i Danmark i 2008 og med enkelte afbrydelser har opholdt sig siden i Danmark uden at søge om opholdstilladelse eller anmode om asyl. Det var således først da politiet [en nærmere angiven dato i vinteren] 2018 sigtede ansøgeren for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3, jf. stk. 4, for at arbejde i Danmark uden opholds- og arbejdstilladelse, at ansøgeren søgte om asyl. Ansøgerens forklaring til asylsamtalen [en nærmere angiven dato i starten af] 2019 om, at han ikke har søgt asyl, fordi ingen fortalte ham herom, og at han ikke kendte systemet, er ikke overbevisende. Videre finder nævnet, at det svækker ansøgerens generelle troværdighed, at ansøgeren opgav falsk navn, da politiet kontaktede ham. For så vidt angår ansøgerens frygt for udlejeren Aniekare, lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om hændelsesforløbet, da udlejeren angiveligt smed ansøgeren og ansøgerens familie ud af deres lejede bolig. Ansøgeren forklarede til oplysnings- og motivsamtalen [en nærmere angiven dato i vinteren] 2018, at ansøgeren og familien blev truet, hvorefter de flygtede. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren udbyggende, at der opstod slagsmål, og at ansøgeren selv var i slagsmål med udlejeren og nogle andre personer. Videre lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvorvidt han flygtede fra boligen til det nordlige Nigeria med sin far. Ansøgeren forklarede til oplysnings- og motivsamtalen, at ansøgeren og familien flygtede forskellige steder hen, og at ansøgeren flygtede til Chibok i det nordlige Nigeria i Borno State, hvor han boede forskellige steder, indtil farens ankomst omkring 10 år senere. I asylansøgningsskemaet anførte ansøgeren [en nærmere angiven dato i vinteren] 2018, at han flygtede til den nordlige del af Nigeria med sin far. Oplysningen i skemaet svarer til ansøgerens forklaring indledningsvist til asylsamtalen, hvor ansøgeren først forklarede, at han sammen med sin far flyttede fra øst til nord Nigeria, da ansøgeren var 15-16 år gammel. Senere i asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han flygtede alene til Borno, og at faren først kom 10 år senere. For nævnet har ansøgeren forklaret som til oplysnings- og motivsamtalen. Blandt andet under hensyn til, at ansøgeren fik referatet af asylsamtalen oversat og ikke havde bemærkninger til oversættelsen, kan ansøgerens forklaring om, at divergensen skyldes en tolkefejl, ikke føre til en anden vurdering. For så vidt angår ansøgerens frygt i anledning af en konflikt med en person ved navn Innocent fra kulten Eiye, finder Flygtningenævnet, at forklaringen om dette asylmotiv fremstår udbyggende, og nævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke har oplyst herom, hverken til oplysnings- og motivsamtalen. For nævnet har ansøgeren uddybet, at konflikten fandt sted, da ansøgeren var 15 eller 16 år gammel. For så vidt angår konflikten med kvæghyrderne og efterfølgende de nigerianske myndigheder, kan Flygtningenævnet heller ikke lægge denne del af ansøgerens til grund. Nævnet lægger navnlig vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på centrale punkter, som ansøgeren må kunne forventes at forklare ensartet om. Ansøgeren har således forklaret forskelligt om, hvorvidt der blev slået personer ihjel på begge sider af konflikten, og hvor længe ansøgeren angiveligt var fængslet efter konflikten. Ansøgeren har endvidere til asylsamtalen udbyggende forklaret, at han blev udsat for tortur, mens han var i fængslet. For nævnet forklarede ansøgeren, hverken om frihedsberøvelse eller tortur. Nævnet kan i øvrigt henvise til Udlændingestyrelsens afgørelse. For nævnet har ansøgeren henvist til, at han frygter Boko Haram, som efterstræber ham personligt. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sin konflikt med Boko Haram fremstår udbyggende, og nævnet finder i lyset af ansøgerens generelle troværdighed, at ansøgeren hverken har sandsynliggjort, at han har en konkret konflikt med Boko Haram eller en generel konflikt med nogen i Nigeria som følge af, at ansøgeren er kristen. For så vidt angår ansøgerens aktiviteter for IPOB (Indigenous People of Biafra), finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort disse, eller han er blevet profileret i forhold til de nigerianske myndigheder. Ved vurderingen lægger Flygtningenævnet vægt på, karakteren og det begrænsede omfang af ansøgerens aktiviteter for IPOB i Danmark, og på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han var profileret i forhold til de nigerianske myndigheder ved udrejsen. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han, da han var 15 eller 16 år deltog i en demonstration eller måske to demonstrationer – ansøgeren var meget usikker i forhold til omfanget af sine aktiviteter mod regeringen inden udrejsen – og at ansøgeren herefter levede i flere år i Nigeria uden, at myndighederne kontaktede ansøgeren. De generelle forhold i Nigeria kan ikke begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2019/19/JABP

niga201918

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Sagen var af Udlændingestyrelsen forsøgt behandlet i åbenbart grundløs-proceduren. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ibo og kristen af trosretning fra Lagos, Nigeria. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter at blive slået ihjel af myndighederne, fordi de har beskyldt ham for at stjæle olie fra en olieledning i området [O1] omkring Lagos. Ansøgeren har også henvist til, at han har været politisk aktiv for partiet Peoples Democratic Party (PDP), og at han i den forbindelse er kommet i et modsætningsforhold til andre politiske partier i Nigeria. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at der på et tidspunkt i 2006 var et sammenstød mellem medlemmer af PDP og medlemmer af andre politiske partiet i Lagos, og at der ved sammenstødet blev brugt skydevåben og blankvåben. På et tidspunkt i 2006 eller 2007 var der en skudveksling mellem myndighederne og en kriminel gruppe, der havde stjålet olie fra en olieledning i [O1]. Under skudvekslingen blev tre soldater slået ihjel. Ansøgeren blev herefter tilbageholdt af myndighederne, fordi han blev beskyldt for at være lederen af gruppen, der havde stjålet olie. I forbindelse med tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb, og han blev samme nat indlagt på et hospital. Ansøgeren var på hospitalet i 14 dage, hvorefter han fik hjælp fra en læge til at flygte. Ansøgeren opholdt sig herefter i området [O2] i Lagos hos sin fars ven [V] i omkring tre uger, inden [V] hjalp ham med at udrejse fra Nigeria. Ansøgeren søgte om asyl i Østrig i 2007, men fik afslag på asyl. Ansøgeren søgte herefter asyl i Norge i 2010, men blev tilbageført til Østrig. Ansøgeren søgte om asyl i Danmark i 2011, men forsvandt inden, de danske myndigheder kunne tilbageføre ham til Østrig. På et tidspunkt i 2013 vendte ansøgeren tilbage til Nigeria. Ansøgeren opholdt sig hos [V] i [O2] i omkring et år, hvorefter ansøgeren og [V] tog til [O1] for at undersøge, om det var sikkert for ham at færdes i [O1]. Lokalbefolkningen i [O1] fortalte imidlertid [V], at ansøgeren ikke kunne være i sikkerhed, og at han ville blive skudt, hvis hans tilstedeværelse blev opdaget af myndighederne. Ansøgeren tog herefter tilbage til [V]s bopæl i [O2], hvor han opholdt sig i omkring tre uger, hvorefter han udrejste på ny fra Nigeria i 2015 til Nederlandene. Ansøgeren udrejste med gyldigt nationalitetspas isat Schengenvisum. Ansøgeren blev antruffet af politiet i Danmark i efteråret 2017, hvor han på ny søgte om asyl. Det bemærkes indledningsvis, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 11, og 56, stk. 3. Efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelsen af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylmotiv, som denne påberåber sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, i lighed med Udlændingestyrelsen, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket, fordi ansøgeren har afgivet forskellige forklaringer om sin identitet i flere europæiske lande. Ansøgeren har således oplyst et helt andet navn og fødedato, da han søgte om visum til Nederlandene, hvor han fremlagde nationalitetspas og fik taget fingeraftryk, end han har oplyst under asylsagsbehandlingen i Danmark. Endvidere er ansøgeren registreret med et andet navn og en anden fødedato i Østrig, da han søgte om asyl der, på trods af, at han til de danske myndigheder i 2017 oplyste, at han havde afgivet de samme oplysninger om sin identitet i Østrig som i Danmark. I vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed har Flygtningenævnet også tillagt det vægt, at ansøgeren har erkendt at have afgivet urigtige oplysninger til de danske og norske myndigheder om, at han i 2009 tog tilbage til Nigeria. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret forskelligt om sit i øvrigt meget enkle asylmotiv, herunder blandt andet om både antallet og omfanget af hans tilbageholdelser i Nigeria, sit partipolitiske tilhørsforhold i Nigeria, hvorvidt hans udrejse af Nigeria i 2007 skete med fly eller skib, og om, hvorvidt hans ægtefælle opholder sig i hjemlandet eller blev slået ihjel af myndighederne, fordi hun forsvarede ham. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren, der fremstår helt uprofileret i forhold til de nigerianske myndigheder og lokalbefolkningen, ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2019/18/MGO

maro201910

Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Fez, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter en person ved navn [P] samt personer, der er tilknyttet [P]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han var omkring 14-15 år gammel, da han rejste til Nador i Marokko, hvor han levede på gaden. En dag blev ansøgeren kontaktet af en anden dreng, som tog ham hen til en person ved navn [P]. [P] tilbød ansøgeren et godt liv mod, at han arbejdede for [P], og det accepterede ansøgeren. Efter et par dages ophold hos [P] blev ansøgeren instrueret i sit nye arbejde. Ansøgeren fik at vide, at han skulle smugle en taske over grænsen til Melilla, som er spansk territorium. Ansøgeren vidste dog ikke, hvad der var i tasken. Ansøgeren smuglede tasken omkring 15-20 gange og løb derudover ærinder for [P] og hans medarbejdere. På et tidspunkt gik det op for ansøgeren, at [P] ikke gjorde hans tilværelse bedre, og han besluttede derfor at flygte fra [P]. Den næste gang, ansøgeren smuglede tasken over grænsen, flygtede han med taxa til hans hjemby Fez. Efter 2-3 dage i Fez kom personer tilknyttet [P] og tog ansøgeren med tilbage til Nador. Ved ankomsten til Nador blev ansøgeren udsat for fysiske og seksuelle overgreb af flere personer. Efter omkring en uge indvilligede ansøgeren i at genoptage sit arbejde. Efter noget tid besluttede ansøgeren sig igen for at flygte. Ansøgeren flygtede på samme måde som første gang, men han tog denne gang til Tanger med bus. I Tanger boede ansøgeren på gaden. Efter omkring en uge i Tanger kom en af [P]s håndlangere og tog ansøgeren med. Ansøgeren forsøgte at komme fri, og han råbte og skreg, indtil der kom en politibetjent. [P]s håndlanger fortalte politibetjenten, at ansøgeren skulle til [P], og betjenten lod håndlangeren tage ansøgeren tilbage til Nador. I Nador blev ansøgeren igen udsat for straf i form af fysiske og seksuelle overgreb, og han blev også stukket med kniv af [P]. Den tredje gang, ansøgeren flygtede, tog han til Melilla til kvarteret [K], hvor personer, der ønskede at rejse til Europa, opholdt sig. Efter fire-fem måneders ophold i Melilla rejste ansøgeren til Europa. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den forekommer udbyggende og divergerende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen som asylmotiv alene har angivet, at han ikke har noget eller nogen tilbage i Marokko. Han har samtidig forklaret, at han ikke på noget tidspunkt har haft nogen former for konflikter med privatpersoner, familiemedlemmer eller grupperinger, hverken religiøse eller kriminelle, ligesom han heller ikke på noget tidspunkt har haft nogen konflikter med myndighederne. Han har således først forklaret om sin konflikt med [P] til samtalen med Center mod Menneskehandel omkring tre måneder efter sin første samtale med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit møde med [P]. Han har således til Center mod Menneskehandel forklaret, at han en dag henvendte sig til en mand på en café, og at manden tilbød ham et job og sagde, at han ville kunne tjene mange penge hos ham. Ansøgeren overhørte, at manden blev kaldt for [P]. Til asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at det var en person, som han mødte, der gjorde, at han kom i kontakt med [P]. Personen var en dreng som ansøgeren, og drengen tog ham med hen til en café, hvor han mødte [P]. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerede om det hus, han boede i, som [P] ejede. Han har således til samtalen hos Center mod Menneskehandel forklaret, at han og [P] boede i et stort hus, hvor der lå våben, kokain og andre stoffer, og at huset bar præg af, at [P] havde mange penge. Han fik sit eget værelse at sove i, og [P] kom ikke ind til ham i løbet af natten, som han ellers frygtede. Til asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at det hus, han boede i, var ved at blive bygget, og at det derfor ikke var helt afskærmet, og at [P] boede i et fint, stort hus et andet sted. Nævnet har endelig lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at [P] og hans folk, efter ansøgerens første flugtforsøg, skulle tvinge ansøgeren til fortsat at arbejde for dem med den hermed forbundne risiko for, at han skulle flygte igen eller kontakte myndighederne. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens sag været opmærksom på, at Udlændingestyrelsen har vurderet, at ansøgeren har været udsat for menneskehandel. Flygtningenævnet finder dog ikke, at det i sig selv kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Det bemærkes, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at menneskehandel er kriminaliseret i Marokko, og at de marokkanske myndigheder søger at yde beskyttelse til personer, der har været udsat for menneskehandel. Der henvises til rapport udgivet af United States Department of State, Trafficking in Persons Report – Morocco, af 28. juni 2018. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at hjemvise eller udsætte sagen på yderligere undersøgelser af ansøgerens personlige forhold som følge af, at han i marts 2019 har fået et barn med en herboende kvinde. Flygtningenævnet finder sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Marokko vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2019/10/MGO

iran201997

Nævnet meddelte i juli 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Karaj, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder på grund af sine politiske aktiviteter. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at han efter sin indrejse i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit politiske asylmotiv oplyst, at han i Iran har produceret og videregivet nyheder om menneskerettigheder til blandt andet [en bestemt menneskerettighedsorganisation, herefter ”A”] for at gøre opmærksom på forholdene i Iran. Videre har han oplyst, at han blev anholdt på vej til en demonstration, fordi han deserterede fra sin militærvagt. Han blev i den forbindelse idømt 6 måneders fængsel, og hans militærtjeneste blev forlænget med 18 måneder. I [sommeren] 2013 blev ansøgeren anholdt af tre civilklædte sikkerhedsfolk på sit arbejde. Ansøgeren blev i den forbindelse fængslet i 330 dage og udsat for vold. Sagen kom aldrig for retten, men ansøgeren var anholdt for at have skabt uroligheder i offentligheden og for at propagandere mod styret i Iran. Ansøgeren blev løsladt i 2014, fordi hans far betalte kaution. Efter sin løsladelse havde ansøgeren meldepligt hos informationsministeriet. I starten var meldepligten en gang om ugen, men den blev efter noget tid ændret til en gang om måneden, indtil meldepligtsperioden ophørte. Ansøgeren fortsatte sine politiske aktiviteter i Iran efter løsladelsen, og han opholdt sig efter løsladelsen et år i Iran, inden han udrejste. Han udrejste, fordi en af ansøgerens venner, som også var politisk aktiv, blev anholdt. Ansøgeren har endvidere under sit ophold i Danmark været politisk aktiv for [A] Iran, ligesom han har været politisk aktiv på de sociale medier, herunder på sin webblog og på Facebook. Ansøgeren blev i 2018 valgt til hovedbestyrelsen i [A]. Ansøgeren har til støtte for sit religiøse asylmotiv oplyst, at han er konverteret til kristendommen, mens han har boet i Danmark, fordi han på sit asylcenter i [Jylland] blev opsøgt af en missionær og introduceret for en præst. Han er blevet døbt. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren i Iran havde regimekritiske aktiviteter, og at disse aktiviteter i et vist omfang fortsatte, mens han opholdt sig i Tyrkiet efter sin flugt. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren, efter at han kom til Danmark, har fortsat sine regimekritiske aktiviteter i [A], og at disse har et væsentligt omfang. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren siden 2018 har været medlem af hovedbestyrelsen i [A], hvor han har ansvaret for de finansielle aktiviteter, ligesom han er aktiv i forskellige afdelinger af [A], herunder afdelingen vedrørende børn og unge. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på det trykte materiale, som er fremlagt under sagen, herunder de månedlige blade, som udgives af [A], og hvori ansøgerens navn fremgår mange steder blandt andet i forbindelse med aktiviteter og artikler, som ansøgeren har skrevet. Yderligere lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens aktiviteter fremgår af [A’s] hjemmeside. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerens regimekritiske aktiviteter er kommet til de iranske myndigheders kendskab. Flygtningenævnet har i den forbindelse tillagt det betydning, at [A] er en kendt regimekritisk organisation, som har eksisteret i en længere årerække. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens konversion er reel. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret troværdigt om baggrunden herfor og har kunnet redegøre fyldestgørende for sin indre kristne overbevisning. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/97/EMU

iran201996

Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azeri og oplyser at være kristen af trosretning fra [by], [provins], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er opdraget som shia-muslim, men er konverteret til kristendommen. Ansøgeren blev i [sommeren] 2016 introduceret til kristendommen gennem sin ven, [A], som han dyrkede bodybuilding med. Kort tid herefter blev ansøgeren i en park konfronteret med fem mænd, hvoraf ansøgeren kendte den ene, som alle fem talte godt om islam. Ansøgeren kunne ikke styre sig, og sagde til dem, at islam går ud på at henrette og slå folk ihjel. Et par dage senere blev ansøgeren opsøgt af nogle personer, som ansøgeren antager, var fra den iranske efterretningstjeneste. Ansøgeren blev tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb. Efter to dage blev ansøgeren løsladt. Ansøgeren havde herefter ikke kontakt med [A] i omkring en måned. I [efteråret] 2016 tog [A] ansøgeren med til en huskirke i [by]. I de følgende fem måneder deltog ansøgeren i omkring 15 huskirkemøder og fik ligeledes tatoveret et kristent kors på sin venstre overarm. Ansøgeren har ydermere været med til at omdele løbesedler, der beskrev Jesus’ mirakler. [primo] 2017 indvilligede ansøgeren i at opbevare en pakke med kristne løbesedler. Samme dag var ansøgeren vidne til, at [A] blev lagt i håndjern og ført væk. Ansøgeren tog derefter ophold hos en ven. Ansøgeren blev af sin bror oplyst om, at civilklædte mænd havde ransaget ansøgerens bolig og i forbindelse hermed beslaglagt blandt andet kristent materiale. Ansøgeren udrejste den [primo] 2019 af Iran. Ansøgeren har efter sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen [foråret] 2017 oprettet en Facebook-profil, hvor han deler kristent materiale. Ansøgeren er [sommeren] 2017 blevet døbt, hvilket han har sendt billeder af til sin ægtefælle i Iran. Disse billeder er kommet til ansøgerens halvfætters kundskab, som efterfølgende har truet ansøgeren. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sin angivelige konversion og sine aktiviteter i forbindelse hermed samt sine problemer med de iranske myndigheder fremstår som konstrueret med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark, og nævnet kan hverken lægge ansøgerens forklaring om problemerne med myndighederne i Iran eller konversionen i Iran eller Danmark til grund. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgerens troværdighed er svækket som følge af, at ansøgeren til asylsamtalen [foråret] 2018 ikke ville tillade Udlændingestyrelsen at undersøge ansøgerens mobiltelefon, selv om telefonen kunne indeholde oplysninger, der eventuelt kunne bestyrke ansøgerens forklaring, f.eks. i form af dokumentation for, at ansøgeren havde sendt billede af sin dåb til sin ægtefælle i Iran; billeder som ifølge ansøgerens forklaring via ægtefællens telefon var kommet ansøgerens religiøse halvfætter [B]s til kendskab. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring om, at telefonen, som ansøger var bruger af, ikke tilhørte ham, hvorfor han ikke kunne give tilladelse til, at Udlændingestyrelsen kunne få adgang til telefonen, selv om den kan lægges til grund, ikke udgør en rimelig eller overbevisende forklaring. Den omstændighed, at ansøgeren til samtalen slettede den app, som ansøgeren havde forklaret, at han benyttede til at kommunikere med sin familie, svækker yderligere ansøgerens troværdighed. Ansøgerens forklaring om, at han dagligt sletter app’en og geninstallerer den, er ikke overbevisende. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgerens forklaring om sin konflikt med de iranske myndigheder overordnet fremstår usandsynlig og konstrueret. Det fremstår således usandsynligt, at ansøgeren, der er vokset op i Iran, skulle vælge at kritisere islam overfor 4-5 personer, hvoraf ansøgeren kendte en, i en park og derved udsætte såvel sig selv som ansøgerens kammerat [A] for fare, fordi ansøgeren ikke kunne styre sig. Det fremstår videre mindre sandsynligt, at myndighederne samme dag, som ansøgeren fik en pakke med løbesedler med information om kristendommen til opbevaring på sin bopæl, ransagede bopælen og fandt materialet. Desuden lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på en række centrale punkter. Ansøgeren har således forklaret forskelligt om, hvornår episoden i parken skulle have fundet sted, og om, hvorvidt [A] advarede ansøgeren om, at det var farligt at høre om kristendommen. Ansøgeren forklarede til oplysnings- og motivsamtalen [foråret] 2017, at han, dagen efter [A] havde spurgt ham om, hvorvidt han ønskede at høre om kristendommen, bad [A] om at fortælle mere om kristendommen. [A] indvilligede og sagde til ansøgeren, at det var farligt, og ansøgeren og [A] talte flere gange om kristendommen den følgende måned. En dag, hvor ansøgeren og [A] gik i en park, hørte ansøgere 5 personer, herunder [C], som ansøgeren kendte, tale godt om islam, og ansøgeren kunne ikke styre sig og talte dårligt om islam. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at det var samme dag, som han bad [A] fortælle ham mere om kristendommen, at de sammen gik i parken og mødte 4-5 personer, hvorefter ansøgeren ikke kunne styre sig og kritiserede islam. Til asylsamtale forklarede ansøgeren ikke, at [A] advarede om, at det var farligt i forbindelse med, at ansøgeren bad [A] om at fortælle om kristendommen. For nævnet har ansøgeren forklaret bl.a., at [A] advarede ham, om at det var farligt at høre om kristendommen. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren til asylsamtalen forklarede divergenserne med henholdsvis, at han mente, at han til oplysnings- og motivsamtalen ikke præciserede, hvornår episoden i parken fandt sted, og for så vidt angår advarslen, at han ikke længere huskede så detaljeret. Nævnet finder imidlertid, at det ikke kan føre til en anden vurdering henset til, at det drejer som om centrale elementer i ansøgerens forklaring, som ansøgeren må forventes at kunne huske – eller i hvert fald genkende – og forklare ensartet om, hvis forklaringen er sand. Ansøgeren har videre forklaret forskelligt om, i hvilket omfang ansøgeren havde bind for øjnene, mens han angiveligt var tilbageholdt af myndighederne. Ansøgeren forklarede til oplysnings- og motivsamtalen, at han, efter at være blevet sprayet i ansigtet med peberspray, fik taget bindet fra øjnene. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han havde bind for øjnene under hele tilbageholdelsen i de to dage, den varede. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han havde bind for øjnene, bortset fra en gang, hvor en af myndighedspersonerne fjernede bindet og sprayede ansøgeren i øjnene. Endvidere har ansøgeren forklaret forskelligt om sin kontakt med [A] efter tilbageholdelsen hos myndighederne. Ansøgeren forklarede til oplysnings- og motivsamtalen, at han opholdt sig hjemme i omkring en måned efter tilbage¬holdelsen, og at [A] flere gange i den måned ringede til ansøgeren, der ikke besvarede opkaldene. Efter omkring en måned besvarede ansøgeren et opkald fra [A], der fortalte, at han ville bringe ansøgeren hen til et sted, som ansøgeren kunne lide. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han efter tilbageholdelsen opholdt sig på sin bopæl i omkring 1 måned. [A] ringede til ansøgeren, men ansøgere besvarede ikke opkaldene. På et tidspunkt kom [A] til ansøgerens bopæl, hvor ansøgeren modtog ham ved døren. Ved døren sagde [A], at han ville tage ansøgeren med et sted hen, som ansøgeren ville kunne lide. For nævnet har ansøgeren forklaret, at [A] ringede til ansøgeren, og at ansøgeres mor og ægtefælle talte med [A], samt at [A] mødte op på ansøgerens bopæl. Nævnet finder, at der er tale om væsentlige divergenser, som ansøgeren ikke har kunnet give en overbevisende forklaring på. Herudover har ansøgeren forklaret forskelligt om, hvad myndighederne på bopælen oplyste om det dokument, som ansøgeren underskrev, mens han var tilbageholdt af myndighederne. Ansøgeren forklarede, at personerne fra myndighederne havde sagt, at ansøgeren havde afgivet en erklæring om, at han ikke ville have noget at gøre med kristendommen længere, men nu havde ansøgeren involveret sig alligevel. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at personerne fra myndighederne fortalte ansøgerens mor, at ansøgeren havde afgivet en erklæring på, at ansøgeren ikke ville foretage sig religiøse handlinger. Det bemærkes, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet har skrevet, at han lovede myndighederne, at han ikke ville gå i kirke længere, men til samtalerne med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at han ikke kunne se, hvad han skrev under på, og at han ikke ved, hvad det var for et dokument. Nævnet finder det i øvrigt usandsynligt, at ansøgeren ikke skulle være blevet gjort bekendt med indholdet af det dokument, som myndighederne ville have, at han skulle underskrive. Flygtningenævnet finder yderligere, at ansøgerens forklaring, dels om hvordan halvfætteren [B] skulle være blevet bekendt med, at ansøgeren er blevet døbt, dels om hvordan [B] reagerede, fremstår udbyggende. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren hverken har sandsynliggjort sin konflikt med myndighederne, sin familie eller, at ansøgeren i Iran var konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om ansøgeren er konverteret fra islam til kristendommen i Danmark. Flygtningenævnet finder, at der ved vurderingen må lægges vægt på, at nævnet ikke har kunnet lægge ansøgerens forklaring om, at han allerede i Iran fik interesse for kristendommen til grund, og nævnet finder, uanset at ansøgeren blev døbt [sommeren] 2017 og har fremlagt erklæringer om deltagelse i gudstjenester mv., at ansøgerens konversion ikke fremstår som reel. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren i samtalerne med Udlændingestyrelsen ikke har kunnet redegøre for den indre afklaringsproces, der angiveligt førte til ansøgerens konversion fra islam til kristendommen. Ansøgeren har således forklaret, at han lige så godt kunne have valgt zoroastrisme, hvis [A] havde introduceret ham til den trosretning. Videre lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren ikke har formået at redegøre for blot nogen refleksioner over de mulige konsekvenser af en konversion. Ansøgeren svarede således ifølge referatet af asylsamtalen forespurgt om sine overvejelser om konsekvenserne ved konversionen både for ansøgeren og ansøgerens familiemedlemmer: ”hvilke konsekvenser?”. Det bemærkes, at ansøgeren i Iran både havde ægtefælle og en søn på omkring 3 år. Ansøgeren har endvidere ikke formået at redegøre for, hvorfor han fik tatoveret et kors på sin venstre arm 3 måneder, efter han angiveligt var begyndt at komme i en huskirke, eller hvorfor ansøgeren efter oplysnings- og motivsamtalen er begyndt at poste kristne budskaber og billeder af Kristus på Facebook. Til sidstnævnte forklarede ansøgeren ifølge referatet af asylsamtalen: ”hvorfor ikke”. Det forhold, at ansøgeren både i samtalerne med Udlændingestyrelsen og for nævnet, har vist et vist faktisk kendskab til kristendommen, kan ikke føre til en anden vurdering, henset til nævnets vurdering af ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren har posteret kristne budskaber på Facebook og har en tatovering af et kors på sin venstre arm, men nævnet finder ikke, at det kan føre til, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. Udlændingelovens § 7. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han var profileret over for de iranske myndigheder ved udrejsen. På den baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2019/96/MEG

iran201977

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, som efter et skænderi mellem ansøgeren og en kollega om religion tilbageholdte ham i omkring en måned, udsat ham for overgreb og tvunget ham til at arbejde som meddeler for dem. Endvidere henviste ansøgeren til, at han på sin Facebook-profil havde regimekritisk materiale. Flygtningenævnets flertal fandt i nævnets oprindelige afgørelse af sommeren 2018, at ansøgerens forklaring ikke kunne lægges til grund, idet den på centrale punkter var udbygget og indeholdt divergenser. Nævnets flertal fandt endvidere ikke, at det forhold, at ansøgerens Facebook-profil indeholdt regimekritisk materiale, burde medføre nogen ændring i denne vurdering, idet ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at materialet var kommet til de iranske myndigheders kundskab. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han siden sommeren 2017 har været aktiv i [en iransk forening] i Danmark, som blandt andet kritiserer det iranske styre og bistår hertil kommende iranere. Ansøgeren oplyste ikke om sine aktiviteter for foreningen i Danmark under nævnsmødet, idet han mente, at han oplyste om lignende aktiviteter, og at han ikke var klar over, at det ville være vigtigt for sagen. Ansøgeren har blandt andet deltaget i offentlige demonstrationer mod det iranske styre for foreningen, også efter nævnsmødet, og hans deltagelse i en demonstration i sommeren 2018 er blevet lagt ud på flere nyhedsmedier. Ansøgeren har også oplyst, at han har modtaget flere trusler via Facebook, og at han som 17-18-årig blev udsat for et overfald af flere personer i Iran, som han formoder skyldes både det forhold, at han er yarsan, og at han har ytret sig kritisk overfor det iranske regime. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet kan i det hele henholde sig til det anførte i Flygtningenævnets afgørelse [fra sommeren] 2018 herom, og bemærker med hensyn til ansøgerens nye forklaring om overfaldet på ham, da han var omkring 18 år, ikke har været nævnt hverken i asylskemaet, for Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet og således er en udbyggende forklaring, der ikke kan lægges til grund. Med hensyn til ansøgerens aktiviteter i Danmark, herunder efter, at ansøgeren er meddelt afslag på opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet, kan disse ikke føre til, at ansøgeren nu er blevet så profileret i forhold til de iranske myndigheder, at han har sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Ansøgerens opslag på Facebook og ansøgerens deltagelse i demonstrationer for [en iransk forening] i Danmark kan under de foreliggende omstændigheder ikke anses for i sig selv så intensive aktiviteter mod det iranske styre, som kan etablere et "sur place" motiv efter udlændingelovens § 7. Det kan således ikke antages, at de iranske myndigheder, henset til, at ansøgeren ikke tidligere har været profileret, vil have kendskab til ansøgerens aktiviteter, og uanset om dette måtte være tilfældet – henset til den måde, det er udført på – ikke anledning til at anse ansøgeren for profileret i forhold til de iranske myndigheder, der kan begrunde opholdstilladelse i Danmark. Det forhold, at ansøgeren angiveligt har modtaget trusler på Messenger fra en person i Holland, kan, henset til karakteren og indholdet heraf, ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at indholdet skulle vise, at de iranske myndigheder efterstræber ham. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren angiver at have det psykisk skidt, men finder ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering af hans forklaring. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har afgivet forklaring for nævnet i omkring halvanden time med enkelte, korte pauser. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. De generelle forhold for kurdere og for yarsan-troende i Iran er ikke af en sådan karakter, at de kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/77/MGO

gamb20192

Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Gambia. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mandinka og muslim af trosretning fra […], Gambia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Gambia frygter befolkningen, religiøse ledere og politiet, idet han har haft et seksuelt forhold til en anden mand. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2013 mødte en britisk mand, [A], i Gambia, som ansøgeren indledte et seksuelt forhold til. Ansøgeren blev på baggrund af forholdet provokeret af folk i området, ligesom han kom op at slås med bekendte. Ansøgeren blev endvidere opsøgt af de ældre i området, der først bad ham holde sig fra [A] og senere meldte ham til politiet, der tilbageholdt ham på politistationen, indtil han blev løsladt mod, at ansøgerens mor stillede kaution med sit id-kort. Ansøgeren fortalte under tilbageholdelsen politiet om sit seksuelle forhold til [A]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på adskillige, herunder helt centrale punkter. Flygtningenævnet har således tillagt det betydelig vægt, at ansøgeren har afgivet forskellige forklaringer til de italienske myndigheder og til de danske myndigheder. Han har således til de italienske myndigheder forklaret, at han er født i 1986, at han har arbejdet som politibetjent og livvagt, og at han søgte asyl, fordi han var blevet fængslet i Gambia, idet han var mistænkt for at have destrueret bevismateriale for Ministeriet for præsidentielle anliggender. Hertil kommer, at ansøgeren har fremlagt en række kopier af dokumenter for de italienske myndigheder til støtte for asylmotivet. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens forklaring om baggrunden for forklaringen til de italienske myndigheder ikke forekommer troværdig. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om sit asylmotiv til de danske myndigheder. Han har således forklaret divergerende om bl.a., hvornår [A] kom til Gambia første gang, om hvor længe [A] opholdt sig i Gambia under sine to ophold, om hvornår de indledte deres seksuelle forhold, om hvornår beskyldningerne mod ham og [A] startede, herunder om hvornår han første gang blev kontaktet af de ældre om deres forhold, om hvorvidt han blev kontaktet telefonisk eller personligt af de ældre, samt om hvor længe han blev tilbageholdt på politistationen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Gambia risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at han ved en tilbagevenden vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Gamb/2019/2/AJEV

etio201913

Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk tigrinya og tidligere kristen ortodoks fra […], Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter myndighederne, fordi han er deserteret fra militærtjeneste, og fordi han er udrejst illegalt. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han var i […] i 2006, hvor han modtog militærtræning. Efterfølgende blev ansøgeren stationeret i byen […], hvor han skulle stå vagt ved havnen. I slutningen af 2008 forlod ansøgeren militæret uden tilladelse og tog tilbage til sin landsby. Her levede han i skjul indtil 2013, hvor han blev opdaget og fængslet af myndighederne. Ansøgeren var fængslet i fire måneder, hvorefter han blev overført til et hospital på grund af en skade i skulderen. Ansøgeren flygtede fra hospitalet i 2014. Han tog hjem til sin moster, hvor han opholdt sig frem til [vinteren] 2015, hvor han udrejste af Eritrea til Etiopien. Ansøgeren opholdt sig illegalt i Etiopien i to år. Ved en tilbagevenden til Etiopien frygter ansøgeren at blive tilbageholdt af myndighederne, fordi han har opnået dokumenter på illegal vis. Ansøgeren frygter i forlængelse heraf, at de etiopiske myndigheder vil udvise ham til Eritrea. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han fik et borgerkort og et pas i Etiopien gennem bestikkelse. Derudover fik ansøgeren og hans ægtefælle lavet en falsk vielsesattest samt andre falske dokumenter, da han søgte om visum. Efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre sin identitet og det asylgrundlag, han eller hun påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren hverken har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren angiver at være fra Eritrea, selv om han har søgt og opnået visum til Danmark på baggrund af et etiopisk pas og flere dokumenter, der angiver at være fra Etiopien. Flygtningenævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at ansøgerens etiopiske pas er udstedt i [sommeren] 2014, uanset at ansøgeren ifølge sin forklaring først er udrejst af Eritrea i [vinteren] 2015. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har en yderst mangelfuld viden om Eritrea og landets geografiske forhold, herunder beliggenheden af flere byer og farvandet ud for byen, hvor ansøgeren stod vagt under sin angivelige militærtjeneste. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om sine angivelige konflikter i Eritrea er utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han var i fængsel og indlagt på et hospital i Eritrea i perioden fra [efteråret] 2013 til [foråret] 2014 ikke er forenelig med, at ansøgeren i denne periode var aktiv på sin Facebook-profil, som ansøgeren i øvrigt over for Udlændingestyrelsen i første omgang oplyste ikke at have. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han i forbindelse med sin udrejse af Eritrea, skulle være gået fra […] til byen […] på 10-11 timer, ikke er forenelig med, at der er mere end 100 kilometer mellem disse byer. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren under nævnsmødet i forhold til sin forklaring i Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende om, hvornår han ankom til […]. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at det er påfaldende, at ansøgeren efter at være deserteret fra militæret ca. ½ år senere henvender sig til de lokale myndigheder og lader sit ægteskab og dermed sig selv registrere hos myndighederne. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket i en sådan grad, at ansøgerens forklaring om sin identitet og sit asylmotiv, ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet lægger derimod som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren er statsborger i Etiopien. Ansøgeren har ikke forklaret om konflikter i Etiopien. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etio/2019/13/CMA

egyp20191

Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt seks børn fra Egypten. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er egyptiske statsborgere, etniske arabere og sunni muslimer fra [en by i] Egypten. Den mandlige klager har sympatiseret med Det Muslimske Broderskab, herunder Hasm-bevægelsen. Klagerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Egypten frygter at blive fængslet på livstid eller henrettet af de egyptiske myndigheder, idet den mandlige klagers navn fremgik af en anklageliste. Klagerne har til støtte herfor fremvist en elektronisk kopi af anklagelisten, hvoraf det fremgik, at den mandlige klager var under anklage ved [en ret i Egypten] i 2013. Den mandlige klager frygter endvidere myndighederne som følge af, at han havde deltaget i møder og konferencer arrangeret af Det Muslimske Broderskab, og som følge af, at han gennem årene har udtalt sig kritisk om det egyptiske militær på Facebook og andre sociale medier. Den mandlige klager frygter endvidere myndighedernes reaktion på, at han er udeblevet fra genindkaldelse til militærtjeneste. Den kvindelige klager har endvidere gjort gældende, at hendes søster vil anmelde dem til myndighederne for at sympatisere med Det Muslimske Broderskab. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2017 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af den oprindelige sag, at Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 modtog et notat fra Udenrigsministeriet, der indeholdt oplysninger om, at en lokal juridisk kilde havde oplyst, at det af klageren fremlagte dokument forefandtes ved Kriminalretten i [den pågældende by], og at sagen blev bragt for retten i [byen i sommeren] 2016. Det fremgår videre, at Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2018 modtog endnu et notat fra Udenrigsministeriet, der indeholdt oplysninger om, at den danske ambassade i Kairo havde fået adgang til den originale anklageliste fra retten i [byen], hvilken klagerne angiveligt havde fremlagt en kopi af. På baggrund deraf oplyste ambassaden, at den fremlagte kopi ikke var ægte, og at den mandlige klagers navn ikke fremgik af den originale anklageliste. Udlændingestyrelsen inddrog på den baggrund klagernes opholdstilladelse [i foråret] 2019, idet klagerne havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet tiltræder på baggrund af de nu foreliggende oplysninger fra Udenrigsministeriet, at den mandlige klagers navn ikke fremgår af den anklageindstilling, som den mandlige klager har påberåbt sig. Tværtimod er der anført et andet navn på den plads, den mandlige klager har henvist til. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klagerne har opholdt sig i Danmark siden indrejsen i [efteråret] 2009, og at der således heller ikke er noget reelt grundlag for, at den mandlige klager skulle befinde sig på den pågældende anklageindstilling, der må antages at være fra efter 2012. Flygtningenævnet tiltræder, at oplysningen om klagerens navn på anklageindstillingen har været bestemmende for, at klagerne oprindeligt blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Opholdstilladelsen er således opnået ved svig, og Flygtningenævnet finder, at den mandlige klager har været klar herover. For så vidt angår den kvindelige klager og børnene må de i denne relation identificeres med den mandlige klager. Flygtningenævnet tiltræder således, at opholdstilladelsen som udgangspunkt kan inddrages på grund af den udviste svig. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige klager fra sin ansættelse på universitetet i midten af 90’erne har sympatiseret med Det Muslimske Broderskab, og at han gennem årene på Facebook og øvrige sociale medier har udøvet en del propaganda vendt mod navnlig det egyptiske militær og med sympati for Det Muslimske Broderskab. Den mandlige klager har først oprettet en Facebook konto i 2010 og således efter indrejsen i Danmark. Hans eget navn og foto var på denne konto. Efter et års tid udskiftede han sit navn og foto, således at dette ikke længere fremgik af kontoen. Hans eget navn og foto har ikke siden været knyttet til den mandlige klagers konti på de sociale medier. I 2013 lukkede Facebook den pågældende konto, og den mandlige klager har siden haft forskellige konti. Flygtningenævnet bemærker, at Det Muslimske Broderskab først blev forbudt i 2013. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at antage, at de egyptiske myndigheder har identificeret eller vil identificere den mandlige klager i forhold til de sociale medier, han har anvendt. Det bemærkes i øvrigt, at den mandlige klager alene har videregivet allerede tilgængelige oplysninger. Flygtningenævnet finder ikke, at den mandlige klager risikerer uforholdsmæssig straf eller overgreb som følge af, at han ikke er mødt til eventuelle genindkaldelser. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at truslerne fra den kvindelige klagers søster har et sådant omfang og karakter, at disse kan føre til en reel risiko for forfølgelse eller overgreb fra de egyptiske myndigheders side. Flygtningenævnet finder således ikke, at klagerne på nuværende tidspunkt risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. For så vidt angår vurderingen efter udlændingelovens § 26 lægger Flygtningenævnet afgørende vægt på, at klagerne vel er indrejst i Danmark i [efteråret] 2009, men at de indtil [sommeren] 2014 havde opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold. Klagerne kan således tidligst have haft en forventning om at kunne blive permanent i Danmark fra det tidspunkt, hvor de fik opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 – [i efteråret] 2017. Denne opholdstilladelse er imidlertid som anført opnået ved svig og har derfor heller ikke kunnet give berettiget grundlag for en tro på at kunne blive permanent her i landet. Udlændingestyrelsen har da også allerede cirka et og et halvt år efter inddraget opholdstilladelsen på grund af den udviste svig. Flygtningenævnet finder, at børnene, der uden tvivl har opnået betydelig tilknytning til Danmark, men som alle er under 18 år, ligeledes må anses for at måtte påregne at skulle fortsætte deres tilværelse med familien i Egypten. Flygtningenævnet finder således efter en samlet afvejning af hensynene efter udlændingelovens § 26, stk. 1, og EMRK artikel 8, at det ikke vil være særlig belastende for klagerne at vende tilbage til Egypten. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Egyp/2019/1/mme

aser20193

Nævnet meddelte i juli 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Aserbajdsjan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk aserbajdsjansk og muslim fra Aserbajdsjan. Ansøgerens far har været politisk aktiv for et parti ved navn Khalg Chebhesi (Folkefronten). Ansøgerens mor har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens far har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan frygter at blive fængslet og udsat for grove fysiske overgreb af myndighederne, fordi han har været politisk aktiv for Folkefronten. Ansøgerens far har til støtte herfor oplyst, at han blev medlem af Folkefronten i 2006. Ansøgerens far deltog i en demonstration, hvor han blev anholdt [efteråret] 2008. Ansøgerens far var fængslet i otte måneder og under sin tilbageholdelse udsat for tortur. Ansøgerens far blev [sommeren] 2009 løsladt. Han havde under fængslingen nægtet at underskrive en erklæring om, at Folkefronten var betalt af udlændinge for at demonstrere mod myndighederne i Aserbajdsjan, og at han havde fået del i disse penge. Ansøgerens far deltog i [sommeren] 2010 i endnu en demonstration, hvor ansøgerens far blev afhørt og udsat for vold og tilbageholdt i en uge. Ansøgerens far deltog i demonstrationer i efteråret 2012, i [efteråret] 2013 og senest [efteråret] 2016 uden at få problemer med myndighederne. [Efteråret] 2016 bestak ansøgerens far sig til visum til hele familien til Ungarn, hvorefter han udrejste af Aserbajdsjan sammen ansøgerens mor, og ansøgeren og hans lillesøster. Ansøgeren har i det hele henvist til sin fars asylmotiv. Flygtningenævnet har i det væsentlige lagt ansøgerens fars og mors forklaringer til grund. Flygtningenævnet har fundet, at forklaringerne, trods mindre divergenser, i det væsentlige fremstår sammenhængende og troværdige. Flygtningenævnets flertal har lagt til grund, at ansøgerens far fortsat er profileret i forhold til myndighederne som følge af sit medlemskab af Folkefronten og sin deltagelse i demonstrationer. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgerens far to gange har været anholdt som følge af deltagelse i demonstrationer afholdt af Folkefronten. I 2008 var han, uden at være stillet for en dommer, fængslet i otte måneder, hvor han blev udsat for tortur som følge af sin deltagelse i en demonstration, og i 2010 var han fængslet i en uge, uden at være stillet for en dommer, som følge af deltagelse i en demonstration. Samtidig har flertallet lagt til grund, at politiet umiddelbart efter anholdelsen af ansøgerens far i 2008 opsøgte familiens hjem, som blev ransaget, og hvor de udsatte ansøgerens mor og ansøgeren for vold, ligesom de slog ansøgerens hund ihjel. Yderligere har flertallet lagt til grund, at politiet i 2009 under ansøgerens fars fængsling opsøgte ansøgerens mor og ansøgeren uden for hans skole og forsøgte at tvinge dem ind i en bil. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt til grund, at ansøgerens far og hans familie efter løsladelsen i 2010 følte sig tvunget til at flytte fra deres hjem og tage ophold i en lejet bolig, hvor de ikke blev registreret af myndighederne og derfor var sværere at finde frem til. Flertallet har lagt til grund, at ansøgerens far og mor i perioden fra 2010 til 2016 så sig nødsaget til at flytte i alt fire gange og tage ophold i lejeboliger, hvor de ikke var registreret af myndighederne. Flygtningenævnets flertal har fundet ansøgerens fars og mors forklaring om, at de i denne periode fortsat var i myndighedernes søgelys, troværdig. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgerens far i et tilfælde blev opsøgt og udspurgt af den lokale politimand ud for lejeboligen, hvorefter ansøgerens far og mor på ny flyttede. I to andre tilfælde fortalte naboer dem, at politiet havde udvist interesse for deres bopæl. Samtidig fortalte deres tidligere naboer dem, at politiet opsøgte deres oprindelige ejerbolig, som de havde beholdt, cirka hver tredje måned. Hertil kommer, at ansøgerens far fem gange i 2015 og 2016 blev opsøgt af politiet i den slagterbutik, som han drev i sin ansattes navn. Tre gange blev han opsøgt af civilklædte politifolk og to gange af uniformerede, der udspurgte ansøgerens fars ansatte om, hvem der stod for lejemålet og drev butikken. Flygtningenævnets flertal har fundet, at ansøgerens fars og mors forklaringer er overensstemmelse med de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for medlemmer af Folkefronten, der deltager i demonstrationer eller andre regimekritiske aktiviteter, eller som i øvrigt er i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnets flertal lægger til grund, at ansøgeren som følge af sin fars politiske aktiviteter for Folkefronten ligeledes er profileret i forhold til myndighederne. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Aser/2019/3/GJEY

aser20192

Nævnet meddelte i juli 2019 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Aserbajdsjan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk aserbajdsjanske og muslimer fra Kurdemir, Aserbajdsjan. Den mandlige ansøger har været politisk aktiv for et parti ved navn Khalg Chebhesi (Folkefronten). Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan frygter at blive fængslet og udsat for grove fysiske overgreb af myndighederne, fordi han har været politisk aktiv for Folkefronten. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han blev medlem af Folkefronten i 2006. Ansøgeren deltog i en demonstration, hvor han blev anholdt [efteråret] 2008. Ansøgeren var fængslet i otte måneder og under sin tilbageholdelse udsat for tortur. Ansøgeren blev [sommer] 2009 løsladt. Han havde under fængslingen nægtet at underskrive en erklæring om, at Folkefronten var betalt af udlændinge for at demonstrere mod myndighederne i Aserbajdsjan, og at han havde fået del i disse penge. Ansøgeren deltog i [sommeren] 2010 i endnu en demonstration, hvor ansøgeren blev afhørt og udsat for vold og tilbageholdt i en uge. Ansøgeren deltog i demonstrationer i efteråret 2012, i [efteråret] 2013 og senest [efteråret] 2016 uden at få problemer med myndighederne. [I efteråret] 2016 bestak den mandlige ansøger sig til visum til hele familien til Ungarn, hvorefter han udrejste af Aserbajdsjan sammen med den kvindelige ansøger og deres børn. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet finder, at forklaringerne, trods mindre divergenser, i det væsentlige fremstår sammenhængende og troværdige. Flygtningenævnets flertal lægger til grund, at den mandlige ansøger fortsat er profileret i forhold til myndighederne som følge af sit medlemskab af Folkefronten og sin deltagelse i demonstrationer. Flertallet lægger herved vægt på, at den mandlige ansøger to gange har været anholdt som følge af deltagelse i demonstrationer afholdt af Folkefronten. I 2008 var han, uden at være stillet for en dommer, fængslet i otte måneder, hvor han blev udsat for tortur som følge af sin deltagelse i en demonstration, og i 2010 var han fængslet i en uge, uden at være stillet for en dommer, som følge af deltagelse i en demonstration. Samtidig lægger flertallet til grund, at politiet umiddelbart efter anholdelsen af den mandlige ansøger i 2008 opsøgte familiens hjem, som blev ransaget, og hvor de udsatte den kvindelige ansøger og ansøgernes søn, [A], for vold, ligesom de slog [A’s] hund ihjel. Yderligere lægger flertallet til grund, at politiet i 2009 under den mandlige ansøgers fængsling opsøgte den kvindelige ansøger og hendes søn uden for sønnens skole og forsøgte at tvinge dem ind i en bil. Flygtningenævnets flertal lægger endvidere til grund, at den mandlige ansøger og hans familie efter løsladelsen i 2010 følte sig tvunget til at flytte fra deres hjem og tage ophold i en lejet bolig, hvor de ikke blev registreret af myndighederne og derfor var sværere at finde frem til. Flertallet har lagt til grund, at ansøgerne i perioden fra 2010 til 2016 så sig nødsaget til at flytte i alt fire gange og tage ophold i lejeboliger, hvor de ikke var registreret af myndighederne. Flygtningenævnets flertal finder ansøgernes forklaring om, at de i denne periode fortsat var i myndighedernes søgelys, troværdig. Flygtningenævnets flertal lægger herved vægt på, at den mandlige ansøger i et tilfælde blev opsøgt og udspurgt af den lokale politimand ud for lejeboligen, hvorefter ansøgerne på ny flyttede. I to andre tilfælde fortalte naboer dem, at politiet havde udvist interesse for deres bopæl. Samtidig fortalte deres tidligere naboer dem, at politiet opsøgte deres oprindelige ejerbolig, som de havde beholdt, cirka hver tredje måned. Hertil kommer, at den mandlige ansøger fem gange i 2015 og 2016 blev opsøgt af politiet i den slagterbutik, som han drev i sin ansattes navn. Tre gange blev han opsøgt af civilklædte politifolk og to gange af uniformerede, der udspurgte den mandlige ansøgers ansatte om, hvem der stod for lejemålet og drev butikken. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgernes forklaringer er overensstemmelse med de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for medlemmer af Folkefronten, der deltager i demonstrationer eller andre regimekritiske aktiviteter, eller som i øvrigt er i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Aser/2019/2/GJEY

afgh2019166

Nævnet meddelte i juli 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Jalalabad, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban eller ISIL. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i august 2014 begyndte at arbejde for et udenlandsk firma, som reparerede biler for myndighederne, NATO og militæret. Ansøgerens arbejdsopgave bestod hovedsageligt i at transportere varer. En dag blev der affyret skud ude foran ansøgerens hus, og der blev smidt et brev ind under ansøgerens dør. I brevet stod der, at ansøgeren skulle hjælpe nogle personer med at blive ansat i firmaet, hvor han arbejdede. Ansøgeren gav brevet til myndighederne, som vurderede, at ISIL var afsenderen af brevet. I november 2014 da ansøgeren transporterede varer, blev han stoppet af personer i politiuniform. Ansøgeren viste sit id-kort og fortalte, hvilket firma han arbejdede for. Ansøgeren blev slået og kørt til et sted, hvor han var tilbageholdt. Under tilbageholdelsen blev han afhørt og udsat for fysiske overgreb. Efter 25 dage tilbød ansøgerens far at betale for at få ansøgeren løsladt. På et tidspunkt kom militæret til området, og ansøgeren blev i den forbindelse løsladt. Ansøgeren pådrog sig skader som følge af det, han var udsat for under tilbageholdelsen, og forblev derfor på sin bopæl. Ansøgeren var hospitalsindlagt i seks måneder i Pakistan. Herefter begyndte ansøgeren at komme i sin fars butik. En dag da ansøgeren kørte hjem fra butikken sammen med sin bror, blev de påkørt. Gerningsmændene flygtede efterfølgende, idet folk samledes omkring ansøgeren og hans bror. Efterfølgende tog ansøgeren og hans bror ophold hos deres faster. I den følgende periode blev der affyret skud ude foran ansøgerens bopæl, og der blev råbt efter ansøgeren. Ansøgeren modtog flere trusselsbreve i perioden, mellem han var tilbageholdt, og indtil han udrejste af Afghanistan én til halvanden måned, efter han blev påkørt. Om bevisvurderingen bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring vel er behæftet med betydelige divergenser og usikkerheder, men at disse muligt kan tilskrives den omfattende tortur, ansøgeren må antages at have været udsat for. Nævnet henviser herved til ansøgerens forklaring og den foretagne torturundersøgelse af ansøgeren. Enkelte dele af divergenserne kan endvidere skyldes forskellige oversættelser. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren vel må antages at have fremlagt dokumenter, der er vurderet som ikke ægte, men at der ikke er modtaget svar på alle de dokumenter, nævnet har anmodet om ægthedsvurdering af, ligesom ansøgeren har fremlagt et yderligere dokument, der eventuelt kan ægthedsvurderes. Nævnet finder imidlertid efter de foreliggende oplysninger sammenholdt med den tid, der allerede er medgået til sagens behandling, ikke grundlag for at iværksætte yderligere ægthedsvurderinger. Efter en samlet vurdering af de nu foreliggende oplysninger og henset til princippet om ”the benefit of the doubt” lægger Flygtningenævnet efter ansøgerens forklaring således til grund, at ansøgeren har været ansat som chauffør hos firmaet [navn] i 2. halvår af 2014, at han i forbindelse med sit arbejde i november 2014 blev tilbageholdt ved en kontrolpost, at han i forlængelse heraf blev tilbageholdt, formentlig af Taliban, i måske 25 dage, hvorunder han blev tortureret, at han herefter i perioden fra den [dato] december 2014 til den [dato] maj 2015 fik lægebehandling på et hospital i Pakistan, at han herefter kom hjem til familiens bopæl i Jallalabad, at familien efterfølgende modtog trusselsbreve, og at han herefter flygtede. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerens frygt for overgreb fra Taliban ved en tilbagevenden til Afghanistan er velbegrundet, og at han opfylder betingelserne for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes herved, at ansøgerens frygt for en tilbagevenden ikke skyldes grunde, der er omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2019/166/SME

afgh2019115

Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra […]-landsbyen, Laghman, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter forfølgelse af myndighederne og Taliban, idet han har samarbejdet med Taliban. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at familien til en person ved navn [A], fordi ansøgeren ved et uheld har dræbt [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende frygten for myndighederne og Taliban oplyst, at Taliban fra begyndelsen af 2013 frem til begyndelsen af 2016 pressede ansøgeren til at transportere ammunition, håndgranater, tunge maskingeværer, plastikflasker og tønder fyldt med sprængstoffer til forskellige områder, hvor Taliban deltog i kamphandlinger og detonerede bomber. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende frygten for [As] familie oplyst, at han en dag vandrede på sin mark. Her kom ansøgeren op at skændes med [A], der var en fjern slægtning samt medlem af Taliban. [A] angreb ansøgeren med en kniv og truede med at dræbe ansøgeren. Ved et uheld løste sig et skud fra ansøgerens jagtgevær, som dræbte [A]. Ansøgeren tog hjem til sin far og fortalte om episoden. Faren sendte herefter ansøgeren til en fætter i Kabul, hvor ansøgeren var i to døgn. Han udrejste herefter af Afghanistan. Taliban har efter ansøgerens udrejse tilbageholdt hans lillebror, fordi han skulle arbejde for dem i stedet for ansøgeren. I slutningen af 2016 kontaktede ansøgerens lillebror ansøgeren og fortalte, at Taliban havde dræbt ansøgerens forældre, fordi de beskyldte ansøgerens far for at have sendt ansøgeren til Kabul for at spionere med gruppen. Efter udlændingelovens § 40, stk.1, påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre sin identitet og det asylgrundlag, han eller hun påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort hverken sin identitet eller sit asylmotiv. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sit navn og sine familieforhold ikke fremtræder overbevisende, herunder at ansøgeren skulle have efternavnet [B], selv om hans forældre og søskende hedder [C] til efternavn. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren har afgivet urigtige oplysninger om sin færden på de sociale medier, og i hvilket omfang han har været i kontakt med personer i Afghanistan. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin kontakt med familie og andre personer i Afghanistan og om den mobiltelefon, han blev fundet i besiddelse af under en samtale i Udlændingestyrelsen, ikke stemmer overens med de billeder og opkaldsdata, der blev fundet på telefonen, og hvoraf fremgår, at en person [med samme navn som ansøgeren] gentagne gange havde været i kontakt med personer i Afghanistan. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at der på Facebook var oprettet to profiler tilhørende ansøgeren, uanset at ansøgeren har forklaret, at han ikke har en Facebook-profil. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket i en sådan grad, at ansøgerens forklaring om sin identitet og sit asylmotiv, ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/115/HHU

afgh2019113

Nævnet meddelte i juli 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, ISIL og andre grupper, der er modstandere af de afghanske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han formoder, at Taliban, ISIL eller andre grupper ønsker at tilbageholde ham, fordi hans far og bror, [R], arbejder for myndighederne. Det har ansøgerens far fortalt. Ansøgeren har derudover oplyst, at hans bror, [A], er forsvundet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at man som etnisk hazara bliver udsat for diskrimination i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i Afghanistan deltog i et kalligrafikursus, og at han, i modsætning til de andre studerende, ikke fik lov til at fortsætte til næste niveau. Ansøgeren formoder, at dette var på grund af hans etnicitet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han selv har modtaget telefoniske trusler, til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om truslerne, og at ansøgeren og hans bror har forklaret divergerende om udrejsen. Flygtningenævnet lægger imidlertid ansøgerens, ansøgerens brors og hans fars forklaring om farens stilling, broren [R]s stilling og broren [A]s arbejde og bortførelse til grund. Nævnet lægger ligeledes til grund, at disse oplysninger er givet oprindeligt til de danske myndigheder, og at faren har bekræftet en del af disse ved Udlændingestyrelsens telefoniske henvendelser til ham. Faren har ligeledes forklaret, at han har modtaget telefoniske trusler mod familien, at han selv har fortsat sit arbejde, men at familien flytter adresse med jævne mellemrum. Beslutningen om udrejse af Afghanistan er truffet af faderen, uden at ansøgerne er orienteret mere præcist om baggrunden herfor. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han risikerer sådanne overgreb på grund af farens arbejde, at han opfylder betingelserne for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at forfølgelsesgrunden er omfattet af Flygtningekonventionen. For så vidt angår ansøgerens og ansøgerens brors forhold til kristendommen, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke risikerer forfølgelse som følge heraf. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren ikke er blevet døbt, og at han heller ikke har tanker herom. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for konventionsstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2019/113/CMA

afgh2019112

Nævnet meddelte i juli 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt som følge af sin fars arbejde og som følge af, at han ikke ønsker at tilslutte en ukendt gruppe, der har truet ham. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han modtog telefoniske trusler to gange i henholdsvis [efteråret] 2015 og en måned senere. Ansøgeren blev ringet op af en mand, som sagde, at ansøgeren skulle tilslutte sig deres gruppe, og at ansøgeren skulle stoppe med at gå i skole. Ved andet opkald blev ansøgeren truet med at blive slået ihjel. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans ene bror, [A], brorens ægtefælle og deres to børn blev kidnappet i [sommeren] 2015. [A]s ægtefælle og børnene blev løsladt efterfølgende, men [A] har været forsvundet siden. Derudover har ansøgeren oplyst, at han er konverteret til kristendommen, og at han blev døbt [i efteråret] 2017. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han selv har modtaget telefoniske trusler, til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om truslerne, og at ansøgeren og hans bror har forklaret divergerende om udrejsen. Flygtningenævnet lægger imidlertid ansøgerens og hans fars forklaring om farens stilling, broren [R]s stilling og broren [A]s arbejde og bortførelse til grund. Nævnet lægger ligeledes til grund, at disse oplysninger er givet oprindeligt til de danske myndigheder, og at faren har bekræftet en del af disse ved Udlændingestyrelsens telefoniske henvendelse til ham. Faren har ligeledes forklaret, at han har modtaget telefoniske trusler mod familien, at han selv har fortsat sit arbejde, men at familien flytter adresse med jævne mellemrum. Beslutningen om udrejse af Afghanistan er truffet af faderen, uden at ansøgerne er orienteret mere præcist om baggrunden herfor. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han risikerer sådanne overgreb på grund af farens arbejde, at han opfylder betingelserne for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at forfølgelsesgrunden er omfattet af Flygtningekonventionen. For så vidt angår ansøgerens konversion til kristendommen, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har redegjort for den indre afklaringsproces, der har ført frem til hans konversion, eller hvilke konsekvenser dette måtte have. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han reelt er konverteret til kristendommen. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for konventionsstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2019/112/CMA

syri201939

Nævnet meddelte i juni 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016.”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har som asylmotiv under sin oprindelige asylsag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold som følge af krigen. Klageren oplyste endvidere, at han frygtede Bashar al-Assad. Klageren oplyste til støtte herfor, at han blev stoppet af de syriske myndigheder fire gange, og at han mindst tre gange blev fængslet. Udlændingestyrelsen fandt dengang, at den risiko, klageren befandt sig i, ikke havde baggrund i individuelle forhold, men alene kunne relateres til den generelle sikkerhedssituation i landet. Klageren blev herefter meddelt midlertidig opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, idet det blev vurderet, at han alene ved sin blotte tilstedeværelse i Syrien ville være i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3, hvilken risiko havde baggrund i den særligt alvorlige situation i Syrien præget af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile. Udlændingestyrelsen har efterfølgende truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse under henvisning til en ændring i de generelle forhold, hvilken afgørelse er til prøvelse i Flygtningenævnet i denne sag. Under klagerens samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2019, som blev afholdt med henblik på at afklare, om der fortsat var grundlag for at yde klageren beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 3, oplyste han, at han ved en tilbagevenden til Syrien tillige frygter at blive anholdt af de syriske myndigheder, fordi klagerens bror flygtede fra det syriske militær i 2014, hvorfor klagerens bror er eftersøgt af Bashar al-Assads militær og efterretningstjeneste. Klageren oplevede som følge heraf konflikter, og klagerens navn blev endvidere registreret ved de syriske myndigheder. Klageren har endvidere oplyst, at han frygter at blive anholdt af de syriske myndigheder, fordi de arabiske lande gør, som det passer dem og som følge af, at klageren er udrejst af Syrien, ligesom han har henvist til, at han er særlig udsat for menneskerettighedskrænkelser som følge af sit handikap. Nævnet bemærker, at ansøgeren under sin oprindelige asylsag ikke nævnte noget om en individuel konflikt med de syriske myndigheder, uagtet at han flere gange blev spurgt specifikt ind til eventuelle konflikter med myndighederne. Nævnet bemærker dog, at klageren, der er svært hørehandikappet og meget muligt har nedsat funktionsevne grundet andre forhold, under sin forklaring for nævnet fremstår noget påfaldende og helt åbenbart har haft vanskeligt ved at forstå spørgsmålene og udtrykke sig relevant i forhold til disse. Nævnets indtryk understøttes af en erklæring [fra foråret] 2019 fra en speciallærer, hvori det om klageren er oplyst bl.a., at han misforstår aftaler, og at en læsetest har vist, at han afkoder sætninger forkert, ligesom han i sin kognitive tænkning har brug for mange redskaber og strategier for at kunne udtrykke sig og blive forstået rigtigt. Når troværdigheden af klagerens nye oplysninger skal vurderes, må der derfor tages hensyn hertil. Uanset at der er tale om nye oplysninger, finder nævnet herefter ikke grundlag for at tilsidesætte klagerens i øvrigt troværdige forklaring om dels, at han har oplevet konflikter som følge af sin brors desertering fra militærtjeneste, dels at han har oplevet at være blevet slået og behandlet dårligt gennem hele sit liv på grund af sine handikap. Det må i øvrigt efter hans forklaring lægges til grund, at han tidligere har været anholdt af de syriske myndigheder. Det fremgår af adskillige rapporteringer, at der sker alvorlige krænkelser af menneskerettighederne fra de syriske myndigheders side, og at disse krænkelser også finder sted i Damaskus. Menneskerettighedskrænkelserne rettes ifølge kilderne navnlig mod personer med en særlig risikoprofil, herunder personer der har unddraget sig militærtjeneste og lignende, eller personer (og disse personers familie), der enten er eller har været tilknyttet oprørsgrupper, eller som på anden vis må opfattes som værende i opposition til de syriske myndigheder. For så vidt angår familiemedlemmer til personer, der er deserteret fra militærtjeneste, fremgår det i rapport af 3. januar 2018 ”Syria: Reactions against deserters and draft evaders”, s. 11, at også familiemedlemmer er i risiko for at blive arresteret. Også personer der kommer fra områder, der tidligere var kontrolleret af oppositionen, kan være udsatte, ligesom personer der på grund af deres navn eller andet kan forveksles med eftersøgte personer kan være det. For personer med en sådan særlig risikoprofil er der efter baggrundsoplysningerne risiko for, at de vil blive tilbageholdt og afhørt ved en tilbagevenden til Syrien. Når dette sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders alvorlige overgreb f.eks. ved afhøringer og fængslinger, vil sådanne personer kunne være i en situation, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, på grund af deres individuelle forhold. Det bør ved vurderingen heraf ligeledes indgå, at flere kilder oplyser, at myndighedernes vurderinger af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme en ansøger/klager til gode. Efter en samlet vurdering af klagerens forhold og de konflikter, som klageren har oplyst om, finder nævnet, at der er en reel risiko for, at klageren i forbindelse med en tilbagevenden til Syrien, vil blive tilbageholdt og afhørt om sine brors desertering fra militærtjeneste og om sin egen noget påfaldende adfærd samt tidligere anholdelser, og at han herunder er i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Idet der ikke er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeler Flygtningenævnet klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2019/39/GJEY

syri201938

Nævnet meddelte i juni 2019 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2018.”Klageren er etnisk araber og kristen. Klageren er født i [x], men opvokset i Damaskus, Syrien. Som asylmotiv har klageren under sin oprindelige asylsag henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold og at blive kidnappet. Klageren oplyste til støtte herfor, at der var bombardementer i Syrien, og at det ikke var sikkert at være i landet. Klageren oplyste videre, at hun ikke havde en fremtid i Syrien, fordi hun ikke kunne arbejde eller studere på et universitet grundet krigen. Klageren oplyste endeligt, at hun havde hørt om andre i Syrien, der var blevet kidnappet, og hun frygtede derfor, at det samme kunne ske for hende. Udlændingestyrelsen fandt dengang, at den risiko, klageren befandt sig i, ikke havde baggrund i individuelle forhold, men alene kunne relateres til den generelle sikkerhedssituation i landet. Klageren blev herefter meddelt midlertidig opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, idet det blev vurderet, at hun alene ved sin blotte tilstedeværelse i Syrien ville være i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3, hvilken risiko havde baggrund i den særligt alvorlige situation i Syrien præget af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile. Efter sagens karakter finder Flygtningenævnet anledning til at gøre nogle indledende bemærkninger om sagens baggrund og de generelle forhold i Syrien. Om den generelle sikkerhedssituation i Damaskus i Syrien: I september 2013 besluttede Flygtningenævnet at anse dele af Syrien for omfattet af sådanne kamphandlinger og generaliseret vold mod civilbefolkningen, at der var grundlag for at give opholdstilladelse til asylansøgere fra de pågældende områder alene med henvisning til de generelle forhold. Asylansøgere fra de pågældende områder i Syrien, der ikke har risikeret individuel forfølgelse eller overgreb, har herefter fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 – senere § 7, stk. 3 – med henvisning til de generelle forhold, forudsat der ikke har været grundlag for at udelukke dem. Den 27. februar 2019 udtalte Flygtningenævnets Koordinationsudvalg imidlertid bl.a., at antallet af kamphandlinger og civile tab i Syrien er begrænset geografisk, og at antallet er reduceret markant i forhold til tidligere, og at det var op til Udlændingestyrelsen i 1. instans konkret at vurdere, om der fortsat er grundlag for at give opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, med henvisning til de generelle forhold. Udlændingestyrelsen traf herefter i bl.a. denne sag afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse på grund af en ændring i de generelle forhold. Sagen har været indbragt som én af seks prøvesager for Flygtningenævnet, hvor spørgsmålet er bl.a., om det på baggrund af de aktuelle oplysninger om de generelle forhold i Damaskus i Syrien fortsat er grundlag for at yde beskyttelse efter § 7, stk. 3. Det følger af forarbejderne til lov nr. 153 af 18. februar 2015 om ændring af udlændingeloven (midlertidig beskyttelse for visse udlændinge mv.), at en midlertidig opholdstilladelse efter § 7, stk. 3, ikke vil skulle forlænges, hvis de forhold, der førte til tildelingen af beskyttelsen, ikke længere kan begrunde beskyttelse. Det hedder nærmere i de almindelige bemærkninger til lovforslaget (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014) bl.a.: ”Den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, udvider ikke adgangen til at opnå beskyttelse i Danmark. Det vil også fremover være en forudsætning for at opnå opholdstilladelse, at udlændingen enten er omfattet af flygtningekonventionen eller har krav på beskyttelse efter de andre internationale konventioner, som Danmark har tiltrådt, herunder som følge af en reel risiko for overgreb i henhold til EMRK’s artikel 3. Afgræsningen af, om en udlænding omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 2 (beskyttelsesstatus) eller § 7, stk. 3 (midlertidig beskyttelsesstatus), vil bero på en vurdering af, om den pågældendes individuelle forhold giver grundlag for beskyttelse efter stk. 2, eller om der i hjemlandet foreligger en situation, som beskrevet i den foreslåede bestemmelse i stk. 3, og den pågældende udlænding kan anses for omfattet af denne situation. Udgangspunktet vil fortsat være, at en generel voldstilstand og den blotte mulighed for overgreb som følge af en ustabil situation eller en generel voldstilstand i ansøgerens hjemland ikke i sig selv vil kunne begrunde beskyttelse. Kun i de mest ekstreme tilfælde af generel voldsudøvelse, hvor der består en reel risiko for overgreb alene i kraft af en tilstedeværelse på området, vil udgangspunktet kunne fraviges. …” Det fremgår af lovforslaget endvidere bl.a.: ”Udlændinge med beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, er … ikke omfattet af flygtningekonventionen, og der skal … ikke som betingelse for inddragelse stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Dette er også forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. 188 af 26. marts 2010), jf. punkt 7.3, uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis. For sådanne udlændinges vedkommende skal der foretages en vurdering af, om der på inddragelsestidspunktspunktet aktuelt fortsat er et krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære overgreb i strid med EMRK’s artikel 3. I situationer, hvor spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen opstår som følge af en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet, kan der efter omstændighederne træffes afgørelse om inddragelse, uanset at forholdene – trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Inddragelse vil dog kræve, at ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter.” Af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) fremgår det, at en generel voldstilstand i et område normalt ikke i sig selv vil indebære en krænkelse af EMRK’s artikel 3 i tilfælde af udsendelse, men at den generelle voldssituation i en ansøgers hjemland kan nå et så højt niveau, at enhver udsendelse vil være i strid med artikel 3 (sagen NA. mod Storbritannien af 17. juli 2008, jf. præmis 114). EMD udtalte i den forbindelse, at den kun vil anlægge denne betragtning i de mest ekstreme tilfælde af generel voldsudøvelse, hvor der består en reel risiko for overgreb alene i kraft af en tilstedeværelse på området (jf. præmis 115). I sagen F. H. mod Sverige af 20. januar 2009 gentog EMD i præmis 90, at en generel voldstilstand normalt ikke i sig selv vil indebære en krænkelse af artikel 3 i tilfælde af udsendelse, men at Domstolen aldrig har udelukket muligheden for, at den generelle voldssituation i bestemmelseslandet kan være af en så tilstrækkelig høj intensitet, at enhver udsendelse til det pågældende land vil indebære en krænkelse af artikel 3. EMD udtalte også i denne dom, at den kun ville anlægge denne betragtning i de mest ekstreme tilfælde af generel voldsudøvelse, hvor der består en reel risiko for overgreb alene i kraft af en tilstedeværelse i det pågældende område. I sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien af 28. juni 2011 fandt EMD, at en udsendelse af de pågældende, som var somaliske statsborgere, til Mogadishu i Somalia ville udgøre en krænkelse af EMRK’s artikel 3. EMD udtalte bl.a., at den generelle vold i Mogadishu på tidspunktet for dommen havde nået et niveau, hvor enhver, der vendte tilbage til byen, som udgangspunkt ville være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK’s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse, medmindre vedkommende havde tilstrækkeligt gode relationer på højeste niveau til magtfulde aktører i byen, der gjorde det muligt for den pågældende at opnå beskyttelse. Ved vurderingen af niveauet for den generelle vold lagde EMD vægt på bl.a., om parterne i konflikten anvender metoder eller taktikker for krigsførelse, som øger risikoen for civile tab eller er direkte rettet mod civile, om anvendelsen af sådanne metoder eller taktikker er udbredt blandt parterne i konflikten, om kampene er geografisk afgrænset eller udbredte, og antallet af dræbte civile, sårede og fordrevne som følge af kampene. Efterfølgende i sagen K. A. B. mod Sverige af 5. september 2013 fandt EMD, at menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen i Mogadishu nu havde udviklet sig på en sådan måde, at der ikke længere var grund til at antage, at enhver i byen ville være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK’s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse. Dette uanset, at situation fortsat var alvorlig, skrøbelig og uforudsigelig. Ved vurderingen lagde EMD navnlig vægt på, at den militante gruppe al-Shabaab ikke længere kontrollerede byen, at byen ikke længere var frontlinje eller udsat for bombardementer, og at antallet af civile ofre var faldet, jf. præmis 91. For så vidt angår den aktuelle situation i Damaskus i Syrien kan det efter baggrundsoplysningerne lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen i klagerens hjemområde, Damaskus. Ifølge flere kilder er sikkerhedssituationen i Damaskus blevet forbedret markant, siden de syriske myndigheder i maj 2018 opnåede fuld kontrol i provinsen, jf. landerapport fra februar 2019 ”Syria, Security Situations in Damascus Province and Issues Regarding Return to Syria, Report based on interviews between 16 to 27 November 2018 in Beirut and Damascus”. På tidspunktet for den mission, der fandt sted i november 2018, og som var baggrund for landerapporten, havde der ifølge rapporten i en længere periode ikke været væsentlige sikkerhedshændelser ud over israelske angreb mod militære installationer nær lufthavnen, ligesom antallet af checkpoints inde i byen var blevet reduceret betydeligt. I januar 2019 var der med få dages mellemrum to eksplosioner i Damaskus, den ene i nærheden af et ”military intelligence office” og den anden i nærheden af den russiske ambassade, og enkelte kilder har meldt om hændelser med skyderi og knivstikkeri ved checkpoints og afværgede selvmordsangreb. Det hører endelig med til vurderingen af den generelle sikkerhedssituation i Damaskus, at der visse andre steder i Syrien uden for Damaskus provinsen fortsat er en særdeles alvorlig sikkerhedssituation præget af vilkårlig og alvorlig voldsudøvelse, hvilket kan medvirke til at gøre situationen i Damaskus noget skrøbelig. Det må efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne – der foruden den nævnte landerapport fra februar 2019 består af rapporter fra en lang række øvrige kilder – lægges til grund, at situationen i Damaskus fortsat er alvorlig og skrøbelig. Det må imidlertid endvidere lægges til grund, at risikoen for civile tab som følge af kamphandlinger og lignende i Damaskus siden maj 2018 har ændret sig markant. Når dette sammenholdes med de kriterier for opnåelse af beskyttelsesstatus efter § 7, stk. 3, som lovgiver har forudsat ”… kun i de mest ekstreme tilfælde af generel voldsudøvelse …”, og praksis fra EMD om anvendelsesområdet for EMRK’s artikel 3 i sådanne situationer, finder nævnet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK’s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse på området. Det er ifølge forarbejderne til udlændingelovens § 7, stk. 3, en forudsætning for at inddrage eller nægte at forlænge en opholdstilladelse meddelt efter denne bestemmelse, at ændringerne i Damaskus ikke må antages at have en helt midlertidig karakter. Nævnet finder i denne sag – henset til vurderingen nedenfor – imidlertid ikke anledning til at tage stilling hertil. Det hører også med til vurderingen af den generelle sikkerhedssituation i Damaskus, at der er adskillige rapporteringer om alvorlige menneskerettighedskrænkelser fra de syriske myndigheders side, og at disse krænkelser finder sted i hele Syrien, herunder også i Damaskus. Menneskerettighedskrænkelserne rettes ifølge kilderne navnlig mod personer med en særlig risikoprofil, herunder personer der har unddraget sig militærtjeneste og lignende, eller personer (og disse personers familie) der enten er eller har været tilknyttet oprørsgrupper, eller som på anden vis må opfattes som værende i opposition til de syriske myndigheder. Også personer der kommer fra områder, der tidligere var kontrolleret af oppositionen, kan være udsatte, ligesom personer der på grund af deres navn eller andet kan forveksles med eftersøgte personer kan være det. For personer med en sådan særlig risikoprofil er der efter baggrundsoplysningerne risiko for, at de vil blive tilbageholdt og afhørt ved en tilbagevenden til Syrien. Når dette sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders alvorlige overgreb f.eks. ved afhøringer og fængslinger, vil sådanne personer kunne være i en situation, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, på grund af deres individuelle forhold. Det bør ved vurderingen heraf ligeledes indgå, at flere kilder oplyser, at myndighedernes vurderinger af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme en ansøger/klager til gode. Myndighedernes krænkelser af menneskerettighederne også i Damaskus er således alvorlig og kan begrunde opholdstilladelse efter stk. 1 eller 2 på baggrund af en individuel vurdering, men krænkelserne har ikke et sådant niveau, at de i sig selv kan begrunde et generelt opholdsgrundlag efter udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. stk. 2. Om klagerens individuelle forhold: Det må efter oplysningerne i sagen lægges til grund, at ansøgeren er udrejst illegalt, eller at hun i hvert fald ikke vil være i stand til at dokumentere, at hun er udrejst legalt, og at hendes bror og svoger er meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af Udlændingestyrelsens landerapport fra februar 2019 ”Syria, Security Situations in Damascus Province and Issues Regarding Return to Syria, Report based on interviews between 16 to 27 November 2018 in Beirut and Damascus”, at det siden begyndelsen af 2018 har tydet på, at det ikke i sig selv har konsekvenser for en tilbagevendende syrer, der ikke er i et modsætningsforhold til myndighederne, at vedkommende forlod landet under krigen. Det fremgår videre, at illegal udrejse af Syrien fortsat er strafbart, men ifølge et cirkulære udstedt i marts 2019 af de syriske myndigheder og kildeoplysninger skulle det i praksis ikke længere være et problem, idet man kan få sin situation afklaret ved en syrisk repræsentation i udlandet inden indrejsen i Syrien. Andre kilder peger imidlertid på, at man ikke kan stole på garantier udstedt af de syriske myndigheder. Henset til, at klageren vil indrejse som ung kvinde alene i Syrien, at hun nogen tid forud for udrejsen i en kort periode har opholdt sig i et konfliktområde i Syrien, hvor oprørsstyrker på tidspunktet for hendes ophold havde delvis kontrol med området, og at hun har nære familiemedlemmer i Danmark, som har opnået asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, finder nævnet efter en samlet vurdering, at der er en reel risiko for, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil blive tilbageholdt og afhørt. Når dette sammenholdes med det, der er anført ovenfor om de syriske myndigheders overgreb f.eks. ved afhøringer og fængslinger, finder nævnet, at klageren er i risiko for asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Syrien. Det bemærkes, at der ikke er grundlag for at meddele opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Konklusion: Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2019/38/GJEY

syri201937

Nævnet meddelte i juni 2019 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Som asylmotiv har klageren under sin oprindelige asylsag henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter den generelle situation i landet, herunder at blive et tilfældigt offer for de kamphandlinger, der finder sted. Klageren oplyste til støtte herfor, at krigen i Syrien påvirkede hendes liv, fordi der konstant var usikkerhed og fare. Klageren følte sig ikke sikker i Syrien, fordi der er mange kamphandlinger og af den grund, var der ikke mulighed for at arbejde. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2017 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, idet Udlændingestyrelsen vurderede, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemland ville være i risiko for at blive udsat for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf. Udlændingestyrelsen vurderede, at denne risiko ikke var begrundet i individuelle omstændigheder, men derimod at risikoen havde baggrund i en særlig alvorlig situation i klagerens hjemland, som følge af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile i Syrien. Klageren har under sin nuværende sag henvist til, at hun frygter myndighederne som følge af, at hun er blevet gift med en mand, der kommer fra Aleppo og har været tilbageholdt og tortureret af de syriske myndigheder, ligesom hendes bror er meddelt asyl i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der er adskillige rapporteringer i de foreliggende baggrundsoplysninger om alvorlige menneskerettighedskrænkelser fra de syriske myndigheders side, herunder også i Damaskus. Menneskerettighedskrænkelserne rettes ifølge kilderne navnlig mod personer med en særlig risikoprofil, herunder personer der har unddraget sig militærtjeneste og lignende, eller personer (og disse personers familie) der enten er eller har været tilknyttet oprørsgrupper, eller som på anden vis må opfattes som værende i opposition til de syriske myndigheder. Også personer, der kommer fra områder, der tidligere var kontrolleret af oppositionen, kan være udsatte, ligesom personer, der på grund af deres navn eller andet kan forveksles med eftersøgte personer, kan være det. Sådanne personer er efter baggrundsoplysningerne i risiko for at blive tilbageholdt og afhørt ved en tilbagevenden til Syrien. Når dette sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders alvorlige overgreb f.eks. ved afhøringer og fængslinger, vil sådanne personer kunne være i en situation, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, på grund af deres individuelle forhold. Det bør ved vurderingen heraf indgå med betydelig vægt, at flere kilder oplyser, at myndighedernes vurderinger af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed. Klageren blev [i sommeren] 2018 gift med [A], der er svensk statsborger. Det må efter oplysningerne i sagen, herunder fra Migrationsverket i Sverige, lægges til grund, at klagerens ægtefælle stammer fra Aleppo i Syrien, at han flygtede fra Syrien til Sverige i 2012 og [i begyndelsen af] 2013 blev meddelt asyl, idet de svenske myndigheder lagde til grund, at han to gange havde været tilbageholdt af de syriske myndigheder og udsat for tortur som følge af, at han havde deltaget i demonstrationer mod de syriske myndigheder. Klagerens bror er meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Henset til, at klagerens ægtefælle kommer fra Aleppo i Syrien, og er meddelt asyl i Sverige som følge af, at han to gange har været tilbageholdt og tortureret af de syriske myndigheder og til, at klagerens bror har opnået asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, finder nævnet efter en samlet vurdering, at der er en reel risiko for, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil blive tilbageholdt og afhørt. Når dette sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders overgreb f.eks. ved afhøringer og fængslinger, finder nævnet det sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse som følge af, at de syriske myndigheder anser hendes ægtefælle for politisk aktiv og modstander af styret. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2019/37/CMA

syri201936

Nævnet meddelte i juni 2019 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt to medfølgende børn fra Syrien. Indrejst i 2015.”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har været medlem af Baath-partiet, mens hun gik i skole, fordi det var obligatorisk for eleverne. Ansøgeren har derudover ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter den generelle situation i landet, at der vil ske hendes børn noget, samt at hun ikke har noget hjem i Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der er krig i Syrien, og at der foregår kidnapninger, som medfører, at folk forsvinder. De syriske myndigheder har én gang i starten af 2012 ransaget ansøgerens bopæl i forbindelse med en generel ransagning i området. I 2012 blev to af hendes fætre tilbageholdt i en uge, hvor de blev udsat for tortur, fordi de blev forvekslet med nogle andre. Derudover har ansøgeren oplyst, at hun ikke har noget at vende tilbage til, fordi hun hverken har en bolig eller nogen, som hun kan tage ophold hos. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne, der består af rapporter fra en lang række kilder, herunder landerapport fra februar 2019 ”Syria, Security Situations i Damascus Province and Issues Regarding Return to Syria, Report based on interviews between 16 to 27 November 2018 in Beirut and Damascus” lægger nævnet til grund, at situationen i Damaskus fortsat er alvorlig og skrøbelig. Nævnet finder imidlertid, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK´s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Der er imidlertid adskillige rapporteringer om alvorlige menneskerettighedskrænkelser fra de syriske myndigheders side, herunder også i Damaskus. Menneskerettighedskrænkelserne rettes ifølge kilderne navnlig mod personer med en særlig risikoprofil, herunder personer der har unddraget sig militærtjeneste og lignende, eller personer (og disse personers familie) der enten er eller har været tilknyttet oprørsgrupper, eller som på anden vis må opfattes som værende i opposition til de syriske myndigheder. Også personer, der kommer fra områder, der tidligere var kontrolleret af oppositionen, kan være udsatte, ligesom personer, der på grund af deres navn eller andet kan forveksles med eftersøgte personer, kan være det. Sådanne personer er efter baggrundsoplysningerne i risiko for at blive tilbageholdt og afhørt ved en tilbagevenden til Syrien. Når dette sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders alvorlige overgreb f.eks. ved afhøringer og fængslinger, vil sådanne personer kunne være i en situation, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, på grund af deres individuelle forhold. Det bør ved vurderingen heraf indgå med betydelig vægt, at flere kilder oplyser, at myndighedernes vurderinger af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, ligesom de forskellige sikkerhedstjenester har lister over eftersøgte personer, som ikke nødvendigvis koordineres. Det fremgår således af baggrundsoplysningerne, at en person kan være slettet fra nogle lister, men fortsat figurerer på andre lister. Ansøgerens søn, der nu er [en yngre mand], er meddelt asyl i […] og har ikke udført militærtjeneste i Syrien. Ansøgerens fraseparerede ægtefælle, som hun udrejste sammen med, er meddelt asyl i Danmark. På den anførte baggrund, hvor ansøgeren vil indrejse i Syrien som enlig kvinde med to døtre, hvor hun har nære familiemedlemmer, der har fået asyl i udlandet, og hvor hun forud for udrejsen fra Syrien havde bopæl i en del af Damaskus, der var kontrolleret af Den Frie Syriske Hær, finder nævnet efter en samlet vurdering, at der er en reel risiko for, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil blive tilbageholdt og afhørt. Når dette sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders overgreb f.eks. ved afhøringer og fængslinger, finder nævnet, at ansøgeren er i reel risiko for asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Syrien. Det bemærkes, at der ikke er grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hendes to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2019/36/CMA

syri201928

Nævnet stadfæstede i juni 2019 en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvor en mandlig stats-borger fra Syrien blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at han blev med-delt opholdstilladelse [i sommeren] 2016 i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tilbageholdt eller slået ihjel af det syriske regime, idet hans bopæl blev ransaget af 5-6 personer fra efterretningstjene-sten omkring ramadanen i 2013. Kort inden klagerens udrejse blev husene i det område og det na-bolag, han boede i, også ransaget. Klageren udrejste umiddelbart herefter legalt af Syrien til Liba-non. Klageren udrejste fra Libanon [i efteråret] 2015 med syrisk nationalitetspas udstedt [i efteråret] 2015 og tog herefter mod Danmark. Efter klagerens udrejse har der været yderligere ransagninger af både klagerens og hans familiemedlemmers bopæle, hvor der er blevet spurgt efter ham. Klageren har [i sommeren] 2018 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med på-stand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren, der er født i 1970, har til støtte for klagen til Flygtningenævnet oplyst, at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste i den syriske hær. Klageren har tidligere aftjent to og et halvt års værnepligt i militæret fra 1988-1990, hvor han arbejdede som menig i et værksted, der havde med bygninger at gøre. Klageren modtog også våbentræning. Henset til, at både klageren og hans familie tidligere er blevet opsøgt af de syriske myndigheder, og henset til hans særlige militære kvalifikationer, mener klageren, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for genindkaldelse til militæret og derfor omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at klageren fik opholdstilladelse [i sommeren] 2016 i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerens bror fik ændret status til udlændingelovens § 7, stk. 1, [i foråret] 2018. Klageren indgav klage over statusvalg [i sommeren] 2018. Klageren har ikke under sine samtaler med Udlændingestyrelsen nævnt risikoen for genindkaldelse til militæret. Epi-soden omkring kontrolposten findes ikke at være en genindkaldelse. Klagerens forklaring om ran-sagninger tilsidesættes, fordi han har forklaret udbyggende herom under mødet for nævnet, og fordi han under mødet i Flygtningenævnet ikke erindrede episoden, hvor hans naboer blev ført ud i un-dertøj af efterretningstjenesten, og endelig fordi, klageren under mødet i Flygtningenævnet forkla-rede, at han selv deltog i at smadre fugleburene, hvilket han ikke forklarede til Udlændingestyrel-sen. Klageren har derfor ikke sandsynliggjort, at han er blevet genindkaldt til militæret. Flygtninge-nævnet lægger endvidere vægt på, at klageren i [efteråret] 2015 fik udstedt syrisk nationalitetspas. Idet klageren nu er 49 år, og ikke har haft nogen særlig militær træning eller har deltaget i kamp-handlinger, finder Flygtningenævnet ikke, at han har sandsynliggjort, at han er i en særlig risiko for genindkaldelse. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlæn-dingestyrelsens afgørelse.” Syri/2019/28/MGO

syri201925

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien og Tyrkiet. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [en by i] Al-Hasakah, Syrien. Udlændingestyrelsen har ved behandlingen af sagen lagt til grund, at ansøgeren er statsborger i Syrien og Tyrkiet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel på grund af de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at de syriske myndigheder, ISIL og de tyrkiske styrker bekriger hinanden i Syrien. Ansøgeren har videre oplyst, at forholdene i landet er meget dårlige på grund af manglende sikkerhed. Ansøgeren har endelig oplyst, at ansøgeren og hendes ægtefælle er blevet opsøgt af Yekîneyên Parastina Gel (YPG) på deres bopæl. Ansøgeren og hendes ægtefælle blev opfordret til at bære våben og forsvare deres land. Dette var dog frivilligt, og der var ikke nogen konsekvenser ved at nægte at bære våben for YPG. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun ikke frygter noget ved en tilbagevenden til Tyrkiet. Ansøgeren har aldrig før eller siden hun har opholdt sig i Tyrkiet oplevet nogen former for personlige konflikter i Tyrkiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har statsborgerskab i både Syrien og Tyrkiet. Grundet de generelle forhold i Syrien, vil hun derfor som udgangspunkt være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3, ved tilbagevenden til dette land. Særligt på baggrund af Udenrigsministeriets oplysninger fra de lokale tyrkiske myndigheder finder nævnet det godtgjort, at hun også er tyrkisk statsborger. Idet hun har oplyst, at hun ikke har nogle konflikter i Tyrkiet, kan hun derfor tage ophold der. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2019/25/SMLA

soma2019187

Nævnet omgjorde i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2006. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen […] og kommer fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter repressalier fra sin tidligere arbejdsgiver, som havde en indflydelsesrig stilling ved De Islamiske Domstole. Han forsøgte på et ukendt tidspunkt at hverve klageren til en ukendt islamisk gruppe. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ikke har nogen familie i Somalia. Han har til støtte herfor oplyst, at hans forældre er døde, og at han er enebarn. Udlændingestyrelsen meddelte den [dato primo] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til de generelle forhold i Somalia på daværende tidspunkt. Det følger af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages, når forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse, jf. §§ 7 og 8. Der skal efter bestemmelsen ved en sådan afgørelse tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen. Flygtningenævnet finder fortsat, at det ikke kan lægges til grund, at klageren har et individuelt asylmotiv, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har lagt vægt på de samme forhold, som er anført i Flygtningenævnets afgørelse af [dato i foråret] 2007. Spørgsmålet er herefter, om der er indtrådt en sådan forbedring af forholdene i Mogadishu, at der ikke længere er grundlag for at meddele beskyttelse efter § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om situationen i Somalia, som er gengivet i Udlændingestyrelsens afgørelse og partshøringsskrivelse, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i klagerens hjemegn. Det er indgået i denne vurdering, at klagerens hjemegn, Mogadishu, er kontrolleret af AMISOM/SNAF, og at al-Shabaab har ændret deres måde at operere på fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være mere målrettede angreb mod profilerede personer, herunder personer med tilknytning til myndighederne, internationale styrker, internationale organisationer m.v. Flere baggrundsoplysninger peger dog i retning af, at sikkerhedssituationen i Mogadishu er forværret siden 2015, og at al-Shabaab nu udfører angreb mod større byer, herunder i stigende grad udfører angreb mod civile mål. Efter en samlet vurdering af sikkerhedssituationen i Mogadishu finder nævnet – i overensstemmelse med nævnets praksis herom – at de generelle forhold i Mogadishu – om end forholdene er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – er forbedret i en sådan grad, at det ikke længere kan lægges til grund, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, ligesom nævnet finder, at denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter. De forhold, der har begrundet klagerens opholdstilladelse, har herefter ændret sig på en sådan måde, at klageren ikke længere ved en tilbagevenden til Somalia som følge af de generelle forhold vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019), finder denne ikke anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere udlændingelovs § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Klageren, der nu er [i 40’erne], kom til Danmark i [foråret] 2006, hvor han søgte asyl den [dato i sommeren] 2006. Den [dato i efteråret] 2006 meddelte Udlændingestyrelsen ham afslag på asyl, hvilken afgørelse blev stadfæstet af Flygtningenævnet den [dato i foråret] 2007. Den [dato primo] 2012 hjemviste nævnet hans sag til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, der den [dato senere primo] 2012 meddelte klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Længden af klagerens lovlige ophold i Danmark var på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse 5 år og 10 måneder. Klageren har under sit ophold i Danmark ikke opnået nogen tilknytning til arbejdsmarkedet, ligesom han ikke har gennemført et uddannelsesforløb eller engageret sig i det danske foreningsliv. Efter det oplyste taler, læser og skriver han dansk. Han er senest i en lægeerklæring fra [foråret] 2019 diagnosticeret med periodisk depression med psykotiske symptomer og PTSD. Han hører stemmer og har svært ved at være sammen med andre. Han beskrives desuden med meget lavt funktionsniveau, ligesom det nævnes, at hans tilstand er kronisk, og at der ikke er nogen udsigt til bedring. Han har fået tilkendt bostøtte fra [navn på kommune] Kommune og modtager støtte til de daglige gøremål, såsom indkøb rengøring, madlavning samt dosering af medicin. Han modtager medicinsk behandling, der retter sig mod symptomlindring. Det anføres endvidere i lægeerklæringen, at det er af afgørende betydning for klagerens overlevelse, at han fortsat modtager medicinsk behandling og social støtte. Han har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark. Han har afgivet forskellige forklaringer om, hvorvidt han har familie i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering heraf, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særlig belastende i udlændingelovens § 26, stk. 1,’s forstand. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 19. december 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2019/187/DH

soma2019185

Nævnet omgjorde i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse en kvindelig statsborger fra Somalia, således at hun fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim fra landsbyen […], Bay-regionen, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Geed Fade og underklanen [X]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at hendes hjemområde i Somalia fortsat er domineret af al-Shabaab, som tidligere har slået klagerens søn ihjel. Dagen efter sønnen blev slået ihjel mødte al-Shabaab op på familiens bopæl, da de ville have klageren og hendes ægtefælle til at medbringe en bombe til Mogadishu og placere den et ukendt sted. Al-Shabaab bad klageren og hendes mand om at gøre sig klar, da de ville komme dagen efter og hente parret. Klageren og hendes familie flygtede samme nat fra bopælen. De benyttede en bil, som de havde lejet. Klagerens ene søn tog til Saudi-Arabien, mens klageren, hendes ægtefælle og deres tre døtre flygtede til Etiopien. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet finder, at forholdene i klagerens hjemområde […], Bay-regionen, er ændret således, at betingelserne for inddragelse af klagerens opholdstilladelse som udgangspunkt er til stede. Nævnet bemærker herved, at AMISOM har kontrollen med byen, og at al-Shabaabs taktikker har ændret sig, således at de navnlig er rettet mod profilerede mål. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren i dag kan antages at have noget individuelt modsætningsforhold til al-Shabaab. Der er således ikke grundlag for at antage, at hun risikerer overgreb fra al-Shabaabs side ved en tilbagevenden til Somalia. For så vidt angår spørgsmålet, om det vil være særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, for klageren at vende tilbage til Somalia, bemærker nævnet, at klageren er omkring [y] år gammel, og at hendes herboende ægtefælle er lidt ældre. Efter det oplyste er både klageren og hendes ægtefælle alderssvækkede, herunder dårligt gående, og får medicin i den anledning. Klageren får hjælp til indkøb og tøjvask. Klageren har efter det oplyste ingen familie tilbage i Somalia. Der er således ingen til at forsørge hende. Familien har heller ikke længere hus eller jord i byen. Klageren har efter det oplyste kun én datter, der bor i England. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at det vil være særlig belastende for hende at vende tilbage til Somalia, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [en dato i vinteren] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2019/185/JAH

soma201982

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig og født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim. Ansøgeren er mindreårig og født i Danmark. Ansøgerens mor har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive tvangsomskåret. Til støtte for asylmotivet har ansøgerens mor oplyst, at det er en tradition i Somalia, at piger bliver omskåret, og at hun ikke vil kunne modsætte sig presset fra omverdenen, således at hun ved en tilbagevenden til Somalia selv vil vælge at lade sin datter omskære for at undgå udstødelse. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med baggrundsoplysningerne til grund, at kvindelig omskæring i Somalia er et kulturelt fænomen, der er dybt forankret i det somaliske samfund og som sådan bredt accepteret. Det fremgår således af baggrundsoplysningerne, herunder senest Lifos rapport ”Somalia – Kvinnlig könsstympning” af 16. april 2019, Udlændingestyrelsens Country of Origin Information, ”FGM/Kvindelig omskæring” fra januar 2019 og UK Home Office Country Policy and Information Note, Somalia: Women fearing gender-based violence, fra april 2018, at op mod 95-99 % af kvinder i alderen 15-49 år i Somalia er omskåret. Det er muligt for kvinder at undgå omskæring af deres døtre, men dette afhænger i høj grad af moderens personlighed, og om hun er i stand til at modstå det psykologiske pres for omskæring fra såvel familiemedlemmer som samfundet. Det mest afgørende er morens personlighed, mens hendes uddannelsesmæssige baggrund og økonomiske og sociale status også har betydning. Det er højst usandsynligt, at piger skulle blive udsat for omskæring uden moderens kendskab til det, eller uden at moderen som minimum har udtrykt accept af, at barnet bliver omskåret. Flygtningenævnet finder indledningsvist, at den udstødelse, som ansøgerens mor har angivet at frygte ved, at datteren ved tilbagevenden til Somalia ikke bliver omskåret, ikke kan begrunde asyl i Danmark. Flygtningenævnets flertal lægger efter ansøgerens mors forklaring til grund, at ansøgerens mor ikke har talt med familien i Somalia om datterens omskæring. Flertallet lægger endvidere efter ansøgerens mors forklaring til grund, at ansøgerens mor, der kommer fra Mogadishu, er imod omskæring, og at ansøgerens mor under inddragelsessamtalen [i starten af] 2018 har forklaret, at hun sagtens kan sige nej til, at ansøgeren omskæres, da hun har født ansøgeren. Flertallet finder ikke, at det forhold, at ansøgerens mor for nævnet har forklaret, at hun ikke vil kunne modsætte sig presset fra omverdenen, således at hun ved en tilbagevenden til Somalia selv vil vælge at lade sin datter omskære, kan føre til andet resultat. Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at dette ikke stemmer overens med ansøgerens mors oprindelige forklaring. Nævnets flertal finder endvidere, at ansøgerens mors uddannelsesmæssige og sociale baggrund sammenholdt med Flygtningenævnets baggrundsoplysninger støtter, at ansøgerens mor reelt vil have mulighed for at modsætte sig, at ansøgeren bliver omskåret. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret, aktuel, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/182/TLNJ

soma2019180

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen […] og er muslim fra [en by i] Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin ægtefælle og dennes to særbørn [A] og [B], som er en del af al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes datter, [C], blev viet til en mand som var en del af […]-klanen. [C] blev viet med sin ægtefælle, [D], uden klageren eller klagerens ægtefælles deltagelse eller viden. Klagerens ægtefælle blev vred, da han fandt ud af det, og han låste [C] inde og udsatte hende for fysiske overgreb i form af slag. [C] var tilbageholdt på et aflåst værelse i otte dage, indtil hun indvilligede i at lade sig skille. Da [C] kom ud fra værelset blev hun truet på livet af klagerens ægtefælle og hans sønner. Herefter forlod klagerens ægtefælle og hans sønner bopælen. Klageren gav [C] lov til at tage hen til [D]. [C] fortalte klageren, at hun ville flygte, og at klageren skulle komme til Mogadishu og møde hende. Senere på aftenen kom klagerens ægtefælle hjem. Han blev vred over, at klageren havde ladet [C] gå. Han slog klageren og truede hende på livet med en pistol. Derefter tog klagerens ægtefælle til moskeen, hvorefter klageren udrejste til Mogadishu. Klageren tog sammen med [C] og [D] ophold hos [D]s moster i Mogadishu. De opholdt sig der i fem dage, hvorefter klageren og [C] udrejste til Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte 7. august 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet klageren har divergeret på flere væsentlige punkter, herunder svigersønnens navn, om hun blev truet af sine stedsønner med en pistol, hvornår på dagen hun flygtede, hvor længe hun var i Mogadishu før udrejsen, og hvad svigersønnens moster, som hun boede hos, hed. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at hun ikke har haft en konflikt med sin ægtefælle, sine stedsønner eller al-Shabaab. Klageren har derfor et mandligt netværk i Somalia i kraft af ægtefællen, stedsønnerne og to brødre. Klageren er opvokset i Somalia og kender derfor sprog og kultur. Klageren taler eller skriver ikke dansk. Hun har aldrig været tilknyttet arbejdsmarkedet eller har taget en uddannelse. Hun er dårligt integreret i det danske samfund. Det forhold, at hun har en voksen datter og to børnebørn, at hun har været i Danmark i seks år, eller at hun er overvægtig og har følgesygdomme heraf, kan ikke føre til, at inddragelse undlades. Klageren har ikke en individuel konflikt med al-Shabaab. Selvom klagerens oprindelige hjemegn på Polgeonows kort af 14. november 2018 er anført med ”Mixed lawless all clear control” vurderes en hjemsendelse af en uprofileret kvinde uden individuelle konflikter ikke at være en krænkelse af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2019/180/NABR

soma2019147

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholds-tilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er sunnimuslim af religiøs overbevisning fra landsbyen [landsby] i regionen [navn på region] og tilhører klanen [klannavn]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab og af familien til det medlem af al-Shabaab, som klagerens bror har slået ihjel. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans bror i [sommeren] 2013 slog en mand ihjel, som var medlem af al-Shabaab, idet han flere gange forsøgte at presse klagerens bror til at tilslutte sig al-Shabaab. Klagerens bror blev efterfølgende anholdt og slået ihjel af al-Shabaab. Det afdøde al-Shabaab medlems familie begyndte herefter at opsøge klageren og hans familie for at få erstatning for drabet. Da klagerens familie nægtede at betale, truede de med at slå klageren ihjel, hvorfor klageren forlod sin bopæl og gik under jorden. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin elskerindes ægtefælle og dennes familie. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans affære med en gift kvinde blev opdaget i [efteråret] 2013 af medlemmer af al-Shabaab, som anholdt og dømte dem begge til døden for udenomsægteskabeligt forhold. Det lykkedes klageren at flygte fra fængslet efter omkring en uge, idet hans medfange havde en relation til vagten, hvorefter klageren udrejste af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen på centrale punkter fremstår divergerende og usandsynlig og derfor forekommer konstrueret til lejligheden. Nævnet henviser til, at det forekommer usandsynligt, at klageren, der var gift, ca. 2 gange om ugen i flere måneder har kunnet besøge en anden gift kvinde på hendes bopæl i den landsby, hvor klageren også boede, og at de der kunne have et seksuelt forhold til hinanden, uden at klageren i øvrigt havde kendskab til, at hun var gift. Der henvises endvidere til, at klageren har forklaret divergerende og usammenhængende om baggrunden for, at hans familie ikke betalte blodpenge til den familie, hvis søn angiveligt var blevet dræbt af klagerens bror. Under oplysnings- og motivsamtalen [i starten af] 2014 og asylsamtalen [i foråret] 2014 har klageren forklaret, at klagerens far nægtede at betale blodpenge, fordi han også havde mistet en søn. Det var ikke fordi, at klagerens familie ikke havde penge til betalingen. Under partshøringen den [i slutningen af] 2017 har klageren imidlertid forklaret, at familien ikke ønskede at betale, da de ikke havde pengene. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at klageren har forklaret divergerende om sin medfanges relation til en af vagterne i det fængsel, hvor klageren blev tilbageholdt. Under asylsamtalen [i foråret] 2014 har klageren forklaret, at hans medfange og vagten var beslægtede, mens han under partshøringen [i slutningen af] 2017 har forklaret, at han ikke har kendskab til relationen mellem fangen og vagten. Det fremstår endvidere usandsynligt, at en af vag-terne i et al-Shabaab-bevogtet fængsel har ladet tre fanger, heriblandt klageren, undslippe og flygte fra fængslet, efter at klageren og fangerne var blevet dømt til døden og skulle henrettes. Klageren har endvidere forklaret divergerende om den periode, hvor han var tilbageholdt. Han har under op-lysnings- og motivsamtalen og under asylsamtalen forklaret, at han blev tilbageholdt fra den [dato] til den [dato] 2013. Under partshøringen har han forklaret, at han ikke kan huske, hvor mange dage han var tilbageholdt hos al-Shabaab. Flygtningenævnet finder, at de forskellige forklaringer ikke kan anses for at være fremkommet på grund af den tid, der er forløbet, siden forholdene fandt sted. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han reelt risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, herunder i klagerens hjemområde, er forbedrede, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse i foråret 2014, således at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Ved vurderingen har Flygtningenævnet lagt til grund, at AMISON efter de foreliggende baggrundsoplysninger har udøvet kontrollen i klagerens landsby, [landsby], i regionen [navn på region] siden december 2015, og at klageren i øvrigt må anses for at være helt uprofileret i forhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet finder herefter, at en udsendelse af klageren til [landsby] i regionen [navn på region] ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelse, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskon-vention. Klageren er født [i starten af] 1992, og han er opvokset i Somalia, hvor han er statsborger, indtil han udrejste i [efteråret] 2013. Klageren har været i forskellige praktikforløb og har angiveligt bestået prøve i Dansk 1. Det er oplyst, at han går på VUC og lærer dansk, og at han har været med-lem af Den Somaliske Forening i Esbjerg. Han har ikke behandlingskrævende helbredsmæssige problemer, men har forklaret, at han lider af søvnmangel, og at han mener, at han har forhøjet blod-tryk. Han har videre oplyst, at han ikke har haft kontakt med sin familie siden 2013. Efter en samlet vurdering af klagerens forhold finder Flygtningenævnet, at en inddragelse af opholdstilladelsen ikke ville være særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” So-ma/2019/147/TLNJ

niga201917

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsbor-ger fra Nigeria. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk benin og kristen af trosretning fra Benin City i Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af sin afdøde fars familie eller de personer, som bragte ansøgeren til Europa. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun efter sin fars og mors død levede på gaden med sine søskende, og at hun i dag ikke har nogen familie tilbage. Ansøgeren blev hjulpet til Europa af to kvinder ved navn [A] og [B], og ansøgeren skylder dem penge derfor. Ansøgeren har endelig oplyst, at hun ingen muligheder har i Nigeria. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med sin fars familie til grund, idet forklaringen på centrale punkter forekommer divergerende, usammenhængende og utroværdig. Ansøgeren har således forklaret divergerende om sine familieforhold, herunder om hvorvidt hendes forældre er i live i Nigeria. Ansøgeren har ifølge rapport fra Center mod Menneskehandel [fra foråret] 2017 forklaret, at hun har fem søskende på 17, 15, 13, 8 og 5 år. Begge hendes forældre er i live. Ifølge rapport fra samme center [fra efteråret] 2017 forklarede ansøgeren, at hun er den førstefødte af otte børn, og at hendes far er syg. Til oplys-nings- og motivsamtalen [afholdt primo] 2018 forklarede ansøgeren imidlertid, at hendes far døde af forgiftning, da hun var 10 år, og at hendes mor døde af et slagtilfælde, da hun var 11 år. Efter farens død tvang hendes fars brødre ansøgeren, hendes mor og søskende ud af farfarens hus, hvor de havde boet sammen, og truede med at slå dem ihjel, hvis de kom tilbage. Ansøger har siden levet på gaden i Benin City. Til asylsamtalen [i foråret] 2018 forklarede ansøgeren, at hun havde haft tre søskende. Hendes bror døde som meget ung, og hendes søster døde måneden inden samtalen med Udlændingestyrelsen. Faren døde i 2004 af forgiftning, og moren døde efterfølgende, fordi de ikke havde mad. Ansøgeren forklarede senere under samtalen, at moren døde, fordi hun var udsat for stress af farens familie. På mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren først forklaret, at hun var den ældste af fem søskende, men rettede det efterfølgende til fire søskende. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren er fremkommet med en troværdig forklaring på disse divergenser. Flygtninge-nævnet finder endvidere, at det svækker ansøgerens troværdighed, at hun har forklaret divergerende og usammenhængende om størrelsen af sin gæld til [A] og om, hvor meget hun har afdraget. Flygtningenævnet forkaster således i det hele ansøgerens forklaring om sin konflikt med farens familie. Nævnet lægger imidlertid i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens vurdering til grund, at ansøgeren må antages at have været udsat for menneskehandel, og Flygtningenævnet finder, at ansøgeren som offer for menneskehandel må anses for at være i en særlig sårbar situation. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren er bragt til Europa for at arbejde som prostitueret, og at hun som følge heraf står i et gældsforhold. Selvom det må antages, at der er en risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nigeria vil stå i et modsætningsforhold til den eller de personer, der står bag menneskehandlen, finder nævnet, at en sådan konflikt ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse og bemærker, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at de nigerianske myndigheder arbejder aktivt på at bekæmpe menneskehandel og beskytte handlede personer i forbindelse med, at de vender tilbage til Nigeria. Endvidere har ofre for menneskehandel i Nigeria mulighed for at søge beskyttelse hos NAPTIP eller private organisationer med tilsvarende formål. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at det forhold, at ansøgeren har oplyst, at hun ikke har noget at vende tilbage til, ligesom hun ikke har mulighed for at forsørge sig selv, kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i risiko for overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. For så vidt angår ansøgerens subsidiære påstand om, at udsendelse ikke bør ske i medfør af udlændingelovens § 26 eller dennes analogi bemærker nævnet, at bestemmelsen ikke finder selvstændig anvendelse i spontanasylsager. Flygtningenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2019/17/AJEV

niga201916

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsbor-ger fra Nigeria. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] fra Beninstammen og kristen af trosretning fra Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin afdøde fars familie eller af [A], som ansøgeren skylder pen-ge. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun mistede sin far i 2006, og at der efterføl-gende opstod konflikt med farens familie om ansøgerens fars jord, ligesom ansøgerens fars familie anklagede ansøgerens mor for at være skyld i farens død. Ansøgeren mistede i 2011 sin mor, og måtte derefter brødføde sine søskende. Ansøgeren flyttede senere ind hos sin moster, og fik herefter kontakt til [A], som stod bag at få ansøgeren til Europa. Ansøgeren har en gæld til [A] og er endvi-dere blevet instrueret af [A], i forhold til hvad hun skulle svare ved arrestation af politiet. Flygtnin-genævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med sin fars familie til grund, idet forklaringen på centrale punkter forekommer divergerende, usammenhængende og utroværdig. An-søgeren har således forklaret divergerende om sine familieforhold, om hvor familien boede og om kontakten til farens familie. Ansøgeren har således ifølge rapport fra Center mod Menneskehandel [fra foråret] 2017 forklaret, at hun er den ældste søster ud af 6 piger. Hendes far er syg med forhøjet blodtryk. Hendes mor solgte varer foran deres hus i Benin City. Familien måtte imidlertid flytte til farens landsby, [B], der ligger ca. 12 timers kørsel fra Benin City, da de ikke kunne betale huslejen. Ifølge rapport [fra efteråret] 2017 fra samme center har ansøgeren endvidere forklaret om sin mor, herunder at moren havde ringet til hende og sagt, at hun ikke skulle gå tilbage til krisecentret, da hun så ikke kunne betale af på sin gæld til sin madam i Nigeria. Til oplysnings- og motivsamtalen [afholdt i vinteren] 2018 forklarede ansøgeren imidlertid, at faren døde i 2006. De boede da i farens landsby, [C]. Hendes fars brødre smed familien ud af deres hus, og hun og hendes mor og hendes søskende flyttede til morens landsby, [B]. Hendes mor døde i 2011. Derefter flyttede ansøgeren til morens søster i Benin City. Ansøgeren har ikke været tilbage i [C] og er ikke blevet kontaktet af sine farbrødre siden 2006. Hun ringede dog til sin afdøde fars storebror, da moren døde og fortalte om den forestående begravelse, men han sagde blot, at hun ikke skulle ringe igen. Til asylsamtalen [i foråret] 2018 forklarede ansøgeren, at hun havde to søstre. Den ene døde omkring [foråret] 2018. Ansøgeren og hendes familie boede i farens hus i [D], indtil han døde i 2006, og de blev presset ud af farens familie. Derefter boede ansøgeren og hendes mor og søstre i morens landsby, [B] i [C]. Ansøgeren bekræftede på forespørgsel, at hendes fars sted lå i [D], og at hendes mors landsby hed [B]. Efter morens død i 2011 boede ansøger hos sin moster i Benin City. Da moren døde i 2011 tog ansøgeren kontakt til farens familie om hjælp til begravelsesomkostningerne, og ansøger mødtes med alle sine farbrødre for at diskutere begravelsen. På mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at det var morens landsby, der hed [D], og at farens hed [B]. Ansøgerens forklaring om, at hun til Center mod Menneskehandel forklarede, at hendes forældre var i live fordi hendes Madam, [A], havde givet hende besked om at sige dette, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtninge-nævnet finder endvidere, at det svækker ansøgerens troværdighed, at hun har forklaret forskelligt om, hvor meget hun har betalt af på sin gæld til [A]. Flygtningenævnet forkaster således i det hele ansøgerens forklaring om sin konflikt med farens familie. Nævnet lægger imidlertid i overensstem-melse med Udlændingestyrelsens vurdering til grund, at ansøgeren må antages at have været udsat for menneskehandel, og Flygtningenævnet finder, at ansøgeren som offer for menneskehandel må anses for at være i en særlig sårbar situation. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøge-ren er bragt til Europa for at arbejde som prostitueret, og at hun som følge heraf står i et gældsfor-hold. Selvom det må antages, at der er en risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Nigeria vil stå i et modsætningsforhold til den eller de personer, der står bag menneskehandlen, finder næv-net, at en sådan konflikt ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse og bemærker, at det fremgår af de foreliggende baggrunds-oplysninger, at de nigerianske myndigheder arbejder aktivt på at bekæmpe menneskehandel og be-skytte handlede personer i forbindelse med, at de vender tilbage til Nigeria. Endvidere har ofre for menneskehandel i Nigeria mulighed for at søge beskyttelse hos NAPTIP eller private organisationer med tilsvarende formål. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at det forhold, at ansøgeren har oplyst, at hun ikke har noget at vende tilbage til, ligesom hun ikke har mulighed for at forsørge sig selv, kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. For så vidt angår ansøgerens subsi-diære påstand om, at udsendelse ikke bør ske i medfør af udlændingelovens § 26 eller dennes ana-logi bemærker nævnet, at bestemmelsen ikke finder selvstændig anvendelse i spontanasylsager. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i risiko for overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2019/16/AJEV

liba20192

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Nabatiya i Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer og har ikke i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Hizbollah, der ønsker at tvangsrekruttere ham til at kæmpe i Syrien. Herudover frygter ansøgeren, at Hizbollah vil skade hans ægtefælle og børn, hvis han ikke samarbejder med dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans brødre er tilknyttet Hizbollah i Libanon. Tilknytningen går helt tilbage til 1984, kort tid efter bevægelsens stiftelse. I 2011 forsøgte tre af ansøgerens brødre [X, Y og Z], at presse ham til at tilslutte sig Hizbollah, hvilket ansøgeren ikke ønskede, da han hellere ville leve et almindeligt liv. I 2012 blev han opsøgt på sin bopæl af to af brødrene, [X og Y], der truede ham med, at de kunne få datteren til at forsvinde, hvis ikke han samarbejdede med dem. Cirka to måneder senere blev ansøgeren ringet op af en person, som muligvis var hans bror [X]. Den pågældende bad ansøgeren møde op på Hizbollahs kontor, så de kunne løse problemet. Ansøgeren mødte op på Hizbollahs kontor, hvor han blev modtaget af en person, der førte ham ind i et kontor, hvor der sad en person. Pludselig fik ansøgeren en hætte over hovedet og blev iført håndjern. Efter at have kørt i cirka 10 minutter standsede bilen, og ansøgeren blev ført ind i en bygning, hvor han blev anbragt i et rum. Han blev tilbageholdt i 15 dage i rummet. Hver dag blev han afhørt gennem en højtaler af en person, som han er overbevist om, var hans bror, [X]. Efter 15 dage blev han løsladt. Han blev kørt til et sted, der lå meget tæt på hans bopæl. Da ansøgeren kom hjem, blev han ringet op af broren, [X], der sagde, at nu havde han fået en advarsel, og at han skulle tænke sig om. Selv om ansøgeren flere gange skiftede telefonnumre, blev han hver gang ringet op af [X]. I den følgende tid opholdt ansøgeren sig forskellige steder i forbindelse med sit arbejde. Han opholdt sig sjældent og kun i kort tid på bopælen. I [vinteren] 2017, efter at ægtefællen i Danmark havde søgt om besøgsvisum til ansøgeren, fik ansøgeren udleveret sit pas fra den danske ambassade i Beirut, og frem til [foråret] 2017, rejste han frem og tilbage mellem Libanon og Syrien. [I foråret] 2017 udrejste han endeligt af Libanon. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om omstændighederne ved pågribelsen, omstændighederne under tilbageholdelsen, og omstændighederne ved løsladelsen. Hertil kommer, at ansøgeren både har forklaret, at tilbageholdelsen fandt sted i 2012 og i 2016. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren er udrejst gennem lufthavnen i Beyrut, legalt med sit eget pas. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren kan antages at have noget modsætningsforhold til Hizbollah eller til sine brødre som følge heraf. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Libanon. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” liba/2019/2/JAH

iran201995

Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgerne er etniske kurdere. Den mandlige ansøger er oprindeligt fra Sarpol-e Zahab, Keermanshah, Iran, men flyttede som ung til Teheran, hvor han boede frem til udrejsen. Den kvindelige ansøger flyttede, da hun var spæd fra Keermanshah provinsen til Teheran med sin familie og boede her frem til udrejsen. Ansøgerne har begge tidligere tilhørt trosretningen yari og har oplyst, at de efter ankomsten til Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgerne har som deres oprindelige asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøger har uddelt løbesedler og deltaget i demonstrationer til fordel for yari troen, ligesom han i parrets fælles hjem har afholdt undervisningsseancer med deltagelse af en prominent person indenfor yari troen, og at han derfor er eftersøgt af de iranske myndigheder. Ansøgerne har som nyt asylmotiv henvist til, at de begge er konverteret til kristendommen, og at de derfor ved en tilbagevenden til Iran frygter forfølgelse fra myndighedernes side, idet deres kristne livsanskuelse medfører en risiko for, at de bliver afsløret som konvertitter, idet de har til hensigt at leve åbent som kristne og ikke skjule deres religiøse overbevisning. Den mandlige ansøger har om sin konversion til kristendommen blandt andet forklaret, at hans interesse for kristendommen for alvor startede, da han var flyttet Center Uge. Den kvindelige ansøger havde på det tidspunkt været i kirke et par gange og overbeviste ham om, at han skulle tage med. På dette tidspunkt havde ansøgeren mistet sin far, og han havde det psykisk dårligt og gik til psykolog og fik sovepiller. Da han begyndte at komme i kirken, følte han en ro, og efter at han havde gennemgået et dåbsforløb, lod han sig døbe [i vinteren] 2017. Den kvindelige ansøger har oplyst, at hun blev interesseret i kristendommen allerede, da hun og ægtefællen boede på asylcentret på Samsø. Hun lagde mærke til, at der lå en kirke overfor asylcentret, og blev interesseret i at se kirken. Ansøgeren nåede at komme i kirken tre gange, inden hun blev flyttet til Uge Asylcenter. Herefter kom ansøgeren regelmæssigt i kirken i Uge, og hun opfordrede den mandlig ansøgeren til at gøre det samme. Generelt har ansøgerens liv ændret sig til det bedre, efter at hun har fundet kristendommen. Hun blev døbt [i foråret] 2017. Flygtningenævnet skal indledningsvist bemærke, at ansøgerne tidligere har fået afslag på asyl, fordi deres forklaringer om det oprindelige asylmotiv ikke blev fundet troværdige. Både derfor, og eftersom oplysningerne om ansøgernes konversion først er fremkommet efter, at de [i vinteren] 2017 blev meddelt afslag på asyl i Flygtningenævnet, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgernes forklaringer om det nye asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om konversion til grund, idet de har været påfaldende og usandsynlige, og derfor forekommer konstruerede til lejligheden. Det forekommer således bemærkelsesværdigt, at ansøgerne ikke i forbindelse med den oprindelige asylsag, der omfattede tre samtaler med Udlændingestyrelsen samt mødet i Flygtenævnet [i vinteren] 2017, nævnte, at de havde fattet interesse for kristendommen. Det bemærkes i denne forbindelse, at ansøgerne udrejste fra Iran med henvisning til et asylmotiv, der relaterede sig til religion, og at de på trods heraf undlod at fortælle myndighederne om deres angivelige interesse for kristendommen. Tværtimod har de i forbindelse med alle tre samtaler med Udlændingestyrelsen oplyst, at de var yari troende. Det forekommer i den forbindelse heller ikke sandsynligt, at ansøgerne ikke skulle være klar over, at en mulig konversion kunne være asylretlig relevant. Det bemærkes således, at den kvindelige ansøger gik i kirke 3 gange allerede, mens parret boede på Samsø i perioden fra [vinteren] 2016 til [foråret] 2017, og at hun har forklaret, at hun i den forbindelse lånte en bibel på farsi. Den kvindelige ansøger blev døbt allerede [i foråret] 2017 og dermed få måneder efter afslaget på asyl, mens den mandlige ansøger blev døbt cirka 10 måneder efter afslaget. Sognepræst [JJ] fra Samsø Pastorat har i sin udtalelse fra [foråret] 2017 oplyst, at den kvindelige ansøger deltog i 2 eller 3 gudstjenester i Koldby Kirke på Samsø, uden at der var tale om en regelmæssig kirkegang eller deltagelse i dåbsoplæring. Ansøgerne kom til asylcentret Uge i [vinteren] 2016 og allerede cirka en måned senere - i [vinteren] 2016 - begyndte den kvindelige ansøger på den dåbsforberedende undervisning, der førte til dåben godt ½ år senere. Af de i øvrigt fremlagte erklæringer fra forskellige kirker og personer, som ansøgerne har lært at kende via kirken, fremgår, at det først var omkring [foråret] 2017, og dermed efter afslaget, og efter at ansøgerne var sendt til udrejsecenter Sjælsmark, at deres mange forskellige kristne aktiviteter begyndte. Det var også først omkring dette tidspunkt, at de oprettede deres Facebook profiler og begyndte at poste kristne budskaber og billeder. Det er endvidere påfaldende, at der gik mere end 1 år efter afslaget, før ansøgerne indgav anmodning om genoptagelse med henvisning til det nye asylmotiv. Uanset ansøgerne er døbt og har fremlagt en lang række udtalelser om kristne aktiviteter, kan nævnet herefter ikke lægge til grund, at de på baggrund af en indre overbevisning og et ønske om at skifte tro reelt er konverteret til kristendommen, og at de fremadrettet ønsker at leve åbent som kristne – også ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet har herved også lagt vægt på, at ansøgernes forklaringer om kristendommen forekommer tillærte og bærer præg af udenadslære, ligesom de har haft svært ved at forklare troværdigt om, hvad det var for overvejelser og tanker, der førte dem til at frafalde deres tidligere tro og konvertere til kristendommen. Den omstændighed, at begge ansøgere på deres Facebook profiler har postet materiale med kristent indhold, eller at den kvindelige ansøger har udtalt sig til en dansk avis, kan ikke i sig selv føre til, at de herved har profileret sig på en sådan måde overfor de iranske myndigheder, at de af denne grund risikerer asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne må anses for at have været uprofilerede, da de udrejste. Nævnet skal videre henvise til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Report: House Churches and Converts” fra 23. februar 2018 fra Dansk Flygtningehjælp og Udlændingestyrelsen, hvoraf blandt andet fremgår, at en erklæring om konversation på Facebook ikke i sig selv fører til forfølgelse men eventuelt til overvågning. Det fremgår videre, at de iranske myndigheder er klar over, at asylansøgere konverterer med henblik på at opnå asyl, og at hjemvendte asylansøgere, som har søgt asyl på baggrund af konvertering, ikke vil blive retsforfulgt herfor. Nævnet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort deres asylmotiv, og at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/95/TBP

iran201994

Nævnet meddelte i juli 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim. Han er født og opvokset i al-Tash-lejren i Ramadi, Irak. Ansøgeren boede før sin udrejse i Barika-lejren. Ansøgeren er tilhænger af og har været aktiv for Kurdistan Freedom Party (PAK). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er tilhænger af PAK. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har uddelt aviser for PAK i Irak. Ansøgeren uddelte aviser omkring én gang ved tredje måned, når han havde fri. Aviserne omhandlede frihed og rettigheder til kurderne. Ansøgeren har været tilhænger af PAK i tre år, og ansøgeren deltog i møder hos partiet omkring to til tre gange om året i de tre år. Møderne foregik i Barika-lejren eller i Erbil. Ansøgeren har deltaget i partiets begyndertræning tre gange, hvor man lærer at samle et maskingevær. Ansøgerens far har haft tilknytning til PAK i syv til otte år. Ansøgerens søster og svoger har også tilknytning til partiet. En aften omkring klokken 23 [om sommeren], da ansøgeren var på vej ud for at købe ind, stoppede en bil foran ham. Der sad tre personer i bilen, som spurgte ansøgeren, hvad han hed, hvilket ansøgeren svarede på. Personerne spurgte også, om han delte løbesedler ud, hvilket ansøgeren svarede bekræftende på. Herefter steg personerne ud af bilen og slog ansøgeren med kabler, der var strøm i. Det lykkedes ansøgeren at slippe væk, hvorefter han tog hjem til sin svoger og fortalte om hændelsen. Ansøgeren og hans svoger gik ud for at se om personerne stadig var der, men de var væk. Ansøgeren anmeldte ikke overfaldet til de irakiske myndigheder. To måneder efter overfaldet udrejste ansøgeren af Irak. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens [familiemedlem] er blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, i Danmark. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om hans fars aktiviteter til grund, herunder at faren har været peshmerga i Irak og har været aktiv for KDPI, Sepah Rizgari og senest for PAK, og at faren, der bor i Barika-lejren, fortsat er politisk aktiv for PAK. Flygtningenævnet kan endvidere lægge ansøgerens forklaring om hans søster og svogers aktiviteter for PAK til grund, herunder at de har været peshmergaer i Irak, og at svogeren herunder har været vagt for en partileder i PAK, og at søsteren og svogeren fortsat, efter at de har fået opholdstilladelse i [et andet europæisk land], deltager i politiske aktiviteter for PAK. For så vidt angår ansøgerens egne aktiviteter for PAK lægger Flygtningenævnet til grund, at han i Barika-lejeren har uddelt aviser for PAK og deltaget i nogle cermemonier, men at han ikke i øvrigt har haft politiske aktiviteter. Ansøgerens forklaring om, at han er overfaldet af tre mænd, som han formoder kom fra den iranske efterretningstjeneste, er divergerende og udbyggende og kan ikke lægges til grund. Efter en samlet og konkret vurdering af de foreliggende oplysninger om karakteren og omfanget af ansøgerens far, søster og svogers politiske aktiviteter og de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Home Office, Januar 2019, Country Policy and Information Note Iran: Kurds and Kurdish political groups, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren efter omstændighederne har sandsynliggjort, at disse familiemedlemmer er væsentligt profilerede over for de iranske myndigheder, hvorfor at ansøgeren, såfremt han indrejser i Iran, risikerer at blive identificeret som tilhørende en politisk aktiv familie. Det forhold, at ansøgeren har halvsøskende i Iran kan efter de foreliggende omstændigheder ikke føre til et andet resultat. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved indrejse i Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det forhold, at ansøgeren er idømt 40 dages betinget fængsel afsagt [en nærmere angiven dato i foråret 2018] af Retten i […], kan efter en proportionalitetsafvejning ikke udelukke ansøgeren fra at opnå asyl. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/94/JABP

iran201992

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder fra Sanandaj, Kurdistan, Iran. Ansøgeren bekender sig ikke til nogen tro. Ansøgeren oplyser, at han har været medlem af og politisk aktiv for Kurdiske Demokratiske Parti i Iran (KDPI), herunder deltaget i en demonstration. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv for KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han i 2005 blev anholdt og fængslet i 30 dage i forbindelse med deltagelse i en demonstration. Ansøgeren underskrev en erklæring om, at han ikke ville deltage i flere demonstrationer eller arbejde imod det iranske regime, hvorefter han blev løsladt. Ansøgerens oplevelser fik ham til at blive medlem af og aktiv for KDPI, og han havde blandt andet til opgave at uddele løbesedler, ligesom han ydede økonomisk støtte til partiet. Den 5. juli 2016 fik ansøgeren til opgave at hjælpe to peshmergaer, som befandt sig mellem [by] og [by]. Den ene var såret, og da ansøgeren kendte området godt, kørte han afsted og gav dem mad og medicin. Ansøgeren blev efterfølgende orienteret om, at de to peshmergaer var blevet omringet af myndighederne og havde begået selvmord. Omkring 20 dage senere tog ansøgeren til Irak for at fortælle KDPI om de to peshmergaer. Dagen efter vendte han tilbage til Iran, hvorefter hans far fortalte, at efterretningstjenesten var bekendt med, at ansøgeren havde hjulpet de to peshmergaer. Henset til, at ansøgeren tidligere havde været fængslet og underskrevet en erklæring om ikke at modarbejde regimet, fandt han, at han var nødsaget til at udrejse. Ansøgeren har efter sin udrejse modtaget oplysninger om, at myndighederne har været på familiens bopæl og spurgt efter ham. Flygtningenævnet kan ikke afvise ansøgerens forklaring om, at han i 2005 deltog i en demonstration i protest mod henrettelsen af [X] og i den forbindelse blev fængslet og løsladt mod at underskrive en erklæring om, at han ikke ville deltage i regimefjendtlig aktivitet. Flygtningenævnet finder imidlertid, at denne episode må anses for et afsluttet forhold henset til, at den fandt sted i 2005, og at ansøgeren efter løsladelsen fortsatte sin militære værnepligt uden, at der efter hans forklaring skete nogen ændringer i hans tjenestevilkår. Nævnet finder således ikke, at deltagelsen i demonstrationen gør, at ansøgeren ved udrejsen var profileret i forhold til det iranske regime. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om sin efterfølgende aktivitet for KDPI til grund, idet forklaringen herom forekommer divergerende og konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet bemærker herved, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren i 2007 uden problemer blev medlem af KDPI umiddelbart efter at have aftjent militærtjeneste og herunder gjort tjeneste som vagt i Sepah. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at den ene peshmerga var blevet såret ved låret, mens han til asylsamtalen forklarede, at peshmergaen havde blod på hele overkroppen, men at han troede, at peshmergaen var blevet såret i maven, da den anden peshmerga holdt hånden der. På mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han opfattede det således, at peshmergaen var blevet såret i maven, og at blodet løb ned af benet. Ansøgeren har endvidere i asylskemaet oplyst, at det iranske regime opdagede, at han havde bragt mad og medicin til de to peshmergaer og opsøgte ham, mens han til oplysnings- og motivsamtalen, til asylsamtalen og på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at hans far havde hørt, at han var eftersøgt og sagde, at han burde udrejse. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren videre, at hans families bopæl ikke var blevet opsøgt inden udrejsen. Ansøgeren er ikke fremkommet med en troværdig forklaring på disse divergenser. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen forklarede, at [A], som var medlem af samme gruppe som ansøgeren, ringede til ansøgeren og fortalte, at de to peshmerga soldater var blevet omringet af myndighederne og havde begået selvmord, mens han under mødet i Flygtningenævnet forklarede, at [A] ringede og sagde, at han havde noget vigtigt at fortælle og derefter kom til ansøgerens butik og fortalte om de to peshmergaers selvmord. Ansøgeren har endvidere til asylsamtalen forklaret, at han fandt de to peshmergaer ved en gård i en frugtplantage og råbte kodeordet tre gange, hvorefter peshmergaerne kom frem, og at han ikke kendte deres navne på dette tidspunkt, men senere blev bekendt med deres navne via KDPIs information om selvmordene på deres tv-kanal. På mødet i Flygtningenævnet forklarede ansøgeren imidlertid først, at [B] havde fortalte ham peshmergaernes navne, inden han tog derop, og at han kom til at råbe peshmergaernes navne, da han kom til stedet, og at de derefter bad ham om at sige kodeordet tre gange, før de kom frem. Ansøgeren korrigerede efterfølgende sin forklaring til, at han ikke kendte navnene på peshmergaerne, inden han tog op til dem og oplyste, at han var blevet forvirret af alle spørgsmålene. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han fik at vide af sin far, at efterretningstjenesten var blevet bekendt med hans hjælp til de to peshmergaer. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han fik det at vide én dag før hans endelige udrejse af Iran, mens han på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at det var mellem den [sommeren] 2016, hvor han kom tilbage fra Koya, og [17 dage senere] 2016, hvor han udrejste af Iran. Han mener, at det nok var ti til 14 dage før udrejsen, at han fik det at vide. Flygtningenævnet finder, at disse divergenser angår centrale dele af ansøgerens asylmotiv, og at han derfor må forventes at kunne redegøre herfor. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgerens angivelige hjælp til de to peshmergaer skulle være kommet til de iranske myndigheders kundskab henset til, at det efter ansøgerens forklaring alene var [B] og de to peshmergaer, der kendte til, at ansøgeren kom med mad og medicin, og at det alene beror på ansøgerens formodning, at de iranske myndigheder skulle være bekendt hermed. Nævnet henviser herved til ansøgerens divergerende forklaring om myndighedernes opsøgning af ham inden udrejsen og til, at den fremlagte indkaldelse til retten ikke angiver årsagen hertil. For så vidt angår ansøgerens forklaring om sin fars aktiviteter for KDPI bemærker nævnet, at disse efter ansøgerens forklaring lå før 1988, at faren ikke har været aktiv i KDPI i 25 – 30 år, og at han aldrig har været anholdt. Ansøgerens familie kan således ikke betragtes som en politisk profileret familie. Det af ansøgeren fremlagte dokument fra KDPI i Frankrig kan ikke føre til en anden vurdering, hvortil i øvrigt bemærkes, at det angiver, at ansøgeren er sympatisør og ikke medlem af partiet. Flygtningenævnet bemærker videre, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren kunne udrejse legalt og uden problemer henset til, at han efter sin forklaring på dette tidspunkt var eftersøgt af myndighederne. Den omstændighed, at ansøgeren på sin Facebook profil har uploaded forskellige politiske budskaber, kan ikke føre til et andet resultat, hvorved bemærkes dels, at profilen er oprettet i navnet […], dels at ansøgeren efter nævnets opfattelse ikke er profileret over for de iranske myndigheder. Sammenfattende finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/92/CABV

iran201991

Nævnet meddelte i juni 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i januar 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Salmas, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger, men har sympatiseret med KDPI fra [foråret] 2012 til sin udrejse af Iran. Ansøgeren har også deltaget i en demonstration for befolkningen i Kobane i Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet, fordi han har udført politiske aktiviteter for KDPI. Ansøgeren frygter endvidere at blive henrettet grundet sin konvertering til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har udført politiske opgaver sammen med sin ven, [K], på vegne af KDPI. Han uddelte bl.a. ca. 30 gange løbesedler for partiet. Ansøgeren har også deltaget i en demonstration for befolkningen i Kobane i Syrien, hvor han blev tilbageholdt en dag og udsat for tortur. Ansøgeren og [K] har to gange på foranledning af KDPI holdt øje med og taget billeder af en tunnel og nogle raketplatforme i et bjergområde uden for [en] landsby. Den anden gang de tog billeder af stedet, hørte ansøgeren pludselig en soldat, der råbte ”stop”. Herefter flygtede ansøgeren og [K] til fods (ca. 10-15 minutter) hen til deres bil. Soldaten begyndte at skyde efter dem. De nåede frem til bilen og kørte væk, men den blev ramt af skud, hvorefter den gik i stykker. Herefter flygtede de til fods til en [anden] landsby. I [den anden landsby] kørte en af [Ks] venner dem ud af byen til en taxacentral. Herfra tog ansøgeren videre til sin søsters hjem nær grænsen til Tyrkiet, hvor han udrejste af Iran. Hans svoger gav ham penge til rejsen ud af landet. Efter ansøgerens udrejse af Iran er hans forældre blevet opsøgt af de iranske myndigheder, og hans far og bror er blevet tilbageholdt. Ansøgerens far er endvidere blevet udsat for tortur af myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende konverteringen til kristendommen oplyst, at han begyndte at gå i kirke kort tid efter, at han kom til Danmark i 2015. Ansøgeren er kommet i kirken siden og har været i praktik i Apostelkirken på Vesterbro og i Trampolinhuset. I 2016 besluttede han sig for at konverteret og efter seks måneders undervisning i kristendommen, blev han døbt i [efteråret] 2016. Han har endvidere deltaget i en række andre kirkelige aktiviteter, herunder har han deltaget i sommerlejre på Luthersk Missions Højskole i Hillerød i 2016, 2017 og 2018, og i [efteråret] 2018 er han blevet kirkeligt viet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom ikke har fremstået selvoplevet, ligesom forklaringen har fremstået udetaljeret, overfladisk og usandsynlig. Hertil kommer, at ansøgeren på adskillige centrale punkter har afgivet divergerende forklaringer. Ansøgeren har således forklaret divergerende om bl.a., hvorvidt han og [K] allerede om torsdagen så myndighedspersoner ved tunnelen. Han har således i asylskemaet skrevet, at de om torsdagen så flere myndighedsbiler ved tunnelen, mens han under sine samtaler i Udlændingestyrelsen og for nævnet har forklaret, at det først var om fredagen, at de så personer og biler ved tunnelen. Han har videre forklaret divergerende om, hvor vagtposten befandt sig, og hvor de selv befandt sig, da han og [K] blev opdaget af en vagt, ligesom han har forklaret divergerende om, hvornår han begyndte at arbejde sammen med [K], og hvornår han begyndte at uddele løbesedler for KDPI. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren til de østrigske myndigheder har oplyst, at han er flygtet på grund af de generelle forhold for kurdere i Iran, og at det var hans far, der havde organiseret rejsen. Flygtningenævnet kan der i mod lægge til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen, og at konverteringen er reel. Uanset ansøgerens generelle troværdighed fremstår svækket som følge af tilsidesættelsen af det oprindelige asylmotiv, finder Flygtningenævnet således, at ansøgerens forklaring om sin konversion har fremstået troværdig og som udtryk for en reel indre overbevisning. Han har således på overbevisende måde kunnet redegøre for kristne grundprincipper og for, hvad der er baggrunden for konversionen. Ansøgerens forklaring om konversionen er underbygget af udtalelser fra Apostelkirken og Internationalt Kristent Center. Det fremgår heraf bl.a., at ansøgeren er kommet regelmæssigt til gudstjenester siden slutningen af 2015 og har deltaget i andre aktiviteter, herunder i kristne sommerlejre hver sommer siden 2016. Ansøgeren blev døbt i [efteråret] 2016 og kirkeligt viet i [efteråret] 2018. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han ved en tilbagevenden til Iran ønsker at leve som kristen. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1”. Iran/2019/91/SMLA

iran201990

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og ateist fra Teheran, Iran. Ansøgeren har været aktiv for Den Grønne Bevægelse siden foråret 2009, hvor han begyndte at arbejde for kampagnen for præsidentkandidaten Mousavi. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han vil blive henrettet eller få livsvarigt fængsel, fordi han har været aktiv for Den Grønne Bevægelse. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at præsidentkandidaten Mousavi ikke blev præsident på grund af valgsvindel. Demonstrationer påbegyndte på grund af valgsvindel, og ansøgerens ven, [A], blev under en demonstration anholdt af efterretningstjenesten, hvorefter han blev udsat for tortur og seksuelle overgreb. [A] blev efterfølgende løsladt og afgik ved døden ni dage efter som følge af den tortur, som han havde været udsat for. Ansøgeren besøgte gravpladsen, hvor [A] var begravet eller skulle begraves og opdagede, at han ikke havde fået en rigtig gravplads med sten. Herefter rettede ansøgeren henvendelse til myndighederne med ansvar for gravpladsen for at få en rigtig grav med sten til [A]. Til myndighederne oplyste ansøgeren, at [A] var afgået ved døden som led i protester. Myndighederne kontaktede efterfølgende efterretningstjenesten, som kom og tog ansøgeren med til afhøring. Ansøgeren blev isolationsfængslet i 57 dage og blev efterfølgende overført til Evin fængslet, hvor han opholdt sig i ni måneder. [I slutningen af 2019] ansøgeren idømt 91 dages fængsel og 20 piskeslag. Ansøgeren blev løsladt [i foråret 2010]. Videre har ansøgeren oplyst, at han deltog i en demonstration under dække af, at man skulle støtte befolkningen i Egypten og Tunesien. Imidlertid handlede demonstrationen reelt om at vise, at der fortsat var støtte til Den Grønne Bevægelse. På vej derfra blev ansøgeren taget af efterretningstjenesten og blev tilbageholdt i fire til fem dage, hvorefter han blev overført til Evin Fængslet. Senere modtog han en dom på syv års fængsel og 74 piskeslag. [I begyndelsen af 2015 eller i foråret samme år] blev ansøgeren bevilliget ti dages orlov fra fængslet. Under sin orlov tog ansøgeren til byen [lille by], hvor han opholdt sig i seks måneder forinden sin udrejse af Iran i [efteråret 2015]. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren indrejste i Danmark [i efteråret 2015], men at han først henvendte sig til myndighederne for at ansøge om asyl [i sommeren 2016]. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at han først ansøgte om asyl 7½ måned efter sin indrejse i Danmark, fordi han var i dårlig fysisk forfatning, ikke er en rimelig forklaring på den lange tidshorisont, henset til at ansøgeren kunne have fået relevant lægelig behandling ved at henvende sig til myndighederne og henset til, at ansøgeren, der tidligere har søgt asyl i Danmark og opholdt sig her fra 2001 til 2003 havde kenskab til asylsystemet og forholdene for asylansøgere. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet en utroværdig forklaring, der er overordnet set er præget af, at ansøgeren først har forklaret om sine mere personlige forhold, når han har fået foreholdt oplysninger vedrørende samme. Ansøgeren har således indledningsvist svaret nej til at have søgt asyl tidligere og have undladt at oplyse, at han havde søgt visum til Spanien i 2014. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin fængsling og dom samt de ansøgte visa og pasudstedelsen forekommer utroværdig. Det forekommer således utroværdigt, at ansøgeren skulle have modtaget den dom, der er fremlagt i sagen. Der er herved lagt vægt på, at dommen via Udenrigsministeriet af en kilde i Iran er vurderet uægte. Ansøgerens forklaring om, at han fik udstedt et pas, mens han angiveligt sad i fængsel og havde udrejseforbud eller forklaringen om, at passet måske var falsk, men at det alligevel lykkedes at ansøge om visum ved både den spanske og schweiziske repræsentation med passet og forevise det til de tyske myndigheder i forbindelse med rejsen til Danmark, forekommer utroværdig. Flygtningenævnet bemærker endelig, at ansøgerens forklaring om, hvorfor han ikke flygtede, da han angiveligt havde 72 timers orlov fra fængslet i 2014, hvor han søgte om visum til Spanien, forekommer ikke overbevisende. Det forekommer således ikke overbevisende, at ansøgeren, der havde besluttet sig for at flygte og søgt om visum, frivilligt skulle vende tilbage til fængslet, når han havde mulighed for at tage ophold i den plantage, hvor han senere tog ophold i et halvt år, inden han udrejste. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren havde en konflikt med de iranske myndigheder eller andre ved sin udrejse af Iran i 2015. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er profileret som modstander af det iranske regime ved den video, som han har fremlagt for nævnet. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/90/CHPE

iran201980

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra [by], Karmanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet har den [ultimo] 2018 genoptaget sagen med henblik på, at ansøgeren kan få lej-lighed til at forklare nærmere om sit nye asylmotiv vedrørende konversion til kristendommen. An-søgeren har i denne henseende blandt andet henvist til, han frygter asylretlig forfølgelse fra de iran-ske myndigheder som følge af ansøgerens konversion fra yarsan til kristendommen og sin dåb [ef-teråret] 2017 i [dansk kirke]. Flygtningenævnet finder, at der påhviler ansøgeren en skærpet bevis-byrde for, at den konversion, som han ifølge sin forklaring har foretaget under opholdet i Danmark, er et udtryk for en reel religiøs overbevisning. Der henses herved til, at Flygtningenævnet tidligere har tilsidesat ansøgerens oprindelige asylmotiv som utroværdigt. Ansøgeren har under nævnsmødet udvist et vist kendskab til kristendommen, men nævnet finder, at ansøgeren ikke på nogen overbe-visende måde har været i stand til at redegøre nærmere for sine refleksioner og motiver for konver-sionen. Ansøgeren har således flere gange under nævnsmødet besvaret spørgsmål om baggrunden for konversionen alene med henvisning til, at hans konversion var det eneste grundlag for hans red-ning, uden at han har kunnet forklare dette nærmere. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren, først efter at Flygtningenævnet havde tilsidesat ansøgerens forklaring om det oprinde-lige asylmotiv, har forklaret om sin interesse for kristendommen og sin deltagelse i kirkelige aktivi-teter. Det bemærkes hertil, at ansøgeren først påbegyndte dåbsundervisning [sommeren] 2017, da han havde fået ophold på et udrejsecenter, og at han derefter allerede [efteråret] 2017 er blevet døbt. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgerens forklaring om sin interesse for kristendommen er udbyggende, idet ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen vedrørende det oprindelige asylmotiv har forklaret, at han aldrig har interesseret sig for eller beskæftiget sig med andre religioner end yarsan, og at han ser sig selv som yarsan-troende. Han har videre forklaret om, hvorledes han har praktiseret denne religion i Iran. Flygtningenævnet finder det herefter ubetænkeligt at lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen ikke er udtryk for en reel interesse, men at konversionen alene har haft til formål at skabe et nyt konstrueret asylgrundlag. Der henvises i øvrigt til, at det ikke i sig selv er asylbegrundende at tilhøre yarsan, og at ansøgeren i øvrigt ikke har været i stand til at oplyse, hvorvidt han tilhører en traditionel eller mere moderne yarsan-tro. Nævnet bemærker, at fremlæggelsen af udtalelser om kirkelige aktiviteter blandt andet i form af ansøgerens deltagelse i gudstjenester, i en kristen sommerlejr og i kristendomsundervisning ikke kan føre til en ændret vurdering. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2019/80/MEG

irak201967

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber fra Sulayman Bek, Irak. Ansøgeren angiver tidligere at være konverteret til kristendommen, men nu at være ateist. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af hvem som helst, herunder sin familie, fordi ansøgerens ”blod blev gjort tilgængeligt” af en imam i en moske i Sulayman Bek. Ansøgeren frygter desuden for at blive slået ihjel, fordi han har en offentlig Facebook-profil, hvor han ytrer sig kritisk om islam. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter krigen i Irak, fordi den er blevet sekterisk. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han ikke har noget sted at være i Irak, fordi Sulayman Bek ligger i ruiner. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han begyndte at reflektere over kristendommen i en alder af 12 til 14 år. Ansøgeren begyndte at besøge en kirke og opfattede sig selv som kristen, da han var 18 år. Han er også døbt i den kristne tro. I 2009 fandt lokalsamfundet i Sulayman Bek ud af, at han var kristen. I starten forsøgte ansøgerens familie at forsvare ham, men familien fik kendskab til hans kristne tro, da ansøgerens far fandt kristent materiale, heriblandt en bibel, på hans værelse. Omkring [forår] 2009 truede ansøgerens far med at slå ham ihjel og sigtede i den forbindelse på ansøgeren med en Kalashnikov. Ansøgeren rejste herefter til Kirkuk. Imens han opholdt sig i Kirkuk, fik han et opkald fra sin ven ved navn [B] i [sommer] 2009. [B] fortalte ham, at ansøgerens blod var blevet gjort tilgængeligt af en imam i en moske i Sulayman Bek, fordi ansøgeren var frafaldet islam. Ansøgeren modtog telefoniske trusler fra ukendte personer frem til sin første udrejse af Irak mod Europa, hvilket var omkring [efteråret] 2009. Ansøgeren vendte tilbage til Irak i starten af 2010, hvor han boede og arbejdede i Bagdad frem til [efteråret] 2012, hvorefter han udrejste af Irak for at studere i Indien. I Indien begyndte han at opfatte sig selv som ateist i stedet for kristen. Ansøgeren vendte tilbage til Bagdad i [foråret] 2013, hvor han opholdt sig til [forår] 2013. Ved sin tilbagevenden til Irak i [efteråret] 2013, bortset fra et to til tre måneders ophold hos sin søster [C] i Kirkuk, boede, arbejdede og studerede han i Bagdad frem til [slutningen af] 2014, hvorefter han udrejste af Irak mod Europa. Han vendte tilbage til Irak i [sommer] 2015, hvor han boede hos Lamia i Kirkuk i to til tre måneder. Han boede herefter hos sin ven i Kirkuk i to måneder, fordi hans svoger truede med at slå ham ihjel, hvis han ikke forlod bopælen, fordi han var vantro. Ansøgeren boede herefter to til tre måneder i Bagdad, før han rejste til Kirkuk i [efterår] 2015 for at udrejse endeligt af Irak i [vinter] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund, herunder at han tidligere er konverteret til kristendom og nu er ateist. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om centrale forhold. Ansøgeren har således forklaret udbyggende om sin konversion til kristendommen, idet han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han er kristent døbt, hvilket han ikke tidligere har forklaret om. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende og udbyggende om, hvorvidt hans familie har truet ham. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det ikke fremstår som troværdigt, at hans forældre skulle have til hensigt at slå ham ihjel, når de samtidig har betalt for hans ophold og studier i Indien i 2012-13. Ansøgeren har desuden forklaret divergerende om, hvorvidt han modtog trusler under sit ophold i Kirkuk forud for sin første udrejse af Irak i 2009. Ansøgeren har ligeledes forklaret divergerende om, hvorvidt han vendte tilbage til områder i nærheden af sin hjemby, Sulayman Bek, efter 2009. Ansøgeren har endelig – herunder under mødet i Flygtningenævnet - forklaret divergerende og udbyggende om baggrunden for, at han gentagne gange rejste tilbage til Irak, herunder om hvorvidt han blev tvunget til dette af myndighederne i de lande, hvor han opholdt sig. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har flere ind- og udrejsestempler i sit pas, som han ikke har kunnet redegøre for, herunder fra Egypten som ansøgeren efter sin forklaring ikke har været i. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at det er påfaldende, at ansøgeren skulle være nødsaget til at udrejse af Irak i 2015 som følge af sine angivelige konflikter med familien og lokalsamfundet i Sulayman Bek, når han gentagne gange vendte tilbage til Irak efter konfliktens opståen i 2009, i hvilken forbindelse endvidere bemærkes, at ansøgeren ikke har modtaget trusler under sine ophold i Irak efter 2009, bortset fra angiveligt en enkelt trussel fra en svoger. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed tillagt det en mindre vægt, at ansøgeren i [foråret] 2017 oplyste til en medarbejder på sit asylcenter, at hans navn var [A] - hvilket fornavn ansøgeren i øvrigt under mødet i Flygtningenævnet har anmodet om at blive tiltalt med – og at han var fra Armenien. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om baggrunden for dette. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet bemærker, at det forhold, at ansøgeren på Facebook angiveligt udtaler sig kritisk om islam, ikke kan føre til et andet resultat, allerede af den grund, at ansøgeren ikke findes at være særligt profileret, hvortil kommer, at ansøgerens Facebook-profil ifølge hans oplysninger er i et andet navn end hans eget. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det forhold, at ansøgeren frygter krigen i Irak, fordi den er blevet sekterisk, ikke kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne for Irak, at den generelle sikkerhedssituation i Irak ikke er af en sådan karakter, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet bemærker endelig, at det forhold, at ansøgeren ikke har noget sted at være i Irak, fordi Sulayman Bek ligger i ruiner, ikke kan føre til et andet resultat, idet der er tale om forhold, der ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/67/GJEY

irak201966

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra [en by], Nasiriyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hendes tre brødre vil udsætte hende for fysiske overgreb og slå hende ihjel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun lærte sin ægtefælle, [X], at kende i Irak i [efteråret] 2015. De mødtes tre til fire gange, da [X] var i Irak og fortsatte med at holde kontakten dagligt, efter han var rejst tilbage til Danmark. Ansøgeren og [X] aftalte herefter at blive gift, og [X’s] forældre besøgte ansøgerens familie og anmodede om ansøgerens hånd, hvilket ansøgerens familie accepterede. Ansøgerens tre brødre var ikke til stede, da [X’s] familie besøgte ansøgerens familie, og brødrene var i tvivl, om de skulle acceptere frieriet. Ansøgeren blev gift med [X] i [foråret] 2016. Ansøgeren søgte herefter visum til Danmark, men fik afslag. Ansøgerens tre brødre ville herefter ikke acceptere ansøgerens ægteskab med [X]. De forsøgte at presse ansøgeren til at lade sig skille fra [X] og gifte sig med deres farbrors søn, [U]. Dette afviste ansøgeren dog, hvorfor brødrene udsatte ansøgeren for fysiske overgreb og holdt hende indespærret i et værelse i familiens hus. I [vinteren] 2016 fik ansøgeren hjælp af sin morbror til at få et visum til Tyrkiet. Herefter låste ansøgerens svigerinde hende ud af værelset, hvorefter morbroren kørte ansøgeren til lufthavnen, hvorfra hun udrejste af Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, hun påberåber sig. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om den tilbageholdelse, som hun har oplyst at have været udsat for fra brødrenes side, ligesom oplysningerne i visumansøgningen divergerer i forhold til de oplysninger, ansøgeren har afgivet under asylsagen. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en eventuel tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2019/66/JAH

irak201964

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber fra El Kufa, Nagaf, Irak. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer at blive slået ihjel af sin far eller El-Mahdi militsen, da han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han siden 2009 har interesseret sig for kristendommen og søgt viden herom. I 2014 mødte ansøgeren en kristen person ved navn [J], der talte med ansøgeren om kristendommen. I 2015 fik ansøgeren et drømmesyn, hvorefter han konverterede til kristendommen. Ansøgeren fortalte sine forældre om sin konvertering, hvilket de reagerede negativt på, og de smed ansøgeren ud af hjemmet. Herefter tog ansøgeren ophold hos sin ven, [E], som lejlighedsvis talte med ansøgerens far. Efter ansøgeren havde boet hos [E] i nogle dage, blev han en dag bortført af personer med tilknytning til El-Mahdi militsen, der konfronterede ansøgeren med hans nye livsstil og advarede ham om ikke at fortsætte med denne, men derimod at vende hjem til sin familie og bede om forladelse. Tilbageholdelsen varede én dag, hvorefter ansøgeren returnerede til [E], der hjalp med at arrangere udrejse i [sommeren] 2015. Ansøgeren tog herefter til Finland, hvor han i [vinteren] 2016 blev døbt i den kristne tro ved pinsebevægelsen i Pori. Ansøgeren har under sin asylsag i Danmark forklaret, at han udrejste af Irak i [sommeren] 2015, efter at han var konverteret til kristendommen, at han konverterede efter at have talt med sin søsters kristne nabo, Jalil, som var den eneste kristne, han kendte, og at hans far i sommeren 2015 lod El Mahdi militsen kidnappe ham for at få ham til at blive muslim igen. Det fremgår af ansøgerens finske asylsag, at det af en klageskrivelse til forvaltningsdomstolen fremgår, at han forlod Irak i 2013, fordi han dels havde skrevet islamkritiske artikler på internettet, dels siden 2000 havde været kæreste med en kristen kvinde, [JJ], som han af El Mahdi militsen blev anholdt sammen med i 2013, og at [J] i den forbindelse blev skudt og døde. Ansøgeren har forklaret denne divergens med, at hans ven, [MJ], har forvekslet to beretninger. Det fremgår imidlertid af mail af [foråret] 2019 fra [MJ], at han forfattede klagen til Helsinki forvaltningsdomstol på ansøgerens anmodning, og at enkelte detaljer i det anførte kan være ukorrekte på grund af tolkevanskeligheder. Det anførte asylmotiv er væsentligt forskelligt fra det motiv, ansøgeren har forklaret om til de danske myndigheder, og det forekommer usandsynligt, at [MJ] af egen drift skulle have opdigtet det i klageskriftet anførte. Klagen er endvidere indleveret til retten i ansøgerens navn, og ansøgeren har forklaret, at han talte med [M] om sin situation i Irak, og at der var en anden flygtning, der fungerede som tolk. Videre fremgår det af den finske asylsag, at ansøgerens bror søgte asyl i Finland få dage efter ansøgerens ankomst til Finland, og ansøgeren har forklaret, at han ikke er bekendt med, hvorfor broderen søgte asyl. Endelig frafaldt ansøgeren i [foråret] 2016 sin asylansøgning og oplyste, at han havde eget pas, mens han til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 oplyste, at agenten havde taget hans pas i Tyrkiet. Efter en samlet afvejning finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin udrejse af Irak var i risiko for asylbegrundende forhold. Ansøgeren har om sin konvertering til kristendommen forklaret, at han ikke læste biblen i Irak og ikke gik i kirke. Ansøgeren blev døbt i Finland [i sommeren] 2016, efter sin egen forklaring efter 2 måneders dåbsundervisning og efter, at de finske myndigheder [i vinteren] 2015 traf afgørelse om at Dublin-overføre ansøgeren til Danmark. Ansøgeren demonstrerede under asylsamtalen et meget ringe kendskab til kristendommen, idet han ikke kunne redegøre for centrale kristne beretninger og højtider. Hertil kommer, at det af en erklæring [fra vinteren] 2019 fra Nørrelandskirken fremgår, at ansøger i perioder har deltaget i dåbsundervisning og gudstjenester, og at det ikke så ofte har været muligt at oversætte til arabisk. Ansøgeren har endvidere ikke overbevisende kunnet redegøre for sine overvejelser omkring konvertering og sin indre overbevisning. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens konvertering er reel. Efter en samlet afvejning finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/64/TBP

irak201963

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim og har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han som bidoon fra Kuwait frygter de kuwaitiske myndigheder ved en tilbagevenden til Kuwait. Ansøgeren har videre henvist til, at han som bidoon fra Kuwait har været udsat for verbal mobning i Irak. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til de generelle forhold for bidoonere fra Kuwait og til risikoen for sekterisk vold mod sunni-muslimer og bidoonere i Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans forældre tidligere har forsøgt at genindrejse i Kuwait men er blevet afvist som følge af, at de fremviste fødselsattester ikke var tilstrækkelig dokumentation til at kunne indrejse. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv henvist til, at irakerne anså ansøgerens familie som ”folk fra Golfen”, og blev som følge heraf betragtet som uønsket, ligesom de fleste ifølge ansøgeren hadede ”folk fra Golfen”. De blev som følge heraf også verbalt mobbet. Flygtningenævnet skal indledningsvist bemærke, at ansøgeren ikke har noget selvstændigt asylmotiv, men i det hele har henvist til sine forældres asylmotiver. Flygtningenævnet har i ansøgerens forældres sag truffet følgende afgørelse: ”… Nævnet skal indledningsvist bemærke, at det påhviler asylansøgere at sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, som den pågældende påberåber sig, jf. udlændingelovens § 40. stk. 1. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgernes forklaringer om hverken deres identiteter eller asylmotiver til grund, idet forklaringerne fremstår utroværdige, divergerende og konstruerede til lejligheden. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgerne er statsløse bidoonere fra Kuwait. Indledningsvist bemærkes, at den kvindelige ansøger i oplysnings- og motivsamtalen bestred såvel, at hun havde haft kontakt til myndighederne i Grækenland [i efteråret] 2015, som at hun skulle have afgivet fingeraftryk. Det fremgår imidlertid af de oplysninger, som Udlændingestyrelsen har modtaget fra de græske myndigheder, at den kvindelige ansøger er registreret i Grækenland som asylansøger den omhandlede dato, og at hun i den forbindelse oplyste, at hun var fra Irak. Den mandlige ansøger har bekræftet, at familien efter råd fra menneskesmugleren sagde til de græske myndigheder, at de var fra Irak, så de hurtigere kunne få lov til at rejse videre. Ansøgernes to voksne børn er registreret som asylansøgere i Grækenland samme dag som den kvindelige ansøger og ligeledes med angivelse af, at de var fra Irak. Ansøgernes datter, [A] har overfor Udlændingestyrelsen bestridt, at hun skulle have forklaret sådan til de græske myndigheder, hvorimod hun under mødet i nævnet har bekræftet, at hun sagde, at hun var fra Irak. Endelig har ansøgernes søn, [B], vedstået, at de oplyste overfor myndighederne i Grækenland, at de var fra Irak med den begrundelse, at grækerne ikke kendte til bidoonere. Nævnet har videre tillagt det en vis betydning, at [B], både i oplysnings- og motivsamtalen og indledningsvist i asylsamtalen forklarede, at han var fra Irak og har irakisk statsborgerskab, fordi han er født i landet. Videre bemærkes, at nævnet tillægger det nogen betydning, at den mandlige ansøger overfor dansk politi, umiddelbart efter familiens ankomst til Danmark, angav, at han og hans familie var født i Irak og havde irakisk nationalitet. At ansøgerne er fra Irak understøttes videre af forklaringerne om, at de har boet i Irak fra starten af 1990´erne, at deres ældste børn, selvom ansøgerne ikke havde et opholdsgrundlag i Irak, i en kortere årrække gik i offentlige skoler, at familien havde adgang til offentlige sundhedsydelser mod betaling, ligesom de ejede en grund, hvorpå de byggede et hus, som de boede i. Det bemærkes, at den irakiske lovgivning giver mulighed for, at personer, der opfylder en række betingelser, herunder uafbrudt ophold i landet i mere end 10 år, kan opnå irakisk statsborgerskab, og at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgerne skulle have valgt at bo i Irak uden lovligt opholdsgrundlag i mere end 20 år. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret divergerende om sit opholdsgrundlag i Irak, idet han i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han havde en opholdstilladelse, hvorimod han til asylsamtalen bestred, at han havde opholdstilladelse og forklarede, at han havde et ”beskyttelseskort”, der var udstedt af de irakiske myndigheder og et falsk irakisk id-kort, ligesom han i forbindelse med familiens udrejse fik lavet falske irakiske pas til alle familiemedlemmer. Den mandlige ansøger har senere i asylsamtalen udbygget sin forklaring med, at han i 2004 fik udstedt et falsk irakisk nationalitetsbevis. Også om baggrunden for familiens udrejse til Jordan har ansøgerne forklaret divergerende, idet den mandlige ansøger i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han var træt af at være i Irak, og at familien havde dårlige levevilkår. Den kvindelige ansøger forklarede derimod, at de udrejste på grund af frygten for sekteriske spændinger, og fordi deres ældste børn blev mobbet i skolen, fordi de var bidoonere. I asylsamtalen ændrede den mandlige ansøger forklaring, så han tilsluttede sig den kvindelige ansøgers forklaring om årsagen til udrejsen. Om opholdet i Jordan har den mandlige ansøger forklaret, at familien fik udstedt et visum til at indrejse, og at de, da dette udløb, opholdt sig illegalt i landet, uden på noget tidspunkt at få en opholdstilladelse. Den kvindelige ansøger og sønnen [B] har derimod forklaret, at familien fik en opholdstilladelse, der kunne forlænges. Den mandlige ansøger har forklaret, at familien, mens de opholdt sig i Jordan søgte asyl hos UNHCR, og at de i denne forbindelse fik udstedt et flygtningekort, hvilket er bestridt af den kvindelige ansøger, og sønnen, [B], der til Udlændingestyrelsen har forklaret, at familien aldrig har haft noget med UNHCR at gøre. Overfor nævnet har [B] derimod forklaret, at han en enkelt gang sammen med sin far opsøgte en myndighed i Jordan for at søge asyl. Det fremgår imidlertid af oplysninger tilgået Udlændingestyrelsen fra UNHCR i Jordan, at den mandlige ansøger og børnene [B] og [A] er registeret som asylansøgere i Jordan, og at de i forbindelse med deres asylansøgninger har oplyst at være fra Irak, ligesom de har fremlagt irakiske nationalitetspas. Ansøgerne har overfor UNHCR i Jordan, myndighederne i Grækenland og i Danmark oplyst forskellige fødselsdatoer og år, ligesom oplysningerne herom ikke harmonerer med oplysningerne i de papirer, der er fremlagt under sagen, herunder de irakiske pas, der fremlagt overfor UNHCR. De sproganalyser, der er foretaget af ansøgerne og datteren [A], konkluderer, at de taler Gulf Arabic. Gulf Arabic tales i et større område – herunder den sydlige del af Irak og Basra området, hvor ansøgerne har forklaret, at de har boet i mere end 20 år, og hvor deres børn er vokset op. Sproganalysen kan derfor ikke føre til et andet resultat ved vurderingen af ansøgernes forklaringer. Den omstændighed, at ansøgerne har fremlagt dokumenter vedrørende deres respektive fædre, som dokumentation for, at de er bidoonere fra Kuwait, kan heller ikke føre til et andet resultat, idet det bemærkes, at det efter baggrundsoplysningerne ikke er svært at få udstedt falske papirer i Irak og/eller Kuwait. Nævnet forkaster derfor ansøgernes forklaringer om, at de er statsløse bidoonere fra Kuwait som utroværdig. Det bemærkes i den forbindelse videre, at ingen af ansøgerne har haft konflikter af asylbegrundende karakter i hverken Kuwait, Irak eller Jordan. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne er irakiske statsborgere og skal vurderes i forhold til Irak. Da ansøgerne ikke har oplevet konflikter i Irak, har de ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser. …” Af de grunde, der fremgår af afgørelsen vedrørende ansøgerens forældre, finder Flygtningenævnet, at også ansøgeren er irakisk statsborger og skal vurderes i forhold til Irak. Da ansøgeren ikke har oplevet konflikter i Irak, har han ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser. Irak/2019/63/CRT

irak201962

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim og har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at hun som bidoon fra Kuwait ikke har nogen rettigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun er født og opvokset i Irak, at hun aldrig har været i Kuwait. Hun har derfor i det hele henvist til sine forældres forklaringer om asylmotiver herunder, at hun og hendes familie Irak har været udsat for dårlig behandling, mobning og diskrimination som følge af, at de er bidoonere fra Kuwait, ligesom de frygtede for sekterisk vold og overgreb, fordi de var sunni-muslimer og bidoonere. Flygtningenævnet skal indledningsvist bemærke, at ansøgeren ikke har noget selvstændigt asylmotiv, men i det hele har henvist til sine forældres asylmotiver. Flygtningenævnet har i ansøgerens forældres sag truffet følgende afgørelse: ”… Nævnet skal indledningsvist bemærke, at det påhviler asylansøgere at sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, som den pågældende påberåber sig, jf. udlændingelovens § 40. stk. 1. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgernes forklaringer om hverken deres identiteter eller asylmotiver til grund, idet forklaringerne fremstår utroværdige, divergerende og konstruerede til lejligheden. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgerne er statsløse bidoonere fra Kuwait. Indledningsvist bemærkes, at den kvindelige ansøger i oplysnings- og motivsamtalen bestred såvel, at hun havde haft kontakt til myndighederne i Grækenland [i efteråret] 2015, som at hun skulle have afgivet fingeraftryk. Det fremgår imidlertid af de oplysninger, som Udlændingestyrelsen har modtaget fra de græske myndigheder, at den kvindelige ansøger er registreret i Grækenland som asylansøger den omhandlede dato, og at hun i den forbindelse oplyste, at hun var fra Irak. Den mandlige ansøger har bekræftet, at familien efter råd fra menneskesmugleren sagde til de græske myndigheder, at de var fra Irak, så de hurtigere kunne få lov til at rejse videre. Ansøgernes to voksne børn er registreret som asylansøgere i Grækenland samme dag som den kvindelige ansøger og ligeledes med angivelse af, at de var fra Irak. Ansøgernes datter, [A] har overfor Udlændingestyrelsen bestridt, at hun skulle have forklaret sådan til de græske myndigheder, hvorimod hun under mødet i nævnet har bekræftet, at hun sagde, at hun var fra Irak. Endelig har ansøgernes søn, [B], vedstået, at de oplyste overfor myndighederne i Grækenland, at de var fra Irak med den begrundelse, at grækerne ikke kendte til bidoonere. Nævnet har videre tillagt det en vis betydning, at [B], både i oplysnings- og motivsamtalen og indledningsvist i asylsamtalen forklarede, at han var fra Irak og har irakisk statsborgerskab, fordi han er født i landet. Videre bemærkes, at nævnet tillægger det nogen betydning, at den mandlige ansøger overfor dansk politi, umiddelbart efter familiens ankomst til Danmark, angav, at han og hans familie var født i Irak og havde irakisk nationalitet. At ansøgerne er fra Irak understøttes videre af forklaringerne om, at de har boet i Irak fra starten af 1990´erne, at deres ældste børn, selvom ansøgerne ikke havde et opholdsgrundlag i Irak, i en kortere årrække gik i offentlige skoler, at familien havde adgang til offentlige sundhedsydelser mod betaling, ligesom de ejede en grund, hvorpå de byggede et hus, som de boede i. Det bemærkes, at den irakiske lovgivning giver mulighed for, at personer, der opfylder en række betingelser, herunder uafbrudt ophold i landet i mere end 10 år, kan opnå irakisk statsborgerskab, og at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgerne skulle have valgt at bo i Irak uden lovligt opholdsgrundlag i mere end 20 år. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret divergerende om sit opholdsgrundlag i Irak, idet han i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han havde en opholdstilladelse, hvorimod han til asylsamtalen bestred, at han havde opholdstilladelse og forklarede, at han havde et ”beskyttelseskort”, der var udstedt af de irakiske myndigheder og et falsk irakisk id-kort, ligesom han i forbindelse med familiens udrejse fik lavet falske irakiske pas til alle familiemedlemmer. Den mandlige ansøger har senere i asylsamtalen udbygget sin forklaring med, at han i 2004 fik udstedt et falsk irakisk nationalitetsbevis. Også om baggrunden for familiens udrejse til Jordan har ansøgerne forklaret divergerende, idet den mandlige ansøger i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han var træt af at være i Irak, og at familien havde dårlige levevilkår. Den kvindelige ansøger forklarede derimod, at de udrejste på grund af frygten for sekteriske spændinger, og fordi deres ældste børn blev mobbet i skolen, fordi de var bidoonere. I asylsamtalen ændrede den mandlige ansøger forklaring, så han tilsluttede sig den kvindelige ansøgers forklaring om årsagen til udrejsen. Om opholdet i Jordan har den mandlige ansøger forklaret, at familien fik udstedt et visum til at indrejse, og at de, da dette udløb, opholdt sig illegalt i landet, uden på noget tidspunkt at få en opholdstilladelse. Den kvindelige ansøger og sønnen [B] har derimod forklaret, at familien fik en opholdstilladelse, der kunne forlænges. Den mandlige ansøger har forklaret, at familien, mens de opholdt sig i Jordan søgte asyl hos UNHCR, og at de i denne forbindelse fik udstedt et flygtningekort, hvilket er bestridt af den kvindelige ansøger, og sønnen, [B], der til Udlændingestyrelsen har forklaret, at familien aldrig har haft noget med UNHCR at gøre. Overfor nævnet har [B] derimod forklaret, at han en enkelt gang sammen med sin far opsøgte en myndighed i Jordan for at søge asyl. Det fremgår imidlertid af oplysninger tilgået Udlændingestyrelsen fra UNHCR i Jordan, at den mandlige ansøger og børnene [B] og [A] er registeret som asylansøgere i Jordan, og at de i forbindelse med deres asylansøgninger har oplyst at være fra Irak, ligesom de har fremlagt irakiske nationalitetspas. Ansøgerne har overfor UNHCR i Jordan, myndighederne i Grækenland og i Danmark oplyst forskellige fødselsdatoer og år, ligesom oplysningerne herom ikke harmonerer med oplysningerne i de papirer, der er fremlagt under sagen, herunder de irakiske pas, der fremlagt overfor UNHCR. De sproganalyser, der er foretaget af ansøgerne og datteren [A], konkluderer, at de taler Gulf Arabic. Gulf Arabic tales i et større område – herunder den sydlige del af Irak og Basra området, hvor ansøgerne har forklaret, at de har boet i mere end 20 år, og hvor deres børn er vokset op. Sproganalysen kan derfor ikke føre til et andet resultat ved vurderingen af ansøgernes forklaringer. Den omstændighed, at ansøgerne har fremlagt dokumenter vedrørende deres respektive fædre, som dokumentation for, at de er bidoonere fra Kuwait, kan heller ikke føre til et andet resultat, idet det bemærkes, at det efter baggrundsoplysningerne ikke er svært at få udstedt falske papirer i Irak og/eller Kuwait. Nævnet forkaster derfor ansøgernes forklaringer om, at de er statsløse bidoonere fra Kuwait som utroværdig. Det bemærkes i den forbindelse videre, at ingen af ansøgerne har haft konflikter af asylbegrundende karakter i hverken Kuwait, Irak eller Jordan. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne er irakiske statsborgere og skal vurderes i forhold til Irak. Da ansøgerne ikke har oplevet konflikter i Irak, har de ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser. …” Af de grunde, der fremgår af afgørelsen vedrørende ansøgerens forældre, finder Flygtningenævnet, at også ansøgeren er irakisk statsborger og skal vurderes i forhold til Irak. Da ansøgeren ikke har oplevet konflikter i Irak, har hun ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser. Irak/2019/62/CRT

irak201961

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre medfølgende børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske arabere og sunni-muslimer og har oplyst at være bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Ansøgerne har oplyst, at de begge er født i Kuwait som bidoonere, og at de er udrejst fra Kuwait til Irak i starten af 1990´erne i forbindelse med Iraks invasion af Kuwait, og at de, fordi de ikke havde papirer, ikke kunne komme tilbage til Kuwait, da krigen brød ud. De har videre oplyst, at de blev gift i Irak i 1995, og at de sammen har seks børn, der alle er født i Irak. Ansøgerne har opholdt i Irak med deres børn frem til 2013, hvor de på grund af risikoen for sekterisk vold, de generelle forhold og dårlige fremtidsudsigter udrejste til Jordan. Ansøgerne opholdt sig i Jordan frem til 2015, hvor de på grund af dårlige fremtidsudsigter udrejste til Danmark. Ingen af ansøgerne har været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har endvidere henvist til, at de i Irak frygter sekterisk vold og de generelle forhold for bidoonere. Den mandlige ansøger har som asylmotiv videre henvist til, at han ønsker, at hans børn får en bedre fremtid. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at de som bidoonere fra Kuwait ikke har nogen rettigheder, og at de frygter de generelle forhold for bidoonere. Ansøgerne har videre henvist til, at der i Irak er sekteriske spændinger, og at deres børn blev udsat for verbal mobning som følge af, at de er bidoonere fra Kuwait. Ansøgerne har endelig til støtte for deres asylmotiv henvist til, at de udrejste fra Jordan til Danmark, fordi de ønskede en bedre fremtid for deres børns, idet livet er bedre i Danmark, ligesom de ikke ønsker, at deres børn skal leve som bidoonere, ligesom de selv har gjort. Nævnet skal indledningsvist bemærke, at det påhviler asylansøgere at sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, som den pågældende påberåber sig, jf. udlændingelovens § 40. stk. 1. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgernes forklaringer om hverken deres identiteter eller asylmotiver til grund, idet forklaringerne fremstår utroværdige, divergerende og konstruerede til lejligheden. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgerne er statsløse bidoonere fra Kuwait. Indledningsvist bemærkes, at den kvindelige ansøger i oplysnings- og motivsamtalen bestred såvel, at hun havde haft kontakt til myndighederne i Grækenland [i efteråret] 2015, som at hun skulle have afgivet fingeraftryk. Det fremgår imidlertid af de oplysninger, som Udlændingestyrelsen har modtaget fra de græske myndigheder, at den kvindelige ansøger er registreret i Grækenland som asylansøger den omhandlede dato, og at hun i den forbindelse oplyste, at hun var fra Irak. Den mandlige ansøger har bekræftet, at familien efter råd fra menneskesmugleren sagde til de græske myndigheder, at de var fra Irak, så de hurtigere kunne få lov til at rejse videre. Ansøgernes to voksne børn er registreret som asylansøgere i Grækenland samme dag som den kvindelige ansøger og ligeledes med angivelse af, at de var fra Irak. Ansøgernes datter, [A] har overfor Udlændingestyrelsen bestridt, at hun skulle have forklaret sådan til de græske myndigheder, hvorimod hun under mødet i nævnet har bekræftet, at hun sagde, at hun var fra Irak. Endelig har ansøgernes søn, [B], vedstået, at de oplyste overfor myndighederne i Grækenland, at de var fra Irak med den begrundelse, at grækerne ikke kendte til bidoonere. Nævnet har videre tillagt det en vis betydning, at [B], både i oplysnings- og motivsamtalen og indledningsvist i asylsamtalen forklarede, at han var fra Irak og har irakisk statsborgerskab, fordi han er født i landet. Videre bemærkes, at nævnet tillægger det nogen betydning, at den mandlige ansøger overfor dansk politi, umiddelbart efter familiens ankomst til Danmark, angav, at han og hans familie var født i Irak og havde irakisk nationalitet. At ansøgerne er fra Irak understøttes videre af forklaringerne om, at de har boet i Irak fra starten af 1990´erne, at deres ældste børn, selvom ansøgerne ikke havde et opholdsgrundlag i Irak, i en kortere årrække gik i offentlige skoler, at familien havde adgang til offentlige sundhedsydelser mod betaling, ligesom de ejede en grund, hvorpå de byggede et hus, som de boede i. Det bemærkes, at den irakiske lovgivning giver mulighed for, at personer, der opfylder en række betingelser, herunder uafbrudt ophold i landet i mere end 10 år, kan opnå irakisk statsborgerskab, og at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgerne skulle have valgt at bo i Irak uden lovligt opholdsgrundlag i mere end 20 år. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret divergerende om sit opholdsgrundlag i Irak, idet han i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han havde en opholdstilladelse, hvorimod han til asylsamtalen bestred, at han havde opholdstilladelse og forklarede, at han havde et ”beskyttelseskort”, der var udstedt af de irakiske myndigheder og et falsk irakisk id-kort, ligesom han i forbindelse med familiens udrejse fik lavet falske irakiske pas til alle familiemedlemmer. Den mandlige ansøger har senere i asylsamtalen udbygget sin forklaring med, at han i 2004 fik udstedt et falsk irakisk nationalitetsbevis. Også om baggrunden for familiens udrejse til Jordan har ansøgerne forklaret divergerende, idet den mandlige ansøger i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han var træt af at være i Irak, og at familien havde dårlige levevilkår. Den kvindelige ansøger forklarede derimod, at de udrejste på grund af frygten for sekteriske spændinger, og fordi deres ældste børn blev mobbet i skolen, fordi de var bidoonere. I asylsamtalen ændrede den mandlige ansøger forklaring, så han tilsluttede sig den kvindelige ansøgers forklaring om årsagen til udrejsen. Om opholdet i Jordan har den mandlige ansøger forklaret, at familien fik udstedt et visum til at indrejse, og at de, da dette udløb, opholdt sig illegalt i landet, uden på noget tidspunkt at få en opholdstilladelse. Den kvindelige ansøger og sønnen [B] har derimod forklaret, at familien fik en opholdstilladelse, der kunne forlænges. Den mandlige ansøger har forklaret, at familien, mens de opholdt sig i Jordan søgte asyl hos UNHCR, og at de i denne forbindelse fik udstedt et flygtningekort, hvilket er bestridt af den kvindelige ansøger, og sønnen, [B], der til Udlændingestyrelsen har forklaret, at familien aldrig har haft noget med UNHCR at gøre. Overfor nævnet har [B] derimod forklaret, at han en enkelt gang sammen med sin far opsøgte en myndighed i Jordan for at søge asyl. Det fremgår imidlertid af oplysninger tilgået Udlændingestyrelsen fra UNHCR i Jordan, at den mandlige ansøger og børnene [B] og [A] er registeret som asylansøgere i Jordan, og at de i forbindelse med deres asylansøgninger har oplyst at være fra Irak, ligesom de har fremlagt irakiske nationalitetspas. Ansøgerne har overfor UNHCR i Jordan, myndighederne i Grækenland og i Danmark oplyst forskellige fødselsdatoer og år, ligesom oplysningerne herom ikke harmonerer med oplysningerne i de papirer, der er fremlagt under sagen, herunder de irakiske pas, der fremlagt overfor UNHCR. De sproganalyser, der er foretaget af ansøgerne og datteren [A], konkluderer, at de taler Gulf Arabic. Gulf Arabic tales i et større område – herunder den sydlige del af Irak og Basra området, hvor ansøgerne har forklaret, at de har boet i mere end 20 år, og hvor deres børn er vokset op. Sproganalysen kan derfor ikke føre til et andet resultat ved vurderingen af ansøgernes forklaringer. Den omstændighed, at ansøgerne har fremlagt dokumenter vedrørende deres respektive fædre, som dokumentation for, at de er bidoonere fra Kuwait, kan heller ikke føre til et andet resultat, idet det bemærkes, at det efter baggrundsoplysningerne ikke er svært at få udstedt falske papirer i Irak og/eller Kuwait. Nævnet forkaster derfor ansøgernes forklaringer om, at de er statsløse bidoonere fra Kuwait som utroværdig. Det bemærkes i den forbindelse videre, at ingen af ansøgerne har haft konflikter af asylbegrundende karakter i hverken Kuwait, Irak eller Jordan. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne er irakiske statsborgere og skal vurderes i forhold til Irak. Da ansøgerne ikke har oplevet konflikter i Irak, har de ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser. Irak/2019/61/CRT

irak201954

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin far, fordi han ikke har sluttet sig til militsen Al-Hashd Al-Sha’abi. Han har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin far eller sin klan, Al-Shammari, fordi han er frafaldet islam og er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev udsendt af Danmark [i sommeren] 2015. Efter ansøgeren ankom til Irak bad hans far ham om at tilslutte sig Al-Hashd Al-Sha’abi. Ansøgeren sagde ikke noget til sin fars opfordring. Ansøgeren opholdt sig efterfølgende på sin bopæl i mindst to dage. Efter ansøgeren havde været i Irak i 11 dage flyttede han hen til sin ven, [AA], hvor han opholdt sig i fire dage. Efter de fire dage tog ansøgeren til Erbil, hvorfra han udrejste af Irak to dage senere, den 7. september 2015. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han overvejede at konvertere til kristendommen, da han befandt sig i Grækenland i [efteråret] 2015. To til tre måneder efter, at han kom til Finland i [efteråret] 2015, mødte han nogle personer på sit asylcenter, som inviterede ham i kirke. Ansøgeren modtog herefter ugentlig undervisning i kristendom over seks måneder og blev døbt [i sommeren 2016] i Finland. Ansøgeren gik også flere gange i kirke i Finland. Ansøgeren indrejste i Danmark [i sommeren 2016], hvorefter han har været i kirke en gang. Ansøgerne har under sit ophold i Danmark læst i biblen en gang. Ansøgeren har i 2016 via telefonen fortalt to af sine barndomsvenner, [HK] og [JG], at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren mener, at hans far helt sikkert ved, at han er konverteret. Ansøgeren har dog ikke direkte fået at vide, at hans far kender til konverteringen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger betydelig vægt på, at ansøgeren har divergeret på mange spørgsmål, herunder skolegang, beskæftigelse, familieforhold, evt. kæreste. Ansøgeren har endvidere ikke kunnet forklare, hvorfor han ikke medbragte sit pas, da han udrejste i [efteråret] 2015 og hvorfor han har et luftbillede af Erbil taget på udrejsedagen, når han har forklaret, at han udrejste over landjorden. Han har svaret upræcist og afglidende under mødet med nævnet. Dette svækker hans generelle troværdighed. Ansøgeren har på mødet fremlagt to dokumenter, en dom og en trussel, dateret i 2015. Han har ikke kunne redegøre for, hvorfor de er fremkommet så sent. Allerede på baggrund af den sene fremkomst tilsidesætter nævnet disse dokumenter. Ad oprindeligt motiv. Ansøgeren har forklaret, at han ikke har modtaget trusler som følge af, at han nægtede at tilslutte sig militsen. Han har derfor ikke sandsynliggjort, at dette forhold udgør et problem. Ad sur place. Ansøgeren har ikke kunne redegøre for sin indre omvendelsesproces. Han har i samtalen [i begyndelsen af] 2018 vist et ringe kendskab til kristendommen. Han har forklaret, at han kun i ringe grad forstod undervisningen op til dåben. Han har i begrænset omfang haft kirkelige aktiviteter i Danmark. Nævnet vurderer derfor ikke ansøgerens konversion som reel. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Irak vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak 2019/54/SMLA

irak201926

Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk feyli-kurder fra (…), Salahadin, Irak. Ansøgeren er efter det oplyste konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold. Ansøgeren frygter desuden de irakiske myndigheder, da han ikke har nogen identitetsdokumenter, og idet han tidligere er blevet tilbageholdt af de irakiske myndigheder efter at have forladt landet illegalt. Ansøgeren frygter endvidere Hashd al-Shaabi-militsen, som har truet ham, fordi han har mistænkt dem for at stå bag sin brors død. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at ISIL befinder sig tæt på hans hjemområde. Han har endvidere oplyst, at han var tilbageholdt af de irakiske myndigheder i 10 dage i 2013, fordi han ikke havde fornyet sit irakiske ID-kort. Ansøgeren har desuden været tilbageholdt af myndighederne i 10 dage i 2013, fordi han tidligere var udrejst illegalt af Irak. Ansøgeren har videre oplyst, at hans bror blev slået ihjel af militsen Hashd al-Shaabi i 2006. Da ansøgeren beskyldte militsen for at stå bag drabet på broren, modtog han en trussel fra militsen. Ansøgeren modtog truslen i 2006. Militsen overvågede altid ansøgeren, men der var aldrig nogen, som rettede henvendelse til ham. Ansøgeren modtog endnu en trussel i 2010, da han henvendte sig til militsen. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at vende tilbage til Irak, da han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han efter sin indrejse i Danmark er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren blev døbt [en nærmere angiven dato i efteråret] 2017. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren tidligere har fået afslag på asyl i Norge på et helt andet grundlag, som ansøgeren ikke kunne redegøre for på nævnsmødet. Han har overfor de norske myndigheder fremlagt et dokument, der angav en forkert fødselsdato. Han har på nævnsmødet erkendt, at han har afgivet urigtig forklaring for de danske udlændingemyndigheder i 2010. Ad oprindeligt motiv: Ansøgeren har for nævnet forklaret, at årsagen til hans flugt i 2007 var på baggrund af, at hans bror var blevet slået ihjel. Denne oplysning fremgår hverken af de danske eller norske myndigheders sagsbehandling i henholdsvis 2009 og 2010. Han har forklaret divergerende på flere væsentlige punkter omkring hans nuværende asylmotiv, herunder hvorvidt han blev anholdt, hvor mange gange han var tilbageholdt, om og i bekræftende fald på hvilken måde han blev udsat for tortur, samt om hvorvidt han i forbindelse med løsladelserne blev truet på livet. Ansøgeren har både til de norske og danske myndigheder i henholdsvis 2009 og 2010 forklaret, at han var irakisk statsborger. Oplysningen om, at han er statsløs som feyli-kurder, betragtes derfor som en udbygning, der ikke er nærmere sandsynliggjort. Ad sur place-motiv: Ansøgeren har forklaret, at han i hele sit liv ind til 2016 ikke har været religiøs. Han har ikke på overbevisende måde kunne forklare, hvorfor han fik interesse for kristendommen eller kunne redegøre for sin indre omvendelse. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at han under samtalen med Udlændingestyrelsen [en nærmere angiven dato i sommeren] 2017, hvilket var cirka en måned før hans dåb, havde en påfaldende ringe viden om kristendommen. Det forhold, at han efterfølgende har erhvervet nogen viden om kristendommen og har dokumenteret at have deltaget i kristne aktiviteter igennem et par år, er ikke tilstrækkeligt til, at nævnet vurderer hans konversion som reel. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/26/JABP

indo20192

Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indonesien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk aceh og sunni-muslim fra Pidie Jaya, Aceh, Indonesien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2005 efter [i vinteren] 2004 at være blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1. Det fremgår af sagen, at klageren [i foråret] 2012 underskrev erklæring om frivilligt frafald af permanent opholdstilladelse. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i foråret] 2012 udrejste til Indonesien, og at Dansk Flygtningehjælp den 6. juni 2012 orienterede Udlændingestyrelsen om, at klageren var udrejst til Indonesien med henblik på at tage ophold i hjemlandet. Den 15. november 2017 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, og § 17 a, stk. 1, og stk. 2, var bortfaldet, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Klageren har i sit skema oplyst, at han efter sin udrejse var forhindret i at vende tilbage til Danmark, da han var truet af grupperinger, der ønskede at kidnappe og dræbe ham og hans familie. Klageren har videre i skemaet oplyst, at han i tre dage i december 2016 var tilbageholdt af tre maskerede mænd, der krævede løsepenge af ham. Klageren har ikke for nævnet gjort gældende, at han var forhindret i at tage tilbage til Danmark, men har forklaret, at han ikke udrejste straks efter, at han havde været tilbageholdt, fordi han har kone og barn. Han har videre forklaret, at han valgte at udrejse efter, at han var blevet påkørt på sin motorcykel, fordi han havde fået et traume i forbindelse med motorcykeluheldet og bare måtte væk. Klageren har for nævnet forklaret, at det var hans egen beslutning at udrejse af Danmark og tage ophold i hjemlandet, og at han traf beslutningen om at genindrejse i Indonesien, fordi han havde hørt, at der var fred i landet. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren frivilligt opgav sin bopæl i Danmark, og at han frivilligt har opholdt sig i Indonesien indtil udrejsen i [efteråret] 2017. Flygtningenævnet tiltræder derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4, jf. § 17, stk. 1. Klageren havde inden udrejsen fra Danmark i 2012 opholdt sig i Danmark i ca. 7 år, da han i 2012 opgav sin bopæl og rejste tilbage til Indonesien. Klagerens ægtefælle og ca. 5-årige søn opholder sig i Indonesien, og klageren har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark. Herefter, og da klageren heller ikke i øvrigt har nogen særlig tilknytning til Danmark, tiltræder Flygtningenævnet endvidere, at betingelserne i udlændingelovens § 17, stk. 3, for at meddele dispensation fra bortfald af opholdstilladelse ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Indo/2019/2/JHB

hjem201935

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborge fra et ukendt land. Indrejst på et ukendt tidspunkt. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim. Ansøgeren har først oplyst ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han har efterfølgende oplyst, at han har været medlem af KDP. Ansøgeren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter ISIL og ekstremister. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at nogle personer på hans arbejdsplads tog sig af tre sårede krigere fra ISIL. Ansøgeren har videre oplyst, at ISIL halshugger kurdere, hvorfor han kan blive halshugget når som helst. Videre har ansøgeren oprindeligt henvist til, at han på et tidspunkt diskuterede med en anden mand om ISIL, fordi han forsvarede islamiske værdier og beskyldte ansøgeren for at være Peshmerga. Diskussion endte med et slagsmål mellem ansøgeren og den pågældende mand. Endvidere har ansøgeren oprindeligt henvist til, at han frygter, at de irakiske myndigheder ikke vil lade ham indrejse i landet, fordi Irak ikke er hans hjemland. Ydermere har ansøgeren oprindeligt henvist til, at han har boet hos sin farbror i Irak, hvor han blev udnyttet hele sin barndom og behandlet dårligt fysisk såvel som psykisk. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han blev tvunget til arbejde fra kl. 07.00 om morgenen til kl. 20.00 om aftenen uden at få løn for sit arbejde. Derudover nedgjorde farbrorens ægtefælle ansøgeren, og hun fik ham til at være tjener i deres hjem. Ansøgeren har imidlertid kort tid forinden nævnsmødet tilkendegivet, at de påberåbte asylmotiver ikke er sande. Ansøgeren har således oplyst, at han aldrig har opnået irakisk statsborgerskab, men derimod er iransk statsborger. Hans farbror og hans familie er blevet meddelt asyl i Finland på baggrund af farbrorens aktiviteter for KDP i Irak, hvor de finske myndigheder har lagt til grund, at de er iranske statsborgere. Videre har ansøgeren oplyst, at han selv var politisk aktiv for KDP, hvor han fungerede som sin farbrors højre hånd. Som opgaver udført for partiet har ansøgeren eksempelvis skulle hente og bringe fortrolige breve mellem farbroren og partiet i Koye, uddeling af aviser, som KDP i Koye sendte til Kalar, hvorefter han videregav dem til andre personer. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre den identitet og det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren hverken har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende og usammenhængende forklaringer om sin identitet. Han har således først forklaret, at han er iransk statsborger født i 1999 med navnet Sabah Moradi. Ansøgeren blev aldersvurderet, og det blev herefter lagt til grund, at ansøgeren var født i 1996. Efter det som følge af oplysninger fra IVR-VIS kom frem og af Udlændingestyrelsen blev lagt til grund, at ansøgeren var irakisk statsborger med irakisk pas med navnet [A] og var født [foråret] 1996, samt at han havde ansøgt og fået afslag på visum til Østrig, forklarede ansøgeren, at passet var falsk, og at han havde betalt for at få det. Ansøgeren fik derefter afslag på asyl. I forbindelse med advokatindlægget under nævnssagen oplyste ansøgeren, at han rettelig er iransk statsborger og hedder [B], samt at han er født [sommeren] 1996. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har sandsynliggjort sin identitet. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, udbyggende og usammenhængende om sit asylmotiv. Ansøgeren er således først fremkommet med et asylmotiv, hvorefter hans mor og far er blevet skilt, og faren har forladt familien, hvorefter han tog ophold hos sin farbror, der skulle have behandlet ham som en slave. Han har i advokatindlægget påberåbt sig, at han har været politisk aktiv for KDP sammen med sin farbror, og at han flygter at blive slået ihjel eller tortureret af de iranske myndigheder. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at hans oprindelige asylmotiv var en løgn, som han fortalte, fordi han ikke ville fortælle om sit rigtige asylmotiv af frygt for at blive deporteret til Iran. Nævnet finder, at dette ikke er en rimelig forklaring på, at ansøgeren ikke har oplyst om sit angivelige politiske asylmotiv, hvilket havde været helt oplagt, især hvis ansøgeren rent faktisk havde været politisk aktiv siden 2011. Ansøgerens forklaring om selve asylmotivet er endvidere præget af en meget lille detaljeringsgrad, og forklaringen fremstår alt i alt utroværdig. Ansøgeren har heller ikke under nævnsmødet været i stand til at svare uddybende på spørgsmål om sin angivelige konflikt i Iran eller på, hvorfor han oprindeligt opgav andre data og forklarede om en helt anden konflikt. Flygtningenævnet finder, at de divergerende oplysninger ikke alene kan forklares ved, at ansøgeren frygtede at blive sendt til Iran. Det bemærkes, at de fremlagte dokumenter og fotos ikke dokumenterer, at ansøgeren har et asylmotiv. Det bemærkes i den forbindelse, at de fremlagte dokumenter, herunder erklæringen fra KDP, fremstår tilvirkede med blandt andet en forkert fødselsdato, men et rigtigt navn, hvilket ikke stemmer overens med ansøgerens forklaring om, at han fremsendte sit asylkort med fødselsdatoen angivet i erklæringen, men med et andet navn til sin kontaktperson i KDP. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2019/35/CHPE

hjem201934

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra ukendt oprindelsesland. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren oplyser at være etnisk hidara og sunni muslim af trosretning angiveligt fra [by og område], Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at hans søskende og disses børn bliver slået ihjel af de eritreiske myndigheder, og at ansøgeren på baggrund heraf vil miste sin forstand. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han frygter at blive udsat for tortur samt slået ihjel af den eritreiske regering. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har unddraget sig militærtjeneste og er flygtet fra fængslet, og at han i den forbindelse slog to af militærets mænd, hvoraf den ene er blevet invalid. Hvis ansøgeren vender tilbage til Eritrea, frygter han, at militæret som følge heraf slår ham ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin identitet, statsborgerskab og asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor han befandt sig, da militæret angiveligt opsøgte ham på hans bopæl, om hvor længe han opholdt sig i militærets træningscenter, og om hvornår han udrejste til Sudan samt divergerende og udbyggende om sin fars beskæftigelse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det er påfaldende, at ansøgeren ikke taler tigrinya henset til ansøgerens oplysninger til Udlændingestyrelsen om, at forældrene talte tigrinya, og at hans søstre lærte tigrinya. Flygtningenævnet finder det endvidere usandsynligt, at ansøgeren skulle have lært at tale arabisk af sin far, når samtidig henses til ansøgerens forklaring under nævnsmødet om, at han ikke har set sin far, siden han var to år. Flygtningenævnet finder endelig, at ansøgerens forklaring om sin flugt fra fængslet er udetaljeret og ikke fremstår som selvoplevet. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring taget hensyn til, at ansøgeren angiveligt er analfabet, og at tolken under nævnsmødet har oplyst, at ansøgeren taler et lidt svært forståeligt arabisk. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens advokat har oplyst, at der ifølge ansøgeren var problemer med tolken til den første samtale i Udlændingestyrelsen, mens tolken til den anden samtale var langt bedre. Flygtningenævnet bemærker hertil, at ovennævnte divergenser særligt fremstår i den anden samtale i Udlændingestyrelsen, også set i forhold til ansøgerens forklaring under nævnsmødet. Flygtningenævnet finder, at det af ansøgeren fremlagte billede af sin mors angivelige eritreiske id-kort ikke kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det af Flygtningenævnets baggrundsmateriale fremgår, at falske dokumenter er udbredte i Eritrea. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han i sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2019/34/MEG

hjem201933

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra ukendt oprindelsesland. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingeservice meddelte [foråret] 2010 klageren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, henset til, at Udlændingeservice ikke kunne lægge klagerens nationalitet og etnicitet til grund. Flygtningenævnet omgjorde [primo] 2011 Udlændingeservices afgørelse og meddelte klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet nævnet lagde klagerens nationalitet og etnicitet samt asylmotiv til grund. I forbindelse med klagerens ansøgning om familiesammenføring modtog Udlændingestyrelsen [sommeren] 2015 en kopi af klagerens børns pas, hvoraf det fremgår, at de er statsborgere i Bangladesh. Videre modtog Udlændingestyrelsen [efteråret] 2015 klagerens børns fødselsattester, hvoraf det fremgår, at klageren er bangladesher af nationalitet. Udlændingestyrelsen fandt [i foråret] 2018 på den baggrund, at betingelserne for at kunne nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse var opfyldt, idet klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at få problemer med myndighederne, fordi han er rohingya. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hans familie blev slået ihjel af de burmesiske myndigheder i slutningen af 1992 eller i begyndelsen af 1993. Klageren har siden foråret 1992 udelukkende opholdt sig i Bangladesh. Videre har klageren som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Myanmar henset til, at han ikke har nogen dokumenter fra Myanmar, og at myndighederne aldrig vil acceptere ham. Endelig har klageren henvist til, at det ikke er sikkert for ham at opholde sig i Myanmar, og at han ingen tilknytning har til landet. Flygtningenævnet finder, at betingelserne for ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse er opfyldt, da klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet har herved lagt til grund, at klageren bevidst har afgivet urigtige oplysninger om sin identitet, og at dette har ført til, at han blev meddelt opholdstilladelse. Flygtningenævnet har ved vurderingen lagt afgørende vægt på, at klageren i forbindelse med sin familiesammenføringssag har fremlagt to bangladeshiske fødselsattester for sine børn, hvoraf fremgår, at han er bangladesher af nationalitet, at han har forklaret divergerende om, hvorfor han står anført som statsborger i Bangladesh i fødselsattesterne, og at han under mødet i Flygtningenævnet har svaret afglidende på spørgsmål herom. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det en vis vægt, at det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsmateriale, at børn på tidspunktet for fødselsattesternes udfærdigelse alene kunne opnå statsborgerskab i Bangladesh gennem faderen. Flygtningenævnet har endelig tillagt det en vis vægt, at det af klagerens offentligt tilgængelige Facebook-profil fremgår, at han er fra Comilla i Bangladesh. Ved vurderingen af klagerens generelle troværdighed har Flygtningenævnet endvidere lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om sit oprindelige asylmotiv. Klageren har således forklaret divergerende om, hvor han opholdt sig efter sin angivelige udrejse af Burma. Klageren har også forklaret divergerende om omstændighederne ved de burmesiske myndigheders angivelige tilbageholdelse af klagerens søster og klagerens far, hvor klageren var i den forbindelse, og hvem der vendte tilbage til Burma for at hente klagerens søster. Klageren har herudover forklaret divergerende om, hvordan han mødte personen Tuku. Flygtningenævnet har ved vurderingen af klagerens forklaringer taget hensyn til, at han er analfabet. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at det af sprogundersøgelsen af klageren fremgår, at han taler bengali på modermålsniveau, at sprogbrugen afviger fra normen for Myanmar (Burma), at det anses for usandsynligt, at klageren har en sproglig baggrund i Myanmar, og at klagerens sprog i stedet associeres til Bangladesh og [provinsnavn]. Flygtningenævnet har i den forbindelse tillagt det en betydelig værdi, at klageren efter sin forklaring først forlod Burma, da han var 25 år. Det kan ikke føre til et andet resultat, at klageren har fremlagt en Rohingya Refugee Family Book, og oplysningerne fra UNHCR i den anledning, herunder det af UNHCR fremsendte dokument benævnt ”UNHCR COX’S BAZAR 1992”, hvoraf fremgår blandt andre en 25-årig person ved navn [A]. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsmateriale fra UNHCR, at ihændehaveren af en original ”family book” ikke behøver at være den retmæssige ejer. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at det ikke kan lægges til grund, at klageren er etnisk rohingya fra Burma. Det er om klageren oplyst blandt andet, at han har haft ophold i Danmark siden [primo] 2011, at han har haft arbejde i nogle måneder i 2012, igen fra [sommeren] 2013 til [foråret] 2015 og endelig fra [foråret] 2018. Herudover har klageren været i et praktikophold i nogle måneder i 2016. Klageren har endelig bestået prøve i dansk 1. Klageren har derudover visse helbredsproblemer, herunder med sine led i benene og i sin ryg, ligesom han går til kontrol for sit hjerte og modtager medicin herfor. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil virke særlig belastende for ham, jf. den dagældende udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2019/33/MEG

afgh2019111

Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk Tajik og sunni-muslim fra Mazar-e Sharif, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, da han undlod at udføre en opgave for dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han siden starten af 2015 har drevet et mindre bageri i Afghanistan. Ansøgeren underskrev den 16. marts 2015 en kontrakt med politistationen og sikkerhedstjenesten, hvorefter han dagligt skulle levere brød til de to myndigheder, hvis bygninger lå ved siden af hinanden. Da ansøgeren ultimo 2015 var til bøn i moskeen, talte ansøgeren med den lokale mullah. Mullahen introducerede ansøgeren for to andre mullaher, Habib og Rahman. Mullah Habib og mullah Rahman fik at vide, at ansøgeren bagte brød for myndighederne. Omkring ti til 12 dage efter introduktionen i moskeen, tog mullah Habib og mullah Rahman med ansøgeren til bageriet. Mens de var i bageriet, blev ansøgeren truet med en pistol, og han fik besked på, at han skulle blande gift i dejen til det brød, han den efterfølgende dag skulle levere til politiet og sikkerhedstjenesten. Ansøgeren afviste først forslaget, men da han blev truet, accepterede han. Da det brød, som politiet og sikkerhedstjenesten skulle have den næste dag, allerede var blevet leveret, skulle ansøgeren først blande giften i brøddejen dagen efter. Da mødet med de to mullaher var overstået, fortalte ansøgeren det øvrige personale, at han var syg, hvorefter han tog hjem. Da ansøgeren kom hjem, talte han med sin far om, hvad der var sket. Faren så herefter den flaske med pulver, som mullaherne havde givet til ansøgeren. Faren skyllede pulveret ud i toilettet. Ansøgeren forlod Mazar-e Sharif samme aften, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår udbyggende og utroværdig, ligesom ansøgeren og hans ægtefælle har forklaret indbyrdes divergerende om ansøgerens erhverv og asylmotiv. Det fremgår således af ansøgerens ægtefælles oplysnings- og motivsamtale af 20. marts 2016, at ægtefællen har oplyst, at ansøgerens beskæftigelse var apoteker, og at han ikke personligt havde konflikter i Afghanistan. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at han i februar 2016, mens han opholdt sig i Grækenland, fortalte sin ægtefælle om sin konflikt i Afghanistan. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit asylmotiv, idet han først under sin sidste samtale i Udlændingestyrelsen har forklaret om, at han er blevet truet med en pistol, og at han over for begge mullaherne modsatte sig at samarbejde med dem. Videre har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig. Det forekommer således usandsynligt, at ansøgeren ingen instrukser fik om, hvor meget af det udleverede giftstof, han skulle anvende pr. kg mel, ligesom ansøgerens forklaring om, hvordan kontrakten blev indgået med sikkerhedstjenesten forekommer usandsynlig. Hertil kommer, at det af samtalereferatet af 3. august 2017 fremgår, at ansøgeren har forklaret, at det var politichefens sekretær, der skrev kontrakten mellem ansøgeren og sikkerhedstjenesten, og at kontrakten blev printet hos politiet, mens han for nævnet har forklaret, at en person fra sikkerhedstjenesten forlod mødet i politiets lokaler i nogle minutter og vendte tilbage med den udskrevne kontrakt. Endelig har Flygtningenævnet i forhold til ansøgerens generelle troværdighed lagt en vis vægt på, at ansøgeren har forklaret afglidende og utroværdigt om sin Facebook-profil. På den anførte baggrund og efter en samlet vurdering, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at de fremlagte kontrakter ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2019/111/JHB

afgh2019110

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk afghaner og sunnimuslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de mænd, som opsøgte ham i Afghanistan, og som han formoder er fra Haqani-gruppen, samt at han har en konflikt med sin familie. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2011 blev kontaktet af to mænd, som forsøgte at overtale ansøgeren til at bombe det indiske konsulat, hvor ansøgeren arbejdede som sikkerhedsvagt. Ansøgeren gav sit telefonnummer til de to mænd, så de kunne kontakte ansøgeren. Ansøgeren fortalte om henvendelsen fra de to mænd til sin ven og kollega, der kontaktede politiet. Ansøgeren planlagde herefter et nyt møde med mændene, hvorved politiet var til stede og anholdte en af de to mænd. Efter hændelsen modtog ansøgeren flere opkald fra forskellige telefonnumre, og ansøgeren blev truet med at blive slået ihjel, hvis han ikke træk anklagerne mod manden tilbage. Ansøgeren modtog endvidere et trusselsbrev. Ansøgeren fandt senere ud af, at mændene formentligt var fra Haqani. I [sommeren] 2011 udrejste ansøgeren af Afghanistan til Indien for at studere. I [sommeren] 2014 flyttede ansøgeren tilbage til Afghanistan, og i [sommeren] 2015 blev ansøgeren opsøgt i parken, som ansøgeren ofte var i, fordi den lå på vej til ansøgerens arbejde. Ansøgeren blev opsøgt af samme mand, som han tidligere havde hjulpet med anholdelsen af, og ansøgeren blev truet med at blive slået ihjel. Da ansøgeren i [efteråret] 2015 ved midnatstid kom kørende fra et bryllup på sin motorcykel, blev han jagtet af en bil, og personer i bilen affyrede skud mod ansøgeren. Ansøgeren modtog endvidere herefter et opkald, og blev kaldt forræder og spion. Ansøgeren udrejste i [efteråret] 2015, fire dage efter skudepisoden. Ansøgeren har om sin konflikt med sin familie oplyst, at de er meget religiøse, og at ansøgeren bliver psykisk presset af dem, fordi ansøgeren ikke er religiøs. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren hverken i sit asylansøgningsskema [udfyldt i slutningen af] 2015, til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 eller asylsamtalen [i slutningen af] 2016 som asylmotiv har henvist til en generel konflikt i Afghanistan eller en konkret konflikt med sin familie i anledning af, at han ikke er praktiserende sunnimuslim. Ansøgerne har endvidere (til samtalerne med Udlændingestyrelsen) ikke forklaret om episoder, hvor han har udtalt sig imod islam eller om tanker om at udtale sig sådan. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er i risiko for asylbegrundende forfølgelse i anledning af, at han ikke er praktiserende sunnimuslim. Nævnet lægger herved også vægt på, at ansøgeren frem til sin udrejse af Afghanistan i 2015 boede sammen med sin familie, og at det ifølge ansøgerens forklaring var ansøgerens mor, der rådede ansøgeren til at udrejse af Afghanistan, og at det var ansøgerens far, der kontaktede en menneskesmugler for at arrangere udrejsen. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen alene forklarede om psykisk pres fra sin familie, ligesom ansøgeren forklarede, at han aldrig på nogen måde var blevet truet af familien, og at han ikke frygtede, at de ville gøre ham ondt. Flygtningenævnet kan i øvrigt lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår troværdig, detaljeret og konsistent, og nævnet finder efter en samlet vurdering, at de divergenser, der er i ansøgerens forklaringer, er af underordnet karakter og ikke kan føre til en tilsidesættelse af ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren er kommet i et modsætningsforhold til Haqani i sit lokalområde, og det er derfor sandsynligt, at ansøgeren ved en tilbagevenden hertil vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, men ikke § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder imidlertid, at det ikke er sandsynliggjort, at Haqani vil have evne eller vilje til at efterstræbe ham over hele Afghanistan. Nævnet lægger herved vægt på, at personer tilknyttet Haqani ikke har efterstræbt ansøgeren på bopælen, selvom sådanne personer ifølge ansøgeren har afleveret et trusselsbrev på der. Spørgsmålet er herefter, om det er relevant og rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i Afghanistan end på ansøgerens hjemegn. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren vil være i stand til at etablere sig på et rimeligt niveau et andet sted i Afghanistan end sin hjemegn. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren er en enlig og arbejdsduelig mand, der tidligere har arbejdet i Afghanistan, at ansøgeren tidligere har etableret sig i Indien, og at han, da han vendte tilbage til Indien, tog ophold i Kabul en måned. Det forhold, at ansøgeren ifølge de lægelige oplysninger lider af visse psykiske vanskeligheder, herunder OCD og depression, kan ikke føre til en anden vurdering henset til den konkrete karakter af vanskelighederne. Det bemærkes herved, at ansøgeren ikke er i medicinsk behandling herfor, og at ansøgeren allerede oplevede vanskeligheder, mens han var i Afghanistan, hvorfor han dér fik medicin. De generelle forhold i Afghanistan er, omend vanskelige, ikke asylbegrundende, og Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger, at det som alternativt til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er relevant og rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i f.eks. i Kabul eller Mazar-e-Sharif. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren må antages at være i stand til at etablere sig i f.eks. en af storbyerne Kabul eller Mazar-e-Sharif på et rimeligt niveau, og at ansøgeren derfor kan henvises til at tage ophold i en af disse byer som intern flugt alternativ uden at risikere overgreb efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/110/FAM

afgh2019109

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han har nægtet at samarbejde med dem. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at de afghanske myndigheder vil anholde ham, fordi han er bange for, at myndighederne i Afghanistan vil mistænke ham for at have samarbejdet med Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han var ansat som sikkerhedsvagt på Hotel (KSH) via Olive Group fra [foråret] 2014 og frem til udrejsen af Afghanistan [i foråret] 2016. Ansøgeren har i den forbindelse fremlagt billeder, straffeattest og sundhedsattest fra Afghanistan som dokumentation for sin ansættelse. Ansøgerens stillingsbetegnelse var Roaming Guard. Arbejdsopgaverne gik ud på, at spotte, observere og skygge mistænkelige personer og forhold på hotellet. Ansøgeren blev [i vinteren] 2016 via sin arbejdsmobiltelefon ringet op af en ukendt mand. Manden præsenterede sig som en del af Talibans mujahedin og ønskede, at ansøgeren skulle samarbejde med gruppen. Ansøgeren svarede ikke den ukendte mand, men afbrød opkaldet med det samme. Ansøgeren modtog en række yderligere opkald på sin arbejdstelefon de næste seks til syv dage fra ukendte numre. Ansøgeren afviste alle opkaldene. Det er ansøgerens formodning, at Taliban ringede til ham. Omkring syv dage efter [en dato i vinteren] 2016 blev ansøgeren ringet op på sin private mobiltelefon af en ukendt mand. Manden sagde, at der blev holdt opsyn med ansøgeren. Ansøgeren blev i den forbindelse bedt om at samarbejde med mandens gruppe. Ansøgeren blev også truet på livet af manden. Ansøgeren svarede ikke manden, men afbrød opkaldet. Ansøgeren besluttede samme aften at forlade Afghanistan. De næste dage frem til sin udrejse [i foråret] 2016 modtog ansøgeren yderligere to opkald på sin private mobiltelefon fra ukendte numre. Ansøgeren afviste begge opkald. Ansøgeren formoder, at det var Taliban, der ringede til ham. Ansøgeren ved ikke, hvordan talebanerne havde fået fat i nummeret til hans arbejdstelefon eller privatmobiltelefon. Ansøgeren mødte på arbejde på KSH hver dag fra [vinteren] 2016 og frem til [foråret] 2016. Ansøgeren underrettede ikke sine overordnede eller politiet om opkaldene fra de ukendte numre eller om den fremsatte trussel, idet ansøgeren var bange for, at nogen skulle tro, at han stod i ledtog med Taliban. Ansøgeren udrejste legalt [i foråret] 2016 på sit eget nationalitetspas med gyldigt visum til Tyrkiet. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaringer om sit asylmotiv fremstår utroværdig, og nævnet kan ikke lægge forklaringen til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at forklaringen fremstår konstrueret. Ansøgeren har således forklaret forskelligt om, hvilken opgave Taliban angiveligt ville have ansøgeren til at udføre. Ansøgeren forklarede til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016, at Taliban bad ansøgeren om at ”plante” nogle våben på Kabul Serena Hotel (KSH) for dem. Til asylsamtalen [i efteråret] 2017 forklarede ansøgeren derimod, at Taliban sagde, at han skulle samarbejde med dem men ikke, hvad han skulle gøre, mens ansøgeren til gensamtalen [i slutningen af] 2017 forklarede, at Taliban bad ham om at placere nogle ting på hotellet, men at de ikke præciserede, hvilke ting det drejede sig om. For nævnet har ansøgeren forklaret, at Taliban bad ham om at smugle våben ind på hotellet. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren til gensamtalen har forklaret divergenserne med bl.a., at Udlændingestyrelsens repræsentant ikke spurgte nærmere til, hvad Taliban bad om, men nævnet finder, at der er tale om en central del af ansøgerens asylmotiv, som ansøgeren må forventes dels at fortælle uopfordret om, dels at fortælle ensartet om, såfremt ansøgerens forklaring grundes på ansøgerens egne oplevelser. Videre lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren for nævnet har forklaret usammenhængende om, hvornår problemerne med Taliban begyndte. Ansøgeren forklarede indledningsvis, at problemerne begyndte [i slutningen af] 2014, dernæst at problemerne begyndte [i slutningen af] 2016. Efterfølgende forklarede ansøgeren, at problemerne opstod to uger, inden han udrejste af Afghanistan ([i foråret] 2016 ifølge ansøgerens forklaring), hvorefter ansøgeren forklarede, at problemerne opstod [en anden dato i foråret] 2016. Det bemærkes, at ansøgeren, der har forklaret, at han har gået 12 år i skole, trods flere gange opfordret hertil ikke kunne oplyse den afghanske dato for, hvornår problemerne begyndte. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at det kan undre, at ansøgeren udrejste legalt på eget pas og med ægte visum til Tyrkiet, henset til at ansøgeren har forklaret, at udrejsen også var begrundet i frygt for de afghanske myndigheder. Endelig lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerens troværdighed er svækket af, at ansøgerens forklaring om, hvornår han arbejdede for sikkerhedsfirmaet Olive Group strider mod indholdet af Udenrigsministeriets høring af Constellis, som er et verdensomspændende amerikanske virksomhed, som Olive Group er en del af. Ansøgeren har således forklaret til både asylsamtalen og gensamtalen, at han arbejdede for Olive Group fra [foråret] 2014 til [foråret] 2016, hvorefter han uden at opsige sit job forlod Afghanistan. Det fremgår imidlertid af Udenrigsministeriets notat [fra efteråret] 2017, at Olive Group har bekræftet, at ansøgeren arbejdede som sikkerhedsvagt på Serena Hotel i Kabul, men at ansøgeren alene arbejdede der i tiden fra [sommeren] 2014 til [slutningen af] 2014, hvor ansøgeren blev afskediget. Oplysningen om afskedigelsen er underbygget af en kopi af brev [slutningen af] 2014 (affattet på engelsk) fra Olive Group til ansøgeren med en skriftlig bekræftelse af en mundtlig afskedigelse og begrundelse for afskedigelsen. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren bestrider oplysningerne fra Olive Group, men nævnet finder ikke, at ansøgeren har givet en rimelig eller troværdig forklaring på forskellen mellem ansøgerens forklaring om ansættelsesforholdet og oplysningerne fra Olive Group, og nævnet finder trods de sproglige fejl i afskedigelsesbrevet ikke grundlag for at tilsidesætte oplysningerne om ansættelsesforholdet, henset til at oplysningerne er indhentet af Udenrigsministeriet. De generelle forhold i Afghanistan kan ikke begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/109/FAM

afgh2019108

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Barbaro i Kunar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter familien til [A], en ugift kvinde, som ansøgeren havde et forhold til. Ansøgeren har ligeledes henvist til, at han frygter Taleban og myndighederne i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han mødtes med [A] på markerne afsides fra huse og mennesker i landsbyen. Ved et møde med [A] blev ansøgeren og [A] opdaget af [A’s] ene bror. [A] fik herefter husarrest. Ansøgeren leverede en telefon til [A], således at de fortsat kunne tale med hinanden. Ansøgeren besøgte senere [A], som havde et gæstehus ved familiens bopæl. Ved besøget blev [A] og ansøgeren opdaget af en af [A’s] brødre. Ansøgeren og [A] flygtede fra [A’s] bopæl i hver deres retning, mens de blev beskudt. Ansøgeren flygtede hjem til sin morbror og fik der oplysninger om, at [A’s] brødre havde opsøgt ansøgerens far. Ansøgeren fik indtryk af, at [A] var blevet slået ihjel. Ansøgerens familie flygtede efterfølgende også fra landsbyen, og ansøgerens far blev senere slået ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv om frygt for Taleban og myndighederne oplyst, at [A’s] bror er medlem af Taleban, og at familien har anmeldt ansøgeren til myndighederne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende om en række centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han og pigen [A] blev forelskede i hinanden ca. 1 år før hans udrejse og til samme samtale og asylsamtalen, at de nogle gange mødtes en gang om måneden, andre gange to til tre gange om måneden. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han blev forelsket i [A] ca. to måneder før sin udrejse. I ansøgningsskemaet har ansøgeren oplyst, at han og [A] befandt sig i eller ved markerne, da de blev opdaget første gang af [A’s] bror, til oplysnings- og motivsamtalen, at de befandt sig ved [A’s] bolig, da de blev opdaget og til asylsamtalen og under nævnsmødet, at de stod tæt på landbruget, da det skete. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han og [A] plejede at mødes på hendes families marker, mens han under nævnsmødet har forklaret, at de mødtes på hans families marker. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han gav [A] en mobiltelefon og instruerede hende i at bruge den, mens han til asylsamtalen detaljeret – og foreholdt den tidligere afgivne forklaring – har forklaret, at han gav mobiltelefonen til en for ham ubekendt lille pige, som han bad aflevere telefonen til [A] og instruere hende i at bruge den. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han selv gav [A] telefonen og instruerede hende, da han gik forbi hendes hus og så hende stå i hoveddøren, der var børn i nærheden, de var ikke involveret i at overdrage telefonen, men han overvejede det. Til oplysnings- og motivsamtalen og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han og [A] flygtede fra [A’s] hus gennem vinduet, mens han til asylsamtalen har forklaret, at de stak af gennem gæstehusets anden dør. Endelig har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ikke fortalte sin onkel om [A], da han ankom til onklens hus, mens han til asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at han fortalte onklen om [A]. På baggrund af en samlet vurdering af disse mange divergenser finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/108/ajev

ita20181

Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøg-ning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde fra Eritrea, der var meddelt flygtninge-status i Italien. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde. Dansk Flygtningehjælp og kla-gerens advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for anerkendte flygtninge i Italien, herunder, at hun ikke har kunnet få en bolig eller social understøttelse, og at hun i Italien blev udsat for seksuelle overgreb. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, hvorfra hun ikke risikerede refoulement, og henvisning til Italiens internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”For så vidt angår spørgsmålet om de generelle forhold for udlændinge med opholdstilladelse i Italien finder nævnet ikke, at en afvisning af Deres klient vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af EMRK artikel 3, ligesom nævnet finder, at Deres klients personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Flygtningenævnet finder efter de seneste baggrundsoplysninger om flygtninges forhold i Italien, at der ikke er grundlag for at antage, at de generelle socioøkonomiske vilkår – skønt svære – er på et så uacceptabelt niveau, at Italien ikke kan tjene som første asylland. Deres klient vil kunne opnå tilstrækkelig økonomisk og social beskyttelse i Italien, hvor hun inden indrejsen til Danmark havde opholdstilladelse efter at have opnået asyl og boet i Italien siden 2012. Flygtningenævnet lægger således til grund, at Deres klient vil kunne modtage basale sociale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Det bemærkes endvidere, at Deres klient har oplyst at indgive en klage over forskellige forhold til de italienske myndigheder, men ikke afventet behandlingen af denne klage. For så vidt angår Deres klients konkrete situation bemærker Flygtningenævnet, at Deres klient er en ung, enlig kvinde uden børn. Hun har efter det oplyste opholdt sig i Italien i det væsentlige siden 2012 og har været udrejst til Sverige og indrejst i Italien igen herefter. Hun har vedrørende sit helbred oplyst, at hun ikke har været udsat for vold og i det væsentlige er fysisk og psykisk rask. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at Deres klient er så særligt sårbar, at udgangspunktet om, at Italien kan udgøre et første asylland, skal fraviges. De til samtalen hos Dem meddelte oplysninger om, at Deres klient i Italien har været udsat for voldtægt, kan ikke føre til en ændret vurdering, og Deres klient må henvises til at rette henvendelse til de italienske myndigheder herom. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af […] 2017.” §29b-Ita/2018/1/MGO

