Nævnet omgjorde i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Sagen er sambehandlet med Iran/2022/32, Iran/2022/38 og Iran/2022/39. Indrejst i 2009.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk perser og shiamuslim fra Teheran, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2009 klageren afslag på asyl. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive fængslet eller stenet af de iranske myndigheder, idet han havde haft et forhold til en gift kvinde. Flygtningenævnet meddelte [i vinteren 09/10] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til, at nævnet lagde klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017). Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Klageren har i forbindelse med den nærværende sag henvist til sit oprindelige asylmotiv. På det nu foreliggende grundlag lægges det til grund som ubestridt, at klageren er søn af [A] (oprindeligt [A]) og [B] og bror til [C] (oprindeligt [C]) samt [D] (oprindeligt [D]). Det lægges desuden til grund som ubestridt, at klageren sandfærdigt har oplyst om sit oprindelige navn, samt navnene på sin far, mor og søskende i forbindelse med sin indrejse til Danmark. Det lægges yderligere til grund som ubestridt, at klageren efterfølgende under sit ophold i Danmark har skiftet navn, og at han blandt andet i forbindelse med inddragelsesagen og forlængelsessagen bevidst har forklaret usandt om sine familiemæssige relationer til [A], [B], [C] og [D], hvilket ikke er uvæsentligt i forhold til vurderingen af klagerens troværdighed. Klageren har dog på væsentlige punkter fastholdt sine forklaringer om sit asylmotiv under henholdsvis den oprindelige asylsag og nærværende sag. Forklaringerne er afgivet med ca. 13 års mellemrum. Flygtningenævnet bemærker, at det er myndighederne, der har bevisbyrden for, at opholdstilladelsen er opnået ved svig, og efter en samlet vurdering af sagen, finder Flygtningenævnet, at der ikke er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at antage, at [klageren] har opnået opholdstilladelse ved svig. Den omstændighed, at klageren har forklaret divergerende i relation til nogle omstændigheder om sit asylmotiv, herunder antallet af seksuelle relationer, til den omhandlede gifte kvinde, samt de eksakte omstændigheder, hvorunder hans forhold til denne kvinde blev opdaget, findes efter det foreliggende ikke at kunne føre til et andet resultat. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [truffet i efteråret 2021], således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Iran/2022/31/EHD
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 1995 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1. Klageren blev i 2019 idømt fængsel i 4 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, § 245, stk. 1, § 123 og § 192 a, stk. 3, jf. stk. 1, jf. lov om våben og eksplosivstoffer § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1, jf. straffelovens § 89 samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Irak. Klageren er etnisk araber og muslim, men praktiserer ikke religionen. Klageren er fra [by A], Irak. Klageren har oplyst, at han har været medlem af Al-Baath partiet, idet han som værnepligtig automatisk blev meldt ind i partiet. Klageren har ikke lavet aktiviteter for partiet. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter, at han vil blive slået ihjel af de irakiske myndigheder. Klageren frygter også de generelle forhold i landet. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han sammen med en gruppe andre soldater under Golfkrigen i Kuwait deserterede fra militæret omkring år [periode i 1990’erne], og at han flygtede til [land A]. Klageren vil som følge heraf få problemer også med den nuværende regering, idet han vil blive henrettet for at desertere, selvom det skete i 1990’erne, fordi den nuværende regeringen arbejder efter samme princip som den tidligere regering. Klageren har videre henvist til, at han i forbindelse med aftjeningen af sin militærpligt ufrivilligt blev meldt ind i Al-Baath partiet, og at den nuværende regering vil anse dette som, at han støttede Saddam Husseins styre. Klageren har endvidere henvist til, at han for fem til seks år siden af sin herboende bekendte har fået oplyst, at han er mistænkt for at have slået [X] ihjel, som klageren deserterede fra hæren sammen med under Golfkrigen i Kuwait, og at [X’s] familie, særligt hans storebror, i Irak ønsker at hævne sig på klageren. Hans bekendte har fået oplysningerne herom fra sin familie i Irak. Endelig har han henvist til, at han ikke har noget at vende tilbage til i Irak, fordi han ikke har familie eller tilstrækkelige økonomiske midler til sit underhold, samt at han ikke kan leve under de generelle forhold i Irak. Klageren, der er [antal] år, har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, men er ved Østre Landsrets ankedom [i sommeren] 2019 blevet idømt fængsel i 4 år og 6 måneder for blandt andet røveri, jf. straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, vold, jf. straffelovens § 245, vidnetrusler, jf. straffelovens § 123, besiddelse af et [våben], jf. straffelovens § 192 a, jf. våbenlovens § 2, jf. § 1, indbrudstyveri, jf. straffelovens § 276 a, og hæleri, jf. straffelovens § 290, stk. 1, og udvist med indrejseforbud for bestandig. Flygtningenævnet skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffe afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at han har en konflikt med myndighederne i Irak som følge af klagerens desertering fra militæret i [1990’erne], bemærker Flygtningenævnet, at forholdet ligger cirka [antal] år tilbage under Saddam Hussein-regimet, der på daværende tidspunkt var ved magten, og at Saddam Hussein og dennes støtter ikke længere er ved magten i Irak. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at han har været medlem af Al-Baath-partiet, finder Flygtningenævnet ikke, at dette i sig selv kan være asylbegrundende, herunder blandt andet da indmeldelsen i Al-Baath-partiet skete “ standardmæssigt” af myndighederne for alle menige soldater, der skulle være værnepligtige. Dertil kommer, at klageren ikke kan anses for at være profileret på nogen måde, og at klageren deserterede fra sin militærtjeneste under det daværende Saddam Hussein-styre, hvorved han har vist sin afstandtagen fra det daværende regime. Vedrørende klagerens asylmotiv om, at han har en konflikt med [X’s] familie, der mistænker klageren for at stå bag [X’s] død, da de sammen deserterede i [1990’erne], har han forklaret udbyggende og divergerende. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2021 forklarede klageren således, at det var hans bekendte fra [by B], der havde fortalt, at han havde hørt rygter om, at klageren havde dræbt [X], og at den bekendte tillige for omkring 5-6 år siden skulle have modtaget et brev eller telefonopkald fra sin familie i Irak om, at klageren stod bag [X’s] død. Under nævnsmødet har klageren derimod forklaret, at han fik oplysningerne om rygterne fra hans lillebrors kones søster, der bor i Irak, der havde hørt om rygterne fra hendes naboer. Udbyggende har klageren under nævnsmødet forklaret, at han også hørte om rygterne fra hans ex-kones familie, og yderligere fra hans tidligere soldaterkammerater. Under nævnsmødet har klageren endvidere forklaret, at det ikke kun er klageren, men også to til tre andre personer, [X] var sammen med, som [X’s] familie mistænker for at have del i dødsfaldet. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at [X’s] familie efter cirka [antal] år skulle efterstræbe klageren på nuværende tidspunkt, ligesom det fremstår påfaldende, at de omhandlede rygter først skulle være opstået for få år siden, når [X] døde for cirka [antal] år siden. Klageren er endvidere ikke blevet personligt kontaktet eller truet af nogen fra [X’s] familie, og klagerens asylmotiv baserer sig på rygter, han ikke tilnærmelsesvis har underbygget. Dertil kommer, at klageren har forklaret udbyggende og divergerende om sit asylmotiv på helt centrale punkter. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet derfor ikke dette asylmotiv troværdigt, men konstrueret til lejligheden. Det forhold, at klageren ikke har tilstrækkelige økonomiske midler og ikke har en bolig i Irak er socio-økonomiske forhold, der ikke kan være asylbegrundende. Heller ikke de generelle forhold i Irak kan i sig selv være asylbegrundende. På den baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller behandling fra de irakiske myndigheder eller andre omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Da der herefter ikke foreligger grunde, der forhindrer at udsendelse kan ske, som anført i udlændingelovens § 31, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 4. februar 2022.” Irak/2022/16/aca
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Georgien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk georgiere og kristne fra [A]-regionen, Georgien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Georgien frygter en tidligere forretningspartner. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i [foråret] 2016 købte sig ind i en [virksomhed], hvor han arbejdede som [kontorfunktionær]. Et [familiemedlem] til en af ejerne i virksomheden brugte uretmæssigt virksomhedens penge, hvorfor virksomheden gik konkurs. Ansøgeren blev dernæst beskyldt for at have begået underslæb af sin tidligere forretningspartner. Den mandlige ansøger har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter sin ægtefælles tidligere ægtefælle, der har sendt ham en trussel via [socialt medie]. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Georgien frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælle. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes ægtefælle har været i militæret, og da hans militærkontrakt skulle forlænges i [starten af 2010’erne], blev dette nægtet under henvisning til, at ægtefællen var medlem af Nationalbevægelsen. Flygtningenævnet er for så vidt angår den kvindelige ansøger enig i Udlændingestyrelsen resultat og begrundelsen herfor. Flygtningenævnet finder, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse af 8. juli 2021 i sag nr. 33056/17 (Tkhelidze v. Georgien) ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ved afgørelsen er taget stilling til en konkret sag involverende det georgiske politi. Flygtningenævnet er for så vidt angår den mandlige ansøger og dennes asylmotiv relateret til en tidligere forretningspartner enig i Udlændingestyrelsens resultat og begrundelse herfor. Flygtningenævnet henviser vedrørende den mandlige ansøgers asylmotiv relateret til den kvindelige ansøgers tidligere ægtefælle til den ovenfor anførte begrundelse vedrørende den kvindelige ansøger. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” Geor/2022/4/juri
Nævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara fra Afghanistan, men ansøgeren har oplyst, at han er opvokset i Iran, idet at han og hans familie flygtede fra Afghanistan på grund af ansøgerens fars problemer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin fars fjender, fra Taliban og personer fra familieklanen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel, fordi han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans far arbejdede [i en højere stilling] i [H-provinsen]. På grund af farens konflikter med personer fra klanen og problemer med Taliban, var familien nødt til at flygte til Iran. I 2018 tog ansøgeren sammen med sin bror [A] til [B] i [H]-provinsen i Afghanistan, fordi familien fortsat havde jord der. Under opholdet opsøgte en kvinde ansøgeren og hans bror og oplyste, at hvis de var sønner af [C], ansøgerens far, måtte de forlade byen straks for ikke at blive pågrebet af kommandanter. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han fik interesse for kristendommen via sin bror [D], som introducerede ham til kristendommen i 2017 eller 2018, da han var på besøg i Iran. I starten gjorde ansøgeren sammen med sin familie grin af [D], fordi ansøgeren på det tidspunkt var troende muslim. På ansøgerens rejse til Tyrkiet bad han til gud, der viste ham vej. Da ansøgeren kom til Tyrkiet fandt han Jesus. I Tyrkiet lærte ansøgeren en præst ved navn [E] at kende, og ansøgeren læste biblen og fik interesse for kristendommen. Ansøgeren talte med [E] om forskellige spørgsmål og ting, som han var i tvivl om. I Tyrkiet var ansøgeren også i kirke en enkelt gang. I Danmark har ansøgeren fortsat sine kristne aktiviteter, og han går i kirke, er protestant og blev døbt [i efteråret] 2020. Ansøgeren har i kristendommen fundet kærlighed, venlighed og ro. De generelle forhold i Afghanistan: Efter de foreliggende baggrundsoplysninger er de generelle forhold i Afghanistan ikke af en sådan karakter, at enhver vil være i en reel risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse eller i øvrigt overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som følge af sin blotte tilstedeværelse i Afghanistan. Klagerens individuelle forhold: Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens far var ansat i en højere administrativ stilling i [H]-provinsen, at han i et vist omfang udtalte sig negativt om Taliban, og at han udrejste fra Afghanistan med sin familie for flere år siden og på et tidspunkt, hvor ansøgeren var så ung, at ansøgeren ikke husker, hvornår udrejsen fandt sted. Ansøgeren har kun i helt overordnede vendinger kunne forklare om udrejsen og baggrunden herfor. Ansøgeren har til asylsamtalen blandt andet oplyst, at han aldrig har modtaget personlige trusler fra Taliban eller familieklanen, og ansøgeren har forklaret udetaljeret og afglidende om de påståede konflikter, herunder navnlig om karakteren og årsagen til konflikterne, og ansøgerens forklaring om hans kortvarige ophold i [B] i [H]-provinsen i 2018 fremstår som konstrueret til lejligheden. Derfor, og efter de i øvrigt foreliggende baggrundsoplysninger, tiltræder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren står i et asylbegrundede modsætningsforhold til Taliban eller familieklanen. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er døbt, og at han har udvist en vis aktivitet inden for kristne trossamfund, herunder i [F], hvor han nu er volontør, og at han har været elev på [G], men ansøgeren har forklaret afglidende og til dels divergerende om, hvornår og under hvilke omstændigheder hans interesse for kristendommen opstod, og ansøgeren har i det væsentlige forklaret om kristendommen i generelle termer. Herefter tiltræder Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens vurdering af og begrundelse for, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion er reel. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Afgh/2022/34/anjv
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Rumænien. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde.Flygtningenævnet udtalte:”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land, som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt subsidiær beskyttelse i Rumænien [i foråret] 2021. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at de rumænske myndigheder [i efteråret] 2021 har oplyst, at klageren [i foråret] 2021 blev meddelt subsidiær beskyttelse i Rumænien. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) bl.a.: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter nævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på bl.a., om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp m.v. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få den pågældendes ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren, der som nævnt har opnået subsidiær beskyttelse i Rumænien, vil kunne indrejse og opholde sig lovligt i Rumænien, og at han i Rumænien vil være beskyttet mod videresendelse til [sit oprindelsesland] eller til et land, hvor han ikke vil være beskyttet mod en sådan videresendelse (refoulement). Forholdene for personer med subsidiær beskyttelsesstatus i Rumænien er bl.a. behandlet i U.S: Department of State, Romania 2021, Human Rights Report, pkt. f, og AIDA, Country Report Romania, 2020 update. Sidstnævnte rapport indeholder på s. 146-176 en nærmere redegørelse for de rettigheder, som er tillagt indehavere af international beskyttelse i Rumænien i forhold til fri bevægelighed, bolig, arbejde og uddannelse, sociale ydelser og adgang til sundhedsvæsenet mv. Uanset at forholdene i Rumænien for flygtninge fremstår vanskelige, er der med udgangspunkt i disse baggrundsoplysninger ikke grundlag for at fastslå, at flygtninge i Rumænien generelt ikke bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Der foreligger heller ikke oplysninger om klagerens individuelle forhold, der kan danne grundlag for en anden vurdering af, at betingelserne er opfyldt for at anse Rumænien som første asylland. Nævnet har herved lagt vægt på de samme forhold, som Udlændingestyrelsen har henvist til i afgørelsen [af efteråret] 2021. De synspunkter, der fremgår af DRC Dansk Flygtningehjælps indlæg af [vinteren 21/22] om bl.a. ansøgerens nære familiemedlemmer med ophold i Danmark og om den manglende bistand fra de rumænske myndigheder i forhold til at lære sproget samt at finde bolig og arbejde, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Det forhold, at Rumænien med baggrund i krigen i Ukraine midlertidigt har suspenderet Dublinoverførsler, kan ikke føre til en anden afgørelse. Nævnet har lagt vægt på, at klageren allerede har opnået international beskyttelse i Rumænien og derfor har ret til at indrejse i og opholde sig i landet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” §29b-Rum/2022/2/mima
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Rumænien. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde.Flygtningenævnet udtalte:”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land, som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt subsidiær beskyttelse i Rumænien [i foråret] 2021. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at de rumænske myndigheder [i sommeren] 2021 har oplyst, at klageren [i foråret] 2021 blev meddelt subsidiær beskyttelse i Rumænien. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) bl.a.: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter nævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på bl.a., om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp m.v. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få den pågældendes ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren, der som nævnt har opnået subsidiær beskyttelse i Rumænien, vil kunne indrejse og opholde sig lovligt i Rumænien, og at hun i Rumænien vil være beskyttet mod videresendelse til [sit oprindelsesland] eller til et land, hvor hun ikke vil være beskyttet mod en sådan videresendelse (refoulement). Forholdene for personer med subsidiær beskyttelsesstatus i Rumænien er bl.a. behandlet i U.S: Department of State, Romania 2021, Human Rights Report, afsnit 2, pkt. f, og AIDA, Country Report Romania, 2020 update. Sidstnævnte rapport indeholder på s. 146-176 en nærmere redegørelse for de rettigheder, som er tillagt indehavere af international beskyttelse i Rumænien i forhold til fri bevægelighed, bolig, arbejde og uddannelse, sociale ydelser og adgang til sundhedsvæsenet mv. Uanset at forholdene i Rumænien for flygtninge fremstår vanskelige, er der med udgangspunkt i disse baggrundsoplysninger ikke grundlag for at fastslå, at flygtninge i Rumænien generelt ikke bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Der foreligger heller ikke oplysninger om klagerens individuelle forhold, der kan danne grundlag for en anden vurdering af, at betingelserne er opfyldt for at anse Rumænien som første asylland. Nævnet har herved lagt vægt på de samme forhold, som Udlændingestyrelsen har henvist til i afgørelsen [af vinteren 21/22]. Den omstændighed, at klageren efter sin indrejse i Danmark er blevet muslimsk gift med sin herboende samlever, der har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og har fået et barn [i vinteren 21/22] sammen den pågældende, kan således ikke føre til, at hun nu kan anses som ganske særligt sårbar og skal have skal have adgang til at få sin asylsag behandlet her i landet. De synspunkter, der fremgår af DRC Dansk Flygtningehjælps indlæg af [vinteren 21/22] om bl.a. hensynet til ansøgerens herboende barn og børnekonventionens artikel 3 og artikel 9, stk. 3, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet finder således, at klageren må henvises til at gå frem efter familiesammenføringsreglerne i enten Danmark eller Rumænien. Nævnet finder herunder ikke, at det med udgangspunkt i det anførte i AIDA, Country Report Romania, 2020 update, s. 157 (pkt. B), kan fastslås, at der ikke vil være adgang til at opnå familiesammenføring i Rumænien. Det forhold, at Rumænien med baggrund i krigen i Ukraine midlertidigt har suspenderet Dublinoverførsler, kan ikke føre til en anden afgørelse. Nævnet har lagt vægt på, at klageren allerede har opnået international beskyttelse i Rumænien og derfor har ret til at indrejse i og opholde sig i landet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” §29b-Rum/2022/1/mima
Nævnet omgjorde i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2021Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by], Al-Hasakah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i starten af] 2021, og at han [i foråret] 2021 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. DRC Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren [i sommeren] 2021 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. DRC Dansk Flygtningehjælp har til støtte herfor oplyst, at klageren [i vinteren 21/22] fylder 18 år, og at han i den forbindelse vil komme i den militærpligtige alder i Syrien. DRC Dansk Flygtningehjælp har herom oplyst, at klageren ikke ønsker at deltage i krig, og at alle han kender, som har kæmpet i militæret, er døde. Han er meget bange for at blive indkaldt til værnepligt. Tilsvarende har klageren i sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen oplyst, at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste og ikke ønsker at bære våben eller slå sine landsmænd ihjel. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at klageren er født [i vinteren 03/04] og at han derved fyldte 18 år [i vinteren 21/22]. Flygtningenævnet finder, under henvisning til klagerens alder og praksis vedrørende mandlige syriske statsborger, der risikerer at blive indkaldt til tjeneste i det syriske forsvar, at klageren opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse.” Syri/2022/97/mima
Nævnet omgjorde i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Hun har deltaget i politiske aktiviteter, idet hun i [starten af 2010’erne] deltog i en demonstration mod Bashar Al-Assad på [et fakultet på universitetet] i Damaskus, Syrien, ligesom hun også havde været med til at planlægge demonstrationen. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2013, og at hun [i efteråret] 2013 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klagerens advokat har [i foråret] 2022 på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun sammen med [et antal] læger, sygeplejesker og frivillige [i foråret] 2013 om natten blev anholdt af soldater fra den syriske hær på et felthospital [ved Damaskus], hvor hun arbejdede som frivillig. Klageren blev ført til et ukendt sted og udsat for voldtægt af tre forskellige personer fra den syriske hær. Klageren blev herefter udsat for tortur ved at der blev sat elektriske søm på klagerens ben. Klageren blev tilbageholdt i omkring 30 dage, og hun blev i perioden udsat for voldtægt fem gange af forskellige soldater. Klageren og hendes medfanger blev befriet af Den Frie Syriske Hær mellem [to datoer i sommeren] 2013. Klageren har videre til støtte herfor henvist til, at Flygtningenævnet [i foråret] 2022 meddelte klagerens mor opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, blandt andet under henvist til, at klagerens mor var i en afledt risiko for overgreb, som følge af klageren aktiviteter, som enten var eller af de syriske myndigheder måtte opfattes som værende i opposition til regimet, og at forholdet derfor var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, uanset klageren i 2013 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaringer om, at hun i 2013 arbejdede på et felthospital og blev bortført og udsat for alvorlige fysiske overgreb fra soldater fra den syriske hær, til grund. Nævnet finder, at klagerens forklaringer herom har været troværdige, ligesom de bekræftes af de forklaringer, som klagerens mor har afgivet til sin sag. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af Udlændingestyrelsens tilladelsesresolutionen af [efteråret] 2013, at styrelsen har lagt en del af klagerens forklaring om asylmotivet til grund, idet styrelsen blandt andet har anført, at styrelsen ” […] ikke har kunnet afvise, at ansøger inden udrejsen, har været tilbageholdt og udsat for overgreb af de syriske myndigheder. Vi finder af den grund ikke at kunne afvise, at ansøger qua den tidligere tilbageholdelse, vil være i myndighedernes søgelys og på ny risikere over i strid med udlændingelovens § 7, stk. 2.” Flygtningenævnet har i sin beslutning af [foråret] 2022 i sagen vedrørende klagerens mor anført følgende: ”Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund om hendes datters og [andet barns] konflikt med de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret troværdigt herom, og at oplysningerne til dels fremgår af advokatindlægget forud for Flygtningenævnets behandling af klageren spontansag [fra] 2013. Det fremgår af sagens akter, at klagerens datter, [A], er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af sin konflikt med de syriske myndigheder som følge af hendes aktiviteter på hemmelige felthospitaler, der var finansieret af Den Frie Syriske Hær, at hun har været tilbageholdt og udsat for overgreb, og at hun først blev frigivet, da oppositionen fik kontrol med området. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Dansk Flygtningehjælps rapport fra juni 2021, blandt andet, at familiemedlemmer til personer, som enten er eller opfattes som værende i opposition til de syriske myndigheder, er i særlig risiko for at blive udsat for overgreb, og at også børn, kvinder og ældre er i risiko for overgreb. Flygtningenævnet lægger til grund, at den afledte risiko for overgreb, beror på klagerens datters aktiviteter, som enten er eller af de syriske myndigheder opfattes som værende i opposition til regimet, og at forholdet derfor er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, uanset at klagerens datter i 2013 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet hun af de syriske myndigheder vil blive tillagt en imputed political opinion. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2013, således at klageren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2022/96/mima
Nævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Bebila, Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede den manglende sikkerhed og tryghed i landet samt at Shabiha-bevægelsen ville kidnappe og udsætte klagerens datter for seksuelt overgreb. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet han var offentligt ansat og forlod sit arbejde efter tre måneders ferieorlov. Klageren har videre henvist til, at han har deltaget i demonstrationer i Syrien, hvilket vil resultere i, at han vil blive fængslet eller slået ihjel. Klageren har endeligt henvist til, at hans [familiemedlemmer] er eftersøgt i Syrien som følge af militærunddragelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at han er i et modsætningsforhold til det syriske styre på grund af sin deltagelse i demonstrationer til grund. Flygtningenævnet bemærker, at klageren ved sin oplysnings-og motivsamtale af [vinteren] 2015 er nøje udspurgt om eventuel politisk aktivitet. Klageren sagde dengang, at han aldrig havde været politisk aktiv eller deltaget i demonstrationer. Klageren forklarede også, at han flygtede fra Syrien på grund af manglende sikkerhed og tryghed i landet. I den forbindelse forklarede han, at han ikke havde personlige konflikter. Endvidere blev klagerens ægtefælle og flere af hans børn boende i Syrien i en længere periode efter hans udrejse. Efter klagerens forklaring i Flygtningenævnet må det lægges til grund, at klagerens familiemedlemmer ikke blev udsat for forfølgelse fra myndighedernes side, udover hvad der fulgte af de generelle forhold i Syrien på det tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke tillægge det fremlagte filmklip nogen betydning. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor klagerens forklaring om hans politiske aktiviteter som utroværdig. Spørgsmålet er herefter, om der på andet grundlag bør meddeles klageren opholdstilladelse. Klagerens [familiemedlemmer] har fået opholdstilladelse i Danmark alle i medfør af Udlændingelovens § 7, stk. 1. For så vidt angår [familiemedlemmet A], var han ved sin indrejse i Danmark 48 år gammel. Han oplyste at være blive genindkaldt ved militæret. Det fremgår af sagens akter vedrørende [A], at han er uddannet officer, at han opnåede rang af major og at han udtrådte af militæret i 2003. Han blev genindkaldt i 2013, men valgte at forlade Syrien inden han på ny var indtrådt i de væbnede styrker. Efter Flygtningenævnets praksis skal der ved stillingtagen til betydningen af, at en klagers familiemedlemmer har undladt at afvikle militærtjeneste, sondres mellem familie til personer, der efter at være indtrådt i de væbnede styrker er deserteret, og personer der efter at være indkaldt har undladt at møde op eller i øvrigt på anden måde har unddraget sig militærtjeneste. Klagerens [familiemedlem A], undlod at møde op ved genindkaldelse og kan således som udgangspunkt ikke sidestilles med en person, der er deserteret. Når imidlertid henses til, at [A] ikke var almindelig værnepligtig, men derimod tidligere officer med en forholdsmæssig høj rang, i en ganske specialiseret funktion, finder Flygtningenævnet ikke at kunne bortse fra, at [A] er profileret i en sådan grad, at hans unddragelse af militærtjeneste kan føre til, at han vil blive sidestillet med en desertør, med deraf følgende konsekvenser for hans familie. For så vidt angår klagerens egne forhold har han været offentligt ansat i 28 år. Han forlod Syrien efter at have fået orlov i en kort periode, men undlod derefter at vende tilbage. Det lægges til grund, at det tidligere har været forbundet med fængselsstraf, såfremt man som offentligt ansat i Syrien, også i relativt underordnede funktioner, forlod eller udeblev fra sin stilling. Efter de senest foreliggende baggrundsoplysninger er der nu en generel mulighed for at opnå amnesti, såfremt man er udeblevet. Baggrunden for disse oplysninger er dog forbundet med en vis usikkerhed, hvilket også har ført til, at Flygtningenævnet har besluttet at søge forholdene nærmere undersøgt. Endelig bemærkes at flere af klagerens andre mandlige familiemedlemmer på forskelligt grundlag har opnået opholdstilladelse i Danmark under henvisning til risikoen for indkaldelse til militærtjeneste. Under hensyntagen til det forsigtighedsprincip, som efter Flygtningenævnets praksis er gældende i sager vedrørende syriske statsborgere, finder Flygtningenævnet herefter efter en samlet vurdering, at der på grundlag af klagerens forhold består en sådan risiko for, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil blive udsat for asylbegrundende forfølgelse, at der bør meddeles klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2022/86/juri
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2021 idømt fængsel i 2 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens §§ 216, stk. 1, nr. 1, 276 og 278, stk. 1, nr. 1, samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien som følge af krigen. Klageren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive indkaldt til militærtjeneste, idet han ikke ønsker at slå folk ihjel, og da han er bange for selv at blive dræbt, hvis han skal deltage i krig. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at udlændingelovens § 31 er til hinder for, at han udsendes tvangsmæssigt til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren er ved Østre Landsrets ankedom af [sommeren] 2021 idømt en straf på fængsel i 2 år og 6 måneder for voldtægt, underslæb og tyveri og er samtidig blevet udvist med indrejseforbud i 12 år. Flygtningenævnet finder, at den pådømte voldtægt må anses for en særlig farlig forbrydelse. Efter karakteren og omfanget af den pådømte kriminalitet finder Flygtningenævnet endvidere, at klageren må anses for en fare for samfundet. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at voldtægten er begået, da klageren var [under 18] år gammel. Det fremgår af sagen, at klageren er indrejst i Danmark i 2015, da han var [12-15] år gammel. Han har her i landet boet sammen med sine forældre og søskende og har også øvrig familie, der er bosat i Danmark, men der er ikke oplysninger om noget bestående afhængighedsforhold. Klageren har ikke selv stiftet familie. Klageren er nu [19-22] år gammel. Han er stadig sund og rask, og der er ikke siden dommen indtrådt væsentlige ændringer i klagerens personlige forhold i øvrigt. Efter en samlet afvejning af klagerens personlige forhold over for den pådømte, meget alvorlige personfarlige kriminalitet, finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger særlige grunde, herunder hensyn som nævnt i EMRK artikel 8 vedrørende klagerens ret til privatliv og familieliv, som taler for, at klageren ikke skal være udelukket fra opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2022/102/mima
Nævnet meddelte i juni 2022 opholdstilladelse K-status til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2021 idømt fængsel i 1 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år.Flygtningenævnet udtalte:Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk kurder fra [bydel], Aleppo, Syrien. Klageren har oplyst, at han var muslim, da han indrejste i Danmark, men at han nu alene tror på en Gud. Klageren har været medlem af [en gruppe] og har som medlem demonstreret imod Bashar al-Assad i Aleppo. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at skulle aftjene militærtjeneste i Syrien. Klageren har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af det syriske styre og PKK. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har været medlem af [en gruppe], og at han har været fængslet på grund af sit medlemskab, indtil han flygtede fra fængslet, samt at han som følge heraf vil blive idømt dødsstraf. Klageren har endvidere henvist til, at hans [familiemedlem], der er ansat ved [en organisation], er eftersøgt af de syriske myndigheder, fordi han anses som spion, og at klageren derfor selv kan havne i problemer. Klageren har yderligere oplyst, at hans ven forsøgte at hjælpe klageren med at indhente dokumentation for, at han har fået en dødsdom. Vennen blev i den forbindelse anholdt af den syriske militær- og sikkerhedsstyrke, og han blev under tortur udspurgt om, hvor klageren befandt sig, hvorefter vennen oplyste, at klageren var fængslet i Danmark. Klageren har ligeledes henvist til, at han er efterlyst af PKK, idet PKK samarbejder med det syriske styre. Klageren har desuden oplyst, at han er imod PKK, og at PKK har truet hans [familiemedlemmer]. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at der ikke findes grundlag for hjemvisning af sagen til Udlændingestyrelsen som følge af en fejlagtig vurdering af dommen fra [landsretten] [i sommeren] 2021. Flygtningenævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter det ikke kan afvises, at klageren som syrisk statsborger i den militærpligtige alder ved en tilbagevenden til Syrien vil befinde sig i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder, idet klageren har unddraget sig militærtjeneste ved at udrejse af Syrien, inden klageren skulle aftjene sin værnepligt. Flygtningenævnet tiltræder på denne baggrund endvidere, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 32, stk. 2, at en udlænding der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 ikke må udsendes til et land hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionens anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2 er til hinder for en tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49a, 2. pkt. skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. udlændingelovens § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud jf. udlændingelovens § 32, stk. 1 i forbindelse med udvisning efter blandt andet udlændingelovens §§ 22 – 24, ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen heraf skal, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2 kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til sit hjemland, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Ved dom [fra sommeren] 2021 stadfæstede [landsretten] [byrettens] dom [fra foråret] 2021, hvorefter klageren blev straffet for grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, ved at have tildelt forurettede [et mindre antal] snitsår med en kniv. Klageren blev samtidig udvist af Danmark med et indrejseforbud i 12 år. Flygtningenævnet finder, at den kriminalitet, som klageren er dømt for, må anses for en særlig farlig forbrydelse. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren må betragtes som en fare for samfundet. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse til grund, at klageren ved [landsrettens] dom [fra sommeren] 2021 er straffet for grov vold mod [et tidligere familiemedlem], at klageren har forklaret, at der tidligere har været en hændelse mellem klageren og [det tidligere familiemedlem], hvorunder [det tidligere familiemedlem] er straffet for vold mod klageren, at klageren i øvrigt er ustraffet, og at klageren har deltaget i omfattende resocialiseringstiltag. Efter en samlet og konkret vurdering heraf finder Flygtningenævnet ikke, at klageren må betragtes som en fare for samfundet i flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2’s forstand. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at der ikke i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er grundlag for at udelukke klageren for opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer herefter Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2022, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Løbenummer: Syri/2022/101/Sahe
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig syrisk statsborger. Indrejst i 2022.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [landsby], [by], Syrien. Klageren har i perioden 2000 til 2009 opholdt sig Damaskus i op til to en halv måned om året. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2010 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at blive anholdt og fængslet af de syriske myndigheder, idet han på kurdisk har undervist børn i musik og sang. Klageren oplyste til støtte for sit oprindelige asylmotiv, at nogen rapporterede til de syriske myndigheder, at han underviste i det kurdiske sprog og afholdt møder og forsamlinger for kurdiske partier. Han blev derfor chikaneret af de syriske myndigheder. De opsøgte ham på hans bopæl og ransagede hans hjem og [selvstændige virksomhed]. Klageren oplyste, at [et mindre antal] personer fra sikkerhedstjenesten, der var klædt i civil, [i sommeren] 2009 fotograferede hans [selvstændige virksomhed], hvor han afholdt musikundervisningen. Senere samme aften ankom sikkerhedstjenesten til [hans selvstændige virksomhed] i to biler. Klageren befandt sig på dette tidspunkt ikke selv i [den selvstændige virksomhed], men han kunne se, at sikkerhedstjenesten anholdte og slog [et mindre antal] af hans elever, hvorefter de blev ført ud i en af sikkerhedstjenestens biler. Han flygtede som følge af denne episode fra Damaskus til [landsby], hvor han er vokset op og har boet. Klageren oplyste, at hans [familiemedlem] i [sommeren] 2009 blev anholdt af myndighederne, idet han ikke kunne fortælle, hvor klageren opholdt sig og at myndighederne i [efteråret] 2009 opsøgte klagerens forældre for at spørge efter ham. Udlændingestyrelsen har [i vinteren 21/22] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse på baggrund af svig. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt og fængslet, fordi han i 2009 underviste børn i musik og sang på kurdisk. Han har videre henvist til, at han frygter, at den syriske regering vil slå ham ihjel, idet han er kurder og har kæmpet for kurdernes rettigheder. Han har til støtte herfor oplyst, at han har skrevet artikler, digte og sange om, at Syrien var et diktatorisk styre, der ikke gav kurderne rettigheder. Han er eftersøgt og har mistet sit hus. Han frygter, at hans børn vil blive anholdt og at hans ældste søn vil blive tvunget i militæret. Han har derudover oplyst, at han også frygter den syriske regering fordi han er kommunist. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter grupperne Den Frie Syriske Hær og det syriske demokratiske parti. Han har til støtte herfor oplyst, at det syriske demokratiske parti vil tvinge klageren til at blive en del af gruppen og bære våben, og at de vil de rekruttere hans søn og datter. Klageren har endeligt som asylmotiv henvist til, at han frygter den generelle situation i Syrien. Han har til støtte herfor oplyst, at syriske statsborger, der vender tilbage, har en uklar fremtid, og at resten af landet betragter dem som forrædere. Han frygter kidnapning, og at hans datter vil blive udsat for voldtægt. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 2, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Det bemærkes i den forbindelse, at klagerens sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse er indledt [i foråret] 2019. Flygtningenævnet finder, at betingelserne for ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse er opfyldt, da klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1 som affattet ved lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017. Flygtningenævnet har ved afgørelsen heraf henset til de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [vinteren 21/22]. Klageren har således ved sin samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2020 forklaret divergerende om sit asylmotiv som angivet i samtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2010, herunder hvornår klagerens konflikt med de syriske myndigheder fandt sted, hvilken ejendom de syriske myndigheder opsøgte, hvor klageren befandt sig i forbindelse med opsøgningen fra de syriske myndigheder, hvem der var tilstede i [hans selvstændige virksomhed], da den blev opsøgt af politiet, hvorvidt der skete eleverne, som var tilstede i [hans selvstændige virksomhed], noget i forbindelse med politiets opsøgning i [hans selvstændige virksomhed], og hvorvidt nogle af klagerens familiemedlemmer blev anholdt af de syriske myndigheder, fordi myndighederne ledte efter klageren. Klageren har om disse divergenser til samtalen [i efteråret 2021] oplyst, at årsagen hertil var, at han ikke forstod tolken. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren til sin samtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2010 og i samtalereferatet [foråret] 2020 har oplyst, at han ingen problemer har haft med at forstå tolken og endvidere har underskrevet referatet. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klageren til sine forlængelsessamtaler [i foråret] 2020 og [i efteråret] 2021 har oplyst, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive dræbt af de syriske myndigheder, fordi han forsøgte at kæmpe for kurdernes rettigheder. Der er herved henset til, at Flygtningenævnet, som ovenfor anført, ikke kan lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, hvorefter det ikke kan lægges til grund, at klageren har et modsætningsforhold til de syriske myndigheder, som kan begrunde asyl. Heller ikke det forhold, at klageren frygter, at Det Syriske Demokratiske Parti vil have ham til at bære våben og rekruttere klagerens søn og datter, kan føre til en anden vurdering, idet dette alene beror på klagerens egen formodning. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter klageren skal vurderes i forhold til Damaskus, hvor han før sin udrejse har boet og haft forretning og arbejdet igennem flere år. Klageren har således forklaret divergerende omkring, hvor han arbejdede efter endt skolegang. Klageren har til sin samtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2010 oplyst, at han efter endt skolegang flyttede til Damaskus og havde en [anden selvstændige virksomhed], som han lukkede i [midten af 2000’erne], hvorefter han etablerede en [selvstændige virksomhed] i Damaskus, som han havde frem til sin udrejse af Syrien i 2010. Til sin samtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2021 har klageren derimod oplyst, at [den anden selvstændige virksomhed] lå i [landsby]. Det forhold, at klageren til sin samtale med Udlændingestyrelsen og i Flygtningenævnet har forklaret, at han som kurder ikke kan vende tilbage til Damaskus, fordi man som kurder er uønsket og ikke kan eje noget, kan ikke føre til en anden vurdering. Der er herved henset til, at det af baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsens notat, Syria, Consequences of illegal exit, Consequences of leaving a civil servant position without notice and the situation of Kurds in Damascus fra juni 2019 fremgår, at der ikke sker diskrimination, herunder social diskrimination, rettet mod kurdere fra den arabiske befolkning i Damaskus, og at kurdere ikke udsættes for diskrimination i deres hverdag, idet kurdere dog føler sig som andenrangs borgere, idet de er nægtet adgang til at praktisere deres kultur og for nogles vedkommende ikke har syrisk statsborgerskab. Af de foreliggende baggrundsoplysninger herunder EASO´s rapport ”Country Gui-dance Syria” fra september 2020 og Udlændingestyrelsens landerapport, Syria, Secu-rity and Socioeconomic situation in the governorates of Damascus and Rural Damas-cus fra oktober 2020 fremgår endvidere, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter og at der ikke har været større sikkerheds hændelser i området siden maj 2018. Flygtningenævnet har således også siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet er i den forbindelse opmærksom på rapporten fra Amnesty International fra september 2021: ”You´re going to your death”, og at der i sager af denne karakter skal anvendes et forsigtighedsprincip. De syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er således præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel begrundet tvivl komme en klager til gode. Afgørelsen af 14. september 2021 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen M.D. And Others v. Russia kan heller ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at der med dommen er taget stilling til, at enhver tvangsmæssig udsendelse til alle dele af Syrien vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3, men at der er foretaget en vurdering af ansøgernes konkrete forhold, herunder at de er mænd i den militærpligtige alder, med den deraf følgende risiko for indkaldelse til militærtjeneste, som de har modsat sig. Flygtningenævnet tiltræder på denne baggrund, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Betingelserne for at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, er derfor opfyldt. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt nægtelse af forlængelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af den udviste svig i forhold til de hensyn som fremgår af udlændingelovens § 26, stk. 1. Efter fast praksis ved Flygtningenævnet er der ved opnåelse af opholdstilladelse ved svig udvist en sådan grad af egen skyld, at hensynet til udlændingen selv, herunder om nægtelse af forlængelse må antages at virke særligt belastende ikke tillægges samme vægt i afvejningen som i sager, hvor nægtelse af forlængelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, overvejes på baggrund af andre forhold end svig. Af sagen fremgår, at klageren er født og opvokset i Syrien, som han udrejste fra [da han var i 30’erne] Han har i alt 11 års skolegang i Syrien. Han har arbejde i byggebranchen og [i sin selvstændige virksomhed] og har haft sin egen [anden selvstændige virksomhed] i Damaskus. Han har ingen familie eller venner i Syrien. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i 12 år. Han har alene haft sporadisk tilknytning til arbejdsmarkedet, idet han har arbejdet [i logistikbranchen], været selvstændig [i virksomhed A] og [virksomhed B] i ca. 2½ år. Klageren har ikke dokumenteret, at han har bestået danskprøve 1 og 2. Han taler og skriver lidt dansk. Han har haft frivilligt arbejde i en kirke og hjulpet med [praktiske opgaver for kommunen] i det område, hvor han bor. Han har sin [søn mellem 18-21] og to [andre familiemedlemmer] i Danmark. Klagerens ægtefælle og [antal] mindreårige børn opholder sig i [et europæisk land], hvor de har søgt asyl. Klageren har dokumenteret, at han over for sin læge har oplyst, at han er præget af symptomer på PTSD, heriblandt nedsat koncentrationsevne og læderet hukommelse siden 2011. Flygtningenævnet kan tiltræde, at dette ikke er tilstrækkeligt alvorlige helbredsmæssige forhold, som kan medføre en forlængelse af klagerens opholdstilladelse. Heller ikke det forhold, at klageren bor sammen med sin herboende søn, kan føre til en anden vurdering, idet voksne børn ikke er omfattet af familiens enhed medmindre der er tale om et særligt afhængighedsforhold. Flygtningenævnet finder efter en samlet og konkret vurdering af klagerens personlige forhold sammenholdt med, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for klageren at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Løbenummer: Syri/2022/100/Sahe
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1998 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens daværende § 7, stk. 2. Klageren blev i 2020 idømt fængsel i 2 år for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 121, § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, og til dels stk. 2, § 245, stk. 1, jf. til dels § 21, jf. § 247, stk. 1, § 266, § 291, stk. 1, § 285, stk. 1, jf. § 276 a, og § 288, stk. 1, nr. 1, knivlovens § 7, stk. 1, jf. stk. 2, jf. § 1, lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, og § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 1, og liste B, nr. 43. Klageren blev samtidig udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 22, nr. 2 og nr. 6, jf. § 32, stk. 4, nr. 7. Dommen blev stadfæstet [i vinteren 2020/2021] med den ændring, at straffen blev fastsat til 1 år og 9 måneders fængsel med indrejseforbud gældende i 12 år. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Somalia. Klageren er etnisk somali, tilhører klanen [klan] og er oprindelig muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren bekender sig ikke til nogen religion. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at opleve konsekvenser som følge af, at han har tilegnet til en kristen levestil. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han fandt interesse i kristendommen, mens han boede på forskellige institutioner og i fængslet. Klageren har gået i kirke samt til gudstjeneste, og han spiser svinekød. Dette er der ingen tolerance for i Somalia. Klageren er bange for at skulle leve i et muslimsk land, hvor han vil være særlig eksponeret. Klageren frygter at blive fængslet, at blive tvunget til koranundervisning samt at blive nægtet mad. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af de somaliske myndigheder, grundet sin fars konflikt. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hans far har været politisk aktiv i 1990’erne, at faren nu er eftersøgt, og at faren har modtaget trusler om, at hans sønner vil blive henrettet på baggrund af hans politiske konflikt med myndighederne, hvorfor klageren frygter repressalier herfor. Klageren ved ikke, hvilke politiske aktiviteter faren har deltaget i, eller, hvem faren har udført politiske aktiviteter for. I Somalia vil klageren blive spurgt til sine klanforhold, hvorved folk hurtigt kan finde ud af, hvem han er, og derved finde ud af hans fars politiske aktiviteter i landet. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter sine onkler, [A] og [B], idet de er medlemmer af al-Shabaab. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han frygter, at onklerne vil tvangsrekruttere ham til al-Shabaab. Klageren ved ikke, hvor i Somalia onklerne befinder sig, da klagerens familie ikke har haft kontakt til onklerne i mange år. Klagerens far har ikke været på talefod med onklerne. Onklerne har dog kontakt til andre familiemedlemmer, der bor i Europa. Klagerens mor har kontakt til disse familiemedlemmer, hvorfor klageren har viden om onklernes kontakt til disse. Klageren ved derfor også, at onklerne er bekendte med, at klageren spiser svinekød, og at klageren er udvist af Danmark. Onklerne har desuden tilkendegivet, at de vil genopdrage klageren, når han vender tilbage til Somalia. Klageren frygter, at onklerne vil få viden om, at han har interesse for kristendommen, og at onklerne vil tvinge ham til at lære koranen udenad. Klagerens fars udrejse af Somalia bliver desuden anset som forræderisk af farens familie, hvorfor klageren tror, at onklerne har en konflikt med faren. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at han har en konflikt med sine onkler, [A] og [B], i Somalia, idet de skulle have tilkendegivet, at de vil ”genopdrage” klageren, når han kommer til Somalia, findes dette at bero på klagerens egen formodning. Efter klagerens forklaring bygger hans formodning alene på, at han i forbindelse med sin fars begravelse [i vinteren 2021/2022], talte med sin moster, der sagde, at han ikke skulle tage til Somalia på grund af onklerne – som klageren selv har forklaret, hverken han eller hans mor har haft nogen kontakt til. Klageren har heller ikke fået nogen henvendelse eller trusler fra onklerne. Klageren har heller ikke sandsynliggjort, at hans onkler i Somalia er tilknyttet al-Shabaab, og at de ønsker, at klageren bliver tilknyttet eller rekrutteret af al-Shabaab. Klagerens forklaring herom er uden ydre holdepunkter og kan ikke lægges til grund. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at han har en konflikt med personer eller myndighederne i Somalia som følge af klagerens fars politiske aktiviteter, bemærker Flygtningenævnet, at klagerens far [i sommeren] 1997 blev meddelt opholdstilladelse i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold på daværende tidspunkt i Mogadishu, Somalia, men ikke i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingemyndighederne lagde således til grund, at klagerens far ikke havde været udsat for konkrete eller individuelle overgreb af en sådan karakter, at der kunne meddeles opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Flygtningenævnet kan derfor heller ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia som følge af klagerens fars forhold skulle være i en asylbegrundende situation. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at han har interesse i kristendommen finder Flygtningenævnet ikke, at dette kan være asylbegrundende. Nævnet bemærker herved, at klageren dels ikke er døbt, ikke er medlem af Folkekirken eller iøvrigt konverteret, dels har klageren et yderst begrænset kendskab til kristendommen. Heller ikke de generelle forhold i Mogadishu, Somalia, kan – om end alvorlige – i sig selv være asylbegrundende. På den baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller behandling fra de somaliske myndigheder eller andre omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Da der herefter ikke foreligger grunde, der forhindrer at udsendelse kan ske, som anført i udlændingelovens § 31, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse”. Løbenummer: Soma/2022/23/jnsa
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libyen. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Benghazi, Libyen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libyen frygter at blive slået ihjel af Ansar al-Sharia, og af familien til en afdød mand, som blev slået ihjel i forbindelse med bombardementet af ansøgerens bil. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han fra 2012 drev en vestlig-orienteret cafe, hvori der hang plakater med vestlige idoler. I [vinteren] 2014 blev ansøgeren opsøgt i cafeen af nogle mænd fra Ansar al-Sharia, som oplyste ansøgeren, at plakaterne var syndige, og at der opholdt sig berusede personer i cafeen. Efterfølgende modtog ansøgeren trusler og hans biler blev sprunget i luften. Da ansøgerens anden bil blev bombarderet, afgik en mand ved døden og dennes familie har efterfølgende truet ansøgeren på livet, da de ønsker at hævne sig på ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende på centrale punkter, ligesom forklaringen forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvorvidt han modtog en trussel fra Ansar al-Sharia efter, at en bilbombe i ansøgerens Hyundai eksploderede i [foråret] 2014. Ansøgeren har således ikke under oplysnings- og motivsamtalen fortalt om, at han modtog en besked fra Ansar al-Sharia, mens han under asylsamtalen og under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han efter eksplosionen modtog en SMS-besked fra Ansar al-Sharia om, de havde prøvet at slå ham ihjel, og at han skulle passe på i fremtiden. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvem han blev opsøgt af efter, at hans Toyota eksploderede og en mand døde i [sommeren] 2014. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han blev opsøgt af den afdøde mands søn, [A], ca. 4 timer efter eksplosionen. [A] beskyldte ansøgeren for at være årsag til [A’s] fars død og der opstod et slagsmål imellem dem, hvorefter ansøgeren flygtede. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at den afdøde mands to sønner, [A] og [B], sammen med 7-8 andre personer opsøgte ansøgeren ca. 20 minutter efter, at bilen var eksploderet og [A] og [B’s] far var blevet dræbt. De havde til hensigt at slå ansøgeren ihjel, men nogle folk på stedet forhindrede det og ansøgeren flygtede. Disse divergenser svækker ansøgerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det ikke forekommer troværdigt, at den afdøde mands to sønner skulle opsøge ansøgeren for at hævne sig, henset til, at de to sønner ikke havde noget nærmere kendskab til ansøgeren eller ansøgerens konflikt med Ansar al-Sharia, og henset til, at det alene beror på ansøgerens formodning, at det var Ansar al-Sharia, der stod bag eksplosionen. Flygtningenævnet bemærker endelig, at ansøgeren, som søgte asyl i forbindelse med sin indrejse i Danmark [i sommeren] 2017, efterfølgende flere gange er registreret som udeblevet, første gang den [i foråret] 2019, og at sagen som følge heraf først har kunnet behandles i Flygtningenævnet efter, at ansøgeren [i vinteren] 2022 blev anholdt af politiet for medvirken til hashhandel. Flygtningenævnet kan som følge af disse forhold ikke lægge nogen del af ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libyen risikerer at blive udsat for forfølgelse eller behandling omfattet af udlændingelovens § 7.” Liby/2022/1/juri
Nævnet meddelte i juni 2022 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og angiveligt kristen fra [by], Vest Aserbajdsjan, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med det politiske parti PAK. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han sympatiserer med PAK-partiet, har været politisk aktiv, har været tilbageholdt og udsat for overgreb fra de iranske myndigheder og er flygtet fra dem. Videre henviser ansøgeren til, at han frygter sin far og sin bror, som har truet med at skade ansøgeren, idet ansøgeren er konverteret til kristendommen i Danmark. […] Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring vedrørende ansøgerens politiske aktiviteter til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet en troværdig, detaljeret og konsistent forklaring, og at der ikke er grundlag for at tilsidesætte det forklarede som værende usandsynligt. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Iran/2022/33/ROZ
Nævnet meddelte i juni 2022 opholdstilladelse efter § 7, stk. 3 til en kvindelig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Sagen er sambehandlet med Demo/2022/6/juri. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kasai og kristen fra Goma, Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo). Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens far har på ansøgerens vegne som asylmotiv henvist til, at han frygter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo vil blive slået ihjel på grund af den generelle usikkerhed og urolighed. Ansøgerens far har endvidere som asylmotiv henvist til, at ansøgeren vil kunne blive forfulgt af [A’s] familie på grund af konflikten mellem ansøgerens far og [A]. Ansøgerens far har videre som asylmotiv henvist til, at ansøgerens fars [familiemedlem] vil gøre hende ondt. Ansøgerens far har endeligt som asylmotiv henvist til, at han frygter sygdomme i byen Goma. Ansøgerens far har til støtte for ansøgerens asylmotiv henvist til, at ansøgerens far har anmeldt [A] for seksuelt overgreb på ansøgerens [familiemedlemmer], hvorfor [A’s] familie vil hævne sig på ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge af sin fars konflikt med [A] har en asylbegrundende konflikt med [A] eller [A’s] familie, eller at hun har andre asylbegrundende konflikter. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at Flygtningenævnet har afvist ansøgerens fars forklaringer om hans konflikter i afgørelsen om nægtelse af forlængelse af hans opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til DR Congo risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren skal vurderes i forhold til Goma i Nord Kivu. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren siden hun var ca. 1 år har boet i Goma sammen med sin stedmor [navn] og sin far [navn] frem til starten af 2012, hvor hendes far rejste væk, hvorefter hun i medio 2012 med sin stedmor tog hen til sin stedmors [familiemedlemmer] i [by] i Syd Kivu, hvorefter hun sammen med sin stedmor udrejste af DR Congo senere i 2012. Det fremgår af Migrationsverkets rapport af 24. juni 2021, ”Rättsligt Ställningstagande. Säkerhetssituationen i visse delar av Demokratiska republikken Kongo (DRK)”, at det er vurderet, at situationen i visse regioner i Den Demokratiske Republik Congo, herunder Nord Kivu, på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at enhver vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK´s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. At der består en reel risiko for sådanne overgreb blandt andet i Nord Kivu-regionen understøttes også af de i øvrigt foreliggende baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet finder herefter, at situationen i Nord Kivu, Den Demokratiske Republik Congo, på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 3, er opfyldt, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011, Sufi og Elmi vs. UK. Det følger heraf, at der skal foretages en vurdering af, om der eksisterer et internt flugtalternativ. I den forbindelse skal der tages stilling til, om en del af hjemlandet kan udgøre et internt flugtalternativ, og om det er rimeligt at forvente, at ansøgeren tager ophold der. Det er de danske udlændingemyndigheder, der har bevisbyrden for, at der foreligger et internt flugtalternativ, hvortil det er rimeligt og relevant at henvise klager til at tage ophold. Det fremgår af Migrationsverkets rapport af 24. juni 2021, ”Rättsligt Ställningstagande. Säkerhetssituationen i visse delar av Demokratiska republikken Kongo (DRK)”, at intern flugt som hovedregel ikke er relevant i Den Demokratiske Republik Congo, og af UNHCR’s ”Position on returns to North Kivu, South Kivu, Ituri, and adjacent areas in the DRC affected by ongoing conflict and violence - Update II” fra den 1. september 2019 fremgår blandt andet, at UNHCR ikke finder intern flugt rimeligt, medmindre den pågældende allerede har stærke bånd til det pågældende område, hvor vedkommende henvises til at tage ophold. Det indebærer ifølge UNHCR som minimum blandt andet, at den pågældende skal kunne tale sproget i det område vedkommende henvises til og skal have familie eller anden lignende tilknytning til området. Der er ikke for Flygtningenævnet oplyst eller redegjort for, hvor ansøger alternativt skal tage ophold. På den baggrund og efter de foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke kan henvises til at tage ophold et andet sted i DR Congo. Ansøgeren er derfor omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3.” Demo/2022/7/juri
Nævnet meddelte i juni 2022 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2020 idømt fængsel i fire for overtrædelse af straffelovens § 121 og § 245, stk. 1, lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bilag 1, liste A, nr. 1 og knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1 og § 2, stk. 1samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Dommen blev stadfæstet af landsretten i 2021 med den ændring at straffen blev forhøjet til fængsel i fem måneder.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Hama, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i omkring fire til fem demonstrationer i Syrien siden [foråret] 2011 for at vise, at han var imod det syriske styre. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, idet han er eftersøgt som følge af, at han har unddraget sig militærtjeneste. Han frygter videre at blive tvunget til at aftjene militærtjeneste og selv ende med at blive slået ihjel i krigen. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev indkaldt til militærtjeneste med start [i sommeren] 2011. Han ønskede ikke at aftjene militærtjeneste, idet han ikke ville slå andre personer ihjel eller selv blive slået ihjel. Han blev herefter opsøgt en række gange på sin bopæl af myndighedspersoner, men undgik dem ved at gemme sig eller stikke af. Efter ni måneder tog han ophold hos henholdsvis sine forældre og bedsteforældre i et andet område i Syrien. Han udskød i omkring 2013/2014 sin militærtjeneste i et år mod beskikkelse. Han udrejste herefter i 2014. Klageren har videre som asylmotiv henvist til, at han som følge af, at han deltog i fire til fem demonstrationer mod de syriske myndigheder, blev opsøgt på sin bopæl to gange, men undgik myndighedspersonerne, idet han forlod hjemmet. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet tiltræder tillige Udlændingestyrelsens vurdering af, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af ham til Syrien. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 10, stk. 3, at en udlænding der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, kun kan udelukkes fra asyl efter § 10, stk. 3, 1. pkt., hvis den pågældende må anses for en fare for landets sikkerhed eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse og må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at den kriminalitet, som klageren blev dømt for ved [landsrettens] dom [fra efteråret] 2021 må betragtes som en særlig farlig forbrydelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren bl.a. er dømt for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, ved at have overfaldet en person med en kniv med en klingelængde på [mellem 30-40] cm, hvor klageren med kniven skar personen i armen ved håndleddet. Personen pådrog sig herved en [mellem 1-10] cm lang [form på flængen] flænge i huden. På baggrund af sagens omstændigheder, herunder navnlig den udmålte strafs længde på fem måneders fængsel, at der er tale om et enkeltstående forhold og at klageren ikke før eller efter er dømt for tilsvarende personfarlig kriminalitet, finder Flygtningenævnet imidlertid ikke, at der er grundlag for at antage, at klageren tillige kan betragtes som en fare for samfundet. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at der foreligger sådanne særlige grunde, at klageren ikke bør udelukkes fra asyl, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: syri/2022/93/imbs
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim, født og opvokset i [by], Rif Damaskus, Syrien, og har fra 2011 frem til sin udrejse i 2018 boet i flygtningelejren [A], [by], Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at de syriske myndigheder vil tvinge ham til at aftjene militærtjeneste i Syrien, idet han er i den militærpligtige alder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste, idet han ikke ønsker at slå andre mennesker ihjel. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter, at han vil blive fængslet eller slået ihjel på grund af hans fars og bror, [B’s], problemer med de syriske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at nogle demonstranter under en demonstration i 2011 søgte ly på ansøgerens families bopæl, idet myndighederne affyrede en bombe ned over demonstrationen. En række lig blev også bragt ind i familiens hjem. Hans bror, [B], deltog også i demonstrationerne i 2011. De syriske myndigheder efterlyste ansøgerens far og bror, idet de havde hjulpet oppositionen ved at tage demonstranter ind i familiens hjem. Ansøgerens far blev blandt andet stoppet ved en kontrolpost, hvor de spurgte om det ikke var ham, som havde hjulpet demonstranterne. Han fik lov til at passere, og familien besluttede sig herefter for at udrejse. Endelig har ansøgerens far arbejdet som [stillingsbetegnelse] for de syriske myndigheder, og i forbindelse med familiens udrejse forlod hans far stillingen uden at opsige den, hvilket betragtes som forræderi. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter den syriske befolkning, idet han er statsløs palæstinenser. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at syriske statsborgere ser ned på statsløse palæstinensere, og at statsløse palæstinensere generelt bliver behandlet dårligt i Syrien. Hans forældre er blevet chikaneret, idet de blev spurgt ind til, hvad de lavede i Syrien og fik at vide, at landet ikke var deres. Flygtningenævnet vurderer i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen, at ansøgeren, der er statsløs palæstinenser og registreret som flygtning ved UNRWA i Syrien, isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive indkaldt til militærtjeneste, samt at han, jf. udlændingelovens § 31, stk. 2, ikke tvangsmæssigt kan udsendes til Syrien. Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, der har indrejseforbud, jf. lovens § 32, stk. 1, i forbindelse med en udvisning efter lovens §§ 22-24 eller 25 ikke kan gives opholdstilladelse efter §§ 7 og 8, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for det. Det følger af flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, at en flygtning, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, alene kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning af grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give ansøgeren opholdstilladelse. Ansøgeren blev ved [landsrettens] dom [fra efteråret] 2021 straffet med fængsel i fire år og seks måneder for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, røveri og straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, voldtægt af særlig farlig karakter og § 225, jf. § 216, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, andet seksuelt forhold end samleje af særlig farlig karakter. Ansøgeren blev udvist med indrejseforbud for bestandigt. Flygtningenævnet finder efter arten og grovheden af den kriminalitet, som ansøgeren er dømt for, at ansøgeren er dømt for særligt farlige forbrydelser. Det er endvidere indgået i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren må betragtes som en fare for samfundet, da han er dømt for særdeles alvorlig personfarlig kriminalitet som [teenager] i forening med en anden forholdsvis kort tid efter sin indrejse i Danmark [i] 2018. Han har i Danmark af familie sine forældre, [søskende og fjernere familiemedlemmer]. Han er ikke gift og har ikke børn. Han har i Danmark gået på sprogskole i omkring seks måneder og derefter på [skole] i syv til otte måneder. Han har i Danmark arbejdet som [stillingsbetegnelse] i cirka to måneder. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder ansøgerens personlige forhold og karakteren og grovheden af de forbrydelser, han er dømt for at have begået, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, herunder familiens enhed, som taler for, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: stat/2022/12/imbs
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Rusland. Sagen er sambehandlet med Geor/2022/3/ROZ. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk russisk fra Uljanovsk, Uljanovskaja regionen, Rusland. Hun har oplyst, at hun tidligere har bekendt sig til Jehovas Vidne. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland vil blive fængslet, idet hun tidligere har været Jehovas Vidne. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Rusland, vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren har vist en vis interesse for Jehovas Vidner og herunder har deltaget i møder i perioden fra 2014 og frem til primo 2019. Det må efter hendes forklaring dog lægges til grund, at hun kun har udvist en meget begrænset aktivitet og herunder kun i yderst beskedent og sporadisk omfang har missioneret for Jehovas Vidner. Herudover bemærkes, at ansøgeren ikke har gennemgået Jehovas Vidners sædvanlige dåbsritual. Ansøgeren har selv, også ved sin forklaring i Flygtningenævnet, givet udtryk for, at hun ikke længere anser sig selv for at være Jehovas Vidne. Hun har endvidere udtalt, at myndighederne ikke har nogen beviser imod hende. Ansøgeren har heller ikke i Danmark medvirket i nogen aktivitet for Jehovas Vidner. På baggrund af denne meget begrænsede aktivitet, som er afsluttet for nu flere år siden, finder Flygtningenævnet det ikke sandsynligt, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Rusland vil være i et modsætningsforhold til de russiske myndigheder. Det er også tillagt betydning, at ansøgeren er udrejst legalt og at hendes voksne datter, som efter ansøgerens tidligere forklaring, opfattede sig selv som værende i et stærkt modsætningsforhold til de russiske myndigheder, nu er vendt tilbage til Rusland, hvor hun efter det af ansøgeren forklarede ikke har oplevet konflikter med de russiske myndigheder. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Rusl/2022/10/ROZ
Nævnet stadfæstede juni 2022 Udlændingestyrelsen afgørelsen vedrørende en mandlig statsborger fra Jordan. Indrejst i 1998.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by], Jordan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Jordan frygter at blive slået ihjel af familien til en kvinde ved navn [A], fordi han har haft et udenomsægteskabeligt forhold til hende. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han under en rejse til Jordan i 2017 eller 2018 indledte et romantisk forhold til [A]. De mødte hinanden i opgangen til ansøgerens lejlighed i Jordan og sås flere gange intimt under hans ophold. Først da ansøgeren var vendt tilbage til Danmark, fandt han ud af, at [A] var blevet gravid. Da [A’s] familie fandt ud af, at ansøgeren havde haft et forhold til [A] og gjort hende gravid, sparkede de døren ind til onklens lejlighed og smadrede denne, ligesom de fremsatte verbale trusler mod ansøgeren. Familien har filmet dem begge og sendt dem til ansøgeren via sociale medier. Ansøgeren har endvidere oplyst, at [A’] familie er en stor og velhavende familie, og at de har delt billeder af ansøgeren på sociale medier med oplysning om, at han skal findes, og at han har krænket familiens ære. Derudover har ansøgeren oplyst, at flere af familiemedlemmerne har kontakter i politiet, militæret og efterretningstjenesten, hvorfor de hurtigt vil kunne finde ansøgeren, hvis han vender tilbage til Jordan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens asylmotiv og forklaring til grund om et udenomsægteskabeligt forhold med [A] og en deraf følgende konflikt med [A’s] familie. Ansøgerens forklaring fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger herved blandt andet vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende på flere og helt centrale punkter angående sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret forskelligt om længden af ansøgerens ophold i Jordan samt - væsentlig - forskelligt om, hvor mange gange ansøgeren og [A] mødtes under ansøgerens ophold Jordan, herunder om de mødtes dagligt. I forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2021 forklarede ansøgeren, at han opholdt sig i Jordan i 1 måned og 20 dage i 2017, og at han i den periode mødtes med [A] 3-4 gange over i periode på 6 dage. Til asylsamtalen [i efteråret] 2021 forklarede ansøgeren derimod, at han kun opholdt sig i Jordan i 14-15 dage, ligesom han derunder forklarede, at han og [A] flere gange dagligt havde kontakt med hinanden. Ansøgeren har også forklaret forskelligt om stedet, hvor ansøgeren og [A] mødtes. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2021 forklarede ansøgeren, at [A] og ansøgeren mødtes i onklens lejlighed, hvor de havde samleje, og at ansøgeren efterfølgende sikrede sig, at ingen i opgangen så hende forlade lejligheden. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren imidlertid, at de aldrig mødtes privat i lejligheden. Under denne samtale forklarede han, at de sås og var intimt sammen både i bilen og på et hotelværelse, ansøgeren havde lejet inde i byen en gang. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at han og [A] var intimt sammen 1 gang i bilen, 4-5 gange på hoteller og resten af gangene havde intimt samvær i ansøgerens onkels lejlighed. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om ansøgeren og [A’s] familiers ønsker om, hvorvidt ansøgeren og [A] ønsker, at de skal gifte sig. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2021 har ansøgeren forklaret, at hans familie har forsøgt at mægle med henblik på, at ansøgeren og [A] skulle indgå ægteskab. Herunder at ansøgerens far har tilbudt 10.000 dinarer i blodpenge til [A] familie. Han forklarede også, at [A’s] familie afviste anmodninger om ægteskab med henvisning til, at de ville opdrage ansøgeren i stedet. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren derimod, at [A’s] familie ønsker, at ansøgeren giftede sig med [A], men at nogle i hendes familie var uenige i, at de skulle indgå ægteskab. Under denne samtale forklarede ansøgeren imidlertid, at hans egen familie ikke ønskede, at ansøgeren giftede sig med [A], men at det er korrekt, at ansøgerens far havde tilbudt at betale blodpenge. Ansøgeren har også forklaret divergerende med hensyn til, om han anmeldte de trusler, han modtog på [socialt medie] fra [A’s] familie til politiet. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvorvidt der kom et barn ud af det sexuelle forhold til [A]. Til asylsamtalen [i efteråret] 2021 forklarede ansøgeren således, at han har set fotos af [A] og ansøgerens søn. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at han ikke ved, om der kom et barn ud af forholdet til [A]. Senere under nævnsmødet, efter at være foreholdt sin forklaring under asylsamtalen [i efteråret] 2021, har ansøgeren nu forklaret, at han har set fotos af [A’s] barn, men at han er i tvivl om, hvorvidt det er hans barn. Da Flygtningenævnet finder ansøgerens forklaringer til støtte for sit asylmotiv utroværdig, har ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at han er i et asylbegrundende modsætningsforhold til [A’s] familie eller andre. Da forholdene i Jordan ikke er af en sådan karakter, at det i sig selv kan være asylbegrundende, finder Flygtningenævnet derfor ikke, at betingelserne for at give ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Løbenummer: Jord/2022/3/sahe
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Sagen er sambehandlet med Dub-Bulg/2022/1/EDO. Indrejst i 2000.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning fra [hjemby], Irak. Klageren boede i Mosul, Irak, i en årrække forud for sin udrejse. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2000, og at han [i efteråret] 2001 blev meddelt opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2. Det fremgår af en henvendelse [sommeren] 2013 fra [klagerens tidligere partsrepræsentant] samt erklæring dateret [i foråret] 2013 fra klageren om frivilligt frafald af klagerens opholdstilladelse, at klageren [i foråret] 2013 er udrejst af Danmark med henblik på at tage permanent ophold i Irak. [I efteråret] 2014 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, og § 17 a, stk. 1, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark og frivilligt taget ophold i hjemlandet. Endvidere fandt styrelsen ikke grundlag for at meddele dispensation fra bortfaldet af opholdstilladelsen efter udlændingestyrelsens § 17, stk. 3. Sagens problemstillinger: I en situation som den foreliggende, hvor klageren i sin tid blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, er det (efter de dagældende regler) en betingelse for, at klagerens opholdstilladelse kan anses for bortfaldet, at klageren kan anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., at klageren frivilligt har taget bopæl i hjemlandet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4, og at klageren, der er vendt tilbage til hjemlandet med henblik på at tage varigt ophold der, har opholdt ”sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder”, jf. udlændingelovens § 17 a, stk. 1, nr. 1 (den særlige fortrydelsesret, der indebærer, at en flygtning i de nævnte 12 måneder bevarer sin opholdstilladelse i Danmark). Hvis klagerens opholdstilladelse må anses for bortfaldet, er spørgsmålet herefter, om der skal meddeles dispensation i forhold til bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3, og hvis dette ikke er tilfældet, om et bortfald af opholdstilladelsen strider mod artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (herefter EMRK). Hvis der ikke skal meddeles dispensation, og såfremt bortfaldet af opholdstilladelsen ikke strider mod EMRK artikel 8, skal der i klagerens Dublinsag, der også behandles d.d. af Flygtningenævnet, tages stilling til, om klageren skal overføres til Bulgarien. Om klageren har opgivet sin bopæl i Danmark og frivilligt har taget ophold i sit hjemland (Irak): Henset til, at klageren [i foråret] 2013 udrejste af Danmark og i den forbindelse [i foråret] 2013 underskrev en erklæring, hvorefter ”jeg opgiver min faste bopæl i landet, og at jeg af min egen fri vilje giver afkald på min opholdstilladelse i Danmark for at vende tilbage til mit hjemland”, tiltræder Flygtningenævnet, at betingelserne i udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., og § 17, stk. 4, for bortfald af opholdstilladelsen var til stede. Om klageren har benyttet sin særlige fortrydelsesret efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1, nr. 1, og om han efterfølgende har frafaldet denne: Det fremgår af sagen, at klageren [i foråret] 2013 udrejste af Danmark med henblik på at tage permanent ophold i Irak (repatriation), og at klageren i foråret 2014, herunder [en specifik dato i foråret] 2014, rettede henvendelse til [en dansk repræsentation] og oplyste, at han havde fortrudt sin repatriering (og anmodede om at få udstedt en tilbagerejsetilladelse). På det nævnte henvendelsestidspunkt var klagerens opholdstilladelse ikke bortfaldet, da det fremgår af udlændingelovens § 17 a, stk. 1, nr. 1, at klagerens opholdstilladelse, først bortfaldt på det tidspunkt, hvor han havde opholdt ”sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder” (den særlige fortrydelsesret). Der var derfor tale om en fejl, da Udlændingestyrelsen [i foråret] 2014 meddelte ambassaden, at klageren ikke kunne få udstedt en tilbagerejsetilladelse, idet klageren skulle udfylde et BF2-skema (ansøgning om, at opholdstilladelse på blandt andet asylområdet ikke skal anses for bortfaldet). Dette meddelte ambassaden klageren [på to specifikke datoer i foråret] 2014, hvorfor klageren ikke kunne benytte sig af sine flybilletter, hvorefter han skulle rejse til Danmark [på en senere dato i foråret] 2014. Flygtningenævnet finder, at myndighederne burde have repareret "vejledningsfejlen" i [foråret] 2014, hvor myndighederne blev klar over denne fejl. Det skal dog samtidig tages i betragtning, at klageren af [sin tidligere partsrepræsentant] i dagene efter den fejlagtige vejledning fra myndighedernes side fik oplyst, at han ikke skulle udfylde et BF2-skema, og at [den danske repræsentation] af [klagerens tidligere partsrepræsentant] [i foråret] 2014 blev oplyst om, at klageren havde modtaget denne nye rådgivning fra [klagerens tidligere partsrepræsentants] side. Flygtningenævnet finder således, at klageren på det tidspunkt, hvor han ved mails af [fire specifikke datoer i foråret og sommeren] 2014 rettede henvendelse til Udlændingestyrelsen og oplyste, at han ikke ønskede at gøre brug af sin fortrydelsesret – og at han i øvrigt anmodede styrelsen om at rette henvendelse til [en dansk kommune], således at han kunne få den anden del af sin ”etableringsydelse” udbetalt – var bragt ud af den misforståelse om sin retsstilling, som myndighederne i sin tid havde bragt ham i. Flygtningenævnet finder således, at klageren i kraft af sine henvendelser til Udlændingestyrelsen i [foråret og sommeren] 2014 må anses for at have frafaldet sin oprindelige anmodning om udstedelse af en tilbagerejsetilladelse. Dette understøttes også af [klagerens tidligere partsrepræsentants] mail af [foråret] 2014 til Udlændingestyrelsen, hvori det anføres, at ”[A] har oplyst mig, at han ikke vil fortryde sin repatriering, og at han ikke vil komme tilbage til Danmark”, og hvori [klagerens tidligere partsrepræsentant] henleder opmærksomheden på, at der er ”gået mere end én måned fra den dato, hvor [A] har været berettiget til at modtage den anden del af støtten”. Flygtningenævnet finder således, at det var berettiget, at Udlændingestyrelsen ved afgørelse af [sommeren] 2014 lukkede klagerens sag om at få udstedt en tilbagerejsetilladelse. I forlængelse heraf finder Flygtningenævnet, at klagerens sag ikke skal behandles på grundlag af klagerens henvendelse af blandt andet [foråret] 2014 til [en dansk repræsentation], men derimod skal vurderes således, at klageren [i efteråret] 2014 til Udlændingestyrelsen indgav en ny ansøgning om at fortryde sin repatriering, der således er indgivet efter, at klageren havde opholdt sig uden for landet i mere end 12 måneder på hinanden følgende måneder. Det skal i den forbindelse også bemærkes, at klageren også efter [en specifik dato i sommeren] 2014, hvor hans sag var blevet lukket, rettede henvendelse til Udlændingestyrelsen ([to specifikke datoer i sommeren] 2014) om, at han ikke ønskede at gøre brug af sin fortrydelsesret. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke, at klagerens henvendelse af [efteråret] 2014 skulle betragtes som en anmodning i medfør af udlændingelovens § 17 a, stk. 2, om udvidelse af den særlige fortrydelsesret. Flygtningenævnet kan således tiltræde, at klagerens ansøgning ikke er omfattet af den særlige fortrydelsesret efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1, nr. 1, der finder anvendelse i forhold til repatriering af flygtninge. Klagerens opholdstilladelse må derfor isoleret set anses for bortfaldet. Om klageren i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3, 1. pkt., skal meddeles dispensation i forhold til bortfald af opholdstilladelsen: Det følger af udlændingelovens § 17, stk. 3, 1. pkt., at det efter ansøgning kan bestemmes, at en opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet tiltræder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder og af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse, at der ikke er grundlag for at dispensere for bortfald af klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3, 1. pkt., idet nævnet også har henset til, at klageren i Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2014, hvorved styrelsen lukkede sagen, fik oplyst, at han kunne søge om forlængelse af fortrydelsesretten. Det forhold, at klageren [i foråret] 2014 af [en dansk repræsentation] fejlagtigt fik oplyst, at han skulle udfylde et BF2-skema, hvorfor klageren ikke kunne benytte sig af sine flybilletter til [et senere tidspunkt i foråret] 2014, kan ikke føre til et andet resultat, når henses til, at klageren som anført ovenfor frafaldt sin oprindelige anmodning om udstedelse af en tilbagerejsetilladelse. Om bortfaldet af opholdstilladelsen udgør et uforholdsmæssigt indgreb: Flygtningenævnet finder, at afgørelsen om bortfald af opholdstilladelsen udgør et indgreb i klagerens ret til privatliv efter EMRK artikel 8, at dette indgreb har hjemmel i lov, og at indgrebet forfølger et af de legitime formål, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om bortfald af opholdstilladelsen er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål, jf. EMRK artikel 8, stk. 2. Ved vurderingen af, om indgrebet er nødvendigt, skal der foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i at træffe afgørelse om bortfald af klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som bortfald af opholdstilladelsen vil indebære i klagerens ret til respekt for sit privatliv. Ved denne vurdering skal der navnlig lægges vægt på klagerens tilknytning til opholdslandet (Danmark) og klagerens tilknytning til oprindelseslandet (Irak). På den ene side har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren [i foråret] 2014 af [en dansk repræsentation] fejlagtigt fik oplyst, at han skulle udfylde et BF2-skema, hvorfor klageren ikke kunne benytte sig af sine flybilletter til [et senere tidspunkt i foråret] 2014. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at klageren har boet 13 år i Danmark, at han har arbejdet i landet på fuld tid i 5-6 år og nogle år på deltid, at han har gået på sprogskole, og at han fortsat taler og forstår dansk, hvilket også kom til udtryk under klagerens forklaring for Flygtningenævnet. På den anden side har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren ikke har familie, herunder børn i Danmark. Hertil kommer, at klageren er født og opvokset i Irak, hvor han har boet indtil sin udrejse som [nogle og 20-årig] i 2000. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at klageren udrejste frivilligt af Danmark til Irak, hvor han opholdt sig igen i store dele af perioden fra 2014 til [efteråret] 2019. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at bortfaldet af klagerens opholdstilladelse ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privatliv efter EMRK artikel. 8. Konklusion: Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af klagerens opholdstilladelse. Der fastsættes ingen udrejsefrist, idet Flygtningenævnet d.d. har stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel af klageren til Bulgarien.” Irak/2022/14/EDO
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2007.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Bagdad, Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2007 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Opholdstilladelsen var gyldig [til vinteren] 2020. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygtede at blive slået ihjel af Mahdi-militsen, idet hun og hendes familiemedlemmer er sunnimuslimer, og da klageren og hendes [familiemedlem] arbejdede på [en diplomatisk repræsentation] i den grønne zone i Bagdad. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive kidnappet eller slået ihjel. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun og hendes [familiemedlem] modtog telefoniske trusler fra ukendte personer, da hun boede i Bagdad, fordi hun arbejdede på [en diplomatisk repræsentation]. Personerne truede med, at klageren ville blive slået ihjel. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen endelig henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle, [A], og dennes familie, idet hun er flygtet fra ham. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen [i efteråret] 2021, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er tilstede. Klageren har således været tilbage i Bagdad, Irak i hvert fald 3 gange i henholdsvis [et antal] dage i [foråret] [2017-2019] og [et antal] dage i [foråret] [2019-2021], heraf [et antal] dage efter deltagelsen i [et familiemedlems] begravelse, og hvor klageren efter sin egen forklaring har boet på sin families bopæl, uden at hun derved har modtaget flere trusler. Endelig finder Flygtningenævnet, at det af den i sagen fremlagte ægteskabskontrakt fremgår, at klageren har været tilstede ved indgåelsen af ægteskabet med [A] [i vinteren] 2009 i Bagdad. For så vidt angår klagerens forklaring omkring sit forhold til [B] bemærker Flygtningenævnet, at klageren herom har afgivet divergerende forklaring. Klageren har således ikke under sine samtaler med Udlændingestyrelsen oplyst, at hun var kæreste med [B]. Klageren har herom forklaret, at dette var fordi, hun ikke var blevet spurgt. I sin forklaring i Flygtningenævnet har klageren indledningsvist forklaret, at hun har haft et fast forhold til [B] i ca. 8 år og boet sammen med denne. Senere i sin forklaring har hun imidlertid oplyst, at de aldrig har boet sammen. Det bemærkes endvidere, at klageren i to oplysningsskemaer har afkrydset, at hun ikke har en samlever. For så vidt angår klagerens forklaring om modtagne trusler fra [A] bemærker Flygtningenævnet, at dette efter klageren og dennes [familiemedlems], [S’], afgivne forklaringer ligger tilbage til 2010 og således forud for klagerens hjemrejser til Irak i [2017-2021]. Klageren har endvidere ikke oplyst om, at hendes familie var blevet opsøgt i anledning af truslerne. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Finnish Immigration Service: Security Situation In Baghdad – The Shia Militias, Country Information Service, Public Theme Report, 29. april 2015 og EASO: Iraq; Targeting of Individuals, March 2019, fremgår, at Al-Mahdi militsen ikke længere eksisterer, og at Saraya Al-Salam har overtaget fra militsen og har forsøgt at gøre op med sekterisk vold og opretholde fred i området. Der er ikke oplysninger, der indikerer, at Saraya-al-Salam begår overgreb mod sunnimuslimer i Baghdad. Endelig har klageren til sin samtale med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2020 forklaret, at hendes nu afdøde [familiemedlem], der ligesom klageren havde arbejdet for [en diplomatisk repræsentation], ikke har haft problemer i Bagdad, Irak. De forhold, der oprindeligt begrundede klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, er således ikke længere til stede, hvorfor klagerens opholdstilladelse ikke kan forlænges på grundlag af hendes oprindelige asylmotiv, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. En nægtelse af forlængelse vil imidlertid ikke kunne ske, hvis det er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Flygtningenævnet finder af de grunde, som er anført af Udlændingestyrelsen, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet har herved også taget tiden siden Udlændingestyrelsens afgørelse i betragtning. I den forbindelse bemærkes det endelig, at klagerens angivelige forhold til [B], henset til klagerens divergerende forklaring herom, ikke kan antages at udgøre familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions forstand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Løbenummer: Irak/2022/13/anfi
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Georgien. Sagen er sambehandlet med Rusl/2022/10/ROZ. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk georgier og ateist fra [by], Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin familie samt det muslimske mindretal i Georgien, idet han tidligere er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Georgien, vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Ansøgeren har forklaret, at han i 2004, det vil sige for nu 18 år siden, havde en konflikt med sin familie, fordi han var konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at denne konflikt ikke har en sådan karakter og intensitet, at det kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse. Ud over det af Udlændingestyrelsen i afgørelsen anførte jf. afgørelsens s. [sidetal], lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring, har været i Georgien talrige gange efter sin første udrejse i 2004. Ansøgeren har således forklaret, at han muligt har været i Georgien op mod 20 gange. Ansøgeren har siden sin udrejse i 2004 søgt om asyl i ihvertfald 13 lande, ud over Danmark. Ansøgeren har ved fremmøde i Flygtningenævnet forklaret afglidende og utroværdigt om disse talrige andre asylansøgninger. Han har således hævdet at være uvidende om, hvordan disse talrige ansøgninger er faldet ud. Han har endvidere reelt været ude af stand til at forklare på blot nogenlunde klar og forståelig vis, hvad han frygter ved en tilbagevenden til Georgien på nuværende tidspunkt. Hans forklaring om, at de georgiske myndigheder skulle kunne have en interesse i at ”udlevere ham” til Kist-samfundet, forekommer konstrueret og helt uunderbygget. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse særligt, at klageren har fået udstedt visum af de georgiske myndigheder, og at han har indgået ægteskab, hvilket også blev registreret hos myndighederne. Efter en samlet vurdering, og med særlig henvisning til ansøgerens talrige tilbagerejser til Georgien, og til det ovenfor anførte om ansøgerens manglende troværdighed, finder Flygtningenævnet herefter ikke, at klageren ved en tilbagevenden til Georgien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Geor/2022/3/ROZ
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mufurero og kristen fra [landsby A], Syd Kivu i DR Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men ansøgeren har som kristen arbejdet som religiøs forkynder af den evangeliske tro. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til DR Congo frygter at blive inddraget i etniske og religiøse konflikter. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har forkyndt det kristne budskab i [landsby A], og at han på baggrund af en konflikt mellem den muslimske og den kristne befolkning i [landsby A] oprettede en organisation ved navn ”[organisation]”. Organisationen havde til formål at bringe folk sammen uagtet deres religiøse tilhørsforhold samt at fremme gensidig respekt på tværs af religioner. Enkelte indbyggere i [landsby A] begyndte efterfølgende at konvertere til kristendommen, hvilket affødte en utilfredshed hos personer fra den muslimske del af befolkningen, idet ansøgerens arbejde som religiøs forkynder blev anset som et forsøg på kristen missionsvirksomhed. Umiddelbart herefter nedbrændte ansøgerens bopæl, og ansøgerens [familiemedlem] blev hængt i et mangotræ. Ansøgeren formoder, at personer fra den muslimske del af befolkningen forsøgte at brænde ansøgeren inde på bopælen, og at de ligeledes er ansvarlige for ansøgerens [familiemedlems] død. Ansøgeren har endvidere henvist til, at den muslimske del af befolkningen betvivler ansøgerens etnicitet og mistænker ansøgeren for at være fra Rwanda, idet ansøgeren og ansøgerens [familiemedlem] ofte rejste til Rwanda og Burundi for at forkynde kristendommen. Den konkrete konflikt. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om en konflikt med nogle muslimer i hans hjemby, som efterstræber ham på livet, ikke forekommer overbevisende. Ansøgerens forklaring om denne konflikt er udetaljeret, idet ansøgeren ikke har kunnet forklare nærmere om de muslimske personer, som angiveligt efterstræbte ham. Han har således ikke konkret kunnet forklare, hvem det er, at han frygter, men har alene oplyst, at det er alle muslimer i det lokalområde, hvor han boede. Han har endvidere oplyst, at han ikke på noget tidspunkt er blevet opsøgt personligt af disse muslimer, men at han udelukkende har hørt gennem andre personer, at han var efterstræbt af muslimerne. Ansøgerens forklaring forekommer ikke overbevisende, idet han ikke har kunnet forklare mere præcist om omstændighederne for den pågældende konflikt, herunder at det er på baggrund af denne konflikt, at hans bopæl blev brændt ned. Ansøgeren har ikke noget konkret kendskab til, hvem der brændte hans bopæl ned, og det beror alene på hans egen formodning, at det er de pågældende muslimer, som efterstræbte ham. Det kan i den forbindelse ikke føre til en ændret vurdering, at en muslim ved navn [A] forinden branden havde fortalte ham, at det var personer fra den muslimske gruppe, som ville brænde bopælen ned. Flygtningenævnet finder endvidere, at det beror på ansøgerens egen formodning, at [ansøgerens familiemedlem] blev slået ihjel som følge af, at ansøgeren havde en konflikt med muslimerne i sit lokalområde. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke ved, hvem der slog [ansøgerens familiemedlem] ihjel. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har oplyst, at folk i lokalområdet havde set en gruppe muslimer komme fra det sted, hvor [ansøgerens familiemedlem] var fundet død. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at nogle folk i byen havde hørt nogle muslimer vedkende sig drabet på [ansøgerens familiemedlem]. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, uanset at nævnet ikke kan udelukke, at ansøgeren har haft en konflikt med muslimer i sin hjemby, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til DR Congo risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. De generelle forhold i Syd Kivu og internt flugtalternativ. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren skal vurderes i forhold til Syd Kivu. Det fremgår af Migrationsverkets rapport af 24. juni 2021, ”Rättsligt Ställningstagande. Säkerhetssituationen i visse delar av Demokratiska republikken Kongo (DRK)”, at det er vurderet, at situationen i visse regioner i Den Demokratiske Republik Congo, herunder Syd Kivu, på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at enhver vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK´s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. At der består en reel risiko for sådanne overgreb blandt andet i Syd Kivu-regionen understøttes også af de i øvrigt foreliggende baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet finder herefter, at situationen i Syd Kivu, DR Congo, på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 3, er opfyldt, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011, Sufi og Elmi vs. UK. Det følger herefter, at der skal foretages en vurdering af, om der eksisterer et internt flugtalternativ. I den forbindelse skal der tages stilling til, om en del af hjemlandet kan udgøre et internt flugtalternativ, og om det er rimeligt at forvente, at ansøgeren tager ophold der. Det er de danske udlændingemyndigheder, der har bevisbyrden for, at der foreligger et internt flugtalternativ, hvortil det er rimeligt og relevant at henvise ansøgeren til at tage ophold. Det fremgår af Migrationsverkets rapport af 24. juni 2021, ”Rättsligt Ställningstagande. Säkerhetssituationen i visse delar av Demokratiska republikken Kongo (DRK)”, at intern flugt som hovedregel ikke er relevant i Den Demokratiske Republik Congo, og af UNHCR’s ”Position on returns to North Kivu, South Kivu, Ituri, and adjacent areas in the DRC affected by ongoing conflict and vioence - Update II” fra den 1. september 2019, at “[f]urthermore, UNHCR does not consider it appropriate for States to deny international protection to persons originating from the affected areas on the basis of a presumed internal flight alternative to other parts of the DRC, unless the applicant has strong and pre-existing links to the suggested area of relocation. At a minimum, such links need to comprise an ability to speak the local language, as well as having family or other substantial connections in the area in question.” Det fremgår endvidere af pkt. 25 i UNHCR’s “Guidelines on International Protection No. 4: ’Internal Flight or Relocation Alternative’”, at “The personal circumstances of an individual should always be given due weight in assessing whether it would be unduly harsh and therefore unreasonable for the person to relocate in the proposed area. Of relevance in making this assessment are factors such as age, sex, health, disability, family situation and relationships, social or other vulnerabilities, ethnic, cultural or religious considerations, political and social links and compatibility, language abilities, educational, professional and work background and opportunities, and any past persecution and its psychological effects. In particular, lack of ethnic or other cultural ties may result in isolation of the individual and even discrimination in communities where close ties of this kind are a dominant feature of daily life. Factors which may not on their own preclude relocation may do so when their cumulative effect is taken into account. Depending on individual circumstances, those factors capable of ensuring the material and psychological well-being of the person, such as the presence of family members or other close social links in the proposed area, may be more important than others.” Ansøgeren har boet sammen med sin familie i [landsby A] i fire år indtil sin udrejse. [Ansøgerens andet familiemedlem] er efter [ansøgerens familiemedlems] død flyttet til Uvira, hvor ansøgeren i øvrigt har en slægtning, som han har arbejdet for. Ansøgeren har boet i DR Congo indtil sin udrejse som 23-årig. Han udrejste på baggrund af, at han anså sig efterstræbt af en gruppe muslimer i sit lokalsamfund. Hans angivne konflikt har alene været knyttet til det lokalområde, hvorfra han senest havde boet i fire år. [Ansøgerens andet familiemedlem] bor nu i Uvira, der er en større by med omkring 600.000 indbyggere, hvor ansøgeren også selv har boet. Hans konflikt i det tidligere lokalsamfund angik det forhold, at han var kristen og forkyndte sin evangeliske tro, hvilket afstedkom en konflikt med muslimerne. Det fremgår af baggrundsoplysninger, at omkring 95-96 procent af befolkningen i DR Congo er kristne, og alene omkring 1,5 procent er muslimer. Det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgeren kan tale fransk, engelsk og swahili, og han har ingen helbredsmæssige problemer. Han har arbejdet som ulønnet lærer i kirken, og har endvidere tidligere været bosiddende andre steder i DR Congo, herunder i Uvira, hvor han arbejdede som sælger i en butik tilhørende en slægtning. Det fremgår endvidere af de oplysninger ansøgeren har afgivet under sin ansøgning om familiesammenføring, at han er uddannet skolelærer. Flygtningenævnet finder herefter på baggrund af en konkret vurdering, at ansøgeren, uanset sit manglende familienetværk og forudbestående tilknytning til områder uden for Syd Kivu, som udgangspunkt har forudsætningerne for at kunne etablere sig i en større by, eksempelvis Kinshasa. Nævnet lægger herved blandt andet vægt på, at han indtil sin udrejse har boet alene, og har udvist en stor evne til at kunne skabe et netværk i først og fremmest det kirkelige samfund, som han er knyttet til, og som har dannet grundlag for flere rejser blandt andet til udlandet, hvor han har forkyndt den evangelske tro sammen med [ansøgerens familiemedlem]. I lyset af de foreliggende oplysninger om ansøgerens forhold og forudsætninger, herunder henset til, at den af ansøgeren oplyste trosbaserede konflikt med nogle muslimer udelukkende har angået det lokalområde, hvor han senest har boet, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren rimeligvis vil kunne henvises til at tage ophold et andet sted i DR Congo. Der kan derfor heller ikke meddeles ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Demo/2022/5/MLVT.
Nævnet stadfæstede juni 2022 Udlændingestyrelsen afgørelsen vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [by], Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans far vil udlevere ham til Taliban, som vil have, at han skal være selvmordsbomber. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at hans mor inden hans udrejse fortalte ham, at hans far ville udlevere ham til Taliban, men at moren ikke ville tillade dette, og at faren derfor var rejst. Ansøgerens bopæl blev efterfølgende opsøgt af ukendte personer med økser og tildækkede ansigter, og ansøgeren hørte personerne spørge moren, hvor ansøgerens far var. Efter opsøgningen havde ansøgerens mor en skade på sin hånd, og hun opfordrede ansøgeren til at flygte. Flygtningenævnet lagde ved sin afgørelse af [sommeren] 2019 ansøgerens forklaring om baggrunden for sin udrejse af Afghanistan til grund. Baggrunden var nærmere, at ansøgerens mor var blevet opsøgt af nogle tildækkede personer, der spurgte efter ansøgerens far. Efterfølgende kom en ukendt mand til bopælen, og moderen sagde, at personen ville hjælpe ansøgeren med at udrejse af landet. Flygtningenævnet tog ved afgørelsen af [sommeren] 2019 stilling til ansøgerens to asylmotiver og lagde til grund, at der ikke var holdepunkter for at antage, at ansøgerens far ville udlevere ansøgeren til Taliban, da ansøgerens mor tilkendegav, at hun ikke accepterede dette. Nævnet lagde endvidere til grund, at det alene beroede på ansøgerens egen formodning, at de tildækkede personer, der spurgte efter ansøgerens far, efterstræbte ansøgeren. Mændene spurgte således ikke efter ansøgeren, og de ransagede heller ikke huset. Mændene kom endvidere ikke tilbage i den ukendte kortere periode, ansøgeren efterfølgende opholdt sig i hjemmet inden udrejsen. Ansøgeren har stort set henholdt sig til sine tidligere asylmotiver i forbindelse med genoptagelsessagen. Flygtningenævnet finder af de grunde, der er anført i nævnets afgørelse af [sommeren] 2019, fortsat ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er kommet i et modsætningsforhold til Taliban, ligesom ansøgeren heller har sandsynliggjort, at han er kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til sin far. Ansøgeren er ikke fremkommet med relevante nye oplysninger siden nævnsmødet [sommeren] 2019, der kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker yderligere, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret afglidende på flere relevante spørgsmål af væsentlig betydning for sagen. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgerens helbredsmæssige forhold i sig selv er asylbegrundende, jf. udlændingelovens § 7. I lyset af den usikre og ustabile situation i Afghanistan må der udvises særlig omhyggelighed ved vurderingen af ansøgerens konkrete risikoprofiler. Sådanne særlige risikoprofiler er behandlet i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, der s. 57-101 indeholder en analyse af 18 "particular profiles with regard to qualitication for refugee status". For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren risikerer asylbegrundende overgreb som følge af, at han måtte anses for "vestliggjort", bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren har været bosat i Afghanistan i de første 13 år af sit liv, og efter en samlet vurdering af de ovenstående forhold finder nævnets flertal ikke, at en person med ansøgerens profil vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb mv. som følge af, at han vender tilbage til Afghanistan fra et vestligt land. Flygtningenævnets flertal finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for personlig og individuelt begrundet forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om der foreligger en sådan situation i Afghanistan, at der bør meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Om de generelle forhold i Afghanistan bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at siden Taliban-regimet den 15. august 2021 indtog hovedstaden i Afghanistan, Kabul, og efterfølgende erklærede krigen mod den tidligere regering forbi samt i øvrigt den 7. september 2021 dannede en midlertidig regering, er den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan blevet forbedret. Der kan i den forbindelse henvises til blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information, Afghanistan, december 2021, s. 17 f., samt EASO, the general security situation after the Taliban's takeover, 15. november 2021, s. 6. Tilsvarende er anført i UNHCR Guidance Note fra februar 2022, side 1, pkt. 2. Den forbedrede generelle sikkerhedssituation efter Taliban-regimets magtovertagelse må også ses i lyset af, at situationen i Afghanistan forud for Taliban-regimets magtovertagelse måtte beskrives således, at der forelå en såkaldt ikke-international væbnet konflikt, der imidlertid mere generelt ophørte med at eksistere efter magtovertagelsen, jf. Amnesty International, No escape - War crimes and civilian harm during the fall of Afghanistan to the Taliban, december 2021, s. 5, samt Migrationsverket, Rättsligt ställningstagande: Prövning av skyddsbehov för medborgare från Afghanistan, 30. november 2021, s. 6. Der kan endvidere henvises til Human Rights Watch World Report 2022 vedrørende Afghanistan, hvor det anføres, at "In the six months before the takeover, fighting between government forces and the Taliban caused a sharp rise in civilian casualties from improvised explosive devices (IEDs), mortars, and airstrikes". Uanset at den generelle sikkerhedssituation er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, er der oplysninger om, at visse dele af Taliban-regimet har foretaget gengældesangreb. Således anføres det i den netop nævnte rapport fra Amnesty International fra december 2021, s. 13, at "As the Taliban quickly seized control of new areas of the country in July and August 2021, some units began a series of killings of captured ANDSF and former high-ranking government officials. In the cases documented by Amnesty International, the people targeted for retaliatory killings bear a certain profile: all were supporters (or were accused of being supporters) of the former government and were either high-profile leaders or members of ethnic minorities". Det fremgår også af de øvrige baggrundsoplysninger, at visse Talibankrigere efter magtovertagelsen navnlig har interesseret sig for "persons affiliated with the former government, security forces or foreign forces", jf. EASO, Afghanistan - Country of Origin Information Report, January 2022, s. 45f. Det kan imidlertid ikke lægges til grund, at der er tale om systematisk forfølgelse af de nævnte personer fra Taliban-regimets side som sådan, jf. blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information rapport, december 2021, s. 1. Det må således på den ene side lægges til grund, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, at der ikke længere mere generelt foreligger en intern væbnet konflikt, og at forholdene i Afghanistan ikke er af en sådan karakter, at enhver vil være i en reel risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse eller i øvrigt overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som følge af sin blotte tilstedeværelse i Afghanistan, jf. herved også Migrationsverket, Prövning av skyddsbehov för medborgare från Afghanistan, 30. november 2021, s. 7, hvor det anføres, at "Det kan dock för tilfället inte anses råda sådant urskillningslöst våld i någon provins at var och en risikerer at uttsättas för skyddsbegrundande behandling". På den anden side må det imidlertid lægges til grund, at situationen i Afghanistan, som anført i Udlændingestyrelsens Country of Origin Information rapport, december 2021, s. 5, er "volatile and unstable". Der kan også henvises til UNHCR, Afghanistan Situation Update – 2. november 2021, hvor det anføres, at "The security situation in Afghanistan remains highly volatile". Dette fremgår også af UNHCR Guidance Note fra februar 2022. Herudover kan der henvises til Migrationsverket, Rattsligt stallningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgare från Afghanistan, 30. november 2021, s. 4, hvor det anføres, at "utvecklingen är osäker och kan vara snabbt föränderlig". Endelig kan der henvises til EASO, Afghanistan - Country of Origin Information Report, January 2022, s. 9, hvor det anføres, at rapporten "demonstrates preliminary findings on how Taliban rule has manifested itself since the takeover of Kabul but does not analyse whether these findings are representative of the Taliban leadership's intentions nor of their bearing for the future". De generelle forhold i Afghanistan findes ikke i sig selv at kunne føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Som følge heraf finder Flygtningenævnet, at betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, heller ikke er opfyldt. Flygtningenævnets flertal stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Løbenummer: Afgh/2022/32/sahe
Nævnet meddelte i juni 2022 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af trosretning fra [by], Logar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af Taleban. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens far var ansat i politiet i provinsen Logar. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at faren efter langvarige stridigheder med medlemmer af Taliban blev myrdet. Det må endvidere lægges til grund, at ansøgeren fra flere sider blev gjort opmærksom på, at der var konkrete trusler mod hans sikkerhed, og at det var på den baggrund, at han valgte at forlade Afghanistan. Oplysningerne om ansøgerens alder, uddannelse og ansøgerens fremtræden ved dennes forklaring i nævnet er indgået i nævnets vurdering ved sagens afgørelse. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan, herunder til provinsen Logar, som må antages at være under kontrol af Taliban, vil være i risiko for konkret og individuel begrundet forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk.1. Det tilføjes, at Flygtningenævnet ikke finder, at ansøgeren vil kunne henvises til et internt flugtalternativ i Afghanistan. Da Flygtningenævnet har lagt til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med Taliban, og idet at ansøgeren ikke kan henvises til internt flugtalternativ, meddeler Flygtningenævnet derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Afgh/2022/31/ROZ
Nævnet omgjorde i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan, således at de fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Sagen er sambehandlet med Afgh/2022/29/jnsa. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk pashtun og sunnimuslim af trosretning. Klageren har boet i forskellige områder i Afghanistan. Klageren er født i Mazar-e Sharif og flyttede til Kabul, da hun var fem år, hvor hun boede frem til 2006, hvorefter hun flyttede til [landsby] og boede der frem til 2008. Klageren har senest boet i [bydel], som er en bydel i Kabul, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2013 klageren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede for sit liv, idet hendes ægtefælle havde en jordkonflikt med en magtfuld person ved navn [A], der har slået ægtefællens forældre, bror og søster ihjel. [I efteråret] 2013 meddelte Flygtningenævnet klageren og klagerens medfølgende barn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. [I vinteren] 2021 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 7, stk. 2, nægtes forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at opholdstilladelsen er opnået ved svig. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter [A], grundet sin ægtefælles jordkonflikt med vedkommende. Til støtte herfor har klageren oplyst, at [A] i 2008 havde tiltvunget sig klagerens ægtefælles families jordstykke beliggende i [landsby]. I forbindelse med, at klagerens svigerfar og svoger efterfølgende ville sætte en mur rundt om jordstykket, ankom nogle af [A’s] kommandanter, og der opstod tumult. Situationen eskalerede ved, at en af kommandanterne skubbede svigerfaren, hvorefter svogeren slog sønnen til en af kommandanten med en skovl, således at sønnen afgik ved døden, hvilket førte til, at kommandanten dræbte klagerens svigerfar og svoger. Herefter udrejste klagerens ægtefælle af Afghanistan. Klageren flygtede efterfølgende til Kabul og holdt sig skjult på forskellige adresser i [bydel] sammen med sin svigermor og svigerinde. I [foråret] 2012 blev klagerens svigermor og svigerinde slået ihjel, mens klageren var i basaren. Klageren er overbevist om, at [A] står bag dette. Klageren udrejste efterfølgende af Afghanistan. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter klageren, at hun vil blive slået ihjel af [A] og hans kommandanter. [A] er desuden ansvarlig for at have slået klagerens fars ven, [B], ihjel i 2016. [B] havde hjulpet klageren med husly og økonomisk støtte, mens klagerens ægtefælle var i Danmark. Klageren har til støtte for sine asylmotiver videre oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at ægtefællens konflikter vil påvirke deres datter, [C]. Klageren frygter, at [A] og hans håndlangere vil slå datteren ihjel. Klageren har oplyst, at datteren taler dansk, og at hun fungerer godt i skolen. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om at være frafaldet islam til grund. Der er herved lagt vægt på, at klageren først for nylig skulle have frafaldet islam, hvilket er under sagens behandling, og at klageren samtidig har oplyst, at hun ind i mellem beder og til dels overholder ramadanen. Om klageren risikerer asylbegrundende overgreb som følge af at hun måtte anses for vestliggjort bemærker Flygtningenævnet, at klageren kommer fra en mindre by i omegnen af Kabul, hvor hun har boet i mange år indtil sin udrejse i 2012. Klageren taler dari, og det kan i henhold til det ovenfor anførte ikke lægges til grund, at klageren har frafaldet islam. Det kan på baggrund af baggrundsoplysninger ikke lægges til grund, at klageren med sin profil vil blive udsat for asylbegrundende overgreb mv. som følge af, at hun vender tilbage til Afghanistan fra et vestligt land. Der kan i den forbindelse henvises til de konkrete kriterier, der er nævnt i EASO, Country Guidance, Common analyses and guidance. Det gør ikke en forskel, at klageren har opholdt sig i vesten i 10 år. Det forhold, at klageren har børn, der er født og opvokset i Danmark, ændrer heller ikke herpå. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at børnene er vokset op hos forældre, der til en vis grad har praktiseret den muslimske tro, og at de kan forstå og til dels taler dari. Som følge heraf finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være udsat for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har under sagen fastholdt sit oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker, at det er myndighederne, der har bevisbyrden for, at det oprindelige asylmotiv er urigtigt. Det bemærkes, at klageren er meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af den ovenfor beskrevne jordkonflikt. Flygtningenævnet bemærker, at klageren overordnet overfor Udlændingestyrelsen har forklaret konsistent omkring asylmotivet, herunder at klagerens ægtefælles far og bror blev skudt af en kommandant, der arbejdede for [A] i forbindelse med en jordkonflikt. Et flertal af Flygtningenævnet lægger imidlertid til grund, at klageren under sin asylsag bevidst har forklaret urigtigt om sine ægtefælles familieforhold og dermed om sit asylmotiv. Flertallet af Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerens ægtefælle har haft en [socialt medie]-profil i navnet - ”[D]”, og at han i dag har en [socialt medie]-profil i navet ”[E]”. [Socialt medie]-profilen i navnet ”[D]” gjorde klagerens ægtefælle inaktiv i 2019 efter Udlændingestyrelsen begyndte at interessere sig for den. Af denne profil fremgår det blandt andet, at klagerens ægtefælle via profilen var i forbindelse med [F], [G] og [H]. Profilen indeholdt blandt andet et album med titlen ”[dato i vinteren 2010/2011], hvor billeder med navngivne personer fremgik, herunder en person som blev benævnt ”kære far”. Personen benævnt ”kære far” forekommer tillige i et [socialt medie]-opslag dateret [sommeren] 2016 fra [G’s] [socialt medie]-profil, hvor han skriver: ”kære far, jeg ønsker dig et langt og lykkeligt liv for dig.” Dette opslag blev kommenteret af klagerens ægtefælle i personlige vendinger, og der blev ligeledes lagt et ungdomsbillede op af personen ”kære far”. Omkring billedet har klagerens ægtefælle for nævnet oplyst, at han fik det tilsendt, og at det stammede fra et valgkort. Senere oplyste han, at det stammede fra et arbejdskort. Endelig oplyste klagerens ægtefælle, at han ikke helt vidste, hvor det stammede fra, da et arbejdskort fremlagt af klageren og ægtefællen under sagen, indeholder det samme billede, og dette har klagerens ægtefælle efter sin forklaring først set efter afgørelsen fra Udlændingestyrelsen. Endelig har klagerens ægtefælle kommenteret flere billeder af ”kære far” lagt op på [G’s] profil og blandt andet skrevet, at han savner ”kære far” og savner den kærlighed og varme han fik af personen for 34 år siden, idet han kommenterer sin barndom i forhold til personen. Endelig forekommer der blandt andet i 2017 tillige på [G’s] [socialt medie]-profil opslag af klagerens datter, der benævnes niece. Af [H] [socialt medie]-profil fremgår et opslag med billede og tekst omkring at elske sin mor, og dette opslag har klagerens ægtefælle kommenteret og skrevet, at han elsker sin søde mor. På [F’s] [socialt medie]-profil har han lagt et foto op af sig selv i 2018, hvilket ikke stemmer overens med, at han skulle være død i 2008. Klagerens ægtefælles forklaring omkring opslagene og kommentarerne, herunder at personen benævnt ”kære far” er [B], og at [F], [G] og [H] er [B’s] sønner, forekommer konstrueret til lejligheden. Det samme gør klagerens forklaring omkring [B] og dennes sønner. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at klagerens ægtefælle først mødte [B] i 2006 omkring to år inden sin udrejse, at det forekommer besynderligt og konstrueret, at flere af [B’s] sønner skulle have det samme efternavn som klagerens ægtefælle, og at en søn skulle hedde det samme, som ægtefælles bror, der angiveligt blev dræbt i 2008. Endvidere bemærkes, at klagerens ægtefælle for nævnet har svaret afglidende omkring flere af kommentarerne på [socialt medie] og overfladisk omkring kontakten og forholdet til [B]. Det forekommer endvidere ikke troværdigt, at en person, som klagerens ægtefælle kun har kendt gennem få år, skulle tage navn efter klagerens ægtefælles afdøde bror, som personen ikke kendte. Endelig forekommer det konstrueret, at [B’s] sønner skulle vælge at skifte efternavn og tage klagerens ægtefælles efternavn når henset til, at klagerens ægtefælles familie angiveligt havde en konflikt med [A], der betød, at [A] ville slå hele klagerens ægtefælles familie ihjel. Flertallet af Flygtningenævnet kan efter det ovenfor anførte ikke lægge klagerens forklaring om sine asylmotiver til grund og finder, at klageren har afgivet bevidst urigtige oplysninger og derved opnået asyl ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Det beror på klagerens egen formodning, at hendes datter vil blive slået ihjel af [A] eller Taliban, eller at han vil blive nødt til at tvangsgifte hende bort. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har en konflikt med hverken Taleban eller [B]. Spørgsmålet er herefter, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for hende. Ved bedømmelsen af, om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, skal der foretages en proportionalitetsafvejning af den udviste svig i forhold til navnlig hensynene i udlændingelovens § 26. Efter Flygtningenævnets praksis er der ved opnåelse af en opholdstilladelse ved svig udvist en sådan egen skyld, at hensynet til udlændingen selv, herunder om inddragelsen eller nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende, ikke tillægges samme vægt i afvejningen som i sager, hvor inddragelse eller nægtelse af forlængelse overvejes på baggrund af ændringerne i den pågældendes hjemland eller udefra kommende omstændigheder. Det anførte skal ses i sammenhæng med, at udlændingen på grund af den udviste svig som det helt klare udgangspunkt, ikke kan antages at have en berettiget forventning om at kunne forblive her i landet. Til støtte for, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, kan der peges på navnlig, at klagerens ægtefælle har opholdt sig i Danmark i knap 14 år og haft asyl i 13 år, at klageren har opholdt sig i landet i knap 10 år og haft asyl i 9 år, og at klageren har tre børn født i Danmark, som går i børnehave og skole og som taler dansk, og for det største barns vedkommende læser og skriver dansk. Hertil kommer, at klageren har arbejdet i Danmark i sin ægtefælles [forretning], og at hun tillige har arbejde hos Paradis-is. Klageren taler dansk. Herover står imidlertid, at det i forhold til betydningen af længden af opholdet i Danmark må tillægges vægt, at det relativt langvarige ophold efter flertallet opfattelse alene skyldes hendes urigtige oplysninger ved ansøgningen om asyl. Der kan også henvises til forarbejderne til § 26, stk. 1, nr. 1, hvor det anføres, at ”Dog skal selve det forhold, at en udlænding har opholdt sig her i landet i en årrække på op til syv år, ikke i sig selv føre til, at inddragelse af den pågældendes opholdstilladelse undlades […]”, jf. lovforslag nr. L 152 af 28. februar 2002. Endvidere må det i forhold til klagerens danskkundskaber tages i betragtning, at det også under sagens behandling for Flygtningenævnet har vist sig nødvendigt til dels at anvende tolk, jf. herom også lovforslag nr. L 152 af 28. februar 2002. Heller ikke klagerens alder, helbredstilstand eller personlige forhold, taler imod en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse, idet det blandt andet bemærkes, at klageren ikke har familie i Danmark ud over sine børn og sin ægtefælle, der i givet fald også vil skulle tage ophold i Afghanistan. Det bemærkes tillige, at ægtefælles opholdstilladelse tillige efter flertallets opfattelse er opnået ved svig, og at de derfor ikke har haft en berettiget forventning om, at kunne udøve familieliv i Danmark. Hensynet til familiens enhed taler med andre ord ikke imod, at klagerens opholdstilladelse nægtes forlænget. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet og isoleret afvejning af klagerens forhold, at det ikke vil være særligt belastende for klageren, hvis klagerens opholdstilladelse nægtes forlænget. Spørgsmålet er herefter, om klagerens børn, [C] der i dag er [8-11] år, [I], der i dag er [4-7] år, og [J], der i dag er [4-7] år, har opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at en nægtelse af at forlænge deres opholdstilladelser vil være særligt belastende for dem (og dermed også klageren). I den forbindelse bemærkes, at det følger af Flygtningenævnets faste praksis vedrørende udlændingelovens § 26, stk. 1, jf. dagældende § 19, stk. 7, 1. pkt., at den af klageren udviste svig ikke har afsmittende betydning på børnene. Af de almindelige bemærkninger til det lovforslag, der lå til grund for lov nr. 174 af 27. februar 2019, hvorved blandt andet udlændingelovens § 19 a blev indført, fremgår blandt andet følgende vedrørende udlændingelovens § 26, stk. 1, nr. 1, jf. lovforslag nr. 140 af 15. januar 2019: ”2.1.6. Udlændingestyrelsens nuværende praksis.… 2.1.6.1. Tilknytning til det danske samfund, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, nr. 1… Hvis et mindreårigt barn har opnået selvstændig tilknytning til Danmark, bliver den pågældendes opholdstilladelse ikke inddraget eller nægtet forlænget, uanset at barnets forældre ikke længere har et beskyttelsesbehov. Ved denne vurdering lægges der bl.a. vægt på barnets alder, varigheden af barnets lovlige og sammenhængende ophold i Danmark og barnets integration i det danske samfund. Der lægges ved vurderingen betydelig vægt på, om barnet har haft en del af sine formative år – fra ca. 6-7 årsalderen til ca. 15 årsalderen – her i landet. I de formative år tager barnets sociale færdigheder, sproglige kompetencer og faglige kundskaber i særlig grad form, og barnet etablerer i stadig højere grad selv personlige kontakter og et socialt netværk.… Små børn under 6 år har som udgangspunkt ikke opnået selvstændig tilknytning til det danske samfund. Børn over 6-7 år har som udgangspunkt opnået selvstændig tilknytning til det danske samfund, hvis de har opholdt sig lovligt i Danmark i sammenhængende 6-7 år og har gået i vuggestue og/eller børnehave her i landet. Derudover indgår det i vurderingen, om børnene er begyndt i skole her i landet. For større børn over 7 år – herunder eksempelvis børn som først er indrejst nogle år efter fødslen – er udgangspunktet fortsat, at børnene har opnået selvstændig tilknytning til det danske samfund, hvis de har opholdt sig lovligt i Danmark i sammenhængende 6-7 år og i denne periode har gået i institution og skole. Dog lægges der i praksis særlig vægt på, om børnene har haft en væsentlig del af deres formative år med skolegang her i landet. Det betyder, at inddragelse eller nægtelse af forlængelse i praksis undlades under henvisning til større børns selvstændige tilknytning til Danmark, allerede hvis børnene har haft ca. 5-5½ års ophold med skolegang her i landet.” I relation til [C] bemærkes, at hun er født og har boet i Danmark i [hele sit liv], at hun har gået i vuggestue, børnehave og skole i Danmark, at hun har haft [nogle] af sine formative år i Danmark, at hun taler, læser og skriver dansk, og at hun taler dansk indbyrdes med sine søskende. Hun har sin familie i Danmark, og hun har ikke tilknytning til hjemlandet, hvis kultur er væsentlig forskellig fra den danske. Hun kan tale dari. Hertil kommer, at hun efter oplysningerne er vellidt og efter skoleudtalelsen klarer sig godt i skolen, at hun har gode veninder, og at hun i sin fritid spiller fodbold og går til svømning og karate. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, herunder navnlig oplysningerne om varigheden af [C’s] ophold i Danmark, hvor hun også har opholdt sig i nogle af sine formative år samt hendes øvrige tilknytning til det danske samfund, at hun har opnået en særlig tilknytning til Danmark, og at det derfor – uagtet klagerens opholdstilladelse efter flertallets i Flygtningenævnets opfattelse blev opnået ved svig – må antages at virke særligt belastende for klageren at inddrage hans opholdstilladelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2020, således at klageren og dennes medfølgende barn fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2”. Løbenummer: Afgh/2022/30/jnsa
Nævnet omgjorde i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Sagen er sambehandlet med Afgh/2022/30/jnsa. Indrejst i 2008.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk pashtun, sunnimuslim af trosretning og fra [landsby], Kabul, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2009 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede, at blive slået ihjel af en magtfuld kommandant, med hvem klageren har en jordkonflikt. Som asylmotiv henviste klageren endvidere til, at han frygtede Taliban, idet Taliban havde truet med at kidnappe og slå ansatte ihjel på [arbejdsplads], hvor klageren var ansat som sikkerhedsvagt. Udlændingestyrelsen har [i vinteren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens §7, stk. 2, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at opholdstilladelsen er opnået ved svig. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter for sit liv, grundet en jordkonflikt med en magtfuld person og dennes håndlangere, der i forbindelse med konflikten slog klagerens far og bror ihjel. Til støtte herfor har klageren oplyst, at konflikten startede i sommeren 2006, hvor mange personer fra klagerens landsby fik frataget deres jord af en magtfuld person, [A]. Beboerne i landsbyen ejede området i fællesskab, og nogle beboere ejede derudover egen jord, herunder klageren og dennes familie. Konfiskeringen af jord i dette område var et udpræget problem, og beboerne havde afholdt flere demonstrationer og klaget både lokalt og til regeringen. Beboerne blev dog truet til tavshed. Klageren havde ikke selv deltaget i demonstrationerne, men det havde klagerens far og bror. I foråret 2008 tog klagerens far og bror ud til deres privatejede jord for at afmærke denne. Kommandanten konfronterede klagerens far og bror med dette, og ved samme episode slog kommandanten klagerens far, hvorpå klagerens bror reagerede ved at slå kommandantens søn med en skovl. Kommandantens søn afgik ved døden, og kommandanten skød derefter klagerens far og bror, som begge afgik ved døden. Klageren var ikke til stede ved denne episode, men han blev informeret om episoden af en person fra landsbyen. Klageren blev samtidig oplyst, at han var eftersøgt. Dernæst gik klageren i skjul hos sin svigerfamilie, hvor han opholdt sig i omkring to uger inden sin udrejse af Afghanistan. Klageren er senere blevet oplyst, at en nær ven af ægtefællens far, [B], der havde hjulpet klagerens ægtefælle, mor og søster, efter klagerens konflikt opstod og efter klagerens udrejse af Afghanistan, blev slået ihjel af kommandanten i 2016. Klageren havde desuden selv opbygget et meget tæt forhold til [B], som han betragtede som en faderfigur. Klageren frygter, at kommandanten vil udrydde hele klagerens familie, da kommandanten har truet hermed. Klageren frygter derfor at vende tilbage til Afghanistan. Klageren har til støtte for sine asylmotiver endvidere oplyst, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans konflikter vil påvirke datteren, [C]. Klageren frygter, at [A] eller Taliban vil slå datteren ihjel. Klageren frygter desuden, at blive nødsaget til at lade datteren tvangsgifte med en magtfuld person, da klageren har hørt, at dette ofte sker i Afghanistan, og da det ikke er muligt at modsætte sig dette, da man i så fald bliver slået ihjel. Klageren har oplyst, at datteren taler dansk, at hun har gået i dansk vuggestue, børnehave og skole, og at hun fungerer godt socialt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om at være frafaldet islam til grund. Der er herved lagt vægt på, at klageren først for et år siden skulle have frafaldet islam, hvilket er under sagens behandling, og at klageren samtidig har oplyst, at han ind i mellem beder og til dels overholder ramadanen, når det kan passe for ham. Om klageren risikerer asylbegrundende overgreb som følge af at han måtte anses for vestliggjort bemærker Flygtningenævnet, at klageren kommer fra en mindre by i omegnen af Kabul, hvor han har boet i mange år indtil sin udrejse i 2008. Klageren taler dari, og det kan i henhold til det ovenfor anførte ikke lægges til grund, at klageren har frafaldet islam. Det kan på baggrund af baggrundsoplysninger ikke lægges til grund, at klageren med sin profil vil blive udsat for asylbegrundende overgreb mv. som følge af, at han vender tilbage til Afghanistan fra et vestligt land. Der kan i den forbindelse henvises til de konkrete kriterier, der er nævnt i EASO, Country Guidance, Common analyses and guidance. Det gør ikke en forskel, at klageren har opholdt sig i vesten i 14 år. Det forhold, at klageren har børn, der er født og opvokset i Danmark, ændrer heller ikke herpå. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at børnene er vokset op hos forældre, der til en vis grad har praktiseret den muslimske tro, og at de kan forstå og til dels taler dari. Som følge heraf finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være udsat for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har under sagen fastholdt sit oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker, at det er myndighederne, der har bevisbyrden for, at det oprindelige asylmotiv er urigtigt. Det bemærkes, at klageren er meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af den ovenfor beskrevne jordkonflikt, mens Udlændingestyrelsen ikke har meddelt ham asyl tillige på baggrund af den angivelige konflikt med Taliban. Flygtningenævnet bemærker, at klageren overordnet overfor Udlændingestyrelsen har forklaret konsistent omkring asylmotivet, herunder at hans far og bror blev skudt af en kommandant, der arbejdede for [A] i forbindelse med en jordkonflikt. Et flertal af Flygtningenævnet lægger imidlertid til grund, at klageren under sin asylsag bevidst har forklaret urigtigt om sine familieforhold og dermed om sit asylmotiv. Flertallet af Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har haft en [socialt medie]-profil i navnet - ”[D]”, og at han i dag har en [socialt medie]-profil i navet ”[E]”. [Socialt medie]-profilen i navnet ”[D]” gjorde klageren inaktiv i 2019 efter Udlændingestyrelsen begyndte at interessere sig for den. Af denne profil fremgår det blandt andet, at klageren via profilen var i forbindelse med [F], [G] og [H]. Profilen indeholdt blandt andet et album med titlen ”[dato i vinteren 2010/2011], hvor billeder med navngivne personer fremgik, herunder en person som blev benævnt ”kære far”. Personen benævnt ”kære far” forekommer tillige i et [socialt medie]-opslag dateret [sommeren] 2016 fra [G’s] [socialt medie]-profil, hvor han skriver: ”kære far, jeg ønsker dig et langt og lykkeligt liv for dig.” Dette opslag blev kommenteret af klageren i personlige vendinger, og der blev ligeledes lagt et ungdomsbillede op af personen ”kære far”. Omkring billedet har klageren for nævnet oplyst, at han fik det tilsendt, og at det stammede fra et valgkort. Senere oplyste han, at det stammede fra et arbejdskort. Endelig oplyste klageren, at han ikke helt vidste, hvor det stammede fra, da et arbejdskort fremlagt af klageren under sagen, indeholder det samme billede, og dette har klageren efter sin forklaring først set efter afgørelsen fra Udlændingestyrelsen. Endelig har klageren kommenteret flere billeder af ”kære far” lagt op på [G’s] profil og blandt andet skrevet, at han savner ”kære far” og savner den kærlighed og varme han fik af personen for 34 år siden, idet han kommenterer sin barndom i forhold til personen. Endelig forekommer der blandt andet i 2017 tillige på [G’s] [socialt medie]-profil opslag af klagerens datter, der benævnes niece. Af [H’s] [socialt medie]-profil fremgår et opslag med billede og tekst omkring at elske sin mor, og dette opslag har klageren kommenteret og skrevet, at han elsker sin søde mor. På [F’s] [socialt medie]-profil har han lagt et foto op af sig selv i 2018, hvilket ikke stemmer overens med, at han skulle være død i 2008. Klagerens forklaring omkring opslagene og kommentarerne, herunder at personen benævnt ”kære far” er [B], og at [F], [G] og [H] er [B’s] sønner, forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at klageren først mødte [B] i 2006 omkring to år inden sin udrejse, at det forekommer besynderligt og konstrueret, at flere af [B’s] sønner skulle have det samme efternavn som klageren, og at en søn skulle hedde det samme, som den bror, der angiveligt blev dræbt i 2008. Endvidere bemærkes at klageren for nævnet har svaret afglidende omkring flere af kommentarerne på [socialt medie] og overfladisk omkring kontakten og forholdet til [B]. Det forekommer endvidere ikke troværdigt, at en person, som klageren kun har kendt gennem få år, skulle tage navn efter klagerens afdøde bror, som personen ikke kendte. Endelig forekommer det konstrueret, at [B’s] sønner skulle vælge at skifte efternavn og tage klagerens efternavn når henset til, at klagerens familie angiveligt havde en konflikt med [A], der betød, at [A] ville slå hele klagerens familie ihjel. Flertallet af Flygtningenævnet kan efter det ovenfor anførte ikke lægge klagerens forklaring om sine asylmotiver til grund og finder, at klageren har afgivet bevidst urigtige oplysninger og derved opnået asyl ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Det beror på klagerens egen formodning, at hans datter vil blive slået ihjel af [A] eller Taliban, eller at han vil blive nødt til at tvangsgifte hende bort. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har en konflikt med hverken Taliban eller [A]. Spørgsmålet er herefter, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham. Ved bedømmelsen af, om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, skal der foretages en proportionalitetsafvejning af den udviste svig i forhold til navnlig hensynene i udlændingelovens § 26. Efter Flygtningenævnets praksis er der ved opnåelse af en opholdstilladelse ved svig udvist en sådan egen skyld, at hensynet til udlændingen selv, herunder om inddragelsen eller nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende, ikke tillægges samme vægt i afvejningen som i sager, hvor inddragelse eller nægtelse af forlængelse overvejes på baggrund af ændringerne i den pågældendes hjemland eller udefra kommende omstændigheder. Det anførte skal ses i sammenhæng med, at udlændingen på grund af den udviste svig som det helt klare udgangspunkt, ikke kan antages at have en berettiget forventning om at kunne forblive her i landet. Til støtte for, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, kan der peges på navnlig, at klageren har opholdt sig i Danmark i knap 14 år og haft asyl i 13 år, at hans ægtefælle har opholdt sig i landet i knap 10 år og haft asyl i 9 år, og at han har tre børn født i Danmark, som går i børnehave og skole og som taler dansk, og for det største barns vedkommende læser og skriver dansk. Hertil kommer, at klageren siden 2013 har været selvstændig med en [forretning], at han forud herfor også har været i arbejde, og at han taler dansk. Herover står imidlertid, at det i forhold til betydningen af længden af opholdet i Danmark må tillægges vægt, at det relativt langvarige ophold efter flertallet opfattelse alene skyldes hans urigtige oplysninger ved ansøgningen om asyl. Der kan også henvises til forarbejderne til § 26, stk. 1, nr. 1, hvor det anføres, at ”Dog skal selve det forhold, at en udlænding har opholdt sig her i landet i en årrække på op til syv år, ikke i sig selv føre til, at inddragelse af den pågældendes opholdstilladelse undlades […]”, jf. lovforslag nr. L 152 af 28. februar 2002. Endvidere må det i forhold til klagerens danskkundskaber tages i betragtning, at det også under sagens behandling for Flygtningenævnet har vist sig nødvendigt til dels at anvende tolk, jf. herom også lovforslag nr. L 152 af 28. februar 2002. Heller ikke klagerens alder, helbredstilstand eller personlige forhold, taler imod en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse, idet det blandt andet bemærkes, at klageren ikke har familie i Danmark ud over sine børn og sin ægtefælle, der i givet fald også vil skulle tage ophold i Afghanistan. Det bemærkes tillige, at ægtefællens opholdstilladelse tillige efter flertallets opfattelse er opnået ved svig, og at de derfor ikke har haft en berettiget forventning om, at kunne udøve familieliv i Danmark. Hensynet til familiens enhed taler med andre ord ikke imod, at klagerens opholdstilladelse nægtes forlænget. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet og isoleret afvejning af klagerens forhold, at det ikke vil være særligt belastende for klageren, hvis klagerens opholdstilladelse nægtes forlænget. Spørgsmålet er herefter, om klagerens børn, [C] der i dag er [8-11] år, [I], der i dag er [4-7] år, og [J], der i dag er [4-7] år, har opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at en nægtelse af at forlænge deres opholdstilladelser vil være særligt belastende for dem (og dermed også klageren). I den forbindelse bemærkes, at det følger af Flygtningenævnets faste praksis vedrørende udlændingelovens § 26, stk. 1, jf. dagældende § 19, stk. 7, 1. pkt., at den af klageren udviste svig ikke har afsmittende betydning på børnene. Af de almindelige bemærkninger til det lovforslag, der lå til grund for lov nr. 174 af 27. februar 2019, hvorved blandt andet udlændingelovens § 19 a blev indført, fremgår blandt andet følgende vedrørende udlændingelovens § 26, stk. 1, nr. 1, jf. lovforslag nr. 140 af 15. januar 2019: ”2.1.6. Udlændingestyrelsens nuværende praksis. … 2.1.6.1. Tilknytning til det danske samfund, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, nr. 1… Hvis et mindreårigt barn har opnået selvstændig tilknytning til Danmark, bliver den pågældendes opholdstilladelse ikke inddraget eller nægtet forlænget, uanset at barnets forældre ikke længere har et beskyttelsesbehov. Ved denne vurdering lægges der bl.a. vægt på barnets alder, varigheden af barnets lovlige og sammenhængende ophold i Danmark og barnets integration i det danske samfund. Der lægges ved vurderingen betydelig vægt på, om barnet har haft en del af sine formative år – fra ca. 6-7 årsalderen til ca. 15 årsalderen – her i landet. I de formative år tager barnets sociale færdigheder, sproglige kompetencer og faglige kundskaber i særlig grad form, og barnet etablerer i stadig højere grad selv personlige kontakter og et socialt netværk.… Små børn under 6 år har som udgangspunkt ikke opnået selvstændig tilknytning til det danske samfund. Børn over 6-7 år har som udgangspunkt opnået selvstændig tilknytning til det danske samfund, hvis de har opholdt sig lovligt i Danmark i sammenhængende 6-7 år og har gået i vuggestue og/eller børnehave her i landet. Derudover indgår det i vurderingen, om børnene er begyndt i skole her i landet. For større børn over 7 år – herunder eksempelvis børn som først er indrejst nogle år efter fødslen – er udgangspunktet fortsat, at børnene har opnået selvstændig tilknytning til det danske samfund, hvis de har opholdt sig lovligt i Danmark i sammenhængende 6-7 år og i denne periode har gået i institution og skole. Dog lægges der i praksis særlig vægt på, om børnene har haft en væsentlig del af deres formative år med skolegang her i landet. Det betyder, at inddragelse eller nægtelse af forlængelse i praksis undlades under henvisning til større børns selvstændige tilknytning til Danmark, allerede hvis børnene har haft ca. 5-5½ års ophold med skolegang her i landet.” I relation til [C] bemærkes, at hun er født og har boet i Danmark [hele sit liv], at hun har gået i vuggestue, børnehave og skole i Danmark, at hun har haft [nogle] af sine formative år i Danmark, at hun taler, læser og skriver dansk, og at hun taler dansk indbyrdes med sine søskende. Hun har sin familie i Danmark, og hun har ikke tilknytning til hjemlandet, hvis kultur er væsentlig forskellig fra den danske. Hun kan tale dari. Hertil kommer, at hun efter oplysningerne er vellidt og efter skoleudtalelsen klarer sig godt, at hun har gode veninder, og at hun i sin fritid spiller fodbold og går til svømning og karate. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, herunder navnlig oplysningerne om varigheden af [C’s] ophold i Danmark, hvor hun også har opholdt sig i nogle af sine formative år samt hendes øvrige tilknytning til det danske samfund, at hun har opnået en særlig tilknytning til Danmark, og at det derfor – uagtet klagerens opholdstilladelse efter flertallets i Flygtningenævnets opfattelse blev opnået ved svig – må antages at virke særligt belastende for klageren at inddrage hans opholdstilladelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2020, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Løbenummer: Afgh/2022/29/jnsa
Nævnet meddelte i maj 2022 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er [etnicitet] og oprindeligt muslim fra landsbyen [A], Afghanistan. Ansøgeren har efterfølgende oplyst, at hun under sit ophold i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hun vil blive slået ihjel af 15 mænd, som ønskede at indgå ægteskab med ansøgeren. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at hun og hendes familie er blevet opsøgt af mændene, at hun har modtaget trusselsbreve fra alle 15 mænd samt, at hendes ægtefælle har været tilbageholdt i 20 dage af én eller flere af mændene. Ansøgeren har yderligere henvist til, at hendes far blev slået ihjel i en eksplosion, og at ansøgeren ligeledes formoder, at én eller flere af de 15 mænd stod bag eksplosionen. Ansøgeren har under genoptagelsessagen som asylmotiv endvidere henvist til, at hun er konverteret til kristendommen. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun blev introduceret for kristendommen af afghanske kvinder på [et asylcenter], og at de lånte hende en bibel, som hun begyndte at læse i. Ansøgeren blev ligeledes medlem af en gruppe, som studerede udvalgte afsnit fra bibelen, og ansøgeren blev fascineret af kristendommen. Flere passager i bibelen har gjort særligt indtryk på ansøgeren, herunder Johannesevangeliets kapitel 1, 3 og 8, Lukasevangeliets kapitel 3 samt Romerbrevets kapitel 5 og 8. I 2018 påbegyndte ansøgeren yderligere kristendomsundervisning, og hun blev døbt [i foråret] 2018. Kristendommen giver ansøgeren ro i sit sind og i sit hjerte, og ansøgeren oplever, at kristendommen fjerner hendes sorger og bekymringer. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring og fremtræden for nævnet, at ansøgerens konversion til kristendommen må anses for reel. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har forklaret troværdigt om sin kontakt med kristendommen og baggrunden for sin konversion. Hertil kommer, at hun har demonstreret et indgående kendskab til kristendommen, herunder biblens opbygning, bibeltekster samt kristendommens højtider, der også har haft en betydning for hendes indre afklaringsproces. Hun er døbt [i foråret] 2018 efter sædvanlig dåbsforberedelse. Hun er siden fast gået til gudstjeneste i kirken om søndagen, ligesom hun fast har deltaget i blandt andet yderligere kirkelige arrangementer. Hun har forklaret, at hun ved en eventuel tilbagevenden til Afghanistan vil leve åbent som kristen, og at hun vil fortælle om kristendommen. Flygtningenævnet finder herefter, at det må antages, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af sin konvertering til kristendommen ved en eventuel tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Afgh/2022/27/MLVT.
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og kristen protestant fra [A], Kampala i Uganda. Han forlod [A] i 2016, hvor han flyttede til [B]. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Uganda frygter at blive anholdt og sat i fængsel, idet han er biseksuel og har en verserende retssag. Ansøgeren er endvidere bange for lokalbefolkningen i [A], fordi de ved, at han er biseksuel, og han frygter, at de vil slå ham ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv blandt andet oplyst, at det er ulovligt at være biseksuel i Uganda, og at man kan blive dømt til fængsel på livstid. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han omkring 18-20-års alderen fandt ud af, at han var tiltrukket af begge køn. Ansøgeren har haft tre mandlige kærester, og ansøgerens første kæreste var [C]. Ansøgeren mødte ham i 2003 og var sammen med ham i omkring syv måneder. I 2005 fik han sin anden mandlige kæreste, [D], som han var sammen med i 18 måneder. I 2007 mødte ansøgeren sin kvindelige kæreste [E], som han fandt sammen med som følge af et forventningspres fra familien og lokalbefolkningen. Han boede sammen med hende fra 2009 indtil 2016, ligesom han har to børn med hende. Han fortalte hende i 2012, at han var homoseksuel. I 2013 mødte han [F], som han fik et seksuelt forhold til. Hans ægtefælle blev vred over forholdet, men levede med situationen i et par år. Efter et skænderi mellem dem anmeldte hun hans homoseksuelle forhold til de lokale myndigheder i 2015. Myndighederne fulgte efter ham, og i [foråret] 2016 blev han overrasket på et hotelværelse sammen med sin kæreste, [F]. Døren til hotelværelset blev sparket ind, og ansøgeren og hans kæreste blev trukket ud af mange mennesker, hvorefter de blev udsat for vold. Ansøgeren og hans kæreste fik brændende plastikposer over sig, og de blev slået og ydmyget, ligesom mange mennesker kiggede på. Herefter kom politiet, og ansøgeren blev taget med til politistationen i [A]. På politistationen blev ansøgeren også slået af politiet. Ansøgeren blev flyttet til politistationen i Kampala, hvor han sad i en celle i fem dage. Ansøgeren kom herefter på hospitalet, og hans forældre kautionerede for ham. Herefter tog ansøgeren til [B], hvor han opholdt sig fra [foråret 2016] til [efteråret 2016]. Fra [efteråret] 2016 til [vinteren 2019/2020] arbejdede ansøgeren i [udlandet], hvorefter han vendte tilbage til [B], hvor han opholdt sig indtil [senere på vinteren 2019/2020]. Endeligt har ansøgeren oplyst, at politiet siden 2016 flere gange har opsøgt hans forældre for at spørge efter ham, men at politiet ikke længere kommer efter at hans forældre ved den seneste henvendelse fortalte politiet, at ansøgeren nu opholdt sig i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin homoseksualitet til grund, idet han på en række væsentlige punkter har forklaret forskelligt og ikke overbevisende herom. Nævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om tilbageholdelsen af ham og den kaution, der blev stillet for hans løsladelse. Ansøgeren har forklaret, at han blev anholdt [en dato i foråret] 2016, og overført til et hospital [en senere dato i foråret] 2016. Han har i den forbindelse forklaret, at kautionen blev stillet, mens han befandt sig på hospitalet, mens det af kautionserklæringen fremgår, at kautionen er stillet [på datoen for anholdelsen i] 2016. Han flygtede efterfølgende fra Uganda, men der er efter det oplyste ikke blevet krævet betaling af kautionsbeløbet af hverken ham eller hans forældre. Hertil kommer i øvrigt, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at hans forældre ikke længere bliver opsøgt af politiet efter de har oplyst, at han er udrejst til Danmark. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin anbringelse efter anholdelsen [i foråret] 2016. Han har herunder forklaret, at han var anbragt i en celle sammen med [F], men har senere forklaret, at han var alene i cellen. Endelig har han forklaret, at han delte cellen med 7 andre personer. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvornår hans kæreste fik kendskab til hans angivelige homo- og/eller biseksualitet. Han har således forklaret, at det var i 2012, og senere forklaret, at det var i 2013, hvorefter hun først i 2015 underrettede de lokale myndigheder om hans homoseksuelle forhold til [F]. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren først under nævnsmødet har forklaret, at han udrejste af Uganda i 2016 og senere indrejste til Uganda i 2019 ved i begge tilfælde at betale bestikkelse til forskellige ansatte i lufthavnen i Uganda. Det er tale om en udbyggende forklaring, som nævnet afviser. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvornår hans forældre fik kendskab til hans seksualitet, ligesom han har forklaret forskelligt om, hvor mange gange hans forældre efterfølgende er blevet opsøgt af politiet. Ansøgeren har således til sin oplysnings- og motivsamtale oplyst, at hans forældre inden hans anholdelse i [foråret] 2016 var bekendt med, at han var biseksuel, mens han til sin asylsamtale har forklaret, at hans forældre først fik kendskab hertil i forbindelse med anholdelsen. Endvidere har ansøgeren til sin oplysnings- og motivsamtale oplyst, at hans forældre er blevet opsøgt 5 gange efter hans udrejse, mens han til sin asylsamtale har oplyst, at de er blevet opsøgt 11 gange. På baggrund af ovenstående og ansøgerens generelle troværdighed i øvrigt afviser Flygtningenævnet i det hele ansøgerens forklaring om sin seksualitet. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren har nogen asylbegrundende konflikt med myndighederne eller lokalbefolkningen i Uganda, herunder henset til, at han i tiden efter anholdelsen i 2016 og indtil sin udrejse i 2020 har været i stand til i flere perioder at opholde sig i Uganda uden at opleve problemer med myndighederne og lokalbefolkningen. Der kan derfor ikke meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: ugan/2022/1/anjv
Nævnet omgjorde i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, idet hun dog som følge af offentlig ansættelse automatisk har været registreret som medlem af Baath-partiet. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i vinteren 2015/2016] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i vinteren 2020/2021] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har i advokatindlæg modtaget i Flygtningenævnet [i sommeren] 2022 nedlagt påstand om, at klageren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært i medfør af § 7, stk. 2, mere subsidiært at sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen. Klageren har til støtte herfor navnlig henvist til, at hun har været offentligt ansat i Syrien, og at hun har forladt sin stilling, og at hun som følge heraf risikerer forfølgelse af de syriske myndigheder. Klageren har endvidere henvist til, at hun også som følge af sine regimekritiske [aktiviteter på socialt medie] og sine brødres modsætningsforhold til de syriske myndigheder risikerer forfølgelse. Klageren oplyste allerede i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen i 2015, at hun i [i antal] år havde været offentligt ansat [stilling] i det syriske [ministerium], og at hun forlod sin stilling uden tilladelse og udrejste illegalt af Syrien dagen efter. For Flygtningenævnet har klageren troværdigt fastholdt sin forklaring om sin offentlige ansættelse og den illegale udrejse. Flygtningenævnet lægger klagerens oplysninger herom til grund. Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder og de foreliggende baggrundsoplysninger og under hensyn til det forsigtighedsprincip, der gælder ved den konkrete og individuelle vurdering i forbindelse med behandlingen af sager om personer fra Syrien, finder Flygtningenævnet, at der er usikkerhed om, i hvilket omfang amnestireglerne vedrørende ansatte, der har forladt en offentlig stilling, i praksis bliver respekteret af de syriske myndigheder. I den forbindelse lægger nævnet vægt på, at Udenrigsministeriets høringsnotat af 9. december 2021 alene er baseret på en enkelt ekstern kilde, der ikke er nærmere omtalt, og at notatet ikke i øvrigt er støttet af andre baggrundsoplysninger, herunder hvordan amnestireglerne er implementeret i praksis. Af Udenrigsministeriets notat af 12. marts 2021 fremgår, at myndighederne retsforfølger personer, der har forladt en offentlig stilling, efter amnestireglerne er udstedt. Af Udlændingestyrelsens rapport ”Syria – Treatment upon return” fra maj 2022 fremgår, at der sker arbitrær arrestation og tilbageholdelse også af personer, der er omfattet af amnestilove og –dekreter. Af rapporten fremgår videre, at der ikke er noget klart mønster i behandlingen af personer, der vender tilbage til Syrien, og at den konkrete behandling til dels beror på den enkelte ansvarlige medarbejders beslutning på indrejsestedet eller i sikkerhedstjenesten. Nævnet lægger efter baggrundsoplysningerne til grund, at der hersker vilkårlighed i behandlingen af borgerne i Syrien. I forhold til bedømmelsen af, om klageren kan forventes at opnå amnesti for at have forladt en offentlig stilling, må det endvidere tages i betragtning, at klageren er udrejst af landet illegalt, at hun forud for sin udrejse havde en kontakt med en [rang i militæret] eller anden myndighedsperson, som fremkom med udsagn af truende karakter, at hun har viderebragt regimekritiske indlæg på [socialt medie] og at klagerens brødre må anses for at være i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Disse kumulative forhold er egnede til, at klageren har bragt sig i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder, og indebærer dermed en øget risiko for, at amnestireglen ikke af de syriske myndigheder vil blive efterlevet i praksis over for klageren. På den anførte baggrund og under hensyn til det nævnte forsigtighedsprincip finder Flygtningenævnets flertal, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse af de syriske myndigheder omfattet af i hvert fald udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal finder, at klageren ikke har sandsynliggjort at hendes individuelle forhold er af en sådan karakter og intensitet, at hun kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [en dato i vinteren 2015/2016] som forlænget ved Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2019/2020], således at klageren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2022/91/ACA
Nævnet omgjorde i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder fra landsbyen [A], Aleppo, Syrien. Klageren er født muslim, men hun er efter det oplyste frafaldet islam. Klageren har deltaget i danseoptrædener og arrangementer arrangeret af Patriotic Union Kurdistan (PUK), og klageren blev som [16-18-årig] medlem af PUK, hvor hun underviste i det kurdiske sprog. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015, og at hun og hendes medfølgende børn [i sommeren] 2021 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3.Klageren har [i sommeren] 2021 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun frygter for sit og sine børns liv på grund af sin samlevers politiske aktiviteter i Syrien, herunder at klagerens samlever har skrevet og publiceret to bøger, som blandt andet kritiserer de kurdiske partier og regimet i Syrien. Klageren har endvidere oplyst, at hun frygter at blive udsat for kidnapning af diverse syriske grupperinger samt at blive anvendt som presseringsmiddel for at få klagerens samlever til at overgive sig. Klageren frygter endvidere at vende tilbage til Syrien, fordi hun har været medlem af PUK, hvor hun blandt andet har undervist i kurdisk. Klageren har endvidere oplyst, at hun efter indrejsen i Danmark har udvist interesse for kristendommen. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun blev døbt [i efteråret] 2021 sammen med sine medfølgende børn, men at hun ikke praktiserer kristendommen. Klageren håber, at dåben vil gøre det lettere for børnene at blive accepteret i det danske samfund. Klageren vil ved en tilbagevenden til Syrien ikke praktisere kristendommen, men hun vil heller ikke tvinges til at praktisere islam, idet hun anser sig selv som frafalden. Indledningsvis skal Flygtningenævnet om klagerens forklaring om sin tilknytning til og aktiviteter for det kurdiske parti Yekiti bemærke, at de anførte forhold, der vedrører perioden 2003-2011, og sprogundervisningen i kurdisk alene perioden 2003-2006, ikke på noget tidspunkt har givet klageren problemer med de syriske myndigheder. Klageren har derfor ikke sandsynliggjort, at hun af denne grund vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Oplysningerne om den nuværende politiske situation i Syrien kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt til grund, at klageren på ny er samlevende med sin tidligere ægtefælle, der har permanent opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det skal derfor vurderes, om klageren er i en afledt risiko for asylbegrundende overgreb som følge af den tidligere ægtefælles forhold, idet det bemærkes, at betingelserne for at meddele konsekvensstatus ikke ses at være opfyldt. Flygtningenævnet har i den forbindelse, herunder efter oplysningerne i klagerens tidligere ægtefælles asylsag, lagt til grund, at den tidligere ægtefælle er blevet genindkaldt til og har unddraget sig militærtjeneste i Syrien. Efter bevisførelsen for nævnet om den tidligere ægtefælles sur place-aktiviteter har Flygtningenævnet endvidere lagt til grund, at i hvert fald den tidligere ægtefælles anden bogudgivelse må anses for at have et til dels underliggende regeringskritisk indhold i en ellers kunstnerisk form, men at bogen på nuværende tidspunkt alene er trykt i 500 eksemplarer og ikke – som den første bogudgivelse – kan købes via internetsteder som [hjemmeside] og [hjemmeside]. Den tidligere ægtefælle har under nævnsmødet tillige forklaret om andre regimekritiske aktiviteter, herunder udgivelsen af kritiske artikler i eget navn i et litteraturforum på internettet benævnt [litteraturforum], og at artikler herfra også er lagt op på hans åbne [profil på et socialt medie], der er i eget navn, sammen med andet regimekritisk indhold. Tolken har under nævnsmødet oversat udvalgte dele af [profilen på et socialt medie], hvilket i det oversatte omfang har bekræftet den tidligere ægtefælles forklaring om indholdet af profilen. Flygtningenævnet har endvidere lagt til grund, at klageren er etnisk kurder, og at hun er udrejst illegalt af Syrien. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder navnlig det ovenfor anførte om klagerens tidligere ægtefælles regimekritiske sur place-aktiviteter, og efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at det er sandsynliggjort, at de syriske myndigheder vil anse klageren for en modstander af styret og dermed tillægge hende en bestemt politisk holdning, og at klageren ved en tilbagevenden til Syrien således vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har i vurderingen tillige lagt vægt på det forsigtighedsprincip, der finder anvendelse ved behandlingen af sager vedrørende statsborgere fra Syrien. Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til betydningen af klagerens interesse for kristendommen, som hun i øvrigt ikke har ønsket at uddybe nærmere under nævnsmødet. Flygtningenævnet ændrer på denne baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.”Løbenummer: Syri/2022/85/MLVT.
Nævnet omgjorde i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim fra Syrien. Klageren er født og opvokset i byen [A] i [B]-regionen, Syrien. Da klageren var fem eller seks år, flyttede han til Damaskus, hvor han har boet frem til sin udrejse af Syrien. Udlændingestyrelsen meddelte den [dato i vinteren 14/15] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til de generelle forhold. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i landet. Herudover henviste klageren til, at de syriske myndigheder betragter personer, der udrejser af Syrien, som forrædere. Udlændingestyrelsen traf den [dato i vinteren 20/21] afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen vurderede, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere var til stede. Under sagen om nægtelse af forlængelse henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive tilbageholdt, idet han var udrejst af Syrien, og dermed ville blive betragtet som en forræder af de syriske myndigheder. Klageren henviste som yderligere asylmotiv til, at han frygtede at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, idet han var eftersøgt. Til støtte herfor oplyste klageren, at han var eftersøgt af de syriske myndigheder, idet han havde forsøgt at finde ud af, hvad der var sket med hans nevø, der var forsvundet ved en kontrolpost. Ydermere henviste klageren som asylmotiv henvist til, at han sammen med sin familie i Danmark havde deltaget i en demonstration mod [nærmere detaljer om demonstrationen]. Demonstrationen fandt sted i [by], og der deltog 200 mennesker. Klageren formodede, at demonstrationen blev filmet, hvorfor de syriske myndigheder kan have fået kendskab til deres deltagelse i demonstrationen. Han og hans familie havde endvidere deltaget i en demonstration i [by] og i [by] i 2020 mod det syriske regime. Klageren henviste tillige til, at han har været medlem af forskellige regeringsfjendtlige organisationer, navnlig [organisation]. Endelig henviste klageren til, at han havde ydet humanitær bistand til personer i Syrien, som var i nød som følge af krigen i Syrien. Den [dato i foråret] 2021 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i vinteren 20/21]. Ved e-mail af [dato i sommeren] 2021 har klageren anmodet om, at sagen genoptages. Som begrundelse for anmodningen har klageren blandt andet henvist til, at han har optrådt i nationale og internationale medier samt vedlagt kopi af artikel fra [dansk medie] og artikel fra [udenlandsk medie]. Ved e-mail af [dato i vinteren 21/22] har klageren fremsendt en oversættelse af en [udenlandsk] artikel samt henvist til en række links, hvor han har optrådt med fuldt navn og billede. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er i første række, om der er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, og såfremt dette ikke er tilfældet, om betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. § 7, stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at de syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme klageren til gode. Klagerens søn er [16-18] år gammel og er således ikke i den militærpligtige alder i Syrien. Der er derfor ikke grundlag for at antage, at han på nuværende tidspunkt vil blive betragtet som militærunddrager. Klageren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer asylbegrundende forfølgelse eller behandling som familiemedlem til en militærunddrager. Om klagerens eksponering i medierne bemærkes, at klageren efter Flygtningenævnets afgørelse af [dato i foråret] 2021 har medvirket i flere artikler og udsendelser i både danske og internationale medier, i hvilken forbindelse han blandt andet har udtrykt sig kritisk om den syriske regering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at et interview af klageren i en artikel i [dansk medie] den [dato i sommeren] 2021, hvor han er citeret for at kalde Syriens præsident for en morder. Klageren har endvidere deltaget i et interview med [udenlandsk medie], som er afspillet under nævnsmødet, hvor klageren blandt andet udtaler, at Syrien ikke er safe, og at de er mordere. Klageren har også medvirket i et interview på internetkanalen [udenlandsk medie], hvor han i en artikel af [dato i foråret] 2022 har udtalt, at han flygtede, fordi han følte sig forfulgt i Syrien, ligesom han betegner det syriske regime som morderisk. Klageren omtales i disse medier med navn og billede. Emnet for de nævnte interviews er kritik af den danske udlændingepolitik for så vidt angår hjemsendelse af syriske statsborgere. Flygtningenævnet bemærker, at klageren ved at engagere sig i denne kritik indirekte har fremsat kritik af de politiske forhold i Syrien. Endelig bemærkes, at klageren i Danmark har deltaget i demonstrationer rettet mod det syriske regime, og at han er medlem af en international forening, som har til formål [nærmere om formål]. Efter karakteren og omfanget af denne profilering og opmærksomhed fra danske og udenlandske medier har klageren sandsynliggjort, at han risikerer at blive udsat for forfølgelse eller overgreb, hvis han vender tilbage til Syrien. På den angivne baggrund lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse som følge af forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Syri/2022/84/rila
Nævnet omgjorde i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunnimuslim fra [by] i Bakol-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte den [dato i efteråret] 2013 klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren oplyste til støtte for sit asylmotiv, at hun er uddannet sygeplejerske, og at hun den [dato i sommeren] 2012 blev opsøgt af to medlemmer af al-Shabaab, der beordrede hende og en anden, som var uddannet læge, til at hjælpe en såret en mand. Klageren har videre oplyst, at manden afgik ved døden, uden at al-Shabaab bemærkede det, og hun formåede at flygte ud af Somalia kort tid efter. Klageren henviste som yderligere asylmotiv til, at hun frygtede familiemedlemmer til den afdøde mand, fordi hun ikke formåede at redde ham. Den [dato i vinteren 21/22] har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at hun frygter al-Shabaab samt familiemedlemmerne til den afdøde mand. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er i første række, om der er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, og såfremt dette ikke er tilfældet, om betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. § 7, stk. 2, er opfyldt. Udlændingestyrelsen lagde i 2013 klagerens forklaring om asylmotivet til grund, men har i afgørelsen af [dato i efteråret] 2017 fundet, at asylmotivet ikke længere kunne lægges til grund, idet styrelsen fandt, at klagerens forklaring var divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnets flertal bemærker hertil, at klageren i alt væsentligt har forklaret konsistent om sit asylmotiv. Flertallet finder, at der ved vurderingen af divergenser i klagerens forklaring skal lægges vægt på den tid, der er forløbet siden episoden i Somalia fandt sted i 2012, og siden hun afgav forklaring i Udlændingestyrelsen i 2013. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at klagerens forklaring om asylmotivet fortsat kan lægges til grund. Flygtningenævnets flertal lægger vægt på, at klageren gennem hele sagens forløb har forklaret, at hun som sygeplejerske og en læge en eftermiddag blev hentet af to mænd fra al-Shabaab, som ville have dem til at tilse en såret mand, og at al-Shabaabmedlemmer truede klageren og lægen på livet, hvis den sårede mand døde. Manden afgik ved døden, men under påskud af, at hun skulle hente medicin i sin jordemoderklinik, fik klageren lejlighed til at flygte. Klageren flygtede gennem bagudgangen til sin klinik og tog hen til sin søster. Klagerens søster konstaterede samme aften, at et al-Shabaabmedlem havde ledt efter klageren i dennes hjem. Klageren rejste samme aften til en anden by, og forlod således sin ægtefælle og 6 børn. Klagerens ægtefælle og børn flygtede umiddelbart efter til Etiopien. Klagerens søster blev efterfølgende slået ihjel, fordi hun havde hjulpet klageren med at flygte. Herefter finder Flygtningenævnets flertal, at klageren må anses for at være profileret i forhold til al-Shabaab. Af kontrolkort over Somalia fra december 2021 fremgår, at området omkring klagerens hjemby, [A], i regionen Bakol er under al-Shabaabs kontrol. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia fortsat er i risiko for at blive udsat for behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, i form af overgreb fra al-Shabaabs side. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren, selvom hun er omskåret, kan anses for at tilhøre en særlig social gruppe i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i flygtningekonventionens artikel 1, litra A, nr. 2. Klageren er derfor ikke omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i vinteren 21/22], således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Løbenummer: Soma/2022/22/rila
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Sagen er sambehandlet med løbenr. Liba/2022/17. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Tripoli, Libanon. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klagerens mor som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygtede, at hendes bror, [A], eller hendes tidligere ægtefælles familie ville slå hende ihjel. Klagerens mor henviste som asylmotiv videre til, at hun frygtede, at hendes tidligere svigerforældre ville kræve hendes søn udleveret og tjene penge på ham ved at sælge ham som selvmordsbomber eller få penge for at sende ham i krig. Klagerens mor henviste som asylmotiv endvidere til, at hun ikke havde noget sted at bo i Libanon, da hun var sikker på, at hendes familie ikke ville have noget med hende at gøre, og at hun ikke havde noget arbejde, hvorfor hun ikke kunne klare sig selv. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 4, jf. § 19, stk. 3 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har været rejst tilbage til Libanon, og at forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at han ikke længere risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til de samme motiver, som er anført af hans mor. Klagerens mor har anført: ”Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at hendes bror [A], vil slå hende ihjel, fordi hun har krænket hans ære. Klageren har som nyt asylmotiv videre henvist til, at hun frygter, at hendes tidligere ægtefælle [B] vil slå hende ihjel, og at han vil få hendes tidligere ægtefælle [C] til at slå hende ihjel. Klageren har som nyt asylmotiv desuden henvist til, at hun frygter, at der vil blive delt intime billeder og videoer af hende, og at [A’s] ægtefælle, [D] vil fortælle [C], at hun har forrådt [C] med [B], mens hun stadig var gift med [C].” Flygtningenævnet tiltræder, at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse er opfyldt. Flygtningenævnet henviser herved til de samme grunde, som er anført i klagerens mors afgørelse, hvori det er anført: ”Flygtningenævnet er med samme begrundelse, som Udlændingestyrelsen har anført, enig i, at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse er opfyldt. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at klageren heller ikke for Flygtningenævnet har kunnet forklare, hvorfor hendes tidligere ægtefælle skulle kunne opnå en fordel ved at ”lokke” hende til Libanon og efterlade hende og hendes søn der, mens han selv rejste tilbage Danmark med sine to særbørn, henset til, at den tidligere ægtefælles opholdstilladelse var afhængig af klagerens. Nævnet bemærker i denne forbindelse, at klageren er veluddannet, idet hun har arbejdet som skolelærer, hvorfor hun selv kunne have kontaktet Den Danske Ambassade, såfremt hun var uden hjemrejsedokumenter. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at klageren har forklaret meget usikkert og skiftende om, hvad der er sket med hendes nationalitetspas. Klageren har således f.eks. til Udlændingestyrelsen forklaret, at Den Libanesiske Ambassade i Sverige i 2015 annullerede hendes pas, da det var udløbet, mens hun for Flygtningenævnet har forklaret, at nationalitetspasset blev forlænget på ambassaden, så hun kunne indgå ægteskab med [B]. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at klageren for Flygtningenævnet – og først efter at være foreholdt stemplerne i hendes fremmedpas – har forklaret, at hun har haft endnu et ophold i Libanon, idet hun efter i perioden [i vinteren] 2018 at have besøgt sin datter i Saudi Arabien, under anvendelse af sit angiveligt udløbne nationalitetspas rejste direkte videre til Libanon, hvor hun opholdt sig, inden hun på ny indrejste i Danmark [i foråret] 2018. Klageren har således også i denne periode opholdt sig i Libanon uden at opleve problemer. Vedrørende klagerens bror [A] bemærker Flygtningenævnet særligt, at klageren har forklaret udbyggende om sin aktuelle konflikt med [A], idet hun først under den anden samtale med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2021 har forklaret, at hendes bror havde slået hende. Klageren har også først for Flygtningenævnet forklaret, at [A] tog kvælertag på hende. Forklaringen herom kan derfor ikke lægges til grund. Også klagerens søn har forklaret udbyggende om klagerens konflikt med [A], idet klagerens søn ikke under den første samtale med Udlændingestyrelsen fortalte om episoden, hvor [A] angiveligt skulle have slået og truet klageren, selv om klagerens søn havde overværet episoden. Klageren har herefter ikke afkræftet formodningen for, at de forhold, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at hun ikke længere risikerer forfølgelse. Klagerens forklaring om hendes nye asylmotiv, hvorefter hun frygter, at [B] vil udsætte hende for overgreb, såfremt hun vender tilbage til Libanon, kan ikke lægges til grund. Flygtningenævnet henviser herved til, at [B] ikke hidtil har gjort klageren noget under hendes ophold i Danmark og heller ikke gjorde hende noget under hendes to ophold i Libanon, selv om klageren og [B] blev islamisk skilt under klagerens sidste ophold i Libanon. Klageren har således heller ikke sandsynliggjort, at hun på grund af nye konflikter ved en indrejse i Libanon vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7.” Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, sammenholdt med, at klagerens lange ophold i Libanon i 2018 afbrød hans tilknytning til Danmark, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, at det må antages at virke særligt belastende for ham at nægte at forlænge hans opholdstilladelse i Danmark. Det forhold, at klageren nu er ved at færdiggøre sit første skoleforløb i Danmark og har meldt sig til hjemmeværnet, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Liba/2022/18/EEB.
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libanon. Sagen er sambehandlet med løbenr. Liba/2022/18. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Tripoli, Libanon. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygtede, at hendes bror, [A], eller hendes tidligere ægtefælle, [B], familie ville slå hende ihjel. Klageren henviste som asylmotiv videre til, at hun frygtede, at hendes tidligere svigerforældre ville kræve hendes søn udleveret og tjene penge på ham ved at sælge ham som selvmordsbomber eller få penge for at sende ham i krig. Klageren henviste som asylmotiv desuden til, at hun ikke havde noget sted at bo i Libanon, da hun var sikker på, at hendes familie ikke ville have noget med hende at gøre, og at hun ikke havde noget arbejde, hvorfor hun ikke kunne klare sig selv. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 4, jf. § 19, stk. 3 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har været rejst tilbage til Libanon, og at forholdene, der begrundede opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at hun ikke længere risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at hendes bror [A], vil slå hende ihjel, fordi hun har krænket hans ære. Klageren har som nyt asylmotiv videre henvist til, at hun frygter, at hendes tidligere ægtefælle [C] vil slå hende ihjel, og at han vil få hendes tidligere ægtefælle [B] til at slå hende ihjel. Klageren har som nyt asylmotiv desuden henvist til, at hun frygter, at der vil blive delt intime billeder og videoer af hende, og at [A’s] ægtefælle, [D], vil fortælle [B], at hun har forrådt [B] med [C], mens hun stadig var gift med [B]. Klageren har endelig henvist til, at hun frygter, at hendes forhold vil få konsekvenser for hendes døtre, og at deres ægtefæller vil lade sig skille fra dem af den grund. Flygtningenævnet er med samme begrundelse, som Udlændingestyrelsen har anført, enig i, at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse er opfyldt. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at klageren heller ikke for Flygtningenævnet har kunnet forklare, hvorfor hendes tidligere ægtefælle skulle kunne opnå en fordel ved at ”lokke” hende til Libanon og efterlade hende og hendes søn der, mens han selv rejste tilbage Danmark med sine to særbørn, henset til, at den tidligere ægtefælles opholdstilladelse var afhængig af klagerens. Nævnet bemærker i denne forbindelse, at klageren er veluddannet, idet hun har arbejdet som skolelærer, hvorfor hun selv kunne have kontaktet Den Danske Ambassade, såfremt hun var uden hjemrejsedokumenter. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at klageren har forklaret meget usikkert og skiftende om, hvad der er sket med hendes nationalitetspas. Klageren har således f.eks. til Udlændingestyrelsen forklaret, at Den Libanesiske Ambassade i Sverige i 2015 annullerede hendes pas, da det var udløbet, mens hun for Flygtningenævnet har forklaret, at nationalitetspasset blev forlænget på ambassaden, så hun kunne indgå ægteskab med [C]. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at klageren for Flygtningenævnet – og først efter at være foreholdt stemplerne i hendes fremmedpas – har forklaret, at hun har haft endnu et ophold i Libanon, idet hun efter i perioden [i vinteren] 2018 at have besøgt sin datter i Saudi Arabien, under anvendelse af sit angiveligt udløbne nationalitetspas rejste direkte videre til Libanon, hvor hun opholdt sig, inden hun på ny indrejste i Danmark [i foråret] 2018. Klageren har således også i denne periode opholdt sig i Libanon uden at opleve problemer. Vedrørende klagerens bror [A] bemærker Flygtningenævnet særligt, at klageren har forklaret udbyggende om sin aktuelle konflikt med [A], idet hun først under den anden samtale med Udlændingestyrelsen [i vinteren 2021] har forklaret, at hendes bror havde slået hende. Klageren har også først for Flygtningenævnet forklaret, at [A] tog kvælertag på hende. Forklaringen herom kan derfor ikke lægges til grund. Også klagerens søn har forklaret udbyggende om klagerens konflikt med [A], idet klagerens søn ikke under den første samtale med Udlændingestyrelsen fortalte om episoden, hvor [A] angiveligt skulle have slået og truet klageren, selv om klagerens søn havde overværet episoden. Klageren har herefter ikke afkræftet formodningen for, at de forhold, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at hun ikke længere risikerer forfølgelse. Klagerens forklaring om hendes nye asylmotiv, hvorefter hun frygter, at [C] vil udsætte hende for overgreb, såfremt hun vender tilbage til Libanon, kan ikke lægges til grund. Flygtningenævnet henviser herved til, at [C] ikke hidtil har gjort klageren noget under hendes ophold i Danmark og heller ikke gjorde hende noget under hendes to ophold i Libanon, selv om klageren og [C] blev islamisk skilt under klagerens sidste ophold i Libanon. Klageren har således heller ikke sandsynliggjort, at hun på grund af nye konflikter ved en indrejse i Libanon vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, sammenholdt med, at klagerens lange ophold i Libanon i 2018 afbrød hendes tilknytning til Danmark, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, at det må antages at virke særligt belastende for hende at nægte at forlænge hendes opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Liba/2022/17/EEB.
Nævnet hjemviste i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra [landsbyen A], Iran. Ansøgeren har været aktiv for Det Kurdiske Demokratiske Parti (KDPI) fra hun var [over 18 år] og frem. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de iranske myndigheder, idet hun har været politisk aktiv i KDPI og fortsat er sympatisør. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes politiske aktiviteter er blevet afsløret over for myndighederne af hendes tidligere ægtefælles brødre. De iranske myndigheder har opsøgt ansøgerens mor i Iran og ransaget hendes hus, hvor de har fundet beviser på ansøgerens politiske aktiviteter på ansøgerens computer. Myndighederne har afhørt ansøgerens mor flere gange og fortalt hende, at de ved, at ansøgeren fortsat udfører politiske aktiviteter for KDPI. Ansøgeren har i advokatindlægget anført, at hun er tiltagende politisk aktiv på de sociale medier. Ansøgeren frygter at blive henrettet på baggrund af hendes politiske aktiviteter. Videre har ansøgeren som asylmotiv anført, at hun ved tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af hendes tidligere ægtefælles brødre, [A] og [B], idet de har truet hendes familie, eftersom de mener, at hun har forladt sin ægtefælle uden hans tilladelse. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes mor har flyttet bopæl, idet hun var bange for ansøgerens tidligere ægtefælles brødre, efter at de har slået hende og fremsat trusler rettet mod hende flere gange. Ansøgeren har i advokatindlægget og til dels i mødet i Flygtningenævnet afgivet en uddybende forklaring vedrørende bl.a. sine politiske aktiviteter i Danmark, herunder sine regimekritiske aktiviteter på de [sociale medier], samt fremlagt en række bilag til støtte herfor, som ikke er indgået i Udlændingestyrelsens sagsbehandling. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af baggrundsoplysningerne om Iran, at de iranske myndigheder i et vist omfang både har vilje og evne til at overvåge sine borgeres aktiviteter i udlandet, herunder regimekritikeres aktiviteter på internettet, ved brug af informanter, infiltratorer og digital overvågning, jf. f.eks. Landinfo, Temanotat, Iran, ”Mottagelse og behandling av returnerte asylsøkere” (21. januar 2021) og Landinfo, Temanotat, Iran, ”Internett og sosiale medier” (31. maj 2021). Flygtningenævnet finder, at der med ansøgerens forklaring og de for nævnet fremlagte bilag er fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagen. Nævnet hjemviser herefter sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på en bedømmelse i første instans af de nye oplysninger samt en fornyet bedømmelse af de oplysninger vedrørende ansøgerens politiske aktiviteter i Danmark, som allerede forelå på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, men som så vidt ses ikke er tillagt nogen nærmere vægt i afgørelsen af sagen, samt med henblik på yderligere sagsoplysning, herunder således at styrelsen kan inddrage de relevante baggrundsoplysninger, herunder de rapporter som er nævnt ovenfor. Flygtningenævnet finder endvidere, at Udlændingestyrelsen samtidig bør tage stilling til den eventuelle betydning af ansøgerens ægtefælles aktiviteter for KDPI og dennes profilering, idet det bemærkes, at ægtefællen har opnået asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, på dette grundlag. Flygtningenævnet finder, at de nævnte forhold, herunder i lyset af betydningen af kumulative forhold, bør undergives en samlet bedømmelse i første instans og inddrages i afgørelsesgrundlaget, før der træffes endelig afgørelse om asyl. Flygtningenævnet hjemviser således sagen til yderligere sagsoplysning og behandling i Udlændingestyrelsen.”Løbenummer: Iran/2022/30/MMAD
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder, sunnimuslim af trosretning og fra [by], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet stadfæstede [i sommeren] 2018 en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved der blev meddelt ansøgeren, som havde oplyst at være iransk statsborger, afslag på hans ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det blev i forbindelse med de danske myndigheders forsøg på at udsende ansøgeren i [efteråret] 2019 konstateret, at ansøgeren rettelig var irakisk statsborger. Ansøgeren anmodede i [vinteren 19/20] Flygtningenævnet om at genoptage sagen under henvisning til, at han ønskede at søge asyl i forhold til Irak. Han har som dokumentation herfor fremlagt sit irakiske nationalitetspas, som udløb i 2019. Flygtningenævnet har herefter besluttet at genoptage sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på en asylretlig vurdering af ansøgningen i forhold til Irak. Ansøgeren har under en samtale [i efteråret] 2021 overfor Udlændingestyrelsen forklaret, at han under den tidligere asylbehandling ikke havde oplyst sandfærdigt om sine forhold i asylansøgningen og under den efterfølgende asylsamtale, hvorunder han blandt havde oplyst at være iransk statsborger, selv om han rettelig er irakisk statsborger. Han har oplyst, at baggrunden herfor var, at han af nogle andre asylansøgere var blevet rådet til at lyve, fordi hans rette asylmotiv ikke ville være tilstrækkeligt til at opnå asyl. Da [et familiemedlem] fik afslag på asyl, blev han bekræftet i, at hans sag ikke var god nok til at kunne få asyl. Asylmotiver: Ansøgeren har som asylmotiv under den genoptagne sag henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af en jordejer, som han i [efteråret] 2015 fik en konflikt med, da han som tilsynsmand for kommunen havde givet vedkommende en advarsel i forbindelse med et nybyggeri med en frist til at bringe forholdet i orden. Dette medførte imidlertid, at byggeriet senere blev revet ned, hvorefter han har modtaget trusler fra jordejeren. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han som tilsynsmand for kommunen blev bekendt med, at jordejeren ikke havde en byggetilladelse, og at den pågældende havde bygget på et areal, der endnu ikke var udstykket til beboelse, hvorfor ansøgeren udstedte en skriftlig advarsel med en frist til at få forholdet bragt i orden. Jordejeren nåede ikke at fremskaffe tilladelsen i tide, hvorfor kommunen rev huset ned. Ansøgeren blev herefter i et tilfælde udsat for personlige trusler af jordejeren, hvilket han anmeldte til politiet. Ansøgeren er senere blevet informeret om, at jordejeren har opsøgt ansøgeren på hans tidligere arbejdsplads. Ansøgeren formoder, at den pågældende jordejer ikke har glemt ham, og at konflikten med vedkommende stadig er aktuel. Ansøgeren frygter derfor, at jordejeren vil slå ham ihjel, hvis han rejser tilbage til Irak. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hans svigerfamilie vil slå ham ihjel, fordi han under sit ophold i Danmark er blevet skilt fra sin tidligere ægtefælle, som efterfølgende er rejst tilbage til Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er blevet skilt fra sin tidligere ægtefælle, som han indrejste i Danmark med. Den tidligere ægtefælle har beskyldt ansøgeren for at have forladt hende, behandlet hende dårligt og brækket hendes hånd, hvorfor hun i Danmark tog ophold på et kvindecenter og efterfølgende rejste tilbage til Irak. Den tidligere ægtefælles familie bebrejder ansøgeren for deres skilsmisse, og har ved flere lejligheder truet ham på livet. Truslerne er fremsat på skrift ved beskeder på sociale medier samt telefonisk. Ansøgeren frygter, at den tidligere svigerfamilie vil slå ham ihjel, hvis han rejser tilbage til Irak. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren yderligere henvist til, at han frygter at blive udsat for forfølgelse eller overgreb af de irakiske myndigheder, og at han vil være i risiko for at blive udsat for æresdrab som følge af skilsmissen fra den tidligere ægtefælle. Han har i den forbindelse henvist til, at det af foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at denne form for æreskonflikter er forekommende i Kurdistan. Han har herved endvidere henvist til, at flere af hans tidligere ægtefælles familiemedlemmer har tilknytning til magthaverne i Kurdistan, hvorfor han ikke har mulighed for at søge myndighedernes beskyttelse efter en udsendelse til Irak. Flygtningenævnets vurdering: Som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse finder heller ikke Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om sine asylmotiver er troværdige. Det forekommer ikke overbevisende, at ansøgeren skulle stå i et modsætningsforhold til en for ham ukendt jordejer, som han aldrig har mødt eller kender navnet på. Hertil kommer, at han har forklaret divergerende om hændelsesforløbet med den pågældende jordejer, herunder hvorvidt han udrejste før eller efter udløbet af den frist, som han ved advarslen gav jordejeren, og om hvornår han senest har modtaget oplysninger om, at den pågældende jordejer angiveligt fortsat ledte efter ham. Endvidere har ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet forklaret udbyggende om, at konflikten vedrørende det pågældende byggeri angik flere jordejere, som i flere tilfælde har truet ham. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren først har oplyst om denne konflikt efter at han tidligere er blevet meddelt afslag på sin ansøgning om asyl. Hertil kommer, at ansøgeren [i vinteren 19/20] har oplyst over for det danske politi, at han frivilligt ville udrejse til Irak, hvilket ikke stemmer overens med ansøgerens oplysninger om den angivelige konflikt med jordejeren. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om en konflikt med sin tidligere svigerfamilie til grund. Som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse lægger også Flygtningenævnet vægt på, at det var hans ægtefælle, som ønskede skilsmisse, fordi hun ønskede at vende tilbage til Irak. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge vægt på ansøgerens udbyggende forklaring under nævnsmødet om, at han vil være i risiko for overgreb fra sin tidligere ægtefælle eller hendes familie som følge af, at han ikke vil være i stand til at betale den medgift, som den tidligere ægtefælle har krav på. Endvidere lægges der vægt på, at hans angivelige konflikt med hans svigerfamilie opstod i [foråret] 2019, men at han i [efteråret] samme år oplyste til det danske politi, at han ville udrejse frivilligt til Irak. Flygtningenævnet lægger ved den samlede vurdering af sagen vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed må betragtes som svækket, idet hans forklaring om sit oprindelige asylmotiv er blevet afvist som utroværdig, herunder ved Flygtningenævnets afgørelse [i sommeren] 2018. Der er ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed endvidere lagt betydelig vægt på, at ansøgeren under den første behandling af sin asylsag har givet falske oplysninger om sin identitet, herunder ved at oplyse sin nationalitet som værende iransk statsborger, idet han var af den opfattelse, at han på dette grundlag havde bedre mulighed for at opnå asyl. Hertil kommer, at ansøgeren under hele det forudgående ansøgningsforløb har fastholdt, at han kom fra Iran, og at det først var i forbindelse med de danske myndigheders forsøg på at udsende ansøgeren i [efteråret] 2019, at det blev konstateret, at ansøgeren rettelig var irakisk statsborger. Endelig finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har nogen asylbegrundende konflikt med de irakiske myndigheder, eller at de generelle forhold i Irak kan begrunde asyl. Ansøgeren kan således ikke få asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7.” Løbenummer: Irak/2022/12/CERA
Nævnet omgjorde i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2009.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk [etnicitet] og muslim fra [landsbyen A], Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2009 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygtede at blive slået ihjel af sin afdøde brors ekskærestes familie. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede, idet opholdstilladelsen er opnået ved svig. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at han frygter den familiefejde, der er opstået på baggrund af klagerens brors æreskonflikt. Klageren frygter at blive offer for blodhævn. Konflikten fandt sted [i foråret] 2009. Klagerens bror og far blev slået ihjel af klagerens brors ekskærestes familie, idet de ikke ville acceptere ægteskabet mellem deres datter og klagerens bror, eftersom klagerens familie er kurdere. Klageren har desuden anført, at han ikke har familie i Irak og har skabt sig et liv i Danmark. Det fremgår af tilladelsesresolutionen, at Udlændingeservice (nu Udlændingestyrelsen) ved afgørelsen om meddelelse af asyl [i efteråret] 2009 har vurderet, at klagerens forklaringer på enkelte områder ikke forekom overbevisende, men at Udlændingeservice samtidig ikke fandt, at der var holdepunkter i sagen til, at klagerens forklaring kunne afvises som utroværdig og usandsynlig. Udlændingeservice fandt således ikke at kunne afvise, at klageren ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Det fremgår, at Udlændingeservice herefter har lagt klagerens forklaring til grund og har fundet, at klageren ikke kunne henvises til at søge beskyttelse hos myndighederne som følge af forholdenes karakter. På baggrund af det anførte fandt Udlændingeservice, at klageren burde meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om de forhold, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2021, hvorefter der alene er lagt vægt på en række divergenser mellem forklaringerne afgivet til udlændingemyndighederne henholdsvis [efteråret] 2009 og [efteråret] 2021, kan føre til nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse. Det bemærkes hertil, at det er udlændingemyndighederne, der har bevisbyrden for, at opholdstilladelsen er opnået ved svig, og at det oprindelige asylgrundlag således er urigtigt. Flygtningenævnet finder, at klageren i forbindelse med samtalen med Udlændingestyrelsen i 2021 er fremkommet med en forklaring, der på flere ikke uvæsentlige punkter divergerer fra hans oprindelige forklaring. Klageren har i advokatindlægget og under nævnsmødet fastholdt, at det er den oprindelige forklaring, der i det store og hele skal lægges til grund, og at en række af de påpegede divergenser mellem forklaringerne bl.a. skal ses i sammenhæng med, at han i forbindelse med samtalen med Udlændingestyrelsen i 2021 forklarede sig på dansk, at der derfor opstod en række misforståelser, og at han i øvrigt har fortrængt og forsøgt at glemme en række detaljer vedrørende de begivenheder, der indebar, at han mistede størstedelen af sin familie i en ung alder. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klagerens forklaring under henholdsvis den oprindelige asylsag og denne forlængelsessag er afgivet med 12 års mellemrum, at klageren ikke selv var til stede under episoderne, men alene har hørt om dem fra familiemedlemmer, at klagerens forklaring om sit asylmotiv på de centrale punkter er fastholdt, og at der i sagen ikke er objektive oplysninger, der peger på, at det oprindelige asylgrundlag er urigtigt. Flygtningenævnet finder på denne baggrund og efter de beviskrav, der gælder i sager om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse som følge af svig, at der uanset de nævnte divergenser ikke er grundlag for at statuere svig eller at lægge til grund, at grundlaget for opholdstilladelsen i øvrigt var urigtigt. Det er indgået i Flygtningenævnets vurdering, at klageren ankom til og afgav forklaring til udlændingemyndighederne i 2009 som uledsaget mindreårig, og at klageren blev meddelt asyl med denne status. Flygtningenævnet ændrer herefter Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Løbenummer: Irak/2022/11/MMAD
Nævnet hjemviste i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 1985.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har oplyst, at han er kristen og fra [by X], [land A]. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 1985, og at han [i foråret] 1986 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 1, nr. 1. [I foråret] 1990 blev klageren meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 2007 udrejste til [land B]. [I efteråret] 2020 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 1, nr. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4, idet klageren har opgivet sin bopæl i Danmark og taget frivilligt ophold i sit hjemland [land B]. Til støtte for sine påstande har klageren anført navnlig, at han er [statsborger i land A], og hverken er statsborger i [land B] eller har bopæl i [land B]. Han har ikke opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingestyrelsens afgørelse [en dato i efteråret] 2020 er en omvurdering af Udlændingestyrelsens afgørelse [en dato i sommeren] 2019 på samme faktuelle grundlag, og efter princippet om berettigede forventninger og proportionalitetsprincippet, har styrelsen ikke været berettiget til at træffe en ny, bebyrdende afgørelse. Det er videre anført, at kravet efter udlændingelovens § 17, stk. 4, ikke er opfyldt, idet klageren ikke har taget bopæl i sit hjemland [land A], eller har opnået beskyttelse i et tredjeland. Det er endvidere anført, at klageren bør meddeles dispensation efter § 17, stk. 3, som følge af hans langvarige og fortsat meget stærke tilknytning til Danmark. Også som følge af hans helbredsforhold bør han meddeles en sådan dispensation. Klageren er efter det foreliggende registreret som statsborger i [land A]. Udlændingestyrelsen har imidlertid i afgørelsen [en dato i efteråret] 2020 lagt til grund, at klageren har [nationalitetspas fra land B], og at han derfor asylretligt skal vurderes i forhold til [land B]. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen ikke har foretaget en vurdering af bortfald af klagerens opholdstilladelse i relation til [land A]. Flygtningenævnet finder, at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen, idet der foreligger betydelig usikkerhed om klagerens statsborgerskabsforhold. Denne usikkerhed bør afklares i forbindelse med Udlændingestyrelsens behandling af sagen, herunder ved en ægthedsvurdering af klagerens [pas fra land B], ligesom der bør foretages nærmere undersøgelser – ved høring af Udenrigsministeriet – af eventuelle krav og kontrolmekanismer i forbindelse med opstilling som kandidat til [post i det offentlige] i [land B]. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke anledning til at tage stilling til klagerens principale anbringende om, at den påklagede afgørelse alene indeholder en omvurdering af de oplysninger, som Udlændingestyrelsen havde til rådighed, da Udlændingestyrelsen traf afgørelsen [i sommeren] 2019. Flygtningenævnet hjemviser herefter sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på afklaring af klagerens statsborgerskabsforhold.” hjem/2022/5/ACA
Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren skal udsendes til Tunesien, hvor hun frygter for sit liv, idet hun er biseksuel, og at hun i Sverige er forfulgt af en privatperson. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige den 24. februar 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har forklaret, at hun igennem en årrække er blevet chikaneret og overfaldt af sin tidligere kærestes far, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker i forlængelse heraf, at klageren må henvises til at søge de svenske myndigheders beskyttelse, som må antages at have vilje og evne til at beskytte klageren, såfremt klageren fortsat chikaneres af pågældende. Heller ikke det forhold, at klageren frygter at blive udsendt til Tunesien, kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er holdepunkter for at antage, at de svenske myndigheder ikke overholder de internationale forpligtelser, herunder Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, herunder princippet om non-refoulement, som Sverige har tiltrådt. Flygtningenævnet skal i forlængelse heraf endelig bemærke, at det ikke er i overensstemmelse med Dublinforordningens formål, at en ansøger skal have sin asylsag behandlet på ny efter allerede at have fået afslag på sin ansøgning i én af de andre kontraherende medlemsstater. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. ” Dub-Sver/2022/3/SELS
Nævnet stadfæstede i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klageren frygter kriminelle grupperinger i Sverige, og at han har det psykisk dårligt, og at han har behov for sundhedsbehandling. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i efteråret] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren som afvist asylansøger risikerer hjemløshed med meget begrænset adgang til lægebehandling, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke er holdepunkter for at antage, at de svenske myndigheder ikke overholder internationale forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Sverige har tiltrådt. Flygtningenævnet bemærker dertil, at det fremgår af brevet fra Migrationsverket af 14. februar 2019 samt af brevet fra Save the Children af 25. marts 2019, at afviste asylansøgere kan modtage kommunal bistand i form af ”emergency assistance” fra deres opholdskommune samt at en eventuel afvisning af en sådan bistand kan indbringes for en højere instans. Flygtningenævnet bemærker, at de svenske myndigheder har evnen og viljen til at yde klageren den nødvendige beskyttelse, såfremt han fortsat frygter eller opsøges af de kriminelle bagmænd ved indrejsen i Sverige. Det forhold, at klageren har oplyst at have psykiske problemer, kan heller ikke føre til et andet resultat. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den fornødne lægebehandling i Sverige i overensstemmelse med de internationale menneskeretlige forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker herudover, at det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren underretter de svenske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Sver/2021/21/EDO
Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Kroatien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Kroatien. Sagen blev behandlet på skriftligt nævnsmøde.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Kroatien og herefter er udrejst af Kroatien, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Nævnet har desuden lagt til grund, at klageren derefter udrejste fra Kroatien og indrejste til [et andet EU-land], hvor han tillige ansøgte om international beskyttelse. Efterfølgende udrejste ansøgeren fra [et andet EU-land] og indrejste til Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Kroatien er forpligtet til at modtage klageren, og at Kroatien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Kroatien [i foråret] 2021 har accepteret at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 20, stk. 5. Det forhold, at klageren ikke føler sig sikker i Kroatien med henvisning til den behandling, han har set og oplevet som asylansøger i Kroatien, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren kan henvises til at kontakte relevante overordnede myndigheder, herunder såfremt han ønsker at indgive klage over kroatisk politi. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Kroatien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Kroatien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at klageren efter sine personlige forhold må karakteriseres som en sårbar person, men at dette ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren har en verserende asylsag i Kroatien og dermed allerede har fået adgang til asylproceduren. Det fremgår af AIDA, Country Report: Croatia, 2021 Update, udgivet den 22. april 2022, at Dublinreturnees i princippet ikke har problemer med at få adgang til asylproceduren på ny ved tilbagevenden til Kroatien. Dog skal Dublinreturnees, som har forladt Kroatien, før deres asylsag var færdigbehandlet søge på ny for at få genoptaget behandlingen af deres asylsag. Det bemærkes videre, at der er specielle procedurer og modtagelsesgarantier for sårbare personer. I denne forbindelse bemærker Flygtningenævnet, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af klageren underretter de kroatiske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Kroa/2022/1/gdan
Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var indrejst ulovligt i Italien fra et tredjeland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Italien. DRC Dansk Flygtningehjælp har i forlængelse heraf gjort gældende, at der ud fra de nyeste baggrundsoplysninger fortsat er en dokumenteret og reel risiko for, at asylansøgere ved en overførsel til Italien vil blive henvist til et liv på gaden og uden adgang til nødvendig sundhedsbehandling. Derudover har DRC Dansk Flygtningehjælp henvist til, at der i nærværende sag er tale om en accept til Rom, hvorfor der er stor risiko for, at klageren overføres til Rom Fiumicino, hvor det, ifølge baggrundsoplysningerne, er forbundet med store vanskeligheder at blive formelt registreret som asylansøger. Klageren har tidligere været kortvarigt indkvarteret i Italien, ligesom hun har forladt asylcentret uden at oplyse myndighederne om baggrunden herfor. Af denne grund kan det forventes, at hun vil være i risiko for ikke at kunne opnå adgang til indkvartering ved genankomsten til Italien. DRC Dansk Flygtningehjælp har hertil bemærket, at selv hvis klageren får adgang til indkvartering, risikerer hun at blive henvist til overfyldte modtageforhold i et CAS-center uden privatliv eller sågår i voldelige omgivelser. Endelig har DRC Dansk Flygtningehjælp gjort gældende, at klageren kom til Danmark for at være sammen med sin kæreste, og at hun ved en overførsel til Italien vil blive adskilt fra denne. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i vinteren] 2021 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i foråret] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update June 2021. Det fremgår blandt andet af rapporten, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Nævnet har yderligere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at hun har en kæreste i Danmark, som hun ønsker at være sammen med, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klagerens kæreste ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Ital/2022/7/anfi
Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde, der var indrejst ulovligt i Italien fra et tredjeland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere, herunder modtageforholdene i Italien, samt at klagerens forlovede opholdt sig i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [i efteråret] 2021 indrejste ulovligt fra et tredjeland i Italien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i vinteren 21/22] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klagerens forlovede er bosiddende i Danmark, og at hun derfor ønsker at blive i Danmark kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at forholdet ikke er omfattet af familiebegrebet i forordningens artikel 2, litra g. Det bemærkes herved, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale [i efteråret] 2021 har oplyst, at hun aldrig har haft et samliv med sin forlovede, hverken i [oprindelsesland] eller Danmark. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update June 2021. Det fremgår blandt andet af rapporten, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Nævnet har yderligere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Ital/2022/6/mima
Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Finland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Finland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens frygt for at blive sendt til sit hjemland og utilfredshed med de finske myndigheders behandling af hans sag. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Finland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Finland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Finland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Finland den 18. marts 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren frygter at blive sendt til [sit hjemland] og er utilfreds med behandlingen af hans sag i Finland, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Finland har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Finland ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder forbuddet mod refoulement. Klageren må, såfremt han ønsker at klage over de finske myndigheders afgørelse eller tilføre sagen nye oplysninger, henvises til at rette henvendelse til finske myndigheder herom. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Finl/2022/2/DH
Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i Danmark i 2000 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2018 blevet idømt fængsel i 5 år og 3 måneder for overtrædelse af [en række bestemmelser i blandt andet straffeloven]. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt efter udlændingelovens § 32, stk. 1, 1. pkt. I 2018 stadfæstede landsretten dommen. Udlændingestyrelsen traf i 2020 afgørelse om, at klageren kan udsendes til Afghanistan, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. Flygtningenævnet stadfæstede i 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet besluttede i 2021 at genoptage sagen til behandling på nyt mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Afghanistan. Klageren er etnisk [etnicitet] og muslim af trosretning fra [by], Kabul i Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban. Klageren har til støtte herfor oplyst, at klagerens [familiemedlem] har været forfulgt af Taliban, idet han arbejdede for [organisation] i Afghanistan, og dermed blev anset af som værende landsforræder. Klageren har endvidere henvist til, at hans familie i Afghanistan blev opsøgt af Taliban og truet. Klagerens [familiemedlem] blev udsat for vold og hans [familiemedlem] blev tilbageholdt i en periode. Han har endvidere henvist til, at han må anses som ”vestliggjort”, da han har opholdt sig i Danmark i mere end 20 år, herunder har en tatovering på [kropsdel], hvilket i Afghanistan anses for udtryk for, at man er vantro. Endelig har han henvist til de generelt forværrede forhold efter Talibans magtovertagelse. Om den generelle situation i Afghanistan. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at siden Taliban-regimet den 15. august 2021 indtog hovedstaden i Afghanistan, Kabul, og efterfølgende erklærede krigen mod den tidligere regering forbi samt i øvrigt den 7. september 2021 dannede en midlertidig regering, er den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan blevet forbedret. Der kan i den forbindelse henvises til blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information, Afghanistan, december 2021, s. 17 f., samt EASO, the general security situation after the Taliban’s takeover, 15. november 2021, s. 6. Tilsvarende er anført i UNHCR Guidance Note fra februar 2022, side 1, pkt. 2. Den forbedrede generelle sikkerhedssituation efter Taliban-regimets magtovertagelse må også ses i lyset af, at situationen i Afghanistan forud for Taliban-regimets magtovertagelse måtte beskrives således, at der forelå en såkaldt ikke-international væbnet konflikt, der imidlertid mere generelt ophørte med at eksistere efter magtovertagelsen, jf. Amnesty International, No escape – War crimes and civilian harm during the fall of Afghanistan to the Taliban, december 2021, s. 5, samt Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 6. Der kan endvidere henvises til Human Rights Watch World Report 2022 vedrørende Afghanistan, hvor det anføres, at ”In the six months before the takeover, fighting between government forces and the Taliban caused a sharp rise in civilian casualties from improvised explosive devices (IEDs), mortars, and airstrikes”. Uanset at den generelle sikkerhedssituation er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, er der oplysninger om, at visse dele af Taliban-regimet har foretaget gengældesangreb. Således anføres det i den netop nævnte rapport fra Amnesty International fra december 2021, s. 13, at ”As the Taliban quickly seized control of new areas of the country in July and August 2021, some units began a series of killing of captured ANDSF and former high-ranking government officials. In the cases documented by Amnesty International, the people targeted for retaliatory killings bear a certain profile: all were supporters (or were accused of being supporters) of the former government and were either high-profile leaders or members of ethnic minorities”. Det fremgår også af de øvrige baggrundsoplysninger, at visse Taliban-krigere efter magtovertagelsen navnlig har interesseret sig for ”persons affiliated with the former government, security forces or foreign forces”, jf. EASO, Afghanistan – Country of Origin Information Report, January 2022, s. 45 f. Det kan imidlertid ikke lægges til grund, at der er tale om systematisk forfølgelse af de nævnte personer fra Taliban-regimets side som sådan, jf. blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information rapport, december 2021, s. 1. Det må således på den ene side lægges til grund, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, at der ikke længere mere generelt foreligger en intern væbnet konflikt, og at forholdene i Afghanistan ikke er af en sådan karakter, at enhver vil være i en reel risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse eller i øvrigt overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som følge af sin blotte tilstedeværelse i Afghanistan, jf. herved også Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 7, hvor det anføres, at ”Det kan dock för tilfället inte anses råda sådant urskillningslöst våld i någon provins at var och en risikerer at uttsättas för skydsbegrundende behandling”. På den anden side må det imidlertid lægges til grund, at situationen i Afghanistan, som anført i Udlændingestyrelsens Country of Origin Information rapport, december 2021, s. 5, er ”volatile and unstable”. Der kan også henvises til UNHCR, Afghanistan Situation Update – 2 November 2021, hvor det anføres, at ”The security situation in Afghanistan remains highly volatile”. Herudover kan der henvises til Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 4, hvor det anføres, at ”utvecklingen är osäker och kan vara snabbt föränderlig”. Endelig kan der henvises til EASO, Afghanistan – Country of Origin Information Report, January 2022, s. 9, hvor det anføres, at rapporten ”demonstrates preliminary findings on how Taliban rule has manifested itself since the takeover of Kabul but does not analyse whether these findings are representative of the Taliban leadership’s intentions nor of their beating for the future”. I lyset af den usikre og ustabile situation i Afghanistan må der udvises særlig omhyggelighed ved vurderingen af klagerens konkrete risikoprofiler. Sådanne særlige risikoprofiler er behandlet i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, der s. 57-101 indeholder en analyse af 18 ”particular profiles with regard to qualification for refugee status”. Om klageren risikerer asylbegrundende overgreb mv. som følge af [familiemedlems] konflikt med Taliban. Det må på baggrund af sagens oplysninger lægges til grund, at klagerens [familiemedlem] havde en konflikt med Taliban, men at denne ligger mere end 20 år tilbage. Flygtningenævnet bemærker, at Taliban i forbindelse med den internationale invasion af landet i 2001 mistede magten i Afghanistan og i en meget lang periode ikke har haft herredømme over de større byer, herunder Kabul. Allerede på denne baggrund finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at Taliban, såfremt klageren vender tilbage til Afghanistan, umiddelbart ville kunne identificere ham som [familiemedlem] af en tidligere modstander. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være en i reel risiko for asylbegrundende overgreb m.v. som følge af [familiemedlems] tidligere konflikt med Taliban. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at baggrundsoplysningerne viser, at visse Taliban-krigere har udøvet gengældelsesangreb på navnlig personer, der har været tilknyttet den tidligere regering, sikkerhedsstyrker eller udenlandske væbnede styrker. Der er derimod ikke oplysninger om, at Taliban har interesseret sig for eller vil interessere sig for personer som klageren, hvis [familiemedlem] for mange år siden har haft en konflikt med Taliban. Det er heller ikke sandsynliggjort, at Taliban, henset til den langvarige krigstilstand og voldsomme omvæltninger i Afghanistan, og til at et meget stort antal personer er udrejst af og indrejst i landet, har fuldt overblik herover. Om klageren risikerer asylbegrundende overgreb mv. som følge af, at han måtte anses for vestliggjort. Det kan på grundlag af baggrundsoplysningerne ikke lægges til grund, at en person med klagerens profil, der har været bosat i Afghanistan i Kabul fra sin fødsel i 1989 til 2000, og som i hvert fald taler dari i et vist omfang, vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb mv. som følge af, at han vender tilbage til Afghanistan fra et vestligt land. Der kan i den forbindelse henvises til de konkrete kriterier, der er nævnt i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, s. 85 f. Om der er grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Henset til navnlig det, der er anført ovenfor under afsnittet om den generelle situation i Afghanistan, finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Konklusion Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ligesom Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3 [stadfæstelse].” Afgh/2022/19/anfi
Nævnet meddelte i april 2022 opholdstilladelse (K -status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunnimuslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes far arbejdede i Afghanistans Nationale Politi (ANP), hvor han havde rang af [høj rang], hvorfor ansøgerens familie i 2012 begyndte at modtage trusler fra Taliban og Islamisk Stat. Ansøgerens far er i sit virke blevet overfaldet to gange, og har efterfølgende modtaget trusler på sit liv. Ansøgeren har videre oplyst, at hun arbejdede på en skole, hvor rektoren blev opsøgt af Taliban og pålagt at opsige ansøgeren grundet hendes fars stilling i militæret. Ansøgeren blev efterfølgende opsagt. Ansøgeren har yderligere oplyst, at hendes brødre arbejdede i henholdsvis [et ministerium], for [et internationalt organ] og som mekaniker for de [andet lands] styrker, inden Taliban overtog magten i Afghanistan. Ansøgerens forklaring har fremstået konsistent, sikker og detaljeret, hvorfor Flygtningenævnet i det væsentlige lægger ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens far var officer med rang af [høj rang] i Afghanistans Nationale Politi (ANP), og at han i væsentligt omfang har understøttet kampe mod Taliban, inden Taliban i 2021 kom til magten i Afghanistan. Ansøgerens far og ansøgerens familie har flere gange været udsat for trusler fra Taliban, og familien er flygtet ud af Afghanistan efter Talibans magtovertagelse, og såfremt ansøgeren udsendes, vil hun i Afghanistan være en enlig kvinde uden mandligt netværk. Flygtningenævnet lægger desuden til grund, at ansøgerens brødre inden Talibans magtovertagelse har arbejdet i henholdsvis [et ministerium], for [et internationalt organ] og som mekaniker for [et andet lands] styrker. På denne baggrund og henset til de nu foreliggende baggrundsoplysninger, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan under de nuværende forhold vil være i risiko for forfølgelse som nævnt i Udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Flygtningenævnets afgørelse [fra vinteren 2019/2020], således at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Afgh/2022/17/gdan
Nævnet omgjorde i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan, således at vedkommende nu har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk hazara og har oplyst at være ateist. Hun er afghansk statsborger og har oplyst, at hun er født i Iran, hvor hun har boet hele sit liv. Klageren er medlem af organisationen [navn på ateistisk organisation] og foreningen [navn på ateistisk forening]. Klageren har som asylmotiv oprindeligt henvist til, at hun udrejste af Afghanistan, fordi hun frygtede, at hendes far ville slå hende ihjel, idet hun var flygtet fra et tvangsægteskab arrangeret af hendes far. [I efteråret] 2016 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen blev efterfølgende af et af klagerens familiemedlemmer gjort bekendt med, at klageren i forbindelse med sin asylsag havde oplyst et urigtigt navn og videre afgivet urigtige oplysninger om sine familieforhold. Klageren henviste herefter som asylmotiv til, at hun rettelig udrejste af Iran, hvor hun har boet hele sit liv, fordi hun blev voldtaget af sin arbejdsgiver. Klageren henviste videre til, at hun frygter overgreb fra sin morbror, [A]. Klageren har yderligere henvist til, at hun frygter myndighederne og befolkningen i Afghanistan, idet hun er frafaldet islam og er blevet ateist. [I efteråret] 2018 inddrog Udlændingestyrelsen klagerens opholdstilladelse, idet klageren havde opnået sin opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Styrelsen lagde herved vægt på, at klageren havde forklaret modstridende om sin identitet, familie i Danmark, bopæl og asylmotiv. [I foråret] 2019 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2018, hvorved klagerens opholdstilladelse blev inddraget, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Ved e-mail [i sommeren] 2021 har advokat [B] med henvisning til nye oplysninger anmodet om, at sagen genoptages. [I efteråret] 2021 har Flygtningenævnet besluttet at genoptage sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde. Klageren har i forbindelse med sagen om genoptagelse henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at hun vil være i en reel og individuel risiko for forfølgelse ved returnering til Afghanistan enten fra Taliban eller fra lokalbefolkningen i Afghanistan som følge af sit frafald fra islam, sin åbenlyse kritik af islam og idet hun er fortaler for kvinders rettigheder. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund om hendes frafald fra islam, hendes kritik af islam og anden religion, hendes ateistiske livsanskuelse og hendes oplysninger om aktiviteter for kvinders rettigheder. Klageren har forklaret konsistent og sikkert om hendes frafald fra islam, herunder at hun ikke har nogen religion. Dette understøttes navnlig af, at hun allerede ved oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 oplyste, at hun ikke havde nogen religion. Det understøttes yderligere af flere billeder og opslag om klageren fra sociale medier herunder billeder fra 2018. Det understøttes desuden til dels af en udtalelse fra [navn på ateistisk organisation] om klagerens ateistiske livsanskuelse og deltagelse i flere samtaler om ateismen siden 2018. På baggrund af opslag fra klagerens offentligt tilgængelige profiler på blandt andet [navn på socialt medie] og [navn på socialt medie], hvor klageren fremtræder med billede og utildækket ansigt, lægger Flygtningenævnet desuden til grund, at klageren på baggrund af kritik af islam og ateistiske tilkendegivelser, der er delt af adskillelige personer i flere grupper med et ikke ubetydeligt antal medlemmer, har modtaget forskellige alvorlige trusler fra flere personer. Det kan ikke med den fornødne sikkerhed afvises, at myndighederne i Afghanistan vil blive bekendt med ansøgerens synspunkter og aktiviteter. På denne baggrund, sammenholdt med at klageren er en enlig fraskilt kvinde uden netværk og henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en udsendelse til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Afgh/2022/16/gdan
Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag vedrørende en kvindelig statsborger fra Colombia. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk venezuelaner og katolik fra Merida, Venezuela. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men hun har deltaget i flere demonstrationer mod regeringen i Venezuela. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Venezuela frygter repressalier mod ansøgerens kæreste, idet han har haft en konflikt med grupperne Tupamaros og Colectivos, og hun har videre som asylmotiv henvist til de generelle forhold i landet. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at man i Venezuela ikke kan få et arbejde og forsørge sig selv. Ansøgeren har videre til støtte herfor henvist til, at hun deltog i demonstrationer i både 2014 og 2017, som omhandlede kritik af regeringen, den økonomiske situation i landet og mangel på fødevarer og medicin. Ansøgerens kæreste blev herefter forfulgt og opsøgt af grupperne efter hans deltagelse i demonstrationer imod regeringen. Ansøgeren observerede flere gange personer fra Tupamaros uden for hendes bopæl. Ansøgeren blev dog ikke selv forfulgt. Flygtningenævnet lægger i alt væsentligt ansøgerens forklaring om hendes og hendes kærestes deltagelse i demonstrationer i 2014 og 2017 til grund, men finder ikke, at hendes kærestes konflikt med myndighederne som følge af hans deltagelse i disse demonstrationer har haft en sådan karakter og intensitet, at hun derved har bragt sig i et asylbegrundende modsætningsforhold til myndighederne eller de omtalte grupperinger i hjemlandet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens kæreste ikke på noget tidspunkt har været tilbageholdt eller på anden måde udsat for overgreb som følge af sin deltagelse i disse demonstrationer, og at trusler fra gruppen Tupamaros om at undlade at deltage i demonstrationer ikke konkret har været rettet mod hendes kæreste, men generelt mod beboere i lokalområdet. Det er tillige tillagt vægt, at hendes kæreste udrejste fra hjemlandet i [foråret] 2017, mens hun valgte at blive tilbage for at færdiggøre sin uddannelse. Hun er efter sin kærestes udrejse ikke på noget tidspunkt blevet opsøgt af myndighederne eller har på anden måde oplevet problemer som følge af hendes kærestes forhold. Hun valgte herefter selv at udrejse i [efteråret] 2019 efter at have færdiggjort sin uddannelse, dels på grund af de dårlige økonomiske vilkår i hjemlandet, hvor hun ikke kunne få arbejde inden for sin uddannelse, dels for at være sammen med sin kæreste, som to år tidligere var rejst til Danmark. Endvidere er det tillagt vægt, at ansøgeren udrejste legalt på eget pas uden problemer med myndighederne. Endelig er det tillagt vægt, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark siden [efteråret] 2019 inden hun [i foråret] 2020 søgte asyl. Vedrørende ansøgerens frygt for de generelle forhold i Venezuela lægger Flygtningenævnet til grund, at situationen i landet er vanskelig, og at den i de senere år i tiltagende grad er blevet mere vanskelig, således at flere internationale organer nu beskriver, at landet er i en humanitær krise, der omfatter blandt andet adgang til mad og medicin. Selv om det således må lægges til grund, at forholdene i Venezuela er meget vanskelige, kan det efter baggrundsoplysningerne ikke lægges til grund, at den blotte tilstedeværelse i landet i sig selv indebærer en asylbegrundende risiko. Det kan ikke ændre ved denne vurdering, at den sikkerhedsmæssige situation i landet er meget dårlig. På denne baggrund, og i øvrigt med samme begrundelse, som fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende ansøgerens kæreste [A] af dags dato, finder også Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Vene/2021/4/ehd
Nævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2022/68/MMAD. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk [etnicitet] og sunni-muslim fra [landsbyen A], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [vinteren 15/16] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har [efteråret] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i sin oprindelige asylsag henvist til krigen og de generelle forhold i Syrien. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til, at hun frygter at blive anholdt af de syriske myndigheder, idet hendes bror, [A], har været tilbageholdt af myndighederne i [et antal] dage, hvor han blev udsat for tortur. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at hendes bror, [B], har unddraget sig militærtjeneste. Endvidere har klageren som asylmotiv henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, idet hendes mor har forladt en offentlig stilling som [offentligt ansat]. Endelig har klageren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun har oplevet angreb på familiens hjem som følge af den væbnede konflikt. Flygtningenævnet meddelte [vinteren 15/16] klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2. Spørgsmålet er herefter i første række, om der med henvisning til de generelle forhold i Syrien er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse. Klageren har boet i Damaskus indtil sin udrejse fra Syrien. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Damaskus. På den anførte baggrund tiltræder Flygtningenævnet således, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Damaskus. Klageren indrejste til Danmark [vinteren 15/16] som mindreårig kvoteflygtning sammen med sine forældre og sine to brødre. Hun og hendes brødre er efterfølgende blevet myndige. Hun har på nuværende tidspunkt haft lovligt ophold i Danmark i 6 år. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klagerens ophold ikke har haft en sådan varighed og at hendes aktiviteter her i landet ikke har haft et sådant omfang, at hun dermed har opnået en særlig tilknytning til Danmark. På denne baggrund tiltræder Flygtningenævnet af de grunde, som i øvrigt er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Klageren har ikke været politisk aktiv i Syrien, herunder deltaget i demonstrationer eller været medlem af politiske partier eller foreninger, ligesom hun ikke har haft nogen personlige konflikter med hverken de syriske myndigheder, religiøse grupper, kriminelle grupper, familiemedlemmer eller privatpersoner. Den omstændighed, at hendes to brødre har unddraget sig militærtjeneste ved ikke at være rejst tilbage til Syrien for at aftjene værnepligt efter at de er [over 18] år, kan ikke i sig selv begrunde, at klageren vil være i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder eller på anden måde har bragt sig i de syriske myndigheders søgelys. Klageren er i [vinteren 20/21] blevet religiøst viet med en syrisk mand, der er bosiddende i [udlandet], og som efter det oplyste er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i [udlandet]. Hun bor aktuelt sammen med sine forældre på deres fælles bopæl i [by]. Klagerens forældre er ved Flygtningenævnets samtidige afgørelse meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, primært som følge af deres eksponering over for de syriske myndigheder ved deres medvirken i offentliggjorte udsendelser med kritik af det syriske regime. Efter en samlet konkret vurdering af sagens omstændigheder og under hensyn til det forsigtighedsprincip, der gælder ved den konkrete og individuelle vurdering i forbindelse med behandlingen af sager om personer fra Syrien, er det nævnets vurdering, at klageren under disse omstændigheder har bragt sig i et asylbegrundende modsætningsforhold til de syriske myndigheder som følge af forældrenes profilering over for disse myndigheder. Klageren meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2021, således at klageren har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.Løbenummer: Syri/2022/69/MMAD
Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der af de spanske myndigheder har fået udstedt et visum, som udløb mindre end seks måneder inden, han ansøgte om asyl i Danmark. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Klageren henviste som begrundelse for, at hans sag skulle behandle i Danmark, at han i Spanien frygtede nogle privatpersoner. Han henviste yderligere til modtagerforholdene og asylproceduren i Spanien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Spanien, da han indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien [i vinteren 2021/2022] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren i Spanien frygter forfølgelse af en marokkansk bande, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at den marokkanske bande har kontakter i det spanske politi. Nævnet finder herved, at det angivne forhold beror på klagerens egen formodning, og at det fremkommer usandsynligt, at de spanske myndigheder skulle samarbejde med en marokkansk bande. Nævnet finder derfor, at klageren må henvises til at søge de spanske myndigheders beskyttelse, og at de spanske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om indkvarteringsforholdene i Spanien, herunder at der er alvorlige problemer i det spanske indkvarteringssystem, som resulterer i hjemløshed, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det forhold, at DRC Dansk Flygtningehjælp har henvist til, at spanske organisationer – trods de i 2019 udsendte retningslinjer, som skulle sikre asylansøgere overført til Spanien i medfør af Dublinforordningen – har hjulpet sårbare asylansøgere, der har været nægtet adgang til indkvartering, og at der i oktober 2020 var omkring 8000 asylansøgere, som ventede på at få afgang til indkvartering, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der med udgangspunkt i de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er grund til at tro, at der er sådanne generelle mangler i asylproceduren eller i modtageforholdene i Spanien, at overførsel af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder eller artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til AIDA's Country Report, Update 2020, senest opdateret i marts 2021, hvoraf blandt andet fremgår, at der i januar 2019 blev udsendt en instruks om, at asylansøgere i Dublin-proceduren ikke skulle udelukkes fra modtagesystemet, og at denne instruks skal garantere Dublin-overførte adgang til modtagesystemet ved en overførsel til Spanien. Oplysningen om at 11 Dublin-overførte asylansøgere ikke blev indkvarteret i efteråret 2020, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det må – sammenholdt med øvrige baggrundsoplysninger – lægges til grund, at der ikke er tale om en generel mangel i modtageforholdene, ligesom det bemærkes, at omstændighederne for de 11 Dublin-overførte asylansøgere ikke er nærmere belyst. Der er efter nævnets opfattelse således ikke holdepunkter for at antage, at de spanske myndigheder ikke vil efterleve instruksen om at sikre asylansøgere, der er modtaget i henhold til Dublinforordningen, en "guaranteed acces to reception", og det må på den baggrund lægges til grund, at klageren vil have adgang til indkvartering ved overførsel til Spanien. Det forhold, at Spanien indtil videre har modtaget 25.000 flygtninge fra Ukraine, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke foreligger konkrete oplysninger om, at de spanske myndigheder ikke vil være i stand til at opfylde deres internationale forpligtelser. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Spanien har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Spanien ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spanien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder dermed, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Span/2022/6.
Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Sagen er sambehandlet med Syri 2022/81 og Syri/2022/82. Indrejst i 2018.Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by], Rif-Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Hun har i forbindelse med sin sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse oplyst, at hun har været politisk aktiv på sociale medier, idet hun har delt flere opslag med politisk indhold. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2019/2020] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, hun frygtede at blive kidnappet eller slået ihjel af de syriske myndigheder. Som støtte herfor oplyste hun, at hun på et ukendt tidspunkt i 2016 blev befamlet af en officer i et fængsel i Damaskus, da hun forhørte sig om sin mor. Derudover oplyste hun, at de syriske myndigheder havde kidnappet hendes mor og derefter slået hende ihjel. Endelig havde klageren som asylmotiv henvist til, at hun frygtede de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i vinteren 2021/2022] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængeles af opholdstilladelse henvist til, at hun frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder som følge af, at begge hendes forældre skulle være efterstræbt af myndighederne. Hun har til støtte herfor oplyst, at hendes far har deltaget i demonstrationer i begyndelsen af revolutionen, og at han har skaffet ting til Den Frie Syriske Hær. Ligeledes har hun oplyst, at hendes mor har været tilbageholdt, fordi hun har udført førstehjælpsarbejde i Syrien. Videre har hun oplyst, at hun selv har været politisk aktiv på de sociale medier, herunder har skrevet kritiske opslag mod de syriske myndigheder og har delt politiske opslag på [sociale medier]. Videre har klageren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder som følge af hendes bror, [A’s], politiske aktiviteter. Hun har til støtte herfor oplyst, at [A] har udtalt sig kritisk om de syriske myndigheder til en journalist, at interviewet er blevet delt af flere personer og grupper, og at klageren også selv har delt interviewet. Endelig har klageren som asylmotiv henvist til, at hun ikke kan tage tilbage til Syrien, da hun ikke har en bolig, et arbejde eller et studie tilbage i landet. Hun har endvidere henvist til, at hun lider af [sygdom] og at hun er psykisk svag. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Rif Damaskus, hvor hun har boet, siden hun blev født og frem til klagerens udrejse i 2017, bortset fra et ophold på cirka 1 ½ år i [by]. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgå, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport “Country Guidance: Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf det bl.a. fremgår: ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, bl.a. at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …”. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Damaskus-området. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2. Med hensyn til klagerens asylmotiver med henvisning til hendes fars og mors konflikter med de syriske myndigheder, henvises til Flygtningenævnets samtidige afgørelser for så vidt angår dem, hvor Flygtningenævnet ikke har lagt forældrenes asylmotiver til grund. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at klagerens brødre, [A] og [B], har unddraget sig militærtjeneste, idet de er udrejst af Syrien som mindreårige, men nu er over 18 år, finder Flygtningenævnet ikke, at dette kan være asylbegrundende, da hverken klageren, hendes 2 brødre eller i øvrigt andre familiemedlemmer er profileret i forhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra maj 2020: Syria – Military Service. Report based on fact-finding mission to Istanbul and Beirut (17-25 February 2020), side 36 f. og EASOs’ rapport fra april 2021: Syria – Military service, side 38, hvoraf fremgår, at i øvrigt uprofilerede familiemedlemmer til uprofilerede militærunddragere ikke er i særlig risiko for overgreb fra myndighedernes side. Det forhold, at klageren er udrejst illegalt af Syrien, vurderer Flygtningenævnet i praksis ikke længere er noget problem og kan ikke anses for at skabe en reel konflikt med myndighederne. Det fremgår af Udlændingestyrelsens landerapport ”Syria, Security Situation in Damascus Province and Issues Regarding Return to Syria, based on interviews between 16 to 27 november 2018 in Beirut and Damascus” fra februar 2019, at det siden begyndelsen af 2018 har tydet på, at det ikke har konsekvenser for en tilbagevendende syrer, at vedkommende forlod landet under krigen, og at illegal udrejse af Syrien fortsat er strafbart, men at det i praksis ikke længere er et problem, idet man kan få sin situation afklaret ved en syrisk repræsentation i udlandet inden indrejsen i Syrien. Med hensyn til klagerens sur place-motiv om, at hun frygter de syriske myndigheder som følge af, at hun har skrevet kritiske opslag mod de syriske myndigheder og har delt politiske opslag på [sociale medier], finder Flygtningenævnet ikke, at dette er asylbegrundende. Nævnet lægger herved vægt på, at klagerens tidligere Facebook-profiler ikke var i klagerens eget navn, at der var tale om en lukket profil, og at hun efterfølgende har slettet sine opslag. Der er efter en samlet vurdering ikke noget konkret grundlag for at antage, at opslagene skulle være kommet til de syriske myndigheders kundskab. Det er således ikke sandsynliggjort af klageren, at hun som følge heraf skulle være kommet i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Angående klagerens sur place-asylmotiv om, at hun frygter de syriske myndigheder som følge af hendes bror, [A’s], politiske aktiviteter, herunder hans deltagelse i demonstrationer i Danmark og deltagelse i et interview med en [etnicitet] journalist, hvor han udtaler sig om situationen i Syrien og den danske udlændingepolitik, bemærker Flygtningenævnet, at der er forevist en videooptagelse fra klagerens mors [profil på et socialt medie] under nævnsmødet. Her udtaler [A] sig på dansk, og optagelsen fremstår hverken som et interview eller et TV-indslag. Det er derfor ikke sandsynliggjort, at videooptagelsen er blevet vist helt eller delvist på [nationalitet] TV, eller at den herudover i øvrigt er kommet til de syriske myndigheders kendskab. Klageren har ikke andre konflikter i Syrien, herunder med kriminelle, politiske eller religiøse organisationer eller grupper eller andre. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i nogen risiko for straf eller overgreb fra de syriske myndigheder side, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Det forhold, at klageren lider af [sygdom], og at hun har oplyst, at hun er psykisk ustabil, finder nævnet efter en samlet vurdering ikke udgør sådanne alvorlige helbredsmæssige problemer, at det vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3, ved at nægte at forlænge hendes opholdstilladelse. Det er herunder oplyst, at klageren ved indrejsen allerede led af [sygdommen], og at hun alene modtager [medicin]. Det bemærkes herved, at det af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen A. S. mod Schweiz (39350/13) præmis 31, har bestemt, at en udlænding ikke kan påberåbe sig ret til at forblive på en medlemsstats territorium med henblik på fortsat lægebehandling. Det forhold, at klageren ikke har bolig, arbejde eller studie i Syrien er forhold af socioøkonomisk karakter, der ikke kan være asylbegrundende. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren, der er [22-28 år], indrejste i Danmark [i efteråret] 2018 og har således opholdt sig her i landet i lidt over 3 ½ år. Hun er født og opvokset i Syrien, hvor hun boede indtil sin udrejse i 2017, da hun var [18-24 år] gammel. Klageren, der har selvstændig bopæl, har sine fraskilte forældre Danmark. Herudover har hun sine to myndige brødre, [A og B]. [A] har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, mens [B] har søgt om asyl. Hun har tillige sin søster, [C], der er [mindreårig], og som fortsat er hjemmeboende hos sin mor. Klageren har i Syrien gået i skole og på gymnasium i samlet 14 år, ligesom hun er uddannet [uddannelse] og har arbejdet i en forretning i Syrien. Hun er startet på sprogskole, men har ikke bestået nogen dansk prøver. Hun har ikke haft arbejde og har ikke påbegyndt eller afsluttet en uddannelse i Danmark. Hun har ikke nogen fritidsinteresser. Hun lider af [en sygdom]. Hun har sine mors 3 brødre, 2 af sine søstre samt sine bedsteforældre i [udlandet]. Derudover har hun sin moster i Ægypten. Henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark og hendes forhold i denne periode, findes en afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse at udgøre et indgreb i hendes ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Hvad angår respekt for familieliv skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd. Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) praksis stilles der dog ikke krav om sådanne yderligere elementer af afhængighed, når der er tale om unge voksne, som stadig bor sammen med deres forældre og ikke har stiftet selvstændig familie. Der kan herved henvises til bl.a. EMD’s dom af 20. juni 2020 i sagen Azerkane mod Nederlandene (3138/16), præmis 64. For så vidt angår forholdet mellem klageren og hendes far, mor, hendes umyndige søster og myndige brødre, der bor på særskilt bopæl, finder Flygtningenævnet, at der ikke er tale om ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand. Der findes heller ikke at foreligge oplysninger om omstændigheder af afhængighedsforhold mellem klageren og familiemedlemmerne. Forholdet mellem klageren og disse familiemedlemmer, findes derimod at udgøre en del af klagerens ”privatliv” i artikel 8’s forstand. Flygtningenævnet finder således, at en afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse alene udgør et indgreb i hendes ret til respekt for privatliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens privatliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål. Flygtningenævnet finder, at nægtelsen af forlængelsen af klagerens opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at nægtelsen af forlængelsen af klagerens opholdstilladelse varetager det legitime hensyn til landets økonomiske velfærd. Flygtningenævnet bemærker, at udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet og sikre opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for deres privat- og familieliv. Hensynet til barnets tarv indgår som et væsentligt element i denne proportionalitetsafvejning. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har opnået en særlig tilknytning til Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på den korte varighed af klageren ophold i Danmark, og at hun ikke i Danmark har arbejde eller har påbegyndt eller færdiggjort en uddannelse, ligesom hun i øvrigt ikke fremstår velintegreret i det danske samfund. Heroverfor står klageren stærke tilknytning til Syrien, hvor hun har boet i [mere end 20 år], ligesom hun taler hjemlandets sprog. Klagerens bånd til Syrien derfor er stærke. På den baggrund findes en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke at virke særligt indgribende i klagerens respekt for privatliv. Over for disse mindre vægtige hensyn til klagerens fortsatte ophold i Danmark findes statens interesse i at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse at måtte tillægges betydelig vægt i den konkrete sag. Efter en samlet afvejning af hensynene over for hinanden finder Flygtningenævnet herefter, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark, jf. herved navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. De oplysninger, der er fremkommet fra [en kommunal myndighed], herunder med hensyn til klagerens helbredsmæssige forhold, modtaget af Flygtningenævnet [samme dato som nævnsmødet] efter nævnsmødets afholdelse, men inden Flygtningenævnets afgørelse, har ikke en sådan karakter, at de kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2021/2022]. Syri/2022/83/ehd
Nævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien og hendes medfølgende barn, således at de fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 3. Sagen er sambehandlet med syri/2022/81 og syri/2022/83. Indrejst i 2019 og 2016.Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by], Rif-Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Hun har oplyst, at hun har støttet oprørerne i Syrien gennem medicinsk nødhjælp, og at hun har været politisk aktiv på sociale medier, idet hun har delt flere opslag med politisk indhold. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2018/2019] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de syriske myndigheder, fordi hun i forbindelse med urolighederne i [by] bistod med førstehjælp i tre dage i 2013. Hun oplyste i den forbindelse, at hun var efterlyst af de syriske myndigheder. Hun oplyste også, at hun havde været tilbageholdt af de syriske myndigheder i et år omkring 2015, hvor hun var frihedsberøvet i forskellige fængsler og udsat for tortur. Hun blev senere løsladt og fik at vide, at hun skulle fortælle folk, at hun var blevet behandlet med respekt. Under den oprindelige asylsag kunne Udlændingestyrelsen ikke lægge klagerens forklaring om hendes individuelle konflikt med de syriske myndigheder til grund. Udlændingestyrelsen meddelte derfor klageren opholdstilladelse efter § 7, stk. 3, under henvisning til, at personer der kom fra områder i Syrien, hvor der foregik væbnede kampe, hvor der var angreb mod civile, eller hvor der havde fundet sådanne handlinger sted, ved en tilbagevenden til hjemlandet, aktuelt måtte anses for at være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3. Udlændingestyrelsen har [i vinteren 2021/2022] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klagerens grundlag for opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til sit oprindelige asylmotiv om, at hun frygter de syriske myndigheder, da hun har udført førstehjælpsarbejde i Syrien. Hun har herudover som asylmotiv henvist til, at hun, forud for sin fængsling i 2015, har udført førstehjælpsarbejde i [by], og at hun sammen med en gruppe på hospitalet i [by] har hjulpet med økonomisk støtte til medicinsk udstyr til oprørene i Homs. Derudover har klageren som asylmotiv henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, idet hun har været politisk aktiv i Danmark ved at dele regeringskritiske opslag på sociale medier. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun har delt og kommenteret på flere opslag vedrørende de syriske myndigheders overgreb på civilbefolkningen. Hun har ligeledes delt flere opslag vedrørende Cesar-afsløringen, som vedrører en højtstående syrisk officer, der har afsløret, hvordan de syriske myndigheder behandler sine fanger. Videre har klageren som asylmotiv henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder som følge af sin søn, [A’s], politiske aktiviteter. Til støtte herfor har hun oplyst, at [A] har været politisk aktiv, herunder deltaget i en demonstration i Danmark samt deltaget i et interview med en [etnicitet] journalist, hvor han udtaler sig om situationen i Syrien og den danske udlændingepolitik. Yderligere har klageren som asylmotiv henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder som følge af hendes tidligere ægtefælle, [B], politiske aktiviteter. Til støtte herfor har hun oplyst, at hendes tidligere ægtefælle har deltaget i demonstrationer imod de syriske myndigheder, og at de syriske myndigheder har opsøgt klageren flere gange på bopælen frem til hendes udrejse, hvor de har efterspurgt den tidligere ægtefælle. Ydermere har klageren som asylmotiv henvist til, at hun på vegne af sin mindreårige datter frygter, at de vil voldtage hende, enten fordi klageren selv er efterlyst, eller på grund af den generelle situation for kvinder i Syrien. Endelig har klageren henvist til de generelle forhold i Syrien, og at hun hverken har bolig eller netværk i Syrien. Klageren har nedlagt en subsidiær påstand om udsættelse med henblik på torturundersøgelse. Hun har endelig nedlagt en mere subsidiær påstand om hjemvisning til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til [by], Rif Damaskus, hvor hun har boet siden hun i 1996 blev gift og frem til klagerens udrejse i 2017, kun afbrudt af et ophold på cirka 1 ½ år i [by] omkring 2011-2012. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport “Country Guidance: Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf det bl.a. fremgår: ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, bl.a. at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …”. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Damaskus-området. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2. Klageren har ikke på noget tidspunkt oplevet konflikter med religiøse eller kriminelle grupper eller familiemedlemmer eller private. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at hun er efterlyst af de syriske myndigheder, fordi hun i 2015 i et år har været fængslet og herunder har været udsat for tortur, kan Flygtningenævnet ikke lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klagerens forklaring fremstår konstrueret til lejligheden. Det bemærkes herved, at klageren har forklaret divergerende og udbyggende om hendes asylmotiv, og først under nævnsmødet har hun forklaret, at hun blev idømt en fængselsstraf af flere måneders varighed af en syrisk domstol. Hendes forklaring om, at hun blev tilbageholdt ved en militær kontrolpost, da hun var alene, er endvidere i direkte modstrid med datteren, [C’s] forklaring under hendes oplysnings- og motivsamtale [i efteråret] 2018 om, at klageren blev kidnappet under husransagninger cirka kl 22, hvor 6 soldater trængte ind i deres hjem og tog klageren med. Dertil kommer, at efter klagerens egne oplysninger fløj hun fra Damaskus lufthavn til Qamishli ved forevisning af hendes eget nationalitetspas, hvor hun på intet tidspunkt blev tilbageholdt eller anholdt af de syriske myndigheder i lufthavnen. Klagerens asylmotiv om, at hun har en konflikt med de syriske myndigheder, fordi hun har været del af en gruppe førstehjælpsarbejdere, som inden 2015 bidrog økonomisk til at sende medicinsk udstyr til oprørerne i Homs, fremstår ligeledes konstrueret til lejligheden, og kan ikke lægges til grund. Det bemærkes herved, at der er tale om en udbyggende forklaring i forhold til klagerens oplysninger i forbindelse med hendes oprindelige asylsag. Angående klagerens asylmotiv om, at hun frygter de syriske myndigheder som følge af hendes eksmands deltagelse i demonstrationer og opsøgning af klageren i den forbindelse fra myndighedernes side, kan klagerens forklaring heller ikke lægges til grund, hvorved henvises til Flygtningenævnets tilsidesættelse af eksmandens forklaring for nævnet i forbindelse med behandlingen af hans sag. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at hendes sønner, [D] og [A], har unddraget sig militærtjeneste, idet de er udrejst af Syrien som mindreårige, men nu er over 18 år, finder Flygtningenævnet ikke, at dette kan være asylbegrundende, da hverken klageren, hendes to sønner eller i øvrigt andre familiemedlemmer er profileret i forhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra maj 2020: Syria – Military Service. Report based on fact-finding mission to Istanbul and Beirut (17-25 February 2020), side 36 f. og EASOs’ rapport fra april 2021: Syria – Military service, side 38, hvoraf fremgår, at i øvrigt uprofilerede familiemedlemmer til uprofilerede militærunddragere ikke er i særlig risiko for overgreb fra myndighedernes side. Det forhold, at klageren er udrejst illegalt af Syrien, vurderer Flygtningenævnet i praksis ikke længere er noget problem og kan ikke anses for at skabe en reel konflikt med myndighederne. Det fremgår af Udlændingestyrelsens landerapport ”Syria, Security Situation in Damascus Province and Issues Regarding Return to Syria, based on interviews between 16 to 27 november 2018 in Beirut and Damascus” fra februar 2019, at det siden begyndelsen af 2018 har tydet på, at det ikke har konsekvenser for en tilbagevendende syrer, at vedkommende forlod landet under krigen, og at illegal udrejse af Syrien fortsat er strafbart, men at det i praksis ikke længere er et problem, idet man kan få sin situation afklaret ved en syrisk repræsentation i udlandet inden indrejsen i Syrien. Med hensyn til klagerens sur place-asylmotiv om, at hun frygter de syriske myndigheder som følge af hendes deling af regeringskritiske opslag på de sociale medier, idet hun har delt og kommenteret på flere opslag om de syriske myndigheders overgreb på civilbefolkningen, herunder har delt flere opslag vedrørende ”Cesar-afsløringen” om de syriske myndigheders behandling af fanger, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at dette er asylbegrundende. Herved lægger Flygtningenævnet blandt andet vægt på, at klageren har forklaret, at hendes nuværende [profil på sociale medier, X], dels ikke er oprettet i klagerens eget navn, dels at det er en lukket profil, samt at hendes tidligere [profil på sociale medier, X], heller ikke var oprettet i klagerens eget navn. Det fremstår desuden helt udokumenteret, at klageren skulle have modtaget trusler i anledning af opslag og delinger, og klagerens forklaring herom findes ikke troværdig. Med hensyn til artiklen i dagbladet [X] er der tale om en generel artikel om EU’s ydre grænse og behandlingen af asylsøgere her med dette som fokus. Klageren udtaler ikke i artiklen kritik af de syriske myndigheder, men udtaler sig alene om, at hun har afsonet en fængselsstraf, fordi hun “er [x] og hjalp sårede oprørere i omegnen af Damaskus”. Angående klagerens sur place-asylmotiv om, at hun frygter de syriske myndigheder som følge af hendes søn, [A] politiske aktiviteter, herunder hans deltagelse i demonstrationer i Danmark og deltagelse i et interview med en [etnicitet] journalist, hvor han udtaler sig om situationen i Syrien og den danske udlændingepolitik, bemærker Flygtningenævnet, at der er forevist en videooptagelse fra klagerens [socialt medie] under nævnsmødet. Her udtaler [A] sig på dansk, og optagelsen fremstår hverken som et interview eller et TV-indslag. Det er derfor ikke sandsynliggjort, at videooptagelsen er blevet vist helt eller delvist på [nationalitet] TV, eller at den herudover i øvrigt er kommet til de syriske myndigheders kendskab. Med hensyn til påstanden om udsættelse af sagen med henblik på gennemførelse af en torturundersøgelse af klageren finder nævnet ikke, at der er noget grundlag herfor, jf. herunder ovenfor, hvor nævnet ikke kan lægge klagerens forklaring om fængsling og tortur til grund. Flygtningenævnet er opmærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comment No 4” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Klageren har ikke andre konflikter i Syrien, herunder med kriminelle, politiske eller religiøse organisationer eller grupper eller andre, Flygtningenævnet finder herefter ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i nogen risiko for straf eller overgreb fra de syriske myndigheder side, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren, der er [over 30 år], indrejste i Danmark [i foråret] 2019 og har således opholdt sig her i landet i lidt over 3 år. Hun er født og opvokset i Syrien, hvor hun boede indtil sin udrejse i 2017, da hun var [over 30 år] gammel. Hun har i Syrien gået i skole i 9 år og har været i praktik på et hospital i Syrien [i en kortere periode]. Hun har bestået danskprøve 1 modul 1. Hun har ikke arbejde og har heller ikke påbegyndt eller afsluttet en uddannelse i Danmark. Hun har ikke nogen fritidsinteresser i Danmark. Hun har sin eksmand i Danmark. Klagernes umyndige datter, [E], der er [12-18 år] gammel, bor også i Danmark. Hun bor hos klageren, der har bopælen og forældremyndigheden over hende alene. [E] var [7-11 år] ved indrejsen til Danmark i [foråret] 2016, hvor hun blev familiesammenført med klagerens eksmand. [E] har et ikke nærmere fastsat samvær med klagerens eksmand. Hun har gået i [indskoling, mellemskoling og udskoling] i skole i Danmark. Hun arbejder [flere timer] om ugen i køkkenet hos [X] og i [en butik] som pakker [flere timer] ugentligt. Hun går nu i [udskoling] på [X] med [flere timers sport] og går til [en sportsgren]. Klageren har også sin myndige datter, [C], der er [mellem 22-28 år gammel], som bor på selvstændig bopæl i Danmark. [C] var [18-24 år gammel] ved udrejsen af Syrien. Herudover har hun sine 2 myndige sønner, [A] og [D], der bor på selvstændig bopæl i Danmark. [A] har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, da han er i den militærpligtige alder. [A] har netop fået et barn. [D] har for kort tid siden søgt asyl i Danmark. Klageren er på et ukendt tidspunkt blevet religiøst viet til en ny ægtefælle, der nu opholder sig [i udlandet]. Hun har sine 3 brødre, 2 af sine søstre samt sine forældre i Libanon. Derudover har hun en søster i Ægypten. Hun lider af [en psykisk lidelse] og har fået behandling på et hospital [i Jylland]. Som en del af behandlingen går hun på et kreativt værksted, hvor hun går til læge [ugentligt]. Hun lider endvidere af dårlig hukommelse. Hun tager [x] medicin. Henset til varigheden af klagernes ophold i Danmark og hendes forhold i denne periode, findes en afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse at udgøre et indgreb i hendes og hendes umyndige datters ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Hvad angår respekt for familieliv skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd. Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) praksis stilles der dog ikke krav om sådanne yderligere elementer af afhængighed, når der er tale om unge voksne, som stadig bor sammen med deres forældre og ikke har stiftet selvstændig familie. Der kan herved henvises til bl.a. EMD’s dom af 20. juni 2020 i sagen Azerkane mod Nederlandene (3138/16), præmis 64. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at klagerens forhold til sine myndige børn, [A, C og D], der alle bor på selvstændig bopæl, ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand. Der ses heller ikke omstændigheder af et afhængighedsforhold mellem de myndige børn og klageren. Forholdet mellem klageren, sønnerne, barnebarnet og hendes myndige datter, findes derimod at udgøre en del af klagernes ”privatliv” i artikel 8’s forstand. For så vidt angår forholdet mellem klageren og hendes umyndige datter, der bor hos hende, og som hun har forældremyndigheden over, finder Flygtningenævnet, at der er tale om ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand. Flygtningenævnet finder således, at en afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse udgør et indgreb i hendes ret til respekt for såvel familieliv som privatliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagernes privat- og familieliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet finder, at nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse varetager det legitime hensyn til landets økonomiske velfærd. Nævnet bemærker, at udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet og sikre opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagernes rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagernes opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for deres privat- og familieliv. Hensynet til barnets tarv indgår som et væsentligt element i denne proportionalitetsafvejning. Flygtningenævnet finder, at klageren isoleret set ikke...
Nævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Sagen er sambehandlet med syri/2022/82 og syri/2022/83. Indrejst i 2014.Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by], Rif-Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Han har i forbindelse med sin sag om inddragelse af opholdstilladelse oplyst, at han har været politisk aktiv ved at have arrangeret og deltaget i en række demonstrationer i Syrien. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i vinteren 2021/2022] truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19 a, stk. 1, da Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse af opholdstilladelse henvist til, at han frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder på baggrund af sin deltagelse i demonstrationer i Syrien i 2011-2012. Han har til støtte herfor oplyst, at han har været medarrangør og deltager i demonstrationer i [by] og [by] i 2011-2012, og at myndighederne i den forbindelse har opsøgt hans bopæl for at lede efter ham, hvorefter hans børn blev truet. Derudover har klageren som asylmotiv henvist til, at han frygter konsekvenser for sig selv som følge af sine sønners militærunddragelse. Endelig har klageren som asylmotiv henvist til, at han frygter, at hans sønner, [A] og [B], vil blive indkaldt til militæret, og at han selv vil blive indkaldt til militæret. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til [by], Rif Damaskus, hvor han har boet, siden han var 10 år gammel og frem til 2011. Nævnet lægger herved vægt på klagerens egen forklaring herom under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2015 samt klagerens fraskilte ægtefælles forklaring om, at hun flyttede sammen med klageren i [by], da de blev gift i 1996, og boede der, indtil borgerkrigen udbrød. Endelig lægger nævnet vægt på, at klageren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2021 forklarede, at han ved udrejsen fra Syrien i 2013 rejste fra hjemadressen i [by], hvorfra han blev kørt af en mand, der bragte ham til Damaskus Lufthavn. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport “Country Guidance: Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf det bl.a. fremgår: ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, bl.a. at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …”. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der er grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Damaskus-området. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2. Klageren har ikke på noget tidspunkt oplevet konflikter med religiøse eller kriminelle grupper eller familiemedlemmer eller private. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at han har været medarrangør og deltaget i demonstrationer i Syrien i 2011-2012, at myndighederne i [efteråret] 2014, efter hans udrejse af Syrien, har opsøgt hans bopæl med henblik på at lede efter ham i den forbindelse, og at hans børn herunder blev truet, samt klagerens forklaring på nævnsmødet om, at han cirka 10 dage forinden sin udrejse af Syrien blev kontaktet af en person, der samarbejdede med efterretningstjenesten, der oplyste, at ”at han var i fare”, kan ikke lægges til grund. Forklaringerne er dels udbyggende, dels fremstår de konstrueret til lejligheden og ikke troværdige. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2015 ikke oplyste noget herom, men tværtimod oplyste, at han forlod Syrien, fordi der er krig i landet, at hvis ikke der var krig i landet, ville han ikke være rejst, at han ikke har yderligere konflikter, end de konflikter, han har oplyst om, at han på intet tidspunkt har haft problemer eller konflikter med de syriske myndigheder, og at han ikke er blevet kontaktet af sikkerhedstjenesten eller andre myndigheder. Dertil kommer, at klageren udrejste af Syrien ved forevisning af sit eget originale pas og Id-kort, at han havde udrejsetilladelse fra myndighederne, og at han ikke havde nogen problemer med at komme igennem paskontrollen i lufthavnen i forbindelse med sin udrejse. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at klagerens sønner, [A] og [B], har unddraget sig militærtjeneste, idet de er udrejst af Syrien som mindreårige, men nu er over 18 år, finder Flygtningenævnet ikke, at dette kan være asylbegrundende, da hverken klageren, hans to sønner eller i øvrigt andre familiemedlemmer er profileret i forhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra maj 2020: Syria – Military Service. Report based on fact-finding mission to Istanbul and Beirut (17-25 February 2020), side 36 f. og EASOs’ rapport fra april 2021: Syria – Military service, side 38, hvoraf fremgår, at i øvrigt uprofilerede familiemedlemmer til uprofilerede militærunddragere ikke er i særlig risiko for overgreb fra myndighedernes side. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at han er i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder, da er udrejst illegalt af Syrien, kan Flygtningenævnet ikke lægge klagerens forklaring for nævnet til grund om, at han betalte bestikkelse i forbindelse med udrejsen gennem Damaskus Lufthavn. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han er udrejst på sit eget originale pas og havde udrejsetilladelse og havde ikke nogen problemer med at komme igennem paskontrollen i lufthavnen, fordi han havde udrejsetilladelsen. Klageren oplyste under denne samtale tillige, at han betalte 200 syriske lira, hvilket var til frimærker i forbindelse med udrejsen. Angående klagerens sur place-asylmotiv om, at han frygter de syriske myndigheder som følge af hans søn, [A’s] politiske aktiviteter, herunder hans deltagelse i demonstrationer i Danmark og deltagelse i et interview med en [nationalitet] journalist, hvor han udtaler sig om situationen i Syrien og den danske udlændingepolitik, bemærker Flygtningenævnet, at der er forevist en videooptagelse fra klagerens tidligere ægtefælles [et socialt medie] under nævnsmødet. Her udtaler [A] sig på dansk, og optagelsen fremstår hverken som et interview eller et TV-indslag. Det er derfor ikke sandsynliggjort, at videooptagelsen er blevet vist helt eller delvist på [nationalitet] TV, eller at den herudover i øvrigt er kommet til de syriske myndigheders kendskab. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i nogen risiko for straf eller overgreb fra de syriske myndigheder side, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagernes opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren, der er [mellem 50-60 år], indrejste i Danmark [i efteråret] 2015 og har således opholdt sig her i landet i 7 1/2 år. Han er født og opvokset i Syrien, hvor han har gået i skole i 6 år og har arbejdet som [beskæftigelse]. Han boede i Syrien indtil sin udrejse, da han var [mellem 44-52] år gammel. Han kan ikke tale, læse eller skrive dansk og har ikke afsluttet en uddannelse i Danmark eller haft et arbejde. I [en kort periode] har han været i praktik i kommunalt regi. Han har ikke nogen fritidsinteresser i Danmark. Han har [en række helbredsproblemer]. Han har sin tidligere ægtefælle, som han blev skilt fra i [et årstal], boende i Danmark. Klagernes umyndige datter, [C], der er [13-16] år gammel, bor også i Danmark. Hun er fortsat hjemmeboende og bor hos klagerens tidligere ægtefælle, der har bopælen og forældremyndigheden over hende alene. C] var [7-12] år ved indrejsen til Danmark i [foråret] 2016, hvor hun blev familiesammenført med klageren. Hun har et ikke nærmere fastsat samvær med klageren. Hun har gået i [flere klasser i indskoling, mellemskoling og udskoling i en skole] i Danmark. Klageren har også sin myndige datter, [D], der er [20-30] år gammel, der bor på selvstændig bopæl i Danmark. [D] var [17-25] år gammel ved udrejsen af Syrien. Herudover har han sine 2 myndige sønner, [A] og [B], der bor på selvstændig bopæl i Danmark. [B] har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, da de er i den militærpligtige alder. [A] har netop fået et barn. [B] har for kort tid siden søgt asyl i Danmark. Klageren har herudover sin fætter i Danmark, en bror i henholdsvis Tyrkiet og i Tyskland samt [flere søskende] i Libanon. Derudover har han en onkel og hans familie i Sverige og [flere fætre og kusiner] i Tyskland. Han har ikke nogen familiemedlemmer i Syrien. Henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark og hans forhold i denne periode, findes en afgørelse om inddragelse af hans opholdstilladelse at udgøre et indgreb i hans ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Hvad angår respekt for familieliv skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd. Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) praksis stilles der dog ikke krav om sådanne yderligere elementer af afhængighed, når der er tale om unge voksne, som stadig bor sammen med deres forældre og ikke har stiftet selvstændig familie. Der kan herved henvises til bl.a. EMD’s dom af 20. juni 2020 i sagen Azerkane mod Nederlandene (3138/16), præmis 64. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at klagerens forhold til sine myndige børn, [A, B og D], og det nyfødte barnebarn, der alle bor på selvstændig bopæl, ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand. Der ses heller ikke omstændigheder af et afhængighedsforhold mellem de myndige børn og klageren. Forholdet mellem klageren, sønnerne, barnebarnet og hans myndige datter, findes derimod at udgøre en del af klagernes ”privatliv” i artikel 8’s forstand. For så vidt angår forholdet mellem klageren og hans umyndige datter, som han har samvær med, finder Flygtningenævnet, at der er tale om ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand. Flygtningenævnet finder således, at en afgørelse om inddragelse af klagerens opholdstilladelse udgør et indgreb i hans ret til respekt for såvel familieliv som privatliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens privat- og familieliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål. Flygtningenævnet finder, at inddragelsen af klagernes opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Flygtningenævnet finder videre, at inddragelsen af klagernes opholdstilladelse varetager det legitime hensyn til landets økonomiske velfærd. Flygtningenævnet bemærker, at udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet og sikre opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagernes rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at inddrage klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for deres privat- og familieliv. Hensynet til barnets tarv indgår som et væsentligt element i denne proportionalitetsafvejning. Flygtningenævnet finder, at klageren isoleret set ikke har opnået en særlig stærk tilknytning til Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på længden af klagerens ophold i Danmark, og at han i Danmark hverken har arbejde eller har færdiggjort en uddannelse. Han taler og skriver heller ikke dansk og har ikke deltaget i eller bestået nogen danskprøver. Heroverfor står klageren stærke tilknytning til Syrien, hvor han har boet i [42-53 år], ligesom han taler hjemlandets sprog. Klagernes bånd til Syrien er derfor stærke. Nævnet lægger imidlertid betydelig vægt på, at klagerens umyndige datter, [C], har tilbragt en betydelig del af sine formative år i Danmark, fra hun har været [5-9 år] til nu, hvor hun er [11-15 år]. Det fremgår blandt andet af Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 140 som fremsat, side 29:”…Børns selvstændige tilknytning. For flygtningebørnefamilier vil et ophold her i landet af en vis varighed alt andet lige betyde, at barnet i kraft af et børneliv i Danmark med alt, hvad dertil hører, herunder skolegang, god og grundig læring af det danske sprog, deltagelse i fritidsaktiviteter, knytning af kammeratskaber etc., opnår en vis tilknytning her til landet... Praksis viser, at et barns erhvervede tilknytning i kraft af et børneliv her i landet i visse sager i sig selv kan tale for, at en inddragelse af opholdstilladelsen må antages at virke særlig belastende for barnet – med den konsekvens, at de resterende familiemedlemmer i kraft heraf får lov til fortsat at blive i Danmark, selvom det klare udgangspunkt er, at deres opholdstilladelser er af midlertidig karakter, og at disse opholdstilladelser isoleret set kunne inddrages… I praksis tillægges barnets alder væsentlig betydning. Hvis barnet f.eks. har opholdt sig her i landet fra sit 1. til 5. leveår, har gået i en dansk daginstitution og kun kan tale dansk lægges der i almindelighed ikke vægt på barnets tilknytning til Danmark. Det lægges der ikke op til at ændre på med dette lovforslag for så vidt angår andre børn end flygtningebørn og børn, der er familiesammenført til flygtninge… Det er imidlertid ministeriets vurdering, at hensynet til flygtningebørn og børn familiesammenført til en flygtnings selvstændige tilknytning til Danmark kan vurderes anderledes, end tilfældet er i dag… I forhold til børns selvstændige tilknytning har EMD således i sagen Salija mod Schweiz vurderet, at to børn, der var 4-5 og 8-9 år gamle, og som gik i børnehave og skole, let kunne tilpasse sig hjemlandets sprog og kultur (var i en ”adaptable age”), hvilket havde betydning for alvorligheden af de vanskeligheder, som barnet med sandsynlighed ville blive mødt med… På den baggrund vurderes det, at der, i al fald indtil barnet fylder 8 år, kan lægges yderligere vægt på, at barnet let vil kunne tilpasse sig hjemlandets sprog og kultur med den konsekvens, at barnet som udgangspunkt ikke kan anses for at have opnået selvstændig tilknytning til Danmark, før barnet fylder 8 år. Det vil betyde, at den tilknytning, som barnet har opnået til Danmark i en situation, hvor barnet er under 8 år, ikke i udgangspunktet skal indgå i vurderingen af, om der kan ske inddragelse af opholdstilladelsen for barnet og medlemmerne af barnets familie. Det bemærkes i den forbindelse, at den ændrede vægt på barnets tilknytning i disse situationer ikke ændrer på, at der kan være andre forhold, f.eks. handikap eller helbredstilstand, som fortsat vil skulle inddrages som en del af vurderingen… Hvis barnet er fyldt 8 år, har det betydning for, om der skal foretages en vurdering af barnets selvstændige tilknytning, hvor stor en del af de formative år af barn- og ungdommen, som barnet har tilbragt i Danmark, hvor lang tid barnet har gået i skole i de formative år, og hvor længe barnet har opholdt sig i Danmark...” Da [C] har haft en væsentlig del af sine formative år i Danmark med lidt over [5-7 års] skolegang, ligesom hun taler flydende dansk, har fritidsarbejde og fritidsinteresse, ligesom hun i øvrigt fremstår velintegreret, findes hun at have opnået en væsentlig selvstændig tilknytning til det danske samfund. Under disse omstændigheder findes det at stride mod Danmarks internationale forpligtigelser i henhold til Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, såfremt [C’s] opholdstilladelse nægtes forlænget. Under hensyn til [C’s] ret til et familieliv vil det derfor også stride mod Danmarks internationale forpligtigelser, såfremt klagerens opholdstilladelse inddrages. På den baggrund findes en inddragelse af klagerens opholdstilladelse at virke særligt indgribende i klagerens og datterens ret til respekt for familieliv. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 2021/2022], således at klageren har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2022/81/ehd
Nævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandelig statsborger fra Kosovo. Indrejst i 1997.Klageren er etnisk kosovo-albaner og muslim fra [By], Kosovo. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte den [foråret] 2005 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kosovo frygtede at blive likvideret af borgerne i [By], der vidste, at hans far havde været formand for [politisk parti]. Udlændingestyrelsen har den [efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klagerens grundlag for opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kosovo frygter, at Kosovos Befrielseshær (UCK) vil slå ham og hans familie ihjel på grund af hans afdøde fars politiske aktiviteter i Kosovo for [politisk parti] i perioden [perioden]. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans far blandt andet var formand for det [politiske parti]. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kosovo frygter, at politiet i Kosovo vil dræbe ham. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han har deltaget i demonstrationer i Kosovo, som omhandlede frihed og uafhængighed og i den forbindelse blevet tilbageholdt af politiet og udsat for vold på en politistation. Om klagerens grundlag for opholdstilladelse ikke længere er til stede Om retsgrundlaget på området skal Flygtningenævnet bemærke, at retstilstanden forud for den ændring af udlændingeloven, der fandt sted ved lov nr. 174 af 27. februar 2019, var den, at en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, blev meddelt ”med mulighed for varigt ophold”. Denne retstilstand blev ændret med den nævnte lovændring, således at en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, (nu) meddeles ”med henblik på midlertidigt ophold”. Det følger af den nævnte lovændrings ikrafttrædelsesbestemmelse (§ 14, stk. 7), at ”Udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, og § 8, stk. 1 og 2, som affattet ved denne lov […] har virkning fra den 1. juli 2019 for udlændinge, der allerede er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, og § 8, stk. 1 og 2, på tidspunktet for denne lovs ikrafttræden”. Dette indebærer, at også opholdstilladelser efter § 7, stk. 1 og 2, der er meddelt tidligere, er meddelt ”med henblik på midlertidigt ophold”. Det fremgår af sagen, at klageren den [efteråret] 2005 er meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 2, med henvisning til klagerens nu afdøde fars politiske konflikter i Kosovo. I opholdstilladelsen var det anført, at ”Opholdstilladelsen er givet med mulighed for varigt ophold, og gælder til den [vinteren] 2008”. Flygtningenævnet kan af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse af [efteråret] 2021, tiltræde, at det ikke kan lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Kosovo vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 som følge af klagerens afdøde fars politiske aktiviteter og dertil hørende konflikter. Det samme gælder klagerens forklaring om, at han i Kosovo har deltaget i demonstrationer og i den forbindelse blev tilbageholdt af politiet og udsat for vold på en politistation. Flygtningenævnet kan således tiltræde, at grundlaget for den opholdstilladelse, som klageren blev meddelt den [foråret] 2005, ikke længere er til stede, hvorfor det isoleret set er i overensstemmelse med udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., at nægte af forlænge klagerens opholdstilladelse. Om Danmarks internationale forpligtelser er til hinder for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse (retsgrundlaget) Da Flygtningenævnet har fundet, at udlændingelovens § 7 ikke kan begrunde, at det nægtes at forlænge klagerens opholdstilladelse, skal nævnet herefter vurdere navnlig, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Om retsgrundlaget vedrørende nægtelse af forlængelse af en flygtnings opholdstilladelse skal Flygtningenævnet bemærke, at retstilstanden på området med den ændring af udlændingeloven, der fandt sted ved lov nr. 174 af 27. februar 2019, er den, at udlændingelovens § 26, stk. 1, eller § 19 a ikke finder anvendelse på afgørelser om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser meddelt flygtninge, jf. pkt. 2.3.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019, der lå til grund for lov nr. 174 af 27. februar 2019. Endvidere kan der henvises til de specielle bemærkninger til § 1, nr. 4 (udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt.), i det nævnte lovforslag. Af lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019 fremgår dog samtidig af de specielle bemærkninger til § 1, nr. 4 (udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt.), at ”Ved en nægtelse af forlængelse skal Udlændingemyndighederne dog fortsat vurdere, om udlændingen som følge af Danmarks internationale forpligtelser skal have ret til ophold i Danmark”, og at denne vurdering skal foretages under inddragelse af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, jf. det nævnte lovforslags pkt. 2.3.1 i de almindelige bemærkninger. I l lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019 er der vedrørende Danmarks internationale forpligtelser mere generelt anført følgende i de almindelige bemærkninger:”2.3.2.1. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser Som anført ovenfor er inddragelse og nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser meddelt til flygtninge og familiesammenførte til flygtninge undergivet den begrænsning, at inddragelse og nægtelse af forlængelse ikke vil kunne finde sted, hvis det er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. I praksis er EMRK med tilhørende tillægsprotokoller særligt relevant.[…]2.3.2.1.1. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention[…] Ved vurderingen af, om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse for en udlænding som følge af, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, vil være i overensstemmelse med EMRK artikel 8, skal der tages højde for, at udlændingen ikke har begået kriminalitet eller alvorlige forseelser, jf. bl.a. Shevanova mod Letland, præmis 77.[…] 2.3.2.1.1.1. Længden af det lovlige ophold […] Det må antages, at et lovligt ophold ikke i sig selv vil kunne føre til, at en afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse skal undlades, når grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede på grund af ændrede forhold. Det må dog antages, at jo længere en udlændings lovlige ophold er, desto større tilknytning vil den pågældende alt andet lige have opnået til opholdslandet. For en udlænding, der er kommet til opholdslandet efter, at vedkommende er fyldt 18 år, må det antages, at et lovligt ophold i hvert fald de første 15 år i almindelighed ikke vil kunne føre til, at inddragelse eller nægtelse af forlængelse skal undlades, hvis udlændingen ikke har andre tilknytningsmomenter i form af f.eks. uddannelse og/eller beskæftigelse. For en udlænding, der er kommet til opholdslandet efter, at vedkommende er fyldt 18 år, må det antages, at et lovligt ophold i op til 8 år i almindelighed ikke vil kunne føre til, at inddragelse eller nægtelse af forlængelse skal undlades, selv om udlændingen har andre væsentlige tilknytningsmomenter i form af f.eks. uddannelse og/eller beskæftigelse.” Om Danmarks internationale forpligtelser er til hinder for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse (vurdering) Flygtningenævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering i den påklagede afgørelse om, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse udgør et indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv efter EMRK artikel 8, at dette indgreb har hjemmel i lov, og at indgrebet forfølger et af de legitime formål, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål, jf. EMRK artikel 8, stk. 2. Ved vurderingen af, om indgrebet er nødvendigt, skal der foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ved denne vurdering skal der navnlig lægges vægt på klagerens tilknytning til opholdslandet (Danmark) og klagerens tilknytning til oprindelseslandet (Kosovo). Flygtningenævnet kan herefter pege på følgende forhold, der taler imod, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark. For det første kan der peges på, at klageren indrejste i Danmark i [sommeren]1997, hvor han var [24-26] år, og at det efter sagens oplysninger må lægges til grund, at han i Kosovo har gået i folkeskole. Klageren har således opholdt sig i Kosovo under sine formative år. Hertil kommer, at klageren først i [efteråret] 2005 fik lovligt ophold i Danmark, idet klageren inden da alene havde processuelt ophold. I kraft af sin fødsel og opvækst i Kosovo må klageren have kendskab til de kulturelle og sociale normer i Kosovo, ligesom han behersker sproget. Klageren vil derfor for en isoleret betragtning ikke være uden forudsætninger for at kunne begå sig i Kosovo. Endvidere kan der peges på, at klageren under samtalen den [vinteren] 2021 med Udlændingestyrelsen samt i dag for Flygtningenævnet har været nødsaget til at anvende albansk tolk, hvorfor det må lægges til grund, at klageren ikke behersker det danske sprog særligt godt. Herudover kan der peges på, at klageren kun i begrænset omfang har været tilknyttet arbejdsmarkedet i Danmark (sammenlagt ca. 2 år), og at denne tilknytning til arbejdsmarkedet fandt sted for mange år siden. Hertil kommer, at klageren ikke har taget en uddannelse i Danmark, dog har han bestået prøve i Dansk 2. Endelig kan der peges på, at klageren ikke har en samlever eller ægtefælle i Danmark, ligesom han heller ikke har børn her i landet. Heroverfor kan der imidlertid peges på følgende forhold, der taler for, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark. For det første kan der peges på, at klageren, der i dag er næsten [46-49] år, har opholdt sig i Danmark i næsten 25 år, hvis der tages udgangspunkt i indrejsetidspunktet i [sommeren] 1997, og at klageren i øvrigt har haft lovligt ophold i Danmark i over 17 år (fra [efteråret] 2005). I forlængelse heraf kan der peges på, at pkt. 2.3.2.1.1.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019 må læses således, at det vil kunne være i strid med EMRK artikel 8, hvis der er tale om en situation, hvor en udlænding, der er kommet til Danmark efter sit fyldte 18. år, har haft lovligt ophold i Danmark i mere end 15 år og samtidig har andre tilknytningsmomenter til Danmark i form af f.eks. uddannelse og/eller beskæftigelse. Der kan peges på, at det princip, der her kommer til udtryk i forhold til længden af det lovlige ophold, i et vist omfang også må gælde for klageren, uanset hans begrænsede tilknytning til arbejdsmarkedet og uddannelsesområdet i Danmark, når henses til klagerens helbredsmæssige forhold, jf. herom nedenfor. Endvidere har klageren sin mor og to brødre i Danmark, idet en tredje broder er afgået ved døden. Moderen indrejste i Danmark i 1999, mens de nulevende brødre indrejste i Danmark i 1997. Herudover må det efter sagens oplysninger lægges til grund, at det – på grund af klagerens helbredsmæssige forhold – er klagerens brødre, der bistår klageren i dagligdagen, således at det oftest er brødrene, der foretager indkøb, laver mad, gør rent samt hjælper klageren med de øvrige praktiske opgaver. Det er således også brødrene, der transporterer klageren, når denne skal besøge sin moder i Danmark. Klageren er således afhængig af hjælp fra sine nære familiemedlemmer i Danmark for at kunne fungere og tage vare på sig selv. Herudover kan der peges på klagerens helbredsmæssige forhold, der efter EMD’s praksis skal tillægges betydning i proportionalitetsafvejningen, jf. blandt andet præmis 184 i EMD’s dom af 7. december 2021 i sagen Savran mod Danmark (sagsnr. 57467/15), samt præmis 64 i EMD ’s dom af 11. juni 2013 i sagen Hasanbasic mod Schweiz (sagsnr. 52166/09). Af en speciallægeerklæring af [vinteren] 2013 fremgår blandt andet, at klageren lider af PTSD og paranoid psykose, at medicineringen har begrænset virkning på klagerens symptomer, og at ”øget psykisk sårbarhed udgør […] en vedvarende risiko for symptomforværring ved fremtidige belastninger. Af samme årsag finder jeg [klagerens navn] uegnet til at indgå i fx arbejdsfremmende og afklarende aktiviteter uanset skånehensyn. Jeg vurderer funktionsevnen som varigt nedsat til det ubetydelige.” Af en lægeattest af [efteråret] 2014 fremgår blandt andet, at det vurderes, at klageren er paranoid skizofren, og at ”Det er det samlede indtryk, at [klagerens navn] aldrig vil kunne indplaceres på arbejdsmarkedet under normale omstændigheder, og at graden af hans sygdom synes ganske svær, også set i lyset af, at han på trods af en høj antipsykotisk medicin med to antipsykotika, fortsat er særdeles dårligt fungerende”. Af en speciallægeerklæring af [efteråret] 2021 fremgår blandt andet, at klagerens ”psykiske helbredstilstand er af en sådan sværhedsgrad, at hans funktionsniveau er meget meget lavt. Han er at sammenligne med en tetraplegisk patient (lam på alle 4 lemmer, når man ser på WHO’s disability scores) … ”. I tilknytning hertil kan der peges på, at der ikke kan lægges vægt på, at klageren ikke længere (regelmæssigt) modtager medicinsk behandling for sin psykiske sygdom, da det må lægges til grund, at dette er begrundet i, at klageren, da han dagligt tog medicin var så kraftigt sederet, at han for det meste var ukontaktbar og slet ikke kunne motiveres til at komme ud af sin lejlighed, jf. speciallægeerklæringen af [efteråret] 2021. I forlængelse af klagerens helbredsmæssige forhold kan der peges på, at klagerens begrænsede tilknytning til arbejdsmarkedet og ganske begrænsede uddannelse i Danmark ikke kan tillægges samme betydning i proportionalitetsafvejningen, som i forhold til en person, der ikke har de nævnte helbredsmæssige udfordringer, og som i øvrigt har haft den betydning, at klageren ikke har venner eller bekendte i Danmark, men kun har kontakt til sine nære familiemedlemmer. I forhold til den manglende kontakt til arbejdsmarkedet bemærkes, at klageren i 2016 fik tilkendt førtidspension, hvilket efter det oplyste skyldtes klagerens funktionsniveau, der var forårsaget af svær psykisk sygdom. På denne baggrund kan der peges på, at der i proportionalitetsafvejningen må lægges vægt på, at en hjemsendelse til Kosovo vil have en destabiliserende indvirkning på klagerens helbred, jf. herved også præmis 64 i EMD ’s dom af 11. juni 2013 i sagen Hasanbasic mod Schweiz (sagsnr. 52166/09). Foruden det anførte kan der peges på, at klageren ikke har været i Kosovo siden 1997, og at han i Kosovo ikke har nære familiemedlemmer, ligesom han ikke i øvrigt er i kontakt med nogen i Kosovo og i Kosovo ikke har noget familiært/socialt netværk, jf. herved også præmis 83 i EMD’s dom af 22. maj 2008 i sagen Emre mod Schweiz (sagsnr. 42034/04), hvor EMD fremhæver dette i forhold til en udlænding, der var psykisk syg. Det anførte skal ses i sammenhæng med, at klageren i Danmark – som anført ovenfor – er afhængig af hjælp fra sine nære familiemedlemmer i Danmark, og at han uden et familiært/socialt netværk i Kosovo, der vil kunne yde klageren den fornødne støtte i dagligdagen, vil have vanskeligt ved at tage vare på sig selv i Kosovo. Endelig kan der peges på, at nægtelsen af at forlænge klagerens opholdstilladelse ikke er begrundet i, at klageren har begået kriminalitet eller lignende i Danmark, men derimod i, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, jf. præmis 77 i EMD’s dom af 15. juni 2010 i sagen Shevanova mod Letland (sagsnr. 58822/00). Efter en samlet afvejning af hensynene over for hinanden finder Flygtningenævnet herefter, at det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Kosovo/2022/1/sch
Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i år 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim født i [landsby], Al-Hasakah, Syrien. Klageren har oplyst at være medlem af partiet Al Takadomi i perioden 1986 til 1988. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede gruppen Lijan Shabia, da han var udeblevet efter at have lovet gruppens leder at hjælpe dem med deres arbejde ved en kontrolpost i hans lokale område. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet de har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter gruppen Lijan Shabia. Klageren har videre henvist til at han frygter at blive chikaneret og ikke accepteret af de syriske myndigheder. Klageren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at kurdere ikke bliver anerkendt af myndighederne i Syrien. Klageren har som asylmotiv også henvist til, at han frygter, at hans sønner vil blive tvangsrekrutteret til militæret. Han har videre oplyst, at hans sønner bor under dårlige vilkår i flygtningelejr i Irak, og at de ikke vil vende tilbage til Syrien. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at det fremgår af klagerens oprindelige asylsag, at klageren har haft bopæl i Damaskus, Syrien, fra 1988 og frem til sin udrejse i 2015. Endvidere fremgår det, at klageren opholdt sig i [landsby], Syrien, i en periode i 1991, fordi han rejste tilbage for at blive gift, og at klageren og ægtefællen herefter flyttede tilbage til Damaskus sammen. I den oprindelige asylsag er det ligeledes anført, at klageren stoppede med politisk arbejde i 1988, fordi han flyttede til Damaskus, ligesom det fremgår af sagen, at han havde flere huse i Damaskus. Under klagerens nuværende sag har han i en samtale ved Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2021 fastholdt, at han blev gift i 1991, og at han og ægtefællen siden da har haft fast adresse i Damaskus - frem til udrejsen. Oplysningerne herom stemmer overens med den forklaring, som klagerens søn fremkom med ved indrejsen i Danmark i [vinteren] 2015, idet sønnen her oplyste, at han havde boet med sin familie i Damaskus, fra han var 6 år gammel til udrejsen. På den baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at klageren skal vurderes i forhold til situationen i Damaskus, Syrien. I overensstemmelse med Flygtningenævnets mangeårige praksis og i øvrigt af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, tiltræder Flygtningenævnet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Damaskus. På den anførte baggrund tiltræder Flygtningenævnet således, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7, stk. 3. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse, at en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse vil udgøre et indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv efter EMRK artikel 8, at indgrebet har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., og at indgrebet varetager et legitimt hensyn til landets økonomiske velfærd som anført i EMRK artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder i den forbindelse, at klagerens ret til familieliv også må omfatte sønnen, der er hjemmeboende og ikke har stiftet egen familie. Spørgsmålet er herefter navnlig, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et uproportionalt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, jf. EMRK artikel 8, stk. 2. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for hans privat- og familieliv. Ved proportionalitetsafvejningen efter EMRK artikel 8, stk. 2, der således indebærer, at indgrebet i privat- og familielivet skal stå i rimeligt forhold til de formål, som indgrebet varetager, skal der foretages en samlet og konkret vurdering. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [efteråret] 2015. Han har bestået Dansk Prøve I modul 6 og har siden [foråret] 2019 arbejdet 35 timer om ugen som rengøringsassistent. [I foråret] 2022 er klageren yderligere blevet ansat som servicemedarbejder i en virksomhed, hvor han kan tilbydes arbejde op til 12 timer pr. uge. Klageren har oplyst, at han har fritidsinteresser i Danmark, og at han alene svarede nej til dette spørgsmål i [vinteren] 2021, fordi meget var lukket ned som følge af Corona. Han går blandt andet til fitness og svømning. Klagerens ægtefælle blev familiesammenført med klageren i [sommeren] 2019, men ægtefællens opholdstilladelse i Danmark blev nægtet forlænget [i efteråret] 2021. Klageren har en voksen, hjemmeboende søn, der er 25 år gammel. Sønnen indrejste i Danmark i [vinteren] 2015 ca. 10 måneder før, at klageren indrejste. Sønnen var på daværende tidspunkt 19 år gammel. Klageren har forklaret, at han ikke boede sammen med sin søn de første 3 år, hvor klageren boede i Danmark, og at sønnen i [efteråret] 2019 flyttede ind hos sine forældre. Det fremgår af oplysninger fra folkeregisteret, at klagerens søn har haft egen bopæl fra ankomsten i Danmark i [vinteren] 2015 frem til den [efteråret] 2020, hvor han ses at være flyttet ind hos forældrene. Klageren er født og opvokset i Syrien, hvor han har gået i skole og boet, til han var 44 år gammel. Han har blandt andet arbejdet med landbrug og i byggebranchen. Hans 5 børn er født og opvokset i Syrien. Klagerens mor ejer stadig jord og bolig i Syrien, hvor moren og broren af og til fortsat opholder sig. Efter en samlet afvejning af hensynene overfor hinanden tiltræder Flygtningenævnet, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig EMRK artikel 8, at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark. Henset til, at klageren har påberåbt sig individuelle forhold, skal Flygtningenævnet herefter tage stilling til, om klageren som følge heraf kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet bemærker herom, at det under klagerens oprindelige asylsag ikke fandtes sandsynliggjort, at klageren var i et asylbegrundende modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Klageren har i sit indlæg for Flygtningenævnet henvist til, at klagerens sønner har unddraget sig militærtjeneste. For så vidt angår risikoen for, at såkaldte Draft evaders familiemedlemmer bliver udsat for overgreb mv. fremgår følgende af European Asylum Support Offices rapport fra april 2021 (Syria, Military service), side 33 f.: ”4.1 Draft evaders … 4.1.2. Potential consequences for family members Regarding the treatment of family members, sources differ in their assessment. While several sources stated that family members of draft evaders would not face any consequences, other sources indicated that they would face house searches, pressure and harassment from military police or intelligence services to reveal the whereabouts of male relatives wanted for military service. In some cases, family members have been arrested or required to report to an intelligence service branch for questioning. In a February 2021 interview with EASO, an international humanitarian organization working in Syria mentioned a case in which the authorities conditioned the granting of security clearance required for renewing a lease agreement by requiring the applicant to provide information on the whereabouts of male relatives wanted for military service. Suhail Al-Ghazi assessed that family members of draft evaders from areas loyal to the GoS won’t face the same kind of harassment as those originating in former opposition-held areas." Det bemærkes, at det, der er anført i European Asylum Support Offices rapport fra november 2021 (Country Guidence: Syria), side 80 f., vedrørende risikoen for, at såkaldte militærunddrageres familiemedlemmer bliver udsat for overgreb mv., ikke ændrer ved det, der er anført i den citerede rapport fra april 2021. I denne henseende må det ved vurderingen af, om klageren ved en tilbagevenden til Syrien risikerer overgreb mv. fra de syriske myndigheders side som følge af sønnernes militærunddragelse, tillige tages i betragtning, at klageren og ægtefælles fortsat var bosat i Syrien efter, at sønnen [A] udrejste, og at hverken ægtefællen eller klagerens øvrige familiemedlemmer, som af og til fortsat opholder sig i landet, ifølge de foreliggende oplysninger har oplevet at blive kontaktet af myndighederne som følge heraf. Herefter og af de grunde, som Udlændingestyrelsen i øvrigt har anført, samt da det, som klageren i øvrigt har anført, ikke kan føre til et andet resultat, tiltræder Flygtningenævnet under iagttagelse af forsigtighedsprincippet, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien ikke er i risiko for individuel forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” [Syri/2022/77/SELS]
Nævnet stadfæstede i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører klanen […] og er sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren er født i [en bydel i] Mogadishu, Somalia, og ansøgeren har senest haft bopæl i [en anden bydel i] Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at han som følge af sit arbejde i [A] kommune fra [2016 til 2017] blev anset for at være vantro, og at han i [vinteren 17/18] blev ringet op af al-Shabaab, som sagde, at ansøgeren skulle møde op i retten. Al-Shabaab sagde, at ansøgerens arbejde var problematisk, og at ansøgeren havde lukket nogle af de områder, som al-Shabaab plejede at få oplysninger fra og bevæge sig i. Da ansøgeren ikke dukkede op i retten, sendte de billeder af to personer, der var ansat ved myndighederne, som de havde slået ihjel. Ansøgeren fremviste billederne til sikkerhedsafdelingen i kommunen, som oplyste, at de også havde modtaget sådanne billeder. Al-Shabaab ringede somme tider til ansøgeren og sagde, at de vil finde ansøgeren, uanset hvor han tog hen, og de oplyste, at de vidste, hvilket tøj ansøgeren havde på den pågældende dag. Al-Shabaab ringede til ansøgeren omkring 15 gange, herunder et antal gange hvor ansøgeren ikke tog telefonen, men hvor han formoder, at det var al-Shabaab, der ringede. Ansøgeren sluttede sit job op og fik en midlertidig stilling i [den offentlige forvaltning]. En dag i [sommeren] 2019 da ansøgeren var på vej hjem fra arbejde, modtog han et opkald, og nogle personer affyrede herefter et blankt pistolskud mod ansøgerens hoved. Ansøgeren løb væk fra personerne. Ansøgeren formoder, at personerne kommer fra al-Shabaab. Ansøgeren fortalte politiet om episoden, og politiet grinte af ansøgeren og sagde, at personerne var væk, og at politiet ikke kunne fange dem. Ansøgeren har efter sin ankomst til Danmark fået at vide af sine forældre, at al-Shabaab har kontaktet dem for at finde ud af, hvor ansøgeren befinder sig og for at true med at slå ansøgeren ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har blandt andet afgivet divergerende oplysninger om, hvornår han skulle have været kommunalt ansat, herunder om jobfunktionen. Ansøgeren har således både i sit asylskema og til Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2021 oplyst, at han blev færdig på universitetet i [sommeren] 2016, hvorefter han gik hjemme i to år, inden han fik arbejde i [A] Kommune, hvor han arbejdede i et år. I samme samtale med Udlændingestyrelsen har ansøgeren om arbejdet oplyst, at han skulle arrangere byens administration i forskellige afdelinger, og at han var formand for [et antal] personer. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2021 har ansøgeren oplyst, at han påbegyndte arbejdet i [efteråret] 2017, og at han sluttede sit arbejde efter et år, hvorefter han fik andet arbejde. Omkring sit arbejde har han under samtalen [i efteråret] 2021 oplyst, at formålet med arbejdet var at højne borgernes levestandard i de forskellige bydele, at der var [et antal] nyansatte uden en egentlig ledelse til at stå for dette arbejde, at hans stillingsbetegnelse var skattemedarbejder, og at han primært skulle sidde på kontoret og tage imod skat. For Flygtningenævnet har han forklaret, at han blev ansat som skattemedarbejder, og han skulle indkræve skat fra erhvervsdrivende, hvilket var farligt, da han med en kollega tog ud til virksomhederne for at opkræve skatter under beskyttelse af vagter. Det fremlagte ansættelsesbrev fra [A] Kommune er dateret 2019, hvilket ikke stemmer overens med en ansættelse fra [efteråret] 2017 og et år frem. De øvrige fremlagte dokumenter om ansættelsesforholdet kan ikke tillægges betydning, da de er udaterede og fremstår som konstrueret til lejligheden. Endvidere har ansøgeren under samtalen [i efteråret] 2021 udbygget sit asylmotiv, idet han har forklaret, at han på gaden blev opsøgt af to personer med pistoler, og at den ene person skød efter ansøgeren, men pistolen virkede ikke, mens den anden løb efter ham og skød efter ham uden at ramme. Omkring tidspunktet for skudepisoden har ansøgeren dels forklaret, at den fandt sted i [vinteren 18/19], i [sommeren] 2019 og [på et senere tidspunkt i sommeren] 2019. I relation til sin visumansøgning har ansøgeren for Udlændingestyrelsen forklaret, at han i [sommeren] 2019 søgte om visum efter skudepisoden, da han ønskede at flygte. Denne forklaring har han gentaget for Flygtningenævnet, men samtidig har han for Flygtningenævnet oplyst, at han søgte om visum og fik opholdstilladelse i [et tredjeland] i et år med henblik på at studere, og at han også var på universitetet i [tredjelandet]. Omkring divergenserne har ansøgeren forklaret afglidende og usammenhængende. Nævnet finder det påfaldende, at personerne angiveligt fra al-Shabaab ikke forsøgte at opsøge ansøgeren på bopælen forud for udrejsen. Det er også påfaldende, at ansøgeren først under sin sidste samtale med Udlændingestyrelsen har oplyst, at hans forældre telefonisk er kontaktet af al-Shabaab, der har spurgt efter ansøgeren, uden at ansøgeren kan forklare nærmere herom. Samtidig forekommer det ikke sandsynligt at ansøgerens forældre ikke skulle fortælle ansøgeren herom, når de havde kontakt til ansøgeren dagligt gennem en længere periode under hans ophold i Europa. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at det er påfaldende at ansøgeren indrejse i [et andet EU-land], hvor han opholdt sig i et år og otte måneder, hvorefter han tog til Danmark og søgte asyl. På baggrund af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at det beror på ansøgerens egen formodning, at han skulle være i et modsætningsforhold til al-Shabaab. På den baggrund og da ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er i risiko for asylbegrundede forfølgelse eller overgreb som nævnt i Udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Somalia, stadfæster Flygtningenævnet afgørelsen [efteråret] 2021 fra Udlændingestyrelsen.” Soma/2022/21/EDO
Nævnet omgjorde i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, således at vedkommende meddeles opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Soma/2022/19/EDO. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er muslim af trosretning fra Qoryooley, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klagerens mor har under spontansagen som asylmotiv på vegne af klageren henvist til, at hun frygter, at klageren vil blive giftet bort til et medlem af al-Shabaab. Klagerens mor har til støtte herfor anført, at da klageren var [8-11] år, sagde al-Shabaab til klagerens mor, at klageren skulle giftes med en mand fra al-Shabaab, når hun blev lidt ældre. Al-Shabaab gentog dette på et senere tidspunkt. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun ønsker at være en selvstændig kvinde, hvilket al-Shabaab ikke vil tillade. Klageren har til støtte herfor anført, at hun har set i dokumentarer, at kvinder ikke har nogen rettigheder, ikke kan gå i skole, ikke må have holdninger eller meninger og ikke må have venner af det modsatte køn. Klageren har som asylmotiv henvist til den generelle frygt for at blive slået ihjel, at hun ikke er vant til livet i Somalia, og at hun frygter, hvordan hun skal leve der, at klanerne bekæmper hinanden, at hun ikke ved noget om klaner, og at hun vil stå mellem klaner. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet Udlændingestyrelsen ikke kunne afvise, at klagerens mor ved en tilbagevenden til Somalia ville være i risiko for overgreb som følge af, at hun havde afvist at indgå et ægteskab med en person fra al-Shabaab. Det beror på klagerens egen formodning, at hun skulle være i et modsætningsforhold til al-Shabaab som følge af sin mors konflikt med al-Shabaab, og som følge af, at hun er vestlig orienteret. Klageren er ikke profileret, og hun udrejste som barn fra Somalia, på hvilket tidspunkt hun ikke havde en konflikt med al-Shabaab. Nævnet bemærker i den forbindelse, at klageren ikke har kunnet redegøre nærmere for moderens konflikt. På den baggrund har klageren ikke sandsynliggjort, at hun på dette grundlag ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har ved afgørelse af [dags dato] 2022 ændret Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 21/22] vedrørende klagerens brors sag og meddelt ham fortsat opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter oplysningerne om, at klageren ikke har familie i Somalia, finder nævnet, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være enlig kvinde uden mandligt netværk. Herefter og efter baggrundsoplysninger om forholdene for enlige kvinder uden mandligt netværk vil klageren være i risiko for at blive udsat for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren, som enlig kvinde uden mandligt netværk i Somalia, tilhører en særlig social gruppe i Flygtningekonventionens forstand. Klageren meddeles derfor opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Soma/2022/20/EDO
Nævnet omgjorde i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Sagen er sambehandlet med Soma/2022/20/EDO. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er muslim af trosretning fra Qoryooley, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til frygten for terror og al-Shabaab. Klageren har ydermere som asylmotiv henvist til, at han vil blive set som vestlig og derfor skille sig ud. Klageren har som asylmotiv derudover henvist til, at han ikke har nogen familiemedlemmer i Somalia, og at han ikke har tilknytning til nogen. Klageren vil derfor ikke kunne opsøge nogen personer, som kan hjælpe ham med at opholde sig i Somalia. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ikke ved, om man har nogen rettigheder i Somalia, og om man kan få en uddannelse. Klageren har til støtte herfor anført, at han er bange for, at han ikke kan være sig selv og give udtryk for sine holdninger omkring andre menneskers rettigheder. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet Udlændingestyrelsen ikke kunne afvise, at klagerens mor ved en tilbagevenden til Somalia ville være i risiko for overgreb som følge af, at hun havde afvist at indgå et ægteskab med en person fra al-Shabaab. Det beror på klagerens egen formodning, at han skulle være i et modsætningsforhold til al-Shabaab, da han har vestlige holdninger og ikke beder flere gange om dagen. Klageren er muslim og er ikke profileret. Han udrejste som barn fra Somalia, på hvilket tidspunkt han ikke havde en konflikt med al-Shabaab. Det beror endvidere på klagerens egen formodning, at hans mor forsat og ni år efter udrejsen fra Somalia har en konflikt med al-Shabaab, som kan have betydning for klageren. Nævnet bemærker i den forbindelse, at klageren ikke har kunnet redegøre nærmere for moderens konflikt. På den baggrund, og da socio-økonomiske forhold ikke er asylbegrundede, har klageren ikke sandsynliggjort, at han på dette grundlag ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Om de generelle forhold i Somalia herunder i klagerens hjemområde Qoryoley i Lower Shabelle fremgår det af de seneste baggrundsoplysninger, at disse fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Af kontrolkort over Somalia fra december 2021 fremgår, at Qoryooley er under AMISON/SNA-kontrol, og at området omkring Qoryooley er under blandet kontrol herunder af al-Shabaab. Det følger af EASO Country of Origin Information Report – Somalia Security Situation, december 2021, at al-Shabaab generelt ikke angriber civile, men hovedsageligt angriber profilerede mål. Som følge heraf og efter de øvrige baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at der er indtrådt en sådan forbedring af de generelle forhold som ikke antages at være af helt midlertidig karakter, og Flygtningenævnet finder, at menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen i Somalia har ændret sig således, at enhver ikke længere ved sin blotte tilstedeværelse i landet risikerer at blive udsat for overgreb som omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelser er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Hvad angår respekt for familieliv skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd. Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) praksis stilles der dog ikke krav om sådanne yderligere elementer af afhængighed, når der er tale om unge voksne, som stadig bor sammen med deres forældre og ikke har stiftet selvstændig familie. Der kan herved henvises til bl.a. EMD’s dom af 20. juni 2020 i sagen Azerkane mod Nederlandene (3138/16), præmis 64. Henset til at klageren fortsat bor hjemme hos sin mor med sine […] søskende, og da klageren ikke har stiftet selvstændig familie, finder Flygtningenævnet, at der foreligger et familieliv mellem klageren hans mor samt de hjemmeboende søskende omfattet af EMRK artikel 8. For så vidt angår retten til privatliv bemærkes, at klageren ved indrejsen i Danmark var [8-11] år. Han indrejste med sin mor og [et antal] af sine søskende. Klageren blev meddelt opholdstilladelse som medfølgende barn til sin mor efter udlændingelovens § 7 stk. 2. Klageren har således haft lovligt ophold i Danmark i godt otte år. Klageren har i Danmark gået i skole og har taget 9. klasses afgangseksamen. Han går nu på [en ungdomsuddannelse], som han forventer at afslutte [i] 2022. Han taler og skriver dansk og har venner i Danmark. Han er sund og rask. Klageren har ikke gået i skole i hjemlandet, hvorfra han ikke husker meget, og han er ikke bekendt med sin eventuelle familie i hjemlandet. Henset til navnlig varigheden af klagerens ophold i Danmark og oplysningerne om hans forhold i denne periode findes en afgørelse om at nægte at forlænge hans opholdstilladelse at udgøre et indgreb i hans ret til respekt for såvel familieliv som privatliv efter EMRK artikel 8. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens privat- og familieliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål. Flygtningenævnet finder, at nægtelsen af forlængelsen af klagerens opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at nægtelsen af forlængelsen af klagerens opholdstilladelse varetager det legitime hensyn til landets økonomiske velfærd. Flygtningenævnet bemærker, at udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet og sikre opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagernes opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for sit privat- og familieliv. Flygtningenævnet finder, at klageren har opnået en stærk tilknytning til Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren, der nu er [over 18] år gammel, har tilbragt flere af de formative år herunder samtlige ungdomsår i Danmark, at han har gået i folkeskolen og nu er i gang med at tage en [ungdsomsuddannelse], hvor han klarer sig godt. Nævnet har også lagt vægt på, at klageren har danske venner, at han taler, skriver og forstår dansk. Endvidere har klagerens mor og mindreårige søskende, med hvem klageren har et almindeligt kernefamilieliv på fælles bopæl, opholdstilladelse i Danmark. Heroverfor står, at klageren ikke har gået i skole i Somalia, at han taler lidt somali men ikke kan læse eller skive det. Ligeledes har klageren ikke kendskab til sin eventuelle familie i hjemlandet, og hans bånd til Somalia er derfor svage. Efter en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder finder Flygtningenævnet, at det vil udgøre et uproportionalt indgreb i klagerens ret til respekt for sit privat- og familieliv efter EMRK artikel 8, stk. 1, at nægte at forlænge hans opholdstilladelse. Flygtningenævnet har særligt lagt vægt på klagerens lange ophold i Danmark, hvor han har haft en stor del af sine formative år sammenholdt med den manglende tilknytning til Somalia. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [vinteren 21/22], således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2022/19/EDO
Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og tidligere muslim fra Orimiyeh, Vest Aserbajdsjan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har hjulpet det kurdiske parti PJAK. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at de iranske myndigheder har opsøgt ansøgerens familie, og at de iranske myndigheder muligvis har fundet ud af, at han har hjulpet PJAK ved at holde øje med et hus, hvor der opholdt sig et medlem af PJAK. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at dette er årsagen til, at han i Iran er blevet stoppet i sin bil og skudt efter. Ansøgeren har som asylmotiv også henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive stenet til døde af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Han har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han konverterede til kristendommen efter sin udrejse fra hjemlandet, og at han frygter at blive stenet til døde, hvis de iranske myndigheder finder ud af dette. Flygtningenævnet tiltræder af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde, at ansøgerens forklaring om en konflikt med de iranske myndigheder som følge af tilknytning til og hændelser i forbindelse med sin bistand til PJAK ikke har fremstået troværdig og må tilsidesættes. Hertil bemærker Flygtningenævnet endvidere, at det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgeren i Grækenland alene påberåbte sig sin religiøse overbevisning som asylgrundlag. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om konversion til kristendommen bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at der i et tilfælde som det foreliggende, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af konversion efter udrejse fra hjemlandet, er anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen, jf. herved også UNHCR’s Guidelines on International Protection: Religion-Based Refugee Claims under Article 1A (2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, pkt. 34. Flygtningenævnet finder i den anledning grundlag for at fremhæve, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2020 oplyste, at ansøgerens [familiemedlem] tidligere havde opnået asyl i Italien som følge af konvertering til kristendommen. Ved vurderingen af den af ansøgeren påberåbte konversion til kristendommen har nævnet desuden lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner om baggrunden for og konsekvenserne af konversionen. Det fremgår af dokumenter fra ansøgerens asylsag i Grækenland, at han den [i efteråret] 2019 påberåbte sig sin kristne religiøse overbevisning som asylgrundlag, selv om han på det tidspunkt alene havde været i Grækenland i 35 dage. Nævnet har i den forbindelse yderligere tillagt det betydning, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring valgte at blive døbt efter få ugers ophold i Grækenland og enkelte besøg i en kirke. Hertil kommer, at ansøgeren ikke havde læst i biblen, inden han blev døbt. Flygtningenævnet finder endvidere ansøgerens forklaring om, at han fik udleveret et dåbsbevis, som han tabte på vejen, for påfaldende. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel, indre religiøs overbevisning hos ansøgeren. Det forhold, at ansøgeren under nævnsmødet har demonstreret et vist kendskab til kristendommen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det samme er tilfældet for de fremlagte udtalelser fra en præst i Grækenland dateret november 2019 og fra sognepræsten i [kirke] i [by]. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at iranere, som har søgt asyl uden for Iran, sandsynligvis ikke vil blive forfulgt af myndighederne ved en tilbagevenden til Iran på baggrund af aktiviteter foretaget uden for Iran, også selvom aktiviteterne relaterer sig til en asylansøgning, herunder konvertering til kristendommen. Der henvises til DFAT Country Information Report, udgivet den 7. juni 2018. Der henvises endvidere til Dansk Flygtningehjælps rapport ”House Churches and Converts” udgivet i februar 2018, hvoraf det fremgår, at de iranske myndigheder er klar over, at iranske asylansøgere, der har søgt asyl på baggrund af konvertering, ikke vil blive retsforfulgt herfor ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [Iran/2022/29/SELS]
Nævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2011.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og ikke-troende, tidligere sunnimuslim, fra landsbyen [A], nær byen [B], Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men har oplyst, at han i Iran har deltaget i to til tre demonstrationer mod det iranske regime. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2012 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive henrettet, da de iranske myndigheder anser ham som værende en del af de kurdiske oprørere, idet han med trusler blev tvunget til at transportere tre kurdiske oprørere forbi en kontrolpost uden at standse. Klageren har til støtte herfor oplyst, at de iranske myndigheder efterfølgende har opsøgt klagerens familie på deres bopæl, hvor klagerens far og bror blev afhørt. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse på baggrund af svig, subsidiært at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at han fortsat frygter at blive anholdt og henrettet af de iranske myndigheder, idet han bliver anset som modstander af regimet. [I efteråret] 2021 fandt Flygtningenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at klageren havde opnået sin opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnets flertal fandt imidlertid, at klagerens måneds lange tilbagerejse til Iran i 2015 godtgjorde, at de forhold, der oprindeligt begrundede hans opholdstilladelse, havde ændret sig på en sådan måde, at han ikke længere risikerer forfølgelse og derfor ikke var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Bestemmelserne i udlændingeloven om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse skal administreres i overensstemmelse med Flygtningekonventionens artikel 1 C. Flygtningekonventionens artikel 1 C lyder som følger: ”Denne konvention skal ikke længere finde anvendelse på en person, der omfattes af bestemmelserne i afsnit A, såfremt han (1) på ny frivilligt har søgt det lands beskyttelse, i hvilket han har statsborgerret; eller (2) efter at have mistet sin statsborgerret frivilligt har generhvervet denne; eller (3) har erhvervet en ny statsborgerret og nyder godt af det lands beskyttelse, i hvilket han er blevet statsborger; eller (4) frivilligt på ny har bosat sig i det land, som han har forladt, eller udenfor hvilket han er forblevet af frygt for forfølgelse; eller (5) ikke længere kan afslå at søge det landsbeskyttelse, i hvilket han har statsborgerret, fordi de omstændigheder, ifølge hvilke han er blevet anerkendt som flygtning er bortfaldet. Denne bestemmelse skal dog ikke finde anvendelse på en af denne artikels afsnit A (1) omfattet flygtning, som kan påberåbe sig tvingende grunde, der har deres oprindelse i tidligere forfølgelse, til at afslå beskyttelse fra det land, i hvilket han har statsborgerret; (6) uden at være i besiddelse af nogen statsborgerret er i stand til at vende tilbage til det land, i hvilket han tidligere har haft fast bopæl, fordi de forhold, som førte til, at han er blevet anerkendt som flygtning, ikke længere er til stede. Denne bestemmelse skal dog ikke finde anvendelse på en af denne artikels afsnit A (1) omfattet flygtning, som kan påberåbe sig tvingende grunde, der har deres oprindelse i tidligere forfølgelse, til at afslå at vende tilbage til det land, i hvilket han tidligere har haft fast bopæl.” Det fremgår af UNHCR’s Håndbog om procedurer og fastlæggelse af flygtningestatus punkt 116, at ophørsbestemmelserne er udtømmende opregnet og derfor bør fortolkes restriktivt, og at ingen andre grunde kan anføres analogt som årsag til at tilbagekalde flygtningestatus. Ifølge Håndbogens punkt 119 gælder følgende forudsætninger for inddragelse efter artikel 1 C (1): ”(a) frivillighed: flygtningen må handle af egen fri vilje; (b) hensigt: hensigten med flygtningens handling skal være atter at søge beskyttelse i det land, i hvilket han er statsborger, (c) på ny har søgt beskyttelse: flygtningen skal rent faktisk have opnået sådan beskyttelse.” Opnåelse af indrejsetilladelse eller nationalitetspas med henblik på hjemrejse vil i fravær af bevis for det modsatte blive anset som grundlag for ophør af flygtningestatus, jf. Håndbogens pkt. 122. De tilfælde, hvor en flygtning besøger sit tidligere hjemland uden nationalitetspas, men for eksempel med et rejsedokument udstedt af opholdslandet, bør bedømmes individuelt. Der er forskel på at besøge en gammel og syg forælder og jævnlige besøg i et pågældende land med det formål at holde ferie eller etablere forretningsmæssige forbindelser, jf. Håndbogens pkt. 125. Det fremgår videre af Håndbogens pkt. 134 om ophørsbestemmelsen i artikel 1 C (4), at bestemmelsen angår en flygtning, som ”frivilligt på ny har bosat sig”. Dette skal forstås som en tilbagevenden til det land, i hvilket flygtningen er statsborger eller tidligere havde fast bopæl, med henblik på permanent ophold. Et midlertidigt besøg i hjemlandet uden nationalitetspas, men f.eks. med et rejsedokument udstedt af opholdslandet, betyder ikke, at flygtningen ”frivilligt på ny har bosat sig” og indebærer ikke tab af flygtningestatus i henhold til nærværende bestemmelse. Klageren har forklaret, at han indrejste i Iran uden at vise rejselegitimation, og at han kun har været i Iran i den ene måned i 2015, hvor han blandt andet skulle besøge en syg far og holde ferie. Det kan på den baggrund lægges til grund, at klageren er indrejst frivilligt i Iran, men det kan ikke lægges til grund, at klageren er indrejst i Iran med henblik på at søge landets beskyttelse, og han har i øvrigt heller ikke opnået denne beskyttelse. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at forholdene i Iran har ændret sig på en sådan måde, at de omstændigheder, der oprindeligt begrundede hans opholdstilladelse, er bortfaldet. Betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse således, at klageren fortsat har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Iran/2022/26/imbs
Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2005 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2018 idømt fængsel i 5 år for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1 og nr. 2 jf. § 225 samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk assyrer og katolik fra [by], Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel, da han er katolik. Klageren frygter endvidere at blive forfulgt og slået ihjel af regeringen, da hans efternavn er [A]. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at islamisk stat har fordrevet og slået katolikker ihjel i Irak, og klageren har set videoer, hvor folk er blevet dræbt og brændt. Videre har klageren oplyst, at han er blevet udsat for tortur i Jordan, og at dette sker for alle kristne i Mellemøsten, hvorfor han ved, at det også vil ske for ham i Irak. Endelig har klageren til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far har fortalt ham, at hvis de var blevet i Irak, var de blevet slået ihjel. Klagerens navn ”[A]” kædes sammen med Saddams Husseins sunnimuslimske regime. Det nye styre i Irak forfølger personer, der kan sættes i forbindelse med Saddam Husseins styre og Baath partiet. Klageren risikerer derfor forfølgelse i kraft af, at blandt andet hans onkel arbejdede for styret under Saddam Hussein. Klageren har oplyst, at han ikke vil kunne skjule sin kristne baggrund eller sin families tilknytning til Saddam Husseins styre. Han kan ikke tale irakisk/arabisk og vil derfor hurtigt blive mistænkeliggjort, hvorefter hans identitet og baggrund vil blive underkastet en nærmere undersøgelse af de irakiske myndigheder eller af de irakiske muslimer, han møder. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han står i et modsætningsforhold til de irakiske myndigheder på grund af sit efternavn, ”[A]”. Der er herved henset til, at klageren ikke nærmere har kunnet oplyse, hvori konflikten skulle bestå. Klagerens frygt relaterer sig til faderens angivelige konflikt med de irakiske myndigheder. Det bemærkes, at faderen i 1994 – 1995 flygtede fra Irak. Faderens angivelige konflikt er således 26 år gammel og må anses som et afsluttet forhold. Klageren har derfor ikke sandsynliggjort, at han har et konkret og personligt modsætningsforhold til de irakiske myndigheder. Af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger fremgår, at der i Irak eksisterer flere kristne samfund, herunder i Bagdad og Kurdistan og at disse er beskyttet af den irakiske forfatning. Af US Government, 2020 Report on International Religious Freedom: Iraq fra den 12. maj 2021 fremgår blandt andet: ”The constitution also provides for freedom of religious belief and practice for all individuals, specifying Christians, Yezedis, and Sabean-Mandeans; … The constitution guarantees freedom from religious coercion and states all citizens are equal before the law without regard to religion, sect, or belief.” Om end forholdene for disse kan være vanskelige, er det forhold, at klageren er kristen assyrer ikke i sig selv asylbegrundende. Det forhold, at klageren oplyser ikke at kunne tale arabisk, kan ikke begrunde at klageren er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Klageren har på ovennævnte baggrund ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak findes i øvrigt ikke at være af en sådan karakter, at klageren risikerer overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, som følge af den blotte tilstedeværelse i landet. Udlændingelovens § 31 er herefter ikke til hinder for en udsendelse af klageren. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [Irak/2021/34/NABR]
Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk [A] og katolik, fra [by], Bukavu, Syd Kivu, Den Demokratiske Republik Congo. Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2015 meddelte klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1. Klageren indrejste herefter i Danmark [i efterået] 2015. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 2017 udrejste til Den Demokratiske Republik Congo. Klageren udrejste for at tage permanent ophold i sit hjemland, Den Demokratiske Republik Congo. Klageren fik dog problemer i sit hjemland, og måtte flygte til Uganda med sin familie, hvor han er blevet anerkendt som flygtning. [I foråret] 2020 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, jf. § 17 a, stk. 1, nr. 1, idet klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark, havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, samt frivilligt taget bopæl i sit hjemland. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, jf. § 17 a, stk. 1, nr. 1, jf. § 17 a, stk. 2, og at der ikke foreligger forhold som nævnt i udlændingelovens § 17, stk. 3, herunder helbredsmæssige hensyn eller hensyn til klagerens familie- eller privatliv som nævnt i EMRK artikel 8, som indebærer, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet. Nævnet har navnlig lagt vægt på, at klageren opholder sig sammen med sin hustru og sine børn i [land i nærheden af Den Demokratiske Republik Congo]. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: demo/2022/4/imbs
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim født i [landsby], Al-Hasakah, Syrien, men boede de seneste 25 år frem til sin udrejse i [bydel], Dummar, Damaskus. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive straffet af de syriske myndigheder, fordi han udrejste af Syrien efter, at de syriske myndigheder forsøgte at rekruttere ham til at stå ved deres kontrolposter. Klageren havde til støtte herfor oplyst, at han to gange var blevet opsøgt på sin bopæl af mænd fra de syriske myndigheder, som prøvede at overtale ham til at tilslutte sig dem. Han blev ligeledes opsøgt et par gange på gaden. Klageren havde som asylmotiv videre henvist til, at han frygtede oppositionen, fordi de også ville være imod ham, hvis han tilsluttede sig myndighederne. Klageren havde som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygtede, at hans søn skulle i militæret i Syrien. Han havde til støtte herfor oplyst, at hans søn kort efter deres udrejse ville være blevet 18 år, og at han derfor ville være i den militærpligtige alder. Klageren havde som asylmotiv endelig henvist til, at han frygtede de generelle forhold i Syrien som følge af krigen. Udlændingestyrelsen ændrede [i efteråret] 2019 klagerens opholdsgrundlag således, at klageren blev meddelt opholdstilladelse efterudlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, fordi han ikke længere er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien fortsat frygter repressalier fra de syriske myndigheder, fordi han udrejste af Syrien efter, at de syriske myndigheder forsøgte at rekruttere ham til at stå ved deres kontrolposter. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han fortsat frygter de syriske myndigheder, fordi hans voksne søn [A] har unddraget sig militærtjeneste. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, fordi han interesserer sig for kristendommen. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, fordi han er statsløs kurder. Han har til støtte herfor oplyst, at statsløse kurdere ingen rettigheder har. Flygtningenævnet lægger indledningsvist til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Damaskus. Der er herved henset til, at klageren de seneste ca. 25 år frem til sin udrejse af Syrien [i sommeren] 2015 har boet i bydelen [bydel] (Dummar) i Damaskus, hvor hans børn har gået i skole og en datter på universitetet. Klageren har på nævnsmødet forklaret, at han var bopælsregistreret i Damaskus. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2019 meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2 med henvisning til, at klageren var udrejst med sin søn, [A], da han var [16-18] år gammel og ”at det ikke kan afvises, at de syriske myndigheder vil anse dig for at have hjulpet din søn med at unddrage sig militærtjeneste. Det kan derfor ikke afvises, at du vil komme i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder.” Flygtningenævnet kan af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræde, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af klagerens individuelle forhold. Klageren er således ikke længere i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, som følge af klagerens voksne søn, [A] har unddraget sig militærtjeneste. Der er herved lagt vægt på de af Udlændingestyrelsen anførte baggrundsoplysninger, herunder senest rapport fra EASO ”Syria, Military Service” fra april 2021, hvorefter familiemedlemmer til uprofilerede militærunddragere ikke er i risiko for forfølgelse alene som følge af unddragelsen og at klageren ikke har oplyst, at [A] skulle være i et særligt modsætningsforhold til de syriske myndigheder og at klageren, som følge heraf som far skulle være i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Det forhold, at klageren har oplyst, at han forud for sin udrejse blev opfordret til at stå vagt ved myndighedskontrollerede kontrolposter, har ikke bragt ham i et modsætningsforhold til myndighederne, idet det efter klagerens egen forklaring alene var en opfordring, som han ikke ønskede at følge. Klagerens frygt for selv at blive tvangsrekrutteret til PKK eller Den Frie Syriske Hær beror alene på klagerens egen formodning. Klageren har efter sine egne forklaringer ikke i øvrigt haft konkrete individuelle konflikter med de syriske myndigheder og er således også uden problemer udrejst af Syrien legalt ved brug af eget pas. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren er etnisk kurder med syrisk statsborgerskab, der blev meddelt ham i 2011. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren på denne baggrund er i risiko for forfølgelse som følge af sin kurdiske oprindelse. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at det ikke har konsekvenser for tilbagevendende syrere, at de forlod landet under krigen. Det skal herefter vurderes, hvorvidt der med henvisning til de generelle forhold i Syrien er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, eller meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår således, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus og Rif Damaskus og at situationen i Damaskus og Rif Damaskus over en længere periode siden maj 2018 er forbedret, og denne forbedring kan ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følger af den blotte tilstedeværelse på området. Flygtningenævnet er opmærksom på rapporten fra Amnesty International fra september 2021, ”You´re going to your death”, og at der i sager af denne karakter ved sagens afgørelse skal anvendes et forsigtighedsprincip. Flygtningenævnet har ved sagens afgørelse lagt vægt på andre baggrundsoplysninger, herunder EASO´s rapport: Country Guidance: Syria fra september 2020, samt Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governates of Damascus an Rural Damascus, fra oktober 2020 og senest EASO, ”Syria Security Situation – Country og Origin Information Report”, fra juli 2021. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse af 14. september 2021 i sagen M.D. And Others v. Russia kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved henset til, at der ikke er grundlag for at antage, at der med dommen er taget stilling til, at enhver tvangsmæssig udsendelse til alle dele af Syrien vil udgøre en krænkelse af artikel 3 i EMRK, men at der er foretaget en vurdering af ansøgernes konkrete forhold, herunder at der var tale om mænd i den militærpligtige alder, med den deraf følgende risiko for indkaldelse til militærtjeneste, som de havde modsat sig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke anledning til at ændre sin praksis. Herefter tiltræder Flygtningenævnet således, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 eller 3, som følge af de generelle forhold i Damaskus. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder endvidere, at lovgrundlaget er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker desuden, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2 og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet for en effektiv immigrationskontrol, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagerne Konstantinov v. The Netherlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. the United Kingdom (2008), præmis 76, Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime mål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagernes ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i et rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark. Det bemærkes herved, at forholdet mellem voksne børn og forældre som udgangspunkt ikke er omfattet af beskyttelsen af familieliv i EMRK artikel 8, medmindre der foreligger et særligt afhængighedsforhold mellem forældre og barn. Der er ikke for Flygtningenævnet oplyst om et sådant særligt afhængighedsforhold mellem klageren og klagerens voksne søn. Klageren har desuden sin ægtefælle og 3 voksne børn i Tyskland. Flygtningenævnet har i forhold til klagerens ret til privatliv henset til, at klageren er født og opvokset i Syrien, hvor han de sidste cirka 25 år har boet i Damaskus indtil sin udrejse [hvor klageren var i 40’erne]. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i 6 år og 1 måned. Han læser dansk. Han har ikke haft arbejde i Danmark, men har været i 6 ugers praktik. Han lider af smerter i venstre skulder, som han modtager smertestillende medicin for. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har opnået en særlig tilknytning til Danmark. En nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er på ovennævnte baggrund ikke i strid med Danmarks internationale forpligtelser, er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel og hverken i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Flygtningenævnet tiltræder på denne baggrund, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, eller meddele opholdstilladelse § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/245/EEB
Nævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk [etnicitet] og ikke religiøs fra Damaskus, Syrien. Klageren har været medlem af det politiske parti Bath, men har oplyst, at hun ikke har været aktiv i partiet. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015 som familiesammenført, og at hun [i vinteren 15/16] af Udlændingestyrelsen blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren blev af Udlændingestyrelsen [i vinteren 20/21]meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i vinteren 21/22] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun frygter de syriske myndigheder, idet hun har forladt sin offentlige stilling i [arbejdsplads] i Syrien uden forudgående tilladelse. Klageren har til støtte for sit asylmotiv fremlagt et dokument, hvoraf det fremgår, at [A] i Syrien har besluttet, at klageren skal retsforfølges, idet hun ikke er vendt tilbage til sit arbejde rettidigt efter endt privat orlov uden løn. Klageren har som asylmotiv videre anført, at hun ved tilbagevenden til Syrien frygter sin tidligere ægtefælles familie. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i 2017 har modtaget trusler fra sin tidligere svoger, idet klagerens tidligere svigerfamilie mener, at klageren har krænket familiens ære ved blandt andet at blive skilt. Klageren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at klagerens tidligere ægtefælle i Danmark er idømt en straf på [et antal års] fængsel og udvist af Danmark med et indrejseforbud i [et antal] år for at […]. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, idet hendes brødre har unddraget sig militærtjeneste. Klageren har videre henvist til, at hendes familie er kendt som modstandere af det syriske styre, og at de har et kendt familienavn af denne grund, og at flere af hendes familiemedlemmer er blevet tilbageholdt af de syriske myndigheder, ligesom flere af hendes familiemedlemmer er blevet slået ihjel af de syriske myndigheder. Klageren har videre henvist til, at klageren blev stoppet ved kontrolposter på grund af sit kendte efternavn, ligesom der har været ransagninger på familiens bopæl på grund af deres kendte efternavn. Videre har klageren anført, at hun frygter Islamisk Stat i [landsbyen A], Syrien, hvor hun har boet med sin tidligere ægtefælle og svigerfamilie. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til de generelle forhold i Damaskus, Syrien. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren var offentligt ansat i [arbejdsplads] fra 2006 og frem til to dage før sin udrejse af Syrien, hvor hun forlod sin stilling uden tilladelse. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klagerens familie var en kendt familie med et kendt familienavn i Syrien som modstandere af det syriske regime, og at flere familiemedlemmer i den forbindelse var blevet tilbageholdt af de syriske myndigheder, og at flere familiemedlemmer var blevet dræbt af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at klageren blev stoppet ved kontrolposter på grund af sit kendte efternavn, ligesom der har været ransagninger på familiens bopæl på grund af deres kendte efternavn. Flygtningenævnet lægger yderligere til grund, at klagerens brødre har unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at klageren har en konflikt med sin ex-mand og hans familie herunder fordi, at hun er blevet skilt fra sin ex-mand, og at hun har anmeldt ham til politiet for […] Syrien i hvilken forbindelse hendes ex-mand blev idømt [et antal års] fængsel og blev udvist af Danmark med et udrejseforbud i [et antal] år. Det fremgår af Flygtningenævnets tidligere baggrundsoplysninger, at det kun var offentligt ansatte i højere stillinger eller profilerede personer, der risikerede retsforfølgelse, hvis de havde forladt deres stilling uden tilladelse. Nyere baggrundsoplysninger tyder imidlertid på, at ansættelsesniveauet ikke har en betydning herfor. Det fremgår blandt andet af et høringssvar fra Udenrigsministeriet af 12. marts 2021, at myndighederne retsforfølger personer, der har forladt en offentlig stilling, uanset hvilken stilling den pågældende har haft. Det fremgår dog af et høringssvar fra Udenrigsministeriet af 9. december 2021, at der udstedes amnesti for offentligt ansatte, der har forladt deres stilling før den 22. marts 2020, men det fremgår ikke, om amnestireglerne i praksis bliver overholdt, ligesom høringssvaret alene er baseret på en enkelt ekstern kilde, der ikke er nærmere omtalt. Det fremgår herudover af Udlændingestyrelsens rapport Syria – Treatment upon return fra maj 2022, at der sker arbitrær arrestation og tilbageholdelse også af personer, der er omfattet af amnestilove og –dekreter. Af rapporten fremgår videre, at der ikke er noget klart mønster i behandlingen af personer, der vender tilbage til Syrien, og at dette til dels beror på den enkelte ansvarlige medarbejders beslutning på indrejsestedet eller i sikkerhedstjenesten. Det fremgår af rapport fra EASO ”Syria Military Service” fra april 2021, hvorefter familiemedlemmer til uprofilerede militærunddragere ikke er i risiko for forfølgelse alene som følge af unddragelsen. Det fremgår af Udlændingestyrelsens rapport Treatment upon return fra maj 2022 blandt andet følgende: “The source added that family members of draft evaders and deserters do not face problems with the authorities anymore. Previously, the authorities harassed such families, but now the authorities may contact them once or twice and ask about the evading or deserting family member and his whereabouts, but nothing more will happen. One should also bear in mind that there are too many draft evaders and deserters for the authorities to be able to spend time and resources on such cases.” Indledningsvis bemærkes, at klagerens konflikt med sin ex-mand og hans familie i Syrien ikke har en sådan karakter og intensitet, at den kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at klageren ikke har modtaget trusler fra sin ex-mand og hans familie siden 2017. Under hensyn til det forsigtighedsprincip, som efter Flygtningenævnets praksis er gældende i sager vedrørende syriske statsborgere finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af klagerens øvrige individuelle forhold, herunder at hendes familie må anses for en kendt familie med et kendt familienavn som modstandere af det syriske styre, og at hendes brødre, der på grund af deres familienavn må anses for profilerede, har unddraget sig militærtjeneste, sammenholdt med at klageren har forladt sin stilling som offentligt ansat i [arbejdsplads] i Syrien og den usikkerhed der er om, i hvilket omfang amnestireglerne vedrørende ansatte, der har forladt en offentlig stilling, uanset hvilken stilling den pågældende har haft, i praksis bliver respekteret af de syriske myndigheder, risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer herefter Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 20/21], således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Syri/2022/80/MMAD
Nævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen [navn], underklanen [navn] og familieklanen [navn] og er sunnimuslim af trosretning fra [landsby], [by], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klagerens mor har som asylmotiv på vegne af klageren henvist til, den generelle sikkerhedssituation, samt at kenyanske og somaliske militser hærgede landsbyen og voldtog kvinder. Klagerens mor har endvidere som asylmotiv på vegne af klageren henvist til, at et år og to måneder forud for indrejsen i Danmark blev familiens bopæl opsøgt af nogle somaliske militser. Militserne kom om aftenen og ledte efter penge. De tog fat i klagerens bror og slog ham med geværer, således at han brækkede sit kraveben, for at få ham til at fortælle, hvor moren gemte sine penge. Efter denne episode blev familien opsøgt af kenyanske soldater, som tog deres dyr. Familien blev opsøgt af somaliske militser yderligere én gang, hvor militserne igen kom og ransagede hjemmet for at få penge. Klageren har under sin tidligere forlængelsessag og nærværende forlængelsessag som asylmotiv henvist til, at hendes familie flygtede fra Somalia på grund af krig, og fordi klagerens bror blev overfaldet og familien fik stjålet deres ting. Klageren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive voldtaget eller tvangsgift. Klageren har derudover henvist til, at hun ikke ved, hvordan hun skal leve i Somalia, da hun kom til Danmark som en ung pige, og at hun ikke længere forstår samfundet i Somalia. Klageren har under nærværende forlængelsessag endvidere henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel på grund af urolighederne og de generelle forhold i Somalia. Klagerens hjemby ligger på grænsen mellem Somalia og Kenya og er plaget af uroligheder, da der nogle gange er krig mellem de kenyanske og somaliske styrker. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet lægger, ligesom Udlændingestyrelsen i afgørelse af [sommeren]2021 til grund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun er særlig profileret eller har en individuel konflikt med nogen parter i Somalia, idet klageren under sin samtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2017 og under sin forklaring i nævnsmødet har oplyst, at hun er udrejst på grund af de generelle forhold i Somalia. Klageren er således ikke særlig profileret og har ingen individuel konflikt med nogen parter i Somalia. Efter Flygtningenævnet dags dato har ændret Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021 vedrørende klagerens brors sag, og meddelt ham fortsat opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, finder Flygtningenævnet, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være en enlig kvinde uden mandligt netværk. Herefter og henset til de foreliggende baggrundsoplysninger vil klageren som følge heraf være i risiko for at blive udsat for overgreb. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.”Løbenummer: Soma/2022/18/SCH
Nævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er sunnimuslim af trosretning fra [landsby], [by], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klagerens mor har som asylmotiv på vegne af klageren henvist til, den generelle sikkerhedssituation, samt at kenyanske og somaliske militser hærgede landsbyen og voldtog kvinder. Klagerens mor har endvidere som asylmotiv på vegne af klageren henvist til, at et år og to måneder forud for indrejsen i Danmark blev familiens bopæl opsøgt af nogle somaliske militser. Militserne kom om aftenen og ledte efter penge. De tog fat i klagerens bror og slog ham med geværer, således at han brækkede sit kraveben, for at få ham til at fortælle, hvor moren gemte sine penge. Efter denne episode blev familien opsøgt af kenyanske soldater, som tog deres dyr. Familien blev opsøgt af somaliske militser yderligere én gang, hvor militserne igen kom og ransagede hjemmet for at få penge. Klageren har under sin tidligere forlængelsessag som asylmotiv henvist til, at hendes familie flygtede fra Somalia på grund af krig. Klageren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive voldtaget, fordi hun har set på TV, at nogle kvinder er blevet voldtaget i det område, som hun boede i. Klageren har derudover under sin tidligere forlængelsessag samt under nærværende forlængelsessag som asylmotiv henvist til, at hun ikke vil kunne fortsætte sin uddannelse, samt at klageren vil blive omskåret ved en tilbagevenden til Somalia. Klagerens mor har fortalt, at nogle personer pressede klagerens mor til at lade klageren omskære, da klageren var omkring syv til otte år gammel, men at klagerens mor modsatte sig. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet lægger, ligesom Udlændingestyrelsen i afgørelse af [sommeren] 2021 til grund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun er særlig profileret eller har en individuel konflikt med nogen parter i Somalia, idet klageren under sin samtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2017 og under sin forklaring i nævnsmødet har oplyst, at hun er udrejst på grund af de generelle forhold i Somalia. Efter Flygtningenævnet dags dato har ændret Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021 vedrørende klagerens brors sag, og meddelt ham fortsat opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, finder Flygtningenævnet imidlertid, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være en enlig kvinde uden mandligt netværk. Herefter og henset til de foreliggende baggrundsoplysninger vil klageren som følge heraf være i risiko for at blive udsat for overgreb. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.”Løbenummer: Soma/2022/17/SCH
Nævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandelig statsborger fra Somalia, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte: ” Klageren tilhører hovedklanen [navn] og [navn] og er sunnimuslim af trosretning fra [landsby], [by], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klagerens mor har som asylmotiv på vegne af klageren henvist til den generelle sikkerhedssituation. Klagerens mor har endvidere som asylmotiv på vegne af klageren henvist til, at et år og to måneder forud for indrejsen i Danmark blev familiens bopæl opsøgt af nogle somaliske militser. Militserne kom om aftenen og ledte efter penge. De tog fat i klageren og slog ham med geværer, således at han brækkede sit kraveben, for at få ham til at fortælle, hvor moren gemte sine penge. Efter denne episode blev familien opsøgt af kenyanske soldater, som tog deres dyr. Familien blev opsøgt af somaliske militser yderligere én gang, hvor militserne igen kom og ransagede hjemmet for at få penge. Klageren har under sin tidligere inddragelsessag, som overgik til en forlængelsessag, og under nærværende forlængelsessag som asylmotiv henvist til, at klagerens landsby ofte blev angrebet af al-Shabaab, og at klageren selv blev angrebet af al-Shabaab. Klageren har derudover som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive hjernevasket, tvangsrekrutteret, pirat eller landevejsrøver, fordi han er en mand, og at hans søstre vil blive omskåret, tvangsgift og voldtaget. Klageren har endvidere henvist til, at han har skabt sig et liv i Danmark, og at han ikke har nogen familie tilbage i Somalia, og at der ikke er mulighed for at få en uddannelse i Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan tilslutte sig Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren ikke har nogen individuelle konflikter med al-Shabaab. Flygtningenævnet lægger herved til grund, at ukendte personer angreb klagerens by og overfaldt klageren på familiens bopæl, hvorved klageren blev slået med en geværkolbe og brækkede kravebenet. Overfaldet var derimod begrundet i de generelle forhold i Somalia på daværende tidspunkt, herunder i klagerens hjemområde, landsbyen [navn] ved [navn]. Klagerens frygt for pirater, landevejsrøvere eller at blive tvangsrekrutteret til al-Shabaab, beror alene på klagerens egen formodning. Klageren har på denne baggrund ikke sandsynliggjort, at han har en konkret og individuel konflikt i Somalia og er derfor ikke i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, som følge af sine individuelle forhold. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der aktuelt er anledning til at antage, at de generelle forhold i klagerens hjemområde, [navn] ved [navn] er sådanne, at klageren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger er situationen i klagerens hjemområde aktuelt således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3. Flygtningenævnet har således også siden andet halvår 2016 tiltrådt denne vurdering af den generelle situation i det sydlige og centrale Somalia, herunder klagerens hjemområde [navn] ved [navn] distriktet, hvilket fortsat findes at være tilfældet. Flygtningenævnet har således lagt vægt på, at selvom forholdene i området er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, er der indtrådt en forbedring af de generelle forhold i klagerens hjemområde, som ikke kan antages at være af midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne vil en udsendelse af klageren til Somalia derfor ikke udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Klageren har på denne baggrund ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse overfor klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet overfor indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren er 27 år, født og opvokset i Somalia, hvor han har boet frem til sin udrejse som 17-årig. Han har gået i koranskole. Han taler, læser og skriver somali. Han har i Somalia arbejdet med at passe familiens dyr. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i 9 år og 4 måneder. Han har i Danmark bestået folkeskolens 9. og 10. klasse og prøve i Dansk 2. Han har taget almindeligt kørekort, taxikørekort og kørekort til sygetransport i Danmark. Han har tidligere arbejdet med frivilligt arbejde, som personlig træner i 2017, som mentor i [navn] og [navn] i 2017, ved [navn] bibliotek i gruppen [navn] i 2017 og for [foreningsnavn] fra 2017 – 2019, hvor han fortsat er betalende medlem. Han er medlem af en a-kasse og fagforening. Han har i Danmark sin mor og fem søstre og bor sammen med sine søstre, [navn] og [navn] og ser sin mor og øvrige søstre dagligt. Han har ingen kæreste eller børn. I Somalia har han sin mormor, som han ikke er i kontakt med. For så vidt angår retten til familieliv bemærkes, at voksne børn som udgangspunkt ikke er omfattet af familieliv i EMRK, artikel 8´s forstand, medmindre der foreligger et afhængighedsforhold mellem forældre og børn. Der er ikke i sagen oplyst, at der består et sådant afhængighedsforhold mellem klager og hans mor. Det bemærkes endvidere, at voksne søskende som udgangspunkt ikke er omfattet af beskyttelsen af familieliv i EMRK artikel 8´s forstand, og det ændrer ikke herpå, at klageren bor med sine søstre, [navn] og [navn]. Efter en samlet afvejning af ovenstående finder Flygtningenævnet, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark, jf. navnlig EMRK artikel 8. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Løbenummer: Soma/2022/16/SCH
Nævnet stadfæstede i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar fra Irak. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:Den mandlige klager er etnisk araber og sunnimuslim fra [by], Mosul, Irak. Klageren har oplyst at have været inaktiv medlem af Baath-partiet fra 1973 til Saddam Husseins fald i 2003. Han var kun medlem, fordi han blev tvunget til det. Den kvindelige klager er etnisk araber og sunnimuslim fra [by], Mosul, Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste den mandlige klager som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygtede Islamisk Stat, fordi de ikke ville acceptere en tilbagevenden efter udrejse, og at Islamisk Stat ville gøre alvor af deres trusler om at bortføre ham, hvis han spurgte ind til sine sønners bortførsel igen. Den mandlige klager har til støtte herfor oplyst, at Islamisk Stat kom til Mosul den 10. juni 2014, og at hans sønner blev bortført fra familiens bopæl [i efteråret] 2014, mens han var på arbejde. Under den oprindelige asylsag henviste den kvindelige klager som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygtede Islamisk Stat, fordi de ikke ville acceptere en tilbagevenden efter udrejse, og at Islamisk Stat ville gøre alvor af deres trusler om at bortføre hendes ægtefælle, hvis han spurgte ind til deres sønners bortførsel igen. Klageren oplyste til støtte for sit asylmotiver, at Islamisk Stat kom til Mosul den 10. juni 2014, og at hendes sønner blev bortført fra familiens bopæl [i efteråret] 2014, mens hun var hjemme. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klagerne har opnået deres opholdstilladelser ved svig, og at grundlaget for opholdstilladelserne ikke længere er til stede. Den mandlige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han frygter at vende tilbage, fordi al-Hashd al-Shaabi, de folkelige mobiliseringsenheder, har kontrollen over Mosul, og han frygter, at de vil begå overgreb på ham, fordi han tidligere har boet i et område, [by], som var kontrolleret af Islamisk Stat. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han stadig frygter Islamisk Stat, da de har sovende celler, som kunne udsætte ham for overgreb. Den kvindelige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter at vende tilbage, fordi der i Irak hersker lovløshed, og fordi det er usikkert at bo i Irak. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at hun frygter den shiitske milits ved navn al-Hashd al-Shaabi. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til, at hun stadig frygter Islamisk Stat, idet de har sovende celler i området. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagernes oprindelige asylmotiv til grund, idet det er Flygtningenævnets vurdering, at klagernes forklaring om deres sønners tilbageholdelse hos Islamisk Stat ikke er sandfærdig. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige klager under mødet i Flygtningenævnet har bekræftet, at han [i foråret] 2016 på sin søn [A’s] Facebookprofil kommenterede et foto af [A] i et europæisk villakvarter. Flygtningenævnet lægger på baggrund af billedet til grund, at [A] senest [i foråret] 2016 befandt sig i Europa. Den mandlige klager har imidlertid under asylsamtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2016 forklaret, at han har haft kontakt med sine sønners ægtefælle, med sine brødre, og med sine døtre i Mosul, og at ingen af dem har kunnet fortælle noget om klagernes sønner. Under forlængelsessamtalen [i vinteren] 2020 har den mandlige ansøger først forklaret, at hans sønner var fængslet til [sommeren] 2015, det vil sige i omkring 6 måneder. Da han blev foreholdt, at han hverken har oplyst om løsladelsen under oplysnings- og motivsamtalen i [efteråret] 2015 eller asylsamtalen i [foråret] 2016, ændrede han forklaring til, at sønnerne var tilbageholdt indtil 2016, og at han fik at vide, at de var løsladt 5 dage inden, klagerne fik opholdstilladelse [i sommeren] 2016. Disse divergenser svækker klagernes generelle troværdighed. Det fremgår endvidere af sagen, at Udlændingestyrelsen har konstateret, at klagernes søn [A] har lagt et billede på sin Facebookprofil [i vinteren] 2014. Flygtningenævnet bemærker, at denne dato dels er i den periode, hvor klagerens sønner angiveligt var tilbageholdt af IS, og dels forud for [vinteren] 2015, hvor den mandlige klager efter sin forklaring var til møde hos Islamisk Stat og spurgte efter sine sønner. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at Udlændingestyrelsen har konstateret, at klagernes søn [B] har lagt et foto på sin Facebookprofil [i efteråret] 2015, at han [i vinteren] 2016 har lagt et foto op, som er taget foran domkirken i Aachen i Tyskland, og at klagernes søn [C] [i foråret] 2015 har lagt et foto op på sin facebookprofil. På denne baggrund lægger Flygtningenævnet til grund, at klagerne har afgivet urigtige oplysninger om, hvorvidt deres sønner var tilbageholdt, og at de har opnået opholdstilladelse ved svig. Klagernes forklaring under mødet i Flygtningenævnet om, at det var sønnernes ægtefæller, der lagde billederne op på sønnernes Facebookprofiler, tilsidesættes som usandsynlig. Det kan herefter ikke lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse eller overgreb. Betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark er opfyldt under henvisning til, at opholdstilladelsen er opnået ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Udlændingestyrelsen har indledt sagen om nægtelse af forlængelse [i foråret] 2019, og der skal derfor ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Efter Flygtningenævnets praksis er der ved opnåelse af opholdstilladelse ved svig udvist en sådan egen skyld, at hensynet til klageren selv, herunder om inddragelsen må antages at virke særligt belastende, ikke kan tillægges samme vægt, som i andre sager, hvor der overvejes nægtelse af forlængelse af andre grunde end svig. Klagerne er [i sommeren] 2015 indrejst i Danmark i en alder af 65 og 67 år. De har deres ene søn og to af den mandlige ansøgers brødre i Danmark. De har fortsat familie i Irak i form af fire døtre, to af den mandlige ansøgers brødre og to af den kvindelige ansøgers søstre. På grund af klagerens alder, har de ikke været tilknyttet arbejdsmarkedet i Danmark. Begge klagerne har en række helbredsmæssige problemer, hvilket de også havde da de udrejste af Irak. De helbredsmæssige problemer er ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan tillægges stor vægt i afvejningen. Efter en samlet vurdering af klagernes forhold på den og det forhold at opholdstilladelsen er opnået ved svig, finder Flygtningenævnet ikke, at nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelser vil være særlig belastende for klagerne, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og dagældende § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Irak/2021/33/eeb
Nævnet meddelte i maj 2022] opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og fra [by], Afghanistan. Klageren har oplyst, at hun i [foråret] 2018 er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte den [dato i vinteren 16/17] [ansøgeren], født [i vinteren 01/02], afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den [dato i sommeren] 2017 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i vinteren 16/17]. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive taget af Taliban og udsat for overgreb. Ansøgeren henviste videre til, at hun frygtede de generelle forhold i Afghanistan. Flygtningenævnet lagde ved afgørelsen i det væsentlige ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, men fandt det ikke dermed sandsynliggjort, at ansøger dengang ville være i konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Den [dato i vinteren 20/21] har DRC Dansk Flygtningehjælp anmodet om, at sagen genoptages med henvisning til, at klageren i [foråret] 2018 er konverteret til kristendommen. Der er for Flygtningenævnet endvidere henvist til, at ansøger på grund af den aktuelle situation i Afghanistan frygter, at hun som enlig kvinde uden mandligt netværk, risikerer overgreb. Flygtningenævnet finder efter ansøgerens forklaring sammenholdt med udtalelsen fra sognepræsten og fra [A], at ansøgerens konversion er reel. Flygtningenævnet finder endvidere, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren, der har opholdt sig i Danmark i en årrække, og er uden mandligt netværk i Afghanistan og ikke vil praktisere islam ved en tilbagevenden til Afghanistan, vil påkalde sig opmærksomhed, og at det må anses for sandsynligt, at det vil blive kendt, at hun er konverteret. På den baggrund og efter oplysningerne om den aktuelle situation i Afghanistan, herunder også de foreliggende oplysninger om enlige kvinders retsstilling i Afghanistan, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har behov for international beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.Løbenummer: Afgh/2022/28/rila
Nævnet omgjorde i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2022/8. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra [By], Rif-Damaskus, Syrien. Klageren har i Syrien ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har oplyst, at hun i [By] lavede mad til medlemmer af Den Frie Syriske Hær. Klageren har videre oplyst at have deltaget i fire til fem demonstrationer i [By] mod det syriske regime. Klageren har videre oplyst, at hun i Danmark er medlem af organisationen [navn på organisation], samt at hun har deltaget i flere [typer medier] og demonstrationer. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede overgreb, dels som følge af hendes sønners manglende efterlevelse af indkaldelse til militærtjeneste, dels som følge af, at hun har hjulpet oprørerne med vand, mad og pleje. Familiens bopæl blev [antal] gange opsøgt af nationalforsvaret, hvorunder der blev fremsat trusler over for klageren, ægtefællen og datteren som følge af, at klagerens sønner havde unddraget sig militærtjeneste, samt fordi klageren havde støttet oprørerne. Klageren har fra tidligere naboer fået oplyst, at familiens hus er blevet ransaget og efterfølgende [beskadiget]. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § § 11. stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at hendes sønner har unddraget sig militærtjeneste. Klageren har videre henvist til, at hun frygter at blive betragtet som modstander af det syriske regime, idet hun har forladt Syrien under krigen, samt de generelle forhold i landet. Klageren har afslutningsvist henvist til, at hun i Danmark har deltaget i flere demonstrationer mod det syriske regime. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder EASOs rapport: Country Guidance: Syria, fra september 2020, Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus fra oktober 2020 og Dansk Flygtningehjælps Landeprofil om Syrien juni 2021 tiltræder Flygtningenævnet, at der er grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Rif-Damaskus området. Flygtningenævnet er opmærksom på rapport fra Amnesty International fra september 2021, ”You´re going to your death”, men finder, at den ikke kan føre til en anden vurdering. Afgørelsen af 14. september 2021 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen M.D. And Others v. Russia kan heller ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at der med dommen er taget stilling til, at enhver tvangsmæssig udsendelse til alle dele af Syrien vil udgøre en krænkelse af artikel 3 i EMRK, men at der er foretaget en vurdering af ansøgernes konkrete forhold, herunder at de er mænd i den militærpligtige alder, med den deraf følgende risiko for indkaldelse til militærtjeneste, som de har modsat sig. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren indrejste i Danmark i 2015 og har opholdt sig her i landet i seks år. Klagerens ægtefælle er familiesammenført med klageren ved afgørelse [i foråret] 2019. Klageren har [antal] myndige sønner og en myndig datter. Sønnerne er meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, mens datterens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, er nægtet forlænget [i foråret] 2021. Klagerens børn har stiftet selvstændig familie, og de bor ikke sammen med klageren. Der forligger ikke oplysninger om, at der skulle være et afhængighedsforhold mellem klageren og dennes børn. Herudover har klageren sin bror og dennes familie i Danmark. Klageren har ikke arbejde i Danmark og er uden uddannelse, og hun forstår og taler ikke dansk. Hun er medlem af foreningen [navn på forening] i Danmark. Hun lider af [forskellige helbredsmæssige problemer]. Klageren er født og opvokset i Syrien, hvor hun boede indtil sin udrejse, da hun var [i fyrrene]. Klageren har gået i skole og haft arbejde i en kortere periode i Syrien. Hun har ikke familie i hjemlandet. Flygtningenævnet finder på baggrund af det ovenfor anførte, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret til familie- og privatliv efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingeloven § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i en inddragelse over for intensiteten af det indgreb, en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har opnået en særlig stærk tilknytning til Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på længden af klagernes ophold i Danmark, samt det forhold, at klageren ikke har arbejde eller forstår eller taler dansk. Nævnet har tillige lagt vægt på, at klagerens tilknytning til hjemlandet er stærk, idet hun har boet der det meste af sit liv, og at hendes mand vil kunne rejse med hende tilbage til Syrien. Herefter og da forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd, hvilket ikke foreligger, finder Flygtningenævnet efter en samlet afvejning af klagerens og den danske stats interesse over for hinanden, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i Danmark, jf. herved navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 eller artikel 3. I forhold til EMRK artikel 3 har Flygtningenævnet lagt vægt på baggrundsoplysningerne omkring behandlingsmuligheder i Syrien. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at der ikke er tale om alvorlige helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om klageren opfylder betingelserne for at kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 2 på baggrund af individuelle forhold. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv om at have hjulpet oprørsgrupperne til grund. Klageren har for nævnet forklaret divergerende om flere forhold blandt andet udrejsen, herunder hvem hun udrejste med og om rejseruten samt om sønnen [A]'s bopæl forud for udrejsen i Syrien. Klageren har om uoverensstemmelserne forklaret, at disse må være som følge af tolkningsfejl. I forhold til de øvrige asylmotiver bortset fra sur placemotivet kan Flygtningenævnet i det hele henvise til afgørelsen fra Flygtningenævnet af [efteråret] 2016, hvor klagerens tilsvarende asylmotiver blev behandlet. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke er fremkommet nye oplysninger siden sagens behandling i 2016. Nævnet er også opmærksom på de nyere og divergerende baggrundsoplysninger omkring familiemedlemmer til personer, der har uddraget sig militærtjeneste. Ud fra en individuel bedømmelse af sønnernes forhold, herunder at de ikke er profilerede, finder Flygtningenævnet dog ikke, at klageren som følge af sønnernes forhold, er efterstræbt af de syriske myndigheder. Endelig beror det på klagerens egen formodning, at hun skulle være eftersøgt af de syriske myndigheder alene som følge af, at hun har forladt Syrien, og dette støttes ikke af baggrundsoplysningerne. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun på dette grundlag skulle være eftersøgt af de syriske myndigheder, og at hun er i risiko for asylbegrundede forfølgelse eller overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Syrien. I forhold til sur placemotivet har klageren efter nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen deltaget i flere [type medie], der dels er bragt af regimekritiske tv-stationer dels på skrift af [navn på medie], og hvor klageren fremtræder med navn og billede, og hvori hun har udtalt sig kritisk om de danske myndigheders behandling af de syriske flygtninge, men hun har også udtalt sig kritisk om det syriske regime. Der er på nævnsmødet forevist flere [type medie], der understøtter dette, og [disse typer af medie] forefindes på tv-stationernes [socialt medie]-kanaler. Klageren er endvidere medlem af [navn på organisation]. Hun har også deltaget i demonstrationer i Danmark. Klagerens interview med [navn på Medie] fremgår ligeledes som baggrund på et [medie] indslag, hvor en mand, der er fortaler for regimet, udtrykker kritik mod de personer, som har forladt Syrien. På baggrund af klagerens udtalelser til diverse medier finder Flygtningenævnet, at der risiko for, at hun er blevet eksponeret i forhold til de syriske myndigheder som værende modstander af det syriske styre. Flygtningenævnet finder ud fra et forsigtighedsprincip, at det på den angivne baggrund må lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien kan risikere forfølgelse som følge af sine regimekritiske aktiviteter, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren har sandsynliggjort, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2021, og meddeler klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1." Syri/2022/7
Nævnet omgjorde i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger samt hans to medfølgende børn fra Syrien, således at vedkommende har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra [by], Damaskus, Syrien. Klageren har oplyst, at han i Danmark har deltaget i demonstrationer mod det syriske regime. Udlændingestyrelsen meddelte [i forår] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, med henvisning til de generelle forhold i Syrien. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han forlod Syrien som følge af krigens konsekvenser, herunder ustabilitet og ødelæggelser. Udlændingestyrelsen traf [i forår] 2021 afgørelse om, at klagernes opholdstilladelse kunne nægtes forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen vurderede, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere var til stede. Flygtningenævnet hjemviste [i forår] 2021 klagerens sag til fornyet behandling og sagsoplysning i Udlændingestyrelsen, med henblik på en nærmere belysning af klagerens søn [Ms] tilknytning til Danmark samt en vurdering af, om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Udlændingestyrelsen har [i efterår] 2021 på ny truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til de generelle forhold i Syrien og har i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse videre henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, fordi han er fra [by], da der er mange oprørsgrupper fra [by]. Klageren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive offer for tilfældige bortførelser. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han har været politisk aktiv i Danmark. Klageren har i den forbindelse henvist til, at han har deltaget i flere demonstrationer, herunder i en ”sit-in-strejke” på Christiansborg Slotsplads, samt hans deltagelse i et interview, som ligger på den dansk-syriske [socialt medie]-side [”navn”]. Klageren har videre henvist til, at han er blevet eksponeret i den engelske avis [”navn”], i [dansk avis] samt i en dokumentarfilm, som snart udkommer. Klageren har vedrørende sine sønners asylmotiv henvist til, at han frygter, at de vil blive indkaldt til militærtjeneste. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund, herunder navnlig klagerens forklaring om politisk aktivitet udført efter klageren ankom til Danmark. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af [efter] 2021, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 (EMRK), alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Der er herefter ikke grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har oplyst, at han medvirker i en dokumentarfilm. Det er oplyst, at dokumentarfilmen endnu ikke har haft premiere og fortsat er under produktion. På denne baggrund og under de i øvrigt foreliggende omstændigheder, herunder de begrænsede oplysninger om indholdet af denne film og dens eventuelle færdiggørelse og udbredelse, kan oplysningerne om filmen ikke tillægges afgørende vægt. For Flygtningenævnet har klageren dokumenteret blandt andet med billeder og videoklip, at han fra 2016 aktivt har deltaget i flere demonstrationer, der til dels har været vendt mod de syriske myndigheder. Klageren har desuden dokumenteret, at han er blevet eksponeret i en landsdækkende dansk avis, en større britisk avis, i en live tv-udsendelse på en syrisk oppositionskanal, samt videoer på [socialt medie] og [socialt medie], hvoraf en af videoerne er set i al fald mindst 120.000 gange. Af eksponeringen fremgår blandt andet, at klageren anklager de syriske myndigheder for at begå alvorlige overgreb mod den syriske befolkning. Efter sit indhold og omfanget af eksponeringen lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren har kritiseret det syriske regime på en sådan måde og i et sådant omfang, at klageren for de syriske myndigheder må fremstå som modstander af det syriske styre. Flygtningenævnet finder ud fra det forsigtighedsprincip, der er gældende ved vurdering af asylansøgere fra Syrien, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien har påkaldt sig en sådan interesse, at han kan risikere at blive afhørt og i den forbindelse blive udsat for overgreb fra de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren har sandsynliggjort, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren og hans to medfølgende børn, [M] og [T], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. syri/2022/31/sch
Nævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber, sunnimuslim af trosretning og fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at hendes søn ville blive bortført og truet på livet samt bombardementerne i landet. Klageren henviste endvidere til, at hun frygtede, at hendes søn ville blive tvunget til at aftjene militærpligt, idet han er i den militærpligtige alder. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for hendes opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter at blive fængslet af de syriske myndigheder, idet hendes bror har været tilknyttet den syriske opposition. Hendes søster blev fængslet af myndighederne i en periode på tre år på grund af deres bror. Hun har videre oplyst, at myndighederne har rettet henvendelse til nogle fjerne slægtninge i Syrien for at spørge efter hende. Hun har ikke noget sted at bo, hvis hun vender tilbage til Syrien. Hun kan kun bo hos sin datter, og hun er bange for, at datteren af den grund vil få problemer. Klagerens søn, [A], blev tilbageholdt af myndighederne i 20 dage. Han blev tilbageholdt, fordi myndighederne troede, at han havde deltaget i en demonstration. Klageren betalte myndighederne for at få løsladt [A]. Klageren har endvidere oplyst, at hun muligvis er eftersøgt af myndighederne, fordi hun har deltaget i omkring 20 demonstrationer i Syrien i 2010. Hun tilså de sårede demonstranter og hjalp med at lave mad. Flygtningenævnet kan i det væsentligste lægge klagerens forklaring til grund. Om opholdstilladelse som følge af de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet meddelte [i sommeren] 2014 klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2 (midlertidig beskyttelsesstatus) under henvisning til, at personer, der kom fra områder i Syrien, hvor der foregik væbnede kampe, hvor der var angreb mod civile, eller hvor der havde fundet sådanne handlinger sted, ved en tilbagevenden til hjemlandet, aktuelt måtte anses for at være i reel risiko for at blive udsat for angreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Spørgsmålet er herefter i første række, om der med henvisning til de generelle forhold i Syrien er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse. Klageren har boet i Damaskus indtil sin udrejse fra Syrien. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Damaskus. På den anførte baggrund tiltræder Flygtningenævnet således, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Damaskus. Opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2 (individuelle forhold). Klageren har været offentligt ansat som [stillingsbetegnelse] indtil 2011. Hun har under sine samtaler med Udlændingestyrelsen oplyst, at hun opsagde sin stilling, mens hun under nævnsbehandlingen har forklaret, at hun blev afskediget som følge af, at hun var udeblevet fra arbejdet i en periode på mere end 5 måneder. Uanset denne divergens fremstår det som usikkert, om de syriske regler for amnesti for offentligt ansatte, der har forladt deres stilling uden tilladelse, efterleves i praksis med den følge, at klageren ikke vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Syrien. Klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2014 sammen med sin dengang 20-årige søn, [B], som blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Hun har siden boet sammen med [B], dog bortset fra en periode, hvor [B] kortvarigt kendte en kvinde, som han blev religiøs viet med. Han bor nu fortsat sammen med klageren. Endvidere blev klageren den 19. maj 2015 familiesammenført med sin dengang 15-årige søn, [A], som hun også har boet sammen med lige siden. [A], som nu er i den militærpligtige alder, har senest søgt selvstændigt opholdsgrundlag efter udlændingelovens § 7, stk. 1, hvilken sag fortsat er verserende. Hertil kommer, at klagerens ældste søn, [C], kom til Danmark den [i vinteren] 2014, hvor han søgte om asyl, og har senere fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet lægger endvidere vægt på klagerens forklaring om, at hendes sønner er flygtet fra Syrien for at unddrage sig militærtjeneste, hvorfor sønnerne ikke har mulighed for at vende til Syrien. Hun har i den forbindelse endvidere forklaret, at hendes tidligere ægtefælle, som bor i Syrien, har oplyst over for de syriske myndigheder, når disse kom for at spørge efter hans sønner, at det beror på klagerens forhold, at sønnerne var udrejst fra Syrien og dermed unddraget sig militærtjeneste. Endelig lægges det efter klagerens forklaring til grund, at hendes brødre har været politisk aktive i Syrien i den syriske opposition, og at hendes søster på den baggrund har været fængslet i 2 år, inden hun efter sin løsladelse flyttede til Jordan. På baggrund af disse kumulative forhold sammenholdt med det forsigtighedsprincip, der gælder ved den konkrete og individuelle vurdering i forbindelse med behandlingen af sager om personer fra Syrien, er det nævnets opfattelse, at klageren er i risiko for overgreb fra myndighederne ved en tilbagevenden til Syrien, hvorfor hun meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2021 således, at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2022/76/jnsa
Nævnet hjemviste i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [dato i efteråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren den [dato i foråret] 2018 udrejste til Syrien. Klageren har oplyst, at hun udrejste sammen med sine forældre, da hun troede, at hun skulle på ferie for at besøge sin storesøster. Den [dato i foråret] 2021 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, og § 17, stk. 4, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 6 på hinanden følgende måneder og har taget frivilligt ophold i Syrien. Udlændingestyrelsen har i sin afgørelse (side 3, afsnit 5 og 7) lagt vægt på, at klageren ikke på et tidligere tidspunkt har ansøgt om, at hendes ansøgning ikke skulle anses for bortfaldet. Flygtningenævnet finder, at dette forhold burde have været søgt belyst yderligere ved en henvendelse til klageren, inden der blev truffet afgørelse. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet skal henlede opmærksomheden på, at klagerens lillebror har indgivet ansøgning, inden han fyldte 18 år, og at klagerens mor i den forbindelse har givet klagerens storesøster fuldmagt i lillebrorens sag. Flygtningenævnet henleder endvidere opmærksomheden på, at det fremgår af klagerens storesøsters ansøgning, at klageren og storesøsteren boede sammen på et værelse, da klagerens storesøster indgav ansøgning, og at klagerens storesøster, som det også fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, var i telefonisk kontakt med Udlændingestyrelsen” Syri/2021/226/rila
Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Rwanda. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tursier, adventist af trosretning og fra [by] i Rwanda. Ansøgeren har været medlem af den politiske bevægelse [politiske bevægelse]. Derudover har hun i øvrigt ikke være aktiv eller medlem af religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hun vil blive fængslet eller udsat for overgreb fra myndighederne, fordi hun har været medlem af [politisk bevægelse]. Hun har videre henvist til, at hendes tidligere arbejdsgiver vil gøre hende fortræd, fordi hun har rapporteret om ting, som arbejdsgiveren ikke syntes om. Hun har endvidere henvist til, at hendes tidligere ægtefælle vil slå hende ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun i 2012 blev skilt fra sin tidligere ægtefælle, som er far til deres to børn, [A] og [B]. Hun modtog i den forbindelse trusler fra ham, hvorfor hun efter en retssag har fået den fulde forældremyndighed over børnene. I 2015 til 2018 arbejdede hun som katastrofeleder i [ministerie], hvor hun blandt andet rapporterede om, hvad befolkningen i områder, der var ramt af katastrofe, havde brug for. Hun opdagede i den forbindelse, at befolkningen ikke fik de ting, som de havde krav på, hvilket hun rapporterede til sine ledere, hvortil hun fik at vide, at hun ikke skulle blande sig i disse ting. På denne baggrund blev hun medlem af [politisk bevægelse] med henblik på at oplyse befolkningen om uretfærdighederne. Hun deltog i tre møder med bevægelsen i 2017 og 2018. I efteråret 2017 blev lederen af bevægelsen, [C], anholdt og fængslet. Ansøgeren mødte op til retssagen for at støtte hende. Hun blev efter retsmødet kontaktet og afhørt telefonisk af politiet. I [vinteren 17/18] blev hun anholdt og fængslet i 14 dage. Hun blev løsladt, fordi hendes bror betalte kaution. I sommeren 2018 udrejste ansøgeren af Rwanda og søgte asyl i Uganda, og indgav ansøgning om visum til Danmark for at besøge sin herboende daværende ægtefælle. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om en konflikt med sin tidligere arbejdsgiver til grund, herunder at hun som ansat i [ministerie] har rapporteret om den mangelfulde håndtering af befolkningens krav. Nævnet finder imidlertid ikke, at dette forhold har haft et omfang og en intensitet til, at hun kan meddeles asyl. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst, at hun aldrig har modtaget trusler fra den tidligere arbejdsgiver, og således ikke har sandsynliggjort, at hun på denne baggrund skulle være i risiko for asylbegrundende overgreb. Det må i den forbindelse tages i betragtning, at ansøgeren har forklaret, at hun selv opsagde sin stilling hos ministeriet, fordi hun ikke ville have en dårlig omtale på sit CV. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens forklaring til grund, at hun har været medlem af [politisk bevægelse], som er en bevægelse i opposition til de politiske magthavere i Rwanda. Det lægges endvidere til grund, at ansøgeren alene har været almindeligt medlem, og herunder deltaget i tre møder i bevægelsen. Ansøgerens politiske aktiviteter i bevægelsen har været af begrænset omfang og intensitet, har fundet sted over en begrænset periode fra [sommeren] 2017 til [foråret] 2018, og hun har ikke på noget tidspunkt været profileret som medlem af bevægelsen. Den omstændighed, at hun blev anholdt og fængslet i 14 dage efter at have overværet et retsmøde i sagen mod bevægelsens frontfigur [C] kan i den forbindelse ikke føre til nogen anden vurdering. Hertil kommer, at ansøgeren ikke siden det sidste møde i foreningen i [foråret] 2018 har haft politiske aktiviteter, herunder efter sin udrejse af Rwanda. Der lægges i den forbindelse ydermere vægt på, at [C] efter de foreliggende baggrundsoplysninger blev fængslet den [dato i sommeren] 2017 under anklage for skatteunddragelse, men at hun i [vinteren 18/19] blev frifundet og løsladt, og endeligt frifundet i [vinteren 18/19]. Det er på den baggrund ikke sandsynliggjort, at ansøgeren som almindeligt medlem af [politisk bevægelse] skulle være efterstræbt af myndighederne ved en tilbagevenden til Rwanda. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren har forklaret forskelligt om de trusler, som hun angiveligt har modtaget i forbindelse med sit medlemskab af [politisk bevægelse]. Hun har således i sit asyloplysningsskema oplyst, at hun efter at være blevet medlem af bevægelsen begyndte at modtage anonyme telefonopkald med dødstrusler. Til hendes asylsamtale har hun derimod oplyst, at hun udelukkende har modtaget trusler fra politiet i forbindelse med hendes løsladelse, hvor politiet sagde til hende, at hun ville blive udsat for noget alvorligt, hvis hun ikke ophørte med sine politiske aktiviteter. Da hun blev foreholdt disse forskellige forklaringer, har hun oplyst, at hun kort forinden sin udrejse af Rwanda modtog et telefonopkald, hvor en ukendt person sagde til hende, at medlemmer af [politisk bevægelse] ville blive dræbt, hvilket er baggrunden for, at hun valgte at udrejse. Flygtningenævnet finder, at denne forklaring fremstår udbyggende, idet ansøgeren under samme samtale har oplyst, at hun aldrig har modtaget trusler fra andre end politiet, og at hun i øvrigt ikke har nævnt opkaldet til sin oplysnings- og motivsamtale. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun har modtaget trusler fra politiet eller andre som følge af sin tilknytning til [politisk bevægelse]. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at hun har oplyst, at hendes bror blev kørt ned af et ukendt køretøj. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hendes brors ulykke har noget med hende at gøre. Det beror således på ansøgerens egen formodning, at ulykken indtraf på grund af hendes politiske aktiviteter. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om en konflikt med sin tidligere ægtefælle til grund. I sit asylansøgningsskema har hun oplyst, at hendes tidligere ægtefælle hver dag truede med at slå hende ihjel, mens hun til sin asylsamtale har oplyst, at hun alene modtog to trusler fra sin tidligere ægtefælle i 2017 og 2018. Da hun blev foreholdt disse forskellige forklaringer, har hun oplyst, at hun modtog daglige trusler fra ægtefællen under deres ægteskab, hvilket er baggrunden for, at hun gik fra ægtefællen. Hendes forklaring fremstår ikke overbevisende, navnlig henset til, at ansøgeren i sit asyloplysningsskema har oplyst, at det er efter det tidspunkt, hvor hun fik den fulde forældremyndighed over børnene, at hun modtog de daglige trusler fra den tidligere ægtefælle. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort noget grundlag for, at hun kan meddeles asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at det af baggrundsoplysninger fremgår, at ansøgeren vil have mulighed for at tage ophold i Rwanda sammen med blandt andre sit yngste barn, som har [anden nationalitet en rwandisk] statsborgerskab. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rwan/2022/1/rila
Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 1984 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter dagældende udlændingelovs § 7, stk. 1, nr. 2. Klageren blev i 2020 idømt fængsel i 1 år og 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1 og § 181, stk. 1 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 1, nr. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Iran. Klageren er fra Oromieh, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter det iranske politi og den iranske efterretningstjeneste, herunder som følge af, at han forud for sin udrejse af Iran i 1984 har unddraget sig militærtjeneste. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i [midt 2010’erne] rejste til Iran, og på vej tilbage til Danmark blev han stoppet af den iranske efterretningstjeneste i lufthavnen i Tabriz og var anholdt i 46 dage. Han blev afhørt med bind for øjnene, og adspurgt, hvorfor han var imod islam. Han blev desuden udsat for tortur. Endelig frygter han, at han ved en tilbagevenden til Iran vil blive slået ihjel på grund af, at han i [midt 2010’erne] har fået en dom i Iran. Klageren, der er [i 60’erne] år, blev ved [landsrettens] ankedom [i vinteren 20/21] idømt fængsel i 1 år og 3 måneder for brandstiftelse, vold i gentagelsestilfælde og trusler og udvist med indrejseforbud gældende i 12 år. Dommen var en stadfæstelse af [byrettens] dom [i foråret] 2020. Klageren er herudover tidligere ved [landsrettens] domme af [vinteren 18/19] og [foråret] 2020 dømt for vold i gentagelsestilfælde, overtrædelse af [diverse særlove] med henholdsvis fængsel i 3 måneder og en bøde på 15.000 kr. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at han har en konflikt med de iranske myndigheder, fordi han har unddraget sig militærtjeneste, finder Flygtningenævnet, at der er tale om en afsluttet konflikt. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerens konflikt ligger tilbage i 1984, hvor han udrejste af Iran – således for over 38 år siden. Klageren har siden været på ferie i Iran – i hvert fald – seks gange, herunder to gange forud for [starten af 2000’erne] samt i [fire årstal mellem start 200’erne og midt 2010’erne], uden at opleve problemer med de iranske myndigheder af den grund. Dertil kommer, at klagerens forældre ikke har været opsøgt af myndighederne siden umiddelbart efter klagerens udrejse fra Iran i 1984. Endelig har klageren – endda to gange – fået udstedt iransk nationalitetspas på den iranske ambassade i Danmark. Ansøgerens asylmotiv om, at han udover unddragelse af militærtjeneste har øvrige asylbegrundende konflikter med de iranske myndigheder, kan ikke lægges til grund. Klageren har således på flere punkter under nævnsmødet forklaret afglidende og divergerende, og hans forklaring herom fremstår ikke troværdig. Dertil kommer, at klageren ikke har medvirket til at oplyse sin sag yderligere, idet han blandt andet til samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2021 tilkendegav, at han ikke ønskede at medvirke ved samtalen og ikke ville høre mere. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han har asylbegrunde konflikter med de iranske myndigheder, således at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller behandling fra de iranske myndigheder eller andre omfattet af udlændingelovens § 7. Da der herefter ikke foreligger grunde, der forhindrer, at udsendelse kan ske, som anført i udlændingelovens § 31, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2022.” Iran/2022/28/imbs
Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Afghanistan. Sagen er sambehandlet med Afgh/2022/24/ROZ og Afgh/2022/23/ROZ. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og muslim af trosretning fra Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hendes far ikke vil støtte hende. Videre, har ansøgeren henvist til, at hun frygter forholdene i Afghanistan, herunder at hun vil blive udsat for voldtægt eller slået ihjel. Derudover har ansøgeren i forbindelse med sit asylmotiv henvist til sin ægtefælles konflikter. Som anført af Udlændingestyrelsen finder også Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren og hendes børn har asylbegrundende konflikter med personer eller myndigheder i Afghanistan. Det forhold, at ansøgeren formoder, at hendes far ikke vil støtte hende, hvis hun vender tilbage til Afghanistan, kan ikke begrunde, at ansøgeren får opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren er gift og samlevende med sin ægtefælle, og det kan i den forbindelse ikke føre til en anden vurdering, at hendes situation i Afghanistan vil være ændret, hvis hun og ægtefællen måtte gå fra hinanden. Flygtningenævnet har i en afgørelse af dags dato meddelt hendes ægtefælle afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. På baggrund heraf afviser Flygtningenævnet, at ansøgeren og hendes børn ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse som følge af ægtefællens forhold. Om de generelle forhold i Afghanistan bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at siden Taliban-regimet den 15. august 2021 indtog hovedstaden i Afghanistan, Kabul, og efterfølgende erklærede krigen mod den tidligere regering forbi samt i øvrigt den 7. september 2021 dannede en midlertidig regering, er den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan blevet forbedret. Der kan i den forbindelse henvises til blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information, Afghanistan, december 2021, s. 17 f., samt EASO, the general security situation after the Taliban’s takeover, 15. november 2021, s. 6. Tilsvarende er anført i UNHCR Guidance Note fra februar 2022, side 1, pkt. 2. Den forbedrede generelle sikkerhedssituation efter Taliban-regimets magtovertagelse må også ses i lyset af, at situationen i Afghanistan forud for Taliban-regimets magtovertagelse måtte beskrives således, at der forelå en såkaldt ikke-international væbnet konflikt, der imidlertid mere generelt ophørte med at eksistere efter magtovertagelsen, jf. Amnesty International, No escape – War crimes and civilian harm during the fall of Afghanistan to the Taliban, december 2021, s. 5, samt Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 6. Der kan endvidere henvises til Human Rights Watch World Report 2022 vedrørende Afghanistan, hvor det anføres, at ”In the six months before the takeover, fighting between government forces and the Taliban caused a sharp rise in civilian casualties from improvised explosive devices (IEDs), mortars, and airstrikes”. Uanset at den generelle sikkerhedssituation er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, er der oplysninger om, at visse dele af Taliban-regimet har foretaget gengældesangreb. Således anføres det i den netop nævnte rapport fra Amnesty International fra december 2021, s. 13, at ”As the Taliban quickly seized control of new areas of the country in July and August 2021, some units began a series of killing of captured ANDSF and former high-ranking government officials. In the cases documented by Amnesty International, the people targeted for retaliatory killings bear a certain profile: all were supporters (or were accused of being supporters) of the former government and were either high-profile leaders or members of ethnic minorities”. Det fremgår også af de øvrige baggrundsoplysninger, at visse Taliban-krigere efter magtovertagelsen navnlig har interesseret sig for ”persons affiliated with the former government, security forces or foreign forces”, jf. EASO, Afghanistan – Country of Origin Information Report, January 2022, s. 45 f. Det kan imidlertid ikke lægges til grund, at der er tale om systematisk forfølgelse af de nævnte personer fra Taliban-regimets side som sådan, jf. blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information rapport, december 2021, s. 1. Det må således på den ene side lægges til grund, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, at der ikke længere mere generelt foreligger en intern væbnet konflikt, og at forholdene i Afghanistan ikke er af en sådan karakter, at enhver vil være i en reel risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse eller i øvrigt overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som følge af sin blotte tilstedeværelse i Afghanistan, jf. herved også Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 7, hvor det anføres, at ”Det kan dock för tilfället inte anses råda sådant urskillningslöst våld i någon provins at var och en risikerer at uttsättas för skydsbegrundende behandling”. På den anden side må det imidlertid lægges til grund, at situationen i Afghanistan, som anført i Udlændingestyrelsens Country of Origin Information rapport, december 2021, s. 5, er ”volatile and unstable”. Der kan også henvises til UNHCR, Afghanistan Situation Update – 2 November 2021, hvor det anføres, at ”The security situation in Afghanistan remains highly volatile”. Dette fremgår også UNHCR Guidance Note fra februar 2022. Herudover kan der henvises til Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 4, hvor det anføres, at ”utvecklingen är osäker och kan vara snabbt föränderlig”. Endelig kan der henvises til EASO, Afghanistan – Country of Origin Information Report, January 2022, s. 9, hvor det anføres, at rapporten ”demonstrates preliminary findings on how Taliban rule has manifested itself since the takeover of Kabul but does not analyse whether these findings are representative of the Taliban leadership’s intentions nor of their beating for the future”. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2022/25/ROZ
Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Sagen er sambehandlet med Afgh/2022/23/ROZ og Afgh/2022/25/ROZ. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og muslim af trosretning fra Mazar-e Sharif, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan, frygter at blive slået ihjel af ægtefællen til [F], som han blev beskyldt for at have et forhold til. Videre, har ansøgeren oplyst, at han frygter, at hans fars fætre vil slå ham ihjel, idet de har truet ham, efter han anmeldte dem for drabet på sin far, da han var 10 år. Derudover frygter ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive fængslet af de afghanske myndigheder, idet han flygtede fra en dom på 15 års fængsel. Forholdet til [F] og hendes familie Ansøgeren har til sin asylsamtale den [sommeren] 2010 oplyst, at han og [F] havde et forhold i halvanden måned. Til sin asylsamtale den [foråret] 2021 har ansøgeren derimod forklaret, at han og [F] aldrig har haft noget forhold, men at han alene har kendt [F] i 5-10 minutter i forbindelse med, at hun var kunde i hans butik, og at [F] ægtefælle herefter anklagede ham for at have et forhold til [F]. Til asylsamtalen den [sommeren] 2010 har ansøgeren oplyst, at han og [F] havde samleje i hans butik samme dag, hvor politiet kom og anholdte ham. Til asylsamtalen den [foråret] 2021, har ansøgeren derimod oplyst, at han og [F] aldrig har haft samleje. Ansøgeren har om disse divergerende forklaringer oplyst, at asylsamtalen den [foråret] 2021 foregik på et tidspunkt, hvor hans ægtefælle, som han i mellemtiden var blevet gift med i 2014, var kommet til Danmark. Han var derfor bange for, at hun i forbindelse med sin samtidige asylsamtale fik kendskab til hans oplysninger om hans forhold til [F], hvilket er baggrunden for, at han under sin asylsamtale den [foråret] 2021 forklarede usandt om forholdet til [F]. Flygtningenævnet lægger denne forklaring om baggrunden for ansøgerens divergerende forklaringer til grund. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens øvrige forklaring om konflikten med [F] familie til grund, idet der ikke kan lægges afgørende vægt på, at ansøgeren som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse har forklaret divergerende på en række ikke afgørende punkter. Det anses efter ansøgerens forklaring for sandsynliggjort, at han i overensstemmelse med sit oprindeligt oplyste asylmotiv i 2010 havde et seksuelt forhold til [F], der var en gift kvinde, og at han af den grund var efterstræbt af hendes familie, som ønskede blodhævn. Han flygtede derfor fra Afghanistan i 2007, og nævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at [F] familie i hvert fald de første år efter hans flugt ledte efter ham, herunder ved at opsøge ham i hans tidligere butik og ved at rette henvendelse til hans families bopæl. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at ansøgeren fortsat er efterstræbt af [F] familie. Der lægges herved vægt på, at han i 2019 har valgt frivilligt at udrejse til Afghanistan, hvilket ikke stemmer overens med, at han fortsat anså sig for at være efterstræbt af [F] familie. Det skal hertil bemærkes, at ansøgerens forklaring om, at han i lufthavnen i Kabul mødte en slægtning til [F], alene beror på ansøgerens egen formodning, jf. i øvrigt nedenfor. Der er således ikke grundlag for på denne baggrund at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Forholdet til ansøgerens fars fætre Det lægges efter ansøgerens forklaring til grund, at hans far blev dræbt i 2001, og at han i 2007, hvor han var blevet 17 år, anmeldte sin fars fætre til myndighederne for at have slået hans far ihjel. Det lægges efter hans forklaring videre til grund, at de pågældende fætre i den forbindelse blev kortvarigt anholdt af myndighederne, men at der ikke skete yderligere i sagen med myndighederne. Ansøgeren har forklaret, at han efterfølgende har været efterstræbt af disse familiemedlemmer som følge af, at han havde anmeldt dem til myndigheder i 2007, herunder senest i 2019, hvor han mødte to af disse familiemedlemmer ved sin ankomst til lufthavnen i Kabul. Flygtningenævnet finder det ikke troværdigt, at ansøgeren frivilligt udrejste fra Danmark til Afghanistan i 2019, hvis han som forklaret, frygtede at blive udsat for overgreb fra hans fars drabsmænd. Flygtningenævnet afviser i den forbindelse ansøgerens forklaring om mødet med de pågældende i lufthavnen som utroværdig, idet ansøgeren har forklaret forskelligt om de personer, som han angiveligt mødte ved sin ankomst til lufthavnen, herunder to mænd med tilknytning til hans fars familie samt i øvrigt en person, som han antog for at være i familie med [F]. Til sin afrundende samtale den [vinteren] 2019 har ansøgeren oplyst, at han mødte en person, som var i familie med [F]. Til sin asylsamtale den [foråret] 2021, har ansøgeren derimod oplyst, at han ikke kendte personen, men at vedkommende lignede en fra samme etniske gruppe som [F]. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han herudover traf to personer, som var beslægtet med hans fars fætre, som han under nævnsmødet kunne navngive, og hvoraf den ene af personerne var svigersøn til hans fars fætter, [K]. Der er på denne baggrund ikke grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til dette asylmotiv. Konflikt med de afghanske myndigheder Ansøgeren har som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse forklaret divergerende om, at han i Afghanistan er blevet dømt for at have haft et udenoms ægteskabeligt forhold til [F]. Han har i den forbindelse forklaret divergerende og ikke overbevisende om længden af den straf, som han angiveligt er blevet idømt. Ansøgeren har forklaret, at han modtog en endelig dom på fængsel i 2½ år, og at han herefter var efterlyst af de afghanske myndigheder. På trods heraf har ansøgeren i 2019 valgt frivilligt at rejse tilbage til Afghanistan, hvorfor Flygtningenævnet ikke kan tillægge dette forhold nogen betydning i forbindelse med, at ansøgeren anser sig for efterstræbt af de afghanske myndigheder. Ansøgeren kan derfor heller ikke på dette grundlag meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Om de generelle forhold i Afghanistan bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at siden Taliban-regimet den 15. august 2021 indtog hovedstaden i Afghanistan, Kabul, og efterfølgende erklærede krigen mod den tidligere regering forbi samt i øvrigt den 7. september 2021 dannede en midlertidig regering, er den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan blevet forbedret. Der kan i den forbindelse henvises til blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information, Afghanistan, december 2021, s. 17 f., samt EASO, the general security situation after the Taliban’s takeover, 15. november 2021, s. 6. Tilsvarende er anført i UNHCR Guidance Note fra februar 2022, side 1, pkt. 2. Den forbedrede generelle sikkerhedssituation efter Taliban-regimets magtovertagelse må også ses i lyset af, at situationen i Afghanistan forud for Taliban-regimets magtovertagelse måtte beskrives således, at der forelå en såkaldt ikke-international væbnet konflikt, der imidlertid mere generelt ophørte med at eksistere efter magtovertagelsen, jf. Amnesty International, No escape – War crimes and civilian harm during the fall of Afghanistan to the Taliban, december 2021, s. 5, samt Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 6. Der kan endvidere henvises til Human Rights Watch World Report 2022 vedrørende Afghanistan, hvor det anføres, at ”In the six months before the takeover, fighting between government forces and the Taliban caused a sharp rise in civilian casualties from improvised explosive devices (IEDs), mortars, and airstrikes”. Uanset at den generelle sikkerhedssituation er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, er der oplysninger om, at visse dele af Taliban-regimet har foretaget gengældesangreb. Således anføres det i den netop nævnte rapport fra Amnesty International fra december 2021, s. 13, at ”As the Taliban quickly seized control of new areas of the country in July and August 2021, some units began a series of killing of captured ANDSF and former high-ranking government officials. In the cases documented by Amnesty International, the people targeted for retaliatory killings bear a certain profile: all were supporters (or were accused of being supporters) of the former government and were either high-profile leaders or members of ethnic minorities”. Det fremgår også af de øvrige baggrundsoplysninger, at visse Taliban-krigere efter magtovertagelsen navnlig har interesseret sig for ”persons affiliated with the former government, security forces or foreign forces”, jf. EASO, Afghanistan – Country of Origin Information Report, January 2022, s. 45 f. Det kan imidlertid ikke lægges til grund, at der er tale om systematisk forfølgelse af de nævnte personer fra Taliban-regimets side som sådan, jf. blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information rapport, december 2021, s. 1. Det må således på den ene side lægges til grund, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, at der ikke længere mere generelt foreligger en intern væbnet konflikt, og at forholdene i Afghanistan ikke er af en sådan karakter, at enhver vil være i en reel risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse eller i øvrigt overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som følge af sin blotte tilstedeværelse i Afghanistan, jf. herved også Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 7, hvor det anføres, at ”Det kan dock för tilfället inte anses råda sådant urskillningslöst våld i någon provins at var och en risikerer at uttsättas för skydsbegrundende behandling”. På den anden side må det imidlertid lægges til grund, at situationen i Afghanistan, som anført i Udlændingestyrelsens Country of Origin Information rapport, december 2021, s. 5, er ”volatile and unstable”. Der kan også henvises til UNHCR, Afghanistan Situation Update – 2 November 2021, hvor det anføres, at ”The security situation in Afghanistan remains highly volatile”. Dette fremgår også UNHCR Guidance Note fra februar 2022. Herudover kan der henvises til Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 4, hvor det anføres, at ”utvecklingen är osäker och kan vara snabbt föränderlig”. Endelig kan der henvises til EASO, Afghanistan – Country of Origin Information Report, January 2022, s. 9, hvor det anføres, at rapporten ”demonstrates preliminary findings on how Taliban rule has manifested itself since the takeover of Kabul but does not analyse whether these findings are representative of the Taliban leadership’s intentions nor of their beating for the future”. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2022/24/ROZ
Nævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Sagen er sambehandlet med Afgh/2022/24/ROZ og Afgh/2022/25/ROZ. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tadjik og muslim fra Sheberghan, Jawzjan-provinsen, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte den [sommeren] 2017 den afghanske statsborger, [navn], født den [fødselsdato], afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den [efteråret] 2018 meddelte Flygtningenævnet klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede, at blive slået ihjel af [F] familie, kvinden som hans bror, [klagerens brors navn], havde et hemmeligt forhold til. Derudover henviste klageren videre som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive anholdt af myndighederne. Den [foråret] 2021 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, nægtes forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klagerens opholdstilladelse er opnået ved svig. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af [F] familie. Klageren har i den forbindelse oplyst, at [F] familie i 2019 har forsøgt at kidnappe klagerens bror, [klagerens bror], da [klagerens bror] var hjemvendt til Afghanistan. Derudover har klageren oplyst, at han frygter de afghanske myndigheder, idet [klagerens bror] flygtede, mens han var løsladt på kaution. Klageren flygtede herefter selv, idet de afghanske myndigheder eftersøgte klageren. Flygtningenævnet meddelte den [efteråret] 2018 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af denne afgørelse, at Flygtningenævnet i det væsentligste lagde klagerens forklaring om hans brors konflikt med [F] familie til grund. Nævnet lagde herved vægt på, at klagerens ældre bror i 2010 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet det blev anset for sandsynliggjort, at hans bror havde haft et seksuelt forhold til [F], der var en gift kvinde, og at hans bror af den grund var efterstræbt af [F] familie, som ønskede blodhævn. Klageren var 12-13 år, da hans bror flygtede i 2007, og nævnet fandt, at klageren havde sandsynliggjort, at [F] familie de første år efter hans brors flugt ledte efter broderen, idet de henvendte sig i familiens forretning. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at klageren havde sandsynliggjort, at [F] familie i 2015 fandt frem til klageren og forsøgte at pågribe ham, hvilket blev afværget. Under henvisning til, at der er tale om en æreskonflikt, fandt Flygtningenævnet, at klageren ved sin forklaring og på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger havde sandsynliggjort, at [F] familie til trods for den tid, der var forløbet, stadig efterstræbte ham for at opnå blodhævn. Klageren blev på denne baggrund meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har i sin afgørelse meddelt klageren afslag på forlængelse af hans opholdstilladelse under henvisning til, at klageren har opnået opholdstilladelsen ved svig. Udlændingestyrelsen har i den forbindelse henvist til, at klageren og til dels hans bror har forklaret divergerende på en række væsentlige punkter. Flygtningenævnet har i en afgørelse af dags dato i klagerens brors asylsag lagt til grund, at hans bror har haft et seksuelt forhold til [F], der var en gift kvinde, og at hans bror af den grund var efterstræbt af hendes familie, som ønskede blodhævn. Det er endvidere lagt til grund, at klagerens bror efterfølgende flygtede fra Afghanistan i 2007, og at [F] familie i hvert fald de første år, efter broderens flugt, ledte efter ham, herunder ved at opsøge klageren og hans familie på deres bopæl. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at det er myndighederne, der har bevisbyrden for, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Klageren har for Flygtningenævnet afgivet en forklaring, der i det væsentligste er i overensstemmelse med de forklaringer, som han afgav under sin oprindelige asylsag. Uanset at der er få mindre uoverensstemmelser finder nævnet ikke, at det herved er godtgjort, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2022/23/ROZ
Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der fra et tredjeland var indrejst i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [efterår 2021] indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [vinteren 2022] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det forhold, at klagerens [familiemedlemmer] er bosiddende i Danmark, at klageren er glad for at være i samme land som sin familie, som han nu er blevet tæt med, og som har gjort ham tryg, bemærker nævnet, at de oplyste herboende familiemedlemmer ikke er omfattet af familiebegrebet i forordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at der ikke er nogen ekstraordinære omstændigheder i relationen mellem klageren og hans herboende familiemedlemmer, som skulle begrunde at hans asylsag tages under behandling i Danmark i medfør forordningens artikel 17, stk. 1. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update June 2021. Det fremgår blandt andet af rapporten, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Nævnet har yderligere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Det bemærkes, at EMD den 15. april 2021 traf afgørelse i sagen M. T. mod Nederlandene, hvor domstolen vurderede blandt andet modtageforholdene i Italien, og afviste på den baggrund klagen som inadmissible. Flygtningenævnet finder, at det må bero på en konkret vurdering, om klageren skal overføres til Italien eller have sin ansøgning om asyl realitetsbehandlet i Danmark. I denne vurdering vil blandt andet indgå, om klageren under hensyn til de aktuelle modtageforhold mv. i Italien, vil være i en sådan situation ved en overførsel, at hans asylansøgning bør realitetsbehandles i Danmark, jf. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4 og forordningens artikel 17. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Ital/2022/1/AMCA
Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens helbredsmæssige forhold og det forhold, at klageren har en konflikt med en kriminel bande i Tyskland, som han har lånt penge af, idet han som afvist asylansøger ikke har ret til at arbejde og tjene penge i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: "Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i vinteren 21/22] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klageren bør anses for at være ganske særligt sårbar henset til det af klageren oplyste om hans psykiske tilstand, hans tidligere selvmordsforsøg og det forhold, at det fremgår af klagerens sundhedsjournal fra [et asylcenter], at han skal indkaldes til lægetid med henblik på henvisning til psykiater, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke tidligere har modtaget behandling for sine psykiske problemer, og at klageren til oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at han ikke har søgt hjælp hos en psykiater eller psykolog i Tyskland, men at han har modtaget anden sundhedsbehandling af de tyske myndigheder. Klageren må derfor forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det forhold, at klageren oplyser at have været udsat for overfald, og at klageren frygter en kriminel bande, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har oplyst, at han ikke har meldt dette forhold til politiet i Tyskland, og klageren henvises således til at søge beskyttelse hos de tyske myndigheder, som må antages at have evnen og viljen til at yde klageren den nødvendige beskyttelse. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland, herunder afviste asylansøgere, er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Tysk/2022/7/EDO
Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der i Sverige har trukket sin ansøgning om asyl tilbage under sagens behandling. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren i Sverige risikerer at måtte leve på gaden. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Sverige, og at klageren har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i efteråret] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det bemærkes indledningsvis, at Sverige ved accept [i efteråret] 2021 vurderes at have accepteret det forhold, at Udlændingestyrelsen først [tidligere på efteråret] 2021 på ny anmodede de svenske myndigheder om at overtage klageren efter første gang at have anmodet om overtagelse [i sommeren] 2021. Hertil bemærkes, at de svenske myndigheder først [i efteråret] 2021 orienterede Udlændingestyrelsen om, at de svenske myndigheders afgørelse [fra foråret] 2021 havde opnået retsvirkning [i efteråret] 2021. Det forhold, at klageren har oplyst, at han i Sverige har fået inddraget sin opholdstilladelse og i den forbindelse ikke blev vejledt om muligheden for at påklage afgørelsen, og at han ved en tilbagevenden til Sverige vil blive henvist til at bo på gaden, kan ikke føre til en ændret vurdering. Klageren må, såfremt han ønsker at klage over de svenske myndigheders afgørelse, henvises til at rette henvendelse til myndighederne herom, og ligeledes om muligheden for at blive indkvarteret under en eventuel sags videre behandling. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Sverige har tiltrådt Den Europæiske menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder forbuddet mod refoulement. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2022/2/gdan
Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der via et tredjeland var indrejst i Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Spanien og til at klageren havde en forlovet i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er indrejst ulovligt i Spanien som det første medlemsland den 2. august 2021, at Spanien efter de foreliggende oplysninger er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1 jf. artikel 22, stk. 7, såkaldt accept by default, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det forhold, at DRC Dansk Flygtningehjælp har anført, at asylsagen bør behandles i Danmark under henvisning til, at klageren i Spanien vil ende som hjemløs, og at der fortsat er problemer med at få lov til at bo på et modtagecenter ved overførsel efter Dublinforordningen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere, herunder forholdene for dublin-returnees, i Spanien ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet lægger ud fra de foreliggende baggrundsoplysninger til grund, at der ikke er grundlag for at antage, at der er sådanne generelle mangler i asylproceduren eller modtageforholdene i Spanien, at en overførsel af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet skal herved henvise til AIDA’s Country Report: Spain, 2020 Update, hvor det fremgår blandt andet, at der i januar 2019 blev udsendt en instruks om, at asylansøgere i Dublin-proceduren ikke skulle udelukkes fra modtagesystemet, og at denne instruks skal garantere Dublin-overførte adgang til modtagesystemet ved en overførsel til Spanien. Der er på den baggrund ikke holdepunkter for at antage, at Spanien ikke vil leve op til sine internationale forpligtelser. Det forhold, at klageren forlovede har opholdstilladelse i Danmark, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder , at der ikke er grundlag for at betragte klageren og hans forlovede som værende et ugift par i fast forhold som defineret i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han og hans forlovede lærte hinanden at kende via internettet, at de har kendt hinanden i omtrent [periode], at de blev forlovet i [forår] [år], at de mødte hinanden for første gang i [sommer] [år], da klageren kom til Danmark, og at klageren ikke har kendskab til, på hvilket grundlag hans forlovede har opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Span/2022/5/AMCA
Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Finland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Finland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren ikke ville søge asyl i Schweiz, men at han fik taget fingeraftryk af politiet, da han kom til Schweiz. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Schweiz og herefter er udrejst af Schweiz, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Schweiz er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Schweiz dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Schweiz den 26. januar 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at Udlændingestyrelsen ikke har oplyst sagen tilstrækkeligt, bemærkes det, at officialprincippet gælder for såvel Udlændingestyrelsens som Flygtningenævnets sagsbehandling. Det følger af udlændingelovens § 54, stk. 1, 2. pkt., at nævnet selv drager omsorg for sagens oplysning i det omfang, der er behov herfor ud over det af styrelsen foretagne. Det grundlæggende forvaltningsretlige officialprincip indebærer blandt andet, at myndighedens sagsoplysning skal medføre, at myndigheden har de oplysninger, som i det enkelte tilfælde er nødvendige og tilstrækkelige for at træffe en korrekt og materiel rigtig afgørelse. Flygtningenævnet har i den foreliggende sag haft adgang til alle relevante sagsakter, herunder referat af klagerens forklaring til Udlændingestyrelsen samt indlæg fra Dansk Flygtningehjælp, hvoraf oplysninger om klageren og hans forholde fremgår. Det er på denne baggrund Flygtningenævnets vurdering, at sagen er tilstrækkeligt oplyst. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Schw/2022/2/sme
Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der ulovligt har passeret grænsen til en medlemsstat ad land-, sø- eller luftvejen, og at den pågældende er indrejst fra et tredjeland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Italien samt klagerens helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”[d]et fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren [en dato i efteråret] 2021 indrejste i Italien uden at være i besiddelse af gyldig rejselegitimation. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [en dato i vinteren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for udsigten til manglende indkvartering, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update June 2021. Det fremgår blandt andet af rapporten, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Det fremgår endvidere, at visse sager undergår en hurtigere behandling, heriblandt sager, hvor asylansøgeren er vurderet sårbar. Nævnet har endvidere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Flygtningenævnet finder, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at indkvarteringsforholdene i Italien er sådanne, at en overførsel af klageren til Italien af denne årsag vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren er særligt sårbar som følge af et traume, som klageren pådrog sig efter en bådulykke under rejsen til Italien, og at klageren ved en overførsel til Italien ikke vil kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling fra de italienske myndigheder, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at det fremgår af AIDAs rapport, Country Report: Italy Update June 2021, at asylansøgere har tilstrækkelig adgang til lægebehandling, og at de nyder samme rettigheder og behandling som italienske statsborgere. Det fremgår endvidere af rapporten, at om end der ikke direkte er fastsat procedurer i lovgivningen til identificering af, om en asylansøger kategoriseres som sårbar og har særlige modtagerbehov, har sundhedsministeriet fastsat retningslinjer herom. Af rapporten fremgår yderligere, at der findes særlige procedurer for sårbare personer, idet disse personer indrømmes i en prioriteret asylproces. I den forbindelse bemærker nævnet, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de italienske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det forhold, at klageren har oplyst, at det italienske politi har udsat klageren for nedladende og ydmygende behandling ved at kropsvisitere og grine af klageren, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at såfremt klageren fortsat oplever problemer med det italienske politi, herunder at klageren ikke føler, at han modtager den fornødne hjælp af det italienske politi, henvises klageren til at klage til en overordnet italiensk myndighed. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Ital/2022/5/MLVT
Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Island i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Island. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren havde udtømt sine klagemuligheder i det islandske asylsystem, og derfor risikerede udsendelse til sit oprindelsesland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Island. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Island er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Island dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Island [i vinteren 21/22] har accepteret at modtage klageren i medfør af den nævnte bestemmelse. Det forhold, at DRC Dansk Flygtningehjælp har henvist til, at de islandske myndigheder har meddelt klageren endeligt afslag på asyl, samt at han har fået afvist sin anmodning om genoptagelse, hvorfor han risikerer refoulement, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Island har tiltrådt flygtningekonventionen, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Island ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet skal i forlængelse heraf bemærke, at det ikke er i overensstemmelse med Dublinforordningens formål, at en ansøger skal have sin asylsag behandlet på ny efter allerede at have fået afslag på sin ansøgning i én af de andre kontraherende medlemsstater. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren må henvises til på ny at anmode de islandske myndigheder om genoptagelse af sin asylsag, såfremt han mener, at der er nye oplysninger i sagen, herunder om hans politiske aktiviteter, som de islandske myndigheder ikke er bekendt med, eller der i øvrigt er begået sagsbehandlingsmæssige fejl. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Isla/2022/1/MIMA
Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en kvinde og hendes medfølgende barn, der var meddelt afslag på asyl i Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren har et barn med en herboende person, som er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at klagerens barn har en særlig tilknytning til Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Frankrig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig [i vinteren 21/22] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren er religiøst viet og har fået et barn med en person, der har haft opholdstilladelse i Danmark i medfør udlændingelovens § 7, stk. 1, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren og klagerens partner ikke er viet efter dansk ret, men at de er religiøst viet, og at de dermed er ugifte partnere i et fast forhold. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at klageren har oplyst til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren 20/21], at hun opholdt sig i [EU-land A] med sin partner, og at det fremgår af anmodningerne fra [myndighederne i EU-land B og de] franske myndigheder, at klagerens ægtefælle har været sammen med klageren i henholdsvis [EU-land B] og Frankrig. Flygtningenævnet bemærker, at familien ikke eksisterede i hjemlandet, hvorfor klagerens partner ikke er omfattet af definitionen af et familiemedlem i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Det fremgår imidlertid af forordningens artikel 9, at hvis klageren, uanset om familien i forvejen var stiftet i hjemlandet, har et familiemedlem, der har fået tilladelse til at opholde sig som en person med international beskyttelse i en medlemsstat, er det denne medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse. Det fremgår af sagen, at klagerens partner har haft opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at opholdstilladelsen er udløbet, og at han har en verserende bortfaldssag i Udlændingestyrelsen, hvorfor artikel 9 ikke finder anvendelse i nærværende sag. Såfremt Udlændingestyrelsen træffer afgørelse om ej bortfald i klagerens partners sag, vil klageren kunne søge om genoptagelse af sin sag. For så vidt angår det forhold, at klageren har fået et barn med en person, der har haft opholdstilladelse i Danmark, bemærker Flygtningenævnet, at barnets far ikke længere har gyldig opholdstilladelse i Danmark, hvorfor familielivet ikke vil kunne udleves i Danmark. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det fremgår af sagens akter, at barnets far har opholdt sig sammen med klageren og barnet i henholdsvis [EU-land A], [EU-land B] og Frankrig siden barnets fødsel i 2019, hvorfor barnet ikke har nogen tilknytning til Danmark. Flygtningenævnet bemærker endelig, at klageren blev gravid i [EU-land A] på et tidspunkt, hvor klageren ikke havde opholdstilladelse i Danmark eller nogen berettiget forventning om at opnå dette, idet klageren havde modtaget endeligt afslag på asyl [i sommeren] 2017. Flygtningenævnet finder således ikke, at hensynet til barnets tarv og hensynet til familielivet, som det fremgår af Dublinforordningen, herunder præamblens punkt 13, 14 og 17, FN's Børnekonvention, EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, kan føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Fran/2022/2/EDO
Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Finland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Finland. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren frygter at blive overført til Finland, idet han har en afsluttet asylsag der, og fordi han frygter for sit liv i Tyrkiet. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Finland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Finland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Finland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Finland den 15. marts 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at DRC Dansk Flygtningehjælp har anført, at Dublinforordningens bestemmelser om ophør af ansvar bør finde anvendelse, uanset klageren ikke har fremlagt dokumentation for sit ophold uden for medlemsstaternes område, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren i forbindelse med sin sagsbehandling i Danmark, adskillige gange er blevet spurgt ind til, om han kan fremvise dokumentation for sit ophold uden for medlemsstaternes område, hvorved klageren alle gange har tilkendegivet, at han ikke kan fremvise dokumentation. Nævnet skal hertil bemærke, at det pålægger klageren at bevise og fremskaffe dokumentation for, at han har været uden for medlemsstaternes område. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Finland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Finland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Finl/2022/1/sme
Nævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende et ægtepar samt et barn fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”Klagerne er etniske arabere og sunnimuslimer fra Damaskus, Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Det fremgår af sagen, at klagerne indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at de [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2 (beskyttelsesstatus). Klagerne har i forbindelse med deres oprindelige asylsager som asylmotiv henvist til, at de frygtede de generelle forhold i Syrien. Den mandlige klager har i forbindelse med sin forlængelsessag i Udlændingestyrelsen som asylmotiv henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, idet hans familienavn er blevet tilsmudset. Han har herom oplyst, at hans fætter, som klageren deler efternavn med, blev anholdt for fire år siden og kan have afgivet oplysninger til myndighederne. Yderligere har hans anden fætter, som han ligeledes deler efternavn med, mistet livet, da han deltog i et oprør i Jobar sammen med klagerens nevø. Klageren har endvidere oplyst, at hans nevø, med hvem han deler efternavn, og som har været anholdt to gange, indgik i en fangeudveksling mellem [et antal] personer fra [en bydel] og en søn af en majorgeneral. Efterfølgende blev klagerens bror, nevø, brorens ægtefælle og børn, morbror og dennes familie alle fordrevet fra [en bydel], idet alle modstandsfolk blev fordrevet. […] Den kvindelige klager har i forbindelse med sin forlængelsessag i Udlændingestyrelsen som asylmotiv henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, idet hendes ene bror har været en del af den Frie Syriske Hær og derfor er eftersøgt af de syriske myndigheder, og at hendes anden bror er blevet tilbageholdt på grund af deres brors tilknytning til den Frie Syriske Hær. Den kvindelige klager har endvidere henvist til, at hun frygter myndighederne grundet den mandlige klagers konflikter. Den kvindelige klager har vedrørende sine børn henvist til, at hun frygter repressalier på deres vegne, fordi de deler efternavn med den mandlige klager. [I udgangen af] 2020 har advokat [A] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende den kvindelige klager med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. [I efteråret] 2021 har advokat [A] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende den mandlige klager med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Advokat [A] har under nævnsmødet endvidere gjort gældende, at den mindreårige søn, [B], er i en risiko for individuel forfølgelse på baggrund af sit familienavn og således har et selvstændigt asylmotiv. Den mandlige klager. Udlændingestyrelsen meddelte [i udgangen af] 2020 den mandlige klager opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af dennes individuelle forhold. Det fremgår af tilladelsesresolutionen [fra efteråret] 2020 bl.a., at Udlændingestyrelsen vurderer, at klageren vil være i risiko for at blive udsat for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf, hvis han vender tilbage til Syrien. Det fremgår herunder, at det ud fra en konkret og individuel vurdering af klagerens forhold ikke kan afvises, at han vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse ved en tilbagevenden til Syrien som følge af, at de syriske myndigheder forbinder hans familienavn, [C], med oprørsgrupper i Syrien. Det fremgår endvidere, at styrelsen i den forbindelse har lagt vægt på, at klagerens nevø, som han deler efternavn med, er blevet løsladt i forbindelse med en fangeudveksling, og at flere af klagerens familiemedlemmer er blevet flyttet fra [en bydel] til [en anden by] af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder, at Udlændingestyrelsen på dette grundlag rettelig burde have meddelt den mandlige klager opholdstilladelse på baggrund af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet de syriske myndigheder som følge af det anførte vil anse klageren som værende i opposition til styret og derved af styret vil blive pålagt en såkaldt imputed political opinion. Flygtningenævnet bemærker hertil, at der i den samlede vurdering af sagens omstændigheder tillige skal lægges vægt på, at den mandlige klager har to sønner i den militærpligtige alder, der således må betragtes som værnepligtsunddragere. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra udgangen af] 2020 og meddeler herefter den mandlige klager opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den kvindelige klager. Den kvindelige klager har ikke givet møde i forbindelse med sagens behandling i Flygtningenævnet, og nævnet har derfor ikke haft mulighed for at efterprøve klagerens forklaring om den del af hendes asylmotiv, der vedrører hendes to brødres forhold, og vurdere troværdigheden heraf. Flygtningenævnet finder herefter og efter sagens oplysninger i øvrigt, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun kan meddeles asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, på dette grundlag. Flygtningenævnet finder imidlertid, at den kvindelige klager risikerer en selvstændig forfølgelse i hjemlandet som følge af en afledt risiko for forfølgelse på baggrund af den mandlige klagers konflikt med myndighederne. Nævnet finder således – herunder med henvisning til det forsigtighedsprincip, der finder anvendelse ved behandlingen af sager vedrørende statsborgere fra Syrien – at den kvindelige klager har sandsynliggjort, at hun som familiemedlem (og ægtefælle til den mandlige klager) risikerer at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse som følge af sin ægtefælles forhold, idet myndighederne også vil anse klageren som værende i opposition til styret og derved af styret vil blive pålagt en såkaldt imputed political opinion. Det forhold, at den kvindelige klager ikke har samme efternavn som den mandlige klager, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren har sandsynliggjort, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra udgangen af] 2020 og meddeler den kvindelige klager opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den mindreårige søn. Flygtningenævnet finder, at den mindreårige søn, der er [12-15] år, risikerer en selvstændig forfølgelse i hjemlandet som følge af en afledt risiko for forfølgelse på baggrund af den mandlige klagers konflikt med myndighederne. Nævnet finder således – herunder med henvisning til det forsigtighedsprincip, der finder anvendelse ved behandlingen af sager vedrørende statsborgere fra Syrien – at det er sandsynliggjort, at den mindreårige søn som familiemedlem og efter sin alder risikerer at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse som følge af sin faders forhold, idet myndighederne også vil anse klageren som værende i opposition til styret og derved af styret vil blive pålagt en såkaldt imputed political opinion. Flygtningenævnet finder herefter, at det er sandsynliggjort, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor den mindreårige søn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den øvrige sagsbehandling i Udlændingestyrelsen. Da klagerne efter det ovenfor anførte er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, på baggrund af deres individuelle forhold, finder Flygtningenævnet ikke anledning til at vurdere, om klagerne rettelig burde være meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som en konsekvens af den opholdstilladelse [fra udgangen af] 2020, der blev meddelt deres på det tidspunkt mindreårige søn, [D], efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det bemærkes, at klagerne efter de foreliggende oplysninger er udrejst af Syrien og efterfølgende indrejst i Danmark sammen med sønnen, og at de på afgørelsestidspunktet alle havde bopæl på samme adresse, og at Udlændingestyrelsen derfor af egen drift burde have taget det pågældende spørgsmål om konsekvensstatus under behandling.” Løbenummer: Syri/2022/74/gdan
Nævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Klageren udrejste i 2010. Senere i 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og i 2011 stadfæstede Flygtningenævnet denne afgørelse. I 2013 genoptog og hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, der senere i 2013 meddelte klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. I 2021 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder, muslim af trosretning, født i Kobane og har de seneste omkring ti år inden sin udrejse af Syrien opholdt sig i Damaskus og Rif Damaskus. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de syriske myndigheder. Klageren oplyste til støtte for sin sag, at han ejede sin egen frisørsalon i Damaskus, og at han i [foråret] 2010 blev tilbageholdt i ti dage af myndighederne, hvor han blev tvunget til at fungere som meddeler ved at videregive informationer om kurdere, som kom i frisørsalonen. I [sommeren] 2010 blev han atter tilbageholdt af myndighederne i tre dage, idet de indskærpede hans pligt til at videregive oplysninger og truede ham med fængsel. Klageren modtog endvidere et trusselbrev. Klageren så sig nødsaget til at udrejse af Syrien. Klagerens ægtefælle har efter klagerens udrejse oplyst, at hun er bekendt med, at personer har været på familiens bopæl og spørge efter klageren. Klageren henviste endvidere til, at han frygtede kurdere, idet de havde mistanke om, at klageren spionerede for de syriske myndigheder. Klageren henviste endvidere til, at han i Danmark blev interviewet til [et navngivent magasin] om forholdene i Syrien, og at hans billede fremgik af magasinet. Klageren oplyste også, at han har deltaget i en sultestrejke. Klageren gjorde endeligt gældende, at han frygter at blive genindkaldt til aftjening af militærtjeneste. Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen af […]2013 vægt på, at personer, der kommer fra områder i Syrien, hvor der foregår væbnede kampe, områder hvor der sker angreb mod civile, eller hvor der for nyligt har fundet sådanne handlinger sted, ved en tilbagevenden til hjemlandet aktuelt må anses for at være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Klageren har under en samtale [i] 2020 hos Udlændingestyrelsen i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse af hans opholdstilladelse oplyst, at han frygter, at hans sønner bliver tvangsrekrutteret til det syriske militær. Klageren frygter endvidere, at hans sønner og døtre vil blive tvunget til at gøre tjeneste for YPG. Udlændingestyrelsen har[i] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Udlændingestyrelsen har den 6. juli 2021 berigtiget afgørelsen. Klageren har for nævnet som asylmotiv fortsat henvist til sit oprindelige asylmotiv. Klageren har endvidere henvist til, at han i Danmark har deltaget i en 17 dage lang sultestrejke på et asylcenter i 2012, som blev omtalt i TV, at han har deltaget i en demonstration i [navngiven dansk by] i 2014, at han og andre medlemmer af hans familie samme år har deltaget i en demonstration i[en anden navngiven dansk by] og at klageren løbende har deltaget i møder med andre syriske kurdere, hvor de drøfter forholdene i hjemlandet. Klageren har desuden en åben Facebook profil, hvor han deler politisk materiale. Den […]2021 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af […]2021. Nævnet pålagde samtidig klageren at udrejse senest 60 dage fra afgørelsens dato. Den […]2021 har Flygtningenævnet genoptaget sagen til behandling på et nyt mundtligt nævnsmøde. Nævnet har samtidig meddelt klageren tilladelse til at opholde sig i Danmark under sagens videre behandling. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at divergenserne i klagerens forklaringer herom ikke kan føre til en anden vurdering henset til, at divergenserne ikke er centrale, og henset til klagerens hukommelsesproblemer. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren blev forsøgt hvervet af den syriske efterretningstjeneste med henblik på at spionere over for andre kurdere fra sin frisørsalon, og at han i den forbindelse blev tilbageholdt af efterretningstjenesten 2 gange i henholdsvis 10 og 3 dage. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at klagerens naboer og forældre efter klagerens udrejse af Syrien blev opsøgt af myndighederne, som spurgte efter klageren. Flygtningenævnet kan på det foreliggende grundlag ikke lægge til grund, at dokumenterne, der er fremlagt af klageren, og som angiveligt er blandt andet indkaldelser til møde i efterretningstjenesten, indkaldelse til militærtjeneste og et resumé af retsprotokol vedrørende domme afsagt over klageren, er ægte dokumenter. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke grundlag for at foranledige dokumenterne ægthedsvurderet. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at klageren har en voksen udeboende søn, der er i den militærpligtige alder. Flygtningenævnet lægger herudover til grund, at klageren efter sin indrejse i Danmark deltog i en længerevarende sultestrejke i 2012, der blev omtalt i flere danske, kurdiske og arabiske tv-indslag og danske aviser, og at han medvirkede i hvert fald i et tv-indslag i [en dansk tv station]. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at klageren deltog i en demonstration i [en dansk by] og en demonstration i {en anden dansk by] i 2014, der til dels var vendt mod det syriske regime, og hvorfra der er delt fotos af blandt andre klageren på Facebook. Flygtningenævnet lægger yderligere til grund, at klageren siden sin indrejse i Danmark løbende har deltaget i flere offentligt afholdte møder arrangeret af PYD/YPG 1-2 gange om året, og hvorfra der er delt fotos af blandt andre klageren på Facebook. Det kan ikke lægges til grund, at klagerens navn er nævnt i forbindelse med ovennævnte. Flygtningenævnet lægger derudover til grund, at klageren har en åben Facebookprofil i eget navn og med profilbillede af klageren, hvorpå der er delt regimekritisk materiale, herunder en video fra et møde i februar 2022 i [en tredje dansk by] arrangeret af PYD/YPG, hvori klageren er med, og hvor den kurdiske nationalsang afsynges. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering heraf - og under hensyn til at der fortsat skal udvises forsigtighed ved bedømmelsen i asylsager vedrørende Syrien – at klageren har sandsynliggjort, at han særligt som følge af sit oprindelige asylmotiv og sit sur place asylmotiv har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af […]2021, således at klageren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.Løbenummer: Syri/2022/73MNR
Nævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Syrien. Klageren boede i Seit Zaynab, Damaskus frem til 2012 eller 2013, hvorefter hun opholdt sig i [by], Rif Damaskus og [by], Rif Damaskus. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2017 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive ydmyget, afhørt eller tilbageholdt af de syriske myndigheder. Til støtte herfor henviste klageren til, at hendes far var blevet anholdt og stadig var forsvundet, at hendes brødre havde unddraget sig militærtjeneste, og at hun selv var blevet tilbageholdt ved en kontrolpost. Klageren henviste som asylmotiv videre til de generelle forhold i Syrien som følge af krigen. Klageren henviste som asylmotiv endelig til, at hun var en enlig kvinde. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at situationen i Rif Damaskus-provinsen over en længere periode siden maj 2018 har ændret sig markant, og at der således er en forbedring af forholdene i området, samt at denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter. Styrelsen har således vurderet, at der ikke er en reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at hun frygter at blive tilbageholdt på grund af sin families konflikter, herunder farens anholdelse og sine brødres militærunddragelse. Klageren har videre som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at hun frygter at blive tilbageholdt af myndighederne og kidnappet, fordi hun er enlig kvinde. Klageren har endvidere som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til de generelle forhold i Syrien som følge af krigen. Klageren har som nyt asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, fordi hun har været med til at smugle mad og penge ind i det lukkede område i den sydlige del af Damaskus, da hun arbejdede på skolen i [by]. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun som følge af sine handlinger blev betragtet som en, der støttede terrorister. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren var offentligt ansat, idet klageren var fastansat som lærer, og at hun har forladt stillingen uden tilladelse. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at klagerens [familiemedlem], der var tidligere viceofficer ved militæret, siden 2013 har været tilbageholdt af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet lægger yderligere til grund, at klagerens [familiemedlemmer] har unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens afgørelse for så vidt angår de generelle forhold i Syrien, herunder forholdene i Damaskus og Rif Damaskus. Det fremgår af Flygtningenævnets tidligere baggrundsoplysninger, at det kun var offentligt ansatte i højere stillinger eller profilerede personer, der risikerede retsforfølgelse, hvis de havde forladt deres stilling uden tilladelse. Nyere baggrundsoplysninger tyder imidlertid på, at ansættelsesniveauet ikke har en betydning herfor. Det fremgår blandt andet af et høringssvar fra Udenrigsministeriet af 12. marts 2021, at myndighederne retsforfølger personer, der har forladt en offentlig stilling, uanset hvilken stilling den pågældende har haft. Det fremgår dog af et høringssvar fra Udenrigsministeriet af 9. december 2021, at der udstedes amnesti for offentligt ansatte, der har forladt deres stilling før den 22. marts 2020, men det fremgår ikke, om amnestireglerne i praksis bliver overholdt, ligesom høringssvaret alene er baseret på en enkelt ekstern kilde, der ikke er nærmere omtalt. Det fremgår herudover af Udlændingestyrelsens rapport Syria – Treatment upon return fra maj 2022, at der sker arbitrær arrestation og tilbageholdelse også af personer, der er omfattet af amnestilove og –dekreter. Af rapporten fremgår videre, at der ikke er noget klart mønster i behandlingen af personer, der vender tilbage til Syrien, og at dette til dels beror på den enkelte ansvarlige medarbejders beslutning på indrejsestedet eller i sikkerhedstjenesten. Flygtningenævnet finder herefter og under hensyn til, at der fortsat skal udvises forsigtighed ved bedømmelsen i asylsager vedrørende Syrien, at der er usikkerhed om, i hvilket omfang amnestireglerne vedrørende ansatte, der har forladt en offentlig stilling, uanset hvilken stilling den pågældende har haft, i praksis bliver respekteret af de syriske myndigheder, og at offentligt ansatte ved en tilbagevenden til Syrien derfor risikerer i hvert fald overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal finder endvidere, at klagerens individuelle forhold, herunder at klageren er udrejst illegalt af Syrien, at klageren er enlig kvinde, at klagerens [familiemedlem], der var tidligere viceofficer ved militæret, siden 2013 har været tilbageholdt af de syriske myndigheder, og at klagerens brødre har unddraget sig militærtjeneste, sammenholdt med at klageren er tidligere offentligt ansat lærer, og under hensyn til det anførte forsigtighedsprincip, risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer herefter Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2021, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2022/72/EEB
Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim. Klageren er født og opvokset i Damaskus. Klageren rejste til [land], da hun var [20-25] år, hvor hun boede i omkring tre år. Klageren rejste herefter tilbage til Damaskus, Syrien, hvor hun boede frem til sin udrejse. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men hun har deltaget i flere demonstrationer mod krigen i Syrien i både Syrien og i Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i vinteren 21/22] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter en højstående myndighedsperson ved navn [A]. Klageren har til støtte herfor oplyst, at [A] udsatte hende for seksuelle og fysiske overgreb, og at han truede hende med at slå hende ihjel, hvis hun fortalte det til nogle. Klageren har som yderligere asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive tilbageholdt og afhørt af de syriske myndigheder, fordi hendes ældste søn samt tre brødre har unddraget sig militærtjeneste. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er i første række, om der er grundlag for at meddele klagerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, og såfremt dette ikke er tilfældet, om betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. § 7, stk. 3, er opfyldt. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at de syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme klagerne til gode. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge klagerens forklaring om hendes asylmotiver til grund, idet klageren har forklaret udbyggende herom. Klageren har således til oplysnings- og motivsamtalen i 2014 forklaret, at hun ikke har deltaget i demonstrationer i Syrien, og at hun udrejste på grund af de generelle forhold i Syrien, mens hun under forlængelsessamtalen og under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at hun har deltaget i ca. 4 demonstrationer i Syrien. Klageren har endvidere forklaret udbyggende om, at en højtstående person har udsat hende for seksuelle overgreb og trusler. Hun har således ikke nævnt dette under oplysnings- og motivsamtalen, mens hun under forlængelsessamtalen og mødet i Flygtningenævnet har henvist hertil som hendes væsentligste asylmotiv. Flygtningenævnet bemærker, at disse udbygninger af forklaringen svækker klagerens generelle troværdighed. Endvidere bemærkes, at selv hvis det kunne lægges til grund, at klageren har været udsat for seksuelle overgreb og trusler, er der tale om en afsluttet konflikt. Flygtningenævnet henviser i denne forbindelse til, at klageren blev boende i Damaskus i 2 år efter overgrebene angiveligt fandt sted, og at der nu er forløbet omkring 12 år siden. Om det forhold, at klagerens ældste søn og hendes tre brødre har unddraget sig militærtjeneste eller genindkaldelse til militærtjenste ved at udrejse af Syrien, bemærkes, at det fremgår af EASO, Syria, Military Service (Country of Origin Information Report, april 2021), s 38, at bl.a. følgende momenter kan indgå ved vurderingen af, om klageren som familiemedlem risikerer asylbegrundende forfølgelse: ”The extent to which family members may face consequences is influenced by factors such as the rank of the deserter/defector, the family´s place of residence and religious background and the secret service and officer in charge of the area. For example, family members of high-ranking deserters/defectors or those from opposition-held areas would be more likely to face consequences than those with a low rank in the army or who originate from GoS-held areas. The actions of the deserter/defector, such as killing soldiers or officers or joining opposition groups and participating in armed actions against the SAA, would be further influencing factors on the treatment of their family members.” Oplysninger i det generelle baggrundsmateriale er således ikke af en sådan karakter, at dette i sig selv og uden en nærmere konkret og individuel vurdering af det pågældende familiemedlems risiko kan danne grundlag for en stillingtagen til, om der skal meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet betoner det forsigtighedsprincip, der gælder ved den konkrete og individuelle vurdering i forbindelse med behandlingen af sager om personer fra Syrien. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerens søn og brødre ikke er profilerede i forhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun som følge af at hendes søns og brødres forhold risikerer asylbegrundende overgreb. Da klageren er gift med en [anden nationalitet end syrisk] mand, og da der ikke er oplysninger om omstændigheder, der er til hinder for, at han tager ophold i Damaskus i Syrien sammen med klageren, anser Flygtningenævnet ikke klageren for at være en enlig kvinde uden mandligt netværk. Der er herefter ikke grundlag for at meddele klageren asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i efteråret] 2021, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 (EMRK), alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, er nægtet forlænget som følge af de generelle forhold i Damaskus. Flygtningenævnet skal herefter i medfør af udlændingelovens § 19 a, stk. 1, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Det fremgår af artikel 8, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Henset til at klageren er gift og har et barn i Danmark er en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse et indgreb i hendes ret til respekt for familie- og privatliv efter artikel 8, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 2, og at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker hertil, at håndhævelsen af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder står i et rimeligt forhold til de formål, som indgrebet skal varetage. Der skal efter EMD’s praksis i den forbindelse foretages en vurdering af om indgrebet i klagerens privat- og familieliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Klageren indrejste i Danmark i 2014 og har i omkring 2 år fra 2017 til 2019 boet delvist i [et ikke europæisk land]. Hun er samlevende med sin ægtefælle, som hun blev gift med i 2019. Hendes ægtefælle er [anden nationalitet end syrisk] statsboger og har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, gældende til [vinteren] 2025. Parret har i 2020 fået en søn, som er [anden nationalitet end syrisk] statsborger. Klageren går i sprogskole, men kan kun meget begrænset dansk. Hun har ikke haft tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark. Hun har bortset fra et ophold i [land] boet i Syrien, indtil hun udrejste i 2012 som [30-35]-årig. Hun har ikke længere nære familiemedlemmer i Syrien. Klageren har helbredsmæssige problemer i form af [sygdom], [sygdom] og [sygdom]. Flygtningenævnet vurderer, at der ikke er tale om sådanne alvorlige helbredsmæssige problemer, at det vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3 at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet bemærker, at familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge et bestemt land, hvori de vil udøve deres familieliv, jf. Jeunesse v. Holland (2010) afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har opnået en særlig stærk tilknytning til Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på længden af klagerens ophold i Danmark, samt det forhold, at hun ikke har haft tilknytning til arbejdsmarkedet eller taget en uddannelse og ikke har lært tilstrækkeligt dansk til at klare sig i hverdagen. Endvidere er der ikke oplysninger om forhold, som forhindrer klagerens mand og søn i at ledsage hende, hvis hun vender tilbage til Damaskus i Syrien. Nævnet har herved lagt vægt på, at klagerens ægtefælle taler arabisk. På den baggrund findes en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse ikke at virke særligt indgribende i klagerens ret til respekt for privatliv og familieliv. Overfor disse mindre vægtige hensyn til klagerens fortsatte ophold i Danmark findes statens interesse i at nægte af forlænge hendes opholdstilladelse at måtte tillægges betydelig vægt i den konkrete sag, særligt henset til at klageren lever af offentlig forsørgelse og af hensyn til statens interesse i en effektiv immigrationskontrol. Efter en samlet afvejning af hensynene overfor hinanden finder Flygtningenævnet herefter, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i Danmark, jf. herved navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i vinteren 21/22]. Løbenummer: Syri/2022/71/rila
Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk arabisk og sunnimuslim fra [bydel], Ghouta, Rif Damskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt, ud over at have deltaget i to demonstrationer i Danmark, været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 14/15] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til de gennerelle forhold i Syrien. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun havde forladt Syrien, da hendes lokalområde var blevet bombarderet. Hun henviste i den forbindelse til borgerkrigen og dens følger for lokalområdet. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til, at hun frygter at blive anholdt af de syriske myndigheder, fordi hendes [familiemedlemmer] har været politisk aktive. Hun har til støtte herfor oplyst, at hendes [familiemedlem} er blevet fængslet, og at hendes [andet familiemedled] er blevet slået ihjel. Klageren har videre som asylmotiv henvist til, at hun ligeledes frygter anholdelse på baggrund af, at hun har være forlovet med en person ved navn [A], som er blevet slået ihjel af de syriske myndigheder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at [A] ønskede at udtale sig kritisk om en massakre i Daraa, som var begået af den syriske regering, og at han blev slået ihjel [i midten af 2010’erne] Klageren har ligeledes oplyst, at en supervisor, som var fra den syriske efterretningstjeneste, på hendes arbejde havde overhørt klageren udtrykke kritik af præsidenten og massakren i Darra. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til sine politiske aktiviteter, idet hun har deltaget i demonstrationer i Danmark og har været aktiv på Facebook, hvor hun har kommenteret og klikket ”synes godt om” på politiske opslag. Klageren har endelig som asylmotiv henvist til, at hun kommer fra Ghouta og er enlig kvinde. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund om, at hun risikerer overgreb fra de syriske myndigheder ved en tilbagevenden til Syrien, som følge af konflikter på grund af forhold, der bestod forud for hendes udrejse. Flygtningenævnet bemærker, at det generelt svækker klagerens troværdighed, at hun har forklaret udbyggende og forskelligt om sine asylmotiver og først forklaret herom under samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2021 i forbindelse med inddragelsessagen, mens hun ved sin indrejse som asylmotiv alene henviste til de generelle forhold. Hertil kommer, at klageren generelt har forklaret ukonkret og afglidende på en række spørgsmål. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at klageren som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2021 først har forklaret om [familiemedlemmet] fængsling og død, om ransagninger af forældrenes bopæl og om hendes forlovelse med [A] i forbindelse med inddragelsessagen. Hertil kommer, at klageren har forklaret forskelligt om tidspunktet for [familiemedlemmets] fængsling og død. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har oplyst, at hun ikke har haft personlige konflikter med de syriske myndigheder, at hun ikke forud for sin udrejse var blevet kontaktet af de syriske myndigheder, og at hun udrejste legalt, uanset at hendes [familiemedlem] efter hendes forklaring allerede var fængslet på tidspunktet for hendes udrejse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at forholdene er sket for mange år siden, og at klageren under mødet i nævnet har forklaret, at hendes familiemedlemmer ikke har haft andre politiske aktiviteter end at deltage i demonstrationer, og at klagerens familiemedlemmer ikke kan anses for at være særligt profilerede i forhold til de syriske myndigheder. Endvidere finder Flygtningenævnet, at det efter klagerens forklaring under mødet i nævnet ikke kan lægges til grund, at de syriske myndigheder skulle være bekendt med hendes forlovelse, der ikke er registreret. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at klageren er i konflikt med de syriske myndigheder som følge af sin deltagelse i en demonstration i [foråret] 2021 i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke ud fra de fremlagte udskrifter fra klagerens Facebook-profil ses politiske aktiviteter, og at klagerens deltagelse i en demonstration i foråret 2021, hvor klageren efter de foreliggende oplysninger alene er blevet filmet på afstand iført tørklæde og mundbind, men uden angivelse af navn eller på anden måde tydeligt kan identificeres. Flygtningenævnet finder, at det herefter hverken kan antages, at de syriske myndigheder er bekendt med klagerens deltagelse i demonstrationen, eller at deltagelsen har profileret klageren i forhold til de syriske myndigheder. Dette støttes af, at klageren har forklaret, at hun ikke efterfølgende er blevet kontaktet af de syriske myndigheder og af, at klagerens [familiemedlems] ægtefælle fortsat opholder sig i området. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger som anført af Udlændingestyrelsen tiltræder Flygtningenævnet, at det forhold, at klageren er enlig kvinde uden mandligt netværk ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder, at det forhold, at klageren stammer fra Ghouta ikke i sig selv eller sammen med andre omstændigheder, herunder at hun er enlig kvinde, ikke sandsynliggør, at klageren risikerer asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren efter sin forklaring under mødet i nævnet udrejste, inden oppositionen overtog kontrollen med området. Nævnet har endvidere lagt vægt at hun er uddannet i og tidligere har arbejdet i Syrien. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun i hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ved afgørelse af om klageren bør meddeles forsat opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 på grund af generelle forhold, lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren kommer fra Rif Damaskus. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport fra oktober 2020 ”Syria, Security and Socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damaskus”, og EASO-rapporten ”Country Guidance Syria – Common analysis and guidance note”, udgivet i september 2020 samt EASO-rapporten “Syria Security situation - Country of Origin Information Report” udgivet i juli 2021. Flygtningenævnet tiltræder herefter Udlændingestyrelsens afgørelse af 23. november 2021 om, at de generelle forhold i Rif Damaskus ikke kan føre til opretholdelse af klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren indrejste i Danmark i 2014 [da hun var i slutningen af 30’erne] og har således opholdt sig her i landet i omkring syv et halvt år. Hun er ugift og har ingen samlever og har ingen børn. Klagerens voksne [familiemedlemmer] bor i Danmark. Klageren har ikke haft ordinært arbejde under sit ophold i Danmark, men arbejdet i praktik og har arbejdet som frivillig med at lære børn arabisk. Klageren kan tale, læse og skrive dansk og er i gang med 10. klasse, men hendes eksamen er blevet udskudt på grund af inddragelsen af hendes opholdstilladelse. Hun har bestået dansk 2, niveau G-1 og FE niveau på VUC, samt FVU – læsning, trin-2. Mødet i Flygtningenævnet er gennemført med tolkebistand. Hun er født og opvokset i Syrien, hvor hun boede indtil sin udrejse, og hvor hun har studeret og arbejdet. Hun har ingen nære familiemedlemmer i Syrien. Klageren har oplyst, at hun har forskellige [mindre alvorlige helbredsmæssige problemer]. Hun modtager behandlingen i form af ibuprofen. Henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark og hendes forhold i denne periode, findes en afgørelse om at inddrage hendes opholdstilladelse at udgøre et indgreb i hendes ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Hvad angår respekt for familieliv skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd. Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) praksis stilles der dog ikke krav om sådanne yderligere elementer af afhængighed, når der er tale om unge voksne, som stadig bor sammen med deres forældre og ikke har stiftet selvstændig familie. Der kan herved henvises til bl.a. EMD’s dom af 20. juni 2020 i sagen Azerkane mod Nederlandene (3138/16), præmis 64. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at klagerens forhold til [sine voksne familiemedlemmer] ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke består et afhængighedsforhold mellem dem. Forholdet mellem klageren og hendes søster findes derfor at udgøre en del af klagerens ”privatliv” i artikel 8’s forstand. Flygtningenævnet finder således, at en afgørelse om inddragelse af klagerens opholdstilladelse udgør et indgreb i hendes ret til respekt for privatliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens privatliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet finder, at inddragelsen af klagerens opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Flygtningenævnet finder videre, at inddragelsen af klageren opholdstilladelse varetager det legitime hensyn til landets økonomiske velfærd, idet udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet og sikre opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for deres privat- og familieliv. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har opnået en stærk tilknytning til Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på længden af klagerens ophold i Danmark, samt det forhold, at hun ikke har haft ordinært arbejde eller afsluttet en uddannelse under sit ophold i Danmark. Heroverfor står, at klageren er født og opvokset i Syrien, hvor hun har studeret og arbejdet. Hun behersker sproget i hjemlandet, og klagerens bånd til Syrien må derfor anses for stærke. På denne baggrund findes en inddragelse af klagerens opholdstilladelse at virke indgribende i klagerens ret til respekt for privatliv. Over for dette hensyn til klagerens fortsatte ophold i Danmark findes statens interesse i at inddrage klagerens opholdstilladelse at måtte tillægges betydelig vægt i den konkrete sag. Efter en samlet afvejning af hensynene over for hinanden finder Flygtningenævnet herefter, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at inddrage klagerens opholdstilladelse i Danmark, jf. herved navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer Syri/2022/67/mima
Nævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 3. Indrejst i 2015Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [område], Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i Syrien på baggrund af krigshandlingerne, herunder at blive slået ihjel eller tilbageholdt. Klageren henviste til støtte herfor til, at hendes ægtefælle blev slået ihjel [nogle] år forinden, efter at være blevet tilbageholdt og udsat for tortur af det syriske regime. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelserne ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at hun og hendes sønner bliver tilbageholdt og de generelle forhold i Syrien. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes forældres bopæl, hvor klageren forud for udrejsen boede, blev opsøgt ofte, og at en person ved den ene hændelse rettede et gevær mod klagerens hoved, og at pågældende truede med at slå hende og hendes børn ihjel. Klageren har endvidere henvist til, at hendes afdøde ægtefælles forældre er blevet opsøgt siden klagerens udrejse, og at de efterspørger klagerens sønner. Klageren har ydermere henvist til, at hendes svigerinde blev anholdt af de syriske myndigheder, og at hendes ægtefælle ligeledes var blevet slået ihjel, på samme vis som klagerens ægtefælle. Klageren har i forbindelse med genoptagelsessagen henvist til, at hendes søn, [A’s], helbredsmæssige forhold er af en sådan karakter, at det falder under anvendelsesområdet for Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes søn lider af [en sjælden sygdom] som indebærer en risiko for [..] blindhed og [..] anfald. Ved afgørelse af om klageren bør meddeles forsat opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren kommer fra Damaskus. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport fra oktober 2020 ”Syria, Security and Socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damaskus”, og EASO-rapporten ”Country Guidance Syria – Common analysis and guidance note”, udgivet i september 2020 samt EASO-rapporten “Syria Security situation - Country of Origin Information Report” udgivet i juli 2021. Flygtningenævnet tiltræder herefter Flygtningenævnets afgørelse af 14. april 2021 om, at de generelle forhold i Damaskus ikke kan føre til en forlængelse af klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som er anført i Flygtningenævnets afgørelse af [foråret 2021, at klageren ikke opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren indrejste i Danmark i 2015 og har således opholdt sig her i landet i omkring seks et halvt år. Klager har to herboende mindreårige børn på nu [12-15] år og [10-12] år, som er omfattet af den påklagede afgørelse. Herudover bor klagerens forældre og [øvrig familie] i Danmark. Klageren er i gang med at tage 9. klasse, men har indstillet sin uddannelse, da hendes opholdstilladelse blev nægtet forlænget. Hun har ikke haft ordinært arbejde under sit ophold i Danmark. Hun taler dansk i et vist omfang, men mødet i Flygtningenævnet er gennemført med tolkebistand. Hun er født og opvokset i Syrien, hvor hun boede indtil sin udrejse, da hun var [i slutningen af 20’erne]. Hun har forsat sin søster med familie og andre fjernere slægtninge i Damaskus. [B] var [5-8] år ved indrejsen i Danmark og er nu [12-15] år gammel. Han har gået i institution og almindelig folkeskole, og han går nu i [udskoling]. Han spiller fodbold flere gange ugentligt og har kammerater, han omgås. Han taler og skriver dansk. Han har alene gået i [indskoling] i Syrien og taler arabisk, men kan ikke skrive eller læse arabisk. Han fremstod for nævnet som velintegreret i det danske samfund, herunder med hensyn til beherskelse af det danske sprog. Han bor med sin mor og bror i Danmark, og han har ikke nær familie i Syrien. [A] var [tre til fem] år ved indrejsen i Danmark og er nu [10-12] år gammel. Han har gået i institution og almindelig folkeskole, og han går nu i [mellemtrin]. Han taler og skriver dansk. Han har ikke gået i skole i Syrien. Han taler arabisk, men kan ikke skrive eller læse arabisk. Han fremstod for nævnet som fuldt integreret i det danske samfund, herunder med hensyn til beherskelse af det danske sprog. Han bor med sin mor og bror i Danmark, og han har ikke nær familie i Syrien. Han lider af [en sjælden sygdom], som han modtager behandling for, og som led i behandlingen går han jævnligt til kontrol. Henset til varigheden af klagernes ophold i Danmark og hendes forhold i denne periode, findes en afgørelse om at nægte at forlænge hendes opholdstilladelse at udgøre et indgreb i hendes ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Hvad angår respekt for familieliv skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd. Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) praksis stilles der dog ikke krav om sådanne yderligere elementer af afhængighed, når der er tale om unge voksne, som stadig bor sammen med deres forældre og ikke har stiftet selvstændig familie. Der kan herved henvises til bl.a. EMD’s dom af 20. juni 2020 i sagen Azerkane mod Nederlandene (3138/16), præmis 64. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at klagernes forhold til sønnerne [B] og [A] udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand. For så vidt angår forholdet mellem klager og hendes forældre og [øvrige familie i Danmark], finder Flygtningenævnet, at der ikke er tale om ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke består et afhængighedsforhold mellem dem. Forholdet mellem klageren og hendes forældre og søster findes derfor at udgøre en del af klagernes ”privatliv” i artikel 8’s forstand. Flygtningenævnet finder således, at en afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse udgør et indgreb i hendes ret til respekt for såvel familieliv som privatliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagernes privat- og familieliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet finder, at nægtelsen af forlængelsen af klagernes opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at nægtelsen af forlængelsen af klagernes opholdstilladelse varetager det legitime hensyn til landets økonomiske velfærd, idet udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet og sikre opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagernes rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagernes opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for deres privat- og familieliv. Hensynet til barnets tarv indgår som et væsentligt element i denne proportionalitetsafvejning. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har opnået en meget stærk tilknytning til Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på længden af klagernes ophold i Danmark, samt det forhold, at hun ikke har haft ordinært arbejde eller afsluttet en uddannelse under sit ophold i Danmark. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at børnene [B] og [A], der nu er [12-15] år og [10-12] år gamle, har tilbragt en væsentlig af de formative år af deres barndom og ungdom i Danmark, og at de i seks et halvt år har gået i skole og daginstitution i Danmark. Efter det oplyste klarer de sig godt i skolen. [B] spiller fodbold i den lokale fodboldklub, har danske venner og taler dansk. Børnene fremstår på alle måder velintegrerede i det danske samfund. Heroverfor står, at [B] har [haft begrænset skolegang i] Syrien, mens [A] ikke har gået i skole i Syrien. De taler sproget i hjemlandet, man kan hverken læse eller skrive arabisk. De har ingen nær familie i Syrien. Børnenes bånd til Syrien derfor er svage. Klager født i Syrien, hvor hun har haft sin opvækst og skolegang, hun taler arabisk og har familie i hjemlandet. Klagerens bånd til Syrien derfor er relativt stærke. På den baggrund findes en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse at virke særdeles indgribende i klagerens og navnlig hendes børns, [B’s] og [A’s], ret til respekt for privatliv og familieliv, da en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil have den konsekvens, at børnene skal afslutte deres nuværende tilværelse i Danmark. Over for disse tungtvejende hensyn til klagerens børns fortsatte ophold i Danmark findes statens interesse i at nægte af forlænge klagerens opholdstilladelse at måtte tillægges mindre vægt i den konkrete sag. Efter en samlet afvejning af hensynene over for hinanden finder Flygtningenævnet herefter, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i Danmark, jf. herved navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2020, således at klageren og hendes medfølgende børn fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. ” Løbenummer: Syri/2022/66/mima
Nævnet stadfæstede maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et tre børn fra Pakistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte:”Den mandlige ansøger er etnisk [etnicitet] og ahmadiya af trosretning og fra Sindh-provinsen, Sukkur, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han er ahmadiya-troende muslim, hvorfor han frygter for sit liv ved en tilbagevenden til Pakistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at man som ahmadiya-muslim i Pakistan har dårlige vilkår, og at ahmadiya-troende ifølge pakistansk lovgivning ikke må udøve deres tro, kalde sig muslim eller prædike herom. Han har videre oplyst, at han frygter de generelle forhold i Pakistan, herunder at blive diskrimineret og at blive antastet af personer fra hans lokalsamfund som følge af sin tro. Han har henvist til, at han flere gange i 2005 og 2006 er blevet antastet af en lokal [religiøst leder] og unge drenge, som både truede ham, slog ham og bad ham stoppe med at prædike om ahmadiya-troen. Han har videre henvist til særligt to episoder i 2006, hvor han først blev stoppet og skubbet ned fra en motorcykel, hvorefter han fik tæsk, fordi han er ahmadiya-muslim. Ved den anden episode oplevede han et skyderi mod en butik, han befandt sig i, hvori han med sin ven [A], skulle oplyse nye interesserede folk om ahmadiya-troen. Som følge heraf flygtede ansøgeren fra Pakistan i 2006. Han har endvidere henvist til en generel konflikt med organisationen [organisations navn], som er imod ahmadiya-muslimer, der er efter ansøgeren, idet han er en fremtrædende person i ahmadiya-trosamfundet i Pakistan. Den kvindelige ansøger er etnisk [etnicitet] og ahmadiya af trosretning og fra Sindh, Karachi, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, hun i Pakistan frygter religiøse ekstremister, da hendes ægtefælle er truet af dem, idet han aktivt praktiserer ahmadiya-troen, ligesom han har prædiket om sin tro flere gange i Pakistan. Ansøgeren har i forbindelse med sit asylmotiv oplyst, at hun aldrig selv har haft nogen personlige eller individuelle konflikter i sit hjemland. Hendes asylmotiv knytter sig til hendes ægtefælles konflikter. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgerens forklaring til grund om en konflikt med organisationen [organisations navn] eller andre religiøse organisationer, eller at han er efterstræbt og blevet overfaldet af en [religiøst leder], unge mænd eller andre fra hans lokalmiljø på baggrund af ansøgerens religiøse tilhørsforhold til ahmadiya-troen. Ansøgerens forklaring herom fremstår ikke troværdig men konstrueret til lejligheden. På flere og afgørende punkter har ansøgeren forklaret divergerende om de episoder, der er baggrunden for hans asylmotiv, i forbindelse med samtalerne med Udlændingestyrelsen. Ansøgerens forklaringer divergerer imidlertid også – og i særdeleshed – på flere og afgørende punkter i forhold til de oplysninger, han gav til de [et andet europæisk land] myndigheder i forbindelse med, at han søgte asyl i [et andet europæisk land] i 2006, der endte med et afslag på asyl i [et andet europæisk land]. Dertil kommer, at ansøgerens forklaring om episoderne fremstår påfaldende overfladiske, detaljeløse og som ikke selvoplevet. Ansøgeren har om den alvorligste af hændelserne - skudepisoden i [A]s butik – forklaret påfaldende undvigende på en lang række relevante spørgsmål om episoden. Hertil kommer, at ansøgeren til samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021 forklarede, at han var i baglokalet, da de 3 skud mod [A] blev affyret. Han overværede således ikke skudepisoden. Ikke desto mindre har ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at det var 2 personer, der flygtede på motorcykler, der udførte attentatet. Hertil kommer det påfaldende i, at ansøgeren overhovedet ikke omtalte denne meget alvorlige episode i forbindelse med sin ansøgning om asyl overfor de [et andet europæisk land] myndigheder, selv om ansøgeren overfor Udlændingestyrelsen og under nævnsmødet har forklaret, at det var denne episode, der førte til, at han flygtede fra Pakistan. Ansøgeren har forklaret forskelligt med hensyn til antallet af overgreb. Til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2021 henviste ansøgeren til, at han har været udsat for i alt 3 overgreb, hvoraf det sidste fandt sted i [foråret] 2006. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021 henviste ansøgeren imidlertid til 4 overgreb i perioden [efteråret] 2005 – [foråret] 2006, der danner grundlaget for hans asylmotiv. Ansøgeren har desuden forklaret divergerende med hensyn til antallet af personer, der angreb ham under episoden i [efteråret] 2005. Til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2021 oplyste han, at de drejede sig om imamen og 3-4 unge mænd. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [foråret] 2021 forklarede han imidlertid, at der - ud over [religiøst leder] - alene var to drenge. Ansøgeren har også forklaret forskelligt til henholdsvis Udlændingestyrelsen og de [et andet europæisk land] asylmyndigheder om karakteren af og alvorligheden af to specifikke overgreb i [efteråret] 2005 [i foråret] 2006, som han alene har oplyst de [et andet europæisk land] myndigheder om, ligesom han har forklaret divergerende om tidspunktet for, hvornår det sidste overgreb mod ham fandt sted. I sit asylansøgningsskema af [sommeren] 2006 til de [et andet europæisk land] myndigheder oplyste ansøgeren således om en episode [fra efteråret] 2005, hvor nogle medlemmer af [organisationens navn] tiltvang sig adgang til hans hus, smadrede mange effekter, bankede ansøgeren og truede med at dræbe ham. Denne episode medførte efterfølgende en episode fredag [i foråret] 2006, hvor [et nærmere angivet antal] mennesker kom til hans hus, som bragte ham på politistationen ved at slå ham, trække i ham, og ansøgeren blev låst inde på politistationen. Disse episoder har ansøgeren imidlertid slet ikke forklaret om til Udlændingestyrelsen, selv om de umiddelbart må anses for at være meget alvorlige. Både under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021 og [i foråret] 2021 forklarede ansøgeren derimod, at den sidste hændelse var skudepisoden, der fandt sted i [foråret] 2006. Først under nævnsmødet har ansøgeren oplyst, at oplysningen til de [et andet europæisk land] myndigheder om episoden [i foråret] 2006 om, at han af [et nærmere angivet antal] personer, der trængte ind i hans hus, som bragte ham til politiet, hvor han blev fængslet, er usandfærdig, idet den vedrører en helt anden person end ansøgeren, der var omtalt i en pakistansk avis. Under nævnsmødet har han videre forklaret, at oplysningen til de [et andet europæisk land] myndigheder om, at medlemmer af [organisationens navn] [i efteråret] 2005 brød ind i hans hjem og smadrede mange ting, ligeledes er usandfærdig. Ansøgeren har endelig også forklaret divergerende til henholdsvis Udlændingestyrelsen og til de [et andet europæisk land] asylmyndigheder om, hvorvidt han har været tilbageholdt eller fængslet af de pakistanske myndigheder. Til Udlændingestyrelsen har han i forbindelse med begge samtalerne oplyst, at han ikke har været anholdt, tilbageholdt eller straffet i Pakistan. I forbindelse med sit asylansøgningsskema [i sommeren] 2006 til de [et andet europæisk land] myndigheder har ansøgeren derimod oplyst, at han under episoden fredag [i foråret] 2006, hvor [et nærmere angivet antal] mennesker kom til hans hus, blev bragt på politistationen ved, at de slog ham, trak i ham, og at han til sidst blev låst inde på politistationen. Dertil kommer det påfaldende i, at ansøgerens ægtefælle – den kvindelige ansøger – ikke overfor Udlændingestyrelsen har kunnet oplyse om den mandlige ansøgers konflikter i Pakistan, heller ikke blot om dele af konflikterne, herunder hvad, der har fundet sted af konkrete konflikter eller hvem, den mandlige ansøger skulle være blevet truet af. Flygtningenævnet lægger herefter alene til grund, at den mandlige ansøger er praktiserende ahmadiya-troende og tilsidesætter ansøgerens forklaring om en konflikt med organisationen [organisationens navn] eller andre religiøse organisationer, og at han er efterstræbt og blevet overfaldet af en [religiøst leder], unge mænd eller andre fra hans lokalmiljø på baggrund af ansøgerens religiøse tilhørsforhold. Efter en samlet vurdering, herunder særligt på baggrund af ansøgerens svækkede troværdighed, jf. ovenfor, finder nævnet det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han har prædiket sin tro i Pakistan, eller at han er profileret i øvrigt, hverken i Pakistan eller Danmark. Det bemærkes herved yderligere, at den mandlige ansøgerens ægtefælle har forklaret, at de ikke prædiker deres religion i Danmark, men at de udelukkende praktiserer deres tro hjemme ved at bede, læse koranen og faste. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren er medlem af foreningerne [forening B] og [forening C], der begge er generelt velgørende organisationer, eller at ansøgeren er [ansvarsområde] i [forening C]. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at han af disse årsager ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse fra de pakistanske myndigheder, privatpersoner, religiøse organisationer eller andre omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Den kvindelige ansøgers asylmotiv baserer sig på sin ægtefælles konflikt, som Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund. Hun har forklaret, at hun og ægtefællen udelukkende praktiserer deres tro hjemme ved at bede, læse koranen og faste. Hun har forklaret, at hun aldrig selv har haft nogen personlige konflikter i Pakistan, og at hun aldrig har været anholdt, tilbageholdt, sigtet eller straffet i Pakistan. Dertil kommer, at den kvindelige ansøger har været legalt indrejst og udrejst af Pakistan i både 2014 og 2019 uden at opleve problemer af nogen art. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at hendes forældre under hendes ophold i Pakistan i 2019 fortalte hende, at hun skulle forlade landet, da hendes ægtefælle havde oplyst hendes forældre om, at der var opstået nogle problemer, mens hun var i Pakistan. Flygtningenævnet finder på den baggrund heller ikke, at den kvindelige ansøger har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse fra de pakistanske myndigheder, privatpersoner, religiøse organisationer eller andre omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Heller ikke de generelle forhold i Pakistan kan i sig selv være asylbegrundende for ansøgerne. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ”Paki/2022/3/sme
Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er [etnicitet] og sunni-muslim fra [by A], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder på grund af sine sønner, [søn X] og [søn Y] politiske aktiviteter, herunder at myndighederne vil fængsle hende for at presse sønnerne til at melde sig. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun og hendes nu afdøde ægtefælle i perioder dagligt blev opsøgt af personer fra efterretningstjenesten, der krævede, at de skulle få deres sønner til at melde sig. Personerne fra efterretningstjenesten chikanerede ansøgeren og hendes ægtefælle. Ansøgeren fortalte efterretningstjenesten, at hun ikke vidste, hvor hendes sønner befandt sig. Efter kuppet i Iran tilsluttede ansøgerens [søn X] sig [bevægelse], og han befandt sig i [område B] sammen med andre [fra bevægelsen] i [by A]-området. Ansøgeren har ikke kendskab til [søn Y’s] aktiviteter. Efterretningstjenesten opsøgte dem i [antal] år frem til ansøgerens ægtefælles død. Under opsøgningerne nedgjorde de hendes ægtefælle og udsatte ham for vold. Ægtefællen blev også tilbageholdt af efterretningstjenesten. Få dage før ægtefællen døde, udsatte de ham for vold og pressede ham til at melde sine sønner. Da ægtefællen levede, holdt de ham ansvarlig for sønnernes aktiviteter, idet ægtefællen var familiens overhoved. De sidste år forud for ansøgerens udrejse blev hun truet med, at de ville fængsle hende, hvis ikke hun fik sine sønner til at melde sig. Efter ansøgerens udrejse blev hendes søn, [søn Z], opsøgt af myndighederne, som ønskede at få oplyst, hvor ansøgeren var henne, hvortil [søn Z] svarede, at ansøgeren var udrejst legalt med visum. Myndighederne spurgte desuden [søn Z], hvor hans to brødre befandt sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om hendes asylmotiv om en konflikt med de iranske myndigheder i anledning af hendes sønners politiske aktiviteter. Ansøgerens forklaring herom fremstår ikke troværdig og overbevisende, men konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret divergerende med hensyn til en række centrale punkter. Ansøgeren har således forklaret divergerende med hensyn til, hvorvidt hun er blevet tilbageholdt af myndighederne. Til oplysnings- og motivsamtalen [en dato i efteråret] 2020 forklarede ansøgeren, at hun aldrig var blevet tilbageholdt af myndighederne. Til asylsamtalen med Udlændingestyrelsen [en dato i foråret] 2021 forklarede ansøgeren, at hun var blevet tilbageholdt af myndighederne en gang. Ansøgeren har også forklaret divergerende med hensyn til, horvidt myndighederne truede hende med overgreb under opsøgningerne. Til oplysnings- og motivsamtalen [en dato i efteråret] 2020 forklarede ansøgeren således, at myndighederne truede hende med overgreb under opsøgningerne. Til asylsamtalen med Udlændingestyrelsen [en dato i efteråret] 2021 forklarede ansøgeren, at myndighederne ikke truede hende med overgreb under opsøgningerne. Ansøgeren har også forklaret divergerende med hensyn til, horvidt myndighederne udsatte ægtefællen, der døde i [årstal], for fysisk vold under opsøgningerne. Til oplysnings- og motivsamtalen [en dato i efteråret] 2020 forklarede ansøgeren, at ægtefællen blev slået af myndighederne under opsøgningerne. Til asylsamtalen med Udlændingestyrelsen [en dato i foråret] 2021 forklarede ansøgeren, at myndighederne ikke var voldelige overfor ægtefællen under opsøgningerne. Ansøgeren har desuden forklaret divergerende med hensyn til, hvor mange gange ægtefællen har været tilbageholdt af myndighederne. Til oplysnings- og motivsamtalen [en dato i efteråret] 2020 forklarede ansøgeren, at ægtefællen kun har været tilbageholdt én gang af myndighederne. Til asylsamtalen med Udlændingestyrelsen [en dato i foråret] 2021 forklarede ansøgeren imidlertid, at ægtefællen har været tilbageholdt to gange af myndighederne. Uanset at ansøgeren i 2016 måtte være blevet opsøgt af myndighederne, vil dette ikke kunne føre til et andet resultat. Herom har ansøgeren forklaret, at hun blev opsøgt, men uden at myndighederne spurgte hende om noget. En eventuel konflikt med myndighederne må anses for afsluttet. Ansøgeren har således uden yderligere opsøgninger eller problemer med myndighederne i øvrigt opholdt sig i Iran i perioden fra 2016 til hendes udrejse på familiebesøg i Danmark i 2019. Det forhold, at ansøgerens [familiemedlemmer] har opnået asyl i Danmark under henvisning til [søn X’s] forhold, kan heller ikke føre til et andet resultat. Hertil kommer, at ansøgeren, der [antal] år, er udrejst legalt og problemfrit af Iran, efter at ansøgeren havde fået visum til Danmark. Derudover indrejste ansøgeren i Danmark i [efteråret] 2019 med henblik på familiebesøg hos hendes søn, [Y], og først knap 1 år senere, [en dato i efteråret] 2019, søgte ansøgeren om asyl. Dette understøtter, at ansøgeren ikke er i en asylbegrundende konflikt med de iranske myndigheder. Der er heller ikke tale om helbredsmæssige forhold omfattet af EMRK art. 3. Heller ikke de generelle forhold i Iran er i sig selv asylbegrundende. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse fra de iranske myndigheder eller andre, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 22. juni 2021.” Iran/2022/27/ACA
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en familie fra Irak. Indrejst i henholdsvis 2014 og 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etnisk arabere og sunnimuslimer. Den mandlige klager er fra [bydel] i Damaskus, Syrien. Den kvindelige klager er fra [bydel], Damaskus Syrien. Klagerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Det fremgår af sagen, at den mandlige klager indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at han [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Det fremgår videre, at den kvindelige klager indrejste i Danmark [i sommeren] 2015, og at hun og de medfølgende børn – [navn] og [navn] – [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen har [i vinteren] 2020 forlænget klagernes opholdstilladelse indtil [vinteren] 2022 på baggrund af Danmarks internationale forpligtelser. Advokat [navn] har på vegne af klagerne [i efteråret] 2021 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om, at der meddeles klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Den mandlige klager har som asylmotiv henvist til, at han er udrejst af Syrien, fordi deres bopæl i Damaskus blev overtaget af den syriske efterretningstjeneste. Han har også som asylmotiv henvist til, at han er udrejst af Syrien for at undgå at komme i militæret. Han har til støtte herfor oplyst, at han ikke ønsker at deltage i militæret, da han ikke vil slå nogen ihjel. Han har som asylmotiv endelig henvist til de generelle forhold i Syrien. Den kvindelige klager har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder. Hun har til støtte herfor oplyst, at hendes nabo har fortalt hende, at de syriske sikkerhedsfolk, en måned inden hendes udrejse af Syrien, har forsøgt at opsøge hendes ægtefælle på deres fælles bopæl i [bydel], Damaskus, hvor de ikke var hjemme. Hun har til støtte herfor også oplyst, at hendes naboer har fortalt hende, at de syriske myndigheder [i vinteren] 2014 forsøgte at opsøge hende på hendes bopæl i [bydel] efter hendes udrejse af Syrien. Hun har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter Al Nusra Fronten. Hun har til støtte herfor oplyst, at de syriske myndigheder en måned inden hendes udrejse af Syrien interviewede hende ved en kontrolpost i [bydel], hvor regimet havde genvundet kontrollen over byen. I den forbindelse udtalte hun sig på en måde, som kan anses for værende positivt om regimet og det syriske militær. Klageren formoder, at Al Nusra Fronten har kendskab til interviewet, idet videoen kort efter optagelsen blev offentliggjort på kanalen [navn]. Hun har også oplyst, at hendes søn har deltaget i en demonstration i [by], Syrien og de syriske sikkerhedsfolk har i den forbindelse fotograferet hendes søn under demonstrationen. Hun har som asylmotiv endelig henvist til de generelle forhold i Syrien. Den mandlige klager blev ved Udlændingestyrelsens afgørelse [i foråret] 2015 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3 (midlertidig beskyttelsesstatus) som følge af den generelle situation i Syrien på daværende tidspunkt. Det er ved denne afgørelse vurderet, at han ikke opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, under henvisning til, at han efter sin forklaring ikke havde nogen personlige konflikter i Syrien. Den mandlige klager har som asylmotiv henvist til, at han er udrejst af Syrien, fordi klagernes bopæl i Damaskus blev overtaget af den syriske efterretningstjeneste. Han har som asylmotiv endvidere henvist til, at han er udrejst af Syrien for at undgå at komme i militæret, idet han ikke ønsker at deltage i militæret, da han ikke vil slå nogen ihjel. Klageren har videre henvist til, at han frygter at blive forfulgt af myndighederne i Syrien og som følge af, at hans søn har unddraget sig militærtjeneste, ligesom han som asylmotiv har henvist til de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han på grund af individuelle omstændigheder er i risiko for at blive udsat for forfølgelse ved en tilbagevenden til Syrien, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er herved lagt vægt på, at klageren tidligere har oplyst, at han ikke har haft personlige konflikter med hverken de syriske myndigheder eller religiøse grupper, kriminelle grupper, familiemedlemmer eller privatpersoner i Syrien. Der kan på den baggrund ikke lægges vægt på hans udbyggende forklaring om, at han har hørt, at han er efterstræbt af de syriske myndigheder, ligesom den omstændighed, at hans søn [navn] har unddraget sig militærtjeneste, ikke i sig selv kan begrunde, at han er i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Den kvindelige klager har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder. Hun har til støtte herfor oplyst, at hendes nabo har fortalt hende, at syriske sikkerhedsfolk en måned før hendes udrejse af Syrien har forsøgt at opsøge hendes ægtefælle på deres fælles bopæl i [bydel], Damaskus, hvor de ikke var hjemme. Hun har til støtte herfor også oplyst, at hendes naboer har fortalt hende, at de syriske myndigheder [i vinteren] 2014 forsøgte at opsøge hende på hendes bopæl i [bydel] efter hendes udrejse af Syrien. Hun har som asylmotiv videre henvist til, at hun frygter Al Nusra Fronten. Hun har til støtte herfor oplyst, at de syriske myndigheder en måned forud for hendes udrejse af Syrien interviewede hende ved en kontrolpost i [bydel], hvor regimet havde genvundet kontrollen over byen. I den forbindelse udtalte hun sig på en måde, som kan anses for værende positiv om regimet og det syriske militær. Klageren formoder, at Al Nusra Fronten har kendskab til interviewet, idet videoen kort efter optagelsen blev offentliggjort på kanalen [navn]. Hun har også oplyst, at hendes søn har deltaget i en demonstration i [navn] i Syrien, og de syriske sikkerhedsfolk har i den forbindelse fotograferet hendes søn under demonstrationen. Hun har som asylmotiv endelig henvist til de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet lægger ved vurderingen af klagerens asylmotiv vægt på, at klageren under sin oplysnings- og motivsamtale [i sommeren] 2015 har oplyst, at hun ikke havde konflikter med eller er blevet opsøgt af de syriske myndigheder inden sin udrejse af Syrien [i vinteren] 2014. Hertil kommer, at hun ikke har været i stand til at konkretisere, hvorfor myndighederne angiveligt skulle have opsøgt hende, således som hun senere har forklaret. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren alene på grund af, at myndighederne har prøvet at opsøge hende på hendes bopæl efter hendes udrejse, er kommet i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Hertil kommer ydermere, at klageren er ud- og indrejst af Syrien legalt, herunder ved at legitimere sig med sit pas overfor myndighederne uden at opleve problemer. Endelig lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren ikke har noget modsætningsforhold til Al Nusra Fronten, hvilket beror på hendes egen formodning. Hun er efter sin forklaring aldrig blevet opsøgt af grupperingen, herunder som følge af hendes udtalelser under interviewet med myndighederne. Klagernes søn, [navn], blev [i efteråret] 2015 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerne er henholdsvis [i foråret] 2015 og [i efteråret] 2015 meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, men meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Syrien på daværende tidspunkt. Klagerne har nu klaget over, at de ikke er blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Den kvindelige klager indrejste [i sommeren] 2015 i Danmark sammen med klagernes tre børn, herunder sønnen [navn], som på det tidspunkt var 21 år. Hun havde inden udrejsen boet sammen med børnene, og fortsatte med at bo sammen med dem som familie i 3 år efter at være kommet til Danmark. Den kvindelige ansøger har på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse [i efteråret] 2015 opfyldt betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af den dengang hjemmeboende søn, [navn] opholdstilladelse som konventionsflygtning. Hertil kommer, at hun på daværende tidspunkt var afhængig af [navn] hjælp i det daglige med at passe hendes to handicappede sønner, [navn] og [navn]. Et flertal af nævnet bemærker, at [navn] ikke længere bor hjemme, men har stiftet egen familie med samlever og barn. Der består heller ikke længere noget asylbegrundende afhængighedsforhold mellem [navn] og klageren. På denne baggrund finder et flertal af nævnets medlemmer, at klageren på nuværende tidspunkt ikke opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af [navn] konventionsstatus. Den omstændighed, at den kvindelige klager på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse [i efteråret] 2015 har opfyldt betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af den dengang hjemmeboende søns konventionsstatus, kan ikke føre til nogen anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter klagerne fortsat har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3.” Syri/2022/65/SCH
Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet meddelte [i efteråret] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 stk. 2, på baggrund af de generelle forhold i Syrien. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de syriske myndigheder som følge af, at hendes [familiemedlem A] blev anholdt af ukendte personer, mens denne opholdt sig i klagerens hjem i Syrien. Til støtte herfor henviste klageren til, at hun inden sin udrejse havde givet [familiemedlem A] lov til at opholde sig i huset. [Familiemedlem A] blev imidlertid anholdt af ukendte personer, og klageren fik efterfølgende at vide af [familiemedlem A’s] familie, at denne var blevet anholdt, og at de samtidig havde spurgt efter klageren. Klageren henviste som asylmotiv under den oprindelige asylsag videre til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold som følge af krigen. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse, meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 2, i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er tilstede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse af sin opholdstilladelse fortsat henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold som følge af krigen. Klageren har til støtte herfor henvist til, at hun ingen har i Syrien, og at hun frygter ikke at kunne få mad eller medicinsk behandling. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse af sin opholdstilladelse videre henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder som følge af sine familiemedlemmers konflikt med myndighederne. Klageren har til støtte herfor henvist til, at klagerens [familiemedlemmer B] var en del af oprørsgrupperne, og at de er eftersøgt af myndighederne. [Familiemedlemmerne B] flygtede under krigen ud af Syrien til Libanon. Dette var før, klageren blev meddelt asyl i Danmark. Klageren ved ikke, hvilke oprørsgrupper, [familiemedlemmerne B] var en del af, men de var imod regeringen. [Familiemedlemmerne B] plejede at besøge klageren i hendes hus, da hun boede i Syrien. Klageren formoder derfor, at myndighederne muligvis vil spørge klageren, hvor [familiemedlemmerne B] er henne. Klageren har videre oplyst, at klagerens [familiemedlem A], som klageren fortalte om under sin oprindelige asylsag, er forsvundet, idet [familiemedlem A] blev tilbageholdt af de syriske myndigheder. Klageren ved ikke, hvad der er sket med [familiemedlem A]. Klageren har endelig oplyst, at klagerens [familiemedlem C], som er i Danmark, har kritiseret det syriske styre, og for nyligt har været i fjernsynet på [tv-kanal]. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at klageren [i efteråret] 2013 er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Syrien. Klageren har til sine samtaler med Udlændingestyrelsen oplyst, at hun er født i Damaskus, og har boet hele sit liv i bydelen [landsbyen A], Rif Damaskus indtil sin udrejse fra Syrien. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at de aktuelle forhold i Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette gælder som udgangspunkt også for en enlig kvinde som klageren. På denne baggrund tiltræder Flygtningenævnet således, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Rif Damaskus. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2013 og har således opholdt sig her i landet i næsten 9 år. Klageren har [søskende] og et barnebarn i Danmark, som hjælper klageren ved sygdom og praktiske gøremål. Klageren var tilmeldt Danskuddannelse 1, men har ikke afsluttet kurset. Klageren kan ikke tale eller forstå dansk. Hun modtager nu førtidspension og har ingen fritidsinteresser og er ikke medlem af foreninger i Danmark. Klageren lider af [diagnose A], [diagnose B], [diagnose C] og [diagnose D]. Hun har i [måned] 2020 haft [diagnose A], og var indlagt på hospitalet i [et antal] dage. Klageren modtager blodtryksdæmpende medicin, medicin mod [diagnose B], [diagnose C], [diagnose A], medicin mod [diagnose D] og smertestillende medicin. Hun er født og opvokset i [landsbyen A], Damaskus, hvor hun har boet indtil sin udrejse, som 61-årig. Klageren har i Syrien [børn], en bror, samt sin mor, som alle er bosiddende i Damaskus, Syrien. Hun har regelmæssig kontakt til [børnene]. Henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark og hendes forhold i øvrigt, findes en afgørelse om at nægte at forlænge hendes opholdstilladelse at udgøre et indgreb i hendes ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Hvad angår respekt for familieliv skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familierelationer og børnebørn som udgangspunkt ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8´s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd. Flygtningenævnet finder ikke, at forholdet mellem klageren og dennes [søskende] udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8´s forstand. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren bor alene og i stort omfang klarer sig selv. Klageren har dagligt kontakt, enten telefonisk eller i form af besøg med sine [søskende], som blandt andet hjælper hende med almindelige dagligdags gøremål, ligesom de minder hende om, at hun skal tage sin medicin. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at der eksisterer et afhængighedsforhold mellem klageren og hendes herboende [søskende]. Forholdet mellem klageren og dennes [søskende] findes derfor at udgøre en del af klagerens ”privatliv” i EMRK artikel 8´s forstand. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens privatliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet finder, at nægtelsen af forlængelse af klagerens opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at nægtelsen af forlængelsen af klagerens opholdstilladelse varetager det legitime hensyn til landets økonomiske velfærd med henblik på at afstemme beskyttelsen med behovet og opretholde en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK´s artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten i det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren er født og opvokset i Syrien indtil sin udrejse som 61-årig. Hun har i Syrien gået i skole og har flere nære familiemedlemmer i Syrien, som hun har regelmæssig kontakt med. Om adgangen til sundhedsmæssig behandling i Syrien, henviser Flygtningenævnet til baggrundsoplysningerne, herunder EASO, Syria, Socioeconomic situation, Damascus City, fra februar 2020, at sundhedstjenester og hospitaler er genopbyggede i de fleste områder af Rif Damaskus og at der ikke er grundlag for at antage, at hun ikke vil kunne få den nødvendige behandling i Syrien. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte vil en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse således ikke være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel og ikke i strid med navnlig EMRK artikel 8. Klagerens opholdstilladelse kan på denne baggrund ikke forlænges. Der skal herefter foretages en vurdering af, hvorvidt klageren på grund af sine individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme omstændigheder som anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen [i efteråret] 2021. Klageren har således efter sine egne oplysninger ikke konflikter med myndighederne, religiøse grupperinger, kriminelle grupperinger, familiemedlemmer eller privatpersoner i Syrien. Hun har i Syrien [børn], en bror og sin mor. Hun har regelmæssig kontakt til [børnene]. Det forhold, at klageren frygter at blive opsøgt af de syriske myndigheder som følge af sine [familiemedlemmer B’s] konflikter med myndighederne, som havde tilsluttet sig oprørsgrupper i Syrien, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved henset til det af Udlændingestyrelsen anførte, hvorefter klagerens [familiemedlemmer B] udrejste af Syrien før klageren fik asyl i Danmark uden hun er nærmere bekendt med omstændighederne omkring [familiemedlemmer B’s] konflikt. Det beror således på klagerens egen formodning, at hun skulle befinde sig i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder som følge heraf. Det forhold, at klageren frygter repressalier på grund af familiens modstand mod regimet, herunder [familiemedlem C’s] deltagelse i en udsendelse på [en tv-kanal], kan ikke føre til en anden vurdering. Der er herved henset til, at der ikke er oplysninger om, at klagerens familie i Syrien har oplevet problemer i forbindelse hermed. Det forhold, at klagerens [familiemedlem A] boede i klagerens hus og blev anholdt efter klagerens udrejse, kan ikke føre til en anden vurdering. Der er herved henset til, at forholdet ligger langt tilbage i tiden, og at det ikke efter det oplyste har givet de øvrige familiemedlemmer i Syrien problemer og det må derfor anses som et afsluttet forhold. Det forhold, at klageren ikke har et hjem at vende hjem til og frygter ikke at kunne få medicin og mad er forhold af socioøkonomisk karakter, som ikke er omfattet udlændingelovens § 7. Der er herved også henset til, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der er adgang til basale livsfornødenheder i Damaskus, herunder mad, vand, elektricitet, og at det er muligt at finde et sted at bo i Damaskus, også for kvinder, jf. herunder Udlændingestyrelsens landerapport ”Syria Security Situation in Damascus Province an Issues Regarding Return to Syria, Report based on interviews between 16 to 27 November 2018 in Beirut an Damascus”, fra februar 2019. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2022/64/anfi
Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk [etnicitet] og muslim fra Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv men har oplyst at have deltaget i demonstrationer imod de syriske myndigheder i Syrien i 2012-2013. Udlændingestyrelsen meddelte [vinteren 2014/2015] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede krigen og de generelle forhold i landet. Videre har klageren som asylmotiv oplyst, at hans søn har unddraget sig militærtjeneste. Udlændingestyrelsen har [sommeren] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til, at han har været offentligt ansat i Syrien, og han frygter at blive anholdt eller slået ihjel af de syriske myndigheder, idet han er fratrådt sin offentlige stilling. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at den syriske efterretningstjeneste flere gange har opsøgt klagerens mor og spurgt efter klageren, efter han udrejste fra Syrien. Videre har klageren til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans hus blev brændt ned af de syriske myndigheder to dage efter, at klageren havde forladt Syrien. Endvidere har klageren som asylmotiv henvist til, at hans to sønner er efterlyst af de syriske myndigheder, idet de har unddraget sig militærtjeneste og deltaget i demonstrationer mod de syriske myndigheder. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans bopæl er blevet opsøgt af soldater, som ville rekruttere klagerens søn. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 kan inddrages, henviser Flygtningenævnet indledningsvist til de af Udlændingestyrelsen i afgørelse af [sommeren] 2021 anførte forhold vedrørende Damaskus og Rif Damaskus. Flygtningenævnet lægger på denne baggrund til grund, at den blotte tilstedeværelse i området ikke medfører reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i klagerens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren indrejste til Danmark [efteråret] 2014. Han har således haft lovligt ophold i Danmark i cirka 7,5 år. Klageren har ikke arbejdet og kan ikke tale, læse eller skrive dansk. Flygtningenævnet finder, at klagerens ophold ikke har haft en sådan varighed og at hans aktiviteter ikke har haft et sådant omfang, at han dermed har opnået en særlig tilknytning til Danmark. Det er i den sammenhæng indgået i vurderingen, at klageren har boet og arbejdet i Syrien indtil han var [over 40] år. Det kan i den forbindelse ikke føre til en ændret vurdering, at en af klagerens voksne sønner opholder sig i Danmark. Sønnen [A] er nu [over 18] år gammel. Han indrejste i sin tid sammen med sin mor. Han har ifølge folkeregistreret ikke aktuelt samme adresse som klageren. Klageren har forklaret, at [A] rent faktisk bor hos ham, men det er dokumenteret, at [A] i flere perioder ikke har boet sammen med klageren. Særligt bemærkes, at [A] i en periode på [et antal] måneder i [vinteren 2021/2022] opholdt sig i Tyskland, hvor klagerens hustru efter det oplyste også bor. For så vidt angår retten til familieliv bemærkes, at der mellem myndige børn og forældre skal foreligge momenter af afhængighed for at der er tale om familieliv som defineret i artikel 8, stk. 1. Efter de ovenfor anførte oplysninger om sønnens bopælsforhold og det af klageren forklarede om dennes helbredsforhold og behovet for hjælp fra sønnen er der ikke grundlag for at antage, at der foreligger et sådant afhængighedsforhold mellem klageren og hans voksne søn. Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren har alvorlige helbredsproblemer, herunder [diagnose], [diagnose] og [diagnose] Flygtningenævnet finder dog ikke efter det oplyste, at disse helbredsproblemer har en så alvorlig karakter, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med EMRK artikel 3. Flygtningenævnet tiltræder derfor efter en samlet vurdering, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er herefter, om der kan meddeles klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Indledningsvis bemærkes, at klageren har forklaret i væsentlig grad udbyggende om sine individuelle asylmotiver. Ved oplysnings- og motivsamtale [vinteren] 2014 henviste klageren således overvejende til de generelle forhold i Syrien og forklarede, at han ikke var personligt forfulgt. Han henviste dog til sin søn [B]s værnepligtsforhold og en henvendelse fra myndighederne i den forbindelse. På forespørgsel om, hvorvidt hans mor var blevet opsøgt, svarede han benægtende. Vedrørende sine beskæftigelsesforhold oplyste han, at han havde været beskæftiget i [arbejdsplads] fra […] og ligeledes [arbejdsplads]. Der fremkom ingen oplysninger om offentlig ansættelse. I forbindelse med en anmodning om statusændring i 2018 oplyste klageren heller intet om offentlig ansættelse. Først ved oplysnings- og motivsamtale [sommeren] 2021 forklarede klageren, at han havde haft en form for offentlig ansættelse i [arbejdsplads]. Ved samme lejlighed forklarede han, at hans mor gentagende gange var blevet opsøgt af efterretningstjenesten efter hans udrejse. Endvidere forklarede han, at han ofte havde deltaget i demonstrationer, hvilket heller ikke er oplyst tidligere. Foreholdt disse forhold i Flygtningenævnet har klageren ikke efter Flygtningenævnets opfattelse kunnet give nogen troværdig forklaring herpå. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren ved sin første samtale med de danske myndigheder skulle have haft det indtryk, at han burde undlade at oplyse om alle asylrelevante forhold. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren uanset ovenstående oplysninger udrejste legalt af Syrien på eget pas. Der er herefter så omfattende og væsentlige divergenser i klagerens forklaringer om centrale asylrelevante forhold, at Flygtningenævnet ikke kan lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren har været offentligt ansat. Flygtningenævnet finder det herefter heller ikke sandsynliggjort, at klageren ved tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for konkret og individuelt begrundet forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 begrundet i hans egne forhold. Klageren har yderligere oplyst, at han frygter de syriske myndigheder, fordi hans to voksne sønner, hvoraf den ene bor i Danmark, begge har unddraget sig militærtjeneste i Syrien. Der er i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysninger, at familiemedlemmer til en militærunddrager ikke vil opleve problemer ved en tilbagevenden til Syrien, medmindre militærunddrageren er profileret eller identificeret som en aktiv modstander af de syriske myndigheder. For så vidt angår spørgsmålet om sønnen [A]s værnepligtsforhold bemærker Flygtningenævnet, at sønnen udrejste af Syrien som [8-11]-årig. Han må allerede af denne årsag anses for at være helt uprofileret i forhold til de syriske myndigheder. Den omstændighed, at [A] nu har indgivet ansøgning om asyl kan herefter heller ikke føre til, at der meddeles klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Vedrørende sønnen [B] foreligger der heller ingen oplysninger om, at denne skulle være særligt profileret i forhold til de syriske myndigheder. Det bemærkes, at han efter det oplyste udrejste af Syrien da han forventede at blive indkaldt. Han kan således ikke sidestilles med en desertør. Sønnen [B]s værnepligtsforhold kan derfor heller ikke føre til, at der meddeles klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Af de ovenfor anførte grunde vedrørende EMRK artikel 8 finder Flygtningenævnet heller ikke grundlag for at hjemvise sagen under henvisning til den af sønnen [A] indgivne ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2022/63/MMAD
Nævnet omgjorde i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt, ud over at have deltaget i demonstrationer, været politisk aktiv. Flygtningenævnet meddelte [i efteråret] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til de generelle forhold i Syrien. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at hun ville blive anholdt på grund af sin søns forhold. Videre henviste klageren til de generelle forhold i Syrien og navnlig bombardementer og den usikre situation i det område af Damaskus, hvor hun boede frem til sin udrejse af Syrien. Udlændingestyrelsen har [i vinteren 20/21] truffet afgørelse, som er berigtiget [i sommeren] 2021, om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at der ikke længere er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet der efter Udlændingestyrelsens vurdering er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, og at denne forbedring ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, fordi hendes to voksne børn, [A] og [B], er eftersøgt af myndighederne, og at hun derfor også selv er eftersøgt. Hun har videre henvist til, at hendes hus er bombet, og at de syriske myndigheder har sendt hende et brev om, at hun er indkaldt til samtale. Klageren har nedlagt påstand om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og Flygtningenævnet har derfor foretaget en vurdering af, om klageren på grund af individuelle omstændigheder er i risiko for at blive udsat for forfølgelse ved en tilbagevenden til Syrien, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund om hendes datters og søns konflikt med de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret troværdigt herom, og at oplysningerne til dels fremgår af advokatindlægget forud for Flygtningenævnets behandling af klageren spontansag [i efteråret]. Det fremgår af sagens akter, at klagerens datter, [A], er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af sin konflikt med de syriske myndigheder som følge af hendes aktiviteter på hemmelige felthospitaler, der var finansieret af Den Frie Syriske Hær, at hun har været tilbageholdt og udsat for overgreb, og at hun først blev frigivet, da oppositionen fik kontrol med området. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Dansk Flygtningehjælps rapport fra juni 2021, blandt andet, at familiemedlemmer til personer, som enten er eller opfattes som værende i opposition til de syriske myndigheder, er i særlig risiko for at blive udsat for overgreb, og at også børn, kvinder og ældre er i risiko for overgreb. Flygtningenævnet lægger til grund, at den afledte risiko for overgreb, beror på klagerens datters aktiviteter, som enten er eller af de syriske myndigheder opfattes som værende i opposition til regimet, og at forholdet derfor er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, uanset at klagerens datter i [starten af 10’erne] blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter og med henvisning til det forsigtighedsprincip, der udvises i sager med asylansøgere fra Syrien, finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer på den baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Syri/2022/62/MIMA
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter Bashar Al Assad og de generelle forhold. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder som følge af hendes familiemedlemmer, herunder farbrødre, som har deltaget i demonstrationer i 2012. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun er bange for at blive udsat for voldtægt eller overgreb på grund af Bashar Al Assads regime. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes farbrødre, fastre og fætre i 2012 og 2013 har deltaget i demonstrationer og at de blev efterlyst af myndighederne. Ansøgeren deler samme efternavn som hendes familiemedlemmer, hvorfor hun frygter repressalier på baggrund heraf. Der skal i første række foretages en vurdering af, hvorvidt ansøger på grund af sine individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at de syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme en ansøger til gode. Ansøger har forklaret, at hun aldrig selv har været politisk aktiv, men hun frygter repressalier pga. familiemedlemmers aktiviteter. Familiemedlemmerne havde deltaget i demonstrationer i Syrien i 2012 og 2013. Flygtningenævnet bemærker, at ansøger til dels har forklaret udbyggende og divergerende om sine familiemedlemmers aktiviteter og følgerne heraf, hvilket fremgår af oplysningskort udfærdiget i forbindelse med ansøgers indrejse i Danmark [i vinteren] 2018 sammenholdt med efterfølgende oplysnings-og motivsamtale af [sommeren] 2021, gensamtale med Udlændingestyrelsen af [efteråret] 2021 og ved mødet i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet kan dog i det væsentligste lægge ansøgers forklaring til grund. Det lægges således til grund, at hendes familiemedlemmer deltog i demonstrationer i 2012 og 2013. Det har dog efter ansøgers egen forklaring ikke medført, at hun selv blev udsat for repressalier i Syrien i perioden fra 2013 – 2018, ligesom hendes familiemedlemmer med samme efternavn som hende handlede ind og gik ud på normal vis i Syrien i denne periode. I forbindelse med ansøgers udrejse fra Syrien, rejste hun først fra Damaskus til Aleppo, hvor hun sammen med sine medrejsende mødte kontrolposter på ruten. Hun legitimerede sig i den forbindelse med sit Id-kort. Det lægges til grund, at de rejsende i den forbindelse blev udsat for slag og trusler, men det må bero på ansøgers formodning, at dette skyldtes hendes families aktiviteter i 2012 og 2013. På ovenstående baggrund finder Flygtningenævnet, at det må bero på ansøgers egen formodning, at hun som følge af familiemedlemmernes demonstrationer i 2012 og 2013, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Ansøger er født og opvokset i Damaskus. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse på området. Flygtningenævnet er opmærksom på rapport fra Amnesty International fra september 2021, ”You´re going to your death”, og der skal i sager af denne karakter ved sagens afgørelse anvendes et forsigtighedsprincip. Flygtningenævnet har ved sagens afgørelse lagt vægt på andre baggrundsoplysninger, herunder EASO´s rapport: Country Guidance Syria fra september 2020, samt Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governates of Damascus an Rural Damascus, fra oktober 2020. Afgørelse af 14. september 2021 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen M.D. And Others v. Russia kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved henset til, at dommen ikke fastslår, at en tvangsmæssig tilbagesendelse til alle dele af Syrien generelt vil være i strid med EMRK artikel 3, men foretager en vurdering af ansøgerens konkrete forhold, herunder at de er mænd i den militærpligtige alder, med den deraf følgende risiko for indkaldelse til militærtjeneste, som de har modsat sig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke anledning til at ændre vurderingen af nævnets baggrundsoplysninger. Socioøkonomiske forhold er ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet bemærker herunder, at det forhold, at ansøgeren er en enlig kvinde uden mandligt netværk, ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at situationen for enlige kvinder er vanskelige, men at det ikke kan lægges til grund, at en enlig kvinde uden mandligt netværk, der vender tilbage til Damaskus, alene som følge af, at hun er enlig kvinde uden mandligt netværk, vil være i en konkret og individuel risiko for at komme til at leve under forhold svarende til umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af EMRK artikel 3, ligesom det fremgår, at enlige kvinder uden mandligt netværk efter lovgivningen har samme rettigheder som mænd, og at kvinder har adgang til arbejdsmarkedet og kan leje egen bolig. Ansøger meddeles herefter heller ikke opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2022/61/juri