§29bita20182

Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende et ægtepar samt tre mindreårige børn fra Sudan, der var meddelt flygtningestatus i Italien. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde. Klagerens advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at der var tale om en familie med mindreårige børn, som måtte anses som særligt sårbare, og som ikke vil kunne klare sig i Italien, herunder, at det er Flygtningenævnet, som har bevisbyrden for, at ægteparrets personlige integritet er beskyttet i Italien, og at Flygtningenævnet ikke kan løfte denne bevisbyrde. Klagerens advokat har endvidere henvist til de generelle forhold for anerkendte flygtninge i Italien, herunder, at ægteparret skulle klare sig selv og fik ikke stillet værelse til rådighed, og at de ikke havde penge og vidste ikke, hvordan de skulle klare sig. I Italien vil ægteparret blive henvist til et liv på gaden uden mulighed for skolegang, støtte eller bolig. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klagerne at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, hvorfra de ikke risikerede refoulement, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” For så vidt angår spørgsmålet om de generelle forhold for udlændinge med opholdstilladelse i Italien finder nævnet ikke, at en afvisning af Deres klienter vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, ligesom nævnet finder, at Deres klienters personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Flygtningenævnet finder efter de seneste baggrundsoplysninger om flygtninges forhold i Italien, at der ikke er grundlag for at antage, at de generelle socioøkonomiske vilkår – skønt svære – er på et så uacceptabelt niveau, at Italien ikke kan tjene som første asylland. Deres klienter vil kunne opnå tilstrækkelig økonomisk og social beskyttelse i Italien, hvor de inden indrejsen til Danmark havde opholdstilladelse efter at have opnået asyl. Flygtningenævnet lægger således til grund, at Deres klienter vil kunne modtage basale sociale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Flygtningenævnet har ved vurderingen lagt vægt på Deres klienters konkrete situation og personlige erfaringer. Nævnet lægger således vægt på, at Deres klienter har haft længerevarende opholdstilladelse i Italien på baggrund af arbejde, som forsat var gyldig, da Deres klienter udrejste af Italien, og at Deres klienters tre mindreårige børn alle er født og opvokset i Italien. Endvidere har Deres mandlige klient opholdt sig i Italien siden 1998, og begge Deres klienter taler italiensk, idet de i Italien har gået på sprogskole. Deres klienter har endvidere begge oplyst, at Deres mandlige klient frem til 2011 har haft et arbejde i Italien med en løn, som kunne forsørge familien. Således har Deres klienter, indtil de modtog beskyttelse i Italien, været i stand til at forsørge sig selv, finde egen bolig samt gå i skole og lære sproget. Det må på den baggrund lægges til grund, at Deres klienter har et godt kendskab til det italienske system og er i besiddelse af alle de nødvendige evner til at kunne klare sig i Italien. Derudover har nævnet lagt vægt på, at udover Deres klienters følelsesmæssige påvirkning af situationen samt [A’s] astma, så er familien sunde og raske og tager ikke medicin. Endelig har nævnet lagt vægt på, at Deres kvindelige klient har oplyst, at hun ingen personlige konflikter havde i Italien, hverken med myndigheder eller privatpersoner, og at Deres mandlige klients frygt i relation til medarbejderne på den sudanesiske ambassade, som han ikke har hørt fra, siden han stoppede sit arbejde i 2011, alene beror på at Deres mandlige klients egen formodning. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” § 29b-Ita/2/FAM

§29b-tys20172

Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde og hendes to mindreårige børn, født i 2013 og 2015, fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Tyskland. Klagerens advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at hun og hendes børn frygter at blive udsat for et voldeligt overgreb fra sin ægtefælle i Tyskland, og at hun havde sine forældre, tre søstre og sin bror i Danmark. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Tyskland, hvorfra hun ikke risikerede refoulement, og henvisning til Tysklands internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det forhold, at klageren frygter at blive udsat for et voldeligt overgreb af sin ægtefælle i Tyskland, kan ikke føre til, at Tyskland ikke kan tjene som hendes første asylland. Flygtningenævnet finder, at såfremt klageren måtte føle sig truet i Tyskland, må hun henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse, idet de tyske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren beskyttelse. Vedrørende den omstændighed, at klagerens forældre, tre søstre og en bror bor i Danmark, bemærker Flygtningenævnet, at dette forhold ikke har betydning for vurderingen af, hvorvidt betingelserne for, at Tyskland kan tjene som første asylland, er opfyldt. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Tys/2017/2 

§29b-tys20171

Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand fra Afghanistan, der var meddelt flygtningestatus i Tyskland. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at han i Tyskland havde problemer med og blev udsat for vold af en gruppe afghanere, som opholder sig i den by, hvor han fik opholdstilladelse, og til, at klageren har det dårligt psykisk og lider af smerter. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Tyskland, hvorfra han ikke risikerede refoulement, og henvisning til Tysklands internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Flygtningenævnets bemærker, at hverken oplysningerne om, at klageren har det dårligt psykisk og lider af smerter, eller oplysningerne om, at klageren er blevet overfaldet af nogle afghanere i Tyskland, kan føre til, at Tyskland ikke kan tjene som hans første asylland. Flygtningenævnet finder, at klageren må henvises til – om fornødent – at rette henvendelse til de tyske myndigheder i anledning af disse forhold. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Tys/2017/1

§29b-sch20171

Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Schweiz. Klagerens advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at han har en konflikt med sin svigerfamilie i Schweiz, som politiet ikke ville tage sig af, at hans mor og fire søskende bor i Danmark, og at han ikke længere havde opholdstilladelse som flygtning i Schweiz. Endvidere led klageren af mavesmerter. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Schweiz, hvorfra han ikke risikerede refoulement, og henvisning til Schweiz’ internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det bemærkes, at oplysningerne om, at Deres klient frygter sin svigerfamilie i Schweiz, der ifølge Deres klient vil slå ham ihjel, hvis han vender tilbage til Schweiz, ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder, at Deres klient må henvises til – om fornødent – at rette henvendelse til de Schweiziske myndigheder og søge deres beskyttelse. Ligeledes kan det forhold, at Deres klient har forsøgt at anmelde sin svigerfamilie til politiet i Schweiz, men blev bedt om at fremskaffe bevismateriale herfor, ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet lægger herved blandt andet vægt på, at Deres klient ikke har påklaget sin oplevelse med det schweiziske politi til en overordnet myndighed og må henvise Deres klient til at henvende sig til en overordnet Schweizisk myndighed, der må formodes at have den fornødne vilje og evne til at behandle sagen og beskytte Deres klient og dennes børn. Det forhold, at Deres klient har forelagt en mail korrespondance for Dem, der angiveligt er med en person, der har en officiel myndighedsmailadresse, kan ikke føre til en ændret vurdering, da det fremgår af mailen fra de schweiziske myndigheder af […] 2017, at Deres klient er meddelt flygtningestatus i Schweiz [i] 2015, og at han fik udstedt et opholdsbevis med gyldighed til […] 2025. […] Flygtningenævnet finder ikke, at oplysningerne om Deres klients personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, kan føre til et andet resultat. Nævnet har herved lagt vægt på, at Deres klient må antages at kunne opnå den fornødne lægelige behandling og støtte i Schweiz. Flygtningenævnet skal bemærke, at det forhold, at Deres klients mor og fire søskende har opholdstilladelse i Danmark ikke har betydning for vurderingen af, hvorvidt betingelserne for at Schweiz kan tjene som Deres klients første asylland, er opfyldt. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Sch/2017/1

§29b-let20171

Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand fra Syrien, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Letland. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren lider af kroniske psykiske sygdomme, som det ikke var muligt for ham at få behandling for i Letland. Endvidere henviste klageren til, at han ved en overførsel til Letland ville blive adskilt fra sin ægtefælle og deres fire mindreårige børn, som har opholdstilladelse i Danmark, fordi han, idet han alene var meddelt subsidiær beskyttelse, ikke havde en reel mulighed for at opnå familiesammenføring til Letland. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Letland, hvorfra han ikke risikerede refoulement, og henvisning til Letlands internationale forpligtelser, at de generelle forhold i Letland ikke var til hinder for en afvisning af klageren, og at det forhold, at klageren ønskede at være sammen med sin ægtefælle og børn i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ikke havde ret til lægebehandling i Letland, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder UNHCR’s rapport ”Integration of Refugees in Latvia”, udgivet januar 2015, at flygtninge nyder samme adgang til sundhedsbehandling som lettiske statsborgere. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang i Letland. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Let/2017/1

§29b-ita20171

Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand fra Iran, der var meddelt status som konventionsflygtning i Italien. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for anerkendte flygtninge i Italien, herunder, at han ikke har kunnet få en bolig, at han i Italien blev udsat for trusler om seksuelle overgreb, og at hans kæreste og dennes søn bor i Danmark. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, hvorfra han ikke risikerede refoulement, og henvisning til Italiens internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”For så vidt angår spørgsmålet om de generelle forhold for udlændinge med opholdstilladelse i Italien finder nævnet ikke, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af EMRK artikel 3, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Det bemærkes herved, at det foreliggende baggrundsmateriale om Italien fra blandt andet UNHCR, AIDA og Swiss Refugee Council (OSAR) ikke indeholder sådanne nye oplysninger om de generelle forhold i Italien for personer, der allerede har opholdstilladelse i landet, i forhold til de oplysninger, der forelå på tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Samsam Hussein og andre mod Nederlandene og Italien, at det kan føre til en ændret vurdering. Domstolen udtalte i denne sag blandt andet, at det ikke ville udgøre en krænkelse af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at udsende klagerne, der havde opholdstilladelse i Italien, til Italien. Tilsvarende finder Flygtningenævnet ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med konventionsstatus i Italien i sig selv indebærer, at klageren efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Italien som et første asylland. Det bemærkes herved, at det blandt andet fremgår af OSAR’s rapport, Reception conditions in Italy, fra oktober 2013, at tilbagesendte personer, som allerede er i besiddelse af en opholdstilladelse i Italien, frit kan indrejse i Italien og har ret til indkvartering i blandt andet SPRAR-centrene, hvor de tilbydes individuelle integrationsydelser. Det fremgår videre, at flygtninge har samme sociale rettigheder, herunder adgang til sociale boligbyggerier, og adgang til lægebehandling som italienske statsborgere. Det fremgår tillige af AIDA’s rapport, Country Report – Italy, fra januar 2015, at flygtninge har samme ret til lægebehandling som italienske statsborgere, herunder at flygtninge skal tilmelde sig det nationale sundhedsvæsen, har adgang til at vælge en praktiserende læge og til gratis lægebehandling på basis af en fattigdomserklæring, som skal indgives til den lokale sundhedsbestyrelse.  Det fremgår videre, at flygtninge har ret til at arbejde, om end det på grund af den økonomiske krise er svært at få et arbejde. For så vidt angår de konkrete forhold henvises til, at klageren, der er en yngre mand, der ifølge sin forklaring til oplysnings- og motivsamtalen den 6. december 2016 er sund og rask og er i besiddelse af et italiensk sundhedskort. Mens han boede i flygtningelejer i Italien, gik han på sprogskole. Klageren har ikke oplyst om alvorlige problemer med myndigheder eller andre under opholdet i Italien. Han er utilfreds med, at de italienske myndigheder ikke har anvist ham en bolig og et arbejde, samt at politiet har bedt ham om at forlade tomme bygninger. Han har imidlertid ikke klaget herover i Italien. Klageren er bekymret over adfærd og udtalelser fra privatpersoner på Sicilien, men har ikke i den forbindelse været involveret i konflikter. Det af klageren anførte, sandsynliggør efter Flygtningenævnet opfattelse ikke, at ansøgeren på grund af sine individuelle forhold i Italien ikke vil blive behandlet på en sådan måde, at Italien af denne grund ikke kan tjene som hans første asylland. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang i Italien. Flygtningenævnet finder endvidere, at den omstændighed at klageren i flere år har haft en kæreste i Danmark heller ikke giver grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse, om hvorvidt Italien kan tjene som klagerens første asylland. Det tilføjes, at kompetencen til at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser på grund af relation til kæresten og hendes søn henhører under Udlændingestyrelsen med klageadgang til Udlændingenævnet, og dermed ikke er dermed omfattet af Flygtningenævnets kompetence. For så vidt angår Dansk Flygtningehjælps henvisning til to konkrete sager, hvori FN’s Menneskerettighedskomite har udtalt kritik af Flygtningenævnets afgørelser om anvendelsen af Italien som første asylland, bemærker Flygtningenævnet, at disse sager vedrører enlige kvinder med børn, og at sagerne derfor ikke er sammenlignelige med klagerens sag. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at nævnet ikke har haft lejlighed til at forholde sig til kritikken fra komitéen, idet klagerne i disse sager er registreret som udeblevet, hvorfor nævnet ikke har haft mulighed for at genoptage sagerne. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Ita/2017/1

§29b-ita20182

Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingeloven § 29 b, vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, der var blevet meddelt flygtningestatus i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetencen.  Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at sagen skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for anerkendte flygtninge i Italien, herunder dårlige muligheder for at finde bolig og arbejde, hvorfor klageren måtte overnatte på gaden og ikke havde mulighed for at tjene penge til mad. Videre henviste Dansk Flygtningehjælp til, at klageren efterfølgende udrejste til Irak, hvor han indledte et forhold til sin nuværende kæreste, men måtte udrejse, da kæresten familie begyndte at fremsætte trusler mod klageren, hvorfor klageren frygter, at de italienske myndigheder ikke vil kunne beskytte ham mod kærestens familie. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien Grækenland, hvorfra han ikke risikerede refoulement, og med henvisning til Italiens internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” For så vidt angår de generelle forhold for udlændinge med opholdstilladelse i Italien finder nævnet ikke, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Flygtningenævnet finder efter de seneste baggrundsoplysninger om flygtninges forhold i Italien, at der ikke er grundlag for at antage, at de generelle socioøkonomiske vilkår – skønt svære – er på et så uacceptabelt niveau, at Italien ikke kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren vil kunne modtage basale sociale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at der foreligger oplysninger om klagerens personlige forhold, der kan medføre, at Italien ikke kan tjene som klagerens første asylland. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren er en yngre mand, der efter sin egen forklaring til Udlændingestyrelsen under oplysnings- og motivsamtalen [efteråret] 2017 er sund og rask. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren efter sin egen forklaring under oplysnings- og motivsamtalen ikke har haft nogen konflikter med hverken myndighederne eller privatpersoner i Italien. For så vidt angår oplysningerne om klagerens frygt for at blive opsøgt af [kærestens] familiemedlemmer i Italien, skal Flygtningenævnet bemærke, at klageren må henvises til at rette henvendelse til de italienske myndigheder og søge deres beskyttelse i den anledning. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-ita/2018/2/CABV

§29b-græ20188

Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsen afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingeloven § 29 b, vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser samt hans to børn fra Syrien, der var blevet meddelt flygtningestatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på formandskompetencen. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at sagen skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for anerkendte flygtninge i Grækenland, herunder dårlige indkvarteringsforhold, da han var asylansøger, og til, at klageren, som har mistet sin ægtefælle i Syrien og derved er enlig far, har behov for støtte fra sine herboende familiemedlemmer til pasning af sine børn. Endvidere henviste Dansk Flygtningehjælp til, at en udsendelse til Grækenland efter Flygtningehjælpens opfattelse ville være i strid med barnets tarv. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren og hans børn at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, hvorfra han ikke risikerede refoulement, og henvisning til Grækenlands internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Grækenland, er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger vanskelige. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er tale om sådanne generelle mangler, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Grækenland – om end vanskelige – ikke i sig selv kan medføre, at klageren efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland. Flygtningenævnet finder endvidere, at klagerens og hans børns oplevelser i Grækenland eller deres personlige øvrige forhold i øvrigt ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er en 33-årig mand, der har oplyst, at han er sund og rask og ikke modtager nogen former for medicin. Om sine mindreårige børns helbred har klageren oplyst, at de er sunde og raske. Flygtningenævnet finder, at klageren og hans børn ikke kan betragtes som værende så ganske særligt sårbare, at Grækenland ikke kan tjene som deres første asylland. Det forhold, at klageren har mistet sin ægtefælle i Syrien og har oplyst, at han har behov for støtte fra sine herboende familiemedlemmer til pasning af sine mindreårige børn, kan ikke føre til en ændret vurdering heraf. Flygtningenævnet finder endvidere, at klagerens og hans børns personlige sikkerhed og integritet vil være beskyttet i fornødent omfang i Grækenland. For så vidt angår den omstændighed, at klageren har oplevet, at indkvarteringen under behandlingen af hans asylsag i Grækenland var utryg og dårlig, samt den enkeltstående oplevelse af, at græske soldater har udvist mangel på vilje til at hjælpe klageren, må klageren henvises til at rette henvendelse til de græske myndigheder. Flygtningenævnet finder endelig, at henvisningen til Børnekonventionens artikel 3 og det heraf følgende princip om barnets tarv, ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet finder således, at det ikke kan udledes heraf, at klageren og hans børn skal kunne leve under de samme sociale vilkår i Grækenland, som børn i Danmark gør. På denne baggrund skal Flygtningenævnet meddelelse, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Græ/2018/8/TBP 

§29b-græ20187

Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Grækenland. Dansk Flygtningehjælp og klagerens advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens handicap og sårbarhed og som følge heraf det faktum, at han har en ægtefælle i Danmark. Flygtningenævnet udsatte efter et mundtligt nævnsmøde sagen på en høring af Udenrigsministeriet om forholdene for særligt sårbare udlændinge med flygtningestatus i Grækenland, herunder blandt andet om muligheden for adgang til sundhedsbehandling samt hjælp til bolig, uddannelse og social understøttelse. Efter modtagelse af svar på høringen udtalte Flygtningenævnet blandt andet følgende i en afgørelse, stilet til klagerens advokat: ”Flygtningenævnet bemærker først, at Deres klient vil være beskyttet mod refoulement i Grækenland. Deres klient har således [primo] 2015 fået international beskyttelse i form af opholdstilladelse som flygtning i Grækenland med gyldighed til [medio] 2018. Grækenland er som medlem af EU omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Grækenland, er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger vanskelige. Nævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grunde til at tro, at der er tale om sådanne generelle mangler, at en afvisning af Deres klient vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at Deres klients personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. For så vidt angår de overfald, tyverier eller røveri, som Deres klient påberåber sig at have været udsat for, bemærker nævnet, at Deres klient har henvendt sig til politiet herom, og at det må lægges til grund, at han kan opnå den fornødne beskyttelse herimod. I beskyttelsesbegrebet indgår også et vist socialt og økonomisk element. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel ll-V samt ExCom Conclusion no. 58, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis bliver der blandt andet lagt vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at kunne besætte sig, samt muligheden for at eje fast ejendom. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Grækenland - om end vanskelige - i sig selv kan medføre, at Deres klient efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland. Flygtningenævnet finder ikke, at det af Deres klient oplyste om sine helbredsmæssige forhold, herunder at han har fået amputeret […], har fantomsmerter, har granatsplinter i kroppen og smerter i kroppen samt hovedpine og psykiske problemer, indebærer, at Deres klient er sådan ganske særligt sårbar, at han ikke vil kunne sendes tilbage til Grækenland. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at Deres klient, på trods af sit handikap, har udvist betydelig evne til at klare sig selv, at han må antages at kunne opnå den fornødne lægelige behandling i Grækenland, og at Udlændingestyrelsen i givet fald vil kunne underrette de græske myndigheder om eventuelle helbredsproblemer, såfremt Deres klient giver samtykke hertil. Nævnet bemærker herved, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at handikappede anerkendte flygtninge i henhold til græsk lovgivning har samme adgang til lægehjælp, sociale ydelser og uddannelse som græske statsborgere, ligesom der vil blive taget særligt hensyn til sårbare persongrupper, herunder handikappede flygtninge. Sårbare flygtninge har generelt adgang til bolig og social understøttelse. For så vidt angår Deres klients situation bemærker Flygtningenævnet, at han kun har opholdt sig ca. 3 måneder i Grækenland, efter han fik opholdstilladelse, og at hans tidligere oplevelser i Grækenland derfor i vidt omfang må relateres til situationen som asylansøger. Det fremgår dog, at Deres klient, på trods af sit handikap, må anses for en ressourcestærk person, der har haft et betydeligt netværk i Grækenland. Deres klient har med hjælp opsøgt de græske myndigheder i flere tilfælde, men han har afstået fra at forfølge de muligheder for hjælp, der er tilgængelige. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering af Deres klients situation, at betingelserne for at anvende Grækenland som første asylland er opfyldt. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Græ/2018/7

§29b-græ20186

Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”[Den mandlige klager] og [den kvindelige klager] har klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse om, at deres asylansøgning afvises efter udlændingelovens § 7, stk. 4, jf. § 29 b, under henvisning til, at de har opnået beskyttelse i Grækenland, hvor de henholdsvis [i efteråret] 2015 og [i slutningen af] 2015 opnåede konventionsstatus gældende i tre år. Klagerne har i Flygtningenævnet forklaret, at den mandlige klager boede på gaden i den første halvanden måned af sit ophold i Grækenland. Han blev i denne periode to gange frarøvet sine ting, hvor han blev truet med kniv. Efter halvanden måned fik den mandlige klager et værelse i en kirke. Den kvindelige klager og klagernes to børn kom til Grækenland i [slutningen af] 2015, hvor de flyttede ind i den mandlige klagers værelse i kirken. Den mandlige klager forsøgte uden held at finde et arbejde i Grækenland. Klagerne udrejste af Grækenland, fordi de frygtede, at de ikke ville kunne få hjælp af de græske myndigheder, herunder lægehjælp. Da klagerne ankom til Danmark, var den kvindelige klager gravid med tvillinger. [I sommeren] 2016, kort efter den kvindelige klagers oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen, blev tvillingerne født døde. Klagernes dødfødte tvillinger ligger begravet i [Danmark ], og klagerne vil ikke have mulighed for at besøge tvillingedøtrenes gravplads, såfremt de skal vende tilbage til Grækenland. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at klagerne vil være beskyttet mod refoulement i Grækenland. Klagerne har således opnået international beskyttelse som flygtninge i Grækenland med gyldighed for den mandlige klagers vedkommende til [efteråret] 2018 og for den kvindelige ansøgers og børnenes vedkommende til [slutningen af] 2018. Grækenland er som medlem af EU omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder kravet om efterlevelse af non-refoulement-princippet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Grækenland, er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger vanskelige. Nævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grunde til at tro, at der er tale om sådanne generelle mangler, at en afvisning af klagernes ansøgninger om opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7 vil medføre risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7. Nævnet finder endvidere, at klagernes personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. I forhold til den mandlige klagers oplysninger om, at han i Grækenland har oplevet i to tilfælde at være blevet frarøvet sine ejendele, må nævnet henvise klageren til – herunder såfremt dette gentager sig - at søge beskyttelse hos de græske myndigheder. I beskyttelsesbegrebet indgår også et vist socialt og økonomisk element. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II-IV og ExCom Conclusion no. 58, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis bliver der blandt andet lagt vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at kunne bosætte sig samt mulighed for at eje fast ejendom. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Grækenland – selvom de er vanskelige – i sig selv kan medføre, at klagerne efter Flygtningenævnets praksis, herunder nævnets seneste praksis i afgørelserne fra 2018, ikke kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland. Anerkendte flygtninge i Grækenland har ifølge baggrundsoplysningerne efter græsk lovgivning adgang til lægehjælp, sociale ydelser og uddannelse på samme måde som græske statsborgere. Der vil endvidere blive taget særligt hensyn til sårbare persongrupper, og sårbare flygtninge har generelt adgang til bolig og social understøttelse. Flygtningenævnets flertal finder, at oplysningerne om klagernes og børnenes psykiske problemer og den mandlige klagers øvrige helbredsforhold, blandt andet i lyset af deres oplevelser under krigen i Syrien, herunder de overgreb, som den mandlige klager har været udsat for under torturen i Syrien, samt omstændighederne i forbindelse med fødslen af de dødfødte tvillingedøtre under opholdet i Danmark, ikke er forhold, der kan føre til en ændret vurdering af sagen. Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at den kvindelige ansøger nu er gravid. Flygtningenævnet har herved i lighed med Udlændingestyrelsen lagt til grund, at klagerne og børnene vil have mulighed for at få de fornødne undersøgelser og behandlinger i Grækenland. Udlændingestyrelsen vil kunne gøre de græske myndigheder opmærksom på familiens behov for hjælp og støtte, hvis klagerne giver samtykke hertil. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Græ/2018/6/EMU

§29b-græ20185

Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand samt fire børn barn fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på et mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte: ”[Klageren] har klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse om, at hans asylansøgning afvises efter udlændingelovens § 7, stk. 4, jf. § 29 b, under henvisning til, at han har opnået beskyttelse i Grækenland, hvor han [i sommeren] 2015 fik asyl i 3 år. Klageren har i Flygtningenævnet forklaret, at han med sin ægtefælle og 4 børn indrejste i Grækenland i [foråret] 2015. Forholdene var meget dårlige. I perioder boede de på gaden. I 2 måneder boede de dog hos en syrisk ven, der havde boet i Grækenland i mindst 10 år. Klageren havde syrisk pas, hvor de 4 børn var opført. Hans ægtefælle havde alene et syrisk ID-kort og kunne derfor ikke søge asyl i Grækenland. Vennen tog med klageren, når han henvendte sig til myndighederne. Vennen, der i den seneste periode var arbejdsløs, sagde, at klageren ikke havde en fremtid i Grækenland. Klageren har ikke længere vennens telefonnummer. Vennen er nok rejst til et andet land. Klageren og børnene fik asyl i Grækenland. I dag kender han ingen i Grækenland, hvor han og børnene ikke vil kunne klare sig. Ægtefællen udrejste af hensyn til børnene før klageren. Hun rejste til Danmark via den hårde rute over Balkan. Hans børn har problemer med deres syn, men klarer sig godt i skolen. Hans ægtefælle har fået asyl i Danmark. Hun bor i [en by i Jylland]. Hun vil meget nødigt til Grækenland, men må i givet fald forsøge nødtvunget at tage med ham og børnene til Grækenland. Klageren har i over 2 år fået receptpligtig medicin. Han får syrehæmmende tabletter mod mavesæksbakterier. Flygtningenævnet bemærker til ansøgningen, at det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i sommeren] 2015 er blevet meddelt flygtningestatus i Grækenland. Det fremgår af Justitsministeriets bemærkninger i lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 til udlændingelovens § 29 b, at afvisning efter bestemmelsen alene kan ske, hvis betingelserne for at betragte det pågældende land som et første asylland er opfyldt som følge af, at udlændingen tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er herved blandt andet et krav, at udlændingen skal være beskyttet mod refoulement, ligesom det skal være muligt for den pågældende at indrejse og tage lovligt ophold i første asyllandet. Den pågældendes personlige integritet og sikkerhed skal endvidere være beskyttet, men det kan ikke hermed kræves, at den pågældende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion no. 58 - 1989, at udlændingen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, samt at klageren i Grækenland vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået international beskyttelse i Grækenland, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Efter Flygtningenævnets praksis lægges der vedrørende forholdene i førsteasyllandet blandt andet vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at kunne bosætte sig samt muligheden for at eje fast ejendom. Forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Grækenland, er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger vanskelige. Nævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grunde til at tro, at der er tale om sådanne generelle mangler, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Grækenland – om end vanskelige – i sig selv kan medføre, at klageren efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland. Flygtningenævnet finder ikke, at klagerens konkrete forhold kan føre til et andet resultat. Klageren er påvirket af sin situation, herunder den lange sagsbehandlingstid, og han har haft mavesår og spiserørsbrok samt behov for daglig medicin. Efter en samlet vurdering kan han og hans børn imidlertid ikke betragtes som værende ganske særligt sårbare, og det må antages, at de græske myndigheder i givet fald vil kunne hjælpe ham med at få den fornødne medicin mv. Dem omstændighed, at klagerens boligforhold i en del af den tid, han var i Grækenland for knap 3 år siden, var meget dårlige, samt at han dengang i det hele taget var meget utilfreds med forholdene i Grækenland, indebærer endvidere ikke i sig selv, at det af den grund, særligt for klageren, må antages, at netop han ved en tilbagevenden til Grækenland vil blive budt forhold, der ikke lever op til de standarder, der efter nævnets praksis normalt er tilstede. For så vidt angår klagerens 4 mindreårige børn må disse tilsvarende antages at være beskyttet mod refoulement, og det lægges til grund, at deres personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i Grækenland, samt at de der vil blive ”treated in accordance with recognized basic human standards”, og herunder få den fornødne undervisning. Det er i sagen et særligt problem, at børnenes mor ikke har opholdstilladelse i Grækenland, men i Danmark. Dansk Flygtningehjælp har i den forbindelse peget på flere bestemmelser i børnekonventionen og menneskerettighedskonventionen om retten til familieliv, og at det ved afgørelser er barnets tarv, der skal komme i første række. Flygtningenævnet bemærker herved, at nævnet hverken skal træffe afgørelse om opholdstilladelse eller udrejse, men en processuel afgørelse om, hvorvidt klageren kan få sin ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 behandlet i Danmark, efter at han allerede har fået beskyttelse i Grækenland. Nævnet har derimod ikke kompetence til at træffe afgørelse vedrørende klagerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens bestemmelser om familiesammenføring sammenholdt med Danmarks internationale forpligtelser, og herunder om med hvilken vægt og betydning oplysningerne om klagerens ægtefælle og børnenes mor herved må tillægges. Denne afgørelse træffes i første instans af Udlændingestyrelsen, hvor sagen fortsat verserer. Afgørelsen kan indbringes for Udlændingenævnet. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Græ/2018/5/CABV

§29b-græ20184

Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af fire asylansøgere, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende et ægtepar samt deres medfølgende børn fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde. Klagerens advokat nedlagde påstand om, at klagernes asylsag skulle realitetsbehandles i Danmark og ikke afvises i medfør af udlændingelovens § 29 b. Klagernes advokat henviste som begrundelse for, at klagernes sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold i Grækenland og til, at Grækenland ikke kan tjene som et sikkert første asylland, idet de græske myndigheder ikke sørger for integration af flygtninge, mangelfuld adgang til arbejdsmarkedet, flygtninge står uden social hjælp, der foreligger ikke adgang til boliger og den mandlige klager samt sønnen vil ikke kunne modtage den nødvendige sundhedsretlige behandling for at bekæmpe deres kroniske lidelser, hvilket deres liv og velfærd afhænger af.  Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, hvorfra hun ikke risikerede refoulement, og henvisning til Grækenlands internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Grækenland, er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger vanskelige. Nævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grunde til at tro, at der er tale om sådanne generelle mangler, at en afvisning af klagerne vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagernes personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Nævnet finder ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Grækenland – om end vanskelige – i sig selv kan føre til, at klagerne og deres børn efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland. Nævnet lægger herved til grund, at det vil være muligt for klagerne og deres børn at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, samt at klagerne i Grækenland vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klagerne har opnået international beskyttelse i Grækenland, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke, at det oplyste om den mandlige klager og om klagernes søns helbredsforhold kan føre til et andet resultat. Nævnet har herved lagt vægt på, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at personer med opholdstilladelse som flygtninge har samme adgang til lægehjælp som græske statsborgere. For så vidt angår den mandlige klagers hepatitis B-lidelse har nævnet lagt vægt på, at denne efter det oplyste ikke for tiden er behandlingskrævende, og at behandling i givet fald findes i Grækenland. For så vidt angår klagernes søns astmalidelse har nævnet lagt vægt på, at han må antages at kunne få den fornødne lægelige behandling i Grækenland. Udlændingestyrelsen vil kunne underrette de græske myndigheder om helbredsproblemer og behov for lægebehandling, hvis klagerne giver samtykke hertil. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b. §29b-Græ/2018/4/ IBK

§29b-græ20183

​Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af to asylansøgere, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde samt et medfølgende barn fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde. Klagerens advokat nedlagde påstand om, at klagernes asylsag skulle realitetsbehandles i Danmark og ikke afvises i medfør af udlændingelovens § 29 b. Klagernes advokat henviste som begrundelse for, at klagernes sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold i Grækenland og til, at klageren som enlig kvinde i Grækenland med et mindreårigt barn må anses som særligt sårbar, hvorfor hun ikke vil kunne klare sig i Grækenland. og at hun vil blive henvist til et liv på gaden, idet hun ikke har et netværk i Grækenland til at hjælpe hende og ingen personlig erfaring har med at klare sig i Grækenland. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, hvorfra hun ikke risikerede refoulement, og henvisning til Grækenlands internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Grækenland, er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger vanskelige. Vi finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grunde til at tro, at der er tale om sådanne generelle mangler, at en afvisning af klageren og hendes barn vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom vi finder, at klageren og hendes barns personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Et flertal udtaler herefter: Vi finder ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Grækenland – om end vanskelige – i sig selv kan føre til, at klageren og hendes barn efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland. Vi lægger herved til grund, at det vil være muligt for klageren og hendes barn at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, samt at klageren i Grækenland vil være beskyttet mod refoulement. Vi bemærker herved, at klageren har opnået international beskyttelse i Grækenland, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Vi finder således, at selvom klageren er alene med et barn på tre år, er hun ikke sådan ganske særligt sårbar, at hun og barnet, der begge er sunde og raske, ikke vil kunne sendes tilbage til Grækenland. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klageren ifølge sine egne oplysninger har et vist netværk i Grækenland, idet hun efter tilbageholdelsen ved lufthavnen kunne ringe til en bekendt, der kørte hende til et hotel. Endvidere har klageren oplyst, at hendes mor som enlig ældre kvinde har været i stand til at opholde sig i fire måneder i Grækenland, før hun valgte at rejse til Tyrkiet. Vedrørende den omstændighed, at klagerens ægtefælle og øvrige fem, mindreårige børn har opholdstilladelse i Danmark, bemærker vi, at dette forhold ikke har betydning for vurderingen af, hvorvidt betingelserne for, at Grækenland kan tjene som første asylland, er opfyldt. Vi bemærker hertil, at kompetencen til at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser henhører under Udlændingestyrelsen med klageadgang til Udlændingenævnet og dermed ikke omfattes af Flygtningenævnets kompetence. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Græ/2018/3/IBK​

§29b-græ20182

Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af to asylansøgere, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende et ægtepar samt tre medfølgende børn fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på et mundtligt nævnsmøde. Klagernes advokat henviste som begrundelse for, at klagernes sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold i Grækenland og til, at klagerne ved en tilbagevenden til Grækenland risikerer at blive henvist til et liv på gaden, da de som en familie med tre små børn, uden netværk eller økonomiske midler, må betragtes som særligt sårbare. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, hvorfra hun ikke risikerede refoulement, og henvisning til Grækenlands internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Grækenland, er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger vanskelige. Nævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grunde til at tro, at der er tale om sådanne generelle mangler, at en afvisning af klagerne vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerne og deres børns personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Grækenland – om end vanskelige – i sig selv kan medføre, at klagerne efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland. Flygtningenævnet finder ikke, at den omstændighed, at klagerne er et ægtepar med tre mindre børn i sig selv medfører, at klagerne er således ganske særligt sårbare, at dette i sig selv kan udelukke, at klagerne kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland. Nævnet bemærker herved, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at anerkendte flygtninge i henhold til græsk lovgivning har samme adgang til lægehjælp, sociale ydelser og uddannelse som græske statsborgere, ligesom der vil blive taget særligt hensyn til sårbare persongrupper. Sårbare flygtninge har generelt adgang til bolig og social understøttelse. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering af klagernes situation, at betingelserne for at anvende Grækenland som første asylland er opfyldt. Nævnet finder derfor ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Græ/2018/2/TLNJ

§29b-græ20181

Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde samt et barn fra Eritrea, der var meddelt flygtningestatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på et mundtligt nævnsmøde. Klagerens advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for anerkendte flygtninge i Grækenland og til, at klageren, som var enlig mor, i løbet af tre år i Grækenland ikke kunne finde arbejde eller et acceptabelt sted at bo, ligesom hun blev udsat for trusler og vold. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, hvorfra hun ikke risikerede refoulement, og henvisning til Grækenlands internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Grækenland, er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger vanskelige. Nævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grunde til at tro, at der er tale om sådanne generelle mangler, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens og dennes barns personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Grækenland – om end vanskelige – i sig selv kan medføre, at klageren efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland. For så vidt angår det oplyste om klagerens frygt for kriminelle personer, som hun har et modsætningsforhold til, må klageren henvises til at søge de græske myndigheders beskyttelse. Nævnet bemærker i den forbindelse, at der efter det af klageren oplyste, er tale om en meget begrænset personkreds, og at klageren nu har opholdt sig uden for Grækenland i to år. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering af klagerens situation, at betingelserne for at anvende Grækenland som første asylland er opfyldt. Nævnet finder derfor ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Græ/2018/1/TLNJ

§29b-græ20172

Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Grækenland. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for anerkendte flygtninge i Grækenland og til, at klageren under asylbehandlingen blev udsat for vold af en gruppe asylansøgere. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, hvorfra han ikke risikerede refoulement, og henvisning til Grækenlands internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Grækenland, er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger vanskelige. Nævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grunde til at tro, at der er tale om sådanne generelle mangler, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Grækenland - om end vanskelige - i sig selv kan medføre, at klageren efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland. Flygtningenævnet finder heller ikke, at klageren har oplyst om konkrete omstændigheder om opholdet i Grækenland eller om personlige forhold, der kan føre til en ændret vurdering af sagen.  For så vidt angår det forhold, at klageren efter det oplyste er blevet slået og er blevet talt grimt til af en gruppe asylansøgere under sit ophold i Grækenland, finder Flygtningenævnet, at klageren må henvises til at rette henvendelse herom til de overordnede myndigheder i Grækenland. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Græ/2017/2

§29b-græ20171

Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Grækenland. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerens ægtefælle, der var gravid i syvende måned, og to mindreårige børn havde opholdstilladelse i Danmark. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, hvorfra han ikke risikerede refoulement, og henvisning til Grækenlands internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Grækenland, er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger vanskelige. Nævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grunde til at tro, at der er tale om sådanne generelle mangler, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Grækenland - om end vanskelige - i sig selv kan medføre, at klageren efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland. Flygtningenævnet finder heller ikke, at klageren har oplyst om konkrete omstændigheder om opholdet i Grækenland eller om personlige forhold, der kan føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet bemærker, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen har oplyst at være sund og rask. Det forhold, at han har det psykisk dårligt, fordi han ikke kender sin skæbne, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker vedrørende den omstændighed, at klagerens ægtefælle og to børn er blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 3, at dette ikke kan føre til, at Grækenland ikke kan tjene som klagerens første asylland. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren og hans familie må henvises til at udøve deres familieliv i Grækenland, hvor klageren har opnået international beskyttelse, herunder indgive en ansøgning om familiesammenføring. Nævnet finder i den forbindelse ikke, at henvisningerne til Børnekonventionens artikel 3 eller Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 kan føre til en ændret vurdering af klagerens sag. For så vidt angår det forhold, at klageren efter det oplyste har fået to lussinger af det græske politi i forbindelsen med indrejsen i Grækenland, finder Flygtningenævnet, at klageren må henvises til at rette henvendelse herom til de overordnede myndigheder i Grækenland. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Græ/2017/1

§29-bfra20171

Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde fra Rusland, og hendes mindreårige barn, født i 2015, der var meddelt flygtningestatus i Frankrig. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren flygtede fra Frankrig, fordi hendes familie var imod hendes forhold til hendes kæreste, som bor i Danmark, og at hun flere gange er blevet truet telefonisk. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Frankrig, hvorfra hun ikke risikerede refoulement, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det kan ikke føre til et andet resultat, at klagerens kæreste og faren til hendes datter har opholdstilladelse i Danmark, og at Dansk Flygtningehjælp i den forbindelse har henvist til FN’s Børnekonvention, CCPR og EU-charteret. I forhold til klagerens frygt for konflikten med familiemedlemmer og dermed for at vende tilbage til Frankrig, finder nævnet, at klageren må henvises til – om fornødent – at rette henvendelse til de franske myndigheder i anledning af disse forhold. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Fra/2017/1

§29b-bul20181

Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Bulgarien. Indrejst i 2017. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde. Klagernes advokat henviste som begrundelse for, at klagernes sag skulle behandles i Danmark, at klageren ikke kan indrejse og opholde sig i Bulgarien som følge af klagerens personlige forhold og til, at klageren er i medicinsk samt til tider ambulant behandling for epilepsi samt paranoid skizofreni, som Bulgarien ikke er i stand til at bistå med behandlingen af, og at forholdene er af kritisabel karakter, såfremt man er udsat. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Bulgarien, hvorfra han ikke risikerede refoulement, og henvisning til Bulgariens internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Bulgarien, er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger vanskelige. Nævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grunde til at tro, at der er tale om sådanne generelle mangler, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Bulgarien - om end vanskelige - i sig selv kan medføre, at klageren efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Bulgarien som første asylland. Vedrørende klagerens konkrete situation skal Flygtningenævnet bemærke, at klageren har oplyst i det væsentlige at have problemer med en enkelt person i Bulgarien. Flygtningenævnet finder det usandsynligt at denne person, der efter det oplyste selv er syrisk flygtning, skulle have et sådant netværk eller en sådan indflydelse i Bulgarien, at dette skulle føre til at klagerens konflikt med den pågældende medfører, at klageren ved en tilbagevenden til Bulgarien ville være i risiko for overgreb. Det må lægges til grund at klageren lider af alvorlig psykisk sygdom. Flygtningenævnet finder dog ikke, at klageren kan betragtes som ganske særligt sårbar. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren har opholdt sig i længere perioder i forskellige EU-lande og at det må lægges til grund, at klageren har været i stand til at klare sig. Derudover er medicinering mod klagerens sygdom efter det oplyste tilgængelig i Bulgarien, og klageren, som har opnået international beskyttelse i Bulgarien, vil efter det oplyste også have ret til sådan en behandling. For så vidt angår klagerens oplysninger om, at han har været udsat for overgreb fra de bulgarske myndigheder, henviser Flygtningenævnet til det i Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2017 anførte, herunder at klageren indrejste illegalt i Bulgarien og opholdt sig ulovligt i landet i en periode. Det kan derfor ikke føre til en ændret vurdering, at klageren blev tvunget til at afgive fingeraftryk.  På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2017, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b. ” §29b-Bul/2018/1/GJEY

29b-Bul20171

Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Bulgarien. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Bulgarien, herunder at klageren blandt andet risikerede at skulle leve under uværdige omstændigheder på gaden, at han havde været fængslet under kummerlige forhold, at han var blevet nægtet hjælp fra de bulgarske myndigheder, og at han frygtede ikke at kunne få familiesammenføring med sin ægtefælle i Bulgarien. Endvidere henviste Dansk Flygtningehjælp til den manglende beskyttelse af udlændinge mod xenofobisk vold i Bulgarien. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Bulgarien, samt at klageren i Bulgarien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren den 27. november 2015 har opnået international beskyttelse i Bulgarien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Der kan herved henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder blandt andet UNHCR’s rapport: ”Refugee Integration and the use of indicators: Evidence from central Europe”, udgivet december 2013, hvoraf fremgår, at personer med flygtninge- og beskyttelsesstatus har samme rettigheder som bulgarske statsborgere. Af Dansk Flygtningehjælps rapport: ”Bulgarien, Oversigt over asylsystemet, modtageforholdene og andre forhold af relevans for spørgsmålet om Dublin-overførsel”, udgivet 26. februar 2014, fremgår det, at når en tilladelse er udstedt giver den adgang til alle typer beskæftigelse og sociale ydelser inklusiv arbejdsløshedsunderstøttelse, om end det i praksis er svært at finde job på grund af sprogproblemer og en høj arbejdsløshed. Det følger endvidere af Dansk Flygtningehjælps rapport: ”Notat om forhold for asylansøgere og flygtninge i Bulgarien”, udarbejdet på grundlag af møder med bulgarske NGO’er den 26. og 27. august”, udgivet november 2014, at personer med flygtningestatus har adgang til sygesikring, men skal betale herfor. Det fremgår videre af UNHCR’s rapport, ”Monitoring report on the integration of beneficiaries in the Republic of Bulgaria in 2014”, fra december 2014, at udlændinge med international beskyttelse i henhold til bulgarsk lovgivning har ret til samme sociale bistand og ydelser, som bulgarske statsborgere, ligesom de har samme adgang til lægebehandling og rettigheder til valgfri sundhedsforsikring. Det fremgår ydermere af AIDA’s:”Country Report – Bulgaria” (31. januar 2015) side 41, at pengebeløb tildelt personer med beskyttelsesstatus er identisk med beløb tildelt i sociale ydelser til bulgarske statsborgere, og det fremgår af side 43 at: ‘Recognised refugees do also have the right to receive financial support up to 6 months after the positive decision’. Europarådets Menneskerettighedskommissær Nils Muiznieks, oplyser i sin rapport af 22. juni 2015, side 29, at ”Under the law (Article 32 of the Law on Asylum and Refugees) refugees have rights equal to nationals with only a few exceptions, e.g. to vote or to be elected, to serve ind the army, to be appointed in public positions that explicitly require nationality, ect.” og videre fremgår det, at “Access to social welfare system and labour market is automatic, regardless of status, without the need for any authorization”. Forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Bulgarien, er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger og Amnesty International Report 2015/16 – The State of the World’s Human Rights – Bulgaria (februar 2016) og United States Department of State Country Reports on Human Rights Practices – Bulgaria (april 2016) vanskelige. Nævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grunde til at tro, at der er tale om sådanne generelle mangler, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Bulgarien - om end vanskelige - i sig selv kan medføre, at klageren efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Bulgarien som første asylland. Flygtningenævnet finder endvidere, at de forhold, at klageren ikke vidste, at han havde fået opholdstilladelse i Bulgarien, at han frygter en usikker fremtid i Bulgarien og er bange for ikke at kunne blive familiesammenført med sin ægtefælle, ikke kan føre til en ændret vurdering. Det samme gælder for så vidt angår de forhold, klageren oplyser at have opholdt sig under som asylansøger i Bulgarien. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen den 8. juni 2017 har oplyst, at han ikke har haft konkrete konflikter med nogen andre parter i Bulgarien, udover at klageren har hørt, at man vil blive fængslet, hvis man har fået taget fingeraftryk. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om xenofobisk vold i Bulgarien kan tillige ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerne i givet fald må henvises til at søge de bulgarske myndigheders beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af UNHCR’s:”Bulgaria As a Country of Asylum” (april 2014), at regeringen adresserer og fordømmer de konkrete episoder af racistisk karakter, herunder at ”On 14 February 2014, following the attack on the Dzhumaya Mosque in Plovdiv, they published a second joint declaration calling for guarantees of civil, ethnic and religious peace, and the police detained over 120 people in connection with the attack”. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang i Bulgarien. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Bul/2017/1

§29b-bul20171

Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Bulgarien. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Bulgarien, herunder at klageren blandt andet risikerede at skulle leve under uværdige omstændigheder på gaden, at han havde været fængslet under kummerlige forhold, at han var blevet nægtet hjælp fra de bulgarske myndigheder, og at han frygtede ikke at kunne få familiesammenføring med sin ægtefælle i Bulgarien. Endvidere henviste Dansk Flygtningehjælp til den manglende beskyttelse af udlændinge mod xenofobisk vold i Bulgarien. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Bulgarien, samt at klageren i Bulgarien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren den 27. november 2015 har opnået international beskyttelse i Bulgarien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Der kan herved henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder blandt andet UNHCR’s rapport: ”Refugee Integration and the use of indicators: Evidence from central Europe”, udgivet december 2013, hvoraf fremgår, at personer med flygtninge- og beskyttelsesstatus har samme rettigheder som bulgarske statsborgere. Af Dansk Flygtningehjælps rapport: ”Bulgarien, Oversigt over asylsystemet, modtageforholdene og andre forhold af relevans for spørgsmålet om Dublin-overførsel”, udgivet 26. februar 2014, fremgår det, at når en tilladelse er udstedt giver den adgang til alle typer beskæftigelse og sociale ydelser inklusiv arbejdsløshedsunderstøttelse, om end det i praksis er svært at finde job på grund af sprogproblemer og en høj arbejdsløshed. Det følger endvidere af Dansk Flygtningehjælps rapport: ”Notat om forhold for asylansøgere og flygtninge i Bulgarien”, udarbejdet på grundlag af møder med bulgarske NGO’er den 26. og 27. august”, udgivet november 2014, at personer med flygtningestatus har adgang til sygesikring, men skal betale herfor. Det fremgår videre af UNHCR’s rapport, ”Monitoring report on the integration of beneficiaries in the Republic of Bulgaria in 2014”, fra december 2014, at udlændinge med international beskyttelse i henhold til bulgarsk lovgivning har ret til samme sociale bistand og ydelser, som bulgarske statsborgere, ligesom de har samme adgang til lægebehandling og rettigheder til valgfri sundhedsforsikring. Det fremgår ydermere af AIDA’s:”Country Report – Bulgaria” (31. januar 2015) side 41, at pengebeløb tildelt personer med beskyttelsesstatus er identisk med beløb tildelt i sociale ydelser til bulgarske statsborgere, og det fremgår af side 43 at: ‘Recognised refugees do also have the right to receive financial support up to 6 months after the positive decision’. Europarådets Menneskerettighedskommissær Nils Muiznieks, oplyser i sin rapport af 22. juni 2015, side 29, at ”Under the law (Article 32 of the Law on Asylum and Refugees) refugees have rights equal to nationals with only a few exceptions, e.g. to vote or to be elected, to serve ind the army, to be appointed in public positions that explicitly require nationality, ect.” og videre fremgår det, at “Access to social welfare system and labour market is automatic, regardless of status, without the need for any authorization”. Forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Bulgarien, er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger og Amnesty International Report 2015/16 – The State of the World’s Human Rights – Bulgaria (februar 2016) og United States Department of State Country Reports on Human Rights Practices – Bulgaria (april 2016) vanskelige. Nævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grunde til at tro, at der er tale om sådanne generelle mangler, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Bulgarien - om end vanskelige - i sig selv kan medføre, at klageren efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Bulgarien som første asylland. Flygtningenævnet finder endvidere, at de forhold, at klageren ikke vidste, at han havde fået opholdstilladelse i Bulgarien, at han frygter en usikker fremtid i Bulgarien og er bange for ikke at kunne blive familiesammenført med sin ægtefælle, ikke kan føre til en ændret vurdering. Det samme gælder for så vidt angår de forhold, klageren oplyser at have opholdt sig under som asylansøger i Bulgarien. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen den 8. juni 2017 har oplyst, at han ikke har haft konkrete konflikter med nogen andre parter i Bulgarien, udover at klageren har hørt, at man vil blive fængslet, hvis man har fået taget fingeraftryk. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om xenofobisk vold i Bulgarien kan tillige ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerne i givet fald må henvises til at søge de bulgarske myndigheders beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af UNHCR’s:”Bulgaria As a Country of Asylum” (april 2014), at regeringen adresserer og fordømmer de konkrete episoder af racistisk karakter, herunder at ”On 14 February 2014, following the attack on the Dzhumaya Mosque in Plovdiv, they published a second joint declaration calling for guarantees of civil, ethnic and religious peace, and the police detained over 120 people in connection with the attack”. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang i Bulgarien. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Bul/2017/1

ugan20197

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen katolik fra Wakiso, Uganda. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Uganda frygter, at hendes familie, herunder hendes stedmor, hendes mor samt hendes fire ældre søskende, vil slå hende ihjel eller vil få nogen andre til det, fordi hun er homoseksuel. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun frygter, at hun vil blive slået ihjel af lokalbefolkningen, fordi hun er homoseksuel. Derudover har ansøgeren henvist til, at hun frygter de personer, som har optaget en video af ansøgeren og hendes kæreste ved navn [A]. Yderligere har ansøgeren henvist til, at hun frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin tidligere kæreste, [B], fordi han fandt ud af, at ansøgeren er homoseksuel og efterfølgende har truet ansøgeren. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun frygter myndighederne, idet hun frygter, at de vil slå hende ihjel grundet hendes seksualitet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun blev klar over, at hun var homoseksuel, da hun var 17 år, svarende til 2008, hvor hun indledte et forhold til en veninde, [C], som gik på universitetet. Ansøgerens stedmor opdagede ansøgeren og [C] have intimt samvær på ansøgerens værelse, hvorefter ansøgeren blev smidt ud hjemmefra. Ansøgeren var kærester med [C] indtil 2012. [C] blev slået ihjel af lokalbefolkningen i [begyndelsen af] 2012, fordi de havde fundet ud af, at hun var homoseksuel. Kort efter [C’s] død indledte ansøgeren et forhold til en mand, [B], som hun flyttede ind hos i slutningen af 2012. På et ukendt tidspunkt begyndte [B] at udsætte ansøgeren for seksuelle overgreb, da han ikke ville acceptere, at de ikke havde et intimt forhold. Et par måneder efter [C’s] død indledte ansøgeren også et forhold til en kvinde, [A]. I [foråret] 2015 sendte ukendte personer en video til ansøgerens kæreste, [B], hvor de havde filmet ansøgeren og [A], mens de havde intimt samvær. [B] var meget vred, da han viste videoen til ansøgeren, og hun var bange for, at han ville slå hende. Ansøgeren tog [B’s] telefon og flygtede straks derfra. Ansøgeren tog hjem til sin veninde i Entebbe. [B] ringede efterfølgende adskillige gange og truede ansøgeren med, at han ville afsløre, at hun er homoseksuel. [I efteråret] 2015 udrejste ansøgeren af Uganda. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv, herunder om ansøgerens seksualitet, til grund. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om en række centrale forhold, herunder om hvor og hvordan hun modtog trusler fra fremmede, om hvornår hun indledte et forhold til [B], om hvorvidt hun over for [B] indrømmede sin seksualitet, og om hvorvidt hun umiddelbart inden sin flugt blev slået af [B]. Ansøgeren har også forklaret meget usikkert og skiftende om den organisation, [D], som hun sammen med en veninde angiveligt forsøgte at stifte. Det er i den forbindelse utroværdigt, at ansøgeren hver uge skulle have arbejdet mange timer for organisationen og senere have haft arbejde med salg for en virksomhed, uden at hun fortalte [B], med hvem hun var samlevende, herom. Yderligere har ansøgeren forklaret udbyggende om, hvem hun frygter ved en tilbagevenden til Uganda. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret, at hun blandt andet frygter 4 ældre søskende, selv om hun i en ansøgning om familiesammenføring kun har anført to søskende. Det svækker endvidere ansøgerens troværdighed, at hun under samtalen med Udlændingestyrelsen i [efteråret 2017] ikke fortalte, at hun da havde en mandlig kæreste, selv om hendes seksualitet blev drøftet. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2019/7/EMU

ugan20196

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk muganda og kristen protestant fra [hjembyen], Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har tilsluttet sig LGBT, efter han kom til Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive slået ihjel af sin familie eller personer fra lokalsamfundet, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren frygter videre at blive anholdt af politiet, da der er en sag mod ham, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har modtaget trusler fra sin far og sine kollegaer, da de fandt ud af, at ansøgeren havde et seksuelt forhold til en amerikansk mand, [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han blev opsøgt af politiet på et hotelværelse, hvor han befandt sig med [A]. På hotelværelset tog politiet både ansøgerens og [A’s] ID-kort samtidig med, at politiet tog billeder af dem. Ansøgeren fik efterfølgende oplyst af sin halvbror, at politiet havde opsøgt hans fars bopæl, og at der var indledt en sag imod ham. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans far modtog et brev fra det lokale byråd, hvoraf fremgik, at ansøgeren ikke længere havde lov til at vende tilbage til [hjemområdet], fordi han var homoseksuel. Ansøgeren har ligeledes oplyst, at han efter sin indrejse i Danmark har modtaget kommentarer på Facebook fra sin familie, hvoraf fremgår, at han er en skændsel, og at de håber, at han dør. Ansøgeren, der har fået en kvindelig kæreste i Danmark, med hvem han venter barn, anser sig selv som biseksuel. Det fremgår af nævnets baggrundsoplysninger om homoseksuelle i Uganda, at forholdene er vanskelige, men der er ikke holdepunkter for at antage, at homoseksuelle generelt udsættes for systematiske overgreb fra myndighederne. Der kan i den forbindelse senest henvises til Home Office, ”Country Policy and Information Note, Uganda: Sexual orientation and gender identity and expression”, April 2019, under pkt. 2.4. om ”Assesssment of risk” for så vidt angår ”state treatment” og ”societal treatment”. Det konkluderes under pkt. 2.4.19: ”A person who is open about their sexual orientation and/or gender identity and expression may face harassment and discrimination from the state and is likely to experience societal discriminination, including harassment and violence. The accumulation of such treatment by state and non-state actors is likely to be sufficiently serious by its nature and repetition to amount to persecution or serious harm. Each case, however, will need to be considered on its individual facts, with the onus of the person to demonstrate that they face a risk”. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke lægge til grund, at ansøgeren er forfulgt eller efterstræbt i Uganda på grund af sin seksuelle observans som homoseksuel/biseksuel. I lighed med Udlændingestyrelsen har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om konsekvenserne af episoden på Hotel [H] i 2011, hvor ansøgeren angiveligt blev overrasket, mens han var sammen med [A]. Ansøgeren har således i henholdsvis asylskemaet, under oplysnings- og motivsamtalen og under asylsamtalen udbygget sin forklaring med oplysninger bl.a. om, at hans far havde modtaget brev fra det lokale råd i [hjemområdet], og at faderens bopæl var blevet opsøgt af politiet dagen efter episoden. Der er efter nævnets opfattelse tale om centrale forhold til belysning af asylmotivet, som ansøgeren burde have oplyst allerede i asylskemaet. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren har oplyst, at der ikke var plads til at skrive alt i skemaet, og at han til oplysnings- og motivsamtalen ikke blev spurgt direkte til, om politiet havde foretaget opsøgninger. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har afgivet forskellige forklaringer om, hvem han havde kontakt til efter episoden på hotelværelset i 2011, idet han efter referatet af oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han holdt lav profil efter episoden og ikke talte med andre end [A], mens han efter referatet af asylsamtalen har forklaret, at han også talte med sin halvbror [B]. Nævnet må i lighed med Udlændingestyrelsen finde det bemærkelsesværdigt, at ansøgeren i lyset af de trusler, som han angiveligt har modtaget fra sin far, opretholdt kontakten til denne, mens han fortsat opholdt sig i Uganda, og at han også efter udrejsen af Uganda har opretholdt kontakten på Facebook med sine familiemedlemmer, der endvidere efter det oplyste har anmodet om og modtaget penge fra ansøgeren til brug for moderens operation. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om disse forhold har fremstået forholdsvis overfladisk og generel. Nævnet finder endvidere omstændighederne i forbindelse med ansøgerens legale udrejse af Uganda i 2011 for påfaldende henset til, at ansøgeren formodede, at der var rejst en politisag mod ham, og at han således var i myndighedernes søgelys, ligesom det er påfaldende, at ansøgeren efterfølgende uden problemer er vendt tilbage til Uganda og er udrejst igen. Nævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med de ugandiske myndigheder, sin familie og lokalbefolkningen under henvisning til hans seksuelle observans til grund. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Uganda vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ugan/2019/6/CRT

tune20192

Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Tunis, Tunesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter en gruppering. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede som kok i hotelbranchen i Tunis. I [efteråret] 2011 blev han opsøgt af fire personer fra en gruppe, som truede ham. Gruppen ville have, at han skulle tilslutte sig dem. Ansøgeren talte efterfølgende med sin far om forløbet, og han sagde, at gruppen havde magt, og at de ikke kunne gøre noget ved dem. Efter et stykke tid blev ansøgeren overfaldet på gaden af gruppen. Han blev slået, truet og beskyldt for at være en afviger. I [slutningen af] 2011 rejste ansøgeren til byen [H] for at komme væk fra gruppen. Ansøgeren opholdt sig i [H] i en uge til 10 dage, hvorefter han tog tilbage til Tunis i tre til fire dage. I [H] blev ansøgeren overfaldet af en ukendt gruppe på 6-7 personer. I afslutningen af 2011 eller begyndelsen af 2012 tog ansøgeren til [en anden by S] for at komme væk fra gruppen. Herefter vendte ansøgeren tilbage til Tunis i januar eller februar 2012 for at hente penge. Han opholdt sig hos slægtninge i to til tre dage i en anden bydel i Tunis end den, hvor hans forældre boede. Efter to til tre dage i Tunis rejste ansøgeren til det sydlige Tunesien, hvor han opholdt sig indtil sin udrejse af Tunesien i foråret eller sommeren i 2013, 2014, 2015 eller 2016. Ansøgerens forældre blev opsøgt af gruppen, og hans brødre er også forsøgt rekrutteret. Herudover har ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter de generelle forhold i Tunesien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at der ingen sikkerhed eller rettigheder er i Tunesien, og han frygter at leve under dårlige økonomiske forhold, herunder at skulle leve på gaden. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og utroværdigt om flere centrale forhold vedrørende sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvornår, hvor og hvor mange gange han blev opsøgt at en gruppering og om, hvorvidt hans forældre og brødre også blev opsøgt. Han har tillige forklaret divergerende om baggrunden for, at grupperingen ville have fat i ham, herunder om det var fordi de ville hverve ham, fordi han var ung, eller om de beskyldte ham for at være homoseksuel, solgte alkohol eller den omstændighed, at han arbejdede i turistbranchen. Endelig har han under nævnsmødet forklaret yderligere divergerende om, hvor han blev opsøgt de første to gange, herunder om det skete hjemme eller på gaden. Han har endvidere under nævnsmødet forklaret divergerende om, hvorvidt han blev ved med at arbejde. Under nævnsmødet forklarede han, at han fortsatte med at arbejde, mens han tidligere over for Udlændingestyrelsen har forklaret, at han stoppede med at arbejde, da han blev opsøgt første gang. Under nævnsmødet er han tillige kommet med en ny forklaring om, hvorfor hans bror er genindrejst i Tunesien to gange. Han har over for Udlændingestyrelsen tidligere forklaret, at hans bror indrejste og opsøgte lederen af grupperingen for at betale gruppen for at lade familien være i fred, mens han under nævnsmødet først forklarede, at broren var indrejst hemmeligt for at besøge forældrene og senere, at han var indrejst for at betale penge til ansøgeren. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at redegøre for de nævnte divergenser eller uddybe sit asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens forklaring om, at hans divergerende forklaringer og udbygninger skyldes tolkeproblemer, ikke kan lægges til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke er fremkommet med bemærkninger til tolkningen under samtalerne med Udlændingestyrelsen, hvor han har godkendt oversættelsen af referaterne. Ansøgeren har under nævnsmødet generelt svaret upræcist og afglidende på de stillede spørgsmål, herunder på spørgsmål om tidspunkter for opsøgninger, hvad gruppen ville ham, hvor han har boet og opholdt sig og, hvornår han er udrejst samt om et ophold i Tyskland. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring og finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er asylbegrundende forfulgt eller risikerer at blive det ved en tilbagevenden til Tunesien. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Tunesien ikke er sådanne, at disse i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tunesien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tune/2019/2/smla

tanz20191

Nævnet meddelte i august 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Tanzania. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Mchaga og kristen katolik af trosretning fra Dar es-Salaam, Tanzania. Ansøgeren har været medlem af præsidentens parti […]. Ansøgeren har endvidere udført aktiviteter for tre LGBT organisationer, [A], [B] og [C], i Tanzania. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tanzania frygter, at han vil blive tilbageholdt og idømt en langvarig straf af myndighederne som følge af, at ansøgeren er homoseksuel. Ansøgeren frygter endvidere, at han vil blive overfaldet, voldtaget og slået ihjel af privatpersoner eller bander, der hader homoseksuelle. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han som fem årige indså, at han var homoseksuel. Han ønsker at leve som transkønnet. I 2001 gik ansøgeren på kostskole, hvor han havde seksuelt samvær med to drenge, derefter blev de alla tre smidt ud af skolen. Ansøgerens far blev vred. Sidenhen har faren og ansøgeren ikke haft kontakt. I [efteråret] 2011 blev ansøgeren overfaldet og voldtaget af fire mænd, der også sjal hans mobiltelefon og penge. Efterfølgende opdagede ansøgeren, at han var blevet smittet med HIV. Ansøgeren meldte voldtægten til politiet. Politiet tog ikke anmeldelsen seriøst. Fra [foråret] 2012 og frem til [vinteren] 2015 blev ansøgeren truet på livet og voldtaget gentagne gange af ham ukendte personer, der både var civile og politibetjente. I [sommeren] 2016 blev ansøgeren som medlem af en NGO opfordret til at deltage i et radioprogram, hvor han talte om brug af kondomer. Radioprogrammet blev sendt live, og han fremstod med navnet [D] i udsendelsen. Efter udsendelsen tog ansøgeren på en bar. I den forbindelse blev han passet op af politiet, som anklagede ham for sin deltagelse i radioprogrammet, hvorefter han blev tilbageholdt. Om morgenen ringede ansøgeren til sin ven. Vennen kom og gav politiet nogle penge. Ansøgeren blev løsladt i starten af [sommeren] 2016. Han gav sit telefonnummer og adresse til politiet og fik at vide, at han skulle møde op, når politiet ønskede det. Herefter blev ansøgeren i Tanzania i omkring tre uger, hvor han boede hos en ven. Ansøgeren udrejste legalt af Tanzania [en nærmere angivet dato i] 2016. I Danmark er ansøgeren blevet medlem af [E] og i Sverige af [F]. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at han er homoseksuel og transkønnet til grund. Flygtningenævnet kan endvidere i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om, at han har haft problemer i Tanzania på grund af sin homoseksualitet og transkønnede identitet til grund. Ansøgeren har således under nævnsmødet afgivet en detaljeret og sammenhængende forklaring om sin kønsidentitet, homoseksualitet og om de konflikter, han som følge heraf har oplevet i Tanzania. Han har dertil forklaret troværdigt om den medicin, som han tager med henblik på delvist kønsskifte og om, hvordan han får fat i medicinen, som han foreviste under nævnsmødet. Uanset, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved udrejsen, som foregik legalt, var særligt profileret som homoseksuel og transkønnet, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren, der i Danmark og Sverige har taget hormonpræparaterne Androcur og Estradiolvalerat og modtaget hormonindsprøjtninger, har ændret sin krop i et sådant irreversibelt omfang, at han ikke længere fremstår som mand, ved en genindrejse i Tanzania, vil være i konkret risiko for at blive udsat for overgreb fra lokalbefolkningen, og at han efter indholdet af baggrundsoplysningerne om forholdene for homoseksuelle og transkønnede i Tanzania ikke vil kunne opnå myndighedsbeskyttelse. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tanzania risikerer asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor den tanzanianske statsborger [navn] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Tanz/2019/1/SME

syri201942

Nævnet meddelte i juli 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtaler: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet lægger efter Udlændingestyrelsens tilkendegivelse til grund, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Da klageren er udvist med indrejseforbud, kan han ikke meddeles opholdstilladelse, medmindre særlige grunde taler derfor, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 10, stk. 3, at en udlænding, som isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, kun kan udelukkes fra asyl efter § 10, stk. 3, hvis den pågældende må anses som en fare for landets sikkerhed eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren er straffet med fængsel i 60 dage for et enkeltstående tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 232 over for en voksen kvinde. Efter det oplyste om forbrydelsens karakter og straffens længde og det i øvrigt foreliggende finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at betingelsen om, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, er opfyldt. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at udelukke klageren fra asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2019/42/CRT

sril20195

Nævnet meddelte i juli 2019 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk tamil og kristen katolik fra [by], [område], Sri Lanka. Ansøgeren har været tvangsrekrutteret til LTTE fra april 2008 til december 2008. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af CID og militæret, på grund af beskyldninger om at være medlem af LTTE. Ansøgeren frygter videre, at hendes tidligere arbejdsgiver angiver hende til myndighederne, fordi det er blevet kendt blandt lokalbefolkningen, at arbejdsgiveren har afpresset ansøgeren til seksuelt samkvem, hvorfor han har mistet prestige. Ansøgeren frygter endvidere, at hendes slægtninge vil angive hende til myndighederne, fordi de sympatiserer med CID og myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun blev tvangsrekrutteret til LTTE i april 2008. I december 2008 flygtede hun fra LTTE. [I] maj 2015 blev ansøgeren tilbageholdt af 3 personer fra CID. En af personerne hed [A]. Hun blev som følge af sin tilknytning til LTTE afhørt. Hun blev også udsat for seksuelle overgreb 2 gange, herunder af [A] en af gangene. Ansøgeren blev løsladt [i] maj 2015, hvorefter hun tilbragte 7 dage på hospitalet. I 2016 deltog ansøgeren i 3 demonstrationer på grund af unge tamileres forsvinden. [I] september 2016 blev ansøgeren tilbageholdt af [A] og en anden person fra CID. Hun blev igen afhørt om sin tilknytning til LTTE. Ansøgeren blev også spurgt til demonstrationerne i 2016. Ansøger blev udsat for et seksuelt overgreb. Ansøgeren blev løsladt den efterfølgende dag. I januar 2017 og [næremere angiven dato i] februar 2017 afpressede hendes tidligere arbejdsgiver hende til seksuelt samkvem ved at true med, at han ellers ville fyre hende. Ansøgerens tidligere kollega fandt ud af dette og fortalte det til lokalbefolkningen. I perioden januar 2017 til marts 2017 blev ansøgeren opsøgt på gaden af CID, herunder [A], 2 til 3 gange om ugen, hvor de krævede, at ansøgeren lavede mad til dem. [I] marts 2017 blev ansøgeren tilbageholdt af [A] og 2 andre personer fra CID. Ansøgeren blev igen afhørt om sin tilknytning til LTTE. Ansøgeren blev også udsat for seksuelle overgreb 2 gange, heriblandt af [A]. Ansøgeren blev løsladt [en nærmere angiven dato i] marts 2017, hvorefter hun tilbragte 3 dage på hospitalet. På hospitalet mødte ansøgeren en pige ved navn [B] og hendes far. [B]s far ville hjælpe ansøgeren med at forlade landet. Efter at ansøgeren blev udskrevet fra hospitalet, tog hun med [B]s far til landsbyen [landsby navn], hvor hun opholdt sig indtil hendes udrejse. [En nærmere angiven dato i] januar 2018 udrejste ansøgeren legalt af Sri Lanka ved at flyve fra lufthavnen i Colombo til De Forenede Arabiske Emirater ved brug af sit eget srilankanske pas. Efter sin udrejse har ansøgerens søster oplyst ansøgeren om, at myndighederne har spurgt efter ansøgeren, når ansøgerens søster har meldt sig hos myndighederne en gang ugentligt. Ansøgerens søster er ligeledes blevet opsøgt mange gange på sin bopæl af myndighederne, som har spurgt efter ansøger, herunder i september 2018. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder det således sandsynliggjort, at ansøgeren tre gange i perioden fra 2015 til 2017 er blevet anholdt af politiet i sin hjemby, at hun har været tilbageholdt, og at hun af politiet har været udsat for seksuelle overgreb. Det må endvidere lægges til grund, at tilbageholdelsen i hvert fald officielt har været begrundet i ansøgerens og hendes families tidligere tilknytning til LTTE. Uanset at Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren efter sin forklaring har kunnet få udstedt et lovligt nationalitetspas i 2017, hvilken krævede henvendelse til de offentlige myndigheder, finder Flygtningenævnet det dog sandsynliggjort, at ansøgeren ved sin tilbagevenden til sit hjemområde vil være i fortsat risiko for asylbegrundende overgreb fra de lokale myndigheders side. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysninger, at arbitrære arrestationer og seksuelle overgreb fra myndighedernes side er hyppigt forekommende på Sri Lanka, og at dette i særlig grad rammer personer der har været tilknyttet LTTE eller mistænkes herfor. Der henvises til Flygtningenævnets baggrundsmateriale, bilag nr. 589, side 19. Som sagen foreligger oplyst, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren har mulighed for at tage ophold andre steder på Sri Lanka. Flygtningenævnet ændrer herefter Udlændingestyrelsen afgørelse således, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” sril/2019/5/sme

soma2019215

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim af trosretning fra byen Murugadud i Bay regionen, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen [klannavn] og subklanen [klannavn]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi han har kæmpet mod dem. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at al-Shabaab ønskede at tvangshverve hans far, eller at faren skulle give sine sønner til militsen. Faren nægtede at lade sig hverve, hvorfor klageren, faren og broren blev opsøgt af al-Shabaab på bopælen [i sommeren] 2013. De blev tilbageholdt og fængslet. Under tilbageholdelsen blev klageren udsat for fysiske overgreb. Tilbageholdelsen varede frem til 15. oktober 2013, hvor klageren, broren og 20 andre personer brød fra fængslet. Det lykkedes klageren og to andre medfanger at flygte. Broren blev tilfangetaget på ny af al-Shabaab. Klageren og de to andre personer flygtede til byen Saakow, hvor de overnattede hos en af farens venner. Dagen efter flygtede de til byen Bu'ale og derfra videre til Doobley. Klageren udrejste herefter til Kenya. Efter flugten fra fængslet er klagerens mor blevet opsøgt flere gange af al-Shabaab, som søgte efter klageren. Klagerens ægtefælle blev tilbageholdt i tre dage. Broren er efterfølgende blevet henrettet af al-Shabaab. Al-Shabaab har under ramadanen forsøgt at tilfangetage to af klagerens yngste brødre. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen fandt, at de ikke kunne afvise klagerens forklaring vedrørende hans konflikt med al-Shabaab, idet Udlændingestyrelsen lagde vægt på, at klageren har forklaret detaljeret og i det væsentligste konsistent om konflikten. Udlændingestyrelsen fandt ikke at kunne afvise, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ville være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. [I foråret] 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter forarbejderne til lovændringen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at han i 2013 flygtede fra Somalia på grund af en konkret konflikt med al-Shabaab til grund. Nævnet finder således, at klagerens forklaring er utroværdig, fordi han har forklaret divergerende om helt centrale dele af asylmotivet. Til asylsamtalen [i sommeren] 2014 forklarede klageren således, at flugten fra fængslet skete ved, at gruppen af fanger lidt efter lidt fjernede sten i væggen, og at fangerne herefter kravlede ud en af gangen. Til samtalen [i foråret] 2018 forklarede klageren derimod, at gruppen af fanger væltede døren til rummet, der var lavet af materiale fra olietønder og derfor var tynd. Under nævnsmødet har klageren herom forklaret, at der både blev lavet et hul i muren ved siden af døren, som klageren og en anden fange nåede at kravle gennem, og at døren derefter blev væltet, fordi gruppen i cellen gik i panik. Klageren har endvidere forklaret divergerende blandt andet om, hvorvidt han og de to andre fanger fra fængslet boede hos en vens far eller hos klagerens fars ven i Saakow. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at de tidligere divergerende forklaringer alene beror på tolkeproblemer, fordi der ikke medvirkede en tolk, der talte maaymaay. Klageren har således ikke på noget tidspunkt [i foråret] 2018, hvor der ikke medvirkede en tolk, der talte maaymaay, gjort opmærksom på, at der var forståelsesproblemer, ligesom han ifølge referatet af samtalen bemærkede, at den tidligere forklaring om et hul ved siden af døren måtte bero på en fejl i det tidligere referat, idet planen om at lave hul i muren blev opgivet. Flygtningenævnet finder således, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han har en konkret og individuel konflikt med al-Shabaab, hvorfor nævnet finder, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ikke vil være særlig profileret. Det forhold, at klageren tillige frygter chikane som følge af sit klantilhørsforhold kan ikke føre til en ændret risikovurdering, idet dette ikke kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Murugadud i Bay-regionen i Somalia, hvor klageren kommer fra, er sådanne, at det vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 at sende klageren tilbage til Murugadud. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i Murugadud i Bay-regionen er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i Murugadud i Bay-regionen, er – selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige – forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Selvom klagerens hjemby er under al-Shabaabs kontrol, finder Flygtningenævnet, at dette forhold ikke kan føre til en ændret vurdering, idet ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at opnå asyl. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Murugadud i Bay-regionen ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født og har angiveligt boet i Murugadud i Bay-regionen i Somalia frem til sin udrejse i [efteråret] 2013. Det må således lægges til grund, at klageren taler sproget i regionen. Klageren har bestået Prøve i Dansk 1 og Prøve i Dansk 2 og fulgt undervisning på VUC i dansk, engelsk og matematik. Klageren har herudover arbejdet for en landmand i 3 måneder, arbejdet som avisbud i 4 måneder à 3 timer dagligt, arbejdet med rengøring på en fiskefabrik i 5 måneder og har siden [sommeren] 2019 arbejdet fuld på fuld tid på en fiskefabrik, hvilket han fortsat gør. Klageren har herudover været i praktik i 10 måneder. Klageren har endvidere siden 2017 været medlem af foreningen [foreningens navn]. Klageren har ikke familie i Danmark, men har efter det oplyste to søstre i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af disse forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/215/FAM

soma2019214

Nævnet omgjorde i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk hawiye og muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af bandemedlemmer, der tidligere har overfaldet klageren. Endvidere har klageren henvist til, at hun frygter Al-Shabaab, idet de har forsøgt at hverve klagerens ægtefælle og søn. Endelige har klageren henvist til de generelle forhold, herunder forholdene for en syg kørestolsbruger. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun for 15 år siden under et indbrud i hendes hjem blev stukket i nakken af bandemedlemmer, hvormed hun blev lammet. Klagerens søn blev under indbruddet slået ihjel. Mens klageren opholdt sig på hospitalet, blev hendes hjem igen opsøgt af banden. Efterfølgende blev klageren af sin ægtefælle oplyst om, at Al-Shabaab havde opsøgt deres bopæl med henblik på at tvangshverve klagerens ægtefælle og søn, hvilket de ikke ønskede, hvorfor de var nødsaget til at flygte til Kenya. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om hendes oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at klageren for ca. 20 år siden blev overfaldet i sit hjem af en bande, og at hun herunder blev stukket med en kniv i nakken. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at Al-Shabaab for mange år siden forsøgte at tvangshverve klagerens ægtefælle og søn. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, har klagerens ikke sandsynliggjort, at hun på grund af disse tidligere hændelser i Somalia fortsat har grund til at frygte shuftierne eller Al-Shabaab. De generelle forhold i Mogadishu er efter de foreliggende baggrundsoplysninger og efter Flygtningenævnets praksis ikke længere af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde opholdstilladelse. Klageren er i dag alvorligt handikappet, sidder i kørestol og er meget pasningskrævende. Flygtningenævnet kan lægge klagerens oplysninger om, at hun i Somalia vil være uden mandligt netværk til at beskytte hende til grund. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder blandt andet Amnesty Internationals rapport af 12. marts 2015, at handicappede kvinder i Somalia er i reel risiko for at blive udsat for voldtægter og andre seksuelle overgreb. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Mogadishu vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af […] 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/214/HZC

soma2019213

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er somalisk statsborger, etnisk [etnicitet], [etnicitet] og muslim fra [by], Juba Hoose, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin kærestes familie, idet familien bebrejder ham for, at kæresten begik selvmord, fordi han gjorde hende gravid. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han i [foråret] 2012 lærte [A] at kende, og at de efterfølgende indledte et forhold. [A] tilhørte en magtfuld familie, idet hendes far samarbejdede med myndighederne, og idet familien tilhørte klanen [klannavn], som var den mest magtfulde klan i området. Klageren har videre oplyst, at han i hemmelighed mødtes med [A] en til tre gange hver uge hjemme hos klageren. De havde samleje omkring seks måneder efter, at de lærte hinanden at kende. I [sommeren] 2012 blev klageren og [A] set sammen af [A]’s fætter. Fætteren spyttede klageren i ansigtet og tog [A] med sig. Klageren turde herefter ikke tage ophold på sin bopæl, hvorfor han i stedet opholdt sig hos en ældre mand fra en nærliggende moské. [I sommeren] 2012, da klageren var på vej hjem til den ældre mand, blev han overfaldet af fire af [A]’s brødre, der slog ham med en jernstang. Klageren besvimede og blev efterfølgende indlagt på et hospital i fem dage. Den [i efteråret] 2012 mødtes klageren med [A] på dennes venindes bopæl, i hvilken forbindelse [A] fortalte, at hun var blevet gravid. Klageren foreslog derfor, at de skulle flygte sammen til Kenya. [A] blev dog låst inde på sit værelse, og [i slutningen af] 2012 fortalte [A]’s veninde til klageren, at [A] havde forsøgt at begå selvmord, idet hun havde sat ild til sig selv. [A] blev indlagt på hospitalet, men afgik ved døden som følge af skaderne. Under indlæggelsen fandt hendes familie ud af, at hun var gravid. Da klageren fandt ud af, at [A] var afgået ved døden, flygtede han ud af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i slutningen af] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet de ikke kunne afvise, at klageren kommer fra den af ham anførte hjemegn. Udlændingestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at klageren igennem asylsagsbehandlingen har afgivet en konsistent, detaljeret og sammenhængende forklaring om sine personlige forhold og konflikter. Udlændingestyrelsen lagde endvidere vægt på daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet finder således, ligesom Udlændingestyrelsen, efter en samlet vurdering af oplysningerne i klagerens sag, at der er grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse med den begrundelse, at klageren har opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren stammer fra det af ham oplyste område i det sydlige Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering at måtte afvise klagerens forklaring om sin identitet i sin helhed. Flygtningenævnet har lagt afgørende vægt på oplysningerne på klagerens Facebook-profil. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at klagerens forklaring til de danske myndigheder om sin identitet, herunder klageres fødested og familie, ikke er i overensstemmelse med oplysningerne på klagerens Facebook-profil. Klageren har i sit asylskema af [starten af] 2013 oplyst, at han er født i [by], og at han er opvokset i og har boet i byen [by], siden han var helt lille. Under asylsamtalen af [i efteråret] 2013 har klageren oplyst, at han aldrig har opholdt sig andre steder i Somalia, og at hans eneste familie i Somalia er hans mormor, som var mindst 100 år, da han udrejste, og at han udelukkende har en bror, som opholdt sig i Yemen. Det fremgår derimod af klagerens Facebook-profil, at klageren angiveligt har besøgt både Mogadishu og Borama i Somaliland. Det fremgår ligeledes af klagerens Facebook-profil, at klageren angiveligt har en anden bror, [B], der sympatiserer med Somaliland, og at han angiveligt har en anden bror, [C], der gik på skole i Borama. Det fremgår ligeledes af klagerens Facebook-profil, at klageren i perioden fra 2012-2015 angiveligt har udvist en række aktiviteter, der knytter klageren til byen Borama i det nordlige Somalia. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klageren angiveligt har udøvet aktiviteter på de sociale medier, hvor der figurerer billedmateriale af klageren, på et tidspunkt, hvor han angiveligt havde en konflikt i det sydlige og centrale Somalia. Flygtningenævnet har samtidig lagt vægt på den aflagte sprogtest fra 2013, hvoraf fremgår, at de dialektiske træk i klagerens tale afviger stort set fra de sydsomaliske dialekter og benadiri og svarer i stedet mestendels til de nordsomaliske dialekter. Det fremgår endvidere af sprogtesten, at de sydsomaliske indslag er betydeligt færre, end hvad der forventes, og at den sagkyndige bemærker, at klageren korrigerer sig selv samt realiserer visse træk inkonsekvent, hvilket kan være tegn på forstillelse af sproget. Videre fremgår det af sprogtesten, at sammenfattende taler sproganalysen tydeligt for, at resultaterne er afvigende fra det opgivne sprogsamfund og den i hypotesen opgivne region. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at klagerens forklaring om sin identitet og herkomst må forkastes i sin helhed som utroværdig og dermed også klagerens asylmotiv. I vurderingen af klagerens generelle troværdighed har Flygtningenævnet også tillagt det betydning, at klageren ikke har medvirket til oplysninger i hans asylsag, jf. udlændingelovens § 40. Flygtningenævnet finder, at klagerens udviste svig, herunder i forhold til klagerens hjemområde, har haft en direkte betydning for, at klageren har opnået opholdstilladelse i Danmark. Betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse i Danmark med henvisning til, at klageren har opnået opholdstilladelsen ved svig, er opfyldt, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019), finder denne ikke anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere udlændingelovs § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Klageren har boet i Somalia frem til sin udrejse i 2013 og har haft lovligt ophold i Danmark siden [slutningen af] 2013. Klageren taler somalisk. Klageren har ikke familie i Danmark. Klageren har bestået Dansk 2. Klageren har arbejdet først i praktik på deltid i ca. 6 måneder og har i knap 3 år arbejdet på fuld tid i en virksomhed. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, jf. § 26, stk. 1. I vurderingen er indgået, at klageren har opnået opholdstilladelsen ved svig. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/213/TLNJ

soma2019211

Nævnet hjemviste i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen har i den påklagede afgørelse af [foråret] 2018 ikke foretaget nogen vurdering efter udlændingelovens § 26, stk. 1. Herefter, og da klageren ikke har givet møde for Flygtningenævnet, finder Flygtningenævnet at sagen skal hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med afgørelsen af, om klagerens opholdstilladelse skal inddrages, foretager en vurdering efter udlændingelovens § 26, stk. 1.” soma/2019/211/MEG

soma2019210

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunni-muslim af trosretning. Klageren er fra bydelen Gabarow i regionen Lower Shabelle i Somalia, hvor han er født og opvokset. Klageren tilhører hovedklanen [A] og subklanen [B]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af enten Habar Gidir-klanen, som han har haft en jordkonflikt med eller af al-Shabaab, som ville tvangshverve ham. Udlændingestyrelsen meddelte [forår] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I starten af] 2018 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at klagerens konflikt med klanen Habar Gidir må anses for afsluttet, idet klageren – der ifølge sin forklaring blev løsladt fra klanens tilbageholdelse af ham efter to dage – efter det oplyste ikke siden 2010 er blevet mødt med yderligere trusler eller repressalier fra klanen. Nævnet finder endvidere, at klageren ikke kan anses for at være profileret i forhold til al-Shabaab, idet opsøgningen af klageren forud for dennes udrejse skete som led i al-Shabaabs generelle fremgangsmåde i forbindelse med hvervning og ikke var målrettet klager eller dennes familie. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren udrejste som følge af de generelle forhold i Somalia på det pågældende tidspunkt. Klagerens forklaring for nævnet, hvorefter han i perioden fra [efterår] 2018 til [starten af] 2019 under et ophold i Somalia oplevede telefonisk chikane i form af opkald fra ikke-identificerede personer, findes ikke at kunne føre til, at klageren efterfølgende kan anses for at have været udsat for asylrelevant individuel forfølgelse. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, hvor ansøgeren kommer fra er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 inddrages, når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt, medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter forarbejderne til lovændringen (lovforslag L nr. 140 af 15. januar 2019) lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning kan antages at virke særligt belastende. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i regionen Lower Shabelle, hvor ansøgeren kommer fra, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at AMISOM efter de foreliggende baggrundsoplysninger siden marts 2014 de facto har haft kontrollen i regionen Lower Shabelle. Forholdene i regionen Lower Shabelle er – selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige – forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til regionen Lower Shabelle ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født og har boet i regionen Lower Shabelle i Somalia frem til sin udrejse i 2014, og klageren taler somali. Han mangler den mundtlige eksamen i prøve i dansk 2. Han har ikke familie i Danmark. Han har været i praktik, men i øvrigt ikke haft tilknytning til arbejdsmarkedet. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1. Der findes ikke – hverken som følge af klagerens forklaring om, at han udrejste til Somalia i [efterår] 2018 og indrejste i Danmark [starten af] 2019, eller af andre grunde – anledning til at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Nævnet har ved sin afgørelse ikke taget stilling til retsvirkningen af brev af [efterår] 2018 fra Udlændingestyrelsen (fremlagt efter proceduren i nævnet) vedrørende klagerens erklæring om frivilligt frafald af opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019//210/gjey

soma2019209

Nævnet omgjorde i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han nu har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er sunni-muslim fra [en mindre by], Gedo, Somalia. Klageren tilhører klanen Darood, subklanen Mareehaan og familieklanen […]. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel af repræsentanter for al-Shabaab, fordi han har arbejdet for en nødhjælpsorganisation ved navn [A]. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han i 2010 begyndte at arbejde for nødhjælpsorganisationen som programkoordinator. Efter et år begyndte klageren at modtage trusler pr. SMS og over telefonen. Klageren formoder, at truslerne var fra al-Shabaab. Truslerne kom med en til to måneders mellemrum. I [slutningen af] 2012, mens klageren kørte i en bil sammen med sin ven, blev bilen beskudt, hvorved klagerens ven blev ramt. Klageren fik derefter en SMS, hvoraf det fremgik, at man ville forsøge at få ram på klageren igen. En uge efter skudepisoden udrejste klageren af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen fandt, at klagerens forklaring på en række punkter fremstod påfaldende, men fandt ikke at kunne afvise, at klageren ved en tilbagevenden til det sydlige og centrale Somalia ville være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet lægger ved sagens afgørelse vægt på, at Udlændingestyrelsen i henhold til tilladelsesresolution [fra sommeren] 2015 lagde til grund, at klageren havde arbejdet for organisationen [A], og at han i denne forbindelse var blevet truet af al-Shabaab. Det fremgår endvidere af opholdstilladelsen [fra sommeren] 2015, at det er lagt til grund, at al-Shabaab ”målrettet går efter personer, som har med den somaliske regering og/eller nogen af regeringens internationale støtter at gøre, herunder internationale NGO’er.” Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at al-Shabaab vel ikke har kontrollen i det område, hvor klageren kommer fra, men at den generelle sikkerhedssituation er uvis og præget af store udsving. Det må derfor antages, at al-Shabaab vil kunne ramme klageren, hvis al-Shabaab ønsker det. Da baggrunden for klagerens modsætningsforhold til al-Shabaab må antages at være hans arbejde for førnævnte NGO, og at al-Shabaab i den forbindelse har anset ham for at være spion, må klageren herefter anses for at være profileret på en sådan måde, at han vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse ved en tilbagevenden til sit hjemområde i Somalia. Flygtningenævnet finder herefter, at der bør meddeles klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer således Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2018.” Soma/2019/209/EMU

soma2019205

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somalier og sunnimuslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren tilhører klanen Reer Hamar. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet al-Shabaab vil tolke ansøgerens tilbagevenden som udtryk for et ønske om at hævne sin familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgerens far var mekaniker, som reparerede biler for både regeringen og al-Shabaab. Faren blev tilbageholdt af al-Shabaab og tvunget til alene at reparere biler for dem. Ansøgerens far nægtede, hvorefter han flygtede. Ansøgeren far blev skudt under flugten, men formåede alligevel at flygte. Al-Shabaab truede derefter ansøgerens familie med at kidnappe ansøgeren, hvorefter ansøgerens far forsøgte at komme tilbage til Somalia. Ved ansøgerens fars tilbagevenden til Somalia slog al-Shabaab ansøgerens to farbrødre ihjel. Ansøgeren flygtede herefter til Etiopien med sin mor og to yngre søskende. Ansøgerens mor og søskende blev familiesammenført med ansøgerens far i Sverige. Ansøgeren kunne ikke opnå familiesammenføring i Sverige, da han ikke blev betragtet som mindreårig af de svenske myndigheder. Ansøgeren tog herefter tilbage til Somalia, hvor han opholdt sig hos sin barndomsven [A], idet ansøgeren var af den opfattelse, at der var kommet mere fred i Somalia. Mens ansøgeren opholdt sig hos [A], blev ansøgeren opsøgt af al-Shabaab to gange. Ansøgeren blev første gang opsøgt på en café, hvor han drak the med sine venner. Ansøgeren og ansøgerens venner blev smidt ud af cafeen af al-Shabaab. Ansøgeren fik herefter trusselsbrev fra al-Shabaab på [A]s bopæl. Af brevet fremgik, at al-Shabaab ville slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren blev opsøgt af al-Shabaab for anden gang dagen efter episoden på cafeen. Ansøgeren spillede fodbold med nogle venner. I en pause gik han ud bag en busk for at gå på toilettet. Mens ansøgeren var på toilettet kom al-Shabaab og spurgte [A], hvor ansøgeren var, da de vidste, at ansøgeren boede hos [A]. [A] ville ikke afsløre ansøgeren, hvorfor han blev skudt. Ansøgeren oplevede det hele fra sit gemmested i busken. Ansøgeren blev herefter smidt på gaden af [A]s mor, da hun mente, at [A] blev slået ihjel på grund af ansøgeren. Dagen inden ansøgerens udrejse tiggede han mad i en forretning. Ansøgeren blev beskudt, da en person fra al-Shabaab kunne genkende ham. Ansøgeren undslap. Han henvendte sig herefter til [A]s familie, som hjalp ham med at samle penge til, at ansøgeren kunne udrejse af Somalia. Omkring to måneder efter at ansøgeren var kommet tilbage fra Etiopien, udrejste han af Somalia. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet lagt til grund, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om væsentlige dele af sit asylmotiv. Derudover fremstår centrale dele af ansøgerens forklaring usammenhængende og mindre sandsynlig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sin kontakt med al-Shabaab. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen [sommeren] 2016 forklaret, at han blev opsøgt af al-Shabaab på en café, hvor han var sammen med nogle venner, og at de fik lov til at gå. Efter en uges tid modtog han personligt et trusselsbrev fra al-Shabaab på sin vens bopæl, og kort tid efter udrejste han af Somalia. Han mødte ikke al-Shabaab igen. Til asylsamtalen [foråret] 2017 har ansøgeren ikke forklaret om trusselsbrevet, men ansøgeren har forklaret, at al-Shabaab opsøgte ham på en café, skød ansøgerens ven i forbindelse med en fodboldkamp, hvor ansøgeren var til stede, og at al-Shabaab skød efter ham i forbindelse med, at han tiggede mad i en butik. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har givet en rimelig forklaring på de forskellige forklaringer. Derudover finder Flygtningenævnet, at det fremstår usammenhængende og mindre sandsynligt, at ansøgeren frivilligt rejste tilbage til sit hjemområde i Somalia efter sit ophold i Etiopien, hvis ansøgeren var efterstræbt af al-Shabaab, og at ansøgeren valgte at forlade [A]s bopæl for at spille fodbold kort tid efter at have modtaget trusselbrevet. Endelig har ansøgeren ikke kunnet give nogen rimelig forklaring på, at al-Shabaab valgte at aflevere et trusselsbrev på [A]s bopæl, hvor ansøgeren opholdt sig, i stedet for at gå ind på bopælen og tage ansøgeren med. På denne baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Mogadishu kan ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke er grundlag for at antage, at situationen er således, at enhver ved tilbagevenden dertil kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af sin blotte tilstedeværelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/205/MEG

soma2019203

Nævnet omgjorde i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 1999. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunni-muslim. Klageren er fra Mogadishu, Somalia. Klageren tilhører [A]-klanen. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har under sin oprindelige spontansag som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede borgerkrigen. Klageren havde til støtte herfor oplyst, at han ikke havde oplevet personlige overgreb efter borgerkrigens udbrud, men hans familie blev udsat for fysiske overgreb. Klageren oplyste endvidere, at klagerens bror blev slået ihjel ved et uheld, ligesom huset blev plyndret og ødelagt. Klageren har under sin sag om nægtelse af forlængelse som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Somalia, idet hans far var en kendt person, og klageren havde spillet basketball i Somalia. Klageren har endvidere henvist til, at han under sit ophold i Danmark har modtaget trusler på Facebook fra ukendte personer. Klageren har yderligere henvist til, at han frygter personer fra Abgal-klanen, idet de har taget familiens grunde og ejendomme samt udsat dem for pengeafpresning. Klageren har endelig henvist til, at han frygter al-Shabaab og de generelle forhold i Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [vinter] 2000 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til Udlændingestyrelsens daværende asylpraksis. Klageren forlod efter sin egen forklaring Somalia omkring 1990, da han var ca. 16 år gammel. Det er derfor særdeles usandsynligt, at de konflikter, klagerens far måtte have haft i Somalia, nu – 30 år senere – medfører, at al-Shabaab, Abgal-klanen eller andre skulle efterstræbe klageren. Klageren har ikke haft personlige konflikter med al-Shabaab, Abgal-klanen eller andre og har under nævnsmødet forklaret, at der ikke længere eksisterer en konflikt med Abgal-klanen.. Det forhold, at klageren for 30 år siden i Somalia spillede basketball, er ikke asylbegrundende. Klagerens forklaring om, at han har modtaget trusler på Facebook, fremtræder afglidende og i generelle vendinger og giver indtryk af, at klageren på Facebook har set opslag, der er offentlige og er rettet mod en flerhed af personer og ikke direkte mod klageren. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har personlige konflikter. Menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen i Somalia, herunder i Mogadishu, er ikke længere af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Det forhold, at en af klagerens fætre for 5-6 år siden samarbejdede med Somalias regering, medfører ikke, at klageren kan anses for særligt profileret i forhold til al-Shabaab. Klageren har efter en samlet vurdering ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse er derfor opfyldt. Der skal herefter tages stilling til, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har opholdt sig i Danmark i mere end 20 år, at han ikke har familie i Somalia, at han taler dansk, har danske venner og dyrker fritidsinteresser. Videre er klageren for tiden i praktik med henblik på senere ansættelse og har en sporadisk tilknytning til arbejdsmarkedet. Efter en samlet afvejning finder Flygtningenævnet, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at nægte at forlænge hans opholdstilladelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [slutningen af] 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2019/203/gjey

soma2012212

Nævnet omgjorde i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, således at hun fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen [klannavn], subklan [klannavn] og er sunnimuslim af religiøs overbevisning fra [by] i Lower Shabelle-regionen i Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab eller af sin tidligere ægtefælle [A]. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i [sommeren] 2012 blev skilt fra sin første ægtefælle [A] og i [efteråret] samme år blev gift med [B]. [A] var imod ægteskabet mellem klageren og [B] og truede klageren med at sige, at de to aldrig var blevet skilt, således klageren ville blive straffet for utroskab. I [efteråret] 2012 omkring klokken seks om morgenen opsøgte [A] og to medlemmer af al-Shabaab klageren på hendes bopæl. Klageren nåede at advare [B], som flygtede ud af vinduet, hvorefter klageren blev anholdt for at have giftet sig med to mænd og ført til en station i byen, hvor hun blev tilbageholdt i et lille rum. Senere samme dag lykkedes det klagerens nabo at få klageren løsladt. I forbindelse med sin løsladelse fik klageren at vide, at hun skulle møde i retten tre dage senere, og at hun ville blive dømt til døden ved stening, såfremt retten fandt, at hun havde indgået ægteskab med flere mænd. Tidligt næste morgen udrejste klageren af Somalia. Klageren har videre oplyst, at hendes lillebror i december 2015 blev slået ihjel af [A]. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen fandt ikke at kunne afvise klagerens forklaring, idet klageren i det væsentligste havde forklaret konsistent om sin konflikt. Udlændingestyrelsen fandt således ikke at kunne afvise, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ville være i risiko for overgreb som følge af sit modsætningsforhold til [A]. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge klagerens forklaring om hendes konflikt med sin tidligere ægtefælle, [A], til grund, og finder således, at hun har sandsynliggjort, at hun har en konflikt med [A]. Flygtningenævnet finder, at klageren har afgivet en konsistent, detaljeret og sammenhængende forklaring om sin konflikt med [A]. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klagerens tidligere ægtefælle, [A], har truet med at slå klageren ihjel, idet hun ikke havde overholdt hans krav om, at hun ikke måtte blive gift igen, efter at hun var blevet skilt fra [A], og at hun blev tilbageholdt af al-Shabaab på [A]’s foranledning, idet han havde oplyst, at klageren havde giftet sig igen med en ny mand. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren samme dag blev løsladt, idet en mand fra Ældrerådet i byen kom og oplyste, at han var vidne til skilsmissen mellem klageren og [A], og at han garanterede for, at han ville komme med hende igen til et møde tre dage efter, på hvilket tidspunkt klageren imidlertid var flygtet. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun er særlig profileret eller har en individuel konflikt med al-Shabaab, eller andre parter i Somalia ud over [A]. På baggrund af det ovenfor anførte om konflikten med sin tidligere ægtefælle, [A] finder Flygtningenævnet, at klageren således risikerer asylrelevante overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at anse klagerens konflikt for omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 20. april 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2012/212/TLNJ

rusl20195

Nævnet stadfæstede i august 2019 udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2018. Sagen blev behandlet sammen med sagen vedrørende ansøgerens mor og mindreårige bror, der indrejste sammen med ansøgeren.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk tjetjener og sunni-muslim fra Groznyj, Tjetjenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil blive dræbt af de tjetjenske myndigheder, idet hans nu afdøde far har solgt får til personer fra de tjetjenske oprørere, hvilket myndighederne opdagede. Ansøgeren har til sagen oplyst, at han hjalp faren med at passe familiens får. Familien havde en flok på cirka 300 får, hvoraf faren solgte 50 får. Den 25. december 2017 blev faren anholdt af myndighederne og tilbageholdt i to måneder. Ansøgeren var hos sin mormor og morfar, da faren blev anholdt, men moren fortalte ham om anholdelsen af faren, da han vendte tilbage til bopælen samme dag. Cirka to uger senere fortalte moren, at faren var blevet anholdt, fordi han havde solgt får til oprørerne. Under tilbageholdelsen af faren blev ansøgeren fire-fem gange ringet op af myndighederne, der ville have ham til at oplyse, hvilke personer faren havde solgt fårene til. Cirka en måned efter anholdelsen af faren opsøgte myndighederne ansøgerens families bopæl. Ansøgeren var hos sin morfar og mormor, da henvendelsen fandt sted. Efter to måneders tilbageholdelse blev faren løsladt med hjælp fra to af sine fætre. Den […]2018 fik ansøgeren af sin mor at vide, at han skulle pakke sine ting, idet familien skulle udrejse. Ansøgeren rejste sammen med sin mor og [sin lillebror], mens faren og hans anden bror, [A], rejste i en anden bil. De rejste af forskellige ruter for at minimere risikoen for at blive fanget, hvis de blev antruffet af myndighederne. Den 12. marts 2018 indrejste ansøgeren sammen med sin mor og bror i Danmark. Cirka to-tre uger før hans asylsamtale i Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2018 modtog ansøgeren en besked fra [sin anden bror, A] om, at myndighederne har dræbt faren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og hans mor har forklaret divergerende og utroværdigt om flere centrale forhold vedrørende asylmotivet. Ansøgeren og hans mor har således forklaret divergerende om en række forhold, herunder om hvornår sønnen hørte om farens anholdelse samt om tidspunktet for drabet på faren. Ansøgeren og hans mor forklarede dertil under nævnsmødet divergerende om, hvilken af sønnens to telefoner, der blev taget under ransagningen. Endelig har ansøgerens mor forklaret divergerende om en række forhold vedrørende samme asylmotiv. Der henvises herom til afgørelsen i morens sag. Ansøgeren svarede dertil afglidende og upræcist på spørgsmål vedrørende asylmotivet og de nævnte divergenser. Hans forklaring om arbejdet som fårehyrde og hans viden om fårehold forekom mangelfuld. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring og finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er asylbegrundende forfulgt eller risikerer at blive det ved en tilbagevenden til Tjetjenien. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Rusl 2019/5/MNR

rusl20194

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland, samt hendes mindreårige søn. Indrejst i 2018. Sagen blev behandlet sammen med sagen vedrørende ansøgerens myndige søn, der indrejste sammen med ansøgeren.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk tjetjener og sunni-muslim fra Groznyj, Tjetjenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hun og hendes to sønner ved en tilbagevenden til Tjejenien vil blive dræbt af de tjetjenske myndigheder, idet hendes nu afdøde ægtefælle solgte får til personer med tilknytning til tjetjenske oprørsgrupper, hvilket medførte, at han fik problemer med de tjetjenske myndigheder, der troede, at ægtefællen støttede oprørerne. Ansøgeren har til sagen oplyst, at ægtefællen, der levede af at passe får, fik problemer med myndighederne i 2017. Ansøgeren har hørt, at ægtefællen solgte 50 får til oprørerne. [I slutningen af] 2017 blev ægtefællen anholdt af myndighederne og tilbageholdt i to måneder. En uge efter anholdelsen blev ansøgeren opsøgt af to af ægtefællens fætre, der fortalte, at ægtefællen var blevet anholdt. Cirka en måned efter anholdelsen blev ansøgeren opsøgt på bopælen af fire-fem myndighedspersoner. Hun var hjemme med sin yngste søn. Myndighedspersonerne ransagede bopælen og spurgte efter ansøgerens to sønner. Sønnerne opholdt sig hos ansøgerens forældre, der boede i samme gade, cirka 300 meter fra ansøgerens bopæl. Efter to måneders tilbageholdelse blev ægtefællen løsladt med hjælp fra sine fætre. Da ægtefællen kom hjem, kunne ansøgeren se, at han havde været udsat for fysiske overgreb under tilbageholdelsen. Ægtefællen sagde, at familien skulle udrejse. Den […]2018, cirka en uge efter ægtefællens løsladelse, forlod ansøgeren, ægtefællen og deres sønner bopælen. Ansøgeren rejste i bil, der blev kørt af en chauffør, sammen med de to yngste sønner, mens ægtefællen og den ældste søn rejste sammen i en anden bil. På et tidspunkt kunne ansøgeren ikke længere se bilen med ægtefællen og den ældste søn. [I efteråret] 2018 modtog ansøgerens søn, [A], en sms-besked fra ansøgerens ældste søn, der skrev, at ægtefællen var blevet dræbt og begravet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og utroværdigt om flere centrale forhold vedrørende asylmotivet. Ansøgeren har således navnlig forklaret divergerende om, hvornår hun fik kendskab til ægtefællens anholdelse og om omstændighederne ved anholdelsen samt om, hvor hendes to ældste sønner overnattede, mens ægtefællen var tilbageholdt. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at hun ikke kan besvare spørgsmål vedrørende omstændighederne, da hun fik at vide, at ægtefællen var blevet anholdt og heller ikke spørgsmål vedrørende omstændighederne, da ægtefællen blev løsladt, idet hun ikke husker disse omstændigheder nærmere. Flygtningenævnet finder, at denne forklaring forekommer utroværdig, og at den i øvrigt ikke forklarer de nævnte divergenser. Ansøgeren og hendes søn har dertil forklaret divergerende om en række forhold, herunder om hvornår sønnen hørte om farens anholdelse samt om tidspunktet for drabet på ægtefællen. Ansøgeren og hendes søn forklarede dertil under nævnsmødet divergerende om, hvilken af sønnens to telefoner, der blev taget under ransagningen. Ansøgeren svarede generelt afglidende og upræcist på de stillede spørgsmål, og ansøgeren var således ikke under nævnsmødet i stand til at forklare uddybende om nogen del af asylmotivet eller sine personlige forhold. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring og finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun er asylbegrundende forfulgt eller risikerer at blive det ved en tilbagevenden til Tjetjenien. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Rusl 2019/4/MNR

rusl20193

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og sunni-muslim fra Grosnyj i Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive slået ihjel af myndighederne, der har anklaget ham for at hjælpe de tjetjenske oprørere. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han blev født i Tjetjenien, men at han flyttede med sin familie til Georgien, da han var seks eller syv år, og boede der i omkring to år. Ansøgeren vendte efterfølgende tilbage til Tjetjenien, hvor han arbejdede med at passe får for sin farbror,[A]. Ansøgeren hjalp [A] med at passe får frem til sin udrejse i starten af 2018. Nogle uger forud for sin udrejse blev ansøgeren opsøgt at nogle uniformerede mænd, der ville købe to af fårene. Ansøgeren fandt efterfølgende ud af, at personerne var tjetjenske oprørere. Ansøgeren blev nogle dage senere opsøgt af de samme mænd, der denne gang ønskede at købe tre af ansøgerens farbrors får. Ansøgeren blev umiddelbart derefter opsøgt af myndighederne, der anholdt ansøgeren for at have solgt får til oprørerne. Ansøgeren var tilbageholdt i omkring to uger, hvor han blev afhørt og udsat for vold. Ansøgeren blev løsladt, fordi han lovede at samarbejde med myndighederne, men udrejste umiddelbart efter løsladelsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen fremstår divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at de begivenheder, der danner grundlaget for ansøgerens asylmotiv, alle har fundet sted inden for en kortere periode forud for, at ansøgeren i [starten af] 2018 udrejste af Tjetjenien. Desuagtet har ansøgeren forklaret usammenhængende og divergerende om, hvornår hans angivelige konflikt med myndighederne startede, og om en række andre centrale dele af – det i øvrigt relativt enkle - asylmotiv. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at konflikten startede ca. to måneder, før han udrejste [i starten af] 2018. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren først, at konflikten startede [på et nærmere angivet tidspunkt i starten af] 2018, men rettede det til [et nærmere angivet senere tidspunkt i starten af] 2018. Foreholdt, at han ifølge sine egne oplysninger indrejste i Danmark [på en angivet dato i starten af 2018], forklarede ansøgeren, at konflikten startede to uger inden, han udrejste. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvem han var ansat hos til at passe fårene. Han har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han arbejdede for sin farbror, indtil denne solgte sine får, og derefter for en anden onkel, som ikke var hans biologiske onkel, men en ven af hans far ved navn [B] i ca. 1 år. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at han kun var ansat af sin farbror, [A]. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om hvor mange personer, der kom og købte får af ham. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at der kom måske 10 personer ved to lejligheder og købte får. Til asylsamtalen forklarede han, at han ikke husker, hvor mange mænd, der kom, men at han troede, at det var fire-fem personer. Det var de samme mænd, der kom tilbage tre-fire dage senere og købte får. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om myndighedernes opsøgning i hytten. Han har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han lå i sin seng og sov, da det bankede på døren, og nogle maskerede personer kom ind. Der var også en medarbejder til stede i hytten. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at der kom ca. 10 myndighedspersoner, der var maskerede. Der blev ikke banket på døren, men de kastede sig nærmest ind. Han var i hytten sammen med sin onkel. Nævnet bemærker herved, at ansøgerens forklaring om, at det var de samme personer, der anholdt ham, som senere slog ham, forekommer utroværdig henset til, at de efter hans forklaring var maskerede ved opsøgningen. Foreholdt dette forklarede ansøgeren til asylsamtalen, at det måske ikke var præcis de samme personer. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om begivenhederne, der ledte op til hans udrejse, herunder om den periode, ansøgeren opholdt sig på bopælen efter at være udskrevet fra hospitalet. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han efter løsladelsen tog direkte på hospitalet, hvor han var indlagt i en uge. Derefter tog han hjem og udrejste fem til seks dage senere. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid først, at han var indlagt på hospitalet i to dage, men rettede dette til én dag, og at han udrejste af Tjetjenien to dage senere. Til sin advokat har ansøgeren forklaret, at han tog på hospitalet, men ikke var indlagt, da der ikke var brækket noget. Flygtningenævnet finder videre, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han har forklaret divergerende om sit og sin families ophold i hjemlandet. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han er født i Grosnij i Tjetjenien. I 2000 flyttede han med sine forældre og søster til Pankisi i Georgien. Efter to år flyttede han alene tilbage til Grosnij, mens resten af familien blev i Georgien. Hans mor og søster bor fortsat i Pankisi i Georgien. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han boede to år i Georgien. Hans far blev boende i Tjetjenien. Efter to år rejste han tilbage til Tjetjenien med sin mor. Ansøgeren forklarede videre, at hans mor er i Tjetjenien, hvor hun har boet de seneste 26-27 år. Flygtningenævnet forkaster således i det hele ansøgerens forklaring som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2019/3/AJEV

paki20194

Emneord: Militære forholdNævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsborgere fra Pakistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk punjabi og sunni muslim fra Jalal Pur Chattha, Wazit Abad, Distrikt Gurjanwala, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men har gået i 1997 gået på koranskole tilhørende organisationen Lashkar-E-Taibe og blev forsøgt hvervet til organisationen Lashkar-E-Taiba efterfølgende. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive tvunget til at arbejde for organisationen Lashkar-E-Taibar. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 1997 startede på en koranskole ved navn […], som tilhørte Lashkar-E-Taiba. Ansøgeren startede i den tro, at han skulle lære koranen udenad, men fandt senere ud af, at undervisningen handlede om at træne til og udføre jihad. Ansøgeren stoppede derfor på skolen efter seks eller syv måneder og vendte tilbage til sin familie. Medlemmer af Lashkar-E-Taiba opsøgte herefter jævnligt ansøgeren og hans forældre for at overtale ansøgeren til at tilslutte sig organisationen igen. Omkring år 2009 blev ansøgeren opsøgt af et højtstående medlem af Lashkar-E-Taibe, som forsøgte at overtale ansøgeren til at komme tilbage til organisationen. I [vinteren] 2011 under den muslimske højtid, eid, besluttede ansøgeren sig for at udrejse af Pakistan. Ansøgeren har oplyst, at hans familie fortsat bliver opsøgt af Lashkar-E-Taiba, som spørger efter ansøgeren. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at hjemvise sagen som følge af oplysningerne om ansøgerens helbredstilstand, idet det er uden betydning for spørgsmålet om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder endvidere, at i hvert fald dele af ansøgerens forklaring om sin baggrund for at søge asyl i Danmark, ikke kan lægges til grund. Ansøgerens forklaring om, at han over en periode på 14 år er blevet efterstræbt over hele Pakistan af organisationen Lashkar-E-Taibar som følge af den oplæring, han modtog på en koranskole, da han var omkring 12 år, og som han afbrød efter omkring 7 måneder, er ikke plausibel, og Lashkar-E-Taibars interesse i at (gen)værge ham ved brug af tvang og trusler savner sammenhæng med, at han ifølge sin egen forklaring var i stand til at modstå dem under deres gentagne henvendelser til ham over en periode på 14 år. Henset hertil, og i øvrigt til divergenserne i hans forklaring, finder nævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er efterstræbt af Lashkar-E-Taibar eller andre i Pakistan. Ansøgeren kan herefter ikke opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Paki/2019/4/HZC

niga201923

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk yoruba og kristen af trosretning fra Lagos, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de nigerianske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at ansøgeren blev tilbudt arbejde af de nigerianske myndigheder. Ansøgeren accepterede tilbuddet uden at vide, hvad arbejdet nærmere bestod i. Ansøgeren blev ført til en bolig, hvor ansøgeren opholdt sig i omkring en uge. Ansøgeren fandt herefter ud af, at han var blevet ansat til at slå personer ihjel. Ansøgeren fik at vide, at han ville blive slået ihjel, hvis han nægtede at udføre arbejdet. Ansøgeren blev efterladt alene med en gruppe af personer, som han skulle slå ihjel. Efter omkring en halv time kom en af myndighedspersonerne tilbage. Ansøgeren havde ikke slået nogen ihjel og sagde til myndighedspersonen, at ansøgeren ikke kunne udføre arbejdet, idet det var imod ansøgerens tro. Myndighedspersonen hjalp ansøgeren med at flygte fra boligen. Ansøgeren flygtede gennem en skov og betalte 2000 naira for at blive sejlet ud til et skib. Ansøgeren udrejste af Nigeria ved at skjule sig ombord på skibet. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv oplyst, at han lider af epilepsi. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han frygter, at han ikke kan modtage behandling for sin epilepsi i Nigeria. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende, og fordi ansøgerens forklaring generelt ikke fremstår sandsynlig. Ansøgeren har forklaret divergerende om en række forhold, herunder om de fire myndighedspersoner, om der var vagter ved huset, hvorvidt han fik stillet et værelse til rådighed, og om de 2.000 naira, som ansøgerens flugt kostede. Derudover har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren ikke nærmere har kunnet beskrive det hus, hvor han opholdt sig, særligt henset til at han angiveligt opholdt sig i huset i en uge uden at foretage sig noget særligt, og at huset var meget anderledes end de huse, som ansøgeren kendte. Ansøgerens forklaring fremstår derved ikke selvoplevet. Endelig finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om, hvordan han blev tilbudt arbejde, sit ophold i huset samt flugten fra huset, ikke forekommer sandsynlig, ligesom ansøgeren har forklaret usammenhængende herom. Nævnet bemærker, at der ikke er grundlag for at antage, at divergenserne m.m. i ansøgerens forklaring skulle være forårsaget af, at ansøgeren lider af epilepsi. Nævnet bemærker herved, at det fremgår af de lægelige oplysninger, at ansøgeren har oplevet krampeanfald/epilepsianfald, men at der ikke er fundet nogen medicinsk eller fysiologisk forklaring herpå, og at ansøgeren fortsat er under behandling og udredning, herunder med mistanke om generaliseret epilepsi. Derudover bemærker nævnet, at ansøgeren ankom til Danmark [primo] 2017, at han under sin første samtale med Udlændingestyrelsen i [sommeren] 2017 oplyste, at han var sund og rask, og at det af de lægelige akter fremgår, at ansøgeren oplevede sit første krampeanfald i Danmark i [efteråret] 2017. Dette stemmer ikke overens med ansøgerens senere forklaring om, at han siden 15-års alderen har oplevet lignende krampeanfald i Nigeria. Endelig bemærker nævnet, at ansøgeren på flere punkter har været i stand til at forklare konsistent og detaljeret om dele af sit asylmotiv, men at ansøgeren ved uddybende spørgsmål har svaret vævende og undvigende. Flygtningenævnet finder herefter ikke anledning til udsætte eller hjemvise sagen med henblik på at afvente nærmere udredning af ansøgeren. Efter en samlet vurdering tilsidesætter Flygtningenævnet således ansøgerens forklaring om sin konflikt med de nigerianske myndigheder som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af politirapport af [primo] 2017, at ansøgeren skulle have oplyst, at han havde forladt Nigeria på grund af fattigdom. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren har oplevet krampeanfald og er under behandling og udredning, herunder med mistanke om generaliseret epilepsi, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2019/23/MEG

maro201913

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsborgere fra Marokko samt medfølgende barn. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ergibat og muslim af trosretning fra Rabat, Marokko. Ansøgeren har gjort tjeneste som sergent for den marokkanske efterretningstjeneste (FAR) i perioden fra 1983 til 1993. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter myndighederne og de sahrawiske klaner. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i perioden 1983 til 1993 arbejdede for den marokkanske efterretningstjeneste i […] under konflikten med Polisario. Ansøgeren arbejdede på arkivet, hvor han arkiverede rapporter for agenter i området. Ansøgeren deltog i fangeoverførsler af krigsfanger til en række hemmelige fængsler. Ansøgeren forsøgte flere gange at blive forflyttet og fratræde sin stilling. I 1993 blev ansøgeren anklaget og fængslet for at have lækket oplysninger fra arkivet til Polisario. I 1994 blev ansøgeren idømt fem års fængsel ved en militærdomstol. I 1999 blev ansøgeren i forbindelse med kongeskiftet benådet og løsladt. Ansøgeren udrejste få måneder efter til Emiraterne. I 2009 blev ansøgeren ringet op af de marokkanske myndigheder, der spurgte, hvornår ansøgeren ville vende tilbage til Marokko og genindtræde sin stilling. I [vinteren] 2016 rejste ansøgeren til Marokko for at få fornyet sit pas. Ved ankomsten blev ansøgeren kørt til et møde med repræsentanter fra den marokkanske efterretningstjeneste. De oplyste ansøgeren om, at han var blevet uretmæssigt fængslet og dømt, og at han var berettiget til erstatning. Videre oplyste de, at de ønskede, at ansøgeren genindtrådte sin stilling, hvilket ansøgeren skriftligt samtykkede til. I [foråret] 2016 udrejste ansøgeren til Emiraterne, hvor han opholdt sig frem til sin udrejse i 2017, da myndighederne i Emiraterne oplyste ansøgeren om, at han skulle udrejse. Flygtningenævnet tiltræder, at i hvert fald væsentlige dele af ansøgerens forklaring kan lægges til grund, herunder at ansøgeren har arbejdet for det marokkanske militær indtil omkring 1993, at han har været fængslet i perioden fra 1994 til 1999, og at han under sin fængsling blev udsat for tortur. Nævnet finder heller ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at de marokkanske myndigheder rettede henvendelse til ham i 2009, om end det må lægges til grund, at ansøgeren under denne henvendelse alene fik at vide, at han muligvis havde penge til gode hos de marokkanske myndigheder. Om mødet med de marokkanske myndigheder i 2016 har ansøgeren imidlertid forklaret noget uoverensstemmende og tillige udbyggende. Ansøgeren har således forklaret forskelligt om, hvorvidt han opfattede at have haft problemer eller konflikter med myndighederne under sin rejse til Marokko i 2016, ligesom han har forklaret forskelligt om, hvorvidt myndighederne pressede eller truede ham til at underskrive en arbejdskontrakt. For nævnet har ansøgeren som noget nyt forklaret, at myndighederne ikke ville udstede et pas til ham, såfremt han ikke underskrev arbejdskontrakten. Efter en samlet vurdering af ansøgerens lidt skiftende forklaringer herom – hvorunder nævnet også har inddraget indtrykket af ansøgeren under hans forklaring direkte for nævnet – finder nævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er blevet truet eller presset af de marokkanske myndigheder til at underskrive en arbejdskontrakt. Med til denne vurdering hører også, at det forekommer usandsynligt, at de marokkanske myndigheder skulle have nogen interesse i at tvinge ansøgeren, som har siddet fængslet i en længere årrække og været udsat for tortur fra myndighedernes side, til at genindtræde i en stilling inden for den militære efterretningstjeneste med virke i Vestsahara. Det hører også med til vurderingen, at ansøgerens familie ifølge ansøgerens forklaring ikke har været opsøgt af myndighederne i perioden efter 2016, hvilket taler imod, at de marokkanske myndigheder skulle efterstræbe ansøgeren. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren skulle være deserteret fra nogen stilling i den militære efterretningstjeneste, eller at han på et andet grundlag skulle have nogen asylbegrundende konflikter med de marokkanske myndigheder. Heller ikke ansøgerens frygt for klaner i Vestsahara kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det hører med til denne vurdering, at ansøgerens deltagelse i militære operationer fandt sted i perioden fra 1986 til 1993, og at ansøgeren på intet tidspunkt efterfølgende er blevet truet eller opsøgt af repræsentanter fra disse klaner. Det kan således ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Marokko er i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2019/13/HZC

keny20193

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kenya. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kikujo og katolik fra […], El Doret, Kenya. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kenya frygter, at hendes datter, [A], vil blive kidnappet, fordi hun er hvid. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun frygter, at hendes familie vil skade hendes datter, fordi de ikke ønsker, at ansøgeren vender tilbage med hende, da de i så fald vil være tvunget til at forsørge hende. Ansøgeren indrejste i Danmark i [slutningen af] 2013, hvor hun arbejdede som au pair i to år. Ansøgeren mødte en dansk mand, som hun fik datteren [A] med. Parret gik senere fra hinanden. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at børn med lys hud er i en særlig risiko for at blive kidnappet i Kenya, fordi man antager, at deres forældre er rige. Ansøgeren frygter dog ikke, at nogen bestemte personer vil kidnappe hendes datter. Folk vil desuden betragte ansøgerens datter som værende anerledes som følge af datterens lyse hud. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hendes familie blev vrede på hende, da hun og den danske mand gik fra hinanden. De har efterfølgende indirekte truet med at skade ansøgerens datter, såfremt ansøgeren vender tilbage til Kenya. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring til grund om ansøgerens frygt for kidnapning af hendes datter, [A], der er født [i efteråret] 2018, ved en tilbagevenden til Kenya. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der er tale om et asylbegrundende forhold, der kan anses for at være omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hendes datter på grund af sin lysere hudfarve skulle være i større konkret og individuel begrundet risiko for at blive kidnappet i Kenya end den risiko for kidnapning, som andre generelt måtte være udsat for i Kenya. Det bemærkes hertil, at ansøgeren kommer fra en fattig familie, og at familiens medlemmer derfor ikke kan anses for at blive mål for kidnapning. [As] lysere hudfarve kan ikke alene anses for at kunne udgøre et asylbegrundende forhold i denne henseende. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgerens frygt for, at hendes familie vil skade [A] ved en tilbagevenden til Kenya, er et asylbegrundende forhold. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke har været i stand til nærmere at oplyse, på hvilken måde hendes familie vil skade [A], idet ansøgeren under nævnsmødet blandt andet har oplyst, at hun ikke rigtig har fantasi til at forestille sig, hvad familien vil gøre, og at familiens indstilling om, at [A] ikke skal rejse med ansøgeren til Kenya, først og fremmest ses begrundet i socioøkonomiske forhold. Nævnet henviser herved til ansøgerens oplysninger om, at familien ikke har råd til at brødføde [A], og at det vil være hårdt for ansøgeren at være enlig mor i Kenya. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Kenya vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Keny/2019/3/HHU

keny20192

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kenya. Ansøgeren indrejste i 2009, efter at han var blevet meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med en dansk statsborger af kenyansk afstamning. I 2016 inddrog Udlændingestyrelsen ansøgerens opholdstilladelse, og i 2017 stadfæstede Udlændingenævnet denne afgørelse. Efterfølgende søgte ansøgeren asyl.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er født i Nyeri, Kenya, etnisk kikuyu og kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at medlemmer af hans tidligere ægtefælles familie vil dræbe ham, hvis han vender tilbage til Kenya, idet de pågældende vil tro, at han vil forsøge at få den jord tilbage, som han har købt sammen med ægtefællen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han og hans barn ikke har noget sted at bo i Kenya. Ansøgeren har til sagen forklaret, at han og hans tidligere ægtefælle i 2010 begyndte at opkøbe jord i Kenya. Ægtefællen sagde, at jorden tilhørte hende, men ansøgeren tillagde det ikke betydning, da ægtefællen var syg. Under en ferie i Kenya i 2013 fik ansøgeren af en af ægtefællens brødre at vide, han ikke ville få noget ud af den jord, som han og ægtefællen havde købt. En anden af ægtefællens brødre sagde til sine venner, at familien nemt kunne fjerne ham. I 2014 rejste ansøgeren på ny til Kenya. Ansøgeren og ægtefællen havde aftalt, at ansøgeren skulle opkøbe noget jord under opholdet i Kenya, og de overførte et beløb til ægtefællens mor. Ansøgeren og ægtefællens mor opsøgte en advokat. Hos advokaten blev ansøgeren bedt om at vente udenfor. Efter et stykke tid kom advokaten og ægtefællens mor ud af advokatens kontor, og ægtefællens mor sagde, at ansøgeren nu selv måtte finde sine egne ting. Senere i 2014 rejste ansøgerens ægtefælle til Kenya. Under opholdet i Kenya sendte ægtefællen ansøgeren en sms, hvori hun skrev, at hun havde fundet en ny mand. Da ægtefællen kom tilbage til Danmark, medbragte hun skilsmissepapirer, og hun smed ansøgeren ud fra deres hjem. Ægtefællen sagde til ansøgeren, at han ikke længere ejede den jord, som han og ægtefællen havde købt sammen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om ægteskabskonflikten til grund. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at konflikten har en sådan intensitet og karakter, at den kan føre til konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Der er herved lagt vægt på, at truslerne ligger tilbage i 2013/2014 og, at ansøgeren ikke har været i stand til at redegøre nærmere for truslerne samt på, at han under nævnsmødet har forklaret, at han godt kan opholde sig et andet sted i Kenya, hvis han bare har penge. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Kenya vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker vedrørende ansøgerens subsidiære påstand, at Udlændingenævnet i sin afgørelse af […]2017 har taget stilling til, om en udsendelse af ansøgeren vil være særligt belastende for ansøgeren. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Keny/2019/2/MNR

iran201999

Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra ukendt hjemland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk kurder og sunnimuslim. Han har oplyst, at han er opvokset i [by i Iran], [område i Iran], Iran samt angivet at være iransk statsborger. Ansøgeren har været aktiv for partiet Komala i Iran i tre år før udrejsen af Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder på grund af sit tilhørsforhold til Komala. Han har til støtte herfor oplyst, at han i en periode på tre år inden udrejsen af Iran var aktiv for Komala-partiet. Ansøgeren og hans bror samarbejdede med Komala-partiet ved at uddele løbesedler, visitkort og CD’er en til to gange om året i en periode på tre år. De skrev endvidere slogans på murene. Ansøgeren opfattes som vantro, da regimet mener, at partiet bekæmper Gud. Den hemmelige organisation i partiet, som ansøgeren og hans bror arbejdede for, blev afsløret, og hans bror modtog et opkald eller en sms om dette, hvor der stod at de skulle forlade landet. Ansøgeren har ikke et iransk nationalitetsbevis, og han har derfor ikke kunnet leve som almindelig iraner. Han måtte ikke eje et hjem, arbejde eller gifte sig. Både hans mor og far er iranske statsborgere. Ansøger ved ikke, om de har boet andre lande end i Iran Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens bror har forklaret meget udetaljeret og upræcist om deres politiske aktiviteter. Bl.a. har de ikke kunnet redegøre for hverken den første eller sidste gang, de uddelte materiale eller skrev slogans. Nævnet har herved taget i betragtning, at de politiske aktiviteter havde et meget begrænset omfang, og kun fandt sted ganske få gange om året i tre år. Deres forklaringer fremstår på denne baggrund ikke selvoplevet. Derudover har ansøgeren og dennes bror forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, samt udbyggende om deres aktiviteter, herunder hyppigheden og hvordan og hvornår uddelingen foregik. Endvidere har de forklaret divergerende om, hvordan materialet blev opbevaret, og hvordan det så ud. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren og dennes brors forklaring om, hvordan de fik til opgave at udføre politiske aktiviteter for Komala, ikke stemmer overens med de foreliggende baggrundsoplysninger om hvervningsprocessen. Derudover har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sin politiske interesse, idet han til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han ikke var politisk interesseret, men at han blot udførte opgaverne, mens han for nævnet har forklaret om en politisk interessere i Iran. Endelig forekommer det ikke sandsynligt, at ansøgeren og dennes bror ikke havde drøftet, hvordan de skulle forholde sig, hvis de blev opdaget. Ved vurderingen af ansøgerens og dennes brors troværdighed har nævnet også lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren og dennes bror intet kendskab har til deres morbrors asylsag, selvom de tilfældigt mødte morbroren i et telt i Grækenland og igennem længere tid har boet sammen med morbroren i Danmark. Nævnet har herved taget i betragtning, at morbroren har samme asylmotiv som ansøgeren og dennes bror, og at der indgår samme personkreds i deres forklaringer om de politiske aktiviteter for Komala. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran som konstrueret og utroværdig, og ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han var profileret eller efterstræbt af de iranske myndigheder ved udrejsen af Iran. De af ansøgeren fremlagte erklæringer, der angiveligt stammer fra Komala, kan ikke føre til en ændret vurdering. Endvidere finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans politiske aktiviteter eller engagement i Danmark er kommet de iranske myndigheder til kundskab, og at ansøgeren dermed skulle være efterstræbt af de iranske myndigheder. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved indrejse i Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.I relation til ansøgerens identitet finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er iransk statsborger. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at ansøgerens far var iransk statsborger, ikke understøttes af de for nævnet foreliggende oplysninger. Identiteten på den af ansøgeren oplyste far er således ukendt. Endvidere understøttes ansøgerens forklaring om, hvem der er hans mor, ikke af de for nævnet foreliggende oplysninger. Det forhold, at ansøgeren og dennes bror angiveligt har forsøgt at opnå de iranske myndigheders anerkendelse af, at de er iranske statsborgere, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet kan heller ikke ud fra det foreliggende lægge til grund, at den af ansøgeren fremlagte vielsesattest mellem de af ansøgeren oplyste forældre, er ægte. Endelig understøttes uklarheden om ansøgeren og dennes brors identitet af, at ansøgerens bror, [navn på bror], ikke kender til værdien af den iranske møntfod. Selvom der er indikationer på, at ansøgerens far var irakisk statsborger, har nævnet ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at drage den konklusion, hvorfor Flygtningenævnet må lægge til grund, at ansøgerens nationalitet er ukendt. Nævnet bemærker, at nævnet ikke finder anledning til at iværksætte en sprogtest eller en DNA-test af ansøgeren og dennes bror, da det ikke vil føre til en fastlæggelse af ansøgerens nationalitet. Ansøgeren har oplyst, at ansøgeren ikke har konflikter i andre lande, herunder i Irak, og Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til sit hjemland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2019/99/NABR

iran2019112

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter sin tidligere arbejdsplads, Revolutionsgarden, fordi han udrejste illegalt af Iran. Ansøgeren frygter videre Revolutionsgarden, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han blev ansat i Revolutionsgarden [i foråret] 2014, hvor han var ansat som chef for brigadegeneral [A’s] kontor. [A] var chef for Mohammad Rasoul Allah brigaden. Ansøgeren modtog [i efteråret] 2014 et brev fra Revolutionsgardens øverste chef, [B], om at ansøgeren skulle udsendes til Aleppo i Syrien på en rådgivende mission [i vinteren] 2014. Ansøgeren sendte et brev til [B] den efterfølgende dag, hvor ansøgeren anmodede om, at ordren blev annulleret, men modtog intet svar. Ansøgeren fortsatte med at arbejde indtil en uge før den planlagte udsendelse til Syrien, men [i vinteren] 2014 rejste ansøgeren til Urmia. Ansøgeren levede i skjul i Urmia frem til [efteråret] 2015, hvor ansøgeren udrejste illegalt af Iran. Ansøgerens interesse for kristendommen opstod omkring fem måneder efter ansøgerens indrejse i Danmark [i efteråret] 2015. Selv om Flygtningenævnet måtte lægge ansøgerens forklaring om, at han er udeblevet fra militærtjeneste i Syrien og udeblevet fra sit arbejde hos Sepah til grund, finder Flygtningenævnet ikke, at der er tale om en konflikt, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på baggrundsoplysningerne om, at der som udgangspunkt ikke sker tvangsmæssig rekruttering til krigen i Syrien, og at der derfor ikke er sanktioner forbundet med at udeblive fra tjeneste i Syrien, men at militæret har egne regler. Uanset om ansøgeren så herefter skal betragtes som deserteret, fremgår det af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, at straffen for desertering, for udeblivelse fra arbejdet i Revolutionsgarden og tillige for ulovlig udrejse ikke er uforholdsmæssig. Hertil kommer, at ansøgeren efter sin egen forklaring opholdt sig 11 måneder i Urmia efter sin udeblivelse, uden at blive opsøgt. Ansøgeren findes på den baggrund ikke at have dokumenteret, at han ved sin udrejse af Iran var i asylbegrundende risiko. Ansøgeren er ikke konverteret til kristendommen og har forklaret, at han ikke har nogen religion, hvilket ikke i sig selv er asylbegrundende. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/112/CHA

iran2019111

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har været aktiv for Den Grønne Bevægelse i perioden 2009 til 2010. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive henrettet, fængslet eller udsat for grove fysiske overgreb af myndighederne, fordi ansøgeren er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har videre henvist til, at ansøgeren vil blive henrettet, fængslet eller udsat for grove fysiske overgreb af myndighederne, fordi ansøgeren deserterede fra sin værnepligt, og fordi han har været politisk aktiv for Den Grønne Bevægelse. Ansøgerens har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han blev interesseret i kristendommen, mens han var i Danmark i perioden 2001 til 2003. I [foråret] 2008 begyndte ansøgeren at aftjene sin værnepligt. I forbindelse med præsidentvalget i 2009 arbejdede ansøgeren på et valgcenter. I løbet af fem til seks måneder efter valget deltog ansøger i demonstrationer imod, at Mahmoud Ahmadinejad blev valgt som præsident. På et tidspunkt i perioden [fra sommeren til efteråret] 2009 modtog ansøgeren et brev fra Sepah om, at ansøgeren skulle møde i retten seks måneder senere. Ansøgeren deserterede fra sin værnepligt på et tidspunkt i løbet af perioden [efteråret til vinteren] 2009. På grund af ansøgerens desertering og politiske aktiviteter ved valget i 2009 begyndte ansøgeren fra 2010 eller 2011 udelukkende at opholde sig i byen Karaj, hvor ansøgeren holdt sig skjult. Mens ansøgeren skjulte sig Karaj studerede ansøgeren på gymnasiet. På gymnasiet mødte ansøgeren personen [A]. [A] forærede ansøgeren en bibel, og de talte om kristendommen ved flere lejligheder. Et år inden ansøgerens udrejse af Iran introducerede [A] ansøgeren for en hjemmekirke i Karaj, som ansøgeren besøgte en gang om ugen. [I efteråret] 2014 blev ansøgeren døbt i hjemmekirken. [I sommeren] 2015 var ansøgeren til stede i hjemmekirken, da den blev opsøgt af myndighedspersoner. Ansøgeren flygtede ud af et vindue, hvorefter ansøgeren tog hjem til sin bopæl i Karaj. Ansøgeren udrejste alene af Iran i efteråret 2015. Ansøgeren mødte tilfældigt sin far i Tyrkiet. Mens ansøgeren opholdt sig i Tyrkiet, informerede hans mor ham om, at myndighedspersoner havde opsøgt hendes bopæl, og myndighedspersonerne var efter ansøgeren. Da ansøgeren havde opholdt sig i Danmark i en måned, informerede hans mor ham om, at myndighedspersoner, som ledte efter ham, igen havde opsøgt hendes bopæl og været inde i bopælen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgerens forklaring er divergerende og udbyggende. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han købte en bibel hos en boghandler, til asylsamtalen, at han fik en bibel af [A], og under nævnsmødet, at han både købte en bibel hos en boghandler og fik en bibel af [A]. Under nævnsmødet har ansøgeren videre forklaret, at han modtog en indkaldelse i anledning af sin desertering, mens han til asylsamtalen har forklaret, at ingen ringede eller skrev til ham i anledning af deserteringen, og til gensamtalen, at han modtog en indkaldelse til retten, at han ikke var bekendt med årsagen til indkaldelsen, og at han deserterede to til tre måneder efter indkaldelsen. Om årsagen til sin desertering har ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at det skyldtes hans modstand mod regimet, og fordi han havde set soldater slå en gammel mand. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han deserterede på grund af det pres, han var underlagt, at han blev tvunget til at overholde de muslimske bønner og til at videregive oplysninger om andres overtrædelse af reglerne, mens han til asylsamtalen forklarede, at årsagen til, at han deserterede, var, at han ikke gad mere, det var et kedeligt arbejde. Heroverfor står tillige ansøgerens bror, [B’s], forklaring under sin asylsamtale om, at ansøgeren gennemførte hele sin værnepligt. Endvidere er der store divergenser omkring, hvornår ansøgeren afsluttede sin studentereksamen, om det var i 2001 eller 2010, og ligeledes store divergenser om, hvornår han aftjente sin værnepligt. Ansøgeren har forklaret, at han er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring blev døbt i Iran efter få måneders tilknytning til en huskirke, og uden de store overvejelser i den anledning, at ansøgeren ikke i Danmark går regelmæssigt i kirke, ikke har modtaget kristendomsundervisning og alene har demonstreret et begrænset kendskab til kristendommen. Endvidere har ansøgeren ikke kunnet redegøre for sine overvejelser i anledning af en konvertering eller for sin indre overbevisning. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at ansøgerens konvertering er reel. Hertil kommer, at ansøgeren – ved præsentation af pas – har ansøgt om visum til Danmark i 2012 og i 2014 visum til både Italien og Grækenland og under nævnsmødet har forklaret, at årsagen til disse visumansøgninger var, at han ønskede at udrejse af Iran. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/111/CHA

iran2019110

Nævnet meddelte i august 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindelig muslim af trosretning fra Teheran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter fængsling, tortur eller at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er vokset op i en muslimsk familie, men at hverken han eller de øvrige familiemedlemmer har praktiseret islam. Som ung begyndte ansøgeren at stille spørgsmålstegn ved flere ting ved islam. Som 17-18 årig stiftede ansøgeren første gang bekendtskab med kristendommen, idet han lejede tre film om kristendommen, som han så på sin bopæl. Senere købte ansøgeren filmene som CD’er, og han genså filmene hvert 2. eller 3. år frem til sin udrejse af Iran. Omkring [efteråret] 2017 lærte ansøgeren en person ved navn [A] at kende, idet denne begyndte at dyrke sport sammen med ansøgeren og hans venner i en park. Ansøgeren blev hurtigt gode venner med [A], der er født kristen. På et tidspunkt begyndte [A] at fortælle ansøgeren om kristendommen. Ansøgeren følte på daværende tidspunkt en tomhed, men bekendtskabet med [A] og den viden, ansøgeren fik via [A], om kristendommen, fik ansøgeren til at føle sig bedre tilpas. I [foråret] 2018 gik ansøgeren en tur på gaden med sin kæreste [B]. [B] bar ikke hijab, og på et tidspunkt blev de stoppet af personer fra Ershad, der begyndte at udspørge [B] og hive i hendes tørklæde og taske. De pågældende forsøgte derefter at hive [B] ind i en bil, men da ansøgeren holdt fast i [B], blev de begge udsat for slag og spark. Ansøgeren blev svimmel, hvorefter han blev bragt til et hospital. Da ansøgeren senere samme dag forlod hospitalet, ringede han til [B], men hendes telefon var slukket. Nogle dage senere ringede [B’s] far, der er meget religiøs, til ansøgeren og forlangte, at ansøgeren ikke længere kontaktede [B] og truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis ikke han adlød. [I foråret] 2018 gav [A] ansøgeren en bibel og andet kristent materiale. Ansøgeren har siden den [foråret] 2018 betragtet sig selv som kristen. [I foråret] 2018 kom ansøgeren første gang i en hjemmekirke, som [A] havde introduceret ham til. Foruden ansøgeren og [A] deltog omkring 20-25 andre i møderne i hjemmekirken. Nogle af disse var fødte kristne, mens andre var konvertitter som ansøgeren. Efter at ansøgeren havde deltaget i tre møder i hjemmekirken, blev han af [A] orienteret om, at hjemmekirken var blevet afsløret af myndighederne. Derefter foregik møderne i hjemmekirken på en anden adresse. [A] og to andre personer fra hjemmekirken aftalte på et tidspunkt med ansøgeren, at de skulle prøve at tage ansøgeren med til en kirke med henblik på, at ansøgeren senere kunne blive døbt. [I sommeren] 2018 var ansøgeren for sidste gang i hjemmekirken. Da han om aftenen forlod hjemmekirken, glemte han sin taske, hvori der blandt andet var en tablet, der indeholdt kristent materiale og nogle billeder af ansøgeren og [A] samt nogle af de øvrige deltager i hjemmekirken. Den efterfølgende dag, da ansøgeren befandt sig i et træningscenter, blev han opsøgt af sin bror, der fortalte, at familiens bopæl var blevet opsøgt af personer fra efterretningstjenesten, der havde spurgt efter ansøgeren og ransaget huset. Ansøgerens bror opfordrede derfor ansøgeren til at udrejse. Personer fra efterretningstjenesten har efterfølgende opsøgt familiens bopæl omkring tre gange. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han efter sin indrejse i Danmark begyndte at gå i kirke. Han går således til gudstjenester om søndagen og undervisning om onsdagen. Han læser i biblen, ligesom han læser andet materiale om kristendommen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har forklaret overensstemmende i sit asylskema, under to samtaler med Udlændingestyrelsen og for nævnet. På trods af, at det findes bemærkelsesværdigt, at han ikke erindrer titlerne på tre kristne film, at han har oplyst, at der var 20 til 25 medlemmer af huskirken, og at der var mindst fem fødte kristne med i huskirken, finder nævnet ikke, at disse oplysninger i øvrigt gør hans forklaring utroværdig. Nævnet lægger således til grund, at han udviste interesse for kristendommen i Iran, at han deltog i huskirker, og at han blev opdaget af myndighederne. Nævnet finder, at ansøgeren på troværdig måde har forklaret om sin omvendelse. Han har udvist et betydeligt kendskab til kristendommen, og det er dokumenteret, at han har fulgt kristne aktiviteter herunder gudstjenester og undervisning under hele sit ophold i Danmark. Nævnet vurderer hans konversion som reel. Herefter, da han er eksponeret over for de iranske myndigheder, og da han har forklaret, at han efter en eventuel tilbagevenden til Iran vil missionere, finder nævnet, at han har sandsynliggjort, at han vil risikere forfølgelse i Iran. Ansøgeren opfylder herefter betingelserne for asyl i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/110/ajev

iran2019109

Nævnet meddelte i august 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og fra [by] i Iran. Ansøgeren var tidligere sunni-muslim af trosretning og har oplyst, at han efter ankomsten til Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har været aktiv for Kurdistans Demokratiske Parti i Iran siden slutningen af 2013 eller starten af 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet på livstid eller slået ihjel af de iranske myndigheder, da ansøgeren har været politisk aktiv for Kurdistans Demokratiske Parti i Iran. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han er blevet beskudt af en gruppe iranske soldater i forbindelse med, at ansøgeren skulle undersøge et bjergområde omkring [by]. Ansøgeren skulle blandt andet observere lastbiler, som kørte til og fra en missilbase. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han vil blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har om sin konversion til kristendommen blandt andet forklaret, at han begyndte at komme i kirker to måneder efter, han kom til Danmark, fordi der var nogle venner på et asylcenter, der talte om kristendommen. Ansøgeren har videre forklaret, at hans interesse for kristendommen opstod, fordi ansøgeren oplevede kærligheden og medmenneskeligheden i kirken, og at ansøger fandt ro og glæde. Ansøgeren blev [vinteren] 2017 døbt i Apostelkirken i København. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om observationerne ved tunnelen til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har givet en forskellig beskrivelse af omstændighederne ved observationerne om natten, flugten fra stedet og om morbrorens iagttagelser vedrørende familien. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgerens forklaring om observationerne i påfaldende grad ligner den forklaring, som en anden asylansøger afgav i Flygtningenævnet [sommeren] 2019. For så vidt angår ansøgerens transport af løbesedler bemærker Flygtningenævnet, at denne aktivitet må anses for værende af ganske underordnet karakter, og at aktiviteten ikke kan antages at være kommet til de iranske myndigheders kendskab. Det kan således ikke antages, at ansøgeren risikerer forfølgelse i den anledning. For så vidt angår ansøgerens konversion til kristendommen bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren har forklaret overbevisende om baggrunden herfor, at han har en betydelig viden om kristendommen, at han har gennemgået et sædvanligt dåbsforløb på seks måneder, hvorefter han blev døbt [vinteren] 2017, at han også forud for sin dåb fast er kommet i kirke, at han i 2017, 2018 og 2019 har deltaget i kristne konferencer, at han har forklaret, hvad kristendommen betyder for ham, herunder konsekvenserne for hans familie, og at han vil fortsætte et liv som kristen, herunder fortælle om kristendommen, også selvom han skulle blive tvunget til at rejse tilbage til Iran. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring og fremtræden for nævnet, at ansøgerens konversion må anses for reel. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af sin kristne overbevisning. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2019/109/MEG

iran2019105

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere fra Kermanshah, Iran. Ansøgerne har begge tidligere tilhørt trosretningen yarsan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter, at de vil blive anholdt af de iranske myndigheder, herunder at den mandlige ansøger vil blive idømt livsvarigt fængsel eller henrettet på baggrund af sin afdøde fars aktiviteter for KDPI. Dette asylmotiv afviste Flygtningenævnet ved afgørelsen [i starten af] 2017. Flygtningenævnet har [i sommeren] 2019 genoptaget sagen med henblik på, at ansøgerne kan få lejlighed til at forklare nærmere om deres nye asylmotiv vedrørende konversion til kristendommen. Ansøgerne har i den henseende blandt andet henvist til, at ansøgerne og deres to sønner har udført kristne aktiviteter og er døbt i […] Kirke, henholdsvis [en nærmere angiven dato i sommeren] 2018 og [en nærmere angiven dato i efteråret] 2018. I overensstemmelse med Flygtningenævnets praksis i sager om konversion hjemvises sagen ikke til Udlændingestyrelsen. Ansøgerne har ikke under samtalerne med Udlændingestyrelsen eller under nævnsmødet [i starten af] 2017 forklaret, at de var begyndt at interessere sig for kristendommen. Først efter Flygtningenævnets stadfæstelse af afslag på opholdstilladelse og efter at ansøgerne i [sommeren] 2017 flyttede til Sjælsmark, begyndte ansøgerne at gå regelmæssigt i kirke og deltage i kristendomsundervisning, ligesom ansøgerne blev døbt i [sommeren] 2018. Ansøgerne har ikke reflekteret over konsekvenserne ved en konversion til kristendommen og har som begrundelse for konversionen henvist til en drøm, den kvindelige ansøger havde, og det forhold at de opfatter en kvindelig bekendts graviditet som et mirakel. Uagtet ansøgerne har demonstreret et vist kendskab til kristendommen, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har kunnet redegøre for deres overvejelser omkring konversionen eller for deres indre overbevisning, hvorfor Flygtningenævnet ikke finder, at ansøgernes konversion er reel. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/105/JABP

iran2019101

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 1988. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er iransk kurder fra Urumiah, Iran.Det fremgår af sagen, at klageren [i efteråret] 1988 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, og at han indrejste i Danmark [i slutningen af] 1988. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i slutningen af] 2007 udrejste til Iran for at være tæt på sine børn. Da klageren rejste til Iran, blev han tilbageholdt i tre til fire timer. Han blev frataget sit iranske pas og løsladt. Han fik besked på at møde til afhøring 3 dage senere i Teheran, hvilket han gjorde. Han blev da afhørt og løsladt efter at være stillet for en dommer (mullah). Han skulle skrive under på, at han ikke havde haft politiske aktiviteter. Han fik besked på senere at melde sig til Sepah i hjembyen, Urumiah. Dette gjorde han dog ikke. Han holdt sig skjult og boede hos ægtefællen samt hos forskellige slægtninge og venner. Klageren opholdt sig i Iran til efter præsidentvalget i 2009, hvorefter han i [sommeren] 2009 udrejste til Tyrkiet. Under valgkampen uddelte klageren valgmateriale til støtte for Mir-Hossein Mousavi og talte med folk om hans kandidatur. Klagerens ven, der også deltog i valgkampen, blev tilbageholdt. Klageren selv blev på intet tidspunkt opsøgt, tilbageholdt, sigtet eller straffet af de iranske myndigheder. Klagerens familie bor i Iran, og de er ikke efter de for klageren foreliggende oplysninger blevet opsøgt af de iranske myndigheder. Efter udrejsen fra Iran opholdt klageren sig i Tyrkiet, hvor han blev afhængig af opium. Klageren genindrejste i Danmark [i begyndelsen af] 2017. Han har efter indrejsen i Danmark fortsat sin politiske aktivitet for KDPI. [I foråret] 2017 modtog Udlændingestyrelsen en ansøgning fra klageren om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses som bortfaldet. [I sommeren 2018] besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, og § 17 a, stk. 1, nr. 1, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, og klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark for at tage varigt ophold i sit hjemland og frivilligt taget bopæl i sit hjemland. Udlændingestyrelsen fandt ikke, at udlændingelovens § 31 var til hinder for en tvangsmæssig udsendelse af klageren til Iran. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ikke kan lægge klagerens forklaring om sine personlige forhold eller sin nye forklaring om afhøring m.v. efter indrejsen til grund. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren udrejste af Iran i [sommeren 2009] til Tyrkiet og levede der, indtil han [i begyndelsen af] 2017 indrejste i Danmark. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at klagerens forklaring om sine levevilkår i Tyrkiet ikke forekommer sandsynlig, henset til, at det er relativt let at rejse illegalt over grænsen mellem Tyrkiet og Iran. Forklaringen om besøg og det forhold, at klageren og hans ægtefælle har fået barn nummer tre i 2011, stemmer mindre godt med de forhold, klageren har forklaret om. Forklaringen om ophold i Tyrkiet stemmer heller ikke godt med det forhold, at klageren har fået udstedt iransk nationalitetspas kort før indrejsen i Danmark. Endelig stemmer forklaringen heller ikke godt med, at klageren på det tidspunkt var i besiddelse af sit danske konventionspas. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren i Iran har boet hos sin ægtefælle, således som han har forklaret om for Udlændingestyrelsen, hvor han dog angav, at dette kun gjaldt for en periode på omkring 1 år. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge klagerens nye forklaring for nævnet om, at han har været afhørt i Teheran, og skulle være mødt til afhøring i Urumiah, til grund. Dette er helt centrale oplysninger af en sådan karakter, at der ikke er nogen rimelig grund til, at klageren ikke skulle have forklaret herom fra begyndelsen, hvis de skulle være sande. De stemmer endvidere mindre godt med, at klageren og hans familie ikke har været opsøgt, selv om klageren har boet en længere årrække i landet, og at klageren har fået udstedt iransk nationalitetspas inden indrejsen i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter, at betingelserne for bortfald efter udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, og § 17 a, stk. 1, er opfyldt. For så vidt angår de tidsmæssige betingelser bemærker nævnet, at klageren er udrejst af Danmark [i slutningen af] 2007. Under de angivne omstændigheder finder nævnet videre, at klageren frivilligt har taget bopæl i hjemlandet, og at klageren er vendt tilbage til hjemlandet med henblik på at tage varigt ophold dér. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har haft visse politiske aktiviteter af underordnet karakter i Danmark inden udrejsen til Iran i 2007. Disse aktiviteter kan imidlertid ikke antages at have givet anledning til problemer for klageren, idet klageren fik udstedt iransk nationalitetspas inden udrejsen til Iran, og idet han blev løsladt efter en korterevarende afhøring i lufthavnen i Teheran. Klageren har endvidere ikke oplevet problemer med myndighederne i Iran. For så vidt angår klagerens politiske aktiviteter knyttet til KDPI efter indrejsen i 2017 i Danmark i form af deltagelse i politiske møder, festlige arrangementer, demonstrationer og opslag på Facebook, bemærker Flygtningenævnet, at disse aktiviteter må anses for værende af ganske underordnet karakter og af ret begrænset omfang. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren af den grund er profileret i en sådan grad, at han risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, således at han har behov for beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder ikke, at der foreligger sådanne omstændigheder som efter udlændingelovens § 17, stk. 3, eller § 17 a, stk. 2, kan føre til, at tilladelsen alligevel ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/101/smla

iran2019100

Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra ukendt hjemland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ” Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk kurder og sunnimuslim. Han har oplyst, at han er opvokset i [by i Iran], [område i Iran], Iran samt angivet at være iransk statsborger. Ansøgeren har været aktiv for partiet Komala i Iran i tre år før udrejsen af Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder på grund af sit tilhørsforhold til Komala. Han har til støtte herfor oplyst, at han i en periode på tre år inden udrejsen af Iran var aktiv for Komala-partiet. Ansøgeren og hans bror samarbejdede med Komala-partiet ved at uddele løbesedler, visitkort og CD’er en til to gange om året i en periode på tre år. De skrev endvidere slogans på murene. Ansøgeren opfattes som vantro, da regimet mener, at partiet bekæmper Gud. Den hemmelige organisation i partiet, som ansøgeren og hans bror arbejdede for, blev afsløret, og hans bror modtog et opkald eller en sms om dette, hvor der stod at de skulle forlade landet. Ansøgeren har ikke et iransk nationalitetsbevis, og han har derfor ikke kunnet leve som almindelig iraner. Han måtte ikke eje et hjem, arbejde eller gifte sig. Både hans mor og far er iranske statsborgere. Ansøger ved ikke, om de har boet andre lande end i Iran Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens bror har forklaret meget udetaljeret og upræcist om deres politiske aktiviteter. Bl.a. har de ikke kunnet redegøre for hverken den første eller sidste gang, de uddelte materiale eller skrev slogans. Nævnet har herved taget i betragtning, at de politiske aktiviteter havde et meget begrænset omfang, og kun fandt sted ganske få gange om året i tre år. Deres forklaringer fremstår på denne baggrund ikke selvoplevet. Derudover har ansøgeren og dennes bror forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, samt udbyggende om deres aktiviteter, herunder hyppigheden og hvordan og hvornår uddelingen foregik. Endvidere har de forklaret divergerende om, hvordan materialet blev opbevaret, og hvordan det så ud. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren og dennes brors forklaring om, hvordan de fik til opgave at udføre politiske aktiviteter for Komala, ikke stemmer overens med de foreliggende baggrundsoplysninger om hvervningsprocessen. Derudover har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sin politiske interesse, idet han til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han ikke var politisk interesseret, men at han blot udførte opgaverne, mens han for nævnet har forklaret om en politisk interessere i Iran. Endelig forekommer det ikke sandsynligt, at ansøgeren og dennes bror ikke havde drøftet, hvordan de skulle forholde sig, hvis de blev opdaget. Ved vurderingen af ansøgerens og dennes brors troværdighed har nævnet også lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren og dennes bror intet kendskab har til deres morbrors asylsag, selvom de tilfældigt mødte morbroren i et telt i Grækenland og igennem længere tid har boet sammen med morbroren i Danmark. Nævnet har herved taget i betragtning, at morbroren har samme asylmotiv som ansøgeren og dennes bror, og at der indgår samme personkreds i deres forklaringer om de politiske aktiviteter for Komala. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter i Iran som konstrueret og utroværdig, og ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han var profileret eller efterstræbt af de iranske myndigheder ved udrejsen af Iran. De af ansøgeren fremlagte erklæringer, der angiveligt stammer fra Komala, kan ikke føre til en ændret vurdering. Endvidere finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans politiske aktiviteter eller engagement i Danmark er kommet de iranske myndigheder til kundskab, og at ansøgeren dermed skulle være efterstræbt af de iranske myndigheder. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved indrejse i Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. I relation til ansøgerens identitet finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er iransk statsborger. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at ansøgerens far var iransk statsborger, ikke understøttes af de for nævnet foreliggende oplysninger. Identiteten på den af ansøgeren oplyste far er således ukendt. Endvidere understøttes ansøgerens forklaring om, hvem der er hans mor, ikke af de for nævnet foreliggende oplysninger. Det forhold, at ansøgeren og dennes bror angiveligt har forsøgt at opnå de iranske myndigheders anerkendelse af, at de er iranske statsborgere, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet kan heller ikke ud fra det foreliggende lægge til grund, at den af ansøgeren fremlagte vielsesattest mellem de af ansøgeren oplyste forældre, er ægte. Endelig understøttes uklarheden om ansøgeren og dennes brors identitet af, at ansøgeren, ikke kender til værdien af den iranske møntfod. Selvom der er indikationer på, at ansøgerens far var irakisk statsborger, har nævnet ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at drage den konklusion, hvorfor Flygtningenævnet må lægge til grund, at ansøgerens nationalitet er ukendt. Nævnet bemærker, at nævnet ikke finder anledning til at iværksætte en sprogtest eller en DNA-test af ansøgeren og dennes bror, da det ikke vil føre til en fastlæggelse af ansøgerens nationalitet. Ansøgeren har oplyst, at ansøgeren ikke har konflikter i andre lande, herunder i Irak, og Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til sit hjemland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2019/100/NABR

iran2018360

Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan/ahl-e-haqq fra [navn på by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har overfor Udlændingestyrelsen som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive generet og presset så meget af en mand ved navn [A], at han begår selvmord. Han har til støtte herfor oplyst, at han i 2012 eller 2013 indledte et forhold til en kvinde ved navn [B], som var gift med [A]. Efter fem til seks måneder opdagede [A] deres forhold. Omkring et år til halvandet år, efter [A] havde opdaget forholdet, blev ansøgeren hentet i bil af [A], som kørte ansøgeren til en park og satte en pistol for hans hoved. Efterfølgende blev ansøgeren udsat for forskellige former for chikane af [A]. Ansøgeren har overfor Udlændingestyrelsen derudover som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Han har til støtte herfor oplyst, at han i Iran havde kristne venner og kom i en hjemmekirke. Poltiet fulgte to gange efter ansøgeren og sagde til ham, at de ikke ville se ham der igen, og at de vidste, hvad han havde gang i. Ansøgeren har gået i kirke og til dåbsforberedelse i Danmark. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han har afsluttet sin værnepligt omkring to måneder før tid. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet der henvises til at forklaringen fremstår utroværdig og må anses for at være konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger vægt på, at ansøgerens forklaringer overfor Udlændingestyrelsen om forholdet til [B] ikke er overbevisende, idet det forekommer utroværdigt, at ansøgeren i en længere periode har haft et seksuelt forhold til [B], selvom hun var gift med [A], der oberstløjtnant i den iranske efterretningstjeneste. Det forekommer også utroværdigt, at ansøgeren har kunnet besøge [B] i hendes og [A]s hjem, hvor de havde seksuelt forhold, også efter at [A] havde opdaget deres forhold. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at hans tidligere forklaringer om forholdet til [B] var usande, idet han aldrig har haft et forhold til en kvinde, der var gift. Hans tidligere forklaringer var nogle forklaringer, som han blot fandt på. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren er udeblevet fra militærtjeneste, efter at han havde påbegyndt sin værnepligt. Der henvises til, at det fremstår usandsynligt, at ansøgeren i den anledning ikke er blevet pågrebet og tilbageholdt af de iranske myndigheder, selvom politiet flere gange har henvendt sig på ansøgerens bopæl, hvorfra det angiveligt lykkedes ham at flygte. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen. Der lægges vægt på, at ansøgeren ikke overfor Udlændingestyrelsen har været i stand til på en overbevisende måde at redegøre nærmere for sine refleksioner i forbindelse med konversionen eller i øvrigt for sin kristne overbevisning, og at han under nævnsmødet har forklaret, at han ikke har nogen religion. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk.1, eller at han risikerer overgreb, omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren har været i stand til at kunne gennemføre en asylsagsbehandling, uanset at det er oplyst, at ansøgeren har psykiske problemer, og uanset at ansøgeren har forklaret usammenhængende for nævnet. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren over for Udlændingestyrelsen har været i stand til at gennemføre asylsamtaler og redegøre nærmere for asylmotivet. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren under en straffesag, der blev afsluttet med en dom af [dato i sommeren] 2018, er blevet idømt fængselsstraf, og at det efter det oplyste ikke er fundet nødvendigt at lade ansøgeren gennemgå en lægelig undersøgelse. Nævnet har endvidere lagt væk på, at ansøgeren under behandlingen af sin asylsag efter det oplyste i en politirapport af [dato i foråret] 2018 gentagne gange har frafaldet ansøgningen og er udeblevet fra de samtaler om udrejsekontrol, som politiet i den anledning har indkaldt ham til. Flygtningenævnet finder derfor ikke grundlag for at imødekomme ansøgerens anmodning om hjemvisning af sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på at lade ansøgeren mentalundersøge. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/360/DH

iran2016306

Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske gilat og født shiamuslimer fra henholdvis […] og […], Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøger blev ansat i politiet [i begyndelsen af] 2009 på en femårig kontrakt. Efter prøveperioden på i alt ni måneder, blev han sendt til en særlig enhed, hvor hans arbejde bestod i at anholde personer, som havde tatoveringer, særlige frisurer eller som ikke efterkom islamisk påklædning. Den mandlige ansøger nægtede at adlyde ordrer om at anholde disse personer. Han kan ikke huske, hvor mange gange han ikke fulgte ordrer. Men når han ikke fulgte ordrer, blev han tilbageholdt eller trukket i løn. I 2012 forsøgte den mandlige ansøger at sige op, men hans overordnede nægtede at tage imod opsigelsen. Da han havde været ansat i politiet i fem år, og hans kontrakt var udløbet, sagde han op. Tre måneder efter opsigelsen observerede den kvindelige ansøger en bil foran deres bopæl. Den mandlige ansøger var sikker på, at bilen tilhørte efterretningstjenesten, og at de holdt øje med ham. En måned efter modtog han en invitation til et møde hos Informationsministeriet. Til mødet blev han spurgt, om han havde lyst til at komme tilbage til politiet, hvilket han afviste. Han var efterfølgende til to lignende samtaler. Han blev indkaldt til en fjerde samtale, hvor han fik at vide, at myndighederne havde beviser på, at han var imod regimet. Han blev tilbudt et job i politiet, hvilket han accepterede for at undgå straf. Den mandlige ansøger tog herefter hjem til sin ægtefælle, og de udrejste af Iran samme dag. Ansøgerne har tillige som asylmotiv henvist til, at de efter indrejsen i Danmark er konverteret til kristendommen. De har til støtte herfor oplyst, at de begyndte at interessere sig for kristendommen, da de mødte et kristent iransk ægtepar på asylcentret. De begyndte efterfølgende at gå i kirke. Endvidere fandt et enigt Flygtningenævnet ikke, at der skulle tillades vidneførsel af [navn på vidne], idet vidnet alene skulle afgive forklaring for at underbygge ansøgernes generelle troværdighed. På den baggrund og henset til, at der i sagen allerede var fremlagt flere udtalelser om ansøgernes kirkelige aktiviteter, fandt Flygtningenævnet det ikke relevant at lade [navn på vidnet] vidne for nævnet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv i relation til den mandlige ansøgers tidligere ansættelse i politiet til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at den mandlige asylansøger kunne nægte at parere ordre fra sine overordnede i politiet op til flere gange pr. uge i løbet af 5 års ansættelse i politiet, ligesom det ikke forekommer sandsynligt, at politiet fortsat ønskede at fastholde hans ansættelse på trods af, at han ikke parerede ordrer som beskrevet. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgerens forklaring omkring, at han hans fridag mellem vagterne, som han havde 24 timer i træk hver anden dag, blev inddraget og han blev sat i en celle uden møbler og uden mulighed for hvile frem til næste vagt, når han ikke parerede ordrer, og at det kunne ske op til flere gange pr. uge, heller ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den mandlige ansøgers forklaring om, at efterretningstjenesten efter hans opsigelse i politiet forsøgte at få ham tilbage i politiet, ikke forekommer sandsynlig, henset til at han på det tidspunkt havde nægtet at parere ordrer gentagne gange i de forløbne 5 år, og henset at politiet ifølge den mandelige ansøger mente, at den mandlige ansøgers adfærd var udtryk for antirevolutionær virksomhed. Flygtningenævnet finder således, at ansøgernes forklaringer om baggrunden for, at de udrejste, ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at deres konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgernes forklaring om, hvorfor de udrejste ikke kan lægges til grund, og at ansøgernes forklaringer om deres konversion til kristendommen forekommer ureflekteret og usammenhængende, og at ansøgerne ikke har været i stand til at redegøre dybere for deres kristne overbevisning eller deres beslutning om at blive døbt. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgernes forklaringer omkring refleksionerne i forbindelse med deres konversion forekommer samstemt. De fremlagte udtalelser kan ikke føre til en ændret vurdering. Uanset om ansøgerne eventuelt skulle have fortalt familie og bekendte i Iran om deres påståede konversion til kristendommen, kan det ikke føre til en ændret vurdering, idet de ikke herved kan antages at være kommet i de iranske myndigheds søgelys. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved deres tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/306/DH

irak201982

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er [fra et etnisk mindretal] og [en mindretals religion] fra [A], Nineveh, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af Al-Qaeda eller Islamisk Stat, da han har arbejdet som officer [et specifikt sted i] den irakiske efterretningstjeneste. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de kurdiske sikkerhedsstyrker, idet de har tilbageholdt ham flere gange. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter overgreb som følge af, at han er [fra et etnisk mindretal] og [en mindretalsreligion]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede som officer [et bestemt sted] i den irakiske efterretningstjeneste fra 2007-2012. I den periode modtog han cirka 10 telefoniske trusler fra ukendte personer, som gjorde gældende, at han skulle forlade arbejdet eller blive dræbt. Efter ansøgeren opsagde sit arbejde, blev han afhørt af de kurdiske sikkerhedsstyrker ved navn Asayish fem til seks gange. Sidste gang han blev afhørt var omkring en måned før han udrejste af Irak. Ansøgeren har ligeledes oplyst, at han og hans ægtefælle aldrig frit kunne udøve deres religion som [et religiøst mindretal], idet ekstremistiske grupperinger anser tilhængere af religionen for at være vantro. [I efteråret] 2015 udrejste ansøgeren og hans ægtefælle fra Irak. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet nævnet dog ikke kan lægge ansøgerens forklaring for nævnet om, hvordan han praktiserede sin religion i Irak til grund, og efter en samlet vurdering finder nævnet ligesom Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. For så vidt angår ansøgerens frygt for Al-Qaeda og ISIL som følge af de trusler, som han modtog i anledning af sit arbejde i perioden fra 2007 til 2012 for den irakiske efterretningstjeneste, tiltræder Flygtningenævnet, at forholdet må anses som afsluttet. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren modtog omkring 10 telefoniske trusler i periode fra 2007 og indtil en til to måneder efter ophøret af sin ansættelse i 2012, hvorefter truslerne ophørte. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren herefter opholdt sig yderligere omkring to år i området omkring [A] og derefter yderligere omkring et år i [B] omkring 35 km fra [A], og at han ikke i disse perioder blev opsøgt i anledning af truslerne. Endelig lægger nævnet vægt på, at ISIL ifølge baggrundsoplysningerne blev fordrevet fra [A] i [sommeren] 2017. For så vidt angår ansøgerens konflikt med de kurdiske sikkerhedsstyrker lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren ifølge sin forklaring er blevet afhørt af de kurdiske sikkerhedsstyrker fem til seks gange, og at afhøringerne har varet flere timer, men at ansøgeren ikke er blevet udsat for vold eller trusler. Nævnet tiltræder derfor, at konflikten ikke har en sådan karakter og intensitet, at den kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7. Det beror således alene på ansøgerens egne formodninger, at han er i risiko for asylbegrundende overgreb fra de kurdiske sikkerhedsstyrker. Ansøgeren har som asylmotiv også henvist til, at han frygter forfølgelse i sit hjemområde som følge af, at han er [fra et etnisk mindretal] og [en mindretalsreligion]. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han som følge af sine etniske eller religiøse tilhørsforhold vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til sit hjemområde i Irak. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at både ansøgeren og ansøgerens ægtefælle i samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at de ikke har oplevet konkrete problemer som følge af deres etnicitet eller deres religion. Det bemærkes herved, at ansøgeren har forklaret, at årsagen til, at familien flyttede fra [C] til [B] var ISIL’s fremmarch, der førte til, at ISIL i sommeren 2014 indtog [A], og ikke konkrete problemer som følge af ansøgerens religion. Endvidere finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil praktisere sin religion på en sådan måde, at det vil pådrage sig omverdenens opmærksomhed og derved bringe ansøgeren i risiko for forfølgelse. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren til gensamtalen [i vinteren] 2016 forklarede, at ”de helt ærligt har et afslappet forhold til religion, de har ikke praktiseret deres ritualer”. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at ansøgeren praktiserede sin tro med sine nærmeste slægtninge i [C], idet de samledes derhjemme hver torsdag, og at de var samlet fem-seks slægtninge, som bad til [en gud]. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring herom er udbyggende og ikke fremstår troværdig. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgerens forklaring for nævnet om, hvad hans religion betyder for ham, fremstod ureflekteret. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret, at han en måned før, at han udrejste fik at vide, at folk undrede sig over, at han ikke kom i moskeen, men nævnet finder heller ikke, at dette kan føre til en anden vurdering. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens familie fortsat opholder sig i området, og at familien heller ikke har oplevet konkrete problemer som følge af deres etnicitet eller deres religion. På denne baggrund har Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at udsætte sagen med henblik på at søge yderligere oplysninger om forholdene for [det religiøse mindretal ansøgeren er fra] i ansøgerens hjemområde. De generelle forhold, herunder de sikkerhedsmæssige forhold, i Irak kan ikke i sig selv medføre, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 7. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved ophold i Irak vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” Irak/2019/82/snd

irak201977

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber og ateist fra Al-Basrah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af sin familie og sin klan, fordi de har fundet ud af, at ansøgeren er frafaldet islam. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han omkring to år forud for sin udrejse af Irak begyndte at tale med sin kusine Ejoan, og de havde planer om at lade sig gifte. Ansøgeren fortalte Ejoan, at han var frafaldet islam, hvilket hun accepterede. En måned før ansøgerens udrejse fortalte Ejoan ham, at en anden mand havde friet til hende. Ansøgeren havde ikke noget imod, at hun blev gift med en anden mand. Omkring 20 eller 25 dage senere kom ansøgeren kørende forbi sin bopæl, hvor han så sine fire brødre, Ejoans far og andre af sine slægtninge. Ansøgerens bror skød efter ansøgeren og ramte hans bil, hvorefter ansøgeren kørte hjem til sin ven Ahmed. Ansøgerens familie opsøgte herefter Ahmed på hans arbejdsplads og spurgte efter ansøgeren. Ahmed fik at vide, at ansøgerens familie ville slå ansøgeren ihjel, idet han havde frafaldet islam. Ansøgeren opholdt sig herefter hos Ahmed i 15 til 25 dage, før han udrejste af Irak. Efter ansøgerens ankomst til Danmark, har han forsøgt at kontakte Ejoan for at finde ud af, hvorfor hans familie ønskede at slå ham ihjel. Ejoan har hertil oplyst, at hun oplyste ansøgerens familie om hans frafald af islam, fordi hun ville have hævn for, at han ikke havde noget imod, at hun giftede sig med en anden mand. Herudover har ansøgeren talt med sin ven, Allá, som har oplyst ansøgeren om, at hans familie ledte efter ham. Ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om centrale dele af sit asylmotiv. Blandt andet har ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at hans forhold til Ejoan var en ”flirt”, det var venskabeligt, men at hun, i modsætning til ham, regnede med, at de skulle giftes. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han var forelsket i Ejoan og havde til hensigt at gifte sig med hende, og til asylsamtalen, at de havde planer om at blive gift. Ansøgeren har først under nævnsmødet forklaret, at Ejoan truede ham, da han i telefonen sagde til hende, at det var i orden, at hun blev gift med en anden. Under nævnsmødet og i slutning af asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han har talt med Ejoan, mens han har opholdt sig i Danmark, og at Ejoan har fortalt ham, at hun som hævn har fortalt familien om, at han er frafaldet islam, og at hun havde optaget deres telefonsamtaler, mens han under samme asylsamtale har oplyst, at han ikke ved, hvordan hans familie har fundet ud af, at han er frafaldet islam, og at han ikke var klar over, at Ejoan havde optagelser af telefonsamtaler. Heroverfor har ansøgeren ligeledes under asylsamtalen forklaret, at familien havde fortalt Ahmed, at de havde hørt optagelserne af telefonsamtalerne, og i samme samtale, at familien ikke havde fortalt Ahmad om grunden til, at de efterstræbte ansøgeren. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han ansøgte om pas dagen efter skudepisoden, fik passet udstedt dagen efter ansøgningen og udrejste samme dag, svarende til 2-3 dage efter skudepisoden. Under oplysnings- og motivsamtalen og under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han opholdt sig henholdsvis 25 dage og 15-20 dage hos Ahmad efter skudepisoden, inden han udrejste. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at familien opsøgte Ahmad på dennes bopæl, mens han under asylsamtalen har forklaret, at familien ikke vidste, hvor Ahmad boede men opsøgte Ahmad på dennes arbejdsplads. Foreholdt denne divergens har ansøgeren forklaret, at han ikke ved, om familien opsøgte Ahmad på bopælen eller arbejdspladsen. Efter en samlet vurdering af disse mange divergenser kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt til grund. Det forhold, at ansøgeren er ateist, er ikke i sig selv asylbegrundende, og ansøgeren har forklaret, at han i 2013/14 stoppede med at praktisere islam, uden at det medførte problemer, herunder i forhold til hans brødre, som han boede sammen med. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2019/77/FAM

irak201976

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra […], Amarah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin familie i Irak, idet hun har fået en kæreste uden sin fars accept. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun for tre år siden deltog i et bryllup, hvor hun mødte en person ved navn [A]. Ved brylluppet talte ansøgeren ikke med [A], men hun gik forbi ham i en døråbning. Fire dage efter brylluppet kom ansøgerens veninde Heba med [A’s] telefonnummer. Efter nogle dage begyndte ansøgeren at skrive med [A]. Herefter havde hun dagligt kontakt med ham i 2½ til 3 år frem til sin udrejse af Irak. Samme måned som brylluppet fandt sted, kom [A] hjem til ansøgerens far og bad om ansøgerens hånd. Ansøgerens far afviste [A’s] forespørgsel. En uge efter at [A] havde bedt om ansøgerens hånd, hørte hun, at hun skulle giftes bort til en person, som hun ikke kendte. Hun fik dog først selv at vide af sin familie 2½ til 3 år senere, at hun skulle giftes bort. Efter hun fik at vide, at hun skulle giftes bort, besluttede hun sig for at udrejse af Irak. Ansøgeren arrangerede selv sin udrejse. Da ansøgeren efter sin udrejse var i Grækenland, fik hun en SMS fra sin veninde Abir, som fortalte hende, at ansøgerens familie ville slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren og [A] er efterfølgende blevet gift i Danmark [i starten af] 2019. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgerens forklaring er divergerende og udbyggende, ligesom en række forhold forekommer usandsynlige. Ansøgeren har i ansøgningsskemaet, til oplysnings- og motivsamtalen og under nævnsmødet forklaret, at hendes far afviste [A’s] frieri, fordi denne boede i udlandet, mens hun til asylsamtalen har forklaret, at hendes far ikke gav nogen begrundelse for at afslå frieriet. Videre har ansøgeren til politiet ved indrejse i Danmark forklaret, at [A] kontaktede hendes far for at fri ca. 1 år inden hendes udrejse, og i ansøgningsskemaet har ansøgeren skrevet, at [A] kom flere gange for at fri. Til oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at [A] opsøgte hendes far samme måned, som de havde mødt hinanden – ca. 3 år før hendes udrejse, det samme har ansøgeren forklaret under nævnsmødet og har tillige forklaret, at [A] kun kom en gang og friede til hende. Ansøgeren udrejste af Irak [i starten af] 2018 på eget pas, der er udstedt i 2017, og med et visum til Tyrkiet, der er udstedt umiddelbart inden udrejsen. Ansøgerens forklaring om, at hun selv arrangerede og finansierede udrejsen, forekommer, henset til ansøgerens opvækst og uddannelse, usandsynlig, ligesom det forekommer usandsynligt, at ansøgeren udrejste af Irak for at opsøge en mand, hun kun havde mødt 2 gange, ca. 3 år tidligere, og derefter kun talt i telefon med, og at denne mand ikke var bekendt med, at hun udrejste, ligesom de ikke havde talt om ægteskab. Hertil kommer, at ansøgeren har svaret afglidende på spørgsmål omkring planlægningen af sin udrejse, rejserute og ankomst til Danmark. Endelig har ansøgeren først under nævnsmødet forklaret, at hendes far udsatte hende for voldelige overgreb. Efter en samlet vurdering har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/76/JABP

irak201974

Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 1999. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk assyrer og kristen fra Bagdad, Irak. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af muslimske militser, fordi han har tatoveringer og er kristen. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han forlod Irak sammen med sin mor, da han var halvandet år gammel, idet klagerens far blev økonomisk presset af en gruppe, der var imod kristne. Klageren har videre oplyst, at han ikke har været i Irak siden udrejsen, hvor klageren var halvandet år gammel, og at klageren derfor ikke vil kunne klare sig i Irak, da han hverken taler kurdisk eller arabisk. Endelige har klageren oplyst, at han har hørt om, hvordan forskellige muslimske militser og grupper, herunder ISIL, behandler kristne i Irak, og at klageren derfor frygter, at de muslimske militser vil efterstræbe klageren, fordi han er assyrer og har tatoveringer. Det fremgår af klagerens mors asylsag fra 1999, at moderen udrejste af Irak, fordi dennes ægtefælle ikke ville give myndighedspersoner rabat, når de købte biler hos ham, og derfor fik problemer, ligesom moderen henviste til de generelle forhold i Irak. Klagerens mor har ikke under sin asylsag påberåbt sig problemer som følge af sin religiøse overbevisning. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger eksisterer der flere kristne samfund i Irak, herunder i Bagdad og Kurdistan, og det forhold, at klageren er kristen assyrer er derfor ikke i sig selv asylbegrundende. Klageren har forklaret, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive forfulgt af militser, der afpressede hans far, da denne havde forretning i Irak. Klagerens far kom til Danmark ca. 2001, og det forekommer derfor usandsynligt, at klageren, som følge af sin fars konflikt, nu – 18 år senere – skulle blive udsat for asylbegrundende forfølgelse af ukendte militser. Det beror på klagerens egen formodning, at han i Irak risikerer asylbegrundende forfølgelse som følge af sine tatoveringer. Det forhold, at klageren ikke taler arabisk og ikke længere har familie i Irak er ikke forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Klageren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/74/EMU

irak201974

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Irak. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etniske arabere og shiamuslimer fra Basra, Irak. Det fremgår af sagen, at klagerne indrejste i Danmark [sommeren] 2007 og at de [i efteråret] 2007 blev meddelt opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klagerne [i efteråret] 2010 udrejste til Irak. Klagerne har om baggrunden herfor oplyst, at den mandlige klager var tvunget til at tage tilbage for at passe sin syge mor, og at forholdene i Irak var forbedret i 2010. [I sommeren] 2018 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagernes opholdstilladelser efter den daværende udlændingelovs § 7, stk. 2 var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, og § 17 a, idet klagerne har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet finder, at klagernes opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, og § 17 a, stk. 1 og 2, som udgangspunkt er bortfaldet, da det må lægges til grund, at klagerne har opgivet deres bopæl i Danmark, og at de derefter frivilligt har taget bopæl i deres hjemland, Irak, i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klagerne rejste til Irak i 2010 og ikke havde til hensigt at vende tilbage, at klagerne ved udrejsen fortalte de danske myndigheder, at de ville returnere til Irak, og at klagerne gav deres ejendele fra deres bopæl til naboer og venner. Derudover lægger nævnet vægt på, at klagerne har opholdt sig i Samawa, Bagdad og Basra, og at de først rettede henvendelse til de danske myndigheder [i sommeren] 2016, mere end 5½ år efter deres udrejse. Flygtningenævnet bemærker, at der ikke er oplyst om forhold, der har gjort, at klagerne har været afskåret fra at benytte sig af deres fortrydelsesret ved repatriering. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er herefter, om der er grundlag for i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3, at bestemme, at klagernes opholdstilladelser ikke skal anses for bortfaldet. Ifølge lovteksten kan dette ”dog efter ansøgning bestemmes”. I bemærkningerne i lovforslaget til bestemmelsen anførtes: ”Bestemmelsen svarer til betænkningsudkastets § 13. Der henvises til betænkningen, side 153.” Betænkningsudkastets § 13 havde følgende ordlyd: ”Det kan bestemmes, at en tilladelse ikke skal anses for bortfaldet, hvis udlændingen har bevaret en væsentlig tilknytning til landet, eller når andre særlige grunde taler derfor.” Betænkningen (968/1982) indeholder side 153-54 følgende: ”Bestemmelsen i udkastets § 13, stk. 1, 2. pkt. om bortfald af opholdstilladelse efter mere end seks måneders ophold udenfor landet har reglen i rådsdirektiv 68/360, art. 6, pkt. 2, som forbillede. Efter denne regel berøres et EF-opholdsbevis’ gyldighed af ikke af afbrydelser i opholdet med en varighed på ikke over seks på hinanden følgende måneder eller af fravær på grund af værnepligt. Siden 1973 har der i udlændingebekendtgørelserne været bestemmelser om, at seks måneders ophold udenfor landet medfører bortfald af opholdstilladelsen. Reglen svarer til praksis i flere andre europæiske lande. I de situationer, hvor perioden på seks måneder vil være utilfredsstillende kort, jfr. f.eks. de tilfælde, der nævnes i ”Indvandrernes forslag til løsning af deres problemer i Danmark” side 84 (se bilag 9), vil der i almindelighed kunne dispenseres i medfør af bestemmelsen i stk. 2, hvori det bestemmes, at en tilladelse ikke skal anses for bortfaldet, hvis udlændingen har bevaret en væsentlig tilknytning til landet, eller når andre særlige grunde taler derfor. Denne regel har været anvendt i tilfælde, hvor det er godtgjort, at udlændingen har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark inden seks måneder, men er blevet forhindret i at rejse hertil på grund af sygdom eller visse andre uforudsete hindringer. Man har endvidere anvendt den i tilfælde, hvor udlændingen før udrejsen har henvendt sig til udlændingemyndighederne og ansøgt om bevarelse af opholdstilladelsen, uanset at opholdet i udlandet forventet at ville vare mere end 6 måneder, f.eks. med henblik på uddannelse, midlertidig forflyttelse og andre midlertidige arbejdsforhold. Bestemmelsen muliggør også, at en udlænding med væsentlige tilknytning her til landet vil kunne få en forlænget frist til at tage stilling til spørgsmålet om varig tilbagevenden til hjemlandet eller bosættelse i et andet land.” Klagerne udrejste frivilligt af Danmark som en samlet familie efter at have opholdt sig i Danmark i lidt over tre år i perioden fra indrejsen i 2007 og til udrejsen i 2010, og klagerne har opholdt sig i Irak siden ultimo 2010. Den mandlige klager har haft arbejde i Danmark. Klagerne er uden familiemæssig tilknytning til Danmark. Flygtningenævnet finder herefter, at klagerne ikke har en væsentlig tilknytning til Danmark, eller at der foreligger sådanne særlige grunde, at der er grundlag for at bestemme, at klagernes opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Det forhold, at klagerne efter 2014 er blevet truet, eller at de generelle forhold i Irak har ændret sig siden 2010, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/74/CHA

irak201973

Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra landsbyen […], Kirkuk, Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af ISIL, idet han flygtede fra sin landsby i Kirkuk som følge af ISILs bombning af landsbyen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ISIL bombede hans landsby en aften i efteråret 2015. Ansøgeren forlod landsbyen på sine forældres opfordring samme aften. Herefter flygtede ansøgeren alene fra landsbyen, hvorefter han kørte til Kirkuk og bagefter til Erbil, hvorfra han forlod Irak. Ansøgerens familie flygtede i mellemtiden til Sulaymaniyah, hvor de fortsat bor. Hverken ansøgeren eller hans familie, der fortsat opholder sig i Irak, har haft personlige konflikter med IS eller andre. De generelle forhold i Irak er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse er i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Ej heller det forhold, at ansøgeren er kurder og sunnimuslim er forhold af asylbegrundende karakter. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/73/EMU

irak201968

Nævnet stadfæstede juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter forfølgelse og at blive slået ihjel af en gruppe i Irak. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at der i [ultimo] 2015 blev skudt imod ansøgerens kopieringsforretning, da ansøgeren var ved at lukke forretningen. Skudende blev affyret fra en bil, som kom kørende forbi forretningen, og ansøgeren er ikke bekendt med, hvem der affyrede skuddene. Ansøgeren flygtede fra forretningen og blev ikke ramt. Efter episoden solgte ansøgeren forretningen til en bekendt, hvorefter ansøgeren udrejste af Irak. Efter ansøgerens udrejse har ansøgerens far fundet et trusselsbrev i butikken uden afsender. Brevet havde ansøgerens navn på og indeholdt en dødstrussel, der var vedlagt en patron. Ansøgerens far anmeldte forholdet til politiet, og ansøgerens forældre og søskende udrejste herefter af Irak. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han er udrejst grundet de generelt dårlige forhold i Irak, og at han er bange for de shiamuslimske militser i Irak. For nævnet har ansøgeren som et nyt asylmotiv endelig henvist til, at han frygter sin tidligere svigerfar som følge af ansøgerens skilsmisse fra sin ægtefælle i Danmark. Flygtningenævnet finder, at i hvert fald væsentlige dele af ansøgerens forklaring om baggrunden for, at han har søgt asyl i Danmark, ikke kan lægges til grund, idet ansøgeren på en lang række punkter har forklaret uoverensstemmende, usammenhængende og udbyggende om sine konflikter. Ansøgeren har bl.a. forklaret forskelligt om salgsprisen for den forretning, som han solgte dagen efter den angivelige skudepisode. Under asylsamtalen den [dato i sommeren] 2017 forklarede ansøgeren, at han solgte forretningen for 7.000 USD, mens han i forbindelse med partshøringen den [dato i efteråret] 2017 og for nævnet har oplyst, at salgsprisen var 15.000 USD. Ansøgerens forklaring om, at der tillige skulle være fremsat en trussel mod ham i form af et brev indeholdende en patron, er først fremkommet i forbindelse med asylsamtalen den [dato i sommeren] 2017 og er således ikke nævnt i hverken asylansøgningsskemaet eller under oplysnings- og motivsamtalen den [dato i sommeren] 2016. Ansøgerens forklaring om, at han først er blevet bekendt med disse oplysninger kort forud for asylsamtalen den [dato i sommeren] 2017 savner sammenhæng med, at han har haft regelmæssig kontakt med sin familie, som må have været klar over, at ansøgeren har søgt om opholdstilladelse i Danmark. Heller ikke de politirapporter, som ansøgeren har fremlagt, forekommer troværdige, og de indeholder i øvrigt alene oplysning om den omtalte trussel, men intet om den forudgående skudepisode. Det hører med til vurderingen af ansøgerens asylmotiv, at ansøgeren udrejste af Irak på et tidspunkt, hvor han kort forinden var blevet gift med en kvinde bosiddende i Danmark, ligesom han under asylsamtalen har oplyst, at hans udrejse ikke alene skyldtes skudepisoden, men også en række andre faktorer, herunder de generelle og urolige forhold i Irak, og at han var blevet træt af forholdene i Irak. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han forud for skudepisoden blev opsøgt af en repræsentant fra en shiamilits, og at han nægtede at samarbejde med dem, hvilket – udover at være helt nye oplysninger i sagen – savner sammenhæng med ansøgerens forklaring for Udlændingestyrelsen om, at han ikke havde nogen konflikter med hverken myndighederne, grupperinger eller andre i Irak. Ansøgerens forklaring om, at han tillige frygter sin tidligere svigerfar er også nye oplysninger, som ansøgeren – henset til tidspunktet for svigerfarens angivelige trusler – kunne have forklaret om under i hvert fald partshøringen for Udlændingestyrelsen. De angivelige trusler er desuden fra 2017 og hidrører fra en person, der bor og opholder sig i Danmark, hvorfor der ikke er holdepunkter for at antage, at en sådan konflikt vil have betydning for ansøgerens asylmotiv vedrørende Irak. Nævnet finder efter en samlet vurdering heraf – hvorunder er indgået nævnets indtryk af ansøgeren under hans forklaring direkte for nævnet – at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren er efterstræbt af personer, grupperinger eller andre i Irak. Heller ikke den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak er af en sådan karakter, at det må antages, at man alene som følge af sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK art. 3. Det må herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/68/DH

indo20193

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Indonesien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk aceh og sunnimuslim fra Aceh, Indonesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hun vil blive udsat for forfølgelse og overgreb af myndighederne som følge af sin ægtefælles politiske aktiviteter for Free Aceh Movement (Gerakan Aceh Merdeka - GAM). Ansøgerens ægtefælle indrejste i Danmark [i efteråret] 2005 som kvoteflygtning. I 2014 blev ansøgeren islamisk viet med sin ægtefælle i Malaysia. Ansøgeren tog herefter tilbage til Indonesien i ca. 14 dage, hvor hun blev truet af ukendte personer. Ansøgeren udrejste senest af Indonesien [i efteråret 2014], hvorefter hun indrejste i Danmark og søgte om familiesammenføring til sin ægtefælle. Ansøgeren fik endeligt afslag på sin ansøgning om familiesammenføring [i efteråret] 2016. [I begyndelsen af 2017] og i [foråret] 2017 afslog Udlændingenævnet at genoptage hendes ansøgning om familiesammenføring. [I begyndelsen af sommeren 2017] blev ansøgeren antruffet med ulovligt ophold på sin ægtefælles bopæl af Nordjyllands Politi. I den forbindelse søgte hun om asyl. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes mor gentagne gange er blevet opsøgt af personer på grund af ansøgerens ægtefælles tilknytning til GAM. Under opsøgningerne er hendes mor og storesøster blevet skubbet og personerne har truet med at slå ansøgeren og hendes ægtefælle ihjel, hvis de kom tilbage. Opsøgningerne har fundet sted i perioden fra hendes egen udrejse af Indonesien og frem til starten af 2018. Ansøgerens ægtefælle kæmpede i bjergene for GAM, men ansøgeren ved ikke, hvornår hendes ægtefælles tilknytning til GAM begyndte, hvilke aktiviteter han udførte eller hvornår hans tilknytning stoppede. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren i 2014 er blevet gift med en mand, der har ophold i Danmark som følge af hans aktiviteter for GAM forud for 2004. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgeren ikke selv har haft tilknytning til GAM eller haft problemer med myndighederne forud for sit ægteskab. Ansøgeren har under samtalerne med styrelsen forklaret, at hendes mor og søster er blevet opsøgt af myndighederne efter hendes udrejse, og at hun først blev bekendt hermed i 2016. Hun har for nævnet forklaret, at hun allerede i 2014 fik advarsler om, at nogle var efter hendes som følge af ægteskabet, og at dette var en del af begrundelsen for, at hun udrejste fra Indonesien. Flygtningenævnet tilsidesætter denne nye oplysning blandt andet fordi den er fremkommet så sent og fordi det alene beror på hendes formodning, at myndighederne skulle ønske at komme i kontakt med hende som følge af ægtefællens aktiviteter for GAM. Nævnet lægger vægt på baggrundsoplysningerne, hvorefter der er indgået en fredsaftale, der tilsyneladende overholdes, og hvor tidligere medlemmer af GAM har fået amnesti. Nævnet lægger endvidere vægt på erklæringen fra den danske ambassade i Jakarta, der er refereret i Udlændingestyrelsens samtale, hvorefter det må lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle har været i Indonesien og er udrejst derfra. Endelig lægger nævnet vægt på, at ansøgeren først har indgivet ansøgning om asyl [i begyndelsen af sommeren 2017], da hun bliver antruffet af politiet. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Indonesien vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i en individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Indo/2019/3/SMLA

hjem2019936

Nævnet hjemviste i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fire, angiveligt bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er angiveligt statsløs (bidoon) og shia-muslim fra Sulaibiya, Kuwait. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at hun vil blive henrettet af de kuwaitiske myndigheder, fordi hendes ægtefælle har deltaget i demonstrationer. Herudover har ansøgeren henvist til de generelle forhold for statsløse (bidoons) i Kuwait. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun er statsløs (bidoon) født i Kuwait og har opholdt sig hele sit liv i Kuwait. På et ukendt tidspunkt i 2014 deltog ansøgerens ægtefælle i en demonstration, hvorefter han blev tilbageholdt i 20 dage af myndighederne. Omkring to måneder efter ansøgerens ægtefælles løsladelse blev deres bopæl opsøgt flere gange af myndighederne. Omkring [efteråret] 2015 udrejste ansøgeren illegalt af Kuwait sammen med sin ægtefælle og deres børn. Ansøgeren har i forbindelse med advokatindlægget endvidere som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter sin ægtefælle. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren er flyttet på [et] Krisecenter, idet hun er gået fra sin ægtefælle. Ansøgerens ægtefælle har udøvet vold mod ansøgeren og deres fælles børn. Ansøgerens ægtefælle vil kunne finde ansøgeren, såfremt de begge skal sendes tilbage til deres hjemland. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv og hendes identitet til grund. Flygtningenævnet henviser til de divergenser, der fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren] 2017. Ansøgeren har ikke ved sit fremmøde i Flygtningenævnet på nogen måde imødegået disse. Hendes forklaring for Flygtningenævnet må betegnes som afglidende og præget af manglende vilje til at svare på spørgsmål. Flygtningenævnet bemærker imidlertid, at ansøgerens advokat under sagens behandling for nævnet har gjort et yderligere asylmotiv gældende. Det er således oplyst, at ansøgeren siden [foråret] 2019 har boet på et krisecenter sammen med sine børn efter at have været udsat for såvel fysiske som andre overgreb fra sin ægtefælles side. Det er ligeledes oplyst, at også børnene har været udsat for fysiske overgreb. Det er ved fremlæggelse af akter fra [krisecenteret] oplyst, at der i hvert fald i [foråret] 2019 verserede en politianmeldelse mod ansøgerens ægtefælle, og at ansøgerens børn stod for at skulle afhøres af politiet. Ansøgerens advokat har på den baggrund gjort gældende, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer asylbegrundende forfølgelse fra sin ægtefælle. Det er ikke for Flygtningenævnet oplyst, om der efterfølgende er rejst tiltale mod ansøgerens ægtefælle, om der måtte være afsagt dom i sagen eller om påtale er opgivet. Flygtningenævnet finder ikke at kunne tage stilling til det påberåbte nye asylmotiv på det foreliggende grundlag. Endvidere var dette asylmotiv i sagens natur ikke kendt for Udlændingestyrelsen, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse i ansøgerens sag [i sommeren] 2017. Flygtningenævnet finder det herefter rettest, at sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på styrelsens stillingtagen til det yderligere asylmotiv. Flygtningenævnet hjemviser således sagen til Udlændingestyrelsen.” Hjem/2019/36/EMU

hjem201930

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger samt fire medfølgende børn angiveligt bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim. Ansøgeren har oplyst at være bidoon (statsløs) fra [A], Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait som statsløs bidoon frygter de generelle forhold, idet hun vil savne grundlæggende rettigheder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hendes ægtefælle i 2011 deltog i en demonstration. Ansøgeren har endelig henvist til, at hun er gået fra sin ægtefælle, og derfor ved en tilbagevenden til Kuwait vil være enlig kvinde. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun er født i [A] i [nærmere angivet distrikt], og at hun boede i [nærmere angivet bopæl]. Ansøgeren har oplyst, at hun som bidoon ikke har nogen rettigheder i Kuwait, idet der blandt andet ikke er adgang til sundhedsvæsnet og uddannelsessystemet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hendes mand i 2011 eller 2012 deltog i en demonstration vedrørende rettigheder for bidoonere, og at familien herefter var bange for myndighederne. Ansøgeren har endelig henvist til, at hun og hendes ægtefælle er gået fra hinanden, hvorfor hun ved en tilbagevenden til Kuwait vil være enlig kvinde. Det påhviler en asylansøger at sandsynliggøre sin identitet og det asylgrundlag, som den pågældende påberåber sig, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren trods behørigt indkaldt og uden at have godtgjort lovligt forfald ikke har givet møde for nævnet. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort hverken sin identitet eller sit asylgrundlag. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun er statsløs bidoon fra Kuwait, og at hun er født og opvokset her, til grund, idet forklaringen forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at flere af ansøgerens familiemedlemmer er registrerede som irakiske statsborgere i andre europæiske lande, herunder ansøgerens mor, [B], der i Tyskland er registreret som irakisk statsborger, hendes søster [C], der i Tyskland er registreret som irakisk statsborger fra [D], og hendes bror, [E], der har søgt om asyl i Østrig, hvor han oplyste at være irakisk statsborger. Broren har efterfølgende frafaldet asylsansøgningen med henblik på at lade sig udsende til Irak. Ansøgerens slægtninge, [F] og [G], er endvidere registreret som irakiske statsborgere i Grækenland. De pågældende slægtninge er registreret med andre navne og fødselsdatoer i disse lande. Ansøgerens forklaring om, at disse oplysninger blev givet, fordi myndighederne angiveligt kun ville lade syrere og irakere rejse videre, findes ikke at give en fyldestgørende forklaring på disse forhold. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at flere af ansøgerens familiemedlemmer, herunder hendes halvbrødre [H] og [I], på deres offentligt tilgængelige facebook-profiler har opgivet informationer, der knytter dem til Irak, herunder byen [D]. Flygtningenævnet har tillige tillagt det vægt, at ansøgerens forklaring om, hvordan hun og hendes familie har finansieret deres udrejse, forekommer mindre sandsynlig. Ansøgeren har således forklaret, at hendes ægtefælle tjente 20 dinarer om dagen, at huslejen var på 150 dinarer om måneden, som de delte med en anden familie, og at udrejsen kostede 2000 dinarer for passene og yderligere ”100 amerikanske sedler”. Ansøgerens forklaring om, at de finansierede dette ved ægtefællens løn og bidrag fra en ven af familien, forekommer på denne baggrund ikke troværdig. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at hun senest boede på en adresse i [A], at Danmark er det første sted, hun nogensinde har været uden for hjembyen, og at hendes ægtefælle ikke levede i skjul efter deltagelsen i demonstrationen, hvorimod hun til sin advokat har forklaret, at familien efter ægtefællens deltagelse i demonstrationen i 2011 opgav deres bopæl og flyttede til en landsby. Sproganalysen af ægtefællen kan heller ikke i sig selv føre til en anden vurdering, hvorved bemærkes, at det fremgår af sproganalysen, at ægtefællens sprog også udviste nogle af de karakteristika, der forbindes med arabisk, således som det tales i det sydlige Irak. Flygtningenævnet finder ikke, at den fremlagte fødselsattest på denne baggrund sandsynliggør ansøgerens forklaring om, at hun er statsløs bidoon fra Kuwait. Nævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring om, at hun er statsløs bidoon fra Kuwait og dermed hendes asylmotiv i forhold til Kuwait som utroværdig. Det forhold, at ansøgeren har et vist faktuelt kendskab til Kuwait kan ikke føre til andet resultat, hvortil nævnet bemærker, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at mange tidligere statsløse bidooner fra Kuwait opnåede irakisk statsborgerskab forud for 2003. Nævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren er en enlig kvinde uden mandligt netværk. Ansøgeren har forklaret, at hun aldrig har oplevet personlige konflikter med myndigheder eller personer i hverken Kuwait eller andre lande. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv, og ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2019/30/AJEV

etio201915

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk amhara og kristen fra Addis Ababa, Etiopien. Ansøgeren har været medlem af oppositionspartiet Ethiopian Democratic Party (EDP) fra år 2010. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet og udsat for grove fysiske overgreb af de etiopiske myndigheder, fordi han har været politisk aktiv for oppositionen og modarbejdet den etiopiske regering. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ved valget i 2005 uddelte valgmateriale for oppositionen. Efter valget blev han fængslet i ca. 15 dage og tortureret, fordi han havde hjulpet oppositionen. Ansøgeren startede på universitetet i 2008, hvorefter han blev tvangsrekrutteret af Ethiopian People´s Revolutionary Democratic Front (EPRDF) og leder af en af deres celler på universitetet. Til valget i 2010 deltog han i et valgmøde, der var arrangeret af Ethiopian Democratic Party (EDP), som var et oppositionsparti. Efter valgmødet blev ansøgeren fængslet i ca. 15-17 dage og tortureret. Efter han blev løsladt, færdiggjorde han sin uddannelse i Gondar, hvorefter han flyttede til universitetet i Alemaya for at læse en mastergrad. Her arrangerede han politiske debatmøder, men han blev angivet af informanterne fra EPRDF, og efter et år blev han fængslet i to måneder for at have arrangeret disse møder. Efter ansøgerens løsladelse forlod han universitetet og tog til Addis Ababa. Han fortsatte sin politiske aktivitet ved at arrangere hemmelige debatmøder for politisk ligesindede og uddelte politiske løbesedler i hans lokalområde. Dette resulterede i, at han endnu engang blev fængslet i fire måneder. Han blev også udsat for tortur i det fængsel. Da han blev løsladt, startede han med at arbejde for en kristen NGO. Han startede med at arbejde for NGO’en ca. [i foråret] 2012 og fortsatte med at arbejde for den i ca. 5 år. Ansøgeren begyndte samtidig at arbejde på at udgive et systemkritisk magasin ved navn [AM] sammen med fem venner. Natten inden [AM] skulle udgives for første gange, blev deres kontorer ransaget af myndighederne, og magasinerne blev beslaglagt. Ansøgeren forlod Addis Ababa af frygt for at blive fanget af myndighederne. Efter ansøgeren forlod Addis Ababa forsøgte myndighederne at finde ham på hans arbejdsplads. Herefter forlod ansøgeren Etiopien og tog til Danmark på gyldigt visum. Ansøgeren tog til Danmark, Norge og Sverige i to måneder for at udbrede kendskabet til NGO’en. Under hans ophold modtog han et opkald fra sin bror, som fortalte ham, at myndighedspersoner havde været på hans bopæl og spurgt efter ham, herunder udstedt en arrestordre på ham. Ansøgerens tidligere chef, som er en del af ledelsen i regeringspartiet, har endvidere truet hans bror med at fængsel, hvis han ikke hjælper med at få ansøgeren tilbage til Etiopien. Han har videre været politisk aktiv for oppositionen på facebook, mens han har været i Danmark. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om hans politiske aktivitet og fængslinger op til 2013. Nævnet vil heller ikke udelukke at ansøgeren i den forbindelse er blevet udsat for tortur. Nævnet finder derfor ikke at en torturundersøgelse vil kunne belyse sagen yderligere. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at FLN drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Nævnet finder, at forholdene til og med 2012 er afsluttede og bemærker tillige, at ansøgeren i 2013 var i Danmark og rejste tilbage, hvorved nævnet finder, at ansøgeren også selv har opfattet disse forhold som afsluttede. Nævnet finder imidlertid ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren i 2016 har fået beslaglagt tidsskrifter og i den forbindelse er blevet eftersøgt af myndighederne. Nævnet finder det påfaldende, at myndighederne foretog beslaglæggelsen om natten i stedet for at vente til kontorets åbningstid, hvis de ønskede at anholde de ansatte. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Etiopien i ca. seks måneder efter beslaglæggelsen og herunder har varetaget sit arbejde for en ngo organisation. Nævnet lægger også vægt på, at ansøgeren er udrejst af Etiopien legalt, at han først søgte om asyl i Danmark ca. en måned efter ankomsten, og at han for mødet ved nævnet først oplyste, at det skyldtes, at han først skulle gøre noget arbejde færdigt, mens han tidligere har oplyst, at det skyldtes, at han først på dette tidspunkt fik oplysning om, at hans bror blev bekendt med, at der var udstedt arrestordre på ham. Nævnet lægger endelig vægt på, at ansøgeren har udbygget sin forklaring over for nævnet, idet han har forklaret, at også hans familie blev opsøgt i perioden mellem ransagningen og udrejsen. Af ovennævnte grunde tilsidesætter nævnet dermed forklaringen om beslaglæggelsen og finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han forud for udrejsen var forfulgt eller i risiko for overgreb. Ansøgeren har forklaret, at han under sit ophold i Danmark fortsat har udtalt sig om politiske emner på sine facebook-konti, hvoraf den ene var oprettet i et alias. Der er ikke overfor nævnet fremlagt dokumentation herfor. Idet ansøgeren ved sin udrejse ikke var eftersøgt, og da ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at eventuelle politiske artikler er kommet til de etiopiske myndigheders kundskab finder nævnet ikke, at det er sandsynliggjort, at dette surplace motiv er asylbegrundende. Sammenfattende finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etio/2019/15/SMLA

buru20191

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger Burundi. Indrejst i henholdsvis 2014, 2016 og 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hutu og baptist fra […], Kayanza, Burundi. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burundi frygter, at myndighederne vil udsætte ham for grove fysiske overgreb og dræbe ham, fordi han er hutu, veluddannet og har nægtet at agitere på vegne af den siddende regering i Burundi. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han flygtede til Rwanda fra Burundi, da han var omkring tre til fire år gammel. Da ansøgeren blev ældre, og mens han stadig boede i Rwanda, blev han ringet op af de burundiske myndigheder. Ansøgeren vidste ikke, hvad de ville, men frygtede dog for sit liv. Ansøgeren tog derfor til Danmark i 2014 for at studere. Under ansøgerens ophold i Danmark modtog han et brev fra Burundis Nationale Valgkomité. Brevet blev givet til ansøgeren af en anden burindisk statsborger ved navn [A], som ansøgeren havde mødt på sit arbejde. I brevet blev ansøgeren bedt om at deltage i valgkampen ved at støtte den siddende præsident. Ansøgeren afslog dette forslag. Efterfølgende modtog ansøgeren et opkald fra en repræsentant fra regeringen, som gentog forespørgslen. Ansøgeren afslog endnu engang. I [slutningen af] 2016 tog ansøgeren til Burundi for at få udstedt et nyt pas. Dette lykkedes for ansøgeren, men han blev genkendt på kontoret, hvorfor han flygtede. Ansøgeren tog herefter videre til Rwanda og derefter til Danmark. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge til grund, at ansøgeren er forfulgt af myndighederne i Burundi. Nævnet henviser til, at ansøgeren, der først efter udløb af hans tilladelse som studerende i Danmark har søgt asyl, på flere helt centrale punkter har forklaret divergerende, således at forklaringen må anses for at være utroværdig og konstrueret til lejligheden. Der lægges vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [dateret i sommeren] 2018 har forklaret, at han blev kontaktet af de burundiske myndigheder første gang i [foråret] 2014, da han opholdt sig i Danmark. Under asylsamtalen [dateret i efteråret] 2018 har ansøgeren derimod forklaret, at han aldrig er blevet kontaktet af de burundiske myndigheder, mens han opholdt sig i Danmark, da myndighederne ikke turde tage kontakt til ham under hans ophold her i landet. Over for nævnet har ansøgeren imidlertid på ny oplyst, at han modtog et opkald, da han opholdt sig i Danmark. Nævnet henviser endvidere til, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han i [slutningen af] 2014 modtog et brev fra Burundis Nationale Valgkomité. Det var ansøgerens kollega, [B], der efter sin ferie i Burundi overgav brevet til ansøgeren. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at han modtog brevet i [sommeren] 2014, og at det var [A], der efter en ferie i Burundi gav ansøgeren brevet. Over for nævnet har ansøgeren imidlertid på ny oplyst, at han i [slutningen af] 2014 modtog et brev fra Burundis Nationale Valgkomité. Nævnet finder i øvrigt, at det fremstår utroværdigt, at ansøgeren er rejst til Burundi i [slutningen af] 2016 for at få et nyt pas, der blev udstedt [i slutningen af] 2016, selvom han angiveligt skulle være forfulgt af myndighederne. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens forklaring om, at han efter udleveringen af passet er flygtet fra paskontoret fremstår usandsynlig. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen og over for nævnet har forklaret, at han ikke foreviste passet, da han i [slutningen af] 2016 udrejste fra Burundi til Rwanda, selvom passet er forsynet med et udrejsestempel [dateret i slutningen af] 2016 fra Burundis Internationale Lufthavn. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren under nævnsmødet har besvaret spørgsmål herom på en afglidende og usammenhængende måde. Det fremgår af referaterne fra ansøgerens samtaler med Udlændingestyrelsen, at referaterne er blevet oversat for ansøgeren, der har bekræftet, at han har forstået tolken. Han havde ikke bemærkninger eller rettelser til referatet fra oplysnings- og motivsamtalen, mens han vedrørende referatet fra asylsamtalen alene har haft en bemærkning om brugen af sprog i officielle dokumenter i Burundi. Ansøgerens forklaring for nævnet om, at forekommende divergenser skyldes tolkeproblemer, forkastes herefter som utroværdig. Med henvisning til at ansøgerens forklaring forkastes som utroværdig finder Flygtningenævnet, at de fremlagte dokumenter ikke kan tillægges betydning. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Burundi vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Buru/2019/1/HHU

arme20195

Nævnet meddelte i august 2019 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt tre børn fra Armenien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske armenere og kristne. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at den kvindelige ansøger i Armenien arbejdede på et apotek. I sommeren 2015 fik hun kendskab til, at hun på foranledning af sin chef [A’s] instrukser ulovligt havde solgt receptpligtig medicin. Den kvindelige ansøger konfronterede dagen efter sin chef og meddelte sin opsigelse. [A] accepterede ikke opsigelsen og truede med, at han kunne bevise over for myndighederne, at hun havde deltaget i lovovertrædelserne. Den mandlige ansøger anmeldte efterfølgende episoden til politiet. Samme aften opsøgte [A] og tre ukendte personer ansøgernes bopæl, hvor de overfaldt ansøgerne og truede dem på livet. [A] oplyste i denne forbindelse, at det var apotekets magtfulde ejer, der var bagmanden for den ureglementerede udlevering af medicin. Dagen efter kontaktede ansøgerne politiet igen, og efter yderligere fem dage udrejste ansøgerne af Armenien. Under Udlændingestyrelsens behandling af sagen angav ansøgerne oprindeligt falske oplysninger om deres identiteter og statsborgerskab, herunder at de var russiske statsborgere. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 under henvisning til, at ansøgerne kunne udsendes til Rusland eller Georgien. Nordsjællands Politi anmodede [i efteråret] 2016 Rigspolitiet om at rette henvendelse til Interpol i Rusland, Armenien og Georgien med henblik på en klarlæggelse af ansøgernes identiteter. Interpol Yerevan, Armenien, meddelte ved mail [i efteråret] 2016 Nordsjællands Politi, at ansøgerne formentligt kunne identificeres som armenske statsborgere, men at de i Armenien var registreret under andre personoplysninger end dem, de havde oplyst over for de danske myndigheder. Ved udrejsekontrol hos Nordsjællands Politi [i efteråret] 2016 erkendte ansøgerne de af Interpol Yerevan oplyste identiteter, og at de var armenske statsborgere. [I starten af] 2017 besluttede Udlændingestyrelsen at genoptage sagen med henblik på at foretage en ny førsteinstansbehandling i lyset af de nye oplysninger. [I starten af] 2018 har Udlændingestyrelsen på ny blev meddelt ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgernes generelle troværdighed er alvorligt svækket af, at de overfor Udlændingestyrelsen har oplyst falsk identitet og nationalitet, og at de først har oplyst deres rette identitet og nationalitet i forbindelse med politiets udrejsekontrol, jf. herved udlændingelovens § 40. Flygtningenævnet lægger uanset dette ansøgernes forklaring om deres identitet, nationalitet og asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret konsistent og – særligt under mødet i Flygtningenævnet – detaljeret om deres konflikt i Armenien, uden at forklaringerne bærer præg af udbygninger. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke er divergenser i ansøgernes forklaringer om det passerede. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgerne har fremtrådt troværdige under mødet i Flygtningenævnet og har kunnet forklare om detaljer i deres asylmotiv uden tøven. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgerne har en konflikt med den kvindelige ansøgers tidligere chef, [A], og oligarken [B], fordi den kvindelige ansøger ikke ville medvirke til udlevering af medicin på ulovlig vis fra det apotek, hvor hun var ansat som farmaceut. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse til grund, at ansøgerne anmeldte forholdet til politiet, og at den kvindelige ansøgers chef sammen med tre andre mænd samme aften opsøgte familien i deres hjem, bankede den mandlige ansøger og truede med at dræbe familien. Flygtningenævnet lægger endelig til grund, at ansøgerne derefter på ny henvendte sig til politiet, hvor det blev oplyst, at man adlød ordrer ovenfra, og ansøgerne blev rådet til ikke at gøre mere ved sagen. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne herved har sandsynliggjort, at de er efterstræbt af den kvindelige ansøgers tidligere chef, [A], og oligarken [B], og at ansøgerne ikke kan opnå den fornødne beskyttelse fra myndighederne. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet bemærkes, at ansøgernes konflikt ikke findes omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Arme/2019/5/JEA

afgh2019134

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim fra Sangar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren – henset til dennes fremtræden under nævnsmødet og besvarelse af stillede spørgsmål – har den fornødne modenhed til at gennemgå en asylbehandling. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren frygter endvidere at blive slået ihjel af myndighederne. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at to mænd en formiddag kom til ansøgerens bopæl og sagde, at de var venner af ansøgerens far. Mændene fortalte, at faren var død som martyr i krigen mod amerikanerne, og ansøgeren forstod nu, at ansøgerens far havde været en del af Taliban. Mændene sagde, at ansøgerens fars sidste ønske var, at han ligeledes skulle tilslutte sig Taliban, hvilket imidlertid blev afvist af ansøgerens mor. Mændene sagde herefter, at de ville komme tilbage efter ansøgeren den følgende dag, og at både ansøgeren og ansøgerens mor ville blive slået ihjel, hvis ikke ansøgeren gik med dem. Ansøgeren forlod senere samme dag landsbyen med hjælp fra sin morbror og udrejste kort efter af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring under asylsagens behandling om det korte begivenhedsforløb, der ifølge ham førte til hans udrejse fra hjemlandet, fremstår udetaljeret og ikke virker selvoplevet. Flygtningenævnet har i øvrigt lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på en række punkter anses for usandsynlig. Det anses således usandsynligt, at ansøgerens far skulle have udtrykt som sit sidste ønske umiddelbart før sin død i kamp, at ansøgeren skulle rekrutteres af Taliban, ligesom det anses usandsynligt, at ansøgeren og ikke også dennes mor – henset til den angivelige trussel – flygtede. Det anses endvidere usandsynligt, at Taliban ikke tog ansøgeren med straks men tilkendegav at ville vende tilbage dagen efter, navnlig henset til at ansøgerens mor kategorisk havde afvist at give ansøgeren til Taliban. Herudover findes det usandsynligt, at ansøgeren risikerede at flygte fra den Taliban-kontrollerede landsby ved højlys dag. Nævnet finder det endelig usandsynligt, at ansøgeren ikke har haft kontakt til eller forsøgt at opnå kontakt til familien i hjemlandet, navnlig på baggrund af den angivelige trussel mod hans mor. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse ikke er opfyldt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/134/gjey

afgh2019133

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og ateist fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farbror, [A], de lokale imamer eller befolkningen, fordi han er ateist. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han for omkring tre år siden begyndte at have religionskritiske diskussioner på sit universitet samt med sin farbror, [A]. [A] var en religiøs mand og havde tidligere været kommandant. Kort inden ansøgerens udrejse af Afghanistan, havde ansøgeren og [A] en diskussion om religion og homoseksualitet, hvilket resulterede i, at [A] angav ansøgeren til imamerne efter fredagsbønnen omkring en uge efter, at diskussionerne havde fundet sted. Ansøgerens fætter, [B], som i det skjulte sympatiserede med ansøgeren, fortalte ansøgeren, at han var blevet angivet til imamerne, og at de ville give ansøgeren tre dages frist til at bevise, at han var troende. Hvis ikke ansøgeren beviste dette, måtte han slås ihjel. Ansøgeren udrejste herefter med sin ven, [C]. Ansøgerens advokat har i sit indlæg til Flygtningenævnet endvidere anført, at ansøgerens forhold til sin familie er blevet kompliceret, fordi han har fået en konflikt med sin herboende morbror, [D]. Morbroren er gift med en kvinde ved navn, [E], som ansøgeren har ophold hos. Under et overfald, som foregik i [Ds] forretning i København, slog [D] angiveligt ansøgeren med en stok, og sårede ham i halsen med en kniv. [E] blev også slået med en stok. Under overfaldet fremsatte [D] dødstrusler mod ansøgeren, herunder at han ville fortælle resten af ansøgerens familie på morens side, at ansøgeren er ateist, samt at han har haft et seksuelt forhold til [E], hvilket ikke er korrekt. [D] har kontakt til familien i Afghanistan. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren på flere helt centrale punkter har afgivet divergerende og udbyggende oplysninger, og at forklaringen derfor må anses for at være konstrueret til lejligheden. Nævnet henviser til, at ansøgeren har søgt om asyl i Grækenland, forinden asylansøgningen blev indgivet i Danmark. Ansøgeren har under asylsagen i Grækenland afgivet en anden forklaring vedrørende flere forhold end forklaringen under asylsagens behandling her i landet. Det fremgår således, at ansøgeren i Grækenland har oplyst, at han er født [i starten af] 1998 i Kunduz, Afghanistan, og at hans far er afgået ved døden i 2015. Han har endvidere oplyst, at han er sunni-muslim af trosretning. I Danmark har ansøgeren forklaret, at han er født [i starten af] 1995 i Kabul, og at hans far er i live og bor med ansøgerens mor i Afghanistan. Endvidere er det forklaret, at ansøgeren blev ateist forinden udrejsen fra Afghanistan. Ansøgeren har i øvrigt under asylsagen i Grækenland angivet en helt anden årsag til udrejsen, idet han har oplyst, at udrejsen var begrundet i hans konflikt med Taliban. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om baggrunden for divergenserne, herunder at han har afgivet de pågældende oplysninger i Grækenland efter anbefaling fra agenten, ikke er troværdige. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [dateret i slutningen af] 2017 har forklaret om baggrunden for asylmotivet, at han førte samtaler med sin farbror om religiøse emner, og at de var uenige herom. Ansøgeren har under asylsamtalen [dateret i efteråret] 2018 udbyggende forklaret, at han under en samtale med sin farbror diskuterede homoseksualitet og dansedrenge. De var uenige om, hvorvidt dansedrenge kunne anses som homoseksuelle. Ansøgeren har mere udbyggende over for nævnet forklaret, at han under den pågældende samtale med sin farbror også oplyste, at hans seksualitet var rettet mod begge køn, og at han havde haft en seksuel relation til en mand. Ansøgeren sagde til farbroren, at han ikke kunne forandre ansøgeren. Ansøgeren har i øvrigt forklaret divergerende om et telefonopkald fra en af farbrorens sønner, [B], der advarede ansøgeren forinden udrejsen. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at [B] ringede samme dag, som farbroren havde henvendt sig til Mullah-rådet for at anmelde ansøgeren, hvorefter ansøgeren udrejste om natten. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod oplyst, at [B] ringede en uge før ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at ansøgerens troværdighed er svækket af, at ansøgeren først i forbindelse med politiets henvendelse ansøgte om asyl, selvom han forinden henvendelsen havde opholdt sig i to til tre dage på det hotel i København, hvor han var ved at gøre rent. Der henvises til politirapport [dateret i slutningen af] 2017 herom. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/133/HHU

afgh2019132

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fra Afghanistan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive udsat for grove fysiske overgreb af sin far, fordi hun har nægtet at lade sig skille fra sin nuværende ægtefælle og lade sig gifte med en ældre afghansk mand. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel eller udsat for seksuelle overgreb af de personer, som ansøgerens ægtefælle har en konflikt med. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i [efteråret] 2008 blev gift med sin nuværende ægtefælle i Pakistan. I 2009 flygtede ansøgerens ægtefælle fra Pakistan, og omkring en måned senere ringede ægtefællen fra Grækenland til ansøgerens far og bad denne om penge. Dette gjorde ansøgerens far vred, idet han kun havde en lille grønsagsbutik. Ansøgerens far sagde derfor, at ansøgeren skulle lade sig skille fra sin ægtefælle. Ansøgerens far besluttede efterfølgende, at ansøgeren skulle giftes med en ældre mand ved navn [A], hvilket ansøgeren nægtede, fordi hun dels ikke ønskede at blive skilt fra sin ægtefælle, dels ikke ønskede at blive gift med [A]. Dette resulterede i, at ansøgeren i perioden fra 2009 til 2013 blev udsat for pres og voldelige overgreb fra sin far. På et tidspunkt i foråret 2013 låste ansøgerens far ansøgeren inde i en stald. Efter to dage lukkede ansøgerens mor ansøgeren ud. Moren fortalte endvidere ansøgeren, at ansøgerens far ville slå ansøgeren ihjel, hvis ikke hun lod sig gifte med [A], og sagde derefter, at ansøgeren skulle forlade familiens bopæl. Ansøgeren tog hjem til sin morfar, der hjalp ansøgeren med at rejse til Pakistan, hvor ansøgerens svigerfamilie boede. I [efteråret] 2014 vendte ansøgeren tilbage til Afghanistan, hvor hun bosatte sig hos sin mors kusines familie i Kabul. I slutningen af 2014 tog ansøgeren afsted for at besøge sin morfar. Undervejs tog ansøgeren ophold på et hotel i Ghazni, hvor hun blev bekendt med, at nogle mænd ledte efter hende på hotellet. Ansøgeren valgte derfor at vende tilbage til Kabul. Ansøgeren formoder, at de mænd, der ledte efter hende, var ansøgerens ægtefælles fjender. I [foråret] 2015 besluttede ansøgeren sig på ny for at besøge sin morfar. Ansøgeren rejste med en bus, der undervejs blev stoppet af personer fra Taleban, som spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren oplyste et falsk navn, hvorfor det lykkedes hende at undslippe. I [foråret] 2015 blev ansøgeren på gaden overfaldet af tre mænd, der forsøgte at kidnappe hende. De pågældende sagde, at de ville slå hele ansøgerens familie ihjel, idet ansøgerens ægtefælle var i Europa, hvor han var konverteret til kristendommen. En fremmed mand blandede sig og afværgede dermed kidnapningen. I [sommeren] 2015 blev ansøgeren, da hun var ude for at købe ind, på ny overfaldet af nogle mænd, der slog hende hårdt på højre øje. Nogle butiksejere blandede sig og standsede overfaldet. Efterfølgende gik ansøgeren kun ud iført burka. Omkring [efteråret] 2016 opsøgte ansøgerens far ansøgeren i Kabul. Ansøgerens far forlangte, at hun lod sig gifte med [A], hvilket hun fortsat nægtede. Ansøgerens far blev derfor vred og udsatte ansøgeren for voldelige overgreb og truede hende med en kniv. Den kvinde, som ansøgeren boede hos, blandede sig, hvorfor det lykkedes ansøgeren at flygte ind på et andet værelse. I [efteråret] 2016 udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Det bemærkes indledningsvist, at det fremgår af sagens akter, at ansøgeren har søgt om familiesammenføring i 2014 og 2017, og at hun har forklaret for nævnet, at hun har søgt visum til Danmark forud for dette på trods af, at hun efter sin egen forklaring allerede på dette tidspunkt skulle være efterstræbt af både [sin ægtefælles] fjender og hendes far. Dette påvirker hendes generelle troværdighed. Ansøgeren har forklaret, at hun henholdsvis i slutningen af 2014 og i [foråret] 2015 er blevet eftersøgt af [sin ægtefælles] fjender i forbindelse med, at hun kørte i bus for at besøge sin morfar. Hun har forklaret, at hun ikke har oplyst om disse rejser til nogen. Hun har endvidere oplyst, at hun under den første rejse på et hotel dels hører nogle kvinder fortælle om, at hun var efterstræbt af nogle mænd, og at der under denne samtale blev nævnt både hendes, hendes fars og svigerfars navne. Umiddelbart efter hørte hun de mænd, der skulle pågribe hende, fortælle om både pågribelsen og hvor, de skulle aflevere hende. Under denne samtale blev der igen anvendt navne. Hun har forklaret, at der under denne første rejse alene var tre kvinder i bussen, hvorfor det forekommer påfaldende, at mændene ledte efter hende på hotellet i stedet for blot at undersøge passagerne i bussen. Ansøgeren har forklaret om to episoder, hvor hun blev overfaldet i Kabul. Ved det første overfald i [foråret] 2015 har hun tidligere kun forklaret, at overfaldsmændene talte om, at hendes mand var konverteret, mens hun for nævnet har udbygget forklaringen til, at de også sagde, at hun var i familie med en morder. Ved den anden episode i [sommeren] 2015 har overfaldsmændene ikke sagt noget. I et brev [fra foråret] 2015 fra en psykoterapeut til Udlændingestyrelsen fremgår det, at ansøgerens ægtefælle allerede på dette tidspunkt har kunnet forklare om de to overfald i Kabul. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om hendes problemer med mandens fjender, som usandsynlige og udbyggede. Ansøgeren har forklaret, at hun blev gift med [sin ægtefælle] i 2008, og at hun i hvert fald i perioden 2009 til 2013 blev udsat for vold fra sin far, idet han ønskede, at hun skulle lade sig skille. Nævnet kan i [ansøgerens ægtefælles] asylsag konstatere, at denne flere gange i perioden 2009 til 2012 har oplyst, at han var ugift. Nævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om volden fra sin far indtil 2013. Ansøgeren har forklaret om en situation, hvor hun blev opsøgt af sin far i [sommeren] 2016, og at han her dels udsatte hende for vold og ville dræbe hende. Hun har forklaret divergerende om sin flugt, idet hun i den ene samtale forklarede, at hun løb ind på udlejerens værelse og låste sig inde der, mens hun i den anden samtale har forklaret, at hun løb hen til naboen og skjulte sig der. Idet nævnet tilsidesætter hendes forklaring om eventuelle konflikter med sin far indtil 2013 og på baggrund af divergensen, tilsidesætter nævnet derfor ansøgerens forklaring om, at hun har konflikter med sin far eller familie i øvrigt. Nævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren har mandligt netværk i Afghanistan i form af sin far og to brødre. I henhold til fast praksis er de generelle vilkår for hazaraer ikke asylbegrundende. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Afghanistan vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2019/132/ajev

afgh2019131

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim af trosretning fra landsbyen […] i området […], […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hun og hendes barn vil blive slået ihjel af kommandant [A], idet kommandantens bror [B] blev slået ihjel af ansøgerens mor. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes stedfar [C] var afhængig af eurofiserede stoffer. For at få penge til sit narkotikaforbrug, bragte stedfaren fremmede mænd med hjem til ansøgerens bopæl, for at mændene kunne være sammen med ansøgeren og hendes mor. En måned inden ansøgerens udrejse af Afghanistan, blev hun bekendt med, at stedfaren havde lovet hende væk til [B]. [B] begyndte at opsøge ansøgeren på hendes bopæl men fik aldrig fat på hende, idet ansøgerens mor låste hende inde på værelset og fik [B] væk hver gang. Da [B] kom en morgen, var ansøgeren i haven, og [B] fik fat i hende. [B] fik hende ned at ligge på jorden og lagde sig oven på hende, men [B] blev slået i hovedet med noget tungt af ansøgerens mor. Herefter sendte moren hende til hendes faster, som videresendte hende til hendes morbror. Morgenen efter modtog ansøgerens morbror et opkald fra fasteren, der fortalte, at kommandant [A] ledte efter ansøgeren og hendes mor, da [B] var død. Morbroren arrangerede herefter, at ansøgeren skulle udrejse af Afghanistan. Efter udrejsen boede ansøgeren i Grækenland i 6 – 6½ måned, hvor hun mødte en afghansk mand [D]. Ansøgeren blev gravid med [D], inden hun rejste videre til Danmark. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren over for de græske myndigheder har opgivet andre personlige oplysninger om sig selv, herunder sit navn og fødedato. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende om sine asylmotiver. Ansøgerens forklaring om, at en magtfuld kommandant ville have hende gift med sin bror, forekommer henset til ansøgerens forklaring om, at hendes stedfar var en narkoman, der tvang hendes mor til at prostituere sig, usammenhængende. Forklaringen om, at hendes mor blot kunne sige nej til ægteskabet og sende kommandantens bror væk gentagne gange i løbet af en måned forekommer af samme grund usammenhængende. Endelig forekommer det af samme grund usammenhængende, at ægteskabet ikke blot blev gennemført. Ansøgerens forklaring om, at forløbet, hvor hendes mor angiveligt dræbte kommandantens bror og ansøgeren flygtede, ikke fik konsekvenser for hendes stedfar og bror, der angiveligt stadig bor på bopælen, forekommer heller ikke sammenhængende med det påberåbte asylmotiv. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun ikke er i stand til at finde faren til sit barn, og at det således ikke er accepteret af familien, at hun har et barn, til grund. Der er herved lagt vægt på, at det forekommer helt usandsynligt, at ansøgeren, der har gået ni år i skole og samtidig er traditionelt opdraget, skulle indlede et forhold til mand, som hun end ikke kender efternavnet på og om hvem, hun ingenting ved, selvom hun angiveligt havde et tre uger langt forhold til ham. Der er tillige lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om kontakten med denne mand. Hun har således over for Udlændingestyrelsen forklaret, at hun ikke talte med ham, efter de havde haft sex sammen en gang, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at hun talte med ham i telefonen, efter den ene gang de havde haft sex sammen. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren er en enlig kvinde med et barn, som familien, der består af flere mandlige medlemmer, ikke vil acceptere. Ansøgeren har under nævnsmødet svaret upræcist og afglidende på de stillede spørgsmål, og hun var ikke i stand til at uddybe eller redegøre nærmende for diverse sammenhænge. Endelig har ansøgeren afgivet upræcise oplysninger om, hvornår hun fik kontakt med sin morbror. Hun har således [i en nærmere angivet dato i sommeren] 2019 til sin advokat oplyst, at hun ikke kunne huske, hvornår hun kom i kontakt med familien, men at det var et stykke tid siden, mens det under mødet i Flygtningenævnet ved gennemsyn af hendes facebook profil kom frem, at hun fik kontakt til familien [i en nærmere angivet dato i sommeren] 2019, som var få dage inden mødet med advokaten. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring og finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun er asylbegrundende forfulgt eller risikerer at blive det ved en tilbagevenden til Aghanistan. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Afghanistan ikke er sådanne, at disse i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”afgh/2019/131/SME

afgh2019130

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Klageren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [landsby], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans far vil slå ham ihjel. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hans far er medlem af Taliban. Klagerens far traf beslutning om, at klagerens storebror skulle ofre sig for islam og har senere oplyst, at ofringen skete ved brug af en selvmordsvest. Klagerens far og storebror rejste væk i to måneder, og herefter vendte alene faren tilbage, hvor han oplyste klageren om, at hans storebror havde ofret sit liv. Videre fik klageren besked om, at han ligeledes skulle forberede sig på at ofre sit liv for islam. Klagerens mor var imidlertid ikke enig i, at klageren skulle ofre sit liv for islam, hvorfor hun kontaktede sin bror, som herefter sørgede for, at klageren udrejste af Afghanistan. Klageren indrejste i Danmark som uledsaget mindreårig og [i foråret] 2017 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Ved dom af [sommeren] 2018 afsagt af Retten i [dansk by] blev klageren idømt fængsel i to år og seks måneder for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. § 222, stk. 1, jf. til dels § 225, jf. til dels § 21. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 2, nr. 5. Klagerens opholdstilladelse bortfaldt som følge heraf, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, 1. pkt. Ved dom af [efteråret] 2018 afsagt af Vestre Landsret blev byrettens dom af [sommeren] 2018 stadfæstet. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren, der er 17 år, er tilstrækkelig moden til at gennemgå asylsagsbehandlingen. Der henvises til, at klageren under nævnsmødet har besvaret de stillede spørgsmål på relevant og sammenhængende måde, der viser, at klageren har forstået spørgsmålene. Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2019 om udsendelse af klageren samt af de berigtigede afgørelser herom af henholdsvis [foråret] 2019 og [sommeren] 2019, at Udlændingestyrelsen ikke længere har lagt klagerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen ikke lægge forklaringen til grund, idet forklaringen efter en samlet vurdering må anses for utroværdig. Der lægges vægt på, at klageren på helt centrale punkter har forklaret divergerende, og det bemærkes i den forbindelse, at divergenserne ikke kan tilskrives den tid, der er forløbet fra klagerens forklaringer til Udlændingestyrelsen, forinden han blev meddelt opholdstilladelse, og hans efterfølgende forklaringer for udlændingestyrelsen og nævnet i forbindelse med behandlingen af spørgsmålet om klagerens udsendelse som følge af den begåede kriminalitet. Flygtningenævnet henviser til, at klageren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2017 har forklaret, at han vidste, at hans far var medlem af Taliban, fordi faren gik sammen med andre talibanere, og at han bar våben og havde walkie talkie. Faren havde i øvrigt langt hår og havde afghansk tøj på. Klageren har ikke talt med sin mor om, hvad faren lavede. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2019 og under nævnsmødet har klageren derimod forklaret, at han vidste, at faren var medlem af Taliban, fordi klagerens mor fortalte det, da klageren var lille. Under samtalen med Udlændingestyrelsen har klageren også oplyst, at faren var et magtfuldt og overordnet medlem af Taliban, der gav ordre til andre talibanere. Flygtningenævnet lægger endvidere afgørende vægt på, at klageren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2017 har forklaret, at han vidste, at hans bror blev brugt som selvmordsbomber, fordi faren to måneder, efter at faren og broren havde forladt hjemmet, havde fortalt, at broren havde ofret sit liv. Klageren har derimod under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2019 og overfor nævnet forklaret, at faren en dag kom hjem og fortalte til storebroren, at han skulle have selvmordsvest på, og at farens venner gav storebroren bombevesten på. Klageren har endvidere beskrevet bombevesten nærmere, idet han har oplyst, at det var en lang vest med flere lommer, og at der i lommerne var bombelignende ting, og at der var ledninger. Der var bomber på vesten. Nævnet finder i øvrigt, at klagerens forklaring om, hvorledes han uden problemer ved hjælp fra moren kunne forlade familiens bolig forekommer usandsynlig, og der henvises til, at klagerens far og flere andre medlemmer af Taliban opholdt sig i huset. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Klagen findes således ikke ved en tilbagevenden at risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/130/CHPE

afgh2019129

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim fra [landsby], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at hun åbnede en skole på sin bopæl, hvor hun underviste landsbyens beboeres børn i at læse og skrive på pashto. Efter åbningen af skolen blev hun dagligt opsøgt af Taliban, som forlangte, at hun lukkede skolen, idet man ellers ville brænde hendes hus ned og slå hende ihjel. Ved anmodningen om genoptagelse af ansøgerens asylsag har ansøgeren henvist til, at hun blev udsat for et seksuelt overgreb i 2008 udført af et medlem af Taliban. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han gennem overgrebet ville demonstrere sin magt og ønskede at blive gift med ansøgeren. Videre var overgrebet en straf for den undervisning, som ansøgeren gav sine elever, hvor hun talte Taliban imod. Ansøgeren har oplyst, at hun afslog at indgå ægteskab med det pågældende medlem af Taliban, hvorefter hun blev truet med at blive slået ihjel. Ansøgeren udrejste af Afghanistan omkring to år efter overgrebet. Videre har ansøgeren henvist til, at hun vil blive slået ihjel af sin bror eller søster ved en tilbagevenden til Afghanistan. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hendes familie i 2012 erfarede, at ansøgeren var blevet udsat for et seksuelt overgreb. Som følge heraf har ansøgeren af sin far fået oplyst, at såfremt hun vender tilbage til Afghanistan, vil hun blive slået ihjel af sin bror eller søster, idet Taliban har oplyst til familien, at det var ansøgerens vilje, at hun ville voldtages. Ansøgeren har oplyst, at hun ikke tidligere har oplyst om det seksuelle overgreb, idet hændelsen var vanærende for hende, hendes familie og hendes ægtefælle. Genoptagelsen af ansøgerens sag er besluttet i medfør af udlændingelovens § 53, stk. 16, og der er herunder truffet afgørelse om, at sagen skal behandles på et nyt mundtligt nævnsmøde, idet sagens behandling indebærer en vurdering af ansøgerens troværdighed. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering ikke lægge ansøgerens nye oplysninger om, at hun er blevet voldtaget til grund. Nævnet lægger herved afgørende vægt på, at ansøgeren først har forklaret sin læge om voldtægten under en konsultation [i efteråret] 2018 og efterfølgende forklaret sin advokat herom, således som det fremgår af lægens journalnotat af [efteråret] 2018 og genoptagelsesanmodningen af [efteråret] 2018. Ansøgerens forklaring om voldtægten, der angiveligt er foregået i 2008 i ansøgerens hjem under overværelse af ansøgerens far, er således først fremkommet, efter at ansøgeren har modtaget afslag på familiesammenføring og humanitær opholdstilladelse, og efter at Flygtningenævnet [i efteråret] 2011 har meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse på grundlag af ansøgerens forklaring om et andet asylmotiv. Det fremstår endvidere usandsynligt, at ansøgeren har kunnet hemmeligholde voldtægten, selvom ansøgeren i to år herefter har opholdt sig i sin landsby i Afghanistan, indtil hun udrejste i 2010, og at hendes søskende og landsbyens beboere først i 2012 angiveligt er blevet bekendt med overgrebet. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgeren har besvaret flere spørgsmål om hendes nye oplysninger på en upræcis, afglidende og usammenhængende måde, der understreger hendes utroværdighed. Ansøgeren har således blandt andet afgivet divergerende forklaringer vedrørende hendes opholdssteder i Afghanistan fra 2008 til udrejsen i 2010. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke kan anses for at være en enlig kvinde, idet forklaringen om asylmotivet tilsidesættes som utroværdigt, og at ansøgeren har søskende og svigerfamilie i Afghanistan. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/129/CHPE

afgh2019128

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter nogle personer, der ønsker at slå ham ihjel, fordi han har været chauffør for [MG]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede for [MG] fra år 2015 og frem til slutningen af 2016. Det var primært [MG’s] hustru, som han var chauffør for. Det var som følge af ansøgerens arbejde som chauffør, at hans problemer opstod. En dag kørte ansøgeren [MG’s hustru] til en begravelsesceremoni, hvor han opdagede en mistænkelig bil med tonede ruder. Bilen fulgte efter ham og [MG’s hustru], indtil de var tilbage på [MG’s] bopæl. Ca. en uge efter denne episode opdagede ansøgeren igen en mistænkelig bil, der fulgte efter ham. Ansøgeren kørte ved denne episode [MG’s] hustru til Golbahar centeret. Ved Golbarhar centret fulgte to mænd efter dem i alle de butikker, som de besøgte. På et tidspunkt blev ansøgeren inviteret til en fødselsdagsfest af to mænd ved navn [F] og [N], som tidligere havde hjulpet ansøgeren med f.eks. at køre hans far på hospitalet i forbindelse med et hjerteanfald. Mod festens afslutning blev der talt om politik, og de resterende ca. 10 deltagere var imod politikere, myndighedspersoner, og de talte også dårligt om [MG]. Ansøgeren forsvarede politikerne og [MG], og han blev derfor slået og truet med en pistol af de andre mænd. Mændene ville have, at ansøgeren skulle hjælpe dem med at slå [MG] og hans hustru ihjel. Ansøgeren nægtede gentagne gange at hjælpe dem. Herefter truede de med at slå ansøgeren og hans far ihjel. Efterfølgende blev ansøgeren hænder og ben bundet, og han blev placeret i et rum. Ansøgeren blev først kørt hjem til sin bopæl om morgenen. Ansøgeren fortalte her sin far, hvad der var sket. Ansøgeren kontaktede ikke politiet, da de ikke kunne hjælpe. Ansøgeren ventede i ca. en uge, og tog så på arbejde. Da ansøgeren kom på arbejde igen, fortalte han [MG] og [MG’s hustru] om episoden. [MG] ringede til ansøgerens far, så han også kunne komme i sikkerhed hos [MG]. [MG] oplyste, at de personer, der var efter ansøgeren var de samme, som havde kidnappet hans søn, og han kunne derfor ikke beskytte dem. Herefter besluttede de, at ansøgeren og hans far skulle flygte ud af Afghanistan. De udrejste af Afghanistan dagen efter ved hjælp af en agent. Ansøgeren og hans far blev skilt fra hinanden i Grækenland. Flygtningenævnet lægger indledningsvist vægt på, at ansøgeren til de græske myndigheder har angivet andre oplysninger vedrørende motiv, familieforhold og arbejde, end til de danske myndigheder. Nævnet lægger også vægt på, at ansøgeren ikke har fremskaffet dokumentation for sit arbejdsforhold i Afghanistan på trods af, at han har erklæret sig indforstået hermed, og da han efter sin forklaring havde et nært forhold til [MG’s] hustru samt da [MG] har arrangeret og betalt for udrejsen, hvorfor det må forventes, at [MG] på forespørgsel ville fremsende dokumentation. Nævnet lægger yderligere vægt på, at ansøgeren har fortalt, at alle tre episoder blev anmeldt til politiet, hvorfor det forekommer mindre sandsynligt, at politiet ikke har afhørt ansøgeren, når en højtstående politiker har foretaget anmeldelse om et muligt anslag mod ham fra en regeringsfjendtlig organisation. Ansøgeren har afgivet flere divergerende forklaringer om væsentlige detaljer i sit asylgrundlag. Han har forklaret divergerende om, hvordan de to personer, der fulgte efter ham i indkøbscenteret var klædt, om farens slagtilfælde fandt sted samme dag som [MG’s] hustrus bil blev forfulgt, hvornår han blev invitereret til fødselsdagsfest, hvem der havde fødselsdag, om han oplyste om sit arbejdsforhold under festen, om han fik oplyst, hvilke opgaver de ønskede, at han udførte, og om hvor lang tid, der gik fra han mødte [F] og [N] til han udrejste. På baggrund af ovenstående tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/128/SMLA

afgh2019127

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni muslim fra [A], Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban, idet han nægtede at lade sig hverve af dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at Taliban ønskede at hverve ham til at kæmpe mod regeringen. Dette nægtede ansøgeren, hvorfor Taliban nu er efter ham. Ansøgeren har videre oplyst, at Taliban har dræbt ansøgerens farbror og farbrorens barnebarn. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han også frygter Taliban, fordi han har været i Danmark, som Taliban anser for at være et blasfemisk land. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv fremstår konstrueret med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark, og nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerens forklaring grundlæggende ikke fremstår troværdig. Nævnet finder i den forbindelse, at det er usandsynligt, at Taliban skulle have opsøgt ansøgerens bopæl omkring 15 gange, uden at det skulle have fået andre konsekvenser, end at ansøgerens mor blev slået i nakken tre gange med et gevær ved sidste opsøgning, hvorefter moren opholdt sig i landsbyen i omkring en måned, inden ansøgeren og moren indledte udrejsen ved at rejse til Kunduz. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår overordnet og udetaljeret i forhold til både antallet af gange, Taliban opsøgte bopælen og i forhold til det tidsmæssige forløb, ligesom forklaringen ikke fremstår selvoplevet. Videre lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på en række punkter. Ansøgeren har således forklaret forskelligt om, hvor mange gange ansøgeren var på bopælen, når Taliban opsøgte denne for at hverve ansøgeren. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 forklarede ansøgeren, at han alene opholdt sig på bopælen den første gang, Taliban opsøgte bopælen, idet ansøgeren de andre gange enten var i bjergene for at passe dyr eller nåede at flygte, inden Taliban kom. Til asylsamtalen [i foråret] 2017 og for nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han var hjemme, når Taliban kom til bopælen, omkring 15 gange. Ansøgeren har videre forklaret forskelligt om, hvorvidt han så Taliban, når Taliban kom til bopælen. Ansøgeren forklarede til oplysnings- og motivsamtalen, at han den ene gang, han var på bopælen, da Taliban kom, ikke så dem, der bankede på døren. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han en gang selv så, at der kom fire personer på bopælen. For nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han én gang i forbindelse med Talibans opsøgning på bopælen så to personer. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvorvidt han var på bopælen den sidste gang, Taliban opsøgte den. Flygtningenævnet er opmærksom på ansøgerens forklaringer på divergenserne, men nævnet finder, at ansøgerens forklaringer herpå fremstår udbyggende og afglidende. Det bemærkes, at det er indgået i nævnets vurdering af ansøgerens forklaring, at ansøgerens skolegang alene består i to år i koranskole. Den generelle situation i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at ansøgeren af denne grund skal meddeles opholdstilladelse i Danmark, ligesom det forhold, at ansøgeren har opholdt sig i Vesten ikke kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved ophold i Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Afgh/2019/127/snd

afgh2019123

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk hazara og shiamuslim af trosretning. Klageren kommer fra […] i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [en dato i] 2009 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af klagerens asylsag, at han som asylmotiv har henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban eller familien til den mand, som blev slået ihjel, da han kørte med i klageren i klagerens bil. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at klageren arvede en bil fra sin far, som han brugte til at forsørge familien ved at lade en chauffør køre bilen som rutebil. Klageren kørte selv med i bilen for at tage imod betaling fra passagerne og hjælpe chaufføren. På en ukendt dato i 2008 blev bilen stoppet af Taliban, som gennemsøgte bilen. De opdagede, at en af passagerne var journalist, hvorfor de tog ham, klageren og chaufføren med sig til deres tilholdssted. Klageren var tilbageholdt i to dage, hvorefter han flygtede ved at ødelægge et vindue i den bygning, han var fanget i. Klageren tog hjem til sin bopæl og fortalte sin mor, hvad der var sket. Han skjulte sig på bopælen i en stenovn i to dage. I løbet af de to dage kom Taliban og spurgte efter ham og truede klagerens mor. Efterfølgende hjalp klagerens morbror ham med at flygte ud af Afghanistan. Klageren har efterfølgende fået at vide af sin mor, at journalistens familie har opsøgt klagerens bopæl og spurgt efter ham, fordi journalisten blev slået ihjel af Taliban. Det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse, at Udlændingestyrelsen ikke kan lægge klagerens forklaring om konflikten med Taliban og familien til den dræbte journalist til grund, hvorved Udlændingestyrelsen blandt andet har lagt vægt på, at klageren har forklaret forskelligt om, hvorvidt han mødte og talte med sin mor efter flugten fra Taliban, om ruten han og chaufføren kørte, da de blev stoppet af Taliban, og hvorvidt han tog ophold hos sin morbror. Udlændingestyrelsen har endvidere lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende og forskelligt om, hvorvidt han personligt oplevede, at Taliban eftersøgte ham efter flugten fra dem. Udlændingestyrelsen besluttede [en dato i] 2018 på den baggrund ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse, idet klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge klagerens forklaring om sin konflikt med Taliban eller journalistens familie til grund. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at der – også under hensyn til klagerens alder på indrejsetidspunktet og den tid, der er forløbet siden klageren indrejste – er så store og væsentlige divergenser i klagerens forklaring om sit asylmotiv, at forklaringen ikke kan lægges til grund. Klageren har således forklaret divergerende om episoden, hvor han blev stoppet af Taliban, herunder den faste rute, tilbageholdelsens længde samt flugten, herunder hvorvidt han tog ophold på sin bopæl henholdsvis hos sin morbror. Ved vurderingen af divergenserne har flertallet lagt vægt på, at divergenserne ikke blot er enkelte ord eller vendinger, men at klageren har givet udførlige og detaljerede forklaringer, der er væsensforskellige. Flygtningenævnets flertal kan på denne baggrund ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, og flertallet tiltræder, at klagerens opholdstilladelse er opnået ved svig, og at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, § 19, stk. 7, 1. pkt. I forbindelse med behandlingen af sager vedrørende inddragelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, foretages en proportionalitetsafvejning af den udviste svig i forhold til § 26-hensynene. Efter Flygtningenævnets praksis er der ved opnåelse af en opholdstilladelse ved svig udvist en sådan egen skyld, at hensynet til udlændingen selv, herunder om inddragelsen må antages at virke særligt belastende, ikke tillægges samme vægt i afvejningen som i sager, hvor inddragelse efter § 19, stk. 1, nr. 1, overvejes på baggrund af ændringer i den pågældendes hjemland eller andre udefra kommende omstændigheder. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er født og opvokset i Afghanistan, hvor han har drevet virksomhed og boede, indtil han udrejste i 2008. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 9 år og har bestået danskprøve 2. Klageren har ikke familiemæssig tilknytning til Danmark. Klageren har haft en begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet og har ikke gennemført en erhvervsrettet uddannelse. Klageren har været frivillig hjælper i Røde Kors i Danmark. Endelig har klageren ikke helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder efter en samlet og konkret vurdering af klagerens personlige forhold og det forhold, at klageren har opnået sin opholdstilladelse på baggrund af svig, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det – uanset sin unge alder ved indrejsen – vil være særligt belastende for ham at nægte at forlænge hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 1. pkt., jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og dagældende § 19, stk. 7, 1. pkt. jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/123/JAH

afgh2019122

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk hazara og shiamuslim af trosretning. Klageren kommer fra landsbyen [L] i Orzgan-provinsen, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [en dato i] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af klagerens asylsag, at han som asylmotiv har henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban eller tvunget til at samarbejde med dem. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at hans bror [X] kom i problemer med Taliban og på den baggrund udrejste af Afghanistan. Taliban opsøgte herefter klagerens families bopæl for at finde [X]. En dag kom der bevæbnede personer fra Taliban og tog klageren og hans bror [Y] med og tilbageholdt dem. Det lykkedes for klageren og hans bror at flygte med hjælp fra et medlem af Taliban, som klagerens far havde betalt for dette. Efterfølgende udrejste klageren og resten af hans familie af Afghanistan. Klageren har endvidere oplyst, at han ikke kender nogen i Afghanistan, der kan hjælpe ham. Det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse, at Udlændingestyrelsen ikke kan lægge klagerens forklaring om konflikten med Taliban til grund, hvorved Udlændingestyrelsen blandt andet har lagt vægt på, at klageren har oplyst forskelligt om, hvor og hvordan Taliban tog klageren og hans bror med. Udlændingestyrelsen besluttede [en dato i] 2018 på den baggrund ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse, idet klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sin konflikt med Taliban til grund. Flygtningenævnet finder, at der – også under hensyn til klagerens alder på indrejsetidspunktet – er så store og væsentlige divergenser i klagerens forklaring om, hvor og hvordan Taliban tog klageren og hans bror med, og hvor længe han var tilbageholdt, at forklaringen ikke kan lægges til grund. Ved vurderingen af klagerens forklaring har Flygtningenævnet tillagt det vægt, at klagerens forklaring om, hvordan han – som etnisk hazara – blev forsøgt tvangsrekrutteret, ikke stemmer overens med de foreliggende baggrundsoplysninger. Derudover finder Flygtningenævnet, at klagerens forklaring om, at han intet kender til den af Udlændingestyrelsen fremfundne facebookprofil under navnet ”[klagerens navn]” ikke fremstår troværdig, særligt henset til billederne på den pågældende profil. Endvidere er klagerens bror venner med den pågældende på Facebook. Flygtningenævnet lægger således til grund, at det er klagerens profil. Ved vurderingen af klagerens troværdighed og forklaring om sin konflikt i Afghanistan har Flygtningenævnet således lagt vægt på, at klageren ifølge profilen rejste til Ankara i 2018, og at klageren i sommeren 2018 har søgt op mod 15 gange på flybilletter fra Tyrkiet til Kabul. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, og Flygtningenævnet tiltræder på denne baggrund, at klagerens opholdstilladelse er opnået ved svig. Betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, er således opfyldt. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, § 19, stk. 7, 1. pkt. I forbindelse med behandlingen af sager vedrørende inddragelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, foretages en proportionalitetsafvejning af den udviste svig i forhold til § 26-hensynene. Efter Flygtningenævnets praksis er der ved opnåelse af en opholdstilladelse ved svig udvist en sådan egen skyld, at hensynet til udlændingen selv, herunder om inddragelsen må antages at virke særligt belastende, ikke tillægges samme vægt i afvejningen som i sager, hvor inddragelse efter § 19, stk. 1, nr. 1, overvejes på baggrund af ændringer i den pågældendes hjemland eller andre udefra kommende omstændigheder. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er født i Afghanistan, hvor han boede, indtil han udrejste i [efteråret] 2011. Klageren er indrejst i Danmark, da han var 14 år, han har haft lovligt ophold i Danmark i 5 år, og han har bestået danskprøve 2. Klageren har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet hans storebror opholder sig i Danmark. Klageren har haft en meget begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, han har ikke gennemført en erhvervsrettet uddannelse, og han har ikke engageret sig i foreningslivet i Danmark. Endelig har klageren oplyst, at han er traumatiseret. Han har ikke modtaget lægelig behandling, men han har haft samtaler med en psykolog. Flygtningenævnet finder efter en samlet og konkret vurdering af klagerens personlige forhold og det forhold, at klageren har opnået sin opholdstilladelse på baggrund af svig, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det – uanset sin unge alder ved indrejsen – vil være særligt belastende for ham at nægte at forlænge hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 1. pkt., jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og dagældende § 19, stk. 7, 1. pkt. jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/122/JAH

afgh2019121

Nævnet meddelte i juli 2019 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk hazara og shia muslim fra [en landsby i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farbror og landsbyens malek. Ansøgeren frygter også landsbyens befolkning. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes far forlod familien omkring et år inden ansøgerens udrejste, hvorefter hendes farbror, der var narkoman, flyttede ind på familiens bopæl. Ansøgeren har videre oplyst, at tre mænd, herunder malekken og landsbyen mullah, en dag kom hjem til hendes familie og talte med farbroren. De efterlod en kuffert til ansøgeren, der indeholdt tøj, smykker, sminke og sko. Da ansøgerens mor kom hjem og så kufferten, blev hun ked af det og fik det dårligt, hvorefter hun talte med farbroren. Det viste sig, at farbroren havde bortgiftet ansøgeren til malekken, hvilket moren modsatte sig, hvorefter farbroren slog moren. Derefter bankede nogen på døren, og da farbroren kom tilbage efter at have talt med dem, låste han døren ind til ansøgeren, moren og ansøgerens lillesøster. Farbroren kom senere tilbage til bopælen med landsbyens mullah og malekken, hvorefter de viede ansøgeren og malekken. Efter vielsen kom malekken ind i værelset og hentede ansøgeren, hvilket moren forsøgte at modsætte sig. Det lykkedes dog mændene at løsrive ansøgeren og tage hende med. Da ansøgeren kom hjem til malekken, udsatte han hende for seksuelle overgreb. Da han var ved at trække bukserne af hende, blev husets dør smadret af naboens søn, [S], og moren. Malekken og [S] begyndte at slås, hvorefter ansøgeren slog malekken i ryggen med en øks. Derefter flygtede ansøgeren, moren, [S] og ansøgerens tre søskende ud af Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2018 og for nævnet har forklaret troværdigt og i overensstemmelse med den detaljerede beskrivelse af flugtårsagen, som også fremgår af asylansøgningsskemaet udfyldt [i foråret] 2018. De forhold, som Udlændingestyrelsen i sin afgørelse har fremhævet som ”ikke overbevisende” kan ikke i sig selv medføre, at ansøgerens forklaring må afvises som utroværdig. Der er således tale om forhold, som alene beror på Udlændingestyrelsens egne antagelser om, hvordan ansøgerens farbror, nabofamilien og malekkens naboer samt landsbyens beboere skulle have reageret på hændelsesforløbet. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren over for sin farbror har modsat sig et tvangsægteskab med byens malek, og nævnet finder det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i konkret risiko for asylbegrundende overgreb fra både farbroren og den mand, som hun blev tvangsgift med og flygtede fra efter at have tildelt ham et slag med en økse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet betingelserne i § 7, stk. 1, ikke findes opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hendes medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2019/121/mme

afgh2019119

Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk usbeker og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen […], […] provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af familien til en pige ved navn [A], idet han havde forhold til [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han mistede begge sine forældre som barn. Som 11-årig flyttede ansøgeren ind og fik arbejde hos familien [B]. Ansøgeren blev efter et stykke tid forelsket i familiens datter, [A], og de indledte et forhold. Det var alene [A’s] mor, der var bekendt med forholdet, hvorfor ansøgeren og [A] mødtes i smug i familiens gæsteværelse, hvor de blandt andet havde seksuelt samvær. Ansøgeren flygtede fra bopælen, da [A’s] bror en dag opdagede, at ansøgeren holdt [A] i hånden. Fem til seks måneder senere anmodede [A’s] mor ansøgeren om at flytte tilbage, da [A] var syg, og moren ønskede, at ansøgeren skulle passe hende. [A’s] far begyndte herefter at få mistanke om forholdet, som han gennem moren fik bekræftet. [A’s] far forsøgte herefter at pågribe ansøgeren, der blandt andet blev stukket med en kniv. Det lykkedes imidlertid ansøgeren at flygte. Han var indlagt på hospitalet et par dage, og derefter opholdt han sig i Kabul nogle måneder, inden han udrejste af Afghanistan. Ansøgeren blev inden sin udrejse bekendt med, at [A] var død, og det er ansøgerens formodning, at hun blev slået ihjel af sin far. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og utroværdigt om flere centrale forhold vedrørende sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvad der skete første gang, han var nødt til at flygte fra familien, herunder om hvorvidt [A’s] bror så dem brydes eller holde hinanden i hånden. Han har dertil forklaret upræcist om, hvor han opholdt sig efter denne flugt, herunder om han blev boende i samme landsby, eller om han tog ophold i en landsby en times gang væk. Han har tillige forklaret divergerende om, hvad der skete med [H], da [B] blev bekendt med ansøgerens forhold til [A] og om, hvad der skete, da han flygtede anden gang, herunder om hvor familien var, da han kom hjem med dyrene, og om hvorvidt han blev holdt og udspurgt, eller om han flygtede uden at blive holdt og udspurgt først samt, om han blev slået og stukket med kniv i husets have eller ca. 10 minutter væk. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring tillige på flere punkter fremstår usandsynlig og dermed utroværdig. Det forekommer i den forbindelse utroværdigt, at ansøgeren indledte et seksuelt forhold med datteren til den familie, han boede hos og havde sex med hende i familiens hjem, mens der var andre hjemme henset til familiens magt og status. Det forekommer tillige utroværdigt, at ansøgeren skulle tage tilbage til familien, efter at i hvert fald pigens mor og bror vidste, at han havde krænket familiens ære. Endelig forekommer det utroværdigt, at han kunne overleve og undslippe [B’s] mange vagter både under selve overfaldet og senere under flugten fra hospitalet. Ansøgeren har under nævnsmødet generelt svaret udetaljeret og afglidende på de stillede spørgsmål, herunder om hans egen risikovurdering i forbindelse med forholdet til pigen og hans hjemvenden til familien samt om [G’s] forhold. Endelig forekommer ansøgerens forklaring om, at [G] tog ham med på flugt og betalte alt for ham efter et meget kort bekendtskab mindre sandsynlig. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at redegøre for eller forklare de nævnte divergenser og utroværdigheder. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring og finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er asylbegrundende forfulgt eller risikerer at blive det ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Afghanistan ikke er sådanne, at disse i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/119/CABV

afgh2019118

Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011.Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2011 klageren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddelte herefter [i foråret] 2012 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af den oprindelige asylsag, at klageren ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive slået ihjel af sin fætter [M], der var kommandant og samararbejdede med de afghanske myndigheder. Klageren oplyste til støtte for sit asylmotiv, at han i 1992 begyndte at arbejde som bodyguard for en kommandant ved navn [A], der i en kort periode skiftede side fra Hezb e-Islami til Taliban. Samme år blev [M’s] brødre slået ihjel af Taliban, og [M] bebrejdede klageren herfor, men idet [A] var en magtfuld mand, oplevede klageren ikke problemer. I 2005 blev [A] slået ihjel, og [M] begyndte herefter at lede efter klageren. Kort tid inden klagerens udrejse blev han opsøgt på bopælen af [M] og en række myndighedspersoner. Det lykkedes klageren at flygte over til naboen, hvorefter han udrejste af Afghanistan. [I sommeren] 2018 var klageren i forbindelse med ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse til en ny samtale med Udlændingestyrelsen. [I sommeren] 2018 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at nægte at forlængelse klagerens opholdstilladelse med henvisning til, at der foreligger nye oplysninger om klagerens arbejde for kommandanten, som ville have udelukket klageren fra beskyttelse, såfremt udlændingemyndighederne havde været bekendt hermed under den oprindelige behandling af asylsagen, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 2, jf. dagældende § 26, stk. 1 og 2, jf. § 10, stk. 1, nr. 3. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han fortsat frygter at blive slået ihjel af sin fætter. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er herefter, om klageren skal udelukkes efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. Flygtningekonventionens art. 1 F (b). Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har været ansat som vagt og bodyguard for en kommandant i Afghanistan i en periode på 10 år. Klageren har til Udlændingestyrelsen forklaret, at han havde kendskab til, at kommandanten benyttede sig af tortur, og at der blev begået drab på personer. Han har tillige forklaret, at han på kommandantens ordre hentede personer og afleverede dem til kommandanten, og at nogle af disse personer blev tortureret og/eller dræbt. Klageren har i advokatindlægget og under nævnsmødet fragået denne forklaring og i stedet oplyst, at han ikke har kendskab til, at der blev benyttet tortur og drab vedrørende personer, som han havde hentet og bragt til kommandanten. Han har i den forbindelse forklaret, at han alene har oplyst om generelle forhold under samtalerne med Udlændingestyrelsen, og at hans forklaringer således ikke er korrekt gengivet. Flygtningenævnet bemærker, at klageren ikke har foretaget rettelser til referaterne af de samtaler, som han har været til i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på sine ændrede oplysninger under nævnsmødet. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren med sin stilling som personlig vagt og bodyguard for en kommandant i 10 år ved at afhente personer og bringe dem til kommandanten medvirkede til, at nogle af disse personer blev udsat for tortur og/eller drab. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren, uanset han ikke selv deltog i udøvelse af tortur og/eller drab igennem 10 år må have været bekendt med, at der foregik tortur og/eller drab på hans arbejdsplads. Han har således fortsat sit arbejde i flere år med denne viden. Flygtningenævnet finder herefter, at der er alvorlig grund til at antage, at klageren har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse, som anført i Flygtningekonventionens art. 1 F (b), og at han derfor af denne grund er udelukket fra asyl i Danmark. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at klagerens opholdstilladelse er nægtet forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 2, jf. § 10, stk. 1, nr. 3. Vedrørende klagerens tilknytning til Danmark, jf. dagældende udlændingelovs § 26, stk. 1 og stk. 2, bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden 2011. Klageren har ikke opnået nogen fast tilknytning til arbejdsmarkedet og har ikke gennemført nogen uddannelse. Han har bestået danskprøve 1. Klagerens ægtefælle og syv børn blev i 2014 familiesammenført med klageren, ligesom klageren i 2019 har fået endnu et barn i Danmark. Børnene har gået i institutioner og skole i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter, at en manglende forlængelse af klagerens opholdstilladelse isoleret set vil virke særligt belastende med hensyn til udøvelse af familieliv, men at klageren, der ikke kan udsendes til Afghanistan, jf. udlændingelovens § 31, stk. 1, fortsat har mulighed for at udøve sit familieliv, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 2, jf. dagældende § 26, stk. 1 og 2, jf. § 10, stk. 1, nr. 3., og at nægtelse af forlængelse af klageren opholdstilladelse derfor efter en samlet vurdering ikke er særlig belastende for klageren. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/118/CABV

afgh2019117

Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim. Ansøgeren er fra landsbyen [A] i Urozgan-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive tvangsrekrutteret eller slået ihjel af Taliban, idet hans far var frihedskæmper og kæmpede mod dem. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at han vil blive udsat for overgreb som følge af, at han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far blev slået ihjel af Taliban, da ansøgeren var omkring 11 eller 12 år. Ansøgeren og hans familie, bestående af ansøgerens mor og søskende, blev umiddelbart herefter opsøgt af Taliban på deres bopæl gentagende gange. Taliban ønskede at vide mere om den gruppe, som ansøgerens far havde været tilknyttet. I den forbindelse ransagede Taliban bopælen og udøvede vold mod ansøgeren og familien. Herefter besluttede ansøgerens mor, at ansøgeren, som på daværende tidspunkt var 12 eller 13 år, skulle udrejse illegalt af Afghanistan, hvorefter resten af hans familie skulle finde ham i Iran. Ansøgeren opholdt sig en måned i Iran, hvorefter ansøgeren af frygt for at blive sendt tilbage til Afghanistan, valgte at rejse alene videre til Europa. Flygtningenævnet kan, som Udlændingestyrelsen, i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om årsagen til hans udrejse af Afghanistan til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at det er usandsynligt, at ansøgeren på nuværende tidspunkt skulle være i Talibans søgelys, henset til at det nu er 11 år siden, ansøgerens far blev slået ihjel, og ansøgeren og hans familie blev opsøgt af Taliban. Ansøgeren vil i øvrigt som ung, enlig, arbejdsduelig mand kunne tage ophold et andet sted i Afghanistan end i sit hjemområde. Ansøgeren har ikke i forbindelse med sin asylansøgning i 2018 oplyst, at han er homoseksuel. Først under samtalen med Udlændingestyrelsen sommeren 2018 har ansøgeren gjort gældende, at han er homoseksuel. Heroverfor står, at ansøgeren under sin § 26-afhøring til politiet har forklaret blandt andet, at han havde en pigekæreste og på et tidspunkt havde to pigekærester på en gang. Ligeledes under samme afhøring og under retssagen har både ansøgeren og hans kæreste, [B], forklaret, at forholdet var præget af jalousi. Ansøgerens forklaring om sine homoseksuelle erfaringer fremtræder uden detaljer og konkrete holdepunkter. Ansøgeren har blandt andet ikke kunnet erindre navnet på det sted, hvor han mødte sine 2-3 mandlige dates, og han har ikke kunnet beskrive, hvordan han etablerede kontakt til disse ud over, at han opholdt sig udenfor eller ved siden af en ukendt bar for homoseksuelle, aldrig indenfor, og at han der afventede, at andre tog kontakt til ham. Flygtningenævnet kan på den baggrund ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er homoseksuel, til grund. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/117/gjey

§29bgræ20195

Nævnet omgjorde i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvindelig statsborger samt hendes fire medfølgende børn fra Syrien, der var blevet meddelt flygtningestatus i Grækenland. Nævnet meddelte herefter klagerne opholdstilladelse (K-status). Sagen blev behandlet på et mundtligt nævnsmøde. Sagen har tidligere været behandlet under sagsnummeret § 29b-Græ/2018/3. Klagerens advokat henviste som begrundelse for klagen blandt andet til, at der hverken er sikkerhed for, at Grækenland vil modtage klagerne, eller at de på ny vil kunne få opholdstilladelse i Grækenland. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klagerne [i efteråret] 2015 opnåede flygtningestatus i Grækenland, idet de blev meddelt opholdstilladelse gældende fra [efteråret] 2015 til og med [efteråret] 2018. Klagernes opholdstilladelse i Grækenland er således på nuværende tidspunkt udløbet. Afvisning efter udlændingelovens § 29 b kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte det pågældende land som et første asylland er opfyldt som følge af, at udlændingen tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er herved blandt andet et krav, at udlændingen skal være beskyttet mod refoulement, ligesom det skal være muligt for den pågældende at indrejse og tage lovligt ophold i første asyllandet. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § l, nr. 2 og 8) bl.a.: "Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages." Herefter, og efter de foreliggende baggrundsoplysninger om adgangen til i Grækenland at få fornyet en udløbet opholdstilladelse, jf. det i sagen foreliggende svar af 8. juni 2018 fra Greek Asylum Service, er der ikke grundlag for at fastslå, at det ikke vil være muligt for ansøgeren og hendes børn at indrejse i og tage ophold i Grækenland. Det må også lægges til grund at klageren i Grækenland er beskyttet mod refoulement. Efter nævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58 af 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver "treated in accordance with recognized basic human standards". Flygtningenævnet bemærker, at forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Grækenland, ifølge baggrundsoplysningerne er vanskelige. Det fremgår således af Røde Kors' høringssvar af 29. september 2017 vedrørende forholdene for udlændinge, der er meddelt flygtningestatus eller "subsidiary protection" i Grækenland, at situationen for anerkendte flygtninge i Grækenland er værre end for asylansøgere. Det fremgår af samme notat og af høringssvar af 30. august 2017 fra European Council on Refugees and Exiles (ECRE), at navnlig adgangen til boliger er et at de største problemer, og at de fleste anerkendte flygtninge er henvist til at bo på gaden, i hjemløsebarakker, i forladte huse eller lignende. Om sikkerhedssituationen for flygtninge i Grækenland fremgår det bl.a. af UN News, Women and children threatened by sexual violence at refugee reception centres in Greek Islands, fra februar 2018, at mange asylansøgere og flygtninge bliver udsat for seksuel vold. Det må efter baggrundsoplysningerne lægges til grund, at klageren og hendes børn ikke vil være garanteret bl.a. et sikkert opholdssted, og at der er betydelig risiko for, at de vil være henvist til at leve på gaden i Grækenland. Disse oplysninger er imidlertid ikke i sig tilstrækkelige til, at klagernes ansøgninger om opholdstilladelse bør behandles her i landet. Et flertal udtaler herefter: På den ovenfor anførte baggrund og sammenholdt med oplysningerne om, at ansøgerens ægtefælle og de to ældste børn har fået opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og de fire yngste børn har fået opholdstilladelse i Danmark efter reglerne om familiesammenføring, og henset til de foreliggende oplysninger om mulighederne for i klagerens situation at opnå familiesammenføring i Grækenland, jf. AIDA, Country Report: Greece (update 2018), s. 181 f., finder Flygtningenævnets flertal, at der foreligger sådanne omstændigheder, at klagernes ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 ikke bør afvises, selvom klageren og de fire yngste børn allerede har opnået opholdstilladelse i Grækenland, jf. udlændingelovens § 29 b. Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klagernes asylansøgninger skal behandles i Danmark. Det samlede nævn udtaler herefter: Flygtningenævnet tager herefter klagernes anmodning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 under behandling. I konsekvens af den opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, der den 25. november 2016 er meddelt klagerens ægtefælle og de to ældste børn, meddeler Flygtningenævnet herefter klageren og de fire yngste børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” §29b-Græ/2019/5/mme

§29bgrae20194

Nævnet omgjorde i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, der var blevet meddelt flygtningestatus i Grækenland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet har tidligere truffet afgørelse i sagen, se §29b-Græ/2018/7.Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være om-fattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel ef-ter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren den [dato primo] 2015 opnåede flygtningestatus i Grækenland, idet han blev meddelt opholdstilladelse gældende fra den [dato primo] 2015 til og med den [dato i foråret] 2018. Det fremgår af Justitsministeriets bemærkninger i lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 til udlændingelovens § 29 b, at afvisning efter bestemmelsen alene kan ske, hvis betingelserne for at betragte det pågældende land som et første asylland er opfyldt som følge af, at udlændingen tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er herved blandt andet et krav, at udlændingen skal være beskyttet mod refoulement, ligesom det skal være muligt for den pågældende at indrejse og tage lovligt ophold i første asyllandet. Den pågældendes personlige integritet og sikkerhed skal endvidere være beskyttet, men det kan ikke hermed kræves, at den pågældende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion no. 58 (XL) – 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human rights standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blandt andet blevet lagt vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt mulighed for at eje fast ejendom. Flygtningenævnet finder indledningsvist, at klageren i Grækenland vil være beskyttet mod refoulement. For så vidt angår klagerens mulighed for at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, fremgår det af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b, at anvendelse af bestemmelsen ikke forudsætter, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Efter oplysningerne fra de græske myndigheder har klageren fortsat mulighed for at ansøge om forlængelse. Selvom klagerens opholdstilladelse på nuværende tidspunkt er udløbet, er det derfor ikke på forhånd udsigtsløst, at han kan tillades at indrejse i Grækenland. For så vidt angår klagerens risiko for overgreb i Grækenland som følge af, at han er konverteret til kristendommen, henviser nævnet ham til at søge beskyttelse hos de græske myndigheder, herunder eventuelt klage til overordnede myndigheder, eller tage ophold et andet sted i Grækenland end der, hvor klageren under sit første ophold i Grækenland angivelig oplevede overgreb fra sine bofæller. For så vidt angår klagerens personlige integritet og sikkerhed i øvrigt er den aktuelle situation for anerkendte flygtninge i Grækenland beskrevet nærmere i aidas rapport om Grækenland af 31. december 2018. Det fremgår heraf blandt andet, at det i praksis er blevet vanskeligere for anerkendte flygtninge at opnå de basale rettigheder som for eksempel bolig, sociale og sundhedsmæssige ydelser, som de har krav på efter den græske lovgivning. Særligt om anerkendte flygtninge med handicap fremgår endvidere, at handicappede personer i praksis oplever store vanskeligheder ved at få anerkendt særlige rettigheder som følge af deres handicap. På baggrund heraf og efter en konkret og individuel vurdering kan et flertal af Flygtningenævnet herefter ikke afvise, at klageren ved en tilbagevenden til Grækenland vil befinde sig i en sådan ganske særligt sårbar situation som følge af sit handicap, at betingelserne for at afvise at behandle hans ansøgning om asyl i Danmark ikke er opfyldt. Som følge heraf omgør Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i foråret] 2019, således at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark.” §29b-Græ/2019/4/DH

§29tysk20182

Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetencen. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at hun har sin ægtefælle i Danmark, og at hendes familie i Tyskland havde udsat hende for overgreb. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Tyskland, hvorfra hun ikke risikerede refoulement, og henvisning til Tysklands internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det forhold, at klageren har haft en konflikt med sin familie, herunder at familien har taget hendes mobiltelefon, indespærret hende og herefter truet hende, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet klageren, såfremt hun måtte føle sig truet i Tyskland, må henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse, hvilket hun, efter egne oplysninger, ikke har gjort. De tyske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren beskyttelse. Vedrørende den omstændighed, at klagerens ægtefælle er bosiddende i Danmark, bemærker Flygtningenævnet, at dette forhold ikke har betydning for vurderingen af, hvorvidt betingelserne for, at Tyskland kan tjene som første asylland, er opfyldt. Nævnet bemærker hertil, at kompetencen til at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser henhører under Udlændingestyrelsen med klageadgang til Udlændingenævnet og dermed ikke omfattes af Flygtningenævnets kompetence. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Tys/2018/2/JAH

§29btysk20181

Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en uledsaget mindreårig dreng fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetencen. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren var blevet udsat for chikane og diskrimination, at hans værge i Tyskland ikke havde varetaget sine opgaver på tilstrækkelig vis, og at han havde været udsat for fysisk vold af sin brors ven, [V]. Flygtningehjælpen henviste endvidere til, at det ville være i barnets tarv, at klagerens sag blev behandlet i Danmark. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Tyskland, hvorfra hun ikke risikerede refoulement, og henvisning til Tysklands internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”For så vidt angår det forhold, at klageren har oplyst, at han i Tyskland er blevet udsat for chikane og diskrimination, herunder er blevet truet af en gruppe af personer, kan dette ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse. Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at hans personlige repræsentant og senere værge i Tyskland ikke har varetaget sine opgaver på tilstrækkelig vis, og at han har været aggressiv overfor klageren samt truet med at sende ham på et center for uledsagede mindreårige. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at forholdet ikke har en sådan intensitet eller karakter, at det kan medføre, at klagerens asylsag bør behandles i Danmark. Nævnet har herudover lagt vægt på, at klageren må henvises til at rette henvendelse til rette overordnede myndighed i Tyskland med henblik på at få løst eventuelle problemer med værgen. De nye oplysninger om klagerens forhold til [V], herunder at [V] udsatte klageren for fysisk vold og tog hans penge, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at forholdet ikke har en sådan intensitet eller karakter, at det kan medføre, at klagerens asylsag bør behandles i Danmark. Klageren må henvises til at rette henvendelse til de tyske myndigheder, såfremt han fortsat måtte opleve problemer med [V].  Flygtningenævnet finder endelig, at det er til barnets bedste, at klageren bliver udsendt til Tyskland, hvor han tidligere er meddelt opholdstilladelse, og hvor Flygtningenævnet vurderer, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at en fornyet behandling af klagerens asylsag i Danmark vil være forbundet med en lang sagsbehandlingstid, der vil kunne påvirke hans trivsel og sociale udvikling. Nævnet har videre lagt vægt på, at klageren har oplyst, at han har opholdt sig i Tyskland i to år, hvor han brugte meget af sin tid på at gå i skole og spille fodbold. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har oplyst, at han kan tale flydende tysk, og at han var tæt på at skrive kontrakt med en stor tysk fodboldklub. Flygtningenævnet har i den forbindelse bemærket, at klageren af de tyske myndigheder har fået udstedt et sygesikringskort, som er gyldigt indtil […] 2025. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Tys/2018/1/LMD

§29bita20191

Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøg-ning, jf. udlændingeloven § 29 b, vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, der var blevet meddelt subsidiær beskyttelse i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetencen.  Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at sagen skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge med en opholdstilladelse i Italien, herunder at flygtnin-ges personlige sikkerhed og integritet er truet i Italien, idet de er i stor risiko for at blive hjemløse uden adgang til bolig, arbejdsmarked, skolegang og sundhedsydelser. Videre henviste Dansk Flygt-ningehjælp til, at klagerens børn opholder sig i Danmark, hvorfor klageren ikke vil kunne opretholde samvær med dem ved en tilbagesendelse til Italien. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, hvorfra han ikke risikerede refoulement, og med henvisning til Italiens internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”For så vidt angår de generelle forhold for udlændinge med opholdstilladelse i Italien finder nævnet ikke, at en afvisning af klage-ren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af Den Europæi-ske Menneskerettighedskonventionens artikel 3 og CCPR artikel 7. Flygtningenævnet finder efter de seneste baggrundsoplysninger om flygtninges forhold i Italien, at der ikke er grundlag for at an-tage, at de generelle socioøkonomiske vilkår – skønt svære – er på et så uacceptabelt niveau, at Ita-lien ikke kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren, der efter egne oplysninger har haft bolig og arbejde i [by] under sit ophold i Italien, vil kunne modtage basale sociale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Flygtningenævnet finder end-videre, at klagerens personlige sikkerhed og integritet vil være beskyttet i fornødent omfang i Itali-en. Det forhold, at klageren efter det oplyste har haft konflikter med en række personer i Italien, samt har været udsat for generel diskrimination i Italien, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet klageren, såfremt han måtte føle sig truet i Italien, må henvises til at søge de italienske myndighe-ders beskyttelse, hvilket han, efter egne oplysninger, ikke har gjort. De italienske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren beskyttelse. Vedrørende den omstændighed, at kla-gerens børn har opholdstilladelse i Danmark, samt at Dansk Flygtningehjælp i den forbindelse har peget på flere bestemmelser i FN’s Børnekonvention, CCPR og Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, om at barnets tarv skal komme i første række, bemærker nævnet, at dette forhold ikke har betydning for vurderingen af, hvorvidt betingelserne for, om Italien kan tjene som første asylland, er opfyldt. Nævnet bemærker hertil, at kompetencen til at meddele opholdstil-ladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven henhører under Udlændingestyrelsen med kla-geadgang til Udlændingenævnet og dermed ikke omfattes af Flygtningenævnets kompetence. På denne baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke fin-der grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-ita/2019/1/JABP

§29bgræ20193

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand fra Syrien, der tidligere var meddelt flygtningestatus i Grækenland.  Klagerens advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at ansøgerens opholdstilladelse i Grækenland var udløbet, hvorfor hans status i Grækenland nu måtte betragtes som en asylansøgers. Advokaten henviste i den forbindelse til, at det græske asylsystem lider af alvorlige mangler, hvorfor en tilbagesendelse af ansøgeren til Grækenland ville udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3. Endelig henviste advokaten til, at en tilbagesendelse ligeledes ville udgøre en krænkelse af EMRK artikel 8, idet ansøgeren har sin mindreårige søn i Danmark og ikke kan få hjælp af de græske myndigheder til at få etableret et samvær. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet udtalte Flygtningenævnet blandt andet:  ”Uanset de vanskelige forhold for anerkendte flygtninge eller asylansøgere i Grækenland finder nævnet, at klageren, der er en 26-årig sund og rask mand, i Grækenland vil kunne opnå fornøden beskyttelse af sin personlige integritet og sikkerhed, og at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Grækenland og asylansøgere ikke i sig selv kan føre til, at klageren ikke kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland. Flygtningenævnet finder endvidere, at klagerens oplevelser i Grækenland eller hans personlige forhold i øvrigt ikke kan føre til en ændret vurdering, ligesom heller ikke EMRK art. 8 er til hinder for at afvise klagerens ansøgning om asyl. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren har oplyst, at han ikke eller i hvert fald stort set ikke har nogen kontakt til hverken sin ægtefælle eller mindreårige søn i Danmark. Den omstændighed, at klagerens opholdstilladelse er udløbet, kan efter forarbejderne til udlændingelovens § 29 b ikke føre til et andet resultat, idet det ikke må anses for udsigtsløst, at klageren vil blive tilladt indrejse i Grækenland. På denne baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Græ/2019/3/ATN

§29bgræ20189

Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsen afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingeloven § 29 b, vedrørende en mand fra Syrien, der var blevet meddelt flygtningestatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på formandskompetencen. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at sagen skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for anerkendte flygtninge i Grækenland, og at klageren vil risikere ikke at kunne få adgang til bolig, skolegang eller arbejde. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, hvorfra han ikke risikerede refoulement, og henvisning til Grækenlands internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Grækenland, er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger vanskelige. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er tale om sådanne generelle mangler, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Grækenland – om end vanskelige – ikke i sig selv kan medføre, at klageren efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland. Flygtningenævnet finder endvidere, at klagerens oplevelser i Grækenland eller hans personlige forhold i øvrigt ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er fyldt 18 år [på tidspunktet for nævnets afgørelse], og at han derfor juridisk set skal betragtes som en voksen. Dansk Flygtningehjælps henvisning til Børnekonventionen og det heraf følgende princip om barnets tarv kan derfor heller ikke føre til en ændret vurdering. Klageren er således en ung mand, der har oplyst, at han, bortset fra problemer med sine tænder og angst, er sund og rask og ikke tager nogen former for medicin. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren ikke kan betragtes som værende så ganske særligt sårbar, at Grækenland ikke kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet finder endvidere, at klagerens personlige sikkerhed og integritet vil være beskyttet i fornødent omfang i Grækenland. For så vidt angår den omstændighed, at klageren har oplevet, at de græske myndigheder ikke lod høre fra sig, efter han havde opsøgt dem for at få anvist en bolig, må klageren henvises til at rette henvendelse til myndighederne på ny. På denne baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Græ/2018/9/THV

§29b-ung20192

Nævnet omgjorde i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingeloven § 29 b, vedrørende en kvinde fra Somalia, der var blevet meddelt beskyttelsesstatus i Ungarn. Sagen blev behandlet på et mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte: ”[Klageren] har klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse om, at hendes asylansøgning afvises efter udlændingelovens § 29 b, under henvisning til, at hun har opnået beskyttelse i Ungarn, hvor hun [ultimo] 2017 blev meddelt subsidiær beskyttelsesstatus. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren den 21. december 2017 er blevet meddelt opholdstilladelse i Ungarn. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) bl.a.: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter nævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på bl.a., om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp m.v. Klageren er ved Udlændingestyrelsens afgørelse af [ultimo] 2018 som delvist forlænget [primo] 2019 meddelt godkendelse af betaling af social foranstaltning, således at hun blandt andet er blevet bosat i et botilbud efter udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2. Det kan på baggrund af de lægelige akter og udtalelser i sagen lægges til grund, at klageren er ganske særligt sårbar som følge af navnlig psykiske og emotionelle vanskeligheder, og at hun i lange perioder har været beskrevet som alvorligt selvmordstruet. Hun opholder sig i Danmark på et opholdssted, og selvom hun udviser tegn på bedring, beskrives det i de seneste erklæringer, at hendes tilstand endnu ikke er stationær, at hun har nedsat funktionsniveau, og at hun ikke på egen hånd er i stand til at fungere optimalt i dagligdagen. I den seneste psykologerklæring af [primo] 2019 anføres det, at klageren er i øget selvmordsrisiko, og at hun har et uopsætteligt og nødvendigt behandlingsbehov. Flygtningenævnet finder, at klageren som følge af sin unge alder – om end hun er vurderet som ældre end 18 år – og navnlig helbredsmæssige forhold, som de er beskrevet i de lægelige akter, må anses som en ganske særligt sårbar person. Henset hertil – og til oplysningerne om forholdene for flygtninge med opholdstilladelse i Ungarn – finder nævnet efter en samlet vurdering, at betingelserne for at afvise at behandle hendes ansøgning i Danmark ikke er opfyldt. Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark.” §29b-Ung/2019/2/CABV

§29b-ung20191

Nævnet omgjorde i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingeloven § 29 b, vedrørende en mand fra Syrien, der var blevet meddelt flygtningestatus i Ungarn. Klageren var mindreårig. Sagen blev behandlet på et mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte: ”[Klageren] har klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse om, at hans asylansøgning afvises efter udlændingelovens § 29 b, under henvisning til, at han har opnået beskyttelse i Ungarn, hvor han den [primo] 2018 blev meddelt subsidiær beskyttelsesstatus. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [primo] 2018 er blevet meddelt flygtningestatus i Ungarn. Det fremgår af Justitsministeriets bemærkninger i lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 til udlændingelovens § 29 b, at afvisning efter bestemmelsen alene kan ske, hvis betingelserne for at betragte det pågældende land som et første asylland er opfyldt som følge af, at udlændingen tidligere har opnået beskyttelse i et land. Det er herved blandt andet et krav, at udlændingen skal være beskyttet mod refoulement, ligesom det skal være muligt for den pågældende at indrejse og tage lovligt ophold i første asyllandet. Den pågældendes personlige integritet og sikkerhed skal endvidere være beskyttet, men det kan ikke hermed kræves, at den pågældende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion no. 58 - 1989, at udlændingen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blandt andet blevet lagt vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt mulighed for at eje fast ejendom. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Ungarn, samt at klageren i Ungarn vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået subsidiær beskyttelse i Ungarn, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheders artikel 19, stk. 2 (non-refoulement), og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. For så vidt angår forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Ungarn, måtte disse, som det fremgår af afgørelser truffet af Flygtningenævnet i 2016, ifølge de da foreliggende baggrundsoplysninger anses for vanskelige, og nævnet finder, at dette ifølge baggrundoplysningerne fortsat er tilfældet, idet forholdene siden nævnets afgørelser fra 2016 er forværret. Det fremgår således af AIDA ”Country Report: Hungary” fra februar 2018 (bilag 82), at ”Since June 2016, the Hungarian state has completely withdrawn from integration services provided to beneficiaries of international protection, thus leaving recognised refugees and beneficiaries of subsidiary protection to destitution and homelessness. It is only non-governmental and faith-based charity organisations that provide the much needed services aimed at integration such as housing, assistance with finding an employment, learning Hungarian language or family reunification”. Det fremgår endvidere af baggrundsoplysningerne, herunder artiklen med overskriften ”Hungary’s laws on helping vulnarable forigners are ”blatently xenofobic” af 21. juni 2018 i Refworld (bilag 90), at der pr. 1. juli 2018 i Ungarn trådte en ny lov i kraft, som gør det muligt at fængsle advokater, rådgivere og frivillige, der hjælper sårbare fremmede. Der er ikke i baggrundsoplysningerne holdepunkter for at fastslå, at der i Ungarn i praksis er passende boligforhold for uledsagede mindreårige udlændinge, eller at der i Ungarn er etableret en struktureret og passende støtte for sådanne mindreårige, som er meddelt subsidiary protection i Ungarn. På denne baggrund finder Flygtningenævnet under hensyn til, at klageren er mindreårig og uden familie eller netværk i Ungarn, men derimod har slægtninge i Danmark, som klageren har god kontakt til, og at klageren ifølge de lægelige oplysninger er kognitiv svag eller understimuleret og har åndedrætsproblemer, som klageren skal opereres for, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at betingelserne for at afvise at behandle klagerens ansøgning i Danmark er opfyldt. Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark.” §29b-Ung/2019/1/CABV

§29bita20183

Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingeloven § 29 b, vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria, der var blevet meddelt opholdstilladelse i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetencen.  Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at sagen skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerens opholdstilladelse i Italien er udløbet, og at det italienske politi har meddelt ham, at han ikke kan få forlænget sin opholdstilladelse. Videre henviste Dansk Flygtningehjælp til de generelt vanskelige forhold for udlændinge med opholdstilladelse i Italien. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, hvorfra han ikke risikerede refoulement, og med henvisning til Italiens internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det forhold, at klagerens opholdstilladelse er udløbet [i starten af] 2018, kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet finder herved, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, samt at klageren i Italien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået beskyttelse i Italien, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Flygtningenævnet kan endvidere henvise til, at Rigspolitiet ved høringssvar af 18. august 2015 har orienteret Flygtningenævnet om, at de italienske myndigheder den 17. juni 2015 overfor Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet blandt andet har oplyst, at en udlænding, som har en opholdstilladelse i Italien som anerkendt flygtning eller med beskyttelsesstatus, kan ansøge om fornyelse af opholdstilladelsen ved dennes tilbagerejse til Italien, også selvom opholdstilladelsen måtte være udløbet. De italienske myndigheder har ved samme lejlighed oplyst, at udlændingen ved tilbagerejsen til Italien skal henvende sig ved den politistation, som har udstedt opholdstilladelsen, som derefter vil videresende vedkommendes ansøgning til rette myndighed. De italienske myndigheder har desuden ved e-mail af 17. juli 2015 oplyst, at en udlænding, hvis opholdstilladelse er udløbet, lovligt kan indrejse i Italien for at få fornyet opholdstilladelsen. For så vidt angår de generelle forhold for udlændinge med opholdstilladelse i Italien finder nævnet ikke, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventionens artikel 3, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Flygtningenævnet finder efter de seneste baggrundsoplysninger om flygtninges forhold i Italien, at der ikke er grundlag for at antage, at de generelle socioøkonomiske vilkår – skønt svære – er på et så uacceptabelt niveau, at Italien ikke kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren vil kunne modtage basale sociale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at der foreligger oplysninger om klagerens personlige forhold, der kan medføre, at Italien ikke kan tjene som klagerens første asylland. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren er en yngre mand, der efter sin egen forklaring til Udlændingestyrelsen under oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2018 er sund og rask, og som under sit ophold i Italien har haft bolig og arbejde. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren efter sin egen forklaring under oplysnings- og motivsamtalen ikke har haft nogen konflikter med hverken myndighederne eller privatpersoner i Italien, men at han forlod Italien, da han blev tilbudt et arbejde af sin tidligere arbejdsgiver i Sverige. Det bemærkes, at det alene beror på klagerens formodning, at han ikke vil kunne få sin opholdstilladelse forlænget ved henvendelse til de relevante italienske relevante italienske myndigheder. Nævnet kan således ikke lægge klagerens udbyggende forklaring til Dansk Flygtningehjælp om, at det italienske politi har meddelt ham, at han ikke kan få forlænget sin opholdstilladelse, til grund. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” § 29 b-Ita/2018/3/MGO

vene20195

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Venezuela. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er venezuelansk statsborger, katolsk kristen af trosretning og fra Caracas. Ansøgeren har oplyst, at han siden 2008/2009 har været medlem af og aktiv for partiet Primero Justicia, der er i opposition til den siddende regering. Ansøgerens politiske aktiviteter for partiet har bestået i deltagelse i møder og demonstrationer, uddeling af materiale, ophængning af plakater og i indsamling af underskrifter. Ved en tilbagevenden til Venezuela frygter ansøgeren at blive tilbageholdt og udsat for tortur af myndighederne eller grupperinger, som arbejder for myndighederne, som følge af sine politiske aktiviteter. Endvidere frygter han, at hans aktiviteter går ud over hans familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har deltaget i en række demonstrationer i 2013-2015, hvor der opstod konflikter mellem politi og demonstranter. Første gang, ansøgeren personligt fik problemer, var i 2015, da han og en gruppe af partimedlemmer blev forhindret i at hænge plakater op af personer med tilknytning til regeringen. Senere i 2015 deltog han i en demonstration mod, at regeringsstyrker indtog en tom bygning. I forbindelse med demonstrationen råbte regeringsstyrkerne skældsord og trusler til ansøgeren og andre demonstrationer. I [efteråret] 2015 blev ansøgeren opsøgt af en større gruppe personer, mens han gik på gaden i det område, hvor han boede. De pågældende sang propagandasange, og en fra gruppen prikkede ansøgeren på brystet, og sagde, at han ikke skulle være der. I [slutningen af]2015 blev ansøgeren kidnappet. Ansøgeren havde hævet penge i en automat og var på vej tilbage til sin bil, da han blev opsøgt af to personer. En af dem slog ansøgeren og holdt ansøgerens hoved sådan, at han kun kunne se ned i jorden. Ansøgeren blev ført ind i en sort Ford og blev kørt til en garage, hvor han blev anbragt på en stol. En person, som blev kaldt ”chefen” sagde til ansøgeren, at han skulle holde op med det, som han havde gang i, og at han vidste, hvad der ville ske, hvis han fortsatte sine aktiviteter. ”Chefen” talte nedsættende til ansøgeren. Efter et stykke tid fik ansøgeren at vide, at han kunne smutte. Han blev smidt ind i en bil og kørt til en gade i nærheden af en større boulevard, hvor han blev smidt ud. Ansøgeren var tilbageholdt i cirka seks timer. Efterfølgende tog han ophold hos sin gudmor, hvor han opholdt sig i tre-fire måneder og holdt lav profil. Gudmoren talte med sin søn, der bor i Danmark, og hun foreslog, at ansøgeren rejste dertil. I [foråret] 2016 kom ansøgeren til Danmark. I [begyndelsen af] 2017 søgte ansøgeren asyl, efter at hans familie havde fortalt, at en mand flere gange havde ringet til familien og truet med, at der ikke ville ske noget godt, hvis ansøgeren vendte tilbage. Manden ringede første gang til familien i [efteråret] 2016, og yderligere tre-fire gange i de efterfølgende måneder. Flygtningenævnet kan lægge dele af ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren har været i opposition til den siddende regering, og at han herunder har deltaget i demonstrationer, indsamlet underskrifter og en enkelt gang har været tilbageholdt i 6 timer. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren har haft en ledende rolle i sin oppositionsgruppe, idet ansøgeren har forklaret udbyggende herom for Flygtningenævnet. Ansøgeren har således tidligere for Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke betragtede sig som leder for sin gruppe, og ansøgeren kan derfor ikke anses for profileret. Ansøgeren har heller ikke før for Flygtningenævnet forklaret, at det var ”Los Colectivos”, der ”kidnappede” ham. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens konflikt med hjemlandets myndigheder eller grupperinger med tilknytning til myndighederne har en sådan intensitet og karakter, at det kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ifølge sin forklaring alene har været tilbageholdt en enkelt gang af 6 timers varighed, og at hans familie ikke blev opsøgt i tiden efter kidnapningen, selv om han fortsat befandt i Venezuela. Flygtningenævnet finder det ikke troværdigt, at ansøgerens familie pludselig modtog trusler efter hans udrejse, eller at søsteren i august 2018 pludselig skulle være blevet overfaldet på grund af ansøgerens aktiviteter. Det er tillige tillagt vægt, at ansøgeren først søgte asyl, da han ikke længere kunne betale for sit studie i Danmark. Selv om forholdene i Venezuela for tiden er vanskelige, er de generelle forhold ikke af en sådan karakter, at de i sig selv er asylbegrundende. Det forhold, at ansøgeren er i opposition til den siddende regering, kan ikke i sig selv føre et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ”Vene/2019/5/MNR

vene20194

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Venezuela. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og kristen af religiøs overbevisning fra [by], Venezuela. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men oplyser at have deltaget i demonstrationer imod den venezuelanske regering på vegne af den generelle befolkning. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Venezuela frygter at blive fængslet af de venezuelanske myndigheder som følge af at have deltaget i demonstrationer. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han samlet har deltaget i tre demonstrationer i sit lokalområde i Venezuela, hvoraf to fandt sted i [foråret] 2017 og ikke gav ansøgeren efterfølgende problemer. I slutningen af [sommeren] 2017 deltog ansøgeren i en tredje demonstration, som fandt sted grundet problemer med vand- og elforsyningen samt den generelle politiske og økonomiske situation i landet i øvrigt. Da politiet ankom til demonstrationen, som var startet fredeligt, kastede de med tåregas og filmede demonstranterne, herunder ansøgeren, som derfor flygtede. Ansøgeren blev truet af to politibetjente og skudt efter. Det lykkedes ham at slippe væk, mens to af hans venner blev pågrebet og den ene heraf senere indlagt på hospitalet grundet voldsomme fysiske overgreb af politiet. Ansøgeren har videre oplyst, at han omkring en uge efter demonstrationen blev stoppet på gaden af politiet og tvunget til at udlevere sin mobiltelefon, som indeholdt personlige oplysninger, hvorefter han fik lov til at gå. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på flere væsentlige punkter har forklaret divergerende om den demonstration, der var årsagen til ansøgerens konflikt med de venezuelanske myndigheder. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt han blev pågrebet af politiet. Til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2018 har ansøgeren forklaret, at det lykkedes en af betjentene at få fat i ham, og i samtalen med Dansk Flygtningehjælp [i foråret] 2018 har ansøgeren oplyst, at han blev fastholdt af en betjent, og at han måtte vriste sig fri. Til den efterfølgende asylsamtale [i slutningen af] 2018 har ansøgeren forklaret, at det ikke passer, idet betjentene ikke havde fat i eller holdt fast på ansøgeren, og ansøgeren gentog, at der ikke var nogen, der holdt fast i ham. Til sin advokat har ansøgeren forklaret forud for nævnsmødet, at politiet var i færd med at lægge ham i håndjern og havde fat i hans overarm, at politiet var ved at føre ham over i et salatfad, men at ansøgeren havde held til at rive sig fri. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han blev holdt fast i håndleddet, og at han rev sig fri. Endvidere har ansøgeren til Dansk Flygtningehjælp oplyst, at han blev filmet af politiet, og til den efterfølgende asylsamtale har han forklaret, at politifolkene holdt deres telefoner oppe for at filme og/eller tage billeder af demonstranterne, hvilket ansøgeren ikke har oplyst om i asylansøgningsskemaet udfyldt [i starten af] 2018 eller forklaret om til oplysnings- og motivsamtalen. Dertil kommer, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at politifolkene bar kameraer, der mindede om Go Pro-kameraer, der optog demonstranterne. Foreholdt disse divergenser har ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at politiet filmede demonstranterne med både Go Pro-kameraer og telefoner. Derudover har ansøgeren forklaret divergerende om to venners skæbne, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at to af hans venner efter demonstrationen blev tilbageholdt af politiet. Mens den ene blev tilbageholdt i fire dage og slået af politiet, blev efterfølgende indlagt og senere sendt til familien i Peru, blev den anden ven tilbageholdt et andet sted, og vennerne har ikke set ham siden. I asylansøgningsskemaet har ansøgeren oplyst, at begge venner flygtede, og til Dansk Flygtningehjælp har ansøgeren oplyst, at begge venner blev tilbageholdt og udsat for vold, og at de havde brug for lægelig behandling, da de blev løsladt. Endelig har ansøgeren til Udlændingestyrelsen forklaret om demonstrationen, at demonstrationen fandt sted [i sommeren] 2018, mens han under nævnsmødet har forklaret, at demonstrationen fandt sted [i sommeren] 2018, hvilken dato stemmer overens med dateringen af en kort videooptagelse fremlagt af ansøgeren. På denne baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdigt. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge af deltagelse i en demonstration har bragt sig i et asylbegrundende modsætningsforhold til de venezuelanske myndigheder. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Venezuela vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Vene/2019/4/TLNJ

tyrk201910

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra […], Tyrkiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter at blive fængslet og udsat for grove fysiske overgreb, fordi han er kurder, og fordi han har været tilknyttet [X]-bevægelsen i perioden 2010-2016. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han under sin studietid følte sig forskelsbehandlet på grund af sin etnicitet som kurder. Han oplevede, at ingen ville sætte sig ved siden af ham i kantinen, og derudover var han bange for at tale sit modersmål. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han havde tilknytning til [X]-bevægelsen i perioden 2010-2016, idet de steder han studerede og boede, havde tilknytning til bevægelsen. Derudover var ansøgeren en del af en ungdomsforening, som sympatiserede med [X]-bevægelsen. I [foråret] 2016 blev ansøgerens bopæl ransaget af politiet. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive overfaldet, kidnappet eller umenneskeligt behandlet af organisationer, grupper og personer, som har tilknytning til regeringspartiet. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sin baggrund til grund. Flygtningenævnet kan dog ikke lægge til grund, at ansøgeren skulle have deltaget i to demonstrationer i 2015 henholdsvis 2016, idet ansøgeren har forklaret udbyggende herom. Ansøgeren har ikke oplyst om deltagelsen i demonstrationer til de schweiziske asylmyndigheder, men ansøgeren oplyste derimod, at han ikke havde været politisk aktiv. Af samme grund kan Flygtningenævnet heller ikke lægge til grund, at ansøgerens bopæl blev ransaget i [foråret] 2016, hvilket han hverken har oplyst om til de schweiziske asylmyndigheder, eller i sit asylansøgningsskema til de danske asylmyndigheder. Nævnet bemærker, at det udelukkende beror på ansøgerens egen formodning, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil blive udsat for overgreb grundet en tilknytning til [X]-bevægelsen, og Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forbindelse til [X]-bevægelsen må anses for værende så perifer og indirekte, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tyrkiet i den anledning vil blive udsat for asylbegrundede overgreb. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har været udsat for overgreb eller har modtaget nogen konkrete trusler fra medlemmer af AK-partiet eller civile modstandere af [X]-bevægelsen. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans familie ikke på noget tidspunkt efter ansøgerens udrejse er blevet opsøgt af myndighederne. Endelig må det lægges til grund, at ansøgeren ikke har deltaget i politiske arrangementer eller udført aktiviteter for [X]-bevægelsen. Der er således ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren skulle være individuelt forfulgt. Det forhold, at ansøgeren i perioden 2010-2012 gik til forberedende undervisning på skoler, hvor mange af lærerne sympatiserede med [X]-bevægelsen, og som siden hen er lukket ned, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker, at ansøgeren til de schweiziske myndigheder har forklaret, at han aldrig har været indskrevet på en [X]-skole. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i perioden 2012-2016 skulle have beboet forskellige lejligheder ejet af [X]-bevægelsen, mens han studerede, blandt andet fordi lejlighederne var for alle studerende og ikke krævede nogen tilknytning til [X]-bevægelsen. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har nævnet ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt og udbyggende om sit behov for asyl til de schweiziske henholdsvis danske asylmyndigheder. Til de schweiziske myndigheder har ansøgeren som baggrund for asylansøgningen forklaret om sin etnicitet, risiko for indkaldelse til militærtjeneste, og at han blev beskyldt for at være tilknyttet [X]-bevægelsen, mens ansøgeren overfor de danske myndigheder væsentligt har udbygget forklaringen om [X]-bevægelsen og sin tilknytning hertil. Endelig kan det forhold, at ansøgeren er etnisk kurder, ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ikke personligt har oplevet nogen former for konflikter som følge af hans etniske oprindelse. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Tyrkiet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tyrk/2019/10/CMA

syri201935

Flygtningenævnet meddelte i juni 2019 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra […], Damaskus, Syrien. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter overgreb som følge af, at hun har forladt sin stilling som offentligt ansat uden at have fået tilladelse hertil. Klageren har endvidere henvist til de generelle forhold i Syrien som følge af krigen. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun siden [slutningen af] 1990 har arbejdet som statslig ansat. Inden klagerens udrejse af Syrien søgte klageren om at blive fritaget fra statslig tjeneste, hvilket hun blev meddelt afslag på. Herefter søgte klageren om at få et års orlov fra sin stilling som statslig ansat, hvilket hun tillige blev meddelt afslag på. Klageren fik efterfølgende tilladelse til at holde fri fra sit arbejde i en måned, hvorefter klageren udrejste legalt af Syrien. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring til grund. Klageren er således en [midaldrende] enlig kvinde fra en forstad til Damaskus. Hun har siden 1990 været statslig ansat i kontoret […]. Hun var almindelig administrativ kontormedarbejder. Hun forlod jobbet og udrejste, fordi vejen til arbejdspladsen var blevet for usikker på grund af kontrolposter, vejsidebomber og bombardementer. Endvidere var arbejdsmiljøet blevet dårligt – arbejdspladsen var blevet til en militær arbejdsplads, hvor halvdelen af kollegaerne gik i militæruniformer og skulle udføre militære opgaver. Over halvdelen af de administrative medarbejdere havde forladt arbejdspladsen, og hun fik selv afslag på at blive fritaget for tjeneste, ligesom hun fik afslag på orlov. Hun udrejste legalt med sit syriske pas, udstedt i 2011, og efter at have fået tilladelse til at holde fri i en måned. Flygtningenævnet finder efter de nu foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra juni 2019, at det må lægges til grund, at klageren vil blive tilbageholdt og afhørt ved en tilbagevenden til Syrien, herunder om hvorfor hun forlod arbejdspladsen, ligesom det må antages, at hun risikerer fængselsstraf herfor. Når dette sammenholdes med de foreliggende baggrundoplysninger om de syriske myndigheders overgreb f.eks. ved afhøringer og fængslinger m.v., finder Flygtningenævnet det sandsynliggjort, at klageren er i reel risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Syrien som følge af, at hun under de angivne omstændigheder har forladt sit arbejde. Flygtningenævnet kan i den forbindelse ikke lægge vægt på eventuelle garantier vedrørende indrejsen fra de syriske myndigheder. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at der ikke er grundlag for at antage, at de syriske myndigheder i den anledning anser klageren for en modstander af styret og således tillægger hende en bestemt politisk holdning. Nævnet bemærker herved, at klageren har været ansat i stillingen siden 1990. Klageren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2019/35/EMU

syri201934

Nævnet meddelte i juni 2019 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra en forstad, […], Damaskus, Syrien. Klageren var ved asylsagsbehandlingen mindreårig, hvorfor hun var omfattet af sin mors, [A’s], asylsag. Flygtningenævnet finder, at klageren skal tillægges konsekvensstatus i forhold til det grundlag, der har ført til, at klagerens [familie] er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2019/34/EMU

syri201929

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive henrettet eller tvunget til at udføre sin militærtjeneste af de syriske myndigheder, fordi han ikke har aftjent denne. Klageren vil ikke udføre militærtjeneste, idet klageren ikke vil slå andre ihjel eller selv risikere at blive slået ihjel. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter at blive straffet af de syriske myndigheder, fordi han har deltaget i demonstrationer. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ikke kan vende tilbage til Syrien, idet klagerens forældre på et tidspunkt modtog to breve om, at han skulle afhente sin militærbog. På et tidspunkt i 2013 eller 2014 opsøgte de syriske myndigheder husstandene i bydelen [A], hvor klageren boede sammen med sine forældre, med henblik på at tvangsrekruttere unge til militæret. Da myndighederne ankom til klagerens bopæl, flygtede han til sin nabo, hvorefter han tog ophold hos sin søster ved navn [B], som boede i et område ved navn [C] i Damaskus. Omkring en måned efter at klageren havde taget ophold hos [B], tog klageren hen til rekrutteringscenteret i [D] i Damaskus, hvor klageren fik udleveret sin militærbog. Klageren fik at vide, at han skulle slutte sig til militæret inden for en til to måneder. Klageren deltog på omkring samme tidspunkt i en demonstration i [A]. Et par dage efter deltog klageren igen i en demonstration, hvorefter klageren mødte en person ved navn [E] og nogle barndomsvenner. På stedet, hvor de mødtes, befandt sig en person ved navn [F], som [E] talte med. [E] orienterede klageren om, at [F] havde været i besiddelse af en liste med navne, hvoraf klagerens navn fremgik. Under klagerens ophold hos [B] opsøgte de syriske myndigheder igen husstandene i [A] med henblik på at tvangsrekruttere unge til militæret. I den forbindelse opsøgte de syriske myndigheder klagerens forældres bopæl samt klagerens fars restaurant. Myndighederne ankom også til [B] med en liste over navne på personer, som de spurgte efter i området. Klagerens navn fremgik også af denne liste. Da klageren havde opholdt sig hos [B] i en periode fra otte til ni måneder, påbegyndte klageren sin udrejse af Syrien sammen med [G] sin forlovede. Under deres udrejse af Syrien blev de ramt af en vejsidebombe, hvor [G] afgik ved døden. Klageren udrejste af illegalt af Syrien ved at krydse grænsen til Tyrkiet til fods. Under klagerens ophold i Tyrkiet, blev han bekendt med, at klagerens forældre havde modtaget en dom, hvoraf fremgik, at han var landsforræder, og at han var blevet dømt til at blive henrettet, fordi han ikke havde sluttet sig til militæret. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har som Udlændingestyrelsen herved lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende herom, og at hans forklaring fremstår som konstrueret. Flygtningenævnet bemærker herudover, at klageren under mødet i Flygtningenævnet har erkendt, at han til henholdsvis politiet og Udlændingestyrelsen har forklaret usandt om, hvorvidt han har været fængslet i Syrien. Flygtningenævnet finder imidlertid i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som mandlig syrisk statsborger i den militærpligtige alder isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder endvidere som Udlændingestyrelsen, at klageren ikke kan udsendes med tvang til Syrien i medfør af udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1. Da klageren er udvist med indrejseforbud, kan han ikke meddeles opholdstilladelse, medmindre særlige grunde taler derfor, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Ved afgørelsen af, om der foreligger sådanne særlige grunde, at klageren på trods af kriminaliteten kan meddeles opholdstilladelse, skal der foretages en proportionalitetsafvejning mellem grovheden af forbrydelsen i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Proportionalitetsafvejningen skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen, herunder konventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet har ved denne afvejning lagt betydelig vægt på, at klageren ved dommen [fra begyndelsen af] 2019 afsagt af Retten i Aarhus blev idømt et års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, og § 285, jf. § 276 a. Det fremgår af dommen, at røveriet blev begået af flere gerningsmænd, og at klageren under røveriet udøvede vold mod en medarbejder i den restaurant, som blev udsat for røveriet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren, der er 27 år, er ugift, at han ingen nær familie har i Danmark, og at han alene har haft en begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at der ikke er særlige grunde, der taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2019/29/CHA

soma2019179

Nævnet hjemviste i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen Madhiban, underklanen [X], subklanen [Y] samt familieklanen [Z] og er muslim fra Buulo Xaaji, Lower Juba-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive opsøgt af al-Shabaab eller familien til en afdød forretningsmand. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han en dag i [efteråret] 2011 var vidne til, at en kvinde blev mishandlet af al-Shabaab. Efterfølgende talte klageren med nogle af sine venner og udtrykte utilfredshed over, at det altid gik ud over personer fra hans klan. Hans venner fortalte dette videre til al-Shabaab, hvorefter al-Shabaab betragtede klageren som frafalden eller vantro. Videre har klageren oplyst, at han en dag gik på gaden sammen med en forretningsmand, der blev beskudt af to unge mænd. Forretningsmanden afgik efterfølgende ved døden. Kort tid efter blev klageren opsøgt af den afdødes familie på sin bopæl, hvor de beskyldte ham for at have slået den afdøde mand ihjel. Klageren blev udsat for fysisk vold, hvorefter han blev bundet med et reb med henblik på, at han skulle trækkes efter en bil. Familiemedlemmerne blev imidlertid afbrudt af medlemmer af al-Shabaab, som mødte op og sagde, at de ledte efter klageren henset til, at han var frafalden. De oplyste, at de havde til hensigt at fængsle og slå klageren ihjel. Klageren blev herefter ført til et fængsel, hvor han opholdt sig i nogle dage. Pludselig blev al-Shabaab angrebet fra luften, og det lykkedes derfor klageren at flygte fra stedet. Efter klagerens udrejse af Somalia har al-Shabaab slået klagerens far og onkel ihjel. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sin konflikt med hverken al-Shabaab eller familien til en afdød forretningsmand til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren under behandlingen af asylsagen og inddragelsessagen har forklaret divergerende på en række centrale punkter, herunder om den mishandlede kvinde var fra hans klan eller ej, og om al-Shabaab talte med ham under tilbageholdelsen eller ej. Klagerens forklaring om konflikterne forekommer indøvet og ikke selvoplevet, og hans forklaring om centrale episoder, der burde have gjort indtryk på klageren, fremstår udetaljeret, f.eks. forklaringen om hvorledes han slap væk fra al-Shabaab. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om situationen i Somalia, som er gengivet i Udlændingestyrelsens afgørelse, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i landet, og at denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret på en sådan måde, at en udsendelse af klageren til hjemområdet ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. De generelle forhold, der har begrundet klagernes opholdstilladelse, har herefter ændret sig på en sådan måde, at klageren ikke længere ved en tilbagevenden til hjemområdet som følge af de generelle forhold vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter forarbejderne til lovændringen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [efteråret] 2013. Han har bestået Prøve i Dansk 2. Han har ikke familiemæssig tilknytning til Danmark. Han har ikke taget en uddannelse, men har været i praktik i i alt 14 måneder. Indtil medio 2018 har han ikke haft tilknytning til arbejdsmarkedet, hvorefter han fra medio 2018 har været ansat på en vinduesfabrik. Han har familie i Somalia, blandt andet sin kone og to døtre, som han dog angiver ikke at have nogen kontakt med. Klageren har i efteråret 2017 fået konstateret diabetes 1 eller 2 og har tillige fået konstateret struma. Han behandles for sin diabetes i form af, at han tager piller og injektioner. Med henblik på indhentelse af blandt andet nærmere oplysninger om klagerens sygdom hjemviser Flygtningenævnet i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens udtrykkelige påstand herom sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet hjemviser derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/179/MAH

soma2019177

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen [klannavn] og er fra [landsby], Hiraan-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi han ikke har imødekommet deres krav om at få udleveret penge. Udlændingestyrelsen meddelte [foråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at forklaringen fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder, at klagerens forklaring fremstår utroværdig, og nævnet lægger herved navnlig vægt på, at klageren har forklaret divergerende på en række punkter. Klageren har således forklaret divergerende om, hvor han gik hen, da han forlod sin fars forretning og om, hvornår moren blev slået ihjel. Til asylsamtalen [i foråret] 2013 forklarede klageren, at han, da han kom hjem, fortalte moren om episoden i farens forretning, og han gav hende pengene fra forretningen, hvorefter kan gik over til naboen, som moren også kom over til efter en time. Klageren forklarede videre, at moren blev slået ihjel af al-Shabaab, da al-Shabaab opsøgte familiens bopæl i [foråret] 2013. Til samtalen [i vinteren] 2018 med Udlændingestyrelsen forklarede klageren, at han tog hjem fra farens forretning. Klagerens mor, søskende og ægtefælle var hjemme, men klageren gav ikke pengene til nogen. Han stak bare af over til naboen, og han tog pengene med. Videre forklarede klageren, at moren aldrig kom hen til naboen. Klageren var hos naboen nogle timer, hvor efter ”de” angreb familiens bopæl og slog moren ihjel, hvorefter klageren stak af. Foreholdt divergensen forklarede klageren til samtalen [i vinteren] 2018, at han tog hjem til sin nabo med det samme de skyderier, hvor klagerens mor blev slået ihjel, skete. For nævnet forklarede klageren først, at moren blev slået ihjel, efter klageren var udrejst af Somalia, og senere i samtalen forklarede klageren i overensstemmelse med sin forklaring den [i vinteren] 2019, at moren blev slået ihjel, mens klageren opholdt sig hos naboen. Klageren har videre forklaret divergerende om, hvornår klagerens far blev slået ihjel, og hvordan klageren blev orienteret herom. Til asylsamtalen forklarede klageren, at moren, efter at klageren havde opholdt sig en time hos naboen, kom over til naboen og fortalte klageren, at faren var blevet slået ihjel af al-Shabaab, samt at nogle lokale havde været vidne til det og straks fortalt moren om det. Moren sagde herefter, at klageren skulle forlade landet straks, idet hun frygtede, at al-Shabaab også ville slå klageren ihjel. Til samtalen den [i vinteren] 2019 forklarede klageren, at han opdagede, at faren var blevet dræbt, da der kom skyderier, og at der ikke var nogen, der fortalte ham det, men at han gik ud fra, at faren var slået ihjel, når nogen angreb og skød på deres hjem. Klageren blev i samtalen foreholdt divergensen og forklarede hertil blot, at han ikke huskede sin forklaring fra asylsamtalen. Flygtningenævnet finder, at der er tale om betydelige divergenser vedrørende helt centrale dele af klagerens asylmotiv, og at det må forventes, at klageren, uanset den tid der er forløbet, og uanset at klageren af analfabet, kan forklare ensartet herom, hvis klagerens forklaring bygger på selvoplevede begivenheder. Herefter og af de grunde, der i øvrigt er anført af Udlændingestyrelsen, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at klageren har en konkret og individuel konflikt med al-Shabaab, og at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet endvidere, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, siden klageren [i foråret] 2013 blev meddelt opholdstilladelse. Nævnet har lagt til grund, at klagerens hjemområde i [landsbyen] i Hiraan-regionen i Somalia er eller kan være under indflydelse af Al-Shabaab. Efter de foreliggende baggrunds¬oplysninger er ophold i al-Shabaab kontrollerede områder for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke tilstrækkeligt til at opnå asyl. I vurderingen har nævnet inddraget de seneste baggrundsoplysninger, herunder om al-Shabaabs måde at operere på i områder, hvor al-Shabaab har kontrol henholdsvis ikke har kontrol. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på har ændret sig fra vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at klageren må ases for uprofileret i forhold til al-Shabaab. Nævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til hans hjemområde i [landsby] Hiraan-regionen i Somalia ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Det bemærkes herved, at den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, men ifølge forarbejderne til bestemmelsen finder denne ikke anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden. Der skal således i disse sager fortsat ske en vurdering efter den tidligere udlændingelovs § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, om en udvisning må antages at virke særlig belastende. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [foråret] 2013, og klageren har oplyst, at han er født i 1989 og opvokset i [en landsby] i Hiraan-regionen i Somalia, hvor han har boet indtil sin udrejse som ca. 23-årig i 2013. Klageren har [i efteråret] 2015 bestået modul 4 i dansk. Klageren har oplyst, at han taler og læser dansk. Klageren har siden [sommeren] 2017 arbejdet for [virksomhedens tidligere navn] (nu [virksomhedens nye navn]) og fra [efteråret] 2018 33,75 timer om ugen. Før da havde klageren været lønnet vikar samme sted i tre måneder og i praktik i to måneder. Klageren har fremlagt en anbefaling af [foråret] 2019 fra [virksomheden], hvori driftsleder [C] giver sin varmeste anbefaling til klageren. Desuden har klageren været i praktik dels i en børnehave i ca. et år, dels i et nedrivningsfirma i ca. tre måneder. Klageren har ikke kæreste eller familie, men har danske venner og veninder. Klageren er ikke aktiv i foreninger, men spiller fodbold i Struer med sine venner. I Somalia har klageren i hvert fald en søster og en bror samt sin ægtefælle. Klageren er en sund og rask mand. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og den dagældende § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/177/CRT

soma2019176

Nævnet omgjorde i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk shiikhaal og muslim af trosretning fra Abdale Birole i Lower Juba-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive forfulgt af Al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev opsøgt af nogle personer fra Al-Shabaab med henblik på at lade sig hverve til kamphandlinger mod myndighederne, hvilket klageren nægtede. Efterfølgende blev klageren igen opsøgt af nogle personer fra Al-Shabaab på sin bopæl, hvor klageren blev udsat for tortur. Herefter blev klageren bragt væk med bind for øjnene og tilbageholdt et ukendt sted, hvor klagerne igen blev udsat for tortur. Klageren indvilligede i at lade sig tilslutte Al-Shabaab, hvorefter klageren blev løsladt og herefter flygtede. Udlændingestyrelsen meddelte den [i vinteren] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet Udlændingestyrelsen lagde klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet klageren har givet en plausibel forklaring på de divergenser, der fremgår af partshøringen. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren ved sin udrejse af Somalia var i risiko for overgreb af al-Shabaab, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Forholdet ligger imidlertid tilbage i tid, til medio 2013, og det er usandsynligt, at klageren på nuværende tidspunkt, nu 6 år senere, skulle være i al-Shabaabs søgelys. Hertil kommer, at klagerens hjemby efter nævnets baggrundsoplysninger nu er under kontrol af Amisom, hvorfor klageren ved en tilbagevenden til Somalia ikke på nuværende tidspunkt vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger er forholdene i klagerens hjemområde ikke længere af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse er derfor opfyldt. Vedrørende klagerens tilknytning til Danmark. jf. udlændingelovens § 26. stk. 1, har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren nu har opholdt sig i Danmark i ca. 5½ år, at han har gennemført folkeskolens 9. og 10. klasses afgangseksamen, 1 års højskoleophold og 1 års undervisning på HF. Klageren har videre deltaget i frivilligt arbejde siden 2015, blandt andet med lektiehjælp og tolkning samt bestyrelsesarbejde, har haft vikararbejde siden 2016 og nu er under uddannelse som buschauffør, hvor han er garanteret en læreplads. Klageren taler dansk, og nævnsmødet er gennemført på dansk. Klageren har om sit vikararbejde forklaret, at han stadig er ansat ved vikarbureauet, at han ikke arbejdede så meget i første halvdel af 2017 men arbejdede meget i 2018 som lagermedarbejder, produktionsmedarbejder og avisomdeler. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren efter sin forklaring ikke har familie i Somalia. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, herunder til arbejdsmarkedet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særlig belastende. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 28. februar 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/176/HZC

soma2019175

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim af trosretning fra Cali Yabaal, Galgaduud, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af de tre mænd, som havde voldtaget hende. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til de generelle forhold i Somalia, og at hun frygter at blive slået ihjel af Al-Shabaab og blive betragtet som luder, idet der er blevet delt en video med klageren. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun blev udsat for en voldtægt som 13- eller 14-årig af sin nabo, som var en del af mafiaen. Personen fortalte herom til sine venner, hvorefter klageren blev udsat for yderligere tre voldtægter af tre mænd om henholdsvis morgenen, middagen og aftenen. De tre mænd truede klageren med at slå hende ihjel, hvis hun fortalte herom til sin mor. Da klageren var fyldt 15 år, fortalte klageren om voldtægtsepisoderne til sin mor, hvorefter klageren udrejste af landet. Efter klagerens udrejse opsøgte de tre mænd klagerens mor, som de skød syv gange med et gevær. Udlændingestyrelsen meddelte den [i efteråret] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund, idet forklaringen er divergerende og forekommer konstrueret. Klageren har til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at hun for ca. 20 år siden blev voldtaget af tre mænd gennem en periode på godt et år, og at det foregik dagligt. Klageren har ligeledes forklaret, at moderens forretning blev plyndret, og moderen skudt, efter klagerens udrejse til Saudi Arabien i 2000, og at moderen ikke siden da har haft forretningen. Til asylsamtalen har klageren forklaret, at hun fra 1999 og gennem ca. 11 måneder dagligt blev voldtaget af tre mænd. Klageren har ligeledes forklaret, at hun ikke kender navnet på sit yngste barns far, men at han var en taxachauffør, der hjalp hende med at flygte ud af Saudi Arabien. Til partshøringen og under nævnsmødet har klageren forklaret, at hun blev voldtaget af tre mænd gennem en periode på ca. to år, at hun udrejste af Somalia i 2001, og at moderen betalte for hendes udrejse ved at sælge sin forretning. Klageren har videre forklaret, at moderen blev skudt i 2015, og at faderen til hendes yngste barn var en kæreste. Til disse divergenser kommer, at Flygtningenævnet finder, at det forekommer usandsynligt, at klageren gennem et til to år tre gange dagligt blev voldtaget i familiens hjem/forretning, uden at familien opdagede det. Flygtningenævnet finder videre, at det forekommer usandsynligt, at disse mænd, nu ca. tyve år senere, og uden at mændene efter klagerens forklaring har efterstræbt hende i perioden 2001 til 2013, nu igen og fortsat skulle efterstræbe hende. Uanset at der på internettet måtte have cirkuleret en video af klageren af seksuel karakter, har klageren under nævnsmødet forklaret usammenhængende og forskelligt om, hvornår videoen blev lagt op, om det var i begyndelsen eller slutningen af 2016, ligesom hun har forklaret, at hendes bror har fået fjernet videoen. Det beror på klagerens egen formodning, at videoen er kommet til al-Shabaabs kendskab, ligesom hendes identitet ikke fremgår af videoen. Klageren har efter en samlet vurdering, herunder af hendes troværdighed, ikke sandsynliggjort, at hun er i en konkret og individuel og konkret risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger er forholdene i klagerens hjemområde ikke længere af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse er i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Klageren har også forklaret forskelligt om, hvor mange brødre, hun har, og hvor brødrene opholder sig. Senest i § 26-skemaet har klageren oplyst, at hun har en bror i Somalia. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være en enlig kvinde uden mandligt netværk. Betingelserne for nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er derfor opfyldt. Vedr. klagerens tilknytning til Danmark, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren har opholdt sig i Danmark siden [efteråret] 2014, at hun har gennemført et danskkursus, været i praktik i to måneder og er under uddannelse som Sosu-hjælper. Klageren har ikke tilknytning til Danmark i form af nærtstående familiemedlemmer og har i hvert tilfælde en mor og to børn i Somalia. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil virke særlig belastende for hende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/175/HZC

rusl20194

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelser vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland og Georgien, en kvindelig statsborger fra Georgien samt et barn. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk tjetjener med statsborgerskab i Rusland og Georgien. Ansøgeren er sunni-muslim født i Georgien og har senest opholdt sig i Tjetjenien, Rusland inden udrejsen til Georgien og Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger er etnisk tjetjener med statsborgerskab i Georgien. Ansøgeren er sunni-muslim født i Tjetjenien og opvokset i Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter myndighederne i Tjetjenien. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en eventuel tilbagevenden til Georgien frygter, at de georgiske myndigheder vil udlevere ham til Tjetjenien. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at den kvindelige ansøgers bror var forfulgt af myndighederne i Tjetjenien, fordi han havde set videoer vedrørende Syrien. Den kvindelige ansøgers bror blev opsøgt på sine forældres bopæl af Kadyrovs folk, der tilbageholdt den kvindelige ansøgers bror i tre dage, hvor han blev udsat for tortur. Herefter kørte den mandlige ansøger ham til Ingusjetien. Den kvindelige ansøger blev efterfølgende ligeledes tilbageholdt af myndighederne. Hun blev udsat for vold og afhørt om, hvor hendes bror befandt sig, og hun fik at vide, at hun ikke måtte forlade Tjetjenien. Efterfølgende hjalp den mandlige ansøger også den kvindelige ansøger ud af Tjetjenien og til grænsen til Georgien, hvorfra hun blev hjulpet videre af en bekendt. Ansøgeren blev herefter opsøgt af myndighederne, tilbageholdt i to dage og afhørt af myndighederne. Ansøgeren blev blandt andet spurgt til, hvor den kvindelige ansøgers bror befandt sig. Ansøgeren tog herefter ligesom den kvindelige ansøger til Georgien. Den kvindelige ansøgers bror blev fundet af myndighederne, hvorefter han blev slået ihjel, og hans lig blev afleveret hos hans familie. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter myndighederne i Tjetjenien og Georgien. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes bror var mistænkt for at have rekrutteret folk til krigen i Syrien. I forbindelse med ansøgerens besøg i Tjetjenien blev ansøgerens bror opsøgt af myndighederne på forældrenes bopæl, og han blev tilbageholdt i tre dage og afhørt. Herefter blev ansøgerens bror kørt af sin far og den mandlige ansøger til Ingusjetien. Ansøgerens forældres bopæl blev endnu engang opsøgt, og ansøgeren blev i den forbindelse bortført og tilbageholdt, hvor hun blev slået og afhørt. Samme dag blev ansøgeren igen løsladt, men hun fik at vide, at hun ikke måtte forlade Tjetjenien. Ansøgeren blev herefter kørt til grænsen til Georgien af den mandlige ansøger, hvorefter en fjern slægtning til den mandlige ansøger hjalp ansøgeren videre fra grænsen. Herefter kom ansøgerens ægtefælle tilbage til Georgien, hvor ansøgeren kunne se, at han var blevet udsat for vold. Ansøgerens bror vendte tilbage til Tjetjenien, hvorefter den mandlige ansøger fik oplysninger fra en ven om, at den kvindelige ansøgers bror var blevet slået ihjel. Ansøgeren fik i Georgien fra en bekendt ansat ved myndighederne oplysninger om, at de georgiske myndigheder havde fået en forespørgsel på den mandlige ansøger fra de tjetjenske myndigheder. Flygtningenævnet finder, at i hvert fald væsentlige dele af ansøgernes forklaringer om baggrunden for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund, idet ansøgerne har forklaret forskelligt og usammenhængende om de begivenheder, der har begrundet deres udrejse fra henholdsvis Rusland og Georgien. Ansøgerne har således forklaret indbyrdes forskelligt om, hvornår den kvindelige ansøgers bror, [A], første gang blev taget med af myndighederne. Den mandlige ansøger har under sin oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2017 oplyst, at [A] blev taget [på et nærmere præciseret tidspunkt i sommeren] 2016, og at han kom tilbage tre dage senere omkring […] 2016, hvilken oplysning han stort set gentog under sin asylsamtale [i foråret] 2018 (”… det var sidst i [en nærmere præciseret periode] 2016, at [A] blev afleveret tilbage til bopælen”). Den kvindelige ansøger har herom i asylansøgningsskemaet [udfyldt i vinteren] 2017 og under sin oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2017 imidlertid oplyst, at [A] blev taget med henholdsvis [på et nærmere præciseret tidspunkt i sommeren] (asylansøgningsskemaet) og [et nærmere præciseret tidspunkt i sommeren] 2016 (oplysnings- og motivsamtalen), og at han kom tilbage efter henholdsvis et par dage (asylansøgningsskemaet) og [et nærmere præciseret tidspunkt i sommeren] 2016 (oplysnings- og motivsamtalen). Det hører dog med til vurderingen heraf, at den mandlige ansøger helt åbenbart har haft særdeles vanskeligt ved generelt at huske bl.a. datoer for de angivelige episoder. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret uoverensstemmende om, hvorvidt han havde bind for øjnene under køreturen med myndighederne. Under oplysnings- og motivsamtalen forklarede den mandlige ansøger således ifølge referatet, at han fik bind for øjnene, da myndighederne tog ham med, mens han til asylsamtalen oplyste, at han aldrig har forklaret, at han fik bind for øjnene. For nævnet har den mandlige ansøger forklaret, at han fik en sæk over hovedet, da han blev tilbageholdt og kørt til afhøringsstedet, mens det ikke var tilfældet på køreturen efter løsladelsen. Den mandlige ansøger har tillige forklaret forskelligt om, hvorvidt de russiske myndigheder har rettet en forespørgsel om ham til de georgiske myndigheder. Han oplyste således til oplysnings- og motivsamtalen, at en ven hos politiet i Georgien havde fortalt ham, at der var kommet en sådan forespørgsel fra de russiske myndigheder, mens han under asylsamtalen oplyste, at dette ikke var tilfældet. Senere under asylsamtalen oplyste den mandlige ansøger, at der ikke var nogen arrestordre mod ham, men at de russiske myndigheder alene havde bedt de georgiske myndigheder om at indkalde ham til en samtale. Den kvindelige ansøger har herom ifølge referatet fra hendes oplysnings- og motivsamtale forklaret, at vennen i det georgiske politi havde set en arrestordre fra de russiske myndigheder vedrørende den mandlige ansøger. Ansøgerne har ligeledes forklaret indbyrdes forskelligt og usammenhængende om udrejsen til Ukraine. Den mandlige ansøger oplyste under oplysnings- og motivsamtalen, at han rejste tilbage til Rusland, efter han var sendt retur til Georgien fra Ungarn, og at han kørte med en agent ind i et skovområde ved den ukrainske grænse. Under asylsamtalen oplyste den mandlige ansøger imidlertid, at ansøgerne sejlede fra Ukraine til Georgien. Den kvindelige ansøger forklarede herom først under sin asylsamtale, at ansøgerne kørte i bil fra Georgien til Ukraine, og at de ikke anvendte andre transportmidler under rejsen. Senere under samme samtale – og foreholdt at det ikke er muligt at køre direkte fra Georgien ind over grænsen til Ukraine – forklarede den kvindelige ansøger, at hun ikke ved, om de tillige sejlede, idet hun havde sovet under en del af turen. For nævnet har den kvindelige ansøger forklaret, at hun nu husker, at de sejlede, men kun i ganske kort tid. Den kvindelige ansøger har endvidere forklaret forskelligt om, hvornår [A] blev kørt ud af Tjetjenien, og om hvem der kørte ham. Under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2017 oplyste hun således, at [A] blev kørt ud af Tjetjenien dagen efter, han blev løsladt, mens hun til asylsamtalen [i foråret] 2018 oplyste, at der gik 2-3 dage, fra [A] blev løsladt, til han blev kørt ud af Tjetjenien. Under begge samtaler med Udlændingestyrelsen har hun oplyst, at [A] kørte med hendes far og den mandlige ansøger, hvilken forklaring ikke stemmer overens med den mandlige ansøgers forklaring. Først for nævnet har den kvindelige ansøger som noget nyt forklaret overensstemmende med den mandlige ansøger om, at faderen ikke kørte med. Det kan efter en samlet vurdering heraf – og på baggrund af det indtryk som ansøgerne har efterladt under deres forklaringer direkte for nævnet – ikke lægges til grund, at ansøgerne har et modsætningsforhold til hverken de russiske eller de georgiske myndigheder, hvilket for så vidt angår Georgien desuden understøttes af, at ansøgerne kunne udrejse af og kort efter genindrejse legalt i Georgien. Allerede som følge heraf kan det ikke lægges til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Georgien eller Rusland vil være i risiko for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” geor/2018/7ajev + rusl/2019/4/ajev

paki20191

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk punjabi og muslim fra […], Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive slået ihjel af sin farbror og farbrorens familie, fordi han ikke ønsker at gifte sig med sin farbrors datter. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter, at farbroren har overtaget familiens jord. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han seks-syv år forinden han udrejste af Pakistan fik at vide, at han skulle giftes med sin farbrors datter. Det var farbrorens ønske. I 2014 fik ansøgeren kontakt til sin nuværende ægtefælle via Facebook. Ægtefællen var bosiddende i Danmark. I starten af 2016 tog ansøgeren til Danmark for at møde sin nuværende ægtefælle. De blev gift 11 dage efter, ansøgeren indrejste i Danmark. Omkring fire-fem måneder efter indgåelsen af ægteskabet, blev ansøgerens farbror bekendt hermed. Farbroren kontaktede ansøgeren og truede med at slå ham ihjel. Ansøgerens søstre har endvidere været udsat for chikane af ansøgerens farbror. For tre måneder siden fik ansøgeren oplyst, at hans søsters mands lillebror var blevet skudt på grund af konflikten mellem ansøgeren og farbroren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i [vinteren] 2016 men først søgte asyl [i foråret] 2018, særligt henset til at ansøgeren angiveligt allerede medio 2016 var blevet truet på livet. Endvidere søgte ansøgeren først om asyl efter at have modtaget afslag på genoptagelse af sin familiesammenføringssag [i vinteren] 2018. Flygtningenævnet har ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren ifølge politiets afhøringsrapport [fra vinteren] 2018 oplyste, at han ikke kunne vende tilbage til Pakistan, fordi han ikke havde noget familie i Pakistan. Derudover finder Flygtningenævnet, at det svækker ansøgerens troværdighed væsentligt, at han til asylsamtalen [i vinteren] 2018 ikke ville give samtykke til ransagning af sin mobiltelefon, jf. udlændingelovens § 40. Nævnet finder ligeledes, at omstændighederne omkring ansøgerens ægteskab og ophold i Danmark svækker ansøgerens troværdighed, herunder at ansøgeren ikke er tilmeldt nogen adresse i Danmark, at han ikke ved på hvilken adresse hans hustru er tilmeldt, og at ansøgeren og ansøgerens hustru har forklaret divergerende om deres opholdssteder. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Herefter finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på ansøgerens fremskaffelse af dokumentation for et eventuelt drab på ansøgerens svogers lillebror. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2019/1/CMA

niga201910

Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk ibo og kristen katolik af trosretning fra [by], Anambra State, Nigeria. Ansøgeren har været menigt medlem af [politisk gruppe]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter, at han vil blive slået ihjel af de nigerianske myndigheder som følge af, at han er medlem af [politisk gruppe], og fordi han har taget billeder af en massegrav. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i] april 2015 blev medlem af [politisk gruppe]. Han var menigt medlem. Han deltog i de månedlige møder og informerede befolkningen om [politisk gruppe]s arbejde. [En bestemt dato i] august 2015 deltog ansøgeren i en demonstration i [område]. Politiet angreb demonstrationen, og ansøgeren flygtede fra stedet. [En bestemt dato i] maj 2015 skulle ansøgeren deltage i demonstration for at fejre [politisk gruppe]s uafhængighedsdag. Forud for demonstrationen havde det nigerianske militær angrebet en skole og en kirke, hvor personer, der skulle deltage i demonstrationen opholdt sig. På vej fra sin bopæl til demonstrationen kom ansøgeren forbi kirken, hvor han tog billeder af de personer, der var blevet slået ihjel. Herefter blev demonstrationen aflyst. Den følgende dag viste ansøgeren billederne frem til tilfældige personer, der ikke troede på, at angrebet havde fundet sted, på et marked. Få dage efter opsøgte politiet ansøgerens bopæl. Ansøgeren blev advaret af naboen, [M], og han flygtede til sin fars bopæl i [by A]. [En bestemt dato i] juni 2016 tog ansøgeren til [by B]. Nogle dage senere tog ansøgeren tilbage til [by A], hvor faren fortalte ham, at politiet havde opsøgt bopælen for at finde ansøgeren. Herefter tog ansøgeren med det samme tilbage til [by B]. [En bestemt dato i] november 2016 udrejste ansøgeren legal af Nigeria med sin nationalitetspas og et visum til Grækenland. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at det alene er et tilbud til ansøgeren, at denne kan give møde for Flygtningenævnet. Der er ikke oplyst lovligt forfald for ansøgeren. Flygtningenævnet fremmer derfor sagen på det foreliggende grundlag. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han og [politisk gruppe]-medlemmet [E] havde kendskab til hinandens opholdssteder, efter at deres fælles bopæl var blevet opsøgt af politiet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit arbejde. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sine aktiviteter for [politisk gruppe]. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2019/10/SME

kosovo20192

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo. Indrejst i 1997. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk albaner og muslim af trosretning fra [by], [område], Kosovo. Klageren har været aktiv for LDK i form af uddeling af hemmelig post for dem. Klageren har som fremadrettet asylmotiv henvist til, at han frygter en tilbagevenden til Kosovo, idet han ikke har noget sted at vende tilbage til. Klageren har ingen familie eller bolig i Kosovo. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en udsendelse til Kosovo risikerer forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ved de påberåbte omstændigheder og efter de nuværende forhold i Kosovo ikke kan anses for at være i asylbegrundende risiko for forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden. Det tiltrædes derfor, at Udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, ikke er til hinder for udsendelse af klageren til Kosovo. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klageren som følge af sin hjerneskade kan have svært ved at redegøre for relevante forhold. Flygtningenævnet har ikke forholdt sig til, om klagerens helbredsmæssige tilstand eller andre humanitært betonede hensyn afgørende taler imod, at en udsendelse kan finde sted, da dette spørgsmål ikke indgår i prøvelsen efter udlændingelovens § 31. Der henvises til kapitel 7.2. og 7.7. i Flygtningenævnets årsberetning 2017. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Kosovo/2019/2/MEG

iran201989

Nævnet meddelte i juni 2019 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra [A], Iran. Ansøgeren er født ind i en muslimsk familie, men hun er efter ankomsten til Danmark konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse af myndighederne, fordi hun er konverteret til kristendommen. Ansøgerens sag er sambehandlet med hendes mors sag. Ansøgeren er sammen med sin mor indrejst i Danmark som 16-årig [i foråret] 2016 og begyndte på grund af sin mors interesse for kristendommen at gå i kirke umiddelbart efter indrejsen. Ansøgeren har forklaret, at hun ikke interesserede sig for religion forud for sin udrejse af Iran. Ansøgeren, som nu taler dansk, har fungeret som tolk i forbindelse med undervisning i kristendom og har forklaret, at hun derigennem har fået interesse for kristendommen. Ansøgeren blev døbt [i efteråret] 2016 og har ifølge erklæringer af [foråret] 2019 fra sognepræst [B], [en frikirke], og af [foråret] 2019 fra [en kristen organisation] siden [foråret] 2016 ugentligt deltaget i gudstjenester, møder og aktiviteter, ligesom hun tre gange har deltaget på menighedslejre og på [en skole]. Ansøgeren har bistået [den kristne organisation] med at oversætte et bibelstudiehæfte, ”[C]” fra dansk til farsi. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet på overbevisende måde forklaret om sin konversion, om sine kristne aktiviteter og om kristendommens betydning for hende. Flygtningenævnet lægger på den baggrund til grund, at ansøgerens konversion er reel. Ansøgeren har forklaret, at hun ønsker at leve som kristen, hvis hun vender tilbage til Iran. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at hun ved tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse som følge af sin konversion. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/89/snd

iran201988

Nævnet meddelte i juni 2019 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra [A], Iran. Ansøgeren er født ind i en muslimsk familie, men er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har været tillids-repræsentant for lærernes fagforening på et gymnasium, og hun har i den forbindelse deltaget i demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet, tortureret og henrettet af myndighederne, fordi hun er konverteret til kristendommen og er blevet dømt in absentia for at have udbredt kristen propaganda. Ansøgeren har også henvist til, at hun har forladt landet i strid med myndighedernes anvisning. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes interesse for kristendommen opstod i [vinteren] 2013. Klageren har sidenhen deltaget i kristne møder, afholdt kristne møder på sin bopæl og videreformidlet materiale om kristendommen. [I efteråret] 2015 blev ansøgeren anholdt af myndighederne, og hun var derefter tilbageholdt i ti dage. I løbet af tilbageholdelsen blev ansøgeren afhørt og udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev udspurgt om sine aktiviteter i lærernes fagforening og hendes kendskab til kristendommen. Ansøgeren benægtede imidlertid, at hun var kristen. [I efteråret] 2015 blev ansøgeren indkaldt til et møde i personaleafdelingen, hvor hun fik at vide, at hun ville blive fritstillet fra sit arbejde i 61 dage. Ansøgerens advokat fortalte hende, at hun blev straffet for at have deltaget i demonstrationer, og at myndighederne formentlig var i færd med at samle beviser for, at hun havde uddelt kristent propaganda. [I vinteren] 2016 blev ansøgeren afhørt af sikkerhedstjenesten. Afhøringen vedrørte ansøgerens forhold til kristendommen. Ansøgeren benægtede dog, at hun var kristen. [Senere på vinteren] 2016 modtog ansøgeren et brev, hvoraf fremgik, at hun ikke længere havde lov til at undervise. [I foråret] 2016 modtog ansøgeren en indkaldelse til retten, hvorefter ansøgeren og hendes ægtefælle gik i gang med at søge om visum til EU. [Senere i foråret] 2016 udrejste ansøgeren legalt fra Iran til Grækenland med sit eget pas og et Schengenvisum udstedt af de græske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har fremlagt dokumenter om en straffesag og om beslaglæggelse af en fast ejendom, som er ægthedsvurderet gennem Udenrigsministeriet, og at Udenrigsministeriets kilde har vurderet, at dokumenterne ikke er ægte. Dette forhold svækker ansøgerens generelle troværdighed. Det forekommer endvidere påfaldende, at ansøgeren udrejste legalt af Iran, uanset at hun angiveligt havde en verserende straffesag og var blevet løsladt mod kaution og på vilkår, at hun ikke udrejste. På denne baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at hun forud for sin udrejse af Iran havde en asylbegrundende konflikt med myndighederne. Ansøgerens forklaring om, at hun begyndte at interessere sig for kristendommen i Iran, lægges til grund, Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren umiddelbart efter sin indrejse i Danmark begyndte at gå i kirke og til kristendomsundervisning. Ansøgeren blev døbt [i efteråret] 2016 og har ifølge erklæringer af [sommeren] 2017 og [foråret] 2019 fra sognepræst [B], [en frikirke], og af [sommeren] 2017, [vinteren] 2018 og [foråret] 2019 fra [en kristen organisation] siden [foråret] 2016 ugentligt deltaget i gudstjenester, møder og aktiviteter, ligesom hun tre gange har deltaget på menighedslejre og på [en skole]. Ansøgeren har endvidere i eget navn udgivet en bog på farsi med titlen [C], som er trykt i 100 eksemplarer, hvori hun redegøre for bibelen på farsi. På denne baggrund og efter ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet om sin kristne overbevisning og om, at hun også ønsker at leve som kristen, hvis hun vender tilbage til Iran, lægger nævnet til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel, og at hun ved tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse som følge af sin konversion. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/88/snd

iran201987

Nævnet meddelte i juni 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder fra Kermanshah, Iran, og efter det oplyste konverteret fra yarsan til kristendommen i Danmark. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI og har udført støttearbejde for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi hans familie igennem 30 år har støttet KDPI, og fordi han har reklameret for partiet på sit universitet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2007 eller 2008 begyndte at uddele løbesedler for KDPI. Ansøgeren fandt sedlerne på internettet og printede dem selv ud, hvorefter han diskret efterlod dem i busser og taxaer. Desuden gav han personligt sedler til folk, som han stolede på. I 2011 startede ansøgeren på universitetet, hvor han læste for at blive engelsk tolk. Ansøgeren fortsatte med at uddele KDPI-materiale på universitetet. Ansøgeren begyndte at samarbejde med sine to venner Sajad og Toraj om støttearbejdet for KDPI. Der var ikke nogen fra KDPI, som havde kendskab til ansøgeren og hans venners arbejde for partiet. Den 27. september 2015 havde ansøgeren planlagt at dele materiale ud med Toraj i anledning af årsdagen for Doktor Sadehg Sharafkandis martyrdød 10 dage forinden. Inden ansøgeren skulle dele materialet ud, blev han telefonisk advaret af Toraj om, at der var mistænkelige personer på universitetet, som formodentligt var fra efterretningstjenesten. Mens ansøgeren talte med Toraj, så han, at de fem personer, som Toraj talte om, kom imod ham. Ansøgeren skyndte sig at forlade bygningen, men på vej ud af universitetets port blev han anråbt, og en mand forsøgte at pågribe ham. Det skabte et optrin, som tiltrak opmærksomhed. Nogle personer adskilte ansøgeren og den mand, som prøvede at pågribe ham. Ansøgeren skyndte sig væk og steg ind i sin vens bil. Under håndgemænget havde ansøgeren tabt sin jakke og bæltetaske, som indeholdt KDPI-materiale og hans telefon. Ansøgeren overnattede derefter hos en ven i to dage. Her ringede ansøgeren til sin mor, som fortalte, at der havde været betjente på bopælen, og at de havde taget ansøgerens far og bror med sig, da de gik. Ansøgerens mor anbefalede derfor ansøgeren at flygte. Dagen efter rejste ansøgeren til Teheran, og efter yderligere fem til seks dage udrejste han af Iran. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han oprindeligt var yari-troende. Efter han kom til Danmark, fik han interesse for kristendommen. Han blev introduceret til kristendommen af en ven fra sit asylcenter, som tog ham med ud for at tolke i en bibelgruppe. I [sommeren] 2016 deltog ansøgeren i en kristen konference. I den forbindelse besluttede han sig for at blive døbt i […] Kirke. Ansøgeren blev døbt [en nærmere angiven dato i efteråret] 2016. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens farbror var et højtstående medlem af KDPI. Nævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om sit politiske asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på flere væsentlige punkter er usammenhængende og divergerende. Ansøgeren har således i sit – kontroloversatte - asylskema oplyst, at han, hans far, onkler og bedstemor i mange tilfælde blev hentet af den iranske efterretningstjeneste og chikaneret og tortureret med den undskyldning, at de var imod regimet og ville lave ballade. Ansøgeren oplyste endvidere, at han, efter at være startet på universitetet, blev medlem af det demokratiske parti i Kurdistan. Ansøgeren forklarede endvidere til oplysnings- og motivsamtalen, at han havde været medlem af partiet siden fødslen. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid, at han ikke var medlem af partiet, men tilhænger. Ansøgeren forklarede videre, at der ikke var nogen fra hans familie, der forud for episoden [en nærmere angiven dato i sommeren] 2015 havde været i kontakt med myndighederne ud over, at hans forældre var blevet udspurgt af efterretningstjenesten, fordi ansøgers farbror havde en høj position inden for partiet. Ansøgeren har endvidere i asylskemaet oplyst, at han efter at være blevet optaget på universitet i Sanandaj i 2006 startede sit arbejde som medlem af det iranske kurdiske parti. Han uddelte flyveblade, breve m.v. til studenter på universitetet og nogle gange til almindelige folk. På universitetet blev man mistænksomme omkring hans aktiviteter via videoovervågning CCTV og advarede ham flere gange og truede med at aflevere ham til efterretningstjenesten, og han var derfor nødt til at forlade sit studium. Ansøgeren oplyste imidlertid ikke noget om sine politiske aktiviteter på universitetet i Kermanshah eller om episoden [en nærmere angiven dato i sommeren] 2015, der førte til hans flugt. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet har kunnet give en troværdig forklaring på disse divergenser og uoverensstemmelser og bemærker hertil, at ansøgeren, der er en veluddannet person, må forventes at kunne redegøre for disse centrale forhold. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om sit arbejde for KDPI. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han på universitetet altid havde en bæltetaske med partimateriale, som han skulle uddele. Han uddelte altid materiale, så han vidste ikke, hvor mange gange, han havde uddelt materiale. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid, at han delte reklamer ud ved de fem vigtige højtider – på selve højtidsdagen eller omkring de vigtige højtidsdage. Der var to højtider om sommeren, en om efteråret, en om vinteren og en om foråret. Ansøgeren har til sin advokat forklaret, at der er seks højtider, og at han også sagde seks til udlændingemyndighederne. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om, hvorvidt universitetet i Kermanshah kendte til hans politiske aktiviteter. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han modtog advarsler fra universitetet på grund af sine politiske aktiviteter på universitetet cirka 14 dage forud for flugten fra universitetet. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid, at universitetet ikke kendte til hans politiske aktiviteter, men at de sikkert har fundet ud af det efter det, der skete. Nævnet tilsidesætter således ansøgerens forklaring om sit politiske engagement i KDPI som utroværdigt. Det ændrer ikke herved, at ansøger har fremlagt en erklæring fra KDPI i Frankrig samt i Danmark om hans tilhørsforhold til partiet. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgerens begrænsede politiske aktiviteter i Danmark kan begrunde asyl, idet det ikke findes sandsynliggjort, at det er kommet til de iranske myndigheders kendskab. Trods ansøgerens svækkede troværdighed lægger Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om, at han i Danmark er blevet overbevist kristen, til grund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren siden sin indrejse i Danmark i oktober 2015 har haft betydelige kirkelige og kristne aktiviteter. Ansøgeren har under nævnsmødet været i stand til at redegøre for kristne begreber, ligesom han har vist stor viden om kristendommen. Han har også været i stand til at redegøre overbevisende for sine refleksioner i forbindelse med sin konversion til kristendommen. Ansøgerens forklaring om konversionen er underbygget af udtalelser fra […] kirke, Hjallerup Bibelcamping og [højskole]. Det fremgår heraf bl.a., at ansøgeren har været aktivt tilknyttet folkekirken siden efteråret 2016, og at han fra august 2018 til 5. juni 2019 har været elev på [højskole]. Ansøgeren blev døbt [en nærmere angiven dato i efteråret] 2016. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han ved en tilbagevenden til Iran ønsker at leve som kristen og missionere. Flygtningenævnet finder således sammenfattende, at ansøgeren som følge af sin konversion til kristendommen og sin tilkendegivelse om at ville leve et åbent kristent liv og missionere ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/87/JABP

iran201985

Nævnet meddelte i juni 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [byen X], Kurdistan, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, idet han er ateist og har udtrykt sig kritisk om det iranske styre og islam på sociale medier, ligesom han har været aktiv menneskerettigheds- og miljøaktivist og har sympatiseret med Komolah. Han frygter endvidere befolkningen i Iran og [en lokal religiøs leder], fordi det er blevet offentligt kendt, at han er ateist. Endelig frygter han sin ekskones og sin nuværende kones familier, fordi han har ladet sig skille fra sin første kone, og forud for skilsmissen havde et forhold til sin nuværende kone. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han frafaldt islam, da han var 18-19 år gammel, idet han oplevede, at islam ikke var retfærdig. Da han fandt ud af, at det samme gjorde sig gældende med hensyn til andre religioner, begyndte han at anse sig selv for at være ateist. Ansøgeren blev omkring halvandet år før sin udrejse medlem af en ateistisk gruppe på Facebook, hvor han sammen med andre ateister og agnostikere udtrykte sig kritisk om islam. Ansøgeren introducerede efterfølgende sin ven [A], som ligeledes var kritisk over for islam, for gruppen, og [A] inviterede i forlængelse heraf sin bror [B] til at blive medlem. Omkring to til tre måneder inden udrejsen blev ansøgeren i sin skrædderbutik opsøgt af den iranske politistyrke Amarken, der påbød ansøgeren at fjerne hovederne fra nogle mannequindukker i butikken, idet dukkerne ikke bar tørklæde. Dette efterkom ansøgeren ikke. Da Amarken opsøgte ansøgerens butik anden gang, blev betjentene vrede og gav ansøgeren en advarsel. 15 dage forud for ansøgerens udrejse, blev [A] og [B’s] bopæl ransaget, og [B] blev tilbageholdt. Idet ansøgeren frygtede, at [B] ville fortælle myndighederne om hans tilknytning til Facebookgruppen, og eftersom ansøgeren i forvejen havde en konflikt med myndighederne, besluttede han sig [i slutningen af] 2015 for at udrejse af Iran. En uge efter ansøgerens udrejse, blev ansøgerens forretning opsøgt af efterretningstjenesten, der eftersøgte ham. Ansøgeren har siden udrejsen fortsat sine aktiviteter på de sociale medier og under sit ophold i Norge, lagde han en video ud på nettet, hvor han brændte koranen af. Videoen blev set af mange muslimer, herunder personer fra ansøgerens hjemområde, hvilket førte til, at ansøgerens ægtefælle og barn blev nødt til at flygte til Tyrkiet. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter de iranske myndigheder på grund af sine venstreorienterede synspunkter, og idet han i Danmark har deltager i tre demonstrationer arrangeret af det kurdiske parti Komala. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren konsistent og troværdigt har forklaret, at han frafaldt sin muslimske tro, da han var 18-19 år gammel, og at han, efter at have undersøgt andre religioner, kom til at betragte at betragte sig selv som ateist, fra han var omkring midt i tyverne. Nævnet lægger endvidere efter ansøgerens forklaring til grund, at han allerede, mens han boede i Iran, levede i overensstemmelse med sin ateistiske overbevisning og ytrede sig om ateisme på sin Facebook profil, der ikke var oprettet i hans eget navn, ligesom han skrev kommentarer i flere andre ateistisk orienterede Facebook grupper, heraf to grupper der var oprettet af ham selv. Nævnet kan derimod ikke lægge til grund, at ansøgeren allerede, mens han var i Iran, var i myndighedernes søgelys som ateist og modstander af det iranske styre, idet det alene beror på ansøgerens formodning, at [B] ville fortælle myndighederne, at det var ansøgeren, der havde henledt hans opmærksomhed på de ateistiske Facebookgrupper. Nævnet har i den forbindelse videre lagt vægt på, at ansøgeren udrejste legalt af Iran, og at han ikke i sit i øvrigt detaljerede og lange asylskema har angivet noget om, at han havde konkrete konflikter med myndighederne, og at dette skulle være årsagen til, at han udrejste. Ansøgeren har efter udrejsen fra Iran, mens han opholdt sig i Norge, optaget en video med sig selv, hvor han fremsætter kritiske ytringer om Islam og koranen og dernæst afbrænder koranen, idet han i samme forbindelse nævner sit rigtige navn. Nævnet lægger til grund, at videoen blev uploadet til ansøgerens Facebookside, og at den derfra blev delt til blandt andet YouTube, hvor videoen stadig er tilgængelig på en konto tilhørende [C], og hvoraf fremgår, at videoen er vist mere end 11.000 gange. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren, efter at hans gamle Facebook profil var gået ned, oprettede en ny profil i eget navn, hvor han har postet såvel ateistiske budskaber som regimekritiske kommentarer, ligesom han fortsat er administrator på flere Facebookgrupper, hvor han deler og kommenterer tilsvarende indhold. I overensstemmelse med det materiale, der er fremlagt af ansøgeren, lægger nævnet videre til grund, at han i godt 1½ år har været medlem af [en menneskerettighedsforening] med hovedsæde i Tyskland, og at der på foreningens hjemmeside og i foreningens tidsskrift er offentliggjort en række artikler og analyser forfattet af ansøgeren omhandlende de iranske myndigheders brud på menneskerettighederne, ligesom der på foreningens hjemmeside kan findes lydfiler med ansøgerens taler via funktionen Paltalk. Endelig lægger nævnet til grund, at der på foreningens og ansøgerens egen Facebookside er lagt links op hjemmesiden med ansøgerens artikler og taler. Herefter, og idet nævnet lægger til grund, at der på [et nyhedsmedie] [i foråret] 2016 har været en omtale af en koranafbrænding foretaget af en person [med ansøgerens fornavn], der senere er udrejst til Norge, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren som følge af sine aktiviteter efter udrejsen har profileret sig som regimekritiker og modstander af Islam på en sådan måde, at det er sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/85/JEA

irak201960

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber fra [A] i Maysan-provinsen, Irak. Ansøgeren er født ind i en shia-muslimsk familie, men han opfatter sig som ateist. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af den shia-muslimske milits Saraya al-Salam, fordi han tidligere har været tilbageholdt af militsen og ikke har overholdt betingelserne for sin løsladelse. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i Irak ejede en butik, og at en af hans faste kunder hed [B]. Ansøgeren har forklaret, at han overfor [B] har kritiseret Saraya al-Salam, og at han formoder, at [B] på et tidspunkt har optaget deres samtale. Dette førte til, at ansøgeren [i sommeren] 2016 blev opsøgt af to personer fra Saraya al-Salam på sin bopæl, mens han sad ved sin computer og drak alkohol samt kiggede på ting om eksistentialismen, som han skrev om på sin Facebook-profil. Ansøgeren har oplyst, at han blev tilbageholdt af Saraya al-Salam i 3,5 uge. På et tidspunkt blev ansøgeren syg, og i den forbindelse blev ansøgeren tilbudt at blive løsladt, såfremt han indvilgede i at vende tilbage til islam. Herudover skulle ansøgeren modtage undervisning af en imam, deltage i fredagsbønnen og deltage i et shia-muslimsk ritual, hvor man slår sig selv. Ansøgeren indvilgede i dette, og [i sommeren] 2016 blev han løsladt. Ansøgeren fik i den forbindelse at vide, at Saraya al-Salam ville holde øje med, om han overholdt betingelserne for sin løsladelse. Efter løsladelsen vendte ansøgeren tilbage til sin lejlighed, hvor han opdagede, at Saraya al-Salam havde konfiskeret hans computer, nogle bøger, nogle VHS-bånd og nogle CD’er samt to plakater med motiv af henholdsvis Picasso og Van Gogh. Ansøgeren udrejste af Irak [i efteråret] 2016. Flygtningenævnets flertal lægger ansøgerens forklaring til grund om, at han har været ateist, siden han var 22 år, idet ansøgeren har forklaret konsistent herom. Flygtningenævnets flertal kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom hans forklaring forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvad han foretog sig, da han blev anholdt i sin lejlighed af 2 personer fra Saraya Al Salam-militsen. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret, at han var optaget af at følge en serie på YouTube på sin computer, da han blev anholdt. Han har under asylsamtalen forklaret, at han blev anholdt, mens han var i færd med at skrive på sin Facebookprofil. Han har endvidere forklaret divergerende om blandt andet, hvad der skete i lejligheden efter anholdelsen. Under oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at de 2 personer fra Saraya Al Salam tog ansøgerens computer, nogle CD’er og kassetter og noget alkohol. Under asylsamtalen har han forklaret, at han ikke ved, hvad der skete i lejligheden, fordi han fik bind for øjnene. Disse divergenser svækker ansøgerens generelle troværdighed. Flertallet finder endvidere at ansøgerens forklaring om anholdelsen og tilbageholdelsen i 3½ uger forekommer udetaljeret og afglidende og ikke virker selvoplevet. Forklaringen forekommer derfor konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnets flertal har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren under sin forklaring for nævnet ikke, før han blev nærmere afhørt herom, nævnte, at Saraya Al Salam havde beviser imod ham i form af en lydoptagelse, ligesom han ikke forklarede om sin facebookprofil, før han blev foreholdt sin tidligere forklaring herom. Ansøgeren har forklaret, at han har opfattet sig som ateist i Irak siden han var 22 år, det vil sige fra omkring 1980. Han har endvidere forklaret, at han ikke på noget tidspunkt har haft problemer i Irak som følge af, at han er ateist. Ansøgerens forklaring giver ikke grundlag for at antage, at han vil leve sit liv som ateist på en anden måde, end han hidtil har gjort, hvis han vender tilbage til Irak. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse på denne baggrund. Flygtningenævnets flertal kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren var forfulgt, da han udrejste, eller at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/60/snd

irak201959

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Zakho i Dahuk-provinsen, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hendes familie vil tvinge hende til at gifte sig med en ældre mand, idet hendes tidligere ægtefælle, som boede i Danmark, blev slået ihjel i sommeren 2016. Ansøgeren frygter også, at hun som enlig kvinde ikke vil være i stand til at forsørge sig selv og sit barn i Irak. Ansøgeren har endelig henvist til den generelle ustabilitet i Irak på grund af krigen. I sommeren 2012 blev ansøgeren gift med sin afdøde ægtefælle, der var dansk statsborger, og de fik sammen en datter i sommeren 2013. I [efteråret] 2015 udrejste ansøgeren af Irak med henblik på at rejse til Danmark, idet hun ønskede at bo sammen med sin ægtefælle og sit barn. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke har fået et krav fra familien, om at gifte sig med en konkret ældre mand eventuel som anden kone, og at manden ikke vil lade hende medbringe sit barn. Det beror således alene på ansøgerens formodning, at dette er tilfælde. Det forhold, at ansøgeren kommer fra en anden kultur, hvor hendes far udvælger hendes ægtemand, er ikke asylbegrundende i sig selv. Ansøgeren har forklaret overfor Styrelsen, at hendes svigerfamilie ikke vil tage hendes barn. Idet hun har oplyst, at hele hendes afdøde ægtefælles familie bor i Danmark anses det ikke for sandsynligt, at familien kan eller vil tage barnet. Ansøgeren har forklaret, at hun ikke havde konkrete problemer med ISIL. ISIL er endvidere svækket i Irak. Dette generelle forhold er ikke asylbegrundende. Det forhold, at ansøgeren ikke tror, at hun i Irak kan forsørge et barn, er ikke asylbegrundende. Ansøgeren har herefter ikke sandsynligt, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være forfulgt efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i konkret og individuel risiko for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2019/59/FAM

irak2018127

Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig irakisk statsborger.. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Kirkuk, Irak, og sunni-muslim af trosretning. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer og har ikke i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af repræsentanter for Islamisk Stat (IS) eller andre terrorgrupper, som følge af sit virke ved politiet i Kirkuk. Ansøgeren frygter endvidere at blive strafforfulgt, idet han er deserteret fra sin tjeneste ved politiet. Endelig har ansøgeren henvist til den generelle sikkerhedssituation i Irak. Ansøgeren har til sagen oplyst, at han i 2007 blev ansat ved politiet i Kirkuk, hvor han blev en del af oberst Kawa Abdulkadir Abdullahs personlige vagtkorps. Obersten var vicepolitikommisær i Kirkuk. Ansøgeren udførte arbejde både som vagt og chauffør for obersten, herunder også almindelige politiopgaver i Kirkuk, herunder anholdelsen af mistænkte terrorister. I 2014 modtog ansøgeren et trusselsbrev fra en ukendt organisation, som krævede, at ansøgeren ophørte med sit arbejde. [I sommeren] 2015 blev ansøgerens far dræbt foran familiens bopæl, mens ansøgeren var på arbejde. Som følge af drabet på faren forlod ansøgeren og hans familie bopælen. To dage senere vendte ansøgeren tilbage til familiens bopæl, hvor han opdagede et nyt trusselsbrev. Det fremgik af brevet, at ISIL påtog sig ansvaret for drabet på ansøgerens far, og at de ville dræbe ansøgeren. Ansøgeren anmeldte drabet til politiet. Da politiet ikke kunne yde ansøgeren beskyttelse, udrejste han af Irak [Nogle uger efter farens død] udrejste ansøgeren sammen med sin mor og bror, som han er blevet adskilt fra under rejsen til Danmark. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, men nævnet finder dog, at ansøgerens meget generelle subjektive frygt, der efter det oplyste vedrører alle grupperinger med tilknytning til Islam, ikke fremstår ganske objektivt begrundet i de faktiske forhold i området. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger har Kirkuk by siden oktober 2017 været under politisk og militær kontrol af Iraks regering, og styrker fra den irakiske hær er udstationeret i området. Der henvises blandt andet til Landinfo, Respons: ”Irak: Kirkuk by og provins – kontroll, sikkerhet og internt fordrevne ved årsskiftet 2017/18”, 25. januar 2018. Uanset dette kan det imidlertid ikke afvises, at ISIL fortsat er til stede i området, ligesom det heller ikke med sikkerhed kan fastslås, at ansøgeren med sin baggrund som kurder og tidligere mangeårig ansat ved politiet som chauffør og livvagt for brigadegeneralen mv. med sikkerhed vil kunne opnå den fornødne beskyttelse i Kirkuk ved en tilbagevenden til dette område. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren i forhold til sit hjemområde må anses som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det er med baggrund i de foreliggende baggrundsoplysninger imidlertid nævnets vurdering, at ansøgeren vil have mulighed for at tage ophold andetsteds i Irak end Kirkuk, herunder KRI, uden risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, af repræsentanter fra ISIL eller andre terrorgrupperinger, der måtte være hjemmehørende i ansøgerens hjemområde. Det er herunder indgået i vurderingen, at der efter oplysningerne om ansøgerens forhold under tjenesten ved politiet ikke er grundlag for at fastslå, at han skulle være særligt profileret i forhold til ISIL, og der er derfor ikke grundlag for en antagelse om, at ISIL vil bruge ressourcer på at efterstræbe ansøgeren uden for Kirkuk-området. Der er efter baggrundsoplysningerne, således som disse også er gengivet i Udlændingestyrelsens afgørelse, ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren vil blive mødt med risici eller restriktioner ved indrejse til Irak/KRI. Efter oplysningerne om ansøgerens personlige forhold finder nævnet endvidere, at det vil være rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i f.eks. Dohuk, og der er heller ikke grundlag for at antage, at han ikke der vil kunne etablere sig på et efter irakiske forhold rimeligt niveau. Det tilføjes, at det efter oplysningerne om hospitalsforholdene i Dohuk-området vil være muligt dér at behandle ansøgerens psykiske problemer. Den omstændighed, at ansøgeren uden tilladelse har forladt tjenesten i politikorpset, kan efter oplysningerne i baggrundsmaterialet om den forventede straf herfor, ikke anses for et forhold, der kan danne grundlag for international beskyttelse efter udlændingelovens § 7. På den anførte baggrund stadfæster Flygtningenævnet herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. ”Irak/2018/127

indi20196

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Indien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og sikh af religiøs overbevisning fra [by] Indien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Indien frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Indien frygter at hendes forældre vil slå hende og hendes datter ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle omkring seks måneder efter, at de [i efteråret] 2013 blev gift i Indien, dagligt begyndte at udsætte hende for vold. I [efteråret] 2015 rejste ansøgeren til Danmark som medfølgende familie til sin ægtefælle, der havde fået et studievisum. Ægtefællen fortsatte med at udsætte ansøgeren for vold i Danmark. Da ansøgeren var gravid i fjerde måned blev hun indlagt på hospitalet som følge af et af ægtefællens overgreb. Ægtefællen blev herefter udvist af Danmark i 2017. Han har efterfølgende truet med at slå ansøgeren ihjel, fordi hun er årsagen til hans udvisning. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at hendes forældre har slået hånden af hende, idet de er imod ægteskabet mellem ansøgeren og hendes ægtefælle. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes far har truet med at slå hende ihjel, fordi hun har bragt skam over familien. Flygtningenævnet kan i det væsentlige ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende, udbyggende og usammenhængende om en række centrale forhold. Ansøgeren har således forklaret divergerende og udbyggende om hendes ægtefælles voldsudøvelse. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at ægtefællen havde en affære med ansøgerens svigerinde, og at ægtefællen måske var far til svigerindens dødfødte barn, hvilket angiveligt var baggrunden for, at ægtefællen første og anden gang udøvede vold mod ansøgeren i Indien, hvilket ansøgeren ikke har oplyst om i asylansøgningsskemaet. Under nævnsmødet har ansøgeren udbygget sin forklaring om voldsudøvelsen i Indien, der skulle have foregået på daglig basis gennem længere tid. Endvidere har ansøgeren forklaret udbyggende om overgrebene i Danmark, idet ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at hendes ægtefælle låste hende inde igennem længere tid. Ligeledes har ansøgeren forklaret divergerende og udbyggende om truslerne fra ansøgerens egen familie, idet ansøgeren ikke i asylansøgningsskemaet eller til oplysnings- og motivsamtalen har oplyst om, at hendes forældre vil slå hende ihjel, og at hendes far har truet med at brække ansøgerens ben. I den forbindelse har nævnet ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om kontakten til sin egen familie. Endvidere har ansøgeren forklaret usammenhængende og divergerende om episoden, hvor ægtefællen første gang ansøgte om og opnåede visum til Danmark, men undlod at udrejse. Endelig er der ikke sammenhæng mellem ansøgerens asylmotiv og den forklaring, som ansøgeren gav til politiet [i foråret] 2017, om sin kontakt til sin mor og sit ønske om at vende tilbage til Indien sammen med sin ægtefælle. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har nævnet ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren har valgt at slette sin Facebook-profil uden at sikre sig bevis for de mange trusler, som ægtefællen angiveligt havde fremsat mod hende. Endvidere forekommer det utroværdigt, at ansøgeren skulle være opfordret hertil af medarbejdere på asylcenteret. Flygtningenævnet kan herefter alene lægge til grund, at ansøgerens ægtefælle har udøvet vold mod ansøgeren i Danmark, mens ansøgerens øvrige forklaring om sit forhold til sin ægtefælle, sin egen familie og sin svigerfamilie, herunder truslerne fra disse, tilsidesættes som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen, idet nævnet bemærker, at ansøgerens barn er omfattet af nævnets afgørelse. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Indien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Hvis ansøgeren måtte få behov herfor, må ansøgeren henvises til at søge myndighedsbeskyttelse i Indien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Indi/2019/6/TLNJ

hjem201932

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, der oplyste at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, shia-muslim og bidoon (statsløs) fra [byen X], Kuwait. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet eller henrettet af de kuwaitiske myndigheder, idet han har deltaget i to demonstrationer for bidooneres rettigheder, og idet han er udrejst illegalt af Kuwait. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i starten af] 2011 og den følgende dag deltog i en demonstration i Taima, Al Jahra, for bidooneres rettigheder. Den sidste dag blev ansøgeren og hans bror anholdt af myndighederne, og ansøgeren var herefter fængslet i seks måneder. Under fængslingen blev ansøgeren udsat for totur, og fire til fem gange blev han afhørt om demonstrationen. Ansøgeren og hans bror blev løsladt mod at underskrive erklæringer om, om de ikke ville deltage i yderligere demonstrationer. Ansøgeren deltog for anden gang i en demonstration i Taima på en for ansøgeren ukendt dato i 2014. Ansøgeren blev under demonstrationen sammen med sin bror og andre demonstranter anholdt og var efterfølgende fængslet i et år og to måneder. Ansøgeren blev under fængslingen udsat for tortur, og to gange blev han afhørt om demonstrationen. Ansøgeren blev igen løsladt, efter han havde underskrevet en erklæring om, at han ikke ville deltage i yderligere demonstrationer. Otte dage efter løsladelsen udrejste ansøgeren illegalt af Kuwait. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om hans identitet eller asylmotiv til grund. I relation til identiteten bemærkes, at ansøgeren over for de tyske myndigheder har oplyst, at han er irakisk statsborger fra en bestemt navngiven by i Irak, ligesom han har oplyst et andet efternavn og en anden fødselsdato end opgivet til de danske myndigheder. Ansøgerens bror og dennes familie har tillige oplyst at være irakiske statsborgere over for de tyske myndigheder. Ansøgerens forklaring om at han angav et falsk navn, fødselsdato og statsborgerskab i Tyskland, fordi han havde fået at vide, at det var den eneste måde, han kunne få lov at rejse videre på, tilsidesættes på baggrund af hans forklaring i øvrigt som utroværdig. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at ansøgeren har et meget begrænset kendskab til det område, hvor ansøgeren påstår at have boet, herunder har ansøgeren ikke kunnet opgive vejnavne eller forklare om kvarterer, blokke og forretninger eller om sin egen adresse på en troværdig og overbevisende måde. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at han ikke gik meget ud og husker dårligt og har en psykisk tilstand, der påvirker hans hukommelse, ikke kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om blandt andet det tidsrum han var tilbageholdt efter første demonstration og om, hvor han gik i skole, og hvordan han kom dertil. Han har således først over for Udlændingestyrelsen forklaret, at han var tilbageholdt i 6 måneder i 2011, mens han under nævnsmødet forklarede, at han var tilbageholdt i 2 måneder. Han har tillige først forklaret til Udlændingestyrelsen, at hans skole lå et stykke væk, og at han derfor blev fragtet til og fra skole i taxa, mens han under nævnsmødet forklarede, at skolen lå tæt på, og at han altid gik derhen på ca. 5 min. Dertil kommer, at ansøgeren ikke har været i stand til at afgive en nærmere forklaring om de demonstrationer, som han angiveligt deltog i. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har givet en rimelig forklaring på de fremhævede divergenser. Flygtningenævnet finder tillige, at ansøgeren ikke har været i stand til at forklare nærmere om sine forhold eller uddybe sit asylmotiv. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om hans identitet og asylmotivet som konstrueret og utroværdig. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet eller asylmotiv, og ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2019/32/JEA

geor20187

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelser vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland og Georgien, en kvindelig statsborger fra Georgien samt et barn. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk tjetjener med statsborgerskab i Rusland og Georgien. Ansøgeren er sunni-muslim født i Georgien og har senest opholdt sig i Tjetjenien, Rusland inden udrejsen til Georgien og Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger er etnisk tjetjener med statsborgerskab i Georgien. Ansøgeren er sunni-muslim født i Tjetjenien og opvokset i Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter myndighederne i Tjetjenien. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en eventuel tilbagevenden til Georgien frygter, at de georgiske myndigheder vil udlevere ham til Tjetjenien. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at den kvindelige ansøgers bror var forfulgt af myndighederne i Tjetjenien, fordi han havde set videoer vedrørende Syrien. Den kvindelige ansøgers bror blev opsøgt på sine forældres bopæl af Kadyrovs folk, der tilbageholdt den kvindelige ansøgers bror i tre dage, hvor han blev udsat for tortur. Herefter kørte den mandlige ansøger ham til Ingusjetien. Den kvindelige ansøger blev efterfølgende ligeledes tilbageholdt af myndighederne. Hun blev udsat for vold og afhørt om, hvor hendes bror befandt sig, og hun fik at vide, at hun ikke måtte forlade Tjetjenien. Efterfølgende hjalp den mandlige ansøger også den kvindelige ansøger ud af Tjetjenien og til grænsen til Georgien, hvorfra hun blev hjulpet videre af en bekendt. Ansøgeren blev herefter opsøgt af myndighederne, tilbageholdt i to dage og afhørt af myndighederne. Ansøgeren blev blandt andet spurgt til, hvor den kvindelige ansøgers bror befandt sig. Ansøgeren tog herefter ligesom den kvindelige ansøger til Georgien. Den kvindelige ansøgers bror blev fundet af myndighederne, hvorefter han blev slået ihjel, og hans lig blev afleveret hos hans familie. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter myndighederne i Tjetjenien og Georgien. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes bror var mistænkt for at have rekrutteret folk til krigen i Syrien. I forbindelse med ansøgerens besøg i Tjetjenien blev ansøgerens bror opsøgt af myndighederne på forældrenes bopæl, og han blev tilbageholdt i tre dage og afhørt. Herefter blev ansøgerens bror kørt af sin far og den mandlige ansøger til Ingusjetien. Ansøgerens forældres bopæl blev endnu engang opsøgt, og ansøgeren blev i den forbindelse bortført og tilbageholdt, hvor hun blev slået og afhørt. Samme dag blev ansøgeren igen løsladt, men hun fik at vide, at hun ikke måtte forlade Tjetjenien. Ansøgeren blev herefter kørt til grænsen til Georgien af den mandlige ansøger, hvorefter en fjern slægtning til den mandlige ansøger hjalp ansøgeren videre fra grænsen. Herefter kom ansøgerens ægtefælle tilbage til Georgien, hvor ansøgeren kunne se, at han var blevet udsat for vold. Ansøgerens bror vendte tilbage til Tjetjenien, hvorefter den mandlige ansøger fik oplysninger fra en ven om, at den kvindelige ansøgers bror var blevet slået ihjel. Ansøgeren fik i Georgien fra en bekendt ansat ved myndighederne oplysninger om, at de georgiske myndigheder havde fået en forespørgsel på den mandlige ansøger fra de tjetjenske myndigheder. Flygtningenævnet finder, at i hvert fald væsentlige dele af ansøgernes forklaringer om baggrunden for at søge asyl i Danmark ikke kan lægges til grund, idet ansøgerne har forklaret forskelligt og usammenhængende om de begivenheder, der har begrundet deres udrejse fra henholdsvis Rusland og Georgien. Ansøgerne har således forklaret indbyrdes forskelligt om, hvornår den kvindelige ansøgers bror, [A], første gang blev taget med af myndighederne. Den mandlige ansøger har under sin oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2017 oplyst, at [A] blev taget [på et nærmere præciseret tidspunkt i sommeren] 2016, og at han kom tilbage tre dage senere omkring […] 2016, hvilken oplysning han stort set gentog under sin asylsamtale [i foråret] 2018 (”… det var sidst i [en nærmere præciseret periode] 2016, at [A] blev afleveret tilbage til bopælen”). Den kvindelige ansøger har herom i asylansøgningsskemaet [udfyldt i vinteren] 2017 og under sin oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2017 imidlertid oplyst, at [A] blev taget med henholdsvis [på et nærmere præciseret tidspunkt i sommeren] (asylansøgningsskemaet) og [et nærmere præciseret tidspunkt i sommeren] 2016 (oplysnings- og motivsamtalen), og at han kom tilbage efter henholdsvis et par dage (asylansøgningsskemaet) og [et nærmere præciseret tidspunkt i sommeren] 2016 (oplysnings- og motivsamtalen). Det hører dog med til vurderingen heraf, at den mandlige ansøger helt åbenbart har haft særdeles vanskeligt ved generelt at huske bl.a. datoer for de angivelige episoder. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret uoverensstemmende om, hvorvidt han havde bind for øjnene under køreturen med myndighederne. Under oplysnings- og motivsamtalen forklarede den mandlige ansøger således ifølge referatet, at han fik bind for øjnene, da myndighederne tog ham med, mens han til asylsamtalen oplyste, at han aldrig har forklaret, at han fik bind for øjnene. For nævnet har den mandlige ansøger forklaret, at han fik en sæk over hovedet, da han blev tilbageholdt og kørt til afhøringsstedet, mens det ikke var tilfældet på køreturen efter løsladelsen. Den mandlige ansøger har tillige forklaret forskelligt om, hvorvidt de russiske myndigheder har rettet en forespørgsel om ham til de georgiske myndigheder. Han oplyste således til oplysnings- og motivsamtalen, at en ven hos politiet i Georgien havde fortalt ham, at der var kommet en sådan forespørgsel fra de russiske myndigheder, mens han under asylsamtalen oplyste, at dette ikke var tilfældet. Senere under asylsamtalen oplyste den mandlige ansøger, at der ikke var nogen arrestordre mod ham, men at de russiske myndigheder alene havde bedt de georgiske myndigheder om at indkalde ham til en samtale. Den kvindelige ansøger har herom ifølge referatet fra hendes oplysnings- og motivsamtale forklaret, at vennen i det georgiske politi havde set en arrestordre fra de russiske myndigheder vedrørende den mandlige ansøger. Ansøgerne har ligeledes forklaret indbyrdes forskelligt og usammenhængende om udrejsen til Ukraine. Den mandlige ansøger oplyste under oplysnings- og motivsamtalen, at han rejste tilbage til Rusland, efter han var sendt retur til Georgien fra Ungarn, og at han kørte med en agent ind i et skovområde ved den ukrainske grænse. Under asylsamtalen oplyste den mandlige ansøger imidlertid, at ansøgerne sejlede fra Ukraine til Georgien. Den kvindelige ansøger forklarede herom først under sin asylsamtale, at ansøgerne kørte i bil fra Georgien til Ukraine, og at de ikke anvendte andre transportmidler under rejsen. Senere under samme samtale – og foreholdt at det ikke er muligt at køre direkte fra Georgien ind over grænsen til Ukraine – forklarede den kvindelige ansøger, at hun ikke ved, om de tillige sejlede, idet hun havde sovet under en del af turen. For nævnet har den kvindelige ansøger forklaret, at hun nu husker, at de sejlede, men kun i ganske kort tid. Den kvindelige ansøger har endvidere forklaret forskelligt om, hvornår [A] blev kørt ud af Tjetjenien, og om hvem der kørte ham. Under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2017 oplyste hun således, at [A] blev kørt ud af Tjetjenien dagen efter, han blev løsladt, mens hun til asylsamtalen [i foråret] 2018 oplyste, at der gik 2-3 dage, fra [A] blev løsladt, til han blev kørt ud af Tjetjenien. Under begge samtaler med Udlændingestyrelsen har hun oplyst, at [A] kørte med hendes far og den mandlige ansøger, hvilken forklaring ikke stemmer overens med den mandlige ansøgers forklaring. Først for nævnet har den kvindelige ansøger som noget nyt forklaret overensstemmende med den mandlige ansøger om, at faderen ikke kørte med. Det kan efter en samlet vurdering heraf – og på baggrund af det indtryk som ansøgerne har efterladt under deres forklaringer direkte for nævnet – ikke lægges til grund, at ansøgerne har et modsætningsforhold til hverken de russiske eller de georgiske myndigheder, hvilket for så vidt angår Georgien desuden understøttes af, at ansøgerne kunne udrejse af og kort efter genindrejse legalt i Georgien. Allerede som følge heraf kan det ikke lægges til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Georgien eller Rusland vil være i risiko for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” geor/2018/7ajev + rusl/2019/4/ajev

erit20192

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk [etnicitet] og kristen ortodoks af religiøs overbevisning fra [by], Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive betragtet som en forræder af de eritreiske myndigheder og fængslet, idet han har forladt sit hjemland illegalt. Klageren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at skulle aftjene nationaltjeneste. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han fra omkring 2009 frem til 2013 blev tvunget til at aftjene militærtjeneste på forskellige militærbaser i Eritrea. Under sit ophold på militærbasen [navn] forsøgte han at flygte, men blev fanget og tilbageholdt af de eritreiske myndigheder. Klageren blev fængslet i omkring otte måneder, hvorefter han vendte tilbage til [navn]. Efter omkring to måneder fik klageren en måneds orlov, hvor han tog hjem til sin familie. Da klageren havde overskredet sin orlov, blev han opsøgt af en militærenhed, hvorfor han flygtede og tog ophold i et øde område nær sin hjemby. Efter omkring halvanden måned, i [starten af] 2014, blev klageren bekendt med, at hans far var blevet fængslet af myndighederne, som ville have fat i klageren. Klageren udrejste herefter af Eritrea. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund, idet klageren har forklaret divergerende og udbyggende, herunder om sine opgaver i militæret, længden af sine ophold i forskellige fængsler, kontakten til sine forældre i den periode, han var i militæret, samt baggrunden for løsladelsen af sine forældre i 2014. Selvom Flygtningenævnet ikke kan lægge klagerens forklaring til grund, og uanset de forbedrede forhold i Eritrea, herunder normaliseringen af forholdet mellem Eritrea og Etiopien i 2018 og åbningen af grænseovergange, finder Flygtningenævnet, at klageren, der må være udrejst illegalt i [starten af] 2014, ved en tilbagevenden til Eritrea fortsat risikerer at skulle indgå i nationaltjeneste (militærtjeneste). Efter de foreliggende baggrundsoplysninger – og i overensstemmelse med nævnets faste praksis – finder nævnet, at militærtjeneste i Eritrea udføres under sådanne forhold og har en sådan karakter, at nægtelse heraf indebærer risiko for forfølgelse af grunde, der er omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet finder således, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Eritrea. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Ved vurderingen heraf lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren ved endelig dom afsagt af Østre Landsret [i sommeren] 2018 blev idømt 2 års fængsel for forsøg på voldtægt i forening med en medgerningsmand. Ved dommen blev klageren udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt. Overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, må betragtes som en særlig farlig forbrydelse, ligesom klageren – efter karakteren af den handling klageren er dømt for – må betragtes som en fare for samfundet. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren har opholdt sig i Eritrea, til han var 26 år, at klagerens forældre, søskende og søn fortsat opholder sig i Eritrea, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 2 år, og at han ikke har familie i Danmark. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren er udelukket fra at opnå beskyttelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Dette findes efter en samlet vurdering af klagerens personlige forhold ikke at stride imod Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2019/2/TLNJ

arme20194

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er armensk statsborger og kristen fra [en landsby i] Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden frygter myndighedspersoner, med hvem ansøgerens ægtefælle har en konflikt. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ægtefællen i [efteråret] 2012 bad ansøgeren og børnene om at flytte fra [landsbyen] til [en anden by i] Armenien. Ansøgeren fik i den forbindelse ingen anden forklaring, end at det var farligt for dem at blive boede i [landsbyen]. Ansøgeren har videre oplyst, at ægtefællen [i efteråret] 2013 ringede til ansøgeren og fortalte, at hun skulle pakke de nødvendigste ting og afvente, at hun selv og børnene den følgende morgen ville blive hentet af ægtefællens ven. Omkring klokken ti den samme aften blev deres bopæl i [byen] opsøgt af fem mænd. Fire af mændene, der alle var iført militæruniform, trængte sig ind på bopælen og bad ansøgeren om at bevise, hvem hun var. Ansøgeren viste mændene ind i sit soveværelse, hvor alle familiens dokumenter var opbevaret i en boks. En af mændene gennemrodede dokumenterne i boksen, mens en af de andre mænd satte ansøgeren på en stol og slog hende gentagne gange i ansigtet. Han spurgte hende om, hvor hendes ægtefælle var henne. Ansøgeren kunne ikke svare manden på dette, hvorefter hun blev voldtaget i soveværelset af en af mændene. Under voldtægten blev ansøgeren truet med en kniv og stukket i højre skulder. De uniformerede mænd smed efterfølgende et brev i ansøgerens ansigt og fortalte hende, at ægtefællen havde 24 timer til at melde sig selv. Brevet, som blev smidt i ansøgerens ansigt, havde hun modtaget to til tre dage tidligere. Det var adresseret til ægtefællen, hvorfor hun ikke havde åbnet det men bare lagt det sammen med resten af familiens dokumenter. Efter de uniformerede mænd havde forladt bopælen, fik ansøgeren og børnene hjælp af en nabo. Den følgende morgen hentede ægtefællens ven ansøgeren og børnene klokken seks, og han kørte dem over grænsen til Georgien, hvor de blev genforenet med ægtefællen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Som anført i Flygtningenævnets afgørelse af [efteråret] 2014 side 12, svækker det troværdigheden af ansøgerens forklaringer om ægtefællens konflikter, at ansøgeren [i foråret] 2014 forklarede, at hun vidste alt om disse, men at hun af ægtefællen havde fået besked på under ingen omstændigheder at fortælle herom, og at hun derpå efter i en pause at have konfereret med ægtefællen oplyste, at de nu var blevet enige om, at hun kunne give en meget kort og præcis gennemgang af hans konflikter. Det svækker yderligere ansøgerens troværdighed, at hun i sit asylansøgningsskema af [efteråret] 2013 redegjorde for den episode, hvor nogle bevæbnede mænd trængte ind i hendes hus. Hun oplyste imidlertid ikke i dette skema, at hun havde været udsat for voldtægt. Derimod fremgår det af side 6 at ”hele familien blev udsat for vold”. Først ved oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2013 oplyste ansøgeren, at hun var blevet voldtaget. Efter de forklaringer, der efterfølgende er afgivet, var voldtægten af helt afgørende betydning for, at ansøgeren og hendes børn allerede dagen efter forlod Armenien. Under disse omstændigheder tillægger Flygtningenævnet det væsentlig betydning, at oplysningen ikke fremkom i asylansøgningsskemaet. Endelig tillægger Flygtningenævnet det betydning, at ansøgeren oprindeligt forklarede, at hun var ukrainsk statsborger, og at hun udrejste illegalt af Armenien. De senere fremkomne oplysninger viser imidlertid, at ansøgeren er armensk statsborger, og at hun og hendes familie er udrejst samlet og legalt. Dette skal sammenholdes med, at ansøgeren tidligere har forklaret, at hendes ægtefælle allerede var udrejst, før hun og hendes børn udrejste. Det fremgår i øvrigt af oplysninger modtaget fra de armenske myndigheder, at hendes ægtefælle alene er registreret med en henlagt færdselssag og ikke er efterlyst for alvorlig kriminalitet, herunder desertering fra militæret. Ved fornyet partshøring [i vinteren 2017/2018] forklarede ansøgeren, at hun havde løjet om sit statsborgerskab for at undgå at de armenske myndigheder fik kendskab til familiens ophold i Danmark. Ved fremmøde i Flygtningenævnet fremkom ansøgeren imidlertid med en anderledes og til dels diffus forklaring om, at hendes ukorrekte oplysninger om statsborgerskab skyldtes, at hendes ægtefælle som officer ikke kunne forlade Armenien uden forsvarsministeriets tilladelse. Henset til de betydelige divergenser og erkendte urigtige oplysninger finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i det hele må tilsidesættes som utroværdig. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Armenien vil blive udsat for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil risikere dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2019/4/mme

arme20193

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk armener og kristen fra […], Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter familien til den mand, som blev fængslet for overfald på hendes søn [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at [A] havde indledt et forhold til en muslimsk pige, som var forlovet med en anden. Pigens forlovede angreb [A] og stak ham med en kniv. Efter overfaldet blev pigens forlovede fængslet. Familien til overfaldsmanden begyndte herefter at chikanere ansøgerens familie, og de truede med, at hvis de ikke frafaldt anklagen mod deres søn, ville de slå familien ihjel. Politiet begyndte ligeledes at chikanere familien. [A] ønskede ikke at frafalde anklagen, da han frygtede, at en uskyldig i stedet ville blive dømt. En dag opstod der brand i familiens hus. Politiet oplyste i den forbindelse, at der var tale om en fejl i det elektriske system, men ansøgeren mener, at branden var påsat af overfaldsmandens familie. Ansøgeren og hendes sønner udrejste derefter til distriktet […], hvor de tog ophold indtil deres udrejse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ved vurdering af ansøgerens forklaring har nævnet lagt afgørende vægt på, at ansøgerens troværdighed må anses for stærkt svækket ved, at ansøgerens asylsag indtil medio 2014 blev behandlet på grundlag af oplysninger fra hendes søn, [A], om at hendes navn var […], og at hun var fra Aserbajdsjan, og at dette først blev opdaget af politiet i forbindelse med udsendelsesproceduren efter Flygtningenævnets afgørelser [en nærmere angiven dato i foråret] 2014. Nævnet finder, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren skulle have været uvidende om, at disse oplysninger var usande. Nævnet bemærker i den henseende, at Flygtningenævnet ikke har kunnet lægge ansøgerens søn, [A]s, forklaring om sit asylmotiv til grund. Der henvises herved til Flygtningenævnets afgørelse af [en nærmere angiven dato i foråret] 2014, hvoraf fremgår følgende: ”Ansøgeren har forklaret divergerende om sit forhold til pigen, Nara. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2012 har ansøgeren forklaret, at han kun havde kontakt med pigen gennem blikke, at han aldrig indledte noget egentligt forhold med hende, men blot talte med hende. Under samtalen med Udlændingestyrelsen den [vinteren] 2013, efter Udlændingestyrelsen ved afgørelse af [en nærmere angiven dato i foråret] 2013 i første omgang havde givet afslag på asyl, har ansøgeren ændret sin forklaring til, at både han og Albati havde et forhold til Nara, og at ansøgeren og Nara havde et seksuelt forhold gennem nogle måneder. Ansøgeren har ligeledes forklaret divergerende om, hvorvidt han har anmeldt knivoverfaldet til politiet, og under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at politiet truede med at sende ham tilbage til Aserbajdsjan, hvis han opretholdt anmeldelsen. Også omkring knivoverfaldet har ansøgeren forklaret divergerende, idet ansøgeren under første samtale med Udlændingestyrelsen har forklaret, at det var Albati, der overfaldt ham, og under anden samtale med Udlændingestyrelsen har han forklaret, at der deltog omkring 50 andre personer. Herefter, og da ansøgeren efter sin forklaring blev boende i byen efter overfaldet i omkring et år og ni måneder, heraf tre – fire måneder på samme bopæl, uden på ny at blive kontaktet af Albati, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv fremstår utroværdigt og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren findes ikke at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Da ansøgerens asylmotiv i det hele er afledt af hendes søns asylmotiv, finder nævnet derfor allerede af den årsag, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes. Det forhold, at ansøgeren efterfølgende har oplyst, at konflikten med Albati og dennes familie fandt sted i Armenien, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret til dels divergerende og udbyggende i forhold til sønnen om deres asylmotiv. Ansøgeren har således til asylsamtalen [en nærmere angiven dato i efteråret] 2017 forklaret, at politiet anholdt gerningsmanden til knivoverfaldet, og at han fik sin straf, og at gerningsmandens forældre efterfølgende kom hver nat til deres bopæl og chikanerede dem og slog ansøgerens søn. Ansøgeren forklarede endvidere, at gerningsmandens forældre kom en dag og satte ild til ansøgerens hus, hvorefter de flyttede til et andet distrikt ved navn […]. Ansøgerens søn har derimod til sin asylsamtale den [i vinteren] 2013 forklaret, at gerningsmanden ikke blev straffet, da han var fra en velhavende familie, og at familien forblev på bopælen indtil udrejsen. Sønnen forklarede ikke om opsøgninger fra gerningsmandens familie eller om ildspåsættelsen af deres bolig. Nævnet bemærker, at uanset om ansøgerens forklaring om asylmotivet kunne lægges til grund, er der efter nævnets opfattelse tale om et afsluttet forhold, der ligger langt tilbage tidsmæssigt, og som ikke kan begrunde asyl. Nævnet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved udrejsen har været udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har været i konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens helbred og det forhold, at hun ikke har familie tilbage i Armenien, ikke er asylbegrundende forhold.” Arme/2019/3/JABP

afgh201935

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra [A], Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban eller Islamisk Stat. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv, anført, at hans far arbejdede for myndighederne i Afghanistan. For ca. tre år siden blev ansøgerens far kidnappet af Taliban. Ansøgeren befandt sig på sin families bopæl med sin mor og søskende, da deres nabos søn, som er politibetjent, opsøgte dem, og overbragte oplysningerne om ansøgerens far. Derefter flyttede ansøgeren hjem til sin nabo sammen med sin mor og søskende for at søge beskyttelse. Efter omkring en uge opsøgte Taliban deres bopæl. De hørte intet fra ansøgerens far i løbet af denne uge. Ansøgerens mor besluttede derefter, at de skulle udrejse fra Afghanistan. Hun arrangerede deres udrejse med en menneskesmugler, og ansøgeren forlod Afghanistan i sommeren 2015 sammen med sin mor og søskende. Ansøgeren har videre oplyst, at Islamisk Stat truer hazara-befolkningen i Afghanistan. Ansøgeren har endvidere oplyst, at det hovedsageligt er etniske hazaraer, der omkommer under bombeangreb i Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren på baggrund af det oplyste kan anses for at være i risiko for konkret, individuel forfølgelse fra hverken Islamisk Stat eller Taliban ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt har haft kontakt med Islamisk Stat eller Taliban i sit hjemland. Han er aldrig blevet personligt opsøgt, truet direkte eller indirekte, udsat for overgreb eller forsøgt rekrutteret til hverken Taliban eller Islamisk stat. Det forhold, at ansøgerens far har arbejdet for myndighederne og efter det oplyste er blevet tilbageholdt af Taliban for flere år siden på sit arbejde og herefter ikke siden er vendt tilbage, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet oplyse noget om faderens arbejde for myndighederne og årsagen til, at ansøgeren alene på grund af faderens arbejde og forsvinden skulle været kommet i et modsætningsforhold til Taliban, som på nuværende tidspunkt kan anses for asylbegrundende. Det er herved taget i betragtning, at ansøgeren var ung, da faderen forsvandt, at episoden ligger nogle år tilbage i tid, og at ansøgeren har psykiske problemer, som gør det vanskeligt for ham at udtrykke sig om de oplevelser, han har haft i Afghanistan og under sin rejse mod Europa. Den omstændighed, at personer fra Taliban efter det oplyste har opsøgt ansøgerens families bopæl efter, at ansøgerens far blev tilbageholdt, kan heller ikke hverken i sig selv eller sammenholdt med sagens andre oplysninger føre til en anden vurdering. Det er således ikke sandsynliggjort, at Taliban opsøgte bopælen netop med henblik på at få fat i ansøgeren, eller at Talibans opdukken på bopælen én gang umiddelbart efter faderens forsvinden udgør en reel risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden på nuværende tidspunkt vil blive efterstræbt af Taliban. De generelle forhold i Afghanistan, herunder for etniske hazaraer, er ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger heller ikke af en sådan karakter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for at blive udsat for behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/35/snd

afgh201912

Nævnet meddelte i juni 2019 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Sambehandlet med Afgh/2019/101/DHFlygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er født sunnimuslim, men er i Danmark konverteret til kristendommen. Hun er født og opvokset i Teheran, Iran, og hendes forældre kommer fra Kabul og Kandahar, Afghanistan. Hendes far er etnisk pashtuner og hendes mor etnisk tadsjiker. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter Taliban. Hun har til støtte herfor oplyst, at hendes far har arbejdet for myndighederne og besad en høj stilling. Taliban efterstræbte ham på grund af dette arbejde. Ansøgerens familie udrejste derfor til Iran. Efter nogle år sendte de iranske myndigheder ansøgerens far tilbage til Afghanistan, og hendes familie har ikke haft kontakt med ham siden. Hun har derudover som asylmotiv henvist til, at hun frygter sine mostre. Hun har til støtte herfor oplyst, at hendes mostre var imod hendes forældres ægteskab på grund af ansøgerens fars arbejde, politiske engagement, og fordi han er etnisk pashtuner. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter sin stedfars familiemedlemmer. Hun har til støtte herfor oplyst, at stedfaren ville tvangsgifte hende. Hun har til støtte herfor oplyst, at hendes mor giftede sig igen, nogle år efter at hendes far forsvandt. Hendes stedfar udsatte ansøgeren og hendes søskende for voldelige overgreb og truede ansøgeren på livet. Han har tvangsgiftet ansøgerens søster og ønsker at tvangsgifte ansøgeren med hans bror. Han ville modtage penge for ægteskabet. Hverken ansøgeren eller hendes mor ville acceptere ægteskabet. Hun frygter, at han vil ringe til sine familiemedlemmer i Afghanistan og bede dem om at slå hende ihjel. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive dræbt, fordi hun er konverteret til kristendommen. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun blev døbt den [dato ultimo] 2017 i [navn på kirke 2] i København. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens mor og far har haft en konflikt med ansøgerens mors familie som følge af morens ægteskab med ansøgerens far. Flygtningenævnet lægger imidlertid til grund, at ansøgeren ikke selv på noget tidspunkt har haft en konflikt med mostrene. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har et sådant modsætningsforhold til mostrene, at hun risikerer asylbegrundende overgreb fra dem. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens far var en højtstående person, der arbejdede for myndighederne, og at han som følge heraf kom i Talibans søgelys og, mens ansøgeren var helt lille, måtte flygte til Iran. Flygtningenævnet lægger imidlertid til grund, at ansøgeren ikke selv har nogen konflikt med Taliban, og Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at der er konkrete holdepunkter for at antage, at hun på nuværende tidspunkt er profileret i forhold til Taliban, og at Taliban vil have interesse for hende eller være i stand til at finde frem til hende i Afghanistan. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det er mange år siden, at ansøgerens far havde en konflikt med Taliban og måtte flygte, og Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at Taliban ved ansøgerens tilbagevenden til Afghanistan vil udsætte hende for asylbegrundende overgreb. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har en konflikt med sin stedfar, [A], der bor i Iran sammen med ansøgerens mor, idet ansøgeren har modsat sig [A]s krav om, at hun skal gifte sig med [A]s storebror, der er væsentligt ældre end ansøgeren. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at [A] har udsat ansøgeren, ansøgerens bror, søster og mor for voldelige overgreb for at presse ansøgeren til at indgå ægteskab med [A]s bror. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer asylbegrundende overgreb fra [A] eller hans familiemedlemmer. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at [A], der oprindeligt er afghaner, opholder sig lovligt i Iran, og at ansøgeren ikke har nærmere kendskab til hans familiemedlemmer i Afghanistan, samt at hun ikke har modtaget nogen form for trusler fra disse familiemedlemmer. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer asylbegrundende overgreb fra [A] eller hans familie. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at hun er konverteret til kristendommen, til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens konversion er reel og er udtryk for en sand indre overbevisning om, at hun vil blive frelst gennem sin kristne tro. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens forklaring i Flygtningenævnet sammenholdt med de øvrige oplysninger om hendes konversion, herunder at hun er døbt den [dato ultimo] 2017 i [navn på kirke 2], og at hun allerede, mens hun var i Norge, begyndte at interessere sig for kristendommen, samt at hun fra påsken 2017 fast begyndte at gå i kirke i [navn på kirke 2], hvor hun også modtog undervisning i kristendommen. Samtidig har ansøgeren forklaret, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil fortsætte med at udbrede den kristne tro. Ansøgeren må derfor betragtes som frafalden fra islam, og på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger om frafaldne muslimer, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afgh/2019/12/DH

afgh2019107

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Hazara og shia-muslim fra Jaghatu, Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, der havde en konflikt med ansøgerens far. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han som tiårig flygtede med sin mor fra Afghanistan til Iran, og ansøgeren har ikke sidenhen opholdt sig i Afghanistan. Ansøgeren flygtede med sin mor, idet hans far var blevet slået ihjel af Taliban for at have nægtet at transportere varer for dem. Under episoden, hvor ansøgerens far blev slået ihjel, blev ansøgerens bror, [A], såret og udsat for trusler, hvorfor han udrejste umiddelbart herefter. Ansøgeren flyttede få dage efter med sin mor til Kabul, hvor ansøgerens familie begyndte at modtage trusler fra Taliban. Ansøgeren boede i Kabul i et år, hvorefter han flyttede med sin mor til Iran, efter ansøgerens mor i løbet af en dag havde modtaget adskillige trusler fra Taliban. Under sit ophold i Iran blev ansøgeren via telefon kontaktet tre til fire gange af Taliban, der truede ham på livet. Ansøgeren udrejste af Iran, efter han var blevet tilbageholdt af myndighederne for manglende opholdstilladelse. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgerens far er blevet dræbt af Taliban, og at hans ene bror er blevet såret af Taleban samt, at ansøgeren, der i dag er 21 år, var ca. 10 år på tidspunktet for disse hændelser. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren er forfulgt af eller profileret over for Taliben eller andre. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret divergerende og upræcist om centrale forhold i forbindelse med sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret helt forskelligt fra sin bror om, hvor familien tog hen efter drabet på faren. Ansøgeren har i den forbindelse over for Udlændingestyrelsen forklaret, at han og familien tog til Kabul og boede der indtil udrejsen til Iran, da ansøgeren var ca. 10 år. Da ansøgeren af Udlændingestyrelsen under en af samtalerne blev gjort opmærksom på, at hans bror havde forklaret, at familien tog til [byen X] 5 - 6 timer fra Kabul, forklarede han, at han kun kunne fortælle om, hvad han selv havde oplevet. Under nævnsmødet forklarede ansøgeren igen, at han og familien tog til Kabul, hvorefter han blev foreholdt sin brors forklaring og ændrede forklaring til, at familien tog til [byen X] uden at kunne redegøre nærmere for divergensen. Ansøgeren og hans bror har endvidere forklaret helt forskelligt om, hvor familien har boet fra ansøgeren blev født til han blev 10 år. Ansøgeren har selv forklaret, at han er født og opvokset i Afghanistan, indtil han udrejse til Iran som 10 årig, mens hans bror har forklaret, at familien boede i Iran sammen med faren de ca. 10 første år af ansøgerens liv. Ansøgeren ændrede under nævnsmødet sin forklaring til, at familien havde rejst frem og tilbage mellem Iran og Afghanistan alt efter sikkerhedssituationen uden dog at kunne redegøre nærmere for dette. Dertil kommer, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sin fars konflikt og divergerende med sin bror om, hvad der skete med farens bil, efter han blev dræbt. Ansøgeren har – selv hvis der tages hensyn til hans unge alder under episoderne i Afghanistan - under nævnsmødet generelt svaret upræcist og afglidende på de stillede spørgsmål, herunder blandt andet om den trussel han angiveligt skulle have modtaget telefonisk fra Taliban, mens han opholdt sig i Iran. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring om denne trussel og om, at han skulle være forfulgt af Taliban og finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han var eller er asylbegrundende forfulgt af Taliban eller på anden måde asylbegrundede profileret over for Taliban eller andre i Afghanistan. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/107/JEA

afgh2019106

Nævnet omgjorde i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, således at hun fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2012 klageren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet meddelte herefter [i sommeren] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af den oprindelige sag, at klageren har oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede en talibaner ved navn [X], som ville tvinge hendes søn til at gifte sig med sin datter. Videre oplyste klageren, at hendes søn ikke ville gifte sig med [X’s] datter, [Y]. Flygtningenævnet lagde til grund, at klagerens søn mod sin vilje blev forlovet med [Y], og at han grundet det brudte ægteskabsløfte havde krænket [X’s] ære, hvorfor klageren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. [I foråret] 2016 indgav klagerens søns advokat på hans vegne en ansøgning om familiesammenføring med hans ægtefælle. Det fremgik af ansøgningen, at klagerens søns ægtefælle var [Y], som han var blevet forlovet med for 15 år siden. Klagerens søn har oplyst, at [Y] genetablerede kontakten med ham halvandet år før, de blev gift [i vinteren] 2015 i Pakistan. Videre forklarede klagerens søn, at han har elsket [Y] siden barndommen, og at hun er hans livs kærlighed. Hendes far ville tvangsgifte hende med en meget ældre mand. Klageren har oplyst, at hendes søn allerede var forlovet/gift med [Y] før udrejsen af Afghanistan, da hendes ægtefælle stadig var i live. Videre har klageren oplyst, at hendes søn ikke havde en konflikt med [Y], men derimod alene havde en konflikt med [X], der var kommandant i Taliban. Klagerens søn lod sig således oprindeligt forlove med [Y] frivilligt, da han ikke havde noget imod pigen. Klagerens søn ville imidlertid ikke være en del af Taliban. Derfor måtte de flygte. Udlændingestyrelsen inddrog på den baggrund klagerens opholdstilladelse [i foråret] 2018, idet klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan fortsat frygter at blive slået ihjel af [X]. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr.1, er opfyldt. Flertallet har herved lagt vægt på, at klagerens søn ganske vist har forklaret divergerende om sine følelser for [Y], idet han under asylsagen i 2012 flere gange forklarede, at han ikke kunne lide hende, mens han under behandlingen af inddragelsessagen har forklaret, at han elskede hende og altid havde gjort det. Flertallet har imidlertid lagt vægt på, at klagerens søn under asylsagens behandling ved asylsamtalen [i vinteren] 2012 forklarede, at han ikke ville giftes med [Y], idet hendes far var talibaner. Til asylsamtalen [i foråret] 2012 forklarede klagerens søn, at han udelukkende forlovede sig med [Y], fordi hans far havde indgået en aftale med [Y’s] far. Klagerens søn forklarede endvidere, at årsagen til, at han ikke var glad for [Y] skyldtes, at hendes far var tilknyttet Taliban og havde foretaget mange forfærdelige ting. Under Flygtningenævnets behandling af sagen [i sommeren] 2013 forklarede klagerens søn blandt andet, at han ikke ville giftes med [Y], idet han ønskede selv at kunne vælge, hvem han ville være lykkelig med. Yderligere forklarede klagerens søn, at [Y’s] far var meget kendt, fordi han var en stor Taliban-kommandant. Klagerens søn kunne ikke lide ham, idet han var meget ubehagelig. Han var endnu mere sur og temperamentsfuld end klagerens ægtefælle. [Y’s] far var ond overfor klagerens søn og overfor alle andre. Klagerens søn kunne heller ikke lide [Y]. Klagerens søn havde ikke noget imod [Y] som person, men ønskede ikke at blive en del af hendes familie. Klageren har under Flygtningenævnets behandling af sagen [i sommeren] 2013 blandt andet forklaret, at hendes søn ikke ville giftes med pigen, da pigens far var blevet et dårligt menneske. Han havde tidligere været et godt menneske, men han var begyndt at begå forbrydelser i området. Han lavede mange ulovlige ting. Det var alvorlige forbrydelser han begik. Klageren har yderligere forklaret, at hendes søn og [Y] blev forlovet, men han sagde til hende, at han ønskede at være fri til at vælge sin egen ægtefælle. Yderligere har klageren forklaret, at da [X] kom tilbage til Afghanistan opsøgte han klageren og hendes søn. [X] sagde, at han ikke længere ville bære krænkelsen over sin datter, idet datteren ikke kunne gifte sig med andre. Herefter måtte de flygte. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund ikke, at Flygtningenævnets afgørelse af [en dato i sommeren] 2013 ville have fået et andet udfald, såfremt de oplysninger, som klagerens søn nu er fremkommet med om, at han altid har elsket [Y], var fremkommet dengang. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at det, som Flygtningenævnet lagde vægt på, var, at klagerens søn mod sin vilje var blevet forlovet med [Y], og at han på grund af det brudte ægteskabsløfte havde krænket [X’s] ære. Flygtningenævnets flertal finder, at dette ville have været tilfældet, uanset om det brudte ægteskabsløfte skyldtes manglende kærlighed til [Y] eller det forhold, at klagerens søn ikke ønskede at blive en del af Taliban. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [en dato i foråret] 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2019/106/JAH