Nævnet omgjorde i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 3. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra [by], Rif Damaskus i Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2015 klageren og hendes to børn, [A] og [B], opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold, herunder lyden af eksplosioner, manglende hospitalsadgang i forbindelse med fødsel og/eller sygdom, samt ubegrundet at blive tilbageholdt af myndighederne. Klageren henviste som asylmotiv videre til, at hendes daværende ægtefælle var blevet genindkaldt til militæret. Endelig henviste klageren som asylmotiv til, at hele hendes familie var eftersøgt af politiet, idet de har forladt Golanhøjderne, der var besat af Israel, hvorfor klageren grundet [familiemæssige forhold] vil kunne blive tilbageholdt i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse, som senere berigtiget ved afgørelse [i sommeren] 2021, om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, idet hendes familiemedlemmer har været med i Den Frie Syriske Hær. Klageren har til støtte herfor oplyst, at flere af hendes familiemedlemmer har været fængslet som følge af, at de har støttet Den Frie Syriske Hær. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at hendes brødre har unddraget sig militærtjeneste, hvorfor de er eftersøgte af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om dennes konflikt med de syriske myndigheder til grund. Ved oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2015 henviste klageren om sit asylmotiv i det væsentlige til de generelle forhold i Syrien, herunder meget konkret til frygten for eksplosioner og manglende mulighed for at hendes børn kunne gå i skole, eller at man kunne tage på hospitalet. Derudover henviste hun til sin nu fraskilte ægtefælles værnepligtsforhold. Ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2020 forklarede klageren, at hendes [familiemedlemmer] var tilbageholdt. Hun forklarede endvidere, at i hvert fald yderligere en [familiemedlem] var eftersøgt, som mistænkt for være med i Den Frie Syriske Hær. Ved afslutningen af denne samtale forklarede klageren derimod, at hendes [familiemedlemmer] var døde (”henrettet og døde af tortur”). Flygtningenævnet finder det påfaldende, at der forklares divergerende om et så centralt forhold vedrørende klagerens asylmotiv. Ved møde i Flygtningenævnet dags dato har klageren endvidere forklaret, at hendes [familiemedlem] allerede i 2012 blev anholdt og tilbageholdt i en periode for at have deltaget i en demonstration. Denne oplysning fremgår også af advokatens indlæg [i vinteren] 2022 til Flygtningenævnet men ikke af nogle af de tidligere forklaringer. Endelig fremgår af det af advokatens indlæg og af klagerens forklaring i Flygtningenævnet, at klagerens [familiemedlemmer] blev anholdt. Det bemærkes, at advokaten opgiver tidspunktet til at være 2012 eller 2013, hvilket vil sige før klagerens indrejse i Danmark. Klageren selv forklarede derimod i Flygtningenævnet, at det var fem-seks år siden. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke på en troværdig måde har kunne redegøre for, hvorfor de væsentlige oplysninger vedrørende [familiemedlemmerne] først fremkom sidst i samtalen [i efteråret] 2020. Klageren har heller ikke på troværdig måde kunne forklare, hvorfor [familiemedlemmernes] forhold ikke blev omtalt ved samtalen [i efteråret] 2020. Det gælder så meget mere, som advokaten og klageren har opgivet væsentligt forskellige oplysninger om tidspunktet for tilbageholdelsen af [familiemedlemmerne]. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at klagerens forklaring vedrørende hendes asylmotiv er i så høj grad udbyggende og divergerende, at den ikke kan lægges til grund. Der kan herefter ikke meddeles klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Klageren kommer fra Rif Damaskus og har boet dér hele sit liv frem til sin udrejse i 2014. De generelle forhold i Rif Damaskus er ikke af en sådan karakter, at de kan føre til, at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Der henvises i det væsentlige til Udlændingestyrelsens afgørelse [i sommeren] 2021 vedrørende dette. Spørgsmålet er herefter, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder særligt klagerens og dennes mindreårige børns ret til privat- og familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8. Ved Udlændingestyrelsens afgørelse [i sommeren] 2021 er det lagt til grund, at klagerens mindreårige børn ikke havde samvær med hendes nu fraskilte ægtefælle. Som sagen foreligger oplyst for Flygtningenævnet, må det lægges til grund, at der imidlertid nu finder samvær i et ikke ubetydeligt omfang sted. Dette omfatter også weekendsamvær, og samvær midt i ugen med overnatning. Samværet er senest blevet udvidet ved klagerens og dennes tidligere ægtefælles aftale [i foråret] 2022. Det bemærkes, at klagerens tidligere ægtefælle har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder herefter, at klagerens mindreårige børns familieenhed nu omfatter såvel klageren som dennes tidligere ægtefælle. Herefter finder Flygtningenævnet, at det vil være en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder børnenes ret til familieliv med begge deres forældre, at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [i sommeren] 2021, som berigtiget ved afgørelse [i sommeren] 2021, således at klageren og hendes to børn, [A] og [B], fortsat opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3.” Syri/2022/59/anfi
Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Dayr ar-Zawr provinsen, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at han [i vinteren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen har ved afgørelse af [sommeren] 2021 forlænget opholdstilladelsen i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerens advokat har [i efteråret] 2021 påklaget Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien er i risiko for at blive udsat for tortur og slået ihjel, idet han blev genindkaldt til militærtjeneste, men at han udeblev. Klageren har tidligere forklaret, at han ikke var i kontakt med myndighederne, inden tidsfristen udløb for at tilslutte sig militærtjenesten. Klageren har videre oplyst, at ved en fælles kontrolpost, hvor flere myndighedspersoner, herunder personer fra efterretningstjenesten, militæret, flyvevåbnet og det syriske politi, holdt vagt, blev han taget med i en pick-up. Ved militærhovedkvarteret hoppede han af bilen, og han efterlod sit id-kort og private papirer. Efter militærloven betragtes han som landsforræder, idet han flygtede fra at aftjene værnepligt. Han kan blive idømt dødsstraf på grund af sin adfærd. Flygtningenævnet skal foretage en vurdering af, om klageren er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Det fremgår af oplysnings- og motivsamtalen af [vinteren] 2015, at klageren forklarede, at han er sund og rask, og at han som asylmotiv henviste til de generelle forhold i landet som følge af borgerkrigen, og at der ikke var andre grunde til, at han forlod Syrien. Det fremgår desuden, at klageren forklarede, at han aldrig har været offentligt ansat. Det fremgår yderligere, at klageren har svaret benægtende på, om han er blevet genindkaldt til militærtjeneste, og at han aldrig har været tilbageholdt af myndighederne. Endvidere fremgår det, at klageren forklarede, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hans skæbne er uvis. Der er ikke andet han frygter ved en tilbagevenden. Klageren forklarede afslutningsvist, at han ikke har andre konflikter end de konflikter, han allerede har oplyst om, herunder andre konflikter med myndigheder, religiøse eller kriminelle grupper eller grupperinger, familiemedlemmer eller privatpersoner. Klagerens efterfølgende forklaringer ved samtaler af [vinteren] 2021 og [foråret] 2021 samt klagerens forklaring for nævnet har været divergerende, udbyggende og til dels usammenhængende, blandt andet for så vidt angår oplysningerne om, at han selv, hans bror og 2 fætre skulle have unddraget sig militærtjeneste, og at han uden tilladelse skulle have forladt en stilling som offentligt ansat lærer. På denne baggrund og af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, kan klagerens forklaring om, at han skulle have unddraget sig militærtjeneste eller uden tilladelse have forladt en stilling som offentligt ansat ikke lægges til grund, idet det dog ikke kan afvises, at klageren på et tidspunkt har været offentligt ansat. Klageren har for nævnet forklaret, at han deltog i demonstrationer mod regimet, at han som følge heraf er kendt og eftersøgt af regimet. Klagerens forklaring herom er i væsentligt omfang divergerende i forhold til det af klageren tidligere oplyste, og hans forklaring herom kan ikke lægges til grund. Det kan ikke afvises, at klageren er udrejst illegalt, men efter baggrundsoplysningerne kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at klageren risikerer asylbegrundende overgreb, på grund af sin udrejse. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Det forhold, at klageren i forbindelse med behandling af denne sag har oplyst, at han var syg ved oplysnings- og motivsamtalen i 2015 kan ikke føre til en anden vurdering.” Syri/2022/56/sme
Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra [by], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den [vinteren] 2014, og at hun den [foråret] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har den [sommeren] 2021 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at hun har en konflikt med de syriske myndigheder som følge af, at hun transporterede medicin til sårede demonstranter, til grund, idet forklaringen fremstår utroværdig. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at det ikke er troværdigt, at naboer skulle få mistanke til klageren, blot fordi hun gik på gaden med plastikposer, ligesom det ikke er troværdigt, at myndighederne ikke fandt og medtog medicinen i forbindelse med den første ransagning, selv om der var tale om en del medicin, der var placeret forskellige lettilgængelige steder i huset, f.eks. under sengen, i et køkkenskab og på en balkon. Det bemærkes herved tillige, at klageren har forklaret usikkert og afglidende på spørgsmål vedrørende blandt andet mængden af medicinen. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at klageren har en konflikt med de syriske myndigheder som følge af broren og ægtefællens aktiviteter. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren inden sin udrejse havde opholdt sig i [by] i ca. 1 ½ år uden at opleve problemer med de syriske myndigheder, selv om de syriske myndigheder via de kurdiske styrker ifølge klagerens forklaring kan få fat i de personer, som de vil have fat i. I øvrigt har hverken klagerens forældre eller klagerens svigerfamilie oplevet problemer som følge af brorens og ægtefællens aktiviteter. Dertil bemærkes endvidere, at klagerens ægtefælle efter klagerens udrejse ifølge oplysningerne i familiesammenføringssagen legalt flere gange har kunnet passere grænsen til Tyrkiet, ligesom han har fået udstedt flere officielle syriske dokumenter, herunder et nyt nationalitetspas og en vielsesattest. Det forhold, at klageren har forklaret, at ægtefællen betalte bestikkelse, kan ikke føre til en anden vurdering. Endelig kan Flygtningenævnet ikke lægge klagerens forklaring om, at hun har deltaget i en demonstration i [by] i 2012 til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende herom, idet hun først for Flygtningenævnet har forklaret om sin deltagelse i en demonstration, selv om hun til Udlændingestyrelsen forklarede, at hun aldrig havde været politisk aktiv og ikke havde deltaget i demonstrationer. Sammenfattende har klageren ikke sandsynliggjort, at hun – selv når der tages hensyn til forsigtighedsprincippet – ved en indrejse i Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som følge af sine individuelle forhold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter klageren har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, på grund af de generelle forhold i hendes hjemområde.” Løbenummer: Syri/2022/55/ROZ
Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Sayyidah Zaynab, Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at han den [i vinteren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i vinteren] 2021 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har under nævnsmødet subsidiært nedlagt påstand om hjemvisning. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive anholdt og fængslet ved regeringskontrollerede kontrolposter. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han i forbindelse med sit arbejde er blevet tilbageholdt fire eller fem gange ved regeringskontrollerede poster. Klageren blev tilbageholdt i nogle timer, hvorefter han blev løsladt. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, idet han er eftersøgt af regeringen. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans to nevøer deltog i demonstrationer mod regimet. Personer fra regeringen henvendte sig 15 til 20 dage efter klagerens udrejse til hans bopæl og spurgte efter ham. Klagerens bror oplyste, at klageren var udrejst, hvorefter personerne forlod bopælen, men efter et par dage kom de tilbage og anholdt klagerens to nevøer. Nevøerne bærer samme efternavn som klageren. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hans hjemby, Sayyidah Zaynab, er kontrolleret af shiamuslimer, og at han som sunnimuslim derfor vil blive slået ihjel, hvis han vender tilbage. Klageren har som asylmotiv desuden henvist til, at hans ægtefælle forlod sin stilling som klinisk sygeplejerske uden tilladelse, og at han i den forbindelse frygter at blive tilbageholdt eller udsat for tortur. Klageren har som asylmotiv yderligere henvist til, at han, som far til to mindreårige sønner, vil risikere at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse ved en eventuel tilbagevenden til Syrien som følge af sine sønners militærunddragelse. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til, at han risikerer at blive dræbt, anholdt eller på anden måde behandlet nedværdigende som følge af den generelle sikkerhedssituation i Syrien. Det er Flygtningenævnets vurdering, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Der er ved denne vurdering lagt vægt på, at klageren ikke har været politisk aktiv, deltaget i demonstrationer eller været medlem af politiske partier eller foreninger, og at han aldrig har haft nogen personlige konflikter med hverken de syriske myndigheder, religiøse grupper eller andre grupperinger i Syrien. Den omstændighed, at myndighederne angiveligt har opsøgt ham på hans bopæl kort efter hans udrejse, kan ikke begrunde, at klageren har været i myndighedernes søgelys. Der er i den forbindelse lagt vægt på, at klageren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2020 og for nævnet har forklaret forskelligt om, hvorfor myndighederne opsøgte hans bopæl, bortset fra familieforholdet og samme efternavn som sine brødre og nevøer, som tidligere havde deltaget i nogle demonstrationer. Det forhold, at klagerens bror og nevøer angiveligt har været tilbageholdt og udsat for overgreb af de syriske myndigheder, kan ikke begrunde klagerens formodning om, at han skulle være efterstræbt af myndighederne. Der lægges i den forbindelse vægt på, at det fremgår af klagerens brødres asylsager, at hans brødre er blevet meddelt opholdstilladelse som følge af deres unddragelse af militærtjeneste. Der lægges i den forbindelse tillige vægt på, at klageren er udrejst legalt af Syrien uden at opleve problemer med de syriske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at han har bragt sig i et modsætningsforhold til myndighederne ved at transportere medicin for den syriske opposition, til grund. Der er tale om en udbyggende forklaring, som klageren ikke har oplyst noget om under hverken sin oplysnings- og motivsamtale [i efteråret] 2014 eller samtalen [i efteråret] 2020 med Udlændingestyrelsen. Det bemærkes med henvisning til samtalen [i efteråret] 2014 i det hele taget, at klageren trods den anledning, som han måtte have haft hertil, ikke under oplysnings- og motivsamtalen har oplyst noget om sine nu senere påberåbte individuelle asylmotiver. Heller ikke det forhold, at klagerens ægtefælle har forladt sin stilling som offentligt ansat sygeplejerske uden tilladelse, kan ud fra de foreliggende oplysninger udgøre noget asylbegrundende forhold for klagerens vedkommende. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens ægtefælle ikke selv har søgt om asyl, hvorfor dette ikke kan udgøre noget afledt asylbegrundende forhold for klageren. Det forhold, at klagerens hjemby er kontrolleret af shiamuslimer, og at klageren som sunnimuslim på den baggrund anser sig for at være i risiko for forfølgelse, findes at bero på klagerens egen formodning, og kan heller ikke udgøre noget asylbegrundende forhold. Det forhold, at ansøgeren har to mindreårige sønner, som på et tidspunkt må forventes at blive indkaldt til militærtjeneste, kan ikke begrunde, at ansøgeren er i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Der er herved lagt vægt på, at de pågældende sønner ikke er i den militærpligtige alder, og dermed ikke har unddraget sig militærtjeneste. På den anførte baggrund tiltræder Flygtningenævnet således, at der ikke er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Da der ikke findes grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2022/54/EEB
Nævnet omgjorde i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk araber og shiamuslim fra Jaramana, Rif Damaskus, Syrien. Klageren har oplyst at have været medlem af et parti i perioden 1982 til 1991, der på det tidspunkt hed [parti] og senere ændrede navn til [parti]. Klageren blev i 2012 medlem af foreningen [forening]. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2018 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede myndighederne på grund af sine politiske aktiviteter. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun har været medlem af et venstreorienteret parti, og at hun og hendes tidligere ægtefælle blev tilbageholdt af myndighederne, hvor hun blev afhørt og udsat for tortur. Hun har endvidere udgivet tre bøger med politisk indhold, i 2013 deltaget i en demonstration og hjulpet kvinder, hvis mænd sidder fængslet. Hun blev i 2013 og 2015 opsøgt på sin bopæl af myndighederne, som spurgte efter hendes to sønner. I slutningen af 2016 eller starten af 2017 blev hendes bopæl på ny opsøgt af myndighederne, som ransagede hendes bopæl og beslaglagde en bog, som hun var i gang med at skrive. Myndighedspersonerne truede klageren på hendes liv. Hun flygtede herefter fra sin bopæl og blev senere oplyst af sine naboer, at myndighederne på ny havde været på hendes bopæl. Hun har endvidere henvist til, at hun frygter ISIL og Al-Nusra-fronten, fordi de ikke kan lide shiitter. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til sit oprindelige asylmotiv og yderligere, at hun i Syrien ikke har tag over hovedet, at hun er blevet for syg til at rejse, og at der ikke er nogen til at tage sig af hende. Klageren har endvidere henvist til, at hun siden sin udrejse har skrevet regimekritiske opslag på Facebook. Flygtningenævnet er af de samme grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, enig i, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring om sit individuelle asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår detaljeret og troværdig. Klageren har forklaret, at hun i 1982 og 1991 var fængslet for sine aktiviteter for et venstreorienteret parti, og at hendes daværende ægtefælle var fængslet fra 1986 til 1991 for aktiviteter for samme parti. I samme periode blev klagerens bopæl gentagne gange ransaget af myndighederne. Under begge fængslinger blev klageren tortureret og løsladt efter henholdsvis to og en måned, idet klageren ikke gav myndighederne yderligere oplysninger. Efter den seneste fængsling holdt klageren lav profil frem til 2012 blandt andet af hensyn til sine børn. I 2012 tilsluttede klageren sig en kvindeforening, der arbejdede for at udrydde diktaturet og for frihed og demokrati. Hun planlagde demonstrationer og malede skilte. Udadtil fremtrådte foreningen blot som en kvindeforening, men reelt var der tale om en politisk forening. Hun deltog selv i en demonstration i 2013, hvor der var flere hundrede demonstranter. Klageren har endvidere forklaret, at hun har udgivet [et antal] bøger, der indirekte indeholder kritik af myndighederne. I 2016 var klageren ved at skrive en ny bog, der blandt andet handlede om hendes skilsmisse, men som også indeholdt kritik af, hvad der skete i landet. Hendes materiale til den nye bog blev beslaglagt af myndighederne i forbindelse med en ransagning i 2017. Ved samme lejlighed blev hendes computer, der indeholdt materiale til hendes bog, også beslaglagt. Klageren har ikke siden – bortset fra nogle få timer for at hente nogle få personlige ejendele – opholdt sig på sin bopæl, og hun udrejste ca. 4-5 måneder senere, efter at hun af en nabo havde fået oplyst, at myndighederne igen havde været på hendes bopæl. Klageren har siden sin indrejse i Danmark fortsat sine mange systemkritiske opslag på Facebook, hvor hun har mere end 3.000 venner. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, og under iagttagelse af det forsigtighedsprincip, der er gældende for personer fra Syrien, at klageren har sandsynliggjort, at hun på grund af sine politiske aktiviteter i forbindelse med en indrejse i Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 31. august 2021, således at klageren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2021/243/EEB
Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Syrien og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive rekrutteret til det syriske militær. Han har til støtte herfor oplyst, at han er i den militærpligtige alder og derfor frygter indkaldelse til militærtjeneste. Han har også som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive anholdt af de syriske myndigheder grundet sit efternavn. Han har til støtte herfor oplyst, at han har tre onkler, som er blevet anholdt af de syriske myndigheder, men at han ikke ved, hvad der er sket med dem efter, at de er blevet anholdt. Han har til støtte herfor videre oplyst, at han har haft en onkel og en fætter i Syrien, der har været tilhængere af [oprørsgruppe], og at de har deltaget i krigen på vegne af [oprørsgruppe] og er afgået ved døden. Han har som asylmotiv endelig henvist til de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet vurderer i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen, at ansøgeren, der er statsløs palæstinenser og registreret som flygtning ved UNRWA i Syrien, isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive indkaldt til militærtjeneste, samt at han, jf. § 31, stk. 2, ikke tvangsmæssigt kan udsendes til Syrien. Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. at en udlænding, der har indrejseforbud, jf. lovens § 32, stk. 1, i forbindelse med en udvisning efter lovens §§ 22-24 eller 25 ikke kan gives opholdstilladelse efter §§ 7 og 8, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler for det. Det følger af Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, at en flygtning, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, alene kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning af grovheden af den begåede forbrydelse over for de hensyn, der taler for at give ansøgeren opholdstilladelse. Ansøgeren blev ved Østre Landsrets dom [i vinteren] straffet med fængsel i 7 år for bl.a. flere tilfælde af voldtægt og vold efter straffelovens § 244 begået overfor to forskellige kvinder. Ansøgeren blev udvist med indrejseforbud for bestandigt. Flygtningenævnet finder efter arten og grovheden af den kriminalitet, som ansøgeren er dømt for, at ansøgeren er dømt for flere særligt farlige forbrydelser. Det er endvidere Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren må betragtes som en fare for samfundet, da han er dømt for flere tilfælde af særdeles alvorlig personfarlig kriminalitet begået over for to forskellige forurettede. Ansøgeren indrejste i Danmark [i efteråret]. Han har i Danmark sine forældre og 5 søskende. Han er under afsoningen af den idømte fængselsstraf blevet gift. Han har ikke børn. Han har haft flere kortvarige ansættelsesforhold i Danmark. Han har ikke gennemført en uddannelse. Han taler og forstår dansk. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder ansøgerens personlige forhold og karakteren og grovheden af de forbrydelser, han er dømt for at have begået, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, herunder familiens enhed, som taler for, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2022/9/SCH
Nævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Somalia, således at de fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er somaliske statsborgere, tilhørende hovedklanen Ashraf, subklanen [navn] og subsubklanen [navn]. De er muslimer fra [landsby], Lower Juba, Somalia. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af de generelle forhold i Somalia. Under den oprindelige asylsag henviste klagerne som asylmotiv til, at de ved en tilbagevenden til Somalia frygtede al-Shabaab, idet den mandlige klager havde nægtet at lade sig rekruttere. De henviste endvidere til, at de tilhørte en mindretals klan. Udlændingestyrelsen traf [i efteråret] 2017 afgørelse om at inddrage klagernes opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Under inddragelsessagen henviste klagerne fortsat til deres tidligere påberåbte asylmotiv. Klagerne henviste endvidere til, at de frygtede, at deres datter ville blive tvangsomskåret. [I efteråret] 2017 påklagede klagerne Udlændingestyrelsens afgørelser til Flygtningenævnet. [I foråret] 2019 besluttede Flygtningenævnet at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelser [fra efteråret] 2017, hvorved klagerne fortsat havde opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 26. [I begyndelsen af] 2022 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klagernes opholdstilladelser efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kan inddrages, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2 pkt., idet grundlaget for klagernes opholdstilladelser ikke længere er til stede. Den mandlige klager har som asylmotiv fortsat i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han frygter al-Shabaab og yderligere, at han frygter lokalbefolkningen. Den mandlige klager har til støtte herfor henvist til det af ham tidligere oplyste, herunder at al-Shabaab har afkrævet ham penge og vil kræve bestikkelse. Yderligere har han henvist til, at han frygter, at hans datter vil blive tvangsomskåret, og at hans børn vil blive mobbet, idet de ikke taler somali og fordi familien har været udrejst af Somalia i mange år. Den kvindelige klager har som asylmotiv fortsat i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter al-Shabaab og lokalbefolkningen. Den kvindelige klager har til støtte herfor henvist til, at hendes ægtefælle har en konflikt med al-Shabaab, og at hun frygter, at de vil tage hævn. Hun har vedrørende sine børn henvist til, at de kun taler dansk, og at folk vil finde ud af, at de kommer fra vesten. Særligt vedrørende datteren har hun henvist til, at hun risikerer tvangsomskæring. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, og sagen skal vurderes efter denne bestemmelse. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at klagerne fortsat ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes, at forholdene i klagerens hjemområde efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er af en sådan karakter, at en udsendelse af klagerne til deres hjemområde i sig selv vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtigelser. Det, der er kommet frem for Flygtningenævnet, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse i øvrigt vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klagerne indrejste i Danmark i [sommeren] 2013 og har således opholdt sig her i landet i ni år. Klagernes to mindreårige børn [mellem 6-14 år] opholder sig i Danmark sammen med klagerne. Flygtningenævnet finder, at en afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil udgøre et indgreb i deres ret til respekt for deres privatliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagernes privatliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2. Den kvindelige klager bestod i 2017 folkeskolens 9. klasses afgangseksamen Hun påbegyndte i 2018 grundforløbet til og har i 2019 færdiggjort uddannelsen som [profession]. Hun har siden haft fast arbejde hos [arbejdsplads] på samme arbejdsplads, som hun også har været elev på. Hun vil på sigt gerne uddanne sig som [profession]. Der foreligger en meget positiv udtalelse fra den kvindelige klagers arbejdsgiver. Samtidig med, at klageren tog 9. klasses eksamen, arbejdede hun deltid som [beskæftigelse] i [sted] og som tolk. Hun arbejder endvidere frivilligt for [en organisation] og er medlem af forskellige foreninger, herunder en [forening]. Hun er kontaktforælder i begge børns klasse. Hun har danske venner. Den kvindelige klager er født og opvokset i Somalia, hvor hun boede indtil sin udrejse i [sommeren] 2013. Hun har ikke kontakt til familien i hjemlandet og ved ikke, om de er i live. Den mandlige klager har i perioden 2016-2018 taget folkeskolens 9. og 10. klasses afgangseksamen. I perioden 2018 til [foråret] 2020 arbejdede han som ufaglært på [arbejdsplads]. Ansættelsesforholdet ophørte efter det oplyste på grund af Corona. Han påbegyndte derefter i [sommeren] 2020 uddannelsen som [profession], hvor han arbejder på [arbejdsplads] i [by]. Uddannelsen forventes færdiggjort i 2023. Han er medlem af forskellige foreninger, herunder [forening], og går til [sportsgren]. Den mandlige klager er født og opvokset i Somalia, hvor han boede indtil sin udrejse i 2013. Han har ikke kontakt til sin familie i Somalia og ved ikke, om de er i live. Klagernes datter, [A], var [0-5] år ved indrejsen i Danmark og er nu [9-14 år] og går i [mellemtrin]. Hun går til [to fritidsaktiviteter]. [B] er født i Danmark og er nu [6-9 år] og går i [indskolingen]. Han går til [to fritidsaktiviteter]. Begge børn har gået i danske institutioner, fra de var ganske små, og har danske legekammerater. Mødet i Flygtningenævnet er gennemført på dansk uden anvendelse af tolk, og klagerne taler efter det oplyste dansk i hjemmet af hensyn til børnene, der ifølge klagerne ikke taler somalisk. Den kvindelige klager taler et meget flot og nuanceret dansk. I [foråret] 2019 vurderede Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at en inddragelse af klagernes opholdstilladelse ville virke særligt belastende for dem. Flygtningenævnet henviste da blandt andet til klagernes tilknytning til arbejdsmarkedet og til længden af det ældste barns ophold i Danmark. Familien har nu opholdt sig yderligere tre år i Danmark og har dermed opnået en endnu større tilknytning til Danmark. Familien fremstår i det hele som meget velintegreret. Efter en samlet afvejning af familiens forhold finder Flygtningenævnet herefter, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i Danmark, jf. herved navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 4. januar 2022, således at klagerne og deres medfølgende børn fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Løbenummer: Soma/2022/15/gdan
Nævnet omgjorde i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Klageren udrejste i 2011 eller 2012. I 2012 meddelte Udlændingestyrelsen klageren, der på det tidspunkt var mindreårig og omfattet af morens asylsag, opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen forlængede senest klagerens opholdstilladelse i 2018. I 2021 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er somalisk statsborger og muslim af trosretning. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [[i] 2012 klageren, der er født den […], og derfor som mindreårig var omfattet af morens asylsag, tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at ville stride imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Klageren, der indrejste i Danmark som 10-årig, har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia, ikke har noget mandligt netværk, idet hun ikke har familie tilbage i Somalia. Hun frygter som enlig kvinde uden netværk at blive tvangsgift eller udsat for andre, herunder seksuelle, overgreb, ligesom hun frygter ISILs tilstedeværelse i landet. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren ikke længere har familie eller noget netværk i Somalia. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia må anses for en ung enlig kvinde uden mandligt netværk. Herefter, og på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for enlige kvinder uden mandligt netværk i Somalia, finder nævnet, at klageren har sandsynliggjort, at hun fortsat har behov for international beskyttelse i Danmark. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af […]2021 således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Soma/2022/12/MNR
Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2003.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk somali og ikke-troende fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han på grund af sin psykiske og mentale tilstand ved en tilbagevenden til Somalia er i alvorlig risiko for forfølgelse eller anden nedværdigende behandling eller straf. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han flygter at blive slået ihjel, da ansøgerens [familiemedlem] har fortalt ham, at han har hørt om personer, som er blevet slået ihjel ved en tilbagevenden til Somalia. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel grundet sin manglende religiøse overbevisning. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at han frygter at blive slået ihjel på grund af krigen i Somalia. Ansøgeren er ved dom afsagt den [i foråret] 2011 af [byretten] idømt fængsel i 3 år og 9 måneder for overtrædelse af straffelovens § 121, § 124, stk. 1, § 216, stk. 1, § 244, jf. til dels § 21, § 264, stk. 1, nr. 1, § 285, stk. 1, jf. § 276, § 288, stk. 1, nr. 2, § 293 a, jf. til dels § 21, samt udvist i medfør af udlændingelovens § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 1-3 og nr. 6, og § 32, med indrejseforbud for bestandig. Dommen er stadfæstet ved [landsrettens] ankedom af [efteråret] 2011. Endvidere er ansøgeren ved dom afsagt [i vinteren] 2015 af [byretten] for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, dømt til at undergive sig ambulant psykiatrisk behandling ved psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe beslutning om indlæggelse uden fastsættelse af nogen længstetid for foranstaltningen. Ansøgeren er ved dommen på ny udvist i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, stk. 1, nr. 2, jf. § 32, stk. 1, med et indrejseforbud på 6 år. Ved Flygtningenævnets beslutning af [vinteren] 2021 blev sagen hjemvist til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, således at Udlændingestyrelsen fik mulighed for at indhente yderligere og aktuelle oplysninger om ansøgerens psykiske/psykiatriske sygdomsforhold med henblik på en stillingtagen til ansøgerens asylmotiv vedrørende risiko for forfølgelse eller anden nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7. Udlændingestyrelsen traf herefter en ny afgørelse [i sommeren] 2021. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for på ny at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen, idet nævnet finder, at de nu foreliggende oplysninger om ansøgerens forhold er tilstrækkelige til at træffe afgørelse i sagen. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet ansøgeren ikke har haft nogen konflikter med myndigheder, religiøse grupper eller andre grupperinger i Somalia, hvor han udrejste som 14-årig. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren lider af paranoid skizofreni og lettere mental retardering. Han er ved en ambulant mentalundersøgelse i 2015 vurderet til at være sindssyg. Han bor på [asylcenter], hvor han modtager pleje for sin sygdom. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende oplysninger til grund, at han er velbehandlet i relation til sin psykiske sygdom, men at han er i en skrøbelig situation, hvis han ikke modtager den relevante behandling, herunder ophører med den medicinske behandling. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren efter det oplyste ikke har familiemedlemmer i Somalia, som må kunne forventes at tage sig af ham. Flygtningenævnet finder, at den sikkerhedsmæssige og humanitære situation i Mogadishu og befolkningens generelle behandling af personer med alvorlige psykiske handicaps sammenholdt med ansøgerens særlige baggrund, som anført oven for, indebærer, at det vil være i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at sende ansøgeren tilbage til Mogadishu. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om de særdeles vanskelige forhold for personer med alvorlige psykiske handicaps i Somalia. Der henvises herved bl.a. til side 36 i Udlændingestyrelsens rapport af 20. november 2020, Somalia – Health system. For så vidt angår muligheden for at tage ophold andre steder i Somalia, bemærker Flygtningenævnet, at dette ikke findes rimeligt eller relevant. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering, at ansøgeren isoleret set opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 Ansøgeren er ved [landsrettens] ankedom af [efteråret 2011] 2011 idømt fængsel i 3 år og 9 måneder for vold, voldtægt, trusler og røveri, samt udvist i medfør af udlændingelovens § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 1-3 og nr. 6, og § 32, for bestandig. Han er endvidere ved dom af [vinteren] 2015 for vold efter straffelovens § 119, stk. 1, dømt til at undergive sig ambulant psykiatrisk behandling ved psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen uden nogen fastsat længstetid samt udvist med et indrejseforbud på 6 år. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter §§ 22-24 eller § 25, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Flygtningenævnet vurderer, at der ikke foreligger sådanne særlige forhold, der taler for, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse, og at han derfor er udelukket efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder hans manglende tilknytning til det danske samfund, og lagt betydelig vægt på karakteren af den alvorlige personfarlige kriminalitet, som ansøgeren er dømt for at have begået. Oplysningerne om ansøgerens familie- og helbredsmæssige forhold kan på denne baggrund ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, men at han er udelukket fra beskyttelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Soma/2022/11/EEB
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er født i Danmark.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali og muslim. Han er født i Danmark og han er ikke bekendt med hans forældres hjemby i Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter ikke at kunne se sin familie igen, og at han ikke vil kunne etablere eller forsørge sig selv i landet. Han har videre som asylmotiv henvist til, at han grundet sin opvækst i Danmark, herunder manglende somalisprogkundskaber frygter lokalbefolkningen, og at al-Shabaab og Islamisk Stat vil tvangsrekruttere ham eller anse ham som spion. Ansøgeren har endeligt henvist til, at han vil risikere dobbeltstraf eller fysisk afstraffelse ved indrejsen i Somalia. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han er født i Danmark, at han ikke har været i Somalia og at han alene kender få ord på somali. Ansøgeren har videre henvist til, at han ikke kender forholdene eller kulturen i Somalia og som følge heraf vil tiltrække opmærksomhed fra militser og al-Shabaab. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er i øget risiko for at blive tvangsrekrutteret til al-Shabaab eller Islamisk Stat, og at han formoder, at de somaliske myndigheder vil få kendskab til udvisningsdommen. Ansøger har ikke over for Udlændinge- og Integrationsministeriet ønsket at give samtykke til, at Udlændingestyrelsen indhenter samtykke fra hans forældre til brug af oplysninger, hvorfor samtykke ikke er forsøgt indhentet og oplysninger fra forældrenes sager ikke er anvendt. Ansøger har forklaret over for Udlændinge- og Integrationsministeriet i referat af [sommeren] 2021, at forældrene kom til Danmark i 90’erne, og at han ikke er bekendt med forældrenes oprindelige opholdsgrundlag, herunder om det var som flygtninge. Det har således ikke været muligt at indhente oplysninger om klanforhold, forældrenes mulige konflikter i Somalia mv. Det forhold, at ansøger er opvokset i Danmark, kan ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger ikke i sig selv medføre, at ansøger er profileret i en sådan grad i forhold til al-Shabaab og Islamisk Stat, at ansøger kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Ansøger blev ved Østre Landsrets dom af [vinteren] 2021 idømt fængsel i 5 år og udvist med indrejseforbud for bestandigt bl.a. for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, ved at have voldtaget sin daværende ægtefælle. Flygtningenævnet bemærker, at risikoen for at blive idømt dobbeltstraf ved en tilbagevenden til hjemlandet ikke i sig selv er relevant for den asylretlige vurdering, hvorimod karakteren og intensiteten af den straf, der forventes idømt i hjemlandet vil kunne være af asylretlig betydning. Flygtningenævnet finder imidlertid, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har her henset til DFAT country information report Somalia af 13. juni 2017, hvoraf det fremgår: ”Double Jeopardy 4.8 Generally the Penal Code forbids re-prosecution where a person has been convicted of a crime and served their sentence overseas. However, article 7 of the Penal Code lists five crimes that would attract retrial, regardless of a person either having completed their sentence abroad or been acquitted abroad: these offences are mostly related to crimes against the state of Somalia and may attract the death penalty. Article 8 of the Penal Code allows re-prosecution of some crimes “under certain conditions”, an ambiguity which is exacerbated by the overall lack of judicial capacity and ad-hoc application of laws in Somalia.” Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgers forklaring om sit manglende kendskab til sproget Somali til grund. Flygtningenævnet har herved lagt til grund, at ansøgers forældre har talt Somali i forbindelse med ansøgers opvækst. Det forhold, at ansøgeren ikke har familie eller en bolig i Somalia er socioøkonomiske forhold, der ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2022/10/juri
Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nigeria. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk igbo og kristen af trosretning fra Imo State i Nigeria. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af myndighederne i Nigeria, fordi han er medlem af bevægelsen Indigeneous People of Biafra (IPOB). Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans interesse for bevægelsen opstod i 2017, og at ansøgeren flyttede til [by] i Abia State med henblik på at blive medlem af bevægelsen. Han fik til opgave at være vagt i de områder, hvor gennemrejsende Fulani-hyrder udsatte befolkningen for vold og voldtægt, og ansøgeren blev udsendt til områder, hvor der opstod uro, for at beskytte folket. I forbindelse med en ransagning hos lederen af IPOB, Nnamdi Kanus, stak ansøgeren af fra den camp, hvor han opholdt sig. Myndighederne ransagede campen, og ansøgerens mormor blev efterfølgende opsøgt af myndighederne på sin adresse. De spurgte hende, hvor ansøgeren befandt sig, idet ansøgeren havde opgivet hendes adresse i sit medlemskab af IPOB. Ansøgeren levede herefter i skjul på forskellige adresser og udrejste af Nigeria med hjælp af IPOB i 2018. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af myndighederne, sin familie og folk fra sin landsby, fordi han er homoseksuel. Han har til støtte herfor oplyst, at han fik sin første kæreste, [E], da han gik i skole i Nigeria. De holdt deres forhold skjult og mødtes efter skoletid. Efter at ansøgeren stoppede i skole, indledte han et hemmeligt forhold til [C], som han var sammen med i to år. Ansøgerens familie fandt ud af, at ansøgeren er homoseksuel, da ansøgerens bror en dag opdagede ansøgeren i seng med [C]. Ansøgerens bror fortalte det til deres far, som næste dag tog ansøgeren med til et landsbyråd, hvor [C] og hans familie var til stede. Ansøgeren og [C] fik herefter at vide, at de havde begået en forbrydelse, og de blev beordret til at tage deres tøj af, hvorefter de blev jagtet rundt i landsbyen og slået. Ansøgeren flyttede efterfølgende hjem til sin mormor og fortalte hende, hvad der var sket. Ansøgerens mormor accepterede, at han kunne bo hos hende, men ville ikke have, at ansøgeren så mænd igen, hvilket han accepterede. I 2018 introducerede ansøgerens mormor ham for en kvinde ved navn [O], som han efterfølgende fik en datter med. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at det svækker ansøgerens generelle troværdighed, at han ikke søgte asyl ved sin indrejse i Danmark, men først i forbindelse med anholdelsen i august 2021 og dermed ca. 2½ år senere. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen ikke lægge ansøgerens forklaring om sin seksualitet til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om en række centrale punkter i dette asylmotiv, herunder navnlig om tidspunktet for sit forhold til en person ved navn [E] og om et kæresteforhold her i landet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter det forklarede om en episode med landsbyrådet skulle have boet sammen med sin mormor i ca. 11 år uden at have været sammen med andre mænd og uden at have oplevet problemer med myndighederne eller andre i anledning af sin seksualitet, og at ansøgeren efter sin forklaring har haft et seksuelt forhold til en kvinde i Nigeria, som han efter et enkelt samleje har fået en datter sammen med. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om sin seksualitet som utroværdig. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen heller ikke lægge ansøgerens forklaring om en konflikt med de nigerianske myndigheder som følge af en tilknytning til IPOB-bevægelsen til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret udbyggende om sine aktiviteter for bevægelsen. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om stedet for og om de nærmere omstændigheder omkring myndighedernes angivelige fund af en liste med navne over medlemmer af bevægelsen, ligesom nævnet finder, at forklaringen i sig selv forekommer usandsynlig, idet ansøgeren efter episoden opholdt sig hos mormoren i en uge og efterfølgende andre steder i Nigeria i ca. et år uden at opleve problemer med myndighederne, og idet mormoren heller ikke efterfølgende er blevet opsøgt af myndighederne. Det forekommer endvidere usandsynligt, at det var under sin flugt fra myndighederne, at ansøgeren skulle have haft det omtalte seksuelle forhold til en kvinde. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om denne flugt. Det forekommer ligeledes mindre sandsynligt, at ansøgeren kunne udrejse af Nigeria på sit nationalitetspas, hvis myndighederne året før havde identificeret ansøgeren og efterstræbte ham. Selv om ansøgerens forklaring til dels stemmer med visse af de generelle baggrundsoplysninger om IPOB-bevægelsen, kan Flygtningenævnet efter en generel troværdighedsvurdering ikke lægge til grund, at ansøgeren har været medlem af IPOB og af den grund er eller har været eftersøgt af de nigerianske myndigheder. Den erklæring fra en repræsentant fra IPOB i Europa, som ansøgeren har fremlagt på dagen for nævnsmødet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at erklæringen indeholder en meget detaljeret gengivelse af hændelsesforløbet i september 2017 og om den efterfølgende flugt, som afviger fra det, som ansøgeren har forklaret om til udlændingemyndighederne og nævnet. Det oplyste om ansøgerens politiske aktiviteter i Danmark kan efter omfanget og karakteren heraf ikke forventes at komme til hjemlandets myndigheders kendskab, således at ansøgeren som følge heraf vil risikere forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Nigeria vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i en konkret og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Niga/2022/2/EHD
Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim. Han blev født i byen [navn på by], Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive taget af den syriske hær på grund af krigen og udsat for overgreb af Hezbollah, som samarbejder med den syriske hær. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter Hezbollah. Han har til støtte herfor oplyst, at Hezbollah har problemer med ham. Han har til støtte herfor oplyst, at han og andre er blevet slået uden grund ved de syriske kontrolposter, og at myndighederne betragter folk fra grænseområdet som terrorister. En dag i [sommeren/efteråret] 2016 blev han opsøgt af Hezbollah ved hans bopæl. De slog ham med et gevær, så han besvimede, idet han afslog at følge med dem for at kæmpe i Syrien. Næste morgen tog ansøgeren til [bynavn] i Syrien. Hezbollah har efterfølgende opsøgt ansøgerens mor i Syrien en gang, og hans mor har fortalt, at de ofte kører forbi huset. Den syriske hær har også spurgt andre unge om ansøgeren, fordi de havde hørt, at ansøgeren var i Syrien. To af ansøgerens slægtninge er blevet taget af den syriske hær. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter Hezbollah. Han har til støtte herfor oplyst, at Hezbollah har problemer med ham. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren asylretligt skal vurderes i forhold til Libanon. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at det må lægges til grund, at ansøgeren har en libanesisk fader, og at det følger af baggrundsoplysningerne, at ansøgeren derfor har krav på libanesisk statsborgerskab. Ansøgeren har oplyst, at han kender faderens navn og visse af dennes slægtninge. Det forhold, at ansøgeren eller dennes fader først vil skulle ansøge om statsborgerskab, og at ansøgeren i øvrigt opfatter sig selv som statsløs, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren er født og opvokset i en by, som efter baggrundsoplysningerne er beliggende i Libanon, hvor han har boet i hvert fald de første 20 år af sit liv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med Hezbollah til grund. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende om centrale dele af dette asylmotiv, herunder om stedet, hvor ansøgeren skulle være slået med en geværkolbe og om de nærmere omstændigheder i den forbindelse, samt om Hezbollahs efterfølgende opsøgninger på bopælen. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens overordnede forklaring om sit asylmotiv, herunder i lyset af baggrundsoplysningerne om, at Hezbollah ikke foretager tvangsrekrutteringer i Libanon, generelt fremstår usandsynlig, og at det er påfaldende, at ansøgeren under nævnsmødet ikke har kunnet redegøre for sit ophold i perioden 2017-20. Ansøgeren har på denne baggrund ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet bemærker, at spørgsmålet om, hvorvidt det vil være muligt for ansøgeren at indrejse i Libanon, må anses for et udsendelsesspørgsmål. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Liba/2022/16/DH
Nævnet omgjorde i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra [land], således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk [etnicitet] og sunni-muslim fra [by], [land]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til [hjemland] frygtede at blive slået ihjel af [gruppe], idet han var flygtet […]. Han henviste endvidere til, at han frygtede sin tidligere ægtefælles familie, idet han siden 2010 havde haft konflikter med dem. [I efteråret] 2017 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af den dagældende udlændingelovs § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt. jf. § 26, stk. 1. [I vinteren 18/19] omgjorde Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren fortsat havde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet nævnet fandt, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse måtte antages at være særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26. [I vinteren 21/22] har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 nægtes forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet styrelsen har vurderet, at grundlaget ikke længere er til stede. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, og sagen skal vurderes efter denne bestemmelse. Forholdene i klagerens hjemområde er efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til dennes hjemområde i sig selv vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtigelser, jf. herved også Flygtningenævnets afgørelse [fra vinteren 18/19]. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse i øvrigt vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren indrejste i Danmark i 2012 og har således opholdt sig her i landet i næsten 10 år. Han har ingen familie i Danmark. Flygtningenævnet finder således, at en afgørelse om nægtelse af forlængelse klagerens opholdstilladelse udgør et indgreb i hans ret til respekt for privatliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens privatliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2. I [vinteren 18/19] vurderede Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ville være særligt belastende. Klageren var i [vinteren 19/20] påbegyndt en lærlingeuddannelse som [håndværker], og klageren har nu de seneste 6 år været tilknyttet samme virksomhed og forventer at færdiggøre sin uddannelse i 2023. Inden han påbegyndte sit lærlingeforløb udbyggede han, samtidig med, at han arbejdede som ufaglært, sine boglige færdigheder i [diverse fag], så han opfyldte kravene til at kunne blive optaget på teknisk skole. Der foreligger for Flygtningenævnet en udtalelse [fra vinteren 21/22] fra klagerens arbejdsgiver, hvoraf det fremgår, at det var virksomheden, der opfordrede klageren til at påbegynde uddannelsen som faglært [håndværker], fordi de kunne se, at han havde viljen og evnen inden for faget. Det fremgår videre, at han er stabil, velvillig, arbejdsom og meget vellidt af både kolleger og kunder, ligesom man forventer at kunne beskæftige ham, når han er færdiguddannet. Klageren har for Flygtningenævnet forklaret, at det er hans arbejdsgivers ønske, at klageren og en kollega med tiden skal overtage virksomheden […]. I sin fritid spiller klageren [sport] en gang om ugen, ligesom han [dyrker en anden form for sport] 5 gange om ugen efter arbejdstid [med venner]. Klageren forlod [sit hjemland] i 2010 og har ingen tilbageværende nær familie i [hjemlandet]. Klageren har gennemført mødet i Flygtningenævnet på dansk. Efter en samlet afvejning af hensynene over for hinanden finder Flygtningenævnet herefter, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark, jf. herved navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 21. december 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Løbenummer: Land/2022/1/CERA
Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag vedrørende en mandelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes til Iran efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og kristen fra [navn på landsby], [navn på by], Iran. Klageren har efter det oplyste ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Iran, da han frygter at blive fængslet og henrettet af de iranske myndigheder, herunder myndighederne. Han har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har været politisk aktiv og deltaget i flere demonstrationer, som forholdt sig kritisk til det iranske styre. Han har til støtte for sit asylmotiv også oplyst, at han blev anholdt af myndighederne i 2009 og løsladt i 2010. Han har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han før sin anholdelse i 2009 lavede politisk aktivitet for Kurdistans demokratiske Parti (KDP), hvor han blandt andet stod vagt, når hans fætter og morbror uddelte løbesedler for partiet. Han har som asylmotiv også henvist til, at han er kristen. Han har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han tilbage i 2001 indgav en klage over to mullaher, som havde chikaneret hans familie. Efter angivelse af klagen oplevede han, at han blev uvenner med andre mullaher i lokalområdet og fik svært ved at finde et arbejde, da mullaherne havde stor magt i lokalområdet. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund, idet klageren har forklaret divergerende og udbyggende på væsentlige punktet. Flygtningenævnet lægger navnlig vægt på, at klageren har forklaret udbyggende om, hvorvidt han har været tilbageholdt og udsat for tortur i Iran. Klageren har således ikke under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 eller asylsamtalen [i vinteren] 2017 forklaret herom, mens han under sin samtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2021 og under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han i 2009 blev anholdt og tilbageholdt i omkring 6 måneder, hvorunder han blev udsat for tortur. Henset til, at dette må anses for en central del af hans asylmotiv, forekommer det ikke troværdigt, at klagerens morbror skulle have rådet ham til ikke at fortælle herom. Klageren har endvidere forklaret udbyggende om, hvornår og hvordan han har udøvet politiske aktiviteter i Iran. Under oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen har han forklaret, at han i 2015 stod vagt i forbindelse med, at hans onkel og fætter uddelte politisk materiale. Under samtalen [i efteråret] 2021 og i Flygtningenævnet har han forklaret, at han tillige som studerende deltog i flere demonstrationer i 2009. Klageren har endvidere forklaret divergerende og udbyggende om, hvorvidt han er kristen. Under oplysnings- og motivsamtalen forklarede han, at han er muslim, under asylsamtalen forklarede han, at han var begyndt at interessere sig for kristendommen efter, han kom til Danmark, under samtalen [i efteråret] 2021 forklarede han, at han allerede i Iran var kristen, hvilket han blev bekendt med som 11-12 årig, og under mødet i Flygtningenævnet har han fastholdt, at han var kristen, da han boede i Iran, hvilket han blev bekendt med som 8-9 årig. Disse forhold svækker klagerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge klagerens forklaring til grund hverken om konflikter med myndighederne i Iran eller om at klageren er kristen. Klageren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Iran risikerer at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling eller for forfølgelse omfattet af Flygtningekonventionen. Herefter er udlændingelovens § 31 ikke til hinder for, at klageren kan udsendes til Iran. Advokaten har i indlægget gjort gældende, at klageren skal have opholdstilladelse som konsekvens af, at hans ægtefælle har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Advokaten har henvist til, at parret indrejste sammen i 2015. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens ægtefælle ikke har henvist til et selvstændigt asylmotiv, men fik asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af klagerens opholdstilladelse. Der er derfor ikke grundlag for nu at tildele klageren opholdstilladelse som konsekvens af ægtefællens opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2022/25/SCH
Nævnet meddelte i april 2022 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra [navn på landsby], [navn på by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har samarbejdet med KDPI. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive henrettet eller slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han har samarbejdet med KDPI. Han har til støtte herfor oplyst, at han blev kontaktet af sin morbror, der bad ham om at hjælpe med at aflevere nogle ting til nogle af hans venner i en grotte uden for [navn på region]. Da ansøgeren ankom til grotten, mødte han to personer, som han overleverede tingene til. Ansøgeren besøgte grotten to gange, inden hans morbror under et besøg hos morbroren, fortalte ansøgeren, at de personer, som han havde mødtes med i grotten, arbejdede for KDPI. Hans morbror bad ham overveje, om han stadig ville hjælpe. Efter en uge ringede ansøgeren til sin morbror og fortalte, at han fortsat gerne ville hjælpe. Da ansøgeren tog hen til grotten for tredje gang, trådte en af personerne frem, og de hørte skud. Ansøgeren blev forskrækket, tabte sin telefon og sækken med ting, hvorefter han løb væk fra grotten. Ansøgeren gemte sig, indtil det blev mørkt og gik derefter til [navn på by], hvor han tog en taxa til sin morbrors hus. Samme aften kørte hans morbror ham til ansøgerens mosters hus, hvor han tre dage senere fik at vide af sin morbror, at hans far var blevet anholdt. Ansøgeren blev kørt til sin anden moster, hvor han opholdt sig i omkring en uge, hvorefter han udrejste af Iran. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Ansøgerens samlede forklaring om sit asylmotiv har således i det væsentlige været konsistent, detaljeret og alene divergerende i mindre og uvæsentlig grad, og forklaringen fremtræder efter en helhedsvurdering som både troværdig og selvoplevet. Det forhold, at ansøgerens forklaring til brug for sagen om aldersvurdering til dels er blevet tilsidesat, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder således at kunne lægge til grund, at ansøgeren tre gange har hjulpet medlemmer af KDPI med levering af forsyninger mv., og at han tredje gang blev opdaget og efterfølgende identificeret af myndighederne. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgers bopæl efterfølgende blev opsøgt af myndighederne. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om efterfølgende indgåelse af medlemskab med [afdeling i KDPI] her i landet og fremlæggelse af en erklæring herom, der dog ikke er nærmere verificeret, understøtter det af ansøgeren forklarede om sin politiske opbakning til KDPI. Flygtningenævnet finder herefter og efter baggrundsoplysningerne, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Iran/2022/24/DH
Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst ved årsskiftet 2019/2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og muslim fra Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ønsker at bo sammen med sin herboende datter. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun har brug for sin datters støtte under sit sygdomsforløb. Ansøgeren blev efter indrejse i Danmark ramt af [akut sygdom] i [sommeren] 2021, hvorefter hun blev behandlings- og plejekrævende døgnet rundt. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være enlig kvinde uden netværk og som følge af sit helbred vil være i risiko for asylbegrundende overgreb. Til støtte herfor har ansøgerens datter på vegne af ansøgeren oplyst, at ansøgeren har ikke noget netværk i Iran, idet der, i den tid som ansøgeren har opholdt sig i Danmark, ikke har været nogen, der har forsøgt at komme i kontakt med ansøgerens datter, eller som har efterspurgt ansøgeren. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. De påberåbte omstændigheder kan imidlertid ikke danne grundlag for en opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at det – også under hensyntagen til det anførte i pkt. 206 i UNHCR’s håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus - efter oplysningerne i sagen ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har konflikter af nogen art i Iran. Ansøgerens omfattende behov for lægelig behandling og pleje falder uden for anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren ikke har et familiemæssigt netværk i Iran. Herefter, og idet de generelle forhold i Iran heller ikke kan danne grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” [Iran/2022/23/SELS]
Nævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim. Ansøgeren er født i [landsby] i Irak. Da ansøgeren var 2 eller 3 år, flyttede han fra Irak til [by] i Iran, hvor han boede frem til sin udrejse. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i to demonstrationer i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt, udsat for fysiske overgreb, og at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, idet han har deltaget i to demonstrationer. Ansøgeren har ikke for Flygtningenævnet anført som asylmotiv, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tvunget til at aftjene værnepligt. Efterretningstjenesten i Iran leder efter ansøger, de har opsøgt [familiemedlem] og hans familie. Ansøgers liv er i fare, og han er bange for at blive tortureret, voldtaget eller slået ihjel. Hans venner er blevet tortureret, slået ihjel eller voldtaget, og myndighederne er begyndt at henrette folk. Ved en tilbagevenden til Iran frygter ansøger for sit liv, at han ikke vil være i sikkerhed, at hans familie i øjeblikket er rigtig bange på ansøgers vegne, og at han frygter myndighederne og efterretningstjenesten. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han deltog i en demonstration [vinteren] [år] imod [forhold], hvor flere hundrede personer fra [by] deltog, idet demonstrationen udviklede sig til voldelige protester. Ansøger har videre oplyst, at han nærmede sig en [bygning] med en gruppe af personer, hvorefter betjente fra specialstyrker begyndte at skyde op i luften. Ansøgeren kastede med sten mod [bygning], men ikke imod betjentene. Ansøgers ven blev skudt i hovedet, og ansøger blev skudt i sit venstre lår, hvorefter ansøger blev tilset af en sygeplejerske, der var ven af [familiemedlem]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin deltagelse i [vinteren] [år] til grund, idet forklaringen om ansøgers aktive deltagelse på en række væsentlige punkter fremstår ukonkret, divergerende, afglidende og udbyggende. Ansøgeren har således forklaret divergerende med hensyn til bl.a. sin deltagelse i stenkast, og om hvornår på dagen han blev ramt af et projektil. Der er endvidere forklaret divergerende om omstændighederne, efter han forlod demonstrationen, herunder navnlig med hensyn til, hvornår og i hvilken rækkefølge [familiemedlem] og [familiemedlem] ankom til den ejendom, hvor ansøgeren opholdt sig, og om hvornår sygeplejerskerne kom til stede. Ansøgeren har endvidere forklaret ganske vagt og upræcist om forløbet af demonstrationen, som han efter sin egen forklaring deltog i i ca. 10 timer, herunder har ansøgeren forklaret vagt og upræcist om omstændighederne i forbindelse med skyderierne. Forklaringen er på dette punkt endvidere ikke forenelig med de foreliggende baggrundsoplysninger om, at myndighederne straks slog ned på demonstrationerne. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sin aktive deltagelse i demonstrationens forreste række ikke fremstår som selvoplevet, ligesom denne del af forklaringen ikke synes forenelig med ansøgerens tidligere forklaring om, at han generelt undgik offentlige myndigheder for at undgå at blive indkaldt til militærtjeneste. Navnlig under hensyn, til at [familiemedlem], som efter ansøgerens forklaring også deltog i demonstrationen, ikke er efterstræbt af de iranske myndigheder, finder Flygtningenævnet, at det beror på ansøgerens egen formodning, at han - selv hvis det lægges til grund, at han har befundet i nærheden af den omhandlede demonstration – aktuelt står i et asylbegrundende modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnets finder på den anførte baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af lovens § 7, stk. 2. De fremlagte fotos og filmoptagelser kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. IRAN/2022/12 /amca
Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Georgien. Sagen er sambehandlet med geor/2022/1. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tjetjenere og muslimer fra [landsbyen A], Georgien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Georgien frygter de georgiske myndigheder, som har udsat ham for tortur og forsøgt at tvinge ham til at medvirke til et attentat mod den terrormistænkte [B]. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i Geogien arbejdede som taxachauffør og ofte kørte mellem Pankisi-dalen og Tblisi. Ansøgeren fragtede endvidere ofte pakker for kunder. [I efteråret] 2017 holdt ansøgeren ind på en parkeringsplads, da en kunde ville købe noget vand. Han blev på parkeringspladsen opsøgt af en ukendt person, som anmodede om at få fragtet en taske til Tblisi, hvilket ansøgeren accepterede. Da ansøgeren skulle sætte en kunde af i [by C], blev han opsøgt af tre civilklædte betjente, der ville kontrollere bilen. Under kontrollen åbnede betjentene tasken, som ansøgeren var blevet anmodet om at fragte, og det viste sig, at tasken indeholdt adskillige våben. Ansøgeren blev efterfølgende kørt til en bygning, hvor ansøgeren blev afhørt og udsat for tortur. Udover de tre betjente, som havde arresteret ansøgeren, deltog tre andre betjente i afhøringerne. Den efterfølgende dag oplyste betjentene, at de ville have ansøgeren til at samarbejde med myndighederne om et attentant på en tjetjener fra Pankisi-området. Efter at være blevet udsat for tortur og trusler i tre dage, indvilligede ansøgeren til sidst. Ansøgeren blev løsladt [i efteråret] 2017, men var [omkring en uge senere] 2017 igen til samtale med betjentene. Ansøgeren fik ved dette møde at vide, at han skulle assistere i attentatet mod den terrormistænkte [B] og anholdelsen af tre andre personer. Ansøgeren blev efterfølgende igen løsladt med tilsagn om, at han ville blive indkaldt til et nyt møde. [I vinteren] 2017 udrejste ansøgeren med sin familie. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles forklaring og oplyst, at hun ikke er bekendt med årsagen til familiens flugt. Flygtningenævnet lægger den mandlige ansøgers identitet til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af kriminalteknisk erklæring [fra vinteren 17/18], at den mandlige ansøgers fingeraftryk var identisk med en hollandsk visumsag, med selvsamme generalier som oplyst af den mandlige ansøger ved sin ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen, herunder, at det savner mening og fremstår konstrueret til lejligheden, at de georgiske myndigheder skulle tvinge den mandlige ansøger, der efter sin egen forklaring ikke har våbentræning, til at hjælpe i en hemmelig militæroperation med henblik på at ansøgeren skulle dræbe den terrormistænkte [B]. Der er endvidere henset til, at ansøgerne efter deres egne forklaringer er udrejst legalt ved forevisning af originale rejsedokumenter og at udrejsen skete uden problemer, hvilket forekommer usandsynligt såfremt den mandlige ansøger var involveret i en hemmelig specialoperation med myndighederne. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den kvindelige ansøger har afgivet divergerende forklaringer omkring centrale dele af ansøgernes asylmotiv. Den kvindelige ansøger har således forklaret divergerende omkring, hvornår hun fik kendskab til årsagen til familiens udrejse. Den kvindelige ansøger har til sin samtale med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2018 oplyst, at hun ikke vidste, hvorfor hun var flygtet, at hun fulgte sin ægtefælle, og at de ikke havde snakket sammen om, hvorfor de var flygtet. Den kvindelige ansøger har på nævnsmødet derimod oplyst, at den mandlige ansøger allerede da parret var i Danmark og inden samtalen med Udlændingestyrelsen, oplyst hende at de var flygtet, da han havde været anholdt og var blevet truet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den mandlige og kvindelige ansøger har forklaret utroværdigt omkring opbevaringen af deres ID-dokumenter. Den kvindelige ansøger har således oplyst til sin samtale med Udlændingestyrelsen, at familien havde mistet alle deres dokumenter på vejen til Danmark, hvorimod de efterfølgende har fremskaffet den mandlige ægtefælles kørekort. Det er påfaldende i den forbindelse, at familien og den kvindelige ansøgers forældre har mistet deres ID-dokumenter ved to på hinanden næsten ens episoder. Den kvindelige ansøgers forældre har i den forbindelse oplyst at have mistet deres rejsedokumenter både i 2018 og 2021 på samme måde. Det forhold, at den mandlige ansøger har fremlagt en skrivelse med indkaldelse til politiet [i vinteren] 2020, kan ikke føre til en anden vurdering. Der er herved henset til, at det af skrivelsen fremgår, at den mandlige ansøger er mistænkt. Det fremgår ikke hvad denne mistanke vedrører. Endvidere er der i indkaldelsen indsat en vejledning om retsvirkningen af udeblivelse som vidne. De generelle forhold for tjetjenere i Georgien kan ikke begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Ansøgerne har på ovennævnte baggrund ikke sandsynliggjort, at de har behov for beskyttelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster på denne baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Geor/2022/2/CERA
Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Georgien. Sagen er sambehandlet med geor/2022/2. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etniske tjetjenere og muslimer fra [landsby A], Georgien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Georgien frygter de georgiske myndigheder, der har tilbageholdt og udsat ham for vold, idet ansøgeren på sin svigersøns foranledning havde lejet sit hus ud til nogle personer, der formentligt havde tilknytning til en terrorgruppering. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i Georgien ejede to huse, hvoraf et blev anvendt til udlejning. I [efteråret] 2017 lejede ansøgeren huset ud til en gruppe ukendte personer, som ansøgerens svigersøn havde kørt til byen. I [efteråret] 2017 blev nogle terrorister slået ihjel af de georgiske myndigheder i forbindelse med ransagningen af en lejlighed i Tblisi. Ansøgeren kendte ikke navne på personerne, som han havde lejet huset ud til i [efteråret] 2017, men han fik senere at vide af folk fra landsbyen, at de var blandt de dræbte terrorister. I [vinteren 17/18] blev ansøgeren opsøgt af nogle personer, der spurgte ansøgeren ind til det hus, han lejede ud. I [vinteren 17/18] blev ansøgeren ringet op af de pågældende, som ønskede at leje huset. Senere på dagen ankom civilbeklædte betjente til ansøgerens bopæl, og de anmodede ham om at følge med dem. Ansøgeren blev herefter tilbageholdt i to dage, hvor han blev udsat for vold og afhørt om personerne, som han havde lejet huset ud til i [efteråret] 2017, og sin svigersøn. Dagen efter løsladelsen ringede politiet til ansøgeren og fortalte, at de ville tale med ham igen. Ansøgeren besluttede sig herefter for at udrejse med sin familie. Ansøgerne udrejste legalt af lufthanen i Kutaysi [i foråret] 2018 og indrejste i Danmark [to dage senere] og søgte asyl samme dag. [I efteråret] 2020 frafaldt ansøgerne deres ansøgning om asyl og udrejste [i vinteren 20/21] til Georgien. [I vinteren 20/21] indrejste de i Danmark på ny. Den mandlige ansøger har i forbindelse med den nye asylsag oplyst, at familiens bopæl efter deres tilbagevenden til Georgien igen er blevet opsøgt, og at han er blevet udsat for overgreb af ukendte personer. Han har videre oplyst, at der blev skudt mod bopælen, og at han herefter flygtede. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om den mandlige ansøgers konflikt med de georgiske myndigheder til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme forhold, som er fremhævet af Udlændingestyrelsen i afgørelsen [fra vinteren 21/22], hvorefter den mandlige ansøger har forklaret divergerende om centrale dele af sit asylmotiv, herunder om han er blevet opsøgt ved to eller tre forskellige lejligheder, om opsøgningerne foregik på ansøgerens bopæl eller i centrum af byen, og om hvorvidt den mandlige ansøger vidste hvad der var sket med sine hotelgæster. Ansøgers forklaring om at være blevet udsat for tortur fremstår som konstrueret til lejligheden og er ikke understøttet af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder rapport: ”Georgia, The Situation of the Kist Community and the Chechens, november 2018”, hvorefter der ikke findes grund til at antage, at de georgiske myndigheder udsætter etniske tjetenere for tortur. Endelig kan det ikke lægges til grund, at den mandlige ansøgers konflikt er genopstået efter sin udrejse af Danmark og genindrejse i Georgien [i vinteren 20/21]. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen, herunder at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren genindrejste i Georgien, idet en gammel skolekammerat, [B], som arbejdede for det georgiske politis efterretningstjeneste i Tblisi, og som den mandlige ansøger ikke havde haft kontakt med i lang tid før han på ny fik kontakt under sit ophold i Danmark, havde løst ansøgerens problemer med de georgiske myndigheder. Der er endvidere henset til, at ansøgerne efter deres egne forklaringer udrejste legalt af Georgien ved brug af egne pas. Den mandlige ansøger har yderligere divergeret ved, at han til samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren 21/22] oplyste, at han efter familiens tilbagevending til Georgien har haft besøg af [B] som han havde fået kontakt til via Facebook. Hvorimod han under mødet i Flygtningenævnet har oplyst og fastholdt, at han aldrig direkte har talt med [B], men at det kun er sket via en fælles ven. Det forekommer endvidere uforståeligt, at den mandlige ansøger ikke via sin ven kontaktede [B] i forbindelse med de første opsøgninger i 2018 for at anmode om dennes hjælp til at standse opsøgningerne, idet bemærkes, at ansøgeren til sin Oplysnings- og Motivsamtale [i vinteren 21/22] har forklaret, at han var i besiddelse af [B]’s kontaktoplysninger allerede i 2018. De generelle forhold for tjetjenere i Georgien kan ikke begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Ansøgerne har på ovennævnte baggrund således ikke sandsynliggjort, at de har behov for beskyttelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster på denne baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Geor/2022/1/CERA
Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Egypten og Nepal. Indrejst i henholdsvis 2010 og 2012. Flygtningenævnet udtalte:”Den mandlige ansøger er etnisk araber og muslim af trosretning fra Egypten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han har som asylmotiv henvist til sit oprindelige asylmotiv, hvorefter han ved en tilbagevenden til Egypten frygter at blive slået ihjel af familien til den mand, hvis død han i 2010 forårsagede ved et færdselsuheld. Han frygter endvidere at blive straffet, fordi han ikke har aftjent militærtjeneste. Ved Flygtningenævnets beslutning af [sommeren] 2015 fandt nævnet, at den mandlige ansøgers forklaring om færdselsuheldet ikke kunne begrunde asyl, ligesom nævnet fandt, at ansøger ved en tilbagevenden til Egypten ikke var i risiko for at blive idømt en straf for sin manglende militærtjeneste, som efter dansk retstradition var uforholdsmæssig, og at dette forhold derfor heller ikke kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til Egypten ikke er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, og nævnte kan i den forbindelse henholde sig til nævnets beslutning af [sommeren] 2015, idet der ikke er fremkommet væsentlige nye oplysninger i forhold til de oplysninger, som forelå ved den oprindelige behandling i nævnet. Den kvindelige ansøger er etnisk tamang og muslim af trosretning fra Kathmandu, Nepal. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Hun har som asylmotiv henvist til sit oprindelige asylmotiv, hvorefter hun ved en tilbagevenden til Nepal frygter at blive slået ihjel af sin far og sin tidligere ægtefælle og dennes familie, da hun er blevet skilt, har fået børn med sin nuværende egyptiske og muslimske ægtefælle under sit studieophold i Danmark og som følge heraf konverteret til islam. Ansøgeren har videre henvist til, at hun ikke kan opholde sig i Nepal, hvor folk ikke accepterer, at hun er konverteret til islam. Den kvindelige ansøger har herudover henvist til, at hun ved udsendelse til Egypten frygter at få problemer som følge af sin ægtefælles problemer med familien til den person, hvis død hendes ægtefælle var skyld i. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hendes ægtefælle vil blive fængslet i Egypten, fordi han ikke har aftjent militærtjeneste, og at hun og børnene ikke kan klare sig alene i Egypten, mens den mandlige ansøger er i fængsel. Hun taler ikke sproget og har aldrig været i Egypten, ligesom hun adskiller sig fra landets befolkning på grund af sin etnicitet. Flygtningenævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at den kvindelige ansøger ved en tilbagevenden til Nepal ikke er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, og nævnet kan i den forbindelse henholde sig til nævnets beslutning af [sommeren] 2016, idet der ikke er fremkommet væsentlige nye oplysninger i forhold til de oplysninger, som forelå ved den oprindelige behandling i nævnet. I forhold til Egypten bemærkes, at den kvindelige ansøger ifølge sin egen forklaring ikke selv har konflikter, men frygter at få problemer som følge af sin ægtefælles konflikt. Der er ikke grundlag for at antage, at denne konflikt, der som anført ovenfor, ikke kan begrunde asyl for ægtefællen, kan begrunde asyl for den kvindelige ansøger. Der er på baggrund af ansøgers forklaring og baggrundsoplysningerne heller ikke grundlag for at antage, at hun vil befinde sig i en så vanskelig situation i Egypten, hvis hendes ægtefælle bliver fængslet på grund af manglende udførelse af militærtjeneste, at hun derved vil være udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgers frygt primært vedrører socioøkonomiske forhold og ikke forhold, der kan begrunde asyl. I forhold til ansøgernes børn, der er egyptiske statsborgere og derfor asylretligt skal vurderes i forhold til Egypten, bemærkes, at de ikke har selvstændige asylmotiver. Deres asylmotiv er således afledt af den mandlige ansøger, og Flygtningenævnet finder derfor på baggrund af det ovenfor anførte, at børnene heller ikke er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at der efter baggrundsoplysningerne heller ikke er grundlag for, at børnene vil befinde sig i en så vanskelige situation, hvis deres far bliver fængslet, at der vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det er herved indgået, at børnene er egyptiske statsborgere. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse, og der er herefter ikke noget asylretligt til hinder for, at familien kan udsendes samlet til Egypten. Den mandlige og kvindelige ansøger er blevet religiøst gift og har fået børn under opholdet i Danmark. Det er i sådan en situation Flygtningenævnets praksis, at der ikke tages forbehold om en samlet udsendelse. Det bemærkes, at det følger af oplysningerne i sagen, at den kvindelige ansøger vil kunne søge om familiesammenføring med sin ægtefælle og indrejse og opholde sig i Egypten under behandlingen af en sådan ansøgning. Det fremgår videre, at den egyptiske ambassade har oplyst, at den kan udstede rejsedokumenter til den mandlige ansøger og børnene, samt at den kan udstede rejsedokumenter til den kvindelige ansøger, hvis de er gift ved en offentlig myndighed.” Egyp/2022/2/sme
Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Algeriet. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra [by] i Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har efter sin forklaring været politisk aktiv, herunder ved at organisere og deltage i systemkritiske demonstrationer i Algeriet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold i Algeriet. Ansøgeren frygter, at han vil blive fængslet, udsat for tortur eller slået ihjel af de algeriske myndigheder, fordi han har deltaget i demonstrationer i Algeriet siden han var 18 år gammel, senest i 2018. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at den algeriske regering er korrupt, og at der generelt ikke er sikkerhed, tryghed eller rettigheder i landet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende om sine asylmotiver. Flygtningenævnet har i den forbindelse blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren hverken i sit asylansøgningsskema eller til sin oplysnings- og motivsamtale den [sommeren] 2021 med Udlændingestyrelsen har oplyst om nogen konkrete konflikter med myndighederne. På denne baggrund afviser Flygtningenævnet ansøgerens udbyggende forklaring under nævnsmødet om, at han hver fredag i 2018 har deltaget i adskillige demonstrationer i Algeriet, hvor han har været anholdt mere end 10 gange, og hvorunder han har været udsat for tortur eller overgreb fra myndighedernes side. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han i den forbindelse angiveligt skulle være blevet truet på livet af en myndighedsperson fra den algeriske efterretningstjeneste. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt på, at han først oplyste om truslen til gensamtalen i [efteråret] 2021, og at han først under nævnsmødet i dag har forklaret, at han blev anholdt. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter sin udrejse af Algeriet i 1999/2000 indtil 2018 flere gange er rejst frivilligt og lovligt tilbage til Algeriet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har nogen asylbegrundende konflikt med de algeriske myndigheder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Alge/2022/5/ROZ
Nævnet stadfæstede i maj 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra Qarabagh, Ghazni-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af Taliban. Han har til støtte herfor anført, at han ved en udsendelse til Afghanistan vil blive identificeret som søn af [navn], der var kommandant i [bevægelse] som var i væbnet konflikt med Taliban. Hans far har deltaget i kampe mod Taliban og dræbt flere Taliban-folk. Hans far blev dræbt i kamp af Taliban, da ansøgeren var 4 år, og hans mor måtte flygte med ham og hans søskende til Kabul, hvor de boede indtil deres udrejse. Ansøgeren har videre henvist til, at familiens nabo i Kabul en dag 11 år senere spurgte ansøgeren og hans søster om deres slægtskab til deres far. Ansøgerens familie udrejste derefter til Iran, fordi de frygtede, at Taliban ville hævne sig på dem på grund af hans far. Ansøgeren har dernæst henvist til, at han ved en udsendelse til Afghanistan er i risiko for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling. Hertil kommer hans helbredsmæssige forhold, såvel fysisk som psykisk, som indebærer, at han ikke vil kunne varetage et almindeligt arbejde i Afghanistan, og dermed klare sig selv i Afghanistan, hvor han er helt uden netværk. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens far som kommandant i [bevægelse] blev dræbt i forbindelse med kamp mod Taliban, da ansøgeren var 4 år, hvorefter hans mor flygtede til Kabul sammen med ansøgeren og hans søskende. Ansøgeren og hans familie boede herefter adskillige år i Kabul uden at opleve konflikter med Taliban. Det beror på den baggrund alene på ansøgerens egen formodning, at han og hans familie var efterstræbt af Taliban, fordi han og hans søster en dag blev spurgt af en nabo om deres slægtskab til hans far. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysninger, at visse Taliban-krigere har udøvet gengældelsesangreb på navnlig personer, der har været tilknyttet den tidligere regering, sikkerhedsstyrker eller udenlandske væbnede styrker, mens der derimod ikke er oplysninger om, at Taliban har interesseret sig for eller vil interesse sig for personer som ansøgeren, hvis far for mange år siden har haft en konflikt med Taliban. Nævnet bemærker i den forbindelse, at der ikke foreligger oplysninger af en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at bestemte personer fra Taliban vil efterstræbe ansøgeren, som følge af farens forhold. Flygtningenævnets finder på denne baggrund, at ansøgeren ikke er i risiko for asylbegrundende overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Det oplyste, om ansøgerens helbredsmæssige forhold, kan ikke føre til nogen anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Afgh/2022/22/ROZ
Nævnet omgjorde i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [A], i den sydlige del af Damaskus, Syrien, hvorefter han i en alder af seks år flyttede til [B] i Damaskus by, hvor han boede indtil 1994. Klageren købte herefter et hus i [C] i Rif Damaskus, hvor han boede frem til sin udrejse den i foråret 2013. Udlændingestyrelsen meddelte i [efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelo-vens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at myndighederne vil anholde ham, som følge af hans søns ude-blivelse ved indkaldelse til militærtjeneste, og idet klager har deltaget i demonstrationer og i nød-hjælpsarbejde. Klager frygter derudover de generelle forhold i Syrien. I [efteråret] 2015 klagede Københavns Retshjælp på vegne af klageren over Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2015 og anførte, at der var grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelo-vens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. I [vinteren] 2016 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrel-sens afgørelse, hvorved Flygtningenævnet fandt, at klageren ikke opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7 stk. 2. I [somme-ren] 2021 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter ud-lændingelovens § 7, stk. 3, kan nægtes forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse, henvist til, at han i 2012 deltog i en række de-monstrationer og transporterede sårede til et felthospital. Han har endvidere henvist til, at hans søn var blevet indkaldt til reserven i den syriske hær i [efteråret] 2012, og at han frygtede at blive anholdt af de syriske myndigheder som følge heraf. Han frygter at komme i fængsel, herunder at blive udsat for tortur, sult, og død, når han først bliver anholdt er alt forbi, og at han frygter de socioøkonomiske forhold, samt at dem der leder landet er militser. Klageren har haft lovligt op-hold i Danmark siden [efteråret] 2015, han er gift med [B], der i [vinteren] 2019 blev familie-sammenført med klageren, og de har flere børn sammen hvoraf fire – myndige – har bopæl i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at de syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan væ-re god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme en ansøger/klager til gode. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerens hjemom-råde er Rif Damaskus. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at de syriske myndigheder har genvundet kontrollen over den overvejende del af Rif Damaskus i maj 2018. Dette fremgår bl.a. af Udlændingestyrelsens landerapport fra oktober 2020 ”Syria, Security and Socio-economic situa-tion in the governorates of Damascus and Rural Damaskus”, og af EASO-rapporten ”Country Guidance Syria – Common analysis and guidance note”, udgivet i september 2020 samt EASO-rapporten ”Syria Security situation – Country of Origin Information Report” udgivet i juli 2021. Flygtningenævnet lægger efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne til grund, at situa-tionen i Rif Damaskus fortsat er alvorlig og skrøbelig. Det må imidlertid endvidere lægges til grund, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig ka-rakter, og at de aktuelle forhold i området ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskon-vention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenæv-net finder herefter, at de generelle forhold i Rif Damaskus ikke kan føre til en forlængelse af kla-gerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet tager på bag-grund af sidste led i nærværende afgørelse ikke stilling til EMRK artikel 8. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om der kan meddeles klageren opholdstilladelse på grund af dennes indi-viduelle forhold. Det fremgår af Flygtningenævnets afgørelse af [vinter] 2016 bl.a.: ”Flygtninge-nævnet lægger i overensstemmelse med det, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af [ef-teråret] 2015, til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelo-vens § 7, stk. 3. Derimod finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at det alene beroede på hans formodning, at de syriske myndigheder havde fået kendskab til, at han havde deltaget i demonstrationer mod re-gimet og havde bragt sårede mennesker til felthospitaler tilhørende Den Frie Syriske Hær, og at hans navn derfor stod på en ”sort liste”. Han forklarede videre, at han aldrig var blevet opsøgt af myndighederne eller havde haft personlige konflikter med dem. Endelig forklarede han, at sønnens udeblivelse fra militærtjeneste ikke havde haft konsekvenser for ham, og at han var udrejst legalt og havde fået stemplet sit syriske nationalitetspas, og at han undervejs var passeret gennem otte forskellige kontrolposter bemandet af regimets folk, uden at det havde givet ham problemer. Op-lysninger om, at klageren er eftersøgt af myndighederne som følge af deltagelsen i demonstratio-nerne, og at han ikke har fremvist legitimation i forbindelse med udrejsen, og at han end ikke har et pas, og at udrejsen derfor kun var mulig, fordi der blev betalt bestikkelse ved kontrolposterne, er først fremkommet efter, at klageren havde fået opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, og divergerer på væsentlige punkter fra den tidligere forklaring, og forekommer derfor utroværdig og konstrueret til lejligheden. Herefter, og idet klageren ikke har haft konflikter som følge af sønnens udeblivelse fra militærtjeneste, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrel-sens afgørelse.” Klageren har for Flygtningenævnet forklaret udbyggende i forhold til sine tidlige-re forklaringer både for så vidt angår klagers rolle ved deltagelse i demonstrationerne i 2012, dødsfald for så vidt angår hans ven og bror samt omstændighederne i forbindelse med hans udrej-se. Flygtningenævnet bemærker, at der ud over klagers udbyggende forklaring ikke er fremkom-met nye oplysninger i forhold til klagerens oprindelige asylmotiv, som Flygtningenævnet tog stil-ling til ved afgørelsen af i [vinter] 2016. Klageren anførte også på det tidspunkt, at han havde del-taget i demonstrationer mod styret i en periode på omkring syv måneder i 2012, at han bragte så-rede civile i Daria til felthospitaler tilhørende Den Frie Syriske Hær, og at hans søn blev indkaldt til reserven i den syriske hær i 2012, men udeblev. Af de grunde der er anført i Flygtningenævnets tidligere afgørelse af [vinter] 2016 finder Flygtningenævnet fortsat, at betingelserne for opholds-tilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet bemærker herunder, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at familiemedlemmer til personer, der har unddraget sig militærtjeneste, ikke er i asylrelevant risiko for forfølgelse, medmindre personen, der unddrager sig militærtjeneste, er profileret. Da Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at klagerens søn er profileret, finder Flygtningenævnet heller ikke, at det er sandsynliggjort, at kla-geren kan meddeles opholdstilladelse som følge af sin søns forhold. Forhold af socioøkonomisk karakter kan ikke begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Konsekvensstatus er betegnelsen for den situation, hvor en ansøger/klager, der ikke har et selvstændigt asylgrundlag, meddeles asyl på baggrund af pågældende nære familiemæssige tilknytning til en anden person, der anerkendes el-ler allerede er anerkendt som flygtning. Konsekvensstatusbegrebet er således et udslag af det in-ternationale princip om beskyttelsen af ”familiens enhed”. Princippet fremgår af UNHCR´s Hånd-bog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus. Et flertal i Flygtningenævnet bemærker, at klagers dengang mindreårige søn [C] indrejste i Danmark [vinter] 2019 med sin mor, hvorefter de flyttede ind hos klager. Det fremgår af Folkeregistret, at [C] har boet med klager si-den da, bortset fra en periode på omkring 9 måneder, hvor han lejede et værelse hos en ven, så han kunne læse til eksamen. Han tog kun enkelte ejendele herunder madras med. Han har forklaret, at det hele tiden var hans intention at flytte tilbage hos klager igen, da klager og moderen ikke kan klare sig selv med de daglige gøremål. I den periode hvor han var fraflyttet, kom han næsten dag-ligt hos klager for at hjælpe til. Både klager og [C] har samstemmende forklaret, at det er menin-gen, at [C] fortsat skal bo hos klager. [C] er i [efteråret] 2021 meddelt opholdstilladelse efter ud-lændingelovens § 7, stk. 1. Et flertal i Flygtningenævnet finder herefter på baggrund af beskyttel-sen af ”familiens enhed”, at klager skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 som konsekvens heraf. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændinge-styrelsen.” syri/2021/263 /AMCA
ævnet meddelte i marts 2022 opholdstilladelse (KB-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er [etnicitet] fra [by], Midan Wardak, Afghanistan. Ansøgeren har oplyst [oplysning vedrørende religiøse forhold]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oprindelig henvist til [første asylmotiv]. Ansøgeren har videre henvist til [andet asylmotiv]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sine [familiemedlemmer] på grund af en [privatretlig konflikt]. Til støtte for sit oprindelige asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans [familiemedlem] ejede jord i Afghanistan, som blev delt mellem ansøgerens [tre familiemedlemmer]. I foråret 2012 opstod en diskussion mellem [familiemedlem A] og [familiemedlem B]. Der opstod tumult imellem dem, og ansøgeren slog ud efter [familiemedlem A] med en [genstand]. Ansøgeren blev senere bekendt med, at [familiemedlem A] var afgået ved døden. Ansøgeren har som asylmotiv under genoptagelsessagen fastholdt sit oprindelige asylmotiv. Ansøgeren har som nyt asylmotiv under genoptagelsessagen henvist til de generelle forhold i Afghanistan som følge af covid-19. Under Flygtningenævnets behandling af sagen [i foråret] 2021 kunne [første asylmotiv] ikke lægges til grund. Flygtningenævnet tiltræder denne vurdering og finder heller ikke at kunne lægge [asylmotiv] til grund. Imidlertid fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren som følge af en privatretlig [konflikt] var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde således til grund, at ansøgeren havde en konflikt med en del af sin familie, og at det var sandsynligt, at hans [familiemedlem B] var blevet dræbt som følge heraf. Nævnet fandt, at konflikten havde den fornødne intensitet, og at ansøgeren som udgangspunkt var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet tiltræder denne vurdering. Nævnet fandt videre, at ansøgeren kunne henvises til at tage ophold enten i [afghansk by Z], [afghansk by X] eller [afghansk by Y], idet nævnet lagde vægt på, at der var tale om en privatretlig konflikt, og at det ikke var nærmere sandsynliggjort, at de pågældende personer, som ansøgeren havde en konflikt med, havde mulighed for at finde ham disse steder. Nævnet henviste endvidere til, at ansøgeren var en ung og arbejdsfør mand. Bevisbyrden for, at der foreligger et internt flugtalternativ, påhviler asylmyndighederne. Den sikkerhedsmæssige og humanitære situation i Afghanistan har efter ovennævnte afgørelse udviklet sig betydeligt, idet Taliban siden medio august 2021 har overtaget magten i landet. Med udgangspunkt i det på nuværende tidspunkt foreliggende baggrundsmateriale finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren - med de særlige betingelser, der stilles i forbindelse med fastlæggelse af IFA - kan henvises til et internt flugtalternativ i Afghanistan. Da Flygtningenævnet [i foråret] 2021 har lagt til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og idet ansøgeren ikke kan henvises til et internt flugtalternativ i Afghanistan, finder nævnet, at ansøgeren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Afgh/2022/9/EEB
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og muslim fra [by], Afghanistan. Han har forud for sin indrejse i Danmark opholdt sig i Iran i en årrække. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i Afghanistan vil være uden et netværk, og derved risikerer at komme til at bo på gaden. Han har videre henvist til, at han frygter Taliban, der kæmper. Ansøgeren har hertil oplyst, at han alene frygter dem, hvis man kommer i vejen for dem. Indledningsvis tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at få sin ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har formået at redegøre for sine personlige og familiemæssige forhold, samt baggrunden for sin ansøgning om asyl. Om de generelle forhold i Afghanistan Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at siden Taliban-regimet den 15. august 2021 indtog hovedstaden i Afghanistan, Kabul, og efterfølgende erklærede krigen mod den tidligere regering forbi samt i øvrigt den 7. september 2021 dannede en midlertidig regering, er den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan blevet forbedret. Der kan i den forbindelse henvises til blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information, Afghanistan, december 2021, s. 17 f., samt EASO, the general security situation after the Taliban’s takeover, 15. november 2021, s. 6. Tilsvarende er anført i UNHCR Guidance Note fra februar 2022, side 1, pkt. 2. Den forbedrede generelle sikkerhedssituation efter Taliban-regimets magtovertagelse må også ses i lyset af, at situationen i Afghanistan forud for Taliban-regimets magtovertagelse måtte beskrives således, at der forelå en såkaldt ikke-international væbnet konflikt, der imidlertid mere generelt ophørte med at eksistere efter magtovertagelsen, jf. Amnesty International, No escape – War crimes and civilian harm during the fall of Afghanistan to the Taliban, december 2021, s. 5, samt Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 6. Der kan endvidere henvises til Human Rights Watch World Report 2022 vedrørende Afghanistan, hvor det anføres, at ”In the six months before the takeover, fighting between government forces and the Taliban caused a sharp rise in civilian casualties from improvised explosive devices (IEDs), mortars, and airstrikes”. Uanset at den generelle sikkerhedssituation er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, er der oplysninger om, at visse dele af Taliban-regimet har foretaget gengældesangreb. Således anføres det i den netop nævnte rapport fra Amnesty International fra december 2021, s. 13, at ”As the Taliban quickly seized control of new areas of the country in July and August 2021, some units began a series of killing of captured ANDSF and former high-ranking government officials. In the cases documented by Amnesty International, the people targeted for retaliatory killings bear a certain profile: all were supporters (or were accused of being supporters) of the former government and were either high-profile leaders or members of ethnic minorities”. Det fremgår også af de øvrige baggrundsoplysninger, at visse Taliban-krigere efter magtovertagelsen navnlig har interesseret sig for ”persons affiliated with the former government, security forces or foreign forces”, jf. EASO, Afghanistan – Country of Origin Information Report, January 2022, s. 45 f. Det kan imidlertid ikke lægges til grund, at der er tale om systematisk forfølgelse af de nævnte personer fra Taliban-regimets side som sådan, jf. blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information rapport, december 2021, s. 1. Det må således på den ene side lægges til grund, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, at der ikke længere mere generelt foreligger en intern væbnet konflikt, og at forholdene i Afghanistan ikke er af en sådan karakter, at enhver vil være i en reel risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse eller i øvrigt overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som følge af sin blotte tilstedeværelse i Afghanistan, jf. herved også Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 7, hvor det anføres, at ”Det kan dock för tilfället inte anses råda sådant urskillningslöst våld i någon provins at var och en risikerer at uttsättas för skydsbegrundende behandling”. På den anden side må det imidlertid lægges til grund, at situationen i Afghanistan, som anført i Udlændingestyrelsens Country of Origin Information rapport, december 2021, s. 5, er flygtig og ustabil. Der kan også henvises til UNHCR, Afghanistan Situation Update – 2 November 2021, hvor det anføres, at ”The security situation in Afghanistan remains highly volatile”. Dette fremgår også UNHCR Guidance Note fra februar 2022 Herudover kan der henvises til Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 4, hvor det anføres, at ”utvecklingen är osäker och kan vara snabbt föränderlig”. Endelig kan der henvises til EASO, Afghanistan – Country of Origin Information Report, January 2022, s. 9, hvor det anføres, at rapporten ”demonstrates preliminary findings on how Taliban rule has manifested itself since the takeover of Kabul but does not analyse whether these findings are representative of the Taliban leadership’s intentions nor of their beating for the future”. I lyset af den usikre og ustabile situation i Afghanistan må der udvises særlig omhyggelighed ved vurderingen af ansøgerens konkrete risikoprofiler. Sådanne særlige risikoprofiler er behandlet i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, der s. 57-101 indeholder en analyse af 18 ”particular profiles with regard to qualification for refugee status”. Om ansøgerens individuelle forhold Ansøgeren har tidligere oplyst om sin familie i Afghanistan, heriblandt tre onkler, fire morbrødre, to mostre m.fl. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren har familiemæssigt netværk i Afghanistan. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at han ikke har eller har haft kontakt til familien i Afghanistan, og at han formoder, at familien er flygtet fra Afghanistan pga. Talibans magtovertagelse. Ansøgeren har forklaret, at han ikke længere taler dari, men henset til at ansøgeren ved flere lejligheder har forklaret, at han har haft – og fortsat har – hyppig kontakt med sin mor og søskende, der opholder sig i Iran, tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring herom. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren taler dari. Endelig lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren er etnisk hazara, og at han ikke har haft konflikter med hverken privatpersoner, Taliban eller andre grupperinger. Ansøgeren udrejste af Afghanistan som [4-7] årig til Iran, hvor han opholdt sig sammen med sin familie, indtil han som [8-11] årig udrejste af Iran. Ansøgeren har herefter opholdt sig i 6½ år i Danmark som uledsaget mindreårig. Spørgsmålet er derfor, om ansøgeren risikerer asylbegrundende overgreb som følge af, at han måtte anses for "vestliggjort". Efter en samlet vurdering af ovennævnte forhold og på grundlag af baggrundsoplysningerne kan det ikke lægges til grund, at en person med ansøgerens profil, vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb mv. som følge af, at han vender tilbage til Afghanistan fra et vestligt land, selvom han er udrejst som barn fra Afghanistan. Der kan i den forbindelse henvises til de konkrete kriterier, der er nævnt i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, s. 85 f. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, ligesom Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Afghanistan ikke i sig selv kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Afgh/2022/7/gdan
Nævnet stadfæstede i februar 2022 en genoptaget spontan asylsag vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i år 2003.Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er [etnicitet] og angiveligt kristen konvertit fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive udsat for overgreb og trusler, og at han frygter at blive slået ihjel, fordi han vil blive betragtet som europæer. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at han ikke kan sproget, at han ikke ved, hvor han skal bo, og at han ikke kender normerne og reglerne i Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive anholdt og afhørt af myndighederne eller Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at myndighederne kan finde på at anholde vilkårlige personer, der kommer fra europæiske lande. Ansøgeren har hørt, at det er normalt, at myndighederne anholder folk og afuører dem i flere timer. Ansøgeren har som asylmotiv derudover henvist til, at han risikerer at blive associeret med [familiemedlem], som har en konflikt med Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at ansøgerens [familiemedlem] udrejste af Afghanistan, da Taliban kom til magten, og at ansøgerens [familiemedlem] nægtede at underordne sig dem. Det fremgår af ansøgerens [familiemedlems] asylsamtale med Udlændingestyrelsen, at ansøgerens [familiemedlem] som asylmotiv henviste til, at [beskrivelse af familiemedlems konflikt med Taliban]. Ansøgeren deler efternavn med [familiemedlem], hvorfor Taliban vil kunne søge på ansøgerens efternavn og finde ud af, at ansøgeren er i familie med en person, som har været imod Taliban. Ansøgeren[... ] vil ved en tilbagevenden til Afghanistan skille sig ud, blandt andet fordi han ikke kan sproget, og han vil derfor let kunne blive genkendt. Ansøgeren har som asylmotiv ydermere henvist til, at han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at hans [familiemedlem] har introduceret ansøgeren til og lært ansøgeren om den kristne tro, og at ansøgerens [familiemedlem] er blevet afbilledet og omtalt som kristen konvertit i en artikel på internettet. Ansøgerens har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ikke kan få den rette behandling og medicin for sine [helbredsmæssige problemer], og at han ikke kan tage vare på sig selv. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at han har fået støtte fra sin familie og det offentlige system i Danmark til at håndtere og dosere sin medicin og sørge for ansøgerens helt basale behov. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, fordi han er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet anser fortsat ikke ansøgerens konvertering for at være reel og kan henvise til det i nævnets afgørelse [fra vinteren 19/20] anførte herom. Ansøgeren har herudover ved mødet i Flygtningenævnet [i februar] 2022 kun kunnet forklare i meget generelle og upræcise vendinger både om, hvad kristendommen er og om baggrunden for, at han skulle være konverteret. Ansøgerens kendskab til centrale elementer i kristendommen må betegnes som helt overfladisk og rudimentært. Ansøgeren er trods knap 20 års ophold i Danmark fortsat heller ikke døbt. Det kan herefter heller ikke lægges til grund, at ansøgeren i Afghanistan vil påkalde sig opmærksomhed fordi han eventuelt vælger ikke at følge muslimske skikke, da nævnet ikke anser hans konvertering for at være reel. For så vidt angår det af ansøgeren påberåbte modsætningsforhold til Taliban, som tager udgangspunkt i hans [familiemedlems] konflikt henviser Flygtningenævnet til nævnets afgørelse af [vinteren 19/20]. Det bemærkes yderligere, at ansøgerens [familiemedlem] efter det oplyste forlod Afghanistan før ansøgeren selv forlod Afghanistan. Der foreligger ikke oplysninger om, at ansøgeren eller hans familie blev udsat for overgreb fra Taliban efter [familiemedlemmets] udrejse. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger er der heller ikke grundlag for at antage, at Taliban har interesseret sig eller vil interessere sig for personer som ansøgeren, fordi ansøgerens [familiemedlem] for mange år siden har haft en konflikt med Taliban. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynligt, at Taliban i tilfælde af ansøgerens tilbagevenden til Afghanistan, vil blive bekendt med den af ansøgeren i Danmark begåede kriminalitet, idet det ikke kan antages, at de danske myndigheder i forbindelse med udsendelse af ansøgeren til Afghanistan vil oplyse dette til Talibanregimet. Der er heller ikke grund til at tro, at ansøgeren skulle være således profileret, at Taliban er blevet bekendt med hans kriminalitet på anden måde. Ansøgerens helbredsmæssige forhold er i sig selv ikke omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynliggjort, at ansøgerens helbredsforhold i sig selv vil føre til, at han påkalder sig særlig opmærksomhed, og at disse forhold derfor skulle kunne føre til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer asylbegrundende forfølgelse. For så vidt angår spørgsmålet om hvorvidt ansøgeren samlet set har sådanne udfordringer, herunder en så påfaldende adfærd, at han må anses for "vestliggjort", og at han derfor vil være i risiko for forfølgelse, finder Flygtningenævnets flertal, at de ovenfor anførte forhold heller ikke efter en samlet vurdering kan føre til, at ansøgeren vil være således profileret, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Mindretallet finder, at ansøgeren må anses for at falde ind under risikoprofilen "vestliggjorte", som er beskrevet i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, pkt. 2.11, hvoraf fremgår følgende: "The situation of individuals perceived as 'Westemised' has to be assessed in light of the recent takeover by the Taliban. The individual assessment of whether there is a reasonable degree of likelihood for the applicant to face persecution should further take into account risk impacting circumstances, such as: gender (the risk is higher for women), the behaviours adopted by the applicant, area of origin (particularly affecting rural areas), conservative environment, perception of traditional gender roles by the family, age (it may be difficult for children to (re-)adjust to Afghanistan's social restrictions), visibility of the applicant, etc.". Mindretallet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har opholdt sig i vesten i en længere årrække, at han - uanset at han ikke kan anses for reelt at være konverteret til kristendommen - agerer som en almindelig kulturkristen, og at han som følge af [helbredsmæssige forhold] har en generelt påfaldende adfærd, hvilket vil være egnet til at profilere ham på en sådan måde, at det ikke kan udelukkes, at Taliban vil interessere sig for ham ved en tilbagevenden til Afghanistan, og at han derfor efter en samlet vurdering på grund af de kumulative forhold risikerer at blive udsat for asylbegrundende overgreb. Mindretallet har i den forbindelse endvidere lagt vægt på, at der i lyset af den usikre og ustabile situation i Afghanistan må udvises særlig omhyggelighed ved vurderingen af ansøgerens konkrete risikoprofiler. Flygtningenævnet flertal finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. I.Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet totur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2 eller om der foreligger en sådan situation i Afghanistan, at der bør meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens§ 7, stk. 3. Om de generelle forhold i Afghanistan bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at siden Taliban-regimet den 15. august 2021 indtog hovedstaden i Afghanistan, Kabul, og efterfølgende erklærede krigen mod den tidligere regering forbi samt i øvrigt den 7. september 2021 dannede en midlertidig regering, er den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan blevet forbedret. Der kan i den forbindelse henvises til blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information, Afghanistan, december 2021, s. 17 f., samt EASO, the general security situation after the Taliban's takeover, 15. november 2021, s. 6. Tilsvarende er anført i UNHCR Guidance Note fra februar 2022, side I, pkt. 2. Den forbedrede generelle sikkerhedssituation efter Taliban-regimets magtovertagelse må også ses i lyset af, at situationen i Afghanistan forud for Taliban-regimets magtovertagelse måtte beskrives således, at der forelå en såkaldt ikke-international væbnet konflikt, der imidlertid meregenerelt ophørte med at eksistere efter magtovertagelsen, jf. Amnesty International, No escape - War crimes and civilian harm during the fall of Afghanistan to the Taliban, december 2021, s. 5, samt Migrationsverket, Riittsligt stallningstagende: Provning av skyddsbehov for medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 6. Der kan endvidere henvises til Human Rights Watch World Report 2022 vedrørende Afghanistan, hvor det anføres, at "In the six months befare the takeover, fighting between government forces and the Taliban caused a sharp rise in civilian casualties from improvised explosive devices (IEDs), mortars, and airstrikes". Uanset at den generelle sikkerhedssituation er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, er der oplysninger om, at visse dele af Taliban-regimet har foretaget gengældesangreb. Således anføres det i den netop nævnte rapport fra Amnesty International fra december 2021, s. 13, at "As the Taliban quickly seized control ofnew areas ofthe country in July and August 2021, some units began a series ofkilling of captured ANDSF and former high-ranking government officials. In the cases documented by Amnesty International, the people targeted for retaliatory killings bear a certain profile: all were supporters (or were accused of being supporters) of the former government and were either high-profile leaders or members of ethnic minorities". Det fremgår også af de øvrige baggrundsoplysninger, at visse Taliban krigere efter magtovertagelsen navnlig har interesseret sig for "persons affiliated with the former govemment, security forces or foreign forces", jf. EASO, Afghanistan - Country of Origin Information Report, January 2022, s. 45 f. Det kan imidlertid ikke lægges til grund, at der er tale om systematisk forfølgelse af de nævnte personer fra Taliban-regimets side som sådan, jf. blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information rapport, december 202 I, s. I. Det må således på den ene side lægges til grund, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, at der ikke længere mere generelt foreligger en intern væbnet konflikt, og at forholdene i Afghanistan ikke er af en sådan karakter, at enhver vil være i en reel risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse eller i øvrigt overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som følge af sin blotte tilstedeværelse i Afghanistan, jf. herved også Migrationsverket, Råttsligt stiillningstagende: Provning av skyddsbehov for medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 7, hvor det anføres, at "Det kan dock fflr tilfållet inte anses råda sådant urskillningslost våld i någon provins at var och en risikerer at uttsattas for skydsbegrundende behandling". På den anden side må det imidlertid lægges til grund, at situationen i Afghanistan, som anført i Udlændingestyrelsens Country of Origin Information rapport, december 202 I, s. 5, er "volatile and unstable". Der kan også henvises til UNHCR, Afghanistan Situation Update - 2 November 202 I, hvor det anføres, at "The security situation in Afghanistan remains highly volatile". Dette fremgår også UNHCR Guidance Note fra februar 2022 Herudover kan der henvises til Migrationsverket, Riittsligt stiillningstagende: Provning av skyddsbehov for medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 4, hvor det anføres, at "utvecklingen iir osiiker och kan vara snabbt foranderlig". Endelig kan der henvises til EASO, Afghanistan - Country of Origin Information Report, January 2022, s. 9, hvor det anføres, at rapporten "demonstrates preliminary findings on how Taliban rule has manifested itself since the takeover of Kabul but does not analyse whether these tindings are representative of the Taliban leadership's intentions nor of their beating for the future". I lyset af den usikre og ustabile situation i Afghanistan må der udvises særlig omhyggelighed ved vurderingen af ansøgerens konkrete risikoprofiler. Sådanne særlige risikoprofiler er behandlet i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, der s. 57-10 I indeholder en analyse af 18 "particular profiles with regard to qualification for refugee status". Efter en samlet vurdering, og herunder af de ovenfor anførte grunde vedrørende udlændingelovens § 7, stk. I., og idet de generelle forhold i Afghanistan ikke i sig selv kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse, finder Flygtningenævnets flertal, at betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 eller 3 ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Afgh/2022/6/EDO
Nævnet stadfæstede i februar 2022 en genoptaget spontan asylsag vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i år 2013.Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er etnisk pashto og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren er født i [by], [distrikt], [provins], Afghanistan, og ansøgeren boede i [en landsby] udenfor [by], Afghanistan, forud for sin udrejse. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans [familiemedlem] vil få ham til at forsvinde. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at [beskrivelse af privat konflikt]. Ansøgeren og [familiemedlemmer] tog ophold hos [familiemedlemmer] i [by]. Ansøgeren opholdt sig hos [sine familiemedlemmer] i [en årrække], og i denne periode [beskrivelse af konflikt med familiemedlemmer]. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan som ung etnisk pashtuner uden noget familieoverhoved vil være i en sårbar situation, hvilket gør ham i risiko for at blive tvangsrekrutteret afTaliban. Ansøgeren har derudover anført, at under ansøgerens ophold hos [sine familiemedlemmer] [beskrivelse af konflikt med familiemedlemmer]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om dennes asylmotiv til grund. Indledningsvis henvises til Flygtningenævnets afgørelse [fra foråret] 2014 og den heri anførte begrundelse. Ansøgeren har i Flygtningenævnet [i februar] 2022 forklaret, at [beskrivelse af konkrete divergenser i ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet]. Flygtningenævnet tilsidesætter i det hele denne forklaring som utroværdig og konstrueret med henblik på at tilvejebringe et asylmotiv. Flygtningenævnet finder det endvidere ikke sandsynligt, at Taliban i tilfælde af ansøgerens tilbagevenden til Afghanistan vil blive bekendt med den af ansøgeren begåede kriminalitet i Danmark. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren risikerer asylbegrundende overgreb som følge af, at han måtte anses for "vestliggjort" bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren har været bosat i Afghanistan i de første [12-15] år af sit liv. Det må endvidere efter forløbet af mødet i Flygtningenævnet antages, at ansøgeren uanset modstående oplysninger taler pashto. Det bemærkes, at pashtunere er den største befolkningsgruppe i Afghanistan. Herefter og på grundlag af baggrundsoplysningerne kan det ikke lægges til grund, at en person med ansøgerens profil vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb mv. som følge af, at han vender tilbage til Afghanistan fra et vestligt land. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for personlig og individuelt begrundet forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet totur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2 eller om der foreligger en sådan situation i Afghanistan, at der bør meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Om de generelle forhold i Afghanistan bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at siden Taliban-regimet den I 5. august 2021 indtog hovedstaden i Afghanistan, Kabul, og efterfølgendeerklærede krigen mod den tidligere regering forbi samt i øvrigt den 7. september 2021 dannede en midlertidig regering, er den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan blevet forbedret. Der kan i den forbindelse henvises til blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information, Afghanistan, december 2021, s. 17 f., samt EASO, the general security situation after the Taliban's takeover, 15. november 2021, s. 6. Tilsvarende er anført i UNHCR Guidance Note fra februar 2022, side 1, pkt. 2. Den forbedrede generelle sikkerhedssituation efter Taliban-regimets magtovertagelse må også ses i lyset af, at situationen i Afghanistan forud for Taliban-regimets magtovertagelse måtte beskrives således, at der forelå en såkaldt ikke-international væbnet konflikt, der imidlertid mere generelt ophørte med at eksistere efter magtovertagelsen, jf. Amnesty International, No escape - War crimes and civilian harm during the fall of Afghanistan to the Taliban, december 2021, s. 5, samt Migrationsverket, Råttsligt stallningstagende: Provning av skyddsbehov for medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 6. Der kan endvidere henvises til Human Rights Watch World Report 2022 vedrørende Afghanistan, hvor det anføres, at "In the six months before the takeover, fighting between government forces and the Taliban caused a sharp rise in civilian casualties from improvised explosive devices (IEDs), mortars, and airstrikes". Uanset at den generelle sikkerhedssituation er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, er der oplysninger om, at visse dele afTaliban-regimet har foretaget gengældesangreb. Således anføres det i den netop nævnte rapport fra Amnesty International fra december 2021, s. 13, at "As the Taliban quickly seized control of new areas of the country in July and August 2021, some units began a series ofkimng of captured ANDSF and former high-ranking government officials. In the cases documented by Amnesty International, the people targeted for retaliatory killings bear a certain profile: all were supporters (or were accused of being supporters) ofthe former government and were either high-profile leaders or members of ethnic minorities". Det fremgår også af de øvrige baggrundsoplysninger, at visse Taliban krigere efter magtovertagelsen navnlig har interesseret sig for "persons affiliated with the former government, security forces or foreign forces", jf. EASO, Afghanistan - Country of Origin Information Report, January 2022, s. 45 f. Det kan imidlertid ikke lægges til grund, at der er tale om systematisk forfølgelse af de nævnte personer fra Taliban-regimets side som sådan, jf. blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information rapport, december 2021, s. I. Det må således på den ene side lægges til grund, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, at der ikke længere mere generelt foreligger en intern væbnet konflikt, og at forholdene i Afghanistan ikke er af en sådan karakter, at enhver vil være i en reel risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse eller i øvrigt overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som følge af sin blotte tilstedeværelse i Afghanistan,jf. herved også Migrationsverket, Råttsligt stallningstagende: Provning av skyddsbehov for medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 7, hvor det anføres, at "Det kan dock ffir tilfållet inte anses råda sådant urskiJlningslost våld i någon provins at var och en risikerer at uttsattas får skydsbegrundende behandling". På den anden side må det imidlertid lægges til grund, at situationen i Afghanistan, som anført i Udlændingestyrelsens Country of Origin Information rapport, december 2021, s. 5, er "volatile and unstable". Der kan også henvises til UNHCR, Afghanistan Situation Update - 2 November 2021, hvor det anføres, at "The security situation in Afghanistan remains highly volatile". Dette fremgår også UNHCR Guidance Note fra februar 2022. Herudover kan der henvises til Migrationsverket, Rattsligt stallningstagende: Provning av skyddsbehov for medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 4, hvor det anføres, at "utvecklingen ar osaker och kan vara snabbt foranderlig". Endelig kan der henvises til EASO, Afghanistan - Country of Origin Information Report, January 2022, s. 9, hvor det anføres, at rapporten "demonstrates preliminary tindings on how Taliban rute has manifested itself since the takeover of Kabul but does not analyse whether these tindings are representative of the Taliban leadership's intentions nor of their beating for the future". I lyset af den usikre og ustabile situation i Afghanistan må der udvises særlig omhyggelighed ved vurderingen af ansøgerens konkrete risikoprofiler. Sådanne særlige risikoprofiler er behandlet i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, der s. 57-10 I indeholder en analyse af I 8 "particular profiles with regard to qualitication for refugee status". Efter en samlet vurdering, og herunder af de ovenfor anførte grunde vedrørende udlændingelovens § 7, stk. I, og idet de generelle forhold i Afghanistan ikke i sig selv kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse, finder Flygtningenævnet, at betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 eller 3 ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Afgh/2022/5/EDO
Nævnet meddelte i februar 2022 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [by], Helmand-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv oprindeligt henvist til [oprindeligt asylmotiv]. Ansøgeren har som asylmotiv under den anden genoptagelsessag fortsat henvist til, at hendes familie blev slået ihjel af Taliban efter deres tilbagevenden til [hjemby] i 2018. Ansøgeren har videre fortsat henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive anset som en modstander af Taliban grundet [oprindeligt asylmotiv]. Ansøgeren har yderligere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være en enlig kvinde uden mandligt netværk, og at hun på den baggrund tilhører en særlig social gruppe. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan må anses som en enlig gravid kvinde uden mandligt netværk. Nævnet finder således ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at hendes forældre er blevet dræbt i Afghanistan, således som det fremgår af avisartiklen af [sommeren] 2018 [navngiven afghansk avis]. Nævnet finder således ikke grundlag for at afvise avisartiklen, der også af nævnet er blevet genfundet på [en navngiven afghansk avis’] hjemmeside på internettet, som et falsum. Nævnet er i den forbindelse opmærksom på de forhold, der fremgår af pkt. 8 i Udlændingestyrelsens Country of Origin Information for Use in the Asylum Determination Process fra maj 2012 om fabrikerede avisartikler. I lyset af den aktuelle situation i Afghanistan og de foreliggende oplysninger om enlige kvinders retsstilling i Afghanistan finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har behov for international beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2022/4/MLVT
Nævnet meddelte i februar 2022 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har oprindeligt som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter overgreb fra Taliban, fordi han har arbejdet for en [vestlig NGO] i perioden 2009-2013. Han frygter endvidere personer, som arbejder for [A], samt mujahedin-bevægelser. Til støtte herfor har ansøgeren henvist til, at hans far i perioden 1983 til 1984 arbejdede som politimand i lufthavnen i Kabul, hvor han flere gange anholdt personer med tilknytning til [A] og unavngivne mujaheddinere, som smuglede [genstande]. Ansøgeren har under genoptagelsessagen som asylmotiv desuden henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter konsekvenserne af Talibans magtovertagelse samt konflikten mellem de nationale styrker og de islamiske oprørsgrupper. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive udsat for overgreb af Taliban, fordi han er vestliggjort. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren under sit ophold i Kabul i perioden 2013-2016 har haft en konflikt med [A] eller Mujahedin-bevægelser som følge af faderens konflikt. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om denne del af asylmotivet har fremstået konstrueret og præget af divergenser om væsentlige forhold, herunder antallet af skudepisoder, som ansøgeren har været udsat for. Det fremgår af det foreliggende baggrundsmateriale, herunder EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, at bl.a. personer, der har været ansat i NGO’er, der har været aktive i Afghanistan, kan være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse, også selvom der har været tale om udøvelse af aktiviteter inden for sundhedsområdet. Nævnet lægger efter ansøgerens forklaring og de øvrige foreliggende oplysninger til grund, at ansøgeren i perioden 2009-2013 har været ansat som vagt i en [vestlig] NGO inden for sundhedsområdet, og at han i den forbindelse – uanset divergenserne i hans forklaring om bl.a. tidspunkterne for fremsættelsen af truslerne – blev udsat for trusler fra Talibans side på grund af sin ansættelse. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet uanset den hengåede tid, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han nu ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1. Det er herunder indgået i vurderingen, at ansøgerens far og flere øvrige familiemedlemmer i sin tid blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, under henvisning bl.a. til en konflikt med Taliban. Ansøgeren meddeles derfor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Afgh/2022/3/MLVT
Nævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2008. Nævnet har tidligere truffet afgørelse i 2019. Sagen blev efterfølgende genoptaget ex officio som følge af Talibans magtovertagelse i Afghanistan i 2021. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim. Ansøgeren er fra landsbyen [A] i [B]-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har oprindeligt som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive tvangsrekrutteret eller slået ihjel af Taliban, idet hans far var frihedskæmper og kæmpede mod dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far blev slået ihjel af Taliban, da ansøgeren [barn]. Ansøgeren og hans familie, herunder ansøgerens mor og søskende, blev umiddelbart herefter opsøgt af Taliban på deres bopæl gentagne gange. Taliban ønskede at vide mere om den gruppe, som ansøgerens far havde været tilknyttet. I den forbindelse ransagede Taliban bopælen og udøvede vold mod ansøgeren og familien. Herefter besluttede ansøgerens mor, at ansøgeren, som på daværende tidspunkt var [barn], skulle udrejse illegalt af Afghanistan, hvorefter resten af hans familie skulle finde ham i Iran. Ansøgeren opholdt sig en måned i Iran, hvorefter ansøgeren af frygt for at blive sendt tilbage til Afghanistan valgte at rejse alene videre til Europa. Ansøgeren har under genoptagelsessagen som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive udsat for overgreb af Taliban, fordi han er vestliggjort. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han har opholdt sig i Danmark siden han var [barn]. Han kan ikke forestille sig at leve i Afghanistan og betragter sig selv som dansk. Ansøgeren har endvidere i genoptagelsessagen som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han i Danmark er dømt for [en forbrydelse]. Til støtte herfor har ansøgeren henvist til, at det danske politi vil videregive oplysninger herom til Taliban. I sharia er der dødsstraf for [forbrydelsen], og derfor er ansøgeren sikker på, at Taliban vil slå ham ihjel. Endelig har ansøgeren i genoptagelsessagen henvist til den forværrede sikkerhedssituation i Afghanistan som følge af Talibans magtovertagelse, og at han som etnisk hazara og shia-muslim vil være i øget risiko for asylrelevante overgreb af Taliban. Om den generelle situation i Afghanistan Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at siden Taliban-regimet den 15. august 2021 indtog hovedstaden i Afghanistan, Kabul, og efterfølgende erklærede krigen mod den tidligere regering forbi samt i øvrigt den 7. september 2021 dannede en midlertidig regering, er den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan blevet forbedret. Der kan i den forbindelse henvises til blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information, Afghanistan, december 2021, s. 17 f., samt EASO, the general security situation after the Taliban’s takeover, 15. november 2021, s. 6. Den forbedrede generelle sikkerhedssituation efter Taliban-regimets magtovertagelse må også ses i lyset af, at situationen i Afghanistan forud for Taliban-regimets magtovertagelse måtte beskrives således, at der forelå en såkaldt ikke-international væbnet konflikt, der imidlertid mere generelt ophørte med at eksistere efter magtovertagelsen, jf. Amnesty International, No escape – War crimes and civilian harm during the fall of Afghanistan to the Taliban, december 2021, s. 5, samt Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 6. Der kan endvidere henvises til Human Rights Watch World Report 2022 vedrørende Afghanistan, hvor det anføres, at ”In the six months before the takeover, fighting between government forces and the Taliban caused a sharp rise in civilian casualties from improvised explosive devices (IEDs), mortars, and airstrikes”. Uanset at den generelle sikkerhedssituation er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, er der oplysninger om, at visse dele af Taliban-regimet har foretaget gengældesangreb. Således anføres det i den netop nævnte rapport fra Amnesty International fra december 2021, s. 13, at ”As the Taliban quickly seized control of new areas of the country in July and August 2021, some units began a series of killing of captured ANDSF and former high-ranking government officials. In the cases documented by Amnesty International, the people targeted for retaliatory killings bear a certain profile: all were supporters (or were accused of being supporters) of the former government and were either high-profile leaders or members of ethnic minorities”. Det fremgår også af de øvrige baggrundsoplysninger, at visse Taliban-krigere efter magtovertagelsen navnlig har interesseret sig for ”persons affiliated with the former government, security forces or foreign forces”, jf. EASO, Afghanistan – Country of Origin Information Report, January 2022, s. 45 f. Det kan imidlertid ikke lægges til grund, at der er tale om systematisk forfølgelse af de nævnte personer fra Taliban-regimets side som sådan, jf. blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information rapport, december 2021, s. 1. Det må således på den ene side lægges til grund, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan er forbedret efter Taliban-regimets magtovertagelse, at der ikke længere mere generelt foreligger en intern væbnet konflikt, og at forholdene i Afghanistan ikke er af en sådan karakter, at enhver vil være i en reel risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb eller forfølgelse eller i øvrigt overgreb omfattet af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som følge af sin blotte tilstedeværelse i Afghanistan, jf. herved også Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 7, hvor det anføres, at ”Det kan dock för tilfället inte anses råda sådant urskillningslöst våld i någon provins at var och en risikerer at uttsättas för skydsbegrundende behandling”. På den anden side må det imidlertid lægges til grund, at situationen i Afghanistan, som anført i Udlændingestyrelsens Country of Origin Information rapport, december 2021, s. 5, er ”volatile and unstable”. Der kan også henvises til UNHCR, Afghanistan Situation Update – 2. november 2021, hvor det anføres, at ”The security situation in Afghanistan remains highly volatile”. Herudover kan der henvises til Migrationsverket, Rättsligt ställningstagende: Prövning av skyddsbehov för medborgere från Afghanistan, 30. november 2021, s. 4, hvor det anføres, at ”utvecklingen är osäker och kan vara snabbt föränderlig”. Endelig kan der henvises til EASO, Afghanistan – Country of Origin Information Report, January 2022, s. 9, hvor det anføres, at rapporten ”demonstrates preliminary findings on how Taliban rule has manifested itself since the takeover of Kabul but does not analyse whether these findings are representative of the Taliban leadership’s intentions nor of their beating for the future”. I lyset af den usikre og ustabile situation i Afghanistan må der udvises særlig omhyggelighed ved vurderingen af ansøgerens konkrete risikoprofiler. Sådanne særlige risikoprofiler er behandlet i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, der på s. 57-101 indeholder en analyse af 18 ”particular profiles with regard to qualification for refugee status”. Om ansøgeren risikerer asylbegrundende overgreb mv. som følge af faderens konflikt med Taliban Det må på baggrund af sagens oplysninger lægges til grund, at ansøgerens far blev slået ihjel af Taliban, da ansøgeren var [barn], at ansøgeren og hans familie, bestående af ansøgerens mor og søskende, umiddelbart herefter blev opsøgt af Taliban på deres bopæl gentagne gange, og at Taliban ønskede at få oplysninger om den gruppe, som ansøgerens far havde været tilknyttet. Endvidere må det – som forklaret af ansøgeren for nævnet [i 2019] – lægges til grund, at ansøgerens mor frygtede, at ansøgeren ville blive hvervet til Taliban, hvorfor hun på vegne af ham besluttede, at han skulle udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en reel risiko for asylbegrundende overgreb mv. fra Talibans side som følge af farens konflikt. I den forbindelse har Flygtningenævnet lagt vægt på, at Taliban ikke opsøgte ansøgeren og hans familie på grund af den afdøde far som sådan (f.eks. fordi han var en højtstående officer eller lignende), men fordi Taliban ønskede at få oplysninger om den gruppe, som ansøgerens far havde været tilknyttet, og at Taliban også derfor ikke så mange år efter hændelsen kan anses for at have en interesse for ansøgeren, der alene har den nævnte indirekte konflikt med Taliban. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at baggrundsoplysningerne viser, at visse Taliban-krigere har udøvet gengældelsesangreb på navnlig personer, der har været tilknyttet den tidligere regering, sikkerhedsstyrker eller udenlandske væbnede styrker. Der er derimod ikke oplysninger om, at Taliban har interesseret sig for eller vil interessere sig for personer som ansøgeren, hvis far for mange år siden har haft en konflikt med Taliban. Flygtningenævnet finder således, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, som følge af den konflikt, som ansøgerens far havde med Taliban. Om ansøgeren risikerer asylbegrundende overgreb mv. som følge af sin etnicitet (hazara) og religion (shia-muslim) Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at Taliban-krigere har udøvet nogle angreb mod etniske hazara’er og shia-muslimer, herunder shiitiske moskéer, ligesom der har været tilfælde, hvor Taliban-krigere har udsat hazara’er fra deres bopæl, jf. blandt andet Udlændingestyrelsens Country of Origin Information rapport, december 2021, s. 28 f., samt EASO, Afghanistan – Country of Origin Information Report, January 2022, s. 40 f. Hertil kommer, at Islamic State of the Khorasan Province (ISKP) i Nangarhar-provinsen i Afghanistan har gennemført en række angreb, der er rettet navnlig mod etniske hazara’er tilhørende den shiitiske minoritet, jf. EASO, the general security situation after the Taliban’s takeover, 15. november 2021, s. 6 f. Samtidig fremgår det af baggrundsoplysningerne, at ”There seemed to be no Taliban Policies in place against the Hazara minority or on evictions against them after the Taliban took over Afghanistan”, og at ”the Taleban vowed to protect the Hazara community and Taliban fighters reportedly guarded Shia Mosques”, jf. den nævnte EASO-rapport s. 41 f. Hertil kommer, at det fremgår af den ovennævnte rapport fra Udlændingestyrelsen, s. 28, at ”Three sources consulted for this report stated that while the Taliban do not target the Hazara population systematically, the evictions of Hazaras in various provinces show that the Taliban are not willing to protect them either”. På den anførte baggrund må det lægges til grund, at forholdene er vanskelige i Afghanistan for etniske hazara’er, men at der derimod ikke er tale om systematiske overgreb eller forfølgelse fra Taleban-regimets side. Der er således ikke grundlag for at meddele ansøgeren asyl alene med henvisning til, at han er etnisk hazara og shia-muslim. Der kan herved også henvises til EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, hvor det på s. 25 vedrørende etniske hazara’er anføres, at ”Currently, it is assessed that not all individuals under this profile [individuals of Hazara ethnicity] would face the level of risk required to establish well-founded fear of persecution”. Endvidere kan der henvises til s. 93, hvor det vedrørende shia-muslimer er anført, at “Currently, it is assessed that not all individuals under this profile [Shia, including Ismaili] would face the level of risk required to establish well-founded fear of persecution. The individual assessment of whether there is a reasonable degree of likelihood for the applicant to face persecution should take into account risk-impacting circumstances, such as; area of origin (areas where ISKP has operational capacity present higher risk), participation in religious practices, political activism, etc.” I forlængelse heraf bemærkes, at der ikke foreligger oplysninger om ansøgerens individuelle forhold, der indebærer, at han af sådanne individuelle grunde sammenholdt med, at han er etnisk hazara og shia-muslim risikerer asylbegrundende overgreb mv. ved en tilbagevenden til Afghanistan, hvorved bemærkes, at heller ikke ansøgerens ovennævnte indirekte konflikt med Taliban som følge af farens forhold kan begrunde en sådan risiko. Om ansøgeren risikerer asylbegrundende overgreb mv. som følge af, at han måtte anses for vestliggjort Det kan på grundlag af baggrundsoplysningerne ikke lægges til grund, at en person med ansøgerens profil, der har været bosat i Afghanistan i [B]-provinsen fra sin fødsel i [år] til [år], og som i hvert fald taler dari, vil være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende overgreb mv. som følge af, at han vender tilbage til Afghanistan fra et vestligt land. Der kan i den forbindelse henvises til de konkrete kriterier, der er nævnt i EASO, Country Guidance, Common analysis and guidance note, november 2021, s. 85 f. Om ansøgeren risikerer asylbegrundende overgreb mv. som følge af, [at han er dømt og udvist for en forbrydelse i Danmark] Det kan alene antages, at ansøgeren eventuelt vil kunne være i risiko for asylbegrundende overgreb mv. som følge af, at han er dømt for [en forbrydelse] i Danmark, hvis det kommer til Taliban-regimets kendskab, at han i Danmark har begået [en forbrydelse]. Dette kan imidlertid ikke antages at være tilfældet, idet det bemærkes, at de danske myndigheder i forbindelse med udsendelsen af ansøgeren til Afghanistan ikke vil oplyse dette til Taliban-regimet. Allerede derfor finder Flygtningenævnet, at der ikke på dette grundlag er grund til at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Om der er grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Henset til navnlig det, der er anført ovenfor under afsnittet om den generelle situation i Afghanistan sammenholdt med afsnittet om hazara’er og shia-muslimer, finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Konklusion Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ligesom Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3.” afgh/2022/2/LINB
Nævnet meddelte i april 2022 opholdstilladelse B-status til en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban og [væbnet gruppering]. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter, at der ikke er nogen, som kan tage sig af hende og hjælpe hende. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes søn [X] har en konflikt med Taliban, og at hun vil være i risiko for overgreb, såfremt Taliban bliver bekendt med, at hun er hans mor. Ansøgeren har videre henvist til, at hendes ægtefælle under krigen for omkring [antal] år siden blev slået ihjel af [væbnet gruppering] på grund af hendes søn, [X], som var [rang i militæret]. [Den væbnede gruppering] kom for at hente hendes søn, som ikke befandt sig på bopælen, og i stedet slog de hendes ægtefælle ihjel, mens hun var til stede. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun er en enlig ældre kvinde, og at der ikke er nogen, som kan tage sig af hende, samt at hun er bange for, at de personer, som vil hjælpe hende, vil tage hendes penge, som hun får tilsendt af sin søn. Ansøgeren har ligeledes oplyst, at hun i forbindelse med [en rejse til] Pakistan blev bedøvet i en [køretøj] og frarøvet sine penge. Ansøgeren har desuden oplyst, at hun ikke længere kan bo hos sin søns bekendte [Y], hvilket skyldes en uoverensstemmelse mellem [Y] og sønnen, som hun først er blevet bekendt med af hendes søn, efter at hun er kommet til Danmark. Flygtningenævnet finder, at det forhold, at ansøgeren i forbindelse med flere [ansøgninger] og ansøgning om [opholdstilladelse] har oplyst forskellige navne og fødselsdatoer, ikke ændrer ved, at det må lægges til grund, at ansøgeren må anses for at være mor til [X]. Der findes således uanset de nævnte uoverensstemmelser ikke reelt at være problemer med at fastlægge ansøgerens identitet. Herved lægger Flygtningenævnet særlig vægt på [X] asylansøgning i [årstal] og det familiestamtræ, han i den forbindelse udarbejdede, hvor han oplyste, at hans mor hedder [”Z””] og er [antal] år gammel – hvilket stort set svarer til den alder, ansøgeren nu har efter tillæg af de forløbne år. Flygtningenævnet bemærker vedrørende ansøgerens asylmotiver, at ansøgeren under den første samtale med Udlændingestyrelsen [en dato i efteråret] 2019 i forbindelse med udvidet asylskemaskrivning forklarede, at hun ingen problemer eller konflikter har i Afghanistan, og at hun er blevet gammel og svag. Hun er syg og vil bare være i Danmark for at være sammen med sin søn og [antal] børnebørn. Med hensyn til ansøgerens asylmotiv om, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, der slog hendes ægtefælle ihjel for omkring [antal] år siden, ligesom hendes søn har haft en konflikt med Taliban forud for [årstal], bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren uden problemer har kunnet opholde sig i Afghanistan i mere end 20 år uden at opleve konflikter af nogen art med Taliban, herunder heller ikke efter Talibans magtovertagelse i Afghanistan i perioden 1996-2001. Hun kan derfor ikke anses for at have nogen personlig konflikt med Taliban. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om, at folk vil røve hende for penge, spærre hende inde og afpresse hende for penge, idet folk ved, hun får penge tilsendt fra sin søn i Danmark, beror det alene på ansøgerens egen formodning. Med hensyn til ansøgerens asylmotiv om, at hun er en ældre kvinde, og at der ikke er nogen, der kan tage sig af hende i Afghanistan, bemærkes det, at ansøgeren siden sin svigerdatters familiesammenføring med ansøgerens søn i [årstal] har boet hos [antal] forskellige af sin søns venner i Afghanistan, der har taget sig af hende, indtil udrejsen fra Afghanistan, senest hos hendes søns ven, [Y], i Kabul. Uanset det forhold, at ansøgeren i mere end 20 år har kunnet opholde sig i Afghanistan uden problemer, finder Flygtningenævnets flertal efter en konkret vurdering, at ansøgeren ikke kan anses for at have et egentligt mandligt netværk i Afghanistan. Som følge heraf omgør Flygtningenævnet Udlændingestyrelsen afgørelse [en dato i efteråret] 2020.” Afgh/2022/14/aca
Nævnet hjemviste i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra [land uden for UNRWA’s mandatområde]. Sagen er sambehandlet med [Stat/2022/7/SELS]. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim og statsløs palæstinenser. Ansøgeren er født i [land i UNRWA’s mandatområde], men har siden, hun var [spæd] boet i [land uden for UNRWA’s mandatområde]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at de generelle forhold i [land uden for UNRWA’s mandatområde], herunder forholdene for statsløse palæstinensere. Til støtte for herfor har ansøgeren oplyst, at man som palæstinenser i [land uden for UNRWA’s mandatområde] ikke har nogen rettigheder, og at man bliver diskrimineret. Videre har ansøgeren oplyst, at det, efter hun fik børn, blev for farligt at gå ud om natten, og at der ikke er politi på gaden eller politistationer. Der skete kidnapninger af børn. Derudover har ansøgeren oplyst, at hendes tidligere ægtefælles [familiemedlem] har været tilbageholdt, men han blev løsladt, fordi ansøgerens tidligere ægtefælles [andet familiemedlem] betalte en løsesum. Under henvisning til sammenhængen mellem ansøgerens sag og ansøgerens tidligere ægtefælle og børns sag besluttede Flygtningenævnet at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på nærmere afdækning af omstændighederne ved den verserende straffesag og en stillingtagen til den kvindelige ansøgers nye asylmotiv. ”. [Stat/2022/8/SELS].
Nævnet hjemviste i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser samt fire børn fra [land uden for UNRWA’s mandatområde]. Sagen er sambehandlet med [Stat/2022/8/SELS]. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, sunni-muslim og statsløs palæstinensere fra [land uden for UNRWA’s mandatområde]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at de generelle forhold i [land uden for UNRWA’s mandatområde], herunder forholdene for statsløse palæstinensere. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at det er forfærdeligt i [land uden for UNRWA’s mandatområde], og at man ikke kan gå ud om aftenen efter kl. 19.00. Folk bliver kidnappet, og der er ingen kontrol eller sikkerhed. Det er svært at trives og få et fornuftligt liv som statsløs palæstinenser i [land uden for UNRWA’s mandatområde]. Ansøgeren har videre oplyst, at hans [familiemedlem] har været tilbageholdt og udsat for tortur i [land uden for UNRWA’s mandatområde]. [Familiemedlemmet] blev løsladt, fordi ansøgerens [andet familiemedlem] betalte en løsesum. Ansøgeren har som asylmotiv også henvist til, at ansøgeren og hans familie har en konflikt med en mand, som støtter [x] ekstremister. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at personen har brændt familiens hus og biler ned, og at han tit var beruset og forsøgte at lægge an på familiens kvinder. Ansøgeren og [familiemedlemmer] slog manden, og i dag støtter manden [x] ekstremister og kan derfor blive farlig. Ansøgerens familie i [land uden for UNRWA’s mandatområde] er flyttet til et nyt nabolag, men denne mand har én gang for 1,5 år siden fulgt efter ansøgerens [familiemedlemmer] og truet dem våben. Under henvisning til sammenhængen mellem ansøgeren og børnenes sag og ansøgerens tidligere ægtefælles sag besluttede Flygtningenævnet at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på nærmere afdækning af omstændighederne ved den verserende straffesag og en stillingtagen til den kvindelige ansøgers nye asylmotiv. ” [Stat/2022/7/SELS]
Nævnet meddelte i april 2022 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia. Født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og sunni-muslim fra Puntland, Somalia. Ansøgeren tilhører klanen [klannavn]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter sin far og hans familie. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes far bragte hende til Somalia på en genopdragelsesrejse i 2002. Ansøgerens far vendte retur til Danmark uden ansøgeren, og ansøgeren blev i Somalia indtil omkring 2017, hvor hun flygtede ud af landet. I Somalia boede ansøgeren hos sin fars familie. Her blev hun udsat for mishandling, idet hun blandt andet blev slået, brændt med kulgløder, samt overhældt med kogende vand. Ansøgeren har ar som følge af mishandlingen. Ansøgeren blev endvidere tvangsmæssigt omskåret i Somalia. Efter ansøgerens genindrejse i Danmark, forsøgte ansøgerens far at udøve sort magi på hende. Ansøgeren har efterfølgende afskåret kontakten til sin far, idet hun ikke kan tilgive, hvad han har udsat hende for. Ansøgeren har ligeledes politianmeldt sin far for at have sendt hende på genopdragelsesrejse og for den mishandling, hun var udsat for i Somalia. Ansøgeren vil ikke føle sig sikker ved en tilbagevenden til Somalia, idet hun frygter, at farens familie finder hende. Ansøgerens far har en magtfuld position i familiens klan, hvorfor de vil gøre, som han siger. Selvom ansøgerens far har undskyldt for sin opførsel over for hende, stoler hun ikke på, at han ikke vil gøre hende fortræd. Flygtningenævnet har i det væsentlige lagt ansøgerens forklaring om sin konflikt med sin far til grund. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren - da hun var omkring [4-7 år] gammel af sin far - blev taget med til Somalia på genopdragelsesrejse, og at ansøgeren boede hos farens familie i Somalia, indtil hun var [12-15 år], hvor hun flygtede til Etiopien. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren forsøgte at komme til Danmark med hjælp fra sin mor, som indgav en ansøgning om familiesammenføring med ansøgeren, hvilket dog ikke lykkedes, da ansøgerens far fik hendes visumansøgning annulleret. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren under opholdet i Somalia blev udsat for en hårdhændet behandling af farens familie, og at hun tillige blev omskåret. Da ansøgeren kom til Danmark, flyttede hun ind hos sin mor, og hun så alene sin far få gange, idet hun fortsat var bange for ham. Ansøgeren har søgt asyl i Danmark og har i den forbindelse oplyst, at hun ikke stoler på sin far og den undskyldning, han har givet hende for det, han har udsat hende for. Ansøgerens forklaring er støttet af, at ansøgeren dels med hjælp fra [organisation] har anmeldt sin far til politiet i forbindelse med, at han forsøgte at opsøge ansøgeren under opholdet på [asylcenter], dels har ansøgeren efterfølgende via sin advokat anmeldt sin far til politiet. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren fortsat har en konflikt med sin far og dermed tillige med farens familie i Somalia, hvorfor hun ikke kan henvises til at tage ophold hos farens familie med risiko for at blive tvangsgift. Ansøgeren har forklaret, at hun ikke ved, om hendes mor har familie i Somalia. Nævnet finder ikke, at ansøgerens konflikt med sin far isoleret set er asylbegrundende, men den bevirker, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia reelt vil være enlig kvinde uden mandligt netværk. På den baggrund og efter baggrundsoplysninger vil klageren som følge heraf blive anset som tilhørende en særlig social gruppe, hvorfor hun meddeles ophold efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Soma/2022/9/anfi
Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Sagen er sambehandlet med Jord/2022/1/edo. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, statsløs palæstinenser fra Libanon og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren blev født i Yarmouk, Damaskus, Syrien, hvor hun boede indtil 1993, da familien flyttede til Libanon. Hun flyttede tilbage til Syrien i 2012. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har før hjemvisning af sagen som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter korruption og lovløshed, ligesom at hun ikke vil kunne tage lovligt ophold i landet, idet hun ikke har nogen dokumenter. Ansøgeren har derudover henvist til, at hendes far ønskede, at hun blev giftet væk, hvilket hun nægtede, og at den pågældende mand, som hun skulle have været gift med, og som er medlem af Hizbollah og tilhører en magtfuld klan, har truet med at ødelægge ansøgerens nuværende ægteskab. Ansøgeren har efter hjemvisning af sagen som asylmotiv fortsat henvist til frygten for korruption og lovløshed og til konflikten med den mand, som ønskede at indgå ægteskab med ansøgeren. Ansøgeren har endvidere fortsat henvist til, at hun ikke kan genindrejse i Libanon. Ansøgeren har derudover henvist til de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon, idet palæstinensere bliver diskrimineret i Libanon. Ansøgeren har ydermere henvist til, at hun frygter, at hendes far vil slå hende ihjel, fordi hun nægtede at gifte sig med den mand, som faren havde udvalgt til hende. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at hendes far har truet med at slå hende ihjel, og at han én gang har slået ansøgeren. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at ansøgerens sag skal vurderes i forhold til Libanon som hjemland, hvor ansøgeren har haft størstedelen af sin opvækst forud for udrejsen til Danmark, og at hun er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på høringssvar fra UNRWA af [foråret] 2019 om, at ansøgeren er registreret som statsløs palæstinenser i Libanon. Flygtningenævnet bemærker, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som ansøgeren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA-beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der er grunde til, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og igen få beskyttelse af UNRWA, jf. konventionens artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt omfattet af udlændingelovens § 7 med ansøgerens far og den mand, som ansøgerens far havde udset som ansøgerens ægtefælle. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren forklaring herom er divergerende og udbyggende. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ved oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har oplyst, at hverken hun, hendes ægtefælle eller hendes familiemedlemmer har oplevet konflikter med nogen parter i Libanon. Ved asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren oplyst, at hendes far ønskede hende gift med en anden mand, men at ansøger nægtede. Ansøgerens far havde ikke truet ansøgeren. Den mand, som hendes mand ville have giftet hende bort til, har truet med at han ville ødelægge hendes ægteskab. Ansøgeren har ved samme samtale oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygtede korruption og lovløsheden i landet, og at hun ikke frygtede andet i relation til Libanon. I samtalen [i foråret] 2019 har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygtede hun korruption og lovløsheden i landet. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hendes far ønskede hende gift med en anden mand, men at ansøger nægtede. Ansøgerens far havde ikke truet ansøgeren. Den mand, som hendes far ville have giftet hende bort til, havde truet med, at han ville ødelægge hendes ægteskab. Ansøgeren oplyste endvidere, at hun ikke er blevet truet af sin far eller den anden mand, efter at hun ankom til Danmark. Til gensamtalen [i sommeren] 2019 har ansøgeren udbyggende forklaret, at hun frygter faren, fordi ansøger har indgået ægteskab med en anden mand, end den, han havde bestemt sig for, og at hun på den baggrund frygter, at faren vil slå hende ihjel, og at faren ofte siden hun indgik ægteskab med sin ægtefælle har sagt, at han ønsker at slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har endvidere udbyggende forklaret, at den anden mand fik ansøgerens ægtefælle tre dage i fængsel. Ansøgeren har samtidig oplyst, at ansøgerens far eller den anden mand ikke har truet ansøgeren. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring ved nævnsmødet om, at hun gennem sin bror i Tyskland for halvandet til to år siden, har hørt, at hendes far, som hun ikke har haft kontakt med siden 2012, har truet med at slå hende ihjel, er udbyggende. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har oplyst dette ved samtaler med Udlændingestyrelsen efter dette tidspunkt. Flygtningenævnet kan herefter efter en samlet vurdering ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med sin far eller med den mand, som hun afslog at blive gift med. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke ved en tilbagevenden til Libanon risikerer at befinde sig i en personlig usikkerhedssituation, og at hun ikke risikerer asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Der er ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og på ny opnå bistand fra UNRWA, og de generelle forhold i Libanon er ikke af en sådan karakter, at det vil være umuligt for UNRWA at sikre ansøgeren livsvilkår i overensstemmelse med organisationens opgavevaretagelse. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af Udlændingestyrelsens landerapport, Lebanon Readmission of Palestian Refugees from Lebanon af marts 2020, at de libanesiske myndigheder siden maj 2018 generelt har været tilbageholdende med at tillade palæstinensiske flygtninge fra Libanon at genindrejse i Libanon. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det også fremgår af samme rapport, at det faktisk har været muligt for flere europæiske lande at returnere palæstinensiske flygtningene til Libanon. Flygtningenævnet vurderer, at der ikke er nogen konkrete oplysninger, der understøtter, at ansøgeren som registreret palæstinensisk flygtning i Libanon ikke kan vende tilbage til Libanon og tage lovligt ophold der. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2022/6/edo
Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter at blive slået ihjel af en bande ved navn [A] og dens leder, [B]. Til støtte for ansøgerens asylmotiv har han oplyst, at han ved havnen i [den marokkanske by C] har smuglet hash og heroin for banden, ligesom han andre gange også har smuglet mennesker. I begyndelsen var ansøgeren ikke bekendt med, at banden smuglede narkotika og handlede med mennesker. Ansøgeren har hver måned hjulpet fem til seks personer med at flygte fra Marokko, hvilket stod på i omkring fire måneder. Hver gang politiet spurgte ansøgeren om, hvem han arbejdede for, svarede ansøgeren, at han arbejdede for [B], hvorefter han fik lov til at gå. Efter fire måneders arbejde for banden fulgte det spanske politi efter ansøgeren i farvandet ved grænsen til Marokko. Ansøgeren var derfor nødt til at kaste varerne i havet, idet det kunne give ti til 15 års fængsel, hvis han blev fanget af den spanske kystvagt. Han skyndte sig herefter at vende båden om og sejle tilbage til [den marokkanske by D], hvor hans ven rådede ham til at tale med medlemmerne af [banden A] om hændelsen med det spanske politi. Endvidere har ansøgeren oplyst, at bandemedlemmerne beskyldte ham for at lyve, da han fortalte dem om hændelsen med det spanske politi. Han blev bundet til en stol og udsat for fysisk vold. Banden mistænkte ansøgeren for at have solgt de store mængder af hash og heroin til andre, hvorfor de krævede to millioner dirham svarende til omkring 200.000 euro af ansøgeren. Ansøgeren og bandemedlemmerne opholdt sig i en efterladt bygningen ved havnen, og medlemmerne kontaktede [B], hvorefter de igen slog ansøgeren og smeltede plastik på ansøgerens krop. Ansøgeren blev udsat for tortur i tre dage og blev fundet i den efterladte bygning af en dame, der kontaktede politiet. Ansøgeren oplyste til politiet, hvem han arbejdede for, hvorefter politiet bemærkede, at de ikke kunne hjælpe ham, og at han ikke skulle fortælle om hændelsen til andre. Ansøgeren rejste derefter til [den marokkanske by C] og udrejste i [sommeren] 2016. Der er i advokatindlægget nedlagt principal påstand om asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, og mest subsidiært hjemvisning af sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på gennemførelse af en torturundersøgelse eller en retsmedicinsk undersøgelse samt til afklaring af statsborgerskab, idet det er gjort gældende, at ansøgeren er statsløs og således ikke marokkansk statsborger. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring udrejste af Marokko i [sommeren] 2016, hvorefter han opholdt sig i en række forskellige lande og herefter først søgte om asyl i Danmark i [efteråret] 2020, selv om han efter sin forklaring var flygtet fra bandemedlemmer i Marokko. Nævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen [en dato i efteråret] 2021 – efter at være foreholdt tidligere afgivne forklaringer til udlændingemyndighederne – erkendte, at disse tidligere forklaringer var ”løgn”, og at hans tidligere forklaringer om bl.a. fødested i Algeriet samt familie i henholdsvis Danmark og Marokko således var forkerte. Tilsvarende gør sig gældende for forklaringen om ansøgerens alder, som Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet ved afgørelser af henholdsvis [en dato i sommeren] 2021 og [en dato i vinteren] 2021 har tilsidesat, idet det i disse afgørelser er lagt til grund, at ansøgerens fødedato ikke er [en dato i vinteren] 2001, som oplyst af ham selv, men derimod [en dato i vinteren] 2005. Flygtningenævnet finder, at disse forhold i væsentlig grad nedsætter ansøgerens generelle troværdighed. Der foreligger ingen skriftlig dokumentation for nogen dele af asylmotivet eller identitetspapirer vedrørende ansøgeren, og asylmotivet beror således alene på ansøgerens egen forklaring. Flygtningenævnet finder om denne forklaring, at der til dels er forklaret udbyggende og divergerende om hændelserne med banden i Marokko, herunder om omfanget af overgrebene på ansøgeren, idet det først er i advokatindlægget og i forklaringen for nævnet, at ansøgeren forklarer, at bandemedlemmerne også skar i ham med en kniv (advokatindlægget) eller et barberblad (forklaringen i nævnsmødet). Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sin efterfølgende kontakt med vennen [E], om sin flugt fra bandemedlemmerne og om et ophold i [et europæisk land]. Flygtningenævnet finder ligeledes, at forklaringen om asylmotivet – herunder i lyset af ansøgerens generelle troværdighed – i sig selv fremstår konstrueret til lejligheden, idet navnlig forklaringen om smuglingen af pakker og mennesker samt de udførte overgreb på ansøgeren forekommer usandsynlig. Det forhold, at ansøgeren fremtræder med ar på kroppen, kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har været udsat for tortur efter forklaringen herom. Flygtningenævnet finder på denne baggrund og efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Marokko vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Endvidere bemærkes, at de generelle forhold i Marokko ikke kan føre til, at ansøgeren meddeles asyl. Navnlig for så vidt angår den mest subsidiære påstand om, at der iværksættes en torturundersøgelse, bemærker Flygtningenævnet, at nævnet som anført har tilsidesat ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder derfor, at der ikke er behov for en torturundersøgelse af hensyn til den nødvendige asylretlige vurdering af sagen. Flygtningenævnet er opmærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet finder efter sagens oplysninger heller ikke grundlag for at hjemvise sagen til afklaring af statsborgerskab. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Maro/2022/5/MLVT.
Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt tre børn] fra Jordan. Sagen er sambehandlet med Stat/2022/6/edo. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, som er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning, har oplyst at være fra Yarmouk, Damaskus, Syrien, hvor han har boet i det meste af sit liv. Ansøgeren boede i Jordan i en årrække, da han var barn, og han har ligeledes boet i Irak i en periode. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren var under den oprindelige spontansag registreret som statsløs palæstinenser fra Syrien, men er efter hjemvisning af sagen blevet registreret som jordansk statsborger. Ansøgeren har før hjemvisning af sagen som asylmotiv i forhold til Syrien henvist til, at han frygtede at skulle aftjene militærtjeneste, idet han ikke ønskede at tage uskyldige menneskers liv. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at der i 2012 blev udsendt en indkaldelse via TV, hvor alle personer under 40 år blev bedt om at melde sig. Ansøgeren opholdt sig på daværende tidspunkt i Libanon, hvorfor han hørte om indkaldelsen fra en af sine venner i Syrien. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien, idet der huserer mange militser, og idet man risikerer at blive skudt. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Libanon henvist til, at syrere ikke vil kunne få opholdstilladelse i Libanon. Ansøgeren har endvidere oplyst, at man risikerer at blive udleveret til de syriske myndighederne, hvis man opholder sig illegalt i Libanon. Ansøgeren har ydermere som asylmotiv henvist til, at en mand, som er medlem af Hizbollah og tilhører en magtfuld klan, ønskede at gifte sig med ansøgerens ægtefælle, men at ansøgerens ægtefælle giftede sig med ansøgeren i stedet, hvorefter det rygtedes, at manden ville ødelægge ansøgerens ægteskab. Derudover mistænker ansøgeren manden for at have sørget for, at ansøgeren blev tilbageholdt af politiet to gange. Ansøgeren har efter hjemvisning af sagen som asylmotiv fortsat henvist til konflikten med den mand, som ønskede at indgå ægteskab med ansøgerens ægtefælle, at ansøgeren blev anholdt i Libanon, og at ansøgeren ikke ønsker at aftjene militærpligt. Ansøgeren har derudover som asylmotiv i forhold til Jordan henvist til, at Jordan ikke er hans land, og at han ikke kan vende tilbage dertil. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke har en bolig i Jordan. Ansøgeren har ydermere henvist til, at man som statsløs palæstinenser bliver afhørt, når man rejser ind i Jordan, og at statsløse palæstinensere fra Syrien ikke har måttet indrejse i Jordan siden 2016. Ansøgeren har videre henvist til, at han har en konflikt med de jordanske myndigheder, fordi han har fået udstedt et falsk jordansk pas. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren skal vurderes som statsløs palæstinenser fra Syrien. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er født i Libanon og er statsborger i Jordan. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at [en dansk ambassade i foråret 2021] har oplyst, at de jordanske myndigheder har bekræftet, at ansøgeren er jordansk statsborger, og at han har fået udstedt jordansk nationalitetspas i Amman [i 2015] med nationalitetsnummer [X]. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at de libanesiske myndigheder har oplyst, at ansøgeren [i 2015] udrejste af Libanon på det nævnte jordanske pas. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han er statsløs palæstinenser fra Syrien, og at han ikke er jordansk statsborger, må tilsidesættes som utroværdig. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hans nationalitet er divergerende og udbyggende. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren til samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021, hvor han foreholdes oplysninger om, at de jordanske myndigheder har oplyst, at han er jordansk statsborger og har jordansk pas, oplyste, at han ikke kender hertil. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring i Flygtningenævnet om, at han havde et jordansk pas, og at dette var falsk og udstedt mod bestikkelse, og at han har holdt det hemmeligt for de danske myndigheder, at han havde et jordansk pas, fordi han var bange for, at det ville få konsekvenser i forhold til de jordanske myndigheder, forekommer konstrueret med henblik på at etablere et asylgrundlag, idet ansøgeren i forbindelse med sagens behandling i Flygtningenævnet har opfordret til, at der nu rettes henvendelse til de jordanske myndigheder med henblik på en ægthedsvurdering. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det dokument, der angives at være udstedt af The Hashemite Kingdom of Jordan, Ministry Interior, Department of Civil Status and Passports, dateret [vinteren 21/22], som ansøgeren har fremlagt på nævnsmødet, om, at han er palæstinenser af nationalitet, ikke kan lægges til grund som ægte. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han fra samme sted har fået udstedt det jordanske pas, som ikke er ægte, mod bestikkelse, men at dokumentet om hans nationalitet med samme udsteder, ikke er udstedet mod bestikkelse, da bestikkelse ikke er mulig, ikke er sammenhængende, og at ansøgerens troværdighed generelt er svækket. Flygtningenævnet finder det således påfaldende, at ansøgerens forklaring om, hvorvidt det er muligt at bestikke myndighederne til at udstede dokumenter, afviger fra hinanden på en måde, der understøtter ansøgerens asylmotiv. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på den kvindelige ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet om, at ægtefællen og hun havde aftalt, at de ikke skulle oplyse de danske myndigheder om det jordanske pas. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund efter en samlet vurdering ansøgerens forklaring om, at han ikke er jordansk statsborger. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren er statsborger i Jordan. Det følger af baggrundsoplysninger, herunder Landinfos notat: Jordan, Opholdstillatelse i familiegjenforening, af den 26. november 2015, at børnene til en jordansk mand automatisk får jordansk statsborgerskab. Flygtningenævnet vurderer på den baggrund, at ansøgerens tre børn, [A, B og C], også er jordanske statsborgere. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren ikke har nogen asylbegrundende konflikter i Jordan. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han har en konflikt med efterretningstjenesten på grund af det angivelige falske jordanske pas er udbyggende og forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021 forespurgt, om han har nogen konflikter i Jordan oplyste, at det havde han selvfølgelige ikke. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at de to indkaldelser fra henholdsvis 2015 og 2018, som ansøgeren har fremlagt i forbindelse med nævnsmødet, og hvoraf han ved mødet i Flygtningenævnet oplyste, at han selv modtog den ene indkaldelse i 2015, ikke er fremlagt tidligere, og at ansøgeren heller ikke har oplyst Udlændingestyrelsen herom på noget tidspunkt. Endvidere forekommer det påfaldende, at navnet på ansøgeren er afgivet forskelligt i dokumenterne. Efter en samlet vurdering kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren har nogen asylbegrundende konflikter i Jordan. Endvidere bemærkes, at socioøkonomiske forhold ikke kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes, at de generelle forhold i Jordan ikke er af en sådan karakter, at de i sig selv begrunde opholdstilladelse i Danmark. Efter en samlet vurdering kan ansøgeren og hans medfølgende børn herefter ikke meddeles asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Jord/2022/1/edo
Nævnet omgjorde i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1. Klageren blev i 2019 idømt fængsel i 5 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 293 a, § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, § 245, stk. 1, § 123 og § 192 a, stk. 1, jf. stk. 3, jf. [bestemmelser i våbenloven]. Klageren blev samtidig udvist med indrejseforbud for bestandigt. Udlændingestyrelsen havde vurderet, at udlændingelovens § 31 ikke var til hinder for udsendelse af klageren.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Den Demokratiske Republik Congo. Klageren er etnisk [etnicitet] og katolik fra landsbyen [A], Kivu-provinsen, Den Demokratiske Republik Congo. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden frygter at blive slået ihjel. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far og onkler blev slået ihjel i Den Demokratiske Republik Congo. Klageren frygter derfor de mennesker, der slog hans far og onkler ihjel. Endvidere frygter han sin fars familie, idet klagerens mor har fortalt, at klagerens fars familie ønsker at slå dem ihjel. Han har til støtte herfor bl.a. anført, at han tilhører en særlig udsat minoritetsgruppe som følge af, at hans mor er [etnicitet]. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at blive tvangsrekrutteret som børnesoldat eller at blive tvangsrekrutteret til andre grupperinger. Endeligt, har klageren som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Den Demokratiske Republik Congo. Klagers mor blev i 2015 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, efter hendes mand var blevet slået ihjel af oprører, og hun selv var blevet voldtaget, hvorefter hendes mands familie, der bebrejdede hende mandens død, begyndte at forfølge hende og i den forbindelse bl.a. sendte to bevæbnede mænd hen til hende i det hus, hun havde søgt tilflugt i. Her voldtog de hende, og brændte derefter hendes hus ned. Klagers mor flygtede herefter sammen med sine børn til landsbyen [B], hvor hun opholdt sig hos en onkel i ca. to år, indtil nogle slægtninge til hendes mands familie fik kendskab til hendes opholdssted. Klagers mor flygtede herefter til Uganda sammen med sin børn. Klager frygter ved en tilbagevenden til Den Demokratiske Republik Congo at blive slået ihjel ligesom sin far på grund af den konflikt, der var mellem hans mor og hans fars familie. Klager, der forlod Den Demokratiske Republik Congo i 2011, har imidlertid ikke kunnet redegøre nærmere for denne konflikt, og har ikke kunnet konkretisere, hvorfor han skulle være efterstræbt af sin fars familie. Han har heller ikke nærmere kendskab til, hvem der slog hans far ihjel, ligesom han ikke ved, hvor hans fars familie opholder sig og ikke har haft kontakt til dem. Flygtningenævnet tiltræder på den baggrund, og henset til, at det nu er mere end 10 år siden, at klager udrejste af Den Demokratiske Republik Congo, at klager ikke har sandsynliggjort, at han som følge af den konflikt, der var mellem hans mor og hans fars familie, risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Det fremgår af Migrationsverkets rapport af 24. juni 2021, ”Rättsligt Ställningstagande. Säkerhetssituationen i visse delar av Demokratiska republikken Kongo (DRK)”, at det er vurderet, at situationen i visse regioner i Den Demokratiske Republik Congo, herunder Syd Kivu, på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at enhver vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK´s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. At der består en reel risiko for sådanne overgreb blandt andet i Syd Kivu-regionen understøttes også af de i øvrigt foreliggende baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet finder herefter, at situationen i Syd Kivu, Den Demokratiske Republik Congo, på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 3, er opfyldt, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011, Sufi og Elmi vs. UK. Det følger heraf, at der skal foretages en vurdering af, om der eksisterer et internt flugtalternativ. I den forbindelse skal der tages stilling til, om en del af hjemlandet kan udgøre et internt flugtalternativ, og om det er rimeligt at forvente, at ansøgeren tager ophold der. Det er de danske udlændingemyndigheder, der har bevisbyrden for, at der foreligger et internt flugtalternativ, hvortil det er rimeligt og relevant at henvise klager til at tage ophold. Det fremgår af Migrationsverkets rapport af 24. juni 2021, ”Rättsligt Ställningstagande. Säkerhetssituationen i visse delar av Demokratiska republikken Kongo (DRK)”, at intern flugt som hovedregel ikke er relevant i Den Demokratiske Republik Congo, og af UNHCR’s ”Position on returns to North Kivu, South Kivu, Ituri, and adjacent areas in the DRC affected by ongoing conflict and vioence - Update II” fra den 1. september 2019 fremgår blandt andet, at UNHCR ikke finder intern flugt rimeligt, medmindre den pågældende allerede har stærke bånd til det pågældende område, hvor vedkommende henvises til at tage ophold. Det indebærer ifølge UNHCR som minimum blandt andet, at den pågældende skal kunne tale sproget i det område vedkommende henvises til og skal have familie eller anden lignende tilknytning til området. Der er ikke for Flygtningenævnet oplyst eller redegjort for, hvor klager alternativt skal tage ophold. På den baggrund og henset til klagers alder ved udrejsetidspunktet og til, at han ikke siden sin udrejse har haft kontakt med nogen i Den Demokratiske Republik Congo samt til hans manglende tilknytning til landet i øvrigt, finder Flygtningenævnet, at klager ikke kan henvises til at tage ophold et andet sted i Den Demokratiske Republik Congo. Klager er derfor omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 3, og han kan derfor ikke udsendes, jf. udlændingelovens § 31, stk. 1. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22 – 24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Klager er ved [landsrettens] dom af [sommeren] 2019 straffet med fængsel i 5 år og 6 måneder og udvist for bestandigt for navnlig overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 2, ved at have begået et groft røveri […]. Der er således tale om en særlig farlig forbrydelse. Henset til forbrydelsens karakter finder Flygtningenævnet også, at klager må betragtes som en fare for samfundet. Herefter og da der efter en samlet vurdering heller ikke findes at foreligge sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt., er klager udelukket fra at opnå opholdstilladelse.” demo/2022/3/MMAD
Nævnet hjemviste i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning, fra Homs, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [efteråret] 2014, og at han [vinteren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Opholdstilladelsen er senest [efteråret] 2021 blevet forlænget. Klageren har [vinteren] 2021 klaget over statusvalget og har anmodet om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerens advokat har i indlæg af {vinteren] 2022 nedlagt påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært at sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen. Klageren har – som nye oplysninger i sagen – i advokatindlægget af [vinteren] 2022 og i sin forklaring for Flygtningenævnet henvist til, at han var borgmester i [by] Kommune under Homs og som sådan politisk udnævnt, og at han [vinteren] 2012 forlod denne stilling, idet han samtidigt offentligt annoncerede, at han tog afstand fra Assads styre. Klageren har oplyst, at han efterfølgende blev udsat for tortur. Klageren har endvidere oplyst, at han herefter stiftede og var formand for en sikkerhedskomité, der støttede oppositionen (Den Frie Syriske Hær). Klageren har yderligere oplyst, at han efter sin flugt til Tyrkiet var medstifter af eksilpartiet, [partinavn], hvis formål er at indføre demokrati i Syrien. Klageren har endelig oplyst, at han og hans familie i Danmark har markeret og fortsat markerer deres modstand imod styret i Syrien blandt andet ved Facebookopslag og ved medlemsskab af organisationen [F] og deltagelse i regimekritiske demonstrationer. Flygtningenævnet finder, at de nye oplysninger, som er kommet frem i forbindelse med Flygtningenævnets møde, og som Udlændingestyrelsen ikke tidligere har haft lejlighed til at forholde sig til, har en sådan karakter, at sagen – også under hensyn til to instans-princippet og til det forsigtighedsprincip, der gælder ved den konkrete og individuelle vurdering i forbindelse med behandlingen af sager om personer fra Syrien – bør undergives en nærmere bedømmelse og undersøgelse i første instans, således at de nye oplysninger inddrages i afgørelsesgrundlaget før der træffes endelig afgørelse om statusvalg. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til yderligere sagsoplysning og behandling i Udlændingestyrelsen.” Syri/2022/50/ROZ
Nævnet hjemviste i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af op-holdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk [etnicitet] og sunni-muslim fra Artouz, Rif-Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte den [foråret] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold og krigen i Syrien. Klageren henviste som asylmotiv videre til, at hun er forfulgt af de syriske myndigheder, idet hendes nu af-døde ægtefælle har hjulpet personer på flugt i Syrien med at finde bolig samt har udleveret mad til dem. Herudover henviste klageren som asylmotiv til, at hun frygtede de syriske myndigheder, idet [et antal] mandlige medlemmer fra hendes familie er deserteret fra deres militærtjeneste som […] officerer og herefter flygtet ud af Syrien. Udlændingestyrelsen har [efteråret] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19 a, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke læn-gere er tilstede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til, at hun frygter Den Frie Syriske Hær, idet hun har blandet sig i deres arbejde. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun har modtaget en besked på Facebook, om at hendes ægtefælle var [aktiv] i Den Frie Syriske Hær. Den nu afdøde ægtefælle var i konflikt med Den Frie Syriske Hær, og klageren har modtaget opkald fra nogle fremmede om, at hun vil blive dræbt. Videre har klage-ren som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive dræbt af de syriske myndigheder, idet de vil betragte hende som terrorist. Klageren har som støtte til sit asylmotiv anført, at hendes datter har været forsøgt kidnappet. Klagerens sønner, [A] og [B], har asylsager, der på nuværende tidspunkt verserer i Udlændingestyrelsen. Klagerens advokat har påstået sagen hjemvist til samtidig behand-ling med sønnernes asylsager. Flygtningenævnet finder efter omstændighederne, at der bør ske en fornyet og samtidig behandling af klagerens sag med klagerens sønners asylsager, herunder til vur-dering af, om klageren kan have et af sønnerne afledet asylmotiv, og til vurdering af eventuel meddelelse af konsekvensstatus i tilfælde af, at sønnerne meddeles opholdstilladelse efter Udlæn-dingelovens § 7. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til fornyet behandling i Udlændingesty-relsen.” Syri/2022/47/MMAD
Nævnet omgjorde i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlæn-gelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Syrien. Han boede i [by], Rif Damaskus frem til [ef-teråret] 2012, hvorefter han flyttede til bydelen [bydel], Damaskus. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til de generelle forhold i hjemlandet. Opholdstilladelsen blev givet med mulighed for varigt op-hold. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbageven-den til Syrien frygtede oprørsgrupperne i sit hjemområde, og at hans navn fremgik af en liste. Kla-geren arbejdede i et firma, der er privatejet. Firmaet anses for at være "offentligt ejet", idet [B] ejer det. Oprørerne anså ham derfor som tilhænger af det syriske regime. Klagerens [familiemedlem] så listen, hvoraf klagerens navn fremgik, men han ved ikke, hvordan hans [familiemedlem] fik ad-gang til at se listen. Ved en tilbagevenden til Syrien frygtede klageren at blive udsat for tortur af de syriske myndigheder, idet hans [familiemedlem] havde udført humanitært arbejde under borger-krigen. Hans [familiemedlem], [A], udførte humanitært arbejde i Syrien, hvor han hjalp familier, der havde mistet deres hjem, ligesom han også uddelte fødevarer til civile. Klageren har ikke selv udført organiseret humanitært arbejde, men [familiemedlemmets] arbejde er årsagen til, at klage-ren fremgår af sikkerhedstjenestens liste. [I foråret] 2014 ringede klagerens [familiemedlem] og fortalte ham, at han skulle forlade landet, idet han var eftersøgt grundet [familiemedlemmets] ak-tiviteter. Klageren udrejste to dage senere, og han betalte 1.000 dollars ved grænsen til Libanon for ikke at blive tjekket ved kontrolposten. [I vinteren 14/15] meddelte Udlændingestyrelsen klagerens ægtefælle og [et antal] børn opholdstilladelse som familiesammenførte. Udlændingestyrelsen har [i vinteren 21/22] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at situatio-nen i Damaskus over en længere periode siden maj 2018 har ændret sig markant, og at der således er en forbedring af forholdene i området, samt at denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter. Styrelsen har således vurderet, at der ikke er en reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som føl-ge af den blotte tilstedeværelse i området. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myn-digheder, idet han i forbindelse med sit arbejde ved [firma] har haft adgang til følsomme data. Klageren har fremlagt en e-mail, hvoraf fremgår, at han er efterlyst, ligesom hans familie, der er bosat i Syrien, er blevet opsøgt af de syriske myndigheder. Klageren har endvidere henvist til, at han på [et antal] [nyhedskanaler] er fremkommet med regimekritiske udtalelser i [foråret] 2022. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens forklaring fremstår troværdig og er underbygget af de dokumen-ter, som klageren har afleveret dels til Udlændingestyrelsen og dels til Flygtningenævnet. Flygt-ningenævnet bemærker, at der heroverfor ikke kan lægges vægt på klagerens forklaring, således som den er gengivet i referatet af samtalen i Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2021, der i øvrigt fremtræder upræcist og selvmodsigende. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren var leder af afdelingen "[afdelingsnavn A]" i [firma]. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse også til grund, at klageren ikke var leder af afdelingen "[afdelingsnavn B]", der leverede oplysnin-ger til den syriske efterretningstjeneste. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at klageren 5-6 måneder før sin udrejse var til en samtale med [direktøren] i [firmaet], hvor klagerens adfærd med manglende støtte til regimet blev påtalt, at klageren af sin nærmeste chef som en vennetjeneste blev advaret om samme cirka en uge før klagerens udrejse, og at klageren af [sit familiemedlem] blev advaret om, at han stod på den syriske efterretningstjenestes liste. Flygtningenævnet lægger derudover til grund, at klageren med navns nævnelse og til dels regimekritiske udtalelser har del-taget i nyhedsudsendelser på [et antal] nyhedskanaler i [foråret] 2022, og hvilke tv-klip findes på henholdsvis [sociale medier] med mellem cirka 4.000 og 16.000 visninger. Flygtningenævnet fin-der efter en samlet vurdering, at klageren har sandsynliggjort, at han som følge heraf vil være i risiko for forfølgelse fra myndighedernes side ved en tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet finder, at der henset til klagerens stilling og ansvarsområde i [firmaet], og hvor Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren ikke har medvirket til udlevering af oplysninger eller lignende til den syriske efterretningstjeneste, ikke foreligger omstændigheder, der kan medføre udelukkelse, jf. udlændingelovens § 10. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilla-delse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 21/22], således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelo-vens § 7, stk. 1.” Syri/2022/44/CHPE
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1990 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2020 idømt fængsel i et år og seks måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, jf. § 248 og jf. knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1 og § 2, stk. 1, nr. 2 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Somalia. Klageren er etnisk somali og muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Klageren har efter det oplyste været aktiv for en oprørsgruppe [navn på oprørsgruppen] [i 1980’erne]. Klageren har i forbindelse med behandlingen af sagen om udsendelse som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Somalia, fordi han er deserteret fra militærtjeneste, og fordi han frygter al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han, da han var omkring fire år gammel, blev anbragt på et slags børnehjem, der fungerede som en militærskole, og at han, da han var omkring 14 år gammel, blev børnesoldat i Somalias hær. [I 1980’erne] blev klageren sendt i krig i det nordlige Somalia, hvor han havde ansvaret for en gruppe på omkring 13 personer. Efter at have deltaget i krigen i omkring seks måneder, deserterede klageren, hvorefter han rejste til Mogadishu. Klageren var omkring 18 år gammel på dette tidspunkt. Under sit ophold i Mogadishu blev klageren pågrebet af myndighederne og idømt dødsstraf. Klageren afsonede herefter en længere fængselsstraf, hvorefter han blev løsladt, fordi hans familiemedlemmer betalte bestikkelsespenge til fængselspersonalet. Klageren udrejste af Somalia to-tre måneder efter, at han var blevet løsladt. Klageren udrejste, fordi han frygtede, at det ville få konsekvenser, at han ikke ville kæmpe for militæret, og fordi der var uroligheder i Somalia. Videre har klageren som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Somalia, idet han har helbredsproblemer, og idet han har opholdt dig i Danmark i mange år. Endelig har klageren som asylmotiv henvist til, at han generelt frygter al-Shabaab, idet han ikke er religiøs og har en vestlig levestil. Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, men er ved [landsrettens] ankedom [fra efteråret] 2020 udvist med indrejseforbud gældende i 12 år. Med hensyn til klagerens asylmotiv om, at han har en konflikt med de somaliske myndigheder, fordi han er deserteret fra militærtjeneste [i 1980’erne], finder Flygtningenævnet ikke klagerens forklaring herom troværdig. Uanset at der er forløbet over 30 år fra den oprindelige asylsamtale [fra efteråret] 1990 til samtalen med Udlændingestyrelsen i forbindelse med behandlingen af udsendelsessagen [fra efteråret] 2021, og uagtet klagerens psykiske helbredstilstand, finder Flygtningenævnet, at klageren på helt centrale og væsentlige punkter har forklaret divergerende i forhold til sit oprindelige asylmotiv, herunder om karakteren af og intensiteten af hans politiske aktiviteter. Klageren har således forklaret forskelligt om årsagen til hans konflikt med de somaliske myndigheder. Til asylsamtalen [fra efteråret] 1990 forklarede han, at hans konflikt med myndighederne havde sin baggrund i hans aktiviteter i oprørsgruppen [navn på oprørsgruppen], som han påbegyndte, efter at han havde aftjent militærtjeneste. Til udsendelsessamtalen med Udlændingestyrelsen [fra efteråret] 2021 forklarede han imidlertid, at hans konflikt med myndighederne opstod, fordi han var deserteret fra militærtjeneste. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren senere – efter forehold af hans forklaring under asylsamtalen [fra efteråret] 1990 –under denne samtale oplyste, at hans konflikt med myndighederne også havde sin baggrund i hans politiske aktiviteter. Klageren har også forklaret forskelligt om baggrunden for hans fængsling i Somalia. Til asylsamtalen [fra efteråret] 1990 forklarede han, at årsagen til hans fængsling var hans aktiviteter i oprørsgruppen [navn på oprørsgruppen]. Til udsendelsessamtalen med Udlændingestyrelsen [fra efteråret] 2021 forklarede han imidlertid, at årsagen var hans desertering. Klageren har derudover forklaret forskelligt om længden af hans fængsling samt om perioden fra han blev løsladt fra fængslet, og til han udrejste af Somalia. Til asylsamtalen [fra efteråret] 1990 forklarede han, at han blev fængslet [i sommeren] 1989 og var fængslet indtil [sommeren] 1990, hvorefter han indrejste til Danmark dagen efter, [i sommeren] 1990. Til udsendelsessamtalen med Udlændingestyrelsen [fra efteråret] 2021 forklarede han imidlertid, at fængslingen havde en varighed af to år og seks måneder, samt at han opholdt sig hos sin onkel i to-tre måneder derefter, indtil udrejsen fra Somalia. Klageren har videre forklaret forskelligt om sine aktiviteter i oprørsgruppen [navn på oprørsgruppen], herunder om, hvorvidt han har deltaget i bombesprængninger. Til asylsamtalen [fra efteråret] 1990 forklarede han, at aktiviteterne i oprørsgruppen [navn på oprørsgruppen] indebar, at han medvirkede til at sprænge offentlige kontorer i luften med tidsindstillede bomber, og at han fire-fem gange har være med til at forsøge at sprænge en bombe ved [en myndighedsbygning], og at han i [sommeren] 1989 selv har placeret en bombe i [en myndighedsbygning]. Til udsendelsessamtalen med Udlændingestyrelsen [fra efteråret] 2021 forklarede han imidlertid, at han aldrig fysisk har medvirket til sådanne aktiviteter. Under nævnsmødet har han, efter forehold af sin forklaring til asylsamtalen [fra efteråret] 1990, forklaret, at han var med dem, der placerede bomber, men at han ikke selv har placeret bomber. Klageren har endelig også forklaret forskelligt om hans deltagelse i demonstrationer mod myndighederne. Til asylsamtalen [fra efteråret] 1990 forklarede han, at han havde deltaget i demonstrationer, herunder at han var blevet tilbageholdt af myndighederne og udsat for fysiske overgreb som følge af hans deltagelse i en demonstration. Til udsendelsessamtalen med Udlændingestyrelsen [fra efteråret] 2021 forklarede han imidlertid, at han aldrig har haft deltaget i demonstrationer. Det forhold, at klageren har henvist til, at han generelt frygter al-Shabaab, da han ikke er religiøs og har en vestlig levestil, kan heller ikke være asylbegrundende, da klageren ikke profileret eller i øvrigt har nogen konkret, individuel eller personlig konflikt med al-Shabaab. Det forhold, at klageren har henvist til, at han frygter for sit helbred, er ikke asylbegrundende, da der er tale om socioøkonomiske forhold. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Herefter, og da heller ikke de generelle forhold i Somalia kan føre til et andet resultat, er udlændingelovens § 31 ikke til hinder for, at klageren kan udsendes til Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2022/8/imbs
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [landbyen A], Iran. Ansøgeren har været medlem af partiet Hezbe Democrat Kurdistan (KDP) siden efteråret 2021. Ansøgeren har ligeledes hjulpet [et familiemedlem] med at transportere penge og smugle varer fra Iran til Irak for KDP. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder som følge af, at ansøgeren i [sommeren] 2020 er blevet idømt fem års fængsel for at have samarbejdet med KDP. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har hjulpet [et familiemedlem] med at transportere penge og smugle varer over grænsen fra Iran til Irak for KDP. Ansøgerens broder [A] blev 20 dage efter ansøgerens seneste leverance for [et familiemedlem] kontaktet telefonisk af den iranske efterretningstjeneste, som indkaldte ansøgeren til efterretningstjenestens kontor i [byen B]. Ansøgeren blev nervøs, og han mødte derfor ikke op på efterretningstjenestens kontor. Ansøgeren blev af en ven orienteret om, at efterretningstjenesten havde indberettet ansøgerens navn til det lokale checkpoint i landsbyen. Ansøgeren er efterfølgende blevet idømt fem års fængsel in absentia. Ansøgeren og ansøgerens familie drøftede situationen, og de blev herefter enige om, at det var bedst, hvis ansøgeren udrejste til Europa. Ansøgerens asylmotiv er som anført, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder som følge af, at ansøgeren i [sommeren] 2020 er blevet idømt fem års fængsel for at have samarbejdet med KDP. Flygtningenævnet finder imidlertid, at det anførte asylmotiv ikke kan lægges til grund, da det af Udenrigsministeriets notat af [en dato i vinteren] 2021 vedrørende ægthedsvurdering af den nævnte dom fremgår, at dommen med stor sikkerhed ikke er ægte grundet dommens substantielle og materielle fremstilling. I notatet anføres det, at en uafhængig kilde vedrørende dommens materielle fremstilling havde hæftet sig ved blandt andet, at ”[l]injeafstand og tekstfont følger ikke normalt procedure for iranske retsdokumenter”, og at ”[s]ammensætningen af arkivnummeret følger ikke normal praksis for iranske domsafsigelser”. Vedrørende dommens substantielle indhold hæftede den uafhængige kilde sig ved blandt andet, at ”sprogbrugen i dokumentet følger generelt ikke almindelig juridisk jargon for iranske domsafsigelser”, og at domstolens fulde titel (Den Islamiske Revolutionsdomstol) ikke fremgår af dokumentet, hvilket ellers altid vil fremgå. Flygtningenævnet finder således ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren har en konflikt med de iranske myndigheder som følge af den nævnte dom. I den forbindelse har nævnet foruden ægthedsvurderingen også taget i betragtning, at ansøgeren i første række ikke kunne præsentere den originale dom, men at han efterfølgende skulle have fået den tilsendt pr. post af en ukendt person i Irak, som familien i Iran fysisk skulle have givet den originale dom til. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at de iranske myndigheder ikke har ransaget forældrenes bopæl, efter at ansøgeren skulle være blevet idømt den nævnte fængselsdom. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at ansøgerens aktiviteter i Danmark, herunder blandt andet, at han er blevet medlem af KDP, og at ansøgeren har en åben [profil på et socialt medie], hvor han poster opslag vedrørende blandt andet KDP, ikke som sådan underbygger, at ansøgeren har haft en kontakt til KDP i Iran, der har resulteret i afsigelsen af den omhandlede dom. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at ansøgerens KDP-aktiviteter først tog sin begyndelse efter, at ansøgeren i [sommeren] 2021 af Udlændingestyrelsen blev meddelt afslag på asyl. Flygtningenævnet skal for god ordens skyld bemærke, at ansøgerens aktiviteter i Danmark, herunder blandt andet, at han er blevet medlem af KDP, og at ansøgeren har en åben [profil på et socialt medie], hvor han poster opslag vedrørende blandt andet KDP, ikke kan føre til, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran af disse grunde risikerer overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet kan i den forbindelse henvise til ”Country Information Report – Iran”, der er udgivet den 14. april 2020 af det australske Department of Foreign Affairs and Trade (DFAT), hvor det på side 70 vedrørende forholdene for iranere, der vender tilbage til Iran, er anført bl.a., at en velplaceret kilde havde oplyst, at den pågældende ”was not aware of voluntary ruturnees being prosecuted for criticising the Islamic Republic”, og at ”As far as DFAT is aware, the authorities do not check the social media accounts of Iranians returning from abroad”. Konkluderende anføres det, at ”DFAT assesses that, unless they were the subject of adverse official attention prior to departing Iran (e.g. for their political activism), returnees are unlikely to attract attention from the authorities, and face a low risk of monitoring, mistreatment or other forms of official discrimination”. I en rapport, der er udgivet 21. januar 2021 af den norske ”Utlendingsforvaltningens fagenhet for landinformasjon” vedrørende Irans modtagelse og behandling af asylansøgere som returnerer, anføres side 12 f. bl.a., at det iranske regime overvåger sine borgeres aktiviteter i udlandet gennem informanter, infiltratorer og digital overvågning, men at overvågningen ”sannsynligvis bare gjelder dem med en høy profil, eller som har kontakt med politisk opposisjon i Iran”. I samme rapport anføres det side 25 f. bl.a., at der ikke sker en systematisk kontrol af SoMe-kontoer ved returnering, og på side 32 f. anføres det, at det følger af forskellige rapporter, at asylansøgere, der returnerer frivilligt generelt set ikke har haft problemer med de iranske myndigheder. På den anførte baggrund – og når også henses til, at ansøgeren forud for sin udrejse fra Iran var helt uprofileret – finder Flygtningenævnet ikke, at de iranske myndigheder vil have fået kendskab til ansøgerens aktiviteter i Danmark, herunder ansøgerens opslag på [et socialt medie]. Henset til, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil risikere overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2022/22/MLVT
Nævnet meddelte i marts 2022 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og født shia-muslim fra Shiraz, Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun er konverteret til kristendommen, og at hun har været aktiv kristen i mere end fem år. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun er blevet døbt, og at hun har sin kirkegang hver anden uge i [kirke] i [by] og hver anden uge i [kirke]. Endvidere har ansøgeren via [aktiviteter] delt budskaber om kristendommen. Ansøgeren har som følge af sine kristne aktiviteter modtaget trusler via sociale medier samt en indkaldelse fra retten i Iran. Flygt-ningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgerens nye asylmotiv om sin frygt for tilbagevenden til Iran som følge af konversion til kristendommen først er fremkommet efter ansøgerens indrejse i Danmark. Efter fast praksis fra Flygtningenævnet er der derfor anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens konversion, herunder om baggrunden herfor og følgerne heraf ved en tilbagevenden til hjemlandet, jf. herved også UNHCR´s Guidelines on International Protection: Religion-Based Refugee Claims under Article 1A (2) og the 1951 Convention and / or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, pkt. 34. Flygtningenæv-net bemærker endvidere, at ansøgerens nye asylmotiv om konversion til kristendommen først er gjort gældende i forbindelse med ansøgerens anmodning om genoptagelse [i foråret] 2015, hvoraf det fremgår, at ansøgeren er blevet døbt [i foråret] 2015. Dette nye asylmotiv har således ikke af ansøgeren været nævnt i forbindelse med det oprindelige møde i Flygtningenævnet [i foråret] 2015, selvom det af det nu fremlagte materiale fremgår, at ansøgeren allerede i 2013 stiftede be-kendtskab med kristendommen og begyndte at gå i kirke, samt deltage i kirkelige aktiviteter. An-søgeren har hertil forklaret, at årsagen til, at hun ikke tidligere har fortalt om sin interesse for og konvertering til kristendommen skyldes, at det var en privat sag, som ikke blev berørt af hverken Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet. Efter en samlet vurdering af det fremkomne, herun-der af ansøgerens forklaring på nævnsmødet, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren nu har sand-synliggjort, at hendes konversion til kristendommen er reel, og at hun vil foretage kristne handlin-ger ved en tilbagevenden til Iran. Der er herved lagt vægt på ansøgerens forklaring om baggrunden for sin konversion, der fremstår overbevisende, at hun i [årstal] stiftede bekendtskab med kristen-dommen, og siden har deltaget i kristne aktiviteter, at hun er blevet døbt [i foråret] 2015 og har fortsat sine kristne aktiviteter ved fast at gå i kirke, deltage i [kirke] bibelcafé, hvor hun er en sam-lende person og [yderligere aktiviteter]. Der er endelig henset til de fremlagte udtalelser fra [præst 1] og [præst 2], hvoraf fremgår blandt andet, at ansøgeren straks efter sin ankomst i 2013 kom i deres fællesskab. Ansøgeren har forklaret, at hun ved en tilbagevenden vil fortsætte med at udbre-de sin kristne tro. Endelig har ansøgeren med sin ansøgning om genoptagelse [i vinteren] 2021 fremlagt flere eksempler på, at hun på sociale medier har modtaget trusler om at blive slået ihjel, hvis hun vender tilbage til Iran. Efter en samlet vurdering må det på ovennævnte baggrund anta-ges, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse som følge af sin konversion til kristendommen. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2022/21/anfi
Nævnet omgjorde i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er etnisk kurder og oprindeligt yarsan af trosretning fra [By], [Område], Iran. Ansøgeren har oprindeligt som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden i Iran frygter at blive fængslet på livstid eller slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi hun har deltaget i politiske aktiviteter i Iran. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun i Danmark har udstillet malerier med en kritik af kvinders forhold i Iran og i tilknytning hertil postet fotos af malerierne på Instagram og at hun har deltaget i regimekritiske aktiviteter på en kendt kvinderettighedsforkæmpers Instagram-profil i løbet af 2018. Endelig har ansøgeren henvist til, at hendes far og bror har udsat hende for trusler, efter hun er blevet skilt og har fundet en kæreste i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit oprindelige asylmotiv oplyst, at hun i 2015 deltog i politiske aktiviteter for kurdernes rettigheder, herunder ved uddeling af løbesedler og deltagelse i møder. Ansøgeren blev introduceret hertil af sin tidligere ægtefælles ven ved navn [A]. I [efteråret] 2015 var ansøgeren til et politisk møde i et privat hjem, hvor politiet kom. Ansøgeren flygtede over en mur og gennem naboens hus, hvorefter hun sammen med [A] kørte væk i hans bil. Ansøgeren boede efterfølgende tre til syv dage i sin tidligere ægtefælles farfars hus i byen [B], hvor hun kontaktede sin familie, der oplyste, at politiet havde opsøgt bopælen og spurgt efter hende. Ansøgeren tog herefter til [By], hvorefter hun udrejste af Iran. Ansøgeren har til støtte for sit sur place motiv henvist til fotos af hendes kunst, som har været udstillet i Danmark, og til sine to Instagram-profiler, ansøgeren har endvidere henvist til lydoptagelser af trusler fremsat af hendes far og bror. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens oprindelige asylmotiv om politiske aktiviteter i Iran til grund. Flygtningenævnet henviser til, at ansøgeren i advokatens indlæg har frafaldet dette motiv og har oplyst, at ansøgeren havde aftalt med sin tidligere ægtefælle, hvad hun skulle forklare, og at det ikke er korrekt. Om ansøgerens aktiviteter for kvinders rettigheder, efter hun kom til Danmark, finder Flygtningenævnet ligesom i nævnets afgørelse af [sommeren] 2018, at de efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de iranske myndigheders overvågning af sociale medier, at det ikke kan afvises, at de iranske myndigheder er bekendt med eller har mulighed for at finde frem til ansøgerens regimekritiske holdninger via ansøgerens kommentarer på den iranske kvinderetsforkæmper [C's]-profil. Ansøgeren har fremlagt [et antal] af disse kommentarer, som er meget kritiske over for islam, normer i det iranske samfund og Irans ledere. Endvidere må det antages, at de iranske myndigheder har mulighed for at finde frem til ansøgerens to Instagram-profiler, og at de fotos af sin kunst, hun har offentliggjort der, også vil blive fortolket som regimekritiske. Flygtningenævnet finder derfor at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved tilbagevende til Iran vil være i risiko for politisk og religiøs forfølgelse, som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerens familie er bekendt med, at ansøgeren er blevet skilt fra sin tidligere ægtefælle, som er rejst tilbage til Iran og efter det oplyste har giftet sig på ny, og med at ansøgeren har en kæreste i Danmark, hvilket har fået ansøgerens far og [et familiemedlem] til at fremsætte trusler på livet mod ansøgeren, som det fremgår af talebeskeder på ansøgerens telefon. Ansøgerens [to familiemedlemmer] har advaret ansøgeren mod at vende tilbage til Iran. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1." Iran/2021/15/msi
Nævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Indien. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk punjabi og sikh af religiøs overbevisning. Hun kommer fra landsbyen [A] i delstaten Punjab i Indien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Indien frygter, at hendes forældre vil slå hende og hendes børn ihjel, fordi hun er i et forhold med en mand fra en anden kaste og religion end hende, og fordi hun har fået to børn uden for ægteskab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes familie er sikh, og at de følger Guru Granth Sahib. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes forældre har et bestemt ønske om, at hun skal giftes med en mand inden for familiens kaste, da familien efterlever gamle regler og normer, som er gældende i det indiske samfund. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hendes forældre flere gange har været voldelig over for hende, efter at de fik kendskab til forholdet mellem hende og hendes kæreste. Endelig har ansøgeren oplyst, at hendes far har tætte forbindelser til personer i militæret og til politiske partier, hvorfor han nemt kan finde hende og gøre hende og hendes børn ondt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt og udbyggende om centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har forklaret forskelligt om omstændighederne i forbindelse med, at hendes kæreste friede til hende, ligesom hun har forklaret udbyggende om, at hun har været udsat for overgreb fra sine forældres side. Som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse har ansøgeren til sin asylsamtale den [dato i sommeren] 2021 først oplyst, at hendes kæreste opholdt sig i Indien i 10-15 dage, men at han tog hjem til Danmark efter 10 dage. Han friede til hende, mens han opholdt sig i Indien. Ansøgeren har senere oplyst, at hendes kæreste i forbindelse hermed gav hende 15-20 dage betænkningstid. Efterfølgende har ansøgeren forklaret, at hendes kæreste friede til hende, mens han opholdt sig i Danmark. Ansøgeren har endvidere til sin asylsamtale forklaret, at hendes forældre satte hende i husarrest og kaldte hende forskellige skældsord, da de blev bekendt med hendes forhold til kæresten. Senere har hun udbyggende forklaret, at hendes forældre har slået hende med deres næver, mens hun var tilbageholdt i hjemmet. Efterfølgende har ansøgeren forklaret, at hendes far har slået hende med en kæp. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det er utroværdigt, at ansøgeren - mens hun var tilbageholdt i hjemmet og frataget sin mobiltelefon - fik kontakt til en agent, som havde indrykket en annonce om bistand til at udrejse af Indien, og som hun efterfølgende mødtes med på trods af, at hun var under overvågning af sine forældre. Det er i samme forbindelse ligeledes utroværdigt, at hun som forklaret har haft mulighed for at hæve penge til betaling af agenten fra dels sin egen bankkonto, dels forældrenes opsparede penge til brylluppet, hvis hun som forklaret var undergivet sine forældres kontrol. Hertil kommer ydermere, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet har forklaret forskelligt om, hvorledes hun fik kontakt til sin kæreste i forbindelse med sin indrejse til Skandinavien. Ansøgeren har således først forklaret, at hun kontaktede sin kæreste på telefon efter at være kommet til Sverige, mens hun senere på mødet har forklaret, at hun havde etableret kontakten til kæresten inden sin udrejse fra Indien. Endelig har Flygtningenævnet lagt en vis vægt på, at ansøgeren først har søgt om asyl omkring 1½ år efter at være indrejst i Danmark. Der er på denne baggrund ikke grundlag for at meddele ansøgeren asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Indi/2022/2/rila
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Algeriet. Sagen blev behandlet på formandskompetencen. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Annaba, Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han hadede livet i Algeriet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmo-tiv henvist til, at hans forældre er afgået ved døden i en bilulykke, og at han har været nødsaget til at klare sig selv. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han har stjålet hash fra en gruppe drenge i Algeriet, og at tre af disse opsøgte hans mormor, mens han ikke var hjemme. Det bemærkes indledningsvist, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. § 53, stk. 11 og § 56, stk. 3. Flygtningenævnet finder således ikke, at den omstændighed, at ansøgeren er vurderet menneskehandlet, i sig selv kan føre til, at sagen skal be-handles på et mundtligt nævnsmøde. Nævnet bemærker herved, at de begivenheder, der har ført til, at ansøgeren er vurderet menneskehandlet, har fundet sted efter ansøgerens udrejse af Algeriet. Nævnet bemærker endvidere, at nævnet, som det fremgår af nævnets afgørelse af dags dato i sagen vedrørende ansøgerens klage over Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2021, om fastlæg-gelse af ansøgerens alder, ikke kan lægge til grund, at ansøgeren var mindreårig ved indrejsen i Danmark. Flygtningenævnet kan i lighed med Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder dog ikke, at ansøgerens konflikt med en grup-pe, som ansøgeren har stjålet hash og penge fra, er af sådan karakter og intensitet, at det kan be-grunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren må henvises til – såfremt det måtte blive nødvendigt – at søge myndigheder-nes beskyttelse mod eventuelle overgreb fra medlemmer af gruppen. Flygtningenævnet finder hel-ler ikke, at det, som ansøgeren har oplyst om sine levevilkår i Algeriet efter forældrenes død kan begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet der er tale om socio-økonomiske forhold, der ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Algeriet vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Alge/2022/4/imbs
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at det ved en overførsel til Tyskland ikke ville kunne garanteres, at klageren kunne få sin sag behandlet i samme land som sin bror. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland den [dato i vinteren 21/22] har accepteret at modtage klageren i medfør af forordningens artikel 18, stk. 1, litra a. Flygtningenævnet finder, at Tyskland rettelig skulle have accepteret at modtage klageren i medfør af forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, idet klageren er registreret med Eurodac-hit den [dato i vinteren 21/22] i Tyskland. Det forhold, at det ikke kan garanteres, at klageren ved en overførsel til Tyskland vil få behandlet sin asylsag sammen med sin brors asylsag, som verserer i [et andet land i Europa], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens bror ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Det bemærkes, at klageren og klagerens bror begge to er voksne, og at der ikke efter det oplyste består et sådant afhængighedsforhold mellem klageren og klagerens bror, som er omfattet af Dublinforordningens artikel 16. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2022/6/rila
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der af de tyske myndigheder har fået udstedt et visum, som udløb mindre end seks måneder inden, han ansøgte om asyl i Danmark. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Klageren henviste som begrundelse for, at hans sag skulle behandles i Danmark, til, at han i Tyskland frygter nogle privatpersoner. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har fået udstedt et visum, der udløb [i efteråret] 2021 og dermed mindre end seks måneder før, at klageren indgav sin ansøgning om asyl i Danmark, og at han ikke har forladt medlemsstaternes område efter udløbet af sit visum. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 4, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i vinteren 2021/2022] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at personer, som han i [sit hjemland] har en konflikt med, har truet ham gennem nogle bekendte i Tyskland, og at de bekendte har oplyst klageren, at personerne fra [hans hjemland] er bekendt med, at klageren er i Tyskland, og at han derfor burde udrejse, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren, såfremt han har behov herfor, må henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse i den anledning, idet myndighederne må antages at have viljen og evnen til at yde den nødvendige beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren har oplyst, at han ikke forud for sin udrejse af Tyskland, har rettet henvendelse til myndighederne vedrørende sit eventuelle behov for beskyttelse i mod privatpersoner. Ydermere er lagt vægt på, at personerne, efter det oplyste, ikke opholder sig i Tyskland. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2022/2/gdan
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en kvinde, der var i besiddelse af et gyldigt visum, som var udstedt af Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Spanien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Spanien, da hun indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Spanien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Spanien i [vinteren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at hun blandt andet har det psykisk dårligt, og at hun mistænker at være blevet smittet med en kønssygdom, da hun efter egne oplysninger er blevet voldtaget af tre mænd, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt til grund, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen i [vinteren] 2022 har forklaret, at hun er sund og rask. Nævnet bemærker, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de spanske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om indkvarteringsforholdene i Spanien, herunder at der er alvorlige problemer i det spanske indkvarteringssystem, som resulterer i hjemløshed, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det forhold, at DRC Dansk Flygtningehjælp har henvist til, at spanske organisationer – trods de i 2019 udsendte retningslinjer, som skulle sikre asylansøgere overført til Spanien i medfør af Dublinforordningen – har hjulpet sårbare asylansøgere, der har været nægtet adgang til indkvartering, og at der i oktober 2020 var omkring 8000 asylansøgere, som ventede på at få afgang til indkvartering, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der med udgangspunkt i de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er grund til at tro, at der er sådanne generelle mangler i asylproceduren eller i modtageforholdene i Spanien, at overførsel af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder eller artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til AIDA's Country Report, Update 2020, senest opdateret i marts 2021, hvoraf blandt andet fremgår, at der i januar 2019 blev udsendt en instruks om, at asylansøgere i Dublin-proceduren ikke skulle udelukkes fra modtagesystemet, og at denne instruks skal garantere Dublin-overførte adgang til modtagesystemet ved en overførsel til Spanien. Oplysningen om at 11 Dublin-overførte asylansøgere ikke blev indkvarteret i efteråret 2020, og oplysningen om at 8000 asylansøgere i oktober 2020 ventede på at få adgang til indkvartering, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det må – sammenholdt med øvrige baggrundsoplysninger – lægges til grund, at der ikke er tale om en generel mangel i modtageforholdene, ligesom det bemærkes, at omstændighederne for de 11 Dublin-overførte asylansøgere ikke er nærmere belyst. Der er efter nævnets opfattelse således ikke holdepunkter for at antage, at de spanske myndigheder ikke vil efterleve instruksen om at sikre asylansøgere, der er modtaget i henhold til Dublinforordningen, en "guaranteed acces to reception", og det må på den baggrund lægges til grund, at klageren vil have adgang til indkvartering ved overførsel til Spanien. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spanien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Span/2022/4/HMU
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Schweiz i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Schweiz. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp/advokaten/klageren henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren følte sig dårligt behandlet af de schweiziske myndigheder på grund af sikkerhedskontrollen på asylcenteret, og at klageren fik serveret mad, som han ikke brød sig om. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Schweiz. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Schweiz er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18 stk. 1, litra d, og at Schweiz dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Schweiz den 21. januar 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har følt sig dårligt behandlet af de schweiziske myndigheder som følge af sikkerhedskontrollen på asylcenteret, og at klageren fik serveret mad, som han ikke brød sig om kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Schweiz er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Schweiz, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Schweiz har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Schweiz ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal i forlængelse heraf bemærke, at det ikke er i overensstemmelse med Dublinforordningens formål, at en ansøger skal have sin asylsag behandlet på ny efter allerede at have fået afslag på sin ansøgning i én af de andre kontraherende medlemsstater. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. Dub-Schw/2022/1/Sels
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Østrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerens ægtefælles familie havde opholdstilladelse i Danmark, og at klagerens bror, som var asylansøger, opholdt sig i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Østrig og herefter er udrejst af Østrig, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Østrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Østrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Østrig den [dato i vinteren 21/22] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at DRC Dansk Flygtningehjælp har henvist til, at klageren har en særlig tilknytning til Danmark, fordi klagerens ægtefælles familie har en opholdstilladelse i Danmark, og fordi klagerens bror opholder sig i Danmark som asylansøger, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens ægtefælles familie og klagerens voksne bror ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. Det bemærkes, at klageren er voksen, og at der ikke efter det oplyste består et sådant afhængighedsforhold mellem klageren og de pågældende familiemedlemmer, som er omfattet af Dublinforordningens artikel 16. Endelig finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Østr/2022/5/rila
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Østrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren var mindreårig, og at hans voksne storebror opholdt sig i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Østrig og herefter er udrejst af Østrig, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Østrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Østrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Østrig [i efteråret] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at DRC Dansk Flygtningehjælp har henvist til, at klageren er mindreårig, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet henviser herved til afgørelsen af dags dato vedrørende klagerens alder af, hvor Flygtningenævnet har fastsat klagerens fødselsdato til [en dato, hvorefter klageren er over 18 år]. Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han ønsker at være sammen med sin voksne bror, som opholder sig i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at forholdet mellem brødre, der begge er myndige, falder uden for Dublinforordningens artikel 2, litra g, og derfor også falder uden for artikel 9 og artikel 16. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke, at der er oplysninger i sagen der indikerer, at der skulle foreligge et afhængighedsforhold mellem klageren og dennes bror, eller øvrige oplysninger i sagen, der kan medføre, at ansvarskriterierne skal fraviges i overensstemmelse med præamblens punkt 17 med henblik på behandling af klagerens ansøgning om international beskyttelse i Danmark for at sammenføre familiemedlemmer, slægtninge eller andre familierelationer. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Østr/2022/4/MIMA
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Nederlandene. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren havde problemer med nogle privatpersoner i Nederlandene. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Nederlandene. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Nederlandene den [dato i vinteren 2021/2022] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han har problemer med nogle privatpersoner, kan ikke føre til en ændret vurdering. Klageren må henvises til at søge de nederlandske myndighedernes beskyttelse, såfremt han har behov for myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker derudover, at klageren må forventes at kunne få den medicinske behandling, som han måtte have behov for i Nederlandene. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Nede/2022/1/DH
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Letland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i i Letland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at klageren i Letland havde manglende adgang til asyl og information om sine rettigheder DRC Dansk Flygtningehjælp har til støtte herfor henvist til, at klageren oplevede ikke at have mulighed for at søge asyl, ligesom klageren hverken mødte udlændingemyndigheder eller NGO’er der kunne give information om det forhold, at han nu befandt sig i Letland og derved i EU, og derfor havde adgang til nogle rettigheder. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Letland og herefter er udrejst af Letland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Letland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Letland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Letland [i vinteren 21/22] har accepteret at modtage klageren. Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har forklaret, at han i Letland oplevede manglende adgang til asyl og information om sine rettigheder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Letland har tiltrådt flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Letland ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Letland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Letland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. ”. Dub-Letl/2022/1/imbs
Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indien. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk punjabi og fra landsbyerne [A] og [B] i punjab-regionen i Indien. Ansøgeren er sikh at trosretning. Ansøgeren har været politisk aktiv i partiet [politisk parti]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Indien frygter at blive slået ihjel af medlemmer af det politiske parti Congress, idet han og hans familie har været/er politisk aktive for oppositionspartiet [politisk parti]. Ansøgeren frygter desuden politiet i Indien, idet politiet støtter Congress partiet. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at Congress partiet findes over hele Indien, at partiet på nuværende tidspunkt leder landet, og at partiet styrer politiet i Indien. Ansøgeren er ved en tilbagevenden til Indien udsat, idet en del af ansøgerens familie har tilknytning til oppositionspartiet [politisk parti], herunder ansøgeren selv og dennes far, som er et meget velkendt medlem af partiet. Ansøgeren har aldrig været officielt medlem af partiet, men har, siden ansøgeren var 17 år, hjulpet sin far med diverse opgaver. Ansøgeren har blandt andet samlet stemmer ind for partiet ved at lave plakater og dele flyers ud samt stået for mindre praktiske opgaver. Ansøgerens far er ved flere episoder blevet beskudt, mens han holdt tale foran større forsamlinger for partiet. Episoderne fandt sted i sommeren 2015 og i sommeren 2016, hvor ansøgeren selv var til stede. Ansøgerens far har desuden modtaget trusler, herunder dødstrusler vedrørende ham selv og ansøgerens familie. Truslerne har i visse tilfælde været fremsagt af Congress partiets formand, [C]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår selvoplevet og fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om antallet af deltagere i valgmøderne, hvor hans far angiveligt holdt tale. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2021 har ansøgeren forklaret, at der deltog 100.000-200.000 mennesker i valgmøderne. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2021 har ansøgeren forklaret, at der ved valgmødet i sommeren 2015 deltog 1.000 mennesker. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvad der skete ved det angivelige andet skudangreb under et valgmøde i sommeren 2016, hvor hans far angiveligt holdt tale. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2021 og for Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at ved valgmødet i sommeren 2016 blev to vagter ramt af skud. Den ene vagt blev ramt i armen, og den anden vagt blev ramt i benet. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2021 har ansøgeren forklaret, at der var én sikkerhedsvagt, der blev beskudt under episoden i sommeren 2016. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han blev afhørt som vidne af politiet efter den angivelige anden skudepisode. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2021 har ansøgeren forklaret, at ansøgerens far og ansøgeren blev kørt til politistationen, hvor de foretog en anmeldelse, og at alle vidner inklusiv ansøgeren og hans far blev afhørt. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke blev afhørt på politistationen ved den lejlighed. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret udbyggende om, at der har været en yderligere skudepisode rettet mod hans far ved et valgmøde, der fandt sted inden samtalerne med Udlændingestyrelsen, og som ansøgeren ikke har forklaret om til samtalerne med Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at ansøgerens far opholder sig i sin families hjemby, [B], og at han efter det oplyste ikke har oplevet nogen problemer med medlemmer af Congress partiet siden ansøgerens udrejse i 2017. Ved den samlede vurdering af sagen har Flygtningenævnet tillagt det vægt, at ansøgeren først søgte asyl, efter at have opholdt sig i Danmark i over 3 ½ år, hvor han blev anholdt af politiet og sigtet for ulovligt arbejde og ophold i Danmark. Ansøgeren har forklaret, at han kom til Danmark i [vinteren] 2017. Ansøgeren søgte asyl [i sommeren] 2021. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Indien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. indi/2022/1/jnsa
Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Tyrkiet. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by], Tyrkiet. Ansøgeren har været politisk aktiv i partiet [navn]. Hun har oplyst, at hun ikke har været medlem af foreningen tilknyttet partiet, men at hun har varetaget en række praktiske opgaver for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter, at hun vil blive fængslet, blive udsat for tortur eller slået ihjel af de tyrkiske myndigheder, fordi hun har været aktiv i partiet [navn]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun var politisk aktiv i partiet [navn] fra cirka 2006 til 2010 til hvorefter hun blev gift. Hun har blandt andet været med til at rekruttere nye medlemmer, deltaget i demonstrationer og reklameret for foreningen. Ansøgeren har yderligere oplyst, at mange af hendes familiemedlemmer har været politisk aktive, og at hun også har to fætre, der sidder i fængsel som følge heraf. Hun har videre oplyst, at flere af hendes familiemedlemmer er blevet chikaneret og tortureret på grund af deres politiske aktiviteter, og hun frygter, at hun vil blive udsat for lignende. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter de tyrkiske myndigheder på grund af hendes etnicitet som kurder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun har forfædre, der er armenere. Hun har i den forbindelse oplyst, at det er et problem at være kurder eller armener i Tyrkiet, idet de bliver udstødt. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund om, at hun – uden at have være registreret medlem – har været politisk aktiv i partiet [navn], hvor hun blandt andet har deltaget i demonstrationer og interne møder. Disse aktiviteter har ansøgeren udøvet fra 2006 til omkring 2010, hvor hun blev gift. Ansøgeren har forklaret, at hun i perioden 2011 til 2018 fortsat opholdt sig i Tyrkiet uden at opleve problemer med de tyrkiske myndigheder. Hun fik udstedt pas i 2016 og rejste uden at opleve problemer legalt frem og tilbage mellem Danmark og Tyrkiet også efter kupforsøget i 2016. Ansøgeren er aldrig blevet opsøgt, tilbageholdt, afhørt eller indkaldt af de tyrkiske myndigheder i anledning af sine politiske aktiviteter. Ansøgeren har forklaret, at hun har onkler og fætre, som er idømt fængselsstraffe for politiske aktiviteter for [parti navn]. Dette kan imidlertid ikke føre til, at ansøgeren som familiemedlem er risiko for forfølgelse. Flygtningenævnet henviser til, at ansøgerens forældre og 10 af hendes søskende fortsat bor i Tyrkiet og ikke har oplevet problemer. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at hendes mor blev opsøgt den [vinter] 2022 af myndighedspersoner, som spurgte efter ansøger. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens mor ikke har oplyst, hvad henvendelsen drejede sig om. Det er indgået i nævnets vurdering af sagen, at ansøgeren efter sin seneste legale udrejse af Tyrkiet og indrejse i Danmark i 2018 først søgte om asyl den [forår] 2021 efter Udlændingenævnets seneste stadfæstelse af afslag på familiesammenføring, og efter at ansøgeren den [forår] 2021 var blevet antruffet af politiet i forbindelse med udrejsekontrol og ved Udlændingestyrelsens afgørelse af [forår] 2021 blev udvist administrativt af Danmark. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering ikke lægge til grund, at ansøger har en konflikt med de tyrkiske myndigheder på grund af sine politiske aktiviteter. Flygtningenævnet bemærker, at det alene beror på ansøgers egen formodning, at hun ved tilbagevenden til Tyrkiet risikerer at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse af de tyrkiske myndigheder. De generelle forhold for kurdere i Tyrkiet kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Tyrk/2022/19/SCH
Nævnet omgjorde i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2010.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har oplyst at have optrådt med en dansegruppe, der var tilknyttet det kurdiske parti [navn på partiet]. Yderligere har han oplyst, at hans far og brødre har været politiske aktive for partiet [navn på partiet]. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2010 klageren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. [I efteråret] 2010 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive fængslet eller henrettet som følge af, at han har optrådt med den kurdiske dansegruppe [navn på gruppen], og at gruppen optrådte i forbindelse med Newroz i 2010, hvorefter der opstod uroligheder. Klageren anførte, at han har lavet en cd med klip fra urolighederne, og at myndighederne har fundet og beslaglagt denne cd under en ransagning af klagerens butik. Klageren gemte sig hos en nabo og fik senere at vide, at myndighederne også havde ransaget hans families hus. Herefter udrejste klageren af Syrien. Yderligere oplyste han, at han i [midten af 00’erne] var tilbageholdt og fængslet i syv dage i forbindelse med en fredelig demonstration i [et distrikt i Damaskus, Syrien] grundet urolighederne i Qamishli. Endelig anførte han, at frygtede at blive straffet af de syriske myndigheder som følge af sin illegale udrejse af Syrien. [I vinteren 11/12] anmodede klageren Flygtningenævnet om genoptagelse af sin asylsag, hvorefter Flygtningenævnet besluttede af genoptage behandlingen af sagen og hjemvise den til fornyet førsteinstansbehandling i Udlændingestyrelsen. [I efteråret] 2013 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. I genoptagelsessagen henviste klageren og DRC Dansk Flygtningehjælp på vegne af klageren blandt andet til, at hans to brødre efter klagerens udrejse af Syrien var flygtet til Irak, idet hans familie flere gange var blevet opsøgt af myndighederne, der ledte efter klageren, at der blev efterladt indkaldelser til klageren, og at myndighedernes havde lukket familiens butik ned grundet klagerens forhold. Yderligere henviste DRC Dansk Flygtningehjælp til, at klageren under opholdet i Danmark havde deltaget i en demonstration mod det syriske regime. Endelig henviste klageren under partshøringen med Udlændingestyrelsen til, at han frygtede at blive indkaldt til militæret, selvom han er statsløs kurder, samt de generelle forhold. Udlændingestyrelsen traf [i foråret] 2021 afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen vurderede, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere var til stede, og at situationen i Damaskus by over en længere periode siden maj 2018 havde ændret sig markant, og at der således var en forbedring af forholdene i området, samt at denne forbedring ikke kunne antages at være af helt midlertidig karakter. Det var derfor Udlændingestyrelsens vurdering, at der ikke var reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Klageren havde som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at han frygtede at blive anholdt af de syriske myndigheder som følge af sine aktiviteter for den kurdiske dansegruppe [navn på gruppen] og de generelle forhold i Syrien. Han henviste videre til, at han har uddelt en kurdisk avis til kurdere i sit hjemområde og i andre områder. Yderligere henviste han til, at han frygtede at blive indkaldt til militærtjeneste af myndighederne, eller at han, hvis han tog tilbage til Nordsyrien, skulle gøre tjeneste for de kurdiske grupper. Endelig henviste han til, at han frygtede de syriske myndigheder som følge af, at han har en bror, der kæmper som peshmerga i kurdisk Irak. [I efteråret] 2021 hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet førsteinstansbehandling i Udlændingestyrelsen med henblik, at styrelsen foretog en nærmere undersøgelse af klagerens nationalitet, samt forholdte sig til Notat fra Udenrigsministeriet af 6. juli 2021, herunder om klageren, hvis han er syrisk statsborger, risikerer at blive indkaldt til militærtjeneste. [I vinteren 21/22] har Udlændingestyrelsen på ny truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, nægtes forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet Udlændingestyrelsen fortsat har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelse ikke længere er tilstede. Udlændingestyrelsen har endvidere lagt til grund, at klageren er syrisk statsborger. Klageren har i forbindelse med den hjemviste sag om nægtelse af forlængelse henvist til sine oprindelige asylmotiver, samt at han fortsat frygter indkaldelse til militærtjeneste. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen og i overensstemmelse med klagers forklaring til grund, at han er syrisk statsborger, kurder og tidligere ajanib. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt klager kan meddeles opholdstilladelse med henvisning til at klageren risikerer at blive indkaldt til militærtjeneste, bemærkes, at klager er født i [midten af 80’erne] og således er i den militærpligtige alder. Det fremgår af Udenrigsministeriets notat af 6. juli 2021 blandt andet: ”Naturalized former ”Ajaneb Al-Hassake” born prior to 1993 are finally exempted from performing the military service in Syria and their military status is accordingly and permanently adjusted.” Det er imidlertid Flygtningenævnets opfattelse, at det på baggrund af andre baggrundsoplysninger, må lægges til grund, at der foreligger betydelig usikkerhed med hensyn til, i hvilket omfang reglen om fritagelse for militærtjeneste respekteres og efterleves i praksis af de syriske myndigheder. Det fremgår f.eks. af Udlændingestyrelsens rapport Update on Military Service Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG udgivet den 15. oktober 2015 blandt andet: “Possibility of Ajanib Kurds being called up to military service. Some sources stated that only naturalized Ajanib Kurds would be called up to military service. Some sources stated that only naturalized Ajanib Kurds would be called up to military service. Two of the sources added that only those born after a certain year (1993 and 1990 mentioned by the two sources) would be called up. Few sources stated that Ajanib Kurds could be called up regardless of citizenship. An international organization referred to the applicable law, according to which all Syrian men are obliged to undertake compulsory military service; that would also include men who become naturalized under Syrian law. According to the source, there appears to be considerable uncertainty around the question whether Kurds who have obtained nationality under Decree 49 of 2011 have to comply with the compulsory military service requirement or whether they could, under certain circumstances, be exempted from it. The international organization noted that according to reports, this has resulted in some Kurds not applying for naturalization under Decree 49/2011, or leaving the country altogether. The international organization referred to the report “The Stateless Syrians”, according to which an unpublished government decree in December 2011 provided that naturalized Kurds born before 1993 would be exempted from being conscripted into military service. Nevertheless, the report notes that there have been (unverified) reports of men born before 1993 who were obliged to undertake military service after acquiring citizenship. Contacts consulted by the international organization expressed widely differing views on whether such decree existed. Some sources stated that most Ajanib Kurds have already left the government controlled areas and the Syrian government is therefore not able to conscript them.” Flygtningenævnet kan på denne baggrund, og efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke med den fornødne sikkerhed bortse fra, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for indkaldelse til militærtjeneste. Nævnet anser derfor allerede på denne baggrund klageren for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Hertil kommer, at det oplyste om klagerens fars medlemskab og aktiviteter for [navn på partiet] alt andet lige vil øge risikoen for, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i de syriske myndigheders søgelys og derved vil være i risiko for at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at klagerens herboende brødre, som begge er født før 1993, er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, med henvisning til, at de i Syrien vil risikere indkaldelse til militærtjeneste. Flygtningenævnet ændrer således Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren 21/22], således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Løbenummer: Syri/2022/42/mima
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim, født og opvokset i [by A], Idlib-provinsen, Syrien, mellem 2007 og 2011 boet i [by B], som også er beliggende i Idlib-provinsen, Syrien og har siden 2011 frem til sin udrejse boet i [by C], Aleppo-provinsen, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i [sommeren] 2016, og at hun [i sommeren] 2021 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren] 2021 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes far og brødre er deserteret fra deres arbejde i de interne sikkerhedsstyrker. Videre, at en række af hendes fætre er blevet arresteret, slået ihjel eller er flygtet. Flere af disse har arbejdet for myndighederne, eksempelvis i politiet og som officerer i hæren. Ingen fra klagerens familie kan opholde sig i områder kontrolleret af de syriske myndigheder, idet de er i risiko for at blive arresteret allerede på baggrund af deres familienavn. Klageren har videre oplyst, at hun har deltaget i aktiviteter mod de syriske myndigheder. Klageren og hendes ægtefælle var nødsaget til at forlade deres bopæl i 2012, idet de syriske myndigheder arresterede andre personer, som havde samme risikoprofil som klageren og hendes familie. Klageren har siden dette tidspunkt ikke opholdt sig i et område, hvor de syriske myndigheder havde kontrollen. Klageren har derudover oplyst, at hun er fra [by B] som ligger i Idlib-distriktet, som er uden for de syriske myndigheders kontrol, og som er det mest urolige område i Syrien. Endelig har klageren henvist til, at hun ønsker samme beskyttelse som sin ægtefælle. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at hun har en konflikt med de syriske myndigheder foranlediget af egne aktiviteter til grund, idet klageren har forklaret udbyggende herom. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende om, at hun har deltaget i demonstrationer, idet klageren under den første samtale med Udlændingestyrelsen bekræftede, at hun aldrig havde deltaget i demonstrationer, mens hun for Flygtningenævnet har forklaret, at hun i slutningen af 2011 deltog i 5-6 demonstrationer. Flygtningenævnet bemærker også herved, at klageren i [efteråret] 2012 uden problemer fik udstedt nyt nationalitetspas. Det forhold, at klagerens ægtefælle er militærunddrager kan ikke i sig selv føre til, at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Der er herved lagt vægt på, at det af baggrundsoplysningerne, herunder af EASOs rapport ”Syria, Military Service” fra april 2021, fremgår, at familiemedlemmer til uprofilerede militærunddragere ikke er i risiko for forfølgelse alene som følge af unddragelsen, og der foreligger ikke oplysninger om, at ægtefællen skulle være særlig profileret. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at hun har en lang række nære familiemedlemmer, der er deserteret fra militæret, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har svaret meget usikkert og undvigende på spørgsmål vedrørende familiemedlemmernes desertering, og hun har kun kunnet forklare i generelle vendinger herom. Endvidere har hun forklaret, at også hendes ægtefælles familiemedlemmer er deserteret, selv om ægtefællen ikke selv har forklaret herom, da han ankom til Danmark. Flygtningenævnet henviser også herved til, at klageren i [efteråret] 2012 fik udstedt ny nationalitetspas, ligesom hun ikke blev opsøgt af myndighederne, efter at hendes mand var udrejst. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det vægt, at klageren først forlod Syrien, da hendes ægtefælle i Danmark fik ret til familiesammenføring med hende. Herefter og efter en samlet vurdering af klagerens forhold finder Flygtningenævnet – selv om der tages hensyn til det gældende forsigtighedsprincip – at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter klageren fortsat har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3.” Løbenummer: Syri/2022/38/imbs
Nævnet omgjorde i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den [vinter] 2020, og at han den [efterår] 2020 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. DRC Dansk Flygtningehjælp har den [forår] 2021 på klagerens vegne klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. DRC Dansk Flygtningehjælp har til støtte herfor oplyst, at klageren i en lang årrække har arbejdet for organisationen White Helmets, hvorfor han af det syriske regime vil blive betragtet som en støtte til oppositionen. DRC Dansk Flygtningehjælp har videre henvist til, at klagerens far i 2012 har oplyst klageren, at deres bopæl var blevet opsøgt af myndighedspersoner, samt at faren mente, at klageren var blevet genindkaldt til militæret. Klageren fik ikke flere oplysninger af sin far på dette tidspunkt, og klagerens forældre flygtede fire til fem dage efter opsøgningen. DRC Dansk Flygtningehjælp har til støtte herfor henvist til, at klageren i 1990'erne gennemgik våbentræning, samt at han på dette tidspunkt fortsat var i den militærpligtige alder. DRC Dansk Flygtningehjælp har videre henvist til, at klageren ikke opholdt sig i det regeringskontrollerede område, hvorfor han ikke selv modtog genindkaldelse til militæret. DRC Dansk Flygtningehjælp har afslutningsvist henvist til, at klageren har haft et længerevarende ophold i et oprørskontrolleret område, hvorfor han vil være i risiko for, at det syriske regime vil anse klageren, som en potentiel støtte til oppositionen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren i 2012 blev anholdt og tilbageholdt i forbindelse med sin deltagelse i en regeringsfjendtlig demonstration. Klageren må i den forbindelse antages at være blevet kendt af myndighederne som tilhænger af oppositionen. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren fra slutningen af 2012 og frem til evakueringen fra Aleppo i slutningen af 2016, arbejdede som chauffør for det uafhængige civile beredskab, der er kendt som ”De Hvide Hjelme”. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger må det lægges til grund, at den syriske regering, opfatter ”De Hvide Hjelme” som en organisation, der er en del af oppositionen. Endvidere har klageren i hele perioden fra 2012 til 2016 opholdt sig i et oppositionskontrolleret område, hvilket også har været tilfældet efter evakueringen. Flygtningenævnet må lægge til grund, at en omfattende virksomhed som chauffør på redningskøretøjer, og i øvrigt som deltager i redningsarbejde, der strækker sig over flere år, må medføre en væsentlig risiko for, at klageren er blevet profileret i den forbindelse. Når dette sammenholdes med, at han i forvejen var kendt fra sin arrestation og tilbageholdelse i 2012 og med, at han i samlet cirka syv år har opholdt sig i oppositionskontrolleret område, finder Flygtningenævnet, også under hensyn til det for disse sager gældende forsigtighedsprincip, det sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Syri/2021/40/SCH
Nævnet hjemviste i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk russer og kristen ortodoks fra Moskva, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive henrettet eller fængslet, da han er eftersøgt af myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har været politisk aktiv ved at deltage i en demonstration i [sommer] 2019 i Moskva til støtte for et frit parlamentsvalg. Under demonstration blev ansøgeren anholdt af seks-syv politibetjente fra politiets specialstyrke. Ansøgeren blev anholdt sammen med journalister og sin gamle underviser, som også er en kendt journalist og kritisk over for den russiske regering i Rusland. Ansøgeren undslap politiet efter ankomst til politistationen og flygtede til fods gennem Moskva, inden han forlod landet. Ansøgeren har i sin advokats indlæg opgivet en anden identitet end han tidligere har oplyst til de danske og svenske myndigheder. Han har således i advokatindlægget oplyst, at han hedder [navn] og er belarussisk statsborger. Under mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han er født den [forår] 1994. Han har under sin forklaring i Flygtningenævnet forklaret om forskellige faktiske forhold i sin angivelige hjemby i Belarus. I forbindelse med mødet i Flygtningenævnet har ansøgeren fremsendt en fil med et foto af hans belarussiske pas, som er udstedt den [forår] 2020. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på stillingtagen til ansøgerens identitet og asylmotiv i forhold til Belarus.”Løbenummer: Rusl/2022/2/SCH
Nævnet stadfæstede i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt hendes mindreårig barn fra Rusland. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra [by], Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter, at hun vil blive anholdt af de russiske myndigheder, idet hendes ægtefælle er blevet anholdt, fordi han har hjulpet oprørerne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun den [efterår] 2019, var på et marked med sin søn og sin ægtefælles fætter. Her blev ægtefællens fætter ringet op af sin mor, som oplyste, at ansøgerens ægtefælle var blevet anholdt, og at sønnen ikke skulle komme hjem, idet det ville være farligt for ham. Ansøgerens ægtefælle var blevet anholdt af de russiske myndigheder, idet han havde hjulpet oprørerne ved at give dem mad, medicin og mulighed for overnatning. Ansøgeren frygter derfor selv at blive anholdt ved en tilbagevenden til Tjetjenien, idet hun har lavet mad til oprørerne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at forklaringen må forstås sådan, at ansøgeren modtog underretning om, at hendes ægtefælle var blevet arresteret og derefter, uden at undersøge forholdene nærmere, valgte at forlade landet sammen med sine to børn. Endvidere blev det kvæg og de får, som udgjorde hele familiens livsgrundlag solgt for at finansiere rejsen. Dette skete til trods for, at ansøgeren ikke kunne vide, om ægtefællen snart ville blive løsladt og til trods for, at man måtte efterlade et svageligt og helt afhængigt familiemedlem, svigerfaren, i hjemmet. Ansøgeren har ikke været i stand til at redegøre nærmere for, hvilke oprørere hendes ægtefælle skulle have hjulpet. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger har der i de senere år kun være meget begrænset oprørsaktivitet i Tjetjenien. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende at ansøgeren, efter sin forklaring ikke har kontaktet familie eller naboer fra sin ankomst til Danmark i [efterår] 2019 og frem til [efterår] 2021, til trods for, at hun efter sin forklaring må have været i fuldstændig uvished om, hvad der var sket med hendes ægtefælle og børnenes far. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv må tilsidesættes som utroværdig. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Rusl/2021/14/SCH
Nævnet stadfæstede i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsborger fra Rusland. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive anholdt af de russiske myndigheder, idet han sammen med sin far har hjulpet oprørerne og faren i den forbindelse er blevet anholdt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han den [efterår] 2019, var på et marked med sin mor og sin fars fætter. Her blev farens fætter ringet op af sin mor, som oplyste, at ansøgerens far var blevet anholdt, og at ansøgeren ikke skulle komme hjem, idet det ville være farligt for ham. Ansøgerens far var blevet anholdt af de russiske myndigheder, idet han havde hjulpet oprørerne ved at give dem mad, medicin og mulighed for overnatning. Ansøgeren frygter derfor selv at blive anholdt ved en tilbagevenden til Tjetjenien, idet han har hjulpet med at bringe mad til oprørerne. Ved sagens afgørelse har Flygtningenævnet i det væsentlige forholdt sig til ansøgerens mors forklaring, da ansøgeren selv, jævnfør ovenstående, kun i meget begrænset omfang har kunnet redegøre for sit asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens mors forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at forklaringen må forstås sådan, at ansøgerens mor modtog underretning om, at hendes ægtefælle var blevet arresteret og derefter, uden at undersøge forholdene nærmere, valgte at forlade landet sammen med ansøgeren og hans søster. Endvidere blev det kvæg og de får, som udgjorde hele familiens livsgrundlag solgt for at finansiere rejsen. Dette skete til trods for, at moderen ikke kunne vide, om ægtefællen snart ville blive løsladt og til trods for, at man måtte efterlade et svageligt og helt afhængigt familiemedlem, svigerfaren, i hjemmet. Ansøgeren har ikke været i stand til at forklare nærmere om, hvilke personer det var, hans far skulle have hjulpet. Han har for Flygtningenævnet forklaret, at krigen i Tjetjenien er slut for længe siden. Det beror alene på hans formodninger, at der skulle være tale om oprørere. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger har der i de senere år kun være meget begrænset oprørsaktivitet i Tjetjenien. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende at ansøgerens mor efter sin forklaring ikke har kontaktet familie eller naboer fra sin ankomst til Danmark i [efterår] 2019 og frem til [efterår] 2021, til trods for, at hun efter sin forklaring må have været i fuldstændig uvished om, hvad der var sket med hendes ægtefælle og børnenes far. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgerens forklaring om hans asylmotiv, der i det væsentlige er afledt af moderens forklaring, må tilsidesættes som utroværdig. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Rusl/2021/13/SCH
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Mauretanien. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og muslim af trosretning fra [landsby], Mauretanien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Mauretanien frygter at blive slået ihjel af en person ved navn [A] eller blive holdt som slave af arabiske personer, der samarbejder med [A]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han stammer fra byen [landsby], hvor han er født ind i slaveri hos manden [A], ligesom hans mor også var slave for [A]. Ansøgeren og hans mor blev udsat for tortur, og hans mor blev gentagne gange voldtaget af [A]. Ansøgeren tror endvidere, at [A] har slået hans mor ihjel, idet hun en dag lå død, da han kom hjem fra arbejde. Endvidere har ansøgeren oplyst, at [A] er bekendt med, at ansøgeren har lavet aktiviteter for organisationen [politisk organisation], hvor ansøgeren har gået fra dør til dør for at forklare folk, at slaveri i Mauretanien er ulovligt, ligesom ansøgeren også har deltaget i en demonstration mod slaveri. Aktiviteterne har gjort [A] vred på ansøgeren, hvorefter han truede ansøgeren med at slå ham ihjel. [I vinteren] 2021 blev akterne fra klagerens asylsag stjålet og politianmeldt. [Senere på vinteren] 2021 blev akterne fra klagerens asylsag fundet af politiet. Flygtningenævnet kan til dels lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen på visse punkter fremstår udbyggende og divergerende. Således har ansøgeren til Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021 forklaret, at han ikke har været uden for sin hjemby [landsby], mens han for Flygtningenævnet har forklaret, at han i 2018 har deltaget i en demonstration i hovedstaden Nouakchott. Ansøgeren har også forklaret divergerende omkring, hvornår han udrejste endeligt af Mauretanien. Han har således i sit asylskema forklaret, at han udrejste til Sahara og opholdt sig der i seks dage, inden han rejste ind i Marokko. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021 har han oplyst, at han opholdt sig i Marokko i 3 måneder og for nævnet har han forklaret, at opholdt sig i en grænseby i Mauretanien i en måned, inden han rejste ind i Marokko. Klageren har også forklaret divergerende omkring, hvilken dag han fandt sin mor død, og hvornår han forlod hjembyen [landsby]. Omkring divergenserne har ansøgeren forklaret afglidende, og nævnet finder ikke, at de udelukkende kan forklares som følge af, at han har levet under slavelignende forhold. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren har deltaget i politiske aktiviteter for [politisk organisation], herunder at han har deltaget i en demonstration i hovedstaden, og at han skulle have banket på flere døre hos andre slaver i [landsby] og oplyst dem om [den politiske organisation]. Flygtningenævnet kan af den grund heller ikke lægge til grund, at [A] skulle være vred på ansøgeren som følge af ansøgerens aktiviteter for [den politiske organisation], og at [A] skulle have truet med at slå ansøgeren ihjel. Endelig beror det på ansøgerens egen formodning, at hans mor blev slået ihjel af [A] og at det skulle være som følge af ansøgerens aktiviteter for [den politiske organisation]. Uanset ovenstående divergenser lægger nævnet til grund, at ansøgeren har levet under slavelignede forhold hos [A], og at han i den forbindelse blev udsat for en hårdhændet behandling. Nævnet lægger også til grund, at ansøgeren flygtede fra [A], at han opholdt sig i Mauretanien i en grænseby til Marokko i en længere periode, inden han udrejste af Mauretanien, og at han i den periode ikke oplevede problemer i relation til sin påberåbte konflikt med [A]. Den påberåbte konflikt med [A] har derfor ikke en sådan intensitet og styrke, at den i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet bemærker endvidere, at det fremgår af baggrundsmaterialet, at slaveriet i Mauretanien blev ophævet i 1981, og at der i 2007 blev vedtaget ændringer i straffeloven, der kriminaliserer overtrædelser af slaveriforbuddet. Disse bestemmelser er endvidere skærpet i 2020. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af baggrundsmaterialet, at de generelle forhold for tidligere slaver er vanskelige. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at de generelle forhold indebærer en sådan risiko for diskrimination og fornyet slaveri, at de i sig selv er asylbegrundende. Der er derfor ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at sagsakterne i ansøgerens sag har været stjålet og senere er blevet fundet af myndighederne, hvorved der er sket et databrud. Dette har ikke i sig selv medført en særlig risiko for ansøgeren, som kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at akterne har været bortkommet i kort tid og at alle akterne er fundet af politiet blandt andre tyvekoster, hvorfor det må antages, at akterne ikke har haft en særlig interesse for den mistænkte person, som har stjålet akterne. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at udsætte sagen på iværksættelse af en torturundersøgelse. Nævnet har herved lagt vægt på, at resultatet af en torturundersøgelse ikke ville kunne føre til en ændret vurdering, idet nævnet har lagt til grund, at ansøgeren har levet under slavelignende forhold, hvor han kan have været udsat for hårdhændet behandling, men at der ikke består en reel risiko for, at han ved en udsendelse til Mauretanien vil blive udsat for lignende forhold. Flygtningenævnet er opmærksom på, at FN´s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre beviser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: Maur/2022/1CERA
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Tanger, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af en mand, [A], fordi ansøgeren tidligere har arbejdet for ham og efterfølgende er stukket af. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han og hans bror boede på gaden i Marokko, hvor [A] henvendte sig til dem og hjalp dem med at flygte til Spanien, hvor de skulle sælge stoffer for [A]. Videre har ansøgeren henvist til, at han og hans bror flygtede til Frankrig. Herfra flygtede ansøgeren videre til Sverige. Ansøgeren tog herefter tilbage til Spanien, fordi hans bror befandt sig hos [A]. I Spanien låste [A] dem inde i et hus, hvor han truede dem. Ansøgeren og hans bror tog herefter til Frankrig, hvor de fortsatte med at sælge stoffer for [A]. Herfra stak de af til Danmark, hvor [A] opsøgte dem, hvorfor de flygtede videre til Sverige. Her mistede ansøgeren kontakten til sin bror. Endeligt har klageren oplyst, at han har fået et opkald fra [A] i Sverige, hvor han truede ansøgeren med, at hvis han ikke kom tilbage, ville han slå ansøgerens bror ihjel. Flygtningenævnet finder i et vist omfang at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøger fra han var barn og sammen med sin lillebror blev rekrutteret og presset til at være en del af et kriminelt netværk startende i Marokko, Spanien, Frankrig og videre i Europa. Den voksne [A] var en del af dette kriminelle netværk, som rekrutterede og pressede ansøger. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgers privatlige konflikt med dette kriminelle netværk herunder [A] kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at konflikten ikke har en sådan karakter og intensitet, at den er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens sag været opmærksom på, at Udlændingestyrelsen har vurderet, at ansøgeren har været udsat for menneskehandel. Flygtningenævnet finder dog ikke, at det i sig selv kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Det bemærkes, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at menneskehandel er kriminaliseret i Marokko, og at de marokkanske myndigheder søger at yde beskyttelse til personer, der har været udsat for menneskehandel. Der henvises til rapport udgivet af United States Department of State, Trafficking in Persons Report – Morocco, af 1. juli 2021. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at de generelle forhold i Marokko, herunder socioøkonomiske forhold, kan begrunde asyl. På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Marokko har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Maro/2022/4/mima
Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 1985.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk perser og født shia-muslim fra [by], Iran. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 1985, og at han [i efteråret] 1985 blev meddelt opholdstilladelse efter den dagældende bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, nr. 2. [I sommeren] 1990 blev klageren meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren udrejste af Danmark til Iran [i efteråret] 2010. Klageren udrejste til Iran grundet sygdom hos klagerens forældre. Klageren genindrejste i Danmark [i vinteren] 2019. [I vinteren] 2019 indgav klageren en ansøgning om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. [I vinteren] 2020 udrejste klageren på ny af Danmark til Iran. [I efteråret] 2020 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter den dagældende bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, nr. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4 samt § 17 a, stk. 1 og stk. 2. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren i 2010 sammen med sin ægtefælle og deres fællesbarn rejste til Iran for at hjælpe klagerens forældre, der var syge. Efter at klagerens far døde i 2012, og hans mor døde i 2014, blev klageren med sin familie i sit hjemland Iran. Klageren genindrejste uden familien i Danmark [i vinteren] 2019 og indgav [i vinteren] 2019 ansøgning om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. [I vinteren] 2020 udrejste klageren på ny til Iran. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren har været udrejst af Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, og at han siden 2010 har taget bopæl i Iran, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4, jf. stk. 1. Klagerens opholdstilladelse er derfor bortfaldet. Flygtningenævnet finder, at der ikke er sådanne særlige forhold efter udlændingelovens § 17, stk. 3, der kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Nævnet har lagt vægt på, at der ikke er oplysninger om, at klageren har været forhindret i at vende tilbage til Danmark. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klageren rejste til Iran på grund af sine forældres sygdom. Nævnet har lagt vægt på, at klagerens forældre afgik ved døden i henholdsvis 2012 og 2014, og at klageren i perioden herefter yderligere opholdt sig i Iran i cirka 5 år, hvor han blandt andet åbnede [en forretning]. I denne periode genindrejste klageren ikke i Danmark, og det ses ikke dokumenteret, at han rettede henvendelse til de danske myndigheder. Det forhold at klageren har oplyst, at han som følge af COVID-19-situationen ikke har kunnet finde nogle flyafgange til Danmark, efter at han [i vinteren] 2020 igen udrejste af Danmark til Iran kan ikke føre til en ændret vurdering. Derudover vurderer nævnet, at bortfaldet af klagerens opholdstilladelse ikke er et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Nævnet finder, at bortfaldet af opholdstilladelsen ikke udgør en krænkelse af klagerens ret til privatliv. Det har indgået i nævnets vurdering, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [efteråret] 1985, og at han har gået i sprogskole i Danmark. Det er også indgået i vurderingen, at klageren har erhvervet sig et AMU-gaffeltruck certifikat og har arbejdet for [en virksomhed] i Danmark. Nævnet har lagt vægt på, at klageren i 2010 valgte at udrejse til Iran sammen med sin ægtefælle og søn, hvor klageren blandt andet har fået endnu et barn, og at klageren valgte at ophæve sine personlige, sociale og økonomisk bånd til Danmark. Nævnet finder desuden, at bortfaldet af klagerens opholdstilladelse ikke er en krænkelse af klagerens ret til familieliv. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klagerens ægtefælle og deres fælles børn opholder sig i Iran sammen med klageren, og at klageren efter det oplyste ikke har nær familie i Danmark. Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund ikke, at udlændingelovens § 17 a, stk. 1 og 2 kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke er bortfaldet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Iran/2022/20/MLVT.
Nævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at der ikke er grundlag for at meddele asyl efter udlændingelovens § 7 vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter ISIS, idet en fraskilt kvinde ikke kan færdes frit i Irak, da der er risiko for kidnapning og dårligt omdømme. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes nuværende ægtefælle i Irak var chauffør for en tidligere præsident i Irak. Ansøgerens nuværende ægtefælle har i den forbindelse modtaget trusler, været udsat for vold af ISIS, og er eftersøgt af dem. Ansøgeren vurderer derfor, at hun ikke er i sikkerhed i Irak, da hun risikerer at blive kidnappet af landets forskellige militser, som et forsøg på at afpresse hendes nuværende ægtefælle til at betale løsesum. Ansøgeren har yderligere oplyst, at hun ikke kan opnå myndighedsbeskyttelse, da der er forskellige militser i Irak. Ansøgeren vurderer derfor, at hun ved en tilbagevenden til Irak er nødt til at holde sig indendørs for at undgå at blive kidnappet. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at hun frygter sin nuværende ægtefælles familie, fordi hun indgik ægteskab uden deres samtykke. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes nuværende ægtefælles familie har været voldelige over for hende. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til, at hun frygter at være væk fra sin søn, som bor i Danmark og er dansk statsborger. Ansøgeren udrejste fra Danmark til Irak i 2016, og i 2018 udrejste hun fra Irak til Italien. Flygtningenævnet tiltræder, af de grunde der er anført af Udlændingestyrelsen og henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, at den generelle sikkerhedssituation i Irak ikke vurderes at være af en sådan karakter, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende om et modsætningsforhold til ISIS, og at hendes forklaring herom ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren i asyloplysningsskemaet ikke har nævnt en konkret konflikt med ISIS, og at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen den [sommer] 2021 forklarede, at hun ikke har nogen personlige og konkrete konflikter med myndigheder, grupperinger eller private personer i Irak, hvilket blandt andet er i strid med ansøgerens forklaring for nævnet. Flygtningenævnet har som Udlændingestyrelsen også lagt vægt på, at ansøgeren udrejste fra Danmark til Irak i 2016, og at hun opholdt sig i Irak i perioden 2016-2018 uden at opleve personlige konflikter med ISIS. Ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende om familiekonflikter, herunder konflikten med ansøgerens faster og dele af ansøgerens svigerfamilie. Ansøgerens forklaring herom fremstår konstrueret til formålet, og den kan ikke lægges til grund. Flygtningenævnet har herved tillige navnlig lagt vægt på ansøgerens tidligere oplysninger, herunder at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at hun ikke har nogen personlige og konkrete konflikter med grupperinger eller private personer. Den omstændighed, at ansøger har gjort gældende, at hendes asylmotiv ikke i det hele bør afvises med den begrundelse, at hun ikke har forklaret detaljeret om asylmotivet i asylskema eller under oplysnings- og motivsamtalen kan ikke føre til et andet resultat, idet oplysningerne herom er af væsentlig karakter. Herefter og efter en samlet vurdering af de i øvrigt foreliggende omstændigheder tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at meddele asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Der fastsættes for tiden ingen udrejsefrist, idet den irakiske statsborger [navn] ifølge de for nævnet foreliggende oplysninger har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, som foreløbig er gyldig indtil [forår] 2022”. Løbenummer: Irak/2022/8/sch
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 1999 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2020 idømt fængsel i to år og ni måneder for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, jf. stk. 1, jf. [lov om euforiserende stoffer], og straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. [våbenloven], jf. § 1, stk. 1, nr. 1, jf. straffelovens § 89, samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim fra Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asyl-motiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive tvangsrekrutteret af ISIL, idet ISIL er aktive i Irak og vil få mere magt som følge af, at den centrale regering i Bagdad svækkes, og at amerikanerne har planer om at forlade landet. Det er ikke muligt for de irakiske myndigheder at yde beskyttelse til klageren. Endvidere har klageren oplyst, at han ikke kan udrejse af Danmark, idet hans kæreste og barn opholder sig i Danmark. Herudover opholder klagerens [yderligere familiemedlemmer] sig ligeledes i Danmark. I henhold til udlændingelovens § 49 a, skal der forud for udsendelse af en udlænding, som har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og som er udvist ved dom, træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes. Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for en udsendelse af klageren. Flygtningenævnet finder, at det ikke kan lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Irak vil risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Ved vurderingen heraf har nævnet lagt vægt på, at klagerens frygt for at blive tvangsrekrutteret af ISIL beror på klagerens egen formodning, og at den hverken er nærmere konkretiseret, underbygget eller forekommer sandsynlig. Det fremgår ikke af sagens oplysninger, at klageren eller hans familie efter udrejsen fra Irak eller under deres besøg i Irak har haft kontakt til personer, som tilhører ISIL. Baggrundsoplysningerne støtter heller ikke klagerens frygt for tvangsrekruttering af ISIL. Klagerens generelle frygt i relation til at skabe sig en tilværelse i Irak, da han ikke har en uddannelse, taler sproget eller har familie i landet, er forhold, der ikke er om-fattet af udlændingelovens § 7, idet socioøkonomiske forhold ikke er asylbegrundende. Herefter, og da heller ikke de generelle forhold i Irak kan føre til et andet resultat, er udlændingelovens § 31 ikke til hinder for, at klageren kan udsendes til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Irak/2022/7/CERA
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt konventionsstatus i Bulgarien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klageren ikke i Bulgarien har opnået den nødvendige beskyttelse, ikke kunne tilgå basal hjælp fra myndighederne, og da klageren er særlig sårbar og derfor vil ende på gaden, hvor han skal klare sig selv. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren i 2015 blev meddelt konventionsstatus i Bulgarien, og at hans bulgarske konventionspas og opholdskort er gyldigt frem til 15. juli 2026. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014 vedrørende udlændingelovens § 29 b, at afvisning efter bestemmelsen alene kan ske, hvis betingelserne for at betragte det pågældende land som et første asylland er opfyldt som følge af, at udlændingen tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er herved blandt andet et krav, at udlændingen skal være beskyttet mod refoulement, ligesom det skal være muligt for den pågældende at indrejse og tage lovligt ophold i første asyllandet. Den pågældendes personlige integritet og sikkerhed skal endvidere være beskyttet, men det kan ikke hermed kræves, at den pågældende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion no. 58 - 1989, at udlændingen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der blandt andet blevet lagt vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt muligheden for at eje fast ejendom. Flygtningenævnet finder, at det vil være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Bulgarien, samt at klageren i Bulgarien vil være beskyttet mod refoulement. Det bemærkes herved, at klageren har opnået international beskyttelse i Bulgarien, der, som medlem af EU, er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Nævnet finder ligeledes, at forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Bulgarien ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger er vanskelige. Nævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grunde til at tro, at der er tale som sådanne generelle mangler, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Der kan herved henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Bulgaria, 2021 Update, hvoraf det blandt andet fremgår, at udlændinge med international beskyttelse i henhold til bulgarsk lovgivning har ret til samme sociale bistand og ydelser som bulgarske statsborgere. De har ligeledes samme adgang til lægebehandling, og dermed også samme udfordringer som bulgarske statsborgere på baggrund af de generelle forringelser i sundhedssystemet. Endvidere har flygtninge i Bulgarien adgang til alle typer beskæftigelse og sociale ydelser, inklusive arbejdsløshedsunderstøttelse, om end det i praksis kan være svært at finde job på grund af sprogproblemer. Flygtningenævnet skal bemærke, at den omstændighed, at klageren ikke mener, at han har mulighed for at få hjælp til bolig, sociale ydelser, sprogundervisning og lægebehandling med henvisning til hans tidligere oplevelser, ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de oplysninger, som klageren har afgivet til oplysnings- og motivsamtalen om disse forhold. Han har blandt andet oplyst, at han ikke har søgt om sociale ydelser, fordi han mener, at man ikke kan modtage sådanne, når man har en opholdstilladelse, og fordi han forsørgede sig selv ved hjælp af lidt [en type arbejde] og penge fra sin søster og ven. Han har derudover oplyst, at han ikke har søgt om et arbejde, fordi han ikke kan sproget. Videre har han oplyst, at han ikke har opsøgt sprogundervisning efter overførslen fra [andet Dublin-land], fordi det er et svært sprog, og Bulgarien ikke er hans land. Klageren har endelig oplyst, at han ikke opsøgte en læge, da han var forkølet, idet man skal betale for at komme til læge. Derudover har nævnet lagt vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at de bulgarske myndigheder tilbød ham sprogundervisning, da han fik opholdstilladelse, som han valgte at afslå, og at de bulgarske myndigheder udstedte nye dokumenter til ham, efter at disse var blevet stjålet fra ham på gaden, efter han var kommet fra [andet Dublin-land]. I relation til bolig, bemærkes det, at klageren netop har fået udstedt og er i besiddelse af ID-dokumenter, nemlig et gyldigt konventionspas og opholdskort, som ifølge baggrundsoplysningerne er en betingelse for at indgå en lejekontakt på en bolig. Det er på denne baggrund Flygtningenævnets vurdering, at klageren, herunder efter han vendte tilbage til Bulgarien fra [andet Dublin-land], ikke selv aktivt har opsøgt hjælp til bolig, ydelser, sprogundervisning og lægebehandling, og at de bulgarske myndigheder i øvrigt har udvist vilje og evne til at hjælpe ham, herunder når han har henvendt sig til myndighederne. I forhold til klagerens frygt for en gruppe [angivet ved nationalitet], der opholder sig i Bulgarien, skal Flygtningenævnet henvise klageren til at søge de bulgarske myndigheders beskyttelse, såfremt han måtte have behov herfor. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” Løbenummer: §29b-Bulg/2022/1/DH
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold. Han henviste endvidere til, at han frygtede sit liv, idet folk fra [by] og Rif Damaskus ikke var velanset hos regimet, idet byen og området var besat af Den Frie Syriske Hær. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han har været tilbageholdt af de syriske myndigheder to gange, idet de havde kendskab til, at han havde hjulpet sårede i [by]. Klageren har videre henvist til, at han er blevet beskyldt for at have støttet den interne og eksterne opposition i Syrien. Endelig har han henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive sigtet og beskyldt for gerninger, som han ikke har gjort. Endelig har klageren henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, fordi hans søn har unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Damaskus, hvor han har boet, siden han blev født og frem til udrejsen af Syrien i [i efteråret] 2012. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport “Country Guidance: Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf det bl.a. fremgår: ”…Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.…” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, blandt andet: “…Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates……” Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren indrejste alene i Danmark [i efteråret] 2014 og har dermed opholdt sig her i landet i 7 1/2 år. Klageren har tre myndige børn i Danmark. Hans 18-årige søn har siden [vinteren] 2022 boet på et skolehjem i [by] i hverdagene i forbindelse med sit studie. I weekenden besøger han sin far, hvor han sover i stuen. Sønnen, der [i efteråret] 2016 blev familiesammenført med klageren, har ikke skiftet sin folkeregisteradresse. Sønnen har for kort tid siden ansøgt om asyl iht udlændingelovens § 7, stk. 1, da han er i den militærpligtige alder. Klagerens 2 døtre på henholdsvis 20 og 21 år har i perioden fra [efteråret] 2020 – [vinteren] 2022 boet på selvstændig bopæl i [by]. [I vinteren] 2022 er de flyttet tilbage til klageren. Døtrene læser [uddannelse] under eller til brug for en [gymnasial uddannelse]. Endelig har klageren 2 brødre, der bor i henholdsvis [land] og [land], og 2 søstre, der bor i henholdsvis [land] og [land]. Klageren var 43 år ved indrejsen i Danmark og er nu 50 år gammel. Han har bestået Prøve i Dansk 1 og en række modultest i dansk. Han har haft forskellige jobs og har siden [vinteren] 2020 drevet selvstændig virksomhed som [erhverv] via [virksomhed]. I sin fritid dyrker han fitness. Henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark og hans forhold i denne periode, findes en afgørelse om at nægte at forlænge hans opholdstilladelse at udgøre et indgreb i hans ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Hvad angår respekt for familieliv skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd. Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) praksis stilles der dog ikke krav om sådanne yderligere elementer af afhængighed, når der er tale om unge voksne, som stadig bor sammen med deres forældre og ikke har stiftet selvstændig familie. Der kan herved henvises til bl.a. EMD’s dom af 20. juni 2020 i sagen Azerkane mod Nederlandene (3138/16), præmis 64. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klagerens forhold til hans døtre på henholdsvis 20 år og 21 år - der har haft selvstændig bopæl i perioden [efteråret] 2020 – [vinteren] 2022, således i samlet 1 år og 4 måneder - udgør et ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand. For så vidt angår forholdet mellem klageren og hans myndige søn finder Flygtningenævnets flertal, at der ikke er tale om ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, uanset at sønnen efter det oplyste er hjemme hos faren i weekenderne. Flertallet lægger således vægt på, at sønnen må betragtes som reelt udeboende, uanset at han fortsat står registreret med folkeregisteradresse hos sin far. Flygtningenævnets flertal finder således, at en afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke udgør et indgreb i hans ret til respekt for såvel familieliv som privatliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens privat- og familieliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet finder, at nægtelsen af forlængelsen af klagerens opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at nægtelse af forlængelsen af klagerens opholdstilladelse varetager det legitime hensyn til landets økonomiske velfærd. Flygtningenævnet bemærker, at udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet og sikre opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagernes opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for deres privat- og familieliv. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke har opnået en særlig stærk tilknytning til Danmark. Nævnets flertal har herunder henset til særligt varigheden af opholdet i Danmark samt at klageren ikke fremstår integreret særligt i det danske samfund. For så vidt angår klagerens udeboende 18-årige søn og to døtre på henholdsvis 20 år og 21 år, findes der ikke at være oplysninger om et afhængighedsforhold mellem klageren og dem. Heroverfor fremstår klagerens bånd til Syrien stærke, hvor han har boet i 41 år, indtil udrejsen i 2012. På den baggrund findes en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke at virke særligt indgribende i klagerens ret til respekt for privatliv og familieliv. Over for disse mindre vægtige hensyn til klagerens fortsatte ophold i Danmark findes statens interesse i at nægte at forlænge den pågældendes opholdstilladelse at måtte tillægges betydelig vægt i den konkrete sag. Efter en samlet afvejning af hensynene over for hinanden finder Flygtningenævnets flertal herefter, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark, jf. herved navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at give klageren fortsat opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Damaskus-området. Klagerens asylmotiv om, at han er efterlyst af de syriske myndigheder som følge af, at han har hjulpet sårede mennesker efter uroligheder i Ghouta, findes at være udbyggende og ikke troværdig. Klagerens forklaring om, at han to gange er blevet tilbageholdt af de syriske myndigheder, og at hans ekskone og søn efter klagerens udrejse er blevet opsøgt af de syriske myndigheder flere gange, findes ligeledes at være udbyggende og ikke troværdig. I forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2014 henviste klageren således alene til, at han forlod Syrien på grund af de generelle forhold, at han ønsker at kunne forsørge sin familie og give dem et bedre liv samt at folk fra [by] ikke er så velanset hos regimet. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har forklaret, at han under oplysnings- og motivsamtalen ikke turde at oplyse, at han var eftersøgt, fordi han frygtede for sine børns sikkerhed, da de den gang stadig var i Syrien, og at han frygtede, at oplysningerne ville blive videregivet til de syriske myndigheder. Af referatet af samtalen fremgår således, at klageren blev vejledt om, at Udlændingestyrelsen havde tavshedspligt, og at alt, hvad klageren oplyste, ville blive behandlet fortroligt. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at klageren udrejste af Syrien legalt og problemfrit via Damaskus lufthavn i 2012 ved brug af sit eget pas, der blev stemplet af myndighederne. Klagernes forklaring om, at der er udstedt en arrestordre (”stævning”) dateret [foråret] 2018, som han har fremlagt et screenshot af, hvori han er beskyldt for ”at støtte den eksterne og interne opposition”, findes konstrueret til lejligheden. Det må anses for usandsynligt, at klageren, der udrejste legalt af Syrien i 2012 ved brug af sit eget pas, og som er helt uprofileret, omkring seks år senere skulle blive efterlyst af de syriske myndigheder. Dertil kommer, at klagerens forklaring om, at hans nieces svigerinde har bestukket de syriske myndigheder, som mod betaling af bestikkelse lod hende tage et foto af stævningen, og som hun sendte til klagerens niece, vurderes at være helt usandsynlig. Dette bestyrkes yderligere af, at det fremstår påfaldende, at niecen først i 2019 - selv om hun modtog et screenshot af stævningen i 2018 - skulle have fortalt klageren om stævningen. Dertil kommer det påfaldende i, at klageren har slettet WhatsApp-beskeden fra 2019, hvori han modtog et screenshot af stævningen fra niecen. Klagerens asylmotiv om, at alle i Syrien risikerer at blive sigtet og beskyldt for gerninger, de ikke har gjort, findes at bero på hans egen subjektive vurdering, der ikke har støtte i baggrundsoplysningerne. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien af disse grunde vil være i risiko for individuel forfølgelse, straf eller i risiko for overgreb af de syriske myndigheder omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. I relation til klagernes asylmotiv om, at han risikerer straf eller overgreb som følge af, at hans nu 18-årige søn har uddraget sig militærtjeneste, er spørgsmålet, hvorvidt klageren af denne grund risikerer at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder ved hans tilbagevenden til Syrien. For så vidt angår risikoen for, at militærundragereres familiemedlemmer bliver udsat for overgreb mv., fremgår det af European Asylum Support Offices rapport fra april 2021 (Syria, Military service), side 33 f. blandt andet: ”…4.1 Draft evaders … 4.1.2. Potential consequences for family members Regarding the treatment of family members, sources differ in their assessment. While several sources stated that family members of draft evaders would not face any consequences, other sources indicated that they would face house searches, pressure and harassment from military police or intelligence services to reveal the whereabouts of male relatives wanted for military service. In some cases, family members have been arrested or re-quired to report to an intelligence service branch for questioning. In a February 2021 interview with EASO, an international humanitarian organization working in Syria mentioned a case in which the authorities conditioned the granting of security clearance required for renewing a lease agreement by requiring the applicant to provide information on the whereabouts of male relatives wanted for military service. Suhail Al-Ghazi assessed that family members of draft evaders from areas loyal to the GoS won’t face the same kind of harassment as those originating in former opposition-held areas.…". Det bemærkes, at det, der er anført i European Asylum Support Offices rapport fra november 2021 (Country Guidence: Syria), side 80 f., vedrørende risikoen for, at såkaldte militærunddrageres familiemedlemmer bliver udsat for overgreb mv., ikke ændrer ved det, der anført i den citerede rapport fra april 2021. Da hverken klageren eller sønnen, der forlod Syrien som 13-årig, er særlig profilerede, finder Flygtningenævnet – under behørig hensyntagen til forsigtighedsprincippet – at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien af denne grund vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i risiko for overgreb af de syriske myndigheder omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Som følge heraf stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsen afgørelse af [efteråret] 2021.” Syri/2022/39
Nævnet omgjorde i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk [etnicitet]og er født sunni-muslim, men praktiserer ikke religionen. Klageren er fra [område A] i Rif-Damaskus i Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at hun ville blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, idet hun i sit virke som [profession] er særlig udsat. Klageren henviste videre til, at hun blev pålagt at udtale sig positivt om myndighederne offentligt i et interview, hvilket hun formåede at komme udenom, samt at hun to måneder forud for sin udrejse nægtede at udtale sig positivt om myndighederne, hvorfor myndighederne ifølge hendes naboer opsøgte hende på hendes bopæl, mens hun var på arbejde. Klagerens henviste endvidere til, at hun frygtede at blive slået ihjel eller udsat for overgreb fra myndighedernes side. Udlændingestyrelsen har [i vinteren] 2022 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19 a, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til sit oprindelige asylmotiv. Klageren har til støtte for sit asylmotiv supplerende oplyst, at hun er efterlyst af de syriske myndigheder, og at hendes far, som bor i [by A], omkring to måneder efter hendes udrejse af Syrien er blevet opsøgt af de syriske myndigheder, som siden har spurgt efter hende kontinuerligt. Klageren har videre henvist til, at hendes bror har oplyst, at den syriske efterretningstjeneste ydmyger hendes far, når de kommer for at spørge efter hende. Klageren har endvidere henvist til, at hun som følge af, at hun på opfordring fra de syriske myndigheder har afslået at tale positivt om myndighederne, betragtes som værende en del af oppositionen, hvilket indebærer, at hun skal fængsles. Det er som asylmotiv endvidere gjort gældende, at hun som enlig kvinde, og som én, der ikke bærer tørklæde og ikke er praktiserende muslim, frygter, at hun vil være i risiko ved en tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet meddelte [i foråret] 2015 klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2 (midlertidig beskyttelsesstatus) under henvisning til, at ”personer, som kommer fra områder i Syrien, hvor der foregår væbnede kampe, hvor der sker angreb mod civile, eller hvor der for nyligt har fundet sådanne handlinger sted, ved en tilbagevenden til hjemlandet aktuelt må anses for at være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3”. Spørgsmålet er herefter i første række, om der med henvisning til de generelle forhold i Syrien er grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har boet i Rif Damaskus indtil sin udrejse fra Syrien. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren] 2022, at de aktuelle forhold i Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af EMRK artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Rif Damaskus. På denne baggrund tiltræder Flygtningenævnet således, at der ikke længere er grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Rif Damaskus. Af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, tiltræder Flygtningenævnet endvidere, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig EMRK artikel 8. Spørgsmålet er herefter, om klageren har sandsynliggjort, at hun på grund af individuelle omstændigheder er i risiko for at blive udsat for forfølgelse ved en tilbagevenden til Syrien, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund, herunder hendes forklaring om, at hun efter episoden, hvor hun blev bedt om offentligt at udtale sig positivt om det syriske styre, udrejste illegalt af Syrien til Libanon sammen med andre i en bus ved at bestikke en grænsevagt. Det lægges efter klagerens forklaring til grund, at hun som [profession] i Syrien blev kontaktet af et tv-hold, som ville have hende til offentligt i et interview at udtale sig positivt om det syriske styre i henhold til et manuskript, som hun samtidig fik udleveret. Det lægges videre til grund, at hun nægtede at medvirke hertil, og at hun herved påkaldte sig myndighedernes opmærksomhed. Endelig lægges det til grund, at myndighederne de næste par måneder i to tilfælde opsøgte hendes bopæl, hvor hun ikke var hjemme, og at hun herefter valgte at udrejse illegalt af Syrien, da hun anså sig for at være kommet i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ved vurderingen af, om asylansøgere fra Syrien opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, anvender et forsigtighedsprincip. Det betyder, at bevisvurderingen i sager vedrørende asylansøgere fra Syrien skal foretages med udgangspunkt i forsigtighedsprincippet, således at tærsklen for, hvornår en asylansøger må anses for at have sandsynliggjort et individuelt asylmotiv, er lavere end i andre asylsager. Efter en samlet vurdering af klagerens oplysninger om sit asylmotiv finder Flygtningenævnet - navnlig med henvisning til det nævnte forsigtighedsprincip - at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2022/37/ACA
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:"Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til de generelle forhold i Syrien. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv primært til de generelle forhold i Syrien, og at han var nødsaget til at udrejse af Syrien grundet sin helbredstilstand, som krævede medicinsk behandling. Herudover henviste klageren til den generelle risiko for at blive fængslet, tortureret og slået ihjel. Klageren henviste endvidere til, at hans bror [A] blev betragtet som landsforræder. Broren var af de syriske myndigheder blevet beskyldt for at samarbejde med oprørene, idet hans hus blev [anvendt af] oprørene. Klageren oplyste, at han udrejste samtidig med hans bror, og at broren måtte betale bestikkelse for at udrejse. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, idet grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Udlændingestyrelsen har vurderet, at situationen i Rif Damaskus over en længere periode siden maj 2018 har ændret sig markant, og at der således er en forbedring af forholdene i området, samt at denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter. Styrelsen har således vurderet, at der ikke er en reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt og slået ihjel af de syriske myndigheder, idet han er eftersøgt som følge af, at hans bror er eftersøgt af myndighederne. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at de syriske myndigheder efter hans udrejse opsøgte hans bopæl, hvor hans mor og to brødre, [B] og [C], boede. Myndighederne efterspurgte klageren og hans bror, ligesom de ønskede oplyst, hvorfor klageren og broren var udrejst af Syrien. I perioden efter klagerens og hans brors udrejse, blev hans familie således ofte opsøgt af de syriske myndigheder, der ransagede huset og til tider slog klagerens brødre. Til sidst blev det for meget for klagerens familie, hvorefter familien udrejste af Syrien. Herudover har klageren oplyst, at hans søn, [D], døde i [vinteren] 2012. Klageren har siden sønnens død forsøgt at få udleveret sønnens lig fra de syriske myndigheder. Efter sin udrejse af Syrien har klageren bedt sine brødre i Syrien om at spørge myndighederne om muligheden for at få udleveret liget. Da brødrene henvendte sig til de syriske myndigheder i [sommeren] 2014, fik de at vide, at de ikke skulle spørge om det igen, da de ellers ville blive slået ihjel. Endelig har klageren som asylmotiv fortsat henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold i landet, ligesom han ikke vil have adgang til sin livsnødvendige medicin. Klageren har oplyst, at han er [opereret] i 2008, hvorfor han modtager [relevant] medicin. Herudover lider klageren af diabetes, forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol, depression og PTSD. Endvidere lider klageren af [en sygdom], hvorfor han [skal anvende et bestemt apparat]. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af EMRK art. 3, at ingen må underkastes tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling. Klageren har gjort gældende, at hans helbredsforhold medfører, at inddragelse af hans opholdstilladelse vil indebære en krænkelse af hans rettigheder efter EMRK art. 3. Det fremgår af sagen, at klageren er [opereret], [har] forhøjet blodtryk, diabetes 2, forhøjet kolesterol samt herudover blandt andet depression og PTSD. Det fremgår af lægeerklæring af [vinteren] 2022, at klageren, trods omfattende helbredsproblemer, er velbehandlet. Ved samtale ved Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2020, har klageren forklaret, at han i Syrien modtog den samme medicin, som han nu modtager i Danmark. Han fik foretaget [operationen] i 2008. Flygtningenævnet må herefter lægge til grund, at klageren i hvert fald i en periode på seks år har kunnet modtage den relevante behandling i Syrien. Klageren har gjort gældende, at behandlingen nu ikke længere er tilgængelig i Syrien. Klageren har ikke underbygget dette ved konkrete oplysninger. Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at sundhedstjenester og hospitaler er genopbygget i de fleste områder af Rif-Damaskus provinsen, og at basale helbredsydelser er tilgængelige. Efter de foreliggende lægelige oplysninger finder Flygtningenævnet ikke, at det kan antages, at klageren lider af akutte, livstruende helbredsproblemer. Det bemærkes endvidere, at det beror på klagerens egen formodning, at den behandling, som han tidligere har modtaget i Syrien, trods de efter det oplyste forbedrede forhold, ikke vil være tilgængelig. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at klagerens helbredsmæssige forhold kan føre til, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære en krænkelse af klagerens rettigheder i medfør af EMRK art. 3. Flygtningenævnet finder på denne baggrund heller ikke anledning til at udsætte sagen eller at hjemvise denne med henblik på yderligere belysning af mulighederne for, at klageren i Syrien kan modtage relevant behandling. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med EMRK art. 8, bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af EMRK art. 8, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren indrejste i [sommeren] 2014 og har således opholdt sig her i landet i knapt otte år. Klageren har i Danmark en voksen datter, der har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren bor ikke sammen med den pågældende datter. Klageren har herudover i Danmark sin bror og dennes familie. Klageren indrejste [da han var i 40'erne]. Han taler ikke dansk og har ikke haft arbejde i Danmark. Han er i [år] tilkendt førtidspension. Klageren er født og opvokset i Syrien, og har opholdt sig der de første [antal] år af sit liv, og han taler arabisk. Hvad angår respekt for familieliv skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd. For så vidt angår forholdet mellem klageren og datteren finder Flygtningenævnet, at der ikke er tale om ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand. Nævnet har herved lagt vægt på, at datteren er voksen og ikke bor sammen med klageren. Forholdet mellem klageren og datteren findes derfor at udgøre en del af klagernes ”privatliv” i artikel 8’s forstand. Der foreligger ikke oplysninger om, at der er et afhængighedsforhold mellem klageren og hans herboende familiemedlemmer. Under disse omstændigheder og henset til varigheden af klagerens ophold i henholdsvis Syrien og Danmark, finder Flygtningenævnet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke indebærer et sådant indgreb i klageren ret til privat- og familieliv, at der herved foreligger en krænkelse af klagerens rettigheder efter EMRK art. 8. Vedrørende spørgsmålet om de generelle forhold i Syrien henviser Flygtningenævnet indledningsvis til Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2021 og det deri anførte om sikkerhedssituationen i Damaskus og Rif-Damaskus. Flygtningenævnet lægger disse oplysninger til grund. Flygtningenævnet finder herefter, at de generelle forhold i Damaskus og Rif-Damaskus ikke kan føre til, at der meddeles klageren fortsat opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Vedrørende de af klageren påberåbte individuelle forhold, bemærker Flygtningenævnet, at klageren ved sin indrejse i Danmark i 2014 i det væsentlige, henviste til de generelle forhold i Syrien som begrundelse for sin ansøgning om asyl. Klageren har endvidere henvist til, at hans bror er efterlyst af myndighederne, at de udrejste sammen og at klageren selv har boet i et oprørskontrolleret område, hvilket efter klagerens opfattelse automatisk vil føre til, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil påkalde sig myndighedernes opmærksomhed og blive betragtet som værende i opposition til regimet. Flygtningenævnet finder, at klagerens forklaringer om sine individuelle asylmotiver til dels har været udbyggende, herunder særligt vedrørende omstændighederne ved klagerens og brorens udrejse. Klagerens forklaring kan derfor ikke umiddelbart lægges til grund. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det må tillægges meget væsentlig betydning, at klageren, uanset det oplyste om hans brors forhold, var i stand til at få udstedt pas på, efter det oplyste, normal vis i [sommeren] 2014, ligesom han efter det oplyste udrejste lovligt. Klageren har endvidere efter det oplyste, kun boet kortvarigt i et oprørskontrolleret område, og i hvert fald i de sidste to år inden sin udrejse, i et regeringskontrolleret område. Klageren har endvidere forklaret, at han hverken har været politisk aktiv eller har deltaget i demonstrationer eller har været medlem og politiske organisationer eller foreninger. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren må betragtes som helt uprofileret i forhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at det er sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Løbenummer: Syri/2022/35
Nævnet hjemviste i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim fra [landsby], al-Hasakah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren og hans søn indrejste i Danmark [efteråret] 2015, og at de [vinteren 2016/2017] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Opholdstilladelsen er senest blevet forlænget [vinteren 2019/2020]. Klageren har [sommeren] 2021 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt og udsat for tortur af de syriske myndigheder, både fordi han efter 24 år forlod sin stilling som statsligt ansat brandmand uden tilladelse, og fordi han udrejste i illegalt af Syrien. Klageren har yderligere – som nye oplysninger i sagen – i advokatindlæggene af [foråret] 2022 og i sin forklaring for Flygtningenævnet henvist til, at han ved tilbagevenden til Syrien risikerer straf som følge af, at flere af hans sønner er deserteret fra henholdsvis unddraget sig militærtjeneste i Syrien. Flygtningenævnet lægger - som også anført i forhandlingsprotokollen fra mødet [efteråret] 2021 – til grund, at klageren har arbejdet som offentligt ansat brandmand i Syrien, og nævnet må efter sagens oplysninger endvidere lægge til grund, at klageren har forladt denne stilling og er udrejst illegalt af Syrien. I overensstemmelse hermed har sagen været udsat på indhentelse af nærmere baggrundsoplysninger om syriske amnestiregler for personer, der har uden varsel har forladt en stilling i den offentlige sektor forud for 2019/2020. Selv om klagerens forklaring om sine sønners og en nevøs militærunddragelse først er fremkommet i forbindelse med Flygtningenævnets seneste møde, finder nævnet, at disse oplysninger efter deres karakter og under hensyn til baggrundsoplysningerne om Syrien, herunder om unddragelse fra militærtjeneste, ikke på det foreliggende grundlag kan tilsidesættes som utroværdige. Udlændingestyrelsen har ikke – heller ikke under mødet i Flygtningenævnet – i noget omfang forholdt sig til disse supplerende oplysninger fra klageren. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, og under hensyn til det forsigtighedsprincip, der gælder ved den konkrete og individuelle vurdering i forbindelse med behandlingen af sager om personer fra Syrien, finder nævnet, at sagen bør undergives en nærmere bedømmelse i første instans, således at de supplerende oplysninger inddrages i afgørelsesgrundlaget, før der træffes endelig afgørelse om statusvalg. Flygtningenævnet bemærker herved, og under hensyn til betydningen af kumulative forhold, at baggrundsoplysningen om, at amnestireglerne i praksis bliver respekteret af de syriske myndigheder, der ifølge Udenrigsministeriet høringsnotat af 9. december 2021 alene er baseret på en enkelt ekstern kilde, ikke kan anses for at have den tilstrækkelige sikkerhed. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til yderligere sagsoplysning og behandling i Udlændingestyrelsen.” Løbenummer: Syri/2022/34/rila
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2003. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber fra Sudan. Han har angivet, at han tidligere var muslim af trosretning, men at han er frafaldet islam, og at han overvejer at konvertere til kristendommen. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive straffet af de sudanesiske myndigheder, idet han er frafaldet islam. Han har til støtte herfor oplyst, at han er født og opvokset som muslim, men at han ikke på noget tidspunkt har været praktiserende. Han har nu interesse for kristendommen og ønsker at blive døbt, så snart han bliver løsladt fra fængslet. Han stiftede kendskab med kristendommen, efter at han ankom til Danmark, og mens han boede i [navn på dansk by], hvor en gruppe kristne arrangerede et integrationsforløb for ansøgerens familie og andre familier i byen. Da ansøgeren var mellem 17 til 19 år, havde han en kristen kæreste i [navn på anden dansk by], hvis mor var præst. Han var ofte hjemme hos dem og havde mange samtaler omkring kristendommen. Da ansøgeren var indsat i [x] fængsel, begyndte han at læse i biblen. Ved en tilbagevenden til Sudan frygter ansøgeren, at lokalsamfundet vil opdage, at han ikke er praktiserende muslim, hvorfor de vil straffe ham. Han frygter også, at han vil blive nødsaget til at lyve omkring sin trosretning, såfremt han vælger at konvertere til kristendommen. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive forfulgt og slået ihjel som følge af sin fars politiske virke i Sudan. Han har til støtte herfor oplyst, at hans far er politisk flygtning i Danmark, idet han har været forfulgt i Sudan på grund af sine politiske aktiviteter. Ansøgeren ved ikke, hvad hans far konkret har foretaget sig i Sudan, udover at han flygtede til Danmark i 2001, men han frygter, at han vil blive fængslet eller slået ihjel på grund af hans fars konflikt. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter at skulle aftjene værnepligt i Sudan. Han har til støtte herfor oplyst, at han frygter at skulle slå nogen ihjel eller selv blive slået ihjel i forbindelse med en krig. Han har yderligere oplyst, at han vil unddrage sig militærtjeneste eller desertere ved en eventuel krigsførelse, og at han frygter at blive slået ihjel som følge heraf. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han ikke har et netværk i Sudan og at han hverken kender sproget eller forholdene i landet. Han vil som følge heraf ikke vil kunne finde et arbejde eller have ordentlige levevilkår. Ansøgeren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Han blev ved [landsrettens] ankedom af [dato i efteråret] 2021 idømt en straf på fængsel i 3 år og 6 måneder for besiddelse af 730 gram kokain med henblik på videreoverdragelse og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens asylmotiv om, at han er frafalden muslim, og at han hælder til og har interesse for kristendommen og overvejer at konvertere, er asylbegrundende. Det fremgår således af nævnets baggrundsmateriale, herunder US Departement of States rapport af 12. maj 2021 ”2020 Report on International Religious Fredom: Sudan” og Al Jazeeras rapport ”Changes in criminal law as Sudan annuls apostasy death sentence” af 12. juli 2020, at den nuværende overgangsregering i juli 2020 ophævede den lov, der tidligere har kriminaliseret frafald fra islam. Under nævnsmødet har ansøgeren givet indtryk af en meget begrænset indsigt i kristendommen. Ansøgeren er ikke medlem af Folkekirken, han er ikke døbt og har heller ikke deltaget i dåbsforberedelse, herunder deltaget i en tilrettelagt undervisning. Han er med hensyn til bibellæsning alene kommet til Mosebogen i Det gamle Testamente og har et yderst begrænset kendskab til Det nye Testamente. Selv om ansøgeren måtte konvertere til kristendommen, fremgår det af US Departement of States rapport af 12. maj 2021 ”2020 Report on International Religious Freedom: Sudan”, at der lever et mindretal af kristne (5,4 %) i Sudan, hvorunder flere kristne kirkelige retninger er repræsenteret, herunder blandt andet den katolske kirke. Der er er således ikke holdepunkter for, at ansøgeren som frafalden muslim skulle blive forfulgt, og heller ikke holdepunkter for, at ansøgeren – såfremt han skulle konvertere til kristendommen - ikke vil kunne leve som kristen i Sudan. Det forhold, at ansøgerens far i 1999 udrejste af Sudan og i 2002 fik asyl som følge af hans konflikt med de daværende sudanesiske myndigheder med baggrund i hans medlemskab af [navn på forening], findes efter en samlet vurdering ikke at kunne medføre, at ansøgeren er i en asylbegrundende situation. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at Omar Al-Bashir-regimet i 2019 blev væltet ved et militærkup, hvorefter en overgangsregering blev indsat. Herudover lægger nævnet også vægt på, at ansøgerens far ikke fremstår politisk profileret. Endelig lægger nævnet vægt på, at ansøgeren omkring 2006, da han [mindreårig], sammen med sin mor har været tilbage i Sudan, hvor de uden at opleve problemer med myndighederne, fik fornyet deres nationalitetspas. Med hensyn til ansøgerens asylmotiv om, at han frygter militærtjeneste i Sudan, bemærker Flygtningenævnet, at det af UNHCR´s håndbog om fastlæggelse af flygtningestatus fremgår, at frygt for at skulle aftjene militærtjeneste ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at Omar Al-Bashir-regimet i 2019 blev væltet ved et militærkup, og at overgangsregeringen, der nu regerer Sudan, ikke udfører militære aktioner, der fordømmes af det internationale samfund som værende i strid med fundamentale regler for menneskelig adfærd. Dertil kommer, at straffen for at desertere eller unddrage sig militærtjeneste i Sudan ikke vurderes at være uforholdsmæssig i forhold til den danske retstradition. Det fremgår blandt andet af Research Directorate, Immigration and Refugee Board of Canada, Ottawa: “Sudan: Information on military service, including deferment for the purpose of attending university: Information on punishment for refusing or evading military service, including upon return to Sudan after an extended absence, such as since 2002 (2014-2016)”, at strafferammen for at dessertere eller unddrage sig militærtjeneste i Sudan er fra bøde til fængselsstraf i 3 år. Det bemærkes, at socioøkonomiske forhold i ikke sig selv er asylbegrundende. De generelle forhold i Sudan er ikke af en sådan karakter, at de i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er i en asylbegrundende situation, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Som følge heraf stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i vinteren 2021/2022]” Løbenummer: Suda/2022/2/DH
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra [by], Libanon. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, under henvisning til, at klageren var i risiko for at blive indkaldt til at aftjene militærpligt i Syrien. Det havde sin baggrund i, at klageren under den oprindelige asylsag oplyste, at han er statsløs palæstinenser fra Syrien og henviste som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive indkaldt til at aftjene militærpligt i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået opholdstilladelsen ved svig. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han frygter, at politiet vil anholde ham, fordi klageren før sin udrejse fra Libanon var sammen med en ven, der under en slåskamp stak en anden person ned med en kniv, hvorefter politiet på et tidspunkt opsøgte klagerens bopæl. Endvidere har klageren henvist til, at hans forældre er afgået ved døden, og at han ved en tilbagevenden til Libanon ikke ville kunne forsørge sin familie. Endelig har klageren henvist til de generelle forhold i Libanon, og at klageren ikke har arbejde eller bolig i Libanon. Om retsgrundlaget: Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse, tiltræder Flygtningenævnet, at klagerens sag skal behandles efter de tidligere gældende regler i udlændingeloven, jf. herom lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017. Det fulgte af den dagældende udlændingelovs § 11, stk. 2, at en tidsbegrænset opholdstilladelse forlænges, medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter § 19. I § 19, stk. 2, nr. 1, anføres det, at en tidsbegrænset eller tidsubegrænset opholdstilladelse altid kan inddrages, når udlændingen har opnået opholdstilladelsen ved svig. Det samme gælder i øvrigt nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse, som følge af at udlændingen har opnået opholdstilladelsen ved svig. Endvidere fulgte det af de dagældende regler, at der i en sag som den foreliggende skal tages hensyn til, om nægtelsen af forlængelsen må antages at virke særligt belastende for den pågældende udlænding, navnlig på grund af de hensyn, der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1. Det anførte betyder, at sagen ikke skal bedømmes efter udlændingelovens § 19 a, som blev indsat i udlændingeloven ved lov nr. 174 af 27. februar 2019, og som indebærer en udvidet adgang til at inddrage en opholdstilladelse eller nægte at forlænge en opholdstilladelse meddelt til blandt andet flygtninge, når betingelserne i § 19 er opfyldt. Om opholdstilladelsen er opnået ved svig samt hvilket land klageren asylretligt skal vurderes i forhold til: Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse, tiltræder Flygtningenævnet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse i Danmark ved svig, idet klageren urigtigt under den oprindelige asylsag oplyste, at han er statsløs palæstinenser fra Syrien, og at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive indkaldt til at aftjene militærpligt i Syrien, på hvilket grundlag Udlændingestyrelsen meddelte klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder således, at såfremt Udlændingestyrelsen på tidspunktet for styrelsens oprindelige afgørelse, havde været bekendt med sagens rette omstændigheder, ville styrelsen ikke have meddelt klageren asyl (opholdstilladelse) på det tildelte grundlag. Endvidere tiltræder Flygtningenævnet – under henvisning til det, der er anført i den påklagede afgørelse – at klageren asylretligt skal vurderes i forhold til Libanon. Om udlændingelovens § 31 og flygtningekonventionens artikel 1D, herunder knivepisoden: Flygtningenævnet skal tage stilling til, om udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Libanon. Da klageren er statsløs palæstinenser, har flygtningekonventionens artikel 1 D betydning ved denne stillingtagen. Bestemmelsen indebærer, at der i første række skal tages stilling til, om klageren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., det vil sige om klageren som statsløs palæstinenser for nærværende kan anses for at nyde beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Er det tilfældet, er klageren udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen i Danmark, medmindre bestemmelsen i artikel 1 D, 2. pkt., finder anvendelse (hvorved sigtes til, om UNRWAs beskyttelse eller bistand er bortfaldet). Hvis artikel 1 D, 2. pkt., finder anvendelse som følge af, at UNRWAs beskyttelse eller bistand må anses for at være bortfaldet, hvorved udelukkelsen fra beskyttelse efter flygtningekonventionen i Danmark ophører, anses klageren automatisk for omfattet af flygtningekonventionen, og vil blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, medmindre klageren af andre grunde er udelukket mv. På baggrund af sagens oplysninger finder Flygtningenævnet, at klageren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt., da klageren (og dennes familie) er registreret hos UNRWA i Libanon, og da klageren har gået i en UNRWA-drevet skole, ligesom han har modtaget sundhedsbehandling af UNRWA. Klageren er derfor udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, medmindre UNRWAs beskyttelse eller bistand kan anses for bortfaldet, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Ved den nærmere forståelse af, hvornår UNRWAs beskyttelse eller bistand kan anses for bortfaldet, kan der henvises til EU-domstolens dom af 3. marts 2022 i sag C-349/20 (NB og AB mod Secretary of State for the Home Department, C-349-20). Af dommen, der angik en statsløs palæstinensisk familie fra Al-Bass-flygtningelejren i Libanon, følger det af dommens præmis 50 og 56-58 om fortolkningen af artikel 12, stk. 1, litra a, i kvalifikationsdirektivet 2011/95/EU, som implementerer flygtningekonventionens artikel 1 D, at en statsløs palæstinenser fra mandatområdet, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som har været tvunget til at forlade UNRWAs mandatområde eller (nu) er afskåret fra at vende tilbage, fordi den pågældende befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, vil den pågældende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen, og som udgangspunkt blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Flygtningenævnet skal i den foreliggende sag herefter vurdere, om der efter en konkret og individuel vurdering er grundlag for at antage, at klageren ikke kan vende tilbage til Libanon og igen få beskyttelse af UNRWA. Flygtningenævnet skal herefter bemærke, at nævnet ikke finder at kunne lægge klagerens forklaring af knivepisoden til grund, idet klageren på centrale punkter har forklaret divergerende. I den forbindelse kan der henvises til, at klageren for nævnet har forklaret, at han efter knivepisoden opholdt sig hjemme i 6 uger, hvorefter han udrejste uden på noget tidspunkt at have været i kontakt med politiet. Derimod har klageren under samtalen [i efteråret] 2020 med Udlændingestyrelsen forklaret, at han efter, at hans ven havde været oppe at slås, blev anholdt en dag af politiet, men løsladt igen uden betingelser, fordi klageren oplyste politiet, at han ikke havde slået nogen. Hertil kommer, at han for nævnet har forklaret, at han frygter politiet på grund af knivepisoden ved en tilbagevenden til Libanon, mens han under samtalen [i efteråret] 2020 med Udlændingestyrelsen forklarede, at han ved en tilbagevenden til Libanon ikke frygter andet end, at han ikke kan forsøge sin familie, og at der er skyderier i Libanon, der i øvrigt er i kaos. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil risikere at befinde sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og således ikke vil være omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Herefter tiltræder Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 31 på grund af klagerens individuelle forhold ikke er til hinder for, at han udsendes til Libanon. Om de generelle forhold for palæstinensere i Libanon mv. samt klagerens mulighed for at indrejse i Libanon: For så vidt angår klagerens mulighed for at genindrejse i Libanon bemærkes, at uanset at det fremstår vanskeligt at arrangere en udrejse til Libanon, fremgår det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport marts 2020, ”Readmission og Palestinian Refugees from Lebanon”, blandt andet, at et europæisk land er lykkedes med at returnere 18 afviste asylansøgere til Libanon, og at disse alle frivilligt var tilbagevendt. Endvidere fremgår af rapporten: ”In cases of voluntary return of PRLs (Palestinian Refugees from Lebanon) in which no foreign authorities were involved in the process of return, the MFA (Ministry of Foreign Affairs and Emigrants) would approve the returns to Lebanon.” Det må således lægges til grund, at klageren – når også henses til, at de libanesiske myndigheder tidligere har udstedt rejsedokument for statsløse palæstinensere til klageren – vil kunne indrejse i Libanon. Herefter – og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i den påklagede afgørelse – finder Flygtningenævnet, at klageren, der er en sund og rask ung mand, uanset de generelt svære forhold såvel sikkerhedsmæssigt som socioøkonomisk for statsløse palæstinensere i Libanon, der beskrives i baggrundsoplysningerne, jf. blandt andet Dansk Flygtningehjælps Temarapport om palæstinensiske flygtninge i Libanon og adgangen til UNRWAs ydelser (marts 2022), ikke vil stå i en sådan alvorlig personlig usikkerhedstilstand i Libanon, at det vil være umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse klageren er omfattet af, at sikre ham levevilkår, som er i overensstemmelse med UNRWAs opgave. Flygtningenævnet tiltræder således, at udlændingelovens § 31 heller ikke på grund af de nævnte mere generelle forhold er til hinder for, at han udsendes til Libanon. Om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende for klageren som sådan, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1: Ved bedømmelsen af, om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, skal der foretages en proportionalitetsafvejning af den af klageren udviste svig i forhold til navnlig hensynene, der er angivet i udlændingelovens § 26, stk. 1. Det følger af den nævnte bestemmelse, at der blandt andet skal tages hensyn til (1) udlændingens tilknytning til det danske samfund, (2) udlændingens alder og helbredstilstand, (3) udlændingens tilknytning til herboende personer, (4) konsekvenser for udlændingens herboende nære familiemedlemmer, herunder hensynet til familiens enhed og (5) udlændingens tilknytning til hjemlandet. I den forbindelse bemærkes, at det følger af Flygtningenævnets praksis, at der ved opnåelse af en opholdstilladelse ved svig er udvist en sådan egen skyld, at hensynet til udlændingen selv, herunder om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende, ikke tillægges samme vægt i afvejningen som i sager, hvor nægtelse af forlængelse overvejes på baggrund af ændringerne i den pågældendes hjemland eller andre udefra kommende omstændigheder. Det anførte skal ses i sammenhæng med, at udlændingen på grund af den udviste svig som det helt klare udgangspunkt, ikke kan antages at have en berettiget forventning om at kunne forblive her i landet. Til støtte for, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, kan der peges på navnlig, at klageren på nuværende tidspunkt har opholdt sig i Danmark i [næsten 7 år], at klageren i en overvejende del af det tidsrum, han har opholdt sig i Danmark, har været i beskæftigelse, og at han læser og skriver lidt dansk samt taler et fint dansk, hvilket nævnet har kunnet konstatere under klagerens forklaring for nævnet om sine personlige forhold. Hertil kommer, at klageren i [foråret] 2020 indgik ægteskab med en herboende dansk statsborger, og at ægteparret fik en søn i [sommeren] 2020, der også er dansk statsborger. Herover står imidlertid, at det i forhold til betydningen af længden af klagerens ophold i Danmark må tillægges vægt, at det relativt langvarige ophold alene skyldes klagerens urigtige oplysninger ved ansøgningen om asyl. Der kan også henvises til forarbejderne til § 26, stk. 1, nr. 1, hvor det anføres, at ”Dog skal selve det forhold, at en udlænding har opholdt sig her i landet i en årrække på op til syv år, ikke i sig selv føre til, at inddragelse af den pågældendes opholdstilladelse undlades […]”, jf. lovforslag nr. L 152 af 28. februar 2002. Endvidere kan der i forhold til klagerens danskkundskaber ikke ses bort fra, at det også under sagens behandling for Flygtningenævnet har vist sig nødvendigt delvist at anvende tolk, jf. herom også lovforslag nr. L 152 af 28. februar 2002. Heller ikke klagerens alder og helbredstilstand taler imod en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse. For så vidt angår klagerens forhold til og ægteskab med en herboende dansk statsborger samt fødslen af ægteparrets søn, bemærkes, at der må lægges vægt på, at de anførte omstændigheder først forelå på et tidspunkt, hvor Udlændingestyrelsen havde indledt i første omgang en inddragelsessag ([sommeren] 2018) og i øvrigt efter, at klageren i [efteråret] 2018 havde været til en samtale med styrelsen, hvor det skulle afklares, om klageren havde opnået sin opholdstilladelse på grund af svig. I forbindelse med samtalen blev klageren orienteret om, at styrelsen havde modtaget nye oplysninger, og at de ”nye oplysninger vedrører, at [initialer] [klageren] muligvis har oplyst urigtigt om sin identitet og asylmotiv”. Hertil kommer, at ægteskabet på nuværende tidspunkt alene har varet ca. 2 år. Endelig må der lægges vægt på, at klageren, der er født i Libanon, har gået i skole til 8. eller 9. klasse i Libanon, at klageren senest har opholdt sig i Libanon i hvert fald fra 2011 og frem til sin udrejse i 2015, hvor han udrejste som 20-årig, at fem af hans søskende er bosat i Libanon, som han dagligt er i kontakt med, og at han taler og forstår arabisk. Klageren har således en væsentlig tilknytning til Libanon. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet og isoleret afvejning af klagerens forhold, at det ikke vil være særligt belastende for klageren, hvis klagerens opholdstilladelse nægtes forlænget. Om hensynet til familiens enhed: Spørgsmålet er herefter, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse skal undlades af hensyn til klagerens ægtefælle og barn (hensynet til familiens enhed). I den forbindelse bemærkes, at klagerens ægtefælle og barn må anses for at have et familieliv i EMRK artikel 8’s forstand, uanset at klageren på grund af den udviste svig ikke på noget tidspunkt har haft lovligt ophold i Danmark, og uanset at familielivet er etableret på et tidspunkt, hvor klageren og ægtefællen var bekendt med, at der var indledt en inddragelsessag vedrørende hans opholdstilladelse, jf. blandt andet forudsætningvist EMD’s dom af 31. juli 2008 i sag nr. 265/07 (Darren Omoregie m.fl. mod Norge) samt dom af 14. februar 2012 i sag nr. 26940/10 (Antwi m.fl. mod Norge).En nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse – med den konsekvens, at han vil skulle tvangsudsendes af Danmark til Libanon – vil således indebære et indgreb i klagerens ægtefælles og søns familieliv med klageren, jf. EMRK artikel 8. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens ægtefælles og søns privat- og familieliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål (proportionalitet). Flygtningenævnet finder, at nægtelsen af forlængelsen klagerens opholdstilladelse har hjemmel i de bestemmelser i udlændingeloven, som Udlændingestyrelsen har henvist til i den påklagede afgørelse. Endvidere finder Flygtningenævnet, at nægtelsen af forlængelsen af klagerens opholdstilladelse varetager et legitimt hensyn som angivet i EMRK artikel 8, stk. 2, hvorved bemærkes, at de nævnte bestemmelser i udlændingeloven blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet og sikre opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens ægtefælles og søns rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. I den forbindelse bemærkes, at EMD ved vurderingen af, om det kan kræves, at en udvist (udsendt) udlændings ægtefælle og deres barn skal tage til udlændingens hjemland for dér at udøve deres familieliv skal lægges vægt på følgende, jf. f.eks. EMDs dom af 31. juli 2008 i sag nr. 265/07 (Darren Omoregie m.fl. mod Norge), hvor det i præmis 57 anføres blandt andet: “Factors to be taken into account in this context are the extent to which family life is effectively ruptured, the extent of the ties in the Contracting State, whether there are insurmountable obstacles in the way of the family living in the country of origin of one or more of them and whether there are factors of immigration control (for example, a history of breaches of immigration law) or considerations of public order weighing in favour of exclusion […] Another important consideration is whether family life was created at a time when the persons involved were aware that the immigration status of one of them was such that the persistence of that family life within the host State would from the outset be precarious […] Where this is the case the removal of the non-national family member would be incompatible with Article 8 only in exceptional circumstances […].” Det skal samtidig bemærkes, at EMD har udtalt, at ”the Court will also consider the seriousness of the difficulties which the spouse is likely to encounter in the country of origin, though the mere fact that a person might face certain difficulties in accompanying her or his spouse cannot in itself exclude an expulsion”, jf. præmis 35 i EMDs dom af 11. juli 2002 i sag nr. 56811/00 (Amrollahi mod Danmark). Henset til, at klagerens ægtefælle kort inde i deres forhold af klageren blev oplyst om hans inddragelsessag, og at familielivet således blev etableret på et tidspunkt, hvor de begge var bekendt med inddragelsessagen, er spørgsmålet således, om foreligger sådanne uoverstigelige hindringer for, at klageren og dennes ægtefælle samt søn kan udøve familielivet i Libanon, at der er tale om ekstraordinære omstændigheder. Flygtningenævnet skal mere generelt bemærke, at der vil foreligge uoverstigelige hindringer blandt andet, hvis klagerens ægtefælle og/eller barn ikke lovligt kan indrejse og opholde sig i klagerens hjemland, hvis der foreligger alvorlige kulturelle hindringer i forbindelse med en flytning til klagerens hjemland, hvis klagerens ægtefælle og/eller barn har særlige psykiske eller fysiske helbredsmæssige udfordringer, eller hvis den sikkerhedsmæssige situation i klagerens hjemland er alvorligt forværret. Flygtningenævnet finder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse, at klagerens ægtefælle og søn vil kunne indrejse og tage ophold i Libanon, hvorfor der ikke af denne grund foreligger en uoverstigelig hindring for, at klageren og dennes ægtefælle samt søn kan udøve familielivet i Libanon. Allerede derfor er der ikke tale om ekstraordinære omstændigheder. End...
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Nepal. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk newar (kaste) og hindu af trosretning, fra Pokhara, Nepal. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Nepal frygter at blive slået ihjel. Ansøgeren har i sit hjemland haft et forhold til en kvinde fra en lavere kaste end ham selv og frygter derfor, at kvindens familie vil slå ham ihjel. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter sin farbror, der blev meget sur på ansøgeren og slog ansøgeren, da han fandt ud af, at ansøgeren havde haft et forhold til en kvinde fra en lavere kaste end ham selv. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om hans konflikt med [S] families, som følge af at ansøgerens familie ikke vil tillade, at han og [S] indgår ægteskab, fordi [S] er fra en lavere kaste end ham, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent om forholdet, og at hans forklaring til dels underbygges af, at det under mødet i nævnet var muligt at fremvise et billede af [S] på hans messenger-profil. Flygtningenævnet kunne dog ikke ud fra billedet konstatere, at [S] var blevet slået eller havde sår i ansigtet. Ansøgeren har forklaret, at han ikke er blevet kontaktet af [S] familie siden sin udrejse, at [S] familie sidst har kontaktet ansøgerens familie i 2017, og at ansøgerens familie ikke er blevet udsat for overgreb. Herefter og henset til, at konflikten opstod i 2015, og at [S] ikke længere befinder sig i Nepal, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konflikt med [S] familie fortsat har en aktualitet og intensitet, som indebærer en risiko for, at ansøgeren risikerer asylbegrundende overgreb. Flygtningenævnet har herved tillige lagt vægt på, at ansøgeren først har søgt asyl efter, at han blev anholdt, og efter at han havde opholdt sig i Polen i flere år efter sin udrejse fra Nepal og inden sin indrejse i Danmark uden at ansøge om asyl. Efter ansøgeren forklaring om, at han kun er blevet slået af sin farbror en gang, og at han vil kunne holde sig på afstand af morbroren, tiltræder Flygtningenævnet af de grunde, som Udlændingestyrelsen i øvrigt har anført, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en asylbegrundende konflikt med sin farbror. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at han i hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Nepal/2022/1/ROZ
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og er født muslim, men praktiserer ikke religionen. Ansøgeren er fra Teheran i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har arbejdet for bedre [forbedringer inden for et bestemt emne], og han deltaget i en demonstration i 2019. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er forfulgt af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har arbejdet for bedre [forbedringer inden for et bestemt emne], og at han som følge heraf er blevet opsøgt tre gange i 2013. De første to gange var der indbrud i hans forretning, og den tredje gang blev han overfaldet med en [genstand], hvor han fik besked på, at der ville ske ham noget, hvis han fortsatte med at gå imod regimet. Ansøgeren har videre oplyst, at han [i efteråret] 2019 deltog i en demonstration mod myndighederne, som vedrørte stigende benzinpriser. Under demonstrationen ankom der civilklædte personer på [køretøj], som skød ud i luften og kastede tåregas efter demonstranterne, som herefter flygtede fra stedet. Ansøgeren genkendte to personer, som boede i samme lejlighedskompleks som [familiemedlem], hvor han og hans ægtefælle opholdt sig under ægtefællens besøg til Iran. Ansøgeren kørte med de to personer til lejlighedskomplekset. Da de ankom til boligkomplekset, som lå tæt på en [virksomhed], opdagede de, at der var nogle personer, som var fulgt efter dem, og disse personer satte ild til [familiemedlem] lejlighed. Ansøgeren har endvidere forklaret, at [familiemedlemmet] har oplyst, at de to personer, som ansøgeren kørte til lejlighedskomplekset med, var blevet anholdt dagen efter demonstrationen, og at myndighederne havde opsøgt [familiemedlemmet] på [familiemedlemmets] bopæl. Ansøgeren har ligeledes oplyst, at han og hans ægtefælle flyttede hjem til ansøgeren samme aften, hvorfor myndighederne ikke fandt ham, da de ankom til [familiemedlemmets] bopæl. Ansøgeren har desuden oplyst, at en bekendt har oplyst ham om, at der var to til tre personer, der opsøgte ansøgeren i hans butik, og at det handlede om demonstrationen, som ansøgeren havde deltaget i. Ansøgeren har afslutningsvis oplyst, at han blev opsøgt af myndighederne på [familiemedlemmets] bopæl 10-12 dage efter ansøgeren udrejste af Iran, og at hans søster har sendt to beskeder til ham via [socialt medie], hvoraf fremgår, at nogen også har opsøgt søsterens bopæl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i form af en konflikt med de iranske myndigheder ikke forekommer hoplysning om, hvorledes han udrejste fra Iran, ikke forekommer troværdig, herunder hans forklaring om, at han trods det forhold, at han angiveligt var eftersøgt af myndighederne, udrejste på eget pas ved gennem sin ægtefælles [familiemedlem] at bestikke en grænsevagt, som han ikke selv kendte. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysninger (notat af 27. april 2021 fra Udenrigsministeriet), at det på grund af en tung bevogtning og overvågning ved grænsen vurderes meget usandsynligt, at personer, der er efterstræbt af myndighederne, vil kunne bestikke grænsevagter for at udrejse. Det kan ikke føre til nogen anden vurdering, at der for nævnet har været afspillet et videoklip med interview af en person, som har fortalt, at han er udrejst fra Iran ved at bestikke en embedsperson. Flygtningenævnet har i den sammenhæng endvidere fundet, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren først udrejste af Iran omkring et halvt år efter udstedelsen af sit visum, hvis han angiveligt var efterstræbt af myndighederne. Hertil kommer, at ansøgeren efter sin forklaring under nævnsmødet har oplyst, at han i hvert fald to gange efter 2014 er rejst fra Iran til Danmark på turistvisum for at besøge sin ægtefælle, hvorunder han ikke har haft problemer i forbindelse med hverken sin udrejse eller sin indrejse til Iran. Endelig er der lagt vægt på, at ansøgeren først søgte asyl omkring et halvt år efter sin indrejse i Danmark. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren har noget asylbegrundende beskyttelsesbehov som følge af hans engagement i [bestemt emne] og [bestemt emne] i Iran. Det lægges efter ansøgerens oplysninger til grund, at han i 2013 blev opsøgt af nogle personer i sin [forretning], hvor han blev overfaldet, hvilket er bestyrket af en optagelse fra forretningens overvågningskamera. Det kan imidlertid ikke lægges til grund, at episoden havde baggrund i ansøgerens engagement i [bestemt emne], og at dette udgjorde en konflikt i forhold til myndighederne. Det forekommer heller ikke troværdigt, at ansøgeren efter sin deltagelse i en demonstration i 2019 er kommet i myndighedernes søgelys. Der lægges herved vægt på, at ansøgeren ikke var profileret i denne demonstration, hvor der deltog 100-150 personer. Endvidere forekommer det ikke overbevisende, at ansøgeren på baggrund af sin deltagelse i denne demonstration, der var rettet mod benzinpriserne i landet, skulle være kommet i myndighedernes søgelys på grund af sit engagement i [bestemt emne] og [bestemt emne]. Det er i den forbindelse ikke overbevisende, at klageren sammen med nogle andre efter demonstrationen søgte tilflugt i sin [familiemedlems] lejlighed, hvor der om aftenen blev sat ild til lejlighedskomplekset. Det findes at bero på klagerens egen formodning, at de personer, som satte ild til ejendommen, var fra de iranske myndigheder, og at de satte ild til bygningen for at få fat på ham. Endelig forekommer det uoverensstemmende, at ansøgeren solgte sin [forretning] i 2017, men at han angiveligt først skulle være kommet i myndighederne søgelys efter demonstrationen i 2019, og først herefter valgte at udrejse. Endelig forekommer ansøgerens forklaring om, at han gav en salgsfuldmagt vedrørende sin bolig til en [person], som han havde mødt i 2019, da han skjulte sig i det nordlige Iran, ikke troværdig, herunder forklaringen om, at vedkommende – som han kun kendte i begrænset omfang - kom tilbage med et beløb svarende til omkring [værdi] kr. til ham fra hussalget. Flygtningenævnet stadfæster derfor i det hele Udlændingestyrelsens afgørelse. Det bemærkes for fuldstændighedens skyld, at Flygtningenævnet ikke har været i besiddelse af et fuldstændigt referat af asylsamtalen [fra sommeren] 2021, da dele af referatet efter det oplyste er bortkommet og ikke kan genskaffes. Som det fremgår af nævnets afgørelse, har der ikke ved afgørelsen været lagt vægt på oplysninger fra denne samtale, idet ansøgeren har haft lejlighed til at afgive en fuld forklaring for nævnet. Hertil kommer, at der ikke fra ansøgeren eller hans advokats side har været fremsat indsigelser eller bemærkninger om det utilstrækkelige indhold af dette referat.” Iran/2022/17/ACA
Nævnet stadfæstede i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnets begrundelse og resultat Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [A], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men han har oplyst, at han har skrevet regimekritiske opslag om myndighederne på Facebook, og at han senere har slettet opslagene, da han frygtede for sin families sikkerhed. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede både regimet og oprørerne men mest regimet, og at han ikke ved, hvad der vil kunne ske ham. Klageren har til støtte for sit asylmotiv under oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2015 oplyst, at han [i vinteren] 2014 blev opsøgt af Den Frie Syriske Hær der bad ham slutte sig til dem, hvilket han nægtede og fik at vide, at hans liv ikke var i sikkerhed. Klageren blev opsøgt igen i marts af Den Frie Syriske Hær. Klageren har endvidere oplyst, at han [i sommeren] 2014 blev opsøgt af myndighederne herunder af en person som hedder [B] og blev bedt om at hjælpe myndighederne, og hvis han ikke hjalp, var han imod dem, og så ville de ikke love, at han kunne leve. Klageren har desuden oplyst, at han blev opsøgt omkring [i efteråret] 2014 til [i efteråret] 2014, at han blev taget med til en person ved navn [C] som sagde, at hvis han ikke hjalp dem, ville hans liv være i fare. Dansk Flygtningehjælp har - i forbindelse med sagen om statusændring [i efteråret] 2015 - til støtte for klagerens asylmotiv oplyst, at klageren over for Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at FSA [Den Frie Syriske Hær] opsøgte klagerens [familiemedlem] skole og gav alle pigerne tørklæde på, og truede med at slå dem ihjel, hvis ikke de rettede sig efter det. Klageren har endvidere tilføjet, at han, da han blev tilbageholdt [i vinteren 2014], blev ført med bind for øjnene til et sted to kilometer væk til en bygning, som ikke var beboelig, hvor en leder [D] bad ham tilslutte sig FSA. Til stede var også [E] som var fætter til lederen, og som klageren kender, da han, inden krigen brød ud, boede cirka 500 meter fra klagerens hjem. Klageren har endvidere oplyst, at myndighederne var klar over, at han var blevet opsøgt af [D], og klageren blev oplyst om at han skulle deltage i kampe, og bære våben og kæmpe med styret, hvilket han nægtede, hvorefter de truede ham på livet. Klageren har uddybet, at han i juli måned blev ført til [B] der arbejder for styret, og truet på livet, og fik at vide, at han skulle arbejde med styret. Klageren har endvidere oplyst, at den syriske efterretningstjeneste har opsøgt ansøgers ægtefælle [ÆF] og [familiemedlemmer ]på bopælen og afhørt [ÆF] og klagerens [familiemedlemmer] om, hvor klageren opholder sig, og meddelt [ÆF], at de ville halshugge klageren foran familien, og at hun under en anden afhøring er blevet truet med at få klageren til at melde sig. Klageren har til støtte for sit asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse [i foråret] 2021 henvist til, at hans ægtefælle [ÆF], efter sagen i Flygtningenævnet, er blevet afhørt af myndighederne [i foråret] 2016 om, hvorfor klageren var udrejst, og om han havde tilsluttet sig Den Frie Syriske Hær. Klageren har desuden oplyst, at [ÆF] blev beskyldt for at have tilbageholdt oplysninger for myndighederne, og der blev via [ÆF] fremsat dødstrusler mod klageren, ligesom [ÆF] og klagerens [familiemedlem], er blevet bedt om at skrive under på, at de gav afkald på alle klagerens ejendele. Klageren har endvidere oplyst, at to mænd i militærtøj har skudt mod klagerens hus [i sommeren 2015], og at der kun blev skudt mod klagerens families hus. Klageren har endvidere oplyst, at [familiemedlem]blev stoppet ved en kontrolpost, hvor han fik lussinger og fik at vide, at han var forræderens [familiemedlem]. Klageren har endvidere oplyst, at hans to nevøer har været tilbageholdt, og at hans ene nevø - der bærer med samme navn som klageren - blev tortureret af myndighederne. Klageren har endvidere oplyst, at Den Frie Syriske Hær ikke længere er til stede i hans hjemområde, hvorfor han ikke længere frygter dem. Han frygter kun Assad-regimet. Klageren har oplyst, at han er eftersøgt i Syrien. Klageren har endvidere - i forbindelse med om han ved en tilbagevenden til Syrien, frygter noget på [familiemedlems] vegne - oplyst, at det kan være, at myndighederne også vil slå [familiemedlem] ihjel som følge af klagerens konflikt. Klageren har afslutningsvis anført, at han har deltaget i 7 demonstrationer i perioden mellem [i sommeren] 2011 og [foråret] af 2012, at han deltog i fredelige demonstrationer mod regimet, at han stoppede med at deltage i demonstrationer, da myndighederne begyndte at skyde efter demonstranterne, at han frygter at skulle blive genindkaldt til militærtjeneste, da myndighederne har oplyst ham om, at han burde samarbejde med dem, og at han forstår det som om, at han skal aftjene militærpligt, samt at han formoder, at han enten skulle være informant eller blive sendt i krig. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. 2. under henvisning til de generelle forhold i Syrien. Ved afgørelse af om klageren bør meddeles forsat opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren kommer fra Rif Damaskus. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport fra oktober 2020 ”Syria, Security and Socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damaskus”, og EASO-rapporten ”Country Guidance Syria – Common analysis and guidance note”, udgivet i september 2020 samt EASO-rapporten “Syria Security situation - Country of Origin Information Report” udgivet i juli 2021. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at de nyere baggrundsoplysninger om Syrien - herunder Amnesty Internationals rapport "You're going to your death" af 7. september 2021 - ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet vurderer, at rapporten i alt væsentligt bekræfter de oplysninger, der fremgår af de øvrige baggrundsoplysninger om Syrien - herunder oplysningerne om de syriske myndigheders alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne. Flygtningenævnet finder, at rapporten og de øvrige baggrundsoplysninger medfører, at der fortsat skal udvises forsigtighed ved bedømmelsen i asylsager vedrørende Syrien, og at en eventuel rimeligt begrundet tvivl skal komme asylansøgere til gode. Flygtningenævnet finder imidlertid, at hverken Amnesty Internationals rapport eller de øvrige nyere baggrundsoplysninger giver anledning til at ændre Flygtningenævnets praksis. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at dom af 14. september 2021 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen M.D. and Others v. Russia, ikke kan føre til en anden vurdering. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ses ikke ved dommen at have taget stilling til, om det generelt vil være i strid med artikel 3 at gennemføre tvangsmæssige udsendelser til Syrien. Domstolene foretager i sagen derimod en konkret vurdering, som kun vil være relevant, hvis Domstolen ikke generelt udelukker, at der kan ske tvangsmæssige udsendelser til Syrien. Hertil kommer, at Domstolen i afgørelsen tillige henviser til Domstolens vurdering af den generelle sikkerhedssituation i Syrien, således som denne er kommet til udtryk i dommen O.D. v Bulgaria (34016/18) (præmis 111). I denne dom gav Domstolen således ikke udtryk for, at de generelle forhold i Syrien indebar, at en tvangsmæssig udsendelse til Syrien ville være i strid med artikel 3. Flygtningenævnet bemærker, at dommen understreger betydningen af det forsigtighedsprincip, som i forvejen indgår i Flygtningenævnets vurdering. Flygtningenævnet finder herefter, at de generelle forhold i Rif Damaskus ikke kan føre til en forlængelse af klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerens opholdstilladelse skal derfor nægtes forlænget, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr., 1, jf. § 19a, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt nægtelsen af forlængelsen af klagerens opholdstilladelse må antages at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. En konkret afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse vil i almindelighed kunne udgøre et indgreb i udlændingens privat- eller familieliv, hvorfor staten skal påvise, at betingelserne for indgrebet er opfyldt, jf. artikel 8, stk. 2. Det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at indgreb i retten til privat- eller familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, som indgrebet (f.eks. inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse) skal varetage (proportionalitetsafvejning). I proportionalitetsafvejningen indgår udlændingens tilknytning til opholdslandet, herunder opholdstiden, alderen på indrejsetidspunktet, familieforhold i opholdslandet, herunder om udlændingen har ægtefælle/samlever og børn, samt øvrige tilknytningsfaktorer i form af arbejde, uddannelse eller lignende. Det indgår også i vurderingen, om udlændingen har undladt at søge statsborgerskab, hvis udlændingen herudover opfyldte betingelserne. Endvidere indgår udlændingens tilknytning til sit oprindelsesland ud over det formelle statsborgerskab, herunder opvækst dér, f.eks. under de formative år, bopælstid dér før udrejsen til det aktuelle opholdsland, senere ophold og besøg i oprindelseslandet samt disses varighed og karakter, udlændingens værnepligtsforhold, om udlændingen taler sproget, er fortrolig med kulturen og eventuelt har fået en uddannelse dér, om der findes familiemedlemmer og i så fald den faktiske tilknytning til disse samt anden form for tilknytning til personer i oprindelseslandet. Flygtningenævnet tiltræder som anført af Udlændingestyrelsen, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i hans ret efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, og at indgrebet har lovhjemmel og varetager en legitim interesse. Flygtningenævnet har ved sin proportionalitetsvurdering lagt vægt på, at klageren er født og opvokset i Damaskusområdet i Syrien, hvor han har haft sin skolegang og uddannelse, og hvor han har arbejdet forud for sin udrejse. Klageren, der er indrejst i Danmark i 2014 som [alder]-årig, har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 6½ år. Han taler og skriver dansk i et vist omfang. Han har ikke gennemført en uddannelse under sit ophold i Danmark, men har i de seneste ca. 5 år arbejdet på fuld tid, og han har derfor en tilknytning til arbejdsmarkedet. Hans ægtefælle og [familiemedlemmer] blev familiesammenført med ham i [i vinteren] 2018. Flygtningenævnet er, af de grunde som Udlændingestyrelsen har anført, enig i, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 vedrørende klagerens samlever. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 vedrørende klagerens [familiemedlem], og [familiemedlem], og har som Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at [familiemedlemmer] ankom til Danmark som henholdsvis [alder]- og [alder]-årige og har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 3 år. De går dansk skole, og taler dansk og arabisk. Flygtningenævnet finder, at [familiemedlem] og [familiemedlem] ikke har levet en så væsentlig del af deres liv og formative år i Danmark, at de selvstændigt har opnået tilknytning til Danmark, og at de sprogligt og kulturelt vil kunne tilpasse sig en tilværelse i Syrien. Herefter og efter en samlet vurdering af klagerens forhold finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om klageren har sandsynliggjort, at han på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om hans oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende herom, som nærmere anført i Flygtningenævnets afgørelse af [i foråret] 2016, hvor han blandt andet har forklaret udbyggende og forskelligt om, hvorvidt han blevet taget med af myndighederne. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren efterfølgende yderligere har udbygget sin forklaring. Klageren har således til samtalen [i foråret] 2021 og under mødet i nævnet forklaret, at han betalte bestikkelse for at kunne udrejse af Syrien, da han var efterlyst, mens han tidligere har forklaret, at han udrejste legalt og uden at opleve problemer. Under mødet i nævnet har klageren forklaret, at han [i sommeren] [år] fik sit pas fornyet uden problemer efter, at han var blevet tilbageholdt af myndighederne. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren har oplyst, at han ikke længere frygter Den Frie Syriske Hær, da den ikke længere er i klagerens hjemområde. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klageren blandt andet har forklaret, at hans families hus blev beskudt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har udbygget sin forklaring, herunder at han ikke forklarede om dette ved sin første samtale [vinteren] 2015, og at han under mødet i nævnet har forklaret, at der blev skudt direkte mod klagerens hus i både 2015 og 2016. Klagerens øvrige forklaringer om, hvad der er sket med hans forskellige familiemedlemmer kan heller ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge klagerens forklaring om, at han i 2011-2012 har deltaget i demonstrationer mod regimet, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at forklaringen er udbyggende og først er fremkommet til samtalen [i foråret] 2021 som bemærkning ved gennemgangen af referatet, selv om klageren tidligere har bekræftet, at han kun ved en tilbagevenden kun frygter det, der er påberåbt som oprindeligt asylmotiv. Hertil kommer, at klageren har boet i Rif Damaskus i flere år efter demonstrationerne, og at klageren har forklaret, at han ikke har oplevet problemer som følge heraf. Flygtningenævnet er af de samme grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, enig i, at det ikke kan føre til en anden vurdering, at klageren tidligere har skrevet regimekritiske opslag på sin Facebook-profil, da opslagene er slettet, og da klageren ikke er blevet kontaktet eller har oplevet problemer som følge heraf. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at klageren risikerer asylbegrundende overgreb, fordi han er udrejst illegalt, eller fordi [familiemedlem]ikke har aftjent militærtjeneste. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, og at hverken klageren eller [familiemedlem] er særligt profilerede i forhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet er opmærksom på, at baggrundsoplysningerne om, hvorvidt familiemedlemmer til personer, som har unddraget sig militærtjeneste, ikke er entydige, og at det senest fremgår af EASO Country Guidance: Syria - Common analysis and guidance note, november 2021, at ”There are also reports of family members of those evading military service and deserters facing retaliation by GoS. Concerning family members of draft evaders, reports range from pressure and harassment to house searches, interrogations and arrests, with sources noting that family members of draft evaders from former opposition-held areas have been more severely harassed”. Flygtningenævnet finder, at rapporten og de øvrige baggrundsoplysninger medfører, at der fortsat skal udvises forsigtighed ved bedømmelsen i asylsager vedrørende Syrien, og at en eventuel rimeligt begrundet tvivl skal komme asylansøgere til gode. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at rapporten eller de øvrige nyere baggrundsoplysninger giver anledning til at ændre Flygtningenævnets praksis. Flygtningenævnet finder herefter, at klagerens [familiemedlem]unddragelse fra militærtjeneste ikke i sig selv eller sammen med Flygtningenævnets forsigtighedsprincip er tilstrækkeligt til, at klageren har sandsynliggjort, at han alene af denne grund risikerer asylbegrundende forfølgelse. Da klageren herefter ikke har sandsynliggjort, at han i hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2021/267/amca
Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren blev i 2019 idømt 1 år og 6 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 181, stk. 3, jf. stk. 1 og knivlovens § 7, stk.1, jf. § 1. Klageren blev samtidig udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Klageren har endvidere henvist til, at en person i hans familie har kæmpet for Den Frie Syriske Hær, og at pågældendes efternavn derfor er kendt af myndighederne og andre grupperinger. Klageren har endelig henvist til, at han ingen familie har tilbage i Syrien. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han udrejste af Syrien, fordi YGP kom til pågældendes families område for at rekruttere unge mænd til at deltage i væbnet kampe. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som mandlig syrisk statsborger i den militærpligtige alder risikerer at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste i Syrien, hvilket han ikke ønsker, og at han allerede derfor isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Klageren blev ved Retten i Koldings dom [i efteråret] 2019 udvist efter udlændingelovens § 24, nr. 2. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejsefor-bud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning, kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved [byretten] [i efteråret] 2019 straffet med fængsel i 1 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 181, stk. 3, jf. stk. 1, brandstiftelse under særligt skærpende omstændigheder, samt besiddelse af en kniv. Han blev dømt for i forening med en anden at have forvoldt ildebrand, idet de om natten brød ind i et konditori ved at smadre en rude og satte ild på flere steder og skar i en gasflaskeslange. Af dommen fremgår, at der ovenover konditoriet var beboelseslejligheder. Ved straffens fastsættelse lagde retten bl.a. vægt på brandstiftelsens farlighed, herunder at der blev anvendt brandbare væsker i et lokale, der lå i umiddelbar forbindelse til beboelseslejligheder, og hvori der befandt sig gasflasker. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens forstand. Klageren indrejste i Danmark som [16-18 årig] [i sommeren] 2015. Han taler dansk og har ikke haft behov for tolkning under mødet i Flygtningenævnet. Klageren har fra [foråret] 2020 levet i et samlivsforhold med sin kæreste. Forholdet består fortsat, selvom klageren fra [foråret] 2021 har opholdt sig på [et udrejsecenter]. Klagerens mor bor i [udlandet]. Han har endvidere [nogle familiemedlemmer] i Danmark. Han har ikke nære slægtninge i Syrien. Han har været i praktik i et supermarked og i 7 måneder haft ansættelse i et rengøringsfirma. Han har påbegyndt nogle fag på [nogle skoler]. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den alvorlige og farlige karakter af den kriminalitet, klageren er dømt for, og klagerens personlige forhold, at klageren må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at kriminalitetens farlige karakter og længden af den fastsatte straf skaber en formodning for, at klageren udgør en fare for samfundet. Denne formodning er ikke afkræftet ved oplysningerne om ansøgerens personlige forhold, herunder at han hverken før eller siden gerningstidspunktet i [foråret] 2019 har begået strafbare forhold, eller at han siden [foråret] 2020 har haft en kæreste, som sammen med sine ressourcestærke forældre støtter klageren. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren er udelukket fra opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/126
Nævnet omgjorde i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark blandt andet til, at klagerens opholdstilladelse i Italien udløb [i foråret] 2015, og at klageren [i foråret] 2013 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af beskæftigelse som [jobtitel]. Klageren har siden [foråret] 2013 opholdt sig lovligt og haft fuldtidsarbejde i Danmark, hvorfor ansvaret for klagerens asylsag bør anses som overført til Danmark. DRC Dansk Flygtningehjælp har videre henvist til klagerens familiemæssige tilknytning til sin [familiemedlem] og dennes familie, der opholder sig i Danmark, samt klagerens helbredsmæssige forhold. Endelig har DRC Dansk Flygtningehjælp henvist til, at klageren over for DRC Dansk Flygtningehjælp har forklaret, at han levede under vanskelige forhold i Italien, herunder at klageren måtte bo i en kirke og på gaden grundet pladsmangel på de italienske asylcentre. Hertil kom, at klagerens [helbredsmæssige forhold] yderligere forværrede klagerens leveforhold i Italien. Klageren blev først udredt og medicineret for sin [lidelse], [diagnose], da han ankom til Danmark. Klageren er i forlængelse heraf yderst afhængig af den hjælp og støtte, som han får fra sit familiære netværk i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag indrejste klageren i Italien omkring ultimo 2007 eller primo 2008, og indgav ansøgning om asyl på et ukendt tidspunkt. Klageren blev på et ukendt tidspunkt meddelt subsidiær beskyttelsesstatus i Italien, som udløb [i foråret] 2015. [I foråret] 2013 blev klageren meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens dagældende § 9 a, stk. 2, nr. 3, og han indrejste i Danmark på en ukendt dato i 2013. Klageren har haft lovligt ophold indtil [vinteren] 2021, hvor hans opholdstilladelse udløb. Flygtningenævnet finder under de foreliggende omstændigheder, hvor klageren i Italien er meddelt subsidiær beskyttelsesstatus, men hvor klageren har haft gyldig opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelse fra [foråret] 2013 til [vinteren] 2021, ikke grundlag for at afvise at behandle hans asylansøgning. Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-ita/2022/1
Nævnet meddelte i marts 2022 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt tre børn fra Tyrkiet. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger, [A], er etnisk tyrker og muslim af trosretning fra [by], Tyrkiet. Den kvindelige ansøger, [B], er etnisk tyrker og sunnimuslim af trosretning fra [by], Tyrkiet. Ansøgerne har været aktive i Gülen-bevægelsen som lærere, lektiehjælpere og journalist. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive arresteret og udsat for tortur af de tyrkiske myndigheder som følge af deres aktiviteter og mangeårige støtte til Gülen-bevægelsen. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han har de seneste 20 år arbejdet på skoler tilhørende Gülen-bevægelsen, været aktiv i Gülen-bevægelsen som lærer og været journalist for Gülen-bevægelsens avis ”Zaman” i Norge. Den mandlige ansøger har videre oplyst, at hans far efter kupforsøget er blevet afhørt af myndighederne på grund af ansøgerens politiske aktiviteter i Gülen-bevægelsen. Endelig har den mandlige ansøger oplyst, at han har modtaget trusler via Facebook i 2016 fra sine venner, der er bosat i Tyrkiet. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger oplyst, at hun har arbejdet for Gülen-bevægelsen som lektiehjælper i perioden 2001-2009. Herefter flyttede hun til Norge sammen med sin ægtefælle, hvor hun også begyndte at undervise og arbejde som lektiehjælper for Gülen-bevægelsen. Den kvindelige ansøger har videre oplyst, at hun i Danmark har fortsat sit arbejde for Gülen-bevægelsen gennem [en navngiven forening], hvor hun underviser i koranlæsning i weekenderne. Endelig har den kvindelige ansøger oplyst, at hendes svigerforældre i Tyrkiet er blevet opsøgt af myndighederne, og at hendes svigerfar er blevet afhørt af myndighederne. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at i særlig grad den mandlige ansøger i en lang årrække har været ansat som lærer på forskellige skoler med tilknytning til Gülen-bevægelsen. Det må endvidere lægges til grund at begge ansøgere har udfoldet betydelige og alsidige aktiviteter for bevægelsen, såvel i Tyrkiet som i flere andre lande. Den mandlige ansøger har endvidere udfoldet omfattende rejseaktivitet for bevægelsen og har aflagt besøg hos bevægelsens leder i USA. Endvidere har den mandlige ansøger tidligere arbejdet som journalist på avisen Zaman, der er kendt som værende tilknyttet Gülen-bevægelsen. Ansøgerne må derfor anses for at være alment kendte i bevægelsen. De har endvidere opholdt sig uden for Tyrkiet i en meget lang periode. Flygtningenævnet bemærker, at ikke en hvilken som helst tilknytning til Gülen-bevægelsen kan udgøre et asylgrundlag. Det må imidlertid efter de foreliggende baggrundsoplysninger antages, at lærere tilknyttet Gülen-bevægelsen er blandt de persongrupper, som efter kupforsøget i juli 2016 har været genstand for den tyrkiske regerings opmærksomhed med deraf følgende forøget risiko for at blive udsat for forfølgelse. Det må endvidere lægges til grund, at den tyrkiske regerings adfærd over for tilhængere af Gülen-bevægelsen er præget af en høj grad af vilkårlighed. Efter en samlet vurdering af ansøgernes forhold, herunder den mandlige ansøgers langvarige, omfattende og professionelle tilknytning til Gülen-bevægelsen og ansøgernes mangeartede aktiviteter for bevægelsen, finder Flygtningenævnet at måtte lægge til grund, at ansøgerne er profileret i en sådan grad som tilhængere af Gülen-bevægelsen, at de ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil være i risiko for konkret og individuelt begrundet forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og deres tre medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Tyrk/2022/3/MLVT.
Nævnet omgjorde i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk kurder og muslim fra [by]Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinter] 2015 klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, da Udlændingestyrelsen fandt, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at blive udsat for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf. Udlændingestyrelsen lagde vægt på, at personer, som kommer fra områder i Syrien, hvor der foregår væbnede kampe, hvor der sker angreb mod civile, hvor der for nyligt har fundet sådanne handlinger sted, ved en tilbagevenden til hjemlandet aktuelt må anses for at være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Klageren har [i efterår] 2021 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår heraf, at klageren er gift med sin grandfætter, [R], at de altid har kendt hinanden, at de cirka 3-4 år inden ægteskabets indgåelse [i efterår] 2014 blev enige om, at de ville giftes. Det fremgår også, at ægteskabet ikke formelt blev registreret i Syrien for ikke at provokere de slægtninge, som ikke støttede deres ægteskab. Det fremgår videre, at de boede sammen i Tyrkiet og indrejste sammen til Danmark [i sommer] 2015 og indgav ansøgning om asyl samme dag. Det fremgår endvidere, at Udlændingestyrelsen [i vinter] 2015 meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, men at Udlændingestyrelsen ikke forholdte sig til, hvorvidt klageren er i risiko for forfølgelse som følge af sin ægtefælles unddragelse fra genindkaldelse til militæret. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring til grund, herunder navnlig at klageren og hendes samlever blev religiøst viet [efterår] 2014, at det ikke var muligt at registrere ægteskabet hos myndighederne, at klageren og hendes samlever sammen udrejste fra Syrien til Tyrkiet og derefter indrejste til Danmark i 2015, og at de har været samlevende i Danmark frem til i dag og har fået et fælles barn. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ved vurderingen af, om asylansøgere fra Syrien opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, anvender et forsigtighedsprincip. Af Flygtningenævnets bidrag til besvarelse af 25. august 2021 til Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalgs spørgsmål nr. 646 fremgår følgende: ”Konkret betyder dette, at bevisvurderingen i sager vedrørende asylansøgere fra Syrien skal foretages med udgangspunkt i forsigtighedsprincippet, således at tærsklen for, hvornår en asylansøger må anses for at have sandsynliggjort et individuelt asylmotiv – typisk i forhold til de syriske myndigheder – er lavere end i andre asylsager”. Baggrundsoplysningerne om, hvorvidt familiemedlemmer til personer, som har unddraget sig militærtjeneste i Syrien, risikerer forfølgelse er ikke entydige. Det fremgår således, at nogle kilder oplyser, at kun familiemedlemmer til særligt profilerede personer risikerer forfølgelse, mens andre kilder oplyser, at familiemedlemmer til alle militærunddragere risikerer at blive udsat for bl.a. ransagning, tilbageholdelse og afhøring. Flygtningenævnet finder, at forsigtighedsprincippet sammenholdt med, at baggrundsoplysningerne ikke er entydige, fører til, at klageren har sandsynliggjort, at hun som familiemedlem risikerer at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse som følge af sin samlevers forhold, idet myndighederne vil anse klageren som værende i opposition til styret og derved vil blive pålagt en såkaldt imputed political opinion. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren har sandsynliggjort, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2022/32/sch
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Libanon. Klageren er født i Danmark og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2020 idømt fængsel i to år og seks måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, jf. knivlovens § 7, stk. 1, jf. stk. 2, jf. § 1 og § 2, stk. 1, nr. 1, og straffelovens § 89 samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber, sunnimuslim og født i Danmark. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han er bekymret for risikoen for at blive udsat for kidnapning og afpresning på grund af hans fars konflikter med nogle grupperinger under borgerkrigen i Libanon i 1980’erne. Klageren har videre henvist til, at han frygter at blive forfulgt af myndighederne i Libanon, fordi han er blevet dømt til udvisning af Danmark. Han vil ikke i Libanon have samme borgerrettigheder som i Danmark, ligesom han ikke vil kunne færdes frit i Libanon. Han vil endvidere ikke have de økonomiske forudsætninger for at begå sig i Libanon, hvor han kan blive tvunget til at leve i kriminalitet og blive straffet hårdt for det. I henhold til udlændingelovens § 49 a, skal der forud for udsendelse af en udlænding, som har haft opholdstilladelse efter § 7, og som er udvist ved dom, træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes. Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingelovens § 31 er til hinder for en udsendelse af klageren. Efter udlændingelovens § 31, stk. 1, må en udlænding ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren ikke er i risiko for forfølgelse eller overgreb ved en hjemvenden til Libanon, herunder som følge af hans fars involvering i borgerkrigen i Libanon for omkring 30-35 år siden, hvor hans far efter sin forklaring i sin asylsag havde et modsætningsforhold til Amal-bevægelsen. Flygtningenævnet har som Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klageren ikke har været i stand til at konkretisere, hvem det er, han frygter i Libanon eller den nærmere baggrund herfor. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at hverken klageren eller hans familie, herunder forældre og søskende, har oplevet problemer i forbindelse med deres rejser på ferie til Libanon. Endelig har nævnet lagt vægt på, at der ikke er holdepunkter for at antage, at klageren ved en udsendelse til Libanon vil være i risiko for forfølgelse fra myndighedernes side, fordi han er udvist fra Danmark. Det forhold, at klageren ikke har noget familiært netværk i Libanon, og han ikke har økonomiske forudsætninger for at kunne klare sig i landet, findes efter Flygtningenævnets vurdering ikke at udgøre asylbegrundende forhold som omfattet af udlændingelovens § 7. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at klageren ved en udsendelse til Libanon ikke risikerer at befinde sig i en personlig usikkerhedssituation, og at han ikke risikerer asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Udlændingelovens § 31 er derfor ikke til hinder for, at klageren kan udsendes til Libanon. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liba/2022/2/gdan
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kenya og Guinea. Ansøgeren er mindreårig og født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet A], kristen af trosretning og født i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens far er etnisk [etnicitet A] fra Guinea. Ansøgerens mor er etnisk [etnicitet B] fra Kenya. Ansøgerens forældre har på vegne af ansøgeren som asylmotiv vedrørende Guinea henvist til, at de frygter, at ansøgeren vil blive udsat for omskæring uden deres samtykke, og at de ikke vil være i stand til at beskytte ansøgeren mod en omskæring. Ansøgerens forældre har på ansøgerens vegne til støtte herfor oplyst, at faderens mor, søster og niece er omskåret, og at alle piger i Guinea bliver omskåret, fordi det er en tradition i samfundet. Det er i den forbindelse uden betydning, at det er ulovligt. Ansøgerens far har videre oplyst, at han kan forsøge at modsætte sig en omskæring, men det kan alligevel ske, og man kan ikke søge myndighedernes beskyttelse imod det. Ansøgerens mor har oplyst, at selv om ansøgeren er kristen, vil faderens familie, som alle er muslimer, omskære ansøgeren, hvilket kan ske uden forældrenes samtykke. Ansøgerens mor har på vegne af ansøgeren som asylmotiv vedrørende Kenya henvist til, at hun frygter, at hendes tidligere ægtefælle vil gøre ansøgeren fortræd. Ansøgerens mor har på ansøgerens vegne til støtte herfor oplyst, at hun frygter ham, fordi ansøgeren har en anden far. Hun frygter endvidere, at ansøgeren vil blive diskrimineret i Kenya, fordi hun vil vokse op uden en far, idet faderen har et andet barn i Danmark, og derfor ikke vil rejse med ansøgeren til Kenya. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at det kan lægges til grund at ansøgeren er kenyansk og guineansk statsborger. Guinea: Det fremgår af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at kvindelig omskæring udgør en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en risiko for kvindelig omskæring, må afgøres på baggrund af en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt den pågældende asylansøger opfylder betingelserne for at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Efter praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol indgår i denne vurdering baggrundsoplysninger om ansøgerens hjemland, herunder særligt oplysninger om omfanget af kvindelig omskæring i hjemlandet, myndighedernes og civilsamfundets holdning hertil samt forældrenes evne eller vilje til at yde beskyttelse mod overgrebet. Det må i den sammenhæng også indgå i vurderingen, om ansøgerens forældre har vist styrke og uafhængighed, og om det derved må antages, at de pågældende vil være i stand til at modstå et eventuelt pres fra omgivelserne og kan beskytte ansøgeren mod omskæring. Endelig må det ved vurderingen indgå, om ansøgeren må anses at tilhøre en særlig social gruppe. Kvinder i risiko for kvindelig omskæring vil efter praksis kunne anerkendes som tilhørende en særlig social gruppe, og dermed som omfattet af flygtningekonventionen, hvis de øvrige betingelser herfor er opfyldt. Vedrørende forældrenes frygt for omskæring af ansøgeren bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at udøvelsen af omskæring af kvinder i Guinea er et kulturelt fænomen, der er dybt forankret i samfundet, og som sådan må anses at være bredt accepteret i landet. Der henvises herved til Landinfo, Guinea: Kjønnslemlestelse (FGM) af 29. juli 2020, og Bundesamt für Migration und Flüchtlinge, Länderreport 26 Guinea, Weibliche Genitalverstümmelung, Zwangsverheiratung und häusliche Gewalt af juni 2020. Det er Flygtningenævnets vurdering, at de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er entydige, men af enkelte baggrundsoplysninger fremgår, at omskæring af kvinder i Guinea på den ene side har været ulovlig siden 1965, men at omkring 96,9 procent af kvinder i alderen 15-49 år er omskåret, og at det for så vidt angår regionen Kindia, hvor ansøgerens far kommer fra, drejer sig om 99,5 procent. Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at det er muligt for kvinder at undgå omskæring af deres døtre, men at dette i høj grad afhænger af moderens personlighed, og om hun er i stand til at modstå et pres for omskæring fra familiemedlemmer og samfundet. Det mest afgørende er moderens personlighed, mens hendes uddannelsesmæssige baggrund og økonomiske og sociale status også har betydning. Begge ansøgerens forældre må som udgangspunkt anses at være i besiddelse af de fornødne ressourcer til at kunne beskytte ansøgeren mod en omskæring trods pres herom fra omgivelserne og familien. Det må ved denne vurdering dog konkret indgå, at ansøgerens far er fra Guinea, hvor han har sin familie, der er af muslimsk trosretning, og hvor hans far er imam. Det må endvidere indgå i vurderingen, at ansøgerens mor er kenyansk statsborger, og at hun uanset sin uddannelsesmæssige baggrund må antages som udlænding i Guinea at ville have vanskeligt ved at modstå et kulturelt pres fra omgivelserne og beskytte datteren mod omskæring. Efter en samlet konkret vurdering af disse forhold finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forældre har sandsynliggjort, at de ved en hjemsendelse af ansøgeren til Guinea under disse omstændigheder ikke vil have de fornødne personlige ressourcer til at beskytte ansøgeren mod omskæring. Ansøgeren er derfor som udgangspunkt omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, for så vidt angår en udsendelse til Guinea. Kenya: Flygtningenævnet lægger moderens forklaring om truslerne fra hendes ægtefælle i Kenya til grund, herunder at han efter at være blevet bekendt med, at hun har fået et barn med en anden mand, har fremsat trusler mod hende, hvis hun måtte vende tilbage til Kenya. Truslerne findes ikke at være af en sådan karakter og alvor, at der er grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Kenya risikerer at blive slået ihjel eller udsat for asylbegrundende overgreb. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en hjemvenden til Kenya vil være i risiko for asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse om udsendelse af ansøgeren for så vidt angår Guinea. Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse om, at ansøgeren ikke meddeles opholdstilladelse for så vidt angår Kenya.” keny/2022/1
Nævnet meddelte i marts 2022 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk kurder og ikketroende fra [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har været medlem af ungdomsafdelingen af KDPI i perioden fra 2012 og frem til sin udrejse i 2019. Ansøgeren er i 2021 blevet medlem af [et parti i Danmark]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive dømt til døden af de iranske myndigheder, fordi han har udført aktiviteter som medlem af KDPI. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har været medlem af ungdomsafdelingen af KDPI i Iran. Han har været aktiv for partiet på sociale medier som Telegram, Instagram og Facebook, ligesom han har uddelt partigrundlaget i papirformat og PDF via USB-stik. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han før en demonstration i Javanrud [i efteråret] 2019 sendte beskeder til folk om at møde op for at vise deres utilfredshed med forhøjede benzinpriser. Ansøgeren har oplyst, at han til demonstrationen [i efteråret] 2019 blev identificeret af overvågningskameraer og rejste ud af landet to dage efter. Ansøgerens far er siden ansøgerens udrejse blevet kontaktet to gange af de iranske myndigheder. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lægger ansøgerens forklaring om sit medlemskab af ungdomsafdelingen af KDPI i Iran til grund, herunder at ansøgeren har udført aktiviteter for ungdomsafdelingen i Iran blandt andet på sociale medier. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren aktivt deltog i en demonstration i Javanrud [i efteråret] 2019, at demonstrationen udviklede sig voldsomt og i al fald strakte sig til [dagen efter], og at flere demonstrationsdeltagere blev dræbt af skud fra iranske myndigheder. Ansøgerens forklaring om, at han blev identificeret ved demonstrationen lægges desuden til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på oplysningerne om, at ansøgerens bil med registreringsnummer blev anvendt i forbindelse med demonstrationen og at det efter baggrundsoplysningerne må lægges til grund, at demonstrationen på forskellig vis blev overvåget. Flygtningenævnet lægger yderligere til grund, at repræsentanter for de iranske myndigheder efterfølgende opsøgte ansøgerens bopæl og afhørte ansøgerens far om ansøgerens forhold. Det lægges yderligere til grund, at ansøgeren efter sin indrejse til Danmark er indmeldt i [et parti], og at han her landet aktivitet har involveret sig i [et partis] arbejde, hvilket han er eksponeret for på internettet. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af sagen herunder de foreliggende baggrundsoplysninger, finder Flygtningenævnet, at ansøger ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Iran/2022/16/EEB
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] fra Karaj, Iran. Ansøgeren tror på en gud, men bekender sig ikke til en bestemt religion. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har deltaget i en demonstration i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de iranske myndigheder som følge af, at ansøgeren er blevet dømt i forbindelse med deltagelse i demonstrationer og politiske protester i Iran. Ansøgeren udrejste endvidere illegalt af Iran inden domsafsigelsen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun har deltaget i en demonstration, der fandt sted på ansøgerens universitet på en mindedag i den 10. måned 1392 (omregnet til [vinteren] 2013). Ansøgeren råbte slagord, og der var kampe under demonstrationen. Ansøgeren forlod demonstrationen sammen med nogle venner. De tog hjem til en ven. Politiet kom herefter hjem til vennen og stormede boligen. Ansøgeren og hendes venner blev slået og anholdt. Ansøgeren blev herefter ført til politistationen. Hjemmet blev ransaget, og der blev fundet alkohol og andre genstande. Ansøgeren var på politistationen i en uge, og hun blev afhørt i denne periode. En dommer besluttede, at de skulle varetægtsfængsles. Ansøgeren og en veninde blev herefter tilbageholdt i 40 dage. De blev anklaget for at have deltaget i demonstrationer. Der blev kautioneret for ansøgeren. Ansøgeren blev bortvist fra sit universitet. Ansøgeren modtog en dom halvandet år efter, hvor hun blev idømt en bøde på [beløb] tomani, [antal] piskeslag og [antal] års betinget fængsel. Ansøgeren blev pisket af en mandlig fængselsbetjent i en kælder omkring starten af 1394 (omregnet til [foråret] 2015) på samme politistation, som ansøgeren tidligere var blevet ført til. Ansøgeren har ingen ar efter piskeslagene. Ansøgeren er tidligere blevet idømt en bøde for at holde en fest sammen med nogle andre. Ansøgeren blev i forbindelse med denne dom opsøgt omkring tre gange af myndighederne, idet de kontrollede ansøgerens efterlevelse af dommen. Tre år efter hændelsen i 1392 (omregnet til 2013), blev ansøgeren dømt igen i forbindelse med nogle uroligheder under en protest, hvor ansøgeren blev filmet. Ansøgeren var taget til et supermarked ved navn [navn] i Karaj for at handle ind til [begivenhed], da der opstod nogle optøjer på gaden. Dette skete i sommeren i starten af fjerde måned i 1397 (omregnet til [sommeren] 2017). Ansøgeren deltog ikke selv i protesterne. I supermarkedet begyndte folk at deltage i optøjerne ved at ødelægge og brænde genstande. Politiet ankom ude foran supermarkedet og førte et gitter ned, så alle blev lukket inde. Politiet kom på motorcykler og smed granater med tåregas ind i butikken. Ansøgeren kom ud af butikken efter fire timer, idet det lykkedes hende at flygte. Ansøgeren tog herefter en taxa hjem til sine forældre. Ansøgeren var ikke direkte i kontakt med politiet. Ansøgeren blev filmet på butikkens overvågningskamera under hændelsen. Ansøgeren blev to dage efter hændelsen kontaktet af to personer, en kvinde og en mand, da hun var ved at stige ind i sin bil, som holdt ved ansøgerens forældre. Ansøgeren tror, at disse personer var fra efterretningstjenesten, selvom de ikke fortalte, hvor de var fra. Kvinden sagde, at ansøgeren skulle tage med dem. Ansøgeren blev taget med til nogle bygninger med billeder af Khomeini hængende indenfor. Ansøgeren blev afhørt i fire-fem timer. De ville vide hvilken gruppe, ansøgeren tilhørte, og om hun havde planlagt optøjerne. Ansøgeren benægtede at have kendskab til stifterne af optøjerne. Ansøgeren blev anklaget for at lyve og for at invitere folk til at deltage i uroen. Ansøgeren fik efterfølgende lov til at gå. De oplyste hende, at hvis de ringede, skulle hun tage telefonen og møde op på den angivne adresse. Ansøgeren fik endvidere et rejseforbud. De ringede to gange. Første gang var tre dage efter afhøringen. De bad hende møde op på [navn] politistation i Karaj. Ansøgeren blev anklaget for at have deltaget i optøjer og for at have ydet assistance til anti-religiøse grupper. Ansøgeren blev på et tidspunkt bedt om at klæde sig af. Ansøger blev bundet op, og hendes overtøj blev taget af. Afhøreren fik øje på en tatovering på ansøgerens krop, der lignede [motiv]. Ansøgeren benægtede [forhold]. Ansøgeren blev herefter udsat for psykisk tortur, ansøgerens [kropsdel] blev brækket, og hun fik sprøjtet vand på sig. Ansøgeren blev herefter løsladt men fik at vide, at det ville blive værre næste gang. Ansøgeren flygtede fra Iran inden domsafsigelsen i syvende måned i 1397 (omregnet til [efteråret] 2018) sammen med sin daværende kæreste, [K], til Nordiran. Ansøgerens far blev indkaldt tre-fire måneder efter ansøgerens udrejse i 2018. Han blev spurgt til, hvor ansøgeren befandt sig. Der foreligger ingen skriftlig eller officiel indkaldelse. Familien flyttede herefter til en ny adresse. Ansøgeren har fået oplyst af sin søster, at ansøgerens far er blevet indkaldt af efterretningstjenesten, og at ansøgeren har fået en dom. Ansøgeren ved ikke, hvad hun er blevet idømt, idet man skal møde op for at modtage dommen. Ansøgeren har alene modtaget dommene mundtligt. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet hendes daværende kæreste, [K], var ateist. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [K] engang har været anholdt grundet sin ateisme. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter sin daværende kæreste [K’s] far, samt det iranske politi, som har været involveret i sagen omkring [K’s] forsvinden. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [K var udsat for en hændelse], og at han ikke er blevet fundet siden. [K’s] far har indgivet en klage til [myndighed], hvori han påstår, at ansøgeren har slået [K] ihjel. [K’s] far arbejder i den iranske efterretningstjeneste. [K] er efterfølgende blevet eftersøgt af det græske politi. Ansøgeren har modtaget trusler fra svigerfamilien på sin gamle telefon, som ansøgeren ikke længere har. Familien har truet med, at de vil sørge for at hævne [K’s] død. Ansøgerens [familiemedlem] har også modtaget trusler fra svigerfamilien om, at hun vil blive anholdt i lufthavnen i Iran. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter ansøgerens daværende kæreste [K’s] ekskone. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [K] var gift, mens de havde et forhold, og at ansøgeren ikke havde kendskab hertil. [K’s] familie har oplyst, at [K] havde en verserende skilsmissesag i retten, som trak ud i tre år. [K] lagde nogle billeder ud på [medie] af ham og ansøgeren, mens skilsmissesagen verserede. Ekskonen indgav en klage, hvori hun anklagede [K] for at have et forhold uden for ægteskabet, hvilket er strafbart efter iransk sharia-lov. Ekskonen fandt ansøgeren på [medie]. Ansøgeren blev indkaldt til familieretten to gange, men mødte ikke op. Første gang var i 1396 (omregnet til [vinteren] 2018). To måneder efter fik hun endnu en indkaldelse. Ansøgeren har modtaget trusler fra ekskonen via sociale medier, mens hun boede i Iran. Efter ansøgeren har lukket sin profil på [medie], har hun ikke modtaget yderligere trusler. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Ansøgerens forklaring om, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder som følge af hendes aktiviteter i Iran, fremstår ikke troværdig, men konstrueret til lejligheden og dermed ikke selvoplevet. Hendes forklaring er således præget af flere divergenser på centrale punkter. Nævnet har ved vurderingen af troværdigheden af ansøgerens forklaring også noteret sig, at ansøgeren under den første politiafhøring [i sommeren] 2020 forklarede, at hun og hendes mand flygtede fra Iran, fordi de var kristne, og at afhørtes mand var politisk aktiv. Ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til på hvilket tidspunkt og under hvilke omstændigheder, hun brækkede sin [kropdsdel]. Ansøgeren oplyste således i sit asylansøgningsskema, at hun på rejsen til Europa havde fået dårlige sygdomme: “[lidelse], [lidelse], [lidelse], min [kropdsdel] er brudt og fare for livet og seksuelle farer”. Ansøgeren har imidlertid - ret detaljeret - under nævnsmødet forklaret, at det var under den sidste afhøring forud for udrejsen, at hun fik brækket sin [kropdsdel]. Herom forklarede hun ikke til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2020 - selv om der er tale om en meget væsentlig og central oplysning - men først til asylsamtalen [i foråret] 2021. Under nævnsmødet har ansøgeren fastholdt, at det var under den sidste afhøring, at hun blev udsat for fysisk og psykisk tortur, hvorunder hun fik brækket sin [kropsdel]. Hun har videre forklaret, at grunden til, at hun skrev, som hun gjorde, i asylansøgningsskemaet, var, at hun var psykisk presset på dette tidspunkt, herunder da hun var [helbredsmæssige forhold]. Ansøgeren har også forklaret divergerende med hensyn til, hvem, der førte gitteret ned i det supermarked, hun var på indkøb, og hvor hun blev holdt indespærret. Under nævnsmødet har hun forklaret, at det var forretningens vagt, der kørte gitteret ned. Under samtalen med Udlændingestyrelsen har hun imidlertid forklaret, at det var politiet, der førte gitteret ned. Ansøgeren har også forklaret divergerende og på flere punkter usammenhængende med hensyn antallet af domme, hun er blevet idømt. I forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2020 forklarede ansøgeren således, at hun har fået syv-otte domme. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2021 forklarede ansøgeren imidlertid først, at hun havde fået to domme i form af en bøde og en betinget dom på fire års fængsel. Senere efter forehold af hendes forklaring under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] om, at hun har fået syv-otte domme, forklarede ansøgeren derefter, at den betingede dom på fire års fængsel var hendes tredje dom. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at der ikke var tale om syv-otte domme, men syv-otte klager, som hun forklarede om til Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har imidlertid ikke for nævnet kunne give en mere konkret forklaring på, hvorledes hun kommer frem til syv-otte klager mod hende. Ansøgeren har endvidere under nævnsmødet forklaret udbyggende om, at myndighederne under hendes ophold i det nordlige Iran kort før hendes udrejse, skulle have henvendt sig telefonisk to gange til henholdsvis hendes mor og far med opfordring til, at hun skulle melde sig hos myndighederne. Herom har ansøgeren ikke tidligere forklaret. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har en privat konflikt med [K’s] familie. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at beskeden fra [K’s] mor fra formentlig 2019 eller 2020 snarere må anses for at have karakter af en bebrejdelse for [K’s] død – og ikke en trussel på ansøgerens liv eller helbred. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at der via [medie] er fremkommet en besked fra profilen ”[profilnavn]”, da det alene beror på ansøgerens formodning, at beskeden stammer fra [K’s] familie, og beskeden findes derfor ikke at kunne tillægges nogen bevismæssig betydning. Flygtningenævnet finder endelig ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har en konflikt med [K’s] ægtefælle eller med den iranske familieret. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren med [K’s] families accept i en længere periode har boet sammen med [K], at [K] efter det oplyste havde været separeret i årevis fra sin ekskone, og at den eneste grund til, at han og ekskonen ikke var endelig skilt, var en civilretlig konflikt vedrørende betaling af medgift. De generelle forhold i Iran er heller ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun er i en asylbegrundende situation, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Som følge heraf stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021.” Iran/2022/15/anfi
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Kenya og Guinea. Ansøgeren er mindreårig og født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet A], kristen af trosretning og født i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens far er etnisk [etnicitet A] fra Guinea. Ansøgerens mor er etnisk [etnicitet B] fra Kenya. Ansøgerens forældre har på vegne af ansøgeren som asylmotiv vedrørende Guinea henvist til, at de frygter, at ansøgeren vil blive udsat for omskæring uden deres samtykke, og at de ikke vil være i stand til at beskytte ansøgeren mod en omskæring. Ansøgerens forældre har på ansøgerens vegne til støtte herfor oplyst, at faderens mor, søster og niece er omskåret, og at alle piger i Guinea bliver omskåret, fordi det er en tradition i samfundet. Det er i den forbindelse uden betydning, at det er ulovligt. Ansøgerens far har videre oplyst, at han kan forsøge at modsætte sig en omskæring, men det kan alligevel ske, og man kan ikke søge myndighedernes beskyttelse imod det. Ansøgerens mor har oplyst, at selv om ansøgeren er kristen, vil faderens familie, som alle er muslimer, omskære ansøgeren, hvilket kan ske uden forældrenes samtykke. Ansøgerens mor har på vegne af ansøgeren som asylmotiv vedrørende Kenya henvist til, at hun frygter, at hendes tidligere ægtefælle vil gøre ansøgeren fortræd. Ansøgerens mor har på ansøgerens vegne til støtte herfor oplyst, at hun frygter ham, fordi ansøgeren har en anden far. Hun frygter endvidere, at ansøgeren vil blive diskrimineret i Kenya, fordi hun vil vokse op uden en far, idet faderen har et andet barn i Danmark, og derfor ikke vil rejse med ansøgeren til Kenya. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at det kan lægges til grund at ansøgeren er kenyansk og guineansk statsborger. Guinea: Det fremgår af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at kvindelig omskæring udgør en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en risiko for kvindelig omskæring, må afgøres på baggrund af en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt den pågældende asylansøger opfylder betingelserne for at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Efter praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol indgår i denne vurdering baggrundsoplysninger om ansøgerens hjemland, herunder særligt oplysninger om omfanget af kvindelig omskæring i hjemlandet, myndighedernes og civilsamfundets holdning hertil samt forældrenes evne eller vilje til at yde beskyttelse mod overgrebet. Det må i den sammenhæng også indgå i vurderingen, om ansøgerens forældre har vist styrke og uafhængighed, og om det derved må antages, at de pågældende vil være i stand til at modstå et eventuelt pres fra omgivelserne og kan beskytte ansøgeren mod omskæring. Endelig må det ved vurderingen indgå, om ansøgeren må anses at tilhøre en særlig social gruppe. Kvinder i risiko for kvindelig omskæring vil efter praksis kunne anerkendes som tilhørende en særlig social gruppe, og dermed som omfattet af flygtningekonventionen, hvis de øvrige betingelser herfor er opfyldt. Vedrørende forældrenes frygt for omskæring af ansøgeren bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at udøvelsen af omskæring af kvinder i Guinea er et kulturelt fænomen, der er dybt forankret i samfundet, og som sådan må anses at være bredt accepteret i landet. Der henvises herved til Landinfo, Guinea: Kjønnslemlestelse (FGM) af 29. juli 2020, og Bundesamt für Migration und Flüchtlinge, Länderreport 26 Guinea, Weibliche Genitalverstümmelung, Zwangsverheiratung und häusliche Gewalt af juni 2020. Det er Flygtningenævnets vurdering, at de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er entydige, men af enkelte baggrundsoplysninger fremgår, at omskæring af kvinder i Guinea på den ene side har været ulovlig siden 1965, men at omkring 96,9 procent af kvinder i alderen 15-49 år er omskåret, og at det for så vidt angår regionen Kindia, hvor ansøgerens far kommer fra, drejer sig om 99,5 procent. Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at det er muligt for kvinder at undgå omskæring af deres døtre, men at dette i høj grad afhænger af moderens personlighed, og om hun er i stand til at modstå et pres for omskæring fra familiemedlemmer og samfundet. Det mest afgørende er moderens personlighed, mens hendes uddannelsesmæssige baggrund og økonomiske og sociale status også har betydning. Begge ansøgerens forældre må som udgangspunkt anses at være i besiddelse af de fornødne ressourcer til at kunne beskytte ansøgeren mod en omskæring trods pres herom fra omgivelserne og familien. Det må ved denne vurdering dog konkret indgå, at ansøgerens far er fra Guinea, hvor han har sin familie, der er af muslimsk trosretning, og hvor hans far er imam. Det må endvidere indgå i vurderingen, at ansøgerens mor er kenyansk statsborger, og at hun uanset sin uddannelsesmæssige baggrund må antages som udlænding i Guinea at ville have vanskeligt ved at modstå et kulturelt pres fra omgivelserne og beskytte datteren mod omskæring. Efter en samlet konkret vurdering af disse forhold finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forældre har sandsynliggjort, at de ved en hjemsendelse af ansøgeren til Guinea under disse omstændigheder ikke vil have de fornødne personlige ressourcer til at beskytte ansøgeren mod omskæring. Ansøgeren er derfor som udgangspunkt omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, for så vidt angår en udsendelse til Guinea. Kenya: Flygtningenævnet lægger moderens forklaring om truslerne fra hendes ægtefælle i Kenya til grund, herunder at han efter at være blevet bekendt med, at hun har fået et barn med en anden mand, har fremsat trusler mod hende, hvis hun måtte vende tilbage til Kenya. Truslerne findes ikke at være af en sådan karakter og alvor, at der er grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Kenya risikerer at blive slået ihjel eller udsat for asylbegrundende overgreb. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en hjemvenden til Kenya vil være i risiko for asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse om udsendelse af ansøgeren for så vidt angår Guinea. Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse om, at ansøgeren ikke meddeles opholdstilladelse for så vidt angår Kenya.” Guin/2022/1/gdan
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en kvinde, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens helbredsforhold samt en privatretlig konflikt med et familiemedlem. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i vinteren] 2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har det psykisk dårligt og afventer behandling på en klinik, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2022 har forklaret, at hun er sund og rask, selvom hun føler sig stresset som følge af konflikten med ægtefællen og har problemer med sit stofskifte. Nævnet bemærker hertil, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2022 ligeledes har forklaret, at hun har modtaget sundhedsbehandling under sit ophold i Tyskland, og klageren må derfor fremover forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Tyskland. Nævnet bemærker i den anledning, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Det forhold, at klageren har en konflikt med [to familiemedlemmer], som begge opholder sig i Tyskland, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet finder, at såfremt klageren fortsat oplever problemer med privatpersoner i Tyskland, må klageren henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse. Det kan ligeledes ikke føre til en anden vurdering, at klageren til Udlændingestyrelsen har oplyst, at hun har anmeldt forholdet til de tyske myndigheder. Nævnet bemærker i den anledning, at de tyske myndigheder tog imod anmeldelsen og afventede, at klagerens [familiemedlem] skulle afgive forklaring i sagen. Nævnet bemærker endvidere, at klageren i umiddelbar forlængelse af anmeldelsen af forholdet til de tyske myndigheder udrejste af Tyskland. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de tyske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2022 har forklaret, at hun ikke har indgivet en klage over de tyske myndigheders håndtering af sagen. Nævnet bemærker hertil, at klageren må henvises til at indgive en klage til en overordnet tysk myndighed, såfremt hun føler, at hun ikke modtager den fornødne beskyttelse af det tyske politi. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Tysk/2022/4/MLVT
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der havde opholdt sig i Spanien i en sammenhængende periode på mindst fem måneder forud for indgivelse af en ansøgning om international beskyttelse. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Spanien, privatretlige konflikter samt klagerens helbredsforhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om indkvarterings- og modtageforholdene i Spanien, herunder at der er alvorlige problemer i det spanske indkvarterings- og modtagesystem, som resulterer i, at flere asylansøgere er nødsaget til at leve på gaden, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det forhold, at DRC Dansk Flygtningehjælp har henvist til, at der i oktober 2020 var omkring 8.000 asylansøgere, som ventede på at få adgang til indkvartering, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der med udgangspunkt i de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er grund til at antage, at der er sådanne generelle mangler i asylproceduren eller i modtageforholdene i Spanien, at overførsel af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheders artikel 4 eller Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til AIDAs landerapport ”Country Report: Spain. 2020 Update”, senest opdateret i marts 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at der i januar 2019 blev udsendt en instruks om, at asylansøgere i Dublin-proceduren ikke skulle udelukkes fra modtagesystemet, og at denne instruks skal garantere Dublin-overførte adgang til modtagesystemet ved en overførsel til Spanien. DRC Dansk Flygtningehjælps henvisning til, at 11 Dublin-overførte asylansøgere blev nægtet adgang til indkvartering i oktober 2020 samt, at 8.000 asylansøgere i oktober 2020 ventede på at få adgang til indkvartering, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det – sammenholdt med de øvrige baggrundsoplysninger – kan lægges til grund, at der ikke er tale om en generel mangel i modtageforholdene, ligesom det bemærkes, at omstændighederne for de 11 Dublin-overførte asylansøgere ikke er nærmere belyst. Der er efter nævnets opfattelse således ikke holdepunkter for at antage, at de spanske myndigheder ikke vil efterleve instruksen om at sikre asylansøgere, der er modtaget i henhold til Dublinforordningen, en ”guaranteed acces to reception”, og det må på den baggrund lægges til grund, at klageren ved en overførsel til Spanien vil have adgang til indkvartering. Det forhold, at klageren tidligere har været i slagsmål med privatpersoner i Spanien, og at klageren på den baggrund ikke ønsker at blive overført til Spanien, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren må henvises til at søge de spanske myndigheders beskyttelse, såfremt han fortsat oplever problemer med de pågældende personer, idet de spanske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Det forhold, at klageren til samtalen [i sommeren] 2021 har oplyst, at han har ondt i maven, at han har dårligt syn, og at han har ondt i skulderen som følge af en bilulykke i Marokko i 2018 kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har lagt vægt på, at det må antages, at klageren vil kunne modtage den fornødne sundhedsbehandling i Spanien. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spanien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Span/2022/3/MLVT
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og deres tre medfølgende børn fra Armenien. Indrejst 2018.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske armenere og kristne fra [by], Armenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter den tidligere borgmester i [by], [A] og hans mænd, idet han i [årstal] eller [årstal] ved et tilfælde overværede et mord, som [B] far, [A], der er tidligere [profession] i Armenien, stod bag. Til støtte herfor har den mandlige ansøger oplyst, at han samme aften som mordet fandt sted blev opsøgt af [B] og hans fætter, der sagde, at ansøgeren skulle glemme, hvad han havde set. Videre har han oplyst, at han omkring en måned senere blev hentet af politiet på gaden, og at han blev placeret i et afhøringsrum og udsat for vold. Ti dage senere blev ansøgerens families butik blev brændt ned, og ansøgeren så i den forbindelse [B] ude foran butikken, hvorefter ansøgeren slog [B] i hovedet. Dagen efter episoden flyttede ansøgeren til landsbyen [navn], hvor han boede i to til tre år, og i [årstal] eller [årstal] udrejste ansøgeren af Armenien. I [årstal] vendte den mandlige ansøger tilbage til Armenien, men efter tre ugers ophold blev ansøgeren hentet af politiets efterretningstjeneste, der slog ham og gav ham besked på at forlade Armenien inden tre dage. Otte til ni timer senere udrejste ansøgeren af Armenien. I [årstal] vendte den mandlige ansøger tilbage til Armenien, hvor han blev gift med sin nuværende ægtefælle. Herefter udrejste ansøgerne sammen af Armenien. I forhold til Italien har den mandlige ansøger som asylmotiv henvist til, at han har problemer med de italienske socialmyndigheder, det italienske politi og organisationen [C], som han mener vil tage hans børn fra ham og sælge dem til italienske familier. Den kvindelige ansøger har henvist til, at hun frygter at blive fængslet eller henrettet som følge af den mandlige ansøgerens konflikt i Armenien. Videre har hun oplyst, at hun er af den opfattelse, at hendes børn er statsløse, og at hun ikke ønsker, at hendes børn skal bo i Armenien. I forhold til Italien har den kvindelige ansøger henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Italien frygter at blive udsat for chikane, og at den lokale socialforvaltning i [by], hvor familien blev boligplaceret, er korrupt, og hun har oplyst, at socialforvaltningen har truet med at sætte familien på gaden og tvangsfjerne hendes børn, hvis ikke familien kunne forsørge sig selv. Efter udlændingelovens § 7, stk. 4 kan opholdstilladelse efter § 7, stk. 1-3 nægtes, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et andet land eller hvis udlændingen har en nær tilknytning til et andet land, hvor udlændingen må antages at kunne opnå beskyttelse. Afgørelse herom kan træffes, uanset om udlændingen er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1-3. Ansøgerne har opnået opholdstilladelse i Italien. Opholdstilladelsen udløb i [årstal] efter forlængelse i [årstal]. Det er imidlertid ikke en forudsætning for anvendelse af udlændingelovens § 7, stk. 4, at der på afgørelsestidspunktet foreligger en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det pågældende lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold, men det skal vurderes, om det er sandsynligt, at ansøgerne vil kunne tillades indrejse og ophold. Ansøgerne opholdt sig sammen med deres fire børn 7 år i Italien, fra [årstal] til [årstal], familien var under flygtningeprogrammet ”[C]”, ansøgerne kan tale italiensk, og børnene gik i skole i Italien. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerne må antages at kunne opnå beskyttelse i Italien. Den mandlige ansøger har under sin asylsamtale ligeledes givet udtryk for, at familien vil kunne opnå fornyet opholdstilladelse. Efter Flygtningenævnets praksis skal ansøgernes personlige integritet og sikkerhed være beskyttet, uden at der stilles krav om, at ansøgerne socialt skal kunne leve fuldt ud på samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Ansøgerne skal dog i første asyllandet kunne opnå tilstrækkelige økonomiske og sociale vilkår. Flygtningenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at ansøgerne i Italien vil være beskyttet mod refoulement og efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger have adgang til sundhedshjælp. Henset til, at ansøgerne under deres 7 år lange ophold i Italien havde en bolig og var tilknyttet et socialt program for flygtninge, kan tale italiensk, at børnene har gået i skole i Italien, og at ansøgerne har familie i Italien i form af den mandlige ansøgers mor og bror samt sidstnævntes familie, finder Flygtningenævnet, at ansøgerne på baggrund heraf vil have mulighed for på ny at etablere sig i Italien. Uanset den samlede familie må antages at have behov for støtte af social og sundhedsmæssig karakter, finder Flygtningenævnet efter baggrundsoplysningerne, at ansøgerne vil kunne opnå tilstrækkelige økonomiske og sociale vilkår, herunder have adgang til sundhedshjælp, og at ansøgernes personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet. Det forhold, at de italienske myndigheder i [årstal] ville tvangsfjerne ansøgernes børn fra hjemmet, er ikke en konflikt, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgernes umyndige børn ikke er blevet hørt i forbindelse med Udlændingestyrelsens behandling af sagen om første asylland, kan ikke medføre hjemvisning af sagen til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder derfor, at Italien kan tjene som ansøgernes første asylland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ital/2021/2/sme
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig ansøger. Indrejst i 2018Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armener, kristen af trosretning og født i [land]. Hendes forældre kommer fra Armenien, men ansøgeren mener ikke, at hun er armensk statsborger, idet hun ikke er født i Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at det vil være svært for hende at etablere sig i et land, hvor hun aldrig har været. Videre har hun henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at hun vil få problemer som følge af sine forældres problemer i Armenien. Til støtte herfor har hun oplyst, at hendes forældres problemer i Armenien må have været alvorlige, siden de udrejste af landet. I forhold til Italien, har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hendes familie på et tidspunkt blev opsøgt af uniformerede personer, der fortalte hendes forældre, at de skulle forlade huset, og at ansøgeren og hendes søskende skulle på børnehjem. Videre har hun for så vidt angår Italien henvist til, at det er svært at få arbejde, at familien ikke har noget sted at bo, og at hun ikke magter at skulle flytte til et nyt land igen. Efter udlændingelovens § 7, stk. 4 kan opholdstilladelse efter § 7, stk. 1-3 nægtes, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et andet land eller hvis udlændingen har en nær tilknytning til et andet land, hvor udlændingen må antages at kunne opnå beskyttelse. Afgørelse herom kan træffes, uanset om udlændingen er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1-3. Ansøgerens forældre har opnået opholdstilladelse i Italien. Opholdstilladelsen udløb i [årstal] efter forlængelse i [årstal]. Det er imidlertid ikke en forudsætning for anvendelse af udlændingelovens § 7, stk. 4, at der på afgørelsestidspunktet foreligger en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det pågældende lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold, men det skal vurderes, om det er sandsynligt, at ansøgeren vil kunne tillades indrejse og ophold. Ansøgeren har sammen med sine forældre og søskende opholdt sig 7 år i Italien, fra [årstal] til [årstal], familien var under flygtningeprogrammet ”[C]”, ansøgeren kan tale italiensk og gik i skole i Italien. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren må antages at kunne opnå beskyttelse i Italien. Ansøgerens far har under sin asylsamtale ligeledes givet udtryk for, at familien vil kunne opnå fornyet opholdstilladelse. Efter Flygtningenævnets praksis skal ansøgerens personlige integritet og sikkerhed være beskyttet, uden at der stilles krav om, at ansøgeren socialt skal kunne leve fuldt ud på samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Ansøgeren skal dog i første asyllandet kunne opnå tilstrækkelige økonomiske og sociale vilkår. Flygtningenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren i Italien vil være beskyttet mod refoulement og efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger have adgang til sundhedshjælp. Henset til, at ansøgerens familie under deres 7 år lange ophold i Italien havde en bolig og var tilknyttet et socialt program for flygtninge, kan tale italiensk, at ansøgeren har gået i skole i Italien, og at ansøgeren har familie i Italien i form af sin farmor og onkel samt sidstnævntes familie, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren på baggrund heraf vil have mulighed for på ny at etablere sig i Italien. Uanset den samlede familie må antages at have behov for støtte af social og sundhedsmæssig karakter, finder Flygtningenævnet efter baggrundsoplysningerne, at ansøgeren vil kunne opnå tilstrækkelige økonomiske og sociale vilkår, herunder have adgang til sundhedshjælp, og at ansøgerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet. Det forhold, at de italienske myndigheder i [årstal] ville tvangsfjerne ansøgeren og hendes søskende fra hjemmet, er ikke en konflikt, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgerens umyndige søskende ikke er blevet hørt i forbindelse med Udlændingestyrelsens behandling af sagen om første asylland, kan ikke medføre hjemvisning af sagen til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder derfor, at Italien kan tjene som ansøgerens første asylland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ital/2021/1/sme
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførelse til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en ghanesisk mand, der var meddelt afslag på asyl i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Italien, at klageren har en søn, som er dansk statsborger og til COVID-19 situationen i Italien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Italien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien den 15. september 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende modtagerforholdene for asylansøgere i Italien, bemærker Flygtningenævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grunde til at tro, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy, Update June 2020. Det fremgår blandt andet af rapporterne, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Det fremgår endvidere, at visse sager undergår en hurtigere behandling, heriblandt sager, hvor ansøgeren er vurderet sårbar. Det bemærkes hertil, at det ikke ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de generelle modtageforhold, herunder forholdene i CAS-centrene som følge af Salvini-dekretet af 5. oktober 2018 (dekret nr. 113 af 14. oktober 2018), er blevet forværret. Nævnet har herudover lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. januar 2019 sammenholdt med oplysningerne om det faldende antal asylansøgere til Italien og den ledige kapacitet i CARA/CDA-systemet. Det fremgår blandt andet af de italienske myndigheders circular letter af 8. januar 2019, at:”In consideration of the efforts made by the Italian Government in order to strongly reduce the migration flows, these Centers are adequate to host all possible beneficiaries, so as to guarantee the protection of the fundamental rights, particularly the family unity and the protection of minors.” Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheders artikel 4, jf. herved tillige den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Videre finder Flygtningenævnet således heller ikke, at modtageforholdene for asylansøgere i Italien generelt er af en sådan karakter, at de kan sidestilles med modtageforholdene i Grækenland på tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 21. januar 2011 i sagen M.S.S. mod Belgien og Grækenland. Flygtningenævnet finder, at det må bero på en konkret vurdering, om klageren skal overføres til Italien eller have sin ansøgning om asyl realitetsbehandlet i Danmark. I denne vurdering vil blandt andet indgå, om klageren under hensyn til de aktuelle modtageforhold mv. i Italien, vil være i en sådan situation ved en overførsel, at hans asylansøgning bør realitetsbehandles i Danmark, jf. EU-chartrets artikel 4 og forordningens artikel 17. Det anførte om, at klageren har en mindreårig søn, som er dansk statsborger, og som klageren har delt forældremyndighed over, og at klagerens sag af denne grund bør behandles i Danmark af hensyn til barnets tarv, da en overførsel til Italien vil medføre, at klageren adskilles fra sin søn, kan ikke føre til en fravigelse af udgangspunktet i Dublinforordningens artikel 3, stk. 1. Flygtningenævnet finder således, at hensynet til barnets tarv og familielivet, som det fremgår af Dublinforordningen, herunder præamblens punkt 13 og 14, artikel 6, stk. 1 og 3, samt principperne i artikel 9, og FN’s Børnekonvention, ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerens søn bor hos sin mor, og at det familieliv, som klageren har med sit barn og moren til barnet i Danmark, kan opretholdes i tilfælde af en overførsel til Italien, idet moren til barnet og barnet som danske statsborgere vil kunne komme på besøg i Italien. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har fået sit barn på et tidspunkt, hvor klageren hverken havde lovligt ophold i Danmark eller en berettiget forventning om at opnå det. Flygtningenævnet finder ydermere ikke, at det kan føre til en ændret vurdering, at klageren har søgt om familiesammenføring til sin søn. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det er Udlændingestyrelsen, der i forbindelse med en ansøgning om familiesammenføring har kompetencen til at tage stilling til, om klageren skal familiesammenføres til sin søn. Flygtningenævnet har endelig fundet, at det af Dansk Flygtningehjælp oplyste vedrørende betydningen af den aktuelle sikkerheds- og sundhedsmæssige situation i Italien for klageren grundet COVID-19 situationen, ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren vil have adgang til samme behandling som italienske statsborgere. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” dub-ital/2021/1/lbv
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Usbekistan. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk tatar og ateist af trosretning fra Tasjkent, Usbekistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin søsters tidligere ægtefælle, hans far og deres kontakter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun har hjulpet sin søster, [A], med at flygte fra hendes ægtefælle, [D], mens parret boede i Tyskland. Ansøgeren har hertil oplyst, at hun hjalp [A] ved at betale for hendes flybillet og lade hende flytte hjem til sig i Rusland, hvilket [D] fandt ud af. [A] har efterfølgende modtaget trusler fra [D], hvor han truer ansøgeren på livet. Ansøgeren har derudover oplyst, at hendes far er blevet opsøgt i Usbekistan flere gange af både civilklædte og uniformerede mænd, der ville vide, hvor hun og [A] befandt sig, og faren blev truet med, at han ikke ville se sine døtre igen. Ansøgeren har også oplyst, at hun og [A] indrejste i Danmark og blev anholdt i lufthavnen på baggrund af et anonymt tip til det danske politi om ulovligt arbejde i Danmark. Ansøgeren har i den forbindelse oplyst, at hun mener, at det anonyme tip kom fra [D]. Endelig har ansøgeren oplyst, at [D’s] far, [S], er [en meget højtrangeret person] i det usbekiske senat, og at [D’s] familie af den grund har mulighed for at finde og opsøge hende i Usbekistan. Flygtningenævnet kan i nogen udstrækning lægge ansøgerens forklaring om søsteren [A] konflikt med [D] til grund. I den forbindelse finder Flygtningenævnet dog anledning til at fremhæve, at konflikten ikke er understøttet af dokumentbevis i form af eksempelvis korrespondance mellem [A] og [D], ligesom det fremstår tvivlsomt, på hvilken baggrund [D], der angiveligt bor i Tyskland, skulle have indgående oplysninger om ansøgeren og [A], herunder om deres indrejse i Danmark i marts 2020 og om deres danske og lettiske bekendtes cpr.nr., cvr.nr. og adresse. Som anført af Udlændingestyrelsen og forklaret af ansøgeren er hun ikke blevet kontaktet af [D] siden marts 2019 til trods for, at [D] fortsat har ansøgerens telefonnummer og har kendt til hendes opholdssteder, og hun har aldrig selv modtaget trusler fra ham. Ansøgeren har, siden hun i januar 2019 hjalp [A] med at forlade sin ægtefælle, været indrejst legalt i Usbekistan i februar 2020, hvor hun opholdt sig i 2-3 uger. I den forbindelse oplevede hun ikke problemer. Der foreligger heller ikke i øvrigt oplysninger til støtte for, at ansøgeren er i et modsætningsforhold til myndighederne i Usbekistan. Ifølge ansøgerens forklaring har [D] heller ikke opsøgt [A], siden hun forlod han i januar 2019, men alene kontaktet hende telefonisk. Han opsøgte hende således heller ikke i perioden fra maj – juli 2020, hvor [A] opholdt sig i Berlin, Tyskland. Herefter og af de grunde, som Udlændingestyrelsen i øvrigt har anført, tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgerens konflikt med [D] ikke har et omfang og en intensitet, som indebærer, at hun kan få asyl. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Usbekistan er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Det tiltrædes endvidere, at de generelle forhold i Usbekistan ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Usbe/2022/4
Nævnet stadfæstede i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2019 idømt fængsel i 1 år og 9 måneder for overtrædelse af straffelovens181, stk. 1, jf. § 21, samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning fra [byen A], Aleppo, Syrien. Klageren har oplyst, at han har deltaget i regimekritiske demonstrationer i Syrien samt i en demonstration mod [et nærmere bestemt europæisk land] ved den [et nærmere bestemt europæisk land] ambassade i [i et nærmere bestemt dansk by]. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet han har deltaget i demonstrationer mod regimet og ikke har aftjent militærtjeneste. Han har videre oplyst, at han frygter tyrkiske grupperinger i Syrien, idet disse er mod kurdere generelt, og idet klageren i Danmark er dømt for forsøg på brandstiftelse på den [et nærmere bestemt europæisk land] ambassade i [et nærmere bestemt dansk by], hvilket der findes oplysninger om på internettet. Klageren har endelig oplyst, at han frygter at blive tvangsrekrutteret til YPG i det nordlige Syrien. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse, tiltræder Flygtningenævnet, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionens artikel 1 A anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Da klageren som nævnt isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, finder Flygtningenævnet ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lovforslag nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i bestemmelsen nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved [byrettens] dom af [vinteren] 2019 idømt 1 år og 9 måneders fængsel for forsøg på brandstiftelse efter straffelovens § 181, stk. 1, jf. § 21, og udvist med indrejseforbud i 12 år. Forholdet, der blev begået i forening med andre, vedrørte et forsøg på at sætte ild til den [et nærmere bestemt europæisk land] ambassade i [et nærmere bestemt europæisk by] ved brug af flere molotovcocktails. Der skete brandskade på ambassadens tag, vinduer og væg. Klageren var efter sin forklaring for retten motiveret af [et nærmere bestemt europæisk land] styrkers angreb på den syriske by [B], hvor en af hans venner blev dræbt. Retten har i den forbindelse lagt til grund, at de tiltaltes handlinger, herunder klagerens, havde et politisk motiv. Flygtningenævnet finder, at den kriminalitet, som klageren har begået, og som han er dømt og udvist på baggrund af, er en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens forstand. Efter en samlet vurdering af den alvorlige karakter af den pågældende kriminalitet, som har været rettet mod et andet lands ambassade i forening med andre, sammenholdt med længden af den idømte frihedsstraf og klagerens personlige forhold finder Flygtningenævnet, at klageren må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Det forhold, at klagerens hjemby i Syrien efter det oplyste blev taget under kontrol af [et nærmere bestemt europæisk land] styrker i [efteråret] 2019, uden at klageren i den anledning foretog sig noget, kan ikke føre til en ændret vurdering. Den omstændighed, at klageren ikke er dømt for anden kriminalitet, herunder efter dommen fra [vinteren] 2019, kan heller ikke føre til nogen anden vurdering. Klageren indrejste i Danmark som [alder] i 2014. Klageren er ikke længere gift og har ingen børn. Han har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet han har sin bror og [antal] søstre her i landet. Han har været i gang med [uddannelsesforløb], men afsluttede ikke forløbet som følge af sin dom. Forud herfor tog han [uddannelsesforløb]. Han har været i praktik i et [arbejdsplads] i 6 måneder og har været ansat i et år for forretningen [C], men han har ikke opnået fast tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark. Han har spillet fodbold i [antal] år i henholdsvis [et nærmere bestemt dansk by] og [et nærmere bestemt dansk by] Boldklub. Han taler dansk og kan begå sig i hverdagen. Han har ikke længere familiemæssig tilknytning til Syrien. Han er opvokset i Syrien, hvor han har gået 13-14 år i skole. Han var i gang med at uddanne sig til [uddannelsesforløb] på et universitet i Syrien. Flygtningenævnet finder efter en samlet afvejning af disse forhold, at der ikke foreligger omstændigheder som nævnt i udlændingelovens § 10, stk. 3, der kan begrunde, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder således, at klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2022/29/sme
Nævnet hjemviste i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Syrien. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:”Den mandlige ansøger er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Eskofia, Syrien, hvis forældre oprindeligt var flygtninge fra [A]. Ansøgeren har inden sin udrejse af Syrien hovedsageligt boet i byen Sbeneh, Rif Damaskus, hvilket også er ansøgerens seneste opholdssted. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter den syriske regering, idet han er sunnimuslim. Han frygter videre, at han vil blive eftersøgt af den syriske regering, som følge af, at to af hans sønner har unddraget sig militærtjeneste. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til de generelle forhold, som borgerkrigen i Syrien har medført. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han gentagne gange har været anholdt og fængslet af myndighederne, idet to af hans sønner har unddraget sig militærtjeneste, og fordi han har været i opposition til regeringen og er sunnimuslim. En af hans sønner, der har unddraget sig militærtjeneste, er blevet slået ihjel, og den anden befinder sig i Danmark. Ansøgeren har videre oplyst, at han er blevet beskyldt for at have samarbejdet med Den Frie Syriske Hær, og at han blev afskediget fra sit arbejde hos politiet i forbindelse med, at krigen brød ud, og idet han er imod regimet. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han frygter den syriske regering generelt, og at man i Syrien skal have penge og være alawit af trosretning for at kunne klare sig. Ansøgeren har desuden henvist til, at der ikke er sikkert i Damaskus. Der er mangel på mad, og børn og kvinder bliver voldtaget. Den kvindelige ansøger er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Eskofia, Syrien, hvis forældre oprindeligt var flygtninge fra [A]. Ansøgeren har inden sin udrejse af Syrien hovedsageligt boet i byen Sbeneh, Rif Damaskus, hvilket også er ansøgerens seneste opholdssted. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive fængslet af den syriske hær, idet hendes ægtefælle tidligere har arbejdet som politibetjent. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter at blive fængslet eller slået ihjel, fordi hendes to sønner har unddraget sig militærtjeneste. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til de generelle forhold, som borgerkrigen i Syrien har medført. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle har arbejdet som politibetjent, men at han stoppede med sit arbejde på et tidspunkt uafhængigt af sin udrejse af Syrien. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes ægtefælle på et tidspunkt, efter at være stoppet med at arbejde som politibetjent, har været fængslet i en periode på syv til ti dage, og i den forbindelse blev han spurgt ind til, hvorfor han ikke arbejdede som politibetjent længere. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun er blevet opsøgt af det syriske sikkerhedspoliti. Sikkerhedspolitiet spurgte efter sønnerne [B] og [C], fordi de er i den militærpligtige alder. Begge ansøgere har udbygget deres asylmotiver i advokatindlægget og i forklaringerne for Flygtningenævnet. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen ikke lægge til grund, at den kvindelige ansøger har en konflikt med de syriske myndigheder med henvisning til, at hendes ægtefælle, den mandlige ansøger, tidligere har arbejdet som politibetjent. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme forhold, som er fremhævet af Udlændingestyrelsen, herunder at den kvindelige ansøger har forklaret forskelligt om en række forhold af central betydning for dette asylmotiv, hvilket bl.a. omfatter baggrunden for, at hendes mand stoppede med at arbejde som politibetjent. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det vægt, at det fremgår af et høringssvar fra Udenrigsministeriet af 9. december 2021, at der udstedes amnesti for offentligt ansatte, der har forladt deres stilling før den 14. marts 2019 (Legislative Decree no. 20 of 2019) og før den 22. marts 2020 (Legislative Decree no. 6 of 2020), og at det er uden betydning, om man tidligere er blevet idømt en straf. Efter oplysningerne om det tidspunkt, hvor den mandlige ansøger forlod sin stilling som politibetjent, lægger nævnet til grund, at den mandlige ansøger er omfattet af disse amnestiregler. Det fremgår af det nævnte høringssvar endvidere bl.a., at amnestireglerne i praksis bliver respekteret af de syriske myndigheder, og at der via en advokat i Syrien kan søges om en bekræftelse på, at man har opnået amnesti, og at et sådant dokument fra de syriske myndigheder vil kunne sikre en sikker indrejse for tidligere offentligt ansatte i Syrien, medmindre man er eftersøgt på baggrund af en (anden) lovovertrædelse. Begge ansøgere har som asylmotiv navnlig henvist til, at to af deres sønner har unddraget sig militærtjeneste, idet den ene søn, [C], befinder sig i Danmark, hvor han er meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og den anden søn, [B], er blevet slået ihjel, men er efterfølgende eftersøgt af myndighederne til militærtjeneste. Ansøgerne boede inden udrejsen fra Syrien hovedsagelig i oprørskontrollerede områder. Ansøgerne har endvidere – som nye oplysninger i sagen – i advokatindlægget og i deres forklaringer for Flygtningenævnet henvist til, at tre andre sønner, [D], [E] og [F], der opholder sig i Syrien, på nuværende tidspunkt enten unddrager sig genindkaldelse til militærtjeneste eller frygter at blive genindkaldt til militærtjeneste og derfor har søgt intern flugt. De har videre forklaret, at deres datter [G], der ligeledes opholder sig i Syrien, blev afhørt og tilbageholdt af de syriske myndigheder i 6-7 måneder i formentlig 2021. Den kvindelige ansøger har – også som nye oplysninger i sagen – endvidere forklaret, at to af hendes brødre, [H] og [I], er blevet dræbt af syriske sikkerhedsstyrker i 2016, mens en tredje bror, [J], har fået asyl i Danmark og her i landet efterfølgende har været aktiv mod styret i Syrien. Det samme gælder denne brors sønner, og i hvert fald den kvindelige ansøger har også selv her i landet deltaget i en demonstration mod styret i Syrien sammen med brorens sønner. Alle brødre har efter det oplyste været regimekritiske, ligesom den kvindelige ansøgers familieklan af Assad identificeres med oprørerne. Selv om Flygtningenævnet som Udlændingestyrelsen finder, at ansøgernes forklaringer om deres konflikt med de syriske myndigheder som følge af de to sønner [C] og [B] militærunddragelse på en række punkter er i indbyrdes modstrid med hinanden, finder nævnet efter baggrundsoplysningerne om Syrien, herunder om unddragelse fra militærtjeneste, og efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at det forsigtighedsprincip, der gælder ved den konkrete og individuelle vurdering i forbindelse med behandlingen af sager om personer fra Syrien, sammenholdt med betydningen af kumulative forhold bør føre til, at de nye oplysninger om dels de tre sønner, der stadig opholder i Syrien, dels om den kvindelige ansøgers øvrige familieforhold og de regimekritiske aktiviteter, der er foregået her i landet, undergives en nærmere bedømmelse i første instans og inddrages i afgørelsesgrundlaget, før der træffes endelig afgørelse om asyl. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til yderligere sagsoplysning og behandling i Udlændingestyrelsen.” Syri/2022/28/sme
Nævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren, der er fra Mogadishu, Somalia, tilhører hovedklanen, […], underklanen, […] og familieklanen, […]. Ansøgeren er muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel eller få hugget hånden af af terrororganisationen Al-Shabaab, idet han har en [kropsudsmykning] og i øvrigt kommer fra et vestligt land, og dermed vil han blive betragtet som vantro kristen. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter, at de somaliske myndigheder vil slå ham ihjel, idet myndighederne kan beskylde ham for at være medlem af Al Qaeda eller Al-Shabaab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at myndighederne tilfældigt skød efter ham, da han var [mindreårig]. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til frygten for klankonflikter, idet hans egen klan, […], tvangsrekrutterer mænd, så de kan deltage i kamphandlinger mod andre klaner. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til de generelle forhold i Somalia. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at der har været afgivet skud ved familiens bopæl, da de boede i Somalia, hvor ansøgerens far blev såret. Endvidere mener ansøgeren, at han ved tilbagevenden vil være et let offer, idet han er enlig mand uden netværk, og han kan derfor blive betragtet som klanløs. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgerens oplysninger under samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2021 på væsentlige punkter er i modstrid med de oplysninger, som ansøgeren afgav under oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2021. Endvidere er de i modstrid med de oplysninger, som ansøgerens mor afgav, da hun kom til Danmark. Ansøgerens oprindelige forklaring om blandt andet, at han ikke har familie i Somalia, og at hans [familiemedlemmer] er blevet dræbt, fremstår således utroværdig. Ligeledes forekommer ansøgerens oplysning om, at der blev skudt efter ham i Somalia, da han var [mindreårig], utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først har oplyst, at det var de somaliske myndigheder, der skød efter ham, mens han senere har forklaret, at han ikke ved, hvem der skød, men at det kan være alle mulige, fordi alle bærer samme uniform i Somalia. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren ikke skulle have fortalt sine forældre om episoden. Ansøgeren udrejste af Somalia i 2011, og han har ikke været i landet siden. Han har oplyst, at han ikke er eller har været i konflikt med myndighederne eller andre grupperinger i Somalia. Da ansøgerens mor indrejste i Danmark i [efteråret] 2002, fik hun afslag på asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Afgørelsen blev stadfæstet af Flygtningenævnet. Først [i vinteren] 2012 fik klagerens mor opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren indrejste herefter i Danmark i 2013 og har opholdstilladelse som familiesammenført. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen herom har anført, tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Da de generelle forhold i Somalia heller ikke i sig selv er asylbegrundende, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2022/5
Nævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Sagen er sambehandlet med Alge/2022/2/imbs og Alge/2022/3. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [A]-flygtningelejren, Tyr, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin bror [B]. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun i [sommeren] 2013 lærte en mand ved navn [C] at kende. De arbejdede i […]forretninger i den samme bygning. Efter omkring seks måneder havde de første gang et seksuelt forhold. [C] sagde, at han ville gifte sig med hende. I 2015 fortalte ansøgerens bror [B], at han havde fundet en mand ved navn [D], som ansøgeren skulle giftes med. Hun drøftede på ny muligheden for ægteskab med [C], der imidlertid oplyste, at hans familie ikke kunne acceptere, at han blev gift med ansøgeren. [I efteråret] 2015 overhørte ansøgeren en samtale mellem [B] og ansøgerens morbrødre, hvor [B] sagde, at ansøgeren skulle giftes med [D]. Han sagde også, at hvis ansøgeren havde et problem, ville han tage hende til lægen, og hvis hun ikke var jomfru, ville han slå hende ihjel offentligt. Ansøgeren besluttede sig samme dag for at flygte. [I efteråret] 2015 tog hun hen til sin veninde [E] og derfra videre til [E’s] veninde [F], der boede i Beirut, hvorefter ansøgeren udrejste af Libanon [i vinteren 2015/2016]. Ansøgeren har i Danmark indgået et ægteskab med en algerisk mand og fået to børn med denne mand. Det ene barn er født, inden parret indgik ægteskab i Danmark. Det er oplyst, at ansøgerens ægtefælle er udrejst af Danmark efter at have fået afslag på asyl. Ansøgeren er statsløs palæstinenser, hvorfor der skal foretages en vurdering af, om hun er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D. Bestemmelsen indebærer, at der i første række skal tages stilling til, om ansøgeren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., det vil sige om hun for nærværende kan anses for at nyde beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Er det tilfældet, er ansøgeren udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen i Danmark, medmindre bestemmelsen i artikel 1 D, 2. pkt., finder anvendelse (hvorved sigtes til, om UNRWAs beskyttelse eller bistand er bortfaldet). Hvis artikel 1 D, 2. pkt., finder anvendelse ophører udelukkelsen fra beskyttelse efter flygtningekonventionen i Danmark, og ansøgeren anses automatisk for værende omfattet af flygtningekonventionen og vil blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, medmindre ansøgeren af andre grunde er udelukket mv. Bestemmelsen i flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., må i lyset af EU-domstolens dom i Bolbol-sagen, jf. C-31/09, Nawras Bolbol mod Bevándorlási és Allampolgársági, dom af 17. juni 2010, præmis 49-53, forstås således, at bestemmelsen alene finder anvendelse, hvis den statsløse palæstinenser enten er registreret eller rent faktisk har modtaget hjælp fra UNRWA. Den blotte berettigelse til beskyttelse eller bistand fra UNRWA er således ikke tilstrækkelig til, at den pågældende er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt. Flygtningenævnet lægger efter ansøgerens egen forklaring til grund, at hun tidligere har været registreret hos UNRWA, og at hun og hendes familie har modtaget støtte fra UNRWA, herunder skolegang, madvarer, økonomisk støtte og lægehjælp. Ansøgeren er allerede af denne grund omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at det fremgår af UNRWAs høringssvar [fra sommeren] 2021, at ansøgeren fortsat er registeret hos UNRWA. Det forhold, at ansøgeren fejlagtigt er registreret som single, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, herunder rapporten ”Palestinian Refugees Acces to registration and UNRWA, documents and entry to Jordan” fra juni 2019, at det i dag er således, at selv om en kvindelig palæstinensisk flygtning bliver gift med en non-refugee, vil den kvindelige palæstinensiske flygtning fortsat have ret til at modtage ydelser. Ansøgerens ægteskab kan således ikke føre til, at det må antages, at ansøgeren ikke længere vil kunne modtage hjælp fra UNRWA. Flygtningenævnet bemærker på den baggrund, at det forhold, at Udlændingestyrelsen ikke har foretaget en fornyet høring hos UNRWA, eller at ansøgeren ikke har været indkaldt til en samtale eller er blevet hørt over høringssvaret [fra sommeren] 2021 fra UNRWA, ikke kan føre til, at sagen hjemvises til Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse også vægt på, at ansøgerens advokat forud for mødet i Flygtningenævnet har forholdt sig til høringssvaret og registreringen af ansøgeren hos UNRWA, ligesom ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet har haft lejlighed til at udtale sig herom. Ved den nærmere forståelse af, hvornår UNRWAs beskyttelse eller bistand kan anses for bortfaldet efter flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., kan der henvises til EU-Domstolens dom i Alheto-sagen, jf. C-585/16, Serin Alheto mod Zamestnik-predsedatel na Darzhavna agentsia za bezhantsite, dom af 25. juli 2018. I dommen, der angik en kvindelig statsløs palæstinenser fra Gaza, anfører EU-Domstolen i præmis 86 bl.a. følgende om fortolkningen af artikel 12, stk. 1, litra a, i kvalifikationsdirektivet 2011/95/EU, som implementerer flygtningekonventionens artikel 1 D: ”86. Som fastslået af Domstolen finder artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2011/95 [der svarer til flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt.] anvendelse, når det på grundlag af en individuel vurdering af samtlige relevante forhold viser sig, at den pågældende palæstinenser befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA’s operationsområde.” Det anførte indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandatområdet, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som har været tvunget til at forlade UNRWAs mandatområde eller tilsvarende afskåret fra at vende tilbage, fordi den pågældende befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, automatisk vil være omfattet af flygtningekonventionen, og som udgangspunkt blive meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der efter en konkret og individuel vurdering er grundlag for at antage, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og igen få beskyttelse af UNRWA. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med sin bror [B]. Ansøgeren er som følge heraf ikke afskåret fra at vende tilbage på grund af en personlig usikkerhedstilstand. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens afgørelse herom og begrundelsen herfor, som den fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse [fra vinteren 2018/2019], og som der henvises til i Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2021. Flygtningenævnet henviser endvidere til, at ansøgeren yderligere har divergeret i sine forklaringer – herunder under møderne i Flygtningenævnet – om hvor ofte hun så [C], hvor mange af hendes morbrødre, der angiveligt var til stede ved hendes brors samtale om ansøgeren, og hvor mange penge hun havde med sig til Beirut. For så vidt angår ansøgerens mulighed for at genindrejse i Libanon bemærkes, at uanset at det fremstår vanskeligt at arrangere en udrejse til Libanon, fremgår det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport marts 2020, ”Readmission og Palestinian Refugees from Lebanon”, blandt andet, at et europæisk land er lykkedes med at returnere 18 afviste asylansøgere til Libanon, og at disse alle frivilligt var tilbagevendt. Endvidere fremgår af rapporten: ”In cases of voluntary return of PRLs (Palestinian Refugees from Lebanon) in which no foreign authorities were involved in the process of return, the MFA (Ministry of Foreign Affairs and Emigrants) would approve the returns to Lebanon.” Det må således lægges til grund, at ansøgeren vil kunne indrejse i Libanon. Herefter – og i øvrigt af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i den påklagede afgørelse – finder Flygtningenævnet, at ansøgeren, uanset de generelt svære forhold såvel sikkerhedsmæssigt som socioøkonomisk for statsløse palæstinensere i Libanon, der beskrives i baggrundsoplysningerne, ikke vil stå i en sådan alvorlig personlig usikkerhedstilstand i Libanon, at det vil være umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse ansøgeren er omfattet af, at sikre hende levevilkår, som er i overensstemmelse med UNRWAs opgave. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., men at hun ikke er omfattet af artikel 1 D, 2. pkt., idet hun ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor hun har adgang til UNRWAs beskyttelse og bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Stat/2022/2/imbs
Nævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk eritreer og ortodoks kristen af trosretning. Ansøgeren er født i Etiopien, hvor han boede indtil sin udrejse. Ansøgeren har således aldrig været i Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Eritrea, herunder at ansøgeren ved en tilbagevenden til Eritrea risikerer at blive indkaldt til nationaltjeneste og derefter militærtjeneste. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at nationaltjenesten er på ubegrænset tid, og at man ikke har mulighed at tage en uddannelse eller få et job. Ansøgeren vil på denne baggrund ikke have en fremtid i Eritrea. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens mors forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren er knap 14 år gammel. Efter de foreliggende oplysninger, kan indkaldelse til langvarig militærtjeneste eller lignende finde sted fra det fyldte 18 år. Det fremgår endvidere af baggrundsoplysningerne, at i hvert fald indkaldelse til Sawa i enkelte tilfælde sker straks efter afsluttet skolegang i 16 års alderen. Da ansøgeren kun er 14 år gammel, er risikoen for, at han ved en tilbagevenden til Eritrea vil blive indkaldt, ikke aktuel. Det forhold, at ansøgerens mor er meddelt opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 1, og at dette også gælder hans myndige storesøster, kan ikke føre til et andet resultat. Det forhold, at ansøgerens mor har oplyst, at hun frygter, at ansøgeren ikke selv kan vælge sin uddannelse og være herre over sit liv, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at socioøkonomiske forhold, herunder uddannelse og fremtidsmuligheder ikke kan medføre asyl efter udlændingelovens § 7. Endvidere bemærkes, at de generelle forhold i Eritrea ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Eritrea aktuelt vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Erit/2022/5/ROZ
Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var registreret som asylansøger i Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Spanien, herunder om alvorlige problemer i det spanske indkvarteringssystem. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er registreret med Eurodac-hit den [dato i vinteren 19/20] og den [dato i sommeren] 2021 i Spanien, at Spanien efter de foreliggende oplysninger er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 25, stk. 2, såkaldt accept by default, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om indkvarteringsforholdene i Spanien, herunder at der er alvorlige problemer i det spanske indkvarteringssystem, som resulterer i hjemløshed, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det forhold, at DRC Dansk Flygtningehjælp har henvist til, at spanske organisationer – trods de i 2019 udsendte retningslinjer, som skulle sikre asylansøgere overført til Spanien i medfør af Dublinforordningen – har hjulpet sårbare asylansøgere, der har været nægtet adgang til indkvartering, og at der i oktober 2020 var omkring 8000 asylansøgere, som ventede på at få afgang til indkvartering, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der med udgangspunkt i de foreliggende baggrundsoplysninger ikke er grund til at tro, at der er sådanne generelle mangler i asylproceduren eller i modtageforholdene i Spanien, at overførsel af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder eller artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet henviser i den forbindelse til AIDA's Country Report, Update 2020, senest opdateret i marts 2021, hvoraf blandt andet fremgår, at der i januar 2019 blev udsendt en instruks om, at asylansøgere i Dublin-proceduren ikke skulle udelukkes fra modtagesystemet, og at denne instruks skal garantere Dublin-overførte adgang til modtagesystemet ved en overførsel til Spanien. Oplysningen om at 11 Dublin-overførte asylansøgere ikke blev indkvarteret i efteråret 2020, og oplysningen om at 8000 asylansøgere i oktober 2020 ventede på at få adgang til indkvartering, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det må – sammenholdt med øvrige baggrundsoplysninger – lægges til grund, at der ikke er tale om en generel mangel i modtageforholdene, ligesom det bemærkes, at omstændighederne for de 11 Dublin-overførte asylansøgere ikke er nærmere belyst. Der er efter nævnets opfattelse således ikke holdepunkter for at antage, at de spanske myndigheder ikke vil efterleve instruksen om at sikre asylansøgere, der er modtaget i henhold til Dublinforordningen, en "guaranteed acces to reception", og det må på den baggrund lægges til grund, at klageren vil have adgang til indkvartering ved overførsel til Spanien. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Spanien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Span/2022/2/rila
Nævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence,DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren er psykisk sårbar, og at han frygter at vende tilbage til Polen. Endvidere har flygtningehjælpen henvist til forholdene for asylansøgere i Polen, og at det på den baggrund ikke kan antages, at de polske myndigheder vil overholde deres internationale forpligtigelser Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Polen og herefter er udrejst af Polen, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen den 28. oktober 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren risikerer at blive frihedsberøvet, hvis han overføres til Polen, ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af AIDA’s ”Country Report: Poland” fra april 2021, at størstedelen af asylansøgerne i Polen ikke frihedsberøves, og at der ikke sker systematisk frihedsberøvelse af asylansøgere. Der er således ikke grundlag for at antage, at de polske myndigheder generelt frihedsberøver asylansøgere uretmæssigt. Det forhold, at DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klageren bør anses for at være særligt sårbar henset til det af klageren oplyste om hans psykiske tilstand, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af AIDA’s ”Country Report: Poland”, udgivet i april 2021, at asylansøgere i Polen har adgang til sundhedsbehandling på lige fod med polske statsborgere med sundhedsforsikring. Det fremgår endvidere, at der trods praktiske begrænsninger – blandt andet som følge af COVID-19-situationen – fortsat er adgang til at modtage behandling for helbredsmæssige problemer, herunder psykiske problemer, blandt andet i form af samtaler med en psykolog eller henvisning til en psykiater. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren må forventes at kunne modtage eventuel nødvendig sundhedsbehandling i Polen. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Hjemrejsestyrelsen, forud for udsendelsen af klageren til Polen, vil kunne videregive relevante helbredsoplysninger til de polske myndigheder, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32, således at de polske myndigheder er orienteret om klagerens helbredsmæssige problemer.Flygtningenævnet finder endvidere, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om de polske myndigheders håndtering af situationen i grænseområdet mellem Polen og Hviderusland og de generelle forhold for asylansøgere i Polen ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om mulighederne for adgang til asylproceduren og indkvartering for dublin-overførte, herunder AIDA’s ”Country Report: Poland”, udgivet i april 2021. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at Polen har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Polen ikke lever op til sine internationale forpligtelser i relation til dublin-overførte asylansøgere. Flygtningenævnet har i den forbindelse tillige lagt vægt på, at klageren allerede er registreret som asylansøger i det polske asylsystem, og at Polen ved deres accept af dublinoverførsel i medfør af dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b, har accepteret ansvaret for behandling af klagerens asylsag. Da det, som DRC Dansk Flygtningehjælp i øvrigt har anført, ikke kan føre til en ændret vurdering, finder Flygtningenævnet på baggrund af ovenstående ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” [Dub-Pole/2022/1/SELS]
Nævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Østrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at, klageren frygtede, at han ikke vil blive behandlet ordenligt af de østrigske myndigheder samt, at han af andre asylansøgere har hørt, at de efter 1,5 måneder i Østrig ikke har adgang til medicin. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Østrig og herefter er udrejst af Østrig, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Østrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Østrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Østrig den 29. december 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har forklaret, at han følte sig truet af det østrigske politi i forbindelse med optagelse af fingeraftryk, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt på, at Østrig har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Østrig ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Heller ikke det forhold, at klageren har oplyst, at han af andre asylansøgere har hørt, at de efter 1,5 måned ikke har adgang til fornøden medicin, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale af 16. december 2021 har oplyst, at han ikke modtager medicin. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klageren, såfremt han måtte få behov for medicin i Østrig, vil have adgang til sundhedshjælp, herunder medicin. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” [Dub-Østr/2022/3/SELS]
Nævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Østrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerens søster opholder sig i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Østrig og herefter er udrejst af Østrig, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Østrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Østrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Østrig [i vinteren 21/22] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han ønsker at være sammen med sin voksne søster, som opholder sig i Danmark, og at hun er som en anden mor for ham, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at forholdet mellem bror og søster, der begge er myndige, falder uden for Dublinforordningens artikel 2, litra g, og derfor også falder uden for artikel 9 og artikel 16. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til sin oplysnings- og motivsamtale [i efteråret 2021] har oplyst, at hans tilknytning til sin søster er følelsesmæssig, men at der ikke er noget fysisk, han har behov for. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at der foreligger et sådan afhængighedsforhold til klagerens søster, eller øvrige oplysninger i sagen, der kan medføre, at ansvarskriterierne skal fraviges i overensstemmelse med præamblens punkt 17 med henblik på behandling af klagerens ansøgning om international beskyttelse i Danmark for at sammenføre familiemedlemmer, slægtninge eller andre familierelationer. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Østr/2022/2/MIMA
Nævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Belgien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Belgien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren ved en tilbagevenden til Belgien vil skulle risikere at leve på gaden. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Belgien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Belgien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Belgien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Belgien i [vinteren] 2021/2022 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en overførsel til Belgien vil være i risiko for at blive henvist til et liv på gaden, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det blandt andet fremgår af ECRE Weekly Bulletin af 17. december 2021, at den belgiske udenrigsminister for asyl og migration, Sammy Mahdi, og EASO-direktøren, Nina Gregori, den 16. december 2021 underskrev en operationel plan, hvormed EASO skal bistå de belgiske myndigheder med at sikre, at modtagelsesstandarderne i Belgien er i overensstemmelse med det fælles europæiske asylsystem (CEAS). Den operationelle plan er sat til iværksættelse i januar 2022. Ifølge planen, vil EASO samarbejde med Fedasil med henblik på at øge modtagelseskapaciteten på kort og længere sigt for herved også at sikre, at modtagelsesstandarden forbedres. Støtten fra EASO vil blandt andet dække over op til 150 modtagefaciliteter, som EASO vil stille til rådighed i de kommende måneder, og efterfølgende muligvis suppleret med yderligere foranstaltninger. Herudover fremgår det, at 100 EASO-personale vil blive indsat, herunder stedledere, informationseksperter, socialarbejdere, børnebeskyttelseseksperter og tolke. Endeligt fremgår det, at NGO’er og Bruxelles har været med til at sikre hotelophold for nogle af de mange asylansøgere i Belgien. Den omstændighed, at klageren ved en tilbagevenden til Belgien frygter at blive sendt tilbage til Tunesien, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Belgien har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention samt EU's charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at de belgiske myndigheder ikke lever op til deres internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klagerens asylsager er færdigbehandlet i Belgien. Nævnet finder derfor ikke, at der er grundlag for at antage, at de belgiske myndigheder ikke har foretaget en reel og fyldestgørende asylsagsbehandling, eller at Belgien i sagen vil overtræde sine internationale forpligtelser, herunder forbuddet mod refoulement. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Belgien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Belgien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Løbenummer: Dub-belg/2022/1/hmu.
Nævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgeren er mindreårig. Sagen er sambehandlet med Stat/2022/2/imbs og Alge/2022/2/imbs. Født i Danmark. Følgende fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse: ”Statsborgerskabsforhold: Det fremgår af artikel 6 i den algierske statsborgerskabslov, at man har krav på algerisk statsborgerskab, hvis man er født af en algerisk forælder. Udlændingestyrelsen lægger på den baggrund til grund, at du og din bror, som følge af jeres fars algeriske statsborgerskab, ligeledes er algeriske statsborgere i henhold til algerisk lov. Det bemærkes, at uanset at du er efterkommer af en palæstinensisk flygtning fra UNRWA’s mandatområde, så vurderer vi efter sagens omstændigheder, at du ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, idet du aldrig været registreret hos UNRWA eller opholdt dig i mandatområdet. Vi har derfor besluttet, at du i medfør af Flygtningekonventionens artikel 1, litra A, nr. 2, bør vurderes asylretligt i forhold til Algeriet. Vurderingen af dit behov for beskyttelse Din mor har i forhold til Algeriet for det første henvist til, at du og din bror risikerer problemer som følge af jeres fars problemer i landet. Udlændingestyrelsen bemærker i den forbindelse, at såvel Udlændingestyrelsen som Flygtningenævnet har vurderet, at din far ikke er i risiko for asylbegrundende overgreb i Algeriet. At din mor i øvrigt har henvist til, at I i Algeriet ikke vil have adgang til bolig og vil være uden netværk, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet disse socioøkonomiske forhold ikke kan tillægges nogen selvstændig betydning for vurderingen af, hvorvidt du er omfattet af udlændingelovens § 7. Heller ikke de generelle forhold i Algeriet, herunder for personer af palæstinensisk oprindelse, kan efter vores opfattelse i sig selv begrunde asyl i Danmark. Idet din mor ikke har henvist til andre konkrete konflikter, eller gjort andre asylmotiver gældende i forhold til en udsendelse af dig til Algeriet, er det herefter Udlændingestyrelsens vurdering, at du vil kunne tage ophold i landet uden at være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. På den anførte baggrund og efter en samlet vurdering af din sag vurderer Udlændingestyrelsen derfor, at du ikke opfylder betingelserne for at få asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7. ”Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim, født i Danmark. Ansøgerens mor fra El Buss-flygtningelejren, Tyr, Libanon og ansøgerens far er fra [by], Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun på vegne af ansøgeren frygter, at ansøgeren vil blive udsat for overgreb i Algeriet på grund af farens forhold. Endvidere har ansøgerens mor henvist til, at ansøgeren ikke vil have adgang til bolig og være uden netværk i Algeriet. Ansøgerens far har under sin asylsag gjort gældende, at han frygter repressalier fra sin morbror og fætter, idet de er blevet bekendt med, at han har været sammen med en anden mand. Videre frygter han en narkohandler, som er blevet idømt 12 års fængsel, og dennes to brødre, som har beskyldt ansøgerens far for at have sladret til politiet. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens afgørelse og begrundelse herfor. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Alge/2022/3/imbs
Nævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Algeriet Ansøgeren er mindreårig. Sagen er sambehandlet med Stat/2022/2/imbs og Alge/2022/3/imbs. Født i Danmark. Følgende fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse: ” Statsborgerskabsforhold: Det fremgår af artikel 6 i den algierske statsborgerskabslov, at man har krav på algerisk statsborgerskab, hvis man er født af en algerisk forælder. Udlændingestyrelsen lægger på den baggrund til grund, at du og din søster, som følge af jeres fars algeriske statsborgerskab, ligeledes er algeriske statsborgere i henhold til algerisk lov. Det bemærkes, at uanset at du er efterkommer af en palæstinensisk flygtning fra UNRWA’s mandatområde, så vurderer vi efter sagens omstændigheder, at du ikke er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, idet du aldrig været registreret hos UNRWA eller opholdt dig i mandatområdet. Vi har derfor besluttet, at du i medfør af Flygtningekonventionens artikel 1, litra A, nr. 2, bør vurderes asylretligt i forhold til Algeriet. Vurderingen af dit behov for beskyttelse: Din mor har i forhold til Algeriet for det første henvist til, at du og din søster risikerer problemer som følge af jeres fars problemer i landet. Udlændingestyrelsen bemærker i den forbindelse, at såvel Udlændingestyrelsen som Flygtningenævnet har vurderet, at din far ikke er i risiko for asylbegrundende overgreb i Algeriet. At din mor i øvrigt har henvist til, at I i Algeriet ikke vil have adgang til bolig og vil være uden netværk, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet disse socioøkonomiske forhold ikke kan tillægges nogen selvstændig betydning for vurderingen af, hvorvidt du er omfattet af udlændingelovens § 7. Heller ikke de generelle forhold i Algeriet, herunder for personer af palæstinensisk oprindelse, kan efter vores opfattelse i sig selv begrunde asyl i Danmark. Idet din mor ikke har henvist til andre konkrete konflikter, eller gjort andre asylmotiver gældende i forhold til en udsendelse af dig til Algeriet, er det herefter Udlændingestyrelsens vurdering, at du vil kunne tage ophold i landet uden at være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. På den anførte baggrund og efter samlet vurdering af din sag finder Udlændingestyrelsen derfor, at du ikke opfylder betingelserne for at få asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7. ”Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim, født i Danmark. Ansøgerens mor fra [A]-flygtningelejren, Tyr, Libanon, og ansøgerens far er fra [B], Algeriet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun på vegne af ansøgeren frygter, at ansøgeren vil blive udsat for overgreb i Algeriet på grund af farens forhold. Endvidere har ansøgerens mor henvist til, at ansøgeren ikke vil have adgang til bolig og være uden netværk i Algeriet. Ansøgerens far har under sin asylsag gjort gældende, at han frygter repressalier fra sin morbror og fætter, idet de er blevet bekendt med, at han har været sammen med en anden mand. Videre frygter han en narkohandler, som er blevet idømt 12 års fængsel, og dennes to brødre, som har beskyldt ansøgerens far for at have sladret til politiet. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens afgørelse og begrundelse herfor. Det forhold, at ansøgeren [lider af sygdom], kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren af den grund risikerer overgreb i Algeriet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Alge/2022/2/imbs
Nævnet omgjorde i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2021/249. Indrejst i 2014.Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien, og klagerens seneste ophold var i [A], i Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [vinteren] 2014, og at hun [sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [sommeren] 2021 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes far hjalp personer i opposition til de syriske myndigheder ved at uddele medicin m.v. til disse, og at klageren og klagerens søster var med i bilen, når faren foretog disse uddelinger. Klagerne og deres far flygtede fra Syrien i forbindelse med, at klagerens far fik en indkaldelse til den syriske efterretningstjeneste, efter at den ven, der havde hjulpet med uddelingerne, var blevet anholdt og dræbt af myndighederne. Efterfølgende blev klagerens mor og øvrige familie opsøgt af de syriske myndigheder, der spurgte efter både faren, klagerens søster og klageren, ligesom myndighederne efterspurgte klageren på det universitet, som klageren gik på. Klageren mener sig i øvrigt berettiget til at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som en konsekvens af farens status. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren og dennes søster, hvis sag er sambehandlet med denne sag, konsekvent og samstemmende – og i øvrigt samstemmende med klagerens fars forklaring i Flygtningenævnet [sommeren] 2016 – har forklaret, at hendes far sammen med en ven havde uddelt medicin m.v. i områder, hvor der boede modstandere af de syriske myndigheder, og at klageren og søsteren var med på flere af disse køreture. Klageren har videre forklaret, at hendes fars ven blev anholdt og dræbt af de syriske myndigheder, og at hendes far kort efter blev indkaldt til et møde i den syriske efterretningstjeneste, hvorefter han, klagerens søster og klageren med det samme flygtede fra Syrien. Klageren har uden divergenser af afgørende betydning yderligere forklaret, at de syriske myndigheder efterfølgende opsøgte klagerens mor og øvrige familie og spurgte efter både klagerens far, klagerens søster og klageren, og at myndighederne også flere gange – senest i hvert fald i [vinteren] 2020 – efterspurgte klageren og klagerens søster på det universitet, som de begge gik på. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 7, stk. 1, fastsættes af Udlændingestyrelsen. Syri/2021/250 /AMCA
Nævnet omgjorde i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2021/250. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i [efteråret] 2014, og at hun i [sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har i [foråret] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes far hjalp personer i opposition til de syriske myndigheder ved at uddele medicin m.v. til disse, og at klageren og klagerens søster var med i bilen, når faren foretog disse uddelinger. Klagerne og deres far flygtede fra Syrien i forbindelse med, at klagerens far fik en indkaldelse til den syriske efterretningstjeneste, efter at den ven, der havde hjulpet med uddelingerne, var blevet anholdt og dræbt af myndighederne. Efterfølgende blev klagerens mor og øvrige familie opsøgt af de syriske myndigheder, der spurgte efter både faren, klagerens søster og klageren, ligesom myndighederne efterspurgte klageren på det universitet, som klageren gik på. Klageren mener sig i øvrigt berettiget til at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som en konsekvens af farens status. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren og dennes søster, hvis sag er sambehandlet med denne sag, konsekvent og samstemmende – og i øvrigt samstemmende med klagerens fars forklaring i Flygtningenævnet [sommeren] 2016 – har forklaret, at hendes far sammen med en ven havde uddelt medicin m.v. i områder, hvor der boede modstandere af de syriske myndigheder, og at klageren og søsteren var med på flere af disse køreture. Klageren har videre forklaret, at hendes fars ven blev anholdt og dræbt af de syriske myndigheder, og at hendes far kort efter blev indkaldt til et møde i den syriske efterretningstjeneste, hvorefter han, klagerens søster og klageren med det samme flygtede fra Syrien. Klageren har uden divergenser af afgørende betydning yderligere forklaret, at de syriske myndigheder efterfølgende opsøgte klagerens mor og øvrige familie og spurgte efter både klagerens far, klagerens søster og klageren, og at myndighederne også flere gange – senest i hvert fald i [efteråret] 2020 – efterspurgte klageren og klagerens søster på det universitet, som de begge gik på. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 7, stk. 1, fastsættes af Udlændingestyrelsen.” Syri/2021/249 /AMCA
Nævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2018 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2021 idømt fængsel i et år for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by], Hasaka, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, idet han har unddraget sig militærtjeneste. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han blev indkaldt til militærtjeneste omkring [efteråret] 2017. Han ønskede ikke at aftjene militærtjeneste, fordi han ikke ønskede at slå nogen ihjel eller selv blive slået ihjel. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klageren som mandlig syrisk statsborger i den militærpligtige alder risikerer at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste i Syrien, hvilket han ikke ønsker, og at han isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, som er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Klageren blev ved endelig dom [i foråret] 2021 afsagt af [byretten] idømt 1 års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, ved at have stukket en person flere gange med en kniv. Klageren blev ved dommen udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år. Klageren er ugift og har ingen børn. Han har i Danmark alene [et familiemedlev] og [et familiemedlem], som han ikke længere har kontakt til. Han kan ikke tale eller forstå dansk. Det fremgår af dommen, at [hændelse]. Klageren har om episoden forklaret, at han mistede besindelsen, fordi han forinden var blevet slået af [familiemedlemmet], hvilket retten i sit bevisresultat har afvist. Det fremgår endvidere, at retten ved strafudmålingen har tillagt det formildende betydning, at volden er udført i en oprørt sindsstemning. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet i form af grov vold ved at stikke en person flere gange med en kniv, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse. Flygtningenævnets flertal finder efter karakteren og grovheden af den personfarlige kriminalitet, som klageren efter sin forklaring begik, fordi han mistede besindelsen, sammenholdt med længden af den idømte fængselsstraf, at klageren med rimelig grund må anses at udgøre en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Den omstændighed, at klageren ikke er dømt for anden kriminalitet, herunder efter dommen fra marts 2021, kan ikke føre til nogen anden vurdering. Herefter og med henvisning til klagerens personlige forhold finder Flygtningenævnets flertal efter en samlet afvejning, at der ikke foreligger omstændigheder som nævnt i udlændingeloven § 10, stk. 3, der kan begrunde, at ansøgeren kan gives opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2022/26/EEB
Nævnet omgjorde i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar fra Syrien, således at de fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 3. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Klagerne er etniske arabere og sunnimuslimer af trosretning fra [by], Rif Damaskus-området, Syrien. Klagerne har dog opholdt sig hovedparten af deres liv i [bydel], som er en bydel i udkanten af Damaskus. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2016 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, under henvisning til de generelle forhold i Syrien. Under den oprindelige asylsag henviste klagerne som asylmotiv til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i Syrien. Derudover henviste de til, at den mandlige klager ved en tilbagevenden til Syrien vil blive fængslet af efterretningstjenesten, fordi klagernes sønner har unddraget sig militærtjeneste. Til støtte herfor oplyste de, at deres bopæl i Damaskus er blevet bombet, og at den mandlige klager blev tilbageholdt af efterretningstjenesten to til tre gange, hvor han blev afhørt om sønnernes opholdssted. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Styrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Rif Damaskus. Forbedringen må antages ikke at være af helt midlertidig karakter, hvorfor klagerne ved en tilbagevenden til Rif Damaskus ikke vil befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. I forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse har klagerne som asylmotiv fortsat henvist til, at de frygter de syriske myndigheder som følge af deres sønners militærunddragelse og udrejse af Syrien. Klagerne har derudover oplyst, at de formoder, at de syriske myndigheder vil mistænke den mandlige klager for at være en del af Den Frie Syriske Hær (FSA), fordi familien er udrejst af Syrien. Til støtte herfor har den mandlige klager oplyst, at han blev tilbageholdt af de syriske myndigheder for omtrent ti år siden på baggrund af en konflikt over ulovlig bygning af et hus. Den kvindelige klager har herudover oplyst, at hendes ægtefælle har været tilbageholdt to til tre gange af de syriske myndigheder, hvor han blev udspurgt om deres sønner. Ligeledes er deres datter, [A], blevet opsøgt to til tre gange på sin bopæl af Shabiha og den syriske efterretningstjeneste, efter klagerne samt deres sønner udrejste af Syrien. Shabiha og den syriske efterretningstjeneste spurgte datteren, hvor den mandlige klager samt sønnerne opholdte sig henne. Den kvindelige klager har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Syrien. Til støtte herfor har hun oplyst, at hun ikke har noget familie tilbage i Syrien, og at deres hjem er blevet ødelagt af bombardementerne. Klagerne har i forbindelse med genoptagelsesanmodningen yderligere henvist til, at de som følge af en artikel i [en dansk regionalavis] bragt [i efteråret] 2021 er blevet eksponeret på en måde, som har bragt dem i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Syrien. Vedrørende spørgsmålet, om hvorvidt der kan meddeles klagerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, henviser Flygtningenævnet indledningsvis til det i nævnets afgørelse [afgjort i efteråret] 2021 herom anførte. Det bemærkes yderligere, at alle klagernes sønner efter det oplyste har aftjent værnepligt og således ikke kan sidestilles med desertører. Oplysningerne om sønnernes manglende vilje til på ny at gøre militærtjeneste er fremsat kortfattet til en regionalavis, og det må anses for særdeles tvivlsomt, om myndighederne i Syrien er bekendt hermed. Det findes herefter fortsat ikke sandsynliggjort, at klagerne ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for konkret og individuelt begrundet forfølgelse, heller ikke under hensyntagen til det forsigtighedsprincip, som er formuleret af Flygtningenævnets koordinationsudvalg. Der kan derfor fortsat ikke meddeles klagerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Spørgsmålet er herefter om de nu foreliggende aktuelle oplysninger om klagernes helbredsforhold og behov for bistand, som ikke forelå ved nævnets behandling af sagen [i efteråret] 2021, er af en sådan karakter, at nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Ved afgørelse [truffet i efterårer] 2021 har [en] Kommune i medfør af lov om social service bevilget den mandlige klager hjælp til en lang række praktiske opgaver, herunder ikke alene rengøring, tøjvask og opvask, men tillige ”mobilitet”, det vil sige flytninger til og fra badeværelse, seng mv. Ved yderligere afgørelse [truffet vinteren 21/22], er den mandlige klager bevilget støtte til blandt andet toiletbesøg og bad. Endvidere fremgår det af sagen, at i hvert fald klagernes ene søn, som stadig bor tæt klagerne, bistår klagerne i betydeligt omfang med praktiske opgaver, hvilket ligeledes gælder andre familiemedlemmer. Kommunen har ved sine afgørelser om omfanget af den hjælp klagerne modtager lagt vægt på, at klagerne fortsat modtager væsentlig og nødvendig bistand fra familiemedlemmer. Endvidere har begge klagere alvorlige helbredsproblemer, som i hvert fald for den mandlige klagers vedkommende må siges at være forværret siden Flygtningenævnets afgørelse [afgjort i efteråret] 2021. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at der nu foreligger et sådant afhængighedsforhold, at en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. herved særligt Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [afgjort i foråret] 2021, således at klagerne fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3.” Syri/2022/6/mima
Nævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Den kvindelige statsborger indrejste i 2019 og barnet er født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk arabisk og sunnimuslim af trosretning. Ansøgeren er født i Damaskus, Syrien, og opvokset i Aleppo, Syrien. Fra 2012 til 2014 og derefter igen fra 2016 og indtil hendes udrejse i sommeren 2019 har hun boet i Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af sin fars familie, fordi hun ikke giftede sig med sin fætter, som er officer i det syriske militær. Hun har også henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, fordi hun formoder, at hendes fætter har fået sat hendes navn på en liste over eftersøgte. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder som følge af, at hendes ægtefælle har uddraget sig militærtjeneste, idet han er blevet genindkaldt. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver oplyst, at hendes far forsvandt i 2012, og at hendes farbror og fætter herefter blev kontrollerende over for ansøgeren. Ansøgeren har videre oplyst, at hun i 2012 blev religiøst viet med sin nuværende ægtefælle, som har unddraget sig militærtjeneste i Syrien. Endelig har ansøgeren oplyst, at hendes fætter flere gange har opsøgt hendes mor og hendes svigerfamilie og truet dem med, at han ville slå ansøgeren ihjel. Indledningsvis bemærkes det, at ansøgerens ægtefælle i 2014 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1. Da ansøgeren først er blevet gift med sin ægtefælle i [land A] i 2017, hvor hun var fyldt 18 år, og da hun først er udrejst af Syrien i sommeren 2019 og kort tid derefter indrejste til Danmark, er betingelserne for, at meddele ansøgeren opholdstilladelse i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1, som en konsekvens af ægtefællens opholdsgrundlag, ikke opfyldt. I relation til ansøgerens asylmotiv om, at hun risikerer straf eller overgreb som følge af, at hendes ægtefælle har uddraget sig militærtjeneste, er spørgsmålet, hvorvidt ansøgeren af denne grund risikerer at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder ved hendes tilbagevenden til Syrien. For så vidt angår risikoen for, at militærunddrageres familiemedlemmer bliver udsat for overgreb mv., fremgår det af European Asylum Support Offices rapport fra april 2021 (Syria, Military service), side 33 f. blandt andet: ”…4.1 Draft evaders… 4.1.2. Potential consequences for family members Regarding the treatment of family members, sources differ in their assessment. While several sources stated that family members of draft evaders would not face any consequences, other sources indicated that they would face house searches, pressure and harassment from military police or intelligence services to reveal the whereabouts of male relatives wanted for military service. In some cases, family members have been arrested or required to report to an intelligence service branch for questioning. In a February 2021 interview with EASO, an international humanitarian organization working in Syria mentioned a case in which the authorities conditioned the granting of security clearance required for renewing a lease agreement by requiring the applicant to provide information on the whereabouts of male relatives wanted for military service. Suhail Al-Ghazi assessed that family members of draft evaders from areas loyal to the GoS won’t face the same kind of harassment as those originating in former oppositionheld areas.…" Det bemærkes, at det, der er anført i European Asylum Support Offices rapport fra november 2021 (Country Guidence: Syria), side 80 f., vedrørende risikoen for, at såkaldte militærunddrageres familiemedlemmer bliver udsat for overgreb mv., ikke ændrer ved det, der anført i den citerede rapport fra april 2021. På denne baggrund må det ved vurderingen af, om ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien risikerer overgreb mv. fra de syriske myndigheders side som følge af ansøgerens ægtefælles militærunddragelse, tages i betragtning, at ansøgerens ægtefælle er fra Damaskus, hvor han boede sammen med ansøgeren og sin familie indtil sin udrejse. Ansøgerens svigerforældre og ansøgerens mor bor fortsat i Damaskus, og ingen af dem er efter det oplyste blevet tilbageholdt af myndighederne som følge af ansøgerens ægtefælles unddragelse fra militærtjeneste. Når det anførte sammenholdes med, at der ikke foreligger andre belastende oplysninger om ansøgerens ægtefælle, f.eks. om tilknytning til oprørsgrupper, politiske aktiviteter eller lignende, ligesom han heller ikke i øvrigt er særlig profileret, tiltræder Flygtningenævnet – under behørig hensyntagen til forsigtighedsprincippet – at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i risiko for overgreb af de syriske myndigheder omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerens asylmotiv og forklaring om, at hun ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive slået ihjel af sin fætter som følge af, at hendes fætter flere gange siden 2012 har fremsat trusler herom overfor ansøgerens mor, fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren i perioden 2014 - 2016 flyttede fra Damaskus til morens hjem i Aleppo, selv om fætteren ifølge ansøgeren gjorde tjeneste i Aleppo som officer i den syriske hær, uden at hun oplevede problemer med fætteren, samt at hun forblev i Syrien i en periode på 7 år, efter at hun i 2012 havde afslået ægteskabstilbuddet. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for overgreb fra fætteren eller andre, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren asylretligt skal vurderes i forhold til Damaskus, hvor hun er født og har boet i perioden 2012 -2014 og igen fra 2016 og frem til hendes udrejse af Syrien i juni/juli 2019. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder herefter heller ikke, at der er grundlag for at give ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Damaskus-området. Som følge heraf stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i sommeren] 2021.Syri/2022/21/rila
Nævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Algeriet. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Tiemcen, Bab El Assa, Algeriet. Ansøgeren har deltaget i demonstrationer, men har derudover ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Algeriet frygter at blive fængslet af myndighederne, idet han er mistænkt for at være involveret i narkotikakriminalitet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han en dag i [vinteren] 2020 blev stoppet af de algeriske myndigheder ved en kontrolpost i byen Tiemcen, som beslaglagde hans bil, fordi der var mistanke om, at ansøgeren havde blandt andet falske registreringspapirer på bilen. Ansøgeren kontaktede en bekendt ved navn [A], som var ansat i millitæret. De mødtes på en cafe for at drøfte, hvornår ansøgeren kunne få sin bil tilbage. Fire eller fem dage efter mødet på caféen blev [A] anholdt. Han var under anholdelsen i besiddelse af [en stor mængde] euforiserende stoffer. Myndighederne mistænkte efterfølgende ansøgeren for at have været medvirkende til salg af euforiserende stoffer, idet ansøgeren havde haft kontakt med [A] få dage før han blev anholdt. Ansøgeren er på baggrund af myndighedernes mistanke blevet sigtet for besiddelse og handel med euforiserende stoffer, og en domstol, [domstol], har udstedt en arrestordre på ansøgeren. Ansøgeren udrejste af Algeriet i [foråret] 2020 for at undgå at blive uretmæssigt dømt. Ansøgeren har ikke givet møde under sagens behandling for Flygtningenævnet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han har en asylbegrundende konflikt med myndighederne i Algeriet, idet han har forklaret udbyggende og forskelligt om et væsentligt forhold vedrørende sit asylmotiv. Nævnet har herved lagt betydelig vægt på, at ansøgeren, der efter sin oplysning er universitetsuddannet, har opregnet flere asylmotiver i sit asylansøgningsskema, men ikke har oplyst om den pågældende konflikt. Som angivet i Udlændingestyrelsens afgørelse kan det ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren har undladt at oplyse om konflikten, fordi han frygtede, at de danske myndigheder ville videregive oplysningerne om ham til Algeriet. Der lægges herved vægt på, at ansøgeren i sit asylansøgningsskema har omtalt de algeriske myndigheder som tyranniske og uretfærdige, og at myndighederne forsøger at ødelægge befolkningen. Det fremstår således som, at ansøgeren ikke frygter, at de algeriske myndigheder skulle blive bekendt med hans oplysninger. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvor han opholdt sig efter at han var kommet i myndighedernes søgelys. Ansøgeren har således til sin oplysnings- og motivsamtale [i efteråret] 2020 forklaret, at han opholdt sig i sit eget hus, efter at være kommet i myndighedernes søgelys, mens han til sin asylsamtale [i foråret] 2021 har forklaret, at han skjulte sig på sin brors gård. På denne baggrund afviser Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om sin konflikt med de algeriske myndigheder. Ansøgeren kan derfor ikke få asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Alge/2022/1/EEB
Nævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Zambia. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk bemba og kristen fra Ndola, Copperbelt, Zambia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af den kriminelle gruppe ved navn Jail Boys, Jerabo, fordi hun har lånt penge af dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun gennem sin nabo, [A], kom i kontakt med personer fra gruppen Jail Boys, da [A] tidligere have samarbejdet med dem ved at skaffe dem kunder. Ansøgeren mødtes med tre personer fra gruppen med henblik på, at hun skulle låne penge af dem til at komme til Danmark for at blive gift. Ansøgeren fik herefter et lån på 25.000 kwacha, som skulle betales tilbage med en månedlig rentesats på 50%. Ansøgeren aftalte med personerne fra Jail Boys, at hendes daværende kæreste i Danmark skulle betale lånet, når hun kom til Danmark. Ansøgerens daværende kæreste afbetalte ikke lånet som aftalt, og ansøgeren har ikke selv haft midlerne til at afdrage på lånet. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af en mand ved navn [B], som er tilknyttet Jail Boys, fordi hun har anmeldt ham til politiet for at have dræbt hendes bror. Hun har til støtte herfor oplyst, at [B] kom hjem til hende i 2014 og fortalte, at hendes bror havde mistet livet i en bilulykke. Ansøgeren troede ikke på, at broren havde mistet livet i en bilulykke, hvorfor hun anmeldte [B] til politiet for drabet på sin bror. Politiet rejste tiltale imod [B], og ansøgeren var efterfølgende med i retten, men på grund af manglende beviser blev [B] frifundet. [B] har efterfølgende både selv og gennem andre medlemmer af Jail Boys henvendt sig til ansøgeren med trusler. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af ukendte personer i sit hjemland, fordi hun ikke har nogen til at beskytte sig. Uanset, om Flygtningenævnet måtte lægge til grund, at ansøgeren har lånt penge til en høj rente af en gruppering kaldet Jail Boys i sit hjemområde, finder Flygtningenævnet ikke, at der er tale om et asylbegrundende forhold. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder de oplysninger som Kontoret for Landedokumentation har fremskaffet til brug for sagen om de såkaldte ”Kaloba-lån” og grupperingen Jerabo (Jail Boys). Den omstændighed, at ansøgerens datter har fået stjålet sin mobiltelefon kan ikke føre til en anden vurdering henset til, at det alene beror på ansøgerens formodning, at tyveriet har en relation til ansøgerens låneforhold. Heller ikke det forhold, at ansøgeren er af den opfattelse, at hendes bror i 2014 blev myrdet og ikke dræbt i en trafikulykke, og at hun som følge heraf har en konflikt med en person kaldet [B], kan føre til, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Zambia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet henviser herved til det, der herom er anført af Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Zambia/2022/1/EEB
Nævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk kurder og alevit fra Istanbul, Tyrkiet. Ansøgeren har sympatiseret med og været aktiv for oppositionspartiet HDP i perioden 1997 til 2013. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet af myndighederne, fordi han har udtalt sig kritisk om det politiske parti AKP og præsident Erdogan på sin tidligere facebookprofil med brugernavnet [brugernavn]. Han har til støtte herfor oplyst, at han siden 2010 samlet har skrevet mere end 400 til 500 kritiske kommentarer om Erdogan og det politiske parti AKP. Ansøgeren har blandt andet kaldt Erdogan for racist, tyv og den største tragedie, der er sket for den tyrkiske befolkning. Ansøgeren har oplyst, at politiet to til tre måneder efter ansøgerens udrejse henvendte sig på ansøgerens tidligere bopæl i Cihangir, Istanbul, hvor ansøgerens bror nu boede. Politiet ledte efter ansøgeren i lejlighedens værelser og spurgte efter ansøgeren, men ansøgerens bror fortalte dem, at han var udrejst, hvorefter de forlod lejligheden. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at vende tilbage til Tyrkiet, fordi han deltog i Gezi Park demonstrationerne i 2013. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at det tyrkiske politi muligvis har identificeret ham på de kameraoptagelser, der var af demonstrationerne. Ansøgeren har som asylmotiv yderligere henvist til, at hans ægtefælle og deres fællesbarn er bosat i Danmark, og at han vil ikke vil forlade dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har en asylbegrundende konflikt med de tyrkiske myndigheder til grund. Flygtningenævnet henviser herved til de samme grunde, som er anført af Udlændingestyrelsen. Det, som ansøgeren har forklaret for Flygtningenævnet om, at han også har deltaget i blandt andet indsamlinger for HDP kan ikke føre til en anden vurdering, idet Flygtningenævnet herved har lagt vægt på, at ansøgeren ikke selv er blevet opsøgt i Tyrkiet, og at han udrejste legalt af Tyrkiet. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Løbenummer: Tyrk/2022/2/EEB
Nævnet omgjorde i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etniske arabere og sunnimuslimer af trosretning fra Rif Damaskus, Syrien. Klagerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Udlændingestyrelsen meddelte i [efteråret] 2018 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste den mandlige klager som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at de syriske myndigheder, da hans søn, [A], var militærunddrager. Klageren har endvidere henvist til, at han har opfordret sin anden søn, [A1], til at desertere fra militærtjeneste. Under den oprindelige asylsag henviste den kvindelige klager som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de syriske myndigheder, idet hendes søn, [A1], og hendes ægtefælle var eftersøgt af de syriske myndigheder, da [A1] var deserteret fra militæret. Udlændingestyrelsen har i [sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagernes opholdstilladelse ikke længere er til stede. Den mandlige klager har som asylmotiv fortsat henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, da [A] er militærunddrager og [A1] er deserteret fra militæret. Klageren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt, da han har samme efternavn som sine fætre, som har udøvet økonomisk støtte til Den Frie Syriske Hær. Han oplyser desuden, at hans svigerinde har set hans navn på en liste over eftersøgte personer i Syrien. Den kvindelige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tilbageholdt eller slået ihjel af de syriske myndigheder, idet hendes ene søn er deserter fra militæret, og den anden er militærunddrager. Klageren har endvidere henvist til, at hendes ægtefælle er eftersøgt af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagernes forklaringer om deres individuelle modsætningsforhold til de syriske myndigheder til grund. Flygtningenævnet bemærker, at den mandlige klager ved Oplysnings- og motivsamtalen i [sommeren] 2018 forklarede, at hverken han eller hans familie har været politiske aktive. Han har senere i høj grad udbyggende forklaret, at adskillige familiemedlemmer har støttet Den Frie Syriske Hær, og at han antager at hele hans slægt betragtes som regime modstandere. Han har endvidere forklaret, at i hvert fald en af hans fætre er en meget højt profileret regime modstander, der er internationalt kendt. Klagerens forklaring om, at han først blev opmærksom på disse forhold ved telefonsamtaler med henholdsvis en fætter og en nevø, og mens han opholdt sig i Saudi Arabien, må tilsidesættes som utroværdig. Flygtningenævnet finder endvidere, at klagernes forklaringer om hvordan den kvindelige klagers søster ved en tilfældighed blev opmærksom på, at den mandlige klager var eftersøgt, forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Det gælder så meget mere, som den mandlige klager i 2017 fik udstedt et ny pas. Det bemærkes i den forbindelse, at den mandlige klager har forklaret divergerende om hvorvidt søsterens henvendelse til myndighederne fandt sted i 2015 eller 2017. For så vidt angår det af klagerne påberåbte Sur Place motiv bemærker Flygtningenævnet, at den mandlige klager ved afhøring i Flygtningenævnet kun kunne redegøre meget uklart for omfanget af hans deltagelse i demonstrationer. Flygtningenævnet må også lægge til grund, at demonstrationerne fortrinsvis var rettet mod de danske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke, at den mandlige klagers meget kortfattede udtalelse til en Tv-station i sig selv kan føre til, at han anses for at være således eksponeret, at der på denne baggrund kan meddeles opholdstilladelse. Spørgsmålet er herefter om det oplyste vedrørende klagernes sønner kan føre til, at der må anses for består i risiko for, at klagerne ved en tilbagevenden til Syrien vil påkalde sig myndighedernes opmærksomhed med deraf følgende risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet bemærker, at de danske myndigheder har lagt til grund, at sønnen [A1] er deserteret fra militærtjeneste. Det er endvidere lagt til grund, at sønnen [A] har unddraget sig genindkaldelse. Det må endvidere lægges vægt på, at klagerne udrejste af Syrien i 2012/2013. Flygtningenævnet finder derfor, at der vil være en forøget risiko for, at de grundet dette meget lange udlandsophold vil kunne påkalde sig myndighedernes opmærksomhed, med deraf følgende risiko for tilbageholdelse. Efter en samlet vurdering af det oplyste om klagernes sønner, og klagernes lange fravær fra Syrien, samt deres tilknytning til et område, der i en længere periode har været kontrolleret af Den Frie Syriske Hær, samt under hensyn til det forsigtighedsprincip som er gældende i sager vedrørende personer fra Syrien, jf. senest Koordinationsudvalgets møde af 16. december 2021, finder Flygtningenævnet herefter, at klagerne ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for konkret og individuelt begrundet forfølgelse. Flygtningenævnet omgør herefter Udlændingestyrelsen afgørelser således der meddelelse klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2022/19/hmu.