afgh2019105

Nævnet omgjorde i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2012 klageren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet meddelte herefter [i sommeren] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af den oprindelige sag, at klageren har oplyst, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede en talibaner ved navn [X], som ville tvinge klageren til at gifte sig med sin datter, [Y]. Klageren ønskede ikke at gifte sig med [X’s] datter, da han ikke ønskede at efterkomme [X’s] ønske om at flytte hjem til denne sammen med datteren og blive en del af Taliban, som [X] var kommandant for. Klageren udtalte dengang, at han ikke kunne lide [Y], men han forklarede også, at det havde sammenhæng med, at han ikke kunne lide hendes far. Flygtningenævnet lagde til grund, at klageren mod sin vilje blev forlovet med [Y], og at han grundet det brudte ægteskabsløfte havde krænket [X’s] ære, hvorfor klageren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerede at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. [I foråret] 2016 indgav klagerens advokat på hans vegne en ansøgning om familiesammenføring med sin ægtefælle. Det fremgik af ansøgningen, at klagerens ægtefælle var [Y], som han var blevet forlovet med for 15 år siden. Klageren har oplyst, at [Y] genetablerede kontakten med ham halvandet år forinden, og at de blev gift i [vinteren] 2015 i Pakistan. Videre forklarede klageren, at han har elsket [Y] siden barndommen, og at hun er hans livs kærlighed. Hendes far ville tvangsgifte hende med en meget ældre mand. Udlændingestyrelsen inddrog på den baggrund klagerens opholdstilladelse [i sommeren] 2018, idet klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han og [Y] vil blive slået ihjel af [X] og den mand, som har friet til [Y], fordi manden har betalt medgift. Flygtningenævnets flertal finder ikke, at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr.1, er opfyldt. Flertallet har herved lagt vægt på, at klageren ganske vist har forklaret divergerende om sine følelser for [Y], idet han under asylsagen i 2012 flere gange forklarede, at han ikke kunne lide hende, mens han under behandlingen af inddragelsessagen har forklaret, at han elskede hende og altid havde gjort det. Flertallet har imidlertid lagt vægt på, at klageren under asylsagens behandling ved asylsamtalen [i vinteren] 2012 forklarede, at han ikke ville giftes med [Y], idet hendes far var talibaner. Til asylsamtalen [i foråret] 2012 forklarede klageren, at han udelukkende forlovede sig med [Y], fordi hans far havde indgået en aftale med [Y’s] far. Klageren forklarede endvidere, at årsagen til, at han ikke var glad for [Y] skyldtes, at hendes far var tilknyttet Taliban og havde foretaget mange forfærdelige ting. Under Flygtningenævnets behandling af sagen [i sommeren] 2013 forklarede klageren blandt andet, at han ikke ville giftes med [Y], idet han ønskede selv at kunne vælge, hvem han ville være lykkelig med. Yderligere forklarede klageren, at [Y’s] far var meget kendt, fordi han var en stor Taliban-kommandant. Klageren kunne ikke lide ham, idet han var meget ubehagelig. Han var endnu mere sur og temperamentsfuld end klagerens far. [Y’s] far var ond overfor klageren og overfor alle andre. Klageren kunne heller ikke lide [Y]. Klageren havde ikke noget imod [Y] som person, men ønskede ikke at blive en del af hendes familie. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund ikke, at Flygtningenævnets afgørelse af [en dato i sommeren] 2013 ville have fået et andet udfald, såfremt de oplysninger, som klageren nu er fremkommet med om, at han altid har elsket [Y], var fremkommet dengang. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at det, som Flygtningenævnet lagde vægt på, var, at klageren mod sin vilje var blevet forlovet med [Y], og at han på grund af det brudte ægteskabsløfte havde krænket [X’s] ære. Flygtningenævnets flertal finder, at dette ville have været tilfældet, uanset om det brudte ægteskabsløfte skyldtes manglende kærlighed til [Y] eller det forhold, at klageren ikke ønskede at blive en del af Taliban. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [en dato i sommeren] 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2019/105/JAH

afgh2019104

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk pashtun og sunni muslim fra Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af både Taleban og sin farbror. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgerens far angav en person fra Taleban til det afghanske politi. Dette resulterede i, at personen efterfølgende blev anholdt af politiet. Efter anholdelsen blev der kastet en håndgranat ind i ansøgerens families gårdhave midt om natten. Hverken ansøgeren eller hans familie kom til skade under angrebet. Omkring seks til syv måneder efter angrebet blev ansøgeren overfaldet med kniv af to personer. Personerne var sønner til den person fra Taleban, som faren havde angivet til politiet. Ansøgeren har videre oplyst, at hans familie havde arvet et stykke land fra hans farfar. Ansøgerens farbror gjorde på et tidspunkt krav på jorden, hvorefter faren og farbroren kom op at slås tre til fire gange. De skændtes endvidere telefonisk, idet farbroren beskyldte faren for at ville sælge jorden. Ansøgerens familie besluttede sig derefter på baggrund af den samlede trussel fra farbroren og Taleban at udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnet lægger til grund, at der på et tidspunkt i perioden mellem 2009 og 2012 blev kastet en håndgranat ind i ansøgerens families have. Vedrørende den nærmere tidsfæstelse af dette bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens fødselsdag er usikker men blandt andet er opgivet til [efteråret] 1997. Ansøgeren forklarede ved oplysnings- og motivsamtalen af [sommeren] 2016, at han var 12 til 13 år gammel, da denne episode fandt sted. Episoden er senere, blandt andet i ansøgerens advokats indlæg til Flygtningenævnet, tidsfæstet til 2012. Ved fremmøde i Flygtningenævnet syntes det at fremgå af forklaringen, at det muligt var i 2011. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren på et senere tidspunkt i Kunduz by blev opsøgt af to maskerede mænd, der stak ham adskillige gange med kniv. Der foreligger ikke oplysninger i sagen, hverken om baggrunden for at der blev kastet en håndgranat ind i ansøgerens families have eller for knivoverfaldet. Da ansøgeren intet kan oplyse om identiteten på overfaldsmændene, beror det således alene på ansøgerens egen formodning, at der var en sammenhæng mellem disse episoder, og det at hans far havde angivet et højtstående medlem af Taleban til politiet. Det bemærkes, at ansøgeren ikke har forklaret, at hans far selv har været udsat for voldshandlinger i denne forbindelse. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at de beskrevne episoder, hvoraf den første fandt sted for efterhånden adskillige år siden, sandsynliggør, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive udsat for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil risikere dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. For så vidt angår ansøgerens angivelige konflikt med sin farbror bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at ansøgeren under sin forklaring i Flygtningenævnet tydeligt tilkendegav, at han kun i mindre omfang frygtede farbroren. Det må endvidere lægges til grund, at den omstridte jord er solgt, og at farbroren muligt ikke længere befinder sig i Afghanistan. Endvidere fremgår det af ansøgerens forklaring til oplysnings- og motivsamtalen, side 4 forneden, at hans far og farbror havde haft skænderier om jorden i adskillige år, uden at det forud for ansøgerens udrejse af Afghanistan havde medført nogen alvorlige voldshandlinger fra farbrorens eller dennes sønners side. Konflikten har herefter ikke en sådan karakter og intensitet, at den kan medføre asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/104/mme

afgh2019103

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har oplyst at være kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af myndighederne eller lokalbefolkningen, idet han er konverteret til kristendommen, og idet myndighederne er bekendt med, at ansøgeren havde kristent materiale på sin mobiltelefon. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han som 15-årig begyndte at se programmer og film om kristendommen, som han hentede ned på sin mobiltelefon. Ansøgeren begyndte i den forbindelse at interessere sig for kristendommen, men han praktiserede ikke religionen, da han var bange for konsekvenserne. Ansøgerens problemer begyndte, da han i slutningen af 2015 var hjemme for at hjælpe byens mullah, [A]. Ansøgeren glemte efterfølgende sin mobiltelefon ved mullahen. Dagen efter så ansøgeren, at mullahens søn, [B], stod foran ansøgerens families bopæl sammen med en myndighedsperson, og at de stod med hans mobiltelefon. Ansøgeren flygtede fra stedet og vendte først tilbage, da det var blevet mørkt. Ansøgeren fortalte sin forældre, hvad der var sket, og om det kristne materiale på mobiltelefonen. Ansøgerens far besluttede herefter, at ansøgeren ikke kunne blive i Afghanistan, og ansøgeren udrejste af Afghanistan. Ansøgeren har i Danmark praktiseret sin kristne tro. Ansøgeren har blandt andet deltaget i gudstjenester samt dåbsundervisning, og han har fremlagt udtalelser om sin tro og kristne aktiviteter, herunder udtalelser fra sognepræster. Ansøgerens advokat har oplyst, at ansøgeren [foråret] 2018 er blevet døbt i […] i [by]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med [A] og de afghanske myndigheder til grund, idet forklaringen - trods det relativt enkle asylmotiv - forekommer divergerende og usammenhængende på væsentlige punkter. Flygtningenævnet har ved vurderingen været opmærksom på, at ansøgeren efter det oplyste ikke har gået i skole og er analfabet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til samtalen med Migrationsverket [primo] 2016 forklarede, at han var kommet til Sverige, fordi hans liv var i fare, idet hans far blev taget til fange af talibanere i Mazaar Sharif. Det lykkedes ham at flygte og komme hjem, men derefter var hans og familiens liv i fare. Han forklarede endvidere, at han havde et tazkera, som var i Afghanistan. Til oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen har ansøgeren imidlertid forklaret, at han frygter befolkningen og myndighederne, fordi han glemte sin mobiltelefon, hvorpå der lå materiale om kristendommen, i mullahens [A’s] hus, og at mullahen blev bekendt med det. Ansøgeren har til de danske udlændingemyndigheder forklaret, at han ikke har fået udstedt nogen dokumenter i Afghanistan. Ansøgeren har ikke givet en troværdig forklaring på disse væsentlige divergenser. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han fik at vide, at han skulle hjælpe til i mullahens hus. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen forklaret, at mullahen sagde til hans far, at han skulle sende sin søn hen til mullahens hus om aftenen og hjælpe med at servere. På mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren imidlertid forklaret, at han fik at vide nogle dage forinden, at han skulle hjælpe til hos mullahen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han opdagede, at han havde glemt sin mobiltelefon. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han opdagede, at han havde glemt telefonen, da han kom hjem fra mullahens hus, og at han derefter gik ud og spillede fodbold med sine venner. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid, at han blev klar over, at han havde glemt sin mobiltelefon, da han så [A’s] søn stå ved ansøgerens bopæl med telefonen i hånden. På mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han - mens han spillede fodbold - mærkede på sine lommer og opdagede, at mobiltelefonen manglede, hvorefter han så mullahens søn stå med telefonen sammen med en myndighedsperson. Nævnet finder ikke, at disse divergenser, der angår den centrale flugtudløsende begivenhed, kan forklares alene med tolkemæssige problemer. Flygtningenævnet finder det endvidere utroværdigt, at mullahen eller dennes søn skulle have undersøgt, hvad ansøgeren havde på sin mobiltelefon henset til, at de selv havde bedt ansøgeren om at hjælpe med at servere i mullahens hus, og at de kendte ansøgeren og hans far, der arbejdede i moskeen. Ansøgeren har videre forklaret divergerende om, hvornår han fortalte sin familie om sin interesse for kristendommen. Til oplysnings- og motivsamtalen og til sin advokat har ansøgeren forklaret, at han fortalte sine forældre om sin interesse for kristendommen, da det blev opdaget, at han havde kristent materiale på sin mobiltelefon. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod indledningsvist, at hans forældre en måned forinden havde afbrudt forbindelsen til ham, fordi han havde fortalt dem, at han var interesseret i kristendommen og gik i kirke, og at det var første gang, han fortalte familien, at han var kristen eller var interesseret i kristendommen. Senere forklarede han, at han i Afghanistan havde fortalt forældrene, at han havde kristent materiale på sin mobiltelefon og havde set filmene og godt kunne lide dem, og at faren ikke var glad for dette. Ansøgeren har endeligt forklaret divergerende om, hvor ofte myndighederne opsøgte hans bopæl efter udrejsen. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at myndighederne kom et par gange om ugen på familiens bopæl og spurgte efter ansøgeren. Det var dog kun de første par måneder, at politiet kom et par gange om ugen, derefter kom de ikke så ofte. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at familien blev opsøgt en gang om ugen efter hans udrejse, og at han ikke ved, om det efterfølgende blev oftere eller sjældnere. På mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at han ikke husker, hvor ofte familiens bopæl blev opsøgt. Flygtningenævnet tilsidesætter således ansøgerens forklaring om sin konflikt med [A], befolkningen og myndighederne som følge af fundet af kristent materiale på hans mobiltelefon og dermed hans interesse for kristendommen som utroværdig. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han i Danmark er konverteret til kristendommen, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det er påfaldende, at ansøgeren - der angiveligt er analfabet og aldrig har gået i skole, og som har oplyst, at han ikke forud for konversionen havde en religion – skulle have søgt på internettet og fundet programmer om kristendommen og herved fattet interesse for kristendommen i Afghanistan, ligesom det er påfaldende, at det skulle være muligt for ham – som forklaret til asylsamtalen - at se programmer i fjernsynet om kristendommen henset til, at konvertering er ulovligt i Afghanistan. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren - selv efter at have modtaget undervisning i kristendommen og deltaget i gudstjenester m.v. og efter sognepræst […] udtalelse af [foråret] 2018 planlagdes døbt i [foråret] 2018 – til asylsamtalen alene havde et overfladisk og begrænset kendskab til kristendommen. Ansøgeren har efter nævnets opfattelse heller ikke på mødet i Flygtningenævnet på overbevisende måde været i stand til at redegøre for sin indre, kristne overbevisning, ligesom hans overvejelser om konversionen fremstår ureflekterede og præget af manglende personlig stillingtagen. På denne baggrund og på baggrund af det ovenfor anførte om ansøgerens generelle troværdighed, finder Flygtningenævnet, at konversionen til kristendommen ikke er reel. Oplysningen om at ansøgeren er blevet døbt [foråret] 2018 i [by] og de fremlagte kirkelige udtalelser kan efter deres karakter ikke føre til en anden vurdering. Det bemærkes videre, at oplysningerne om ansøgerens aktivitet på Facebook ikke findes at medføre nogen ændring i vurderingen, idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at denne aktivitet har profileret ham over for de afghanske myndigheder. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/103/CABV

afgh2019101

Nævnet meddelte i juni 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Sambehandlet med Afgh/2019/102/DHFlygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er født sunnimuslim og er i Danmark konverteret til kristendommen. Han er født og opvokset i Teheran, Iran, og hans forældre kommer fra Kabul og Kandahar, Afghanistan. Hans far er etnisk pashtuner, og hans mor er etnisk tadsjiker. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban. Han har til støtte herfor oplyst, at hans far har arbejdet for de afghanske myndigheder og har haft en høj stilling inden for militæret. Taliban var efter hans far og har truet med at slå hele ansøgerens familie ihjel. Familien udrejste som følge heraf til Iran. De iranske myndigheder sendte ansøgerens far tilbage til Afghanistan, og familien har ikke haft kontakt til ham siden. Han har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter sine mostre. Han har til støtte herfor oplyst, at hans mostre var imod hans forældres ægteskab på grund af ansøgerens fars arbejde og politiske engagement. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter sin stedfar og dennes familiemedlemmer. Han har til støtte herfor oplyst, at hans mor giftede sig nogle år efter, at ansøgerens far var blevet sendt tilbage til Afghanistan. Hans stedfar har ofte slået og sparket ansøgeren og har en gang smidt ansøgeren ud af huset. Han har også truet ansøgeren på livet med en kniv. Hans stedfar ønskede at tvangsgifte ansøgerens søster væk til sin bror, hvilket både ansøgerens søster og mor nægtede. Ansøgeren er stukket af sammen med sin søster. Hans stedfar har efter ansøgerens udrejse tvangsgiftet ansøgerens anden søster. Hans stedfar har familiemedlemmer i Afghanistan, som ansøgeren frygter, at han vil få til at chikanere ansøgeren, hvis han vender tilbage. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive gjort til dansedreng. Han har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren vil være alene i Afghanistan og dermed være et let offer. Han har videre som asylmotiv henvist de generelle forhold i Afghanistan. Endelig har han som asylmotiv henvist til, at han frygter den afghanske befolkning, fordi han er konverteret til kristendommen. Han har til støtte herfor oplyst, at han blev døbt den [dato i efteråret] i [navn på kirke 1] i [bynavn]. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens mor og far har haft en konflikt med ansøgerens mors familie som følge af morens ægteskab med ansøgerens far. Flygtningenævnet lægger imidlertid til grund, at ansøgeren ikke selv på noget tidspunkt har haft en konflikt med mostrene. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har et sådant modsætningsforhold til mostrene, at han risikerer asylbegrundende overgreb fra dem. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens far var en højtstående person, der arbejdede for myndighederne, og at han som følge heraf kom i Talibans søgelys og, før ansøgeren blev født, måtte flygte til Iran. Flygtningenævnet lægger imidlertid til grund, at ansøgeren ikke selv har nogen konflikt med Taliban, og Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at der er konkrete holdepunkter for at antage, at han på nuværende tidspunkt er profileret i forhold til Taliban, og at Taliban vil have interesse for ham eller være i stand til at finde frem til ham i Afghanistan. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det er mange år siden, at ansøgerens far havde en konflikt med Taliban og måtte flygte, og Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at Taliban ved ansøgerens tilbagevenden til Afghanistan vil udsætte ham for asylbegrundende overgreb. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har en konflikt med sin stedfar, [A], der bor i Iran sammen med ansøgerens mor, idet ansøgeren sammen med sin mor og søster, [B], har modsat sig [A]s krav om, at [B] skal gifte sig med [A]s storebror, der er væsentligt ældre end [hende]. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at [A] har udsat ansøgeren, [ansøgerens søster B], ansøgerens søster, [C], og ansøgerens mor for voldelige overgreb for at presse [ansøgerens søster B] til at indgå ægteskab med [A]s bror. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer asylbegrundende overgreb fra [A] eller hans familiemedlemmer. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at [A], der oprindeligt er afghaner, opholder sig lovligt i Iran, og at ansøgeren ikke har nærmere kendskab til hans familiemedlemmer i Afghanistan, samt at han ikke har modtaget nogen form for trusler fra disse familiemedlemmer. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer asylbegrundende overgreb fra [A] eller hans familie. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Afghanistan er af en sådan karakter, at ansøgeren alene som følge af disse ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer asylretlige overgreb, herunder risikerer at blive tvunget til at være dansedreng. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at han er konverteret til kristendommen, til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens konversion er reel og er udtryk for en sand indre overbevisning om, at han vil blive frelst gennem sin kristne tro. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens forklaring i Flygtningenævnet sammenholdt med de øvrige oplysninger om hans konversion, herunder at han er døbt den [dato i efteråret] 2017 i [navn på kirke 1] i [bynavn], og at han begyndte at interessere sig for kristendommen, da han fik ophold i asylcentret [navn på asylcenter 1] i august 2016, samt at han efter opfordring fra sin søster, [B], på et tidspunkt efter påsken 2017 begyndte at gå i kirke i [navn på kirke 2] og senere, da han var blevet flyttet til asylcentret i [by, hvor asylcenter 2 ligger], fast begyndte at gå i kirke og modtage undervisning i [navn på kirke 1] i [bynavn]. Samtidig har ansøgeren forklaret, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil fortsætte med at udbrede den kristne tro. Ansøgeren må derfor betragtes som frafalden fra islam, og på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger om frafaldne muslimer, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afgh/2019/101/DH

soma201974

Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunnimuslim fra Golweyn, Shabelle Hoose, Somalia. Klageren tilhører klanen […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi han inden sin udrejse af Somalia nægtede at samarbejde med dem. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til den generelle sikkerhed i Somalia, da han tilhører en mindretalsklan. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede som lastbilchauffør og transporterede e våben for ham. Klageren nægtede dette og blev bange, men sagde, at de skulle spørge lastbilens ejer. Ejeren indvilligede i at transportere våben for al-Shabaab. Han sagde til klageren, at han var bange, og at han ikke kunne sige nej. Klageren sagde, at han ikke var klar til at transportere våben for al-Shabaab og gav ejeren nøglerne til lastbilen. Nogle dage efter blev klageren opsøgt af al-Shabaab i en restaurant. De spurgte, hvorfor klageren havde nægtet at transportere våben for dem. De truede ham, men klageren tog det ikke så alvorligt. Nogle dage efter modtog klageren et opkald fra sin mor. Moren sagde, at hans kolleger, [A] og [B], var blevet tilbageholdt. Den efterfølgende dag sagde moren, at de begge var blevet dræbt. Al-Shabaab indkaldte folk til en forsamling, hvor de fremviste [A] og [Bs] lig. Under forsamlingen sagde de, at de havde dræbt de første to personer, men den tredje manglede at få sin straf. Klagerens mor fortalte videre, at al-Shabaab havde opsøgt hendes bopæl og ransaget hjemmet. Hun sagde, at klageren skulle flygte. Klageren opholdt sig på sin bopæl om dagen, indtil han udrejste. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge klagerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende og udbyggende om væsentlige punkter i sine asylmotiver. Klageren har således forklaret udbyggende om, at han efter, at hans kollegers lig var blevet fremvist af al-Shabaab ved en forsamling, på ny var blevet opsøgt af al-Shabaab, ligesom klageren har forklaret usammenhængende og modstridende om de tidsmæssige aspekter i sagen, herunder om, hvor lang tid der gik mellem det tidspunkt, hvor han første gang blev opsøgt af al-Shabaab og det tidspunkt, hvor al-Shabaab opsøgte ham på restauranten. Klageren har endvidere forklaret usammenhængende om tidspunkterne for, hvornår han blev opsøgt af al-Shabaab, og hvornår han udrejste. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold, at klageren har oplyst, at han som følge af sit tilhørsforhold til en mindretalsklan bliver diskrimineret, har en sådan karakter og intensitet, at dette i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at klageren alene som følge af sin blotte tilstedeværelse i Golweyn, Somalia, risikerer overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet er opmærksom på, at området ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger er under indflydelse af både al-Shabaab og AMISOM/SNA, hvorfor situationen kan betegnes som omskiftelig og uklar. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet imidlertid, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i området, og at denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter, uanset at forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Flygtningenævnet har samtidig lagt vægt på, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, og at sådanne angreb ikke foretages i de områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at klageren på nuværende tidspunkt er særligt profileret i forholdt til al-Shabaab. Flygtningenævnet finder efter en konkret og samlet vurdering af klagerens personlige forhold i Danmark og Somalia ikke, at det må antages at virke særligt belastende for klageren at inddrage hans opholdstilladelse, navnlig på grund af de forhold, som er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på varigheden af klagerens ophold i Danmark, samt på, at klageren har haft fast tilknytning til arbejdsmarkedet siden [efteråret] 2015, men at han ved opslag i CPR-registeret ses udrejst af Danmark [i sommeren] 2018. Det forhold, at klageren taler, læser og skriver dansk, findes ikke at kunne ændre herved, idet dette ikke er dokumenteret, da klageren ikke har givet møde i Flygtningenævnet, og idet klageren ikke har bestået nogen prøver i dansk. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at det oplyste om klagerens øvrige tilknytning til Danmark, herunder at han er medlem af foreningen Olympic Amager KIF, samt det forhold, at hans ægtefælle og to børn, der ligeledes ses udrejst [i sommeren] 2018, er familiesammenført, kan ændre herved. Samtidig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klagerens mor, far og søskende opholder sig i Somalia. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/74/HHU

soma2019174

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er fra hovedklanen Hawiye, underklanen [A] og subklanen [B] og muslim fra [C], Soma-lia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive dræbt, idet han er efterstræbt af al-Shabaab. Klageren har videre henvist til, at han frygter at blive dømt til døden af de somaliske myndigheder, idet de anser alle unge mænd, som de ikke kender, som værende medlem af al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han havde en butik i [C], hvor han blandt andet solgte cigaretter. [I foråret] 2013 blev klageren opsøgt af fem personer fra al-Shabaab, der sagde til klageren, at det var forbudt at sælge cigaretter, og at han skulle stoppe med det samt lukke sin butik. Klageren lukkede sin butik samme dag. Fem dage senere åbnede klageren butikken igen, og han solgte derefter cigaretter i det skjulte. [I sommeren] 2013 købte en mand cigaretter af klageren. Få minutter efter kom manden tilbage sammen med de fem personer fra al-Shabaab, der havde opsøgt klageren [i foråret] 2013. Klageren blev samme dag fængslet af al-Shabaab. [Senere på sommeren] 2013 blev klageren frem-stillet for retten, hvor han blev dømt til at være medlem af al-Shabaab, hvilket klageren indvilligede i Klageren blev løsladt [to dage senere], hvor han fik at vide, at han kunne tage hjem til sin familie, og at han skulle melde sig hos al-Shabaab en uge efter, hvor han skulle påbegynde træning. Klageren tog hjem på sin bopæl, hvorfra han samme aften påbegyndte sin udrejse. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menne-skerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Ud-lændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de ge-nerelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Det fremgår endvidere af en tilladelsesresolution af [foråret] 2014, at Udlændingestyrelsen har fundet, at klagerens forklaring om asylmotivet på visse punkter forekommer påfaldende. Flygtningenævnet kan ikke lægge klage-rens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen på flere punkter fremstår usandsynlig og derfor tilsidesættes som utroværdig. Flygtningenævnet lægger vægt på, at det anses for usandsyn-ligt, at al-Shabaab først har henvendt sig til klageren, da han i mere end et år havde solgt cigaretter fra sin butik i landsbyen, der den gang var under al-Shabaabs kontrol. Det fremstår også usandsyn-ligt, at klageren på trods af al-Shabaabs ordre om, at butikken skulle lukkes, allerede 5 dage herefter igen åbnede sin butik, og på ny solgte cigaretter til kunder, som han ikke kendte. Det fremstår end-videre ikke troværdigt, at klageren under fængslingen hos al-Shabaab hver dag [i omkring 17 dage i] 2013 er blevet slået med pisk 10 gange, uden at der er opstået sår efter slagene, og uden at klageren har haft behov for nogen form for behandling. Nævnet anser det i øvrigt for usandsynligt, at klageren er blevet løsladt af al-Shabaab, efter at han var blevet dømt, med besked om, at han skulle henvende sig hos al-Shabaab efter en uge. Det forekommer i øvrigt ikke sandsynligt, at al-Shabaab vedvarende skulle have opsøgt klagerens mor i alt 10 gange fra 2014 til 2018 for at få fat i klageren, selvom al-Shabaab måtte have haft kendskab til, at klageren var flygtet. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om varigheden af sin fængsling. Under oplys-nings- og motivsamtalen har han forklaret, at han blev dømt, da han havde været fængslet i et par dage. Ansøgeren har derimod under senere samtaler med Udlændingestyrelsen og over for nævnet forklaret, at han var fængslet [i omkring 17 dage] 2013, hvor han blev dømt. Klagerens forklaring om sin frygt for, at de somaliske myndigheder ved en tilbagevenden skal opfatte ham som medlem af al-Shabaab, findes ikke at kunne lægges til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Efter de nu foreliggende baggrundsoplysninger om klagerens hjemområde kan det lægges til grund, at området er kontrolleret af AMISOM, og at forholdene ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettig-hedskonventions artikel 3. Betingelserne for inddragelse af klagerens opholdstilladelse er derfor opfyldt, idet Flygtningenævnet i øvrigt bemærker, at klageren efter tilsidesættelse af hans forklaring ikke kan anses for at være profileret i forhold til al-Shabaab. Klageren er født og opvokset i Somalia, hvor han har boet indtil udrejsen i [sommeren] 2013. Han har opholdt sig lovligt i Danmark siden [foråret] 2014. Han har bestået en prøve i Dansk 1 og haft ansættelse hos [firma 1] fra [vinteren] 2017 til [efteråret] 2017. Klageren har gennemført to praktikforløb af henholdsvis tre og seks måneders varighed, og han har siden den [vinteren] 2018 været ansat på fuld tid hos [firma 2] i [by-en D]. Klagerens ægtefælle er udrejst af Danmark i [sommeren] 2018 sammen med klagerens og ægtefællens børn. Efter en samlet vurdering af klagerens forhold finder Flygtningenævnet, at en udsendelse af klageren til Somalia ikke kan antages at virke særligt belastende. Betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, er derfor opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/174/snd

soma2019173

Nævnet omgjorde i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstil-ladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Shiqaal og er sunni-muslim fra [landsby], Lower Shabelle-regionen, So-malia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive udsat for overgreb af og blive slået ihjel af al-Shabaab. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han i februar 2011 blev holdt fanget og tilbageholdt af al-Shabaab i [landsby]-området. Klageren blev ført til en træningslejr for al-Shabaab, hvor han blev undervist i religiøse forhold og gennemgik fysisk træning i tre uger inden, at det lykkedes for ham at flygte fra lejren. Videre har klageren oplyst, at han under sit ophold i Danmark i oktober 2013 modtog oplysninger om, at hans far og onkel i Mogadishu var blevet slået ihjel af al-Shabaab. Dette forhold skyldtes, at de blev beskyldt for at have gemt klageren for al-Shabaab. Herudover havde klagerens far en konflikt med al-Shabaab som følge af hans tilknytning til gruppen Ahlu Sunah Wal Jamaaca. Udlændingestyrelsen meddelte den 9. januar 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i med-før af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttel-se henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygt-ningenævnet bemærker indledningsvis, at Udlændingestyrelsen både i forbindelse med den oprinde-lige sag og i forbindelse med inddragelsessagen må antages at have lagt klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger ligeledes i alt væsentligt klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren i februar 2011 blev til-bageholdt af al-Shabaab og ført til en træningslejr for al-Shabaab i [landsby]-området, hvor han blev undervist i religiøse forhold og gennemgik fysisk træning i tre uger, inden det lykkedes for ham at flygte fra lejren. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at al-Shabaab flere gange efterfølgende opsøgte hans bopæl, hvor de truede hans stedmor, og at hun og klagerens hel- og halvsøskende som følge heraf er flygtet fra [landsby]. Flygtningenævnet finder, at klageren fortsat må antages at være så profileret i forhold til al-Shabaab, at han – der kommer fra en landsby, som må antages i et vist omfang at være kontrolleret af al-Shabaab – ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb fra al-Shabaab omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtninge-nævnet finder, at klagerens asylmotiv ikke er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtninge-nævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 14. februar 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/173/CHPE

soma2019172

Nævnet meddelte i juni 2019 opholdstilladelse B-status til en mandlig statsborger fra Somalia.. Ind-rejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen [A], underklanen [B] og subklanen [C]. Klageren er sunni-muslim og født i landsbyen [G], der ligger i Galgaduud-regionen. I 2010 rejste klageren sammen med sin mor og søskende til Mogadishu, hvor han opholdt sig i en flygtningelejr indtil sin udrejse. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel af al-Shaabab. Til støtte for sit oprindelige asylmotiv oplyste klageren, at hans far var en af de lokale ledere af [en oprørsgruppe, der kæmpede mod al-Shabaab] i [G], og at både hans far og hans storebrødre kæmpede mod al-Shaabab. Klageren forklarede, at en af brødrene blev slået ihjel i forbindelse med kamphandlinger i 2009, og da al-Shaabab angreb landsbyen i 2010, blev hans far såret og tilbageholdt. Familien vidste ikke, hvad der efterfølgende skete med faren, men han blev formentlig slået ihjel. Herefter flygtede klageren sammen med sin mor og søskende til Mogadishu, hvor de tog ophold i en flygtningelejr. Under opholdet i flygtningelejren fungerede klageren som meddeler for AMISOM, idet han informerede AMISOM, hvis han oplevede eller hørte noget, der kunne være interessant for dem. På et tidspunkt observerede klageren bevæbnede personer fra al-Shaabab i nærheden af lufthavnen i Mogadishu, hvilket han fortalte til AMISOM. Herefter opsøgte AMISOM personerne fra al-Shaabab, og der blev kort udvekslet skud, inden personerne fra al-Shaabab flygtede fra stedet. Klageren forklarede, at al-Shaabab efterfølgende fandt ud af, at han arbejdede som meddeler for AMISOM, og at de derfor ønskede at slå ham ihjel. Klageren forklarede videre, at hans mor blev opsøgt af al-Shaabab, der spurgte efter ham, og at han derefter skjulte sig i flygtningelejren, indtil han i begyndelsen af 2012 forlod Somalia. Klageren har til partshøringssamtalen i Udlændingestyrelsen [sommeren] 2017 og i skriftligt partshøringssvar af [efteråret] 2017 fastholdt sit oprindelige asylmotiv. Herudover har klagerens forhenværende personlige repræsentant, [K] i mail af [efteråret] 2017 på vegne af klageren gjort gældende, at klagerens hjemby er besat af Taleban, og at klageren på grund af den generelle sikkerhedsmæssige situation i byen ikke kan vende tilbage. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgørelsen er ikke be-grundet nærmere, men Udlændingestyrelsen har i tilladelsesresolutionen af [foråret] 2013 anført, at styrelsen ikke kunne afvise, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia risikerede asylbegrundende overgreb, og at de herved lagde vægt på, at klagerens forklaring om sine konflikter i det væsent-ligste fremstod troværdige. Herudover fremgår det af tilladelsesresolutionen, at Udlændingestyrel-sen lagde vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af den 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien, og at styrelsen på denne baggrund fandt, at udsendelse til det sydlige og centrale Somlia på daværende tidspunkt udgjorde en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen fortsat lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ifølge baggrundsoplysningerne har Al-Shabaab fortsat kontrollen i klagerens hjemby [G], og efter karakteren af klagerens konflikter i [G]og Mogadishu, finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at han – uanset den tid, der nu er forløbet, og uanset at forholdene i området er forbedret – fortsat vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse af Al-Shabaab, både i [G]og i Mogadishu. Flygtningenævnets ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren fortsat har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2019/172/CRT

soma2019171

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Tumal og er muslim fra Baardhere i Gedo-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren havde oprindelig som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive dræbt af personer fra al-Shabaab, idet han var flygtet fra al-Shabaab. Kla-geren havde videre henvist til, at han frygtede at blive slået ihjel af sin ægtefælles familie, idet han blev viet til hende i skjul, da de på grund af hans tilhørsforhold til Tumal-klanen aldrig ville accep-tere ægteskabet. Til støtte for sit oprindelige asylmotiv oplyste klageren, at han blev hemmeligt viet til sin ægtefælle i [vinteren] 2011. Ægtefællen besøgte herefter klageren på hans bopæl to gange om ugen, hvor hun plejede at være i cirka fire timer ad gangen. I [vinteren] 2012 da ægtefællen var på besøg, blev de overrasket af tre mænd fra al-Shabaab, som tog dem med og fængslede dem i hver deres celle. Her blev de dømt for ikke at være lovligt viet. Ægtefællens familie fandt i denne forbin-delse ud af, at parret var blevet hemmeligt viet. 20 dage efter anholdelsen på en fredag, hvor alle soldater undtagen en eller to var til fredagsbøn, lykkedes det klageren at flygte fra fængslet med sine cellekammerater, da de i en længere periode havde urineret på et vindue, som det lykkedes dem at fjerne fra en bygning lavet af mursten og cement. Efter flugten tog klageren hjem til sig selv i kort tid, hvorpå han flygtede fra sin hjemby Baardhere, og i slutningen af [foråret] 2012 udrejste han af Somalia til Kenya. [sommeren] 2013 fik han ved hjælp af sin moster kontakt til en agent, som hjalp ham med den videre rejse. Klageren har videre oplyst, at hans lillesøster efter hans udrejse har været udsat for voldtægtsforsøg af ægtefællens tre brødre som hævn for klagerens ulovlige ægteskab. Klageren har til partshøringen [i vinteren] 2017 fastholdt, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af ægtefællens familie. Derimod frygter klageren ikke længere overgreb fra al-Shabaab, idet al-Shabaab ikke længere har magten over hans hjemområde. Endelig har klageren under partshøringen [efteråret] 2017 som asylmotiv henvist til, at han frygter den generelle krig, der fortsat hærger hans hjemland. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Dan-marks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I vinteren] 2017 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegræn-set opholdstilladelse kan inddrages, når grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere er til stede, herunder når udlændingen har opholdstilladelse efter udlæn-dingelovens §§ 7 eller 8, og forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse. Der skal ved afgørelsen tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om det oprindelige asylmotiv om konflikten med ægtefællens familie til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens forklaring på centrale punkter fremstår divergerende og usandsyn-lig. Klageren har således forklaret divergerende om, hvorvidt ægtefællens familie var bekendt med hans og ægtefællens ægteskab på tidspunktet for den angivelige tilbageholdelse og om, hvornår han modtog en dom fra al-Shabaab. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt det var en formildende omstædighed for al-Shabaab, at ansøgeren ikke tidligere havde været gift og om tids-punkterne for hans fars og brors død. Det forekommer dertil usandsynligt, at ansøgeren ikke kan huske, hvilke venner hans søgte tilflugt hos efter flugten. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren havde en konflikt med sin ægtefælles familie eller med andre ved sin udrejse. Uanset, at klageren har oplyst, at han ikke længere frygter al-Shabaab, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at klageren på noget tidspunkt har været profileret over for al-Shabaab. Flygtninge-nævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende baggrundsoplysninger til grund, at situationen i Baardhere, hvor AMISOM nu har kontrollen, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilste-deværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene er - selvom de fort-sat er skrøbelige og uforudsigelige - forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midler-tidig karakter. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Somalia efter de foreliggende bag-grundsoplysninger heller ikke af andre grunde er sådanne, at det er tilstrækkeligt til opnåelse af asyl. Klageren, der er født i 1993, har haft lovligt ophold i Danmark siden 2013. Klageren har ikke haft fast tilknytning til arbejdsmarkedet eller gennemført en uddannelse. Han har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark. Klageren har en søster i Somalia. Han har ingen alvorlige helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren har anført, at han er deprimeret og har været til fem samtaler i et psykologhus. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af kla-gerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/171/TBP

soma2019170

Nævnet omgjorde i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstil-ladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er somalisk statsborger og tilhører hovedklanen Madibhaan, underklanen Musedheri. Klageren er muslim fra Santaro, Badhaadhe, Lower Juba, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han ikke vil have adgang til behandling for sin sygdom. Klageren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han lider af epilepsi, og at han ikke kan få den nødvendige behandling for dette i Somalia. Klageren har videre oplyst, at al-Shabaab i [vin-teren] 2011 opsøgte klagerens bopæl og fortalte, at de havde brug for klageren til at indgå i jihad. Klagerens far svarede, at klageren var syg, og spurgte, om de var dumme. Faren insisterede på, at klageren ikke kunne slås for al-Shabaab, hvorefter de skød faren i ryggen. Moren begyndte at råbe, hvorefter klageren fik et anfald. Al-Shabaab medlemmerne anklagede klageren for at lave skuespil, hvorefter de skød ham tre gange i benet. Omkring en måned senere vågnede klageren op på hospita-let, hvor han var indlagt i omkring et halvt år. Klageren så hverken sin mor eller ægtefælle fra han blev skudt, til han udrejste af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [vinteren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Dan-marks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde endvidere klagerens forklaring til grund. Endelig lagde Udlæn-dingestyrelsen særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Klageren har under hele sagsforløbet afgivet en divergeren-de og mangelfuld forklaring. Flygtningenævnet lægger efter de lægelige oplysninger til grund, at dette skyldes klagerens sygdom. Flygtningenævnet lægger endvidere efter de lægelige oplysninger til grund, at klageren ikke bare er skudt i det ene ben men også i bughulen. Flygtningenævnet kan således lægge klagerens forklaring om, at han forud for sin udrejse af Somalia blev forsøgt tvangs-hvervet af al Shabaab og i den forbindelse beskudt, til grund. Flygtningenævnet lægger til grund, at der var tale om et led i en generel hvervning af unge mennesker fra al Shabaabs side. På denne bag-grund og under henvisning til den tid der er forløbet, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han på nuværende tidspunkt er profileret i forhold al-Shabaab eller andre i So-malia. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia på nuværende tidspunkt ikke er i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændin-gelovens § 7. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet endvidere, at de generelle forhold i klagerens hjemområde, hvor al-Shabaab har kontrollen, er forbedret, idet al-Shabaab har ændret deres måde at agere på – om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig ka-rakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Santaro ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Eu-ropæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelo-vens § 26, stk. 1. Klageren er født i Somalia og har boet i landet, indtil han i 2013 indrejste i Dan-mark. Klageren lider af medfødt epilepsi, og han har aldrig været arbejdsduelig eller forsørget sig selv i Somalia. I Danmark er klageren kommet i behandling. Det fremgår af de lægelige oplysninger, at klageren er svær at behandle, fordi han ikke selv kan huske at tage sin medicin, og at hans sygdom er blevet forværret inden for det sidste år. Klageren har på grund af sin sygdom ikke gen-nemført hverken uddannelse eller et arbejds- eller praktikophold udover at han har bestået Dansk 1 og været i praktik i 3 måneder. Klageren har senest haft samvær med sin søn i Danmark, men for tiden ved han dog ikke, hvor sønnen opholder sig. Det fremgår af de lægelige oplysninger, at klage-rens epilepsi har udviklet sig til svær behandlingskrævende epilepsi samt, at klageren skal opereres for et projektil, der sidder i hans bughule, hvilket også forværrer hans sygdom. Det må efter klage-rens forklaring lægges til grund, at han ikke har familie eller netværk i Somalia, som kan hjælpe ham med blandt andet hans sygdom. Efter baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos temanotat af 2014, Somalia: Behandlingsmuligheter og medikamenter, lægger Flygtningenævnet til grund, at det er tvivlsomt, om klageren kan få den fornødne behandling i sit hjemområde, der er under indfly-delse af al Shabaab. Efter en samlet og konkret vurdering af disse oplysninger finder Flygtninge-nævnet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 28. november 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændinge-lovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/170/TBP

soma2019169

Nævnet omgjorde i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstil-ladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren tilhører klanen Dulbahante og er muslim af trosretning fra Hosingo fra det sydlige Soma-lia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvangsre-krutteret af al-Shabaab. Desuden frygter klageren at blive slået ihjel af personer, der tilhører Ha-bashi/ Bobian, som har slået hans far ihjel i 2003. Herudover har klageren henvist til de generelle forhold i Somalia. Klageren har til støtte for asylmotivet oplyst, at hans far blev slået ihjel, og at han selv i denne forbindelse blev såret i halsen. Klageren havde behov for lægehjælp og rejste derfor til Damaskus med sin farfar. Klageren opholdt sig i Damaskus frem til 2011. Klageren har videre op-lyst, at han ikke har familie Somalia, idet han ikke ved, hvor hans mor og søskende befinder sig. Han går ud fra, at de er afgået ved døden. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af tilladelsesresolutionen fra [vinteren] 2014, at Udlændingestyrelsen vurderede, at klagerens forklaringer om sit asylmotiv ikke kan afvises. Udlændingestyrelsen lagde vægt på, at klagerens hjemområde primært var kontrolleret af al-Shabaab. Udlændingestyrelsen fandt på denne baggrund, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at klageren er udrejst af Somalia sammen med sin farfar som 6-årig, hvorefter han er opvokset i Syrien, indtil han kom til Danmark som 17-årig. Der er ikke holdepunkter for at antage, at klageren har familie eller andet netværk i Somalia. Flygtningenævnet bemærker, at klageren ikke har kendskab til sin fars konflikt i Somalia. Klageren har ikke sandsynliggjort, at han selv på nuværende tidspunkt er profileret over for al-Shabaab, klaner eller andre i Somalia. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia på nuværende tidspunkt ikke er i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger lægger Flygtningenævnet endvidere til grund, at de generelle forhold i klagerens hjemområde, der er kontrolleret af AMISOM, er forbedret – om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Somalia ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født i Somalia og har boet i landet, indtil han udrejste som 6-årig. Han har ikke kendskab til hverken familie eller netværk i Somalia, idet han er opvokset med sin farfar i Syrien, og idet farfaren under klagerens opvækst blot sagde til ham, at hans familie havde det godt, hvilket formentlig var for at beskytte ham mod sandheden. Klageren har haft ophold i Danmark siden 2013, hvor han som 17-årig indrejste i landet. Han blev meddelt opholdstilladelse primo 2014. Han har lært dansk og har netop denne sommer afsluttet 9. klasses afgangseksamen. Han har de sidste ca. 4 år haft studiejob ca. 20 timer om ugen hos samme arbejdsgiver. Han har deltaget aktivt i en løbeklub og arbejdet frivilligt. Han har efter det oplyste danske venner og betragter en dansk familie, som han er tilknyttet, som sin familie. Han taler dårligt somalisk, fordi han er opvokset i Syrien og har gået i arabisk skole. Klageren taler godt dansk, og der var ikke behov for tolkning under nævnsmødet. Efter en samlet og konkret vurdering af disse oplysninger sammenholdt med oplysningerne om klagerens manglende tilknytning til Somalia finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [vinteren] 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.”soma/2019/169/TBP

soma2019168

Nævnet hjemviste i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er somalisk statsborger og tilhører minoritetsklanen [klannavn]. Klageren er muslim af trosretning fra [område], Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælles familie. Udlændingestyrelsen meddelte [efteråret] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Stor-britannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Klagerens advokat har overfor nævnet nedlagt påstand om hjemvisning af sagen til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen. Til støtte for påstanden er det anført, at der nu er indgivet selvstændige asyl-ansøgninger for klagerens børn, [A], der er født [sommeren] 2015, og [B], der er født [primo] 2018. For så vidt angår klagerens datter, [A], er asylansøgningen begrundet i en frygt for omskæring af datteren ved en tilbagevenden til Somalia som følge af pres fra omgivelserne. Udlændingestyrelsen har oplyst, at styrelsen er indforstået med, at sagen hjemvises. Flygtningenævnet bemærker, at kla-geren har del i forældremyndigheden over [A], som opholder sig i Danmark hos sin mor, [C], og det fremgår af de foreliggende oplysninger, at klageren deltager aktivt i omsorgen for [A]. Flygtninge-nævnet har i dag under behandling af inddragelsessagen for [C] truffet afgørelse om at hjemvise sagen til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen med henblik på, at frygten for tvangsomskæ-ring af [A] kan indgå i vurderingen af, hvorvidt morens opholdstilladelse skal inddrages. Flygtnin-genævnet finder, at det også for spørgsmålet om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilla-delse vil være af væsentlig betydning at vurdere klagerens frygt for tvangsomskæring af [A]. Næv-net finder derfor efter en samlet vurdering, at det vil være rigtigst, at Udlændingestyrelsen træffer afgørelse i relation til klagerens datters selvstændige asylansøgning. Sagen hjemvises herefter til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen lader dette forhold indgå ved vurde-ringen af, hvorvidt klagerens opholdstilladelse skal nægtes forlænget.” soma/2019/168/MEG

soma2019162

Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunnimuslim fra […], Lower Shabelle, Somalia. Klageren tilhører klanen Yahar. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter [As] familie og personer fra deres klan, Hawiye-klanen, idet klageren i hemmelighed blev gift med [A] og efterfølgende gjorde hende gravid. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv vedrørene al-Shabaab oplyst, at der en dag kom en pige til hans frisørsalon. Han klippede hende. Efterfølgende blev han opsøgt af hendes to brødre, som han tror, var fra al-Shabaab, da de havde våben med. De sårede ham med et strejfskud i panden og stak ham med en bajonet i nakken. Klageren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende konflikten med [As] brødre oplyst, at han blev forelsket i en pige ved navn [A]. Hun boede i nærheden af klageren. De begyndte at kunne lide hinanden i slutningen af 2011 eller starten af 2012. De turde dog ikke sige det til deres familier, idet de tilhørte to forskellige klaner. [A] tilhørte Hawiye-klanen. De blev gift i 2012 i Afgooye. Efterfølgende blev [A] gravid, hvilket hendes forældre opdagede. De pressede hende til at sige, hvem der var far til barnet. Omkring to måneder efter vielsen blev klageren opsøgt i sin frisørsalon af [As] to brødre, der var bevæbnede. De talte nedladende til ham og slog ham. De tog ham til et arresthus, hvor klageren blev tilbageholdt af al-Shabaab, der styrede fængslet. Efter 27 dage kom en al-Shabaab-leder til klageren og sagde, at han skulle blive soldat for dem. Klageren gennemgik fysisk træning i fem dage i en træningslejr. Efter fem dage fik han dog mulighed for at flygte sammen med to andre personer fra lejren. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Klageren har under Flygtningenævnets behandling af sagen fremlagt en række beskeder og talebeskeder med trusler fra [As] brødre fra [begyndelsen af] 2019. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende, udbyggende og afglidende om væsentlige elementer i sine asylmotiver. Klageren har således forklaret divergerende om, hvor og hvornår klipingen af pigen foregik, idet han dels har forklaret, at pigen var en for ham ukendt kunde, der kom ind i hans salon, og at klipningen foregik i hans salon, dels har forklaret, at det foregik hos pigen, der var hans nabo. Yderligere har klageren forklaret divergerende om, hvornår klipningen fandt sted, idet han dels har forklaret, at det var [i slutningen af foråret] 2012, dels har forklaret, at det var i [starten af foråret] 2012. Samtidig har klageren forklaret divergerende om de to personer, som opsøgte ham som følge af klipningen, herunder om, hvorvidt disse var pigens brødre, og hvorvidt de tilhørte al-Shabaab. Klageren har tillige forklaret divergerende om sit forhold til [A], herunder hvor de mødtes, og hvor og hvornår vielsen foregik, idet klageren dels har forklaret, at han mødtes med [A] hver dag, og at det altid foregik hjemme hos klageren, dels har forklaret, at det foregik hos [As] veninde. Klageren har endvidere forklaret divergerende om, hvor mange personer, der deltog i vielsen, og hvem disse personer var, idet klageren dels har forklaret, at der var tre personer foruden klageren og [A], dels har forklaret, at der var to yderligere personer. Samtidig har klageren forklaret divergerende om, hvornår [As] to brødre opsøgte ham i hans frisørsalon, idet han dels har forklaret, at han blev opsøgt i [begyndelsen af sommeren] i 2012, dels har forklaret, at det var i [midten af sommeren] 2012. Hertil kommer, at klageren har forklaret divergerende om, hvem der havde opsøgt hans mor, og hvad der var sket i forbindelse hermed, idet klageren dels har forklaret, at det var [As] mor og søstre, der havde angrebet og slået hende, dels har forklaret, at det var [As] brødre, der havde opsøgt moren, uden at nævne episoden med [As] mor og søstre. Samtidig finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge vægt på klagerens forklaring om sin flugt fra al-Shabaabs fængsel, ligesom Flygtningenævnet finder det utroværdigt, at klageren tog hjem til sin egen bopæl, når han var på flugt fra al-Shabaab. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge vægt på de beskeder og talebeskeder med trusler fra [As] brødre, som klageren har fremlagt under Flygtningenævnets behandling af sagen. Flygtningenævnet finder, at beskederne fremstår utroværdige og konstruerede til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på indholdet af beskederne og tidspunktet for deres fremkomst. Flygtningenævnet finder ikke, at det af klageren anførte om chikane som følge af hans klantilhørsforhold har en sådan karakter og intensitet, at det er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at klageren alene som følge af sin blotte tilstedeværelse i […], Wanla Wyenye-distriktet, Lower Shabelle, Somalia, risikerer overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at området ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger er under kontrol af AMISOM. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet endvidere, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i området, og at denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter, uanset at forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Flygtningenævnet har samtidig lagt vægt på, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at klageren på nuværende tidspunkt er særligt profileret i forhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet finder efter en konkret og samlet vurdering af klagerens personlige forhold i Danmark og Somalia ikke, at det må antages at virke særligt belastende for klageren at inddrage hans opholdstilladelse, navnlig på grund af de forhold, som er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på varigheden af klagerens ophold i Danmark, samt på, at klageren kun har haft fast tilknytning til arbejdsmarkedet siden [slutningen af] 2018. Det forhold, at klageren har bestået prøve i dansk 2, findes ikke at kunne ændre herved. Det forhold, at klageren har en knap toårig søn med sin herboende kæreste gennem tre år, som han ikke bor sammen med, findes ikke at kunne ændre herved. Det bemærkes, at dette forhold kan vurderes i forbindelse med en eventuel ansøgning om familiesammenføring som følge af forældreskabet til sønnen. Det forhold, at klageren angiveligt har et nært forhold til kærestens tre døtre findes heller ikke at ændre herved. Flygtningenævnet finder samtidig ikke, at det oplyste om klagerens øvrige tilknytning til Danmark, herunder at han er medlem af foreningen FC Dalsum, kan ændre herved. Samtidig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren har familie i Somalia, som han dog ikke har haft kontakt til siden 2014. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/162/HHU

soma2019161

Nævnet hjemviste i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er somalisk statsborger og tilhører hovedklanen […], underklanen […], subklanen […] og subsubklanen […]. Klageren er sunni muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel, idet de er efterstræbt af al-Shabaab. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede som automekaniker i Mogadishu, hvor han blandt andet reparerede biler for regeringsstyrkerne. Al-Shabaab opsøgte klageren i 2010 og krævede, at han reparerede deres biler, hvilket klageren nægtede. Grundet dette følte han sig nødsaget til at ophøre med hvervet som automekaniker. Omkring seks måneder derefter henvendte et al-Shabaab-medlem sig til klagerens daværende ægtefælle og fortalte hende, at han var forelsket i hende. Al-Shabaab opsøgte derefter klageren på hans bopæl og tog i den forbindelse ægtefællen med sig. Klageren blev i 2011 gift med sin anden ægtefælle, men i starten af 2012 krævede al-Shabaab, at de også fik denne ægtefælle. Derfor valgte klageren og ægtefællen at udrejse. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2012/2013] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, med henvisning dels til det påberåbte asylmotiv, dels til daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til sit konkrete modsætningsforhold til al-Shabaab samt til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Under nævnsmødet har klagerens advokat i første række påstået sagen hjemvist til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Til støtte for påstanden har advokaten henvist til, at klageren er gift med [K], hvis sag Flygtningenævnet ved en afgørelse af [foråret] 2019 har hjemvist til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsen har påstået sagen fremmet og påstået Udlændingestyrelsens inddragelse af klagerens opholdstilladelse stadfæstet. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens ægtefælles sag i dag er hjemvist til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på styrelsens stillingtagen til spørgsmålet vedrørende tvangsomskæring af ægtefællens datter, [N], der er født [i sommeren 2014]. Klageren og hans ægtefælle har to fællesbørn, og Flygtningenævnet finder, at klagerens sag ligeledes bør hjemvises til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Der henvises til, at spørgsmålet om tvangsomskæring af klagerens ægtefælles datter blandt andet indebærer en stillingtagen til, hvorvidt klageren og hans ægtefælle vil være i stand til at modstå et eventuelt pres for omskæring af ægtefællens datter i Somalia. Spørgsmålet har væsentlig betydning for afgørelsen om inddragelse af klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.” soma/2019/161/mme

soma2019160

Nævnet hjemviste i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er somalisk statsborger og tilhører hovedklanen […], underklanen […], subklanen […] og subsubklanen […]. Klageren er sunni muslim fra [en by i] Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hun selv og hendes datter vil blive slået ihjel af klagerens farbror, fordi hun i hemmelighed giftede sig med en mand ved navn [A]. Klageren har til støtte herfor oplyst, at farbroren flyttede ind hos hende i 2006, fordi hendes far afgik ved døden. Farbroren smed først klagerens mor ud af huset, og en måned senere tvangsgiftede han klageren med sin søn, [M], der var psykisk syg, og som udsatte klageren for voldelige overgreb. De fik et barn i 2007. [M] døde af naturlige årsager i 2012, og i starten af 2013 forsøgte en anden af farbrorens sønner, [I], at voldtage klageren. I forlængelse deraf blev klageren indlagt på hospitalet i [byen], hvor hun mødte og forelskede sig i [A]. Klageren mødtes med [A] hver fredag, og i slutningen af 2013 blev de hemmeligt viet. I [foråret] 2014 fandt klageren ud af, at hun var gravid, og [A]s far bad klagerens farbror om hendes hånd på [A]s vegne. Farbroren fandt i den forbindelse ud af, at [A] tilhørte klanen […], og at de allerede var gift, hvorefter farbroren angreb [A] og hans far, der begge senere afgik ved døden. Klageren var derefter tilbageholdt af farbroren i omkring en uge, indtil klagerens veninde [H], befriende hende og hjalp hende med at flygte til Uganda. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Under nævnsmødet har klagerens advokat i første række påstået sagen hjemvist til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Til støtte for påstanden har advokaten gjort gældende, at klagerens [datter], der er født i sommeren] 2014, risikerer at blive tvangsmæssigt omskåret ved en tilbagevenden til Somalia. Udlændingestyrelsen har påstået sagen fremmet og påstået Udlændingestyrelsens nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse stadfæstet. Flygtningenævnet bemærker, at spørgsmålet om tvangsomskæring af klagerens datter ikke har været behandlet af Udlændingestyrelsen. Klageren har under samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 oplyst, at hun frygter for sit eget og sin datters liv. Klageren har endvidere udtrykt usikkerhed med hensyn til andre forhold, der kan give anledning til hendes frygt. Det fremgår af samtalereferatet blandt andet, at hun er bange for at få forhøjet blodtryk og hjertebanken, og at hun er bange for at få det dårligt. Hun har senere under samtalen oplyst, at hun har det dårligt, og at hun ikke kan tage sin medicin på grund af sin graviditet. Det fremgår af Udlændingestyrelsens notat af [sommeren] 2017 i henhold til offentlighedslovens § 13, at samtalen med klageren [i sommeren] 2017 blev afholdt, selvom klageren ikke var indkaldt til en samtale. Det fremgår endvidere, at klageren var gravid i 26. uge, og at hun ikke ønskede at deltage i samtalen, men at hun gerne ville deltage i en samtale med Udlændingestyrelsen, efter at hun havde født. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, herunder især det oplyste om Udlændingestyrelsens samtale med klageren [i sommeren] 2017, og klagerens forklaring om frygten for datterens liv, at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på styrelsens stillingtagen til spørgsmålet om tvangsomskæring af klagerens datter. Nævnet henser herved til, at spørgsmålet har væsentlig betydning for afgørelsen om forlængelse af klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.” soma/2019/160/mme

soma2019151

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Ajuran, subklan Waaqle, og er sunnimuslim fra Jubbada Dhexe, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, da han har nægtet at samarbejde med dem. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han [i efteråret] 2013 blev kontaktet af to maskerede mænd, efter han havde besøgt moskéen. Mændene sagde, at deres leder ville tale med ansøgeren. Klageren gik med de to mænd hen til en politistation, hvor lederen bad klageren om at drage i jihad (hellig krig) mod de vantro. Af frygt indvilligede klageren. Klageren sagde, at han var nødt til at aflevere nogle piller til sin mor, hvilket han fik lov til. Klageren blev dog instrueret i at møde op den efterfølgende dag klokken 10, da han skulle i træning. Da klageren kom hjem, fortalte han sin mor, hvad der var sket. Klageren og dennes mor blev enige om, at klageren skulle udrejse, da al-Shabaab havde slået klagerens far ihjel. Klageren ønskede desuden ikke at samarbejde med al-Shabaab. Den efterfølgende dag dukkede to maskerede mænd op på klagerens bopæl og ledte efter klageren. Klagerens mor fortalte mændene, at klageren ikke var der, hvorefter mændene ransagede bydelen for at finde klageren. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis. Det fremgår af Udlændingestyrelsens resolutionsark vedrørende meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, at Udlændingestyrelsen uanset, at klagerens forklaring på visse punkter forekom påfaldende lagde til grund, at klageren ved en tilbagevenden til det syd-centrale Somalia, herunder byen Jilib, ville være i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde været forsøgt hvervet af al-Shabaab. På denne baggrund og under henvisning til daværende asylpraksis blev klageren meddelt opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen inddrog [i foråret] 2018 klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt. jf. § 26. Det fremgår af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages, når grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere er til stede, herunder når udlændingen har opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, og forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse. Der skal ved afgørelsen tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens bevisvurdering til grund, at klageren forud for sin udrejse af Somalia i 2013 var blevet forsøgt hvervet af al-Shabaab. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at klageren havde en konflikt med al-Shabaab ved sin udrejse. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at klageren på nuværende tidspunkt er profileret over for al-Shabaab. Der er herved lagt vægt på den tid, der er forløbet siden klagerens udrejse og den omstændighed, at han ikke har sandsynliggjort, at al-Shabaab fortsat efterstræber ham. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at han har været forsøgt individuelt hvervet. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om klagerens hjemområde, at al-Shabaab fortsat kontrollerer området, men at deres måde at operere på har ændret sig på en sådan måde, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold. Om end forholdene således fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, lægger Flygtningenævnet til grund, at ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til hans hjemområde i Somalia ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet bemærker, at klageren i forbindelse med skriftlig partshøring og partshøringssamtale samt over for advokaten har oplyst, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hans døtre på henholdsvis 2½ år og 1 år vil blive tvangsmæssigt omskåret. Han har samtidig oplyst, at han og hans ægtefælle er imod omskæring, men at de ikke er i stand til at modsætte sig familiemedlemmers krav om omskæring. Det fremgår af sagen, at klagerens ægtefælle har været psykisk syg. Klageren har ikke fremlagt dokumentation for ægtefællens sygdom, ligesom karakteren af sygdommen ikke er nærmere oplyst. Klageren var ikke mødt under nævnsmødet og har derfor ikke uddybet, hvorfor han og ægtefællen ikke ville kunne modsatte sig pres fra familien vedrørende omskæring. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren og klagerens ægtefælle er modstandere af tvangsmæssig omskæring. Flygtningenævnet lægger endvidere efter oplysningerne i sagen om klageren og hans ægtefælles liv og skolegang i Somalia og oplysningerne om deres liv i Danmark til grund, at de vil kunne modsætte sig tvangsmæssig omskæring af døtrene. Den omstændighed, at familien risikerer social stigmatisering på grund af manglende omskæring af døtrene, er ikke i sig selv asylbegrundende. Det fremgår i den forbindelse af baggrundsoplysningerne, herunder blandt andet Udlændingestyrelsens temarapport ”South Central Somalia – Female Genital Mutilation/Cutting” fra januar 2016, at det er muligt for kvinder at undgå omskæring af deres døtre, men det afhænger i høj grad af morens personlighed, og hvorvidt hun er i stand til at modstå det psykologiske pres for omskæring fra såvel familiemedlemmer som samfundet. Det fremgår endvidere af ovenstående temarapport, at både på landet og i byerne er der forældre, som er imod omskæring, og som ikke tillader omskæring af deres døtre. Ifølge rapporten er det højst usandsynligt, at piger skulle blive udsat for omskæring uden morens kendskab til det, eller uden at moren som minimum har udtrykt accept af det. I mere konservative samfund er det nemmere for forældre at modstå det sociale pres, hvis pigens far også modsætter sig, at hans datter skal omskæres. Klageren, der er født i 1988, har haft opholdstilladelse i Danmark siden [foråret] 2014. Han har bestået dansk prøve II og er i gang med et VUC 9. klasses grundforløb. Han har ikke opnået en fast tilknytning til arbejdsmarkedet eller gennemført en erhvervsrettet eller en videregående uddannelse. Han har haft arbejde i to måneder og været i praktik i sammenlagt 18 måneder. Han er gift og har to børn, der er under den skolepligtige alder. Han har ingen alvorlige helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/151/mah

soma2019141

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunni-muslim fra […], Lower Shabelle, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Hawiye, subklanen [klan] og familieklanen [klan]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af enten al-Shabaab eller pårørende til de dræbte i et trafikuheld, som klageren var involveret i. Klageren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han var involveret i et trafikuheld sammen med al-Shabaab, hvorved fire civile og to al-Shabaab-medlemmer blev dræbt. Klageren fik skylden for uheldet. Klageren blev såret ved uheldet og lå bevidstløs på et hospital i halvandet døgn, hvor han blev bevogtet af en vagt fra al-Shabaab. Mens klageren var indlagt, blev hans bror dræbt af pårørende til de dræbte ved trafikuheldet. Klageren fik besøg af sin familie og arbejdskammerater på hospitalet, som fortalte, at han var efterstræbt af al-Shabaab på grund af trafikuheldet. Derfor flygtede klageren fra hospitalet. Udlændingestyrelsen meddelte [en nærmere angiven dato i starten af] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af tilladelsesresolutionen fra [starten af] 2014, at det ikke kunne afvises, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ville være i et asylrelevant modsætningsforhold til al-Shabaab, som på daværende tidspunkt kontrollerede klagerens hjemområde. Det fremgår endvidere, at Udlændingestyrelsen fandt klagerens forklaring utroværdig på en række punkter. Det følger af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages, når forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse, jf. §§ 7 og 8. Der skal efter bestemmelsen ved en sådan afgørelse tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring vedrørende hans individuelle asylmotiv om konflikten med al-Shabaab eller med pårørende til de dræbte i et trafikuheld til grund, idet klageren har forklaret usammenhængende og uoverensstemmende om helt centrale forhold vedrørende disse konflikter og den episode, som har begrundet konflikterne. Klageren har således forklaret forskelligt om, hvordan trafikulykken fandt sted, herunder om han blev påkørt fra siden af et militærkøretøj, der kom fra en sidevej, eller om han blev påkørt frontalt fra et militærkøretøj, der kom over i hans kørebane. Han har tillige forklaret forskelligt om, hvem der dræbte hans bror, og hvem der skulle efterstræbe ham i anledning af ulykken, idet han under sin oprindelige asylsag først forklarede, at det var al-Shabaab og senere, at det var pårørende til de dræbte i trafikuheldet. Klageren har ligeledes forklaret usammenhængende og forskelligt om, hvorvidt hans familie i Somalia blev afkrævet blodpenge, og om familien er udrejst af Somalia. For nævnet har klageren således forklaret, at hans familie udrejste af Somalia umiddelbart efter trafikulykken, mens han under en asylsamtale [en nærmere angiven dato i efteråret] 2018 i forbindelse med hans børns asylsag oplyste, at hans familie fortsat er bosat i det centrale Somalia. Hertil kommer, at klageren under sin samtale med Udlændingestyrelsen [en nærmere angiven dato i starten af] 2014 forklarede, at han ikke havde kendskab til, om de pårørende til de dræbte i trafikuheldet efterstræbte ham, men at han havde en formodning herom. Han oplyste under denne samtale således, at ”det kan tænkes, at de bebrejder ham”, og at der ikke er nogen, der har sagt, at familierne efterstræber ham. På denne baggrund kan det samlet ikke lægges til grund, at klageren har nogen konkret og individuel risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Somalia. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om situationen i Somalia, som er gengivet i Udlændingestyrelsens afgørelse, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i klagerens hjemegn, og at denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter. Der kan således ikke længere lægges til grund, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det er indgået i denne vurdering, at klagerens hjemegn er beliggende i et område, der er under indflydelse af både al-Shabaab og AMISOM. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at der i de områder, som al-Shabaab kontrollerer, sker brud på menneskerettighederne. Det må imidlertid endvidere lægges til grund, at al-Shabaabs måde at operere på har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være mere målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom sådanne angreb ikke foretages i de områder, hvor al-Shabaab har kontrollen. De forhold, der har begrundet klagerens opholdstilladelse, har herefter ændret sig på en sådan måde, at klageren ikke længere ved en tilbagevenden til Somalia som følge af de generelle forhold vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019), finder denne ikke anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere udlændingelovs § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Det hedder i ovennævnte forarbejder (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) i beskrivelsen af de kriterier for inddragelse af opholdstilladelse, der gælder i denne sag bl.a.: ”2.1.6.1. Tilknytning til det danske samfund, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, nr. 1. Ved Udlændingestyrelsens vurdering af en udlændings tilknytning til det danske samfund lægges navnlig vægt på varigheden af udlændingens ophold her i landet, udlændingens dokumenterede danskkundskaber og tilknytning til det danske arbejdsmarked samt hvorvidt udlændingen har gennemført en uddannelse her i landet og opnået tilknytning til det danske foreningsliv. Hensynet til en udlændings lovlige ophold kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget. En udlænding, der har opholdt sig i Danmark i cirka 5 år eller mindre, skal som udgangspunkt have gjort en helt særlig indsats for at integrere sig, før det må antages, at en inddragelse eller nægtelse af forlængelse vil virke særlig belastende. En udlænding, der har opholdt sig i Danmark i mere end 5 år, men færre end 10 år, skal som udgangspunkt have dokumenterede danskkundskaber og have været i beskæftigelse og/eller under uddannelse, før det må antages, at en inddragelse eller nægtelse af forlængelse vil virke særlig belastende. Hvis en udlænding har opholdt sig i Danmark i cirka 10 år eller mere, er udgangspunktet, at varigheden af opholdet her i landet indgår med særlig vægt ved vurderingen af, om en inddragelse eller nægtelse af forlængelse må antages at virke særlig belastende. Det er dog fortsat en betingelse, at udlændingen herudover har gjort en aktiv indsats for at integrere sig her i landet - også inden for de seneste år - f.eks. via beskæftigelse, dokumenterede danskkundskaber eller deltagelse i foreningsliv med integrationsfremmende aspekter. Kendskab til det danske sprog anses for at være af væsentlig betydning for en udlændings integration og dermed for den pågældendes tilknytning til Danmark. På den baggrund lægges der derfor vægt på beståede prøver i dansk. Hensynet til en udlændings dokumenterede danskkundskaber kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget. Hensynet til en udlændings tilknytning til det danske arbejdsmarked eller en udlændings igangværende eller færdiggjorte uddannelsesforløb i Danmark kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget. Det indgår dog med særlig vægt ved vurderingen, om en inddragelse eller nægtelse af forlængelse må antages at virke særligt belastende, hvis en udlænding har været i fuldtidsbeskæftigelse i ca. 3 år eller deltidsbeskæftigelse i ca. 5 år eller har færdiggjort en videregående uddannelse i Danmark og efterfølgende er kommet i relevant beskæftigelse. Hensynet til en udlændings deltagelse i foreningsliv eller fritidsinteresser kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget. …” Klageren, der nu er 39 år, kom til Danmark i [efteråret] 2013 og blev meddelt opholdstilladelse i [starten af] 2014. Han er født og opvokset i Somalia, hvor han også er statsborger. Han læser, skriver og taler dansk. Han har ikke gennemført et egentligt uddannelsesforløb og kun opnået en begrænset tilknytning til det danske arbejdsmarked, idet han først siden [efteråret] 2018 har været ansat i et vikarbureau som lagermedarbejder. Han har en ægtefælle og to børn på henholdsvis 2 og 11 år, der alle angiveligt opholder sig i Sverige. Ifølge klageren har han for tiden ingen kontakt med dem. Det er noget usikkert, om klageren fortsat har familie i Somalia, idet han har afgivet forskellige forklaringer herom. Efter en samlet vurdering heraf finder nævnet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende i udlændingelovens § 26, stk. 1,’s forstand eller udgøre et sådant indgreb i hans familie- og privatliv, at en inddragelse vil være i strid med EMRK artikel 8. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/141/JABP

soma201873

Nævnet omgjorde i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, således at hun fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013. ”Klageren tilhører klanen sheekhal og er sunnimuslim fra Qoryooley, Lower Shabelle, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at hun forlod Somalia, da hun var omkring 10 år gammel. Hun forlod Somalia, fordi der havde været tørke, og klagerens forældre havde svært ved at skaffe mad til deres børn. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygtede den generelle sikkerhedssituation i Somalia. Klageren har som sit nuværende asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes to døtre, som er født i Danmark, vil blive tvangsomskåret eller tvangsgift. Ved en tilbagevenden til Somalia frygter klageren, at hendes ægtefælle vil tvinge hende til at få flere børn, og frygter at skulle forsørge sig selv, såfremt hun siger nej til at få flere børn. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen vurderede således oprindeligt, at det ikke med den fornødne sikkerhed kunne afvises, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ville være i et asylrelevant modsætningsforhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at de generelle forhold i Qoryooley, Lower Shabelle, er forbedret – om end forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Qoryooley ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Ud fra en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder at ansøgeren udrejste af Somalia omkring 2007 sammenholdt med ansøgerens troværdige forklaring om, at ansøgeren igennem mange år ikke har haft kontakt til sin familie i Somalia, finder Flygtningenævnets flertal, at det må lægges til grund, at klageren reelt er en enlig kvinde i Somalia uden mulighed for at opnå beskyttelse hos et mandligt netværk. Flertallet bemærker, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens somaliske ægtefælle, der ifølge det oplyste er anerkendt flygtning i Malta, har mulighed for at rejse med ansøgeren tilbage til Somalia. Med henvisning til dommen R. H. mod Sverige af 10. september 2015 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol finder flertallet herefter, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet finder ikke, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [vinteren] 2018, således at klageren, [A], samt hendes to børn [B1] og [B2], fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at tage stilling til de af klagerens børn rejste selvstændige asylmotiver.” Soma/2018/73/FAM

rwan20191

Nævnet hjemviste i juni 2019 en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen vedrørende en mandlig statsborger fra Rwanda. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk hutu og kristen katolik af trosretning. Ansøgeren har oplyst, at han er rwandisk statsborger, at han hedder [A], og at han er født [i] 1986. Ansøgeren har oplyst, at han er rwandisk statsborger, født i Kigali i Rwanda, men at hans familie flygtede fra Rwanda i 1994. Siden da har ansøgeren blandt andet boet på Comorerne og i Tanzania. Ansøgeren tog i 2010 ophold i Mozambiques hovedstad, Maputo, hvor han har haft opholdstilladelse som flygtning. An-søgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rwanda frygter, at myndig-hederne vil slå ham ihjel på grund af hans familiebaggrund og hans etniske tilhørsforhold, idet hans far har haft personlige relationer til den tidligere præsident, og fordi han er hutu. Efter ansøgeren kom til Mozambique, blev han medlem af Rwanda National Congress (RNC), og han udførte politi-ske aktiviteter for partiet. Ansøgeren frygter derfor også at blive udsat for forfølgelse i Rwanda på grund af aktiviteterne. I 2011 blev ansøgeren overfaldet af to andre medlemmer af partiet, [B] og [C], som kørte ind i ham med en bil, fordi han havde afvist at give dem informationer om andre medlemmer af partiet. Ansøgeren tilbragte herefter over et år på hospitalet. I 2013 tog ansøgeren ophold i en anden region i Mozambique for at være i sikkerhed. Ansøgeren arbejdede her i tre år med at passe en ældre dame. Ansøgeren boede hos den ældre dame. I starten af 2016 blev der spurgt efter ansøgeren hos den ældre dame. Der var også blevet spurgt efter ham hos andre i byen. I [efteråret] 2016 følte ansøgeren sig ikke længere i sikkerhed hos den ældre dame, og han besluttede sig derfor for at rejse tilbage til Maputo for at få rejsepapirer. I Maputo blev ansøgeren overfaldet af tre personer, hvoraf den ene havde forbindelse til [B] og [C]. Det lykkedes ansøgeren at slippe væk. Ansøgeren udrejste i [efteråret] 2016 fra Mozambique til Sydafrika for at søge om visum til Dan-mark. Til brug for udrejsen fik ansøgeren udstedt et mozambiquisk nationalitetspas i navnet [D], født [i] 1987, som han fik udstedt med hjælp fra korrupte embedsmænd. Ansøgeren indrejste i star-ten af 2017 i Danmark med sit nationalitetspas isat visum til Danmark efter at være inviteret hertil af datteren til den kvinde, han passede i Mozambique. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er statsborger i Rwanda og ikke er statsborger i Mozambique. Flygtninge-nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren allerede i asylskemaet har redegjort for, at hans id-kort og pas fra Mozambique er udstedt på grundlag af falske oplysninger. Ansøgeren har forklaret, at han i Mo-zambique var registreret som flygtning af UNHCR, og at hans opholdstilladelse skulle fornyes år-ligt. Han fik mod betaling af bestikkelse udstedt et id-kort og et pas i Mozambique med falske op-lysninger om navn, fødselsdato, fødeby og forældres navne. Ansøgerens forklaring om sin identitet støttes af oplysningen i advokatens indlæg om, at begge advokatens samtaler med ansøgeren foregik på kinyarwanda, og at tolken bekræftede, at ansøgeren taler kinyarwanda som en indfødt. Ansøge-rens forklaring støttes endvidere af fødselsattest udstedt af Rwandas ambassade i Nairobi, Kenya. De oplysninger, ansøgeren har givet om sin familie, støttes af erklæringer fra familiemedlemmer, af kopier af familiemedlemmernes pas og andre dokumenter, og af forklaringen, som ansøgerens bror, [E], har afgivet i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren er statsborger i Rwanda. Det forhold, at ansøgeren er i besiddelse af et mozambiquisk pas, og at ansø-geren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret at han er statsborger i Mozambique, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger er muligt i Mozambique at få udstedt falske dokumenter mod bestikkelse, og at ansøgeren også under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han er født i Rwanda og hedder [A]. Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at ansøgeren er statsborger i Mozambique, og de har ikke vurderet ansøgeren asylretligt i forhold til Rwanda. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen.” Rwan/2019/1/MGO

maro20199

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk amazigh og sunni-muslim af trosretning fra [A], Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter at blive slået ihjel, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev bekendt med, at han er homoseksuel, da han var 18-19 år. I 2012 blev ansøgeren kæreste med en hollandsk mand ved navn [R], som i de følgende tre år besøgte ansøgeren i Marokko to til tre gange om året. I perioden fra 2012 til 2015 blev ansøgeren og kæresten i alt fem gange overfaldet af ukendte personer forskellige steder i Marokko. Under overfaldene blev ansøgeren og kæresten udsat for voldelige overgreb, tyveri samt trusler. Ansøgeren formoder, at overfaldene var begrundet i an-søgerens og kærestens seksualitet, som kunne udledes af ansøgeren og kærestens opførelse, idet de kyssede hinanden på offentlige steder, samt kærestens udseende, herunder beklædning, idet denne bar feminint tøj og make-up. Ansøgeren og kæresten anmeldte flere af overfaldene til politiet, som imidlertid ikke fulgte op på sagerne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at ansøgeren, der forinden havde opholdt sig i flere andre europæiske lande, ved indrejsen i Dan-mark gav falske oplysninger om sin identitet til myndighederne. Ansøgeren har som asylmotiv hen-vist til, at han er homoseksuel. Ansøgeren har forklaret, at han var omkring 18 år, da han blev klar over, at han er homoseksuel. Flygtningenævnet finder det ikke troværdigt, at ansøgeren ikke i den forbindelse havde nogen overvejelser om de mulige konsekvenser heraf. Ansøgeren har således under oplysnings og motivsamtalen forklaret, at han ikke vidste, at det var ulovligt at have homo-seksuelle forhold i Marokko. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han er flygtet fra Marokko, fordi han på grund af sin homoseksualitet har været udsat for flere overfald. Disse overfald fandt angiveligt sted i forbindelse med, at ansøgeren i perioden fra 2012-2015 fær-dedes offentligt sammen med sin hollandske kæreste [R]. Ansøgerens forklaring om forholdet til den hollandske mand [R], der ifølge ansøgeren var ansøgerens kæreste gennem 3-4 år, og med hvem ansøgeren havde planlagt at gifte sig i Holland, fremstår afglidende og divergerende. Ansøgeren har forklaret, at han kom i kontakt med [R] via en datingside, og at [R] i 2012 første gang kom til Marokko for at besøge ansøgeren, i hvilken forbindelse [R] blev introduceret for ansøgerens familie som ansøgerens kæreste. Ansøgeren har forklaret om, hvor de fem overfald fandt sted, men forklaringerne om overfaldene har været overfladiske og har fremstået tillærte. Ansøgerens forkla-ringer over for Udlændingestyrelsen om anmeldelserne af overfaldene må forstås således, at ansø-geren sammen med [R] anmeldte to eller tre af disse overfald til politiet, og at det var en del af an-meldelsen, at de var blevet overfaldet, fordi de opførte sig som kærester. Ansøgeren har endvidere over for Udlændingestyrelsen forklaret, at de kunne foretage sådanne anmeldelser, fordi [R] var turist i Marokko. Under nævnsmødet har ansøgeren divergerende forklaret, at han gik alene ind på politistationen, og at han kun anmeldte, at han og [R] var blev bestjålet og slået. Flygtningenævnet finder på grundlag heraf, at ansøgerens forklaring om asylmotivet må forkastes i sin helhed. Ansø-geren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Marokko vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtnin-genævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2019/9/tps

kosovo20191

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Kosovo. Født i Danmark i 1992.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk albaner og muslim fra Kosovo. Det fremgår af sagen, at klagerens forældre ind-rejste i Danmark [i efteråret] 1992, at klageren blev født i Danmark [i efteråret] 1992, og at han [i foråret] 1995 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i sommeren] 2001 udrejste til Jugoslavien. [i efteråret] 2017 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelo-vens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, og § 17 a, stk. 1, og stk. 2. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerens forældre [i foråret] 2001 frivilligt opgav deres opholdstilladelse i Danmark, og at klageren sammen med sin familie [i sommeren] 2001 udrejste til Kosovo med henblik på at tage permanent ophold. Klageren var på det tidspunkt 8 år og var således omfattet af forældrenes frafaldserklæring. Klagerens forældre har ikke kontaktet de danske myndigheder siden ansøgningen om forlængelse af fortrydelsesretten [i sommeren] 2002, og klageren har siden udrejsen af Danmark opholdt sig i Kosovo. I perioden frem til mailen til Udlændingestyrelsen [fra sommeren] 2016 har klageren ikke taget skridt til at vende tilbage til Danmark, og han har heller ikke rettet henvendelse til en dansk repræsentation. Klageren har således opholdt sig i Kosovo i mere end 24 på hinanden følgende måneder. Under disse omstændigheder tiltrædes det, at klageren må anses for at have taget frivilligt ophold i hjemlandet, og at opholdstilladelsen således er bortfaldet, jf. Udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4. Klageren har – ud over en tante - ingen familiemæssig tilknytning til Danmark. Han kan ikke tale, læse eller skrive dansk, og han har ikke haft ophold i Danmark siden [sommeren] 2001. Klageren har sine forældre, søskende og kæreste i Kosovo, hvor han har færdiggjort grundskolen, gymnasiet og er påbegyndt en universitetsuddannelse. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold at beslutningen om at forlade Danmark blev truffet af klagerens far, og at klageren er født i Danmark og har gået i skole her indtil udrejsen, kan føre til dispensation efter udlændingelovens § 17, stk. 3. Nævnet bemærker i den forbindelse, at familien udrejste som en enhed, og at begge forældre har underskrevet en erklæring om frivillig repatriering. Flygtningenævnet finder heller ikke, den omstændighed, at klageren ikke vidste, hvad han skulle gøre i relation til at vende tilbage til Danmark, da han fyldte 18 år, og at det er vanskeligt at få beskæftigelse i Kosovo kan føre til dispensation efter udlændingelovens § 17, stk. 3. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at der ikke er grundlag for at bestemme, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” kosovo/2019/1/AJEV

iran201984

Nævnet meddelte i juni 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindelig muslim af trosretning fra [A] i regionen Razavi Khorasan, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive an-holdt, tilbageholdt i længere tid eller slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han som yngre ikke brød sig om Islam, hvorfor han hverken bad bønner eller fastede. Hans interesse for kristendommen blev i stedet vakt, og han begyndte to-tre år efter han var blevet student at se kristne tv-udsendelser via satellit og lede efter oplysninger om kristendommen på internettet. Da ansøgeren var 33-34 år, downloadede han fra internettet en bibel på farsi, som han begyndte at læse i. Ansøgerens forældre var bekendt med, at ansøgeren så kristne tv-udsendelser, men ikke at han læste i biblen. I slutningen af 2014 lærte ansøgeren en person ved navn [X] at kende. [X] mødte en dag op på ansøgerens arbejdsplads, og ansøgeren bemærkede, at den pågældende bar et kors. Ansøgeren henvendte sig til [X], fordi ansø-geren ønskede at tale og lære mere om kristendommen. Ansøgeren og [X] udvekslede telefonnumre, og nogle dage senere ringede [X] til ansøgeren og inviterede ansøgeren til sit hjem. Omkring ni-ti dage senere tog ansøgeren hjem til [X], der ved denne lejlighed fortalte ansøgeren om kristen-dommen, ligesom han bad for ansøgeren. Omkring fire dage senere tog ansøgeren på ny hjem til [X], hvor [X] fortalte ansøgeren om de forskellige grene inden for kristendommen. [X] forslog endvidere ansøgeren at komme i en hjemmekirke hos en af [Xs] bekendte ved navn [Y]. Nogle dage senere mødtes ansøgeren og [Y] i en park, hvor [Y] kort fortalte ansøgeren, hvad de foretog sig i hjemmekirken. Nogle dage senere sendte [Y] en sms-besked til ansøgeren med hjemmekirkens adresse samt tidspunkt for, hvornår ansøgeren skulle møde op. Ansøgeren begyndte at komme i hjemmekirken i januar 2015 og fortsatte hermed indtil august 2015. Ansøgeren kom som oftest i hjemmekirken to gange om ugen. Ud over ansøgeren og [Y] deltog fire personer i møderne i hjem-mekirken. Ansøgeren fortalte ingen som sin deltagelse i møderne i hjemmekirken. Omkring den 27. august 2015 mødte ansøgeren op ved hjemmekirken for at deltage i endnu et møde. Umiddelbart inden mødet skulle starte, blev ansøgeren ringet op af sin mor. Ansøgeren gik først ud på gårdsplad-sen for at tale med sin mor og derefter ud på gaden, hvor han efter omkring tyve minutter observe-rede en bil ankomme med to civilklædte personer, der gik ind i hjemmekirken og efterfølgende kom ud med to af de øvrige medlemmer af kirken. Ansøgeren antog, at de to mænd var fra myndighe-derne, hvorfor han skyndte sig at køre væk fra stedet. Ansøgeren kørte hjem til sin bror, [Z], hvor han overnattede for derefter tidligt næste morgen at tage en taxa til sin ven, [Æs], hus i Nashdarud i det nordlige Iran. Ansøgeren opholdt sig hos [Æ] i omkring en måned, hvorefter han udrejste af Iran. Ansøgeren formoder, at de to medlemmer af hjemmekirken, der blev taget med, efterfølgende har angivet ansøgeren til myndighederne. Ansøgeren ved ikke, hvad der skete med de to medlem-mer, efter at de blev taget med. Efter sin udrejse har ansøgeren af sin mor fået oplyst, at hun to-tre gange er blevet ringet op at personer, der har spurgt efter ansøgeren, og at myndighederne har op-søgt ansøgerens familie på bopælen to gange, i hvilken forbindelse hjemmet blev ransaget. Ansøge-ren har endvidere oplyst, at han under sine ophold i henholdsvis Tyskland og Frankrig gik i kirke. Efter i november 2016 på ny at være indrejst i Danmark begyndte ansøgeren at gå til farsisprogede gudstjenester og undervisning i […] Kirke i [B]. [I vinteren] 2017 blev ansøgeren døbt i […] Kirke. Ansøgeren praktiserer kristendommen ved at gå i kirke hver søndag i […]kirken i [C] samt deltage i kirkens aktiviteter om onsdagen, ligesom han går i kirke ved de kristne højtider. Derudover deltager ansøgeren i en farsitalende basisgruppe på Facebook, hvor man debatterer religiøse spørgsmål, og hvor ansøgeren hjælper med at oversætte tekster til farsi. Endelig deltager ansøgeren i en WhatsApp gruppe, hvor man også drøfter kristne spørgsmål. Såfremt han må vende tilbage til Iran vil han for-kynde kristendommen. Hans forståelse for missionspåbuddet er blevet dybere gennem det seneste år. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han i hjemlandet har interesseret sig for kristendommen, og at han har frekventeret en hjemmekirke. Nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at de iranske myndigheder er bekendt med dette. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke blev pågrebet ved hjemmekirken og på, at ansøgerens forklaring om, hvilke oplysninger ansøgeren har modtaget fra sin mor om myndighedernes henvendelse på bopælen, har været divergerende. Nævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgerens kristne ak-tiviteter i hjemlandet er kommet til myndighedernes kendskab. Vedrørende sur-placemotivet finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han efter ankomsten til Danmark er konver-teret til kristendommen, og at konversionen er reel. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsam-talen [i vinteren] 2017 oplyst, at han anså sig selv som kristen. Ansøgeren blev efter at have gen-nemført dåbsundervisning døbt [i vinteren] 2017 og har siden deltaget i gudstjenester og kirkelige aktiviteter. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om konversionen har fremstået tro-værdig og som udtryk for en reel indre overbevisning. Ansøgeren har således i Flygtningenævnet på overbevisende måde kunne redegøre for kristne grundsætninger og baggrunden for de kristne hel-ligdage. Ansøgerens forklaring om konversionen er underbygget af en række udtalelser fra kirker og organisationer. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han ved en tilbagevenden til Iran ønsker at leve som kristen og udbrede kendskabet til kristendommen i overensstemmelse med missionspå-buddet. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/84/tps

irak201958

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra al-Jahra, Kuwait. Ansøgeren flyttede med sin fa-milie til Kut, Irak, da han var 11 år. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv hen-vist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at shiitiske militser med forbindelser til regerin-gen, heriblandt militsen Asaib Ahl al-Haq, vil slå ham og hans familie ihjel, fordi han er sunni-muslim, fordi han arbejdede for Indenrigsministeriet, og fordi han arbejdede for koalitionen. Ansø-geren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter regeringen, fordi militserne har forbin-delser til regeringen. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at hans familie modtog et trusselsbrev i byen Kut i [sommeren] 2006. Ansøgeren formoder, at det var militserne Asaib Ahl al-Haq og Muqtada al-Sadr, der stod bag trusselsbrevet. Ansøgeren har videre oplyst, at han i slutnin-gen af 2008 eller starten af 2009 blev kidnappet i Bagdad af militsen Asaib Ahl al-Haq. Han blev tilbageholdt i 15 til 20 dage og blev løsladt, fordi ansøgerens far betalte en løsesum på 20.000 ame-rikanske dollars. Ansøgeren havde forud for kidnapningen modtaget kontinuerlige trusler fra shiiti-ske militser. Ansøgeren blev efter 2009 truet af militserne gennem ansøgerens venner, men ikke direkte. Ansøgerens ægtefælle blev kidnappet af Asaib Ahl al-Haq i 2011. I 2014 overtog ISIL kon-trollen med byen Tikrit, og de opsøgte i den forbindelse ansøgerens far med henblik på at hverve ansøgeren og ansøgerens brødre. Ansøgeren rejste derfor til Kirkuk, hvor han boede hos shiitiske stammer i fire til fem måneder. Femten dage før ansøgerens udrejse af Irak fortalte et medlem af stammen, at ansøgeren blev nødt til at forlade stammen som følge af presset fra shiitiske militser. Ansøgeren udrejste af Irak i efteråret 2015. Efter ansøgerens udrejse er hans venner og ægtefælle blevet kontaktet af militserne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asyl-motiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, lige-som væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejlighe-den. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af Dublin-akterne, at ansøgeren oplyste, at han var statsløs fra Kuwait, og at han forlod Kuwait i 1994, hvor han rejste til Irak, og at han deref-ter var i Tyrkiet i 8 år, hvorefter han tog til Grækenland og videre til Tyskland, hvor han ankom [til i foråret] 2017, hvilket ikke stemmer med ansøgerens oplysninger til Udlændingestyrelsen og til Flygtningenævnet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i asylskemaet har anført, at han er født i Qout i Irak, hvilket ikke stemmer med ansøgerens oplysninger til Udlændin-gestyrelsen i oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen og til Flygtningenævnet. Flygtninge-nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om de overgreb, som hans familie angiveligt blev udsat for. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at hans familie blev tortureret af shiitiske militser i 2006, hvilket ansøgeren ikke oplyste om til asylsamtalen. An-søgerens forklaring om, at hans familie havde modtaget beskeder fra shiitiske militser, og at dette kunne sidestilles med psykisk tortur forekommer påfaldende. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om det trusselsbrev, som hans familie angiveligt modtog i 2006. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren ikke oplyst, at hans familie havde modtaget et trusselsbrev i 2006. Ved asylsamtalen oplyste ansøgeren, at hans familie havde modtaget et trus-selsbrev i 2006, og at dette var årsagen til udrejsen i 2006. Ansøgeren har derimod for Flygtninge-nævnet oplyst, at det var ansøgerens far, der adskillige gange blev opsøgt personligt, og at de truede ansøgerens far med, at ansøgeren ville blive dræbt, hvis han ikke stoppede sit arbejde i indenrigs-ministeriet. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om de trus-ler, som han angiveligt modtog fra shiitiske militser forud for sin angivelige kidnapning. Til oplys-nings- og motivsamtalen har ansøgeren ikke oplyst om nogen trusler forud for kidnapningen af ham. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at han havde modtaget trusler hver dag eller en gang om ugen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om den angivelige kidnapning i slutningen af 2008/starten af 2009, og herunder hvad der skete under kidnapningen. Ved asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at militserne prøvede at udsætte ansøgeren for seksuelle overgreb, men at de fik at vide oppefra, at de ikke måtte udsætte ansøgeren for seksuelle overgreb. For Flygtningenævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han blev voldtaget under kidnapningen. I asylskemaet har ansøgeren oplyst, at han var tilbageholdt i 2 måneder. Til asylsamtalen oplyste an-søgeren, at han var tilbageholdt i 15-20 dage. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring omstændighederne omkring løsladelsen efter hans angivelige kid-napning. I asylskemaet har ansøgeren oplyst, at hans far betalte en løsesum på 10.000 amerikanske dollars. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at ansøgerens far betalte en løsesum på 20.000 ame-rikanske dollars. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev løsladt ti dage, efter at militsen havde modtaget pengene. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at han blev løsladt tre dage efter, at militsen havde modtaget pengene. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring, hvorvidt militserne slog ansøgerens far ihjel. I asyl-skemaet har ansøgeren oplyst, at shiitiske militser slog hans far ihjel. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at hans far blev syg og senere blev lam som følge af ansøgerens kidnapning. Flygtninge-nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om de overgreb, som ansøgerens familie angiveligt er blevet udsat for af de shiitiske militser. I asylskemaet har an-søgeren oplyst, at shiitiske militser voldtog og torturerede ansøgerens familie. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at det, han havde oplyst i sit asylskemaet ikke var sandt. Ved asylsamtalen oplyste ansøgeren, at det var sandt, at hans ægtefælle var blevet kidnappet og voldta-get under en kidnapning i 2011, og at han kan huske, at det var i 2011, da det var samme år, de blev gift. For Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at hans kone blev voldtaget 1 år efter, at de blev gift, det vil sige i 2012, og at han på det tidspunkt var ansat i indenrigsministeriet. Ansøgeren har samtidig forklaret for Flygtningenævnet, at han stoppede i indenrigsministeriet i 2009. Flygtninge-nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende omkring årsagen til, at Asaib Ahl al-Haqs angivelige forfølgelse af ansøgeren. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at det var fordi militserne ikke ville have sunni-muslimer i indenrigsministeriet. Ved asylsamtalen oplyste ansøgeren, at det var fordi, at ansøgeren gennem sit arbejde i Indenrigs-ministeriet havde tilegnet sig en viden, der kunne blive brugt mod militserne. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han ud over de to grunde også forsøgt hvervet af militsen. Flygtninge-nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udvidende om sit arbejde i indenrigsministeriet. I asylskemaet har ansøgeren ikke oplyst om dette arbejde. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han var teknisk assistent, og at han havde ordnet papirer og administrativt arbejde. Ved asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at han var underofficer i afdelin-gen for afhøringer, og at han skrev referat i forbindelse med afhøringer. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han også nogen gange selv stillede spørgsmål ved afhøringerne. Flygtninge-nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om de trusler, som hans ægtefælle og venner angiveligt modtog efter ansøgerens udrejse af Irak. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han og hans familie ikke blev kontaktet af shiitiske militser siden 2006, hvorimod ansøgeren ved asylsamtalen oplyste, at hans ægtefælle og venner var blevet truet af shiitiske militser hver eller hver anden uge efter ansøgerens udrejse af Irak. For så vidt angår de videoer og fotos, som ansøgeren har fremlagt i forbindelse med mødet i Flygtningenævnet, bemær-ker Flygtningenævnet, at det ikke kan ses af den fremlagte torturvideo, at det skulle være ansøgeren, der blev tortureret. Endvidere bemærker Flygtningenævnet, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke skulle have fået fysiske ar, jf. ansøgerens forklaring, efter en sådan meget voldsom tortur, som personen på den fremlagte video, havde været og blev udsat for, og at ansøgeren ikke har oplyst om psykiske mén som følge af den voldsomme tortur. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ikke har kunnet redegøre for, om det hus han selv boede i, og som blev sprængt i luften, jf. den fremlagte video, havde søjler, uagtet at et stort forhøjet parti foran hele huset bestod af store høje søjler. Endvidere bemærker Flygtningenævnet, at det forekommer påfaldende, at ansøgerens far, som ifølge ansøgeren var statsløs bidoon fra Kuwait, skulle have været ansat i militæret i Kuwait, inden familien rejste til Irak, da ansøgeren var ca. 12 år, ligesom Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgerens far, som ifølge ansøgeren have en gård, hvor der var 30 får, og at faren købte og solgte får i Irak, skulle være ejer og have landbrug med 30 får i den store elegante villa i 2 etager med store høje søjler, som der blev sprunget i luften, jf. den fremlagte video. Da Flygtningenævnet herefter ikke kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/58/HHU

irak201957

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsbor-ger fra Irak og Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Sulaymaniyah, Irak. Ansøgeren har forklaret, at hendes forældre er iranere. Udlændingestyrelsen har i afgørelse [fra vinteren] 2018 lagt til grund, at ansøgeren er statsborger i både Irak og Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af poli-tiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har ikke et selvstændigt asylmotiv i forhold til Irak. Ansøgeren har henvist til, at hun udrejste af Irak, fordi hun frygtede for sin iranske ægtefælles sikkerhed som følge af dennes politiske aktiviteter som peshmerga for KDPI. Ansøgeren har under samtalerne med Udlændingestyrelsen flere gange oplyst, at hun er irakisk statsborger. Ansøgeren har imidlertid til advokaten og under Flygtningenævnets første behandling af sagen forklaret, at hun er iransk statsborger, men har et ID-kort udstedt af det irakiske indenrigsministerium. Hun forklarede, at det var hendes far, der fik udstedt ID-kortet, som hun skulle bruge i forbindelse med skolegang m.v. Hun har aldrig søgt om irakisk statsborgerskab eller om at blive løst fra sit iranske statsborgerskab. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er statsborger i Irak og Iran. Flygtningenævnet har lagt vægt på det fremlagte irakiske nationali-tetsbevis og brevet [dateret i foråret] 2018 fra den irakiske ambassade i København om, at nationali-tetsbeviset er ægte, og at ansøgeren er irakisk statsborger. Dette fremgår tillige af brevet [dateret i starten af] 2019 fra den irakiske ambassade i Stockholm. Flygtningenævnet vurderer på den bag-grund, at ansøgeren er statsborger i Irak. Flygtningenævnet har lagt vægt på Udlændingestyrelsens baggrundsoplysninger, herunder Landinfo, Respons Iran: Statsborgerskab af 9. marts 2017, at det følger af den iranske civilbog 2, at de iranske myndigheder betragter en person som iransk statsbor-ger, hvis vedkommende har en iransk far, ligesom de betragter udenlandske kvinder, der gifter sig med iranske statsborgere som iranske statsborgere. Flygtningenævnet har lagt vægt på Udlændinge-styrelsens baggrundsoplysninger, herunder Landinfo, Respons Iran: Statsborgerskab af 9. marts 2017, at det følger af den iranske civilbog 2, § 976-991, at de iranske myndigheder ikke anerkender dobbelt statsborgerskab, men betragter iranske statsborgere, der tillige har andet statsborgerskab, som værende udelukkende iranske statsborgere. På den baggrund vurderer Flygtningenævnet, at ansøgeren er iransk statsborger. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på Udlændingestyrelsens baggrundsoplysninger, herunder Refworld, Iraqi nationality law, law 26 af 2006 af 7. marts 2006, at det fremgår af den irakiske nationalitetslov art. 10, at Irak anerkender dobbelt statsborgerskab, og at man som irakisk statsborger beholder sit irakiske statsborgerskab, selvom man tillige har statsbor-gerskab i et andet land, medmindre man skriftligt frasiger sig sit irakiske statsborgerskab. På den baggrund vurderer Flygtningenævnet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil blive betragtet som iransk statsborger, selvom ansøgeren tillige er irakisk statsborger. Flygtningenævnet har endvi-dere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har oplevet nogen personlige konflikter med myndigheder, grupperinger eller privatpersoner i Irak. Ansøgeren har selv oplyst, at hun ikke har noget individuelt asylmotiv, og at hun ikke frygter noget ved en eventuel tilbagevenden til Irak. I advokatindlægget er angivet, at ansøgeren står på en peshmerga-liste. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hun ikke selv har været pershmerga, og at hun står på en peshmerga-liste, som de har internt i KDPI, idet hun kun er opført der som ægtefælle. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. det anførte i Ud-lændingestyrelsen afgørelse. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke som konsekvens af sit æg-teskab kan få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet ansøgeren som statsborger i Irak ikke opfylder betingelserne for konsekvensstatus på baggrund af hendes ægtefælle, som er statsborger i Iran. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/57/HHU

irak201956

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og angiveligt kristen af religiøs overbevisning fra [by], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sine familiemedlemmer, fordi han er konverteret til kristendommen eller har frafaldet islam. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han fik interesse for kristendommen i begyndelsen af 2017, hvor han talte med en kristen ven, som gav ham Det Nye Testamente på arabisk. Ansøgerens mor opdagede bogen på ansøgerens værelse og fortalte ansøge-rens morbror herom. Dagen efter og tre eller fire gange yderligere talte han med familiens overho-ved, ansøgerens magtfulde morbror, der var vred og truede – og ved en enkelt lejlighed slog – ansø-geren. Ansøgeren blev efterfølgende opsøgt af sine fætre på det værksted, hvor han arbejdede, hvor de chikanerede og truede ansøgeren på livet. I [slutningen af] samme år opfordrede ansøgerens mor ansøgeren til at gemme sig, hvorfor han kontaktede en ven, som arbejdede på den lokale politistati-on. Ansøgeren tog ophold på sin vens værelse på politistationen i omkring syv til ti dage, hvorefter han udrejste af Irak. Ansøgeren har efter indrejsen i Danmark tilsluttet sig Jehovas Vidner. Flygt-ningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerede eller udbyggende på centrale punkter. Ansøgeren har således hverken i asylansøgningsskemaet eller til oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen oplyst om samtalerne med sin morbror. Nævnet bemærker, at samtalerne med og truslerne fra morbroren ifølge ansøgerens forklaring må anses som en central del af trusselsbilledet. Ansøgerens forklaring for nævnet om, at den manglende omtale i skemaet skyldes blandt andet træthed, og at det må bero på en referatfejl, at det ikke er omtalt i oplysnings- og motivsamtalen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret upræcist og afglidende på spørgsmål blandt andet om, dels hvor mange samtaler, han havde med sin morbror, dels hvor mange gange han blev opsøgt på sin arbejdsplads og truet af sine fætre. Nævnet bemærker herudover, at ansøgerens forklaring om baggrunden for sin konvertering og om kristendommen og Jehovas Vidner under asylsagens behandling på ingen måde giver indtryk af, at ansøgeren er konverteret eller har frafaldet islam. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/56/TLNJ

chil20191

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Chile. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk spansk og kristen fra Vina Del Mar, Chile. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Han har dog arbejdet for LGBT-foreninger i Chile, ligesom han har deltaget i demonstrationer for homoseksuelles rettigheder. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Chile frygter, at han vil blive udsat for vold fra politiet, vold fra sin tidligere lærer og vejleder, [D], ligesom han også frygter, at han vil blive udsat for vold fra sine medstuderende. Han har videre henvist til, at han frygter myn-dighederne i Chile, da de ikke beskytter hans menneskerettigheder, fordi han er homoseksuel. Han frygter ligeledes for sit mentale helbred. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han flere gange er blevet udsat for chikane af politiet og private personer på grund af hans seksuelle orientering. Han har hertil oplyst, at han i 2010 blev stukket ned foran et diskotek for homoseksuel-le af en tilfældig gruppe personer, som var ude på ballade. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for hans tidligere lærer og vejleder, [D], oplyst, at han i [foråret] 2016 startede i praktik som sygeple-jerske, hvor han fik [D] som vejleder. Ansøgeren fik af vejlederen sat begrænsninger på hans ar-bejdsgang, således at han ikke måtte arbejde på børneafdelingen på grund af hans seksuelle oriente-ring, ligesom han ikke måtte give patienter indsprøjtninger. Vejlederen dumpede derudover ansøge-rens praktikforløb, hvor han forsøgte at få ansøgeren til at skrive under på, at ansøgeren ikke havde den fornødne viden til at kunne bestå, hvilket ansøgeren afviste. Vejlederen dumpede alligevel an-søgeren, og truede i den forbindelse ansøgeren på grund af hans seksuelle orientering. Ansøgeren valgte at klage over vejlederen, hvorefter han to dage efter blev opsøgt af ham, hvor han truede an-søgeren med at slå ansøgeren ihjel næste gang han så ham. Ansøgeren har videre oplyst, at [D] er leder af en bande. Ansøgeren har til støtte for hans frygt for vold fra politiet henvist til, at han i 2014 var til Pride for homoseksuelle, som var en fredelig demonstration. Til demonstrationen blev ansøgeren anholdt af politiet. Han blev verbalt ydmyget af politiet. Ansøgeren har til støtte for hans asylmotiv vedrørende hans mentale helbred henvist til, at han som følge af konflikten med [D] har udviklet svær depression og angst, som han modtager medicin for i dag. Han henviser videre til, at de sundhedsmæssige institutioner i Chile ikke er gode. Flygtningenævnet kan som Udlændingesty-relsen lægge dele af ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren på grund af sin seksualitet som forklaret af ham har været udsat for chikane, senest af medstuderende og sin lærer. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen ikke lægge til grund, at ansøgeren er blevet truet på livet af sin lærer, og henviser herved til det, der herom er anført af Udlændingestyrelsen. Ansøgerens lokale privatretlige konflikt med sin lærer er på den baggrund ikke af en sådan intensitet, at den i sig selv er asylbegrundende, og den samlede chikane, som ansø-geren har været udsat for, er heller ikke, uanset ansøgerens psykiske påvirkning heraf, i sig selv asylbegrundende. På den baggrund og efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder at det ikke er ulovligt at være homoseksuel i Chile, og at den chilenske kongres senest i september 2018 har vedtaget, at det skal være tilladt for transseksuelle at skifte køn, finder Flygtningenævnet heller ikke, at det forhold, at ansøgeren er homoseksuel – og muligvis også transseksuel – i sig selv er asylbegrundende. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således ikke, at ansøgeren har sandsyn-liggjort, at han ved en tilbagevenden til Chile vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Chil/2019/1/CRT

bang20194

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bengali og sunni-muslim af trosretning fra Chittagong-distriktet, Bangladesh. Ansøgeren har fra 2000 til 2008 deltaget i sociale arrangementer for Bangladesh National Party, så som at donere blod og hjælpe fattige folk, og fra medio 2001 til 2005 deltog han i møder og demon-strationer for partiet. De politiske aktiviteter har ikke haft konsekvenser for ansøgeren. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at få problemer, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har også henvist til, at han frygter en lokal narkohandler, fordi han har nægtet at sælge narkotika for ham. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at det i 2004 gik op for ham, at han er homoseksuel. [I sommeren] 2007 mødte ansøgeren [A], som han efterfølgende indledte et forhold med. I [efteråret] 2007 var ansøgeren aktiv for organisationen ”[O]”, der blandt andet bekæmpede narkotika, og i forbindelse hermed bortviste han en narkohandler, [N], fra [et område i Chittagong]. Ansøgeren mødte [N] igen i [sommeren] 2008. [N] forlangte, at ansøgeren skulle sælge narkotika for ham. Dette nægtede ansøgeren, hvorefter [N] truede ham. [I efteråret] 2008 blev ansøgeren og [A] opdaget af [A]s brors, [B], venner, mens ansøgeren og [A] kyssede på en strand. Ansøgeren og [A] blev efterfølgende tilbageholdt, og ansøgeren blev udsat for fysiske overgreb. Efter løsladelsen holdt ansøgeren og [A] op med at se hinanden i en periode, men [B] truede gentagne gange ansøgeren, når han mødte ham på gaden. [I starten af] 2009 ringede [A] til ansøgeren, og de aftalte at mødes på en restaurant den følgende dag. På vej ud af restauranten blev de set af [B]. 18 dage senere blev ansøgeren bortført af [B] og fem af hans venner. Ansøgeren var tilbageholdt i seks dage, hvorefter han blev løsladt. [I sommeren] 2009 mødte ansøgeren igen [N]. [N] spurgte ansøgeren, hvorfor han ikke havde accepteret hans tilbud, hvorefter han truede ansøge-ren. Ansøgeren fik efterfølgende opholdstilladelse i Storbritannien, og han udrejste dertil fra Bang-ladesh [i efteråret] 2009. Opholdstilladelsen udløb i 2013, hvorefter ansøgeren opholdt sig forskelli-ge steder i Europa, indtil han [i slutningen af] 2016 indrejste i Danmark og søgte asyl. Flygtninge-nævnets flertal lægger ansøgerens forklaring om sin seksualitet til grund. Flygtningenævnets flertal har lagt vægt på ansøgerens forklaring og troværdige fremtræden i nævnet. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent om sine relationer til mænd i Bangladesh og Storbritannien, og at han har henvendt sig til LGBT Asylum efter sin ankomst til Danmark. Flygt-ningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtnin-genævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på centrale punkter. Ansøgeren har således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt [A]s bror, [B], vidste, at ansøgeren var homoseksuel, før ansøgeren og [A] [i efteråret] 2008 blev opdaget på en strand, mens de kyssede hinanden. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at [B] i forvejen vidste, at ansøgeren var homoseksuel, mens ansøgeren under gensamtalen har forklaret, at [B] hverken vidste, at ansøgeren eller [A] var homoseksuel. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvad han blev udsat for under den 6 dage lange tilbageholdelse i [starten af] 2009. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han blev tvunget til at tage sit tøj af og udføre seksuelle handlinger på de personer, der havde kidnappet ham. Under de efterfølgende samtaler har ansøge-ren derimod forklaret, at han blev udsat for tortur, men ikke for seksuelle overgreb. Disse divergen-ser svækker ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren ikke søgte asyl efter sin indrejse i Storbritannien [i efteråret] 2009, ligesom det fore-kommer påfaldende, at ansøgeren heller ikke senere søgte asyl i Storbritannien, men udrejste af landet efter ca. 6 år. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med narkohandleren [N] til grund. Flygtningenævnet finder det bemærkelsesværdigt, at [N] på intet tidspunkt har gjort alvor af sine trusler om at slå ansøgeren ihjel. På denne baggrund, og efter Flygtningenævnets vurdering af ansøgerens generelle troværdighed, kan ansøgerens forklaring om denne konflikt ikke lægges til grund. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger er seksuelle aktiviteter mellem mænd strafbare i Bangladesh. Det fremgår dog også af baggrundsoplysningerne, at dette ikke håndhæves i praksis. Flygtningenævnet henviser herved til US State Department, Bu-reau of Democracy, Human Rights and Labor, Country Reports on Human Rights Practices for 2018, hvoraf fremgår, at “Same-sex sexual activity is illegal under the Bangladesh Penal Code. The government does not actively enforce the law. LGBTI groups reported the government retains the law as a result of societal pressure. LGBTI groups reported police used the law as a pretext to harass LGBTI individuals, as well as those considered effeminate regardless of their sexual orientation, and to limit registration of LGBTI organizations. Some groups also reported harassment under a suspicious behavior provision of the police code”, og Freedom House, Freedom in the world 2019 – Bangladesh, hvoraf fremgår: “A criminal ban on same-sex sexual acts is rarely enforced, but societal discrimination remains the norm, and dozens of attacks on LGBT individuals are reported every year. A number of LGBT individuals remain in exile following the 2016 murder of Xulhaz Mannan, a prominent LGBT activist, by Islamist militants.” På denne baggrund er det forhold, at ansøgeren er homoseksuel, ikke i sig selv asylbegrundende. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han er i konkret og individuel risiko for asylrelevant forfølgelse eller overgreb ved tilbagevenden til Bangladesh, selvom han har givet udtryk for, at han ønsker at leve åbent som homoseksuel. Flygt-ningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bang/2019/4/MGO

aser20191

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Aserbajdsjan. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. 7, stk. 2, og der skal her-efter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk Azeri fra [mindre by], Aserbajdsjan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at blive henrettet af myndighederne, fordi de anser ham for at være landsforræder. Han frygter videre at vende tilbage, fordi han er konverteret fra islam til kristendommen. Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for en udsendelse af en udlænding, der har haft opholdstilladelse efter § 7 eller 8, og som er udvist ved dom, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren ikke kan udsendes med tvang til Aserbajdsjan i med-før af udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1. Da klageren er udvist med indrejseforbud, kan han ikke meddeles opholdstilladelse, medmindre særlige grunde taler derfor, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 10, stk. 3, at en udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, men som har indrejseforbud, kun kan udelukkes fra asyl efter § 10, stk. 3, 1. pkt., hvis den pågældende må anses for en fare for landets sikkerhed eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygt-ningekonventionens artikel 33, stk. 2. Ved afgørelsen heraf skal der foretages en proportionalitets-afvejning mellem grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at meddele klageren opholdstilladelse. Proporti-onalitetsafvejningen skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Klageren er siden 2012 dømt flere gange for at have besiddet narkotika, herunder ved Retten i Holbæks dom [fra sommeren] 2016 som stadfæstet af Østre Landsret [i begyndelsen af] 2017 med fængsel i tre år seks måneder for blandt andet besiddelse med henblik på videresalg af næsten et kilo amfetamin, for at have besiddet en skarpladt tromlerevolver på bopælen og for forud herfor at have affyret våb-net på offentligt tilgængeligt sted. Han er efterfølgende igen dømt flere gange blandt andet for be-siddelse af euforiserende stoffer, senest ved Københavns Byrets dom [fra foråret] 2019 med fængsel i fire måneder for som led i den organiserede hashhandel på Christiania at have været i besiddelse af 88,5 gram skunk, 106,9 gram pot, 30 almindelige joints og 15 store joints alt med henblik på videreoverdragelse. Klageren indrejste i Danmark i 2008, da han var 20 år gammel. Han taler dansk og har de seneste tre år har haft en dansk kæreste, som han har mødt under afsoning, men han har ikke derudover familiemæssig eller anden væsentlig tilknytning til Danmark. På trods af klagerens oplysning om, at han har varetaget flere arbejdsforhold blandt andet i landbruget, har han efter det oplyste i perioden efter sin ankomst alene betalt skat i meget begrænset omfang. På denne baggrund finder nævnet, at klageren må betragtes som en fare for samfundet, og nævnet tiltræder herefter, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, at klageren kan meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Aser/2019/1/CHA

afgh201999

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra [by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive tvangsrekrutteret til Taliban. Ansøgeren har endvidere henvist til, at der er krig i hans hjemområde. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans families hus blev bombet af amerikanske styrker, nogle måneder inden han udrejste af Afghanistan. Da ansøgeren var formentlig omkring 10 år gammel blev han i en periode på omkring en måned opsøgt fem eller seks gange af personer fra Taliban på motorcykel på sin vej til koranskole, hvor han fik slik og penge. Han blev efterfølgende hentet af en person på motorcykel og taget med til et hus, der var tilholdssted for Taliban. Han blev her forevist en vest, som han fik at vide, at han skulle tage på en dag. Da hans far blev bekendt med dette, blev det besluttet, at ansøgeren skulle tage ophold hos sin faster, der boede en times kørsel væk. Fasteren meddelte efter nogle dage, at ansøgeren ikke kunne blive hos hende længere. Da ansøgeren kom hjem, fortalte hans stedmor, at ansøgerens far var blevet skudt i benet af Taliban, efter at faren havde nægtet at sende ansøgeren hen til dem, og at de derefter havde taget ansøgerens lillebror med, og truet med at slå ham ihjel, hvis ikke ansøgerens far sendte ansøgeren hen til dem. Lillebroren formåede at flygte. Ansøgeren og hans familie flyttede herefter ind til byen Herat. Da ansøgeren en dag så Taliban ved det værksted, hvor ansøgeren arbej-dede, besluttede familien sig for at flytte videre til Iran, hvor de opholdt sig i omkring et år, inden ansøgeren på grund af fortsat frygt for Taliban blev sendt videre til Europa. Flygtningenævnet fin-der, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at Taliban primært rekrutterer blandt frivillige. Nævnet fin-der det navnlig usandsynligt, at Taliban havde så stor interesse i at rekruttere lige netop ansøger, at de som led heri både skød ansøgerens far og kidnappede ansøgerens lillebror og tillige eftersøgte ansøgeren i Herat by. Nævnet bemærker herudover, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen – hvor ansøgeren afgav en længere og på en række punkter relativt detaljeret forklaring – oplyste, at Taliban aldrig har henvendt sig til ham, for han gik ikke i skole og passede dyrene og var altid i bjergområdet. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlæn-dingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/99/TLNJ

afgh201998

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunnimuslim fra [by], Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans far vil udlevere ham til Taliban, som vil have, at han skal være selvmordsbomber. Han har til støtte herfor oplyst, at han tre til fire måneder inden sin udrejse overhørte sine forældre tale om Taliban på gårdspladsen. Hans far sagde efterfølgende til ansøgeren, at han ville have, at ansøgeren skulle tage med ham, mens hans mor sagde, at hun ikke ville have, at ansøgeren tog med, fordi det var for farligt. Ansøgerens foræl-dre kom op og skændes, og hans far forlod huset. Ansøgerens mor fortalte ansøgeren, at hans far ønskede at give ansøgeren til Taliban som selvmordsbomber. Ansøgeren så ikke sin far efterfølgen-de. På et ukendt tidspunkt kort derefter kom ukendte personer med tildækkede ansigter og økser til ansøgerens bopæl. Ansøgeren befandt sig på sit værelse, da de kom, og han gik kortvarigt ud på gårdspladsen til dem. Ansøgerens mor kom løbende og sagde, at ansøgeren skulle gå tilbage til sit værelse. Ansøgerens mor talte med personerne, og ansøgeren hørte, at de spurgte, hvor ansøgerens far var. Da ansøgerens mor kom tilbage til ansøgeren, havde hun en skade på sin hånd. Personerne forlod bopælen igen. En ukendt mand kom derefter til bopælen, og ansøgerens mor sagde, at han ville hjælpe ansøgeren med at udrejse af landet. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren – der un-der mødet i Flygtningenævnet har svaret relevant på de stillede spørgsmål – er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Det tiltrædes endvidere, at ansøgerens forklaring om bag-grunden for hans udrejse af Afghanistan kan lægges til grund. Ansøgerens oplysninger om sin bag-grund for at udrejse af Afghanistan kan imidlertid ikke føre til, at han meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har som Udlændingestyrelsen vedrørende episoden med fade-ren lagt vægt på, at ansøgerens mor ikke tillod faderen at tage ansøgeren med, og at ansøgerens far tilsyneladende accepterede dette, idet faderen efterfølgende forlod bopælen uden ansøgeren og ikke vendte tilbage igen i den periode på 3-4 måneder, som gik, inden ansøgeren udrejste. Der er således ikke holdepunkter i sagen for at antage, at faderen skulle udlevere ansøgeren til Taliban. Også med hensyn til episoden vedrørende de ukendte personer, der kom på ansøgerens bopæl, tiltræder nævnet, at det alene beror på ansøgerens formodning, at han skulle være efterstræbt af disse personer. Ifølge ansøgerens forklaring ankom personerne én gang til bopælen, hvor de alene efterspurgte ansøgerens far. Personerne spurgte ikke efter ansøgeren og ransagede heller ikke huset for at lede efter ansøgeren, der kortvarigt kom ud på gårdspladsen, mens personerne var til stede. Det kan efter ansøgerens forklaring endvidere lægges til grund, at personerne ikke kom tilbage, og at ansøgeren derfor i en ukendt kortere periode opholdt sig på bopælen uden at opleve nogen problemer i anledning heraf. De generelle forhold i Afghanistan er heller ikke af en karakter, at de i sig selv kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/98/DH

afgh2019100

Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra [A], [B], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af den samme gruppe ukendte personer, som dræbte hans far. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far var ejer af et transportfirma, som arbejdede for de amerikanske styrker. Ansøgerens far modtog telefoniske trusler fra en gruppe ukendte personer i perioden fra [efteråret] 2015 og frem til hans død den [i vinteren] 2015. Efter ansøgerens fars død modtog ansøgeren fire telefoniske trusler fra gruppen af ukendte mænd som forlangte, at han betalte 300.000 US dollars, hvis han ikke ville lide samme skæbne som sin far. Inden udrejsen fra Afghanistan blev ansøgeren forsøgt kidnappet af en for ham ukendt mand, som truede ansøgeren med en pistol. Det lykkedes ansøgeren at undslippe, hvorefter han udrejste. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen på centrale punkter fremstår usandsynlig og divergerende. Flygtningenævnet finder således, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren angiveligt flere gange telefonisk er blevet truet med at blive slået ihjel, hvis der ikke blev betalt 300.000 US dollars, selvom han aldrig modtog nærmere oplysning om, til hvem pengene skulle betales. Ansøgeren har under nævnsmødet udbyggende forklaret, at han formoder, at hans fars farbror var involveret i truslerne mod ansøgeren. Nævnet finder det i øvrigt usandsynligt, at ansøgeren uden problemer har kunnet undgå at blive kidnappet ved at skubbe til en pistolbevæbnet person, som derved faldt, da de var på vej hen mod en bil, hvor der stod en anden person. Det forekommer endvidere usandsynligt, at et attentat er blevet forsøgt mod ansøgerens far ved montering af en bombe på siden af farens bil. Bomben var synlig og kunne derfor uden videre opdages af en vagt. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har forklaret, at han efter sin fars død modtog tre telefoniske op-kald på sin fars telefon med trusler om at blive slået ihjel. Ansøgeren smadrede farens telefon efter det sidste opkald og udrejste fire til fem dage herefter. Under asylsamtalerne [i efteråret] 2017 og [i foråret] 2018 og overfor nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han modtog fire telefoniske opkald, hvoraf de tre første opkald blev modtaget på farens telefon, som ansøgeren smadrede. Han modtog herefter det sidste opkald på sin egen telefon. Ansøgeren har videre forklaret, at han udrej-ste cirka halvanden måned efter det tredje opkald. Nævnet henviser i øvrigt til, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han efter sin udrejse ikke har hørt, hvorvidt ansøge-rens mor eller andre familiemedlemmer har modtaget trusler. Ansøgeren har derimod under senere samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at hans farbror flere gange er blevet truet efter ansøge-rens udrejse, og at ansøgeren var bekendt hermed inden han indrejste i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændinge-lovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/100/snd

soma2019153

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali, muslim af trosretning og fra [A], der er beliggende i [B] distriktet i Galgaduud-regionen, Somalia. Klageren tilhører klanen [C]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klagerne har som asylmotiv både i forbindelse med den oprindelige asylsag og i forbindelse med forlængelsessagen henvist til, at han stak af fra al-Shabaab, der forsøgte at rekruttere ham, hvorfor han frygter at blive dræbt al-Shabaab. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sin konflikt med al-Shabaab til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens forklaring om konflikten med al-Shabaab ikke forekommer selvoplevet, herunder at klagerens forklaring forekommer indøvet, ligesom klagerens forklaring om centrale episoder, der umiddelbart burde have gjort stort indtryk på klageren, fremstår udetaljeret. Dertil kommer, at klagerens forklaring indeholder en lang række mindre divergenser og modstridende oplysninger. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klagerens forklaring også indeholder visse væsentlige divergenser, herunder har klageren forklaret divergerende om, hvorvidt [D] personligt hentede klageren på bopælen første gang, han blev tilbageholdt, og om klageren blev forladt af sin agent i Nairobi. På denne baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet klagerens forklaring om sin konflikt med al-Shabaab som konstrueret og utroværdig, og nævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren er efterstræbt af al-Shabaab eller på anden måde profileret. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hans individuelle forhold. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger, jf. bl.a. ”EASO Country of Origin Information Report – Somalia Security situation” fra december 2017, finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at antage, at den generelle situation i klagerens hjemområde er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, herunder i klagerens hjemområde, er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse den 8. september 2015, om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes endvidere ikke at være af helt midlertidig karakter. Ved vurderingen af, om betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt, har nævnet lagt til grund, at [A] i Galgaduud-regionen igennem længere tid har været under al-Shabaab kontrol, og at området ifølge de seneste baggrundsoplysninger fortsat er under al-Shabaab kontrol. Flygtningenævnet finder således, at ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl. I vurderingen har nævnet inddraget de seneste baggrundsoplysninger om de generelle forhold i klagerens hjemområde og Somalia i øvrigt, herunder al-Shabaabs måde at operere på i områder, som de har kontrollen over henholdsvis ikke har kontrollen over. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Ved vurderingen har Flygtningenævnet ligeledes lagt vægt på, at klageren har boet i [A] i Galgaduud-regionen frem til 2013, som igennem længere tid havde været under al-Shabaab kontrol, hvilket klageren dermed har erfaring med. Endvidere har klageren fortsat familie i sit hjemområde, der vil kunne bekræfte klagerens identitet overfor al-Shabaab. Endelig har nævnet lagt vægt på, at klageren må anses som uprofileret. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til [A] i Galgaduud-regionen ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter forarbejderne til lovændringen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Det lægges til grund, at klageren er født og opvokset i [A], hvor han boede, indtil han var ca. 21 år. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 3½ år og har bestået danskprøve 2. Klageren har ikke familiemæssig tilknytning til Danmark, har haft en meget begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, har ikke gennemført en erhvervsrettet uddannelse og har ikke engageret sig i foreningslivet i Danmark. Endelig har klageren ingen helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder efter en samlet og konkret vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at nægte at forlænge hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 1. pkt., jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og dagældende § 19, stk. 7, 1. pkt. jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/153/snd

soma2019152

Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at ansøgerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Klageren er fra klanen [A] og muslim fra [B], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af personer fra al-Shabaab, idet han er flygtet fra en al-Shabaab træningslejr. Klageren frygter videre personer fra klanen [D] i [E], idet klagerens onkel har dræbt en mand, hvorefter onklen flygtede, og klageren derfor frygter, at klanen vil dræbe klageren. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at al-Shabaab i [vinteren] 2013 tilbageholdt alle unge mænd fra landsbyen [B] med det formål at træne dem til kamp. Klageren og de andre mænd blev ført til [F], hvor de blev fængslet i fem dage. Efter fem dage blev ansøgeren og de andre mænd ført til en al-Shabaab træningslejr beliggende i [F]. Klageren blev under opholdet i lejren trænet i at flygte. Senere skulle han trænes i at skyde og i at køre bil. Mens klageren var i al-Shabaabs varetægt, blev han udsat for fysiske overgreb. Efter omkring en måned flygtede klageren og to andre mænd fra lejren. Klageren udrejste efterfølgende fra Somalia i starten af 2013. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet vurderer i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen, at klageren ikke kan anses for at være særlig profileret i forhold til al-Shabaab, idet tvangshvervningen af ham var led i en generel tvangshvervning af alle unge mænd i klagerens landsby, og klageren derfor ikke kan antages at være individuelt profileret overfor al-Shabaab, ligesom forholdet ligger mere end fem år tilbage i tiden. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, idet bemærkes, at det forhold, at klageren har opholdt sig flere år i Danmark ikke kan føre til et andet resultat, ligesom Flygtningenævnet i lighed med Udlændingestyrelsen vurderer, at klagerens frygt for [C]-klanen ikke kan føre til et andet resultat, idet klageren har oplyst, at han ikke har haft problemer som følge af klankonflikten. På baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i Somalia, herunder i [G], som er klagerens hjemområde, har forbedret sig på en sådan måde, at klageren ikke længere som følge af sin blotte tilstedeværelse i området risikerer at blive udsat for overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Klageren, der er en rask ung mand, har haft en begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark, idet han har haft nogle kortvarige ansættelsesforhold. Han har, efter det oplyste, ikke haft nogen indkomst i 2018. Han har ikke gennemført en erhvervsrettet eller videregående uddannelse, og han har ikke en familiemæssig tilknytning til Danmark. Han er ikke medlem af nogen foreninger, men kommer i et træningscenter. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at inddrage hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma2019/152/snd

soma2019150

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barnebarn fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen rahanweyn og er sunnimuslim fra byen Baidoa i Bay, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, idet klageren havde en konflikt med militsen. Klageren har endvidere henvist til, at hun frygter de generelle forhold for kvinder, ligesom både klageren selv og klagerens barnebarn, for hvem hun er værge, har en række helbredsproblemer, som de ikke vil kunne modtage behandling for i Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i slutningen af] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen lagde endvidere klagerens forklaring om sin konflikt til grund. Det lægges efter baggrundsoplysningerne til grund, at AMISOM de facto har kontrollen i Baidoa, hvorfra [klageren] stammer. Flygtningenævnet tiltræder herefter Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen i Baidoa nu har forbedret sig på en sådan måde, at klageren og hendes barnebarn ikke længere risikerer at blive udsat for overgreb i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 som følge af deres blotte tilstedeværelse i Baidoa, også selvom situationen i Baidoa fortsat må betegnes som alvorlig, skrøbelig og uforudsigelig. Nævnet tiltræder i den forbindelse, at forholdene i Mogadishu er sammenlignelige med forholdene i Baidoa. Det tilføjes i den forbindelse, at nævnet i flere afgørelser har fastslået, at de generelle forhold i Mogadishu ikke har en sådan karakter, at der fortsat er grundlag for at beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet kan heller ikke lægge til grund, at klageren har en konflikt med al-Shabaab i Somalia, der kan danne grundlag for beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. I den forbindelse har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens seneste samtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2017 på en række væsentlige punkter ikke stemmer overens med de oplysninger, som ansøgeren har afgivet under den tidligere asylbehandling. Der er i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at ansøgeren under asylsamtalen i forbindelse med behandlingen af den oprindelige asylsag ikke oplyste om konflikten med al-Shaabab. Klageren oplyste derimod, at der var tale om en jordkonflikt. Dette må anses for to meget forskellige forklaringer. Klagerens forklaring om baggrunden for, at oplysningen om, at der var tale om en konflikt med al-Shaabab, ikke fremgår af sagen, fremstår ikke troværdig. Hertil kommer, at ansøgeren under behandlingen af den oprindelige asylsag i 2012 og under inddragelsessagen ses at have afgivet forskellige forklaringer om, hvordan hendes mor døde, og hvem ægtefællen blev overfaldet af. Efter oplysningerne om klagerens familiemæssige forhold i Somalia, er der ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil stå uden et familiemæssigt netværk, der kan yde hende støtte. Det er herunder oplyst i advokatindlægget, at seks af ansøgerens syv børn nu opholder sig i Somalia (fem børn i Mogadishu og et barn i Baidoa). På baggrund af oplysningerne om ansøgerens tidligere livsførelse i Baidoa tiltrædes det, at ansøgeren vil være i stand til at etablere sig i Mogadishu på et rimeligt niveau. Efter en konkret og samlet vurdering af de foreliggende oplysninger om klagernes tilknytning til henholdsvis Danmark og Somalia, jf. herved tillige det anførte herom i Udlændingestyrelsens afgørelse [fra slutningen af] 2017, finder nævnet, at der ikke er grundlag for at antage, at en inddragelse af opholdstilladelsen må antages at virke særlig belastende for klageren eller dennes barnebarn, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. De foreliggende oplysninger om [klagerens barnebarns] helbredsmæssige forhold og hendes skolegang her i landet er således ikke af en sådan karakter, at det kan føre til en ændret vurdering. Vedrørende frygten for tvangsomskæring af [klagerens barnebarn] bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at udøvelsen af kvindelig omskæring i Somalia er et kulturelt fænomen, der er dybt forankret i det somaliske samfund og som sådan bredt accepteret i Somalia, og at omkring 95-99 % af alle kvinder i alderen 15-49 år er omskåret. Det er imidlertid ikke ved de i sagen foreliggende oplysninger sandsynliggjort, at [klagerens barnebarn] ved en tilbagevenden vil være i en sådan konkret risiko for at blive udsat for kvindelig omskæring, at dette kan føre til, at hun skal have opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, her i landet. Nævnet har herunder også lagt vægt på, at det er oplyst, at [klagerens barnebarn] ikke var blevet omskåret forud for sin ankomst her til landet, og at omskæring sædvanligvis finder sted i alderen fem til ti år. Der henvises om de nævnte forhold til generelt til punkt 1. og 1.3 i Udlændingestyrelsens rapport ”Thematic Paper: South Central Somalia – Female Genital Mutilation/Cutting” fra januar 2016. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter betingelserne for at inddrage den meddelte opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, er opfyldt i forhold til begge klagere, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og stk. 7, 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1.” soma/2019/150/mah

soma2019107

Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er fra klanen Darod. Hun er muslim fra [A], Gedo-regionen, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiver henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hendes ægtefælle, [B], vil udsætte hende for fysiske og seksuelle overgreb, og at han vil slå hende ihjel. Ansøgeren har videre henvist til, at hun generelt frygter al-Shabaab, fordi de har slået hendes bror ihjel. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at hun, da hun var barn, blev tvangsgift med [B], som var en ældre mand. [B] udsatte hende dagligt for fysiske og seksuelle overgreb. På en ukendt dato i slutningen af 2014 flygtede ansøgeren fra [B], da han forlod huset uden at låse døren. Ansøgeren opholdt sig efterfølgende i omkring seks måneder i [C], hvor hun arbejdede som hushjælp. Da al-Shabaab overtog kontrollen i området, udrejste ansøgeren af Somalia. Flygtningenævnet har ved sin afgørelse været opmærksom på, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende, udbyggende og utroværdigt om væsentlige elementer i sine asylmotiver. Ansøgeren har således forklaret divergerende om forholdene under sit ægteskab med [B]. Ansøgeren har således til gensamtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at hun aldrig købte ind, men at det var [B], der kom med tingene, mens hun under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at hun var med [B] ude at købe ind, og at hun derfor vidste, at bussen, som hun flygtede med, kørte fra det sted, hvor de købte ind. Ansøgeren har endvidere til asylsamtalen forklaret, at hun havde besøgt [Bs] familie, der var klar over, at [B] slog ansøgeren, men ikke ville gøre noget ved det, mens ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at hun aldrig har besøgt [Bs] familie. Yderligere har ansøgeren til gensamtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at ansøgeren kun så sin familie, når de kom til hende, mens ansøgeren til asylsamtalen og under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at hun også besøgte forældrene i deres hjem. Ansøgeren har udbyggende under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at hun aldrig besøgte forældrene alene, men at hun altid var ledsaget af [B]. Samtidig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvad der skete aftenen før hendes flugt. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at hun denne aften blev tæsket meget voldsomt, og at hun efter at være blevet slået så voldsomt tog hjem til forældrene, der dog sagde, at hun skulle tage hjem igen og bare tage det roligt. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren derimod forklaret, at hun og [B] var på besøg hos hendes forældre. Da de kom hjem derfra kom de op at skændes, og [B] slog hende. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om sin indespærring i huset under hendes ægteskab med Farhan fremstår utroværdig, idet ansøgeren angiveligt i lange perioder skulle have været afskåret fra at benytte toilettet, der var beliggende udenfor huset, mens [B] var på arbejde, ligesom hun angiveligt skulle have været nødsaget til at udføre arbejde i husets udendørs køkken under overvågning af [B]. Flygtningenævnet finder det i den forbindelse utroværdigt, at [B], der efter ansøgerens forklaring var kommet hjem til huset for at byde nogle mænd velkomne, og som havde medbragt et større pengebeløb, forlod huset med disse mænd, men glemte at låse ansøgeren inde. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om [Bs] reaktion på, at ansøgeren var flygtet, idet ansøgeren til Oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han overfor ansøgerens familie krævede den medgift som han havde betalt, tilbage, mens ansøgeren til asylsamtalen og under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at [B] ikke ønskede medgiften tilbage, men kun ønskede at få ansøgeren tilbage, samt at ansøgerens familie i øvrigt ikke havde penge til at betale medgiften tilbage. Samtidig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorvidt hun var blevet skilt fra [B]. Ansøgeren har således til Oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun havde bedt [B] om en religiøs skilsmisse, men at dette ikke var muligt, da [B] var imod dette. Til asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at hun måtte anses for at være skilt fra [B], da man indenfor Islam automatisk bliver skilt, når manden ikke har forsørget kvinden i tre måneder. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at hun nok ikke er skilt, da dette kun gælder, hvis manden ikke forsørger kvinden i tre måneder, mens de bor sammen. Reglen gælder ikke, når kvinden er flygtet. Yderligere finder Flygtningenævnet ikke kunnet lægge vægt på ansøgerens forklaring om, at [B] skulle have skudt ansøgerens bror cirka to et halvt år efter ansøgerens flugt. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at hun ikke har en personlig konflikt med al-Shabaab, men at hun har en generel frygt for al-Shabaab, fordi de har slået hendes ældre bror ihjel. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at forholdene i hendes hjemområde i Somalia er af en sådan karakter, at hun ved sin blotte tilstedeværelse risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Da Flygtningenævnet ikke finder at kunne lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund, finder Flygtningenævnet endvidere ikke at kunne lægge vægt på ansøgerens forklaring om, at hun ved en tilbagevenden til Somalia er en enlig kvinde uden et mandligt netværk. Ansøgeren har således oplyst, at hendes forældre lever, at hun har en yngre bror, samt at hun har farbrødre i Gedo-regionen. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har på baggrund af sin vurdering af ansøgerens manglende troværdighed ikke fundet grundlag for at foretage en torturundersøgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/107/snd

soma201897

Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk shikall og sunni-muslim fra [en mindre by], Hiiraan, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har til støtte herfor oplyst, at al-Shabaab opsøgte klagerens fars butik for at hverve klageren. Klagerens far nægtede at give sin søn til al-Shabaab. Klageren nægtede tillige selv at lade sig hverve til al-Shabaab. Al-Shabaab opsøgte klagerens fars butik tre gange for at hverve klageren. Herefter ankom al-Shabaab i bil og tog klageren med sig. Klageren blev taget med til en træningslejr, hvor han blev udsat for fysiske overgreb. Klageren var i træningslejr hos al-Shabaab i omkring en måned. Herefter lykkedes det for klageren at hoppe over et hegn og flygte fra træningslejren. Da klageren kom hjem, besluttede klagerens forældre, at han skulle udrejse af Somalia. Den samme aften opsøgte al-Shabaab klagerens families bopæl, mens klageren ikke var hjemme. Al-Shabaab beskyldte klagerens far for at have taget klageren tilbage. Al-Shabaab sagde, at de nok skulle finde klageren. Al-Shabaab har efterfølgende opsøgt klagerens families bopæl fem gange, hvor de har spurgt efter klageren. Klageren har derudover som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af dem, der har slået klagerens far ihjel. Klageren har til støtte herfor oplyst, at klagerens far havde en jordkonflikt med dem, der ejede nabojorden, der påstod, at klagerens far havde taget noget af deres jord. Konflikten eskalerede, og naboerne tog halvdelen af klagerens fars jord. Dette resulterede i, at klagerens far i [sommeren] 2015 skød to af naboerne, der afgik ved døden. Kort tid herefter blev klagerens far slået ihjel af naboerne som hævn. Klageren frygter således, at naboerne tillige vil slå ham ihjel, hvis han skulle vende tilbage til Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til Udlændingestyrelsen om sine asylmotiver til grund, idet nævnet finder, at forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således, at klageren har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv. Klageren har således oplyst divergerende om den behandling, han var udsat for, mens han angiveligt var i en al-Shabaab træningslejr. I sit ansøgningsskema [fra sommeren] 2012 oplyste klageren, at al-Shabaab havde påført ham en masse skader, idet de torturerede klageren på en umenneskelig måde og slog ham meget hårdt, ligesom klageren anførte, at al-Shabaab torturerede ham, fordi han var flygtet fra al-Shabaab mange gange. Til samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 forklarede klageren derimod alene, at han i træningslejren var blevet slået med pinde, fordi han ikke hørte efter. Flygtningenævnet finder, at oplysningen om tortur er en så central del af klagerens asylmotiv, at klageren må forventes at have redegjort herfor i samtalen [fra sommeren] 2017, hvis oplysningen var sandfærdig. For så vidt angår klagerens frygt for hævn fra de personer, der angiveligt har slået klagerens far ihjel, lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren har forklaret divergerende om, hvornår klagerens far døde. Klageren forklarede således til samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2012, at klagerens fra var død, og at klageren havde fået det at vide dagen før samtalen. Til samtalen [i sommeren] 2017 forklarede klageren derimod, at faren var blevet slået ihjel i [sommeren] 2015 af nabofamilien, fordi faren havde slået to medlemmer af nabofamilien ihjel på grund af en jordkonflikt. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han konkret har været udsat for et tvangshvervningsforsøg af al-Shabaab, eller at han skulle være truet af forfølgning på grund af en konflikt, som klagerens far angiveligt skulle have haft med en nabofamilie, indtil faren som led i konflikten blev slået ihjel efter selv at have slået to personer ihjel. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for forfølgelse i Somalia som følge af, at han har opholdt sig i Danmark i omkring 6 år og 5 måneder. Som følge heraf finder Flygtningenævnet derfor, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse, således at betingelserne for ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt til grund, at klagerens hjemområde er under indflydelse af al-Shabaab. Flygtningenævnet finder således, at ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl. I vurderingen har nævnet inddraget de seneste baggrundsoplysninger – herunder EASO Country of Origin Information Report, Somalia, Security Situation, fra december 2017 – om de generelle forhold i Somalia. Nævnet har desuden lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Somalia, herunder hans hjemområde i […],Belet Weyne i Hiiran-regionen, ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en undladelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Klageren er født i [80’erne] og har haft lovligt ophold i Danmark siden [efteråret] 2012. Han er født og opvokset i [en mindre by], Belet Weyne i Somalia, hvor han har boet, indtil sin udrejse som [en mand i 20’erne] i 2012. Han har bestået Prøve i Dansk 2. Han ikke gennemført en uddannelse, men han har – efter at Udlændingestyrelsen [i begyndelsen af] 2017 oplyste klageren, at styrelsen overvejede at inddrage hans opholdstilladelse – arbejdet en periode for en vikarvirksomhed. Klageren har ikke i øvrigt opnået tilknytning til arbejdsmarkedet. Klageren er ikke engageret i foreningslivet. Klageren er bortset fra knæsmerter, som han tager almindelig smertestillende medicin imod, sund og rask. Klageren har ikke familie i Somalia. Hans familiemæssige netværk i Danmark består af en ægtefælle, [A], som er etiopisk statsborger, og som klageren indgik ægteskab med [i foråret] 2017. Klageren er hverken mødt hos sin advokat eller for nævnet, og klageren har således ikke forklaret om, hvorvidt klagerens familieliv fortsat består efter, at klageren er registreret uden bopæl i Danmark. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at der efter de foreliggende oplysninger ikke er noget til hinder for, at klageren og hans ægtefælle kan udøve et eventuelt familieliv i Somalia, og Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, herunder oplysningerne om de helbredsmæssige forhold, at et afslag på at forlænge klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, er derfor opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/97/EMU

soma201868

Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk sheekhaal og muslim af trosretning fra Bu’ale, Middle Juba, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen sheekhaal. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive tilbageholdt og slået ihjel af al-Shabaab, idet klageren flygtede fra al-Shabaabs varetægt, og fordi al-Shabaab dømte klageren til at få afhugget den ene hånd og det modsatte ben, da klageren blev beskyldt for at have stjålet en vandingsmaskine fra naboen. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til daværende praksis. Udlændingestyrelsen har i forbindelse med den berigtigede afgørelse af [efteråret] 2017 meddelt, at styrelsen efter en fornyet gennemgang af klagerens sag kunne konstatere, at styrelsens orientering til samtalen med klageren [i sommeren] 2017 om vurderingen af hans oprindelige asylmotiv var forkert. Udlændingestyrelsen vurderede således oprindeligt, at det ikke med den fornødne sikkerhed kunne afvises, at han ved en tilbagevenden til Somalia ville være i et asylrelevant modsætningsforhold til al-Shabaab, selv om klagerens forklaring på visse punkter forekom påfaldende. Det fremgår af referatet fra klagerens samtale hos Udlændingestyrelse [i sommeren] 2017, at klageren ikke længere kan huske en række detaljer fra sin forklaring om sit oprindelige asylmotiv, som han afgav henholdsvis [i sommeren] og [i sommeren] 2013. Dette må anses for naturligt i forhold til den tid, der er gået mellem samtalerne i 2013 og 2017. Det må imidlertid anses for væsentlige divergenser i forhold til klagerens forklaringer fra 2013, at klageren under samtalen [i sommeren] 2017 har angivet et helt andet navn på den fætter, der skulle have hjulpet ham til at flygte fra fængslet, ligesom klageren under samtalen [i sommeren] 2017 har oplyst, at fætteren altid havde været hans nabo, mens klageren under samtalerne i 2013 oplyste, at den pågældende fætter tidligere havde været hans nabo. Der er tale om oplysninger, som er centrale i forhold til klagerens påberåbte asylmotiv, og som klageren må kunne huske mere nøjagtigt selv efter fire år, hvis episoden havde været selvoplevet. Det fremstår desuden meget påfaldende, at klageren under samtalen [i sommeren] 2017 først har forklaret, at han ikke kunne huske, hvordan han fik penge til at flygte for, og at han dernæst spontant under gennemgangen af referatet har oplyst, at den ukendte bilist, som han mødte tilfældigt og blevet taget med af efter flugten, finansierede hans udrejse. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, og klageren kan herefter ikke anses for at have en individuel asylbegrundende konflikt i Somalia. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet endvidere, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse. Nævnet har lagt til grund, at klagerens hjemområde er kontrolleret af al-Shabaab, men at en udsendelse af klageren til Somalia, herunder til hans hjemområde Bu’ale, Middle Juba, ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er derfor opfyldt. Spørgsmålet er herefter, om en inddragelse af klagers opholdstilladelse må anses for særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født i 1988 og har haft lovligt ophold i Danmark siden [sommeren] 2013. Han er født og opvokset i Bu’ale, hvor han har boet indtil sin udrejse i slutningen af 2012. Han har bestået Prøve i Dansk 2 og haft en tilknytning af kortere varighed og omfang til det danske arbejdsmarked og været medlem af et par foreninger. Han har imidlertid ingen helbredsmæssige problemer og ingen familiemæssig tilknytning til Danmark, og hans far bor efter det oplyste fortsat i Somalia. Efter en samlet vurdering af klagerens forhold, finder Flygtningenævnet ikke, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/68/FAM

soma2018125

Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk jareer og sunni-muslim. Han er født i Damaskus, Syrien, hvor han har boet indtil udrejsen til Danmark. Hans familie stammer fra Lower Shabelle, Somalia, uden at klageren har nærmere oplysninger herom. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en udsendelse til Somalia frygter at blive slået ihjel, fordi han ikke hører til i Somalia, han kan kun sproget begrænset, og han har ikke nogen familie i landet. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er født og opvokset i Syrien, og at han aldrig har opholdt sig i Somalia. Han udrejste af Syrien, hvor hans forældre stadig bor, på grund af borgerkrigen. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet bemærker, at klageren ikke har nogen individuelle konflikter i Somalia, og at de generelle forhold i det centrale og sydlige Somalia ikke er af en sådan karakter, at klageren ikke kan sendes til Somalia. Klageren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Klageren har ingen tilknytning til sit hjemland, Somalia, og han kan på nuværende tidspunkt ikke henvises til at tage tilbage til Syrien. Klageren har opholdt sig i Danmark i knap fem år, han har lært sproget, videreuddannet sig, og haft betydelig tilknytning til arbejdsmarkedet. Flygtningenævnet finder, at afvejningen efter udlændingelovens § 26, stk. 1, under hensyn hertil som udgangspunkt ville føre til, at det ville være særlig belastende for klageren, at hans opholdstilladelse inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Flygtningenævnet lægger imidlertid afgørende vægt på, at klageren, selvom han har lovligt ophold i Danmark under klagesagen, ikke har haft registreret adresse i Danmark siden [foråret] 2018, og at det ikke har været muligt at komme i kontakt med ham siden. Det kan således ikke lægges til grund, at klageren har opretholdt sin tilknytning til det danske samfund. Flygtningenævnet finder således i den foreliggende situation, at afvejningen fører til, at det ikke er særlig belastende for klageren, at opholdstilladelsen inddrages. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/125/EMU

soma2018124

Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er lovligt indkaldt til nævnsmødet, og der foreligger ikke oplysninger om, at hun har lovligt forfald. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at udsætte sagens behandling. Klageren er etnisk ashraf og sunni-muslim fra [en mindre by], Bakool, Somalia. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, idet hun blev beskyldt for at have en affære med en nabo og derfor blev fængslet. Under tilbageholdelsen blev hun både pisket og overhældt med vand. Klageren blev efterfølgende løsladt mod, at hun lovede at gifte sig med et medlem af al-Shabaab. Hun frygter at blive stenet af al-Shabaab, idet hun ikke har giftet sig med en mand, som al-Shabaab havde udvalgt til hende. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet tiltræder, at klagerens forklaring om konflikten med al-Shabaab ikke kan lægges til grund. Nævnet bemærker herved, at forklaringen herom i spontansagen indeholder divergenser, og at klageren ikke har givet møde for nævnet. Klagerens frygt for, at sønnerne skulle blive tvangshvervet af al-Shabaab, eller at børnene af al-Shabaab skulle blive tvunget til at gifte sig, findes dels ikke aktuel og dels har al-Shabaab efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke magten i [klagerens hjemby], der kontrolleres af Amisom. Flygtningenævnet finder således ikke, at klageren eller børnene af disse grunde er i nogen risiko i forhold til al-Shabaab. Klageren har således ikke behov for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at den generelle situation i [klagerens hjemby] er af en sådan karakter, at klageren alene under henvisning hertil ikke vil kunne sendes tilbage til Somalia. For så vidt angår frygten for, at klagerens datter på to og et halvt år skulle blive omskåret mod klagerens vilje, bemærker Flygtningenævnet, at klageren ikke selv har gjort dette asylmotiv gældende over for myndighederne, men at dette først er gjort gældende i klagerens advokats indlæg for Flygtningenævnet. Der foreligger ingen oplysninger om klagerens eller hendes ægtefælles syn på omskæring eller om deres muligheder for at modstå et pres fra omgivelserne herfor. Flygtningenævnet kan således ikke på det foreliggende grundlag lægge til grund, at klagerens datter er i reel risiko herfor, men Udlændingestyrelsen må tage stilling hertil i første instans, hvis klageren og datteren på ny indrejser i Danmark og påberåber sig dette asylmotiv. Klageren har boet i Danmark i omkring fem år og har ikke haft arbejde. Hun har haft to kortvarige praktikperioder og har en begrænset foreningstilknytning. Hun er sund og rask. Hendes børn har gået i skole, børnehave og vuggestue. Hun og børnene må antages gennem det seneste halve år at have opholdt sig i Italien sammen med sin ægtefælle, der har opholdstilladelse dér. Klagerens forældre og søskende bor stadig i hjembyen. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at det vil være særlig belastende for hende, at hendes opholdstilladelse inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/124/EMU

syri201932

Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien og hendes to voksne døtre. Indrejst i 2015. Moren og en af døtrene indrejste i efteråret 2015 efter at være blevet meddelt opholdstilladelse på andet grundlag og søgte asyl i 2016, mens den anden af døtrene indrejste og søgte asyl i slutningen af 2015. Sagerne blev sambehandlet i Flygtningenævnet, der stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelser i alle tre sager med i alt væsentligt enslydende begrundelser. Flygtningenævnet udtalte (i morens sag): Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Al-Hasakah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren den […]2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Som asylmotiv henviste klageren til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel på grund af krigen, og at enten hende selv og hendes børn vil blive tvangsrekrutteret til YPG.. Til støtte herfor har klageren henvist til, at YPG har opsøgt hendes bopæl tre-fire gange for at få en fra familien til at bidrage til dem. Hun fik at vide, at hvis hun ikke ydede bidrag til YPG, ville hun blive anset for at være en forræder. Klageren blev endvidere nødt til at tage sine børn ud af skolen, fordi de blev udsat for propaganda. Klageren har ved brev af […]2018 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Klageren har til støtte for sin klage henvist til, at der er farligt, usikkert og ingen fred i Syrien, og at man som kvinde ikke er stand til at beskytte sig selv. Det er tillige anført, at væbnede grupper opererer i området, hvorfor der er risiko for at blive skudt, kidnappet eller udsat for overgreb. Endvidere har klageren henvist til, at hun er velintegreret i det danske samfund, idet hun arbejder 25 timer om ugen, og at hendes ægtefælle og børn er bosat i Danmark. Flygtningenævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren ikke opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst ikke at have nogen konflikter i Syrien, og at klageren har oplyst, at hverken hende eller hendes børn har været udsat for direkte trusler, heller ikke fra YPG. Heller ikke klagerens frygt for, at hun vil blive tvangsrekrutteret kan føre til en ændret vurdering heraf, idet det af det for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsmateriale fremgår, at hvervning til YPG som udgangspunkt sker frivilligt, og at tvangsrekruttering af kvinder ikke ser ud til at forekomme i noget betydeligt omfang. Flygtningenævnet finder endvidere, at det anførte om klagerens tilknytning til Danmark ikke er relevant for vurderingen af, hvorvidt klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Dette kan således heller ikke føre til en ændret vurdering. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri 2019/32/MNR

syri201930

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk kurder og muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den […]2014, og at han den […]2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Syrien. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren den […]2017 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om, at klageren som følge af sine individuelle konflikter med de syriske myndigheder meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har i den forbindelse henvist til, at han er kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til de syriske myndigheder på grund af sine politiske aktiviteter og nødhjælpsarbejde. Han frygter tillige myndighederne, fordi han ikke har aftjent værnepligt og er udrejst illegalt fra et oprørskontrolleret område. Klageren har oplyst, at han siden 2004 har været medlem af KDP-S. Fra 2004 til sin udrejse i marts 2013 var klageren områdemedlem af partiet i […]området i Damaskus. Han var med i en gruppe, der havde til formål at indsamle medicin og uddele nødhjælp til lokalbefolkningen under kampene i området i foråret 2013. I [foråret] 2013 fik de syriske myndigheder kendskab til klagerens nødhjælpsaktiviteter, efter at to personer, som samarbejdede med klagerens gruppe, var blevet anholdt. Myndighederne opsøgte og ransagede klagerens bopæl, mens han var på arbejde. Klagerens ægtefælle, der var hjemme i forbindelse med ransagningen, ringede til klageren og fortalte, at myndighedspersonerne havde spurgt efter ham. Klageren turde ikke tage hjem og tog ophold hos sin bror, der ligeledes var medlem af KDP-S, og som boede i et kurdisk kontrolleret område. Klageren opholdt sig hos broren i 10-15 dage, mens han planlagde sin udrejse. De syriske myndigheder opsøgte flere gange klagerens ægtefælle, far og svigerforældre på deres bopæle for at spørge efter klageren. Under klagerens ophold hos broren blev broren taget med og tilbageholdt af nogle personer med tilknytning til PKK. De pågældende spurgte broren ind til klagerens aktiviteter. I slutningen af [foråret] 2013 udrejste klageren illegalt af Syrien til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen på flere centrale punkter forekommer divergerende, udbyggende, afglidende og utroværdig. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at grunden til, at han var eftersøgt af myndighederne var, at han var medlem af PDK-S. Til partshøringen den […] 2015 forklarede klageren imidlertid, at han ikke troede, at myndighederne opsøgte ham på grund af hans medlemskab af PDK-S, idet han havde været medlem længe, og at han formodede, at myndighederne ville have opsøgt ham før, hvis det var tilfældet. Til Dansk Flygtningehjælp har klageren forklaret, at han i løbet af sit medlemskab af PDK-S var blevet afhørt af de syriske myndigheder adskillige gange, men da det var inden borgerkrigen, anså han det ikke for alvorligt, men snarere som en procedure. Til sin advokat forklarede klageren, at han ikke tidligere havde haft problemer med myndighederne på grund af sit politiske engagement i PDK-S. På mødet i Flygtningenævnet har klageren imidlertid forklaret, at han i 2007 – 2008 var fængslet i seks måneder på grund af sine politiske aktiviteter. Han var anklaget for sabotage, og han blev anset som en trussel mod den syriske stat. Han kom ikke for retten, men han var under efterforskning, mens han var fængslet. Klageren har om sin position i partiet til partshøringen forklaret, at han havde været medlem af PDK-S siden 2004. Han var en af fem personer under en distriktsleder, hvoraf der i Damaskus var syv i alt. Han var leder for en gruppe på fem personer. Til Dansk Flygtningehjælp har klageren imidlertid forklaret, at han sammen med syv andre områdeledere arbejdede sammen med distriktslederen og to andre centralledere. Han forklarede endvidere, at han 15 dage efter sin indmeldelse i partiet avancerede til områdemedlem med ansvar for […]området i Damaskus, og at han havde ansvaret for sin egen celle, der bestod af omkring 60 personer. Klagerens forklaring om, at han ikke fik mulighed for at forklare nærmere om sin tilknytning til partiet til Udlændingestyrelsen, og at han i øvrigt nedtonede dette for at få asylsagen afgjort hurtigere, kan ikke føre til en anden vurdering, hvorved bemærkes, at klageren i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen og partshøringen blev gjort bekendt med sin pligt til at oplyse sin sag og meddele de oplysninger, der er nødvendige for bedømmelsen af asylansøgningen. For så vidt angår klagerens asylmotiv vedrørende myndighedernes kendskab til hans koordinerende arbejde i nødhjælpsgruppen, som han blev udvalgt til af partiet, har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren på mødet i Flygtningenævnet har svaret påfaldende afglidende på spørgsmål om gruppens virke, operationsmåde og beredskab, herunder hvilken medicin nødhjælpspakkerne indeholdt. Nævnet bemærker herved, at klageren efter sin forklaring havde den ledende og koordinerende rolle i nødhjælpsgruppen, og dermed må forventes at have viden om disse forhold. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren til Dansk Flygtningehjælp har forklaret, at myndighederne ikke fandt medicin eller andet på bopælen i forbindelse med ransagningen, da klageren aldrig ville gemme sådanne ting på sin egen bopæl, hvorimod han på mødet i Flygtningenævnet forklarede, at han havde gemt en nødhjælpspakke i et rør i kaminen, hvilket ikke blev fundet. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klageren til partshøringen har forklaret, at det kun var ham, der blev opdaget af myndighederne, mens han til Dansk Flygtningehjælp forklarede, at hans distriktsleder havde fortalt ham, at to personer, der ikke var medlem af gruppen, men havde hjulpet med at skjule medicin og finde lokaler, var blevet anholdt, ligesom klageren under nævnsmødet forklarede, at de to unge mænd blev anholdt på samme tid, som han blev forsøgt anholdt af myndighederne. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har givet en troværdig forklaring på disse divergenser. Flygtningenævnet har endeligt lagt vægt på, at det ikke forekommer troværdigt, at de talrige politifolk og folk fra efterretningstjenesten, der hårdhændet ransagede klagerens bopæl og spurgte efter ham, ikke havde kendskab til – eller via klagerens ægtefælle fik kendskab til – hvor klageren arbejdede og dermed, hvor de kunne pågribe ham. Nævnet bemærker herved, at klageren efter sin egen forklaring var i myndighedernes søgelys. Det forhold, at klageren er udrejst illegalt af Syrien, kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. jf. de seneste baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet tilsidesætter således klagerens forklaring om, at han ved udrejsen af Syrien havde et modsætningsforhold til de syriske myndigheder som følge af medlemskab af PDK-S og aktiviteter for en nødhjælpsgruppe under partiet. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri 2019/30/MNR

soma201849

Nævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører [en klan] og er muslim fra [en by i] Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin farbror eller familien til sin afdøde forlovede. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at hun fik tilladelse af sin far til at gifte sig med en mand ved navn [O], som hun havde kendt i seks måneder. En aften sad hun og spiste aftensmad med sin familie og [O], da det bankede på døren. Klageren åbnede døren, og hendes farbror, [Y], stod ude foran. [Y] var medlem af al-Shabaab. [Y] spurgte klageren om, hvem hun skulle giftes med og gav hende en lussing. [Y] ville gerne have, at klageren blev gift med hans søn, [M]. [O] trådte frem, og der opstod et skænderi, hvorefter farbroren skød [O]. Klagerens far skændtes også med farbroren, og farbroren skød også klagerens far. Farbroren tog klageren med sig, og hun blev ført hen til et hus, hvor der var tre tildækkede kvinder. Klageren skulle opholde sig i huset, der lå i en form for lejr, indtil [M] kom tilbage fra jihad. Klageren skulle arbejde og hjælpe kvinderne i lejren. Efter nogle måneder så klageren en tidligere nabo, [L], i lejren. Klageren fortalte [L] om sin situation. [L] sagde, at han ville hjælpe klageren. En uge senere fortalte [L] til klageren, at hun ikke skulle lægge sig til at sove den nat, da han ville komme og hente hende, så hun kunne flygte. I løbet af natten bankede [L] på døren, låste den op, og klageren flygtede. Klageren mødte på sin flugt en kvinde, der hjalp hende til Kenya, hvor hun opsøgte sin mors veninde. Morens veninde tog kontakt til klagerens mor, der solgte familiens hus for at finansiere klagerens videre rejse. Udlændingestyrelsen meddelte [sommeren] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet centrale dele af klagerens forklaring om sin konflikt med sin farbror forekommer usandsynlig, og fordi klageren på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at klagerens forklaring om hændelsesforløbet, da farbroren kom til klagerens bopæl, og klagerens forklaring om sin flugt fra lejren, forekommer usandsynlige. Derudover har klageren forklaret divergerende og udbyggende herom. Blandt andet har klageren under nævnsmødet forklaret, at der kom maskerede mænd sammen med farbroren ind i deres hjem, hvilket klageren ikke har forklaret om tidligere. Klageren har ligeledes forklaret divergerende om karakteren af hendes kontakt til [L] og deres forudgående kendskab, og om hvordan [L] hjalp hende med at flygte. Ved vurderingen af divergenserne i klagerens forklaring har nævnet tillagt det vægt, at det påberåbte asylmotiv vedrører et relativt enkelt hændelsesforløb med få aktører. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund klagerens forklaring om sin konflikt med sin farbror som konstrueret og utroværdig. Som følge heraf tilsidesætter nævnet ligeledes klagerens forklaring om sin konflikt med [O]s familie. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, herunder i klagerens [hjemområde], er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse [sommeren] 2014, således at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Ved vurderingen har nævnet særligt lagt vægt på, at klageren, der er statsborger i Somalia, er 32 år og født og opvokset i Somalia, hvor hun har boet indtil sin udrejse i [foråret] 2014. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 4 år og har ikke opnået tilknytning til det danske arbejdsmarked eller taget en erhvervsrettet uddannelse. Klageren har heller ikke familiemæssig tilknytning til Danmark. Klageren har modtaget offentlige ydelser i hele perioden for sit lovlige ophold i Danmark. Klageren har bestået Danskprøve 2, har været i praktik i [en butik] i ti måneder og arbejdet nogle timer om ugen som avisbud. Endvidere deltager klageren i møder i [to foreninger]. Endelig har klageren ingen helbredsmæssige problemer. Da Flygtningenævnet ikke kan lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, kan nævnet heller ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være at betragte som en enlig kvinde uden mandligt netværk. Flygtningenævnet finder efter en samlet og konkret vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for hende at nægte at forlænge hendes opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt. jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/49/MME

vene20193

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Venezuela. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk latino og katolik af trosretning fra [by], Venezuela. Ansøgeren har været medlem af partiet [partinavn] siden 2011, hvor hun har været ledelsessekretær samt arbejdet som valgtilforordnet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive anholdt og chikaneret af myndighederne som følge af sit politiske engagement i oppositionspartiet og arbejde for politikeren [navn]. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at hun frygter sympatisører af regeringen, ligeledes grundet hendes tilknytning til oppositionen i Venezuela. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at hun i 2011 blev medlem af [partinavn], som er det største oppositionsparti i Venezuela. Hun blev i 2015 tilknyttet [navn], der var et ledende medlem af [partinavn], og som i [ultimo] 2015 blev valgt ind i parlamentet. Hun blev fra [primo] 2016 officielt udnævnt til [navn]s personlige assistent. I 2015 blev hun endvidere ledelsessekretær i [partinavn]. Hun er talrige gange under demonstrationer blevet anholdt og tilbageholdt sammen med andre. Tilbageholdelserne var typisk af nogle timers varighed. Hun er aldrig blevet udsat for vold, dog er hun blevet skubbet og rusket. Hun er endvidere blevet truet med overgreb, hvis hun ikke afgav informationer, ophørte med sine politiske aktiviteter og holdt mund. Situationen blev forværret i løbet af 2016. I [efteråret] 2016 blev partiets og [navn]s kontorer ransaget, og ansøgeren og fire kolleger modtog omkring samme tidspunkt en tilsigelse om at møde op hos efterretningstjenesten. Af frygt for at blive tilbageholdt mødte ansøgeren imidlertid ikke op hos efterretningstjenesten, men i stedet hos anklagemyndigheden for at høre, om der var rejst en sag mod hende, hvilket der ikke var. Hendes efterfølger som sekretær er ifølge hendes oplysninger fængslet som sigtet for landsforræderi og terrorisme. Flygtningenævnet lægger i alt væsentligt ansøgerens forklaring til grund, men finder ikke, at ansøgerens konflikt med myndighederne i hjemlandet har en sådan intensitet og karakter, at det kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ifølge sin forklaring alene har været tilbageholdt et antal gange, hvorunder hun ikke har været udsat for vold, og at hun efter sin seneste anholdelse blev løsladt uden betingelser. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren – uanset sine politiske aktiviteter og ansættelsesforhold som ledelsessekretær og personlig assistent for en fremtrædende politiker – ikke kan anses særlig profileret. Det er tillige tillagt nogen vægt, at ansøgeren indrejste i Danmark [efteråret] 2016, men først søgte asyl [ultimo] 2016. Ansøgerens forklaring om, at den politiske situation i Venezuela er betydeligt forværret efter tidspunktet for hendes udrejse, og at hun – der ikke havde tænkt sig at søge asyl, da hun forlod hjemlandet – derfor først senere besluttede at søge asyl, kan ikke føre til en ændret bedømmelse. Endelig bemærker nævnet, at ansøgeren udrejste legalt af Venezuela på eget pas. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Vene/2019/3/MEG

vene20192

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Venezuela. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk latino og katolik af trosretning fra [by], Venezuela. Ansøgeren har været medlem af partiet [partinavn] siden 2012 og i den forbindelse været med til at arrangere demonstrationer i flere byer i Venezuela. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet han tilhører oppositionen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han i 2012 blev medlem af partiet [partinavn], hvor han fik stillingen som ungdomskoordinator og blandt andet var med til at arrangere fredelige, regeringskritiske demonstrationer. Han blev den 13. juli 2016 under kørsel i en taxa standset af den venezuelanske efterretningstjeneste, Exterminio. Han fik frataget sin mobiltelefon og sit ID-kort og bedt om at ophøre med sine politiske aktiviteter. Han anmeldte uden resultat hændelsen til politiet. Han arrangerede [efteråret] 2016 en regeringskritisk demonstration på Isla Margarita. Politiet kom til stede, fordi nogle demonstranter kastede med sten. Ansøgeren gemte sig hos nogle naboer men fik oplyst, at politiet havde søgt efter ham på hans bopæl. [Efteråret] 2016 blev han kidnappet, idet han blev slået med et våben og kørt til et skovområde, hvor han blev afhørt og truet til at ophøre med sine politiske aktiviteter. Han blev løsladt dagen efter. Han anmeldte uden resultat også denne hændelse til politiet. Efter løsladelsen skjulte han sig hos familiemedlemmer indtil sin udrejse af Venezuela [efteråret] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende på flere centrale punkter, herunder om hvorvidt personerne, der efter forklaringen standsede hans taxa [sommeren] 2016, identificerede sig som værende fra efterretningstjenesten, hvem de to personer var, som han mødte på sit hotel efter kidnapningen [efteråret] 2016, og hvor han fandt sine kufferter efter kidnapningen [efteråret] 2016. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det vægt, dels at ansøgeren udrejste legalt af Venezuela med eget pas trods den angivelige konflikt med myndighederne, dels at han først søgte asyl [ultimo] 2016, nogen tid efter sin indrejse i Danmark [efteråret] 2016. Ansøgerens forklaring om, at den politiske situation i Venezuela er betydeligt forværret efter tidspunktet for hans udrejse, og at han – der ikke havde tænkt sig at søge asyl, da han forlod hjemlandet – derfor først senere besluttede at søge asyl, kan ikke føre til en ændret bedømmelse. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Vene/2019/2/MEG

tyrk20199

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim. Han er opvokset i […], Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter myndighedernes overgreb, fordi han ikke har aftjent værnepligt og er udrejst illegalt af Tyrkiet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at man bliver straffet i Tyrkiet, hvis man ikke aftjener sin værnepligt. Hvis man skal have udstedt dokumenter i Tyrkiet, vil det blive undersøgt, om man har aftjent sin værnepligt. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er uden familie og netværk i Tyrkiet og derfor ikke kan leve der. Som kurder vil han ligeledes være uden rettigheder i Tyrkiet, ligesom han ikke taler tyrkisk. Han frygter tillige at blive fængslet eller i værste fald dræbt som følge af sin fars problemer med myndighederne. Han formoder, at hans far har været en del af oppositionen i Tyrkiet, og at dette er baggrunden for farens flugt. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han ikke har aftjent værnepligt i og er udrejst illegalt fra Tyrkiet. Det lægges tillige til grund, at ansøgeren ikke kender nogen i Tyrkiet og ikke taler tyrkisk. Nævnet finder imidlertid, at disse forhold ikke er af en sådan karakter og intensitet, at det kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han risikerer overgreb som følge af sin fars problemer med myndighederne. Nævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren ikke tidligere under asylsagens behandling har forklaret herom. Nævnet har herudover lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens egen ubekræftede formodning, dels at hans far var i et modsætningsforhold til myndighederne, dels at ansøgeren – hvis der havde bestået et modsætningsforhold som formodet af ansøgeren – som følge heraf mange år senere skulle risikere overgreb som følge af farens forhold. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tyrk/2019/9/CMA

soma201969

​Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klagen Hawiye og er muslim af trosretning. Klageren kommer fra Halgan i Hiraan-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet de anser ham for at være spion for den somaliske regering. Herudover har klageren henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemby Halgan frygter den familie, der har slået hans onkel ihjel. Til støtte for asylmotivet har klageren oplyst, at hans fætter i 2011 dræbte to personer, der tilhørte en familie. Familien til de dræbte personer hævnede sig ved at slå klagerens onkel ihjel. Endvidere har klageren oplyst, at han [i vinteren] 2014 hjalp to forretningsmænd med deres regnskab, da to medlemmer af al-Shabaab kom til huset, kiggede regnskabet igennem og sagde, at klageren havde udfærdiget en rapport til de somaliske myndigheder. [I vinteren] 2014 blev klagerens bopæl opsøgt af al-Shabaab. To dage efter blev en af forretningsmændene slået ihjel af al-Shabaab. Omring en måned herefter udrejste klageren fra Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i klagerens hjemområde, Halgan, i Somalia. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om en konflikt med familie til to personer, som klagerens fætter har slået ihjel, til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren ikke oprindeligt har forklaret om denne konflikt, og at konflikten opstod i 2011, uden at klageren under sit ophold i Somalia har været opsøgt i denne anledning. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring om henvendelsen fra al-Shabaab [i vinteren] 2014 til grund. Nævnet bemærker herved, at klageren har forklaret sammenhængende herom, og at forklaringen er i overensstemmelse med de generelle baggrundsoplysninger om forholdene på daværende tidspunkt i klagerens hjemområde. Flygtningenævnet bemærker, at regeringen og allierede styrker ifølge EASO rapport af december 2017 kontrollerer byen Halgan, og at byen er beliggende i et område, der ifølge kontrolkort af 14. november 2018, er angivet som værende under blandet, lovløst eller uklar kontrol. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klagerens modsætningsforhold til al-Shabaab ikke kan antages at have en sådan alvor, at klageren på nuværende tidspunkt risikerer overgreb fra al-Shabaab ved en tilbagevenden til hjembyen. Nævnet bemærker i den forbindelse, at de generelle forhold i klagerens hjemby ikke er af en sådan karakter, at klageren ikke på ny kan henvises til at tage ophold der. Klageren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således, at grundlaget for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse har været til stede, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1. For så vidt angår vurderingen af, om det vil være særlig belastende for klageren, at hans opholdstilladelse ikke forlænges, jf. udlændingelovens § 26, bemærker Flygtningenævnet, at klageren vel har haft fast arbejde igennem nogen tid, kan tale dansk og har visse sociale aktiviteter. Nævnet finder en samlet vurdering af klagerens forhold, at det ikke vil være særlig belastende for ham, at opholdstilladelsen ikke forlænges. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/69/CHPE

soma2019165

Nævnet omgjorde i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk somalier og sunni-muslim fra [byen], Lower Juba, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen [K1] og subklanerne, [K2], [K3] og [K4]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi han har haft en biograf, hvor han har vist amerikanske film. Klageren er som følge heraf blevet dømt til døden. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han tilbage i 2008 blev opsøgt af nogle islamister, fordi klageren havde en biograf, hvor han viste amerikanske film. Klageren fik en måned til at lukke biografen. Klageren lukkede ikke sin biograf, fordi det var den eneste mulighed for at have indtægt. Islamisterne satte herefter ild til klagerens biograf og bopæl, fordi han ikke lukkede sin biograf. Klageren blev endvidere dømt til døden. Herefter udrejste klageren af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af tilladelsesresolutionen fra [vinteren] 2014 blandt andet, at Udlændingestyrelsen lagde klagerens forklaring om hans konflikter i hjemlandet til grund. Uanset at klageren udrejste i 2008, og konflikt lå en årrække tilbage i tiden, vurderede Udlændingestyrelsen, at det ikke kunne afvises, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af menneskerettighedssituationen i klagerens område. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring om sin konflikt i hjemlandet til grund, hvorefter han flygtede, da nogle af byens sheiker, der tilhørte de Islamiske Domstole, nu al-Shabaab, brændte hans biograf ned og mundtligt dømte ham til døden ved stening, fordi han viste amerikanske film og ikke havde lukket sin biograf ned trods forudgående advarsel herom inden for en måned. Klageren var efter opfattelsen hos sheikerne fra De Islamiske Domstole vantro og kristen og ødelagde børnene. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent og troværdigt herom siden sin første samtale med Udlændingestyrelsen den 4. november 2013. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at hans biograf havde kunder fra et betydeligt opland, og at den nærmeste biograf i Somalia lå i Kismayo, som er ca. 200 km fra [byen]. Når dette sammenholdes med, at ansøgeren i kraft af driften af biografen gennem 16 år var en kendt person i området, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemområde i Somalia fortsat vil være i risiko for at blive genkendt og efterstræbt af al-Shabaab. Nævnet bemærker, at al-Shabaab ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger om kontrollen i klagerens hjemområde i og omkring [byen] stadig er i stand til at operere i [byen], som er kontrolleret af AMISOM, og rette angreb mod profilerede personer. Flygtningenævnet finder på den baggrund og efter en samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han i tilfælde af en tilbagevenden vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke kan anses for opfyldt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [vinteren] 2018 (fejlagtigt dateret […] 2017), således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2019/165/FAM

soma2019164

Nævnet hjemviste i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Somalia. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen Ashraaf og underklanen Sarman. Klageren er muslim af trosretning og kommer fra Qoruooley, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter blive slået ihjel af repræsentanter fra al-Shabaab, fordi hun ikke kunne udlevere sin ægtefælle og sin søn til dem. Klageren har videre oplyst, at hun vil blive slået ihjel, fordi hun flygtede til Europa. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens advokat for nævnet har oplyst, at klagerens datter er født i 2001, og har opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført, agter snarest at indgive selvstændig asylansøgning blandt andet begrundet i en selvstændig frygt for på ny at blive omskåret. Advokaten har i den forbindelse anmodet om hjemvisning af nærværende sag med henblik på sambehandling. Udlændingestyrelsen har påstået sagen fremmet. Flygtningenævnet finder det efter en samlet vurdering rettest, at Udlændingestyrelsen træffer en afgørelse i relation til datterens asylansøgning, og at Udlændingestyrelsen samtidig tager stilling til, hvilken betydning en sådan har for klagerens sag. Flygtningenævnet ophæver derved Udlændingestyrelsen afgørelse [fra efterårey] 2017 og hjemviser sagen til fornyet behandling sammen med datteren asylsag.” Soma/2019/164/CHA

soma2019163

Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører Darood-klanen og er sunni-muslim fra [byen A i] Gedo-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel af al-Shabaab. Til støtte for sit oprindelige asylmotiv oplyste klageren, at hans familie havde et landbrug, hvor de dyrkede løg og tobaksplanter. Efter at al-Shabaab havde taget kontrollen i området i 2009, satte de i 2010 ild til såvel klagerens families tobaksmark som andre beboeres tobaksmarker, så deres afgrøder brændte ned. Klagerens familie havde imidlertid et lager af tobak, som klageren fortsatte med at sælge i nabobyen […]. Da al-Shabaab første gang opdagede, at klageren stadig solgte tobak, advarede de ham om, at han ville blive slået ihjel, hvis de en gang til opdagede, at han fortsatte med salget. Klageren fortsatte sine aktiviteter, og da al-Shabaab opdagede dette for anden gang i [vinteren] 2013, fik han valget mellem at blive straffet eller tilslutte sig al-Shabaab. Klageren var fængslet i to dage, indtil hans far bad al-Shabaab om at løslade ham. Al-Shabaab løslod klageren men forlangte samtidig, at faren indenfor tre dage skulle overtale klageren til at tilslutte sig dem. Faren sagde til klageren, at han skulle flygte ud i skoven, hvor hans familie ville sørge for, at han fik mad ved at lægge det til ham ved et bestemt træ. [Vinteren] 2013 opsøgte klagerens mor ham i skoven. Hun fortalte, at faren var blevet henrettet af al-Shabaab, fordi klageren var forsvundet. [Foråret] 2013 mødtes klageren med sin mor og en agent i skoven, hvorefter klageren med agentens hjælp udrejste af Somalia. Klageren har til partshøringssamtalen i Udlændingestyrelsen [efteråret] 2017 fastholdt sit oprindelige asylmotiv. Klageren har samtidig forklaret, at al-Shabaab gentagne gange efter hans udrejse har opsøgt hans mor og sagt, at de vil slå klageren ihjel, hvis de støder på ham. Ansøgeren har videre forklaret, at han og hans kone er blevet skilt i 2017, og at hans søskende er forsvundet. Klageren har i den forbindelse forklaret, at hans bror flygtede på grund af presset fra al-Shabaab i forhold til at tilslutte sig militsen, og at han ikke ved, hvor hans søskende opholder sig i dag. Udlændingestyrelsen meddelte [primo] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgørelsen er ikke begrundet nærmere, men det fremgår af [sagens akter] at tilladelsen er givet med følgende begrundelse: ”Uanset at ansøgers forklaring på en række punkter er påfaldende, finder Udlændingestyrelsen ikke at kunne afvise, at ansøger ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, grundet de generelle forhold.” Flygtningenævnet må forstå Udlændingestyrelsens afgørelse om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, på den måde, at styrelsen lagde til grund, at klageren havde behov for beskyttelse på grund af de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på tidspunktet for afgørelsen, og at Udlændingestyrelsens lagde klagerens oprindelige forklaring om asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen klagerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund, idet forklaringen i al væsentlighed har været konsistent og uden væsentlige divergenser. Nævnet lægger således til grund, at klageren forud for udrejsen havde en konflikt med al-Shabaab, fordi han havde solgt tobak, og fordi han havde nægtet at tilslutte sig al-Shabaab. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til [byen A] aktuelt vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse af al-Shabaab. Det bemærkes, i den forbindelse, at klagerens hjemby gennem flere år har været under kontrol af bilaterale styrker, der ikke er integreret i AMISOM, og at disse styrker har en base i [byen A], og at det således gennem længere tid har været styrker, der er imod al-Shabaab, der de facto har udøvet kontrollen i byen. Nævnet har videre lagt vægt på, at der var tale om en enkeltstående konflikt relateret til salg af tobak, og at klagerens familie ikke var den eneste familie, der fik afbrændt deres marker, og at der er gået knap 6 år siden udrejsen. Nævnet har i den forbindelse tilsidesat ansøgerens forklaring om, at al-Shabaab fortsat så sent som i 2017 – og dermed 4 år efter klagerens udrejse - skulle bruge resurser på at lede efter ham ved at opsøge hans mor i et område, som de på dette tidspunkt ikke længere kontrollerede. Nævnet har herved også lagt vægt på, at ansøgerens familie som anført ovenfor ikke var den eneste familie i området, der havde forbrudt sig mod reglerne om tobaksdyrkning, ligesom klageren ikke har været den eneste, der nægtede at tilslutte sig al-Shabaab. Klageren kan således ikke anses for på nuværende tidspunkt at være særligt profileret i forhold til al-Shabaab. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hans individuelle forhold. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i [byen A] er ændret, således at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb efter EMR artikel 3. Forholdene er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til [byen A] ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder i den forbindelse ikke, at den blotte omstændighed, at klageren har opholdt sig i Danmark i knap 6 år vil gøre ham profileret i forhold til al-Shabaab, eller at han af den grund vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet skal i den forbindelse bemærke, at det af de nyeste baggrundsoplysninger fremgår, at al-Shabaab har skiftet strategi fra vilkårligt at angribe civilbefolkningen og til i højere grad at foretage målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Selvom al-Shabaab i et vist omfang måtte være til stede i klagerens nærområde, kan dette ikke begrunde asyl, idet nævnet i den forbindelse også har tillagt det betydning, at klageren fra sit liv i Somalia frem til udrejsen har erfaring med at leve i et område under al-Shabaabs kontrol, ligesom nævnet som anført ovenfor har lagt til grund, at klageren er uprofileret. Ansøgeren er en yngre mand uden helbredsmæssige problemer, og han har efter det oplyste sin mor i [byen A] i Somalia. Med hensyn til, om en inddragelse klagerens opholdstilladelse må antages at ville være særligt belastende bemærkes, at klageren efter, at hans opholdstilladelse er inddraget, er forsvundet, idet han siden [sommeren] 2018 har været registreret uden fast bopæl. Han er hverken mødt op i forbindelse med advokatens indkaldelse af ham eller i forbindelse med nævnsmødet. Forud herfor havde han opholdt sig i Danmark i godt 5 år. Han har ikke opnået fast tilknytning til det danske arbejdsmarked eller gennemført en uddannelse. Han har ikke nær familie i Danmark, og nævnet lægger som nævnt ovenfor til grund, at han har familie i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at nægte at forlænge hans opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/163/thv

soma2019129

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen shikal og er muslim fra Mogadishu i regionen Banadir, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2. Det fremgår af tilladelsesresolutionen af [vinteren] 2013, at klageren boede i Mogadishu sammen med sin mor og søskende. Moren forsørgede familien, siden klagerens far forsvandt i 2003. I 2006 udbrød kampe i byen, og i 2007 faldt en bombe på klagerens nabos hus, hvorfor klagerens familie valgte at udrejse fra Somalia til Etiopien medio 2007. Klageren og hans familie var under deres efterfølgende ophold i Etiopien særligt udsatte, og var i denne forbindelse udsat for fysiske og seksuelle overgreb. På denne baggrund og efter Udlændingestyrelsens daværende praksis for udsatte personer fra det sydlige og centrale Somalia vurderede Udlændingestyrelsen, at klageren og hans familie opfyldte betingelsen for at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2. Klagerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hun og hendes børn, herunder klageren, vil blive udsat for overgreb af al-Shabaab eller majoritetsklaner i Somalia, idet de tilhører en minoritetsklan. Klagerens mor har endvidere henvist til de generelle forhold i Somalia. Klageren har ikke givet møde for Flygtningenævnet, og Flygtningenævnet er ikke i besiddelse af § 26-oplysninger om klageren. Klageren er ikke hørt af Udlændingestyrelsen i forbindelse med nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse. For at sikre klageren en toinstansbehandling af sagen, og da klageren burde være hørt under Udlændingestyrelsens behandling af sagen i henhold til Børnekonventionen, hjemviser Flygtningenævnet sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på høring af klageren.”soma/2019/129/TBP

soma2019128

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte: Klageren tilhører klanen shikal og er muslim fra Mogadishu i regionen Banadir, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2. Det fremgår af tilladelsesresolutionen [vinteren] 2013, at klageren boede i Mogadishu sammen med sin mor og søskende. Moren forsørgede familien, siden klagerens far forsvandt i 2003. I 2006 udbrød kampe i byen, og i 2007 faldt en bombe på klagerens nabos hus, hvorfor klagerens familie valgte at udrejste fra Somalia til Etiopien medio 2007. Klageren og hans familie var under deres efterfølgende ophold i Etiopien særligt udsatte, og var i denne forbindelse udsat for fysiske og seksuelle overgreb. På denne baggrund og efter Udlændingestyrelsens daværende praksis for udsatte personer fra det sydlige og centrale Somalia vurderede Udlændingestyrelsen, at klageren og hans familie opfyldte betingelsen for at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2. Klageren er født i Mogadishu og opvokset der til sin udrejse i 2007. Det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, at AMISOM siden 2013 har haft kontrollen over Mogadishu. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at sikkerhedssituationen i Mogadishu nu har forbedret sig på en sådan måde, at enhver ikke, ved sin blotte tilstedeværelse, risikerer at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Selv om situationen i Mogadishu fortsat er alvorlig, skrøbelig og uforudsigelig, kan forbedringerne af sikkerheds- og menneskerettighedssituationen ikke anses for at være af helt midlertidig karakter. Klageren har ikke på det foreliggende grundlag sandsynliggjort, at han er særligt profileret i forhold til al-Shabaab. Klagerens mor har under samtalen med Udlændingestyrelsen i forbindelse med partshøringen forklaret, at hun udrejste af Somalia som følge af borgerkrigen. Klageren har på den baggrund ikke sandsynliggjort, at han har en individuel konflikt i Somalia. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren ikke længere risikerer forfølgelse ved en tilbagevenden til Somalia. Betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 er derfor opfyldt. Klageren har opholdt sig i Danmark i 6 år 3 måneder. Han har gennemført enkeltfag på 9. og 10. klasses niveau og været på højskole men har ikke gennemført en erhvervsrettet eller videregående uddannelse. Klageren har bestået danskprøve 1 og 2. Endelig har klageren i et år fra [sommeren] 2016 til [sommeren] 2017 haft deltidsarbejde. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens tilknytning til Danmark ikke er så stærk, at det må antages at være særlig belastende at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 26, stk. 1 er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/128/TBP

soma2019127

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren tilhører klanen shikal og er muslim fra Mogadishu i regionen Banadir, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2. Det fremgår af tilladelsesresolutionen af [vinteren] 2013, at klageren boede i Mogadishu sammen med sin mor og søskende. Moren forsørgede familien, siden klagerens far forsvandt i 2003. I 2006 udbrød kampe i byen, og i 2007 faldt en bombe på klagerens nabos hus, hvorfor klagerens familie valgte at udrejse fra Somalia til Etiopien medio 2007. Klageren og hans familie var under deres efterfølgende ophold i Etiopien særligt udsatte, og var i denne forbindelse udsat for fysiske og seksuelle overgreb. På denne baggrund og efter Udlændingestyrelsen daværende praksis for udsatte personer fra det sydlige og centrale Somalia vurderede Udlændingestyrelsen, at klageren og hans familie opfyldte betingelsen for at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2. Klageren er født i Mogadishu og opvokset der til sin udrejse i 2007. Det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, at AMISOM siden 2013 har haft kontrollen over Mogadishu. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at sikkerhedssituationen i Mogadishu nu har forbedret sig på en sådan måde, at enhver ikke, ved sin blotte tilstedeværelse, risikerer at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Selv om situationen i Mogadishu fortsat er alvorlig, skrøbelig og uforudsigelig, kan forbedringerne af sikkerheds- og menneskerettighedssituationen ikke anses for at være af helt midlertidig karakter. Klageren har ikke på det foreliggende grundlag sandsynliggjort, at han er særligt profileret i forhold til al-Shabaab. Klagerens mor har under samtalen med Udlændingestyrelsen i forbindelse med partshøringen forklaret, at hun udrejste af Somalia som følge af borgerkrigen. Klageren har på den baggrund ikke sandsynliggjort, at han har en individuel konflikt i Somalia. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren ikke længere risikerer forfølgelse ved en tilbagevenden til Somalia. Betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 er derfor opfyldt. Klageren har opholdt sig i Danmark i 6 år 3 måneder sammen med sin mor og 3 søskende og senere sin far. Klageren har gennemført 9. klasse i folkeskolen i 2017 og har ikke siden gennemført en erhvervsrettet eller videregående uddannelse eller opnået tilknytning til arbejdsmarkedet. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren ikke har opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, og Flygtningenævnet finder på den baggrund, at det ikke kan antages at være særlig belastende at inddrage klagerens opholdstilladelse, hvorfor betingelserne for at inddrage opholdstilladelsen i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 26, stk. 1 er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/127/TBP

soma2019125

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim fra [by], Bakool-regionen, Somalia. Klageren tilhører klanen [...]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren henviste som oprindeligt asylmotiv til, at hun frygtede at blive slået ihjel og stenet af al-Shabaab, idet hun er flygtet fra tvangsægteskab med en mand fra al-Shabaab. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at al-Shabaab en dag kom til den butik, hvor klageren arbejdede og solgte videobånd, kassetter, cigaretter og slik. Klagerens ægtefælle arbejdede i en biograf. Al-Shabaab fortalte ægtefællen, at det han lavede, var haram. Ægtefællen flygtede herefter. Al-Shabaab opsøgte herefter klageren i butikken. Klageren fik at vide af al-Shabaab, at de ting hun arbejdede med, ikke var tilladt. Al-Shabaab ødelagede tingene i butikken. Klageren skulle følge med to bevæbnede mænd fra al-Shabaab. Efter 20 minutters kørsel kom de frem til et hus, hvor klageren blev låst inde. Klageren blev straffet. Hun fik koldt vand over sig og blev pisket. Efter to til tre dage kom mændene igen og sagde, at klageren skulle gifte sig med en mand fra mujahedin. For at redde sit liv accepterede klageren at blive gift med manden. Der kom tre mænd, hvorefter klageren blev viet med manden. Klageren skulle lære om islam og normerne. Klageren fik ikke lov til at besøge sin familie. En dag da manden var rejst, og det blev mørkt, flygtede klageren til fods hjem til sin familie. Med hjælp fra sin familie flygtede klageren til flygtningelejren IFA. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen lagde hermed vægt på klagerens forklaringer om asylmotivet og lagde endvidere vægt på daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering ikke lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund. Der henvises til, at forklaringen på centrale punkter fremstår divergerende og usammenhængende og således forekommer konstrueret til lejligheden. Nævnet finder ikke, at divergenserne kan forklares med den tid, der er forløbet mellem klagerens forklaring til Udlændingestyrelsen i 2013 om asylmotivet og forklaringerne i 2017 under inddragelsessagen. Klageren har således divergerende forklaret om tidspunktet for al-Shabaabs henvendelse til klageren og hendes ægtefælle. Under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2013 har klageren forklaret, at hendes ægtefælle blev opsøgt af al-Shabaab og udrejste af Somalia i 2010. Al-Shabaab opsøgte klageren i 2012, hvorefter hun udrejste i 2012. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2017 har klageren imidlertid forklaret, at al-Shabaab opsøgte hende i slutningen af 2010. Endvidere har klageren forklaret usammenhængende om de medlemmer af al-Shabaab, der er angiveligt under hendes tilbageholdelse har givet hende piskeslag. Hun har under oplysnings-og motivsamtalen forklaret, at hun blev hentet af to al-Shabaab medlemmer, som også piskede hende, mens hun derimod under samtalen [i efteråret] 2012 har forklaret, at kun et af de al-Shabaab medlemmer, der hentede hende, var med til at give hende piskeslag. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger har AMISOM kontrollen i [by] i Bakool-regionen, der er klagerens hjemegn, og AMISOM har haft kontrollen i [by] i flere år. Der kan henvises bl.a. til EASO’s rapport fra februar 2016, ”EASO Country of Origin Information Report, Somalia Security Situation.” Flygtningenævnet finder således ikke, at forholdene i klagerens hjemegn vil indebære, at enhver der vender tilbage til området, vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventionens art. 3. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til hjemområdet ikke længere vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder art. 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Klageren er født og boede i byen [by] i Bakool-regionen indtil sin udrejse i 2012. Klageren taler somalisk og er fuldt ud bekendt med kulturen i området. Det må lægges til grund, at klagerens forældre, hendes bror og søster fortsat opholder i Somalia, og der er derfor ikke grund til at antage, at hun er uden netværk i Somalia. Klageren skal derfor ikke betragtes som enlig kvinde. Det er oplyst af klagerens advokat, at hun taler, læser og skriver dansk. Klageren går på sprogskole og har bestået prøve i Dansk 2. Hun har ikke haft beskæftigelse i Danmark, og hun har modtaget offentlige ydelser fra [sommeren] 2013 til [sommeren] 2017. Klageren er mor til to børn, der er født i Danmark, henholdsvis [i efteråret] 2014 og [i sommeren] 2016. Klageren er medlem af [...] Forening. Det er endvidere oplyst under Flygtningenævnets behandling af sagen, at klageren ønsker at søge om repatrieringsstøtte. Efter en samlet vurdering af klagerens forhold finder Flygtningenævnet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for hende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/125/FAM

soma2019118

Nævnet omgjorde i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen [klannavn], subklan [klannavn], subsubklan [klannavn] og er sunnimuslim af religiøs overbevisning. Klageren er født i [bynavn] i Etiopien, hvor han opholdt sig, indtil han fyldte 18 år, hvorefter han frem til sin udrejse i 2012 opholdt sig i [landsby], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af nogle ukendte mænd, som slog klagerens far ihjel. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han flygtede fra Etiopien til Somalia, idet han var blevet hemmeligt viet med en kvinde tilhørende en anden klan end klagerens, som blev gravid et par måneder efter vielsen, og hvis familie, da de blev bekendt med vielsen og graviditeten, opsøgte klageren og hans familie på deres bopæl og slog klagerens bror ihjel. Klageren har videre oplyst, at hans families bopæl i Somalia en dag i [slutningen af] 2012 blev opsøgt af nogle ukendte maskerede mænd, som angreb klagerens far, skød efter ham, da han forsøgte at stikke af, og til sidst tog faren med sig. Klageren har senere fået oplyst, at hans far er blevet slået ihjel. Klageren formoder, at det var de samme mænd, som senere samme dag kom tilbage til bopælen, hvor de skød og dræbte klagerens svoger og voldtog hans søster, mens klageren formåede at flygte. Klageren tog herefter ophold i Etiopien i tre måneder, hvorefter han udrejste i [foråret] 2013. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge klagerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han er særlig profileret eller har en individuel konflikt med al-Shabaab eller andre parter i Somalia. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at klageren ikke har sandsynliggjort, at de ukendte mænd, som klageren frygter, vil slå ham ihjel, vil have evne og vilje til at opsøge klageren ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at hverken klageren eller hans familie havde haft problemer eller konflikter forud for drabet på klagerens far. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren ikke ved, hvem de mænd, som slog hans far ihjel, var, og at klageren ikke ved, hvorfor de kom til klagerens familie, eller hvorfor de tog klagerens far med. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klageren ikke er bekendt med, at nogen siden hændelsen har spurgt efter klageren eller hans familie. Med hensyn til klagerens angivelige konflikt med familien til hans fars nu afdøde ven [A] finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at klageren skulle være skyld i [A]’s død henset til, at det var [A], der nægtede at afgive jorden, og at klageren kun havde givet [A] jorden for at hjælpe ham. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at klageren ikke har været i kontakt med [A]’s familie siden [efteråret] 2016, og at [A]’s familie - ud over hans ene ægtefælle - ikke opholder sig i Somalia. Hvad angår klagerens oplysning om, at han ikke vil blive accepteret i Somalia på grund af sit klantilhørsforhold bemærkes, at hverken klageren eller hans familie har haft andre problemer end, at han ikke måtte giftes med personer fra andre klaner, og at dette forhold ikke findes omfattet af anvendelsesområdet til udlændingelovens § 7. Som følge heraf finder Flygtningenævnet derfor, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, siden klageren [i starten af] 2014 blev meddelt opholdstilladelse. Flygtningenævnet har lagt til grund, at klagerens hjemområde i Lower Shabelle regionen i Somalia er under indflydelse af al-Shabaab. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger er ophold i al-Shabaab kontrollerede områder for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke tilstrækkeligt til at opnå asyl. I vurderingen har nævnet inddraget de seneste baggrundsoplysninger, herunder om al-Shabaabs måde at operere på i områder, hvor al-Shabaab har kontrol henholdsvis ikke har kontrol. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på har ændret sig fra vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren må anses for uprofileret i forhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til hans hjemområde i Lower Shabelle regionen i Somalia ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019), finder denne ikke anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere udlændingelovs § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [starten af] 2014, og klageren har oplyst, at han er født i 1984 i Etiopien og har boet i [landsby], Lower Shabelle, Somalia, siden han var 18 år og frem til udrejsen som 28-årig i 2012. Han har bestået Prøve i Dansk 2 og har taget 9. klasses eksamen i Danmark og har for nævnet vist, at han taler og forstår et godt dansk. Han har planer om komme på teknisk skole og gennemføre en uddannelse som bager. Han har siden [slutningen af] 2016 arbejdet på et slagteri først som vikar og fra [starten af] til [sommeren] 2019 er han ansat i fuldtidsstillig på slagteriet. Klageren er frivillig i Snak Dansk og Venligboerne. Klageren dyrker fitness og spiller fodbold. Klageren har ikke længere familie i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 27. februar 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/118/TLNJ

soma2016159

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra [by], Lower Shabelle, Somalia. Ansøgeren tilhører Ashraf-klanen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv på vegne af ansøgeren henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive gift bort mod ansøgerens mors vilje. Ansøgerens mor har til støtte for asylmotivet oplyst, at ansøgerens moster var tæt på at blive gift med en ældre mand mod hendes vilje. Flygtningenævnet har tilsidesat ansøgeren mors forklaring om sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder således ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren vil blive udsat for de forhold, som ansøgerens mor har gjort gældende, herunder risikoen for at blive gift bort mod ansøgerens mors vilje. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/159/JABP

soma2016158

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra [by], Lower Shabelle, Somalia. Ansøgeren tilhører Ashraf-klanen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv på vegne af ansøgeren henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive rekrutteret til en milits, eksempelvis al-Shabaab, fordi familien ikke har noget mandligt netværk. Flygtningenævnet har tilsidesat ansøgerens mor forklaring om hendes asylmotiv. Flygtningenævnet finder således ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren vil blive udsat for de forhold, som ansøgerens mor har gjort gældende. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/158/JABP

soma2016157

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Født i Danmark i 2014. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra [by], Lower Shabelle, Somalia. Ansøgeren tilhører Ashraf-klanen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv på vegne af ansøgeren henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive tvangsomskåret. Ansøgerens mor har til støtte for asylmotivet oplyst, at det er normalt at omskære piger i Somalia, og at ansøgerens mors søster og ansøgerens søster blev omskåret mod ansøgerens mors vilje, fordi ansøgerens mors morbror forlangte dette. Flygtningenævnet har tilsidesat ansøgerens mors forklaring om hendes asylmotiv. Flygtningenævnet finder således ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren vil blive udsat for de forhold, som ansøgerens mor har gjort gældende, herunder at ansøgeren risikerer at blive tvangsomskåret. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens mor er imod omskæring, og at et flertal af Flygtningenævnet har lagt til grund, at moren vil være i stand til at modsætte sig et pres fra omgivelserne herfor. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/157/JABP

soma2016156

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra [by], Lower Shabelle, Somalia. Ansøgeren tilhører Ashraf-klanen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv på vegne af ansøgeren henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive rekrutteret til en milits, eksempelvis al-Shabaab, fordi familien ikke har noget mandligt netværk. Ansøgerens mor har endvidere oplyst, at hun frygter, at han vil blive overfaldet i Somalia. Flygtningenævnet har tilsidesat ansøgerens mor forklaring om hendes asylmotiv. Flygtningenævnet finder således ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren vil blive udsat for de forhold, som ansøgerens mor har gjort gældende. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/156/JABP

soma2016155

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali og muslim fra […], Lower Shabelle, Somalia. Ansøgeren tilhører Ashraf-klanen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive tvangsgift med et al-Shabaab-medlem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun boede hos sin morbror få måneder forud for sin udrejse af Somalia. En dag tog et ældre al-Shabaab-medlem, Ali, kontakt til morbroren og sagde, at han ville giftes med ansøgeren. Ansøgerens morbror fortalte det efterfølgende til ansøgeren og oplyste hende om, at al-Shabaab var for stærke til, at de kunne nægte Ali at blive gift med hende. Ansøgerens morbror besluttede på den baggrund, at hun skulle udrejse af Somalia. Hun udrejste omkring en uge efter. Omkring 14 dage senere ringede ansøgerens søster, [A], til ansøgeren i Etiopien. Hun oplyste ansøgeren om, at hendes morbror var blevet slået ihjel som følge af konflikten med al-Shabaab. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren og hendes søster, [A], hvis inddragelsessag er behandlet på samme nævnsmøde, har forklaret divergerende om centrale punkter for ansøgerens asylmotiv. Ansøgeren har således under oplysnings- og motivsamtalen [i starten af] 2018 forklaret, at hun fik at vide af sin søster, at deres morbror var blevet slået ihjel af al-Shabaab. Søsteren fortalte også, at drabet var begået, fordi morbroren havde reddet ansøgeren fra at blive tvangsgift med en ældre mand. Ansøgeren har videre forklaret, at [A], der opholdt sig i Danmark, havde fået dette at vide af en nabokone, Nemo. [A] har under sin asylsag ved en partshøring derimod forklaret, at morbroren døde af naturlige årsager, og at ansøgeren fortalte dette, da hun var i Etiopien. Søsteren har videre forklaret, at det var nabokonen Nemo, der havde fortalt [ansøgeren] dette. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hun fortalte [A], at Ali, som hun angiveligt skulle tvangsgiftes med, kom fra al-Shabaab. [A] har derimod under sin partshøring forklaret, at hun ikke ved, hvad Ali beskæftigede sig med, men at han var meget kendt i kvarteret i Somalia, fordi han var en af de ældre mænd. Som følge af at ansøgeren forklaring om asylmotivet ikke kan lægges til grund, kan Flygtningenævnet heller ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia må anses som en enlig kvinde uden mandligt netværk. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring taget i betragtning, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet finder endvidere, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia ikke i sig selv kan medføre, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger om ansøgerens hjemby, [by] lægges til grund, at hjembyen siden den 22. marts 2014 har været under AMISOM-kontrol. Der kan blandt andet henvises til Kontrolkort PGN: Political Geography Now fra november 2018. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2016/155/JABP

sier20194

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sierra Leone. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk temme og katolik fra Makeni, Sierra Leone. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sierra Leone frygter at blive slået ihjel af poro-samfundet eller fængslet af politiet, da han er eftersøgt. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for poro-samfundet har ansøgeren oplyst, at ansøgerens far og nogle af ansøgerens brødre er en del af samfundet. Poro-samfundet opsøgte hver sæson ansøgeren og spurgte om han ønskede at deltage, hvilket ansøgeren dog afviste. En dag i [sommeren] 2016, sad ansøgeren i nærheden af sin bopæl, da ansøgerens ven [X] henvendte sig og begyndte at skændes med ansøgeren, fordi [X] mente, at ansøgeren havde et forhold til en kvinde. En masse mennesker fra poro-samfundet kom til og hev ansøgeren med væk fra gaden, hvorefter de slog ham. Herefter tog de ansøgeren med til en skov og begyndte at stikke ansøgeren i brystet, så det blødte. Personerne oplyste ansøgeren, at han nu var klar til anden fase af indvielsen, og ansøgeren blev bange. Det lykkedes ansøgeren at flygte og gemme sig i et nærliggende hus, hvor ejeren lod ansøgeren gemme sig. Dagen efter tog ansøgeren til Freetown, hvor han opholdt sig hos sin ven [A] i en måned. En dag dukkede poro-folkene op på [A]s bopæl og pustede pulver på ansøgerens ryg og krop. Ansøgeren blev herefter bevidstløs og da han kom til bevidsthed igen, begyndte det at klø. Da ansøgeren nu kendte til poro-samfundets processer, var hans liv i fare, fordi han kunne fortælle andre om deres hemmelige ritualer, hvilket poro-samfundet ikke ønskede. Ansøgeren fortalte sin mor, hvad der var sket. Moren foreslog, at ansøgeren tog hjem til sin fætter [F], da han kunne hjælpe ansøgeren med at komme ud af landet. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for at blive fængslet har ansøgeren oplyst, at han boede sammen med sin fætter [F]. [F] tog ofte ud om aftenen og kom hjem igen omkring klokken 03. Ansøgeren formodede, at [F] var på diskotek. En dag henvendte nabokvinden sig til ansøgeren og sagde, at [F] var fundet død. Han var blevet stenet, fordi han havde været i besiddelse af menneskedele og det var derfor heller ikke sikkert for ansøgeren at blive i hjemmet. Ansøgeren tog herefter til Bo, hvor han boede hos sin ven [B] indtil de fandt en måde hvorpå ansøgeren kunne udrejse. Ansøgeren tog kontakt til sine forældre, som fandt en mand, [C], der hjalp ansøgeren med at få et visum til Irland. Ansøgerens forældre fortalte også ansøgeren, at politiet havde et billede af ansøgeren, og at han var eftersøgt. Da ansøgerens forældre havde betalt [C] for sit visum, udrejste han via lufthavnen i Lungia. Ansøgeren opholdt sig i Bo omkring en eller to måneder, mens han ventede på, at hans forældre skaffede pengene til [C]. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren på et tidspunkt som 32 årig blev forsøgt hvervet af Poro-Society, men at det lykkedes for ham at undslippe. Det lægges endvidere til grund, at ansøgerens far, der er medlem af Poro-Society, opfordrede ansøgeren til at indtræde i samfundet som ung, men at han ikke har presset eller tvunget ansøgeren til det. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren kunne opholde sig forskellige steder i Sierre Leone i 32 år uden at blive tvunget ind i Poro-Society, og at der således er tale om en enkeltstående episode, hvor Poro-Society tog ham med i skoven og forsøgte at hverve ham. Det bemærkes i den forbindelse, at Poro-Society ifølge baggrundsoplysningerne i almindelighed markerer overgangen fra barn til voksen med et ritual i skoven, og at der ikke er oplysninger i baggrundsmaterialet, som giver belæg for at lægge til grund, at Poro-Society i videre udstrækning tvangshverver voksne og forfølger dem eller slår dem ihjel, hvis de nægter at lade sig hverve eller stikker af som voksne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han efterfølgende blev opsøgt af to medlemmer af Poro-Society, der pustede pulver på ham, så han besvimede og var indlagt i 14 dage, til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om episoden og det efterfølgende hospitalsophold forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Det forekommer i den forbindelse usandsynligt, at lægerne ikke kunne oplyse, hvad han fejlede, når han angiveligt lå med halskrave og drop på hospitalet. Derudover beror det på ansøgerens egen formodning, at de to mænd var fra Poro-Samfundet, og at det var pulveret, han besvimede og blev syg af. Endelig forekommer ansøgerens forklaring om episoden ikke selvoplevet. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren kunne bo flere måneder indtil sin udrejse i Freetown og Bo uden at blive opsøgt af medlemmer af Poro-Society. Det bemærkes i den forbindelse, at en af ansøgerens brødre heller ikke er medlem af Poro-Society, og at denne bor og arbejder ved lufthavnen uden problemer. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring om, at han har en konflikt med Poro-Society. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har en konflikt med myndighederne i Sierre Leone til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren, der var i besiddelse af pas og visum, kunne udrejse legalt af lufthavnen i Lungi, hvilket forekommer usandsynligt, hvis han var efterlyst af myndighederne på samme tidspunkt. De dokumenter, som ansøgeren har fremlagt, herunder billeder og efterlysning af ham selv samt en avisartikel, kan ikke føre til et andet resultat. Der er ved denne vurdering lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Landinfo: Afrika sør for Sahara: Om dokumenter og offentlig forvaltning, juli 2007, at falske dokumenter er meget udbredt i regionen. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sierre Leone vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” sier/2019/4/JAH

niga201915

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk yoruba og kristen af trosretning fra landsbyen [landsby], Ogum-State, Nigeria. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nigeria frygter sin tidligere studiekammerat samt dennes herboende to brødre, idet de er medlemmer af gruppen Eiye. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i 2008 blev kontaktet af sin tidligere studiekammerat, som på daværende tidspunkt befandt sig i Danmark. Studiekammeraten tilbød ansøgeren et job, en bolig og en ægtefælle i Danmark, samt at han ville betale ansøgeren rejse til Danmark. Ansøgeren tog mod tilbuddet og skaffede dokumenter fra den danske den danske ambassade i Benin, som studiekammeraten bad ham om. Ansøgeren fik udstedt et pas på ambassaden i studiekammeratens navn, men med ansøgerens billede, samt et pas med ansøgerens eget navn og billede. I det første pas var der opholds- og arbejdstilladelse i studiekammeratens navn. Ansøgeren kom til Danmark i 2008 og blev hentet af studiekammeratens bror i Københavns lufthavn. Kort efter fik ansøgeren at vide, at han skulle starte med at studere på Aalborg Universitet i studiekammeratens navn. Han studerede i 1. semester. På et tidspunkt med han kontaktet af studiekammeratens to herboende brødre som oplyste, at de havde fået et brev fra Aalborg Universitet, hvor der stod, at studiekammeraten ikke længere fulgte studierne. Studiekammeraten var på daværende tidspunkt vendt tilbage til Nigeria, og han ringede til ansøgeren og sagde, at ansøgeren skulle tilbagebetale pengene, som han havde betalt for ansøgerens rejse til Danmark, og han havde betalt til Aalborg Universitet. Studiekammeraten og hans brødre truede med at melde ansøgeren til de danske myndigheder for at have stjålet studiekammeratens pas, hvis ansøgeren ikke betalte pengene, og at de ville finde ham i Nigeria og kræve deres penge, når han blev udvist til Nigeria af de danske myndigheder. I 2009 tog ansøgeren herefter sit sim-kort ud af sin telefon og har levet i skjul siden. Ansøgeren er ikke blevet kontaktet eller opsøgt af de tre brødre sidengen. I 2013 blev ansøgerens forældre i Nigeria opsøgt af 10 personer, som truede med at brænde forældrenes hus ned, hvis de ikke udleverede ansøgeren til gruppen. Forældrene fik besked på, at ansøgeren skulle betale pengene tilbage, og at hvis ansøgeren mistede livet skulle forældrene leve med det. Studiekammeraten var blevet en del af en større gruppe ved navn Eiye, som opererer i Nigeria. Siden episoden i 2013 har ansøgeren ikke oplevet noget i relation til ansøgerens konflikt med studiekammeraten, brødrene og gruppen Eiye. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved tilbagevenden til Nigeria er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger herved for det første til grund, at ansøgeren efter sin egen forklaring ved en tilbagevenden til Nigeria ikke vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet der ikke er tale om, at han vil være forfulgt som følge af grunde, der er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at den konflikt med [studiekammeraten] og hans brødre, som ansøgeren har oplyst om, ikke har en sådan intensitet eller karakter, at den kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet har herved – i lighed med Udlændingestyrelsen – lagt vægt på, at ansøgeren ikke personligt er blevet opsøgt eller kontaktet af [studiekammeraten] eller brødrene siden 2009, ligesom ansøgerens familie ikke er blevet opsøgt siden 2013. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han tillige har en konflikt med organisationen Eyie som følge af konflikten med [studiekammeraten] og hans brødre. Ansøgeren har således ikke omtalt Eyie i asylansøgningsskemaet, der er udfyldt i 2018, selvom ansøgeren efter sin egen forklaring allerede i 2009 fik kendskab til, at [studiekammeraten] var medlem af Eyie. Hertil kommer, at det fremstår bemærkelsesværdigt, at ansøgeren først valgte at ansøge om asyl i Danmark, efter at han var blevet anholdt i forbindelse med en politiaktion og sigtet for ulovligt ophold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2019/15/SME