Nævnet omgjorde i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er fra hovedklanen […], subklanerne […] og […] og familieklanen […]. Klageren er fra [by A], Gedo-regeringen, Somalien, og er muslim af trosretning. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af klagerens konflikt med Al-Shabaab. Udlændingestyrelsen lagde endvidere vægt på, at udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren også havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede den militære gruppe Al-Shabaab, idet klageren har en konflikt med gruppen. [I vinteren] 2018 forlængede Udlændingestyrelsen klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til, at det måtte antages at være særligt belastende at nægte at forlænge opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. [I vinteren] 2021 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til sin konflikt med Al-Shabaab, og at han har modsat sig rekruttering til gruppen. Til støtte herfor har klageren oplyst, at Al-Shabaab i 2009 angreb klagerens skole, mens eleverne opførte et teaterstykke, hvilket ikke er tilladt ifølge Al-Shabaab, idet det anses for at være uislamisk. Da klageren forsøgte at flygte, blev han overfaldet af et medlem af Al-Shabaab, som skar klageren i ansigtet med en kniv. Efter denne episode har Al-Shabaab opsøgt klagerens familie, forsøgt at anholde klageren og tilbageholdt klageren to gange. Klageren blev fængslet af Al-Shabaab i [vinteren] 2010, men formåede at flygte efter nogle måneder, hvorefter klageren gemte sig i en periode, indtil Al-Shabaab fandt frem til klageren i starten af 2011, hvor klageren atter blev fængslet. Klageren blev straffet ved, at han skulle opholde sig på et varmt bliktag om dagen og fik hældt koldt vand ud over sig om natten. Klageren formåede atter at flygte fra fængslet. Klageren har således brudt Al-Shabaabs regler, hvilket vil have konsekvenser, såfremt klageren vender tilbage til Somalia. Medlemmer af Al-Shabaab kan genkende klageren, idet mange af gruppens medlemmer nu er personer, som klageren voksede op med, herunder hans tidligere venner og naboer. Klagerens familie, herunder hans far, mor og søster er blevet opsøgt af Al-Shabaab flere gange siden klagerens udrejse af Somalia. Klageren har endvidere oplyst, at han i Danmark har uddannet sig til produktionsassistent, og at han har været i fuldtidsbeskæftigelse siden år 2018. Klageren spiller fodbold i en fodboldgruppe, der samler udlændinge og danskere om fodbold, hvor klageren har været aktiv i seks til syv år. Gruppen har flere formål, herunder at integrere udlændinge samt at lære udlændinge det danske sprog. Klageren er desuden medlem af en somalisk forening i [by B], hvor klageren arbejder med unge drenge. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Det lægges således til grund, at klageren i 2009 var med til at arrangere teater på sin skole, da skolen blev angrebet af Al-Shabaab. Klageren blev såret, men det lykkedes ham at flygte. Han opholdt sig derefter uden for byen i ni til ti måneder, hvorefter han vendte tilbage til bopælen. Efter få dage blev klageren og hans fætter tilbageholdt af Al-Shabaab. Klageren blev mishandlet under tilbageholdelsen, idet han bl.a. blev overhældt med vand og tvunget til at opholde sig i solen. Klagerens fætter indvilligede i at tilslutte sig Al-Shabaab og blev dræbt i kamp. Klageren afviste at tilslutte sig Al-Shabaab. Efter omkring fem til seks måneder lykkedes det klageren at flygte. Han forsøgte derefter at skjule sig og opholdt sig i udkanten af byen. Efter knap et år blev han kontaktet af Al-Shabaab, mens han var på et cafeteria. Al-Shabaab vidste, hvem han var og tilbageholdt ham igen, denne gang i to til tre måneder. Det lykkedes klageren at flygte igen, og han udrejste kort efter af Somalia. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren har været udsat for forfølgelse som følge af sine individuelle forhold. Klagerens første tilbageholdelse skete således som følge af hans aktiviteter på sin skole og den anden tilbageholdelse skete tillige som følge af, at klageren var flygtet fra den første tilbageholdelse. Endvidere lægger Flygtningenævnet efter klagerens forklaring til grund, at Al-Shabaab søgte efter klageren både ved at henvende sig til klagerens mor i dennes butik og ved at henvende sig på bopælen. Herefter og efter intensiteten af de overgreb, han har været udsat for fra Al-Shabaabs side, må klageren anses for at være profileret i forhold til Al-Shabaab. Af kontrolkort over Somalia fra december 2021 fremgår, at området omkring [by A] er under blandet eller uklar kontrol, og at [by A] er under AMISOM kontrol. Af FN’s sikkerhedsråds dokument nr. S/2021/849, Final report of panel experts of Somalia, af 6. oktober 2021, side 8/93, fremgår imidlertid, at ”the Panel has monitored reports on Al-Shabaab activities and identified areas under its direct control, including … parts of [by A] in Gedo.” Flygtningenævnet finder derfor, at klageren ved tilbagevenden til Somalia fortsat er i risiko for at blive udsat for behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. asylbegrundende overgreb fra Al-Shabaabs side. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [vinter] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Soma/2022/3/jnsa
Nævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er etnisk kurder fra [By 1], Iran. Ansøgeren har været aktiv for Det Kurdiske Demokratiske Parti (KDP) i omkring et år. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv for KDP. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han altid har haft interesse for KDP gennem sin familie. Ansøgeren har videre oplyst, han hans fars fætter [A], fortalte ham om KDP. Ansøgeren indvilligede på denne baggrund i at lave aktiviteter for KDP sammen med [A] og en anden person ved navn [B]. Ansøgerens opgaver bestod i, at han skulle udlevere materiale for partiet samt fortælle om partiet og kurdernes rettigheder til sine slægtninge. Ansøgeren fortalte herefter kun om partiet til slægtninge, som han stolede på. Ansøgeren har videre oplyst, at han udførte opgaver for partiet to gange. Den første gang uddelte ansøgeren løbesedler, og den anden gang uddelte han [genstande]. Ansøgeren har videre oplyst, at han cirka syv måneder efter dette arbejde blev varslet at skulle udføre en politisk aktivitet for partiet. Ansøgeren tog herefter med [A] til [By 2], hvor de sammen opholdt sig i et hus, som ansøgerens forældre ejede. Ansøgeren fik morgenen efter et opkald fra sin søster, der fortalte, at myndighederne havde opsøgt ham i [By 1]. Hun oplyste samtidig, at myndighedspersonerne havde fundet ansøgerens [genstande] samt at [B] havde fortalt myndighederne om ansøgeren. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter for KDP i Iran til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret udetaljeret og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår selvoplevet og fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnets flertal har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om [A], der angiveligt er hans fars morbrors søn, herunder om hans historik og tilknytning til KPD er udetaljeret, ligesom det er påfaldende, at ansøgeren ingen kontakt har haft til [A] efter, at de angiveligt kom fra hinanden under flugten fra Iran, til trods for ansøgerens angiveligt meget tætte venskab med ham og at ansøgerens oplysninger om, at han har talt med [A]s bror, der har oplyst, at [A] opholder sig i Grækenland. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, at han skulle aflevere id-kort og fødselsattest til [A] forud for de angivelige to aktiviteter for KDP. Dette har ansøgeren ikke forklaret om til Udlændingestyrelsen, men har først oplyst herom i advokatindlægget. Endvidere forekommer det påfaldende, at ansøgeren skulle aflevere id-kort og fødselsattest til [A] forud for de angivelige to aktiviteter for KDP henset til, at ansøgeren ikke skulle meldes ind i KDP. Flygtningenævnets flertal har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hans angivelige to aktiviteter for KDP er udetaljerede og ikke forekommer selvoplevede, ligesom ansøgerens forklaring om hans opgave med at fortælle folk om KDP, og om hvad han sagde herom, ikke forekommer overbevisende. Endvidere forekommer ansøgerens forklaring til asylsamtalen, hvor han blev bedt om at fortælle om nogle af KDP´s mærkesager, og hvor han oplyste, at KDP kæmper for demokrati og selvstyre i det kurdiske område, og at partiet blev stiftet af Qasim Mohammed, men han ikke var klar over mere om partiet i forhold til ideologi, fordi det ikke er nemt at google partiet i Iran, for påfaldende henset til ansøgerens forklaring om, at han kom fra en politisk familie, hvor de diskuterede politik. Flygtningenævnets flertal har videre lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvorfor de ikke hang alle ti [genstande] op i byen, da han gerne ville have et selv, og at han skulle have gemt [genstanden] i sit tøjskab på sin bopæl, forekommer påfaldende henset til, at han kendte til risikoen herved. Flygtningenævnets flertal har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvorvidt ansøgeren var i kontakt med sin far umiddelbart inden udrejsen af Iran. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han sidste dag, inden han forlod Iran, fik besøg af sin far, der blandt andet fortalte, at myndighederne havde truet hans far til at fortælle, hvor ansøgeren var, og at faren var blevet indkaldt til afhøring, hvor politiet havde slået og sparket faren. Faren havde endvidere fortalt, at han var tilsagt til afhøring hos politiet nogle gange. Denne forklaring om farens besøg har ansøgeren ikke oplyst om til oplysnings- og motivsamtalen hos Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnets flertal har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at [A]s bopæl ligeledes var blevet opsøgt af myndighederne. Dette har han ikke forklaret om til Udlændingestyrelsen, men er først oplyst i advokatens indlæg. Flygtningenævnets flertal kan herefter efter en samlet vurdering ikke lægge til grund, at ansøgeren på grund af aktiviteter for KDP i Iran har en asylbegrundende konflikt med de iranske myndigheder. Flygtningenævnets flertal finder, at det forhold, at ansøgeren efter Udlændingestyrelsens afslag på asyl har lagt opslag op på Facebook om kurdiske aktiviteter, hvilke opslag Flygtningenævnet har fået forevist, ikke kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren var helt uprofileret ved sin udrejse af Iran, og at det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Country Information Report – Iran, udgivet den 14. april 2020 af det australske Department og Foreign Affairs and Trade (DFAT), blandt andet fremgår, at en kilde havde oplyst, at denne ”was not aware og voluntary returnees being prosecuted for criticising the Islamic Republic”, og at ” As far as DFAT is aware, the authorities do not check the social media accounts of Iranians returning from abroad.” I en rapport udgivet af den norske ”Utlendingsforvaltningens fagenhet for landinformasjon” af 21. januar 2021 fremgår blandt andet, at det iranske regime overvåger sine borgeres aktiviteter i udlandet gennem informanter, infiltratorer og digital overvågning, men at overvågningen ”sannsyligvis bare gjelder dem med en høy profil, eller som har kontakt med politisk opposisjon i Iran:” Endvidere anføres samme sted, at asylansøgere, der returnerer frivilligt, generelt set ikke har haft problemer med de iranske myndigheder. Flygtningenævnets flertal finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Iran/2022/6/MSI
Nævnet meddelte i februar 2022 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2021.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og agnostiker fra Karaj, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han har sympatiseret med KDPI, men har ikke været medlem. Han har ligeledes oplyst at have deltaget i aktiviteter for både KDPI og PKK. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han har været tilbageholdt to gange, da han var henholdsvis [13-15] og [16-18] år gammel, som følge af aktiviteter for PKK og KDPI. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han første gang var tilbageholdt, efter at han havde sluttet sig til PKK i Qandil, Irak, idet han ønskede at støtte den kurdiske sag og troede, at det var KDPI. Da ansøgeren efter tre måneder stak af fra PKK og krydsede grænsen til Iran, blev han anholdt i [en by], Iran, fordi myndighederne mistænkte ham for at have samarbejdet med PKK. Ansøgeren var fængslet i 45 dage, men blev løsladt mod kaution. Retten idømte ham herefter tre måneder og én dags fængsel. Ansøgeren har videre til støtte herfor oplyst, at han anden gang var tilbageholdt, fordi han havde uddelt løbesedler for KDPI. Klageren blev af en ældre ven, [A], spurgt, om han ville støtte den kurdiske sag ved at dele materiale ud. Ansøgeren blev anholdt om natten og var tilbageholdt i 45 dage. Ansøgeren blev under afhøringen spurgt ind til sin forbindelse til KDPI som følge af, at ansøgerens far, som blev slået ihjel i [90’erne], var peshmerga i KDPI, herunder om han ville følge i sin fars fodspor. Ansøgeren blev løsladt mod kaution og blev idømt ni måneders fængsel, som dog senere blev nedsat til fire og en halv måned på grund af ansøgerens alder. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han er eftersøgt af de iranske myndigheder som følge af en konflikt med sin nabo. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han en dag kom hjem fra arbejde og blev irriteret over, at naboen spillede høj musik. Ansøgeren bankede på og bad naboen om at skrue ned. Naboen truede herefter ansøgeren med at anmelde ham til myndighederne. Ansøgeren blev herefter bedt om at give møde på politistationen, hvor ansøgeren blev tilbageholdt og afhørt om sin relation til KDPI. Ansøgeren blev løsladt mod kaution, men mødte ikke op til det efterfølgende retsmøde. Ansøgeren ignorerede tre indkaldelser og holdt sig i perioden skjult forskellige steder i Iran frem til sin udrejse. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaringer under asylsagen samlet set har været konsistente, og at det beskrevne forløb i alt væsentligt har fremstået selvoplevet. Nævnet finder efter en helhedsvurdering, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv fremtræder troværdig. Det forhold, at forklaringerne indeholder en række divergenser og udbygninger, herunder navnlig i forhold til det anførte i asylskemaet, ændrer ikke nævnets vurdering. Flygtningenævnet finder således at kunne lægge til grund, at ansøgeren har sympatiseret med og udført aktiviteter til støtte for KDPI, da han var henholdsvis omkring [13-15] og [16-18] år, og at han har været tilbageholdt og fængslet i den anledning. Hans forklaring herom er overensstemmende med brevet fra KDPI, der udtaler, at ansøgeren er sympatisør af partiet, samt af de generelle baggrundsoplysninger om Iran. Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at ansøgerens far har været en politisk profileret person i KDPI. Flygtningenævnet kan i det væsentlige ligeledes lægge ansøgerens forklaring om konflikten med en nabo til grund. Nævnet har således lagt til grund, at denne episode fandt sted, da ansøgeren var [i slut 20’erne], at konflikten medførte myndighedernes fornyede fokus på hans relation til KDPI, at han efterfølgende modtog en række tilsigelser til et retsmøde, men ikke mødte op, og at han efterfølgende i en årrække holdt sig skjult for myndighederne. Flygtningenævnet finder herefter og efter baggrundsoplysningerne, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den omstændighed, at brevet fra KDPI efter oplysningerne fra repræsentanten fra Udlændingestyrelsen ikke har været undergivet sagsbehandling i Udlændingestyrelsen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det forhold, at ansøgeren til politiet i forbindelse med sin indrejse her i landet i [foråret] 2021 har begrundet sin ansøgning om asyl med de generelle forhold i Iran og Danmark, findes heller ikke at kunne føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2022/5/MIMA
Nævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Irak. Indrejst i 2020.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning fra [en by], Erbil, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hendes familie slår hende ihjel, da hun er flygtet hjemmefra, og har giftet sig uden sin fars accept. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret, at hendes far ikke ville acceptere hendes ønske om at blive gift med [M]. Endvidere har hun forklaret under samtalen hos Udlændingestyrelsen i [foråret] 2021, at han truede med, at han ville slå hende ihjel hvis hun giftede sig med [M]. Alligevel vendte ansøgeren efter at være rejst til Tyrkiet tilbage til Irak. Hun tog ophold i Erbil, ikke langt fra hvor hendes familie bor. Hun giftede sig med [M], og blev i området i cirka to måneder. Efter at ansøgeren første gang var rejst til Europa, rejste hun på ny tilbage til Irak. Ansøgeren har herom forklaret, at det var de tyske myndigheder, der tvang hende til at rejse tilbage. Det fremgår dog af sagen, at hun kunne være rejst til Tjekkiet og kunne have fået behandlet sin asylansøgning der. Efter at være rejst tilbage til Irak på ny forblev ansøgeren i Irak i halvandet år. Allerede disse to ophold i Irak medfører, at Flygtningenævnet må betragte ansøgerens forklaring med stor skepsis. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring er præget af flere selvmodsigelser og alvorlige divergenser. Det fremgår således af ansøgerens forklaring til Oplysnings- og motivsamtalen i [vinteren] 2017, at hendes far ikke truede hende efter, at han var blevet bekendt med, at hun ønskede at gifte sig med [M]. Omvendt har ansøgeren ved sin senere samtale hos Udlændingestyrelsen i [foråret] 2021 forklaret, at faren sagde, at han ville slå hende ihjel, hvis hun giftede sig med [M]. Uanset eventuelle sprogvanskeligheder og ansøgerens forklaring om at have en dårlig hukommelse, er dette forhold af central betydning for hendes asylmotiv og derfor forekommer det usandsynligt, at disse diametralt modsatte forklaringer alene skulle skyldes misforståelser. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren i sit asylskema har oplyst, at faren generelt har optrådt voldeligt. Ansøgeren har desuden forklaret stærkt divergerende om sin søsters indgåelse af ægteskab og søsterens kontakt til forældrene efter indgåelse af dette ægteskab. Hun har således både forklaret, at søsteren kun ringer til sin mor, at søsteren ikke ser sine forældre, og at søsteren kun sjældent ser sine forældre og er ked af det bagefter. Endvidere tillægger Flygtningenævnet det væsentlig betydning, at ansøgeren trods den forpligtelse hun efter udlændingelovens § 40 har til at medvirke til sagens oplysning, ved samtalen hos Udlændingestyrelsen i [foråret] 2021 afviste at give Udlændingestyrelsen adgang til at se indholdet af hendes telefon. Dette er særligt påfaldende i betragtning af, at hun hævder, at hendes ægtefælle har modtaget trusler via elektronisk kommunikation. Også om dette forhold har ansøgeren forklaret divergerende. Hendes daværende advokat skrev således i [foråret] 2021 til Udlændingestyrelsen ”den af ansøger brugte telefon, er en arbejdstelefon i ægtefællens byggevirksomhed”. Ved fremmøde i Flygtningenævnet d.d. har ansøgeren imidlertid forklaret, at det overvejende var hendes egen telefon, og at det alene var ægtefællens Facebook-profil man kunne få adgang til via telefonen. Endelig finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at ansøgeren trods sin fars angiveligt voldelige optræden og trusler turde stjæle 5000 USD fra ham i forbindelse med sin udrejste. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor i det hele ansøgerens forklaring om dennes asylmotiv. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2022/3/hmu
Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning. Klageren er født og opvokset i Al-Hasakah-provinsen i Syrien, men har siden år 2000 og frem til sin udrejse af Syrien, ifølge sine forklaringer til Udlændingestyrelsen, boet i Rif Damaskus, Syrien. For Flygtningenævnet har klageren forklaret, at han havde købt en ejendom i Qamishli i 2012, og at han havde boet der det seneste år inden sin udrejse af Syrien. Klageren har oplyst at være medlem af det kurdiske parti [politisk parti]. Klageren har været medlem siden år 1991. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2015 klageren opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i landet, og at han frygtede de syriske myndigheder og Islamisk Stat, grundet hans etnicitet som kurder. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til de generelle forhold i Syrien. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han har unddraget sig militærtjeneste, og at hans søn nu er i den militærpligtige alder og dermed vil være tvunget til at aftjene militærtjeneste, såfremt han rejser tilbage til Syrien. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han frem til år 2011 var statsløs kurder, hvorfor han ikke blev indkaldt til militærtjeneste. Efter at have opnået syrisk statsborgerskab i 2011 blev klageren indkaldt til militærtjeneste i år 2014. Efterfølgende blev klageren opsøgt af politiet på sin arbejdsplads og blev oplyst, at han ved fremmøde på politistationen skulle melde sig til aftjening af militærtjeneste, hvilket klageren undlod at gøre. Da klageren på et senere tidspunkt blev stoppet ved en kontrolpost i Damaskus, fik klageren frataget sit ID-kort og blev instrueret om, at ID-kortet ville blive udleveret ved henvendelse på aftjeningsstedet. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han er ajanib og kurder, hvorfor han frygter de syriske myndigheder, Den Frie Syriske Hær og Islamisk Stat. Klageren har til støtte herfor oplyst, at man som ajanib og kurder ingen rettigheder har i Syrien. Det er ikke muligt at eje bolig, det er svært at arbejde og at tage en uddannelse, og kurderne bliver tvunget til at være muslimer. Der er tale om en længerevarende konflikt mellem regeringen i Syrien og det kurdiske folk. Klageren frygter ved en tilbagevenden til Syrien at blive dræbt af enten den syriske regering, Den Frie Syriske Hær eller Islamisk Stat, grundet hans etnicitet som kurder. Klageren har som asylmotiv yderligere henvist til, at han har været politisk aktiv for det kurdiske parti [politisk parti]. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han har været medlem af partiet siden 1991, og at han aldrig har udmeldt sig officielt. Klagerens opgaver har bestået af at arrangere kulturelle aktiviteter og undervisning i det kurdiske sprog. Klageren har desuden deltaget i en demonstration i år 2010 imod en lov om forbud mod byggeri i de kurdiske områder. Demonstrationen fandt sted foran præsidentenes palads i Damaskus. Klageren blev i den forbindelse anholdt og afhørt af efterretningstjenesten. Klageren blev sammen med andre demonstranter sat på en bus og ført til efterretningstjenesten, hvor de skulle opholde sig i en kælder i omkring to timer, hvorefter indenrigsministeren fortalte demonstranterne, at de kunne ansøge om ændring af loven i stedet for at demonstrere. Demonstranterne blev herefter løsladt på betingelse af, at de ikke ville demonstrere igen. Klageren har ikke været involveret i yderligere politiske aktiviteter for partiet. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt af de syriske myndigheder, idet han grundet sin udrejse af Syrien samt ophold i Danmark bliver anset som en landsforræder. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Damaskus/ Rif Damaskus. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har afgivet divergerende og udbyggende forklaringer om, hvor han har boet i Syrien. Klageren har til samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2015 oplyst, at han er født i [by A] i Al-Hasakah-provinsen, hvor han boede frem til 2000. Herefter flyttede han til Damaskus, og at hans seneste adresse i Syrien var Damaskus, [by B]. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 har klageren forklaret, at han er født i [by A] i Al-Hasakah-provinsen, hvor han boede frem til 2000. Herefter flyttede familien til [by C], Rif Damaskus, hvor de boede frem til udrejsen. Af advokatindlægget fremgår, at klageren i 2012 har købt en ejendom i Qamishli, at klageren boede i Qamishli frem til sin udrejse i 2014, og at han fortsat ejer ejendommen i Qamishli. For Flygtningenævnet har klageren forklaret, at han i perioden 2013-2014 primært opholdt sig i Qamishli, hvor han satte sit hus i stand og også levede af at sælge grøntsager. Det fremgår af oplysningsskemaet af [dato] 2020, som klageren ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 har bekræftet indholdet af, at klageren har oplyst, at han ikke ejer fast ejendom i Syrien. Klageren har heller ikke ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2015 oplyst, at han ejede fast ejendom i Qamishli. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren til samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2015 og til Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 har oplyst, at han har arbejdet på en tøjfabrik i Damaskus fra 2000 til udrejsen i september 2014. Ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 har klageren yderligere oplyst, at han ud over arbejdet på tøjfabrikken havde sin egen tøjforretning i [by B], som han havde startet i 2004, og at hans kone passende forretningen om dagen, og at han arbejdede i forretningen om eftermiddagen/aftenen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren ved mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at hans børn gik i skole i Damaskus. Flygtningenævnet lægger herefter efter en samlet vurdering til grund, at klageren siden 2000 og frem til udrejsen har boet i Damaskus / Rif Damaskus. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at klagerens opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Damaskus-området, kan inddrages. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse/inddragelse af klagernes opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder endvidere, at lovgrundlaget er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker desuden, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2 og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet for en effektiv immigrationskontrol, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagerne Konstantinov v. The Netherlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. the United Kingdom (2008), præmis 76, Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime mål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagernes ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i et rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren indrejste i Danmark i [efteråret] 2014 og har således opholdt sig her i landet i lidt over 7 år. Klagerens ægtefælle og 2 mindreårige børn er udrejst af Danmark i 2021 og bor ifølge klageren i Tyrkiet. Klagerens voksne datter er ifølge klageren også udrejst af Danmark og bor i Tyrkiet. Hvad angår respekt for familieliv skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd. For så vidt angår forholdet mellem klageren og hans voksne søn i Danmark, finder Flygtningenævnet efter de foreliggende oplysninger, at der ikke er tale om ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den voksne søn, der har fuldtidsarbejde, har været udeboende og først er flyttet ind til klageren, der også har fuldtidsarbejde i 2021, efter at klagerens ægtefælle og de mindreårige børn flyttede til Tyrkiet, da klageren havde en stor lejlighed. Det fremgår af cpr-registeret, at klagerens søn er registreret med adresse hos klageren [siden vinteren] 2021. Flygtningenævnet bemærker, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at udsætte sagen på, at sønnens verserende sag om opholdstilladelse bliver afgjort. Klageren har haft fuldtidsarbejde i Danmark i et pizzeria siden 2020. Klageren har herudover arbejdet 3 måneder som buschauffør og 1 måned for Flextrafik. Han har bestået Dansk 2 og har gennemført AMU-kurser. Efter en samlet vurdering af klagerens forhold, findes en afgørelse om at nægte at forlænge opholdstilladelse at ikke udgøre et indgreb i klagerens ret til respekt for privatliv efter EMRK artikel 8. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, som følge af klagerens individuelle forhold. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren har asylbegrundende konkrete og individuelle konflikter med myndigheder eller privatpersoner eller andre i Syrien. Med hensyn til politisk aktivitet, har klageren ved sin første samtale med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2015 oplyst, at han ikke havde været politisk aktiv og ikke havde være medlem af et politisk parti i Syrien. Ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 har klageren oplyst, at han har været medlem af et kurdisk parti ved navn [politisk parti], og at han indtil 2010 har deltaget i forskellige kulturelle aktiviteter i Syrien for partiet, og at han har deltaget i en demonstration i 2010. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at de angivelige politiske aktiviteter ligger langt tilbage i tid, og at klageren ikke har oplevet problemer med de syriske myndigheder som følge af de angivelige politiske aktiviteter siden 2010, og at det angivelige forhold under alle omstændigheder må anses for afsluttet. Efter en samlet vurdering kan det ikke lægges til grund, at klageren har asylbegrundende konkrete og individuelle konflikter med myndigheder eller privatpersoner eller andre i Syrien på grund af angivelig politisk aktivitet. Den omstændighed, at ansøgeren i sin tid er udrejst illegalt af Syrien, og at han på den baggrund frygter de syriske myndigheder, kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders generelle reaktion herpå, ikke føre til, at klageren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at klageren ikke i øvrigt var profileret eller har haft personlige konflikter med de syriske myndigheder. Endvidere bemærker Flygtningenævnet, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at det ikke har konsekvenser for tilbagevendende syrere, at de forlod landet under krigen. Flygtningenævnet tilsidesætter klagerens forklaring om, at han ikke er syrisk statsborger, da han til begge samtaler med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han i 2011 søgte og fik tildelt syrisk statsborgerskab. Flygtningenævnet bemærker endvidere i den forbindelse, at klageren har et syrisk nationalitetsnummer, som fremgår af hans officielle syriske dokumenter, og at han har fået udstedet syrisk ID-kort. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren er etnisk kurder med syrisk statsborgerskab, der blev meddelt ham i 2011. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke er i risiko for forfølgelse som følge af sin kurdiske oprindelse. Flygtningenævnet har med hensyn til militærtjeneste lagt vægt på, at har klageren ved samtalen [i vinteren] 2015 oplyst, at i forbindelse med, at det blev besluttet at give alle Ajanibi statsborgerskab, blev besluttet, at alle dem, der var under 18 år, ville blive indkaldt til militærtjeneste efter at de havde opnået statsborgerskab, og at alle dem, der var over 18 år og som opnåede statsborgerskab, ville blive fritaget. Det fremgår endvidere af samme samtale, at klageren har oplyst, at han ikke er blevet indkaldt til militærtjeneste i Syrien. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at den militærpligtige alder for mænd i Syrien ifølge baggrundsoplysningerne er 18-42 år, samt at klageren var 46 år gammel ved sin udrejse af Syrien og nu er 53 år og dermed uden for den militærpligtige alder. Med hensyn til klagerens voksne søns unddragelse fra militærtjeneste i Syrien bemærkes, at sønnen udrejste af Syrien med klageren, da sønnen var 15 år. For så vidt angår frygten for overgreb som følge af sønnens unddragelse af militærtjeneste bemærker Flygtningenævnet, at der fremgår af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Syria, Military Service”, maj 2020, at familiemedlemmer til desertører eller til mænd, der har unddraget sig militærtjeneste, ikke er udsat for overgreb, med mindre der er tale om særligt profilerede personer. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at antage, at klagerens søn er særligt profileret i forhold til de syriske myndigheder, og klageren findes således ikke at have sandsynliggjort, at han er i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 som følge heraf. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. De socioøkonomiske forhold i Syrien kan i øvrigt medføre, at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. syri/2022/3/jnsa
Nævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2021Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by], Rif Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at vende tilbage til Syrien på grund af den urolige krigssituation og alle de forskellige grupperinger i Syrien, herunder især Hizbollah, som er den dominerende gruppering i [by]. Ansøgeren frygter ligeledes den syriske hær og frivillige civile grupperinger tilknyttet den syriske hær. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun frygter at blive kidnappet, idet hun er sunnimuslim, og Hizbollah er shiamuslimer, og at ansøgeren har hørt om mange episoder hvor sunnimuslimer i Syrien bliver kidnappet eller dræbt af Hizbollah på grund af deres religion. Ansøgeren har endvidere oplyst, at der ikke er noget liv tilbage i Syrien, at alle hendes venner og veninder er udrejst, og at man kan ikke leve et normalt liv. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun fik udstedt syrisk nationalitetspas, at hun havde en plan om at søge asyl i Tyskland, og at hun valgte at komme til Danmark i stedet, fordi hun har mødt sin ægtefælle, der har haft opholdstilladelse i Danmark i [antal] år. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun på grund af individuelle omstændigheder ved en tilbagevenden til Syrien er i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være risiko for at blive udsat for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [sommeren] 2021 har oplyst, at hun ikke har nogen personlige konflikter i Syrien med Hizbollah eller andre grupperinger eller personer eller de syriske myndigheder, hvilket hun har bekræftet over for Flygtningenævnet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren [måned] [år] fik udstedt et syrisk nationalitetspas i Rif Damaskus. Det forhold, at ansøgeren efter sin forklaring er udrejst illegalt af Syrien og derfor frygter ved en tilbagevenden til Syrien at blive tilbageholdt, kan heller ikke føre til en anden vurdering. Der er herved henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens notat ”Syria, Consequences of illegal exit, consequences of leaving a civil servant position without notice and the situation of kurds in Damascus”, fra juni 2019, og udlændingestyrelsens landerapport ”Syria, Security Clearance and Status Settlement for returnees” fra december 2020, hvorefter personer, der ønsker at vende tilbage til Syrien, skal søge om at få deres status som syriske statsborgere legaliseret ved en syrisk repræsentation i udlandet, der som udgangspunkt vil blive godkendt og derefter ikke ved en tilbagevenden til Syrien vil opleve problemer. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft politiske aktiviteter eller på anden måde har profileret sig over for de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet vurderer endvidere, at der ikke kan gives opholdstilladelse som følge af de generelle forhold i Rif Damaskus i Syrien. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse på området. Dette understøttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport ”Country Guidance Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf fremgår blandt andet: ”Looking at indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, blandt andet: ” Since 2018 when the GoS retook control of all areas in Damascus and rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two govenorates, …”. Endelige bemærkes, at socioøkonomiske forhold ikke sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. syri/2022/22
Nævnet omgjorde i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2022/17. Indrejst i 2016. Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Darayya, Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Klageren har deltaget i demonstrationer i Syrien i 2011/2012. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2017 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold og krigen i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3 i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hendes familie, inklusiv hende selv, er eftersøgt i Syrien på grund af families efternavn, og at hun frygter at blive tilbageholdt på grund af sin farbror, [B]s, politiske aktiviteter. Hun er endvidere blevet eksponeret ved en artikel i [dansk medie] af [efteråret] 2021 på en sådan måde, at hun er kommet i søgelyset overfor de syriske myndigheder. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at alle fra Darayya er eftersøgte, og at mange med samme efternavn som hendes eget har oplevet problemer. Personer fra Darayya, med klagerens efternavn, var i bevæbnede grupper, som siden er blevet en del af Den Frie Syriske Hær. Klagerens farbror, [B], blev kort før udrejsen af Syrien i 2012 arresteret og er efterfølgende afgået ved døden. Klagerens farbror havde støttet nødlidende i Darayya med penge, bolig og behandling. Klageren har videre oplyst, at hele hendes familie, inklusiv hende selv, har deltaget i demonstrationer i Syrien. Hun har endvidere henvist til, at hendes bror [C] og svoger er militærnægtere. Klageren har herudover henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter for sit helbred i Syrien, idet der ikke er ordentlige hospitaler. Endelig har klageren henvist til de generelle forhold i Syrien. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er i første række, om der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, og såfremt dette ikke er tilfældet, om betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. § 7, stk. 3, er opfyldt. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at de syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme klager til gode. Flygtningenævnet finder, at det alene beror på klagers egen formodning, at hun skulle være i de syriske myndigheders søgelys med henvisning til artiklen i [dansk medie] [i efteråret] 2021. Der er tale om en enkelt artikel, og artiklen fremstår i sin helhed som en kritik af den danske udlændingepolitik, og klager fremstår ikke specielt eksponeret eller profileret. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at artiklen i [dansk medie] kan medføre, at klager meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagernes bror [C] født [i] 2001 blev [i sommeren] 2017 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerens søster [D] blev [i efteråret] 2014 meddelt opholdstilladelse efter samme bestemmelse som følge af frygt for genindkaldelse af hendes mand til det syriske militær. Ved en vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger skal der altid foretages en konkret og individuel vurdering af det pågældende familiemedlems risiko ved en tilbagevenden til Syrien. Som anført i EASO, Syria, Military Service (Country of Origin Information Report, april 2021), s 38, kan bl.a. følgende momenter indgå ved denne vurdering: ”The extent to which family members may face consequences is influenced by factors such as the rank of the deserter/defector, the family´s place of residence and religious background and the secret service and officer in charge of the area. For example, family members of high-ranking deserters/defectors or those from opposition-held areas would be more likely to face consequences than those with a low rank in the army or who originate from GoS-held areas. The actions of the deserter/defector, such as killing soldiers or officers or joining opposition groups and participating in armed actions against the SAA, would be further influencing factors on the treatment of their family members.” Oplysninger i det generelle baggrundsmateriale er således ikke af en sådan karakter, at dette i sig selv og uden en nærmere konkret og individuel vurdering af det pågældende familiemedlems risiko kan danne grundlag for en stillingtagen til, om der skal meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet betoner det forsigtighedsprincip, der gælder ved den konkrete og individuelle vurdering i forbindelse med behandlingen af sager om personer fra Syrien. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun som følge af at hendes bror [C] og svoger er militærnægtere er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnets flertal har dags dato meddelt klagers forældre og bror opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 som følge af klagers fars profilering og eksponering overfor de syriske myndigheder. Dette flertal i Flygtningenævnet finder derfor ud fra det forsigtighedsprincip, der er gældende ved vurderingen af asylansøgere fra Syrien, at det herefter må lægges til grund, at klager ved en tilbagevenden til Syrien kan risikere at blive afhørt og i den forbindelse udsat for overgreb fra de syriske myndigheders side. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2022/18/MALC
Nævnet omgjorde i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Syrien, således at pågældende har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2022/18. Indrejst i henholdsvis 2015 og 2016.Klagerne er etniske arabere og sunni-muslimer af trosretning, fra Darayya, Rif Damaskus, Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Den mandlige klager har deltaget i demonstrationer i Syrien i 2011 og 2012, og den kvindelige klager har deltaget i en demonstration i Danmark i 2021. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2015 den mandlige klager opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste den mandlige klager som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de syriske myndigheder og oprørsgruppen Jihad, idet han havde deltaget i demonstrationer og udtalt sig kritisk over for myndighederne ved en kulturkonference. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2017 den kvindelige klager og medfølgende barn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste den kvindelige klager som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold og krigen i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelser efter udlændingelovens § 7, stk. 3 i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelser ikke længere er til stede. Den mandlige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, idet han har deltaget i omkring 20 demonstrationer og kondolationsceremonier, og fordi han har udtalt sig kritisk over for myndighederne ved en kulturkonference. Til støtte for sit asylmotiv, har den mandlige klager oplyst, at han deltog i demonstrationerne næsten hver fredag i 2011. Ved den sidste demonstration i slutningen af 2011 eller starten af 2012, var der 30 personer, der omkom, hvorfor klageren ikke længere turde demonstrere. Til en kulturceremoni i 2011 udtalte klageren sig kritisk om styret, idet han sagde, at Syrien skulle have en rigtig stat. Efterfølgende er hans bil forsvundet og han modtog trusler på lågen til sit værksted. Den mandlige klager har endvidere henvist til, at alle med efternavnet [A] er efterlyst i Syrien, fordi klagerens fætter og søn har været en del af Den Frie Syriske Hær. Til støtte herfor har den mandlige klager oplyst, at hans bror, [B], i 2012 blev tilbageholdt af de syriske myndigheder, fordi vagterne ved en kontrolpost så på hans id-kort, at han hed [A]. Klageren fik i 2016 eller 2017 at vide, at hans bror var afgået ved døden i 2014, mens han var i myndighedernes varetægt. Han har endvidere henvist til, at hans søn [C] og datteren [D]'s mand er militærnægtere, og har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Den kvindelige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til de generelle forhold i Syrien, at hun frygter at vende tilbage til Syrien uden sine børn, at hendes datter [E] ikke vil kunne fortsætte sine kontrolbesøg på hospitalet, og at hendes søn, [F], vil have svært ved at klare sig, idet han ikke taler flydende arabisk, samt, at han er tæt på den militærpligtige alder, og derfor vil blive indkaldt til militærtjeneste, når han fylder 16,5 år. Den kvindelige klager har videre henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, idet ægtefællen kommer fra [A]-familien og sammen med sin bror har hjulpet Den Frie syriske Hær, og at hendes ægtefælle vil blive tilbageholdt som følge af hans politiske aktiviteter. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er i første række, om der er grundlag for at meddele klagerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, og såfremt dette ikke er tilfældet, om betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. § 7, stk. 3, er opfyldt. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at de syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme klagerne til gode. Klagernes søn [C] født [i] 2001 blev [i sommeren] 2017 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerens datter [D] blev [i efteråret] 2014 meddelt opholdstilladelse efter samme bestemmelse som følge af frygt for genindkaldelse af hendes mand til det syriske militær. Ved en vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger skal der altid foretages en konkret og individuel vurdering af det pågældende familiemedlems risiko ved en tilbagevenden til Syrien. Som anført i EASO, Syria, Military Service (Country of Origin Information Report, april 2021), s 38, kan bl.a. følgende momenter indgå ved denne vurdering: ”The extent to which family members may face consequences is influenced by factors such as the rank of the deserter/defector, the family´s place of residence and religious background and the secret service and officer in charge of the area. For example, family members of high-ranking deserters/defectors or those from opposition-held areas would be more likely to face consequences than those with a low rank in the army or who originate from GoS-held areas. The actions of the deserter/defector, such as killing soldiers or officers or joining opposition groups and participating in armed actions against the SAA, would be further influencing factors on the treatment of their family members.” Oplysninger i det generelle baggrundsmateriale er således ikke a en sådan karakter, at dette i sig selv og uden en nærmere konkret og individuel vurdering af det pågældende familiemedlems risiko kan danne grundlag for en stillingtagen til, om der skal meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet betoner det forsigtighedsprincip, der gælder ved den konkrete og individuelle vurdering i forbindelse med behandlingen af sager om personer fra Syrien. Flygtningenævnet finder ikke, at klagerne har sandsynliggjort, at de som følge af at deres søn [C] og svigersøn er militærnægtere, er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Klagerne udrejste sammen fra Syrien. Det fremgår af samtalenotat af [sommeren] 2017, at den kvindelige klager har forklaret, at familien udrejste [i efteråret] 2012, hvor hendes og familiens pas blev udstedt i Syrien i slutningen af [efteråret] 2012. Det fremgår af oplysnings- og motivsamtale af [vinteren] 2016, at den kvindelige klager oplyste, at hun ikke havde nogen individuelle konkrete konflikter med myndigheder, personer eller grupperinger i Syrien. Dette fremgår tillige af samtalereferat af [sommeren] 2017. Det fremgår af oplysnings- og motivsamtale af [sommeren] 2015, at den mandlige klager oplyste, at han havde deltaget i 5-6 demonstrationer mod myndighederne fra medio 2011 til ultimo 2011/primo 2012. Han havde ingen fremtrædende rolle, han var bare deltagende. Han har fået trusler på baggrund af dette, og primo 2012 blev der skrevet trusler på hans låge til værkstedet, ligesom han fik stjålet sin bil dagen efter. Han blev ikke truet eller opsøgt af myndighederne i perioden primo 2012, indtil han forlod Syrien i [efteråret] 2012. Et flertal i Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge den mandlige klagers forklaring til grund uanset, at han senere har afgivet udbyggende forklaringer omkring antallet af hans deltagelse i demonstrationer og intensiteten i disse. Flertallet har lagt vægt på, at den mandlige ansøger vedholdende og kontinuerligt fra oplysnings- og motivsamtale gengivet [i sommeren] 2015 har forklaret om hans deltagelse i demonstrationer, deltagelsen i den kulturelle konference, arrestationen og drabet af hans bror [B], tyveriet af hans bil og truslerne skrevet på hans værksted. Han har under mødet i Flygtningenævnet forklaret og har fremstået på en troværdig måde og har dermed sandsynliggjort, at han er profileret og eksponeret overfor de syriske myndigheder på en sådan måde, at han er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flertallet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at den mandlige klager meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. På baggrund af den afledte risiko finder Flygtningenævnets flertal herefter, at den kvindelige klager samt deres medfølgende barn tillige skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelser af [sommeren] 2021, således at klagerne og deres medfølgende barn meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2022/17/MALC
Nævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Jobar bydelen i Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har hertil oplyst, at hun ikke har nogen tilknytning til sit hjemland, og at hun er meget afhængig af sin familie, som opholder sig i Danmark. Ansøgeren har under nævnsmødet endvidere henvist til, at hun frygter at vende tilbage til Syrien på grund af sin fars, brødres og kærestes forhold. Ansøgeren har under nævnsmødet oplyst, at hun udrejste sammen med størstedelen af sin familie fra Syrien til Egypten, hvor de boede i omkring tre år, inden de kom til Danmark. Nævnet lægger på denne baggrund til grund, at familien udrejste fra Syrien omkring 2012. Ansøgeren har boet i Damaskus, indtil sin udrejse fra Syrien. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Damaskus. Dette gælder også for kvinder. På den anførte baggrund tiltræder Flygtningenævnet således, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Damaskus. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ved vurderingen af, om asylansøgere fra Syrien opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, anvender et forsigtighedsprincip. Det betyder, at bevisvurderingen i sager vedrørende asylansøgere fra Syrien skal foretages med udgangspunkt i forsigtighedsprincippet, således at tærsklen for, hvornår en asylansøger må anses for at have sandsynliggjort et individuelt asylmotiv er lavere end i andre asylsager. Begge ansøgerens brødre var på tidspunktet for deres udrejse henholdsvis omkring 7 år og 14 år. De har hverken i Syrien eller efter deres udrejse profileret sig over for de syriske myndigheder udover den omstændighed, at de efter at være blevet 18 år har unddraget sig militærtjeneste ved ikke at være rejst tilbage til Syrien. Med hensyn til ansøgerens far fremgår det, at han af Udlændingestyrelsen ikke er meddelt asyl på baggrund af individuelle forhold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, men senest har fået forlænget sin opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, på grund af Danmarks internationale forpligtelser. Det samme gør sig gældende for ansøgerens mor. Det er Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Der er ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren ikke har været politisk aktiv, deltaget i demonstrationer eller været medlem af politiske partier eller foreninger, og at hun aldrig har haft nogen personlige konflikter med hverken de syriske myndigheder, religiøse grupper, kriminelle grupper, familiemedlemmer eller privatpersoner. Endvidere er der lagt vægt på, at det forhold, at hendes brødre har unddraget sig militærtjeneste i Syrien uanset det anførte forsigtighedsprincip ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2022/16/sme
Nævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk araber og katolik fra [by], [by], Syrien, og er som cirka 20-årig flyttet til Damaskus, hvor hun boede indtil sin udrejse af Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [sommeren] 2014 klageren opholdstilladelse efter dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive dræbt. Til støtte for asylmotivet oplyste klageren, at der er krig, at der dagligt er folk der bliver dræbt, at folk ikke kan gå uden for deres bopæl, at situationen er spændt, at der bliver gjort forskel på folk, at det for kvinder er svært at blive boende, at man som syrer er i risiko, og at der falder raketter. Under samtalereferat med Udlændingestyrelsen [sommeren] 2019 henviste klageren som asylmotiv til, at hun flygtede på grund af krigen og de generelle omstændigheder. Til støtte for asylmotivet oplyste klageren, at hun ikke har nogen tilknytning til Syrien længere, da hele hendes familie er udrejst, at der fortsat er krig i Syrien, hvorfor det ikke er sikkert at opholde sig i landet. Klageren har endvidere oplyst, at både hende og hendes ægtefælle er meget syge, at de ikke kan leve i Syrien, at de ikke har nogen indkomst eller noget sted at bo, hvorfor de ikke vil kunne tage ophold i Syrien. Klageren har endvidere oplyst, at priserne er steget voldsomt som følge af krigens ødelæggelser, og at hun ikke vil kunne klare sig selv. Klageren har videre oplyst, at klageren og hendes ægtefælle på grund af deres alvorlige sygdomme ikke kan tage til og bo i Syrien. Klageren har derudover oplyst, at hun frygter usikkerheden i landet, at man ikke vil kunne leve et trygt liv, at hun forlod Syrien i [år], at det er lang tid siden, og at hun ikke længere har tilknytning til Syrien. Udlændingestyrelsen forlængede [efteråret] 2019 klagerens opholdstilladelse. Klageren er ikke under partshøringsreferatet med Udlændingestyrelsen [efteråret] 2020 eller [efteråret] 2021 fremkommet med andre asylmotiver. Udlændingestyrelsen har [sommeren] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., under henvisning til de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at klageren den [sommeren] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2. Det fremgår af opholdstilladelsen, at denne er tidsbegrænset og gældende i 5 år. Opholdstilladelsen er senest [efteråret] 2019 forlænget. Klageren er født og opvokset i [by] i [by] i Syrien, hvor hun boede indtil hun blev voksen, hvorefter hun flyttede til Damaskus, hvor hun boede indtil udrejsen af Syrien. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren herefter skal vurderes i forhold til Damaskus. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse på området. Dette understøttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport ”Country Guidance Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf fremgår blandt andet: ”Looking at indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, blandt andet: ” Since 2018 when the GoS retook control of all areas in Damascus and rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two govenorates, …”. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at klagerens opholdstilladelse efter dagældende udlændingelovens § 7, stk. 2, skal inddrages som følge af de generelle forhold i Damaskus. Flygtningenævnet skal herefter i medfør af udlændingelovens § 19 a vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landet økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. EMRK artikel 8, stk. 2. Klageren indrejste i Danmark i [vinteren] [år] og har således opholdt sig i Danmark i [antal] år. Klageren har sin ægtefælle i Danmark. Hun blev gift med ægtefællen i [år]. Klageren har oplyst, at ægtefællerne har boet hver for sig i 14 år, før klageren kom til Danmark. Klageren bor sammen med sin ægtefælle, der er [antal] år, og som har opholdstilladelse i Danmark i medfør af dagældende udlændingelovs § 9, stk.1, nr. 4. Klageren og hendes ægtefælle har fire [familiemedlemmer], og ægtefællen har [familiemedlem]. Ægtefællerne har således [familiemedlem], der opholder i [land], [familiemedlem] og [familiemedlem], der opholder sig i [land] og [familiemedlem] der hende bekendt senest opholdt sig i [land]. Endvidere har klagerens ægtefælle [familiemedlem], der opholder sig i Danmark. Klageren har ikke anden familie i Danmark end sin ægtefælle. Klageren har ikke arbejdet i Danmark. Hun har været med i en gymnastikforening i Danmark i nogle måneder. Hun kan ikke dansk. Hun er opereret for brystkræft og går til kontrol halvårligt for recidiv. Endvidere lider hun blandt andet af meningeom i hjernen, kroniske rygsmerter, forhøjet blodtryk og kolesterol, kronisk atrieflimmer og knæproblemer. Hun er født og opvokset i Syrien, hvor hun boede indtil sin udrejse, da hun var [antal] år gammel. Hun har ingen familie i Syrien længere. Hun har været hjemmegående i Syrien efter, at hun blev gift. Flygtningenævnet finder, at en afgørelse om inddragelse af klagerens opholdstilladelse udgør et indgreb i hendes ret til respekt for såvel familieliv som privatliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om indgrebet i klagerens privat- og familieliv opfylder betingelserne i EMRK artikel 8, stk. 2, det vil sige er i overensstemmelse med loven, forfølger et af de legitime hensyn nævnt i artikel 8, stk. 2, og er nødvendigt i et demokratisk samfund for at opnå det angivne legitime formål. Flygtningenævnet finder, at inddragelsen af klagerens opholdstilladelse har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at inddragelsen af klagerens opholdstilladelse varetager det legitime hensyn til landets økonomiske velfærd. Flygtningenævnet bemærker, at udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet og sikre opretholdelsen af en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens ret til respekt for privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til det eller de legitime formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i at inddrage klagernes opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som inddragelse af klagernes opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til respekt for deres privat- og familieliv. Hensynet til barnets tarv indgår som et væsentligt element i denne proportionalitetsafvejning. For så vidt angår klagerens ægtefælle finder Flygtningenævnet, at det ikke udgør en krænkelse af klagerens familieliv, at hendes opholdstilladelse inddrages, selvom hun har en ægtefælle i Danmark. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det blandt andet følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 2. oktober 2014, Jeunesse v. The Netherlands, præmis 107, at artikel 8 ikke medfører en forpligtelse for staten til at respektere et pars valg af land, hvor de ønsker at udleve deres familieliv. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerens ægtefælle har oplyst, at han ikke har nogen konflikter i Syrien, og at han rejste tilbage til Syrien i [år] eller [år] for at hjælpe klageren til Danmark. Det forhold, at klagerens ægtefælle blandt andet lider af KOL, atrioventrikulært blok og har indopereret en pacemaker og har slidgigt, er dårligt gående og har dårligt syn findes ikke at udgøre en uoverstigelig hindring for at udleve deres familieliv i Syrien. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. EMRK, artikel 8. Flygtningenævnet tiltræder, at de foreliggende lægelige oplysninger om, at klageren er opereret for brystkræft og går til kontrol halvårligt for recidiv, og at hun blandet andet lider af meningeom i hjernen, har kroniske rygsmerter og forhøjet blodtryk og kolesterol, kronisk atrieflimmer og knæproblemer, ikke vurderes at udgøre sådanne alvorlige helbredsmæssige problemer, at det vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3 at inddrage klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at hun ikke vil kunne få den nødvendige behandling i Syrien. Der henvises herunder til rapport fra EASO, Syria, Socioeconomic situation, Damascus City, fra februar 2020. Der er herved også henset til, at der ikke er tale om sådanne alvorlige helbredsmæssige problemer, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3. Flygtningenævnet kan på ovennævnte baggrund efter en samlet vurdering tiltræde, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 og artikel 3. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren kan meddeles opholdstilladelse på grund af klagerens individuelle forhold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren ved en tilbagevenden til Damaskus i Syrien vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2 på grund af klagerens individuelle forhold. Der er herved lagt vægt på de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen, herunder at klageren efter sin egen forklaring ikke har været politisk aktiv, ikke har deltaget i demonstrationer eller haft konflikter med religiøse grupper, kriminelle grupper, familiemedlemmer eller privatpersoner i Syrien. Det forhold, at klageren frygter, ikke at kunne klare sig i Syrien, er et forhold af socioøkonomisk karakter, der som udgangspunkt ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Der er herved henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport, ”Syria, Security Situation in Damascus Province and Issues Regarding Return to Syria, Report based on intervews between 16 og 27 november 2018 in Beirut and Damascus”, fra februar 2019, hvoraf fremgår blandt andet, at der i Damaskus er adgang til basale livsfornødenheder, herunder adgang til mad, vand, elektricitet mv., og at det er muligt at få et sted at bo i Damaskus, også for kvinder, idet kvinder i Syrien ligeledes har adgang til at leje egen bolig. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2022/15 /amca
Nævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Vedkommende har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2021 idømt fængsel i fire måneder for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, § 124, stk. 5, og § 123 og lov om euforiserende stoffer, § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer, § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bilag 1, liste a, nr. 1, samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, og § 24, nr. 2 og § 32, stk. 4, nr. 5.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og tidligere muslim af trosretning fra Aleppo, Syrien. Klageren er konverteret til kristendommen. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive anholdt, fordi han har deltaget i demonstrationer i Syrien mod den syriske regering. Klageren har til støtte herfor anført, at han frygter, at der er videooptagelser af klagerens deltagelse i demonstrationerne. Klagerens fætre forsvandt pludselig, og klageren har ikke hørt fra dem siden. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han er kurder. Klageren har derudover som asylmotiv henvist til, at han ikke ønsker at aftjene værnepligt, og at han vil blive betragtet som en forræder, fordi han udrejste af landet og ikke har kæmpet for landet. Klageren har endelig som asylmotiv henvist til, at han frygter den generelle sikkerhedssituation. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som mandlig syrisk statsborger i den militærpligtige alder risikerer at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste i Syrien, hvilket han ikke ønsker, og at han på den baggrund isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Som anført af udlændingestyrelsen, fremgår det af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Som ligeledes anført af Udlændingestyrelsen følger det af udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., at en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige skal indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter §§ 22-24 og § 25, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lov nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i bestemmelsen nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse, dels i forhold til om klageren kan udelukkes fra beskyttelse i henhold til flygtningekonventionen. Det fremgår af sagen, at klageren foruden de af Udlændingestyrelsen anførte domme, desuden er straffet ved dom af [efteråret] 2021, hvorved han som anført blev straffet med fængsel i 14 dage og udvist med indrejseforbud i 6 år. Klageren er således 5 gange straffet med fængsel indenfor en periode på knap 5 år. Herunder er klageren blandt andet dømt for overtrædelse af straffelovens § 245 og straffelovens § 123. Flygtningenævnet finder, at tiltalte er dømt for særlige farlige forbrydelser, og at klageren efter en samlet vurdering af klagerens kriminelle løbebane, forstraffe og hurtige recidiv må betragtes som en fare for samfundet. Klageren er ikke gift eller samlevende, og han har ingen børn, og det lægges til grund som ubestridt, at han ikke har opnået fast eller varig tilknytning til det danske arbejdsmarked, som han kun i ringe grad har haft tilknytning til. På denne baggrund og desuden af de grunde, der i øvrigt er anført af Udlændingestyrelsen finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, at klageren kan meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Syri/2022/13/EDO
Nævnet stadfæstede i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk kurder fra Aleppo, Syrien. Fra [foråret] 2013 til sin udrejse i foråret 2014 har hun opholdt sig i [by A], Syrien. Klageren er født [religiøs overbevisning], men er senere blevet ikketroende/ateist. Klageren har siden 2004 været tilknyttet det politiske parti [politisk parti]. Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2015 meddelte klageren familiesammenføring til sin herboende ægtefælle, og at klageren indrejste i Danmark sammen med sine tre børn i [sommeren] 2015. [I efteråret] 2019 indgav klageren ansøgning om asyl. [I foråret] 2021 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. [I sommeren] 2021 har klageren ved brev dateret den [forår] 2021 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte for sin påstand om statusændring anført, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter myndighederne, idet hun er etnisk kurder og efterstræbt som følge af sit medlemskab af det kurdiske parti [politisk parti]. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hun siden 2004 har været aktivt medlem af [politisk parti]. Partiet har et hierarkisk system, der er inddelt i seks niveauer, hvor klageren var rangeret på tredje niveau. Klageren var ansvarlig for en gruppe bestående af 10 personer. Klagerens rolle bestod i at afvikle møder, holde taler samt rekruttere nye medlemmer. Klageren underviste i diverse emner, herunder i det kurdiske sprog, hvilket er forbudt i Syrien. Klageren deltog desuden i omkring 10-15 demonstrationer, herunder i forbindelse med Newroz og i 2004, hvor der opstod en konflikt mellem kurderne og de syriske myndigheder. Ved demonstrationerne udøvede myndighederne vold mod de fredelige demonstranter ved blandt andet at affyre skud mod disse. I 2013 deltog klageren i et kursus, der blev afholdt i den irakiske del af Kurdistan. På tilbagerejsen til Syrien blev klageren stoppet af de syriske myndigheder og afhørt om hendes deltagelse i kurset. Klageren blev tilbageholdt i fire til fem timer, hvor hun blev afhørt, og hendes ejendele blev ransaget. Klageren blev løsladt under den betingelse, at hun fremover ville videregive oplysninger om sit parti og sine partifæller. Såfremt klageren nægtede at samarbejde, ville de slå hende ihjel. Myndighederne tog billeder af klagerens ID-kort og gav klageren et telefonnummer, som klageren skulle anvende til at videregive oplysninger til. I perioden efter denne episode blev klageren overvåget af myndighederne. Overvågningen blev mere intens med tiden, hvorfor klageren valgte at flygte, idet hun frygtede for sit eget og sine børns liv. Efter klagerens udrejse af Syrien blev dennes bolig stormet af myndighederne med henblik på at finde klageren. Klagerens far blev desuden opsøgt på sin bopæl tre eller fire gange efter klagerens udrejse af Syrien. Klagerens søster blev ligeledes opsøgt i 2014 eller 2015. Klageren har til støtte for sin påstand om statusændring videre anført, at hun frygter at blive slået ihjel af Islamisk Stat og Den Frie Syriske Hær, idet hun er etnisk kurder og ateist. Til støtte herfor har klageren oplyst, at Islamisk Stat og Den Frie Syriske Hær hverken accepterer det kurdiske sprog eller kurdernes religion. Islamisk Stat og Den Frie Syriske Hær i [by A] tvinger folk at konvertere til islam, at bære niqab og at læse Koranen. Klageren er særligt udsat, idet hun er kurder og senest har boet i [by A], da både Islamisk Stat og Den Frie Syriske Hær har viden om, at personer fra [by A] bekender sig til [religion]. Klagerens familie er [religiøs overbevisning], hvilket klageren ligeledes var, indtil hun blev ateist som 13-årig. Klageren frygter at blive slået ihjel, idet hun er ikke-troende. Klageren har til støtte for sin påstand om statusændring endelig anført, at hun frygter at blive slået ihjel af sin morbror i Syrien som følge af, at hun er blevet skilt fra sin syriske ægtefælle i Danmark. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hendes tidligere ægtefælle har udøvet vold mod klageren i form af lussinger, skub, slag med knytnæve samt kvælertag. Klageren anmeldte dette til politiet. Efter en af disse episoder havde ægtefællen kontaktet klagerens morbror i Syrien og fortalt denne, at klageren havde anmeldt ægtefællen for vold, og at klageren havde været ægtefællen utro, hvilket har medført konflikter mellem klageren og dennes familie i Syrien, da klageren således har krænket familiens ære. Klageren har siden sin skilsmisse ikke haft nogen kontakt til sin familie i Syrien, ud over sin mor. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at der skal udvises forsigtighed ved bedømmelsen i asylsager vedrørende syriske statsborgere, og at en eventuel rimeligt begrundet tvivl skal komme asylansøgere til gode. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun som følge af sine individuelle forhold vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, hvis hun vender tilbage til Syrien. Flygtningenævnet har som Udlændingestyrelsen herved lagt vægt på, at klagerens forklaring om, at hun i [foråret] 2013 og fremefter har været overvåget som følge af sin deltagelse i et kursus i Irak for kurdere, ikke har fremstået troværdig og derfor må tilsidesættes. Det skyldes blandt andet, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at de syriske myndigheder trak sine styrker ud af [by A] i juni 2012 og blot bibeholdt en mindre tilstedeværelse i Jazeera, jf. rapport fra marts 2019, Syrien – sikkerhed i [by A], hvorfor det forekommer usandsynligt, at de syriske myndigheder skulle have overvåget klageren i dette område i månedsvis. I den forbindelse er det yderligere tillagt betydning, at det forekommer usandsynligt, at klageren skulle have været overvåget i månedsvis, uden at myndighederne på noget tidspunkt opsøgte hende eller i øvrigt foretog sig yderligere. Det forekommer ligeledes påfaldende, at myndighederne skulle have ransaget klagerens hjem, umiddelbart efter at hun forlod det. Flygtningenævnet bemærker, at klageren som etnisk kurder i Syrien tilhører en særlig udsat gruppe, jf. herved bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 14. september 2021, M.D. m.fl. mod Rusland og EASOs rapport fra november 2021, Country Guidance: Syria. Det forhold, at klageren er kurder, er dog ikke i sig selv af asylbegrundende karakter. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at klageren som følge af sin etnicitet eller sine politiske aktiviteter er i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder endvidere, at klagerens oplysning om, at hun ikke er religiøs, ikke i sig selv er asylbegrundende. Ved vurderingen heraf er der yderligere lagt vægt på, at klageren har oplyst, at hun forlod sin religion som 13-årig og ikke har oplevet konflikter som følge heraf med de syriske myndigheder, Islamisk Stat eller andre grupperinger. Flygtningenævnet finder heller ikke, at klagerens konflikt med familien er asylbegrundende. Flygtningenævnet har i den forbindelse som Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at det beror på klagerens egen formodning, at hendes morbror – som følge af skilsmissen - vil slå hende ihjel, hvis hun vender tilbage til Syrien. Klageren har således oplyst, at hverken morbroren eller øvrige familiemedlemmer på noget tidspunkt har truet hende. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. syri/2021/264/jnsa
Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Jordan. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsløs palæstinenser og sunni-muslim fra Jordan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger, organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Jordan frygter at blive slået ihjel af sin far. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Jordan frygter at blive slået ihjel af sin forlovede, [HA], idet han har betalt medgift. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes far var kontrollerende, tidligere har slået hende og forhindret hende i at se sine børn. Ansøgerens far vil slå hende ihjel, ligesom hun frygter sine brødre, idet hun forlod Jordan uden farens tilladelse, og mens hun var forlovet med [HA]. Ansøgeren har i forbindelse hermed oplyst, at [HA] er fra en stærk, indflydelsesrig klan. Det fremgår af høringssvaret fra UNRWA i Amman, Jordan, af [vinteren] 2020, at ansøgeren er registreret hos UNRWA som flygtning i Jordan. Dette bestyrkes af resultatet af sproganalysen, der er blevet udarbejdet på baggrund af den lydfil, som ansøgeren indtalte i forbindelse med asylsamtalen i [efteråret] 2020, hvoraf fremgår, at ansøgers dialekt stemmer overens med den dialekt, som tales af palæstinensere i Jordan. Heraf fremgår videre, at det er usandsynligt, at ansøgeren er palæstinenser fra Damaskus i Syrien. Dette bestyrkes yderligere af, at den af ansøgeren fremlagte syriske fødselsattest og civilregistreringsattest af Nationalt ID-center er vurderet med en vis sandsynlighed falske. Ansøger har først i forbindelse med advokatindlægget af [efteråret] 2021 samt på mødet i Flygtningenævnet indrømmet, at hendes forklaring om, at hun er statsløs palæstinenser fra Syrien er usandfærdig, og at hun rettelig er statsløs palæstinenser fra Amman, Jordan. Ansøgeren skal derfor vurderes som statsløs palæstinenser i forhold til Jordan. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet bemærker, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som ansøgeren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA-beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet lægger efter sagens oplysninger til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Jordan og registreret hos UNRWA. Ansøgeren har blandt andet forklaret, at hun har modtaget hjælp fra UNRWA i form af madrationer og skolegang. Hun er således som udgangspunkt udelukket fra asyl efter flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun har en konflikt med sin far, sine halvbrødre, [HA] og deres klaner til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren på en lang række punkter har forklaret stærkt divergerende og udbyggende om sit asylmotiv – udover hvilket land, hun kommer fra. Blandt andet har hun til Udlændingestyrelsen forklaret, at hun udrejste – af Syrien – i 2016, mens hun for Flygtningenævnet har forklaret, at hun udrejste af Jordan i 2018. Hun har tidligere over for Udlændingestyrelsen forklaret, at hun ikke var rigtig forlovet med [HA], og at der ikke var fastsat nogen dato for f.eks. en forlovelsesfest eller selve brylluppet. Hun har også tidligere forklaret, at [HA] betalte [X] dollars til hende til en operation. Under nævnsmødet har hun derimod forklaret, at hun er blevet forlovet med [HA], at det drejer sig om [X] jordanske dinarer, og at det var hendes far, der modtog de [X] dinarer, der var en medgift, med at faren udbetalte hende pengene, så hun kunne arrangere brylluppet. Hun har tidligere til Udlændingestyrelsen forklaret, at faren og [HA] ikke nogensinde har truet med at slå hende ihjel, og at faren og [HA] aldrig har truet hende. Hun forklarede dog, at hun ved, at faren vil slå hende ihjel. Under nævnsmødet har hun imidlertid forklaret, at hun er sikker på, at både faren og [HA] vil slå hende ihjel, samt at også hendes halvbrødre efterstræber hende, fordi hun dels har forladt Jordan uden deres tilladelse, dels da hun er blevet muslimsk gift med en i Danmark boende mand. Om dette giftemål har til Udlændingestyrelsen forklaret, at de blev islamisk viet i [vinteren] 2019 – hvor ansøgeren var indrejst i Danmark. På nævnsmødet har hun imidlertid om dette ægteskab forklaret, at hun indgik dette ægteskab, mens hun opholdt sig i Tyrkiet, og den nye ægtefælle opholdt sig i Danmark. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens troværdighed er stærkt nedsat, da hun har erkendt at have talt usandt om sit helt centrale asylmotiv – at hun var fra Syrien. Som følge af de - udover sit opholdsland - mange divergerende og på flere punkter direkte modstridende forklaringer, finder nævnet også ansøgerens forklaring om en konflikt med sin far, sine halvbrødre, [HA] og deres klaner utroværdig. Det bemærkes herved yderligere at ansøgeren alene i et beskedent omfang har medvirket til at oplyse sagen, herunder at hun til den ene asylsamtale er kommet for sent, helt er udeblevet fra samtaler med Udlændingestyrelsen, i [vinteren] 2020, i [sommeren] 2020 samt i [vinteren] 2021, ligesom hun i forbindelse med samtalen i [foråret] 2021, efter at være oplyst om sin pligt i henhold til udlændingelovens § 40, stk. 1, om at medvirke til oplysning af sin asylsag, har fastholdt, at hun ikke ønskede at besvare spørgsmål. Ifølge baggrundsoplysningerne, og da det lægges til grund, at ansøgeren ikke har en konflikt med nogen i Jordan, finder nævnet, at ansøgeren kan rejse tilbage til Jordan. Selvom forholdene i Jordan er vanskelige og på trods af oplysningerne om færre midler til UNRWA, finder nævnet ikke grundlag for at lægge til grund, at UNRWA ikke kan opfylde deres forpligtelser. Det kan ikke lægges til grund, at ansøgeren har været tvunget til at forlade området eller er afskåret fra at vende tilbage til Jordan. Flygtningenævnet tiltræder derfor efter de foreliggende oplysninger om ansøgerens forhold, at hun ikke er omfattet af Flygtningekonventionens art. 1D, 2. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021.” Stat/2021/43/hmu
Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Marokko. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er statsborger i Marokko, men født i [et europæisk land]. Ansøgeren er [4-7 år] og har ikke selv haft aktiviteter af nogen art, der kan bringe hende i et modsætningsforhold til de marokkanske myndigheder. Ansøgerens mor har som asylmotiv på vegne af ansøgeren henvist til, at ansøgeren ingen kender i Marokko. Hun taler ikke sproget, og hun vil ikke få et godt liv, da ingen kan tage sig af hende. Hun har endvidere henvist til, at hun er bange for, at ansøgeren ikke vil kunne overleve. Ansøgerens [familiemedlemmer], der bor i Marokko, er for gamle til at kunne tage sig af ansøgeren, ligesom de ikke vil kunne yde hende beskyttelse mod ansøgerens [familiemedlem A], som kommer til Marokko to gange årligt. Endelig har ansøgerens mor henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Marokko risikerer at blive tvangsomskåret eller udsat for tvangsægteskab fra ansøgerens [familiemedlem A's] eller [dennes] families side. Til støtte herfor har ansøgerens mor oplyst, at ansøgerens [familiemedlem A], der er marokkansk statsborger, bor i [et europæisk land]. Han er konservativ muslim og har udsat ansøgeren og moren for vold, ligesom ansøgerens [familiemedlem B] har udsat ansøgeren for overgreb, hvorfor ansøgeren og hendes mor var nødt til at forlade [et europæisk land], hvor de havde opholdstilladelse. Ansøgerens mor har endvidere oplyst, at kvinderne i ansøgerens [familiemedlem A's] familie er omskåret, og at [familiemedlem A] også ønsker, at ansøgeren skal omskæres. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens afgørelse og begrundelsen herfor. Det forhold, at ansøgerens mor også frygter, at ansøgerens [familiemedlem A] eller [dennes] familie vil udsætte ansøgeren for omskæring eller tvangsægteskab, kan af samme grunde ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2022/1/CHPE
Nævnet meddelte i januar 2022 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2020.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by A], Iran. Ansøgeren har været aktiv for det politiske parti Komola. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel eller tilbageholdt af de iranske myndigheder, fordi han har været tilknyttet og har udført aktiviteter for det politiske parti Komola og fordi, at han har smuglet alkohol over grænsen mellem Irak og Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har udført flere aktiviteter for Komola, herunder transporteret medicin over grænsen mellem Iran og Irak, og uddelt flyers for partiet. Ansøgeren har videre oplyst, at han tillige har transporteret personer med tilknytning til Komola over grænsen mellem Iran og Irak. Endelig har ansøgeren oplyst, at han i forbindelse med en personfragt blev angivet til de iranske myndigheder, og at han herefter modtog to indkaldelser fra den iranske efterretningstjeneste. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Ansøgers forklaring har således i det væsentlige været konsistent, detaljeret og alene divergerende i mindre grad. Det kan endvidere lægges til grund, at ansøgeren stammer fra en politisk aktiv familie, hvoraf ansøgers far og morbror også på grund af deres politiske aktiviteter for Komola er meddelt asyl i Danmark. Det kan videre lægges til grund, at ansøgeren har udført aktiviteter for Komola. Han har herunder hjulpet personer i Iran med tilknytning til Komola, til Irak, har medbragt breve og pakker med løbesedler fra Irak til Iran. Det kan endelig lægges til grund, at ansøgeren blev indkaldt af sikkerhedstjenesten og at ansøgerens bolig blev opsøgt, at ansøgerens ven [B] blev anholdt, og at ansøgeren herefter flygtede. Endelig har ansøgeren under nævnsmødet forklaret, at han for 4 – 5 måneder siden fra sin ven [B]’s søster har fået oplyst, at [B] fortsat sidder fængslet og ikke har fået dom. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil blive opsøgt af de iranske myndigheder, som følge af sine aktiviteter for Komola og derved vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2022/4/RILA
Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [A], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælle og af sine brødre, fordi hun er udrejst af Iran og har giftet sig med en mand i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun blev gift med sin tidligere ægtefælle mod sin vilje. Ansøgeren har videre oplyst, at hun under sit ophold i Danmark har modtaget lydfiler fra sin tidligere ægtefælle, hvori han truer med at slå hende ihjel, og at han har brændt hendes forretning ned i Iran. Endelig har ansøgeren oplyst, at hendes brødre har truet hende med, at de vil slå hende ihjel, og at de har udsat hendes søn, der fortsat opholder sig i Iran, for fysiske overgreb på grund af hende. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med sin ægtefælle og sine brødre af en karakter og intensitet, der kan begrunde asyl. Der er herved i det væsentlige lagt vægt på de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [dato i sommeren] 2021, herunder vedrørende ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, der har fremstået divergerende og ikke overbevisende på flere punkter. Ansøgeren har således til sin oplysnings- og motivsamtale den [dato i vinteren 20/21] oplyst, at ansøgerens brødre det første år efter skilsmissen slet ikke ville tale med hende, og de forlod bopælen, når hun kom på besøg hos forældrene. Ansøgeren har til sin asylsamtale den [dato i foråret] 2021 forklaret, at hun boede over for sine forældres hus, og at brødrene ikke har opsøgt hende på hendes egen bopæl og havde accepteret hendes skilsmisse. Ansøgeren har til sin oplysnings- og motivsamtale den [dato i vinteren 20/21] forklaret, at hun opholdt sig i [by A] i ca. 5 år efter sin skilsmisse fra sin tidligere ægtefælle og frem til sin udrejse den [dato i efteråret] 2020 uden at opleve større problemer med sin tidligere ægtefælle eller sine brødre, bortset fra én episode, hvor [bror B] angreb hende på gaden mellem forældrenes hjem og hendes bopæl, ved at hive hende i håret. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende omkring episoden, hvor ansøgerens tidligere ægtefælle, efter ansøgerens udrejse, har brændt ansøgerens butik i bazaren ned. Ansøgeren har således til sin oplysnings- og motivsamtale den [dato i vinteren 20/21] forklaret, at hun fra sin søn fik oplyst, at butikken var brændt ned og hendes tidligere ægtefælle havde fortalt, at det var ham, som havde brændt butikken ned. Til sin asylsamtale den [dato i foråret] 2021 har ansøgeren derimod forklaret, at hendes tidligere ægtefælle i fængslet havde fortalt, at han ikke havde nedbrændt butikken og at hun ikke anmeldte ildspåsættelsen til politiet i Iran. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med sine brødre, som følge af ansøgerens nye ægteskab med den i Danmark bosiddende [ægtefælle C]. Der er herved henset til, at det ikke forekommer overbevisende, at ansøgeren efter indgåelsen af det nye ægteskab i Iran opholdt sig 2 år i sin bolig, som er beliggende overfor sin families bolig, og ved flere lejligheder var sammen med sin nye ægtefælle, uden at dette skulle være kommet til familiens kendskab. Der er herved også henset til, at ansøgerens søn var bekendt med ægteskabet. De fremlagte beskeder fra [ægtefælle C] til ansøgers familie kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet kan på ovennævnte baggrund ikke lægge ansøgerens forklaring omkring sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i sommeren 2021].” Iran/2022/3/RILA
Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea. Ansøgeren er mindreårig og er født i Danmark.Ansøgeren er etnisk tigrinya, kristen ortodoks og statsborger i Eritrea. Ansøgeren, der er født i Danmark, er [under 10 år] og har ikke selv haft aktiviteter af nogen art, der kan bringe hende i et modsætningsforhold til de eritreiske myndigheder. Ansøgerens mor har som asylmotiv på vegne af ansøgeren henvist til, at hun frygter, at ansøgeren ved indrejse i Eritrea vil blive udsat for repressalier af de eritreiske myndigheder, fordi ansøgerens forældre er udrejst illegalt af Eritrea. Ansøgerens mor har endvidere henvist til, at hun frygter, at ansøgeren ikke vil få en god fremtid, herunder at hun ikke vil få lov til at vælge den uddannelse, hun ønsker. Endelig har ansøgerens mor henvist til, at ansøgeren er født i Danmark og intet kendskab har til Eritrea, hvor der ikke er frihed og demokrati, hvorfor ansøgeren ikke vil trives i hjemlandet. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren, der er [under 10 år], og som aldrig har opholdt sig i Eritrea, er i et modsætningsforhold til myndighederne i Eritrea. Det forhold, at ansøgerens forældre er udrejst illegalt af Eritrea, ændrer ikke herved. Endvidere er ansøgeren på grund af sin alder ikke risiko for at blive indkaldt til nationaltjeneste i Eritrea, jf. herved blandt andet ”EASO Country of Origin Information Report: Eritrea National Service and illegal exit” fra september 2019 samt Udlændingestyrelsens landerapport ”National service, exit and entry” fra februar 2020. Det forhold, at ansøgerens mor og far, der er indrejst henholdsvis [i efteråret] 2014 og [i sommeren] 2014, er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og at ansøgerens to stedsøstre, der er indrejst [i foråret] 2017, er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kan ikke begrunde, at ansøgeren meddeles konventionsstatus. Flygtningenævnet finder derfor allerede af denne grund, at der ikke kan meddeles ansøgeren opholdstilladelse som konsekvens af sine forældres opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller sine stedsøstres opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgerens mor har oplyst, at hun frygter, at ansøgeren ikke selv kan vælge sin uddannelsesretning og sin fremtid kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at socioøkonomiske forhold, herunder uddannelse og fremtidsforhold ikke kan give asyl efter udlændingelovens § 7. Endvidere bemærkes, at de generelle forhold i Eritrea ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren ved sin tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Erit/2022/2/linb
Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar fra Syrien. Sagen er sambehandlet med Syri/2021/196/rila. Den mandlige klager var indrejst i 2014 og den kvindelige klager var indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etniske arabere og sunnimuslimer. Klagerne er født og opvokset i Damaskus, Syrien, men flyttede 10 måneder forud for deres udrejse af Syrien til [område], Rif Damaskus. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men den mandlige klager har efter sin indrejse i Danmark deltaget i en støttedemonstration for Aleppo i [dansk by] i 2017 eller begyndelsen af 2018. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2015 den mandlige klager opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste den mandlige klager som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, fordi han var udrejst af landet og derved havde unddraget sig at gøre tjeneste for den militante gruppe Ligan Shaabiya. Den mandlige klager henviste endvidere til, at hans søn [A], som udrejste af Syrien sammen med klageren, ved sin udrejse havde unddraget sig militærtjeneste. Endelig henviste den mandlige klager til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2016 den kvindelige klager opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste den kvindelige klager som asylmotiv til, at hun og hendes familie forlod Syrien, fordi hendes søn [A] var blevet genindkaldt til militærtjeneste. Den kvindelige klager henviste videre til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagernes opholdstilladelse ikke længere er tilstede. Den mandlige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, fordi han har unddraget sig at gøre tjeneste for den militante gruppe Ligan Shaabiya, og fordi hans søn [A] har unddraget sig militærtjeneste. Den mandlige klager har i forbindelse med nægtelse af forlængelsessagen supplerende oplyst, at hans eget navn og hans søns navn er på listen over eftersøgte i Syrien. Den mandlige klager har i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse som yderligere asylmotiv henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, fordi han i 2017 deltog i en støttedemonstration for Aleppo i [dansk by ”A”], og at der er blevet sendt billeder fra demonstrationen til efterretningstjenesten i Syrien. Endelig har den mandlige klager som yderligere asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet af de syriske myndigheder på grund af sit efternavn, idet flere familiemedlemmer med samme efternavn har været medlem af Den Frie Syriske Hær. Den kvindelige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til de generelle forhold i Syrien. Den kvindelige klager har i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse som yderligere asylmotiv henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, fordi hendes ægtefælle og søn har deltaget i en demonstration i 2019 [dansk by ”B”] i mod den syriske regering, og hun formoder, at de syrere, som deltog i demonstrationen, har videregivet oplysninger til de syriske myndigheder, hvorfor ægtefællen og sønnen er eftersøgt. Under nævnsmødet har den kvindelige klager forklaret, at ægtefællen og sønnen deltog i en demonstration i [dansk by ”A”]. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerne kommer fra Damaskus. Flygtningenævnet bemærker, at klagerne er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at opholdstilladelsen ikke skal forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Fra baggrundsoplysningerne kan der senest mere generelt henvises til EASO, ”Syria Security situation – Country of Origin Information Report”, juli 2021. De forhold, der fremgår af Amnesty Internationals rapport, ”You are going to your death – Violations against Syrian Refugees returning to Syria”, september 2021, kan ikke føre til en ændret vurdering af de generelle forhold i Damaskus. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse er i strid med EMRK´s artikel 8. Efter EMRK’s artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Der må ikke gøres indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt af de i artikel 8, stk. 2, nævnte grunde. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vurdering af statens interesse i ikke at forlænge klagernes opholdstilladelse overfor intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil indebære i deres ret til familie og privatliv. Den mandlige klager og den kvindelige klager er født og er opvokset i Damaskus i Syrien, hvor de har boet i det meste af deres liv. Den mandlige klager har haft lovligt ophold siden [slutningen af] 2014, og den kvindelige klager har haft lovligt ophold siden [slutningen af] 2015. Den mandlige klager har ikke haft arbejde, mens han har været i Danmark. Han har været i praktik to gange. Han har oplyst, at han ikke kan tale, læse eller skrive dansk. Han er ikke medlem af nogen foreninger. Den kvindelige klager har ikke haft arbejde, mens hun har været i Danmark. Hun har oplyst, at hun ikke kan tale, læse eller skrive dansk. Hun har ingen fritidsinteresser. Hun er ikke medlem af nogen foreninger. Klagerne har to voksne sønner, en voksen datter og et barnebarn, der har fået opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerne har en voksen datter [B] i Danmark, hvis sag behandles samtidig med nærværende sag i Flygtningenævnet, og de har tre voksne døtre i Egypten. Den mandlige klager har en bror i Damaskus i Syrien. For så vidt angår retten til familieliv bemærkes, at voksne børn som udgangspunkt ikke er omfattet af familieliv i EMRK’s artikel 8´s forstand, medmindre der foreligger et særligt afhængighedsforhold mellem forældre og børn. Efter de foreliggende oplysninger er der ikke oplyst om forhold, der må antages at udgøre et særligt afhængighedsforhold mellem klagerne og deres voksne sønner og datteren, der har fået opholdstilladelse i Danmark. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Den mandlige klager har oplyst, at han har [udforinger], har haft problemer med højre øje, at han lider af [sygdom] og har haft samtaler med en [fagperson]. Klageren tager periodisk smertestillende medicin og medicin mod [diagnose]. Den kvindelige klager har oplyst, at hun har [diagnose] og lider af [sygdom], [sygdom] og [sygdom]. Flygtningenævnet finder ikke, at dette kan anses for sådanne helbredsmæssige problemer, der ved en tilbagevenden til Syrien vil udsætte klagerne for en sådan situation, der vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3. Der er herved bl.a. lagt vægt på baggrundsoplysningerne i ovennævnte rapport om at, syrere har adgang til offentlige sundhedsydelser og hospitaler i Damaskus. Flygtningenævnet kan på ovennævnte baggrund tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering i afgørelsen af [dato i foråret] 2021 om, at klagernes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, ikke kan forlænges. Der skal herefter foretages en vurdering af, om klagerne er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet finder, at klagerne ikke er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, som følge af deres individuelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagernes to sønner har unddraget sig militærtjeneste i Syrien. Klagernes ene søn, [A], var genindkaldt til militærtjeneste i slutningen af 2012. Den anden søn, der nu er 21 år, var endnu ikke indkaldt til militærtjeneste, da klagerne udrejste af Syrien. For så vidt angår frygten for overgreb som følge af sønnernes unddragelse af militærtjeneste bemærker nævnet, at det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Syria, Military Service”, maj 2020, at familiemedlemmer til mænd, der har unddraget sig militærtjeneste, ikke er udsat for overgreb, med mindre der er tale om særligt profilerede personer. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at antage, at klagernes sønner er særligt profilerede i forhold til de syriske myndigheder, og klagerne findes således ikke at have sandsynliggjort, at de er i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 som følge heraf. For så vidt angår klagernes frygt for de syriske myndigheder på grund af deres efternavn som følge af, at den mandlige klagers nevøer og en række andre familiemedlemmer har været tilknyttet Den Frie Syriske Hær, kan Flygtningenævnet ikke lægge denne konflikt til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagernes forklaring om denne konflikt med de syriske myndigheder på grund af deres efternavn er divergerende og udbyggende. Den kvindelige klager har i sit asylskema af [dato i slutningen af] 2015 under asylmotiv anført, at hun udrejste af Syrien på grund af krigen, der udspiller sig i Syrien. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2015 har den kvindelige klager om sit asylmotiv oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold i landet på grund af krigen, og at hun ikke havde yderligere konflikter, herunder andre konflikter med myndigheder, religiøse eller kriminelle grupperinger eller grupperinger. Den kvindelige klager oplyste yderligere ved denne samtale, at hun og hendes familie forlod Syrien, fordi hendes søn [A] blev indkaldt til militæret, og de var bekymrede for deres børn og deres fremtid. Først ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i begyndelsen af] 2020 har den kvindelige klager oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter for sit liv, fordi hun er gift ind i [familiens efternavn] familien i Syrien, fordi ægtefællens brors sønner har været i Den Frie Syriske Hær og flere af dem er dræbt af de syriske myndigheder, så deres efternavn er blevet kendt af de Syriske myndigheder. Den mandlige klager har til oplysnings- og motivsamtalen [i begyndelsen af] 2015 om sit asylmotiv oplyst, at han flygtede fra Syrien på grund af de generelle forhold, og fordi hans søn [A] blev indkaldt til militæret, ligesom han selv blev indkaldt til at kæmpe for myndighederne for Ligan Shaabia. Først ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2020 har den mandlige klager oplyst, at mange af [familiens efternavn] familien har været medlem af Den Fri Syriske Hær og der derfor er en opmærksomhed omkring familien. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af klagernes samtaler med Udlændingestyrelsen [i begyndelsen af] 2020 og [i efteråret] 2020, at klagerne frem til deres udrejse boede i et område kontrolleret af de syriske myndigheder og hvor der boede officerer, der var under det syriske regime, uden at opleve problemer på grund af deres familienavn. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den kvindelige klager fik udstedt pas i forbindelse med udrejsen af Syrien, og at klagerne heller ikke forud for deres udrejse af Syrien har været tilbageholdt som følge af, at alle med familiens efternavn skulle være efterlyst, og at klagerne udrejste legalt af Syrien. For så vidt angår klagernes frygt for de syriske myndigheder på grund af den mandlige klager og deres søns deltagelse i en demonstration i Danmark kan Flygtningenævnet ikke lægge denne konflikt til grund. Indledningsvist bemærkes, at den mandlige klager ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2020 har oplyst, at demonstrationen forgik i [dansk by ”A”] i 2017, og der var omkring 100-150 deltagere. For Flygtningenævnet har han forklaret, at den foregik i slutningen 2017 eller begyndelsen af 2018. Den kvindelige klager har ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i begyndelsen af] 2020 oplyst, at den mandlige klager og deres søn deltog i en demonstration i [dansk by ”B”] i 2019. Under nævnsmødet har den kvindelige klager forklaret, at den mandlige klager og deres søn deltog i en demonstration i [dansk by ”A”]. Hertil kommer, at den mandlige klagers forklaring om, at de syriske myndigheder på grund af billeder angiveligt har fået kendskab til den mandlige klager og klagernes søns deltagelse ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at den mandlige klager ikke har kunnet forklare, hvordan de syriske myndigheder har kunnet identificere den mandlige klager og klagernes søn på billederne, og at den mandlige klager ikke ved, om de personer, der filmede ved den angivelige demonstration arbejdede for de syriske myndigheder og om de syriske myndigheder reelt er blevet gjort bekendt med demonstrationen. Hertil kommer, at den kvindelige klagers forklaring om, at der ved den angivelige demonstration deltog personer, der af de syriske myndigheder var ansat til at sende billeder tilbage til myndighederne af deltagerne ved demonstrationen ikke fremstår sandsynlig, og at det beror på den kvindelige klageres egen formodning, at den mandlige klager og deres søn skulle være eftersøgt af de syriske myndigheder på grund af deltagelse i demonstration i Danmark. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klagerne har oplyst, at den mandlige klager og hans søn er eftersøgte på grund af deres angivelige deltagelse i en demonstration i Danmark. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerne har forklaret divergerende og at den mandlige klager har forklaret udbyggende herom. Den mandlige klager har ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2020 oplyst, at han selv bad sin bror om at opsøge informationer hos de syriske myndigheder, da han var bange for at hans deltagelse i demonstrationen var kommet til de syriske myndigheders kundskab. Den kvindelige klager har først ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i begyndelsen af] 2020 oplyst, at den mandlige klagers bror blev bekendt med, at den mandlige klager og deres søn var efterlyst af de syriske myndigheder, da han skulle have en civilregistreringsattest udstedt til klagernes datter. For Flygtningenævnet har den mandlige klager kommet med den samme forklaring som den kvindelige klager gjorde ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i begyndelsen af] 2020, og har yderligere forklaret at hans bror havde en bekendt i Efterretningstjenesten i Syrien, som han henvendte sig til, og som fortalte, at den mandlige klager og klagernes søn var efterlyst af myndighederne. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klagerne ikke har sandsynliggjort, at den mandlige klager og hans søn er eftersøgt af de syriske myndigheder på grund af deres angivelige deltagelse i en demonstration i Danmark. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således efter en samlet vurdering, at klagerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Endvidere bemærker Flygtningenævnet, at socioøkonomiske forhold ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/195/rila
Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Al-Midan, Damaskus, Syrien. Klageren boede i en længere årrække forud for udrejsen i [A], Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2014/2015] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede for sit og sin families liv på grund af de generelle forhold. Klageren anførte til støtte herfor, at der var uroligheder og bombardementer i klagerens bydel, og at bydelen var omringet af det syriske militær. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19 a, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til, at han frygter forfølgelse af de syriske myndigheder som følge af, at han i [1990'erne] var tilbageholdt af den syriske sikkerhedstjeneste i et fængsel i [et antal] måneder, hvor han blev udsat for tortur, og hvorunder han blandt andet [fik skåret legemsdele af]. Endvidere var han i 2012 tilbageholdt af myndighederne i et fængsel i [et antal] dage, hvor han ligeledes var udsat for tortur. Han blev i [efteråret] 2012 opsøgt af den syriske sikkerhedstjeneste på sin bopæl, hvor det lykkedes ham at undslippe, og hvorefter han nogle måneder senere udrejste til Libanon sammen med sin familie. Endelig har klageren som asylmotiv henvist til, at hans bror i 2019 fik oplyst af en bekendt i efterretningstjenesten, at klageren ikke kan vende tilbage til Syrien, fordi klageren er efterlyst. Endelig har klageren som asylmotiv henvist til, at han frygter forfølgelse af de syriske myndigheder, fordi hans to sønner har unddraget sig militærtjeneste i Syrien. Om opholdstilladelse som følge af de generelle forhold i Syrien: Flygtningenævnet meddelte [i vinteren 2014/2015] klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2 (midlertidig beskyttelsesstatus) under henvisning til, at ”personer, som kommer fra områder i Syrien, hvor der foregår væbnede kampe, hvor der sker angreb mod civile, eller hvor der for nyligt har fundet sådanne handlinger sted, ved en tilbagevenden til hjemlandet aktuelt må anses for at være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3”. Spørgsmålet er herefter i første række, om der med henvisning til de generelle forhold i Syrien er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har boet i Damaskus indtil sin udrejse fra Syrien. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Damaskus. På den anførte baggrund tiltræder Flygtningenævnet således, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Damaskus. Opholdstilladelse som følge af klagerens egen og familiemæssige tilknytning til Danmark: Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i klagerens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren indrejste til Danmark [i efteråret] 2014 sammen med sin ægtefælle og [et antal] børn, som efterfølgende alle er blevet myndige. Han har således haft lovligt ophold i Danmark i 7 år. Klageren har arbejdet 12 timer ugentligt [i en ufaglært stilling] siden [sommeren] 2021. Han har bestået Dansk Prøve 1, men kan ikke tale, læse eller skrive dansk. Han er medlem af en [navngiven forening] og en dansk forening, som han ikke kan huske navnet på. Flygtningenævnet finder, at klagerens ophold ikke har haft en sådan varighed og at hans aktiviteter ikke har haft et sådant omfang, at han dermed har opnået en særlig tilknytning til Danmark. Det er i den sammenhæng indgået i vurderingen, at klageren har boet en stor del af sit voksne liv i Syrien, hvor han har gået i skole, og hvor han efter sin forklaring har arbejdet [inden for forskellige håndværkserhverv] i 35 år. Det kan i den forbindelse ikke føre til en ændret vurdering, at klagerens to voksne sønner opholder sig i Danmark. For så vidt angår retten til familieliv bemærkes, at der mellem myndige børn og forældre skal foreligge momenter af afhængighed for at der er tale om familieliv som defineret i artikel 8, stk. 1. Der er ikke grundlag for at antage, at der foreligger et sådant afhængighedsforhold mellem klageren og hans voksne sønner. Klagerens datter, [B], er […] myndig, og bor stadig sammen med sine forældre. Hun var [8-11] år på tidspunktet for sin udrejse af Syrien, og har opholdt sig her i landet i 7 år. Hun har gået i skole i Danmark, og taler, læser og skriver dansk. Som anført udgør forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke ”familieliv” i Den Europæiske Menneskerettigheds Konventions artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, som går videre end almindelige følelsesmæssige bånd. Efter den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis stilles der dog ikke krav om sådanne elementer af afhængighed, når der er tale om unge voksne, som stadig bor sammen med deres forældre og ikke har stiftet selvstændig familie. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at klagerens forhold til både ægtefællen og datteren [B] udgør ”familieliv” i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8’s forstand. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, fordi familielivet efter omstændighederne vil kunne udleves i Syrien. Flygtningenævnet bemærker, at ægtefællens og datterens sager om inddragelse af opholdstilladelse som familiesammenførte er verserende i Udlændingenævnet. Kompetencen til at vurdere klagerens ægtefælles og datters individuelle forhold, herunder i relation til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, tilkommer derfor Udlændingenævnet. I forlængelse heraf skal Flygtningenævnet oplyse, at nævnet - hvis Udlændingenævnet træffer afgørelse om ikke at inddrage klagerens familiemedlemmers opholdstilladelse som familiesammenførte - af egen drift vil genoptage behandlingen af nærværende sag med henblik på en fornyet vurdering af, om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Ligeledes skal Flygtningenævnet vejlede om, at det vil være muligt at søge om genoptagelse af sagen, hvis der ved behandlingen af familiemedlemmernes sager i Udlændingenævnet fremkommer nye oplysninger, som kan have betydning for klagerens sag, herunder for vurderingen i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet bemærker, at det under nævnsmødet er oplyst, at datteren [i vinteren 2021/2022] har ansøgt om asyl. I forlængelse heraf skal Flygtningenævnet oplyse, at nævnet, hvis klagerens datter bliver meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, af egen drift vil genoptage behandlingen af nærværende sag med henblik på en fornyet vurdering af, om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2: Det er Flygtningenævnets vurdering, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien ikke er i risiko for individuel forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Der er ved denne vurdering lagt vægt på, at klageren ikke har været politisk aktiv, deltaget i demonstrationer eller været medlem af politiske partier eller foreninger, og at han aldrig har haft nogen personlige konflikter med hverken de syriske myndigheder, religiøse grupper, kriminelle grupper, familiemedlemmer eller privatpersoner. Klageren har ikke kunne oplyse nærmere om, hvorfor han blev tilbageholdt af de syriske myndigheder i [1990'erne], men Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise klagerens forklaring om, at han i den forbindelse var tilbageholdt i et fængsel i [et antal] måneder, hvorunder han blev udsat for overgreb. Flygtningenævnet er opmærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comment No 4” punkt 40-41 anbefaler, at torturundersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at klageren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Det lægges som anført til grund, at klageren i forbindelse med sin tilbageholdelse i et fængsel for omkring 30 år siden var udsat for overgreb, men efter en konkret vurdering af klagerens forhold finder Flygtningenævnet ikke, at der består en reel risiko for, at klageren vil blive udsat for overgreb ved en udsendelse nu. Flygtningenævnet finder derfor ikke grundlag for at foranstalte en torturundersøgelse iværksat. Klagerens forklaring om, at han i 2012 på ny var tilbageholdt i [et antal] dage af den syriske sikkerhedstjeneste, hvorunder han blev udsat for tortur, forekommer udbyggende i forhold til, at han ikke trods udspørgen om sine helbredsmæssige forhold under sin oplysnings- og motivsamtale [i vinteren 2014/2015] har nævnt noget herom, men først under den opfølgende samtale i 2021 i forbindelse med afgørelsen om inddragelse af hans opholdstilladelse. Klageren har ikke været i stand til at forklare, hvorfor han - som ikke havde været i de syriske myndigheders søgelys siden tilbageholdelsen omkring 20 år tidligere - blev tilbageholdt. Det er Flygtningenævnets vurdering, at der er tale om en udbyggende forklaring, som ikke kan tillægges nogen vægt. Det samme er tilfældet med hensyn til klagerens forklaring om, at han i [efteråret] 2012 blev opsøgt af den syriske sikkerhedstjeneste på sin bopæl, hvor han fik sin ægtefælle og børn til at blokere døren for at forhindre 5-6 mænd fra sikkerhedstjenesten med våben i at komme ind i huset således, at han kunne nå at undslippe. Han har forklaret, at han holdt sig skjult i et par måneder, hvorefter han udrejste sammen med sin familie. Denne forklaring findes at være udbyggende i forhold til den første asylsamtale i 2015, hvor han ikke har nævnt noget om denne episode, hvor han på sin bopæl blev opsøgt af den syriske sikkerhedstjeneste. Endvidere har han ikke været i stand til at forklare, hvorfor sikkerhedstjenesten opsøgte familiens bopæl, og hvorfor han med det samme antog, at det var ham, som sikkerhedstjenesten ville have fat i. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren udrejste legalt til Libanon sammen med sin ægtefælle og to yngste børn, mens hans ældste søn blev tilbage i Syrien for at færdiggøre sin uddannelse. Det kan ikke føre til nogen ændret vurdering, at klageren har oplyst, at han i 2019 på baggrund af en påtænkt frivillig tilbagevenden til Syrien fik oplyst af sin bror, at han er efterlyst af den syriske efterretningstjeneste. Det forekommer i den forbindelse paradoksalt, at klageren rettede henvendelse til sin kommune i forbindelse med, at han påtænkte en frivillig tilbagevenden, hvis han har været udsat for overgreb som forklaret samt var i risiko for forfølgelse af de syriske myndigheder. Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at klageren frygter de syriske myndigheder, fordi hans to voksne sønner, som nu bor i Danmark, begge har unddraget sig militærtjeneste i Syrien. Der er i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysninger, at familiemedlemmer til en militærunddrager ikke vil opleve problemer ved en tilbagevenden til Syrien, medmindre militærunddrageren er profileret eller identificeret som en aktiv modstander af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens to sønner ikke har deltaget i demonstrationer eller været politisk aktive eller på anden måde bragt sig i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder udover selve militærunddragelsen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien ikke vil være i risiko for overgreb fra myndighederne. Han kan derfor ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2022/14/EDO
Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2019 idømt fængsel i 6 måneder for overtrædelse af § 191, stk. 1, 1. pkt., til dels stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 28, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 43, samt udvist af Danmark med indrejseforbud gældende i 6 år efter udlændingelovens § 26 c. Klageren blev endvidere i 2020 idømt fængsel i 2 år og 9 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, § 244, stk. 1, § 245, stk. 1, § 266 og § 291, stk. 1, samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [landsby], Idlib, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han vil blive slået ihjel af de syriske myndigheder, idet han er udeblevet fra at aftjene militærtjeneste på trods af, at han er blevet indkaldt. Han har til støtte herfor oplyst, at han forud for sin udrejse fra Syrien blev indkaldt til militærtjeneste. Han ønskede ikke at aftjente militærtjeneste, fordi han ikke ønskede at slå nogen ihjel, hvorfor han gemte sig i bjergene nær Idlib. Klageren har yderligere henvist til, at han frygter ISIS, idet han tidligere har været kidnappet af dem, men at han formåede at flygte. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han i Syrien befandt sig i bjergene tæt ved den tyrkiske grænse sammen med en masse andre unge mænd, fordi han hverken ønskede at kæmpe for den syriske hær eller for ISIS. Han blev sammen med de andre unge mænd kidnappet af ISIS, men han formåede at undslippe og flygte til den tyrkiske grænse. Klageren har yderligere oplyst, at han ikke vil kunne klare sig selv i Syrien. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hele hans familie i Syrien er afgået ved døden, og at hans hjemby har været udsat for bombeangreb og derfor er ødelagt. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af, at klageren som mandlig syrisk statsborger i den militærpligtige alder risikerer at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste i Syrien, hvilket han ikke ønsker. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i Flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssigt at udsende klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren er ved [en byret] dom af [vinteren 2018/2019] fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt. til dels stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 43, ved i forening med en anden dels at have solgt kokain dels at have været besiddelse af kokain med henblik på videresalg og straffet med fængsel i 6 måneder og udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år. Klageren er endvidere ved [byrettens] dom af [sommeren 2020] fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, ved at have voldtaget sin ekskæreste, og overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, § 245, stk. 1, § 266, og § 291, stk. 1, ved blandt andet at have begået vold og legemsangreb af særlig rå, brutal og farlig karakter mod den samme ekskæreste og ved at have truet en anden ekskæreste med vold og med at begå mord, hvis hun gik fra ham og fandt en anden mand. Klageren blev ved denne dom straffet med fængsel i 2 år og 9 måneder og udvist med et indrejseforbud for bestandigt. Flygtningenævnet finder efter arten og grovheden af den kriminalitet, som klageren er dømt for navnlig ved dommen af [sommeren] 2020, at klageren er dømt for flere særlige farlige forbrydelser. Det er endvidere Flygtningenævnets vurdering, at klageren må betragtes som en fare for samfundet, da han er dømt for flere tilfælde af alvorlig personfarlig kriminalitet, herunder voldtægt. Klageren er indrejst i Danmark [i efteråret] 2015. Han har oplyst, at han har en kæreste i Danmark. Han har ingen børn. Han har haft forskellige praktikjobs i Danmark i en samlet periode på ca. 2,5 år. Han har ikke gennemført en uddannelse. Han taler og forstår rimelig godt dansk. Han har oplyst, at hans mor og flere af hans søskende blev dræbt ved et bombeangreb i Syrien. Han har en søster i Tyrkiet og en bror i Dubai. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og karakteren og grovheden af de forbrydelser han er dømt for at have begået, at der trods det oplyste om klagerens psykiske problemer ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2022/11/ehd
Nævnet stadfæstede i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Sambehandlet med Stat/2021/46Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet de vil betragte hende som modstander af styret. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hendes søn, på et for hende ukendt tidspunkt, blev anholdt af de syriske myndigheder, idet de anklagede ham for at samarbejde med Den Frie Syriske Hær. Under tilbageholdelsen blev ansøgerens søn udsat for tortur og døde som følge heraf. Ansøgeren har dertil oplyst, at anklagerne mod hendes søn var falske, og at han forinden sin tilbageholdelse af myndighederne tillige havde været tilbageholdt af Den Frie Syriske Hær, som anklagede ham for at samarbejde med de syriske myndigheder. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes afdøde ægtefælle flygtede fra Syrien på grund af problemer med de syriske myndigheder. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hun som tilbagevendt syrer sammenholdt med ovenstående vil blive betragtet som modstander af styret i Syrien. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være enlig kvinde uden netværk. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun ikke har været bosiddende i Syrien siden [midt 1980’erne], at hun sidst har været på besøg i Syrien i [slut 00’erne], at hun ved en tilbagevenden ikke vil have noget sted at bo, og at hun ikke vil være i stand til at forsørge sig selv. Om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, fordi ansøgeren risikerer at blive betragtet i opposition til det syriske regime: Flygtningenævnet finder, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien risikerer asylbegrundende overgreb eller forfølgelse på grund af ansøgerens afdøde mands konflikt med det syriske regime eller på grund af ansøgerens særbarn [A’s] forhold. I den forbindelse har Flygtningenævnet for så vidt angår spørgsmålet om asyl på grund af hendes mands konflikt med det syriske regime lagt vægt på blandt andet, at det fremgår af mandens asylakter, at konflikten i sin tid opstod i 1960’erne, at manden udrejste af Syrien i [start 1970’erne], at manden i sit virke som journalist i [et mellemøstligt land] ikke har skrevet regimekritiske artikler, at han siden [midt 10’erne] var bosat i Danmark, og at manden nu er afgået ved døden. Hertil kommer, at ansøgeren gennem mange år har været på næsten årlige familiebesøg i Syrien (dog senest i [slut 00’erne],), at ansøgerens datter af det første ægteskab [B] fortsat bor i Damaskus, og at der ikke foreligger oplysninger om, at datteren har været chikaneret af de syriske myndigheder, bortset fra, at datteren efter ansøgerens formodning nok er overvåget af det syriske regime. Med hensyn spørgsmålet om asyl på grund af hendes nu afdøde søns konflikt med det syriske regime har Flygtningenævnet – foruden det, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse – lagt vægt på det anførte om [B’s] situation i Syrien. Om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, fordi ansøgeren er en enlig kvinde uden et mandligt netværk i Syrien: Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er en enlig kvinde uden et mandligt netværk i Syrien. Dette forhold kan dog ikke i sig selv føre til, at der er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår blandt andet, at situationen for enlige kvinder er vanskelig, men at det ikke kan lægges til grund, at en enlig kvinde uden mandligt netværk, der vender tilbage til Syrien, alene som følge af, at hun er enlig kvinde uden mandligt netværk, vil være i en konkret og individuel risiko for at komme til at leve under forhold svarende til umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af EMRK artikel 3. Det fremgår også af baggrundsoplysningerne, at enlige kvinder uden mandligt netværk efter lovgivningen har samme rettigheder som mænd, og at kvinder har adgang til arbejdsmarkedet og kan leje bolig. Det forhold, at ansøgeren udrejste af Syrien i [midt 1980’erne], og at hun nu er [i start 70’erne] år gammel, kan ikke føre til et andet resultat. Om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, på grund af de generelle forhold i Syrien: Henset til, at ansøgeren er fra Damaskus i Syrien, tiltræder Flygtningenævnet af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i den påklagede afgørelse, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af EMRK artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Damaskus. Foruden det baggrundsmateriale, som Udlændingestyrelsen har henvist til i den påklagede afgørelse, kan der til støtte for den nævnte vurdering af forholdene i Damaskus også henvises til side 122 i European Asylum Support Offices rapport fra september 2020 (Country Guidence: Syria), hvor det anføres, at ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD”. Herudover kan der henvises til Udlændingestyrelsens rapport fra oktober 2020, Syria, Security and Socio-economic situation in the governates of Damascus and Rural Damascus, hvor det på side 11 anføres, at ”Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, ”. Denne vurdering er gengivet i European Asylum Support Offices rapport fra juli 2021 (Syria, Security Situation), side 226 f. På den anførte baggrund tiltræder Flygtningenævnet således, at der ikke er grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Damaskus. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2021/247/SELS
Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk [E], [D] af trosretning og født og opvokset i [A], Aleppo, Syrien, og har boet i [C] i ca. to måneder inden udrejsen af Syrien i [foråret] 2013. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. stk. 3. Klageren har [i vinteren] 2021 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin familie eller tortureret af sin fætters familie, fordi hun har indgået ægteskab med en mand, som de ikke accepterer. Klageren har også henvist til, at hendes bror har været aktiv i PKK, og at myndighederne som følge heraf har ransaget familiens bopæl. Endelig har klageren oplyst, at de generelle forhold i hendes hjemområde er meget dårlige. Klageren har herom oplyst, at hun har indgået ægteskab med en mand ved navn [B], som familien ikke accepterer. Klagerens far ønsker, at klageren skal indgå ægteskab med fætteren i stedet. Faren og broren har truet klageren på livet flere gange. Parret blev gift i Tyrkiet i [i efteråret] 2014, hvor [B] kom fra Danmark. Herudover har klageren oplyst, at hun oprindeligt er fra [C], og at det tyrkiske regime i øjeblikket kontrollerer byen. De tyrkiske myndigheder har ødelagt byen og tvunget indbyggerne til at flygte. Klageren, der er etnisk [E], frygter, at hun vil blive udsat for repressalier af de tyrkiske myndigheder eller af en islamistisk gruppering ved en tilbagevenden til hjemlandet. Klageren oplyste til oplysnings- og motivsamtalen [foråret] 2016, blandt andet at hun har kendt sin ægtefælle, [B], siden 2008. [B]’s familie kom hjem til hendes familie tre gange i løbet af 2008, hvor hendes far afviste [B]’s familie tre gange med den begrundelse, at klageren skulle giftes med fætteren. Faren truede ikke familien eller [B] på nogen måde, men blev sur på klageren. Hun mødte [B] igen i Tyrkiet i 2013. Derefter friede [B] igen til klagerens familie, der befandt sig med klageren i Tyrkiet og denne gang accepterede de det. [B]’s far kom herefter fra Syrien til Tyrkiet, hvor klageren og [B] blev forlovet. Efterfølgende blev klagerens far utålmodig, da klageren ikke blev familiesammenført, idet der gik for lang tid. Faren sagde, at hun skulle gifte sig med fætteren, når de ankom til Tyskland. Hun sagde faren imod og farens reaktion var den samme. Faren har dog ikke været fysisk voldelig siden hun blev gift med [B], men er blevet sur, har hævet stemmen og gav hende udgangsforbud i Tyrkiet. Familien har ikke forsøgt at kontakte klageren eller opsøgt hende. De har ikke truet hende med at ville slå hende ihjel og har heller ikke hørt omkring dette via sin svigerinde. Herudover forklarede hun til oplysnings- og motivsamtalen, at hun – udover de generelle forhold i Syrien – frygter sin familie, hvis hun vender tilbage til Syrien, da hun har trodset dem ved at have valgt sin ægtefælle. Endelig forklarede hun, at hun ikke havde yderligere konflikter end dem, hun havde oplyst, og at hun heller ikke havde andre konflikter med familiemedlemmer eller privatpersoner. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke klagerens forklaring om konflikten med sin far og sin øvrige familie troværdig. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren har oplyst, at klagerens far i 2013 accepterede ægteskabet med [B], efter at faren flere gange forinden havde afvist ham. Flygtningenævnet lægger endvidere afgørende vægt på, at ægteskabet mellem klageren og [B] ifølge den tyrkiske vielsesattest først blev indgået [i sommeren] 2015 – under fire måneder inden klageren søgte om asyl i Danmark – den [i efteråret] 2015. Med hensyn til klagerens forklaring om, at hun frygter de syriske myndigheder som følge af brorens aktiviteter for PKK, bemærker Flygtningenævnet, at denne udbyggende forklaring først er fremkommet i forbindelse med klagerens advokats indlæg [i sommeren] 2021. Klageren har ikke hverken under oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen i [foråret] 2016 eller i sin klage [fra vinteren] 2021 over Udlændingestyrelsens afgørelse henvist hertil. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at forklaringen herom er utroværdig og ikke kan lægges til grund. Det forhold, at klageren er etnisk [E], og som følge heraf frygter de generelle forhold i sit hjemområde, kan ikke i sig selv føre til, at hun opfylder betingelserne for opholdstilladelse i henhold til udlændingelovens § 7 stk. 1, eller 2. Da klageren har oplyst i oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016, at hun ikke har individuelle konflikter med myndigheder, religiøse eller kriminelle grupper eller andre, herunder privatpersoner, og da klageren heller ikke på nævnsmødet har kunnet forklare om konflikter, der skulle være opstået efterfølgende, har klageren ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil blive udsat for straf, tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling, og hun opfylder derfor ikke betingelserne for opholdstilladelse i henhold til udlændingelovens § 7 stk. 1, eller 2. Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren] 2016.” Syri/2021/156/LINB
Nævnet stadfæstede i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra [mellemøstligt land uden for UNRWAs mandat-område]. Indrejst i 2020. Sambehandlet med Syri/2021/247Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim. Ansøgeren er statsløs palæstinenser, født og opvokset i [mellemøstligt land uden for UNRWAs mandat-område]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun er statsløs palæstinenser, og at hun ikke kan indrejse og opholde sig lovligt i [mellemøstligt land uden for UNRWAs mandat-område]. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun ikke er statsborger i [mellemøstligt land uden for UNRWAs mandat-område], og at hun for at opholde sig lovligt i landet skal have et arbejde. Ansøgeren havde ved sin indrejse i Danmark i [vinteren] 2020 arbejde og lovligt ophold i [mellemøstligt land uden for UNRWAs mandat-område], men er under sit ophold i Danmark blevet fyret og har ikke længere opholdstilladelse i [mellemøstligt land uden for UNRWAs mandat-område]. Ansøgeren er født og opvokset i [mellemøstligt land uden for UNRWAs mandat-område], og hun har frem til [midt 10’erne] haft lovligt ophold i [mellemøstligt land uden for UNRWAs mandat-område] på baggrund af sin fars opholdstilladelse. Ansøgerens far udrejste af [mellemøstligt land uden for UNRWAs mandat-område] i [midt 10’erne]. I perioden fra [en 4-årig periode i 2010’erne] opholdte ansøgeren sig i [mellemøstligt land uden for UNRWAs mandat-område] på baggrund af forskellige arbejdstilladelser. Ansøgeren har to gange været arbejdsløs og opholdt sig illegalt i [mellemøstligt land uden for UNRWAs mandat-område]. Første gang var i [et år i 10’erne], hvor ansøgeren i en periode på tre måneder var arbejdsløs. Herefter fik ansøgeren et nyt job, betalte en bøde for illegalt ophold og fik en ny arbejdstilladelse. Ansøgerens seneste illegale opholdsperiode i [mellemøstligt land uden for UNRWAs mandat-område] var fra [foråret] [slut 10’erne] frem til [efteråret] [slut 10’erne]. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser, der er født i [slut 1980’erne] i [mellemøstligt land uden for UNRWAs mandat-område], hvor hun – bortset fra enkelte perioder i [10’erne] – har haft lovligt ophold frem til sin udrejse i [vinteren] 2020. Endvidere lægger nævnet til grund, at ansøgerens moder, der for tiden opholder sig i Danmark, er syrisk statsborger, som er født i Damaskus, og at ansøgerens afdøde far var statsløs palæstinenser, der i 1945 blev født i [by] i Palæstina (nu tæt på Tel Aviv i Israel). Herudover lægger Flygtningenævnet til grund, at faderens familie flygtede fra Palæstina til Syrien i 1948, hvor de tog ophold i Damaskus, og at faderen i [start 1970’ern] udrejste fra Syrien til først blandt andet [A] og fra [start 1980’erne] og frem opholdt sig [mellemøstligt land uden for UNRWAs mandat-område], indtil faderen i [midt 10’erne] indrejste i Danmark og i første omgang blev meddelt opholdstilladelse efter den daværende udlændingelovs § 7, stk. 2 (nu § 7, stk. 3). [I foråret] 2019 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at ændre grundlaget for faderens opholdstilladelse i Danmark, således at han blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. På baggrund af blandt andet ansøgerens forklaring og den fremlagte kopi af faderens registreringskort fra UNRWA lægger Flygtningenævnet således til grund, at ansøgeren er efterkommer af palæstinensere, der flygtede fra Palæstina i 1948, og at ansøgeren er registreret hos UNRWA i Syrien, idet hun fremgår af sin fars registreringsbevis. Ansøgerens seneste rejsedokument fra september 2019, der blev anvendt i forbindelse med hendes indrejse til Danmark, er udstedt af de syriske myndigheder i medfør af Flygtningekonventionen. Endelig lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerens (opholdsmæssige) tilknytning til Syrien består i, at hun har besøgt familie i Syrien i sommerferierne, mens hun gik i skole, og at hun senest var på besøg i Syrien i [start 10’erne], hvor hun var der i 2-4 uger for at besøge sin mormor og morfar, der begge nu er afgået ved døden. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, hvor ansøgeren er født og opvokset i [mellemøstligt land uden for UNRWAs mandat-område], og hvor hun kun har været på familiebesøg som ung i Syrien, at ansøgeren, selvom hun formelt er registreret under UNRWA i Syrien, aldrig har nydt eller søgt UNRWA’s beskyttelse eller bistand. Ansøgeren er således ikke omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på ordlyden af artikel 1 D, 1. pkt., denne bestemmelses sammenhæng med artikel 1 D, 2. pkt., om bortfald af beskyttelsen eller bistanden, samt baggrunden for og formålet med indsættelsen af artikel 1 D i Flygtningekonventionen, jf. herved også de principper, der kommer til udtryk i pkt. 142 og 143 i UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus. Det forhold, at ansøgerens fader i [foråret] 2019 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. Flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., kan ikke føre til et andet resultat, når henses til, at faderen havde fast bopæl i Syrien i perioden fra 1948 til sin udrejse i [start 1970’erne]. Ansøgeren må herefter – i overensstemmelse med Flygtningenævnets langvarige praksis – som statsløs palæstinenser asylretligt vurderes i forhold til det land, hvor hun havde fast bopæl – i det foreliggende tilfælde [mellemøstligt land uden for UNRWAs mandat-område]. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse, tiltræder Flygtningenævnet, at betingelserne for meddelelse af asyl efter udlændingelovens § 7 ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2021/46/SELS
Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der ulovligt havde passeret grænsen til Spanien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til modtageforholdene for asylansøgere i Spanien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er registreret med Eurodac-hit den 8. september 2020 i Spanien, at Spanien efter de foreliggende oplysninger er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 22, stk. 7, såkaldt accept by default, og at Spanien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere, herunder forholdene for dublin-returnees, i Spanien ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Spanien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet lægger ud fra de foreliggende baggrundsoplysninger til grund, at der ikke er grundlag for at antage, at der er sådanne generelle mangler i asylproceduren eller modtageforholdene i Spanien, at en overførsel af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet skal herved henvise til AIDA’s Country Report: Spain, 2020 Update, hvor det fremgår blandt andet, at der i januar 2019 blev udsendt en instruks om, at asylansøgere i Dublin-proceduren ikke skulle udelukkes fra modtagesystemet, og at denne instruks skal garantere Dublin-overførte adgang til modtagesystemet ved en overførsel til Spanien. Der er på den baggrund ikke holdepunkter for at antage, at Spanien ikke vil leve op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder derudover, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Span/2022/1/gdan
Nævnet omgjorde i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen [A] og er muslim af trosretning fra [landsby B] i Hiiraan-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2015 klageren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. [I efteråret] 2015 omgjorde Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse og meddelte klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han havde afvist at samarbejde med dem. Til støtte herfor oplyste klageren, at to medlemmer af al-Shabaab i [sommeren] 2014 opsøgte ham på et marked og krævede, at han samarbejdede med dem. Da klageren nægtede at efterkomme dette, gik de pågældende igen. Omkring en uge senere blev klageren på sin bopæl opsøgt af tre medlemmer af al-Shabaab, som gentog, at han skulle tilslutte sig al-Shabaab. Klageren nægtede fortsat at lade sig hverve, hvorefter de pågældende forlod bopælen. Omkring en uge senere blev klageren på et marked igen opsøgt af de to medlemmer af al-Shabaab. Da klageren igen nægtede at tilslutte sig al-Shabaab, blev han beskudt og ramt i [tre kropsdele]. Herefter tog han ophold hos en medicinmand, indtil hans tre fætre hjalp ham med at flygte ud af Somalia. Flygtningenævnet fandt ved sin afgørelse [fra efteråret] 2015, at klageren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia fortsat ville være i risiko for nye henvendelser og overgreb fra al-Shabaabs side. Flygtningenævnet lagde ved afgørelsen vægt på baggrundsoplysningerne om, hvor al-Shabaab fortsat var til stede. Udlændingestyrelsen har [efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse, der er meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Klageren har i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse som asylmotiv fortsat henvist til, at han frygter al-Shabaab, fordi han nægtede at samarbejde med dem. Det må efter de foreliggende baggrundsoplysninger lægges til grund, at al-Shabaab fortsat har kontrollen i klagerens hjemområde. Flygtningenævnet lægger ligesom i Flygtningenævnets afgørelse [fra efteråret] 2015 klagerens forklaring til grund omkring sit individuelle modsætningsforhold til al-Shabaab, og at han som følge heraf fortsat vil være i risiko for overgreb fra al-Shabaab ved en tilbagevenden til Somalia. Betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse er herefter ikke tilstede. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at der ikke er grundlag for at anse klageren for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet klagerens asylmotiv ikke er omfattet af de grunde, der er nævnt i Flygtningekonventionen.” soma/2022/2/imbs
Nævnet hjemviste i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Rusland. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:[Ansøgeren er etnisk ingusse og sunnimuslim fra Nazran, Ingusjetien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ingusjetien, Rusland frygter at blive fængslet og udsat for fysiske overgreb af lokale myndigheder/FSB, idet ansøgerens bror har en konflikt med myndighederne i hjemlandet. Som asylmotiv har ansøgeren endvidere henvist til, at hun frygter, at hendes ægtefælles konflikt med de ingusjetiske og de russiske myndigheder vil få konsekvenser for hende. Til støtte herfor har ansøgeren nærmere oplyst, at hun frygter forfølgelse som følge af hendes brors aktiviteter og hans forsvinden i 2008. Ansøgerens bror deltog på dette tidspunkt aktivt i nogle demonstrationer i protest mod Ingusjetiens præsident, idet ansøgeren ikke ved, om hendes bror var med i en bestemt politisk bevægelse eller gruppering. Ansøgeren og hendes familie har siden været i myndighedernes søgelys, ligesom ansøgeren også har været tilbageholdt og udsat for overgreb i forlængelse af, at hendes bror kortvarigt besøgte familien i 2018. Ansøgeren har oplyst, at hun ved den lejlighed blev løsladt mod bestikkelse og umiddelbart herefter gik i skjul. Efterfølgende er hendes forældre flere gange blevet opsøgt. Ansøgeren har endvidere anført, at hun frygter overgreb som følge af hendes ægtefælles konflikt med myndighederne i Ingusjetien. Flygtningenævnet finder, at klagerens forklaring om sine asylmotiver ikke kan lægges til grund. Forklaringen fremstår på væsentlige punkter som udbyggende og konstrueret, herunder med hensyn til omfanget af ansøgerens brors involvering og deltagelse i forbindelse med demonstrationer og regeringsmodstand i 2008 samt med hensyn til ansøgerens nærmere viden herom og hendes viden om andre personers deltagelse. Blandt andet henset til ansøgerens alder i 2008 forekommer det således lidet sandsynligt, at ansøgeren i forbindelse med en afhøring i 2018 skulle have været i stand til at identificere flere af brorens bekendte, som skulle have medvirket til at arrangere og deltage i demonstrationer 10 år tidligere. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret vagt og til dels afglidende om sin rejserute, ligesom hun ikke har forklaret overbevisende om sine udrejseforhold, herunder omstændighederne i forbindelse med udstedelsen af russisk nationalitetspas og visumansøgningen, som ses indgivet i Kazakhstan. Ansøgeren har endvidere forklaret ganske vagt om, dels hvordan hendes far i 2018 modtog oplysningen om hendes brors angivelige død, dels om hvordan myndighederne var blevet bekendt med, at hendes bror havde besøgt hende og hendes forældre. Der er endvidere divergenser i ansøgerens oplysninger om hendes kontakt til sine forældre. Således har ansøgeren i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen den [vinteren] 2021 oplyst, at hun kun ønsker at have begrænset kontakt med sine forældre, idet hun frygter, at de russiske myndigheder ad den vej vil blive bekendt med, at ansøgeren befinder sig i Danmark, og at kontakt med forældrene i det hele taget kan skabe problemer for dem. Ansøgerens frygt på dette punkt synes ikke fuldt ud forenelig med hendes oplysning under den udvidede oplysningssamtale [sommeren] 2021 om, hun regelmæssigt har en telefonisk kontakt med sin mor, og myndighederne i hjemlandet allerede har kendskab til ægteskabet mellem ansøgeren og hendes mand. I det omfang, ansøgerens forklaring måtte kunne lægges til grund, finder Flygtningenævnet, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at de anførte omstændigheder skulle sætte hende i et asylrelevant modsætningsforhold til myndighederne i hjemlandet, idet hun har oplyst, at hun efter tilbageholdelsen og afhøringen i 2018 blev løsladt uden videre og uden betingelser og ikke efterfølgende er blevet opsøgt af myndighederne. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har oplyst, at hun ikke nærer nogen frygt i forbindelse med slægtningen [A] konflikt med og overgivelse af sig selv til myndighederne. Flygtningenævnet finder, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren på det anførte grundlag ved en tilbagevenden til Rusland (Ingusjetien) vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Der er under nævnsmødet fremkommet oplysninger, som ses at støtte et synspunkt om, at familiemedlemmer til personer, som tilhører samme familieslægt som ansøgerens ægtefælle, har et asylrelevant beskyttelsesbehov, og som kan meddeles opholdstilladelse som følge af det modsætningsforhold, som bl.a. på grund af en blodfejde, er opstået mellem den omhandlede familie og myndighederne. Flygtningenævnet finder, at dette spørgsmål, som ansøgeren ikke er givet lejlighed til at forklare nærmere om under samtalerne med Udlændingestyrelsen, ikke i fornødent omfang er oplyst for nævnet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik på, at den del af ansøgerens asylmotiv, der angår hendes ægtefælles konflikt med myndighederne, oplyses nærmere. rusl/2022/ROZ
Nævnet hjemviste i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig dobbeltstatsborger fra Syrien og Libanon. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: [Ansøgeren er etnisk araber og kristen ortodoks af trosretning fra Homs, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren er efter det oplyste statsborger i både Syrien og i Libanon. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af sin familie, som er af den opfattelse, at hun har krænket familiens ære. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at hun som kvinde og fraskilt ikke kan opnå en fornøden beskyttelse. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i relation til Syrien er lagt til grund. Nævnet tiltræder endvidere, at ansøgeren ved tilbagevenden til Syrien vil risikere overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende oplysninger til grund, at ansøgeren fortsat tillige er statsborger i Libanon. Ansøgeren skal derfor undergives en sædvanlig asylretlig vurdering – og ikke en vurdering efter udlændingelovens § 7, stk. 4 – i relation til tilbagesendelse til Libanon. Da Udlændingestyrelsen ikke har foretaget en sådan asylretlig vurdering, finder Flygtningenævnet at sagen bør hjemvises til Udlændingestyrelsen med henblik herpå. liba/2022/1/ROZ
Nævnet omgjorde i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2021.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim. Klageren er født i [en landsby], Eritrea, opvokset i [by A], Eritrea, og boede i [by B], Eritrea, fra slutningen af 2010 og frem til sin udrejse. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2021, og at hun [i sommeren] 2021 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i efteråret] 2021 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea risikerer at skulle aftjene nationaltjeneste, hvilket hun ikke ønsker. Det fremgår af Udlændingestyrelsens udtalelse af [vinteren 21/22], at styrelsen i lyset af Flygtningenævnets seneste afgørelser i 2021 vedrørende kvinder fra Eritrea har foretaget en praksisændring, således at der som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til kvindelige eritreiske statsborgere i aldersgruppen 18 til 40 år på baggrund af nationaltjeneste, uanset om de har været de facto fritaget fra nationaltjeneste i Eritrea. Det fremgår videre, at Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren, som nu er [i slut 20’erne], opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, idet det ikke kan afvises, at klageren vil risikere nationaltjeneste ved en tilbagevenden til Eritrea. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for at skulle aftjene nationaltjeneste, og således opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2022/3/MIMA
Nævnet omgjorde i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tigrinya og kristen-ortodoks fra Asmara, Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2014, og at hun [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i efteråret] 2021 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea risikerer at skulle aftjene nationaltjeneste, hvilket hun ikke ønsker. Det fremgår af Udlændingestyrelsens udtalelse af [vinteren 21/22], at styrelsen i lyset af Flygtningenævnets seneste afgørelser i 2021 vedrørende kvinder fra Eritrea har foretaget en praksisændring, således at der som udgangspunkt meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, til kvindelige eritreiske statsborgere i aldersgruppen 18 til 40 år på baggrund af nationaltjeneste, uanset om de har været de facto fritaget fra nationaltjeneste i Eritrea. Det fremgår videre, at Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren, som nu er [i slut 30’erne], opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, idet det ikke kan afvises, at klageren vil risikere nationaltjeneste ved en tilbagevenden til Eritrea. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for at skulle aftjene nationaltjeneste, og således opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2015, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2022/4/MIMA
Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til at han har en privatretlig konflikt i Tyskland, og at han frygter at Tyskland vil sende ham tilbage til sit hjemland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i vinteren 2021/2022] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han har en konflikt med en [samme nationalitet som klageren] familie i Tyskland, og at han frygter, at de vil slå ham ihjel, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at hvis klageren fortsat oplever problemer med disse personer, må han henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de tyske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Hertil bemærkes, at klageren i sin oplysnings- og motivsamtale [fra vinteren 2021/2022] er refereret for at have oplyst, at han har underrettet de tyske myndigheder om de trusler han har modtaget. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren frygter, at de tyske myndigheder vil sende ham til [klagerens hjemland]. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der ikke er holdepunkter for at tro, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. ”. Dub-Tysk/2022/1/IMBS
Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren ønskede at blive udsendt til sit hjemland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige den [dato] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren vil udsendes til [sit hjemland] i stedet for at blive overført til Sverige, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Sver/2022/1/DH
Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Frankrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en kvinde, der var meddelt afslag på asyl i Frankrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren frygtede for sit liv i Frankrig på grund af en konflikt med sin familie, at hun var religiøst viet med en dansk statsborger samt til, at klageren var gravid. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Frankrig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Frankrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Frankrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Frankrig den [dato i efteråret] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren i Frankrig frygter for sit liv på grund af sin konflikt med sin familie, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren, såfremt hun har behov herfor, må henvises til at søge de franske myndigheders beskyttelse i den anledning, idet myndighederne må antages at have viljen og evnen til at yde den nødvendige beskyttelse. Flygtningenævnet finder endvidere, at klageren må henvises til at rette henvendelse til de franske myndigheder, såfremt hun ønsker at søge sin asylsag genoptaget. Heller ikke den omstændighed, at klageren har oplyst, at hun er blevet religiøst viet med en dansk statsborger kan føre til, at hendes asylansøgning skal behandles i Danmark. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren har oplyst, at hun mødte den mand, som hun er blevet religiøst viet med, i Frankrig i [sommeren] 2021, at ægteskabet som anført af Udlændingestyrelsen i styrelsens afgørelse ikke kan anses for retsgyldigt, samt at der ikke har eksisteret et længerevarende samlivsforhold. Hertil bemærkes, at det er et grundlæggende princip i Dublinforordningen, at kun en medlemsstat skal være ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning. Endvidere kan den omstændighed, at klageren er gravid og venter barn med en herboende mand, ikke føre til, at klagerens asylsag skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet finder således ikke, at hensynet til barnets tarv og hensynet til familielivet, som det fremgår af Dublinforordningen, herunder præamblens punkt 13, 14 og 17, FN's Børnekonvention, EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, kan føre til en ændret vurdering af sagen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren er blevet gravid på et tidspunkt, hvor hun hverken havde lovligt ophold i Danmark eller en berettiget forventning om at opnå det. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren som gravid kan få problemer med at modtage tilstrækkelig hjælp i Frankrig, henviser Flygtningenævnet til, at det fremgår af AIDA, Country Report: France 2020 Update, af 20. marts 2021, side 111, at afviste asylansøgere har adgang til sundhedsprogrammet PUMA i en periode på seks måneder, og at State Medical Aid (AME) herefter giver mulighed for adgang til gratis behandling på hospitaler og hos læger. Det bemærkes videre, at det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de franske myndigheder om klagerens forhold, herunder vedrørende hendes graviditet, såfremt hun samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Frankrig er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Frankrig, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering af sagen, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Fran/2022/1/rila
Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Cypern i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Cypern. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Cypern. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er registreret med Eurodac-hit den 4. oktober 2013 i Cypern, at Cypern efter de foreliggende oplysninger er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 25, stk. 2, såkaldt accept by default, og at Cypern dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Cypern den 5. januar 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, jf. artikel 25, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Cypern er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Cypern, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det af AIDA, Country Report: Cyprus, 2020 Update, fra april 2021, side 46, fremgår, at udlændinge, som ikke har fået færdigbehandlet deres asylsag i Cypern, og som bliver returneret i overensstemmelse Dublinforordningen, ikke bliver frihedsberøvet. Dublin-returnees vil ved overførsel til Cypern blive indkvarteret på Kofinou modtagecenter, som er et åbent center for asylansøgere. Såfremt udlændingens asylsag i Cypern ikke er færdigbehandlet, vil asylproceduren blive genoptaget med henblik på videre behandling. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det af rapporten, side 69, fremgår, at asylansøgere, der bliver returneret i medfør af Dublinforordningen, og hvis sager ikke er endeligt afsluttede, har ret til indkvartering og modtagevilkår. Det forhold, at de cypriotiske myndigheder behandler asylansøgninger fra ansøgere fra Bangladesh i en åbenbar grundløs-procedure, at anerkendelsesprocenten er meget lav, og at klageren frygter at blive udsendt til Bangladesh, kan heller ikke føre til, at klagerens ansøgning om international beskyttelse skal behandles i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Cypern har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Cypern ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder forbuddet mod refoulement. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om klagerens ophold i Danmark siden 2017 kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Cype/2022/1/crt
Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Colombia. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er kristen katolik fra [en navngiven by], Colombia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Colombia frygter [en navngiven guerillagruppe]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i forbindelse med sit forfatterskab af religiøse tekster opholdt sig alene i [et navngivent] bjergområde, hvorfor [guerillagruppen] mistænker ansøgeren for at være informant for den colombianske hær, herunder at ansøgeren har videregivet oplysninger om guerillagruppens narkoforhold samt om narkoruterne til den colombianske hær. [Guerillagruppen] har på den baggrund erklæret ansøgeren for et militært mål, og [guerillagruppen] har efterfølgende opsøgt ansøgeren på [et navngivent] kloster. Ansøgeren har offentliggjort sine religiøse tekster på sin selvoprettede [navngivne] internetside i 2010-2011, og internetsidens indhold var offentligt tilgængeligt i cirka fem år. Ansøgeren slettede internetsiden inden sin udrejse af Colombia i 2016, da han ikke ønskede at efterlade sig spor. Få måneder inden ansøgerens udrejse i 2016 blev ansøgeren beskudt uden for sin bopæl af ukendte personer, som ansøgeren formoder var fra [den navngivne] guerillabevægelse. Ansøgeren frygter endvidere, at biskoppen og lokalbefolkningen fra ansøgerens hjemområde ikke længere ønsker at støtte og hjælpe ansøgeren, og at han derfor vil blive udstødt fra samfundet. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Colombia risikerer asylbegrundende overgreb mv. fra [den navngivne] guerillagruppen. Flygtningenævnet har i den forbindelse i første række lagt vægt på, at ansøgeren i sit asylansøgningsskema af [en dato i sommeren] 2020 under pkt. 6 om sit asylmotiv anførte, at han på grund af sit forfatterskab og sine skrifter, som ansøgeren udbredte på en webside ”modtog trusler fra armerede grupperinger”, og at han efter ”råd fra naboer samt vores lokale befolkning fandt jeg hurtigt frem til, at jeg var et militært mål for disse guerillagrupper”. Heroverfor står, at ansøgeren i blandt andet sin oplysnings- og motivsamtale [en dato i sommeren] 2020 oplyste, at ”Guerillaen beskyldte ansøger for at videregive oplysninger om narkoforhold og narkoruten til hæren”, hvilket han til dels gentog ved samtalen med Udlændingestyrelsen [en dato i foråret] 2021, idet han oplyste, at problemerne begyndte, fordi han ”blev beskyldt for at være informant”, og fordi han var bosat i en såkaldt rød zone. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren i sit asylansøgningsskema ikke har oplyst noget om den skudepisode, der skulle have været fundet sted i slutningen af 2015 eller begyndelsen af 2016, og som guerillaen skulle stå bag. Det ville have været ganske nærliggende at oplyse herom, når ansøgeren i asylansøgningsskemaet oplyste, at han var et militært mål for guerillagrupperne. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret, at præsten [A] i 1996 modtog en trussel fra [en navngiven guerillagruppe], og at skudepisoden herefter skulle have fundet sted mere end 10 år efter (hvilket efter det oplyste skulle have været ultimo 2015 eller primo 2016). Herudover har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om den nævnte skudepisode. Til oplysnings- og motivsamtalen [en dato i sommeren] 2020 forklarede ansøgeren om skudepisoden blandt andet, at ”[a]nsøgeren oplevede en dag, at en bil kom kørende hen mod ham, og der blev skudt mod ansøgeren”, mens ansøgeren til samtalen [en dato i foråret] 2021 forklarede blandt andet, at bilen ”holdt i ca. en halv time uden for ansøgerens hytte”, at han på et tidspunkt hørte ca. 8 skud, og at en broder fra et nærliggende kloster ”gik hen for at tale med personerne i bilen”. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det ikke var en konkret trussel eller lignende, der begrundede ansøgerens udrejse i [vinteren] 2019 fra Colombia, men at ansøgeren – som forklaret [en dato i foråret] 2021 – udrejste, ”fordi han havde det røde stempel og efter at have talt med biskoppen, fik han at vide, at der ikke var mere støtte at hente”, hvilken støtte relaterede sig til ansøgerens religiøse virke. På den anførte baggrund stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse, idet nævnet af de grunde, der er anført ovenfor, i øvrigt bemærker, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at ansøgeren udsendes til Colombia.” Colo/2022/1/MLVT
Nævnet omgjorde i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 8, stk. 2. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk Bembe og kristen fra [by] i Syd Kivu, Den Demokratiske Republik Congo. Det fremgår af sagen, at klageren og hendes familie [i vinteren] 2011 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2. Klageren og hendes familie indrejste herefter til Danmark. Klageren var på daværende tidspunkt mindreårig. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren sammen med sin familie [i foråret] 2019 repatrierede til Den Demokratiske Republik Congo. Klageren var på tidspunktet for udrejsen mindreårig. [I efteråret] 2020 henvendte klageren sig skriftligt til Udlændingestyrelsen og oplyste, at hun havde brug for hjælp, og at hun ønskede at vende tilbage til Danmark. Klageren indgav også ansøgning om, at hendes opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. [I vinteren] 2021 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse ikke var bortfaldet. Udlændingestyrelsen bemyndigede samtidig den danske ambassade i Kampala, Uganda, til at udstede rejsedokumenter med en gyldighed på 60 dage til klageren. [I vinteren] 2021 anmodede klageren Udlændingestyrelsen om at forlænge fristen for indrejse til Danmark. I brev af [vinteren] 2021 forlængede Udlændingestyrelsen klagerens frist for indrejse til Danmark frem til [foråret] 2021. Klageren blev samtidig vejledt om konsekvenserne ved ikke at indrejse til Danmark før fristens udløb [i foråret] 2021. [I foråret] 2021 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4 samt § 17 a, stk. 1 og 6, idet klageren frivilligt havde taget ophold i sit hjemland, at klageren havde opholdt sig i hjemlandet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, og at klageren havde gjort brug af muligheden for at fortryde repatriering. Flygtningenævnet finder på baggrund af de helt særlige omstændigheder i sagen, herunder den verdensomspændende corona-pandemi, hvor der var rejserestriktioner blandt andet med hensyn til indrejse i blandt andet Danmark på tidspunktet for den forlængede indrejsefrists udløb [ i foråret] 2021, at klagerens opholdstilladelse efter en samlet vurdering ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på det oplyste om Udlændingestyrelsens praksis i Folketingsbesvarelse af 18. marts 2021 fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, hvor der til brug fra besvarelsen har været indhentet oplysninger fra blandt andet Udlændingestyrelsen om, i hvilket omfang der ved sagsbehandlingen tages hensyn til restriktioner som følge af Covid-19. Det fremgår således heraf blandt andet, at Udlændingestyrelsen ved sagsbehandlingen tager hensyn til restriktioner som følge af corona-pandemien, og at Udlændingestyrelsen herunder i forbindelse med sager om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse har anlagt den praksis, hvorefter fristen for genindrejse kan forlænges, hvis det kan dokumenteres, at udlændingen reelt har været indrejsehindret som følge af corona-pandemien. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2.” Demo/2021/5/sels
Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Ukraine.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk russer og ortodoks kristen fra Lugansk, Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han under sit sidste ophold i Ukraine ikke kunne finde et rigtigt arbejde, at han blev snydt for betaling for det arbejde, som det lykkedes ham at finde, at han, fordi han kommer fra Lugansk, er udsat for diskrimination, og at han oplever problemer med at leje bolig, få arbejde, få udstedt pas og bankkort, og at han kun vil rejse til Lugansk via Rusland og ikke via Kiev. Ansøgeren frygter udviklingen i Ukraine på grund af krigen med Rusland og oplyser, at man ikke kan rejse frit i Ukraine, da det østlige Ukraine er besat af Rusland. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han på [socialt medie] har kommenteret videoer fra [A], fra Lugansk, at ansøgerens [socialt medie konto] blev blokeret, og at personer med andre holdninger kritiserede ansøgeren for hans beskeder. Ansøger har til støtte for sit asylmotiv supplerende oplyst, at han frygter grupperinger tæt forbundet til myndighederne, som sætter personer i fængsel. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter at blive tvangsmæssigt rekrutteret til separatistbevægelsens hærstyrker. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske partier eller været politisk aktiv og har ikke oplevet konflikter med de ukrainske myndigheder siden senest [år], religiøse eller kriminelle grupper, familiemedlemmer eller private. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er ukrainsk statsborger, og at han skal vurderes i forhold til Ukraine. Det forhold, at ansøgeren i [år] har ansøgt om at blive fritaget for sit ukrainske statsborgerskab, hvorom han ikke har modtaget svar fra de ukrainske myndigheder, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes herved blandt andet, at ansøgeren [sommeren] [20xx] af de ukrainske myndigheder har fået udstedt et ukrainsk pas i Kiev, som han anvendte, da han indrejste til Danmark med fly i [efteråret] 2021. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren ikke mener, passet er ægte med henvisning til, at ansøgerens adresseregistrering ikke fremgår af passet. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold, at ansøgeren kommer fra Lugansk i det østlige Ukraine, at der er rejsebegrænsninger mellem de oprørsbesatte områder i det østlige Ukraine og den øvrige del af landet, det forhold at ansøgeren ikke har en bolig, at han har vanskeligheder med at finde en bolig og arbejde udenfor sit hjemområde i Ukraine eller det generelle forhold mellem Ukraine og Rusland og landenes befolkninger, kan være asylbegrundende. Der er således tale om forhold af enten generel eller socio-økonomisk karakter. Det forhold, at ansøgeren ifølge sine egne oplysninger på [socialt medie] på et tidspunkt har kritiseret [A], kan ikke i sig selv medføre, at ansøgeren er kommet i et modsætningsforhold til de ukrainske myndigheder. Det bemærkes herved blandt andet, at ansøgeren ikke under sit seneste ophold i hjemlandet fra [sommeren – efteråret] 2021 har oplevet nogen problemer med myndighederne. Herunder oplevede han ingen problemer i forbindelse med sin ind- og udrejse af Ukraine i 2021, ligesom han uden problemer [sommeren] 2022 af de ukrainske myndigheder i Kiev fik udstedt et nyt ukrainsk pas. Flygtningenævnet finder det heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren, der er [alder] år, ved en tilbagevenden til Ukraine, vil blive mobiliseret til at indgå i separatistbevægelsens styrker. Endelig finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han i perioden fra [sommeren – efteråret] 2021 af de ukrainske myndigheder er blevet udsat for asylbegrundende psykisk vold. Nævnet bemærker herved, at der dels er tale om en udbyggende forklaring, der først er fremkommet under nævnsmødet, dels er ansøgerens forklaring i modstrid med hans forklaring til oplysning- og motivsamtalen [efteråret] 2021, hvor han forklarede, at han ikke havde haft problemer med de ukrainske myndigheder efter hjemsendelsen i [sommeren] 2021 og til hans udrejse fra Ukraine i [efteråret] 2021. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Ukraine vil være i risiko for individuel forfølgelse, i risiko for overgreb eller nedværdigende behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Heller ikke de generelle forhold i Ukraine kan medføre, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [efteråret] 2021. Ukra/2022/9 /amca
Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Syrien. Sagen er sambehandlet med Syri/2022/10/DH. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etniske kurdere og muslimer fra Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte den [dato i foråret] 2016 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste den mandlige klager som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive tvunget til at slå andre ihjel, idet han var blevet opsøgt af en kurdisk gruppe, der ville rekruttere ham. Han henviste derudover til han i 2013 blev opsøgt af efterretningstjenesten, der forsøgte at rekruttere ham til at dele oplysninger med som følge af hans arbejde på et hotel i Damaskus. De kvindelige klager henviste som asylmotiv til, at den mandlige klagere var eftersøgt af efterretningstjenesten, idet hans navn var blevet forvekslet med et navn på en person, som var eftersøgt. Endelig henviste klagerne til de generelle forhold. Udlændingestyrelsen har den [dato i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Den mandlige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han frygter, at han vil blive tilbageholdt af de syriske myndigheder. Han har til støtte herfor oplyst, at hans mor i slutningen af 2016 blev opsøgt af myndigheder, der spurgte, hvor han betafandt sig og gav hans mor besked om at sige til ham, at han skulle henvende sig til de syriske myndigheder i det område, hvor sikkerhedstjenesten holder til. Han har derudover oplyst, at han og hans familie aldrig har haft et tilhørsforhold til Syrien, idet de tidligere har været registreret som makhumin og ajanib fra [klagernes hjemby og -provins i Syrien] og derfor altid er blevet betragtet som udlændinge. Den kvindelige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter, at den mandlige klager vil blive tilbageholdt af myndighederne, fordi han er efterstræbt af både de syriske myndigheder og af kurdiske grupperinger, da han ikke ønsker at samarbejde med dem. Flygtningenævnet skal foretage en vurdering af, om klagerne er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagernes forklaringer om deres asylmotiver til grund. Klagerne har overfor Udlændingestyrelsen under samtaler afgivet divergerende oplysninger blandt andet om, hvorvidt den mandlige klager har været anholdt af de syriske myndigheder, og hvilken betydning det havde for den mandlige klager, at hans navn blev forvekslet med en anden person, som var efterstræbt af myndighederne. Den mandlige klager har udbygget sin forklaring omkring at være opsøgt af efterretningstjenesten for nævnet, idet han for nævnet har oplyst, at han blev tilbageholdt og taget med af efterretningstjenesten 2-3 gange og ved en episode var tilbageholdt i 10 timer. Klagerne har også afgivet divergerende oplysninger om, hvorvidt den mandlige klager tillige er efterstræbt af kurdiske grupper, herunder har klagerne afgivet modstridende oplysninger om, hvorvidt den mandlige klager blev opsøgt i hjemmet af kurdiske grupper, og hvem der var til stede under disse eventuelle opsøgninger. Det beror således på klagernes egne formodninger, at den mandlige klager skulle være i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder, som angiveligt skulle efterstræbe ham. Nævnet lægger blandt andet vægt på, at klagernes huse aldrig har været udsat for ransagninger, og at den mandlige klager aldrig har været anholdt, ligesom de syriske myndigheder ikke opsøgte ham i perioden fra 2013 til udrejsen i 2015. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klagerne har forklaret divergerende om, hvorvidt det var de syriske myndigheder eller kurdiske grupper, der opsøgte den mandlige klagers mor i 2016/2017, ligesom nævnet bemærker, at den mandlige klagers mor ikke blev truet under opsøgningen, og at det alene foregik 1 gang, indtil moderens udrejse 6 måneder senere. Nævnet bemærker endvidere, at det beror på den mandlige klagers mors egen formodning, at hun blev opsøgt. Det beror ligeledes på klagernes egne formodninger, at den mandlige klager skulle være i et modsætningsforhold til kurdiske grupper, og at han skulle være efterstræbt af disse. Nævnet bemærker i den forbindelse, at opsøgningen fra de kurdiske grupper skete overfor alle kurdere i området, hvor klagerne boede og var af generel karakter, og at de mulige opsøgninger aldrig har resulteret i overgreb, idet personerne gik deres vej, da klageren oplyste, at han ikke ønskede at kæmpe for kurderne. Efter baggrundoplysningerne kan Flygtningenævnet heller ikke lægge til grund, at klagerne risikerer asylbegrundende overgreb, fordi de er kurdere, der har opnået syrisk statsborgerskab og er udrejst illegalt med deres 3 mindreårige børn. I relation til at klagernes ældste søn og andre familiemedlemmer har uddraget sig militærtjeneste er spørgsmålet, om klagerne af denne grund risikerer at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder ved deres tilbagevenden til Syrien. For så vidt angår risikoen for, at såkaldte Draft evaders familiemedlemmer bliver udsat for overgreb mv. fremgår følgende af European Asylum Support Offices rapport fra april 2021 (Syria, Military service), side 33 f.: ”4.1 Draft evaders … 4.1.2. Potential consequences for family members Regarding the treatment of family members, sources differ in their assessment. While several sources stated that family members of draft evaders would not face any consequences, other sources indicated that they would face house searches, pressure and harassment from military police or intelligence services to reveal the whereabouts of male relatives wanted for military service. In some cases, family members have been arrested or required to report to an intelligence service branch for questioning. In a February 2021 interview with EASO, an international humanitarian organization working in Syria mentioned a case in which the authorities conditioned the granting of security clearance required for renewing a lease agreement by requiring the applicant to provide information on the whereabouts of male relatives wanted for military service. Suhail Al-Ghazi assessed that family members of draft evaders from areas loyal to the GoS won’t face the same kind of harassment as those originating in former opposition-held areas." Det bemærkes, at det, der er anført i European Asylum Support Offices rapport fra november 2021 (Country Guidence: Syria), side 80 f., vedrørende risikoen for, at såkaldte militærunddrageres familiemedlemmer bliver udsat for overgreb mv., ikke ændrer ved det, at der anført i den citerede rapport fra april 2021. På denne baggrund må det ved vurderingen af, om klagerne ved en tilbagevenden til Syrien risikerer overgreb mv. fra de syriske myndigheders side som følge af klagernes ældste søn og øvrige familiemedlemmers militærunddragelse, tages i betragtning, at den kvindelige klagers forældre fortsat bor i Syrien, og at de ikke er opsøgt af de syriske myndigheder. Den mandlige klagers mor har endvidere boet i [klagernes hjemby] indtil 2017, hvor hun efter det oplyste ikke er opsøgt som følge af den mandlige klagers brødres unddragelse fra militærtjeneste. Når det anførte sammenholdes med, at der ikke foreligger andre belastende oplysninger om klagernes ældste søn og øvrige familiemedlemmer f.eks. om deres tilknytning til oprørsgrupper mv., tiltræder Flygtningenævnet – under behørig hensyntagen til forsigtighedsprincippet – at klagerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i risiko for overgreb af de syriske myndigheders omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Klagerne har afgivet divergerende oplysninger under deres samtaler med Udlændingestyrelsen om, hvorvidt de har boet i Damaskus eller alene har opholdt sig der i perioder i forbindelse med arbejde. Af samtalerne har klagerne blandt andet oplyst, at børnene er født i [klagernes hjemby], at de alene har gået i skole der, og at de ikke har boet i Damaskus. Endvidere fremgår det af klagernes oplysninger til Udlændingestyrelsen, at begge klagernes familier stammer fra [klagernes hjemby], hvor den mandlige klagers familie har et familiehus, hvori klagerne også har boet. For nævnet har klagerne afgivet forklaringer omkring deres faste base i [klagernes hjemby], herunder at de var fattige, og at den mandlige klager og hans brødre samt far i perioder rejste til Damaskus for at arbejde og tjene penge til familierne, som forblev i [klagernes hjemby]. Klagerne har tillige forklaret, at de aldrig har været bopælsregistreret i Damaskus og at han senest har arbejdet i Damaskus i 2013. De divergerende oplysninger omkring bopæl i Damaskus/[klagernes hjemby], har klagerne for nævnet givet en troværdig forklaring på. Klagernes opfattelse af, at de skal vurderes asylretligt i forhold til [klagernes hjemby], er ligeledes støttet af dokumenter fremlagt for nævnet omkring deres status som kurdere, og forklaringen omkring deres rettigheder i den forbindelse. På den baggrund lægger Flygtningenævnet til grund, at klagerne og deres mindreårige barn asylretligt skal vurderes i forhold til [klagernes hjemby] i Syrien. På denne baggrund hjemviser Flygtningenævnet sagen til Udlændingestyrelsen.” Syri/2022/9/DH
Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk digil og sunni-muslim fra [landsby], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabab, fordi ansøgeren har afvist at samarbejde med dem. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han en dag blev kontaktet af [A], som bad ham om at samarbejde med al-Shabab. Ansøgeren skulle opbevare nogle våben i [lokalitet]. Først afslog ansøgeren at samarbejde med al-Shabab, men valgte alligevel at tage imod en sæk med genstande, idet han frygtede, at al-Shabab ville gøre ham fortræd. Kort tid efter blev ansøgeren igen kontaktet af [A], som oplyste ham, at ansøgeren ville modtage nogle pistoler, som ansøgeren skulle opbevare i [lokalitet]. Ansøgeren løj og sagde, at han ikke var i [lokalitet]. [A] sagde til ansøgeren, at han godt var klar over, at ansøgeren løj, fordi [A] kunne se, at ansøgeren var i [lokalitet]. Ansøgeren sagde, at han ikke længere kunne opbevare genstande for al-Shabab. Herefter sagde [A] til ansøgeren, at han ville blive dømt til døden for at samarbejde med de vantro, hvis han nægtede at samarbejde med al-Shabab. Ansøgeren fik dernæst at vide, at han skulle møde i Al-Shababs domstol. Herefter tog ansøgeren hjem til sin mor og fortalte om hændelsen. Ansøgerens [familiemedlem] kontaktede straks ansøgerens [familiemedlem] i [land], som arrangerede ansøgerens udrejse af Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en konflikt med al-Shabaab. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om en konflikt med al- Shabaab fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgerens forklaring for nævnet bærer herunder præg af at være generel, detaljefattig og på enkelte punkter usandsynlig. Ansøgerens manglende troværdighed med hensyn til sit asylmotiv bestyrkes af, at ansøgeren på helt centrale punkter om hændelsesforløbet har forklaret divergerende og udbyggende. Flygtningenævnet har blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, hvordan han fik at vide, at han skulle tage til al-Shabaab-domstolen i [by], efter at han overfor [A] havde afvist, at han ville opbevare blandt andet våben for al-Shabaab i [lokalitet]. I forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen [vinteren] 2020 forklarede ansøgeren, at han to timer efter en telefonsamtale med [A] blev opsøgt af to drenge fra al-Shabaab, der sagde, at ansøgeren skulle komme til al-Shabaab-domstolen i [by]. De skulle dog ikke hente eller ledsage ansøgeren. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [vinteren] 2021 forklarede ansøgeren derimod, at [A] to dage efter en samtale i [lokalitet] ringede til ham og sagde, at ansøgeren skulle møde op i [by]. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende med hensyn til karakteren af den af [A] fremsatte dødstrussel – der i øvrigt ydermere findes at være i modstrid med, at ansøgeren skulle begive sig til al-Shabaab-domstolen i [by]. I forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen [vinteren] 2020 forklarede ansøgeren, at [A] sagde til ham, da ansøgeren afviste at opbevare ting for al-Shabaab, at ansøgeren fra dags dato var dømt til døden, da han ville samarbejde med de vantro. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [vinteren] 2021 forklarede ansøgeren derimod, at [A] under telefonsamtalen sagde, at hvis han ikke accepterede at opbevare ting for al-Shabaab, ville de med det samme sende en til at slå ansøgeren ihjel. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, hvor lang tid ansøgeren opholdt sig i [bydel] i Mogadishu, efter at han forlod sin bopæl. I forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen den [vinteren] 2020 forklarede ansøgeren, at han opholdt sig hos sin moster i bydelen [by2] i 2 dage, inden han rejste til [familiemedlem] i [by3]. Under samtalen med Udlændingestyrelsen den [vinteren] 2021 forklarede ansøgeren derimod – i forbindelse med, at ansøgeren forklarede om et nyt telefonopkald fra [ansøgeren], der havde ansøgerens telefonnummer, uagtet ansøgeren havde skiftet sit telefonnummer - at han opholdt sig to uger i [by2] hos [familiemedlem]. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det fremstår usandsynligt, at al-Shabaab skulle have fået fat i ansøgerens nye og i øvrigt uregistrerede telefonnummer, da han var kommet til Mogadishu, hvilket telefonnummer ansøgeren kun havde oplyst til [familiemedlem], der ikke forinden var blevet opsøgt af al-Shabaab. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7. De generelle forhold i Somalia er ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan give grundlag for asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021. Soma/2022/1/amca
Nævnet meddelte i januar 2022 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og uden religiøs overbevisning fra Orumiyeh, Vest-Aserbajdsjan, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin familie, idet hun er homoseksuel. Videre frygter hun at blive dødt til døden af de iranske myndigheder på grund af sin seksualitet, idet det er i strid med iransk lov at være homoseksuel. Endelig frygter hun at blive slået ihjel af sin ekskæreste, [A], idet hun ikke kunne indgå ægteskab med ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun har haft seksuelle forhold til tre kvinder, og at hun har vidst, hun var homoseksuel siden hun var [i 20’erne]. Hendes familie var ikke bekendt med, at hun var homoseksuel. Da hun var [i 10’erne], havde hun et forhold med [et familiemedlem], [B], i tre til fire dage, hvorefter deres kontakt ophørte. Da ansøgeren var [i 20’erne], indledte hun et forhold med sin nye nabo, [C], som hun dannede par med i fire år. Da hun var [i 20’erne] mødte hun [D], som var sekretær hos […]. De var i et forhold i omkring halvandet år. Ansøgeren har endvidere til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun som [i 10’erne] indledte et forhold til en af sin brødres venner, [A]. Et år senere friede han til hende, men hendes familie modsatte sig ægteskabet. Herefter blev hun holdt i husarrest i to år, hvorefter hun var stærkt begrænset i sin bevægelighed af sin familie. [A] truede hende efterfølgende med at slå hende ihjel, hvis hun ikke kunne indgå i ægteskab med ham. Ansøgeren har for Flygtningenævnet frafaldet asylmotivet, der angår frygten for [A]. Om frygten for, at familien og de iranske myndigheder vil slå ansøgeren ihjel som følge af ansøgerens homoseksualitet. Ansøgeren har for Flygtningenævnet oplyst, at hendes forklaring under to samtaler med Udlændingestyrelsen om, at ansøgerens svigerinde [i efteråret] 2020 opdagede ansøgeren have samleje med ansøgerens (kvindelige) kæreste, [D], hjemme hos ansøgeren, hvorefter ansøgeren flygtede fra hjemmet, ikke er korrekt. Flygtningenævnet skal bemærke, at dette svækker ansøgerens generelle troværdighed. Herudover må det i forhold til, hvorvidt ansøgerens forklaring om sin homoseksualitet kan lægges til grund, som udgangspunkt tages i betragtning, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet ikke indeholder oplysninger om, at ansøgeren forud for forholdet med [D] havde haft seksuelle forhold til [familiemedlem], [B], og til den kvindelige nabo, [C]. Derimod finder Flygtningenævnet ikke – som Udlændingestyrelsen har gjort i den påklagede afgørelse – at det med den fornødne sikkerhed kan lægges til grund, at ansøgeren i asylskemaet og under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021 har forklaret forskelligt med hensyn til, på hvilket tidspunkt ansøgeren erkendte, at hun var lesbisk. Spørgsmålet er herefter, om det uanset det ovennævnte kan lægges til grund, at ansøgeren er homoseksuel. I den forbindelse skal Flygtningenævnets flertal mere generelt bemærke, at det ved denne vurdering må holdes for øje, at ansøgeren har været i en særlig sårbar situation. Der kan i den forbindelse blandt andet henvises til den fremlagte lægejournal, hvor det af indførslen [fra vinteren] 2021 fremgår, at ansøgeren ønskede en lægetid, men ikke ville angive problemstillingen i et åbent forum foran sin ven/tolk, og at hun [i vinteren] 2021 oplyste, at hun er homoseksuel. Hertil kommer, at det af indførslen [fra sommeren] 2021 fremgår, at hun havde deltaget i 11 ud af 12 henviste psykologkonsultationer, og at psykologen anførte, at ansøgeren havde identitetsvanskeligheder, hvor personlige, familiære og kulturmæssige omstændigheder spillede sammen. Herudover finder flertallet, at der må lægges vægt på, at ansøgeren allerede ved sin ankomst i lufthavnen og i asylansøgningsskemaet angav, at hun flygtede fra Iran, fordi hun var lesbisk/på grund af sin seksualitet, ligesom hun i skemaet oplyste om sit forhold til [D]. Endvidere finder flertallet, at ansøgerens forklaring om baggrunden for, at hun talte usandt under de to samtaler med Udlændingestyrelsen fremstår troværdig. Flertallet finder i øvrigt, at det ikke kan tillægges afgørende betydning ved vurderingen af, om det kan lægges til grund, at ansøgeren er homoseksuel, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet undlod at nævne sine tidligere seksuelle forhold med [B] og [C], når henses til, dels at asylansøgningsskemaet ikke nødvendigvis indeholder en udtømmende angivelse af ansøgerens forhold, dels at ansøgeren angav, at hun var lesbisk og nævnte det seneste forhold med [D]. Hertil kommer navnlig, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret troværdigt og sammenhængende om sin homoseksualitet og om sine erfaringer og overvejelser i den forbindelse. Ansøgerens homoseksualitet understøttes i øvrigt i nogen grad af en erklæring fra LGBT Asylum og de fremlagte fotos af ansøgerens deltagelse i LGBT Asylums arrangementer, ligesom den understøttes af den fremlagte lægejournal. På den anførte baggrund lægger flertallet til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at hvis hun havde mulighed for det i Iran, ville hun leve åbent med sin seksualitet. Henset til baggrundsoplysningerne om homoseksuelles forhold i Iran finder flertallet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2022/2/imbs
Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og kristen fra [en by], Tyrkiet. Ansøgeren har været medlem af det politiske parti HDP i cirka 19 år, hvor han har fungeret som formand for ungdomsafdelingen. Ansøgeren har endvidere gået på en skole med tilknytning til Süleyman-bevægelsen, og han har udført aktiviteter for Gülen-bevægelsen i 11 til 12 år. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han planlægger at udgive et musikalbum med regimekritisk indhold i Danmark, men at udgivelsen blev forsinket som følge af Covid-19-situationen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han for cirka ni år siden har medvirket i en [navngiven] TV-serie, som blev vist på [en navngiven TV-kanal], som understøtter Gülen-bevægelsen. Ansøgeren har i forlængelse heraf oplyst, at de øvrige medvirkende i TV-serien enten er blevet fængslet eller er flygtet til USA. Ansøgeren har endvidere henvist til, at de tyrkiske myndigheder mistænker ham for at have en forbindelse til Gülen-bevægelsen, idet ansøgeren har været tilknyttet en Gülen-skole samt downloaded en app, som anvendes af Gülen-bevægelsens medlemmer til intern kommunikation. Ansøgeren har udført aktiviteter for Gülen-bevægelsen, herunder uddelt slik og penge til børn samt serveret te til større arrangementer. Ansøgeren har endvidere haft en konto i Bank Asya. Ansøgeren ønsker dog ikke at være tilknyttet bevægelsen, idet der er tale om en religiøs bevægelse, og ansøgeren frygter på den baggrund, at han vil blive slået ihjel af Gülen-bevægelsen. Ansøgeren undlod at deltage i kupforsøget den 15. juli 2016, men han blev alligevel tilbageholdt af myndighederne. Ansøgeren videregav i den forbindelse oplysninger om Gülen-bevægelsen til de tyrkiske myndigheder. Ansøgeren har efterfølgende modtaget trusler fra medlemmer af Gülen-bevægelsen samt to mundtlige indkaldelser til retten som følge af sin tilknytning til Gülen-bevægelsen. Ansøgeren har videre henvist til, at han har været medlem af det politiske parti HDP og kæmpet for kurdernes rettigheder. Ansøgeren har udført aktiviteter for HDP, herunder optrådt på scenen til diverse valgkampsarrangementer, udarbejdet politiske valgprogrammer samt optrådt med politiske sange. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han vil blive opsøgt af nationalister fra MHP som følge af sit medlemskab af HDP og tilknytning til Gülen-bevægelsen, fordi MHP samarbejder med regeringspartiet og er modstandere af Gülen-bevægelsen. MHP har udsat ansøgeren for fysiske og psykiske overgreb cirka 20 til 25 gange. Ansøgeren har endeligt henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren fik interesse for kristendommen under sit ophold i Danmark, idet han begyndte at læse bøger og orientere sig om kristendommen på internettet. Ansøgeren er ikke døbt, men han har troen i sit hjerte. Ansøgeren frygter, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil blive presset til at bekende sig til islam. Om der er grundlag for en torturundersøgelse. Flygtningenævnet skal indledningsvis bemærke, at nævnet er opmærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ’General Comment No. 4’ fra februar 2018, pkt. 40-41, anbefaler, at torturundersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens oplysninger ikke grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på blandt andet, at ansøgeren i sin samtale af [en dato i foråret] 2021 med Udlændingestyrelsen oplyste, at han har været på et [navngivent] hospital i Tyrkiet i forbindelse med, at han blev udsat for tortur af politiet, og at han ville forsøge at fremskaffe hospitalsdokumenterne. For nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han ikke har været på hospitalet i Tyrkiet for at blive torturundersøgt, men at en læge hver gang blev bragt til politistationen og undersøgte ham. Om ansøgerens generelle troværdighed. For så vidt angår ansøgerens asylmotiver skal Flygtningenævnet bemærke, at det ved bedømmelsen af, i hvilket omfang asylmotiverne kan lægges til grund, mere generelt må tages i betragtning, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark siden [efteråret] 2019, men først [en dato i vinteren] 2020 har søgt om asyl i forbindelse med, at ansøgeren blev anholdt for ulovligt ophold i Danmark. Den omstændighed, at han undlod at søge om asyl på et tidligere tidspunkt på grund af ansøgerens psykiske forhold og frygt for myndighederne, kan ikke føre til et andet resultat for så vidt angår den nævnte generelle betragtning, når også henses til ansøgerens ret fyldige udfyldelse af asylansøgningsskemaet af [en dato i vinteren] 2020. Om de enkelte asylmotiver bemærkes herefter følgende: Om risiko for overgreb mv. fra de tyrkiske myndigheders side som følge af ansøgerens tilknytning til Gülen-bevægelsen. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har haft en sådan tilknytning til Gülen-bevægelsen, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af dette forhold risikerer asylbegrundende overgreb eller forfølgelse fra de tyrkiske myndigheders side. I den forbindelse har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren i sit asylansøgningsskema af [en dato i vinteren] 2020 ikke har oplyst, at han (selv) har haft en nærmere tilknytning til Gülen-bevægelsen, hvilket ellers ville have været nærliggende at oplyse om, dels fordi ansøgeren i asylansøgningsskemaet anfører, at hans ”fars fætter flygtede til Italien, fordi han tilsluttede sig prædikanten Hr. Fetullah”, dels fordi ansøgeren i asylansøgningsskemaet oplyser om, at han ”frygter at vende tilbage til sit hjemland, fordi ansøgeren har spillet (en rolle) på den TV-kanal, der tilhører prædikanten Hr. Fetullah”. Flygtningenævnet finder det således nærliggende, at ansøgeren i asylansøgningsskemaet havde anført noget nærmere om sin tilknytning til Gülen-bevægelsen, uanset at skemaet ikke nødvendigvis indeholder en udtømmende angivelse af den enkelte ansøgers asylmotiver. Hertil kommer blandt andet, at ansøgeren under de forskellige samtaler med Udlændingestyrelsen er kommet med divergerende forklaringer om begyndelses- og sluttidspunktet for sin skolegang på skoler tilknyttet Gülen-bevægelsen, ligesom han for Flygtningenævnet har forklaret, at han ikke havde noget med Gülen-bevægelsen at gøre, før han som 19-årig begyndte på en Gülen-skole, mens han under sin samtale [en dato i foråret] 2021 med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han var 16 år, da han første gang mødtes med Gülen-bevægelsen. Med hensyn til risikoen for overgreb mv. som følge af ansøgerens deltagelse i en [navngiven] tv-serie, der blev vist på en [navngiven] tv-kanal tilhørende Gülen-bevægelsen, skal Flygtningenævnet bemærke, at ansøgerens deltagelse i tv-serien efter det oplyste fandt sted for ca. 10 år siden, og at han alene har medvirket i en enkelt episode i ca. tre minutter. Hertil kommer, at han for nævnet har forklaret, at han lige efter sin medvirken i tv-serien oplevede et voldeligt overfald på grund af denne medvirken, men ikke efterfølgende har været udsat for vold på grund af denne medvirken. Herudover har nævnet henset til, at ansøgeren [en dato i vinteren] 2021 under oplysnings- og motivsamtalen alene oplyste om, at han havde modtaget trusler som følge af sin medvirken i tv-serien, men i den forbindelse ikke forklarede noget om, at han rent faktisk var blevet udsat for vold eller lignende. For så vidt angår ansøgerens tilknytning til Gülenbevægelsen ved, at han skulle have downloadet en app på sin mobiltelefon, der forbindes med Gülen-bevægelsen, bemærkes, at ansøgeren trods forespørgsel fra Flygtningenævnets side ikke oplyste noget herom under sin forklaring for nævnet. Herefter og henset til sagens øvrige oplysninger finder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren skulle have downloadet den nævnte app. Om risiko for overgreb mv. fra tilhængere af Gülen-bevægelsen som følge af ansøgerens modsætningsforhold til Gülen-bevægelsen. Ved vurderingen af, om det kan lægges til grund, at ansøgeren risikerer overgreb mv. fra tilhængere af Gülen-bevægelsen ved en tilbagevenden til Tyrkiet, bemærkes i første række, at ansøgeren ikke oplyste noget herom i asylansøgningsskemaet. Herudover må der lægges vægt på, at ansøgeren [en dato i foråret] 2021 til Udlændingestyrelsen har forklaret blandt andet, at han frygter Gülen-bevægelsen, fordi han ikke deltog i kupforsøget den 16. juli 2016, og at han straks efter kupforsøget trak pengene ud af Aysa Bank, der er tilknyttet Fethullah Gülen, når han samtidig [en dato i foråret] 2021 har forklaret, at han efter kupforsøget boede på hoteller sammenlagt i et (eller to) år, og at ”[d]et var Gülen-bevægelsen, der betalte disse hotelregninger, så han ikke afslørede noget om dem”. Herefter – og i øvrigt efter en samlet vurdering af ansøgerens oplysninger om sin tilknytning til Gülen-bevægelsen og når henses til, at ansøgeren for Flygtningenævnet ikke har nævnt noget om sin frygt for Gülen-bevægelsens tilhængere – finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil risikere asylbegrundende overgreb mv. fra Gülen-bevægelsens tilhængere. Om risiko for overgreb mv. fra de tyrkiske myndigheders side og nationalister fra MHP som følge af ansøgerens tilknytning til partiet HDP. Ved vurderingen af, om det kan lægges til grund, at ansøgeren risikerer overgreb mv. fra dels de tyrkiske myndigheders side, dels nationalister fra MHP som følge af ansøgerens tilknytning til partiet HDP (Halkların Demokratik Partisi), bemærkes i første række, at ansøgeren [en dato i vinteren] 2021 under oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at han havde været medlem af HDP i 18-19 år, og at han var medlem af deres ungdomsafdeling, mens han først under den tredje samtale med Udlændingestyrelsen [en dato i sommeren] 2021 oplyste, at han i fire år havde været formand for HDP’s ungdomsparti. Endvidere må der lægges vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at ”han ved en tilbagevenden til Tyrkiet udelukkende frygter at blive fængslet eller dræbt, som følge af, at han har medvirket i den ovennævnte tv-serie, fordi han er kristen og fordi han snart udgiver et nyt regeringskritisk album”, og at han ikke havde ”yderligere konflikter med myndigheder, politi, familie, kriminelle/religiøse/politiske/militante grupper eller lignende”. På den anførte baggrund – og henset til, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om nu flere skudepisoder, og da det, som ansøgeren i øvrigt har anført, ikke kan føre til et andet resultat – finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet risikerer overgreb mv. fra de tyrkiske myndigheders side og/eller nationalister fra MHP som følge af ansøgerens tilknytning til partiet HDP. Om risiko for overgreb mv. fra de tyrkiske myndigheders side som følge af ansøgerens asylansøgning samt forventede musikalbum. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse – og når henses til, at ansøgeren ikke har nævnt noget herom under sin forklaring for Flygtningenævnet – finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet risikerer overgreb mv. fra de tyrkiske myndigheders side som følge af ansøgerens asylansøgning samt forventede musikalbum. Om risiko for overgreb mv. fra de tyrkiske myndigheders side eller Gülen-bevægelsen som følge af ansøgerens konversion til kristendommen. Henset til, dels at ansøgeren under sin forklaring for Flygtningenævnet ikke har nævnt noget om sin konversion til kristendommen, dels at ansøgerens tidligere forklaringer herom ikke på nogen måde fremstår overbevisende finder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at klageren er konverteret til kristendommen. Konklusion. På den anførte baggrund, og da de generelle forhold i Tyrkiet ikke i sig selv kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om, at ansøgeren ikke meddeles asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7.” Tyrk/2022/1/MLVT
Nævnet omgjorde i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2022/7. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: "Klageren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra [By], Rif-Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har oplyst, at hun har deltaget i flere demonstrationer mod det syriske regime. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klagerens mor som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede overgreb, dels som følge af hendes sønners manglende efterlevelse af indkaldelse til militærtjeneste, dels som følge af, at hun har hjulpet oprørerne med vand, mad og pleje. Familiens bopæl blev tre gange opsøgt af nationalforsvaret, hvorunder der blev fremsat trusler over for klageren, ægtefællen og datteren som følge af, at klagerens sønner havde unddraget sig militærtjeneste, samt fordi klageren havde støttet oprørerne. Klageren har fra tidligere naboer fået oplyst, at familiens hus er blevet ransaget og efterfølgende [beskadiget]. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tilbageholdt, kidnappet og voldtaget af medlemmer af det syriske regime, idet hendes brødre har unddraget sig militærtjeneste. Klageren har til støtte herfor oplyst, at familien blev opsøgt på deres bopæl, samt at hun blev forfulgt på vej til skole. Klageren har endvidere henvist til, at hun er en enlig, ung og smuk kvinde, hvorfor myndighederne med det samme vil tage hende. Klageren frygter videre, at hun ved en tilbagevenden vil blive tvangsgift og skilt fra sin ægtefælle. Klageren har endvidere henvist til, at hun har deltaget i flere demonstrationer i både Syrien og Danmark, hvorfor hun frygter at være eftersøgt på baggrund heraf. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder EASOs rapport: Country Guidance: Syria, fra september 2020, Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus fra oktober 2020 og Dansk Flygtningehjælps Landeprofil om Syrien juni 2021 tiltræder Flygtningenævnet, at der er grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Rif-Damaskus området. Flygtningenævnet er opmærksom på rapport fra Amnesty International fra september 2021, ”You´re going to your death”, men finder, at den ikke kan føre til en anden vurdering. Afgørelsen af 14. september 2021 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen M.D. And Others v. Russia kan heller ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at der med dommen er taget stilling til, at enhver tvangsmæssig udsendelse til alle dele af Syrien vil udgøre en krænkelse af artikel 3 i EMRK, men at der er foretaget en vurdering af ansøgernes konkrete forhold, herunder at de er mænd i den militærpligtige alder, med den deraf følgende risiko for indkaldelse til militærtjeneste, som de har modsat sig. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Klageren indrejste i Danmark i 2015 og har opholdt sig her i landet i 6 år. Klageren indrejste som mindreårig med sin mor. Klageren har boet sammen med en mand fra Syrien siden oktober 2020, og de blev gift i [sommeren] 2021 og venter barn. Klageren har sine forældre og [antal] ældre brødre i Danmark. Brødrene er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Moderens opholdstilladelse er nægtet forlænget [i foråret] 2021, og faderen er familiesammenført med moderen. Klageren har også en onkel og dennes familie i Danmark. Klageren har i Danmark været under uddannelse, og hun går for tiden på [navn på skole]. Hun har været i gang med andre uddannelser, som hun har afbrudt, da hun ikke kunne finde en læreplads. Hun forstår og taler dansk. Hun er medlem af foreningen [navn på forening] i Danmark. Hun har ikke helbredsmæssige problemer ud over psykiske mén fra tiden i Syrien. Klageren er født og opvokset i Syrien, hvor hun boede og gik i skole indtil sin udrejse, da hun var [under 18] år gammel. Klageren har ikke familie i hjemlandet. Flygtningenævnet finder på baggrund af det ovenfor anførte, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret til familie- og privatliv efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingeloven § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i en inddragelse over for intensiteten af det indgreb, en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har opnået en særlig stærk tilknytning til Danmark. Nævnet har herved lagt vægt på længden af klagerens ophold i Danmark, hvor hun har gået i skole samt det forhold, at hun ikke fremstår velintegreret. Hun taler og skriver dansk. Hun har haft sine formative år i Syrien og kun få af ungdomsårene i Danmark. Nævnet har tillige lagt vægt på, at klagerens tilknytning til hjemlandet er stærk, idet hun har boet der det meste af sit liv. Hun har ikke helbredsmæssige problemer ud over psykiske mén fra tiden i Syrien. Klageren har sin familie i Danmark, og hun er efter nægtelsen af forlængelsen af opholdstilladelsen blevet gift med en syrisk mand. Hun har ikke familie i hjemlandet. Efter EMRK udgør forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke ”familieliv” efter artikel 8, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd, hvilket ikke er tilfældet i denne sag. At klageren er forlovet i Danmark og alene har boet sammen med sin forlovede og nu ægtefælle i en kortere periode kan heller ikke medføre, at klageren har en særlig tilknytning til Danmark. Nævnet ligger herved vægt på tidspunktet for ægteskabets indgåelse og længden af det forudgående samliv. Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet afvejning af klagerens og den danske stats interesse over for hinanden, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark, jf. herved navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 eller artikel 3. I forhold til EMRK artikel 3 har Flygtningenævnet lagt vægt på baggrundsoplysningerne omkring behandlingsmuligheder i Syrien. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at der ikke er tale om alvorlige helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om klageren opfylder betingelserne for at kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, på baggrund af individuelle forhold. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet kan i det hele henvise til afgørelsen fra Flygtningenævnet af [efteråret] 2016 i klagerens mors sag, hvor klagerens mors til dels tilsvarende asylmotiver blev behandlet. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke er fremkommet nye oplysninger siden sagens behandling i 2016. Nævnet er også opmærksom på de nyere og divergerende baggrundsoplysninger omkring familiemedlemmer til personer, der har unddraget sig militærtjeneste. Ud fra en individuel bedømmelse af sønnernes forhold, herunder at de ikke er profilerede, finder Flygtningenævnet dog ikke, at klageren, som følge af sønnernes forhold, er efterstræbt af de syriske myndigheder. Det beror på klagerens egen formodning, at hun skulle være eftersøgt at de syriske myndigheder som følge af at være enlig ung og smuk kvinde samt at hun har forladt Syrien. Klagerens opfattelse er endvidere ikke støttet af baggrundsoplysningerne. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun på dette grundlag skulle være eftersøgt af de syriske myndigheder, og at hun er i risiko for asylbegrundede forfølgelse eller overgreb som nævnt i udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Syrien. Klageren har efter nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen meldt sig ind i foreningen [navn på forening]. Hun har deltaget i demonstrationer, og hun fremgår med navn og billede i [en type medie], som hendes mor har givet til [navn på medie], hvor moderen fremkommer med kritiske udtalelser omkring den danske udlændingepolitik og hjemsendelserne. På billedet fra artiklen fremstår klageren også med en kritisk holdning til den danske udlændingepolitik. Når klagerens egen eksponering sammenholdes med hendes mors eksponering, som anført i moderens sag, er der risiko for, at klageren også er eksponeret i forhold til de syriske myndigheder som værende modstander af det syriske styre. Flygtningenævnet finder ud fra et forsigtighedsprincip, at det på den angivne baggrund må lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien kan risikere forfølgelse som følge af sine egne og sin mors regimekritiske aktiviteter, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren har sandsynliggjort, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2021, og meddeler klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1." Syri/2022/8
Nævnet meddelte i januar 2022 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hun vil blive slået ihjel af en familie ved navn [A], som hendes nu afdøde søster havde en konflikt med i 2014. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter at vende tilbage til Syrien, fordi hun ikke har noget familie eller nogen bekendte i landet, der kan forsørge hende. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes søsters ægtefælles nevø blev forelsket i en pige fra [A] familien i 2014. Nevøen bad om pigens hånd, hvilket familien afslog, da hun var lovet væk til anden side. Nevøen og pigen fortsatte med at ses, herunder på ansøgerens søsters bopæl, hvilket [A] familien opdagede. Herefter blev søsterens bopæl stormet, i hvilken forbindelse de slog nevøen ihjel. Som reaktion herpå slog ansøgerens søsters søn tre eller fire personer fra [A] familien ihjel, og senere blev ansøgerens søsters søn selv slået ihjel af andre medlemmer af samme familie. Herefter flygtede ansøgerens søster og hendes børn til [navn på flygtningelejr]. Senere tog de videre til en lejr i [en større by i Syrien], hvor de omkom, da en bevæbnet gruppe brændte lejren ned. Ansøgeren har efterfølgende fået fortalt, at [A] familien også har slået ansøgerens morbror ihjel. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hendes to døtre forsvandt i 2015, og at hun formoder, [A] familien bortførte dem. Ansøgerens nabo har fortalt ansøgerens ægtefælle, at [A] familien har truet med at slå hele ansøgerens søsters familie ihjel. Ansøgeren er en del af sin søsters familie, hvorfor hun ligeledes frygter at blive slået ihjel. Endelig har ansøgeren oplyst, at hun af sin søster har fået fortalt, at dele af [A] familien arbejder for de syriske myndigheder, herunder i kontrolposter. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flertallet af Flygtningenævnet kan nærmere lægge til grund, at ansøgerens søster har en konflikt med [A] familien, der er opstået i 2014, og at ansøgeren har hørt, at denne familie har truet med at slå hele ansøgernes familie ihjel. Flertallet af Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren af sin søster har fået oplyst, at dele af [A] familien arbejder for de syriske myndigheder, herunder i kontrolposter. Flertallet af Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgerens to døtre forsvandt i Syrien i 2015, og at det er ansøgerens formodning, at [A] familien har kidnappet ansøgerens døtre. Flertallet af Flygtningenævnet lægger videre til grund, at begge ansøgerens sønner var indkaldt til militærtjeneste, men fik det udskudt på grund af skolegang, og at begge sønner efterfølgende forsvandt. Flertallet af Flygtningenævnet lægger videre til grund, at den ene søn nu befinder sig i Tyskland, hvor han efter det oplyste er meddelt asyl, og den anden søn fortsat er forsvundet. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens ægtefælle [i sommeren] er meddelt asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og at ansøgerens yngste søn [i sommeren] 2021 er meddelt asyl i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flertallet af Flygtningenævnet finder, at ansøgeren på baggrund af den ovenfor nævnte konflikt med dele af [A] familien og oplysningerne om, at denne familie arbejder for de syriske myndigheder, herunder i kontrolposter, sammenholdt med forsigtighedsprincippet, har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2022/5/linb
Nævnet omgjorde i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [landsby], Rif-Damaskus, Syrien. Klager har oplyst, at han ikke har været politisk aktiv eller deltaget i demonstrationer i Syrien, men at han har deltaget i en del demonstrationer i Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til de generelle forhold i landet. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at man som indbygger i [landsbyen] blev anset for at være på oppositionens side, hvorfor han ved en tilbagevenden til Syrien ville blive fængslet. Han henviste videre til, at han var særlig profileret i Syrien, idet han deler efternavn med en person, der sidder i den syriske regering. Endelig henviste han til de generelle forhold i Syrien som følge af krigen. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse fortsat henvist til sit oprindelige asylmotiv. Han har i den forbindelse oplyst, at alle i [landsbyen] er i fare, da byens indbyggere er kendte for at have deltaget i demonstrationerne mod regeringen, og at regeringen har bombet hele byen for at sikre, at indbyggerne ikke vender tilbage, så der er mere sikkerhed ved lufthavnen, som ligger tæt på byen. Klager har derudover henvist til, at han frygter at blive anholdt af den syriske regering, idet han udrejste af landet. Han har i den forbindelse oplyst, at regeringen anser alle, som flygtede fra Syrien, som værende modstandere af regeringen. Klager har tillige oplyst, at han er særlig profileret i Syrien og derfor risikerer anholdelse, idet han kommer fra en kendt og rig familie, og at der er mange tilhængere af de syriske myndigheder, som er misundelige over, at familien er velhavende. De har derfor beskyldt ham og hans familie for at hjælpe oprørerne. Klager har yderligere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, idet hans nevø, [navn], har deltaget i demonstrationer mod myndighederne i 2012. Som støtte herfor har klager oplyst, at hans nevø blev slået ihjel i Syrien, efter klageren udrejste fra landet. Klager har også henvist til, at hans to sønner er i den militærpligtige alder og at de er militærunddragere. Han har i den forbindelse oplyst, at han frygter, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, såfremt hans sønner ikke melder sig. Klager har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, idet han sammen med sin familie blev beskyldt af myndighederne for at hjælpe oprørere ved at forsyne dem med benzin fra sin families tankstation, og for at skyde mod en kontrolpost. Klager har ydermere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, idet han er sunnimuslim. Klager har videre henvist til, at han frygter at blive straffet af de syriske myndigheder, idet hans samlever har forladt sin offentlige stilling. Som støtte herfor har klager oplyst, at hans ægtefælle er eftersøgt, idet hun forlod sin stilling som skoleinspektør i Syrien, og at ægtefællens veninde, som også er flygtet fra Syrien, har orienteret klager og hans ægtefælle om, at klagers ægtefælle har modtaget en dom. Klager har desuden henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder som følge af, at han har arrangeret og deltaget i demonstrationer i Danmark imod de syriske myndigheder, og som følge af, at han har medvirket i flere avisartikler samt holdt en række foredrag i Danmark, hvor han har talt om forholdene i Syrien og om regeringens overtrædelse af menneskerettigheder. Han frygter, at tilhængere af den syriske regering i Danmark kan have videreformidlet informationen om hans aktiviteter til de syriske myndigheder. Endelig har klageren henvist til, at han var vidne til en massakre i sin hjemby [landsby] [i sommeren 2012], og at han allerede af den grund er muligt vidne under en straffesag mod de ansvarlige for massakren. I tilknytning hertil blev hans nevø dræbt, en anden nevø såret og hans onkel stukket med kniv/bajonet. Af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af [i sommeren] 2021, tiltræder Flygtningenævnet, at betingelserne for at forlænge opholdstilladelsen under henvisning til de generelle forhold i Rif Damaskus-provinsen ikke er opfyldt, og at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig EMRK artikel 8, at nægte at forlænge denne opholdstilladelse. Spørgsmålet er herefter, om klageren har sandsynliggjort, at han på grund af individuelle omstændigheder ved en tilbagevenden til Syrien er i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har under sagens behandling for Flygtningenævnet påberåbt sig en række konkrete forhold. Flygtningenævnet lægger efter klagerens forklaring til grund, at ansøgeren stammer fra en familie i Syrien, hvis medlemmer i hvert fald i et vist omfang har været eksponeret negativt i forhold til de syriske myndigheder, uanset at der ikke er grundlag for at fastslå, at klageren selv gennem sine handlinger i Syrien er blevet anset som modstander af styret forud for udrejsen i 2014 sammen med den ene af sønnerne. Udrejsen fandt desuden sted, uden at hverken klageren eller sønnen oplevede problemer i den forbindelse. Det må endvidere lægges til grund, at klagerens sønner, der nu er i den værnepligtige alder, har unddraget sig værnepligtstjeneste i Syrien. Endelig lægges det til grund, at ansøgeren i Danmark har varetaget foreningsaktiviteter samt organiseret en demonstration og flere gange været eksponeret i medierne og i den forbindelse bl.a. har udtalt sig kritisk mod det syriske styre, og at det ikke kan udelukkes, at de syriske myndigheder har opnået viden herom. Efter en samlet vurdering af disse forhold finder Flygtningenævnet – også med henvisning til det forsigtighedsprincip, der finder anvendelse ved behandlingen af sager vedrørende personer fra Syrien – at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2022/4/ehd
Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger/et ægtepar fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ” Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Duma, Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte den [dato i vinteren 2014/2015] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede den generelle situation som følge af krigen. Udlændingestyrelsen har den [dato i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19 a, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, fordi hun har mistanke om, at hendes mobiltelefon, ID-kort eller hendes fastnettelefon kan være blevet misbrugt af ukendte personer i hendes hjemland. Hun har som asylmotiv videre henvist til, at hendes søn er indkaldt til militærtjeneste. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun ikke vil kunne klare sig selv, og at hun ikke har et sted at bo, hvis han skal aftjene militærtjeneste. Hun har videre oplyst, at hvis hendes søn ikke rejser tilbage til Syrien, vil hun betragtes som mor til en militærunddrager. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde som er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [dato i sommeren] 2021, at der er grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Damaskus-området. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at klageren den [dato i vinteren 2014/2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af opholdstilladelsen, at denne er tidsbegrænset og gældende i 5 år. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Rif Damaskus, hvor klageren er født og opvokset i Duma, Rif Damaskus og hvor hun har boet størstedelen af sit liv. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse på området. Dette understøttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport ”Country Guidance Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf fremgår blandt andet: ”Looking at indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, blandt andet: ” Since 2018 when the GoS Retook control of all areas in Damascus and rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two govenorates, …”. Flygtningenævnet er opmærksomt på rapporten fra Amnesty International fra september 2021, ”You´re going to your death”, og der skal i sager af denne karakter ved sagens afgørelse anvendes et forsigtighedsprincip. De syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er således præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel begrundet tvivl komme en klager til gode. Afgørelsen af 14. september 2021 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen M.D. And Others v. Russia kan heller ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at der med dommen er taget stilling til, at enhver tvangsmæssig udsendelse til alle del af Syrien vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3, men at der er foretaget en vurdering af ansøgernes konkrete forhold, herunder at de er mænd i den militærpligtige alder, med den deraf følgende risiko for indkaldelse til militærtjeneste, som de har modsat sig. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 skal inddrages som følge af de generelle forhold i Rif Damaskus. Flygtningenævnet skal herefter i medfør af udlændingelovens § 19a vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK, artikel 8. Af EMRK, artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landet økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. EMRK, artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at håndhævelsen af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 19, stk. 1, nr. 1, der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter EMRK, artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder står i et rimeligt forhold til de formål, som indgrebet skal varetage. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i at inddrage klagerens opholdstilladelse, overfor intensiteten af det indgreb en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens rets til privat- og familieliv. Det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2 er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i art foretage indgrebet overfor intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren kom til Danmark som 47-årig. Hun har til sagen oplyst, at hun taler, læser og skriver dansk, har gennemført Danskuddannelse 1, og har erhvervet kørekort i Danmark. Hun har ikke haft fast ansættelse, men har i 2017 været ansat i en tidsbegrænset stilling som serviceassistent ved [navn på virksomhed] i [bynavn]. Hun forventer at færdiggøre uddannelsen som [stillingsbetegnelse] og er medlem af foreningen [foreningsnavn] og har i 2015 taget [foreningsnavn]s grunduddannelse og har på nævnsmødet oplyst, at hun har deltaget i flere praktikforløb. Klageren har i Syrien gået 6 år i skole. Hun har i 2 år arbejdet som syerske og i 5 år som frisør frem til 1994, hvorefter hun har været hjemmegående. Klageren har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet klagerens voksne søn, [A], har fået konventionsstatus i Danmark som flygtning, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, tidsbegrænset til den [dato i sommeren] 2023. For så vidt angår retten til familieliv bemærkes, at voksne børn som udgangspunkt ikke er omfattet af familieliv i EMRK, artikel 8´s forstand, medmindre der foreligger et afhængighedsforhold mellem forældre og børn. Der er ikke under sagen oplyst om et sådant afhængighedsforhold mellem klageren og dennes voksne søn. Flygtningenævnet har herved henset til, at klagerens søn i en periode efter Udlændingestyrelsens afgørelse var flyttet hjemmefra. Det forhold, at klagerens søn efter klagerens forklaring nu er flyttet tilbage til klageren, og bistår hende i et vist omfang, har ikke en karakter og omfang, som kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. EMRK, artikel 8. Flygtningenævnet tiltræder, at de foreliggende lægelige oplysninger om, at klageren lider af [mangelstilstande] og [smerter i kropsdel] og tidligere har haft en [lidelse], samt det på nævnsmødet oplyste om klagerens psykiske problemer, ikke vurderes at udgøre sådanne alvorlige helbredsmæssige problemer, at det vil udgøre en krænkelse af EMRK, artikel 3, at inddrage klagerens opholdstilladelse. Der er herved også henset til, at der ikke herved er tale om sådanne alvorlige helbredsmæssige problemer, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre en krænkelse af EMRK, artikel 3. Flygtningenævnet kan på ovennævnte baggrund tiltræde, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK, artikel 8, er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel, hvorfor klagerens opholdstilladelse skal inddrages. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren kan meddeles opholdstilladelse på grund af klagerens individuelle forhold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren ved en tilbagevenden til Rif Damaskus i Syrien vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2 på grund af klagerens individuelle forhold. Der er herved lagt vægt på de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen, herunder at klageren efter sin egen forklaring ikke har været politisk aktiv, ikke har deltaget i demonstrationer eller haft konflikter med religiøse grupper, kriminelle grupper, familiemedlemmer eller privatpersoner i Syrien. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klageren frygter repressalier fra de syriske myndigheder, som følge af, at klagerens søn har unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet har herved som Udlændingestyrelsen lagt vægt på baggrundsoplysningerne om risici for familiemedlemmer til personer, der har unddraget sig værnepligt i Syrien. Klagerens mistanke om, at hendes mobiltelefon, id-kort eller sin fastnettelefon kan være misbrugt af ukendte personer i Syrien og at hun som følge heraf frygter anholdelse af de syriske myndigheder, beror alene på klagerens egen formodning. Det forhold, at klageren frygter, ikke at kunne klare sig og ikke at have et sted at bo, er forhold af socioøkonomisk karakter, der som udgangspunkt ikke er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der er herved henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport, ”Syria, Security Situation in Damascus Province and Issues Regarding Return to Syria, Report based on intervews between 16 og 27 november 2018 in Beirut and Damascus”, fra februar 2019, hvoraf fremgår blandt andet, at der i Damaskus er adgang til basale livsfornødenheder, herunder adgang til mad, vand, elektricitet, skolegang, og at det er muligt at få et arbejde og et sted at bo i Damaskus, også for kvinder, idet kvinder i Syrien ligeledes har adgang til arbejdsmarkedet og har lov til at leje egen bolig. Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund, at klageren ikke er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2022/2/DH
Nævnet omgjorde i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en genoptagelsessag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2016.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og ikke-religiøs fra Aleppo, Syrien. Klageren har været aktiv for [navn på en bevægelse] siden 2012 og har [lavet propagandakunst]. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den [dato i vinteren 2015/2016], og at hun den [dato i vinteren 2016/2017] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren klagede den [dato i sommeren] 2018 til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæstede den [dato i vinteren 2018/2019] Udlændingestyrelsens afgørelse. Klageren og Dansk Flygtningehjælp har henholdsvis den [dato i sommeren] og [dato i efteråret] 2018 anmodet Flygtningenævnet om at genoptage sagen. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved flere lejligheder er blevet eksponeret som systemkritisk kunstner, har arbejdet som nødhjælpsarbejder for Røde Halvmåne i Afrin og har været gift med to forskellige mænd, som begge er flygtet fra Syrien som følge af risikoen for at blive tvangshvervet til militærtjeneste af de syriske myndigheder. Efter det af advokaten nu fremlagte finder Flygtningenævnet, at klageren har udgivet og fortsat udgiver sin kunst, hvorved hun vedholdende har udtrykt sig kritisk overfor forholdene i Syrien. Det kan ikke afvises, at de syriske myndigheder har fået kundskab herom. Der er herved henset til, at der ved en googlesøgning på klagerens navn blandt andet bliver linket til [hjemmeside], hvor klagerens kunst er afbilledet og klagerens navn fremgår, og at [et kunststykke lavet] tegnet af klageren og med hendes navn er optaget på [et medie]s hjemmeside. Af sagen fremgår endvidere, at klageren har haft udstillinger med sin systemkritiske kunst i både Danmark og Sverige. De syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedsrisiko, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel begrundet tvivl komme klager til gode. For så vidt angår klagerens arbejde for Røde Halvmåne, hvorefter hun efter sin forklaring ar arbejdet med forældreløse børn, bemærkes, at dette ikke har et omfang og en karakter, der kan begrunde ophold efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere har klageren ikke ved sine samtaler med Udlændingestyrelsen den [dato i foråret] 2016 og [dato i vinteren 2016/2017] eller i Flygtningenævnet den [dato i vinteren 2018/2019] forklaret herom, hvorfor forklaringen også fremstår udbyggende. På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at hun på grund af sine politiske aktiviteter ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2022/1/DH
Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse en kvindelig statsborger fra Eritrea. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte: Udlændingestyrelsen har ved mødets indledning berigtiget styrelsens afgørelse af [dato i efteråret] 2021, idet ansøgeren ikke – som anført i afgørelsen – er født i Danmark. Styrelsen har i forbindelse hermed oplyst, at dette ikke fører til en ændret vurdering, idet ansøgeren fortsat ikke kan opnå konsekvensstatus, da ansøgeren ikke er født i Eritrea og indrejste i Danmark flere år efter sin far. Ansøgeren er etnisk tingrinya og kristen ortodoks fra Eritrea. Hun er født i Etiopien og har aldrig været i Eritrea. Ansøgerens far kommer oprindeligt fra [by A], Eritrea. Ansøgeren har på som asylmotiv (via sin far) henvist til, at hun frygter at blive fængslet og slået ihjel på grund af forældrenes illegale udrejse og farens aktiviteter på sociale medier. Til støtte herfor er det oplyst, at hvis én i familien er imod regeringen i Eritrea, vil alle familiemedlemmer blive fængslet. Ansøgerens farmor har været anholdt, men er nu løsladt. Ansøgerens far har lavet et ”live opslag” på Facebook, som er vist til egne følgere, hvor han taler åbent om at være uenig med regeringen. Der er derudover som asylmotiv henvist til, at ansøgeren vil blive indkaldt til nationaltjeneste i Eritrea på ubestemt tid og udnyttet seksuelt af ansatte i det militære regime. Endelig er henvist til, at det kan frygtes, at ansøgeren ikke kan få den nødvendige uddannelse og en god fremtid i Eritrea. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen herom har anført, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren, der er [0-3] år gammel og aldrig har opholdt sig i Eritrea, er i et modsætningsforhold til myndighederne i Eritrea. Farens aktiviteter på de sociale medier og det forhold, at faren er udrejst illegalt, ændrer ikke herved. Grundet ansøgerens alder tiltrædes det endvidere, at ansøgeren ikke er i risiko for at blive indkaldt til nationaltjeneste i Eritrea, jf. herved bl.a. ”EASO Country of Origin Information Report: Eritrea National Service and illegal exit” fra september 2019 samt Udlændingestyrelsens landerapport ”National service, exit and entry” fra februar 2020. Det forhold, at ansøgerens far er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og ansøgerens søskende er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kan ikke begrunde, at ansøgeren meddeles konsekvensstatus. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren er indrejst i [vinteren 20/21], at ansøgerens far er indrejst i [efteråret] 2014, og at ansøgerens søskende er indrejst i [efteråret] 2017. Flygtningenævnet finder derfor allerede af denne grund, at der ikke kan meddeles ansøgeren opholdstilladelse som konsekvens af sine familiemedlemmers opholdstilladelser efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Herefter, og da Flygtningenævnet tiltræder, at de generelle forhold i Eritrea ikke i sig selv er asylbegrundende, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse. Erit/2022/1/rila
Nævnet hjemviste i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2016 som familiesammenført til sin ægtefælle. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og katolik fra [by A], Syd Kivu, Den Demokratiske Republik Congo. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sine fem farbrødre og folk fra hans tidligere landsby, fordi han tidligere har været gift med en kvinde, som af disse personer bliver betragtet som etnisk tutsi. Han har til støtte herfor oplyst, at han, efter sin fars død, i 2004 flyttede med sin familie til [landsby A], [region B], fordi det blev for dyrt at bo i [by A]. Hans fem farbrødre var overraskede over, at han turde at flytte dertil sammen med en tutsi. De og flere andre mænd fra landsbyen afhørte ham i to timer tre måneder efter flytningen. Den [dato i vinteren 04/05] om aftenen kom ansøgerens fars ven til deres bopæl for at advare dem om, at hans farbrødre og andre mænd fra landsbyen var på vej og ville slå ansøgeren og hans familie ihjel. Ansøgeren kunne høre dem komme syngende og flygtede straks. Derudover har han som asylmotiv henvist til, at han frygter rebelgrupperne i Kivu-regionen. Han har til støtte herfor oplyst, at grupperne slår hvem som helst ihjel for at sabotere myndighederne. De opererer i alle landsbyer i Syd Kivu og også mange steder i Nord Kivu. Flygtningenævnet finder som Udlændingestyrelsen, at ansøgerens forklaring om, at hans fem farbrødre og flere folk fra landsbyen [landsby A], [region B], vil slå ham ihjel på grund af hans tidligere ægteskab, også efter forklaringen for nævnet må tilsidesættes som utroværdig. Flygtningenævnet har ud over de af Udlændingestyrelsen fremhævede momenter tillige fundet det usandsynligt, at farbrødrene – trods forevisning af den tidligere ægtefælles dokumentationspapirer - skulle fastholde, at den tidligere ægtefælle er tutsi på grund af ansigtstræk, som ansøgeren har forklaret divergerende om. Flygtningenævnet finder på det foreliggende ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på indhentelse af asylakter fra Uganda, som påberåbt af ansøgerens advokat. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at ansøgeren ikke er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Det fremgår af Migrationsverkets rapport af 24. juni 2021, ”Rättsligt Ställningstagande. Säkerhetssituationen i visse delar av Demokratiska republikken Kongo (DRK)”, at det er vurderet, at situationen i visse regioner i Den Demokratiske Republik Congo, herunder Syd Kivu, på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at enhver vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK´s artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. At der består en reel risiko for sådanne overgreb blandt andet i Syd Kivu-regionen understøttes også af de i øvrigt foreliggende baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet finder herefter, at situationen i Syd Kivu, Den Demokratiske Republik Congo, på nuværende tidspunkt er af en sådan karakter, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 3, er opfyldt, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011, Sufi og Elmi vs. UK. Det følger heraf, at der skal foretages en vurdering af, om der eksisterer et internt flugtalternativ, IFA. I den forbindelse skal der tages stilling til, om en del af hjemlandet kan udgøre et internt flugtalternativ, og om det er rimeligt at forvente, at ansøgeren tager ophold der. Flygtningenævnet ses ikke tidligere på det nu foreliggende grundlag at have meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, til ansøgere fra Syd Kivu-regionen i Den Demokratiske Republik Congo. Under sagens behandling i Udlændingestyrelsen blev der ikke foretaget en vurdering af spørgsmålet om et internt flugtalternativ. Henset hertil samt til oplysningerne om, at de generelle forhold i store dele af Den Demokratiske Republik Congo må betegnes som vanskelige, men ikke i sig selv er asylbegrundende, finder Flygtningenævnet, at spørgsmålet om et internt flugtalternativ bør vurderes af Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet hjemviser derfor sagen til Udlændingestyrelsen.” demo/2022/1/rila
Nævnet omgjorde i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [A], i den sydlige del af Damaskus, Syrien, hvorefter han i en alder af seks år flyttede til [B] i Damaskus by, hvor han boede indtil 1994. Klageren købte herefter et hus i [C] i Rif Damaskus, hvor han boede frem til sin udrejse den i foråret 2013. Udlændingestyrelsen meddelte i [efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at myndighederne vil anholde ham, som følge af hans søns udeblivelse ved indkaldelse til militærtjeneste, og idet klager har deltaget i demonstrationer og i nødhjælpsarbejde. Klager frygter derudover de generelle forhold i Syrien. I [efteråret] 2015 klagede Københavns Retshjælp på vegne af klageren over Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2015 og anførte, at der var grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. I [vinteren] 2016 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorved Flygtningenævnet fandt, at klageren ikke opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7 stk. 2. I [sommeren] 2021 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, kan nægtes forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse, henvist til, at han i 2012 deltog i en række demonstrationer og transporterede sårede til et felthospital. Han har endvidere henvist til, at hans søn var blevet indkaldt til reserven i den syriske hær i [efteråret] 2012, og at han frygtede at blive anholdt af de syriske myndigheder som følge heraf. Han frygter at komme i fængsel, herunder at blive udsat for tortur, sult, og død, når han først bliver anholdt er alt forbi, og at han frygter de socioøkonomiske forhold, samt at dem der leder landet er militser. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [efteråret] 2015, han er gift med [B], der i [vinteren] 2019 blev familiesammenført med klageren, og de har flere børn sammen hvoraf fire – myndige – har bopæl i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at de syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme en ansøger/klager til gode. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerens hjemområde er Rif Damaskus. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at de syriske myndigheder har genvundet kontrollen over den overvejende del af Rif Damaskus i maj 2018. Dette fremgår bl.a. af Udlændingestyrelsens landerapport fra oktober 2020 ”Syria, Security and Socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damaskus”, og af EASO-rapporten ”Country Guidance Syria – Common analysis and guidance note”, udgivet i september 2020 samt EASO-rapporten ”Syria Security situation – Country of Origin Information Report” udgivet i juli 2021. Flygtningenævnet lægger efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne til grund, at situationen i Rif Damaskus fortsat er alvorlig og skrøbelig. Det må imidlertid endvidere lægges til grund, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter, og at de aktuelle forhold i området ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder herefter, at de generelle forhold i Rif Damaskus ikke kan føre til en forlængelse af klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet tager på baggrund af sidste led i nærværende afgørelse ikke stilling til EMRK artikel 8. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om der kan meddeles klageren opholdstilladelse på grund af dennes individuelle forhold. Det fremgår af Flygtningenævnets afgørelse af [vinter] 2016 bl.a.: ”Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2015, til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 3. Derimod finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at det alene beroede på hans formodning, at de syriske myndigheder havde fået kendskab til, at han havde deltaget i demonstrationer mod regimet og havde bragt sårede mennesker til felthospitaler tilhørende Den Frie Syriske Hær, og at hans navn derfor stod på en ”sort liste”. Han forklarede videre, at han aldrig var blevet opsøgt af myndighederne eller havde haft personlige konflikter med dem. Endelig forklarede han, at sønnens udeblivelse fra militærtjeneste ikke havde haft konsekvenser for ham, og at han var udrejst legalt og havde fået stemplet sit syriske nationalitetspas, og at han undervejs var passeret gennem otte forskellige kontrolposter bemandet af regimets folk, uden at det havde givet ham problemer. Oplysninger om, at klageren er eftersøgt af myndighederne som følge af deltagelsen i demonstrationerne, og at han ikke har fremvist legitimation i forbindelse med udrejsen, og at han end ikke har et pas, og at udrejsen derfor kun var mulig, fordi der blev betalt bestikkelse ved kontrolposterne, er først fremkommet efter, at klageren havde fået opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, og divergerer på væsentlige punkter fra den tidligere forklaring, og forekommer derfor utroværdig og konstrueret til lejligheden. Herefter, og idet klageren ikke har haft konflikter som følge af sønnens udeblivelse fra militærtjeneste, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Klageren har for Flygtningenævnet forklaret udbyggende i forhold til sine tidligere forklaringer både for så vidt angår klagers rolle ved deltagelse i demonstrationerne i 2012, dødsfald for så vidt angår hans ven og bror samt omstændighederne i forbindelse med hans udrejse. Flygtningenævnet bemærker, at der ud over klagers udbyggende forklaring ikke er fremkommet nye oplysninger i forhold til klagerens oprindelige asylmotiv, som Flygtningenævnet tog stilling til ved afgørelsen af i [vinter] 2016. Klageren anførte også på det tidspunkt, at han havde deltaget i demonstrationer mod styret i en periode på omkring syv måneder i 2012, at han bragte sårede civile i Daria til felthospitaler tilhørende Den Frie Syriske Hær, og at hans søn blev indkaldt til reserven i den syriske hær i 2012, men udeblev. Af de grunde der er anført i Flygtningenævnets tidligere afgørelse af [vinter] 2016 finder Flygtningenævnet fortsat, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet bemærker herunder, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at familiemedlemmer til personer, der har unddraget sig militærtjeneste, ikke er i asylrelevant risiko for forfølgelse, medmindre personen, der unddrager sig militærtjeneste, er profileret. Da Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at klagerens søn er profileret, finder Flygtningenævnet heller ikke, at det er sandsynliggjort, at klageren kan meddeles opholdstilladelse som følge af sin søns forhold. Forhold af socioøkonomisk karakter kan ikke begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Konsekvensstatus er betegnelsen for den situation, hvor en ansøger/klager, der ikke har et selvstændigt asylgrundlag, meddeles asyl på baggrund af pågældende nære familiemæssige tilknytning til en anden person, der anerkendes eller allerede er anerkendt som flygtning. Konsekvensstatusbegrebet er således et udslag af det internationale princip om beskyttelsen af ”familiens enhed”. Princippet fremgår af UNHCR´s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus. Et flertal i Flygtningenævnet bemærker, at klagers dengang mindreårige søn [C] indrejste i Danmark [vinter] 2019 med sin mor, hvorefter de flyttede ind hos klager. Det fremgår af Folkeregistret, at [C] har boet med klager siden da, bortset fra en periode på omkring 9 måneder, hvor han lejede et værelse hos en ven, så han kunne læse til eksamen. Han tog kun enkelte ejendele herunder madras med. Han har forklaret, at det hele tiden var hans intention at flytte tilbage hos klager igen, da klager og moderen ikke kan klare sig selv med de daglige gøremål. I den periode hvor han var fraflyttet, kom han næsten dagligt hos klager for at hjælpe til. Både klager og [C] har samstemmende forklaret, at det er meningen, at [C] fortsat skal bo hos klager. [C] er i [efteråret] 2021 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Et flertal i Flygtningenævnet finder herefter på baggrund af beskyttelsen af ”familiens enhed”, at klager skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 som konsekvens heraf. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen fastsættes af Udlændingestyrelsen.” syrien/2021/263/AMCA
Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk perser og protestantisk kristen fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder, fordi han har haft seksuelt samvær med en gift kvinde ved navn [A]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han efterlod et brugt kondom og nogle brugte papirlommetørklæder, da han flygtede fra [A’s] bopæl, ligesom han blev fanget på overvågningskameraet ved indgangen til hendes bopæl. [A’s] ægtefælle har indleveret videooptagelsen fra overvågningskameraet, kondomet og papirlommetørklæderne som bevismateriale i retten og efterfølgende til undersøgelse hos retsmedicinsk institut. Der er på baggrund af dette blevet udstedt to tilsigelser og en arrestordre mod ansøgeren. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter, at [A’s] ægtefælle vil slå ham ihjel, idet han har haft seksuelt samvær med [A]. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at han frygter at blive slået ihjel eller fængslet, hvis de iranske myndigheder finder ud af, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han begyndte at interessere sig for kristendommen, da han mødte sin nuværende ægtefælle i en kirke i Athen. Ansøgeren valgte efterfølgende at konvertere, fordi han fik en sindsro af at gå i kirke, og fordi der ikke er tvang i kristendommen. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om en konflikt med kvinden [A’s] ægtefælle og de iranske myndigheder finder Flygtningenævnet, at ansøgeren hverken har sandsynliggjort, at han er kommet i en konflikt med [A’s] ægtefælle, eller at han risikerer straf eller forfølgelse fra de iranske myndigheders side. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om hændelsesforløbet fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgerens manglende troværdighed med hensyn til dette asylmotiv bestyrkes af, at ansøgeren på helt centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Flygtningenævnet har blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, hvem der fik forkyndt den første tilsigelse om, at han skulle møde i retten. I forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen den 16. juni 2021 forklarede ansøgeren, at den første tilsigelse blev forkyndt for hans bror i renseriet, og at broren underskrev på, at den var forkyndt. Under samtalen med Udlændingestyrelsen den 12. juli 2021 forklarede ansøgeren derimod, at den første tilsigelse blev forkyndt over for en af de ansatte i renseriet, enten en ansat ved navn [B] eller [C]. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, hvem der fik forkyndt den anden tilsigelse om, at han skulle møde i retten. I forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen den 16. juni 2021 forklarede ansøgeren, at den anden tilsigelse blev forkyndt for hans mor. Under samtalen med Udlændingestyrelsen den 12. juli 2021 forklarede ansøgeren derimod, at denne tilsigelse ikke blev forkyndt for hans mor, da hans forældre havde skiftet bopæl, men senere blev forsøgt forkyndt for hans bror på renseriet, som nægtede at tage imod den. Derudover har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, hvorvidt [A’s] ægtefælle har opsøgt ansøgerens familie. I forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen den 16. juni 2021 forklarede ansøgeren, at [A’s] ægtefælle ikke havde opsøgt hans familie, men havde stået på afstand og observeret ansøgerens familie tæt på deres bopæl og ved renseriet. Under samtalen med Udlændingestyrelsen den 12. juli 2021 forklarede ansøgeren derimod, at [A’s] ægtefælle havde opsøgt ansøgerens bror på renseriet, og at opsøgningen foregik sammen med en politibetjent. Under mødet i nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at det var ansøgerens bror, der opsøgte [A’s] ægtefælle, der stod uden for renseriet, og at [A’s] ægtefælle derefter kom tilbage til renseriet med flere politibetjente. Videre har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, hvorvidt [A’s] ægtefælle har truet ansøgerens familie. I forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen den 16. juni 2021 forklarede ansøgeren, at [A’s] ægtefælle ikke havde truet nogen fra ansøgerens familie. Under samtalen med Udlændingestyrelsen den 12. juli 2021 forklarede ansøgeren derimod, at [A’s] ægtefælle havde truet ansøgerens bror, da han opsøgte broren i renseriet. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen den 16. juni 2021 har forklaret, at han ikke har snakket med [A], efter de havde haft sameleje anden gang. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at [A] ringede til ham og fortalte om ægtefællens trusler mod hende, inden han nåede at komme hjem til forældrenes bopæl, hvor han afleverede sin telefon og derefter flygtede over til en ven. Vedrørende ansøgerens asylmotiv om konversion til kristendommen bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at i et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af konversion efter udrejse fra hjemlandet, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen, jf. herved også UNHCR’s Guidelines on International Protection: Religion-Based Refugee Claims under Article 1A (2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees, pkt. 34. Ved vurderingen af den af ansøgeren påberåbte konversion til kristendommen har nævnet desuden lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at nævnet har tilsidesat ansøgerens forklaring om sit første asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved særlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde, hverken under samtalerne med Udlændingestyrelsen eller under mødet i Flygtningenævnet, har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konversionen. Nævnet har i den forbindelse tillagt det betydning, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring ikke var troende i hjemlandet, men at det er sket i Grækenland, hvor han blev døbt efter kun tre til fire måneders kristendomsundervisning, efter at han - på forhånd - havde meddelt præsten, at han ville døbes. Ansøgerens forklaring under nævnsmødet om kristendommens betydning for ham og hans bevæggrunde for at konvertere, herunder hans indre overbevisning, fremstår usikker og tillært. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel, indre religiøs overbevisning hos ansøgeren. Det forhold, at ansøgeren under nævnsmødet har demonstreret et vist kendskab til kristendommen kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren på baggrund af en indre overbevisning reelt er konverteret til kristendommen. De fremlagte udtalelser fra blandt andet [kirkes] sognepræst og fra lederen af farsi-fællesskabet [fællesskab] under [kirke] i Århus samt ansøgerens dåbsbevis kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at iranere som har søgt asyl uden for Iran, sandsynligvis ikke vil blive forfulgt af myndighederne ved en tilbagevenden til Iran på baggrund af aktiviteter foretaget uden for Iran, også selvom aktiviteterne relaterer sig til en asylansøgning, herunder konvertering til kristendommen. Der henvises til DFAT Country Information Report, udgivet den 7. juni 2018. Der henvises endvidere til Dansk Flygtningehjælps rapport ”House Churches and Converts” udgivet i februar 2018, hvoraf det fremgår, at de iranske myndigheder er klar over, at iranske asylansøgere, der har søgt asyl på baggrund af konvertering, ikke vil blive retsforfulgt herfor ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 16. september 2021. Iran/2022/1/EEB
Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Colombia. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske mestizo og kristen katolik af trosretning fra [en by i] Colombia. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af guerillabevægelsen Ejército de Liberación Nacional (ELN), samt at han ikke kan betale gælden til sine firmaer, og at han dør af sin […] sygdom, fordi han ikke har nogen sundhedsforsikring. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter ELN og politiet, fordi han har indgivet en politianmeldelse vedrørende truslerne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er udrejst af Colombia, fordi personer fra guerillabevægelsen ELN opsøgte ham i hans firma [i sommeren] 2018 og truede ham på livet med en pistol. Ansøgeren skulle betale 10 millioner pesos til finansiering af blandt andet våben, ellers ville guerillabevægelsen slå ansøgeren og hans familie ihjel. Ansøgeren skjulte sig herefter på sin bopæl [hen mod udgangen af sommeren] 2018. Ansøgeren blev herefter diagnosticeret med […] og indlagt på hospitalet. Ansøgeren modtog telefoniske trusler på livet, imens han var indlagt. I [vinteren] 2018 blev ansøgeren udskrevet fra hospitalet. Ansøgerne fik at vide, at nogle personer havde spurgt efter ham hos hans naboer. I [begyndelsen af] 2019 modtog ansøgeren den seneste telefoniske trussel. Ansøgeren har videre oplyst, at politiet i Colombia er korrupt, hvorfor han er i endnu større risiko, idet han har indgivet en politianmeldelse vedrørende truslerne. [I foråret] 2019 udrejste ansøgeren, hans ægtefælle og datter, legalt af Colombia til Danmark. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel og at hendes datter vil blive kidnappet af ELN eller Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia (FARC) på grund af hendes ægtefælles konflikt og den generelle kriminalitet i landet. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter ELN og politiet, fordi hendes ægtefælle har indgivet en politianmeldelse vedrørende truslerne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle [i sommeren] 2018 blev opsøgt af bevæbnede personer i sin virksomhed og udsat for afpresning. Ansøgeren og hendes ægtefælle gemte sig herefter på deres bopæl. [I sommeren] 2018 blev ansøgerens ægtefælle indlagt på hospitalet, hvor han modtog truende opkald fra ukendte personer. I [slutningen af] 2018 blev ansøgerens ægtefælle udskrevet fra hospitalet og tog ophold på deres bopæl. [I foråret] 2019 udrejste ansøgeren, hendes ægtefælle og datter, legalt af Colombia til Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund. Uanset Flygtningenævnet har taget hensyn til, at den mandlige ansøger under sin asylsamtale var belastet af sin sygdom, har ansøgerne, såvel enkeltvis som indbyrdes, forklaret divergerende om centrale dele af deres asylmotiv. Under oplysnings- og motivsamtalen og under nævnsmødet har den mandlige ansøger forklaret, at han fik en uges frist til at betale 10 million pesos, mens han til asylsamtalen har forklaret, at fristen blev fastsat til to uger. Den kvindelige ansøger har under begge samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at ægtefællen blev afkrævet to millioner pesos, ligesom den kvindelige ansøger har forklaret, at ægtefællen først fortalte hende om kravet, da de kom hjem til deres bopæl, mens den mandlige ansøger har forklaret, at han fortalte sin ægtefælle om episoden, mens de stadig opholdt sig på virksomheden. Den mandlige ansøger har videre forklaret forskelligt om, hvem der var til stede på virksomheden, da mændene opsøgte ham. Til oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at der, foruden ham selv, var to sekretærer og datteren til stede, til asylsamtalen, at der var en sekretær, en lagermand og datteren til stede, mens han under nævnsmødet har forklaret, at to sekretærer, en lagermand og datteren var til stede. Videre har den mandlige ansøger forklaret, at han efter [sommeren] 2018 ikke personligt er blevet opsøgt, mens den kvindelige ansøger har forklaret, at nogen forsøgte at opsøge hendes ægtefælle, mens han var hospitalsindlagt, ligesom nogen i samme periode havde spurgt efter ham på virksomheden. Den mandlige ansøger har under nævnsmødet forklaret, at han modtog tre telefonopkald, det sidste i [begyndelsen af] 2019, mens han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han modtog syv telefonopkald. Om det sidste telefonopkald har den mandlige ansøger under nævnsmødet forklaret, at han igen blev afkrævet betaling, mens han i sit asylansøgningsskema har anført, at han blev truet til at flytte fra byen. Videre har den mandlige ansøger under sine samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at han modtog det sidste opkald [i slutningen af] 2018 eller [begyndelsen af] 2019. Endelig har den mandlige ansøger under sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at han tror, men ikke er sikker på, at de mænd, der opsøgte ham, kom fra ELN, mens han til såvel asylsamtalen som under nævnsmødet har forklaret, at mændene sagde til ham, at de kom fra ELN. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at den mandlige ansøger, hvis han inden for en fastsat frist er blevet afkrævet penge, ikke har modtaget betalingsinstrukser, og ligeledes påfaldende at familien ikke er blevet opsøgt på bopælen, hvor de opholdt sig i længere perioder, både før og efter den mandlige ansøgers hospitalsindlæggelse og efter betalingsfristens udløb. Flygtningenævnet har ligeledes lagt vægt på indholdet af en SMS-korrespondance mellem den mandlige ansøger og hans mor og søster, hvorefter alene den mandlige ansøgers sygdom og behandling heraf er omtalt som årsag til familiens udrejse, sammenholdt med den mandlige ansøgers forklaring under nævnsmødet om, at han anmeldte truslerne til politiet – cirka otte måneder senere og umiddelbart før familiens udrejse af Colombia – for at have dokumentation til brug for en ansøgning om politisk asyl. Indholdet af SMS-korrespondancen skal ligeledes ses i sammenhæng med, at den mandlige ansøger ligeledes har forklaret divergerende om, hvornår han fortalte sin mor om truslerne. Den mandlige ansøger har under nævnsmødet forklaret, at han først i Danmark fortalte sin mor om konflikten, til oplysnings- og motivsamtalen, at han i Colombia havde fortalt sin mor om telefonopkaldene, og under asylsamtalen at han inden udrejsen havde fortalt sin mor om konflikten, og senere under samme samtale, at han fortalte sin mor om det, den dag han udrejste. De forudgående episoder, der ligger langt tilbage i tid – et hjemmerøveri i 2007, opsøgninger af familiemedlemmer i 2009 og 2012 samt drabet på en onkel i 2010/2011 – må anses for enkeltstående kriminelle handlinger, der ikke i sig selv er asylbegrundende. Det forhold, at den mandlige ansøger måtte have gæld i Colombia, og at han ikke har en sundhedsforsikring, er ikke asylbegrundende forhold. Ej heller de generelle forhold i Colombia er af asylbegrundende karakter. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Colombia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Colo/2021/9/smla
Nævnet stadfæstede i april 2021Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Colombia. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er colombianske statsborgere og kristne af trosretning fra Palmira, Colombia. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Colombia frygter, at de vil blive dræbt af en person ved navn [A] fra banden Los Rastrojos på grund af en uafsluttet konflikt mellem [A] og den mandlige ansøgers søster [B], som nu befinder sig i Danmark. Den mandlige ansøger har til støtte for asylmotivet oplyst, at hans søster [B] blev voldtaget af [A] [i begyndelsen af] 2010, hvorefter hun flygtede til Ecuador og anmeldte voldtægten til myndighederne. Ansøgerne blev boende i Colombia, og oplevede ikke problemer før [foråret] 2014, hvor [A] og en anden mand på en motorcykel opsøgte dem på deres bopæl om natten. De skød, smadrede ruder og spurgte efter [B]. [I foråret] 2014 indgav den mandlige ansøgers bror en anmeldelse om episoden til myndighederne i Colombia. Ansøgerne flygtede herefter til Ecuador. I [sommeren] 2014 flyttede ansøgerne tilbage til Colombia, hvor de ikke oplevede problemer frem til [efteråret] 2019, hvor den mandlige ansøgers anden søster [C]s ægtefælle blev overfaldet af [A], og han havde samtidig truet ham med, de ville blive slået ihjel, hvis de ikke oplyste, hvor [B] befandt sig. Den mandlige ansøger har videre oplyst, at han efter sin ankomst til Danmark har fået fortalt af den kvindelige ansøger, at hun en dag i 2018 eller 2019 mødte [A] på gaden, hvor han havde truet hende. Den kvindelige ansøger har til støtte for asylmotivet oplyst, at den mandlige ansøgers søster [B] blev voldtaget af [A] i 2010. Den kvindelige ansøger har videre oplyst, at ansøgerne [i foråret] 2014 blev opsøgt af [A] samt et ukendt antal andre personer på motorcykler på deres bopæl, og at der blev kastet sten og affyret skud. Episoden blev [i foråret] 2014 anmeldt af den mandlige ansøgers bror til myndighederne i Colombia, hvorefter ansøgerne flygtede til Ecuador. Ansøgerne boede i Ecuador i ni måneder, hvorefter de rejste tilbage til Colombia. Ansøgerne oplevede ikke problemer i Colombia før [efteråret] 2019, hvor [A] opsøgte hende på en motorcykel på gaden, og med en pistol truede hende til at oplyse, hvor den mandlige ansøgers søster [B] befandt sig. Endelig har den kvindelige ansøger oplyst, at den mandlige ansøgers søster [C]s ægtefælle [i efteråret] 2019 blev overfaldet af [A], og at han samtidig havde truet ham med, at han skulle fortælle, hvor [B] befandt sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund, idet ansøgerne har forklaret divergerende og afglidende på en række spørgsmål, der er centrale for deres asylmotiv. Forklaringerne fremstår derfor som konstruerede til lejligheden. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klagerne i Columbia har en konflikt med den mandlige ansøgeres søster, [B]s, ekskæreste, [A], eller med den gruppering, han angiveligt er en del af. Den mandlige ansøger har således blandt andet forklaret divergerende og afglidende om i hvilket land, [B] indgav anmeldelsen om voldtægt, ligesom han og hans søster [C] har afgivet skiftende forklaringer om, hvem der var til stede, da deres bolig i Columbia blev opsøgt. Endvidere har ansøgerne forklaret divergerende om, hvornår den mandlige ansøger fik oplyst, at den kvindelige ansøger i [efteråret] 2019 var blevet opsøgt af [A] i en park. Flygtningenævnet har endvidere navnlig lagt vægt på, at ansøgerne og [C] har forklaret divergerende og usammenhængende om, hvornår de og deres øvrige familiemedlemmer har befundet sig i Ecuador. Den mandlige ansøger har således for Flygtningenævnet forklaret, at hans mors udrejse til Ecuador ikke havde noget med [B]s problemer med ekskæresten at gøre, mens [C] har forklaret, at moderen udrejste sammen med deres to søstre [B] og [D] for at søge asyl på grund af forfølgelse fra [B]s ekskæreste og hans gruppe. Det bemærkes, at den kvindelige ansøger for Flygtningenævnet har forklaret, at den mandlige ansøgers far også opholdt sig i Ecuador, hvilket hverken den mandlige ansøger eller [C] har forklaret om, ligesom den kvindelige ansøger for Flygtningenævnet har oplyst, at [E] ikke er den mandlige ansøgers bror, men [B]s ekskæreste. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at [C]s ekskæreste, der angiveligt var blevet truet og udsat for vold af den gruppering, som [B]s ekskæreste var medlem af, og som ansøgerne frygter, ikke søgte asyl i Tyskland, men rejste tilbage til Columbia, da han ikke kunne indrejse i Danmark, ligesom der er lagt vægt på, at ansøgerne, selv om de havde penge nok, ventede to måneder med at forlade Columbia, da der på det tidspunkt var billigere flybilletter. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Columbia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Colo/2021/8/rila
Nævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Colombia. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er colombiansk statsborger og kristen af trosretning fra Palmira, Colombia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Colombia frygter, at hun vil blive dræbt af en person ved navn [A] fra banden Los Rastrojos på grund af en uafsluttet konflikt mellem [A] og hendes søster [B], som nu befinder sig i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes søster [B] og [A] havde været i en forhold i længere tid, da [B] besluttede sig for at afslutte forholdet, fordi han var voldelig over for hende. Herefter, [i begyndelsen af] 2010, tog [A] [B] med ud i en bil og voldtog hende. Ansøgerens mor anmeldte episoden til myndighederne i Colombia, hvorefter [B] modtog trusler fra [A] om, at han ville slå [B] og dem omkring hende ihjel. [B] flygtede derfor til Ecuador sammen med ansøgerens anden søster og ansøgerens mor. Ansøgeren blev i Ecuador, men hun besøgte sine søstre og sin mor i Ecuador i 2013. Ansøgeren rejste herefter tilbage til Colombia, hvor hun ikke oplevede problemer før [foråret] 2014, hvor [A] og en anden mand på en motorcykel opsøgte hende, hendes bror og hendes svigerinde på deres bopæl om natten. De skød, smadrede ruder og spurgte efter [B]. Ansøgeren flyttede herefter til byen Bogata, hvor hun tog ophold i fire år. Ansøgeren oplevede ikke problemer før [efteråret] 2019, hvor hendes ekskæreste blev tilbageholdt i en pick-up af tre mænd, som var medlem af banden Los Rastrojos. De slog ham og truede ham med, at de ville gøre skade på ansøgerens datters liv, hvis han ikke fortalte, hvor [B] befandt sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende og afglidende på en række spørgsmål, der er centrale for hendes asylmotiv. Forklaringen fremstår derfor som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren i Columbia har en konflikt med hendes søster [B]s ekskæreste, [A], eller med den gruppering, han angiveligt er en del af. Ansøgeren har således blandt andet forklaret divergerende om, hvem der var til stede under en episode i november 2019, hvor familien blev opsøgt på bopælen, og om på hvilket tidspunkt af dagen, familien blev opsøgt. Ansøgeren har desuden ikke i asylskemaet omtalt denne episode, selv om den skulle have fundet sted efter den episode, hvor hendes ekskæreste blev opsøgt på vej hjem fra arbejde, og som angiveligt var den flugtudløsende begivenhed. Endvidere har ansøgeren for Flygtningenævnet forklaret, at hendes ekskæreste ikke havde indgivet en anmeldelse til politiet, og først foreholdt, at hendes advokat for Flygtningenævnet har fremlagt en anmeldelse indgivet af hendes ekskæreste, har ansøgeren bekræftet, at dette er tilfældet, men har ikke kunnet redegøre for tidspunktet for anmeldelsen eller om anmeldelsens indhold. Ansøgeren har yderligere forklaret divergerende og afglidende om, hvorvidt hendes bror [C] også er blevet truet af [B]s ekskæreste, og om han også udrejste til Ecuador. Flygtningenævnet har endvidere navnlig lagt vægt på, at ansøgeren, hendes bror [D] og hendes svigerinde [E] har forklaret divergerende og usammenhængende om, hvornår de og deres øvrige familiemedlemmer har befundet sig i Ecuador. [D] har således for Flygtningenævnet forklaret, at hans mors udrejse til Ecuador ikke havde noget med [B]s problemer med ekskæresten at gøre, mens ansøgeren har forklaret, at moderen udrejste sammen med ansøgerens to søstre [B] og [F] for at søge asyl på grund af forfølgelse fra [B]s ekskæreste og hans gruppe. Det bemærkes, at ansøgerens svigerinde [E] for Flygtningenævnet har forklaret, at ansøgerens far også opholdt sig i Ecuador, hvilket ansøgeren ikke har forklaret om, ligesom [E] for Flygtningenævnet har oplyst, at [C] ikke er ansøgerens bror, men søsteren [B]s ekskæreste. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgerens ekskæreste, der angiveligt var blevet truet og udsat for vold af den gruppering, som [B]s ekskæreste var medlem af, og som ansøgeren frygter, ikke søgte asyl i Tyskland, men rejste tilbage til Columbia, da han ikke kunne indrejse i Danmark. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Columbia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Colo/2021/7/rila
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Colombia. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk colombianer og kristen katolik af trosretning fra Manizales, departementet Caldas, Colombia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af to guerillagrupperinger, Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia (FARC) og Ejército de Libeación Nacional (ELN), idet han har nægtet at tilslutte sig dem. Som støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han i 2009 besluttede sig for at flytte til Dos Quebrados, hvor ansøgerens kæreste, [X’s], forældre boede. Her begyndte ansøgeren med at arbejde på en kvægfarm sammen med [X’s] far. Efter et stykke tid gik det op for ansøgeren at [X] havde forbindelse til FARC. Han havde ligeledes opdaget, at FARC begyndte at holde øje med ham. I [efteråret] 2019 henvendte en soldat fra FARC sig til ansøgeren, som bad ham om at udføre en tjeneste, som bestod i, at ansøgeren skulle hente tre personer fra en lille bådhavn og bringe dem tilbage til Dos Quebrados. Ansøgeren indvilgede i at udføre tjenesten, betinget af, at han ikke skulle involveres i FARCs aktiviteter fremadrettet. Efter et stykke tid fandt ansøgeren ud af, at [X’s] onkel var kommandant i FARC. På baggrund af dette besluttede ansøgeren sig for at gøre ende på forholdet til [X]. Han fortsatte dog med at arbejde på kvægfarmen. Herefter begyndte FARC med at henvende sig til ansøgeren hver måned, hvor de bad ham om at udføre tjenester, der omfattede at hente kvæg, heste eller varer fra bådhavnen. Han følte, at der var tale om en ordre fra FARC og han indvilgede derfor hver gang i at udføre disse tjenester uden at stille spørgsmål. FARC soldaterne foreslog jævnligt, at ansøgeren lod sig rekruttere, men han nægtede dette. Efter at dette havde stået på i to år, besluttede han sig for at flytte til Santander. I sommeren 2012 blev ansøgeren opsøgt af en FARC soldat, der truede ansøgeren, fordi han var flyttet til Santander. FARC soldaten ville tage ansøgeren tilbage til Dos Quebrados for at tilslutte sig FARC, men da ansøgeren nægtede dette, tog soldaten afsted alene. Et år senere blev han opsøgt af en anden FARC soldat, som truede ham og sagde, at han skulle tilslutte sig FARC. Ansøgeren forklarede soldaten, at han skulle færdiggøre sit arbejde på farmen og at han dernæst ville tilslutte sig FARC. Soldaten accepterede dette og tog afsted. Herefter tog ansøgeren til Manizales, hvor han boede skiftevis hos sin mor, bror og søster.Et halvandet år senere blev ansøgeren opsøgt af FARC soldater igen, og denne gang tvang de ham ind i en bil, hvor de kørte ham til et sted uden for Manizales. De smed ansøgeren ud af bilen og fortalte ham, at han fik en sidste chance til at beslutte sig for at tilslutte sig FARC eller blive slået ihjel. De efterlod ansøgeren, som efterfølgende tog hjem. Efter en måned forlod han Manizales og flyttede til San Jose del Nus. Efter en længere rolig periode uden opsøgninger blev han orienteret om, at hans bror i [foråret] 2015 blev slået ihjel af ELN i Dos Quebrados. I 2017 flyttede han tilbage til Manizales, og et år senere blev han igen opsøgt af en FARC soldat, som fortalte ham, at de fortsat ventede på, at han tilsluttede sig dem. I [efteråret] 2019 forlod ansøgeren Colombia, da han var bange for at blive slået ihjel for at nægte at tilslutte sig FARC. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om sin konflikt med to guerillagrupperinger, FARC og ELN. Ansøgerens forklaring herom har dog ikke fremstået med den fornødne intensitet. Der er herved henset til, at ansøgeren efter sin forklaring til Udlændingestyrelsen i en periode på to år fra [efteråret] 2009 frem til 2011 en gang om måneden blev anmodet om at gøre tjenester for FARC, hvilket ansøgeren gjorde. Tjenesterne bestod blandt andet i at hente tre personer, kvæg, heste eller varer ved en lille bådehavn og bringe dem tilbage til byen Dos Quebrados, hvorefter ansøgeren flygtede til Santander. Fra sommeren 2012 til ansøgerens udrejse [i efteråret] 2019 har ansøgeren til Udlændingestyrelsen forklaret, at han er blevet opsøgt af FARC omkring en gang årligt, hvilket fortsatte efter ansøgeren var flyttet til Manisales, hvor ansøgeren boede skiftevis hos sin mor, søster og bror. I sin forklaring i Flygtningenævnet har ansøgeren imidlertid forklaret, at han i perioden fra 2009 til 2019 i alt er blevet opsøgt 4 – 5 gange af FARC og i alt har udført arbejde for FARC 3 gange. Ansøgeren har forklaret, at han ved opsøgningerne meddelte soldaterne fra FARC, at han ikke ville tilknytte sig FARC. Dette har alene resulteret i, at ansøgeren er blevet truet og ved en episode i 2014 at være tvunget ind i en bil og efterladt uden for Manisales. Ansøgerens forklaring om sin brors død i 2015 på grund af ELN og ansøgerens efterfølgende frygt for sit eget liv, kan ikke lægges til grund. Det beror alene på ansøgerens egen formodning, at drabet skulle have relation til ansøgeren. Der er herved henset til, at ansøgeren fortsat opholdte sig i Columbia i 4 år efter drabet og indtil sin udrejse [i efteråret] 2019, hvilket var 1 år efter den seneste opsøgning. Flygtningenævnet har endelig henset til, at ansøgeren først 16 dage efter sin indrejse i Danmark ansøgte om asyl. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Columbia ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Columbia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. Colo/2021/6/ehd
Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Colombia. Indrejst i 2019. "Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er kristen katolik af trosretning fra [en by i] Colombia. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af en guerillagruppe, der efterstræber hendes søn [A]. Ansøgeren har oplyst, at hendes søn [i foråret] 2019 fortalte hende, at han havde en konflikt med en guerillagruppe, som afpressede ham for penge. Ansøgerens søn udrejste [i foråret] 2019 til Danmark med sin familie på grund af konflikten. Ansøgeren har videre oplyst, at han efter [A's] udrejse opholdt sig hos sin datter [B], som havde en bod. En aften opsøgte to mænd boden, hvor ansøgerens datters kæreste, [C], var til stede. De to personer ville vide, hvor ansøgeren, [A], [A's] ægtefælle og ansøgerens datter [B] befandt sig. Efterfølgende anmeldte ansøgeren og [B] episoden til myndighederne. Ansøgeren og hendes datter [B] udrejse herefter [i sommeren] 2019 legalt af Colombia til Danmark, hvor ansøgerens anden datter og hendes familie er bosat. Ansøgerens påberåbte asylmotiv er afledt af hendes søn, [A's] asylmotiv. I ansøgerens søn og svigerdatters afgørelse er følgende anført: "Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund. Uanset Flygtningenævnet har taget hensyn til, at den mandlige ansøger under sin asylsamtale var belastet af sin sygdom, har ansøgerne, såvel enkeltvis som indbyrdes, forklaret divergerende om centrale dele af deres asylmotiv. Under oplysnings- og motivsamtalen og under nævnsmødet har den mandlige ansøger forklaret, at han fik en uges frist til at betale 10 million pesos, mens han til asylsamtalen har forklaret, at fristen blev fastsat til to uger. Den kvindelige ansøger har under begge samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at ægtefællen blev afkrævet to million pesos, ligesom den kvindelige ansøger har forklaret, at ægtefællen først fortalte hende om kravet, da de kom hjem til deres bopæl, mens den mandlige ansøger har forklaret, at han fortalte sin ægtefælle om episoden, mens de stadig opholdt sig på virksomheden. Den mandlige ansøger har videre forklaret forskelligt om, hvem der var til stede på virksomheden, da mændene opsøgte ham. Til oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at der, foruden ham selv, var to sekretærer og datteren til stede, til asylsamtalen, at der var en sekretær, en lagermand og datteren til stede, mens han under nævnsmødet har forklaret, at to sekretærer, en lagermand og datteren var til stede. Videre har den mandlige ansøger forklaret, at han efter [sommeren] 2018 ikke personligt er blevet opsøgt, mens den kvindelige ansøger har forklaret, at nogen forsøgte at opsøge hendes ægtefælle, mens han var hospitalsindlagt, ligesom nogen i samme periode havde spurgt efter ham på virksomheden. Den mandlige ansøger har under nævnsmødet forklaret, at han modtog tre telefonopkald, det sidste i [begyndelsen af] 2019, mens han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han modtog syv telefonopkald. Om det sidste telefonopkald har den mandlige ansøger under nævnsmødet forklaret, at han igen blev afkrævet betaling, mens han i sit asylansøgningsskema har anført, at han blev truet til at flytte fra byen. Videre har den mandlige ansøger under sine samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at han modtog det sidste opkald [i slutningen af] 2018 [eller begyndelsen af] 2019. Endelig har den mandlige ansøger under sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at han tror, men ikke er sikker på, at de mænd, der opsøgte ham, kom fra ELN, mens han til såvel asylsamtalen som under nævnsmødet har forklaret, at mændene sagde til ham, at de kom fra ELN. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at den mandlige ansøger, hvis han indenfor en fastsat frist er blevet afkrævet penge, ikke har modtaget betalingsinstrukser, og ligeledes påfaldende at familien ikke er blevet opsøgt på bopælen, hvor de opholdt sig i længere perioder, både før og efter den mandlige ansøgers hospitalsindlæggelse og efter betalingsfristens udløb. Flygtningenævnet har ligeledes lagt vægt på indholdet af en SMS-korrespondance mellem den mandlige ansøger og hans mor og søster, hvorefter alene den mandlige ansøgers sygdom og behandling heraf er omtalt som årsag til familiens udrejse, sammenholdt med den mandlige ansøgers forklaring under nævnsmødet om, at han anmeldte truslerne til politiet – cirka otte måneder senere og umiddelbart før familiens udrejse af Colombia – for at have dokumentation til brug for en ansøgning om politisk asyl. Indholdet af SMS-korrespondancen skal ligeledes ses i sammenhæng med, at den mandlige ansøger ligeledes har forklaret divergerende om, hvornår han fortalte sin mor om truslerne. Den mandlige ansøger har under nævnsmødet forklaret, at han først i Danmark fortalte sin mor om konflikten, til oplysnings- og motivsamtalen, at han i Colombia havde fortalt sin mor om telefonopkaldene, og under asylsamtalen at han inden udrejsen havde fortalt sin mor om konflikten, og senere under samme samtale, at han fortalte sin mor om det, den dag han udrejste. De forudgående episoder, der ligger langt tilbage i tid – et hjemmerøveri i 2007, opsøgninger af familiemedlemmer i 2009 og 2012 samt drabet på en onkel i 2010/2011 – må anses for enkeltstående kriminelle handlinger, der ikke i sig selv er asylbegrundende. Det forhold, at den mandlige ansøger måtte have gæld i Colombia, og at han ikke har en sundhedsforsikring, er ikke asylbegrundende forhold. Ej heller de generelle forhold i Colombia er af asylbegrundende karakter. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Colombia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt som følge af sønnens forhold. Ansøgeren er ikke selv blevet opsøgt eller har modtaget trusler. Hertil kommer, at det af ansøgerens forklaring fremgår, at formålet med den politianmeldelse, der blev indgivet 12 dage før ansøgerens udrejse af Colombia, var at sikre dokumentation til brug for en asylansøgning. De generelle forhold i Colombia er ikke af asylbegrundende karakter. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Colombia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Colo/2021/13/smla
Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Colombia. Indrejst i 2019. "Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk mestizo og kristen katolik af trosretning fra [en by i] Colombia. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter ukendte personer, der har truet og afpresset ham i hans bod. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er blevet opsøgt og truet i sin bod af ukendte personer tre gange. Første gang var i [foråret] 2019, hvor ukendte personer spurgte efter ansøgerens kæreste og ansøgerens kærestes bror. To dage senere blev ansøgeren igen opsøgt og truet med våben, og personerne spurgte igen efter ansøgerens kæreste og hendes bror. Personerne sagde, at det ville få konsekvenser, hvis de ikke fik dem. Ca. en uge senere blev ansøgeren igen opsøgt i boden af andre personer end ved de forrige to gange. Personerne bad om beskyttelsespenge i forbindelse med boden. Ansøgeren sagde, at ansøgeren ikke havde penge og holdt dem hen. Ansøgeren var sikker på, at de ville slå ham ihjel. Efter ca. 20 dage opdagede ansøgeren på vej til arbejde, at to personer fulgte efter ham på en motorcykel, og at den ene havde en pistol med. Ansøgeren lukkede porten, da ansøgeren kom hen til sit arbejde, og de to personer kørte videre. Ansøgeren genkendte den ene som en af personerne fra afpresningen i boden. [I efteråret] 2019 udrejste ansøgeren legalt af Colombia til Danmark, hvor ansøgerens kæreste og hendes familie havde søgt om asyl. Ansøgerens påberåbte asylmotiv er delvist afledt af hans svoger [A's] asylmotiv. I ansøgerens svoger og svigerindes afgørelse er følgende anført: "Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund. Uanset Flygtningenævnet har taget hensyn til, at den mandlige ansøger under sin asylsamtale var belastet af sin sygdom, har ansøgerne, såvel enkeltvis som indbyrdes, forklaret divergerende om centrale dele af deres asylmotiv. Under oplysnings- og motivsamtalen og under nævnsmødet har den mandlige ansøger forklaret, at han fik en uges frist til at betale 10 million pesos, mens han til asylsamtalen har forklaret, at fristen blev fastsat til to uger. Den kvindelige ansøger har under begge samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at ægtefællen blev afkrævet to million pesos, ligesom den kvindelige ansøger har forklaret, at ægtefællen først fortalte hende om kravet, da de kom hjem til deres bopæl, mens den mandlige ansøger har forklaret, at han fortalte sin ægtefælle om episoden, mens de stadig opholdt sig på virksomheden. Den mandlige ansøger har videre forklaret forskelligt om, hvem der var til stede på virksomheden, da mændene opsøgte ham. Til oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at der, foruden ham selv, var to sekretærer og datteren til stede, til asylsamtalen, at der var en sekretær, en lagermand og datteren til stede, mens han under nævnsmødet har forklaret, at to sekretærer, en lagermand og datteren var til stede. Videre har den mandlige ansøger forklaret, at han efter [sommeren] 2018 ikke personligt er blevet opsøgt, mens den kvindelige ansøger har forklaret, at nogen forsøgte at opsøge hendes ægtefælle, mens han var hospitalsindlagt, ligesom nogen i samme periode havde spurgt efter ham på virksomheden. Den mandlige ansøger har under nævnsmødet forklaret, at han modtog tre telefonopkald, det sidste i [begyndelsen af] 2019, mens han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han modtog syv telefonopkald. Om det sidste telefonopkald har den mandlige ansøger under nævnsmødet forklaret, at han igen blev afkrævet betaling, mens han i sit asylansøgningsskema har anført, at han blev truet til at flytte fra byen. Videre har den mandlige ansøger under sine samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at han modtog det sidste opkald [i slutningen af] 2018 eller [begyndelsen af] 2019. Endelig har den mandlige ansøger under sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at han tror, men ikke er sikker på, at de mænd, der opsøgte ham, kom fra ELN, mens han til såvel asylsamtalen som under nævnsmødet har forklaret, at mændene sagde til ham, at de kom fra ELN. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at den mandlige ansøger, hvis han indenfor en fastsat frist er blevet afkrævet penge, ikke har modtaget betalingsinstrukser, og ligeledes påfaldende at familien ikke er blevet opsøgt på bopælen, hvor de opholdt sig i længere perioder, både før og efter den mandlige ansøgers hospitalsindlæggelse og efter betalingsfristens udløb. Flygtningenævnet har ligeledes lagt vægt på indholdet af en SMS-korrespondance mellem den mandlige ansøger og hans mor og søster, hvorefter alene den mandlige ansøgers sygdom og behandling heraf er omtalt som årsag til familiens udrejse, sammenholdt med den mandlige ansøgers forklaring under nævnsmødet om, at han anmeldte truslerne til politiet – cirka otte måneder senere og umiddelbart før familiens udrejse af Colombia – for at have dokumentation til brug for en ansøgning om politisk asyl. Indholdet af SMS-korrespondancen skal ligeledes ses i sammenhæng med, at den mandlige ansøger ligeledes har forklaret divergerende om, hvornår han fortalte sin mor om truslerne. Den mandlige ansøger har under nævnsmødet forklaret, at han først i Danmark fortalte sin mor om konflikten, til oplysnings- og motivsamtalen, at han i Colombia havde fortalt sin mor om telefonopkaldene, og under asylsamtalen at han inden udrejsen havde fortalt sin mor om konflikten, og senere under samme samtale, at han fortalte sin mor om det, den dag han udrejste. De forudgående episoder, der ligger langt tilbage i tid – et hjemmerøveri i 2007, opsøgninger af familiemedlemmer i 2009 og 2012 samt drabet på en onkel i 2010/2011 – må anses for enkeltstående kriminelle handlinger, der ikke i sig selv er asylbegrundende. Det forhold, at den mandlige ansøger måtte have gæld i Colombia, og at han ikke har en sundhedsforsikring, er ikke asylbegrundende forhold. Ej heller de generelle forhold i Colombia er af asylbegrundende karakter. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Colombia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt som følge af svogerens forhold. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret, at han ikke havde kendskab til svogerens konflikt, før ansøgeren kom til Danmark. Såfremt henvendelser fra ukendte personer i ansøgerens madbod har drejet sig om betaling af "beskyttelsespenge", må ansøgeren henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Ansøgeren har efter sin egen forklaring anmeldt forholdet til politiet. Anmeldelsen er sket ca. tre måneder efter den oplyste sidste opsøgning og ca. otte dage før ansøgerens udrejse af Colombia, på et tidspunkt, hvor han havde lukket sin madbod. Ansøgeren blev efter anmeldelsen ikke opsøgt, ligesom han aldrig er blevet opsøgt på sin bopæl. Hertil kommer, at ansøgeren først udrejste godt tre måneder efter sin kærestes og svigermors udrejse og i den mellemliggende periode passede sit arbejde og opholdt sig på sin hidtidige bopæl, ligesom udrejsen fandt sted flere måneder efter den sidste gang, ansøgeren angiveligt blev opsøgt med krav om betaling af penge. De generelle forhold i Colombia er ikke af asylbegrundende karakter. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Colombia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Colo/2021/12/smla
Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger og hendes medfølgende søn fra Colombia. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk mestizo og kristen katolik af trosretning fra [en by i] Colombia. Ansøgeren har oplyst, at hun har været politisk aktiv og leder i den lokale gruppe [X] Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af gruppen Ejército de Liberación Nacional (ELN), der har truet hendes bror på livet. Hun frygter også for sit liv på grund af hendes tilknytning til en politisk gruppe. Ansøgeren har oplyst, at hendes bror har modtaget trusler på livet og er blevet afpresset. Han fortalte ansøgeren om konflikten [i foråret] 2019, hvor han udrejste til Danmark. Ansøgerens mor flyttede den samme dag ind hos ansøgeren. En aften i [foråret] 2019 blev ansøgerens kæreste opsøgt i boden af to mænd, der spurgte efter ansøgeren og hendes bror og truede med at slå hele familien ihjel. Ansøgeren og hendes mor anmeldte ca. ti dage inden hendes udrejse af landet episoden til anklagemyndigheden […]. Videre har ansøgeren henvist til, at hun er bange for, at ELN vil slå hende ihjel, fordi hun har været politisk aktiv og leder i den lokale gruppe [X]. [I sommeren] 2019 udrejste ansøgeren og hendes mor, legalt af Colombia til Danmark, hvor hendes søster og søsters familie er bosat. Ansøgerens påberåbte asylmotiv er afledt af hendes bror, [A's], asylmotiv. I ansøgerens bror og svigerindes afgørelse er følgende anført: "Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund. Uanset Flygtningenævnet har taget hensyn til, at den mandlige ansøger under sin asylsamtale var belastet af sin sygdom, har ansøgerne, såvel enkeltvis som indbyrdes, forklaret divergerende om centrale dele af deres asylmotiv. Under oplysnings- og motivsamtalen og under nævnsmødet har den mandlige ansøger forklaret, at han fik en uges frist til at betale 10 million pesos, mens han til asylsamtalen har forklaret, at fristen blev fastsat til to uger. Den kvindelige ansøger har under begge samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at ægtefællen blev afkrævet to million pesos, ligesom den kvindelige ansøger har forklaret, at ægtefællen først fortalte hende om kravet, da de kom hjem til deres bopæl, mens den mandlige ansøger har forklaret, at han fortalte sin ægtefælle om episoden, mens de stadig opholdt sig på virksomheden. Den mandlige ansøger har videre forklaret forskelligt om, hvem der var til stede på virksomheden, da mændene opsøgte ham. Til oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at der, foruden ham selv, var to sekretærer og datteren til stede, til asylsamtalen, at der var en sekretær, en lagermand og datteren til stede, mens han under nævnsmødet har forklaret, at to sekretærer, en lagermand og datteren var til stede. Videre har den mandlige ansøger forklaret, at han efter [sommeren] 2018 ikke personligt er blevet opsøgt, mens den kvindelige ansøger har forklaret, at nogen forsøgte at opsøge hendes ægtefælle, mens han var hospitalsindlagt, ligesom nogen i samme periode havde spurgt efter ham på virksomheden. Den mandlige ansøger har under nævnsmødet forklaret, at han modtog tre telefonopkald, det sidste i [begyndelsen af] 2019, mens han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han modtog syv telefonopkald. Om det sidste telefonopkald har den mandlige ansøger under nævnsmødet forklaret, at han igen blev afkrævet betaling, mens han i sit asylansøgningsskema har anført, at han blev truet til at flytte fra byen. Videre har den mandlige ansøger under sine samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at han modtog det sidste opkald [i slutningen af] 2018 eller [begyndelsen af] 2019. Endelig har den mandlige ansøger under sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at han tror, men ikke er sikker på, at de mænd, der opsøgte ham, kom fra ELN, mens han til såvel asylsamtalen som under nævnsmødet har forklaret, at mændene sagde til ham, at de kom fra ELN. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at den mandlige ansøger, hvis han indenfor en fastsat frist er blevet afkrævet penge, ikke har modtaget betalingsinstrukser, og ligeledes påfaldende at familien ikke er blevet opsøgt på bopælen, hvor de opholdt sig i længere perioder, både før og efter den mandlige ansøgers hospitalsindlæggelse og efter betalingsfristens udløb. Flygtningenævnet har ligeledes lagt vægt på indholdet af en SMS-korrespondance mellem den mandlige ansøger og hans mor og søster, hvorefter alene den mandlige ansøgers sygdom og behandling heraf er omtalt som årsag til familiens udrejse, sammenholdt med den mandlige ansøgers forklaring under nævnsmødet om, at han anmeldte truslerne til politiet – cirka otte måneder senere og umiddelbart før familiens udrejse af Colombia – for at have dokumentation til brug for en ansøgning om politisk asyl. Indholdet af SMS-korrespondancen skal ligeledes ses i sammenhæng med, at den mandlige ansøger ligeledes har forklaret divergerende om, hvornår han fortalte sin mor om truslerne. Den mandlige ansøger har under nævnsmødet forklaret, at han først i Danmark fortalte sin mor om konflikten, til oplysnings- og motivsamtalen, at han i Colombia havde fortalt sin mor om telefonopkaldene, og under asylsamtalen at han inden udrejsen havde fortalt sin mor om konflikten, og senere under samme samtale, at han fortalte sin mor om det, den dag han udrejste. De forudgående episoder, der ligger langt tilbage i tid – et hjemmerøveri i 2007, opsøgninger af familiemedlemmer i 2009 og 2012 samt drabet på en onkel i 2010/2011 – må anses for enkeltstående kriminelle handlinger, der ikke i sig selv er asylbegrundende. Det forhold, at den mandlige ansøger måtte have gæld i Colombia, og at han ikke har en sundhedsforsikring, er ikke asylbegrundende forhold. Ej heller de generelle forhold i Colombia er af asylbegrundende karakter. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Colombia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Ansøgeren er aldrig personligt blevet opsøgt. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt som følge af broderens forhold. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen forklaret, at hendes politiske aktiviteter i Colombia aldrig har medført konflikter, hvorfor ansøgeren ikke i den anledning har en asylbegrundende konflikt. Såfremt henvendelser fra ukendte personer i ansøgerens madbod har drejet sig om betaling af "beskyttelsespenge", må ansøgeren henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Det fremgår af ansøgerens mors forklaring, at ansøgeren og moderen indgav politianmeldelse 12 dage før deres udrejse af Colombia, og at formålet hermed var at sikre bevis til brug for en asylansøgning. Ansøgerens kæreste indgav politianmeldelse ca. otte dage før sin senere udrejse af Colombia, og ca. tre måneder efter den, efter hans forklaring, sidste gang, ukendte mænd opsøgte madboden med krav om betaling af penge. Da ansøgerens kæreste indgav politianmeldelse, var madboden blevet lukket, og ansøgerens kæreste havde i de godt tre måneder, der var forløbet fra ansøgerens udrejse, passet sit arbejde og opholdt sig på sin hidtidige bopæl, uden at blive opsøgt. Endelig fremgår det af ansøgerens kærestes forklaring, at formålet med at indgive politianmeldelse var at sikre bevis, "hvis der skulle ske noget". De generelle forhold i Colombia er ikke af asylbegrundende karakter. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Colombia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Colo/2021/11/smla
Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Colombia. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etniske mestizo og kristen katolik af trosretning fra [en by i] Colombia. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af en ukendt terroristgruppe, der har truet hendes far. Ansøgeren har til støtte for asylmotivet oplyst, at hendes far er blevet opsøgt og truet i sin virksomhed [i sommeren] 2018. Ansøgeren var den pågældende dag til stede i et andet lokale sammen med to medarbejdere. Ansøgeren havde høretelefoner på og hørte ikke noget. Pludselig kom ansøgerens mor, og politiet, og virksomheden blev lukket. [I sommeren] 2019 udrejste ansøgeren og hendes forældre legalt af Colombia til Danmark. Ansøgeren har ikke et selvstændigt asylmotiv men har påberåbt sig forældrenes asylmotiv. I ansøgerens forældres afgørelse er følgende anført: "Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund. Uanset Flygtningenævnet har taget hensyn til, at den mandlige ansøger under sin asylsamtale var belastet af sin sygdom, har ansøgerne, såvel enkeltvis som indbyrdes, forklaret divergerende om centrale dele af deres asylmotiv. Under oplysnings- og motivsamtalen og under nævnsmødet har den mandlige ansøger forklaret, at han fik en uges frist til at betale 10 million pesos, mens han til asylsamtalen har forklaret, at fristen blev fastsat til to uger. Den kvindelige ansøger har under begge samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at ægtefællen blev afkrævet to million pesos, ligesom den kvindelige ansøger har forklaret, at ægtefællen først fortalte hende om kravet, da de kom hjem til deres bopæl, mens den mandlige ansøger har forklaret, at han fortalte sin ægtefælle om episoden, mens de stadig opholdt sig på virksomheden. Den mandlige ansøger har videre forklaret forskelligt om, hvem der var til stede på virksomheden, da mændene opsøgte ham. Til oplysnings- og motivsamtalen har han forklaret, at der, foruden ham selv, var to sekretærer og datteren til stede, til asylsamtalen, at der var en sekretær, en lagermand og datteren til stede, mens han under nævnsmødet har forklaret, at to sekretærer, en lagermand og datteren var til stede. Videre har den mandlige ansøger forklaret, at han efter [sommeren] 2018 ikke personligt er blevet opsøgt, mens den kvindelige ansøger har forklaret, at nogen forsøgte at opsøge hendes ægtefælle, mens han var hospitalsindlagt, ligesom nogen i samme periode havde spurgt efter ham på virksomheden. Den mandlige ansøger har under nævnsmødet forklaret, at han modtog tre telefonopkald, det sidste i [begyndelsen af] 2019, mens han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han modtog syv telefonopkald. Om det sidste telefonopkald har den mandlige ansøger under nævnsmødet forklaret, at han igen blev afkrævet betaling, mens han i sit asylansøgningsskema har anført, at han blev truet til at flytte fra byen. Videre har den mandlige ansøger under sine samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret, at han modtog det sidste opkald [i begyndelsen af] 2018 [eller slutningen af] 2019. Endelig har den mandlige ansøger under sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at han tror, men ikke er sikker på, at de mænd, der opsøgte ham, kom fra ELN, mens han til såvel asylsamtalen som under nævnsmødet har forklaret, at mændene sagde til ham, at de kom fra ELN. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at den mandlige ansøger, hvis han indenfor en fastsat frist er blevet afkrævet penge, ikke har modtaget betalingsinstrukser, og ligeledes påfaldende at familien ikke er blevet opsøgt på bopælen, hvor de opholdt sig i længere perioder, både før og efter den mandlige ansøgers hospitalsindlæggelse og efter betalingsfristens udløb. Flygtningenævnet har ligeledes lagt vægt på indholdet af en SMS-korrespondance mellem den mandlige ansøger og hans mor og søster, hvorefter alene den mandlige ansøgers sygdom og behandling heraf er omtalt som årsag til familiens udrejse, sammenholdt med den mandlige ansøgers forklaring under nævnsmødet om, at han anmeldte truslerne til politiet – cirka otte måneder senere og umiddelbart før familiens udrejse af Colombia – for at have dokumentation til brug for en ansøgning om politisk asyl. Indholdet af SMS-korrespondancen skal ligeledes ses i sammenhæng med, at den mandlige ansøger ligeledes har forklaret divergerende om, hvornår han fortalte sin mor om truslerne. Den mandlige ansøger har under nævnsmødet forklaret, at han først i Danmark fortalte sin mor om konflikten, til oplysnings- og motivsamtalen, at han i Colombia havde fortalt sin mor om telefonopkaldene, og under asylsamtalen at han inden udrejsen havde fortalt sin mor om konflikten, og senere under samme samtale, at han fortalte sin mor om det, den dag han udrejste. De forudgående episoder, der ligger langt tilbage i tid – et hjemmerøveri i 2007, opsøgninger af familiemedlemmer i 2009 og 2012 samt drabet på en onkel i 2010/2011 – må anses for enkeltstående kriminelle handlinger, der ikke i sig selv er asylbegrundende. Det forhold, at den mandlige ansøger måtte have gæld i Colombia, og at han ikke har en sundhedsforsikring, er ikke asylbegrundende forhold. Ej heller de generelle forhold i Colombia er af asylbegrundende karakter. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Colombia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Da Flygtningenævnet ikke har kunnet lægge ansøgerens forældres forklaringer om deres asylmotiv til grund, og da det i øvrigt fremkomne ikke kan føre til et andet resultat, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Colombia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Colo/2021/10/sml
Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Colombia. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er etnisk mestiza og kristen fra Valle, Colombia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Colombia frygter, at hun og hendes sønner vil blive slået ihjel af guerillaorganisationen E.L.N., fordi de flygtede fra organisationen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ældste søn var blevet kidnappet af en organisation kaldet E.L.N., der har til formål at træne unge drenge op til at dræbe. E.L.N. kidnappede ansøgerens søn [i foråret] 2019, og han var væk i cirka ni dage. Ansøgeren kontaktede myndighederne for at få hjælp til at finde sin søn, men de ville ikke hjælpe hende, før han havde været væk i længere tid. Ansøgeren kontaktede en præst, der satte hende i kontakt med en mand, der kunne vise hende, hvor hendes søn var. Ansøger tog med manden til E.L.N., der tidligere har været medlem af organisationen, så hun kunne hjælpe sin søn med at flygte. Ansøgeren blev gennem fem dage udsat for seksuelle overgreb hos E.L.N., indtil hun en aften fandt sin søn, hvorefter de sammen flygtede. Ansøgeren har videre oplyst, at hun kendte til organisationen E.L.N. i forvejen, da organisationen har slået to af ansøgerens brødre ihjel, og at hendes kusines mand for syv år siden blive tvunget til at deltage i et bombeangreb mod Justitsministeriet. Ansøgeren har endvidere oplyst, at præsten havde sagt til ansøgerens nabo, at ansøgeren og hendes søn skulle rejse ud af landet, ellers ville organisationen slå dem ihjel. Endvidere har naboen oplyst, at der tre dage senere kom tre mænd og spurgte efter hende. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgerens forklaring om tidsforløbet og lejrens beliggenhed er divergerende, og at hendes forklaring om lejrens indretning og hendes ophold der er vag og præget af manglende detaljeringsgrad. Hertil kommer, at ansøgeren først under nævnsmødet har forklaret, at tre mænd har efterspurgt hende hos naboen. Nævnet lægger endvidere vægt på, at der på trods af ansøgerens påberåbte frygt for E.L.N. ikke er sket hendes børn noget, og at ansøgeren har valgt at udrejse, selvom den primære trussel efter hendes forklaring må antages at være rettet mod hendes ældste søn. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Colombia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Colo/2020/5/CRT
Nævnet stadfæstede i november 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Colombia. Indrejst i henholdsvis 2018 og 2019. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er kristen af trosretning og fra Bogotá, Colombia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Colombia frygter, at hun og hendes familie vil blive slået ihjel af medlemmer af guerillaen/de paramilitære. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun [i 1990'erne] boede i [A] i Colombia. Paramilitære og guerillaer trængte i [slutningen af 1990'erne] ind i området og udførte en massakre. De udøvede vold mod og voldtog ansøgeren flere gang i en periode på et til halvandet år. Tillige truede de hende med, at hun aldrig ville slippe væk fra dem. Ansøgeren formåede at flygte fra grupperingerne i [slutningen af 1990'erne]. Videre har ansøgeren oplyst, at hun [i 2010'erne] boede i byen [B]. I slutningen af [2010'erne] kom guerillaen til byen, hvor de delte løbesedler ud med trusler til indbyggerne. Guerillaen trængte ind i landsbyen en dag [om vinteren i slutningen af 2010'erne]. De skød rundt med maskingeværsalver. Ansøgeren undslap sammen med sin medfølgende datter ved at gemme sig, mens hendes ægtefælle blev skudt i benet. Efterfølgende flygtede ansøgeren fra [B] sammen med sin ægtefælle og medfølgende datter. De opholdt sig i skjul i Villavicencio, indtil ansøgeren udrejste af Colombia [i foråret] 2018. Efter ansøgeren, hendes ægtefælle og hendes medfølgende datter flygtede fra [B] har ukendte mænd på motorcykler spurgt efter dem på henholdsvis deres bopæl, skole og ved det hus, som staten havde stillet til rådighed til ansøgeren. Endvidere har ansøgeren oplyst, at hendes ægtefælle blev kidnappet og udsat for overgreb af guerillaen i [foråret i slutningen af 2010'erne]. Flertallet af Flygtningenævnet finder, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med guerillaen/de paramilitære i Colombia. Flertallet har lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at guerillaen/de paramilitære reelt har efterstræbt ansøgeren og hendes familie, idet guerillaen/de paramilitære ikke har gjort alvor af sine trusler i de perioder, hvor guerillaen vidste, hvor ansøgeren og hendes familie opholdt sig. Flertallet har lagt vægt på, at de ting, ansøgeren var udsat for, og den massakre, som ansøgeren var vidne til i [A], foregik i [slutningen af 1990'erne], hvilket foregik mange år tilbage, og at ansøgeren ikke har haft konflikter med guerillaen/de paramilitære i perioden fra [slutningen af 1990'erne til slutningen af 2010'erne]. Flertallet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om konflikten i [B] i [slutningen af 2010'erne]. I asylskemaet og i ansøgerens brev til Udlændingestyrelsen, modtaget af Udlændingestyrelsen forud for oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2018, har ansøgeren fremstillet konflikten i [B] som en generel konflikt målrettet [B] som område og ikke specifikt målrettet ansøgeren og hendes familie. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i asylsamtalen [i vinteren] 2018 har oplyst, at guerillaen/de paramilitære delte løbesedler ud til alle i nabolaget, hvor der var en advarsel om, at de ville slå dem ihjel, og at mange forlod deres hus, efter at de havde fået sedlerne. Flertallet har lagt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens datter har forklaret divergerende om, hvor ansøgeren, hendes ægtefælle og datter opholdt sig i Villavicencio. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret, at familien flyttede rundt i Villavicencio og boede flere steder for, at de ikke kunne blive fundet af guerillaen/de paramilitære. Ansøgerens datter har ved sin samtale med Udlændingestyrelsen forklaret, at hun og hendes forældre og senere hende og hendes far har opholdt sig hos forældrenes veninde i midten af Villavicencio på nær den periode, hvor datteren opholdt sig hos sin tante, og har for Flygtningenævnet forklaret, at de flyttede rundt flere steder i Villavicencio, men mest boede hos forældrenes veninde. Flertallet har lagt vægt på, at ansøgeren og hendes datter forklaret divergerende om de angivelige opsøgninger af datteren på hendes skole i Villavicencio. Ansøgeren har til samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2018 oplyst, at disse opsøgninger af datteren på hendes skole skete efter ansøgerens udrejse, hvorimod ansøgeren til Flygtningenævnet har forklaret, at opsøgninger skete før ansøgerens udrejse. Ansøgeren har endvidere forklaret, at personerne var der to til tre gange, før ansøgerens datter så dem. Ansøgerens datter har ved sin samtale med Udlændingestyrelsen og for Flygtningenævnet forklaret, at hun blev opsøgt af de ukendte personer syv til otte gange i skolen, og at hun så dem den ottende gang på en motorcykel foran skolen, og at hun gik hjem og fortalte sine forældre om alle opsøgningerne. Flertallet af Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring angående det angivelige overgreb på ansøgerens ægtefælle i [foråret i slutningen af 2010'erne] til grund. Flertallet har herunder lagt vægt på det sene tidspunkt, udlændingemyndighederne fik oplysninger herom fra ansøgeren. Flertallet har end videre lagt vægt på, at ansøgeren til samtalen [i efteråret] 2019 har forklaret forskelligt om kontakt med sin ægtefælle. Ansøgeren oplyser således indledningsvist til samtalen [i efteråret] 2019, at hun efter i telefonopkaldet i marts ikke har haft kontakt med sin ægtefælle. Senere i samme samtale oplyste ansøgeren og hendes datter, at hun havde haft regelmæssig kontakt til sin ægtefælle frem til juni 2019. Flertallet af Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren og hendes familie har en specifik konflikt med guerillaen/de paramilitære. Flertallet af Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun og hendes medfølgende datter ved deres tilbagevenden til Colombia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. De generelle forhold i Colombia kan ikke i sig selv føre til asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Colo/2020/4/AMKJ
Nævnte stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Colombia samt medfølgende barn. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mestiz og kristen af trosretning fra Medellin, Antioquia, Colombia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin tidligere kæreste, [X], fordi hun forlod ham. Ansøgeren frygter endelig, at [X] vil bortføre deres fælles datter, og at [X] vil skade hendes familie. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [X] udsatte ansøgeren for fysiske og psykiske overgreb, mens de var sammen, og mens ansøgeren var gravid. Ansøgeren forlod derfor [X] og flygtede fra Ecuador til Colombia. Efter flugten begyndte [X] at chikanere ansøgeren via sociale medier, og han overvågede hende gennem bekendte i Colombia. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med sin tidligere kæreste, [X], der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at konflikten mangler den fornødne intensitet og karakter. Flygtningenævnet har endvidere i den forbindelse vurderet, at ansøgerens og hendes tidligere kærestes kommunikation på de sociale medier har karakter af chikane, der udspringer af deres tidligere forhold og deres fælles datter. Flygtningenævnet finder, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at hendes tidligere kæreste vil slå hende ihjel eller bortføre deres fælles datter, idet han aldrig har opsøgt hende på hendes bopæl efter, at hun flyttede tilbage til Colombia i [vinteren 2016/2017], og indtil hun udrejste ca. to år efter til Danmark. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens tidligere kæreste ifølge ansøgerens forklaring i perioder vidste, hvor hun boede, men ikke opsøgte hende, selv om han havde haft mulighed herfor. Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at hendes tidligere kæreste vil forsøge at skade hendes familie, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at hendes familie ikke har oplevet problemer på grund af ansøgerens tidligere kæreste. Under nævnsmødet har ansøgeren dog forklaret, at hendes bror er blevet stukket i ryggen af ukendte personer, og at hun formoder, at det er hendes tidligere kæreste, der har foranlediget volden. Flygtningenævnet finder, at dette alene beror på ansøgerens egen formodning. Det forhold, at ansøgerens tidligere kæreste har forfulgt og angrebet personer, som han har gjort forretninger med, kan ikke føre til en ændret vurderet. De generelle forhold i Colombia kan ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Colombia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Colo/2020/3/EHD
Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Colombia. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mestizo og kristen katolik af trosretning fra Caquetá, Florencia, Colombia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Colombia frygter, at blive slået ihjel, bortført eller tvangsrekrutteret af guerillagrupperne i Colombia. Ansøgeren frygter endvidere de generelle forhold i Colombia. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at forholdene er blevet forværret som følge af guerillagruppernes mobilisering og bruddet på våbenhvilen mellem myndighederne og FARC. Ansøgeren har i perioden fra [foråret] 2013 til den [foråret] 2014 aftjent militærtjeneste, og han er på grund af sin militærtræning og sit kendskab til det colombianske militær særligt udsat for at blive tvangsrekrutteret af FARC. Ansøgeren er dermed også i større risiko for at blive kidnappet eller slået ihjel, såfremt han nægter at lade sig rekruttere. Mange af dem, som bliver slået ihjel i Colombia, er tidligere soldater. Ansøgeren har tidligere haft problemer med guerillabevægelsen, fordi han i 2013/2014 nægtede at udlevere militære oplysninger, som han var bekendt med via sit arbejde i militærarkivet, til bevægelsen. Som følge heraf flygtede han og hans kæreste i 2014 til Ecuador, hvor de fik opholdstilladelse. Da deres opholdstilladelse senere i 2014 udløb, vendte de tilbage til Colombia. Få dage før ansøgerens udrejse af Colombia i [sommeren] 2019 mødte der to personer op på ansøgerens mors bopæl. De pågældende spurgte efter ansøgeren. Efter sin udrejse har ansøgeren fået oplyst, at hans mors og søsters bopæle bliver overvåget, ligesom hans kæreste er blevet spurgt om, hvor han befinder sig. [I foråret] 2020 har ansøgerens mor på sin bopæl modtaget et trusselsbrev fra FARC, hvoraf det fremgår, at ansøgeren skal melde sig til dem. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af guerillabevægelsen som følge af, at hans kæreste arbejder som psykolog for de colombianske myndigheder. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med guerillagrupper, herunder FARC, i Colombia. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han ikke har oplevet konkrete og individuelle problemer i Colombia, siden han indrejste i [slutningen af] 2014 og indtil få dage før sin udrejse i [sommeren] 2019. Ansøgeren har forklaret, at to ukendte mænd kort før hans udrejse opsøgte hans bopæl, hvor de spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren har forklaret, at han frygter, at de to ukendte mænd opsøgte hans bopæl for at slå ham ihjel, bortføre ham eller tvangsrekruttere ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge dette til grund, idet det alene beror på ansøgerens formodning. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren bestilte sin flybillet ud af landet 40 dage før sin udrejse [i sommeren] 2019, og at han til asylsamtalen [i starten af] 2020 har forklaret, at han siden 2014 har tænkt på at udrejse af Colombia. Flygtningenævnet finder, at der ikke har været nogen konkret begivenhed, som har udløst ansøgerens udrejse, og at det ikke var nødvendigt for ansøgeren at udrejse på dette tidspunkt. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at hans kæreste er psykolog og truet af guerillagrupperne i Colombia, ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens kæreste fortsat befinder sig i Colombia og ikke har oplevet problemer som følge af sit arbejde. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han skulle have problemer som følge af sin kærestes arbejde. Det af ansøgeren fremlagte trusselsbrev, som ansøgerens mor har modtaget få dage før, at ansøgeren skulle til samtale med sin advokat, kan ikke føre til andet resultat. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ikke har modtaget trusler siden 2014. De generelle forhold i Colombia kan ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Colombia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Colo 2020/2/CARA
Nævnet stadfæstede i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Colombia. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk colombianer og katolik af trosretning fra Bogota, Colombia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af gruppen Aguilas Negras. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han som 19-årig blev tvangsrekrutteret til grupperingen Aguilas Negras sammen med 25 andre unge fra ansøgerens bydel Bronx i Bogota, Colombia. Ansøgeren blev truet med våben af en gruppe uniformerede personer, som tvang ansøgeren op i en lastbil. Ansøgeren blev kørt til området Santander, nær grænsen til Venezuela. Efter omkring fem måneders fysisk træning, våbentræning samt oplæring i gruppens ideologi blev ansøgeren sat til at patruljere, fragte gods samt opkræve penge fra lokalbefolkningen for Aguilas Negras. Efter omkring et år formåede ansøgeren at flygte fra Aguilas Negras. Ansøgeren oplyste under en pengeopkrævning, at han ville hente cigaretter. I stedet tog ansøgeren en bus til Bogota, hvor han opholdt sig i omkring to eller tre måneder frem til sin udrejse af Colombia. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren udrejste af Columbia for mere end 10 år siden, at han flere gange har været tilbage i Columbia og, at han også tidligere har været i Europa, men at han først ansøgte om asyl i Danmark, da han kom til Europa anden gang og efter at have opholdt sig i Danmark et stykke tid og være blevet udvist af landet ved dom for brug af falske dokumenter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om centrale dele af asylmotivet. Ansøgeren har forklaret divergerende om sine opgaver hos Aguilas Negras, og om hvorvidt der blev anvendt vold under de skatteopkrævninger, som han deltog i. Ansøgeren har således over for Udlændingestyrelsen forklaret, at han deltog i syv skatteopkrævninger, hvor der kun i et enkelt tilfælde blev anvendt vold, mens han under nævnsmødet forklarede, at han deltog i rigtig mange skatteopkrævninger, og at der blev anvendt vold i 30 til 40 % af tilfældene. Han har ligeledes forklaret divergerende og udbyggede om det tidsrum, han vendte tilbage til Columbia i og om, hvad der var i de kasser, som han var med til at håndtere i junglen. Han har således over for Udlændingestyrelsen både forklaret, at han var tilbage i Columbia i to til tre dage efter sin flugt, og dernæst at han var tilbage i få uger, mens han under nævnsmødet forklarede, at han maksimalt var tilbage i 2 gange 2 dage. Han har over for Udlændingestyrelsen både forklaret, at han ikke vidste, hvad der var i kasserne i junglen og også, at han vidste, at der var ammunition i kasserne, mens han under nævnsmødet forklarede, at han vidste, at der var ammunition, våben, narko og penge i kasserne. Dertil kommer, at ansøgerens forklaring om flugten fra Aguilas Negras fremstår helt overordnet og uden detaljer om planlægning, betaling og opbevaring af en større sum penge, som kunne række til betaling af flugt, flere måneders ophold på hotel og falske dokumenter. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at svare uddybende på spørgsmål om asylmotivet eller forklare de nævnte divergenser, og flygtningenævnet finder, at divergenserne ikke alene kan forklares ved, at det først var under nævnsmødet, at ansøgeren turde fortælle sandheden. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren også blev vejledt under samtalerne i Udlændingestyrelsen. På ovennævnte baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet herefter ansøgerens forklaring om asylmotivet som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Columbia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Colo/2020/1/MEG
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Colombia. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk colombianer og kristen af trosretning fra [by], Colombia. Ansøgeren oply-ser, at have arbejdet som inkassator og kok for FARC fra 2005 til 2008. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Colombia frygter at blive slået ihjel af FARC. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv oplyst, at tre af hans tanter blev slået ihjel af FARC i 2000 eller 2001. Ansøgeren ønskede at hævne drabene på sine familiemedlemmer, hvor-for han i 2005 blev medlem af FARC, [en nærmere bestemt område i FARC]. Ansøgeren arbej-dede omkring halvandet år som inkassator for FARC, hvorefter han i 2007 overgik til at arbejde som kok for gruppen. Ved en bryllupsfest i 2008 afslørede ansøgerens fætter, at ansøgeren havde til hensigt at forgifte en kommandant i FARC. To måneder efter bryllupsfesten fortalte komman-dantens ægtefælle ansøgeren, at kommandanten var bekendt med ansøgerens planer. Ansøgeren søgte herefter om orlov fra FARC. Ansøgeren opholdt sig efterfølgende forskellige steder i Co-lombia og udrejste i 2013 eller 2014 til Ecuador og Peru. I 2016 vendte ansøgeren tilbage til Co-lombia, hvor han fik arbejde på en restaurant i Bogota. En dag opsøgte en tidligere ven ansøgeren i restauranten og oplyste ham om, at kommandanten stadig ønskede at slå ham ihjel. En uge senere opsøgte kommandanten restauranten. Ansøgeren flygtede, da han fik øje på kommandan-ten og skjulte sig, hvorefter han udrejste til Chile. I 2017 vendte ansøgeren tilbage til Colombia, hvor han opholdt sig indtil sin endelige udrejse [i efteråret] 2017. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv oplyst, at han frygter lokalbefolkningen i [byen A] og [byen B]. Ansøgeren har til støt-te herfor oplyst, at han har indkrævet penge af lokalbefolkningen som led i sit arbejde som inkas-sator for FARC, og at han var med til at indberette dem, som ikke ville betale til FARC, hvoref-ter kommandantens folk slog de pågældende ihjel eller overtog deres ejendom. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han er biseksuel, og derfor frygter for lokalbefolkningen og myndighederne i Columbia. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen på en lang række centrale punkter har været divergerende, udbyggende og usandsynlig, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Nævnet har ved vurderingen af sagen taget højde for, at de omstændigheder, der begrunder ansøgerens flugt fra Colombia, er foregået for en del år siden, ligesom nævnet har taget højde for, at ansøge-ren har forklaret, at han har psykiske vanskeligheder, hvilket imidlertid ikke giver en rimelig forklaring på de mange divergenser og udbygninger. Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren indrejste i Danmark [en nærmere angiven dato i efteråret] 2017 og blev anholdt [en nærmere angiven dato i efteråret] 2017 af dansk politi, uden at han i den forbindelse søgte asyl, idet han derimod forklarede, at han var kommet til Danmark som turist for at besøge en ven. Først [en nærmere angiven dato i efteråret] 2017, efter at ansøgeren havde været fremstillet i grundlovs-forhør [en nærmere angiven dato i efteråret] 2017 og administrativt var blevet udvist, søgte han om asyl. Det bemærkes i den forbindelse videre, at ansøgeren, da han blev anholdt var i besid-delse af en returbillet med fly fra Madrid til [en nærmere angiven dato i efteråret] 2017. Ansøge-ren har i asylsamtalen [en nærmere angiven dato i efteråret] 2018 væsentligt udbygget sin tidli-gere afgivne forklaring blandt andet med hensyn til, hvordan FARC´s drab på hans tre tanter foregik, og at han selv var vidne hertil, og at han gennem tre år var kæreste med en mand fra FARC, og at det var denne kæreste, der ringede til ansøgeren og fortalte, at der var en dusør på hans hoved, ligesom han har udbygget sin forklaring fra tidligere med hensyn til, at det var sammen med denne kæreste, at han udrejste til Chile i 2016. Det er endvidere først i asylsamta-len, at ansøgeren har forklaret, at han også har modtaget skriftlige trusler fra lokalbefolkningen og er blevet opsøgt af en af de personer, som han tidligere har opkrævet penge hos. Ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, om hans motiv for at melde sig ind i FARC var at hævne drabet på tanterne, eller om indmeldelsen først og fremmest var økonomiske betinget og båret af hensynet til at kunne forsørge sig selv og sin familie. Også med hensyn til om ansøgerens fætter, da han talte over sig til bryllupsfesten, oplyste, at ansøgeren var i familie med de tre kvinder, der var blevet slået ihjel af FARC, eller om fætteren alene fortalte, at ansøgeren havde planer om at slå kommandanten ihjel, har ansøgeren forklaret divergerende. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren under det første møde i nævnet [i sommeren] 2018 yderligere udbyg-gede denne del af forklaringen, idet han oplyste, at han forud for optagelsen i FARC var til en samtale, i forbindelse med hvilken han forklarede, at han var i familie med de tre dræbte kvinder og oplyste, at de var hans tanter. Ansøgeren har videre forklaret divergerende med hensyn til, om han indmeldte sig frivilligt eller blev tvunget ind i FARC. Også med hensyn til, om han blev oplært i en uge eller i et år, om han startede med at arbejde som inkassator for FARC efter en uge eller efter et år og fire måneder, om der blev opkrævet beløb eller procentsatser, hvem pengene blev indkrævet fra, og om han lavede mad til en særlig udvalgt personkreds på 15 personer, eller om han lavede mad til både denne gruppe og yderligere cirka 40 andre personer, har ansøgeren forklaret forskelligt. Overordnet har ansøgerens forklaring været præget af at være upræcis med hensyn til blandt andet årstallet for drabene på tanterne og tidspunktet for indmeldelsen i FARC. I oplysnings- og motivsamtalen forklarede ansøgeren, at det var til et bryllup i [foråret] 2006, at hans fætter talte over sig, hvorimod han i asylsamtalen forklarede, at brylluppet var 2008, hvilket skal sammenholdes med, at han i samme samtale har forklaret, at fætteren blev dræbt i enten 2007 eller 2008. Også med hensyn til, om det var 2 måneder eller godt et år efter brylluppet, at ansøgeren blev advaret af kommandantens ægtefælle, og om han efterfølgende levede i skjul 3-4 år på en landejendom ved Cali eller tog til Bogota i et år, før han tog tilbage til Cali, har forkla-ringen været divergerende. Ansøgerens forklaring om, at han lod sig hverve til FARC for at hævne drabet på sine tanter er ikke sandsynlig set i lyset af, at der gik mellem 5-6 år fra drabene, og til han meldte sig til FARC, og at der herefter gik flere år, hvor ansøgeren arbejdede sammen med kommandanten og kom tæt på ham, idet han blandt andet fungerede som hans personlige kok, uden at han forsøgte at føre sine planer om at forgifte kommandanten ud i livet. Det fore-kommer heller ikke troværdigt, at ansøgeren valgte at lade sig indrullere i FARC, der havde slået tanterne ihjel og støtte organisationen ved at arbejde for dem i flere år, fremfor på anden måde at forsøge at komme tæt på kommandanten og hævne sig. Det er heller ikke troværdigt, at kom-mandanten, da han blev gjort bekendt med ansøgerens planer, ikke straks gjorde noget for at standse ansøgeren men tværtimod lod gå enten fra 2006-2007 eller to måneder uden at gøre an-søgeren noget eller at tage andre forholdsregler end at undlade at spise den mad, ansøgeren lave-de. Det er endvidere af samme grund, utroværdigt, at kommandanten, selvom han kendte til an-søgerens planer, bevilligede ham orlov. Det er heller ikke sandsynligt, at ansøgeren forblev i restauranten, efter at hans ven havde advaret ham om, at kommandanten fortsat ledte efter ham, ligesom det er usandsynligt, at ansøgeren flere gange rejste ud af Columbia for dernæst at rejse tilbage – ovenikøbet også til sit eget hjemområde, hvor kommandanten var til stede, når han frygtede for at blive slået ihjel. Videre forekommer det mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle have været i stand til at skjule sig for kommandanten og FARC fra 2008 til 2016 navnlig set i lyset af hans egen forklaring om, at han mener, at FARC vil være i stand til at finde ham, blot han viser sig i en lufthavn i Columbia. Der forekommer endvidere påfaldende, at ansøgerens bopæl ikke blev opsøgt af FARC i årerne 2008 – 2014, ligesom det er påfaldende, at FARC 11 år efter ansøgeren deserterede, i [efteråret] 2019 skulle have opsøgt ham igen og afbrændt hans hus. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgerens forklaringer om, at han har en konflikt med en kommandant fra FARC eller med lokalbefolkningen til grund. Om den del af forklaringen, der relaterer sig til ansøgerens seksualitet, skal nævnet bemærke, at selvom nævnet måtte lægge ansøgerens forklaring herom til grund, fremgår det, at han har levet som biseksuel i Columbia i en del år, og at han blandt andet skulle have haft en mandlig kæreste fra FARC i 3 år, uden at dette har givet ham problemer. Den episode, hvor ansøgeren er blevet udsat for fysiske overgreb i 2017, må efter hans egen forklaring antages at være af enkeltstående karakter og afledt af jalousi. Endelig bemærkes, at hændelsen foregik i Panama og ikke i Columbia, som ansøgeren skal vurderes i forhold til. Idet nævnet endelig har lagt vægt på baggrundsoplysningerne om forholdene for homoseksuelle og biseksuelle i Columbia, og at ansøgeren ikke har forklaret om, at han på grund af sin seksualitet har været udsat for forfølgelse eller overgreb, er den om-stændighed, at ansøgeren angiver at være biseksuel ikke asylbegrundende. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Columbia risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Colo/2019/9/sme
Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Colombia. Indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske colombianere og kristne af trosretning fra [mindre by], Colombia. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Colombia frygter at blive slået ihjel af FARC som følge af den konflikt, som den mandlige ansøgers mor og stedfar havde med FARC. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøger udrejste af Colombia til Ecuador sammen med sin mor og stedfar i 2003, fordi den mandlige ansøgers mor og stedfar havde en konflikt med FARC. FARC havde stjålet nogle dyr på gården, hvor den mandlige ansøgers mor og stedfar arbejdede, hvorefter ejeren af gården anklagede den mandlige ansøgers mor og stedfar for tyveriet. I 2013 rejste den mandlige ansøger tilbage til Colombia, da hans mor og stedfar rejste til Danmark. I [foråret] 2018 begyndte den mandlige ansøger at modtage telefontrusler fra FARC. Han modtog i alt fire til seks telefontrusler fra FARC, som ville have ham til at give dem informationer om hans mor og stedfar. På et ukendt tidspunkt blev den mandlige ansøger forfulgt i sin bil af personer, som han formoder var fra FARC. Ansøgerne udrejste legalt af Colombia [i sommeren] 2018. Efter ansøgernes indrejse i Danmark har de fået at vide, at nogle personer har overvåget den kvindelige ansøgers fars bopæl. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerne har en konflikt med FARC i Colombia. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at den mandlige ansøgers forklaring om konflikten fremstår som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Han har på væsentlige punkter forklaret divergerende, usammenhængende og afglidende, ligesom hans beskrivelse af omstændighederne omkring de i alt seks trusselsopkald over en periode på fire måneder fremstår med en mangel på detaljer, som giver indtryk af, at de ikke er selvoplevede. Der er herved taget hensyn til, at den mandlige ansøgers far var omkommet i et trafikuheld otte dage forinden den anden samtale [i vinteren] 2019 hos Udlændingestyrelsen. Den mandlige ansøger har således oplyst forskelligt om de telefoniske trusler fra FARC. I sit asylansøgningsskema og under samtalen [i efteråret] 2018 har han oplyst, at han først troede, at opringningerne var for sjov, men at da de begyndte at spørge efter hans mor og stedfar, blev han meget bekymret. For nævnet har han forklaret, at der allerede blev spurgt efter hans mor og stedfar under den første samtale. Han har endvidere forklaret forskelligt omkring rækkefølgen af de opkald, han besvarede, og de ubesvarede opkald. Under samtalen [i efteråret] 2018 har han forklaret, at han fik nogle opkald, som han besvarede, men at han derefter ophørte med at tage telefonen, da han kunne genkende numrene. En dag ringede de igen, og ansøger tog telefonen. For nævnet har ansøgeren forklaret, at det var de to sidste opkald, han ikke besvarede, fordi han synes, numrene virkede bekendte. Herudover har den mandlige ansøger ikke kunnet give konkrete oplysninger om, på hvilke tidspunkter han i løbet af den fire måneders periode modtog opkaldene – herunder den tid, der gik mellem de enkelte opkald, bortset fra at det sidste opkald kom 20 dage forud for udrejsen. Han har heller ikke kunnet beskrive de situationer, hvor han modtog navnlig det første opkald eller det opkald, hvor hans familie blev truet på livet, udover at det var om dagen, og at han var på arbejde. Nævnet finder dette meget bemærkelsesværdigt, da der er tale om samtaler, som har central betydning for ansøgernes asylmotiv. Herudover har den mandlige ansøger forklaret forskelligt og usammenhængende om at være blevet skygget af FARC. Han har således under samtalen [i efteråret] 2018 hos Udlændingestyrelsen forklaret, at han blev skygget to gange, og at der første gang var en mand, mens det næste gang var to mænd. Under samtalen [i vinteren] 2019 har han forklaret, at han ikke kunne huske, hvornår han blev forfulgt, og at det kun skete en gang. Ansøgeren kunne heller ikke redegøre for, hvor længe han blev forfulgt, eller hvordan det lykkedes ham at slippe fri af sine formodede forfølgere. For nævnet har han forklaret, at der var tale om to tilfælde, hvor han oplevede at blive skygget. Nævnet finder, at denne divergens er af en karakter, som ikke alene kan skyldes, at den mandlige ansøger under samtalen [i vinteren] 2019 var præget af sin fars død kort tid forinden. Nævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgernes forklaring om, at den kvindelige ansøger fik besked om truslerne under et ophold i Cali en måned forud for udrejsen, og at de boede hos den kvindelige ansøgers bedstemor i Cali i 15 dage forud udrejsen, ikke stemmer overens med den kvindelige ansøgers forklaring om, at ansøgerne og deres søn, umiddelbart efter at hun havde fået kendskab til truslerne, tog tilbage til [mindre by] for at hente deres ejendele, hvor de var i to til tre dage, og derefter vendte tilbage til Cali, hvor de blev frem til udrejsen. Det beror endvidere på ansøgernes egne formodninger, at FARC skulle stå bag en mulig overvågning af den kvindelige ansøgers forældre og den mandlige ansøgers fars død, ligesom den mandlige ansøger ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for, hvorfor han først skulle være blevet kontaktet af FARC, da han havde boet i [mindre by] i fem år, hvis FARC ønskede at komme i kontakt med ansøgerens mor og stedfar på grund af deres konflikter med FARC. Efter en samlet vurdering af disse forhold finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Colombia vil være i konkret risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Colo/2019/8/CHA
Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Colombia. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mestizo og kristen katolik fra Cali, Colombia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Colombia frygter at blive slået ihjel af guerillaen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han i 2015 og 2016 modtog trusselsbreve fra den colombianske guerilla, idet ansøgerens mor i 2011 havde lavet noget arbejde for guerillaen, som de ikke var tilfredse med. Da ansøgerens mor var udrejst af Colombia i 2012, mente guerillaen, at ansøgeren skulle betale for hendes fejl. I 2017 flyttede ansøgeren hjem til sin bedstefar, og i [sommeren] 2018 mødte tre personer fra guerillaen op på bedstefarens bopæl. Ansøgeren gemte sig indenfor, men han hørte, at de tre personer spurgte efter ansøgeren og hans mor. Personerne tog fat i ansøgerens bedstefar og sagde, at de ville komme tilbage. Efterfølgende så ansøgerens bedstefar tre personer i nærheden af bopælen, som han formodede var de samme, som havde opsøgt dem tidligere. I [sommeren] 2018 udrejste ansøgeren af Colombia. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med guerillaen i Colombia. Ved vurderingen heraf har nævnet lagt vægt på, at det savner sammenhæng, at guerillaen skulle ønske at få hævn over ansøgerens mor via ansøgeren, der intet har med moderens konflikt at gøre, men at guerillaen tilsyneladende ikke har interesseret sig for moderens anden søn, der ligeledes opholder sig i Colombia, og som er ansøgerens ældre halvbror. Ansøgerens mor udrejste af Colombia i 2012, og det savner i den forbindelse ligeledes sammenhæng, at guerillaen angiveligt først begyndte at rette henvendelse til ansøgeren i 2015. Hertil kommer, at ansøgeren ikke har gemt og derfor ikke kunnet fremlægge de trusselsbreve, som han angiveligt skulle have modtaget fra guerillaen, ligesom han har forklaret udbyggende for nævnet om, at han efter 2011 skulle være givet et nyt navn. Det forekommer ydermere ikke sandsynligt, at guerillaen i givet fald reelt efterstræber ansøgeren, idet guerillaen ikke gjorde skridt til at gøre alvor af nogen trusler i den periode på flere år, hvor guerillaen angiveligt var bekendt med ansøgerens opholdssted. Ansøgerens forklaring om opsøgningen af hans bedstefars bopæl i sommeren 2018 stemmer desuden ikke overens med den anmeldelse fra bedstefaren om episoden, som bedstefaren angiveligt har indleveret til politiet i Colombia. Ansøgeren har således gentagne gange forklaret – dog ikke i asylansøgningsskemaet hvor episoden slet ikke er nævnt – at der kom tre personer hjem til bedstefaren i [sommeren] 2018, at personerne stod uden for en gitterlåge, og at bedstefaren ikke lod dem komme ind. Han har ligeledes forklaret, at han gemte sig i soveværelset, da mændene kom. I den fremlagte anmeldelse fra bedstefaren er det imidlertid oplyst blandt andet, at en af de tre personer gik ind i bedstefarens hus, hvor han alene fandt bedstefarens barnebarn, som sad i stuen og så tv. På denne baggrund finder nævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har en konflikt med personer i Colombia, eller at han ved en tilbagevenden til Colombia vil være i risiko for at blive udsat for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Colo/2019/7/CERA
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Colombia. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk afro-efterkommer og kristen fra Colombia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter bevæbnede grupper, som har truet hende og hendes familie. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at flere af hendes familiemedlemmer er blevet truet af og slået ihjel af bevæbnede grupper. I forlængelse heraf har ansøgeren fremlagt en række dødsattester og begravelseskvitteringer som dokumentation for sine familiemedlemmers død. Dødsattesterne omfatter ansøgerens fætre, herunder [A], [B] og [C] samt hendes onkel, [D]. Herudover er ansøgerens kusine, [F], og fire onkler, herunder [G], [H], [I] og [J], også blevet slået ihjel. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun frygter en eller flere personer, som har kastet syre i hovedet på hende. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun blev overfaldet af én eller flere personer på vej hjem fra arbejde nogle måneder før udrejsen i [foråret] 2018. I forlængelse heraf har ansøgeren fremlagt et dokument dateret [i begyndelsen af] 2018, hvoraf fremgår, at hun har anmeldt et syreangreb, som angiveligt fandt sted [i begyndelsen af] 2018. Videre har ansøgeren fremlagt et dokument fra statsadvokaturen, hvor det bekræftes, at ansøgeren har været offer for et syreangreb udført af ukendte gerningspersoner. Endvidere har ansøgeren fremlagt et dokument fra statsadvokaturen, hvor politiet er blevet anmodet om at iværksætte sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte hendes person. Ansøgeren har oplyst, at hun formoder, at hun blev udsat for overfaldet, fordi hun har anmeldt nogle episoder til politiet, hvor hun er blevet slået og afpresset. Videre har ansøgeren oplyst, at hun blev slået af en mand ved navn [K] og en kvinde ved navn [L], mens hun var til undervisning. Episoden fandt sted i 2015 eller 2016. Ansøgeren formoder at hun blev slået, fordi hun var en bedre studerende end dem, og at angrebet måske også havde sammenhæng til hendes andre konflikter. I forlængelse heraf har ansøgeren fremlagt en anmeldelse dateret [i begyndelsen af] 2017, hvoraf fremgår, at hun har indgivet en anmeldelse mod [L]. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun frygter en mand, som sidder fængslet. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun i 2014 arbejde som radioprædikant. I forbindelse med sit arbejde blev hun bekendt, at nogle børn var blevet seksuelt misbrugt af deres onkel, der var præst. I 2015 blev ansøgeren indkaldt som vidne i en retssag mod denne mand, som var sigtet for seksuelle overgreb, og han blev senere idømt 17 til 20 års fængsel. Ansøgeren har efterfølgende fået fortalt, at hun skal passe på, fordi præsten gik med det værste slæng i fængslet, ligesom personer i fængslet har forsøgt at skaffe sig data på ansøgeren, blandt andet hendes telefonnummer. Flygtningenævnet skal indledningsvist bemærke, at det efter ansøgerens forklaring er uklart, hvad det konkret er for forhold, der begrunder, at hun mener, at der er en indbyrdes sammenhæng mellem de konflikter, hun har forklaret om, ligesom hendes forklaring overordnet på en lang række punkter har været usammenhængende og afglidende. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende og udbyggende på en række centrale punkter, hvorfor forklaringen fremstår som konstrueret til lejligheden. Nævnet har derfor i det hele tilsidesat ansøgerens forklaring om asylmotiver.Det er således først i forbindelse med advokatindlægget, at ansøgeren konkret har oplyst, at den eller de bandegrupperinger, hun frygter, tilhører en del af FARC´s 6. afdeling og dette på trods af, at det gentagne gange af samtalereferatet fra [sommeren] 2018 fremgår, at hun er blevet spurgt ind til netop dette forhold. Uagtet, at flygtningenævnet lægger til grund, at der i årene fra 1997 til 2015 var 7 medlemmer af ansøgerens familie, som blev dræbt eller bortført af FARC relaterede grupper, har ansøgeren ikke været i stand til at redegøre for, hvorfor FARC netop skulle forfølge hendes familie eller redegøre nærmere for sammenhængen mellem dødsfaldene. Det bemærkes i den forbindelse videre, at ansøgerens bror, der [i slutningen af] 2012 med sin familie fik opholdstilladelse som kvoteflygtning i Danmark, har forklaret til UNHCR, at han tror, at den onkel, der døde i 2006, blev dræbt af paramilitære grupper, og at han ikke i øvrigt har forklaret om, at FARC skulle forfølge hele hans familie. Ansøgerens bror har tværtimod forklaret, at han aldrig selv har haft problemer med væbnede grupper, og han har alene søgt asyl med henvisning til sin ægtefælles og hendes families konflikt med FARC. Også selvom broren og hans familie senere udnyttede deres fortrydelsesret, har nævnet tillagt det en vis betydning, at broren i 2016 lod sig repatriere til Columbia, hvilket forekommer påfaldende set i lyset af ansøgerens forklaring om hendes families mangeårige konflikter med FARC, der fortsat skulle have været aktuel på på tidspunktet for repatrieringen. Om den episode, hvor ansøgerens familie to år før udrejsen skulle være blevet opsøgt af personer fra en paramilitær gruppe, har ansøgeren forklaret udbyggende med hensyn til, at hendes mor blev slået i brystet med skæftet fra en pistol, og at personerne var iført lyse uniformer med betegnelsen DVV på brystet, hvilket skulle være en forkortelse for den afdeling af FARC, der forøver afpresning. Hun har endvidere forklaret divergerende med hensyn til, om der var 7 eller 4 personer i gruppen. Endelig har hun forklaret, at hun ikke ved, om personerne i denne gruppe tilhørte samme gruppering som dem, der har slået hendes familiemedlemmer ihjel. Det forekommer endelig om denne del af asylmotivet påfaldende, at den paramilitære gruppe ikke skulle være vendt tilbage senere, eftersom ansøgerens familie ikke efterkom gruppens krav om at oplyse, hvor broren befandt sig. Om episoden, hvor ansøgeren blev opsøgt af [M] og afpresset til at betale penge, har ansøgeren forklaret divergerende med hensyn til, om hun betalte til ham 4 gange eller en gang hver måned over en periode på 8-9 måneder, ligesom hun har forklaret udbyggende med hensyn til, at han også havde betegnelsen CVV på sin uniform og dermed, at han også var relateret til en gruppering under FARC. Det beror alene på ansøgerens formodning, at der skulle være en sammenhæng mellem overfaldene på hende begået af to medstuderende samt syreangrebet og de øvrige asylmotiver. Ansøgerens har tidligere forklaret om konflikten med sine medstuderende, at der var tale om en enkelt episode i 2015-2016, hvor de to medstuderende overfaldt hende, hvorimod hun under nævnsmødet har forklaret udbyggende med hensyn til, at de også ved tidligere lejligheder havde været voldelige overfor hende og chikaneret hende. Videre har hun om denne episode udbygget sin forklaring med hensyn til, at den ene af de medstuderende opkrævede penge, som FARC afpressede af andre folk. Om syreangrebet bemærkes, at ansøgeren har forklaret, at det skulle være sket på åben gade i 2018 og dermed flere år efter opsøgningerne fra [M’s] side og opsøgningen i hjemmet. Det beror alene på hendes formodning, at episoden har sammenhæng med de øvrige konflikter herunder den omstændighed, at hun havde vidnet mod præsten tilbage i 2015. Det bemærkes videre, at det forekommer påfaldende, at der gik 3-4 måneder efter dette overfald, og til ansøgeren udrejste, navnlig set i lyset af, at hun frygtede at hendes liv var i alvorlig fare. Også om den del af ansøgerens asylmotiv, der relaterer sig til præsten, skal nævnet bemærke, at det alene beror på formodninger, at præsten skulle have til hensigt at hævne sig mod hende. Det bemærkes i den forbindelse, at det ikke var ansøgeren, der anmeldte præstens overgreb på børnene, men derimod hans ægtefælle, og at ansøgeren alene har vidnet om, hvad børnene fortalte hende. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende med hensyn til, at personer med relation til præsten skulle have forsøgt at få data om ansøgeren fra en af hendes venner fra kirken, idet hun tidligere alene har forklaret, at hendes frygt beroede på, at kollegaen fortalte hende, at præsten i fængslet var sammen med det værste slæng. De generelle forhold i Columbia kan ikke begrunde asyl, og det samme gælder ansøgerens forklaring om, at et familiemedlem skulle være blevet kidnappet for 4 dage siden, idet ansøgeren ikke nærmere har været i stand til at være redegøre for omstændighederne omkring denne hændelse. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden til Columbia risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Colo/2019/6/CHPE
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Colombia. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk colombianer og kristen fra Bucaramanga, Colombia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i Colombia frygter at blive slået ihjel af ukendte personer, der har forsøgt at afpresse ansøgeren. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han i 2014 blev afpresset telefonisk af ukendte personer, som udgav sig for at være ansøgerens nevø, som havde brug for penge. Ansøgeren blev herefter kontaktet telefonisk tre gange, hvor afpresserne bad ham om penge. Ansøgeren er op til flere gange blevet truet på livet af afpresserne. Endvidere er ansøgeren og ansøgerens søn blevet overfaldet af ukendte personer, som krævede, at ansøgeren skaffede dem penge. Ansøgeren er ligeledes blevet forsøgt slået ihjel af afpresserne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med, at han modtog det første telefonopkald på sin søsters fastnettelefon og efterfølgende flere gange på ansøgerens egen mobiltelefon, ikke fremstår overbevisende, idet ansøgeren ikke har givet en plausibel forklaring på, hvordan afpresserne efter at have talt med ham på søsterens fastnettelefon skulle have fået fat i hans mobiltelefonnummer. Heller ikke ansøgerens forklaring om det efterfølgende meget langvarige forløb i først Colombia, siden Ecuador, og derefter på ny Colombia frem til den endelige udrejse mod Danmark i [foråret] 2018 forekommer overbevisende. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har givet en plausibel forklaring på, hvorfor afpresserne gennem en længere periode og over landegrænser skulle være interesseret i at udfinde og afpresse ansøgeren, der ikke kan anses for særlig formuende. Det er i den forbindelse også indgået i nævnets vurdering af sagen, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at ansøgeren under henvisning til børnenes skolegang og pres fra sin daværende hustru valgte at rejse tilbage til Colombia i efteråret 2015 efter at have opholdt sig i Ecuador som asylsøger i omkring halvandet år. Det fremstår heller ikke klart, hvordan afpresserne skulle have været i stand til at udfinde ansøgerens familie under opholdet i Ecuador. Endelig er det påfaldende, at ansøgeren efter sin tilbagevenden til Colombia i efteråret 2015 og frem til [efteråret] 2017 ikke var udsat for trusler, og at ansøgeren herefter i øvrigt først udrejste i [foråret] 2018. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han har en konflikt med ukendte afpressere i Colombia/Ecuador, der er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Herefter, og i det de generelle forhold i Colombia ikke i sig selv kan begrunde asyl, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Colo/2019/5/MLVT
Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Colombia. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk spansk og kristen fra Cúcuta, Colombia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i Colombia frygter bevæbnede kriminelle grupperinger, der har forsøgt at afpresse ansøgerens familie for beskyttelsespenge. Grupperingen har ligeledes forsøgt at tvangsrekruttere ansøgeren og hans far. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far blev opsøgt af en kriminel gruppering i Cúcuta, som forsøgte at afpresse faren til at betale beskyttelsespenge. Faren nægtede, hvorefter familien blev nødt til at flygte til Bogota. I Bogota blev faren ligeledes forsøgt afpresset for beskyttelsespenge, hvorefter de blev nødt til at flygte. De flygtede til landsbyen Pamplona, hvor de tog ophold i en lejr i regnskoven udenfor Pamplona, der var kontrolleret af en bevæbnet gruppering. Den bevæbnede gruppering ønskede, at ansøgeren skulle gennemgå skydetræning. Derudover blev ansøgeren truet med våben til at indtage euforiserende stoffer, herunder marihuana, kokain, ecstasy og basuco. Ansøgers far blev ligeledes forsøgt tvangsrekrutteret til at indkræve beskyttelsespenge for gruppen. Da faren nægtede, fik han og familien besked om, at de skulle tage tilbage til landsbyen. Herefter fik de 24 timer til at forlade landsbyen. Indledningsvis tiltræder Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren er tilstrækkeligt moden til at gennemgå en asylbehandling. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren generelt har svaret sammenhængende og relevant på de spørgsmål, der blev stillet i Flygtningenævnet, og på en måde, der viste, at ansøgeren forstod spørgsmålene og svarenes betydning. Flygtningenævnet kan imidlertid efter en samlet vurdering ikke lægge ansøgerens forklaring om, at ansøgerens skulle have en konflikt med bevæbnede grupper i Columbia til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring – selv når der tages højde for ansøgerens unge alder – generelt fremstår overordnet, herunder uden oplysninger om navne på de grupper, der angiveligt skulle efterstræbe ansøgeren. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om flugten fra gruppen i Pamplona fremstår utroværdig. På den ene side har ansøgeren forklaret for nævnet, at de flygtede, fordi gruppen forsøgte at rekruttere faren og havde sagt til ansøgeren, at han skulle lære at slå ihjel, og at ansøgeren og søsteren løb derfra, fordi de ikke ville have fået lov til at flygte, og at han tror, at de ville have skudt ham, hvis de fandt ud af, at de flygtede. På den anden side har ansøgeren forklarede, at familien blev i Pamplona efter at være flygtet fra gruppen, og at gruppen gav familien en frist til at forlade byen, hvis faren ikke ville samarbejde med gruppen. Desuden finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om, at det var ansøgeren og ansøgerens søster, der rejste til Danmark og ikke ansøgerens far, fordi familien ikke havde penge til, at faren også rejste, ikke fremstår overbevisende. Nævnet lægger herved vægt på, at de bevæbnede grupper ifølge ansøgerens forklaring krævede penge af faren og forlangte, at faren skulle arbejde for dem, sammenholdt med, at familien havde penge til, at ansøgerens mormor kunne ledsage ansøgerens søster til Danmark og rejse tilbage til Colombia. Endelig finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om, at han ikke har haft kontakt med sine forældre ikke fremstår overbevisende, idet den modsiges af den kontakt, der har været mellem Facebookprofiler tilhørende henholdsvis ansøgeren og ansøgerens mor. Den omstændighed, at moren ikke længere var Facebook-ven, da ansøgeren viste sin Facebookprofil for nævnet, kan ikke føre til en anden vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren til sin anden samtale med Udlændingestyrelsen har fremlagt en kopi af en afgørelse af [vinteren] 2014 om registrering af ansøgerens far i det særlige register for ofre, ”Registro Único de Víctimas, på baggrund af en forklaring afgivet af faren om, at han [i efteråret] 2013 på grund af trusler fra grupper var nødt til at flytte fra Cúcuta kommune til Bucaramanga, kan heller ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet er som anført opmærksom på ansøgerens unge alder, men nævnet finder ikke, at ansøgerens alder kan føre til en anden vurdering. I øvrigt bemærker Flygtningenævnet, at selvom nævnet kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, finder nævnet, at den konflikt med unavngivne væbnede grupper i Colombia, som ansøgeren har forklaret om, ikke har en sådan karakter og intensitet, at det kan begrunde, at ansøgerens meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at konflikten med den bevæbnede gruppe i Pamplona fremstår som rettet mod faren. Nævnet lægger videre vægt på, at familien blev i Pamplona, efter at have forladt lejren og på, at faren blev i Colombia fremfor at ledsage ansøgerens søster til Danmark. Desuden finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at grupperne skulle have evne eller vilje til at efterstræbe ansøgeren ved en tilbagevenden til Colombia. Det bemærkes, at de generelle forhold i Colombia ikke kan begrunde, at ansøgerens meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved ophold i Colombia vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Colo/2019/2/CRT
Nævnet stadfæstede i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Colombia. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er katolik fra Bogotá, Cundinamarca, Colombia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter, at han og hans familie bliver dræbt af FARC. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han modtog et opkald fra en person, [i foråret] 2016, på sin arbejdsplads, som sagde at han repræsenterede FARC. Personen sagde, at ansøgeren fremover skulle aflevere 8.000.000 pesos til FARC hver måned. Ansøgeren foretog sig ikke yderligere i sagen. En uge senere, [i foråret], blev ansøgeren igen ringet op, og instruksen blev gentaget. En af ansøgerens kollegaer overtog herefter besvarelsen af indgående opkald på arbejdspladsen. FARC ringede i de følgende måneder til arbejdspladsen og spurgte efter ansøgeren næsten dagligt. Ansøgeren sagde sit arbejde op [i sommeren] 2016. Han modtog et opkald fra ukendte personer [i vinteren] 2016. [I vinteren] 2016 opdagede ansøgerens bror, at der havde været indbrud i ansøgerens lejlighed. I [sommeren] 2018 modtog ansøgerens ægtefælle et opkald fra en ukendt person, som spurgte om ansøgeren havde glemt dem. Ansøgeren udrejste [i efteråret] 2018. Ansøgeren har forklaret detaljeret og konsistent om sit asylmotiv indtil [vinteren] 2016 i sit asylskema, under de to samtaler med Udlændingestyrelsen og for nævnet. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte denne del af forklaringen. Ansøgeren har i sit asylskema ikke forklaret om indbruddet i [vinteren] 2016 eller opringningen i [sommeren] 2018, som han oplyste var den direkte årsag til hans udrejse. Disse oplysninger er væsentlige for hans asylmotiv, og Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren i øvrigt har forklaret detaljeret i asylskemaet. Flygtningenævnet finder, at disse oplysninger er udbygninger, og tilsidesætter dermed denne del af forklaringen. Under henvisning til, at ansøgeren undlod at betale det krævede beløb i [foråret] 2016, da han efter dette kun har modtaget telefoniske trusler, da han har været i Europa i cirka en måned i [sommeren] 2016 men valgte at rejse tilbage, da han har boet i Colombia i cirka to et halvt år efter han undlod at betale og da hans hustru og datter fortsat bor i Bogotá uden at have modtaget henvendelser, finder nævnet ikke at forholdet har en sådan aktualitet og intensitet, at betingelserne i udlændingelovens § 7 er opfyldt. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Colombia vil være forfulgt, jf. § 7, stk. 1 eller i individuel eller konkret risiko for overgreb, jf. § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Colo/2019/10/IMBS
Nævnet stadfæstede i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren har ret til at søge asyl i Danmark, herunder fordi hans asylsag i Sverige er færdigbehandlet. Derudover henviste advokaten til, at en overførsel til Sverige vil udgøre en krænkelse af klagerens rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, hvorfor særlige hensyn taler for ikke at overføre klageren. Advokaten henviste endvidere til, at klageren ønsker at blive familiesammenført til sin familie i Danmark. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” For så vidt angår den principale påstand vedrørende realitetsbehandling af klagerens anmodning om familiesammenføring bemærker Flygtningenævnet, at det ikke hører under Flygtningenævnets kompetence at tage stilling til anmodninger om familiesammenføring. Nærværende afgørelse vedrører alene spørgsmålet om overførsel m.v. efter reglerne i Dublinforordningen. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at Deres klient har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage Deres klient, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle Deres klients ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i efteråret] 2021 har accepteret at modtage Deres klient i medfør af pågældende bestemmelse. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at De har nedlagt påstand om, at Deres klient har ret til at søge asyl i Danmark, herunder fordi Deres klients asylsag i Sverige er færdigbehandlet. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at det ikke er i overensstemmelse med Dublinforordningens formål, at en tredjelandsstatsborger eller statsløs, der har fået afslag på asyl i en medlemsstat, kan få realitetsbehandlet en ny asylansøgning i en anden medlemsstat. Vedrørende Deres klients familieliv bemærker Flygtningenævnet indledningsvist, at familielivet hverken eksisterede i hjemlandet eller på det tidspunkt, hvor Deres klient for første gang indgav ansøgning om international beskyttelse i en medlemsstat. Det forhold, at Deres klient [har ægtefælle og børn] i Danmark, og at Deres klient har fremsendt dokumentation herpå i form af billeder, kan ikke føre til en fravigelse af udgangspunktet i Dublinforordningens artikel 3. Flygtningenævnet finder således ikke, at hensynet til barnets tarv og hensynet til familielivet, som det fremgår af Dublinforordningen, herunder præamblens punkt 13, 14 og 17, FN's Børnekonvention, EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at Deres klient blev [viet med sin ægtefælle] i 2018, mens Deres klient opholdt sig i Sverige, og efter at Deres klient havde fået afslag på asyl i Sverige. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at Deres klient indledte familielivet på et tidspunkt, hvor Deres klient hverken havde lovligt ophold i Danmark eller havde en berettiget forventning om at opnå dette. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2021/20/EDO
Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: "Klageren har oplyst, at han er etnisk tigre og muslim fra [by], Eritrea. Klageren har videre oplyst, at han har boet i Sudan i hele sit liv, og at han har opnået statsborgerskab i Sudan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under den oprindelige asylsag henviste klageren til, at han var statsborger i Eritrea. Som asylmotiv henviste klageren til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygtede repressalier fra de eritreiske myndigheder, fordi han havde unddraget sig militærtjeneste, og fordi han var udrejst illegalt af Eritrea. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Klageren har i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han har dobbelt statsborgerskab og således er statsborger i både Eritrea og Sudan. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse vedrørende Eritrea fortsat henvist til, at han frygter repressalier fra myndighederne, fordi han har unddraget sig militærtjeneste, og fordi han er udrejst illegalt af landet. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse vedrørende Sudan henvist til, at han frygter de sudanesiske myndigheder, fordi han har været medlem af en bevægelse [navn på bevægelsen], som var imod det eritreiske styre, og som de sudanesiske myndigheder var modstander af. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter de sudanesiske myndigheder, fordi han vil blive anset som forræder, idet han har været tæt [tidligere arbejdssted], ligesom han i 2017 har modtaget trusler fra sikkerhedstjenesten. Klageren har endelig henvist til, at han er efterstræbt af sikkerhedstjenesten, fordi han har været vidende om omfattende dokumentfalsk og underslæb hos politiet. Til støtte herfor har klageren oplyst blandt andet, at hans far var medstifter af oprørsbevægelsen [navn på bevægelse], der kæmpede for at befri Eritrea fra den front, der i dag styrer landet. Faren blev i den forbindelse anholdt flere gange. Klageren har selv været medlem af og udført politiske aktiviteter for bevægelsen. Flygtningenævnet lægger efter klagerens forklaring under mødet i Flygtningenævnet – herunder om sin fars statsborgerskab, og hvorledes han selv opnåede sudanesisk statsborgerskab – sammenholdt med de bilag, som klageren har fremlagt under sagen om nægtelse af forlængelse – herunder særligt hans sudanesiske nationale identitetskort – til grund, at klageren har sudanesisk statsborgerskab. Flygtningenævnet har ikke herved taget stilling til, om klageren tillige har eritreisk statsborgerskab. Flygtningenævnet finder, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, og at der er grundlag for at nægte at forlænge hans opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse til grund, at klageren bevidst har forklaret urigtigt om sit statsborgerskab, idet han under asylsagen oplyste, at han havde eritreisk statsborgerskab, og at han ikke havde statsborgerskab i andre lande, selv om han vidste og under sagen om nægtelse af forlængelse efterfølgende har forklaret, at han – tillige – havde sudanesisk statsborgerskab. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har forklaret urigtigt om sin indkaldelse til militæret i Eritrea og divergerende om sine opholdssteder og sine udrejseforhold. Flygtningenævnet finder herefter, at klagerens generelle troværdighed er svækket. Klageren har om sin frygt for de sudanesiske myndigheder og dermed sit asylmotiv i forhold til Sudan under sagen om nægtelse af forlængelse endvidere forklaret uklart, divergerende og – under mødet i Flygtningenævnet – tillige udbyggende. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge klagerens forklaring om sine asylmotiver i forhold til Sudan til grund. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet finder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2022/1/CHPE
Nævnet stadfæstede i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans fars familie vil udsætte ham for vold eller slå ham ihjel, fordi han er dømt for en sædelighedsforbrydelse mod [sit mindreårige familiemedlem]. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at ansøgerens [nære familiemedlemmer] vil tage hævn, og at ansøgerens [nære familiemedlem] vil få nogle familiemedlemmer til at slå ansøgeren ihjel i Irak. Ansøgerens [nære familiemedlem] har truet ansøgeren med dette mange gange, siden ansøgeren blev dømt for forholdet. Ansøgeren har endvidere anført, at det irakiske samfund er klanstyret, og at det er familierne, der bestemmer om en person skal overleve eller idømmes en eventuel dødsstraf, og at denne straf kan blive eksekveret af familierne selv eller nogle betjente, som familierne har lavet aftaler med. Ansøgeren har intet netværk i Irak, som vil kunne beskytte ham mod den straf, som hans klan vil udsætte ham for på grund af dommen fra Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv desuden anført, at han ved en udsendelse til Irak vil blive tilbageholdt af de irakiske myndigheder ved ankomst i lufthavnen, og at oplysninger om ham vil tilgå hans familie i Irak, som vil stræbe ham efter livet. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at myndighederne eller lokalbefolkningen vil gøre ham noget, fordi han i en alder af 16-17 år konverterede fra shiaislam til sunniislam. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at han ikke tror, at man må konvertere, og at han har set i nyhederne, hvordan konvertitter bliver behandlet. Derudover er der mange konflikter mellem de to grene af islam. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han ikke er velkommen i Irak, fordi han ikke er irakisk statsborger, men at han derimod er statsløs bidoon fra Kuwait. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at der i Irak blev råbt skældsord efter ansøgeren på grund af ansøgerens etnicitet, og at alle statsløse kuwaitere bliver udsat for dette. Ansøgeren har ydermere som asylmotiv henvist til, at han blev ramt af en bombe under krigen, og at han [fik varige mén som følge heraf]. Ansøgeren har endelig som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Irak. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at landet er usikkert og ustabilt. Ansøgeren har endvidere anført, at der er risiko for bombardementer, at man kan blive tvunget til at tjene i militæret, at ansøgeren ikke ved, hvor han skal bo i Irak, ligesom at han ikke taler sproget særlig godt. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er irakisk statsborger. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens far i forbindelse med en familiesammenføringssag [i foråret 2008] har oplyst, at han og ansøgeren var irakiske statsborgere. Der er endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har fået udstedt et irakisk nationalitetspas. Der er i samme forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorledes han har fået udstedt dette pas. Under nævnets behandling har ansøgeren forklaret, at han købte pas til sig selv og sin bror i en butik ved grænsen til Saudi Arabien. Derimod har han under sin oplysnings- og motivsamtale [i sommeren 2021] oplyst, at hans far fik udstedt dokumenter til ham, hvorefter han udrejste af Irak som ni til ti-årig. Til sin partshøringssamtale [i sommeren 2021] har ansøgeren derimod forklaret, at han som 12-årig selv stod for at få udstedt sit pas på et kontor i Bagdad. Endelig er der lagt vægt på, at ansøgerens far vedholdende har fastholdt at være irakisk statsborger, og at hans bror også er irakisk statsborger. Det er Flygtningenævnets vurdering, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren vil være udsat for asylbegrundende forfølgelse i Irak, hvorfor han ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har oplyst, at han er i et modsætningsforhold til [sine nære familiemedlemmer] og som har truet med at sende familie- eller klanmedlemmer efter ham i Irak. Der lægges ved denne vurdering vægt på, at ansøgeren til sin oplysnings- og motivsamtale [i sommeren 2021] har oplyst, at han ikke har nogen familiemedlemmer i Irak. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans [nære familiemedlemmer] på anden måde vil kunne efterstræbe ham i Irak, herunder lokalisere og udsætte ham for asylretlig forfølgelse i Irak. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren ved en udsendelse til Irak frygter at blive tilbageholdt af de irakiske myndigheder, hvilket beror på ansøgerens egen formodning. Der er således ikke oplysninger, som understøtter, at de irakiske myndigheder tilbageholder udvisningsdømte ved ankomst i Irak. Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren frygter at blive udsat for forfølgelse, fordi han er konverteret fra shia-islam til sunni-islam. Der er herved lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysninger, at irakisk lov forbyder muslimer at frafalde islam og konvertere til andre religioner, mens der ikke er oplysninger om, at det er ulovligt at konvertere fra en gren af islam til en anden. Endvidere er der lagt vægt på, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren i Irak vil risikere at blive udsat for asylretlig forfølgelse fra lokalbefolkningen eller andre på grund af hans konvertering, hvilket alene beror på hans egen formodning. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2022/2/edo
Nævnet stadfæstede i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende et ægtepar og deres mindreårige barn, der har indgivet ansøgning om asyl i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagernes sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Italien, og at familien var særligt sårbar. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at såfremt en udlænding påberåber sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 2. pkt., fremgår det videre, at dette tilsvarende gælder for udlændinge, der opholder sig i Danmark uden opholdstilladelse, og som har søgt om asyl i en anden medlemsstat uden at have opnået international beskyttelse. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klagerne har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Italien, og at klagerne inden deres asylsag var færdigbehandlet udrejste af Italien og nu opholder sig i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klagerne, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagernes ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i efteråret] 2021 har accepteret at modtage klagerne i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår, det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende, de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien, herunder klagernes frygt for manglende indkvartering, bemærker nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klagerne til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update June 2021. Det fremgår blandt andet af rapporten, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Det fremgår endvidere, at visse sager undergår en hurtigere behandling, heriblandt sager, hvor asylansøgeren er vurderet sårbar. Nævnet har yderligere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Flygtningenævnet finder, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klagerne under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at indkvarteringsforholdende i Italien er sådanne, at en overførsel af klagerne til Italien af denne årsag vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Flygtningenævnet finder, at det det må bero på en konkret vurdering, om klagerne skal overføres til Italien eller have deres ansøgning om asyl realitetsbehandlet i Danmark. I denne vurdering vil blandt andet indgå, om klagerne under hensyn til de aktuelle modtageforhold med videre i Italien, vil være i en sådan situation ved en overførsel, at deres asylansøgning bør realitetsbehandles i Danmark, jf. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4 og forordningens artikel 17. For så vidt angår det forhold, at flere af klagernes familiemedlemmer er bosiddende i Danmark og kan hjælpe klagerne, bemærker nævnet, at de oplyste herboende familiemedlemmer ikke er omfattet af familiebegrebet i forordningens artikel 2, litra g. Flygtningenævnet finder derfor, at der ikke er nogen ekstraordinære omstændigheder i relationen mellem klagerne og deres herboende familiemedlemmer, som skulle begrunde at deres asylsag tages under behandling i Danmark i medfør forordningens artikel 17, stk. 1. Nævnet bemærker desuden, at klagernes personlige præference for én medlemsstat frem for en anden, ikke er et forhold, der bør tillægges betydning ved vurdering af hvilken medlemsstat, der skal behandle klagernes asylansøgning, idet det vil være i strid med formålet med Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, henset til at klagerne har anført, at de som følge af, at de er en børnefamilie, og at de er påvirket af, at deres datter ikke vil kunne modtage den nødvendige hjælp og støtte fra de italienske myndigheder, herunder den nødvendige lægehjælp, må betegnes som sårbare, at nævnet ikke finder, at klagerne er så ganske særligt sårbare, at en overførsel til Italien ikke kan ske. Nævnet har lagt vægt på, at det fremgår af rapporten AIDA, Country Report: Italy Update June 2021, at asylansøgere har tilstrækkelig adgang til lægebehandling, og at de nyder samme rettigheder og behandling som italienske statsborgere. I den forbindelse bemærker Flygtningenævnet, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af klagerne underretter de italienske myndigheder om klagernes særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klagerne samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af rapporten AIDA, Country Report: Italy Update June 2021, at om end der ikke direkte er fastsat procedurer i lovgivningen til identificering af, om en asylansøger kategoriseres som sårbar og har særlige modtagerbehov, har sundhedsministeriet fast retningslinjer herom. Af rapporten fremgår videre, at der findes særlige procedurer for sårbare personer, idet disse personer indrømmes i en prioriteret asylproces. Flygtningenævnet har videre fundet, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp oplyste vedrørende betydningen for klagerne af den aktuelle sikkerheds- og sundhedsmæssige situation i Italien som følge af COVID-19 pandemien, herunder bemærkningen om, at flygtninge, migranter og asylansøgere er blandt de hårdest ramte persongrupper, ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klagerne vil have adgang til samme behandling som italienske statsborgere. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, ligesom der ikke er grundlag for at antage, at de italienske myndigheder ikke vil overholde deres internationale forpligtelser, at dette kan føre til, at klagernes asylansøgning bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”Dub-Ital/2021/21/sme
Nævnet stadfæstede i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [A] i Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de syriske myndigheder, idet hendes ægtefælle havde en konflikt med myndighederne, fordi han var flygtet fra militæret. Til støtte herfor oplyste klageren, at hendes ægtefælle aftjente værnepligt som 18-årig, og at han senere ignorerede en genindkaldelse. Myndighederne kom derefter hjem til klageren og hendes ægtefælle og tog ægtefællen med væk fra bopælen og med til en militær kaserne i Damaskus, hvor han var i tre måneder og stod vagt, indtil han flygtede derfra. De syriske myndigheder opsøgte klageren tre gange, fordi de ledte efter klagerens ægtefælle, og de truede klageren, hendes søn og hendes far. De opsøgte klageren på hendes forældres bopæl, hvor hun opholdt sig indtil udrejsen. I forbindelse med opsøgningerne blev klageren skubbet og slået, hun blev truet med at blive taget med, og hun blev truet med, at de ville slå hendes søn ihjel. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen vurderede ved afgørelsen, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemland ville være i risiko for at blive udsat for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf. Styrelsen fandt ikke, at risikoen var begrundet i individuelle forhold, men derimod at risikoen havde baggrund i en særlig alvorlig situation i hjemlandet, som følge af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile i Syrien. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om forlængelse fortsat henvist til sin ægtefælles konflikt med myndighederne. Klageren frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, da de kan bruge hende til at lægge pres på ægtefællen. Klagerens svigermor har endvidere telefonisk oplyst, at de syriske myndigheder har spurgt efter "ham". Myndighederne opsøgte svigermorens bopæl kort tid efter klagerens udrejse. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, nægtes forlænget, da grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Om opholdstilladelse som følge af de generelle forhold i Syrien (udlændingelovens § 7, stk. 3): Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. I den nævnte afgørelse anførte Udlændingestyrelsen herom, at styrelsen havde lagt vægt på, at ”personer, som kommer fra områder i Syrien, hvor der foregår væbnede kampe, hvor der sker angreb mod civile eller hvor der for nyligt har fundet sådanne handlinger sted, ved en tilbagevenden til hjemlandet aktuelt må anses for at være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3”. Det følger af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., at en opholdstilladelse af den nævnte karakter ikke skal forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Spørgsmålet er herefter i første række, om der med henvisning til de generelle forhold i Syrien er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har boet i Damaskus, indtil sin udrejse fra Syrien. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i den påklagede afgørelse, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af EMRK artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Damaskus. Foruden det baggrundsmateriale, som Udlændingestyrelsen har henvist til i den påklagede afgørelse, kan der til støtte for den nævnte vurdering af forholdene i Damaskus også henvises til side 157 i European Asylum Support Offices rapport fra november 2021 (Country Guidence: Syria), hvor det anføres, at “Looking at the indicators it can be concluded that in the governorate of Damascus, there is, in general, no real risk for a civilian to be personally affected within the meaning of Article 15(c) QD.” Herudover kan der henvises til Udlændingestyrelsens rapport fra oktober 2020, Syria, Security and Socio-economic situation in the governates of Damascus and Rural Damascus, hvor det på side 11 anføres, at ”Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …”. Denne vurdering er gengivet i European Asylum Support Offices rapport fra juli 2021 (Syria, Security Situation), side 226 f. Flygtningenævnet bemærker, at Amnesty Internationals rapport ”You’re going to your death” af 7. september 2021 ikke kan føre til en anden vurdering i forhold til EMRK artikel 3, idet rapporten i alt væsentligt bekræfter de oplysninger, der fremgår af de øvrige baggrundsoplysninger om Syrien, herunder oplysningerne om de syriske myndigheders alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne. Endvidere skal Flygtningenævnet bemærke, at heller ikke Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 14. september 2021 i sag 71321/17 (M.D. and Others v. Russia) kan føre til en anden vurdering i forhold til EMRK artikel 3. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at der med dommen er taget stilling til, at enhver tvangsmæssig udsendelse til alle dele af Syrien vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3, men at der er foretaget en vurdering af de konkrete forhold, herunder at ansøgerne var mænd i den militærpligtige alder med den deraf følgende risiko for indkaldelse til militærtjeneste, som de havde modsat sig, jf. bl.a. dommens præmis 46 og 110. Flygtningenævnet skal samtidig bemærke, at baggrundsoplysningerne om Syrien og den nævnte dom medfører, at der fortsat skal udvises forsigtighed ved bedømmelsen i asylsager vedrørende Syrien, og at en eventuel rimelig tvivl skal komme asylansøgerne til gode (forsigtighedsprincippet). På den anførte baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Damaskus. Om opholdstilladelse pga. Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8: Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse, at en nægtelse af at forlænge klagernes opholdstilladelse vil udgøre et indgreb i klagernes ret til privat- og familieliv efter EMRK artikel 8, at indgrebet har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., og at indgrebet varetager et legitimt formål som anført i EMRK artikel 8, stk. 2. Spørgsmålet er herefter navnlig, om en nægtelse af klagernes opholdstilladelse vil udgøre et uproportionalt indgreb i klagernes ret til privat- og familieliv, jf. EMRK artikel 8, stk. 2. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagernes opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil indebære i klagernes ret til respekt for deres privat- og familieliv. Ved proportionalitetsafvejningen efter EMRK artikel 8, stk. 2, der således indebærer, at indgrebet i privat- og familielivet skal stå i rimeligt forhold til de formål, som indgrebet varetager, skal der foretages en samlet og konkret vurdering. Spørgsmålet er nærmere bestemt, om opholdstilladelsen ikke kan nægtes forlænget med henvisning til, at klageren (selv) har opnået en særlig tilknytning til Danmark, og/eller at klageren har en særlig familiemæssig tilknytning til Danmark, herunder navnlig i kraft af sine børns tilknytning til Danmark. Med hensyn til proportionalitetsafvejningen af en voksen udlændings (selvstændige) tilknytning til Danmark fremgår blandt andet følgende af forarbejderne til lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, jf. de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019: ”2.3.2.1.1. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention … 2.3.2.1.1.1. Længden af det lovlige ophold … For en udlænding, der er kommet til opholdslandet efter, at vedkommende er fyldt 18 år, må det antages, at et lovligt ophold i hvert fald de første 15 år i almindelighed ikke vil kunne føre til, at inddragelse eller nægtelse af forlængelse skal undlades, hvis udlændingen ikke har andre tilknytningsmomenter i form af f.eks. uddannelse og/eller beskæftigelse. For en udlænding, der er kommet til opholdslandet efter, at vedkommende er fyldt 18 år, må det antages, at et lovligt ophold i op til 8 år i almindelighed ikke vil kunne føre til, at inddragelse eller nægtelse af forlængelse skal undlades, selv om udlændingen har andre væsentlige tilknytningsmomenter i form af f.eks. uddannelse og/eller beskæftigelse” For så vidt børns selvstændige tilknytning til Danmark fremgår af de nævnte forarbejder blandt andet følgende om EMRK: ”2.3.2.1.1.5. Børns selvstændige tilknytning For flygtningebørnefamilier vil et ophold her i landet af en vis varighed alt andet lige betyde, at barnet i kraft af et børneliv i Danmark med alt, hvad dertil hører, herunder skolegang, god og grundig læring af det danske sprog, deltagelse i fritidsaktiviteter, knytning af kammeratskaber etc., opnår en vis tilknytning her til landet. … I forhold til børns selvstændige tilknytning har EMD således i sagen Salija mod Schweiz vurderet, at to børn, der var 4-5 og 8-9 år gamle, og som gik i børnehave og skole, let kunne tilpasse sig hjemlandets sprog og kultur (var i en ”adaptable age”), hvilket havde betydning for alvorligheden af de vanskeligheder, som barnet med sandsynlighed ville blive mødt med. På den baggrund vurderes det, at der, i al fald indtil barnet fylder 8 år, kan lægges yderligere vægt på, at barnet let vil kunne tilpasse sig hjemlandets sprog og kultur med den konsekvens, at barnet som udgangspunkt ikke kan anses for at have opnået selvstændig tilknytning til Danmark, før barnet fylder 8 år. Det vil betyde, at den tilknytning, som barnet har opnået til Danmark i en situation, hvor barnet er under 8 år, ikke i udgangspunktet skal indgå i vurderingen af, om der kan ske inddragelse af opholdstilladelsen for barnet og medlemmerne af barnets familie […]. Hvis barnet er fyldt 8 år, har det betydning for, om der skal foretages en vurdering af barnets selvstændige tilknytning, hvor stor en del af de formative år af barn- og ungdommen, som barnet har tilbragt i Danmark, hvor lang tid barnet har gået i skole i de formative år, og hvor længe barnet har opholdt sig i Danmark.” Det skal i forlængelse af de citerede forarbejder bemærkes, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sin dom af 28. juli 2020 i sag 25402/14 (Pormes v. Netherlands) i præmis 62 synes at have lagt til grund, at et barns formative år begynder på et tidligere tidspunkt end forudsat i de citerede forarbejder. For så vidt angår spørgsmålet om klagerens egen tilknytning til Danmark, kan Flygtningenævnet tiltræde, at hendes ophold i Danmark ikke har en sådan varighed, og at hendes aktiviteter i Danmark, herunder tilknytning til arbejdsmarkedet, har et sådant omfang, at hun derved har opnået en særlig tilknytning til Danmark, der medfører, at en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse vil udgøre et uproportionalt indgreb i hendes ret til privat- og familieliv. I den forbindelse har Flygtningenævnet på den ene side lagt vægt på blandt andet, at klageren aktuelt har haft et lovligt ophold i Danmark i [omkring seks år], at klageren kan læse og tale dansk, at hun har bestået prøve i Dansk 2, og at hun har været i praktik i forskellige [institutioner] i tre måneder ad gangen. På den anden side har Flygtningenævnet lagt vægt på blandt andet, at klageren ikke er i gang med en uddannelse i Danmark, at klageren ikke aktuelt har en arbejdsmæssig tilknytning til Danmark, og at klagerens ophold i Danmark er under otte år. Hertil kommer, at klageren indrejste til Danmark som [mellem 20 og 25-årig], hvorfor klageren har levet det meste af sit liv i Syrien, og at klageren fortsat har sine onkler, morbrødre, fastre og mostre bosat i Syrien. I relation til klagerens familiemæssige tilknytning til Danmark finder Flygtningenævnet også, at familieenheden i Danmark aktuelt består af klageren og hendes to sønner [B og C]. Spørgsmålet er herefter, om [B] og [C] har opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at opholdstilladelsen af den grund ikke kan nægtes forlænget. Henset til, at [B] er [4-7 år] og C er [4-7 år], vil de let kunne tilpasse sig blandt andet sproget og kulturen i Syrien, hvorved bemærkes, at børnene også indbyrdes taler arabisk, og at de på grund af deres alder kun i begrænset omfang (for [C's] vedkommende muligvis slet ikke) har haft sine formative år her i landet. [B] og [C] kan herefter, uanset længden af deres ophold i Danmark og det forhold, at de har gået i vuggestue og børnehave og for [B's] vedkommende skole i Danmark, ikke anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Efter en samlet afvejning af hensynene overfor hinanden finder Flygtningenævnet herefter, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder navnlig EMRK artikel 8, at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i Danmark. Det forhold, at klageren […], og at hun er bange for, at klagerens ægtefælle vil bortføre børnene, kan ikke føre til et anden vurdering. Om opholdstilladelse som følge af klagerens individuelle forhold (udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2): Henset til, at klageren har påberåbt sig individuelle forhold, skal Flygtningenævnet herefter tage stilling til, om klageren som følge heraf kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Spørgsmålet er navnlig, om klageren kan meddeles opholdstilladelse med henvisning til, at klageren risikerer at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder med henblik på at bruge klageren til at lægge pres på hendes ægtefælle, der har en konflikt med de syriske myndigheder, fordi han flygtede fra reserven (en militær kaserne, hvor han som genindkaldt efter det oplyste nødtvungen afviklede militærtjeneste). Flygtningenævnet finder efter klagerens forklaring for nævnet, at det ikke kan lægges til grund, at klagerens ægtefælle tilbage i 2015 deserterede fra reserven. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på navnlig, at klageren under oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2015 oplyste, at hun var "blevet opsøgt 3 gange af de syriske myndigheder, og formålet med alle 3 besøg var, at myndighederne ville finde ansøgers ægtefælle, fordi han var flygtet fra militærbasen", hvilket står i modsætning til klagerens forklaring for nævnet, hvor hun har forklaret, at hun flygtede ud af Syrien inden ægtefællens desertering. Dette forhold er ganske centralt, som klageren også nu, selvom der er forløbet mere end seks år siden oplysnings- og motivsamtalen blev afholdt, skulle kunne forklare ens om. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at hun til nævnet har forklaret, at hun ikke på noget tidspunkt er blevet truet eller udsat for vold af de syriske myndigheder, mens hun til oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at myndighederne havde været voldelige over for hende, idet de en gang skubbede hende og de en gang slog hende med et maskingevær, ligesom de truede hende med, at de ville slå hendes søn ihjel, "hvis ikke ansøger fortalte, hvor ansøgers ægtefælle befandt sig". Hertil kommer, at hun under oplysnings- og motivsamtalen – som citeret – oplyste, at hun var blevet opsøgt tre gange på forældrenes bopæl (i øvrigt fordi de syriske myndigheder ville finde hendes ægtefælle, der var flygtet fra reserven), hvorimod hun til nævnet har forklaret, at hun kun blev opsøgt én gang på sin egen bopæl, hvilket var i forbindelse med, at de syriske myndigheder afhentede ægtefællen, der ikke havde reageret på en genindkaldelse til militæret. Selvom Flygtningenævnet ikke kan lægge forklaringen om klagerens ægtefælles desertering til grund, skal nævnet bemærke, at det i lyset af klagerens ægtefælles alder i 2015 – hvor han var 26 år, da han er født [i] 1989 – må lægges til grund, at han rent faktisk må have unddraget sig at blive genindkaldt til reserven. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på baggrundsoplysningerne om omfanget af genindkaldelser i 2015. Spørgsmålet er herefter, om klageren af denne grund risikerer at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder ved sin tilbagevenden til Syrien. For så vidt angår risikoen for, at såkaldte Draft evaders familiemedlemmer bliver udsat for overgreb mv. fremgår følgende af European Asylum Support Offices rapport fra april 2021 (Syria, Military service), side 33 f.: ”4.1 Draft evaders … 4.1.2. Potential consequences for family members Regarding the treatment of family members, sources differ in their assessment. While several sources stated that family members of draft evaders would not face any consequences, other sources indicated that they would face house searches, pressure and harassment from military police or intelligence services to reveal the whereabouts of male relatives wanted for military service. In some cases, family members have been arrested or required to report to an intelligence service branch for questioning. In a February 2021 interview with EASO, an international humanitarian organization working in Syria mentioned a case in which the authorities conditioned the granting of security clearance required for renewing a lease agreement by requiring the applicant to provide information on the whereabouts of male relatives wanted for military service. Suhail Al-Ghazi assessed that family members of draft evaders from areas loyal to the GoS won’t face the same kind of harassment as those originating in former opposition-held areas." Det bemærkes, at det, der er anført i European Asylum Support Offices rapport fra november 2021 (Country Guidence: Syria), side 80 f., vedrørende risikoen for, at såkaldte militærunddrageres familiemedlemmer bliver udsat for overgreb mv., ikke ændrer ved det, at der anført i den citerede rapport fra april 2021. På denne baggrund må det ved vurderingen af, om klageren ved en tilbagevenden til Syrien risikerer overgreb mv. fra de syriske myndigheders side som følge af klagerens ægtefælles militærunddragelse, tages i betragtning, at klagerens svigermor og ægtefællens bror er bosat i Damaskus, og at klagerens svigermor alene er blevet opsøgt én enkelt gang af de syriske myndigheder, hvor de spurgte efter klagerens ægtefælle, hvilket klageren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2020 oplyste havde fundet sted for fire år siden. Når det anførte sammenholdes med, at klageren og ægtefællen ikke var bosat i et oprørskontrolleret område, men i Damaskus, og at der i øvrigt ikke foreligger andre belastende oplysninger om ægtefællen f.eks. om hans tilknytning til oprørsgrupper mv., tiltræder Flygtningenævnet – under behørig hensyntagen til forsigtighedsprincippet – at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i risiko for overgreb af de syriske myndigheders omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Der er herefter ikke grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter diss...
Nævnet meddelte i december 2021 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelige statsborger. Indrejst i 2016. Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim, der oprindeligt stammer fra Al-Hasakah, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold på grund krigen, samt at blive voldtaget eller kidnappet. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive rekrutteret til militæret af den kurdiske hær, PKK. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at familiens bopæl i Damaskus flere gange blev ransaget af myndighederne, idet de eftersøgte ansøgerens far og bror, som var deserteret fra militæret. Flygtningenævnet har i dag truffet afgørelse i ansøgerens fars sag. I afgørelsen er det blandt andet anført: Flygtningenævnet lægger på baggrund af oplysningerne i klagerens søn, [A's], asylsag til grund, at [A] deserterede fra det syriske militær [et ukendt tidspunkt], og det fremgår endvidere af sagen, at to af klagerens øvrige sønner, [B] og [C], begge har unddraget sig militærtjenesten i Syrien og nu har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet kan i øvrigt ikke lægge klagerens forklaring om hans asylmotiv, herunder forklaringen om at han hjalp sin søn [A] med at desertere, til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klagerens forklaring om tidspunkterne for sønnen, [A's], militærtjeneste og desertering ikke stemmer overens med [A's] forklaring. [A] har således forklaret, at han udrejste af Syrien [vinteren] 2013, mens klageren har forklaret, at familien tog til Damaskus efter [vinteren] 2014 for at være tæt på og hjælpe [A]. Klageren har endvidere afgivet skiftende forklaringer om, hvorvidt han var på arbejde dagen efter, at han hjalp sin søn med at desertere. Endvidere har klageren, klagerens ægtefælle og de to af parrets voksne døtre, [D] og [E], i deres asylsager, som Flygtningenævnet samtidig har truffet afgørelse i, afgivet divergerende og meget usikre forklaringer, herunder om hvorvidt klageren så familien, efter at de var rejst tilbage til landsbyen, om hvorvidt der boede nogen i deres hus i landsbyen, mens de var i Damaskus, om antallet af ransagninger, om hvorvidt klagerens ægtefælle brækkede et eller begge ben under en ransagning, om klagerens ægtefælle brækkede benene i Damaskus eller i landsbyen, og navnlig om hvor de enkelte familiemedlemmer opholdt sig hvornår, og om baggrunden for, at familien opholdt sig i Damaskus. Forklaringerne har i det hele været præget af en påfaldende manglende hukommelse, også om helt centrale forhold af betydning for deres asylmotiv. Det er indgået i Flygtningenævnets vurdering, at flere af familiens medlemmer er analfabeter, hvilket imidlertid ikke kan føre til en anden vurdering. Efter forklaringerne er der derfor stor usikkerhed om, hvor længe klageren og dennes familie har opholdt sig i Damaskus. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder EASOs seneste rapport fra november 2021, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, herunder at klageren er etnisk kurder, er udrejst illegalt, har en søn, der er deserteret, og har to andre sønner, der har unddraget sig militærtjenesten i Syrien, at det er sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på det forsigtighedsprincip, der er gældende for asylansøgere/klagere fra Syrien. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021, således at klageren har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1." Flygtningenævnet meddeler herefter med samme begrundelse ansøgeren og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2021/261/YARS
Nævnet meddelte i december 2021 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelige statsborger. Indrejst i 2016. Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim, der oprindeligt stammer fra Al-Hasakah. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter Islamisk Stat, YPG og de syriske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at familiens bopæl i Damaskus flere gange blev ransaget af myndighederne, idet de eftersøgte ansøgerens far og bror, som var deserteret fra militæret. Flygtningenævnet har i dag truffet afgørelse i ansøgerens fars sag. I afgørelsen er det blandt andet anført: Flygtningenævnet lægger på baggrund af oplysningerne i klagerens søn, [A's], asylsag til grund, at [A] deserterede fra det syriske militær [et ukendt tidspunkt], og det fremgår endvidere af sagen, at to af klagerens øvrige sønner, [B] og [C], begge har unddraget sig militærtjenesten i Syrien og nu har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet kan i øvrigt ikke lægge klagerens forklaring om hans asylmotiv, herunder forklaringen om at han hjalp sin søn [A] med at desertere, til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klagerens forklaring om tidspunkterne for sønnen, [A's], militærtjeneste og desertering ikke stemmer overens med [A's] forklaring. [A] har således forklaret, at han udrejste af Syrien [vinteren] 2013, mens klageren har forklaret, at familien tog til Damaskus efter [vinteren] 2014 for at være tæt på og hjælpe [A]. Klageren har endvidere afgivet skiftende forklaringer om, hvorvidt han var på arbejde dagen efter, at han hjalp sin søn med at desertere. Endvidere har klageren, klagerens ægtefælle og de to af parrets voksne døtre, [D] og [E], i deres asylsager, som Flygtningenævnet samtidig har truffet afgørelse i, afgivet divergerende og meget usikre forklaringer, herunder om hvorvidt klageren så familien, efter at de var rejst tilbage til landsbyen, om hvorvidt der boede nogen i deres hus i landsbyen, mens de var i Damaskus, om antallet af ransagninger, om hvorvidt klagerens ægtefælle brækkede et eller begge ben under en ransagning, om klagerens ægtefælle brækkede benene i Damaskus eller i landsbyen, og navnlig om hvor de enkelte familiemedlemmer opholdt sig hvornår, og om baggrunden for, at familien opholdt sig i Damaskus. Forklaringerne har i det hele været præget af en påfaldende manglende hukommelse, også om helt centrale forhold af betydning for deres asylmotiv. Det er indgået i Flygtningenævnets vurdering, at flere af familiens medlemmer er analfabeter, hvilket imidlertid ikke kan føre til en anden vurdering. Efter forklaringerne er der derfor stor usikkerhed om, hvor længe klageren og dennes familie har opholdt sig i Damaskus. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder EASOs seneste rapport fra november 2021, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, herunder at klageren er etnisk kurder, er udrejst illegalt, har en søn, der er deserteret, og har to andre sønner, der har unddraget sig militærtjenesten i Syrien, at det er sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på det forsigtighedsprincip, der er gældende for asylansøgere/klagere fra Syrien. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021, således at klageren har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1." Flygtningenævnet meddeler herefter med samme begrundelse ansøgeren og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2021/260/YARS
Nævnet meddelte i december 2021 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelige statsborger samt tre børn fra Syrien. Indrejst i 2016. Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim, der oprindeligt stammer fra Al-Hasakah. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, fordi hendes søn, [A], er deserteret fra militæret. Ansøgeren har herudover henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, fordi hun er medlem af Det Kurdiske Demokratiske Parti i Syrien. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes børn vil blive indkaldt til militærtjeneste samt de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at myndighederne opsøgte og ransagede bopælen flere gange efter, at hendes søn, [A], deserterede fra militæret. [A] og ansøgerens ægtefælle var ikke hjemme, da myndighederne ransagede bopælen. Under ransagningen blev ansøgerens slået, skubbet, truet og brækkede et ben. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes far blev slået ihjel af de syriske myndigheder som følge af hans medlemskab af Det Kurdiske Demokratiske Parti. Ansøgeren frygter, at hun ligeledes vil blive slået ihjel som følge af hendes medlemskab. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun og hendes far har været politisk aktive til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under sin oplysnings- og motivsamtale alene forklarede om, at hun havde deltaget i få demonstrationer, og at hun har udbygget sin forklaring om sine politiske aktiviteter for Flygtningenævnet. Flygtningenævnet har i dag truffet afgørelse i ansøgerens ægtefælles sag. I afgørelsen er det blandt andet anført: Flygtningenævnet lægger på baggrund af oplysningerne i klagerens søn, [A's], asylsag til grund, at [A] deserterede fra det syriske militær [et ukendt tidspunkt], og det fremgår endvidere af sagen, at to af klagerens øvrige sønner, [B] og [C], begge har unddraget sig militærtjenesten i Syrien og nu har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet kan i øvrigt ikke lægge klagerens forklaring om hans asylmotiv, herunder forklaringen om at han hjalp sin søn [A] med at desertere, til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klagerens forklaring om tidspunkterne for sønnen, [A's], militærtjeneste og desertering ikke stemmer overens med [A's] forklaring. [A] har således forklaret, at han udrejste af Syrien [vinteren] 2013, mens klageren har forklaret, at familien tog til Damaskus efter [vinteren] 2014 for at være tæt på og hjælpe [A]. Klageren har endvidere afgivet skiftende forklaringer om, hvorvidt han var på arbejde dagen efter, at han hjalp sin søn med at desertere. Endvidere har klageren, klagerens ægtefælle og de to af parrets voksne døtre, [D] og [E], i deres asylsager, som Flygtningenævnet samtidig har truffet afgørelse i, afgivet divergerende og meget usikre forklaringer, herunder om hvorvidt klageren så familien, efter at de var rejst tilbage til landsbyen, om hvorvidt der boede nogen i deres hus i landsbyen, mens de var i Damaskus, om antallet af ransagninger, om hvorvidt klagerens ægtefælle brækkede et eller begge ben under en ransagning, om klagerens ægtefælle brækkede benene i Damaskus eller i landsbyen, og navnlig om hvor de enkelte familiemedlemmer opholdt sig hvornår, og om baggrunden for, at familien opholdt sig i Damaskus. Forklaringerne har i det hele været præget af en påfaldende manglende hukommelse, også om helt centrale forhold af betydning for deres asylmotiv. Det er indgået i Flygtningenævnets vurdering, at flere af familiens medlemmer er analfabeter, hvilket imidlertid ikke kan føre til en anden vurdering. Efter forklaringerne er der derfor stor usikkerhed om, hvor længe klageren og dennes familie har opholdt sig i Damaskus. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder EASOs seneste rapport fra november 2021, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, herunder at klageren er etnisk kurder, er udrejst illegalt, har en søn, der er deserteret, og har to andre sønner, der har unddraget sig militærtjenesten i Syrien, at det er sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på det forsigtighedsprincip, der er gældende for asylansøgere/klagere fra Syrien. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021, således at klageren har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1." Flygtningenævnet meddeler herefter med samme begrundelse ansøgeren og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2021/259/YARS
Nævnet omgjorde i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim, der oprindeligt stammer fra Al-Hasakah. Udlændingestyrelsen meddelte [vinteren] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive anholdt eller henrettet af de syriske myndigheder, fordi han havde hjulpet sin søn, [A], med at desertere fra militæret og flygte ud af Syrien. Klageren henviste videre til, at han frygtede borgerkrigen i Syrien, herunder vilkårlige drab af kurdere. Udlændingestyrelsen har [sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt, udsat for overgreb eller slået ihjel af de syriske myndighed, idet han har hjulet sin søn [A] med at desertere fra militæret. Klageren er oprindeligt meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, således som § 7 da var formuleret, idet bestemmelsens stk. 3 først er indsat i loven efterfølgende. Det fremgår ikke af opholdstilladelsen, om den er meddelt på grund af klagerens individuelle forhold eller på grund af de generelle forhold i Syrien. Af Udlændingestyrelsens resolution af [december] 2014 fremgår, at opholdstilladelsen er meddelt på grund af de generelle forhold som følge af væbnede kampe og angreb på civile. Det fremgår videre af resolutionen, at klagerens forklaring om, at han havde hjulpet klagerens søn med at desertere, ikke kunne føre til, at der kunne meddeles opholdstilladelse i medfør udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at klageren oprindeligt er meddelt opholdstilladelse på grund af de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet lægger på baggrund af oplysningerne i klagerens søn, [A's], asylsag til grund, at [A] deserterede fra det syriske militær [et ukendt tidspunkt], og det fremgår endvidere af sagen, at to af klagerens øvrige sønner, [B] og [C], begge har unddraget sig militærtjenesten i Syrien og nu har opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet kan i øvrigt ikke lægge klagerens forklaring om hans asylmotiv, herunder forklaringen om at han hjalp sin søn [A] med at desertere, til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klagerens forklaring om tidspunkterne for sønnen, [A's], militærtjeneste og desertering ikke stemmer overens med [A's] forklaring. [A] har således forklaret, at han udrejste af Syrien [vinteren] 2013, mens klageren har forklaret, at familien tog til Damaskus efter [vinteren] 2014 for at være tæt på og hjælpe [A]. Klageren har endvidere afgivet skiftende forklaringer om, hvorvidt han var på arbejde dagen efter, at han hjalp sin søn med at desertere. Endvidere har klageren, klagerens ægtefælle og de to af parrets voksne døtre, [D] og [E], i deres asylsager, som Flygtningenævnet samtidig har truffet afgørelse i, afgivet divergerende og meget usikre forklaringer, herunder om hvorvidt klageren så familien, efter at de var rejst tilbage til landsbyen, om hvorvidt der boede nogen i deres hus i landsbyen, mens de var i Damaskus, om antallet af ransagninger, om hvorvidt klagerens ægtefælle brækkede et eller begge ben under en ransagning, om klagerens ægtefælle brækkede benene i Damaskus eller i landsbyen, og navnlig om hvor de enkelte familiemedlemmer opholdt sig hvornår, og om baggrunden for, at familien opholdt sig i Damaskus. Forklaringerne har i det hele været præget af en påfaldende manglende hukommelse, også om helt centrale forhold af betydning for deres asylmotiv. Det er indgået i Flygtningenævnets vurdering, at flere af familiens medlemmer er analfabeter, hvilket imidlertid ikke kan føre til en anden vurdering. Efter forklaringerne er der derfor stor usikkerhed om, hvor længe klageren og dennes familie har opholdt sig i Damaskus. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder EASOs seneste rapport fra november 2021, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, herunder at klageren er etnisk kurder, er udrejst illegalt, har en søn, der er deserteret, og har to andre sønner, der har unddraget sig militærtjenesten i Syrien, at det er sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på det forsigtighedsprincip, der er gældende for asylansøgere/klagere fra Syrien. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021, således at klageren har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2021/258/YARS
Nævnet omgjorde i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by], Golanhøjderne, Syrien, men klageren boede i Sayyidah Zaynab, Rif Damaskus i mere end 30 år frem til sin udrejse af Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at leve under de generelle forhold i Syrien med borgerkrig, som er meget farlig. Klageren havde til støtte herfor henvist til, at hun i Syrien flygtede fra det ene sted til det næste uden at være i sikkerhed. Der var ingen mad, og der var krig og bombardementer overalt. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Syrien på grund af krigen. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, fordi hendes sønner, [A] og [B], er eftersøgt af de syriske myndigheder. Klageren har til støtte herfor henvist til, at [A] har været assisterende kirurg for et hospital, der hjalp oprørerne, at [B] i frivilligt regi har ydet nødhjælp til personer med tilknytning til oprørsgrupper, og at de syriske myndigheder har billeder af både [A] og [B] og kan identificere dem ved navn. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun frygter, at myndighederne vil tilbageholde hende, fordi alle hendes sønner er eftersøgt af de syriske myndigheder. Klageren har til støtte herfor henvist til, at myndighederne vil have nogle af hendes sønner i militæret, fordi de har unddraget sig genindkaldelse til militærtjeneste, mens hendes andre sønner er i fare, fordi de er sunnimuslimer. Klageren har som asylmotiv yderligere henvist til, at hun frygter, at myndighederne, der er shiitter, vil begå overgreb mod hende og slå hende ihjel, fordi hun er sunnimuslim. Hun har til støtte herfor henvist til, at hun i Syrien oplevede, at myndighederne, der er shiitter, tog sunnimuslimer og begik overgreb imod dem. Klageren har som asylmotiv derudover henvist til, at hun frygter de iranske militser, der har kontrollen i områderne. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til, at hun er en ældre dame, som har brug for hjælp til alt i dagligdagen. Klageren har til støtte herfor henvist til, at der ikke er nogen til at hjælpe hende i Syrien, og at hun ikke har noget tilbage i Syrien. Hun er gammel og syg, og der er ikke nogen sikkerhed i Syrien. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2021, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet er opmærksom på rapport fra Amnesty International fra september 2021 – ”You´re going to your death” og rapport fra Human Rights Watch ”Our lives are like death” fra oktober 2021. Flygtningenævnet har imidlertid ikke fundet anledning til at ændre sin praksis. Flygtningenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at der i disse rapporter er henvist til interviews med henholdsvis 66 og 65 personer, som har oplevet alvorlige problemer efter tilbagerejse til Syrien. Antallet skal sættes i forhold til, at 282.283 personer siden 2016 er returneret til Syrien fra andre lande, jf. Udlændingestyrelsens rapport ”Syria, Issues regarding return” fra oktober 2021. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på andre baggrundsoplysninger, herunder EASO´s rapport: ”Country Guidance: Syria” fra september 2020 samt Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus, fra oktober 2020. Den Europæiske Menneskerettigheds-domstols afgørelse af 14. september 2021 i sagen M.D. And Others v. Russia kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved henset til, at der ikke er grundlag for at antage, at der med dommen er taget stilling til, at enhver tvangsmæssig udsendelse til alle dele af Syrien vil udgøre en krænkelse af artikel 3 i EMRK, men at der er foretaget en vurdering af ansøgernes konkrete forhold, herunder at de er mænd i den militærpligtige alder, med den deraf følgende risiko for indkaldelse til militærtjeneste, som de har modsat sig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke anledning til at ændre sin praksis. Flygtningenævnet skal herefter foretage en vurdering af, om klageren er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Klageren har bl.a. henvist til, at hun risikerer forfølgelse som følge af, at hendes sønner [A], [B] og [C] har unddraget sig militærtjeneste i forbindelse med genindkaldelse. Flygtningenævnets flertal bemærker, at nævnet ved vurderingen af, om asylansøgere fra Syrien opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, anvender et forsigtighedsprincip. Af Flygtningenævnets bidrag til besvarelse af 25. august 2021 til Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalgs spørgsmål nr. 646 fremgår: ”Konkret betyder dette, at bevisvurderingen i sager vedrørende asylansøgere fra Syrien skal foretages med udgangspunkt i forsigtighedsprincippet, således at tærsklen for, hvornår en asylansøger må anses for at have sandsynliggjort et individuelt asylmotiv – typisk i forhold til de syriske myndigheder – er lavere end i andre asylsager.” Baggrundsoplysningerne om, hvorvidt familiemedlemmer til personer, som har unddraget sig militærtjeneste i Syrien, risikerer forfølgelse er ikke entydige. Det fremgår således dels, at nogle kilder oplyser, at kun familiemedlemmer til særligt profilerede personer risikerer forfølgelse, mens andre kilder oplyser, at familiemedlemmer til alle militærunddragere risikerer at blive udsat for bl.a. ransagning, tilbageholdelse og afhøring. Det fremgår således eksempelvis af EASO’s rapport Syria Military Service - Country of Origin Information Report, udgivet i April 2021, afsnit 4.2.1: “Several sources interviewed by DIS between January and March 2020 stated that family members of deserters and defectors would not face problems with the GoS. Other sources however, assessed that family members may still face house visits, harassment, threats, arrest, interrogation, torture, confiscation of property and pressure from authorities. DIS interviewed three sources who respectively stated that either immediate and extended family members may face consequences due to desertion/defection of a family member, though it could be hard to distinguish whether this was for actual desertion or joining the opposition. In January 2021, Suhail Al-Ghazi assessed that family members of defectors may also be subjected to arrest, prolonged detention, torture, death in detention and execution. ”Flygtningenævnets flertal finder, at forsigtighedsprincippet sammenholdt med, at baggrundsoplysningerne ikke er entydige, fører til, at klageren har sandsynliggjort, at hun som familiemedlem risikerer at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse som følge af sine sønners forhold som følge af, at myndighederne vil anse klageren som værende i opposition til styret og derved vil blive tillagt en såkaldt imputed political opinion. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at klageren har sandsynliggjort, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnets flertal ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.Syri/2021/257/eeb
Nævnet stadfæstede i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2019 idømt fængsel i 10 måneder for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., til dels stk. 2, jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 43 samt overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, jf. § 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 1 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk araber og muslim fra [by], Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, fordi han er i den værnepligtige alder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans mor fik et brev, hvori der stod, at han snart skulle i militæret, og at mændene på hans alder i hans landsby blev hentet af myndighederne for at tjene i hæren. Klageren vil ikke aftjene værnepligt, fordi han ikke vil have et våben i hånden og slå mennesker ihjel. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter sit liv på grund af sine problemer med IS. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han har været fanget af IS i tre til fire måneder mod sin vilje. Klageren har desuden oplyst, at personer fra IS to gange har henvendt sig til hans families bopæl for at spørge til klageren. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til, at han frygter sin familie. Klageren har til støtte herfor henvist til, at hans familie fandt ud af, at han i Danmark drak alkohol og havde en kæreste. Han har af sine familiemedlemmer fået at vide, at når han kommer tilbage til Syrien, så skal de vise ham, hvad der vil ske. Klageren tror, at hans familie ikke ville have nogle problemer med at sætte ham en pistol for panden. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som mandlig syrisk statsborger i den militærpligtige alder isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af, at han har unddraget sig militærtjeneste i Syrien. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssigt at udsende klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Flygtningenævnet bemærker, at klageren indrejste i Danmark i 2015 og efterfølgende er straffet seks gange for forskellige lovovertrædelser, herunder straffeloven og lov om euforiserende stoffer. Ved [landsrets] dom af [efteråret] 2019 blev klageren idømt ti måneders ubetinget fængsel. Det fremgår af sagen, at klageren er fundet skyldig i besiddelse og organiseret salg af hash og kokain begået i forening med andre og over en længere periode. Det må efter klagerens forklaring for landsretten lægges til grund, at der således ikke var tale om nogen kortvarig eller tilfældighedspræget aktivitet. Flygtningenævnet finder, at salg af euforiserende stoffer i den anførte mængde og under de anførte forhold må betragtes som en særligt farlig forbrydelse. Ved vurderingen af om klageren udgør en fare for samfundet, lægger Flygtningenævnet vægt på det ovenfor nævnte antal domme, men også at klageren, efter at han ved landsrettens dom blev dømt til udvisning, to gange yderligere er straffet, herunder for trusler efter straffelovens § 266. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at klageren tillige udgør en fare for samfundet. Klageren var 18 år, da han indrejste i Danmark og havde indtil da boet i Syrien. Klageren har efter det oplyste haft arbejde i en periode og har en søster i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at der foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at han uanset det ovenfor anførte kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2021/256/eeb
Nævnet omgjorde i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har dog deltaget i seks demonstrationer i Danmark i perioden 2018-2021 mod den syriske regering. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at blive slået ihjel som følge af den generelle situation, herunder de væbnede kampe, der foregår mellem de syriske myndigheder og oprørsgrupperne. Videre har han henvist til, at han frygtede at blive tvangsrekrutteret til at deltage i væbnede kampe enten for de syriske myndigheder eller for forskellige oprørsgrupper i Syrien. Endelig frygtede han at blive fængslet eller slået ihjel af de syriske myndigheder, idet han er udrejst illegalt af landet, og at han derfor bliver betragtet som forræder af styret. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til sit oprindelige asylmotiv, og har endvidere henvist til, at han frygter at blive genindkaldt til militærtjeneste, idet han forud for sin udrejse blev opsøgt to gange for at blive genindkaldt. Videre har han henvist til, at han er eftersøgt på grund af sin nevø, som havde udtrykt sig kritisk om styret og var blevet tilbageholdt som følge af dette. Endelig har han henvist til, at han er eftersøgt på grund af sin datters [A’s] aktiviteter. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sine, datteren [A’s] og klagerens ene nevøs aktiviteter og forhold i Syrien til grund. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens begrundelse herfor og bemærker, at klageren under nævnsmødet yderligere har forklaret udbyggende, at demonstrationer i Syrien tog udgangspunkt i hans forretning, og at han skaffede stof og andre ting til demonstranterne, ligesom klageren udbyggende har forklaret, at han som følge af nevøens forhold blev opsøgt to gange af personer fra det syriske militær. Klagerens ene datter [A] er af Udlændingestyrelsen meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, på baggrund af datterens deltagelse i regimekritiske demonstrationer i Danmark og efterfølgende deling af billeder herfra i Facebookgrupper med titusinder af medlemmer. Flygtningenævnet lægger efter klagerens forklaring sammenholdt med billederne i klagerens datters asylsag endvidere til grund, at klageren har deltaget i tre af disse demonstrationer, hvor han er med på billeder fra demonstrationerne sammen med sin datter. Flygtningenævnet lægger efter klagerens forklaring og oplysningerne i sagen i øvrigt endelig til grund, at klagerens datters kæreste, [B], er medstifter og ledende medlem af [forening], der blandt andet har en Facebookside med flere tusinde følgere. Flygtningenævnet finder på den baggrund, under henvisning til baggrundsoplysningerne om de syriske myndigheders monitorering af syriske statsborgere i udlandet og under henvisning til forsigtighedsprincippet ved vurderingen af asylansøgere fra Syrien, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2021, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/255/imbs
Nævnet omgjorde i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2021/252/hmu. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [en by], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte i [vinteren] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at blive slået ihjel af de forskellige grupperinger, der er i landet. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at komme i militæret. Klageren henviste endvidere til, at han ikke vil i militæret, idet han vil blive tvunget til at slå uskyldige mennesker ihjel. Udlændingestyrelsen har i [sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved tilbagevenden til Syrien frygter at blive indkaldt til militærtjeneste i det syriske militær. Klageren har til støtte herfor endvidere oplyst, at hans kollegaer og andre bekendte i Danmark har oplyst ham, at mænd i den militærpligtige alder bliver tvunget til at aftjene militærtjeneste, også selv de er den eneste søn i familien. Klageren har også henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter ikke at have et sted at bo, idet han ikke har flere kontakter i Syrien, og at han ikke kan søge hjælp hos de syriske myndigheder. Klageren har som asylmotiv under nævnsmødet endelig henvist til, at omkring fem af hans farbrors sønner i slutningen af 2014 blev medlemmer af Den Frie Syriske Hær. Klagerens søster blev i 2018 af en veninde oplyst, at nogle af deres farbrors sønner var taget til Idlib, og at en af dem var blevet slået ihjel. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er født og opvokset i [en by], Rif Damaskus, Syrien. Klageren skal således vurderes i forhold til Rif Damaskus. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport “Country Guidance: Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf det bl.a. fremgår: ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, bl.a. at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …”. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at de nyere baggrundsoplysninger om Syrien - herunder Amnesty Internationals rapport "You're going to your death" af 7. september 2021 - ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet vurderer, at rapporten i alt væsentligt bekræfter de oplysninger, der fremgår af de øvrige baggrundsoplysninger om Syrien - herunder oplysningerne om de syriske myndigheders alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne. Flygtningenævnet finder, at rapporten og de øvrige baggrundsoplysninger medfører, at der fortsat skal udvises forsigtighed ved bedømmelsen i asylsager vedrørende Syrien, og at en eventuel rimeligt begrundet tvivl skal komme asylansøgere til gode. Flygtningenævnet finder imidlertid, at hverken Amnesty Internationals rapport eller de øvrige nyere baggrundsoplysninger giver anledning til at ændre Flygtningenævnets praksis. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Rif-Damaskus. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren har sin storesøster på [X] år i Danmark, der har egen bopæl. For så vidt angår retten til familieliv bemærkes, at søskende som udgangspunkt ikke er omfattet af familieliv i EMRK’s artikel 8´s forstand, medmindre der foreligger et særligt afhængighedsforhold. Efter de foreliggende oplysninger er der ikke oplyst om forhold, der må antages at udgøre et særligt afhængighedsforhold mellem klageren og hans søster i Danmark. Klageren har [X] søstre, der bor i Sverige. Han har ingen familie i Syrien. Flygtningenævnet vurderer således, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke må antages at udgøre en krænkelse af klagerens ret til familieliv. Klageren er [X] år og er født og opvokset i Damaskus i Syrien. Han har boet i Syrien, indtil han var [X] år gammel og har gået 8 år i syrisk skole. Han taler arabisk. Han har haft lovligt ophold i Danmark i [X] år. Siden 2018 har han haft egen bopæl, og han er 2021 flyttet til København og har fortsat egen bopæl. Han har blandt andet afsluttet 9. og 10. klasse på VUC, har læst på HF enkeltfag og har arbejdet som pizzabud og opvasker. Herudover har han en række måneder i 2020 gået på tandlægeklinikassistentuddannelsen. I en række måneder i 2020 har han arbejdet 25 – 35 timer ugentligt som fastansat chauffør for [virksomhed]. I første halvår af 2021 har han taget grundforløbet på kokkekursus på [erhvervsuddannelse], hvorefter han i nogle måneder har været i praktik på en restaurant i [en by i Danmark]. Siden [foråret] 2021 har han arbejdet fuldtid hos [virksomheden] på ny. Han har siden i perioden [X år – X år] været medlem af en bodybuildingklub, hvor han har deltaget i konkurrencer med gode placeringer. Efter en samlet vurdering, herunder med særlig vægt på længden af klagerens ophold i Danmark, og klagerens øvrige forhold og tilknytning til Danmark i forhold til Syrien, finder Flygtningenævnet derfor, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. EMRK´s artikel 8. Det forhold, at klageren ikke kender nogen i Syrien, og at han ikke ved, hvor han skal bo eller arbejde ved en tilbagevenden til Syrien, er socio-økonomiske forhold, der heller ikke kan anses for at være forhold, der anses for nedværdigende behandling eller på anden vis være forhold, der vil medføre en krænkelse af EMRK artikel 3. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Klageren har oplyst, at han ikke har været politisk aktiv og ikke har konflikter med kriminelle eller religiøse grupper, familiemedlemmer, privatpersoner eller de syriske myndigheder. Det forhold, at klagerens søster af en veninde i 2014 har fået oplyst, at omkring fem af klagerens farbrors sønner er medlemmer af Den Frie Syriske Hær, hvor af en af dem skulle være blevet dræbt, kan efter en samlet vurdering ikke anses for at bringe klageren i konflikt med de syriske myndigheder. Farbrorens sønner må, dels anses for at være fjerne slægtninge, dels ikke anses for at være særligt profilerede, ligesom klageren ikke har eller havde kontakt til dem, før han udrejste af Syrien. Med hensyn spørgsmålet om, hvorvidt klageren kan meddeles opholdstilladelse med henvisning til, at klageren risikerer at blive indkaldt til militærtjeneste, bemærkes først og fremmest, at klageren er [X] år og således er i den militærpligtige alder. Det er ubestridt, at klageren er sin mors eneste søn, og gældende regler vedrørende militærtjeneste i Syrien medfører, at klageren er berettiget til at blive fritaget for militærtjeneste, hvis klageren ansøger herom og opfylder en række betingelser i øvrigt er opfyldt. Flygtningenævnet finder imidlertid på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger, at der foreligger en betydelig usikkerhed med hensyn til, om reglen om fritagelse for eneste sønner respekteres og efterleves i praksis af de syriske myndigheder. Det er Flygtningenævnets opfattelse, at der på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger er en betydelig usikkerhed med hensyn til, om klageren vil være undtaget fra militærtjeneste. Flygtningenævnet lægger i den konkrete sag endvidere vægt på, at klagerens mor er død i 2008 – ligesom klagerens far sandsynligvis også er død – hvilket Flygtningenævnet finder, øger usikkerheden om, hvorvidt de syriske myndigheder med sikkerhed vil fritage klageren som følge af, at han er ”eneste søn”. På denne baggrund – og når henses til, at der fortsat er grund til at anvende det såkaldte forsigtighedsprincip ved vurderingen af asylansøgere fra Syrien – finder Flygtningenævnet, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for indkaldelse til militærtjeneste i Syrien. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/253/hmu.
Nævnet stadfæstede i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Sagen er sambehandlet med Syri/2021/253/hmu. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [en by], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte i [vinteren] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af de generelle forhold i Syrien på daværende tidspunkt. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes far forsvandt efter en massakre i byen, og hun har ikke fundet ham siden. Klageren har forsøgt at finde ham, men dette er ikke lykkedes. Udlændingestyrelsen har i [sommeren] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Kageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, da hun har familiemedlemmer med tilhørsforhold til Den Frie Syriske Hær. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold, herunder at hun risikerer kidnapning, idet hun er enlig kvinde, ligesom hun risikerer at blive afhørt og fængslet af de syriske myndigheder, idet hun har forladt Syrien og har søgt om asyl i et andet land. Klageren har til støtte herfor oplyst, at omkring fem af hendes farbrors sønner i slutningen af 2014 blev medlemmer af Den Frie Syriske Hær. Klageren blev i 2018 af en veninde oplyst om, at en af hendes farbrors sønner var taget til Idlib, og at en af dem var blevet slået ihjel. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at hun frygter overgreb fra de syriske myndigheders side som følge af sin lillebrors mulige unddragelse af militærtjeneste, selv om han er ”eneste søn”, da han ikke har registreret sig hos myndighederne herom, ligesom det er uvist, om deres far fortsat lever og evt. har fået børn. Klageren har endelig under nævnsmødet som asylmotiv henvist til, at hun i 2009 har forladt sin stilling som offentligt ansat underviser på en folkeskole uden tilladelse som følge af hendes utilfredshed med det syriske regime, og at hun ved en tilbagevenden frygter straf fra de syriske myndigheder af den grund. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er født og opvokset i [en by], Rif Damaskus, Syrien. Klageren skal således vurderes i forhold til Rif Damaskus. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport “Country Guidance: Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf det bl.a. fremgår: ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, bl.a. at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …”. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at de nyere baggrundsoplysninger om Syrien - herunder Amnesty Internationals rapport "You're going to your death" af 7. september 2021 - ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet vurderer, at rapporten i alt væsentligt bekræfter de oplysninger, der fremgår af de øvrige baggrundsoplysninger om Syrien - herunder oplysningerne om de syriske myndigheders alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne. Flygtningenævnet finder, at rapporten og de øvrige baggrundsoplysninger medfører, at der fortsat skal udvises forsigtighed ved bedømmelsen i asylsager vedrørende Syrien, og at en eventuel rimeligt begrundet tvivl skal komme asylansøgere til gode. Flygtningenævnet finder imidlertid, at hverken Amnesty Internationals rapport eller de øvrige nyere baggrundsoplysninger giver anledning til at ændre Flygtningenævnets praksis. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der er grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Rif Damaskus-området. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren har sin lillebror på [X] år i Danmark, der har egen bopæl. For så vidt angår retten til familieliv bemærkes, at søskende som udgangspunkt ikke er omfattet af familieliv i EMRK’s artikel 8´s forstand, medmindre der foreligger et særligt afhængighedsforhold. Efter de foreliggende oplysninger er der ikke oplyst om forhold, der må antages at udgøre et særligt afhængighedsforhold mellem klageren og hendes bror i Danmark. Klageren har [X] søstre, der bor i Sverige. Hun har ingen familie i Syrien. Flygtningenævnet vurderer således, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke må antages at udgøre en krænkelse af klagerens ret til familieliv. Klageren er [X] år, har boet det meste af sit liv i Syrien og har haft lovligt ophold i Danmark i [X] år. Hun har boet i Syrien til hun var [X] år, hvor hun er uddannet ingeniør-medhjælper (Associate Degree i Physical Measurements Engineering: Measurements and Quality Control). I Syrien har hun endvidere arbejdet som underviser på en folkeskole. I Danmark har hun har blandt andet bestået dansk niveau D, kan tale, læse og skrive dansk og har bestået 9. og 10. klasse på VUC enkeltfag. Hun har nogle måneder i 2019 arbejdet for en [café] og har haft sin egen cafe i knap 4 måneder i 2020. Hun har på VUC bestået dansk, engelsk, matematik, kemi og biologi. I øjeblikket læser hun historie, samfundsfag og fysik på VUC. Efter en samlet vurdering, herunder særligt henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark, hendes aktiviteter og øvrige forhold i Danmark sammenholdt med, at klageren som [X]-årig udrejste af Syrien, hvor hun har gået i skole og haft arbejde som underviser på en folkeskole, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har opnået en særlig tilknytning til Danmark. Som følge heraf finder nævnet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. EMRK´s artikel 8. Det forhold, at klageren er en enlig kvinde uden mandligt netværk, er ikke i sig selv er asylbegrundende. Det bemærkes herved i øvrigt, at klageren i Syrien havde arbejde som underviser i en folkeskole. Nævnet har også lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens notat ”Syria, The Socio-Economic Situation in Damascus City” fra marts 2019, hvoraf fremgår, at kvinder i teorien har samme rettigheder som mænd, at kvinder har adgang til arbejdsmarkedet og har lov at leje egen bolig, ligesom hver tredje husholdning er ledet af en enlig kvinde. Situationen for enlige kvinder er vanskelige, men at det ikke kan lægges til grund, at en enlig kvinde uden mandligt netværk, der vender tilbage til Damaskus, alene som følge af, at hun er en enlig kvinde uden mandligt netværk, vil være i en konkret og individuel risiko for at komme til at leve under forhold svarende til umenneskelig eller nedværdigende behandling, der er omfattet af EMRK’s artikel 3. Det forhold, at klageren ikke kender nogen i Syrien, og at hun ikke ved, hvor hun skal bo eller arbejde, er socio-økonomiske forhold, der ikke er asylbegrundende. Det forhold, at klagerens hjerte banker for hurtigt, og at hun tager medicin herfor dagligt, kan ikke anses for at være sådanne alvorlige helbredsmæssige problemer, at det vil medføre en krænkelse af EMRK’s artikel 3 at inddrage opholdstilladelsen. En udlænding kan således ikke påberåbe sig ret til at forblive på en medlemsstats territorium med henblik på forsat lægebehandling, jf. blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedsdomsstols dom i sagerne Hasanbasic mod Schweiz (52166/09) og Emre mod Schweiz (42034/04). Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Klageren har oplyst, at hun ikke har været politisk aktiv, og at hun ikke har eller har haft konflikter med kriminelle eller religiøse grupper, familiemedlemmer, privatpersoner eller de syriske myndigheder. Det forhold, at klageren af en veninde i 2014 har fået oplyst, at omkring fem af klagerens farbrors sønner er medlemmer af Den Frie Syriske Hær, hvor af en af dem skulle være blevet dræbt, kan efter en samlet vurdering heller ikke anses for at bringe klageren i konflikt med de syriske myndigheder. Farbrorens sønner må, dels anses for fjerne slægtninge, dels anses for ikke at være særligt profilerede, ligesom klageren ikke har eller havde kontakt til dem, før hun udrejste af Syrien. Det forhold, at klageren har været udrejst af Syrien en årrække og har søgt om asyl i Danmark, kan heller ikke anses for at bringe klageren i konflikt med de syriske myndigheder. Det fremgår således af Udlændingestyrelsens notat ” Syria, Consequences of illegal exit, consequences of leaving of civil servant position without notice and the situation of kurds in Damascus” fra 2019 og rapporten fra EASO “Syria, Targetting of individuals” fra marts 2020, at et cirkulære fra det syriske udenrigsministerium fra marts 2019 indebærer, at syrere, der er udrejst på grund af krigen, ikke risikerer problemer med de syriske myndigheder alene på grund af deres udrejse. Af Udlændingestyrelsens landerapport ”Syria, Security Clearance and Status Settlement for returnees” fra december 2020 og EASO-rapporten ”Syria, internally displaced persons, returness and internal mobility” fra april 2020 samt rapporten fra UK Home Office, Country Policy and Information Note ”Syria: The Syrian Civil War” fra april 2020 fremgår det, at personer, der ønsker at vende tilbage til Syrien fra udlandet, vil skulle søge om at få deres status som syrisk statsborger legaliseret via en syrisk repræsentation i udlandet. Personer, der har opnået denne legalisering, kan vende tilbage til Syrien uden problemer. Af rapporterne fremgår det videre, at personer, der er udrejst af Syrien, som udgangspunkt vil blive godkendt og vil ikke opleve problemer ved en tilbagevenden til Syrien. Kun personer opført på en ”wanted-list” vil kunne opleve problemer med at blive godkendt og opnå tilladelse til at vende tilbage til Syrien. Nævnet lægger herved yderligere vægt på, at klageren ikke har eller har haft nogen form for personlige konflikter med de syriske myndigheder. For så vidt angår klagerens frygt for overgreb fra de syriske myndigheders side som følge af klagerens nu myndige lillebrors manglende aftjening af militærtjeneste bemærker nævnet, at det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Syria, Military Service”, maj 2020, at familiemedlemmer til desertører eller til mænd, der har unddraget sig militærtjeneste, ikke er udsat for overgreb, med mindre der er tale om særligt profilerede personer. Da klagerens lillebror dels er ”eneste søn” og efter de syriske regler kan undtages for militærtjeneste og da lillebroren ikke er særligt profileret i forhold til de syriske myndigheder, findes klageren ikke at have sandsynliggjort, at hun er i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 som følge af broderens manglende aftjening af militærtjeneste. Klageren har under nævnsmødet gjort gældende, at hun i 2009 forlod sin stilling som underviser på en skole uden forinden at have opsagt sin stilling, og dermed uden tilladelse fra myndighedernes side. Dette har klageren hverken oplyst under oplysnings- og motivsamtalen [vinteren] 2015 eller under samtalen [sommeren] 2021. Flygtningenævnet finder, at der er tale om en helt ny og udbyggende forklaring. I forbindelse hermed er det nævnets vurdering, at klageren i forbindelse med uddybende spørgsmål herom har forklaret usammenhængende og afglidende. Både som følge af, at der er tale om en helt ny forklaring og som følge af, at klageren efter at have forladt sin stilling uden tilladelse, opholdt sig i Syrien fra 2009 – 2012, hvor hun udrejste, uden at være blevet opsøgt eller tilbageholdt, ligesom hun i 2014 på ny indrejste i Syrien, hvor hun fik udstedt et nyt syrisk pas og i den forbindelse opholdt sig i cirka 1 måned i Syrien, ligesom hun viste pas både ved indrejsen og udrejsen af Syrien uden at blive tilbageholdt, findes klageren forklaring herom ikke at være hverken sandsynlig eller troværdig. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren].” Syri/2021/252/hmu
Nævnet stadfæstede i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning fra [A], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af medlemmer fra al-Shabaab, ligesom han frygter at blive slået ihjel som følge af konflikter mellem sin klan [B] og [C]. Ansøgeren har endeligt henvist til, at han frygter den generelle situation i Somalia, idet der ikke er fred eller sikkerhed. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende frygten for al-Shabaab har ansøgeren oplyst, at han arbejdede som chauffør, og at han fragtede frugt og grønt fra [D] til [N]. I april 2018 henvendte [E] og [F] sig til ansøgeren i [D], da han var ved at returnere bilen til sin konduktør, [G]. [E] og [F] var medlemmer af al-Shabaab og var sendt af [H], og de ville have ham til at fragte ting til [I] i [N]. De bad ham om at samarbejde og arbejde for islam. Ansøgeren fik ikke at vide, hvad han skulle fragte, men han fik at vide, at han skulle være forsigtig, og han var sikker på, at der var tale om sprængstoffer. Ansøgeren frygtede at blive slået ihjel, hvis han sagde nej, hvorfor han sagde, at han ville vende tilbage to dage senere for at foretage transporten. Ansøgeren opholdt sig herefter på sin bopæl, hvor han blev ringet op og truet af mændene. Ansøgeren fik at vide, at hans konduktør, [G], var blevet slået ihjel af [E] og [F]. Herefter sejlede ansøgeren til [N], fordi han var bange for, at de ville komme og opsøge ham på hans bopæl, og han holdt sig skjult i [N] indtil sin udrejse. Ansøgerens ægtefælle kontaktede senere ansøgeren og oplyste, at deres bopæl var blevet opsøgt. Til støtte for sin frygt for at blive slået ihjel som følge af klankonflikter har ansøgeren oplyst, at han tilhører hovedklanen [J], subklanen [B], underklanen [K] og familieklanen [L]. I 2006 blev ansøgerens far slået ihjel af et medlem af [C]. Ansøgeren er også blevet chikaneret, truet og set ned på grundet sit klantilhørsforhold. Der er konflikter mellem [C] og [B]. [C] er en underklan til [M], og [B] er en underklan til [J]. Generelt om ansøgerens asylmotiv vedrørende al-Shabaab og klankonflikter: Ved bedømmelsen af, i hvilket omfang ansøgerens forklaring om de asylmotiver, der angår frygten for ved tilbagevenden til Somalia at blive slået ihjel af dels medlemmer fra al-Shabaab, dels som følge af klankonflikter, kan lægges til grund, må der mere generelt lægges vægt på, at ansøgeren ikke har nævnt noget specifikt om disse asylmotiver i asylskemaet [fra sommeren] 2020. Der kan herved henvises til, at ansøgeren under pkt. 7 i asylskemaet – hvor ansøgeren anmodes om at beskrive, hvad han frygter vil ske ham, hvis han skulle vende tilbage til sit hjemland – anførte, at ”[j]eg er bange for sprængninger, og usikkerhed. Af det grunde kan jeg ikke vende tilbage. Også fordi jeg er chauffør og sprængninger forgår på vejene. Det er det jeg er bange for”. Det ville i den forbindelse, når ansøgeren nævner sprængstoffer – og i øvrigt under pkt. 6 i asylskemaet nævner, at han er blevet truet – have været nærliggende, at ansøgeren havde nævnt, at han var blevet opsøgt af personer, der havde anmodet ham om at fragte sprængstoffer. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste har haft en begrænset skolegang, kan ikke føre til et andet resultat for så vidt angår den generelle betydning af ansøgerens manglende angivelse i asylskemaet af asylmotivet vedrørende al-Shabaab. Det samme gælder asylmotivet vedrørende klankonflikter. Konkret om asylmotivet vedrørende al-Shabaab: Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt asylmotivet vedrørende al-Shabaab kan lægges til grund, har Flygtningenævnet mere konkret taget i betragtning, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2020 oplyste, at [E] og [F] – i forbindelse med, at de skulle have bedt ansøgeren om at fragte varer (i realiteten sprængstoffer) til [N] – ”ikke direkte har tilkendegivet, at de arbejder for Al-Shabaab, men at de snakkede om at de arbejdede for Islam”, mens ansøgeren under asylsamtalen [i foråret] 2021 oplyste, at ”[d]e nævnte, at de kom fra Al Shabaab”. Endvidere må der lægges vægt på, at der foreligger uoverensstemmelser med hensyn til, hvor lang tid ansøgeren inden sin flugt opholdte/skjulte sig på sin bopæl efter, at [E] og [F] havde bedt ansøgeren om at fragte varer til [N]. Under oplysnings- og motivsamtalen oplyste ansøgeren, at ”[a]nsøgeren vendte herefter hjem til sin bopæl i [A] hos hans børn og ægtefælle, hvor han opholdt sig i de næste 8 til 10 dage”, hvilket ansøgeren nærmest også har oplyst for nævnet, mens han under asylsamtalen i første omgang oplyste, at han flygtede på tredjedagen, hvilket ansøgeren tilrettede efter, at han blev gjort opmærksom på uoverensstemmelsen. Hertil kommer, at det ikke forekommer overbevisende, at ansøgeren alene blev truet telefonisk de 8-10 dage, hvor han skjulte sig på sin bopæl, men ikke opsøgt på bopælen af [E] og [F], når henses til, at de havde kendskab til ansøgerens bopæl. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at ansøgeren under asylsamtalen oplyste, at de pågældende personer i løbet af de 8-10 dage ringede ”2-10 gange om dagen”, men at ansøgeren efter han havde taget telefonen ”2. gang, flygtede han hjemmefra”. Han har også for nævnet forklaret, at han kun tog trusselsopkaldene ganske få gange. Det forekommer således ikke overbevisende, hvis de pågældende personer skulle have haft ringet til ansøgeren så tit, uden at ansøgeren skulle have taget sin telefon, bortset fra ganske få gange, uden at det ikke fik den konsekvens, at de opsøgte hans bopæl i løbet af de dage, hvor han skjulte sig på bopælen. Det anførte skal også ses i lyset af, at da ansøgeren var flygtet fra [A] skulle personerne have opsøgt ansøgerens bopæl, hvilket også gælder mens ansøgeren var i Tyrkiet. Herudover har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og asylsamtalen oplyste, at han efter sin flugt til [N] ”opholdte sig hos bekendte og kollegaer og gemte sig ikke et sted, men mange forskellige steder”, mens ansøgeren til asylsamtalen oplyste, at ”han opholdt sig hos en tidligere kollega i [N]. Han boede sammen med familien. Ansøger holdt sig skjult hos ham”. Foreholdt denne uoverensstemmelse oplyste ansøgeren under asylsamtalen herefter, at han opholdt sig hos den tidligere kollega som base, men gemte sig forskellige steder. Hertil kommer, at ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret, at [G] blev dræbt, da ansøgeren var i [N], mens han til asylsamtalen oplyste, at [G] blev slået ihjel "mens han er i [A] og gemmer sig", og at [G] blev slået ihjel "inden han flygtede fra bopælen". Det forhold, at han for nævnet – efter at have været blevet gjort opmærksom på uoverensstemmelser – rettede det til, at ansøgeren først hørte om drabet på [G], da ansøgeren var i [N], kan ikke føre til, at nævnet undlader at lægge vægt på den anførte divergens. Flygtningenævnet tiltræder på den anførte baggrund – og i øvrigt af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse – at der foreligger sådanne divergenser i ansøgerens forklaring vedrørende sin konflikt med al-Shabaab, at ansøgerens forklaring herom ikke kan lægges til grund. Konkret om asylmotivet vedrørende klankonflikt: Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse, tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om konflikter på baggrund af hans klantilhørsforhold ikke kan lægges til grund. Det for nævnet anførte om, at samfundet ved ansøgerens tilbagevenden til Somalia vil forvente, at han dræber sig fars drabsmand, og at det vil få den konsekvens, at drabsmandens klan vil være nødt til at dræbe ansøgeren, kan ikke føre til et andet resultat, når henses til navnlig, at ansøgeren forblev bosat i [A] fra 2006 til 2018, uden at der var optræk eller lignende til det anførte. Konklusion: Herefter finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Da de generelle forhold i Somalia ikke i sig selv kan begrunde asyl, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2021/73/ajev
Nævnet stadfæstede i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er etnisk somali. Ansøgerens mor kommer fra [By], Lower Shabelle, Somalia, og ansøgerens far kommer fra [By], Lower Shabelle, Somalia. Ansøgeren er født i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens mor har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at ansøgeren risikerer at blive slået ihjel af den mand, som ansøgerens mor har en konflikt med. Ansøgerens mor har til støtte herfor anført, at den mand, som ansøgerens mor flygtede fra, [A], stadig er i området, og at ansøgerens mor frygter, at han vil slå ansøgerens mor og ansøgeren ihjel. Ansøgerens mor vil ved en tilbagevenden til Somalia være en enlig kvinde uden mandligt netværk. [A] er leder af Al-Shabaab, og han vil hurtigt finde ud af, hvis de tager tilbage til Somalia. Ansøgerens mor har endvidere på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at ansøgerens farmor vil tage ansøgeren fra hende. Ansøgerens mor har til støtte herfor anført, at det er mandens familie, der bestemmer over børnene. Dette gælder især, hvis moren ikke har sit eget netværk. Ansøgerens farmor har sagt, at ansøgeren skal genopdrages. Ansøgerens mor frygter, at ansøgerens farmor vil lade ansøgeren arbejde med landbrug i stedet for at lade ham gå i skole. Ansøgerens mor har derudover på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at ansøgeren tilhører en lille klan, og at større klaner vil slå ham ihjel eller torturere ham som følge af sit klanforhold. Ansøgerens mor har endelig på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun frygter den generelle sikkerhedssituation i Somalia. Ansøgerens mor har under mødet i Flygtningenævnet som asylmotiv desuden henvist til, at hun frygter, at ansøgeren og ansøgerens søster skal blive tvangsomskåret. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens mors forklaring om sit eget individuelle asylmotiv til grund. Flygtningenævnet henviser herom – og tillige for så vidt angår de generelle forhold i ansøgerens mors hjemområde - i det hele til begrundelsen i Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2020 vedrørende ansøgerens mor. Flygtningenævnet finder desuden af de grunde, der er anført i samme afgørelse, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens mor er uden mandligt netværk i sit hjemområde. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens mor må anses for så ressourcestærk, at hun vil være i stand til at modstå et eventuelt pres fra familien og lokalbefolkningen om omskæring af sine børn. Det forhold, at ansøgerens farmor for tiden angiveligt skulle opholde sig i [By], kan ikke føre til et andet resultat, henset til at ansøgerens mor må antages at have mandligt netværk i sit hjemområde. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerens mor vil kunne beskytte sine børn mod omskæring, og at ansøgeren og ansøgerens søster således ikke er i reel risiko herfor. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Soma/2021/70/MSI
Nævnet stadfæstede i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk berber og ateist fra [by], Sale, Marokko. Ansøgeren har været aktiv som medstifter af bevægelsen [bevægelse] fra 2012. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter, at han vil blive udsat for tortur og dræbt af myndighederne, fordi han har været politisk aktiv på sociale medier, herunder Facebook og YouTube. Han har til støtte herfor oplyst, at han siden 2009 har lavet opslag på sociale medier med indhold kritisk over for regimet i Marokko. Han har haft forskellige profiler på YouTube og Facebook, som angiveligt er blevet blokeret og hacket af de marokkanske myndigheder. Ansøgeren har modtaget trusler fra myndighederne på sine profiler på de sociale medier. Ansøgerens far blev i 2012 opsøgt på familiens bopæl af lederen af deres bydel, som sagde, at ansøgeren skulle stoppe sin aktivitet, og at det kunne få store konsekvenser for ansøgeren. Ansøgeren fik i 2014 afslag på udstedelse af marokkansk pas på grund af sin politiske aktivisme. Ansøgeren er blevet beskyldt for at være homoseksuel af en regeringstro journalist ved navn [A], som har truet ansøgeren med afsløre dennes påståede homoseksualitet, hvis ansøgeren fortsætter med at lave regimekritiske opslag på de sociale medier. Ansøgeren har oplyst, at der på en hjemmeside tilhørende de marokkanske myndigheder er blevet skrevet en historie om, at ansøgeren er fjende af Marokko, og at han har været homoseksuel, siden han var 10 år. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter, at personer, der er loyale over for myndighederne, vil dræbe ham. Han har til støtte herfor oplyst, at disse personer følger med i det, han lægger op på sine profiler på sociale medier, og at han har modtaget trusler fra dem på sine profiler på de sociale medier. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har en asylbegrundende konflikt med de marokkanske myndigheder til grund. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at klageren i Flygtningenævnet har forklaret, at han var politisk aktiv fra 2009, herunder med kritik af de generelle samfundsforhold i Marokko. Alligevel udrejste han uhindret og lovligt i 2010. Efter det af klageren forklarede, har han fortsat sine regimekritiske aktiviteter og blev i 2012 udsat for hacking foranlediget af myndighederne, efter at han havde uploadet et billede, hvor han tydeligt kritiserede kongen af Marokko. Klageren har forklaret, at han har været særdeles aktiv på sociale medier med kritik både af kongen af Marokko og af forholdene i Marokko generelt samt kritik af Marokkos politik vedrørende Vestsahara og Polisario-bevægelsen. Klageren har også forklaret, at han har modtaget trusler dels fra en journalist, der står kongen nær, og dels fra hvad han formoder er den marokkanske efterretningstjeneste. Til trods herfor har klageren først i 2020 indgivet ansøgning om asyl i Danmark. Han har endvidere to gange ifølge sin forklaring, i 2014 og 2019, indfundet sig på den marokkanske ambassade i Danmark, og han har i 2019 fået udstedt pas. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har været aktiv på sociale medier og har fremsat regimekritiske kommentarer som forklaret. Flygtningenævnet bemærker imidlertid, at det beror på klagerens egen formodning, at hans aktiviteter på sociale medier er kendt af myndighederne i Marokko, og at truslerne mod ham og hans familie kommer fra myndighederne. Klagerens forklaring modsiges af, at han har kunnet indfinde sig på ambassaden og få udstedt pas, ligesom de trusler, der er fremsat mod hans familie, herunder særligt hans mor, efter det oplyste ikke er ført ud i livet. Der foreligger heller ingen oplysninger om, at klageren er aktivt eftersøgt af de marokkanske myndigheder, herunder at der skulle være rejst sigtelse eller tiltale imod ham for overtrædelse af marokkansk lov. Klagerens aktiviteter på sociale medier, herunder Facebook og YouTube, kan ikke sidestilles med egentlige profilerede regimekritiske aktiviteter. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at klagerens eventuelle modsætningsforhold til de marokkanske myndigheder har en sådan karakter og intensitet, at de kan føre til, at klageren ved en tilbagevenden til Marokko vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens paragraf § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Maro/2021/11/eeb
Nævnet stadfæstede i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim, fra Fez, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ingen fremtid har i sit hjemland. Ansøgeren frygter, at han ved en tilbagevenden vil få mange problemer, herunder problemer med stoffer og slåskampe. Ansøgeren har yderligere oplyst, at han har nogle konflikter med nogle familiemedlemmer i hjemlandet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at familieproblemerne er årsagen til, at han udrejste fra sit hjemland. Ansøgeren har oplyst, at både hans far og bror, [navn], har været voldelige over for ham, og at [navn] har tvunget ham til at sælge stoffer. [Navn] har dog ikke udsat ansøgeren for vold eller trusler i forbindelse med salg af stoffer. Ansøgeren har videre oplyst, at han ikke ønsker at have kontakt til sin familie, og at familien ikke vil forfølge ansøgeren, hvis han vender tilbage til Marokko. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en asylbegrundende konflikt i Marokko, hverken med sin familie eller andre personer, herunder grupperinger i Marokko. Den omstændighed, at Udlændingestyrelsen har vurderet, at det ikke kan afvises, at ansøgeren har været udsat for menneskehandel, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Marokko vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Endvidere bemærkes, at de generelle forhold, herunder de socioøkonomiske forhold, i Marokko ikke kan føre til, at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2021/10/roz
Nævnet meddelte i december 2021 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Ansøgeren var mindreårig, da sagen blev behandlet i nævnet. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk azari og shia-muslim af trosretning fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin far og sin fars familie. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes forældre blev skilt, da hun var barn, og at hendes far fik forældremyndigheden, hvorfor hun boede fast hos ham efter skilsmissen. Ansøgeren har hertil oplyst, at hendes far og hendes fars nye ægtefælle udsatte hende for fysiske og psykiske overgreb under hele hendes opvækst, og at hendes far har truet med, at han vil slå hende ihjel. Videre har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes farbror har friet til hende på vegne af sin søn, hvilket hun har afslået, og at farbroren derfor også har udsat hende for voldelige overgreb. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun flere gange har forsøgt at tage sit eget liv på grund af situationen i sit hjemland. Ansøgerens forklaring kan i det væsentlige lægges til grund. Det lægges herefter til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med sin far, der beror på, at faderen fortsat ønsker at gifte ansøger bort til en mand, som faderen vælger, og at ansøgeren stak af og senere udrejste af Iran. De trusler, som ansøgerens far ifølge ansøgeren har fremsat mod ansøgeren, er af en sådan karakter og intensitet, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2, hvilket myndighederne ikke kan antages at beskytte hende mod. De fremlagte dokumenter, der er ægthedsvurderet og umiddelbart er vurderet ægte, understøtter troværdigheden i ansøgerens asylmotiv. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2021/68/rila
Nævnet stadfæstede i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar fra Irak. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:Den mandlige klager er etnisk araber og sunnimuslim fra [by], Mosul, Irak. Klageren har oplyst at have været inaktiv medlem af Baath-partiet fra 1973 til Saddam Husseins fald i 2003. Han var kun medlem, fordi han blev tvunget til det. Den kvindelige klager er etnisk araber og sunnimuslim fra [by], Mosul, Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste den mandlige klager som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygtede Islamisk Stat, fordi de ikke ville acceptere en tilbagevenden efter udrejse, og at Islamisk Stat ville gøre alvor af deres trusler om at bortføre ham, hvis han spurgte ind til sine sønners bortførsel igen. Den mandlige klager har til støtte herfor oplyst, at Islamisk Stat kom til Mosul den 10. juni 2014, og at hans sønner blev bortført fra familiens bopæl [i efteråret] 2014, mens han var på arbejde. Under den oprindelige asylsag henviste den kvindelige klager som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygtede Islamisk Stat, fordi de ikke ville acceptere en tilbagevenden efter udrejse, og at Islamisk Stat ville gøre alvor af deres trusler om at bortføre hendes ægtefælle, hvis han spurgte ind til deres sønners bortførsel igen. Klageren oplyste til støtte for sit asylmotiver, at Islamisk Stat kom til Mosul den 10. juni 2014, og at hendes sønner blev bortført fra familiens bopæl [i efteråret] 2014, mens hun var hjemme. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klagerne har opnået deres opholdstilladelser ved svig, og at grundlaget for opholdstilladelserne ikke længere er til stede. Den mandlige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han frygter at vende tilbage, fordi al-Hashd al-Shaabi, de folkelige mobiliseringsenheder, har kontrollen over Mosul, og han frygter, at de vil begå overgreb på ham, fordi han tidligere har boet i et område, [by], som var kontrolleret af Islamisk Stat. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han stadig frygter Islamisk Stat, da de har sovende celler, som kunne udsætte ham for overgreb. Den kvindelige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter at vende tilbage, fordi der i Irak hersker lovløshed, og fordi det er usikkert at bo i Irak. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at hun frygter den shiitske milits ved navn al-Hashd al-Shaabi. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til, at hun stadig frygter Islamisk Stat, idet de har sovende celler i området. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagernes oprindelige asylmotiv til grund, idet det er Flygtningenævnets vurdering, at klagernes forklaring om deres sønners tilbageholdelse hos Islamisk Stat ikke er sandfærdig. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den mandlige klager under mødet i Flygtningenævnet har bekræftet, at han [i foråret] 2016 på sin søn Ahmeds Facebookprofil kommenterede et foto af [A] i et europæisk villakvarter. Flygtningenævnet lægger på baggrund af billedet til grund, at [A] senest [i foråret] 2016 befandt sig i Europa. Den mandlige klager har imidlertid under asylsamtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2016 forklaret, at han har haft kontakt med sine sønners ægtefælle, med sine brødre, og med sine døtre i Mosul, og at ingen af dem har kunnet fortælle noget om klagernes sønner. Under forlængelsessamtalen [i vinteren] 2020 har den mandlige ansøger først forklaret, at hans sønner var fængslet til [sommeren] 2015, det vil sige i omkring 6 måneder. Da han blev foreholdt, at han hverken har oplyst om løsladelsen under oplysnings- og motivsamtalen i [efteråret] 2015 eller asylsamtalen i [foråret] 2016, ændrede han forklaring til, at sønnerne var tilbageholdt indtil 2016, og at han fik at vide, at de var løsladt 5 dage inden, klagerne fik opholdstilladelse [i sommeren] 2016. Disse divergenser svækker klagernes generelle troværdighed. Det fremgår endvidere af sagen, at Udlændingestyrelsen har konstateret, at klagernes søn [A] har lagt et billede på sin Facebookprofil [i vinteren] 2014. Flygtningenævnet bemærker, at denne dato dels er i den periode, hvor klagerens sønner angiveligt var tilbageholdt af IS, og dels forud for [vinteren] 2015, hvor den mandlige klager efter sin forklaring var til møde hos Islamisk Stat og spurgte efter sine sønner. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at Udlændingestyrelsen har konstateret, at klagernes søn [B] har lagt et foto på sin Facebookprofil [i efteråret] 2015, at han [i vinteren] 2016 har lagt et foto op, som er taget foran domkirken i Aachen i Tyskland, og at klagernes søn [C] [i foråret] 2015 har lagt et foto op på sin facebookprofil. På denne baggrund lægger Flygtningenævnet til grund, at klagerne har afgivet urigtige oplysninger om, hvorvidt deres sønner var tilbageholdt, og at de har opnået opholdstilladelse ved svig. Klagernes forklaring under mødet i Flygtningenævnet om, at det var sønnernes ægtefæller, der lagde billederne op på sønnernes Facebookprofiler, tilsidesættes som usandsynlig. Det kan herefter ikke lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse eller overgreb. Betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark er opfyldt under henvisning til, at opholdstilladelsen er opnået ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Udlændingestyrelsen har indledt sagen om nægtelse af forlængelse [i foråret] 2019, og der skal derfor ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Efter Flygtningenævnets praksis er der ved opnåelse af opholdstilladelse ved svig udvist en sådan egen skyld, at hensynet til klageren selv, herunder om inddragelsen må antages at virke særligt belastende, ikke kan tillægges samme vægt, som i andre sager, hvor der overvejes nægtelse af forlængelse af andre grunde end svig. Klagerne er [i sommeren] 2015 indrejst i Danmark i en alder af 65 og 67 år. De har deres ene søn og to af den mandlige ansøgers brødre i Danmark. De har fortsat familie i Irak i form af fire døtre, to af den mandlige ansøgers brødre og to af den kvindelige ansøgers søstre. På grund af klagerens alder, har de ikke været tilknyttet arbejdsmarkedet i Danmark. Begge klagerne har en række helbredsmæssige problemer, hvilket de også havde da de udrejste af Irak. De helbredsmæssige problemer er ikke af en sådan karakter, at de i sig selv kan tillægges stor vægt i afvejningen. Efter en samlet vurdering af klagernes forhold på den og det forhold at opholdstilladelsen er opnået ved svig, finder Flygtningenævnet ikke, at nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelser vil være særlig belastende for klagerne, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og dagældende § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Irak/2021/33/eeb
Nævnet stadfæstede i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er etnisk irakisk turkmensk og sunnimuslim af trosretning fra [By], Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter sin familie. Hun blev i en alder af 13- til 15-årig tvangsgift. Ansøgeren forsøgte at modsætte sig ægteskabet, men dette var ikke muligt, idet [et familiemedlem] beordrede hende til at acceptere ægteskabet. Ansøgeren har videre henvist til, at hendes ægtefælle udøvede gentagne seksuelle overgreb mod hende, samt at han var voldelig over for hende. Ansøgeren har videre henvist til, at [et familiemedlem] truede med at slå hende ihjel, såfremt hun blev skilt fra hendes ægtefælle. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun herefter blev skilt fra sin ægtefælle, og indespærret i et rum af hendes familie. Under indespærringen blev der begået vold mod ansøgeren, og hun blev ligeledes truet med en kniv. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet endvidere henvist til, at hun frygter sin tidligere ægtefælle i Irak, [A], og hans familie, og hendes ægtefælle i Danmark, [B], og hans familie i Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de divergenser og forhold, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende – herunder i sin forklaring [i vinteren] 2014 for Migrationsverket i Sverige – om sit forhold til [Navn på relation] og om, hvordan hun kom ud af huset i forbindelse med sin flugt fra sin families hjem. For så vidt angår ansøgerens frygt for sin tidligere ægtefælle i Irak, [A], og sin ægtefælle i Danmark, [B], og deres familier, finder Flygtningenævnet, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at de vil udsætte hende for overgreb. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har forklaret, at [A] eller [B] har fremsat trusler herom. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Irak/2021/32/MSI
Nævnet stadfæstede i december Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Mosul, Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygtede at blive slået ihjel af Islamisk Stat, idet han nægtede at lade sig hverve. Efter Islamisk Stat overtog Mosul begyndte medlemmerne af Islamisk Stat at tage madvarer fra klagerens forretning uden at betale herfor, hvorefter klageren måtte lukke butikken, idet der ikke var flere varer tilbage. Dagen efter opsøgte medlemmerne af Islamisk Stat klagerens bopæl og oplyste, at klageren skulle tilslutte sig dem, idet han ikke længere arbejdede eller studerede, og hvis han ikke tilsluttede sig dem ville de slå ham ihjel. Klageren udrejste herefter fra Mosul samme dag. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til sit oprindelige asylmotiv, og har endvidere henvist til, at han frygter at al-Hashd al-Shabi-militsen vil hævne sig på klageren, idet de mistænker ham for at have tilsluttet sig Islamisk Stat. Klageren har endelig henvist til, at der ikke er nogen generel sikkerhed i Irak. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens resultat og begrundelsen herfor. Flygtningenævnet bemærker herudover, at det forhold, at Islamisk Stat angiveligt forsøgte at hverve klageren ved at opsøge ham på bopælen, ikke kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren uanset dette ikke kan anses for at være således profileret i forhold til Islamisk Stat, at klageren som følge heraf risikerer overgreb eller forfølgelse fra Islamisk Stat. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse tillige vægt på den tid, der er forløbet, siden klageren flygtede fra Mosul, og på, at Islamisk Stat ikke længere har kontrollen over Mosul. Flygtningenævnet bemærker ved vurdering af EMRK artikel 8, at klageren ikke har et familieliv i Danmark. Flygtningenævnet bemærker videre i forhold til klagerens privatliv i Danmark, at det forhold, at klagerens ophold i Danmark rettelig skal regnes fra klagerens indrejse i Danmark, og at klageren nu har opholdt sig i Danmark og har haft arbejde i yderligere cirka fire måneder siden Udlændingestyrelsens afgørelse, ikke kan føre til, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2021/31/imbs
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om international beskyttelse i Tyskland og herefter er udrejst af Tyskland, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i efteråret] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af klageren oplyste om, at han har det psykisk svært, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige behandling i Tyskland. Nævnet bemærker videre, at der ikke foreligger yderligere oplysninger om klagerens mentale helbred end det af klageren anførte i asylansøgningsskemaet [fra efteråret] 2021 og i oplysnings- og motivsamtalen [fra efteråret] 2021, herunder at han ikke har nogen psykiske diagnoser. Flygtningenævnet bemærker i den anledning, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de tyske myndigheder om klagerens forhold, såfremt han samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32, således at de tyske myndigheder er orienteret om klagerens helbredsmæssige problemer. Endelig kan det af klageren oplyste om, at han føler sig overvåget og udsat for undertrykkelse og påvirkning af den tyske efterretningstjeneste, ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det alene beror på klagerens egen formodning, at han er overvåget og udsat for undertrykkelse og påvirkning af den tyske efterretningstjeneste, og at klagerens forklaring herom ikke fremstår sandsynlig. Flygtningenævnet finder det således ikke sandsynliggjort, at han ikke vil kunne få den fornødne beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Tyskland er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Tyskland, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2021/25/IMBS
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende et ægtepar, der var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klagerne risikerede at blive frihedsberøvet under asylsagsproceduren. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klagerne var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen, da de indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klagerne, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagernes ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i efteråret] 2021 har accepteret at modtage klagerne i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerne risikerer at blive frihedsberøvet, hvis de overføres til Polen, ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af AIDA, Country Report: Poland fra april 2021, at størstedelen af asylansøgerne i Polen ikke frihedsberøves. De af DRC Dansk Flygtningehjælp påberåbte domme fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kan ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke er grundlag for at antage, at de polske myndigheder generelt frihedsberøver asylansøgere uretmæssigt. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forhold, at klagerne ved en overførsel til Polen frygter at blive overført til Hviderusland, og at klagerne frygter, at der ikke sker en reel sagsbehandling af deres asylsag i Polen, ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om mulighederne for adgang til asylproceduren for dublin-overførte, herunder AIDA, Country Report: Poland 2020, udgivet i april 2021. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at Polen har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Polen ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Endelig finder Flygtningenævnet, at DRC Dansk Flygtningehjælps henvisning til forholdene for særligt sårbare ansøgere i Polen, ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet vurderer som Udlændingestyrelsen, at der ikke er tale om særligt sårbare klagere. I den forbindelse har Flygtningenævnet ligesom Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klagerne under deres samtaler [i efteråret] 2021 har oplyst til Udlændingestyrelsen, at de er sunde og raske. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen”. Dub-Pole/2021/7/RILA
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der har en opholdstilladelse i Polen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren må betragtes som særlig sårbar med henvisning til klagerens psykiske tilstand. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Polen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 1, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen den [dato i sommeren] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af forordningens artikel 12, stk. 2. Det fremgår af accepten, at klageren har et gyldigt opholdskort, og Polen har i øvrigt tre gange tidligere accepteret at modtage klageren efter forordningens artikel 12, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Polen er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Polen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det forhold, at DRC Dansk Flygtningehjælp har gjort gældende, at klageren bør anses for at være særlig sårbar, da han må formodes at lide af behandlingskrævende psykisk sygdom, samtidig med at han ikke har nogen sygdomsindsigt, og derfor ikke kan antages at ville opsøge behandling, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af AIDA’s ”Country Report: Poland”, udgivet i april 2021, at asylansøgere i Polen har adgang til sundhedsbehandling på lige fod med polske statsborgere med sundhedsforsikring. Det fremgår endvidere, at der trods praktiske begrænsninger – blandt andet som følge af COVID-19-situationen – fortsat er adgang til at modtage sundhedsbehandling for helbredsmæssige problemer, herunder psykiske problemer, blandt andet i form af samtaler med en psykolog eller henvisning til en psykiater. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren må forventes at kunne modtage den fornødne behandling, hjælp og støtte i Polen. Flygtningenævnet bemærker i den anledning, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for en udsendelse af klageren underretter de polske myndigheder om klagerens helbredsforhold, såfremt han samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32, således at de polske myndigheder er orienteret om klagerens helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Pole/2021/6/DH
Nævnet stadfæstede i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Nederlandene i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, som var i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Nederlandene. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren frygtede, at hans asylsag ikke vil blive grundigt behandlet af de nederlandske myndigheder, samt at de rwandiske myndigheder vil blive orienteret om klagerens ansøgning om asyl i Nederlandene, og som følge heraf vil udsætte ham for forfølgelse. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i Nederlandene. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Nederlandene er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 1, og at Nederlandene dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Nederlandene [i efteråret] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder videre ikke, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klagerens ansøgning om asyl ikke vil blive grundigt behandlet i Nederlandene, samt at de rwandiske myndigheder vil blive orienteret om klagerens ansøgning om asyl og på den baggrund vil udsætte ham for forfølgelse, kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Nederlandene har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at Nederlandene ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Nede/2021/4/MIMA
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er registreret med Eurodac-hit den 14. juli 2021 i Italien, at Italien efter de foreliggende oplysninger er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 25, stk. 2, såkaldt accept by default, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien, herunder risikoen for, at klageren ikke får adgang til indkvartering ved en tilbagevenden til Italien, bemærker nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 samt artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update June 2021. Det fremgår blandt andet af rapporten, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Nævnet har yderligere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/2018 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) og den 27. maj 2021 i sagen A.B. and Others mod Finland (application no. 41100/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist klager herover. Flygtningenævnet finder ikke, at forholdene for asylansøgere i Italien i perioden fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols domsafsigelser i de to ovennævnte sager og frem til udgivelsen af Swiss Refugee Councils rapport af 10. juni 2021 kan anses for at være forværret i en sådan grad, at det kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen. " Dub-Ital/2021/19/EDO
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle modtageforhold og adgangen til asylproceduren for asylansøgere i Italien, herunder risikoen for, at klageren ikke får adgang til indkvartering og sundhedsbehandling. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Italien. Nævnet bemærker hertil, at det ikke kan føre til en ændret vurdering, at Italien efter de foreliggende oplysninger har meddelt klagren humanitær opholdstilladelse, som er udløbet i [i sommeren] 2020. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i efteråret 2020] har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien, herunder risikoen for, at klageren ikke får adgang til indkvartering og sundhedsbehandling ved en tilbagevenden til Italien, bemærker nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 samt artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, her-under AIDA, Country Report: Italy Update June 2021. Det fremgår blandt andet af rapporten, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling.Nævnet har yderligere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/2018 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including fami-ly groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Fol-lowing our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) og den 27. maj 2021 i sagen A.B. and Others mod Finland (application no. 41100/19) har vurderet modtageforholdene, herunder også asylansøgeres adgang til sundhedsydelser i Italien og afvist klager herover. Flygtningenævnet finder ikke, at forholdene for asylansøgere i Italien i perioden fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols domsafsigelser i de to ovennævnte sager og frem til udgivelsen af Swiss Refugee Councils rapport af 10. juni 2021 kan anses for at være forværret i en sådan grad, at det kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller ned-værdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Flygtningenævnet finder, at det må bero på en konkret vurdering, om klageren skal overføres til Italien eller have sin ansøgning om asyl realitetsbehandlet i Danmark. I denne vurdering vil blandt andet indgå, om klageren under hensyn til de aktuelle modtageforhold mv. i Italien, vil være i en sådan situation ved en overførsel, at hans asylansøgning bør realitetsbehandles i Danmark, jf. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4 og forordningens artikel 17. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Det bemærkes herved, at klageren under sin oplysnings- og motivsamtale [fra sommeren] 2021 i Udlændingestyrelsen er refereret for at have forklaret, at han er sund og rask. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at det ikke er muligt for klageren at søge om forlængelse af sin humanitære opholdstilladelse i Italien, da han har opholdt sig uden for landet i mere end 12 måneder, og at klageren ved indrejse i Italien vil være nødt til at indgive en ny ansøgning om asyl, i hvilken forbindelse han vil stå over for de samme problemstillinger som andre dublinoverførte, der tidligere har været registreret som asylansøgere i Italien, kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet har i vurderingen heraf lagt vægt på, at Italien har accepteret at modtage klageren efter Dubinforordningens artikel 18, stk. 1, litra d, hvorfor det må lægges til grund, at Italien har færdigbehandlet klagerens asylsag. Herudover finder Flygtningenævnet i lighed Udlændingestyrelsen, at det vil være i strid med Dublinforordningens grundlæggende princip om, at kun én medlemsstat skal være ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen, hvis klageren efter endeligt afslag på asyl i én medlemsstat, vil kunne få en asylansøgning behandlet på ny i en anden medlemsstat. Endelig kan den omstændighed, at klageren har fået en kæreste i Danmark, ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at forholdet ikke kan anses som omfattet af familiebegrebet som beskrevet i Dublinforordningens artikel 2, litra g, idet der ikke efter det op-lyste er tale om et fast samliv eller et ægteskabslignende forhold. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Ital/2021/20/LINB
Nævnet stadfæstede i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Senest indrejst i 2021.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren har under sin oprindelige oplysnings- og motivsamtale [vinter] 2016 oplyst, at han er etnisk kaleer. Ansøger har i samtalereferat af [sommer] 2019 oplyst, at han er etnisk jutt [jat], og sunnimuslim fra [B], Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Om asylmotiv fremgår det i oplysnings- og motivsamtalen den [vinter] 2016: ”familie. Ansøger frygter for sit liv." Ansøgeren har som asylmotiv i oplysnings- og motivsamtalen [vinter] 2020 oplyst, at han fortsat frygter for sit liv ved en tilbagevenden til Pakistan, da han har en jordkonflikt. Der er ikke andre problemer ved en tilbagevenden. Jordkonflikten er med [et familiemedlem]. Ansøgeren har som asylmotiv i samtalereferatet af [sommer] 2021 henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af [andre familiemedlemmer] fra [A] side af familien, fordi han har arvet noget jord efter [et A]. Ansøger frygter desuden, at han selv slår nogen ihjel, hvis ikke han selv bliver slået ihjel først. Ansøger har hertil tilføjet, at han ikke ville kunne håndtere, hvis folk omkring ham i Pakistan begynder at tale nedladende til ham og sprede rygter, fordi han ikke har været i stand til at varetage [et familiemedlems] jord. Ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der er opstået en jordkonflikt mellem ansøger, [et familiemedlem] og [andre familiemedlemmer], der er [relation]. Jordkonflikten verserede oprindeligt mellem [A] og [et familiemedlems] [andre familiemedlemmer], men er videreført til næste generation. [A] blev skuddræbt i [ÅR], og ansøger mener, at det er ansøgers [et familiemedlem], der havde dræbt [A]. Ansøgeren har oplyst, at han ikke vil lade [et familiemedlem] dyrke jorden, og at konflikten derfor vil fortsætte som hidtil. Ansøger har desuden oplyst, at [andre familiemedlemmer] har forsøgt at tage ansøgers liv. Ansøger har oplyst, at han efter endt ophold i [land] i 2011 eller 2012 vendte hjem til Pakistan, og kørte på sin motorcykel ved området, hvor jorden ligger, da han blev påkørt af en bil med to til tre maskerede personer, der trak [våben] og affyrede et skud mod ansøger, og ramte ansøger i låret. Ansøger har forklaret, at det var [et familiemedlem], der havde skudt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet bemærker, at det generelt svækker ansøgerens troværdighed, at han har søgt asyl i flere andre lande og forklaret forskelligt herom. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om en række centrale punkter i sit asylmotiv, og at ansøgerens forklaring på en række punkter ikke fremstår overbevisende. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvorvidt han ved en tilbagevenden alene frygter [et familiemedlem] eller tillige frygter [andre familiemedlemmer] på [A] side, herunder at ansøgeren har forklaret, at han af [et familiemedlem] var udsat for et drabsforsøg i 2012, men tidligere har forklaret, at han alene frygter [et andet familiemedlem]. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, i hvilket navn jordlodden er registreret i. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvorvidt han sov og vågnede ved lyden af skud, eller om han forinden hørte stemmer, da [A] blev dræbt. Endelig har ansøgeren til sin advokat forklaret, som gengivet i advokatindlægget, at [A] blev dræbt af [et familiemedlem], mens han tidligere har forklaret, at [A] blev dræbt af [et andet familiemedlem]. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han kunne genkende [et familiemedlems] stemme, selv om han ikke har talt med [et familiemedlem], siden de var børn, ikke forekommer troværdig. Det forekommer heller ikke troværdigt, at ansøgeren trods sin konflikt skulle have opholdt sig på sin bopæl i ca. en måned frem til udrejsen uden yderligere konflikter, henset til at [andre familiemedlemmer] bor i huset ved siden af. Ansøgeren forklaring om, at han frygter, at han vil slå nogen ihjel i selvforsvar kan ikke lægge stil grund. Forholdet udgør i øvrigt ikke forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger vurderer Flygtningenævnet, at den generelle situation i Pakistan ikke i selv er asylbegrundende. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at han i hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. paki/2021/11 /AMCA
Nævnet stadfæstede i december 2021 Udlændingestyrelsen afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Senest indrejst i 2018.Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk kurder og areligiøs fra [by], Iran, men har tidligere været muslim. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men er tilhænger af KDP. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter tortur, chikane, livsvarigt fængsel og henrettelse. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han har smuglet [X] fra Iran til Irak, at han i [sommeren] 2018 i Irak mødte [A], som han - efter at være blevet overtalt - hjalp til Iran, at den iranske efterretningstjeneste eftersøger ansøger, fordi [A], og en anden person herefter i Iran blev anholdt i forbindelse med politisk arbejde, og at de, efter at have været udsat for tortur og overgreb, har tilstået, at ansøger hjalp dem over grænsen. Ansøgeren flygtede herefter til [by] sammen med [familiemedlem], og samme nat gennemsøgte efterretningstjenesten ansøgers hjem, og ansøgers [familiemedlem] blevet slået og behandlet respektløst. Ansøgers [familiemedlem]og [familiemedlem]er sidenhen blevet opsøgt, og er blevet indkaldt til afhøring hos efterretningstjenesten, at ansøgers [familiemedlem]og [familiemedlem] mødte op til afhøringerne, og at de blev truet med at blive henrettet, hvis efterretningstjenesten ikke kunne få fat i ansøger. Flygtningenævnet kan i det væsentlige ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvorvidt og hvornår hans [familiemedlem] blev opsøgt. Under mødet i nævnet har ansøgeren forklaret, at han først fik besked om, at hans [familiemedlem] var blevet opsøgt, efter at han havde udfyldt asylskemaet, og efter at han havde været til asylsamtale hos Udlændingestyrelsen, men han har til asylsamtalen imidlertid forklaret om, at hans [familiemedlem] var blevet opsøgt af myndighederne. Endvidere har ansøgeren til asylsamtalen forklaret, at hans [familiemedlem] blev opsøgt, mens ansøgeren var i Danmark, hvorimod han under mødet i nævnet har forklaret, at hans [familiemedlem] blev opsøgt, mens ansøgeren var i Istanbul. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvordan [C] blev bekendt med, at efterretningstjenesten eftersøgte ansøgeren. Ansøgeren i asylskemaet har således anført, at [A] og hans ven var anholdt og under tortur havde oplyst, at ansøgeren havde hjulpet dem over grænsen, mens han til asylsamtalen oplyste, at [C] havde set ansøgerens navn fremgå af nogle retsdokumenter. Under samtalen i nævnet på mødet [foråret] 2021 har ansøgeren yderligere forklaret, at [C] arbejdede med efterretningstjeneste i en retsbygning. Der er under mødet i nævnet afspillet et videoklip, som er optaget i en bil af [D], som angiveligt er [familiemedlem] til en af de dømte, [A]. I videoen udtaler [D], at ansøgeren var den person, som [A] og hans ven angav som deres hjælper til at krydse grænsen. Flygtningenævnet finder imidlertid, at videoklippet ikke kan tillægges særlig bevismæssig værdi. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at videoklippet er indhentet på ansøgerens initiativ. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt forskellige dokumenter udarbejdet af advokat [NN], som varetager ansøgerens sag i Iran kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at dokumenterne er udarbejdet af og tilvejebragt som et referat af officielle dokumenter af ansøgerens advokat, som har en forudgående relation til ansøgeren og dennes familie. Det er endvidere tillagt betydelig vægt, at de forelagte dokumenter af Udenrigsministeriets uafhængige kilde er vurderet til med stor sandsynlighed ikke at være ægte, herunder henset til at det anførte klassifikationsnummer ikke kan bekræftes som autentisk, at datoen for domsafsigelse ligger forud for datoen for kontrakten med advokaten, og at ansøgerens advokats registreringsnummer ikke stemmer med det, der er angivet i dokumentet, ligesom logo og brevpapir heller ikke stemmer med den pågældende advokats. Det forhold, at ansøgerens advokat i Flygtningenævnet har indhentet yderligere oplysninger om blandt andet disse forhold, herunder at det fremgår af en korrigeret oversættelse af den iranske retsplejelovs § 380, at en person dømt for forbrydelser mod landets interne og eksterne sikkerhed alene har ret til at lave en afskrift af dommen, men ikke har ret til at få dommen udleveret, kan ikke føre til, at Udenrigsministeriets vurdering af de forelagte dokumenters ægthed ikke kan lægges til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at de øvrige supplerende oplysninger fra advokat [NN] er indhentet af ansøgerens advokat via Whatsapp, og at de supplerende oplysninger baseres på ansøgerens advokats referat. Ansøgeren har oplyst, at han har oprettet sin Facebook-profil, efter at han kom til Danmark. Profilen er ikke oprettet i hans rigtige navn. Herefter finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans aktiviteter på Facebook gør ham særligt profileret i forhold til de iranske myndigheder. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger vurderer Flygtningenævnet, at den generelle situation i Iran ikke i selv er asylbegrundende. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at han i hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2021/71/amca
Nævnet meddelte i november 2021 opholdstilladelse K-status til en kvindelig statsborger samt fire medfølgende børn fra Eritrea. Indrejst i 2017.Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er etnisk Tigre og Sunni muslim af trosretning fra Kassala, Sudan. Ansøgeren er statsborger i Eritrea. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive fængslet og henrettet af de eritreiske myndigheder, fordi hun sammen med sin far har været politisk aktiv i Sudan for det [politisk parti]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes far er et ledende medlem af [politisk parti], hvor han stod for at koordinere og deltage i møder i flygtningelejren i Sudan. Ansøgerens far er blevet ældre, og han støtter stadig partiet, men han er ikke lige så aktiv som tidligere. Ansøgeren var også medlem af partiet og deltog i møder i flygtningelejren. Ansøgeren fortalte også om partiet til andre flygtninge i lejren samt om, hvad der foregik på møderne. I 2002 flyttede ansøgerens farbror fra Sudan tilbage til Eritrea. Efter omkring et år forsvandt han, og ingen i ansøgerens familie har hørt fra ham. Ansøgeren formoder, at han er blevet fængslet af myndighederne på grund af ansøgerens fars politiske aktiviteter. I 2005 blev ansøgeren gift med sin ægtefælle, og de flyttede sammen til Khartoum. Ansøgeren har ikke været aktiv eller deltaget i aktiviteter for [politisk parti], siden hun blev gift. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter at blive fængslet af de eritreiske myndigheder, fordi hendes ægtefælle er deserteret fra militærtjeneste. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at kvinder bliver fængslet på grund af deres ægtefællers desertering. Ansøgerens ægtefælle er blevet opsøgt adskillige gange af ukendte personer på deres tidligere bopæl i Khartoum. Opsøgningerne fortsatte også efter, at ansøgerens ægtefælle udrejste af Sudan. Personerne truede ansøgeren med at skade hendes børn, hvis hun ikke fortalte om ægtefællens opholdssted. Ansøgeren formoder, at personerne arbejder for de eritreiske myndigheder, idet ansøgerens ægtefælle var eftersøgt i Eritrea, fordi han var deserteret fra militærtjeneste. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter, at hun selv og hendes medfølgende børn vil blive indkaldt til nationaltjeneste, samt at hendes døtre ikke vil kunne få den nødvendige pleje i Eritrea, som følge af, at de er [diagnose], og at den ældste har [diagnose]. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun har en asylbegrundende konflikt med myndighederne i Eritrea som følge af, at hun forud for 2005 – for over 16 år siden – har deltaget i flere møder arrangeret af [politisk parti] i den flygtningelejr, hun boede i i Sudan i 1980-2005. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren ikke er medlem af [politisk parti], at hun aldrig har deltaget i demonstrationer for [politisk parti], at møderne fandt sted i Sudan, at det ikke er sandsynliggjort, at de eritreiske myndigheder har kendskab til ansøgerens deltagelse i møderne, at hun ikke siden, hun blev gift i 2005, har deltaget i møder hos [politisk parti], og at hun ikke har deltaget i aktiviteter for [politisk parti] i Danmark. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgerens far i flygtningelejren i Sudan har været aktiv i [politisk parti] og herunder har deltaget i arrangering af møder med [politisk parti]. Nævnet har derved lagt vægt på, at faderen ikke er særlig profileret, ligesom han som følge af sin alder ikke længere er aktiv i [politisk parti]. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgerens farbror er forsvundet i Eritrea, idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at dette har nogen relation til hverken ansøgeren eller ansøgerens fars deltagelse i politiske aktiviteter. Ansøgeren har ikke aftjent nationaltjeneste, og hun er ikke formelt blevet fritaget for nationaltjeneste. Ansøgerens ægtefælle er endvidere deserteret fra militærtjeneste og er udrejst illegalt af Eritrea. Ifølge baggrundsoplysningerne, herunder EASO’s rapport ”Eritrea National service, exit, and return – Country of Origin Information Report” fra september 2019 og Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fælles rapport: ”Eritrea – National Service, exit and entry” fra januar 2020, skal alle eritreere mellem 18 og 40 år i nationaltjeneste i 18 måneder. I praksis fritages nogle personer, særligt kvinder, herunder gravide kvinder, gifte kvinder eller kvinder med børn, fra nationaltjeneste. Der er dog ikke tale om en juridisk begrundet praksis, og der består ikke et retskrav om fritagelse, ligesom reglerne i det hele taget forvaltes vilkårligt. Endvidere vil personer, der vender tilbage, og som ikke har aftjent nationaltjeneste, være i reel risiko for at blive tvunget til at udføre nationaltjeneste og straffet for unddragelse. På denne baggrund kan Flygtningenævnet ikke med den fornødne sikkerhed bortse fra, at ansøgeren, der er 40 år og har mindreårige børn i alderen [mindreårige børns alder], ved en tilbagevenden til Eritrea vil kunne blive indkaldt til nationaltjeneste eller risikere straf for at have unddraget sig nationaltjeneste. Det er endvidere efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder navnlig ”Eritrea National Service”, udgivet af Dansk Flygtningehjælp og Udlændingestyrelsen i januar 2020, usikkert, hvilken konsekvens en desertering har for en ægtefælle, herunder om ægtefællen risikerer fængselsstraf eller pålægges en bøde. Herefter, og når sammenholdes med baggrundsoplysningerne om Eritrea i øvrigt, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og hendes medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1." ERIT/2021/15/MALC
Nævnet stadfæstede i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Konya, Tyrkiet. Ansøgeren har været politisk aktiv for partiet [A] i både Tyrkiet og Danmark. Ansøgeren blev aktiv for partiet i Tyrkiet, da han var [teenager]. Ansøgerens aktiviteter bestod i at hjælpe med praktiske opgaver, herunder at bygge scener, uddele kaffe og te, samt at uddele partiets avis i sin fritid. Ansøgeren har videre deltaget i tre - fire demonstrationer imod lukningen af [A] og partiets avis i Tyrkiet. Ansøgeren har endvidere deltaget i [C]-fejringer i Tyrkiet. Ansøgeren har i Danmark deltaget i demonstrationer mod lukning af partiet og lukningen af [B], blandt andet fordi et familiemedlem var anklaget for at have støttet kanalen økonomisk. Demonstrationerne i Danmark foregik på [adresse] og [område] i København. Ansøgeren har senest i omkring 2016 deltaget i demonstrationer i Danmark. Ansøgeren har aldrig været medlem af [A]-partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han har unddraget sig militærtjeneste i Tyrkiet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har modtaget tre - fire indkaldelser til militæret, og at det af indkaldelserne fremgik, at han tidligere har unddraget sig militærtjeneste. Han fik udsat sin indkaldelse i tre år, da han havde færdiggjort sin gymnasiale uddannelse i Tyrkiet. Fristen for udsættelsen udløb, efter ansøgerens udrejse af Tyrkiet. Han ønsker ikke at bære våben og kæmpe for det tyrkiske militær, idet de er til stede i Afrin i Syrien. Dette vil betyde, at han skal kæmpe mod kurdere og dermed sit eget folk. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han har været politisk aktiv for partiet [A] både i Tyrkiet og i Danmark. Han har herom oplyst, at han er bekendt med personer, som er blevet overfaldet, beskyldt for at være terrorister og har siddet fængslet, idet de har været medlem af partiet [A]. Partiet har været lukket flere gange, men er gendannet under nye navne. Ansøgeren har været vidne til en politiransagning af [A]s hovedkontor, hvor der blev taget bøger med. Der blev taget billeder og optaget videoer under demonstrationerne. Ud over demonstrationerne har ansøgeren støttet [A] via sociale medier, mens han har været i Danmark. Ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter ansøgeren, at de tyrkiske myndigheder har eller vil få kendskab til hans politiske aktiviteter, og han frygter konsekvenserne som følge heraf. Ansøgeren frygter anholdelse, fængselsstraf og forholdene i de tyrkiske fængsler. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at han har en konflikt med de tyrkiske myndigheder som følge af, at flere af hans familiemedlemmers støtte til det nu nedlagte kurdiske [B]. Ansøgeren har oplyst, at han ikke har konflikter med kriminelle eller religiøse grupper, familiemedlemmer, privatpersoner eller de tyrkiske myndigheder, bortset fra de netop nævnte. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at han er forsøgt indkaldt til militærtjeneste i Tyrkiet, til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at den omstændighed, at ansøgeren ikke ønsker at aftjene militærpligt og derfor er udeblevet fra denne, kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at udeblivelse fra aftjening af militærpligt i Tyrkiet efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kan antages at medføre en efter danske retstraditioner uforholdsmæssig straf. Af landerapport Tyrkiet: ”Sikkerhedssituation i de kurdiske områder, politisk aktivisme og værnepligt” af 23. september 2019 fremgår det således blandt andet, at den tyrkiske værnepligt i [sommeren] 2019 blev afkortet fra 12 til 6 måneder, og at den nye lovgivning tillader, at man kan reducere sin værnepligt til en måned, såfremt man kan betale et beløb på 31.000 tyrkiske lira. Af landerapporten fremgår det videre, at maksimumstraffen for at unddrage sig militærtjeneste i Tyrkiet er fængsel i op til tre år, men at de tyrkiske myndigheder over en længere periode har straffet forseelserne mildere i form af bødestraf i et niveau fra 300 tyrkiske lira op til 24.500 tyrkiske lira. Flygtningenævnet lægger derudover vægt på, at det også i Danmark er strafpålagt at unddrage sig militærtjeneste, idet det af den danske værnepligtslovgivning fremgår, at strafferammen er fra bøde og op til 2 års fængsel. Straffen for unddragelse af værnepligt i Tyrkiet er dermed forenelig med rammen for dansk lovgivning og vil ikke udgøre en uforholdsmæssig straf efter danske retstraditioner. Den omstændighed, at ansøgeren er etnisk kurder, kan ikke begrunde et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker herved, at der efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke generelt kan antages at være problemer med aftjening af militærpligt for etniske kurdere. Det fremgår videre, at den tyrkiske hær for nogle år siden stoppede med at sende militærpligtige til kampzoner. Det er udelukkende professionelle soldater, der sendes hertil. De generelle forhold for etniske kurdere i Tyrkiet kan heller ikke føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet lægger også ansøgerens forklaring til grund om, at han – uden at have været medlem – har været politisk aktiv i partiet [A], hvor han blandt andet uddelte aviser og har deltaget i tre - fire demonstrationer i Tyrkiet. Nævnet lægger også ansøgerens forklaring til grund om, at han i Danmark har deltaget i politiske aktiviteter, herunder i demonstrationer og [C]-fejringer, sidst for tre år siden. Nævnet lægger imidlertid til grund, at [A] er et lovligt parti, der stiller op til valg i Tyrkiet, ligesom partiet har et stort antal medlemmer af det tyrkiske parlament. Ansøgeren er aldrig blevet opsøgt, tilbageholdt, afhørt endsige kontaktet af de tyrkiske myndigheder i anledning af hans politiske aktiviteter. Ansøgeren findes derfor ikke at have sandsynliggjort, at han som følge af sine politiske aktiviteter er kommet i en konflikt med de tyrkiske myndigheder. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at ansøgers familiemedlemmers støtte til det nu nedlagte kurdiske [B] skulle medføre, at ansøgeren derved er kommet i en konflikt med de tyrkiske myndigheder. Endeligt bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren først har søgt om asyl, dels omkring [en nærmere angivet antal] år efter sin udrejse fra Tyrkiet, dels efter [en nærmere angivet antal] afslag på familiesammenføring samt administrativ udvisning af Danmark [i vinteren] 2020. De generelle forhold i Tyrkiet kan heller ikke i sig selv medføre asyl. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en konkret risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021. Tyrk/2021/14
Nævnet stadfæstede i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: Klagerne er etniske arabere og sunnimuslimer af trosretning fra [by], Rif Damaskus, Syrien. Den mandlige klager har været politisk aktiv, idet han har deltaget i regeringskritiske demonstrationer i Danmark, hvor han har holdt karikaturtegninger af Assad. Den mandlige klager har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Den kvindelige klager har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2014 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klagerne som asylmotiv til de generelle forhold i Syrien. Den mandlige klager henviste som asylmotiv derudover til, at familien ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive anholdt, idet personer, der udrejser af Syrien anses som landsforrædere. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klagerne har i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til de generelle forhold i Syrien. Den mandlige klager har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt og slået ihjel af de syriske myndigheder, idet den mandlige klager, inden sin udrejse af Syrien, hjalp en ven i forbindelse med dennes løsladelse fra Den Frie Syriske Hær. Til støtte herfor har den mandlige klager oplyst, at hans ven arbejdede for Statens sikkerhedsenhed, og at vennen blev kidnappet af Den Frie Syriske Hær få dage inden klagernes udrejse af Syrien. Den mandlige klager tog kontakt til en bekendt, der var ansvarlig for Den Frie Syriske Hær i [by]-området. Efter tre dage blev den mandlige klager kontaktet af den ansvarlige person for Den Frie Syriske Hær, der fortalte den mandlige klager, at han kunne hente sin ven, da Den Frie Syriske Hær var færdig med at afhøre vennen. Den efterfølgende dag kontaktede vennen den mandlige klager og fortalte, at han havde givet den mandlige klagers navn til myndighederne, idet vennen var blev spurgt, hvordan han var blevet løsladt fra Den Frie Syriske Hær. Klagerne udrejste af Syrien den efterfølgende dag. Den mandlige klager har som asylmotiv derudover henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, idet han og hans familie er blevet opsøgt af myndighederne flere gange, samt grundet hans udrejse af Syrien. Til støtte herfor har den mandlige klager oplyst, at både han, hans ene bror og hans ene søster tidligere er blevet opsøgt af de syriske myndigheder. Den mandlige klager blev opsøgt to gange, indtil myndighederne blev bekendt med hans udrejse af Syrien. Efter klagernes udrejse blev deres bopæl desuden ransaget. Ydermere, blev flere af den mandlige klagers familiemedlemmer tilbageholdt og afhørt om den mandlige klager efter dennes udrejse, herunder to brødre, en fætter og vedkommendes søn samt to af den mandlige klagers nevøer. Den mandlige klager har endelig oplyst, at personer, der er udrejst af Syrien, betragtes som landsforrædere, og at han derfor er bange for at blive anholdt og slået ihjel, såfremt han vender tilbage til Syrien. Den mandlige klager har som asylmotiv endelig henvist til, at han i Syrien havde en konflikt med en sin nabo, der er Alawit. Til støtte herfor har den mandlige klager oplyst, at naboen mente, at den mandlige klager havde brændt naboens hus ned, og at naboen måske har angivet den mandlige klagers navn til en kontrolpost. Den kvindelige klager har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles konflikt med de syriske myndigheder, hvor ægtefællen hjalp sin ven i forbindelse med dennes løsladelse fra Den Frie Syriske Hær. Den kvindelige klager har samtidig henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, idet hendes familie i Syrien er blevet opsøgt af myndighederne, hvor der er blevet spurgt efter den kvindelige klager.Til støtte herfor har den kvindelige klager oplyst, at de syriske myndigheder i 2016 og i 2019 opsøgte hendes far på farens bopæl og spurgte efter hende. Ved samme lejlighed blev der foretaget en ransagning af farens bopæl. Myndighederne opsøgte faren, grundet den kvindelige klagers ægtefælles konflikt med de syriske myndigheder. Den person, som ægtefællen hjalp i forbindelse med løsladelsen fra Den Frie Syriske Hær, er den kvindelige klagers [familiemedlem]. Den kvindelige klager har som asylmotiv derudover henvist til sin ægtefælles konflikt med deres nabo, der er Alawit. Til støtte herfor har den kvindelige klager oplyst, at naboens søn blev slået ihjel af Den Frie Syriske Hær, og på et senere tidspunkt blev naboens hus brændt ned af Den Frie Syriske Hær. Naboen mente, at det var den kvindelige klagers ægtefælle, der stod bag nedbrændingen. Den kvindelige klager har som asylmotiv endelig henvist til, at hendes tre brødre, der har opholdstilladelse i Danmark, har delt regeringskritiske opslag på de sociale medier. Til støtte herfor har den kvindelige klager oplyst, at hendes tre brødre har været aktive på Facebook, hvor de har dokumenteret den syriske regerings overgreb på civilbefolkningen samt delt dødstal og andre regeringskritiske oplysninger. Den kvindelige klagers ene bror er administrator for en gruppe på Facebook, der hedder [navn på Facebook-gruppe], og siden har mere end 20.000 medlemmer. Gruppen deler historier om overgreb på civilbefolkningen. Om opholdstilladelse som følge af de generelle forhold i Syrien: Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2014 meddelte klagerne opholdstilladelse i medfør af dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2, med henblik på midlertidigt ophold, og at det i tilladelsesresolutionerne [i efteråret] 2014 anføres, at opholdstilladelserne er meddelt på grundlag af generelle forhold som følge af væbnede kampe og angreb på civile, og at Udlændingestyrelsen i den forbindelse henviste til, at ”personer, der kommer fra områder i Syrien, hvor der foregår væbnede kampe, områder eller sker angreb mod civile, eller hvor der for nyligt har fundet sådanne handlinger sted, ved en tilbagevenden til hjemlandet aktuelt må anses for at være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3”. Det følger af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., at en opholdstilladelse af den nævnte karakter ikke skal forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Spørgsmålet er herefter i første række, om der med henvisning til de generelle forhold i Syrien er grundlag for at forlænge klagernes opholdstilladelse efter den nugældende udlændingelovs § 7, stk. 3. Klagerne har boet i Rif Damaskus, indtil deres udrejse fra Syrien i [vinteren] 2013. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i de påklagede afgørelser, at de aktuelle forhold i Damaskus-området ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af EMRK artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Damaskus-området. Foruden det baggrundsmateriale, som Udlændingestyrelsen har henvist til i den påklagede afgørelse, kan der til støtte for den nævnte vurdering af forholdene i Damaskus området også henvises til side 122 i European Asylum Support Offices rapport fra september 2020 (Country Guidence: Syria), hvor det anføres, at ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD”. Endvidere anføres side 137, at “Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Rural Damascus, however not at a high level and, accordingly, a higher level of individual elements is required in order to show substantial grounds for believing that a civilian, returned to the territory, would face a real risk of serious harm within the meaning of Article 15(c) QD”. Herudover kan der henvises til Udlændingestyrelsens rapport fra oktober 2020, Syria, Security and Socio-economic situation in the governates of Damascus and Rural Damascus, hvor det på side 11 anføres, at ”Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …”. Denne vurdering er gengivet i European Asylum Support Offices rapport fra juli 2021 (Syria, Security Situation), side 226 f. På den anførte baggrund tiltræder Flygtningenævnet således, at der ikke er grundlag for at forlænge klagernes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Rif Damaskus. Om opholdstilladelse pga. Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8: Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i de påklagede afgørelser, at en nægtelse af at forlænge klagernes opholdstilladelse vil udgøre et indgreb i klagernes ret til privat- og familieliv efter EMRK artikel 8, og at indgrebet har hjemmel i udlændingeloven og varetager et legitimt formål. Spørgsmålet er herefter navnlig, om en nægtelse af klagernes opholdstilladelse vil udgøre et uproportionalt indgreb i klagernes ret til privat- og familieliv, jf. EMRK artikel 8, stk. 2. Spørgsmålet er nærmere bestemt, om opholdstilladelserne ikke kan nægtes forlænget med henvisning til, at klagerne (selv) har opnået en særlig tilknytning til Danmark, at klagerne har helbredsmæssige problemer, eller at de har en familiemæssig tilknytning til Danmark. For så vidt angår spørgsmålet om klagernes egen tilknytning til Danmark, kan Flygtningenævnet af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i de påklagede afgørelser, tiltræde, at klagernes ophold i Danmark ikke har en sådan varighed, og at deres aktiviteter i Danmark, herunder deres tilknytning til arbejdsmarkedet, har et sådant omfang, at klagerne derved har opnået en (sådan) særlig tilknytning til Danmark, at en nægtelse af at forlænge klagernes opholdstilladelser vil udgøre et uproportionalt indgreb i deres ret til privat- og familieliv. Med hensyn til klagernes helbredsmæssige forhold tiltræder Flygtningenævnet, at de helbredsmæssige forhold ikke er af en sådan karakter, at det vil være i strid med EMRK, herunder artikel 3, at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelser. Der er således efter det oplyste tale om, at den mandlige klager lider af [diagnose A], som bliver behandlet ved indtagelse af tabletter, mens den kvindelige klager lider af blandt andet [diagnose B] og [diagnose C]. For sidstnævnte sygdom har hun i 2 år ikke modtaget medicin ([medikament D]) og hun går til kontrol af [legemsdel] én gang om året. Foruden de EMD domme, som Udlændingestyrelsen har henvist til, kan Flygtningenævnet også henvise til EMD’s dom af 13. december 2016 i sag nr. 41738/10 (Paposhvili mod Belgien), hvoraf det følger, at EMRK artikel 3 kan være til hinder for udvisning/udsendelse, hvis der foreligger meget ekstraordinære omstændigheder (”very exceptional cases”). En udvisning af en udlænding vil således være i strid med EMRK artikel 3 under betingelse af, at udlændingen lider af en meget alvorlig fysisk eller psykisk sygdom (sygdomskriteriet), og at udlændingen ikke kan modtage behandling for sygdommen i hjemlandet (behandlingskriteriet). Det anførte kan ikke antages at være tilfældet i det foreliggende tilfælde. I relation til klagernes familiemæssige tilknytning til Danmark finder Flygtningenævnet også, at familieenheden i Danmark består af de to klagers liv sammen med hinanden i kraft af deres ægteskab, og at det ikke vil udgøre en krænkelse af deres ret til familieliv (hensynet til den anden ægtefælle), at deres opholdstilladelser nægtes forlænget. I øvrigt tiltræder Flygtningenævnet af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at der mellem den kvindelige klager og dennes voksne bror, [E], ikke består et sådant afhængighedsforhold, at det må antages at udgøre en krænkelse af hendes ret til familieliv, at hendes opholdstilladelse nægtes forlænget. På den anførte baggrund tiltræder Flygtningenævnet således, at en nægtelse af at forlænge klagernes opholdstilladelser ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Om opholdstilladelse som følge af klagernes individuelle forhold: Henset til, at klagerne har påberåbt sig individuelle forhold, skal Flygtningenævnet herefter tage stilling til, om klagerne som følge heraf kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Spørgsmålet er således – også efter klagernes forklaringer for Flygtningenævnet – navnlig, om klagerne skal meddeles opholdstilladelse med henvisning til, at den mandlige klager har hjulpet den kvindelige klagers [familiemedlem] ([F]) i forbindelse med dennes løsladelse fra Den Frie Syriske Hær, at den mandlige klagers familie er blevet opsøgt som følge af det nævnte forhold samt den mandlige klagers udrejse af Syrien, at den mandlige klager havde en konflikt med en nabo, der er Alawit, at navnlig den mandlige klagers familie er og har været aktive modstandere af Assad-regimet, at den kvindelige klagers brødre i Danmark har delt regeringskritiske opslag på Facebook, efter at de kom til Danmark, eller at den kvindelige klagers brødre har unddraget sig militærtjeneste og værnepligt. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt det kan lægges til grund, at den mandlige klager har ydet bistand i forbindelse med [F’s] løsladelse fra Den Frie Syriske Hær – og at den mandlige klager som følge heraf havde og har en konflikt med de syriske myndigheder, og at han i sin tid af den grund var eftersøgt af de syriske myndigheder – bemærkes, at hverken den mandlige klager eller den kvindelige klager har oplyst noget herom i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen. Derimod oplyste begge klagere under oplysnings- og motivsamtalen, at de ikke havde konflikter med blandt andet myndigheder, kriminelle grupper eller grupperinger. Det skal i den forbindelse bemærkes, at den mandlige klager under oplysnings- og motivsamtalen oplyste, at hans søsters søn var blevet myrdet i Syrien, og at ”det højst sandsynligt var den syriske regering, der myrdede ham”. Også derfor forekommer det ikke troværdigt, når den mandlige klager under samtalen [i efteråret] 2020 oplyste, at han ikke har ”fortalt om det, han har fortalt i dag [fordi] han var bange for, at Danmark ville videregive oplysninger til Syrien, da han først kom til Danmark”. Hertil kommer også, at de syriske myndigheder allerede måtte have været bekendt med de oplysninger, som den mandlige klager frygtede, at Danmark ville videregive, idet udrejsen fra Syrien netop havde sin baggrund i, at [F], der efter det oplyste var ansat i [myndighedsinstitution], under [et møde] skulle have fortalt om klagerens bistand til [F’s] løsladelse fra Den Frie Syriske Hær. Ved bedømmelsen af, om forklaringen om bistanden til [F] og den efterfølgende eftersøgning af den mandlige klager af de syriske myndigheder, kan lægges til grund, må det også tages i betragtning, at den mandlige klager under samtalen [i efteråret] 2020 oplyste, at han udrejste af Syrien sammen med sin ægtefælle og sine nevøer (brors og søsters sønner). Det fremstår ganske uhensigtsmæssigt, at hans nevøer skulle udrejse sammen med den mandlige klager, når han flygtede fra Syrien, fordi han skulle være eftersøgt af de syriske myndigheder. Herefter, og i øvrigt af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i de påklagede afgørelser, finder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at den mandlige klager havde og har en konflikt med de syriske myndigheder som følge af, at han skulle have bistået [F] med at blive løsladt fra Den Frie Syriske Hær. I forlængelse heraf finder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, at den mandlige klagers familie skulle have være blevet opsøgt som følge af den mandlige klagers bistand til [F] ved dennes løsladelse. Flygtningenævnet finder heller ikke at kunne lægge til grund, at den mandlige klagers familiemedlemmer (efterfølgende) skulle være blevet opsøgt af de syriske myndigheder, blot fordi den mandlige klager er udrejst af Syrien. For så vidt angår den mandlige klagers konflikt med sin nabo i Syrien, bemærkes, at den mandlige klager i samtalen [i efteråret] 2020 oplyste, at ”der er sket andre små ligegyldige ting. Han fortæller, blandt andet om den alawit, der troede, at pågældende havde brændt hans hus ned og derfor måske har noteret pågældendes navn i en kontrolpost”. Heraf følger, at den mandlige klager ikke selv har tillagt konflikten med naboen nogen særlig betydning, og at det bygger på den mandlige klagers egen formodning, at naboen ”måske” skulle have fået hans navn noteret i en kontrolpost. I relation til frygten for de syriske myndigheder, der er begrundet i, at navnlig den mandlige klagers familie er og har været aktive modstandere af Assad-regimet, bemærkes, at klagerne ikke har oplyst noget herom under oplysnings- og motivsamtalen, uanset at den mandlige klagers familiemedlemmer efter klagernes forklaring var aktive modstandere af Assad-regimet allerede inden klagernes udrejse af Syrien i [vinteren] 2013. Hertil kommer – hvilket nævnet har lagt særlig vægt på – at klagerne heller ikke under samtalerne [i efteråret] 2020 har oplyst herom. Dette på trods af, at den mandlige klager mindst tre gange udtrykkeligt blev spurgt, om han frygtede andet end det, han havde oplyst under samtalen [i efteråret] 2020, hvilket han oplyste, at han ikke gjorde. Han oplyste således under samtalen, at han ”ikke frygter andet ved en eventuelt tilbagevenden til Syrien, end at blive tilbageholdt og slået ihjel som følge af hans konflikt med de syriske myndigheder som følge af at, han har fået [F] løsladt, samt de generelle forhold i Syrien på grund af krigen”, ligesom han i forlængelse heraf bekræftede, at han ”i dag har haft mulighed for at fortælle om konflikter, som han ikke er spurgt ind til under samtalen”. Hertil kommer, at den mandlige klager af egen drift oplyste, at ”han havde venner i Den Frie Syriske Hær”, og at det ville have været særdeles nærliggende, samtalens karakter og baggrund taget i betragtning, at den mandlige klager også havde oplyst om sin families aktiviteter rettet mod Assad-regimet, herunder familiemedlemmernes tilknytning til Den Frie Syriske Hær. Flygtningenævnet finder således, at oplysningerne om navnlig den mandlige klagers familiemedlemmers aktiviteter mod Assad-regimet ikke kan lægges til grund, og at den mandlige klager således ikke kan antages at have en konflikt med de syriske myndigheder af denne grund. Det samme gælder det blotte forhold, at klagerne er udrejst af Syrien. Med hensyn til den kvindelige klagers frygt for de syriske myndigheder som følge af hendes tre brødres politiske aktiviteter på Facebook, efter at de kom til Danmark, skal Flygtningenævnet bemærke, at den kvindelige klager under samtalen [i efteråret] 2020 oplyste følgende: ”Spurgt om familien, som bor i Syrien, har haft problemer med de syriske myndigheder som følge af de 3 brødres aktiviteter på Facebook, svarer hun benægtende. De er ikke blevet opsøgt af de syriske myndigheder. Bisidder [broderen [G]] bemærker, at faderen er blevet opsøgt og måske det var på grund af det med Facebook”. Det fremgår samtidig af samtalereferatet, at den kvindelige klager tidligere i samtalen havde oplyst, at de syriske myndigheder var på faderens adresse én enke...