iran201979

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at såfremt han skal vende tilbage til Iran, frygter han de iranske myndigheder, fordi han har haft et forhold til en gift kvinde og er konverteret til kristendommen. Derudover har han henvist til, at han frygter [A’s] ægtefælle og familie, fordi han har haft et forhold til hende. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han havde et supermarked i Teheran, hvor [A] jævnligt kom. De udviklede et forhold og ansøgeren besøgte hende efterfølgende flere gange, mens hendes ægtefælle var på arbejde i militæret. En aften opdagede [A’s] ægtefælle, at ansøgeren var på bopælen. De kom op at slås, men det lykkedes ansøgeren at flygte. Ansøgeren opholdt sig hos sin ven en uge, hvorefter han udrejste af Iran. Under ansøgerens rejse til Danmark fortalte ansøgerens bror, at der var kommet personer fra myndighederne på deres fælles bopæl, som havde spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er konverteret og er blevet døbt [i sommeren] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund for så vidt angår hans konflikt på grund af et forhold til en gift kvinde, idet ansøgerens forklaring herom fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren på flere væsentlige punkter har forklaret divergerende og usammenhængende. Ansøgeren har således forklaret forskelligt om, hvordan han reagerede, da kvinden ville have udleveret hans telefonnummer. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 har ansøgeren oplyst, at han spurgte hende, hvorfor hun ville have det, hvortil hun svarede, at det ville hun bare. For nævnet har han derimod forklaret, at han blot udleverede det til hende ligesom til andre kunder med henblik på, at de kunne bestille varer hos ham telefonisk. Ansøgeren har endvidere ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for, hvorfor han skulle være blevet opdaget af den gifte kvindes ægtefælle, da ansøgeren gemte sig i gården under kvindens og ægtefællens skænderi. Ansøgeren har herudover haft meget vanskeligt ved at redegøre for, hvem der skulle have opsøgt hans bopæl og hvornår, ligesom han har forklaret forskelligt om, på hvilket tidspunkt han fik kendskab hertil. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2016 har ansøgeren oplyst, at han allerede inden sin udrejse talte flere gange i telefon med sin bror, som skulle have fortalt, at deres bopæl 2-3 dage efter episoden blev opsøgt af flere personer, som ansøgeren enten antog for at være fra myndighederne eller den gifte kvindes ægtefælles familie uden at kunne konkretisere det nærmere. Ansøgeren har under samme samtale endvidere oplyst, at han gennem sin ven, der havde kontakten med ansøgerens bror, fik oplyst, at myndighederne havde været på bopælen for at spørge efter ansøgeren den 4. eller 5. dag efter, at episoden med den gifte kvindes ægtefælle skulle have fundet sted. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 har ansøgeren forklaret, at han først blev bekendt med, at hans bopæl skulle være blevet opsøgt efter sin udrejse af Iran. Det skete, mens han opholdt sig i Grækenland ca. 10 dage efter udrejsen. Ansøgeren har endvidere under denne samtale forklaret, at han ikke ved, om de mistænkelige personer, der skulle have opsøgt bopælen, var kommet før eller efter ansøgerens udrejse, men blot fik at vide af sin bror, at myndighederne og de mistænkelige personer var kommet flere gange på bopælen. Nævnets flertal lægger derimod ansøgerens forklaring om sit religiøse asylmotiv til grund. Nævnets flertal har lagt vægt på, at ansøgeren på baggrund af sin brors interesse for kristendommen blev introduceret hertil, mens ansøgeren stadig opholdt sig i Iran, og at ansøgeren navnlig efter oplevelsen af, at han havde været tæt på at miste livet på sin rejse i en gummibåd over Middelhavet og bad til Jesus om at blive reddet, fik interesse for kristendommen. Nævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren opsøgte den kristne kirke i Danmark kort efter sin indrejse, og at ansøgeren blev døbt [i sommeren] 2016 efter at have deltaget i dåbsundervisning, ligesom han efter de fremlagte udtalelser for nævnet regelmæssigt har gået i kirke og deltaget i en række andre kristne aktiviteter under hele sit ophold i Danmark, uanset hvilken del af landet han har opholdt sig i, ligesom han har postet kristent materiale på sin åbne Facebookprofil, der blev oprettet i [foråret] 2016. Nævnets flertal finder endvidere, at ansøgeren ved sine forklaringer for Udlændingestyrelsen og for nævnet har vist et rimeligt kendskab til kristendommen og på tilstrækkelig vis har redegjort for baggrunden for sit ønske om at konvertere til kristendommen. Nævnets flertal finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konversion er reel, og nævnets flertal lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren vil leve åbent som kristen ved en tilbagevenden til Iran, hvorved hans konversion vil komme til myndighedernes og andres kendskab. Da det ikke med den fornødne sikkerhed kan lægges til grund, at ansøgeren ikke som frafalden yarsan risikerer at blive behandlet på samme måde som frafaldne muslimer, finder nævnets flertal, at ansøgeren som følge af sin konversion ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/79/CHA

iran201978

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim. Ansøgeren er født i flygtningelejren al-Tash i Romadi, Irak. Ansøgeren har sympatiseret med KDPI, ligesom ansøgerens far var medlem af partiet og deltog i arrangementer organiseret af KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive slået ihjel af myndighederne som følge af sin egen og farens tilknytning til KDPI. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han er født i al-Tash-lejren i Irak og aldrig har været i Irak. Ansøgeren har aldrig selv været medlem af KDPI eller deltaget i møder i Irak, da han var for ung. Han har dog altid sympatiseret med og støttet partiet og siden han kom til Danmark er han begyndt at deltage i ceremonier. Ansøgerens far var medlem af partiet og deltog i møder og begivenheder arrangeret af KDPI i Irak, ligesom han støttede partiet økonomisk. Ansøgeren og hans familie boede i en periode i Kawa-lejren, hvor Iran har mange spioner. Ansøgeren formoder derfor, at de iranske myndigheder har fået kendskab til familiens tilknytning til KDPI. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at hans far siden 1987 har været medlem af KDPI, til grund. Flygtningenævnet lægger endvidere ansøgerens forklaring om, at hans far i Flygtningelejrene i Irak har deltaget i diverse møder og ceremonier samt støttet KDPI økonomisk til grund. Flygtningenævnet kan endelig lægge til grund, at ansøgeren selv under sit ophold i Danmark har deltaget i en KDPI-fest i Ålborg og en KDPI-ceremoni i København. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans far alene ved ovennævnte aktiviteter har været eller er profileret som KDPI medlem over for de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han selv skulle være asylbegrundende profileret over for de iranske myndigheder på grund af sin fars forhold til grund. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Home Office, January 2019, Country Policy and Information Note Iran: Kurds and Kurdish political groups: 10.5.6 The Danish Refugee Council and Danish Immigration Service’s joint publication on Iran, ‘Issues concerning persons of ethnic minorities, Kurds and Ahwazi Arabs,’ March 2018, stated: ‘An associate professor said that it is not possible to confirm whether family members of former or current Kurdish activists with a political conflict will be targeted by the authorities, nor is it possible to tell if there is a systematic targeting of family members by the authorities. While one security agency can act systematically in this regard, another would not. In Iran, there are a number of different intelligence services; those affiliated with the Ministry of Interior, those affiliated with the military and those affiliated with the Revolutionary Guard. Furthermore, the intelligence agencies play different roles and follow different chains of command. Family members of former or current Kurdish activists will be monitored, but it depends on the profile of the active family member and the level of his/her political activities. Furthermore, if a Kurd is not politically active and does not have a politically active family member with a significant profile, it is less probable that he/she would be targeted. ‘Descendants of politically active parents, who have not participated in political activities opposing the official line, will in principle not face any risk, a Western embassy (3) stated. Another source noted on the contrary that descendants of Kurdish activists may risk surveillance because of their parents’ activities. According to Amnesty International, whether descendants of Kurdish activists are a target for the authorities depends on the profile of the parents, how well-known the parents’ activities are, and what the parents have been advocating. På baggrund af en samlet vurdering af ansøgerens forklaring sammenholdt med baggrundsoplysningerne kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en indrejse i Iran risikerer asylbegrundende forfølgelse på grund af sin families tilknytning til kurdiske partier eller organisationer, eller at ansøgeren på nogen anden måde er asylbegrundende forfulgt i Iran. Det forhold, at ansøgeren aldrig har været i Iran, ikke har dokumenter eller taler farsi ændrer ikke herved. Den omstændighed, at ansøgeren har fremlagt diverse dokumenter fra KDPI i Danmark og Frankrig ændrer ikke herved. Der er herved blandt andet lagt vægt på, at indholdet af udtalelsen fra KDPI i Danmark ikke understøtter ansøgerens egen forklaring om sine aktiviteter i Danmark. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin indrejse i Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2019/78/JAH

iran201929

Nævnet meddelte i marts 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist af trosretning fra Sar-e-pol Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dræbt af de iranske myndigheder, idet han har unddraget sig militærtjeneste ved revolutionsgarden og Basij. Han har endvidere henvist til, at han frygter, at hans far vil hjælpe myndighederne med at fængsle ham eller måske slå ham ihjel på grund af hans unddragelse fra militærtjenesten. Han frygter desuden sin far, idet hans mor har fundet sammen med en anden mand i Danmark og er meddelt asyl på grund af den æreskonflikt, der i den anledning er opstået med faren. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far havde fortalt ham, at han skulle melde sig til træning hos Basij, fordi det ville gøre det nemmere for ham at få et job i fremtiden. Træningen begyndte den [medio 2015] og foregik på en militærbase i Sar-e-pol Zahab. Ansøgeren opholdt sig på militærbasen i ca. 2 måneder indtil ca. [ultimo 2005], hvor han deltog i den normale uddannelse og træning af soldater. [Ultimo 2015] modtog ansøgerens mor et brev, hvori der stod, at ansøgeren skulle til Syrien og aftjene militærtjeneste for Basij. I brevet stod der også, at ansøgeren skulle møde kl. 8 den efterfølgende dag ved revolutionsgarden […] ligesom der var tilsendt et militært id-kort til brug for dokumentation under udsendelsen. Da ansøgerens mor havde modtaget brevet, ringede hun til ansøgeren. Efter opkaldet ringede ansøgeren til sin far, idet han ville høre, om han var bekendt med brevet og den kommende udstationering til Syrien. Ansøgeren blev sur på sin far, idet han ikke havde forventet, at han skulle gøre tjeneste i Syrien for Basij. Han havde derimod forventet at blive ansat i en kontorstilling efter endt træning. Ansøgeren tog herefter hjem og snakkede med sin mor i 15 minutter. Her fik han vist brevet, og han tog et billede af id-kortet, hvorefter han igen forlod hjemmet efter at have talt med sin mor om brevet. Den næste gang ansøgeren så sin mor var i forbindelse med flugten ud af Iran, som var [ultimo 2015]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren, hans bror og hans mor har forklaret indbyrdes divergerende om centrale dele af asylmotivet. Flygtningenævnet kan imidlertid efter alle familiemedlemmers forklaringer, der på dette punkt er konsistente, lægge til grund, at ansøgerens far i mere end 30 år har været højtstående inden for Sepah, og at familien levede et liv med velstand og mange fordele på grund af faderens job i Sepah og sønnernes tilknytning til Basij. Det kan også efter familiens samstemmende og konsistente forklaringer lægges til grund, at faren var voldelig og meget religiøs. Efter oplysningerne i morens sag kan det lægges til grund, at moren havde indgivet klage mod faren for vold mod hende, og at der verserede en retssag herom. Endelig kan det lægges til grund, at ansøgeren, hans mor og søskende udrejste af Iran uden farens vidende og uden hans godkendelse. Det lægges efter indholdet af oplysningerne i morens sag til grund, at moren efter indrejsen i Danmark fandt en anden mand, og at hun i den forbindelse opnåede asyl, idet hun sandsynliggjorde, at hun ved en tilbagevenden til Iran ville blive udsat for æresdrab fra ægtefællens side. Det lægges endvidere efter morens forklaring i hendes sag til grund, at faren er bekendt med, at moren har begået en handling, som han anser for at være æreskrænkende. Efter ansøgerens forklaring, som understøttes af morens forklaring om, hvordan familien udrejste uden farens vidende og farens vrede på sønnerne på grund af moren og søsterens forhold i Danmark, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at faren vil udsætte ham for asylbegrundende forfølgelse. Under disse omstændigheder, og idet ansøgeren sammen med sin bror har haft ansvaret for moren og søsteren i Danmark, og da faren på grund af sin position i Sepah må anses for at have evne til at finde sønnerne og hævne sig på dem, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil risikere asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevende til Iran. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en reel risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Iran/2019/29/SMLA

iran201928

Nævnet meddelte i marts 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ikke troende fra Sar-e-pol Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at blive udsat for tortur og dræbt af den iranske efterretningstjeneste samt sendt til Syrien i krig, da han deserterede fra Basij-militsen. Han frygter endvidere sin far, idet hans mor har fundet en anden mand i Danmark og meddelt asyl. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han første gang blev rekrutteret til Basij, da han gik i første klasse. I sommeren […] (2013) skulle han deltage i et 45 dages træningsforløb efter hans far havde rådet ham til det. Han var allerede medlem af Basij på det tidspunkt. Træningsforløbet hos Basij foregik ca. 2 år inden hans udrejse fra Iran. Efter hans træningsforløb hos Basij, udførte han aktiviteter for Basij ved deres militærbase i byen Sar-e-pol Zahab. Han havde ikke nogen specifik rolle og udførte ingen bestemte opgaver for Basij. Han deltog i marcher igennem byen og i møder, hvor der blev holdt taler og fællesbøn. Han oplevede på intet tidspunkt nogen problemer i forbindelse med, at han udførte aktiviteter for Basij. En dag var ansøgerens bror, [M], ikke hjemme, og hans far fortalte, at [M] var taget til et islamisk kursus med en kommandogruppe nordpå i Iran. På et tidspunkt fandt familien ud af, at [M] skulle rekrutteres til Syrien. Ansøgerens mor frygtede også, at det samme skulle ske for ansøgeren. Ansøgeren, hans mor, bror og søster flygtede kort tid herefter ud af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren, hans bror og hans mor har forklaret indbyrdes divergerende om centrale dele af asylmotivet. Flygtningenævnet kan imidlertid efter alle familiemedlemmers forklaringer, der på dette punkt er konsistente, lægge til grund, at ansøgerens far i mere end 30 år har været højtstående inden for Sepah, og at familien levede et liv med velstand og mange fordele på grund af faderens job i Sepah og sønnernes tilknytning til Basij. Det kan også efter familiens samstemmende og konsistente forklaringer lægges til grund, at faren var voldelig og meget religiøs. Efter oplysningerne i morens sag kan det lægges til grund, at moren havde indgivet klage mod faren for vold mod hende, og at der verserede en retssag herom. Endelig kan det lægges til grund, at ansøgeren, hans mor og søskende udrejste af Iran uden farens vidende og uden hans godkendelse. Det lægges efter indholdet af oplysningerne i morens sag til grund, at moren efter indrejsen i Danmark fandt en anden mand, og at hun i den forbindelse opnåede asyl, idet hun sandsynliggjorde, at hun ved en tilbagevenden til Iran ville blive udsat for æresdrab fra ægtefællens side. Det lægges endvidere efter morens forklaring i hendes sag til grund, at faren er bekendt med, at moren har begået en handling, som han anser for at være æreskrænkende. Efter ansøgerens forklaring, som understøttes af morens forklaring om, hvordan familien udrejste uden farens vidende og farens vrede på sønnerne på grund af moren og søsterens forhold i Danmark, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at faren vil udsætte ham for asylbegrundende forfølgelse. Under disse omstændigheder, og idet ansøgeren sammen med sin bror har haft ansvaret for moren og søsteren i Danmark, og da faren på grund af sin position i Sepah må anses for at have evne til at finde sønnerne og hævne sig på dem, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil risikere asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevende til Iran. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en reel risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran 2019/28/SMLA

irak201949

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016.”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Shashla, Sulaymaniah, Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter sin far, sine morbrødre og sine farbrødre. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2013 mødte sin nuværende kæreste, [B], på Facebook. Efter et stykke tid skrev ansøgeren til [B], at han godt kunne lide hende, og i løbet af 2014 mødtes de tre gange. I sommeren 2015 fortalte ansøgeren sin familie, at han havde mødt en pige, som han ønskede at blive gift med, hvilket hans familie accepterede. Omkring 14 dage senere fortalte ansøgeren sin familie, at [B] ikke er muslim, men derimod troende yarsan. Ansøgerens far blev meget vred, idet han er meget troende muslim. Ansøgerens far tog kontakt til ansøgerens morbrødre og farbrødre, som alle var enige med ansøgerens far i, at ansøgeren ikke måtte gifte sig med [B]. De sagde, at de ville slå både ansøgeren og [B] ihjel, hvis de blev gift. Ansøgeren fortalte ikke [B] om sin families reaktion, men sagde i stedet, at de skulle vente med at blive gift, til de begge havde færdiggjort deres uddannelse. I sommeren 2015 fortalte [B] ansøgeren, at det var blevet besluttet, at hun skulle udrejse af Irak sammen med sin familie. Hun foreslog, at ansøgeren udrejste sammen med dem, hvilket han dog afslog. Ansøgeren opholdt sig derefter i Irak indtil [foråret] 2016, hvor han besluttede sig for at rejse til Danmark for at finde [B]. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hans far har truet og slået ham, fordi han interesserer sig for musik og kunst, ligesom ansøgeren ikke er troende muslim, men ateist. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse eller overgreb fra sin familie omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af, at han ønsker at gifte sig med en ikke-muslimsk pige, [B], der nu har fået asyl i Danmark. Flygtningenævnet lægger herved til grund, at ansøgeren er udrejst af Irak i april 2016 efter at have kendt [B] siden 2013, at parterne mødtes tre gange i Irak i første halvår af 2014, og at [B] udrejste af Irak i sommeren 2015 sammen med sin familie. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konflikt har en karakter og intensitet, der kan begrunde asyl. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren opholdt sig i Irak sammen med sin familie i næsten et år, efter at han havde fortalt familien om sit ønske om at gifte sig med [B], der var ikke-muslim, uden at opleve konflikter i den anledning. Nævnet finder det således utroværdigt, at ansøgeren under nævnsmødet udbyggende har forklaret, at hans far og onkel i [vinteren] 2016 truede ham med et gevær, efter at de havde fundet ud af, at han fortsat havde kontakt med [B], idet han ikke tidligere har forklaret herom, men derimod har forklaret, at faderen og onklerne ikke efter sommeren 2015 forsøgte at gøre alvor af truslerne mod ham. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse eller overgreb fra sin familie som følge af, at han udøver musik og kunst. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har spillet musik og udøvet kunst trods familiens modstand, siden han fattede interesse for musik og kunst. Selvom ansøgeren har forklaret, at hans aktiviteter er foregået i skjul for familien, er denne frygt derfor heller ikke af en karakter og intensitet, der kan begrunde asyl. Endvidere finder Flygtningenævnet af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak ikke risikerer konkret og individuel forfølgelse som følge af, at han ikke er troende muslim. Endelig finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i Irak ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/49/TBP

hjem201931

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt seks medfølgende børn, der har oplyst at være bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Indrejst i henholdsvis 2015 og 2017.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har oplyst at være etnisk arabere, shia-muslimer og bidoonere fra […], Kuwait. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive, men den mandlige ansøger har deltaget i en demonstration i 2013, fordi han gerne ville have statsborgerskab i Kuwait. Den mandlige ansøger var i den forbindelse tilbageholdt af myndighederne i fire-fem dage. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet i fire-seks år, fordi han har solgt grøntsager på gaden. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2013 deltog i en demonstration for bidooneres rettigheder. Han blev tilbageholdt af myndighederne i fem dage, hvorunder han blev udsat for vold i form af slag. Han blev løsladt mod, at han underskrev en erklæring om ikke at deltage i flere demonstrationer. Han var senere anholdt i tre til fire dage i [vinteren] 2016, fordi han solgte grøntsager på gaden. Han var herunder udsat for vold i form af spark og lussinger. Han blev løsladt mod at underskrive en erklæring om, at han ikke længere ville gøre det. Efter løsladelsen fortsatte han alligevel med at sælge grøntsager på gaden, og han blev anholdt igen i [vinteren] 2017. Han var på ny tilbageholdt, formentlig otte eller ni dage, hvorefter han blev løsladt mod kaution. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter overgreb fra myndighederne, dels fordi hun er udrejst illegalt af Kuwait, dels som følge af den mandlige ansøgers konflikt med myndighederne. Ansøgerne har endvidere henvist til de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Efter udlændingelovens § 40, stk.1, påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre sin identitet og det asylgrundlag, han eller hun påberåber sig. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort hverken deres identitet eller deres asylmotiv. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgernes kendskab til deres angivelige hjemområde og generelle viden om Kuwait under asylsagens behandling har fremstået meget mangelfuld. Ansøgerne har endvidere forklaret divergerende om deres bopælsadresse i Kuwait. Forklaringerne herom har været divergerende både hver for sig og indbyrdes og tillige i forhold til forklaringen fra den mandlige ansøgers søsters forklaring. Ansøgerne har endvidere forklaret divergerende om beliggenheden af en sundhedsklinik i Kuwait, som ansøgerne angiveligt benyttede sig af i betydeligt omfang, og om hvorvidt benyttelsen af sundhedsklinikken var gratis eller ej. Ansøgerne har endvidere forklaret divergerende om, hvorledes deres udrejse blev finansieret, ligesom den kvindelige ansøger og den mandlige ansøgers søster har forklaret divergerende om udrejsen i øvrigt. Nævnet bemærker tillige, at den mandlige ansøger under forklaringen for nævnet har oplyst, at hans seneste tilbageholdelse varede otte eller ni dage, hvorimod han tidligere har forklaret, at det var fire eller fem dage. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2019/31/CMA

demo201910

Nævnet hjemviste i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk havu og katolik af trosretning fra [by], Kivu-provinsen, Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har været politisk aktiv og medlem af UDPS (union for demokrati og social fremskridt) fra 1980’erne og frem til 1993, idet ansøgeren fandt ud af, at regimet og UDPS samarbejdede. Ansøgeren var efterfølgende selvstændig politisk aktiv, hvor han blandt andet har afholdt politiske konferencer om menneskerettigheder siden 1997. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel, idet han overfor myndighederne i Uganda har oplyst at være kritisk overfor regimet i Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ikke kan vide sig sikker på om de to regimer har et samarbejde med hinanden. Ansøgeren har yderligere henvist til, at sikkerhedsstyrker fra Rwanda kommer til ansøgerens provins i tide og utide. Ansøgeren har anført, at han bolig den 2. juli 2005 blev opsøgt af bevæbnede mænd, og på grund heraf flygtede ansøgeren og ansøgerens familie fra den Demokratiske Republik Congo. Flygtningenævnet besluttede at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på afklaring af, om de generelle forhold i ansøgerens hjemegn er af en sådan karakter, at ansøgeren ved en tilbagevenden dertil vil være i risiko for at blive udsat for behandling i strid med EMRK artikel 3 ved sin blotte tilstedeværelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælles og svigerindes inddragelsessager blev hjemvist af Flygtningenævnet [foråret] 2019 med henblik på afklaring af samme spørgsmål. Ægtefællen og svigerinden er fra samme hjemegn som ansøgeren i nærværende sag. Flygtningenævnet hjemviser derfor Udlændingestyrelsens afgørelse til fornyet behandling.” Demo/2019/10/MEG

afgh201996

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Lashkar Gar i Helmand-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban og de afghanske myndigheder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive tvangsgift med en mand ved navn [X], fordi hendes far allerede én gang har afslået at lade ansøgeren gifte sig med ham. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for Taliban har ansøgeren oplyst, at hendes far arbejdede som bygningsingeniør for en amerikansk NGO og havde samarbejdet med amerikanerne i mange år. Ansøgeren begyndte efter aftale med sin fars kollega og sine forældre at undervise piger på familiens bopæl. Ansøgerens fars kollega bragte forskellige bøger til bopælen til brug for undervisningen og ansøgerens mor spredte budskabet om undervisning i hjemmet til andre kvinder i området. Der gik et par dage fra ansøgeren indgik aftale om undervisning til undervisningen gik i gang. Ansøgeren underviste alle dage undtagen fredag og undervisningen foregik om eftermiddagen, når pigerne havde lavet deres huslige pligter. Der var 15 piger som deltog i undervisningen, da deltagerantallet var på sit højeste. På et tidspunkt modtog ansøgeren et trusselsbrev fra Taliban, som truede med at slå familien ihjel, hvis ikke de stoppede deres samarbejde med amerikanerne og undervisningen af pigerne. Dagen efter meldte ansøgerens far truslen til myndighederne. En uge senere genoptog ansøgeren undervisningen af pigerne. Undervisningen fortsatte i tre dage, hvorefter familiens hus en nat blev brændt ned, selvom familien ikke var blevet opsøgt af Taliban i perioden mellem branden og modtagelsen af trusselsbrevet. Ansøgerens lillebror omkom i branden. Ansøgeren og resten af familien flygtede til Kabul. Under flugten forfulgte en bil med talibanere familien og skød efter dem, men familiens chauffør formåede at ryste dem af. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for [X] har ansøgeren oplyst, at [X] er ansat i sikkerhedstjenesten. Han ankom til familiens bopæl omkring fem eller seks dage inden branden i huset. Ansøgerens far og manden kendte hinanden, men brød sig ikke om hinanden, idet de havde haft en konflikt i 1990’erne. [X] talte med ansøgerens far og ytrede ønske om at gifte sig med ansøgeren, hvilket faren afslog under henvisning til at [X] var en ældre mand og ikke var en god mand. [X] truede herefter ansøgerens far med at gå til myndighederne og fortælle, at familien samarbejdede med Taliban. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for de afghanske myndigheder har ansøgeren oplyst, at myndighedspersoner opsøgte familiens bopæl tre til fire dage efter [X’s] besøg. Ansøgeren er ikke bekendt med, hvornår [X] gik til myndighederne og fortalte, at ansøgerens familie samarbejdede med Taliban. Ansøgeren var hjemme, da myndighedspersonerne var på bopælen, men hun talte ikke med nogen af personerne. Ansøgerens far har genfortalt episoden til ansøgeren, men ikke i detaljer, hvorfor ansøgeren ikke ved, hvor mange personer der var, hvad de konkret sagde til faren, eller hvor længe de var på bopælen. Ansøgeren har dog fået fortalt, at de var på bopælen på grund af oplysninger fra [X]. Myndighederne gjorde ikke yderligere, fordi familien nåede at flygte i forbindelse med branden i huset to dage senere. Familien opholdt sig efterfølgende i Kabul i omkring to uger og nogle dage, hvorefter de udrejste via lufthavnen med falske pas. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret udbyggende, divergerende og upræcist om centrale forhold i forbindelse med sit asylmotiv. Ansøgeren har således ikke i asylskemaet nævnt den del af konflikten, der relaterer sig til [X’s] frieri, men først forklaret om dette ved en senere samtale. Ansøgeren har endvidere ikke i sit asylskema oplyst, at familiens bopæl blev opsøgt af myndighedspersoner, men først forklaret om dette ved en senere samtale. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende og upræcist om, hvornår de forskellige episoder fandt sted, herunder om hvor lang tid der gik fra familien modtog trusselsbrevet, til [X] kom og friede samt om, hvornår huset derefter brændte og om, hvorvidt Taleban beskød dem lige efter, de var begyndt at køre, eller om dette først skete efter 30-45 minutters kørsel. Ansøgeren har under nævnsmødet generelt svaret upræcist og afglidende på de stillede spørgsmål, herunder om sin undervisning og om flugten. Det forekommer usandsynligt, at familien uden videre kunne få en chauffør til at køre dem igennem et meget usikkert område i Helmand-provinsen og til Kabul midt om natten, ligesom det forekommer usandsynligt, at ansøgeren i mørket kunne se Taleban-medlemmernes ansigtsmaskering inde i deres bil fra sin plads i familiens bil på hovedvejen ude på sletten, hvor beskydningen angiveligt fandt sted. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring om, at hun skulle have asylbegrundende konflikter med myndighederne, [X] og/eller Taleban og finder således, at ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort, at hun er en enlig kvinde uden netværk i Afghanistan. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/96/JAH

afgh201995

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadsjik og sunni-muslim af trosretning fra en landsby i [D1]-distriktet, Oruzgan-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af de afghanske myndigheder, fordi de mistænker ham for at samarbejde med Taliban. Ansøgeren frygter også at blive slået ihjel af Taliban, fordi han har arbejdet for de afghanske myndigheder, og fordi han flygtede, mens han var tilbageholdt hos dem. Derudover frygter ansøgeren familierne til sine afdøde kolleger, fordi de beskylder ham for at stå bag deres død. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han har gjort tjeneste i det afghanske militær i perioden fra [sommeren] 2013 til [foråret] 2016. Ansøgeren var først konstabel og sidenhen sergent i Farah-provinsen. [I foråret] 2016 var ansøgeren på vej ud for at hente nogle talebanere, som hans kolleger havde tilbageholdt. Ansøgeren kørte afsted sammen med flere af sine kollegaer i to biler, hvor ansøgeren befandt sig i den bagerste bil. Undervejs blev bilerne angrebet af Taliban, og ansøgeren mistede flere af sine kolleger under angrebet. Herefter blev ansøgeren taget til fange af Taliban i [D2]-distriktet i perioden fra [foråret] 2016 til [sommeren] 2016. Mens ansøgeren var tilbageholdt af Taliban, udførte han opgaver for dem, blandt andet rengøring, reparationer af bygninger og udgravning af en skyttegrav. Ansøgeren var bange for, at Taliban ville slå ham ihjel, så han forsøgte at blive gode venner med talebanerne. Ansøgeren spurgte blandt andet talebanerne om, hvorvidt de kendte en mullah [M1] eller [M2], som ansøgeren havde set på nogle plakater på sit arbejde, og som han foregav var en af hans fars bekendte. Taliban blev interesseret i ansøgeren, da han fortalte, at hans bror, [B], var vicedirektør i et fængsel, hvor flere talebanere var tilbageholdt. Ansøgeren ringede til [B] for at finde ud af, om de kunne løslade talebanerne, hvis Taliban løslod ansøgeren, men det var [B]s chefer ikke interesserede i. Efterfølgende deltog ansøgeren i et angreb med Taliban. Ansøgeren skulle give koordinater til talebanerne, så de kunne ramme deres mål, men han gav dem de forkerte koordinater, så de skød forkert. I forbindelse med angrebet var der meget røg, og det lykkedes ansøgeren at flygte hen til et skur, hvor han gemte sig. Da det begyndte at blive lyst og stille, forlod ansøgeren skuret og flygtede til en landsby ved navn [L], hvorfra han hoppede på en lastbil, som kørte til Herat. I Herat fik ansøgeren telefonisk kontakt til [B], som sagde til ansøgeren, at han ikke skulle komme tilbage, fordi myndighederne mistænker ansøgeren for at samarbejde med Taliban, og at Taliban ligeledes eftersøger ham, fordi han er flygtet. Herefter udrejste ansøgeren til Iran. Efterfølgende har ansøgeren gentagne gange talt med [B], som oplyser, at ansøgeren fortsat er efterstræbt. Ansøgeren har også talt med sine forældre, som har oplyst, at de er flyttet som følge af Talibans tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge til grund, at ansøgeren er uddannet i militæret og har haft rang af sergent. Flygtningenævnet finder imidlertid, at væsentlige dele af ansøgerens forklaring omkring hans konflikt med Taliban og med de afghanske myndigheder på centrale punkter fremstår usandsynlig, påfaldende og konstrueret til lejligheden, hvorfor Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring herom til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke fremstår sandsynligt, at ansøgeren skulle havde opnået en sådan position som fange hos Taliban, at Taliban tog ansøgeren med til kamphandlingerne og lod ham hjælpe dem, henset til at ansøgeren havde arbejdet for militæret, herunder bekæmpet Taliban, og at ansøgerens bror arbejdede for de afghanske myndigheder. Flygtningenævnet har i den forbindelse endvidere lagt vægt på, at ansøgeren kun havde været tilfangetaget i omkring 85 dage af Taliban, og at Taliban ikke havde et nærmere kendskab til ham. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke fremstår sandsynligt, at ansøgeren i forbindelse med kamphandlingerne, hvor han angiveligt bistod Taliban, efter angrebet fra regeringsstyrkerne kunne flygte fra Taliban uden at blive opdaget, og at ansøgeren kunne skjule sig i nærheden og flygte næste morgen. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at det ikke fremstår sandsynligt, at ansøgeren skulle være efterstræbt af de afghanske myndigheder. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det ikke fremstår troværdigt, at ansøgerens chef skulle mistænke ham for at samarbejde med Taliban alene fordi, han var den ansvarlige for bilerne, og fordi ansøgeren hverken var død eller såret, ligesom de fleste af ansøgerens kollegaer angiveligt blev ved angrebet. Flygtningenævnet bemærker i den forbindele, at det fremstår påfaldende, at ansøgeren ikke forsøgte at kontakte sin chef i militæret, efter at ansøgeren flygtede fra Taliban, således at ansøgeren kunne forklare situationen. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at det ikke fremstår troværdigt, at ansøgeren skulle være efterstræbt af de afghanske myndigheder henset til, at ansøgeren har uploadet et større antal billeder af sig selv iført uniform fra det afghanske militær, og at flere personer iført militæruniformer har "liket" disse billeder af ansøgeren. Flygtningenævnet har i den forbindelse videre lagt vægt på, at det ikke fremstår troværdigt, at ansøgeren skulle være efterstræbt af de afghanske myndigheder henset til, at ansøgeren har "liket" en gruppe på Facebook for den afghanske general [G]. Flygtningenævnet bemærker også, at det forhold, at ansøgeren har forklaret, at han frygter familierne til ansøgerens tidligere kollegaer, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren har forklaret udbyggende herom, ligesom det ikke har været nævnt i forbindelse med mødet i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet bemærker endelig, at nævnet ved vurderingen af ansøgerens forklaring har taget de af advokaten fremlagte journaludskrifter vedrørende ansøgerens forløb hos en psykolog i Danmark i betragtning, men nævnet finder ikke, at disse kan føre til en ændret vurdering af forklaringen. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/95/MGO

afgh201993

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk sayed og shia-muslim fra landsbyen [X] i Helmand-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter en kommandant ved navn [A], der har slået ansøgeren. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han har bygget bygninger for den afghanske regering. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for kommandant [A] oplyst, at han i 2012 og 2013 arbejdede for kommandant [A], mens han var ansat af den afghanske stat til at opføre statslige bygninger. Ansøgerens arbejde bestod i at udføre murerarbejde. Kommandant [A], der var tilknyttet det afghanske militær, nægtede dog at betale ansøgeren og slog ham, da han bad om betaling for sit arbejde, hvorfor ansøgeren stak af. Ansøgeren fandt herefter en anden arbejdsgiver, entreprenøren [B], der også arbejdede for de afghanske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for Taliban oplyst, at hans søn i foråret 2013 og omkring samtidig med, at ansøgeren fik problemer med kommandant [A], blev kidnappet af Taliban. Dagen efter kidnapningen modtog ansøger et brev med et telefonnummer, ligesom det var anført i brevet, at ansøgeren skulle betale 60.000 amerikanske dollars. Ansøgeren ringede til telefonnummeret og fik at vide, at han skulle betale pengene for at få sin søn løsladt. Ansøgeren formåede at betale løsesummen og fik sin søn løsladt. Omkring et til to år efter kidnapningen af hans søn fik ansøgeren på et for ham ukendt tidspunkt at vide af Taliban, at han skulle stoppe sit arbejde for myndighederne. Da ansøgeren havde en stor familie at forsørge og derfor måtte fortsætte med at arbejde, kunne han ikke efterkomme kravet, hvorfor han fortsatte sit arbejde, hvorefter han blev kidnappet af Taliban. Ansøgeren blev tilbageholdt af gruppen i to måneder, i hvilken periode Taliban forsøgte at få ham til at udlevere telefonnummeret på entreprenøren [B]. Ansøgeren blev til sidst løsladt med hjælp fra nogle ældre, der arrangerede, at der blev betalt 100.000 amerikanske dollars til gruppen, så ansøgeren kunne blive løsladt. I forbindelse med løsladelsen skrev ansøgeren under på, at han ikke længere ville arbejde for myndighederne. Efter løsladelsen hørte ansøgeren ikke fra Taliban i halvandet til to år, hvorefter han på en for ham ukendt dato, hvor han var på hospitalet med sin søn, blev ringet op af sin nabo og fik at vide, at der havde været nogle bevæbnede mænd på hans bopæl, der havde ledt efter ham. Ansøgeren var overbevist om, at de pågældende mænd havde til hensigt at dræbe ham, hvorfor han sammen med sin søn tog fra hospitalet til Helmand, hvorfra de flygtede videre til Nimrouz og udrejste af Afghanistan. Ansøgerens hustru har efter ansøgerens ankomst til Danmark oplyst ham, at hun [i efteråret] 2016 blev opsøgt af Taliban, og at hun efter at være flyttet til Herat ikke har været opsøgt af gruppen, men at hun frygter det hver dag. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sin baggrund for at søge asyl i Danmark har været så uklar, usammenhængende og usandsynlig, at den ikke kan lægges til grund. Nævnet har ved vurderingen af ansøgerens oplysninger været opmærksom på, at ansøgeren helt åbenbart har psykiske vanskeligheder og angiveligt svære hukommelsesproblemer. Ansøgeren har imidlertid forklaret helt usammenhængende og usandsynligt om sin tilbageholdelse af Taliban, herunder at Taliban tilbageholdt ham som følge af, at han nægtede at udlevere telefonnummeret på en bestemt entreprenør, og at Taliban lod ham beholde sin telefon under hele tilbageholdelsen. Han har tillige forklaret noget forskelligt om, hvorvidt hans søn tidligere var blevet tilbageholdt af Taliban, ligesom ansøgerens forklaring om, hvordan han skaffede 60.000 USD i 2013 i forbindelse med sin søns tilbageholdelse, og 100.000 USD i 2015 i forbindelse med sin egen tilbageholdelse har været helt usammenhængende og usandsynlig. Endelig har ansøgeren forklaret forskelligt om den episode, hvor hans bopæl blev opsøgt 1½ til 2 år efter hans tilbageholdelse, idet han har afgivet skiftende forklaringer om, hvorvidt naboen tale med Taliban eller ej. Efter en samlet vurdering heraf finder nævnet således, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb fra Talibans side som følge af nogen individuel konflikt. Heller ikke ansøgerens forklaring om en konflikt med en kommandant kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at den angivelige konflikt fandt sted i 2012/2013, og at konflikten må anses for afsluttet. Herefter, og da heller ikke de generelle forhold i Afghanistan kan føre til en anden vurdering, finder nævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/93/JAH

afgh201977

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadsjik fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har dog til sin advokat før mødet i Flygtningenævnet oplyst, at han i dag ikke anser sig selv for hverken kristent eller muslimsk troende. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin tidligere nabo og den kriminelle gruppe, der bortførte ham i sommeren 2006. Ansøgeren blev holdt fanget af gruppen i 15 dage, inden det lykkedes ham at flygte. Efterfølgende i samme år blev ansøgerens families bil brændt af, og der blev også kastet sten mod familiens bopæl. Ansøgeren formoder, at det var personer med relation til naboen eller den kriminelle gruppe, der udførte handlingerne. Ansøgeren frygter endvidere en gruppe mænd, han ikke havde set før, der i [starten af] 2010 overfaldt ham ved universitetet i Kabul. Ansøgeren frygter derudover Taliban, som holdt ham fanget i et år. Ansøgeren blev bortført af en kriminel gruppe i [foråret] 2010, der overdrog ham til Taliban. Taliban holdt ansøgeren fanget indtil [foråret] 2011, hvor han blev befriet af styrker fra den afghanske hær. Ansøgeren frygter også at blive slået ihjel i Afghanistan, da han er konverteret til kristendommen, og da han ikke ønsker at praktisere islam ved en tilbagevenden til Afghanistan. Ansøgeren har hertil oplyst, at han i slutningen af 2009 havde besøg af sin fasters søn, [S]. [S] fortalte ansøgeren om den kristne tro, og de så filmen The Passion of the Christ sammen. Ansøgeren begyndte herefter at anse sig selv som værende kristen. I sommeren 2011 flyttede ansøgeren til Allahabad i Indien, hvor han boede frem til [starten af] 2016. Mens ansøgeren boede i Indien, læste han i Biblen på internettet, men gik ikke i kirke. Han forsøgte omkring 10 gange forgæves at komme ind i en kirke for at føle sig nærmere Gud og for at blive døbt. Ansøgeren tog herefter tilbage til Afghanistan i omkring en måned for at besøge sin syge far, inden han i [foråret] 2016 udrejste af Afghanistan. Ansøgeren indrejste i Danmark og søgte om asyl [i sommeren] 2016, og han blev døbt [i efteråret] 2016 i [en kirke] i [Midtjylland]. Efter dåben gik ansøgeren til gudstjeneste i [den kirke, han blev døbt i] en gang om ugen. I [efteråret] 2016 blev ansøgeren flyttet til Frederikshavn, hvor han gik til gudstjeneste om søndagen og deltog i andre arrangementer i kirken tirsdage og torsdage. I [foråret] 2017 flyttede ansøgeren til [et asylcenter i Nordjylland], hvor han ikke har gået til gudstjeneste, da han – så vidt, han ved – ikke bliver afholdt gudstjeneste i nogen kirker i [byen, hvor asylcentret ligger]. Ansøgerens forældre og søskende er bekendt med, at ansøgeren er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har oplyst, at han flere gange efter sin udrejse er blevet kontaktet af folk fra Afghanistan, som siger, at de vil slå ham ihjel, når han kommer tilbage til Afghanistan, men han ved dog ikke, hvem personerne er. Ansøgeren formoder, at det er personer med tilknytning til naboen, der kontakter ham. Flygtningenævnet lægger i lighed med Udlændingestyrelsen ansøgerens forklaring om sine konflikter i Afghanistan i perioden 2006-2011 til grund, og Flygtningenævnet finder ikke, at disse forhold har en sådan aktualitet, at de i sig selv indebærer, at ansøgeren i dag risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på blandt andet, at ansøgerens familie har kunnet opholde sig i Afghanistan og fortsat opholder sig i Herat. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren selv har kunnet vende tilbage til Afghanistan fra Indien og har kunnet opholde sig der i en måned frem til sin udrejse i [foråret] 2016, uden at han har været udsat for asylbegrundende overgreb. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren har modtaget trusler efter sin udrejse fra Afghanistan. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren nærmere ikke har kunnet konkretisere, hvem der har truet ham, men at det alene beror på hans formodning, at det kan være personer med tilknytning til hans tidligere nabo, som har fremsat trusler. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst at være blevet interesseret i kristendommen i 2009, efter at have set filmen The Passion of the Christ sammen med sin fætter. Herefter flyttede ansøgeren til Indien, hvor han opholdt sig i omkring fire år som studerende, og hvor han selv studerede kristendommen, men hvor han ikke gik i kirke, da han ikke kunne finde nogle kirker i det område, han boede i. Flygtningenævnet finder ansøgerens forklaring om, at han ikke kunne finde nogen kirker i området utroværdig, idet der findes flere store kirker i det område, hvor ansøgeren efter sin forklaring boede og færdedes. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren blev døbt [i efteråret] 2016 uden at have deltaget i nogen form for dåbsforberedelse, og at ansøgeren efter sin egen forklaring ikke har deltaget i nogen gudstjenester, mens han opholdt sig på [et asylcenter i Nordjylland]. Flygtningenævnet finder at måtte tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at der ikke var nogen gudstjenester i nogen kirker i [byen, hvor asylcentret ligger], og at dette var grunden til, at han ikke deltog i gudstjenester. Det forhold, at den præst, der døbte ansøgeren, var overbevist om, at ansøgerens konversion var reel, findes ikke at ændre herved, set i lyset af, at ansøgeren efterfølgende har oplyst ikke længere at være kristen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om dåben fremstår usammenhængende, idet ansøgeren ikke har kunnet huske hverken datoen for dåben eller hvem, der døbte ham. Samtidig har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at han var sunni-muslim. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst at være protestant på trods af, at han er blevet døbt i en kirke med tilknytning til Pinsebevægelsen. Yderligere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det fremgår af en indberetning [fra 2018] fra [en højskole], hvor ansøgeren har gået, at ansøgeren efter et ophold hos sin herboende bror ønskede at afslutte sit ophold på højskolen før tid, fordi han ikke længere ønskede at være kristen. Det fremgår af indberetningen fra [højskolen], at højskolen havde observeret en markant ændring i adfærd hos ansøgeren, idet han var blevet mere konfrontatorisk i forhold til muslimer versus kristne, høj stemmeføring, intens, agiterende og lettere truende adfærd. Ansøgeren var gået fra at være meget kristen til at være meget muslimsk. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke at kunne lægge vægt på ansøgerens forklaring til sin advokat om, at han i dag ikke længere er muslim. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at selve det forhold, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan i givet fald måtte undlade at praktisere islam, i sig selv vil indebære en risiko for ham. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/77/MGO

tune20191

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tunesien. Indrejst i 2014.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra […], Gafsa, Tunesien.  Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tunesien frygter at få problemer med myndighederne og sin familie og slægtninge, idet han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i Tunesien har haft et seksuelt forhold til sin ven [A]. Ansøgeren oplevede som følge heraf, at andre personer chikanerede ham og udsatte ham for fysiske overgreb. Ansøgeren har i Tunesien endvidere haft homoseksuelle forhold til turister. I perioden 2005 til 2006 oplevede ansøgeren desuden at blive behandlet dårligt af sin far, der blandt andet slog ham og brændte ham med en varm kniv. Efter sin indrejse i Europa har ansøgeren haft en række seksuelle forhold af kortvarig karakter med mænd i Europa.  Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin identitet, om hvor mange gange han er udrejst af Tunesien og baggrunden herfor, og om hvornår han udrejste af Tunesien mod Europa. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sit homoseksuelle forhold med personen [A], om hvor mange turister han havde et homoseksuelt forhold med i Tunesien og om turisternes nationaliteter. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det er påfaldende, at ansøgeren angiveligt har opholdt sig i Europa siden 2003 uden at have søgt asyl, før han søgte asyl i Danmark i 2014, og at han derefter ikke mødte op til de planlagte samtaler med Udlændingestyrelsen i 2014. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring om sine asylmotiver som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tunesien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tune/2019/1/HHU

syri20199

Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig asylansøger samt to medfølgende børn fra Syrien. Indrejst i 2015.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning fra al-Qamishli, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive indkaldt til reserven i de syriske militær, ligesom han har henvist til de generelle forhold i Syrien. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren oplyst, at han har aftjent sin værnepligt i 2011, og at hele hans årgang er blevet genindkaldt. Endelig har ansøgeren oplyst, at han ikke kan tage ophold i Libanon, hvor hans mor har statsborgerskab. Ansøgeren har hertil oplyst, at han risikerer at blive slået ihjel i Libanon, idet han er kurder fra Syrien. Ansøgeren frygter, at hans børn bliver kidnappet i Libanon, og at han ikke kan finde et arbejde. De libanesiske myndigheder vil heller ikke yde hjælp til ansøgerens barn, der er handicappet. Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv i relation til Syrien til grund. Flygtningenævnet kan derfor tilslutte sig Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker for så vidt angår muligheden for at opnå opholdstilladelse i Libanon, at det fremgår af Udenrigsministeriets notat af 2. januar 2018, at et barn af en libanesisk mor vil være berettiget til opholdstilladelse i Libanon. Dette gælder selvom moderen er afgået ved døden eller ikke opholder sig i Libanon. Det fremgår endvidere, at en ansøgning om en sådan opholdstilladelse kræver, at ansøgeren er fysisk til stede i Libanon. Det fremgår videre af notatet, at der til brug for en ansøgning om opholdstilladelse kræves et gyldigt pas. Det fremgår af sagens akter, at den mandlige ansøger aldrig har fået udstedt et pas, og at han alene har et gyldigt ID-kort. Det fremgår af Udenrigsministeriets notat af 18. maj 2017, at en syrisk statsborger, der er barn af en libanesisk mor og som aldrig har haft et pas, kan bruge sit syriske ID-kort til at søge om opholdstilladelse i Libanon. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke har haft konflikter med de libanesiske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sine angivelige konflikter med familien i Libanon til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom fremstår udbyggende, divergerende og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har oplyst om den angivelige konflikt med hans familie i Libanon til partshøringen [i sommeren] 2016, og at han først fortalte herom i partshøringen [i sommeren] 2017. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om konflikten for Flygtningenævnet, herunder at hans morbrødre er farlige, idet de er shiamuslimer, og han er sunnimuslim, at de vil dræbe ansøgeren, og at morbrødrene tilhører Hizbollah militsen i Libanon, og at de samarbejder med det syriske regime, hvilket ansøgeren ikke tidligere har forklaret. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens forklaring om, at hans mormor og morfar i Libanon er døde i 2014, hvilket han fik at vide i 2014, ikke fremstår sandsynlig henset til, at ansøgeren i partshøringen [i sommeren] 2017 har oplyst, at hans mormor og morfar fortsat var i Libanon, og at ansøgerens ægtefælle for Flygtningenævnet har forklaret, at hendes mands mormor og morfar i Libanon stadig lever. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om, at de libanesiske myndigheder angiveligt ikke kan anerkende ansøgerens moders ægteskab med hans far og angiveligt ikke kan anerkende, at ansøgeren er deres søn, til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, ansøgerens forklaring herom er udbyggende, idet ansøgeren ikke tidligere har forklaret herom, og fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren taler flydende arabisk, hvilket er et af de officielle sprog i Libanon, og at ansøgeren tilhører en af de største religiøse grupper i Libanon, og at ansøgeren har et familiemæssigt netværk i Libanon, da ansøgeren har oplyst, at hans mors familie bor i Libanon, og da ansøgerens ægtefælle for Flygtningenævnet har oplyst, at ansøgerens mormor og morfar stadig lever. Flertallet af Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at Libanon, hvor ansøgerens mor er statsborger, kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flertallet af Flygtningenævnet finder, at det heller ikke kan føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har forklaret, at han ikke vil kunne finde arbejde i Libanon, og at ansøgeren har forklaret, at han ikke mener, at de libanesiske myndigheder vil yde hjælp til hans ægtefælles søn, [M], der er handicappet. Flertallet af Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren må antages at kunne opnå tilstrækkelige sociale og økonomiske forhold i Libanon. Flertallet af Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet om, at hans ægtefælles søn, [M],, ikke har modtaget behandlinger og på ansøgerens ægtefælles forklaring for Flygtningenævnet om, at hendes søn [M], ikke har haft behov for anden behandling end høreapparater, som han ikke bruger mere, og fysioterapi. Flertallet af Flygtningenævnet bemærker endelig, at der ikke på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger er holdepunkter for at antage, at syriske statsborgere med en libanesisk mor, og som opnår opholdstilladelse i Libanon, risikerer refoulement til Syrien. Der henvises herunder til rapporten United Nations International Covenant on Civil and Political Rights af 9. maj 2018. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2019/9/TBP

syri201927

Nævnet meddelte i maj 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om klageren må anses for udelukket fra beskyttelse i Danmark. Da klageren er udvist af Danmark, er formodningen imod, at klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. herved udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet skal imidlertid foretage en afvejning mellem de hensyn, der er nævnt i udlændingelovens § 26, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at ansøgningen om opholdstilladelse imødekommes. Denne afvejning skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen, idet klageren isoleret set er konventionsflygtning. Efter Flygtningekonventions art. 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Ved Vestre Landsret ankedom [i starten af] 2018, der stadfæstede Horsens Rets dom [i sommeren] 2017, blev klageren straffet med fængsel i fem måneder for overtrædelse af straffelovens § 123, § 232 og § 260, stk. 1. Det fremgår af dommen, at lovovertrædelserne blev begået i samme forhold, og at klageren ikke var hovedmanden. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den pådømte kriminalitet, at klageren ikke kan anses for at være domfældt for en særlig farlig forbrydelse, som indebærer, at han betragtes som en fare for samfundet. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på længden af den udmålte straf, forbrydelsens karakter, og at klageren ikke var hovedmanden. Flygtningenævnet finder herefter, at der foreligger sådanne særlige grunde, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2019/27/HZC

syri201926

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er syrisk statsborger, etnisk araber og muslim fra Dayr az-Zawr, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive slået ihjel som følge af, at han deserterede fra sin militærtjeneste. Klageren har til støtte herfor henvist til, at han aftjente værnepligt fra 2003 til 2005. Klageren meldte sig som frivillig til hæren i 2008. Han arbejdede som oversergent i Division 14 indtil [sommeren] 2012, hvor han udrejste af Syrien. Han deserterede fra militæret, fordi han var bange for, at han ville blive tvunget til at deltage i krigen, idet han kunne risikere at skulle dræbe andre, eller selv risikere at blive dræbt. Klageren havde kort inden sin udrejse hørt, at civile var blevet dræbt i hans område, hvorfor han flygtede med sin familie. Klageren har til støtte for sit asylmotiv videre henvist til, at han frygter, at oppositionen tror, at klageren har valgt side i konflikten, og dermed holder med regimet. Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for en udsendelse af en udlænding, der har haft opholdstilladelse efter § 7 eller 8, og som er udvist ved dom, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som mandlig syrisk statsborger i den militærpligtige alder isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder endvidere som Udlændingestyrelsen, at klageren ikke kan udsendes med tvang til Syrien i medfør af udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1. Da klageren er udvist med indrejseforbud, kan han ikke meddeles opholdstilladelse, medmindre særlige grunde taler derfor, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 10, stk. 3, at en udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, kun kan udelukkes fra asyl efter § 10, stk. 3, 1. pkt., hvis den pågældende må anses for en fare for landets sikkerhed eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren har ikke haft arbejde i Danmark og har ikke nær familiemæssig eller anden væsentlig tilknytning til Danmark. Klageren er dømt for narkotikabesiddelse med henblik på videresalg af næsten 250 gram kokain, hvilket efter nævnets opfattelse udgør en særligt farlig forbrydelse. Klageren er for forbrydelsen idømt en straf på fængsel i 1 år og 9 måneder. På baggrund heraf finder nævnet, at klageren må betragtes som en fare for samfundet. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, at klageren kan meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2019/26/CRT

syri201924

Nævnet meddelte i maj 2019 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.  Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber, sunni-muslim og født og opvokset i landsbyen [A] i Rif Damaskus-provinsen, Syrien. I 2013 flyttede klageren og hans familie på grund af uroligheder i deres hjemområde til Damaskus. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder ved ankomsten til lufthavnen i Damaskus, fordi han har unddraget sig militærtjeneste, ligesom han frygter at blive tvunget til at aftjene militærtjeneste. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han udrejste af Syrien, fordi der var krig, og fordi han ikke ønskede at aftjene militærtjeneste. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af, at han har unddraget sig militærtjeneste i Syrien. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssigt at udsende klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren er dømt for forsøg på overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, og nævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at der er tale om et enkeltstående forhold, der er begået uden forudgående planlægning, da klageren sammen med to andre var på vej hjem fra byen. Der er tale om en forsøgshandling, og klageren var på tidspunktet for røveriforsøget 20 år gammel. Klageren har været i flere praktikophold og har i godt tre år gået på sprogskole. Han har sin bror og en fætter i Danmark, mens resten af hans familie befinder sig i Syrien. Flygtningenævnet finder, at der er tale om en særlig farlig forbrydelse, men finder under de angivne omstændigheder ikke, at klageren kan betragtes som en fare for samfundet. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at klageren skal udelukkes fra at få meddelt opholdstilladelse. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2019/24/thv

soma201923

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Opholdstilladelsen er bortfaldet som følge af udvisning med indrejseforbud i 12 år ved dom af […] afsagt af [en nærmere bestemt landsret]. Der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. [I begyndelsen af] 2019 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at udlændingelovens § 31, er til hinder for, at den pågældende kan udsendes til Syrien, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. Udlændingestyrelsen har i samme afgørelse herefter vurderet, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra […], Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Syrien, fordi han frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, idet han ikke har aftjent sin militærtjeneste, og da klagerens far er efterlyst af myndighederne og udvist af Syrien. Til støtte herfor har klageren oplyst, at de syriske myndigheder ved krigens begyndelse ønskede, at klageren skulle aftjene sin værnepligt i stedet for sin far, idet han ikke længere boede i Syrien. [I efteråret] 2012 blev klageren opsøgt af myndighederne, som truede hans mor med at tvinge ham til at aftjene militærtjeneste, såfremt hans far ikke meldte sig. Der blev i alt foretaget tre ransagninger af familiens bopæl med henblik på at finde klagerens far, men myndighederne har opsøgt familiens bopæl 15-16 gange. [I efteråret] 2012 blev klageren tilbageholdt ved en kontrolpost i Damaskus, fordi han havde glemt sit id-kort. Klageren blev lagt i en pose, og betjentene trampede på og slog klageren. Da klageren oplyste sit navn til betjentene, bemærkede de, at klagerens familiemedlemmer var en del af modstandsbevægelsen og spurgte efter hans fætters, [A], opholdssted. Videre har klageren henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, idet han har en tatovering på venstre underarm af […] til trods for, at han ikke støtter dem. Endelig frygter klageren de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, kun kan udelukkes fra asyl efter § 10, stk. 3, 1. pkt., hvis den pågældende må anses for en fare for landets sikkerhed, eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren er ved endelig dom afsagt af [nærmere bestemt landsret] [tidspunktet for dommen] sammen med tre andre personer dømt for røveri, forsøg på røveri og indbrudstyveri over en periode på tre dage. Klageren var på gerningstidspunktet 21 år gammel. Han er efter det oplyste ikke tidligere straffet og der foreligger heller ikke oplysninger om, at han efterfølgende er sigtet eller dømt for strafbare forhold. Det fremgår af dommen, at han var blevet fyret fra sit job i […], hvorefter han begyndte at tage stoffer og i Tyskland købte en attrappistol, som efterfølgende blev benyttet under røveriet og røveriforsøget. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. I denne vurdering indgår på den ene side karakteren af den ved [nærmere bestemt landsrets] dom pådømte kriminalitet, der må anses for en særlig farlig forbrydelse, således at klageren må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, og på den anden side oplysningerne om klagernes personlige og familiemæssige forhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2019/23/CHPE 

syri201922

Nævnet meddelte i maj 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013.  Det fremgår af sagen, at ansøgeren [forår] 2017 er blevet idømt 50 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, og udvist af Danmark med indrejseforbud i fire år. Vestre Landsret stadfæstede [efterår] 2017 dommen med den ændring, at straffen blev forhøjet til fængsel i tre måneder og indrejse forbud i seks år. Flygtningenævnet udtalte: Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Udlændingestyrelsen har i afgørelsen af 26. februar 2019 vurderet, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Aleppo, Syrien. Klageren udrejste af Syrien i 2000 med sin familie til Libanon, hvor han opholdt sig indtil 2008. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien, herunder at han som mand i den militærdygtige alder er blevet indkaldt til militærtjeneste. Klageren har endvidere henvist til, at ha frygter for sit liv grundet en æresrelateret konflikt. Klageren har til støtte for sit asyl motiv anført, at han i omkring halvandet til to år havde et forhold til en kvinde ved navn [J]. En dag forsvandt [J]. Klageren har efterfølgende erfaret, at [J] er blevet slået ihjel af sin familie, idet de anser forholdet for at have vanæret familien. Klageren frygter at blive slået ihjel som følge heraf. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 10, stk. 3, at en udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, kun kan udelukkes fra asyl efter § 10, stk. 3, 1. pkt., hvis den pågældende må anses for en fare for landets sikkerhed, eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at den kriminalitet, som klageren ved Vestre Landsrets dom af [efterår] 2017 blev dømt for, ikke kan betegnes som en særlig farlig forbrydelse, der indebærer, at klageren kan betragtes som en fare for samfundet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på den udmålte strafs længde samt på karakteren af og omstændighederne for den udøvede vold. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at klageren ikke kan udelukkes fra asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2019/22/MEG

sril20193

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Srilanka. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i 1985, og Direktoratet for Udlændinge meddelte samme år klageren opholdstilladelse efter dagældende udlændingeloves § 7, stk. 1, nr. 2. Udlændingestyrelsen besluttede i 2017, at klagerens opholdstilladelse efter dagældende udlændingelovs § 7, stk. 1, nr. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, og § 17, stk. 4.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Klageren er etnisk tamiler og kristen fra Sri Lanka. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 1985, og at han [i efteråret] 1985 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 1, nr. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i foråret] 2015 udrejste til Sri Lanka med henblik på at tage permanent ophold i hjemlandet. Ved brev, modtaget af Udlændingestyrelsens [i foråret] 2016, ansøgte klageren om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for at være bortfaldet. [I efteråret] 2016 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet efter bestemmelserne i udlændingelovens § 17 a. [I starten af] 2017 indrejste klageren på ny i Danmark. [I sommeren] 2017 underskrev klageren en erklæring om frivilligt frafald af opholdstilladelse, idet han ønskede at tage permanent ophold i Sri Lanka. Efter sagens oplysninger udrejste klageren [i efteråret] 2017 til Sri Lanka. [I efteråret] 2017 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 1, nr. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens 17, stk. 1 og § 17, stk. 4, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark og frivilligt havde taget bopæl i Sri Lanka. Udlændingestyrelsen fandt ikke, at det kunne føre til en ændret vurdering, at klageren [i sommeren] 2017 havde oplyst Udlændingestyrelsen, at han havde fortrudt sin repatriering, idet det efter udlændingelovens § 17 a, stk. 6, kun er muligt én gang at bevare sin opholdstilladelse i henhold til udlændingelovens § 17 a. Flygtningenævnet bemærker, at bestemmelsen i § 17 a blev indsat ved lov nr. 464 af 30. juni 1993 om ændring af lov om social bistand, lov om social pension og udlændingeloven (Hjælp til frivillig repatriering). Bestemmelsen fik følgende ordlyd: ”§ 17 a. For en udlænding, der tilhører den gruppe af personer, der er nævnt i § 47 a i lov om social bistand, og som med henblik på at tage varigt ophold vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, bortfalder opholdstilladelsen først, når vedkommende har opholdt sig uden for landet i mere end 6 på hinanden følgende måneder. Har udlændingen lovligt boet her i landet i mere end de sidste 6 år, bortfalder opholdstilladelsen dog først, når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. For personer, der er nævnt i § 47 a, stk. 1, nr. 4-6 og 8, i lov om social bistand, finder reglerne i 1. og 2. pkt. kun anvendelse, såfremt de vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland sammen med den person, til hvem de har den tilknytning, der har dannet grundlag for opholdstilladelsen. Stk. 2. En udlænding kan kun een gang bevare sin opholdstilladelse i henhold til stk. 1”. Af forarbejderne til lovforslaget fremgår om begrænsningen i § 17 a, stk. 2, bl.a.: ”3. Den foreslåede ordning … For at hindre misbrug af støtteordningen, foreslås det, at en udlænding kun een gang har mulighed for at bevare opholdstilladelsen efter de foreslåede regler om fortrydelsesret… 8. Fortrydelsesret: Nogle af de personer, der vender tilbage til deres hjemland, fortryder repatrieringen. Grundene hertil kan være, at de økonomiske, sociale og kulturelle forhold i hjemlandet har ændret sig, ligesom de pågældende vil være præget af forholdene i asyllandet. De nævnte risikomomenter bevirker formentlig, at nogle ikke vil turde at repatriere, såfremt der ikke findes en fortrydelsesret. På denne baggrund foreslås det, at der indføres en tidsbegrænset ret til at bevare opholdstilladelsen i Danmark uden tab af status. Denne mulighed for at bevare opholdstilladelsen kan kun benyttes een gang… Til § 3 … For at hindre misbrug af repatrieringsordningen er det i stk. 2 fastsat, at en udlænding kun een gang kan benytte muligheden for at bevare sin opholdstilladelse efter de foreslåede mere lempelige regler”. Samtidig blev der indsat bestemmelse i lov om social bistand § 47 a om, at en udlænding, der havde benyttet muligheden for at bevare sin opholdstilladelse i henhold til udlændingelovens § 17 a, kun kunne modtage repatrieringshjælp een gang. Dette var ifølge forarbejderne til lovforslaget for at forhindre misbrug af støtteordningen. Bestemmelsen i udlændingelovens § 17 a er ændret flere gange, jf. ændringslov nr. 34 af 18. januar 1995, lov nr. 353 af 2. juni 1999 om repatriering, § 16, ændringslov nr. 424 af 31. maj 2000, ændringslov nr. 365 af 6. juni 2002 og lovændring nr. 704 af 8. juni 2017, uden at det har givet anledning til at ændre fortrydelsesretten. Af forarbejderne til lov nr. 353 af 2. juni 1999 om repatriering, § 16, fremgår udtrykkeligt, at det blev foreslået, at en udlænding som hidtil kun én gang kan benytte muligheden for at bevare sin opholdstilladelse, ligesom hjælp til repatriering efter forslaget som hidtil kun skulle kunne modtages én gang. Lovændring nr. 704 af 8. juni 2017 indebar en justering af betingelsen om, at det kun var muligt at modtage hjælp til repatriering én gang, idet det fremover alene skulle være hjælp til repatriering, der var ydet efter repatrieringsloven, der trådte i kraft den 1. januar 2000, der var omfattet af bestemmelsen. Samtidig blev det i forarbejderne understreget, at lovforslaget ikke ændrede på mulighederne for at fortryde repatriering. Af forarbejderne til lovændring nr. 704 af 8. juni 2017 fremgår bl.a.: ”2. Lovforslagets indhold: … 2.3. Kun hjælp til repatriering til én gang… 2.3.2. Ministeriets overvejelser og foreslået ordning… Det bemærkes, at der ikke ændres på mulighederne for at fortryde repatriering efter udlændingelovens § 17 a. En udlænding, der tidligere har forsøgt at repatriere for derefter at vende tilbage til Danmark i medfør af fortrydelsesretten, jf. udlændingelovens § 17 a, kan således ikke på ny fortryde repatriering. Vedkommende vil derfor være sidestillet med en indvandrer, der repatrierer, og som dermed opgiver sin opholdstilladelse i Danmark uden mulighed for at fortryde. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 8… Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser: Til § 1, Til nr. 8 … Det bemærkes i øvrigt, at en udlænding som hidtil kun kan bevare sin opholdstilladelse én gang, jf. udlændingelovens § 17 a, stk. 6. En udlænding, der er omfattet af personkredsen efter udlændingelovens § 17 a, og som tidligere har forsøgt at repatriere og derefter benyttet sig af fortrydelsesretten og er vendt tilbage til Danmark, vil, såfremt vedkommende på ny repatrierer til sit hjemland eller tidligere opholdsland, ikke på ny kunne benytte sig af fortrydelsesretten og dermed bevare sin opholdstilladelse i Danmark, uanset om repatriering foretages med støtte i medfør af repatrieringsloven eller ej”. I den foreliggende sag har klageren to gange, henholdsvis [i foråret] 2015 og [i sommeren] 2017, underskrevet en frafaldserklæring og er udrejst af Danmark og indrejst i Sri Lanka. Det kan således lægges til grund, at klageren to gange har opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, og frivilligt har taget bopæl i sit hjemland, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Da det efter udlændingelovens § 17 a, stk. 6, kun er muligt at benytte sig af fortrydelsesretten én gang, hvilket klageren benyttede sig af i 2016, må klagerens opholdstilladelse anses for bortfaldet. Flygtningenævnet bemærker, at det ud fra sagens oplysninger, herunder klagerens korrespondance med Udlændingestyrelsen, ikke kan lægges til grund, at klageren ikke var klar over, hvad han skrev under på, da han underskrev erklæringen om frivilligt frafald. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er herefter, om der er grundlag for i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3, at bestemme, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet. Ifølge lovteksten kan dette ”dog efter ansøgning bestemmes”. I bemærkningerne i lovforslaget til bestemmelsen anførtes: ”Bestemmelsen svarer til betænkningsudkastets § 13. Der henvises til betænkningen, side 153”. Betænkningsudkastets § 13 havde følgende ordlyd: ”Det kan bestemmes, at en tilladelse ikke skal anses for bortfaldet, hvis udlændingen har bevaret en væsentlig tilknytning til landet, eller når andre særlige grunde taler derfor”. Betænkningen (968/1982) indeholder side 153-54 følgende: ”Bestemmelsen i udkastets § 13, stk. 1, 2. pkt. om bortfald af opholdstilladelse efter mere end seks måneders ophold udenfor landet har reglen i rådsdirektiv 68/360, art. 6, pkt. 2, som forbillede. Efter denne regel berøres et EF-opholdsbevis’ gyldighed af ikke af afbrydelser i opholdet med en varighed på ikke over seks på hinanden følgende måneder eller af fravær på grund af værnepligt. Siden 1973 har der i udlændingebekendtgørelserne været bestemmelser om, at seks måneders ophold udenfor landet medfører bortfald af opholdstilladelsen. Reglen svarer til praksis i flere andre europæiske lande. I de situationer, hvor perioden på seks måneder vil være utilfredsstillende kort, jfr. f.eks. de tilfælde, der nævnes i ”Indvandrernes forslag til løsning af deres problemer i Danmark” side 84 (se bilag 9), vil der i almindelighed kunne dispenseres i medfør af bestemmelsen i stk. 2, hvori det bestemmes, at en tilladelse ikke skal anses for bortfaldet, hvis udlændingen har bevaret en væsentlig tilknytning til landet, eller når andre særlige grunde taler derfor. Denne regel har været anvendt i tilfælde, hvor det er godtgjort, at udlændingen har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark inden seks måneder, men er blevet forhindret i at rejse hertil på grund af sygdom eller visse andre uforudsete hindringer. Man har endvidere anvendt den i tilfælde, hvor udlændingen før udrejsen har henvendt sig til udlændingemyndighederne og ansøgt om bevarelse af opholdstilladelsen, uanset at opholdet i udlandet forventet at ville vare mere end 6 måneder, f.eks. med henblik på uddannelse, midlertidig forflyttelse og andre midlertidige arbejdsforhold. Bestemmelsen muliggør også, at en udlænding med væsentlige tilknytning her til landet vil kunne få en forlænget frist til at tage stilling til spørgsmålet om varig tilbagevenden til hjemlandet eller bosættelse i et andet land”. Mulighederne for at vende tilbage til Danmark er senere ændret således, at repatrieringsfristen er forlænget til 1 år med mulighed for at søge forlængelse heraf med yderligere 1 år. Flygtningenævnet finder, at der ikke er forhold efter § 17, stk. 3, som kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har familie i Sri Lanka, herunder sin mor. Endvidere er klageren sund og rask, og efter de foreliggende oplysninger kan det ikke lægges til grund, at han led af alvorlig sygdom, da han fortrød sin repatriering [i sommeren] 2017. Nævnet har endvidere lagt vægt på klagerens tilknytning til Danmark, herunder at klageren har ekskone, to voksne børn samt en mindreårig datter i Danmark, da han [i sommeren] 2017 opgav sin bopæl i Danmark og frivilligt tog bopæl i sit hjemland. Henset til, at det var under de samme omstændigheder, som da klageren repatrierede til Sri Lanka i 2015, finder Flygtningenævnet, at klageren må have været fuldt ud bekendt med konsekvenserne af sin beslutning om på ny at lade sig repatriere. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at EMRK artikel 8 ikke afgørende taler for meddelelse af dispensation efter stk. 3. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, at der er grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Det forhold, at klageren fortrød sin hjemrejse kort tid efter sin ankomst til Sri Lanka, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sril/2019/3/JEA

sril20192

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk moor og muslim fra Ampara, Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter, at myndighederne vil anholde og fængsle ham, idet myndighederne mistænker ham for at have hjulpet medlemmer af De Tamilske Tigre (LTTE) og andre eftersøgte personer med anskaffelse af flybilletter og rejsedokumenter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han efter at have arbejdet for et stort flyselskab, hvor han solgte flybilletter, startede sit eget rejseselskab i foråret 2015. [I foråret] 2016 opsøgte politiet selskabets kontor i [byen X], og politiet konfiskerede i den forbindelse firmaets computere og adskillige dokumenter. Politiet tog endvidere ansøgerens assistent, [A], med på politistationen. Ansøgeren var ikke til stede på kontoret, idet han var i Colombo for at dokumentere firmaets økonomi. Samme dag opsøgte politiet ansøgerens forældres bopæl, hvor de oplyste, at de var fra Terror Investigation Department (T.I.D.) og gerne ville tale med ansøgeren. Ansøgerens forældre fortalte, at de ikke var bekendt med ansøgerens opholdssted, hvorefter politiet anmodede ansøgerens forældre om, at de skulle henvise ansøgeren til at henvende sig til politiet. [I foråret] 2016 blev en af ansøgerens ansatte, [B], slået ihjel. Ansøgeren kender ikke til detaljerne om drabet, herunder hvem der slog [B] ihjel. Omkring tre til fire uger senere, i [foråret] 2016, blev ansøgerens forældre igen opsøgt af politiet, som forklarede, at ansøgeren var mistænkt for at have forbindelser til LTTE og andre kriminelle grupper, og at politiet som følge heraf ønskede at tale med ansøgeren. Ansøgerens far kontaktede efterfølgende sin ven [C], som arbejdede hos politiet, for at få yderligere oplysninger omkring sagen. [C] vidste ikke noget om den konkrete sag, men han oplyste, at hvis T.I.D. behandlede sagen, var det alvorligt. Ansøgeren kontaktede efterfølgende en agent og udrejste af Sri Lanka [i sommeren] 2016. Efter ansøgerens udrejse er hans forældre blevet opsøgt to til tre gange af politiet, og politiet har afleveret en skriftlig indkaldelse til afhøring. Ansøgeren har fremlagt tilsigelser fra henholdsvis 2016 og 2017. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han af myndighederne mistænkes for at bistå LTTE eller andre lignende grupper med at erhverve flybilletter og andre rejsedokumenter. På grundlag af ansøgerens forklaring kan nævnet lægge til grund, at ansøgeren genne flere år havde arbejdet i rejsebranchen, og at han i 2015 startede eget rejsebureau i hjembyen. Virksomheden solgte billetter og pakkerejser, og bistod kunder i forbindelse med pas og visumansøgninger. Ansøgerens forklaring om myndighedernes ransagning af rejsebureauet [i foråret] 2016, tilbageholdelsen af morbroren og myndighedernes efterfølgende henvendelser på ansøgeres forældres bopæl beror i det hele på oplysninger som ansøgeren har modtaget fra sine forældre og en nabo. Uanset at der tages hensyn hertil, fremstår ansøgerens forklaring usammenhængende og divergerende, her under særligt i forhold til, hvilke oplysninger myndighederne gav forældrene, da myndighederne opsøgte bopælen [i foråret] 2015 og igen 2-3 uger senere. I asylansøgningsskemaet har ansøgeren oplyst, at der den [i foråret] 2016 kom fire personer fra T.I.D., der ønskede at tale med ansøgeren, men at ansøgerens forældre ikke fik at vide, hvorfor T.I.D. eftersøgte ansøgeren. Det samme var tilfældet, da T.I.D. igen henvendte sig på bopælen 2- 3 uger senere. Under oplysnings og motivsamtalen, der fandt sted [i sommeren] 2016 har ansøgeren forklaret, at han stadig ikke havde fået oplysninger om, hvorfor T.I.D. eftersøgte ham, men at det måske handler om, at han har solgt flybilletter til forkerte personer fra en oprørsbevægelse, idet morbroren havde haft kontakt til LTTE. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at T.I.D. allerede [i foråret] 2016 oplyste, at de søgte efter ansøgeren, fordi han havde kontakt med bestemte grupper. Da T.I.D. igen henvendte sig 2-3 uger senere fik ansøgerens forælde det samme svar på, hvorfor ansøgeren var eftersøgt. Ansøgeren har under asylsamtalen, der fandt sted [i sommeren] 2017 fremlagt tilsigelse dateret [i starten af] 2017. Tilsigelsen støtter efter nævnets opfattelse ikke ansøgerens forklaring om, at han er efterstræbt på grund af bistand til oprørsgrupper, idet tilsigelsen vedrører en tilsigelse til den lokale politistation i anledning af en anmeldes om ”bedrageri i forbindelse med pas”, indgivet af en navngiven privatperson. Under nævnsmødet har ansøgeren, uanset at det var understreget overfor ansøgere, at det var vigtigt, at han forklarede om det passerede i kronologisk orden, forklaret, at T.I.D., da de første gang henvendte sig hos ansøgerens forældre [i foråret] 2016 oplyste, at ansøgeren havde forbindelse til LTTE og andre grupper. Senere under nævnsmødet ændrede ansøgeren sin forklaring og forklarede, at det eneste T.I.D. sagde, var at han skulle møde op hos T.I.D. Nævnet finder, at det afsvækker ansøgerens forklaring om, at han efter [den pågældende dag] holdt sig skjult i Colombo af frygt for T.I.D., at ansøgeren den [i foråret] 2016 valgte at indgå ægteskab og lade dette registrere. Flygtningenævnet lægger på grundlag af ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren ved udrejsen, der foregik med fly fra lufthavnen i Colombo, anvendte et pas i ansøgerens eget navn. Nævnet finder at dette på afgørende vis afsvækker ansøgerens forklaring om, at han var af den opfattelse, at han var eftersøgt af T.I.D. for samarbejde med blandt andet LTTE. Det beror alene på ansøgerens formodning, at drabet på [B] har nogen relation til ansøgeren. Ansøgeren har under mødet med advokaten fremlagt en tilsigelse fra 2016, som ansøgeren har forklaret, at være kommet i besiddelse af efter samtalerne med Udlændingestyrelsen. Tilsigelsen er stort set identisk med tilsigelsen fra 2017, og bestyrker således ikke ansøgerens forklaring om asylmotivet. Nævnet finder ikke, at de foreliggende oplysninger om mulige visumansøgninger er tilstrækkeligt oplyst, og disse oplysninger er derfor ikke tillagt betydning. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 stk. 1, eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Sril/2019/2/JEA

soma201993

Nævnet ændrede i marts 2019 Udlændingestyrelsen afgørelse om inddragelse og lod dermed en mandlig statsborger fra Somalia beholde sin opholdstilladelse (B-status)]. Den mandlige statsborger fra Somalia indrejste i 2014.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Klageren tilhører Hawiye-klanen og er muslim fra [A] beliggende i Hiraan regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af al-Shabaab, fordi hans far er blevet dræbt i forbindelse med, at al-Shabaab opsøgte ham og satte ild på hans forretning, fordi de mistænkte ham for at spionere til fordel for myndighederne. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi hans kæreste blev gravid udenfor ægteskab. Klageren frygter videre, at ekskærestens far vil klage over ham til regeringen, og at han derfor vil blive straffet. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans ekskæreste var lovet til en anden mand, som hun skulle giftes med. Da hendes far fandt ud af, at hun var blevet gravid, anmeldte han klageren til al-Shabaab. Klageren befandt sig i [B], da han pr. telefon fik oplyst, af nogle bekendte fra [A], at al-Shabaab havde opsøgt klagerens bopæl i [A]. Klageren udrejste herefter illegalt af Somalia [i vinteren] 2014. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. I forbindelse hermed vurderede Udlændingestyrelsen, at klagerens forklaring om sine konflikter i Somalia ikke kunne afvises. I Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse [fra vinteren] 2017, har Udlændingestyrelsen fortsat lagt klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, men har vurderet, at klageren ikke længere kan anses som profileret i forhold til al-Shabaab, hvis han vender tilbage til Somalia.  Klageren har forklaret troværdigt og konsistent om sit asylmotiv, og Flygtningenævnet kan således i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund. Det kan således lægges til grund, at klagerens far er afgået ved døden som følge af et angreb foretaget af al-Shabaab, og at klageren har gjort sin kæreste gravid, hvilket er kommet til al-Shabaabs kundskab. Under hensyn til, at klageren kommer fra en mindre landsby, der ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger er kontrolleret af al-Shabaab, finder nævnet, at klageren fortsat må anses som værende profileret i forhold til al-Shabaab på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til sit hjemområde fortsat er i risiko for asylbegrundende forhold. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [en dato i vinteren] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/93/snd

soma201992

Nævnet ændrede i marts 2019 Udlændingestyrelsen afgørelse om inddragelse og lod dermed en kvindelig statsborger fra Somalia beholde sin opholdstilladelse (B-status)]. Den kvindelige statsborger fra Somalia indrejste i 2013.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Klageren er fra klanen [A] og muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af tyveknægte, der efterstræbte hendes klan, [A], [B]. Klageren frygter videre, at blive slået ihjel af al-Shabaab, ligesom hun frygter de generelle forhold i Somalia. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes bopæl blev opsøgt af to ukendte tyveknægte, som havde til hensigt at voldtage hende. Hendes fire onkler forsøgte at forhindre dette, hvilket medførte, at de blev dræbt af skud. Til inddragelsessamtalen oplyste klageren, at hun ikke frygter noget konkret ved en tilbagevenden til Somalia, men at hun ønsker at blive i Danmark. Hun oplyste videre, at hun ikke har noget familie tilbage i Somalia, og at hun har en bror i Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet finder på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret på en sådan måde, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Ud fra en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder at det må lægges til grund, at klageren i 1990/91 udrejste fra Somalia til Yemen sammen med sin familie, finder flygtningenævnet, at det må lægges til grund, at klageren reelt vil være en enlig kvinde i Somalia uden mulighed for at opnå beskyttelse hos et mandligt netværk. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren, der ifølge en neuropsykologisk undersøgelse af [sommeren] 2017, har et svært nedsat begavelsesniveau med en betydelig mental retardering med en begavelsesindeksscore under 40, der dog skal tages med forbehold på grund af kulturforskellene, konsistent har forklaret, at hun ingen familie eller netværk har i Somalia, ligesom dette støttes af oplysningerne fra klagerens brors asylakter. Med henvisning til dommen R. H. mod Sverige af 10. september 2015 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol finder Flygtningenævnet herefter, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet bemærkes, at nævnet ikke finder, at klagerens asylmotiv er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 27. september 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/92/snd

soma201981

Nævnet hjemviste i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Klageren er etnisk somali og sunnimuslim fra Baardheere, Gedo-regionen, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Tunni. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af al-Shabaab, fordi han har nægtet at samarbejde med dem. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han på et tidspunkt blev opsøgt af tre mænd fra al-Shabaab. De stoppede ham på gaden i Baardheere og forsøgte at overtale klageren til at samarbejde med dem. Klageren nægtede dog. Den efterfølgende aften blev klageren opsøgt af fem mænd fra al-Shabaab på sin bopæl. De overfaldt klageren og gav ham bind for øjnene. De kørte klageren væk fra bopælen. Han blev kørt til et sted, hvor han blev smidt ud af bilen. Al-Shabaab pegede på klageren med deres våben og spurgte, hvorfor klageren ikke ville samarbejde med dem og føre hellig krig, når nu det var Guds vilje. De slog klageren, så han til sidst mistede bevidstheden. Næste morgen blev han fundet af nogle personer uden for byen, som bragte ham til hans mor. Fem dage efter overfaldet blev klageren opsøgt af al-Shabaab igen. Klagerens mor åbnede døren og fortalte, at klageren var sengeliggende som følge af de slag, som al-Shabaab havde tildelt ham. Al-Shabaab forlod bopælen. Klageren mor sørgede herefter for, at klageren blev overført til et andet hus den efterfølgende dag. Her gemte klageren sig frem til sin udrejse af Somalia. Klageren har desuden som asylmotiv henvist til, at han under sit ophold i Danmark er blevet så vestlig, at han vil være i risiko for overgreb. Udlændingestyrelsen meddelte 31. juli 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen nedlagde under nævnsmødet påstand om hjemvisning. Udlændingestyrelsens repræsentant gjorde til støtte herfor gældende, at Udlændingestyrelsen i lang tid har fulgt en ny praksis vedrørende den vurdering, der fremgår af afgørelsen af 23. november 2017 side 6 nederst, der er sålydende ”Vi bemærker afslutningsvis, at det forhold, at du har en ægtefælle, der har fået opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 8, stk. 3, den 24. februar 2014, som du har fået et barn med, ikke kan føre til en ændret vurdering. Dette forhold vil dog kunne indgå i en vurdering i forbindelse med en eventuel ansøgning om familiesammenføring på baggrund af ægteskabet”. Udlændingestyrelsen skal således ved en fornyet behandling af sagen vurdere dette i lyset af EMRK artikel 8. Advokaten protesterede imod en hjemvisning, såfremt Udlændingestyrelsen ikke kan garantere, at en fornyet behandling af sagen vil føre til en forlængelse af klagerens opholdstilladelse. Advokaten anførte til støtte herfor, at lovændringen (lov om ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love), der træder i kraft den 1. marts 2019, vil føre til, at § 26-hensyn ikke længere skal indgå i en afgørelse om nægtelse af forlængelse eller inddragelse af opholdstilladelse og bemærkede i den forbindelse, at en hjemvisning vil medføre, at der træffes en ny afgørelse. Flygtningenævnet besluttede efter det af Udlændingestyrelsens anførte om den skete praksisændring at hjemvise sagen til fornyet førsteinstansbehandling i Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen foretager en fornyet behandling af klagerens personlige forhold, herunder klagerens tilknytning til sin herboende ægtefælle og søn. Det af advokaten anførte kan ikke føre til et andet resultat.” Soma/2019/81/JHB

soma201980

Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Klageren er etnisk somali og sunni muslim fra […], Galgaduud, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt, idet hun har indgået et ugyldigt ægteskab, og da hun har fået et barn udenfor ægteskab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun mødte sin ægtefælle, [A], i 2013. De blev kort efter religiøst viet. Umiddelbart efter vielsen blev klageren gravid med [A’s] barn. Da al-Shabaab fandt ud af, at klageren var gravid, fortalte klageren al-Shabaab, at [A] var faren til barnet. Da folkene fra al-Shabaab konfronterede [A] med klagerens graviditet, benægtede [A], at han var faren til klagerens barn. Han fortalte samtidig, at han ikke havde indgået ægteskab med klageren. Da klagerens mor mødte op hos al-Shabaab for at tale klagerens sag, blev hun slået i hovedet med en kæp. Personerne fra al-Shabaab fortalte herefter klageren, at hun ville blive henrettet i henhold til Sharialoven, når hendes barn var så stort, at hun ikke længere skulle amme det. Al-Shabaab ville herefter tage barnet til sig og opfostre det. Da klageren havde født barnet, hørte hun jævnligt rygter om, at [A’s]s familie ville slå hende og barnet ihjel, idet de ikke ønskede at vente på, at al-Shabaab gjorde det. [A’s] storebror har desuden forsøgt at kvæle klageren. Da klageren hørte fra sin niece, at [A’s] familie havde planlagt at bryde ind hos klageren en bestemt nat og slå hende og barnet ihjel, valgte hun at udrejse af Somalia. Klageren udrejste af Somalia, da hendes barn var omkring ét år gammel. Udlændingestyrelsen meddelte 1. marts 2016 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen på en lang række centrale punkter forekommer divergerende og utroværdig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om, hvorvidt hun og [A] havde seksuelt samkvem før ægteskabet. Hun forklarede til oplysnings- og motivsamtalen, at de havde haft sex inden ægteskabet, mens hun til asylsamtalen forklarede – og fastholdt - at der ikke var fysisk kontakt mellem dem inden ægteskabet. Under nævnsmødet forklarede klageren, at de havde haft seksuelt samkvem før ægteskabet. Flygtningenævnet bemærker herved, at det er et forhold, der må antages at have haft betydning for klageren. Flygtningenævnet finder endvidere, at klagerens forklaring om ægteskabet med [A] forekommer utroværdig. Det forekommer således mindre troværdigt, at ægteskabet efter klagerens forklaring skulle indgås hemmeligt, fordi [A] stadig studerede og gerne ville holde en stor bryllupsfest, når han vendte hjem fra skolen, men at han var jaloux og ville giftes for at undgå at ansøgeren blev gift med en anden i mellemtiden. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om, hvor gammel hendes søn var, da hun udrejste. Hun har således til oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen forklaret, at sønnen var omkring et år, da hun forlod landsbyen, mens hun under mødet i Flygtningenævnet forklarede, at han var 6 eller 7 måneder eller måske 11 måneder, og at hendes mor efterfølgende har fortalt hende, at sønnen var 6 måneder. Klageren har videre forklaret divergerende om mødet hos Al-Shaabab. Klageren har således til asylsamtalen forklaret, at hun tog hen til Al-Shabaab stationen og mødtes med lederen. Hun blev efterfølgende bedt om at tage hjem, og [A] blev kaldt til stationen, hvor han nægtede at have gjort hende gravid. Al-Shabaab opsøgte hende igen og fortalte hende, at hun skulle straffes i henhold til Sharialoven. På mødet i Flygtningenævnet forklarede klageren, at hun og hendes mor blev hentet af to al-Shabaab folk. Under mødet ringede al-Shabaab til [A], og hun kunne høre, at [A] nægtede det hele. al-Shabaab sagde, at hende opførsel var uislamisk og ikke tilladt, og at hun skulle straffes efter loven efter at have født og ammet barnet. Nævnet har videre lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende og udbyggende om episoden, hvor hun angiveligt blev overfaldet af [B], herunder om, hvorvidt episoden fandt sted på [A’s] eller hendes egen bopæl og om, hvorvidt hun var gravid på dette tidspunkt eller havde født barnet samt om, hvorvidt [B] forsøgte at kvæle hende eller sparkede hende hårdt i maven. Klageren har endvidere under nævnsmødet forklaret udbyggende, at [B] sparkede hende i maven for at få hende til at abortere barnet.  Nævnet finder ikke, at divergenserne kan forklares med tolkeproblemer og bemærker herved, at klageren har underskrevet referaterne og ikke under samtalerne med Udlændingestyrelsen har peget på, at der skulle være problemer med at forstå tolken. Flygtningenævnet må således afvise klagerens forklaring om forholdet til og ægteskabet med [A] samt graviditeten og dermed konflikten med al-Shaabab og [A’s] familie som utroværdig. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet endvidere, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse. Nævnet har lagt til grund, at klagerens hjemområde er under indflydelse af al-Shabaab. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger er ophold i al-Shabaab kontrollerede områder for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke tilstrækkeligt til at opnå asyl. I vurderingen har nævnet inddraget de seneste baggrundsoplysninger, herunder om al-Shabaabs måde at operere på i områder, hvor al-Shabaab har kontrol henholdsvis ikke har kontrol. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på har ændret sig fra vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at klageren må anses for at være uprofileret i forhold til al-Shabaab. Nævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til hendes hjemområde i Ceel Buur i Galgaduud-regionen i Somalia ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet bemærker videre, at klageren ikke kan anses som en enlig kvinde uden netværk, da klageren har familie i Somalia, herunder hendes morbror og lillebror på 18 år. Flygtningenævnet tiltræder herefter Udlændingestyrelsens afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse.” soma/2019/80/JHB

soma201970

Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af for-længelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører Gaadsan-klanen og er muslim af trosretning. Klageren kommer fra [landsby] i Bakool-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælle og hans familie, idet hun har giftet sig på ny imod sin tidligere ægtefælles vilje. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at hun blev skilt fra sin mand i 2012, og at hun giftede sig på ny i 2013. Kort tid herefter hørte klageren igennem sin mor, at hendes tidligere ægtefælle ville dræbe hende. Klageren blev herefter opsøgt af sin tidligere ægtefælles mor og søster, der sagde, at de ville overtage ansva-ret for klagerens børn. Klageren blev overfaldet af sin tidligere ægtefælle og fem af hans venner. Den ene var muligvis den tidligere ægtefælles fætter. Hun blev slået og sparket, således at hun aborterede. Klageren udrejste som følge heraf fra Somalia. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om overfaldet af hende til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at klageren har forklaret divergerende om, hvem der deltog i overfaldet. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun er en enlig kvinde, således som hun har forklaret over for nævnet. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at klagerens individuelle asylmotiv er blevet tilsidesat, at klageren har afgivet en meget usikker forklaring for nævnet om sine familieforhold, herunder datterens opholdssted, og at den situation og de handlinger, klageren har forklaret om, ikke forekommer særlig sandsynlige. Endvidere er forklaringen om finansieringen af udrejsen divergerende, ligesom forklaringen om udrejsen fremstår mindre sandsynlig. Flygtningenævnet finder således ikke, at klageren risikerer overgreb fra den tidligere ægtefælle og hans familie. Nævnet finder heller ikke, at klageren må anses som enlig kvinde. Klageren risikerer således ikke overgreb med henvisning hertil. De generelle forhold i klagerens hjemområde er ikke af en sådan karakter, at klageren risikerer overgreb alene ved sin blotte tilstedeværelse i området. Det vil således ikke være i strid med den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 3 at henvise klageren til på ny at tage ophold i hjemområdet. Klageren har således ikke krav på at få forlænget sin opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlæn-dingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/70/CHPE

soma20195

Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Klageren er etnisk somali og muslim fra [A] i regionen Hiiran, Somalia. Klageren tilhører Hawiye-klanen, der har subklanen […], med subklanen […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet meddelte [i foråret] 2015 klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Flygtningenævnet lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af medlemmer af al-Shabaab, og medlemmer af Bal’cade- og Ali Madhaweyne-klanen, idet de ønsker at hævne drabet på to mænd, som klagerens farbror slog ihjel i 2012. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans farbror i december 2012 dræbte to mænd ved navn [B] og [C], fordi de trængte ind på hans jord. De to mænd var medlemmer af al-Shabaab. Kort tid efter drabet blev farbroren fængslet af al-Shabaab. Han døde umiddelbart efter i fængslet. I januar eller februar 2013 henvendte to personer, der er medlemmer af al-Shabaab, og som er fra Bal’cade-klanen og Ali Madhaweyne-klanen, sig til klageren. De spurgte klageren, hvorfor han var imod islam og fortalte, at hans far ikke fortjente at leve. De samme personer henvendte sig i marts 2013 til klagerens mor og sagde, at de ville hævne sig på klagerens familie, og at de ville slå klageren og faren ihjel. I maj 2013 henvendte medlemmer af al-Shabaab sig til klagerens far. De sagde til faren, at han skulle udlevere klageren til dem. Faren nægtede dette, da han ikke ønskede, at hans søn skulle bære våben. Al-Shabaab henvendte sig herefter på klagerens bopæl. Al-Shabaab tvang faren ud af huset. Da klageren løb efter dem, overfaldt personerne fra al-Shabaab ham og stak ham i maven med en bajonet. Personerne halshuggede herefter klagerens far. Klageren udrejste herefter af Somalia. Klageren har desuden som asylmotiv henvist til de generelle forhold i sit hjemområde. Klageren har under nævnsmødet forklaret kortfattet om sit oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet kan med samme begrundelse tilslutte sig Flygtningenævnets afgørelse af [foråret] 2015, hvorefter klagerens oprindelige asylmotiv blev tilsidesat som divergerende og udbyggende. Ved Flygtningenævnets afgørelse af [foråret] 2015 lagde man vægt på, at det ikke kunne udelukkes, at klageren ved sin blotte tilstedeværelse var i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet det fremgik, at al-Shabaab blokerede adgangsvejene til [A]. Det fremgik af vedlagte materiale, at AMISOM havde indtaget [A] i foråret 2014. Flygtningenævnet finder, at situationen er forbedret væsentligt, idet den usikkerhed om, hvorvidt AMISOM kunne holde [A], ikke længere er til stede, da de har fastholdt kontrollen indtil dato. Ifølge baggrundsoplysningerne har al-Shabaab endvidere ændret strategi, således at de nu især går efter profilerede mål. Da klageren er ganske uprofileret, finder nævnet ikke længere, at hans blotte tilstedeværelse i [A] vil være i strid med EMRK artikel 3. Han findes derfor ikke længere omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har været i Danmark i 4,5 år, har haft fast arbejde i omkring 2,5 år, og taler et begrænset dansk. Da han er født og opvokset i Somalia, som han først forlod, da han var 24 år gammel, finder nævnet ikke, at han har opnået en særlig tilknytning til det danske samfund, hvorfor en tilbagesendelse ikke vil virke særligt belastende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2019/5/JHB

soma201948

Nævnet omgjorde i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er sunnimuslim af religiøs overbevisning fra [by] i regionen [navn på region], Somalia. Han tilhører klanen [klannavn]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive tvangsrekrutteret til al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans koranlærer, som var medlem af al-Shabaab, førte klageren, der på dette tidspunkt var omkring 14 år, til en træningslejr, hvor klageren forblev i tre dage og blandt andet fik pålagt skydetræning. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. I Udlændingestyrelsens tilladelsesresolution af [starten af] 2014 er det anført, at Udlændingestyrelsen lagde klagerens mors forklaring om sine konflikter i hjemlandet til grund, og at man ved vurderingen lagde vægt på, at klageren kommer fra det sydlige Somalia. Udlændingestyrelsen kunne på den baggrund ikke afvise, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ville befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af tilladelsesresolution af [starten af] 2014 for klagerens mor, [A], at hun meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet hendes forklaring om sin konflikt med al-Shabaab blev lagt til grund.  Moderens konflikt drejede sig om, at klagerens koranlærer bortførte ham til en al-Shabaab træningslejr i 3 dage, at klagerens mor og far herefter holdt ham væk fra koranskolen og blev truet i den anledning, hvorefter de udrejste af Somalia. Flygtningenævnet har, som Udlændingestyrelsen, kunnet lægge klagerens mors forklaring til grund. Klageren har under nævnsmødet forklaret, at [B], den lokale leder af al-Shabaab, der er i familie med hans mor og kom i familiens hjem, var til stede i træningslejren, mens klageren opholdt sig der, ligesom der er flere andre familiemedlemmer, der er medlem af al-Shabaab. Flygtningenævnet kan ligeledes lægge denne forklaring til grund. Det fremgår af nævnets baggrundsoplysninger, at al-Shabaab fortsat kontrollerer klagerens hjemområde. Derfor, da klageren tidligere er søgt rekrutteret til al-Shabaab, og på grund af klagerens alder finder Flygtningenævnet, at klageren er profileret i forhold til al-Shabaab, og at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Somalia, da klageren er profileret i forhold til al-Shabaab og på grund af klagerens familiemæssige relationer i forhold til al-Shabaab medlemmer. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 15. november 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2” Soma/ 2019/48/TLNJ

soma201947

Nævnet omgjorde i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, således at hun fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er sunnimuslim af religiøs overbevisning fra [by] i regionen [navn på region], Somalia. Hun tilhører klanen [klannavn]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hendes bror vil blive hvervet eller slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har til støtte herfor i det store hele henvist til sin brors asylmotiv. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia ligeledes frygter for sin egen sikkerhed. Hun har til støtte herfor oplyst, at hendes tidligere klassekammerat og nabo er blevet bortført, voldtaget og udsat for vold af al-Shabaab, og at hun har fået tilsendt billeder heraf via Facebook. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. I Udlændingestyrelsens tilladelsesresolution af [starten af] 2014 er det anført, at Udlændingestyrelsen lagde klagerens mors forklaring om sine konflikter i hjemlandet til grund, og at man ved vurderingen lagde vægt på, at klageren kommer fra det sydlige Somalia. Udlændingestyrelsen kunne på den baggrund ikke afvise, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ville befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af tilladelsesresolution af [starten af] 2014 for klagerens mor, [A], at hun meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet hendes forklaring om sin konflikt med al-Shabaab blev lagt til grund. Moderens konflikt med al-Shabaab drejede sig om, at klagerens bror, [B]’s, koranlærer, bortførte ham til en al-Shabaab træningslejr i 3 dage, at klagerens mor og far herefter holdt sønnen væk fra koranskolen og blev truet i den anledning, hvorefter de udrejste af Somalia. Flygtningenævnet har, som Udlændingestyrelsen, kunnet lægge moderens forklaring til grund. Klagerens mor og bror har forklaret, at den lokale leder af al-Shabaab, [C], er et familiemedlem, der kom i familiens hjem og var til stede i træningslejren under broderens ophold der, ligesom en række andre familiemedlemmer er medlem af al-Shabaab. Flygtningenævnet har ligeledes kunnet lægge disse forklaringer til grund og har truffet afgørelse om, at klagerens bror, [B], og mor, [A], fortsat har en konflikt med al-Shabaab, idet de må anses for profilerede i forhold til al-Shabaab, der fortsat kontrollerer klagers hjemområde, og at klagerens bror og mor ikke kan henvises til at tage ophold et andet sted i Somalia. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren som ung, enlig kvinde, uden mandligt netværk ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 15. november 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/47/TLNJ

soma201946

Nævnet omgjorde i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, således at hun fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er muslim af religiøs overbevisning fra [by] i regionen [navn på region], Somalia. Hun tilhører hovedklanen [klannavn], underklanen [klannavn], subklanen [klannavn] og subsubklanen [klannavn]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at hendes familie bliver angrebet af al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes søn [A], i august 2013 blev bortført og tilbageholdt i tre dage i en al-Shabaab-træningslejr, hvor han blandt andet blev pålagt våbentræning. Da klageren efterfølgende udtog sin søn fra koranskolen, hvorfra han var blevet bortført, medførte det protester fra byens beboer samt telefoniske trusler. Omkring syv dage efter sønnens tilbagevenden udrejste klageren af Somalia med sin familie. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. I Udlændingestyrelsens tilladelsesresolution af [starten af] 2014 er det anført, at Udlændingestyrelsen lagde klagerens forklaring om sine konflikter i hjemlandet til grund, og at man ved vurderingen lagde vægt på, at klageren kommer fra det sydlige Somalia. Udlændingestyrelsen kunne på den baggrund ikke afvise, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ville befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af tilladelsesresolution af [starten af] 2014 for klageren, at hun meddeltes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet hendes forklaring om sin konflikt med al-Shabaab blev lagt til grund. Klagerens konflikt drejede sig om, at klagerens søn, [A]’s, koranlærer bortførte ham til en al-Shabaab træningslejr i 3 dage, at klageren og hendes mand derefter holdt sønnen væk fra koranskolen og i den anledning blev truet, hvorefter de udrejste af Somalia. Flygtningenævnet kan, ligesom Udlændingestyrelsen, lægge klagerens forklaring til grund. Klageren har forklaret, at lederen af al-Shabaab i lokalområdet, [B], er et familiemedlem, der kom i familiens hjem, ligesom flere andre familiemedlemmer er medlem af al-Shabaab. Flygtningenævnet kan ligeledes lægge denne del af forklaringen til grund. Efter nævnets baggrundsoplysninger kontrollerer al-Shabaab fortsat klagerens lokalområde. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren fortsat vil være profileret i forhold til al-Shabaab og ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren kan henvises til at tage ophold i en anden del af Somalia, da klageren som følge af sin konflikt og sin familiemæssige tilknytning til al-Shabaab medlemmer må anses at være profileret i forhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 15. november 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/46/TLNJ

soma20194

Nævnet omgjorde i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er somalisk statsborger af klanen Asraf og muslim af trosretning. Klageren er fra landsbyen [A] i Hiraan-regionen. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af medlemmer af Hawadle-klanen som følge af en jordkonflikt. Klageren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at hans far og bror blev dræbt af medlemmer af Hawadle-klanen i slutningen af 2004, da faren og broren gennede dyr, der tilhørte Hawadle-klanen, ud af klagerens families landbrug. En til to uger efter broren og farens død, dræbte klagerens onkel og fætter to personer fra Hawadle-klanen. Klagerens onkel og fætter blev herefter dræbt. Nogle ældre klanmedlemmer fortalte herefter klageren, at han som konsekvens af drabene på de to personer fra Hawadle-klanen var efterstræbt af Hawadle-klanen.  Klagerens families hus blev brændt ned syv til ti dage efter, at klageren havde fået dette at vide. Klageren udrejste af Somalia 20 dage efter, fætteren og onklen var blevet dræbt. Klagerens mor blev, da hun i foråret 2014 vendte tilbage til [A], dræbt af medlemmer af Hawadle-klanen. De personer, der dræbte moren, spurgte efter klageren, inden de slog hende ihjel. Klageren har desuden som asylmotiv henvist til, at han også frygter at blive enten hvervet eller dræbt af al-Shabaab, idet al-Shabaab anser personer, der vender tilbage fra Europa som værende spioner. Klageren har endeligt som asylmotiv henvist til, at hans datter vil være i risiko for tvangsomskæring, såfremt klageren vender tilbage til Somalia. Klageren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at hans datter er 11 år, og at hun ikke er omskåret. Selvom datteren opholder sig i [et europæiske land] med sin mor, er det reelt klageren, der har ansvaret for datteren, idet klagerens ægtefælle er indlagt på et psykiatrisk hospital i Norge. Klageren vil derfor være nødsaget til at tage datteren med sig til Somalia, såfremt han får inddraget sin opholdstilladelse, da han ikke vil kunne passe sin datter fra Somalia. Hvis klageren tager datteren med sig til Somalia, vil hun blive omskåret, da han ikke vil have mulighed for at modsætte sig omskæringen. Klagerens oprindelige asylmotiv har ikke været drøftet under nævnsmødet. Nævnet kan med den begrundelse, der fremgår af Flygtningenævnets afgørelse af 10. marts 2015 tilsidesætte det oprindelige asylmotiv, hvorfor han ikke har sandsynliggjort, at han er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren skal vurderes i forhold til [A]. Efter baggrundsoplysningerne kan det ikke udelukkes at al-Shabaab har kontrollen over denne region. Klageren var imidlertid udrejst fra [A], før al-Shabaab kom til, og har i øvrigt forklaret, at han ikke har haft konflikter med al-Shabaab. Idet det ifølge baggrundsoplysningerne fremgår, at al-Shabaab har ændret taktik og således primært går efter profillerede mål, samt da det kan lægges til grund, at klageren er uprofilleret, er situationen ændret så ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren findes derfor ikke længere omfattet heraf.  Nævnet lægger til grund, på baggrund af den fremlagte epikrise, at klageren er Hiv-positiv og modtager behandling herfor. Som følge af baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos temanotat af 2014. Temanotet Somalia: Behandlingsmuligheter og medikamenter, lægger nævnet til grund, at det er tvivlsomt, om klageren kan få den fornødne behandling i Somalia og særligt i klagerens hjemområde, hvorfor nævnet finder det særligt belastende at tilbagesende klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, nr. 2. Flygtningenævnet ophæver derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af […] 2017. Soma/2019/4/JHB

soma201934

Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og tilhører klanen Mariihaan, subklanen Reer Siyaad og dennes subklan Reer Ishaq Igaal og sunnimuslim fra Tulo Barwaqo, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at klageren frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han er efterstræbt af al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at al-Shabaab henvendte sig til ham i starten af 2011, idet de ønskede, at klageren arbejdede sammen med dem. Formålet med samarbejdet var at hverve de unge i lokalområdet til al-Shabaab. Klageren nægtede at deltage i samarbejdet, hvorfor han blev tilbageholdt i to dage, hvor han blev udsat for vold. Den [vinter] 2011 blev han på ny opsøgt af al-Shabaab, hvor han igen nægtede at hjælpe dem. I den forbindelse skød et af medlemmerne fra al-Shabaab mod klageren. Klageren valgte derfor at udrejse af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [forår] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Afgørelsen er ikke nærmere begrundet, men Udlændingestyrelsen har i et internt notat om afgørelsen anført begrundelsen herfor. Det fremgår heraf, at Udlændingestyrelsen har lagt klagerens forklaring om sit asylmotiv i forhold til al-Shaabab til grund, og Flygtningenævnet finder således, at afgørelsen er begrundet i klagerens individuelle forhold. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte den oprindelige troværdighedsvurdering af klagerens forklaring. Det kan således lægges til grund, at klageren i januar 2011 to gange blev opsøgt af al-Shabaab, der ønskede, at han skulle samarbejde med dem med det formål at hverve unge i lokalområdet til al-Shabaab, og at klageren nægtede dette. Det lægges videre til grund, at klageren blev tilbageholdt i to dage og efterfølgende beskudt af et af medlemmerne af militsen. Under henvisning til den tid, der er forløbet og til, at tilbageholdelsen af klageren må antages at have forbindelse til en generel hvervning af unge mennesker på det tidspunkt, finder Flygtningenævnet ikke, at klageren på nuværende tidspunkt kan antages at være profileret i forhold til al-Shabaab. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Somalia på nuværende tidspunkt vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af sine individuelle forhold. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i Tulo Barwaqo i Gedo-regionen er forbedret siden 2011, om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til hjembyen ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1.  Nævnet skal hertil bemærke, at klageren er [ældre alder] gammel. Han har haft lovligt ophold i Danmark siden [forår] 2013. Han har ikke opnået nogen tilknytning til det danske samfund eller lært det danske sprog. Han har ikke familiemæssig tilknytning til Danmark.  Det er usikkert, om og hvor meget familie klageren har tilbage i Somalia. Klageren har under mødet i Flygtningenævnet forklaret afglidende om sine relationer i Somalia, og det svækker efter nævnets opfattelse klagerens troværdighed, at han har været i besiddelse af et somalisk pas, som han har brugt som rejsedokumentation i 2017, og at passet er forsynet med et udrejsestempel fra Bosaso i Somalia. Det fremgår af et fremlagt medicinkort, at klageren blandt andet får medicin til forebyggelse af hjertekrampe og mavesår, ligesom han er i medicinsk behandling for lungesygdommen [x]. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, herunder de helbredsmæssige oplysninger, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. "soma/2019/34/GJEY

soma201933

Nævnet meddelte i januar 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk [etnicitet] og muslim af religiøs overbevisning fra [by og region], Somalia. Han tilhører klanen [klannavn]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2004, da han boede i Mogadishu, blev opsøgt af nogle personer med tilknytning til regeringen, som anmodede klageren om at udføre arbejde for dem, idet han tidligere havde arbejdet for regeringen. Frem til 2008 indsamlede klageren således blandt andet informationer om forskellige militsers aktiviteter i Mogadishu, herunder al-Shabaabs aktiviteter. I 2009 blev klageren opsøgt af en general, som oplyste, at al-Shabaab havde noteret sig klagerens navn og ønskede at slå ham ihjel på grund af klagerens samarbejde med regeringen. Omkring to dage senere blev klagerens families bopæl opsøgt af medlemmer fra al-Shabaab, der slog klagerens bror ihjel. I den efterfølgende periode blev både klagerens familie og svigerfamilies bopæl opsøgt flere gange, hvorfor klageren opholdt sig på andre forskellige bopæle frem til sin udrejse i 2012. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Udlændingestyrelsens tilladelsesresolution [af efteråret] 2013, at Udlændingestyrelsen efter en samlet og konkret vurdering har fundet, at det ikke kunne afvises, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ville være i risiko for overgreb af al-Shabaab. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter en samlet vurdering af klagerens forklaring om sit asylmotiv i forhold til al-Shabaab, at forklaringen kan lægges til grund. Flertallet henviser til, at klageren på en overbevisende måde har forklaret konsistent, sammenhængende og detaljeret om de forhold, der har ført til hans udrejse. Flertallet lægger således til grund, at klageren har arbejdet som koordinator for den somaliske efterretningstjeneste, og at han som led i dette arbejde har udført flere opgaver for regeringen med henblik på at indsamle oplysninger om de somaliske militser. Hans arbejde har herunder været rettet mod al-Shabaab, og klageren er som følge heraf, sammen med andre ansatte i efterretningstjenesten, blevet noteret på en liste af personer, som er efterstræbt af al-Shabaab. Flertallet lægger i øvrigt til grund, at klagerens bror er blevet dræbt af al-Shabaab i forbindelse med al-Shabaabs eftersøgning af klageren, der efterfølgende har måttet leve i skjul og har overnattet forskellige steder i et større område, forinden han udrejste. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at klageren er profileret i forhold til al-Shabaab, og at forholdene ikke har ændret sig på en sådan måde, at han ikke fortsat vil være i risiko for forfølgelse fra al-Shabaab ved en tilbagevenden til Somalia. Nævnet har herved også taget i betragtning, at al-Shabaab vel ikke har kontrollen i [by], hvorfra klageren kommer, men at al-Shabaab er til stede i området, og at det må antages, at al-Shabaab vil kunne ramme klageren, hvis al-Shabaab ønsker det. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder derfor ikke, at betingelserne for inddragelse af klagerens opholdstilladelse er opfyldt. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at meddele klageren asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer herefter Udlændingestyrelsen afgørelse af [slutningen] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/33/TLNJ

soma201932

Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra [by og region] i Shabelle Hoose, Somalia. Han tilhører hovedklanen [klannavn], underklanen [klannavn] og subklanen [klannavn]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev opsøgt af al-Shabaab første gang i 2010, der beskyldte klageren for at være spion og sagde, at han ville kunne leve i sikkerhed, hvis blot han samarbejdede med dem. Klageren har videre oplyst, at han i starten af 2011 endnu engang blev opsøgt af al-Shabaab på gaden, i hvilken forbindelse han blev fængslet i 10-20 dage, og at han herefter flere gange blev opsøgt af al-Shabaab. Han blev herunder opsøgt på sin bopæl og endnu engang beskyldt for at være spion. I slutningen af 2011 blev klageren tilbageholdt og fængslet i to og en halv måned, efter at han var blevet opsøgt af al-Shabaab. Efter sin løsladelse opholdt klageren sig fire til fem dage på sin bopæl, i hvilken periode han ikke var i kontakt med al-Shabaab, hvorefter han udrejste af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i slutningen af] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. I Udlændingestyrelsens tilladelsesresolution af [slutningen af] 2013 er det anført, at Udlændingestyrelsen lagde klagerens forklaring om sine konflikter i hjemlandet til grund, og at man ved vurderingen lagde vægt på, at klageren kommer fra det sydlige Somalia. Udlændingestyrelsen kunne på den baggrund ikke afvise, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ville befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klagerens forklaring om asylmotivet ikke kan lægges til grund, idet forklaringen herom fremstår usandsynlig og divergerende på helt centrale punkter. Nævnet bemærker hertil, at klagerens forskellige forklaringer ikke kan anses for at være fremkommet på grund af den tid, der er forløbet, siden forholdene, der skulle have ført til hans udrejse, fandt sted. Flygtningenævnet henviser til, at det forekommer usandsynligt, at klageren flere gange er blevet opsøgt af al-Shabaab, der har beskyldt ham for at være spion for myndighederne, og at klageren i den forbindelse to gange er blevet fængslet for senere at blive løsladt, for at han kunne overveje, hvorvidt han ville tilslutte sig al-Shabaab. Nævnet lægger endvidere vægt på, at klageren har forklaret divergerende om, hvorvidt han blev fængslet første gang, han blev opsøgt af al-Shabaab. Under asylsamtalen [i slutningen af] 2013 har klageren forklaret, at han blev fængslet i 2010, da al-Shabaab første gang opsøgte ham, mens han var ved at forlade familiens landsbrugsjord. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 forklarede klageren derimod, at han ikke blev fængslet, da han første gang blev opsøgt. Han blev fængslet i 2011, da han gik på gaden, hvor al-Shabaab tog ham. Under asylsamtalen har klageren også forklaret, at han opholdt sig på sin bopæl, da al-Shabaab ransagede hjemmet, den dag han blev løsladt for anden gang. Klageren har derimod under samtalen [i sommeren] 2017 forklaret, at han ikke opholdt sig på bopælen, da al-Shabaab foretog denne ransagning. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren ved forehold under nævnsmødet har besvaret spørgsmål om divergenserne på en usammenhængende og afglidende måde. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger og nævnets nyere praksis om, at den generelle situation i den sydlige og centrale del af Somalia ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, finder Flygtningenævnet ikke, at en tilbagesendelse af klageren til [by] i Somalia udgør en krænkelse af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Nævnet lægger således efter en samlet vurdering til grund, at de generelle forhold i den centrale og sydlige del af Somalia er forbedret, selvom forholdene fortsat er alvorlige og må betragtes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes endvidere ikke at være af midlertidig karakter. Det bemærkes endvidere, at [by] efter baggrundsoplysningerne i længere tid har været kontrolleret af AMISOM. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [slutningen af] 2013. Efter det oplyste taler og læser og skriver han dansk, og han har bestået prøve i Dansk 2. Han er ikke under uddannelse. Han har siden [foråret] 2016 arbejdet 25 timer om ugen på [arbejdsplads]. Han spiller fodbold i en klub med andre somaliere. Han har tidligere i to til tre år været medlem af en dansk fodboldklub. Han har god kontakt til sin ægtefælle, som bor i Nairobi. Det er planen, at hun skal vende tilbage til [by]. Klageren har ingen familie i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende at inddrage klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19. stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/32/TLNJ

soma201931

Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er muslim af religiøs overbevisning fra [by] i Shabeelaha Hoose-provinsen i Somalia. Han tilhører hovedklanen [klannavn], underklanen [klannavn] og subklanen [klannavn]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede i en forretning, hvor han solgte film og musik. I 2010 blev klageren opsøgt af fem personer fra al-Shabaab, der kom ind i forretningen og truede med at slå klageren og hans kollega [A] ihjel, hvis ikke de lukkede forretningen, som al-Shabaab mente var ulovlig i forhold til islam. Klageren og [A] besluttede sig efterfølgende for fortsat at drive forretningen i skjul hjemme hos [A]. Al-Shabaab fik imidlertid nys herom, hvorfor de en dag i oktober 2010 dukkede op på [A]s bopæl og beskød dem begge. Klageren formåede at flygte, mens [A] blev ramt. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter personer fra klanen [klannavn]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far blev slået ihjel af klanen, og at han dagen efter at være blevet beskudt af al-Shabaab blev bekendt med, at hans plejebror [B] havde slået en person fra klanen ihjel som hævn for farens død, hvorfor klanen nu ville have fat i klageren. Klageren udrejste herefter af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet der blev lagt vægt på daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Det fremgår i øvrigt af Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af klagerens opholdstilladelse, at styrelsen har lagt klagerens forklaring om asylmotivet til grund ved vurderingen af asylsagen. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund, idet nævnet lægger vægt på, at klageren har forklaret divergerende og usammenhængende om flere af de forhold, der skulle have ført til hans udrejse. Nævnet finder ikke, at de forskellige forklaringer kan anses for at være fremkommet på grund af den tid, der er forløbet, siden forholdene fandt sted. Flygtningenævnet henviser til, at klageren har forklaret divergerende om leveringen af varer til den forretning, som han havde sammen med [A]. Han har under asylsamtalen [i foråret] 2013 forklaret, at varerne blev skaffet fra en bekendt, der boede i [kvarter] i Mogadishu, mens han under samtalen [i sommeren] 2017 forklarede, at den bekendte boede i [kvarter]. Klageren har endvidere under asylsamtalen forklaret, at han og [A] begyndte at arbejde hjemme hos [A] to måneder efter, at de første gang blev opsøgt af al-Shabaab, mens han til samtalen [i sommeren] 2017 har forklaret, at det blot var en måned efter al-Shabaabs henvendelse. Klageren har endvidere forklaret divergerende om sin udrejse fra Somalia, idet han under asylsamtalen forklarede, at han rejste sammen med [C] i dennes bil til [bynavn], og at rejsen tog flere dage, mens han under samtalen [i sommeren] 2017 forklarede, at [C] ikke var med i bilen, og at rejsen tog en dag. For så vidt angår klagerens forklaring om konflikten med [klannavn], lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren både har forklaret, at [klannavn] mener, at klageren har dræbt en person fra denne klan, og at han også har forklaret, at klanen ikke ved, hvem drabsmanden er. Klageren har også forklaret usammenhængende om, hvornår personer fra klanen opsøgte klagerens bopæl. Han har således dels forklaret, at han ikke ved, hvornår klanen opsøgte bopælen og henvendte sig til klagerens mor, og dels har han forklaret, at klanen opsøgte bopælen samme dag, som al-Shabaab opsøgte klageren og [A] i deres forretning. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger og nævnets nyere praksis om, at den generelle situation i den sydlige og centrale del af Somalia ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, finder Flygtningenævnet ikke, at en tilbagesendelse af klageren til [by] i Somalia udgør en krænkelse af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Nævnet lægger således efter en samlet vurdering til grund, at de generelle forhold i den centrale og sydlige del af Somalia er forbedret, selvom forholdene fortsat er alvorlige og må betragtes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes endvidere ikke at være af midlertidig karakter. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark fra [foråret] 2013. Han har modtaget offentlige ydelser i perioden fra [sommeren] 2013 til [sommeren] 2014, fra [sommeren] 2014 til [sommeren] 2015, fra [efteråret] 2015 til [slutningen af] 2015 og i [foråret] 2016. Han har bestået en prøve i Dansk 1 og har tidligere haft arbejde hos firmaet [firmanavn] og været under uddannelse hos [uddannelsessted]. Klageren har ikke familie i Danmark, og han har været deltidsbeskæftiget i en periode på et år og ni måneder. Efter det oplyste er klageren udrejst af Danmark i [foråret] 2018, og han er ikke senere vendt tilbage. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende at inddrage klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19. stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/31/TLNJ

soma201929 (1)

soma201915

Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim fra Jacar i Geedo-regionen, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Madhiwaan, underklanen Musedhari og familieklanen Ahmed Ilse. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han ikke har familie, ligesom han frygter sin tidligere ægtefælles familie, som er tilknyttet al-Shabaab. Klageren har endvidere oplyst, at han frygter selv at blive slået ihjel som blodhævn for sin brors drab på to mænd. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han kom op at slås med en anden mand, som herefter skød klageren i benet. Som hævn skød klagerens bror den mand, som havde skudt klageren. Klageren frygtede nu, at den dræbtes familie eller klan ville hævne sig på ham og han blev derfor gemt væk hos en veninde, ligesom hans mor rådede ham til at flygte ud af Somalia. Senere fik klageren at vide, at broren havde dræbt endnu en mand. Derudover blev klageren gift med en kvinde, hvis familie var tilknyttet al-Shabaab. Kvindens familie havde afslået klagerens tilbud om ægteskab, da han havde henvendt sig til dem. Alligevel var klageren og kvinden blevet gift i skjul for kvindens familie. 2-4 måneder efter indgåelsen af ægteskabet begyndte kvinden at få smerter og hendes søskende fik mistanke om, at hun muligvis var gravid. Kvinden erkendte derfor overfor sine søskende, at hun var blevet gift med klageren. Klageren blev herefter fremstillet for retten hos al-Shabaab og idømt dødsstraf. Klageren blev herefter fængslet på en militærbase i Jacar, hvor han var tilbageholdt i flere måneder. En dag fik klageren at vide, at han skulle henrettes, hvorfor han flygtede og senere udrejste af Somalia. Klageren har senere fået at vide, at hans tidligere ægtefælle er død i Libyen. Udlændingestyrelsen meddelte [en dato i] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge klagerens forklaringer om sit oprindelige asylmotiv til grund, idet de på centrale punkter indeholder divergenser, som ikke findes at kunne forklares med den siden de påstående hændelser hengåede tid. Han har således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt der skete yderligere med den anden familie efter, at klageren var blevet skudt i benet eller om klagerens bror med det samme hævnede sig ved at dræbe to personer. Klageren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han har boet sammen med sin ægtefælle eller ej og om, hvorvidt hans straks efter anholdelsen blev stillet for retten og idømt dødsstraf eller om der gik en periode efter tilbageholdelsen. I overensstemmelse med de foreliggende baggrundsoplysninger lægges det til grund, at al-Shabaab har kontrollen i klagerens hjem-område, men det lægges endvidere til grund, at deres måde at operere på har ændret sig, så angreb mod civilbefolkningen alene udføres målrettet mod profilerede personer. Under hensyn til det ovenfor anførte om klagerens troværdighed sammenholdt med, at de påståede konflikter fandt sted omkring 2013 finder Flygtningenævnet, at de forhold, der begrundede opholdstilladelsen, nu har ændret sig på en sådan måde, at klageren ikke længere risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, hvorfor betingelserne for inddragelse af opholdstilladelsen i udlændingelovens § 19 findes opfyldt. Efter en samlet vurdering af de § 26 nævnte hensyn, herunder blandt andet familiemæssige relationer og tilknytning til arbejdsmarkedet finder Flygtningenævnet ikke, at en inddragelse vil være særligt belastende for klageren, der er en ung mand uden helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/15/JAH

soma2019148

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren oplyser at være klanløs og kristen protestant af trosretning fra Luuq, Gedo regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive henrettet af Al-Shabaab, idet de anser klageren for at være kristen. Klageren frygter ligeledes befolkningen i Luuq, fordi de også anser klageren for at være kristen.  Endelig har klageren henvist til de generelle forhold i Somalia. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han en dag blev opsøgt af Al-Shabaab. De tilbageholdt klageren og ville tage klageren med, idet Al-Shabaab mente, at klageren var vantro og derfor skulle dømmes til døden. Klageren løj over for Al-Shabaab om, at hans afdøde mormor havde lavet brændemærket på hans brystkasse, hvorfor Al-Shabaab ville køre klageren til hans mormor. På vejen til klagerens mormors bopæl skulle Al-Shabaab folkene bede. Klageren sagde, at han også ville bede. Under bønnen i en moske lod klageren som om, at han skulle på toilettet, hvorfra klageren flygtede. Klageren er [i foråret] 2016 blevet døbt. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit modsætningsforhold til Al-Shabaab og lokalbefolkningen til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at klageren har forklaret divergerende om pågribelsen fra Al-Shabaab og ligeledes om omstændighederne ved flugten fra Al-Shabaab. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at klagerens konversion til kristendommen er reel. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at klagerens oprindelige asylmotiv er blevet tilsidesat, og at klagerens forklaring om konversionen har sammenhæng med dette. Nævnet lægger ligeledes vægt på, at klageren ikke har forklaret overbevisende til Udlændingestyrelsen om baggrunden for konversionen, og at klageren har et meget begrænset kendskab til kristendommen på trods af, at han blev døbt allerede [i foråret] 2016. Nævnet bemærker endvidere, at klageren er udeblevet ved mødet i Flygtningenævnet, og at nævnet derfor har været afskåret fra at høre klagerens nærmere forklaring om dette asylmotiv. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at antage, at klageren vil blive udsat for overgreb fra Al-Shabaab eller lokalbefolkningen som følge af de ar, han har. Nævnet bemærker herved, at arrene, efter klagerens forklaring, ikke har nogen sammenhæng med kristendommen, men er påført klageren som barn som følge af overtro, idet man troede, at det beskyttede klageren mod sygdom. Klageren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. For så vidt angår de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia tiltræder Flygtningenævnet, at situationen, herunder i Luuq, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK art. 3. Forholdene i Luuq er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedret, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Luuq ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Klageren har opholdt sig i Danmark i omkring fem og et halvt år. Han har bestået Prøve i Dansk 2. Han har gået i 9. klasse på VUC og har haft noget arbejde siden [starten af] 2017, og måske sporadisk forud herfor. Han har ingen familie i Danmark. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham, at hans opholdstilladelse inddrages i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/148/HZC

soma2019146

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er muslim af religiøs overbevisning fra [by] i [navn på region]-regionen og tilhører hovedklanen [klannavn], subklan [klannavn]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet de mener, hun er vantro. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i alt tre gange er blevet opsøgt af al-Shabaab og to gange er blevet udsat for vold. Første gang al-Shabaab henvendte sig på klagerens families bopæl, ønskede de at hverve klagerens sønner, hvilket klagerens ægtefælle nægtede, hvorefter al-Shabaab slog ægtefællen og to af klagerens børn ihjel. Til en senere mindehøjtidelighed for klagerens ægtefælle og to børn blev klageren for anden gang opsøgt af al-Shabaab og i denne forbindelse udsat for vold, idet de kaldte hende vantro. Den tredje gang klageren blev opsøgt af al-Shabaab, brændte de alle hytter samt koranskolen i klagerens hjemområde og udsatte endnu engang klageren for vold. Klageren udrejste herefter af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund, idet forklaringen på centrale punkter er divergerende og usammenhængende og dermed fremstår konstrueret til lejligheden. Nævnet henviser til, at klageren under oplysnings-og motivsamtalen [i starten af] 2014 har forklaret, at hun så sin mand og sine to sønner blive dræbt under et angreb fra al-Shabaab, mens hun under asylsamtalen har forklaret, at hun var ude med sin søn, [A], da al-Shabaab dræbte klagerens ægtefælle og deres to sønner. Senere under samtalen har klageren dog oplyst, at al-Shabaab, udover at dræbe ægtefællen, også dræbte en søn. Under nævnsmødet har klageren forklaret, at al-Shabaab dræbte ægtefællen, en søn og en datter, som klageren i øvrigt ammede. Der henvises endvidere til, at klageren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hun i forbindelse med al-Shabaabs angreb blev taget med i en af al-Shabaabs biler, og at hun blev slået under kørslen. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2017 har klageren forklaret, at hun blev trukket efter en bil, og hun har over for nævnet hertil udbyggende forklaret, at hun derved mistede hud og kød fra benet. Klageren har i øvrigt under asylsamtalen forklaret, at hun flygtede sammen med to mænd, mens hun i nævnsmødet har forklaret, at flugten foregik med en mand. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at klageren på nævnets spørgsmål herom ikke på overbevisende måde har kunnet forklare, hvordan hun skaffede 5.000 amerikanske dollars til betaling for udrejsen. Klageren har således ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet endvidere, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse, således at betingelserne for at inddrage opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Ved vurderingen heraf er det lagt til grund, at klagerens hjemområde er kontrolleret af al-Shabaab. Ophold i al-Shabaab kontrollerede områder er dog ikke tilstrækkelig til opnåelse af asyl for personer, der er uprofilerede uden individuelle konflikter med al-Shabaab. Der henvises til foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer, herunder EASO Country of Origin Information Report, Somalia, Security Situation, fra december 2017. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Somalia, herunder til klagerens hjemområde, ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Klageren er født [i starten af] 1949 og har haft lovligt ophold i Danmark siden [i foråret] 2014. Klageren er født og opvokset i [by] i [navn på region]-regionen og har boet der hele sit liv indtil udrejsen i 2013. Klageren har ikke bestået prøver i dansk, og hun har ikke haft beskæftigelse i Danmark. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klagerens tre sønner og fire søskende fortsat bor i Somalia, idet nævnet henviser til klagerens forklaringer herom under samtalerne med Udlændingestyrelsen. Klageren kan således ikke anses for at være en enlig kvinde uden netværk i Somalia, idet Flygtningenævnet tilsidesætter klagerens forklaring overfor nævnet om, at hun ikke har nogen familie i Somalia. Der henvises til, at klageren under alle samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret om sine familiemæssige relationer i Somalia, og at hun ikke på nogen overbevisende måde har oplyst baggrunden for, at hun nu forklarer, at hun nu ikke længere har familie i Somalia. Klageren har oplyst, at hendes helbred ikke er godt, idet hun har smerter i knæ, ryg, lænd og sine ben. Hun tager medicin. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, herunder oplysningerne om klagerens helbredsmæssige forhold, at en inddragelse af opholdstilladelsen ikke vil være særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/146/TLNJ

soma2019145

Nævnet omgjorde i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er muslim af religiøs overbevisning fra landsbyen [landsbynavn] i [navn på region]-regionen og tilhører hovedklanen [klannavn], subklan [klannavn], subsubklan [klannavn]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af medlemmer af klanen [klannavn]. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [slutningen af] 2013, hvor han befandt sig ude foran sit hus sammen med fire kammerater, blev opsøgt af tre personer fra al-Shabaab, som henvendte sig og fortalte om deres organisation, idet de ønskede at værge ansøgeren og hans kammerater til at kæmpe i hellig krig. Klageren, der ikke ønskede at kæmpe for al-Shabaab, fortalte om episoden til sin far, som besluttede, at klageren var nødt til at udrejse af Somalia, hvilket han gjorde efter omkring 10 dage. Klageren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han som tilhørende en minoritetsklan er i fare for at blive slået ihjel af klanen [klannavn], som generelt behandler folk fra klagerens klan meget dårligt og udsætter dem for chikane. Klageren har selv haft problemer med en dreng ved navn [A], som tilhører den pågældende klan, idet [A] en dag i skolen ville stjæle klagerens skoletavle og penge, og idet hans familie efterfølgende truede med at slå klageren ihjel. Begge klagerens forældre er endvidere blevet slået ihjel af medlemmer af [klannavn]. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Udlændingestyrelsens tilladelsesresolution af [sommeren] 2014, at man i det væsentlige har lagt klagerens forklaring om asylmotiv til grund, idet der er lagt vægt på, at han under asylsagen har forklaret sammenhængende og detaljeret. Endvidere har Udlændingestyrelsen lagt vægt på daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering ligesom Udlændingestyrelsen i det væsentlige lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund, idet klageren på en sammenhængende og detaljeret måde har kunnet forklare om de forhold, der førte til hans udrejse af Somalia i 2013, herunder at han blev forsøgt tvangsrekrutteret af al-Shabaab. Klageren kommer fra en mindre landsby, [landsbynavn], i [navn på region]-regionen, og det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at klagerens hjemområde er kontrolleret af al-Shabaab og andre bevæbnede grupper, således at forholdene derfor er meget ustabile og urolige med blandet indflydelse og lovløshed fra flere aktører. Der henvises herom blandt andet til kontrolkort fra [slutningen af] 2018 udarbejdet af Political Geography Now. Herefter finder Flygtningenævnet, at betingelserne for inddragelse af klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, ikke er opfyldt, idet det er sandsynligt, at klageren, der er forsøgt rekrutteret af al-Shabaab, henset til de aktuelle særligt ustabile og uklare lokale forhold, vil komme i al- Shabaabs søgelys og blive efterstræbt ved en tilbagevenden til hjemområdet. Klageren risikerer således asylrelevante overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at det ikke kan lægges til grund, at klagerens påståede konflikt med en majoritetsklan udgør asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at anse klagerens konflikt for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer herefter Udlændingestyrelsens afgørelse af 8. marts 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/145/TLNJ

soma2019144

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Klageren er fra [A]-klanen og sunni muslim fra [B], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ved sin indrejse i Danmark henviste klageren til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygtede, at blive udsat for fysiske overgreb, herunder at blive slået ihjel, af sin faster og fasterens sønner, fordi hun mod deres vilje havde indgået ægteskab med en mand, der tilhørte en anden klan. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at hendes mor døde, da hun blev født, og at hun boede hos sin far, indtil han døde, da hun var 8 år gammel. Derefter blev hun passet af sin faster og voksede op i fasterens familie. Klagerens opvækst hos fasteren var meget hård. Hun fik ikke lov at gå i skole, og hun blev slået af både fasteren og fasterens børn. Klageren blev forelsket i en dreng, der havde en butik, hvor klageren handlede ind, og de besluttede efter nogen tid, at de ville gifte sig. Da hun ikke regnede med at kunne få fasterens samtykke, giftede hun sig hemmeligt, idet hendes ægtefælle var fra [C]-klanen, der er en undertrykt klan. Da fasteren nogle måneder efter fandt ud af, at klageren var blevet gift, lænkede hun klageren inde i huset. Fasterens børn truede klagerens ægtefælle med at de ville slå ham ihjel, og ægtefællen flygtede derfor fra landsbyen. Klageren blev slået, og fasteren og hendes børn sagde, at ægteskabet ikke var gyldigt og krævede, at hun giftede sig med en anden mand, som de valgte til hende. Manden som hun skulle giftes med, var en ældre mand, og klageren nægtede giftermålet. Hun sagde til fasterens børn, at hun allerede var gift med en, hun elskede. Fasteren og hendes børn truede klageren på livet. Klageren søgte herefter hjælp hos sin nabo. Naboen hjalp hende med at flygte. Hun tog til [D], hvor hendes morbror boede. Under sit ophold hos morbroren, blev morbrorens hus to gange opsøgt af fætrene. Morbroren sagde, at han ikke kunne hjælpe klageren mod hendes fætre og hjalp hende derefter til at flygte ud af landet. Efter at Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2015 havde meddelt klageren afslag på asyl, blev sagen [i efteråret] 2015 behandlet i Flygtningenævnet, der i deres afgørelse af samme dato meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, med følgende begrundelse: ”Flygtningenævnet kan i det væsentlig ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder, at forklaringen må anses for usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at det må anses for usandsynligt, at ansøgeren indgik ægteskab uden at gøre sig tanker om hvordan det ville påvirke hendes fremtidige liv, og at hun fik lov til at gå frit rundt på tidspunktet for hendes flugt efter, at hun netop var blevet løsnet fra lænken i huset. Endelig lægger nævnet vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring kunne indgå et hemmeligt ægteskab i en lille landsby hvor alle efter ansøgeren egen forklaring vidste, hvor de enkelt boede og færdedes. Dog finder nævnet ikke anledning til at forkaste den del af ansøgerens forklaring, som vedrører hendes rejserute og finansiering. Nævnet vurderer, at det ikke kan afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden til [A] vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i byen. Nævnet finder, at ansøgeren som udgangspunkt kan henvises til at tage ophold i [D], hvor hun efter sin egen forklaring opholdt sig hos sin morbroder, som finansierede hendes udrejse, inden hun forlod hjemlandet. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1. Et flertal i nævnet finder, at ansøgeren, hvis hun henvises til at tage ophold i [D], nødsages til at foretage en rejse fra Mogadishu til [D]. Flertallet finder ikke, at det kan afvises, at ansøgeren som enlig kvinde uden mandligt netværk i forbindelse med en sådan rejse vil kunne risikere overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen har indhentet baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at: ”Det er teoretisk muligt at rejse mellem de to byer, men man kan aldrig udelukke at der kunne være en del check-points (både Al-shabaab, AMISOM/SNAF, eller andre væbnede aktører) eller angreb på ruten. Generelt er det sådan, at selv hvis AMISOM/SNAF har en tilstedeværelse i byer (som fx [D] og Mogadishu), er det umuligt at sige hvor meget kontrol de reelt udøver i områderne der ligger mellem byerne. Det har ved flere lejligheder vist sig at Al-Shaab har mulighed for at angribe AMISOM/SNAF konvojer på vejene der forbinder de store byer i S/C Somalia.” Endvidere har flertallet lagt vægt på dommen R. H. mod Sverige af 10. september 2015 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvoraf fremgår: ”In the Court’s view, it may be concluded that a single woman returning to Mogadishu without access to protection from a male network would face a real risk of living in conditions constituting inhuman or degrading treatment under Article 3 of the Convention.” Flertallet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor den somaliske statsborger [ansøgerens navn] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Udlændingestyrelsen meddelte herefter [i efteråret] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren er [i efteråret] 2017 blevet partshørt over de generelle forhold i Somalia. Klageren har i forbindelse med partshøringen henvist til sit oprindelige asylmotiv og forklaret, at hun fortsat frygter at blive dræbt af sin faster og fasterens sønner, fordi hun har indgået ægteskab uden deres samtykke og er flygtet fra dem. Der er ikke fremkommet yderligere eller nye oplysninger om klagerens oprindelige asylmotiv under behandlingen af sagen om nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse, hvorfor Flygtningenævnet af de grunde, der fremgår af nævnets afgørelse af [en dato i efteråret] 2015 fortsat ikke kan lægge klageren forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund. Der er herefter ikke grundlag for at imødekomme anmodningen om udsættelse af sagen med henblik på at tilvejebringe en torturundersøgelse. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren ikke ved udrejsen af Somalia var konkret og individuel forfulgt af sin faster og dennes sønner, hvorfor hun ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hendes individuelle forhold. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, herunder i klagerens hjemområde, er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse [i efteråret] 2015, således at betingelserne for at nægte at forlænge hendes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Nævnet har ved vurderingen lagt til grund, at klagerens hjemby [A] gennem længere tid har været under al-Shabaabs kontrol, og at området ifølge de nyeste baggrundsoplysninger fortsat er under al-Shabaabs kontrol. Flygtningenævnet finder, at ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl. I vurderingen har nævnet inddraget de seneste baggrundsoplysninger om de generelle forhold i klagerens hjemområde og Somalia i øvrigt, herunder al-Shabaabs måde at operere på i områder, som de har kontrollen over henholdsvis ikke har kontrollen over. Flygtningenævnet finder i den forbindelse ikke, at den blotte omstændighed, at klageren har opholdt sig i Danmark i knap 4 år vil gøre hende profileret i forhold til al-Shabaab, eller at hun alene af den grund vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Ved vurderingen har Flygtningenævnet ligeledes lagt vægt på, at nævnet har tilsidesat klagerens forklaring om det oprindelige asylmotiv og dermed også, at hun har en konflikt med sin faster og fasterens sønner, som hun er opvokset sammen med og har boet hos frem til kort før udrejsen. Nævnet lægger således til grund, at klageren har et mandligt netværk bestående af i hvert fald familien i [A], og dermed at hun ikke er en reelt enlig kvinde. Med hensyn til, om en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse må antages at ville være særligt belastende bemærkes, at klageren er sund og rask og har opholdt sig i Danmark i godt 4 år, at hun ikke har familie i Danmark, og at hun hverken er i gang med en videregående eller erhvervsrettet uddannelse ligesom hun ikke har været i beskæftigelse her i landet. Hun er i gang med modul 4 i prøve dansk 2 og taler, læser og skriver lidt dansk. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for hende at nægte af forlænge hendes opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 11, stk., 2, jf., 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/144/snd

soma2019143

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Klageren er fra Hawiye-klanen og muslim fra [A] i Galguduud regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ved sin indrejse i Danmark henviste klageren til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede, at han ville blive slået ihjel af medlemmer af [B]-klanen, og af familien til en person fra denne klan, som hans far har dræbt. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at hans far i [vinteren] 2012 i forbindelse med en diskussion ved en brønd dræbte en person ved navn [C], som tilhørte subklanen [B], ved at stikke den pågældende i halsen med en kniv, hvorefter hans far flygtede. Efter drabet på [C] forhandlede ældre fra [B]-klanen og ansøgerens klan, [D], i en måned om at finde en løsning. Dette lykkedes ikke, fordi [B]-klanen krævede at få klagerens far udleveret, og idet de ikke ville modtage blodpenge i stedet. En aften i [vinteren] 2013 opsøgte [Cs] bror og fætter klagerens bopæl og affyrede skud gennem huset. Klageren blev ramt af skud og blev herefter kørt til et hospital i [E], hvor han blev indlagt. Efter cirka en måneds indlæggelse opsøgte to bevæbnede mænd fra [Cs] klan hospitalet. Vagten nægtede dem adgang til hospitalet, fordi de ikke ville gå ind ubevæbnede. Hospitalet kunne herefter ikke påtage sig ansvaret for klageren, der blev udskrevet, hvorefter han opholdt sig nogle måneder hos sin morbror i [E], hvorefter han udrejste fra Somalia. I deres afgørelse fra [foråret] 2014 tilsidesatte Udlændingestyrelsen klagerens forklaring om asylmotiv med henvisning til, at forklaringen fremstod divergerende og utroværdig. Udlændingestyrelsen herefter klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Klageren er [i vinteren] 2017 blevet partshørt over de generelle forhold i Somalia. Klageren har i forbindelse med partshøringen henvist til sit oprindelige asylmotiv, men har nægtet at svare på yderligere spørgsmål herom. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund, idet forklaringen har været divergerende og udbyggende på en række centrale punkter, ligesom forklaringen ikke fremstår selvoplevet, og derfor i det hele fremstår konstrueret til lejligheden. Nævnet har ved vurderingen inddraget den omstændighed, at ansøgeren at analfabet, og at hændelserne, der førte til udrejsen, fandt sted for knap syv år siden. Klageren har således i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at forhandlingerne mellem de to klaner strandede, fordi hans egen klan nægtede at betale blodpenge til [Cs] klan, og at hans klan blev ved med at nægte at betale, ligesom han har forklaret, at han ikke husker det præcise beløb, der skulle betales ud over, at der var tale om et stort beløb. I asylsamtalen og under mødet i nævnet har han derimod forklaret, at hans klan tilbød at betale blodpenge, og at det var medlemmerne af [C] klan, der afviste betalingen, idet de selv ville vælge, om de ville dræbe klagerens far eller have blodpenge, ligesom han har forklaret, at han mener, at hans klan tilbød at betale værdien af 50 kameler. Også med hensyn til, om ældrerådets opsøgning skete samme dag, som drabet ved vandhullet eller dagen efter, og hvor denne opsøgning og de efterfølgende drøftelser fandt sted, har klageren forklaret usikkert og uoverensstemmende. Klageren har forklaret divergerende med hensyn til, om hans bopæl blev opsøgt af [Cs] fætter og bror omkring kl. 20:00 eller om natten, og om han i den forbindelse befandt sig lidt fra huset eller i husets døråbning, om de to bevæbnede mænd bankede på, før de skød eller ej, eller om det var hans mor og naboen, der bankede på, da de kom til stede efterfølgende. Også med hensyn til om klageren mistede bevidstheden eller ej i forbindelse med skudepisoden, har forklaringen været divergerende. Klagerens forklaring på omstændighederne i forbindelse med opsøgningen på hospitalet har videre været divergerende med hensyn til, om det var vagten eller hans onkel, der fortalte ham om det. Endelig har klageren forklaret udbyggende med hensyn til, at ældrerådet var i kontakt med hans far 15 dage efter drabet og med hensyn til, at han efter udskrivningen fra hospitalet tog ophold hos sin mormor, der boede cirka 100 meter fra hans egen bopæl, før han tog ophold hos sin morbror. Også forklaringen om hos hvilken morbror, og hvor denne boede, har ansøgeren forklaret usikkert og divergerende. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at klageren ved udrejsen var konkret og individuel forfulgt af [Cs] klan, hvorfor han ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hans individuelle forhold. Flygtningenævnet finder endvidere, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, herunder i klagerens hjemområde, er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse [i efteråret] 2014, således at betingelserne for at nægte at forlænge hans opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Nævnet har ved vurderingen lagt til grund, at [A] i Galgaduud gennem længere tid har været under al-Shabaabs kontrol, og at området ifølge de nyeste baggrundsoplysninger fortsat er under al-Shabaabs kontrol. Flygtningenævnet finder således, at ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl. I vurderingen har nævnet inddraget de seneste baggrundsoplysninger om de generelle forhold i klagerens hjemområde og Somalia i øvrigt, herunder al-Shabaabs måde at operere på i områder, som de har kontrollen over henholdsvis ikke har kontrollen over. Flygtningenævnet finder i den forbindelse ikke, at den blotte omstændighed, at klageren har opholdt sig i Danmark i knap 5 år vil gøre ham profileret i forhold til al-Shabaab, eller at han alene af den grund vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Ved vurderingen af denne sag har Flygtningenævnet ligeledes lagt vægt på, at klageren har boet i [A] i en periode, efter at al-Shabaab kom til magten. Endelig har nævnet lagt vægt på, at klageren som anført ovenfor må anses som uprofileret. Med hensyn til om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at ville være særligt belastende bemærkes, at klageren er sund og rask og har opholdt sig i Danmark i godt 5 år, at han ikke har fremlagt dokumentation for, at han skulle have bestået danskprøver, ligesom han heller ikke i øvrigt har gennemført en uddannelse i Danmark. Han har bortset fra sæsonbetingede vinterlukninger haft arbejde som opvasker på en restaurant siden [efteråret] 2016 og bor for øjeblikket hos sin kontaktperson, [F], og dennes familie, efter at han i [vinteren] 2019 blev overfaldet af en bande og skåret med en kniv. Han har ikke haft kontakt med sin fars kusine i Danmark og har hele sin familie i Somalia, herunder sine to børn. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at inddrage hans opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/143/snd

soma2019142

Nævnet hjemviste i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Flygtningenævnet besluttede under henvisning til oplysningerne om, at klageren har HIV samt oplysningerne om hans datter at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.” Soma/2019/142/JABP

soma2019141

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Klageren er etnisk somali og sunni-muslim fra […], Lower Shabelle, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Hawiye, subklanen [klan] og familieklanen [klan]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af enten al-Shabaab eller pårørende til de dræbte i et trafikuheld, som klageren var involveret i. Klageren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han var involveret i et trafikuheld sammen med al-Shabaab, hvorved fire civile og to al-Shabaab-medlemmer blev dræbt. Klageren fik skylden for uheldet. Klageren blev såret ved uheldet og lå bevidstløs på et hospital i halvandet døgn, hvor han blev bevogtet af en vagt fra al-Shabaab. Mens klageren var indlagt, blev hans bror dræbt af pårørende til de dræbte ved trafikuheldet. Klageren fik besøg af sin familie og arbejdskammerater på hospitalet, som fortalte, at han var efterstræbt af al-Shabaab på grund af trafikuheldet. Derfor flygtede klageren fra hospitalet. Udlændingestyrelsen meddelte [en nærmere angiven dato i starten af] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af tilladelsesresolutionen fra [starten af] 2014, at det ikke kunne afvises, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ville være i et asylrelevant modsætningsforhold til al-Shabaab, som på daværende tidspunkt kontrollerede klagerens hjemområde. Det fremgår endvidere, at Udlændingestyrelsen fandt klagerens forklaring utroværdig på en række punkter. Det følger af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages, når forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse, jf. §§ 7 og 8. Der skal efter bestemmelsen ved en sådan afgørelse tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring vedrørende hans individuelle asylmotiv om konflikten med al-Shabaab eller med pårørende til de dræbte i et trafikuheld til grund, idet klageren har forklaret usammenhængende og uoverensstemmende om helt centrale forhold vedrørende disse konflikter og den episode, som har begrundet konflikterne. Klageren har således forklaret forskelligt om, hvordan trafikulykken fandt sted, herunder om han blev påkørt fra siden af et militærkøretøj, der kom fra en sidevej, eller om han blev påkørt frontalt fra et militærkøretøj, der kom over i hans kørebane. Han har tillige forklaret forskelligt om, hvem der dræbte hans bror, og hvem der skulle efterstræbe ham i anledning af ulykken, idet han under sin oprindelige asylsag først forklarede, at det var al-Shabaab og senere, at det var pårørende til de dræbte i trafikuheldet. Klageren har ligeledes forklaret usammenhængende og forskelligt om, hvorvidt hans familie i Somalia blev afkrævet blodpenge, og om familien er udrejst af Somalia. For nævnet har klageren således forklaret, at hans familie udrejste af Somalia umiddelbart efter trafikulykken, mens han under en asylsamtale [en nærmere angiven dato i efteråret] 2018 i forbindelse med hans børns asylsag oplyste, at hans familie fortsat er bosat i det centrale Somalia. Hertil kommer, at klageren under sin samtale med Udlændingestyrelsen [en nærmere angiven dato i starten af] 2014 forklarede, at han ikke havde kendskab til, om de pårørende til de dræbte i trafikuheldet efterstræbte ham, men at han havde en formodning herom. Han oplyste under denne samtale således, at ”det kan tænkes, at de bebrejder ham”, og at der ikke er nogen, der har sagt, at familierne efterstræber ham. På denne baggrund kan det samlet ikke lægges til grund, at klageren har nogen konkret og individuel risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Somalia. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om situationen i Somalia, som er gengivet i Udlændingestyrelsens afgørelse, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i klagerens hjemegn, og at denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter. Der kan således ikke længere lægges til grund, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det er indgået i denne vurdering, at klagerens hjemegn er beliggende i et område, der er under indflydelse af både al-Shabaab og AMISOM. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at der i de områder, som al-Shabaab kontrollerer, sker brud på menneskerettighederne. Det må imidlertid endvidere lægges til grund, at al-Shabaabs måde at operere på har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være mere målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom sådanne angreb ikke foretages i de områder, hvor al-Shabaab har kontrollen. De forhold, der har begrundet klagerens opholdstilladelse, har herefter ændret sig på en sådan måde, at klageren ikke længere ved en tilbagevenden til Somalia som følge af de generelle forhold vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019), finder denne ikke anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere udlændingelovs § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Det hedder i ovennævnte forarbejder (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) i beskrivelsen af de kriterier for inddragelse af opholdstilladelse, der gælder i denne sag bl.a.: ”2.1.6.1. Tilknytning til det danske samfund, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, nr. 1. Ved Udlændingestyrelsens vurdering af en udlændings tilknytning til det danske samfund lægges navnlig vægt på varigheden af udlændingens ophold her i landet, udlændingens dokumenterede danskkundskaber og tilknytning til det danske arbejdsmarked samt hvorvidt udlændingen har gennemført en uddannelse her i landet og opnået tilknytning til det danske foreningsliv. Hensynet til en udlændings lovlige ophold kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget. En udlænding, der har opholdt sig i Danmark i cirka 5 år eller mindre, skal som udgangspunkt have gjort en helt særlig indsats for at integrere sig, før det må antages, at en inddragelse eller nægtelse af forlængelse vil virke særlig belastende. En udlænding, der har opholdt sig i Danmark i mere end 5 år, men færre end 10 år, skal som udgangspunkt have dokumenterede danskkundskaber og have været i beskæftigelse og/eller under uddannelse, før det må antages, at en inddragelse eller nægtelse af forlængelse vil virke særlig belastende. Hvis en udlænding har opholdt sig i Danmark i cirka 10 år eller mere, er udgangspunktet, at varigheden af opholdet her i landet indgår med særlig vægt ved vurderingen af, om en inddragelse eller nægtelse af forlængelse må antages at virke særlig belastende. Det er dog fortsat en betingelse, at udlændingen herudover har gjort en aktiv indsats for at integrere sig her i landet - også inden for de seneste år - f.eks. via beskæftigelse, dokumenterede danskkundskaber eller deltagelse i foreningsliv med integrationsfremmende aspekter. Kendskab til det danske sprog anses for at være af væsentlig betydning for en udlændings integration og dermed for den pågældendes tilknytning til Danmark. På den baggrund lægges der derfor vægt på beståede prøver i dansk. Hensynet til en udlændings dokumenterede danskkundskaber kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget. Hensynet til en udlændings tilknytning til det danske arbejdsmarked eller en udlændings igangværende eller færdiggjorte uddannelsesforløb i Danmark kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget. Det indgår dog med særlig vægt ved vurderingen, om en inddragelse eller nægtelse af forlængelse må antages at virke særligt belastende, hvis en udlænding har været i fuldtidsbeskæftigelse i ca. 3 år eller deltidsbeskæftigelse i ca. 5 år eller har færdiggjort en videregående uddannelse i Danmark og efterfølgende er kommet i relevant beskæftigelse. Hensynet til en udlændings deltagelse i foreningsliv eller fritidsinteresser kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget. …” Klageren, der nu er 39 år, kom til Danmark i [efteråret] 2013 og blev meddelt opholdstilladelse i [starten af] 2014. Han er født og opvokset i Somalia, hvor han også er statsborger. Han læser, skriver og taler dansk. Han har ikke gennemført et egentligt uddannelsesforløb og kun opnået en begrænset tilknytning til det danske arbejdsmarked, idet han først siden [efteråret] 2018 har været ansat i et vikarbureau som lagermedarbejder. Han har en ægtefælle og to børn på henholdsvis 2 og 11 år, der alle angiveligt opholder sig i Sverige. Ifølge klageren har han for tiden ingen kontakt med dem. Det er noget usikkert, om klageren fortsat har familie i Somalia, idet han har afgivet forskellige forklaringer herom. Efter en samlet vurdering heraf finder nævnet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende i udlændingelovens § 26, stk. 1,’s forstand eller udgøre et sådant indgreb i hans familie- og privatliv, at en inddragelse vil være i strid med EMRK artikel 8. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/141/JABP

soma2019140

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1994.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk somali og sunni-muslim fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive hvervet af al-Shabaab til at deltage i væbnede kampe. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at få problemer, fordi han ikke har et netværk eller kendskab til Somalia. Ansøgeren har slutteligt som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter ikke at kunne få et arbejde, og at han derfor vil være tvunget til at deltage i krig. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at han ikke har opholdt sig i Somalia, siden han som 8-årig flygtede fra Somalia på grund af borgerkrigen. Han har endvidere oplyst, at han gennem nyhedsmedier har hørt, at al-Shabaab hverver folk til væbnede kampe, hvorfor han frygter at blive hvervet af al-Shabaab. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til, at ansøgeren meddeles asyl i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det beror på ansøgerens egen formodning, at han risikerer at blive hvervet af al-Shabaab, hvorved bemærkes, at ansøgeren ikke har været i Somalia, siden han var otte år. Flygtningenævnet finder videre, at det beror på ansøgerens egen formodning, at han vil være i risiko for overgreb som følge af, at han vil blive anset for at være udlænding. Disse forhold kan derfor ikke føre til, at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forhold, at ansøgeren frygter at få problemer, fordi han ikke har et netværk eller kendskab til Somalia, og at han frygter ikke at kunne få et arbejde og derfor vil være tvunget til at deltage i krig, ikke kan føre til et andet resultat, idet der er tale om forhold, der ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder endelig, at de generelle forhold i Mogadishu ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/140/HHU

soma2019139

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Klageren er sunni-muslim fra Baardheere, Gedo, Somalia. Klageren tilhører klanen Shiiqaal. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, af personer fra Marehan-klanen og af brødrene til en pige, som klageren har haft et forhold til. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han i 2006 eller i 2007 indledte et forhold til en pige, [A], som han havde gået i skole med. [A’s] brødre var militsmedlemmer, og da de opdagede klageren og [A] gå sammen, truede de klageren med, at de ville slå ham ihjel, hvis de så ham med hende igen. Klageren blev herefter - efter sin mors ønske - gift med en anden kvinde i 2010. Klageren fortsatte med at have kontakt med [A]. I 2013 blev [A] gravid med klagerens barn, og hendes brødre meldte forholdet til al-Shabaab. Klageren blev som følge heraf dømt til stening for utroskab. Det lykkes klageren at flygte fra al-Shabaabs fængsel og at flygte ud af landet. Klageren har vedrørende sin frygt for at blive slået ihjel af personer fra Marehan-klanen henvist til, at hans familie har en konflikt med Marehan-klanen. Klanen har tidligere slået klagerens far ihjel for at få familiens jord, og de har truet klageren med, at de vil slå ham ihjel for at få den sidste del af jorden. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har advokaten ønsket, at sagen skulle udsættes med henblik på, at der blev fundet en anden tolk. Advokaten henviste til, at den forklaring som klageren afgav over for Flygtningenævnet adskilte sig væsentlig fra den forklaring, som klageren havde afgivet til advokaten, da de holdt møde på hans kontor, og at han mente, at dette skyldtes tolken. Yderligere mente advokaten, at der var noget galt med samarbejdet med tolken, og der i tolkningen blev brugt forskellige ord, som advokaten ikke mente svarede til det, der blev sagt, hvilket risikerede at gå ud over klageren i relation til dennes troværdighed. Tolken havde lejlighed til at udtale sig og oplyste, at hun oversatte det, der blev sagt, men at advokaten ikke tilfreds med den måde, hun oversatte på. Hun var villig til at trække sig af hensyn til klageren. Tolken forlod efter aftale med formanden kortvarigt mødet. Formanden spurgte klageren på dansk, om der var problemer med tolkningen. Klageren svarede på dansk, at der var forskel i hans og tolkens dialekt, og at der var nogle ord, som hun tilsyneladende ikke forstod. Det var hans opfattelse, at hun ikke kom fra samme område som ham. Han kommer fra Sydsomalia og forstår sydsomalisk og sydvestsomalisk. Han mener ikke, at tolken taler sydsomalisk, men han var ikke helt sikker. Tolken kom herefter på ny ind i mødelokalet. Tolken oplyste, at hun kommer fra Sydsomalia, og at hun ikke mener, at hun og klageren taler med forskellige dialekter. Advokaten havde lejlighed til at udtale sig og oplyste, at han i givet fald ville acceptere at tolkningen fortsatte med den indkaldte tolk. Efter votering tilkendegav formanden over for klageren og hans advokat, at Flygtningenævnet ikke fandt, at der var tolkemæssige problemer af en sådan karakter, at sagen burde udsættes. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at klageren og tolken begge kommer fra Sydsomalia, og at det for Flygtningenævnet fremtræder som om, de forstår hinanden fuldt ud. Klageren og hans advokat accepterede Flygtningenævnets afgørelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv vedrørende sin konflikt med [A’s] brødre og al-Shabaab til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende og utroværdigt om væsentlige punkter i sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder således, at klagerens forklaring om sit langvarige forhold til [A] fremstår utroværdig, idet Flygtningenævnet ikke finder det sandsynligt, at klageren, efter hans og [A’s] forhold var blevet afsløret af [A’s] brødre i 2006/2007, kunne fortsætte uhindret frem til udgangen af 2013. Flygtningenævnet finder endvidere, at klageren har forklaret divergerende om, hvad der skete, da [A’s] brødre opdagede hans forhold til [A]. Klageren har således til sin asylsamtale [i foråret] 2014 og under Flygtningenævnets behandling af sagen forklaret, at forholdet blev opdaget, da brødrene så ham følges med [A] på gaden, og at de omringede ham, hvorefter den ene bror slog ham med en knippel, og da klageren satte sig til modværge, og denne bror tabte knippelen, blev beskudt af den anden bror, der dog ikke ramte ham, men kun hans tøj, som blev gennemhullet af et projektil. Til forlængelsessamtalen [i efteråret] 2017 forklarede klageren derimod, at han aldrig tidligere havde mødt [A’s] brødre sammen med [A], men at de havde udspioneret ham og [A]. Samtidig forklarede klageren til denne samtale, at [A’s] brødre havde slået ham med hænderne og geværkolber, men at de ikke havde skudt efter ham. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har klageren endvidere forklaret, at brødrene kom hjem til hans mor på bopælen, men klageren har undladt at forklare, at dette skete i forlængelse af den episode, hvor han blev angrebet af [A’s] brødre. Yderligere har klageren forklaret divergerende og utroværdigt om sin flugt fra fangenskabet hos al-Shabaab, idet klageren under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at vagten forlod fængslet for at bede, og at fangerne benyttede dette til at flygte ved at presse sig ud gennem døren, mens klageren til asylsamtalen [i foråret] 2014 har forklaret, at vagten åbnede døren for at de kunne vaske sig, og at den første, der blev lukket ud, begyndte at slås med vagten, hvorefter de flygtede. Til forlængelsessamtalen har klageren forklaret, at det lykkedes fangerne at flygte ved at presse sig ud gennem døren. Yderligere har klageren forklaret divergerende om, hvorvidt han blev stillet for en dommer af al-Shabaab. Til sin asylsamtale [i foråret] 2014 og under Flygtningenævnets behandling af sagen har klageren forklaret, at han [på en bestemt dato i slutningen af] 2013 blev stillet for en dommer, der dømte ham til stening, der skulle finde sted [tre dage senere], og at han flygtede [to dage efter dommen]. Til forlængelsessamtalen [i efteråret] 2017 forklarede klageren derimod, at han aldrig nåede at blive stillet for en dommer. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv i relation til Marehan-klanen til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om årsagen til sin konflikt med Marehan-klanen, idet klageren til sin asylsamtale [i foråret] 2014 og under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at Marehan-klanen havde slået hans far ihjel, fordi denne ikke ville lade Marehan-klanen overtage familiens jord. Til forlængelsessamtalen har klageren derimod forklaret, at Marehan-klanen slog hans far ihjel, fordi klagerens farbror havde slået et medlem af Marehan-klanen ihjel. Flygtningenævnet finder ikke, at der er tale om en aktuel konflikt, idet klageren har kunnet opholde sig i Somalia uden problemer med Marehan-klanen siden farens død i 1991. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende baggrundsoplysninger til grund, at forholdene i byen Baardheere er forbedrede i forhold til 2013, hvor klageren forlod Somalia. Ifølge baggrundsoplysninger fra november 2018 er byen Baardheere under AMISOM/SNA-kontrol, hvorimod nærområdet omkring Baardheere er under blandet kontrol eller al-Shabaab-kontrol. Det forhold at der i begyndelsen af 2019 er sket angreb med vejsidebomber mod AMISOM findes ikke at ændre herved. Flygtningenævnet finder derfor ikke at kunne lægge til grund, at klageren som følge af sin blotte tilstedeværelse i byen Baardheere risikerer at blive udsat for overgreb i strid med artikel 3 i den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet er i den forbindelse opmærksom på, at situationen i Baardheere uanset forbedringerne fortsat er alvorlig, skrøbelig og uforudsigelig, men Flygtningenævnet lægger til grund, at forbedringerne i Baardheere ikke er af helt midlertidig karakter, idet AMISOM reelt har kontrolleret Baardheere siden juli 2015. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Betingelserne for inddragelse af klagerens opholdstilladelse i udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, er derfor opfyldt. Det skal herefter vurderes, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet tiltræder, at det efter en samlet vurdering af klagerens forhold ikke kan antages, at nægtelse af at forlænge opholdstilladelsen vil virke særligt belastende for klageren. Nævnet har herunder lagt vægt på, at klageren er udrejst af Somalia i [slutningen af] 2013, hvor klageren var 23 år gammel, at han alene har haft lovligt ophold i Danmark siden [sommeren] 2014, at han ikke har familiemedlemmer eller anden væsentlig tilknytning til Danmark, samt at han fortsat har tilknytning til Somalia, hvor hans mor og tidligere ægtefælle og søn fortsat bor. Klageren har oplyst, at han har kontakt til sin mor omkring én gang om måneden. Det forhold, at klageren har været ansat i syv uger hos […] og har været i praktik på dels en metalvarefabrik, dels en planteskole i samlet 15 måneder findes ikke at ændre herved. Det forhold, at klageren er medlem af et netværk, der arbejder for integration, kan endvidere ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at det må antages at virke særligt belastende for klageren at undlade at forlænge hans opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet bemærker, at der efter Flygtningenævnets afgørelse vedrørende tolkningen ikke opstod yderligere problemer med tolkningen, og at der ikke fra klageren og hans advokats side fremkom kritik af denne.” Soma/2019/139/EMU

soma2019138

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte:  ”Klageren er somalisk statsborger, tilhører hovedklanen [A], underklanen [B], subklanen [C], og muslim fra byen [landsby], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet hun flygtede fra Somalia, efter hun blev tvangsmæssigt gift med en lokal leder af al-Shabaab. Klageren har til støtte herfor oplyst, at al-Shabaab omkring Ramadanen [sommeren] 2013 henvendte sig på klagerens bopæl, hvor de slog hendes far ihjel ved skud som følge af, at han arbejdede som healer, hvilket var imod islam. Klageren blev taget i al-Shabaabs varetægt og tvangsmæssigt gift med en lokal leder af al-Shabaab. Klageren har videre oplyst, at mens hun var i al-Shabaabs varetægt, blev hendes mad tilført noget, som gjorde hende svimmel, døsig og gav hende feberlignende tilstande. Dette skete hver gang, hun spiste den serverede mad. Klageren undslap al-Shabaabs varetægt under højtideligheden Eid. Klageren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at idet hun var gift med en leder af al-Shabaab, så mener al-Shabaab, at hun kender til mange hemmeligheder om dem, og derfor vil de slå hende ihjel. Udlændingestyrelsen meddelte [vinter] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet hun på flere centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom hendes forklaring for nævnet har fremstået afglidende og utroværdig. Klageren har således forklaret divergerende om bl.a., hvor længe hun havde opholdt sig i al-Shabaabs varetægt, da hun blev tvangsgift med et medlem af al-Shabaab, hvor længe hun skjulte sig i landsbyen efter sin flugt, og hos hvem hun opholdt sig. Hun har videre forklaret divergerende om, hvorvidt hendes mor og bror opholdt sig sammen med hende, da hun skjulte sig i landsbyen, om hvor lang tid det tog at køre fra landsbyen til den lufthavn, som hun fløj fra, hvorvidt der både var mænd og kvinder med i bilen, og om hvor mange overnatninger hun havde på hotel under turen til lufthavnen. Som følge af klagerens manglende generelle troværdighed kan Flygtningenævnet heller ikke lægge klagerens forklaring om, at hendes far er død til grund og kan således heller ikke lægge til grund, at klageren reelt er uden mandligt netværk i Somalia. Flygtningenævnet har herved tillige lagt vægt på, at klageren i sit § 26-skema, der er dateret [til efteråret] 2017 har anført, at hendes mor og bror er døde, mens hun for nævnet har forklaret, at hun i 2015 fik oplysninger om, at de opholdt sig i en flygtningelejr i Kenya, hvilket stadig er tilfældet, og at hun sidst har haft kontakt med dem i [foråret] 2019. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i klagerens hjemområde er ændret, således at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb, jf. EMRK artikel 3. Forholdene er således, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Det bemærkes i den forbindelse, at det ligeledes fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at al-Shabaab har skiftet strategi fra vilkårligt at angribe civilbefolkningen og til i højere grad at foretage målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Selvom al-Shabaab måtte have kontrollen i klagerens hjemområde, kan dette ikke i sig selv begrunde asyl, idet nævnet som anført har lagt til grund, at klageren er uprofileret. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse endvidere, at den omstændighed, at klageren har opholdt sig i Danmark i godt 5,5 år ikke i sig selv vil gøre hende profileret i forhold til al-Shabaab, eller at hun af den grund vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb. Med hensyn til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at ville være særligt belastende for hende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, bemærkes at klageren, der er 32 år gammel, har opholdt sig i Danmark i godt 5,5 år. Hun har ikke opnået nogen særlig tilknytning til det danske arbejdsmarked, idet hun alene har haft to kortvarige praktikophold og en ansættelse som børnepasser fra [vinteren] 2017 til [sommeren] 2017, og hun har ikke gennemført en uddannelse. Hun har ikke nær familie i Danmark og har ikke væsentlige helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for hende at inddrage hendes opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/138/CRT

soma2019137

Nævnet omgjorde i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Klageren tilhører klanen Digil Mirfle og er muslim fra [landsby] i Bakool-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han nægtede at lade sig tvangsrekruttere og i stedet flygtede fra deres varetægt. Klageren frygter, at han er blevet dømt til døden efter sin flugt fra al-Shabaab. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hans forældre var imod tvangsrekrutteringen, men de lod modvilligt klagerens lillebror, [A], indgå i al-Shabaabs hær. En uge efter, at al-Shabaab havde rekrutteret [A], opsøgte al-Shabaab familiens bopæl, hvor de fortalte, at de havde slået Noor ihjel, fordi han havde nægtet at lade sig værge til deres organisation efter, at de havde hentet ham fra familiens bopæl. Videre har klageren oplyst, at hans bror, [B], senere modvilligt lod sig rekruttere til al-Shabaab. Efter halvandet år afgik [B] ved døden i kamp. Herefter opsøgte al-Shabaab klageren på sin bopæl for, at han skulle lade sig rekruttere. Videre har klageren som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive undertrykt og diskrimineret på grund af sin klanmæssige tilknytning. Udlændingestyrelsen meddelte [foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det fremgår af Udlændingestyrelsens resolutionsark vedrørende meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, at Udlændingestyrelsen ikke kunne lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund, men at klageren under henvisning til daværende asylpraksis blev meddelt opholdstilladelse på grund af den generelle sikkerhedssituation i klagerens hjemområde. Udlændingestyrelsen inddrog [i slutningen af] 2018 klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages, når grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere er til stede, herunder når udlændingen har opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, og forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse. Der skal ved afgørelsen tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen. Af bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 om ændring af udlændingeloven (Midlertidig beskyttelsesstatus for visse udlændinge samt afvisning af realitetsbehandling af asylansøgninger, når klageren har opnået beskyttelse i et andet EU-land m.v.)), punkt 2.5.2, fremgår blandt andet følgende: ”I lyset af at der indføres en midlertidig beskyttelsesstatus i den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 3, foreslås det, at det præciseres i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at der ved en afgørelse om inddragelse efter bestemmelsen skal tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen, herunder om opholdstilladelsen er meddelt efter § 7, stk. 1, 2 eller 3. På den måde tydeliggøres det, at der er væsentlig forskel på, hvilke betingelser der skal stilles for inddragelse alt afhængigt af, om der er tale om konventionsflygtninge, udlændinge med beskyttelsesstatus eller udlændinge med midlertidig beskyttelsesstatus. Konventionsflygtninge, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, er omfattet af flygtningekonventionen, og udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, skal for disse flygtninges vedkommende administreres i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 1, litra C, om ophør af flygtningestatus.  Det betyder, at inddragelsen af opholdstilladelse alene kan ske, hvis der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Udlændinge med beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og midlertidig beskyttelsesstatus efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, er derimod ikke omfattet af flygtningekonventionen, og der skal således ikke som betingelse for inddragelse stilles krav om, at der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet. Dette er også forudsat i forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010 (lovforslag nr. 188 af 26. marts 2010), jf. punkt 7.3, uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis. For sådanne udlændinges vedkommende skal der foretages en vurdering af, om der på inddragelsestidspunktspunktet aktuelt fortsat er et krav på beskyttelse i Danmark i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, herunder om en tilbagevenden til hjemlandet vil indebære overgreb i strid med EMRK’s artikel 3. I situationer, hvor spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelsen opstår som følge af en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet, kan der efter omstændighederne træffes afgørelse om inddragelse, uanset at forholdene – trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Inddragelse vil dog kræve, at ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter.” Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om det oprindelige asylmotiv om konflikten med al-Shabaab til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har afgivet en forklaring, der på centrale punkter er divergerende. Klageren har således forklaret divergerende om, hvornår hans brødre døde og om sin egen tilbageholdelse og fængselsopholdet samt om antallet af personer, som han flygtede sammen med. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren havde en asylbegrundende konflikt med al-Shabaab ved sin udrejse. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at klageren på anden vis var profileret over for al-Shabaab. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i [landsby] i Bakool-regionen i Somalia er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 3. Forholdene i området er - selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige og selvom AMISON alene har delvis kontrol i området - forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet således, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Somalia ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019), finder denne ikke anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere udlændingelovs § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Klageren, der er født i 1989, blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 2014. Han har bestået Prøve i Dansk 2 og har derefter uddannet sig til taxachauffør, hvorefter han siden 2016 har haft fast fuldtidsjob som chauffør, dog med undtagelse af ½ år, hvor han modtog SU. Han er nu selvstændighed vognmand med en ansat. Han har planer om at ansætte to medarbejdere mere i år. Klageren er frivillig i Røde Kors og spiller fodbold i en dansk/somalisk forening. Klageren har ikke længere familie i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 12. februar 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/137/CHPE

soma2019136

Nævnet omgjorde i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst første gang i 1994. Genindrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Darod, underklanen Majerteen og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al Shabaab på grund af sin status i samfundet. Klageren har til støtte herfor oplyst, at de generelle forhold i Mogadishu er meget dårlige, men at det vil være særligt problematisk for ham at vende tilbage, fordi han var kendt i Mogadishu. Klageren har ligeledes hørt fra bekendte, at det ikke er sikkert at opholde sig i Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Klageren blev i 2012 meddelt opholdstilladelse på grund af de generelle forhold i ansøgerens hjemområde i Somalia. Klageren har forklaret, at han frem til 1994 drev en kendt restaurant i Mogadishu og af den grund af oprørerne blev anset som tilhænger af den daværende regering. Klageren har videre forklaret, at han, da han vendte tilbage til Somalia i 1996, blev advaret om, at det var blevet opdaget, at han var vendt tilbage, og at han stadigvæk var efterstræbt af samme grund. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke grundlag for at antage, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemområde vil være således profileret, at han vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at de generelle forhold i klagerens hjemområde i sig selv er asylbegrundende. Betingelserne for inddragelse er herefter opfyldt. Klageren blev i 1995 meddelt opholdstilladelse i medfør af Udlændingelovens § 7, stk. 2, men klageren valgte i 1996 at rejse tilbage til Somalia. Klageren har på ny haft ophold i Danmark fra 2008. Klageren er 68 år og der er ikke grundlag for at antage, at klageren på nuværende tidspunkt har et netværk i Somalia. Klageren lider af en flerhed af behandlingskrævende sygdomme, herunder insulinkrævende diabetes og grå stær, og fremstår som en sygdomssvækket ældre mand. Ansøgerens tre børn er bosiddende i Danmark, hvor de har opnået statsborgerskab.  Efter en samlet og konkret vurdering af oplysningerne om klagerens personlige forhold finder Flygtningenævnet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [fra slutningen af] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2019/136/mah

soma2019135

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen [klan] og er muslim af trosretning fra byen Qoryooley i regionen Lower Shabelle, Somalia.  Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Til støtte for asylmotivet, har klageren oplyst, at al-Shabaab opsøgte hans morbrors bopæl i starten af 2012 og registrerede alle familiemedlemmer, der boede på bopælen og ville have dem til at tilslutte sig gruppen. Klageren boede på dette tidspunkt hos sin morbror. Omkring to måneder efter opsøgte al-Shabaab boligen igen, hvor de noterede klagerens samt hans fætters navn. Al-Shabaab sagde, at de ville komme omkring ti dage senere og hente både klageren og hans fætter og tage dem med til deres træningslejre. Samme aften flygtede klageren fra landsbyen Qoryooley. Efterfølgende udrejste klageren fra Somalia til Etiopien. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af tilladelsesresolutionen fra [foråret] 2014, at Udlændingestyrelsen havde vurderet, at det ikke kunne afvises, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af den generelle menneskerettigheds – og sikkerhedssituation i klagerens hjemområde. Det fremgår videre, at Udlændingestyrelsen ikke kunne lægge klagerens påberåbte konflikt med al-Shabaab til grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund, idet forklaringen forekommer divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om en række forhold af central betydning for asylmotivet. Klageren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at personer fra al-Shabaab kort tid før hans udrejse af Somalia henvendte sig til hans far i Turo Turo og bad om, at klageren og hans bror, Daud, skulle melde sig til al-Shabaab, hvilket faren nægtede. Faren blev ved denne episode skudt i låret. Klageren nævnte ikke, at al-Shabaab havde været hos hans morbror, hvor klageren boede. Til asylsamtalen [i vinteren] 2014 forklarede klageren, at al-Shabaab kom til morbrorens hjem to gange - første gang i begyndelsen af 2012 og anden gang to måneder senere - mens han til partshøringen [i efteråret] 2016 forklarede, at han ikke kender til, at al-Shabaab opsøgte bopælen eller hans morbror mere end en gang. Han oplevede dem kun en gang. Klageren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2013 forklaret, at al-Shabaab aldrig havde henvendt sig til ham personligt, mens han til partshøringen forklarede, at al-Shabaab folkene spurgte ham og hans fætter, om de var klar til at modtage træning. De sagde, at drengene var klar til jihad. De sagde det til ham og hans fætter, og at han sagde ja til at deltage. Klageren forklarede videre til partshøringen, at al-Shabaab folkene sagde, at de ville komme igen dagen efter – og bekræftede dette på forespørgsel. Til asylsamtalen [i efteråret] 2014 forklarede klageren imidlertid, at al-Shabaab havde sagt, at de ville hente drengene efter 10 dage. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klageren på mødet i Flygtningenævnet har forklaret påfaldende usammenhængende og upræcist om hændelsesforløbet i relation til al-Shabaabs henvendelser til henholdsvis morbroren og faren og det tidsmæssige forløb. Klageren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår hans far blev skudt, idet han til asylsamtalen [i vinteren] 2014 har forklaret, at faren blev skudt, mens han opholdt sig i Somalia, mens han til partshøringen forklarede, at faren blev skudt efter, at han var udrejst af Somalia.    Nævnet finder ikke, at klageren har givet en troværdig forklaring på disse divergenser og bemærker herved, at de er centrale for hans asylmotiv, og at han derfor må forventes at kunne redegøre for disse forhold. For så vidt angår klagerens frygt for overgreb fra militæret, idet de tror, at han er medlem af al-Shabaab, har nævnet lagt vægt på, at denne frygt alene beror på klagerens egen formodning, og at en sådan antagelse fra militærets side forekommer usandsynlig, idet klagerens morbror efter klagerens forklaring var tidligere officer i hæren. Flygtningenævnet finder endvidere, at det svækker klagerens troværdighed, at det af et familieskema, som er udfyldt i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen, fremgår, at klagerens far og søskende, herunder Fardewso, der ifølge hans forklaring skulle være blevet tvangsgift med et medlem af al-Shabaab, mens klageren var i Somalia, befandt sig i en flygtningelejr i Kenya. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren ved udrejsen havde asylbegrundende konflikter i Somalia. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes i den forbindelse endvidere, at de nu foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i klagerens hjemområde i Qoryoley i Lower Shabelle i Somalia ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Betingelserne for inddragelse af klagerens opholdstilladelse er derfor opfyldt. Vedrørende klagerens tilknytning til Danmark, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, bemærker Flygtningenævnet, at klageren er født og opvokset i Somalia. Han indrejste i Danmark som 19-årig og har haft lovligt ophold i Danmark siden [foråret] 2014. Han har således opholdt sig i Danmark i omkring 5 år. Klageren har ikke opnået nogen fast tilknytning til arbejdsmarkedet og har ikke gennemført en uddannelse. Han har alene bestået Dansk 2, modul 5 og har været i gang med 9. klasse på VUC samt været i praktik. Han har under mødet fremlagt en ansættelseskontrakt gældende fra [begyndelsen af] til den [sommeren] 2019. Han er sund og rask. Klageren har ikke familiemæssig tilknytning til Danmark. Han har en somalisk kæreste i Danmark, der har opholdstilladelse her. Flygtningenævnet finder herefter ikke – og uanset at klageren efter det oplyste ikke længere har familie i Somalia - at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil virke særligt belastende for ham. Flygtningenævnet tiltræder herefter Udlændingestyrelsens afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse.” soma/2018/135/FAM

soma2019134

Nævnet omgjorde i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, således at hun fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk hawiye og muslim fra Jalaqsi, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter forfølgelse på grund af sit modsætningsforhold til al-Shabaab. Klageren har tillige henvist til, at hun frygter, at hun ikke har noget at vende tilbage til, og at hun mangler økonomiske midler. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at hun og familien blev opsøgt af al-Shabaab, der ønskede at rekruttere hendes sønner [M] og [I], hvilket ansøgers ægtefælle nægtede. Al-Shabaab dræbte herefter [M] og [I], og ægtefællen og parrets søn, [O], flygtede. Klageren blev efterfølgende forsørget af sin datter, [Y], og dennes ægtefælle, [A]. Al-Shabaab begyndte herefter at forfølge [A], som de beskyldte for at stå i ledtog med bevægelsens fjender. Et medlem fra al-Shabaab voldtog [Y]. Klager, [Y] og klagers barnebarn, [H], udrejste herefter af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte den 27. juni 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at forklaringen fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder, at klagerens forklaring overordnet fremstår utroværdig. Nævnet lægger vægt på, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv trods sin enkelhed fremstår med væsentlige mangler og divergenser. Nævnet lægger således vægt på, at klageren ikke i samtalen med Udlændingestyrelsen har kunnet forklare om, hvilket år eller hvilken måned, klagerens sønner [M] og [I] blev slået ihjel. Nævnet finder, at klageren, såfremt hun forklarer om selvoplevede begivenheder, må have hæftet sig ved tidspunktet for sine børns død. Videre lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren har forklaret forskelligt om, hvorvidt klageren har set de overgreb, som al-Shabaab-medlemmet [A] angiveligt udsatte klagerens datter, [Y], for. Til samtalen den 29. januar 2014 forklarede klageren, at al-Shabaab tvang [Y] til at tage med dem, og at klageren antager, at [Y] blev misbrugt af [A]. Klageren forklarede videre, at [Y] ikke havde fortalt klageren om misbruget, men at [Y] nu var gravid. Til samtalen den 24. juni 2014 forklarede klageren, at en al-Shabaab-mand, [A], voldtog [Y] for øjnene af klageren, mens klageren til samtalen den 6. november 2017 nægtede at oplyse om årsagen til sin udrejse. For nævnet har klageren heller ikke ønsket at fortælle, om hvad der skete med [Y]. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at divergensen om, hvorvidt det skulle være al-Shabaab eller al-Qaeda, der begik overgreb ikke kan tillægges betydning, men kan i øvrigt henvise til begrundelsen i Udlændingestyrelsens afgørelse af 21. december 2017. Som følge heraf finder Flygtningenævnet derfor, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har ved vurderingen af klagerens forklaring været opmærksom på klagerens alder og på, at klageren er analfabet, men nævnet har ikke fundet at disse omstændigheder kan føre til en anden vurdering. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, siden klageren den 27. juni 2014 blev meddelt opholdstilladelse. Nævnet har lagt til grund, at regeringsstyrker som AMISOM gennem længere tid har haft og fortsat har kontrol over Jalalaqsi i Hiiran-regionen. Det kan ikke kan udelukkes, at al-Shabaab kan være til stede, men Flygtningenævnet finder imidlertid efter de seneste baggrundsoplysninger om de generelle forhold i klagerens hjemområde og Somalia i øvrigt, herunder om al-Shabaabs måde at operere på i områder, som de har kontrollen over henholdsvis ikke har kontrollen over, hvorefter al-Shaabab primært retter deres angreb mod profilerede mål, at al-Shabaabs mulige tilstedeværelse ikke kan begrunde asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at den blotte omstændighed, at klageren har opholdt sig i Danmark i omkring 5 år ikke vil gøre hende profileret i forhold til al-Shabaab, eller at hun af den grund vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb. Nævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til hendes hjemområde i Jalalaqsi Hiiran-regionen i Somalia ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Det bemærkes herved, at den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, men ifølge forarbejderne til bestemmelsen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019), finder denne ikke anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden. Der skal således i disse sager fortsat ske en vurdering efter den tidligere udlændingelovs § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, om en udvisning må antages at virke særlig belastende. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden den 27. juni 2014, og klageren har oplyst, at hun er født i 1946 og opvokset i Jalalaqsi i Hiiran-regionen i Somalia, hvor hun har boet indtil sin udrejse i 2013. Klageren hverken taler eller læser dansk. Klageren har ikke gennemført en uddannelse og har ikke været tilknyttet det danske arbejdsmarked. Klageren har en voksen datter i Danmark og fire børnebørn. Klageren har oplyst, at hun intet netværk har i Somalia, og at hun har hørt, at hendes ægtefælle, der ifølge det oplyste er født omkring 1937, er død. Klageren er alderspræget med betydeligt gangbesvær, og hun har været indlagt på hospital på grund af for højt blodtryk. Klageren er ifølge lægelige oplysninger diagnosticeret med forhøjet blodtryk, kronisk obstruktiv lungesygdom, recidiverende urinvejsinfektion, tuberkulose, følger efter fraktur af højre femur, diabetes 2 og kroniske smerter. Anklageren tager medicin og benytter inhalator.  Efter en samlet vurdering af klagerens forhold finder Flygtningenævnets flertal, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for hende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 21. december 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2019/134/SMLA

soma2019133

Nævnet omgjorde i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim fra […], Baraawe, Shabelle Hoose, Somalia. Klageren tilhører klanen Shiikaal. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ved sin indrejse i Danmark henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive dræbt af al-Shabaab på grund af sin brors tilknytning til myndighederne. Klageren henviste endvidere som asylmotiv til, at han frygtede myndighederne samt familiemedlemmerne til de personer, der døde under angrebet på klagerens bror, idet begge parter mistænkte klageren for at stå bag angrebet. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Klageren har under sagens behandling i Flygtningenævnet i det hele henvist til sit oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen har lagt klagerens oplysninger om dennes konflikt med al-Shabaab til grund. Dette er oplyst af Udlændingestyrelsen over for Flygtningenævnet, ligesom det er anført i tilladelsesresolutionen [dateret i efteråret] 2013, at ”Udlændingestyrelsen finder dog ikke at kunne afvise, at ansøger ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en reel risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse af Al-Shabaab militsen”. Klageren kommer fra den mindre by, […], der er beliggende tæt ved den større by, Baraawe. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger må det lægges til grund, at Baraawe er under AMISOM kontrol, men at al-Shabaab i hvert fald til dels har kontrol med området udenfor byen, der i øvrigt i nyere baggrundsoplysninger er beskrevet som værende ”lawless, or unclear control”. Det er oplyst, at al-Shabaab i marts 2019 har udført henrettelser i området. Klageren er endvidere som konsekvens af den over ham afsagte dødsdom profileret i forhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren fortsat opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Derimod findes klagerens konflikt med al-Shabaab særligt henset til baggrunden for denne, ikke at have en sådan karakter, at betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. For så vidt angår den af klageren påberåbte konflikt med myndighederne og klanmedlemmer, finder Flygtningenævnet, som Udlændingestyrelsen, at det ikke kan lægges til grund, at klageren har en konflikt med disse, der kan medføre asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet kan i den forbindelse tiltræde det af Udlændingestyrelsen i tilladelsesresolutionen [dateret i efteråret] 2013 herom anførte. Flygtningenævnet ændrer herefter Udlændingestyrelsen afgørelse [dateret i starten af] 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/133/HHU

soma2019131

Nævnet meddelte i maj 2019 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt børn fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er somaliske statsborgere, hovedklan Ashraf, underklan Hassan, subklan [S], og er muslimer fra [by], Lower Juba, Somalia. Klagerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige klager har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Han har videre henvist til, at han frygter, at hans ægtefælle og datter vil blive tvangsmæssigt omskåret ved en tilbagevenden til Somalia. Til støtte herfor har klageren forklaret, at al-Shabaab forsøgte at rekruttere ham. Repræsentanten fra al-Shabaab gav klageren to dage til at møde til en samtale hos dem. Klagerne flygtede dog inden mødet og brød dermed løftet om at møde til samtalen. Al-Shabaab ønskede ligeledes, at klageren skulle betale almisser til dem. Klageren har videre henvist til, at han tilhører en mindretalsklan, som ikke har nogen magt. Klageren har videre til støtte for asylmotivet forklaret, at det er tradition i Somalia, at kvinder bliver omskåret. Han har hertil forklaret, at hans ægtefælle har haft en konflikt med sin mor omkring omskæring for længe siden. Klageren frygter, at der vil blive lagt pres på ham og ægtefællen for, at de skal omskære ægtefællen og datteren. Presset vil blandt andet være fra ægtefællens mor. Den kvindelige klager har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hun og hendes ægtefælle vil blive slået ihjel af al-Shabaab ved en tilbagevenden til Somalia. Hun har videre henvist til, at hun frygter, at hendes datter vil blive tvangsgift med et medlem af al-Shabaab. Klageren frygter endvidere, at hun bliver gravid, idet hun risikerer at dø under en fødsel Somalia. Klageren har derudover henvist til, at hun frygter, at både hende selv og hendes datter vil blive udsat for tvangsmæssig omskæring. Klageren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun tilhører en mindretalsklan, ligesom hun frygter at al-Shabaab vil betragte dem som værende vantro, idet hun og ægtefællen har opholdt sig i Danmark, og på denne baggrund slå dem ihjel. Hun har videre forklaret, at dette er almindeligt i Somalia, at piger bliver tvangsgift med mænd fra al-Shabaab. Hun har endvidere forklaret, at hun har haft problemer med hendes tidligere fødsler, da hun kun kan føde ved kejsersnit. Hun har yderligere forklaret, at omskæring er almindeligt i Somalia, og at det handler om religion og tradition. Hun har hertil oplyst, at hun selv ikke selv er omskåret, da hun kunne modstå presset fra sin mor, efter at hendes søster døde som følge af en omskæring. Klageren frygter videre, at samfundet i Somalia vil drille og presse dem, hvis de ikke er omskåret, samt at betragte dem som vantro, fordi de ikke er omskåret. Udlændingestyrelsen meddelte [foråret 2014] klagerne tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klagerne havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagernes forklaringer om det oprindelige asylmotiv til grund, idet klagerne har forklaret divergerende herom. Klagerne har blandt andet forklaret indbyrdes divergerende om, hvor den mandlige klager blev opsøgt af al-Shabaab, og om hvorvidt den kvindelige klager var til stede. Endvidere har den kvindelige klager under oplysnings- og motivsamtalen forklaret blandt andet, at hendes mand efter samtalen med al-Shabaab kom tilbage efter solnedgang, mens hun under asylsamtalen har forklaret, at han kom tilbage om eftermiddagen. Divergenserne kan ikke forklares med, at den kvindelige klager var højgravid og havde smerter under den første samtale med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at klagerne som følge af en konflikt med al-Shabaab vil være i konkret risiko for individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er af en sådan karakter, at en tilbagesendelse af klagerne vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om situationen i Somalia, som er gengivet i Udlændingestyrelsens afgørelse, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i klagerenes hjemegn, og at denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter. Der kan således ikke længere lægges til grund, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det er indgået i denne vurdering, at klagerenes hjemegn er under fortsat indflydelse af al-Shabaab, og at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at der i de områder, som al-Shabaab kontrollerer, sker brud på menneskerettighederne. Det må imidlertid endvidere lægges til grund, at al-Shabaabs måde at operere på har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være mere målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom sådanne angreb ikke foretages i de områder, hvor al-Shabaab har kontrollen. De forhold, der har begrundet klagernes opholdstilladelse, har herefter ændret sig på en sådan måde, at klagerene ikke længere ved en tilbagevenden til Somalia som følge af de generelle forhold vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, ligesom de fortsat ikke vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerne er modstandere af tvangsmæssig omskæring, og at den kvindelige klager ikke selv er omskåret, fordi hendes far og efter dennes død hun selv har modsat sig det. Flygtningenævnet lægger på denne baggrund til grund, at klagerne vil kunne modsætte sig tvangsmæssig omskæring af deres datter og af den kvindelige klager, hvis de vender tilbage til Somalia. Den omstændighed, at familien risikerer social stigmatisering på grund af manglende omskæring, er ikke i sig selv asylbegrundende. Det fremgår i den forbindelse af baggrundsoplysningerne, herunder blandt andet Udlændingestyrelsens temarapport ”South Central Somalia – Female Genital Mutilation/Cutting” fra januar 2016, at det er muligt for kvinder at undgå omskæring af deres døtre, men det afhænger i høj grad af morens personlighed, og hvorvidt hun er i stand til at modstå det psykologiske pres for omskæring fra såvel familiemedlemmer som samfundet. Det fremgår endvidere af ovenstående temarapport, at både på landet og i byerne er der forældre, som er imod omskæring, og som ikke tillader omskæring af deres døtre. Ifølge rapporten er det højst usandsynligt, at piger skulle blive udsat for omskæring uden morens kendskab til det, eller uden at moren som minimum har udtrykt accept af det. Det beror alene på klagernes formodning, at datteren risikerer et tvangsægteskab. Disse forhold er derfor ikke asylbegrundende. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019), finder denne ikke anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere udlændingelovs § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Det hedder i ovennævnte forarbejder (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) i beskrivelsen af de kriterier for inddragelse af opholdstilladelse, der gælder i denne sag bl.a.: ”2.1.6.1. Tilknytning til det danske samfund, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, nr. 1. Ved Udlændingestyrelsens vurdering af en udlændings tilknytning til det danske samfund lægges navnlig vægt på varigheden af udlændingens ophold her i landet, udlændingens dokumenterede danskkundskaber og tilknytning til det danske arbejdsmarked samt hvorvidt udlændingen har gennemført en uddannelse her i landet og opnået tilknytning til det danske foreningsliv. Hensynet til en udlændings lovlige ophold kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget. En udlænding, der har opholdt sig i Danmark i cirka 5 år eller mindre, skal som udgangspunkt have gjort en helt særlig indsats for at integrere sig, før det må antages, at en inddragelse eller nægtelse af forlængelse vil virke særlig belastende. En udlænding, der har opholdt sig i Danmark i mere end 5 år, men færre end 10 år, skal som udgangspunkt have dokumenterede danskkundskaber og have været i beskæftigelse og/eller under uddannelse, før det må antages, at en inddragelse eller nægtelse af forlængelse vil virke særlig belastende. Hvis en udlænding har opholdt sig i Danmark i cirka 10 år eller mere, er udgangspunktet, at varigheden af opholdet her i landet indgår med særlig vægt ved vurderingen af, om en inddragelse eller nægtelse af forlængelse må antages at virke særlig belastende. Det er dog fortsat en betingelse, at udlændingen herudover har gjort en aktiv indsats for at integrere sig her i landet - også inden for de seneste år - f.eks. via beskæftigelse, dokumenterede danskkundskaber eller deltagelse i foreningsliv med integrationsfremmende aspekter. Kendskab til det danske sprog anses for at være af væsentlig betydning for en udlændings integration og dermed for den pågældendes tilknytning til Danmark. På den baggrund lægges der derfor vægt på beståede prøver i dansk. Hensynet til en udlændings dokumenterede danskkundskaber kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget. Hensynet til en udlændings tilknytning til det danske arbejdsmarked eller en udlændings igangværende eller færdiggjorte uddannelsesforløb i Danmark kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget. Det indgår dog med særlig vægt ved vurderingen, om en inddragelse eller nægtelse af forlængelse må antages at virke særligt belastende, hvis en udlænding har været i fuldtidsbeskæftigelse i ca. 3 år eller deltidsbeskæftigelse i ca. 5 år eller har færdiggjort en videregående uddannelse i Danmark og efterfølgende er kommet i relevant beskæftigelse. Hensynet til en udlændings deltagelse i foreningsliv eller fritidsinteresser kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget. Hvis et mindreårigt barn har opnået selvstændig tilknytning til Danmark, bliver den pågældendes opholdstilladelse ikke inddraget eller nægtet forlænget, uanset at barnets forældre ikke længere har et beskyttelsesbehov. Ved denne vurdering lægges der bl.a. vægt på barnets alder, varigheden af barnets lovlige og sammenhængende ophold i Danmark og barnets integration i det danske samfund. Der lægges ved vurderingen betydelig vægt på, om barnet har haft en del af sine formative år - fra ca. 6-7 årsalderen til ca. 15 årsalderen - her i landet. I de formative år tager barnets sociale færdigheder, sproglige kompetencer og faglige kundskaber i særlig grad form, og barnet etablerer i stadig højere grad selv personlige kontakter og et socialt netværk. … Små børn under 6 år har som udgangspunkt ikke opnået selvstændig tilknytning til det danske samfund. Børn over 6-7 år har som udgangspunkt opnået selvstændig tilknytning til det danske samfund, hvis de har opholdt sig lovligt i Danmark i sammenhængende 6-7 år og har gået i vuggestue og/eller børnehave her i landet. Derudover indgår det i vurderingen, om børnene er begyndt i skole her i landet. For større børn over 7 år - herunder eksempelvis børn som først er indrejst nogle år efter fødslen - er udgangspunktet fortsat, at børnene har opnået selvstændig tilknytning til det danske samfund, hvis de har opholdt sig lovligt i Danmark i sammenhængende 6-7 år og i denne periode har gået i institution og skole. Dog lægges der i praksis særlig vægt på, om børnene har haft en væsentlig del af deres formative år med skolegang her i landet. Det betyder, at inddragelse eller nægtelse af forlængelse i praksis undlades under henvisning til større børns selvstændige tilknytning til Danmark, allerede hvis børnene har haft ca. 5-5½ års ophold med skolegang her i landet. …” Klagerne har opholdt sig i Danmark siden den [sommeren 2013], hvor de indrejste med deres ældste barn, som nu er 7 år. Deres yngste barn er født i Danmark og er nu 5 år. Børnene har gået i børnehave, siden kort efter, at familien fik opholdstilladelse [i foråret 2014]. Det ældste barn går nu i 1. klasse. Efter det oplyste taler børnene hovedsageligt dansk og har kun et begrænset kendskab til somali. Den kvindelige klager har [i foråret 2019] afsluttet uddannelsen som social- og sundhedshjælper, og har arbejde som afløser i [kommunen]. Af en erklæring af [foråret 2019] fra [kommune] fremgår, at hun kan blive tilbudt en fast stilling. Den mandlige klager har siden [foråret 2018] haft fast arbejde hos [virksomhed] i [by]. Begge klagere taler godt dansk og samtalen i Flygtningenævnet er foregået næsten uden tolk. Efter en samlet vurdering af klagernes og børnenes forhold finder Flygtningenævnet, at klagerne har opnået en sådan tilknytning til det danske samfund, at en udsendelse af dem til Somalia må antages at virke særligt belastende for dem. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, det ældste barn har haft lovligt opholdt i Danmark i mere end fem år, og i denne periode har gået i institution og skole, at børnene kun i begrænset omfang taler somali, at den mandlige klager har haft fast tilknytning til arbejdsmarkedet siden [foråret 2018], ligesom den kvindelige klager har afsluttet en erhvervsrettet uddannelse og har tilknytning til arbejdsmarkedet. Flygtningenævnet har i forhold til den kvindelige klager endvidere lagt vægt på, at en tilbagevenden til hendes hjemegn vil være særligt belastende, da hun som kvinde i Danmark har opnået uddannelse og herefter beskæftigelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [efteråret 2017], således at klagerne og deres medfølgende børn fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/131/CRT

soma2019126

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Klageren er somalisk statsborger, etnisk tumal osman og muslim af trosretning fra Saudi Arabien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han har nægtet at samarbejde med dem. Klageren har til støtte herfor oplyst, at familien blev angrebet af al-Shabaab, mens de opholdt sig på deres bopæl. Al-Shabaab ville hverve klageren og hans bror, men klagerens far modsatte sig dette. Herefter slog al-Shabaab medlemmerne faren med en geværkolbe, sparkede ham, brækkede klagerens fingre og brændte brorens arm. Idet farens ven ankom til stedet blev der affyret skud, hvorefter al-Shabaab forlod bopælen. Herefter udrejste klageren af Somalia med sin far, bror og farens ven. Flygtningenævnet omgjorde Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse af [efteråret 2013], og meddelte [vinteren 2013] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet lægger ligesom i nævnets afgørelse af [vinteren 2013] til grund, at klageren er født og opvokset i Saudi Arabien, og at han muligt kortvarigt har været tilbage i Somalia i 2009. Klageren har afgivet en konsistent forklaring om, at han i Somalia sammen med sin bror og far opholdt sig hos en person ved navn [person], hvor han blev kontaktet af al-Shabaab, der ønskede at hverve klageren og klagerens bror. Al-Shabaab udøvede vold mod klagerens far og bror og mod klageren i den forbindelse. Derefter flygtede klageren ud af Somalia. Flygtningenævnet lægger forklaringen til grund, men finder at klageren ikke har sandsynliggjort, at han er profileret i forhold til al-Shabaab, eller at episoden indebærer, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer individuel og konkret forfølgelse af al-Shabaab. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om situationen i Somalia, som er gengivet i Udlændingestyrelsens afgørelse, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i landet, og at denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter. Klageren er født og opvokse i Saudi Arabien og har intet netværk eller familie i Somalia, hvorfor Flygtningenævnet vurderer klageren i forhold til Mogadishu. Flygtningenævnet finder på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret på en sådan måde, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. De forhold, der har begrundet klagernes opholdstilladelse, har herefter ændret sig på en sådan måde, at klageren ikke længere ved en tilbagevenden til Somalia som følge af de generelle forhold vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019), finder denne ikke anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere udlændingelovs § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Det hedder i ovennævnte forarbejder (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) i beskrivelsen af de kriterier for inddragelse af opholdstilladelse, der gælder i denne sag bl.a.: ”2.1.6.1. Tilknytning til det danske samfund, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, nr. 1. Ved Udlændingestyrelsens vurdering af en udlændings tilknytning til det danske samfund lægges navnlig vægt på varigheden af udlændingens ophold her i landet, udlændingens dokumenterede danskkundskaber og tilknytning til det danske arbejdsmarked samt hvorvidt udlændingen har gennemført en uddannelse her i landet og opnået tilknytning til det danske foreningsliv. Hensynet til en udlændings lovlige ophold kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget. En udlænding, der har opholdt sig i Danmark i cirka 5 år eller mindre, skal som udgangspunkt have gjort en helt særlig indsats for at integrere sig, før det må antages, at en inddragelse eller nægtelse af forlængelse vil virke særlig belastende. En udlænding, der har opholdt sig i Danmark i mere end 5 år, men færre end 10 år, skal som udgangspunkt have dokumenterede danskkundskaber og have været i beskæftigelse og/eller under uddannelse, før det må antages, at en inddragelse eller nægtelse af forlængelse vil virke særlig belastende. Hvis en udlænding har opholdt sig i Danmark i cirka 10 år eller mere, er udgangspunktet, at varigheden af opholdet her i landet indgår med særlig vægt ved vurderingen af, om en inddragelse eller nægtelse af forlængelse må antages at virke særlig belastende. Det er dog fortsat en betingelse, at udlændingen herudover har gjort en aktiv indsats for at integrere sig her i landet - også inden for de seneste år - f.eks. via beskæftigelse, dokumenterede danskkundskaber eller deltagelse i foreningsliv med integrationsfremmende aspekter. Kendskab til det danske sprog anses for at være af væsentlig betydning for en udlændings integration og dermed for den pågældendes tilknytning til Danmark. På den baggrund lægges der derfor vægt på beståede prøver i dansk. Hensynet til en udlændings dokumenterede danskkundskaber kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget. Hensynet til en udlændings tilknytning til det danske arbejdsmarked eller en udlændings igangværende eller færdiggjorte uddannelsesforløb i Danmark kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget. Det indgår dog med særlig vægt ved vurderingen, om en inddragelse eller nægtelse af forlængelse må antages at virke særligt belastende, hvis en udlænding har været i fuldtidsbeskæftigelse i ca. 3 år eller deltidsbeskæftigelse i ca. 5 år eller har færdiggjort en videregående uddannelse i Danmark og efterfølgende er kommet i relevant beskæftigelse. Hensynet til en udlændings deltagelse i foreningsliv eller fritidsinteresser kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget. …” Klageren har opholdt sig i Danmark siden [efteråret 2012]. Han har bestået Prøve i Dansk 1 og 2, og samtalen i Flygtningenævnet er til dels foretaget uden tolk. Han har ikke taget en erhvervsrettet uddannelse, men har siden [vinteren 2018] gået på [produktionsskole]. Han har været i praktik flere gange og været ansat som [elev], men har ikke haft fast tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark. Han er medlem af en fodboldklub, hvor han har arbejdet frivilligt som træner. Han har en ringe tilknytning til Somalia, hvor han kun har boet nogle få måneder umiddelbart før flugten, men han taler somali. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/126/CRT

soma2019124

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim. Ansøgeren er mindreårig og født i Danmark. Ansøgerens forældre har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive omskåret. Til støtte for asylmotivet har forældrene oplyst, at det er tradition i Somalia, at pigerne bliver omskåret, og at de ikke vil kunne modsætte sig presset fra samfundet. Forældrene har videre oplyst, at ansøgeren vil blive mobbet, nægtet adgang til skolen, udstødt og forfulgt af religiøse mennesker i byen, såfremt hun ikke er omskåret. Endelig har forældrene oplyst, at ansøgeren risikerer at blive tvangsfjernet af naboerne, og at hun risikerer at få problemer med fødsler og samleje, hvis hun omskæres. Flygtningenævnet har tilsidesat forældrenes forklaring om deres baggrund og konflikt. Flygtningenævnet finder således ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren vil blive udsat for de forhold, som ansøgerens forældre har gjort gældende. Særligt for så vidt angår frygten for tvangsomskæring bemærker Flygtningenævnet, at både ansøgerens mor og far er imod omskæring, og det må lægges til grund, at de vil være i stand til at modsætte sig et eventuelt pres fra omgivelserne herfor. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/124/JAH

soma2019123

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim. Ansøgeren er mindreårig og født i Danmark. Ansøgerens forældre har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive omskåret. Til støtte for asylmotivet har forældrene oplyst, at det er tradition i Somalia, at pigerne bliver omskåret, og at de ikke vil kunne modsætte sig presset fra samfundet. Forældrene har videre oplyst, at ansøgeren vil blive mobbet, nægtet adgang til skolen, udstødt og forfulgt af religiøse mennesker i byen, såfremt hun ikke er omskåret. Endelig har forældrene oplyst, at ansøgeren risikerer at blive tvangsfjernet af naboerne, og at hun risikerer at få problemer med fødsler og samleje, hvis hun omskæres. Flygtningenævnet har tilsidesat forældrenes forklaring om deres baggrund og konflikt. Flygtningenævnet finder således ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren vil blive udsat for de forhold, som ansøgerens forældre har gjort gældende. Særligt for så vidt angår frygten for tvangsomskæring bemærker Flygtningenævnet, at både ansøgerens mor og far er imod omskæring, og det må lægges til grund, at de vil være i stand til at modsætte sig et eventuelt pres fra omgivelserne herfor. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/123/JAH