Nævnet stadfæstede i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnte udtalte:Klageren er etnisk araber, sunnimuslim af trosretning og fra Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger, organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at hun vil blive slået ihjel eller blive kidnappet som følge af den verserende konflikt i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter at vende tilbage til Syrien som følge af de generelle forhold i Syrien samt fordi hun ikke har nogen familie i sit hjemland, ligesom hun vil være langt væk fra sine tre børn, som bor i Sverige. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er født og opvokset i Damaskus, og at hun derefter i cirka 20 år har boet i Saida Zaynad, Rif Damaskus, Syrien. Klageren skal således vurderes i forhold til Rif Damaskus. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport “Country Guidance: Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf det bl.a. fremgår: ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, bl.a. at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from op-position groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …”. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at de nyere baggrundsoplysninger om Syrien - herunder Amnesty Internationals rapport "You're going to your death" af 7. september 2021 - ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet vurderer, at rapporten i alt væsentligt bekræfter de oplysninger, der fremgår af de øvrige baggrundsoplysninger om Syrien - herunder oplysningerne om de syriske myndigheders alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne. Flygtningenævnet finder, at rapporten og de øvrige baggrundsoplysninger medfører, at der fortsat skal udvises forsigtighed ved bedømmelsen af asylsager vedrørende Syrien, og at en eventuel rimeligt begrundet tvivl skal komme asylansøgere til gode. Flygtningenævnet finder imidlertid, at hverken Amnesty Internationals rapport eller de øvrige nyere baggrundsoplysninger giver anledning til at ændre Flygtningenævnets praksis. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Rif Damaskus-området. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren er [i sine 40’ere], har boet det meste af sit liv i Syrien og har haft lovligt ophold i Danmark i lidt over [antal] år. Hun har gået [antal] år på sprogskole i Danmark og har i 2021 samlet været nogle få måneder i praktik i blandt andet [praktikplads]. Hun har aldrig haft arbejde eller deltaget i undervisning ud over sprogskolen, og hun har heller ikke deltaget i foreningsliv eller lignende. Hun har 3 børn på henholdsvis 18 år, 17 år og 10 år, der alle bor hos klagerens ex-mand i [andet et europæisk land], som hun blev skilt fra i 2009. Hun har ikke haft samvær med børnene siden 2019, bortset fra, at klageren i [efteråret] 2021 har været på besøg hos dem i [andet et europæisk land]. Hun har sin storebror, dennes ægtefælle og tre børn i Damaskus, Syrien, som hun har kontakt til. Hendes mor og en bror bor i [et ikke europæisk land A], 2 brødre og en søster bor i [andet et europæisk land], og 2 søstre bor i [et ikke europæisk land B]. Klageren har ingen familie i Danmark og har således ikke et familieliv i EMRK’s artikel 8´s forstand. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har et ønske om, at samvær med børnene udøves i Danmark, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge et bestemt land, hvori de vil udøve deres familieliv, jf. Jeunesse v. Holland (2010) afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Efter en samlet vurdering, herunder særligt henset til varigheden af klagerens ophold i Danmark, hendes meget få aktiviteter og øvrige forhold i Danmark, sammenholdt med, at klageren [i 30’erne] udrejste af Syrien, finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har opnået en særlig tilknytning til Danmark. Som følge heraf finder nævnet ikke, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. EMRK´s artikel 8. Det forhold, at klageren er en enlig kvinde, at hun ikke ved, hvor hun skal bo eller arbejde, og at hun frygter de generelle prisstigninger i Syrien, er ikke i sig selv asyl-begrundende, men socio-økonomiske forhold. Nævnet har lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens notat ”Syria, The Socio-Economic Situation in Damascus City” fra marts 2019, hvoraf fremgår, at kvinder i teorien har samme rettigheder som mænd, at kvinder har adgang til arbejdsmarkedet og har lov at leje egen bolig, ligesom hver tredje husholdning er ledet af en enlig kvinde. Situationen for enlige kvinder er vanskelige, men at det ikke kan lægges til grund, at en enlig kvinde uden mandligt netværk, der vender tilbage til Damaskus, alene som følge af, at hun er en enlig kvinde uden mandligt netværk, vil være i en konkret og individuel risiko for at komme til at leve under forhold svarende til umenneskelig eller nedværdigende behandling, der er omfattet af EMRK artikel 3. Det bemærkes herved, at klageren har sin bror, der bor i Damaskus. Af Udlændingestyrelsens landerapport “Syria, Security and Socio-Economic Situation in the governorates of Damascus” fra oktober 2020 og af EASO´s rapport Syria, The Socio-economic Situation: Damascus City”, fra april 2021 fremgår det, at der er adgang til basale livsfornødenheder i Damaskus, herunder adgang til mad, vand, elektricitet og skolegang, og at det er muligt at få et arbejde og et sted at bo. Det forhold, at klageren har smerter i [kropsdel C], en form for [gener] i hendes [kropsdel D], har smerter i [kropsdel E], [kropsdel F], [kropsdel G] og [kropsdel H] som følge af et [et handling] i 2018, at hun døjer med mandlerne samt at hun har det psykisk dårligt, fordi det er hårdt at være uden sine børn, og at hun tager medicin for sine [kropsdel I] i form af [medicin] samt jerntabletter og vitaminer, kan ikke anses for at være sådanne alvorlige helbredsmæssige problemer, at det vil medføre en krænkelse af EMRK artikel 3 at inddrage opholdstilladelsen. En udlænding kan således ikke påberåbe sig ret til at forblive på en medlemsstats territorium med henblik på forsat lægebehandling, jf. blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedsdomsstols dom i sagen Hasanbasic mod Schweiz (52166/09). Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Klageren har oplyst, at hun ikke har været politisk aktiv, og at hun ikke har eller har haft konflikter med kriminelle eller religiøse grupper, familiemedlemmer, privatpersoner eller de syriske myndigheder. Det forhold, at klageren har været udrejst af Syrien en årrække og har søgt om asyl i Danmark, kan heller ikke anses for at bringe klageren i konflikt med de syriske myndigheder. Det fremgår således at Udlændingestyrelsens notat ” Syria, Consequences of illegal exit, consequences of leaving of civil servant position without notice and the situation of kurds in Da-mascus” fra 2019 og rapporten fra EASO “Syria, Targetting of individuals” fra marts 2020, at et cirkulære fra det syriske udenrigsministerium fra marts 2019 indebærer, at syrere, der er udrejst på grund af krigen, ikke risikerer problemer med de syriske myndigheder alene på grund af deres udrejse. Af Udlændingestyrelsens landerapport ”Syria, Security Clearance and Status Settlement for retur-nees” fra december 2020 og af EASO-rapporten ”Syria, internally displaced persons, returness and internal mobility” fra april 2020 samt rapporten fra UK Home Office, Country Policy and Informa-tion Note ”Syria: The Syrian Civil War” fra april 2020 fremgår det, at personer, der ønsker at vende tilbage til Syrien fra udlandet, vil skulle søge om at få deres status som syrisk statsborger legaliseret via en syrisk repræsentation i udlandet. Personer, der har opnået denne legalisering, kan vende tilbage til Syrien uden problemer. Af rapporterne fremgår det videre, at personer, der er udrejst af Syrien, som udgangspunkt vil blive godkendt og ikke vil opleve problemer ved en tilbagevenden til Syrien. Kun personer opført på en ”wanted-list” vil kunne opleve problemer med at blive godkendt og opnå tilladelse til at vende tilbage til Syrien. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren ikke har eller har haft nogen form for konflikter med de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse og umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021. Syri/2021/251/sme
Nævnet omgjorde i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2021/249. Indrejst i 2014.Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien, og klagerens seneste ophold var i [A], i Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [vinteren] 2014, og at hun [sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [sommeren] 2021 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes far hjalp personer i opposition til de syriske myndigheder ved at uddele medicin m.v. til disse, og at klageren og klagerens søster var med i bilen, når faren foretog disse uddelinger. Klagerne og deres far flygtede fra Syrien i forbindelse med, at klagerens far fik en indkaldelse til den syriske efterretningstjeneste, efter at den ven, der havde hjulpet med uddelingerne, var blevet anholdt og dræbt af myndighederne. Efterfølgende blev klagerens mor og øvrige familie opsøgt af de syriske myndigheder, der spurgte efter både faren, klagerens søster og klageren, ligesom myndighederne efterspurgte klageren på det universitet, som klageren gik på. Klageren mener sig i øvrigt berettiget til at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som en konsekvens af farens status. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren og dennes søster, hvis sag er sambehandlet med denne sag, konsekvent og samstemmende – og i øvrigt samstemmende med klagerens fars forklaring i Flygtningenævnet [sommeren] 2016 – har forklaret, at hendes far sammen med en ven havde uddelt medicin m.v. i områder, hvor der boede modstandere af de syriske myndigheder, og at klageren og søsteren var med på flere af disse køreture. Klageren har videre forklaret, at hendes fars ven blev anholdt og dræbt af de syriske myndigheder, og at hendes far kort efter blev indkaldt til et møde i den syriske efterretningstjeneste, hvorefter han, klagerens søster og klageren med det samme flygtede fra Syrien. Klageren har uden divergenser af afgørende betydning yderligere forklaret, at de syriske myndigheder efterfølgende opsøgte klagerens mor og øvrige familie og spurgte efter både klagerens far, klagerens søster og klageren, og at myndighederne også flere gange – senest i hvert fald i [vinteren] 2020 – efterspurgte klageren og klagerens søster på det universitet, som de begge gik på. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 7, stk. 1, fastsættes af Udlændingestyrelsen. Syri/2021/250 /AMCA
Nævnet omgjorde i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2021/250. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i [efteråret] 2014, og at hun i [sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har i [foråret] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes far hjalp personer i opposition til de syriske myndigheder ved at uddele medicin m.v. til disse, og at klageren og klagerens søster var med i bilen, når faren foretog disse uddelinger. Klagerne og deres far flygtede fra Syrien i forbindelse med, at klagerens far fik en indkaldelse til den syriske efterretningstjeneste, efter at den ven, der havde hjulpet med uddelingerne, var blevet anholdt og dræbt af myndighederne. Efterfølgende blev klagerens mor og øvrige familie opsøgt af de syriske myndigheder, der spurgte efter både faren, klagerens søster og klageren, ligesom myndighederne efterspurgte klageren på det universitet, som klageren gik på. Klageren mener sig i øvrigt berettiget til at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som en konsekvens af farens status. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren og dennes søster, hvis sag er sambehandlet med denne sag, konsekvent og samstemmende – og i øvrigt samstemmende med klagerens fars forklaring i Flygtningenævnet [sommeren] 2016 – har forklaret, at hendes far sammen med en ven havde uddelt medicin m.v. i områder, hvor der boede modstandere af de syriske myndigheder, og at klageren og søsteren var med på flere af disse køreture. Klageren har videre forklaret, at hendes fars ven blev anholdt og dræbt af de syriske myndigheder, og at hendes far kort efter blev indkaldt til et møde i den syriske efterretningstjeneste, hvorefter han, klagerens søster og klageren med det samme flygtede fra Syrien. Klageren har uden divergenser af afgørende betydning yderligere forklaret, at de syriske myndigheder efterfølgende opsøgte klagerens mor og øvrige familie og spurgte efter både klagerens far, klagerens søster og klageren, og at myndighederne også flere gange – senest i hvert fald i [efteråret] 2020 – efterspurgte klageren og klagerens søster på det universitet, som de begge gik på. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. De nærmere vilkår for opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 7, stk. 1, fastsættes af Udlændingestyrelsen.” Syri/2021/249 /AMCA
Nævnet omgjorde i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning. Klageren er født og opvokset i Al-Mazzeh, Damaskus, Syrien og har siden [årstal] boet i Darayya, Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har oplyst, at han har været politisk aktiv ved at have deltaget i demonstrationer i begyndelsen af urolighederne i Syrien. Derudover har klageren oplyst, at han har udtalt sig kritisk om situationen i Syrien på Facebook. Udlændingestyrelsen meddelte den [vinteren 2015] klageren opholdstilladelse efter dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at blive fængslet, og at han og sønnen ville blive indkaldt til militærtjeneste. Klageren henviste endvidere til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har den [sommeren 2021] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. stk. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, til sit oprindelige asylmotiv. Derudover har han henvist til, at han har fået at vide af en ven, at han er efterlyst af sikkerhedstjenesten i Syrien, idet han er sigtet i en sag for sin deltagelse i omkring ti demonstrationer mod regimet i [årstal]. Endvidere har han henvist til, at hans bror, [navn], er blevet indkaldt til militæret og udeblevet, og at hans bror, [navn 2], deltog i demonstrationer, og er eftersøgt på denne baggrund. Klageren frygter derfor, at de syriske myndigheder vil sætte klageren i fængsel indtil brødrene har meldt sig selv. Klageren har som asylmotiv endelig henvist til, at han under sit ophold i Danmark har kritiseret situationen i Syrien på Facebook, og at han som følge af sine politiske aktiviteter i Danmark, herunder deltagelse i demonstrationer, rettet mod de syriske myndigheder og de danske myndigheders hjemsendelser, er blevet eksponeret i flere medier, herunder i Danmarks Radio og Syria TV. Klageren har ikke i sine oprindelige samtaler med udlændingemyndighederne som asylmotiv oplyst om, at han i Syrien har deltaget i demonstrationer i forbindelse med oprøret i Darayya fra [måned] 2011 indtil [måned] 2011, hvor han ophørte med at deltage, fordi der blev skudt mod demonstranterne, og flere demonstranter begyndte at bære våben. Uanset at klagerens forklaring om, hvorfor han først under en samtale den [sommeren 2020] med Udlændingestyrelsen oplyste herom, til en vis grad er understøttet af hans korrespondance i 2016 med en bekendt i Syrien, som oplyste ham om, at det ikke var sikkert for ham at vende tilbage til Syrien i forbindelse med en påtænkt rejse for at besøge sin dengang alvorligt syge mor, finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge klagerens forklaring om sin deltagelse i disse demonstrationer til grund som asylmotiv. Klageren har siden sin udrejse fra Syrien foretaget en række opslag på sin åbne Facebook-profil under navnet [navn], hvor han har delt billeder fra krigen i Syrien, navnlig fra Darayya, hvor han har fremsat kritik af det syriske styre som ansvarlig for ødelæggelserne i Syrien. Han har endvidere deltaget i flere demonstrationer i Danmark, herunder en længerevarende demonstration foran Christiansborg med kritik af den danske udlændingepolitik for så vidt angår hjemsendelse af syriske statsborgere, og dermed kritik af de politiske forhold i Syrien. Han har i den forbindelse været profileret i danske medier, og har senest den [vinteren 2021] medvirket i et indslag på [tv kanal] TV, der er en syrisk nyhedskanal hjemmehørende i Tyrkiet, hvor hans navn har været oplyst i indslaget. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren som følge af disse profileringer har bragt sig i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder, hvorved han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at blive udsat for overgreb fra myndighederne. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 10. juli 2021, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/248/roz
Nævnet stadfæstede i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2021 idømt fængsel i 10 måneder for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt. samt udvist af Danmark med indrejseforbud for seks år.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, men er ved Vestre Landsrets ankedom [fra] 2021 udvist med indrejseforbud i seks år, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive tilbageholdt og slået ihjel af de syriske myndigheder, fordi han har deltaget i en række regimekritiske aktiviteter og fordi han har unddraget sig militærtjeneste. Klageren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive udsat for repressalier af myndighederne, fordi hans far har været politisk aktiv og derfor har en konflikt med de syriske myndigheder. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i perioden fra [foråret] 2011 til [vinteren] 2012 har deltaget i 15-20 demonstrationer mod det syriske regime. Om sin fars konflikt har klageren oplyst, at faren tidligere var officer ved politiet i Rif Damaskus, men nægtede at være en del af krigen i Syrien, fordi han ikke ønskede at bære våben. Herefter har faren været en del af den politiske opposition. Hele klagerens familie er eftersøgt som følge af farens konflikt. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse, tiltræder Flygtningenævnet, at klageren er i risiko for at blive indkaldt til militærtjeneste, da klageren er i den militærpligtige alder. På den baggrund finder Flygtningenævnet også, at klageren har sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse fra de syriske myndigheder omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren er derfor isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionens artikel 1 A anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Da klageren som nævnt isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, finder Flygtningenævnet ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lov nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i bestemmelsen nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse, dels i forhold til om klageren kan udelukkes fra beskyttelse i henhold til Flygtningekonventionen. Klageren blev ved Retten i Viborgs dom [fra] 2020 straffet med fængsel i 1 år for i forening med [flere] andre at have besiddet [mellem 50 og 60] gram kokain og 800 gram hash med henblik på videreoverdragelse, samt på samme tid og sted sammen med en anden at have besiddet [mellem 20 og 30] gram heroin med henblik på videreoverdragelse. Ved Vestre Landsrets dom [fra] 2021 blev straffen nedsat til fængsel i 10 måneder under henvisning til arten og mængden af stoffer samt oplysningerne om klagerens rolle. Flygtningenævnet finder, at der er tale om en forbrydelse af særlig farlig karakter i Flygtningekonventionens forstand henset til arten og mængden af stoffer og længden af den idømte fængselsstraf. Flygtningenævnets flertal finder efter en samlet vurdering af den alvorlige karakter af den kriminalitet, klageren er dømt for, og klagerens personlige forhold, at klageren må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren indrejste i Danmark [da han var i 20’erne] i 2016. Klageren er ugift og har ingen børn. Han har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet han har en faster, en farbror, en morbror og sin morfar og mormor her i landet. Han har kortvarigt været i skolepraktik, har været i praktik i [en restaurant] i [nogle] måneder og har været ansat i en forretning, som solgte [varer fra andre lande] til butikker, i omkring et år, men han har ikke opnået fast tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark. Han har ikke gået i skole eller været i gang med en uddannelse her. Han taler ikke tilstrækkeligt dansk til at begå sig i hverdagen. Han har ikke familiemæssig tilknytning til Syrien. Han er opvokset i Syrien, hvor han har gået et år i skole og han taler arabisk. Han er således ikke uden forudsætninger for at klare sig i Syrien. Flygtningenævnets flertal finder, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at klageren er udelukket fra opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/246/LINB
Nævnet omgjorde i december 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Efter indrejsen i Danmark har klageren deltaget i en demonstration i [en dansk by], ligesom hun har delt regimekritiske opslag på sin Facebook-profil. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at hun [i vinteren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. [I foråret] 2021 forlængede Udlændingestyrelsen klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til Danmarks internationale forpligtelser. Klageren har [i sommeren] 2021 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive udsat for repressalier af de syriske myndigheder, fordi hendes samlever og brødre har unddraget sig militærtjeneste, og fordi hun blandt andet på sin Facebook-profil åbent har kritiseret det syriske regime. Klageren har også oplyst, at hun frygter at blive udsat for kønsrelaterede overgreb, hvis hun som enlig kvinde bliver sendt tilbage til Syrien. Klageren har herom oplyst, at hendes samlever unddrog sig militærtjeneste i Syrien på et tidspunkt, hvor de var forlovede, og at hun af den grund er associeret med ham og derfor risikerer forfølgelse. Klageren frygter, at hun vil blive brugt som middel ved afpresning af samleveren, med det formål at få ham til at underkaste sig militæret i Syrien. Klageren har endvidere oplyst, at hun og hendes familie er modstandere af det syriske regime, og at også hendes brødre har unddraget sig militærtjeneste i Syrien, ligesom de har haft regimekritiske aktiviteter i og uden for Syrien. Efter indrejsen i Danmark har klageren i perioden fra [vinteren] 2015 til [foråret] 2016 delt regimekritiske opslag på sin Facebook-profil, hvilken hun efter noget tid lukkede, fordi hendes profil var blevet hacket, og fordi flere personer havde anmeldt hendes aktiviteter til Facebook. Klageren har også deltaget i en demonstration i [en dansk by], som er blevet filmet og lagt på YouTube. Klageren frygter, at den syriske efterretningstjeneste har overvåget klagerens regimekritiske aktiviteter, og at de vil bruge dette imod hende ved en tilbagevenden til Syrien. Klageren har endelig oplyst, at hendes samlever ikke kan vende tilbage til Syrien, fordi han har unddraget sig militærtjeneste, hvorfor hun vil være nødsaget til at vende tilbage alene, og at hun af den grund vil være sårbar og i øget risiko for kønsrelaterede overgreb. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv eller om sit sur place asylmotiv til grund, idet klageren har forklaret divergerende og udbyggende herom. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren har været udsat for trusler i forbindelse med ransagninger foretaget af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende om herom. Under sin oplysnings- og motivsamtale hos Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2015 har klageren forklaret, at hun ikke har haft problemer med myndighederne, og under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021 har hun forklaret, at hendes bopæl i Syrien er blevet ransaget to gange af myndighederne, og at der var tale om generelle ransagninger med det formål at finde folk, der gemte sig for myndighederne. Klageren har derimod under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at hun og hendes far i forbindelse med en ransagning blev placeret i en bil og truet med at blive tilbageholdt, indtil hendes brødre meldte sig til militærtjeneste. Klageren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hun har lagt regimekritiske opslag eller kommentarer på Facebook. Hun har således under samtalen [i foråret] 2021 først forklaret, at hun ikke havde en Facebook profil i Syrien, men først oprettede den, da hun kom til Danmark, og at profilen efterfølgende blev lukket af Facebooks administrator. Da hun blev foreholdt, at hendes Facebook-profil stadig findes, og at den blev oprettet [før indrejsen i Danmark], ændrede hun forklaring til, at hun har haft to Facebook-profiler, og at den ene er lukket, mens hun aldrig har fremsat regimekritiske ytringer på den anden. Under mødet i Flygtningenævnet har klageren forklaret, at det var hende selv og ikke Facebook, der lukkede den ene af hendes profiler. Disse divergenser svækker ansøgerens generelle troværdighed, og Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge klagerens forklaring til grund, om, at hun på Facebook har udtrykt sig kritisk om det syriske regime. Klageren har endvidere henvist til, at hun risikerer forfølgelse som følge af, at hendes to brødre og hendes samlever har unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ved vurderingen af, om asylansøgere fra Syrien opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, anvender et forsigtighedsprincip. Af Flygtningenævnets bidrag til besvarelse af 25. august 2021 til Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalgs spørgsmål nr. 646 fremgår: ”Konkret betyder dette, at bevisvurderingen i sager vedrørende asylansøgere fra Syrien skal foretages med udgangspunkt i forsigtighedsprincippet, således at tærsklen for, hvornår en asylansøger må anses for at have sandsynliggjort et individuelt asylmotiv – typisk i forhold til de syriske myndigheder – er lavere end i andre asylsager. Baggrundsoplysningerne om, hvorvidt familiemedlemmer til personer, som har unddraget sig militærtjeneste i Syrien, risikerer forfølgelse er ikke entydige. Det fremgår således dels, at nogle kilder oplyser, at kun familiemedlemmer til særligt profilerede personer risikerer forfølgelse, mens andre kilder oplyser, at familiemedlemmer til alle militærunddragere risikerer at blive udsat for bl.a. ransagning, tilbageholdelse og afhøring. Flygtningenævnet finder, at forsigtighedsprincippet sammenholdt med, at baggrundsoplysningerne ikke er entydige, fører til, at klageren har sandsynliggjort, at hun som familiemedlem risikerer at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse som følge af sin samlevers og sine brødres forhold, idet myndighederne vil anse klageren som værende i opposition til styret og derved vil blive pålagt en såkaldt imputed political opinion. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren har sandsynliggjort, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/244/LINB
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [A], Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter for sin sikkerhed på grund af krigen. Udlændingestyrelsen meddelte [vinteren 2014/2015] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse efter § 7, stk. 2, ikke længere er til stede, idet situationen i Damaskus og Rif Damaskus har ændret sig. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse fortsat henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter for sin egen og sin families sikkerhed. Klageren har til støtte herfor henvist til de generelle forhold i Syrien. Klageren har endvidere oplyst, at klagerens ægtefælles brødre er eftersøgt af de syriske myndigheder. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at de syriske myndigheder straffer alle, der er udrejst fra Syrien. Klageren har gennem sociale medier, herunder Facebook og YouTube, fået oplyst, at da myndighederne havde mindre kontrol i Syrien, var de mere positivt stemt over for tilbagevendte syrere. Da de syriske myndigheder nu har mere kontrol med landet, vil de straffe syrere, der vender tilbage. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er syrisk statsborger, født, opvokset og uddannet i Syrien, som han efter det oplyste første gang forlod, da han var [30-35] år. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren vendte tilbage til Syrien i 2010, da han ikke kunne opretholde sin opholdstilladelse i [B]. Flere af klagerens børn er født i Syrien, hvor hans ældste datter stadig opholder sig. Flygtningenævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at klagerens forhold skal vurderes i forhold til situationen i Damaskus og Rif Damaskus. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at de generelle forhold i disse områder ikke for tiden er af en sådan karakter, at klageren ved en tilbagevenden vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3, alene som følge af klagerens tilstedeværelse i området. Spørgsmålet er herefter, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder særligt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens børn og ægtefælle har været i Danmark i knap seks år. Flygtningenævnet finder imidlertid, da der er truffet individuelle afgørelser vedrørende børnene og ægtefællen, kan spørgsmålet om disses tilknytning til Danmark ikke indgå i Flygtningenævnets afgørelse. Disse afgørelser er indbragt for Udlændingenævnet. Flygtningenævnets afgørelse vil kunne søges genoptaget afhængigt af udfaldet af disse sager. Flygtningenævnets flertal finder, at længden af klagerens eget ophold i Danmark og hans tilknytning til arbejdsmarkedet ikke har en sådan karakter eller varighed at det kan føre til, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at inddrage klagerens opholdstilladelse. Flertallet lægger herved vægt på, at klageren var [50-54] år gammel, da han indrejste i Danmark, og på det ovenfor anførte vedrørende hans tilknytning til Syrien. Flertallet finder ikke, at det kan tillægges afgørende betydning i denne forbindelse, at klageren har opholdt sig i en længere årrække i [B]. For så vidt angår de af klageren påberåbte individuelle forhold, finder Flygtningenævnet, at disse ikke kan føre til en omgørelse af Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet bemærker, at klageren gentagne gange er blevet spurgt om han havde individuelle konflikter med de syriske myndigheder og har svaret benægtende. Han har først gjort gældende at have sådanne konflikter i forbindelse med hans advokats indlæg til Flygtningenævnet. Ved mødet i Flygtningenævnet har klageren forklaret yderligere udbyggende om en tidligere stedfunden arrestation. Endvidere må Flygtningenævnet tillægge det helt afgørende betydning, at klageren i 2017 er indrejst og udrejst af Syrien ved anvendelse af pas i eget navn. På den baggrund må klagerens forklaring om de af ham påberåbte individuelle motiver tilsidesættes. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/241/ajev
Nævnet stadfæstede i maj 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra [et nordafrikansk land uden for UNRWAs mandatområde]. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er statsløse palæstinensere, etniske arabere og sunnimuslimer fra [et nordafrikansk land uden for UNRWAs mandatområde]. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv vedrørende [det nordafrikanske land uden for UNRWAs mandatområde] oprindeligt henvist til, at de frygter at blive forfulgt af general [A’s] hær eller af militante islamiske militser. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv vedrørende [det nordafrikanske land uden for UNRWAs mandatområde] oprindeligt oplyst, at deres bopæl lå ved en nedlagt kaserne. Området var i sommeren 2014 præget af kampe mellem [A’s] militær og den islamiske milits, [B]. [I sommeren] 2014 blev området udsat for angreb fra [B], og repræsentanter for militsen beordrede ansøgerne til at forlade bopælen. [I sommeren] 2014 udrejste ansøgerne med skib fra [det nordafrikanske land uden for UNRWAs mandatområde] til [et europæisk land]. I [foråret] 2015 blev den mandlige ansøgers forældre opsøgt på bopælen af [A’s] soldater, som spurgte efter den mandlige ansøger. Den mandlige ansøger formoder, at militæret navnligt søgte efter ham, fordi de mistænkte ham for frivilligt at have afleveret deres hus til [B]. Den mandlige ansøger har også efterfølgende fået at vide telefonisk, at militæret i forbindelse med eftersøgningen af den mandlige ansøger har tilbageholdt hans far i tre dage. Ansøgerne har som asylmotiv vedrørende [det nordafrikanske land uden for UNRWAs mandatområde] endvidere henvist til de generelle forhold for palæstinensere i [det nordafrikanske land uden for UNRWAs mandatområde]. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv vedrørende [det nordafrikanske land uden for UNRWAs mandatområde] oplyst, at de som palæstinensere ingen rettigheder har i [det nordafrikanske land uden for UNRWAs mandatområde]. De kan ikke genindrejse i [det nordafrikanske land uden for UNRWAs mandatområde], idet der er et indrejseforbud for palæstinensere, som trådte i kraft omkring 2015. Videre skal man for at kunne genindrejse sikkerhedsgodkendes, hvilket for en palæstinenser er umuligt. Ansøgerne har som asylmotiv vedrørende [det nordafrikanske land uden for UNRWAs mandatområde] endelig henvist til, at deres yngste søn er syg og ikke kan få lægebehandling i [det nordafrikanske land uden for UNRWAs mandatområde]. Ansøgerne har som asylmotiv vedrørende Libanon henvist til, at de ikke har nogen tilknytning til landet, herunder ingen familie i landet. De har videre henvist til, at de ikke har nogen bopæl i landet, ikke kan få medicin til deres yngste søn og ikke kan få et arbejde. De har ingen konflikter med de libanesiske myndigheder eller med privatpersoner, men da de er palæstinensere, vil de være i en farlig situation i Libanon. Flygtningenævnet lægger – som Udlændingestyrelsen – til grund, at ansøgerne er efterkommer af palæstinensere, der flygtede fra Palæstina i 1948, og at ansøgerne er registreret hos UNRWA i Libanon, selv om hverken de eller deres forældre nogen sinde har opholdt sig i Libanon, og at ansøgernes forældre indrejste fra Syrien til [det nordafrikanske land uden for UNRWAs mandatområde], inden ansøgerne blev født. Flygtningenævnet lægger således sammenfattende til grund, at ansøgerne er født og opvokset i [det nordafrikanske land uden for UNRWAs mandatområde], og at de ingen tilknytning har til Libanon, hvor de aldrig har været, ligesom de heller ikke har været i andre dele af UNRWA-mandatområdet. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, hvor ansøgerene aldrig har været i mandatområdet, at ansøgerne, selvom de formelt er registreret under UNRWA, aldrig har nydt eller søgt UNRWAs beskyttelse eller bistand. Ansøgerne er således ikke omfattet af Flygtningekonventionens art. 1 D. Ansøgerne må derfor, i overensstemmelse med Flygtningenævnets praksis, som statsløse palæstinensere asylretligt vurderes i forhold til det land, hvor de havde fast bopæl – i det foreliggende tilfælde [det nordafrikanske land uden for UNRWAs mandatområde]. Flygtningenævnet finder således fortsat ikke, at betingelserne for, at ansøgerne kan opnå asyl efter udlændingelovens § 7 er opfyldt. For så vidt angår ansøgernes oprindelige asylmotiv henviser Flygtningenævnet til nævnets afgørelse [fra sommeren] 2015, idet forklaringen for Flygtningenævnet og oplysningerne om ansøgernes søns sygdom ikke kan føre til en anden vurdering. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerne er meddelt […] opholdstilladelse på grund af […]. De foreliggende baggrundsoplysninger om indrejsevanskeligheder og tidligere konkrete bestræbelser på at udsende ansøgerne til [det nordafrikanske land uden for UNRWAs mandatområde] kan heller ikke føre til en anden vurdering, idet bemærkes, at Ambassaden [i det nordafrikanske land uden for UNRWAs mandatområde] i 2018 alene har oplyst, at det var ”currently difficult” for ansøgerne at returnere til [det nordafrikanske land uden for UNRWAs mandatområde], når deres opholdstilladelser var udløbet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2021/29/imbs
Nævnet omgjorde i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Soma/2021/68. Indrejst i 2005.Flygtningenævnet udtalte: Klageren tilhører klanen [klannavn] og er muslim fra [by A], Somalia, men opholdt sig i omkring et år forud for sin udrejse i [by B], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2005, og at han [i starten af] 2012 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2. Advokat [A] har [i efteråret] 2020 efter, at klagerens børns asylsager blev behandlet i Flygtningenævnet, på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2020 med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af børnenes afgørelser truffet samme dag. Flygtningenævnet meddelte [i efteråret] 2020 klagerens mindreårige datter, [B], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Af afgørelsen fremgår blandt andet: ”Flygtningenævnets flertal lægger vægt på, at ansøgerens mor under sagens tidligere forløb har forklaret, at hun ikke havde andre mandlige slægtninge i Somalia end sin farbror, som hun boede hos. Under samtalen [i slutningen af] 2019 med Udlændingestyrelsen oplyste ansøgerens mor, at hendes familie i hjemlandet omfatter to kusiner som hun ikke har kontakt med, og under samtalen i Flygtningenævnet har hun forklaret, at hendes farbror er død for omkring et år siden. Selv om ansøgerens mors forklaring om sit asylmotiv er blevet tilsidesat, finder Flygtningenævnets flertal på denne baggrund, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens mor har et mandligt netværk i Somalia, og at ansøgerens mor således må betragtes som en enlig kvinde. Flygtningenævnets flertal finder endvidere efter de foreliggende baggrundsoplysninger om omskæring i Somalia sammenholdt med ansøgerens mors uddannelsesmæssige baggrund og personlighed, at hun ikke kan antages at kunne modstå pres fra omgivelserne for at lade ansøgeren omskære. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er derfor opfyldt.” Som konsekvens af afgørelsen meddeler Flygtningenævnet tillige klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Soma/2021/69/gdan
Nævnet omgjorde i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Soma/2021/69. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte: Klageren tilhører klanen [klannavn] og er muslim og er født i Mogadishu, Banaadir, Somalia, men opvokset i [landsby], Shabelle Dhexe, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2012, og at hun [i begyndelsen af] 2013 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2. Advokat [A] har [i efteråret] 2020 efter, at klagerens børns asylsager blev behandlet i Flygtningenævnet, på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2020 med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, som konsekvens af børnenes afgørelser truffet samme dag. Flygtningenævnet meddelte [i efteråret] 2020 klagerens mindreårige datter, [B], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Af afgørelsen fremgår blandt andet: ”Flygtningenævnets flertal lægger vægt på, at ansøgerens mor under sagens tidligere forløb har forklaret, at hun ikke havde andre mandlige slægtninge i Somalia end sin farbror, som hun boede hos. Under samtalen [i slutningen af] 2019 med Udlændingestyrelsen oplyste ansøgerens mor, at hendes familie i hjemlandet omfatter to kusiner som hun ikke har kontakt med, og under samtalen i Flygtningenævnet har hun forklaret, at hendes farbror er død for omkring et år siden. Selv om ansøgerens mors forklaring om sit asylmotiv er blevet tilsidesat, finder Flygtningenævnets flertal på denne baggrund, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens mor har et mandligt netværk i Somalia, og at ansøgerens mor således må betragtes som en enlig kvinde. Flygtningenævnets flertal finder endvidere efter de foreliggende baggrundsoplysninger om omskæring i Somalia sammenholdt med ansøgerens mors uddannelsesmæssige baggrund og personlighed, at hun ikke kan antages at kunne modstå pres fra omgivelserne for at lade ansøgeren omskære. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, er derfor opfyldt.” Som konsekvens af afgørelsen meddeler Flygtningenævnet tillige klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.Soma/2021/68/gdan
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk somali, fra klanen […] og subklanen […]. Ansøgeren er muslim af trosretning og fra [by A], Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter Al-Shabaab. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at en leder fra Al-Shabaab ville giftes med ansøgeren, men at ansøgeren ikke selv ønskede dette. Mens ansøgeren boede i Somalia, blev ansøgerens mor opsøgt af Al-Shabaab to gange. Ved det sidste besøg, hvor ansøgerens mor blev opsøgt på familiens bopæl, var ansøgeren hjemme, men opholdt sig på sit værelse, mens Al-Shabaab var til stede. De tilstedeværende medlemmer af Al-Shabaab råbte af ansøgerens mor, der ved samme lejlighed blev truet af Al-Shabaab. Ansøgerens mor fik at vide, at såfremt ansøgeren ikke indgik ægteskab med lederen, ville det få konsekvenser for ansøgerens familie. Ansøgerens mor fik derefter én uge til at respondere på Al-Shabaabs anmodning om giftemål. Ansøgeren udrejste fra Somalia fire dage efter denne episode. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med Al-Shabaab til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om Al-Shabaabs opsøgninger af ansøgerens mor. Til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2021 har ansøgeren forklaret, at hendes mor blev opsøgt af Al-Shabaab første gang på deres bopæl, mens ansøgeren var hjemme og lå og sov, og den anden gang mens ansøgeren var vågen, og hendes mor bad hende om at gå ind i sit værelse. Til asylsamtalen [i sommeren] 2021 har ansøgeren derimod oplyst, at hun ikke ved, hvor hendes mor blev opsøgt første gang, fordi hendes mor ikke fortalte ansøgeren om det. Ansøgeren vidste således kun, at Al-Shabaab havde været på deres bopæl én gang. Ansøgeren har ved denne samtale endvidere forklaret, at hendes mor første gang hørte om, at en leder fra Al-Shabaab ville giftes med ansøgeren, da hun var på markedet for at sælge grøntsager. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om tidspunktet for Al-Shabaabs opsøgninger af ansøgerens mor. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at det var midt i 2016. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at det var i slutningen af 2016. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, at Al-Shabaab truede moren med, at hun ville få problemer, hvis hun nægtede at give sin datter væk til dem. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om Al-Shabaabs opsøgninger forekommer afglidende og ikke forekommer selvoplevet. Flygtningenævnet har ved vurderingen taget højde for, at ansøgeren efter det oplyste ikke har gået i skole. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om sin kontakt med familien efter udrejsen fra Somalia. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at hun sidst havde kontakt med sin mor i forbindelse med udrejsen fra Libyen til Italien midt i 2017. Hun ringede til morens nabo, der sørgede for, at moren kom til telefonen. Moren oplyste ikke noget, der havde relevans for hendes asylmotiv. Ansøgeren har ved denne samtale endvidere forklaret, at hun i Italien havde kontakt med sin moster i USA, der hjalp hende økonomisk. Hun ringede fra en anden telefon end den, hun talte med sin mor på. Hun fik den af sin ægtefælle, da han lærte hende at kende. Hun tabte telefonen i toilettet, inden hun rejste ud af Italien. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at hendes ægtefælle købte en telefon til ansøgeren i Italien, og at hun herefter fra Italien kontaktede sin mor. Ansøgeren kontaktede sin mor via den agent, der havde taget hende med til Libyen. I Italien mødte ansøgeren en pige, der kendte ansøgers nabo i Somalia. Ansøgeren ringede til moderens nabo, der bragte telefonen til ansøgerens mor. Moren havde ikke problemer med Al-Shabaab, fordi personerne kun ville have fat i ansøgeren. Ansøgeren har ved denne samtale endvidere forklaret, at hun efter indrejsen i Danmark ikke har haft kontakt til sin mor og moster i USA. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hun sidst har talt med sin mor ved sin udrejse fra Libyen. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren har sine to søstre og deres ægtefæller og sine farbrødre i Somalia. Det er derfor Flygtningenævnets vurdering, at ansøgeren har et mandligt netværk i Somalia. Endelig bemærkes vedrørende de generelle forhold i Somalia, at Flygtningenævnet siden andet halvår 2016 har tiltrådt vurderingen af, at den generelle situation i det sydlige og centrale Somalia, herunder ansøgerens hjemområde, Mogadisho, Somalia, ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK, artikel 3. Selvom forholdene fortsat er skrøbelige og uforudsigelige er disse forbedret, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at dette fortsat er tilfældet. Efter en samlet vurdering vurderer Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke kan meddeles asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2021/67/jnsa
Nævnet stadfæstede i sommeren 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Rusland. Nævnet besluttede i efteråret 2021 at genoptage sagen til behandling på et nyt mundtlig nævnsmøde. Nævnet stadfæstede i november 2021 på ny Udlændingestyrelsens afgørelse. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske russere og kristne af trosretning fra [by], Rusland. Ansøgerne har oplyst, at de har udført politiske aktiviteter for Aleksej Navalny og organisationen [A]. Under den oprindelige asylsag henviste [Æ1] som asylmotiv til, at han i Rusland frygter, at de ukendte personer, der tidligere havde overfaldet ham, vil slå ham og hans ægtefælle ihjel. Ansøgeren henviste videre til, at han frygter diskriminerende behandling fra den russiske regering og fra samfundet, fordi han er homoseksuel. Under den oprindelige asylsag henviste [Æ2] som asylmotiv til, at han i Rusland frygter at blive udsat for chikane og uretfærdig behandling fra befolkningen og de russiske myndigheder, fordi han er homoseksuel. Ansøgerne har som asylmotiv i forbindelse med behandlingen af den genoptagede sag henvist til, at de ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive retsforfulgt af de russiske myndigheder, fordi de har udført politiske aktiviteter for Aleksej Navalny og organisationen the [A]. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at de har uddelt løbesedler, opfordret venner til at slutte sig til organisationerne, delt flere af Navalnyjs tekster og undersøgelser på sociale medier samt deltaget i støttedemonstrationer. Ansøgerne har videre oplyst, at de russiske myndigheder retsforfølger personer, der støtter disse organisationer. Ansøgerne har som asylmotiv i forbindelse med behandlingen af den genoptagede sag fortsat henvist til, at de ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive udsat for overgreb og chikane fra de russiske myndigheder samt fra civilbefolkningen som følge af, at de er homoseksuelle. Ansøgerne har som anført i forbindelse med sagens genoptagelse og mødet i Flygtningenævnet d.d. anført, at de har udført politiske aktiviteter for Aleksej Navalny og organisationen the [A] Foundation. Ansøgerne har ikke tidligere omtalt sådanne aktiviteter, hverken ved ankomsten til Danmark i [vinteren] 2020 eller senere under sagens behandling i Udlændingestyrelsen i [vinteren] 2021 og i Flygtningenævnet i [sommeren] 2021. Ansøgerne har deltaget i flere samtaler, hvor de - direkte adspurgt - har afslået, at de har været politisk aktive, og at der er nye/yderligere oplysninger af betydning for deres sag, som indebærer, at de ikke kan vende tilbage til Rusland. Ansøgernes forklaringer om deres politiske aktiviteter i Rusland har således fremstået udbyggende, hvilket svækket troværdigheden af dem. Der foreligger imidlertid også udskrifter fra bl.a. Facebook, hvor ansøgerne har delt opslag angående Navalny. Flygtningenævnet bemærker hertil, at de aktiviteter, som ansøgerne har oplyst at have udført - herunder uddeling af valgmateriale for Navalny i efteråret 2017 og registrering hos og betaling til ”Smart Voting” i [sommeren] 2021, hvor de opholdt sig i Danmark - er af en sådan begrænset karakter og et sådant omfang, at de ikke i sig selv er asylbegrundende, jf. herved tillige de foreliggende baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet finder, at ansøgernes forklaringer om, at de er homoseksuelle, har fremstået troværdige og kan lægges til grund for sagens afgørelse. Flygtningenævnet lægger herefter som forklaret til grund, at ansøgerne har oplevet tilråb som følge af deres seksualitet, og at de i [sommeren] 2019 blev antastet af fem privatpersoner, der under henvisning til ansøgernes seksualitet råbte ukvemsord efter dem og truede dem. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgerne, mens de opholdt sig i Rusland, ikke har haft problemer med myndighederne og – ud over ovennævnte episoder – heller ikke med befolkningen generelt som følge af deres seksualitet. Det lægges således til grund, at der ikke har været episoder forud for sommeren 2019, og at der heller ikke skete yderligere konfrontationer frem til [vinteren] 2020, hvor ansøgerne udrejste af Rusland. Efter baggrundsoplysningerne lægger Flygtningenævnet til grund, at situationen for LGBT+-personer i Rusland kan være ganske vanskelig. Det fremgår herunder af baggrundsoplysningerne blandt andet, at de russiske myndigheder i juli 2020 i et tillæg til den russiske forfatning har fastslået, at ”the institution of marriage is a union between a man and a woman”. Det fremgår endvidere, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i dom af 13. juli 2021 i sagen Fedotova and others v. Russia har fastslået, at det udgør en krænkelse af EMRK´s artikel 8, at de russiske myndigheder ikke vil anerkende/registrere et ægteskab indgået mellem personer af samme køn. Der er også i baggrundoplysningerne beskrevet, at LGBT+-personer i videre udstrækning end den øvrige befolkning i Rusland har begrænset tillid til politiet, jf. herved bl.a. Home Office rapport fra november 2020: ”Russia: Sexual orientation and gender identity or expression”. Endelig fremgår det, at det siden 2013 ved lov har været forbudt at propagandere for ikke traditionelle forhold over for mindreårige. Loven, der indebærer et forbud mod at give børn adgang til information om LGBT+-personers liv, blev af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i juni 2017 vurderet at krænke ytringsfriheden, være diskriminerende og opfordre til homofobi. Det fremgår imidlertid også af baggrundsoplysningerne, at homoseksualitet ikke er forbudt i Rusland, men at det tværtimod har været lovligt siden 1993, og at det russiske samfund som sådan fremstår mindre homofobisk, end tilfældet var tidligere. Det fremgår endvidere, at LGBT+ personer ikke risikerer retsforfølgelse og/eller alvorlig skade som følge af deres seksualitet. Der afholdes queer/pride festivaler, og de seneste fire år har queerfestivaler – i modsætning til tidligere - ikke oplevet hindringer fra myndighederne. Det fremgår endvidere, at straffeloven foreskriver højere straf for had-motiverede forbrydelser mod LGBT+-personer, og der er afsagt domme, hvor straffen er fastsat under hensyn hertil, herunder i sager med hadske ytringer om LGBT+-personer. Flere domstole i Rusland har endvidere dømt til fordel for LGBT+-personer, som herefter har fået erstatning, og der er eksempler på, at homoseksuelle er blevet genindsat i ansættelsesforhold. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold for homoseksuelle i Rusland – uanset at de må betegnes som vanskelige - ikke i sig selv er asylbegrundende, jf. herved tillige ovennævnte rapport og det i øvrigt foreliggende baggrundsmateriale. Som ovenfor anført er ansøgerne ikke i konflikt med myndighederne i Rusland, og de konflikter, som ansøgerne har oplevet, er ikke af et sådant omfang, at de er asylbegrundende. Der er endvidere ikke tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at ansøgerne, såfremt de offentligt bekendtgør deres seksuelle orientering, ikke har mulighed for at søge den fornødne beskyttelse fra myndighederne i Rusland. I den forbindelse henviser Flygtningenævnet yderligere til, at ansøgerne ikke søgte myndighedernes beskyttelse i forbindelse med ovennævnte episoder. Det kan endvidere ikke føre til en anden vurdering, at Ruslands manglende registrering af homoseksuelle ægteskaber ifølge praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol udgør en krænkelse af EMRK artikel 8 om retten til privat- og familieliv. Herefter og af de grunde, som Udlændingestyrelsen i øvrigt har anført, stadfæster Flygtningenævnet derfor afgørelsen.” rusl/2021/12/RILA
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Tanger, Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans levevilkår i Marokko var dårlige, og at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter at ville tage sit eget liv. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han ikke har nogen fremtid i Marokko. Hans familie i Marokko er meget fattige. Leveforholdene i familiens bolig var ikke gode, og hans mor kom først hjem sent om natten. Ansøgerens far forlod familien, da ansøgeren var fem eller seks år. Det var kun ansøgerens søskende, som var på bopælen. Ansøgeren brugte det meste af sin tid på gaden, hvor han havde boet, fra han var omkring ti år. Ansøgeren fik mad af fremmede, eller var nødsaget til at stjæle mad fra andre. Ansøgeren havde tillige opholdt sig på børnehjem i Marokko, hvor forholdene er meget dårlige. Ansøgeren har intet netværk eller nogen personer i Marokko, der kan hjælpe ham. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter at blive kidnappet, slået ihjel samt blive offer for udøvelse af sort magi, grundet visse særlige kendetegn, som ansøgeren har. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at der i Marokko findes et særligt begreb for drenge, der bliver kidnappet og slået ihjel, grundet nogle særlige kendetegn, der anses for at være specielle. Disse kendetegn kan være en streg i håndfladen, der går hele vejen henover hånden eller nogle bestemte hvirvler i håret. Såfremt en person har flere af sådanne hvirvler, anses vedkommende for at være speciel og kaldes for ’en lykkelig’. Der bliver taget blod fra sådanne børn, som anvendes til magi. Ansøgeren har både en sådan streg på sin højre hånd samt flere af sådanne hvirvler, hvorfor han frygter at blive kidnappet og slået ihjel. Ansøgeren gik derfor med kasket eller hætte, for at skjule hvirvlerne. Da ansøgeren boede i Marokko, blev han flere gange opsøgt på gaden af ukendte personer, der fortalte ansøgeren, hvad han kunne få ud af at arbejde for dem. Ansøgeren frygter, at disse personer vil opsøge ham igen og slå ham ihjel, hvis han rejser tilbage til Marokko. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at han frygter kriminelle grupper, som ansøgeren mødte i Sverige, om som efterfølgende tog til Danmark med ansøgeren. Til støtte herfor har klageren oplyst, at grupperne har tilknytning til Marokko, herunder en gruppe af marokkanske drenge fra samme kvarter i Tanger som ansøgeren. Ifølge ansøgeren har grupperne brugt ham til kriminalitet i Europa, hvilket ansøgeren har fortalt om til Center Mod Menneskehandel. Ansøgeren har oplyst, at han har psykiske problemer, grundet hans oplevelser i Marokko samt mangel på basale nødvendigheder. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en asylbegrundede konflikt, der kan føre til, at han meddeles konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det forhold, at ansøgeren frygter, at han ved en tilbagevenden til Marokko, vil blive slået ihjel af personer, der vil have hans blod, beror på ansøgerens egen formodning og kan ikke lægges til grund. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at han i Danmark har været en del af et kriminelt netværk, til grund. Ansøgeren er [i foråret] 2021 ved [domstols] dom idømt fængsel i 1 år og 3 måneder for berigelseskriminalitet. Retten har i dommen bemærket, at ansøgeren måtte betragtes som ”medløber”, og at den kriminalitet, som ansøgeren blev dømt for, ikke relaterer sig til at han eventuelt har været udsat for menneskehandel. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 vurderet, at der er oplysninger, der indikerer, at ansøgeren har været udsat for menneskehandel. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en asylbegrundende konflikt med grupper med tilknytning til Marokko, herunder en gruppe af marokkanske drenge fra samme kvarter i Tanger som ansøgeren, som ifølge ansøgeren har brugt ham til kriminalitet i Europa, og som ansøgeren har fortalt om til Center Mod Menneskehandel. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Marokko vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at Udlændingestyrelsen har vurderet, at der er oplysninger, der indikerer, at ansøgeren har været udsat for menneskehandel, kan ikke føre til en anden vurdering. Endvidere bemærkes, at de generelle forhold, herunder de socioøkonomiske forhold, i Marokko ikke kan føre til, at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Maro/2021/19/jnsa
Nævnet meddelte i november 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder fra Ilam, Iran. Ansøgeren har oplyst, at han er født shia-muslim, men at han ikke praktiserede sin religion i hjemlandet. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Flygtningenævnet stadfæstede [i sommeren] 2020 en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved der blev meddelt ansøgeren afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren har [sommer] 2020 anmodet Flygtningenævnet om at genoptage sagen under henvisning til, at nævnet i sin afgørelse ikke havde taget stilling til ansøgerens påberåbte asylmotiv i form af den forfølgelse og risiko for overgreb, som han vil risikere ved en tilbagevenden til Iran, som følge af hans offentlige islam-kritiske aktiviteter. På denne baggrund besluttede Flygtningenævnet [i sommeren] 2021 at genoptage sagen. Ansøgeren har som asylmotiv under genoptagelsessagen alene henvist til, at han som følge af disse aktiviteter vil risikere forfølgelse og overgreb fra myndighederne ved en tilbagevenden til Iran. Sagen har således for Flygtningenævnet været begrænset til alene at angå dette asylmotiv. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han første gang offentliggjorde islam-kritiske opslag på sin åbne Facebook-profil omkring 2015/2016. Han havde ikke mulighed for at give udtryk for disse meninger, mens han opholdt sig i Iran, idet han i så fald ville risikere forfølgelse og overgreb. Ansøgeren har ikke været politisk aktiv, mens han opholdt sig i Iran, og har ikke udover de artikler og den bog, som han har henvist til, engageret sig i politiske foreninger eller lignende i Danmark. Efter karakteren og indholdet af det materiale, der er forelagt for Flygtningenævnet, er det dokumenteret, at ansøgeren siden omkring 2015/2016 har ytret sig på sin åbne Facebook-profil, som er i hans eget navn, med opslag indeholdende kritik af islam som religion. Han har endvidere skrevet flere lignende artikler, som er delt på de kurdiske hjemmesider [medie 1] og [medie 2], hvor han optræder med navn og billede, ligesom han senest i [efterår, årstal] har skrevet en bog under eget navn med titlen [titel på bog] indeholdende en grundlæggende kritik af islam som religion, som tillige er tilgængelig på kurdiske medier. Når hertil kommer oplysningerne i baggrundsmaterialet om de iranske myndigheders overvågning af regimekritiske aktiviteter i udlandet, kan det ikke med den fornødne sikkerhed afvises, at myndighederne på nuværende tidspunkt er eller vil blive bekendt med ansøgerens synspunkter og aktiviteter. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at de iranske myndigheder er eller vil blive opmærksom på de kritiske synspunkter vedrørende islam, som han har givet udtryk for, og at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran derfor vil være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2021/66/roz
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder fra [by], Iran. Ansøgeren er født muslim, men han har oplyst, at han ikke bekender sig til nogen religion, Ansøgeren har været aktiv som sympatisør for Kurdistans Demokratiske Parti i Iran fra [foråret] 2018 og frem til sin udrejse af Iran. Ansøgeren blev den [i foråret] 2021 officielt medlem af [parti]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet, udsat for tortur eller dømt til døden af de iranske myndigheder som følge af sine politiske aktiviteter for KDPI. Han har til støtte herfor oplyst, at han været aktiv sympatisør i KDPI i Iran siden [foråret] 2018, og at han var en del af en mindre celle bestående af ham selv og to andre mænd. Denne celles opgave var blandt andet at uddele partiets publikationer. Ansøgeren har derudover deltaget i partiets møder hver tredje måned, hvor han var med til at planlægge de aktiviteter, partiet havde de efterfølgende tre måneder. Han har sammen med de to mænd fra cellen hjulpet to kvinder ud af Iran til det irakiske Kurdistan, for at de kunne være aktive for KDPI der. Den ene kvinde vendte efter fire måneder tilbage til Iran, hvorfor ansøgeren frygter, at hun vil angive ansøgeren til de iranske myndigheder. Ansøgeren har efter at have holdt sin guldsmedeforretning lukket på mindedagen for en afdød kurdisk leder været tilbageholdt af den iranske efterretningstjeneste fra morgen til solnedgang, hvor han blev slået, sparket og kaldt for ukvemsord. Han fik i denne forbindelse inddraget sin tilladelse til at drive guldsmedeforretning. Han fik i stedet for et dokument, der gav ham tilladelse til midlertidigt at drive sin forretning. Han fortsatte sine aktiviteter for KDPI efter, han blev løsladt af myndighederne. Ansøgeren er af sin mor blevet oplyst om, at hans far to gange er blevet indkaldt til samtale af efterretningstjenesten efter ansøgerens udrejse. Ansøgeren har også været aktiv for [parti i Danmark]. Han har desuden været aktiv på Facebook, hvor han har 5000 følgere, som han har delt regimekritiske opslag om forholdene for kurdere, persere og tyrkere i Iran med. Han har desuden delt opslag om anholdelser i sin hjemby. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med de iranske myndigheder på grund af ansøgerens tilknytning til KDPI. Flygtningenævnet har herved i det væsentlige lagt vægt på de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen i afgørelse af [sommeren] 2021, herunder at det ikke forekommer overbevisende, at [B] efter sin tilbagekomst til Iran skulle oplyse myndighederne om ansøgerens navn, eller at ansøgerens far to gange skulle være blevet opsøgt af efterretningstjenesten efter ansøgerens udrejse, og at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt [B] har været anholdt, idet ansøgeren til Oplysnings- og Motivsamtalen [i efteråret] 2020 har forklaret, at [B] blev anholdt og til sin asylsamtale [i sommeren] 2021 ikke har oplyst at [B] blev anholdt. Afspilningen af en optagelse af ansøgerens samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2021 kan ikke føre til et andet resultat, idet denne ikke fremstod i modstrid med det af Udlændingestyrelsen anførte. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring for nævnet har fremstået overfladisk og uden detaljer, og har således ikke virket selvoplevet, herunder vedrørende ansøgerens angivelige uddeling af løbesedler, idet ansøgeren ikke kunne forklare om indholdet af løbesedlerne, herunder om det var to eller tre gange, som han havde omdelt løbesedler. Endelig har ansøgeren ikke været i stand til at forklare nærmere om oplevelsen, udover at det var stressende, og at han efterfølgende havde en dejlig følelse. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren i Danmark har opnået medlemskab af [parti] kan det ikke antages, at dette skulle være kommet til de iranske myndigheders kendskab. Heller ikke ansøgerens aktiviteter på Facebook kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl. Der er herved henset til de foreliggende baggrundsoplysninger herunder Country Information Report – Iran, udgivet den 14. april 2020 af det australske Department og Foreign Affairs and Trade (DFAT), hvoraf fremgår blandt andet, at en kilde havde oplyst, at denne ”was not aware og voluntary returnees being prosecuted for criticising the Islamic Republic”, og at ” As far as DFAT is aware, the authorities do not check the social media accounts of Iranians returning from abroad.” I en rapport udgivet af den norske ”Utlendingsforvaltningens fagenhet for landinformasjon” af 21. januar 2021 fremgår blandt andet, at det iranske regime overvåger sine borgeres aktiviteter i udlandet gennem informanter, infiltratorer og digital overvågning, men at overvågningen ”sannsyligvis bare gjelder dem med en høy profil, eller som har kontakt med politisk opposisjon i Iran:” Endvidere anføres samme sted, at asylansøgere, der returnerer frivilligt, generelt set ikke har haft problemer med de iranske myndigheder. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at de iranske myndigheder ikke nu vil have fået kendskab til ansøgerens medlemskab af [parti] i Danmark og opslag på Facebook. Det forhold, at ansøgeren angiver at være blevet tilbageholdt af den iranske efterretningstjeneste [i sommeren] 2018 kan ikke føre til et andet resultat, idet den angivelige tilbageholdelse var en del af nogle generelle anholdelser af en række indehavere af guldsmedeforretninger, som havde holdt deres butikker lukkede på kurdiske mærkedage. Ansøger blev også løsladt samme dag. Ansøgeren har på ovennævnte baggrund ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i Iran kan ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/65
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2021. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra [bydel], [by], Iran. Ansøgeren er født muslim, men er ifølge det oplyste konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt og fængslet af de iranske myndigheder, fordi han er blevet anklaget for spionage, og fordi han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende anklagen om spionage har ansøgeren oplyst, at han var ansat hos et selskab ved navn [A], der hører under det iranske [ministerium], hvor hans primære opgave bestod i at servere te for de ansatte i ministeriet. En dag efter arbejdstid ringede ansøgeren til sin kæreste fra en telefon i et kontor ved siden af køkkenet, hvor han arbejdede. I kontoret blev der opbevaret computere og servere. En ansat opdagede ansøgeren, og den følgende dag blev han afhentet på sin arbejdsplads af to civilklædte personer. Ansøgeren fik bind for øjnene, ført ind i en bil herefter kørt til et ukendt sted, hvor han var tilbageholdt i 15-20 dage, i hvilken forbindelse han blev afhørt mange gange, idet de iranske myndigheder mistænkte ham for spionage. Under tilbageholdensen blev han udsat for overgreb og fik ikke lov til at sove. Efter 15-20 dage blev ansøgeren ført til et fængsel ved navn [B], hvor han opholdt sig i to dage. Ansøgeren blev herefter løsladt på den betingelse, at han ikke rejste ud af Teheran. To måneder herefter udrejste ansøgeren af Iran. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende konversion til kristendommen har ansøgeren oplyst, at han i 2015 eller 2016 blev introduceret til kristendommen via en armensk familie, som var nabo til ansøgerens mormor. Ansøgeren bemærkede, at familien afholdt ceremonier og bad bønner, ligesom de havde kristne bøger i deres reoler. Ansøgeren overværede bønnerne, stillede spørgsmål hertil og fik en indre ro af at være sammen med familien. Da ansøgeren opholdt sig i Teheran og arbejdede for [A], dyrkede han sin kristne tro ved at læse i biblen sammen med sin ven [navn]. Ansøgeren identificerede først sig selv som kristen under sit ophold Grækenland, idet han her begyndte at gå i kirke. Ansøgeren har anført, at han endnu ikke er døbt, men at han ønsker at missionere i Danmark. Ansøgeren har videre oplyst, at han formoder, at de iranske myndigheder har fået kendskab til hans konversion, idet den iranske efterretningstjeneste er kommet i besiddelse af ansøgerens bibel og kors under en ransagning af hans bopæl, der fandt sted mens ansøgeren var tilbageholdt. Ansøgeren har yderligere oplyst, at efterretningstjenesten en dag opsøgte ansøgerens mosters bopæl, hvor ansøgeren boede i den pågældende periode. Da ansøgeren ikke var hjemme, tog efterretningstjenesten i stedet mosterens ægtefælle med til afhøring. Under afhøringen fortalte efterretningstjenesten, at de havde fundet nye beviser imod ansøgeren. Ansøgeren har i sin oplysnings- og motivsamtale [i foråret] 2021 forklaret, at han arbejdede i et firma i Teheran, som hører under det iranske [ministerium]. Han arbejdede på en etage, hvor [enhed] holdt til. En dag i [foråret] 2017 gik han ind på et tomt kontor på en anden etage for at ringe ud af huset, hvilket ikke kunne lade sig gøre fra køkkenet, hvor han arbejdede. Han medbragte en telefon fra køkkenet, som han ville sætte i telefonstikket på kontoret. Han har senere under afhøringen rettet oplysningen om, at kontoret ikke lå på en anden etage, men rettelig på den etage, hvor han arbejdede. Han plejede at blive på arbejdspladsen lidt længere for at kunne ringe til sin kæreste, hvilket han også ville pågældende dag. Han blev inde på kontoret mødt af nogle medarbejdere, som spurgte, hvad han lavede på kontoret. Han blev den næste dag tilbageholdt og beskyldt for spionage. Ansøgeren har under asylsamtalen [i sommeren] 2017 forklaret, at han tog telefonen med fra køkkenet for at gå til kontoret for at ringe ud af bygningen. Da han forsøgte at komme ind på kontoret ved at sætte nøglen i låsen, blev døren låst op indefra af indehaveren af kontoret. Den pågældende spurgte, hvad han lavede, siden han var på vej ind på kontoret. Han har under denne samtale forklaret, at de andre gange, hvor han ringede ud af huset, skete det som regel fra et kontor, der var et møderum, men at han denne gang valgte at gå ind i det pågældende rum, hvor der var computere og servere, idet han ville låne en computer til at spille poker. Den nøgle, som han havde fået udleveret til sit arbejde i køkkenet, fungerede også til at låse op til serverrummet. Ansøgeren har forklaret, at han herefter var tilbageholdt i 15-20 dage, hvor han ved sin oplysnings- og motivsamtale har oplyst, at han var udsat for psykisk tortur. Han har under den senere asylsamtale oplyst, at han under tilbageholdelsen ikke fik lov til at sove, og at han inden afhøringerne blev taget til et baderum, hvor han påklædt og med bind for øjnene blev stillet under en kold bruser. Han blev efter 15-20 dage overført til et fængsel, hvor han efter en til to dage blev løsladt med besked på, at han ikke måtte forlade Teheran. Han vendte efter sin løsladelse tilbage til sin arbejdsplads, hvor han blev nægtet adgang. Han opholdt sig herefter to måneder i Iran uden at blive opsøgt af myndighederne, men valgte efter sin forklaring at udrejse, fordi myndighederne havde fundet ud af, at han var konverteret til kristendommen. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at der under hans tilbageholdelse var blevet foretaget en ransagning af hans bopæl hos sin mormor, hvor der blev fundet en bibel og et kors. Han tilstod under afhøringerne, at disse ting tilhørte ham, men fastholdt under afhøringerne, at han var muslim. Han antager, at han blev løsladt, fordi myndighederne ikke havde beviser mod ham vedrørende mistanken om spionage på grund af episoden med telefonen, og at ransagningen af hans bopæl to måneder senere skyldes, at myndighederne havde håbet at kunne afsløre andre kristne gennem ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med myndighederne til grund som følge af episoden med telefonen, da forklaringen herom forekommer divergerende og udbyggende. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han inde på kontoret blev mødt af nogle medarbejdere, som spurgte, hvad han lavede på kontoret, mens ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at der var tale om et serverrum, og at da han forsøgte at komme ind i rummet ved at sætte nøglen i låsen, blev døren låst op indefra af en medarbejder, der spurgte, hvad han lavede. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren først til asylsamtalen og over for Flygtningenævnet har forklaret, at han under afhøringen af myndighederne ligeledes blev konfronteret med hans besiddelse af en bibel og et kors, men at han på trods af dette blev løsladt, da han insisterede på at være muslim, mens han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han formoder, at myndighederne havde fået kendskab til ansøgerens religiøse overbevisning som følge af en ransagning hos mormoren, hvor de fandt en bibel og et kors. Nævnet finder derfor ikke, at ansøgeren som følge af denne episode har bragt sig i et modsætningsforhold til de iranske myndigheder, herunder efterretningstjenesten. Der lægges i den forbindelse yderligere vægt på, at ansøgeren ikke efterfølgende er blevet opsøgt af myndighederne. Med hensyn til ansøgerens konvertering til kristendommen har ansøgeren forklaret, at han var konverteret til kristendommen, da han boede i Iran, og at han under sin tilbageholdelse blev afhørt herom, men desuagtet blev løsladt. Han har videre forklaret, at han efter sin udrejse opholdt sig i Tyrkiet i to år, hvor han ikke praktiserede sin kristne tro. Han har som begrundelse herfor forklaret, at han arbejdede på en restaurant, hvor indehaveren var muslim, hvorfor han antog, at hans arbejdsgiver ville reagere dårligt på det, hvis han havde fundet ud af, at ansøgeren var kristen. Han praktiserede heller ikke sin kristne tro uden for arbejdstiden, fordi han aldrig havde fri, og derfor ikke havde tid til at gå i kirke. Hertil kommer, at han under sin forklaring for nævnet udbyggende har forklaret, at han opholdt sig ulovligt i Tyrkiet, hvorfor han undgik kontakt med andre personer, ligesom han divergerende har forklaret, at det først var under hans senere ophold i Bosnien, at han blev overbevist om, at han var kristen. Endelig fremgår det, at ansøgerens deltagelse i kirkelige og religiøse kurser i Danmark først er opstået efter hans anden asylsamtale og Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af disse oplysninger ikke lægge til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen som følge af en indre overbevisning af religiøs karakter. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaringer om hans konversion forekommer divergerende, og at han ikke har været i stand til at redegøre overbevisende for sin indre afklaringsproces, kristne overbevisning eller baggrunden for hans beslutning om konversion. Ansøgeren har efter Udlændingestyrelsens afgørelse oplyst Røde Kors, at han har været udsat for tortur, hvorfor Udlændingestyrelsen ikke har taget stilling hertil. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comment no. 4” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet har på den baggrund ikke fundet grundlag for at iværksætte en sådan undersøgelse. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort, at han vil være i nogen reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/64/CARA
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Mosul, Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at Islamisk Stat havde kontrollen over Mosul, og at de hvervede alle unge mænd i byen. Ved en tilbagevenden til Irak frygtede klageren at blive slået ihjel af Islamisk Stat, idet han ikke ønskede at tilslutte sig dem. Klageren henviste endvidere til de generelle forhold for sunnimuslimer i Irak, herunder at sunnimuslimer undertrykkes og ydmyges af den shiitiske regering, det shiitiske politi og militær. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han frygter sovende Islamisk Stat-celler, idet de betragter klageren som forræder. Klageren frygter også, at militser, som har kontrollen over Mosul, vil betragte klageren som forræder, eftersom han boede i Mosul, men flygtede, da Islamisk stat havde kontrollen over byen. Videre har klageren som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive udsat for overgreb af en ukendt klan. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hans fætter i 2019 har haft et ”forbudt” forhold til en pige, som tilhører denne klan. Klagerens fætter og pigen blev efterfølgende slået ihjel af klanen, som pigen tilhører. Omkring 40 dage efter blev en fætter til pigen slået ihjel af klagerens fætters familie. Klageren opnåede oprindeligt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til, at det ikke kunne afvises, at han ved en tilbagevenden til Irak ville være i risiko for at blive udsat for overgreb fra Islamisk Stat som følge af, at han ikke tilsluttede sig dem. Af baggrundsoplysningerne, herunder de baggrundsoplysninger, som Udlændingestyrelsen har henvist til, fremgår, at Islamisk Stat mistede kontrollen med Mosul i 2017, og at de irakiske sikkerhedsstyrker i dag har kontrollen med Mosul. Efter klagerens oprindelige forklaring lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren ikke er særlig profileret i forhold til Islamisk Stat, idet klageren blev forsøgt rekrutteret som led i en generel rekruttering blandt unge mænd i Mosul. Det forhold, at klageren nu har forklaret, at nogle af hans kammerater tilsluttede sig Islamisk Stat, kan ikke føre til en anden vurdering. De forhold, der oprindeligt begrundede klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, er således ikke længere til stede, og hans opholdstilladelse kan derfor ikke forlænges på grundlag af hans oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet er endvidere, af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, enig i, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtigelser at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Det forhold, at klageren nu har fået arbejde som taxachauffør, kan ikke føre til en anden vurdering. Klageren har som nye asylmotiver over for Udlændingestyrelsen henvist til, at han frygter shiamuslimske militser i Mosul, da han selv er sunnimuslim, og til at han i Irak har en verserende klankonflikt. Flygtningenævnet er af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, enig i, at heller ikke disse forhold er asylbegrundende. For Flygtningenævnet har klageren som asylmotiv tillige henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak, vil være i risiko for at blive indkaldt til militærtjeneste. Allerede da der efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke pt. er tvungen militærtjeneste i Irak, er dette forhold heller ikke asylbegrundende. Sammenfattende har klageren således ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Da Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at udsætte sagen på nærmere at få belyst klagerens brors asylforhold i Østrig, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Irak/2021/30/EEB
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2019 idømt fængsel i 1 år og 9 måneder for overtrædelse af for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. § 21 samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig efter udlændingelovens § 32, stk. 2, nr. 4.Flygtningenævnet udtalte: Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks af trosretning fra [by], Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Han har under sin asylsag og i forbindelse med nærværende sag oplyst, at han har været tilbageholdt af de eritreiske myndigheder og udsat for fysiske overgreb. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive tilbageholdt af de eritreiske myndigheder, fordi han tidligere har været tilbageholdt i flere dage, og fordi han er udrejst illegalt. Klageren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tvunget til at aftjene nationaltjeneste. Flygtningenævnet lægger som også anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i efteråret] 2021 til grund, at klageren som følge af disse forhold isoleret set fortsat er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet tiltræder, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Eritrea. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter samme lovs § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler herfor. Afvejningen af, hvorvidt klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Ved [landsrettens] ankedom af [dato i sommeren] 2020 er klageren straffet med fængsel i 1 år og 9 måneder for forsøg på voldtægt og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Flygtningenævnet finder, at der er tale om grov personfarlig kriminalitet, der udgør en særlig farlig forbrydelse. Efter karakteren af den begåede kriminalitet finder Flygtningenævnet, at klageren udgør en fare for samfundet. Klageren, der indrejste i Danmark [i sommeren] 2014, blev meddelt asyl [i foråret] 2015. Klageren, der er sund og rask, har – ud over to kusiner – ingen familierelationer i Danmark. Hans mor og to søskende bor ifølge sagens oplysninger i Eritrea. Han har ifølge de foreliggende oplysninger påbegyndt en erhvervsuddannelse, haft tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark i 2 år og deltaget i frivilligt arbejde. Efter en samlet afvejning af disse forhold finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder som nævnt i udlændingelovens § 10, stk. 3, at klageren kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Erit/2021/17/RILA
Nævnet meddelte i november 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2020.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk tigrinya og ortodoks kristen. Ansøgeren har oplyst, at han er født i Addis Ababa, Etiopien, men at han er statsborger i Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter, at han vil blive tvunget til at aftjene nationaltjeneste, og at han vil blive fængslet. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han ikke har aftjent sin nationaltjeneste, og at han er udrejst ulovligt af Eritrea. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil blive pågrebet af myndighederne. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er fra Eritrea, og at han har opholdt sig ulovligt i Etiopien størstedelen af sit liv, og at han vil blive afhørt om sin identitet. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sin nationalitet, herunder asylgrundlag, til grund. Ansøgeren har forklaret konsistent omkring sin nationalitet både over for Udlændingestyrelsen og Nævnet. Ansøgeren har forklaret detaljeret og troværdigt om baggrunden for, at han gennem agenter fik udstedt et falsk etiopisk pas, idet han ønskede at rejse til Europa og søge asyl. Ansøgeren har tillige forklaret om baggrunden for, at han rejste tilbage til Etiopien, hvor han søgte om visum til Sverige. Ansøgerens forklaring underbygges af de fremlagte midlertidige eritreiske Id-kort udstedt i 1992 og 1993 tilhørende hans forældre, og som skulle benyttes i forbindelse med afstemning om selvstændighed for Eritrea i 1993. Ansøgerens oplysninger omkring udstedelsen af midlertidige eritreiske Id-kort er støttet af baggrundsoplysningerne. Ansøgeren har også fremlagt Id-kort og en opholdstilladelse i Sverige tilhørende ansøgerens fastre, [A] og [B]. Af disse dokumenter fremgår det, at fastrene oprindeligt var eritreiske statsborgere. Efterfølgende har fastrene opnået svensk statsborgerskab. Endelig har ansøgeren fremlagt sin mors Refugee ID Card, fra 2015, hvoraf det fremgår, at hun er fra Eritrea. På den baggrund har ansøgeren sandsynliggjort, at hans nationalitet er eritreisk. Ansøgeren skal derfor asylretligt bedømmes i forhold til Eritrea. Efter baggrundsoplysningerne omkring aftjening af nationaltjeneste i Eritrea, vil ansøgeren, der er 24 år, ved en tilbagevenden til Eritrea være i reel risiko for at blive tvunget til at udføre nationaltjeneste og straffet for en unddragelse heraf. På denne baggrund og da ansøgeren er udrejst illegalt af landet, har ansøgeren sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2021/16/juri
Nævnet omgjorde i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Colombia, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 8, stk. 2. Sagen er sambehandlet med Colo/2021/14/gdan og Colo/2021/15/gdan. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk mestiz, kristen protestant og født i [by], Quindío, Colombia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger, organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2013 klageren og hendes forældre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klagerens forældre som asylmotiv til, at de ved en tilbagevenden til Colombia frygtede medlemmer fra en gruppe, der havde kontrollen i klagernes hjemområde, formodentligt FARC, idet faderen havde givet mad til soldater fra regeringen. Forældrene oplyste til støtte herfor, at faderen i [starten af] 2005 blev opsøgt af medlemmer fra en gruppe, som gav ham besked på at forlade området inden for 24 timer. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til faderens konflikt med FARC og til, at Colombia ikke har ændret sig, og at der fortsat er vold overalt. Flygtningenævnet lægger klagerens forældres forklaring om faderens konflikt i [starten af] 2005 med guerillagruppen FARC til grund. Konflikten havde sin baggrund i, at klagerens forældre to gange havde givet mad til soldater fra den colombianske regeringshær på den gård i landsbyen [by A] i Huila-regionen, hvor de arbejdede. Derefter gav FARC faderen besked på at forlade området indenfor 24 timer. Af Udlændingestyrelsens rapport fra 22. februar 2019: ”Sikkerhedssituationen i Colombia: Fredsaftale, væbnede parter, udsatte grupper og retsvæsen”, fremgår det blandt andet, at der i 2016 blev underskrevet en national fredsaftale mellem regeringen og landets største oprørsgruppe, FARC. Fredsaftalen var en historisk milepæl. FARC blev under fredsaftalen fjernet fra EU's terrorliste, og som et led i fredsaftalen skulle FARC demobilisere. Afvæbningen blev monitoreret af FN’s mission i Colombia, der i sommeren 2017 bekræftede, at demobiliseringen var afsluttet. Ved aftalen trak FARC sig tilbage fra 98 % af de områder, de tidligere kontrollerede. Fredsaftalen indebærer blandt andet gennemgribende jord- og landbrugsreformer og et nyt retssystem, som skal sikre retfærdighed og forsoning for konfliktens ofre og demokratisk deltagelse. Derudover dannede FARC et politisk parti og stillede op til valget i 2018. Af rapporten fremgår det, at omtrent 800-1.500 FARC-dissidenter ikke har tilsluttet sig fredsprocessen. Disse opererer primært i områder, hvor FARC tidligere var aktive, navnlig i de sydlige provinser, i grænseområdet til Venezuela samt kystregionerne langs Stillehavet i provinserne Nariño, Cauca, Caquetá, Guaviare, Vaupés, Guainía og Meta. Da konflikten mellem FARC og klagerens far havde sin baggrund i FARC´s daværende kamp mod regeringen, da FARC og regeringen har indgået en fredsaftale, der indebar en demobilisering af FARC, der blev afsluttet i 2017, da faderens konflikt opstod i [starten af] 2005 – for over 16 år siden - og da klagerens forældre og klageren ikke er særligt profilerede, findes den omhandlede konflikt med FARC at være afsluttet. Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund, at klageren ved en tilbagevenden til Colombia ikke vil være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Colombia ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. I henhold til EMRK artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt af de i artikel 8, stk. 2, nævnte grunde. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vurdering af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i deres ret til familie- og privatliv. Hvad angår respekt for familieliv skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke udgør et ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd. Efter EMD’s praksis stilles der dog ikke krav om sådanne yderligere elementer af afhængighed, når der er tale om unge voksne, som stadig bor sammen med deres forældre og ikke har stiftet selvstændig familie. Der kan herved henvises til blandt andet EMD’s dom af 20. juni 2020 i sagen Azerkane mod Nederlandene (3138/16), præmis 64. Henset til de foreliggende omstændigheder, herunder klagerens unge alder, at klageren fortsat er hjemmeboende og ikke har stiftet selvstændig familie, finder Flygtningenævnet, at der af disse grunde findes at foreligge et familieliv, som er omfattet af EMRK artikel 8. For så vidt angår retten til privatliv er klageren født i [2000’erne] i Colombia og har boet i Colombia indtil 2005, og derefter i [et land i Sydamerika] frem til sin udrejse i 2013. Klageren, der i dag er [i staren af 20’erne], indrejste som [12-15-årig] [i sommeren] 2013 i Danmark, og har nu opholdt sig i landet i knap otte et halvt år. Hun har gået i modtageklasse, almindelig folkeskole og har gennemført 10. klasse. Klageren har endvidere gennemført gymnasiet, som hun afsluttede i 2021 med studentereksamen. Hun taler flydende dansk. Hun har danske venner og har arbejdet på en [X] restaurant som tjener, og arbejder nu på en café som tjener. I sin fritid går hun til [sportsgren], og har tidligere gået til [sportsgren] med sine venner. Hun er sund og rask. Klageren har sin mor og far samt sin bror [i starten af 20’erne], der ligeledes er colombianske statsborgere, i Danmark. Hun har [familiemedlemmer] i Colombia og sin storesøster, [A], der er bosiddende i [et land i Sydamerika]. Flygtningenævnet finder henset til klagerens tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et indgreb i hendes ret til privat- og familieliv efter artikel 8, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol, hvilket henhører under varetagelsen af landets økonomiske velfærd. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet udgør et anerkendelsesværdigt formål, som kan begrunde indgreb efter EMRK artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime mål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren er født i Colombia, hvorfra hun udrejste til [et land i Sydamerika] sammen med sin mor og bror, da hun var [4-7] år. Hun indrejste herefter i Danmark i 2013 som kvoteflygtning, og har således haft lovligt ophold i Danmark i knap otte og et halvt år. Hun har i Danmark gået i folkeskole op til 10. klasse og har efterfølgende afsluttet en gymnasial uddannelse. Hun taler endvidere flydende dansk. Hun har i Danmark gået til [sportsgren] med sine venner, og går nu til [sportsgren]. Hun har haft flere forskellige jobs, og har siden [efteråret] 2019 arbejdet på en restaurant, og har siden [efteråret] 2021 arbejdet på en café. Hun er nu [i starten af 20’erne], og bor fortsat hjemme hos sine forældre, hvor hendes storebror ligeledes bor, hvis sager behandles sammen med nærværende sag. Klageren har [familiemedlemmer] i Colombia og sin storesøster, [A], der er bosiddende i [et land i Sydamerika]. Henset til de foreliggende omstændigheder finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at det vil udgøre et uproportionalt indgreb i klagerens ret til respekt for sit privatliv i medfør af EMRK artikel 8, stk. 1, at nægte at forlænge hendes opholdstilladelse. Flygtningenævnet har særligt lagt vægt på klagerens knap otte et halvt årige ophold i Danmark, hvor hun har haft dele af sine formative år og adskillige af sine ungdomsår, at klageren i Danmark har gået i folkeskole, taget en gymnasial uddannelse, arbejdet og har sine venner. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2. Colo/2021/16/gdan
Nævnet omgjorde i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Colombia, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 8, stk. 2. Sagen er sambehandlet med Colo/2021/14/gdan og Colo/2021/16/gdan. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk mestiz, kristen protestant og født i [by], Quindío, Colombia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger, organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2013 klageren og hans forældre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klagerens forældre som asylmotiv til, at de ved en tilbagevenden til Colombia frygtede medlemmer fra en gruppe, der havde kontrollen i klagernes hjemområde, formodentligt FARC, idet faderen havde givet mad til soldater fra regeringen. Forældrene oplyste til støtte herfor, at faderen i [starten af] 2005 blev opsøgt af medlemmer fra en gruppe, som gav ham besked på at forlade området inden for 24 timer. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han frygter, at medlemmer fra en guerilla vil efterstræbe ham på baggrund af, at han er sin fars søn. Derudover frygter han, at folk fra Colombia vil finde ud af, at han er vendt tilbage fra Danmark, og derfor vil overfalde ham, fordi de vil forvente, at han har mange penge. Flygtningenævnet lægger klagerens forældres forklaring om faderens konflikt i [starten] 2005 med guerillagruppen FARC til grund. Konflikten havde sin baggrund i, at klagerens forældre to gange havde givet mad til soldater fra den colombianske regeringshær på den gård i landsbyen [By A] i Huila-regionen, hvor de arbejdede. Derefter gav FARC faderen besked på at forlade området indenfor 24 timer. Af Udlændingestyrelsens rapport fra 22. februar 2019: ”Sikkerhedssituationen i Colombia: Fredsaftale, væbnede parter, udsatte grupper og retsvæsen”, fremgår det blandt andet, at der i 2016 blev underskrevet en national fredsaftale mellem regeringen og landets største oprørsgruppe, FARC. Fredsaftalen var en historisk milepæl. FARC blev under fredsaftalen fjernet fra EU's terrorliste, og som et led i fredsaftalen skulle FARC demobilisere. Afvæbningen blev monitoreret af FN’s mission i Colombia, der i sommeren 2017 bekræftede, at demobiliseringen var afsluttet. Ved aftalen trak FARC sig tilbage fra 98 % af de områder, de tidligere kontrollerede. Fredsaftalen indebærer blandt andet gennemgribende jord- og landbrugsreformer og et nyt retssystem, som skal sikre retfærdighed og forsoning for konfliktens ofre og demokratisk deltagelse. Derudover dannede FARC et politisk parti og stillede op til valget i 2018. Af rapporten fremgår det, at omtrent 800-1.500 FARC-dissidenter ikke har tilsluttet sig fredsprocessen. Disse opererer primært i områder, hvor FARC tidligere var aktive, navnlig i de sydlige provinser, i grænseområdet til Venezuela samt kystregionerne langs Stillehavet i provinserne Nariño, Cauca, Caquetá, Guaviare, Vaupés, Guainía og Meta. Da konflikten mellem FARC og klagerens far havde sin baggrund i FARC´s daværende kamp mod regeringen, da FARC og regeringen har indgået en fredsaftale, der indebar en demobilisering af FARC, der blev afsluttet i 2017, da faderens konflikt opstod i februar 2005 – for over 16 år siden - og da klagerens forældre og klageren ikke er særligt profilerede, findes den omhandlede konflikt med FARC at være afsluttet. Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund, at klageren ved en tilbagevenden til Colombia ikke vil være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Colombia ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. I henhold til EMRK artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt af de i artikel 8, stk. 2, nævnte grunde. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vurdering af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i deres ret til familie- og privatliv. Hvad angår respekt for familieliv skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke udgør et ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd. Efter EMD’s praksis stilles der dog ikke krav om sådanne yderligere elementer af afhængighed, når der er tale om unge voksne, som stadig bor sammen med deres forældre og ikke har stiftet selvstændig familie. Der kan herved henvises til blandt andet EMD’s dom af 20. juni 2020 i sagen Azerkane mod Nederlandene (3138/16), præmis 64. Henset til de foreliggende omstændigheder, herunder klagerens unge alder, at klageren fortsat er hjemmeboende og ikke har stiftet selvstændig familie, finder Flygtningenævnet, at der af disse grunde findes at foreligge et familieliv, som er omfattet af EMRK artikel 8. For så vidt angår retten til privatliv er klageren født i [1990’erne] i Colombia og har boet i Colombia indtil 2005, og derefter i [et land i Sydamerika] frem til sin udrejse i 2013. Klageren, der i dag er [i starten af 20’erne], indrejste [da han var 12-15 år i sommeren] 2013 i Danmark, og har nu opholdt sig i landet i knap otte et halvt år. Han har gået i modtageklasse, almindelig folkeskole, gået i 9. klasse, og efterfølgende taget folkeskolens afgangseksamen på [en uddannelsesinstitution]. Klageren har endvidere gået på [en anden uddannelsesinstitution] i seks måneder. Han har arbejdet på blandt andet [landbrug], en restaurant og arbejder nu deltid på [en fabrik]. Han startede på [ungdomsuddannelsesinstitution] i [by B’s] grundforløb efter sommerferien 2020 […]. Efter sommerferien 2021 startede han på [en uddannelsesinstitution] på [navn på uddannelse], der tager tre et halvt år. Han har både danske og udenlandske venner i [by B] og [by C]. I sin fritid har han tidligere gået til [sportsgren] og [sportsgren]. Klageren har sin mor og far samt sin søster [i start 20’erne], der ligeledes er colombianske statsborgere, i Danmark. Han har [familiemedlemmer] i Colombia og sin storesøster, [A], der er bosiddende i [et land i Sydamerika]. Flygtningenævnet finder henset til klagerens tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et indgreb i hans ret til privat- og familieliv efter artikel 8, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol, hvilket henhører under varetagelsen af landets økonomiske velfærd. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet udgør et anerkendelsesværdigt formål, som kan begrunde indgreb efter EMRK artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime mål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren er født i Colombia, hvorfra han udrejste til [et land i Sydamerika] sammen med sin mor og søster, da han var [4-7 år]. Han indrejste herefter i Danmark i 2013 som kvoteflygtning, og har således haft lovligt ophold i Danmark i knap otte og et halvt år. Han har i Danmark gået i folkeskolens 9. klasse og har senere taget folkeskolens afgangseksamen på [en uddannelsesinstitution]. Han har gået til [sportsgren] og [sportsgren], og er i sin fritid derudover sammen med sine venner fra [by B] og [by C]. Han har haft flere forskellige fritidsjobs, og har siden [foråret] 2021 arbejdet deltid på [en fabrik]. Klageren har siden sommeren 2020 været under uddannelse som [navn på uddannelse] på [by B’s] [ungdomsuddannelsesinstitution], og siden sommeren 2021 været på [en uddannelsesinstitution] i [by C]. Han er nu [i 20’erne] og bor hjemme hos sine forældre, hvor hans søster ligeledes bor, hvis sager behandles sammen med nærværende sag. Klageren fremstår velintegreret i det danske samfund. Klageren har [familiemedlemmer] i Colombia og sin storesøster, [A], der er bosiddende i [et land i Sydamerika]. Henset til de foreliggende omstændigheder finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at det vil udgøre et uproportionalt indgreb i klagerens ret til respekt for sit privatliv i medfør af EMRK artikel 8, stk. 1, at nægte at forlænge hans opholdstilladelse. Flygtningenævnet har særligt lagt vægt på klagerens knap otte et halvt årige ophold i Danmark, hvor han har haft adskillige af sine ungdomsår, at klageren i Danmark har taget folkeskolens afgangseksamen, haft forskellige fritidsarbejde, er under uddannelse som [udddannelsesnavn] og har et socialt netværk. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2.” Colo/2021/15/gdan
Nævnet omgjorde i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar fra Colombia, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 8, stk. 2. Sagen er sambehandlet med Colo/2021/15/gdan og Colo/2021/16/gdan. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”Klagerne er etniske mestiz, kristne og boede forud for deres udrejse i Huila, Colombia. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2013 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klagerne som asylmotiv til, at de ved en tilbagevenden til Colombia frygtede medlemmer fra en gruppe, der havde kontrollen i klagernes hjemområde, formodentligt FARC, idet den mandlige klager havde givet mad til soldater fra regeringen. De oplyste til støtte herfor, at den mandlige klager i [starten af] 2005 blev opsøgt af medlemmer fra en gruppe, som gav den mandlige klager besked på at forlade området inden for 24 timer. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagernes opholdstilladelser ikke længere er til stede. Klagerne har som asylmotiv fortsat henvist til, at de frygter medlemmer fra gruppen, som opsøgte den mandlige klager i 2005. Den mandlige klager har til støtte herfor oplyst, at FARC fortsat er alle steder og har kontrollen, og at det er blevet værre, siden familiens udrejse fra Colombia. Den kvindelige klager har til støtte herfor oplyst, at guerillaen nu går civilklædt og har infiltreret hele landet. Af Udlændingestyrelsens rapport fra 22. februar 2019: ”Sikkerhedssituationen i Colombia: Fredsaftale, væbnede parter, udsatte grupper og retsvæsen”, fremgår det blandt andet, at der i 2016 blev underskrevet en national fredsaftale mellem regeringen og landets største oprørsgruppe, FARC. Fredsaftalen var en historisk milepæl. FARC blev under fredsaftalen fjernet fra EU's terrorliste, og som et led i fredsaftalen skulle FARC demobilisere. Afvæbningen blev monitoreret af FN’s mission i Colombia, der i sommeren 2017 bekræftede, at demobiliseringen var afsluttet. Ved aftalen trak FARC sig tilbage fra 98 % af de områder, de tidligere kontrollerede. Fredsaftalen indebærer blandt andet gennemgribende jord- og landbrugsreformer og et nyt retssystem, som skal sikre retfærdighed og forsoning for konfliktens ofre og demokratisk deltagelse. Derudover dannede FARC et politisk parti og stillede op til valget i 2018. Af rapporten fremgår det, at omtrent 800-1.500 FARC-dissidenter ikke har tilsluttet sig fredsprocessen. Disse opererer primært i områder, hvor FARC tidligere var aktive, navnlig i de sydlige provinser, i grænseområdet til Venezuela samt kystregionerne langs Stillehavet i provinserne Nariño, Cauca, Caquetá, Guaviare, Vaupés, Guainía og Meta. Da konflikten mellem FARC og den mandlige klager havde sin baggrund i FARC´s daværende kamp mod regeringen, da FARC og regeringen har indgået en fredsaftale, der indebar en demobilisering af FARC, der blev afsluttet i 2017, da den mandlige klagers konflikt opstod i [starten af] 2005 – for over 16 år siden - og da klagerne ikke er særligt profilerede, findes den omhandlede konflikt med FARC at være afsluttet. Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund, at klagerne ved en tilbagevenden til Colombia ikke vil være i risiko for en konkret og individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Colombia ikke kan begrunde asyl. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. I henhold til EMRK artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt af de i artikel 8, stk. 2, nævnte grunde. Ved vurderingen af om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vurdering af statens interesse i ikke at forlænge klagernes opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil indebære i deres ret til familie- og privatliv. Hvad angår respekt for familieliv skal Flygtningenævnet bemærke, at forholdet mellem voksne familierelationer som udgangspunkt ikke udgør ”familieliv” i EMRK artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger elementer af afhængighed mellem de pågældende, der går videre end de normale følelsesmæssige bånd. Efter EMD’s praksis stilles der dog ikke krav om sådanne yderligere elementer af afhængighed, når der er tale om unge voksne, som stadig bor sammen med deres forældre og ikke har stiftet selvstændig familie. Der kan herved henvises til blandt andet EMD’s dom af 20. juni 2020 i sagen Azerkane mod Nederlandene (3138/16), præmis 64. Henset til de foreliggende omstændigheder, herunder at klagernes to myndige børn fortsat er hjemmeboende og ikke har stiftet selvstændig familie, finder Flygtningenævnet, at der af disse grunde findes at foreligge et familieliv som omfattet af EMRK artikel 8. For så vidt angår retten til privatliv er den mandlige klager født i [1960’erne] i Colombia, hvor han har boet frem til 2005 og derefter i [et land i Sydamerika] frem til sin udrejse i 2013. Han indrejste [i sommeren] 2013 i Danmark [i sine 40’ere] og har nu haft lovligt ophold i Danmark i knap otte et halvt år. Han har bestået Prøve i Dansk 1. Han har arbejdet i et [firma] i en periode i 2017, i et [firma] i en periode fra 2018 til 2019 samt som vikar i et [firma] i 10-11 måneder indtil [vinteren 2020/21]. Han har siden [foråret] 2021 været ansat på [en fabrik] på fuld tid, hvor han er fastansat. Klageren har i den forbindelse dannet flere bekendtskaber. Den kvindelige klager er født i [1960’erne] i Colombia, hvor hun har boet frem til 2006, og derefter i [et land i Sydamerika] frem til sin udrejse i 2013. Hun indrejste [i sommeren] 2013 i Danmark [i sine 40’ere] og har ligeledes haft lovligt ophold i Danmark i knap otte og et halvt år. Hun har gennemført Prøve i Dansk 2. Hun har ikke haft fast arbejde, men har været i praktik forskellige steder, herunder to år på et plejehjem. Klagerne er gift og har to voksne børn [i starten af 20’erne] år, der ligeledes er colombianske statsborgere, i Danmark. I klagernes hjemland har den kvindelige klager [familiemedlemmer], og den mandlige klager har sin [familiemedlemmer]. Klagerne har i [et land i Sydamerika] deres myndige datter. Klageren har siden få måneder efter deres ankomst til Danmark været en del af [en kirke], [by og kirkens navn], hvor de tager del i gudstjenester og i menighedsarbejdet, herunder blandt andet praktisk arbejde for kirken. De har herudover blandt andet deltaget i flere [arrangementer i kirken]. Flygtningenævnet finder henset til klagernes tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af deres opholdstilladelser vil udgøre et indgreb i deres ret til privat- og familieliv efter artikel 8, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol, hvilket henhører under varetagelsen af landets økonomiske velfærd. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet udgør et anerkendelsesværdigt formål, som kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagernes rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime mål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge deres opholdstilladelser over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelser vil indebære i deres ret til privat- og familieliv. Allerede med henvisning til, at klagerne har et familieliv med deres to myndige børn, der begge bor hjemme, som ved samtidige afgørelser af i dag, har fået forlænget deres opholdstilladelser, finder Flygtningenævnet, at det vil udgøre et uproportionalt indgreb i klagernes ret til respekt for deres familieliv i medfør af EMRK artikel 8, stk. 1, at nægte at forlænge deres opholdstilladelser. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke anledning til at foretage en nærmere vurdering af, hvorvidt indgrebet i klagernes privatliv kan anses for proportionalt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren] 2021, således at klagerne fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 2.” Colo/2021/14/gdan
Nævnet omgjorde i januar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i begyndelsen af] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har som sit oprindelige asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de syriske myndigheder, Islamisk Stat (IS), og de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har den [i begyndelsen af] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun i 2015 blev tilbageholdt i 1,5 måned i sikkerhedstjenestens ”palæstinaafdeling”, hvor hun blev udsat for vold og seksuelle overgreb. Myndighederne mistænkte hende for at samarbejde med Den Frie Syriske Hær, ligesom de ville have oplysninger om hendes familie. Klagerens far betalte [specifikt beløb] mio. pund for at få hende løsladt. Klageren har oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet af de syriske myndigheder på ny, fordi hun havde lovet, at hun ville blive i Syrien, samt at hun er eftersøgt. Endelig frygter hun, at hun vil blive spurgt ind til sine brødre, idet hendes bror, [A], er desertør og [B] har ydet førstehjælp til civile, herunder oprørere. Derudover har klagerens to sønner unddraget sig militærtjeneste. Endelig frygter ansøgeren, at hun på grund af deres blotte tilstedeværelse i Damaskus provinsen vil blive udsat for overgreb. Klagerens søn har som asylmotiv angivet, at han frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Udlændingestyrelsen har den [i begyndelsen af] 2021 truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, nægtes forlænget, da grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Afgørelsen omfattede også klagerens 3 børn; [C], [D] og [E]. Udlændingestyrelsen meddelte [i begyndelsen af] 2016 klageren og dennes ovennævnte børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. I den nævnte afgørelse anførte Udlændingestyrelsen herom, at styrelsen havde lagt vægt på, at ”personer, som kommer fra områder i Syrien, hvor der foregår væbnede kampe, hvor der sker angreb mod civile eller hvor der for nyligt har fundet sådanne handlinger sted, ved en tilbagevenden til hjemlandet aktuelt må anses for at være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3”. Det følger af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., at en opholdstilladelse af den nævnte karakter ikke skal forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Spørgsmålet er herefter i første række, om der med henvisning til de generelle forhold i Syrien er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har boet i Damaskus ind til sin udrejse fra Syrien. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i den påklagede afgørelse, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af EMRK´s artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Damaskus. Foruden det baggrundsmateriale, som Udlændingestyrelsen har henvist til i den påklagede afgørelse, kan der til støtte for den nævnte vurdering af forholdene i Damaskus også henvises til side 157 i European Asylum Support Offices rapport fra november 2021 (Country Guidence: Syria), hvor det anføres, at “Looking at the indicators it can be concluded that in the governorate of Damascus, there is, in general, no real risk for a civilian to be personally affected within the meaning of Article 15(c) QD.” Herudover kan der henvises til Udlændingestyrelsens rapport fra oktober 2020, Syria, Security and Socio-economic situation in the governates of Damascus and Rural Damascus, hvor det på side 11 anføres, at ”Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …”. Denne vurdering er gengivet i European Asylum Support Offices rapport fra juli 2021 (Syria, Security Situation), side 226 f. Flygtningenævnet bemærker, at Amnesty Internationals rapport ”You’re going to your death” af 7. september 2021 ikke kan føre til en anden vurdering i forhold til EMRK artikel 3, idet rapporten i alt væsentligt bekræfter de oplysninger, der fremgår af de øvrige baggrundsoplysninger om Syrien, herunder oplysningerne om de syriske myndigheders alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne. Endvidere skal Flygtningenævnet bemærke, at heller ikke Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 14. september 2021 i sag 71321/17 (M.D. and Others v. Russia) kan føre til en anden vurdering i forhold til EMRK artikel 3. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at der med dommen er taget stilling til, at enhver tvangsmæssig udsendelse til alle dele af Syrien vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3, men at der er foretaget en vurdering af de konkrete forhold, herunder at ansøgerne var mænd i den militærpligtige alder med den deraf følgende risiko for indkaldelse til militærtjeneste, som de havde modsat sig, jf. bl.a. dommens præmis 46 og 110. Flygtningenævnet skal samtidig bemærke, at baggrundsoplysningerne om Syrien og den nævnte dom medfører, at der fortsat skal udvises forsigtighed ved bedømmelsen i asylsager vedrørende Syrien, og at en eventuel rimelig tvivl skal komme asylansøgerne til gode (forsigtighedsprincippet). På den anførte baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Damaskus. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Spørgsmålet er navnlig, om klageren kan meddeles opholdstilladelse med henvisning til, at klageren har forklaret, at hun risikerer at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, fordi hun tidligere har været det, og fordi hendes bror, [A], er deserteret fra og hendes brødre, [B] og [F], har unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet finder ikke, at klagerens forklaring herom kan lægges til grund. Flygtningenævnet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at klageren under oplysnings- og motivsamtalen [i begyndelsen af] 2016 som asylmotiv alene henviste til, at Daesh havde opnået kontrol med det område, som klageren boede i, og at en mand fra efterretningstjenesten bad om klagerens telefonnummer, hvilket hun nægtede, hvorefter der ikke skete yderligere. Klageren forklarede således hverken, at hun havde været tilbageholdt, eller at hendes tre brødre havde underdraget sig og deserteret fra militærtjeneste. Efter at Udlændingestyrelsen havde meddelt klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, og afslag på opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 og 2, fremkom klageren via Københavns Retshjælp med en forklaring om, at hun havde været tilbageholdt i dagevis og udsat for overgreb af et medlem af ”security branch”, der ville have detaljerede oplysninger om klagerens brødre og øvrige familie. Heller ikke her forklarede klageren, at hendes brødre havde unddraget sig og [A] deserteret fra militærtjeneste. Klagerens forklaring for Flygtningenævnet blev i øvrigt tilsidesat under nævnets behandling af sagen den [i efteråret] 2016. Selv hvis klagerens forklaring om brødrenes militære forhold lægges til grund, fremgår følgende om risikoen for, at familiemedlemmer til såkaldte militærunddragere og desertører bliver udsat for overgreb mv. af European Asylum Support Offices rapport fra november 2021 (Country Guidence: Syria), side 33ff: ” 4. Consequences of draft evasion, military desertion and defection 4.1 Draft evaders… 4.1.2 Potential consequences for family members Regarding the treatment of family members, sources differ in their assessment. While several sources stated that family members of draft evaders would not face any consequences, other sources indicated that they would face house searches, pressure and harassment from military police or intelligence services to reveal the whereabouts of male relatives wanted for military service. In some cases, family members have been arrested or required to report to an intelligence service branch for questioning. In a February 2021 interview with EASO, an international humanitarian organization working in Syria mentioned a case in which the authorities conditioned the granting of security clearance required for renewing a lease agreement by requiring the applicant to provide information on the whereabouts of male relatives wanted for military service. Suhail Al-Ghazi assessed that family members of draft evaders from areas loyal to the GoS won’t face the same kind of harassment as those originating in former opposition-held areas. 4.2 Military deserters and defectors… 4.2.1 Potential consequences for family members Several sources interviewed by DIS between January and March 2020 stated that family members of deserters and defectors would not face problems with the GoS. Other sources however, assessed that family members may still face house visits, harassment, threats, arrest, interrogation, torture, confiscation of property and pressure from authorities… The extent to which family members may face consequences is influenced by factors such as the rank of the deserter/defector, the family’s place of residence and religious background and the secret service and officer in charge of the area. For example, family members of high-ranking deserters/defectors or those from opposition-held areas would be more likely to face consequences than those with a low rank in the army or who originate from GoS-held areas.” Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det som ovenfor anført ikke kan lægges til grund, at klageren – der først udrejste af Syrien omkring 1,5 år efter sine brødre – er blevet opsøgt af de syriske myndigheder. Hertil kommer, at klagerens mor, der ellers har boet i Damaskus i hele perioden, ifølge de foreliggende oplysninger heller ikke har været opsøgt som følge heraf. Klagerens far, der under asylbehandlingen i Danmark ligeledes havde henvist til sønnernes militære forhold, repatrierede fra Danmark ultimo 2021 og fortsat opholder sig i Damaskus. Klageren har via sin advokat anført, at faren har været tilbageholdt, efter han udrejste til Syrien. Oplysningen herom er ikke nærmere understøttet, og klageren er udeblevet fra mødet i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet finder herefter ikke at kunne lægge klagerens forklaring herom til grund. Når det anførte sammenholdes med, at klagerens bror, [A], ifølge sin egen forklaring har aftjent værnepligt i regeringskontrollerede områder og ikke har været opsøgt efter, at han deserterede, og at alle brødrene har været (eller været indkaldt som) menig soldat, tiltræder Flygtningenævnet – under behørig hensyntagen til forsigtighedsprincippet – at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i risiko for overgreb af de syriske myndigheders omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Der er herefter – og efter de i øvrigt foreliggende oplysninger - ikke grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter disse bestemmelser i udlændingeloven. Hvad angår sønnen, [C], bemærker Flygtningenævnet, at [C], der er født [i foråret] 2004, nu er 17 år og 11 måneder. Han vil efter de foreliggende baggrundgrundsoplysninger ved en tilbagevenden til Syrien være i risiko for at blive indkaldt til militærtjeneste, når han bliver 18 år. På denne baggrund finder Flygtningenævnet med henvisning til nævnets praksis vedrørende militærtjeneste i Syrien, at [C], skal meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.I konsekvens heraf, og da [C] er mindreårig og bor sammen med sin mor og sine søskende, finder Flygtningenævnet, at klageren og dennes børn, [D] og [E], tillige skal meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at [ansøgeren], [C], [D] og [E] meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2022/89/CARA
Nævnet omgjorde i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar samt to børn, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige klager er etnisk [etnicitet] og [religion] af trosretning fra [by A, hjemland]. Den mandlige klager har forud for udrejsen opholdt sig i [by B, hjemland]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige klager er etnisk [etnicitet] og [religion] af trosretning fra [by A, hjemland]. Den kvindelige klager har forud for udrejsen opholdt sig i [by B, hjemland]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klagerne og deres to medfølgende børn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste den mandlige klager som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til [hjemland] frygtede, at blive slået ihjel eller tortureret og forfulgt af sin tidligere arbejdsgiver, [A], og dennes [ansatte]. Klageren anførte til støtte herfor, at [det sted] han arbejdede på i [by] var ejet af [A], som er tidligere [højtstående offentlig stilling]. I [foråret] 2013 blev der ansat omkring 100 nye personer til [ansættelsesstedet]. Klageren fandt ud af, at disse personer kom fra oprørsgruppen […], og at [A] bevidst husede disse oprører. På grund af problemer med lønudbetaling truede to af de ansatte, [B] og [C], med at gå til pressen, hvis ikke [A] udbetalte løn til de ansatte. I [sommeren] 2013 forsvandt [B] og [C]. Klageren spurgte [A], hvad der var sket med [B] og [C], men han fik at vide, at det ikke vedkom ham. Klageren besøgte [i sommeren] 2013 [en religiøs leder] i [by B] for at få hjælp til at lede efter sine to forsvundne kollegaer. [Den religiøse leders] sekretær ville kontakte lokalregeringen i [by B] med henblik på at iværksætte en efterforskning. [I sommeren] 2013 blev klageren frihedsberøvet af sin arbejdsgiver, fordi klageren blev beskyldt for at have kontaktet myndighederne, til trods for, at han var blevet beordret til ikke at beskæftige sig med de forsvundne kollegaer. Klageren blev afhørt af tre uniformerede personer flere gange over tre dage og spurgt ind til, hvem han havde kontaktet, hvad han havde sagt, og hvad han havde fået fortalt. Under afhøringen blev klageren slået og spyttet på. Klageren var tilbageholdt fra [en dato i sommeren] 2013 til [en dato i sommeren] 2013. Om natten [en dato i sommeren] 2013 blev klageren befriet af nogle personer, der sagde, at de var [den religiøse leders] folk. Klagerens ægtefælle var også blevet tilbageholdt og seksuelt misbrugt. Herefter blev klageren og klagerens ægtefælle og børn kørt til grænsen til [naboland], hvorfra de udrejste. Efterfølgende opsøgte uniformerede personer klagerens tidligere bopæl i [by A], hvor klagerens mor fortsat boede, to gange. Under den oprindelige asylsag henviste den kvindelige klager som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til [hjemland] frygtede, at blive slået ihjel eller tortureret og forfulgt at klagerens ægtefælles arbejdsgiver, [A]. Klageren anførte til støtte herfor, at klagerens ægtefælle fik problemer på sit arbejde, efter at to af hans kollegaer forsvandt i [sommeren] 2013. Klagerens ægtefælle fik herefter problemer med [A], der var [højtstående offentlig stilling], og personer fra oprørsgruppen […], som holdt til på [det sted], hvor klagerens ægtefælle arbejde. Klagerens ægtefælle spurgte efter sine forsvundne kollegaer, og klagerens ægtefælle fortalte [en religiøs leder] om sine forsvundne kollegaer. [En dato i sommeren] 2013 ankom tre personer, som oplyste at arbejde for [A], på klagerens bopæl. Personerne kørte klageren og klagerens børn ud til [det sted, hvor den mandlige klager var ansat], hvor de blev mishandlet. Personerne afhørte klageren gentagende gange og truede klageren med at slå hende, hendes børn og hendes ægtefælle ihjel, hvis ikke hun fortalte, hvad hendes ægtefælle havde fortalt om […]-gruppen. Efter fem dage blev klageren udsat for vold og voldtaget. Klageren og klagerens børn blev tilbageholdt indtil [en dato i sommeren] 2013, hvor de blev befriet af nogle personer fra [en organiseret religion] og kørt til [naboland]. Den kvindelige klager anførte endvidere som asylmotiv, at hun frygtede at blive slået ihjel af […]-gruppen, idet denne gruppe slår tilfældige personer ihjel. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klagerne har opnået opholdstilladelsen ved svig. Den mandlige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til konflikten med [A] og med […]-gruppen. Klageren har endvidere henvist til, at nogle personer med tilknytning til [A] har spurgt efter klageren fire gange, efter at klageren udrejste af [hjemland]. Personerne opsøgte klagerens mor og udsatte hende for verbalt og fysisk pres. Klageren har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter, at hans datter vil blive udsat for overgreb. Klageren har til støtte herfor anført, at klagerens onkel kan finde på at tvangsgifte klagerens datter bort, ligesom at de personer, der er efter klageren kan finde på at udsætte klagerens datter for overgreb. Den kvindelige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til konflikten med [A]. Klageren har derudover som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes børn vil blive misbrugt eller rekrutteret til militser. Klageren frygter endvidere krig, vold, drab og misbrug på sine og sine børns vegne på grund af de generelle forhold i [hjemland]. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagernes forklaringer om deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet er således enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at klagerne ved deres indrejse i 2013 bevidst har afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med deres ansøgninger om asyl, og at de således har opnået deres opholdstilladelser ved svig. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at begge klagere under såvel deres oprindelige asylsamtaler [i efteråret] 2013 som samtaler [i vinteren 20/21] og senest [i efteråret] 2021 for nævnet har forklaret, at de begge var tilbageholdt hos den mandlige klagers arbejdsgiver, [A], fordi den mandlige klager havde spurgt efter to forsvundne kolleger, som var tilknyttet en fagforening. Klagerne har samstemmende forklaret og fastholdt, at de begge var tilbageholdt i perioden fra [en dato i sommeren] 2013 indtil [en dato i sommeren] 2013, hvorunder den kvindelige klager efter sin forklaring skulle have været udsat for overgreb. Dette stemmer ikke overens med den omstændighed, at den kvindelige klager [en dato i sommeren] 2013 har været i stand til at uploade og udskifte sit profilbillede på [et socialt medie], navnlig da hun efter sin forklaring ikke havde adgang til en computer eller mobiltelefon under tilbageholdelsen. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ingen af klagerne har været i stand til at give nogen troværdig forklaring herpå, idet nævnet afviser, at opdateringen af den kvindelige klagers profil er foretaget af andre ved uretmæssig adgang til hendes profil. Vurderingen af klagernes troværdighed er endvidere til en vis grad understøttet af den omstændighed, at den mandlige klager i et opslag på internettet i 2010 har udtrykt ønske om at rejse til blandt andet Danmark for at studere. På denne baggrund sammenholdt med den begrundelse, som i øvrigt fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, er Flygtningenævnet enig i Udlændingestyrelsens vurdering om, at betingelserne for at inddrage klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, som udgangspunkt er opfyldt. Klagernes personlige forhold: En nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i klagernes ret til privat- og familieliv, hvorfor det skal vurderes, om en afgørelse om at nægte at forlænge opholdstilladelserne vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Det er i den forbindelse en betingelse for nægtelse af forlængelse, at indgrebet i klagernes privat- og familieliv står i rimeligt forhold til de formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af om en inddragelse af opholdstilladelserne må antages at virke særligt belastende for klagerne skal det indgå som et væsentligt moment, at opholdstilladelserne er opnået ved svig, hvorfor klagerne ikke på noget tidspunkt har kunnet have nogen berettiget forventning om at opnå opholdstilladelse. Den mandlige klager var [i 30'erne], da han sammen med sin ægtefælle og to børn indrejste til Danmark [i efteråret] 2013. Hans modersmål er [sprog], og han taler [sprog] og engelsk. Han har i [hjemland] gennemført en [mellemlang videregående uddannelse], ligesom han har haft arbejde, da han boede i [hjemland]. Han har sin bror og to søstre i [hjemland], som han har kontakt med. Han har i Danmark gennemført en [ungdomsuddannelse] samt en [socialfaglige uddannelse]. Han har siden [foråret] 2020 arbejdet [i en fuldtidsstilling] [hos ansættelsessted] og [ansættelsessted], og har forud herfor arbejdet i halvandet år som studentermedhjælper. Han har bestået prøve i dansk 3. Han er medlem af [forening], og han deltager jævnligt i frivilligt samfundsgavnligt arbejde. Det er Flygtningenævnets vurdering af klageren, at han taler et ganske godt og nuanceret dansk. Den kvindelige klager indrejse til Danmark som [nogle og 20-årig]. Hendes modersmål er [sprog], og hun taler [sprog] og lidt engelsk. Hun har haft arbejde, da hun boede i [hjemland], hvor hun har sin mor og [et antal] søskende, som hun har kontakt med. Hun har haft arbejde i Danmark siden 2018, og har bestået prøve i dansk 2 og gennemført en [ungdomsuddannelse]. Hun har arbejdet [inden for det socialfaglige område] og er i gang med en [socialfaglig uddannelse]. Hun har tidligere arbejdet som [stilling] i blandt andet [ansættelsessted] og [ansættelsessted]. Endvidere udfører hun frivilligt arbejde for [organisation]. Efter en vurdering af klagernes forhold findes klagerne isoleret bedømt ikke at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en nægtelse af at forlænge deres opholdstilladelser vil indebære en krænkelse af deres rettigheder i henhold til EMRK artikel 8, navnlig når henses til, at de har opnået deres opholdstilladelser ved svig. Der er ved opnåelse af en opholdstilladelse ved svig udvist en sådan grad af egen skyld, at hensynet til udlændingen selv, herunder om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende for vedkommende, ikke tillægges samme vægt som i tilfælde, hvor der ikke er udvist svig. Klagerne har tre børn, hvoraf de to ældste børn medfulgte ved indrejsen i 2013. Det er datteren [D], som på indrejsetidspunktet var [4-7 år], og sønnen [E], som dengang var [0-3 år]. Klagernes yngste barn, sønnen [F], er født i Danmark i [2010'erne]. Alle børnene taler flydende dansk, og ingen af dem kan tale [sprog] eller [sprog], som er de officielle sprog i [hjemland]. Børnene går i skole, og det fremgår af udtalelser fra blandt andet skolen, at de alle er velintegrerede i skolen, kammerater og fritidsaktiviteter. Datteren går til [to fritidsaktiviteter], og sønnerne går til [en fritidsaktivitet]. Klagernes to ældste børn var henholdsvis [0-3 år] og [4-7 år], da de indrejste sammen med klagerne i 2013. De har på nuværende tidspunkt haft lovligt ophold i Danmark i 8 år. De har således haft den væsentligste del af deres formative år i Danmark, hvor de betragter sig som danske, og er i stand til at tale dansk flydende. De er efter oplysningerne fra skolen særdeles velintegreret i skolen, herunder med hensyn til skolearbejde, socialt i forhold til kammerater og fritidsaktiviteter. Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, herunder oplysningerne om varigheden af klagernes to ældste børns ophold i Danmark, deres tilegnelse af dansk sprog og integration i øvrigt i det danske samfund samt manglende sproglige forudsætninger for at kunne begå sig i [hjemland], finder Flygtningenævnet under hensyn til familiens enhed - og uanset at klagernes opholdstilladelse er opnået ved svig - at en inddragelse af klagernes opholdstilladelser må antages at virke særligt belastende for deres to ældste børn, jf. herved EMRK artikel 8. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelser af [foråret] 2021, således at klagerne og deres to medfølgende børn fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.”Land/2021/3/edo
Nævnet stadfæstede i juli 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig asylansøger angiveligt bidoon Kuwait. Indrejst 2016.”Ansøgeren er, den angiveligt statsløse bidoon fra Kuwait og som er etnisk araber og shiamuslim af trosretning fra [by], Jahra, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har angiveligt i Kuwait deltaget i en demonstration. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevende til Kuwait som statsløs bidoon frygter at blive idømt fængselsstraf af de kuwaitiske myndigheder for at have deltaget i demonstrationer og være udrejst illegalt af Kuwait. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at har deltaget tre dage i en demonstration, som startede den 18 februar 2014 og varede fem dage. Den tredje dag, ansøgeren deltog i demonstrationen, blev han anholdt og tilbageholdt i 15 til 20 dage. Ansøgeren blev løsladt på betingelse af, at han skulle samarbejde med myndighederne. Tre til fire dage efter løsladelsen gik ansøgeren under jorden og flyttede til [by], hvor han boede frem til sin illegale udrejse af Kuwait den [tal] [måned] 2016. Efter løsladelsen blev familiens bopæl opsøgte tre til fire gange, hvor myndighederne ledte efter ansøgeren. Ansøgerens bror blev anholdt ved den sidste opsøgning. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin identitet og sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet henviser herved til det, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet lægger herudover vægt på, at ansøgeren med sin forklaring under nævnsmødet yderligere har forklaret divergerende om, hvor afhøringerne af ham under tilbageholdelsen blev foretaget, og hvordan han blev slået under afhøringerne. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende om, hvor pengene til hans rejse stammede fra. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at det er ufornødent at udsætte sagen på en sprogtest og en torturundersøgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Land/2021/2/sme
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald vedrørende en mandlig klager. Indrejst i 1996. Flygtningenævnet udtalte blandt andet: ”Klageren er etnisk araber og shia-muslim fra [A]. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 1996, og at han [i efteråret] 1997 blev meddelt opholdstilladelse efter ud-lændingelovens § 7, stk. 2. […] Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren i perioden fra [sommeren] 2014 til [efteråret] 2015 har været udrejst til [A]. Klageren har oplyst, at han [i sommeren] 2014 udrejste til [A], og at han forsøgte at rejse tilbage til Danmark [ti dage senere i] 2014. [Klagerens forklaring om baggrunden for udrejsen udeladt her]. [I foråret] 2017 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bort-faldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4, idet klageren havde opgivet sin bopæl og havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. [I efteråret] 2018 hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på blandt andet indhentelse af nærmere oplysninger om klagerens ophold i [A] samt med henblik på, at klageren kunne indkaldes til at afgive forklaring til Udlændingestyrelsen og blive foreholdt de nye oplysninger, som måtte fremkomme. [I foråret] 2020 besluttede Udlændingestyrelsen på ny, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4. Klageren har forklaret, at [A's] myndigheder forhindrede hans […] hjemrejse til Danmark [i sommeren] 2014, [oplysninger om akter fra sagen, som modsiger klagerens forkla-ring om, at hjemlandets myndigheder forhindrede hans hjemrejse til Danmark udeladt her]. Hertil kommer, at klageren i sin ansøgning om ikke-bortfald af opholdstilladelse [fra efteråret] 2015 har oplyst, at det var [...], der forhindrede ham i at vende tilbage til Danmark, og intet har anført om, at han blev forhindret i at udrejse af [A's] myndigheder. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at klageren ikke er blevet forhindret i at udrejse af [A], og at han frivilligt har taget ophold i lan-det i perioden [sommeren] 2014 til [efteråret] 2015. Klageren har derfor opholdt sig mere end 12 sammenhængende måneder i hjemlandet. Under klagerens ophold i [A] boede hans søster i hans lejlighed, hun flyttede ind med sine egne møbler og betalte huslejen. Under disse omstændigheder og henset til det ovenanførte finder Flygtningenævnet, at klageren har opgivet sin bopæl i Dan-mark, hvilket understøttes af, at klageren er frameldt CPR, og at klageren i sit skriftlige hørings-svar, dateret [i starten af] 2020, oplyste, at han selv foretog registreringen i CPR, dog alene en frameldelse fra [datoen for udrejsen i] 2014 og 10 dage frem, idet han angiveligt registrerede, at han tog på ferie i [A]. Der er ikke grundlag for at antage, at [danske myndigheder] har stillet kla-geren i udsigt, at han kunne bevare sin opholdstilladelse, såfremt han vendte tilbage til Danmark. Betingelserne for at anse klagerens opholdstilladelse for bortfaldet efter udlændingelovens § 17, stk. 1 er herefter opfyldt. Klageren må derfor anses for frivilligt at have ophævet sine personlige, sociale og økonomiske bånd til Danmark, og der er ikke grundlag for at dispensere for bortfald i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. Flygtningenævnet finder, at bortfald af opholdstilladelse ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv efter Menneskeret-tighedskonventionens artikel 8. Flygtningenævnet har i den forbindelse foretaget en afvejning af, at klageren har opholdt sig i Danmark i sammenlagt ca. 22 år, at han taler, skriver og læser dansk, at han er i gang med en uddannelse og modtager pension og har to mindreårige børn i Danmark. Heroverfor står, at klageren er født og opvokset i [A], taler […], har boet og opholdt sig i [A] fra [sommeren] 2014 til [efteråret] 2015 og under opholdet fået udstedt [pas fra A] samt, at han ikke har haft kontakt med sine børn siden [2015], at klageren ikke har del i forældremyndigheden over børnene, at børnene har givet udtryk for, at de ikke ønsker kontakt med ham, [ligesom han ikke har ret til samvær med dem]. Bortfald af opholdstilladelsen kan derfor ikke anses som en krænkel-se af klagerens ret til privat- eller familieliv som beskyttet af Menneskerettighedskonventionens artikel 8. Da klageren i en længere periode har opholdt sig frivilligt i [A] og under sit ophold uden problemer har kunnet få udstedt [pas i A], er der ikke grundlag for at antage, at klageren ved en tilbagevenden til [A] vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, hvorfor udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren kan udsendes til [A]. Flygt-ningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Land/2021/1/ajev
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Syrien. Indrejst i henholdsvis 2015 og 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske arabere og sunnimuslimer af trosretning. Den mandlige ansøger er født i [landsby A], Quneitra, Syrien og flyttede som [fire- til syvårig] til Damaskus, Syrien, hvor han, med undtagelse af kortere ophold i Kuwait, boede frem til sin udrejse af Syrien. Den kvindelige ansøger er født og opvokset i [by A] Syrien, og flyttede som [16-18’årig] til Damaskus, Syrien. I 2011 flyttede hun som følge af konflikten tilbage til [by A], og boede der frem til sin udrejse. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at få problemer med de syriske myndigheder som følge af, at deres sønner, [A] og [B], har været fængslet i syv måneder af de syriske myndigheder. De frygter ligeledes de syriske myndigheder som følge af deres sønners unddragelse fra militærtjeneste. Den mandlige ansøger har videre som asylmotiv henvist til, at han ikke kan få den korrekte og dækkende behandling for sine helbredsmæssige problemer i Syrien. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes bror har oplyst, at politiet opsøgte ham omkring [vinteren 2020/2021] og spurgte efter den kvindelige ansøger og hendes sønner, ligesom hun under mødet i Flygtningenævnet har oplyst, at hun efter sønnerne [A]s og [B]s løsladelser en til to gange blev opsøgt af de syriske myndigheder. Den mandlige ansøger har til støtte for sit selvstændige asylmotiv oplyst, at han [har fysiske problemer] idet han fik en blodprop i hjernen for [nogle] år siden, som han modtager medicin for. Han har endvidere oplyst, at han har hjerteproblemer, men at han ikke har fået stillet en diagnose for hjerteproblemerne. Han modtager [medicin for sine helbredsproblemer]. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge den mandlige ansøgers forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger herved blandt andet til grund, at den mandlige ansøger ikke konkret har oplevet konflikter som følge af sønnerne [A]s og [B]s fængslinger og alle fire sønners unddragelse af militærtjeneste. Flygtningenævnet kan ikke lægge den kvindelige ansøgers forklaring til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at hun har oplevet konflikter som følge af sønnerne [A]s og [B]s fængslinger og alle fire sønners unddragelse af militærtjeneste, herunder at hun er blevet opsøgt af de syriske myndigheder, og at hendes bror også er blevet opsøgt af de syriske myndigheder, og at de skulle have spurgt efter hende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den kvindelige ansøger har svaret undvigende på spørgsmålene og forklaret divergerende om, hvorvidt hun var hjemme eller ej, da sønnerne [A] og [B] blev anholdt, og om, hvorvidt hun stadig boede i Syrien, da de blev løsladt, ligesom hun har forklaret udbyggende om, at hun blev opsøgt af de syriske myndigheder på bopælen, og at hun også blev stoppet ved en kontrolpost og udsat for mindre overgreb. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgerne konkret har haft konflikter eller er blevet opsøgt af de syriske myndigheder som følge af sønnernes forhold. Flygtningenævnet bemærker for så vidt angår sønnerne [A]s og [B]s anholdelser og tilbageholdelser, at disse ifølge sønnerne er afsluttede forhold. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger er der ikke risiko for, at familiemedlemmer til mænd, der er udeblevet fra militærtjeneste eller deserteret, vil være i risiko for asylbegrundende overgreb, med mindre der er tale om profilerede personer. Der er ikke grundlag for at antage, at ansøgernes sønner er særligt profilerede. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Damaskus ikke kan føre til, at ansøgerne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet bemærker, at Amnesty Internationals rapport ”You’re going to your death” af 7. september 2021 ikke kan føre til en anden vurdering, idet den i alt væsentligt bekræfter de oplysninger, der fremgår af de øvrige baggrundsoplysninger om Syrien – herunder oplysningerne om de syriske myndigheders alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne. Flygtningenævnet finder således, at hverken denne rapport eller de øvrige nyere baggrundsoplysninger giver anledning til en anden vurdering. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse af 14. september 2021 i sag 71321/17 ”M.D. and Others v. Russia” kan heller ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at der med dommen er taget stilling til, at enhver tvangsmæssig udsendelse til alle dele af Syrien vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, men at der er foretaget en vurdering af de konkrete forhold, herunder at ansøgerne var mænd i den militærpligtige alder med den deraf følgende risiko for indkaldelse til militærtjeneste, som de havde modsat sig. Flygtningenævnet finder, at baggrundsoplysningerne om Syrien og den nævnte dom medfører, at der fortsat skal udvises forsigtighed ved bedømmelsen i asylsager vedrørende Syrien, og at en eventuel rimelig tvivl skal komme asylansøgerne til gode. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering imidlertid ikke, at dette kan føre til en anden vurdering af ansøgernes asylmotiver i denne sag. Flygtningenævnet tiltræder endelig Udlændingestyrelsens afgørelse for så vidt angår spørgsmålet om ansøgernes socioøkonomiske forhold, herunder den mandlige ansøgers helbredsmæssige forhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Løbenummer: Syri/2021/242
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 1986.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i med-før af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlæn-dingelovens § 31. Klageren er etnisk araber fra Beirut, Libanon. Klageren har oplyst, at han er kri-sten. Klageren har været aktivt medlem af Palestine Liberation Organization (PLO) under den li-banesiske borgerkrig. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han og hans familie ved en tilba-gevenden til Libanon vil blive slået ihjel af shiitiske militser, herunder Hizbollah, ekstremister og Amal-militsen. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han har været medlem af PLO og deltaget i kamphandlinger for PLO under den libanesiske borgerkrig. Klageren har endvidere oplyst, at han for omkring et år siden talte med sin søster i Libanon, og at hun advarede ham mod at vende tilba-ge, fordi der er ekstremister, der råber efter klagerens søster på gaden. Endvidere har klageren op-lyst, at hans bror for halvandet år siden fortalte til ham, at klagerens brors telefon bliver aflyttet af Hizbollah og Amal militsen, og at både Hizbollah og Amal militsen ønsker, at klagerens bror skal tilsluttede sig dem, samt at klagerens bror skal hjælpe dem, idet de ønsker at gøre klageren fortræd. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af PLO eller blive tvunget til at deltage i kamphandlinger for dem, fordi han flygtede ud af Libanon under borgerkrigen. Klageren har til støtte herfor oplyst, at dette er sket for hans venner, som blev tvunget ud i fronten. Klageren har videre oplyst, at han tilsluttede sig PLO, da han var ni år gammel, og han var aktivt medlem, frem til han var omkring 13 år gammel. Klageren tilsluttede sig herefter det libanesiske civilfor-svar, hvor han arbejdede med nødhjælpsarbejde i omkring to og et halvt år. Klageren tilsluttede sig herefter PLO igen, hvor han var aktivt medlem i omkring fire-fem år, og han fik i 1985 rang af løjtnant. Klageren og hans familie begyndte efterfølgende at modtage trusler fra Amal-militsen. I 1986 blev klageren tilbageholdt af Amal-militsen i tre måneder. Klageren blev under tilbagehol-delsen udsat for grove fysiske overgreb. Under tilbageholdelsen bestak klageren en general fra Amal-militsen, og generalen hjalp klageren med at flygte og udrejse fra lufthavnen i Beirut til Østberlin. Klageren rejste herefter med tog fra Østberlin til Danmark. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive forfulgt, og at han formoder, at han vil blive skudt, såfremt han vender tilbage til Libanon, fordi han er kristen. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han gik til kristne gudstjenester sammen med sin mor, da de boede i Libanon. Klagerens bror har for omkring to år siden, efter det sidste møde i Flygtningenævnet, telefonisk oplyst, at Amal milit-sen og Hizbollah har spurgt efter klageren, og at de henviste til ham som kristen og sagde, at de vil udsætte ham for voldelige handlinger, hvis han vender tilbage. Klageren har videre oplyst, at han betragter sig selvom som kristen i Danmark, og at han har gået meget i kirke i Danmark. Derud-over beder klageren til Gud og læser biblen. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenæv-net på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende om-råder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt om-rådet, er udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet finder på den baggrund og efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at klageren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. og dermed som udgangspunkt udelukket fra at opnå beskyttelse efter konventionen. Herved er henset til det fremlagte familiere-gistreringskort, hvor det fremgår, at klageren er registreret, og henset til klagerens oplysninger om, at han har gået på en skole, der var drevet af UNRWA. Det oplyste om klagerens helbredsforhold kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., hvilket betyder, at klageren ikke er berettiget til kon-ventionsstatus i Danmark. Flygtningenævnet har i den forbindelse vurderet, at klageren ikke vil befinde sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand ved en tilbagevenden til Libanon, og at det ikke vil være umuligt for UNRWA at sikre klageren levevilkår, som er i overensstemmelse med den opgave, som UNRWA er ansvarlig for. Flygtningenævnet vurderer, at klagerens konflikter må anses som afsluttet, fordi de ligger langt tilbage i tid. Flygtningenævnet henviser til den begrundel-se, der er anført i Flygtningenævnets afgørelse af 7. september 2017. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren i samtalen med Udlændingestyrelsen den 4. februar 2020 har henvist til sit oprindelige asylmotiv. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren for om-kring et år siden er advaret af sin søster, og for omkring halvandet år siden er advaret af sin bror mod at vende tilbage til Libanon, og at Hizbollah og Amal militsen ville gøre ham ondt. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at klagerens fætter fra Norge angiveligt ved hans seneste rejse til Libanon blev stoppet i lufthavnen i Libanon og spurgt, om han var klageren. Flygtninge-nævnet vurderer, at klagerens konflikter må anses som afsluttet, fordi de ligger langt tilbage i tid. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon kan være svære, såvel sikkerhedsmæssigt, som socioøkonomisk, men at dette ikke kan begrunde en anden vurdering. Uanset, at det fremstår vanskeligt at arrangere en udrejse til Libanon fremgår det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport marts 2020, Re-admission of Palestinian Refugees from Lebanon, blandt andet, at et europæisk land er lykkedes med at returnere 18 afviste asylansøgere til Libanon, og at disse alle var frivillige tilbagevenden. Endvidere fremgår: ”in cases of voluntary return of PRLs (Palestinian Refugees from Lebanon) in which no foreign authorities were involved in the process of return, the MFA (Ministry of Foreign Affairs and Emigrants) would approve the returns to Lebanon.” Flygtningenævnet har i den for-bindelse lagt vægt på, at klageren havde et rejsedokument for palæstinensere ved indrejsen. På ovennævnte baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at klageren er omfattet af flygtningekonventio-nens artikel 1 D, 1. pkt., men at han ikke er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., idet han ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor han har adgang til UNWRAs beskyttelse og bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. stat/2021/17/aca
Nævnet stadfæstede i februar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim. Han har oplyst at være statsløs palæstinenser fra [bydel] i Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har deltaget i en demonstration i Syrien i 2005 eller 2006. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter myndighederne i Syrien som følge af, at han er modstader af Bashar Al-Assad og har deltaget i en demonstration i 2005 eller 2006, hvor hans navn blev registreret af politiet. Videre frygter ansøgeren de syriske myndigheder, idet han er i den militærpligtige alder og ikke ønsker at blive indkaldt til militæret. Endelig frygter ansøgeren krigen og de generelle forhold i Syrien. Vedrørende Libanon har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive opsøgt og slået ihjel af dem, der var indblandet i konflikten med hans far, og som forårsagede ansøgeren fars udrejse af Libanon. Til støtte herfor, har ansøgeren anført, at familiens navn dengang blev nævnt i aviserne. Videre har ansøgeren oplyst, at han ikke længere har familie i Libanon, og at han ikke kender nogen personer i landet. Ansøgeren er statsløs palæstinenser. Ansøgerens advokat har under mødet tilsluttet sig, at ansøgeren kommer fra Libanon. Det er dokumenteret, at ansøgeren er registreret hos UNRWA i Libanon. Det er ubestridt, at ansøgeren udrejste af Libanon frivilligt. Ansøgeren er derfor omfattet af flygtningekonventionens artikel 1D, 1. pkt. Ansøgeren har ikke nogen viden om hans families eventuelle konflikt med to militser. Han har været i Libanon fra 2003 til 2006/2007 uden selv at opleve problemer. Herefter, og da ansøgerens far ikke har omtalt konflikter med militser under sin sag, tilsidesætter nævnet ansøgerens forklaring. Ansøgeren har forklaret, at han har haft ID-dokument i Libanon. Det må antages, at han har haft pas ved sin legale udrejse i 2006/2007. Efter baggrundsmaterialet er der ikke grund til at tro, at ansøgeren ikke på ny kan indrejse i Libanon. Ansøgeren er derfor ikke omfattet af artikel 1D, 2. pkt., hvorfor han er udelukket fra at blive meddelt asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat 2021/15/CARA
Nævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk palæstinenser og sunnimuslim fra […], Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af gruppen Saraya Al-Quds, fordi de har forsøgt at hverve ham til at være martyr i krigen i Syrien. Han har til støtte herfor oplyst, at han og to af hans venner blev opsøgt af en mand ved navn […] på en udendørs cafe. Han forsøgte at overbevise dem til at lade sig rekruttere. Ansøgeren sagde, at han ville overveje at tilslutte sig gruppen, selv om det ikke reelt var hans hensigt. To dage senere forlod ansøgeren lejren og tog ophold hos sin fars ven i to måneder, inden han udrejste af Libanon. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold i Al Burj-lejren. Han har til støtte herfor oplyst, at mange er blevet slået ihjel på grund af politiske spændinger. Ansøgeren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter at opleve chikane på grund af sit handicap. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Libanon, og at han er registreret ved UNRWA i Libanon og har haft adgang til UNRWA’s beskyttelse og bistand. Ansøgeren er derfor som udgangspunkt udelukket fra beskyttelse, jf. Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., medmindre han befinder sig i en alvorlig usikkerhedstilstand, og det er umuligt for UNRWA at sikre ansøgeren levevilkår, som er i overensstemmelse med UNRWA’s opgave, jf. EU-Domstolens dom af 25. juli 2018 (Alheto-dommen) præmis 86. Flygtningenævnet kan fortsat ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med […] og grupperingen Saraya Al-Quds til grund. Flygtningenævnet henviser herom til Flygtningenævnets afgørelse af [vinteren 2016-2017]. Ansøgerens oplysninger om, at […] angiveligt skulle have dræbt en person, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at nævnet som anført ikke kan lægge ansøgerens forklaring om en konflikt med […] til grund, hvorfor dette forhold, der i øvrigt er udokumenteret, ikke kan antages at have betydning for ansøgerens sikkerhed. Der er derfor ikke grund til at antage, at ansøgeren har været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde, og det må formodes, at han på ny vil kunne indrejse i Libanon og tage ophold og på ny have adgang til beskyttelse og bistand fra UNRWA. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren tidligere har fået udstedt rejsedokumenter til Libanon og ved frivillig udrejse må formodes på ny at kunne få udstedt rejsedokumenter til Libanon. Det må endvidere antages, at det ikke er umuligt for UNRWA at sikre ansøgeren levevilkår, som er i overensstemmelse med UNRWA’s opgave. Det forhold, at ansøgeren er […], kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren indtil sin udrejse har modtaget behandling for sine lidelser i Libanon. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., og at han således er udelukket fra at opnå asyl i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. stat/2020/77/SRA
Nævnet stadfæstede i september 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk palæstinenser og sunni-muslim af trosretning fra Baalbeck, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libanon frygter, at hun vil blive udsat for fysisk vold af sine døtre samt af sin tidligere ægtefælle. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes døtre i Libanon begyndte at slå hende for omkring tre år siden. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hendes døtre og tidligere ægtefælle slog hende, idet de ikke længere ønskede at forsørge hende eller have hende boende på familiens bopæl. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet, at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWA mandat-området, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet lægger på baggrund af ansøgerens forklaring og sagens oplysninger i øvrigt til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser, og at hun er registreret ved UNRWA i Libanon og har haft adgang til UNRWA-beskyttelse og bistand, uanset at hun ikke måtte have benyttet sig af heraf. En statsløs palæstinenser fra UNRWA’s mandatområde, der har haft adgang til UNRWA-beskyttelse eller bistand, og som søger asyl, er som udgangspunkt udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i dom af 25. juli 2018, præmis 86 (Alheto-dommen), hvor EU-Domstolen om bortfald af udelukkelsen udtaler bl.a.: ”(…) når det på grundlag af en individuel vurdering af samtlige relevante forhold viser sig, at den pågældende palæstinenser befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældendes levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA’s operationsområde.” Har den pågældende således været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der er grunde til, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og igen få beskyttelse af UNRWA, jf. konventionens artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet kan ikke afvise ansøgerens forklaring om, at hun søger asyl, fordi hendes børn i Libanon ikke længere ønsker at passe hende, og at de og hendes tidligere ægtefælle har slået hende. Nævnet finder imidlertid ikke, at dette forhold har en sådan karakter eller et sådant omfang, at det kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark. Ansøgerens alder og helbredsforhold samt det forhold, at hun vil have vanskeligt ved at klare sig selv i Libanon, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet der er tale om forhold af socioøkonomisk karakter, der ikke i sig selv begrænser ansøgerens adgang til hjælp fra UNRWA. De generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon kan heller ikke begrunde asyl. Der er herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren har været tvunget til at forlade UNRWA’s operationsområde eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, fordi ansøgeren har befundet sig i en alvorlig usikkerhedssituation. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt., i Flygtningekonventionen og således er udelukket fra at opnå asyl i Danmark, idet nævnet lægger til grund, at ansøgeren frivilligt er udrejst af Libanon og må formodes på ny at kunne indrejse i Libanon og tage lovligt ophold og på ny have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren er i besiddelse af gyldigt rejsedokument. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Stat/2020/67/hmu
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [By], Rif-Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive fængslet eller slået ihjel af myndighederne. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle cirka to måneder inden sin udrejse i [måned i efteråret] 2014 i fortrolighed blev kontaktet af en bekendt, der arbejdede som officer hos myndighederne. Ansøgeren har videre oplyst, at denne person fortalte ansøgerens ægtefælle, at han var eftersøgt i [et antal] forskellige afdelinger af efterretningstjenesten i Damaskus. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes ægtefælle af den grund må stå på en liste over eftersøgte personer i Syrien, og at ansøgeren selv derfor sandsynligvis også fremgår af listen. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun frygter myndighederne, idet hun har skrevet kritiske kommentarer om de syriske myndigheder på Facebook. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen på flere punkter forekommer divergerende og udbyggende. Det beror på klagerens egen formodning, at hun skulle være i fare for overgreb fra de syriske myndigheder som følge af, at hendes mand er eftersøgt af dem. Ansøgeren har under en samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2020 oplyst, at hendes mand er eftersøgt på grund af sin politiske aktivitet, uden hun kunne redegøre nærmere herfor, og at hele hendes familie står på en liste, som de syriske myndigheder har, og som alle kontrolposterne i Syrien også er i besiddelse af. Under en samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021 har ansøgeren oplyst, at hendes mand er efterlyst, fordi han skulle have sagt, at han havde modtaget en container med [en art frugt], hvilket myndighederne misforstod og opfattede som en container med granater. Ansøgeren har tillige under samtalen [i foråret] 2021 oplyst, at hun ikke ved, om hun står på en liste over eftersøgte personer, og senere i samtalen har hun oplyst, at hverken hun eller hendes mand står på en liste over eftersøgte personer. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hendes mand står på en liste over eftersøgte personer, og at hun som følge heraf også er eftersøgt. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen også forklaret, at hun ikke har haft individuelle og konkrete konflikter med myndighederne i Syrien. Af sagens oplysninger fremgår, at ansøgeren boede i Syrien i mere end 1 år efter hendes mands udrejse, at hun problemfrit udrejse af Syrien [i efteråret] 2015, og at hun i den forbindelse passerede flere kontrolposter. Det fremgår også, at ansøgeren efter ægtefælles efterlysning problemfrit fik udstedt et pas, og at hun efter ægtefællens udrejse problemfrit fik udstedt flere dokumenter i eget navn. Det fremgår tillige af ansøgerens pas og hendes oplysninger til sagen, at hun udrejste fra Syrien til Libanon legalt med sin ægtefælle og deres barn i [en måned i efteråret] 2014, og at hun problemfrit og legalt vendte tilbage til Syrien med deres barn i [en måned i vinteren] 2014. Af oplysningerne fra ansøgerens ægtefælles asylsag fremgår det, at han udrejste fra Syrien som følge af, at han var [højere stilling] i en stor virksomhed, som regimet ønskede at overtage, og at der i den forbindelse blev udstedt en anholdelsesordre på ham. Ansøgerens mand har for nævnet forklaret, at [en anden ansat] og en vagt blev taget af regimet i stedet for ham i 2013, og at [en anden ansat] blev afhørt og efterfølgende døde i et fængsel. Ægtefællen har tillige forklaret, at han udrejste i 2014, og indtil hans udrejse betalte han sig fra at modtage et dokument, der gjorde, at han ikke blev stoppet i kontrolposterne. Han udrejste, da efterretningsmyndighederne ville have fat i ham. Han medvirkede også til at arrangerer sin hustrus udrejse fra Syrien, og at hun fik udstedt nyt pas. Han har i Danmark deltaget i demonstrationer mod regimet, ligesom han har skrevet på Facebook regeringskritisk. Nævnet finder, at ægtefællen for nævnet har forklaret divergerende og udbyggende omkring sit asylmotiv. Nævnet finder det påfaldende, at ansøgeren - som var bekendt med det, der var overgået [en anden ansat] på grund af hendes mands forhold - i 2014 valgte at rejse fra Libanon tilbage til familiens hus i Syrien, da hun i den forbindelse blandt andet skulle passere flere checkpoints kontrolleret af regimet. Nævnet finder det også påfaldende, at ansøgeren først søgte om asyl i Danmark i 2020 efter at hendes opholdstilladelse i Danmark var bortfaldet, som følge af en asylansøgning i [europæisk land], hvor hun havde opholdt sig gennem en længer periode. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv anført, at hun er kommet i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder, idet hun har kommenteret regeringskritiske opslag via sin Facebookprofil. Ansøgeren har oplyst, at hun ikke har lavet egne regimekritiske opslag, og at hendes kommentarer til andres opslag stoppede for omkring 3 år siden. Af sagen fremgår det, at ansøgeren ikke har kunnet fremlægge dokumentation eller eksempler på sine kommentarer. På den baggrund finder Flygtningenævnet, det ikke sandsynliggjort, at klageren har eksponeret sig med regimekritiske kommentarer over for de syriske myndigheder, hvorved hun skulle være kommet i et modsætningsforhold til dem. Nævnet finder endvidere ikke, at ansøgeren er kommet i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder som følge af ægtefællens deltagelse i demonstrationer og opslag/kommentarer på Facebook. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle er meddelt opholdstilladelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 1 kan ikke efter det ovenfor anførte begrunde, at ansøgeren kan meddeles konventionsstatus. Nævnet har herved tillige lagt vægt på, at ansøgeren ikke opfylder de tidsmæssige betingelser for at få konsekvensstatus. Af de foreliggende baggrundsoplysninger, fremgår det, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden februar 2021 vurderet, at de aktuelle forhold i Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASOs rapport: Country Guidance: Syria, fra september 2020 og Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus fra oktober 2020 og Dansk Flygtningehjælps Landeprofil om Syrien juni 2021. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at meddele ansøgeren asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet er opmærksomt på rapport fra Amnesty International fra september 2021, ”You´re going to your death”, og der skal i sager af denne karakter ved sagens afgørelse anvendes et forsigtighedsprincip. Afgørelsen af 14. september 2021 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen M.D. And Others v. Russia kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved henset til, at der ikke er grundlag for at antage, at der med dommen er taget stilling til, at enhver tvangsmæssig udsendelse til alle dele af Syrien vil udgøre en krænkelse af artikel 3 i EMRK, men at der er foretaget en vurdering af ansøgernes konkrete forhold, herunder at de mænd i den militærpligtige alder, med den deraf følgende risiko for indkaldelse til militærtjeneste, som de har modsat sig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke anledning til at ændre sin praksis vedrørende udlændingelovens § 7, stk. 3. På den baggrund, og da EMRK artikel 8 ikke skaber et asylgrundlag for ansøger, stadfæster Flygtningenævnet afgørelsen fra Udlændingestyrelsen."Syri/2021/240/MSI
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:"Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [By], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har udtalt sig regimekritisk på Facebook, samt deltaget i tre eller fire demonstrationer i Danmark mod Bashar al-Assad. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret 2014] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede krigen. Klageren henviste videre til, at hendes hus blev ødelagt af en mortergranat, imens hun selv var nede i kælderen med sine naboer. Da disse luftangreb blev værre, var ansøgeren nødt til at flygte sammen med sine naboer. Klageren henviste videre til, at regimet kontrollerede området i hendes hjemby, idet de kæmpede mod både Islamisk Stat og andre oprørsgrupper. Klageren henviste videre til, at hendes fætter var blevet dræbt i et luftangreb, samt at andre slægtninge blev halshugget og brændt levende af Hizbollah. Klageren henviste derudover til, at Islamisk Stat sprængte hospitalet i byen i luften. Klageren henviste endvidere som asylmotiv til, at hun frygter oprørerne eller regimet vil slå hende ihjel eller anholde hende, såfremt hun udtaler sig negativt om regimet. Udlændingestyrelsen har [i sommeren 2021] truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til, at hun har modtaget trusler på Facebook, idet hun har udtalt sig regimekritisk. Klageren har videre oplyst, at hun har modtaget trusler fra sin nabo i Syrien ved navn [A] samt to ukendte personer ved navn [B] og [C]. Klageren har videre oplyst, at hendes søn [D] er blevet tilbageholdt to gange i henholdsvis ti og 15 dage på baggrund af hendes udtalelser på Facebook om hendes nabo [E], der på det pågældende tidspunkt [arbejdede] for Assad. Klageren har videre oplyst, at hun frygter for sit helbred ved en tilbagevenden til Syrien, idet der er mangel på medicin og lægehjælp. Klageren frygter endvidere at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, idet hun er efterlyst. Afslutningsvist har klageren oplyst, at hun frygter de generelle forhold i Syrien. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår det, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden februar 2021 vurderet, at de aktuelle forhold i Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASOs rapport: Country Guidance: Syria, fra september 2020 og Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus fra oktober 2020 og Dansk Flygtningehjælps Landeprofil om Syrien juni 2021. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der er grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 som følge af de generelle forhold i Damaskus området. Flygtningenævnet er opmærksom på rapport fra Amnesty International fra september 2021, ”You´re going to your death”, men vurderer ikke, at den kan føre til en anden vurdering. Afgørelsen af 14. september 2021 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen M.D. And Others v. Russia kan heller ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at der med dommen er taget stilling til, at enhver tvangsmæssig udsendelse til alle dele af Syrien vil udgøre en krænkelse af artikel 3 i EMRK, men at der er foretaget en vurdering af ansøgernes konkrete forhold, herunder at de er mænd i den militærpligtige alder, med den deraf følgende risiko for indkaldelse til militærtjeneste, som de har modsat sig. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingeloven § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i en inddragelse over for intensiteten af det indgreb, en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren er [antal] år. Hun har haft lovligt ophold i Danmark i omkring 7 år. Hun har ikke haft arbejde i Danmark og taler ikke dansk. Hun er ikke medlem af foreninger i Danmark. Hun bor alene og modtager begrænset hjælp til at klare blandt andet indkøb og lægebesøg. Klageren har selv foretaget rejser til Grækenland og Frankrig i 2020, ligesom hun har kunnet deltage i demonstrationer i Danmark i 2020 og 2021. Af familie har hun en nevø og fjerne slægtninge i Danmark. Hun har sine børn i Syrien og i Grækenland. Hun har også familie i Frankrig og Sverige samt to brødre og flere venner i Syrien. Hun er opvokset i Syrien, hvor hun boede og arbejdede, indtil hun udrejste som [alder]. Hun har oplyst, at hun har psykiske problemer, som hun ikke modtager behandling for. Derudover har hun flere fysiske problemer, som hun tillige til dels led af i Syrien. Der er ikke fremkommet oplysninger om, at der forligger et afhængighedsforhold mellem klageren og hendes nevø. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte, herunder navnlig oplysningerne om at klageren ikke har familie i Danmark, ikke har tilknytning til arbejdsmarkedet eller taler dansk og har sin tilknytning til Syrien, finder Flygtningenævnet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med EMRK artikel 8 eller EMRK artikel 3. Flygtningenævnet har herved tillige lagt vægt på baggrundsoplysningerne omkring behandlingsmuligheder i Syrien. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at der ikke er tale om alvorlige helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om klageren opfylder betingelserne for at kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og 2, på baggrund af individuelle forhold. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen på flere punkter er divergerende og udbyggende. Klageren har blandt andet forklaret divergerende omkring sine aktiviteter af regimekritisk karakter på Facebook, herunder hvornår disse ophørte. Det beror på klagerens egen formodning, at hun skulle være eftersøgt at de syriske myndigheder som følge af, at hun i [år] på Facebook under dæknavne har kritiseret regimet og sin nabo, [E], som arbejder for de syriske myndigheder. Klageren har først under sin samtale med Udlændingemyndighederne [i foråret 2021] fortalte om dette asylmotiv på trods af, at det angiveligt var årsagen til udrejsen i 2014. Klageren har tillige oplyst, at hun legalt udrejste af Syrien i maj 2014, da kritikken af naboen først kom til de syriske myndigheders kendskab 24 timer efter udrejsen, idet området, hvor hun boede, var kontrolleret af Den Frie Syriske Hær. Nævnet finder det påfaldende, at det syriske regime dagen efter klagerens udrejse blev bekendt med klagerens kritik, når henset til at den er fremgået af et Facebook-opslag siden 2012. Det er tillige påfaldende, at klageren kort efter sin udrejse - af sine venner som arbejdede for regimet i [arbejdsplads] i Damaskus - telefonisk blev gjort bekendt med, at hun skulle være eftersøgt, og at klageren ikke oplyste herom under sin samtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret 2014]. Det beror tillige på klagerens egen formodning, at hun skulle have en konflikt med [A], [B] og [C], som angiveligt vil slå hende ihjel, fordi hun er i opposition til regimet og udrejst af Syrien. Klagernes forklaring om, at hun er blevet truet efter sin udrejse og helt frem til 2017, fremstår påfaldende og konstrueret, herunder at hun alene tog et billede af en angivelig trussel i 2019 i forbindelse med skift af telefon. Nævnet finder som Udlændingestyrelsen, at beskederne på klagerens telefon ikke har karakter af trusler mod hende, men nærmere er en oplysning om, at hun skulle være eftersøgt. Klageren har endvidere udbyggende til Udlændingestyrelsen [i foråret 2021] forklaret, at Shabiha-militsen, som [A] skulle være medlem af, har truet hendes søn, [D], men at hendes to brødre og to søstre aldrig er blevet truet som følge af klagerens udtalelser. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun som følge af angivelige regeringskritiske aktiviteter eller en personlig konflikt skulle være eftersøgt af regimet eller andre, og at hun er i risiko for asylbegrundede forfølgelse eller overgreb som nævnt i Udlændingelovens § 7 ved en tilbagevenden til Syrien. Klageren har efter inddragelse af opholdstilladelsen deltaget i flere interviews, der er bragt af regimekritiske tv-stationer, hvor hun fremtræder med navn og billede, og hvori hun har udtalt sig kritisk over de danske myndigheders behandling af de syriske flygtninge, men har også udtalt sig kritisk om det syriske regime. Der er på nævnsmødet forevist flere interviews, der understøtter dette, og interviewene forefindes på tv-station YouTube-kanal. Klageren har endvidere i Danmark deltaget i flere demonstrationer mod regimet. Flygtningenævnet finder, at der herved der er risiko for, at hun er blevet eksponeret i forhold til de syriske myndigheder som værende modstander af det syriske styre. Flygtningenævnet finder ud fra et forsigtighedsprincip, at det på den angivne baggrund må lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien risikere forfølgelse som følge af sine regime kritiske aktiviteter, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har på den baggrund sandsynliggjort, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren 2021], således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1."Syri/2021/239/MSI
Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning. Klageren er født i [by] i Rif Damaskus, Syrien. Klageren har senest og frem til sin udrejse opholdt sig i [flygtningelejr] nær [by] i Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til de generelle forhold i Syrien, herunder at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at hun ville blive voldtaget eller lemlæstet eller slået ihjel under bombardementerne i [flygtningelejr] som følge af krigen i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er tilstede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med forlængelsessagen fortsat henvist til de generelle forhold i Syrien. Klageren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, idet hendes ægtefælle har unddraget sig militærtjeneste og derfor er eftersøgt af de syriske myndigheder. Klageren har endvidere henvist til, at hun ved tilbagevenden frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, idet hun er udrejst illegalt af landet. Hun har i den forbindelse henvist til, at to familier og deres medfølgende børn ved en tilbagevenden er blevet anholdt i lufthavnen i Damaskus og efterfølgende forsvundet. Klageren har endelig henvist til, at hendes børn har vænnet sig til at gå i dansk skole, og at der generelt er mangel på forsyning i Syrien. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, om midlertidig beskyttelsesstatus. Opholdstilladelsen i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, er således meddelt med henblik på midlertidigt ophold og vil ikke skulle forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse [i sommeren] 2021, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår således, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus og Rif Damaskus og at situationen i Damaskus og Rif Damaskus over en længere periode siden maj 2018 er forbedret, og denne forbedring kan ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følger af den blotte tilstedeværelse på området. Flygtningenævnet er opmærksomt på rapport fra Amnesty International fra september 2021, ”You´re going to your death”, og der skal i sager af denne karakter ved sagens afgørelse anvendes et forsigtighedsprincip. Flygtningenævnet har ved sagens afgørelse lagt vægt på andre baggrundsoplysninger, herunder EASO´s rapport: Country Guidance: Syria fra september 2020, samt Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governates of Damascus an Rural Damascus, fra oktober 2020. Afgørelse af 14. september 2021 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen M.D. And Others v. Russia kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved henset til, at dommen ikke fastslår, at en tvangsmæssig tilbagesendelse til alle dele af Syrien generelt vil være i strid med EMRK artikel 3, men foretager en vurdering af ansøgernes konkrete forhold, herunder at de er mænd i den militærpligtige alder, med den deraf følgende risiko for indkaldelse til militærtjeneste, som de har modsat sig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke anledning til at ændre vurderingen af nævnets baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder endvidere, at lovgrundlaget er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker desuden, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 3 og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagerne Konstantinov v. The Netherlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. the United Kingdom (2008), præmis 76, Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime mål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagernes ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i et rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet har ved denne vurdering henset til, at klageren er født og opvokset i Syrien, hvor hun har boet indtil hun udrejste som 32-årig. Hun har således haft lovligt ophold i Danmark i knap 6 år. Klageren er syrisk statsborger. Hun har i Syrien gået i skole og arbejdet som syerske i 13 år frem til sin udrejse. Hun har ikke haft arbejde i Danmark, men har bestået prøve i Dansk II og går på [uddannelsessted] i [by]. Hun kan efter det oplyste tale, læse og skrive dansk. Hun taler med sine to danske naboer og har en veninde fra [land]. Hun har to mindreårige børn. Hendes datter [A] på [12-15 år] og søn [B] på [8-11 år] taler dansk og arabisk. [A] går i [udskoling] og [B] i [indskoling]. Børnene går til [fritidsaktiviteter]. Flygtningenævnet bemærker, som ovenfor anført, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. Klageren har således siden meddelelsen af opholdstilladelse [i sommeren] 2021 været bekendt med dennes midlertidige karakter. Efter en samlet vurdering af det anførte finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har opnået en særlig tilknytning til Danmark, eller at klagerens børn, [A] og [B], har opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Det bemærkes endelig, at klagerens oplysninger om sine og datteren [A’s] helbredsforhold ikke kan føre til en anden vurdering, idet der ikke er tale om sådanne alvorlige helbredsmæssige problemer, at en nægtelse af forlængelse vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3. En nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er på ovennævnte baggrund ikke i strid med Danmarks internationale forpligtelser, er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel og hverken i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Der skal herefter foretages en vurdering af, hvorvidt klageren på grund af sine individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren ved en tilbagevenden til Damaskus/Rif Damaskus ikke vil være i risiko for individuel forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Der er herved henset til de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen herunder, at klageren ikke selv har oplevet noget konkret og individuelt. Klageren er således ikke blevet opsøgt eller tilbageholdt på grund af ægtefællens unddragelse fra sin genindkaldelse til militærtjeneste, hvorved også bemærkes at ægtefællen først er udrejst af Syrien i 2016, ét år efter klagerens udrejse. Klageren har således ikke oplyst, at hun har haft konflikter med de syriske myndigheder, religiøse grupper eller kriminelle grupper, familiemedlemmer eller privatpersoner. Der er endvidere henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapporrt ”Syria, Military Service”, fra maj 2020 og European Asylum Support Office, ”Syria, Military Service” fra april 2021, samt fra samme ”Country Guidance Syria”, fra september 2020, hvorefter familiemedlemmer til militærunddrageren kan opleve problemer med de syriske myndigheder, men at risikoen for familiemedlemmer i høj grad afhænger af, hvor højt profileret militærunddrageren er i forhold til de syriske myndigheder. Efter klagerens oplysninger om sin ægtefælle har denne alene aftjent sin obligatoriske værnepligt, som almindelig menig og har ikke haft nogen højerestående stilling i militæret. Det forhold, at klageren efter sin forklaring er udrejst illegalt af Syrien og derfor frygter ved en tilbagevenden til Syrien at blive tilbageholdt, kan heller ikke føre til en anden vurdering. Der er herved henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens notat ”Syria, Consequences of illegal exit, consequences of leaving a civil servant position without notice and the situation of kurds in Damascus”, fra juni 2019, og udlændingestyrelsens landerapport ”Syria, Security Clearance and Status Settlement for returnees” fra december 2020, hvorefter personer, der ønsker at vende tilbage til Syrien, skal søge om at få deres status som syriske statsborgere legaliseret ved en syrisk repræsentation i udlandet, der som udgangspunkt vil blive godkendt og derefter ikke ved en tilbagevenden til Syrien vil opleve problemer. Det forhold, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at der er mangel på elektricitet, mad, vand og gas kan ikke føre til en anden vurdering. Der er herved henset til, at dette er socioøkonomiske forhold, der som udgangspunkt ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Det fremgår desuden efter de foreliggende baggrundsoplysninger herunder European Asylum Support Offices rapport, ”Syria, Socio-economic situation: Damascus City”, fra april 2021, at der i Damaskus by er adgang til basale livsfornødenheder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/238/anfi
Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etniske kurdere og sunnimuslimer fra [by 1], Damaskus, Syrien. Den mandlige klager er født i [by 1], hvor han har opholdt sig frem til sin udrejse. Den kvindelige klager er født i [by 2], Aleppo, men hun har opholdt sig i [by 1], Damaskus, i perioden fra [årstal] frem til sin udrejse. Den kvindelige klager har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige klager har ikke været politisk aktiv, men han har i [årstal] deltaget i et fredeligt optog i [by i Danmark] i solidaritet med kurderne i Afrin. Udlændingestyrelsen meddelte den [efterår 2015] klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klagerne til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygtede den generelle situation i landet. Klagerne henviste endvidere til, at de havde hjulpet deres ældste søn med at unddrage sig militærtjeneste, hvorfor de ved en tilbagevenden til Syrien ville blive betragtet som landsforrædere. Klagerne frygtede videre den syriske efterretningstjeneste og oppositionen. Klagerne henviste til støtte herfor til, at den mandlige klager var blevet opsøgt af den syriske efterretningstjeneste i sin forretning, hvor han var blevet bedt om at overvåge sine kunder og videregive information til den syriske efterretningstjeneste. Klagerne frygtede på den baggrund, at oppositionen ville anse dem som støtter af regimet, selvom den mandlige klager ikke ønskede at hjælpe efterretningstjenesten. Udlændingestyrelsen har den [forår 2021] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klagerne har som asylmotiv fortsat henvist til deres oprindelige asylmotiv, herunder de generelle forhold i landet, at blive betragtet som landsforrædere af de syriske myndigheder, idet de er udrejst illegalt og har hjulpet deres sønner med at unddrage sig militærtjeneste, samt at de syriske myndigheder har forsøgt at værge den mandlige klager som meddeler. Klagerne har til støtte herfor oplyst, at en bekendt efter udrejsen har kontaktet den mandlige klager telefonisk. Den bekendte oplyste i den forbindelse den mandlige klager om, at de syriske myndigheder har ledt efter ham. Den mandlige klager blokerede herefter telefonnummeret, og han modtog i den følgende tid flere opkald fra syriske numre, som han ikke turde besvare. Den mandlige klager har ikke modtaget yderligere opkald fra syriske numre, efter han fik et dansk telefonabonnement. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelser af [forår 2021], at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet er opmærksom på rapporten fra Amnesty International fra september 2021 ”You´re going to your death” og rapport fra Human Rights Watch ”Our lives are like death” fra oktober 2021. Flygtningenævnet har imidlertid ikke fundet anledning til at ændre sin praksis. Flygtningenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at der i disse rapporter er henvist til interviews med henholdsvis 66 og 65 personer, som har oplevet alvorlige problemer efter tilbagerejse til Syrien. Antallet skal sættes i forhold til, at 282.283 personer siden 2016 er returneret til Syrien fra andre lande, jf. Udlændingestyrelsens rapport ”Syria, Issues regarding return” fra oktober 2021. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på andre baggrundsoplysninger, herunder EASO´s rapport: ”Country Guidance: Syria” fra september 2020 samt Udlændingestyrelsens rapport: ”Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagernes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Damaskusområdet. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8, stk. 1, fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt af de i artikel 8, stk. 2, anførte grunde. Klagerne har opholdt sig i Danmark siden den [sommer 2015] og har en tilknytning til samfundet, der er omfattet af begrebet privatliv i EMRK’s forstand, herunder som følge af deres relationer til familiemedlemmer med opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet finder, at klagerne ikke er omfattet af beskyttelsen af familieliv i EMRK artikel 8, stk. 1. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagernes tre børn er myndige og er flyttet hjemmefra. Relationer mellem voksne familiemedlemmer udgør som udgangspunkt ikke familieliv i den forstand, hvori begrebet anvendes i artikel 8, stk. 1, og der er ikke oplysninger, der giver grundlag for at fravige udgangspunktet i denne sag. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er et særligt afhængighedsforhold mellem klagerne og deres voksne børn. Dette gælder også i forhold til klagernes yngste søn, som lider af [sygdom]. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den yngste søn på 19 år kan klare sig selv i hverdagen og at der ikke er oplysninger i sagen, der tilsiger, at han reelt er afhængig af klagerne for at indtage sin medicin eller tage til lægelige undersøgelser. En nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse udgør et indgreb i klagernes udøvelse af deres ret til respekt for privatliv efter artikel 8, stk. 1. Dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. § 19, stk. 1, nr. 1. Indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol, hvilket henhører under varetagelsen af landets økonomiske velfærd. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. § 19, stk. 1, nr. 1, der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, som kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagernes opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil indebære i klagernes ret til privatliv. Den mandlige klager er [alder] og den kvindelige klager er [alder]. De har opholdt sig i Danmark i lidt over [tal] år. Klagerne har boet i Syrien, indtil de udrejste i [sommeren 2015]. Klagerne har gået på sprogskole og afsluttet 9. klasse på VUC og er i gang med 10. klasse. De har ikke opnået tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark, men er aktive som frivillige blandt andet i Røde Kors. Klagernes sønner har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved proportionalitetsafvejningen lægger Flygtningenævnet vægt på, at klagernes ophold ikke haft en sådan varighed og deres aktiviteter i Danmark og tilknytning til herboende personer ikke en sådan karakter, at de har opnået en særlig tilknytning til Danmark. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at der ikke er grundlag for at forlænge klagernes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Spørgsmålet er herefter, om klagerne på grund af individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet kan til dels lægge klagernes forklaring om det oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at de syriske myndigheder havde udset den mandlige klager til at være informant, fordi kunderne i hans købmandsforretning betroede sig til ham. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klagerne har forklaret divergerende og udbyggende herom. Den mandlige klager har således ikke i asylskemaet oplyst om dette asylmotiv. Den mandlige klager har under oplysnings- og motivsamtalen i 2015 forklaret, at oppositionsfolkene i området var meget forsigtige, da området kontrolleres af regimet. Kunderne fortalte ham derfor ikke noget af interesse. Under samtalen i Flygtningenævnet har han forklaret, at kunderne gennem tiden opbyggede et tillidsforhold til ham og fortalte ham om deres politiske synspunkter. Den mandlige klager har endvidere i advokatens indlæg og i sin forklaring under mødet i Flygtningenævnet oplyst, at myndighederne foretog ransagninger generelt for at dække over, at de tog kontakt til ham, hvilket ikke er i overensstemmelse med klagernes tidligere forklaringer. Flygtningenævnets flertal kan lægge til grund at den mandlige klager har været tilbageholdt af de syriske myndigheder indenfor to måneder forud for klagernes udrejse i [sommeren 2015]. Flygtningenævnets flertal bemærker herudover, at klagerne er kurdere, at de kommer fra et område, der har været kontrolleret af en oprørsgruppe, at de er udrejst illegalt af Syrien. Flertallet bemærker endvidere, at Flygtningenævnet ved behandlingen af sager med personer fra Syrien anvender et forsigtighedsprincip. Herved må ud fra nævnets bidrag af 20. august 2021 til besvarelse af spørgsmål 646 og 648 stillet af Udlændinge- og Integrationsudvalget forstås, at bevisvurderingen i sager vedrørende asylansøgere fra Syrien skal foretages med udgangspunkt i forsigtighedsprincippet, således at tærsklen for, hvornår en asylansøger må anses for at have sandsynliggjort et individuelt asylmotiv – typisk i forhold til de syriske myndigheder – er lavere end i andre asylsager. Flertallet finder herefter, at klagerne har sandsynliggjort, at de ved tilbagevenden til Syrien risikerer at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse som følge af, at myndighederne vil anse klagerne som værende i opposition til styret (imputed political opinion). Flygtningenævnet meddeler derfor klagerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/236/roz
Nævnet omgjorde i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2021/236/roz. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by], Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men hun har under sit ophold i Danmark delt et opslag på Instragram vedrørende Tyrkiets invasion af Afrin, og hun har kommenteret og delt billeder på Facebook vedrørende situationen i Afrin. Udlændingestyrelsen meddelte den [efterår 2015] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klagerens forældre som asylmotiv til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygtede den generelle situation i landet, frygten for at blive forfulgt på baggrund af, at de har hjulpet klagerens brødre med at unddrage sig militærtjeneste samt de syriske myndigheder, idet klagerens far nægtede at arbejde som meddeler for regimet. Udlændingestyrelsen har den [forår 2021] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, nr. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold i landet, samt at de syriske myndigheder vil bruge hende til at presse klagerens brødre til at lade sig indrulle i militæret. Klageren har endvidere henvist til, at hun frygter, at de syriske myndigheder vil bruge hende som pressionsmiddel for at få fat på klagerens far. Klageren har videre henvist til forholdene for kurdere i Syrien. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelser af [forår 2021], at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet er opmærksom på rapporten fra Amnesty International fra september 2021 – ”You´re going to your death” og rapport fra Human Rights Watch ”Our lives are like death” fra oktober 2021. Flygtningenævnet har imidlertid ikke fundet anledning til at ændre sin praksis. Flygtningenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at der i disse rapporter er henvist til interviews med henholdsvis 66 og 65 personer, som har oplevet alvorlige problemer efter tilbagerejse til Syrien. Antallet skal sættes i forhold til, at 282.283 personer siden 2016 er returneret til Syrien fra andre lande, jf. Udlændingestyrelsens rapport ”Syria, Issues regarding return” fra oktober 2021. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på andre baggrundsoplysninger, herunder EASO´s rapport: ”Country Guidance: Syria” fra september 2020 samt Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus, fra oktober 2020. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Damaskusområdet. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8, stk. 1, fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt af de i artikel 8, stk. 2, anførte grunde. Klageren har opholdt sig i Danmark siden den sommer 2015] og har en tilknytning til samfundet, der er omfattet af begrebet privatliv i EMRK’s forstand, herunder som følge af sine relationer til familiemedlemmer med opholdstilladelse i Danmark. Klageren har den [efterår 2021] indgået ægteskab med en mand med opholdstilladelse i Tyskland. Klageren har derfor et familieliv i den forstand, hvori begrebet anvendes i EMRK artikel 8, stk. 1. En nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse udgør et indgreb i klagerens udøvelse af hendes ret til respekt for privatliv og familieliv efter artikel 8, stk. 1. Dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. § 19, stk. 1, nr. 1. Indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol, hvilket henhører under varetagelsen af landets økonomiske velfærd. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. § 19, stk. 1, nr. 1, der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, som kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren er 22 år og har opholdt sig i Danmark i lidt over 6 år. Klageren har boet i Syrien, indtil hun udrejste med sin familie i august 2015. Klageren har i Danmark gået i 10. klasse, har derefter taget en gymnasial uddannelse og går nu på uddannelsen som markedsføringsøkonom. Hun bor sammen med sine to brødre på 19 og 24 år. Hun har indgået ægteskab den [efterår 2015]. Hun bor endnu ikke sammen med sin ægtefælle, men ønsker at flytte sammen med ham i Danmark. Hun har ikke opnået tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark, men er aktiv som frivillige blandt andet i Røde Kors. Klagerens brødre har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved proportionalitetsafvejningen lægger Flygtningenævnet vægt på, at klagerens ophold ikke haft en sådan varighed og hendes aktiviteter i Danmark og tilknytning til herboende personer ikke en sådan karakter, at hun har opnået en særlig tilknytning til Danmark. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at klageren har indgået ægteskab efter, at Udlændingestyrelsen traf afgørelse om at nægte at forlænge hendes opholdstilladelse og dermed på et tidspunkt, hvor hun ikke med føje kunne forvente, at familielivet kunne udleves i Danmark. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Spørgsmålet er herefter, om klageren på grund af individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet har behandlet klagerens sag sammen med hendes forældres sag. I klagerens forældres sag har flygtningenævnets flertal lagt til grund at den mandlige klager har været tilbageholdt af de syriske myndigheder indenfor to måneder forud for klagernes udrejse i august 2015. Flygtningenævnets flertal har herudover bemærket, at klagerne er kurdere, at de kommer fra et område, der har været kontrolleret af en oprørsgruppe, at de er udrejst illegalt af Syrien. Flertallet har endvidere bemærket, at Flygtningenævnet ved behandlingen af sager med personer fra Syrien anvender et forsigtighedsprincip. Herved må ud fra nævnets bidrag af 20. august 2021 til besvarelse af spørgsmål 646 og 648 stillet af Udlændinge- og Integrationsudvalget forstås, at bevisvurderingen i sager vedrørende asylansøgere fra Syrien skal foretages med udgangspunkt i forsigtighedsprincippet, således at tærsklen for, hvornår en asylansøger må anses for at have sandsynliggjort et individuelt asylmotiv – typisk i forhold til de syriske myndigheder – er lavere end i andre asylsager. Flertallet har herefter fundet, at klagerne har sandsynliggjort, at de ved tilbagevenden til Syrien risikerer at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse som følge af, at myndighederne vil anse klageren som værende i opposition til styret (imputed political opinion). Flygtningenævnets flertal finder herefter, at klageren har sandsynliggjort, at hun som familiemedlem risikerer at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse som følge af sin fars forhold. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/236/roz
Nævnet omgjorde i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2014.Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra Damaskus by, Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til de generelle forhold i Damaskus, Syrien. Ved en tilbagevenden til Syrien frygtede klageren at blive offer for krigen. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kan nægtes forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til de generelle forhold i Damaskus, Syrien. Klageren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt af de syriske myndigheder, idet han, grundet hans udrejse af Syrien samt ophold i Danmark, bliver anset som en landsforræder. Til støtte herfor har klageren oplyst, at de syriske myndigheder ved, at klageren har fået asyl i Danmark. I forbindelse med en ægthedsvurdering af klagerens syriske [dokument] havde klagerens tidligere ægtefælle, inden sin udrejse af Syrien, kontaktet en officer i Syrien i 2015. Officeren havde spurgt ægtefællen, om det var korrekt, at klageren opholdt sig i Danmark. I samme forbindelse havde klageren været i kontakt med den syriske ambassade i Stockholm. Den syriske ambassade i Stockholm havde efterfølgende fremsendt et dokument til det danske politi. Klageren havde også selv sendt et dokument fra det danske politi til den syriske ambassade i Stockholm. Klageren har yderligere oplyst, at klagerens bror, inden sin udrejse af Syrien, blev opsøgt af efterretningstjenesten to gange i 2016. Efterretningstjenesten forhørte klagerens bror omkring oplysninger vedrørende klageren, hvorefter klagerens bror fortalte, at klageren opholdt sig i Danmark. Klageren ved ikke, hvorfor efterretningstjenesten ville have oplysninger om ham. Klageren har endelig oplyst, at der i 2019 er blevet vedtaget en lov i Syrien, der fastslår, at personer der har søgt asyl i andre lande er landsforrædere. Klageren frygter derfor, at både han selv og hans børn vil blive anholdt, såfremt de rejser tilbage til Syrien. Ved afgørelse af om klageren bør meddeles forsat opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren kommer fra Damaskus. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport fra oktober 2020 ”Syria, Security and Socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damaskus”, og EASO-rapporten ”Country Guidance Syria – Common analysis and guidance note”, udgivet i september 2020 samt EASO-rapporten “Syria Security situation - Country of Origin Information Report” udgivet i juli 2021. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at de nyere baggrundsoplysninger om Syrien - herunder Amnesty Internationals rapport "You're going to your death" af 7. september 2021 - ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet vurderer, at rapporten i alt væsentligt bekræfter de oplysninger, der fremgår af de øvrige baggrundsoplysninger om Syrien - herunder oplysningerne om de syriske myndigheders alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne. Flygtningenævnet finder, at rapporten og de øvrige baggrundsoplysninger medfører, at der fortsat skal udvises forsigtighed ved bedømmelsen i asylsager vedrørende Syrien, og at en eventuel rimeligt begrundet tvivl skal komme asylansøgere til gode. Flygtningenævnet finder imidlertid, at hverken Amnesty Internationals rapport eller de øvrige nyere baggrundsoplysninger giver anledning til at ændre Flygtningenævnets praksis. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at dom af 14. september 2021 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen M.D. and Others v. Russia, ikke kan føre til en anden vurdering. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ses ikke ved dommen at have taget stilling til, om det generelt vil være i strid med artikel 3 at gennemføre tvangsmæssige udsendelser til Syrien. Domstolene foretager i sagen derimod en konkret vurdering, som kun vil være relevant, hvis Domstolen ikke generelt udelukker, at der kan ske tvangsmæssige udsendelser til Syrien. Hertil kommer, at Domstolen i afgørelsen tillige henviser til Domstolens vurdering af den generelle sikkerhedssituation i Syrien, således som denne er kommet til udtryk i dommen O.D. v Bulgaria (34016/18) (præmis 111). I denne dom gav Domstolen således ikke udtryk for, at de generelle forhold i Syrien indebar, at en tvangsmæssig udsendelse til Syrien ville være i strid med artikel 3. Flygtningenævnet bemærker, at dommen understreger betydningen af det forsigtighedsprincip, som i forvejen indgår i Flygtningenævnets vurdering. Flygtningenævnet finder herefter, at de generelle forhold i Damaskus ikke kan føre til en forlængelse af klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klagerens opholdstilladelse skal derfor nægtes forlænget, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr., 1, jf. § 19a, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt nægtelsen af forlængelsen af klagerens opholdstilladelse må antages at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. En konkret afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse vil i almindelighed kunne udgøre et indgreb i udlændingens privat- eller familieliv, hvorfor staten skal påvise, at betingelserne for indgrebet er opfyldt, jf. artikel 8, stk. 2. Det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at indgreb i retten til privat- eller familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, som indgrebet (f.eks. inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse) skal varetage (proportionalitetsafvejning). I proportionalitetsafvejningen indgår udlændingens tilknytning til opholdslandet, herunder opholdstiden, alderen på indrejsetidspunktet, familieforhold i opholdslandet, herunder om udlændingen har ægtefælle/samlever og børn, samt øvrige tilknytningsfaktorer i form af arbejde, uddannelse eller lignende. Det indgår også i vurderingen, om udlændingen har undladt at søge statsborgerskab, hvis udlændingen herudover opfyldte betingelserne. Endvidere indgår udlændingens tilknytning til sit oprindelsesland ud over det formelle statsborgerskab, herunder opvækst dér, f.eks. under de formative år, bopælstid dér før udrejsen til det aktuelle opholdsland, senere ophold og besøg i oprindelseslandet samt disses varighed og karakter, udlændingens værnepligtsforhold, om udlændingen taler sproget, er fortrolig med kulturen og eventuelt har fået en uddannelse dér, om der findes familiemedlemmer og i så fald den faktiske tilknytning til disse samt anden form for tilknytning til personer i oprindelseslandet. Flygtningenævnet har ved sin vurdering lagt vægt på, at klageren er født og opvokset i Damaskus, Syrien, hvor han har haft sin skolegang og uddannelse, og hvor han har arbejdet i en årrække. Klageren, der er indrejst i Danmark i 2015 som 44-årig, har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 6½ år. Han taler og skriver dansk i et vist omfang og har bestået Dansk 1, men har ikke bestået Dansk 2. Han har ikke gennemført en uddannelse under sit ophold i Danmark, men har arbejdet i forskellige stillinger og i de seneste ca. 4 år arbejdet på fuld tid, og han har derfor en tilknytning til arbejdsmarkedet. Han har ikke længere familie i Damaskus. Hans tidligere ægtefælle og hans børn blev familiesammenført med ham i november 2015, men han er i dag fraskilt og ikke gift på ny. Han har samvær med begge børn ca. to gange i hverdagene og i weekenderne. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens vurdering af, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 vedrørende klagerens mindreårige søn, [A], og har som Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at klagerens søn ankom til Danmark som [4-7 årig] og har haft lovligt ophold i Danmark i 6 år og siden sin ankomst har gået i dansk skole, hvor han er velfungerende. Flygtningenævnet finder, at [A] ikke har levet en så væsentlig del af sit liv og sine formative år i Danmark, at han selvstændigt har opnået tilknytning til Danmark. Klagerens datter, [B], som nu er [16-18 år], ankom til Danmark som [8-11 årig]. Hun har således haft lovligt ophold i Danmark i 6 år. Hun har efter det oplyste siden sin ankomst gået i dansk skole, hvor hun både socialt og fagligt er velfungerende. Hun har fritidsarbejde og en dansk kæreste og må anses for velintegreret. Flygtningenævnet finder herefter, at klagerens datter, [B], har levet en så væsentlig del af sit liv og sine formative år i Danmark, at hun selvstændigt har opnået tilknytning til Danmark. Herefter og efter en samlet vurdering af klagerens forhold finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Syri/2021/235/JNSA
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [en by], Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte i [efteråret] 2014 klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet opholdstilladelsen var begrundet i de generelle forhold i Syrien. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv i første række til de generelle forhold som følge af krigen i Syrien. Klageren henviste endvidere til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive forfulgt af den syriske efterretningstjeneste. Til støtte herfor oplyste klageren, at efterretningstjenesten i [efteråret] 212 opsøgte ham på hans bopæl og på hans arbejdsplads, at han ikke kendte årsagen hertil, men at hans bror var blevet dræbt i [foråret] 2012, hvorefter klageren var begyndt at undersøge, hvem der havde dræbt ham og hvorfor. Udlændingestyrelsen har i [sommeren] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Udlændingestyrelsen har endvidere vurderet, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien ikke er i risiko for individuel forfølgelse, som kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. I forbindelse med Udlændingestyrelsens behandling af sagen har klageren som asylmotiv fortsat henvist til, (1) at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder på grund af hans undersøgelse i 2012 af, hvem der dræbte hans bror. Klageren har som asylmotiver endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien (2) frygter at blive anholdt af de syriske myndigheder som følge af, at han har interageret med regimekritiske Facebookopslag, (3) frygter at blive afhørt af de syriske myndigheder som følge af, at han har mistet sit syriske ID-kort, (4) frygter for sin søn, som snart er i den militærpligtige alder, (5) frygter de syriske myndigheder, fordi han mellem 2011 og 2012 hjalp [MA], der har været tilknyttet oppositionens styrker som militærrådsformand, med at smugle et større pengebeløb fra Jordan til Damaskus, (6) frygter ikke at kunne modtage behandling for sine sygdomme, og (7) frygter for repressalier som følge af, at han haft diskussioner med udlændinge i Danmark, der støtter det syriske styre. For Flygtningenævnet har klageren fortsat anført, at han har personlige og individuelle forhold, der fører til, at han ved tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse, idet han nu har henvist til sin baggrund som chauffør for velstående og betydningsfulde personer forud for 2012, til sit samarbejde med [MA], der senere viste sig at være højtstående i Den Frie Syriske Hær, til [MA] anholdelse og myndighedernes efterfølgende søgning efter ansøger, til sin eksponering på sociale medier som en person, der har angivet mange oprørere til myndighederne og modsætningsforholdet til oprørerne, jf. det for Flygtningenævnet fremlagte bilag A, samt til sin søns unddragelse af militærtjeneste. Klageren har endvidere gjort gældende, at en nægtelse af forlængelse af hans opholdstilladelse er i strid med ansøgers ret til privatliv og familieliv, jf. EMRK artikel 8, når henses navnlig til længden af ansøgers ophold i og hans børns tilknytning til Danmark. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASOs rapport: Country Guidance: Syria, fra september 2020 og Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governorates af Damascus and Rural Damascus fra oktober 2020 og Dansk Flygt-ningehjælps Landeprofil om Syrien juni 2021. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Damskus-området. Det skal herefter vurderes, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, hvoraf fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af hans ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat-og familieliv. Klageren er 50 år, og indrejste i Danmark i 2014. Han har således levet det meste af sit liv i Syrien, hvor både hans mor og flere søskende fortsat bor. Han har bestået prøve i Dansk 1 og kan tale, læse og skrive noget dansk. Han har i Danmark haft fuldtidsbeskæftigelse som automekaniker i ca. 4 år. Han havde i Syrien job som privatchauffør de sidste 12 år før udrejse. Han bor i Danmark sammen med sine to voksne børn på henholdsvis [18 – 20 år], som blev familiesammenført til ham i 2018. Han har en dansk kæreste, som han ikke bor sammen med. For så vidt angår retten til familieliv bemærkes, at voksne børn som udgangspunkt ikke er omfattet af familieliv i EMRK’s artikel 8’s forstand, medmindre der foreligger et afhængighedsforhold mellem forældre og børn. Der er ikke fremkommet oplysninger om, at der består et afhængighedsforhold mellem klageren og hans voksne børn. Herefter og efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen, finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Klageren har endvidere påberåbt sig individuelle forhold, og Flygtningenævnet skal derfor foretage en vurdering af, om klageren som følge heraf kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet finder, at klagerens forklaring om de individuelle asylmotiver, som han har gjort gældende for Flygtningenævnet, ikke kan lægges til grund. Forklaringen fremstår i forhold til det tidligere oplyste og forklarede i væsentlig grad som udbyggende og til dels konstrueret, ligesom forklaringen på flere punkter er divergerende. F.eks. har klageren nu angivet en helt anden begrundelse – et telefonopkald fra [MA’s] ægtefælle – for sin flugt fra Syrien, end han oplyste i forbindelse med ansøgningen om opholdstilladelse i 2014. I det omfang, klagerens forklaring måtte kunne lægges til grund, finder Flygtningenævnet, at det under alle omstændigheder beror på klagerens egen formodning, at de anførte omstændigheder skulle sætte klageren i et asylrelevant modsætningsforhold til de syriske myndigheder eller andre grupperinger, som de syriske myndigheder ikke kan beskytte klageren mod. Om klagerens søns unddragelse af militærtjeneste bemærkes, at denne ikke nu har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, hvorfor klagerens synspunkt ikke kan føre Flygtningenævnet til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgning eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2021/234/hmu
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Sagen er sambehandlet med Soma/2021/61, Soma/2021/62, Soma/2021/63, Soma/2021/64 og Soma/2021/65. Ansøgeren er mindreårig. Familiesammenført til Danmark i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somalier og sunnimuslim af trosretning fra [distrikt], Somalia. Ansøgeren tilhører hovedklanen […], subklanen […] og subsubklanen […]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens far har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive udsat for vold og tvangsrekruttering af al-Shabaab. Ansøgerens far har på vegne af ansøgeren som asylmotiv endvidere henvist til, at ansøgeren risikerer undertrykkelse som følge af tilhørsforholdet til minoritetsklanen […]. Ansøgerens far har på vegne af ansøgeren som asylmotiv endvidere henvist til, at ansøgeren er glad for at være i Danmark, og at ansøgeren ikke vil have en mor, hvis han vender tilbage til Somalia. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt som følge af krigen i hjemlandet. Flygtningenævnet kan delvist lægge ansøgerens forklaring til grund, men finder ligesom Udlændingestyrelsen, at dette ikke kan begrunde at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen. Ansøger og dennes far har således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia er i risiko for tvangsrekruttering til al-Shabaab, idet ingen fra al-Shabaab har forsøgt at rekruttere ansøger, som efter det foreliggende ikke kan anses som særligt profileret i forhold til al-Shabaab. Endelig kan det forhold, at ansøgeren tilhører en minoritetsklan og frygter at blive undertrykt eller dræbt ikke føre til en anden vurdering. Der er herved henset til, at ansøgers far var [ansat] på en skole, hvor fem andre [ansatte] var fra store klaner og som gav faderen støtte. Det fremgår endvidere af baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos notat ”Lavstatusgrupper” af 12. december 2016, at minoritetsgrupper ikke er væsentligt mere udsat for overgreb end andre grupper i Somalia. Det forhold, at faderen frygter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil blive betragtet som en spion efter sit lange ophold uden for Somalia, beror alene på faderens egen formodning. Det forhold, at ansøgeren i en årrække har opholdt sig i et vestligt land kan ikke føre til et andet resultat. Endelig bemærkes vedrørende de generelle forhold i Somalia, at Flygtningenævnet siden andet halvår 2016 har tiltrådt vurderingen af, at den generelle situation i det sydlige og centrale Somalia, herunder klagerens hjemområde, [distrikt], Lower Shabelle-regionen, Somalia, ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK, artikel 3. Selvom forholdene fortsat er skrøbelige og uforudsigelige er disse forbedret, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at dette fortsat er tilfældet. Efter en samlet vurdering vurderer Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke kan meddeles asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2021/66/anfi
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Sagen er sambehandlet med Soma/2021/61, Soma/2021/62, Soma/2021/63, Soma/2021/64 og Soma/2021/66. Ansøgeren er mindreårig. Familiesammenført til Danmark i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somalier og sunnimuslim af trosretning fra [distrikt], Somalia. Ansøgeren tilhører hovedklanen […], subklanen […] og subsubklanen […]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens far har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive udsat for vold og tvangsrekruttering af al-Shabaab. Ansøgerens far har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer undertrykkelse som følge af tilhørsforholdet til minoritetsklanen […]. Til støtte herfor har ansøgerens far oplyst, at da børnene var i [distrikt], kunne de ikke gå i skole, fordi de tilhørte minoritetsklanen […]. Personer kastede endvidere sten efter familien, fordi de ikke kunne lide […] -klanen. Børnene har derfor kun gået i skole i Danmark. Ansøgerens far har på vegne af ansøgeren som asylmotiv endvidere henvist til, at ansøgeren er glad for at være i Danmark, og at ansøgeren ikke vil have en mor, hvis han vender tilbage til Somalia. Flygtningenævnet kan delvist lægge ansøgerens forklaring til grund, men finder ligesom Udlændingestyrelsen, at dette ikke kan begrunde at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen. Ansøger og dennes far har således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia er i risiko for tvangsrekruttering til al-Shabaab, idet ingen fra al-Shabaab har forsøgt at rekruttere ansøger, som efter det foreliggende ikke kan anses som særligt profileret i forhold til al-Shabaab. Endelig kan det forhold, at ansøgeren tilhører en minoritetsklan og frygter at blive undertrykt eller dræbt ikke føre til en anden vurdering. Der er herved henset til, at ansøgers far var [ansat] på en skole, hvor fem andre [ansatte] var fra store klaner og som gav faderen støtte. Det fremgår endvidere af baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos notat ”Lavstatusgrupper” af 12. december 2016, at minoritetsgrupper ikke er væsentligt mere udsat for overgreb end andre grupper i Somalia. Det forhold, at faderen frygter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil blive betragtet som en spion efter sit lange ophold uden for Somalia, beror alene på faderens egen formodning. Det forhold, at ansøgeren i en årrække har opholdt sig i et vestligt land kan ikke føre til et andet resultat. Endelig bemærkes vedrørende de generelle forhold i Somalia, at Flygtningenævnet siden andet halvår 2016 har tiltrådt vurderingen af, at den generelle situation i det sydlige og centrale Somalia, herunder klagerens hjemområde, [distrikt], Lower Shabelle-regionen, Somalia, ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK, artikel 3. Selvom forholdene fortsat er skrøbelige og uforudsigelige er disse forbedret, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at dette fortsat er tilfældet. Efter en samlet vurdering vurderer Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke kan meddeles asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2021/65/anfi
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Sagen er sambehandlet med Soma/2021/61, Soma/2021/62, Soma/2021/63, Soma/2021/65 og Soma/2021/66. Ansøgeren er mindreårig. Familiesammenført til Danmark i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somalier og sunnimuslim af trosretning fra [distrikt], Somalia. Ansøgeren tilhører hovedklanen […], subklanen […] og subsubklanen […]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens far har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive udsat for tvangsægteskab eller at blive slået ihjel af al-Shabaab. Til støtte herfor har ansøgerens far oplyst, at faren og børnene er fra klanen […], hvor piger bliver tvunget til at indgå ægteskab. Ansøgerens far har på vegne af ansøgeren som asylmotiv endvidere henvist til, at ansøgeren er glad for at være i Danmark, og at ansøgeren ikke vil have nogen mor, hvis hun vender tilbage til Somalia. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia frygter tvangsægteskab. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at det er en tradition at tvangsgifte sine børn bort, og at ansøgeren har hørt, at dette kan ske. Flygtningenævnet kan til dels lægge ansøgerens forklaring til grund, men finder ligesom Udlændingestyrelsen, at dette ikke kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen. Ansøger og ansøgers far har således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia er i risiko for at blive tvunget til at indgå ægteskab mod sin vilje beror således på ansøgerens egen formodning. Det bemærkes herved også, at ansøgerens far er imod tvangsægteskab og må formodes at have de fornødne ressourcer til at modstå et eventuelt pres fra omgivelserne hertil. Det forhold, at ansøgeren tilhører en minoritetsklan og frygter at blive undertrykt eller dræbt kan ikke føre til en anden vurdering. Der er herved henset til, at ansøgers far var [ansat] på en skole, hvor fem andre [ansatte] var fra store klaner og som gav faderen støtte. Det fremgår endvidere af baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos notat ”Lavstatusgrupper” af 12. december 2016, at minoritetsgrupper ikke er væsentligt mere udsat for overgreb end andre grupper i Somalia. Det forhold, at faderen frygter, at [ansøgeren] ved en tilbagevenden til Somalia vil blive betragtet som en spion efter sit lange ophold uden for Somalia, beror alene på faderens egen formodning. Det forhold, at ansøgeren i en årrække har opholdt sig i et vestligt land kan ikke føre til et andet resultat. Endelig bemærkes vedrørende de generelle forhold i Somalia, at Flygtningenævnet siden andet halvår 2016 har tiltrådt vurderingen af, at den generelle situation i det sydlige og centrale Somalia, herunder klagerens hjemområde, [distrikt], Lower Shabelle-regionen, Somalia, ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK, artikel 3. Selvom forholdene fortsat er skrøbelige og uforudsigelige er disse forbedret, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at dette fortsat er tilfældet. Efter en samlet vurdering vurderer Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke kan meddeles asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2021/64/anfi
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Sagen er sambehandlet med Soma/2021/61, Soma/2021/62, Soma/2021/64, Soma/2021/65 og Soma/2021/66. Ansøgeren er mindreårig. Familiesammenført til Danmark i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somalier og sunnimuslim af trosretning fra [distrikt], Somalia. Ansøgeren tilhører hovedklanen […], subklanen […] og subsubklanen […]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens far har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive udsat for vold og tvangsrekruttering af al-Shabaab. Ansøgerens far har som støtte for asylmotivet oplyst om en episode, hvor al-Shabaab prøvede at tvangsrekruttere ansøgeren, da ansøgeren var ni eller ti år gammel. Ansøgerens far har endvidere som støtte for asylmotivet henvist til ansøgerens alder samt det forhold, at ansøgeren har været udrejst af landet. Ansøgerens far har på vegne af ansøgeren som asylmotiv endvidere henvist til, at ansøgeren er glad for at være i Danmark, og at ansøgeren ikke vil have en mor, hvis han vender tilbage til Somalia. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv oplyst, at al-Shabaab vil tvangsrekruttere ham, idet personer fra al-Shabaab tidligere har opsøgt ansøgeren, da han var omkring otte år gammel. Personerne fortalte ham, at han enten skulle lade sig rekruttere som soldat eller blive slået ihjel. Personerne fra al-Shabaab opsøgte ansøgeren omkring tre-fire gange, efter at ansøgerens far udrejste af Somalia. Ansøgeren skjulte sig i skoven, når al-Shabaab var i byen. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at ansøgeren har sit liv og sine venner i Danmark, og at han ikke vil tilbage til Somalia. Flygtningenævnet kan til dels lægge ansøgerens forklaring til grund om at være blevet opsøgt af al-Shabaab tre–fire gange da han var otte år gammel, men finder ligesom Udlændingestyrelsen, at dette ikke kan begrunde at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han har en personlig konflikt med al-Shabaab eller er i risiko for at blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab, idet ansøgerens far har forklaret forskelligt og udbyggende herom. Ansøgers far har således ikke til sine samtaler i 2014 og 2017 omtalt, at al-Shabaab har opsøgt eller tilbageholdt ansøger, men har først forklaret herom ved sin samtale [i sommeren] 2019, hvorom han dog også har forklaret forskelligt omkring, hvornår episoden fandt sted. For så vidt angår ansøgers fars frygt for, at ansøger bliver tvangsrekrutteret til al-Shabaab, finder Flygtningenævnet at dette beror på ansøgers fars egen formodning, hvorved også bemærkes, at ansøgeren ikke efter det oplyste kan antages at være særligt profileret. Det forhold, at ansøgeren tilhører en minoritetsklan og frygter at blive undertrykt eller dræbt kan ikke føre til en anden vurdering. Der er herved henset til, at ansøgers far var [ansat] på en skole, hvor fem andre [ansatte] var fra store klaner og som gav faderen støtte. Det fremgår endvidere af baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos notat ”Lavstatusgrupper” af 12. december 2016, at minoritetsgrupper ikke er væsentligt mere udsat for overgreb end andre grupper i Somalia. Det forhold, at ansøgeren i en årrække har opholdt sig i et vestligt land kan ikke føre til et andet resultat. Endelig bemærkes vedrørende de generelle forhold i Somalia, at Flygtningenævnet siden andet halvår 2016 har tiltrådt vurderingen af, at den generelle situation i det sydlige og centrale Somalia, herunder klagerens hjemområde, [distrikt], Lower Shabelle-regionen, Somalia, ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK, artikel 3. Selvom forholdene fortsat er skrøbelige og uforudsigelige er disse forbedret, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at dette fortsat er tilfældet. Efter en samlet vurdering vurderer Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke kan meddeles asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2021/63/anfi
vNævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Sagen er sambehandlet med Soma/2021/61, Soma/2021/63, Soma/2021/64, Soma/2021/65 og Soma/2021/66. Familiesammenført til Danmark i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somalier og sunnimuslim af trosretning fra [distrikt], Somalia. Ansøgeren tilhører hovedklanen […], subklanen […] og subsubklanen […]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens far har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer at blive udsat for tvangsægteskab eller at blive slået ihjel af al-Shabaab. Til støtte for herfor har ansøgerens far oplyst, at faren og børnene er fra klanen […], hvor piger bliver tvunget til at indgå ægteskab. Ansøgerens far har på vegne af ansøgeren som asylmotiv endvidere henvist til, at ansøgeren er glad for at være i Danmark, og at ansøgeren ikke vil have nogen mor, hvis hun vender tilbage til Somalia. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia frygter at yderligere omskæring. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at ansøgeren blev omskåret i Somalia, da hun var fire eller fem år gammel. Hendes søster blev omskåret samtidigt med hende. Hun husker ikke meget fra episoden, men hun kan huske, at det var smertefuldt. Ansøgeren frygter, at det kan blive problematisk, at hun er omskåret, hvis hun bliver udsat for tvangsægteskab, idet samvær med en mand kan være problematisk, når man er omskåret. Derudover frygter ansøgeren at blive udsat for yderligere omskæring. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at der er personer fra hendes område i Somalia, der lever af at omskære piger. Disse personer muligvis vil kræve, at ansøgeren bliver yderligere omskåret. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia frygter tvangsægteskab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at personer i det område, hvor ansøgeren kommer fra, kan tvinge hende til at blive gift. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive udsat for voldtægt eller forsøg herpå. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst om de generelle forhold vedrørende voldtægter i Somalia, herunder at det er almindeligt for mænd i det område, hvor ansøgeren kommer fra, at voldtage kvinder. Ansøgeren har som asylmotiv endelig henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være alene. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun ingen familie har i Somalia, at der altid har været problemer i Somalia og at ingen vil kunne passe på hende i Somalia. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund, men finder ligesom Udlændingestyrelsen, at dette ikke kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen. Ansøgerens frygt for ved en tilbagevenden til Somalia at blive udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg er således ikke begrundet med konkrete episoder eller i konkrete konflikter, men beror alene på ansøgerens egen formodning. Ansøgerens frygt for tvangsægteskab og yderligere omskæring beror ligeledes alene på ansøgerens egen formodning. Ansøgeren er efter baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra januar 2019 om FGM og kvindelig omskæring: Baggrund tal og tendenser, ikke i målgruppen for omskæring af piger i Somalia. Det forhold, at ansøgeren tilhører en minoritetsklan og frygter at blive undertrykt eller dræbt kan ikke føre til en anden vurdering. Der er herved henset til, at ansøgers far var [ansat] på en skole, hvor fem andre [ansatte] var fra store klaner og som gav faderen støtte. Det fremgår endvidere af baggrundsoplysningerne, herunder Landinfos notat ”Lavstatusgrupper” af 12. december 2016, at minoritetsgrupper ikke er væsentligt mere udsat for overgreb end andre grupper i Somalia. Det forhold, at ansøgeren i en årrække har opholdt sig i et vestligt land kan ikke føre til et andet resultat. Endelig bemærkes vedrørende de generelle forhold i Somalia, at Flygtningenævnet siden andet halvår 2016 har tiltrådt vurderingen af, at den generelle situation i det sydlige og centrale Somalia, herunder klagerens hjemområde, [distrikt], Lower Shabelle-regionen, Somalia, ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK, artikel 3. Selvom forholdene fortsat er skrøbelige og uforudsigelige er disse forbedret, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at dette fortsat er tilfældet. Efter en samlet vurdering vurderer Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke kan meddeles asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2021/62/anfi
Nævnet omgjorde i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Sagen er sambehandlet med Soma/2021/62, Soma/2021/63, Soma/2021/64, Soma/2021/65 og Soma/2021/66. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somalier og sunnimuslim af trosretning fra [distrikt], Somalia. Klageren tilhører hovedklanen […], subklanen […] og subsubklanen […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af al-Shabaab. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han [i efteråret] 2013 blev opsøgt af to bevæbnede personer fra al-Shabaab på den skole, hvor klageren arbejdede som [ansat]. Personerne tog klageren med til deres leders, [A], kontor. Lederen [A] fortalte klageren, at han skulle lave et register over alle drenge over 15 år, der gik på skolen, og at han skulle undervise eleverne i jihad. Klageren afviste at undervise eleverne i jihad uden forældrenes samtykke. Herefter opstod der et slagsmål, hvor klageren pådrog sig skader på hoved og ryg. Efterfølgende blev klageren placeret i et fængsel tilhørende al-Shabaab. Da klageren havde siddet i fængsel i seks dage, skete der et angreb på al-Shabaab i en nærliggende landsby, hvorfor tre af de fire vagter, der bevogtede fangerne, forlod fængslet for at deltage i kampene. Dette gjorde det muligt for klageren og nogle andre fanger at flygte ud af fængslet. Efterfølgende opsøgte al-Shabaab klagerens familie på klagerens bopæl, hvor de spurgte efter klageren. Klageren har fået oplyst, at han er blevet dømt til døden af al-Shabaab. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter generel undertrykkelse og at blive slået ihjel som følge af sit tilhørsforhold til minoritetsklanen […]. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans børn grundet tilhørsforholdet til klanen ikke kunne gå i skole, at de blev talt ned til og drillet, samt at de ikke måtte tale med andre. Hans ældste datter blev endvidere voldtaget og døde kort tid efter som følge af voldtægten. Episoden skyldtes tilhørsforholdet til […]. Klageren har endelig oplevet, at de store klaner ikke ville betale ham for det smedearbejde, han udførte for dem. Da klageren sagde, at han ville have betaling, truede personerne fra de store klaner med at slå ham ihjel, hvis ikke han opførte sig ordentligt. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I sommeren] 2019 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kan nægtes forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har under nævnsmødet nedlagt påstand om, at klageren fortsat skal have opholdstilladelse i Danmark, jf. § 7, stk. 2, jf. § 26, jf. daværende praksis, med henvisning til klagerens tilknytning til Danmark. Klagerens advokat har herefter nedlagt påstand om opholdstilladelse til klageren i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis. Advokaten har således frafaldet sin påstand om opholdstilladelse til klageren i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, som følge af klagerens individuelle forhold. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens påstand i sagen. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [sommeren] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2021/61/anfi
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk punjabi og sunnimuslim. Ansøgeren er født og opvokset i [landsbyen A], Punjab-regionen, Pakistan, hvorefter han i 2006 flyttede til Dubai. Fra juli 2018 og frem til sin udrejse boede ansøgeren i [landsby B], Punjab-regionen, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive slået ihjel af personer fra […]-klanen, som han har en jordkonflikt med. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at jordkonflikten startede i [foråret] 2006, hvor ansøgeren, hans far og hans onkel så medlemmer af […]-klanen på deres jordstykke. Ansøgeren, hans far og hans onkel forsøgte at få hjælp af politiet og højstående personer i landsbyen til at løse konflikten. Efter en skududveksling blev ansøgeren og hans familie nødt til at flygte til en anden landsby. Ansøgeren opholdt sig herefter i Dubai fra 2006 til 2018, men han var tilbage i Pakistan i henholdsvis 2010 og 2013. Ansøgeren vendte hjem til Pakistan i 2018, da hans bror døde. Ansøgerens familie mistænker […]-klanen for at have forgiftet broren. Kort efter ansøgerens tilbagevenden kom han i et slagsmål med medlemmer af […]-klanen, fordi hans familie til et valg havde stemt på personer, som […]-klanen ikke støttede op om. Ansøgeren tog derefter ophold hos sine svigerforældre i perioden fra juli 2018 og frem til sin udrejse i [foråret] 2020. Inden sin udrejse tog ansøgeren til et bryllup i sin landsby, hvor han blev beskudt af medlemmer af […]-klanen. Han nåede at flygte fra stedet og udrejste af Pakistan fire dage efter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende om den angivelige jordkonflikt med den anden del af […]-klanen. Ved sin ankomst til Danmark [i efteråret] 2020 har ansøgeren til politiet under en afhøring oplyst, at han gerne ville søge asyl, idet han gerne ville arbejde i Danmark, så han kunne sende penge hjem til sin familie. I sit asylskema [fra efteråret] 2020 har ansøgeren oplyst, at han har forladt sit hjemland for at søge arbejde, og at han ikke er i fare i Pakistan. Til samtalerne med Udlændingestyrelsen har ansøgeren forklaret, at han har en jordkonflikt med […]-klanen, og at han på den baggrund frygter for sit liv. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret, at han var træt og var bange for den anden gren af [...]-klanen, hvorfor han ikke har oplyst om sit asylmotiv. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem der oprindeligt ejede jorden. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at det var den anden del af [...]-klanens farfar, der overdragede jorden til ansøgeren farfar. Ansøgeren har for Flygtningenævnet også forklaret, at han og den anden gren af [...]-klanen havde en fælles farfar, jf. også advokatens indlæg. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorfor den anden del af [...]-klanen ikke kunne anerkende registreringsattesten for jordstykket. Ved oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2021 har ansøgeren forklaret, at den anden del af [...]-klanen sagde til politiet, at jorden oprindeligt var ejet af deres faster, og ikke af deres farfar, og at det skulle have været fasterens fingeraftryk, der skulle fremgå af registreringsattesten. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021 har ansøgeren forklaret, at [...]-klanen sagde, at det fingeraftryk, der var brugt på kontrakten, var falskt. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgerens bror, der i en periode også arbejdede i Dubai ligesom ansøgeren, tog hjem til landsbyen på trods af konflikten med den anden del af [...]-klanen, og at broren besøgte den anden del af [...] klanen, hvor han fik mad, og hvor han angiveligt blev forgiftet. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren [i sommeren] 2018 tog til sit landsby for angiveligt at deltage i brorens begravelse på trods af hans frygt for [...]-klanen. Endvidere forekommer det påfaldende, at ansøgeren deltog i en vens bryllup i landsbyen [i foråret] 2020 kort før udrejsen på trods af hans frygt for [...]-klanen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren kunne opholde sig i hjemområdet og nær hjemområdet i kortere perioder i både 2010 og 2013 uden at opleve problemer og [sommeren] 2018 til [foråret] 2020 hos sine svigerfamilie i samme provins til et stykke tid før udrejsen uden at opleve problemer. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om skudepisoden ved vennens bryllup, som han deltog i [foråret] 2020, hvor fire personer og andre personer angiveligt skød efter ham, og hvor han slap væk, forekommer påfaldende og usandsynlig. Flygtningenævnet har endvidere fundet det påfaldende, at klagerens far, mor, og handicappede bror og hans to søstre, der bor i hjemområdet, ifølge ansøgeren ikke har oplevet problemer med den anden del af [...]-klanen på trods af familiens konflikt med denne del af klanen. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har en asylbegrundende konflikt med [...]-klanen, hvilken konflikt herefter ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Paki/2021/10/EEB
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Marokko. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk marokkaner og muslim af trosretning fra Safi, Marokko. Ansøgeren arbejdede i [by], Marokko, fra 2014 og frem til sin udrejse. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han har modtaget dødstrusler fra mafiaen, fordi han som led i sit arbejde som politibetjent har deltaget i aktioner, hvor der blev beslaglagt narkotika. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at han i [2014] modtog trusler fra mafiaen i forbindelse med, at han havde været med til at beslaglægge narkotika. Ansøgeren modtog truslerne via en kollega på arbejdet, som samarbejdede med mafiaen. Anden gang ansøgeren modtog en trussel var via telefonen. Ansøgeren modtog et telefonopkald fra en ukendt person, som truede ansøgeren og ansøgerens familie. Herefter blev ansøgerens bildæk punkteret. Tredje gang ansøgeren blev truet var omkring fire måneder efter den anden trussel. Ansøgeren modtog telefontrusler, efter at han havde været med til at beslaglægge [en større mængde narkotika]. Ansøgeren fandt herefter ud af, at flere af hans kollegaer samarbejdede med mafiaen, herunder ansøgerens chef. Hver gang ansøgeren var med til at stoppe en smugling, modtog han trusler, og han oplevede to gange, at hans bildæk blev punkteret. Efter en aktion [i 2015], hvor der blev beslaglagt [en større mængde narkotika], tog truslerne til, og ansøgeren modtog daglige trusler fra sine kollegaer. Efter ansøgeren udrejste af Marokko, er hans forældres bopæl blevet opsøgt tre gange, henholdsvis i [efteråret] 2017, [vinteren 17/18] og [foråret] 2018. Alle tre gange blev der spurgt efter ansøgeren. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, herunder hans forklaring om, at han som tidligere politibetjent har medvirket i aktioner, hvor den marokkanske mafia har fået beslaglagt [større mængder narkotika]. Han har efter sin forklaring senest deltaget i en aktion [i 2015], hvor der blev beslaglagt [en større mængde narkotika] fra mafiaen. Ansøgeren har forklaret, at han efterfølgende er blevet kontaktet telefonisk af personer fra mafiaen, som truede ham og hans familie på livet, ligesom nogle personer, som han formoder er fra mafiaen, har forsøgt at opsøge ham på hans forældres adresse efter sin udrejse i 2017. Endelig har ansøgeren forklaret om udpræget korruption blandt politifolk, som samarbejder med den marokkanske mafia. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at ansøgerens modsætningsforhold til den pågældende mafiagruppering ikke har en sådan karakter og intensitet, at det kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse. Der er i den forbindelse lagt vægt på, at mafiaen inden ansøgerens udrejse i [efteråret] 2017 alene havde truet ham telefonisk, og at han siden sin ansættelse ved politiet i 2014 havde boet på samme adresse indtil sin udrejse i [efteråret] 2017. Hertil kommer, at ansøgeren senest havde medvirket i en aktion [i 2015], hvor der skete beslaglæggelse af [narkotika] tilhørende mafiaen, og at han ikke i den efterfølgende periode indtil sin udrejse [omkring 2] år senere har været udsat for fysiske overgreb eller truslerne mod ham i øvrigt har været forsøgt udført. Hertil kommer, at ansøgeren udrejste til Danmark i 2017, men først søgte om asyl i 2020. Det forekommer derfor usandsynligt, at ansøgeren nu flere år senere vil være i nogen reel risiko for at blive opsøgt og udsat for overgreb af den pågældende gruppering eller de politifolk, som måtte samarbejde med mafiaen. Den omstændighed, at en tidligere kollega, som havde været med til aktionen [i 2015], efterfølgende er blevet dræbt, kan ikke i sig selv føre til en anden vurdering. På denne baggrund og med samme begrundelse, som i øvrigt fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Marokko vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller overgreb. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Maro/2021/8/edo
Nævnet meddelte i november 2021 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren bekender sig ikke til en religion. Ansøgeren har været medlem af en politisk gruppe ved navn [A]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun risikerer at blive slået ihjel eller udsat for tortur af de iranske myndigheder grundet sin politiske aktivitet. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at hun har været medlem af gruppen [A] siden sommeren 2017. Gruppen bestod af [personer] og havde til formål at kæmpe for og informere om menneskerettigheder, herunder navnlig pigers og kvinders rettigheder. Gruppens leder hed [B]. Ansøgerens primære opgave i gruppen var at overføre videoklip og tekster til et USB-stik, som ansøgeren opbevarede. Materialet, som blev opbevaret på USB-stikket, bestod i oplysninger fra andre medlemmer og andre grupper, som blev vist eller delt på møderne i gruppen [A]. Ansøgeren deltog [i efteråret] 2019 i demonstrationer mod forhøjede benzinpriser i landet. Demonstrationerne foregik i Teheran. Ansøgeren blev anholdt [i efteråret] 2019 under en demonstration. Ansøgeren blev tvunget ind i en sort varevogn, hvori der befandt sig flere mænd og kvinder. Ansøgeren blev fortalt, at hun blev tilbageholdt af myndighederne. Ansøgeren vidste ikke, hvor hun blev kørt hen, idet hun fik bind for øjnene. Under tilbageholdelsen oplevede ansøgeren at få bind for øjnene, blive skubbet og talt grimt til. Ansøgeren blev taget ind til afhøring ad flere omgange. Hun blev spurgt ind til sin tilstedeværelse under demonstrationen og om sine politiske aktiviteter. Ansøgeren afviste deltagelse i demonstrationerne. Ansøgeren blev løsladt efter fem dages tilbageholdelse, idet hendes far gennem en mægler betalte en løsesum for ansøgerens løsladelse. Ansøgeren skulle endvidere underskrive en erklæring på, at hun ville samarbejde med myndighederne. [I vinteren] 2019 udrejste ansøgeren legalt af Iran med gyldigt visum og eget nationalitetspas. Ansøgerens mor oplyste ved telefonsamtale [i vinteren] 2020 til ansøgeren, at morens bopæl i Iran var blevet opsøgt af to civilklædte personer, der spurgte efter ansøgeren. Ansøgeren formoder, at disse var myndighedspersoner. Personerne foretog en ransagning af ansøgerens værelse. Under ransagningen blev der fundet et USB-stik indeholdende materiale fra gruppen [A]. Materialet indeholdte kritik af islam, regimet og Khomeini, samt kritik af manglen på menneskerettigheder og ligestilling i Iran. Ansøgerens far blev anholdt og taget med til afhøring. Personerne oplyste endvidere, at [B] var blevet anholdt under en demonstration, og at [B] havde afsløret de andre gruppemedlemmer, der derfor også var blevet anholdt. Ansøgeren er efterfølgende blevet gjort bekendt med, at hendes far er blevet afhørt af de iranske myndigheder i starten af 2021. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerens forklaring under mødet i Flygtningenævnet overordnet stemmer overens med de oplysninger, ansøgeren har givet i asylansøgningsskemaet og under tre samtaler med Udlændingestyrelsen. Det forhold, at forklaringen indeholder enkelte divergenser, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren har deltaget i en politisk gruppe, som var kritisk over for det iranske regime, og at ansøgeren blandt andet har haft til opgave at skrive referater af gruppens møder, som hun gemte på et USB-stik. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at USB-stikket blev fundet af efterretningstjenesten i Iran, mens ansøgeren var på visumophold i Danmark for at besøge sin datter. Et flertal af flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at indholdet af USB-stikket er kompromitterende for ansøgeren, og at hun ved tilbagevenden til Iran risikerer at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse på grund af sine politiske aktiviteter. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2021/63/anfi
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Georgien. Indrejst i 2020.Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk tjetjener og sunnimuslim af trosretning fra [Landsby A], Georgien. Den mandlige ansøger har været medlem af partiet [Partinavn], hvilket han udmeldte sig af i 2019. Den kvindelige ansøger er etnisk tjetjener og muslim af trosretning. Hun er fra [Landsby B], Georgien, hvorefter hun flyttede sammen med sin ægtefælle i [Landsby A], Georgien. Efter ægtefællens konflikter opstod, flyttede ansøgeren på ny til [Landsby B], Georgien. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter de georgiske myndigheder. Han har yderligere henvist til, at han frygter en person ved navn [A]. Den mandlige ansøger har til støtte for sin frygt for myndighederne oplyst, at ansøgeren deltog i en demonstration mod opførelsen af et vandkraftværk i sin hjemby, hvorefter han blev indkaldt til en afhøring. Under afhøringen blev ansøgeren bedt om at samarbejde med myndighederne om at skaffe informationer om andre lokalpersoner. Ansøgeren fik besked på, at han ville blive fængslet, såfremt han ikke samarbejdede med myndighederne, hvorfor han indvilligede, men han har ikke efterfølgende hjulpet myndighederne. Den mandlige ansøger har til støtte for sin frygt for [A] oplyst, at hans bror har en konflikt med [A], fordi broren fik et barn med en kvinde, som [A] tvangsgiftede sig med. [A] ønsker derfor blodhævn over ansøgerens bror og ellers ansøgeren, hans far eller hans brødre. Ansøgeren har videre oplyst, at han af [A] er blevet overfaldet, hvor han blev stukket to gange med en kniv og truet på livet. [A] og hans familie har efter ansøgeren og hans families udrejse af Georgien opsøgt ansøgerens farbror, hvor [A] har oplyst, at han vil slå ansøgeren, hans far og brødre ihjel. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun frygter myndighederne på baggrund af sin ægtefælles konflikt. Hun har til støtte herfor oplyst, at myndighederne har opsøgt hende og spurgt ind til hendes ægtefælle. Hun har videre som asylmotiv henvist til, at hun frygter, at hendes far vil tvinge hendes børn fra hende, fordi han ikke ønsker at forsørge dem. Den kvindelige ansøger har for Flygtningenævnet som asylmotiv endvidere henvist til, at hun frygter overgreb mod sine drengebørn som følge af sin mands konflikt med [A]. Ansøgerne har ikke på vegne af deres medfølgende børn påberåbt sig selvstændige asylmotiver. Den mandlige ansøger. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen den mandlige ansøgers forklaring om sin deltagelse i en demonstration mod et vandkraftværk i [Landsby A] i [foråret] 2019 til grund. Demonstrationen er beskrevet i baggrundsoplysningerne om Georgien og ansøgerens forklaring herom stemmer med disse oplysninger. Flygtningenævnet kan som Udlændingestyrelsen dog ikke lægge ansøgerens forklaring om, at der skulle være opstået den beskrevne konflikt med de georgiske myndigheder som følge af demonstrationen, til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om centrale dele af dette asylmotiv, og at hans forklaring om asylmotivet derfor må tilsidesættes som utroværdig. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på de samme forhold, som er fremhævet af Udlændingestyrelsen, og har ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren og hans ægtefælle har forklaret indbyrdes divergerende om ansøgerens kontakt med de georgiske myndigheder i anledning af demonstrationen, idet ansøgerens ægtefælle i modstrid med ansøgerens forklaring bl.a. har forklaret til udlændingemyndighederne, at ansøgeren blev anholdt under demonstrationen, og at han efterfølgende blev indkaldt til flere politiafhøringer. Ansøgerens ægtefælle har i modstrid med ansøgerens forklaring ligeledes forklaret, at han har deltaget i flere demonstrationer. Flygtningenævnet finder endvidere, at det beskrevne hændelsesforløb ikke fremstår sandsynligt henset til ansøgerens baggrund og de foreliggende baggrundsoplysninger vedrørende situationen i ansøgerens hjemområde. Under forklaringen for nævnet har ansøgeren endvidere forklaret til dels divergerende fra forklaringerne for udlændingemyndighederne ved forklaringen om, at de pågældende myndighedspersoner ikke stillede ham nogen bestemt opgave under afhøringen. Det anførte i advokatindlægget, hvorefter ansøgeren af de georgiske myndigheder kan være under mistanke om tilknytning til Islamisk Stat, som er en ny oplysning for Flygtningenævnet, beror efter det oplyste på ansøgerens egen formodning og er ikke nærmere sandsynliggjort og kan således ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med [A] til grund. Flygtningenævnet vurderer, at dele af ansøgerens forklaring stemmer med de generelle baggrundsoplysninger om Georgien, hvorefter blodfejder er et kendt fænomen blandt etniske tjetjenere, selv om de kun sjældent forekommer, og at disse konflikter ofte søges bilagt gennem ældreråd, selv om der både er en principiel og faktisk adgang til at gå til politiet på lige fod med andre borgere i Georgien og anmode om hjælp i sådanne tilfælde. Flygtningenævnet finder dog samtidig, at ansøgeren ved sin forklaring ikke har sandsynliggjort, at han er truet på livet af [A]. Flygtningenævnet finder i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret divergerende om dette asylmotiv, idet han for udlændingemyndighederne først har forklaret, at det alene var [A], der stak ham med en kniv, derefter at det også var [A’s] fætre, der overfaldt ham, og endelig i sin forklaring for nævnet, at det rettelig var en af [A’s] fætre, der stak ham med kniven, idet [A] ikke var til stede. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han tog på hospitalet efter overfaldet, og om han kontaktede politiet i anledning af overfaldet. Han har i sin forklaring for nævnet ikke kunnet redegøre overbevisende for disse uoverensstemmelser. Flygtningenævnet har ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren og hans ægtefælle har forklaret indbyrdes divergerende om ansøgerens kontakt med [A], idet ansøgerens ægtefælle i modstrid med ansøgerens forklaring bl.a. har forklaret, at [A] har truet ansøgeren flere gange, og hun har i øvrigt forklaret upræcist og divergerende fra ansøgeren om ansøgerens opholdssted efter 2017 og frem til udrejsen. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han ikke på ny er blevet opsøgt af [A]. Uanset om de beskrevne begivenhedsforløb helt eller delvist måtte kunne lægges til grund, finder Flygtningenævnet, at de beskrevne begivenhedsforløb ikke er af en sådan karakter og intensitet, at de kan begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Selv om Flygtningenævnet er opmærksom på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at der kan være en kulturel tilbageholdenhed hos etniske tjetjenere med at involvere politiet i konflikter af denne art, finder nævnet, at ansøgeren må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse mod eventuelle overgreb fra [A], hvilket han efter sin egen forklaring også har gjort. Som anført følger det af baggrundsoplysningerne, at også etniske tjetjenere har reel adgang til at søge hjælp hos politiet. Flygtningenævnet har herved ligeledes lagt vægt på, at konflikten med [A] direkte vedrører hans bror, og at ansøgerens forbindelse til konflikten alene beror på familierelationen til broren. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren under sin forklaring for nævnet endvidere har forklaret upræcist og divergerende i forhold til sine forklaringer for udlændingemyndighederne vedrørende forholdene ved hans udrejse og indrejse i [et andet europæisk land]. Den kvindelige ansøger. Som følge af det, Flygtningenævnet har anført ovenfor om den mandlige ansøgers asylmotiver, kan den kvindelige ansøgers påberåbelse af de samme asylmotiver ikke føre til meddelelse af asyl. Flygtningenævnet finder endvidere som Udlændingestyrelsen, at den kvindelige ansøgers forklaringer om opsøgningerne på bopælen af myndighedspersoner fremstår usammenhængende og inkonsistente. Det selvstændigt påberåbte asylmotiv, hvorefter ansøgeren frygter, at hendes far vil tage børnene fra hende, vedrører socioøkonomiske forhold og kan ikke føre til asyl. Opsamling. De generelle forhold for tjetjenere i Georgien kan ikke i sig selv begrunde asyl. Sammenfattende har ansøgerne således ikke sandsynliggjort, at de har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” geor/2021/3/gdan
Nævnet omgjorde i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Klageren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks af trosretning fra [by A], Debub, Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at hun blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygtede at blive anholdt og fængslet, grundet hendes illegale udrejse af landet. Klageren har [i efteråret] 2021 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet kan lægge klagerens forklaring om sin manglende aftjening af militærtjeneste til grund, idet klageren har forklaret konsistent herom. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren ikke har aftjent nationaltjeneste, at hun ikke formelt er blevet fritaget for nationaltjeneste, og at hun ikke ønsker at aftjene nationaltjeneste. Ifølge baggrundsoplysningerne, herunder EASO’s rapport ”Eritrea National Service, exit, and return – Country of Origin Information Report” fra september 2019 og Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fælles rapport: ”Eritrea – National Service, exit and entry”, fra januar 2020, skal alle eritreere mellem 18 og 40 år i nationaltjeneste i 18 måneder. I praksis fritages nogle personer, særligt kvinder, herunder gravide kvinder, gifte kvinder eller kvinder med børn, fra nationaltjeneste. Der er dog ikke tale om en juridisk begrundet praksis, og der består ikke retskrav om fritagelse, ligesom reglerne i det hele taget forvaltes vilkårligt. Endvidere vil personer, der vender tilbage, og som ikke har aftjent nationaltjeneste, være i reel risiko for at blive tvunget til at udføre nationaltjeneste og straffet for unddragelse og ulovlig udrejse. På denne baggrund og efter de i øvrigt foreliggende baggrundoplysninger kan Flygtningenævnet ikke med den fornødne sikkerhed bortse fra, at klageren, der nu er 32 år og har to mindreårige børn i alderen [0-3 år] og [12-15 år], ved en tilbagevenden til Eritrea vil kunne blive indkaldt til nationaltjeneste og risikere straf for at have unddraget nationaltjeneste. Herefter og sammenholdt med baggrundsoplysningerne om Eritrea i øvrigt finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Erit/2021/14/JNSA
Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Indrejst i 1993. I 1994 meddelte Direktoratet for Udlændinge klageren midlertidig opholdstilladelse i medfør af § 15 a i særlov nr. 933 af 18. november 1992 med ændringer (lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien). Klageren blev i 1995 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2020 idømt fængsel i to år for overtrædelse af [bestemmelse i straffeloven] samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.Flygtningenævnet udtaler: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk bosniak fra [by], Bosnien-Hercegovina. Klageren er tidligere muslim af trosretning, men bekender sig ikke længere til nogen religion. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Klageren har i Danmark deltaget i [demonstrationer]. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan forestille sig et liv i Bosnien-Hercegovina, idet han har sin familie og venner og kan klare sig selv i Danmark. Klageren har derudover henvist til etniske konflikter i Bosnien-Hercegovina, idet klageren har set i nyhederne, at serberne er ved at foretage militær oprustning. Klageren mener således ikke, at de etniske konflikter er aftaget og frygter for, at der igen udbryder krig i landet. Klageren frafaldt på nævnsmødet påstanden om hjemvisning, idet han ikke er dansk statsborger. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at [landsretten] ved endelig dom [i sommeren] 2020 har bestemt, at klageren skal udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandigt. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om klageren ved en udsendelse til Bosnien-Hercegovina vil risikere dødsstraf eller blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. Af de grunde, som er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelse [i sommeren] 2021, kan Flygtningenævnet tiltræde, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for, at klageren udsendes til Bosnien-Hercegovina. Flygtningenævnet finder således ikke, at klageren har sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved henset til de samme omstændigheder som Udlændingestyrelsen. Klageren har således i sin samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2021 og på mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han ikke har konflikter med myndighederne, private personer eller andre i Bosnien-Hercegovina. Det forhold, at klageren på nævnsmødet har oplyst, at han også frygter [familiemedlem] kan ikke føre til en anden vurdering, idet klageren må henvises til at henvende sig til de bosniske myndigheder herom. Det er mere end 27 år siden, at klageren som [4-7 år gammel] sammen med sin mor udrejste af Bosnien-Hercegovina og fik ophold i Danmark. Der har i en længere årrække været fred i Bosnien-Hercegovina. Det forhold, at klageren ikke har kontakter i Bosnien-Hercegovina, herunder til [familiemedlem], kan ikke føre til, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i Danmark. Klagerens oplysninger om sine helbredsforhold, herunder at klageren lider af [diagnose] og [diagnose], som han modtager medicin for, og at han er under udredning for [sygdom] og at han frygter, at han ikke vil have råd til at betale for sin medicin i Bosnien, er socioøkonomiske forhold, der ikke kan begrunde ophold efter udlændingelovens § 7. Efter en samlet vurdering har klageren herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 1, eller i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bosn/2021/2/anfi
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk [etnicitet] og katolsk af trosretning fra [by A], Nord Kivu, Den Demokratiske Republik Congo. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 2015, og at hun samme dag blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 2017 udrejste til Den Demokratiske Republik Congo med henblik på at tage permanent ophold i landet. [I sommeren] 2020 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, samt § 17 a, stk. 1, nr. 1. Flygtningenævnet bemærker, at klageren frivilligt har opgivet sin opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet lægger til grund, at denne beslutning er truffet til trods for, at en del af klagerens familiemedlemmer opholder sig her i landet. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren [i efteråret] 2018 ved mail til [kommune] kvitterede for modtagelse af repatrieringsydelse. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren på dette tidspunkt endeligt havde taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt hun ønskede at fortryde repatrieringen. Flygtningenævnet bemærker endeligt, at klageren i brev af [foråret] 2020 til den danske ambassade i Nairobi oplyste, at der i [sommeren] 2018 opstod alvorlige sikkerhedsproblemer i det område af den Demokratiske Republik Congo, hvor hun befandt sig, og at hun endte med at forlade landet og rejste til Burundi. Disse forhold har ikke givet klageren anledning til på daværende tidspunkt at fortryde sin repatriering. Den første henvendelse vedrørende fortrydelse til [kommune] fremkommer først efter, at klageren og hendes familie i [vinteren] 2018 angiveligt havde været udsat for røveri og kidnapning. Flygtningenævnet må herefter lægge til grund, at der ikke har været forhold, der hindrede klageren i at rette henvendelse til de danske myndigheder inden fristen var udløbet. De forhold der fører til, at klageren nu ønsker at fortryde sin repatriering er alle indtrådt efterfølgende. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke kan dispenseres fra bortfald af klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet lægger herunder vægt på det af Udlændingestyrelsen anførte i afgørelsen, særligt at klageren udrejste frivilligt sammen med sin datter og børnebørn. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at der kan bortses fra overskridelsen af fortrydelsesfristen. Som sagen er oplyst, foreligger der heller ikke sådanne særlige omstændigheder, at der helt undtagelsesvist kan bortses fra fristoverskridelsen i medfør af udlændingelovens § 17 a, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. demo/2021/3/JNSA
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra DR Congo. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk muruba/kachokwe og kristen fra DR Congo. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2007, og at han [i slutningen af] 2006 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 3. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 2011 udrejste til DR Congo. Klageren udrejste for at tage ophold i sit hjemland efter at have modtaget repatriering. [I begyndelsen af] 2013 fremsendte Udenrigsministeriet en henvendelse [fra begyndelsen af] 2013 fra [A], hvoraf fremgår, at klageren ansøger om ej bortfald af sin opholdstilladelse. Ved brev [fra begyndelsen af] 2013 orienterede Dansk Flygtningehjælp ligeledes Udlændingestyrelsen om, at klageren [i efteråret] 2011 udrejste af Danmark til DR Congo med henblik på at tage permanent ophold i hjemlandet. [I begyndelsen af] 2013 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 3, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17 a, stk. 1, nr. 1, og § 17 a, stk. 2, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Herudover fandt Udlændingestyrelsen, at der ikke var forhold i klagerens sag, som kunne begrunde, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet efter bestemmelsen i udlændingelovens § 17, stk. 3. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren, der indrejste i Danmark [i foråret] 2007 med opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 3, i [efteråret] 2011 opgav sin bopæl i Danmark, og han derefter har opholdt sig i mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at artikel 8 i EMRK ikke taler afgørende for, at klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3, ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren havde fået en datter i Danmark, der blev født [i efteråret] 2010, da han i [efteråret] 2011 opgav sin bopæl i Danmark, og at klageren ifølge Det Centrale Personregister ikke har forældremyndigheden over denne datter og ikke har boet sammen med denne datter. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren frivilligt opgav sin bopæl i Danmark, og at han efterfølgende rejste til DR Congo og anvendte repatrieringsydelsen til at bygge sig et hus og blev gift med en kvinde fra DR Congo og fik to børn og adopterede et barn. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klagerens forhold i øvrigt ikke indebærer en sådan tilknytning til Danmark, at det kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” demo/2021/2/CHPE
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk palæstinenser og sunnimuslim fra Sydasa, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter en mand fra flygtningelejren Ain al-Hilweh, idet han har truet ansøgeren. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han en dag i 2014 kom op at skændes med en ukendt mand. Manden angreb ansøgeren og dette førte til et slagsmål. Manden truede ansøgeren med en pistol, hvorefter ansøgeren og hans ven [A] flygtede fra stedet. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter de libanesiske myndigheder, fordi han er blevet sigtet for vold mod en tjenestemand. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at der opstod en uoverensstemmelse mellem ansøgeren og en vagt ved en kontrolpost ude foran flygtningelejren. Vagten talte grimt til ansøgeren, og ansøgeren bad vagten om at respektere ham, hvorefter vagten slog ansøgeren i ryggen med sit våben. Herefter flygtede ansøgeren ind i lejren. Kort tid efter modtog ansøgeren en tilsigelse til retten, men mødte ikke op. Flygtningenævnet lægger på baggrund af ansøgerens forklaring og sagens oplysninger i øvrigt til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser, og at han er registreret ved UNRWA i Libanon og har haft adgang til UNRWA-beskyttelse og bistand. Vurderingen støttes af, at ansøgeren har gået i en skole drevet af UNRWA. Endvidere har EU-Domstolen udtalt i dom C-364/11 præmis 46, at det blotte fravær eller frivillig udrejse fra UNRWAs madatområde ikke er tilstrækkelig til at konstatere bortfald af beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Flygtningenævnet bemærker herefter, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som ansøgeren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA´s operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der er grunde til, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og igen få beskyttelse af UNRWA, jf. konventionens artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt dels med en privat person i Ain al-Hilweh lejren dels med myndighederne til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om helt centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har blandt andet forklaret divergerende omkring episoden, herunder antallet af involveret personer, og på hvillen måde de truet ansøgeren. Ansøgeren har tillige forklaret divergerende omkring, hvordan han forholdt sig i lejren efterfølgende. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021 oplyst, at han opholdt sig andre steder i lejren end manden, han havde en konflikt med, og at han benyttede en anden udgangsport end manden. Ansøgeren har under en samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2021 oplyst, at lejren ikke var så stor, og at alle derfor kendte hinanden, og at han skjulte sig i lejren indtil sin udrejse. Senere i samme samtale har ansøgeren oplyst, at han nærmest på daglig basis opholdt sig i lejren og uden for lejren. For nævnet har ansøgeren udbyggende forklaret, at der blev skudt efter ham, da han løb væk fra manden, og dennes venner. Ansøgeren har også for nævnet forklaret, at han efter konflikten opholdt sig uden for lejren, og at mandens ven, [B], har dræbt flere personer i lejren og er eftersøgt. Ansøger har endvidere forklaret, at han har glemt, hvad manden hedder, og at han ikke ved, om han i dag har en konflikt med manden fra lejren, da der er forløbet 7 år. Ansøgeren forklarede tillige, at han ikke vil kunne genkende manden i dag. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at ansøgeren ikke længere kan huske navnet på den person, han skulle have en konflikt med, henset til det oplyste om lejrens størrelse og henset til at ansøgeren har oplyst, at manden er i familie med [B]. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren kunne opholde sig i Flygtningelejren i 9 måneder efter episoden uden yderligere konflikter. Flygtningenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren ikke har en konflikt med en mand fra flygtningelejren. Omkring en konflikt med de libanesiske myndigheder har ansøgeren tillige forklaret udbyggede, herunder om at han blev slået i ryggen af en vagt med en M-16, hvorefter han løb ind i lejren uden sit ID-kort. Ansøgeren har også forklaret divergerende i forhold til, at han skulle være indkaldt til retten, og hvordan han modtog denne indkaldelse. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021 oplyst, at han selv hentede brevet på et myndighedskontor efter personlig kontakt til ansøgerens familie om dette. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2021 har ansøgeren oplyst, at det var hans mor, der hentede brevet, idet ansøgeren var mindreårig, og ansøgeren har i samme samtale divergerende oplyst, hvem der talte med myndighederne forud for, at brevet blev afhentet. Efter oplysningerne i sagen, som ansøgeren har bekræftet for nævnet, herunder om sin fødselsdato og tidspunkt for episoden i forhold til udrejsen, var ansøgeren ikke mindreårig, da den angivelige konflikt opstod. Nævnet finder det påfaldende, at ansøgeren ikke har kunnet redegøre konsistent for denne del af det i øvrigt ret enkle asylmotiv, herunder om sin alder på tidspunktet for konflikten. For nævnet har ansøgeren forklaret afglidende og usammenhængende omkring de ovenfor anførte divergenser. Det beror derfor på ansøgerens egen formodning, at han skulle have en konflikt med myndighederne i Libanon. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har været tvunget til at forlade UNRWAs mandatområde eller tilsvarende være afskåret fra at vende tilbage, fordi ansøgeren skulle have befundet sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon er svære, såvel sikkerhedsmæssigt, som socioøkonomisk, men at dette ikke kan begrunde en anden vurdering. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende baggrundsoplysninger til grund, at UNRWA er i stand til at opfylde sit mandat i Libanon. Uanset det fremstår vanskeligt at arrangere en udrejse til Libanon fremgår det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens Landerapport marts 2020, ”Readmission og Palestinian Refugees from Lebanon”, blandt andet, at et europæisk land er lykkedes med at returnere 18 afviste asylansøgere til Libanon, og at disse alle frivilligt var tilbagevendt. Endvidere fremgår:”In cases of voluntary return of PRLs (Palestinian Refugees from Lebanon) in which no foreign authorities were involved in the process of return, the MFA (Ministry of Foreign Affairs and Emigrants) would approve the returns to Lebanon. På ovennævnte baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., men at han ikke er omfattet af artikel 1 D, 2. pkt., idet han ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor han har adgang til UNRWAs beskyttelse og bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stat/2021/45/sch
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Irak. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia-muslim fra Bagdad, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Irak frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin farbror, [A], fordi hun har indgået ægteskab med en mand, som hun selv har valgt, og som han ikke accepterer. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter, at hendes farbror, der er leder af hendes klan og arbejder for myndighederne i Green Zone, vil få andre klanmedlemmer til at gøre hende ondt, hvis hun vender tilbage. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun er opvokset hos sin far, fordi hendes forældre blev skilt, da hun var barn. Ansøgeren og hendes far boede ved farbroren, [A], og dennes familie. Ansøgeren blev i flere tilfælde udsat for vold af [A] og hans ægtefælle, når hendes far ikke var hjemme. Da ansøgerens far afgik ved døden, blev chikanen og volden intensiveret. I 2013 mødte ansøgeren sin nuværende ægtefælle, og efter [x] måneder blev de religiøst viet uden farbrorens viden. Efter brylluppet opholdt ansøgeren og ægtefællen sig i hans bedsteforældres hus. Da ægtefællen rejste tilbage til Danmark, blev ansøgeren i huset, fordi hun var bange for sin farbror. På et tidspunkt opdagede farbroren, at ansøgeren var blevet gift, hvorfor han hentede hende i huset. Herefter holdt han ansøgeren indespærret i sit hus, hvor hun blev behandlet som en tjenestepige. Ansøgeren har oplyst, at hun efter brylluppet blev gravid, men aborterede, idet farbroren slog og sparkede hende i maven. En dag fortalte farbroren, at han havde fundet en mand, som ansøgeren skulle giftes med, og at han havde inviteret en sheikh, som skulle vie dem. Dagen efter fik ansøgeren kontakt til en nabo, som satte ansøgeren i forbindelse med en menneskesmugler. Kort herefter udrejste ansøgeren af Irak. Efter indrejsen i Danmark har ansøgeren modtaget adskillige trusler fra farbroren og dennes søster om, at de vil slå hende ihjel, såfremt hun vender tilbage til Irak. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på talrige og væsentlige punkter er divergerende, udbyggende og i det hele usandsynlig. Til oplysnings- og motivsamtalen [efterår] 2020 forklarede ansøgeren, der er født i [år], at hun havde boet hos sin farbror [A] siden 2014. I Flygtningenævnet forklarede ansøgeren, at [A] ønskede at få adgang til nogle udbetalinger af en form for understøttelse, som ansøgeren havde ret til så længe hun var umyndig, hvilket vil sige under 18 år, fordi hendes far var død. Hun forklarede endvidere, at beløbet blev udbetalt fra et offentligt kontor, hvor hun selv skulle møde op. Ansøgeren flyttede imidlertid ind hos sin farbror på et tidspunkt, hvor hun ikke længere var berettiget til denne ydelse. Foreholdt dette i Flygtningenævnet forklarede hun udbyggende, at det var en ydelse der tilkom hendes lillesøster, som hun skulle medvirke til at få udbetalt. Ansøgeren har forklaret, at hendes farbror, [A], både var leder af hendes klan og at han havde en høj om end ikke nærmere oplyst stilling formentlig i efterretningstjenesten. Denne magtfulde stilling gjorde det efter forklaringen muligt for ham at sikre, at ansøgerens billede fandtes ved talrige kontrolposter, ligesom hun til asylsamtale [forår] 2021 forklarede, at hun på grund af farbrorens magtfulde position ikke kunne søge beskyttelse hos myndighederne til trods for hans grove overgreb imod hende som forklaret. Omvendt har ansøgeren i Flygtningenævnet forklaret, at farbroren efter at hun havde aborteret ikke ville køre hende på hospitalet af frygt for, at han ville blive stillet til regnskab for sine handlinger. Ansøgeren har gentagne gange og med stor detaljeringsgrad forklaret, at hun har været udsat for langvarig indespærring og omfattende mishandling såvel fysisk som psykisk iværksat både af hendes farbror [A] og dennes ægtefælle. Som et eksempel har ansøgeren i Flygtningenævnet forklaret, at hun i perioder har været afskåret fra at få mad og toiletbesøg. Endvidere har hun forklaret, at hun har forsøgt at flygte omkring 20 gange, men gentagne gange er blevet stoppet ved kontrolposter. Hun havde ligeledes forbud mod at forlade farbrorens hjem undtagen for ganske kortvarigt for eksempel at gå ud med affaldet. Til trods for den overordentligt stærke kontrol som farbroren efter hendes forklaring udøvede over for hende, og til trods for de talrige flugtforsøg, som i sagens natur må have gjort farbroren opmærksom på, at hun ikke ønskede at forblive i hans hjem, har han accepteret, at hun gentagne gange forlod Irak op til fem-seks gange. Ansøgeren har forklaret, at hun i 2020 som led i hendes flugt opholdt sig i [by] i Iran, og at hun mente at være blevet genkendt på gaden af en mand, der havde relationer til hendes farbror [A]. Omvendt forklarede hun, at hun kun havde set ham én gang ved hendes fars bisættelse, hvilket var i 2012. Ved asylsamtale [forår] 2020 forklarede ansøgeren på udtrykkelig forespørgsel, at hun ikke kunne underbygge oplysningen om truslerne, idet hun alene havde modtaget disse via søsteren telefonisk. Imidlertid har ansøgeren i Flygtningenævnet fremlagt hvad der oplyses at være et trusselsbrev fra farbroren dateret før samtalen [forår] 2021. Hun har også i Flygtningenævnte bekræftet, at hun var i besiddelse af dette brev tidligere. Flygtningenævnet finder ikke, at hendes forklaring på, hvorfor det ikke tidligere er fremlagt er troværdig. Endelig bemærkes, at ansøgeren har fremlagt hvad der efter det oplyste er et foto med efterlysning af hende, hvor det fremgår, at hun har været forsvundet siden [efterår] 2020 til trods for, at hun udrejste i [vinter] 2020. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgerens forklaring er så usandsynlig, at den må anses for at være konstrueret til lejligheden med henblik på at tilvejebringe et asylgrundlag. Flygtningenævnet tilsidesætter i det hele ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2021/29/roz
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Irak. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shia muslim fra [A], Irak, men hun har [i en periode boet blandt andet i B i Irak]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter, at hendes datter, den mindreårige ansøger [C], vil blive tvangsgift med sin fætter [D], ligesom hun frygter overgreb, hvis hun eller [C] modsætter sig ægteskabet. Til støtte for sit og [C's] asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun og [C] i […] 2019 var i Irak, og at hendes ægtefælles brødre under besøget spurgte, hvorfor [C] ikke bærer tørklæde. Efterfølgende har ansøgerens ægtefælles brødre kontaktet ansøgerens ægtefælle og spurgt til [C's] manglende tørklæde, ligesom brødrene har oplyst, at de ønsker [C] giftet med [D], der er søn til ansøgerens ægtefælles bror, [E]. Ansøgeren vil ikke acceptere, at hendes datter bliver lovet væk på denne måde, og det har skabt en anspændt situation mellem ansøgeren og hendes ægtefælle. Ansøgerens ægtefælles brødre lægger pres på ham, for at få ham til at indvilge i ægteskabet, og ansøgeren stoler ikke på, at han ikke vil lade sig påvirke af sine brødre til at gifte datteren væk, selvom det ikke vil være hans ønske. Ansøgerens ægtefælle har ikke den samme styrkeposition i familien som hans brødre, idet han er udrejst. Ansøgeren har for Flygtningenævnet frafaldet et asylmotiv om, at hun frygter at vende tilbage til sit hjemland på grund af sin ægtefælles konflikter. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit og datterens [C's] asylmotiv i det væsentlige kan lægges til grund. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun og/eller barnet ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om forholdet til ægtefællens familie og denne families ønske om ægteskab mellem ansøgerens datter [C] og hendes fætter [D] ikke kan anses at angå en konflikt af et sådant omfang og intensitet, at der er grundlag for at meddele opholdstilladelse. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har oplyst, at der ikke under opholdet i Irak i […] 2019 var nogen tale om et fremtidigt ægteskab mellem [C] og [D], at hendes ægtefælle, der er den ældste af sine søskende, vil være imod det nævnte ægteskab, at hendes ægtefælle hverken har sagt eller gjort noget, der har fået ansøgeren til tro, at han vil efterkomme et ønske fra sine brødre om ægteskab, men at hun mistænker, at han alligevel vil lade sig påvirke til at acceptere dette, at ansøgerens ægtefælle ugentligt er i kontakt med sine brødre, men at hans bror [E] ikke siden foråret 2020 har lagt noget pres vedrørende ægteskab, og at relationen mellem hende og [E] er kølnet, men at de ikke har en egentlig konflikt. Flygtningenævnet finder, at det beror på ansøgerens egen formodning, både at der skulle være truffet en familiebeslutning om ægteskab mellem [C] og [D], og hvad konsekvenserne af at modsætte sig dette i givet fald vil være. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, er på den anførte baggrund ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2021/28/ajev
Nævnet meddelte i juli 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra […], Tyrkiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel eller fængslet af de tyrkiske myndigheder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de grå ulve i Tyrkiet, fordi han er kurder, ligesom han frygter at få problemer, fordi han ikke har aftjent militærtjeneste. [Ansøgeren] har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har været medlem af [A], der er et legalt parti, og at han har sympatiseret med PKK, men at han ikke har været medlem af PKK eller deltaget politisk for PKK. [Ansøgeren] uddelte som medlem af [A] flyvesedler og blade, ligesom han har stået for indkaldelser til møder. [Ansøgeren] har endvidere uddelt illegalt PKK-materiale. I 2009 deltog ansøgeren i en demonstration i forbindelse med begravelsen for [B], der var på terrorlisten for PKK-medlemmer fra Syrien. Ansøgeren kastede med sten imod politiet ved demonstrationen, og flere personer blev anholdt. Ansøgeren nåede at stikke af, men en af ansøgerens venner, der blev anholdt ved demonstrationen, fandt ud af, at der var billeder af ansøgeren på politistationen. Ansøgeren blev herefter bange og udrejste af Tyrkiet til Syrien, hvor han opholdt sig frem til 2011. I 2011 opholdt ansøgeren sig i Irak i to eller tre måneder, hvorefter han igen opholdt sig i Syrien frem til […] 2017. I Syrien hjalp ansøgeren YPG eksempelvis i forhold til mad og kørsel. Ansøgeren arbejdede endvidere for Røde Måne, og han arbejdede blandt andet som ambulancefører. I 2016 blev ansøgeren skudt af ISIL i Syrien, og han opholdt sig herefter i Irak fra […] 2017 til […] 2018, hvorefter han udrejste til Danmark. […] Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge til grund, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og nævnet tiltræder styrelsens vurdering, hvorefter ansøgeren ved en tilbagevenden til Tyrkiet vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for myndighedernes forfølgelse på grund af sine aktiviteter for PKK i Tyrkiet og for YPG i Syrien. Flygtningenævnet lægger således ansøgerens forklaring om aktiviteterne til grund og henviser til, at forklaringen fremstår konsistent, sammenhængende og overbevisende. Det kan herefter lægges til grund, at ansøgeren i en periode fra 2006-2009, da han var [under 18 år], har omdelt og solgt blade for PKK, herunder partiets officielle blad, [C]. Bladene er uddelt omkring en gang om ugen i to år. Ansøgeren har også indkaldt til nogle møder, hvoraf de større møder blev afholdt omkring to gange om året, mens de almindelige møder blev afholdt flere gange om året. Ansøgeren har aldrig været medlem af PKK eller deltaget i andre aktiviteter for partiet. Han har i 2009 deltaget i en demonstration, der blev afholdt i forbindelse med begravelsen af et PKK-medlem, [B]. Efter udrejsen fra Tyrkiet har ansøgeren under sit ophold i Syrien i tilknytning til YPG arbejdet som ambulancefører og bragt sårede til hospitalet, for at de kunne komme under behandling. Han har også uddelt mad til YPG-medlemmer og andre borgere. Han har ikke deltaget i krigshandlinger. Ansøgerens aktiviteter for PKK er udøvet for flere år siden i en meget begrænset periode, da ansøgeren var [under 18 år]. Aktiviteterne har haft en meget underordnet karakter, og ansøgeren har ikke haft nogen ledende eller særlig vigtig rolle i PKK. Ansøgeren har aldrig været medlem af PKK, og der er ikke grundlag for at antage, at ansøgeren har haft andre opgaver for PKK eller foretaget handlinger, der har haft en videre politisk karakter. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren som følge af sine aktiviteter for PKK ikke kan anses for at være udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionens artikel 1 F. Det kan heller ikke antages, at ansøgeren er udelukket i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 2, idet der henvises til forarbejderne til bestemmelsen, hvorefter vurderingen om udelukkelse skal ske i overensstemmelse med Flygtningekonventionen for så vidt angår personer, der i øvrigt er omfattet heraf. […] For så vidt angår spørgsmålet om anvendelsen af udlændingelovens § 10, stk. 5, med henvisning til at PKK er optaget på EU's sanktionsliste, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke skal udelukkes efter denne bestemmelse. Der ses efter en konkret vurdering af ansøgerens angivne aktiviteter ikke at foreligge et sådant individuelt ansvar for ansøgeren, der for flere år siden har haft en helt underordnet betydning i PKK, at handlingerne kan anses for at være omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 F. Ansøgerens aktiviteter i Syrien som ambulancefører og uddeler af mad i tillknytning til YPG ses ikke selvstændigt at kunne danne grundlag for udelukkelse af ansøgeren fra konventionsbeskyttelse efter Flygtningekonventionen. Ansøgeren er herefter ikke udelukket fra at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 12. november 2019. Flygtningenævnet meddeler herefter ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Tyrk/2021/10
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2016.Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning. Klageren er født i [by A], Syrien, og har boet i Damaskus, Syrien fra 2011 og frem til sin udrejse. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til de generelle forhold i Syrien som følge af krigen. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, kan nægtes forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til de generelle forhold i Syrien som følge af krigen. Klageren har videre henvist til, at hun er fra [by A], Rif Damaskus og ikke Damaskus. Til støtte herfor, har klageren oplyst, at hun i 2011 på grund af krigen flyttede til [by B], Damaskus. Klageren har endvidere henvist til, at hun er afhængig af sin myndige søn, som bor i Danmark. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hun bor sammen med sin søn, som de seneste fem år har forsørget klageren, taget sig af hende og sørget for at give klageren hendes medicin. Klageren har endelig henvist til, at hun som enlig kvinde vil have svært ved at klare sig økonomisk, at hun ikke har et sted at bo, og at hun ikke har adgang til den medicin og lægehjælp, som hun har behov for. Flygtningenævnet tiltræder, at klagerens opholdstilladelse ikke kan forlænges i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse til grund, at klagerens hjemområde er Damaskus, hvor hun har boet i en årrække sammen med sine børn, før hun udrejste. Flygtningenævnet kan i det hele henvise til Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende forholdene i Damaskus. Det af klagerens advokat anførte kan ikke føre til et andet resultat. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser bemærker Flygtningenævnet, at klageren indrejste til Danmark som 57-årig og har haft lovligt ophold i fem år. Hun har ikke erhvervet danske sprogkundskaber eller haft tilknytning til arbejdsmarkedet. Hun har én voksen søn i Danmark, som hun har oplyst, at hun bor hos. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt relationen til denne søn kan føre til, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med EMRK artikel 8, bemærker Flygtningenævnet, at voksne børn ikke er omfattet af familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8´s forstand, medmindre der foreligger et afhængighedsforhold mellem forældre og børn. Efter de foreliggende oplysninger er der ikke oplyst om forhold, der må antages at udgøre et særligt afhængighedsforhold mellem klagerne og deres voksne børn, hvorfor Flygtningenævnet vurderer, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med EMRK artikel 8 i denne relation. Efter det oplyste om klagerens helbredsmæssige forhold tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke er tale om alvorlig eller akut livstruende sygdom. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 og artikel 3, at nægte klageren opholdstilladelse. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt klageren kan opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, bemærker Flygtningenævnet, at der ikke foreligger oplysninger om, at klageren skulle risikere konkret eller individuel forfølgelse begrundet i hendes egne forhold eller aktiviteter. Klageren har en søn i Danmark, der har unddraget sig aftjening af værnepligt i Syrien, men klageren må selv anses for helt uprofileret. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger er der derfor ikke grundlag til at antage, at klageren vil risikere asylbegrundende forfølgelse eller overgreb på baggrund af disse forhold. Dette understreges af, at én af klagerens andre sønner efter det oplyste indrejste i Danmark og derefter frivilligt rejste tilbage til Syrien, hvor han fortsat opholder sig. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2021/232/JNSA