soma2019122

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Klageren er etnisk somali og muslim fra Farsoley i Lower Shabelle-regionen, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Madhibaan, subklanen Tumaal og familieklanen [X]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab. Herudover frygter hun sin ægtefælle, [M]. Endelig har klageren oplyst, at hun frygter, at hendes døtre vil blive omskåret. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for al-Shabaab har klageren oplyst, at hendes bopæl blev opsøgt af seks personer fra al-Shabaab i 2014, fordi hun skulle tvangsgiftes med en mand fra al-Shabaab. Tre af personerne var indenfor, mens de andre tre var udenfor. Personerne indenfor talte med klagerens far og fortalte ham, at de havde brug for klageren. Klageren var dog allerede gift på dette tidspunkt, hvilket klagerens far fortalte mændene. Personerne oplyste til klagerens far, at de ville beslutte sig senere. De mente ikke, at klageren lignede en person, som var gift. Omkring 20 dage senere blev bopælen igen opsøgt af mænd fra al-Shabaab. Klageren var hjemme og i gang med at lægge sin datter til ro. Herudover var også klagerens onkel, far og mor hjemme. På et tidspunkt hørte de skud, som ramte klagerens forældre, som befandt sig på terrassen. Onklen havde set gennem døren, at forældrene var blevet skudt og dræbt. Onklen, klageren og klagerens datter flygtede herefter. De benyttede en anden dør end den dør, som forældrene var blevet skudt igennem. De tog hjem til klagerens søster, hvor de efterlod klagerens datter og flygtede videre til Kenya, hvor klageren opholdt sig i 20 dage. Herefter tog klageren videre mod Europa. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for sin ægtefælle, [M], har klageren oplyst, at hun ringede til [M] i [sommeren] 2017 og fortalte ham, at hun havde fået en ny kæreste, og at hun var gravid. [M] blev overrasket, da han hørte nyheden, da de fortsat er gift. [M] truede herefter klageren med at slå hende ihjel, hvis hun nogensinde kom til Somalia igen. Han truede også med at dræbe klagerens nye mand og datter, som boede hos klagerens søster. I [sommeren] 2017 talte klageren igen med [M]. Han sagde, at han havde stukket klagerens datter ihjel med en kniv, hvilket klageren dog ikke troede på, hvorfor hun tog kontakt til sin søster. Det viste sig, at det i stedet var søsterens datter, som [M] havde slået ihjel. Siden da har klageren ikke talt med sin søster, da hun har mistet forbindelsen til sin telefon. Klageren ved ikke, om søsteren fortsat er i live. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for omskæringen af hendes døtre har klageren oplyst, at hun frygter, at hendes døtre vil blive omskåret, da det er en del af den somaliske kultur, og at døtrene risikerer at blive mobbet og blive nægtet adgang til skolen, hvis ikke de er omskårede. Klageren har endvidere oplyst, at hun frygter døtrene vil dø som følge af omskæring, og at hun selv vil blive udstødt og blive forfulgt af de religiøse mennesker i byen, såfremt hun forsøger at modsætte sig omskæringen af døtrene. Udlændingestyrelsen meddelte [en dato i] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Det fremgår af Udlændingestyrelsens resolutionsark vedrørende meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, at Udlændingestyrelsen ikke kunne lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund, men at klageren under henvisning til daværende asylpraksis blev meddelt opholdstilladelse på grund af den generelle sikkerhedssituation i klagerens hjemområde. Udlændingestyrelsen har [en dato i] 2018 nægtet at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, jf. § 26. Det fremgår af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages, når grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere er til stede, herunder når udlændingen har opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, og forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse. Der skal ved afgørelsen tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om det oprindelige asylmotiv om konflikten med al-Shabaab til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens forklaring om konflikten med al-Shabaab fremstår divergerende og usandsynlig. Klageren har således forklaret divergerende om, hvorvidt Emiren var på bopælen ved den første opsøgning og om, hvorvidt hendes onkel sov ved den anden opsøgning samt om, hvor hun var, da hun fik at vide, at hendes forældre var døde. Der er tillige lagt vægt på, at det fremstår mindre sandsynligt, at Emiren ikke havde undersøgt, om klageren var gift i forvejen, før han fremsatte ægteskabstilbud, ligesom ansøgerens forklaring om den første ægtefælles søsters ageren forekommer mindre sandsynlig. Det forekommer således mindre sandsynligt, at den første ægtefælles søster skulle opsøge klageren hver anden dag fra 2009 til 2014 for at få klagerens datter overdraget, når opsøgningerne viste sig uden virkning. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren havde en konflikt med al-Shabaab ved sin udrejse. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at klageren på anden vis var profileret over for al-Shabaab. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at klageren risikerer at blive dræbt af sin nuværende ægtefælle. Der er herved lagt vægt på, at klageren ikke har sandsynliggjort, hun har en asylbegrundende konflikt med sin ægtefælle. Klageren har således over for Udlændingestyrelsen forklaret, at hun først fik en ny kæreste i Danmark, efter hendes ægtefælle havde meddelt hende, at han ikke længere var interesseret i hende. Der er endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvordan ægtefællen ved en fejl slog klagerens søsters datter ihjel forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Klagerens forklaring om denne del af asylmotivet fremstår i det hele uden detaljer og sammenhæng. Det forekommer i den forbindelse også usandsynligt, at klagerens kæreste, som det fremgår af hans forklaring for nævnet, ikke har kendskab til klagerens datter, søster og nieces forhold. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet bemærker, at klageren i forbindelse med sagen har oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hendes døtre vil blive tvangsmæssigt omskåret. Hun har samtidig oplyst, at hun og døtrenes far er imod omskæring. Klageren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe, hvorfor hun frygter, at døtrene vil blive tvangsomskåret, eller hvorfor hun og hendes kæreste ikke skulle kunne modsætte sig et pres hertil fra lokalbefolkningen. Det bemærkes i den forbindelse, at hverken klageren eller hendes kæreste har nær familie i Somalia, som vil kunne udøve pres mod familien. Det bemærkes videre, at klageren har forklaret, at hendes søster, som passer hendes ældste datter, også er imod omskæring, og at de to har aftalt, at søsteren ikke måtte lade datteren omskære. Klageren og hendes kæreste fremstod i øvrigt over for nævnet tilstrækkeligt ressourcestærke til at kunne modsætte sig et eventuelt pres fra lokalbefolkningen. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren og klagerens kæreste er modstandere af tvangsmæssig omskæring. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at de vil kunne modsætte sig dette. Den omstændighed, at familien risikerer social stigmatisering på grund af manglende omskæring af døtrene, er ikke i sig selv asylbegrundende. Det fremgår i den forbindelse af baggrundsoplysningerne, herunder blandt andet Udlændingestyrelsens temarapport ”South Central Somalia – Female Genital Mutilation/Cutting” fra januar 2016, at det er muligt for kvinder at undgå omskæring af deres døtre, men det afhænger i høj grad af morens personlighed, og hvorvidt hun er i stand til at modstå det psykologiske pres for omskæring fra såvel familiemedlemmer som samfundet. Det fremgår endvidere af ovenstående temarapport, at både på landet og i byerne er der forældre, som er imod omskæring, og som ikke tillader omskæring af deres døtre. Ifølge rapporten er det højst usandsynligt, at piger skulle blive udsat for omskæring uden morens kendskab til det, eller uden at moren som minimum har udtrykt accept af det. I mere konservative samfund er det nemmere for forældre at modstå det sociale pres, hvis pigens far også modsætter sig, at hans datter skal omskæres. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i Somalia er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i Farsoley er - selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige samt under en vis indflydelse af al-Shabaab - forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet således, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Somalia ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser.  Klageren, der er født i 1988, indrejste i Danmark [en dato i] 2014. Hun blev meddelt opholdstilladelse [en dato i] 2015. Klageren har bestået modul 1 i dansk prøve I. Hun har ikke opnået en fast tilknytning til arbejdsmarkedet eller gennemført en erhvervsrettet eller en videregående uddannelse. Hun har ingen alvorlige helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for hende, jf. udlændingelovens § 11, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/122/JAH

soma2019121

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Klageren er etnisk somali og muslim fra Qurac-Madoobe i Middle Shabelle-regionen, Somali. Klageren tilhører hovedklanen Hawiye, subklanen Abgal og familieklanen [X]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab. Klageren har endvidere henvist til frygt for sin kærestes ægtefælle i Somalia. Endelig har klageren oplyst, at han frygter, at hans døtre vil blive omskåret. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for al-Shabaab har klageren oplyst, at hans problemer med al-Shabaab begyndte i 2014. Al-Shabaab slog klagerens far ihjel og klageren vidste ikke, hvorfor faren blev dræbt, men han fik senere årsagen at vide af sin farbror. Klagerens far og al-Shabaab havde haft en konflikt i en periode, fordi al-Shabaab ønskede at hverve faren. En dag, da faren drak kaffe på et spisested, henvendte en ung mand sig til ham. Faren gik udenfor, hvor tre eller fire personer slog ham ihjel. Familien hørte skuddene. De hentede farens lig og begravede ham. Først efter farens begravelse fortalte farbroren om de problemer, som faren havde haft med al-Shabaab. Omkring 25 dage senere opsøgte al-Shabaab farbroren. De sagde til farbroren, at de ønskede klageren skulle tilslutte sig dem. Efter en uge opsøgte al-Shabaab igen familiens bopæl. Denne gang var storebroren hjemme, og da de ikke kunne tage klageren med, tog de i stedet storebroren med. I den forbindelse slog de også farbroren. Al-Shabaab henvendte sig senere på bopælen og oplyste, at storebroren var blevet slået ihjel i kamp, og at de havde brug for klageren, som dog ikke var hjemme. Da klageren kom hjem, fik han at vide af farbroren, hvad der var sket. Han fik også at vide, at hvis han modstod al-Shabaab, risikerede han at blive slået ihjel, ligesom faren og storebroren var blevet. Farbroren rådede ham derfor til at flygte fra landet, hvorefter rejsen blev arrangeret, og klageren udrejste. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt for sin kærestes ægtefælle i Somalia har klageren oplyst, at hans kæreste har en ægtefælle i Somalia kaldet [M], som nægtede at lade sig skille fra kæresten, da hun kontaktede ham telefonisk. Klagerens kæreste fortalte endvidere ægtefællen i Somalia, at hun var sammen med en anden mand, og at de havde fået et barn sammen, hvorefter ægtefællen truede hende og hendes søster. Klagerens kæreste har en datter i Somalia, som opholder sig hos kærestens søster og dennes datter. På et tidspunkt angreb [M] søsteren, men kom ved en fejl til at slå søsterens datter ihjel i stedet for kærestens datter. Til støtte for sin frygt for omskæringen af hans døtre har klageren oplyst, at omskæring er normalt i Somalia, og at døtrene vil blive undertrykt, mobbet i skolen og blive tvangsfjernet af naboerne eller andre. Klageren har videre oplyst, at han frygter, at døtrene vil få problemer med samleje og fødsel, hvis de omskæres. Endelig oplyste klageren, at hverken han eller kæresten ville kunne modsætte sig presset, og at han vil blive slået ihjel, såfremt han modsætter sig de somaliske skikke. Udlændingestyrelsen meddelte [en dato i] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Det fremgår af Udlændingestyrelsens resolutionsark vedrørende meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, at Udlændingestyrelsen ikke kunne lægge klagerens forklaring om asylmotivet til grund, men at klageren under henvisning til daværende asylpraksis blev meddelt opholdstilladelse på grund af den generelle sikkerhedssituation i klagerens hjemområde. Udlændingestyrelsen har [en dato i] 2018 nægtet at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, jf. § 26. Det fremgår af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages, når grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere er til stede, herunder når udlændingen har opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, og forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse. Der skal ved afgørelsen tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om det oprindelige asylmotiv om konflikten med al-Shabaab til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens forklaring om konflikten med al-Shabaab fremstår divergerende og utroværdig. Klageren har således forklaret divergerende om, hvor mange medlemmer af al-Shabaab, der opsøgte ham og om hvorvidt han var hjemme. Klageren og hans ekskone har dertil forklaret indbyrdes divergerende på en lang række punkter, herunder om årsagen til at klageren flygtede, om ekskonen deltog i broderens begravelse og om årsagen til, at broderen blev dræbt samt om antallet og tidspunktet for, at al-Shabaab opsøgte dem på bopælen. Klageren har ikke kunne uddybe konflikten med al-Shabaab eller redegøre nærmere for sine forhold. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren havde en konflikt med al-Shabaab ved sin udrejse. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at klageren på anden vis var profileret over for al-Shabaab. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at klageren risikerer at blive dræbt af sin kærestes ægtefælle. Der er herved lagt vægt på, at hverken kæresten eller klageren selv har sandsynliggjort, en af dem eller de begge har en velbegrundet frygt for kærestens ægtefælle. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet bemærker, at klageren i forbindelse med sagen har oplyst, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hans døtre vil blive tvangsmæssigt omskåret. Han har samtidig oplyst, at han og døtrenes mor er imod omskæring. Klageren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe, hvorfor han frygter, at døtrene vil blive tvangsomskåret, eller hvorfor han ikke skulle kunne modsætte sig et pres hertil fra lokalbefolkningen. Det bemærkes i den forbindelse, at hverken klageren eller hans kæreste har nær familie i Somalia, som vil kunne udøve pres mod familien, ligesom det bemærkes, at både klageren og hans kæreste under nævnsmødet fremstod tilstrækkeligt ressourcestærke til at kunne modstå et eventuelt pres fra lokalbefolkningen. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren og klagerens kæreste er modstandere af tvangsmæssig omskæring. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at de vil kunne modsætte sig dette. Den omstændighed, at familien risikerer social stigmatisering på grund af manglende omskæring af døtrene, er ikke i sig selv asylbegrundende. Det fremgår i den forbindelse af baggrundsoplysningerne, herunder blandt andet Udlændingestyrelsens temarapport ”South Central Somalia – Female Genital Mutilation/Cutting” fra januar 2016, at det er muligt for kvinder at undgå omskæring af deres døtre, men det afhænger i høj grad af morens personlighed, og hvorvidt hun er i stand til at modstå det psykologiske pres for omskæring fra såvel familiemedlemmer som samfundet. Det fremgår endvidere af ovenstående temarapport, at både på landet og i byerne er der forældre, som er imod omskæring, og som ikke tillader omskæring af deres døtre. Ifølge rapporten er det højst usandsynligt, at piger skulle blive udsat for omskæring uden morens kendskab til det, eller uden at moren som minimum har udtrykt accept af det. I mere konservative samfund er det nemmere for forældre at modstå det sociale pres, hvis pigens far også modsætter sig, at hans datter skal omskæres.  Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i Somalia er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i Qurac-Madoobe er - selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige samt under en vis indflydelse af al-Shabaab - forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet således, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Somalia ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser.  Klageren, der er født i 1992, indrejste i Danmark [en dato i] 2014. Han blev meddelt opholdstilladelse [en dato i] 2015. Klageren har bestået modul 1 og 2 i dansk prøve I. Han har ikke opnået en fast tilknytning til arbejdsmarkedet eller gennemført en erhvervsrettet eller en videregående uddannelse. Klageren har haft ca. 1½ års deltidsarbejde i Danmark. Han har ingen alvorlige helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 11, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/121/JAH

soma2019120

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim fra [landsby], Burhakaba, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hun vil blive slået ihjel af sine to brødre, som er medlemmer af al-Shabaab, idet ansøgerens brødre mener, at hendes ægteskab ikke er indgået i overensstemmelse med islam. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at al-Shabaab vil slå hende ihjel, idet hendes familie har en konflikt med al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun blev gift med sin nuværende ægtefælle omkring 11 år, før hun udrejste af Somalia. Ansøgerens to brødre blev medlem af al-Shabaab omkring ti år forud for ansøgerens udrejse af Somalia. Da ansøgerens brødre blev medlem af al-Shabaab, fortalte de ansøgeren, at hendes ægteskab ikke var indgået i overensstemmelse med islam, og at de som følge heraf ville slå hende ihjel. Ansøgerens far tvang herefter ansøgerens brødre til at forlade bopælen. Efter al-Shabaab overtog kontrollen i ansøgerens landsby, oplevede ansøgeren og hendes familie jævnligt, at al-Shabaab stjal deres kvæg. I 2016 anmeldte ansøgerens far tyverierne til myndighederne. Samme aften blev ansøgeren og hendes families bopæl opsøgt af syv personer fra al-Shabaab. Ansøgerens forældre blev slået ihjel, og ansøgeren blev voldtaget. Dagen efter blev der arrangeret en begravelse for ansøgerens forældre. Dagen efter begravelsen tog ansøgeren med sin morbror hjem til hans bopæl. Dagen efter ringede al-Shabaab til ansøgerens morbror for at oplyse ham om, at de vidste, at ansøgeren opholdt sig hos ham. Ansøgeren udrejste herefter af Somalia. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet ikke har fundet grundlag for at udsætte sagen med henblik på at afvente behandlingen af den af ansøgeren indgivne ansøgning om humanitær opholdstilladelse. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet taget i betragtning, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende, ligesom dele af ansøgerens forklaring ikke forekommer sandsynlig. Vedrørende divergenserne har Flygtningenævnet navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor lang tid der gik, fra ansøgeren blev overfaldet til ansøgeren udrejste af landet, og om tidspunktet for ansøgerens beslutning om at udrejse. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvornår al-Shabaab kontaktede hendes morbror. Ved vurderingen af divergenserne i ansøgerens forklaring har nævnet lagt vægt på, at der er tale om et meget enkelt forløb med få detaljer. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at al-Shabaab ringede til ansøgerens morbror, hvor ansøgeren opholdt sig, i stedet for at opsøge bopælen, da det gav ansøgeren mulighed for at flygte derfra. Endvidere forekommer ansøgerens forklaring om, hvorfor hendes ægtefælle og fem børn ikke flygtede sammen med ansøgeren, eller hvorfor ansøgeren efterlod familien uden mulighed for at kunne komme i kontakt med dem igen, ikke troværdig. Ved vurderingen af ansøgeren forklaring har nævnet ligeledes lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår udetaljeret og ikke selvoplevet. På denne baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren er profileret eller efterstræbt af al-Shabaab. Ansøgerens forklaring om sin konflikt med sine brødre fremstår ikke overbevisende og henset til, at ansøgerens generelle troværdighed må anses for væsentligt svækket, tilsidesætter nævnet ligeledes ansøgerens forklaring om sin konflikt med sine brødre. Vedrørende den generelle sikkerhedsmæssige situation i regionen Lower Shabelle er der efter de seneste baggrundsoplysninger ikke grundlag for at antage, at situationen er således, at enhver ved tilbagevenden dertil kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af sin blotte tilstedeværelse. Ved vurderingen af denne sag har Flygtningenævnet ligeledes lagt vægt på det forhold, at ansøgeren har boet i sin landsby frem til 2016 og må anses som uprofileret. Da Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, kan Flygtningenævnet heller ikke lægge til grund, at ansøgeren vil være uden mandligt netværk ved en tilbagevenden til Somalia. Det må således lægges til grund, at ansøgeren har familie i sit hjemområde, der vil kunne bekræfte ansøgerens identitet. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/120/JEA

soma201912

Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at klagerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Klageren er sunni-muslim fra byen […] i Gedo-regionen, Somalia, og tilhører hovedklanen Darood og subklanen […] og […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab og af sin ægtefælles familie, fordi han mod svigerfamiliens vilje blev hemmelig viet med sin ægtefælle i juni 2013 og, fordi hun blev gravid i oktober 2018. Klageren har til støtte herfor forklaret, at det er usædvanligt at blive gift på kryds af klanerne, særligt henset til, at klageren tilhører en lille og undertrykt klan. Ægtefællens familie havde forud for ægteskabets indgåelse opsøgt klageren, overfaldet ham og truet med at slå ham ihjel. Klageren blev opsøgt igen på sin bopæl af ægtefællens to brødre og to af hendes fætre omkring november 2013, hvor klageren blev overfaldet og truet på livet. Klageren søgte tilflugt hos sin mors veninde. I mellem tiden blev klagerens mor opsøgt og truet af svigerdatterens brødre. Al-Shabaab anerkendte ikke ægteskabet, idet klageren og ægtefællen blev hemmelig viet. Al-Shabaab anså derfor klageren for at have haft et seksuelt forhold uden for ægteskab. Klageren blev opsøgt af fem personer fra al-Shabaab, mens han opholdt sig hos morens veninde. Klageren flygtede fra morens venindes bopæl. Han blev opdaget af al-Shabaab, som skød efter ham. Klageren skjulte sig i et landbrugsområde i to dage, hvorefter han fik kendskab til, at moren og ægtefællen var blevet anholdt af al-Shabaab. Klageren er i 2016 blevet bekendt med, at hans mor er blevet slået ihjel af ægtefællens familie. Det fremgår af klagerens oprindelige asylsag, at Udlændingestyrelsen ikke har lagt klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ved vurderingen heraf har Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klagerens forklaring vedrørende væsentlige dele af asylmotivet fremstod ukonkret og divergerende. Udlændingestyrelsen meddelte [i] juni 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. I forbindelse med inddragelsessagen har klageren overfor Udlændingestyrelsen ikke ønsket at besvare spørgsmål om sit asylmotiv. Klageren har henvist til, at han lider af PTSD, og at han har søgt at fortrænge oplevelserne i hjemlandet. Der foreligger imidlertid ingen lægelige oplysninger, der viser, at klageren ikke er psykisk og fysisk rask. Klageren har indsendt en begrundet klage, der ikke indeholder nye oplysninger. Klageren har ikke givet møde for nævnet, og da der er således ikke fremkommet væsentlige nye oplysninger, lægger nævnet de samme faktiske forhold til grund, som fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af […] december 2017. Af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde tiltræder Flygtningenævnet således, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia på grund af en konflikt med svigerfamilien eller en konflikt med al-Shaabab vil være i en konkret og individuel risiko for overgreb eller forfølgelse. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i […] og Gedo-regionen er forbedret – om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren, der er en uprofileret ung mand, til […] og Gedo-regionen ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født i Somalia og har boet i landet, indtil han udrejste som 18-årig. I det klagerens forklaring om konflikteren i hjemlandet er forkastet, må nævnet lægge til grund, at klageren fortsat har familie og netværk i Somalia. Vedrørende klagerens tilknytning til Danmark, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at klageren i henhold til cpr-registeret har været udrejst af Danmark siden februar 2018. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren på nuværende tidspunkt nødvendigvis opholder sig i Danmark. Klageren indrejste i Danmark som 19-årig og har frem til februar 2018 opholdt sig i Danmark i omkring tre år. Klageren taler, læser og skriver dansk og var påbegyndt en adgangsgivende uddannelse Klagerens tilknytning til arbejdsmarkedet har bestået af et studiejob. Klageren har ingen familie i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at inddragelsen af klagerens opholdstilladelse vil virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 7, jf. § 26, stk. 1.  Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/12/SME

soma2019119

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og tilhører hovedklanen Jareer, subklanen […] og underklanen […]. Klageren er muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter regeringen i Somalia. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han som 14-årig startede i en skole, hvor han fik koranundervisning. Der kom en underviser til skolen, som holdt foredrag for nogle af skolens elever, og han talte om Jihad. En dag blev skolen angrebet af etiopiske soldater, og klageren og andre elever blev bortført. I forbindelse med bortførelsen antog medlemmer af den somaliske regering, at eleverne var medlemmer af al-Shabaab, og eleverne blev tilbageholdt og fængslet af somaliske regeringssoldater. Eleverne blev løbende løsladt, og klageren blev løsladt efter, at klagerens far havde solgt sin bolig for at betale for løsladelsen. Klageren fortalte inden løsladelsen soldaterne om underviseren fra skolen, der underviste i Jihad. Klagerens far var bange for, at underviseren ville komme efter klageren og familien, da underviseren kom fra en højere klan. Klageren opholdt sig først efter løsladelsen i Medina i Mogadishu og udrejste herefter af Somalia. Klageren har endvidere til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter den somaliske regering, idet han vil blive mistænkt for at arbejde for al-Shabaab. Klageren har endelig til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han tilhører en minoritetsklan, og at ingen derfor kan beskytte ham imod at blive slået ihjel eller hvervet af al-Shabaab. Udlændingestyrelsen meddelte [ultimo 2013] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet Udlændingestyrelsen lagde til grund, at det ikke kunne afvises, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være profileret i en sådan grad, at han vil være i risiko for overgreb fra personer med tilknytning til al-Shabaab. Det følger af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages, når forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse, jf. §§ 7 og 8. Der skal efter bestemmelsen ved en sådan afgørelse tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen. Flygtningenævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at selv om klagerens forklaring om sin konflikt med al-Shabaab lægges til grund, så er der ikke holdepunkter for at antage, at klageren på nuværende tidspunkt må anses for værende særligt profileret i forhold til al-Shabaab, og at det derfor ikke længere kan lægges til grund, at klageren, der senest i Somalia har opholdt sig i Mogadishu, er i risiko for asylrelevante overgreb fra al-Shabaab. Det hører i den forbindelse med til vurderingen, at AMISOM ifølge baggrundsoplysningerne om situationen i Somalia siden 2013 har haft kontrollen over Mogadishu, at episoden, der gav anledning til konflikten fandt sted i 2008, og at det forekommer helt usandsynligt, at al-Shabaab ville være i stand til at genkende klageren, der på tidspunktet for udrejsen var 16 år gammel. Det forhold, der har begrundet klagerens opholdstilladelse, har herefter ændret sig på en sådan måde, at klageren ikke længere ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb fra al-Shaabab. Det kan ligeledes tiltrædes, at der ikke er holdepunkter for at antage, at klageren skulle være efterstræbt af de somaliske myndigheder. Tilbageholdelsen af klageren fandt sted i 2008, og han blev dengang løsladt mod betaling. Den trussel, som klageren angiveligt modtog af en soldat i forbindelse med løsladelsen, kan i hvert fald ikke længere begrunde, at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det hører i den forbindelse med i vurderingen heraf, at klageren over for Udlændingestyrelsen selv har forklaret, at han ikke længere frygter de somaliske myndigheder. Endelig finder nævnet, at hverken det forhold, at klageren tilhører en minoritetsklan, eller at han som følge af sit langvarige ophold i Europa er blevet ”vestliggjort”, kan føre til, at klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. På denne baggrund kan det samlet lægges til grund, at klageren ikke har nogen konkret og individuel risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Somalia, ligesom heller ikke de generelle forhold i Mogadishu kan begrunde, at klageren meddeles opholdstilladelse på et andet grundlag end hidtil. Om den generelle sikkerhedssituation i Somalia henvises i det hele til de baggrundsoplysninger om situationen i Somalia, som er gengivet i Udlændingestyrelsens afgørelse og partshøringsskrivelse, og til Flygtningenævnets nyere praksis i øvrigt. Spørgsmålet for nævnet er herefter, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019), finder denne ikke anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere udlændingelovs § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Det hedder i ovennævnte forarbejder (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) i beskrivelsen af de kriterier for inddragelse af opholdstilladelse, der gælder i denne sag bl.a.: ”2.1.6.1. Tilknytning til det danske samfund, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, nr. 1 Ved Udlændingestyrelsens vurdering af en udlændings tilknytning til det danske samfund lægges navnlig vægt på varigheden af udlændingens ophold her i landet, udlændingens dokumenterede danskkundskaber og tilknytning til det danske arbejdsmarked samt hvorvidt udlændingen har gennemført en uddannelse her i landet og opnået tilknytning til det danske foreningsliv. Hensynet til en udlændings lovlige ophold kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget. En udlænding, der har opholdt sig i Danmark i cirka 5 år eller mindre, skal som udgangspunkt have gjort en helt særlig indsats for at integrere sig, før det må antages, at en inddragelse eller nægtelse af forlængelse vil virke særlig belastende. En udlænding, der har opholdt sig i Danmark i mere end 5 år, men færre end 10 år, skal som udgangspunkt have dokumenterede danskkundskaber og have været i beskæftigelse og/eller under uddannelse, før det må antages, at en inddragelse eller nægtelse af forlængelse vil virke særlig belastende. Hvis en udlænding har opholdt sig i Danmark i cirka 10 år eller mere, er udgangspunktet, at varigheden af opholdet her i landet indgår med særlig vægt ved vurderingen af, om en inddragelse eller nægtelse af forlængelse må antages at virke særlig belastende. Det er dog fortsat en betingelse, at udlændingen herudover har gjort en aktiv indsats for at integrere sig her i landet - også inden for de seneste år - f.eks. via beskæftigelse, dokumenterede danskkundskaber eller deltagelse i foreningsliv med integrationsfremmende aspekter. Kendskab til det danske sprog anses for at være af væsentlig betydning for en udlændings integration og dermed for den pågældendes tilknytning til Danmark. På den baggrund lægges der derfor vægt på beståede prøver i dansk. Hensynet til en udlændings dokumenterede danskkundskaber kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget. Hensynet til en udlændings tilknytning til det danske arbejdsmarked eller en udlændings igangværende eller færdiggjorte uddannelsesforløb i Danmark kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget. Det indgår dog med særlig vægt ved vurderingen, om en inddragelse eller nægtelse af forlængelse må antages at virke særligt belastende, hvis en udlænding har været i fuldtidsbeskæftigelse i ca. 3 år eller deltidsbeskæftigelse i ca. 5 år eller har færdiggjort en videregående uddannelse i Danmark og efterfølgende er kommet i relevant beskæftigelse. Hensynet til en udlændings deltagelse i foreningsliv eller fritidsinteresser kan ikke i sig selv føre til, at en opholdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget.…” Klageren, der nu er 27 år, kom til Danmark som 21-årig i februar 2013. Han blev meddelt opholdstilladelse i Danmark [ultimo 2013]. Han er født i Somalia, hvor han er statsborger og har opholdt sig indtil 2008, hvor klageren var 16 år. Han har bestået prøve i dansk 1 og har afsluttet chaufføruddannelsen. Han har i perioden fra 2013 til 2017 modtaget offentlige ydelser. Der foreligger ingen oplysninger i sagen om, hvad klageren har foretaget sig i Danmark frem til december 2018, hvor han angiveligt er udrejst af Danmark til Tyskland. Han har efter det oplyste ingen familie eller tilknytning til herboende personer, mens det må antages, at han i Somalia har familie i form af forældre og søskende. Efter en samlet vurdering heraf finder nævnet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende i den tidligere udlændingelovs § 26’s forstand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/119/ajev

soma2019117

Nævnet omgjorde i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Ashraf er muslim af trosretning fra byen Buulo Maarer i regionen Shabelle Hoose, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, idet han er efterstræbt af disse. Herudover frygter klageren familien til den kvinde, som har beskyldt klageren for at have gjort hende gravid. Klageren har til støtte for asylmotivet om familien til kvinden oplyst, at han i perioden fra 2001 til 2008 opholdt sig i Kismayo, hvor han uddannede sig til journalist. I 2007 mødte klageren en kvinde fra en magtfuld klan, som fejlagtigt beskyldte klageren for at have gjort hende gravid. Som følge af dette ønskede kvindens familie at slå klageren ihjel. Ledelsen på den kostskole, som klageren boede i, forhindrede familien i at pågribe klageren, og hjalp klageren til at flygte tilbage til sin hjemby. Til støtte for asylmotivet om konflikten med al-Shabaab har klageren oplyst, at han modtog flere trusselsopkald efter, at han i 2008 begyndte at arbejde for radiostationen, STN Radio. Klageren opsagde sin stilling hos radiostationen i 2009, hvorefter trusselsopkaldene ophørte. I 2013 modtog klageren trusselopkald fra al-Shabaab, som beskyldte ham for at have videregivet oplysninger om al-Shabaab til medierne. Klageren blev herefter fængslet og udsat for fysisk overgreb af al-Shabaab. Under tilbageholdelsen forsøgte al-Shabaab at overtale klageren til at arbejde for en radiostation, der var ejet af disse. Klageren var tilbageholdt i 15 dage, hvorefter det lykkedes ham at flygte fra fængslet og udrejst fra Somalia. Klageren udrejste [i sommeren] 2013. Efter klagerens udrejse fra Somalia, fik klageren oplyst, at al-Shabaab opsøgte klagerens familie og skød klagerens forældre og bror, som efterfølgende døde af dette. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet Udlændingestyrelsen lagde klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen ikke lægge den del af klagerens asylmotiv til grund, som angår forholdet til en kvinde og dennes familie, idet klageren ikke har oplevet problemer som følge af denne konflikt, fra der blev fremsat trusler imod klageren i 2008, til han udrejste i 2013. Udlændingestyrelsen har i tilladelsesresolutionen af [vinteren] 2014 lagt klagerens asylmotiv til grund. Det er således lagt til grund, at klageren havde en konflikt med al-Shabaab, som i 2008 fremsatte trusler mod klageren som følge af klagerens arbejde som journalist på en radiostation, hvorefter klageren sagde sin stilling op. I sommeren 2013 blev klageren beskyldt af al-Shabaab for at have givet oplysninger om splittelse i al-Shabaabs ledelse til en radiostation, og klageren blev på ny truet, og han var derefter fængslet i 15 dage, indtil det lykkedes ham at flygte. Han flygtede derefter ud af landet. Efter sin udrejse har klageren fået oplyst, at al-Shabaab har opsøgt klagerens familie og skudt hans bror og forældre. Broderen døde, mens forældrene efterfølgende er døde af skudsår og sygdom. Flygtningenævnet lægger ligeledes dette asylmotiv til grund. Forløbet indebærer, at klageren må anses for at være profileret i forhold til al-Shabaab. Efter de seneste baggrundsoplysninger er området Marka-Qoryooley-Afgooye, som klageren stammer fra, meget ustabilt og under indflydelse af både al-Shabaab og AMISON. Afgooye-Mogadishu-Merka beskrives som det mest voldelige område i Somalia. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at det fortsat er sandsynligt, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det ikke kan antages, at han kan opnå beskyttelse hos myndighederne eller ved at tage ophold i en anden del af Somalia. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [vinteren] 2017 således, at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/117/TPB

soma2019116

Nævnet omgjorde i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Jaaji er muslim af trosretning fra byen Masagaway i regionen Galgaduud, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia, frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet de har forsøgt at tvangsrekruttere klageren. Til støtte for asylmotivet, har klageren oplyst, al-Shabaab forsøgte at rekrutterer ham i [vinteren] 2012, hvor de henvendt sig til klagerens far i farens butik. Klageren fik 10 dage til at melde sig ind i gruppen. Da klageren efter udløb af fristen ikke reagerede på opfordringen, blev farens butik igen opsøgt af al-Shabaab. Klageren fik på ny en frist på 10 dage. Efter udløb af denne frist blev farens butik igen opsøgt af al-Shabaab, som skød og slog faren ihjel. Klageren befandt sig på dette tidspunkt hos en ven. Dagen efter denne episode tog klageren til Ceel Dheer, hvorefter han udrejste til Etiopien. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af tilladelsesresolutionen fra  [foråret] 2014, at Udlændingestyrelsen ikke kunne lægge klagerens forklaring om sin konflikt med al-Shabaab til grund, idet forklaringen på flere centrale punkter forekom påfaldende og usandsynlig. Udlændingestyrelsen kunne dog ikke afvise at klageren kommer fra Masagaway, Galgaduud, og at han ved en tilbagevenden til sit hjemområde vil være i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren i det væsentlige under begge samtaler hos Udlændingestyrel¬sen [i vinteren] 2014 og [i vinteren] 2014 i den oprindelige sag har forklaret konsistent om forløbet med al-Shabaab, som forsøgte at rekruttere klageren ved at henvende sig til klagerens far, og om at hans far blev slået ihjel af al-Shabaab. Klageren flygtede herefter. De divergenser, som er fremhævet i Udlændingestyrelsens afgørelse [af vinteren] 2018 i inddragelsessagen, angår omstændigheder af underordnet betydning og kan ikke medføre, at klagerens forklaring tilsidesættes. Flygtningenævnet har herved tillagt klagerens lave uddannelsesniveau betydning, ligesom der nu er gået yderligere nogle år, siden begivenhederne fandt sted. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering, at klagerens forklaring om sit asylmotiv kan lægges til grund. Klageren har således en konflikt med al-Shabaab, som efter de seneste baggrundsoplysninger fortsat har kontrollen i klagerens hjemområde. Klageren har nægtet at lade sig tvangshverve af al-Shabaab, og hans far er slået ihjel af al-Shabaab. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren må anses for at være profileret i forhold til all-Shabaab. Klageren har herefter sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil risikere asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet det ikke kan antages, at han kan opnå beskyttelse hos myndighederne eller ved at tage ophold i en anden del af Somalia. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren] 2018, således at klageren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.”Soma/2019/116/TPB

soma2019115

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen [navn], subklanen [navn], og er muslim fra [landsby], Balcad-distriktet i Middle Shabelle-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter al-Shabaab. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han blev forsøgt rekrutteret af tre personer fra al-Shabaab, som var hans bekendte fra landsbyen.  Idet det var bekendte af klageren, vil han blive genkendt ved en tilbagevenden til Somalia, hvorfor han frygter for at blive straffet med tortur eller blive slået ihjel. Udlændingestyrelsen meddelte 17. marts 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen ved behandlingen af asylsagen heller ikke kunne afvise, at klageren ville være i et asylrelevant modsætningsforhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet tiltræder, at betingelserne i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, for inddragelse af klagerens opholdstilladelse er opfyldt. Nævnet har herunder navnlig lagt vægt på, at AMISOM siden 2013 efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder senest kontrolkort fra november 2018 udarbejdet af Political Geography Now, de facto har kontrollen i [landsbyen], hvorfra klageren stammer, og at situationen i [landsbyen] kan sidestilles med situationen i Mogadishu, hvor AMISOM også har kontrollen. Der er efter baggrundsoplysningerne ikke grundlag for at antage, at de generelle forhold i [landsbyen] længere er af en sådan karakter, at en tilbagevenden til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, også selvom situationen i landet fortsat må betegnes som alvorlig, skrøbelig og uforudsigelig. Der er ikke grund til at tro, at den indtrufne forbedring i forholdene vil være af hel midlertidig karakter, jf. herved tillige det anførte i forarbejderne til lov nr. 153 af 18. februar 2015 om ændring af udlændingeloven.  Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at forholdene i klagerens hjemområde i Somalia er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse, således at betingelserne for nu at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Den omstændighed, at klageren har forklaret, at han står i modsætningsforhold til al-Shabaab, fordi han ikke har villet lade sig hverve til militsen, kan i lyset af kontrolforholdene i [landsbyen] og de foreliggende baggrundsoplysninger om ændringerne i al-Shabaabs måde at operere på ikke føre til en anden vurdering. Det er herunder også indgået i vurderingen, at klageren ikke efter oplysningerne om hans forhold kan anses for særligt profileret i forhold til al-Shabaab for så vidt angår spørgsmålet om tvangshvervning. Heller ikke det af klageren anførte om, at han ved en tilbagevenden til Somalia formoder, at han vil blive anset for spion for de amerikanske tropper i Djibouti af al-Shabaab, eller den omstændighed, at han tilhører en klan med lav status, kan føre til en anden vurdering. En inddragelse vurderes ikke at ville virke særligt belastende for klageren under hensyn til de momenter der er opregnet i udlændingelovens § 26, stk. 1. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på oplysningerne om den relativt begrænsede varighed af klagerens lovlige ophold i Danmark og den begrænsede tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter klagerens opholdstilladelse i Danmark er inddraget i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1.” soma/2019/115/CHPE

soma2019114

Nævnet omgjorde i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Dir og er muslim fra [by] i Shabelle Hoose-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi de har beskyldt ham for at være spion og have samarbejdet med regeringen. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hans far var soldat for regeringen i 1980’erne før borgerkrigen og havde kontakt med soldater, der arbejdede med den nuværende regering. Af denne årsag truede al-Shabaab ham og mistænkte ham for at være spion for regeringen. Klagerens far blev slået ihjel i marts 2013, formentlig af al-Shabaab. Videre har klageren henvist til, at han frygter, at hans søn, [sønnens navn], vil blive betragtet som født uden for ægteskab. Endvidere frygter klageren indoktrinering af hans fire halvsøskende, som han har forældremyndighed over. Endelig har klageren henvist til, at han frygter de generelle forhold i Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte 21. august 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Det fremgår videre af sagen, at Udlændingestyrelsen ved behandlingen af asylsagen i 2013 heller ikke kunne afvise, at klageren ville være i et asylrelevant modsætningsforhold til al-Shabaab. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder senest kontrolkort fra november 2018 udarbejdet af Political Geography Now, at kontrolforholdene i klagerens hjemområde er uklare, idet både AMISOM/SNA og al-Shabaab har indflydelse i området omkring [by]. Forholdene i området beskrives endvidere som meget ustabile og urolige i baggrundsoplysningerne. Under disse omstændigheder – og henset til klagerens oplysninger om sin konflikt med al-Shabaab, der også indgik ved den oprindelige asylsagsbehandling i 2013, og som fortsat ikke kan afvises - finder nævnet uanset de foreliggende baggrundsoplysninger om en generel forbedring af forholdene i Somalia, at betingelserne for inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, ikke er opfyldt. Nævnet finder således, at der ikke i forhold til [klagerens navn] kan antages at være indtruffet en sådan ændring i forholdene, at han ikke længere risikerer overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til sit hjemområde i Somalia. Det kan herunder ikke antages, at ansøgeren ikke længere vil være således profileret i forhold til al-Shabaab, at han ikke længere vil være i risiko for asylrelevante overgreb fra militsen. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 14. februar 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens 7, stk. 2.” soma/2019/114/CHPE

soma2019113

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Klageren er sunnimuslim fra Jalalaqsi, Somalia. Han tilhører klanen Hawiye. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive tilbageholdt og slået ihjel af al-Shabaab, fordi han blev tilbageholdt af al-Shabaab og senere flygtede fra dem. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han i starten af 2010 blev opsøgt af unge medlemmer af al-Shabaab, som ønskede at hverve ham til militsen. I den forbindelse blev klageren oplyst om, at han ville blive slået ihjel, såfremt han nægtede at lade sig hverve. Videre har klageren som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil blive anset for en forræder og mulig spion. Udlændingestyrelsen meddelte [i begyndelsen af] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet tiltræder, at betingelserne i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, for inddragelse af klagerens opholdstilladelse er opfyldt. Nævnet har herunder navnlig lagt vægt på, at AMISOM efter de foreliggende baggrundsoplysninger de facto har kontrollen i byen Jalalaqsi, hvorfra klageren stammer. Der er efter baggrundsoplysningerne ikke grundlag for at antage, at de generelle forhold i Jalalaqsi længere er af en sådan karakter, at en tilbagevenden til Somalia vil udgøre en krænkelse af den Europæiske menneskerettighedskonventions artikel 3, også selvom situationen i Jalalaqsi fortsat må betegnes som alvorlig, skrøbelig og uforudsigelig. Der er ikke grund til at tro, at den indtrufne forbedring i forholdene vil være af hel midlertidig karakter, jf. herved tillige det anførte i forarbejderne til lov nr. 153 af 18. februar 2015 om ændring af udlændingeloven. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at forholdene i klagerens hjemområde i Somalia er således forbedret siden klageren blev meddelt opholdstilladelse, at betingelserne for nu at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen ikke at kunne lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Klageren har således gjort gældende, at han frygter at blive tilbageholdt og dræbt af al-Shabaab. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren under asylsagens behandling har forklaret forskelligt om væsentlige punkter i asylmotivet, herunder om hvornår al-Shabaab opsøgte klagerens bopæl, hvad klageren blev udsat for under tilbageholdelsen af al-Shabaab og om flugten fra al-Shabaab, ligesom han har forklaret udbyggende om mødet med en mand, som hjalp klageren på en restaurant i grænseområdet mellem Somalia og Kenya. Klageren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil have en individuel konflikt med al-Shabaab, eller at han på anden måde er profileret i forhold til al-Shabaab, således at han har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7. Heller ikke det, at den beskikkede advokat anførte om, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil blive anset for forræder og mulig spion, kan føre til en anden vurdering af sagen. En inddragelse vurderes ikke at ville virke særligt belastende for klageren under hensyn til de momenter, der er opregnet i udlændingelovens § 26, stk. 1. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på oplysningerne om den relativt begrænsede varighed af klagerens lovlige ophold i Danmark og den begrænsede tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter klagerens opholdstilladelse i Danmark er inddraget i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1.” Soma/2019/113/CHPE

soma2019111

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er udeblevet fra nævnsmødet, men har ikke oplyst lovligt forfald. Flygtningenævnet har derfor fremmet sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Klageren er etnisk somali og tilhører klanen […]. Klageren er sunnimuslim fra Galhareeri i Galgaduud-reginonen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til at han frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi han nægtede at blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab, samt fordi han blev beskyldt for at være spion for gruppen Ahlu Sunna Wal Jamaca og beskyldt for at have været i seng med en pige uden for ægteskabet. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han på et tidspunkt var tilbageholdt af al-Shabaab i en uge, fordi al-Shabaab var kommet til hans butik, og havde beskyldt ham for at samarbejde med Ahlu Sunna. Klageren har ligeledes oplyst, at en kvinde ved navn [x] en aften kom til klagerens butik, for at afregne med klageren. Imens klageren og [x] var ved at afregne, kom der mænd fra al-Shabaab, som tvang klageren og [x] ud af huset, hvorefter de beskyldte de to for at have været i seng med hinanden, ligesom de holdt fast i klageren og slog ham med deres våben. Mændene tog herefter klageren med sig, og han blev tilbageholdt i flere dage, hvor han også blev slået. Klageren formåede at flygte gennem et toilet i forbindelse med en eksplosion og rejste herefter til Kenya. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret 2015] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til udlændingemyndighederne om sit asylmotiv til grund og har ved vurderingen heraf lagt vægt på de samme divergenser som Udlændingestyrelsen har lagt vægt på i afgørelsen [fra efteråret 2017]. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i Somalia, herunder i Galhareeri er forbedret på en sådan måde, at en udsendelse af klageren til hans hjemområde ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Med hensyn til, om en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse må antages at ville være særligt belastende, bemærkes, at klageren har opholdt sig i Danmark i godt 4 år. Han har efter det oplyste haft ansættelse siden [foråret 2016] som rengøringsassistent og er medlem af foreningen Somalisk Ungdom. Klageren har ikke helbredsmæssige problemer og har ikke familie i Danmark, hvorimod han har familie i Somalia, idet han til Udlændingestyrelsen har oplyst, at hans mor og søster bor i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at nægte at forlænge hans opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt. jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/111/AJEV

soma2019106

Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Klageren tilhører klanen [A], og er muslim fra [B], [C]-distriktet, Galgaduud-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af Hawiye-klanen, der dræbte hendes daværende ægtefælle. Hun har videre henvist til, at hun frygter at blive dræbt af al-Shabaab, der har dræbt flere af hendes familiemedlemmer. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun kommer fra en lille klan. Der boede ikke andre fra klanen end ansøgeren og hendes familie i det område. de boede i. I området boede der flest fra Abgaal-klanen, som er tilknyttet al-Shabaab. Klagerens far var imam, så folk kom i klagerens hus, hvor klagerens far læste bønner for dem. Omkring fjerde måned af 2013 opsøgte al-Shabaab klagerens far og beskyldte ham for at samarbejde med gruppen Al-Sunna. De sagde, at hvis han samarbejdede med Al-Sunna eller forlod hjemmet, ville ham ville dræbt. Omkring 15 dage senere blev klagerens far og søskende dræbt af al-Shabaab. Al-Shabaab stak ansøgeren i maven med en bajonet i forbindelse med drabene, og de tog hendes 16-årige søn med sig. Klageren blev herefter indlagt på et hospital. Klagerens ægtefælle forlod området med hans børn og klagerens datter med det samme. Klageren blev i omkring syv måneder og ventede på sin søn. Klageren blev opsøgt tre gange af forskellige personer formentlig fra al-Shabaab, der sagde, at hun ville blive halshugget, såfremt hun forlod sin bopæl. Klageren opholdt sig på sin bopæl om dagen, men hun sov udenfor i bushen om natten. På et tidspunkt kom klagerens søn hjem. Han var blevet slået og pisket, så klageren havde svært ved at genkende ham. Klageren fik hjælp til flugten af en mand, der fik overdraget hendes lille landbrug, hus og køer. Da klageren var på vej hjem fra manden, så hun, at der var kontrol på hendes bopæl. Hun kunne høre, at der blev skudt, så hun gemte sig. Hun så fra sit gemmested, at al-Shabaab ledte efter hende. De spurgte også naboerne efter hende. Da al-Shabaab forlod stedet, løb klageren hjem. Hun så, at de havde skudt hendes søn i hovedet og i brystkassen. Naboerne hjalp hende med at begrave sønnen. Naboen, der skulle hjælpe klageren, skaffede hende et andet hus i [B]. Hun blev der i syv dage, før hun udrejste. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sine individuelle konflikter i Somalia til grund. Flygtningenævnet henviser herved de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af [en dato i efteråret] 2017. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia risikerer konkret og individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7 stk. 1. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet endvidere ikke, at den generelle situation i klagerens hjemområde i Somalia længere er af en sådan karakter, at klageren alene under henvisning hertil ikke vil kunne vende tilbage til Somalia. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at forholdene er forbedret siden klagerens udrejse, og at forbedringen – uanset at forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia udgør en krænkelse af EMRK artikel 3. Klageren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, og da klageren ses at være registreret som udrejst af Danmark [en dato i sommeren] 2018, og da hun efter de foreliggende oplysninger ikke ses at have haft indkomst i Danmark siden [sommeren] 2018, finder Flygtningenævnet efter en samlet og konkret vurdering af klagerens forhold, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke må antages at være særligt belastende for hende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/106/snd

soma201858

Nævnet stadfæstede i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Klageren tilhører klanen [klannavn], subklan [klannavn], subsubklan [klannavn] og er sunnimuslim af religiøs overbevisning fra Baardheere i Gedo-provinsen i Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af de ukendte gerningsmænd, som slog klagerens far ihjel. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far blev slået ihjel under et røveri i en fødevarebutik, som faren var indehaver af, da klageren var ti år gammel. Klageren udrejste efterfølgende til Yemen med sin mor og lillesøster, idet familien, som tilhørende en minoritetsklan og uden en mand i husstanden, var uden beskyttelse og derfor særligt udsatte. I Yemen forsørgede klageren familien ved at vaske biler. De blev ofte udsat for diskrimination, fordi de var fra Somalia. Klageren har i løbet af 2009 været fængslet to gange i Yemen, idet han blev beskyldt for at stjæle de biler, han vaskede. Da der udbrød uroligheder i Yemen, valgte klageren at udrejse. Klageren har videre oplyst, at en eventuel tilbagevenden til Somalia vil blive opfattet som et udtryk for, at klageren ønsker at hævne sin fars død, hvorfor han vil blive slået ihjel. Klageren har endelig oplyst, at han uden økonomi, ejendele og familie i Somalia ikke vil være i stand til at overleve. Udlændingestyrelsen meddelte [dato] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Klageren er den [dato] 2017 registreret udrejst af Danmark. Den [dato] 2017 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet kan ikke lægge den af klageren tidligere under sagen afgivne forklaring om, at han havde en konkret og individuel konflikt med nogle ukendte personer, som i [sommeren] 2000 slog hans far ihjel, til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at drabet på faren ligger langt tilbage i tid, og at klageren ikke personligt er blevet efterstræbt. Flygtningenævnet finder heller ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han har en personlig og konkret konflikt med al-Shabaab. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet ikke, at den generelle situation i Baardheere, der i øjeblikket kontrolleres af AMISOM, er af en karakter, der indebærer, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse, vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. De generelle forhold i området er forbedret, selv om forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, men ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Baardheere ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i omkring to et halvt år, inden han i [vinteren] 2017 er registreret udrejst af landet, han har ikke familiemæssig tilknytning til Danmark, han har ikke tilknytning til arbejdsmarkedet, har ikke gennemført uddannelse og har ikke helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering ikke, at en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19. stk. 1, nr. 1, jf. stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/58/TLNJ

soma201857

Nævnet hjemviste i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Klageren tilhører [klannavn], subklan [klannavn], subsubklan [klannavn], [klannavn] og er sunnimuslim af religiøs trosretning fra [by], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive lemlæstet eller slået ihjel af militsen al-Shabaab. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter at blive udsat for diskrimination og dårlig behandling fra de større klaner i sin hjemby, idet han tilhører en mindre klan. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i løbet af [vinteren] 2012 blev opsøgt tre gange af medlemmer fra al-Shabaab, som ville have, at klageren agerede spion for dem og videregav oplysninger om, hvem der udtrykte sig negativt om militsen. Klageren indvilligede heri, da han frygtede for sit liv. Klageren har videre oplyst, at han i perioden fra [vinteren] 2012 og frem til sin udrejse af Somalia blandt andet er blevet tilbageholdt i sammenlagt to dage, idømt fængselsstraf for at have løjet for al-Shabaab samt blevet udsat for tortur, idet han fik hældt varm olie udover sin hånd. Klageren har til støtte for sit asylmotiv endelig oplyst, at han som tilhørende en minoritetsklan er blevet udsat for diskrimination af større klaner, idet han i skolen for eksempel ikke måtte lege med andre børn end dem, som tilhørte klagerens klan. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Under nævnsmødet har Udlændingestyrelsen indledningsvis fremsat påstand om hjemvisning af sagen til fornyet behandling. Udlændingestyrelsen har anført, at der foreligger væsentlige nye oplysninger om klagerens familiære forhold i Danmark, herunder at klageren [i foråret] 2018 er blevet far til en datter, som han har samvær med hver 14. dag. Styrelsen ønsker således i forbindelse med en hjemvisning af sagen, at disse væsentlige nye oplysninger indgår i styrelsens afgørelsesgrundlag. Klagerens advokat har tilsluttet sig Udlændingestyrelsens påstand, og oplyst, at klageren er indforstået med at sagen hjemvises til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet bestemte herefter under hensyn til fremkomsten af væsentlige nye oplysninger efter Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato] 2017 og til de af parterne nedlagte sammenstemmende påstande, at sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen til fornyet afgørelse.” Soma/2018/57/TLNJ

soma201856

Nævnet stadfæstede i august Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2009.   Flygtningenævnet udtalte:  ”Klageren tilhører [klannavn] og er muslim af religiøs overbevisning fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af militsen al-Shabaab. Klageren har endvidere henvist til de generelle forhold i Somalia. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun sidst i 2008 sammen med sin daværende ægtefælle blev tilbageholdt af al-Shabaab i en stor lejr. Ægteparret blev ført til lejren sammen med en større gruppe mennesker fra lokalbefolkningen, hvorefter mænd og kvinder adskiltes. Efter nogle dage flygtede klagerens ægtefælle. Al-Shabaab tilbageholdt herefter klageren i et særskilt rum, hvor hun i flere dage blev udsat for vold og afhørt om hendes ægtefælles flugt. Efter omkring ti dage lykkedes det klageren at flygte fra lejren og hen til en bekendt, hvor klageren opholdt sig i ti til tolv dage, inden hun påbegyndte sin udrejse af Somalia. I dagene fra klagerens flugt frem til hendes udrejse, har klageren fået fortalt, at medlemmer af al-Shabaab forsøgte at opsøge klageren på hendes bopæl. Klageren har endvidere oplyst, at alle i Somalia kender klageren og dennes ægtefælle, dels på grund af deres flugt fra al-Shabaab, dels fordi klagerens ægtefælle arbejdede for [firmanavn] som [erhverv]. Klageren har endelig oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil blive slået ihjel, da hun vil blive anset som vantro, idet hun vender tilbage fra et vantro land. Klageren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at begge hendes forældre er døde som følge af et bombeangreb, mens hendes ene søster blev taget af de etiopiske myndigheder i 2007 eller 2008 og ikke er blevet set siden. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Det fremgår af Flygtningenævnets afgørelse af [dato] 2010, at klagerens forklaring om asylmotivet er tilsidesat som utroværdig. Samtidig er klagerens forklaring om, at hun ikke har familie i Somalia, forkastet blandt andet med henvisning til, at Udlændingestyrelsen under behandlingen af klagerens sag har kunnet kontakte klagerens mor i Somalia. Flygtningenævnet finder fortsat ikke, at klagerens forklaring om asylmotivet kan lægges til grund, og klageren har derfor ikke sandsynliggjort en konflikt med al-Shabaab. Flygtningenævnet kan endvidere fortsat lægge til grund, at klageren har familie i Somalia, idet der henvises til de tidligere oplysninger herom. Nævnet finder ikke grundlag for at antage, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer forfølgelse eller overgreb fra al-Shabaab omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, fordi hun har opholdt sig i Danmark i ca. ni år. Det bemærkes, at klageren, der er født den [dato] 1973, efter det oplyste udrejste fra Somalia i [vinteren] 2008, og at hun derfor kan antages at kunne begå sig i det somaliske samfund. De foreliggende oplysninger om klagerens forhold, herunder hendes helbredssituation, giver efter deres karakter ikke grundlag for at antage, at klageren vil være i reel risiko for forfølgelse eller overgreb ved tilbagevenden til Somalia, idet det hertil bemærkes, at klageren ikke kan anses for at være en enlig kvinde uden netværk i Somalia, og at det i øvrigt ikke hører under Flygtningenævnets kompetence at tage stilling til meddelelse af opholdstilladelse af humanitære grunde. Siden andet halvår af 2016 har Flygtningenævnet i flere sager tiltrådt, at den generelle situation i Mogadishu ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Selvom forholdene i Mogadishu fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, er forholdene forbedret, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet herefter, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Efter det oplyste har klageren bestået Dansk Prøve 1, og hun er i gang med at gennemføre forberedende voksenundervisning. Hun har ikke opnået fast tilknytning til det danske arbejdsmarked og er ikke medlem af foreninger eller bestyrelser. Hendes fætter og to kusiner bor i Danmark. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, eller at der er andre forhold, hvorefter det vil være særligt belastende for hende at inddrage hendes opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 26, stk. 1. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren er udrejst af Somalia, da hun var 35 år. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af klagerens opholdstilladelse.” Soma/2018/56/TLNJ

soma2018139

Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Klageren tilhører klanen [A] og er muslim af trosretning fra byen [B] i Lower Juba regionen, So-malia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, der har beskyldt klageren for at have transporteret khat. Klageren frygter endvidere, at al-Shabaab vil mistænke ham for at være spion, fordi han har været udrejst af Somalia. Klageren har til støtte herfor forklaret, at han i perioden fra 2007 til 2013 flere gange blev opsøgt af al-Shabaab, der ville have klageren til at arbejde for sig, hvilket klageren afviste med henvisning til, at han havde helbredsmæssige problemer. Klageren arbejdede som chauffør, og en dag i [medio] 2013, da han transporterede nogle personer i sin bil, blev bilen stoppet af personer fra al-Shabaab, der foretog et rutinetjek af klagerens bil. De pågældende fandt noget khat i bilen, som en af passagerene havde gemt i bilen. Herefter blev klagerens bil beslaglagt, og klageren blev tilbageholdt. Under tilbageholdelsen blev klageren udsat for voldelige overgreb. Under tilbageholdelsen blev klageren meget syg på grund af sin sukkersyge. Da klagerens mor lo-vede at bringe klageren til retten, når hans sag efterfølgende skulle behandles, blev han løsladt mod kaution. Samme aften udrejste klageren af Somalia. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til de generelle forhold i hans hjemområde. Udlændingestyrelsen meddelte [ultimo] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Dan-marks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende og under nævnsmødet endvidere udbyggende om blandt andet, hvor mange personer der var plads til i hans bil, hans kendskab og ejerforhold til den khat, der blev fundet i hans bil, hvorvidt og hvor mange af hans passagerer der blev taget med af al-Shabaab, hvor lang tid han var tilbageholdt af al-Shabaab, og hvorvidt der blev betalt penge/stillet kaution i forbindelse med hans løsladelse. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor klagerens forkla-ring om sit asylmotiv som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han har en konflikt med eller er profileret i forhold til al-Shabaab, og at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af ud-lændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, fra al-Shabaabs side som følge af sine individuelle forhold. Det forhold, at klageren har opholdt sig i Danmark siden [medio] 2013, finder Flygtningenævnet ikke i sig selv medfører, at klageren af den grund risikerer forfølgelse. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende baggrundsoplysninger til grund, at [B], Lower Juba, er under al-Shabaabs kontrol. Ef-ter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet imidler-tid, at ophold i al-Shabaab kontrollerede områder for personer, der ikke har en konflikt med eller på anden måde er profilerede i forhold til al-Shabaab, ikke er tilstrækkeligt til at opnå asyl. Flygtnin-genævnet finder på den baggrund, at udsendelse af klageren til [B], Lower Juba, ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menne-skerettighedskonvention. Klageren, der er [X] år, er født og har frem til sin udrejse i [medio] 2013 boet i Somalia, hvor hans familie fortsat bor. Klageren er indrejst i Danmark i [medio] 2013 og har haft opholdstilladelse i Danmark siden [ultimo] 2013. Klageren har ikke bestået danskprøver, men er på danskuddannelse 1 modul 3. Klageren har ikke familie i Danmark. Klageren har ikke haft or-dinær fuldtidsbeskæftigelse i Danmark, men har været i virksomhedspraktik i perioder i 2015, 2016, 2017 og 2018. Klageren har ikke oplyst at være engageret i foreningsliv. Klageren lider af diabetes 2. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af kla-gerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, jf. stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af klagerens opholdstilladelse. Soma/2018/139/tps

soma2018138

Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Klageren tilhører klanen [A] og er muslim af trosretning fra byen [B], [C], i regionen Lower Sha-belle, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organi-sationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive efterstræbt af al-Shabaab, idet han er flygtet fra dem. Kla-geren har til støtte herfor forklaret, at hans bror i 2012 blev slået ihjel af al-Shabaab. Senere hen-vendte personer fra al-Shabaab sig til klagerens far. De pågældende ønskede, at klageren skulle samarbejde med al-Shabaab, hvilket klagerens far nægtede. Efterfølgende blev klagerens far slået ihjel af to-tre maskerede personer fra al-Shabaab uden for moskéen. En dag en til to måneder efter farens begravelse fik klageren pludselig trukket en pose over hovedet, mens han arbejdede på fami-liens landbrug. Klageren blev kørt ind til byen, hvor han blev placeret i en container. Klageren blev tilbageholdt i tre-fire måneder. Under tilbageholdelsen blev klageren udsat for voldelige overgreb, og til sidst fik han at vide, at han enten kunne samarbejde med al-Shabaab eller blive slået ihjel som sin far og bror. Klageren fik derefter at vide, at han skulle være selvmordsbomber. Han bad al-Shabaab om lov til at sige farvel til sin mor, og der blev indgået en aftale om, at klageren kunne overnatte en enkelt nat hos sin familie, hvorefter han skulle vende tilbage til al-Shabaab. To personer fulgte klageren til dennes bopæl, men forlod umiddelbart efter bopælen. Klagerens mor tog kontakt til en mand, som efterfølgende kørte ansøgeren skjult på en lastbil til Kenya. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter en tilbagevenden til Somalia, idet han stammer fra en mindretalsklan, og at han ikke har nogen familie tilbage i hjemlandet. Klageren har til støtte herfor forklaret, at hans klan tidligere strides med en anden klan i klagerens hjemområde. Stridighederne ophørte, da al-Shabaab tog kontrollen over ansøgeren hjemområde, men da al-Shabaab ikke længere er så talstærkt til stede i området, er klanstridighederne bluset op igen. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til de generelle forhold i hans hjemområde. Udlændingestyrelsen meddelte [medio] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. davæ-rende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en kræn-kelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskon-ventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyt-telse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sine asylmotiver til grund, idet klagerens forklaring herom er divergerende, usikker og afglidende, ligesom der er forhold, som klageren ikke kan huske, og endelig at klagerens forklaring på et punkt forekommer usandsynlig. Flygtningenæv-net har herved lagt vægt på blandt andet, at klageren har forklaret divergerende om, hvorvidt han og familien så liget af broren, efter at al-Shabaab skulle have dræbt ham, om hvorvidt klagerens far var i live eller død, da klageren kom hen til ham, efter at faren angiveligt var blevet skudt, og om hvor-vidt klageren var alene i den container, han i flere måneder angiveligt blev holdt fanget i. Flygtnin-genævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren under nævnsmødet har svaret usikkert og uklart på, om han blev kørt i bil hen til fængslet efter, at han angiveligt var taget til fange af al-Shabaab, og på, om det var hans mor, der fulgte ham hen til onklen, eller om det var hans onkel, der hentede ham i forbindelse med flugten fra Somalia. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at klageren under nævnsmødet ikke kunne svare på, hvornår hans bror var blevet dræbt. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at klageren efter at have aftalt med al-Shabaab, at han kunne komme hjem for at hilse på sin mor, og at han selv skulle vende tilbage, blev fulgt hjem af to personer fra al-Shabaab, hvorefter personerne blot forlod stedet og lod ham være alene med sin mor. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor klagerens forklaring om sin konflikt med al-Shabaab som værende konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne bag-grund endvidere klagerens forklaring om hans klans konflikt med en anden klan. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han er profileret i forhold til al-Shabaab, og at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, fra al-Shabaabs side som følge af sine individuelle forhold. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende baggrundsoplysninger til grund, at [C], Shabelle House, er under AMISOM/SNA’s kontrol, men at oplandet hertil er under al-Shabaabs kontrol, og at det derfor må antages, at klagerens landsby, [B], også er under al-Shabaabs kontrol. Efter en sam-let vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet imidlertid, at op-hold i al-Shabaab kontrollerede områder for personer, der ikke har en konflikt med eller på anden måde er profilerede i forhold til al-Shabaab, ikke er tilstrækkeligt til at opnå asyl. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at udsendelse af klageren til [B], [C], Shabelle House, ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menne-skerettighedskonvention. Klageren, der er [X] år, er født og har boet i Somalia frem til sin udrejse i [primo] 2012, og hvor det må antages at hans familie fortsat bor. Klageren er indrejst i Danmark i [primo] 2014 og har haft opholdstilladelse i Danmark siden [medio] 2014. Klageren har bestået Prøve i Dansk 2. Klageren er muslimsk gift med en herboende somalisk kvinde, der ikke har op-holdstilladelse, men har søgt asyl. Parret bor ikke sammen, og de venter et barn, der forventes født i [Y] december 2018. Klageren har været i praktik i en virksomhed i perioden [Z] 2015, derefter væ-ret ansat i samme virksomhed med løntilskud frem til [medio] 2016 og derefter været ansat i virk-somheden på normale vilkår i fuldtidsansættelse fra [medio] 2016, og hvor han fortsat er ansat. Klageren er medlem af en somalisk forening, hvor han spiller fodbold, ligesom han er medlem af en anden forening med både danske og andre udlændinge, hvor de også spiller fodbold. Flygtninge-nævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens op-holdstilladelse ikke vil være særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 7, jf. § 26. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse om inddra-gelse af klagerens opholdstilladelse. Soma/2018/138/tps

soma201730

Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk reer hamar og muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at al-Shabaab vil dræbe ham, idet han har forpurret deres planer om at springe en bombe og herved var skyld i to al-Shabaab-personers død. Klageren har til støtte for sit motiv oplyst, at han i 2008 havde sit eget lille værksted i Mogadishu, der lå over for en AMISOM-militærbase, der husede ugandiske soldater. Klageren udførte forskellige mekanikeropgaver på basen. Frem til [en dag i efteråret] 2008 blev klageren fire gange truet af al-Shabaab, der ville have, at han stoppede med at arbejde på basen. De beskyldte ham også for at være spion. [Denne dag i efteråret] 2008 blev klageren og hans kollega bortført af al-Shabaab, der dagen efter skød hans kollega. Klageren blev tortureret, indtil han indvilligede i at anbringe en bombe på AMISOM-basen. [Fem dage senere] kørte al-Shabaab klageren ud til værkstedet, der lå over for basen. Klageren gik over mod basen med bomben, men da han kom ud på vejen, lagde han bomben fra sig og løb over mod basen, mens han råbte, at der var en bombe. Klageren har videre oplyst, at al-Shabaab skød efter ham, hvorfor soldaterne på basen besvarede ilden og ramte to personer fra al-Shabaab, så de døde. Klageren blev lukket ind på basen, hvor han blev behandlet for sine sår og afhørt om, hvad der var sket. Folkene på basen sagde, at han ikke kunne gemme sig der, og de gav ham 100 USD og kørte ham omkring to km væk fra basen.  Klageren udrejste af Somalia omkring en måned senere til Yemen og videre til Saudi-Arabien, hvor han hørte, at al-Shabaab havde opsøgt hans familie og dræbt hans søn. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet må indledningsvis tage stilling til, om der kan meddeles klageren opholdstilladelse på grundlag af klagerens asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger herved vægt på, at klagerens forklaring er divergerende på en række væsentlige punkter. Nævnet lægger således vægt på, at klageren har forklaret forskelligt bl.a. om, hvorvidt han reparerede biler for de ugandiske AMISOM-soldater. Klageren har til samtalen [i sommeren] 2011 med Udlændingestyrelsen forklaret, at han reparerede biler på AMISOM-basen. Til samtalen [i efteråret] 2016 har han forklaret, at han ikke reparerede biler, men alene indkøbte reservedele, som mekanikerne på basen skulle bruge. Til samtalen [i starten af] 2012 har klageren forklaret, at basen ikke havde deres egne mekanikere, for så ville de ikke være kommet til klageren. Til samtalen [i efteråret] 2016 har klageren også forklaret, at basens mekanikere kom til ham, hvis der var nogle ting, de ikke kunne finde ud af, hvorefter han reparerede bilerne, hvilket han har fastholdt for nævnet. Videre lægger nævnet vægt på, at klageren har forklaret forskelligt om al-Shabaabs henvendelser. Klageren har til ID-samtalen [i foråret] 2011 forklaret, at al-Shabaab tog klageren og klagerens medhjælper til fange [en dag i efteråret] 2008. Til samtalen [i sommeren] 2011 har klageren forklaret, at al-Shabaab i alt kom fire gange, og de den fjerde gang tog klageren og medhjælperen til fange. Til samtalen [i efteråret] 2016 har klageren blot forklaret, at al-Shabaab kom og tog dem til fange. Nævnet lægger endvidere vægt på, at klageren har forklaret forskelligt om den bombe, som al-Shabaab ville have, at han skulle bringe ind på basen. Klageren har til samtalen [i sommeren] 2011 forklaret detaljeret om bombens udseende og tegnet den. Til samtalen [i efteråret] 2016 har klageren forklaret, at han fik en pose med sprængstoffer, og at han fik at vide af al-Shabaab, at han ikke måtte kikke i posen. Klageren har forklaret, at posen var tung og forespurgt om, hvordan han kunne vide, at der var sprængstoffer i posen, hvis han ikke kikkede i den, har han forklaret, at han hørte al-Shabaab tale om det i bilen på vej til værkstedet. For nævnet har han forklaret, at han så bomben i bakspejlet, da al-Shabaab kørte han til basen. Flygtningenævnet lægger yderligere vægt på, at klageren til samtalen [i sommeren] 2011 har forklaret, at han syede de ugandiske soldaters uniformer om, da de skulle tilpasses Somalias varme klima. For nævnet har han forespurgt, om han udførte andre opgaver for AMISOM end at reparere deres biler, forklaret benægtende. Foreholdt at han til samtalen i 2011 havde forklaret, at han også syede tøj for dem, har han forklaret, at naboen havde en systue. Desuden lægger nævnet vægt på, at klageren har forklaret forskelligt om sin adgang til AMISON-basen, herunder om han fik udstedet et adgangskort, og udbyggende om hvad der skulle være sket efter episoden [i efteråret] 2008, herunder at hans hustru blev voldtaget af al-Shabaab. Endelig lægger nævnet vægt på, at hverken klageres forklaring om en bombe¬eksplosion foran AMISOM-basen [i efteråret] 2008, eller klagerens forklaring om udstedelse af adgangskort til basen og sin færden på basen er bekræftet ved Udenrigsministeriets henvendelse til en repræsentant ved den ugandiske bataljon i Mogadishu i Makka al-Mukamara gaden. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af klagerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonven¬tions artikel 3. Flygtningenævnet har på baggrund af baggrundoplysningerne om forholdene i Mogadishu i flere afgørelser, herunder i afgørelser af [to datoer i sommeren] 2017, udtalt, at nævnet ikke finder, at den generelle vold i Mogadishu har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Der er ikke ved de senere fremkomne baggrundsoplysninger ændret herved, jf. bl.a. ”Home Office: Country Policy and Informationen Note Somalia (South and Central): Fear of Al Shabaab” fra juli 2017. Flygtningenævnet finder derfor, at de generelle forhold i Mogadishu siden 2012 er forbedret – om end forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Mogadishu, hvor han opholdt sig de seneste mange år forud for sin udrejse, ikke udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at nægte at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, derfor er opfyldt. Flygtningenævnet skal herefter, navnlig under hensynene i udlændingelovens § 26, stk. 1, tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark i omkring 5 år og 9 måneder. Han har ikke opnået fast tilknytning til det danske arbejdsmarked eller engageret sig aktivt i foreningslivet i Danmark. Han har gennemført praktik ophold og bestået dansk prøve 1. Klageren er 48 år og har tilbragt de seneste mange år inden udrejsen i Mogadishu. Klagerens børn og tidligere ægtefælle lever i Kenya. Klageren har diabetes og tager to gange daglig tabletter herfor. Derudover har han ondt i ryggen. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham og hans familie, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2017/30/ATN

soma201729

Nævnet hjemviste i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ved brev af [en dato i efteråret] 2017 har klagerens advokat på dagen for nævnsmødet fremlagt et skriftligt indlæg i sagen, hvoraf han nedlægger påstand om, at sagen hjemvises til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen for at klarlægge eventuel risiko for klagerens fem børn ved en tilbagevenden til Somalia. Klagerens advokat nedlagde ligeledes under nævnsmødet påstand om hjemvisning af sagen til fornyet førsteinstansbehandling i Udlændingestyrelsen. Klageren har forklaret, at han har fem børn. Fire af børnene er mindreårige. Det drejer sig om sønnerne Jaiy, Faisal og Fahad, der er henholdsvis 17 år, 12 år og 11 år, og datteren Adna, der er 13 år. Udlændingestyrelsen påstod sagen fremmet og stadfæstet. Flygtningenævnet finder, at klagerens frygt for, at hans datter som følge af tvang fra omgivelserne vil blive udsat for omskæring ved en tilbagevenden til Somalia, samt for at hans sønner vil blive tvangshvervet af al-Shabaab er forhold af så væsentligt betydning for spørgsmålet om inddragelse af klagerens opholdstilladelse, at disse forhold bør behandles af Udlændingestyrelsen. Sagen hjemvises derfor til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen inddrager disse forhold ved vurderingen af, hvorvidt klagerens opholdstilladelse skal inddrages.” Soma/2017/29/ATN

soma201728

Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er tilhører Hawiye-klanen og underklanen Duduble og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af al-Shabaab, idet hun har nægtet at gifte sig med en mand, som er tilknyttet al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at en mand ved navn [A], som har været tilknyttet al-Shabaab, siden 2006 gentagne gange har friet til klageren, som hver gang har afvist ham. Klageren har videre oplyst, at hun i 2008 blev gift med en mand ved navn [B], og at [A] efterfølgende opsøgte klageren på hendes bopæl og truede med, at han ville anklage klageren og hendes ægtefælle for at have begået ulovligheder imod islam over for al-Shabaab. 20 dage senere modtog klageren et opkald fra en mand, som fortalte hende, at hun og [B] var blevet dømt til stening, idet de havde forbrudt sig imod islam. Klageren holdt sig herefter skjult hos en veninde, og veninden blev derfor betragtet medskyldig i klagerens forbrydelse. Endelig har klageren oplyst, at [B] er blevet opsøgt i sin forretning af nogle mænd, som ville dræbe ham, mens klageren holdt sig skjult i Somalia, og at hun efterfølgende har fået at vide, at [B] på et senere tidspunkt blev opsøgt og dræbt af nogle mænd. Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen den [i foråret] 2011 meddelte klageren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet traf [i starten af] 2012 på baggrund af Den Europæiske Menneskerettigheds-domstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien afgørelse om at hjemvise klagerens sag til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. [I starten af] 2012 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet styrelsen lagde til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I starten af] 2017 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet har ikke realitetsbehandlet klagen over Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse af [en dag i foråret] 2011, hvorfor nævnet må tage stilling til, om der kan meddeles klageren opholdstilladelse på grundlag af klagerens asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at klagerens forklaring om det trusselsopkald, som hun modtog omkring 20 dage, efter at hun senest blev opsøgt af [A] er usammenhængende og usandsynlig. Klageren har således til oplysnings- og motivsamtalen den [i foråret] 2011 forklaret, at hendes mand, [B], den dag, hvor hun modtog trusselsopkaldet havde forladt hjemmet om morgen, og at hun senere på dagen modtog opkaldet, hvorefter hun forlod hjemmet. Videre har hun forklaret, at hun modtog opkaldet, mens hun var på vej til markedet, og at hun straks efter opkaldet skilte sin telefon ad, da hun ikke ville ringes op igen. Hun har videre forklaret, at hun ikke talte med [B] mere efter den dag, idet han ikke var hjemme, da hun hentede børnene, og at hun ikke talte med ham, mens hun opholdt sig hos sin veninde. Hun har yderligere forklaret, at hun ikke advarede [B] om trusselsopkaldet, idet hun havde ødelagt sin telefon. Dette skal sammenholdes med, at klageren også har forklaret, at [B] ikke tog opkaldet alvorligt, hvorfor han fortsatte sit liv som normalt. For nævnet har ansøgeren udbyggende forklarede, at hun modtog to trusselsopkald – et om aftenen før og et på dagen, hvor hun søgte skjul hos sin veninde – inden hun skilte sin telefon ad. Hun har videre forklaret, at hun modtog det første opkald to dage efter at hun senest blev opsøgt af [A]. Flygtningenævnet finder endvidere, at det ikke er overbevisende, at al-Shabaab skulle have undladt at opsøge klageren, da hun opholdt sig hos sin veninde, og i stedet have kontaktet veninden telefonisk. Flygtningenævnet finder endvidere, at det svækker klagerens troværdighed, at klageren har forklaret divergerende om tidsforløbet omkring sin udrejse af Somalia. Ansøgeren har således forklaret til de norske myndigheder i forbindelse med deres behandling af ansøgerens asylsag i 2010, at hun mødte en menneskesmugler [en dag i sommeren] i Mogadishu, at hun kom til Addis Ababa, Etiopien, [13 dage senere] 2009, hvorfra hun [otte dage senere] fløj til Sverige via mellemlanding i et ukendt land. Klageren har videre forklaret, at hun landede i Sverige [en dag i sommeren] 2009, og at hun rejste direkte til Oslo med tog. Det skal imidlertid sammenholdes med, at det via Eurodac kan konstateres, at ansøgeren krydsede grænsen til Grækenland [i slutningen af] 2008. Nævnet må herefter tage stilling til, om klageren ved en tilbagevenden til Somalia må anses som en enlig kvinde uden mandligt netværk. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun er uden mandligt netværk i Somalia. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hun tilhører Hawiye-klanen og underklanen duduble, at hun må anses for at have tilknytning til personen [C] i Mogadishu, som hun gennem mange år har betroet opdragelsen af sine børn til, og at hun har en voksen søn, der bor i Mogadishu. For så vidt angår klagerens frygt for, at hendes 5-årige søn skal blive tvangs¬rekrutteret af f.eks. al-Shabaab bemærker nævnet, at denne frygt ikke kan føre til en anden vurdering. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonven¬tions artikel 3. Flygtningenævnet har på baggrund af baggrundoplysningerne om forholdene i Mogadishu i flere afgørelser, herunder i afgørelser af [to datoer i sommeren] 2017, udtalt, at nævnet ikke finder, at den generelle vold i Mogadishu har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Der er ikke ved de senere fremkomne baggrundsoplysninger ændret herved, jf. bl.a. ”Home Office: Country Policy and Informationen Note Somalia (South and Central): Fear of Al Shabaab” fra juli 2017. Flygtningenævnet finder derfor, at de generelle forhold i Mogadishu siden 2012 er forbedret – om end forholdene forsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ligesom ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Mogadishu, hvor hun opholdt sig de seneste mange år forud for sin udrejse, ikke udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at nægte at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, derfor er opfyldt. Flygtningenævnet skal herefter, navnlig under hensynene i udlændingelovens § 26, stk. 1, tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark i omkring 5 ½ år, og at hun i denne periode ikke har opnået fast tilknytning til det danske arbejdsmarked, ikke har gennemført et uddannelsesforløb eller i øvrigt engageret sig aktivt i foreningslivet i Danmark. Hun har bestået Dansk Prøve 1 og har været 13 uger måneder i praktik i en Røde Kors butik. Hun er 47 år og har haft sin opvækst og størstedelen af sit liv i Mogadishu i Somalia. Hun har to voksne børn i Mogadishu, som hun har kontakt med, og en søn på godt 5 år i Danmark. Klageren er skilt fra faren til den 5-årige søn, og de ses ikke. Helbredsmæssigt har klageren forklaret, at hun har ondt i fødderne, og det er ved en journaludskrift fra egen læge dokumenteret, at klageren i juni 2016 havde udslæt på hænder og fødder. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for hende og hendes, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2017/28/ATN

rusl20192

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Rusland. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Den kvindelige ansøger er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra […] Rusland. Ansøgeren har været medlem af organisationen [x], som hun blev medlem af i 1997. Den mandlige ansøger er etnisk ingusjeter og muslim af trosretning fra Rusland. Ansøgeren har ikke selv været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men ansøgeren har hjulpet i forbindelse med den kvindelige ansøgers aktiviteter for organisationen [x]. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Rusland frygter myndighederne på grund af ansøgernes aktiviteter for blandt andet [x], herunder blandt andet aktiviteter med at dokumentere myndighedsovergreb på tjetjenere. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger blandt andet oplyst, at hun har arbejdet som frivillig for organisationen [x], der hjalp tjetjenske flygtninge. Ansøgerens svigerinde, [y], var medstifter af organisationen. [x] arbejdede for at hjælpe flygtninge og for at dokumentere overgreb, som russerne udsatte den tjetjenske befolkning for. Ansøgerens svigerinde bad ansøgeren om hjælp til en række opgaver, som ansøgeren hjalp med, herunder i forbindelse med opbevaring af kassettebånd med dokumentation fra de tjetjenske krige. Efter svigerindens flugt fra Tjetjenien i 2010 blev ansøgerens opgaver mere begrænsede, men ansøgeren havde fortsat opgaver, og ansøgeren blev opsøgt på sin bopæl af myndighederne, som ransagede og stillede spørgsmål om svigerinden. Efter ansøgerens søn ligeledes var udrejst, kom myndighederne også til bopælen og spurgte til ham. Ansøgeren blev i [efteråret 2015] kontaktet af sin svigerinde, der var bekymret for [z], der ligeledes havde været aktiv i blandt andet [x]. [y] bad ansøgeren om at finde [z], og køre hende til Ingusjetien. Ansøgeren opsøgte sammen med den mandlige ansøger [z]. Da ansøgerne kom til bopælen, hvor [z] befandt sig, forblev den mandlige ansøger i bilen, mens ansøgeren gik ind i huset, hvor hun mødte [z]. [z] fortalte om, hvorledes myndighederne havde taget hendes dokumenter og computer, ligesom hun mente, at hun blev aflyttet af myndighederne. Efter mødet med [z] bad ansøgeren den mandlige ansøger om at køre hurtigt væk, men ansøgerne blev stoppet på vejen til Ingusjetien. Ansøgerens mand blev ført over i en anden bil, mens ansøgeren forblev i bilen, og fik en sæk over hovedet, mens hun blev kørt væk. Ansøgeren blev herefter ført til et sted, hvor hun blev slået og skubbet ind i væggen, og hvor hun blev stillet spørgsmål om blandt andet [z] og sin svigerinde. Ansøgeren blev truet, at fik at vide, at hun ikke måtte forlade Tjetjenien, og at man skulle kunne komme i kontakt med hende. Ansøgeren var tilbageholdt i omkring syv eller otte timer, og blev kørt hen i nærheden af sin bopæl, hvor hun blev smidt ud af bilen samtidig som den mandlige ansøger. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger blandt andet oplyst, at hans ægtefælle, den kvindelige ansøger, udførte humanitært arbejde for organisationen [x], som den kvindelige ansøgers svigerinde, [y], var medstifter af. Ansøgeren hjalp den kvindelige ansøger, blandt andet med opbevaring af dokumentation fra de tjetjenske krige. Ansøgeren følte, at den kvindelige ansøger og han var overvåget, og de blev opsøgt på deres bopæl. Ansøgeren blev også advaret på gaden om at stoppe sin ægtefælles aktiviteter. Ansøgeren har ligeledes oplyst, at han på opfordring fra [y] kørte med den kvindelige ansøger til et hus, hvori [z] befandt sig. Det var den kvindelige ansøger, som skaffede adressen, og som gik ind i huset, mens ansøgeren blev i bilen. Da den kvindelige ansøger kom tilbage til bilen var hun forfærdet, og bad ansøgeren om at køre væk. Ansøgerne blev på vejen væk fra huset stoppet, og ansøgeren stod ud af bilen, og blev bedt om at sætte sig ind i en anden bil, hvor han på bagsædet fik en pose over hovedet. Ansøgeren blev herefter ført til et sted og afhørt, hvor han blandt andet blev spurgt til besøget hos [z] og til [y]. Ansøgeren blev under tilbageholdelsen slået, og fik blandt andet at vide, at han ikke havde styr på sin kone. Ansøgeren fik at vide, at ansøgerne skulle kunne kontaktes, og at de ikke skulle prøve på at flygte. Ansøgeren blev efter 7-8 timer kørt hen i nærheden af sin bopæl og smidt ud af bilen samtidig med den kvindelige ansøger. Ansøgerne forlod næste dag bopælen og kørte til Ingusjetien, hvor de opholdt sig til [ultimo 2015], hvorefter de rejste videre til Moskva, hvor de opholdt sig indtil udrejsen [primo 2016]. Ansøgerne udrejste legalt på egne udenrigspas fra Rusland via lufthavnen i Moskva. Ansøgernes advokat har anmodet om, at den kvindelige ansøgers svigerinde, [y] afgiver forklaring for nævnet om [x] og om ansøgernes aktiviteter herfor. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at imødekomme anmodningen, idet forklaringen ikke vurderes at have betydning for sagens afgørelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres konflikter med myndighederne til grund, idet Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgerne i [efteråret 2015] blev tilbageholdt af myndighederne. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende om centrale forhold vedrørende tilbageholdelsen, ligesom forklaringerne har fremstået udbyggende og på flere punkter afglidende og udetaljerede. Flygtningenævnet har i relation til divergenserne lagt vægt på de samme forhold, som er angivet i Udlændingestyrelsens afgørelser af [sommer 2017]. Hertil kommer, at ansøgerne under deres forklaring for nævnet har forklaret divergerende om, hvorvidt de mænd, der angiveligt foretog tilbageholdelsen af dem, var maskerede. Den kvindelige ansøger har således under sine samtaler i Udlændingestyrelsen [i sommeren 2016] og [i sommeren 2017] forklaret, at mændene var maskerede, mens hun for nævnet har forklaret, at mændene ikke var maskerede. Den mandlige ansøger har i asylskemaet anført, at mændene var maskerede og har gentaget dette under sin samtale i Udlændingestyrelsen [i sommeren 2016], mens han under forklaringen for nævnet har oplyst, at mændene ikke var maskerede. Ansøgerne har endvidere for nævnet forklaret afglidende og divergerende om, hvornår og hvor mange gange, de er blevet opsøgt af myndighederne på deres bopæl, herunder også om, hvornår de første gang blev opsøgt. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den kvindelige ansøger har forklaret udbyggende om, de fysiske overgreb, som hun blev udsat for under tilbageholdelsen. Hun har således under samtalerne i Udlændingestyrelsen forklaret, at hun fik slag, men har først under sin forklaring for nævnet oplyst, at hun blev slået med et rør. Ansøgerne har videre forklaret udbyggende og divergerende om deres aktiviteter for [x]. Den kvindelige ansøger har således under sin samtale i Udlændingestyrelsen [i sommeren 2017] forklaret, at hun var aktiv i [x] fra 1995-2008. For nævnet har hun forklaret afglidende og ukonkret om, hvor længe hun har været aktiv i [x], og hun har først under nævnsmødet forklaret, at hun gennem sit hverv for [x] har haft kontakt til […]. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det en vis vægt, at ansøgerne problemfrit har kunnet opholde sig i Rusland fra [efteråret 2015] til udrejsen [primo 2016], og at de udrejste legalt på egne udenrigspas. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering af ovenstående, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, idet bemærkes, at udtalelsen [fra sommeren 2016] fra ansøgerens svigerinde ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2019/2/ajev

rusl20191

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og sunni-muslim af trosretning fra Grozny i Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter forfølgelse på grund af hendes bror, [B1]s, forhold. Ansøgeren blev [i foråret] 2010 anholdt og tilbageholdt af myndighederne efter en ransagning af hendes bopæl, hvor de forsøgte at finde [B1]. Ansøgerens ægtefælle blev ligeledes ført væk af myndighederne under ransagningen. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb. Efter seks dages tilbageholdelse blev ansøgeren løsladt mod bestikkelse, og hun udrejste kort tid herefter af Rusland. Ansøgeren søgte om asyl i Danmark i foråret 2010. Ansøgeren blev i [efteråret] 2010 bekendt med, at hendes ægtefælle, som hun ikke havde set siden ransagningen, var blevet slået ihjel i fængslet. Ansøgeren fik det at vide fra sin bror, [B2]. I 2011 meddelte Flygtningenævnet ansøgeren og hendes bror, [B1], endeligt afslag på asyl. Nævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren havde konflikter i Tjetjenien som følge af sin brors forhold, idet nævnet ikke kunne lægge til grund, at ansøgerens bror i 2010 havde været efterstræbt af de russiske myndigheder. Året efter blev ansøgeren udsendt tvangsmæssigt til Rusland. Da hun kom til lufthavnen i Moskva, blev hun tilbageholdt af det russiske politi, der afhørte hende i mange timer. Under afhøringen blev ansøgeren udsat for vold og spurgt om, hvor hendes bror [B1] befandt sig, idet han var eftersøgt for terrorisme. Ansøgeren fik også at vide, at hun også var efterlyst, fordi hun havde skjult [B1].  En person ved navn [P], som er ven af ansøgerens bror [B3], lavede en aftale med politiet og betalte nogle penge for at få ansøgeren løsladt. Da politiet løslod ansøgeren, sagde de, at de nok skulle finde både hende og [B1]. Ansøgeren blev derefter hjulpet til Tjetjenien af [P], hvor hun opholdt sig på skift hos forskellige slægtninge. I 2013/2014 kom ansøgeren på et offentligt hospital i Stavropol, hvor hun blev diagnosticeret med brystkræft. Hun var derefter igennem et længere behandlingsforløb, hvor hun blev opereret og derefter fik kemoterapi og strålebehandling. Det var [B2], der havde fået en aftale i stand med en læge, og [B2] betalte lægen nogle penge for at behandle ansøgeren. Ansøgerens svigerinde, [S], indrejste i 2011 og blev i foråret 2013 meddelt opholdstilladelse af Flygtningenævnet i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. [B1] blev som konsekvens heraf meddelt opholdstilladelse efter samme bestemmelse kort tid efter. Ansøgeren indrejste på ny i Danmark i 2017 efter, at Flygtningenævnet i 2016 havde genoptaget og hjemvist ansøgerens sag til Udlændingestyrelsen. Ansøgeren fik afslag på asyl [i foråret] 2011. Afslaget var begrundet i, at det ikke kunne lægges til grund, at hendes bror, [B1], havde konflikter med myndighederne. Idet [B1] blev meddelt asyl ved afgørelse [i foråret] 2013, finder Flygtningenævnet ikke at kunne udelukke, at ansøgeren har haft konflikter med myndighederne som følge af brorens aktiviteter. Selvom nævnet lægger til grund, at ansøgeren har haft konflikter, finder nævnet ikke, at ansøgeren i dag risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb, hvis hun skulle vende tilbage til Tjetjenien. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i Tjetjenien i knap 5 år uden at blive opsøgt af myndighederne, at hun ved indrejsen til Moskva blev afhørt, men løsladt uden betingelser, at hun har fået udstedt russisk udenrigspas i eget navn og med eget billede, at hun har anvendt dette pas ved udrejsen fra Rusland til Aserbajdsjan og Ukraine, og at hun har passeret flere grænser mellem delstater i Rusland på en venindes pas uden at blive kontrolleret. Som følge af ovennævnte finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Rusland aktuelt vil blive forfulgt eller være i individuel og konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2019/1/MGO

pana201991

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Panama. Indrejst i 2017.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk mestiz og katolik fra […], Panama. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Panama frygter at blive udsat for overgreb eller slået ihjel af sin far, idet ansøgerens far har opdaget, at ansøgeren er homoseksuel. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han i [foråret] 2017 deltog i et arbejdsarrangement med en mand ved navn [A], som ansøgeren havde et forhold til. Hen på aftenen gik ansøgeren og [A] alene ned til en strand for at tilbringe noget tid sammen. [A] og ansøgeren kyssede hinanden på stranden. Nogle dage senere blev ansøgeren ringet op af sin søster, der fortalte, at én af ansøgerens andre kollegaer ved navn [B] havde tagget ansøgeren på nogle billeder på Facebook, og at ét af billederne forestillede ansøgeren og [A], der kyssede. Ansøgeren blev efterfølgende kontaktet telefonisk af sine brødre, der talte nedsættende til ansøgeren. Ansøgerens far forsøgte at ringe til ansøgeren, men ansøgeren tog ikke telefonen, fordi han frygtede farens reaktion. Ansøgeren forsøgte uden held at slette billederne på Facebook, men kunne kun fjerne dem fra sin egen Facebook-væg. Ansøgeren mødtes med [A] på en café, og de besluttede at tage ophold på et Hostel i en lille by, indtil de senere rejste videre til en anden by. Efterfølgende rejste [A] til Miami, og ansøgeren udrejste til Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt til grund. Ansøgeren har forklaret divergerende og afglidende om en række centrale dele af sit asylmotiv. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev bekendt med billederne på Facebook en uge efter, billederne var blevet optaget, mens han til asylsamtalen har forklaret, at han blev bekendt med Facebookopslaget tre dage senere, og under nævnsmødet at han ugen efter, billederne blev taget, blev bekendt med opslaget. Ansøgeren har ligeledes forklaret afglidende og divergerende om ordlyden af kommentarerne til Facebookopslaget. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hans far opsøgte [A’s] bopæl for at lede efter ansøgeren, mens han under nævnsmødet først har forklaret, at faderen ikke selv forsøgte at finde ham og dernæst, da han blev foreholdt sin forklaring til oplysnings- og motivsamtalen, har forklaret, at faderen opsøgte [A’s] bopæl. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han og [B] ikke arbejdede sammen, mens han både under asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at han og [B] var kolleger og arbejdede i samme virksomhed. Om sin udrejse har ansøgeren under nævnsmødet først forklaret, at han opholdt sig en uge på et pensionat, og senere under mødet at han og [A] opholdt sig en nat på et hostel og derefter sammen opholdt sig på et pensionat i en uge, mens han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han rejste fra sted til sted, og til asylsamtalen, at han og [A] opholdt sig på et hostel, han selv i fire dage, mens [A] var der i tre dage. Endelig har ansøgeren under nævnsmødet først forklaret, at hans søster ikke var klar over, at han er homoseksuel, og senere, da han blev foreholdt sin forklaring til oplysnings- og motivsamtalen om, at han fem år tidligere havde fortalt sin søster om sin homoseksualitet, at han havde fortalt hende indirekte og senere igen under nævnsmødet, at han havde fortalt hende direkte om sin interesse i mænd. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved sin udrejse af Panama havde en konflikt, som er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at homoseksualitet ikke er ulovligt i Panama, herunder at der efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger i Panamas lovgivende forsamling drøftes et lovforslag om at strafsanktionere hadforbrydelser, begået på baggrund af seksuel orientering. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Panama vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Pana/2019/1/mah

paki20192

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og muslim fra Peshawar, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive dræbt af Taliban. Han har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far havde tilknytning til Taliban. Han klædte sig som talebaner, delte holdninger med gruppen, og folk i landsbyen talte om, at han samarbejdede med Taliban. Han ønskede desuden, at ansøgeren skulle udføre angreb for gruppen og gav udtryk for, at han var imod uddannelse af kvinder. Ansøgeren gik fra 2. til 10. klasse på en [skole] i Peshawar. Den [dato i] 2014 blev skolen angrebet af Taliban, og mange blev dræbt. To dage senere blev ansøgeren hentet og afhørt om angrebet af militæret. Han fortalte, hvad han havde oplevet. Ansøgeren fortalte sin far, at han var blevet afhørt. Ansøgerens far blev meget sur. Han slog ansøgeren og smed ham ud hjemmefra. Ansøgeren blev ked af det og tog ophold i den lokale moske, hvorfra hans morbror hentede ham efter et par dage. Det næste halvandet år boede ansøgeren hos sin morbror. Ansøgeren fortsatte sin skole og engagerede sig i bekæmpelsen af terrorisme. En dag fortalte ansøgerens morbror ansøgeren, at han skulle forlade Pakistan, fordi han havde hørt rygter og var bange for, at Taliban ville opdage, at han havde givet ham husly. Ansøgeren udrejste herefter af Pakistan. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren gik på [skolen], at han var til stede under terrorangrebet den [dato i] 2014, og at han efterfølgende flyttede over til sin morbror. Ansøgeren har til sin advokat fremlagt to kopier af politianmeldelser og har forklaret, at den ene vedrører en anmeldelse, hvor han selv [primo] 2015, mens han kørte på motorcykel, blev beskudt af to mænd. Den anden skulle angiveligt vedrøre, at hans far er blevet anmeldt for at dræbe en anden person. Nævnet tilsidesætter begge disse anmeldelser, dels fordi de er fremkommet så sent, og dels fordi ansøgeren under sine samtaler med Udlændingestyrelsen ikke har nævnt episoderne, hvoraf særligt den mod ham selv er væsentlig. Ansøgeren har efter at have givet forklaring til militæret boet i samme by, men dog en anden bydel hos sin morbror, og har jævnligt kørt til [skolen]. Han har forklaret, at han ikke har været haft konflikter, hverken med sin far, Taliban eller andre. Idet det forhold, at en 15-årig, der har været offer for en terrorhandling, lader sig afhøre af militæret ikke kan medføre, at han bliver profileret, idet han på trods af det relativt lange ophold i samme by ikke har oplevet konflikter, og idet der ikke er en flugtudløsende situation, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk.1, eller i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Nævnet har under vurderingen taget i betragtning, at ansøgeren var mindreårig, da han afgav forklaring til Udlændingestyrelsen.” Paki/2019/2/DH

maro20198

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra [by], Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter at blive slået ihjel af sin morbror. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at ansøgerens morfar døde i 2001. Ansøgeren gjorde i 2002 på vegne af sin mor krav på ansøgerens mors del af arven. Ansøgeren blev derefter i 2008 opsøgt af morbroren og fire andre personer fra morbrorens klan. Morbroren truede ansøgeren med at slå ansøgeren ihjel, såfremt ansøgeren ikke opgav retssagen om arven. Ansøgeren blev igen opsøgt af morbroren i 2010, hvorefter han valgte af udrejse af Marokko. Ansøgeren rejste i 2012 tilbage til Marokko. I august 2013 blev ansøgeren på ny opsøgt af morbroren samt fire yderligere personer. Ansøgeren blev udsat for vold, mens ansøgerens søster blev udsat for så grove fysiske overgreb, at hun afgik ved døden i december 2013. Ansøgeren blev i 2014 opsøgt af personer fra morbrorens klan ved fire separate lejligheder, hvor ansøgeren hver gang blev truet med at blive slået ihjel, hvis han ikke trak sagen vedrørende arv tilbage. Ansøgeren udrejste i september 2014 af Marokko grundet konflikten til morbroen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende. Ansøgeren har forklaret, at han ikke har søgt om asyl i Ungarn. Oplysninger fra ansøgerens asylansøgning i Ungarn er imidlertid indhentet på baggrund af ansøgerens biometri, og de ungarske dokumenter indeholder samme navn og fødselsdato, som ansøgeren har oplyst i Danmark. I Ungarn har ansøgeren den [forår] 2012 som asylmotiv henvist til, at han og hans makker var beskæftiget med smugleri af narko, og at hans makker blev dræbt, fordi han ikke havde opfyldt en aftale. De trusler fra en morbror i tilknytning til en retssag i Marokko om en jordkonflikt, som ansøgeren har henvist til i Danmark, er ikke omtalt i de ungarske dokumenter, selvom retssagen efter ansøgerens forklaring skulle være anlagt i 2002 og morbroren truede ham flere gange i 2008, 2009 og 2010. Denne markante divergens imellem asylmotivet oplyst i Ungarn og asylmotivet oplyst i Danmark svækker ansøgerens generelle troværdighed. Ansøgeren har endvidere for de danske myndigheder forklaret divergerende om, hvorvidt nogle af hans mors 23 søskende er involveret i retssagen i Marokko. Under både oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen har han således forklaret, at han anlagde retssagen på sin mors vegne, og at hendes søskende alle havde givet afkald på arven efter deres far. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren derimod forklaret, at to af hans morbrødre, som bor i Italien, er sagsøgere i sagen sammen med ansøgerens mor, og at de to morbrødre finansierer retssagen. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgerens forklaring om, at retssagen fortsat verserer efter 16 til 17 år, fordi dommeren modtager bestikkelse og derfor bliver ved med at udsætte sagen, forekommer usandsynlig. Flygtningenævnet kan på denne baggrund ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han i Marokko har været udsat for asylbegrundende trusler og vold fra sin morbror. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Marokko risikerer at blive udsat for konkret og individuel forfølgelse eller behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2019/8/MEG

maro20197

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Casablanca, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter repressalier fra sin familie og myndighederne, idet de er bekendt med, at ansøgeren er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han blev klar over, at han var homoseksuel, da han var 15-16 år. Ansøgeren blev på dette tidspunkt udsat for et seksuelt overgreb af en ældre mand, og ansøgeren blev herefter bekræftet i, at han var homoseksuel. Ansøgeren havde forud for sin udrejse af Marokko en kæreste ved navn [A]. Ansøgeren og [A] havde på et tidspunkt samleje i en anden mands bolig, da boligens ejer kom og opdagede dem. De flygtede fra stedet, og ansøgeren gemte sig i en anden by. Ansøgeren blev bekendt med, at [A] var tilbageholdt af myndighederne, og at ansøgeren havde fået tilsendt en indkaldelse til retten. [A] blev dømt for homoseksualitet, og det fremgik af [A’s] dom, at ansøgeren ligeledes var dømt herfor. Ansøgeren udrejste herefter af Marokko. Det påhviler efter udlændingelovens § 40 ansøgeren at sandsynliggøre sin identitet og sit asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring herom til grund. Nævnet lægger aldersundersøgelsens resultat til grund, og lægger således til grund, at ansøgeren, da han [primo] 2016 afgav forklaring om sit asylmotiv, var 19 år gammel. Under oplysnings- og motivsamtalen henviste ansøgeren til de generelt vanskelige forhold i Marokko, og til at han var eftersøgt, fordi han havde færdedes sammen med nogle drenge, der var mistænkt for at begå indbrud og overfald. Ansøgeren forklarede, at han i øvrigt ikke havde problemer med myndighederne eller andre, og at hans forældre ikke var blevet opsøgt af politiet. Ansøgeren forlod Danmark efter aldersundersøgelsen var foretaget. Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at ansøgeren herefter har søgt asyl i flere lande, herunder tre gange i Sverige og to gange i Finland. Ansøgeren har i den forbindelse oplyst en forskellig identitet, fødselsdato og nationalitet. Ansøgeren har i kortere perioder været tilbage i Danmark. Først under asylsamtalen, der fandt sted [primo] 2018, har ansøgeren overfor de danske udlændingemyndigheder oplyst, at han forlod Marokko, fordi han er homoseksuel. Ansøgerens forklaring om dette asylmotiv er usammenhængende og divergerende. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvem der havde kendskab til hans seksuelle orientering, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende om den dom han angiveligt har fået. Vedrørende sidstnævnte har ansøgeren således forklaret, at vennen [O] fortalte ansøgeren, at ansøgerens familie havde modtaget denne dom. Efterfølgende under samme samtale har ansøgeren derimod forklaret, at det udelukkende beroede på ansøgerens egen formodning, at ansøgerens familie havde modtaget dommen. Ansøgeren har endvidere afgivet divergerende forklaringer om sine familieforhold. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at han under oplysnings- og motivsamtalen bevist afgav forkerte oplysninger, og ansøgerens forklaring om baggrunden for, at han under asylsamtalen to år senere afgav en ganske anden forklaring om asylmotivet, svækker ansøgerens troværdighed. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret dette med, at han på tidspunktet for oplysnings og motivsamtalen ikke kendte lovgivningen og sine rettigheder, men at han nu har fået fortalt af andre, hvad han skal sige til myndighederne. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2019/7/CABV

kuwa201836

Flygtningenævnet stadfæstede i december 2018 en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen vedrørende de angivelige bidoonere fra Kuwait samt [..]medfølgende børn. Indrejst 2015. Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at ansøgernes udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Ansøgerne har oplyst, at de er etniske bidoonere (statsløse) henholdsvis fra byerne Shabid og Farwaniya, Kuwait og shia-muslimer af trosretning. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller udsat for fysiske overgreb af de kuwaitiske myndigheder, idet han har deltaget i en demonstration den 10. december 2013 og som følge af sin deltagelse blev tilbageholdt og underskrev en erklæring om, at han har begået hærværk og forbrydelser mod staten. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han var til demonstrationen i omkring halvanden time, hvor han blev angrebet af politibetjente, som slog ham med stave. Han besvimede og kom først bevidsthed på hospitalet, hvor han var indlagt i tre dage. Herefter blev han forflyttet til et fængsel og var tilbageholdt i syv dage. Ansøgeren blev i forbindelse med sin tilbageholdelse udsat for fysiske overgreb og underskrev en erklæring mod sin løsladelse, hvor han tilkendegav, at han aldrig ville deltage i en demonstration igen. Efter sin løsladelse skjulte ansøgeren og familien sig ude i ørkenen fra slutningen af 2013 frem til deres udrejse i oktober 2015. Omkring et år efter løsladelsen blev ansøgerens telt opsøgt og ransaget af politiet. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes ægtefælle vil blive straffet af de kuwaitiske myndigheder, idet han har deltaget i en demonstration. Den kvindelige ansøger har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive udsat for repressalier fra kuwaitiske myndigheder, fordi hun udrejste af Kuwait. Den kvindelige ansøger til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun samme dag hvor demonstrationen fandt sted kontaktede en person ved navn, [A], fordi hendes ægtefælle ikke vendte hjem efter demonstrationen. [A] fortalte, at ægtefællen befandt sig på et hospital og på et senere tidspunkt fortalte [A], at ægtefællen blev overført til et fængsel. 10 dage efter demonstrationen blev ægtefællen løsladt, fordi han underskrev en erklæring om, at han ville være spion for de kuwaitiske myndigheder. Familien flyttede deres telt til et andet område, fordi ægtefællen var efterstræbt af myndighederne, og omkring en uge efter ægtefællens løsladelse blev de opsøgt af politiet. Politiet opsøgte tre gange familien og spurgte efter ægtefællen. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgerne er bidoonere fra Kuwait. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotiver til grund, idet forklaringerne har været divergerende - herunder indbyrdes divergerende - ligesom de har været upræcise, hvorfor de i det hele forekommer konstruerede til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige ansøger ikke har kunnet forklare andet om demonstrationens formål end, at den var for hans børns skyld. Flygtningenævnet har vedrørende divergenserne særligt lagt vægt på, at den mandlige ansøger under oplysnings og motivsamtalen ikke oplyste, at familiens bopæl blev opsøgt efter han var blevet løsladt. Under asylsamtalen har den mandlige ansøger udbyggende forklaret, at bopælen blev opsøgt af politiet en gang. Den kvindelige ansøger har der i mod forklaret, at myndighederne opsøgte bopælen 2-3 gange. Ansøgerne har forklaret, at bopælen var et telt, der blev flyttet når der var behov for det. Det må antages, at ansøgerne i så fald vil have en klar og entydig forståelse for teltets form og konstruktion. Ansøgerne har imidlertid afgivet divergerende forklaringer herom, herunder om, hvorvidt teltet blev båret af en eller flere stolper.  Det bemærkes endeligt, at det heller ikke er sandsynligt, at ansøgerne, der efter deres egene forklaringer væsentligst blev aflønnet med naturalier var i stand til at opspare et beløb svarende til halvdelen af udgiften til flugten, der for alle ni familiemedlemmers vedkommende foregik med fly fra Kuwait til Tyrkiet. Den omstændighed, at ansøgerne er bidoonere (statsløse) fra Kuwait kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse. Det fremgår videre af baggrundsoplysningerne, at myndighederne i Kuwait ikke straffer ulovlig udrejse på en måde, der indebærer tortur eller umenneskelig eller vanærende behandling eller straf, og at en eventuel straf ikke er uproportional, hvorfor disse forhold ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Kuwait risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Kuwa/2018/36/SME

jord20193

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Jordan. Indrejst i 2016.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim. Ansøgeren er født i Beirut, Libanon og var statsløs palæstinenser fra Libanon, indtil hun opnåede statsborgerskab i Jordan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Jordan frygter at blive efterstræbt og politianmeldt af sin tidligere ægtefælles arbejdspartner. Hun frygter i den forbindelse at blive dømt for tyveri, selvom hun er uskyldig. Ansøgeren har herudover også henvist til, at hun frygter sin tidligere svigerfamilie, som har været kontrollerende og udsat hende for vold og trusler. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter sin tidligere ægtefælle, fordi han ønskede at bortgifte ansøgerens ældste datter, [datterens navn], med tvang, ligesom hun frygter for, at han og hans klan vil begå æresrelaterede overgreb mod hende og datteren, fordi hun er stukket af med parrets fire fælles børn. Hun frygter i den forbindelse også, at ægtefællen vil tvinge parrets to mindreårige piger til at indgå tvangsægteskaber, når de bliver gamle nok, ligesom hun frygter at miste sine børn, fordi hun og ægtefællen er blevet skilt, hvorfor det er ham, der i henhold til loven får forældremyndigheden over børnene. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for den tidligere ægtefælles arbejdspartner oplyst, at hendes tidligere ægtefælle stjal penge fra sin partner. Ægtefællen overbeviste bagefter sin samarbejdspartner om, at det var ansøgeren, der havde fået ham til at stjæle pengene. Det førte til, at ansøgeren blev truet af arbejdspartneren, der fulgte efter hende. Til støtte for den del af asylmotivet, der omhandler ansøgerens frygt for svigerfamilien, har hun oplyst, at hendes tidligere ægtefælles familie var meget traditionsbundne og konservative, og at de blandt andet tvang hende til at gå med tørklæde, og at udøve Islam på samme måde som dem selv. Svigerfamilien har herudover været voldelig mod hende. Ansøgeren har forladt landet med sine børn og frygter på den baggrund, at den tidligere ægtefælle og hans families klan vil slå hende ihjel, idet hun er gået imod klanens normer ved at flygte. Endelig har ansøgeren til støtte for sin frygt for, at datteren [datterens navn] vil blive bortgift med tvang, oplyst, at hendes tidligere ægtefælle i [sommeren] 2015 fortalte hende og [datteren], der var 15 år gammel, at klanen havde besluttet, at [datteren] skulle giftes med sin fætter, [fætterens navn], der var 32 år gammel. Ansøgeren og [datteren] oplyste først, at de ikke ønskede, at [datteren] skulle indgå ægteskab, hvilket ægtefællen og hans familie ikke accepterede. Ansøgeren og [datteren] lagde derfor i stedet en plan for, hvordan de skulle flygte fra landet. De lod som om, de accepterede planerne om ægteskab, samtidig med at de planlagde at flygte ud af landet. Ansøgeren fortalte eksmanden, at hendes søster, der bor i Danmark, var blevet alvorlig syg, og i løbet af de næste måneder fortalte hun, at søsterens sygdom var blevet forværret, og at hun frygtede, at søsteren ville dø. Ansøgeren overbeviste på den måde eksægtefællen om, at han skulle lade ansøgeren og deres fire fælles børn – herunder [datteren] - rejse til Danmark for at besøge søsteren. Ægtefællen underskrev et dokument, hvori han tillod, at ansøgeren udrejste til Danmark sammen med deres fire fælles børn. Ansøgeren og børnene udrejste legalt [i sommeren] 2016, efter at de havde fået et Schengen-visum. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med den tidligere ægtefælles samarbejdspartner til grund, idet forklaringen herom har været usandsynlig, ligesom den angivne konflikt hverken har haft en karakter eller intensitet, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at hendes ægtefælle var en del af en traditionelt tænkende klan, hvor hun som kvinde blev undertrykt og ikke havde ret mange rettigheder. Det forekommer på den baggrund mindre usandsynligt, at ægtefællen skulle have forklaret sin kompagnon, at det var ansøgeren, der havde presset ham til at begå tyveri/underslæb. Det bemærkes videre, at ansøgeren har forklaret, at ægtefællen erkendte forbrydelsen, hvorfor det heller ikke forekommer sandsynligt, at kompagnonen skulle gå efter at hævne denne overfor ansøgeren og ikke ansøgerens ægtefælle. Det bemærkes endelig, at det først er under mødet i nævnet, at ansøgeren har forklaret, at hun ikke ved en tilbagevenden til Jordan frygter samarbejdspartneren, men at frygten for ham hang sammen med, at hun var bange for, at beskyldningerne mod hende ville føre til, at hun blev fængslet, og derfor ikke kunne gennemføre planen om at flygte med børnene for at undgå [datterens] tvangsægteskab. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med eksmandens familie til grund, idet forklaringen har været usandsynlig og forekommer selvmodsigende på centrale punkter, hvorfor den i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret, at hun er opdraget til at sige sin mening, og at det har været svært for hende at acceptere de regler, svigerfamiliens klan levede efter. På trods af, at hun har boet sammen med ægtefællen i Jordan siden 1998, har hun imidlertid på intet tidspunkt har søgt myndighedernes beskyttelse mod ægtefællen og hans familie. Det forekommer videre mindre sandsynligt, at ansøgeren på trods af svigerfamiliens syn på kvinder havde mulighed for at opdrage sine børn på samme måde, som hun selv var blevet opdraget på. Det er heller ikke er sandsynligt, at ansøgeren ikke i forbindelse med de jævnlige besøg hos hendes egen familie i Libanon, hvortil hun blandt andet rejste på ferie sammen med alle fire børn så sent som i sommeren 2015, søgte sin egen families beskyttelse og hjælp til at komme væk fra ægtefællen og hans familie og tilbage til Libanon. Videre forekommer det ikke sandsynligt, at ægtefællen og hans familie skulle have ladet ansøgeren rejse til Danmark som ene kvinde sammen med de fire børn set i lyset af forklaringen om ægtefællens og hans families syn på kvinder. Endelig bemærkes, at ægtefællen senere har ladet sig skille fra ansøgeren. Det bemærkes endeligt om dette asylmotiv, at selv hvis nævnet måtte have lagt ansøgerens forklaring om konflikten med svigerfamilien til grund, er der tale om en privatretlig konflikt af en karakter og intensitet, der ikke kan begrunde asyl. Det fremgår af Landinfos temanotat: Jordan Ekteskab – skilsmisse – og vergemål fra 5. maj 2017, at jordanske kvinder, som udgangspunkt tilkendes den daglige omsorg for barnet, men at barnets værge – hvilket sædvanligvis er faren – har det overordnede tilsyn med barnet. Herefter, og idet spørgsmålet om forældremyndighed er en familieretlig og ikke en asylretlig relevant problemstilling, er der ikke grundlag for med denne begrundelse at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om [datterens] tvangsægteskab til grund, idet forklaringen har været udbyggende og usandsynlig på en række centrale punkter, og derfor forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren forklarede således i oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016, at svigerfamilien truede hende med, at [datteren] skulle droppe ud af skolen for at blive gift uden at forklare nærmere detaljer herom. Ansøgeren forklarede i denne samtale, der varede fra kl. 09:30 til 15:40, at hun var udrejst på grund af forholdet til ægtefællen og hans familie og på grund af konflikten med ægtefællens kompagnon samt for at beskytte sine børn. Hun forklarede ikke, at der rent faktisk var truffet en afgørelse om, at [datteren] skulle giftes, hvem hun skulle giftes med og hvornår, eller om hvordan hun sammen med [datteren] havde planlagt flugten over godt et år ved at få ægtefællen til at tro, at hverken hun eller [datteren] modsatte sig ægteskabet længere og ved at overbevise ægtefællen om, at hendes søster i Danmark var alvorlig syg, og at det var derfor, hun ønskede at rejse til Danmark. Først i advokatindlægget og de senere samtaler har ansøgeren forklaret om disse væsentlige detaljer, selvom det var lige netop de konkretiserede planer om tvangsægteskabet, der var den direkte årsag til flugten. Henset til, at dette skulle være det helt centrale asylmotiv, er det ikke sandsynligt, at ansøgeren ikke fortalte herom allerede i forbindelse med den første samtale, hvor hun i generelle vendinger omtalte risikoen for tvangsægteskab, og at [datteren] risikerede at måtte opgive sin skole. Ansøgeren har forklaret, at det i hendes tidligere ægtefælles klan er en tradition, at piger kan indgå ægteskab fra de er fyldt 15 år, og det forekommer derfor mindre sandsynligt, at hun blev overrasket, da hun hørte om planerne for [datterens] ægteskab. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at ansøgerens ægtefælle på trods af sit traditionelle syn på kvinder lod ansøgeren rejse alene og tage alle fire børn med navnlig set i lyset af, at både ansøgeren og [datteren] først havde modsat sig ægteskabet, og at ægtefællen tilsyneladende var skeptisk og ville se en returbillet. Endelig er det ikke sandsynligt, at ægtefællen accepterede, at ansøgeren og børnene rejste til Danmark få måneder før det planlagte bryllup, så hverken ansøgeren eller [datteren] tog del i forberedelserne til brylluppet, der skulle stå i september og dermed samme måned, som ansøgeren og børnene skulle være tilbage i Jordan. Idet det nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaringer om konflikter med svigerfamilien, ægtefællen og om [datterens] tvangsægteskab til grund, kan nævnet heller ikke lægge til grund, at ansøgerens to mindreårige døtre ved en tilbagevenden til Jordan skulle være i risiko for at indgå tvangsægteskab. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Jordan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Jord/2019/3/HZC

jord20192

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Jordan. Indrejst i 2016.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Amman, Jordan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Jordan frygter, at hendes far og hans familie vil tvangsgifte hende med hendes fætter, [fætterens navn], eller et andet medlem af familien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgerens far i [sommeren] 2015 fortalte hende, at hun skulle giftes med hendes fætter [fætterens navn]. Ansøgeren råbte til sin far, om at hun ikke ville giftes medfætteren, hvilket ansøgerens far ikke ville lytte til. Efter nogle dage sagde hendes mor, at hun ikke skulle giftes med [fætteren], idet moren ville udtænke en plan for at undgå dette. Ansøgeren og hendes mor lod som om, at de indvilligede i ægteskabet, selvom de i virkeligheden planlagde at flygte ud af landet. Ansøgerens mor fortalte ansøgerens far, at ansøgerens moster, som boede i Danmark, var blevet syg. Ansøgerens mor fortalte i løbet af de næste måneder, at hendes søsters sygdom var blevet værre, og at hun frygtede, at søsteren ville dø. Ansøgerens mor overbeviste på den måde ansøgerens far og fik han til at give tilladelse til, at ansøgeren, hendes mor og ansøgerens tre mindreårige søskende kunne rejse til Danmark for at besøge mosteren. De udrejste herefter legalt fra Jordan på et Schengen-visum til Danmark [i sommeren] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet nævnet skal henvise til den begrundelse, der er afgivet i ansøgerens mors sag, hvoraf blandt andet fremgår: ”… Flygtningenævnet kan ikke lægge [morens] forklaring om [ansøgerens] tvangsægteskab til grund, idet forklaringen har været udbyggende og usandsynlig på en række centrale punkter, og derfor forekommer konstrueret til lejligheden. [Moren] forklarede således i oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016, at svigerfamilien truede hende med, at [ansøgeren] skulle droppe ud af skolen for at blive gift uden at forklare nærmere detaljer herom. [Moren] forklarede i denne samtale, der varede fra kl. 09:30 til 15:40, at hun var udrejst på grund af forholdet til ægtefællen og hans familie og på grund af konflikten med ægtefællens kompagnon samt for at beskytte sine børn. Hun forklarede ikke, at der rent faktisk var truffet en afgørelse om, at [ansøgeren] skulle giftes, hvem hun skulle giftes med og hvornår, eller om hvordan hun sammen med [ansøgeren] havde planlagt flugten over godt et år ved at få ægtefællen til at tro, at hverken hun eller [ansøgeren] modsatte sig ægteskabet længere og ved at overbevise ægtefællen om, at hendes søster i Danmark var alvorlig syg, og at det var derfor, hun ønskede at rejse til Danmark. Først i advokatindlægget og de senere samtaler har [moren] forklaret om disse væsentlige detaljer, selvom det var var lige netop de konkretiserede planer om tvangsægteskabet, der var den direkte årsag til flugten. Henset til, at dette skulle være det helt centrale asylmotiv, er det ikke sandsynligt, at [moren] ikke fortalte herom allerede i forbindelse med den første samtale, hvor hun i generelle vendinger omtalte risikoen for tvangsægteskab, og at [ansøgeren] risikerede at måtte opgive sin skole. [Moren] har forklaret, at det i hendes tidligere ægtefælles klan er en tradition, at piger kan indgå ægteskab fra de er fyldt 15 år, og det forekommer derfor mindre sandsynligt, at hun blev overrasket, da hun hørte om planerne for [ansøgerens] ægteskab. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at [morens] ægtefælle på trods af sit traditionelle syn på kvinder lod [moren] rejse alene og tage alle fire børn med navnlig set i lyset af, at både [moren] og [ansøgeren] først havde modsat sig ægteskabet, og at ægtefællen tilsyneladende var skeptisk og ville se en returbillet. Endelig er det ikke sandsynligt, at ægtefællen accepterede, at [moren] og børnene rejste til Danmark få måneder før det planlagte bryllup, så hverken ansøgeren eller [ansøgeren] tog del i forberedelserne til brylluppet, der skulle stå i september og dermed samme måned, som [moren] og børnene skulle være tilbage i Jordan. Idet det nævnet ikke kan lægge [morens] forklaringer om konflikter med svigerfamilien, ægtefællen og om [ansøgerens] tvangsægteskab til grund, kan nævnet heller ikke lægge til grund, at [morens] to mindreårige døtre ved en tilbagevenden til Jordan skulle være i risiko for at indgå tvangsægteskab. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Jordan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. …” Det bemærkes, at ansøgeren var mindreårig i forbindelse med indrejsen i Danmark og ikke oprindeligt har forklaret sig overfor udlændingemyndighederne før efter, at hun blev myndig, i hvilken forbindelse hendes sag blev udskilt fra hendes morens sag. Idet den forklaring, ansøgeren selv har afgivet om sit asylmotiv, er usandsynlig af de samme grunde, som er anført i forbindelse med afslaget i morens sag, finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Jordan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Jord/2019/2/HZC

jord20191

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Jordan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra [by], Jordan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Jordan frygter at blive slået ihjel af sin familie, fordi han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han som 13-årig indledte et seksuelt forhold til sin nabo og gode ven [A]. I en periode på tre år mødtes de omkring hver anden dag i en lukket butik i ansøgerens bygnings stueetage. En dag blev de opdaget af ansøgerens far, som blev meget vred og slog dem begge. Ansøgeren blev efterfølgende sat under strengt opsyn af sin far, sine onkler og sine fætre. Da ansøgeren ikke længere kunne holde kontrollen ud, valgte han at droppe ud af skolen og i stedet lede efter et arbejde. Dette var ansøgerens fætre ikke tilfredse med, hvorfor de en dag angreb ham med sværd på åben gade, idet de sagde til ansøgeren, at han ikke skulle forlade sit hjem, hvis ikke han ville gå i skole. Ansøgeren anskaffede sig herefter et pas og udrejste af Jordan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvor gammel han var, da han indledte sit seksuelle forhold til [A]. Til oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren, at han var 15 år, da han indledte et seksuelt forhold til [A]. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han var 13 år, da han indledte forholdet til [A]. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvad faderen gjorde, da han angiveligt opdagede ansøgeren og [A], da de angiveligt var seksuelt sammen på ansøgerens værelse. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at faderen slog ansøgeren med flad hånd og skubbede til [A] og sagde, at han skulle ud. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at faderen gav [A] en lussing, låste ansøgeren inde på værelset, og at ansøgeren fik tæv og blev skubbet. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at forklaringen om, at ansøgeren og [A] angiveligt var sammen seksuelt hver anden dag i tre år i stueetagen i butikslokalet og i værelset på taget i ansøgerens boligblok uden at blive opdaget ikke fremstår sandsynlig. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgerens moder var hjemmegående, og at ansøgerens forklaring om, at hun ikke var hjemme hele dagen hver dag ikke fremstår sandsynlig. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremstår påfaldende, at ansøgeren og [A] valgte at være sammen seksuelt på ansøgerens værelse den dag, hvor faderen opdagende dem, henset til risikoen for at blive opdaget. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren ikke har været i stand til at beskrive [A]’s personlighed nærmere henset til, at de har kendt hinanden i mange år og angiveligt havde været kærester i en del år. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring, hvor ansøgerens fætres angivelige overfald på ansøgeren fandt sted. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at ansøgeren blev overfaldet på gaden, da han var ude at søge arbejde, og at fætrene så ham, hvorefter de slog ham og skar ham i benet med et sværd. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev overfaldet af fætrene på åben gade, og at de overfaldt ham med et sværd hver. For Flygtningenævnet har ansøgeren først forklaret, at han var træt af at være under kontrol i hjemmet, hvorfor han forlod hjemmet, hvorefter han blev overfaldet lige ved indgangen til huset, hvor fætrene slog ham med et sværd. Senere under nævnsmødet forklarede ansøgeren, at han havde forladt hjemmet og gik rundt i kvarteret og efter ca. 15 minutter blev han overfaldet af fætrene. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring, hvorvidt der var vidner til det angivelige overfald. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at to forbipasserende så overfaldet, men at der ikke var nogen, der greb ind. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at en nabo så overfaldet, hvilken nabo kørte ham til sygehuset. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det ikke fremstår sandsynligt, at ansøgerens fætre skulle angribe ansøgeren på åben gade med et sværd, henset til den opmærksomhed, det måtte tiltrække. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han var strengt overvåget af onklen og fætrene, der kørte ham til og fra arbejde, og at familien også holdt øje med ham på hans arbejde, jf. asylsamtalen, ikke hænger sammen med ansøgerens forklaring om, at han tog fri fra arbejdet for at tage på civilkontoret for at udfylde ansøgning om pas. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det fremstår påfaldende, at ansøgeren ikke mødte op til sin asylsamtale [i sommeren] 2017 og først valgte at genoptage sin asylsag, da han blev antruffet af Københavns Politi [i slutningen af] 2018 i en frisørsalon, hvor han arbejdede. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Jordan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Jord/2019/1/TLNJ

iran201976

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [foråret] 2016 talte med to venner om kristendommen, som han begyndte at få interesse for. Omkring en måned senere fik han, der var kritisk over for islam, tatoveret et kors på sin arm. Fra 2011 til 2016 var han ansat i den statsejede virksomhed [A], hvor han kontrollerede fortoldningen af varer og dels arbejdede på hovedkontoret i Teheran, dels og primært i [byen X], hvor han i forbindelse hermed boede på et værelse. I 2015 blev ansøgeren opmærksom på, at flere af firmaets importerede varer blev fortoldet for højt, og han forelagde oplysningerne for sin chef. I foråret 2016 blev ansøgeren i en periode på omkring ti dage indkaldt til tre afhøringer på Revolutionsgardens kontor i Teheran, hvor han blev afhørt om uregelmæssighederne i regnskaberne. Under afhøringerne gjorde afhøreren endvidere ansøgeren bekendt med, at myndighederne havde fundet dokumentation for, at ansøgeren var konverteret til kristendommen, hvilket ansøgeren benægtede. Ansøgeren blev forelagt noget kristent materiale i form af et hæfte og udskrifter fra internettet, som ansøgeren genkendte fra sit værelse i [byen X]. Ansøgeren blev endvidere anmodet om at tage sin skjorte af, idet myndighederne havde fået oplyst, at han havde fået tatoveret et kors på armen. Ved afslutningen af den tredje afhøring fik ansøgeren oplyst, at han ville blive indkaldt til en ny afhøring. Ansøgeren tog hjem og fortalte sine forældre, at han som følge af problemer var nødsaget til at forlade Iran. Han forlod Teheran og rejste til det nordlige Iran, hvor han i to måneder opholdt sig i en hytte i et skovområde nær Shahsavar. [I sommeren] 2016 udrejste ansøgeren af Iran. I Danmark fik ansøgeren tilknytning til [kirken Y] i Herning, hvor han blev døbt den [i efteråret] 2016. Ansøgeren har under sit ophold i Danmark deltaget i gudstjenester samt bibelundervisning, og han har været aktiv på sociale medier. Ansøgeren har endvidere deltaget i [et iransk tv-program], som sendes fra USA, hvor han har forklaret om sin konversion. Han er nu tilknyttet [kirken Z] på Vesterbro, hvor han går i kirke hver søndag. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet vedrørende konflikten i Iran, herunder om konversionen i hjemlandet, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i sit asylansøgningsskema af [sommeren] 2016 – som indeholder en ikke helt kort redegørelse for ansøgerens flugt – ikke har omtalt, at han har været til tre afhøringer hos Revolutionsgarden og intet har oplyst om forløbet og indholdet af disse. Ansøgerens forklaring om, at han i skemaet ikke omtalte forløbet og indholdet af afhøringerne – uagtet at de var den direkte årsag til hans flugt – fordi han af de danske myndigheder havde fået oplyst, at han i skemaet skulle begrunde sin ansøgning om asyl meget kort og efterfølgende mundtligt skulle uddybe denne, findes ikke at kunne føre til, at nævnet kan se bort fra, at ansøgeren lod afhøringerne uomtalt i skemaet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende om, hvad der blev forelagt for ham under afhøringerne hos Revolutionsgarden. Han har således til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren 2016] forklaret, at han til første afhøring hos Revolutionsgarden alene blev forelagt ét fysisk stykke papir, som omhandlede kristendommen, og vist samme papir som elektronisk dokument på en computer. Til samtalen med styrelsen [i sommeren 2017] har han derimod forklaret, at han til første afhøring med Revolutionsgarden blev forelagt hæfter og undersøgelser om kristendommen, og at han senere blev forelagt et foto af sin tatovering, et hæfte om kristendommen, samt materiale om kristendommen, som han havde printet fra nettet. Ansøgeren har således hverken i asylansøgningsskemaet eller til oplysnings- og motivsamtalen omtalt, at myndighederne var i besiddelse af et foto af hans tatovering. For så vidt angår ansøgerens konversion til kristendommen i Danmark finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at konversionen er reel. Nævnet kan som anført ikke lægge til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen forud for indrejsen i Danmark. Flygtningenævnet bemærker om ansøgerens tatovering, at det må anses usandsynligt, at ansøgeren risikerede at få denne lavet allerede en måned efter, at ansøgerens interesse for kristendommen var opstået, og hvor ansøgeren havde begrænset viden om kristendommen. Nævnet har ved vurderingen af, om konversionen er reel, tillige lagt vægt på ansøgerens forklaring om sin indre afklaringsproces og baggrund for at konvertere og ansøgerens forklaring om kristendommen under asylsagens behandling. Ansøgerens aktiviteter på sociale medier og deltagelse i et TV-program kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/76/JEA

iran201975

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin far, samt at han frygter at blive slået ihjel eller fængslet af de iranske myndigheder. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han blev slået og truet med kniv af sin far, der truede med at slå ansøgeren ihjel. Ansøgerens far arbejdede i Undervisningsministeriet og var aktiv i den militære enhed Basij, som samarbejdede med den iranske efterretningstjeneste. Ansøgerens far slog også ansøgerens mor, og ansøgeren flyttede ind hos sine bedsteforældre grundet konflikterne med faren. Ansøgeren har endelig oplyst, at ansøgerens far har spredt rygter om, at ansøgerens mor har været utro, og at ansøgeren i Danmark har været i kontakt med ansøgerens bedsteforældre, der har oplyst, at ansøgerens far fortsat har oplyst, at han vil slå ansøgeren og ansøgerens mor ihjel, hvis de tager tilbage til Iran. Ansøgeren har endelig oplyst, at han frygter de iranske myndigheder, idet ansøgerens far har anmeldt ansøgeren og ansøgerens mor som værende medlem af et politisk parti. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv fremstår som utroværdig og konstrueret med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark, og nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at det svækker ansøgerens generelle troværdighed, at seks retsdokumenter, som skulle støtte ansøgerens mors asylmotiv, og som moren har fremlagt fotos af, med bistand fra Udenrigsministeriet er blevet ægthedsvurderet og fundet uægte. De bemærkninger, som ansøgerens advokat har fremført i tilknytning til ægthedsvurderingen, herunder at to tolke har oplyst, at der ikke er en stavefejl i overskriften af dokument D, kan ikke føre til tilsidesættelse af ægthedsvurderingen. Nævnet lægger herved vægt på, at seks dokumenter er vurderet at være uægte og på, at ansøgeren ikke har fremlagt de originale dokumenter, selvom det ville være nærliggende at gøre. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at ansøgeren og moren har forklaret forskelligt om, hvorvidt ansøgeren så faren, efter ansøgeren flyttede ind hos morfaren, og om ansøgeren og faren talte sammen. Flygtningenævnet er opmærksom på morens forklaring for nævnet, men nævnet finder, at forklaringen fremstår afglidende og utroværdige. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om episoden, hvor faren truede ansøgeren med en kniv. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 forklarede ansøgeren, at faren engang trak en kniv og truede ansøgeren. Faren fortalte ansøgeren, at han ville slå ansøgeren ihjel og satte kniven mod ansøgerens nakke/hals, hvorefter faren slog ansøgeren i hovedet med kniven. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren udbyggende, at faren ikke opdagede, at han kom til at skære igennem huden på ansøgeren, og at der løb blod fra hans hoved, og at ansøgeren mener, at faren blev bange, da han så blodet. For nævnet har ansøgeren gentaget sin forklaring fra asylsamtalen. Nævnet finder, at navnlig detaljen om blodet er en væsentlig detalje, som man må forvente en konsistent forklaring om. Herudover lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvornår episoden fandt sted. Til samtalerne med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at han flyttede ind hos sin morfar efter knivepisoden – to år inden udrejsen. For nævnet har ansøgeren forklaret, dels at det var [i slutningen af 2014 eller starten af 2015], dels at det var to år inden udrejsen. Ved vurderingen af divergensen lægger nævnet vægt på, dels at ansøgeren forklaring om, at det var i [slutningen af 2014 eller starten af 2015] fremstod fast, dels at ansøgeren har gået på gymnasiet i Iran. På denne baggrund og under hensyn til, at Flygtningenævnet ikke har kunne lægge morens forklaring om hendes asylmotiv til grund i hendes sag, der er sambehandlet med ansøgerens sag, finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har en konflikt med de iranske myndigheder, eller at ansøgeren, der er 21 år, som følge af sit forhold til faren er i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved ophold i Iran vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran 2019/75/AJEV

iran201974

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter sin ægtefælle og de iranske myndigheder. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun er blevet udsat for fysiske overgreb af sin ægtefælle i Iran, ligesom han har truet med at slå hende ihjel. Ansøgerens ægtefælle har endvidere udsat ansøgerens søn for fysiske overgreb. Ansøgerens ægtefælle arbejdede i Undervisningsministeriet og var aktiv i den militære enhed Basij, som samarbejdede med den iranske efterretningstjeneste. Ansøgeren forsøgte flere gange i løbet af ægteskabet at forlade sin ægtefælle, men hun forlod først endeligt sin ægtefælle i [efteråret eller vinteren] 2015. Herefter startede ægtefællen rygter om, at ansøgeren havde været utro samt politisk aktiv. Ansøgerens ægtefælle opsøgte endvidere ansøgeren på ansøgerens forældres bopæl, hvor ansøgeren opholdt sig. Ansøgeren indgav en ansøgning om skilsmisse og forlod i [slutningen af] 2015 Iran med sin søn. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv fremstår som utroværdig og konstrueret med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark, og nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at det svækker ansøgerens generelle troværdighed, at seks retsdokumenter, som skulle støtte ansøgerens asylmotiv, og som ansøgeren har fremlagt fotos af, med bistand fra Udenrigsministeriet er blevet ægthedsvurderet og fundet uægte. De bemærkninger, som ansøgerens advokat har fremført i tilknytning til ægthedsvurderingen, herunder at to tolke har oplyst, at der ikke er en stavefejl i overskriften af dokument D, kan ikke føre til tilsidesættelse af ægthedsvurderingen. Nævnet lægger herved vægt på, at seks dokumenter er vurderet at være uægte og på, at ansøgeren ikke har fremlagt de originale dokumenter, selvom det ville være nærliggende at gøre. Videre finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring på punkter fremstår afglidende og uden detaljer. Ansøgeren har således forklaret afglidende og upræcist på konkrete spørgsmål om adresserne på familiens boliger og navnene på de skoler, som ansøgerens søn, […], har gået på. Endvidere har ansøgeren forklaret udetaljeret om den vold, som ansøgeren måtte have været udsat for, og forklaringen fremstår ikke selvoplevet. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvorvidt ansøgerens ægtefælle så sønnen, efter sønnen flyttede ind hos ansøgerens far, og om de talte sammen. Flygtningenævnet er opmærksom på ansøgerens forklaring for nævnet, men nævnet finder, at forklaringen fremstår afglidende og utroværdige. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit asylmotiv. Til oplysnings- og motivsamtalen [i starten af] 2016 forklarede ansøgeren, at ægtefællen blandt venner og familie har spredt rygter om, at ansøgeren har været utro, og at ægtefællen over for myndighederne har spredt rygter om, at hun er politisk aktiv. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren udbyggende, at ægtefællen også have beskyldt hende for at have stjålet hans formue. For nævnet forklarede ansøgeren, at hun fik oplysninger om, at ægtefællen skulle have beskyldt hende for at have stjålet hans formue samtidig med, at hun fik oplysninger om, at ægtefællen havde spredt rygter om, at hun har været utro, og at hun er politisk aktiv, men forholdt divergensen forklarede ansøgeren nu, at hun ikke var sikker på, hvornår hun havde hørt, at ægtefællen havde beskyldt hende for at stjæle hans formue. Endelig lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om det skænderi, der var udslagsgivende for, at hun for sidste gang valgte at flytte hjem til sine forældre. Til oplysnings- og motivsamtalen forklarede hun, at skænderiet handlede om ægtefællens bil, og at hun i den forbindelse opfordrede ægtefællen til at sælge bilen. For nævnet forklarede ansøgeren, at hun under skænderiet var imod, at ægtefællen solgte bilen. Forholdt divergensen fastholdt ansøgeren sin forklaring for nævnet, men det kan ikke føre til en anden vurdering, da ansøgeren har fået oversat referatet af asylsamtalen uden at have bemærkninger til dette punkt. Herudover finder Flygtningenævnet det bemærkelsesværdigt, at klageren til samtalerne med Udlændingestyrelsen ikke har kunnet forklare nærmere om de politiske aktiviteter, som ægtefællen angiveligt skulle have anklaget ansøgeren for, ligesom det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke kunne præcisere, hvornår hun angiveligt indgav en ansøgning om skilsmisse til myndigheder, henset til de alvorlige følger, som denne handling fik. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun har en konflikt med de iranske myndigheder, eller at hun som følge af sit forhold til ægtefællen er i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved ophold i Iran vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran 2019/74/AJEV

iran201973

Nævnet meddelte i april 2019 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt tre børn fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske hazaraer og shiamuslimer fra [byen X], Baghlan, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, idet den mandlige ansøger har været tilfangetaget af Taliban, som tvang ham til arbejde for dem og medvirke i kamphandlinger mod myndighederne. Ansøgerne har endvidere henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter myndighederne, idet den mandlige ansøger er beskyldt for at have samarbejdet med Taliban. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i starten af sommeren 2015 blev bortført af medlemmer fra Taliban, som havde opsøgt hans bopæl. Ansøgeren blev kørt til et nærliggende område, der er befolket af pashtunere, og var efterfølgende tilfangetaget af Taliban i tre måneder sammen med en anden fange ved navn [A]. Ansøgeren holdt fanget, og blev udsat for vold. Når ansøgeren blev ført udenfor var han bundet. Efterfølgende begyndte Taliban at tvinge ansøgeren til at lave mad og udføre hårdt fysisk arbejder, herunder flytte ammunition og grave skyttegrave. Når ansøgeren blev transporteret mellem stedet, hvor han blev holdt fanget og frontlinjen, havde han bind for øjnene. Ansøgeren blev endvidere til slut oplært i at betjene en Kalashnikov-riffel med henblik på, at ansøgeren kunne deltage i væbnet kamp. Den sidste aften af ansøgerens tilbageholdelse, opstod der kamp mellem Taliban og myndighederne, og ansøgeren blev tvunget til at deltage i kamphandlingerne. Ansøgeren og [A] besluttede sig for at flygte under skududvekslingerne, og de efterlod herefter deres våben i en skyttegrav. Ansøgeren tog efter flugten hjem til sin morbror i [byen Y], hvor han opholdt sig i tre nætter. Den følgende dag, tog ansøgerens morbror hjem til ansøgerens bopæl for at hente hans ægtefælle, børn og nevø. Ansøgerens ægtefælle oplyste, at deres bopæl var blevet opsøgt af myndighederne, der have spurgt efter ansøgeren. Myndighederne havde ransaget deres bopæl og konfiskeret ansøgerens tazkira, idet de var af den opfattelse, at ansøgeren havde tilsluttet sig Taliban. Myndighederne havde fortalt, at de ville finder ansøgeren, uanset hvor han rejste hen. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan med sin ægtefælle og sine børn. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til sin ægtefælles forklaring. Flygtningenævnet kan lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund, idet forklaringerne har været overensstemmende, detaljerede og har fremstået selvoplevede.  Ansøgernes forklaringer om forholdene i hjemområdet, herunder magtfordelingen mellem myndighederne og Taliban, stemmer overens med de foreliggende baggrundsoplysninger. På grundlag af forklaringerne finder nævnet, at det er sandsynliggjort, at den mandlige ansøger blev pågrebet af Taliban, der på dette tidspunkt også bestod af personer, der ikke stammede fra lokalområdet, tilbageholdt og tvunget til at udføre forskelligt arbejde. Ansøgerne har forklaret, at der, mens den mandlige ansøgere blev holdt fanget af Taliban, var voldsomme kamphandlinger i området, og den mandlige ansøgere har forklaret, at han i den sidste del af periode blev tvunget til blandt andet at bære ammunition helt frem til frontlinjen. Nævnet finder det sandsynliggjort, at den mandlige ansøger den sidste nat blev tvunget til at bære våben og deltage i kamphandlingerne i forreste frontlinje, i hvilken forbindelse det lykkedes ansøgeren at undslippe Taliban. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerne har sandsynliggjort, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til hjemområdet risikerer at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder det ikke sandsynliggjort, at den omstændighed, at den mandlige ansøger mod sin vilje har været tilbageholdt af Taliban medfører at der består en konflikt med myndighederne, der medfører en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen har i deres afgørelse vurderet, at den mandlige ansøger skal udelukkes fra opholdstilladelse herunder i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 5, som følge af de aktiviteter, han har udført for Taliban. Nævnet bemærker hertil, at det er lagt til grund, at ansøgeren opholdt sig hos Taliban under tvang, at han blev tvunget til at deltage i en enkeltstående kamphandling, og at han i den forbindelse besluttede sig for at flygte, uanset den herved forbundne risiko. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens virksomhed for Taliban er af begrænset omfang, både efter karakteren og det tidsmæssige omfang, at hans virksomhed, herunder den enkeltstående begivenhed, hvor ansøgeren bar og anvendte våben, blev udøvet under tvang, og at ansøgeren derfor ikke skal udelukkes ej heller i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 5. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Ansøgerne har tre små børn, herunder en datter, der er født i Danmark. Denne datter lider af en alvorlig hjertelidelse. På grund af det oplyste om familiens forhold findes det ikke rimeligt at henvise ansøgerne til at tage ophold andetsteds i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Iran/2019/73/JEA

iran201973

Nævnet meddelte i maj 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Ziran, Iran. Ansøgeren har samarbejdet med PJAK i Iran. Ansøgeren henviste som oprindeligt asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af den iranske revolutionsgarde, fordi han har samarbejdet med PJAK. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter ISIL. Ansøgeren har under genoptagelsessagen henvist til, at han har fortsat sine politiske aktiviteter for PJAK og KDPI i Danmark, hvorfor han frygter at være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har ikke gjort gældende, at han frygter ISIL. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har deltaget i aktiviteter for både PJAK og KDPI i Danmark, ligesom han har deltaget i demonstrationer mod det iranske styre arrangeret af begge disse organisationer i Danmark. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han har været politisk aktiv gennem sine Facebook-profiler ved at have promoveret den kurdiske sag, offentliggjort sit tilhørsforhold til blandt andet PJAK og delt systemkritiske artikler. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens aktiviteter i Iran har haft en sådan karakter og intensitet, at disse i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har deltaget i politiske aktiviteter i Danmark, herunder har deltaget i demonstrationer mod det iranske styre arrangeret af dels PJAK, dels KDPI. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren på meget tydelig vis via sine åbne Facebook-profiler har givet udtryk for sin tilknytning til blandt PJAK, ligesom han har viderebragt synspunkter, der er pro-kurdiske og kritiske over for det iranske styre. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger lægger Flygtningenævnet til grund, at det er sandsynligt, at disse forhold er kommet til de iranske myndigheders kendskab. Flygtningenævnet har i den forbindelse tillagt det betydning, at flere af ansøgerens familiemedlemmer i Iran er kendte for at være politisk aktive for KDPI og PJAK. Ansøgerens grandfætter har således på denne baggrund opnået asyl i Danmark, mens et andet af ansøgerens familiemedlemmer har måttet tage ophold i Irak. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/73/GJEY

iran201972

Nævnet meddelte i maj 2019 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016.  Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk perser og azeri-tyrker, shia-muslim og fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hendes far vil tvinge hende til at indgå ægteskab med en mand ved navn [A]. Ansøgeren har desuden henvist til, at hun frygter, at hendes far vil udsætte hende for vold eller slå hende ihjel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes far 5-6 måneder inden hendes udrejse krævede at hun giftede sig med hans ven [A]. Ansøgeren modsatte sig imidlertid giftermålet. Ansøgeren troede i begyndelsen ikke, at faren virkelig mente, at hun skulle tvangsgiftes med [A], der var på hendes fars alder. Hendes far imidlertid, at hun var lovet væk til [A]. Omkring én måned før ansøgerens udrejse, besøgte [A] ansøgeren og hendes far, og i den forbindelse ville han forære hende en ring. Ansøgerens far forsøgte at tvinge ringen på hendes finger, da hun nægtede at tage den på, men hun slog ringen væk. Faren gav hende en lussing, hvorefter [A] forlod bopælen. Ansøgerens far udsatte efterfølgende ansøgeren for vold. Ansøgeren havde i flere år haft et hemmeligt forhold af seksuel karakter til en kæreste, som hun havde håbet på at blive gift med. Hun frygtede, at dette forhold ville blive opdaget i forbindelse med, at hun blev tvunget til at indgå ægteskab med en anden mand end kæresten. Ansøgeren valgte at rejse til Danmark, fordi hun troede, at hendes mor kunne overtale faren til, at hun ikke skulle gifte sig mod sin vilje. Ansøgeren valgte derfor at spille skuespil blandt andet ved at sige til sin far, at hun ville overveje ægteskabet, og at hun ønskede at få lov til at rejse en sidste gang til Danmark for at besøge sin mor, før hun blev gift. Ansøgerens far lod hende derefter rejse til Danmark. Efter ankomsten til Danmark forsøgte ansøgeren forgæves at få sin mor til at overtale faren, men hendes mor var enig med faren i, at ansøgeren burde gifte sig med [A]. Ansøgeren valgte herefter at søge asyl nogle dage, før hendes visum udløb. 10-12 måneder efter udrejsen opsøgte ansøgerens far og [A] ansøgerens mormors bopæl og ødelagde ruderne i morbrorens bil og truede med at kidnappe hans børn. Ansøgeren har videre forklaret, at hendes far er narkoman og gentagne gange har udsat hende for voldelige overgreb, og at [A], som faren ønsker, at hun skal giftes med, også er narkoman, og at det er ham, der leverer stoffer til hendes far. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen har været konsistent og uden nævneværdige divergenser, ligesom den forekommer selvoplevet. Nævnet lægger således til grund, at ansøgerens far, der er narkoman og står i et gældsforhold til vennen [A], krævede, at ansøgeren giftede sig med [A]. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren efter først havde afslået ægteskabet, narrede faren til at tro, at hun alligevel accepterede det, hvorefter hun udrejste til Danmark, hvor hun forgæves forsøgte at få sin mor til at hjælpe sig, og at hun først, da det ikke umiddelbart var muligt at få morens hjælp, søgte asyl. Uanset, at det først er under nævnsmødet, at ansøgeren har forklaret, at det forhold, hun havde til en anden mand i Iran, var af seksuel karakter, og at hun derfor også frygtede for konsekvenserne, når det blev opdaget, at hun ikke var jomfru, har nævnet lagt denne del af forklaringen til grund, idet ansøgeren har forklaret, at der er tale om forhold, som hun har haft svært ved at fortælle andre om. Nævnet lægger endelig efter ansøgerens forklaring til grund, at hendes far fortsat ønsker at tvinge hende til ægteskab enten med [A] eller en anden mand, som faren vælger, og at ansøgeren har krænket såvel farens som [A’s] ære ved at narre dem og stikke af, og at hun derfor ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens§ 7, stk. 2. Der er ikke grundlag for at antage, at ansøgeren vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse i denne situation. Flygtningenævnet med-deler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Iran/2019/72/thv

iran201971

Nævnet meddelte i maj 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk ahwazi-araber og oprindeligt shia-muslim fra Ahwaz, Khusistan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har forklaret, at han når det var muligt for ham ydede økonomisk hjælp til andre ahwazi-arabere. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, herunder en højtstående myndighedsperson ved navn [B], fordi han har haft en konflikt med den pågældende, og idet de iranske myndigheder mistænker ham for at være separatist, samarbejde med vestlige lande og spionere for arabiske stater. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han i 2011 stillede et kontor til rådighed for en navngiven kandidat til parlamentsvalget. Ansøgeren blev gjort opmærksom på, at kontoret var blevet gennemrodet, og han anmeldte derefter forholdet til politiet, som optog rapport. Senere samme dag blev ansøgeren opsøgt af efterretningstjenesten, som beskyldte ham for selv at stå bag episoden. Ansøgeren underskrev herefter en erklæring om, at han ikke ville udøve politiske aktiviteter igen. I forbindelse med valget i 2013 bad [B] nevø ansøgeren om at støtte [C’s] kampagne økonomisk. Ansøgeren havde på det tidspunkt ikke mulighed for at hjælpe med økonomiske bidrag, fordi han havde haft store udgifter grundet sin ægtefælles ulykke. [C] vandt valget, og [B] fik herefter en ledende stilling i Iran. I 2015 kom ansøgeren op at skændes med [B], da ansøgeren spurgte om hjælp på vegne af en familie, som ansøgeren kendte. [B] nægtede at hjælpe familien, fordi ansøgeren ikke havde støttet [C] under valget i 2013. Tre dage efter blev ansøgeren opsøgt af efterretningstjenesten, som tilbageholdt ham i tre dage i [landsby] og derefter 15 dage på et ukendt sted. Ansøgeren blev afhørt og under den sidste del af tilbageholdelsen udsat for tortur. Ansøgeren blev løsladt mod kaution og udrejste herefter straks illegalt af Iran. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans hjem efterfølgende er blevet ransaget. Ansøgerens bror er endvidere blevet opsøgt af de iranske myndigheder. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans interesse for kristendommen begyndte under et besøg i Ukraine i 2014, hvor han så nogle kirker. Da ansøgeren kom til Danmark, begyndte han at gå i kirke og anse sig selv for at være kristen. Han blev døbt [i begyndelsen af] 2017 i [nærmere bestemt kirke], og har efterfølgende deltaget i kirkelige aktiviteter og gudstjenester. Ansøgeren er for tiden elev på [en højskole]. Ydermere har ansøgeren oplyst, at hans datter er blevet smidt ud af sin skole i Iran, da hun fortalte, at hendes far var konverteret til kristendommen. Datteren fik lov til at vende tilbage til skolen, hvis ansøgerens ægtefælle skrev under på, at deres datter ikke ville tale om sin fars konversion. Endvidere har de iranske myndigheder fået kendskab til ansøgerens konversion, da de har fundet billeder på hans computer, hvor han står foran en kirke i Ukraine. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund, idet ansøgerens forklaring om de væsentlige dele af asylmotivet har været konsistent og uden væsentlige divergenser. Nævnet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han i 2013 af [B’s] nevø blev bedt om at yde bidrag til [C’s] kampagne, men at ansøgeren måtte afslå på grund af en anstrengt økonomi. Nævnet finder det endvidere sandsynliggjort, at dette i 2015 ledte til den beskrevne konflikt med [B], der opstod i forbindelse med, at ansøgeren bad [B] hjælpe en arabisk familie i Ahwaz. Nævnet finder videre, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han tre dage efter konflikten med [B] blev pågrebet af Sepah, og at ansøgeren under tilbageholdelsen blev beskyldt for separatisme og spionage. Nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han tillige blev mistænkt for at være frafalden. På grundlag af ansøgerens forklaring lægger nævnet til grund, at ansøgeren blev løsladt mod kaution, hvorefter ansøgeren efter råd fra sin bror straks flygtede ud af Iran. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren, har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran på grund af mistanken mod ham for separatisme og spionage vil risikere at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal finder endvidere, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen, og at konversionen er reel. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der blev døbt [i begyndelsen af] 2017 forud for dåben havde gennemgået et længere dåbsforberedelsesforløb, på at ansøgeren stedse har været kirkeligt aktivt og deltaget i gudstjenester, på at ansøgeren under nævnsmødet har kunnet redegøre for begivenhederne i kirkeåret og betydningen her af, samt i øvrigt på tilfredsstillende måde besvaret de spørgsmål han blev stille omkring kristendommen. På grundlag af ansøgerens forklaring om sine bestræbelser på og ønske om at udbrede kristendommen, og da den omstændighed, at ansøgeren er ahwazi-araber må antages at medfør, at ansøgeren ved indrejse i Iran vil blive udsat for nøje undersøgelser og udspørgen, har ansøgeren sandsynliggjort, at hans konversion vil blive afsløret og give anledning til forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2019/71/CHPE

iran201970

Nævnet meddelte i maj 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren er tidligere muslim, men han er efter det oplyste konverteret til kristendommen efter sin udrejse af Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive slået ihjel af personer fra den iranske efterretningstjeneste, som har beskyldt ansøgeren for at udføre aktiviteter mod regimet. Ansøgeren har yderligere henvist til, at ansøgeren frygter de iranske myndigheder og den iranske befolkning som følge af, at ansøgeren er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren fra begyndelsen af 2006 var med i gruppen Narcotics Anonymous (NA) og deltog i gruppens møder to gange dagligt indtil sin udrejse af Iran i slutningen af 2006. Ansøgeren har endvidere oplyst, at ansøgeren havde en møbelforretning i Iran. I den forbindelse solgte ansøgeren nogle møbler til efterretningstjenesten, som de ikke ville betale for. Ansøgeren blev en aften anholdt i en park efter et møde i NA. Ansøgeren blev sat ind i en bil, hvor ansøgeren fik bind for øjnene og ført til et ukendt sted i en periode på cirka to til tre dage, hvor ansøgeren blev udsat for grove fysiske overgreb, og ansøgeren blev beskyldt for at udføre aktiviteter mod regimet på vegne af NA. Under ansøgerens tilbageholdelse fandt han ud af, at manden, som ansøgeren havde leveret møbler til, ved navn [A], var fra efterretningstjenesten, og at han stod bag beskyldningerne mod ansøgeren for at undgå at betale for møblerne. Efterfølgende vågnede ansøgeren på et hospital, og ansøgerens morbror førte ham til et sted nær grænsen til Tyrkiet, hvor ansøgeren udrejste illegalt af Iran i slutningen af 2006.  Ansøgeren konverterede til kristendommen og blev døbt i Danmark [efterår] 2015. Ad oprindeligt motiv: Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren til de græske og norske myndigheder har angivet to andre asylmotiver. Han har erkendt, at asylmotivet, han afgav i Norge, var falsk. Dette svækker hans generelle troværdighed. Ansøgerens forklaring om, at organisationen NA er forfulgt af de iranske myndigheder, er i strid med de baggrundsoplysninger, som nævnet er i besiddelse af. Idet ansøgeren tillige har forklaret divergerende om den påståede anholdelse, der er afgørende for hans asylmotiv, og da ansøgeren ikke har forklaret overbevisende og på en selvoplevet måde, tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring. Ad sur place-motiv: Ansøgeren har forklaret, at han er opdraget som muslim, at han forud for flugten ikke længere praktiserede islam, men at han fortsat var søgende. Han har forklaret at interessen for kristendommen opstod på et tidspunkt, hvor han var fysisk og psykisk syg, og hvor han oplevede, at kristne bønner havde en helbredende virkning. Han fortsatte med disse bønner, idet hans sygedomme var kroniske. Ansøgeren har både over for styrelsen og overfor nævnet demonstreret en betydelig viden om faktuelle spørgsmål om kristendommen, og han har tillige kunne angive de væsentligste grundbegreber. Han har fremlagt dokumentation for, at han igennem cirka ti år i væsentligt omfang har deltaget i kristne aktiviteter, herunder et højskoleophold. Nævnet vurderer, at ansøgerens konversion er reel. Han har forklaret, at han også ved en tilbagevenden til Iran vil fortsætte sin åbne kristne livsform, herunder missionere. Ansøgeren har således sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/70/GJEY

iran201969

Nævnet meddelte i maj 2019 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er iransk statsborger og etnisk perser fra Shiraz, Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, bortset fra at hun har deltaget i en demonstration i december 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun vil blive fængslet i syv år eller henrettet af de iranske myndigheder, dels fordi hun har deltaget i en regeringskritisk demonstration og tilhører en politisk aktiv familie, dels fordi hun i Iran var kærester med og hjalp en mand, der var tilhænger af bahai-religionen. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, idet hun i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i 2009 deltog i en myndighedskritisk demonstration. Ansøgeren blev anholdt under demonstrationen, fordi hun filmede med sin telefon. Hun blev som følge heraf idømt syv måneders ubetinget fængsel, syv års betinget fængsel samt en bøde. Ansøgeren har videre oplyst, at hun i 2013 blev kæreste med en mand, der var bahai-tilhænger, og at hun på sit arbejde kopierede bahai-materiale til ham. Myndighederne ransagede på et tidspunkt ansøgerens bopæl og anholdte hendes søster. Myndighederne fandt i den forbindelse bahai-materiale på ansøgerens værelse. Som følge af ransagningen flygtede ansøgeren til Teheran, hvorfra hun udrejste til Danmark. Efter ankomsten til Danmark begyndte ansøgeren at interessere sig for kristendommen. Hun begyndte at gå i kirke i [sommeren] 2016, og idet interessen blev større og større, valgte ansøgeren at konvertere til kristendommen og blev døbt [i efteråret] 2017. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund, idet hun har forklaret konsistent og troværdigt herom. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen, og at konversionen er reel. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin konversion har fremstået troværdig og som udtryk for en reel indre overbevisning. Hun har således i Flygtningenævnet på overbevisende måde kunnet redegøre for kristne grundprincipper og har troværdigt redegjort for, hvorfor hun er konverteret. Ansøgerens forklaring om konversionen er underbygget af en række udtalelser fra kirker og organisationer. Det fremgår heraf bl.a., at ansøgeren er kommet regelmæssigt til gudstjenester og har deltaget i andre kristne aktiviteter, herunder i kristne sommerlejre siden sommeren 2016, og at hun [i efteråret] 2017 blev døbt. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hun ved en tilbagevenden til Iran ønsker at leve som kristen. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/69/CRT

iran201968

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke tidligere været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har uddelt politisk materiale for partiet Yarsan Democratic Organization (YDO). Efter sin ankomst til Danmark er ansøgeren blevet medlem af YDO. Ansøgeren henviste som oprindeligt asylmotiv til, at han frygtede at blive henrettet eller fængslet på livstid af de iranske myndigheder, da han havde uddelt politisk materiale for YDO. Ansøgeren har under genoptagelsessagen henvist til, at han har fortsat sine politiske aktiviteter i Danmark, idet han er blevet medlem af partiet YDO og har været aktiv deltagende såvel i organisationens demonstrationer, møder og andre aktiviteter, som lignende arrangementer afholdt af andre regimekritiske partier. Som anført i Flygtningenævnets afgørelse [fra begyndelsen af] 2017 var nævnet på daværende tidspunkt bekendt med, at ansøgeren var blevet medlem af YDO i Danmark. Nævnet fandt imidlertid, at ansøgeren, der heller ikke var efterstræbt af myndighederne i Iran forud for udrejsen, fremstod helt uprofileret i forhold til disse myndigheder. Der er ikke under nævnsmødet i forbindelse med genoptagelsessagen fremkommet oplysninger om omstændigheder, der kan føre til en ændret vurdering af spørgsmålet om ansøgerens profilering forud for udrejsen af Iran. Nævnet finder ikke, at oplysningerne om ansøgerens aktiviteter i Danmark, efter at han i Flygtningenævnet er blevet meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark, kan føre til, at han nu er blevet således profileret i forhold til de iranske myndigheder, at han har sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Deltagelse i demonstrationer arrangeret af forskellige eksiliranske organisationer m.v. sammen med blandt andre øvrige asylansøgere, herunder foran den iranske ambassade, i perioden efter, at Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse var blevet stadfæstet i Flygtningenævnet, og ansøgerens udfærdigelse af en systemkritisk artikel, der er oploadet på yarsanmedia.org, kan således under de foreliggende omstændigheder ikke i sig selv anses for sådanne intensive aktiviteter mod det iranske styre, som kan etablere et ”sur place”-asylmotiv for ansøgeren efter udlændingelovens § 7. Det kan således ikke antages, at de iranske myndigheder henset til, at ansøgeren ikke tidligere har været profileret, vil have fået kendskab til ansøgerens aktiviteter i Danmark. Uanset om dette måtte være tilfældet, er der – henset til karakteren af aktiviteterne, den måde de er udført på, og det tidsrum, hvori de er udført - ikke anledning til at anse ansøgeren for således profileret i forhold til de iranske myndigheder, at det kan begrunde opholdstilladelse i Danmark. Der henvises til UNHCR’s håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus, pkt. 96. Herefter, og idet de generelle forhold for yarsani i Iran ikke er af en sådan karakter, at dette i sig selv kan føre til opholdstilladelse, finder Flygtningenævnet fortsat ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.” Iran/2019/68/CHA

iran201967

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive fængslet eller slået ihjel, fordi han har haft et seksuelt forhold udenfor ægteskab. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive straffet, fordi de iranske myndigheder har fundet vin på hans bopæl under en ransagning. Slutteligt har ansøgeren henvist til, at han frygter myndighederne, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [begyndelsen af] 2015 fik telefonisk kontakt til [A], og at de senere mødtes personligt. Deres forhold udviklede sig, og de havde samleje gentagne gange. I sommeren 2015 fik ansøgeren besked om, at familiens bopæl var blevet ransaget. Under ransagningen fandt myndighederne vin, som ansøgeren havde fremstillet på familiens plantage.  Ansøgeren turde ikke at tage hjem og tog i stedet ophold hos sin ven, [B], i Oromia. Mens han opholdt sig hos sin ven, fik han at vide, at [A] var gift med en person i anklagemyndigheden, og at hun var gravid med ansøgerens barn. Ansøgeren besluttede sig herefter for at udrejse af Iran. Efter indrejsen i Danmark blev ansøgeren interesseret i kristendommen, og han blev døbt [i sommeren] 2017. Ansøgeren har efter konversionen modtaget trusler fra sin familie, og de har afbrudt kontakten. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt i Iran i tilknytning til forholdet til [A] til grund. Nævnet må navnlig anse det for påfaldende, at ansøgeren ikke i asylskemaet udtrykkeligt har omtalt [A], som han stod i forhold til, henset til at dette forhold må anses for hovedårsagen til, at ansøgeren oprindelig udrejste og har søgt om opholdstilladelse i Danmark. Nævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet forskellige og usikre forklaringer om væsentlige dele af asylmotivet. Som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse drejer det sig navnlig om ansøgerens forklaring om, hvordan kontakten mellem ansøgeren og [A] blev etableret, hvordan ansøgeren og [A] første gang mødtes personligt og om, hvornår ansøgeren fandt ud af, at [A] var gift. Herudover har ansøgeren under nævnsmødet afgivet forskellige forklaringer om, hvad der skete med den skjorte, som han fik af [A].  Ansøgerens forklaring om baggrunden for, at han og [A] ikke brugte prævention, når de var sammen, fremstår ikke overbevisende, henset til de konsekvenser, der kunne være forbundet med graviditet. Ansøgeren har på denne baggrund ikke sandsynliggjort, at han på grund af sit forhold til [A] er efterstræbt af myndighederne og [A’s] ægtefælle, der er ansat i anklagemyndigheden, således at han på dette grundlag har ret til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. På den anførte baggrund kan heller ikke den del af ansøgerens forklaring, der vedrører spørgsmålet om myndighedernes fund af vin under ansøgerens seng i forbindelse med en ransagning, lægges til grund. Ansøgeren har dernæst gjort gældende, at han på grund af sit tilhørsforhold til kristendommen ikke kan vende tilbage til Iran, og at han derfor på dette grundlag skal meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ud fra et ”sur place”-motiv. Det lægges til grund, at ansøgeren tidligere har været agnostiker, og at han, mens han boede i Iran, i forhold til omverden blev anset som muslim. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens tilhørsforhold til kristendommen, som først er opstået efter udrejsen af Iran - og efter et længere ophold i Tyskland forud for tilbagetagelse af ansøgeren til Danmark efter Dublinforordningen - er reel. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på oplysningerne om omstændighederne i forbindelse med, at ansøgeren vendte sig til kristendommen, herunder at ansøgeren tog beslutningen om at blive kristen kort tid efter sin første samtale i Udlændingestyrelsen. Nævnet har endvidere lagt vægt på de omstændigheder vedrørende ansøgerens daværende kendskab til kristendommen, som fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, herunder at ansøgeren ikke til asylsamtalen var klar over, at han var blevet døbt Pinsedag. Hertil kommer at ansøgeren blev døbt efter tre måneders dåbsundervisning en gang ugentligt. På den anførte baggrund og i lyset af, at ansøgerens generelle troværdighed må anses for svækket ved de ovenfor nævnte divergenser vedrørende det oprindelige asylmotiv, og efter ansøgerens fremtræden for nævnet kan nævnet efter en samlet vurdering ikke lægge til grund, at ansøgerens tilhørsforhold til kristendommen er udtryk for en reel indre overbevisning. Det er heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren som følge af sin dåb [i sommeren] 2017 i Bjolderup Kirke skulle have bragt sig i et modsætningsforhold til sin familie i Iran. De erklæringer, der er fremlagt under sagen bl.a. fra Pinsekirken i Esbjerg samt personer med tilknytning til Luthersk Mission, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/67/CHA

iran201966

Nævnet meddelte i maj 2019 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere fra Sarpol Zahab, Iran. Ansøgerne er efter ankomsten til Danmark konverteret til kristendommen. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men den mandlige ansøger sympatiserer med KDPI og har udført aktiviteter for partiet siden 2012. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han har udført aktiviteter for KDPI, og fordi han er konverteret til kristendommen. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i perioden fra 1979 til cirka 1994 opholdt sig i al-Tash-lejren i Irak med sine forældre og søskende. Efter at familien vendte tilbage til Iran, blev ansøgerens far flere gange tilbageholdt af myndighederne og løsladt igen. I 2012 blev ansøgeren KDPI-sympatisør og fik under et besøg i Irak til opgave hemmeligt at hente pakker i Irak og give dem videre til en person i Iran. Ansøgeren fik at vide, at pakkerne indeholdt brochurer, plakater, kurdiske flag og CD’er. Ansøgeren hentede én pakke ad gangen om natten og gravede den ned på familiens landbrugsjord. Natten efter afleverede han pakken til en person ved navn [K]. Ansøgeren hentede og uddelte pakker cirka 15 gange i alt over 2-3 år. [I starten af] 2016 ringede ansøgerens ægtefælle til ansøgeren på hans arbejde og sagde, at efterretningstjenesten havde opsøgt deres bopæl og ransaget den. Ansøgeren søgte samme dag tilflugt hos sin bror i et drivhus. Nogle dage efter ringede ansøgerens ægtefælle igen og sagde, at hun havde modtaget en indkaldelse til retten til ansøgeren, og hun læste indkaldelsen højt. Ansøgeren har til sagen fremlagt en kopi af indkaldelsen. Ansøgeren besluttede derpå at udrejse af Iran, og han hentede sin ægtefælle hos hendes forældre. [Få dage senere] udrejste den mandlige og den kvindelige ansøger illegalt af Iran med deres medfølgende barn. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende kristendommen har den mandlige ansøger oplyst, at han i Danmark er konverteret til kristendommen, og at han blev døbt [i efteråret] 2016. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun vil miste sin ægtefælle, idet han har været politisk aktiv for KDPI og derfor risikerer fængsling eller henrettelse, og at hun vil blive afhørt af myndighederne som følge heraf. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter, at hun vil blive udsat for seksuelle overgreb og straffet af de iranske myndigheder, fordi hun er konverteret til kristendommen. Hun frygter endvidere, at hun ikke vil blive accepteret af sin familie i Iran, fordi hun er konverteret til kristendommen. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle en til to gange om måneden rejste til Irak og tog politisk materiale med tilbage til Iran. [I starten af] 2016 blev ansøgernes bopæl opsøgt af fire civilklædte betjente, der spurgte efter ansøgerens ægtefælle. De ransagede bopælen og sagde, at ansøgeren og hendes ægtefælle var forrædere. De fandt en bærbar computer, et kurdisk flag og et billede af ansøgerens ægtefælle, som de tog med. Herudover bad de ansøgeren om at fortælle hendes ægtefælle, at han skulle melde sig hos efterretningstjenesten, og at det ellers ville få konsekvenser. Ansøgeren kontaktede sin ægtefælle og fortalte, hvad der var sket, hvorpå ægtefællen tog ophold hos sin bror. [Få dage senere] afleverede myndighederne et brev til ansøgerens ægtefælle på familiens bopæl. Ansøgeren ringede derpå til sin ægtefælle og læste brevet op for ham. Der stod, at han skulle møde op hos myndighederne. Ansøgerens ægtefælle bad hende pakke og tage hen til sine forældre med deres barn. Næste morgen hentede den mandlige ansøger den kvindelige ansøger og deres barn, og samme nat udrejste de illegalt af Iran. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende kristendommen har den kvindelige ansøger oplyst, at hun efter indrejsen i Danmark begyndte at gå i kirke, og at hun blev døbt [i efteråret] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende og upræcist om deres oprindelige asylmotiv. Den mandlige ansøger har således forklaret divergerende om, hvem han skulle aflevere pakker med politisk materiale til, ligesom ægtefællerne indbyrdes har forklaret divergerende om, hvor mange gange den mandlige ansøger hentede politisk materiale i Irak. Den mandlige ansøgers forklaring om smugleraktiviteterne og telefonsamtalerne om disse forekommer i øvrigt mindre sandsynlig. Det forekommer således mindre sandsynligt, at den mandlige ansøger og hans kontaktperson først havde en kodet samtale, hvorefter den mandlige ansøger ringede til kontakten og spurgte, hvor han skulle hente det politiske materiale. Dertil kommer, at den mandlige ansøger har svaret afglidende og upræcist på spørgsmål om smugling af politisk materiale. Den mandlige ansøger har hverken til samtalerne med Udlændingestyrelsen eller under nævnsmødet været i stand til at redegøre for sit politiske ståsted, ligesom hans viden om KDPI forekommer mangelfuld. Det ændrer ikke herved, at den mandlige ansøger har fremlagt erklæringer fra KDPI i Danmark og Frankrig, herunder en sendt direkte til advokaten. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de risikerede asylbegrundende forfølgelse ved udrejsen af Iran. Flygtningenævnet kan derfor heller ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger var tilknyttet KDPI ved indrejsen i Danmark. Ansøgerens forklaring om hans tilknytning til KDPI og KDPI i Danmark fremstår af de ovenfor nævnte grunde ikke overbevisende. Trods ansøgernes svækkede troværdighed, kan Flygtningenævnet lægge deres forklaring om, at de i Danmark er blevet overbevist kristne til grund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerne siden kort tid efter deres indrejse i Danmark i [starten af] 2016 har haft betydelige kirkelige og kristne aktiviteter. Ansøgerne var under nævnsmødet i stand til at redegøre for kristne begreber, ligesom de viste stor viden om kristendommen. De var også begge i stand til at redegøre overbevisende for deres refleksioner i forbindelse med deres konvertering til kristendommen og for deres egen indre kristne overbevisning. Begge ansøgerne har missioneret i Danmark, og det lægges efter deres troværdige forklaring på dette punkt til grund, at de også vil missionere i Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/66/ATN

iran201965

Nævnet meddelte i maj 2019 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Hun oplyser at være kristen af religiøs overbevisning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, fordi hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren frygter ligeledes sin far, som er stærkt troende og imod hendes konvertering. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun efter sin mors død i [sommeren] 2016 havde det dårligt og i den forbindelse fik besøg af en række kollegaer, hvoraf en ved navn [A] overnattede hos ansøgeren. [A] gav ansøgeren en bibel, idet hun mente, det kunne give ansøgeren ro. Ansøgeren fandt flere af de bibelske historier interessante og ønskede at lære mere om kristendommen, hvorfor hun efter omkring en måned bad [A] om at blive introduceret til en kirke. [A] introducerede ansøgeren til en hjemmekirke omkring en måned senere. Ansøgeren besøgte hjemmekirken omkring 13 til 14 gange. Foruden sin bibel havde ansøgeren også et USB-stik med to film om Jesus samt andet materiale, som hun opbevarede på sit værelse på sin bopæl. Da ansøgeren en dag i [foråret] 2016 var på vej til hjemmekirken, så hun præsten og to personer fra kirken blive pågrebet og ført væk af nogle civilklædte mænd. Ansøgeren skyndte sig hjem til sin veninde, hvor hun kontaktede sin bror, der gav ansøgeren besked på at blive hos veninden. Efter omkring to til tre dage fortalte ansøgerens bror, at myndighederne havde opsøgt ansøgeren på familiens bopæl og ransaget hendes værelse, og at ansøgerens far var blevet bekendt med, hvad der var sket. Efter omkring 10 til 12 dage udrejste ansøgeren af Iran. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes far efter ansøgerens udrejse er blevet opsøgt af myndighederne, der ligeledes til farens bopæl har sendt to tilsigelser om at give møde i retten samt en domskendelse, hvoraf fremgår, at ansøgeren in absentia er idømt 10 års fængsel, 72 piskeslag og en bøde på 100 millioner rial. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. For så vidt angår det oprindelige motiv bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at ansøgeren gennem samtalerne med styrelsen og for nævnet har forklaret konsistent og uden væsentlige divergenser. Flygtningenævnet kan derfor lægge til grund, at ansøgeren under sin opvækst blev opdraget som muslim, men at hun i voksenalderen mistede den muslimske tro. Nævnet kan endvidere lægge til grund, at hun fortsat var søgende, og at hun som følge af morens død, hvilket påvirkede hende psykisk, fra en kristen kollega og veninde fik interesse for kristendommen og begyndte at besøge en hjemmekirke. Nævnet kan ikke afvise, at præsten og to medlemmer af hjemmekirken blev anholdt. Nævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at dette medførte problemer for hende. Nævnet lægger herved vægt på, at de af ansøgeren fremlagte retsdokumenter er vurderet falske. Nævnet finder derfor ikke, at ansøgeren på dette tidspunkt var profileret overfor myndighederne. For så vidt angår Sur Place lægger nævnet vægt på, at ansøgeren har dokumenteret en vis viden om kristendommen og har fremlagt dokumentation for betydelig kirkelige aktiviteter gennem hele hendes ophold i Danmark. Nævnet finder det derfor sandsynliggjort, at ansøgeren under sit ophold er konverteret til kristendommen. Idet ansøgeren på sin åbne Facebook-profil i eget navn har offentliggjort kristent materiale og særligt, at hun har deltaget i en udsendelse fra Mardom TV, hvilket er oplyst til at være en amerikanskbaseret tv-kanal med henblik på at sende myndighedskritisk materiale til Iran, og hvor hun i eget navn og med billede har talt om sin konversion samt sin flugt, finder nævnet, at ansøgeren har profileret sig overfor de iranske myndigheder. Ansøgeren har herefter sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/65/TLNJ

iran201962

Nævnet meddelte i maj 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk bakhdari og oplyser at være kristen af trosretning fra [by]/Bakhdiari, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har dog deltaget i to demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han har deltaget i to demonstrationer henholdsvis [primo] 2014 og [primo] 2014. Ansøgeren har endvidere oplyst at være konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet har ikke modtaget nye oplysninger om ansøgerens oprindelige asylmotiv med hensyn til deltagelse i demonstrationer i Iran. Flygtningenævnet tiltræder derfor bevisvurderingen i nævnets beslutning af [forår] 2017 og lægger således ikke ansøgerens forklaring om denne konflikt med myndighederne i Iran til grund. Ansøgeren har forklaret, at han i Danmark har deltaget i en demonstration foran den iranske ambassade [ultimo] 2017, og har henvist til et videoklip på YouTube til støtte herfor. Det er imidlertid ikke sandsynliggjort, at han ved at deltage i demonstrationen er blevet profileret i forhold til de iranske myndigheder på en sådan måde, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse eller behandling. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort et sur place motiv, som kan danne grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Flygtningenævnets beslutning af [forår] 2017 til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen efter sin ankomst til Danmark. I beslutningen af [forår] 2017 fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at han i Iran var registreret som shia-muslim, hvorfor det ikke kunne lægges til grund, at han var konverteret fra islam. Ansøgeren har under genoptagelsessagen fremlagt dokumenter relateret til hans indkaldelse til og aftjening af værnepligt i Iran, hvoraf det fremgår, at hans religion er shia-islam. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han af de iranske myndigheder opfattes som muslim. Flertallet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han i forbindelse med sin militærtjeneste selv har oplyst til myndighederne, at han var muslim, forekommer plausibel, henset til ansøgerens forklaring i asylsamtalen om, at man ikke kan få adgang til skoler og andet, hvis man ikke er registreret som muslim. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår at Refworld, Assesment of Bakhtiari in Iran, udgivet af UNHCR den 31. december 2003, at bakhtiarier er shia-muslimer. Disse baggrundsoplysninger understøtter ansøgerens forklaring om, at hans familie opfattede sig som muslimer, om end de ikke var praktiserende. Flertallet finder herefter, at ansøgeren, som har forklaret, at han vil leve som kristen i Iran, har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens 7, stk. 1. Da flertallet har lagt til grund, at de iranske myndigheder opfatter ansøgeren som muslim, har Flygtningenævnet ikke anledning til at indhente en ægthedsvurdering af ansøgerens dokumenter. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2019/62/MEG

iran201961

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016.  Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Tehran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans interesse for kristendommen opstod, mens han var i Iran under Shahens tid. Ansøgeren talte om kristendommen med sin ven Nikola, som han også fik en bibel af. Efter Shahens fald talte han kun med sin søn, Kurush, om kristendommen. [I foråret] 2016 kom ansøgeren til Danmark for at besøge sine døtre. Efter han kom til Danmark, har han regelmæssigt været med sine døtre til gudstjenester. Hans døtre går i kirke næsten hver søndag. Under en af gudstjenesterne blev der lavet en videooptagelse, som ansøgeren var med på. Ansøgerens døtre fik efterfølgende at vide af nogle af deres venner, at de havde set, at videoen med bl.a. ansøgeren var blevet lagt på internettet. Ansøgeren søgte om asyl, fordi hans døtre sagde til ham, at han på grund af videoen ville være i fare, hvis han rejste tilbage til Iran. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han reelt er konverteret til kristendommen. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke på en overbevisende måde har kunnet redegøre for sine refleksioner om baggrunden for konverteringen. Nævnet henviser endvidere til, at ansøgeren ikke har kunnet forklare om de kristne højtider, bortset fra påske og julen, eller i øvrigt kunnet oplyse nærmere om de kirkelige ritualer, selvom ansøgeren har forklaret, at hans interesse for kristendommen opstod for mange år siden, og at han har haft en bibel i Iran. Ansøgeren har også forklaret, at han bare gør, hvad døtrene siger, herunder om hans deltagelse i kirkelige aktiviteter. Nævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren under en gudstjeneste er blevet optaget på en video, der angiveligt er lagt på internettet. Nævnet henviser til, at ansøgeren har forklaret divergerende om indholdet af optagelsen, idet han under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hans døtre og hans svigersøn har fortalt, at de på internettet har set optagelsen, og at ansøgeren spiste brød og drak vin. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at man ikke kan se, at han drikker vin på optagelsen, men at man kan se, at han står i kø for at komme til at drikke vin. Det er i øvrigt ansøgerens døtres venner, der har fortalt dette. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at den pågældende videooptagelse, der angiveligt er lagt på internettet, ikke har kunnet fremskaffes. Flygtningenævnet har ved vurderingen taget hensyn til, at ansøgeren er født i 1936, og at han har oplyst, at han ikke husker så godt. Nævnet finder ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en individuel og konkret risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/61/FAM

iran201960

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk araber og oprindeligt shiamuslim, fra Ahwaz, Iran. Ansøgeren er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har været aktiv for Ahwazi Democratic Front fra omkring 2008 og frem til sin udrejse i 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, fordi han har været politisk aktiv. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sin politiske konflikt har ansøgeren oplyst, at han i Iran var politisk aktiv. Ansøgeren krævede blandt andet at tale arabisk og bære arabisk beklædning. Ansøgerens politiske aktiviteter begyndte, da hans fætter, [F], indkaldte ham og nogle andre mænd fra samme område til et møde i et kasino. Ansøgerens fætter havde medbragt politisk materiale, som de skulle dele ud. Der var også en mand ved navn [A], som kom fra Qut Abdulla-området. Det var [A], der leverede det politiske materiale til ansøgerens fætter, som tog det med, når det skulle uddeles. Ansøgeren og de andre mænd var medlemmer af Ahwazi Democratic Front. Ansøgerens politiske aktiviteter bestod primært i at uddele CD’er og løbesedler samt at hejse ahwazi-flaget. Han har også været med til at arrangere demonstrationer. Ansøgeren var politisk aktiv i omkring otte år frem til sin udrejse. En dag, da ansøgeren var på arbejde, blev han ringet op af sin bror, der oplyste, at deres fætter, [F], var blevet fængslet af myndighederne. Ansøgeren frygtede, at han selv ville blive fængslet, hvorfor han flygtede. Til støtte for sin konversion har ansøgeren fremlagt dåbsbevis fra [en kirke] af [vinteren] 2018 og udtalelse ved sognepræst [S] og underviser [P] fra [kirken] af [sommeren] 2018. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine aktiviteter i hjemlandet til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgerens forklaring ikke stemmer med de af ham fremlagte oplysninger om, at [F] var blevet anholdt [i foråret] 2015, idet ansøgeren først udrejste i efteråret 2015. Endvidere er ansøgerens oplysninger om omfanget af aktiviteterne og kontakt til gruppen præget af usikkerhed. Flygtningenævnet finder dog, at ansøgeren muligt har udført visse meget begrænsede aktiviteter for Ahwazi Democratic Front (Ahwazi Democratic Popular Front). Nævnet bemærker herved, at ansøgeren straks har forklaret herom til de danske myndigheder, og at han kort efter indrejsen tog kontakt til den pågældende organisation. Nævnet finder imidlertid ikke, at disse aktiviteter ikke er kommet eller kan antages at ville komme til de iranske myndigheders kendskab. Disse mulige aktiviteter kan således i sig selv ikke føre til, at ansøgeren kan anses for at være i risiko for overgreb fra de iranske myndigheder. Efter indrejsen til Danmark har ansøgeren udført forskellige aktiviteter for organisationen, idet han videresendte oplysninger om forhold af betydning for Ahwazi-arabere til organisationen med henblik på offentliggørelse, ligesom han selv på forskellige sociale medier under eget navn offentliggjorde oplysninger til støtte for Ahwazi-araberne. Henset til de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for Ahwazi-arabere, navnlig efter terrorangrebet den 22. september 2018 på militærparaden i Ahwaz, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren, med den aktivitet han har udøvet, har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren må antages ved indrejsen i Iran at blive undergivet nærmere forhør om sine aktiviteter. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren opfylder betingelserne for konventionsstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. For så vidt angår ansøgerens konversion til kristendommen finder nævnet, at denne ikke kan anses for reel. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har redegjort for sine overvejelser om konversionen, at ansøgerens viden om kristendommen, selvom han har svært ved at læse, må anses for yderst begrænset, og at ansøgeren ikke har gået i kirke det seneste cirka halve år, og at han heller ikke har opsøgt kristne fællesskaber eller kristne venner/bekendte. Flygtningenævnet meddeler af de tidligere anførte grunde ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2019/60/HZC

iran201959

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim fra [landsby], Burhakaba, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hun vil blive slået ihjel af sine to brødre, som er medlemmer af al-Shabaab, idet ansøgerens brødre mener, at hendes ægteskab ikke er indgået i overensstemmelse med islam. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at al-Shabaab vil slå hende ihjel, idet hendes familie har en konflikt med al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun blev gift med sin nuværende ægtefælle omkring 11 år, før hun udrejste af Somalia. Ansøgerens to brødre blev medlem af al-Shabaab omkring ti år forud for ansøgerens udrejse af Somalia. Da ansøgerens brødre blev medlem af al-Shabaab, fortalte de ansøgeren, at hendes ægteskab ikke var indgået i overensstemmelse med islam, og at de som følge heraf ville slå hende ihjel. Ansøgerens far tvang herefter ansøgerens brødre til at forlade bopælen. Efter al-Shabaab overtog kontrollen i ansøgerens landsby, oplevede ansøgeren og hendes familie jævnligt, at al-Shabaab stjal deres kvæg. I 2016 anmeldte ansøgerens far tyverierne til myndighederne. Samme aften blev ansøgeren og hendes families bopæl opsøgt af syv personer fra al-Shabaab. Ansøgerens forældre blev slået ihjel, og ansøgeren blev voldtaget. Dagen efter blev der arrangeret en begravelse for ansøgerens forældre. Dagen efter begravelsen tog ansøgeren med sin morbror hjem til hans bopæl. Dagen efter ringede al-Shabaab til ansøgerens morbror for at oplyse ham om, at de vidste, at ansøgeren opholdt sig hos ham. Ansøgeren udrejste herefter af Somalia. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet ikke har fundet grundlag for at udsætte sagen med henblik på at afvente behandlingen af den af ansøgeren indgivne ansøgning om humanitær opholdstilladelse. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet taget i betragtning, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på væsentlige punkter har forklaret divergerende, ligesom dele af ansøgerens forklaring ikke forekommer sandsynlig. Vedrørende divergenserne har Flygtningenævnet navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor lang tid der gik, fra ansøgeren blev overfaldet til ansøgeren udrejste af landet, og om tidspunktet for ansøgerens beslutning om at udrejse. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvornår al-Shabaab kontaktede hendes morbror. Ved vurderingen af divergenserne i ansøgerens forklaring har nævnet lagt vægt på, at der er tale om et meget enkelt forløb med få detaljer. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at al-Shabaab ringede til ansøgerens morbror, hvor ansøgeren opholdt sig, i stedet for at opsøge bopælen, da det gav ansøgeren mulighed for at flygte derfra. Endvidere forekommer ansøgerens forklaring om, hvorfor hendes ægtefælle og fem børn ikke flygtede sammen med ansøgeren, eller hvorfor ansøgeren efterlod familien uden mulighed for at kunne komme i kontakt med dem igen, ikke troværdig. Ved vurderingen af ansøgeren forklaring har nævnet ligeledes lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår udetaljeret og ikke selvoplevet. På denne baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren er profileret eller efterstræbt af al-Shabaab. Ansøgerens forklaring om sin konflikt med sine brødre fremstår ikke overbevisende og henset til, at ansøgerens generelle troværdighed må anses for væsentligt svækket, tilsidesætter nævnet ligeledes ansøgerens forklaring om sin konflikt med sine brødre. Vedrørende den generelle sikkerhedsmæssige situation i regionen Lower Shabelle er der efter de seneste baggrundsoplysninger ikke grundlag for at antage, at situationen er således, at enhver ved tilbagevenden dertil kan antages at være i reel risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af sin blotte tilstedeværelse. Ved vurderingen af denne sag har Flygtningenævnet ligeledes lagt vægt på det forhold, at ansøgeren har boet i sin landsby frem til 2016 og må anses som uprofileret. Da Flygtningenævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, kan Flygtningenævnet heller ikke lægge til grund, at ansøgeren vil være uden mandligt netværk ved en tilbagevenden til Somalia. Det må således lægges til grund, at ansøgeren har familie i sit hjemområde, der vil kunne bekræfte ansøgerens identitet. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/120/JEA

iran201958

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og uden religiøst tilhørsforhold fra Sardasht, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun vil blive slået ihjel af sine brødre, idet hun har ladet sig skille fra sin ægtefælle og er blevet religiøst viet til et medlem af KDPI ved navn [A] og er udrejst af Iran uden deres samtykke, ligesom hun ikke efterlever de religiøse normer. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter de iranske myndigheder på grund af sit forhold til [A]. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun i 2012 blev religiøst skilt fra sin daværende ægtefælle, [B], hvorefter hun rejste til Irak med parrets søn, fordi hun frygtede sin families reaktion på skilsmissen. Ansøgeren boede i Koya, hvor hun mødte [A], der var aktiv for KDPI. Efter et par måneder rejste ansøgeren tilbage til Iran, men hun holdt kontakten med [A]. I 2013 blev ansøgeren også juridisk skilt fra sin ægtefælle. Ansøgerens familie krævede, at ansøgeren blev gift med en anden mand, men ansøgeren og [A] var forelskede og havde aftalt, at de ville giftes. I 2015 rejste [A’s] bror hjem til ansøgerens familie, og han anmodede på [A’s] vegne om at blive gift med ansøgeren. Ansøgerens familie afviste dette, og efterfølgende behandlede de ansøgeren meget dårligt. Ansøgeren valgte derfor at rejse til Danmark, hvor [A] allerede havde opnået asyl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende på centrale punkter, ligesom hun og [A] har forklaret indbyrdes uoverensstemmende. Ansøgeren har således under sine samtaler i Udlændingestyrelsen oplyst, at hun som følge af sin skilsmisse og efterfølgende forhold til [A] har en personlig konflikt med sin familie. I asylskemaet har ansøgeren ikke angivet noget om konflikter med sin familie, og i ansøgningsformular [fra starten af 2017] til de græske myndigheder er der alene som asylmotiv angivet, at hendes mand tilhører et politisk parti, der modarbejder det iranske regime. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om sit forhold til [A], ligesom hun og [A] har forklaret indbyrdes divergerende om, hvornår de har mødt hinanden. Det fremgår således af asylskemaet og af den græske ansøgningsformular, at hun og [A] er gift. Under samtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2017 har hun forklaret, at de er kærester. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at hun og [A] mødte hinanden i Irak i 2012 og herefter ikke så hinanden igen før i 2016 i Danmark, men i den mellemliggende periode havde telefonisk kontakt. [A] har under sin samtale i Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 oplyst, at han og ansøgeren mødte hinanden i Koya ca. et halvt år tidligere. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår hun udrejste af Iran. Hun har således under samtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2017 oplyst, at hun udrejste af Iran i efteråret 2016. Under samtalen [i starten af] 2018 har hun forklaret, at hun udrejste i sommeren 2016, og af ansøgningsformularen til de græske myndigheder fremgår, at hun udrejste ca. to år før [starten af] 2017. Ansøgerens forklaring om, at interviewet i Grækenland fandt sted på farsi, og at hun derfor kan have misforstået noget, kan ikke føre til en anden vurdering, idet bemærkes, at ansøgeren har udfyldt det danske asylskema på farsi. Herefter og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes herved, at det forhold, at ansøgeren har oplyst, at hun ikke længere praktiserer islam, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2019/58/mah

iran201957

Nævnet meddelte i april 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Aryai og har oplyst at være kristen protestant af trosretning. Ansøgeren er fra [by], Loristan, Iran. Ansøgeren har været politisk aktiv siden 2010 gennem demonstrationer, herunder imod valgsvindel. Ansøgeren har endvidere deltaget i kampagner mod offentlige hængninger samt været aktiv på sociale medier i relation hertil. Ansøgeren har også støttet organisationen Erfane Hagleh i perioden 2013-2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen, samt har udført politisk arbejde. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han i [foråret] 2014 blev tilbageholdt af de iranske myndigheder som følge af sine politiske aktiviteter. Ansøgeren blev tilbageholdt i 21 dage, hvor han blev udsat for grove fysiske overgreb. For så vidt angår ansøgerens konversion, har ansøgeren anført, at han blev introduceret til kristendommen af sine kollegaer [R] og [A]. Ansøgeren var deltager ved huskirkemøder omkring ti gange forud for sin udrejse af Iran. Ansøgerens ven [K], som også deltog i huskirkemøderne blev den [primo] 2016 tilbageholdt af de iranske myndigheder. På baggrund heraf gik ansøgeren under jorden i omkring en uge. Ansøgeren udrejste herefter illegalt af Iran. Ansøgeren er efter sin udrejse blevet bekendt med, at den iranske efterretningstjeneste har ransaget ansøgerens bolig og i den forbindelse beslaglagt kristent materiale. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i det væsentlige har forklaret konsistent om sine kristne aktiviteter i Iran og omstændighederne, der førte til hans udrejse, og nævnet finder ikke, at de mindre divergenser i ansøgerens forklaring herom kan tillægges afgørende betydning i den forbindelse. Flygtningenævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgeren under samtalen hos Udlændingestyrelsen [efteråret] 2016 – tre uger efter sin indrejse – fortalte om sin interesse for kristendommen, og at han da havde været i kirke søndag [efteråret] 2016. Ansøgeren gennemgik herefter dåbsundervisning og blev døbt [foråret] 2017. Ansøgeren har over for Udlændingestyrelsen under samtalen [efteråret] 2017 demonstreret et godt og detaljeret kendskab til kristendommen, ligesom han efter en samlet vurdering af sine oplysninger til Udlændingestyrelsen og sin forklaring for nævnet på tilfredsstillende måde har redegjort for sin indre overbevisning og baggrunden for sin konvertering. Ansøgeren har endvidere siden sin indrejse kontinuerligt og regelmæssigt deltaget i gudstjenester, bibelundervisning og andre kristne aktiviteter. Dette er understøttet af de fremlagte erklæringer fra [kirke 1] af [efterår] 2017, fra [kirke 2] af [sommer] 2018 om ansøgerens deltagelse i [navn] Bibelcamping, udtalelse af [primo] 2019 fra [T] og [I] om ansøgerens deltagelse i den farsi-talende bibelgruppe i [by 1], udtalelse af [forår] 2019 fra sognepræst [C], [kirke 3] i [by 1], og udtalelse fra [kirke 4] i [by 2] af [forår] 2019. Flygtningenævnet finder på den baggrund og efter en konkret vurdering af ansøgerens fremtræden for nævnet, at hans konversion til kristendommen må anses for at være reel. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring endvidere til grund, at han ved en tilbagevenden til Iran agter at leve et åbent som kristen. Flygtningenævnet finder herefter sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for kristne konvertitter i Iran efter en samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer at blive udsat for individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2019/57/meg

iran201955

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgerne er etnisk persere fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at de iranske myndigheder vil slå dem ihjel, fordi de er konverteret til kristendommen. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes interesse for kristendommen begyndte i begyndelsen af 1990’erne, hvor hun havde en kristen veninde, der fortalte hende om kristendommen. Under besøg hos sin søster i Danmark i år 2000 blev hun hemmeligt døbt. I 2006 blev ansøgerne gift. Den mandlige ansøger har oplyst, at han i [foråret] 2009 konverterede til kristendommen, da han bad Jesus om hjælp med at få en bestemt ordre til sit firma og det lykkedes. Den mandlige ansøger har videre oplyst, at han i begyndelsen af 2014 mødte Omid. I [foråret] 2015 bad Omid den mandlige ansøger om at hjælp til at skjule to personer, som var konverteret til kristendommen. I slutningen af [foråret] 2015 deltog den mandlige ansøger i det første af et antal møder i Omids huskirke og blev [i efteråret] 2015 døbt. [I slutningen af] 2015 blev den mandlige ansøger opsøgt af de iranske myndigheder og ført til en kælder. Her blev han udsat for grove fysiske overgreb i flere timer. Han fik herefter lov at gå og tog efterfølgende på hospitalet, hvor han fik behandling. Efter tilbageholdelsen blev den mandlige ansøger opsøgt af de iranske myndigheder, der truede ham og sagde, at hvis de fandt ud af, at han var blevet kristen og havde udført aktiviteter med Omid, ville han blive slået ihjel. Ansøgerne besluttede sig herefter for at udrejse af Iran. Kort inden de udrejste af Iran, ringede Omids mor og spurgte efter Omid og dennes ægtefælle, som var forsvundet. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, som følge af, at de er konverteret til kristendommen, idet ansøgerne ikke har kunnet sandsynliggøre, at deres konversion er udtryk for en indre overbevisning af religiøs karakter. Flygtningenævnet lægger herved indledningsvis til grund, at den kvindelige ansøger blev døbt i Danmark under et to måneders ophold hos hendes herboende søster i 2000, og at den præst, der forestod dåben, da fandt, at hun allerede vidste mere om kristendommen end mange medlemmer af folkekirken. Det fremgår endvidere af præstens erklæring, at han indledningsvis blev kontaktet af den kvindelige ansøgers herboende søster, som havde besøg af den kvindelige ansøger, der gerne ville døbes. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger imidlertid forklaret, at hun ikke drøftede religion med sin søster. Nævnet lægger videre til grund, at den kvindelige ansøger i de følgende 16 år har levet i Iran uden at opsøge kristne fællesskaber og uden at overholde kristne højtider, at hun er blevet gift med den mandlige ansøger, som var muslim, og at parrets søn ikke er opdraget i den kristne tro. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ingen af ansøgerne i asylansøgningsskemaerne har omtalt Omid, selvom han ifølge ansøgernes forklaringer spiller en central rolle for baggrunden for den mandlige ansøgers problemer. Hertil kommer, at ansøgernes generelle troværdighed er svækket af, at de på flere punkter har ændret detaljer i deres tidligere afgivne forklaringer, når de på ny er kommet til samtale, så deres forklaringer har fremstået ens. Endvidere er deres generelle troværdighed svækket af, at den kvindelige ansøger har ansøgt om Schengenvisum fra Teheran forud for, at den mandlige ansøgers problemer angivelig opstod. Det kan ikke ændre ved denne vurdering, at ansøgerne efter ankomsten til Danmark har deltaget i kristne aktiviteter og indgået i kristne fællesskaber, herunder at den mandlige ansøger er blevet døbt i Fjerritslev Frikirke i [efteråret] 2016. Det kan heller ikke ændre, at ansøgerne har oplyst, at de er aktive på internettet i forbindelse med kristne aktiviteter, idet det ikke er sandsynliggjort, at de som følge heraf skulle være eksponeret over for de iranske myndigheder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” 

iran201953

Nævnet fastholdt i april 2019 en tidligere afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet stadfæstede i slutningen af 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse fra sommeren 2017. I slutningen af 2018 anmodede Dansk Flygtningehjælp om genoptagelse. I starten af 2019 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Nævnet stadfæstede i april 2019 på ny Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og har oplyst at være bahai af trosretning fra [X], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til bahai-troen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han konverterede fra islam til bahai i starten af 2013, efter han blev introduceret hertil af en ven fra universitetet. Ansøgeren blev samme år bortvist fra universitetet, fordi han oplyste, at han ikke var tilhænger af islam. I 2015 begyndte ansøgeren at udbrede kendskabet til bahai ved at hænge løbesedler op om trosretningen i sin fødeby. Han hang løbesedler op cirka en gang hver tiende dag i to til tre måneder. [I efteråret] 2015 ringede en nabo til ansøgeren og fortalte, at de iranske myndigheder havde ransaget hans bopæl. Herefter ringede ansøgerens far og fortalte det samme, herunder at de iranske myndigheder havde konfiskeret bahai-løbesedler på ansøgerens bopæl. Ansøgeren fortalte sin farbror, hvad der var sket, og han sagde, at ansøgeren skulle flygte ud af landet, idet ansøgeren ellers ville blive henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgeren udrejste samme dag. Efter ansøgerens ankomst i Danmark har hans far været tilbageholdt af de iranske myndigheder i tre dage. I Danmark har ansøgeren haft kontakt til og deltaget i møder hos den danske bahai-menighed. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flertallet finder det usandsynligt og påfaldende, at ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning om optagelse på kandidatdelen af sin uddannelse afkrydsede rubrikken med ”anden religion”, henset til, at han var bekendt med konsekvenserne heraf. Flertallet lægger i den forbindelse vægt på bl.a., at ansøgeren for nævnet har forklaret, at han og [vennen H] tidligere har diskuteret religion med nogle medstuderende, og at de i den forbindelse ikke turde tilkendegive, at de var konverteret til bahai, ligesom det forekommer påfaldende, at universitetet, ifølge ansøgerens forklaring til asylsamtalen [i foråret] 2018, ikke spurgte ind til, hvilken religion ansøgeren så praktiserede i forbindelse med den samtale, han indkaldtes til, da han blev bortvist. Flertallet finder det derudover påfaldende, at ansøgeren først 1 ½ år efter sin bortvisning fra universitetet og uden særlig anledning skulle begynde at missionere for bahai-religionen. Flertallet har i den forbindelse lagt vægt på bl.a., at ansøger ikke har kunnet redegøre for sin indre overbevisning eller for sine overvejelser omkring konverteringen til bahai, ligesom ansøgeren har demonstreret et meget begrænset kendskab til religionen, herunder hvordan han praktiserer sin religion i det daglige. Endelig finder flertallet det usandsynligt, at myndighederne skulle have fået kendskab til ansøgers angivelige konversion, henset til, at det efter ansøgers forklaring alene er ansøger selv og vennen [H], der har haft kendskab til ansøgeres konversion, samt henset til ansøgers yderst begrænsede aktivitet i form af at hænge løbesedler op nogle få gange. Flygtningenævnets flertal kan på den baggrund ikke lægge ansøgerens forklaring, om at han er konverteret til bahai-religionen, til grund. Det forhold, at ansøgeren efter sin indrejse i Danmark har deltaget i en række bahai-aktiviteter, samt det forhold, at ansøgeren har en offentlig tilgængelig Facebook-profil, hvor der er lagt bahai-sympatiserende og regimekritisk materiale op, kan ikke føre til en ændret vurdering. For så vidt angår sidstnævnte lægges der navnlig vægt på, at flertallet ikke kan lægge til grund, at ansøgeren ved sin udrejse var profileret i forhold til de iranske myndigheder, at ansøgeren alene har 5 Facebook-venner, samt at han for nævnet har forklaret, at han ikke har Facebook-venner fra Iran. Flertallet har i sin vurdering taget højde for de fremlagte lægejournaler, hvoraf bl.a. fremgår, at ansøgeren viser tegn på OCD, Aspergers-syndrom og skizofreni. Flertallet har i den forbindelse lagt vægt, at ansøgeren har svaret sammenhængende og relevant på de stillede spørgsmål. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/53/ATN

iran201953

Nævnet fastholdt i april 2019 en tidligere afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet stadfæstede i slutningen af 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse fra sommeren 2017. I slutningen af 2018 anmodede Dansk Flygtningehjælp om genoptagelse. I starten af 2019 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen. Nævnet stadfæstede i april 2019 på ny Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og har oplyst at være bahai af trosretning fra [X], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til bahai-troen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han konverterede fra islam til bahai i starten af 2013, efter han blev introduceret hertil af en ven fra universitetet. Ansøgeren blev samme år bortvist fra universitetet, fordi han oplyste, at han ikke var tilhænger af islam. I 2015 begyndte ansøgeren at udbrede kendskabet til bahai ved at hænge løbesedler op om trosretningen i sin fødeby. Han hang løbesedler op cirka en gang hver tiende dag i to til tre måneder. [I efteråret] 2015 ringede en nabo til ansøgeren og fortalte, at de iranske myndigheder havde ransaget hans bopæl. Herefter ringede ansøgerens far og fortalte det samme, herunder at de iranske myndigheder havde konfiskeret bahai-løbesedler på ansøgerens bopæl. Ansøgeren fortalte sin farbror, hvad der var sket, og han sagde, at ansøgeren skulle flygte ud af landet, idet ansøgeren ellers ville blive henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgeren udrejste samme dag. Efter ansøgerens ankomst i Danmark har hans far været tilbageholdt af de iranske myndigheder i tre dage. I Danmark har ansøgeren haft kontakt til og deltaget i møder hos den danske bahai-menighed. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flertallet finder det usandsynligt og påfaldende, at ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning om optagelse på kandidatdelen af sin uddannelse afkrydsede rubrikken med ”anden religion”, henset til, at han var bekendt med konsekvenserne heraf. Flertallet lægger i den forbindelse vægt på bl.a., at ansøgeren for nævnet har forklaret, at han og [vennen H] tidligere har diskuteret religion med nogle medstuderende, og at de i den forbindelse ikke turde tilkendegive, at de var konverteret til bahai, ligesom det forekommer påfaldende, at universitetet, ifølge ansøgerens forklaring til asylsamtalen [i foråret] 2018, ikke spurgte ind til, hvilken religion ansøgeren så praktiserede i forbindelse med den samtale, han indkaldtes til, da han blev bortvist. Flertallet finder det derudover påfaldende, at ansøgeren først 1 ½ år efter sin bortvisning fra universitetet og uden særlig anledning skulle begynde at missionere for bahai-religionen. Flertallet har i den forbindelse lagt vægt på bl.a., at ansøger ikke har kunnet redegøre for sin indre overbevisning eller for sine overvejelser omkring konverteringen til bahai, ligesom ansøgeren har demonstreret et meget begrænset kendskab til religionen, herunder hvordan han praktiserer sin religion i det daglige. Endelig finder flertallet det usandsynligt, at myndighederne skulle have fået kendskab til ansøgers angivelige konversion, henset til, at det efter ansøgers forklaring alene er ansøger selv og vennen [H], der har haft kendskab til ansøgeres konversion, samt henset til ansøgers yderst begrænsede aktivitet i form af at hænge løbesedler op nogle få gange. Flygtningenævnets flertal kan på den baggrund ikke lægge ansøgerens forklaring, om at han er konverteret til bahai-religionen, til grund. Det forhold, at ansøgeren efter sin indrejse i Danmark har deltaget i en række bahai-aktiviteter, samt det forhold, at ansøgeren har en offentlig tilgængelig Facebook-profil, hvor der er lagt bahai-sympatiserende og regimekritisk materiale op, kan ikke føre til en ændret vurdering. For så vidt angår sidstnævnte lægges der navnlig vægt på, at flertallet ikke kan lægge til grund, at ansøgeren ved sin udrejse var profileret i forhold til de iranske myndigheder, at ansøgeren alene har 5 Facebook-venner, samt at han for nævnet har forklaret, at han ikke har Facebook-venner fra Iran. Flertallet har i sin vurdering taget højde for de fremlagte lægejournaler, hvoraf bl.a. fremgår, at ansøgeren viser tegn på OCD, Aspergers-syndrom og skizofreni. Flertallet har i den forbindelse lagt vægt, at ansøgeren har svaret sammenhængende og relevant på de stillede spørgsmål. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/53/ATN

irak20196

Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig asylansøger samt et medfølgende barn fra Irak. Indrejst i 2015.  Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim fra al-Basra, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at hendes søn, [M], bliver taget af hendes afdøde ægtefælles familie. Herudover har ansøgeren henvist til, at hun frygter, at shiamuslim-militser vil slå hendes nuværende ægtefælle ihjel, idet han er sunnimuslim og etnisk kurder. Endelig har ansøgeren henvist til de generelle forhold i Irak. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun på grund af krigen i Irak flygtede til Syrien i 2003 sammen med sin familie. I 2006 tog ansøgerens tidligere ægtefælle til Irak for at besøge sin mor. Ansøgerens tidligere ægtefælle forsvandt i den forbindelse. Ansøgeren fandt efterfølgende ud af, at hendes tidligere ægtefælle var blevet kidnappet og slået ihjel. Da ansøgeren tidligere ægtefælle forsvandt, kontaktede ansøgerens afdøde mands brødre ansøgeren flere gange og ville have [M]. Herudover har ansøgeren oplyst, at hendes nuværende ægtefælle vil blive slået ihjel på grund af de sekteriske konflikter og krig i Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge den kvindelige ansøgers forklaring om sit asylmotiv i relation til konflikten med [M’s] fars brødre til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har forklaret om denne konflikt i sit asylskema eller til sin oplysnings- og motivsamtale, men først har oplyst om konflikten ved asylsamtalen, og at ansøgerens forklaring fremstår usammenhængende. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren ved asylsamtalen har forklaret forskelligt om, hvem der kontaktede hende. Først oplyste ansøgeren, at hendes tidligere ægtefælles brødre begyndte at kontakte hende et stykke tid efter, at hendes tidligere ægtefælle forsvandt i 2006. Senere oplyste ansøgeren, at det var den ældste bror, der bor i Irak, der ringede, men at de andre brødre og søstre også havde været til stede. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvordan hun blev bekendt med, hvad der var sket med hendes tidligere ægtefælle, [M’s ]far. Til asylsamtalen oplyste ansøgeren, at hendes tidligere ægtefælles familie havde kontaktet hende og fortalt, at hendes tidligere ægtefælles var blevet dræbt. Under samme samtale oplyste ansøgeren, at det ikke var hendes tidligere ægtefælles familie, der havde kontaktet hende, men at fjerne slægtninge til ansøgerens far havde fortalt det, efter at ansøgeren kom til Danmark. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens ægtefælle har forklaret, at ansøgeren har et godt og afslappet forhold til sin familie i Irak, og at ansøgeren var i Irak i 2014 i hvilken forbindelse ansøgeren passede deres fælles søn [MS], der da var et år. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hun ikke har været opsøgt eller været udsat for repressalier fra sin tidligere ægtefælles brødre. Efter de foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet således ikke at kunne lægge ansøgeren forklaring om sin angivelige konflikt med sin tidligere ægtefælles brødre til grund, idet den fremstår utroværdig. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet om udstedelsen af hendes pas, og om, at hun ikke har været i Irak i 2014, samt om, at hun gennem naboen købte passet ved bestikkelse, fremstår utroværdig og usandsynlig. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at hun var i Basra for at få udstedt nationalitetspas, og at hun til sin asylsamtale har oplyst, at hun var i Irak for at få sin og sin søns pas udstedt, og at hun var der i to uger. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af stempler i ansøgeren og hendes søn pas, at de var i Irak i marts 2014, og at deres pas fremstår ægte. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, ansøgerens ægtefælle for Flygtningenævnet har forklaret, at ansøgeren var i Irak for at forny sit pas. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har forklaret, at hendes søn [M] er handicappet. Flygtningenævnet har lagt vægt på ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet om, at hendes søn [M]  ikke har haft behov for anden behandling end høreapparater, som han ikke bruger mere, og fysioterapi, samt på ansøgerens ægtefælles forklaring om, at [M]  ikke har modtaget nogen behandlinger. For så vidt ansøgerens forklaring for Udlændingestyrelsen om hendes frygt for, at shia-militser slår hendes mand, der er sunnimuslim, ihjel i forbindelse med sekteriske konflikter, finder Flygtningenævnet ikke, at den generelle situation i Irak i sig selv kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet vurderer, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak ikke kan antages at være af en sådan karakter, at der er reel risiko for overgreb i strid med EMRK art. 3. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2.  Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/6/TBP.

irak201953

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Irak. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra […], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter sine søskende, fordi de ikke har accepteret ansøgerens ægteskab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes søskende ikke vil acceptere hendes ægteskab, fordi hendes ægtefælle bor langt fra Irak. Efter forlovelsen kom ansøgerens søskende til hendes bopæl og sagde, at hun skulle have bedt om deres accept forud for vielsen, og at hun ikke skulle kontakte dem ved problemer. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun ikke har noget sted at bo i Irak, samt at der er utrygt i landet, særligt for enlige kvinder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun boede sammen med sin bror, brorens ægtefælle og sin mor i et hus ejet af broren. I 2013 omkom ansøgerens bror i en bilulykke, og ansøgerens svigerinde lod ansøgeren og moren bo i huset. Efter ansøgerens mor døde i 2015, bad ansøgerens svigerinde hende om at finde et andet sted at bo. Ansøgerens ægtefælle lejede derfor et hus til ansøgeren, hvor hun boede i et års tid. Herefter boede ansøgeren hos en veninde, indtil hun udrejste af Irak i starten af 2017. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for at blive overfaldet og røvet af bander, som hærger landet. Ansøgeren har en enkelt gang oplevet, at der blev banket på hendes dør. Derudover har ansøgeren henvist til, at hendes søn er mentalt og fysisk tilbagestående, og at hun ønsker den fornødne lægelige behandling til ham. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren har en konflikt med sine søskende som ikke har kunnet acceptere hendes ægteskab med hendes herboende ægtefælle. Flygtningenævnet lægger ligeledes til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være uden noget egentligt netværk. Flygtningenævnet bemærker dog, at ansøgeren er forblevet i Irak i en længere periode efter morens død. I overensstemmelse med ansøgerens forklaring i Flygtningenævnet lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerens søskende såfremt hun vender tilbage til Irak vil bebrejde hende hendes ægteskab. Flygtningenævnet finder derimod ikke i ansøgerens forklaring eller i sagens øvrige oplysninger grundlag for at antage, at ansøgeren vil være i risiko for egentlige overgreb fra hendes søskende eller andres side. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerens konflikt med sine søskende har en sådan karakter, at den indebærer risiko for, at ansøgeren vil blive udsat for asylbegrundende forfølgelse som omtalt i udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i Irak, herunder for enlige kvinder, er ikke af en sådan karakter, at dette i sig selv kan medføre, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/53/CMA

irak201952

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk kurdere og muslimer fra […], Irak. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter den kvindelige ansøgers familie, fordi ansøgerne er flygtet sammen uden familiens samtykke. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at de mødte hinanden i starten af 2013, da den mandlige ansøger arbejdede i nærheden af den skole, hvor den kvindelige ansøger gik. Herefter havde de regelmæssigt telefonisk kontakt, og senere begyndte de at mødes, når den kvindelige ansøger havde pauser mellem undervisningen. Ansøgernes forhold udviklede sig i 2015, og den mandlige ansøgers familie henvendte sig derfor til den kvindelige ansøgers familie for at bede om deres accept til ansøgernes ægteskab. Den mandlige ansøgers familie henvendte sig to gange, men de blev begge gange afvist, fordi den kvindelige ansøgers familie ikke ønskede, at den kvindelige ansøger skulle gifte sig med en fremmed. Ansøgerne udrejste derfor af Irak i [efteråret] 2015. Efterfølgende er den mandlige ansøgers familie blevet opsøgt og truet af den kvindelige ansøgers familie. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgernes asylmotiv i det væsentlige er baseret på, at de forlod KRI, fordi de efter i flere år at have haft et forhold til hinanden ønskede at gifte sig. Dette blev imidlertid efter forklaringerne afvist af den kvindelige ansøgers familie, der gentagne gange afslog at tillade et ægteskab mellem ansøgerne. Tværtimod var det den kvindelige ansøgers families hensigt, at hun skulle giftes med en noget ældre, mandlig slægtning. Således følger det af forklaringerne at ønsket om at indgå ægteskab, og den manglende mulighed herfor, var helt afgørende for ansøgernes beslutning om at udrejse. På den baggrund finder Flygtningenævnet det påfaldende, at den kvindelige ansøger ved oplysnings- og motivsamtale [i sommeren] 2016 forklarede, at hun ikke var gift med den mandlige ansøger og at de aldrig havde haft nogen former for ceremoni eller lignende. Det fremgår specifikt af forklaringen, jf. referatet side 2 forneden ”deres forhold har aldrig været religiøst indviet”. Den mandlige ansøger har ved samtidig oplysnings- og motivsamtale side 3 forklaret ”Ansøger og hans hustru er løbet bort sammen, og der har hverken været en religiøs eller borgerlig vielse af nogen art.” Ved asylsamtale [i sommeren] 2017 har den kvindelige ansøger derimod forklaret, at de blev gift hos en mullah i […], at vielsen tog måske omkring 30 minutter og at der var fire personer til stede ved vielsen. Den mandlige ansøger har ved sin tilsvarende samtale forklaret, at de blev religiøst viet i […] og at der måske var ni-ti personer tilstede inklusiv ansøgerne selv. Spørgsmålet om hvorvidt ansøgerne har haft nogen form for ægteskabelig ceremoni må i lyset af deres asylmotiv anses for helt centralt. At begge ansøgerne på udtrykkelig forespørgsel først forklarer, at en sådan ceremoni ikke har fundet sted hvorefter de på et væsentligt senere tidspunkt forklarer modsat må tillægges stor betydning ved bedømmelsen af deres troværdighed. Som påpeget af Udlændingestyrelsen i de trufne afgørelser er der endvidere et antal divergenser vedrørende antallet af medvirkende og omstændighederne ved vielsen. Herudover forklarede den mandlige ansøger ved asylsamtalen, at det andet forsøg på frieri i [efteråret] 2015 blev foretaget af hans far, hans farbror, nogle fætre ”samt et par mere profilerede personer fra klanen”. Ved fremmødet i Flygtningenævnet forklarede han imidlertid, at det alene var hans far og farbror, der medvirkede. Endvidere er der flere ikke ubetydelige divergenser og udbygninger i ansøgernes forklaringer vedrørende spørgsmålet om hvordan deres forhold blev påbegyndt og udviklede sig, herunder ikke mindst vedrørende det tidsmæssige forløb. Herudover har den mandlige ansøger ved fremmødet i Flygtningenævnet forklaret i væsentlig grad udbyggende vedrørende sine muligheder for at tage ophold i byen […]. Ved asylsamtalen har han således forklaret, at den klan der beskytter hans familie i […] nok også ville beskytte ham og den kvindelige ansøger. Han har tidligere forklaret, at hans familie har fået hjælp fra denne klan, [klanen]. Ved fremmødet i Flygtningenævnet forklarede han imidlertid, at [klanen] kun ville beskytte hans familie og ikke ham selv eller den kvindelige ansøger. Dette blev udtrykkeligt begrundet med, at den mandlige ansøger havde handlet forkert, men at dette ikke burde gå ud over hans familie. Flygtningenævnet må herefter efter en samlet vurdering tilsidesætte ansøgernes forklaringer om deres asylmotiv som utroværdige. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/52/CMA

irak201951

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim af trosretning fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har oplyst, at han sympatiserer med den Patriotiske Union for Kurdistan (PUK) og har arbejdet som peshmerga. Ansøgeren har som asylmotiver henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af ISIL eller sønnerne til en mand ved navn [A], idet ansøgeren har været med til at tilbageholde [A] i sit hverv som peshemerga. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at vende tilbage, idet han er deserteret, ligesom han frygter, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemområde, fordi han har været peshmerga. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet vedrørende frygten for ISIL og sønnerne til [A] anført, at han under sit hverv som peshmerga blev beordret til at anholde [A], idet hans familie opførte sig mistænkeligt. Ansøgeren fandt efterfølgende ud af, at [A] under tilbageholdelsen havde indrømmet, at han sammen med sin familie videregav oplysninger om peshmergaerne til ISIL. Ansøgeren modtog kort tid efter et trusselsbrev på bopælen. Trusselsbrevet blev efterfulgt af en granat, der eksploderede på ansøgerens bopæl, og hvor ansøgerens ene øje blev beskadiget. Efterfølgende fandt ansøgerens mor endnu et trusselsbrev på bopælen. Ansøgeren og ansøgerens mor blev herefter enige om, at de måtte udrejse af Irak. De udrejste i [ultimo] 2015. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at han har været peshmerga, og at han som følge af en granateksplosion har mistet sit ene øje. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens øvrige forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at familien til den oplyste [A], der som flygtning var komme til og boede i en landsby i nærheden af Kirkuk, eller ISIL i løbet af nogle få dage efter den angivelige anholdelse af [A] skulle kunne finde ud af, hvor ansøgeren boede i Kirkuk, der er en millionby. Flygtningenævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at de derefter skulle advare ansøgeren ved at aflevere et trusselsbrev med det angivelige indhold, inden ansøgeren blev udsat for angrebet med granaten. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at der derefter gik yderligere omkring 14 måneder, før ansøgeren på ny modtog et trusselsbrev fra de samme personer. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring om, at han var efterstræbt af familien til den oplyste [A] eller ISIL, at han modtog trusler fra disse og blev udsat for et granatangreb fra disse, samt at han som følge heraf deserterede som peshmerga. Flygtningenævnet finder, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemområde, fordi han har været peshmerga. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/51/CABV

irak201950

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim af trosretning fra Nasiriyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sin fars fætter og dennes sønner, idet ansøgerens far har afvist at lade to af sine døtre gifte sig med fætrene. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at hans fars fætter og dennes sønner i foråret 2015 tilkendegav overfor ansøgerens familie, at sønnerne ønskede at indgå ægteskab med to af ansøgerens søstre. Dette blev afvist af ansøgerens far, idet faren fandt, at søstrene var for unge til at indgå ægteskab. Omkring en måned senere blev der skudt mod ansøgerens families bopæl. Ansøgeren udrejste herefter af Irak i [sommeren] 2015, idet ansøgerens far fandt det nødvendigt som følge af konflikten med familiemedlemmerne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt betydelig vægt på, at ansøgeren oprindeligt angav at være statsløs bidoon fra Kuwait som sit asylmotiv og først i forbindelse en udrejsekontrol oplyste sit nuværende asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens troværdighed som følge heraf er afgørende svækket. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om hvor lang tid, der gik fra ægteskabsanmodningen til skudepisoden. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at det er påfaldende, at ansøgeren udrejste af Irak 20 dage før den ene af de to søstre, som den angivelige konflikt vedrørte. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det er påfaldende, at to af ansøgerens søstre også måtte udrejse, henset til at de var kvinder og mindreårige, og til at konflikten ikke vedrørte dem, mens ansøgerens mor kunne blive på bopælen sammen med yderligere tre mindreårige søskende. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at det er påfaldende, at ansøgerens familie på bopælen ikke efterfølgende er blevet opsøgt eller har oplevet yderligere problemer som følge af konflikten. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet bemærker, at det ikke kan føre til et andet resultat, at flere af ansøgerens familiemedlemmer angiveligt skulle have opnået asyl i Norge med det samme asylmotiv. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/50/CABV

irak201948

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak samt medfølgende barn. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk araber og er muslim af trosretning fra Share Salen, Dewania, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter forfølgelse i anledning af, at han i en årrække har virket som livvagt sin slægtning, [A], som han omtaler som sin fætter, og som var leder i en enhed for antikorruption. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter ægtefællen og stammen til den kvinde, som han har indledt et forhold til i Danmark. Ansøgeren har endelig henvist, at han frygter at blive slået ihjel af den irakiske stat, idet han har forladt sin stilling i hos politiet uden at få tilladelse hertil. Til støttet for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han blev ansat som livvagt for [A] i 2008, hvor han blandt andet havde til opgave at køre [A] fra og til arbejde. På et ukendt tidspunkt modtog ansøgeren et trusselsbrev med patroner i. Herefter i 2013 blev ansøgerens private bil sprunget i luften. I 2015 blev ansøgerens brors bil sprunget i luften. Familien besluttede sig herefter at udrejse af Irak. I Danmark mødte ansøgeren en gift kvinde, [D], på asylcenteret, som han indledte et forhold til, og som han nu bor sammen. [D’s] ægtefælle rejste tilbage til Irak, hvorfra han i [efteråret] 2018 har taget kontakt til ansøgeren over Facebook og har truet ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, som følge af, at ansøgeren har været livvagt for [A]. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren har virket som livvagt for [A] i en periode, men nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge heraf er i risiko for personlig forfølgelse ved en tilbagevenden til Irak. Nævnet har herved lagt vægt på, at det udelukkende beror på ansøgerens egen formodning, at han skulle være i modsætning til nogen, idet han ikke har modtaget personlige trusler i hvert fald de sidste år før sin udrejse af Irak i 2015. Ansøgeren har endvidere forklaret afglidende og upræcist om de konkrete trusler og har alene – udover at henvise til én konkret sag vedrørende korruption for 9 mia. – henvist til det generelle trusselsbillede som følge af [A’s] virke. Hertil kommer, at ansøgeren genoptog sit arbejde og opholdt sig i Irak i flere måneder efter bilbomben i 2015, der var årsag til udrejsen. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb fra [H], der har været gift med [D], fordi ansøgeren i Danmark har indledt et forhold til [D]. Nævnet er bevidst om, at [D] i [foråret] 2017 er meddelt asyl i Danmark på grundlag af trusler fra [H] via Viber fremsat i [foråret] 2016, hvor ansøgeren også er omtalt, men nævnet lægger vægt på, at ansøgeren siden truslerne i [foråret] i 2016 alene har fået en henvendelse fra [H] i [efteråret] 2018, og at der ikke efterfølgende er fulgt op på denne henvendelse. Tilsvarende må det lægges til grund, at ansøgeren ikke er kommet i et modsætningsforhold til sin egen familie i Irak som følge af forholdet til [D], selvom han nu er blevet skilt fra sin hustru i Irak. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremstår bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke kan forklare, hvordan en selfie taget af ansøgeren med hans telefon, og som viser ansøgeren og [D], er havnet hos en ukendt person i Irak, der angivelig har anvendt den til at presse [D] via hendes fætter. Endvidere kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, som følge af, at ansøgeren har forladt sin tjeneste i politiet. Nævnet har herved lagt vægt på, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at desertører i Irak ikke udsættes for en uforholdsmæssig hård straf, der kan begrunde asyl. Endelig finder Flygtningenævnet, at den generelle situation i Irak ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/48/TBP

irak201947

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk arabere fra Baghdad, Irak. Den mandlige ansøger er sunnimuslim og den kvindelige ansøger er shiamuslim af trosretning. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive fængslet af shiitiske militser, idet militsen betragtede ansøgeren som spion for ISIL, fordi han er sunnimuslim og flygtet fra byen Abu Ghraib, som på daværende tidspunkt blev kontrolleret af ISIL. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han og familien boede i byen Abu Ghraib, men byen blev erobret af ISIL i december 2014. Ansøgerens ældste datter blev i forbindelse med ISIL’s ransagninger af husene i byen taget af ISIL. Ansøgeren flygtede herefter sammen med sin familie fra Abu Ghraib og tog ophold i en flygtningelejr i Baghdad i et par uger, hvorefter ansøgeren fandt en bolig i bydelen [...]. Under ansøgerens og familiens ophold i flygtningelejren fandt de liget af datteren. Ansøgeren har oplyst, at han formoder, at datteren blev slået ihjel i Abu Ghraib, da de irakiske myndigheder angreb ISIL i byen. Ansøgeren har endvidere oplyst, at deres bopæl i Baghdad blev ransaget af militsen Saraya Al-Salam to gange i [slutningen af] 2014. I forbindelse med en tredje ransagning blev ansøgeren tilbageholdt af militsen i [starten af] 2015. Ansøgeren blev i [foråret] 2015 tilbageholdt af militsen for anden gang. Denne gang tog militsen ansøgerens ældste søn, Mohammed, med. I slutningen af [foråret] 2015 blev ansøgeren og sønnen løsladt efter at have været tilbageholdt i en måned. Efter løsladelsen opsagde ansøgeren sit job og fik udstedt et pas. Ansøgeren udrejste af Irak [i sommeren] 2015. Ansøgerens søn og ægtefælle blev i [efteråret] 2015 igen opsøgt af militsen Saraya Al-Salam på bopælen. Militsen havde en arrestordre med på ansøgeren. Da ansøgeren ikke var på bopælen, anholdt militsen sønnen og sagde til ansøgerens ægtefælle, at de først ville løslade deres søn, når ansøgeren havde meldt sig til militsen. Den kvindelig ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hun vil blive tilbageholdt og slået ihjel af militserne, fordi de har forsøgt at anholde ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter, at hendes ægtefælle og hendes søn vil blive slået ihjel. Ansøgeren har endelig henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Irak.  Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes ældste datter blev taget, og efterfølgende slået ihjel af ISIL i slutningen af 2014. Datteren blev slået ihjel i forbindelse med et angreb foretaget af ISIL i byen Abu Ghraib, hvor ansøgeren og familien boede. Efter nogle ugers ophold i en flygtningelejr fandt ansøgerens ægtefælle en bolig til familien i […] området i Baghdad i starten af 2015. Efter at have opholdt sig i området i en kort periode oplevede ansøgerens ægtefælle chikane og tilråb fra områdets andre beboere, fordi ægtefællen er sunnimuslim. Sønnen, Mohammed, fik på et tidspunkt nok og kom i slåskamp med nogle af de personer, som chikanerede ansøgerens ægtefælle. Få dage efter episoden blev ansøgeren og familien opsøgt af bevæbnede personer fra Saraya Al-Salam militsen, som anholdt ansøgerens ægtefælle og tilbageholdt ham på et ukendt sted i 25 dage. I starten af [foråret] 2015 blev ansøgerens bopæl igen opsøgt af personer fra Saraya Al-Salam, og denne gang blev både ansøgerens ægtefælle og søn tilbageholdt. Denne gang blev ægtefællen og sønnen tilbageholdt i en måned, hvorefter ansøgerens ægtefælle besluttede at udrejse af Irak. [I sommeren] 2015 udrejste ægtefællen. [I efteråret] 2015 blev ansøgerens bopæl endnu engang opsøgt af personer fra militsen, som havde en arrestordre med på ansøgerens ægtefælle. Mohammed blev meget vred over, at militsen havde opsøgt bopælen igen. Mohamed kom i håndgemæng med militsfolkene, hvorefter Mohammed blev anholdt. Ansøgeren fik i samme forbindelse at vide, at militsen først ville løslade sønnen, når ansøgerens ægtefælle meldte sig til militsen. Ansøgeren og sønnen, Haidar, flyttede herefter til ansøgerens søster, som boede i Baghdad. Efter at ansøgeren fik udstedt et pas, udrejste hun af Irak [i efteråret] 2015. Ansøgeren søn, Haidar, opholder sig fortsat i Baghdad. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund, idet forklaringerne forekommer divergerende, utroværdige og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende om ransagningerne og opsøgningerne af deres bopæl. Den mandlige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han blev anholdt to gange af militserne i [starten af] 2015, hvor han blev tilbageholdt 25 dage i en kælder, og igen fire måneder senere i [efteråret] 2015, hvor han blev anholdt sammen med sin søn. Tilbageholdelserne havde baggrund i den måde, de sekteriske militser arbejder – ved at anholde folk for at få løsepenge. Til sin asylsamtale har den mandlige ansøger indledningsvis forklaret, at bopælen blev ransaget to gange af den shiamuslimske milits, Saraya al-Salam, henholdsvis [i slutningen af] 2014 og i [starten af] 2015, idet militsen ledte efter våben. Ved den første opsøgning havde militsen krævet, at ansøger skulle være en del af militsen, og militsen havde krævet penge af ansøger ved flere efterfølgende opsøgninger. Han blev taget med af militsen ved den anden ransagning og tilbageholdt i 25 dage, idet han havde nægtet at samarbejde med militsen ved den anden ransagning. De ville have ham til at acceptere at blive medlem. Han blev endvidere anholdt i starten af [efteråret] 2015 sammen med Mohammed, idet militsen sagde, at han og Mohammed skulle tilslutte sig militsen. Det er almindeligt, at militsen tager en fars søn for at skræmme faren. Senere under samtalen forklarede den mandlige ansøger, at den første ransagning fandt sted i starten af [vinteren] 2014 og den anden omkring [i slutningen af] 2014. Der var tale om to til tre dages mellemrum. Datoerne […] var datoerne for ansøgers anholdelse. Ansøger havde ikke nogen kontakt med militsen mellem ransagningerne og anholdelsen midt i [starten af] 2015. Efter hans udrejse fortalte den kvindelige ansøger, at Saraya al-Salam havde været på bopælen for at anholde ham og havde medbragt en anholdelsesordre. Mohammed havde blandet sig og var i den forbindelse blevet anholdt. Den kvindelige ansøger har til sin asylsamtale forklaret, at den mandlige ansøger blev anholdt på bopælen omkring [starten af] 2015 af militsen Saraya al-Salam. Militsfolkene sagde til ham, at han var en forræder, og at han skulle have kæmpet mod ISIL. Efterfølgende forklarede den kvindelige ansøger, at den mandlige ansøger og Mohammed et par dage forinden havde været i slåskamp med personer fra militsen, fordi de chikanerede den mandlige ansøger med tilråb. Anden gang militsfolkene opsøgte bopælen og tilbageholdt den mandlige ansøger var [i foråret] 2015. Der opstod tumult mellem Mohammed og militsfolkene, og de tog derfor både ham og den mandlige ansøger med. De spurgte den mandlige ansøger, hvorfor han var flyttet fra Abu Graib til Bagdad. [I efteråret] 2015 opsøgte folk fra den samme milits bopælen, hvor de skulle aflevere en arrestordre på den mandlige ansøger. Mohammed kom og skældte militsen ud, hvorefter situationen eskalerede, og de tog Mohammed med. De sagde ikke, hvorfor de kom. Det gør de aldrig, de tager bare folk med uden at forklare hvorfor. Den kvindelige ansøger forklarede videre, at den mandlige ansøger og Mohammed ikke har oplevet andre konflikter med militserne ud over de tre opsøgninger i henholdsvis [starten af], [foråret] og [efteråret] 2015. Foreholdt at den mandlige ansøger har forklaret, at deres bopæl blev ransaget af militsen to gange i starten af […] med to-tre dages mellemrum, hvor hun skulle have været til stede, forklarede den kvindelige ansøger, at der ikke havde fundet ransagninger sted og spurgte i den forbindelse, hvad årsagen til ransagningerne skulle være. Forespurgt igen forklarede hun, at hun nu husker den første ransagning, men ikke den anden. Hun var træt og husker det ikke. Foreholdt videre, at den mandlige ansøger ikke har oplyst noget om, at han og Mohammed skulle have været i slåskamp med militsfolk et par dage før den første tilbageholdelse, forklarede den kvindelige ansøger, at det er korrekt, og at hun ikke forstår, at den mandlige ansøger ikke har oplyst herom. Ansøgerne har endvidere forklaret divergerende om, hvornår de flyttede til […] i Bagdad. Den mandlige ansøger har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han flygtede fra Abu Graib i [efteråret] 2014, da byen faldt til Islamisk Stat. Han blev placeret i en flygtningelejr sammen med sin hustru og to af sine børn i to måneder. I [slutningen af] 2014 flyttede de til […] i Bagdad. Til sin asylsamtale forklarede den mandlige ansøger, at han boede i Abu Graib frem til [slutningen af] 2014. Derefter boede han i en flygtningelejr i […] i Bagdad i to uger, hvorefter han i [slutningen af] 2014 flyttede til bydelen […] i Bagdad, hvor han boede frem til sin udrejse. Den kvindelige ansøger har til sin asylsamtale forklaret, at hun efter at have forladt Abu Graib boede to til tre uger i flygtningelejren, hvorefter familien i [starten af] 2015 flyttede ind i huset i Bagdad. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer mindre sandsynligt, at militsen Saraya al-Salam skulle have løsladt den mandlige ansøger uden betingelser, selvom han afviste at tilslutte sig militsen, henset til hans forklaring om, at tilbageholdelsen havde baggrund i, at han skulle acceptere at tilslutte sig militsen, ligesom det forekommer mindre sandsynligt, at militsen - efter at ansøgeren var udrejst af Irak – skulle have anholdt sønnen, Mohammed, for at presse ansøgeren til at melde sig, og at militsen skulle holde Mohammed fortsat fængslet på 4. år vel vidende, at ansøgeren har forladt landet. Nævnet finder videre, at det forekommer utroværdigt, at myndighederne skulle have udstedt en arrestordre på den mandlige ansøger i [efteråret] 2015, dels fordi der ikke havde været arrestordre på ham ved de forudgående tilbageholdelser, dels fordi begge ansøgere fik udstedt pas af myndighederne i forbindelse med deres udrejse af Irak i henholdsvis [sommeren] og [efteråret] 2015, hvorved bemærkes, at den mandlige ansøgers angivelige konflikt med militsen havde varet siden [slutningen af] 2014. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der er en høj forekomst af falske dokumenter i Irak. I flere områder i og omkring Baghdad er forholdene stadig præget af usikkerhed og uroligheder, hvilket blandt andet har sammenhæng med shiamilitsernes betydelige indflydelse. Efter baggrundsoplysningerne er der imidlertid ikke grundlag for at antage, at forholdene er således, at enhver sunnimuslim, der vender tilbage, som udgangspunkt vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med den Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3.  Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/47/FAM

irak201946

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og araber og sunnimuslim fra […], Irak. Ansøgeren er født i Irak og har boet 27 år i Irak frem til sin udrejse til Syrien i 2006, hvor hun tog ophold i Damaskus. Ansøgerens far er syrer, men ansøgeren har aldrig opnået syrisk statsborgerskab. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold på grund af krigen. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet som følge af manglende syrisk statsborgerskab. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter sin stedfar, der har udøvet vold mod hende og forsøgt at begå overgreb på hende, da hun var yngre. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at hendes nu afdøde far var syrisk statsboger. Han flyttede til Irak i 1960’erne eller 1970’erne og boede der på en opholdstilladelse frem til sin død i 2002 eller 2003. Ansøgerens mor er irakisk statsborger og har boet i Irak hele sit liv. Ansøgeren er født i Irak og boede i Irak, indtil hun var 27 år gammel. Ansøgeren har gået i offentlig irakisk skole i ni år. I 2006 flyttede ansøgeren til Syrien, hvor hun boede i syv år. Det var første gang, at hun besøgte Syrien. I 2013 eller 2014 udrejste ansøgeren af Syrien til Tyrkiet med sine børn, hvor hun boede i fire år. Ansøgeren har kontakt til sin mor i Irak. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er statsborger i Irak. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen vægt på, at ansøgeren er født i Irak og boede der til hun var 27 år gammel, ligesom hendes mor og et større antal nære og fjernere slægtninge alle bor i Irak. Derimod har ansøgeren kun boet i syv år i Syrien, inden hun udrejste. Oplysningerne om, at ansøgerens halvsøster over for de danske myndigheder i 1998 skulle have oplyst, at ansøgeren er syrer, kan under disse omstændigheder ikke tillægges betydning. Ansøgeren har ved oplysnings- og motivsamtale [i sommeren] 2018, side 4, forklaret, at det beror på hendes egne formodninger, at hun ikke kan indrejse i Irak på sit irakiske ID-kort. Heroverfor bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af baggrundsoplysninger, herunder EASO ”Iraq Internal Mobility” fra februar 2019, side 18, at det er muligt at få udstedt rejsedokumenter med henblik på indrejse i Irak ved henvendelse til irakiske repræsentationer i udlandet. Det fremgår af samme rapport, at et ikke ubetydeligt antal irakere faktisk er vendt tilbage til Irak eller til deres oprindelige hjemsted i Irak. Som anført af Udlændingestyrelsen fremgår det af den irakiske forfatning, at personer med irakisk mor kan opnå statsborgerskab. I lyset af det ovenfor anførte om mulighed for indrejse, finder Flygtningenævnet i øvrigt ikke, at ansøgerens formodede vanskeligheder ved at opnå statsborgerskab, kan tillægges afgørende betydning for spørgsmålet om asyl. For så vidt angår det af ansøgeren oplyste om hendes konflikt med stedfaren, finder Flygtningenævnet ikke, at denne konflikt, der ligger mange år tilbage i tiden, efter det oplyste har en sådan karakter og intensitet, at den kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. På baggrund af Flygtningenævnets stillingtagen til ansøgerens statsborgerskab er der herefter heller ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling. For så vidt angår ansøgerens søn har denne efter det oplyste et selvstændigt opholdsgrundlag i Danmark. De af ansøgeren påberåbte forhold vedrørende sønnen kan herefter ikke føre til en ændret vurdering af ansøgerens asylretlige forhold. Flygtningenævnet finder sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/46/HHU

irak201945

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Mosul, Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af ISIL. Ansøgeren frygter endvidere den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ISIL forsøgte at hverve to af familiens sønner til organisationen. ISIL var i den forbindelse i familiens hus tre gange og gav over for ansøgerens far udtryk for, at de ville have ”to af hans sønner”. ISIL har endvidere på et tidspunkt afleveret et brev på familiens bopæl, der også omhandlede rekruttering. Ansøgerens mor samlede brevet op. Hans to andre brødre, [C] og [D], blev i forløbet udsat for fysiske overgreb fra ISIL, idet [C] blev ramt i maven, og [D] blev skudt i benet. ISIL kidnappede ansøgerens far to gange, og den anden gang slog de ham ihjel. I efteråret 2015 blev ansøgerens far for første gang taget af ISIL fra familiens bopæl i Mosul. Han var tilbageholdt til næste dag. To til tre måneder senere blev ansøgerens far på ny taget af ISIL, og morgenen efter blev hans lig placeret foran familiens bopæl. Familien modtog med farens lig et brev fra ISIL, hvorefter familien ikke måtte bede for faren. Efter drabet på ansøgerens far tog familien ophold hos naboerne, men sov hjemme. Efter tre dage udrejste ansøgeren og broren [A]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har afgivet divergerende forklaringer på en lang række centrale punkter, herunder om hvor mange gange ISIL henvendte sig på familiens bopæl, hvor mange breve ISIL afleverede på bopælen, hvor lang tid der gik mellem ISIL’s kidnapninger af faren, og om familien eller kun moren opholdt sig hos naboerne efter drabet på ansøgerens far. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren og dennes bror, [A], med hvis sag ansøgerens sag er sambehandlet, har forklaret divergerende på centrale punkter, herunder om [A] var til stede eller ej i forbindelse med ISIL’s henvendelser på familiens bopæl. For så vidt angår den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, bemærker Flygtningenævnet, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i præmis 110 i sin afgørelse i J.K. and Others v. Sweden har vurderet, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i landet. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/45/EMU

irak201944

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Mosul, Irak. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af ISIL. Ansøgeren frygter endvidere den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ISIL har slået ansøgerens far ihjel, og at organisationen desuden har tvangsrekrutteret personer i ansøgerens hjemområde, Mosul. Ansøgeren har oplyst, at ISIL overtog kontrollen i Mosul i 2014. ISIL opsøgte på et tidspunkt familiens bopæl, hvor ansøgeren lå på bopælen og sov. ISIL tog ansøgerens far med to gange. Den første gang vendte faren tilbage dagen efter. ISIL kom efterfølgende tilbage til families bopæl, hvor de på ny tog ansøgerens far med. Dagen efter blev liget af ansøgerens far leveret foran familiens hjem. Ansøgeren var hjemme, da liget blev afleveret, men han mener ikke, at han var hjemme, da faren forud var blevet hentet. Efter drabet på ansøgerens far tog familien ophold hos naboerne, men sov hjemme. Nogle dage efter udrejste ansøgeren og broren [B]. Hans to andre brødre, [C] og [D], blev i forløbet udsat for fysiske overgreb fra ISIL, idet [C] blev ramt i maven, og [D] blev skudt i benet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har afgivet divergerende forklaringer på centrale punkter, herunder om hvorvidt ansøgeren var til stede ved ISIL’s henvendelser på familiens bopæl og om omfanget og karakteren af den vold, ansøgerens bror [D] blev udsat for. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren og dennes bror, [B], med hvis sag ansøgerens sag er sambehandlet, under asylsagens behandling har forklaret divergerende på centrale punkter, herunder om ansøgeren var til stede eller ej i forbindelse med ISIL’s henvendelser på familiens bopæl, om omfanget af ISIL’s henvendelser på bopælen, og hvor familien opholdt sig efter drabet. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret afglidende og upræcist om begivenhedsforløbet på en sådan måde, at dette ikke virker selvoplevet. Hans forklaring for Flygtningenævnet om, at han stort set ikke ved noget om begivenhedsforløbet, kan ikke føre til et andet resultat. For så vidt angår den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, bemærker Flygtningenævnet, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i præmis 110 i sin afgørelse i J.K. and Others v. Sweden har vurderet, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i landet. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/44/EMU

irak201943

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 1999. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Opholdstilladelsen er bortfaldet som følge af udvisning ved dom, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og shia-muslim fra Nasiriyah, Dhi Qar, Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold, herunder navnlig konflikten mellem sunni- og shiamuslimer, og at han herudover konkret frygter overgreb som følge af sin fars forhold, der førte til, at hans familie forlod Irak og tog ophold i Syrien inden klagerens fødsel. Klageren har oplyst, at hans viden om sin fars flugt fra Irak er begrænset, og at han aldrig har talt med sin familie herom. Han ved, at hans familie har været aktive i oprørshandlinger mod det tidligere styre og Saddam Hussein, og at hans familie er flygtet fra Irak af denne grund. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens far [i efteråret] 1998 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af den daværende udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i hjemlandet. Flygtningenævnet finder ikke efter det af klageren oplyste, at denne har sandsynliggjort, at han er i konkret og individuel risiko som følge af den påberåbte konflikt, som faren har haft. Flygtningenævnet finder derfor, at det påberåbte asylmotiv ikke kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. For så vidt angår den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, bemærker Flygtningenævnet, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i præmis 110 i sin afgørelse i J.K. and Others v. Sweden har vurderet, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i landet. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, ikke er til hinder for klagerens udsendelse til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/43/EMU

irak201942

irak201941

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim af religiøs overbevisning fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at få problemer med de irakiske myndigheder, idet hun er udrejst illegalt af landet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter ukendte mænd fra sit område, fordi hun er alene. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i 2015, da hun boede alene sammen med sin handicappede mor i et område med mange kriminelle bander, begyndte at blive opsøgt af ukendte mænd på sin bopæl. Mændene skubbede til ansøgerens dør og skød op i luften. Ansøgeren satte noget for døren, så de ukendte mænd ikke kunne trænge ind på bopælen, ligesom ansøgerens naboer ofte hjalp med at forsøge at skræmme mændene væk ved at skyde op i luften. Efter ansøgerens mors død i [slutningen af] samme år begyndte de ukendte mænd at dukke op fire til fem gange om ugen. De ukendte mænd har én gang trængt ind i huset. Ansøgeren var da hos sin nabo. Ansøgeren solgte herefter sin mors guld og udrejste af Irak.  Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af sine brødre. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun efter sin indrejse i Danmark er blevet kontaktet telefonisk af sine brødre gennem sin søster, som har truet med at slå ansøgeren ihjel, hvis hun vender tilbage til Irak, fordi ansøgeren har solgt sin mors guld og er udrejst af landet uden sine brødres accept. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sin konflikt med de irakiske myndigheder, herunder om tilbageholdelsen af ansøgeren i 1993. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen ikke har oplyst, at hun frygtede de irakiske myndigheder, eller at hun havde været tilbageholdt og udsat for tortur, og at ansøgerens forklaring i asylsamtalen om tilbageholdelsen af ansøgeren og torturen ikke fremstår sandsynlig. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med de irakiske myndigheder ved en tilbagevenden. Med hensyn til ansøgerens frygt for repressalier af de iranske myndigheder på grund af illegal udrejse af landet bemærker Flygtningenævnet, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet henviser til Udlændingestyrelsens baggrundsoplysninger om at ingen irakere arresteres ved en tilbagevenden, selvom de har forladt landet illegalt, medmindre de har begået en forbrydelse, og en arrestordre derfor er udstedt på dem. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt og udbyggende om sin konflikt med de ukendte mænd. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren oplyst, at hun blev opsøgt af de ukendte mænd to gange pr. uge i 2015 og ti gange i 2016 fra [forår] til [sommer], og til asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at hun blev opsøgt af disse fire til fem gange i 2015 og to til tre gange om ugen i 2016. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hun blev opsøgt fire til fem gange pr. uge efter morens død i 2016. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren ikke oplyst noget om, at de ukendte mænd tiltvang sig adgang, selvom hun blev spurgt derom, og at hun til asylsamtalen har oplyst, at de ukendte mænd tiltvang sig adgang to gange. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at de ukendte mænd trængte ind på hendes bopæl en gang, hvor hun var hos naboen. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgerens forklaring om de ukendte mænds opsøgninger af hende og hendes mor og efterfølgende af ansøgeren alene, herunder det meget stor antal opsøgninger, hvorunder de skød op i luften, ikke fremstår sandsynlig. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgerens forklaring om de ukendte mænds opsøgninger til grund. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin konflikt med sine brødre i Irak ikke fremstår sandsynlig, og at ansøgeren har forklaret divergerende om sin kontakt med dem efter sin udrejse. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke fremstår sandsynligt, at ansøgerens brødre skulle efterstræbe hende på grund af det solgte guld. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at det var en lille mængde, og at hendes brødre tidligere havde smidt ansøgeren og hendes mor ud af deres bopæl, og at de ikke havde noget med hinanden at gøre og ikke havde kontakt. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at hun en gang har været i kontakt med sine søskende i Irak for at fortælle, at hun var nået frem, og at ansøgeren til asylsamtalen har oplyst, at hun ikke har kontaktet sine brødre i Irak efter udrejsen af Irak. De socioøkonomiske forhold kan heller ikke kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/41/TLNJ

irak201940

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning fra byen Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med det iranske Kurdisk Demokratisk Parti (KDPI). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv for KDPI. Ansøgeren uddelte løbesedler og hængte plakater op for KDPI to eller tre gange i løbet af et år. Herudover var ansøgeren meddeler for partiet. Ansøgeren indsamlede oplysninger som taxachauffør og videregav disse til sin morbror, som også var aktiv for partiet. Ansøgeren har i forbindelse med sine politiske aktiviteter været tilbageholdt af de iranske myndigheder fire gange. De iranske myndigheder ville desuden have, at ansøgeren skulle tage til Syrien og kæmpe som soldat. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaringer til grund. Flygtningenævnet finder, at forklaringerne på en række væsentlige punkter er divergerende og upræcise. Ved oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 har ansøgeren forklaret, jf. referatets s. 4: ”Han var i fængsel fire gange, to til tre dage hver gang.” Ved asylsamtalen [i sommeren] 2017 har ansøgeren forklaret, jf. referatets s. 6, at han har været tilbageholdt fire gange, og at varigheden af tilbageholdelserne var henholdsvis to til tre dage, 14 til 15 dage samt for de sidste to tilbageholdelsers vedkommende en uge. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret, at han var tilbageholdt fire gange, heraf første gang i to til tre dage og omkring en uge for hver af de øvrige tre. I ansøgerens advokats indlæg [fra foråret] 2019 er det anført, at ansøgeren fra [vinteren] 2015 til [foråret] 2016 opholdt sig i Tyskland. Ansøgeren er indrejst i Danmark [fra vinteren] 2015. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret, at han har været i Tyskland før han indrejste i Danmark. Dette blev nærmere forklaret således, at ansøgeren udrejste fra Iran i [ sommeren] 2015. Foreholdt, at han havde oplyst, at hans rejse tog 22 dage, men at han først indrejste i Danmark i [vinteren] 2015, forklarede ansøgeren, at han havde været i Tyskland i en periode forud for sin indrejse i Danmark, og at dette var hans eneste ophold i Tyskland. Ved asylsamtalen [i sommeren] 2017 s. 8 forklarede ansøgeren, at han uddelte løbesedler og hængte plakater op i omkring et år før han blev tilbageholdt første gang. Han var herefter ikke politisk aktiv frem til sin udrejse. I Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han fortsatte sine politiske aktiviteter, herunder ved at uddele aviser, også efter, at han første gang var blevet tilbageholdt. Flygtningenævnet finder det endvidere bemærkelsesværdigt, at ansøgeren i sit asylansøgningsskema alene har anført, at hans liv var i fare, og at han derfor var nødsaget til at forlade sit hjemland. Der er ikke nogen form for specifikation overhovedet i skemaet. Omvendt har ansøgeren til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at han frygtede indkaldelse til militærtjeneste i Syrien. Dette er i strid med de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at iranere, der deltager i krigsførelse i Syrien udelukkende er frivillige. Der henvises herved til Udlændingestyrelsen rapport fra februar 2018, ”FFM-Missions rapport: Iran: Recruitment of Iranian nationals to the war in Syria”. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om den tortur, som han angiveligt har været udsat for. Således fremgår det af asylsamtalen den 7. august 2017 s. 6, at ansøgeren blev slået og udsat for elektriske stød. Ansøgeren forklarede i Flygtningenævnet indledningsvis alene om slag, herunder med stave.  Derimod blev anvendelsen af elektriske stød først omtalt, da der gentagne gange blev spurgt om karakteren af den anvendte tortur. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren bror [A] telefonisk har oplyst, at ansøgerens dårlige hukommelse skyldtes en trafikulykke. Herefter kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren har været udsat for tortur. Uanset det af ansøgeren anførte om hans angiveligt dårlige hukommelse og mulige tolkeproblemer, finder Flygtningenævnet herefter, efter en samlet vurdering, at der er så talrige divergenser om så væsentlige spørgsmål, at ansøgerens forklaring i sin helhed må tilsidesættes som utroværdig. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren er i risiko for forfølgelse allerede, fordi han er født i al-Tash lejren, og fordi hans bror, [H], og hans far har været politisk aktive, finder Flygtningenævnet ikke, at disse forhold kan tillægges afgørende betydning. Ansøgeren har været ud af stand til at forklare om karakteren af [H’s] politiske aktiviteter. Ansøgeren har således også udtalt, at der ikke er nogen forbindelse mellem de to sager. Ansøgerens fars politiske aktiviteter ligger mange år tilbage og er efter det oplyste afsluttede. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/40/TBP

irak201937

​Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er udeblevet fra nævnsmødet uden at have oplyst lovligt forfald. Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter ISIL, myndighederne i kurdisk Irak samt shiamilitser. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han en aften blev taget til fange af kurdiske sikkerhedsfolk, som kom til en coffeeshop og bad alle om at fremvise identifikationspapirer, hvorefter de tog ansøgeren med. Ansøgeren blev fængslet sammen med mange andre tilbageholdte og blev kaldt ind til flere afhøringer, hvor han blandt andet blev spurgt til, om han kendte til ISIL og havde kontakt til medlemmer af ISIL. Der blev taget fingeraftryk og billeder af ansøgeren, ligesom ansøgeren fik taget ejendele, overtøj og sko. Efter omkring 50 dage i fængsel, blev ansøgeren løsladt. Han blev i den forbindelse sat af på grænsen mellem Kurdistan og Mosulområdet mellem peshmerga-styrker og ISIL-styrker, og blev beordret til at gå mod Mosul og ISIL-styrkerne. Herefter blev ansøgeren fanget af ISIL, fængslet og afhørt. Ansøgeren blev efter omkring en uge i fængsel løsladt, men følte sig efterfølgende overvåget af ISIL, blandt andet fordi han kunne se, at de kom til hans bopæl. Ansøgerens gode ven og fætter blev slået ihjel af ISIL, fordi fætteren blev beskyldt for at samarbejde med de kurdiske myndigheder. Ansøgeren frygtede, at han ligeledes ville blive slået ihjel, hvorfor han udrejste af Mosul og Irak. Ansøgeren har oplyst, at han frygter sikkerhedssituationen i Mosul og ISIL’s tilstedeværelse i byen. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han ikke vil kunne være i sikkerhed i Bagdad, idet shiamilitser har kontrollen. Ansøgeren har endelig oplyst, at han er blevet informeret af de kurdiske myndigheder om, at han vil blive fængslet, hvis han vender tilbage, idet han er etnisk araber. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring, som den fremgår af referaterne fra hans samtaler i Udlændingestyrelsen, til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på de samme divergenser, som Udlændingestyrelsen har lagt vægt på i afgørelsen [fra ultimo 2017]. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har haft konkrete konflikter med ISIL eller med myndighederne i KRI. ISIL er blevet fordrevet fra Mosul og har således ikke længere kontrollen i området, og efter de foreliggende baggrundsoplysninger er den generelle sikkerhedssituation i Irak, herunder i Mosul-området blandt andet under hensyn hertil, ikke længere i sig selv asylbegrundende. Endelig finder Flygtningenævnet efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke grundlag for at antage, at ansøgeren alene som følge af, at han er sunnimuslim, risikerer asylbegrundende overgreb ved indrejsen til Irak, herunder fra shiamilitser. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. […] Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/37/AJEV

irak201924

Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter ISIL og de generelle forhold i Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv blandt andet oplyst, at ISIL overtog kontrollen med hans hjemby, Mosul. Syv-otte måneder herefter befandt ansøgeren sig i en park med sin daværende kæreste. Hun løftede sin niqab op med henblik på at drikke en tår juice, og ansøgeren røg cigaretter og havde alkohol på sig. Parret blev passet op af en bevæbnet vagt, som ville vide, om de var i familie med hinanden. Ansøgerens kæreste blev herefter reddet af sin mor, som var i nærheden, mens ansøgeren blev taget med af vagten, som viste sig at tilhøre ISIL. Ansøgeren blev derpå afhørt af den ansvarlige ISIL-emir i en nærliggende skov og efterfølgende tilbageholdt og tortureret. Efter løsladelsen var klageren indlagt på et hospital, inden han genoptog sit arbejde som frisør. Ansøgeren blev imidlertid på ny fængslet og udsat for fysiske overgreb, da han ikke overholdt de regler vedrørende klipning og barbering, der var blevet opstillet af ISIL. Da ansøgeren efterfølgende igen blev løsladt, opholdt han sig en måned i Mosul, inden han udrejste af Irak. Ansøgerens bopæl er blevet opsøgt af ISIL efter hans udrejse, idet ISIL leder efter ham. Det fremgår desuden af advokatindlæg af [en dato i starten af] 2019, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak endvidere frygter at blive slået ihjel af forældrene til en pige, [R], som han har været i seng med flere gange. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han frygter at blive udsat for overgreb fra sin familie, fordi han har en dansk kæreste. Ansøgeren har til støtte for disse asylmotiver oplyst, at [R] har fortalt ham, at han vil blive dræbt, hvis han vender tilbage, og at [R] åbenbart er blevet truet til at oplyse hans navn. Ansøgeren modtog denne trussel cirka en måned efter asylsamtalen. Ansøgeren har videre oplyst, at han i Danmark har fået en dansk kæreste, hvilket hans familie ikke kan acceptere. Ansøgeren risikerer derfor også at blive udsat for overgreb af sin egen familie, hvis han vender tilbage til Irak. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i forhold til ISIL fremstår som utroværdig og konstrueret med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerens forklaring om sin konflikt med ISIL overordnet fremstår utroværdig. Det er således utroværdigt, at ansøgeren vidende om, at ISIL havde indtaget Mosul, skulle have opholdt sig i en park sammen med sin kæreste medbringende en flaske whisky. Tilsvarende er ansøgerens forklaring om, at kærestens mor pludselig dukkede op, da ansøgeren skulle være konfronteret af ISIL, utroværdig, ligesom det svækker ansøgerens troværdighed betydeligt, at han til asylsamtalen [i begyndelsen af] 2017, selvom han kort forinden havde forklaret, at han elskede kæresten meget højt, ikke huskede hendes navn, men forklarede, at han mener, at kæresten hedder [R]. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende i forhold til sin kontakt med kæresten. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han har været i kontakt med kæresten via WhatsApp og Facebook og indirekte via sin bror efter udrejsen af Irak. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, derimod, at han ikke ved, hvad der skete kæresten efter sin løsladelse. Videre lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han fulgtes med kæresten til parken. For nævnet har ansøgeren forklaret, at kæresten fulgte med sin mor til parken, men til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han og kæresten mødtes ved solnedgang ved parken, og at han, idet ugifte par ikke kan komme ind, bestak en vagt for at komme ind i parken. Endvidere lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange gange han har været tilbageholdt af ISIL. Både til oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han blev tilbageholdt to gange, hver gang af 14-15 dages varighed. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han kun blev tilbageholdt en gang. Nævnet finder, at der er tale om en væsentlig divergens, som ansøgeren ikke har givet en rimelig og troværdig forklaring på. Flygtningenævnet lægger herudover vægt på, at det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 ikke kunne huske, hvilket år han angiveligt blev tilbageholdt af ISIL, men måtte støtte sig til et dokument, som han havde medbragt til samtalen, med oplysninger. Nævnet lægger herved vægt på, at det er en helt central del af ansøgerens asylmotiv, som man må forvente, at ansøgeren, der har forklaret, at han har gået i skole i syv år, vil kunne forklare sikkert om. Desuden lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om det tidsmæssige forløb i øvrigt. Ansøgeren forklarede således indledningsvis til oplysnings- og motivsamtalen, at han udrejste af Mosul i [efteråret] 2015. Derefter forklarede ansøgeren, at han blev tilbageholdt af ISIL i 14 dage, hvor han blev tortureret, og at han [en dag i sommeren] – fire dage efter sin løsladelse – vendte tilbage til sin frisørsalon, som han efter en henvendelse af ISIL lukkede i tre dage, hvor ansøgeren klippede sine venner derhjemme. Derefter åbnede han sin salon igen og klippede en kunde, der angav ansøgeren til ISIL, som opsøgte ansøgeren på bopælen og herefter tilbageholdt ansøgeren på ny i 14 dage, hvor ansøgeren blev tortureret. Ansøgeren forklarede videre, at der nok gik en måned mellem hans første løsladelse og udrejsen af Irak. Senere forklarede ansøgeren, at han efter løsladelsen fra den sidste tilbageholdelse opholdt sig i Mosul frem til [efteråret]. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han første gang blev tilbageholdt af ISIL omtrent syv til otte måneder, efter at ISIL havde overtaget kontrollen med Mosul (svarende til [i starten af] 2015). Derefter forklarede ansøgeren, at han blev tilbageholdt i omkring 15 dage, og at han under tilbageholdelsen blev slået regelmæssigt. Ansøgeren forklarede videre, at han efter løsladelsen opholdt sig nok 10 dage på et hospital, hvorefter han befandt sig hjemme i omkring 10 dage, inden han vendte tilbage til arbejdet i salonen. Han vendte tilbage til salonen omkring syv dage, efter han var begyndt at klippe folk på sin bopæl. Videre forklarede ansøgeren, at han, tre dage efter han var begyndt at arbejde i salonen igen, klippede en ven, som han ikke længere kan huske navnet på, og at vennen angav ansøgeren til ISIL, som opsøgte ansøgeren på bopælen og derefter tilbageholdt ansøgeren i omkring 15 dage. Efter sidste løsladelse opholdt ansøgeren sig hjemme i omkring en måned, inden ansøgeren udrejste. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren til asylsamtalen har forklaret divergenserne med, at han er glemsom, og at han ikke havde nærstuderet de oplysninger, han afgav til oplysnings- og motivsamtalen, men nævnet finder ikke, at det kan føre til en anden vurdering. Nævnet lægger herved vægt på, at der er tale om centrale oplysninger, som en ansøger, der fortæller om et selvoplevet forløb, vil kunne forklare ensartet om, uden at nærstudere den forklaring, som ansøgeren har givet til en tidligere samtale. Under hensyn til ansøgerens manglende troværdighed i forhold til forklaring om sit asylmotiv, har Flygtningenævnet – ligesom Udlændingestyrelsen – ikke fundet grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse af ansøgeren. For så vidt angår situationen i Mosul har byen siden den 21. juli 2017 været under den irakiske regerings eller dennes allieredes kontrol, jf. baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos Temanotat ”Irak: Ninewa provins – sikkerhetssituasjonen per oktober 2018” og Udlændingestyrelsens rapport fra november 2018 ”Northern Iraq Security situation and the situation for internally displaced persons (IDPs) in the disputed areas, incl. possibility to enter and access the Kurdistan Region of Iraq (KRI)”, selvom det ikke kan udelukkes, at der fortsat kan være ISIL-sympatisører i byen. På denne baggrund sammenholdt med baggrundsoplysningerne i øvrigt og henset til, at ansøgeren ikke kan antages at være særligt profileret hos ISIL finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til sit hjemområde. For Flygtningenævnet har ansøgeren som helt nye asylmotiver henvist til, at han efter asylsamtalen har fået at vide af [R], at han vil blive dræbt, hvis han vender tilbage, og at hans far har truet med at slå ham ihjel, hvis han vender tilbage til Mosul, fordi ansøgeren har en dansk kæreste, hvilket hans familie ikke kan acceptere. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om sine nye asylmotiver finder Flygtningenævnet, at ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort disse motiver. Nævnet lægger herved vægt på tidspunktet for disse nye asylmotivers fremkomst og på, at ansøgerens forklaring om truslerne fra faren fremstår usammenhængende og udbyggende. Således har ansøgeren forklaret, at ingen kendte til forholdet med [R]. Efter ansøgeren forespurgt om, hvorfor ansøgerens far troede på [R]s families beskyldning om, at ansøgeren og [R] havde haft et forhold, havde forklaret, at det var, fordi ansøgerens bror havde fortalt faren om forholdet, forklarede ansøgeren nu, at ansøgerens bror havde kendt til forholdet. Derudover lægger nævnet vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed for så vidt angår det oprindelige asylmotiv er svækket. For så vidt angår risikoen for forfølgelse af shiamuslimer finder Flygtningenævnet, at ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort, at han som følge heraf opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke har en konkret konflikt med shiamuslimske grupperinger, og at ansøgerens frygt for shiamuslimer beror på egne formodninger. For så vidt angår situationen for sunnimuslimer i og omkring Mosul er forholdene stadig præget af usikkerhed, og til tider uroligheder, hvilket blandt andet har sammenhæng med shia-militsers betydelige indflydelse. Efter baggrundsoplysningerne er der imidlertid ikke grundlag for at antage, at forholdene er således, at enhver sunnimuslim, der vender tilbage, som udgangspunkt vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i for sunnimuslimer i Irak kan endvidere ikke begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/24/ATN

irak201923

Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Mosul, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af ISIL, som har efterlyst ham, idet de anklager ham for at være homoseksuel. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter al-Hashd al-Shaabi og andre shia-muslimer, fordi han er sunni-muslim fra Mosul. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ISIL indtog hans hjemby, Mosul, i sommeren 2014. Han blev på et tidspunkt stoppet på gaden af ISIL-medlemmer, som piskede ham, fordi han var i besiddelse af cigaretter. I sommeren 2015 blev ansøgerens barndomsven, [X], henrettet af ISIL, fordi han var homoseksuel. Efterfølgende slog ISIL også deres fælles ven, [Y], ihjel, fordi han havde været venner med [X]. Dagen efter drabet på [Y] blev ansøgeren opsøgt af en dreng ved navn [Z], som fortalte ham, at ISIL også var efter ham, da han også havde været venner med [X]. ISIL havde imidlertid ikke ansøgerens adresse, da ansøgeren og hans familie var flyttet til et andet sted i Mosul. På samme tid florerede der rygter om, at ISIL planlagde at rekruttere én mand på over 17 år fra hver husstand. Endelig har ansøgeren oplyst, at han efter sin udrejse har modtaget et brev på Facebook fra sin familie, hvoraf det fremgår, at de er blevet opsøgt af ISIL, som søgte efter ansøgeren, og at hans far i den forbindelse blev tilbageholdt i to-tre dage. Til støtte for sin frygt for al-Hashd al-Shaabi og andre shia-muslimer har ansøgeren oplyst, at al-Hashd al-Shaabi og shia-muslimer i øvrigt anser alle sunni-muslimer fra Mosul for at være en del af ISIL. Det fremgår desuden af advokatindlæg af [en dato i starten af] 2019, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak endvidere frygter at blive slået ihjel af sin far eller af familien til en pige, [I], som han tidligere havde et forhold til. Ansøgeren har til støtte for dette asylmotiv oplyst, at han nogle år inden sin udrejse af Irak havde et forhold til [I]. Forholdet var hemmeligt. Da [I] senere skulle giftes, fandt man ud af, at hun ikke var jomfru. I den forbindelse blev hun nødt til at oplyse, at hun havde haft et forhold til ansøgeren. [I] blev derpå slået ihjel af sin egen familie, og ansøgeren har i Danmark fået telefontrusler fra sin far og fra [I]s bror, der begge truer med at slå ansøgeren ihjel. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i forhold til ISIL fremstår som utroværdig og konstrueret med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvorvidt han er blevet pisket af ISIL for at ryge, om hvem [Z] er, og hvem der fortalte ham om [X]’ død. Nævnet lægger videre ligesom Udlændingestyrelsen vægt på, at ansøgerens forklaring om, at ISIL ikke skulle kunne lokalisere ansøgerens families bopæl, savner mening. Nævnet kan henvise til begrundelsen i Udlændingestyrelsens afgørelse, idet det, der er fremkommet for nævnet, ikke kan føre til en anden vurdering. Derudover lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt det var kendt, at [X] var homoseksuel. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han mener, at det ikke var almindelig kendt, at [X] var homoseksuel. Det var kun de nærmeste, der vidste det. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 forklarede ansøgeren derimod, at det meste af nabolaget var bekendt med, at [X] havde homoseksuelle tendenser. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren foreholdt divergensen har forklaret, at han mente at vennerne, herunder naboerne, vidste det. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår han og familien flyttede. For nævnet forklarede ansøgeren, at familien flyttede nogle måneder, inden ISIL overtog kontrollen med Mosul. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han og familien flyttede omkring 2010 eller 2011. For så vidt angår situationen i Mosul har byen siden den 21. juli 2017 været under den irakiske regerings eller dennes allieredes kontrol, jf. baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos Temanotat ”Irak: Ninewa provins – sikkerhetssituasjonen per oktober 2018” og Udlændingestyrelsens rapport fra november 2018 ”Northern Iraq Security situation and the situation for internally displaced persons (IDPs) in the disputed areas, incl. possibility to enter and access the Kurdistan Region of Iraq (KRI)”, selvom det ikke kan udelukkes, at der fortsat kan være ISIL-sympatisører i byen. På denne baggrund sammenholdt med baggrundsoplysningerne i øvrigt og henset til, at ansøgeren ikke kan antages at være særligt profileret hos ISIL finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til sit hjemområde. For Flygtningenævnet har ansøgeren som nyt asylmotiv henvist til, at han efter asylsamtalen har fået at vide, at en pige, som han havde et forhold til nogle år, inden han udrejste af Irak, har oplyst sin familie om forholdet, at familien har slået pigen ihjel, og at ansøgerens far og pigens familie nu vil slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har henvist til to lydfiler med trusler fra henholdsvis ansøgerens far og pigens bror, som ansøgeren har modtaget på sin telefon. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at nævnet ikke har fundet anledning til at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen foretager en nærmere undersøgelse af de telefonnumre, som lydfilerne er sendt fra. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om sit nye asylmotiv finder Flygtningenævnet, at ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort dette asylmotiv. Nævnet lægger herved vægt på tidspunktet for det ny asylmotivs fremkomst og på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket, jf. nævnets vurdering af ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sit forhold til pigen. For nævnet forklarede ansøgeren først, at han havde et forhold til pigen nogle måneder, inden han udrejste af Irak. Derefter forklarede han, at forholdet fandt sted nogle måneder, inden ISIL overtog kontrollen med Mosul, men af indlægget fra ansøgerens advokat fremgår, at ansøgeren havde forholdet til pigen nogle år, inden han udrejste af Irak. Den omstændighed, at ansøgeren har afspillet optagelser af telefonbeskeder med trusler, kan under de foreliggende omstændigheder ikke føre til en anden vurdering. For så vidt angår risikoen for forfølgelse af shiamuslimer finder Flygtningenævnet, at ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort, at han som følge heraf opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke har en konkret konflikt med shiamuslimske grupperinger, og at ansøgerens frygt for shiamuslimer beror på egne formodninger. For så vidt angår situationen for sunnimuslimer i og omkring Mosul er forholdene stadig præget af usikkerhed, og til tider uroligheder, hvilket blandt andet har sammenhæng med shia-militsers betydelige indflydelse. Efter baggrundsoplysningerne er der imidlertid ikke grundlag for at antage, at forholdene er således, at enhver sunnimuslim, der vender tilbage, som udgangspunkt vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold for sunnimuslimer i Irak kan endvidere ikke begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/23/ATN

indo20191

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Indonesien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk aceh og sunni-muslim fra [landsby], [område], Padang Tiji, Indonesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Indonesien frygter at blive afpresset, udsat for vold eller andre repressalier fra en ukendt oprørsgruppe, der ikke støtter fredsaftalen mellem Aceh og regeringen, idet gruppen formoder, at ansøgeren har mange penge efter at have opholdt sig i Europa. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at hendes far to gange er blevet opsøgt på bopælen af en oprørsgruppe. Første henvendelse fandt sted i [efteråret] 2016, mens den anden henvendelse fandt sted året efter. Oprørsgruppen spurgte ind til ansøgeren og oplyste, at de var bekendt med, at ansøgeren havde sendt penge til sin far fra Europa. Gruppen ønskede at modtage penge fra ansøgeren, således at de kunne købe våben i kampen for at gøre Aceh selvstændigt. De truede ansøgerens far med, at familien ville blive angrebet, såfremt ansøgeren ikke sendte penge. Ansøgeren frygter således repressalier fra oprørsgruppen, såfremt hun vender tilbage til Indonesien. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Indonesien risikerer forfølgelse eller overgreb fra ukendte grupper omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger herved for det første til grund, at ansøgeren efter sin egen forklaring ved en tilbagevenden til Indonesien ikke vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet der ikke er tale om, at hun vil være forfulgt som følge af grunde, der er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951. Endvidere kan nævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden er i asylbegrundende risiko omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de ukendte mænds to opsøgninger af faderen i henholdsvis 2016 og 2017. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår utroværdig, fordi den på flere centrale punkter er divergerende. Således oplyste hun til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2017, at de to mænd under den første opsøgning af faderen sagde, at ansøgeren skulle have penge med, hvis hun vendte tilbage til Indonesien. Til samtalen [i vinteren] 2018 har hun derimod forklaret, at de ukendte mænd under den første opsøgning bad hendes far om at få hende til at sende penge til familien i Indonesien. Det kan ikke ændre herved, at hun under nævnsmødet har forklaret, at mændene sagde begge dele. Nævnet har endvidere i vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed lagt vægt på, at hun først indgav ansøgning om asyl [i vinteren] 2017 i forbindelse med politiets udrejsekontrol, efter at hun havde fået afslag på familiesammenføring, mens hun allerede i [efteråret] 2016 blev bekendt med, at faderen var blevet opsøgt første gang. Endelig finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i Indonesien, herunder Aceh, ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Indo/2019/1/CRT

indi20195

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indien. Indrejst i 2016.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk gujjar og sikh fra [landsby], Punjab, Indien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af [A’s] familie, idet han havde et forhold til hende uden hendes families billigelse. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han og hans familie tog hen til [A’s] familie for at bede om hendes hånd. [A’s] familie blev vrede over dette og slog ansøgerens familie. I den efterfølgende tid blev ansøgerens families bopæl opsøgt et ukendt antal gange af [A’s] familiemedlemmer sammen med fire til fem ukendte personer. Ansøgerens far blev slået ihjel af personer, der var i ledtog med [A’s] familie på et ukendt sted og et ukendt tidspunkt. [A] blev ligeledes slået ihjel af hendes familie, inden ansøgeren udrejste af Indien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om helt centrale dele af sit asylmotiv. Han har således forklaret divergerende om, hvorvidt det var ham og hans far, hans mor og far eller hans forældre og ham, der tog hen for at fri til [A]. Han har endvidere forklaret divergerende om faderens dødsårsag og om tidspunktet for faderens død. Endelig har han forklarede divergerende om, hvorvidt [A] er blevet dræbt samt om antallet af opsøgninger på familiens bopæl. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe sit asylmotiv eller forklare de nævnte divergenser. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring kan Flygtningenævnet ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Indien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Indi/2019/5/CHPE

hjem20199

Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelige ansøger, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at hun er etnisk araber og shia muslim af trosretning fra Al-Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hun vil blive tilbageholdt af de kuwaitiske myndigheder, idet hendes ældste bror, [E], er eftersøgt i Kuwait. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter de generelle forhold for bidoonere i Kuwait, og at hun vil blive straffet som følge af sin ulovlige udrejse af landet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ældste bror, [E], har deltaget i en demonstration for bidooners rettigheder [i] februar 2014. Efter demonstrationen gik [E] under jorden, idet der under demonstrationen opstod sammenstød mellem demonstranterne og efterretningstjenesten. Samme aften hvor demonstrationen fandt sted, blev familiens bopæl ransaget, og efterretningstjenesten ledte efter [E]. Familiens bopæl blev ransaget fire gange i alt. Familien besluttede sig for at tage ophold i [C]-området, hvor [E] allerede opholdt sig, frem til deres udrejse af Kuwait i januar 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har ikke et selvstændigt asylmotiv men har henvist til broderens, [E’s], asylmotiv. Flygtningenævnet har ikke kunnet lægge [E’s] forklaring om sit asylmotiv eller sin identitet til grund. I afgørelsen i dennes sag er blandt andet anført: ”Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Ansøgerne har forklaret divergerende og udbyggende, såvel enkeltvis som indbyrdes. Den mandlige ansøger har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han flygtede fra politiet under demonstrationen ved at vriste sig fri af betjentene, mens han under asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at han undslap ved at slå to politifolk. Den mandlige ansøger har videre til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ringede hjem til sin familie efter demonstrationen, mens han til asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at hans familie ikke havde telefon, og at det var [A], der underrettede hans familie om ansøgerens skjulested. Den mandlige ansøgers forklaring om, at han ikke lyttede efter tolkens oversættelse af oplysnings- og motivsamtalen, forklarer ikke disse divergenser. Den kvindelige ansøger har til asylsamtalen forklaret, at de folk, der ransagede deres bopæl, ikke bar våben, senere under samme samtale, da hun blev foreholdt andre familiemedlemmers forklaringer herom, at hun ikke kiggede på folkenes hænder. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at mændene bar våben. Videre har den mandlige ansøgers mor, [F], hans søstre [G] og [H] og den kvindelige ansøger indbyrdes forklaret divergerende om, hvilken påklædning, de personer, der ransagede boligen bar, og om de var bevæbnede eller ej. Ud over disse divergenser har den mandlige ansøger forklaret, at han under demonstrationen [i] februar 2014 ikke blev anholdt eller tilbageholdt. Flygtningenævnet finder det på den baggrund usandsynligt, at myndighederne skulle være i stand til at identificere ansøgeren, alene på baggrund af myndighedernes foto- eller filmoptagelser. Hertil kommer, at den mandlige ansøgers mor, [F], under sin oplysnings- og motivsamtale om sit asylmotiv ikke har omtalt den mandlige ansøgers deltagelse i en demonstration eller de efterfølgende ransagninger men udelukkende har anført, at myndighederne efterstræber hendes søn, fordi han er gadesælger. Videre har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgernes yngste barn, [I], er født [i] december 2014, hvorfor avlingstiden må ligge i den periode, hvor ansøgerne efter deres forklaring levede adskilt og uden kontakt. Det forhold, at den kvindelige ansøger har oplyst, at sønnen er født for tidligt, kan ikke føre til et andet resultat, henset til, at den kvindelige ansøger under oplysnings- og motivsamtalen har bekræftet, at hendes graviditet varede 40 uger. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret, at de og hele familien, uden at blive opsøgt af myndighederne, kunne bo i [C], ca. 2 km fra deres hidtidige bopæl, i knap to år inden deres udrejse af landet. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved deres udrejse fra hjemlandet havde en asylbegrundende konflikt. Begge ansøgere, den mandlige ansøgers bror, [J], og søster [G] er ved indrejsen i Grækenland registreret som irakiske statsborgere med andre navne og fødselsdatoer, end de har oplyst overfor de danske myndigheder. Ansøgernes forklaring om, at det var for at få lov til at rejse videre i Europa, og at det var agenten, der havde skrevet deres navne på en seddel, som de gav til de græske myndigheder, er ikke en overbevisende forklaring på disse angiveligt falske identiteter. Videre er den kvindelige ansøgers kendskab til det lokalområde i Kuwait, hvor hun angiveligt har boet i mange år, yderst sparsomt. Efter en samlet vurdering, herunder af ansøgernes generelle troværdighed, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres identitet og deres asylmotiv. Det forhold, at ansøgerne har fremlagt en række dokumenter, angiveligt udstedt i Kuwait, kan ikke medføre et andet resultat, da det efter nævnets baggrundsoplysninger er enkelt at fremskaffe falske dokumenter i og fra Kuwait. Ulovlig udrejse fra hjemlandet kan ikke i sig selv medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til deres hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hertil kommer, at ansøgerens kendskab til Kuwait og til de lokalområder, hvor hun angiveligt har boet i mange år, er yderst begrænset. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort sit asylmotiv eller sin identitet. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt en række dokumenter, angiveligt udstedt i Kuwait, kan ikke føre til et andet resultat, da det efter Nævnets baggrundsoplysninger er enkelt at fremskaffe falske dokumenter fra Kuwait. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2019/9/SME

hjem20198

Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en et ægtepar samt fire børn, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har oplyst, at de er etniske arabere og shia muslimer af trosretning fra Farwaniyah, Kuwait. Den mandlige ansøger har deltaget i en demonstration [i] februar 2014, men har herudover ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at han vil blive anholdt, livstidsfængslet eller dødsdømt af de kuwaitiske myndigheder, fordi han har deltaget i en demonstration for bidooners rettigheder [i] februar 2014. Den mandlige ansøger har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold for bidoonere i Kuwait. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at demonstrationen fandt sted i Taima. Demonstration fandt sted, fordi bidoonere krævede rettigheder. Under demonstrationen blev demonstrationen filmet af civilklædte politibetjente. Politibetjentene angreb demonstranterne. Under demonstrationen blev den mandlige ansøger slået på næsen med en politistav, og han undgik at blive anholdt ved at vriste sig løs og tog straks hjem til sin arbejdsgiver, [A], i byen [B]. Fra [B] er han blevet transporteret videre til [C]-området, hvor han tog ophold og skjulte sig. I den efterfølgende periode er familiens bopæl i [D] blevet, opsøgt fire gange af de kuwaitiske myndigheder. I forbindelse med den fjerde opsøgning blev den mandlige ansøgerens mor og den ene søster skubbet af myndighedspersonerne. Myndighedspersonerne truede familiemedlemmerne med anholdelse, og gav udtryk for, at den mandlige ansøger skulle melde sig hos myndighederne. Omkring to måneder efter demonstrationen tog resten af familien også ophold i [C]-området, hvor den mandlige ansøger allerede opholdt sig. Familien levede i [C]-området frem til januar 2016, hvorefter familien udrejste. Demonstrationen fandt sted, fordi bidoonere ikke har rettigheder i Kuwait, herunder hverken adgang til officielle dokumenter, sundhedsbehandling eller skolegang. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at hun vil blive fængslet eller slået ihjel af de kuwaitiske myndigheder, idet hendes ægtefælle har deltaget i en demonstration for bidooners rettigheder. Den kvindelige ansøger har til støtte for sig asylmotiv oplyst, at ægtefællen har deltaget i en demonstration, som fandt sted [i] februar 2014. Efter demonstrationen vendte ægtefællen ikke hjem, og samme aften henvendte [A], som er ægtefællens ven, sig på familiens bopæl og fortalte, at [E] opholdt sig hos ham. Om natten [i] februar 2014 henvendte politiet sig på familiens bopæl og ledte efter [E]. I en periode på omkring to måneder efter demonstrationen opsøgte politiet familiens bopæl fire gange. I samme periode henvendte [A] sig til familien og fortalte dem, hvordan [E] havde det. En dag fortalte [A], at hele familien skulle tage ophold i [C]-området, hvor [E] allerede opholdt sig. Sammen med svigerfamilien forlod den kvindelige ansøger og børnene bopælen midt april 2014. Familien tog ophold i [C]-området, hvor [E] opholdt sig, hvorefter hele familien udrejste af Kuwait. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Ansøgerne har forklaret divergerende og udbyggende, såvel enkeltvis som indbyrdes. Den mandlige ansøger har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han flygtede fra politiet under demonstrationen ved at vriste sig fri af betjentene, mens han under asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at han undslap ved at slå to politifolk. Den mandlige ansøger har videre til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ringede hjem til sin familie efter demonstrationen, mens han til asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at hans familie ikke havde telefon, og at det var [A], der underrettede hans familie om ansøgerens skjulested. Den mandlige ansøgers forklaring om, at han ikke lyttede efter tolkens oversættelse af oplysnings- og motivsamtalen, forklarer ikke disse divergenser. Den kvindelige ansøger har til asylsamtalen forklaret, at de folk, der ransagede deres bopæl, ikke bar våben, senere under samme samtale, da hun blev foreholdt andre familiemedlemmers forklaringer herom, at hun ikke kiggede på folkenes hænder. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at mændene bar våben. Videre har den mandlige ansøgers mor, [F], hans søstre [G] og [H] og den kvindelige ansøger indbyrdes forklaret divergerende om, hvilken påklædning, de personer, der ransagede boligen bar, og om de var bevæbnede eller ej. Ud over disse divergenser har den mandlige ansøger forklaret, at han under demonstrationen [i] februar 2014 ikke blev anholdt eller tilbageholdt. Flygtningenævnet finder det på den baggrund usandsynligt, at myndighederne skulle være i stand til at identificere ansøgeren, alene på baggrund af myndighedernes foto- eller filmoptagelser. Hertil kommer, at den mandlige ansøgers mor, [F], under sin oplysnings- og motivsamtale om sit asylmotiv ikke har omtalt den mandlige ansøgers deltagelse i en demonstration eller de efterfølgende ransagninger men udelukkende har anført, at myndighederne efterstræber hendes søn, fordi han er gadesælger. Videre har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgernes yngste barn, [I], er født [i] december 2014, hvorfor avlingstiden må ligge i den periode, hvor ansøgerne efter deres forklaring levede adskilt og uden kontakt. Det forhold, at den kvindelige ansøger har oplyst, at sønnen er født for tidligt, kan ikke føre til et andet resultat, henset til, at den kvindelige ansøger under oplysnings- og motivsamtalen har bekræftet, at hendes graviditet varede 40 uger. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret, at de og hele familien, uden at blive opsøgt af myndighederne, kunne bo i [C], ca. 2 km fra deres hidtidige bopæl, i knap to år inden deres udrejse af landet. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved deres udrejse fra hjemlandet havde en asylbegrundende konflikt. Begge ansøgere, den mandlige ansøgers bror, [J], og søster [G] er ved indrejsen i Grækenland registreret som irakiske statsborgere med andre navne og fødselsdatoer, end de har oplyst overfor de danske myndigheder. Ansøgernes forklaring om, at det var for at få lov til at rejse videre i Europa, og at det var agenten, der havde skrevet deres navne på en seddel, som de gav til de græske myndigheder, er ikke en overbevisende forklaring på disse angiveligt falske identiteter. Videre er den kvindelige ansøgers kendskab til det lokalområde i Kuwait, hvor hun angiveligt har boet i mange år, yderst sparsomt. Efter en samlet vurdering, herunder af ansøgernes generelle troværdighed, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres identitet og deres asylmotiv. Det forhold, at ansøgerne har fremlagt en række dokumenter, angiveligt udstedt i Kuwait, kan ikke medføre et andet resultat, da det efter nævnets baggrundsoplysninger er enkelt at fremskaffe falske dokumenter i og fra Kuwait. Ulovlig udrejse fra hjemlandet kan ikke i sig selv medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til deres hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2019/8/SME

hjem201929

Nævnets stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger og hendes medfølgende barn, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk araber, shia muslim af trosretning og bidoon fra Al Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet og udsat for tortur af de kuwaitiske myndigheder, idet hun er bidoon, er udrejst illegalt og har talt dårligt om Kuwait. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at hendes familie måtte udrejse af Kuwait, fordi hendes bror [A] og farbrødre, [M], [H], [N] og [F], deltog i en demonstration for bidooners rettigheder i 2015. Ansøgerens bror og farbrødre måtte flygte fra demonstrationen, hvorefter de holdt sig skjult hos den ene farbrors ven ved navn [X]. Ansøgerens families bopæl blev opsøgt og ransaget af myndighederne et par dage efter demonstrationen, idet myndighederne ønskede at kende til farbrødrenes opholdssted. Ansøgerens familie besluttede herefter at udrejse af Kuwait. Ansøgeren er indrejst sammen med en række familiemedlemmer, herunder sin mor, [S], og fire søskende. Ansøgeren har i al væsentligt påberåbt sig samme asylmotiv som moderen. Flygtningenævnet har i moderens sag, der har været behandlet sammen med denne sag, udtalt følgende: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk araber, shia muslim af trosretning og bidoon fra Al Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter myndighederne, idet hun er bidoon og er udrejst illegalt af Kuwait. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at flere af hendes familiemedlemmer har deltaget i demonstrationer for bidooners rettigheder. Ansøgerens ægtefælle deltog i en demonstration i 2014, mens hendes søn [A] og svogre [M], [H], [N] og [F] deltog i en demonstration i [foråret] 2015. Ansøgerens søn måtte efterfølgende skjule sig for myndighederne sammen med sine farbrødre. De fik hjælp af farbrorens ven ved navn [X] til at holde sig skjult. Ansøgerens families bopæl blev opsøgt og ransaget flere gange efter demonstrationen, og familien besluttede herefter at udrejse af Kuwait. Flygtningenævnet finder, at der efter ansøgerens forklaring for Udlændingestyrelsen om sin identitet og oprindelse – sammenholdt med oplysningerne i de sambehandlede sager – er skabt en betydelig tvivl om, hvorvidt hun og som følge heraf også hendes børn er statsløse bidoonere fra Kuwait. Ansøgeren har således afgivet forskellige oplysninger om sin identitet til de græske og danske myndigheder, idet hun [ultimo] 2015 i Grækenland er blevet registreret som irakisk statsborger under navnet [navn enslydende med det i Danmark oplyste] med fødselsdatoen [primo] 1975, mens hun til de danske myndigheder har oplyst, at hun er bidoon fra Kuwait, og at hendes navn rettelig er […], ligesom hun er født [primo] 1974. Tilsvarende er flere af ansøgerens familiemedlemmer, som hun ifølge egne oplysninger er fulgtes med under rejsen til Danmark, herunder ansøgerens søn [A] blevet registreret af andre europæiske myndigheder som irakiske statsborgere med andre generalia end dem, som er oplyst over for de danske myndigheder. Sammenholder man forklaringerne fra de forskellige familiemedlemmer, som ansøgeren er fulgtes med under rejsen til Danmark, ses en række divergenser i forklaringerne vedrørende blandt andet familiens udrejse af Kuwait. Ansøgerens søn, [A], har således forklaret, at familien udrejste med falske kuwaitiske pas, mens ansøgerens svogers ægtefælle ([K]) ifølge samtalereferaterne fra Udlændingestyrelsen har forklaret, at de anvendte falske irakiske pas, hvilke pas de fremviste for de græske myndigheder. Ansøgeren har også forklaret forskelligt i forhold til [K] vedrørende deres bopæl forud for udrejsen. Ansøgeren har således forklaret, at hun boede sammen med [K] i både husnummer […] og […], mens [K] ifølge samtalereferaterne fra Udlændingestyrelsen har forklaret, at [K] kun har boet på den ene af disse adresser. [K] har også forklaret forskelligt fra ansøgeren om, hvor ansøgerens børn sov, mens de boede sammen, idet [K] har oplyst, at sønnerne [A] og [medfølgende barn] sov sammen med deres søstre [B] og [C] i Diwaniyaen, mens ansøgeren har forklaret, at døtrene sov hos hende og ikke i Diwaniyaen. Hertil kommer, at såvel ansøgeren som hendes børn alene har kunnet givet meget sparsomme oplysninger om Kuwait og det lokalområde, som de angiveligt har boet i, ligesom oplysningerne om familiens finansiering af udrejsen ikke fremstår troværdig. Endelig er der ved vurderingen lagt vægt på, at hverken ansøgeren eller hendes børn i de sambehandlede sager har ønsket at svare på spørgsmål for nævnet. På denne baggrund finder nævnet, at ansøgeren – og som følge heraf også hendes børn – ikke har sandsynliggjort, at de er bidoonere fra Kuwait. Den omstændighed, at ansøgeren har fremlagt blandt andet en fødselsattest fra Kuwait kan ikke føre til et andet resultat, idet det efter baggrundsoplysningerne må lægges til grund (Landinfos rapport fra 2013: ”Kuwait: Bidun – dokumenter og formelle forhold”), at adgangen til falske dokumenter i Kuwait er nem. Efter omstændighederne i sagen findes der ikke grundlag for at foretage en ægthedsvurdering af dokumenterne. Da ansøgerens nationale tilhørsforhold således ikke kan lægges til grund, kan det tilsvarende ikke lægges til grund, at hun som følge af nogen af de forhold, hun har påberåbt sig som asylmotiv, vil være i risiko for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb ved en tilbagevenden til hendes hjemland. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren ifølge egne oplysninger aldrig har haft konflikter i andre lande end Kuwait. Flygtningenævnet finder anledning til at bemærke, at selv om ansøgeren havde skulle vurderes asylretligt i forhold til Kuwait, ville de forhold, hun har påberåbt sig, ikke kunne føre til, at hun blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det kan således i hvert fald ikke lægges til grund, at ansøgeren eller hendes børn skulle være kommet i en asylrelevant konflikt med de kuwaitiske myndigheder som følge af hendes ægtefælles og søns deltagelse i en demonstration i henholdsvis 2014 og 2015. Ansøgerens søn og øvrige familiemedlemmer, der angiveligt deltog i en demonstration i [foråret] 2015, blev ikke anholdt i forbindelse med demonstrationen, og der er ikke holdepunkter for at antage, at nogen af familiemedlemmerne har haft en central rolle i planlægningen eller udførelsen af hverken demonstrationen i 2014 eller 2015. Familien er kommet med forskellige oplysninger om, hvornår og hvor ofte familien er blevet opsøgt af de kuwaitiske myndigheder, hvorfor i hvert fald denne del af ansøgerens og hendes børns oplysninger herom må tilsidesættes som utroværdige. Heller ikke de generelle forhold for bidoonere i Kuwait ville have kunnet begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af baggrundsoplysninger om situationen for bidoonere i Kuwait, at etniske bidoonere udsættes for diskrimination, og at de har begrænsede rettigheder. Ansøgeren har imidlertid forklaret, at de havde fast bopæl i Kuwait, herunder adgang til vand, varme, elektricitet og aircondition. Uanset de generelt vanskelige forhold for bedoonbefolkningen i Kuwait har i hvert fald ansøgeren ikke kunne pege på, at hun eller hendes børn i øvrigt skulle have været udsat for forfølgelse eller overgreb af en sådan intensitet, at det vil kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgeren frygter for repressalier som følge af hendes og børnenes illegale udrejse, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på baggrundsoplysninger fra Landinfo fra 2013 og 2014: ”Kuwait, biduner og ulovlig utreise” og ”Kuwait, bidun – dokumenter og formelle forhold”, hvoraf fremgår, at personer, der er udrejst ulovligt, ved genindrejse til Kuwait vil blive afhørt og kan eventuelt blive varetægtsfængslet, men at der ikke er eksempler på tortur, og at tilbageholdte personer får tilstrækkeligt at spise og bliver behandlet godt. Der er herefter ikke grundlag for at lægge til grund, at ansøgeren og hendes børn – selv om de asylretligt skulle vurderes i forhold til Kuwait – ville være i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Med samme begrundelse som i moderens sag stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse, der dertil tillige omfatter [ansøgerens datter].” Hjem/2019/29/CABV

hjem201928

Nævnets stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk araber, shia muslim af trosretning og bidoon fra Al Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren er indrejst sammen med en række familiemedlemmer, herunder sin mor, [S], og fire søskende. Ansøgeren har i al væsentligt påberåbt sig samme asylmotiv som moderen. Flygtningenævnet har i moderens sag, der har været behandlet sammen med denne sag, udtalt følgende: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk araber, shia muslim af trosretning og bidoon fra Al Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter myndighederne, idet hun er bidoon og er udrejst illegalt af Kuwait. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at flere af hendes familiemedlemmer har deltaget i demonstrationer for bidooners rettigheder. Ansøgerens ægtefælle deltog i en demonstration i 2014, mens hendes søn [A] og svogre [M], [H], [N] og [F] deltog i en demonstration i [foråret] 2015. Ansøgerens søn måtte efterfølgende skjule sig for myndighederne sammen med sine farbrødre. De fik hjælp af farbrorens ven ved navn [X] til at holde sig skjult. Ansøgerens families bopæl blev opsøgt og ransaget flere gange efter demonstrationen, og familien besluttede herefter at udrejse af Kuwait. Flygtningenævnet finder, at der efter ansøgerens forklaring for Udlændingestyrelsen om sin identitet og oprindelse – sammenholdt med oplysningerne i de sambehandlede sager – er skabt en betydelig tvivl om, hvorvidt hun og som følge heraf også hendes børn er statsløse bidoonere fra Kuwait. Ansøgeren har således afgivet forskellige oplysninger om sin identitet til de græske og danske myndigheder, idet hun [ultimo] 2015 i Grækenland er blevet registreret som irakisk statsborger under navnet [navn enslydende med det i Danmark oplyste] med fødselsdatoen [primo] 1975, mens hun til de danske myndigheder har oplyst, at hun er bidoon fra Kuwait, og at hendes navn rettelig er […], ligesom hun er født [primo] 1974. Tilsvarende er flere af ansøgerens familiemedlemmer, som hun ifølge egne oplysninger er fulgtes med under rejsen til Danmark, herunder ansøgerens søn [A] blevet registreret af andre europæiske myndigheder som irakiske statsborgere med andre generalia end dem, som er oplyst over for de danske myndigheder. Sammenholder man forklaringerne fra de forskellige familiemedlemmer, som ansøgeren er fulgtes med under rejsen til Danmark, ses en række divergenser i forklaringerne vedrørende blandt andet familiens udrejse af Kuwait. Ansøgerens søn, [A], har således forklaret, at familien udrejste med falske kuwaitiske pas, mens ansøgerens svogers ægtefælle ([K]) ifølge samtalereferaterne fra Udlændingestyrelsen har forklaret, at de anvendte falske irakiske pas, hvilke pas de fremviste for de græske myndigheder. Ansøgeren har også forklaret forskelligt i forhold til [K] vedrørende deres bopæl forud for udrejsen. Ansøgeren har således forklaret, at hun boede sammen med [K] i både husnummer […] og […], mens [K] ifølge samtalereferaterne fra Udlændingestyrelsen har forklaret, at [K] kun har boet på den ene af disse adresser. [K] har også forklaret forskelligt fra ansøgeren om, hvor ansøgerens børn sov, mens de boede sammen, idet [K] har oplyst, at sønnerne [A] og [medfølgende barn] sov sammen med deres søstre [B] og [C] i Diwaniyaen, mens ansøgeren har forklaret, at døtrene sov hos hende og ikke i Diwaniyaen. Hertil kommer, at såvel ansøgeren som hendes børn alene har kunnet givet meget sparsomme oplysninger om Kuwait og det lokalområde, som de angiveligt har boet i, ligesom oplysningerne om familiens finansiering af udrejsen ikke fremstår troværdig. Endelig er der ved vurderingen lagt vægt på, at hverken ansøgeren eller hendes børn i de sambehandlede sager har ønsket at svare på spørgsmål for nævnet. På denne baggrund finder nævnet, at ansøgeren – og som følge heraf også hendes børn – ikke har sandsynliggjort, at de er bidoonere fra Kuwait. Den omstændighed, at ansøgeren har fremlagt blandt andet en fødselsattest fra Kuwait kan ikke føre til et andet resultat, idet det efter baggrundsoplysningerne må lægges til grund (Landinfos rapport fra 2013: ”Kuwait: Bidun – dokumenter og formelle forhold”), at adgangen til falske dokumenter i Kuwait er nem. Efter omstændighederne i sagen findes der ikke grundlag for at foretage en ægthedsvurdering af dokumenterne. Da ansøgerens nationale tilhørsforhold således ikke kan lægges til grund, kan det tilsvarende ikke lægges til grund, at hun som følge af nogen af de forhold, hun har påberåbt sig som asylmotiv, vil være i risiko for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb ved en tilbagevenden til hendes hjemland. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren ifølge egne oplysninger aldrig har haft konflikter i andre lande end Kuwait. Flygtningenævnet finder anledning til at bemærke, at selv om ansøgeren havde skulle vurderes asylretligt i forhold til Kuwait, ville de forhold, hun har påberåbt sig, ikke kunne føre til, at hun blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det kan således i hvert fald ikke lægges til grund, at ansøgeren eller hendes børn skulle være kommet i en asylrelevant konflikt med de kuwaitiske myndigheder som følge af hendes ægtefælles og søns deltagelse i en demonstration i henholdsvis 2014 og 2015. Ansøgerens søn og øvrige familiemedlemmer, der angiveligt deltog i en demonstration i [foråret] 2015, blev ikke anholdt i forbindelse med demonstrationen, og der er ikke holdepunkter for at antage, at nogen af familiemedlemmerne har haft en central rolle i planlægningen eller udførelsen af hverken demonstrationen i 2014 eller 2015. Familien er kommet med forskellige oplysninger om, hvornår og hvor ofte familien er blevet opsøgt af de kuwaitiske myndigheder, hvorfor i hvert fald denne del af ansøgerens og hendes børns oplysninger herom må tilsidesættes som utroværdige. Heller ikke de generelle forhold for bidoonere i Kuwait ville have kunnet begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af baggrundsoplysninger om situationen for bidoonere i Kuwait, at etniske bidoonere udsættes for diskrimination, og at de har begrænsede rettigheder. Ansøgeren har imidlertid forklaret, at de havde fast bopæl i Kuwait, herunder adgang til vand, varme, elektricitet og aircondition. Uanset de generelt vanskelige forhold for bedoonbefolkningen i Kuwait har i hvert fald ansøgeren ikke kunne pege på, at hun eller hendes børn i øvrigt skulle have været udsat for forfølgelse eller overgreb af en sådan intensitet, at det vil kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgeren frygter for repressalier som følge af hendes og børnenes illegale udrejse, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på baggrundsoplysninger fra Landinfo fra 2013 og 2014: ”Kuwait, biduner og ulovlig utreise” og ”Kuwait, bidun – dokumenter og formelle forhold”, hvoraf fremgår, at personer, der er udrejst ulovligt, ved genindrejse til Kuwait vil blive afhørt og kan eventuelt blive varetægtsfængslet, men at der ikke er eksempler på tortur, og at tilbageholdte personer får tilstrækkeligt at spise og bliver behandlet godt. Der er herefter ikke grundlag for at lægge til grund, at ansøgeren og hendes børn – selv om de asylretligt skulle vurderes i forhold til Kuwait – ville være i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Med samme begrundelse som i moderens sag stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2019/28/CABV

hjem201927

Nævnets stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk araber, shia muslim af trosretning og bidoon fra Al Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i en demonstration til fordel for bidoonere. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter at blive fængslet af de kuwaitiske myndigheder, idet han i 2015 deltog i en demonstration til fordel for bidoonere, og idet han er udrejst illegalt af Kuwait. Ansøgeren har endelig henvist til bidooneres manglende rettigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han [foråret] 2015 sammen med sine farbrødre [M], [H], [N] og [F] deltog i en demonstration til fordel for bidoonere i byen Sulaibiya. Politiet ankom til demonstrationen, og de begyndte at affyre tåregas mod demonstranterne. Ansøgeren og hans farbrødre flygtede fra demonstrationen, hvorefter de fik hjælp af ansøgerens farbrors ven ved navn [X] til at holde sig skjult, indtil de kunne udrejse af Kuwait. Ansøgeren blev efterfølgende bekendt med, at familiens bopæl var blevet opsøgt og ransaget af myndighederne flere gange efter demonstrationen. Ansøgeren er indrejst sammen med en række familiemedlemmer, herunder sin mor, [S], og fire søskende. Ansøgeren har i al væsentligt påberåbt sig samme asylmotiv som moderen. Flygtningenævnet har i moderens sag, der har været behandlet sammen med denne sag, udtalt følgende: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk araber, shia muslim af trosretning og bidoon fra Al Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter myndighederne, idet hun er bidoon og er udrejst illegalt af Kuwait. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at flere af hendes familiemedlemmer har deltaget i demonstrationer for bidooners rettigheder. Ansøgerens ægtefælle deltog i en demonstration i 2014, mens hendes søn [A] og svogre [M], [H], [N] og [F] deltog i en demonstration i [foråret] 2015. Ansøgerens søn måtte efterfølgende skjule sig for myndighederne sammen med sine farbrødre. De fik hjælp af farbrorens ven ved navn [X] til at holde sig skjult. Ansøgerens families bopæl blev opsøgt og ransaget flere gange efter demonstrationen, og familien besluttede herefter at udrejse af Kuwait. Flygtningenævnet finder, at der efter ansøgerens forklaring for Udlændingestyrelsen om sin identitet og oprindelse – sammenholdt med oplysningerne i de sambehandlede sager – er skabt en betydelig tvivl om, hvorvidt hun og som følge heraf også hendes børn er statsløse bidoonere fra Kuwait. Ansøgeren har således afgivet forskellige oplysninger om sin identitet til de græske og danske myndigheder, idet hun [ultimo] 2015 i Grækenland er blevet registreret som irakisk statsborger under navnet [navn enslydende med det i Danmark oplyste] med fødselsdatoen [primo] 1975, mens hun til de danske myndigheder har oplyst, at hun er bidoon fra Kuwait, og at hendes navn rettelig er […], ligesom hun er født [primo] 1974. Tilsvarende er flere af ansøgerens familiemedlemmer, som hun ifølge egne oplysninger er fulgtes med under rejsen til Danmark, herunder ansøgerens søn [A] blevet registreret af andre europæiske myndigheder som irakiske statsborgere med andre generalia end dem, som er oplyst over for de danske myndigheder. Sammenholder man forklaringerne fra de forskellige familiemedlemmer, som ansøgeren er fulgtes med under rejsen til Danmark, ses en række divergenser i forklaringerne vedrørende blandt andet familiens udrejse af Kuwait. Ansøgerens søn, [A], har således forklaret, at familien udrejste med falske kuwaitiske pas, mens ansøgerens svogers ægtefælle ([K]) ifølge samtalereferaterne fra Udlændingestyrelsen har forklaret, at de anvendte falske irakiske pas, hvilke pas de fremviste for de græske myndigheder. Ansøgeren har også forklaret forskelligt i forhold til [K] vedrørende deres bopæl forud for udrejsen. Ansøgeren har således forklaret, at hun boede sammen med [K] i både husnummer […] og […], mens [K] ifølge samtalereferaterne fra Udlændingestyrelsen har forklaret, at [K] kun har boet på den ene af disse adresser. [K] har også forklaret forskelligt fra ansøgeren om, hvor ansøgerens børn sov, mens de boede sammen, idet [K] har oplyst, at sønnerne [A] og [medfølgende barn] sov sammen med deres søstre [B] og [C] i Diwaniyaen, mens ansøgeren har forklaret, at døtrene sov hos hende og ikke i Diwaniyaen. Hertil kommer, at såvel ansøgeren som hendes børn alene har kunnet givet meget sparsomme oplysninger om Kuwait og det lokalområde, som de angiveligt har boet i, ligesom oplysningerne om familiens finansiering af udrejsen ikke fremstår troværdig. Endelig er der ved vurderingen lagt vægt på, at hverken ansøgeren eller hendes børn i de sambehandlede sager har ønsket at svare på spørgsmål for nævnet. På denne baggrund finder nævnet, at ansøgeren – og som følge heraf også hendes børn – ikke har sandsynliggjort, at de er bidoonere fra Kuwait. Den omstændighed, at ansøgeren har fremlagt blandt andet en fødselsattest fra Kuwait kan ikke føre til et andet resultat, idet det efter baggrundsoplysningerne må lægges til grund (Landinfos rapport fra 2013: ”Kuwait: Bidun – dokumenter og formelle forhold”), at adgangen til falske dokumenter i Kuwait er nem. Efter omstændighederne i sagen findes der ikke grundlag for at foretage en ægthedsvurdering af dokumenterne. Da ansøgerens nationale tilhørsforhold således ikke kan lægges til grund, kan det tilsvarende ikke lægges til grund, at hun som følge af nogen af de forhold, hun har påberåbt sig som asylmotiv, vil være i risiko for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb ved en tilbagevenden til hendes hjemland. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren ifølge egne oplysninger aldrig har haft konflikter i andre lande end Kuwait. Flygtningenævnet finder anledning til at bemærke, at selv om ansøgeren havde skulle vurderes asylretligt i forhold til Kuwait, ville de forhold, hun har påberåbt sig, ikke kunne føre til, at hun blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det kan således i hvert fald ikke lægges til grund, at ansøgeren eller hendes børn skulle være kommet i en asylrelevant konflikt med de kuwaitiske myndigheder som følge af hendes ægtefælles og søns deltagelse i en demonstration i henholdsvis 2014 og 2015. Ansøgerens søn og øvrige familiemedlemmer, der angiveligt deltog i en demonstration i [foråret] 2015, blev ikke anholdt i forbindelse med demonstrationen, og der er ikke holdepunkter for at antage, at nogen af familiemedlemmerne har haft en central rolle i planlægningen eller udførelsen af hverken demonstrationen i 2014 eller 2015. Familien er kommet med forskellige oplysninger om, hvornår og hvor ofte familien er blevet opsøgt af de kuwaitiske myndigheder, hvorfor i hvert fald denne del af ansøgerens og hendes børns oplysninger herom må tilsidesættes som utroværdige. Heller ikke de generelle forhold for bidoonere i Kuwait ville have kunnet begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af baggrundsoplysninger om situationen for bidoonere i Kuwait, at etniske bidoonere udsættes for diskrimination, og at de har begrænsede rettigheder. Ansøgeren har imidlertid forklaret, at de havde fast bopæl i Kuwait, herunder adgang til vand, varme, elektricitet og aircondition. Uanset de generelt vanskelige forhold for bedoonbefolkningen i Kuwait har i hvert fald ansøgeren ikke kunne pege på, at hun eller hendes børn i øvrigt skulle have været udsat for forfølgelse eller overgreb af en sådan intensitet, at det vil kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgeren frygter for repressalier som følge af hendes og børnenes illegale udrejse, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på baggrundsoplysninger fra Landinfo fra 2013 og 2014: ”Kuwait, biduner og ulovlig utreise” og ”Kuwait, bidun – dokumenter og formelle forhold”, hvoraf fremgår, at personer, der er udrejst ulovligt, ved genindrejse til Kuwait vil blive afhørt og kan eventuelt blive varetægtsfængslet, men at der ikke er eksempler på tortur, og at tilbageholdte personer får tilstrækkeligt at spise og bliver behandlet godt. Der er herefter ikke grundlag for at lægge til grund, at ansøgeren og hendes børn – selv om de asylretligt skulle vurderes i forhold til Kuwait – ville være i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Med samme begrundelse som i moderens sag, og da heller ikke resultatet af sprogtesten kan føre til et andet resultat, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2019/27/CABV

hjem201926

Nævnets stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger og hendes medfølgende børn, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk araber, shia muslim af trosretning og bidoon fra Al Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter myndighederne, idet hun er bidoon og er udrejst illegalt af Kuwait. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at flere af hendes familiemedlemmer har deltaget i demonstrationer for bidooners rettigheder. Ansøgerens ægtefælle deltog i en demonstration i 2014, mens hendes søn [A] og svogre [M], [H], [N] og [F] deltog i en demonstration i [foråret] 2015. Ansøgerens søn måtte efterfølgende skjule sig for myndighederne sammen med sine farbrødre. De fik hjælp af farbrorens ven ved navn [X] til at holde sig skjult. Ansøgerens families bopæl blev opsøgt og ransaget flere gange efter demonstrationen, og familien besluttede herefter at udrejse af Kuwait. Flygtningenævnet finder, at der efter ansøgerens forklaring for Udlændingestyrelsen om sin identitet og oprindelse – sammenholdt med oplysningerne i de sambehandlede sager – er skabt en betydelig tvivl om, hvorvidt hun og som følge heraf også hendes børn er statsløse bidoonere fra Kuwait. Ansøgeren har således afgivet forskellige oplysninger om sin identitet til de græske og danske myndigheder, idet hun [ultimo] 2015 i Grækenland er blevet registreret som irakisk statsborger under navnet [navn enslydende med det i Danmark oplyste] med fødselsdatoen [primo] 1975, mens hun til de danske myndigheder har oplyst, at hun er bidoon fra Kuwait, og at hendes navn rettelig er […], ligesom hun er født [primo] 1974. Tilsvarende er flere af ansøgerens familiemedlemmer, som hun ifølge egne oplysninger er fulgtes med under rejsen til Danmark, herunder ansøgerens søn [A] blevet registreret af andre europæiske myndigheder som irakiske statsborgere med andre generalia end dem, som er oplyst over for de danske myndigheder. Sammenholder man forklaringerne fra de forskellige familiemedlemmer, som ansøgeren er fulgtes med under rejsen til Danmark, ses en række divergenser i forklaringerne vedrørende blandt andet familiens udrejse af Kuwait. Ansøgerens søn, [A], har således forklaret, at familien udrejste med falske kuwaitiske pas, mens ansøgerens svogers ægtefælle ([K]) ifølge samtalereferaterne fra Udlændingestyrelsen har forklaret, at de anvendte falske irakiske pas, hvilke pas de fremviste for de græske myndigheder. Ansøgeren har også forklaret forskelligt i forhold til [K] vedrørende deres bopæl forud for udrejsen. Ansøgeren har således forklaret, at hun boede sammen med [K] i både husnummer […] og […], mens [K] ifølge samtalereferaterne fra Udlændingestyrelsen har forklaret, at [K] kun har boet på den ene af disse adresser. [K] har også forklaret forskelligt fra ansøgeren om, hvor ansøgerens børn sov, mens de boede sammen, idet [K] har oplyst, at sønnerne [A] og [medfølgende barn] sov sammen med deres søstre [B] og [C] i Diwaniyaen, mens ansøgeren har forklaret, at døtrene sov hos hende og ikke i Diwaniyaen. Hertil kommer, at såvel ansøgeren som hendes børn alene har kunnet givet meget sparsomme oplysninger om Kuwait og det lokalområde, som de angiveligt har boet i, ligesom oplysningerne om familiens finansiering af udrejsen ikke fremstår troværdig. Endelig er der ved vurderingen lagt vægt på, at hverken ansøgeren eller hendes børn i de sambehandlede sager har ønsket at svare på spørgsmål for nævnet. På denne baggrund finder nævnet, at ansøgeren – og som følge heraf også hendes børn – ikke har sandsynliggjort, at de er bidoonere fra Kuwait. Den omstændighed, at ansøgeren har fremlagt blandt andet en fødselsattest fra Kuwait kan ikke føre til et andet resultat, idet det efter baggrundsoplysningerne må lægges til grund (Landinfos rapport fra 2013: ”Kuwait: Bidun – dokumenter og formelle forhold”), at adgangen til falske dokumenter i Kuwait er nem. Efter omstændighederne i sagen findes der ikke grundlag for at foretage en ægthedsvurdering af dokumenterne. Da ansøgerens nationale tilhørsforhold således ikke kan lægges til grund, kan det tilsvarende ikke lægges til grund, at hun som følge af nogen af de forhold, hun har påberåbt sig som asylmotiv, vil være i risiko for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb ved en tilbagevenden til hendes hjemland. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren ifølge egne oplysninger aldrig har haft konflikter i andre lande end Kuwait. Flygtningenævnet finder anledning til at bemærke, at selv om ansøgeren havde skulle vurderes asylretligt i forhold til Kuwait, ville de forhold, hun har påberåbt sig, ikke kunne føre til, at hun blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det kan således i hvert fald ikke lægges til grund, at ansøgeren eller hendes børn skulle være kommet i en asylrelevant konflikt med de kuwaitiske myndigheder som følge af hendes ægtefælles og søns deltagelse i en demonstration i henholdsvis 2014 og 2015. Ansøgerens søn og øvrige familiemedlemmer, der angiveligt deltog i en demonstration i [foråret] 2015, blev ikke anholdt i forbindelse med demonstrationen, og der er ikke holdepunkter for at antage, at nogen af familiemedlemmerne har haft en central rolle i planlægningen eller udførelsen af hverken demonstrationen i 2014 eller 2015. Familien er kommet med forskellige oplysninger om, hvornår og hvor ofte familien er blevet opsøgt af de kuwaitiske myndigheder, hvorfor i hvert fald denne del af ansøgerens og hendes børns oplysninger herom må tilsidesættes som utroværdige. Heller ikke de generelle forhold for bidoonere i Kuwait ville have kunnet begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af baggrundsoplysninger om situationen for bidoonere i Kuwait, at etniske bidoonere udsættes for diskrimination, og at de har begrænsede rettigheder. Ansøgeren har imidlertid forklaret, at de havde fast bopæl i Kuwait, herunder adgang til vand, varme, elektricitet og aircondition. Uanset de generelt vanskelige forhold for bedoonbefolkningen i Kuwait har i hvert fald ansøgeren ikke kunne pege på, at hun eller hendes børn i øvrigt skulle have været udsat for forfølgelse eller overgreb af en sådan intensitet, at det vil kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgeren frygter for repressalier som følge af hendes og børnenes illegale udrejse, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på baggrundsoplysninger fra Landinfo fra 2013 og 2014: ”Kuwait, biduner og ulovlig utreise” og ”Kuwait, bidun – dokumenter og formelle forhold”, hvoraf fremgår, at personer, der er udrejst ulovligt, ved genindrejse til Kuwait vil blive afhørt og kan eventuelt blive varetægtsfængslet, men at der ikke er eksempler på tortur, og at tilbageholdte personer får tilstrækkeligt at spise og bliver behandlet godt. Der er herefter ikke grundlag for at lægge til grund, at ansøgeren og hendes børn – selv om de asylretligt skulle vurderes i forhold til Kuwait – ville være i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hjem/2019/26/CABV

hjem201925

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra ukendt hjemland. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk soninke og sunni-muslim af trosretning fra [by], Gambia. Ansøgeren flyttede som 7-årig til [by], Senegal, med sin mor, som havde giftet sig med en mand fra Senegal. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en eventuel tilbagevenden til både Gambia og Senegal, frygter at blive slået ihjel af myndighederne eller lokalbefolkningen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han er homoseksuel. Ansøgeren boede omkring 2012-2013 i Dakar, Senegal på et værelse med tre andre mandlige venner, med hvem ansøgeren havde seksuelt samkvem. Udlejeren af ansøgerens bolig i Dakar blev bekendt med ansøgerens og ansøgerens venners seksuelle orientering, hvorefter udlejeren smed dem alle ud af lejemålet. Herefter tog ansøgeren til Gambia for at besøge sin far. Under opholdet hos sin far blev denne bekendt med ansøgerens seksualitet. Dette førte til uoverensstemmelser, som resulterede i, at ansøgeren blev smidt ud af farens bolig. Ansøgeren rejste umiddelbart herefter til Danmark. Flygtningenævnet kan hverken lægge ansøgerens forklaring om sin identitet eller sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Nævnet har i den forbindelse taget i betragtning, at ansøgeren har oplyst, at han kun kan læse og skrive en lille smule. Flygtningenævnet har for så vidt ansøgerens identitet navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har opgivet forskellige oplysninger om sit navn og alder til henholdsvis politiet, Udlændingestyrelsen og for nævnet. Ansøgeren har således ved indgivelse af ansøgning om asyl [foråret] 2016 oplyst, at han var gambiansk statsborger, hed [navn 1] og var født [ultimo] 1993. Han har i asylansøgningsskemaet udfyldt den [foråret] 2016 angivet sit navn som [navn 2] og sin fødselsdato til [foråret] 1976. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen [sommeren] 2016 har han bekræftet fødedatoen, men fastholdt, at hans navn var [navn 1]. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen den [sommeren] 2017 har ansøgeren oplyst, at han var født den [ultimo] 1993, og at han ikke var 41 år gammel. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke kender sin fødedato, men at han er født i 1975 og er 44 eller 45 år, og at han er statsborger i Senegal. Ansøgeren har endvidere for nævnet fremlagt dokumenter om sin identitet fra Senegal, herunder et nationalitetsbevis, hvoraf det fremgår, at han er født ”00/00 1975” i [by i Senegal]. Nævnet har i øvrigt lagt vægt på, at ansøgeren ikke nærmere har kunnet redegøre for, hvad han lavede i perioden fra 1995, hvor han skulle være 20 år, til 2005, og at han udspurgt om dette har udtalt, at han da var et barn og boede hjemme hos sin familie. Flygtningenævnet har for så vidt angår ansøgerens forklaring om at være homo- eller biseksuel lagt vægt på, at han om sin erkendelse af at være seksuelt tiltrukket af mænd til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han indledte et seksuelt forhold til tre unge mænd, som han lejede en bolig sammen med, fordi han havde brug for en kvinde, men der var ikke nogen, og han var derfor nødsaget til at få sine behov stillet sammen med mænd. Ifølge ansøgeren var de fire unge mænd ikke homo- eller biseksuelle, inden de lejede boligen sammen. Han var kun seksuelt sammen med mænd, fordi han boede på værelset med de tre unge mænd. Nævnet har herudover lagt vægt på, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han ville vælge at gifte sig med en kvinde, hvis han selv kunne bestemme, og at han for nævnet har forklaret, at han ikke er født homoseksuel, men blev det på grund af mangel på adgang til kontakt med kvinder. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren hverken før eller efter sit samliv med de tre andre unge mænd har haft seksuelle relationer til mænd. Nævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren ikke nærmere har kunnet redegøre for, hvordan udlejeren af værelset skulle være blevet bekendt med, at ansøgeren og hans bofæller skulle være homoseksuelle og af den grund have smidt dem ud af lejemålet. Ansøgeren har heller ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for, hvordan hans far i Gambia skulle have fundet ud af, at ansøgeren skulle være homoseksuel på baggrund af ansøgerens seksuelle aktiviteter sammen med tre unge mænd på et værelse i Senegal. Nævnet finder det endvidere meget påfaldende, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at han intet kender til et afklarende brev, som Udlændingestyrelsen den 21. august 2017 har modtaget vedrørende [navn 1], hvoraf det fremgår, at han ikke følte sig tiltrukket af piger på det tidspunkt, hvor alle hans venner allerede havde giftet sig, men at han snarere var til mænd og ikke vidste, hvordan han skulle udleve dette som medlem af en strengt religiøs islamisk familie. Det fremgår endvidere af brevet, at den eneste mand, som [navn 1] havde haft et seksuelt forhold til, arbejdede i en virksomhed beskæftiget med udgravningsarbejde, og at den pågældende mand efter afslutning af arbejdet på byggepladsen rejste til Senegal, men at de opretholdt kontakten. På den baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i konkret risiko for individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2019/25/MEG

hjem201924

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er statsløs, etnisk bidoon og shiamuslim fra Kuwait City, Kuwait. Ansøgeren har deltaget i en demonstration for bidooneres rettigheder i Kuwait. Derudover har ansøgeren ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait som statsløs bidoon frygter, at han vil blive fængslet og udsat for fysiske overgreb af myndighederne, idet han har deltaget i en demonstration. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de generelle forhold for statsløse bidoonere i Kuwait. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er vokset op i [Kuwait]. Ansøgeren har videre oplyst, at han [i vinteren 2013/2014] deltog i en demonstration for bidooneres rettigheder, i hvilken forbindelse han blev anholdt og tilbageholdt i to uger. Ansøgeren blev løsladt under betingelse af, at han underskrev et dokument, hvorved han tilkendegav, at han havde deltaget i en demonstration, der havde til formål at vælte den kuwaitiske regering, og at han under demonstrationen havde angrebet politiet og fornærmet emiren. Efter løsladelsen havde ansøgeren meldepligt hver anden uge på den lokale politistation i [ansøgerens hjemby], hvor han angav falske navne og falske adresser på bidoonere, der angiveligt planlagde demonstrationer. En uge inden sin udrejse blev ansøgerens bopæl opsøgt af politiet. Ansøgeren var ikke hjemme, og frem til udrejsen [i vinteren 2015/2016] opholdt han sig hos sin fars [ven]. Han udrejste med et pas, der tilhørte en mand, som lignede ansøgeren. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring lagt til grund, at ansøgeren ifølge det oplyste er analfabet. Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om den pågældende er omfattet af udlændingelovens § 7. Det følger heraf, at en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring og de i sagen i øvrigt foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om sin identitet eller sit asylmotiv til grund. Ved vurderingen af ansøgerens identitet og generelle troværdighed har Flygtningenævnet tillagt det vægt, at ansøgeren til de græske myndigheder har oplyst, at hans navn er [A], at han er født [i vinteren 1994/1995], og at han er irakisk statsborger. Endvidere har ansøgeren overfor Udlændingestyrelsen benægtet, at han har oplyst det angivne navn og fødselsdato til de græske myndigheder, mens han har erkendt, at han har ladet sig registrere sig som irakisk statsborger i Grækenland for at kunne rejse videre gennem Grækenland. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret upræcist og divergerende om sin bopæl og det område, hvor ansøgeren påstår at have boet, herunder divergerende om ansøgerens naboer. Vedrørende ansøgerens asylmotiv har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem han deltog sammen med i demonstrationen, antallet af demonstranter samt tilstedeværelsen af både politi og specialstyrker. Endvidere finder Flygtningenævnet, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren blev pålagt meldepligt, men at ansøgerens far ikke blev pålagt meldepligt, særligt henset til ansøgerens alder, og at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren i mere end halvandet år til politiet skulle have angivet falske navne og adresser på bidoonere, og at politiet først reagerede herpå en uge før ansøgerens udrejse. Derudover har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorfor han blev opsøgt af politiet, og om hvem der bistod ham med udrejsen af Kuwait. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om sin identitet og sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Den foretagne sproganalyse, der konkluderer, at ansøgerens dialekt er i overensstemmelse med den dialekt, der tales i et område omkring Den Persiske Golf, kan ikke føre til en anden vurdering. Det forhold, at ansøgeren for nævnet har fremlagt dokumenter, der angiveligt er udstedt i Kuwait, kan heller ikke medføre en anden vurdering, da det efter nævnets baggrundsoplysninger er enkelt at fremskaffe falske dokumenter i og fra Kuwait. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring om, hvordan han har fremskaffet dokumenterne samt sin kontakt med familien i Kuwait, fremstår utroværdig. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin identitet eller sit asylmotiv, og ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2019/24/mme

hjem201912

Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelige ansøger, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at hun er etnisk araber og shia muslim fra Al-Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Kuwait frygter, at hendes ældste søn, [E], vil blive slået ihjel, fordi han har deltaget i en demonstration for bidooners rettigheder. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at de kuwaitiske myndigheder vil tilbageholde hende og hendes døtre, såfremt myndighederne ikke kan finde sønnen, [E], idet bidoonere i Kuwait ikke bliver respekteret eller tildelt nogen rettigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at [E] gik under jorden efter sin deltagelse i demonstrationen, fordi han frygtede de kuwaitiske myndigheder. Familiens bopæl blev i mellem tiden opsøgt af myndighederne, som ledte efter [E]. En dag kom en mand ved navn [A] til familiens bopæl og fortalte familien, at [E] boede hos ham. Bopælen blev derefter opsøgt yderligere tre gange. Familiens bopæl blev i alt opsøgt fire gange af myndighederne. Herefter valgte familien at skjule sig hjemme hos [A], hvor [E] også opholdt sig, frem til hele familiens udrejse af Kuwait. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har ikke et selvstændigt asylmotiv men har henvist til sønnens, [E] asylmotiv. Flygtningenævnet har ikke kunnet lægge [E’s] forklaring om sit asylmotiv eller sin identitet til grund. I afgørelsen i dennes sag er blandt andet anført: ”Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Ansøgerne har forklaret divergerende og udbyggende, såvel enkeltvis som indbyrdes. Den mandlige ansøger har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han flygtede fra politiet under demonstrationen ved at vriste sig fri af betjentene, mens han under asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at han undslap ved at slå to politifolk. Den mandlige ansøger har videre til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ringede hjem til sin familie efter demonstrationen, mens han til asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at hans familie ikke havde telefon, og at det var [A], der underrettede hans familie om ansøgerens skjulested. Den mandlige ansøgers forklaring om, at han ikke lyttede efter tolkens oversættelse af oplysnings- og motivsamtalen, forklarer ikke disse divergenser. Den kvindelige ansøger har til asylsamtalen forklaret, at de folk, der ransagede deres bopæl, ikke bar våben, senere under samme samtale, da hun blev foreholdt andre familiemedlemmers forklaringer herom, at hun ikke kiggede på folkenes hænder. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at mændene bar våben. Videre har den mandlige ansøgers mor, [F], hans søstre [G] og [H] og den kvindelige ansøger indbyrdes forklaret divergerende om, hvilken påklædning, de personer, der ransagede boligen bar, og om de var bevæbnede eller ej. Ud over disse divergenser har den mandlige ansøger forklaret, at han under demonstrationen [i] februar 2014 ikke blev anholdt eller tilbageholdt. Flygtningenævnet finder det på den baggrund usandsynligt, at myndighederne skulle være i stand til at identificere ansøgeren, alene på baggrund af myndighedernes foto- eller filmoptagelser. Hertil kommer, at den mandlige ansøgers mor, [F], under sin oplysnings- og motivsamtale om sit asylmotiv ikke har omtalt den mandlige ansøgers deltagelse i en demonstration eller de efterfølgende ransagninger men udelukkende har anført, at myndighederne efterstræber hendes søn, fordi han er gadesælger. Videre har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgernes yngste barn, [I], er født [i] december 2014, hvorfor avlingstiden må ligge i den periode, hvor ansøgerne efter deres forklaring levede adskilt og uden kontakt. Det forhold, at den kvindelige ansøger har oplyst, at sønnen er født for tidligt, kan ikke føre til et andet resultat, henset til, at den kvindelige ansøger under oplysnings- og motivsamtalen har bekræftet, at hendes graviditet varede 40 uger. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret, at de og hele familien, uden at blive opsøgt af myndighederne, kunne bo i [C], ca. 2 km fra deres hidtidige bopæl, i knap to år inden deres udrejse af landet. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved deres udrejse fra hjemlandet havde en asylbegrundende konflikt. Begge ansøgere, den mandlige ansøgers bror, [J], og søster [G] er ved indrejsen i Grækenland registreret som irakiske statsborgere med andre navne og fødselsdatoer, end de har oplyst overfor de danske myndigheder. Ansøgernes forklaring om, at det var for at få lov til at rejse videre i Europa, og at det var agenten, der havde skrevet deres navne på en seddel, som de gav til de græske myndigheder, er ikke en overbevisende forklaring på disse angiveligt falske identiteter. Videre er den kvindelige ansøgers kendskab til det lokalområde i Kuwait, hvor hun angiveligt har boet i mange år, yderst sparsomt. Efter en samlet vurdering, herunder af ansøgernes generelle troværdighed, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres identitet og deres asylmotiv. Det forhold, at ansøgerne har fremlagt en række dokumenter, angiveligt udstedt i Kuwait, kan ikke medføre et andet resultat, da det efter nævnets baggrundsoplysninger er enkelt at fremskaffe falske dokumenter i og fra Kuwait. Ulovlig udrejse fra hjemlandet kan ikke i sig selv medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til deres hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hertil kommer, at ansøgerens kendskab til Kuwait og til de lokalområder, hvor hun angiveligt har boet i mange år, er yderst begrænset, herunder har ansøgeren ikke kunnet oplyse sin bopælsadresse. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort sit asylmotiv eller sin identitet. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt en række dokumenter, angiveligt udstedt i Kuwait, kan ikke føre til et andet resultat, da det efter nævnets baggrundsoplysninger er enkelt at fremskaffe falske dokumenter fra Kuwait. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2019/12/SME

hjem201910

Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger, der har oplyst at være bidoon (statsløs) fra Kuwait. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst, at han er etnisk araber og shia muslim af trosretning fra Al-Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter de generelle forhold for bidoonere i Kuwait og konsekvenserne efter sin ældste bror, [E’s], deltagelse i en demonstration for bidooners rettigheder. Ansøgeren har i det hele henvist til sin ældste brors asylmotiv. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at bidoonere er uønskede i Kuwait, og at de kuwaitiske myndigheder opsøgte familiens bopæl flere gange for at få dem til at flytte. Ansøgerens familie flyttede derfor til [C]-området og boede i [C]-området frem til deres udrejse af landet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har ikke et selvstændigt asylmotiv men har henvist til broderens, [E] asylmotiv. Flygtningenævnet har ikke kunnet lægge [E’s] forklaring om sit asylmotiv eller sin identitet til grund. I afgørelsen i dennes sag er blandt andet anført: ”Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Ansøgerne har forklaret divergerende og udbyggende, såvel enkeltvis som indbyrdes. Den mandlige ansøger har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han flygtede fra politiet under demonstrationen ved at vriste sig fri af betjentene, mens han under asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at han undslap ved at slå to politifolk. Den mandlige ansøger har videre til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ringede hjem til sin familie efter demonstrationen, mens han til asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at hans familie ikke havde telefon, og at det var [A], der underrettede hans familie om ansøgerens skjulested. Den mandlige ansøgers forklaring om, at han ikke lyttede efter tolkens oversættelse af oplysnings- og motivsamtalen, forklarer ikke disse divergenser. Den kvindelige ansøger har til asylsamtalen forklaret, at de folk, der ransagede deres bopæl, ikke bar våben, senere under samme samtale, da hun blev foreholdt andre familiemedlemmers forklaringer herom, at hun ikke kiggede på folkenes hænder. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger forklaret, at mændene bar våben. Videre har den mandlige ansøgers mor, [F], hans søstre [G] og [H] og den kvindelige ansøger indbyrdes forklaret divergerende om, hvilken påklædning, de personer, der ransagede boligen bar, og om de var bevæbnede eller ej. Ud over disse divergenser har den mandlige ansøger forklaret, at han under demonstrationen [i] februar 2014 ikke blev anholdt eller tilbageholdt. Flygtningenævnet finder det på den baggrund usandsynligt, at myndighederne skulle være i stand til at identificere ansøgeren, alene på baggrund af myndighedernes foto- eller filmoptagelser. Hertil kommer, at den mandlige ansøgers mor, [F], under sin oplysnings- og motivsamtale om sit asylmotiv ikke har omtalt den mandlige ansøgers deltagelse i en demonstration eller de efterfølgende ransagninger men udelukkende har anført, at myndighederne efterstræber hendes søn, fordi han er gadesælger. Videre har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgernes yngste barn, [I], er født [i] december 2014, hvorfor avlingstiden må ligge i den periode, hvor ansøgerne efter deres forklaring levede adskilt og uden kontakt. Det forhold, at den kvindelige ansøger har oplyst, at sønnen er født for tidligt, kan ikke føre til et andet resultat, henset til, at den kvindelige ansøger under oplysnings- og motivsamtalen har bekræftet, at hendes graviditet varede 40 uger. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret, at de og hele familien, uden at blive opsøgt af myndighederne, kunne bo i [C], ca. 2 km fra deres hidtidige bopæl, i knap to år inden deres udrejse af landet. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved deres udrejse fra hjemlandet havde en asylbegrundende konflikt. Begge ansøgere, den mandlige ansøgers bror, [J], og søster [G] er ved indrejsen i Grækenland registreret som irakiske statsborgere med andre navne og fødselsdatoer, end de har oplyst overfor de danske myndigheder. Ansøgernes forklaring om, at det var for at få lov til at rejse videre i Europa, og at det var agenten, der havde skrevet deres navne på en seddel, som de gav til de græske myndigheder, er ikke en overbevisende forklaring på disse angiveligt falske identiteter. Videre er den kvindelige ansøgers kendskab til det lokalområde i Kuwait, hvor hun angiveligt har boet i mange år, yderst sparsomt. Efter en samlet vurdering, herunder af ansøgernes generelle troværdighed, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres identitet og deres asylmotiv. Det forhold, at ansøgerne har fremlagt en række dokumenter, angiveligt udstedt i Kuwait, kan ikke medføre et andet resultat, da det efter nævnets baggrundsoplysninger er enkelt at fremskaffe falske dokumenter i og fra Kuwait. Ulovlig udrejse fra hjemlandet kan ikke i sig selv medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til deres hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Hertil kommer, at ansøgerens kendskab til Kuwait og til de lokalområder, hvor han angiveligt har boet i mange år, er yderst begrænset. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort sit asylmotiv eller sin identitet. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt en række dokumenter, angiveligt udstedt i Kuwait, kan ikke føre til et andet resultat, da det efter nævnets baggrundsoplysninger er enkelt at fremskaffe falske dokumenter fra Kuwait. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. En ansøgning om humanitær opholdstilladelse medfører ikke, at der ikke skal fastsættes en udrejsefrist. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2019/10/SME

guin20192

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Guinea. Indrejst i 2016.  Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk fula og muslim fra Conakry, Guinea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Guinea frygter, at han vil blive slået ihjel af [A]s far, General [K], fordi ansøgeren gjorde [A] gravid, og fordi ansøgeren har en anden etnisk baggrund end [A] og hendes familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han gik i privatskole med [A], og at de blev kærester i [starten af] 2015. Ansøgeren mødtes flere gange om ugen med [A] på ansøgerens bopæl, og efter de havde været kærester i cirka seks måneder, indledte de et seksuelt forhold. [I slutningen af] 2015 fortalte [A] ansøgeren, at hun var gravid. [Den følgende dag eller to dage senere] fortalte [A] sin far, at hun var gravid, og hun fortalte ham også, at ansøgeren var far til barnet. [En eller to dage herefter] opsøgte [A] ansøgerens bopæl. Hun gav ansøgeren 500.000 guineanske franc og sagde, at han skulle forlade landet, fordi hendes far ville slå ham ihjel. Ansøgeren tog derefter hjem til sin ven, [B], hvor ansøgeren overnattede, og [dagen efter] udrejste ansøgeren af Guinea. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på et helt centralt punkt har forklaret divergerende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hans konflikt med [A]s familie forekommer utroværdig. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han vidste, at [A]s far angiveligt var general, før de blev kærester. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han vidste, hvem [A]s familie var, herunder at hendes far var general, inden de blev kærester, og at ansøgeren ikke tænkte videre over det og ikke overvejede, at det kunne give problemer. For Flygtningenævnet har ansøgeren flere gange forklaret, at han ikke vidste, at [A]s far var general, før [A] fortalte ham det, efter at hun var blevet gravid, og at ansøgeren aldrig ville have indledt et forhold til [A], hvis han havde vidst, at hendes far var general. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren ikke havde nærmere kendskab til [A]s familie, og at ansøgeren og [A] ikke talte om hendes familie, henset til at de var kærester i ca. 1 år. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren og [A] på intet tidspunkt har talt om, hvorvidt hendes familie havde kendskab til deres forhold, henset til at de var kærester i 1 år, og henset til den risiko det kunne indebære, såfremt det ikke blev accepteret af hendes familie. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at [A] ikke ventede med at fortælle sin far, at det var ansøgeren, der havde gjort hende gravid, til efter at hun havde givet ansøgeren pengene til udrejsen, henset til at hendes far angiveligt havde truet med at slå ansøgeren ihjel. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på oplysningerne om, at ansøgeren og [A]s forhold ikke var skjult for offentligheden, idet de gik ture eller på restaurant sammen og gik ud at dansede sammen, og at de plejede at holde i hånd, når de gik ud, og at ansøgerens og [A]s venner godt vidste, at de var kærester. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at [A] uden problemer kunne tage en taxa over til ansøgeren [en dato i slutningen af] 2015, hvor hun kom med penge til ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at [A]s familiemæssige forhold udgør en sådan trussel mod ansøgeren om forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Guinea vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Guin/2019/2/ATN

etio20199

Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2016.  Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk oromo og kristen af trosretning fra [by], [område], Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter, at hun vil blive fængslet og slået ihjel af de etiopiske myndigheder herunder af politiet som følge af, at hun er blevet mistænkt for at støtte oppositionen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i [år] begyndte at hjælpe sine børns venner i lokalområdet ved at give dem mad, købe skoleting og at rådgive dem om, at de skulle gå i skole. Hun ved ikke, om nogle af de børn, hun har hjulpet, var en del af den politiske opposition i Etiopien, men det formoder hun er tilfældet. Den [i] februar 2016 udrejste hun legalt af Etiopien til Danmark for at besøge sin herboende søn. 15 dage efter hendes ankomst til Danmark modtog hun, gennem sin herboende søn, med posten et brev med en arrestordre fra politiet i [by], hvoraf det fremgik, at hun blev beskyldt for at stå bag en oromo-oprejsning i [området], og at hun længe havde støttet terrorister. Ansøgeren søgte herefter asyl [i] juni 2016, efter at hendes visum var udløbet. Flygtningenævnet skal indledningsvist bemærke, at en udlænding i henhold til udlændingelovens § 40 har pligt til at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af sagen. Ansøgeren har imidlertid ikke ønsket at medvirke hertil, idet hun ikke har ønsket at svare på spørgsmål, hvis ikke der blev tilkaldt en bestemt tolk. Frem til, at nævnet traf afgørelse om at gennemføre mødet med den indkaldte tolk, har nævnet ikke haft indtryk af, at der var problemer for ansøgeren med at forstå tolken, og tolken har bekræftet, at han forstår ansøgeren. Det bemærkes videre, at ansøgeren har gennemført begge forudgående samtaler i Udlændingestyrelsen med den samme tolk uden at gøre gældende, at hun ikke forstod ham, ligesom hun frem til nævnet besluttede at gennemføre nævnsmødet, har svaret relevant på de stillede spørgsmål. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet nævnet ud over det ovenfor anførte skal bemærke, at ansøgerens forklaring har været utroværdig og udbyggende på en række centrale punkter, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret, at hun hverken har været politisk aktiv, deltaget i demonstrationer eller på anden måde har udført regimekritiske handlinger, ligesom hun har forklaret, at det samme gælder hendes nærmeste familie. I oplysnings- og motivsamtalen har hun henvist til de generelle forhold for oromoer og alene forklaret ganske overordnet om, at der kom nogle af hendes børns veluddannede venner i hendes hjem, og at hun ikke ved, hvad disse venner foretog sig. I asylsamtalen og samtalen med advokaten har ansøgeren udbygget denne del af sit asylmotiv ved at forklare, at hun hjalp disse børn med en række forskellige ting, og at nogle af dem måske var tilknyttet OLF. Selv, hvis nævnet måtte lægge ansøgerens forklaring om, at hun har hjulpet de unge mennesker til grund, er det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren derved skulle være kommet i de etiopiske myndigheders søgelys som regimekritiker alene, fordi hun har udført handlinger af ganske begrænset og humanitær karakter overfor børn i hendes nærområde, eller fordi hun ikke har været medlem af regeringspartiet. Nævnet har herved lagt vægt på karakteren af den hjælp, ansøgeren angiveligt har ydet børnene, at dette har stået på i flere årtier, at hendes bror har ydet tilsvarende hjælp uden at få problemer samt endelig, at det alene beror på ansøgerens formodning, at de børn, hun har hjulpet, har tilhørt regimekritiske fraktioner. Arrestordren fremstår udstedt [i] marts 2016, og dermed kun godt en uge efter ansøgerens legale udrejse, hvilket fremstår påfaldende navnlig set i lyset af, at ansøgeren ikke umiddelbart i forlængelse af modtagelsen søgte asyl men afventede hermed til [dato] juni 2016, efter at hendes visum var udløbet [i] maj 2016. Henset hertil, og til indholdet af sigtelser i arrestordren, hvoraf fremgår, at myndighederne beskylder hende for at stå bag oprejsningen af oromoer og yde støtte til terroristerne, tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring om arrestordren. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Etiopien kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark. Da ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etio/2019/9/SME

etio201912

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk amhara og ortodoks kristen af trosretning fra Addis Ababa, Etiopien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel af den etiopiske regering, fordi han har været medlem af partiet Unity for Democracy and Justice Party (UDJ). Ansøgeren har tillige henvist til de generelle forhold for etniske amharaer i Etiopien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i forbindelse med valget i 2005 var med til at hænge politiske plakater op og uddelte brochure for partiet Kanijit. [I sommeren] 2006 blev ansøgeren anholdt af myndighederne og kørt til et fængsel, hvor han blev beskyldt for at være medlem af et ulovligt parti. Ansøgeren var tilbageholdt i 11 måneder og 14 dage. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for tortur. [I sommeren] 2007 blev ansøgeren løsladt mod en kaution på 20.000 biir, og han fik i forbindelse med løsladelsen oplyst, at myndighederne ville holde øje med ham. Ansøgeren blev medlem af UDJ i 2009, og efter indmeldelsen fortsatte ansøgeren sine politiske aktiviteter, hvor han uddelte brochurer og hængte plakater op. Ansøgeren deltog ligeledes i partiets møder. Fra 2009 til 2013 blev ansøgeren anholdt af de etiopiske myndigheder adskillige gange, hvor han ofte var tilbageholdt to til tre dage ad gangen. Ansøgeren blev hver gang løsladt uden betingelser. Ansøgeren tog ophold hos en af sine kolleger, hvor han boede i et år og et par måneder. I [foråret] 2014 flyttede ansøgeren igen tilbage til sin egen bopæl, hvor han fik at vide, at myndighederne havde opsøgt hans bopæl. Mellem 2014 til 2016 blev ansøgeren opsøgt af myndighederne på sin bopæl, men han var ikke hjemme under opsøgningerne. [I sommeren] 2016 modtog ansøgeren et brev, hvori der stod, at han skulle anholdes, fordi han havde været politisk aktiv ved valget i 2014. Ansøgeren var ikke hjemme, da brevet blev afleveret. Ansøgeren udrejste af Etiopien [i efteråret] 2016 med gyldigt nationalitetspas isat visum til Danmark. Efter ansøgerens udrejse har myndighederne opsøgt ansøgerens bopæl flere gange. Første opsøgning skete i [i efteråret] 2016, hvor myndighederne spurgte ansøgerens mor og bror om, hvor ansøgeren opholdt sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på de samme forhold som er angivet i Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2017. Hertil kommer, at ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret divergerende, afglidende og udbyggende på flere centrale punkter. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvornår og hvor mange skriftlige henvendelser han har fået fra myndighederne. Han har således i sit asylskema alene angivet, at han har modtaget et brev fra retten i 2005 (Etiopisk kalender), mens det af referatet fra samtalen i Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2017 og af advokatindlægget fremgår, at ansøgeren har forklaret, at han modtog to tilsigelser, før han flyttede hen til sin kollega, [K]. Under sin forklaring for nævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke modtog skriftlige tilsigelser, før han flyttede hen til [K]. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende og afglidende om, hvor hans mor har opholdt sig. Under sin samtale i Udlændingestyrelsen [i slutningen af] 2016 har han forklaret, at hans mor modtog en tilsigelse på bopælen, mens han for nævnet har forklaret, at hans mor det meste af tiden opholder sig i USA, og at hun ikke har haft kontakt med myndighederne i forbindelse med, at han her blevet opsøgt på bopælen. Han har endvidere forklaret divergerende, afglidende og utroværdigt om sin brug af ambassadens biler. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvorvidt der er blevet kautioneret for ham i forbindelse med en af tilbageholdelserne i perioden efter, at han blev løsladt den 2. juni 2007. Ansøgeren har således ikke forklaret herom forud for nævnsmødet. Efter en samlet vurdering finder nævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etio/2019/12/MGO

erit20191

Nævnet meddelte i maj 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Klageren er etnisk tigrinya, kristen ortodoks og født i Eritrea. Familien udrejste til Sudan, da klageren var omkring et år gammel. Klageren har ikke siden været i Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter, at han vil blive tvunget til at aftjene militærtjeneste, idet han ikke ønsker at slå mennesker ihjel. Videre har klageren henvist til, at han frygter, at han vil blive udsat for overgreb fra myndighederne grundet sin fars politiske konflikt. Endelig har klageren henvist til, at han frygter, at han ved en tilbagevenden til Eritrea vil blive straffet for illegal udrejse. [I sommeren] 2015 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. [I foråret] 2016 blev klageren idømt fængsel i ni måneder for forsøg på røveri, jf. straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, hvoraf tre måneder af straffen ansås for udstået med varetægtsfængslingen, jf. straffelovens § 58, stk. 1, og § 86, mens seks måneder af straffen blev gjort betinget, jf. straffelovens § 56, stk. 1. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for seks år efter udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 2, jf. § 32, stk. 3. Klagerens opholdstilladelse bortfaldt som følge heraf, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1. Flygtningenævnet behandlede sagen [i efteråret] 2017 og fandt, at klageren isoleret set var omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1. Vedrørende udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. udtalte Flygtningenævnet: ”Flygtningenævnet bemærker, at klageren har været i Danmark i godt tre år, og at han i betydelig grad har lært dansk. Det forhold, klageren er dømt for, er et enkeltstående forhold, der er begået, da klageren var 15 år gammel. Der var tale om en forsøgshandling, og størstedelen af straffen på fængsel i ni måneder blev gjort betinget. På trods af, at klageren kun i begrænset omfang har opnået tilknytning til det danske samfund, finder nævnet, at proportionalitetsafvejningen i overensstemmelse med Flygtningekonventionen fører til, at der foreligger sådanne særlige grunde, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger herved betydelig vægt på klagerens meget unge alder på gerningstidspunktet.” Ved dom af [nærmere bestemt dato i efteråret] 2018 afsagt af [nærmere bestemt byret] blev klageren idømt fængsel i seks måneder for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1, og bekendtgørelsen om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. bilag liste A nr. 1, og udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år, jf. udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6 og § 24, nr. 2, jf. § 32, stk. 3, hvorved klagerens opholdstilladelse bortfalder, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, 1. pkt. Ved dom af [nærmere bestemt dato i efteråret] 2018 afsagt af Vestre Landsret blev byrettens dom af [nærmere bestemt dato i foråret] stadfæstet.  [I slutningen af] 2018 blev klageren afhørt af politiet om udsendelsesspørgsmålet, hvor han oplyste, at han ikke ønskede at medvirke til udsendelse til Eritrea. [I foråret] 2019 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klageren ikke kan udsendes til Eritrea, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. Udlændingestyrelsen traf videre afgørelse om, at klageren isoleret er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt.  Flygtningenævnet finder på samme måde som Udlændingestyrelsen, at klageren fortsat isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved afgørelsen af, om der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at klageren på trods af kriminaliteten kan meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., skal der foretages en proportionalitetsafvejning mellem grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Proportionalitetsafvejningen skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen.. Flygtningenævnet bemærker, at klageren var 14 år gammel, da han uledsaget indrejste i Danmark [i efteråret] 2014. Ansøgeren taler dansk og var i gang med en uddannelse som fisker, der imidlertid blev afbrud i forbindelse med afsoning af fællestraffen på 6 måneders fængsel. Ansøgeren har en dansk kæreste og har stadig jævnlig kontakt med vedkommende, der var beskikket som midlertidig forældremyndighedsindehaver. Det taler imod at meddele klageren opholdstilladelse, at han på ny er fundet skyldig i et strafbart forhold.  Det nye forhold, klageren er dømt for, er et enkeltstående forhold, der er begået, da klageren var 17 år gammel. Nævnet må lægge til grund, at den overtrædelse af straffelovens § 244 som klageren blev fundet skyldig i blev begået efter forudgående uoverensstemmelser mellem klageren og en væsentligt ældre beboer på opholdsstedet, og at volden var uden betydende skadevirkninger. Den samlede straf i de to domme udgør 9 måneders fængsel, og den helt overvejende del af straffen vedrører en forsøgshandling begået, da klageren var 15 år gammel. På trods af, at klageren kun i begrænset omfang har opnået tilknytning til det danske samfund, finder nævnet, at proportionalitetsafvejningen i overensstemmelse med flygtningekonventionen fører til, at der foreligger sådanne særlige grunde, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2019/1/CHPE

demo20198

Nævnet hjemviste i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2007 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1. Klageren har til UNHCR oplyst, at hun siden 1998 havde delt bopæl med sin søster, [D], og hendes familie. I [sommeren] 2005 blev deres bopæl opsøgt af nogle mænd i militærtøj, som krævede penge. Mændene skød og dræbte klagerens ægtefælle og bortførte klagerens niecer, [A] og [C], og de slog klagerens søster med en geværkolbe. [A] vendte tilbage til bopælen samme nat med snitsår på halsen. Hun fortalte, at mændene, der havde bortført hende, havde voldtaget hende og forsøgt at slå hende ihjel. Da det også lykkedes [C] at flygte, flygtede klageren og resten af hendes familie sammen til Uganda. [I efteråret] 2015 modtog Udlændingestyrelsen en henvendelse fra klagerens niece, [C], hvori [C] oplyste, at hun var begyndt at leve et kristent liv, og at hun er blevet klar over, at hun kan ende i helvede på grund af den løgn, hun fortalte i flygtningelejren i Uganda. [C] oplyste, at hun havde løjet om, at hun var blevet voldtaget af nogle soldater. Til klagerens samtaler med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2018 og [i efteråret] 2018 oplyste hun, at det asylmotiv hun havde oplyst til UNHCR var usandt. Klageren oplyste, at hendes ægtefælle ikke var blevet skudt og slået ihjel under episoden i [sommeren] 2005, og at klagerens niecer ikke var blevet bortført og voldtaget. Klageren oplyste videre til sine samtaler med Udlændingestyrelsen i 2018, at hun havde reelle konflikter i sit hjemland, som hun ikke havde fortalt om til UNHCR. Klageren oplyste, at hun rettelig frygtede rwandiske soldater som følge af klagerens politiske aktiviteter. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun har arbejdet for oppositionspartiet Rassemblement Congolais pour la Démocratie (RCD). Klageren har oplyst, at hendes taske indeholdende hendes pung og ID-kort med navn, adresse og telefonnummer, blev stjålet. Klageren frygtede, at hendes taske med hendes personlige oplysninger var kommet i de rwandiske soldaters besiddelse. Klageren levede efterfølgende i skjul frem til sin udrejse af Den Demokratiske Republik Congo i [slutningen af] 2005. Udlændingestyrelsen traf [i slutningen af] 2018 afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse, idet klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet bemærker, at klageren i sine samtaler med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2018 og [i efteråret] 2018 har oplyst, at de oplysninger, som hun gav myndighederne, forud for, at hun blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, ikke var rigtige, og klageren har bekræftet dette for nævnet. På denne baggrund og af de grunde, der i øvrigt er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder nævnet, at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, isoleret set er opfyldt. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, jf. den dagældende § 19, stk. 7, 1. pkt., i udlændingeloven. Det bemærkes, at udlændingelovens § 19, stk. 7, med ikrafttræden den 1. marts 2019 blev ophævet og erstattet af udlændingelovens § 19 a, jf. § 14 i lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love (Videre adgang til inddragelse af opholdstilladelser for flygtninge, loft over antallet af familiesammenføringer, skærpet straf for overtrædelse af indrejseforbud og overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt, ydelsesnedsættelse for forsørgere m.v.). Det hedder imidlertid i bemærkningerne til forslaget til loven, at ”Bestemmelsen [§ 19 a] vil skulle benyttes ved sager om inddragelse, som Udlændingestyrelsen indleder efter lovens ikrafttræden. Sager indledt forud for lovens ikrafttræden skal fortsat vurderes efter udlændingelovens § 26.”. Ved vurderingen af om en inddragelse af opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende skal det indgå, at opholdstilladelsen er opnået ved svig, hvorfor hensynene i udlændingelovens § 26, stk. 1, ikke kan tillægges samme vægt som ved en inddragelse af en opholdstilladelse i medfør af f.eks. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Det fremgår, at klageren, der er født [i] 1959, har haft lovligt ophold i Danmark siden [sommeren] 2007, og at klageren har bestået prøve i dansk 2. Klageren har bestået indfødsretsprøven i [sommeren] 2018 samt gennemført social- og sundhedshjælperuddannelsen i perioden fra 2010 til 2012. Klageren har arbejdet som social- og sundhedshjælper siden 2012 – og siden 2017 som fastansat. Klageren har siden [efteråret] 2018 været sygemeldt størstedelen af tiden. Klageren er medlem af FOA og Pen-Sam-gruppen. Klageren elsker at læse om Danmarks historie, i fagbladet FOA og biblen samt se tv. Klageren deltager i forskellige møder med sine kollegaer i fritiden. Klageren har oplyst, at hun har mange danske venner og har et godt naboskab. Klageren har to voksne børn, sin søster, hvis sag sambehandles med klagerens sag, en bror og søsterens og brorens respektive børn samt sin svoger i Danmark. Klageren har en bror og en søster i Den Demokratiske Republik Congo, som hun har sporadisk kontakt med, ligesom hun har en nevø der. Klageren er enlig og lider af kroniske smerter, slidgigt, forhøjet blodtryk og migræne, og det fremgår af klagerens journal fra egen læge for perioden fra [sommeren] 2018 til [begyndelsen af] 2019, som er fremlagt for nævnet, at klageren tidligere har været diagnosticeret med fibromyalgi. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse er opfyldt, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, og den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Nævnet kan henvise til begrundelsen i Udlændingestyrelsens afgørelse [fra slutningen af] 2018. Nævnet finder således i lighed med Udlændingestyrelsen, at hensynet til familiens enhed under de foreliggende omstændigheder ikke kan føre til en anden vurdering, ligesom klagerens helbredsmæssige forhold heller ikke kan føre til en anden vurdering. Nævnet lægger herved vægt på, at den medicin, som klageren efter det foreliggende er i behandling med, må antages at være tilgængelig i Den Demokratiske Republik Congo. Klagerens advokat har for nævnet anført, at de generelle forhold i Kivu-provinsen, hvor ansøgeren er født og boede frem til udrejsen i 2005, må anses for at være af en sådan karakter, at klageren ved en tilbagevenden dertil vil være i risiko for at blive udsat for behandling i strid med EMRK artikel 3 ved sin blotte tilstedeværelse. Klagerens advokat har i sit indlæg [fra foråret] 2019 blandt andet henvist til US Department of State: Country Report on Human Rights Practices 2018 og Human Rights Watch’s World Report 2019 vedrørende Den Demokratiske Republik Congo. Udlændingestyrelsen har ikke foretaget en nærmere vurdering af forholdene i Kivu-provinsen. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på en vurdering af, om forholdene i Kivu-provinsen aktuelt har betydning for vurdering af klagerens sag. Sagen hjemvises til fornyet behandling.” Demo/2019/8/EMU

demo20197

Nævnet hjemviste i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2007 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1. Klageren har til UNHCR oplyst, at hun og hendes ægtefælle i 1998 blev opsøgt på deres bopæl i Den Demokratiske Republik Congo. Klageren og hendes ægtefælle blev bortført af en gruppe oprørere. Under bortførelsen blev klageren voldtaget af en af oprørerne, men det lykkedes efterfølgende for klageren og hendes ægtefælle at flygte fra oprørerne. Klageren oplyste videre, at familiens bopæl i [sommeren] 2005 blev angrebet af soldater, som krævede penge. Soldaterne skød og dræbte klagerens svoger, udsatte klageren og hendes familie for overgreb og bortførte klagerens døtre, [A] og [C]. [A] blev voldtaget og skåret i halsen med en kniv. [C] blev holdt fanget og tvunget til at indgå ægteskab med en kommandant. Det lykkedes klagerens døtre at flygte, hvorefter klageren og hendes familie flygtede til Uganda i frygt for, at soldaterne ville opsøge dem igen. [I efteråret] 2015 modtog Udlændingestyrelsen en henvendelse fra klagerens datter, [C], hvori [C] oplyste, at hun var begyndt at leve et kristent liv, og at hun er blevet klar over, at hun kan ende i helvede på grund af den løgn, hun fortalte i flygtningelejren i Uganda. [C] oplyste, at hun havde løjet om, at hun var blevet voldtaget af nogle soldater. Til klagerens samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2018 oplyste hun, at klageren og hendes veninde i 1998 blev opsøgt af soldater fra Rwanda på klagerens venindes bopæl. I den forbindelse blev klageren voldtaget af en soldat. Klageren oplyste videre, at hændelsen i 2005 ikke havde fundet sted, og at de havde forladt Den Demokratiske Republik Congo på grund af den generelle sikkerhedssituation i landet. Udlændingestyrelsen traf [i slutningen af] 2018 afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse, idet klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet bemærker, at klageren i sin samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2018 har forklaret, at de oplysninger, som hun gav myndighederne, forud for, at hun blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, ikke var rigtige, og klageren har bekræftet dette for nævnet. På denne baggrund og af de grunde, der i øvrigt er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstil¬ladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, isoleret set er opfyldt. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, jf. den dagældende § 19, stk. 7, 1. pkt., i udlændingeloven. Det bemærkes, at udlændingelovens § 19, stk. 7, med ikrafttræden den 1. marts 2019 blev ophævet og erstattet af udlændingelovens § 19 a, jf. § 14 i lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love (Videre adgang til inddragelse af opholdstilladelser for flygtninge, loft over antallet af familiesammenføringer, skærpet straf for overtrædelse af indrejseforbud og overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt, ydelsesnedsættelse for forsørgere m.v.). Det hedder imidlertid i bemærkningerne til forslaget til loven, at ”Bestemmelsen [§ 19 a] vil skulle benyttes ved sager om inddragelse, som Udlændingestyrelsen indleder efter lovens ikrafttræden. Sager indledt forud for lovens ikrafttræden skal fortsat vurderes efter udlændingelovens § 26.”. Ved vurderingen af om en inddragelse af opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende skal det indgå, at opholdstilladelsen er opnået ved svig, hvorfor hensynene i udlændingelovens § 26, stk. 1, ikke kan tillægges samme vægt som ved en inddragelse af en opholdstilladelse i medfør af f.eks. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Det fremgår, at klageren, der er født [i] 1957, har haft lovligt ophold i Danmark siden [sommeren] 2007, og at klageren har bestået prøve i dansk 2 samt gennemført social- og sundhedshjælperuddannelsen i perioden fra 2010 til 2012. Klageren har fra juli 2012 til februar 2018 haft periodevise ansættelser som plejehjælper og har fra [sommeren] 2018 været ansat som social- og sundhedshjælper med en ugentlig arbejdstid på 32 timer. Varigheden af klagerens ansættelser siden juli 2012 er samlet omkring 53 måneder – i al væsentligt fuldtid. Klageren har gennemført en række praktikophold og har siden [sommeren] 2016 været tilknyttet diverse vikarbureauer, herunder […]. Klageren har endvidere arbejdet som tolk. Klageren har gennemført en række kurser, herunder et opkvalificerende sosuhjælper-kursus. Klageren er medlem af FOA og har udført frivilligt arbejde i Thisted Kommune. Klageren har en ægtefælle, fem voksne børn, en søster, hvis sag sambehandles med klagerens sag, en halvbror, en niece, en nevø og tre børnebørn i Danmark. Klageren har en søn i Den Demokratiske Republik Congo, som klageren har kontakt med. Klageren lider af forhøjet blodtryk, smerte i kroppen og et ar på halsen. Klageren har forklaret, at hun, mens denne sag har verseret, har måttet afstå fra en operation af arret på halsen, fordi hendes blodtryk grundet sagen har været for højt. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse er opfyldt, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, og den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Nævnet kan henvise til begrundelsen i Udlændingestyrelsens [fra slutningen af] 2018. Nævnet finder således i lighed med Udlændingestyrelsen, at hensynet til familiens enhed under de foreliggende omstændigheder ikke kan føre til en anden vurdering, ligesom klagerens helbredsmæssige forhold heller ikke kan føre til en anden vurdering. Nævnet lægger herved vægt på, at den medicin, som klageren efter det foreliggende tager, må antages at være tilgængelig i Den Demokratiske Republik Congo. Klagerens advokat har for nævnet anført, at de generelle forhold i Kivu-provinsen, hvor ansøgeren er født og boede frem til udrejsen i 2005, må anse for at være af en sådan karakter, at klageren ved en tilbagevenden dertil vil være i risiko for at blive udsat for behandling i strid med EMRK artikel 3 ved sin blotte tilstedeværelse. Klagerens advokat har i sit indlæg [fra foråret] 2019 blandt andet henvist til US Department of State: Country Report on Human Rights Practices 2018 og Human Rights Watch’s World Report 2019 vedrørende Den Demokratiske Republik Congo. Udlændingestyrelsen har ikke foretaget en nærmere vurdering af forholdene i Kivu-provinsen. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på en vurdering af, om forholdene i Kivu-provinsen aktuelt har betydning for vurdering af klagerens sag. Sagen hjemvises til fornyet behandling.” Demo/2019/7/EMU

demo20196

Nævnet omgjorde i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Den Demokratiske Republik Congo, således at hun fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte den [i sommeren] 2007 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1. Klageren har til UNHCR oplyst, at hun og hendes familie i 1998 blev opsøgt på deres bopæl i Den Demokratiske Republik Congo af en gruppe oprørere, som bortførte klagerens forældre. Under bortførelsen blev klagerens mor voldtaget af oprørerne, men klagerens forældre slap efterfølgende fri. Klageren oplyste videre, at klagerens families bopæl i [sommeren] 2005 blev angrebet af soldater, som krævede penge. Soldaterne skød og dræbte klagerens mosters ægtefælle, udsatte klagerens forældre for overgreb og bortførte klageren og klagerens søster. Under bortførslen blev klageren adskilt fra sin søster, klageren blev voldtaget, og klageren blev tilbageholdt i en lejr, hvor hun blev tvunget til at indgå tvangsægteskab med en kommandant. Klagerens ældste barn var derfor resultatet af en voldtægt. Det lykkedes imidlertid både klageren og hendes søster at undslippe soldaterne, hvorefter klageren og hendes familie omgående udrejste til Uganda, da de frygtede, at soldaterne ville opsøge dem igen. [I efteråret] 2015 modtog Udlændingestyrelsen en henvendelse fra klageren, hvori klageren oplyste, at hun var begyndt at leve et kristent liv, og at hun er blevet klar over, at hun kan ende i helvede på grund af den løgn, hun fortalte i flygtningelejren i Uganda. Klageren oplyste, at hun havde løjet om, at hun var blevet voldtaget af nogle soldater. Til klagerens samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 oplyste hun, at hun havde forklaret usandt om hændelserne i både 1998 og i 2005. Klageren oplyste videre, at den reelle årsag til, at klageren og hendes familie udrejste af Den Demokratiske Republik Congo var de generelle uroligheder, volden og krigen i landet. Udlændingestyrelsen traf [i slutningen af] 2018 afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse, idet klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet bemærker, at klageren af egen drift [i efteråret] 2015 skriftligt oplyste Udlændingestyrelsen om, at hun havde løjet om sit asylgrundlag. Klageren bekræftede oplysningerne under den samtale, som Udlændingestyrelsen afholdt med klageren [i sommeren] 2017 forud for, at Udlændingestyrelsen [i slutningen af] 2018 traf afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse, og klageren har bekræftet oplysningerne for nævnet. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at klageren bevidst har udvist svig, og nævnet finder, at den udviste svig har haft direkte betydning for, at klageren fik opholdstilladelse i Danmark. Det bemærkes herved, at nævnet ikke kan lægge klagerens forklaring for nævnet om episoden i [sommeren] 2005 til grund, hvorefter klageren blandt andet skulle have været tilbageholdt af soldater, ligesom hun undgik en voldtægt, fordi hun havde en infektion, der gjorde, at soldaternes chef afstod fra at voldtage hende. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren ikke forklarede om episoden til sin samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017, ligesom klageren ifølge sin mors og mosters forklaringer ikke havde konflikter af den karakter inden udrejsen af Den Demokratiske Republik Congo. Nævnet er opmærksom på, at klagerens søster [A] til sin samtale med Udlændingestyrelsen den [i sommeren] 2018 har forklaret, at klageren og klagerens kæreste på et tidspunkt kort før udrejsen blev anholdt af regeringssoldater, men dette kan ikke føre til en anden vurdering. På denne baggrund og af de grunde, der i øvrigt er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder nævnet, at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, isoleret set er opfyldt. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, jf. den dagældende § 19, stk. 7, 1. pkt., i udlændingeloven. Det bemærkes, at udlændingelovens § 19, stk. 7, med ikrafttræden den 1. marts 2019 blev ophævet og erstattet af udlændingelovens § 19 a, jf. § 14 i lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love (Videre adgang til inddragelse af opholdstilladelser for flygtninge, loft over antallet af familiesammenføringer, skærpet straf for overtrædelse af indrejseforbud og overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt, ydelsesnedsættelse for forsørgere m.v.). Det hedder imidlertid i bemærkningerne til forslaget til loven, at ”Bestemmelsen [§ 19 a] vil skulle benyttes ved sager om inddragelse, som Udlændingestyrelsen indleder efter lovens ikrafttræden. Sager indledt forud for lovens ikrafttræden skal fortsat vurderes efter udlændingelovens § 26.”. Ved vurderingen af om en inddragelse af opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende skal det indgå, at opholdstilladelsen er opnået ved svig, hvorfor hensynene i udlændingelovens § 26, stk. 1, ikke kan tillægges samme vægt som ved en inddragelse af en opholdstilladelse i medfør af f.eks. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Det fremgår, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [sommeren] 2007. Klageren har bestået prøve i dansk 2 og gennemført 9. klasse i 2009, 10. klasse i 2010 samt HF enkeltfag i perioden 2013. Klageren har arbejdet som rengøringsassistent i sommeren 2016. Klageren har for nævnet vist, at hun taler et godt og nuanceret dansk. Klageren er uddannet socialrådgiver, og er medlem af Dansk Socialrådgiverforening. Klageren har været på barsel fra færdiggørelsen af uddannelsen til februar 2019, og klageren er jobsøgende, idet klagerens mindreårige søn [E], der er født i Danmark [i foråret] 2018, har fået institutionsplads fra april 2019. Klagerens datter [B], der er født [i foråret] 2006 uden for Den Demokratiske Republik Congo, har haft ca. 7 af sine formative år i Danmark. Det er oplyst, at [B] hverken taler swahili eller fransk, og der foreligger en udtalelse [fra foråret] 2019 fra [B’s] skole, hvor det blandt andet fremgår, at [B] er utrolig dygtig til dansk, at [B] taler dansk hjemme, at [B] er velformuleret – både mundtligt og skriftlig – og klarer både læsetest, staveprøver og nationale test på et meget solidt niveau, at [B] er meget vellidt og har mange venner i skolen, at [B] er populær at være sammen med, og at [B] også går til badminton med nogle af sine klassekammerater og har et godt fællesskab omkring sporten. Det er endvidere oplyst, at [B] ikke har nogen tilknytning til Den Demokratiske Republik Congo, hvor hun aldrig har haft ophold. Det fremgår yderligere, at klageren ud over sin mor og moster, hvis inddragelsessager er sambehandlet med klagerens sag, har en far, fem søskende, to onkler, kusiner, fætre og en niece i Danmark, mens klageren i Den Demokratiske Republik Congo har en bror og en onkel, som klageren ikke har kontakt med. Klageren er en enlig kvinde, der bortset fra kronisk hepatitis B, som klageren går til lægetjek for hvert halve år, men ikke modtager medicin for, er sund og rask. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, herunder oplysningerne om varigheden af opholdet i Danmark, klagerens tilegnelse af dansk og integration i det danske samfund og navnlig oplysningerne om datteren [B’s] tilknytning til det danske samfund og manglende sproglige forudsætninger for at begå sig i Den Demokratiske Republik Congo, at det – uagtet at klagerens opholdstilladelse blev opnået ved svig – må antages at virke særligt belastende for klageren at inddrage klageren opholdstilladelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra slutningen af] 2018, således at klageren og hendes medfølgende datter [B], født [i foråret] 2006, fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1.” Demo/2019/6/EMU

came20191

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to medfølgende børn fra Cameroun. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er katolik fra [landsby], Cameroun. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Cameroun frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælle og dennes familie. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin far i forbindelse med et ritual. Ansøgeren har til støtte for konflikten med sin tidligere ægtefælle og dennes familie oplyst, at hun kom til Danmark i 2011 som medfølgende ægtefælle til sin tidligere ægtefælle. Efter parrets skilsmisse i foråret 2015 opsøgte den tidligere ægtefælle ansøgerens bopæl uanmeldt og var ubehagelig over for ansøgeren. Ved en enkel lejlighed truede han hende med en kniv. I efteråret 2015 bortførte ansøgerens tidligere ægtefælle deres to fælles børn og rejste til Cameroun med dem, hvor de fortsat opholder sig hos den tidligere ægtefælles familie. Familien har flere gange truet ansøgeren, idet de beskylder hende for, at den tidligere ægtefælle har skullet afsone en fængselsdom i Danmark på grund af børnebortførelsen. Familien vil aldrig lade ansøgeren få sine børn igen. Ansøgerens far har ligeledes tilkendegivet, at børnene bør være hos den tidligere ægtefælles familie, idet ansøgeren svigtede sin tidligere ægtefælle, da hun lod sig skille fra ham. I forbindelse med straffesagen vedrørende bortførelsen af ansøgerens børn har ansøgerens tidligere familie i samarbejde med ansøgerens far sendt to breve til de danske myndigheder, hvoraf det fremgår, at de har indgået en aftale om, at ansøgerens døtre skal forblive i Cameroun. Til støtte for konflikten med sin far, har ansøgeren oplyst, at hendes bror, [A], døde i 2014, og at familien mistænker ansøgerens far for at have udført et ritual med broren, der førte til hans død. En spåkone har efterfølgende bekræftet dette, hvilket har medført, at ansøgerens anden bror, [N], rejste til Canada. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Cameroun risikerer forfølgelse eller overgreb fra sin far omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger herved til grund, at det alene beror på ansøgerens formodning, at broderens død skyldes et ritual udført af faderen, som beror på udtalelser fra en spåkone. Endvidere lægger nævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om broderens død, idet hun til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2016 oplyste, at hun havde talt med broderen to dage forinden, hvor han havde det fint, at han efterfølgende kom på hospitalet med høj feber, og at familien i starten troede, at han døde af naturlige årsager, indtil lægerne på baggrund af en skanning sagde, at alle broderens organer var rådnet. Til samtalen [efteråret] 2017 forklarede ansøgeren derimod, at ansøgerens far tog broderen med sig i live fra det hospital, hvor han var indlagt, mens hendes mor forsøgte at modsætte sig, og at broderen efterfølgende døde i faderens varetægt. Under asylsamtalen har ansøgeren endvidere forklaret, at broderen under telefonsamtalen to dage før sin død næsten ikke kunne tale, fordi han havde det så dårligt. Flygtningenævnet lægger lige som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren er i et modsætningsforhold til sin eksmand omkring parrets to fællesdøtre, som eksmanden har bortført til Cameroun, men Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Cameroun risikerer forfølgelse eller overgreb fra eksmanden eller hans familie omfattet af udlændingelovens § 7 som følge af denne konflikt, fordi ansøgerens forklaring herom fremstår utroværdig. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om antallet af trusler fra ekssvigerfamilien, idet hun til samtalen [i efteråret] 2016 oplyste, at der var tale om i alt tre mundtlige og en skriftlig trussel, hvorimod hun til samtalen [i efteråret] 2017 oplyste, at der på tidspunktet for oplysnings- og motivsamtalen var tale om fire mundtlige og fire skriftlige trusler. Hertil kommer, at ansøgeren ikke har dokumenteret de skriftlige trusler mod hende, der efter det oplyste skulle være fremsat pr. sms og via Facebook. Endvidere har ansøgeren ikke omtalt truslerne i asylansøgningsskemaet. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret udbyggende om årsagen til truslerne i forhold til oplysningerne i asylansøgningsskemaet, idet hun deri oplyste, at truslerne skyldtes eksmandens fængsling i Danmark, mens hun til oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at truslerne også havde andre årsager. Endelig finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i Cameroun ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Came/2019/1/CRT

bang20193

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bengali og sunnimuslim af trosretning fra Brahmanbaria, Bangladesh. Ansøgeren er tilhænger af partiet BNP, og han har været aktiv i forbindelse med valgkampagner. Ansøgeren har som asylmotiv senest henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at blive fængslet af myndighederne i Bangladesh grundet en drabsanklage vedrørende et medlem af Awami League. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive udsat for tortur eller at blive slået ihjel af tilhængere af Awami League, idet ansøgeren og ansøgerens familie er tilhængere af BNP, ligesom ansøgerens fætter er medlem af BNP. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der i forbindelse med valgkampen i 2010 opstod problemer mellem tilhængere af BNP og Awami League i ansøgerens hjemområde. Der opstod en skududveksling mellem de to grupper, og en person fra Awami League, [A], blev slået ihjel. I [efteråret] 2010 forlod ansøgeren sit hjemområde. Han opholdt sig derefter omkring halvandet år i Indien. Under ansøgerens ophold i Indien, blev ansøgeren bekendt med, at han og en række andre personer var anklaget for drabet på [A]. Efter omkring halvandet års ophold i Indien rejste ansøgeren tilbage til Bangladesh. Ved ansøgerens tilbagevenden til Bangladesh opholdt ansøgeren sig hos sin faster. Ansøgeren begyndte her at planlægge sin udrejse af Bangladesh. Nogle tilhængere af Awami League opdagede ansøgeren, mens han tog ophold hos sin faster, ligesom personerne blev bekendte med ansøgerens planer om at udrejse. Tilhængerne af Awami opsøgte derfor ansøgerens fasters bopæl, hvor de ville overfalde ham. Det lykkedes imidlertid ansøgeren at flygte fra bopælen. Ansøgeren udrejste af Bangladesh i [foråret] 2012. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at forklaringen er utroværdig og fremstår konstrueret med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om årsagen til, at han rejste ud af Bangladesh og dermed har afgivet skiftende oplysninger om sit asylmotiv. Ansøgeren anførte således i sit asylansøgningsskema af [foråret] 2016, at han var udrejst af Bangladesh på grund af en konflikt med sønnerne af nogle rige familier i området. De pågældende havde stjålet kokosnødder, som tilhørte ansøgerens familie, og de slog ansøgerens hund ihjel og truede efterfølgende ansøgeren. Ansøgeren anførte videre, at han tog ophold hos sin moster, og at han, mens han opholdt sig hos mosteren, så tre gerningsmænd skyde en mand med pistol, ligesom de skød efter ansøgeren. Ansøgeren anførte videre, at han undslap, hvorefter gerningsmændene opsøgte mosteren og sagde til mosteren blandt andet, at hun skulle sende ansøgeren ud af landet. Af referatet af politiets afhøring [efteråret] 2016 af ansøgeren fremgår, at ansøgeren udrejste af Bangladesh på grund af en strid, som han havde med en søn af en embedsmand i landsbyen. Striden handlede om, at embedsmandens søn havde stjålet noget frugt fra ansøgerens families træer, og det endte i slagsmål. På grund af den magt embedsmanden havde, frygtede ansøgeren at blive efterstræbt af myndighederne, og han tog ophold hos sin faster i en anden landsby, hvor han boede i seks måneder, uden at det fik konsekvenser for ham. Til oplysnings- og motivsamtalen [primo] 2018 forklarede ansøgeren derimod, at han forlod Bangladesh, fordi han havde problemer med politiet, idet ansøgerens bror og far er tilhængere af oppositionspartiet BNP. Dette medførte, at en milits under regeringspartiet i 2010 slog ansøgeren, ansøgerens bror og far, hvilket var den direkte årsag til udrejsen. Ansøgeren forklarede også, at broren blev skudt i begge ben af politiet ved overfaldet, og at broren ved ansøgerens udrejse i 2012 stadig var indlagt på hospitalet af denne grund. Til asylsamtalen [efteråret] 2018 skiftede ansøgeren på ny forklaring. Ansøgeren forklarede således nu, at grunden til, at han udrejste af Bangladesh, var, at der havde været politiske problemer, fordi ansøgerens fætter var medlem af oppositionspartiet BNP. Et medlem af Awami League var blevet dræbt, og der blev rejst en sag mod ansøger og en række andre personer, herunder mod en del af ansøgerens venner og familiemedlemmer. Ansøgeren forklarede, at han derfor frygter, at han vil blive fængslet af myndighederne, eller at han vil blive tortureret af tilhængere af Awami League. Ansøgeren forklarede videre om konflikten, at den opstod i 2010 på grund af valgkampagnen, at broren til et folketingsmedlem blev slået ihjel, at ansøgerens bror med en stok blev slået på benene, som brækkede, hvorfor broren måtte på hospitalet, og at ansøgeren derefter – [primo] 2011 – flygtede til Indien, hvor han opholdt sig i omkring halvandet år, inden han vendte tilbage til Bangladesh. Ansøgeren forklarede også, at ansøgerens far er tilhænger af Awami League, mens ansøgerens to ældre brødre er tilhængere af BNP. For Flygtningenævnet har ansøgeren udbyggende forklaret, at Awami League opsøgte BNP’s kontor, hvor ansøgeren, der var medlem af BNP og betalte kontingent, opholdt sig. Han har videre forklaret, at omkring 50 tilhængere af Awami League sammen med broren til folketingsmedlemmet lavede hærværk, og at de var bevæbnet med stokke og pistoler. Flygtningenævnet finder, at der er tale om væsentlige divergenser, herunder om hvorvidt en bror er blevet skudt og om farens politiske sympatier, og nævnet finder, at ansøgeren – heller ikke for nævnet – har givet nogen rimelig forklaring på divergenserne. Flygtningenævnet lægger yderligere vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen og for nævnet har forklaret divergerende om, hvorvidt nogen, ansøgeren kendte, havde pistoler med til konfrontationen med Awami League. For nævnet forklarede ansøgeren, at ingen af dem, som han kendte, have pistoler med, og at han ikke ved, hvem der affyrede skud. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, dels at han ikke have noget våben med, men nogle af ansøgerens venner havde våben og skød mod folk fra Awami League, dels at ansøgerens ven, som stod ved siden af ansøgeren, havde en pistol og skød mod tilhængerne af Awami League. Endvidere finder Flygtningenævnet, at det svækker ansøgerens generelle troværdighed, at ansøgeren har givet skiftende oplysninger om både sit navn og sin alder til italienske, tyske og danske myndigheder. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren til asylsamtalen forklarede, at han ikke oplyste det navn, han havde oplyst til de italienske myndigheder, til de danske myndigheder, fordi de danske myndigheder ville tjekke det, og derefter sende ham tilbage til Italien. Nævnet finder imidlertid, at dette indikerer, at ansøgeren er rede til at indrette sin forklaring, efter hvad han mener er bedst for ham, hvorfor det ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Bangladesh, og nævnet finder, at vurderingen til en vis grad støttes af, at ansøgeren i en periode har frafaldet sin anmodning om asyl. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved ophold i Bangladesh vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bang/2019/3/CABV

arme20192

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Armenien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armener og kristen fra […] Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har dog oplyst, at hun har deltaget i én demonstration til støtte for en oppositionspolitiker i 2008. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at hun og hendes søn vil blive slået ihjel af to ukendte personer, der har truet hende, fordi hendes far skyldte dem penge. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun [primo] 2008 deltog i en demonstration […]. Under demonstrationen blev ansøgeren kontaktet af to ukendte mænd, der ønskede at vide, hvor hendes far opholdt sig, fordi han skyldte dem penge. Ansøgeren nægtede imidlertid at afgive oplysninger om sin far, hvorefter mændene forsøgte at trække hende ind i en bil. Ansøgerens kollegaer kom hende til undsætning, og det lykkedes dem at flygte fra de ukendte mænd. Ansøgeren har oplyst, at hun efter flugten tog ophold hos en skoleveninde. Ansøgeren var i telefonisk kontakt med sin far, som var i Spanien, der rådede hende til at forlade landet, fordi mændene havde skabt store problemer for ham. Cirka to måneder senere fik ansøgeren at vide, at ukendte personer flere gange havde ringet til hendes farmor for at høre, hvor hun og hendes far befandt sig. I [sommeren] 2008 udrejste ansøgeren fra Armenien til Spanien for at tage ophold hos sin far. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og utroværdigt på en række centrale punkter, og forklaringen fremstår derfor som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har svækket sin generelle troværdighed ved oprindeligt at angive urigtig identitet og et helt andet asylmotiv, end det som hun nu gør gældende. Flygtningenævnet henviser herved til det, der er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen [fra primo] 2018, idet bemærkes at ansøgeren først oplyste sin sande identitet efter ca. 8 år i Danmark og først efter flere gange af politiet at være blevet foreholdt, at politiet var af den opfattelse, at hun ikke havde oplyst sin rette identitet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det er utroværdigt, at ansøgeren ikke kan oplyse navnene på de kolleger, der befriede hende fra de mænd, der i Armenien forsøgte at få hende ind i en bil. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret skiftende om, hvor hun opholdt sig i Tyskland, og at det er utroværdigt, at hun ikke kender navnet på manden i den familie, som hun ifølge sin forklaring for Flygtningenævnet boede hos et halvt år. Ansøgeren har heller ikke kunnet oplyse den pågældende families efternavn eller adresse. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. De sociale forhold i Armenien, og det forhold at ansøgeren og hendes søn nu har opholdt sig i Danmark i 9-10 år kan ikke føre til anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2019/2/thv

afgh201994

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2000 og 2011. Flygtningenævnet udtalte: Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning fra [by], Maimana-provinsen, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en eventuel tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af de afghanske myndigheder eller [MMs] familie. Klageren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han har slået [MM] som følge af, at [MM] havde overfaldet klagerens ægtefælle. Klageren har endvidere anført, at [MMs] far, [GM], er meget magtfuld, idet han arbejder for efterretningstjenesten i Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om konflikten med [MMs] familie til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren på helt centrale punkter har forklaret divergerende, og at dette ikke kan forklares med den tid, der er forløbet siden hændelserne fandt sted, eller at ansøgeren under den seneste samtale med udlændingestyrelsen var psykisk presset på grund af frihedsberøvelsen. Klageren har således forklaret divergerende om bl.a., hvorvidt han vidste, at han kunne finde [MM] på fodboldbanen, hvorvidt klageren var i selskab med en ven, da han opsøgte [MM] på fodboldbanen, og hvorvidt [MM] erkendte at have begået et overgreb mod klagerens ægtefælle. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klagerens konflikt med Taliban fandt sted i for omkring 20 år siden. Klageren har efterfølgende opholdt sig i Afghanistan i 5 år fra 2004 til 2009 uden at opleve problemer med Taliban. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren ikke længere risikerer asylbegrundende overgreb eller behandling som følge af konflikten med Taliban. Det kan herefter ikke lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 2, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/94/MEG

afgh201993

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk sayed og shia-muslim fra landsbyen [X] i Helmand-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter en kommandant ved navn [A], der har slået ansøgeren. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han har bygget bygninger for den afghanske regering. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for kommandant [A] oplyst, at han i 2012 og 2013 arbejdede for kommandant [A], mens han var ansat af den afghanske stat til at opføre statslige bygninger. Ansøgerens arbejde bestod i at udføre murerarbejde. Kommandant [A], der var tilknyttet det afghanske militær, nægtede dog at betale ansøgeren og slog ham, da han bad om betaling for sit arbejde, hvorfor ansøgeren stak af. Ansøgeren fandt herefter en anden arbejdsgiver, entreprenøren [B], der også arbejdede for de afghanske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for Taliban oplyst, at hans søn i foråret 2013 og omkring samtidig med, at ansøgeren fik problemer med kommandant [A], blev kidnappet af Taliban. Dagen efter kidnapningen modtog ansøger et brev med et telefonnummer, ligesom det var anført i brevet, at ansøgeren skulle betale 60.000 amerikanske dollars. Ansøgeren ringede til telefonnummeret og fik at vide, at han skulle betale pengene for at få sin søn løsladt. Ansøgeren formåede at betale løsesummen og fik sin søn løsladt. Omkring et til to år efter kidnapningen af hans søn fik ansøgeren på et for ham ukendt tidspunkt at vide af Taliban, at han skulle stoppe sit arbejde for myndighederne. Da ansøgeren havde en stor familie at forsørge og derfor måtte fortsætte med at arbejde, kunne han ikke efterkomme kravet, hvorfor han fortsatte sit arbejde, hvorefter han blev kidnappet af Taliban. Ansøgeren blev tilbageholdt af gruppen i to måneder, i hvilken periode Taliban forsøgte at få ham til at udlevere telefonnummeret på entreprenøren [B]. Ansøgeren blev til sidst løsladt med hjælp fra nogle ældre, der arrangerede, at der blev betalt 100.000 amerikanske dollars til gruppen, så ansøgeren kunne blive løsladt. I forbindelse med løsladelsen skrev ansøgeren under på, at han ikke længere ville arbejde for myndighederne. Efter løsladelsen hørte ansøgeren ikke fra Taliban i halvandet til to år, hvorefter han på en for ham ukendt dato, hvor han var på hospitalet med sin søn, blev ringet op af sin nabo og fik at vide, at der havde været nogle bevæbnede mænd på hans bopæl, der havde ledt efter ham. Ansøgeren var overbevist om, at de pågældende mænd havde til hensigt at dræbe ham, hvorfor han sammen med sin søn tog fra hospitalet til Helmand, hvorfra de flygtede videre til Nimrouz og udrejste af Afghanistan. Ansøgerens hustru har efter ansøgerens ankomst til Danmark oplyst ham, at hun [i efteråret] 2016 blev opsøgt af Taliban, og at hun efter at være flyttet til Herat ikke har været opsøgt af gruppen, men at hun frygter det hver dag. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sin baggrund for at søge asyl i Danmark har været så uklar, usammenhængende og usandsynlig, at den ikke kan lægges til grund. Nævnet har ved vurderingen af ansøgerens oplysninger været opmærksom på, at ansøgeren helt åbenbart har psykiske vanskeligheder og angiveligt svære hukommelsesproblemer. Ansøgeren har imidlertid forklaret helt usammenhængende og usandsynligt om sin tilbageholdelse af Taliban, herunder at Taliban tilbageholdt ham som følge af, at han nægtede at udlevere telefonnummeret på en bestemt entreprenør, og at Taliban lod ham beholde sin telefon under hele tilbageholdelsen. Han har tillige forklaret noget forskelligt om, hvorvidt hans søn tidligere var blevet tilbageholdt af Taliban, ligesom ansøgerens forklaring om, hvordan han skaffede 60.000 USD i 2013 i forbindelse med sin søns tilbageholdelse, og 100.000 USD i 2015 i forbindelse med sin egen tilbageholdelse har været helt usammenhængende og usandsynlig. Endelig har ansøgeren forklaret forskelligt om den episode, hvor hans bopæl blev opsøgt 1½ til 2 år efter hans tilbageholdelse, idet han har afgivet skiftende forklaringer om, hvorvidt naboen tale med Taliban eller ej. Efter en samlet vurdering heraf finder nævnet således, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb fra Talibans side som følge af nogen individuel konflikt. Heller ikke ansøgerens forklaring om en konflikt med en kommandant kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at den angivelige konflikt fandt sted i 2012/2013, og at konflikten må anses for afsluttet. Herefter, og da heller ikke de generelle forhold i Afghanistan kan føre til en anden vurdering, finder nævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7.  Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/93/JAH

afgh201992

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra [A], [B], [C], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban, idet de har dræbt hans far og lillebror. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far arbejdede i den afghanske hær fra 2009 til 2015, hvor han blev dræbt. En aften i 2015 blev ansøgerens forældres bopæl opsøgt af en gruppe personer fra Taliban, som bankede på døren til bopælen.  Ansøgeren åbnede døren, og Taliban slog ham. Ansøgerens mor kom til døren, og Taliban spurgte efter ansøgerens far. Ansøgerens mor sagde til dem, at ansøgerens far ikke var hjemme. Talebanerne sagde herefter til dem, at ansøgerens far skulle stoppe sit arbejde for det afghanske militær, og at det ellers ville koste familien dyrt. Omkring en måned senere blev familiens bopæl opsøgt af Taliban igen. Taliban sagde, at de vidste, at ansøgerens far fortsat arbejdede for det afghanske militær, og at han skulle stoppe med det ellers ville det få konsekvenser for familien. To måneder senere blev ansøgerens far og bror dræbt af Taliban mens ansøgeren var hos sin faster. Da ansøgeren, ansøgerens søster og faster ankom til bopælen, kunne de se, at ansøgerens far og lillebror var døde. Ansøgeren besvimede og blev kørt til hospitalet, hvor han var i to dage. Omkring 15 dage efter drabet på ansøgerens far og bror, opsøgte Taliban igen familiens bopæl. Ansøgerens mor så gennem et hul i døren, at det var Taliban, hvorefter hun skyndte sig ind på bopælen og sagde til ansøgeren, at han skulle gemme sig, inden hun åbnede døren. Ansøgeren gemte sig herefter i noget hø, og Taliban fandt ham derfor ikke, da de ransagede bopælen. Dagen efter flyttede ansøgeren, ansøgerens mor og ansøgerens søster hen til ansøgerens morbror. Da de havde været hos ansøgerens morbror i 15 dage, sad ansøgerens mor og morbrorens ægtefælle ved floden, da personer fra Taliban henvendte sig til ansøgerens mor. Taliban kunne genkende ansøgerens mor, og de spurgte hende, hvad hun lavede der. Ansøgerens mor svarede, at hun var på besøg hos sin bror, hvorefter Taliban spurgte efter ansøgeren. Ansøgerens mor svarede, at hun ikke kendte til ansøgerens opholdssted, hvorefter de slog hende. Dagen efter begyndte ansøgeren udrejsen af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen dele af ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår påfaldende, usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren intet har kunnet oplyse om sin far, herunder om farens beskæftigelse forud for, at faren angiveligt kom i nationalhæren, hvor ansøgeren var 13-14 år, og for farens militære rang, stilling eller arbejdsopgaver. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren var 18-19 år, da ansøgerens far angiveligt blev dræbt. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at faren ikke ville reagere på trusler i to omgange fra Taliban mod faren og familien, herunder at Taliban ville komme og dræbe faren. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om de angivelige drab på ansøgerens far og bror forekommer påfaldende, og at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvad han foretog sig, da han fik besked om de angivelige drab. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han var ude at lege, da han så fasteren græde og løbe, at ansøgeren og søsteren løb efter hende, og da de kom frem til deres bopæl var der samlet mange fra landsbyen foran deres bopæl, hvorefter ansøgeren kunne se, at hans far og bror var dræbt. Til asylsamtalen [i sommeren] 2017 har ansøgeren forklaret, at han først opdagede, at hans far og lillebror var blevet slået ihjel, da han vågnede dagen efter, da de skulle gå hjem til ansøgers bopæl igen, hvor hans faster græd og de gik til ansøgers bopæl, hvor han så, at hans far og lillebror var døde. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at familien, herunder ansøger, blev på bopælen i ca. 15 dage, efter at faren og lillebroren angiveligt var dræbt af Taliban, og at da de tog væk fra bopælen, tog hen til morbroren, hvis bopæl kun lå 1 times gang derfra. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at Taliban ikke eftersøgte ansøgeren, da de tog kontakt til ansøgerens mor, da hun var ved floden hos ansøgerens morbror. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/92/snd

afgh201986

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadsjiker og muslim fra [bydistrikt], Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter en talibanleder, myndighederne, hans arbejdsgiver, [A] og sin familie. Han har til støtte herfor oplyst, at han arbejdede i et trykkeri. Ansøgeren ejede 20 procent af virksomheden og de øvrige 80 procent var ejet af en mand ved navn [A], som boede i Dubai. Den [dato ultimo] 2015 modtog ansøgeren fra en talibanleder ved navn [B] et brev, der opfordrede ham til at mødes med ham. To dage senere mødtes ansøgeren med ham i landsbyen [navn på landsby]. Han truede ansøgeren til at samarbejde med Taliban, da han ellers ville gøre ansøgeren fortræd. Fem dage senere kom en ukendt talibaner til trykkeriet. Ansøgeren afleverede en seddel, hvoraf det fremgik, at han skulle udlevere fem pakker med tomt og fem pakker fakturahæfter med fortrykte kvitteringer. Ved en fejl kom ansøgeren til at printe trykkeriets adresse på kvitteringerne. Han afleverede kvitteringerne og de fem pakker tomt papir til den ukendte talibaner, som herefter forlod trykkeriet. Da ansøgeren efterfølgende fortalte [A] herom, blev han vred på ansøgeren og sagde, at ansøgeren risikerede at komme i problemer, hvis myndighederne fik kendskab til, at han havde printet kvitteringerne for Taliban. Ansøgeren tog herefter hjem og fortalte sin far om sine problemer med Taliban. Han opholdt sig herefter to uger i Herat, i hvilken periode [B] jævnligt kontaktede ham telefonisk. [Ultimo] 2016 rejste ansøgeren til Kabul, hvor han opholdt sig [under en måned]. Han fik udstedt pas og visum til Iran og udrejste herefter legalt af Afghanistan. I Danmark har han fået en konflikt med sin familie, som følge af at han har giftet sig en fraskilt kvinde med et barn. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren var daglig leder af et trykkeri i Herat. Nævnet kan derimod ikke lægge hans forklaring om asylmotiv til grund. Nævnet lægger her særligt vægt på, at han i Danmark har påstået, at konflikten med en person ved navn [B], mens han for de ungarske myndigheder har angivet navnet som [C]. Af gensamtalereferat af [dato i primo] 2018 fremgår det, at han forstod tolkene til alle samtalerne med de ungarske myndigheder, og at han fik oversat alle referater. Af samme referat fremgår det, at han til Udlændingestyrelsen har oplyst, at [C] var en af de personer, som afleverede breve til ham, mens han for nævnet oplyste, at han ikke kender [C], og at han ikke kendte navnene på de personer, der leverede brevene. Ansøgeren har blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt der fremgik mødetidspunkt og mødested i det første brev, ligesom han har forklaret divergerende om, hvornår kvitteringerne og papiret blev udleveret. Over for de ungarske myndigheder fremgår det af referatet, at han har oplyst, at konflikten med Taliban blev anmeldt til politiet, hvilket han har benægtet i Danmark. Som følge af ovenstående tilsidesætter Flygtningenævnet forklaringen om konflikten med Taliban. Som konsekvens heraf tilsidesætter nævnet ligeledes forklaringen om konflikten med myndighederne og [A]. For så vidt angår den påberåbte konflikt med sin familie lægger nævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om denne konflikt, at han har forklaret, at han ikke er blevet truet, og at hans nærmeste familie efter det oplyste befinder sig i Tyrkiet. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i individuel og konkret risiko for overgrebet, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/86/DH

afgh201985

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadsjiker og sunni-muslim fra Baghlan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban og myndighederne. Han har til støtte herfor oplyst, at han aftjente sin værnepligt fra 2010 til 2013. Omkring en måned efter at han var færdig med at aftjene, blev han kidnappet af Taliban. Han var tilbageholdt i en stald i 11 dage og var bundet til en pæl midt i rummet. Efter to dage kom fem talebanere til stalden og tog ansøgeren med uden for, hvor de udsatte ham for vold, som medførte, at han flere gange mistede bevidstheden. De sagde, at de vidste, at ansøgeren havde været i militæret. Ansøgeren afviste, at det var sandt. De førte ham tilbage til stalden og låste ham inde igen. Nogle dage senere vendte de fem talebanere tilbage. De sagde til ansøgeren, at de vidste, hvem han og hans familie var. De krævede, at ansøgeren skulle melde sig til militæret igen og være deres mand i militæret. Ansøgeren afviste og forsøgte at flygte, men blev fanget og udsat for mere vold, inden de førte ham tilbage til stalden. Tredje gang ansøgeren blev opsøgt af talebanerne, accepterede han deres krav. Ansøgeren mistede efter accepten bevidstheden, og da han vågnede igen, var han på hospitalet. Ansøgeren forsøgte at få en ny kontrakt med militæret og var i den forbindelse til en samtale med en af cheferne i militæret. Chefen kunne se de skader, som ansøgeren havde pådraget sig under tilbageholdelsen, og ansøgeren fortalte ham, hvad der var sket. Chefen undrede sig over, at Taliban ikke slog ham ihjel og afviste derfor, at ansøgeren kunne få en ny kontrakt, fordi de mistænkte ham for at samarbejde med Taliban. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har været i militæret i tre år, men kan i øvrigt ikke lægge hans forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket, idet han har bekræftet, at hans oprindelige asylmotiv ikke var korrekt. Ansøgeren har forklaret, at han ikke har haft nogle konkret og personlige konflikter med Taliban eller sin mosters mand, siden han gik ind i militæret. Da han forlod militæret flyttede han til sin hjemegn, hvor han boede og arbejdede i nogle måneder. Ansøgeren har forklaret, at han heller ikke i denne periode var udsat for konflikter eller modtog trusler. Ansøgeren har forklaret, at hverken hans far eller [A] har forklaret, at han skulle genindtræde i militæret og udføre terrorhandlinger. Det beror således alene på ansøgerens egen formodning, at [A] skulle have denne forventning. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen den [dato i efteråret] 2016 ikke har nævnt mosterens mand, og at han under samtalen den [dato i efteråret] 2017 har oplyst, at han ikke havde problemer i forhold til mosterens mand, og at han ikke har oplevet noget dårligt fra denne. Ansøgerens forklaring om, at han forud for sin militærtjeneste, af mosterens mand var blevet anmodet om at anbringe sprængstof under en bro, tilsidesættes, da den ikke er fremkommet under samtalerne med Udlændingestyrelsen, men først i advokatens indlæg, sammenholdt med at han netop har oplyst, at han ikke havde oplevet noget dårligt fra mosterens mand. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og konkret risiko, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/85/DH

afgh201984

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk hazara og oprindeligt shiamuslim fra Jaghuri, Afghanistan. Ansøgeren angiver at være konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har tidligere under sagen som asylmotiv henvist til, at hun frygter en person ved navn Khan, som vil bruge hendes bror [M] som selvmordsbomber. Ansøgeren har desuden tidligere henvist til, at hun frygter en gruppe, som hendes far solgte stoffer med. Ansøgeren har ligeledes tidligere angivet, at hun også frygter Taliban. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet oplyst, at hun nu frygter de generelle forhold i Afghanistan for hende som enlig kvinde og som hazara. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun er konverteret til kristendommen efter sin indrejse i Danmark. Ansøgeren har fremlagt dokumentation på, at hun er blevet døbt [i sommeren] 2016 i [en kirke]. Flygtningenævnet bemærker som anført ovenfor, at ansøgeren tidligere har henvist til sin bror [M’s] konflikt med en mand ved navn Khan som asylmotiv. Flygtningenævnet har ved to afgørelser – senest [dato for afgørelse] – tilsidesat [M’s] forklaring herom, og ansøgeren har da heller ikke for Flygtningenævnet fastholdt dette som en del af sit asylmotiv. Ansøgeren har for Flygtningenævnet heller ikke henvist til, at hun frygter en gruppe, som hendes far solgte stoffer med, eller at hun frygter Taliban. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Afghanistan – herunder for enlige kvinder og personer af hazara etnicitet – ikke er af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun er konverteret til kristendommen, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det er påfaldende, at både ansøgeren og hendes mor og søster - der alle har oplyst ikke at have været særligt troende som shiamuslimer – skulle være konverteret til kristendommen, og at det er påfaldende, at interessen for kristendommen i alt væsentligt opstod ganske kort tid efter deres indrejse i Danmark. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at uanset at ansøgeren i forhold til sin mor og sin søster i større grad har vist et kendskab til kristendommen og har kunnet redegøre for sine refleksioner og bevæggrunde for at konvertere til kristendommen, fremstår disse refleksioner ikke som dybtgående og overbevisende. Flygtningenævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at ansøgeren i nogen grad har henvist til de samme bevæggrunde for konversionen som sin mor og sin søster. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at konversionen ikke er reel. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/84/HZC

afgh201983

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk hazara og oprindeligt shiamuslim fra Jaghuri, Afghanistan. Ansøgeren angiver at være konverteret til Kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har tidligere under sagen som asylmotiv henvist til, at hun frygter en person ved navn Khan, som vil bruge hendes søn [M] som selvmordsbomber. Ansøgeren har desuden tidligere henvist til, at hun frygter en gruppe, som hendes afdøde ægtefælle solgte stoffer med. Ansøgeren har ligeledes tidligere angivet, at hun også frygter Taliban. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet oplyst, at hun blandt andet grundet en voldtægt, hun var udsat for, nu frygter de generelle forhold i Afghanistan for hende som enlig kvinde og som hazara. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun er konverteret til Kristendommen efter sin indrejse i Danmark. Ansøgeren har fremlagt dokumentation på, at hun er blevet døbt [i sommeren] 2016 i [en kirke]. Flygtningenævnet bemærker som anført ovenfor, at ansøgeren tidligere har henvist til sin søn [M’s] konflikt med en mand ved navn Khan som asylmotiv. Flygtningenævnet har ved to afgørelser – senest [dato for afgørelse] – tilsidesat [M’s] forklaring herom, og ansøgeren har da heller ikke for Flygtningenævnet fastholdt dette som en del af sit asylmotiv. Ansøgeren har for Flygtningenævnet heller ikke henvist til, at hun frygter en gruppe, som hendes afdøde ægtefælle solgte stoffer med, eller at hun frygter Taliban. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om at have været udsat for en voldtægt til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret troværdigt og detaljeret herom. Flygtningenævnet finder imidlertid, at dette i sig selv ikke kan føre til, at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at voldtægten må anses som en enkeltstående overstået handling, og at der ikke er grundlag for at antage, at den samme mand på ny vil udsætte ansøgeren for overgreb. Flygtningenævnet finder endvidere, at de generelle forhold i Afghanistan – herunder for enlige kvinder og personer af hazara etnicitet – ikke er af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun er konverteret til Kristendommen, til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf taget hensyn til, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det er påfaldende, at både ansøgeren og begge dennes døtre - der alle har oplyst ikke at have været særligt troende som shiamuslimer – skulle være konverteret til Kristendommen, og at det er påfaldende, at interessen for Kristendommen i alt væsentligt opstod ganske kort tid efter deres indrejse i Danmark. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren selv efter tre år at have modtaget undervisning i Kristendommen og deltaget i gudstjenester m.v. alene har et meget overfladisk og begrænset kendskab til Kristendommen, ligesom hun ikke har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner og bevæggrunde for at konvertere til Kristendommen. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at konversionen ikke er reel. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/83/HZC

afgh201982

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk hazara og oprindeligt shiamuslim fra Jaghuri, Afghanistan. Ansøgeren angiver at være konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har tidligere under sagen som asylmotiv henvist til, at hun frygter en person ved navn Khan, som vil bruge hendes bror [M] som selvmordsbomber. Ansøgeren har desuden tidligere henvist til, at hun frygter to mænd, som hun har mødt ved grænseovergangen i Nimrouz, og som voldtog hende. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet oplyst, at hun blandt andet grundet en voldtægt, hun var udsat for, nu frygter de generelle forhold i Afghanistan for hende som enlig kvinde og som hazara. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun er konverteret til kristendommen efter sin indrejse i Danmark. Ansøgeren har fremlagt dokumentation på, at hun er blevet døbt [i sommeren] 2016 i [en kirke]. Flygtningenævnet bemærker som anført ovenfor, at ansøgeren tidligere har henvist til sin bror [M’s] konflikt med en mand ved navn Khan som asylmotiv. Flygtningenævnet har ved to afgørelser – senest [dato for afgørelse] – tilsidesat [M’s] forklaring herom, og ansøgeren har da heller ikke for Flygtningenævnet fastholdt dette som en del af sit asylmotiv. Ansøgeren har for Flygtningenævnet heller ikke henvist til, at hun frygter to mænd, som hun har mødt ved grænseovergangen i Nimrouz, og som voldtog hende. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om at have været udsat for en voldtægt til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret troværdigt og detaljeret herom. Flygtningenævnet finder imidlertid, at dette i sig selv ikke kan føre til, at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren af denne grund på ny vil blive udsat for et lignende overgreb. Flygtningenævnet finder endvidere, at de generelle forhold i Afghanistan – herunder for enlige kvinder og personer af hazara etnicitet – ikke er af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun er konverteret til kristendommen, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det er påfaldende, at både ansøgeren og hendes mor og søster - der alle har oplyst ikke at have været særligt troende som shiamuslimer – skulle være konverteret til kristendommen, og at det er påfaldende, at interessen for kristendommen i alt væsentligt opstod ganske kort tid efter deres indrejse i Danmark. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren selv efter tre år at have modtaget undervisning i kristendommen og deltaget i gudstjenester m.v. alene har et overfladisk og begrænset kendskab til kristendommen, ligesom hun ikke har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner og bevæggrunde for at konvertere til kristendommen. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at konversionen ikke er reel. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/82/HZC

afgh201980

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk pashto og muslim fra Jalalabad, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, idet han er kommet i deres søgelys på grund af sit arbejde som underviser i IT på forskellige universiteter i Afghanistan, hvor han underviste både mænd og kvinder. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at ukendte medlemmer af Taliban siden starten af 2014 har rettet henvendelse til ansøgerens forældres bopæl for at orientere om, at ansøgeren skulle indstille undervisningen af kvinder, og Taliban ønskede at tale med ham. I starten af 2015 begyndte ansøgeren på et projekt som underviser i IT på et privatuniversitet i Mazar-e-Sharif ved navn [universitetets navn]. Projektet var lavet i samarbejde med USAID. Som reklame herfor uddelte USAID og [universitetets navn] brochurer og udsendte reklamefilm på forskellige afghanske TV-kanaler, som blandt andet viste ansøgeren sammen med sine studerende. Herefter modtog ansøgeren gentagne gange opkald fra Taliban, som forsøgte af presse ham til at give dem penge. I slutningen af 2015 blev ansøgeren ringet op af en ukendt leder fra Taliban, som forsøgte at overtale ham til at samarbejde med Taliban. Han bad ansøgeren om teknisk bistand til blandt andet at sætte kameraer op og lave hjemmesider til Taliban, som ville gøre det nemmere at rekruttere folk. Kort forud for ansøgerens udrejse af Afghanistan modtog han endnu et opkald fra Taliban, hvor han blev beskyldt for at have ødelagt mange af gruppens planer, hvorfor de ønskede at slå ham ihjel. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter [A], [B] og myndighederne. Ansøgeren havde en flirt med en kvindelig studerende ved navn [C]. De havde haft kontakt over telefonen og internettet, og de havde mødtes nogle gange. To måneder forud for ansøgerens udrejse af Afghanistan, opdagede [C’s] far, [A], at de havde kontakt. [A] beskyldte ansøgeren for at have til hensigt at indgå et udenomsægteskabeligt forhold med [C] og anså familiens ære for krænket. Han mishandlede herefter [C], og hun advarede ansøgeren om, at [A] havde til hensigt at slå ansøgeren ihjel. [A] havde et tæt forhold til [B], som var guvernør i [X]-provinsen. [A] anmeldte forholdet til myndighederne, hvorefter [B’s] livvagter opsøgte ansøgerens brors bopæl og efterspurgte ham. Derudover afleverede myndighederne en tilsigelse, hvorefter ansøgeren skulle give møde hos politiet for at afgive forklaring om sit forhold til [C]. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er universitetsuddannet, og at han har undervist i IT på [universitetets navn]. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han en konflikt med eller er profileret over for Taleban eller andre, til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende, divergerende og usammenhængende om sine konflikter. Ansøgeren har således forklaret divergerende og upræcist om, hvornår, hvordan og hvor mange gange Taleban truede ham. Han har i sit asylskema oplyst, at Taleban i slutningen af 2013/begyndelsen af 2014 sendte to breve til ham på forældrenes bopæl, hvor de truede ham. Han har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at Taleban rettede henvendelse på forældrenes bopæl og ringede til ham, og at henvendelserne indeholdt både trusler og opfordringer til at samarbejde. Han oplyste endvidere til samtalen, at Taleban aldrig havde opsøgt ham på bopælen, og at de ikke havde forsøgt at kidnappe ham eller udsætte ham for overgreb. I asylskemaet har han derimod oplyst, at Taleban, efter de blev bekendt med, at han underviste vantro og kvinder, sendte ham et brev med trusler. Ansøgeren kunne ikke under samtalen ved nævnsmødet redegøre for antallet af breve på forældrenes bopæl eller for brevenes indhold. Ansøgeren har forklaret udbyggende og upræcist om, hvad Taleban ville have ham til, herunder om han skulle hjælpe med penge, jihad og/eller IT, ligesom han har forklaret forskelligt om karakteren af det IT-arbejde, han skulle hjælpe Taleban med. Endelig fremstår ansøgerens forklaring om, at han ikke drøftede Talebans trusler med sine kolleger, der også var med i reklamer for universitetet, og at han forlod sit arbejde uden at give besked om årsagen til nogen, mindre sandsynlig, ligesom forklaringen ikke understøttes af hans oplysning under nævnsmødet om, at han efter, han kom til Danmark, har været i kontakt med sin chef på universitetet 3-4 gange. Det fremstår også mindre sandsynligt, at ansøgeren i indtil tre år kunne holde Taleban hen med snak om, at de skulle vente på, at han havde tid til at hjælpe dem med IT arbejde. Ansøgeren har tillige forklaret upræcist og usammenhængende samt udbyggende om konflikten med [C’s] far. Han har således ikke i sit asylskema nævnt konflikten med [C’s] far, men først nævnt denne under senere samtaler. Han har forklaret upræcist og divergerende om, hvorvidt der var tale om en uofficiel hemmelig trussel fra faren, eller om [C’s] fars livvagter, som alle kendte, ledte efter ham på universitet, og om hvorvidt forholdet blev anmeldt til politiet. Ansøgeren har overordnet forklaret upræcist om begge konflikter, ligesom han under nævnsmødet generelt svarede afglidende på de stillede spørgsmål eller slet ikke besvarede spørgsmålene. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at redegøre nærmere for konflikterne eller forklare de nævnte divergenser og udbygninger, som nævnet ikke finder kan forklares ved, at han ikke ville skrive noget privat i asylskemaet. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har asylbegrundende konflikter med Taleban eller andre i Afghanistan, eller at han er profileret over for Taleban. Det bemærkes i den forbindelse, at han ikke har sandsynliggjort, at han er blevet profileret over for Taleban ved en tale holdt i Danmark, som er lagt på facebook eller ved at være en blandt mange på en reklamevideo og/eller på billeder fra et privat universitet, der underviser kvinder, i Afghanistan. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/80/CHPE

afgh201979

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Jaghori i Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at Taliban vil slå ham ihjel. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter en mand fra sin landsby ved navn Mullah [A]. Endelig har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive efterstræbt af kuchierne. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for Taliban oplyst, at Taliban sendte breve til hans far og Mullah [A], hvori der stod, at de skulle skifte trosretning fra shia- til sunni-islam, og at de skulle samarbejde med Taliban. Ansøgerens far ville ikke acceptere dette og modtog derfor trusselsbreve, hvori der stod, at hvis han ikke samarbejdede, ville Taliban slå hele slægten ihjel. Cirka en til to uger før ansøgerens udrejse af Afghanistan blev hans far skudt og dræbt af Taliban. Cirka en uge efter farens død, blev ansøgeren og hans storebror overfaldet af Taliban. Ansøgerens storebror blev i den forbindelse dræbt. Efter begravelsen af ansøgerens bror flyttede ansøgeren og resten af familien fra Afghanistan til Pakistan. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for Mullah [A] oplyst, at han formoder, at Mullah [A] valgte at samarbejde med Taliban, så han ikke blev slået ihjel ligesom ansøgerens far. Ansøgeren har efter sin udrejse fået at vide, at Mullah [A] har overtaget familiens ejendele og jord, og at han nu har en interesse i at slå ansøgeren og hans familie ihjel, idet Mullah [A] ikke ønsker, at familien skal kræve deres ejendele tilbage. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvordan hans far blev dræbt af Taliban. I asylskemaet har ansøgeren skrevet, at Taliban skar hovedet af hans far.  Til asylsamtalen [i sommeren] 2017 har ansøgeren forklaret, at hans far blev dræbt sammen med 4 andre butiksejere, at naboerne hentede liget, og at farens lig var slået og brændt. Til [gensamtalen senere på sommeren] 2017 har ansøgeren forklaret, at hans far var blevet skudt, at faren blev dræbt sammen med fire andre butiksejere, der også var blevet skudt, og at ansøgeren så liget, og at der ikke var sket andet med hans fars lig. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvad der skete efter ansøgerens fars død og frem til ansøgerens udrejse. Til asylsamtalen [i sommeren] 2017 har ansøgeren oplyst, at ca. 10 dage efter at hans far blev dræbt, blev ansøgeren og hans bror overfaldet af Taliban, der kom på to motorcykler med tre personer på. De bankede ansøgeren med skafterne af våben og dræbte ansøgerens bror. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at der kom 4-6 talibanerne på 2-3 motorcykler og slog ansøgeren med kolben af et gevær og skød og dræbte ansøgerens bror. Ansøgeren har intet oplyst om dette overfald på ansøgeren og drabet på hans bror i asylskemaet, uanset at ansøgeren senere har forklaret, at dette var udslagsgivende for hans udrejse. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgerens forklaring om Talibans overfald på ansøgeren og hans bror ikke fremstår selvoplevet. Flygtningenævnet har vurderet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at Mullah [A] skulle have evne og vilje til at efterstræbe ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at det beror på ansøgerens egen formodning, at Mullah [A] skulle være indblandet i drabet på ansøgerens bror, og at han skulle være interesseret i at efterstræbe ansøgeren. Flygtningenævnet bemærker endelig, at det forhold, at han frygter at blive efterstræbt af kuchierne heller ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren alene har været udsat for chikane af kuchierne, der ikke har en sådan intensitet og karakter, at det kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afslutningsvis bemærker nævnet, at de til sagen fremlagte sundhedsoplysninger er indgået i nævnets vurdering af sagen. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/79/ATN

afgh201978

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk hazara fra landsbyen [L], Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far præsenterede ham for et jobtilbud, fremsat af den lokale kommandant, [K], fra det lokale politi, Arbaki. Ansøgeren tog imod tilbuddet, idet han syntes, at jobbet var godt betalt. I løbet af omkring et år, hvor ansøgeren arbejdede for Arbaki, videregav ansøgeren løbende oplysninger om personer i sit hjemområde til [K]. Ansøgeren gav oplysninger om personers tilknytning til Taliban, herunder om, personerne var medlemmer af Taliban eller støttede Taliban på anden vis. En dag i [efteråret] 2015, da ansøgeren var på indkøb i Ghazni by, blev han ringet op af sin landsbys leder. Lederen oplyste, at Taliban havde taget kontakt til ham og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren formodede, at Taliban havde opdaget, at han havde videregivet oplysninger til Arbaki, og at det var årsagen til, at Taliban ledte efter ham. Herefter besluttede ansøgeren, at det var for farligt at tage hjem. Ansøgeren overnattede en nat i Ghazni og udrejste til Iran den følgende dag. I mellemtiden sendte ansøgerens far penge med en chauffør og kontaktede en menneskesmugler, der kunne planlægge ansøgerens rejse. Efter ansøgerens udrejse blev hans familie opsøgt flere gange på deres bopæl af personer fra Taliban. Personerne spurgte efter ansøgeren og ville have oplyst hans opholdssted. Faren sagde, at han ikke vidste, hvor ansøgeren opholdt sig. Den tredje gang, familien blev opsøgt, blev ansøgerens ægtefælle udsat for voldtægt af medlemmer af Taliban. Omkring fire måneder efter ansøgerens udrejse modtog imamen fra deres moske et trusselbrev fra Taliban. Brevet var henvendt til ansøgeren, hvorfor imamen afleverede det på familiens bopæl. Herefter besluttede ansøgerens familie at flytte til Kabul. I Kabul blev familien opsøgt af fire pårørende til de personer, som ansøgeren havde angivet til Arbaki. Personerne ville have oplyst, hvor ansøgeren opholdt sig. Faren svarede, at familien ikke kendte til ansøgerens opholdssted. Faren blev slået af de fire mænd. Ansøgerens mor og hustru forsøgte at hjælpe faren. Naboerne hørte støjen og strømmede til stedet, hvorefter de fire overfaldsmænd flygtede. Ansøgerens forældre og hustru besluttede sig for at flytte til Mazar-e-Sharif efter hændelsen. De har herefter ikke oplevet yderligere konflikter. Ansøgeren har under sagens behandling i Flygtningenævnet endvidere oplyst, at han, der oprindeligt var shia-muslim, er konverteret til kristendommen under sit ophold i Danmark. Ansøgeren frygter derfor at blive slået ihjel som følge heraf. Ansøgeren fik interesse for kristendommen, mens han opholdt sig i Finland i slutningen af 2015. efter at have opholdt sig i Danmark siden [slutningen af] 2015. Ansøgeren har, mens han har opholdt sig i Danmark siden [slutningen af] 2015, deltaget i en kristen sommerlejr og to kristne weekendlejre. På disse lejre er bibelundervisningen blev tolket til farsi. Ansøgeren har endvidere deltaget i tre-fire gudstjenester i [en kirke] i [Nordjylland], hvor der ligeledes blev tolket til farsi. Herudover har ansøgeren deltaget i undervisning i [Nordjylland]. Fra [sommeren] til [slutningen af] 2018 har ansøgeren gennemført et højskoleophold på [en højskole]. Under opholdet blev ansøgeren døbt [i efteråret] 2018. Ansøgeren opholder sig nu på [den samme højskole] og deltager i højskolens forårshold, som begyndte [i starten af] 2019. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende om væsentlige punkter i asylmotivet, herunder blandt andet om de overvejelser, han havde gjort sig om farligheden af at arbejde for Arbaki med at angive personer fra Taliban, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende om sit kendskab til, hvad der skete med de personer, han angav. Yderligere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det forekommer usammenhængende og utroværdigt, at det trusselsbrev, ansøgeren har fremlagt, og som han skulle have modtaget fra sin familie omkring fire måneder efter udrejsen i [efteråret] 2015, er dateret [i starten af] 2015. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for sin indre, kristne overbevisning, og at hans overvejelser om konversionen fremstår ureflekterede og præget af manglende personlig stillingtagen. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren gennem længere tid har deltaget i kristne aktiviteter, herunder på [en højskole], og at han har modtaget en form for bibelundervisning, men ansøgeren har forklaret, at en stor del af undervisningen ikke er blevet oversat til et sprog, han forstår, og han har under Flygtningenævnets behandling af sagen har haft svært ved at redegøre for centrale elementer i kristendommen. Flygtningenævnet har herudover tillagt det betydning, at ansøgeren både til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2016 og til asylsamtalen [i efteråret] 2017 har oplyst at være shia-muslim af trosretning, og at ansøgeren først efter Udlændingestyrelsens afslag på asyl [i slutningen af] 2017 har oplyst at være konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/78/MGO

afgh201976

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [landsby A] i Balkh, Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en person ved navn [A], som er kommandant i Balkh- provinsen. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at kommandant [A] omkring et halvt år forud for ansøgerens udrejse af Afghanistan afkrævede ansøgerens far et beløb på 50.000 afghani. [A] gjorde endvidere krav på ansøgerens fars jord, hvis ikke ansøgerens far betalte ham. [A] opsøgte herefter jævnligt ansøgerens far og krævede jorden udleveret. Han truede med at kidnappe en af ansøgerens fars sønner, hvis ikke ansøgerens far overdrog jorden til [A]. [I starten af] 2017 blev ansøgerens far opsøgt af Taliban, mens han arbejdede på familiens jord. Taliban ønskede, at ansøgeren skulle slutte sig til dem og deltage i jihad. Ansøgerens far svarede, at ansøgeren ikke kunne tilslutte sig Taliban, fordi ansøgerens far havde brug for ansøgeren. Personerne fra Taliban forlod herefter familiens jord. Om aftenen [nogle dage senere i] 2017 blev ansøgeren standset af seks bevæbnede medlemmer af Taliban, mens han var på vej ud af moskeen sammen med sin far. Mændene truede med at slå ansøgeren ihjel, hvis ikke han fulgte med dem. Ansøgeren fulgte med og blev bragt til en Taliban-lejr. Efter 25 dage i lejren, flygtede han en aften ved hjælp af et Taliban-medlem, som kendte ansøgerens fars ven, [B]. Ansøgeren tog i fem dage ophold hos [B’s] datter, [C], hvorefter han udrejste af Afghanistan. Mens ansøgeren opholdt sig hos [C], ransagede Taliban ansøgerens families bopæl to gange og spurgte, hvor ansøgeren var. Taliban truede desuden med at tage en af ansøgerens brødre med, hvis ansøgeren ikke kom tilbage. [A’s] mænd ransagede også ansøgerens families bopæl og sagde til ansøgerens far, at de vidste, at ansøgeren havde tilsluttet sig Taliban. [A’s] mænd tog ansøgerens far med og tilbageholdt ham i en dag, indtil ældrerådet i ansøgerens landsby overbeviste kommandanten om, at Taliban havde taget ansøgeren med tvang. Flygtningenævnet kan i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet kan således lægge til grund, at [A], der er en rig og magtfuld kommandant, har krævet jord fra ansøgerens far, og at der i den forbindelse er opstået en jordkonflikt. Det kan endvidere lægges til grund, at ansøgeren har været kidnappet af Taliban, og at han derfor er i et asylbegrundende modsætningsforhold til de talibangrupper, der hører til i hans hjemområde. Et flertal af Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for asylbegrundende overgreb, hvis han tager ophold i Kabul eller Herat. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke kan anses for at være profileret i forhold til Taliban, hvorfor det ikke kan antages, at Taliban vil efterstræbe ham udenfor lokalområdet. Flygtningenævnets flertal har i relation til konflikten med [A] vurderet, at der er tale om en lokal konflikt, ligesom flertallet har lagt vægt på, at ansøgeren både efter sine forklaringer i Udlændingestyrelsen og for nævnet ikke har modtaget oplysninger om, at hans far eller andre familiemedlemmer har været udsat for nogen former for overgreb fra [A’s] side. Henset til, at ansøgeren er en arbejdsduelig mand uden helbredsmæssige problemer finder flygtningenævnets flertal endvidere, at ansøgeren vil være i stand til at etablere sig på et rimeligt niveau et andet sted end på sin hjemegn, herunder i Kabul. Flygtningenævnets flertal finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/76/mah

afgh201975

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra landsbyen [A] i Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af befolkningen i landsbyen [A], dels fordi de beskylder ansøgerens far for at have stjålet deres penge, og dels fordi ansøgeren flygtede fra frontlinjen, da de kæmpede mod Taliban. Ansøgeren frygter også Hezb-e Wahdat, fordi ansøgerens far stjal penge fra landsbyen. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive fængslet eller henrettet af myndighederne, fordi han har solgt alkohol, og fordi han flygtede fra fængslet. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de personer, der hjalp ham med at flygte fra fængslet, fordi de er bange for, at ansøgeren vil melde dem, hvis ansøgeren selv bliver pågrebet af myndighederne. Til støtte for konflikten med befolkningen i [landsbyen A] har ansøgeren oplyst, at hans far var overhoved i [A] og medlem af Hezb-e Wahdat. Faren havde ansvaret for at købe våben, der skulle bruges i kampen mod Taliban, og våbnene blev købt med landsbyboernes penge. I 2016 forsvandt ansøgerens far, efter han var rejst ud for at købe våben, og landsbyboerne anklagede ham derfor for enten at samarbejde med Taliban eller at være stukket af med deres penge. Ansøgeren og hans resterende familiemedlemmer blev efterfølgende slået af landsbyboerne, og ansøgeren blev tvunget til at tage til fronten og kæmpe mod Taliban. Efter et par dage lykkedes det ansøgeren at flygte fra fronten, og da han vendte tilbage til [A], opdagede han, at bopælen var blevet brændt ned. Ansøgerens mor bad herefter ansøgeren om at flygte. Ansøgeren rejste til Kabul, hvor han solgte alkohol, indtil han blev opdaget af myndighederne, der sendte ham i fængsel. Efter et par dage lykkedes det ansøgeren at flygte fra fængslet, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har solgt alkohol i Kabul, og at han er blevet arresteret som følge heraf, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme forhold, som er angivet i Udlændingestyrelsens afgørelse [fra slutningen af] 2017. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om flugten fra fængslet i Kabul. Uanset om ansøgerens forklaring om konflikterne med befolkningen fra hans hjemby [A] lægges til grund, tiltræder Flygtningenævnet af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at ansøgeren, der er en ung og arbejdsduelig mand, der ikke lider af væsentlige helbredsproblemer, kan henvises til at tage ophold i Kabul. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf tillige lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han har boet i Kabul i ca. 4,5 måned, og at han i den periode ikke er blevet opsøgt eller i øvrigt har oplevet problemer, der relaterer sig til konflikter i hans hjemområde. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/75/mah

afgh201974

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 1986. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er fra Kabul, Afghanistan. Det fremgår af sagen, at klageren [i foråret] 1986 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1 med henblik på varigt ophold og indrejste i Danmark [i foråret] 1986. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren siden [sommeren] 2013 er registret forsvundet. Klageren har i ansøgningen af [foråret] 2017 om ej bortfald oplyst, at han udrejste til Kabul, Afghanistan i 2012, hvor han opholdt sig hos sin bror. Klageren har opholdt sig i Afghanistan i forskellige perioder i omkring fire år. Klageren har herudover oplyst, at han udrejste fra Danmark, idet han havde det psykisk dårligt og ville være omkring sin familie. Herudover valgte klageren at udrejste fra Danmark, så hans psykiske tilstand ikke skulle påvirke hans søn i Danmark. [i efteråret] 2017 har Udlændingestyrelsen besluttet, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1 er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4, idet de har vurderet, at klageren har taget frivilligt bopæl i Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund om, at klageren siden 2012 har opholdt sig delvist i Afghanistan og delvist i Danmark. Flygtningenævnet lægger vægt på, at klageren i ansøgningsskemaet af [foråret] 2017 har oplyst, at han har været udrejst af Danmark i 4 år, og at han ikke havde planlagt en så langvarig udrejse. Der er intet anført i skemaet om, at han har været i Danmark i perioden. Klageren har under mødet i Flygtningenævnet fremlagt en liste med datoer for 13 ophold i Danmark mellem [vinteren] 2013 og [vinteren] 2017. Listen understøttes ikke af andre dokumenter såsom flybilletter, og klageren har forklaret i Flygtningenævnet, at datoerne på listen er skønsmæssigt fastsat. På denne baggrund og da listen strider mod klagerens oplysninger i ansøgningsskemaet, har klageren ikke sandsynliggjort, at han har været i Danmark i perioden, fra han udrejste i 2012, til han indrejste [i vinteren] 2017. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren har opgivet sin bopæl i Danmark og frivilligt har taget bopæl hos sin bror i Afghanistan, og at han har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 4. Flygtningenævnet tiltræder også, at der ikke er grundlag for dispensation efter udlændingelovens § 17, stk. 3. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har sandsynliggjort, at det var nødvendigt for ham at udrejse af Danmark som følge af psykiske problemer. Flygtningenævnet finder ikke, at omstændigheder som nævnt i udlændingelovens § 31, er til hinder for, at klageren kan udsendes til Afghanistan. Nævnet har lagt vægt på, at klageren uden problemer har kunnet opholde sig i Afghanistan. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren ikke har en særlig tilknytning til Danmark, hvor han har en voksen søn. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/74/TBP

afgh201972

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og shiamuslim fra Kandahar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter sin ægtefælle, sin morbror og sin storebror, fordi hun har haft et udenomsægteskabeligt forhold til en anden mand. Ansøgeren har videre henvist til, at hun i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i Afghanistan indledte et udenomsægteskabeligt forhold til en mand, [A]. Ansøgeren mødte [A], da hun var på besøg hos sin mor, hvor hun i hemmelighed fik hans telefonnummer. De talte jævnligt sammen over telefon i omkring en måned, hvorefter [A] overtalte ansøgeren til, at lade ham besøge hende derhjemme. Omkring en halv time efter [A] var kommet på besøg, kom ansøgers ægtefælle hjem. Han opdagede ansøgeren og [A] sammen og overfaldt dem. Ansøgerens ægtefælle tog hårdt fat om ansøgers hals, så hun ikke kunne trække vejret og sparkede hende hårdt i ansigtet, så hun blødte. Da ansøgeren kiggede op, så hun, at hendes ægtefælles havde en kniv i hånden. På et tidspunkt holdt [A] fat i ægtefællen, så ansøgeren kunne flygte hjem til sin veninde [B], hvis ægtefælle kort tid efter hjalp hende med at udrejse fra Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, fra sin ægtefælle, sin bror eller morbror som følge af, at ansøgeren har haft et udenomsægteskabeligt forhold til [A]. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring om episoden, hvor hendes ægtefælle kom hjem og opdagede [A] og ansøgeren, forekommer konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt [A] holdt hende i hånden under episoden, idet hun til samtalen [i efteråret] 2017 forklarede, at [A] holdt hende i hånden, mens hun under nævnsmødet har benægtet at have holdt [A] i hånden. Det kan ikke ændre herved, at ansøgeren har henvist til tolkeproblemer, idet hun i referatet erklærede at have forstået tolken, ligesom hun fik tilføjet flere bemærkninger til referatet efter oplæsningen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hun hørte, hvad der efterfølgende skete med [A], idet hun til samtalen [i begyndelsen af] 2017 forklarede, at Zahra ikke fortalte ansøgeren noget om [A], mens hun til samtalen [i efteråret] 2017 og under nævnsmødet har forklaret, at hun har overhørt en samtale mellem [B] og hendes mand, hvoraf det fremgik, at [A] kom på hospitalet efter episoden. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret afglidende om flere centrale forhold så som hendes kendskab til detaljer om [A], hendes børn og deres skolegang samt det område, hun boede i, også før hun blev gift som 14-årig. Endvidere er det bemærkelsesværdigt, at ansøgeren efter ankomsten til Danmark ikke har haft kontakt til [B] og hendes mand, som hjalp ansøgeren ud af Afghanistan, selvom ansøgeren havde kontakt med [B], mens ansøgeren befandt sig i Tyrkiet. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, som følge af, at ansøgeren er konverteret til kristendommen i Danmark. Selvom ansøgeren har deltaget i et fællesskab omkring kirkelige aktiviteter, har Flygtningenævnet herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hendes konversion beror på en indre overbevisning af religiøs karakter, lige som hun under nævnsmødet ikke har været i stand til at redegøre nærmere for de overvejelser, hun har gjort sig omkring konversionen, herunder hvorfor hun valgte at blive døbt efter Udlændingestyrelsens afslag på asyl, bortset fra at hun har forklaret, at dåben reddede hende fra en håbløs tilstand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/72/CHA

afgh201967

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fem børn fra Afghanistan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunnimuslim af trosretning fra landsbyen Poshtai, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles konflikt i hjemlandet herunder, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter […]-grenen og Taliban, idet de anså ægtefællen for en spion. […]-grenen har en tilknytning til Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at familiens bopæl en til to gange blev opsøgt af personer fra Taliban, og at ansøgeren i den forbindelse blev truet på livet. Enten gennem et brev eller mundtligt beordrede Taliban ansøgerens ægtefælle om at møde Taliban. Taliban beordrede også, at ægtefællen skulle medbringe sine børn. Taliban var konstant efter familien, derfor udrejste ansøgeren og hendes familie af Afghanistan. Ansøgeren indrejste i Danmark [dato] oktober 2017 sammen med sin ægtefælle, [A] og deres fire børn, og indgav ansøgning om asyl den samme dag. Udlændingestyrelsen har i 2017 meddelt ansøgeren normalprocedure. Ved afgørelsen af [dato] november 2018 har Udlændingestyrelsen vurderet, at ansøgeren ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1-3. Udlændingestyrelsen har ved behandlingen af ansøgerens ansøgning om asyl vurderet, om hun har opnået beskyttelse i et andet land, eller om hun har nær tilknytning til et andet land, hvor hun må antages at kunne opnå beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Udlændingestyrelsen har vurderet, at ansøgeren i kraft af sin ægtefælles opholdstilladelse, har en sådan nær tilknytning til Italien, og at hun og deres fem børn må antages at kunne opnå beskyttelse i Italien. Udlændingestyrelsen har derfor ikke taget stilling til, om ansøgeren opfylder betingelserne for at opnå asyl i Danmark, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4, 2. pkt. De italienske myndigheder har [i] oktober 2018 oplyst, at ansøgerens ægtefælle, [A], har opnået subsidiær beskyttelse i Italien, og at hans opholdstilladelse er gyldig til den [dato] september 2019. Ansøgeren og hendes børn vil i Italien være beskyttet mod refoulement. Den mandlige ansøger har tidligere opholdt sig i Italien i en længere periode, idet han fik opholdstilladelse i Italien den [dato] september 2011 med gyldighed til den [dato] september 2014, og han fik i 2014 opholdstilladelsen forlænget med gyldighed som ovenfor anført. Ansøgerens ægtefælle havde, mens han opholdt sig i Italien, i et vist omfang arbejde, adgang til bolig, om end denne var sparsom, og adgang til tre daglige måltider. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, bilag 91/92, er familiegrupper, hvoraf den ene af forældrene har opnået subsidiær beskyttelse, fortsat omfattet af Sprar-programmet. Herefter og efter Flygtningenævnets øvrige baggrundsoplysninger, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens og børnenes personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet, og at hun og børnene i Italien vil kunne opnå tilstrækkelige økonomiske og sociale vilkår, herunder med adgang til sundhedsbehandling. Ansøgeren har som følge af ægtefællens opholdstilladelse og dennes længerevarende ophold i Italien en nær tilknytning til Italien. Efter forarbejderne til udlændingelovens § 7, stk. 4 skal der ikke på forhånd indhentes tilkendegivelse fra Italien om, hvorvidt landet vil tillade ansøgeren og børnene indrejse og ophold, men det skal vurderes, om det er sandsynligt, at ansøgeren og børnene vil kunne tillades indrejse og ophold. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren og børnene må antages at kunne opnå beskyttelse i Italien, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet har samtidig truffet afgørelse om, at ansøgerens ægtefælles ansøgning om asyl afvises, jf. udlændingelovens § 29 b. Flygtningenævnet finder derfor, at Italien kan tjene som første asylland for ansøgeren og hendes fem børn. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/67/SME

afgh201955

Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk pashtun og sunni muslim fra [en landsby i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de afghanske myndigheder, idet han er mistænkt for at have samarbejdet med Taleban og for at have slået sin tidligere forretningspartner, [E], ihjel. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter Taleban, idet de mistænker ham for at have angivet et medlem af Taleban til de afghanske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han havde en forretning i bazaren i [landsbyen], hvor han en formiddag omkring [foråret] 2015 gav en kunde tilladelse til at efterlade to gasbeholdere i forretningen i et par timer. Ansøgeren tog hjem fra forretningen klokken 13, hvorefter hans forretningspartner, [E], overtog pasningen af deres forretning. Samme eftermiddag kom ansøgerens farbrors søn, [G], hjem til ansøgeren i [landsbyen B] og fortalte, at han havde set, at det afghanske politi havde taget de to gasbeholdere med fra butikken, og at både [E] og personen, som havde efterladt de to gasbeholdere, var blevet anholdt. Ansøgeren tog derefter ophold hos sine svigerforældre. Dagen efter fortalte [G], at han havde talt med [E], der var blevet løsladt. Han havde fortalt, at der havde været sprængstof i de to gasbeholdere, og at ansøgeren ikke kunne overbevise myndighederne om, at han ikke kendte til indholdet af beholderne. Tre dage efter [E] blev anholdt, fortalte [G], at han var blevet slået ihjel. Omkring to dage derefter fik ansøgeren af sin ægtefælle og mor at vide, at talebanere havde ransaget hans bopæl. De ville tale med ansøgeren, fordi de mente, at han havde angivet personen, der havde placeret beholderne, til myndighederne. Ansøgeren udrejste af Afghanistan omkring en uge efter [E] blev anholdt. Han fik efterfølgende at vide, at Taleban har opsøgt og ransaget hans bopæl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring forekommer usandsynlig. Det forekommer således usandsynligt, at en person, der var i besiddelse af sprængstof, ville efterlade dette hos ansøgeren, som han angiveligt ikke kendte, med risiko for at det ville blive opdaget. Endvidere forekommer det usandsynligt, at ansøgeren ville blive gjort ansvarlig for sprængstoffet af myndighederne, når henses til at den person, der havde haft sprængstoffet med, var blevet anholdt. Ansøgeren har da også vedrørende dette alene henvist til formodninger fremsat af hans familiemedlemmer, da han ikke selv har haft nogen kontakt med myndighederne i anledning af fundet af sprængstoffet. Som anført af Udlændingestyrelsen er det ligeledes usandsynligt, at ansøgerens forretningspartner, [E], skulle være bekendt med hvilken forklaring den person, der havde medbragt sprængstoffet, havde afgivet til myndighederne. Flygtningenævnet må derfor i det hele tilsidesætte ansøgerens forklaring om hans asylmotiv som konstrueret til lejligheden. Ovenstående må også ses i lyset af, at ansøgerens generelle troværdighed af andre årsager må betragtes som i væsentlig grad svækket. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren har oplyst at komme fra landsbyen [B] i [en provins], hvilket tilsvarende er oplyst af asylansøgeren [A]. Ved asylsamtalen af [efteråret] 2017 har ansøgeren herom forklaret, at [B] er en ganske lille by med 60 til 70 huse. De pågældende er endvidere indrejst i Grækenland på samme sted (Chios) og samme dag. De har endvidere efter deres forklaringer haft butik i samme bazar. Ikke desto mindre benægter ansøgeren at kende [A]. Ansøgeren har desuden undladt at medvirke behørigt til sagens oplysning. Han har således ved sin asylsamtale af [efteråret] 2017 oplyst, at han ikke kendte eller kunne huske koden til sin mobiltelefon. Ansøgeren oplyste således til asylsamtalen side 6/18, at han ikke kunne huske koden, at han normalt ikke låste telefonen, og at det i øvrigt ikke var hans telefon. Han oplyste, at [M] kendte koden, men at han ikke kunne komme i forbindelse med denne, da [M]s telefonnummer befandt sig på telefonen, som ikke kunne låses op. Han tilbød herefter at fremskaffe koden efterfølgende, hvilket angiveligt ikke kunne lade sig gøre. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens adfærd i denne forbindelse bærer tydeligt præg af, at ansøgeren ikke ønsker at medvirke til sagens oplysning, hvilken han efter udlændingelovens § 40, stk. 1 har pligt til. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/55/mme

afgh201953

Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim af trosretning. Ansøgeren er fra landsbyen [landsby] i Kunar-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel grundet en jordkonflikt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at ansøgerens to farbrødre blev slået ihjel af fem eller seks ukendte gerningsmænd som følge af konflikten, da ansøgeren var omkring 15-16 år gammel. De samme mænd truede ansøgeren og hans bror på livet. Herefter flygtede ansøgeren og ansøgerens bror til Pakistan, hvor de opholdt sig i omkring halvanden måned, indtil ansøgeren en dag på det lokale marked i Pakistan så tre mænd, hvoraf ansøgeren genkendte den ene som værende den, der havde slået hans farbrødre ihjel. Herefter flygtede ansøgerens bror til Danmark, hvor han fik asyl, mens ansøgeren flygtede til Iran, hvor han opholdt sig i omkring fire år, inden han indrejste i Danmark og indgav ansøgning om asyl. Flygtningenævnets flertal kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om jordkonflikten med de ukendte mænd til grund, men i lighed med Udlændinge¬styrelsen finder flertallet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for asylbegrundende overgreb, hvis han bosætter sig i Afghanistan uden for sit lokalområde. Flygtningenævnets flertal tiltræder således af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, idet det, der er fremkommet for nævnet, ikke kan føre til en anden vurdering, at ansøgerens konflikt er lokal, og at det må anses for relevant og rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i f.eks. Kabul, Herat eller Maser-e-Sharif. For så vidt angår situationen i Kabul, Herat og Mazar-e-Sharif henviser Flygtningenævnets flertal bl.a. til EASO’s rapport ”Country Guidance: Afghanistan – Guidance note an common analysis” fra juni 2018. Flertallet er opmærksom på UNHCR’s rapport ”UNHCR ELIGIBILITY GUIDELINES ASSESSING THE INTER-NATIONAL PROTECTION NEEDS OF ASYLUMSEEKERS FROM AFGHANISTAN” fra den 30. august 2018, hvoraf fremgår bl.a.: ”UNHCR considers that given the current security, human rights and humanitarian situation in Kabul, an IFA/IRA is generally not available in the city”, men flertallet finder ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering i forhold til ansøgeren. Flertallet skal herved også henvise til Migrationsverkets retslige kommentar af 17. september 2018 angående Kabul som internt flugtalternativ. For så vidt angår ansøgerens frygt for de generelle forhold i Afghanistan bemærkes, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan er ikke af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse risikerer overgreb omfattet af Menneskerettighedskonventionens artikel 3. UNHCR’s rapport af 30. august 2018, ”Guidelines for Asylumseekers from Afghanistan”, kan ikke føre til et andet resultat. På denne baggrund finder Flygtningenævnets efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved ophold i Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/53/CABV

afgh201681

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk bayat og shiamuslim af religiøs overbevisning fra [by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin farbror [A]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun siden fødslen har været lovet væk til sin farbrors søn [B]. Ansøgeren, hvis familie boede sammen med farbrorens familie, blev gennem årene udsat for fysiske og psykiske overgreb af både [A] og [B]. Ansøgeren indledte som 19-årig et telefonisk forhold til sin nuværende ægtefælle [C], som på daværende tidspunkt opholdt sig i Danmark, hvor han blev meddelt opholdstilladelse i 2011. Opkaldene fandt sted omkring i to år gennem en mobiltelefon finansieret af ansøgerens ægtefælle, som ansøgeren gemte hos sin veninde. Ansøgeren involverede på et tidspunkt sin far i sit forhold til [C], hvorefter [C] fik overtalt ansøgerens far til at lade de to blive viet. Ansøgeren rejste herefter med sin far til Iran, hvor hun blev gift med [C]. Ansøgerens mor og søskende udrejste efterfølgende på grund af [A], der havde truet begge ansøgerens forældre med at slå dem ihjel, hvis ikke ansøgeren vendte tilbage til Afghanistan. Ansøgerens familie mødtes i Iran og rejste videre til Østrig, hvor ansøgeren imidlertid blev væk og mistede kontakten til dem. Ansøgeren har senere fået kontakt til sin familie igen, som i dag befinder sig i Tyskland. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har ikke kunne redegøre for, hvorfor der ikke var taget skridt til ægteskab mellem hende og hendes fætter, selvom de begge ved udrejsetidspunktet var henholdsvis 22 og ca. 25 år, og boede på samme ejendom. Ansøgeren har endvidere ikke kunne forklare, hvorfor hendes far valgte at risikere at miste bolig, jord og at måtte flytte hele sin familie til Europa, når han i øvrigt fremstår som om, at han havde accepteret ansøgerens ægteskab med [B]. Ansøgeren har ikke kunne forklare, hvad henholdsvis hende og hendes fars plan var efter opholdet i Iran, hvor farbroren jo med sikkerhed ville finde ud af, at hun var gift med en anden. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt hendes mor igennem to år var bekendt med, at hun var i kontakt med en anden mand, og om hvorvidt hun blev udsat for vold af sin far, da hun oplyste ham om forbindelsen. Hun har forklaret divergerende om, hvilke trusler hendes farbror udsatte hende for, da han kontaktede ansøgerens far i Iran. Sammenfattende finder nævnet ikke, at forklaringen fremstår troværdig, hvorfor den tilsidesættes. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Afghanistan vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/81/TLNJ

§29b-ita20193

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingeloven § 29b, vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan, der var blevet meddelt opholdstilladelse i Italien. Sagen blev behandlet på et mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte: ”[Klageren] har klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse om, at hans asylansøgning afvises efter udlændingelovens § 29 b, under henvisning til, at han har opnået beskyttelse i Italien, hvor han blev meddelt subsidiær beskyttelsesstatus. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i land som omhandlet i § 29 a, stk.1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren er blevet meddelt opholdstilladelse i Italien. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) bl.a.: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter nævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på bl.a., om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp m.v. De italienske myndigheder har [en nærmere bestemt dato i] oktober 2018 oplyst, at klageren har opnået subsidiær beskyttelse i Italien, og at opholdstilladelsen er gyldig til [dato] september 2019. Klageren vil i Italien være beskyttet mod refoulement. Klageren har tidligere opholdt sig i Italien i en længere periode, idet han fik opholdstilladelse i Italien [fra] september 2011 med gyldighed til [dato] september 2014, og klageren fik i 2014 sin opholdstilladelse forlænget, nu med gyldighed som ovenfor anført. Klageren har efter sin egen forklaring i et vist omfang haft arbejde i Italien, har boet i et telt og har haft adgang til tre daglige måltider. Flygtningenævnet har således også lagt vægt på klagerens egne erfaringer. Herefter og efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger finder nævnet, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet, og at han vil kunne opnå tilstrækkelige økonomiske og sociale vilkår, herunder med adgang til sundhedshjælp. Flygtningenævnet har ligeledes truffet afgørelse om, at klagerens ægtefælle og fem børn nægtes opholdstilladelse i Danmark, da de, som klageren, må antages at kunne opnå beskyttelse i Italien, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet finder derfor, at Italien kan tjene som første asylland for klageren. For afgørelsen af, om Italien kan tjene som første asylland for klageren, har det ikke betydning, om klageren er pakistansk eller afghansk statsborger, og Flygtningenævnet kan ikke på det foreliggende grundlag tage stilling til, om klageren asylretligt skal vurderes i forhold til Pakistan eller Afghanistan. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Ita/2019/3/SME

iran2017307

Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig ansøger fra Iran. Indrejst i 2015.  Ansøgeren er etnisk kurder og konverteret til kristendommen. Ansøgeren er fra Mariwan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han har medvirket i en dokumentarfilm om kurderes levevilkår i Iran. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han i 1385 (svarende til 2006) indvilligede i at medvirke i en dokumentarfilm. Filmen blev optaget i løbet af 1385-1386 (svarende til 2006-2007) og blev offentliggjort i 1388-1389 (svarende til 2009-2010). I 1389 (svarende til 2010) blev ansøgeren indkaldt til en samtale hos den iranske efterretningstjeneste, som afhørte ham om dokumentarfilmen. Han blev tilbageholdt i fire dage og blev løsladt på betingelse af, at han stoppede med at opholde sig i grænseområdet mellem Iran og Irak. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han er medlem af Basij, som ville udsende ham til Syrien. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han formelt blev medlem af Basij i [foråret] 2015. Han var tilknyttet Imam Hossein brigaden i området [en iransk by]. Han var vagt foran en våbenfabrik i Teheran og chauffør i en periode. Han var også i en anden by, Qaswin, hvor han modtog våbentræning. [I efteråret] 2015 fortalte en overordnet, der også var hans ven, ansøgeren, at han skulle sendes til Syrien. [I efteråret] 2015 udrejse ansøgeren af Iran. Ansøgerens ægtefælle er blevet opsøgt af de iranske myndigheder adskillige gange herefter. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han begyndte at interessere sig for kristendommen to til tre måneder efter sin indrejse i Danmark. Han blev døbt [i foråret] 2016. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har haft asylbegrundende problemer i Iran på grund af sin deltagelse i en dokumentarfilm om kurdernes forhold. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøger, uanset om han er blevet afhørt af myndighederne i anledning af filmen, har forklaret, at han blev løsladt efter afhøringen og tillige ved en af samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han ikke frygtede myndighederne efter løsladelsen, og at han heller ikke oplevede problemer i den anledning i perioden fra 2010 til udrejsen i 2015. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han blev løsladt af myndighederne, fordi han underskrev en erklæring, hvor han indrømmede alt og lovede ikke at udrejse af landet, som forklaret under nævnsmødet, eller om han blev løsladt, fordi han nægtede alt, som skrevet i asylskemaet. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren har et asylbegrundende forhold til myndighederne, fordi han har været medlem af Basij og er deserteret derfra. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvordan han blev medlem af Basij og Imam Hossein brigaden forekommer usandsynlig. Det forekommer således usandsynligt, at ansøgeren, der var imod det iranske styre, skulle søge optagelse hos Basij, og at Basij skulle optage ham, når det efter hans egen forklaring var myndighederne bekendt, at han havde deltaget i den systemkritiske dokumentarfilm om kurdernes forhold. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren skulle søge optagelse hos Basij, hvor han skulle deltage i kamptræning, fordi hans ene ben var skadet, således at han ikke kunne få andre jobs. Endelig er ansøgerens forklaring om sin optagelse i Imam Hossein brigaden ikke understøttet af baggrundsoplysningerne, herunder UM notat af 11. februar 2013 om brigaden, hvoraf det fremgår, at Imam Hossein brigaden består af krigsveteraner. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er deserteret fra Basij, til grund. Den omstændighed, at ansøgeren har fremlagt et ID-kort fra Imam Hossein brigaden i Basij, kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at der efter baggrundsoplysningerne er en relativ høj forekomst af dokumentforfalskninger i Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er blevet overbevist kristen til grund. Flygtningenævnets bemærker i den forbindelse, at ansøgeren efter bevisvurderingen udrejste af Iran uden at være konkret forfulgt, og at han i Danmark har forklaret, at han først lærte kristendommen at kende to måneder efter indrejsen i Danmark, men at det fremgår af oplysninger fra Tyskland, at ansøgeren der har oplyst, at han er kristen. Ansøgeren har ikke været i stand til at redegøre for oplysningerne fra Tyskland sammenholdt med oplysningerne i Danmark, og Flygtningenævnet finder, at oplysningerne fra Tyskland ikke alene er et udtryk for, at ansøgeren ikke længere følte sig som muslim og derfor angav at være kristen, som forklaret af ansøgeren under nævnsmødet. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at redegøre nærmere for den frikirke, som han er døbt i, sit dåbsforløb eller sine refleksioner i forbindelse med dette. Ansøgeren har heller ikke været i stand til på en overbevisende måde at redegøre for sin egen kristne overbevisning og for sine kristne refleksioner. Han har således navnlig henvist til, at han er blevet befriet for sine synder, og til at han tror på, at Jesus er Guds søn. Uanset, at ansøgeren under nævnsmødet var i stand til at redegøre for de kristne højtider og genfortælle dele af biblen mv., finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke på en troværdig og overbevisende måde har redegjort for, at hans dåb og deltagelse i gudstjenester mv. er udtryk for en reel religiøs overbevisning, men at dette fremstår som tillært og konstrueret til lejligheden. Der er herefter ikke tale om en reel konvertering til kristendommen. Den omstændighed, at ansøgeren for ca. 10 måneder siden oprettede en åben facebook-profil, hvor han skriver om blandt andet kristendom, kan ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han med facebook-profilen har profileret sig over for de iranske myndigheder på en sådan måde, at dette kan begrunde asyl. Det bemærkes i øvrigt, at ansøgeren har to facebook-profiler, at ingen af profilerne er i hans eget navn, og at han har forklaret utroværdigt om profilerne herunder om, at han oprettede den seneste profil, fordi han havde glemt koden til den første profil, hvilket er usandsynligt, da ansøgeren med sin første profil har accepteret en venneanmodning fra sin anden profil. På ovennævnte baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2017/307/DTO

iran2017306

Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk azeri og bahá’i-troende fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret fra islam til bahá’i-troen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans interesse for bahá’i begyndte i 2012, da han arbejdede sammen med sin kollega [A], der fortalte ansøgeren, at han tilhørte bahá’i-troen. Ansøgeren fortalte [A], at han var frafalden shia-muslim, som tidligere havde prøvet at komme ind i den zarathustristiske menighed i Teheran, men at han var blevet afvist, fordi menigheden ikke accepterede frafaldne muslimer. [A] fortalte ansøger, at han i stedet kunne prøve at blive en del af bahá’i, da det var muligt at blive en del af religionen som frafalden muslim. De følgende syv til otte måneder talte ansøgeren løbende med [A] om religionen, når de var på arbejde. Derudover gav [A] ansøgeren en bog om bahá’i. Ansøgeren begyndte løbende at efterleve bahá’i-troens foreskrevne regler. Omkring tre måneder efter sin første snak om religionen med [A], begyndte ansøgeren at tage til møder hos forskellige bahá’iere i Teheran. Møderne foregik altid hemmeligt hver tolvte dag og blev holdt et nyt sted hver eneste gang. I 2009 flyttede ansøgeren til Teheran sammen med sin daværende kæreste, [B], som var stærkt troende shia-muslim. Ansøgeren har oplyst, at han ikke elskede [B], da de flyttede sammen, og de aftalte desuden, at de ikke skulle giftes. I midten af 2014 gjorde [B] ansøgeren bekendt med, at hun havde ændret sin holdning, og at hun gerne ville giftes med ham, fordi hun var begyndt at kunne lide ham. Ansøgeren fortalte herefter [B], at han tilhørte bahá’i-troen. Da [B] fik dette at vide, blev hun vred, og spurgte hvorfor ansøgeren aldrig havde fortalt hende dette. Derudover truede hun ansøgeren med at angive hans frafald fra islam til bahá’i til de iranske myndigheder. Efter dette valgte ansøgeren at skifte adresse og skjule sig for [B]. Omkring tre måneder efter, at han havde skiftet adresse, flygtede han til Tyrkiet, hvor han opholdt sig i et år. Ansøgeren valgte at udrejse af Tyrkiet til Europa i [efteråret] 2015, da han ikke kunne vende tilbage til Iran grundet hans konversion til bahá’i. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnets bemærker i den forbindelse, at ansøgeren udrejste af Iran uden at være konkret forfulgt, men angiveligt på grund af, at hans kæreste havde fundet ud af, at han anså sig selv som bahai-troende, og fordi han formodede, at hun ville melde ham for dette til myndighederne. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens kæreste har anmeldt ham til myndighederne. Der er herved lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at hun skulle have anmeldt ham. Ansøgerens forklaring om, at kæresten blev vred og ville slå ham ihjel og anmelde ham til myndighederne, fordi han var frafaldet islam, forekommer tillige mindre sandsynlig. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke praktiserede islam gennem de fire år, hvor han boede sammen med sin kæreste og på, at han kort efter de var flyttet sammen fik en tatovering med et zarathustrisk symbol. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konversion og sit liv som bahai overordnet henvist til, at han ikke praktiserede islam, fordi han ikke syntes om denne religion og derfor havde forladt den. Ansøgeren har imidlertid ikke været i stand til at redegøre nærmere for sin interesse for bahai-religionen eller for sine refleksioner i forbindelse med religionen og sin konversion til denne. Ansøgeren har således ikke været i stand til på en overbevisende måde at redegøre for sin egen bahai-overbevisning. Han har således alene henvist til, at han er enig i bahai-religionens synspunkter, og at han havde brug for en religion at støtte sig op af. Uanset, at det kan lægges til grund, at ansøgeren har deltaget i diverse møder og undervisning vedrørende bahai-religionen, og at han således besidder viden om bahai-religionen, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke på en troværdig og overbevisende måde har redegjort for, at hans konversion og deltagelse i møder og undervisning mv. er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Der er herved lagt vægt på ansøgerens fremtræden for nævnet og det indtryk, som nævnet derved fik af hans religiøse overbevisning samt på hans manglende evne til at redegøre for sin egen personlige religiøse overbevisning. De udtalelser, der er fremlagt i sagen fra bahai-organisationer, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på den sammenhæng, som udtalelserne er fremkommet i. Den omstændighed, at ansøgeren har oprettet en åben facebook-profil i sit eget navn, hvor han poster billeder og citater om bahai-religionen, kan heller ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han, der ikke var profileret ved udrejsen, med facebook-profilen nu har profileret sig over for de iranske myndigheder på en sådan måde, at dette kan begrunde asyl. Flygtningenævnet har ikke fundet anledning til at imødekomme begæringen om udsættelse af sagen på indhentelse af yderligere materiale vedrørende ansøgerens aktiviteter i Danmark eller på vidneførelse. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at Flygtningenævnet har lagt de faktuelle oplysninger om ansøgerens deltagelse i diverse møder og undervisning til grund. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/306/EMU

iran2017305

Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og fra [byen A] i Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har frem til sin ud-rejse boet i Irak. Ansøgeren var muslim, da han boede i Iran, men er efter sin indrejse i Danmark konverteret til kristendommen. Ansøgeren har efter sin udrejse af Iran været politisk aktiv, idet han deler sine meninger om kurderes rettigheder via det sociale medie, facebook. Ansøgeren har ikke i øvrigt været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive halshugget, idet hans mor er efterstræbt af den iranske efterretningstjeneste, og idet han selv har udtryk sig negativt om det iranske styre. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller fængslet, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans mor, [W], havde problemer med den iranske efterretningstjeneste, idet hendes bror, [T], der bor i Schweiz, har udført politiske aktiviteter, som har fået konsekvenser for hende. [T] er leder for en humanitær organisation, som forsvarer kudernes rettigheder. Han har blandt andet udtalt sig til [mediet A] og til to kurdiske TV-stationer, der hedder [mediet B] og [me-dier C]. Den iranske efterretningstjeneste har derfor udsat ansøgerens mor, [W], for trusler. Ansøge-ren og hans mor besluttede sammen at udrejse af Iran. Ansøgeren har videre forklaret, at han efter sin udrejse af Iran har delt sin holdning om kurdernes rettigheder på sin egen side på det sociale medie, facebook. Han har derudover oprettet en facebookside med navnet ”[Z]”, hvor han videregi-ver oplysninger om forholdende i Iran. Ansøgeren har til støtte for sit nye asylmotiv forklaret, at han begyndte gik i kirke første gang omkring en uge efter han indrejste i Danmark, fordi en af hans venner havde spurgt ham, om han ville med til et arrangement i kirken. Ansøgeren kunne godt lide stemningen og begyndte herefter at komme fast i kirken. Ansøgeren er [i sommeren 2016] blevet døbt i [kirken F]. Ansøgeren er konverteret, fordi kristendommen gav ham ro. Flygtningenævnet har ikke kunnet lægge ansøgerens mor, [W’s], forklaring om, at hun og børnene er blevet truet af efter-retningstjenesten, til grund. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke ved sin udrejse af Iran havde en asylbegrundende konflikt, hvilket ligeledes understøttes af, at ansøgeren aldrig er blevet opsøgt af de iranske myndigheder, og at han udrejste legalt af Iran på eget pas. An-søgeren har begrænset kendskab til kristendommen, har fået yderst begrænset dåbsforberedende undervisning og læser kun sporadisk i biblen. Ansøgeren har videre ikke kunnet redegøre for den eller de faktorer, der har ført til hans konvertering. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerens konvertering til kristendommen ikke er reel. Et flertal af Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har delt, linket til og opslået en række politiske budskaber på sin Facebookside. Han påbegyndte denne aktivitet, mens han befandt sig i Tyrkiet. Flertallet har lagt vægt på, at ansøgerens Facebook, der er offentlig, er oprettet i navnet [P] og ikke i ansøgerens eget navn. På denne bag-grund, og da ansøgeren ikke er profileret i forhold til de iranske myndigheder, finder flertallet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at de iranske myndigheder er bekendt med ansøgerens opslag eller kan identificere ham på baggrund af hans Facebookprofil. Ansøgeren har herefter ikke sand-synliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, om-fattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændinge-styrelsens afgørelse.” Iran/2017/305/SOL

iran2017304

Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og deres to medfølgende børn fra Iran. Indrejst i 2015. ”Ansøgerne er etniske kurdere og yarsans. Den mandlige ansøger er fra Sarpol-e-Zahab, Iran, og den kvindelige ansøger er fra Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi den mandlige ansøger har deltaget i undervisning om yari, og myndighederne har fundet materiale om yari samt alkohol på ansøgernes bopæl. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at den mandlige ansøger sammen med sine to venner, [A] og [B], omkring august 2015 begyndte at deltage i undervisning om yari hos [C]. Undervisningen foregik i et hus, som [C] rådede over. Den mandlige ansøger deltog i undervisningen syv til otte gange over to måneder sammen med sine to venner. Der deltog også andre, som den mandlige ansøger ikke talte med. Første møde handlede om, hvordan den mandlige ansøger kunne undgå at blive afsløret. [C] fortalte, hvordan den mandlige ansøger skulle flygte, hvis undervisningen blev opdaget. [I efteråret] 2015 havde den mandlige ansøger og de to venner deltaget i undervisningen i 20 minutter, da [C] hørte en lyd. [C] kiggede ud af vinduet og sagde, at de skulle flygte. Den mandlige ansøger kravlede op til taget ad en trappestige og flygtede henover nogle hustage. Han så ikke, hvad der skete med de andre. På et tidspunkt hørte han nogen råbe stop og herefter et skud. Han hoppede ned på gaden, gik to gader, hvorefter han slukkede sin telefon og tog en taxa hjem til sin fætter, [D]. Dagen efter tog fætteren til den mandlige ansøgers bopæl for at finde ud af, om der var sket noget. Da han kom tilbage fortalte han den mandlige ansøger, at bopælen var blevet opsøgt klokken et om natten af fire personer. De havde fundet materiale om yari og alkohol. De havde spurgt efter den mandlige ansøger og fortalt den kvindelige ansøger, at den mandlige ansøger skulle melde sig til efterretningstjenesten. Da de fire personer forlod bopælen, forsøgte den kvindelige ansøger at kontakte den mandlige ansøger, men han svarede ikke. Fætteren tog samme dag tilbage til den mandlige ansøgers bopæl og hentede den kvindelige ansøger og de to døtre. Ansøgerne udrejste herefter illegalt af Iran [i efteråret] 2015. Da ansøgerne var kommet til Danmark, fik de at vide af den mandlige ansøgers far, at faren var blevet opsøgt af myndighederne efter ansøgernes udrejse. Faren var blevet tilbageholdt af efterretningstjenesten, som havde spurgt efter ansøgerne. Den mandlige ansøger har efter samtalen med advokaten henvendt sig til fætteren, der har oplyst, at [C] er død som følge af en blodprop. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgeres forklaring om, at han på grund af deltagelse i undervisning om yari er kommet i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Begge ansøgere, der kommer fra Kermanshah, tilhører den religiøse minoritet yaresan, og det fremgår af deres forklaringer, at de har praktiseret denne tro, og at det både på grund af deres fødested, og på grund af deres iagttagelse af deres religions levevis og deltagelse i ceremonier, har været kendt, at de bekender sig til denne tro. Nævnet finder, at ansøgerne troværdigt har forklaret om behovet for at få et mere indgående kendskab til deres religion og finder det af den grund ikke usandsynligt, at den mandlige ansøger har deltaget i undervisning hos [C]. På grundlag af den mandlige ansøgers forklaring har undervisning foregået i en lille lukket kreds, hvor alle deltagere var yarsans. Der har således ikke været tale om aktiviteter af missionerende karakter eller offentlig agitation. Nævnet finder ikke, at de foreliggende baggrundsoplysninger støtter, at en sådan aktivitet eller den omstændighed, at ansøgerne på bopælen var i besiddelse af litteratur o.l. vedrørende deres religion, i sig selv vil sætte dem i et asylbegrundende modsætningsforhold til de iranske myndigheder.  Det påhviler ansøgeren at sandsynliggøre sit asylmotiv, og nævnet finder ikke, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at myndighederne har stormet den lejlighed, hvor ansøgeren modtog undervisning, og at myndighederne efterfølgende har søgt efter ansøgeren. Ansøgeren har forklaret, at han, da han løb over tagene, hørte skud. Ansøgeren har over for Udlændingestyrelsen afgivet divergerende forklaringer, idet han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han hørte to skud og under asylsamtalen, at der kun var tale om et skud. Ansøgeren har under nævnsmødet ikke kunnet forklare om der var tale om et eller flere skud. Henset til, at ansøgerens asylmotiv vedrører en enkeltstående episode, der fandt sted umiddelbart før ansøgeren forlod hjemlandet, finder nævnet, at ansøgeren burde være i stand til at redegøre for, hvorvidt der kun blev affyret et skud eller der var tale om flere skud. Ansøgeren har forklaret, at han deltog i undervisningen sammen med to gamle venner og kollegaer. Nævnet finder det påfaldende og utroværdigt, at ansøgeren, hverken før han forlod hjemlandet eller efterfølgende, hvor ansøgeren løbende har været i kontakt med sin fætter [D] har søgt at få oplyst, hvad der er hændt disse to venner, idet nævnet må lægge til grund, at dette ville være muligt, uden at bringe disse venner i yderligere fare. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at de to venner er trosfæller, at de kommer fra samme by og arbejdede på den samme om end store arbejdsplads som ansøgeren. Nævnet har videre lagt vægt på at ansøgeren har forklaret, at han under opholdet i Danmark har taget kontakt til andre kollegaer fra denne arbejdsplads uden at spørge til de to venners forhold. Ud fra en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således ikke, at den ansøger har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller forfølgelse omfattet af § 7, stk. 1. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2017/304/DTO

iran2017303

Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [en mindre landsby], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men han sympatiserer med KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevende til Iran frygter, at han skal aftjene militærtjeneste, og at de iranske myndigheder straffer ham, fordi han har unddraget sig militærtjeneste. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far har været politisk aktiv, og at hans far døde i 2005 som konsekvens af sine politiske aktiviteter. Da ansøgeren var omkring 18 år i 2011/2012, modtog han den første indkaldelse til militæret. I løbet af samme uge modtog han yderligere indkaldelser til militæret, og desuden spurgte myndighedspersonerne efter ham i landsbyen. På samme dag, som sidste indkaldelse blev overleveret, valgte myndighederne at hverve ansøgerens bror i stedet for ansøgeren, fordi ansøgeren ikke havde efterlevet deres indkaldelser. Hans farbror forsøgte at betale sig fra, at myndighederne tog hans bror med, men myndighederne nægtede at modtage betalingen. Ansøgeren oplevede ikke efterfølgende problemer med de iranske myndigheder inden sin udrejse af Iran i [efteråret] 2015. Ansøger har som asylmotiv ligeledes henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at de iranske myndigheder straffer ham, fordi han har publiceret billeder på Facebook af den iranske leder, Ayotollah Khamenei. Ansøger har til støtte herfor oplyst, at han i Iran slog to hånlige billeder af den iranske leder, Ayotollah Khamenei, op på sin Facebook profil, og at han i Danmark fortsat er aktiv på Facebook, hvor han har lagt andet politisk materiale ud. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han først oprettede sin Facebookprofil i Danmark og ikke har lagt noget ind på Facebook tidligere. Han har ikke oplevet konflikter med de iranske myndigheder som konsekvens heraf. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret upræcist, afglidende og divergerende. Vedrørende ansøgerens fars aktiviteter for KDPI lægger nævnet til grund, som forklaret af ansøgeren, at faren blev slået ihjel, da ansøgeren var omkring 11 år, at ansøgeren i den første tid herefter få gange blev afhørt af myndighederne om farens aktiviteter, men at myndighederne herefter ikke henvendte sig herom. Den næste henvendelse fra myndighederne fandt sted, da ansøgeren var fyldt 18 år, og det drejede sig om, at ansøgeren skulle aftjene værnepligt. Ansøgeren efterkom ikke indkaldelserne, hvorefter ansøgerens lillebror blev taget med af myndighederne. Ansøgeren har forklaret divergerende om, på hvilket tidspunkt hans mor flyttede til sin familie og om årsagen hertil. Ansøgeren har ligeledes forklaret divergerende om antallet af henholdsvis skriftlige og personlige henvendelser fra myndighedernes side vedrørende ansøgerens værnpligt. På den baggrund kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at henvendelserne til ansøgeren og medtagelsen af hans bror drejede sig om andet og mere end aftjening af værnepligt. Efter oplysningerne om strafniveauet for militærunddragelse i Iran er der ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren risikerer uforholdsmæssig straf for unddragelse af værnepligt. Ansøgeren har under asylsamtalen i Udlændingestyrelsen fremvist sin Facebook-profil og en række billeder, som han har lagt på Facebook, med fornærmeligt indhold af Ayotollah Khamenei. På dette tidspunkt fremgik det, at profilen kun var tilgængelig for ansøgerens venner på Facebook. Ansøgeren havde da mere end 1.000 venner, og han har angiveligt nu over 2.000 venner på Facebook. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at hans Facebookprofil på nuværende tidspunkt er offentlig tilgængelig. Det fremgår af Facebookprofilen, at ansøgeren anvender sit kælenavn, og han har forklaret, at hans venner, familie og folk i landsbyen med omkring 100 husstande kender ham under dette kælenavn. Ansøgeren har ved nævnsmødet oplyst, at han på et tidspunkt har modtaget en trussel via Messenger vedrørende billederne. Ansøgeren har forklaret afglidende om indholdet af truslen, han har ikke kunnet oplyse hverken om afsenderens navn, eller hvornår han modtog truslen, og han har angiveligt blokeret den pågældende og har ikke gemt meddelelsen. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at billederne på Facebook er kommet til myndighedernes kundskab. Under disse omstændigheder, og idet ansøgeren fremstår som politisk uprofileret, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/303/EMU

iran2017302

Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tortureret, fængslet på livstid eller henrettet af de iranske myndigheder. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han i 2005 var fårehyrde i landsbyen, [iransk landsby 1], i [iransk by 2]. På et tidspunkt tændte ansøgeren et bål for at lave mad, men bålet eksploderede, fordi der lå en mine fra krigen mellem Iran og Irak. Ansøgeren henvendte sig flere gange fra 2005-2015 til Bonyad Shahid, et myndighedskontor hvor man kan blive godkendt som krigsveteran og få kompensation. Ansøgeren blev sendt til undersøgelser på hospitaler og klinikker hele tiden, men han fik afslag på at blive anerkendt som krigsveteran. Ansøgeren blev ikke godkendt, fordi han er yarsan, og yarsans har ikke samme rettigheder som andre iranere. I [foråret] 2015 mødte ansøgeren [A], leder af Bonyad Shahid, på gaden i Sarpol Zahab. Ansøgeren anmodede [A] om at blive anerkendt som krigsveteran, hvilket [A] indvilligede i. [A] bad ansøgeren om at henvende sig på kontoret igen måneden efter, hvilket ansøgeren gjorde. Da [A] fandt ud af, at ansøgeren var yarsan, nægtede han at ordne ansøgerens papirer. De kom op at skændes, og i den forbindelse røg alle papirerne ned på gulvet. Ansøgeren blev træt af det hele og vred og trampede på Khameneis og Khomeinis billeder og koranen. [A] tilkaldte vagten og ville ringe til politiet, da ansøgeren nåede at flygte. Han kørte til sin bopæl i [en iransk landsby 3] og tog derefter ophold hos sin søster i Dalahoo i fire måneder. Herefter udrejste ansøgeren af Iran. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren ikke i sit asylskema har oplyst om den asylbegrundende episode, som han påberåber, men først under de efterfølgende samtaler med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i 2005 fik sprængt tre fingre af, da han tændte et bål oven på en mine, og at han derefter igennem en årrække søgte om at blive godkendt som krigsveteran. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at der efter 10 år med ca. 100 henvendelser til den organisation, hvor han løbende havde henvendt sig for at blive godkendt som krigsveteran, opstod en asylbegrundende episode. Der er herved lagt vægt på, at organisationen og den chef, som ansøgeren opsøgte, efter ansøgerens egen forklaring vidste, at ansøgeren var yarsan, og at der således ikke kom noget nyt frem på det pågældende måde. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hans vredesudbrud og flugten fra kontoret forekommer mindre sandsynlig. Det forekommer således mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle udvise tålmodighed i 10 år og derefter en tilfældig dag, hvor han efter sin forklaring under nævnsmødet ikke var blevet lovet andet, end at chefen ville kigge på hans sag, skulle gå amok og trampe på billeder af de religiøse ledere og koranen. Det forekommer herefter usandsynligt, at ansøgeren skulle kunne flygte ud af organisationens bygning uden at blive pågrebet, hvis episoden havde fundet sted, og hvis chefen havde ringet efter politi og vagt, og hvor der som forklaret var i hvert fald tre til fire personer, der havde pågrebet ansøgeren for at skille ham og organisationens chef fra hinanden. Flygtningenævnet kan på ovennævnte baggrund ikke lægge ansøgerens forklaring om denne sidste episode på kontoret til grund, og nævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sine henvendelser på organisationens kontor er blevet profileret over for myndighederne på en sådan måde, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2017/302/DTO

iran2017301

Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Al-Tash lejren, Irak. Ansøgeren har været medlem af Azadi Kurdistan (PAK) siden den [vinteren] 2012. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at henrettet af det iranske regime på grund af sine politiske aktiviteter. Videre har ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran ikke øn-sker at aftjene værnepligt for et præstestyre, som ikke sikrer rettigheder til kurderne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han [i vinteren] 2012 meldte sig som medlem af PAK på opfordring af sin bror, [A], som er medlem af PAK’s komité i Qawa flygtningelejren i Irak. En må-ned efter indmeldelsen og frem til sin udrejse i 2015 fragtede han partimateriale fra Irak til Iran om-kring tre gange månedligt, ligesom han lejlighedsvist uddelte materialet i Iran sammen med sine to partifæller. I samme periode har han 15-20 gange ledsaget partimedlemmer fra Irak til Iran. [Som-meren] 2015 mødte ansøgeren i Kamtar-bjergene Sepah, som åbnede ild mod ham. Ansøgeren fulg-tes med fire personer men flygtede alene tilbage til Irak. Efter flugten tog ansøgeren ophold hos sin søster i Irak, hvor han fik at vide, at efterretningstjenesten havde opsøgt hans families bopæl i Iran. Ansøgerens opholdte sig i Irak en måned, hvorefter han rejste til Danmark. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge til grund, at ansøgeren er kommet i de iranske myndigheders søgelys som følge af aktiviteter for partiet Azadi Kurdistan (PAK). Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende, ud-byggende og utroværdigt om baggrunden for aktiviteterne, omfanget af aktiviteterne og mødet med Sepah.  Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han havde arbejdet i byggebranchen og hjulpet sin bror med at sælge falafel, og at han var politisk aktiv ved at uddele løbesedler, CD´er og partiaviser for partiet Azadi Kurdistan, mens han til gensamtale med Udlæn-dingestyrelsen forklarede, at han blev sat til at hjælpe med at transportere PAK medlemmer fra Irak til Iran, fordi han havde et godt kendskab til grænseområdet, idet han ofte transporterede fødevarer, herunder ris, mel og sukker, fra Irak til Iran og i 2012 havde gjort det 10-15 gange om måneden i omkring 6 år. Nævnet bemærker i denne forbindelse, at ansøgeren under oplysnings- og motivsam-talen ikke forklarede, at han havde hjulpet med at transportere partimedlemmer fra Irak til Iran. An-søgeren har videre til den første samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 forklaret, at han hentede materialet (plakater, aviser og CD´er) i [landsby] og opbevarede materialet hos [B], og at han første gang transporterede materialet en måned efter [dato i vinteren] 2012. Til gensamtalen forklarede ansøgeren først, at han – efter at have krydset grænsen – transporterede materialet til [mindre by] i bil, hvor han afleverede det til [C] og [D], mens han senere under samtalen og på mø-det i dag forklarede, at han nogle gange først gemte materialet i bjergene, når han kom til Iran. Han forklarede videre, at han første gang hentede materiale 10 – 15 dage efter sit første møde med [C] og [D], der fandt sted en måned efter, at han blev medlem [i vinteren] 2012. Nævnet finder, at disse divergenser ikke alene kan skyldes tolkeproblemer, idet ansøgeren efter alle samtalerne har skrevet under på, at han har forstået tolken. Flygtningenævnet finder endvidere, at det er påfaldende, at ansøgeren til gensamtalen forklarede, at han havde et nært forhold til sin bror, [A], og at det var hans kærlighed til broren, der drev ham til at engagere sig i PAK henset til, at ansøgeren samtidig forklarede, at han kun boede sammen med broren til han var 10 – 12 år og derefter kun talte med broren i meget begrænset omfang, samt at han ikke vidste meget om brorens politiske engagement for PAK. Nævnet finder endvidere, at det er påfaldende, at ansøgeren angiveligt blev medlem af PAK alene på baggrund af, at hans bror og morbror var medlemmer i forvejen og uden nogen træning eller procedure. Nævnet bemærker i denne forbindelse, at det af baggrundsoplysningerne, herunder rapporten Iranian Kurds On Conditions for Iranian Kurdish Parties in Iran and KRI, Activities in the Kurdish Area of Iran, Conditions in Border Area and Situations of Returnees fra KRI ti Iran, 30 May to 9 June 2013, side 30-31, 36, 43, 46 og 48, fremgår, at proceduren for medlemskab af andre kurdiske oppositionspartier som KDPI, KDP-Iran og Komola kan involvere prøveperiode, efterforskning samt diverse tests og træningskurser. Selvom det måtte lægges til grund, at ansøgeren var medlem af og udførte aktiviteter for PAK, kan dette ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke er sandsynliggjort, at disse aktiviteter er kommet til de iranske myndigheders kendskab. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om konfrontationen med Sepah og flugten. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen – flere gange - forklaret, at hans fire venner, som han var sammen med, ikke løb, fordi de ikke havde noget at skjule, og at de blev anholdt af Sepah. Ansøgeren kom til Irak, hvor han ringede til sin morbror, der fik kontakt til partiet, Azadi Kurdistan, så de kunne hente ham. Til den første asylsamtale forklarede ansøgeren, at han i Irak tog hen til den person, [E], som han plejede at købe fødevarer af, og derfra ringede til sin morbror, der kom og hentede ham en time senere. Han ved ikke, hvad de fire andre gjorde, da alle flygtede i hver sin retning. Til den anden samtale med Udlændingestyrelsen blev ansøgeren foreholdt denne divergens og forklarede hertil, at han hverken har sagt, at vennerne blev anholdt eller givet udtryk for, at de ikke løb. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han og hans venner begyndte at løbe, da de så Sepha, og at Sepha begyndte at skyde efter dem, mens han til han til den første asylsamtale forklarede, at han løb efter, at der blev åbnet ild mod ansøgeren og hans venner. Ansøgeren har endvidere til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at efterretningstjenesten [i sommeren] 2015 ransagede hans bopæl og spurgte hans mor, hvor han var henne, og at de efterfølgende to gange har været på bopælen og spurgt efter ham. De fortalte ikke, hvad de ville med ham, men spurgte blot, hvor han befandt sig. Hans mor har ikke fortalt, hvornår efterretningstjenesten kom disse to gange efter ransagningen. Til den første asylsamtale forklarede ansøgeren, at efterretningstjenesten – da de opsøgte hans bopæl  to til tre gange – viste moren ansøgerens nationalitetsbevis og fortalte, at ansøger havde 24 timer til at melde sig, ellers ville han blive dømt. Ansøgeren forklarede endvidere, at hans mor havde fortalt ham, at efterretningstjenesten havde været på bopælen og spurgt efter ansøgeren 10 dage før hans oplys-nings- og motivsamtale. Til gensamtalen forklarede ansøgeren – foreholdt denne divergens – at han vedstår sin forklaring fra asylsamtalen [sommeren] 2016 og ikke ved, hvorfor han ikke har oplyst dette tidligere. Nævnet finder det hertil påfaldende, at ansøgeren, der efter sin forklaring normalt rejste illegalt, når han hentede materiale i Irak, under transporten [i sommeren] 2012 medbragte sit identitetskort, som kunne afsløre hans identitet, i sin rygsæk, og at han kastede rygsækken fra sig, da han løb. Nævnet har endelig lagt vægt på, at hverken ansøgeren eller hans familie efter hans for-klaring har haft konflikter med de iranske myndigheder som følge af brorens eller morbrorens poli-tiske aktiviteter, at de ikke er profilerede inden for partiet, og at de ikke har været eksponeret i kur-diske medier eller er kendte i en bredere offentlighed. For så vidt angår ansøgerens frygt for at blive tvangsrekrutteret kan dette heller ikke føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring aldrig har fået en officiel indkaldelse og ikke har haft nogen konflikter med myndighederne i den anledning. Nævnet bemærker endvidere, at strafferammen i tilfælde af udeblivelse fra militærtjeneste i Iran ifølge baggrundsoplysningerne, herunder Udenrigsministeriets notat af 10. maj 2011, er fra tre måneder til to års fængsel, hvilket ikke er uforholdsmæssigt i forhold til dansk retstradition. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlæn-dingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/301/CHA

iran2017300

Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Bana, Mariwan-regionen, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med det kurdiske politiske parti i Iran (KDPI) siden 2012. Ansøgeren har som asylmo-tiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at blive anholdt og henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har udført politiske aktiviteter for KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i 2012 kontaktede en af sin fars venner, som var medlem af KDPI. Ansøgeren oplyste ham, at han gerne ville lave aktiviteter for partiet KDPI, og han ville gerne arbejde for kurdernes sag. En måned senere startede han sine politiske aktiviteter, som bestod i at aflevere breve fra KDPI til en bestemt kvinde, der boede i byen Bana. Ansøgeren afleverede disse breve en til to gange om måneden i perioden fra 2012 og frem til sin udrejse af Iran i 2015. [I efteråret] 2015 blev ansøgeren ringet op af sin nabo, der fortalte ansøgeren, at iranske myndighedspersoner var i gang med at ransage ansøgerens bopæl. Herefter gik ansøgeren hen til sin bopæl, hvor han på afstand så to myndighedsbiler og fem til seks myndighedspersoner på bopælen. Ansøgeren udrejste herefter af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen om hans konflikt med myndighederne i Iran i anledning af hans bistand til KDPI fremstår ikke selvoplevet og dermed konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen [i vinteren] 2017 forklarede, at de breve han fik fra farens ven var hemmelige breve, og at der var tale om breve der var hvide. Nogle var i en lille kuvert, andre på størrelse med et A4-papir, og der stod ikke nogen tekst på brevene. Ansøgeren har derimod under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han fik brevene eller pakkerne i en papirspose og ikke kunne se brevene. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om materialet og transporten heraf er forekommet usikker og afglidende. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har kunnet redegøre nærmere for KDPI, herunder hvordan partiet er opbygget, dets mærkedage, hvor dets hovedkontor ligger m.v., og at han ikke har kunnet give nogen forklaring på, hvorfor han først blev politisk aktiv i 2012 henset til, at han efter sin forklaring gerne ville gøre noget for den kurdiske sag, fordi hans far var peshmerga for KDPI og blev henrettet i 1998. Nævnet har herved været opmærksom på, at ansøgeren er analfabet. Nævnet finder tillige, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han ikke under asylsagen har ønsket at oplyse navnene på sin fars ven og den kvinde, han skulle aflevere brevene til henset til, at disse personer er helt centrale for hans asylmotiv, ligesom nævnet finder det påfaldende, at ansøgeren ikke i forbindelse med naboens opringning på dagen for opsøgningen ikke forsøgte at advare farens ven og kvinden. Flygtningenævnet finder videre, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren skulle have indvilliget i at aflevere breve med et indhold, han ikke kendte noget til, til en kvinde uden at vide hvorfor eller hvad, hun skulle med brevene, ligesom det forekommer påfaldende, at ansøgeren og farens ven ringede sammen, når ansøgeren skulle hente brevene, og at de derefter mødtes, så farens ven kunne udlevere brevene til ham, henset til den hermed forbundne risiko. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren på dagen for opsøgningen - efter at være blevet advaret af naboen - kørte hjem til landsbyen med brevene liggende i bilen og stillede sig op 100 meter fra bopælen og observerede, henset til risikoen herved, ligesom det forekommer påfaldende, at ansøgeren ikke efterfølgende har forsøgt at kontakte sin nabo eller sin familie for at få informationer om opsøgningen af bopælen og familiens skæbne. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/300/CHA

iran20173

Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ahwasi araber og sunni muslim fra Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive dræbt af den iranske efterretningstjeneste, Ittilats, fordi han har været politisk aktiv for partiet Al Wefaq, der arbejder for at forbedre det arabiske mindretals levevilkår i Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han har været sympatisør og aktiv for partiet Al Wefaq. Ansøgeren har forklaret, at efterretningstjenesten truede ham på livet gennem hans forældre, de da fandt løbesedler i hans families hus, som de formodede var hans, efter de tidligere havde advaret ham imod at udføre aktiviteter for partiet. Ansøgeren har videre forklaret, at han tre år tidligere havde uddelt løbesedler for Al Wefaq tre gange, og at han også tidligere deltog i demonstrationer med Al Wefaq. Tredje gang han uddelte løbesedler, blev han opdaget af efterretningstjenesten og tilbageholdt i 14 dage. Tre år senere blev ansøgeren forsøgt opsøgt af efterretningstjenesten på sin bopæl. Efterretningstjenesten fortalte ansøgerens far, at ansøgeren ikke skulle deltage i politisk aktivitet, herunder den kommende demonstration. Ansøgeren blev forsøgt fanget og truet på livet af efterretningstjenesten i foråret 2014, efter at to unge mennesker han ikke kendte, tilfældigvis løb igennem hans families hus under deres flugt fra efterretningstjenesten, og efterlod deres løbesedler i huset. Herefter flygtede ansøgeren ud af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet bemærker herved helt overordnet, at ansøgeren har forklaret afglidende og divergerende på centrale spørgsmål vedrørende hans asylmotiv, ligesom han har været upræcis i tidsangivelser. Han har således til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at han blev anholdt på en ukendt dato i 1996, mens han til asylsamtalen har oplyst, at han blev anholdt enten i 1997, 2004 eller 2007. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvor gammel han var, da myndighederne opsøgte ham på bopælen og advarede ham mod at deltage i fremtidige demonstrationer, idet han til oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at han var 23 år, da dette skete, mens han til asylsamtalen har oplyst, at han var 21 år. Nævnet bemærker, at der efter ansøgerens forklaring er forløbet en periode fra 2001 frem til episoden i foråret 2014 uden, at ansøgeren efter det oplyste har haft aktiviteter, der har bragt ham i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om den begivenhed i foråret 2014, der udløste hans flugt, må anses for bemærkelsesværdig, idet de personer, som angiveligt flygtede gennem ansøgerens forældres hus, må antages at have været observeret af de myndighedspersoner, som forfulgte dem, hvorfor det må anses for mindre troværdigt, at myndighedspersonerne, da de konstaterer, at de flygtende har efterladt løbesedler, straks mistænker ansøgeren og dennes familie for politiske aktiviteter. Flygtningenævnet finder efter en samlet konkret vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv, og at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2 er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/3/SLH

iran2017299

Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Ansøgeren er mentalt handicappet. Indrejst i 2015.  Flygtningenævnet udtalte:  Ansøgeren er etnisk kurder fra [landsby], ved Sarpol-e-Zahab, Iran. Ansøgeren, der er mentalt han-dicappet, har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sin mors, brors, [A] og søsters, [B], konflikter, som hun ikke kender indholdet af. Hun boede sammen med sin mor og bror. Det var familiemedlemmerne, der besluttede, at de alle skulle udrejse. Hun ved ikke, hvad familiemedlemmerne frygtede, og hvad de har været udsat for. Hun ønsker ikke at vende tilbage til Iran. Flygtningenævnet har [i sommeren] 2017 taget stilling til ansøgningerne fra moren samt fra [A] og [B].  Flygtningenævnet tilsidesatte i vidt omfang disse ansøgeres forklaringer og fandt ikke, at de opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Herefter, og efter en vurdering af ansøgerens særlige forhold, herunder at hun er mentalt handicappet, finder Flygtningenævnet ikke, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. flygtningekonventionen, eller overgreb omfattet af ud-lændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/299/HHU

iran2017298

Nævnet meddelte i september 2017 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Den mandlige ansøger er etnisk kurder og yarsan/Ahle-Haq fra Sarpol-e-Zahab, Iran. Den kvinde-lige ansøger er etnisk kurder og shiamuslim fra Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politiske aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henret-tet af de iranske myndigheder, fordi de har et forhold og har forskellige religioner. Den kvindelige ansøger frygter endvidere af samme årsag at blive udsat for fysiske overgreb fra sin familie. Ansø-gerne har til støtte herfor oplyst, at de lærte hinanden at kende i [efteråret] 2013 og indledte et ro-mantisk forhold. [Ultimo] 2013 ringede den kvindelige ansøger til den mandlige ansøger, fordi hun var ked af det, og de mødtes senere samme nat i et skur i den kvindelige ansøgers families have, hvor de havde samleje. To dage senere anmodede den mandlige ansøger og hans familie om den kvindelige ansøgers hånd, hvilket hendes far afviste. Senere samme dag udsatte den kvindelige an-søgers far den kvindelige ansøger for fysiske overgreb og fortalte, at han havde arrangeret, at hun skulle giftes med en bekendt af familien. De udrejste herefter af Iran til Tyrkiet [primo] 2014. 15 til 20 dage forud herfor havde den kvindelige ansøgers far opsøgt den mandlige ansøger på hans ar-bejdsplads, hvor han truede den mandlige ansøger og udsatte ham for et fysisk overgreb. Mens an-søgerne opholdt sig i Tyrkiet, fik de kendskab til, at den mandlige ansøger var blevet tilsagt til at møde i retten i Kermanshah, fordi den kvindelige ansøgers far havde indgivet en anmeldelse mod den mandlige ansøger, og at den kvindelige ansøger var blevet efterlyst i en iransk avis. Flygtninge-nævnet finder, at ansøgernes forklaringer på enkelte punkter kan give anledning til en vis tvivl. Det drejer sig navnlig om, at den kvindelige ansøger har forklaret forskelligt om, hvorvidt hun blev udsat for fysiske overgreb fra faderens side, efter at den mandlige ansøger havde friet til hende, ligesom begge ansøgere under samtalerne i Udlændingestyrelsen har været noget usikre i deres forklaringer om, hvem der var tilstede, da den mandlige ansøger anmodede den kvindelige ansøgers far om tilladelse til giftermålet. Troværdigheden af ansøgernes forklaringer er endvidere svækket ved, at de har fremlagt to dokumenter fra retten i Kermanshah, hvori den mandlige ansøger angiveligt – og som følge af en klage fra den kvindelige ansøgers far – er blevet indkaldt til et retsmøde, hvilke dokumenter ifølge en ægthedsvurdering foretaget af Udlændingestyrelsen meget muligt er falske. De få uoverensstemmelser i ansøgernes forklaringer vedrører imidlertid forhold, som ikke er af cen-tral betydning for de begivenheder, der begrunder deres ansøgninger om asyl, og ansøgerne har i al væsentligt i øvrigt afgivet sammenhængende og troværdige forklaringer om hændelsesforløbet. Det-te indtryk er i høj grad blevet bestyrket ved ansøgernes forklaringer direkte for nævnet. Hertil kommer, at det ifølge baggrundsoplysninger om situationen i Iran ikke er usandsynligt, at den kvin-delige ansøgers familie har reageret negativt og voldsomt på et muligt forhold mellem den kvindeli-ge ansøger, der var shia muslim, og den mandlige ansøger, der bekender sig til Yari-religionen. På denne baggrund finder nævnet, at ansøgernes forklaringer om konflikten med den kvindelige ansø-gers familie kan lægges til grund. Selv om Flygtningenævnet ikke kan lægge vægt på de dokumen-ter, der tilsyneladende er falske, og som skulle vise, at de iranske myndigheder har indkaldt den mandlige ansøger til et retsmøde, så finder nævnet, at der er grund til at tro, at den kvindelige ansø-gers familie kan have inddraget myndighederne ved at foretage anmeldelse af deres udenomsægte-skabelige forhold. Hertil kommer, at parterne har indgået ægteskab på et tidspunkt, der ligger klart efter undfangelsen af deres fællesbarn, hvorfor de efter iransk lov åbenbart vil have gjort sig skyldi-ge i et udenomsægteskabeligt seksuelt forhold. Det fremgår af baggrundsoplysninger, at udenoms-ægteskabelige seksuelle forhold er forbudt i Iran, og at sex forud for ægteskab straffes med piske-slag og fængsel, jf. Finnish Immigration Service, ”Violence against women and honour-related violence in Iran”, 26. juni 2015. Henset hertil finder nævnet, at ansøgerne ikke kan forventes at tage sikkert ophold andetsteds i Iran, og at de ved en tilbagevenden til Iran herefter risikerer asylbegrun-dende overgreb omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansø-gerne og deres medfølgende barn, […] (født […] 2016) opholdstilladelse i medfør af udlændingelo-vens § 7, stk. 2.” Iran/ 2017/298/DH

iran2017297

Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Kerende Gharb, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han efter sin ankomst til Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive retsforfulgt, fængslet og udsat for fysiske overgreb af de iranske myndigheder som følge af hans aktiviteter som sanger i Iran. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at han frygter forfølgelse eller umenneskelig og nedværdigende behandling fra de iranske myndigheder som følge af sin konvertering. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han startede sin musikalske karriere i 2001. Ansøgeren har siden da optrådt som sanger og musiker, ligesom han har spillet til diverse fester i forskellige byer i Iran. Inden hver fest henvendte ansøgeren sig til de iranske myndigheder, hvor han skulle skrive under på en ansvarser-klæring. Ved erklæringen forpligtede ansøgeren sig til at ringe til politiet, såfremt der opstod optøjer til festerne. Ansøgeren skulle desuden stå til rådighed som observatør for de iranske myndigheder ved festerne. I løbet af sin musikkarriere har ansøgeren fået beslaglagt sine instrumenter tre til fire gange af de iranske myndigheder på grund af optøjer ved de fester, hvor han har spillet. Når ansøge-rens instrumenter blev beslaglagt, oplyste de iranske myndigheder ham om, at han kunne henvende sig hos dem den følgende dag. Han ville i den forbindelse få sine instrumenter udleveret. Ansøgeren har været anholdt to gange i forbindelse med optøjer til festerne. Ti til femten dage før sin udrejse af Iran spillede ansøgeren musik til et bryllup i Sarpol-e Zahab. Under brylluppet opstod der urolighe-der på grund af fulde gæster. De iranske myndigheder kom og beslaglagde ansøgerens instrumenter. Ansøgeren turde efterfølgende ikke henvende sig til de iranske myndigheder for at få udleveret instrumenterne. Ansøgeren så sig nødsaget til at udrejse af Iran. Ansøgerens mor blev opsøgt af de iranske myndigheder på sin bopæl omkring ti dage efter ansøgerens udrejse af Iran. Ansøgerens mor fik at vide, at ansøgeren skulle henvende sig til myndighederne. Ansøgeren har oplyst, at han to til tre måneder efter, at han kom til Danmark, begyndte at gå i kirke og spille i kirken. Ansøgeren fik ikke kristendomsundervisning, da det var på dansk. Ansøgeren er blevet døbt den 29. april 2017. Ansøgeren går i Sønderborg Kirke om søndagen. Han har derudover deltaget i nogle af kirkens ar-rangementer og fester, som foregår midt på ugen. Ansøgeren havde allerede interesse for kristen-dommen, mens han opholdt sig i Iran. Ansøgeren har, om end noget usikkert, forklaret, at hans in-strumenter flere gange er blevet beslaglagt af myndighederne på grund af uroligheder og larm ved bryllupsfester. Ansøgeren har kun kunnet redegøre for 2 episoder, der begge ligger 12-13 år tilbage i tid. Hver gang, instrumenterne blev beslaglagt, fik han dem udleveret igen mod at underskrive en erklæring. Han har aldrig fået en bøde i den anledning. En gang for 10-11 år siden blev ansøgeren tilbageholdt af myndighederne en nat. Det beror på ansøgerens egen formodning, at han, da hans instrumenter blev konfiskeret igen før udrejsen, ville blive fængslet denne gang. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens antagelse om, at han ville blive fængslet, ikke er underbygget, dels på bag-grund af, hvad der skete ved de andre lejligheder, dels fordi ansøgeren uden problemer i 15 dage efter episoden kunne opholde sig i Iran, og endelig fordi ansøgeren kunne udrejse legalt. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at de konflikter, ansøgeren har haft med myndighederne, ikke er af en sådan karakter eller intensitet, at forholdet er omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren har tilhørt yaresan-religionen, kan ikke i sig selv medføre opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Ansøgeren har om sin konvertering til kristendommen forklaret, at han synes om Jesu mirakler, synes om måden, folk behandler hinanden på i kirken, og han kan lide stemningen. Ansøgeren har videre forklaret, at han følte sig kristen, da han fik hjælp til at komme ud af sit opium-/heroinmisbrug for mere end 2 måneder siden. Ansøgeren har ikke omtalt sin kirkegang eller sin kristendomsundervisning under samtalerne med Udlændingestyrelsen og har først oplyst om sin konvertering i advokatindlægget til brug for nævnsmødet. Videre er ansøgeren blevet døbt den 29. april 2017, efter Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse den 10. januar 2017. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans konvertering er reel. Det forhold, at ansøgeren på sin Facebookprofil har lagt en video, hvor han spiller musik i en kirke, kan ikke føre til et andet resultat. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/297/JHB.

iran2017296

Nævnet meddelte i september 2017 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2015.  Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og yarsan fra Kermanshah, Iran. Den mandlige ansøger har været medlem af Yarsan Democratic Organisation (YDO) fra [foråret] 2013. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, da han har været politisk aktiv for YDO. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun er bange for de iranske myndigheder på grund af sin mands aktiviteter. Den kvindelige ansøger har desuden som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive straffet af de iranske myndigheder, da hun har krydset grænsen illegalt. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han [i foråret] 2013 rejste til Irak sam-men med sin bror, [B], og to venner ved navn [C] og [D]. De rejste til Irak for at møde [A]. [A] er en af ansøgerens mors slægtninge, og han er højt profileret indenfor YDO, da han sidder i organisa-tionens komite i (…). [A] havde forinden ringet til ansøgerens mor og fortalt, at han ville komme til Irak. Da ansøgerens mor ikke kunne tage til Irak for at mødes med [A], besluttede ansøgeren sig for at tage afsted. Ansøgeren ville gerne møde [A], da han dels var en slægtning, men også fordi han gerne vide mere om YDO. Ansøgeren ville gerne vide, hvordan YDO kæmpede for yarsans ret-tigheder, og hvordan han kunne hjælpe med at vejlede de unge om religionen. Da ansøgeren fortalte de andre, at han skulle mødes med [A] i Irak, ville de også gerne med. De fire mødtes med [A], og var sammen med ham i to dage i (…). [A] fortalte dem om organisationen, dens arbejde, religionen, præstestyret og om hvordan YDO kæmpede for religionsfrihed og for at få præstestyret til at aner-kende religionen. [A] gav dem omkring 20 cd’er med forskellige indhold, som han opfordrede dem til at dele ud af blandt yarsan i Iran. Ansøgeren blev medlem af organisationen. [A] fik alle ansøge-rens oplysninger, og ansøgeren fik at vide, at han var medlem. Ansøgeren blev lederen af den grup-pe, som han oprettede med [B], [C] og [D]. De kopierede cd’erne og uddelte disse til yarsan. Da der bor mange yarsan i landsbyerne, som ikke har computere eller cd-afspillere, var talerne også blevet skrevet ned, så de kunne uddele dem på papir. Ansøgeren uddelte cd’er og papirer i hele den perio-de, han var aktiv for YDO. Dette var han i omkring 2 ½ år. Det var en person ved navn [F], der mangfoldiggjorde materiale, mens de gemte det hos [C]. Ansøgeren deltog i to demonstrationer, og derudover deltog han i to samlinger. En dag blev [C] anholdt af myndighederne. Under tortur afslø-rende [C] de tre andre i gruppen. Ansøgeren var i landsbyen (…) for at købe dyr, da [F] ringede og fortalte dem, at [C] var blevet anholdt, og at han havde afsløret dem. Myndighederne havde desuden fundet cd’erne og papirerne. Ansøgeren og [B] var hos en person ved navn [H]. Ansøgeren ringede til [G], som er gift med ansøgerens søster, fra [H’s] telefon. Ansøgeren fortalte [G], at de var nødt til at forlade landet, og at [G] skulle sørge for at hente ansøgerens og [B’s] familier. Næste morgen kørte [H’s] søn dem mod (…), hvor de opholdt sig i en smuglers hus. Ansøgeren og [B] blev der, indtil deres familier kom, hvilket de gjorde den [dato i efteråret] om morgenen. De udrejste herefter af Iran. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun den [dato i efteråret] 2015 omkring klokken 6 om morgenen blev vækket ved, at der var nogen som sparkede på bopælens dør. Det er en metaldør, hvorfor det lød meget hårdt. Ansøgerens hus er i to etager, og hun sov på første sal. Ansøgeren gik ned i stueetagen og hen for at åbne døren ind til huset. Den dør, som blev sparket på, var døren i porten. Da ansøgeren var ved at åbne døren til huset, stormede der myndighedspersoner ind. Der var omkring ti personer. Nogle af dem var i civil, medens andre var i uniform. En af myndighedspersonerne tog fat i ansøgerens tørklæde og skubbede hende ind mod væggen. De talte grimt til hende og bandede. De spurgte, hvor ansøgerens ægtefælle var henne. Nogle af myndighedspersonerne gik op ad trapperne. Myndighedspersonerne råbte ad og truede ansøgeren. De var på bopælen i omkring en halv time. De sagde, at ansøgeren skulle tage sin telefon og ringe efter sin mand, hvilket hun gjorde, men hans telefon var slukket. Da myndighedspersonerne gik, sagde de til hende, at hvis ikke hendes mand meldte sig selv, ville de tage hende med, næste gang de kom. Omkring klokken 11 eller 12 kom ansøgerens ægtefælles søster sammen med sin mand, [G]. De fortalte, at de godt vidste, at myndighederne havde været på bopælen. Ansøgeren fortalte dem, at myndighederne havde spurgt efter [den mandlige ansøger]. [G] sagde, at [den mandlige ansøger] havde ringet til ham og sagt, at de ikke kunne blive i Iran. [G] fortalte ansøgeren, at han ville komme tilbage senere, og at ansøgeren skulle være klar til at tage med ham. [G] kom tilbage om aftenen omkring klokken 20 eller 21 og hentede dem og ansøgerens ægtefælles brors kone, [I]. De kørte indtil næste morgen omkring klokken 8 eller 9. De kom til et hus, hvor de mødtes med ansøgerens ægtefælle og hans bror. Ansøgeren spurgte sin ægtefælle om, hvad der var sket, og ægtefællen fortalte hende, at han havde haft nogle aktiviteter vedrørende yarsan, men han uddybede ikke dette. De udrejste herefter af Iran. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring til grund. Flertallet finder, uanset at ansøgerne har forklaret divergerende på mindre væsentlige områder, ikke at der er tilstrækkelige holdepunkter for at tilsidesætte ansøgernes forklaring, hvorved bemærkes, at denne i det væsentligste har været sammenhængende og konsistent og i overensstemmelse med forklaringerne afgivet af den mandlige ansøgers bror og dennes ægtefælle. Flertallet finder herefter, at det kan lægges til grund, at den mandlige ansøger har haft aktiviteter i Iran med udbredelse af cd’er og løbesedler, og at dette efter [C’s] anholdelse, er kommet til myndighedernes kundskab, hvorefter myndighederne dagen efter opsøgte og ransagede ansøgernes bopæl. Flertallet finder herefter, at [den mandlige ansøger] er kommet i myndighedernes søgelys og dermed har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse. På denne baggrund ændres Udlændingestyrelsen afgørelse, således at [den mandlige ægtefælle] meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. [Den kvindelige ægtefælle] har i det hele henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Som en konsekvens af, at nævnet samtidig med behandlingen af ansøgerens sag har meddelt hendes ægtefælle asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeles [den kvindelige ægtefælle] tillige opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor [den mandlige ægtefælle], [den kvindelige ægtefælle] og deres to børn, [navn på barn] og [navn på barn], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1”. Iran/2017/296/JHB.

iran2017295

Nævnet meddelte i september 2017 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2015.  Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og yarsan fra Kermanshah, Iran. Den mandlige ansøger har været medlem af Yarsan Democratic Organisation (YDO) fra [i foråret] 2013. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, da han har været politisk aktiv for YDO. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at få problemer med de iranske myndigheder på grund af hendes mands forhold. Den kvindelige ansøger har desuden som asylmo-tiv henvist til, at hun frygter at blive fængslet, fordi hun er udrejst illegalt, da kvinder bliver behand-let meget dårligt under fængselsophold. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i foråret] 2013 blev medlem af YDO i forbindelse med et besøg hos en mand ved navn [A] i Irak. [A] er en profilleret yarsan-tilhænger. Ansøgeren besøgte [A] sammen med sin bror [B] og to andre personer ved navn [C] og [D]. [B] fortalte om yarsan og om YDO. [B] gav dem omkring 20 cd’er. Cd’er indeholdte forskellige taler, hvor folk fortalte om deres religion, om præstestyret og hvordan præstestyret behandlede dem. Ansøgeren, [B], [C] og [D] dannede efterfølgende en gruppe, som [B] var leder af. De fire kopierede cd’erne og uddelte dem til folk. Ansøgeren deltog desuden i to demonstrationer, som omhandlede de iranske myndigheders overgreb på yarsan, og udgjorde et forsøg på at opnå rettigheder. [i efteråret] 2015 var ansøgeren ude for at købe dyr sammen med [B]. [B] blev ringet op. [B] fortalte efterfølgende, at det var hans ven [F], som havde ringet. [F] havde fortalt, at [C] var blevet anholdt, og at de var nødt til at forlade landet. [B] kontaktede herefter [G], og de arrangerede udrejsen. Ansøgeren har siden sin udrejse været i kontakt med sine forældre og søskende igennem [G]. Familien har fortalt ansøgeren, at myndighederne har opsøgt ansøgerens forældre og spurgt efter ansøgeren og [B]. Myndighederne har chikaneret og slået ansøgerens forældre. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at både hun og hendes forældre har praktiseret yari. Dette gjorde hun både før og efter, at hun blev gift. Ansøgeren vidste ikke, at hendes mand var aktiv for YDO. En nat vågnede ansøgeren ved, at der blev sparket på døren til bopælen. Klokken var omkring 6.00 om morgenen. Da hun åbnede indgangen til huset, trængte der myndighedspersoner ind. Det var omkring ti personer. Det var en blanding af politi og civile folk. De spurgte efter ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren sagde, at han ikke var hjemme. Myndighedspersonerne ransagede huset, da ansøgeren ikke vidste, hvor ægtefællen var. Myndighedspersonerne sagde til ansøgeren, at hun skulle ringe til ham og sige, at hun havde det skidt, så han var nødt til at komme hjem. Først ville ansøgeren ikke ringe, men da de bandede ad hende, blev hun nødt til at ringe. Ægtefællens telefon var slukket. Myndighedspersonerne sagde til ansøgeren, at hvis hendes mand ikke meldte sig, så ville de komme og tage ansøgeren med. Myndighedspersonerne forlod herefter bopælen. Ansøgeren tror ikke, at myndighedspersonerne fandt noget i huset. Hun troede ikke, at de havde taget noget med, men hun fandt efterfølgende ud af, at ægtefællens bil var væk. Ansøgeren var rigtig bange, og hun turde ikke forlade bopælen. Omkring klokken 11 eller 12 kom ansøgerens ægtefælles søster og hendes ægtefælle, [G]. De sagde, at de kom fra [H], og at [B] havde kontaktet dem. De sagde, at ansøgeren skulle samle sine ting, og at de ville komme og hente hende. De kom igen omkring klokken 21 samme aften. De kørte hele natten. Ansøgeren så først sin ægtefælle næste morgen. Ægtefællen sagde, at de var nødt til at forlade landet på grund af hans aktiviteter. Ansøgeren var nødt til at følge sin ægtefælles plan, da hun var gravid. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring til grund. Flertallet finder, uanset at ansøgerne har forklaret divergerende på mindre væsentlige områder ikke. at der er tilstrækkelige holdepunkter for at tilsidesætte ansøgernes forklaring, hvorved bemærkes, at denne i det væsentligste har været sammenhængende og konsistent og i overensstemmelse med forklaringerne afgivet af den mandlige ansøgers bror og dennes ægtefælle. Flertallet finder herefter, at det kan lægges til grund, at den mandlige ansøger har haft aktiviteter i Iran med udbredelse af cd’er og løbesedler, og at dette efter [C’s] anholdelse er kommet til myndighedernes kundskab, hvorefter myndighederne dagen efter opsøgte og ransagede ansøgernes bopæl. Flertallet finder herefter, at [den mandlige ansøger] er kommet i myndighedernes søgelys og dermed har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse. På denne baggrund ændres Udlændingestyrelsens afgørelse, således at [den mandlige ansøger] meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. [Den kvindelige ansøger] har i det hele henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Som en konsekvens af, at nævnet samtidig med behandlingen af ansøgerens sag har meddelt hendes ægtefælle asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, meddeles [den kvindelige ansøger] tillige opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor [den mandlige ansøger, den kvindelige ansøger] og deres medfølgende barn, [navn på medfølgende barn], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.”Iran/2017/295/JHB

iran2017294

Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk iransk aserbajdsjansk og bahá’i-troende fra Tabriz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret fra islam til bahá’i-troen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i Iran havde en bekendt ved navn [A]. Et par år inden ansøgerens udrejse begyndte [A] at fortælle ham overordnet om bahá’i-troen, men ansøgeren blev ikke interes-seret i bahá’i-troen, mens han opholdt sig i Iran. I [efteråret] 2015 udrejste ansøgeren legalt af Iran med bus til Tyrkiet, fordi han var træt af den måde, som de iranske myndigheder behandlede be-folkningen på. I Tyrkiet mødtes ansøgeren med [A], som begyndte at fortælle ansøger om bahá’i-troen. Ansøgeren og [A] rejste derefter sammen til Danmark. Da ansøgeren ankom til Danmark, begyndte han at lære om bahá’i-troen, blandt andet igennem YouTube. Efter at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark i tre måneder, begyndte han at følge undervisning i bahá’i-troen over Skype én gang om ugen. I juni eller juli 2016 afsluttede ansøgeren sit første undervisningsmodul over Skype, og han anså sig selv som konverteret til bahá’i-troen. Efterfølgende har ansøgeren været til to forsamlinger med andre bahá’i-troende. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er blevet overbevist bahai-troende til grund. Flygtningenævnets bemærker i den forbindelse, at ansøgeren udrejste af Iran uden at være konkret forfulgt, men angiveligt på grund af de vanskelige forhold uden religionsfrihed, og at han kort tid efter indrejsen i Danmark henvendte sig til en bahai-organisation uden, at han er i stand til at redegøre for baggrunden for dette eller for sine refleksioner vedrørende bahai-religionen på dette tidspunkt. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konversion og sit liv som bahai overordnet henvist til, at han ikke praktiserede islam, fordi han ikke syntes om denne religion og derfor havde forladt den. Ansøgeren har imidler-tid ikke været i stand til at redegøre nærmere for sin interesse for bahai-religionen eller for sine re-fleksioner i forbindelse med religionen og sin konversion til denne. Ansøgeren har således ikke væ-ret i stand til på en overbevisende måde at redegøre for sin egen bahai-overbevisning. Han har såle-des alene henvist til, at han er enig i bahai-religionens synspunkter samt, at der er tale om en viden-skabelig religion. Uanset, at det kan lægges til grund, at ansøgeren har deltaget i diverse møder og undervisning vedrørende bahai-religionen, og at han således besidder viden om bahai-religionen, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke på en troværdig og overbevi-sende måde har redegjort for, at hans konversion og deltagelse i møder og undervisning mv. er ud-tryk for en reel religiøs overbevisning. Der er herved lagt vægt på ansøgerens fremtræden for næv-net og det indtryk, som nævnet derved fik af hans religiøse overbevisning samt på hans manglende evne til at redegøre for sin egen personlige religiøse overbevisning. De udtalelser, der er fremlagt i sagen fra bahai-organisationer, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på den sammenhæng, som udtalelserne er fremkommet i. Den omstændighed, at ansøgeren har oprettet en åben facebook-profil i sit eget navn, hvor han poster billeder og citater om bahai-religionen, kan heller ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynlig-gjort, at han, der ikke var profileret ved udrejsen, med facebook-profilen nu har profileret sig over for de iranske myndigheder på en sådan måde, at dette kan begrunde asyl. Flygtningenævnet har ikke fundet anledning til at imødekomme begæringen om vidneførelse. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at Flygtningenævnet har lagt de faktuelle oplysninger om ansøgerens deltagelse i diverse møder og undervisning til grund. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for for-følgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/294/EMU

iran2017293

Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og sunnimuslim, født i Al-Tash-lejren, Irak. Hans forældre flygtede fra Iran i 1979. Han boede i Al-Tash-lejren sammen med sin familie indtil 2005, hvorefter familien flyttede til Kurdistan, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han sympatiserer med Kurdistan Freedom Party (PAK) og kurdernes sag. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter forfølgelse af de iranske myndigheder. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han formoder, at hans forældre var politisk aktive i Iran og modstandere af det nye regime i Iran, hvorfor de udrejste til Irak. Videre har ansøgeren forklaret, at han på ukendte datoer i 2014 og 2015 har deltaget i demonstrationer i Irak sammen med mange andre kurdere i anledning af urolighederne i Kobane i Syrien, og fordi nogle kurdere var blevet henrettet i Iran. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hans far efter indrejsen i Irak blev menigt medlem af PAK. Faren har deltaget i partiets møder og har orienteret interesserede kurdere om partiet. Faren har endvidere modtaget partiets avis, som han har lånt ud til andre, og han kender partiets næstformand, […], som har besøgt faren privat. Ansøgerens far er aldrig blevet opsøgt af de iranske myndigheder i Irak. Ansøgeren har også læst avisen og lånt den ud til andre, ligesom han holder sig orienteret om kurdernes sag ved at læse de kurdiske partiers hjemmesider. Ansøgeren mener, at hans familie i Irak overvåges af de irakiske myndigheder, fordi partiets næstformand, […], som ansøgerens far kender, er blevet forsøgt dræbt på en ukendt dato, og nogle mennesker blev i den forbindelse dræbt. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at han er iransk kurder og født i Al-Tash-lejren, til grund. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren aldrig har været i Iran, og at faren har været medlem, men ikke medstifter af eller leder for kurdiske partier, mens ansøgeren selv efter sin forklaring alene har sympatiseret med disse partier, men hverken har deltaget i partimøder eller andre aktiviteter for partierne bortset fra nedennævnte. Hans kendskab til farens nærmere rolle i bevægelserne er forekommet nævnet at være påfaldende ringe, også i betragtning af, at ansøgeren er ældste søn. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han alene har deltaget i demonstrationer, eller om også faren var med. Efter ansøgerens egen forklaring har han alene deltaget i enkelte demonstrationer sammen med mange andre, og dette har ikke givet anledning til nogen form for repressalier. Det må endvidere lægges til grund, at han i en periode har uddelt kurdiske aviser frem til, at den seneste holdt op med at udkomme for flere år siden. Det fremgår endvidere af sagen, at ansøgerens farbrødre er bosiddende i Iran. På denne baggrund finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en indrejse i Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse fra de iranske myndigheders side, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/293/SSM

iran2017292

Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og sunnimuslim, født i Al-Tash-lejren, Irak. Hans forældre flygtede fra Iran i 1979. Han boede i Al-Tash-lejren sammen med sin familie indtil 2005, hvorefter familien flyttede til Kurdistan, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har uddelt aviser i [en anden flygtningelejr i Irak], siden han var 15 år gammel. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hans far har været medlem af KDPI, sidenhen medstifter af PAK, og at han desuden har været peshmerga-kriger i både Iran og Irak. Ansøgeren har forklaret, at han er født i Al-Tash-lejren, og at han har boet i Irak hele sit liv. Han har aldrig været i sit hjemland, Iran. Ansøgeren har aldrig været medlem af et politisk parti, fordi hans far mente, at det var for farligt. Ansøgeren har i stedet delt aviser ud i [en anden flygtningelejr i Irak] sammen med sin bror, […]. De delte aviser ud én gang om måneden. Ansøgeren startede hermed, da han var 15 år gammel. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han har deltaget i to politiske møder sammen med sin far. Flygtningenævnet har i dag truffet følgende afgørelse i sagen vedrørende ansøgerens storebror: ”Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at han er iransk kurder og født i Al-Tash-lejren, til grund. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren aldrig har været i Iran, og at faren har været medlem, men ikke medstifter af eller leder for kurdiske partier, mens ansøgeren selv efter sin forklaring alene har sympatiseret med disse partier, men hverken har deltaget i partimøder eller andre aktiviteter for partierne bortset fra nedennævnte. Hans kendskab til farens nærmere rolle i bevægelserne er forekommet nævnet at være påfaldende ringe, også i betragtning af, at ansøgeren er ældste søn. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han alene har deltaget i demonstrationer, eller om også faren var med. Efter ansøgerens egen forklaring har han alene deltaget i enkelte demonstrationer sammen med mange andre, og dette har ikke givet anledning til nogen form for repressalier. Det må endvidere lægges til grund, at han i en periode har uddelt kurdiske aviser frem til, at den seneste holdt op med at udkomme for flere år siden. Det fremgår endvidere af sagen, at ansøgerens farbrødre er bosiddende i Iran. På denne baggrund finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en indrejse i Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse fra de iranske myndigheders side, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” I relation til ansøgerens egne aktiviteter lægges det ligeledes til grund, at han ikke har været partimedlem, men alene efter sin egen forklaring sympatisør. Det lægges endvidere til grund, at han aldrig har deltaget i partimøder, men alene har deltaget i fester efterfulgt af partimøder, hvor han ikke var til stede. Endelig lægges det til grund, at han i et vist omfang sammen med broren har uddelt kurdiske aviser indtil for flere år siden. På denne baggrund, og under henvisning til det i brorens sag anførte, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en indrejse i Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse fra de iranske myndigheders side, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/292/SSM

iran2017290

Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Orumieh, Vest Azerbaijan, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har i [efteråret] 2014 deltaget i en demonstration til fordel for kurderne, men har ikke oplevet problemer som følge heraf. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han bliver henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at omkring to måneder før han afsluttede sine universitetsstudier i 2015, introducerede hans bror, [A], ham for en kristen armener ved navn [B]. Ansøgeren og [A] deltog herefter i alt i otte møder, hvor [B] underviste dem i kristendommen. Møderne fandt sted hver fredag klokken 14 i en forretning. [B] gav ansøgeren og hans bror en bog med titlen ”Hvem var Jesus Kristus”. Ansøgeren og [B] besøgte endvidere en kristen kirke tre gange. Ved de sidste to til tre møder i forretningen bemærkede en nabo, at [B] medbragte bogen ”Hvem var Jesus Kristus” og nogle notater. [I vinteren] 2015, hvor ansøgeren og [A] befandt sig til et bryllup, blev ansøgeren ringet op af sin mor, som fortalte, at familiens bopæl var blevet opsøgt og ransaget. Ansøgeren og [A] rejste samme aften mod den tyrkiske grænse og udrejste af Iran den følgende dag. Ansøgerens bopæl er efterfølgende blevet opsøgt af myndighederne én gang. Tre til fire måneder efter indrejsen i Danmark opsøgte ansøgeren for første gang en dansk folkekirke, og han har efterfølgende besøgt kirken mere end 20 gange. Siden [sommeren] 2016 har ansøgeren deltaget i dåbsundervisning, men han er endnu ikke blevet døbt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i Iran til grund, da der på centrale punkter er uoverensstemmelser mellem ansøgerens og hans brors forklaringer. Ansøgeren og hans bror har således forklaret divergerende på en række centrale punkter, særligt med hensyn til, hvor møderne, hvor [B] underviste i kristendom, blev afholdt, om møderne blev afholdt om fredagen eller i middagspausen, hvor mange møder de deltog i, hvem der var til stede ved møderne, og hvordan den bibel, de modtog fra [B], så ud. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerens forklaring om det passerede i Iran fremstår usammenhængende og konstrueret til lejligheden. Om ansøgerens sur place motiv bemærkes, at ovennævnte omstændigheder svækker ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ikke er døbt, og at han ikke under nævnsmødet var i stand til at redegøre overbevisende for sin egen indre overbevisning eller for, hvad kristendommen betød for ham. Flygtningenævnet kan herefter efter en samlet vurdering ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er udtryk for et reelt trosskifte, heller ikke selvom nævnet lægger erklæringerne om ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kirkelige handlinger til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet har herefter ikke anledning til at tage stilling til, om ansøgeren er udelukket fra asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. flygtningekonventionens artikel 1, F (a).” Iran/2017/290/JEA

iran201729

Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Sarpol Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin far, idet ansøgeren har nægtet at finansiere farens stofmisbrug. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i flere år er blevet presset til at forsyne sin far med narkotika og til at indtage narkotika sammen med sin far, hvorfor ansøgeren blev afhængig af narkotika. Hvis ansøgeren nægtede, slog ansøgerens far ham eller truede ham med en kniv. Ansøgeren har videre forklaret, at han flere gange har anmeldt sin far til det iranske politi for chikane og vold, samt at ansøgerens far har anmeldt ansøgeren til det iranske politi. Hver gang ansøgerens far anmeldte ansøgeren til politiet, blev ansøgeren tilbageholdt i et døgn. Under tilbageholdelserne udsatte politiet ham for vold. Ansøgerens forklaring om sit motiv for at søge opholdstilladelse fremstår usammenhængende, afglidende og divergerende på flere punkter, herunder for så vidt angår faderens politianmeldelser, antallet af tilbageholdelser, finansieringen af misbruget og de tidsmæssige omstændigheder i forbindelse med, at ansøgeren selv begyndte at indtage narkotika. Under disse omstændigheder kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren som hævdet har haft en konflikt med sin far. Uanset om nævnet havde lagt ansøgeren forklaring om konflikten til grund, ville denne konflikt imidlertid, som det også er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, ikke have en sådan karakter og intensitet, at konflikten ville kunne begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Oplysningerne om omstændighederne i forbindelse med ansøgerens udrejse af Iran kan ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, heller ikke selvom det måtte lægges til grund, at udrejsen ikke er sket legalt, og ansøgeren derfor risikerer at ifalde straf herfor ved en tilbageven-den til Iran. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/29/SOL

iran2017289

Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Orumieh, Vest Azerbaijan, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han omkring [foråret] 2015 faldt i snak med en kristen medstuderende ved navn [A], som han mødte til en fodboldkamp på universitet. En måned efter mødtes ansøgeren og [A] i en park ved universitet, hvor de talte om religion. Ansøgerens bror, [B], var også til stede. Efterfølgende deltog ansøgeren og [B] i to til tre kristne møder med nogle af [A’s] venner, hvor [A] underviste dem i kristendommen og læste op fra Bibelen. Møderne fandt sted i en forretning, hvor ansøgeren havde arbejdet i seks år. En ven af [A] forærede ansøgeren en bibel, som han opbevarede i sit skab på universitetet. Ansøgeren og [B] besøgte endvidere en kristen kirke tre gange. Under et bryllup, som ansøgeren og [B] begge deltog i, blev ansøgeren ringet op af sin mor, der fortalte, at familiens bopæl var blevet opsøgt og ransaget af myndighederne. Ansøgeren var bekendt med, at der samme dag var blevet afholdt et kristent møde i forretningen. Ansøgeren formoder derfor, at nogle naboer må have bemærket, at [A] medbragte en bibel til mødet, og at de på den baggrund må have anmeldt [A] til den lokale efterretningstjeneste. Ansøgeren og [B] udrejste af Iran to dage efter ransagningen. Ansøgerens families bopæl er omkring seks måneder efter indrejsen blevet opsøgt af myndighederne to gange kort tid efter hinanden. Ansøgeren har efter indrejsen gået regelmæssigt til gudstjeneste siden foråret 2016. [I sommeren] begyndte ansøgeren at deltage i et dåbsundervisningsforløb hver torsdag, som han deltog i indtil [vinteren] 2016. [I vinteren] 2016 blev ansøgeren døbt. Ansøgeren har i 2016 og 2017 endvidere deltaget i kristne sommerlejre. Han er i dag tilknyttet [en kirke], hvor han hver søndag deltager i gudstjenesten. [I vinteren] 2017 fik ansøgeren en trussel fra sin bror [C] via Viber. Han truede med at slå ansøgeren ihjel eller udlevere ham til myndighederne på grund af konverteringen. Ansøgeren har efter indrejsen til Danmark oprettet en Facebook-profil og har siden foråret 2017 lagt kristent materiale ud på profilen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i Iran til grund, da han har forklaret udbyggende herom, og da der på centrale punkter er uoverensstemmelser mellem ansøgerens og hans brors forklaringer. Ansøgeren har således under mødet i Flygtningenævnet forklaret udbyggende om, at indehaveren af naboforretningen kontaktede hans familie og fortalte, at efterretningstjenesten havde været i forretningen og stillet spørgsmål om ansøgeren, og om at hans interesse for kristendommen blev vakt, da han på Youtube så en video om Jesus. Ansøgeren og hans bror har forklaret divergerende på en række centrale punkter, særligt med hensyn til, hvor møderne, hvor [A] underviste i kristendom, blev afholdt, om møderne blev afholdt om fredagen eller i middagspausen, hvor mange møder de deltog i, hvem der var til stede ved møderne, og hvordan den bibel, de modtog fra [A], så ud. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerens forklaring om det passerede i Iran fremstår usammenhængende og konstrueret til lejligheden. Om ansøgerens sur place motiv bemærkes, at ovennævnte omstændigheder svækker ansøgerens generelle troværdighed. Det svækker endvidere ansøgerens troværdighed, at han [i foråret] 2017, kort efter at have modtaget Udlændingestyrelsens afslag på asyl [i foråret] 2017, er begyndt at lægge billeder og tekster med kristent indhold på sin åbne facebookprofil. Efter den tidsmæssige sammenhæng fremstår disse opslag påfaldende og som lagt op på Facebook-profilen til lejligheden. På trods af at ansøgeren gennem omkring 1½ år har deltaget i kirkelige aktiviteter, at han blev døbt [i vinteren] 2016, og at han under mødet i Flygtningenævnet har kunnet genfortælle en historie fra Bibelen, kan Flygtningenævnet herefter efter en samlet vurdering ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er udtryk for et reelt trosskifte, heller ikke selvom nævnet lægger erklæringerne om ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kirkelige handlinger til grund. Den omstændighed, at ansøgeren på sin facebookprofil har lagt billeder og tekst, som udtrykker sympati for kristendommen, kan ikke anses for at eksponere ham overfor de iranske myndigheder på en sådan måde, at han ved tilbagevenden risikerer asylrelevant forfølgelse, og ansøgeren er ikke på anden måde profileret i forhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.  Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/289/JEA

iran2017288

Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning. Ansøgeren er født og opvokset i Al Tash-lejren i Ramadi, Irak. Ansøgerne har sympatiseret med Kurdish Democratic Party of Iran (KDPI). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive anholdt og muligvis tilbageholdt af de iranske myndigheder, indtil hendes forældre melder sig selv, hvis hun tager til Iran, fordi hendes forældre har været sympatisører for et politisk parti. Endvidere har ansøgeren henvist til, at hun ikke kan bosætte sig i Iran, fordi hendes forældre ikke kan vende tilbage dertil, og fordi de iranske myndigheder vil have svært ved at identificere hende som iraner. Ansøgerens forældre flygtede ud af Iran ved Khomeinis magtovertagelse i 1979. Ansøgerens forældre blev anset som fjender af regimet, fordi de boede i grænseområdet mellem Iran og Irak og var tilhængere af Kurdish Democratic Party of Iran (KDPI). Ansøgerens forældre er KDPI-sympatisører og deltog i KDPI-arrangementer ved festlige lejligheder, mens de boede i Al Tash-lejren. Efter ansøgeren – sammen med sin familie – flyttede til Barika-lejren i 2005-2006, var der ikke længere KDPI-arrangementer at deltage i, men ansøgerens forældre var stadig sympatisører af KDPI. Ansøgerens forældre har derfor fortalt ansøgeren, at de ikke kan tage tilbage til Iran grundet deres aktiviteter, hvorfor ansøgeren heller ikke kan tage tilbage til Iran. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun ikke kan tage til Iran, fordi hun ikke har nogen iranske dokumenter, og at hun af den grund vil have svært ved at blive identificeret som iraner af myndighederne. Ansøgeren vil kun kunne blive identificeret som iraner, hvis hun fortæller om sine forældre, og hvis hun gør det, kommer hun til at stå til ansvar for sine forældres handlinger. Ansøgeren har endelig for Flygtningenævnet henvist til, at hun efter sin ankomst til Danmark har fortsat sin sympatisering med KDPI, herunder deltaget i arrangementer. Ansøgeren har i den forbindelse fremlagt fotos, der efter det oplyste er optaget i forbindelse med et sådant arrangement i august 2017, og som ifølge ansøgeren stammer fra Facebook. Flygtningenævnet har i dag truffet følgende afgørelse i sagen vedrørende ansøgerens forældre:”[…] Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer for Flygtningenævnet om, at de allerede, da de boede i Iran, sympatiserede med KDPI, til grund. Der er herved lagt vægt på, at de først i Flygtningenævnet har forklaret herom. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer om, at de under deres ophold i Irak har sympatiseret med KDPI og deltaget i arrangementer arrangeret af KDPI til grund. Flygtningenævnet lægger herunder til grund, at de i forbindelse med arrangementerne blandt andet har sat stole op, delt vand ud og serveret mad, herunder at [ansøgerens far] har været med til at holde ro og orden. Derimod kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at [ansøgerens far] har indsamlet penge til KDPI i et omfang som forklaret af ham. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgerens far] ikke før under mødet i Flygtningenævnet har forklaret herom. Flygtningenævnet finder ikke, at de aktiviteter, som ansøgerne har udført i forbindelse med KDPI-arrangementer i Irak, har profileret dem på en sådan måde i forhold til de iranske myndigheder, at de derved har sandsynliggjort, at de ved en indrejse i Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse fra de iranske myndigheders side, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Den erklæring [fra vinteren] 2017, der angives at stamme fra KDPI i Paris, kan på den baggrund ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet kan endelig lægge ansøgernes forklaringer om, at de også efter deres ankomst til Danmark har sympatiseret med KDPI til grund, men det er – uanset de fotos, der er fremlagt for Flygtningenævnet – ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved deres deltagelse i KDPI-arrangementer i Danmark har profileret sig på en sådan måde i forhold til de iranske myndigheder, at de ved en indrejse i Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse fra de iranske myndigheders side, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet har herved tillagt det en vis vægt, at det ikke fremgår af de fremlagte fotos, at de stammer fra Facebook, hvilken Facebookprofil billederne i givet fald er slået op på, og at det ikke er sandsynligt, at de iranske myndigheder vil kunne identificere ansøgerne alene ud fra de pågældende fotos. Der er ikke grundlag for at antage, at de finske asylmyndigheder er i besiddelse af oplysninger, der er relevante for behandlingen af sagen, hvorfor der heller ikke er grundlag for at tage ansøgernes subsidiære påstand om hjemvisning til følge. Flygtningenævnet stadfæster derfor efter en samlet vurdering Udlændingestyrelsens afgørelse. […]”. I relation til ansøgerens egne aktiviteter lægges det til grund, at hun alene har bistået ved KDPI-arrangementer med opsætning af stole med videre. På denne baggrund, og under henvisning til det i ansøgerens forældres sag anførte, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse fra de iranske myndigheders side efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/288/MGO

iran2017287

Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er iransk statsborger, etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren er født og opvokset i Al Tash-lejren i Ramadi, Irak. Ansøgeren har sympatiseret med Kurdish Democratic Party of Iran (KDPI). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive anholdt og muligvis tilbageholdt af de iranske myndigheder, indtil hendes forældre melder sig selv, hvis hun tager til Iran, fordi hendes forældre har været sympatisører for et politisk parti. Ansøgerens forældre flygtede ud af Iran ved Khomeinis magtovertagelse i 1979. Ansøgerens forældre blev anset som fjender af regimet, fordi de boede i grænseområdet mellem Iran og Irak og var tilhængere af KDPI. Ansøgeren og hendes forældre har i Irak været sympatisører af KDPI, og de har deltaget i KDPI-stormøder og andre møder arrangeret af KDPI i Irak, hvor de hjalp til med praktiske ting. Ansøgeren formoder endvidere, at de iranske myndigheder er vidende om hendes og forældrenes deltagelse i arrangementerne i Iran, fordi hendes familiemedlemmer i Iran har oplyst ansøgerens forældre om, at myndighederne har kendskab til, at hendes forældre er KDPI-sympatisører. Ansøgeren har endelig for Flygtningenævnet henvist til, at hun efter sin ankomst til Danmark har fortsat sin sympatisering med KDPI, herunder deltaget i arrangementer. Ansøgeren har i den forbindelse fremlagt fotos, der efter det oplyste er optaget i forbindelse med et sådant arrangement i august 2017, og som ifølge ansøgeren stammer fra Facebook. Flygtningenævnet har i dag truffet følgende afgørelse i sagen vedrørende ansøgerens forældre:”[…] Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer for Flygtningenævnet om, at de allerede, da de boede i Iran, sympatiserede med KDPI, til grund. Der er herved lagt vægt på, at de først i Flygtningenævnet har forklaret herom. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer om, at de under deres ophold i Irak har sympatiseret med KDPI og deltaget i arrangementer arrangeret af KDPI til grund. Flygtningenævnet lægger herunder til grund, at de i forbindelse med arrangementerne blandt andet har sat stole op, delt vand ud og serveret mad, herunder at [ansøgerens far] har været med til at holde ro og orden. Derimod kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at [ansøgerens far] har indsamlet penge til KDPI i et omfang som forklaret af ham. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgerens far] ikke før under mødet i Flygtningenævnet har forklaret herom. Flygtningenævnet finder ikke, at de aktiviteter, som ansøgerne har udført i forbindelse med KDPI-arrangementer i Irak, har profileret dem på en sådan måde i forhold til de iranske myndigheder, at de derved har sandsynliggjort, at de ved en indrejse i Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse fra de iranske myndigheders side, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Den erklæring [fra vinteren] 2017, der angives at stamme fra KDPI i Paris, kan på den baggrund ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet kan endelig lægge ansøgernes forklaringer om, at de også efter deres ankomst til Danmark har sympatiseret med KDPI til grund, men det er – uanset de fotos, der er fremlagt for Flygtningenævnet – ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved deres deltagelse i KDPI-arrangementer i Danmark har profileret sig på en sådan måde i forhold til de iranske myndigheder, at de ved en indrejse i Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse fra de iranske myndigheders side, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet har herved tillagt det en vis vægt, at det ikke fremgår af de fremlagte fotos, at de stammer fra Facebook, hvilken Facebookprofil billederne i givet fald er slået op på, og at det ikke er sandsynligt, at de iranske myndigheder vil kunne identificere ansøgerne alene ud fra de pågældende fotos. Der er ikke grundlag for at antage, at de finske asylmyndigheder er i besiddelse af oplysninger, der er relevante for behandlingen af sagen, hvorfor der heller ikke er grundlag for at tage ansøgernes subsidiære påstand om hjemvisning til følge. Flygtningenævnet stadfæster derfor efter en samlet vurdering Udlændingestyrelsens afgørelse. […]” I relation til ansøgerens egne aktiviteter lægges det til grund, at hun alene har bistået ved KDPI-arrangementer med opsætning af stole med videre. På denne baggrund, og under henvisning til det i ansøgerens forældres sag anførte, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse fra de iranske myndigheders side efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/287/MGO

iran2017286

Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgerne er etnisk kurdere og sunnimuslimer af trosretning fra Kermanshah-provinsen i Iran. Ansøgerne har siden 1979 boet i Irak. Ansøgerne har sympatiseret med Kurdish Democratic Party of Iran (KDPI). Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter, at de ved en tilbagevenden til Iran vil blive henrettet af det iranske styre, da de ikke har været i Iran siden 1979, og at de derfor vil blive betragtet som medlemmer eller sympatisører af KDPI. Ansøgerne har til støtte herfor forklaret, at de siden 1979 har boet i Irak, hovedsageligt i Al Tash- og Barika-lejrene, sammen med deres børn indtil udrejsen i november 2015, og at de frygter, at de iranske myndigheder har kendskab til de aktiviteter, de har udført for KDPI, mens de boede i Irak. Ansøgerne har forklaret, at de sammen med deres datter, [D], har deltaget i KDPI-stormøder og andre møder arrangeret af KDPI, hvor de hjalp med praktiske ting, herunder stoleopsætning, vanduddeling mv., ligesom [den mandlige ansøger] flere gange har doneret penge til KDPI. Endvidere har [den mandlige ansøger] under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han i forbindelse med KDPI-arrangementerne i Irak tillige stod vagt, idet han var med til at holde ro og orden, og at han mange gange om året samlede pengene ind til KDPI. [Den kvindelige ansøger] har til støtte for, at de iranske myndigheder kender til de aktiviteter, som de udførte for KDPI i Irak, anført, at hendes familiemedlemmer i Iran har oplyst hende om, at de iranske myndigheder har videooptagelser af familiens deltagelse i KDPI-arrangementer. Ansøgerne har endvidere for Flygtningenævnet henvist til, at de allerede, mens de boede i Iran, sympatiserede med KDPI, og at [den kvindelige ansøger] om natten blandt andet har serveret mad for de kurdiske oprørsstyrker, der befandt sig i bjergene omkring deres landsby. Ansøgerne har endelig for Flygtningenævnet henvist til, at de efter deres ankomst til Danmark har fortsat deres sympatisering med KDPI, herunder deltaget i arrangementer. Ansøgerne har i den forbindelse fremlagt fotos, der efter det oplyste er optaget i forbindelse med et sådant arrangement i august 2017, og som ifølge ansøgerne stammer fra facebook. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer for Flygtningenævnet om, at de allerede, da de boede i Iran, sympatiserede med KDPI, til grund. Der er herved lagt vægt på, at de først i Flygtningenævnet har forklaret herom. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer om, at de under deres ophold i Irak har sympatiseret med KDPI og deltaget i arrangementer arrangeret af KDPI til grund. Flygtningenævnet lægger herunder til grund, at de i forbindelse med arrangementerne blandt andet har sat stole op, delt vand ud og serveret mad, herunder at [den mandlige ansøger] har været med til at holde ro og orden. Derimod kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at [den mandlige ansøger] har indsamlet penge til KDPI i et omfang som forklaret af ham. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at [den mandlige ansøger] ikke før under mødet i Flygtningenævnet har forklaret herom. Flygtningenævnet finder ikke, at de aktiviteter, som ansøgerne har udført i forbindelse med KDPI-arrangementer i Irak, har profileret dem på en sådan måde i forhold til de iranske myndigheder, at de derved har sandsynliggjort, at de ved en indrejse i Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse fra de iranske myndigheders side, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Den erklæring [fra vinteren] 2017, der angives at stamme fra KDPI i Paris, kan på den baggrund ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet kan endelig lægge ansøgernes forklaringer om, at de også efter deres ankomst til Danmark har sympatiseret med KDPI til grund, men det er – uanset de fotos, der er fremlagt for Flygtningenævnet – ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved deres deltagelse i KDPI-arrangementer i Danmark har profileret sig på en sådan måde i forhold til de iranske myndigheder, at de ved en indrejse i Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse fra de iranske myndigheders side, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet har herved tillagt det en vis vægt, at det ikke fremgår af de fremlagte fotos, at de stammer fra Facebook, hvilken Facebookprofil billederne i givet fald er slået op på, og at det ikke er sandsynligt, at de iranske myndigheder vil kunne identificere ansøgerne alene ud fra de pågældende fotos. Der er ikke grundlag for at antage, at de finske asylmyndigheder er i besiddelse af oplysninger, der er relevante for behandlingen af sagen, hvorfor der heller ikke er grundlag for at tage ansøgernes subsidiære påstand om hjemvisning til følge. Flygtningenævnet stadfæster derfor efter en samlet vurdering Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/286/MGO

iran2017285

Nævnet hjemviste i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Al-Tash lejren, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at han at blive udsat for repressalier af de iranske myndigheder, idet han ikke har dokumentation, der bevidner hans nationale tilhørsforhold til Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans forældre flygtede fra Iran til Irak omkring 1983 grundet krigen mellem Iran og Irak, hvorfor han aldrig har været bosat i Iran. Ansøgerens forældre bosatte sig ved Al-Tash lejren ved Ramadi, hvor ansøgeren blev født. Her opholdt familien sig indtil regimeskiftet fandt sted i Irak omkring 2003/2004, hvorefter ansøgeren og hans familie flyttede til Irakisk Kurdistan, og bosatte sig ved Sherewan, ved Kalar-området. Ansøgeren har endvidere oplyst, at ansøgeren og hans familie levede under dårlige forhold, og var udsat for chikane ved Sherewan-lejren ved Irakisk Kurdistan, idet lokalbefolkningen anså dem som værende iranere og ikke irakere. Flygtningenævnet finder at det kan have betydning for afgørelsen af sagen at tilvejebringe oplysninger om ansøgeren morbrors, [A] (kaldet [B]) asylsag i Norge og hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik herpå.” Iran/2017/285/CHA

iran2017284

Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har sympatiseret samt været aktiv for partiet Komala i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at han vil blive fængslet eller henrettet af myndighederne, fordi han har været politisk aktiv for partiet Komala. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i [vinteren] 2015 begyndte at uddele løbesedler for Komala sammen med sin ven, Ahmad. De uddelte løbesedler tre gange i løbet af to måneder i de omkringliggende landsbyer. [Vinteren] 2015 ringede ansøgerens ven, [A], til ham og fortalte, at [B] var blevet anholdt. Ansøgeren valgte herefter at udrejse til Irak, hvor han boede og arbejdede i køkkenet på Komalas base i [by] frem til sin udrejse i [efteråret] 2015. Efter udrejsen er ansøgerens familie to gange blevet opsøgt af to civilklædte personer, der har spurgt efter ham. Flertallet af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen har været upræcis, divergerende og usandsynlig, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgerens forklaring har ikke været behæftet med mange divergenser. Flertallet har imidlertid lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet forklaring om et relativt enkelt asylmotiv, og at divergenserne vedrører helt centrale dele af asylmotivet. Ansøgeren har således forklaret divergerende med hensyn til, hvordan løbesedlerne blev afhentet og uddelt, idet han i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han og [B] hentede dem ad tre gange i udkanten af forskellige landsbyer blandt andet [landsby A], [landsby B] og [landsby C], hvor de var gemt på forskellige gader og lå i plastikposer med ca. 250 stk. I asylsamtalen har han derimod forklaret, at de hentede løbesedlerne et øde sted udenfor [landsby A], under en sten, og at de hentede 1.000 løbesedler på en gang og bragte dem til [B’s] bopæl, hvor de blev gemt, hvorefter de samme aften uddelte 150 af dem. Under mødet i nævnet har ansøgeren forklaret, at løbesedlerne lå udenfor [landsby A] i en affaldspose mellem en masse affald, og at han og [B] ikke delte løbesedler ud den samme aften, som de afhentede dem, men først 5-7 dage senere. Henset til karakteren af divergenserne sammenholdt med at ansøgeren har vedstået og underskrevet referaterne af samtalerne, finder flertallet ikke, at disse kan henføres til tolkefejl, eller at ansøgeren ikke har forstået tolken. Det bemærkes i den forbindelse, at det først er i forbindelse med advokatindlægget og nævnsmødet, at ansøgeren har anført, at der kan have været tolkeproblemer. Det er ikke sandsynligt, at ansøgerens ven, [B], der var tilknyttet Komala, allerede før ansøgeren første gang havde været med til at uddele løbesedler, skulle have fortalt ham om [C], der indtog en betydningsfuld rolle som leder af Komalas hemmelige afdeling [D] i Kermenshah provinsen. Det bemærkes, at ansøgeren kun var sympatisør, og at han kun i kort tid have været bekendt med, at [B] var tilknyttet Komala. Det er heller ikke sandsynligt, at [B] og ansøgeren i forbindelse med, at de uddelte løbesedler om natten havde tildækket deres ansigter med den risiko dette indebar for at henlede opmærksomheden på deres illegale aktiviteter. Ansøgeren har alene deltaget i Komalas aktiviteter i Danmark ved at dele opslag om partiet på sin Facebook-profil, som han har oprettet efter, at han er kommet til Danmark. Flygtningenævnet finder ikke, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren er profileret i forhold til de iranske myndigheder, hvorfor det ikke er sandsynliggjort, at han ved disse meget begrænsede aktiviteter skulle være kommet i de iranske myndigheders søgelys. Flygtningenævnets flertal kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/284/CHA

iran2017283

Nævnet meddelte i september 2017opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger og to børn fra Iran. Indrejst i 2015.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt yaresan fra Kermanshah, Iran. Hun er efter det oplyste, nu konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive stenet, henrettet eller fængslet på livstid af regningen, ligesom hun frygter at blive slået ihjel af sin familie og sin ægtefælle, idet hun er udrejst af hjemlandet med en mand, mens hun var gift med sin ægtefælle. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes farbrors søn [S] udtrykte ønske om at blive gift med ansøgeren, da hun var 18 år. I begyndelsen af 2006 mødte ansøgeren tilfældigt en mand ved navn [ansøgeren A] på vej til skole. En uge efter fik ansøgeren [ansøgeren A’s] telefonnummer, og ansøgeren sendte samme dag en sms-besked til [ansøgeren A], hvori hun skrev, at hun gerne ville lære ham at kende. Tre dage efter mødtes de i skjul. Efter ansøgeren havde mødt [ansøgeren A], nægtede hun at gifte sig med [S], og ansøgerens far og bror fik af den grund mistanke om, at ansøgeren var i kontakt med andre. I begyndelsen af 2008 mødtes ansøgeren og [ansøgeren A] i en park. Ansøgeren vidste ikke, at hendes far of bror havde fulgt efter hende, og kort tid efter kom de og overfaldt [ansøgeren A]. Ansøgerens far og bror tvang ansøgeren ind i deres bil, hvor ansøgeren ligeledes blev udsat for fysiske overgreb, hvilket fortsatte, da de kom hjem. Årsagen til volden var, at ansøgerens far mente, at ansøgeren skulle giftes med [S]. [ansøgeren A] forsvandt efterfølgende. Ansøgeren blev gift med [S] [i foråret] 2008, og de flyttede efterfølgende sammen og fik et barn sammen. [S] var voldelig over for ansøgeren under deres ægteskab. En dag i [foråret] 2014 skulle ansøgeren til lægen, og hun ringede derfor efter en taxa. Da ansøgeren satte sig ind i taxaen, opdagede hun, at det var [ansøgeren A], der var chauffør, og de blev begge rigtig glade. De udvekslede numre og havde efterfølgende kontakt med hinanden og mødtes, når det var muligt. I [sommeren] 2015 udrejste ansøgeren sammen med [ansøgeren A] og sin datter. Ansøgeren har til støtte for sit nye asylmotiv forklaret, at hendes kæreste, [ansøgeren A], begyndte at komme i kirken, og inviterede hende til at deltage. Hun blandt andet fik interesse for kristendommen, idet hun ikke havde mulighed for at praktisere yaresan-religion, og at kristendommen nu har givet hende meget mere, end din oprindelige religion. Videre har hun forklaret, at hun og hendes to børn [i sommeren] 2017 er blevet døbt i [kirken F].  Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet vedrørende forholdet til [ansøgeren A] til grund. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret sammenhængende og detaljeret om, at ansøgeren og [ansøgeren A’s] indledte et seksuelt forhold og jævnligt mødtes i en periode på omkring et år forinden deres udrejse, selvom ansøgeren var gift med en anden mand. Forklaringen understøttes af fremlagte dokumenter, der indeholder oplysninger om ansøgerens ægteskab, og at hun under ægteskabet har født sin datter [ansøgeren C]. Flertallet lægger endvidere til grund, at udrejsen blandt andet var nødvendiggjort, da ansøgeren ikke kunne opnå skilsmisse, selvom hun flere gange havde ansøgt herom. Flertallet finder i øvrigt, at forklaringen om ansøgerens og [ansøgeren A’s] forhold er underbygget af, at de nu har fået et fællesbarn. For så vidt angår ansøgerens forklaring om konversion til kristendommen finder Flygtningenævnet ikke, at forklaringen kan lægges til grund, idet konversionen ikke kan anses for reel. Nævnet henviser til, at ansøgeren oprindelig har forklaret, at hun er Alhaq-Yarestan, og at hun er meget troende, og at hun først angiveligt har fået interesse for kristendommen, efter at hun er kommet til Danmark. Flygtningenævnet finder heller ikke at kunne tillægge ansøgerens og hendes døtres dåb asylretlig relevans, idet dåben ikke findes at have baggrund i ansøgerens reelle konvertering, og der henvises blandt andet til, at dåben har fundet sted [i sommeren] 2017, efter Udlændingestyrelsens afslag [i vinteren] 2016. Det bemærkes i øvrigt, at ansøgeren over for nævnet har udvist en begrænset viden om kristendommen og svaret skematisk på spørgsmål herom. Flygtningenævnet finder ikke, at betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger [ansøgeren B] samt hendes to børn [ansøgeren C] og [ansøgeren D] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Iran/2017/283/SOL

iran2017282

Nævnet meddelte i september 2017opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt shia-muslim fra Iran. Han er efter det oplyste, nu konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin kæreste [ansøgeren B’s] familie, hans egen familie og myndighederne, idet han har været sammen med en gift kvinde og er flygtet ud af landet med hende. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han på en ukendt dato i [efteråret] 2006 så sin kusine gå i skole med en veninde, [ansøgeren B]. På en ukendt dato herefter så ansøgeren igen [ansøgeren B], hvor ansøgeren gav [ansøgeren B] sit telefonnummer. Samme dag sendte [ansøgeren B] en sms-besked til ansøgeren, om at hun gerne ville lære ham at kende. På et ukendt tidspunkt, efter ansøgeren havde givet [ansøgeren B] sit telefonnummer, mødtes de første gang. På en ukendt dato i [starten af] 2008 mødtes ansøgeren og [ansøgeren B] i en park. Da de havde været i parken i kort tid, kom [ansøgeren B’s] far og bror og udsatte ansøgeren for fysiske overgreb. Ansøgeren kom efterfølgende på hospitalet. På en ukendt dato i [foråret] 2008 flyttede ansøgeren og hans familie til et nyt område. På en ukendt dato i [foråret] 2011 købte ansøgeren en bil, som han anvendte til taxakørsel. På en ukendt dato i [foråret] 2014 var ansøgeren hos taxaselskabet og afventede, at der skulle komme en køretur. Da det blev ansøgerens tur til at køre, var det en kunde ved navn [ansøgeren B]. Da ansøgeren hørte dette, blev han glad, fordi [ansøgeren B’s] familie var den eneste familie med det familienavn i Kermanshah. Da ansøgeren kom ud på adressen, kom [ansøgeren B] og hendes datter ud til taxaen. Da taxaturen var færdig, udvekslede de telefonnumre. Efterfølgende havde de kontakt med hinanden, og de mødtes, når de havde mulighed for det. På en ukendt dato i [sommeren] 2015 fortalte [ansøgeren B] ansøgeren, at hun havde set, at folk var begyndt at rejse til Europa, hvorfor de besluttede sig for at flygte sammen. På en ukendt dato i [sommeren] 2015 udrejste ansøgeren af Iran sammen med [ansøgeren B] og hendes datter. Ansøgeren har til støtte for sit nye asylmotiv forklaret, at han første gang stiftede bekendtskab med kristendommen, da han talte med en person ved navn [W]. [W] inviterende ham med i kirken, hvor han mærkede stor venlighed og imødekommenhed. Efterhånden som han lærte mere om kristendommen, følte han sig kristen. Videre har han forklaret, at han [i sommeren] 2017 er blevet døbt i [kirken F]. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet vedrørende forholdet til [ansøgeren B] til grund. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgeren har forklaret sammenhængende og detaljeret om, at ansøgeren og [ansøgeren B] indledte et seksuelt forhold og jævnligt mødtes i en periode på omkring et år forinden deres udrejse, selvom [ansøgeren B] var gift med en anden mand. Forklaringen understøttes af fremlagte dokumenter, der indeholder oplysninger om [ansøgeren B’s] ægteskab, og at hun under ægteskabet har født sin datter [ansøgeren C]. Flertallet lægger endvidere til grund, at udrejsen blandt andet var nødvendiggjort, da [ansøgeren B] ikke kunne opnå skilsmisse, selvom hun flere gange havde ansøgt herom. Flertallet finder i øvrigt, at forklaringen om ansøgerens og [ansøgeren B’s] forhold er underbygget af, at de nu har fået et fællesbarn. For så vidt angår ansøgerens forklaring om konversion til kristendommen finder Flygtningenævnet ikke, at forklaringen kan lægges til grund, idet konversionen ikke kan anses for reel. Nævnet henviser til, at ansøgeren oprindelig har forklaret, at han var shia muslim, og at han først angiveligt har fået interesse for kristendommen, efter at han er kommet til Danmark. Flygtningenævnet finder heller ikke at kunne tillægge ansøgerens dåb asylretlig relevans, idet dåben ikke findes at have baggrund i en reel konvertering, og der henvises blandt andet til, at dåben har fundet sted [i sommeren] 2017, efter Udlændingestyrelsens afslag [i vinteren] 2016. Det bemærkes i øvrigt, at ansøgeren over for nævnet har udvist en begrænset viden om kristendommen og svaret skematisk på spørgsmål herom. Flygtningenævnet finder ikke, at betingelserne for asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor den iranske statsborger [ansøgeren A] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Iran/2017/282/SOL

iran2017281

Nævnet meddelte i september 2017 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet meddelte afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 i 2013. I 2017 blev sagen genoptaget til nyt mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindelig shia-muslim, konverteret til kristendommen fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har i forbindelse med den sag, der blev behandlet [i slutningen af 2013] gjort gældende, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygtede, at hendes bror, [A], ville slå hende ihjel, idet han var modstander af ansøgerens nuværende ægteskab. Ansøgeren henviste endvidere til, at hun vil være i risiko for forfølgelse på grund af, at hun er ved at konvertere til kristendommen, og at hun skulle døbes dagen efter nævnsmødet. Ansøgeren har i forbindelse med genoptagelsessagen henvist til, at hun nu er døbt, og vedblivende siden 2013 har gået i kirke og deltaget i kristne aktiviteter, og at hun ved en tilbagevenden til Iran, risikerer forfølgelse på grund af sin egen og ansøgerens ægtefælles konvertering til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit nye asylmotiv anført, at hun blev døbt sammen med sin ægtefælle [i slutningen af 2013]. Ansøgeren har siden gået til gudstjeneste hver søndag og deltaget i en bibelcafé hver onsdag. Indledningsvist bemærkes, at der ikke er fremkommet nye oplysninger om den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører frygten for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil blive dræbt eller udsat for overgreb fra familiens side, hvorfor nævnet af de grunde, der fremgår af afgørelsen fra [slutningen af 2013] ikke finder, at ansøgeren med denne begrundelse opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal bemærker vedrørende ansøgerens konvertering, at det giver anledning til en vis usikkerhed om det religiøse motiv, at ansøgeren efter først at være fremkommet med andre asylmotiver, som hun har fået afslag på – påbegyndte dåbsundervisning, og at hun blev døbt dagen efter, at hun [i slutningen af 2013] fik sit andet afslag på opholdstilladelse i Flygtningenævnet. Flertallet finder imidlertid, at ansøgeren under genoptagelsessagen på overbevisende måde har redegjort for, at hendes konvertering er reel. Ansøgeren har således givet en rimelig forklaring på baggrunden for, at hun er konverteret, ligesom hun har redegjort fyldestgørende og overbevisende for sit kendskab til den kristne tro. Ansøgeren har videre forklaret om sit engagement og sin deltagelse i kristne gudstjenester og menighedsaktiviteter, hvilket understøttes af de to udtalelser, der er fremlagt fra henholdsvis den apostolske kirke i [by A] og Kirken i [by B]. Ansøgeren har også på en overbevisende måde redegjort for sin indre overbevisning, og at hun i forbindelse med en tilbagevenden til Iran fortsat ville have et ønske om at leve som kristen og åbent at udøve sin tro. Flertallet har endelig tillagt det en vis betydning, at ansøgerens herboende ægtefælle også er konverteret, og at både hans og ansøgerens familie er blevet bekendt hermed via ægtefællens opslag på Facebook. Som følge heraf må det antages, at ansøgeren risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/281/MAH

iran2017280

Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:   ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Sarpol-e Zahab, Kermanshali, Iran. Ansøgeren har været aktiv for det politiske parti Komala i perioden fra [slutningen af 2014] til [sommeren 2015]. Ansø-geren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive til-bageholdt og henrettet af de iranske myndigheder, idet han har været aktiv for det politiske parti Komala. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han startede med at være politisk aktiv for Koma-la-partiet i [slutningen af 2014]. Ansøgerens aktivitet bestod i at køre ansøgerens to venner, [A] og [B], ud til landsbyer i nærheden af Sarpol-e Zahab, hvor de skulle uddele løbesedler. Ansøgeren deltog ikke selv i uddelingen af løbesedlerne. Ansøgeren og hans venner uddelte løbesedler syv til ti dage i træk forud for omkring ni forskellige mærkedage. I [efteråret 2015], da ansøgeren var på vej til universitetet, ringede [B] og fortalte, at [A] var blevet anholdt, og at ansøgeren ikke skulle tage hen på universitetet. Ansøgeren opholdt sig efterfølgende hos sin svogers bror, hvor han fik at vide, at hans far og bror var blevet anholdt på grund af ansøgerens aktiviteter for Komala. Derefter rejste ansøgeren til Oroumiyeh, hvor han opholdte sig i fire til fem dage, før han udrejste af Iran [i efter-året 2015]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen har været divergerende, udbyggende og usandsynlig på en række centrale punkter, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren, der er veluddannet og var i færd med at tage en universitetsuddannelse forud for udrejsen, i sit asyl-skema kun ganske overordnet har redegjort for sin konflikt og baggrunden for, at han udrejste af Iran uden eksempelvis at anføre, hvilke aktiviteter han havde udført for Komala, og hvilke konse-kvenser dette havde haft for hans familie. Ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til an-tallet af gange, han uddelte løbesedler for Komala, idet han i oplysnings- og motivsamtalen forkla-rede, at han var med til denne aktivitet 8-9 gange, typisk i forbindelse med særlige begivenheder som den 26. rebandan, kvindernes internationale kampdag og martyrernes dag. I asylsamtalen har han derimod først forklaret, at han uddelte løbesedler 9 gange sammen med sine venner. Dernæst har han i samme samtale forklaret, at han kørte sine venner ud med løbesedler 7-10 dage i træk før bestemte mærkedage og dermed, at han havde kørt for dem meget mere end 8-9 gange, idet han for hver mærkedag kørte 7-10 gange til de forskellige landsbyer. Under nævnsmødet har ansøgeren først forklaret, at han kørte ud med løbesedler for vennerne mellem 7-9 gange op til mærkedagene, hvorefter han har vedstået forklaringen fra asylsamtalen og forklaret, at han i alt har kørt med løbe-sedler mere end 100 gange. Ansøgerens forklaring om lukningen af hans konto på universitetet giver ikke mening, idet han på den ene side har forklaret, at dette skete dagen før, [A] blev anholdt, og på den anden side, at det var [A], der anmeldte ham. Han har ikke været i stand til at give en rimelig forklaring på, hvorfor han allerede forud for anholdelsen af [A] skulle være i myndighedernes søgelys. Ansøgeren har forklaret, at han var ligeglad med indholdet af løbesedlerne, og at tilsagnet om at hjælpe [B] og [A] først og fremmest var båret af ønsket om at køre motorcykel om natten. Han har videre forklaret, at hans familie tidligere flere gange havde haft problemer med de iranske myndigheder i forbindelse med aktiviteter for Komala herunder, da hans farbror blev henrettet, da familien vendte tilbage til Iran fra Irak, og da broderen, [C], flygtede. Han har forklaret, at [C’s] aktiviteter medførte, at såvel han selv som hans far og storebror blev fængslet, og at broren og faren var tilbageholdt i 2 måneder og udsat for tortur, og efterfølgende blev pålagt meldepligt, ligesom han formodede, at familien blev overvåget af myndighederne. Henset til den risiko aktiviteterne med uddeling af løbesedler indebar ikke bare for ansøgeren selv men også for familien, er det usandsynligt, at han skulle have sagt ja til at dele løbesedler ud uden at orientere familien herom, ligesom det er usandsynligt, at han undlod at advare familien, da han selv blev advaret af vennen [B] om, at [A] var blevet tilbageholdt. Det forekommer videre mindre sandsynligt, at ansøgeren ikke efter flugten via enten vennen, [D], broren [C] eller familiemedlemmet [E] har gjort flere forsøg for på et tidligere tidspunkt at undersøge, om hans far og broren, [F], var blevet løsladt, eller hvad der skete med [B] og [A]. Nævnet har endelig tillagt det en vis betydning, at ansøgerens bror, [C], i forbindelse med behandlingen af hans asylsag, har forklaret, at det kun var hans far og broren, [F], der blev anholdt i forbindelse med hans flugt, hvorimod ansøgeren har forklaret, at han også blev anholdt og udsat for tortur i en uge. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han tillige frygter forfølgelse fra de iranske myndigheders side, fordi han er ateist. Ansøgeren har allerede i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han er ateist uden den gang at forklare, at det skulle have givet ham problemer. Herefter, og idet ansøgeren ikke har forklaret, at han ved en tilbagevenden til Iran vil leve som offentlig erklæret ateist, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han af den grund risikerer overgreb eller forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Den omstændig-hed, at ansøgeren er udrejst illegalt uden at have aftjent værnepligt, kan ikke begrunde, at han med-deles opholdstilladelse. Det bemærkes, at det af Udenrigsministeriets høringssvar fra [starten af 2017] fremgår, at det ikke er ualmindeligt, at personer udebliver fra militærtjeneste i Iran, og at den faktiske sanktion for udeblivelse normalt begrænser sig til, at vedkommende ikke kan tage kørekort, og at det ikke umiddelbart har betydning for sanktionen, at personen tillige er udrejst illegalt. Ansø-geren har kun i et begrænset omfang deltaget i Komalas aktiviteter i Danmark, idet han har deltaget i enkelte af partiets møder som sympatisør. Det er ikke sandsynliggjort, at ansøgeren herved er kommet i de iranske myndigheders søgelys, heller ikke selvom han optræder på filmklip og billeder, der er offentliggjort på Komalas hjemmeside og er delt på ansøgerens Facebook side. Det bemær-kes, at ansøgeren ikke optræder ved navn, og at han er en blandt mange på de fleste af de omhand-lede billeder. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse eller overgreb efter ud-lændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/280/MAH

iran201728

Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra [navngiven by], Kermanshah-provinsen i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter sin far og hans nye ægtefælle, […]. Ansøgeren frygter derudover at blive fængslet af de iranske myndigheder, idet han er udrejst ulovligt af Iran. Endelig har ansøgeren henvist til, at han ikke har et sted at bo. Til støtte for det påberåbte asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han er blevet behandlet dårligt af sin far, der tvang ham til at arbejde samt udsatte ham for fysiske overgreb. Faderen var endvidere misbruger, og ansøgeren bidrog til finansieringen af misbruget ved hjælp af sin indtægt. Ansøgerens mor afgik ved døden, da ansøgeren var omkring 12-13 år, hvorefter faren giftede sig med en kvinde ved navn […]. Herefter blev farens behandling af ansøgeren værre. Efter indrejsen i Danmark har ansøgeren været i kirke tre gange og nu ønsker at tage afstand fra islam. Ansøgeren har endvidere været i kontakt med sin far, der har oplyst, at han vil skyde ansøgeren, hvis han kommer hjem og i øvrigt har anmeldt ham til myndighederne på grund af hans interesse for kristendommen. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om sine konflikter med faren, mens han var i Iran, til grund. Imidlertid findes disse konflikter ikke i sig selv at være af en sådan intensitet og karakter, at de er asylbegrundende. I relation til asylmotivet vedrørende ansøgerens interesse for kristendommen bemærkes det, at ansøgeren såvel til oplysnings- og motivsamtalen som til asylsamtalen har oplyst, at han er sunni-muslim og ikke har oplyst noget om, at han overvejede at forlade denne tro. Ansøgeren har været i kirke i alt tre gange i Danmark, men har selv oplyst, at han ikke er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet finder derudover, at den påståede telefonsamtale, som ansøgeren angiveligt skulle have haft med sin far [i] november 2016, må afvises som konstrueret til lejligheden. Nævnet bemærker, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren valgte at optage samtalen under henvisning til, at han gerne vil have, at nogen skulle forstå ham. Endvidere findes det påfaldende, at ansøgeren, der ikke har haft kontakt med sin far i et år, uden indledning startede samtalen med at fastslå, at han ønskede at komme tilbage til Iran, ligesom det findes påfaldende, at faren som reaktion herpå blot tilsyneladende i neutralt toneleje svarede, at han ville skyde ansøgeren med to projektiler og i øvrigt oplyste, at han havde sørget for, at myndighederne ville henrette ansøgeren på grund af hans religiøse forhold. Endelig findes det bemærkelsesværdigt, at ansøgerens far angiveligt skulle kende til ansøgerens religiøse overvejelser, henset til oplysningerne om det belastende forhold mellem faren og morbroren. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den illegale udrejse af Iran kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/28/NKE

iran2017279

Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske azari fra Teheran, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, hvis de vender tilbage til Iran uden deres søn, [A]. Ansøgerne har videre henvist til, at de er konverteret til kristendommen. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at [A] er journalist og fik asyl i Danmark for omkring syv år siden. Omkring to uger efter, at [A] skulle have været vendt tilbage til Iran, ringede han til den mandlige ansøger og fortalte, at han ikke kom tilbage. Et stykke tid efter opkaldet blev ansøgernes bopæl ransaget af de iranske myndigheder, der konfiskerede [A]s computer og bøger. Myndighederne opsøgte efterfølgende ansøgernes bopæl 2-3 gange, hvorunder den mandlige ansøger en gang blev udsat for vold. Den mandlige ansøger blev endvidere indkaldt til ca. tre møder hos myndighederne. Inden ansøgernes seneste udrejse af Iran blev den mandlige ansøger bedt om at aflevere skødet på parrets lejlighed og bil som sikkerhed for, at de ville bringe [A] med tilbage til Iran. I Danmark har ansøgerne fattet interesse for kristendommen og er begge konverteret. De blev døbt [i sommeren] 2017. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiver til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres konflikt med myndighederne til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne på helt centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom deres forklaringer også har været indbyrdes uoverensstemmende. Ansøgerne har således forklaret såvel divergerende som indbyrdes uoverensstemmende om blandt andet, hvor mange gange myndighederne har opsøgt dem på deres bopæl, om en episode, hvor [A]s hund skulle være blevet taget af myndighederne, og om hvor og hvornår de afleverede skødet på deres ejendom og ejerbeviset til bilen. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerne fire gange har fået visum til Danmark for at besøge deres søn, og at de tre gange er vendt tilbage fra Danmark til Iran, uden at dette har givet alvorlige problemer, selvom de iranske myndigheder angiveligt havde krævet, at de skulle sørge for, at [A] kom med tilbage til Iran. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at [A]s søskende helt problemfrit kan opholde sig i Iran. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det af Udenrigsministeriets høringssvar af 3. oktober 2016 fremgår, at en lokal juridisk kilde har vurderet, at de dokumenter fra de iranske myndigheder, som ansøgerne har fremlagt, ikke er ægte. Ved vurderingen af ansøgernes generelle troværdighed er det endvidere tillagt en vis betydning, at ansøgernes forklaring under nævnsmødet om deres alder, hverken stemmer overens med oplysningerne i visumakterne eller i deres og [A]s asyldokumenter, og ansøgerne kunne ikke under nævnsmødet redegøre for uoverensstemmelserne. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgernes konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret indbyrdes uoverensstemmende om, hvornår de begyndte at gå i kirke, ligesom den kvindelige ansøger har forklaret divergerende om sin religion. Hun har således under samtalen i Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2015 forklaret, at hun til dels praktiserer sin tro og beder tre gange om dagen, ligesom hun ikke har overvejet at have en anden tro end islam. Under samtalen [i vinteren] 2016 har den kvindelige ansøger forklaret, at hun har følt sig kristen, siden hun kom til Danmark, og at hun første gang var i en kirke ca. to måneder efter indrejsen i Danmark. Hertil kommer, at ansøgerne under nævnsmødet ikke har været i stand til på overbevisende måde at redegøre for baggrunden for deres konversion. De har således forklaret, at de i realiteten ikke har kendskab til islam, men opfatter denne religion som ond, ligesom folk, der tilhører islam, alene tænker på sig selv, mens de opfatter kristne som venlige mennesker. Ansøgerne har heller ikke været i stand til at redegøre for deres egen kristne overbevisning og for, hvad de nærmere skulle have lært om kristendommen. Deres viden om kristendommen har desuden fremstået som særdeles sparsom og har fremstået som udenadslære. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgerne på en troværdig og overbevisende måde har redegjort for, at deres dåb og deltagelse i gudstjenester m.v. er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Det forhold, at præst [B] har udtalt, at ansøgerne blev døbt [i sommeren] 2017 efter en indledende samtale og et længere dåbsoplæringsforløb, kan efter nævnets vurdering ikke føre til et andet resultat. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/279/SEL

iran2017278

Nævnet meddelte i august 2017 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet meddelte afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 i 2014. I 2017 blev sagen genoptaget til nyt mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og tidligere muslim fra Ahvaz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes bror i 2013 fortalte hende, at han var konverteret til kristendommen. Efter flere samtaler med broren herom, steg ansøgerens interesse for Jehovas Vidner. I foråret 2014 begyndte ansøgeren at studere biblen sammen med et farsi-talende medlem af Jehovas Vidner, og i løbet af sommeren 2014 begyndte ansøgeren at deltage i møder med Jehovas Vidner i Rigssalen i København. I efteråret 2015 begyndte ansøgeren at deltage i Teokratisk skole, hvor hun blandt andet lærte, hvordan man forkynder. Ansøgeren fik status som ”udøbt forkynder” i sommeren 2016, hvorefter hun begyndte at missionere ved at uddele brochurer ved husstande og på gaden. Ansøgeren har endvidere deltaget i arrangementer og stævner vedrørende Jehovas Vidner. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konversion i Danmark og sit liv som Jehovas Vidne henvist til, at hun kom til Danmark som bærer af iransk kultur og dermed meget bange for helvede, men ikke som reelt troende muslim. Efter nogle diskussioner med sin bror, der efter at have opnået opholdstilladelse på andet grundlag, var konverteret til Jehovas Vidner i Danmark, blev hun overbevist om, at Jehovas Vidners tro var den eneste sande tro, og hun følte fred og en større forståelse for livet. Ansøgeren har under nævnsmødet været i stand til at redegøre for sin undervisning og forkyndelse samt for konkrete kristne citater mv. Ansøgeren har på samme måde været i stand til på en overbevisende, detaljeret og troværdig måde at redegøre for sin egen religiøse overbevisning. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren således på en troværdig og overbevisende måde har redegjort for, at hendes hverv som udøbt forkynder og hendes deltagelse i Jehovas Vidners menighed er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/278/CMA

iran2017277

Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra [X] i Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i en demonstration for [organisationen A] i 2009. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for grove fysiske angreb, fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han har uddelt løbesedler og skrevet slagord mod det iranske regime. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi hans far blev fyret fra militæret og efterfølgende kritiserede det iranske regime. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far blev fyret fra det iranske militær, da ansøgeren var lille, hvorefter ansøgerens far begyndte at kritisere de iranske myndigheder, idet han ikke modtog økonomisk støtte efter sin fyring. Ansøgerens far blev efterfølgende tilbageholdt flere gange, ligesom familiens hus blev ransaget flere gange. Ansøgeren blev også tilbageholdt sammen med sin far, og ansøgeren blev afhørt om sin fars aktiviteter. På baggrund heraf begyndte ansøgeren selv at udføre aktiviteter imod det iranske regime sammen med nogle venner. De uddelte løbesedler, skrev slagord og deltog i demonstrationer. Ansøgeren udrejste af Iran i [efteråret] 2015 efter sin fars opfordring. Efter ansøgerens ankomst til Danmark, har han fået at vide, at en af de venner, som han udførte aktiviteter imod det iranske regime sammen med, er blevet tilbageholdt af de iranske myndigheder. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter forfølgelse som følge af, at han har tatoveret et kors på fingeren, en kvinde med hale og vinger på ryggen og en løve, sol og kongekrone på ryggen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet en divergerende, udbyggende og utroværdig forklaring, som fremstår konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således først forklaret, at han er flygtet, fordi han var utilfreds med det iranske styre, fordi hans far blev fyret uden pension, og fordi det iranske styre ikke accepterer al-haq religionen, hvilket han siden har udbygget til, at hans far blev fyret, fordi han var tilhænger af shahen og med, at han også selv er tilhænger af et monarki. Han har endvidere forklaret udbyggende om, at han i Iran blev slået 10 gange, fordi han gik med en halskæde med et kors. Flygtningenævnet tilsidesætter herefter ansøgerens forklaring om, at han selv har været politisk aktiv og lægger til grund, at han er udrejst af Iran uden en konkret konflikt med de iranske myndigheder. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgerens far er profileret over for de iranske myndigheder. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens far, uanset om han har udtalt sig kritisk om styret og været tilbageholdt, har været i den samme situation i 30 år, og at ansøgeren har forklaret, at faderen ikke var blevet opsøgt af myndighederne de seneste to år før sin udrejse. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren under nævnsmødet forklarede udbyggende om, at hans far stadig blev opsøgt af myndighederne. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse i Iran hverken på grund af sine egne forhold eller på grund af faderens forhold. Den omstændighed, at ansøgeren [i efteråret] 2016 har oprettet en facebook-profil, hvor han har postet billeder af shahen mv. og den omstændighed, at han i Danmark har fået tatoveret et kors på den ene finger og et monarkistsymbol på ryggen kan herefter ikke føre til et andet resultat. Det forhold, at ansøgeren er yarsan af trosretning kan heller ikke føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at forholdene for yarsanere efter indholdet af baggrundsoplysningerne ikke er sådanne, at disse i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/277/CMA

iran2017276

Nævnet meddelte i august 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra […], Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har været tilhænger af Yarsan Democratic Organization (YDO). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet, da han har uddelt materiale om yarsan og deres rettigheder. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til de generelle forhold kurdere i Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [efteråret] 2014 startede på universitetet. Forinden blev ansøgeren opsøgt af sin svoger, [navn på anden ansøger], og en ven af familien ved navn [B], der ville have ansøgeren til at udlevere materiale om yari på universitetet. Igennem [B] fik ansøgeren kontakt til YDO, som ansøgeren blev tilhænger af. Ansøgeren begyndte i [efteråret] 2014 at uddele løbesedler og CD’er på universitetet. I [foråret] 2015 trængte fire personer ind på ansøgerens værelse på universitetet og barberede hans overskæg af. Ansøgeren forsøgte at anmelde hændelsen til en vagt på universitetet, men denne ønskede ikke at tage imod anmeldelsen. Ansøgeren tog derfor hjem til sin farbror, [B] i [ landsbyen]. Den efterfølgende morgen ringede ansøgerens moster til ansøgeren og fortalte, at hun var blevet opsøgt af myndighederne, der ledte efter ansøgeren. Ansøgeren modtog herefter et opkald fra en ven, der oplyste ansøgeren om, at ansøgerens værelse på universitetet var blevet opsøgt af myndighederne, der havde fundet nogle cd´er og løbesedler, som ansøgeren havde liggende i sit skab på værelset. Ansøgeren skjulte sig herefter i ca. seks måneder, hvorefter han udrejste. Ansøgeren har endvidere oplyst, at ansøgerens far og farbror begge er blevet slået ihjel på grund af deres politiske aktiviteter for KDPI, hvorfor familien også af denne grund er i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnets flertal kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring for nævnet har fremstået særdeles troværdig, ligesom ansøgeren i det væsentlige har forklaret konsistent og i overensstemmelse med sin søster og svogers forklaring. Flertallet finder endvidere, at ansøgeren på rimelig vis har kunnet redegøre for de tilsyneladende divergenser og uoverensstemmelser, der har været i sagen. Flygtningenævnets flertal lægger således til grund, at ansøgeren har uddelt religiøst og politisk materiale på sit universitet, og at der i forbindelse med en ransagning på hans værelse blev fundet noget af dette materiale, hvorefter myndighederne opsøgte hans mosters bopæl og spurgte efter ham. Flertallet finder således, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af sine religiøse og politiske aktiviteter er kommet i de iranske myndigheders søgelys og ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2017/276/lrn

iran2017275

Nævnet meddelte i august 2017 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og yarsani fra […], Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Den mandlige ansøger har været sympatisør af Kurdistans Demokratiske Parti Iran (KDPI) og af Yarsan Democratic Organization (YDO). Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har udført aktiviteter for KDPI og YDO. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgeres asylmotiv. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har udført politiske aktiviteter for KDPI i 1998 og 1999 i form af uddeling af løbesedler for KDPI, ligesom ansøgeren sørgede for at forsyne peshmergaer. Ansøgerens svigerfar døde mens han var tilbageholdt af de iranske myndigheder, og ansøgerens svigerfars bror er blevet henrettet af de iranske myndigheder. I 2013 meldte ansøgeren sig ind i YDO, hvor han videregav løbesedler og CD’er, som ansøgerens svoger, […], og en bekendt, [A], herefter omdelte. Ansøgeren blev [i sommeren] 2015 anholdt af efterretningstjenesten og var tilbageholdt i en måned. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren afhørt om sine og familiemedlemmers politiske aktiviteter og udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev løsladt på betingelse af, at han skulle hjælpe efterretningstjenesten med at indhente oplysninger om politiske aktiviteter, herunder i sin svigerfamilie. Ansøgeren skjulte sig i en måned, hvorefter han udrejste med sin ægtefælle og børn. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun frygter, at hendes ægtefælle vil blive fængslet og henrettet, da han har uddelt noget materiale og hjulpet nogle mennesker. Ansøgerens ægtefælle har hjulpet ansøgerens far med at udføre nogle aktiviteter, ligesom ægtefællen senere har givet nogle dokumenter og CD’er til ansøgerens bror, som har uddelt dokumenterne og CD’erne på sit universitet. Omkring to måneder forud for parrets udrejse af Iran, blev ansøgerens ægtefælle tilbageholdt i en måned af de iranske myndigheder. Efter ægtefællens løsladelse flygtede han op i bjergene, hvor han skjulte sig. I den tid hvor ægtefællen holdt sig skjult, blev ansøgeren opsøgt en gang af nogle mænd, der ledte efter ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren formoder, at mændene kom fra efterretningstjenesten. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger sympatiserer med KDPI, og at han, umiddelbart før han blev gift, sammen med sin svigerfar udførte aktiviteter for KDPI i en periode på ca. 2 år. Det lægges endvidere til grund, at ansøgerens svigerfar afgik ved døden, mens han var tilbageholdt af de iranske myndigheder, og at svigerfarens bror er blevet henrettet af de iranske myndigheder. Flygtningenævnets flertal kan endvidere lægge til grund, at den mandlige ansøger har udleveret politisk og religiøst materiale for YDO, samt at han i [sommeren] 2015 blev anholdt og tilbageholdt i ca. en måned af den iranske efterretningstjeneste, og at hans løsladelse var betinget af, at han skrev under på, at han ville indhente oplysninger til efterretningstjenesten om sin svigerfamilie. Flertallet lægger herved vægt på, at ansøgernes forklaringer for nævnet har fremstået særdeles troværdige, ligesom ansøgerne i det væsentlige har forklaret konsistent og i overensstemmelse med såvel hinandens som den kvindelige ansøgers brors forklaring. Flertallet finder endvidere, at ansøgerne på rimelig vis har kunnet redegøre for de tilsyneladende divergenser og uoverensstemmelser, der har været i sagen. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 1.  Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres fire medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2017/275/lrn

iran2017274

Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dømt en fængselsstraf og 80 piskeslag, fordi han har haft et forhold til en gift kvinde. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter den gifte kvindes familie. Ansøgeren til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i foråret] 2015 mødte den gifte kvinde [A]. Ansøgeren og [A] indledte et hemmeligt, romantisk og seksuelt forhold. [Efteråret] 2015 var ansøgeren på besøg hos [A]. Hendes ægtefælle kom ind i huset, hvorefter ansøgeren flygtede via husets tag og rejste til Kermanshah. Mens ansøgeren opholdt sig i Kermanshah fik han at vide, at hans far var blevet opsøgt af [A’s] familie og anholdt af politiet. Ansøgeren udrejste herefter af Iran. Flygtninge-nævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den ikke fremstår selvoplevet og troværdig. Flertallet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret diverge-rende om, hvorvidt han har haft samleje med [A], idet han til oplysnings- og motivsamtalen for-klarede, at han og [A] havde samleje i alt tre gange, at han til asylsamtalen forklarede, at de hav-de samleje den anden gang, de mødtes hjemme hos hende, og at de anvendte prævention, mens han til advokaten og under mødet i Flygtningenævnet i dag forklarede, at de ikke havde fuldbyr-det samleje på noget tidspunkt. Ansøgeren har endvidere om episoden [i efteråret] 2015 til op-lysnings- og motivsamtalen forklaret, at han og [A] befandt sig i soveværelset, at han kun havde undertøj på, og at han fik sit tøj på, men ikke sine sko, før han blev angrebet af [B]. Til asylsam-talen forklarede ansøger derimod, at de sad på sengen ved siden af hinanden fuldt påklædte, og at han tog sine sko på i entreen. Ansøger forklarede ikke, at han blev angrebet af [B]. Nævnet finder ikke, at disse divergenser, der vedrører en centrale dele af asylmotivet, kan forklares med tolkeproblemer, idet ansøger i forbindelse med begge samtaler med Udlændingestyrelsen, oplyste at han havde forstået tolkningen. Flertallet har endvidere henset til, at det forekommer påfal-dende, at ansøgeren og [A] angiveligt ikke tænkte på, hvad de skulle gøre, hvis de blev opdaget, og at ansøgeren indlod sig på et seksuelt forhold til [A], selvom han var bekendt straffen herfor. Det forekommer endvidere utroværdigt, at ansøgeren, der efter sin egen forklaring var forelsket i [A], ikke gjorde noget for at få oplysninger om hendes skæbne også henset til, at hans ven, [C], efter ansøgerens forklaring havde informationer om [A’s] families reaktioner og derfor må anta-ges at kende til [A’s] skæbne. Flertallet har endelig i bedømmelsen af ansøgers troværdighed ladet det indgå, at ansøger indrejste i Danmark under falsk identitet. Flygtningenævnets flertal finder således sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbageven-den til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/274/CHA

iran2017273

Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Iran. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er statsløs, og at den kurdiske befolkning under-trykkes i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive betragtet som antirevolutionær, fordi hans farfar var peshmerga. Endelig frygter ansøgeren at blive straffet som følge af, at han er udrejst illegalt af Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev født i Al-Tash lejren i Irak, og at hans familie i 2002 vendte tilbage til Iran. Fordi ansøgerens farfar havde været peshmerga for partiet KDPI i 1980, nægtede de iranske myndigheder at udstede pas til ansøgeren. I 2014 smuglede ansøgeren diesel mellem Iran og Irak Ansøgeren blev i den forbindelse anholdt, men slap med en advarsel. Han fik derved at vide, at han kunne forvente at blive straffet med fem års fængsel, såfremt han på ny indrejste illegalt til Irak. Ansøgeren udrejste [efteråret] 2015, og har efter sin udrejse fået at vide, at de iranske myn-digheder har opsøgt hans familie og krævet, at ansøgeren meldte sig selv indenfor 10 dage. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at han er iransk kurder og født i Al-Tash lejren til grund. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgerens forældre og bedsteforældre på begge sider er iranske statsborgere, og at ansøgeren efter de foreliggende baggrundsoplysninger følgelig anses for iransk statsborger. Nævnet henviser herved til § 976, stk. 2, i den iranske civil-ret (”Ghanoone Madani”), hvorefter en person, hvis far har iransk statsborgerskab, anses for at være iransk statsborger, uanset om vedkommende er født i Iran eller udlandet, og artikel 41 i den iranske grundlov, hvorefter den iranske regering ikke kan fratage en iransk statsborger dennes statsborgerskab. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han ved en til-bagevenden til Iran vil være i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder som følge af, at hans farfar var peshmerga for KDPI i 1980, idet forklaringen ikke fremstår troværdig. Flygtnin-genævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke oplyste noget herom til oplysnings- og mo-tivsamtalen, idet han her alene henviste til, at han ikke havde noget statsborgerskab og oplevede chikane på grund af sin etnicitet som kurder. Han oplyste videre, at han og hans familie fra 2002 ikke havde haft problemer med myndighederne i Iran. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren som nævnt boede i Iran fra 2002 frem til sin udrejse i 2015 uden at have haft nogen konflikter med myndighederne på baggrund af farfarens angivelige aktiviteter for KDPI. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til asylsamtalen og til advokaten om, at han nogle måneder før udrejsen fra Iran blev anholdt for at smugle diesel over den irakiske grænse og fik en advarsel samt blev tilkendegivet, at hvis han på gjorde det igen, ville han blive straffet med fængsel, idet forklaringen ikke findes troværdig. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke oplyste noget herom til oplysnings- og motivsamtalen, og at ansøgeren – forespurgt om grunden hertil – svarede, at han havde glemt episoden, da han ikke forventede at vende tilbage til Iran. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen forklarede, at han i cirka lidt over et år fra 2014 til 2015 tjente lidt ekstra penge ved at smugle diesel over den irakiske grænse, at myndig-hederne afsluttede sagen efter at have taget hans generalier, at han fik at vide, at han ville blive fængslet i 5 år, hvis han gjorde det igen, og at han ikke efterfølgende oplevede nogen problemer som følge heraf. Ansøgeren har til sin advokat og på mødet i dag udbygget sin forklaring, idet han har forklaret, at han begyndte at smugle diesel og olie i 2010/2011, at han fortsatte hermed frem til sin udrejse, at han blev tilbageholdt af myndighederne og fremstillet i retten, at der efter-følgende blev sendt papirer til hans bopæl, og at han fik at vide, at han ville blive straffet med fængsel i 10 år, hvis han igen smuglede varer over grænsen og udrejste illegalt. Nævnet finder ikke, at disse divergenser, der vedrører centrale del af ansøgerens asylmotiv, kan skyldes tolke-problemer, hvorved bemærkes, at ansøgeren til begge samtaler med Udlændingestyrelsen har oplyst, at han havde forstået tolken. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at han ikke ved, hvorfor efterretningstjenesten spurgte efter ham, og at det alene beror på hans for-modning, at det skyldes, at han ved sin udrejse udrejste ulovligt. Det forhold, at ansøgeren er udrejst illegalt af Iran og i den anledning risikerer en straf ved tilbagevenden til Iran kan heller ikke føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Nævnet bemærker herved, at straffen for ulovlig udrejse ifølge de foreliggende oplysninger ikke kan antages at være uforholdsmæssig eller urimelig. Af Flygtningenævnets baggrundsmateriale fremgår, at flygtninge, som har boet i Al-Tash lejren, og som ikke har været politisk aktive, kan vende tilbage til Iran uden risiko for forfølgelse eller overgreb. De generelle forhold for kurdere i Iran kan heller ikke i sig selv føre til, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse. Nævnet finder således sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/273/CHA

iran2017272

Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er født shia-muslim, men at han siden 2012 har været ortodoks kristen af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han kan risikere fængsling og henrettelse ved en tilbagevenden til Iran, idet han har forladt islam og konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev døbt i Rusland i 2012. I [vinteren] 2012 blev ansøgeren og hans tidligere ægtefælle gift i Sverige, hvor han opholdt sig som asylansøger. Imens ansøgeren opholdt sig i Sverige, havde han lært en familie at kende. Faren i familien, [F], kendte til ansøgerens konversion. Mens ansøgeren var til stede, overværede han, at [F] slog sit barn. Barnets mor ønskede derfor, at ansøgeren vidnede i retssagen. [I vinteren] 2013 vendte ansøgeren tilbage til Iran for at søge familiesammenføring med sin tidligere ægtefælle. Da ansøgeren ankom til lufthavnen i Teheran, blev du afhørt i flere timer af lufthavnsbetjentene. Betjentene gav ansøgeren udrejseforbud og stemplede hans pas. I en periode arbejdede ansøgeren som sproglærer, og i den forbindelse talte han med sine sprogelever om kristendommen. Efterfølgende blev ansøgeren afskediget. På en ukendt dato gav ansøgerens tidligere ægtefælle en video af din dåb til [F], som afleverede den til de iranske myndigheder. I [foråret-sommeren] 2013 modtog ansøgerens familie tre breve med 10 dages mellemrum fra den iranske ret, som enten var tilsigelser eller advarsler. Ansøgerens søster læste brevene op for ansøgeren i telefonen, idet han på det tidspunkt boede i skjul. Ansøgeren mødte ikke op i retten. I [efteråret] 2013 begyndte [F] at true ansøgeren og ødelægge ansøgerens forhold til ansøgerens tidligere ægtefælle. [F] ville forhindre ansøgeren i at vidne mod ham. [I vinteren] 2013 vidnede ansøgeren telefonisk for retten i Sverige, og [F] blev idømt fængsel. Ansøgeren rejste herefter illegalt til Tyrkiet. I [vinteren] 2013 mødte ansøgeren sin nuværende ægtefælle foran Hagia Sophia i Istanbul. [I sommeren] 2014 blev ansøgeren skilt fra sin tidligere ægtefælle. Ansøgeren søgte om turistvisum til Ukraine, og i [sommeren] 2014 udrejste han af Tyrkiet til Ukraine. Ansøgeren fandt ud af, at hans ægtefælle var politisk aktiv og arbejdede for [et politisk parti i Ukraine] på deres kontor i Dnipro. Ansøgeren og hans ægtefælle blev [i efteråret] 2014 gift, og ansøgeren fik en 1-årig opholdstilladelse i Ukraine. [I efteråret] 2014 var ansøgerens ægtefælle observatør i et valglokale. Da ansøgeren næste dag kom hjem til sin bopæl, havde hans ægtefælle fjernet noget racistisk skrift på døren. I [vinteren] 2014 gik ansøgerens ægtefælle ud. Ansøgerens ægtefælle kom ikke hjem om aftenen, men ringede dagen efter til ansøgeren og bad ham om at hente hende. Ansøgerens ægtefælle fortalte, at hun var blevet slået og bedt om at underskrive en slags tilståelse. [I vinteren] 2014 flyttede ansøgeren og hans ægtefælle fra deres lejlighed og hen til én af ansøgerens ægtefælles gamle venner. Ansøgerens ægtefælle stoppede med at arbejde. På en ukendt dato i [vinteren] 2015 bankede politiet på. Ansøgeren og hans ægtefælle åbnede ikke døren, og de flyttede herefter hen til ansøgerens ægtefælles veninde, [V]s, sommerhus. Ansøgeren opholdt sig i sommerhuset frem til [sommeren] 2015. Mens ansøgeren og hans ægtefælle opholdt sig i sommerhuset, blev ansøgerens svigerforældre chikaneret. Ansøgeren blev derfor nødt til at rejse til byen for at tage sig af dem. Få timer efter, ansøgeren ankom til sine svigerforældres lejlighed, blev han standset på gaden af politiet. Ansøgeren blev kørt til en base, hvor han blev spurgt ind til sin ægtefælles opholdssted. Derefter blev ansøgeren kørt til vejpolitiet ved Donbas, hvor politiet fik hans ID-dokumenter, og han blev derefter overdraget til Azov-bataljonen. Ansøgeren blev tilbageholdt af Azov-bataljonen på deres base frem til [efteråret] 2015. Da ansøgeren blev løsladt, fandt han nogle aktivister fra Folkerepublikken Donetsk, som i [vinteren] 2015 hjalp ham med at kontakte sin ægtefælle via e-mail, og han fandt ud af, at hans ægtefælle ikke længere befandt sig i Ukraine. Ansøgeren udrejste illegalt til Rusland. Ansøgeren fandt senere ud af, at hans ægtefælle var indrejst i Danmark i [efteråret] 2015. Ansøgeren rejste herefter illegalt til Danmark, hvor han søgte asyl [i vinteren] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens troværdighed generelt er svækket som følge af, at han flere gange tidligere er meddelt afslag på asyl i blandt andet Sverige, senest i [vinteren] 2013. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke for nævnet på overbevisende måde har kunnet forklare, hvorfor han, mens han boede i Sverige i 2012, valgte at blive døbt i Moskva under en forretningsrejse af få ugers varighed, og mens hans daværende ægtefælle, der havde russiske rødder og efter hans forklaring var årsagen til hans valg af den russisk-ortodokse kirke, befandt sig i Sverige. Det er endvidere tillagt vægt, at ansøgeren ikke under sine tidligere asylsager har forklaret om en interesse for kristendommen. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren er i de iranske myndigheders søgelys som følge af sin angivelige konversion. Nævnet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at hans dåb skulle være oplyst til de iranske myndigheder af den tiltalte i en straffesag i Sverige for at presse ham til ikke at afgive vidneforklaring i sagen. Det forekommer således ikke troværdigt, at ansøgeren skulle være kommet i besiddelse af to indkaldelser af ham, som var sendt til hans tidligere adresse i Sverige, men returneret til de svenske domstole, der skulle have udleveret dem til den forurettedes mor. Det forhold, at ansøgeren har udfoldet kristne aktiviteter på internettet kan ikke i sig selv føre til, at han må antages at være profileret som kristen i forhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran har sandsynliggjort, at han vil risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/272/MGO

iran2017271

Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og yaristan af trosretning fra Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har oplyst, at hans far i 1991 blev beskyldt for at arbejde som spion for ukendte oppositionsgrupper i Iran. Ansøgerens far blev som konsekvens heraf fængslet og underlagt meldepligt. Ansøgerens far har ikke haft problemer med de iranske myndigheder siden 1995, ligesom den mandlige ansøger ikke har haft problemer som følge af sin fars problemer med de iranske myndigheder. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet på livstid og tortureret af de iranske myndigheder, idet han har haft et skænderi med en politibetjent og i den sammenhæng ytret sig regimekritisk. Den mandlige ansøger har videre henvist til, at han ønsker, at hans døtre kan vokse op med rettigheder og frihed. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til hendes ægtefælles konflikt. Ved en tilbagevenden til Iran frygter den kvindelige ansøger for sin egen og sine børns sikkerhed. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans bror blev beskudt af politiet i begyndelsen af 2010. Den mandlige ansøgers bror blev som følge heraf invalideret. Den mandlige ansøgers bror sagsøgte på denne baggrund den politibetjent, som havde skudt ham. Efter retssagen blev den mandlige ansøger involveret i sin brors konflikt, idet han havde en verbal konfrontation med den politibetjent, der havde skudt hans bror. Den mandlige ansøger ytrede sig i den sammenhæng negativt om islam og det iranske regime. Politibetjenten truede den mandlige ansøger med, at han ville anmelde den mandlige ansøger til efterretningstjenesten. Den mandlige ansøger levede herefter i skjul i forskellige landsbyer frem til sin udrejse. Frem til udrejsen blev den mandlige ansøgers bopæl opsøgt flere gange af efterretningstjenesten. Den kvindelige ansøger var til stede på bopælen under flere af disse henvendelser. Endelig er nogle af den mandlige ansøgers familiemedlemmer blevet opsøgt. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv i øvrigt oplyst, at hendes svoger for omkring seks år siden fik problemer med myndighederne, og at han i den forbindelse blev skudt i ryggen. Efter et par måneder afleverede myndighederne et brev på ansøgerens svogers adresse, som gjorde den mandlige ansøger sur. Den kvindelige ansøgers ægtefælle havde som følge heraf en konfrontation med en myndighedsrepræsentant og fik på denne baggrund en konflikt med de iranske myndigheder. Den kvindelige ansøgers ægtefælle flygtede herefter. Den kvindelige ansøgers ægtefælle var adskilt fra den kvindelige ansøger og deres børn i nogle år. Herefter ransagede de iranske myndigheder den kvindelige ansøgers bopæl flere gange. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer om asylmotivet ikke lægge forklaringerne til grund. Nævnet lægger vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om flere centrale punkter, således at hans forklaring fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet henviser til, at den mandlige ansøger under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at politibetjenten hedder [A], mens han under asylsamtalen har oplyst, at betjenten hedder [B]. Han har for nævnet forklaret, at betjenten hedder [A]. Endvidere har den mandlige ansøger under samtalerne med Udlændingestyrelsen forklaret, at han var på sin brors bopæl, da betjenten kom til bopælen, hvorefter han kom op at skændes med betjenten. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen i den forbindelse forklaret, at betjenten kom for at sikre sig, at ansøgerens bror ikke ville klage yderligere over sagen mellem betjenten og broren. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at betjenten kom for at takke ansøgerens bror og give ham en undskyldning. For nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han var på vej til sin brors bopæl, og da han var ca. 100 meter fra bopælen, mødte han betjenten, der i en hånende tone spurgte ansøgeren, hvordan det gik med hans bror. Ansøgeren begyndte herefter at udtale sig kritisk om regimet og religionen i Iran. Der kom en flok mennesker til stedet, og da betjenten ville anholde ansøgeren, forhindrede de anholdelsen. Vedrørende retssagen har ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han deltog i to retsmøder, mens han under asylsamtalen og for nævnet har oplyst, at han ikke har deltaget i nogen retsmøder. Han har endvidere forklaret divergerende om varigheden af retssagen, idet han under oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at retssagen ifølge den iranske kalender varede fra 1388 til 1393, mens han under asylsamtalen har oplyst, at retssagen varede fra 1389 til 1391. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at det forekommer usandsynligt, at det ikke er lykkedes den iranske efterretningstjeneste at opsøge ansøgeren, der var eftersøgt af efterretningstjenesten, mens han i flere år levede i skjul, idet der henvises til ansøgerens forklaring om, at han i denne periode passede sin egen og sin fars landbrugsjord. Flygtningenævnet finder ikke, at de anførte divergenser kan forklares med tolkemæssige problemer, idet der blandt andet henvises til, at det af referaterne for ansøgernes samtaler med Udlændingestyrelsen fremgår, at ansøgerne har forstået tolken, der tolkede på farsi, og at der under mødet for nævnet ikke har været forståelsesmæssige problemer mellem ansøgerne og tolken under ansøgernes forklaringer. For nævnet blev der også tolket på farsi. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i en konkret, begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/271/MAH

iran2017270

Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015.  Flygtningenævnet udtalte:  ”Ansøgerne er etniske kurdere og Al-Haqq Yarsan af trosretning fra Islamabad, Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har ytret sig kritisk om islam og Ayatollah Ali Khamenei. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i løbet af de seneste fem år har ytret sig kritisk om islam og Ayatollah Ali Khamanei. Ansøgerens kritiske ytringer skete i forbindelse med, at hans snakkede med folk i sin butik og i andre butikker i området. I [slutningen af foråret] 2015 blev ansøgeren ringet op af en mand ved navn [A], som arbejdede for Sepah. [A] fortalte, at ansøgeren skulle møde op på Sepahs kontor, hvilket ansøgeren gjorde, idet ansøgeren tog sin lille datter med. Ansøgeren blev forholdt, at han ytrede sig kritisk mod regimet og mod Islam. Da ansøgeren afviste dette, oplyste [A], at Sepah havde optagelser af ansøgerens kritiske ytringer. Ansøgeren blev derefter vist et rum fyldt med udstyr til at foretage tortur. [A] sagde, at hvis ansøgeren forsatte sine ytringer, ville han komme ind i rummet. Han forlod derefter kontoret. En til to uger efter kom en gejstlig person ved navn [B] ind i ansøgerens butik. Han påpegede, at ansøgeren havde et billede af Sayed Nasrudin og ikke af Ayatollah Ali Khamenei i sin butik. [B] blev ved med at opsøge ansøgeren for at omvende ansøgeren til islam. Ansøgeren begyndte herefter under pres fra [B] at deltage i fredagsbøn med [B]. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at han blev tvunget til at konvertere til Islam. I [sommeren] 2015 blev ansøgeren kontaktet af en person ved navn [C] igennem chatprogrammet Bee-talk, hvorefter de mødtes adskillige gange og blev venner. [C] fortalte ansøgeren om euforiserende stoffer, og han ville gerne have seksuelt samkvem med ansøgeren. Dette fik ansøgeren til at afbryde kontakten med [C]. Ansøgeren formoder, at [C] arbejdede for Sepah for at finde ud af, hvem ansøgeren havde kontakt til, og om han ytrede sig kritisk om islam og Ayatollah Ali Khamanei. [I efteråret] 2015 udrejste ansøgeren af Iran med sin ægtefælle og datter. [I foråret] 2016 var ansøgeren i telefonisk kontakt med sin bror [D], der fortalte ansøgeren, at Sepah samme dag havde henvendt sig og spurgt efter ansøgeren. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hendes ægtefælle vil blive fængslet af de iranske myndigheder, fordi han har missioneret for yarsan-religionen, og har i øvrigt henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle missionerede for yarsan-religionen ved at chatte med folk og tale med folk i sin butik. I [foråret] 2015 blev ansøgerens ægtefælle ringet op af efterretningstjenesten, som bad ham om at møde på deres kontor. Ægtefællen tog ansøgerens datter med, og de var væk i et par timer. Ægtefællen blev advaret mod at missionere og truet ved at få vist et torturkammer. Ægtefællen blev derefter opsøgt af en mullah adskillige gange, der talte om islam og opfordrede ham til at deltage i fredagsbønnen. Ansøgeren formoder, at mullahen indsamlede oplysninger om hendes ægtefælle. Ægtefællen deltog et ukendt antal gange i fredagsbønnen, idet han følte sig truet. [I efteråret ]2015 udrejste ansøgeren af Iran med sin ægtefælle og datter. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden, og idet ansøgeren på afgørende områder har forklaret udbyggende. Flygtningenævnet finder det usandsynligt og utroværdigt, at ansøgeren, såfremt han var tilsagt af Sepah, fordi han havde ytret sig mod religionen og styret, ville medbringe sin to til tre år gamle datter. Ansøgeren har forklaret, at mødet hos Sepah fandt sted i [foråret] 2015. Familien udrejste imidlertid først i [efteråret] samme år. Ansøgerens forklaring om, at [B] og [C] i de følgende måneder handlede på vegne af Sepah fremstår ligeledes usandsynlig og af den grund utroværdige, og beror i øvrigt alene på ansøgerens formodninger. Flygtningenævnet kan af disse grunde ikke lægge ansøgerens forklaring om indkaldelsen til Sepah til grund. Ansøgeren har i asylansøgningsskemaet oplyst, at hans konflikt med myndighederne skyldes, at han havde udtalt sig kritisk om de yarestan-troendes manglende rettigheder i Iran. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen og under asylsamtalen forklaret, at han sammen med [B] deltog i flere fredagsbønner. Under samtalen med Advokaten har ansøgeren oplyst, at [B] og de øvrige deltager anså ansøgeren som muslim. Under nævnsmødet har ansøgeren udbyggende forklaret, at han den sidste gang han deltog i fredagsbønnen aflagde trosbekendelsen over for [B], hvorefter [B] og de øvrige tilstedeværende tilkendegav, at ansøgeren nu var muslim. Flygtningenævnet kan på dette grundlag ikke lægge ansøgerens forklaring om deltagelsen i fredagsbønnerne og om konversionen til grund. Ansøgeren har under nævnsmødet udbyggende forklaret, at han, mens han opholdt sig i Iran og efterfølgende i Danmark, ytrede sig kritisk mod regimet og Islam på b.la. på internetplatformen Telegram, men at dette ikke skete i eget navn. Nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han af den grund vil opleve problemer med de iranske myndigheder ved en tilbagevenden. Under nævnsmødet har ansøgeren endvidere udbyggende forklaret, at han under opholdet i Danmark har oprettet to eller tre Facebook-profiler, hvor han har udtalt sig stærkt kritisk mod regimet og især mod Islam. Ansøgeren har forevist to opslag på sin mobiltelefon, men nævnet finder det ikke sandsynliggjort, at disse har været offentliggjort eller delt på ansøgerens Facebook-profil, idet disse opslag ikke har kunnet påvises på de to eksisterende konstaterbare Facebook-profiler, der er oprettet i ansøgerens navn. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/270/HHU

iran201727

Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra [landsby], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har angiveligt været sympatisør for Komalapartiet i cirka et år og syv måneder i perioden fra den [nærmere angivet dato i foråret 2014] og frem til sin udrejse af Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han som følge af sin aktivitet for Komalapartiet frygter for, at han vil blive fængslet, henrettet eller udsat for tortur af de iranske myndigheder. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans interesse for partiet startede for otte år siden, da han blev moden nok hertil. Det var dog først den [nærmere angiven dato i foråret 2014], at ansøgeren begyndte at udføre politiske aktiviteter. Ansøgeren blev introduceret for partiet gennem sin ven [A], der er ansøgerens mors kusines søn. Ansøgeren har udført politiske aktiviteter for partiet i alt tre gange indenfor en periode på cirka 20 dage. Ansøgeren uddelte løbesedler, tidsskrifter, aviser og CD’er for partiet, som han hver gang netop havde afhentet på et aftalt sted. Ansøgeren delte materialet ud sammen med sin bror, [B], sent om natten, hvor de kørte på motorcykel mellem landsbyerne. Ansøgerens ældste bror, [C], kendte også til ansøgerens politiske aktivitet. De har dog ikke snakket specifikt om aktiviteternes karakter og indhold. Cirka 40 dage inden ansøgerens udrejse blev [A] anholdt, mens han uddelte materiale for Komalapartiet. Ansøgeren fik dette at vide af sin ældste bror, der havde fået det at vide af [A’s] mor. [A] havde angivet ansøgeren og hans bror til myndighederne. Efterfølgende opsøgte efterretningstjenesten ansøgeren og hans bror på deres bopæl. Efterretningstjenesten fandt samtidigt noget materiale, som ansøgeren og hans bror [B] havde efterladt ved en forglemmelse. Ingen af dem var imidlertid hjemme. De tilbageholdte istedet ansøgerens ældste bror og tog ham med på stationen. Ansøgerens ældste bror blev løsladt efter en time, og efter at han havde været nødsaget til at angive ansøgeren og broren [B]. Ansøgeren tog herefter til byen [bynavn] og opholdte sig der frem til sin udrejse af Iran. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den trods det overordnede ret enkle asylmotiv fremstår udbyggende og divergerende i en sådan grad, at det ikke er troværdigt, men fremstår konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret udbyggende – og divergerende i forhold til brorens forklaring - om, hvor mange gange han afhentede materiale. Dertil kommer, at ansøgeren ikke har kunnet give en troværdig forklaring på, hvorfor hans bror skulle have angivet datoen [nærmere angiven dato i foråret 2014] med den gregorianske betegnelse, som den dato broren skulle have deltaget i den første uddeling af materiale. Ansøgeren har heller ikke kunnet angive en rimelig forklaring på, hvordan han og broren ved en forglemmelse skulle kunne efterlade belastende materiale i kælderen og for, at myndighederne trods fundet af sådant materiale skullet have løsladt deres fælles bror efter blot en time og ikke efterfølgende have opsøgt ham. Flygtningenævnet finder det heller ikke overbevisende, at ansøger - først da han bliver spurgt ind til en begrundelse for at [A’s] mor skulle henvende sig på deres bopæl med oplysninger om [A] – har forklaret om en familiemæssig tilknytning. Endelig bemærkes, at den omstændighed, at ansøgeren rutinemæssigt måtte blive afhørt under indrejsen ikke i sig selv kan begrunde asyl. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevende til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/27/MJM

iran2017269

Nævnet hjemviste i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i oktober 2015. Flygtningenævnet udtalte: Formanden oplyste, at nævnet ville overveje en hjemvisning af sagen. Udlændingestyrelsen og advokaten havde lejlighed til at udtale sig. Flygtningenævnet har efter votering besluttet at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på eventuel fastlæggelse af, om ansøgeren er iransk eller irakisk statsborger. Flygtningenævnet skal i den forbindelse pege på, at følgende spørgsmål bør overvejes afklaret: 1) ægthedsvurdering af genpart udstedt [i foråret] 1979 af ansøgerens forældres vielsesattest, 2) om det kan bekræftes, at ansøgerens sagsanlæg er startet på grundlag af forældrenes vielsesattest, 3) uddybning af, hvordan det er konstateret, at moren har været gift med en irakisk statsborger, jf. det anførte i Udenrigsministeriets notat [fra begyndelsen] af 2017, 4) hvorledes det er konstateret at døtrene [A] og [B] er født i Irak som anført i Udenrigsministeriets notat, 5) om det er registeret hos de iranske myndigheder, at moren har to sønner ved navn [C] og [ansøgerens navn] og tre døtre ved navn [D], [E] og [F], udover døtrene [A] og [B] som er nævnt i Udenrigsministeriets notat, 6) i bekræftende fald om det kan oplyses, hvor børnene [C], [ansøgerens navn], [D], [E] og [F] er født/registeret, 7) om det kan bekræftes, at moren af de iranske myndigheder hele livet har været betragtet som ugift. iran/2017/269/DTO

iran2017268

Nævnet hjemviste i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i oktober 2015. Flygtningenævnet udtalte: Formanden oplyste, at nævnet ville overveje en hjemvisning af sagen. Udlændingestyrelsen og advokaten havde lejlighed til at udtale sig. Flygtningenævnet har efter votering besluttet at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på eventuel fastlæggelse af, om ansøgeren er iransk eller irakisk statsborger. Flygtningenævnet skal i den forbindelse pege på, at følgende spørgsmål bør overvejes afklaret: 1) ægthedsvurdering af genpart udstedt [i foråret] 1979 af ansøgerens forældres vielsesattest, 2) om det kan bekræftes, at ansøgerens sagsanlæg er startet på grundlag af forældrenes vielsesattest, 3) uddybning af, hvordan det er konstateret, at moren har været gift med en irakisk statsborger, jf. det anførte i Udenrigsministeriets notat [fra begyndelsen] af 2017, 4) hvorledes det er konstateret at døtrene [A] og [B] er født i Irak som anført i Udenrigsministeriets notat, 5) om det er registeret hos de iranske myndigheder, at moren har to sønner ved navn [ansøgerens navn] og [C] og tre døtre ved navn [D], [E] og [F], udover døtrene [A] og [B] som er nævnt i Udenrigsministeriets notat, 6) i bekræftende fald om det kan oplyses, hvor børnene [ansøgerens navn], [C], [D], [E] og [F] er født/registeret, 7) om det kan bekræftes, at moren af de iranske myndigheder hele livet har været betragtet som ugift. iran/2017/268/DTO

iran2017267

Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk kurdere og yarsan af trosretning fra Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter, at den kvindelige ansøgers far vil få ansøgerne skilt. Ansøgerne har endvidere henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel som følge af en gammel familiekonflikt i den mandlige ansøgers familie. Til støtte for deres oprindelige asylmotiver har ansøgerne oplyst, at den kvindelige ansøgers far insisterede på, at ansøgerne skulle lade sig skille, idet den kvindelige ansøgers far frygtede for den kvindelige ansøgers sikkerhed efter skudepisoden, hvor hun blev ramt i benet. Skudepisoden fandt sted som følge af den mandlige ansøgers familiekonflikt. Den mandlige ansøger har videre oplyst, at familiekonflikten begyndte før han blev født, og opstod på grund af nogle problemer med en pige, som resulterede i, at ansøgerens farbror blev slået ihjel af den anden familie. Den mandlige ansøgers familie slog derefter en til to personer ihjel fra den anden familie. Den mandlige ansøgers familie flygtede efterfølgende til Irak på grund af krigen mellem Iran og Irak, hvor ansøgeren blev født. Den mandlige ansøgers familie vendte tilbage til Iran i 2003, men bosatte sig ikke i den samme landsby på grund af familiekonflikten. Den mandlige ansøger tog den kvindelige ansøger med til landsbyen i 2012 for at vise hende deres gamle jord, hvor de blev beskudt af personer i en forbipasserende bil. Den kvindelige ansøger blev ramt i benet. Den mandlige ansøger blev i 2013 stoppet af tre til fire ukendte personer, mens han kørte bil i landsbyen [X]. Personerne ville slås, men lokale fra landsbyen stoppede dem inden der skete noget. Den mandlige ansøger formoder, at personerne stoppede ham på grund af familiekonflikten, idet han ikke har andre konflikter. Ansøgerne har som asylmotiv endvidere henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse som følge af, at de er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at den ikke er troværdig. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende såvel hver for sig som indbyrdes i forhold til deres i øvrigt samstemmende asylmotiv. For så vidt angår ansøgernes frygt for den kvindelige ansøgers far har nævnet lagt vægt på, at den mandlige ansøger såvel til oplysnings- og motivsamtalen som til asylsamtalen har forklaret, at hans ægtefælle efter skudepisoden opholdt sig mindst to måneder hos sine forældre. Den kvindelige ansøger har derimod til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at faren to gange kom til Teheran for at få hende med hjem, hvilket hun nægtede, og til sin asylsamtale forklarede hun, at hun besøgte forældrene to gange, at hendes far en gang var hos dem og hentede hende, og at hun var hos ham i tre til fire dage, hvorefter hun kom tilbage. Ansøgerne har ikke været i stand til at give en troværdig forklaring på disse divergenser. Flygtningenævnet finder endvidere i lighed med Udlændingestyrelsen, at selvom det kunne lægges til grund, at den kvindelige ansøgers far ønskede, at ansøgerne skulle lade sig skille, er dette ikke asylbegrundende, hvorved bemærkes at den mandlige ansøger efter sine egne oplysninger aldrig er blevet opsøgt, truet eller udsat for overgreb af svigerfaren, ligesom den kvindelige ansøger har oplyst, at hun ikke er bange for sin far. For så vidt angår familiekonflikten har Flygtningenævnet lagt vægt på, at den mandlige ansøger til sin oplysnings- og motivsamtale forklarede, at han 11 måneder efter skudepisoden blev opsøgt af fem til seks personer, mens han var hos svigerfamilien, og at de forsøgte at starte et skænderi. Til sin asylsamtale forklarede den mandlige ansøger, at han ikke modtog direkte trusler efter skudepisoden, men at han 1 år efter en gang blev stoppet i sin bil af tre til fire unavngivne personer, der gerne ville slås, og som sagde, at de ville slå ham ihjel. Han er ikke blevet opsøgt flere gange eller truet personligt ud over denne episode. Den kvindelige ansøger har derimod til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at den mandlige ansøger - inden de blev gift – blev truet på livet på et marked i Sarpol Zahab på grund af familiekonflikten, og at det var derfor, de flyttede til Teheran. Til asylsamtalen forklarede den kvindelige ansøger, at hun og den mandlige ansøger – hende bekendt – ikke oplevede andre konflikter fra skudepisoden i 2012, til de udrejste i 2015, men at den mandlige ansøger har fortalt hende, at de har truet familien gennem hans mor. De flyttede til Teheran, fordi den mandlige ansøger tidligere havde arbejdet i Teheran, og at der ikke var så meget arbejde i det område, hvor de boede. Der var ikke andre årsager til, at de flyttede til Teheran. Flygtningenævnet finder ikke, at den mandlige ansøgers forklaring om, at han ikke fortalte den kvindelige ansøger, at han var blevet stoppet i sin bil, fordi han ikke ville gøre hende bange, forekommer troværdig også henset til, at han fortalte hende, at familien var blevet truet gennem hans mor. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at det alene beror på ansøgernes egen formodning, at skudepisoden skulle have forbindelse til familiekonflikten, der angiveligt ligger langt tilbage i tiden, at ansøgerne først udrejste af Iran tre til fire år efter, at skudepisoden angiveligt fandt sted og to til tre år efter episoden, hvor ansøgeren angiveligt blev stoppet i sin bil, samt ca. ½ år efter, at den kvindelige ansøgers far angiveligt tilbageholdt hende, og at de i denne periode ikke oplevede problemer. Den kvindelige ansøger har således også til sin asylsamtale forklaret, at de ikke havde mulighed for at rejse før, og at de tog chancen, da de hørte, at flugtvejene var åbne. For så vidt angår konversionen bemærker Flygtningenævnet, at det afgørende er, om konversionen kan anses som værende reel. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgernes forklaring om deres asylmotiv i hjemlandet er blevet forkastet i sin helhed som utroværdig. På denne baggrund påhviler der ansøgerne en skærpet bevisbyrde for at sandsynliggøre, at konversionen er reel. Flygtningenævnet bemærker herved, at den mandlige ansøger til sin oplysnings- og motivsamtale forklarede, at han ikke er religiøs, og at religion ikke betyder noget for ham, og at den kvindelige ansøger forklarede, at hun tilhører trosretningen yarsan, praktiserer sin religion og ikke har interesse for andre religioner. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerne først oplyste om en interesse for kristendommen i forbindelse med advokatindlægget [fra foråret] 2017 med bemærkning, at de ikke ville bruge det som asylmotiv, da det var meget nyt for dem. Ansøgerne og deres søn er efter det nu oplyste blevet døbt [i sommeren] 2017 efter få måneders kristendomsundervisning, som de påbegyndte ganske kort tid efter at have modtaget Udlændingestyrelsens afslag [i efteråret] 2016. Ansøgerne har under nævnsmødet vel forklaret om, hvordan deres interesse for kristendommen opstod, ligesom de har demonstreret en – om end begrænset – viden om kristendommen, men deres forklaring og fremtræden under nævnsmødet har efter nævnets opfattelse ikke givet et overbevisende udtryk for, at konversionen er reel. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at konversionen er reel. Flygtningenævnet finder således sammenfattende ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/267/CMA

iran2017266

Nævnet meddelte i august 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i demonstrationer mod regimet i sommeren 2009, marts 2010 og marts 2012. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive fængslet på livstid eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han har uddelt karikaturtegninger af profeten Mohammed og afbrændt Koranen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i [foråret/sommeren] 2012 downloadede tre karikaturtegninger af profeten Mohammed fra internettet, som han delte med to-tre andre. Ansøgeren blev efterfølgende indkaldt til en samtale hos Herasat og fik forbud mod at komme på universitetet. Ansøgeren og ansøgerens far mødtes herefter med Herasat med henblik på at få ansøgeren tilbage på universitetet. På et efterfølgende møde, hvor også to mullaher deltog, fik ansøgeren lov til at fortsætte på universitetet, såfremt han ikke udførte noget forbudt eller forkert. I [foråret] 2013 blev ansøgeren og hans far opsøgt af efterretningstjenesten, hvor ansøgeren blev afhørt om karikaturtegningerne. Ansøgeren blev derefter tilbageholdt i 18 dage. Frem til sommeren 2013 blev ansøgeren afhørt fire gange. Under en ferie med sine venner i Kermanshah i sommeren 2014, satte ansøgeren under en udflugt med sine venner ild til en Koran, hvilket den ene ven filmede med sin mobiltelefon. En til to måneder senere oplyste ansøgerens farbror ansøgeren om, at hans kollega fra militæret havde fortalt ham, at efterretningstjenesten mistænkte ansøgeren for at have afbrændt Koranen. Ansøgeren udrejste herefter af Iran. I [sommeren] 2016 fortalte ansøgerens bror, at to civilklædte personer havde opsøgt ansøgerens fars bopæl og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren har yderligere oplyst, at han efter sin indrejse i Danmark har oprettet en blog under navnet ”[X]”, hvor han har lagt blandt andet satiriske tegninger og tekster, som han selv skriver, og at han omkring marts 2016 blev interviewet på radio [A] om sin asylsag i Danmark. Disse aktiviteter vil blive betragtet som blasfemi og en ærekrænkelse af profeten Mohammed, hvilket er en alvorlig forbrydelse i Iran. Flygtningenævnet finder at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund og har herved lagt vægt på, at ansøgeren i det væsentlige har forklaret troværdigt og konsistent om konflikten med den lokale sikkerhedstjeneste på universitetet og efterretningstjenestens senere opsøgning og tilbageholdelse af ham og hans far samt om afbrændingen af en koran og videooptagelsen heraf. Nævnet finder, at ansøgeren herved er kommet i de iranske myndigheders søgelys. Når der videre henses til oplysningerne om ansøgerens aktiviteter i Danmark, der må anses som en videreførelse af hans aktiviteter i Iran, og oplysningerne i baggrundsmaterialet om de iranske myndigheders overvågning af regimekritiske aktiviteter i udlandet, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for asylbegrundet forfølgelse i Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2017/266/CMA

iran2017265

Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han efter sin ankomst til Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har været aktiv for KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har udført politiske aktiviteter for KDPI. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han begyndte at udføre politiske aktiviteter for KDPI efter [efteråret] 2014. Ansøgeren fragtede konvolutter og breve frem og tilbage i Iran for KDPI sammen med en person ved navn [A]. Ansøgeren gjorde dette i omkring ét år. Sidste gang ansøgeren udførte politiske aktiviteter for KDPI var 20-30 dage før, han udrejste af Iran. Ansøgeren udrejste, da de iranske myndigheder blev bekendt med hans tilknytning til KDPI. Myndighederne opsøgte i den forbindelse ansøgerens forældres bopæl. Myndighederne ransagede bopælen. Ansøgeren var på daværende tidspunkt i (…). Myndighederne anholdte ansøgerens morbror ved navn [B] og [A]. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at en person ved navn [C] satte ham i forbindelse med en huskirke i Iran. Ansøgeren har deltaget i fire huskirkemøder, inden han udrejste af Iran. Ansøgeren fik oplyst af en person ved navn [D], at huskirken var blevet opdaget af de iranske myndigheder, og at [C] og præsten for huskirken var blevet taget af de iranske myndigheder. De iranske myndigheder har opsøgt ansøgerens familie ved deres bopæl omkring én gang om ugen siden ansøgerens udrejse, og ansøgerens far har været tilbageholdt af de iranske myndigheder syv til otte gange. Fire måneder efter at ansøgeren indrejste i Danmark, begyndte han at komme i Dronninglund Kirke. Den 20. november 2016 blev ansøgeren døbt i samme kirke. Ansøgeren har fremlagt dokumentation for, at han i november 2016 er blevet døbt i en dansk folkekirke. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at han har fulgt undervisning i kristendom både før og efter sin dåb og derudover har deltaget i en kristen sommerlejr i juli 2017. Selvom ansøgeren til asylsamtalen den 14. oktober 2016 gav udtryk for, at han ikke havde et særlig godt kendskab til kristendommen, og selvom han efter det oplyste gik i kirke i Danmark på daværende tidspunkt, har han således under mødet i nævnet kunnet forklare sammenhængende om centrale dele af den kristne tro. Nævnet finder ikke grundlag for at antage, at ansøgerens konvertering til kristendommen udspringer af forhold, som ikke beror på en reel religiøs overbevisning, og nævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen under sit ophold i Danmark. Det er ikke nærmere oplyst, hvilken gren af yaresan ansøgeren tilhører. Nævnet kan derfor ikke afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse som følge af sin konvertering til kristendommen. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder herefter ikke anledning til at tage stilling til, hvorvidt ansøgeren kan meddeles asyl på grundlag af sin forklaring om politiske aktiviteter for KDPI.” Iran/2017/265/JHB.

iran2017263

Nævnet meddelte i august 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet meddelte afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 i 2011. I 2017 blev sagen genoptaget til nyt mundtligt nævnsmøde.  Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er iransk statsborger fra […], Iran, og etnisk kurder. Ansøgeren har i forbindelse med Udlændingeservices og Flygtningenævnets behandling af sagen i 2011 oplyst, at han var sunnimuslim af trosretning, og ansøgeren oplyste, at han fra 2006 til 2010 var aktiv sympatisør for KDPI. [I sommeren] 2011 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse […] om afslag på opholdstilladelse. Nævnet fandt efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2 var opfyldt. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde afgivet divergerende oplysninger på en række punkter. Ansøgeren havde som asylgrundlag oplyst, at han ved tilbagevenden til Iran frygtede at blive fængslet og henrettet på grund af aktiviteter for KDPI. [I starten af] 2014 anmodede ansøgeren Flygtningenævnet om at genoptage behandlingen af sagen. Baggrunden for anmodningen var, at ansøgeren i de forløbne år i Danmark havde involveret sig i politiske aktiviteter. Det fremgik blandt andet, at ansøgeren siden [sommeren] 2013 havde været i kontakt med det kurdiske parti […] i Danmark, og at han havde deltaget i partiets politiske aktiviteter, herunder protester imod det iranske styre ved den Iranske Ambassade og ved Christiansborg [i efteråret] 2013. Ansøgeren havde også deltaget i en sultestrejke i [dansk by] [i efteråret] 2013. Flygtningenævnet meddelte [i vinteren] 2014, at nævnet ikke fandt grundlag for at genoptage sagen, idet nævnet fandt, at der ikke var tilført sagen nye væsentlige oplysninger eller synspunkter. Nævnet fandt efter en konkret vurdering således ikke, at ansøgeren som følge af de påberåbte aktiviteter var blevet eksponeret på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til Iran ville blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7. [I starten af] 2017 anmodede ansøgeren igen Flygtningenævnet om at genoptage behandlingen af sagen. Til støtte for anmodningen oplyste ansøgeren nu, at han i sensommeren/efteråret 2015 fik interesse for kristendommen, og at han efter et dåbsforberedelsesforløb på seks måneder blevet døbt i [en dansk kirke i efteråret] 2016. På denne baggrund besluttede Flygtningenævnet [i foråret] 2017 at genoptage sagen og udsætte ansøgerens udrejsefrist. Efter sagens genoptagelse har ansøgeren på ny påberåbt sig politiske aktiviteter for [det kurdiske parti] i Danmark som asylgrundlag. Ansøgeren har dels henvist til de omstændigheder, der begrundede anmodningen om genoptagelse i 2014, dels at han som ansvarlig for [det kurdiske parti] i Danmark flere gange har deltaget i mange forskellige aktiviteter og flere gange har udtalt sig officielt på internethjemmesiden […]. Han har endvidere oplyst, at han har foretaget adskillige politiske opslag på en Facebook-side, som han i dag ikke kan tilgå, fordi den er spærret af Facebook, ligesom den to gange er blevet hacket. Ansøgeren har videre oplyst, at han har oplevet at få fjernet opslag vedrørende […], på sin nye Facebook-side. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har endvidere henvist til sine politiske aktiviteter for det kurdiske parti […] i Danmark. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der var anført i nævnets afgørelse [fra vinteren] 2014, at der på baggrund af de oplysninger, der da forelå ikke da var grundlag for at genoptage sagen. Flygtningenævnet lægger imidlertid efter ansøgerens forklaring, der støttes af sagens oplysninger i øvrigt, til grund, at ansøgeren siden 2014 har fortsat sit virke for [det kurdiske parti] i Danmark, hvor han er ansvarlig for […]. Nævnet bemærker således, at på ansøgerens navn og [det kurdiske parti] i Google giver en række resultater på første søgningsside, hvor ansøgeren i artikler med navn og billede sættes i forbindelse med [det kurdiske parti] i Danmark, herunder med link til en artikel vedrørende et interview med ansøgeren, […]. En søgning på ”[det kurdiske parti]” resulterer ligeledes i en henvisning til omtalte artikel på første side i søgningsresultatet. Denne artikel er ligeledes ledsaget af et billede af ansøgeren. Nævnet finder på denne baggrund, når det tillige sammenholdes med sagens øvrige oplysninger, herunder oplysningerne om ansøgerens deltagelse i og rolle ved demonstrationer uden for den iranske ambassade i Danmark, at der er en reel risiko for, at ansøgeren ved sine politiske aktiviteter i Danmark nu kan have opnået i hvert fald en vis grad af profilering i forhold til de iranske myndigheder. Det fremgår af baggrundsoplysningerne for nævnet, herunder [navngiven rapport fra 2016], at […], og at […]. Det fremgår endvidere blandt andet, at […]. Flygtningenævnet finder, at det på denne baggrund – og som sagen nu foreligger oplyst – er godtgjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til ansøgerens nye asylmotiv, der vedrører hans konversion til kristendommen.” iran/2017/263/MKT

iran2017262

Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra […], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han nægtede at kæmpe mod ISIL i Syrien. Ansøgerens bopæl blev i 2014 opsøgt første gang af den iranske efterretningstjeneste. Ansøgeren var på arbejde, og hans ægtefælle fortalte han, at folkene fra efterretningstjenesten havde spurgt efter ham. Omkring otte til ni måneder senere blev ansøgerens bopæl opsøgt igen af efterretningstjenesten. Ansøgerens ægtefælle fortalte ansøgeren, at personerne fra efterretningstjenesten havde oplyst, at han skulle henvende sig til efterretningstjenestens kontor. Efter yderligere fire måneder blev ansøgerens bopæl opsøgt for tredje gang. Ansøgerens ægtefælle fik at vide, at ansøgeren skulle henvende sig på efterretningstjenestens kontor. Omkring to måneder senere blev ansøgerens bopæl opsøgt for fjerde gang. Ansøgerens ægtefælle fik igen at vide, at ansøgeren skulle henvende sig til efterretningstjenestens kontor, fordi de havde brug for ansøgeren. Dagen efter det fjerde besøg fra myndighederne henvendte ansøgeren sig til efterretningstjenestens kontor, hvor han blev lagt i håndjern. Han blev af en højt placeret efterretningsmedarbejder blev beordret til at deltage i krigen mod ISIL i Syrien, fordi han ikke havde aftjent værnepligt. Ansøgeren spurgte, hvilke konsekvenser det ville få at nægte, og fik at vide, at der ikke var noget alternativ. Ansøgeren blev arresteret, og dagen efter blev han afhørt af efterretningsmedarbejderen. Da ansøgeren fortsat ikke ønskede at blive sendt til Syrien, fortalte efterretningsmedarbejderen ansøgeren, at han enten ville blive henrettet eller blive fængslet i 10 til 15 år. Ansøgeren accepterede herefter at medvirke og tage til Syrien, men at han skulle bruge nogle dage sammen med sin familie. Ansøgeren underskrev derefter et for ham ukendt dokument og fik at vide, at han ville blive hentet i løbet af nogle dage. Ansøgeren besluttede sig herefter for at flygte ud af Iran. Efterfølgende er ansøgerens bopæl blevet opsøgt flere gange af den iranske efterretningstjeneste, der har ledt efter ansøgeren. Ansøgerens ægtefælle er blevet afhørt om ansøgeren tre gange. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger blandt andet vægt på, at ansøgeren i forhold til det relativt enkle forløb har forklaret divergerende på en række punkter. Ansøgeren har således forklaret forskelligt om, hvornår efterretningstjenesten første gang bad ham om at henvende sig på efterretningstjenestens kontor. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at ansøgerens ægtefælle fortalte, at efterretningstjenesten første gang, de var på bopælen, oplyste, at ansøgeren skulle henvende sig på efterretningstjenestens kontor. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at efterretningstjenesten først anden gang, de var på bopælen, oplyste dette. Videre har ansøgeren forklaret forskelligt om, hvornår efterretningstjenesten første gang truede ham med henrettelse eller en fængselsstraf på 10 til 15 år. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at det skete den anden dag, han var på efterretningstjenestens kontor – efter han havde tilbragt natten i arresten. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han blev truet med henrettelse eller fængselstraf på 10 til 15 år lige efter, han var blevet tilbageholdt. Ansøgeren har også forklaret forskelligt om, hvordan han kunne se, at en af personerne på efterretningstjenestens kontor var af højere rang end de øvrige. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at personen havde et 1-tal på navneskiltet. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at personen havde to stjerner på sin uniform. Flygtningenævnet lægger lige som Udlændingestyrelsen også vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om antallet af gange, ansøgerens bopæl (og ikke ansøgeren som anført af Udlændingestyrelsen) blev opsøgt af efterretningstjenesten, efter ansøgerens udrejse. Desuden finder Flygtningenævnet, at det er påfaldende, at den iranske efterretningstjeneste skulle have opsøgt ansøgeren fire gange på bopælen uden at opsøge ansøgeren på de steder, hvor ansøgeren udførte sit arbejde. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren har forklaret, at han kom i kontakt med sine kunder via telefonen, og at han havde arbejdet for en person med tilknytning til efterretningstjenesten. Flygtningenævnet finder endvidere, at det er bemærkelsesværdigt, at ansøgeren på den ene side har forklaret, at han sad efterretningstjenestens første anmodninger om at møde op overhøring, fordi han var af den overbevisning, at han ikke havde noget udestående med tjenesten, og på den anden side, at han samtidig var klar over, at broren, [Y], var gået under jorden, selvom han angiveligt skulle have pligt til at melde sig regelmæssigt hos efterretningsmyndighederne. Under hensyn til, at efterretningstjenesten ikke nævnte [Y]s sag, finder nævnet heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7 af de iranske myndigheder som følge af [Y]s problemer med myndighederne. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret, at flere af divergenserne beror på misforståelser. Hertil skal bemærkes, at ansøgeren efter oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen fik referaterne oversat, og at han ikke havde bemærkninger hertil. Nævnet er også opmærksom på de generelle forhold for kurdere i Iran, men de generelle forhold kan ikke begrunde, at ansøgeren af den grund meddeles opholdstilladelse. Endelig er nævnet opmærksom på, at ansøgeren er analfabet men finder ikke, at denne omstændighed kan føre til en anden vurdering. Herefter og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/262/MKT

iran2017261

Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv.  Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran, frygter at blive dræbt eller at komme i fængsel, idet han har talt nedsættende om det iranske styre. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han fra […] maj 2007 og frem til […] august 2015 har søgt om økonomisk hjælp hos en nødhjælpsorganisation ved navn […]. Ansøgerens ansøgning er blevet afvist hver gang. [I] august 2015 blev hans ansøgning afvist af komitéens chef med den begrundelse, at ansøgeren er yari-troende og derfor blev anset som værende vantro og uren. Ansøgeren blev i den forbindelse vred og talte nedsættende om det iranske styre over for personalet ved komitéen, som herefter tilkaldte politiet. Ansøgeren skjulte sig i to dage hos et familiemedlem, hvorfra han kontaktede sin bror telefonisk. Broren oplyste, at de iranske myndigheder havde henvendt sig på familiens bopæl for, inden han udrejste og gør det fortsat, efter han er udrejst af Iran, idet de iranske myndigheder efterstræber ham. Efter ankomsten til Danmark er ansøgeren blevet bekendt med, at politiet har henvendt sig på familiens bopæl omkring 20 gange efter ansøgerens udrejse af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange gange han henvendte sig til hjælpeorganisationen og om, hvor mange gange hans familie blev opsøgt af myndighederne. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår organisationen undersøgte hans baggrund ved henvendelse til hans naboer. Han har således til Udlændingestyrelsen forklaret, at hans forhold blev undersøgt allerede i 2007, mens han under nævnsmødet har forklaret, at hans forhold først blev undersøgt kort før hans konflikt i 2015. Ansøgeren har tillige forklaret udbyggende om selve asylmotivet, idet han i asylskemaet ikke har nævnt konflikten med myndighederne, men alene de generelle forhold for yarsanere, og således først under de senere samtaler med Udlændingestyrelsen har forklaret om konflikten med hjælpeorganisationen. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at redegøre for de nævnte divergenser og udbygninger, som Flygtningenævnet ikke finder alene kan forklares ved tolkefejl og misforståelser. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om, at han har råbt skældsord mod det iranske styre hos en hjælpeorganisation, og Flygtningenævnet tilsidesætter i konsekvens deraf ansøgerens forklaring om, at dette skulle være blevet meldt til myndighederne. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han har asylbegrundende konflikter i Iran. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold for yari-troende trods vanskelige ikke i sig selv kan begrunde beskyttelse af udlændingelovens § 7.  Den omstændighed, at ansøgeren er udrejst illegalt af Iran kan efter baggrundsoplysningerne om straffen herfor heller ikke medføre beskyttelse efter udlændingelovens § 7. Det kan ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren efter sin indrejse i Danmark har oprettet en Facebook-profil, hvor han udtaler sig kritisk om det iranske styre og om forholdene for yarsanere. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren fremstår helt uprofileret over for myndighederne i Iran, og at han ikke har sandsynliggjort, at hans Facebook-profil er kommet eller vil komme til de iranske myndigheders kendskab. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/261/nke