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014 og seneste meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2020 idømt fængsel i 9 måneder for overtrædelse af straffelovens § 224, stk. 1, og § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, samt knivlovens § 7, jf. til dels straffelovens § 89 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.Flygtningenævnet udtalte: "Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Afrin, Syrien. Klageren har ikke, udover at have deltaget i demonstrationer i Syrien samt to demonstrationer i Danmark, været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at skulle aftjene militærtjeneste for det syriske regime, da han er i den militærpligtige alder. Han har hørt fra sin mor og omgangskreds, at alle unge mænd i dag kommer i militæret. Han frygter ligeledes at skulle kæmpe for den for Den Frie Syriske Hær, tyrkiske tropper eller ISIL. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter den Frie Syriske Hær, idet de ikke kan lide kurdere, og fordi de slår kurdere ihjel. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter, at kurderne vil tvinge ham til at kæmpe for dem, fordi han har set, hvordan andre unge kurdiske mænd er blevet tvunget til det. Klageren har endelig som asylmotiv henvist til, at han har delaget i mange kurdiske demonstrationer i Afrin som barn. Da han gik i 4. klasse, blev han og hans klassekammerater tilbageholdt i én dag på grund af deres deltagelse i demonstrationen. Under tilbageholdelsen blev klageren udsat for slag, herunder med pisk. Klageren har også deltaget i to demonstrationer i Danmark imod Tyrkiets invasion af Afrin i Syrien. Han har til støtte herfor oplyst, at han er eftersøgt af Den Frie Syriske Hær, fordi de har set et billede af ham til en af de to demonstrationer. Det er ubestridt, at klageren er forældrenes eneste søn. Klageren er således umiddelbart omfattet af de syriske regler om, at “eneste søn” er fritaget for militærtjeneste. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger må det imidlertid lægges til grund, at der er en betydelig usikkerhed med hensyn til, i hvilket omfang reglen om fritagelse eller udsættelse for eneste sønner respekteres og efterleves i praksis af de syriske myndigheder. Der foreligger således meget divergerende information om de syriske myndigheders implementering af reglen i praksis. Det fremgår således blandt andet af Udlændingestyrelsens rapport Syria - Military Service, Report based on factfinding mission to Istanbul and Beirut (17-25. february 2020), maj 2020, at det er muligt at søge om udsættelse af militærtjeneste som ene søn, og at ingen af kilderne i rapporten har hørt om sager, hvor eneste sønner har fået udsat militærtjenesten og derefter er blevet tvunget i militæret. Dog fremgår det af EASO-rapport Country Guidance Syria – Common Analysis and Guidance note, september 2020, at situationen i Syrien fortsat er den, at en stor del af syrere, der indrejser i områder kontrolleret af de syriske myndigheder blandt andet har været udsat for at være tvunget i militærtjeneste, selv om de på forhånd var blevet lovet at blive fritaget eller få militærtjenesten udsat. Dertil kommer det forhold, at fritagelse herfor kræver registrering hos de syriske myndigheder herom hvert år, og klageren har ikke hverken inden sit 18. år eller senere registreret sig. Det er Flygtningenævnets opfattelse, at det på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger herefter må lægges til grund, at der foreligger en betydelige usikkerhed med hensyn til, om klageren vil være fritaget for militærtjeneste. På den anførte baggrund – og når henses til, at der fortsat er grund til at anvende det såkaldte forsigtighedsprincip ved vurderingen af asylansøgere fra Syrien – finder Flygtningenævnet, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for indkaldelse til militærtjeneste. Klageren er af denne grund omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Med hensyn til klagerens frygt for at skulle kæmpe for Den Frie Syriske Hær, tyrkiske tropper eller ISIL, finder Flygtningenævnet ligesom Udlændingestyrelsen at det bygger på klagerens egne formodninger og at klageren ikke er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, som følge heraf. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at Den Frie Syriske Hær har eftersøgt klageren, fordi de har set et billede af klageren til en demonstration i Danmark, hvor klageren demonstrerede mod tyrkernes invasion af Afrin. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at forklaringen er udbyggende og afglidende. Klageren har oplyst, at Den Frie Syriske Hær eftersøgte klageren 2018. Klageren oplyste imidlertid ikke om denne konflikt ved hans samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2019, hvor han må antages at være blevet gjort bekendt den. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at han har deltaget i to demonstrationer i Danmark på grund af tyrkernes invasion af Afrin. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han af denne grund skulle være i de syriske myndigheders søgelys. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Klageren blev ved [landsrettens] ankedom af [vinteren] 2021 for overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 1, § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, samt knivlovens § 7, jf. til dels straffelovens § 89, straffet med fængsel i 9 måneder og udvist med et indrejseforbud i 6 år efter udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6 og 8. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning, kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved den nævnte dom fra [landsret] straffet med fængsel i 9 måneder for overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 1, § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, samt knivlovens § 7, jf. til dels straffelovens § 89. Der er ved fastsættelsen af straffen blandt andet lagt vægt på, at han for tredje gang er fundet skyldig i vold, og at der nu var tale om vold af særlig grov karakter efter straffelovens § 245, stk. 1, begået med en kniv. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens forstand. Klageren er født i Syrien, hvor han boede indtil udrejsen. Han har gået i skole i Syrien indtil syvende klasse, som han ikke nåede at afslutte. Han indrejste i Danmark i december 2015 i forbindelse med familiesammenføring. Han har gået i skole i Danmark i to år. Han har været i praktik som [håndværker] i halvandet år. Han har en dansk kæreste. Hans forældre og to af hans søster samt en moster og onkel og syv fætre bor i Danmark. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder karakteren og grovheden af den forbrydelse, som klageren er idømt en straf af fængsel i 9 måneder for at have begået, herunder at han ved dommen er dømt for vold af særlig farlig karakter ved knivstikkeri, og at det er tredje gang, at klageren dømmes for vold, at klageren må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, ligesom Flygtningenævnet finder, at der må anses at være risiko for, at klageren vil begå ligeartet kriminalitet. Denne formodning er ikke afkræftet ved oplysningerne om ansøgerens personlige forhold, herunder at han efter det oplyste ikke siden gerningstidspunktet [sommeren] 2020 har begået strafbare forhold. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse. En udelukkelse fra opholdstilladelse vurderes i øvrigt ikke at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." Syri/2021/231/eeb
Nævnet omgjorde i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim og har senest boet i [by], Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [vinteren] 2015/2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold, grundet krigen. Klageren henviste videre til, at hun havde oplevet, at myndighederne to gange havde opsøgt hende og spurgte efter hendes sønner, der blev indkaldt til at aftjene militærtjeneste, og udrejste på baggrund heraf. Udlændingestyrelsen har [foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun principalt er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2 og mest subsidiært § 7, stk. 3. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring for Flygtningenævnet til grund. Flygtningenævnet finder, at der i sager vedrørende personer fra Syrien skal foretages et forsigtighedsprincip ved bedømmelsen af, hvorvidt disse personer kan udsendes til Syrien. De syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme klageren til gode. Flygtningenævnet henviser herunder til rapport fra Amnesty International af september 2021 ”You´re going to your death”. Flygtningenævnet skal i første række vurdere, hvorvidt klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, som følge af klagerens individuelle forhold. Klageren har anført, at hun frygter den syriske regering, idet hun bliver betragtet som forræder, fordi hun selv har forladt sit land. Hun har endvidere anført, at hendes sønner har unddraget sig militærtjeneste, hendes børn har været politisk aktive, de har spillet musik og at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være en enke og enlig kvinde. Hun har endeligt i forbindelse med mødet i Flygtningenævnet påberåbt sig konsekvensstatus som følge af datteren [datterens] opholdstilladelse. Klageren har i sin oprindelige asylansøgning gengivet i Udlændingestyrelsens oplysnings- og motivsamtale [vinteren] 2015/2016 oplyst, at myndighederne/Bashar Al-Assads soldater opsøgte hende på bopælen to gange i forbindelse med, at hendes sønner skulle indkaldes til militæret. Soldaterne truede hende ikke, og de trængte ikke indenfor eller ransagede hendes hus. Hun har for Flygtningenævnet forklaret, at sønnerne rejste ud [X] måneder før hende. Hun har endvidere forklaret, at myndighederne kom to gange efter sønnernes udrejse, og at hendes mand i den forbindelse blev chikaneret verbalt. Det fremgår af samtalereferat fra Udlændingestyrelsen af [vinteren] 2019/2020, at klageren har forklaret, at der ikke har været henvendelser fra den syriske regering, efter hun kom til Danmark. Hun har dog via sin nevø fået at vide, at naboen har sagt, at den civile sikkerhedsstyrke var brudt ind hos hende, efter hun kom til Danmark. Flygtningenævnet finder, at de forhold at klagerens sønner angiveligt har unddraget sig militærtjeneste, at hendes børn angiveligt har været politisk aktive og at de angiveligt har spillet musik ikke kan begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet henser herunder til baggrundsoplysningerne og har lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om, at klagerens børn er således profileret, at der er grundlag for at antage, at klageren som følge af sine børns forhold vil blive udsat for forfølgelse eller overgreb fra myndighedernes side. Flygtningenævnet finder, at det alene beror på klagerens egne formodninger, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil blive udsat for forfølgelse eller overgreb fra myndighedernes side alene fordi hun har forladt Syrien, hvorfor dette ikke kan begrunde, at klageren meddeles asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Det forhold, at klageren er en enlig kvinde uden mandligt netværk, er ikke i sig selv asylbegrundende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf det fremgår, at situationen for enlige kvinder er vanskelig, men at det ikke kan lægges til grund, at en enlig kvinde uden mandligt netværk, der vender tilbage til Damaskus, alene som følge af, at hun er en enlig kvinde uden mandligt netværk, vil være i en konkret og individuel risiko for at komme til at leve under forhold svarende til umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af EMRK artikel 3, ligesom det fremgår, at enlige kvinder uden mandligt netværk efter lovgivningen har samme rettigheder som mænd, og at kvinder har adgang til arbejdsmarkedet og kan leje egen bolig. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Ved Flygtningenævnets beslutning af [efteråret] 2021 blev klagerens datter, [datter], meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af en privatretlig konflikt med hendes første ægtefælle. Flygtningenævnets flertal finder, at klagerens opholdstilladelse, uanset at hun ikke er i risiko for individuel forfølgelse, skal ændres som konsekvens af hendes nære familiemæssige tilknytning til datteren. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer henviser herved til UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus, kapitel 6 om familiens enhed, punkterne 181-186. Det fremgår af punkt 185, at også flygtninges ældre forældre kan anses for omfattet af begrebet om konsekvensstatus, såfremt de tilhører samme husstand. Flertallet har ved vurderingen af konsekvensstatus herved lagt vægt på, at klageren og datteren over for nævnet har forklaret om deres tætte relation. De har således samstemmende forklaret, at de har boet sammen i både Syrien og Irak med undtagelse af to perioder på grund af datterens to ægteskaber. I den første periode boede klagerens datter, der var blevet gift som [X-årige], sammen med sin ægtefælle, der udsatte hende for fysiske og psykiske overgreb. I den periode kom hun ofte, 3-4 gange i ugen, hos klageren. Det fremgår af klagerens datters sag, at hun til sidst flygtede til klagerens bopæl og tog ophold der forud for sin skilsmisse. I den anden periode boede klagerens datter i ca. 1 års sammen med sin anden ægtefælle. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at klageren og klagerens datter er udrejst sammen og er indrejst sammen i Danmark, og at de siden indrejsen i [efteråret] 2015 har boet sammen. Flertallet har endvidere tillagt det vægt, at klagerens barnebarn, [barnebarn], over for Flygtningenævnet [efteråret] 2021 i klagerens datters sag, har forklaret, at hun i Syrien som regel var hos sin mormor, fordi de flyttede meget grundet faren. Klageren har over for nævnet tillige forklaret, at hun har en god relation til datteren og børnebørnene, og at klageren og [barnebarn] er meget tætte. Flertallet finder på den baggrund, at der findes et særligt hensyn til at sikre, at familiens enhed bevares. I konsekvens heraf meddeles klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2021, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2021/230/hmu
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og agnostiker fra Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at blive kidnappet, halshugget eller dræbt af personer, som anser ham som værende vantro. Til støtte herfor oplyste klageren, at han er ikke er religiøs. Han tror på Gud, men ikke Islam. Han gik ikke i moske i Syrien, hvilket folk bemærkede. Klageren følte sig chikaneret af religiøse personer og modtog endvidere et trusselsbrev, der angiveligt stammede fra Den Frie Syriske Hær. I trusselsbrevet blev klageren opfordret til at bekæmpe Assad-styret. Klageren og hans familie flyttede på denne baggrund til et andet kvarter. Oprørsgrupperne blev i stigende grad mere religiøse fanatikere, og klageren frygtede derfor at blive forfulgt på grund af sin agnostiske overbevisning. Videre henviste klageren under den oprindelige asylsag til, at han frygtede de syriske myndigheder. Til støtte herfor henviste klageren til, at han i Syrien havde en IT-forretning og at han udførte IT-arbejde. De syriske sikkerhedsmyndigheder opsøgte tre til fire gange klagerens forretning og talte med klagerens far, som de udspurgte om hvilke kunder klageren havde. De syriske sikkerhedsmyndigheder mistænkte klageren for at hjælpe Den Frie Syriske Hær ved at reparere deres IT-udstyr, idet klageren en gang før var blevet afhentet af en person, som kørte ham til [by], der er kontrolleret af Den Frie Syriske Hær, for at udføre arbejde for nogle derfra. Klageren havde en mistanke om, at dem som han skulle udføre arbejde for tilhørte Den Frie Syriske Hær. Endvidere henviste klageren under den oprindelige asylsag til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til de generelle forhold, og at han frygter religiøse fanatikere, idet han ikke er religiøs. Klageren frygter fortsat også de syriske myndigheder, eftersom de har opsøgt og efterspurgt klageren i hans forretning, idet de mistænkte ham for at udføre arbejde for Den Frie Syriske Hær. Under sagen om nægtelse af forlængelse i Udlændingestyrelsen har klageren oplyst, at hans far forsvandt og afgik ved døden [i vinteren] 2020. Klageren har ydermere i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter det syriske regime, fordi han er flygtet og har opholdt sig i syv år uden for Syrien. Videre har han oplyst, at hans ægtefælle har været udsat for et overfald, som hun forsøgte at melde til politiet, som ikke kunne hjælpe hende. Klageren har endvidere oplyst, at ægtefællen ultimo 2019 og primo 2020 er blevet opsøgt af ukendte personer, der spurgte efter klageren. Klageren bad på den baggrund sin ægtefælle og datter om at flytte, hvilket de gjorde. Ægtefællen og datteren har siden klageren forlod Syrien skriftet adresse fire gange. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at Udlændingestyrelsen [i foråret] 2015 meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, om midlertidig beskyttelsesstatus. Opholdstilladelsen i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, er således meddelt med henblik på midlertidigt ophold og vil ikke skulle forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår således, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus og Rif Damaskus og at situationen i Damaskus og Rif Damaskus over en længere periode siden maj 2018 er forbedret, og denne forbedring kan ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følger af den blotte tilstedeværelse på området. Flygtningenævnet er opmærksomt på rapport fra Amnesty International fra september 2021, ”You´re going to your death”, og der skal i sager af denne karakter ved sagens afgørelse anvendes et forsigtighedsprincip. Flygtningenævnet har ved sagens afgørelse lagt vægt på andre baggrundsoplysninger, herunder EASO´s rapport: Country Guidance: Syria fra september 2020, samt Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governates of Damascus an Rural Damascus, fra oktober 2020. Afgørelsen af 14. september 2021 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen M.D. And Others v. Russia kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved henset til, at der ikke er grundlag for at antage, at der med dommen er taget stilling til, at enhver tvangsmæssig udsendelse til alle dele af Syrien vil udgøre en krænkelse af artikel 3 i EMRK, men at der er foretaget en vurdering af ansøgernes konkrete forhold, herunder at de mænd i den militærpligtige alder, med den deraf følgende risiko for indkaldelse til militærtjeneste, som de har modsat sig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke anledning til at ændre sin praksis. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder endvidere, at lovgrundlaget er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker desuden, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 3, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også dom fra Den Europæiske Menneske-rettighedsdomstol i sagerne Konstantinov v. The Netherlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. the United Kingdom (2008), præmis 76, Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime mål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagernes ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i et rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet har herved henset til, at klageren er født og opvokset i Syrien, hvor han har boet i Damaskus indtil sin udrejse som 46-årig. Han har gået i skole i 15 år i Damaskus og har læst to år på [institut i Syrien]. Han har fra 1988 indtil 2014 arbejdet i sin fars elektronikforretning i Damaskus. Han har sin ægtefælle og sin voksne datter i Syrien. Han har i Danmark læst på VUC, og har bestået Dansk G og kan tale, læse og skrive dansk. Han har ikke haft arbejde i Danmark udover en måned som elektriker vikar og forskellige praktikpladser. Han er ikke medlem af nogen foreninger eller bestyrelser og har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark. Klageren har om sin helbredstilstand oplyst, at han har nyresten og brok i maven. Flygtningenævnet bemærker, som ovenfor anført, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. Klageren har således siden meddelelsen af opholdstilladelse [i foråret] 2015 været bekendt med dennes midlertidige karakter. Efter en samlet vurdering af det anførte finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har opnået en særlig tilknytning til Danmark. En nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er på ovennævnte baggrund ikke i strid med Danmarks internationale forpligtelser, er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel og hverken i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Der skal herefter foretages en vurdering af, hvorvidt klageren på grund af sine individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien ikke vil være i risiko for individuel forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Der er herved henset til klagerens egne oplysninger om, at han ikke har været politisk aktiv, tilknyttet nogen partier eller bevægelser eller har deltaget i demonstrationer. Der er endvidere henset til de samme omstændigheder som fremgår af Flygtningenævnets afgørelse af [vinteren] 2016 vedrørende klagerens konflikter med de syriske myndigheder og Den Frie Syriske Hær. Det beror endvidere på klagerens egen formodning, at faderens død [i vinteren] 2020, har sammenhæng med klagerens flugt og nuværende situation. Det forhold, at klageren på nævnsmødet har forklaret, at klagerens ægtefælle i henholdsvis 2019 og 2020 er blevet opsøgt af de syriske myndigheder, kan ikke føre til et andet resultat, idet denne forklaring er udbyggende i forhold til klagerens tidligere forklaring til Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021. Alene de forhold, at klageren er udrejst legalt af Syrien og har opholdt sig i Danmark i 7 år, kan efter Flygtningenævnets praksis og de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Syria: Issues regarding return” fra oktober 2021, ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/228/sels
Nævnet omgjorde i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Sagen er sambehandlet med Syri/2021/222/mlvt. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet meddelte [i sommeren] 2019 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klagerens mor som asylmotiv til, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien risikerede at blive kidnappet, og at klageren ikke havde noget at vende tilbage til. Klagerens mor henviste endvidere til den generelle situation i landet. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt.. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien de generelle i forhold i landet. Klageren har yderligere henvist til risikoen for at blive kidnappet, samt risikoen for at blive chikaneret ved kontrolposter. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at Flygtningenævnet [i sommeren] 2019 meddelte klagerens mor, yngre søster og klageren som medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren er opvokset i Damaskus, Syrien, hvor hun har boet frem til udrejsen i 2012. Klageren skal herefter asylvurderes i forhold til Damaskus. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2021, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår således, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus og Rif Damaskus, og at situationen i Damaskus og Rif Damaskus over en længere periode siden maj 2018 er forbedret, og denne forbedring kan ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følger af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet er opmærksom på rapporten fra Amnesty International fra september 2021, ”You´re going to your death”, og der skal i sager af denne karakter ved sagens afgørelse anvendes et forsigtighedsprincip. Flygtningenævnet har ved sagens afgørelse lagt vægt på andre baggrundsoplysninger, herunder EASO´s rapport: Country Guidance: Syria fra september 2020, samt Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governates of Damascus an Rural Damascus, fra oktober 2020. Afgørelse af 14. september 2021 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i sagen M.D. And Others v. Russia kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved henset til, at der ikke er grundlag for at antage, at der med dommen er taget stilling til, at enhver tvangsmæssig udsendelse til alle dele af Syrien vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3, men at der er foretaget en vurdering af ansøgernes konkrete forhold, herunder at de er mænd i den militærpligtige alder, med den deraf følgende risiko for indkaldelse til militærtjeneste, som de har modsat sig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke anledning til at ændre sin praksis. Flygtningenævnet skal herefter foretage en vurdering af, om klageren er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende oplysninger til grund, at klageren ikke har individuelle asylbegrundende konflikter med de syriske myndigheder, med religiøse eller kriminelle grupperinger i Syrien eller familiemedlemmer eller privatpersoner i Syrien. Flygtningenævnet finder således, at det ikke kan lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Efter EMRK´s artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet privat – og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt af de i artikel 8, stk. 2, nævnte grunde. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vurdering af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i deres ret til familie- og privatliv. For så vidt angår retten til familieliv bemærkes, at forældre og voksne børn som udgangspunkt ikke er omfattet af familieliv i EMRK artikel 8´s forstand, medmindre der foreligger et afhængighedsforhold mellem voksne børn og forældre. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at EMD har udtalt, at forholdet mellem myndige børn og deres forældre kan omfattes af begrebet ”familieliv” efter EMRK artikel 8 i sager omhandlende unge, hjemmeboende voksne, som ikke har stiftet selvstændig familie, jf. blandt andet EMD’s dom Pormes v. the Netherlands, præmis 47. Henset til de foreliggende omstændigheder, herunder klagerens unge alder, at klageren fortsat er hjemmeboende og ikke har stiftet selvstændig familie, finder Flygtningenævnet, at der af disse grunde findes at foreligge et familieliv i EMRK artikel 8’s forstand. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder endvidere, at lovgrundlaget er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker desuden, at en håndhævelse af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime mål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af EMD’s praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i et rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren er født og opvokset i Syrien, Damaskus, hvor hun har boet i det meste af sit liv. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i knap 6 år. Hun har gået i [udskoling] i Danmark, har [taget en ungdomsuddannelse] og går nu på universitetet […] på første år. Hun er nu [en ung voksen] og bor stadig hjemme hos sin mor sammen med sin søster på [12-15] år, hvis sager behandles sammen med nærværende sag. Henset til de foreliggende omstændigheder, herunder klagerens unge alder, og at klageren fortsat er hjemmeboende og ikke har stiftet selvstændig familie finder Flygtningenævnet, at det vil udgøre et uproportionalt indgreb i klagerens ret til respekt for sit familieliv i medfør af EMRK artikel 8, stk. 1 at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2021, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” syri/2021/223/MLVT
Nævnet omgjorde i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Sagen er sambehandlet med Syri/2021/223/mlvt. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har været medlem af Baath-partiet, mens hun gik i skole, da det var obligatorisk for eleverne. Klageren har derudover ikke været politisk aktiv. Flygtningenævnet meddelte [i sommeren] 2019 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede den generelle situation i landet, herunder at hendes døtre ville blive kidnappet, og at klageren ikke havde noget at vende tilbage til. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt.. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til de generelle forhold i Syrien, herunder risikoen for, at klageren og klagerens døtre vil blive kidnappet og udsat for seksuelle overgreb af bander. Klageren har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at klagerens tidligere ægtefælle, som hun er separeret fra, vil genere hende. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at det syriske regime udsætter befolkningen for umenneskelig behandling, og at der er mangel på basale fornødenheder i Syrien. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at Flygtningenævnet [i sommeren] 2019 meddelte klageren og hendes to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren er opvokset i Damaskus, Syrien. hvor hun har boet frem til udrejsen i 2012. Klageren skal herefter asylvurderes i forhold til Damaskus. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af [i foråret] 2021, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår således, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus og Rif Damaskus, og at situationen i Damaskus og Rif Damaskus over en længere periode siden maj 2018 er forbedret, og denne forbedring kan ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følger af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet er opmærksom på rapporten fra Amnesty International fra september 2021, ”You´re going to your death”, og der skal i sager af denne karakter ved sagens afgørelse anvendes et forsigtighedsprincip. Flygtningenævnet har ved sagens afgørelse lagt vægt på andre baggrundsoplysninger, herunder EASO´s rapport: Country Guidance: Syria fra september 2020, samt Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governates of Damascus and Rural Damascus, fra oktober 2020. Afgørelse af 14. september 2021 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen M.D. And Others v. Russia kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved henset til, at der ikke er grundlag for at antage, at der med dommen er taget stilling til, at enhver tvangsmæssig udsendelse til alle dele af Syrien vil udgøre en krænkelse af artikel 3 i EMRK, men at der er foretaget en vurdering af ansøgernes konkrete forhold, herunder at de er mænd i den militærpligtige alder, med den deraf følgende risiko for indkaldelse til militærtjeneste, som de har modsat sig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke anledning til at ændre sin praksis. Flygtningenævnet skal herefter foretage en vurdering af, om klageren er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, som følge af hendes individuelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren ikke har individuelle asylbegrundende konflikter med de syriske myndigheder, med religiøse eller kriminelle grupperinger i Syrien eller familiemedlemmer eller privatpersoner i Syrien. Flygtningenævnet har lagt vægt på oplysningerne om, at klageren er udrejst legalt af Syrien i [vinteren 2012/2013]. Flygtningenævnet har lagt vægt på oplysningerne om, at klageren i 2018 indrejste og udrejste legalt af Syrien fra Libanon, og at hun ikke oplevede problemer med de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har lagt vægt på oplysningerne om, at klageren efter ankomsten til Danmark var på den syriske ambassade i Berlin tre gange, hvor hun blandt andet fik udstedt nyt nationalitetspas, og at klageren ikke har haft konflikter med de syriske myndigheder i den forbindelse. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ægtefællen, som havde opnået asyl i Danmark, og som klageren er separeret fra, er rejst tilbage til Syrien i [sommeren] 2020 og bosatte sig i Damaskus, og efter de foreliggende oplysninger ikke har oplevet konflikter med myndighederne. Med hensyn til klagerens forklaring om, at hendes søn er deserteret fra militærtjeneste bemærkes, at det fremgår af Udlændingestyrelsens baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens notat ”Syria, Issues Regardign Military Service, oktober 2019, at en persons militærunddragelse eller desertering som udgangspunkt ikke vil have konsekvenser for hans familiemedlemmer. Nogle familiemedlemmer risikerer dog at blive udsat for pres og afhøringer af de syriske myndigheder, men at det oftest er familiemedlemmer til unddragere, der også er eftersøgt f.eks. for at have dræbt anden militær personel eller for at have været en del af en operation mod den syriske hær. Det fremgår endvidere af baggrundsoplysningerne, at familiemedlemmer til personer, der er deserteret eller unddraget sig militærtjeneste ikke i sig selv risikerer noget i forhold til de syriske myndigheder, medmindre der er tale om særligt profilerede medlemmer af oppositionen. Med hensyn til klagerens angivelige konflikt med sin ægtefælle, som hun er separeret fra, kan Flygtningenævnet efter de foreliggende oplysninger, herunder klagerens afglidende og udbyggende forklaring, ikke lægge til grund, at der er tale om en asylbegrundende konflikt. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at det ikke kan lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Efter EMRK´s artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet privat – og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt af de i artikel 8, stk. 2, nævnte grunde. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vurdering af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i deres ret til familie- og privatliv. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder endvidere, at lovgrundlaget er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker desuden, at en håndhævelse af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i et rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren er født og opvokset i Syrien, Damaskus, hvor hun har boet i det meste af sit liv, og flere af hendes søskende bor i Damaskus. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i knap 6 år. Hun har bestået Dansk 1. Hun har været i praktik en række steder. Hun har et mindreårigt barn på [12-15] år, der er omfattet af denne sag, og en [myndig] datter, hvis sag behandles sammen med nærværende sag. Klagerens yngste barn på [12-15] år har opholdt sig lovligt i Danmark i næsten seks år og har gået i skole i Danmark fra [indskoling til mellemtrin] og går nu i [udskoling] og har således haft en væsentlig del af sine formative år i Danmark. Henset til, at klagerens mindreårige datter, der kom til Danmark som [4-7-årig] og som i dag er [12-15] år og som dermed har opholdt sig i Danmark i næsten seks år, og som har gået i skole i alle disse år, har haft en væsentlig del af sine formative år i Danmark finder Flygtningenævnet, at det vil være særligt indgribende for klagerens yngste datter – og dermed for klageren – såfremt hendes opholdstilladelse nægtes forlænget. Af denne grund finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2021, således at klageren og hendes medfølgende barn fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2021/222/MLVT
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er muslim fra [by], Lower Juba regionen, Somalia. Klageren tilhører klanen […], subklanen […], og underklanen […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af familiemedlemmerne til en mand fra en modstående klan, som klagerens [familiemedlem] slog ihjel [i efteråret] 2013. Klageren har videre henvist til, at han frygter tvangsrekruttering til al-Shabaab. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er blevet opsøgt på sin bopæl af nogle personer, herunder den dræbtes [familiemedlem], og at han blev overfaldet, udsat for overgreb og slået bevidstløs. Klageren er også blevet opsøgt af al-Shabaab. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold på daværende tidspunkt i det sydlige og centrale Somalia. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør udlændingelovens 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er tilstede. Flygtningenævnet bemærker, at den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19 er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Udlændingestyrelsen indledte af egen drift den foreliggende sag om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse [i foråret] 2019, og sagen skal herefter behandles efter den dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at klageren har afgivet divergerende forklaringer. Klageren har om klankonflikten oprindeligt forklaret i oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2014, at hans [familiemedlem] efter et skænderi havde slået en mand fra en anden klan ihjel, hvorefter klageren blev overfaldet af medlemmer af den dræbtes klan. Under samtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021 har han forklaret, at han selv havde været oppe at skændes med personer fra en magtfuld klan, hvorefter han blev angrebet af ukendte personer. Klageren har om sin frygt for al-Shabaab ikke henvist til, at han har en konkret og individuel konflikt med al-Shabaab, men til generelle forhold. Af udlændingelovens dagældende § 19, stk. 1, nr. 1, fremgår, at myndighederne kan nægte at forlænge en opholdstilladelse efter udlændingeloven, når de generelle forhold i en udlændings hjemland er ændret på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse i hjemlandet, uanset forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, idet ændringen dog ikke antages at være af helt midlertidig karakter. På baggrund af de seneste baggrundsoplysninger om de generelle forhold i Somalia herunder i klagerens hjemområde i Lower Juba-regionen er disse fortsat alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Imidlertid er der indtrådt en sådan forbedring af de generelle forhold og som ikke antages at være af helt midlertidig karakter. Dette bekræftes senest i EASO’s rapport, Security Situation in Somalia, udgivet i september 2021, side 60. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen i Somalia har ændret sig således, at enhver ikke længere ved sin blotte tilstedeværelse i landet risikerer at blive udsat for overgreb som omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det følger videre også af EASO Country of Origin Information Report – Somalia Security Situation, december 2012, at al-Shabaab generelt ikke angriber civile, men hovedsageligt angriber profilerede mål. Herefter og idet klageren ikke kan anses for profileret i forhold til al-Shabaab, er grundlaget for hans opholdstilladelse ikke længere til stede, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt inddragelsen af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det bemærkes herved, at det af det Centrale Personregister (CPR) fremgår, at klageren [i sommeren] 2014 indrejste til Danmark. Klageren har således opholdt sig i Danmark i omkring 7 år. Han har haft forskellige ansættelsesforhold, men har ikke opnået fast tilknytning til det danske arbejdsmarked og har ikke afsluttet en uddannelse her. Han har færdiggjort Prøve i Dansk 2, modul 5. Han har gået på højskole og er medlem af en [sportsklub] og en [forening] i Danmark. Han har ikke familiemæssig tilknytning til Danmark. Han er gift med [A], som ligesom klagerens forældre og søskende formodes at opholde sig i Somalia. Klageren har ikke kontakt med sin familie. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ovenstående, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at nægte at forlænge hans opholdstilladelse, jf. herved dagældende udlændingelov (lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017) § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2021/60/ANFI
Nævnet omgjorde i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2000.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er shiamuslim af trosretning fra Bagdad, Irak. Klageren praktiserer ikke sin religion. Klageren har oplyst, at han var tvunget til at være medlem af Baath-partiet, mens han aftjente værnepligt. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2001 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår, at opholdstilladelsen er givet med henblik på varigt ophold, og gældende til [foråret] 2004. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygtede for sit liv, fordi han var eftersøgt af myndighederne. Klageren anførte til støtte herfor, at han som led i sin værnepligt var chauffør for en [ansat i militæret]. I [foråret] 2000 var der forsvundet nogle våben fra den bil, som klageren kørte, og klageren blev beskyldt for at have stjålet våbnene. Klageren blev anholdt og sigtet for at have stjålet våbnene. Klageren blev afhørt i en måned, og han blev slået og udsat for dårlig behandling. Klageren blev idømt fem års fængsel af militærdomstolen. Det lykkedes klageren at bestikke en fængselsvagt og flygte fra fængslet. Klagerens familie blev herefter udsat for chikane og husransagninger, fordi militærmyndighederne ville have klageren til at melde sig. Hvis klageren tager tilbage til Irak, vil han blive fængslet på ny og udsat for mishandling. [I efteråret] 2016 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på klagerens ansøgning om permanent opholdstilladelse, da klageren ikke opfyldte kravet om ikke at have modtaget offentlig hjælp i de sidste 3 år forud for indgivelsen af ansøgningen, og indtil det tidspunkt, hvor der kan meddeles permanent opholdstilladelse. Klagerens opholdstilladelse er løbende blevet forlænget siden 2001, senest [i efteråret] 2017, hvor forlængelsen var begrundet i klagerens tilknytning til Danmark. Det fremgår heraf, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med forlængelsen i 2017 vurderede, at klageren ikke længere havde et beskyttelsesbehov, men at det ville være særligt belastende at nægte at forlænge hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen har ændret sig på en sådan måde, at klageren ikke længere risikerer forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Irak. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han frygter for sit liv. Klagerens familie blev opsøgt af militser, der tilhører den nuværende regering, mange gange siden 2005. Militserne spurgte efter klageren flere gange efter, at klageren var udrejst af Irak. Alle ansatte i regimet blev betragtet som medlemmer af Baath-partiet. Klageren blev som menig soldat og værnepligtig tvunget til at være medlem af Baath-partiet. Klagerens bror blev ramt af en bil med maskerede mænd fra militsen, og klagerens bror blev invalid som følge af de skader han pådrog sig i forbindelse med påkørslen. Efter ulykken fortsatte militserne med at spørge efter klageren. Klagerens familie måtte flytte til en anden bydel for at undgå opsøgningerne. Udlændingestyrelsen har som begrundelse for nu ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse vurderet, at de generelle forhold i Irak ikke længere er af en sådan karakter, at der er risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af sin blotte tilstedeværelse i landet. Der er endvidere henvist til, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse har ændret sig på en sådan måde, at han ikke længere risikerer forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Irak. Endelig er der henvist til, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at den generelle situation i Irak ikke er af en sådan karakter, at der er risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3 alene som følge af sin blotte tilstedeværelse i landet. Det tiltrædes således, at klageren ikke længere har et asylbegrundende beskyttelsesbehov. Spørgsmålet er herefter, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Der skal i den forbindelse foretages en vurdering af, hvorvidt det indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, som en nægtelse af forlængelse af hans opholdstilladelse vil udgøre, er proportional i forhold til statens interesse i ikke at forlænge hans opholdstilladelse. Klageren indrejste i Danmark [da han var i slutningen af 20'erne], og har haft lovligt ophold i landet i mere end 20 år. Han taler, skriver og læser dansk, og er sund og rask. Han har haft sin primære skolegang i Irak, og taler, skriver og læser arabisk. Han har alene sin 90-årige mor i Irak, som han har kontakt med. Han har ingen familie i Danmark, herunder ægtefælle og børn, og har ikke længere kontakt til sin søster, som han i 2000 indrejste i Danmark sammen med. Han har ikke været i Irak de seneste 22 år, og har ikke begået kriminalitet under sit ophold i Danmark. Han har i flere perioder haft arbejde, og har siden 2015 haft arbejde som lønmodtager på fuld tid i et [firma] sideløbende med, at han har etableret selvstændig virksomhed med aktuelt [et antal] ansatte medarbejdere. Han har et netværk af blandt andet danske bekendte, herunder arbejdskolleger og ansatte i hans firma. Flygtningenævnet vurderer efter en samlet vurdering af disse forhold, hvor der navnlig er lagt vægt på længden af klagerens lovlige ophold i Danmark, hans tilknytning til arbejdsmarkedet og hans efterhånden begrænsede tilknytning til Irak, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være et uproportionalt indgreb i hans ret til privat- og familieliv efter EMRK artikel 8. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [efteråret] 2020, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Irak/2021/27/EDO
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte:Ansøgeren er etnisk kurder og muslim fra Kirkuk, Irak. Ansøgeren har været politisk aktiv ved at være medlem af partiet [A] i 1990’erne. Ansøgeren har i den forbindelse uddelt kritisk materiale om det daværende irakiske Saddam Hussein styre. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at blive slået ihjel af en hvilken som helst irakisk person, samt de irakiske myndigheder, idet han er blevet beskyldt for at have overført penge til ISIS, at han frygter at opleve problemer med myndighederne i Irak, herunder at blive slået ihjel, idet han har udført politiske aktiviteter for partiet ved navn [A], og at blive slået ihjel af familiemedlemmer til sin afdøde ven, [B], idet [B]s familiemedlemmer mistænker ansøgeren for at være skyld i, at [B] blev slået ihjel af myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han udrejste af Irak for omkring [antal] år siden, fordi han havde en konflikt med de irakiske myndigheder og familien til sin afdøde ven, [B]. Konflikten med myndighederne opstod, fordi ansøgeren i 1990’erne var modstander af de irakiske styre, og derfor meldte han sig i partiet [A], som han udførte politiske aktiviteter for. Ansøgerens politiske aktiviteter bestod blandt andet i, at han uddelte løbesedler, hvorpå der var trykt kritik af Saddam Hussein og det irakiske styre. En dag skulle ansøgeren køre sin ven, [B], i sin taxa. [B] havde medbragt løbesedler, og de blev kaldt ind ved en vejspærring, hvor bilen blev undersøgt. [B] og ansøgeren blev anholdt af myndighederne på stedet. Ansøgeren var anholdt i en periode på omkring et par måneder, hvor han blev afhørt. Under afhøringerne forklarede ansøgeren, at [B] alene var en passager, som han havde transporteret, og at ansøgeren ikke kendte til de politiske materiale. Ansøgeren blev løsladt under betingelse af, at han løbende gav møde ved myndighederne. [B] blev ikke løsladt. Han blev henrettet af myndighederne. Efter sin løsladelse fik ansøgeren at vide af sin ven, [C], at [B] havde taget skylden og undladt at anmelde ansøgeren til myndighederne, hvorefter [B] var blevet henrettet. Det forhold, at [B] blev henrettet, sammenholdt med, at ansøgeren var blevet løsladt, bragte ansøgeren i et modsætningsforhold til [B]s familie. Efter henrettelsen af [B], begyndte [B]s familie at fremsætte trusler mod ansøgeren. Det gik mindst seks måneder, fra ansøgeren blev løsladt, til han udrejste af Irak. Ansøgeren indrejste i [et andet europæisk land] i 2002 og fik asyl. Senere blev han henvist til at kunne opholde sig i [et andet europæisk land] på en ikke nærmere bestemt grundlag. [I foråret] 2019 har mediet [udenlandsk medie] skrevet, at ansøgeren har overført [antal] dollars til ISIS i Irak. En [social medie] profil ved navn [D] med mere end 100.000 følgere har ligeledes skrevet, at ansøgeren har overført penge til ISIS. Skriverierne udsprang som følge af, at ansøgeren i Danmark blev dømt for [karakteren af kriminalitet] af særlig grov beskaffenhed. Ansøgeren frygter, at han på baggrund af disse fejlagtige skriverier risikerer at blive slået ihjel af en hvilken som helst iraker. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han har en aktuel konflikt med de irakiske myndigheder i anledning af, at han forud for 2002 har været medlem af og politisk aktiv for partiet [A], Ansøgeren har i den forbindelse i 2001 været tilbageholdt af de daværende irakiske myndigheder i nogle måneder, idet han i bil har transporteret en passager, der var i besiddelse af kritisk materiale om det daværende Saddam Hussein-styre. Nævnet lægger herved vægt på, dels at ansøgeren blev løsladt efter nogle måneders tilbageholdelse, dels at Saddam Husseins styre blev bragt til fald i 2003, således at magtforholdene i Irak i dag er fundamentalt anderledes. Herunder har partiet [A], som ansøgeren var politisk aktiv for, flere gange i tiden efter 2003 været en del af regeringsmagten i Irak. Dertil kommer, at ansøgeren i 2006 eller 2008 har fået udstedt et irakisk pas af de irakiske myndigheder. Det beror således alene på ansøgerens egen formodning, at han i den anledning skulle befinde sig i et modsætningsforhold til de irakiske myndigheder. Flygtningenævnet finder det ikke troværdigt, at ansøgeren skulle have haft en konflikt med familien til [B], som sammen med ansøgeren blev anholdt af de daværende irakiske myndigheder i ansøgerens bil. Herved har nævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom fremstår usammenhængende og uklar, ligesom ansøgeren på flere centrale punkter har forklaret forskelligt og udbyggende om konflikten, herunder om dens intensitet – særligt også når hans forklaring ses i forhold til det, han i 2002 forklarede overfor det [andet europæiske land]. Til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2021 har ansøgeren forklaret, at han blev opsøgt af [B]s familie, der - før [B] blev henrettet – fremsatte trusler mod ham, idet de oplyste, at de ville gøre noget ved ansøgeren, såfremt [B] blev henrettet. Til asylsamtalen [i foråret] 2021 har han forklaret, at [B]s familie først kontaktede ham, efter at [B] var blevet henrettet. Til oplysnings- og motivsamtalen [i vinteren] 2021 har han forklaret, at [B]s familie fremsatte mundtlige trusler, når de lejlighedsvis mødte ansøgeren i Kirkuk. Under denne samtale forklarede han også, at han formoder, det er dem, der har smidt en håndgranat ind i ansøgerens hjem i Kirkuk. Til asylsamtalen [i foråret] 2021 har han forklaret, at [B]s familie opsøgte ham på cafeen, hvor de pegede på ham. Under denne samtale forklarede han også, at der få dage senere skete en voldsom eksplosion, hvor en bil og en vandbeholder blev sprængt i stykker udenfor ansøgerens hjem i Kirkuk, som han anser [B]s familie for at stå bag. På den anden side har ansøgeren under samme samtale dog også forklaret, at han aldrig blevet opsøgt personligt at [B]s familie. Under samtalen med det [andet europæiske land i vinteren] 2002, har ansøgeren imidlertid intet forklaret om et eksplosionsangreb, som han tilskriver [B]s familie. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har en konflikt med [B]s familie af en sådan karakter og intensitet, at den kan være asylbegrundende. Flygtningenævnet finder heller ikke, at det i sig selv kan være asylbegrundende, at ansøgeren af [et andet europæiske] medier i 2006 og 2007 har været omtalt som ”[…]”, og heller ikke at mediet [udenlandsk medie] i 2019 i forbindelse med [Landsrets sagen] om [karakteren af kriminalitet] i har hævdet, at en stor del af pengene fra pengetransporterne er blevet brugt til […]finansiering - hvilket ansøgeren ikke er dømt for, men alene groft [karakteren af kriminalitet]. Ansøgeren har ikke sandsynliggjort, at han har modtaget trusler som følge af hverken dommen eller skriverierne i medierne. Ansøgerens frygt beror således på hans egen formodning og kan ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes i øvrigt, at det af [dansk myndigheds] notat af [sommeren] 2021 fremgår, at de irakiske myndigheder ikke anvender dobbeltstraf, således at der ikke er holdepunkter for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil blive idømt en dobbeltstraf for det [karakteren af kriminalitet] forhold, han blev straffet for ved [Landsrets] dom af [vinteren] 2019. Dertil kommer endelig, at ansøgeren ifølge oplysningerne fra dansk politi, Særlig [dansk myndighed], ved købekontrakt [af vinteren] 2017 har købt et hus i Sulaymania, Kurdistan, Irak, for [antal] dollar, hvoraf ansøgeren har kvitteringer på, at knap [antal] dollars er overført til sælger. Under politi-aflytningerne indikerer ansøgeren tillige, at han har tænkt sig at benytte huset i Irak, når de opholder i Irak. Huskøbet bestyrker, at ansøgeren ikke frygter en tilbagevenden til Irak. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 30. juni 2021. Irak/2021/26/sme
Nævnet stadfæstede i november 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra et ukendt hjemland. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:”Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at ansøgerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald. Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen med den beskikkede advokats medvirken, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren har oplyst at være etnisk rohingya og sunnimuslim fra Minbya, Myanmar. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Myanmar frygter myndighederne, idet han er etnisk rohingya. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han flyttede til Singapore med sin familie, da han var tre år gammel og boede der, indtil han var 20 år. Kort efter tilbagekomsten til Myanmar blev bopælen opsøgt, og alle mandlige familiemedlemmer blev tilbageholdt og tortureret. Bopælen blev brændt ned til grunden. Efter enten to uger eller tre måneders tilbageholdelse flygtede ansøgeren ud af landet og kom til Bangladesh, hvor ansøgerens onkel bor. Ansøgerens onkel hjalp ham med at rejse med fly fra Dhaka til Istanbul, hvorfra han rejste videre ind i Europa. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin identitet, nationalitet og sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har således lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende både om sit navn, sin fødselsdato og oprindelsesland til forskellige europæiske myndigheder. Til de danske myndigheder har ansøgeren i forbindelse med sin asylansøgning oplyst, at hans navn er [A], og at han er født [i sommeren] 1998. Til de svenske myndigheder har ansøgeren i forbindelse med sin asylansøgning oplyst, at hans navn er [B], og at han er født [i sommeren] 1998. Til de hollandske myndigheder har ansøgeren i forbindelse med sin asylansøgning oplyst, at hans navn er [C], og at han er født [i sommeren] 1998 i Damaskus, Syrien. Ifølge de hollandske myndigheder er ansøgeren i øvrigt pålagt et indrejseforbud i 2 år i Holland som følge af, at ansøgeren har givet falske informationer, og har nægtet at samarbejde med de hollandske immigrationsmyndigheder. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sin tilbageholdelse af militæret i Myanmar. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2019 forklarede ansøgeren, at han på et militært område blev tortureret i seks timer, hvorefter de blev kørt til en ny lejr, som lignede et fængsel. I den nye lejr blev mænd og kvinder samlet igen. Her opholdt han sig i tre måneder. Til asylsamtalen [i efteråret] 2019 forklarede han, at han blev tortureret i over ca. to uger, ligesom han udbyggende har forklaret, at der ingen vand eller drikke var, at de fleste blev tortureret til døden, og at han har set 50 - 100 drenge og mænd i ansøgerens gruppe blive brændt levende foran ham. Yderligere forklarede han til denne samtale, at han under hele sin tilbageholdelse var i den samme lejr, og at han flygtede fra den efter et ophold på cirka to uger. Efter Flygtningenævnets opfattelse findes særligt ansøgerens udbyggende forklaring om, at han så afbrænding af levende mennesker foran sig, at have været så voldsom og traumatiserende en oplevelse, at det må anses for yderst påfaldende, at ansøgeren ikke allerede under sin første samtale med Udlændingestyrelsen har forklaret om denne helt centrale og voldsomme oplevelse. Med hensyn til ansøgerens og hans forældrenes etnicitet som rohingyaer har ansøgeren også forklaret divergerende. Således forklarede han til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2019, at hans forældre aldrig fik udstedt ID-dokumenter i Myanmar. Til asylsamtalen [i efteråret] 2019 forklarede han derimod, at hans forældre fik udsted ID dokumenter i Myanmar før 1982 i form af nationalpas og fødselsattester. Flygtningenævnet lægger også vægt på det forhold, at ansøgeren ikke taler rohingya - men engelsk - selv om hans forældre taler rohingya indbyrdes. Nævnet lægger endelig vægt på, at ansøgeren heller ikke har forsøgt at tage kontakt til rohingya-miljøet i Danmark. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er født i Myanmar, og at han skulle være rohingya. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for forfølgelse eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2021/4/sme
Nævnet omgjorde i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:"Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har imidlertid i Danmark været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at hun [i sommeren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [primo] 2021 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Klageren har anført, at hendes far er eftersøgt, og at familiens bolig i Syrien efterfølgende blev ransaget flere gange, ligesom klageren og hendes mor blev tilbageholdt én dag af myndighederne, og i forbindelse med løsladelsen fik oplyst, at de skulle samarbejde med myndighederne. Klageren udrejste herefter illegalt af Syrien. Klageren har endvidere anført, at de syriske myndigheder har udstedt en arrestordre på hende [i sommeren] 2015, fordi hun har et modsætningsforhold til regimet, og at hendes to farbrødre er anholdt som følge af klagerens forhold. Ved tilbagevenden til Syrien frygter klageren derfor regimet, der anser hende for en forræder. Klageren frygter endvidere regimet, da hendes bror er eftersøgt på grund af manglende aftjening af værnepligt. Klageren har endvidere til støtte herfor oplyst, at hun i Syrien er blevet anklaget for at have deltaget i og arrangeret demonstrationer. Klageren har videre oplyst, at hun har deltaget i et interview med [et udenlandsk medie], efter hun på en telefonapp, [app], har forklaret om sin situation, hvorefter en journalist fra [førnævnte udenlandske medie] tog kontakt til klageren. Klageren har derudover deltaget i et indslag på en syrisk oppositionskanal, [X], der opererer fra Tyrkiet, hvor klageren ligeledes har forklaret om sin situation i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægger klagerens forklaring om årsagen til hendes angivelige konflikter med myndighederne i Syrien til grund. Klageren har i sin første samtale med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2016 oplyst, at hun og hendes mor blev opsøgt af regimet efter klagerens far var udrejst, og at regimet beskyldte dem for at være tilknyttet den Frie Syriske Hær. Huset blev ransaget flere gange og den sidste gang, blev klageren og hendes mor taget med og blev tilbageholdt én dag. Klageren og hendes mor har forklaret divergerende om tilbageholdelsen, herunder hvad regimet ønskede, de skulle gøre, og hvilke konsekvenser det ville få, hvis de ikke gjorde som ønsket. Klageren har blandt andet forklaret, at hun og moderen blev løsladt uden problemer, men at de skulle angive navne på personer, som samarbejde med Den Frie Syriske Hær. Klagerens mor har til Udlændingestyrelsen oplyst, at hun og klageren ville blive likvideret, hvis de ikke fortalte, hvor klagerens far var. Klageren og hendes mor har også forklaret divergerende om, hvornår og hvor de skulle fremkomme med de oplysninger, som regimet ønskede. Endvidere har klageren og hendes mor forklaret divergerende om den behandling, de blev udsat for under tilbageholdelsen, herunder at de blev slået og truet med en elektronisk stav. Klageren har endvidere udbyggende forklaret under en samtale med Udlændingestyrelsen [primo] 2020, at hun tillige blev rørt ved under tilbageholdelsen. Klageren har også forklaret, at hun og familien under udrejsen [i efteråret] 2015 passerede mange kontrolposter uden at blive standset. I forbindelse med behandling af klagerens statusændringssag forklarede klageren [primo] 2020, at hun et par måneder forinden var kommet i besiddelse af et dokument, dateret [efteråret] 2015 fra Flyvevåbnets Efterretningstjeneste, som skulle oplyse, at hun og hendes bror var eftersøgt af regimet som følge af antistatsdemonstrationer. Klageren har under en samtale med Udlændingestyrelsen [primo] 2020 fremlagt en arrestordre på hende. Klageren har forklaret, at hun er kommet i besiddelse af dokumenterne via sin farmor, som har modtaget dem fra efterretningstjenesten. Klageren har også forklaret, at hun har flere onkler i Syrien, som blev tilbageholdt i 2018 som følge af klagerens forhold. Klageren har under en samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 oplyst, at hun med sin familie udrejste med offentlig transport, og at de blev stoppet ved flere kontrolposter, hvor de viste ID-kort, hvilket ikke gav problemer. Endvidere har klageren udbyggende [primo] 2020 og [i foråret] 2021 oplyst, at det var muligt at udrejse, på trods af arrestordren, da de bestak flere vagter ved kontrolposterne. For nævnet har klageren oplyst, at de godt kunne rejse i Damaskus gennem kontrolposterne, men at det ikke var muligt uden for Damaskus-området. Klageren har oplyst, at hun formoder, at hun ikke blev standset i Damaskus, da de skulle indsamle oplysninger efter at være løsladt, men hun ved ikke, hvor længe dette kunne stå på. Flygtningenævnet finder det påfaldende, at klageren og hendes mor blev løsladt efter at være tilbageholdt af regimet, og at de kunne udrejse af Syrien og passere flere kontrolposter på et tidspunkt, hvor klageren dels var eftersøgt, og hvor der var udstedt en arrestordre på hende. Flygtningenævnet finder det tillige påfaldende, at klagerens farmor i 2018 har fået flere dokumenter omkring klageren udleveret på et tidspunkt, hvor klagerens onkler var tilbageholdt angiveligt som følge af klageren. Klageren har udbyggende for nævnet tillige forklaret, at regimet til hendes farmor udleverede en genindkaldelse af klagerens far til militærtjeneste, da de anholdt farbrødrene. Klageren har også forklaret divergerende om sit asylmotiv i forhold til det, klagerens bror og far har forklaret. Klageren har også udbyggende forklaret, at hendes far er eftersøgt, da han har deltaget i politiske demonstrationer i Syrien. Klagerens far har i sin oprindelige samtale med Udlændingestyrelsen oplyst, at han ikke havde nogen konflikter med de syriske myndigheder, at han var en fredelig person, og at han søgte asyl som følge af de generelle forhold i Syrien. I faderens statusændringssag har Flygtningenævnet [primo] 2016 ikke fundet grundlag for at give faderen asyl som følge af politiske aktiviteter, og faderen har opnået asyl som følge af de generelle forhold i Syrien. Klageren har under mødet for nævnet svaret afglidende og unuanceret samt udbyggende på de divergenser, der forekommer i sagen. På den baggrund finder nævnet, at det beror på klagerens egen formodning, at hun skulle være eftersøgt af de syriske myndigheder, og klageren har således ikke sandsynliggjort, at hun på dette grundlag er i risiko for forfølgelse eller overgreb fra de syriske myndigheders side som nævn i udlændingelovens § 7, stk. 1, og 2. Den fremlagte arrestordre kan ikke føre til et andet resultat. Efter baggrundsoplysningerne er klageren ikke i risiko for forfølgelse eller overgreb fra de syriske myndigheder som følge af, at hendes bror er eftersøgt på grund af manglende aftjening af værnepligt. Klageren har endvidere som asylmotiv anført, at hun er kommet i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder, idet hun har deltaget i flere demonstrationer i Danmark, givet interview til [et udenlandsk medie] i [foråret] 2021 og deltaget i diskussioner med andre på appen [app]. Klager har også [i efteråret] 2021 give interview til en syrisk oppositionskanal, [X], der opererer fra Tyrkiet og givet interview til en finsk journalist. Klageren har om interviewet med [det udenlandske medie], der primært omhandler det forhold, at Danmark sender syrere tilbage til Syrien, oplyst, at det er offentliggjort, og findes på [et socialt medie]. Om demonstrationerne i Danmark er disse foregået i blandt andet [dansk by A] og [dansk by B] med deltagelse af mange mennesker. I relation til interviewet til [X] har hun oplyst, at det vedrører statusklagesagen, men også en kritik af regimet i Syrien. Vedrørende interviewet med den finske journalist vedrører dette tillige primært en kritik af Danmark. Om deltagelse i diskussioner på [app] har hun oplyst, at hun har udtrykt sig kritisk, og at det hele er foregået via talebeskeder, med deltagere fra hele verden. For Flygtningenævnet har klageren fremlagt dokumentation fra de udenlandske medier, som tillige delvis er forevist nævnet, og Flygtningenævnet har konstateret, at interviewet med [X], hvor klageren fremstår med navn og billede, findes på tv-stationens medieplatform, ligesom interviewet med [det udenlandske medie], hvor klageren også fremstår med navn og billede kan fremsøges via [socialt medie]. Flygtningenævnet finder navnlig på baggrund af eksponeringen via [X], der er kendt som en oppositionskanal, og [udenlandsk medie], hvor hun dels udtrykker kritik af den danske asylpolitik i forhold til flygtninge fra Syrien dels af regimet i Syrien sammenholdt med den af klageren i øvrigt foretagne eksponering, at klageren direkte og indirekte har kritiseret det syriske regime. Flygtningenævnet finder ud fra et forsigtighedsprincip, der er gældende ved vurderingen af asylansøgere fra Syrien, at det herefter må lægges til grund, at hun ved en tilbagevenden til Syrien har påkaldt sig en sådan interesse, at hun kan risikere at blive afhørt og i den forbindelse blive udsat for overgreb fra de syriske myndigheders side. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren har sandsynliggjort, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1." Syri/2021/229/CRT
Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Hamah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i flere fredelige demonstrationer mod de syriske myndigheder i perioden fra 2011 til slutningen af 2012. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at han [i efteråret] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i sommeren] 2021 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive personligt forfulgt, idet familien er kendt som modstandere af de syriske myndigheder. Videre har han oplyst, at han har deltaget i fredelige demonstrationer mod de syriske myndigheder. Klageren har herom oplyst, at hans familie befinder sig på den moderate side af oppositionen, men at familien ikke er vellidt hos eksempelvis ISIS. Klageren har videre oplyst, at klagerens nevø, som også deltog i demonstrationerne, efterfølgende blev anholdt og at klagerens opholdssted i denne forbindelse er blevet efterspurgt af de syriske myndigheder, på grund af hans deltagelsen i disse demonstrationer, samt på grund af familiens holdning til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren ikke har været tilbageholdt eller opsøgt af de syriske myndigheder i forbindelse med sin rolle i fredelige demonstrationer, der fandt sted i perioden 2011-2012, hvor klageren kørte i bil bagved demonstrationerne og hjalp eventuelle tilskadekomne. Klageren har bl.a. forklaret, at han ved sin medvirken til disse demonstrationer skiftede sin nummerplade ud samt dækkede sig til, for ikke at skulle blive genkendt. Hans deltagelse var således skjult for myndighederne. Desuden deltog ca. 1 mio. mennesker i demonstrationerne, der var spredt rundt i byen. Eftersom klageren ikke forud for [foråret] 2014, hvor de syriske myndigheder kom efter klagerens nevø og spurgte efter klageren, har været opsøgt af de syriske myndigheder eller har haft personlige konflikter med disse, kan nævnet ikke lægge til grund, at klageren var profileret eller efterstræbt af de syriske myndigheder som følge af deltagelsen i de fredelige demonstrationer i 2011 og 2012. Klageren formoder, at hans nevø under sin tilbageholdelse har fortalt de syriske myndigheder om klagerens politiske aktiviteter, og at de syriske myndigheder af den grund efterstræber klageren. Ifølge klageren døde nevøen i myndighedernes varetægt i sommeren 2014. På baggrund af klagerens forklaring lægger Flygtningenævnet imidlertid til grund, at de syriske myndigheder ikke i de efterfølgende måneder opsøgte eller spurgte efter klageren, og at klagerens familie har været i kontakt med myndighederne for at få udstedt dokumenter til brug for udrejse, uden at dette har givet anledning til problemer. Omvendt kan Flygtningenævnet ikke lægge klagerens forklaring for nævnet til grund om, at myndighederne to gange omkring årsskiftet 2014-2015 har opsøgt eller spurgt efter ham. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret udetaljeret og afglidende på spørgsmål herom. Desuden forekommer det ikke sandsynligt, at myndighederne først skulle opsøge klageren omkring et halvt år efter nevøens død. Uanset den forsigtighed der bør udvises ved vurderingen, finder Flygtningenævnet herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han er profileret eller efterstræbt af de syriske myndigheder. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, på individuelle forhold, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Syri/2021/225/imbs
Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2011.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [landsby A], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet meddelte [i vinteren 13/14] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at hendes familie ville udsætte hende for overgreb, idet hun uden sin families viden havde indgået et ægteskab med sin fætter, som ikke tilhørte hendes klan. Hun henviste endvidere til den generelle situation i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til sit oprindelige asylmotiv og har forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse desuden henvist til, at hendes ægtefælle og børn er danske statsborgere, hvorfor de ikke vil kunne vende tilbage til Syrien. Nævnet lægger til grund, at klagerens hjemområde er Rif Damaskus, og efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne lægger nævnet til grund, at situationen i Rif Damaskus fortsat er alvorlig og skrøbelig. Det må imidlertid endvidere lægges til grund, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter, og at de aktuelle forhold i området ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder herefter, at de generelle forhold i Rif Damaskus ikke kan føre til en forlængelse af klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. En nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i hendes ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet bemærker, at klageren kom til Danmark [da hun var i 20’erne] og således har levet størstedelen af sit liv i Syrien. Klagerens forældre og søster bor fortsat i Rif Damaskus, og klageren har jævnligt kontakt med sin søster. Klageren har bestået Dansk 3 og færdiggjort 9. klasse. Hun har endvidere arbejdet som servicemedarbejder hos [arbejdsplads] i 6 måneder i 2017, og hun har nu i nogle måneder arbejdet fuld tid i hendes ægtefælles [firma]. Klageren har sin ægtefælle og to mindreårige børn, der alle er danske statsborgere, i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens familieliv er stiftet under de nuværende forudsætninger, idet klageren blev viet i 2010 med sin nuværende ægtefælle, der også dengang var dansk statsborger, og at klageren i 2013 alene opnåede en tidsbegrænset opholdstilladelse på grund af de generelle forhold i Syrien. Derudover finder Flygtningenævnet, at der ikke er noget til hinder for, at klagerens børn tager ophold i Syrien sammen med klageren. Efter en samlet vurdering, og uanset om klagerens ægtefælle enten ikke kan eller vil tage ophold i Syrien, finder Flygtningenævnet herefter ikke, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK art. 8. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at klageren [i efteråret] 2021 har søgt om familiesammenføring. Flygtningenævnet har ved afgørelse [fra sommeren] 2013 afvist at meddele klageren opholdstilladelse på grundlag af klagerens individuelle forhold, og der er ikke under den nuværende sags behandling fremkommet nye oplysninger, der giver grundlag for at genoptage dette spørgsmål. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/224/imbs
Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2020 idømt fængsel i to år og seks måneder for overtrædelse af overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, og [bestemmelser i knivloven] samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.Flygtningenævnet udtalte:"Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk palæstinenser og sunnimuslim af trosretning fra [By], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist, til at han frygter de generelle forhold i Syrien på grund af krigen. Klageren har til støtte herfor oplyst, at der er bomberdementer, eksplosioner, ødelæggelser, drab og frygt i landet. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han er blevet tvunget til at tvangsarbejde. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han blev tvunget til at arbejde for det syriske regime, idet han skulle [udføre et stykke arbejde]. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter at blive fængslet af det syriske regime, idet han ikke har et pas. Klageren har afslutningsvist oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien ligeledes frygter den Frie Syriske Hær samt bevæbnede grupper. Klageren har videre oplyst, at han frygter tvangsrekruttering til proregime militsgrupper. Klager har for nævnet oplyst, at hans mor er syrisk statsborger, og at han tror, at hans far er palæstinenser. Klager har over for Udlændingestyrelsen oplyst, at han er født i [By], Syrien. Af baggrundsoplysningerne, herunder UNHCR, Background Note on Gender Eqaulity, Nationality, Laws and Stateslessness 2021, udgivet den 5. marts 2021, fremgår det side 8, "In Syria, the nationality law provides that national mothers can only confer nationality if the child was born in Syria and the father does not establish filiation in relation to the child". Nævnet lægger herefter til grund, at klageren er syrisk statsborger. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som mandlig syrisk statsborger i den militærpligtige alder risikerer at blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste i Syrien, hvilket han ikke ønsker, og at han alene som følge heraf isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens afgørelse om, at klageren ikke har andre asylbegrundede forhold. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Ved Østre Landsrets ankedom af [sommeren 2020] blev klageren for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, og [bestemmelser i knivloven], straffet med fængsel i 2 år og 6 måneder og udvist med et indrejseforbud for bestandigt. Det fremgår af dommen, at klageren blev dømt for [en kriminel handling]. Klageren blev tillige dømt for på samme tidspunkt og under skærpende omstændigheder [at udføre en kriminel handling]. Af dommen fremgår det, at klageren var iført [særlig beklædning], og at han kastede [en genstand] væk fra bilen, som forulykkede under forsøget på at accelerere væk fra politiet, der havde aktiveret blinket på politibilen med henblik på en rutinemæssig kontrol. Det fremgår tillige, at klageren var [i besiddelse af disse genstande på grund af et ønske om beskyttelse af sig selv mod personer, som var medlem af en særlig gruppe]. Flygtningenævnet finder, at den kriminalitet, som klageren er dømt for, må anses som en samfundsfarlig forbrydelse. Forholdet fandt sted [i efteråret 2019], og klageren er efterfølgende idømt en tillægsstaf efter straffelovens § 89 på 3 måneders fængsel for vold efter straffelovens § 245 begået i forening [i slutningen af 2019] under varetægtsfængslingen i [fængsel]. Efter en samlet vurdering af den pådømte kriminalitet finder Flygtningenævnet, at klageren må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren fik opholdstilladelse i Danmark [i vinteren 2016] efter udlændingelovens § 7, stk. 3. [I sommeren 2019] fik klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren er opvokset og har haft det meste af sin skolegang i Syrien. Han kom til Danmark som [mindreårig]. Han har en onkel i Danmark. Han har en dansk kæreste gennem flere år, danske venner og en plejefamilie, som han føler sig tæt forbundet med. Klagerens forældre og søskende bor i Syrien, og han har indtil varetægtsfængslingen haft kontakt med sin familie ca. hver anden dag. Han har i Danmark dels gået i skole dels haft arbejde i butikker og på restauranter. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder klagerens personlige forhold og karakteren og grovheden af den forbrydelse, som klageren er dømt for at have begået, ikke at der foreligger sådanne særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse". Syri/2021/218/MSI
Nævnet omgjorde i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk araber og sunni muslim fra [område], Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men hun har oplyst at have deltaget i en demonstration imod urolighederne i Aleppo, lige da hun var ankommet til Danmark. Yderligere har hun oplyst at have skrevet regimekritiske opslag på Facebook, ligesom hendes far er involveret i politiske aktiviteter og er medlem af en række myndighedskritiske grupper. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i begyndelsen af] 2016, og at hun [i slutningen af] 2017 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klagerens far har på vegne af klageren [i sommeren] 2019 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klagerens far har til støtte herfor oplyst, at han i [sommeren] 2015 via Facebooksiden ”[x]” fandt billeder af klagerens [familiemedlem], der var blevet henrettet af det syriske regime, og at klagerens far efterfølgende blev kontaktet af en organisation ved navn [A]. Organisationen sendte den [i sommeren] 2015 en mail til klagerens far, da de gerne ville have samtykke fra klagerens far til at føre sag mod den syriske regering ved en international domstol ved FN, hvilket klagerens far samtykkede til. Yderligere har klagerens far oplyst, at der er forlydender om, at klagerens [andet familiemedlem] også er blevet henrettet. Klagerens far har videre anført, at han efterfølgende har deltaget i mange debatter på sociale medier, hvor han direkte har givet udtryk for sin modstand mod det syriske regime, og at han har offentliggjort billeder, som er blevet lækket af en [person] i det syriske regime. Klagerens far frygter, at det der er sket for klagerens [familiemedlemmer] også vil ske for ham, hvis han vender tilbage Syrien, idet regimet vil betragte ham som politisk aktiv og modstander af styret. For så vidt angår klageren, har klagerens far oplyst, at han har store bekymringer, idet hun ved en tilbagevenden til Syrien også vil være i fare på grund af hans politiske aktiviteter og henrettelsen af hendes [familiemedlem], idet de familiære forhold vil påvirke hende. Under sin forlængelsessag i Udlændingestyrelsen har klageren henvist til, at hun forud for sin oplysnings- og motivsamtale [i efteråret] 2017 har lavet regimekritiske opslag på Facebook. Yderligere har hun anført, at hendes far er i færd med at skrive en artikel om sit liv, og at klageren hjælper ham med at oversætte denne. Klageren har henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive udsat for tortur og brugt som pressionsmiddel for at få fat i klagerens far. [I sommeren] 2021 har Udlændingestyrelsen meddelt klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet styrelsen har vurderet, at det ikke kan udelukkes, at klageren vil stå i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder som følge af sin fars politiske aktiviteter. Klagerens far blev [sommeren] 2021 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at klagerens forklaring kan lægges til grund, da det, som klageren har forklaret under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021 og for Flygtningenævnet i alt væsentligt er en overensstemmende fastholdelse af det, som klageren forklarede i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen [i slutningen af] 2017. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun på grund af egne aktiviteter ved tilbagevenden til Syrien vil være i individuel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet lægger herved vægt på de samme omstændigheder, som er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af [fra slutningen af] 2017 og i styrelsens afgørelse [fra sommeren] 2021, herunder navnlig at klageren aldrig har haft nogen konflikter med de syriske myndigheder, religiøse grupper, kriminelle grupper, familiemedlemmer eller privatpersoner. At klageren har deltaget i en eller flere demonstrationer i Danmark, kan ikke føre til en anden bedømmelse, da der efter sagens oplysninger ikke er holdepunkter for at antage, at de syriske myndigheder skulle have kendskab hertil. Klageren har oplyst, at hun efter oplysnings- og motivsamtalen [i slutningen af] 2017 ikke har skrevet yderligere indlæg på Facebook, og Flygtningenævnet finder, at det alene beror på klagerens egen formodning, at hun som følge af sine tidligere opslag på Facebook vil være i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder og/eller sine tidligere venner i Syrien. Som anført ovenfor har Flygtningenævnet i afgørelse [fra sommeren] 2021 vurderet, at klagerens far ved en tilbagevenden til Syrien er i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, på grund af politisk aktivitet og opposition til myndighederne. Flygtningenævnet finder, at klagerens far således er profileret i forhold til de syriske myndigheder, at det efter baggrundsoplysningerne om de syriske myndigheders brug af trusler, arrestationer, og tortur af også familiemedlemmer - jf. herved blandt andet UNHCR’s rapport fra marts 2021 om International Protection Considerations with Regard to People Fleeing the Syrian Arab Republic – Update VI, side 101 – at klageren som datter er i risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2021/217/CARA
Nævnet omgjorde i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2014, og at han [i efteråret] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til de generelle forhold. Klageren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han var efterstræbt af de syriske myndigheder, idet han ikke har aftjent sin værnepligt i den syriske hær. Endvidere har han henvist til at have haft en privat lægeklinik i et område, der var kontrolleret af den frie syriske hær, og at han blev opsøgt af den frie syriske hær, som ville have behandling på hans klinik samt rekruttere ham til deres hær. Det fremgår af Udlændingestyrelsen tilladelsesresolution af [efteråret] 2014, at styrelsen har vurderet, at "[…]". Klageren har [i foråret] 2021 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive anholdt og fængslet af de syriske myndigheder, idet han har unddraget sig militærtjeneste. Klageren modtog sin første indkaldelse til militærtjeneste i 1998, hvor han skulle arbejde som læge. Klageren afslog at aftjene sin værnepligt, idet han dengang studerede til læge. Siden har han skullet dokumentere, at han var studerende for at undgå aftjening af militærtjeneste. Klageren modtog indkaldelser til militæret frem til 2011, hvorefter klageren fyldte 42 år. Som følge heraf pålægges klageren at betale en erstatning for ikke at have aftjent sin værnepligt, hvilket klageren ikke har gjort, og dermed fortsat bliver indkaldt. Klageren har som følge heraf modvirket sin deltagelse i militæret og udvist en konkret modstand mod regimet, hvorfor hans navn på nuværende tidspunkt er på den såkaldte "sorte liste". Klagerens navn er registreret ved kontrolposterne, hvorfor han vil blive stillet for en militærdomstol, hvis han pågribes. Endvidere har klageren oplyst, at han fortsat er i risiko for at blive indkaldt til militæret, idet klageren er uddannet læge. Militærlæger indkaldes helt op til 50-års alderenVidere frygter klageren, at de syriske myndigheder har kendskab til, at klageren har hjulpet Den Frie Syriske Hær med lægegerninger. Ydermere frygter klageren at blive slået ihjel, idet klageren er eftersøgt af Den Frie Syriske Hær. Til støtte herfor har klageren oplyst, at Den Frie Syriske Hær har beskyldt klageren for, at han med vilje lod en del sårede dø efter et bombardement, ligesom Den Frie Syriske Hær flere gange opsøgte klagerens lægeklinik for at få ham til at arbejde frivilligt for dem samt lade sig rekruttere til hæren. Han nægtede imidlertid at lade sig rekruttere, hvorfor han ligeledes er forfulgt af dem. Klagerens bopæl og klinik lå inden for Den Frie Syriske Hærs kontrol. Klageren har desuden oplyst, at hans [familiemedlem] tidligere har været læge for oppositionen i Syrien. [Familiemedlemmet] har derfor været arresteret og fængslet af regeringen, hvor han blev udsat for vold og tortur. I forbindelse med arresten af broren blev denne udspurgt om klageren. Klageren frygter derfor, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil blive udsat for samme handlinger. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger blandt andet til grund, at klageren som forklaret har drevet lægeklinik og arbejdet på hospitaler i Aleppo, mens byen var kontrolleret af Den Frie Syriske Hær. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klagerens [to familiemedlemmer] i forbindelse med, at de besigtigede klagerens bolig blev opsøgt af personer med tilknytning til myndighederne, at disse personer truede med at ville slå klageren ihjel, og at personerne foranledigede, at klagerens [familiemedlem] blev anholdt af efterretningstjenesten og udsat for tortur. Flygtningenævnet finder, at klageren på den baggrund har sandsynliggjort, at han er i et sådant modsætningsforhold til de syriske myndigheder, at han ved en tilbagevenden til Syrien er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2021/216/EEB
Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren har forklaret, at han ikke ønsker at blive udsendt til Sverige, idet han frygter, at de svenske myndigheder vil udsende ham til Nigeria. Klageren har videre forklaret, at de svenske myndigheder ikke tror på, at han er biseksuel. Klageren har herom forklaret, at de svenske myndigheder har lagt vægt på, at klageren havde søgt asyl med det samme, såfremt han var i fare i sit hjemland. Klageren havde allerede en opholdstilladelse, da han indrejste i Sverige, hvorfor han ventede med at søge asyl. Videre har klageren forklaret, at han synes det var meget svært og skamfuldt at tale om sin seksuelle orientering. Slutteligt har klageren forklaret, at de svenske myndigheder ikke troede på, at han var biseksuel på trods af, at han havde en mandlig kæreste i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige i [sommeren] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har forklaret, at han frygter at blive udsendt til Nigeria, idet de svenske myndigheder ikke tror på klagerens seksuelle orientering, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er holdepunkter for at antage, at de svenske myndigheder ikke overholder de internationale forpligtelser, herunder EU's charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Sverige har tiltrådt, og dermed ikke har foretaget en fyldestgørende sagsbehandling af klagerens asylsag, eller at Sverige ikke vil overholde sin forpligtelse om forbuddet mod refoulement. Flygtningenævnet skal i forlængelse heraf endelig bemærke, at det ikke er i overensstemmelse med Dublinforordningens formål, at en ansøger skal have sin asylsag behandlet på ny efter allerede at have fået afslag på sin ansøgning i én af de andre kontraherende medlemsstater. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Sver/2021/19/YARS
Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk perser og azeri fra Teheran, Iran. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i [vinteren] 2013, og at han [i efteråret] 2013 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i vinteren] 2020 udrejste til Iran. Klageren udrejste for at tage ophold hos sin familie i Iran, idet han netop var blevet [opereret], og af sin læge blev rådet til ikke at være alene. [I vinteren] 2020 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, samt § 17 a, stk. 1, idet klageren har opholdt sig uden for Danmark i mere end seks på hinanden følgende måneder og har opgivet sin bopæl i Danmark. Flygtningenævnet kan ikke tiltræde, at klageren kan anses for frivilligt at have opgivet sin bopæl i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af betænkning 1982 nr. 968, side 153, at ”en opholdstilladelse bortfalder, når en udlænding opgiver sin bopæl i Danmark. En opgivelse foreligger, hvis udlændingen ved egne handlinger tilkendegiver dette, f.eks. ved fraflytning til udlandet, afhændelse af bolig og ejendele, opgivelse af arbejde, framelding til folkeregister, fagforening m.v., flytning af bohave eller på anden måde.” Klageren har efter det oplyste ikke foretaget sådanne handlinger og kan derfor ikke anses for at have opgivet sin bopæl i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i udlændingelovens § 17, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren har oplyst, at han rejste til Iran for at modtage pleje af sin familie i forbindelse med sin [lidelse], at han omkring 10 dage efter sin udrejse blev udsat af sin lejlighed på grund af manglende betaling af husleje, og at hans ting er hos kommunen. Flygtningenævnet kan tiltræde, at klagerens opholdstilladelse skal anses for bortfaldet som følge af, at klageren har opholdt sig uden for landets grænser i mere end 6 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 14, stk. 7, i lov nr. 174 af 27. februar 2019 (paradigmeskiftet), at ” Udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, og § 8, stk. 1 og 2, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, har virkning fra den 1. juli 2019 for udlændinge, der allerede er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, og § 8, stk. 1 og 2, på tidspunktet for denne lovs ikrafttræden”. Det indebærer, at klagerens opholdstilladelse med henblik på varigt ophold, som senest blev forlænget den 7. juni 2019, efter den 1. juli 2019 anses for at være meddelt med henblik på midlertidigt ophold. Klageren er derfor ikke omfattet af fristen på 12 måneder i udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. punktum. Det fremgår af stempler i klagerens pas, at han udrejste af Danmark til Tyrkiet [i vinteren] 2019. Den danske ambassade i Iran har oplyst, at klageren første gang kontaktede ambassaden med henblik på at vende tilbage til Danmark [i sommeren] 2020. Klageren havde således på det tidspunkt opholdt sig uden for Danmark i mere end 6 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren fra den 12. december 2019 frivilligt har taget bopæl hos sin mor i Iran, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Det kan ikke lægges til grund, at klageren havde til hensigt at vende tilbage til Danmark inden udløbet af fristen på 6 måneder, men er blevet forhindret heri på grund af sygdom eller andre uforudsete hindringer. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er oplysninger i sagen, der tyder på, at klageren foretog aktive handlinger med henblik på at rejse til Danmark inden for denne periode. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af klagerens pas, at han i februar 2020 rejste fra Iran til Tyrkiet og retur til Iran. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren efter det oplyste ikke har forsøgt at kontakte danske myndigheder med henblik på at få hjælp til at vende tilbage til Danmark inden 6-måneders fristens udløb. Klageren har således ikke sandsynliggjort, at han havde til hensigt at vende tilbage til Danmark inden 6 måneder efter sin udrejse. Det kan på denne baggrund ikke føre til et andet resultat, at klageren [i foråret] 2020 blev opereret for sin [lidelse] i Iran, eller at der i 6 måneders perioden kan have været rejserestriktioner som følge af Covid-19. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at der ikke foreligger sådanne særlige forhold, som efter udlændingelovens § 17, stk. 3, kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet finder ikke, at bortfaldet af opholdstilladelsen udgør et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Flygtningenævnet har i den forbindelse foretaget en samlet proportionalitetsafvejning. I afvejningen har nævnet blandt andet lagt vægt på, at klageren har opholdt sig i Danmark i ca. 7 år, og at han ikke har familie, herunder børn, i Danmark. Han har haft kortvarige ansættelser, men har ikke opnået tilknytning til arbejdsmarkedet. Han har afsluttet 9. klasse på VUC, men har ikke i øvrigt været under uddannelse i Danmark. Klageren er født og opvokset i Iran, hvor han har boet indtil sin udrejse som 31-årig i 2012, og hvor hans mor, bror og søstre bor. Klageren har [problemer med helbredet] og har i Danmark fået indopereret [et apparat]. Han har mulighed for at modtage behandling herfor i Iran som sket i forbindelse med en operation [i foråret] 2020. Bortfald af opholdstilladelsen kan derfor ikke anses som et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- eller familieliv som beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Klageren har ikke opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, og spørgsmålet er herefter, om udlændingelovens § 17 a medfører, at klagerens opholdstilladelse alligevel ikke kan anses for bortfaldet. Hertil bemærker Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 17 a, der blev indsat i forbindelse med vedtagelsen af repatrieringsloven (lov nr. 353 af 2. juni 1999) – sammenholdt med § 17 – indeholder bestemmelser om, hvornår en opholdstilladelse i Danmark bortfalder som følge af repatriering. Bestemmelsen i § 17 a omfatter efter dens ordlyd og forarbejder personer, der vender frivilligt tilbage til deres hjemland med henblik på at tage varig bopæl, jf. repatrieringslovens § 2. Af forarbejderne til lov nr. 353 af 2. juni 1999 fremgår det endvidere, at det ikke kan anses for repatriering, hvis en person alene har til hensigt at opholde sig i hjemlandet eller det tidligere opholdsland i en periode for derefter at vende tilbage til Danmark. På denne baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at klageren ikke er omfattet af bestemmelsen, idet klageren under de foreliggende omstændigheder ikke kan anses for at være vendt tilbage til hjemlandet med henblik på at tage varigt ophold der. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren hverken i forbindelse med sin udrejse i ord eller handling har tilkendegivet, at han havde til hensigt at tage varigt ophold i Iran. Da klageren opholder sig i Iran, finder Flygtningenævnet ikke anledning til at tage stilling til udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2021/60/JNSA
Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2010 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1. Klageren blev i 2020 idømt fængsel i to år for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. § 225, og straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. § 21 samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1, jf. § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Ved [byrettens] dom af [foråret] 2020 blev klageren idømt 2 års fængsel, idet han blev fundet skyldig i voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, jf. straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. § 225, og forsøg på voldtægt, jf. straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. § 21. Ved dommen blev klageren udvist af Danmark med et indrejseforbud i 12 år. Ved [landsrettens] ankedom af [sommeren] 2020 stadfæstede landsretten byrettens dom på 2 års fængsel for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje og forsøg på voldtægt. Ved ankedommen blev klageren imidlertid udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 7. Klageren er etnisk araber og shiamuslim af trosretning fra Nasiriyah, Al Shatrah, Irak. Klageren er opvokset i Baghdad, Irak, hvor klageren boede frem til sin udrejse. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Al-Mahdi-militsen, fordi han bliver anset for at være spion, henset til, at han har arbejdet for amerikanerne. Klageren har til støtte herfor anført, at han har arbejdet for en møbelvirksomhed, som har leveret møbler til amerikanerne. I 2005 blev en kollega fra virksomheden og en chauffør slået ihjel. Herefter modtog klagerens virksomhed et trusselsbrev, hvor der var tegnet en maskeret mand, og hvor der stod, at deres arbejde var forbudt, og at de var spioner. Efterfølgende modtog klageren og 3 af klagerens kollegaer sms-beskeder, hvor der stod, at det var deres tur, og at afsenderen vidste, hvor de boede, og at afsenderen ville fange dem. Herefter blev den ene ejer af virksomheden slået ihjel under et bombardement, som var rettet mod ejeren. Efter denne hændelse blev den anden ejer af virksomheden kidnappet og efterfølgende skudt. Herefter modtog virksomhedens revisor et brev, hvori de forskellige angreb mod virksomheden var beskrevet, og hvor virksomhedens ansatte blev truet. Efter at klageren var udrejst af Irak, har han fået oplysninger fra sin mor om, at der flere gange har været maskerede mænd på bopælen og sagt, at klageren ikke skal komme hjem, da han vil blive slået ihjel. Klagerens familie har desuden oplyst ham om, at han er efterlyst af Al-Mahdi-militsen og Al Qaeda, fordi klagerens navn stod på en liste over efterlyste personer. Klageren har i forbindelse med den verserende § 31-sag tilkendegivet, at han ikke ønsker at medvirke frivilligt til en udsendelse til Irak. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han har en individuel konflikt med Al-Mahdi militsen i anledning af, at han arbejdede for møbelvirksomheden [A]. Flygtningenævnet lægger vægt på, at klageren - på adskillige og helt centrale punkter - har forklaret divergerende og udbyggende. Efter en samlet vurdering finder nævnet, at klagerens forklaring virker usikker, konstrueret og på visse punkter usandsynlig. Med hensyn til antallet af trusler fremgår det af UNHCRs Resettlement Registration Form, at klageren har oplyst, at virksomheden modtog et´ trusselsbrev rettet mod virksomhedens ansatte, og at klageren efterfølgende modtog en trussel via sms. Til § 31-samtalen [i sommeren] 2021 har han derimod forklaret, at virksomheden modtog to trusselsbreve, og at klageren derudover modtog en trussel på sms. Klageren har derudover forklaret modstridende med hensyn til truslen, han modtog på sms. Ifølge UNHCRs Resettlement Registration Form har klageren forklaret, at sms-truslen var en gengivelse af det trusselsbrev, virksomheden havde modtaget, der var generelt rettet mod de ansatte. Til § 31-samtalen har han imidlertid forklaret, at sms-truslen var personligt rettet mod ham, idet der i sms´en stod, at han ville blive den næste, og at de vidste, hvor han boede. Også med hensyn til rækkefølgen, herunder hvor langt tid der gik, fra han stoppede i møbelvirksomheden, årsagen til udrejsen og med hensyn til, hvornår han udrejste af Irak, har klageren forklaret divergerende. Af UNHCRs Resettlement Registration Form fremgår det, at klageren har oplyst, at han stoppede med at arbejde for virksomheden i sommeren 2006, og at han udrejste af Irak i [efteråret] 2006, efter at han havde modtaget truslerne, herunder sms-truslen. Til § 31-samtalen [i sommeren] 2021 har han derimod forklaret, at han udrejste få dage efter, at han blev bekendt med drabet på ejeren af møbelvirksomheden, [B]. I nævnet har han derimod forklaret, at han udrejste af Irak få dage efter, at han modtog sms-truslen. Klagerens forklaring om, at hans mor og far skulle være blevet opsøgt senest omkring 2019 af maskerede mænd fra formentlig Al-Mahdi-militsen i anledning af møbelleverancer i 2005 til amerikanerne fra det firma, klageren var lagermedarbejder i, findes usandsynlig og ikke troværdig. Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at klagerens forældre flyttede tilbage til Bagdad omkring 2007 eller 2008, hvor de siden har opholdt sig uden problemer, selv om de ifølge klageren flyttede fra Bagdad i 2006 som følge af klagerens konflikt. Da klageren har oplyst, at han herudover ikke har haft konflikter med andre, herunder de irakiske myndigheder, kriminelle eller religiøse grupper, familiemedlemmer eller andre, finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. De forelagte oplysninger om klagerens helbredssituation kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2021/25/EDO
Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt to børn fra Egypten. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og ortodoks kristen fra [by], [område], Egypten. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at hans svigerfar, som normalt bor i Jordan, men for tiden befinder sig i [land], vil slå ham og hans ægtefælle ihjel som følge af, at hans ægtefælle i 1989 eller 1990 er konverteret til kristendommen, at hun stak af fra sin far i Jordan efter at være blevet skilt fra farens fætter, som hun var tvangsgiftet med, og at hun i 2015 har indgået ægteskab med ansøgeren, der er kristen. Ansøgerens svigermor har, mens ansøgeren befandt sig i Egypten, fortalt ansøgeren, at ansøgerens svigerfar aldrig vil lade ansøgeren og hans ægtefælle være i fred, og at svigerfaren vil til Egypten for at lede efter ansøgeren og hans ægtefælle. Ansøgeren har, mens han befandt sig i Egypten, fået at vide af sin herboende svoger, at ansøgerens svigerfar har ringet til ansøgerens svoger, og at ansøgerens svigerfar i den forbindelse bad ansøgerens svoger om at slå ansøgerens ægtefælle ihjel. Ansøgeren har videre henvist til, at hans ægtefælles familie siger, at ansøgerens svigerfar er en del af det muslimske broderskab. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at kristne generelt bliver dårligt behandlet og ikke kan leve et normalt liv Egypten. I forhold til sine to børn har ansøgeren oplyst, at de ikke har selvstændige konflikter. For Flygtningenævnet har ansøgeren som asylmotiv yderligere henvist til, at de egyptiske myndigheder og fundamentalistiske muslimer i Egypten vil få kendskab til, at hans ægtefælle er muslim af fødsel og som følge heraf udsætte dem for overgreb. Således vil ansøgerens ægtefælles far og dennes familie kunne påstå, at ansøgerens ægtefælle som muslim ikke kan være gift med en kristen, hvorfor hun – uanset ægteskabet med en egyptisk mand – vil være i risiko for tilbagesendelse til Jordan. Ansøgerens ægtefælle har vedrørende børnene henvist til, at hun frygter, at hendes far og hendes øvrige familie i Jordan og Danmark vil gøre skade på børnene eller slå dem ihjel, fordi hun har krænket familiens ære. Ansøgerens ægtefælle har videre henvist til, at hendes far har arbejdet sammen med Islamisk Stat og de islamiske brødre. Yderligere har hun anført, at hun frygter, at hendes børn ved en tilbagevenden til Egypten vil dø, blive bortført eller involveret i angreb, fordi de er kristne. Endelig har ansøgerens ægtefælle anført, at hun frygter, at børnene i Egypten vil blive udsat for overgreb. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sine oprindelige asylmotiver i det væsentlige kan lægges til grund. Flygtningenævnet tiltræder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han og/eller børnene ved en tilbagevenden til Egypten vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at hans svigerfar vil slå ansøgeren og ansøgerens ægtefælle og deres fælles børn ihjel, ikke kan anses at angå en konflikt af et sådant omfang og intensitet, at der er grundlag for at meddele opholdstilladelse. Nævnet lægger herved vægt på navnlig, at ansøgerens svigerfar i stort set hele perioden på de knap 6 år, som ægteskabet mellem ansøgeren og ansøgerens ægtefælle har bestået, har været bekendt med ægteskabet og med, at ansøgeren og dennes familie har været bosiddende i Egypten, at ansøgerens svigerfar, som efter det oplyste nu er bosat i Qatar, ikke i den nævnte periode har udvist nogen evne eller vilje til at gøre af alvor af de angivelige trusler, og at hverken ansøgeren eller børnene på noget tidspunkt har mødt eller er blevet opsøgt eller på anden kontaktet direkte af ansøgerens svigerfar. De kontakter og kontaktforsøg, der efter det oplyste har været mellem ansøgerens ægtefælle og nogle familiemedlemmer, kan ikke føre til en anden bedømmelse, idet det beror på ansøgerens egen formodning, at disse er udtryk for, at ansøgerens svigerfar ønsker at slå ansøgeren og dennes familie ihjel. Flygtningenævnet finder, at heller ikke den omstændighed, at ansøgeren, hans ægtefælle og deres børn er kristne af trosretning kan begrunde asyl. Ansøgerens forklaring om, at kristne generelt bliver dårligt behandlet og ikke kan leve et normalt liv i Egypten, er ikke forhold af en karakter og intensitet, der er omfattet af udlændingelovens § 7, ligesom de generelle forhold for ortodokse kristne i Egypten ikke er af en karakter, at dette i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at hverken ansøgeren eller hans ægtefælle eller deres børn kan anses for at have været udsat for overgreb eller på anden måde har været forfulgt på baggrund af deres religiøse tilhørsforhold. Flygtningenævnet finder, at det, som ansøgeren har forklaret og gjort gældende om, at han frygter, at de egyptiske myndigheder og fundamentalistiske muslimer i Egypten vil få kendskab til, at hans ægtefælle som datter af en muslimsk far er ”muslim”, og derfor vil udsætte ansøgeren og hans familie for overgreb ikke kan lægges til grund. Forklaringen og synspunkterne på dette punkt er først fremkommet i forbindelse med sagens mundtlige behandling i Flygtningenævnet, og forklaringen fremstår som udbyggende i forhold til de tidligere angivne asylmotiver, herunder navnlig med hensyn til, at ansøgerens ægtefælle risikerer at blive anset som muslim i Egypten og som følge heraf risikerer forfølgelse. Nævnet finder, at forklaringen og den anførte frygt på dette punkt beror på ansøgerens egen formodning, ligesom den heller ikke findes sandsynliggjort ved de oplysninger, der i øvrigt foreligger om forholdene i Egypten. Heller ikke det af ansøgeren anførte om konsekvens-status kan føre til, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse er opfyldt. På den anførte baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren og/eller hans børn ved en tilbagevenden til Egypten vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Egyp/2021/3/CARA
Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen, vedrørende en irakisk mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for afviste asylansøgere i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt og i [foråret] 2021 er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen i [foråret] 2021 har anmodet Sverige om at tilbagetage klageren i medfør af Dublinforordningens artikel 18. stk. 1, litra d, at Sverige i [foråret] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af forordningens artikel 18, stk. 1, litra b. og at de svenske myndigheder i [foråret] 2021 overfor Udlændingestyrelsen har bekræftet, at klageren blev meddelt endeligt afslag på asyl [i foråret] 2021. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Flygtningenævnet finder under de ovennævnte omstændigheder ikke, at det kan føre til en ændret vurdering, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse i [foråret] 2021 på baggrund af de for styrelsen på det tidspunkt foreliggende oplysninger har henvist til Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om klagens frygt for at vende tilbage til Irak, og at klageren som afvist asylansøger ikke har ret til indkvartering, finansielle ydelser og sundhedsydelser i Sverige, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke er holdepunkter for at antage, at Sverige, herunder de svenske myndigheder såvel som den svenske lovgivning, ikke overholder de internationale forpligtelser, herunder EU's charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen, og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Sverige har tiltrådt. Flygtningenævnet bemærker, at det fremgår af brevet fra Migrationsverket af 14. februar 2019 samt af brevet fra Save the Children af 25. marts 2019, at afviste asylansøgere kan modtage kommunal bistand i form af "emergency assistance" fra deres opholdskommune, samt at en eventuel afvisning af en sådan bistand kan indbringes for en højere instans. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere og afviste asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2021/9/HMU
Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Norge i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Norge Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet, at klageren har forklaret, at han ikke ønsker at blive udsendt til Norge, idet han frygter, at de norske myndigheder vil udsende ham til Irak. Derudover har klageren forklaret, at han ikke mener, at de norske myndigheder har foretaget en tilstrækkeligt grundig vurdering af klagerens asylsag. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Norge. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Norge er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Norge dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Norge [i sommeren] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har forklaret, at han ikke mener, at de norske myndigheder har foretaget en grundig vurdering af klagerens asylsag, og at han frygter at blive udsendt til Irak, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er holdepunkter for at antage, at de norske myndigheder ikke overholder de internationale forpligtelser, herunder Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, herunder princippet om non-refoulement, som Norge har tiltrådt. Flygtningenævnet skal i forlængelse heraf endelig bemærke, at det ikke er i overensstemmelse med Dublinforordningens formål, at en ansøger skal have sin asylsag behandlet på ny efter allerede at have fået afslag på sin ansøgning i én af de andre kontraherende medlemsstater. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” dub-norg/2021/1/Sels
Nævnet omgjorde i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der havde fået udstedt et visum i Italien. Sagen blev behandlet på skriftligt nævnsmøde. Sagen er genoptaget.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Italien og klagerens helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at Italien i medfør af Dublin-forordningens artikel 12, stk. 4, jf. artikel 22, stk. 7, er forpligtet til at modtage klageren, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det er gjort gældende, at nye lægelige oplysninger understøtter, at klagerens helbred er forværret. Det fremgår blandt andet af sagen, at klageren har været indlagt på Psykiatrisk Skadestue, [by], i [en periode i foråret] 2021. Af det medsendte journalmateriale for perioden [X] fremgår videre, at klageren [i foråret] 2021 fremtrådte ”relevant i tanke og tale, tillige klart selvmordstruende med både tanker, planer og remedier klar”. Der foreligger i sagen senest en udtalelse [fra efteråret] 2021 udarbejdet af psykiater [A], [NGO], hvoraf fremgår, at der ikke har været nogen bedring i klagerens psykiske tilstand, og at der er en forøget selvmordsfare. Om modtageforholdene for asylansøgere i Italien henvises til det anførte i nævnets afgørelse [fra efteråret] 2020. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Modtageforholdene for asylansøgere i Italien er generelt heller ikke af en sådan karakter, at de kan sidestilles med modtageforholdene i Grækenland på tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 21. januar 2011 i sagen M.S.S. mod Belgien og Grækenland. Det beror således på en konkret vurdering, om klageren skal overføres til Italien eller have sin ansøgning om asyl realitetsbehandlet i Danmark. I denne vurdering indgår blandt andet, om klageren under hensyn til de aktuelle modtageforhold med videre i Italien, vil være i en sådan situation ved en overførsel, at hans asylansøgning bør realitetsbehandles i Danmark, jf. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4 og forordningens artikel 17. Efter oplysningerne om, at klageren angiveligt er torturoffer og har betydelige psykiske problemer og er selvmordstruet, finder Flygtningenævnet, at der foreligger sådanne helt særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen nu helt undtagelsesvist bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17, stk. 1, uanset den mulighed, der er for at indhente en bekræftelse fra de italienske myndigheder som anført i Udlændingestyrelsens udtalelse [fra efteråret] 2021. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klagerens ansøgning om international beskyttelse behandles her i landet.” Dub-Ital/2021/18/gdan
Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt konventionsstatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på et mundtligt nævnsmøde.Flygtningenævnet udtalte:Om retsgrundlaget og Flygtningenævnets praksis. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning i Grækenland den 5. februar 2020. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor m.v. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få den pågældendes ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Om baggrundsoplysningerne. Det må efter baggrundsoplysningerne lægges til grund, at en del flygtninge i Grækenland – herunder også flygtninge, der tilbagesendes fra et andet EU-land – lever på gaden som hjemløse eller i forladte eller besatte bygninger. Det skyldes blandt andet, at de græske myndigheder ikke som sådan bistår flygtninge i forhold til tildeling af bolig, og at flygtninge således reelt selv er ansvarlige for deres bolig/indkvartering på det frie boligmarked, jf. blandt andet Asylum Information Database, Country Report: Greece (2020 Update), s. 245 ff., Rapport af 26. august 2021 afgivet af Austrian Center for Country of Origin & Asylum Research Documentation, s. 18 ff., Refugee Support Aegan og Pro Asyl, Beneficiaries of international protection (marts 2021), s. 10 ff., samt Mobile Info Team, The living conditions of applicants and beneficiaries of international protection (februar 2021), s. 27. Det følger dog af baggrundsoplysningerne, at flygtninge har adgang til indkvarteringsfaciliteter for hjemløse, men at disse kun er tilgængelige i begrænset omfang. Flygtninge har også adgang til de indkvarteringsfaciliter, der tilbydes af NGO’er, men også disse er kun tilgængelige i begrænset omfang. Endelig er der i baggrundsmaterialet indeholdt oplysninger om nogle ”bolighjælpeprogrammer”, der udbydes af myndighederne, men det er uklart, i hvilket omfang de fortsat eksisterer, og i hvilket omfang de er tilgængelige for alle anerkendte flygtninge. I forhold til den foreliggende sag skal det i øvrigt bemærkes, at klageren af organisationen [organisation] ad to omgange fik stillet et værelse til rådighed, og at han selv fandt et (tredje) værelse. Endvidere må det på grundlag af baggrundsoplysningerne lægges til grund, at anerkendte flygtninge i medfør af artikel 30 i den græske International Protection Act har samme ret til social bistand som græske statsborgere, men at der kan være udfordringer forbundet med at opnå denne bistand, blandt andet fordi visse dokumentationskrav kan være vanskelige at efterleve, jf. blandt andet Asylum Information Database, Country Report: Greece (2020 Update), s. 245 og s. 249 f. og Rapport af 26. august 2021 afgivet af Austrian Center for Country of Origin & Asylum Research Documentation, s. 11. Flygtninge, herunder hjemløse flygtninge, har navnlig mulighed for social bistand i form af den såkaldte garanterede minimumsindkomstordning, der en effektiv ordning. Om denne ordning er anført følgende i Asylum Information Database, Country Report: Greece (2020 Update), s. 251: “The guaranteed minimum income […] formerly known as Social Solidarity Income […] established in February 2017 as a new welfare programme regulated by Law 4389/2016. The guaranteed minimum income is €200 per month for each household, plus €100 per month for each additional adult of the household and €50 per month for each additional child of the household, was intended to temporarily support people who live below the poverty line in the current humanitarian crisis, including beneficiaries of international protection. Unfortunately, except for the “guaranteed minimum income”, there are no other effective allowances in practice. There is no provision of state social support for vulnerable cases of beneficiaries such as victims of torture […].” Herudover fremgår det af baggrundsoplysningerne, at anerkendte flygtninge i medfør af artikel 27 i den græske International Protection Act har samme adgang til og vilkår på arbejdsmarkedet som græske statsborgere, ligesom flygtninge kan deltage i blandt andet beskæftigelsesrelaterede uddannelsesprogrammer, erhvervsuddannelsesaktiviteter samt modtage rådgivning fra arbejdsformidlingen, jf. blandt andet Rapport af 26. august 2021 afgivet af Austrian Center for Country of Origin & Asylum Research Documentation, s. 24 ff. Det må dog samtidig lægges til grund, at den reelle adgang til arbejdsmarkedet for flygtninge vanskeliggøres af sproglige forhold og den høje arbejdsløshedsprocent, der dog har været faldende i 2021, jf. Reuters artikel af 16. september 2021, hvori det anføres, at “Greece's jobless rate fell to 15.8% in the second quarter from 17.1% in the first three months of 2021, data by the country's statistics service ELSTAT showed on Thursday”, jf. https://www.reuters.com/world/europe/greek-jobless-rate-drops-158-second-quarter-2021-09-16/. Flygtninge har formelt set samme adgang til lægebehandling og sundhedssystemet som græske statsborgere, men der kan dog være visse udfordringer i forhold til den faktiske adgang til lægebehandling og sundhedsvæsenet, idet den gratis bistand på sundhedsområdet i hvert fald i visse tilfælde kræver udstedelse af visse dokumenter, som det kan være vanskeligt at få udstedt, jf. Refugee Support Aegan og Pro Asyl, Beneficiaries of international protection (marts 2021), s. 12. Om adgangen til lægebehandling og sundhedssystemet kan der blandt andet henvises til Asylum Information Database, Country Report: Greece (2020 Update), s. 251 f., hvor følgende er anført: “Free access to health care for beneficiaries of international protection is provided under the same conditions as for nationals, pursuant to L 4368/2016. The new International Protection Act has not changed the relevant provisions. Despite the favourable legal framework, actual access to health care services is hindered in practice by significant shortages of resources and capacity for both foreigners and the local population, as a result of the austerity policies followed in Greece, as well as the lack of adequate cultural mediators. “The public health sector, which has been severely affected by successive austerity measures, is under extreme pressure and lacks the capacity to cover all the needs for health care services, be it of the local population or of migrants”. Moreover, administrative obstacles with regard to the issuance of a Social Security Number (AMKA) also impede access to health care. In addition, according to GCR’s experience, beneficiaries of international protection under the “old” system who possess the “old” residence permit in the form of a “booklet”, have encountered problems in the issuance of AMKA, as this old residence permit contains a number written in a different format than the new residence permits. Hence, the employees at the Citizen Service Center (KEΠ) did not know how to process the issuance of AMKA. Finally, it has been clarified that this will happen at the offices of the Single Social Security Entity (ΕΦΚΑ). ”Om forholdene for flygtninge i Grækenland er mere generelt anført blandt andet følgende i US Department of States rapport, Greece 2020 Human Rights Report, s. 15 og s. 23: “f. Protection of Refugees […] Employment: Recognized refugees and holders of asylum-seeker papers were entitled to work, although this right was not widely publicized or consistently enforced. There were limited options for employment, made scarcer by the pandemic. Access to Basic Services: Legally, services such as shelter, health care, education, and judicial procedures are granted to asylum seekers with a valid residency permit. However, asylum seekers had limited access to these services due to overcrowding in reception sites, overburdened hospitals and health units, restrictions in movement, and staffing gaps due to the pandemic. Everyone in the country is entitled to emergency medical care, regardless of legal status. Medical volunteers, NGO-contracted doctors, the National Organization for Public Health, and army medical doctors provided basic health care in reception centers and referred emergencies and complex cases to local hospitals, which were often overburdened and understaffed. MSF was forced to close a medical clinic on Lesvos after protesters threw rocks at volunteers. Their press release noted a rise in “aggressive behavior towards asylum seekers and refugees, as well as humanitarian organizations and volunteers. ”På anførte baggrund – og når også henses til, at der ikke stilles krav om, at klageren socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark – finder Flygtningenævnet, at de generelle sociale og økonomiske leveforhold og levevilkår for flygtninge med konventionsstatus i Grækenland ikke i sig selv er på et så uacceptabelt niveau, at klageren ikke kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. De anførte forhold – herunder udfordringerne i forhold til hjemløshed, adgang til social bistand, adgang til arbejdsmarkedet og sundhedssystemet – medfører dog, at kravene til, om en flygtning på grund af den pågældendes individuelle forhold kan betragtes som ganske særligt sårbar, og om man af den grund skal lade den pågældendes asylansøgning behandle i Danmark, må sænkes. Vurdering af klagerens sårbarhed. Uanset det anførte, om at kravene til, om en flygtning i Grækenland på grund af den pågældendes individuelle forhold kan betragtes som ganske særligt sårbar, må sænkes, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har oplyst om konkrete omstændigheder vedrørende sit ophold i Grækenland eller om personlige forhold, der kan føre til en ændret vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt Grækenland kan tjene som første asylland for klageren. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren er [i starten af 20’erne] og ikke har nogen helbredsmæssige problemer af fysisk karakter. Ved vurderingen af klagerens oplysninger om de krænkelser m.v., som han skulle have været udsat for under sit ophold i Grækenland, må det tages i betragtning, at han først sent i forløbet har oplyst om de seksuelle krænkelser. Det må i den forbindelse samtidig tages i betragtning, at han er en ung (sårbar) mand, der har levet under vanskelige vilkår i Grækenland. Nævnet finder imidlertid ikke – og det gælder uanset, om klagerens forklaring om krænkelser m.v. fuldt ud lægges til grund – at krænkelserne har haft en sådan karakter, at han af den grund skal betragtes som ganske særligt sårbar. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke, at de generelle forhold for homoseksuelle i Grækenland – sammenholdt med klagerens unge alder – kan føre til et andet resultat. Nævnet har herved blandt andet taget i betragtning, at klageren modtog hjælp fra organisationen [organisation], der i et tilfælde anskaffede ham et værelse, fordi han oplyste dem, at han var homoseksuel, og i et andet tilfælde fandt en andet værelse til ham, fordi hans sambo skulle have forsøgt at krænke ham. Nævnet skal endelig bemærke, at heller ikke den psykologiske vurdering af [efteråret] 2020 har et sådant indhold, at den kan begrunde, at klageren betragtes som ganske særligt sårbar, hvorved det i øvrigt bemærkes, at de danske udlændingemyndigheder med klagerens samtykke kan videregive oplysningerne om klagerens psykiske forhold til Grækenland. Konklusion. På den anførte baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. §29b-Græ/2021/8/eeb
Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Grækenland. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde.Flygtningenævnet udtalte: ”Om retsgrundlaget og Flygtningenævnets praksis. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt subsidiær beskyttelse i Grækenland [i sommeren] 2015 og havde gyldig opholdstilladelse fra [sommeren] 2015 til [sommeren] 2018. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor m.v. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få den pågældendes ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Om baggrundsoplysningerne. Det må efter baggrundsoplysningerne lægges til grund, at en del flygtninge i Grækenland – herunder også flygtninge, der tilbagesendes fra et andet EU-land – lever på gaden som hjemløse eller i forladte eller besatte bygninger. Det skyldes blandt andet, at de græske myndigheder ikke som sådan bistår flygtninge i forhold til tildeling af bolig, og at flygtninge således reelt selv er ansvarlige for deres bolig/indkvartering på det frie boligmarked, jf. blandt andet Asylum Information Database, Country Report: Greece (2020 Update), s. 245 ff., Rapport af 26. august 2021 afgivet af Austrian Center for Country of Origin & Asylum Research Documentation, s. 18 ff., Refugee Support Aegan og Pro Asyl, Beneficiaries of international protection (marts 2021), s. 10 ff., samt Mobile Info Team, The living conditions of applicants and beneficiaries of international protection (februar 2021), s. 27. Det følger dog af baggrundsoplysningerne, at flygtninge har adgang til indkvarteringsfaciliteter for hjemløse, men at disse kun er tilgængelige i begrænset omfang. Flygtninge har også adgang til de indkvarteringsfaciliter, der tilbydes af NGO’er, men også disse er kun tilgængelige i begrænset omfang. Endelig er der i baggrundsmaterialet indeholdt oplysninger om nogle ”bolighjælpeprogrammer”, der udbydes af myndighederne, men det er uklart, i hvilket omfang de fortsat eksisterer, og i hvilket omfang de er tilgængelige for alle anerkendte flygtninge. Endvidere må det på grundlag af baggrundsoplysningerne lægges til grund, at anerkendte flygtninge i medfør af artikel 30 i den græske International Protection Act har samme ret til social bistand som græske statsborgere, men at der kan være udfordringer forbundet med at opnå denne bistand, blandt andet fordi visse dokumentationskrav kan være vanskelige at efterleve, jf. blandt andet Asylum Information Database, Country Report: Greece (2020 Update), s. 245 og s. 249 f. og Rapport af 26. august 2021 afgivet af Austrian Center for Country of Origin & Asylum Research Documentation, s. 11. Flygtninge, herunder hjemløse flygtninge, har navnlig mulighed for social bistand i form af den såkaldte garanterede minimumsindkomstordning, der en effektiv ordning. Om denne ordning er anført følgende i Asylum Information Database, Country Report: Greece (2020 Update), s. 251: “The guaranteed minimum income […] formerly known as Social Solidarity Income […] established in February 2017 as a new welfare programme regulated by Law 4389/2016. The guaranteed minimum income is €200 per month for each household, plus €100 per month for each additional adult of the household and €50 per month for each additional child of the household, was intended to temporarily support people who live below the poverty line in the current humanitarian crisis, including beneficiaries of international protection. Unfortunately, except for the “guaranteed minimum income”, there are no other effective allowances in practice. There is no provision of state social support for vulnerable cases of beneficiaries such as victims of torture […].” Herudover fremgår det af baggrundsoplysningerne, at anerkendte flygtninge i medfør af artikel 27 i den græske International Protection Act har samme adgang til og vilkår på arbejdsmarkedet som græske statsborgere, ligesom flygtninge kan deltage i blandt andet beskæftigelsesrelaterede uddannelsesprogrammer, erhvervsuddannelsesaktiviteter samt modtage rådgivning fra arbejdsformidlingen, jf. blandt andet Rapport af 26. august 2021 afgivet af Austrian Center for Country of Origin & Asylum Research Documentation, s. 24 ff. Det må dog samtidig lægges til grund, at den reelle adgang til arbejdsmarkedet for flygtninge vanskeliggøres af sproglige forhold og den høje arbejdsløshedsprocent, der dog har været faldende i 2021, jf. Reuters artikel af 16. september 2021, hvori det anføres, at “Greece's jobless rate fell to 15.8% in the second quarter from 17.1% in the first three months of 2021, data by the country's statistics service ELSTAT showed on Thursday”, jf. https://www.reuters.com/world/europe/greek-jobless-rate-drops-158-second-quarter-2021-09-16/. Flygtninge har formelt set samme adgang til lægebehandling og sundhedssystemet som græske statsborgere, men der kan dog være visse udfordringer i forhold til den faktiske adgang til lægebehandling og sundhedsvæsenet, idet den gratis bistand på sundhedsområdet i hvert fald i visse tilfælde kræver udstedelse af visse dokumenter, som det kan være vanskeligt at få udstedt, jf. Refugee Support Aegan og Pro Asyl, Beneficiaries of international protection (marts 2021), s. 12. Om adgangen til lægebehandling og sundhedssystemet kan der blandt andet henvises til Asylum Information Database, Country Report: Greece (2020 Update), s. 251 f., hvor følgende er anført: “Free access to health care for beneficiaries of international protection is provided under the same conditions as for nationals, pursuant to L 4368/2016. The new International Protection Act has not changed the relevant provisions. Despite the favourable legal framework, actual access to health care services is hindered in practice by significant shortages of resources and capacity for both foreigners and the local population, as a result of the austerity policies followed in Greece, as well as the lack of adequate cultural mediators. “The public health sector, which has been severely affected by successive austerity measures, is under extreme pressure and lacks the capacity to cover all the needs for health care services, be it of the local population or of migrants”. Moreover, administrative obstacles with regard to the issuance of a Social Security Number (AMKA) also impede access to health care. In addition, according to GCR’s experience, beneficiaries of international protection under the “old” system who possess the “old” residence permit in the form of a “booklet”, have encountered problems in the issuance of AMKA, as this old residence permit contains a number written in a different format than the new residence permits. Hence, the employees at the Citizen Service Center (KEΠ) did not know how to process the issuance of AMKA. Finally, it has been clarified that this will happen at the offices of the Single Social Security Entity (ΕΦΚΑ).” Om forholdene for flygtninge i Grækenland er mere generelt anført blandt andet følgende i US Department of States rapport, Greece 2020 Human Rights Report, s. 15 og s. 23: “f. Protection of Refugees […] Employment: Recognized refugees and holders of asylum-seeker papers were entitled to work, although this right was not widely publicized or consistently enforced. There were limited options for employment, made scarcer by the pandemic. Access to Basic Services: Legally, services such as shelter, health care, education, and judicial procedures are granted to asylum seekers with a valid residency permit. However, asylum seekers had limited access to these services due to overcrowding in reception sites, overburdened hospitals and health units, restrictions in movement, and staffing gaps due to the pandemic. Everyone in the country is entitled to emergency medical care, regardless of legal status. Medical volunteers, NGO-contracted doctors, the National Organization for Public Health, and army medical doctors provided basic health care in reception centers and referred emergencies and complex cases to local hospitals, which were often overburdened and understaffed. MSF was forced to close a medical clinic on Lesvos after protesters threw rocks at volunteers. Their press release noted a rise in “aggressive behavior towards asylum seekers and refugees, as well as humanitarian organizations and volunteers.” På anførte baggrund – og når også henses til, at der ikke stilles krav om, at klageren socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark – finder Flygtningenævnet, at de generelle sociale og økonomiske leveforhold og levevilkår for flygtninge med konventionsstatus i Grækenland ikke i sig selv er på et så uacceptabelt niveau, at klageren ikke kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. De anførte forhold – herunder udfordringerne i forhold til hjemløshed, adgang til social bistand, adgang til arbejdsmarkedet og sundhedssystemet – medfører dog, at kravene til, om en flygtning på grund af den pågældendes individuelle forhold kan betragtes som ganske særligt sårbar, og om man af den grund skal lade den pågældendes asylansøgning behandle i Danmark, må sænkes. Vurdering af klagerens sårbarhed. Uanset det anførte, om at kravene til, om en flygtning i Grækenland på grund af den pågældendes individuelle forhold kan betragtes som ganske særligt sårbar, må sænkes, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har oplyst om konkrete omstændigheder vedrørende opholdet i Grækenland eller om personlige forhold, der kan føre til en ændret vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt Grækenland kan tjene som første asylland for klageren. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på blandt andet, at klageren er en voksen mand [i starten af 40’erne], at han i en kort periode har modtaget økonomisk støtte i Grækenland, at han periodevis har haft midlertidigt (uofficielt) arbejde i Grækenland, og at klagerens fysiske og psykiske problemer ikke er underbygget nærmere. Hertil kommer, at klageren har lært græsk nok til at kunne klare sig i dagligdagen, og at han i Grækenland ansøgte om finansiel støtte og bolig, men fik besked på, at han skulle vente. Det forhold, at klageren er analfabet, og at han efter det oplyste ikke har haft fast bopæl, kan ikke føre til et andet resultat. Konklusion. På den anførte baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” §29b-Græ/2021/7/mima
Nævnet omgjorde i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde, der var meddelt konventionsstatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde.Flygtningenævnet udtalte: ”Om retsgrundlaget og Flygtningenævnets praksis. I den foreliggende sag har Flygtningenævnet lagt til grund, at klageren er meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning i Grækenland [i efteråret] 2018. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af udlændingelovens § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af udlændingelovens § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) blandt andet: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter Flygtningenævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på blandt andet, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor m.v. Bestemmelsen i udlændingelovens § 29 b indebærer, at en person, der allerede har opnået beskyttelse i et andet land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse, som udgangspunkt ikke har ret til at få den pågældendes ansøgning om asyl behandlet i Danmark. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at der gælder en formodning for, at behandlingen af asylansøgere i hver enkelt medlemsstat er i overensstemmelse med i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder og i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. præmis 80 i EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagerne C-411/10 og C-493/10. Om baggrundsoplysningerne. Det må efter baggrundsoplysningerne lægges til grund, at en del flygtninge i Grækenland – herunder også flygtninge, der tilbagesendes fra et andet EU-land – lever på gaden som hjemløse eller i forladte eller besatte bygninger. Det skyldes blandt andet, at de græske myndigheder ikke som sådan bistår flygtninge i forhold til tildeling af bolig, og at flygtninge således reelt selv er ansvarlige for deres bolig/indkvartering på det frie boligmarked, jf. blandt andet Asylum Information Database, Country Report: Greece (2020 Update), s. 245 ff., Rapport af 26. august 2021 afgivet af Austrian Center for Country of Origin & Asylum Research Documentation, s. 18 ff., Refugee Support Aegan og Pro Asyl, Beneficiaries of international protection (marts 2021), s. 10 ff., samt Mobile Info Team, The living conditions of applicants and beneficiaries of international protection (februar 2021), s. 27. Det følger dog af baggrundsoplysningerne, at flygtninge har adgang til indkvarteringsfaciliteter for hjemløse, men at disse kun er tilgængelige i begrænset omfang. Flygtninge har også adgang til de indkvarteringsfaciliter, der tilbydes af NGO’er, men også disse er kun tilgængelige i begrænset omfang. Endelig er der i baggrundsmaterialet indeholdt oplysninger om nogle ”bolighjælpeprogrammer”, der udbydes af myndighederne, men det er uklart, i hvilket omfang de fortsat eksisterer, og i hvilket omfang de er tilgængelige for alle anerkendte flygtninge. Endvidere må det på grundlag af baggrundsoplysningerne lægges til grund, at anerkendte flygtninge i medfør af artikel 30 i den græske International Protection Act har samme ret til social bistand som græske statsborgere, men at der kan være udfordringer forbundet med at opnå denne bistand, blandt andet fordi visse dokumentationskrav kan være vanskelige at efterleve, jf. blandt andet Asylum Information Database, Country Report: Greece (2020 Update), s. 245 og s. 249 f. og Rapport af 26. august 2021 afgivet af Austrian Center for Country of Origin & Asylum Research Documentation, s. 11. Flygtninge, herunder hjemløse flygtninge, har navnlig mulighed for social bistand i form af den såkaldte garanterede minimumsindkomstordning, der en effektiv ordning. Om denne ordning er anført følgende i Asylum Information Database, Country Report: Greece (2020 Update), s. 251: “The guaranteed minimum income […] formerly known as Social Solidarity Income […] established in February 2017 as a new welfare programme regulated by Law 4389/2016. The guaranteed minimum income is €200 per month for each household, plus €100 per month for each additional adult of the household and €50 per month for each additional child of the household, was intended to temporarily support people who live below the poverty line in the current humanitarian crisis, including beneficiaries of international protection. Unfortunately, except for the “guaranteed minimum income”, there are no other effective allowances in practice. There is no provision of state social support for vulnerable cases of beneficiaries such as victims of torture […].” Herudover fremgår det af baggrundsoplysningerne, at anerkendte flygtninge i medfør af artikel 27 i den græske International Protection Act har samme adgang til og vilkår på arbejdsmarkedet som græske statsborgere, ligesom flygtninge kan deltage i blandt andet beskæftigelsesrelaterede uddannelsesprogrammer, erhvervsuddannelsesaktiviteter samt modtage rådgivning fra arbejdsformidlingen, jf. blandt andet Rapport af 26. august 2021 afgivet af Austrian Center for Country of Origin & Asylum Research Documentation, s. 24 ff. Det må dog samtidig lægges til grund, at den reelle adgang til arbejdsmarkedet for flygtninge vanskeliggøres af sproglige forhold og den høje arbejdsløshedsprocent, der dog har været faldende i 2021, jf. Reuters artikel af 16. september 2021, hvori det anføres, at “Greece's jobless rate fell to 15.8% in the second quarter from 17.1% in the first three months of 2021, data by the country's statistics service ELSTAT showed on Thursday”, jf. https://www.reuters.com/world/europe/greek-jobless-rate-drops-158-second-quarter-2021-09-16/. Flygtninge har formelt set samme adgang til lægebehandling og sundhedssystemet som græske statsborgere, men der kan dog være visse udfordringer i forhold til den faktiske adgang til lægebehandling og sundhedsvæsenet, idet den gratis bistand på sundhedsområdet i hvert fald i visse tilfælde kræver udstedelse af visse dokumenter, som det kan være vanskeligt at få udstedt, jf. Refugee Support Aegan og Pro Asyl, Beneficiaries of international protection (marts 2021), s. 12. Om adgangen til lægebehandling og sundhedssystemet kan der blandt andet henvises til Asylum Information Database, Country Report: Greece (2020 Update), s. 251 f., hvor følgende er anført: “Free access to health care for beneficiaries of international protection is provided under the same conditions as for nationals, pursuant to L 4368/2016. The new International Protection Act has not changed the relevant provisions. Despite the favourable legal framework, actual access to health care services is hindered in practice by significant shortages of resources and capacity for both foreigners and the local population, as a result of the austerity policies followed in Greece, as well as the lack of adequate cultural mediators. “The public health sector, which has been severely affected by successive austerity measures, is under extreme pressure and lacks the capacity to cover all the needs for health care services, be it of the local population or of migrants”. Moreover, administrative obstacles with regard to the issuance of a Social Security Number (AMKA) also impede access to health care. In addition, according to GCR’s experience, beneficiaries of international protection under the “old” system who possess the “old” residence permit in the form of a “booklet”, have encountered problems in the issuance of AMKA, as this old residence permit contains a number written in a different format than the new residence permits. Hence, the employees at the Citizen Service Center (KEΠ) did not know how to process the issuance of AMKA. Finally, it has been clarified that this will happen at the offices of the Single Social Security Entity (ΕΦΚΑ). ”Om forholdene for flygtninge i Grækenland er mere generelt anført blandt andet følgende i US Department of States rapport, Greece 2020 Human Rights Report, s. 15 og s. 23: “f. Protection of Refugees […] Employment: Recognized refugees and holders of asylum-seeker papers were entitled to work, although this right was not widely publicized or consistently enforced. There were limited options for employment, made scarcer by the pandemic. Access to Basic Services: Legally, services such as shelter, health care, education, and judicial procedures are granted to asylum seekers with a valid residency permit. However, asylum seekers had limited access to these services due to overcrowding in reception sites, overburdened hospitals and health units, restrictions in movement, and staffing gaps due to the pandemic. Everyone in the country is entitled to emergency medical care, regardless of legal status. Medical volunteers, NGO-contracted doctors, the National Organization for Public Health, and army medical doctors provided basic health care in reception centers and referred emergencies and complex cases to local hospitals, which were often overburdened and understaffed. MSF was forced to close a medical clinic on Lesvos after protesters threw rocks at volunteers. Their press release noted a rise in “aggressive behavior towards asylum seekers and refugees, as well as humanitarian organizations and volunteers.” På anførte baggrund – og når også henses til, at der ikke stilles krav om, at klageren socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark – finder Flygtningenævnet, at de generelle sociale og økonomiske leveforhold og levevilkår for flygtninge med konventionsstatus i Grækenland ikke i sig selv er på et så uacceptabelt niveau, at klageren ikke kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland, jf. Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. De anførte forhold – herunder udfordringerne i forhold til hjemløshed, adgang til social bistand, adgang til arbejdsmarkedet og sundhedssystemet – medfører dog, at kravene til, om en flygtning på grund af den pågældendes individuelle forhold kan betragtes som ganske særligt sårbar, og om man af den grund skal lade den pågældendes asylansøgning behandle i Danmark, må sænkes. Vurdering af klagerens sårbarhed. Flygtningenævnet finder – når også henses til, at kravene til, om en flygtning i Grækenland på grund af den pågældendes individuelle forhold kan betragtes som ganske særligt sårbar, må sænkes – at der foreligger sådanne særlige forhold vedrørende klagerens personlige forhold, at de fører til en ændret vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt Grækenland kan tjene som første asylland for klageren. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren er en ung kvinde [i starten af 20’erne], der har et barn på [0-3 år], og som er gravid med sit andet barn. Hertil kommer, at det vil kunne være forbundet med væsentlige administrative vanskeligheder at opnå familiesammenføring med klagerens barn på [0-3 år], hvis barnet, der er født i Danmark, og som har opholdstilladelse i Danmark, efter de græske regler ikke kan indrejse til Grækenland sammen med hende, jf. herom Asylum Information Database, Country Report: Greece (2020 Update), s. 239 f. Flygtningenævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at det af Human Rights Watchs World Report 2021 vedrørende Grækenland er anført, at ”In May, The European Court of Human Rights ordered Greece to ensure adequate health care and living conditions for a pregnant woman living in the Pyli Camp on Kos Island. Even before the Covid-19 pandemic, the Greek government was not meeting international standards for health care, nutrition, and bedding for migrant pregnant people and new mothers”. Det forhold, at klageren valgte at blive gravid med sit første barn på et tidspunkt, hvor hun opholdte sig i Grækenland, og med sit andet barn, mens hun opholdte sig i Danmark, kan under de nævnte omstændigheder ikke føre til et andet resultat i forhold til, at klageren må betragtes som en ganske særligt sårbar person. Konklusion. På den anførte baggrund omgør Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark.” §29b-Græ/2021/6/mima
Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Vietnam. Født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk vietnameser, buddhist af religiøs overbevisning og født i Danmark. Ansøgeren har for Flygtningenævnet oplyst at være medlem af en politisk forening i opposition til styret i Vietnam. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke er vietnamesisk statsborger, idet han er født og har boet hele sit liv i Danmark. Ansøgeren frygter endvidere, at de personer, som er flygtet fra kommunismen i Vietnam, herunder ansøgerens familie, ikke længere er velkomne i Vietnam. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren blandt andet oplyst, at den vietnamesiske ambassade i Danmark ikke har villet anerkende ansøgeren som vietnamesisk statsborger. Ansøgeren er efterkommer af bådflygtninge, og ansøgeren har aldrig været registreret i Vietnam. Ansøgeren har endvidere henvist til sin families aktiviteter i Vietnam, og han har henvist til, at mange tidligere militærfolk fra Sydvietnam, særligt fra USA, er blevet nægtet indrejse i Vietnam, da man vil straffe dem for deres tidligere militære deltagelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er politisk aktiv som modstander af regeringen i Vietnam til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende herom. Ansøgeren er således ikke tidligere end under mødet i Flygtningenævnet fremkommet med oplysninger om, at han er medlem af og betaler kontingent til en antikommunistisk forening for vietnamesere, der er imod Vietnams nuværende regering. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring herom ikke er troværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at forklaringen er udbyggende, og at ansøgeren ikke kunne oplyse navnet på den omhandlede forening. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren har været i Vietnam fire gange på turistrejser sammen med sin mor, uden at hverken han eller hans mor har oplevet problemer med de vietnamesiske myndigheder. I alle fire tilfælde har ansøgeren efter det oplyste fået udstedt visum af de vietnamesiske myndigheder. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke ved de af ham påberåbte forhold har sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er vietnamesisk statsborger. Det forhold, at den vietnamesiske ambassade i en erklæring [fra sommeren] 2019 har anført, at ansøgeren ikke kan få udstedt et vietnamesisk pas kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at det efter ansøgerens oplysninger er hans mor, der har skaffet erklæringen fra ambassaden og på, at de nærmere omstændigheder i forbindelse udstedelse af erklæringen er ukendte. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at det forekommer påfaldende, at erklæringen er udstedt efter, at ansøgeren blev udvist ved byretten [i foråret] 2019, og inden straffesagens behandling i landsretten [i efteråret] 2019. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgerens eventuelle vanskeligheder ved at opnå rejselegitimation til hjemlandet, er en teknisk udsendelseshindring, der ikke er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Viet/2021/3/ajev
Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag vedrørende en mandlig statsborger fra Colombia. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk venezuelaner og colombianer. Han er katolik fra Merida, Venezuela. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men han har deltaget i flere demonstrationer mod regeringen i Venezuela. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Venezuela frygter at blive fængslet og slået ihjel af myndighederne, herunder politiet. Han har videre som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Venezuela frygter at blive slået ihjel af mafiagrupperne Tupamaros og Colectivos, idet de har fået tilladelse af de venezuelanske myndigheder til at gøre, hvad de vil med deltagere i demonstrationer, der er rettet mod regeringen. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han i perioden fra 2014 til 2018 deltog i mange demonstrationer imod regeringen. Det har som udgangspunkt været fredelige demonstrationer, hvor antallet af deltagere kunne være på 20-30 personer indtil flere hundrede. Myndighederne brugte imidlertid alle midler på at angribe demonstrationerne med magt, herunder med skud, tåregas, vandkanoner og slag. Det lykkedes ham altid at undslippe volden i forbindelse med disse demonstrationer, dog har der været en episode i 2018, hvor han og nogle andre blev jagtet af personer fra Tupamaros, hvor de undslap ved at gemme sig i et hus. Personer fra grupperne fandt ud af, hvor han boede, og i [foråret] 2018 blev hans forældre opsøgt af politiet, der kom med en arrestordre på ham. Han besluttede herefter at udrejse fra Venezuela. Hans forældre har fortalt, at personer fra Tupamaros og politiet også efter hans udrejse har opsøgt dem. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om sin deltagelse i nogle demonstrationer til grund, herunder at han har deltaget i disse demonstrationer sammen med blandt andre sin bror. Med samme begrundelse, som fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, finder også Flygtningenævnet, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om, hvorledes demonstranterne blev infiltreret af myndighederne med billeder taget under demonstrationerne. Flygtningenævnet har i denne forbindelse ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at myndighederne var i besiddelse af billeder af hans bror, [A], fra disse demonstrationer, hvilket hans bror ikke har fortalt under sin egen asylsag. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende med hensyn til, hvem han var sammen med, da han i et tilfælde undslap Tupamaros ved at søge tilflugt i et hus, herunder hvorvidt han var sammen med sin bror, [A]. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvem der opsøgte hans forældre med en arrestordre, herunder om det var Tupamaros eller politiet. Hertil kommer, at ansøgeren først under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at hans forældre efter hans udrejse er blevet opsøgt af myndighederne, som ledte efter ham. På denne baggrund finder heller ikke Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om, at myndighederne havde udstedt en arrestordre mod ham, kan tillægges vægt. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens konflikt med myndighederne som følge af deltagelse i disse demonstrationer har en sådan intensitet og karakter, at han derved har bragt sig i et asylbegrundende modsætningsforhold til myndighederne eller de omtalte grupperinger i hjemlandet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt har været tilbageholdt eller på anden måde udsat for overgreb som følge af sin deltagelse i disse demonstrationer, og at trusler fra gruppen Tupamaros om at undlade at deltage i demonstrationer ikke konkret har været rettet mod ham eller hans bror, men har været rettet generelt mod beboere i lokalområdet. Det er tillige tillagt vægt, at ansøgeren udrejste legalt fra hjemlandet i [foråret] 2018 på sit eget pas uden problemer med myndighederne på trods af, at der angiveligt var blevet udstedt en arrestordre på ansøgeren, således som han har forklaret. Endelig er det tillagt vægt, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark siden [foråret] 2018 inden han i [efterår] 2020 søgte asyl. Vedrørende ansøgerens frygt for de generelle forhold i Venezuela lægger Flygtningenævnet til grund, at situationen i landet er vanskelig, og at den i de senere år i tiltagende grad er blevet mere vanskelig, således at flere internationale organer nu beskriver, at landet er i en humanitær krise, der omfatter blandt andet adgang til mad og medicin. Selv om det således må lægges til grund, at forholdene i Venezuela er meget vanskelige, kan det efter baggrundsoplysningerne ikke lægges til grund, at den blotte tilstedeværelse i landet i sig selv indebærer en asylbegrundende risiko. Det kan ikke ændre ved denne vurdering, at den sikkerhedsmæssige situation i landet er meget dårlig. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Vene/2021/5
Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag vedrørende en mandlig statsborger fra Colombia. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk venezuelaner og colombianer. Han er katolik fra Merida, Venezuela. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men han har deltaget i flere demonstrationer mod regeringen i Venezuela. Han har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Venezuela frygter at blive slået ihjel af mafiagruppen Tupamaros, også kendt som Colectivos, idet han har deltaget i mange demonstrationer imod regeringen. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til de generelle forhold i landet. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, ansøgeren deltog i over 30 demonstrationer i 2014 samt i en periode på cirka tre måneder fra [foråret] 2017 til [foråret] 2017. Under demonstrationerne var gruppen Colectivos til stede, og de blev sat ind for at stoppe demonstrationerne. I [foråret] 2017 kørte gruppen rundt i ansøgerens kvarter og fremsatte generelle trusler mod beboerne. I [foråret] 2017 blev ansøgeren endvidere forfulgt af gruppen under en demonstration, men det lykkes ham at slippe væk. Ved en anden lejlighed i samme måned blev han tillige forfulgt på vej hjem til sin bopæl. Flygtningenævnet lægger i alt væsentligt ansøgerens forklaring om sin deltagelse i demonstrationer i perioder i 2014 og 2017 til grund, men finder ikke, at ansøgerens konflikt med myndighederne og disses repræsentanter som følge af hans deltagelse i disse demonstrationer har haft en sådan karakter og intensitet, at han derved har bragt sig i et asylbegrundende modsætningsforhold til myndighederne. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt har været tilbageholdt eller på anden måde udsat for overgreb som følge af sin deltagelse i disse demonstrationer, og at trusler fra blandt andet Nationalgarden om at undlade at deltage i demonstrationer ikke har været rettet konkret mod ansøgeren, men generelt mod beboere i ansøgerens lokalområde. Heller ikke den omstændighed, at ansøgeren i et tilfælde, hvor han ikke havde deltaget i en demonstration, blev efterfulgt af to personer på en motorcykel, kan begrunde nogen anden vurdering. Det er tillige tillagt vægt, at ansøgeren nogle dage efter denne episode flyttede fra Merida til en anden by, hvor han boede og arbejdede i en kort periode uden at opleve problemer. Endvidere er det tillagt vægt, at ansøgeren i [sommeren] 2017 udrejste herfra legalt på eget pas uden problemer med myndighederne. Endelig er det tillagt vægt, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark i næsten 3 år inden han søgte asyl i forbindelse med, at han blev antruffet af politiet. Vedrørende ansøgerens frygt for de generelle forhold i Venezuela lægger Flygtningenævnet til grund, at situationen i landet er vanskelig, og at den i de senere år i tiltagende grad er blevet mere vanskelig, således at flere internationale organer nu beskriver, at landet er i en humanitær krise, der omfatter blandt andet adgang til mad og medicin. Selv om det således må lægges til grund, at forholdene i Venezuela er meget vanskelige, kan det efter baggrundsoplysningerne ikke lægges til grund, at den blotte tilstedeværelse i landet i sig selv indebærer en asylbegrundende risiko. Det kan ikke ændre ved denne vurdering, at den sikkerhedsmæssige situation i landet er meget dårlig. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Vene/2021/3
Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Venezuela. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk mestiza og kristen. Hun er født og opvokset i Caracas, Venezuela, og har boet i [by A], Venezuela, [i 2010’erne], hvorefter hun flyttede tilbage til Caracas, Venezuela. Ansøgeren har fra 2014 og frem til hendes udrejse i [sommeren] 2019 været politisk aktiv, idet hun har deltaget i en række demonstrationer. Hun har endvidere været aktiv for organisationen [organisation B] siden 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Venezuela frygter myndighederne og de myndighedsstøttede grupper. Til støtte herfor har ansøgeren blandt andet oplyst, at hendes nu afdøde kæreste fra 2014 var medlem af og aktiv for oppositionspartiet [partinavn], og at han i [foråret] 2016 blev slået ihjel. Ansøgeren selv har siden 2014 deltaget i underskriftsindsamlinger og i en række demonstrationer mod regeringen. Under en demonstration i 2014 i Tucupita blev ansøgeren fotograferet af myndighederne, og herefter begyndte gruppen [gruppering C] at forfølge ansøgeren og hendes familie. Ansøgeren og 15 andre personer blev efter demonstrationen indkaldt til møde på et af regeringens partikontorer, hvor de fik at vide, at de ville blive udsat for repressalier, herunder miste deres arbejde og få indskrænket adgangen til mad og medicin, såfremt de fortsatte med at deltage i demonstrationer. I [foråret] 2016 deltog ansøgeren i en demonstration i Caracas. Hun blev her anholdt og tilbageholdt i flere dage. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for fysiske og seksuelle overgreb. Ansøgeren har efterfølgende modtaget telefoniske trusler, ligesom en person opsøgte ansøgerens bopæl. Ansøgeren er endvidere blevet chikaneret, og der blev flere gange kastet sten mod hendes hus, og der blevet skrevet på hendes husmur. Efter ansøgerens udrejse har hun modtaget en e-mail fra et familiemedlem med et billede af liget af sin bror. Af mailen fremgår, at ansøgerens bror døde [i vinteren 19/20], og at det var [gruppering C], som stod bag. Efter udrejsen blev ansøgeren også bekendt med, at hun er blevet indkaldt til afhøringer, og at der er udstedt en arrestordre på hende. Ansøgerens familie er blevet opsøgt efter hendes udrejse, idet der [i vinteren 20/21] blev skudt imod ansøgerens brors bil, og at der i [sommeren] 2021 blev skudt imod hendes mors hus, ligesom der også er blevet smidt en molotovcocktail ind i huset. Ansøgeren har endelig oplyst, at hun stadig er aktiv for organisationen [organisation B], idet hun deltager i online kampagner og zoom-møder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, da den fremstår divergerende og udbyggende. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at hun efter en demonstration i 2016 blev anholdt og tilbageholdt i to dage, inden hun blev løsladt. Ansøgeren har også forklaret, at hun i forbindelse med anholdelsen fik oplyst, at hun skulle fortælle andre, hvad hun havde oplevet, og at det samme ville ske for andre, hvis de ikke stoppede med at demonstrere. Ansøgeren har endvidere i en samtale med Udlændingestyrelsen [fra sommeren] 2019 uddybende forklaret, at hun skulle skaffe informationer, og hvis hun ikke gjorde det, ville de placere en bombe i hendes hjem. For nævnet har ansøgeren forklaret, at hun blev tilbageholdt i tre dage. Ansøgeren har også til Udlændingestyrelsen [i vinteren 19/20] forklaret, at hun omkring et år før sin udrejse til Danmark oplevede, at to personer på knallerter kørte rundt om hendes bil og råbte forræder mod hende, men at der ikke skete andet, og at der to uger senere blev smidt affald på bilen, da ansøgeren var ved at bakke. For nævnet har ansøgeren udbyggende forklaret, at to personer på knallerter kørte rundt om hendes bil og råbte mod hende og truede med et våben, og at der omkring en måned efter skete noget tilsvarende, men at der under den anden begivenhed blev skudt mod bilens hjul, og at denne episode var afgørende i forhold til ansøgerens udrejse. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvorfor hun kom til Danmark. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren 19/20] har hun forklaret, at hun søgte asyl, da hun blev anholdt af politiet omkring en uge efter, hun kom til Danmark. Af afhøringsrapport fra Københavns Politi, hvorunder der medvirkede en tolk, fremgår det, at ansøgeren over for politiet oplyste, at ansøgeren kom til Danmark for at arbejde i tre måneder, hvorefter hun ville rejse tilbage til Venezuela, og at hun rejste til Danmark for at tjene penge til sin mor, som var syg og krævede behandling. Ansøgeren har ligeledes over for politiet tilkendegivet, at hun gerne ville rejse hjem hurtigst muligt, og ansøgeren søgte ikke i forbindelse med afhøringen om asyl. Ansøgerens baggrund for at indrejse i Danmark gentog hun endvidere over for [organisation D] [i sommeren] 2019. Ansøgerens forklaring for nævnet har ikke bidraget væsentligt til at afklare de ovenfor anførte divergenser, idet ansøgeren herom har forklaret afglidende. Nævnet finder det påfaldende, at ansøgeren, efter det hun har forklaret for nævnet, forblev i Venezuela helt frem til 2019. Endelig finder nævnet det påfaldende, at ansøgeren først søgte asyl [i sommeren] 2019 omkring tre uger efter at være indrejst og på et tidspunkt, hvor hun var udvist af Danmark som følge af at have arbejdet ulovligt. Som følge af det ovenfor anførte og uanset om ansøgerens familie efter ansøgerens udrejse skulle være blevet chikaneret af myndighederne, beror det på ansøgerens egen formodning, at hun er i et modsætningsforhold til myndighederne i Venezuela eller med grupperinger med tilknytning til myndighederne. De billeder og videoen, som ansøgeren har fremlagt, sandsynliggør heller ikke ansøgerens asylmotiv, da billederne og videoen ikke viser ansøgerens ansigt. Ansøgerens deltagelse og aktiviteter for [organisation B], der fremstår begrænsede, sætter hende heller ikke i et modsætningsforhold til myndighederne i Venezuela. Det forhold, at ansøgeren er indkaldt til afhøring hos politiet tre gange i 2019 i forbindelse med at have deltaget i en demonstration i [by E] og at hun har oplyst, at der som følge af hendes manglende fremmøde, er udstedt en arrestordre på hende, kan ikke føre til en anden vurdering. Nævnet bemærker i denne forbindelse, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket og at ansøgeren først kort forud for nævnsmødet har fremlagt dokumenterne. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Venezuela vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren fra Danmark deltager i zoom-møder og er aktiv for [organisation B], kan ikke ændre herpå. Efter baggrundsoplysningerne er de generelle forhold i Venezuela ikke af en sådan karakter, at de i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Vene/2021/2/imbs
Nævnet hjemviste i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold og bombardementer i Syrien grundet krigen. Klageren oplyste til støtte herfor, at hun havde oplevet, at et hus, hvor hun befandt sig, blev ramt af en raket. Klageren frygtede endvidere myndighederne, fordi hendes tidligere ægtefælle var blevet (gen)indkaldt til militærtjeneste. Udlændingestyrelsen har [vinteren 20/21] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter sin tidligere ægtefælle. Hun har til støtte herfor oplyst, at han har truet hende, fordi hun ville lade sig skille fra ham. Han har fremsendt hende lydoptagelser, hvor han truer med at slå hende ihjel […]. Klageren har videre som asylmotiv henvist til, at hun frygter myndighederne, fordi hendes søn har unddraget sig militærtjeneste. Hun har herudover henvist til, at hun frygter myndighederne, fordi hendes ene bror, der er bosat i [et andet europæisk land], var offentligt ansat i Syrien, og fordi hendes anden bror, der er bosat i Danmark, udrejste illegalt. Hun har ydermere henvist til de generelle forhold i Syrien. Om opholdstilladelse som følge af de generelle forhold i Syrien Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3 (midlertidig beskyttelsesstatus) med henvisning til, at ”personer, som kommer fra områder i Syrien, hvor der foregår væbnede kampe, hvor der sker angreb mod civile, eller hvor der for nyligt har fundet sådanne handlinger sted, ved en tilbagevenden til hjemlandet aktuelt må anses for at være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3”. Spørgsmålet er herefter i første række, om der med henvisning til de generelle forhold i Syrien er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har boet i Damaskus, indtil sin udrejse fra Syrien. Som det fremgår nedenfor, har Flygtningenævnet fundet grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling med henvisning til, at klagerens nu myndige søn, [A], [i sommeren] 2021 af Udlændingestyrelsen er blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at tage stilling til, om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom (herefter EMD) af 14. september 2021 i sag 71321/17 mv. (M.D. m.fl. mod Rusland) skal forstås således, at den aktuelle situation i Syrien medfører, at enhver person ved tilbagevenden til Syrien vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af EMRK artikel 3, dvs. uanset den pågældendes ”profil ”, og uanset hvilket område, den pågældende vender tilbage til. Det anførte skal også ses i sammenhæng med, at den nævnte dom efter det oplyste ikke er endelig på nuværende tidspunkt, jf. EMRK artikel 44, stk. 2. Rapporten af 7. oktober 2021 fra Amnesty International har efter nævnets opfattelse ikke et sådant indhold, at den kan begrunde en ændring af Flygtningenævnets hidtidige praksis vedrørende den generelle situation i Syrien. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet ikke på nuværende tidspunkt grundlag for at tage stilling til, om klagerens (og dennes mindreårige søns) opholdstilladelse skal forlænges i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Syrien. Om opholdstilladelse på grund af Danmarks internationale forpligtelser Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse, at en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse vil udgøre et indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv efter EMRK artikel 8, og at en afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse ikke vil være et sådant indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv efter EMRK artikel 8 at det vil udgøre en krænkelse af den nævnte bestemmelse. Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse, tiltræder Flygtningenævnet i øvrigt, at der ikke mellem klageren og dennes bror i Danmark [B] består et familieliv omfattet af EMRK artikel 8 (afhængighedsforhold mellem klageren og [B]), og at hensynet til klagerens fortsatte kontakt med broderen allerede af denne grund ikke kan begrunde en forlængelse af opholdstilladelsen. Det forhold, at hun for nævnet har forklaret, at hun de seneste to måneder har boet sammen med [B] kan ikke føre til et andet resultat. Endvidere tiltræder Flygtningenævnet, at en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse ikke vil være i strid med klagerens mindreårige barn [C’s] ret til privat- og familieliv, idet han ikke har opnået selvstændig tilknytning til Danmark. Foruden de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, har nævnet lagt vægt på, at klageren og dennes barn i sin tid fik meddelt midlertidige opholdstilladelser, hvilket de må anses for at have været bekendt med. Hertil kommer, at klagerens mindreårige barn vil have sine formative år foran sig og vil kunne følge med sin mor tilbage til Syrien og udvikle sig dér. Herudover tiltræder Flygtningenævnet, at klagerens helbredsmæssige forhold – [to konkrete sygdomme] – ikke er af en sådan karakter, at det vil være i strid med EMRK artikel 3 at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet kan i den forbindelse blandt andet henvise til EMD’s dom af 13. december 2016 i sag nr. 41738/10 (Paposhvili mod Belgien), hvoraf det følger, at EMRK artikel 3 kan være til hinder for udvisning/udsendelse, hvis der foreligger meget ekstraordinære omstændigheder (”very exceptional cases”). En udsendelse/udvisning af en udlænding vil således være i strid med EMRK artikel 3 under betingelse af, at udlændingen lider af en meget alvorlig fysisk eller psykisk sygdom (sygdomskriteriet), og at udlændingen ikke kan modtage behandling for sygdommen i hjemlandet (behandlingskriteriet). Der er ikke tale om en sådan situation i den foreliggende sag. Om opholdstilladelse som følge af den myndige søns udeblivelse fra militærtjeneste, klagerens brødre, forholdet til klagerens eksmand mv. (individuelle forhold) Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun risikerer asylbegrundende overgreb eller forfølgelse som følge af den nu myndige søns [A’s] udeblivelse fra militærtjeneste, hvorved det blandt andet bemærkes, at klageren og sønnen forlod Syrien i [foråret] 2015, da han var [8-11] år, idet han er født [fødselsdato]. Flygtningenævnet finder heller ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun risikerer asylbegrundende overgreb eller forfølgelse som følge af, at hendes bror [B] er udeblevet fra den genindkaldte militærtjeneste, da det – efter akterne i hans asylsag og klagerens forklaring for Flygtningenævnet – ikke kan lægges til grund, at han skulle være særligt profileret. Flygtningenævnet tiltræder i lyset af klagerens forklaring for Flygtningenævnet, at klageren heller ikke har sandsynliggjort, at hun risikerer asylbegrundende overgreb eller forfølgelse som følge af, at hendes bror, der nu er bosat i [et andet europæisk land], forlod Syrien mens han var offentligt ansat. Det samme gælder det forhold, at den anden bror, der er bosat i Danmark, udrejste illegalt fra Syrien. Heller ikke det forhold, at klageren frygter at skulle leve som enlig kvinde i Syrien kan begrunde asyl i Danmark, hvorved der henvises til det, Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse. Efter en samlet vurdering af klagerens forklaring i forbindelse med samtalen [i vinteren 19/20], og hendes forklaring og fremtræden for Flygtningenævnet, finder nævnet ikke at kunne lægge klagerens forklaring til grund om, at hendes tidligere ægtefælle skulle have hacket sig ind på klagerens [socialt medie]-profil og delt hendes samtaler med en anden mand offentligt. Det samme gælder klagerens forklaring om, at hendes tidligere ægtefælle skulle have sendt lydoptagelser til klageren, hvor han truer med at slå hende ihjel […]. Under alle omstændigheder vil der alene være tale om, at eksmanden i 2019 har sendt lydoptagelser til hende, men at han efter det oplyste ikke har truet klageren på anden vis. For så vidt angår klagerens synspunkt om, at hun frygter, at hendes søn, [C], vil blive taget fra hende af hendes eksmand – fordi [C] bærer faderens familienavn, og fordi det følger af den syriske lovgivning, at den fulde ret til at bestemme over fællesbørn tilkommer faderen – skal Flygtningenævnet bemærke, at klageren ikke har nævnt dette forhold i forbindelse med samtalen [i vinteren 19/20]. Det ville have været nærliggende at nævne dette, når klageren i øvrigt omtalte sin frygt for, hvad klagerens eksmand kunne finde på, når det samtidig tages i betragtning, at klagerens eksmand på dette tidspunkt efter klagerens egen forklaring var bekendt med, at hun havde et forhold eller lignende til en anden mand. Flygtningenævnet kan derfor – og når også henses til klagerens fremtræden for nævnet – ikke lægge klageren forklaring til grund i forhold til spørgsmålet om, at [C] skulle blive taget fra hende af hendes eksmand. Hertil kommer, at frygten synes at bero på klagerens egen formodning. Som nævnt ovenfor har Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2021 meddelt klagerens nu myndige søn opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet styrelsen har henvist til ”den nuværende praksis for mænd fra Syrien i den værnepligtige alder”. Spørgsmålet er herefter, om der som konsekvens heraf også er grundlag for at meddele klageren og dennes mindreårige søn opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, på baggrund af det internationale princip om ”familiens enhed”, uanset at de ikke har et selvstændigt asylgrundlag. Afgørelsen heraf må bero på en konkret vurdering af, om relationen mellem den myndige søn og klageren og dennes mindreårige søn er omfattet af hensynet til beskyttelse af familiens enhed, jf. pkt. 185 i UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus. Ved den nævnte vurdering kan der efter Flygtningenævnets opfattelse også skeles til EMD’s praksis i forhold til, hvornår forholdet mellem voksne familiemedlemmer, f.eks. mellem forældre og voksne børn, udgør et familieliv i EMRK artikel 8’s forstand. Det følger af denne praksis, at der som udgangspunkt kræves en form for afhængighed, førend det lægges til grund, at der foreligger et familieliv. Domstolen har således udtalt, at der kun foreligger et familieliv i artikel 8’s forstand, hvis ”additional factors of dependence, other than normal emotional ties, are shown to exist”, jf. præmis 30 i dom af 7. februar 2019 i sag nr. 37115/11 (Yesthla mod Nederlandene). Samtidig følger det af EMD’s praksis, at EMD ”has not insisted on such further elements of dependency in a number of cases concerning young adults who were still living with their parents and had not yet started a family of their own”, jf. præmis 47 i dom af 14. december 2020 i sag nr. 25402 (Pormes mod Nederlandene). Da Udlændingestyrelsen imidlertid ikke har haft mulighed for at tage stilling til det nævnte spørgsmål – uanset at klagerens myndige søn først efter styrelsens afgørelse [i vinteren 20/21] i klagerens sag er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 – finder nævnet det efter omstændighederne rigtigst at hjemvise sagen vedrørende klageren og dennes mindreårige søn til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling og sagsoplysning i første instans.” Syri/2021/215/gdan
Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Syri/2021/212/tps og Syri/2021/213/tps.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning fra [by], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2016/2017] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, under henvisning til de generelle forhold i Syrien. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold som følge af borgerkrigen i Syrien. Klageren henviste endvidere til, at hun som følge af sin etnicitet som kurder frygtede ISIL. Endelig henviste klageren til, at hendes to brødre, der var soldater i den syriske hær, forsvandt nogle måneder inden klagerens udrejse af Syrien. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse, der er meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Styrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Rif Damaskus, og at forbedringen ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter, hvorfor klageren ved en tilbagevenden til Rif Damaskus ikke vil befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. I forbindelse med sagen om inddragelse har klageren som asylmotiv henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder på grund af sine brødre, [M] og [W], der er henholdsvis deserteret fra og genindkaldt, men udeblevet, fra militærtjeneste. Klageren er født i [by] i Rif Damaskus, hvor hun har haft bopæl indtil sin udrejse. Henset hertil lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren asylretligt skal vurderes i forhold til dette området. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden februar 2021 vurderet, at de aktuelle forhold i Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes blandt andet af EASOs rapport: Country Guidance: Syria, fra september 2020, og Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus fra oktober 2020 og Dansk Flygtningehjælps Landsprofil om Syrien juni 2021. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, skal inddrages som følge af de generelle forhold i Rif Damaskus. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den internationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at inddragelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at inddrage klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en inddragelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Klager er 3[x] år gammel. Hun har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 6 år. Hun har oplyst, at hun kan tale, læse og skrive lidt dansk. Klageren har ikke afsluttet en uddannelse i Danmark. Klageren har siden marts 2019 arbejdet med rengøring omkring 30 timer om ugen i [butik] i [by]. Klageren har ingen fritidsinteresser og har ikke været medlem af foreninger/bestyrelser eller lignende. Klageren er ugift og har ingen børn. Klagerens forældre og søster opholder sig i Danmark. Ifølge klagerens oplysninger har hun ingen kontakt til sine forældre. For så vidt angår retten til familieliv bemærkes, at voksne børn som udgangspunkt ikke er omfattet af familieliv i EMRK’s artikel 8´s forstand, medmindre der foreligger et afhængighedsforhold mellem forældre og børn. Der er ikke fremkommet oplysninger om, at der består et afhængighedsforhold mellem klageren og dennes forældre. Herefter og efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen finder Flygtningenævnet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om klageren opfylder betingelserne for at kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, på baggrund af individuelle forhold. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien er i risiko for overgreb fra de syriske myndigheder. Ved vurderingen heraf har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren har oplyst, at hun ikke har haft nogen konflikter med de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på baggrundsoplysningerne om risici for familiemedlemmer til personer, der er deserteret eller har unddraget sig værnepligt i Syrien. Flygtningenævnet har herunder ikke kunnet lægge til grund, at klagerens forældre i Syrien er blevet opsøgt af myndighederne som følge af broderen [M’s] desertering. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at [M] ifølge klagerens faders forklaring for nævnet havde rang af menig soldat, og at der i øvrigt ikke er oplysninger om, at brødrene [M] og [W] er profilerede. Det forhold, at klageren angiveligt har modtaget trusler på Facebook fra ukendte personer, kan af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at klageren risikerer asylbegrundende overgreb, fordi hun er kurder og udrejst illegalt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger og i øvrigt de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, ved tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/214/tps
Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger. Indrejst i 2014. Sagen er sambehandlet med Syri/2021/212/tps og Syri/2021/214/tps.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning. Klageren er født og opvokset i [by], Afrin, Aleppo, Syrien, men har senest haft bopæl i [by], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til de generelle forhold i Syrien. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at hun ville blive slået ihjel af de syriske myndigheder, idet hun havde leveret medicin til oprørere. Klageren henviste endvidere som asylmotiv til, at hendes ægtefælle havde en konflikt med de syriske myndigheder. Endelig henviste klageren til de generelle forhold som følge af borgerkrigen i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse, der er meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Styrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Rif Damaskus, og at forbedringen ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter, hvorfor klageren ved en tilbagevenden til Rif Damaskus ikke vil befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. I forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse har klageren som asylmotiv fortsat henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder som følge af, at hun har hjulpet en læge med at levere medicin til oprørerne. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hun tre-fire måneder forud for sin udrejse af Syrien var nødt til at tage et rengøringsjob på en lægeklinik. Lægen i klinikken bad klageren om at hjælpe med at transportere medicin til […] området, der var kontrolleret af Den Frie Syriske Hær. Dette gjorde klageren tre-fire gange. På et tidspunkt fik klageren oplysning om, at lægen var blevet dræbt, og kort efter oplyste hendes nabo, at myndighederne havde været på klagerens bopæl og ransaget denne. Klageren tog med det samme til [by], hvor hun holdt sig skjult. Få dage senere blev hun kontaktet af sin ægtefælle, der oplyste, at han havde fået inddraget sit id-kort. Herefter besluttede de sig for at udrejse af Syrien. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, fordi hendes sønner har unddraget sig eller er deserteret fra militærtjeneste. Derudover har klageren henvist til de generelle forhold i Syrien samt til, at hun risikerer at blive udsat for overgreb som følge af sin etnicitet som kurder. Endelig har klageren henvist til, at hun i 2018 i Danmark har deltaget i tre demonstrationer blandt andet i forbindelse med, at Afrin blev bombet. Klageren og hendes familie har boet i [by] i Rif Damaskus i mere end 25 år. Henset hertil lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren asylretligt skal vurderes i forhold til dette området. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden februar 2021 vurderet, at de aktuelle forhold i Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes blandt andet af EASOs rapport: Country Guidance: Syria, fra september 2020, og Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus fra oktober 2020 og Dansk Flygtningehjælps Landsprofil om Syrien juni 2021. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, (dagældende § 7, stk. 2) som følge af de generelle forhold i Rif Damaskus. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den internationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Klager er 6[x] år gammel. Hun har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 6½ år. Hun har oplyst, at hun ikke kan tale, læse eller skrive dansk. Hun har ikke haft arbejde eller fritidsinteresser i Danmark. Hendes ægtefælle og to voksne børn opholder sig i Danmark, men ægtefællens og den ene datters opholdstilladelse er ved Flygtningenævnets afgørelse d.d. ligeledes nægtet forlænget/inddraget. For så vidt angår retten til familieliv bemærkes, at voksne børn som udgangspunkt ikke er omfattet af familieliv i EMRK’s artikel 8´s forstand, medmindre der foreligger et afhængighedsforhold mellem forældre og børn. Der er ikke fremkommet oplysninger om, at der består et afhængighedsforhold mellem klageren og hendes voksne børn. Herefter og efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen, finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Flygtningenævnet tiltræder, at de foreliggende lægelige oplysninger om, at klageren lider af dårlige ben og ryg, smerter i kroppen, PTSD og depression ikke anses for sådanne helbredsmæssige problemer, at det ved en tilbagevenden til Syrien vil udsætte klager for en situation, der vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om klageren opfylder betingelserne for at kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, på baggrund af individuelle forhold. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien er i risiko for overgreb fra de syriske myndigheder som følge af konflikter forud for hendes udrejse af landet. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren har en konflikt med de syriske myndigheder som følge af hendes angivelige udbringning af medicin, idet der herved navnlig er lagt vægt på klagerens skiftende forklaringer angående blandt andet hyppigheden af udbringningerne, lægens navn og steder, hvor det foregik. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at klagerens ægtefælle blev opsøgt på sin arbejdsplads, hvor han fik frataget sit id-kort som følge af sønnen [M’s] desertering fra militæret, idet klagerens og ægtefællens forklaringer herom har været skiftende og divergerende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren og dennes ægtefælle har forklaret divergerende om blandt andet, hvem der modtog opkaldet fra myndighederne, ransagningerne og den efterfølgende flugt. Klageren og dennes ægtefælle har for Flygtningenævnet ydermere ændret deres forklaringer om rækkefølgen af hændelserne forud for flugten. Det forhold, at klagerens ægtefælle har forklaret, at han i 1999 blev tilbageholdt i et år og herunder udsat for tortur og sigtet for smugleri, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har lagt vægt på, at ægtefællen har forklaret, at han blev fremstillet for en dommer og efterfølgende frikendt. Det bemærkes herved, at klageren og dennes ægtefælle også på dette punkt har forklaret indbyrdes uoverensstemmende om, hvorvidt de efterfølgende er blev opsøgt af de syriske myndigheder som følge af dette forhold. Det er indgået i nævnets vurdering, at klageren har oplyst, at hun og ægtefællen begge er analfabeter. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren ifølge sin forklaring frygter repressalier fra de syriske myndigheder som følge af, at [M] er deserteret fra militærtjeneste, og at [W] har unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet har herved som Udlændingestyrelsen lagt vægt på baggrundsoplysningerne om risici for familiemedlemmer til personer, der er deserteret eller har unddraget sig værnepligt i Syrien. Som anført har Flygtningenævnet ikke kunnet lægge til grund, at klageren og dennes ægtefælle er blevet opsøgt af de syriske myndigheder forud for udrejsen af Syrien som følge af deserteringen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at [M] ifølge klagerens ægtefælles forklaring havde rang af menig soldat, og at der i øvrigt ikke er oplysninger om, at sønnerne [M] eller [W] er profilerede. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at klageren risikerer asylbegrundende overgreb, fordi hun er kurder og udrejst illegalt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger og i øvrigt de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det forhold, at klageren over for nævnet har forklaret, at hun har deltaget i demonstrationer i Danmark om forholdene i Syrien, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet forklaringen herom fremstår udbyggende. Klageren har til Udlændingestyrelsen således alene forklaret, at hun har deltaget i en demonstration i Syrien. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/213/tps
Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2015. Sagen er sambehandlet med Syri/2021/213/tps og Syri/2021/214/tps. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning. Klageren er født og opvokset i [by], Afrin, Aleppo, Syrien, men har senest haft bopæl i [by], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, under henvisning til de generelle forhold i Syrien. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at han ville blive tortureret eller slået ihjel af de syriske myndigheder, fordi hans søn, [M], var deserteret fra militæret. Klageren henviste endvidere som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede ISIL, fordi han er kurder. Endelig henviste klageren til de generelle forhold som følge af borgerkrigen i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse, der er meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Styrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Rif Damaskus, og at forbedringen ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter, hvorfor klageren ved en tilbagevenden til Rif Damaskus ikke vil befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. I forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse har klageren som asylmotiv fortsat henvist til, at han frygter de syriske myndigheder som følge af sin søn, [M’s], desertering. Til støtte herfor har klageren oplyst, at [M] som 18-årig blev indkaldt til aftjening af værnepligt, hvilket fandt sted omkring 2010. Da krigen brød ud, blev han pålagt at blive i militæret. Klagerens anden søn, [W], havde aftjent sin værnepligt og blev genindkaldt, da krigen brød ud, men mødte ikke op. Kort før sin udrejse blev klageren opsøgt på sin arbejdsplads af personer fra militæret, der spurgte til [M]. Da de tog klagerens id-kort, forstod han, at [M] var deserteret fra hæren. Den efterfølgende dag mødte de igen op på klagerens arbejdsplads. Da klageren på dette tidspunkt opholdt sig på sin bopæl, blev han kontaktet telefonisk og fik at vide, at han skulle give møde. Klageren besluttede sig i stedet for at flygte, idet han frygtede, at myndighederne ville beskylde ham for at skjule sin søn. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han som følge af sin etnicitet frygter ISIL, der ligesom kurdiske grupper kan tvinge ham til at bære våben. Endvidere har klageren henvist til, at han i 1999 blev fængslet i omkring et år på grund af en falsk anklage om smugleri. Under fængslingen blev han udsat for tortur. Han blev senere ved en domstol frifundet, men myndighederne kom efterfølgende cirka en gang om året på familiens bopæl. Han er således kendt af de syriske myndigheder. Klageren har derudover henvist til de generelle forhold i Syrien samt til, at han i 2018 i Danmark har deltaget i tre demonstrationer, blandt andet i forbindelse med at Afrin blev bombet. Endelig har klageren henvist til, at han er blevet interviewet af den kurdiske netavis [X]. Interviewet skete i klagerens eget navn, og han udtaler under interviewet, at han vil dø, hvis han vender tilbage til Assad regimet. Klageren har oplyst, at han og familie har boet i [by] i Rif Damaskus i mere end 25 år. Henset hertil lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren asylretligt skal vurderes i forhold til dette området. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden februar 2021 vurderet, at de aktuelle forhold i Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes blandt andet af EASOs rapport: Country Guidance: Syria, fra september 2020, og Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus fra oktober 2020 og Dansk Flygtningehjælps Landsprofil om Syrien juni 2021. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Rif Damaskus. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den internationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Klager er 6[x] år gammel. Han har haft lovligt ophold i Danmark i knap 6 år. Han har oplyst, at han ikke kan tale, læse eller skrive dansk. Han har ikke haft arbejde, ligesom han ikke har afsluttet en uddannelse i Danmark. Han har deltaget i danskundervisning og aktivering. Hans ægtefælle og to voksne børn opholder sig i Danmark, men ægtefællens og den ene datters opholdstilladelser er ved Flygtningenævnets afgørelser d.d. ligeledes nægtet forlænget/inddraget. For så vidt angår retten til familieliv bemærkes, at voksne børn som udgangspunkt ikke er omfattet af familieliv i EMRK’s artikel 8´s forstand, medmindre der foreligger et afhængighedsforhold mellem forældre og børn. Der er ikke fremkommet oplysninger om, at der består et afhængighedsforhold mellem klageren og hans voksne børn. Herefter og efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen, finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Flygtningenævnet tiltræder, at de foreliggende lægelige oplysninger om, at klageren lider af PTSD, migræne og forhøjet blodtryk ikke anses for sådanne helbredsmæssige problemer, at det ved en tilbagevenden til Syrien vil udsætte klager for en situation, der vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om klageren opfylder betingelserne for at kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, på baggrund af individuelle forhold. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien er i risiko for overgreb fra de syriske myndigheder som følge af konflikter forud for udrejsen af landet. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren blev opsøgt på sin arbejdsplads, hvor han fik frataget sit id-kort som følge af sønnen [M’s] desertering fra militæret, idet klageren og dennes ægtefælles forklaringer herom har været skiftende og divergerende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren og dennes ægtefælle har forklaret divergerende om blandt andet, hvem der modtog opkaldet fra myndighederne, ransagningerne og den efterfølgende flugt. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at klagerens ægtefælle har en konflikt med de syriske myndigheder som følge af hendes angivelige udbringning af medicin, idet der herved ligeledes er lagt vægt på ægtefællens skiftende forklaringer angående blandt andet hyppigheden af udbringningerne og lægens navn. Klageren og dennes ægtefælle har for Flygtningenævnet ydermere ændret deres forklaringer om rækkefølgen af hændelserne forud for flugten. Det forhold, at klageren har forklaret, at han i 1999 blev tilbageholdt i et år og herunder udsat for tortur og sigtet for smugleri, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har lagt vægt på, at klageren selv har forklaret, at han blev fremstillet for en dommer og efterfølgende frikendt. Det bemærkes herved, at klageren og dennes ægtefælle også på dette punkt har forklaret indbyrdes uoverensstemmende om, hvorvidt de efterfølgende er blev opsøgt af de syriske myndigheder som følge af dette forhold. Det er indgået i nævnets vurdering, at klageren har oplyst, at han og ægtefællen begge er analfabeter. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren ifølge sin forklaring frygter repressalier fra de syriske myndigheder som følge af, at [M] er deserteret fra militærtjeneste, og at [W] har unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet har herved som Udlændingestyrelsen lagt vægt på baggrundsoplysningerne om risici for familiemedlemmer til personer, der er deserteret eller har unddraget sig værnepligt i Syrien. Som anført har Flygtningenævnet ikke kunnet lægge til grund, at klageren og dennes ægtefælle er blevet opsøgt af de syriske myndigheder forud for udrejsen af Syrien som følge af deserteringen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at [M] ifølge klagerens forklaring havde rang af menig soldat, og at der i øvrigt ikke er oplysninger om, at sønnerne [M] eller [W] er profilerede. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at klageren risikerer asylbegrundende overgreb, fordi han er kurder og udrejst illegalt. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger og i øvrigt de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det forhold, at klageren over for nævnet har forklaret, at han har deltaget i demonstrationer i Danmark om forholdene i Syrien og angiveligt har ladet sig interviewe til et britisk medie, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet forklaringen herom fremstår udbyggende. Klageren har således til Udlændingestyrelsen forklaret, at han ikke har haft politiske aktiviteter i Danmark. Det forhold, at klageren under en sit-down demonstration i [dansk by] har ladet sig interviewe af det kurdiske medie [X], hvilket er blevet uploaded på Facebook, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har lagt vægt på indslagets karakter og indhold samt den begrænsede eksponering. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/212/tps
Nævnet omgjorde i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2021/210/gdan. Indrejst i 2014Flygtningenævnet udtalte:”Klageren, der er fyldt 18 år efter Udlændingestyrelsens afgørelser om at nægte at forlænge hans, hans forældres og søskendes opholdstilladelser, har som selvstændigt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien, frygter at blive indkaldt til aftjening af værnepligt. Klageren er forældrenes eneste søn og er således umiddelbart omfattet af de syriske regler om, at “eneste søn” er fritaget for militærtjeneste. På baggrund af baggrundsoplysningerne må det imidlertid lægges til grund, at der er en betydelig usikkerhed med hensyn til, i hvilket omfang reglen om fritagelse eller udsættelse for eneste sønner respekteres og efterleves i praksis af de syriske myndigheder. Der foreligger således meget divergerende information om de syriske myndigheders implementering af reglen i praksis. Det fremgår således blandt andet af Udlændingestyrelsens rapport Syria - Military Service, Report based on factfinding mission to Istanbul and Beirut (17-25. february 2020), maj 2020, at det er muligt at søge om udsættelse af militærtjeneste som ene søn, og at ingen af kilderne i rapporten har hørt om sager, hvor eneste sønner har fået udsat militærtjenesten og derefter er blevet tvunget i militæret. Dog fremgår det af EASO-rapport Country Guidance Syria – Common Analysis and Guidance note, september 2020, at situationen i Syrien fortsat er den, at en stor del af syrere, der indrejser i områder kontrolleret af de syriske myndigheder blandt andet har været udsat for at være tvunget i militærtjeneste, selv om de på forhånd var blevet lovet at blive fritaget eller få militærtjenesten udsat. Dertil kommer det forhold, at fritagelse herfor kræver registrering hos de syriske myndigheder herom hvert år, og klageren har ikke hverken inden sit 18. år eller senere registreret sig. Klageren har på den anførte baggrund sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien at være i risiko for indkaldelse til militærtjeneste eller straf for at have unddraget sig militærtjeneste fra de syriske myndigheders side. Det er desuden indgået i nævnets vurdering af sagen, at klageren i Danmark har deltaget i demonstrationer mod det syriske regime og herunder har fremsat regimekritiske udtalelser på sin åbne [socialt medie]-profil, hvilket kan have eksponeret ham i forhold til de syriske myndigheder, herunder i samspil med oplysningerne om hans fars deltagelse i sådanne aktiviteter i Danmark. Den høring, der er iværksat af Udlændingestyrelsen den 8. oktober 2021, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet omgør Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2021, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/211/gdan
Nævnet omgjorde i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Syrien, således at vedkommende har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2021/211/gdan. Indrejst i 2014Flygtningenævnet udtalte:”Den mandlige klager er etnisk araber og sunnimuslim, født i [by], men opvokset i Damaskus. Den kvindelige klager er araber og muslim fra Damaskus. Klagerne boede fra 2002 til deres udrejse i november 2012 i bydelen [bydel]. Klagerne har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Under den oprindelige asylsag henviste klagerne til de generelle forhold i Syrien. Den mandlige ansøger henviste tillige til, at han efter udbruddet af den væbnede konflikt i Syrien fik problemer med de syriske myndigheder, fordi han havde uddelt gratis tøj til flygtninge fra Daraa, der havde opsøgt hans tøjbutik i Damaskus. Den mandlige klager oplyste i den forbindelse, at personer fra efterretningstjenesten [efteråret] 2012 opsøgte hans forretning, mens han ikke var stede. Et par dage senere spurgte personerne fra efterretningstjenesten klagernes naboer efter den mandlige klager. Omtrent en måned senere udrejste familien til Libanon. Den kvindelige klager oplyste, at hun ikke havde haft konkrete konflikter med nogen. Udlændingestyrelsen meddelte [i begyndelsen af] 2015 klagerne og deres børn opholdstilladelser efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af styrelsens tilladelsesresolutioner [fra slutningen af] 2014, at styrelsen meddelte klagerne opholdstilladelse som følge af de daværende generelle forhold i Syrien, idet styrelsen bemærkede, at det alene beroede på den mandlige klagers formodninger, at de henvendelser, som han havde forklaret om, havde baggrund i hans aktiviteter. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om, at klagerenes og deres børns opholdstilladelser efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kan nægtes forlænget, idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelserne ikke længere er til stede, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. I forbindelse med nægtelse af forlængelsessagen har den mandlige klager henvist til det tidligere påberåbte asylmotiv og supplerende forklaret, at han og den kvindelige klager var modstandere af det syriske styre, og at han havde ytret sig kritisk herom. Omkring [efteråret] 2012 blev klageren to gange med en uges mellemrum opsøgt af myndighederne. Da myndighederne ikke kunne få fat i klageren, fængslede myndighederne den kvindelige klager. Den kvindelige klager var tilbageholdt i 14 dage, og den mandlige klager måtte betale 5.000 US-dollars for at få den kvindelige klager løsladt. Den kvindelige klager har haft det meget dårligt siden tilbageholdelsen. Den mandlige klager mener, at det er [A], der er en slægtning til den mandlige klager og ligesom den mandlige klager stammer fra landsbyen [landsby], der står bag familiens problemer. [A]er en højtstående officer. To-tre dage efter den kvindelige klagers løsladelse udrejste klagerne til Libanon. Ved en tilbagevenden til Syrien frygter den mandlige klager, at han og den kvindelige klager vil blive anholdt, fordi de er mistænkte for at have hjulpet de syriske oprørere. Den kvindelige klager har været udsat for alvorlige overgreb under tilbageholdelsen i 2012, hvilket har ført til at hendes psykiske helbredstilstand er meget dårlig. Den mandlige klager har tillige henvist til, at han i 2020 har deltaget i to demonstrationer rettet mod det syriske regime. Demonstrationerne blev afholdt i henholdsvis [to byer i Danmark], og optagelser heraf blev lagt på [socialt medie]. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet kan imidlertid lægge den mandlige klagers forklaring til grund om de aktiviteter, han har udført i Syrien i forbindelse med ydelse af hjælp til flygtninge fra Daraa. Nævnet har lagt vægt på, at den mandlige klager har forklaret konsistent herom og om sin modstand mod regimet i Syrien både under den meget kortfattede oplysnings- og motivsamtale i 2014, under samtalen [i efteråret] 2020 i forbindelse med behandlingen af sagen om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse og under mødet i nævnet. Når disse omstændigheder sammenholdes med oplysningerne om den mandlige klagers ganske vist meget begrænsede regimekritiske aktiviteter i Danmark, som dog i et vist omfang har eksponeret ham, har ansøgeren herefter sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet tilføjer, at nævnet ikke ved afgørelsen har lagt den del af den mandlige ansøgers forklaring til grund, der omhandler hustruens tilbageholdelse, da nævnet ikke har haft lejlighed til i forhold til hustruen nærmere at afdække denne del af asylmotivet. Flygtningenævnet meddeler derfor den mandlige klager opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og i konsekvens heraf meddeles klagerens ægtefælle og de mindreårige [børn] opholdstilladelse på samme grundlag. Om klagernes søn henvises til nævnets samtidige afgørelse i hans sag. Flygtningenævnet omgør Udlændingestyrelsens afgørelser [fra foråret] 2021, således at klagerne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/210/gdan
Nævnet omgjorde i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger og hendes to medfølgende børn fra Syrien, således at de nu har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2021/208/JNS. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har ikke på noget tidspunkt oplevet konflikter med religiøse eller kriminelle grupper, familiemedlemmer, private eller de syriske myndigheder, bortset fra nedennævnte. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til de generelle forhold i Syrien som følge af krigen. Hun henviste videre til, at hun ville være forfulgt i Syrien, idet hun er kurder med syrisk statsborgerskab. Klageren henviste endelig til sin ægtefælles konflikt med den syriske regering. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse af opholdstilladelsen henvist til, at hun frygter sin far og sin onkel, idet de har truet hende, da hun ikke længere går med tørklæde. Videre har klageren henvist til, at hun ikke har noget at vende tilbage til i Syrien, og at hendes børn vil have svært ved at integrere sig i Syrien. Klageren har som asylmotiv yderligere henvist til sin ægtefælles konflikt med de syriske myndigheder, idet han har været arresteret og tilbageholdt fra om aftenen til næste morgen, hvor han blev løsladt. Under hele tilbageholdelsen blev han udsat for fysisk vold. Baggrunden var, at en soldat var blevet slået ihjel af en terrorist, hvis telefon ifølge myndighederne var blevet repareret i klagerens ægtefælles mobilbutik. Klageren har ikke på noget tidspunkt oplevet konflikter med religiøse eller kriminelle grupper, familiemedlemmer, private eller de syriske myndigheder, bortset fra nedennævnte episode. Klageren har på troværdig vis forklaret, at hendes ægtefælle [i sommeren] 2015 blev tilbageholdt af militærpersoner, hvorefter han om aftenen og hele natten blev udsat for forskellige former for tortur, hvilket hun har set mærker efter. Om morgenen underskrev han en erklæring om at samarbejde med de syriske myndigheder, således at han indvilligede i blandt andet at videregive oplysninger til myndighederne om identiteten på de personer, der indleverede mobiltelefoner til reparation i den forretning, han arbejdede i. Klageren har på troværdig vis bekræftet ægtefællens forklaring om tilbageholdelsen, idet hun dels har forklaret, at hun samme eftermiddag blev ringet op af en ansat i klagerens forretning, der oplyste, at ægtefællen var blevet taget af myndighederne, dels at ægtefællen næsten ikke kunne gå om morgenen, da han kom hjem, som følge af torturen. Hun har herudover forklaret, at myndighederne kort tid efter telefonopringningen ransagede deres fælles hjem meget grundigt. Flygtningenævnet lægger klageren og ægtefællens samstemmende forklaringer på nævnsmødet til grund, hvorefter de har forklaret, at de opholdt sig få dage i Damaskus efter tilbageholdelsen, og at de helt udrejste af Syrien cirka 1 måned efter, at tilbageholdelsen havde fundet sted. Flygtningenævnet finder således, at klageren og ægtefællen hver især har afgivet stort set enslydende og sammenhængende forklaringer, selv om der er en divergens med hensynet til spørgsmålet om, hvor lang tid de opholdt sig i Damaskus efter klagerens ægtefælles tilbageholdelse. Nævnet finder imidlertid ikke at kunne udelukke, at denne divergens kan skyldes misforståelser. På denne baggrund finder nævnet, at klagerens ægtefælle har en konflikt med de syriske myndigheder, idet han ikke har samarbejdet med de syriske myndigheder i overensstemmelse med aftalen med myndighederne, således at klageren og klagerens ægtefælle risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Syrien. Vedrørende klagerens konflikt med sin far og onkel i anledning af, at hun ikke længere går med tørklæde, ligesom hun deltager i sociale aktiviteter i [religiøst samlingssted] finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun har et sådant modsætningsforhold til sin far og onkel, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at blive udsat for overgreb. Flygtningenævnet ændrer således Udlændingestyrelsens afgørelse og meddeler klageren og hendes to medfølgende børn opholdstilladelse i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2021/209/JNS
Nævnet omgjorde i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig borger fra Syrien, således at vedkommende nu har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Sagen er sambehandlet med Syri/2021/209/JNS. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk maktumin og sunnimuslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive indkaldt til militærtjeneste. Klageren henviste videre til, at han udrejste på grund af en enkeltstående konflikt med de syriske myndigheder, hvor han havde været tilbageholdt og udsat for tortur af de syriske myndigheder. Klageren henviste endelig til de generelle forhold i Syrien, herunder de manglende rettigheder som statsløs kurder (maktumin) i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i foråret 2021] truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse af sin opholdstilladelse henvist til sit oprindelige asylmotiv, herunder at han frygter at blive tilbageholdt eller slået ihjel af de syriske myndigheder, idet han flygtede fra en aftale, han havde med myndighederne. Klageren har videre henvist til, at han frygter for sine børn, da han ikke har nogen familie i Syrien, og der derfor ikke vil være nogen til at tage sig af børnene, såfremt han bliver taget af de syriske myndigheder. Klageren har endelig henvist til de generelle forhold i Syrien, herunder i Qamishli, hvor fareniveauet ifølge klageren stadig er højt. Klageren har i den anledning oplyst, at hele hans familie er fra Qamishli, og at han alene har boet i Damaskus, fordi han kunne få arbejde der. Klageren har ikke på noget tidspunkt oplevet konflikter med religiøse eller kriminelle grupper, familiemedlemmer, private eller de syriske myndigheder, bortset fra nedennævnte episode. Klageren har på troværdig vis forklaret, at han [i august] 2015 blev tilbageholdt af militærpersoner, hvorefter han om aftenen og hele natten blev udsat for forskellige former for tortur. Om morgenen underskrev han en erklæring om at samarbejde med de syriske myndigheder, således at han indvilligede i blandt andet at videregive oplysninger til myndighederne om identiteten på de personer, der indleverede mobiltelefoner til reparation i den forretning, han arbejdede i. Hans ægtefælle har på troværdig vis bekræftet klagerens forklaring, idet hun dels har forklaret, at hun samme eftermiddag blev ringet op af en ansat i klagerens forretning, der oplyste, at klageren var blevet taget af myndighederne, dels at klageren næsten ikke kunne gå om morgenen, da han kom hjem, som følge af torturen. Hun har herudover forklaret, at myndighederne kort tid efter telefonopringningen ransagede deres fælles hjem meget grundigt. Flygtningenævnet lægger klageren og ægtefællens samstemmende forklaringer på nævnsmødet til grund, hvorefter de har forklaret, at de opholdt sig få dage i Damaskus efter tilbageholdelsen, og at de helt udrejste af Syrien cirka 1 måned efter at tilbageholdelsen havde fundet sted. Flygtningenævnet finder således, at klageren og ægtefællen hver især har afgivet stort set enslydende og sammenhængende forklaringer, selv om der er en divergens med hensynet til spørgsmålet om, hvor lang tid de opholdt sig i Damaskus efter klagerens tilbageholdelse. Nævnet finder imidlertid ikke at kunne udelukke, at denne divergens kan skyldes misforståelser. På denne baggrund finder nævnet, at klageren har en konflikt med de syriske myndigheder, idet han ikke har samarbejdet med de syriske myndigheder i overensstemmelse med aftalen med myndighederne, således at klageren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet ændrer således Udlændingestyrelsens afgørelse og meddeler klageren opholdstilladelse i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2021/208/JNS
Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk kurder, født i landsbyen [A] i Aleppo, Syrien, og har de seneste 30 år inden sin udrejse af Syrien boet i [by] i Rif Damaskus. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv.Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de syriske myndigheder på grund af sine sønners aktiviteter og unddragelse fra militærtjeneste.Til støtte for asylmotivet oplyste klageren, at hans søn [X] flygtede fra Syrien [i efteråret] 2012, idet han ikke ville tjene i hæren. Klagerens søn [Y] delte under krigen mad ud til flygtninge i Damaskus, og sikkerhedstjenesten ville pågribe ham, hvorfor han ligeledes flygtede ud af Syrien [i vinteren] 2013. De syriske myndigheder begyndte herefter at efterstræbe klageren, idet de mente, at han stod bag sønnernes flugt. Klagerens hjem blev opsøgt og ransaget af sikkerhedstjenesten, og klageren blev truet med at blive udsat for tortur, hvis ikke hans sønner kom tilbage til Syrien. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede.Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder som følge af sine sønners aktiviteter og unddragelse fra militærtjeneste. Klageren har endvidere henvist til de generelle forhold, ligesom han har oplyst, at han som kurder er undertrykt og mangler rettigheder.For nævnet har klageren og dennes advokat fremlagt flere skærmbilleder fra klagerens søn, [X’s], Facebook-profil, hvoraf fremgår, at [X] i 2020 og 2021 har delt og postet en række regimekritiske opslag og artikler. Flygtningenævnet skal indledningsvist vurdere, hvorvidt klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, som følge af klagerens individuelle forhold. Efter en samlet vurdering og under hensyn til de foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i nogen risiko for overgreb af de syriske myndigheder omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, som følge af sønnernes konflikter. Det kan således ikke føre til en anden vurdering, at klageren frygter repressalier som følge af klagerens søn [X’s] unddragelse af militærtjeneste og klagerens søn [Y’s] angivelige konflikt med sikkerhedstjenesten på grund af uddeling af mad til flygtninge m.v. [X] forlod Syrien omkring efteråret 2012, og [Y] forlod Syrien omkring vinteren 2013. Der blev i den anledning foretaget en ransagning af klagerens bopæl, og klageren udrejste herefter fra Syrien [i vinteren] 2013. Klageren havde forinden [i vinteren] 2013 fået udstedt pas. Der er herved henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, hvorefter familiemedlemmer til personer, der har unddraget sig militærtjeneste i Syrien kan være i risiko for at blive afhørt eller udsat for pres, men ikke i sig selv risikerer noget i forhold til de syriske myndigheder, medmindre der er tale om særligt profilerede medlemmer af oppositionen. Der er ikke i sagen oplysninger om, at dette skulle være tilfældet. Klageren har således opholdt sig i Damaskus efter sønnernes udrejse, uden at dette har medført, at klagerne har været udsat for asylbegrundede overgreb, og deres bopæl er alene blevet ransaget en enkelt gang, som følge af sønnernes forhold, ligesom klageren på trods af sønnernes konflikter har fået udstedt pas. Endelig kan det forhold at klageren er udrejst illegalt ikke føre til en anden vurdering, idet det af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at syrere ikke risikerer problemer med de syriske myndigheder alene på grund af deres illegale udrejse. Det kan heller ikke tillægges betydning, at klagerens søn [X] efterfølgende i perioden 2020/2021 har skrevet kritiske opslag på Facebook om situationen i Syrien. Opslagene fremtræder ikke i et sådant omfang og med en sådan intensitet og karakter, at klagerens søn har profileret sig på en sådan måde, at klageren har sandsynliggjort, at han som følge af disse opslag selv vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i risiko for overgreb af de syriske myndigheder omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2.Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Rif Damaskus, hvor han boede fra 1977, indtil han udrejste af landet [i vinteren] 2013. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at de syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme klageren til gode. Flygtningenævnet er herunder opmærksom på Amnesty Internationals rapport fra september 2021 ”You´re going to your death”. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår imidlertid, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport ”Country Guidance: Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf det blandt andet fremgår: ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, blandt andet, at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g.battles, military operations etc.) in the two governorates,…” Flygtningenævnet tiltræder herefter, at klagerens opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Damaskus-området, kan nægtes forlænget. Nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen findes ikke at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf., § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren, der er 70 år, indrejste i Danmark [i sommeren] 2013. Klageren har familiemæssig tilknytning til Danmark. Hans ægtefælle har opholdstilladelse i Danmark på baggrund af familiesammenføring til klageren, og hun har en verserende sag i Udlændingenævnet. Tre af klagerens voksne børn samt deres familier har opholdstilladelse i Danmark. Der ses ikke, at være momenter af afhængighed mellem klageren og klagerens tre voksne udeboende børn. Flygtningenævner bemærker i den forbindelse, at klagerens børn alene har hjulpet klageren og hans ægtefælle med hovedrengøring og indkøb. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter § 7, stk. 2. Syri/2021/207/eeb
Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, under henvisning til de generelle forhold i Syrien. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede væbnede grupper, idet hendes søskende er offentlig ansatte, ligesom hendes ægtefælle havde unddraget sig at producere våben for de væbnede grupper. Endelig henviste klageren til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Styrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Damaskus. Forbedringen må antages ikke at være af helt midlertidig karakter, hvorfor klageren ved en tilbagevenden til Damaskus ikke vil befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. I forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse har klageren som asylmotiv henvist til, at hun frygter sin tidligere ægtefælle, idet hun for [en årrække] siden blev tvangsskilt fra ham. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han i forbindelse med skilsmissen har truet klageren med at slå hende ihjel, ligesom han har sendt personer til Tyrkiet for at slå klageren ihjel. Han har ligeledes forsøgt at komme til Danmark for at slå klageren ihjel. Endvidere frygter klageren sine [familiemedlemmer], idet de er modstandere af hendes skilsmisse, ligesom klagerens tidligere ægtefælle har spredt løgne om hende. Klageren har skiftet sit telefonnummer to gange, siden hendes [familiemedlemmer] forsøgte at kontakte hende. De ved ikke, hvor hun opholder sig, og hun har ikke haft kontakt med dem siden. Ved afgørelse af om klageren bør meddeles forsat opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren kommer fra Damaskus. Flygtningenævnet tiltræder efter de foreliggende baggrundsoplysninger og af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Klagerens opholdstilladelse skal derfor nægtes forlænget, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr., 1, jf. § 19 a, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt nægtelsen af forlængelsen af klagerens opholdstilladelse må antages at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. En konkret afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse vil i almindelighed kunne udgøre et indgreb i udlændingens privat- eller familieliv, hvorfor staten skal påvise, at betingelserne for indgrebet er opfyldt, jf. artikel 8, stk. 2. Det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at indgreb i retten til privat- eller familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, som indgrebet (f.eks. inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse) skal varetage (proportionalitetsafvejning). I proportionalitetsafvejningen indgår udlændingens tilknytning til opholdslandet, herunder opholdstiden, alderen på indrejsetidspunktet, familieforhold i opholdslandet, herunder om udlændingen har ægtefælle/samlever og børn, samt øvrige tilknytningsfaktorer i form af arbejde, uddannelse eller lignende. Det indgår også i vurderingen, om udlændingen har undladt at søge statsborgerskab, hvis udlændingen herudover opfyldte betingelserne. Endvidere indgår udlændingens tilknytning til sit oprindelsesland ud over det formelle statsborgerskab, herunder opvækst dér, f.eks. under de formative år, bopælstid dér før udrejsen til det aktuelle opholdsland, senere ophold og besøg i oprindelseslandet samt disses varighed og karakter, udlændingens værnepligtsforhold, om udlændingen taler sproget, er fortrolig med kulturen og eventuelt har fået en uddannelse dér, om der findes familiemedlemmer og i så fald den faktiske tilknytning til disse samt anden form for tilknytning til personer i oprindelseslandet. Flygtningenævnet har ved sin vurdering lagt vægt på, at klageren er født og opvokset i Syrien, hvor hun har haft 7 års skolegang, og hvor hun fortsat har en søster. Klageren, der er indrejst i Danmark [værende i 30'erne], har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 6½ år. Hun har bestået Dansk 1 og taler og skriver dansk i begrænset omfang. Hun har ikke gennemført en uddannelse under sit ophold i Danmark, men har arbejdet i ca. 3½ år i forskellige stillinger, og hun har derfor en vis tilknytning til arbejdsmarkedet. Flygtningenævnet finder herefter, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke er til hinder for, at klagerens opholdstilladelse er nægtet forlænget, og at betingelserne herfor er opfyldt. Det forhold, at klageren i sommeren 2021 har fået et barn under sit ophold i Danmark kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om klageren har sandsynliggjort, at hun på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om hendes konflikt med hendes tidligere ægtefælle eller hendes [familiemedlemmer] til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren generelt har svaret upræcist og afglidende på flere centrale spørgsmål. Klageren har således forklaret forskelligt og udbyggende om, hvorvidt hendes tidligere ægtefælle selv kom til Tyrkiet, eller sendte nogle afsted for at slå hende ihjel. Hun har endvidere forklaret forskelligt og udbyggende om, hvilke af hendes [familiemedlemmer] der har truet hende, og hvornår hun har haft kontakt med [familiemedlemmerne], herunder [A] og [B]. Der er i den forbindelse navnligt lagt vægt på, at klageren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2020 ikke ønskede at lade Udlændingestyrelsen undersøge sin telefon, og at det under samtalen blev konstateret, at hun for nyligt havde haft kontakt med [familiemedlemmerne] [A] og [B], selv om hun netop havde forklaret anderledes herom, og selv om alle brødre efter klagerens tidligere forklaring havde truet hende på livet, og at hun derfor havde skiftet telefonnummer flere gange. Hertil kommer, at klageren har forklaret, at hun ikke har hørt fra sin tidligere ægtefælle i flere år, og at hun ikke ved, hvor han bor, eller om han fortsat opholder sig i Syrien, ligesom hun under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at hun ikke ved, hvor hendes [familiemedlemmer] befinder sig. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger vurderer Flygtningenævnet som Udlændingestyrelsen, at klageren ikke kan anses for at være i særlig risiko som enlig kvinde, selv om hun har et mindreårigt barn. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren fortsat har kontakt med sin søster, som bor i området. Da klageren herefter ikke har sandsynliggjort, at hun i hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/206/CHPE
Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Rusland. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tjetjener og muslim fra [A], Tjetjenien, Rusland. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygtede at blive fængslet og slået ihjel af myndighederne, idet politiet i [vinteren 12/13] havde anholdt og fængslet hendes ægtefælle for at have bistået de tjetjenske oprørere. Myndighederne havde i forbindelse med anholdelsen eftersøgt klageren og ransaget hendes bopæl. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået opholdstilladelsen ved svig. Udlændingestyrelsen har herved lagt vægt på, at klageren på centrale punkter har afgivet en forskellig forklaring i forhold til forklaringen i den oprindelige asylsag. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun fortsat risikerer at blive udsat for overgreb af de tjetjenske myndigheder på baggrund af fængslingen af sin ægtefælle. Klageren har endvidere henvist til, at hun frygter sin families klan og sin bror, idet hun har fået et barn med en anden mand, hvilket er forbudt. Klageren har endelig henvist til, at hendes søn er diagnosticeret med [diagnose], hvilket han i Danmark modtager behandling for, og at hun frygter, at hendes børn i Tjetjenien vil vokse op uden forældre. Flygtningenævnet finder af de grunde, som Flygtningenævnet har anført i sin afgørelse af [efteråret] 2019, at klagerens opholdstilladelse i medfør at udlændingelovens § 7, stk. 2, ikke kan forlænges, fordi klageren har opnået opholdstilladelsen ved svig. Det, der er kommet frem ved mødet i Flygtningenævnet, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder som ved Flygtningenævnets afgørelse af [efteråret] 2019 endvidere, at klageren ikke har sandsynliggjort, at det forhold, at hendes datter er født uden for ægteskab, har medført, at hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien risikerer asylbegrundende overgreb. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 2, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Det forhold, at opholdstilladelsen blev opnået ved svig indebærer imidlertid, at klageren har udvist en sådan grad af egen skyld, at hensynene efter udlændingelovens § 26 ikke kan tillægges samme vægt som i andre sager, hvor en opholdstilladelse nægtes forlænget af andre grunde end svig. Klageren, der er indrejst som 19-årig, er født og opvokset i Tjetjenien, hvor hun fortsat har sine forældre og to søskende, som hun fortsat har kontakt med. Klageren har for tiden ikke arbejde, men går på [uddannelsesinstitution]. Hun har bestået dansk 2 og taler et vist dansk. Klageren har i Danmark sin datter, [B], som er født i Danmark [i efteråret] 2017, og hvis opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, er nægtet forlænget samme dag som Udlændingestyrelsen traf afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen i den indbragte sag. Efter det oplyste er afgørelsen i [B's] sag ikke påklaget. Klageren har i Danmark endvidere sin søn, [C], som er født i Danmark [i foråret] 2013. Han er efter de foreliggende lægelige oplysninger diagnosticeret som [diagnose], og han har […] udfordringer. I den seneste udtalelse fra en [fagperson] fra [en institution] i [D] Kommune, hvor [C] går, fremgår blandt andet, at [C] trives i et genkendeligt, afgrænset og forudsigeligt miljø og har svært ved forandringer. Henset til [C's] diagnose som […] med store [udfordringer], finder Flygtningenævnet, at uanset at [C] er født i Danmark og nu er [8-11] år gammel, og derfor efter sin alder ellers ville have haft ca. 2 af sine formative år i Danmark, ikke har opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af klagerens og hans opholdstilladelse vil virke særligt belastende. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse til grund, at [C] i lyset af hans diagnose er tæt knyttet til klageren, og at det er i hans interesse at være sammen med klageren, og at klageren og [C] sammen med [B] kan udrejse samlet som en familie. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at [C] senest er blevet flyttet til en ny institution i [D] Kommune, og han har det bedre i den nye [institution]. Det kan herefter ikke lægges til grund, at en flytning er en uoverstigelig belastning for ham. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger i Groznyj er muligt at konsultere en pædiatrisk psykiater på en offentlig klinik, og at der er skoletilbud for børn med udviklingsforstyrrelser. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren og [C] kan henvises til at tage ophold i Tjetjenien, Rusland, hvor [C] har en reel mulighed for at kunne modtage relevant hjælp til sin [diagnose]. Det forhold, at behandlingsmulighederne i Tjetjenien ikke er de samme som i Danmark, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, at det må antages at virke særligt belastende for klageren eller [C] at opholdstilladelsen nægtes forlænget, og Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse. Endelig finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen af de samme grunde ikke er strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8.” Rusl/2021/10/EDO
Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende [en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk lor fra Teheran, Iran. Ansøgeren er født shiamuslim, men har oplyst, at hun efterfølgende er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hun vil blive fængslet og retsforfulgt af de iranske myndigheder, fordi hun er konverteret til kristendommen. Hun frygter ligeledes, at hendes familie i Iran vil gøre hende fortræd på grund af hendes konversion, da de er meget religiøse og traditionelle. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun frygter, at hun vil blive slået ihjel af sin bror, [A], da hendes søster og ægtefælle har fundet ud af, at hun har haft et forhold til en anden mand, mens hun var gift. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende konversion til kristendommen oplyst, at hun i forbindelse med sin første rejse til Danmark i 2014 begyndte at interessere sig for kristendommen. Ansøgeren har under sine ophold i Danmark siden 2014 gået i kirke, modtaget undervisning i kristendommen og deltaget i kristne sommerlejre, ligesom hun i efteråret 2021 er indskrevet på [kristen højskole]. Ansøgeren blev tiltrukket den kærlighed, der var blandt de kristne, og som hun ikke havde oplevet i islam. [I sommeren] 2019 blev ansøgeren døbt i [dansk kirke]. Ansøgerens søster har fundet ud af, at ansøgeren er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har oplyst, at hendes familie vil slå hende ihjel, hvis de finder ud af, at hun er konverteret til kristendommen. Ansøgeren formoder, at hendes søster har fortalt hendes bror, at hun er konverteret, ligesom hun formoder, at myndighederne er blevet bekendt med hendes konversion. Til støtte for sit asylmotiv vedrørende konflikten med sin bror, [A], som resultat af hendes udenomsægteskabelige forhold til sin kollega, [B], har ansøgeren oplyst, at hun tilhører den etniske gruppe lor, som er meget religiøs. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes bror er medlem af Irans Revolutionsgarde, at han er meget religiøs, og at han ikke accepterer den mindste overtrædelse af islam. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit seksuelle forhold til [B], herunder den heraf afledte konflikt med hendes familie, til grund. Nævnets flertal har i vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at [B] overnattede på hendes bopæl i Teheran, og at de der var sammen seksuelt, mens hendes ægtefælle var i [land i Europa] for at besøge deres datter. Hun har samtidigt forklaret, at bopælen var en fem etagers ejendom, hvor der var fire lejligheder på hver etage. Hun har derudover forklaret, at hvis det var blevet opdaget, at de havde været sammen seksuelt, så var de begge blevet slået ihjel på stedet. Hun har endeligt forklaret, at hun frygter, at [B]’s ægtefælle, som han efterfølgende giftede sig med, har viderebragt oplysninger, herunder fotos, om ansøgerens og [B]’s forhold til deres arbejdsplads. Denne forklaring forekommer ikke sandsynlig, henset til den af ansøgeren afgivne forklaring om risikoen og konsekvenserne, der var forbundet ved forholdet til [B]. Flygtningenævnets flertal vurderer herefter ikke, at ansøgeren som følge heraf vil være i risiko for asylrelevant forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket. Der lægges herunder vægt på, at den af ansøgeren forklarede årsag til konverteringen og dermed tilgivelsen for hendes påståede seksuelle forhold til [B] herefter ikke kan lægges til grund. Det er således flertallets samlede vurdering, at ansøgerens forklaring om sin konversion alene har haft det formål at skabe et konstrueret asylgrundlag. Flertallet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren på baggrund af en indre overbevisning reelt er konverteret til kristendommen. De fremlagte udtalelser, dåbsbevis og vidnet [C]’s forklaring kan ikke føre til en ændret vurdering. Flertallet finder således, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket i et forsøg på at skabe sig et sur place-asylmotiv og uden at have baggrund i en reel indre religiøs overbevisning hos ansøgeren. Flertallet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren i sit asylansøgningsskema [fra sommeren] 2020 ikke har oplyst om, at hun var døbt og konverteret. Flertallet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren på baggrund af en indre overbevisning reelt er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnets flertal bemærker herudover, at der er afgivet divergerende forklaringer om indholdet af telefonsamtalen med ansøgerens søster [i sommeren] 2020. Nævnets flertal finder herefter, at det må bero på ansøgerens egen formodning, at hun vil være i risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse af sine familiemedlemmer, herunder sin bror, [A], ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnets flertal lægger i øvrigt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at iranere som har søgt asyl uden for Iran, sandsynligvis ikke vil blive forfulgt af myndighederne ved en tilbagevenden til Iran på baggrund af aktiviteter foretaget uden for Iran, også selvom aktiviteterne relaterer sig til en asylansøgning, herunder konvertering til kristendommen. Der henvises til DFAT Country Information Report, udgivet den 7. juni 2018. Der henvises endvidere til Dansk Flygtningehjælps rapport ”House Churches and Converts” udgivet i februar 2018, hvoraf det fremgår, at de iranske myndigheder er klar over, at iranske asylansøgere, der har søgt asyl på baggrund af konvertering, ikke vil blive retsforfulgt herfor ved en tilbagevenden til Iran. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnets flertal således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2.Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/59/LINB
Nævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren blev i 2020 idømt behandlingsdom for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. § 21 og § 119, stk. 1, samt udvist af Danmark med indrejseforbud i for bestandigt.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks af trosretning fra [A], Maekel, Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke ønsker at gøre militærtjeneste. Klageren har til støtte herfor anført, at man skal tjene i militæret på ubestemt tid, at der ikke er nogen fremtid i militæret, og at det ikke er muligt at arbejde eller tage en uddannelse, når man er i militæret. Derudover er der intet demokrati i militæret, og lønnen er så lav, at man ikke kan forsørge sin familie. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet på ubestemt tid eller slået ihjel. Klageren har til støtte herfor anført, at den eritreiske regering anser folk, der er flygtet fra landet, som værende landsforrædere. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som eritreisk statsborger risikerer at blive indkaldt til at aftjene nationalitetstjeneste i Eritrea, og at han derfor isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31 er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Eritrea. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at en udlænding ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Klageren blev ved [landsrettens] dom af [sommeren] 2020 udvist efter udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og dermed af flygtningekonventionen, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, hvorefter en flygtning, kan udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren blev ved [landsrettens] dom af [sommeren] 2020 [idømt behandlingsdom]. Der blev ikke fastsat en længstetid for foranstaltningen. Foranstaltningen blev idømt for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, § 119, stk. 1. Klageren blev dømt for at have forsøgt at voldtage en kvinde […]. Klageren blev endvidere dømt for at have fremsat trusler på livet mod en [fagperson]. Flygtningenævnet finder efter karakteren af den pådømte kriminalitet, at klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse i flygtningekonventionens forstand. Klageren indrejste i Danmark som 19-årig [i efteråret] 2014. Han taler dansk. Klageren er ugift og har ingen børn. Han har en fætter i Danmark. Klageren har været ansat i et vikariat på deltid hos [B], men har ikke herudover haft tilknytning til arbejdsmarkedet. Han har afsluttet 9. klasse. Klageren har tilknytning til Eritrea, hvor hans forældre og søskende samt en morbror og en moster bor. Klageren har gået i skole til 9. klasse i Eritrea, og han taler og skriver eritreisk. Klageren har fået stillet diagnosen [diagnose]. Ved [byrettens] kendelse af [vinteren 20/21] blev udvisningen opretholdt i medfør af udlændingelovens § 50 a, stk. 2. I den forbindelse har overlæge [C], i en lægeerklæring af [sommeren] 2020 anført blandt andet: […]. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den alvorlige og farlige karakter af den kriminalitet, klageren er dømt for, og klagerens personlige forhold, at klageren må anses for at udgøre en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at kriminalitetens farlige karakter og de lægelige oplysninger om risikoen for residiv til personfarlig kriminalitet, skaber en formodning for, at klageren udgør en fare for samfundet. Denne formodning er ikke afkræftet ved oplysningerne om klagerens personlige forhold, herunder at han nu er udskrevet, og at han tager sin […] medicin […]. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens medicinering beror på frivillighed, og at han tidligere er stoppet med at tage sin medicin og er beskrevet med manglende sygdomsindsigt. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at klageren er udelukket fra opnå opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2021/7/EDO
Nævnet omgjorde i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Eritrea, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tigrinya og [kristen] fra [by], Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2019 meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og [i efteråret] 2019 indrejste klageren i Danmark. [I foråret] 2020 indgav klageren ansøgning om asyl, og [i foråret] 2021 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. I forbindelse med asylsagen henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygtede at blive fængslet som følge af sin udrejse af Eritrea. [I efteråret] 2021 har advokat [navn] på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea risikerer at skulle aftjene nationaltjeneste. Endvidere har hun anført, at hun risikerer at blive fængslet af myndighederne som følge af deres opfattelse af hendes rolle i ægtefællens udrejse af Eritrea. Klageren har endelig under nævnsmødet forklaret, at hun udrejste af Eritrea sammen med sin daværende mindreårige datter, mens denne var på orlov fra aftjening af nationaltjeneste. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren ikke har været indkaldt til eller aftjent nationaltjeneste, men at hun heller ikke formelt er blevet fritaget for nationaltjeneste, og at hun er udrejst af Eritrea i 2018 sammen med sin daværende mindreårige datter, mens denne var på orlov fra aftjening af nationaltjeneste. Ifølge baggrundsoplysningerne, herunder EASO’s rapport ”Eritrea National Service, exit, and return – Country of Origin Information Report” fra september 2019 og Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fælles rapport: ”Eritrea – National Service, exit and entry”, fra januar 2020, skal alle eritreere mellem 18 og 40 år i nationaltjeneste i 18 måneder. I praksis fritages nogle personer, særligt kvinder, herunder gravide kvinder, gifte kvinder eller kvinder med børn, fra nationaltjeneste. Der er dog ikke tale om en juridisk begrundet praksis, og der består ikke retskrav om fritagelse, ligesom reglerne i det hele taget forvaltes vilkårligt. Endvidere vil personer, der vender tilbage, og som ikke har aftjent nationaltjeneste, være i reel risiko for at blive tvunget til at udføre nationaltjeneste og straffet for unddragelse og ulovlig udrejse. På denne baggrund kan Flygtningenævnet ikke med den fornødne sikkerhed bortse fra, at klageren, der nu er 40 år og har et mindreårigt barn på [12-15 år], ved en tilbagevenden til Eritrea vil kunne blive indkaldt til nationaltjeneste eller risikere straf for at have unddraget nationaltjeneste eller straf for at have udrejst illegalt. Flygtningenævnet har herved særligt lagt vægt på, at uanset om klageren rent faktisk ikke har været indkaldt til nationaltjeneste, så fremgår det som anført af de nævnte baggrundsoplysninger, at reglerne forvaltes vilkårligt, og at personer, der vender tilbage – ud over at være i risiko for at blive tvunget til at udføre nationaltjeneste – også vil være i risiko for at blive straffet for unddragelse af aftjeningen af nationaltjeneste og ulovlig udrejse. Flygtningenævnet finder endvidere, at klageren som følge af, at hun er udrejst af Eritrea i 2018 sammen med sin daværende mindreårige datter, mens denne var på orlov fra aftjening af nationaltjeneste, også vil være i risiko for at blive udsat for at blive straffet for at have hjulpet datteren med unddragelse af nationaltjeneste. Herefter og sammenholdt med baggrundsoplysningerne om Eritrea i øvrigt finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren samt det medfølgende barn opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1." Erit/2021/13/CHPE
Nævnet omgjorde i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tingrinya og kristen ortodoks af trosretning fra [by], Eritrea. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren [i foråret] 2019 blev meddelt tilladelse til familiesammenføring, og at klageren [i sommeren] 2019 indrejste i Danmark. Det fremgår videre af sagen, at klageren [i foråret] 2021 indgav ansøgning om asyl, og at Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2021 meddelte klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i sommeren] 2021 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun risikerer at blive indkaldt til militærtjeneste, hvis hun vender tilbage til Eritrea. Klageren har til støtte herfor videre oplyst, at hendes ægtefælle er deserteret og udrejst af Eritrea, at hun er blevet pålagt en bøde på 20.000 nakfa, hvoraf hun betalte 6.000 nakfa, at hun blev opsøgt, overvåget og frataget licens til at drive kiosk, og at hun er udrejst illegalt af Eritrea. Klageren har herom anført, at disse forhold i overensstemmelse med Flygtningenævnets praksis berettiger hende til en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endelig har klageren til støtte herfor oplyst, at hendes børn nu er [12-15] år, [8-11] år og [4-7] år, hvorfor børnene nu er ved at have en alder, hvor hun vil kunne risikere at blive indkaldt til militæret, hvis hun vender tilbage til Eritrea. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge klagerens forklaring til grund, da denne fremstår konsistent. Efter klagerens forklaring lægger Flygtningenævnet herunder til grund, at klageren ikke har aftjent nationaltjeneste, og at hun ikke formelt er blevet fritaget for nationaltjeneste. Ifølge baggrundsoplysningerne, herunder EASO’s rapport ”Eritrea National Service, exit, and return – Country of Origin Information Report” fra september 2019 og Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fælles rapport: ”Eritrea – National Service, exit and entry”, fra januar 2020, skal alle eritreere mellem 18 og 40 år i nationaltjeneste i 18 måneder. I praksis fritages nogle personer, særligt kvinder, herunder gravide kvinder, gifte kvinder eller kvinder med børn, fra nationaltjeneste. Der er dog ikke tale om en juridisk begrundet praksis, og der består ikke retskrav om fritagelse, ligesom reglerne i det hele taget forvaltes vilkårligt. Endvidere vil personer, der vender tilbage, og som ikke har aftjent nationaltjeneste, være i reel risiko for at blive tvunget til at udføre nationaltjeneste og straffet for unddragelse og ulovlig udrejse. På denne baggrund kan Flygtningenævnet ikke med den fornødne sikkerhed bortse fra, at klageren, der nu er [i begyndelsen af 30’erne] og har tre mindreårige børn i alderen [4-7], [8-11] og [12-15] år, ved en tilbagevenden til Eritrea vil kunne blive indkaldt til nationaltjeneste, risikere straf for at have unddraget nationaltjeneste eller straf for at have udrejst illegalt. Herefter og sammenholdt med baggrundsoplysningerne om Eritrea i øvrigt finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Erit/2021/12/rila
Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren frygter, at de tyske myndigheder vil sende ham tilbage til sit hjemland, samt til, at klagerens herboende kæreste er gravid med deres fælles barn. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland den [dato i sommeren] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet finder ikke, at det forhold, at klageren har en kæreste, som er gravid med deres fællesbarn, kan føre til en fravigelse af udgangspunktet i Dublinforordningens artikel 3, stk. 1. Nævnet bemærker, at der ikke er grundlag for at betragte klageren og klagerens kæreste som værende et ugift par i fast forhold som defineret i Dublinforordningens artikel 2, litra g, første led, idet klageren og klagerens kæreste ikke har dokumenteret at have haft et fast samliv på fælles bopæl af halvandet til to års varighed. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han ikke bor sammen med sin kæreste. Nævnet finder således ikke, at klagerens forhold til sin kæreste i Danmark er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, litra g. For så vidt angår det forhold, at klagerens kæreste er gravid, skal det hertil bemærkes, at klagerens kæreste er blevet gravid på et tidspunkt, hvor klageren hverken havde lovligt ophold i Danmark eller havde en berettiget forventning om at opnå dette. Det forhold, at klageren frygter, at de tyske myndigheder vil sende ham til [klagerens hjemland], kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at Tyskland har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og der ikke er holdepunkter for at tro, at Tyskland ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non-refoulement. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2021/24/rila
Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Tyskland i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til klagerens subjektive frygt for at blive overfaldet af sin far i Tyskland. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Tyskland. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Tyskland er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Tyskland dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Tyskland [i sommeren] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har en subjektiv frygt for at vende tilbage til Tyskland, og at klageren har oplyst at have en konflikt med sin far, idet faren ikke kan acceptere klagerens seksualitet, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at hvis klageren fortsat oplever problemer med sin far i Tyskland, må han henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de tyske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren den fornødne beskyttelse. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Tysk/2021/23/imbs
Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren risikerer hjemløshed med meget begrænset adgang til lægebehandling såfremt han overføres til Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i sommeren] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren som afvist asylansøger risikerer hjemløshed med meget begrænset adgang til lægebehandling, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke er holdepunkter for at antage, at de svenske myndigheder ikke overholder internationale forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Sverige har tiltrådt. Flygtningenævnet bemærker dertil, at det fremgår af brevet fra Migrationsverket af 14. februar 2019 samt af brevet fra Save the Children af 25. marts 2019, at afviste asylansøgere kan modtage kommunal bistand i form af ”emergency assistance” fra deres opholdskommunen, samt at en eventuel afvisning af en sådan bistand kan indbringes for en højere instans. Det forhold, at klageren har oplyst at have fysiske problemer, og DRC Dansk Flygtningehjælp har fremsendt en svensk lægejournal til støtte herfor, kan heller ikke føre til et andet resultat. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den fornødne lægebehandling i Sverige i overensstemmelse med de internationale menneskeretlige forpligtelser. Det bemærkes hertil, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at han i Sverige modtog samme behandling, som han får i Danmark. Flygtningenævnet bemærker herudover, at det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for en overførsel af klageren underretter de svenske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere og afviste asylansøgere i Sverige er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Sverige, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at den omstændighed, at klageren har tre voksne søstre i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker hertil, at klagerens søstre ikke er omfattet af familiebegrebet i Dublinforordningens artikel 2, stk. 1, litra g. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Sver/2021/18/imbs
Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en kvinde, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Sverige og klagerens helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i foråret] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren ved en tilbagevenden til Sverige frygter at skulle bo på gaden, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker, at der ikke er holdepunkter for at antage, at de svenske myndigheder ikke skulle overholde deres internationale forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen samt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det forhold, at klageren har henvist til en rapport fra Socialstyrelsen i Sverige om afviste asylansøgers adgang til sundhedsbehandling, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet henviser i den forbindelse til AIDA landerapport 2021 vedrørende Sverige, hvoraf fremgår, at alle asylansøgere, herunder afviste asylansøgere har adgang til nødvendig lægebehandling i Sverige. Det fremgår på side 59 i rapporten, at særligt sårbare ansøgere som udgangspunkt vil være omfattet af en lempeligere vurdering i forhold til adgangen til lægebehandling i Sverige. For så vidt angår DRC Dansk Flygtningehjælps henvisning til den manglende gennemførelse af en personlig samtale, henviser nævnet til, at klageren er blevet vejledt om sin pligt til at deltage i samtaler hos Udlændingestyrelsen og medvirke til at oplyse sin sag. Endvidere bemærker nævnet, at det følger af Dublinforordningens artikel 5, stk. 1, at en personlig samtale kan afholdes for at lette proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for asylsagsbehandlingen. Videre fremgår det af Dublinforordningens artikel 5, stk. 2, at den personlige samtale kan undlades, såfremt ansøger allerede på anden vis har afgivet oplysninger af relevans for afgørelse af den ansvarlige medlemsstat. Klageren har forud for Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2021 allerede på anden vis afgivet relevante oplysninger for afgørelsen. Klagerens havde således i forbindelse med samtalen i Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021 mulighed for at fremlægge yderligere oplysninger i sagen. Dertil kommer, at klageren har deltaget i en samtale hos DRC Dansk Flygtningehjælp, hvor klageren også havde mulighed for at fremlægge yderligere oplysninger af relevans for sagen. Nævnet finder derfor ikke, at dette forhold kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2021/17/hzc
Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Sverige. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i foråret] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren ved en tilbagevenden til Sverige frygter at skulle bo på gaden, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker, at der ikke er holdepunkter for at antage, at de svenske myndigheder ikke skulle overholde deres internationale forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen samt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det forhold, at klageren har henvist til en rapport fra Socialstyrelsen i Sverige om afviste asylansøgers adgang til sundhedsbehandling, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet henviser i den forbindelse til et brev fra Migrationsverket af 14. februar 2019 samt et brev fra Save the Children af 25. marts 2019, hvoraf fremgår, at afviste asylansøgere i Sverige kan modtage kommunal bistand i form af ”emergency assistance” fra deres opholdskommune, og at der ved et afslag herpå kan klages til en højere instans. Flygtningenævnet finder endvidere, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Sver/2021/16/hzc
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Sverige og til klagerens helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Sverige, og at klageren har forladt Sverige, inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, litra b, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i efteråret] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren lider af astma, og at han i en periode efter han blev meddelt afslag på asyl i første instans alene har modtaget én inhalator i stedet for to, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren har modtaget og fortsat må forventes at kunne modtage den fornødne lægebehandling, hjælp og støtte i Sverige. Såfremt klageren måtte være utilfreds med den lægebehandling, han har modtaget, kan han henvises til at klage til en overordnet myndighed i Sverige. Det anførte om, at klageren under opholdet i Sverige har oplevet en langvarig asylbehandling, at han ikke fik lov at gå på sprogskole samt det forhold, at svenskerne ikke har været imødekommende, kan heller ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt på, at der ikke er holdepunkter for at antage, at de svenske myndigheder ikke overholder de internationale menneskeretlige forpligtelser, herunder EU’s charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Sverige har tiltrådt. Det forhold, at klageren har oplyst, at de svenske myndigheder har meddelt ham afslag på asyl under henvisning til, at han kan rejse tilbage til [hjemlandet], hvilket efter klagerens opfattelse ikke er muligt, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klagerens asylsag i Sverige ikke er færdigbehandlet, idet de svenske myndigheder har oplyst, at deres anden instans skal tage stilling til sagen. Dertil kommer, at der ikke er grundlag for at antage, at de svenske myndigheder ikke har foretaget en reel og fyldestgørende asylsagsbehandling, eller at Sverige i sagen vil overtræde sine internationale forpligtelser om forbud mod refoulement. Flygtningenævnet skal i forlængelse heraf endelig bemærke, at det ikke er i overensstemmelse med Dublinforordningens formål, at en ansøger skal have sin asylsag behandlet på ny efter allerede at have fået afslag på sin ansøgning i én af de andre kontraherende medlemsstater. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Sver/2021/15/LINB
Nævnet stadfæstede i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Sverige i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Sverige. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Sverige og til klagerens helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Sverige. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Sverige er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Sverige dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Sverige [i vinteren] 2020 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren frygter, at de svenske myndigheder vil udsende ham til [hjemlandet], samt det forhold, at han frygter at blive hjemløs i Sverige, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er holdepunkter for at antage, at de svenske myndigheder ikke overholder de internationale menneskeretlige forpligtigelser, herunder EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, herunder princippet om non-refoulement, som Sverige har tiltrådt. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har forklaret, at han har haft svært ved at opnå kontakt med de svenske myndigheder, og at han ikke har modtaget hjælp af myndighederne eller andre i forbindelse med behandlingen af sin asylsag. Det bemærkes hertil, at der må være en formodning for, at klageren har haft mulighed for at vælge en advokat, der har kunne varetage hans interesser under klagesagsbehandlingen. Endelig kan det forhold, at klageren efter det oplyste har en psykisk lidelse, heller ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige sundhedsbehandling i Sverige. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at Hjemrejsestyrelsen, forud for udsendelsen af klageren til Sverige, vil kunne videregive relevante sundhedsoplysninger til de svenske myndigheder, hvis klageren samtykker hertil, jf. Dublin-forordningens artikel 32, således at de svenske myndigheder er orienteret om klagerens helbredsproblemer samt den behandling han har modtaget i Danmark. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Sver/2021/14/LINB
Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Rumænien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der i Rumænien havde frafaldet sin ansøgning om asyl. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Rumænien, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med anmodning om overtagelse ikke havde overholdt fristerne i forordningen, og til klagerens helbredsmæssige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. Den beskikkede advokat har anmodet om, at der sker præjudiciel forelæggelse for EU-domstolen med henblik på en klarlæggelse af fristerne indeholdt i Dublinforordningens artikel 28, stk. 3, 2. afsnit. Advokaten har henvist til forslag til spørgsmål som udarbejdet af DRC Dansk Flygtningehjælp i indeværende sag. Både Dublinforordningen, der er udstedt under henvisning til Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde, særligt artikel 78, stk. 2, litra e, og Gennemførelsesforordningen er omfattet af det danske retsforbehold, og i medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er tilknyttet som bilag til traktaten om den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af det Europæiske Fællesskab, er retsakterne ikke bindende for Danmark. Reglerne i Dublinforordningen finder imidlertid anvendelse i Danmark i kraft af en parallelaftale indgået på mellemstatsligt grundlag, og det følger af denne parallelaftale, at der er adgang til at foretage præjudiciel forelæggelse for EU-domstolen. Flygtningenævnet finder, at der ikke i forhold til afgørelsen af denne sag består en sådan tvivl eller uklarhed om forståelsen og fortolkningen af fristerne i Dublinforordningens artikel 28, stk. 3, 2. afsnit, at der er anledning til at foretage præjudiciel forelæggelse af spørgsmål for EU-domstolen, jf. herved Traktaten om Den Europæiske Unions Fremgangsmåde artikel 267. I den konkrete sag søgte klageren om asyl [i efteråret] 2020 og politiet konstaterede samme dag EURODAC hits - Bulgarien og Rumænien. Udlændingestyrelsen sendte [i efteråret] 2020 en anmodning om tilbagetagelse til Bulgarien, hvilken Bulgarien ikke accepterede i henhold til besvarelse [fra efteråret] 2020. Herefter anmodede Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2020 Rumænien om tilbagetagelse af klageren, hvilket de rumænske myndigheder [i slutningen af] 2020 accepterede. Det er i den forbindelse gjort gældende, at Udlændingestyrelsen har sprunget fristen, som fastsat i Dublinforordningens artikel 28, stk. 3, og at det på den baggrund påhviler Danmark at behandle klagerens asylsag. Af Dublinforordningens artikel 28, stk. 2, fremgår, at medlemsstaterne kan frihedsberøve en person for at sikre overførselsprocedurerne i medfør af forordningen, såfremt der er en væsentlig risiko for, at pågældende forsvinder forud herfor. Det fremgår videre af Dublinforordningens artikel 28, stk. 3, 1. afsnit, at en frihedsberøvelse skal være så kort som muligt, og herefter af artiklens 2. afsnit, at fristen for at indgive en anmodning om tilbagetagelse til en anden medlemsstat ikke må overskride en måned fra pågældende har indgivet ansøgning om asyl. Afslutningsvis fremgår det af forordningens artikel 28, stk. 3, 4. afsnit, at såfremt den anmodende medlemsstat ikke overholder fristerne som fastsat ved forordningens artikel 28, stk. 3, 2. afsnit, må personen ikke længere frihedsberøves, og at artikel 21, 23, 24 og 29 fortsat finder anvendelse. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen har fremsat anmodningen om overtagelse af ansvaret til de bulgarske myndigheder inden for fristen, og at anmodningen til de rumænske myndigheder er fremsat ganske kort efter, at de bulgarske myndigheder havde afslået at overtage ansvaret. Flygtningenævnet bemærker videre, at en eventuel overskridelse af fristen i Dublinforordningens artikel 28, stk. 3, 2. afsnit, ifølge den udtrykkelige bestemmelse i artikel 28, stk. 3, 4. afsnit, har den retsvirkning, at personen skal løslades, og at de almindelige procedurer herefter finder anvendelse. Det fremgår således ikke – i modsætning til andre bestemmelser – af bestemmelsen, at en manglende overholdelse af fristerne er af betydning for fastlæggelsen af ansvaret. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2020 anmodet Rumænien om at tilbagetage klageren. Af Dublinforordningens artikel 23, stk. 2, fremgår, at en anmodning om tilbagetagelse skal fremsættes så hurtigt som muligt og under alle omstændigheder inden for to måneder efter modtagelsen af hittet i EURODAC. Udlændingestyrelsen har anmodet Rumænien om tilbagetagelse inden for to måneder, hvorfor det ikke påhviler Danmark at behandle klagerens asylsag i medfør af Dublinforordningens artikel 23, stk. 3. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Rumænien. Rumænien har herefter oplyst til Udlændingestyrelsen, at klageren [i sommeren] 2020 anmodede om international beskyttelse i Rumænien, at han [i sommeren] 2020 udeblev fra sit opholdscenter, og at hans sag blev lukket [i efteråret] 2020. Klageren blev anset for stiltiende at have trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen ved at udrejse af landet. Klageren har oplyst, at han kun var i Rumænien i kort tid, og har ikke oplyst, at han har været til interview hos de rumænske myndigheder. Klageren har siden opholdt sig i Danmark under den verserende Dublin-procedure. Flygtningenævnet lægger under disse omstændigheder til grund, at Rumænien vil opfylde sine internationale forpligtelser, således at klageren ikke refouleres uden en stillingtagen til, om klageren har behov for international beskyttelse. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Rumænien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c. Det bemærkes herved, at Rumænien [i slutningen af] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. I forhold til det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om de generelle forhold for asylansøgere i Rumænien, herunder problemer i asylsagsproceduren, bemærker Flygtningenævnet, at Rumænien har tiltrådt Flygtningekonventionen og Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at de rumænske myndigheder ikke lever op til deres internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder, for så vidt angår de generelle forhold i asylsystemet i Rumænien, at der ikke er væsentlige grunde til at tro, at der er sådanne mangler i asylproceduren eller modtageforholdene, at en overførsel til Rumænien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Rumænien ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Rumænien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det fremgår af sagen, at klageren har det psykisk svært, og at han har forsøgt at begå selvmord under sit ophold i Danmark. Dette kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet kan på baggrund af det fremlagte lægge til grund, at klageren er særligt sårbar, men nævnet har lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige behandling i Rumænien. Det bemærkes i den forbindelse, at det af AIDA’s Country Report: Romania, 2020 Update fremgår, at personer med særlige behov, herunder personer, der er psykisk sårbare, har ret til specialiseret indkvartering og behandling. Nævnet forudsætter hertil, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de rumænske myndigheder om klagerens forhold, såfremt klageren samtykker hertil, jf. forordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Rumæ/2021/3/gdan
Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Rumænien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Rumænien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Rumænien, herunder modtageforhold og adgang til asylproceduren. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Rumænien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Rumænien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Rumænien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Rumænien den [dato i andet kvartal] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en overførsel til Rumænien, skal indgive en ny ansøgning om asyl, og at han som følge heraf ikke har ret til indkvartering og andre ydelser, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det blandt andet fremgår af rapporten Country Report: Romania, AIDA, udgivet den 21. april 2021, at en Dublin-returnee, der har fået lukket sin asylsag i Rumænien under henvisning til, at vedkommende er udeblevet eller udrejst, kan få genåbnet sin asylsag, og derved opnå ret til indkvartering og andre ydelser, såfremt vedkommende indgiver en ansøgning om asyl senest ni måneder efter, at de rumænske myndigheder traf afgørelse om at lukke sagen. Det fremgår af sagens oplysninger, at han har søgt om international beskyttelse [dato i fjerde kvartal] 2020, forsvandt fra et asylcenter den [dato i første kvartal] 2021 og fik administrativt afslag på sin ansøgning den [efterfølgende dato i første kvartal] 2021. Fristen på de ni måneder er således ikke udløbet. Den omstændighed, at klageren frygter pushback til Serbien, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af sagens oplysninger, at klageren indgav en ansøgning om asyl til de rumænske myndigheder den [dato i fjerde kvartal] 2020, hvorefter han blev løsladt og ikke deltog i samtale hos myndighederne. Det fremgår tillige, at han var indkvarteret og forsvandt fra sit asylcenter den [dato i første kvartal] 2021. Herudover fremgår det, at Rumænien den [dato i andet kvartal] 2021 har accepteret ansvaret for behandlingen af klagerens asylansøgning. Der er således ikke oplysninger om, at klageren selv har været udsat for pushback, ligesom han har haft mulighed for at indgive en ansøgning om asyl, og Rumænien har accepteret at tilbagetage ham på baggrund af en afsluttet asylsag. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at de generelle forhold for asylansøgere i Rumænien er dårlige, at politiet er voldsomme, og at asylansøgere risikerer at blive frihedsberøvet på et spinkelt grundlag, kan endelig ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Rumænien har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention samt EU's charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at de rumænske myndigheder ikke lever op til deres internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren under sit ophold i Rumænien ikke har haft nogen personlige eller individuelle konflikter med de rumænske myndigheder eller politi. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at såfremt klageren skulle opleve problemer med det rumænske politi eller myndighederne i øvrigt, kan han henvises til at tage kontakt til en overordnet myndighed i Rumænien herom. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Rumænien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Rumænien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder desuden ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Rumæ/2021/2/DH
Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Polen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en kvinde, der af Polen havde fået udstedt et visum, der på tidspunktet for ansøgningen om asyl fortsat var gyldigt. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Polen. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren var i besiddelse af et gyldigt visum til Polen, da hun indgav ansøgning om asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Polen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 12, stk. 2, og at Polen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Polen [i foråret] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren ved en overførsel til Polen frygter, at hun ikke vil få adgang til asylproceduren og blive indkvarteret, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om mulighederne for adgang til asylproceduren og indkvartering for dublin-overførte, herunder AIDA, Country Report: Poland 2020, udgivet i april 2021. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at Polen har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at tro, at Polen ikke lever op til sine internationale forpligtelser. DRC Dansk Flygtningehjælps henvisning til, at en person, der tidligere er blevet dublin-overført fra Polen til Danmark, har oplyst til DRC Dansk Flygtningehjælp, at pågældende ikke ved overførslen fik adgang til asylproceduren, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det af AIDA, Country Report: Poland 2020 fremgår, at en række overførte personer ved ankomsten til Polen har valgt frivilligt at udrejse til sit hjemland fremfor at ansøge om asyl i Polen. Flygtningenævnet bemærker, at klageren må henvises til at rette henvendelse til de polske myndigheder, såfremt hun ønsker hjælp i forbindelse med sin asylansøgning. For så vidt angår det forhold, at klageren har oplyst, at hun grundet sit tidligere ophold i Danmark i perioden 2015-2016 og sit forhold til en person i Danmark, har opnået en sådan tilknytning til Danmark, at hendes sag bør tages under behandling, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke kan anses for at have en sådan tilknytning til Danmark, at der er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Pole/2021/5/gdan
Nævnet stadfæstede i september og 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Litauen i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Litauen. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Litauen, til at klageren frygtede at blive udsat for tortur ved overførsel fra Litauen til Rusland, og til, at klageren risikerede at blive frihedsberøvet ved overførsel til Litauen, som følge af en lovændring, der netop var blevet vedtaget. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Litauen. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Litauen er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Litauen dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Litauen [i sommeren] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af sagens oplysninger, herunder oplysningerne fra de litauiske myndigheder og klagerens egne forklaringer til sagen, at klageren indrejste i Litauen [i vinteren] 2018, hvor han søgte om asyl [i vinteren] 2019, og at han ved afgørelse truffet af den litauiske højesteret blev meddelt endeligt afslag på asyl med retsvirkning fra [vinteren] 2021. Det er ikke gjort gældende, at klagerens rettigheder skulle være blevet krænket under asylsagsbehandlingen i Litauen, og Flygtningenævnet finder ikke, at en generel henvisning til en lovændring, der er vedtaget efter, at klagerens asylsag er færdigbehandlet, i sig selv sandsynliggør, at klageren ved en tilbagevenden til Litauen ikke skulle blive indkvarteret under passende forhold, eller at han skulle blive uretmæssigt frihedsberøvet. For så vidt angår klagerens frygt for at blive udsat for tortur ved en eventuel udsendelse fra Litauen til Rusland, bemærker Flygtningenævnet, at hverken oplysningerne i sagen eller i baggrundsoplysningerne i øvrigt giver holdepunkter for at antage, at Litauen ikke lever op til sine internationale forpligtelser, herunder princippet om non refoulement, ligesom Litauen har tiltrådt Flygtningekonventionen og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Flygtningenævnet finder herudover i lighed med Udlændingestyrelsen, at det vil være i strid med Dublinforordningens grundlæggende princip om, at kun én medlemsstat skal være ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen, hvis klageren efter endeligt afslag på asyl i én medlemsstat, vil kunne få en asylansøgning behandlet på ny i en anden medlemsstat. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at forholdene for asylansøgere i Litauen er forværret, som følge af, at landet i øjeblikket modtager tre gange så mange asylansøgere som de foregående år, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet her herved lagt vægt på, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Litauen ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Litauen, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder endelig ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Den omstændighed, at klageren har oplyst, at han har psykiske helbredsmæssige problemer, kan heller ikke føre til et andet resultat. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den fornødne lægebehandling, hjælp og støtte i Litauen. Flygtningenævnet skal i den forbindelse bemærke, at det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af klageren underretter de litauiske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.”. Dub-Lita/2021/1/LINB
Nævnet stadfæstede i januar 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Kroatien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der ulovligt har passeret grænsen til en medlemsstat ad land-, sø- eller luftvejen, og at den pågældende er indrejst fra et tredjeland. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for asylansøgere i Kroatien. DRC Dansk Flygtningehjælp gjorde gældende at asylsagen bør behandles i Danmark under henvisning til, at klageren på trods af gentagne forsøg ikke har kunnet få adgang til asylproceduren i Kroatien, idet det kroatiske asylsystem lider af systemiske mangler, fordi de kroatiske myndigheder udsætter asylansøgere for vold, push-backs og dermed risiko for krænkelser af EU'charter's art. 4 og EMRK's art. 3, herunder kæderefoulement. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring om forholdene i forbindelse med hans ophold i Kroatien til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren er registreret som ulovligt indrejst i Kroatien, og at han flere gange af kroatisk politi har været udsat for voldelige overgreb og for ”push back” til Bosnien. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren har forsøgt at søge om asyl i Kroatien, men at dette ikke var lykkedes på udrejsetidspunktet. Kroatien har imidlertid accepteret at tilbagetage klageren og dermed også accepteret af behandle klagerens ansøgning om asyl. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Kroatien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 13, stk. 1, og at Kroatien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Kroatien den 30. juli 2019 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren frygter voldelige overgreb og ”push back” til Bosnien med henvisning til den behandling, som han har oplevet under sit tidligere ophold i Kroatien kan med henvisning til tilbagetagelsesaccepten af 30. juli 2019 ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren henvises til at kontakte relevante overordnede myndigheder, såfremt han ønsker at indgive klage over kroatisk politi. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Kroatien ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Kroatien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det bemærkes i øvrigt, at klageren efter overførelsen skal ansøge om asyl for at få adgang til asylproceduren. Der fremgår af Country Report: Croatia, AIDA, udgivet den 22. april 2020, at Dublin-returnees i princippet ikke har problemer med at få adgang til asylproceduren på ny ved tilbagevenden til Kroatien. Dog skal Dublin-returnees, som har forladt Kroatien, før deres asylsag var færdigbehandlet søge på ny for at få genoptaget behandlingen af deres asylsag. Det bemærkes videre, at det fremgår af samme rapport, at der er specielle procedurer og modtagelsesgarantier for sårbare personer. I denne forbindelse bemærker Flygtningenævnet, at nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af klageren underretter de kroatiske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen." Dub-Kroa/2021/2
Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Kroatien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der har indgivet ansøgning om asyl i Kroatien. Sagen blev behandlet på skriftligt grundlag.Advokaten henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til frygt for push-back og klagerens helbredsmæssige tilstand. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring om forholdene i forbindelse med hans ophold i Kroatien til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren er registreret som ulovligt indrejst i Kroatien, og at han flere gange af kroatisk politi har været udsat for voldelige overgreb og for ”push back” til Bosnien. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren over for de kroatiske myndigheder har udtrykt ønske om at søge asyl i Kroatien, og at de kroatiske myndigheder har opfattet klagerens ønske som en asylansøgning. Det bemærkes herved, at klageren [i sommeren] 2020 i EURODAC-systemet er registreret med fingeraftryk og som asylansøger i Kroatien, og at Kroatien [i begyndelsen af] 2021 har accepteret at modtage klageren i, jf. Dublinforordningens artikel 20, stk. 5. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Kroatien er forpligtet til at modtage klageren efter denne bestemmelse. Det forhold, at klageren frygter voldelige overgreb og ”push back” til Bosnien med henvisning til den behandling, som han har oplevet under sit tidligere ophold i Kroatien, kan med henvisning til tilbagetagelsesaccepten ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren henvises til at kontakte relevante overordnede myndigheder, såfremt han ønsker at indgive klage over kroatisk politi. Flygtningenævnet finder således, at de generelle forhold og levevilkår for personer, der er registreret som asylansøgere i Kroatien, ikke er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Kroatien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Det bemærkes, at der fremgår af AIDAs seneste Country Report: Croatia 2020 Update, maj 2021, at Dublin-returnees i princippet ikke har problemer med at få adgang til asylproceduren på ny ved tilbagevenden til Kroatien. Dog skal Dublin-returnees, som har forladt Kroatien, før deres asylsag var færdigbehandlet, søge på ny for at få genoptaget behandlingen af deres asylsag. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. Dublinforordningens artikel 17. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klageren efter sine personlige forhold må karakteriseres som en sårbar person. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at det fremgår af AIDA-rapporten, at der er specielle procedurer og modtagelsesgarantier for sårbare personer. I denne forbindelse forudsætter nævnet, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelsen af klageren underretter de kroatiske myndigheder om klagerens særlige behov, herunder relevante helbredsmæssige oplysninger, såfremt klageren samtykker hertil, jf. Dublinforordningens artikel 32. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Kroa/2021/1/gdan
Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at hans liv på grund af hans politiske tilhørsforhold er i fare, samt at han på ny vil blive henvist til et liv på gaden, hvor han endnu engang skal klare sig selv under umenneskelige forhold. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Italien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i sommeren] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update June 2021. Det fremgår blandt andet af rapporten, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Nævnet har yderligere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including fami-ly groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Fol-lowing our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller ned-værdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Italien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Italien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Ital/2021/17/sme
Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Italien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetence.Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge i Italien, og at klageren havde en privatretlig konflikt med en tidligere arbejdsgiver. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Italien. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Italien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Italien [i foråret] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. For så vidt angår det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte vedrørende de generelle modtageforhold og adgangen til asylsagsproceduren for asylansøgere i Italien, herunder klagerens frygt for manglende indkvartering, bemærker nævnet, at de aktuelle modtageforhold for asylansøgere i Italien ifølge de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger er behæftet med visse mangler. Nævnet finder imidlertid, at der ikke er væsentlige grunde til at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Der kan herved blandt andet henvises til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder AIDA, Country Report: Italy Update June 2021. Det fremgår blandt andet af rapporten, at om end asylproceduren kan være længerevarende og modtagefaciliteterne begrænsede, så foretager de italienske myndigheder en reel asylsagsbehandling. Nævnet har yderligere lagt vægt på indholdet af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, hvoraf det blandt andet fremgår, at dekret nr. 130/2020 af 21. oktober 2020 ved sin ikrafttrædelse erstatter det såkaldte SIPROIMI-system, som blev indført ved dekret nr. 132/218 af 1. december 2018, med det ny implementerede SAI-system. Det fremgår endvidere af de italienske myndigheders circular letter af 8. februar 2021, at: ”In particular, the new system introduces some significant changes in the Italian reception system. Above all, it provides the chance for asylum seekers to be hosted in the SAI system, including family groups so as to guarantee the protection of such a fundamental right as the family unity. Following our Circular Letter of 8 January 2019, this is to inform you that in the framework of the new system these dedicated centres will host even Dublin family groups with minors, returned from other Member States, in accordance with the Tarakhel judgement.” Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (application no. 46595/19) har vurderet modtageforholdene i Italien og afvist en klage herover. Flygtningenævnet finder således, at der herved er ydet en tilstrækkelig garanti for, at de italienske myndigheder vil indkvartere klageren under passende forhold. Der er således ikke grundlag for at antage, at der er sådanne generelle systemfejl i asylproceduren og i modtageforholdene i Italien, at en overførsel af klageren til Italien vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som nævnt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 eller Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, jf. herved tillige Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz. Det forhold, at en fransk forvaltningsdomstol den 15. oktober 2018 har fundet, at en konkret overførsel af en asylansøger til Italien i medfør af Dublinforordningen ville risikere at krænke asylansøgerens rettigheder i strid med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4, og at asylansøgeren derfor ikke kunne overføres til Italien, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at forholdene i Italien har ændret sig siden dommens afsigelse i 2018, jf. herved også Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. april 2021 i sagen M.T. mod Nederlandene (sagsnr. 46595/19). Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at Flygtningenævnet ikke er retligt bundet af den franske forvaltningsdomstols dom. Flygtningenævnet finder, at det må bero på en konkret vurdering, om klageren skal overføres til Italien eller have sin ansøgning om asyl realitetsbehandlet i Danmark. I denne vurdering vil blandt andet indgå, om klageren under hensyn til de aktuelle modtageforhold mv. i Italien, vil være i en sådan situation ved en overførsel, at hans asylansøgning bør realitetsbehandles i Danmark, jf. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheders artikel 4 og forordningens artikel 17. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. Det bemærkes herved, at klageren under sin oplysnings- og motivsamtale af [foråret] 2021 i Udlændingestyrelsen er refereret for at have forklaret, at han er sund og rask. Flygtningenævnet har videre fundet, at det af DRC Dansk Flygtningehjælp oplyste vedrørende betydningen for klageren af den aktuelle sikkerheds- og sundhedsmæssige situation i Italien som følge af COVID-19 pandemien, herunder bemærkningen om, at flygtninge, migranter og asylansøgere er blandt de hårdest ramte persongrupper, ikke kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren vil have adgang til samme behandling som italienske statsborgere. Det forhold, at klageren til DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at han i Italien har en konflikt med sin tidligere arbejdsgiver, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet finder, at såfremt klageren fortsat oplever problemer med privatpersoner i Italien, må han henvises til at søge de italienske myndigheders beskyttelse. Det kan ikke føre en til anden vurdering, at klageren har oplyst, at hans tidligere arbejdsgiver har meget magt, og at klageren derfor ikke kan indgive en anmeldelse til myndighederne. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at de italienske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren den fornødne beskyttelse. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Ital/2021/16/CRT
Nævnet meddelte i oktober 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra [et nærmere specifikt område], Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men han har deltaget i to regeringskritiske demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive fængslet, afstraffet og henrettet af de syriske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har unddraget sig militærtjeneste, idet han ikke er vendt tilbage efter, at han mod bestikkelse fik sin militærtjeneste udsat i et år. Ansøgeren har videre oplyst, at hans morfar blev opsøgt med det formål at orientere ansøgeren om, at hans udsættelsesperiode var udløbet, og at han skulle henvende sig til rekrutteringscentret, hvortil hans morfar oplyste myndighederne om, at ansøgeren var udrejst af Syrien. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han ikke vil blive betragtet som den eneste søn i sin familie, og derfor være fritaget for militærtjeneste, idet det af hans fars familiebog fremgår, at han også har to yngre stedbrødre, samt at det er farens familiebog, der er afgørende for, hvorvidt man betragtes som eneste søn i familien. Ansøgeren har ligeledes oplyst, at hans far også har unddraget sig militærtjeneste, og at han som følge af dette vil være udsat, idet de syriske myndigheder efterstræber familiemedlemmer, hvis der blot er en i familien, der er eftersøgt, hvorfor han risikerer at blive stoppet ved kontrolposterne. Ansøgeren har herudover oplyst, at han har deltaget i regeringskritiske demonstrationer, og at der er risiko for, at der er nogen, som har fortalt om hans deltagelse, og at han derfor fremgår af myndighedernes liste over eftersøgte personer. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af EMRK artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Damaskus området. På den anførte baggrund tiltræder Flygtningenævnet således, at der ikke er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus området. Med samme begrundelse, som er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, tiltræder nævnet endvidere, at det ikke kan lægges til grund, at klageren skulle have bragt sig i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder i forbindelse med deltagelse i nogle demonstrationer i 2011/2012. Med hensyn spørgsmålet om, hvorvidt klageren kan meddeles opholdstilladelse med henvisning til, at klageren risikerer at blive indkaldt til militærtjeneste, bemærkes først og fremmest, at klageren er 24 år og således er i den militærpligtige alder. Det lægges efter klagerens forklaring til grund, at han inden sin afrejse fra Syrien fik udstedt en militærbog samt foreløbig udsættelse af militærtjeneste. Det er ubestridt, at klageren er sin mors eneste søn, og gældende regler vedrørende militærtjeneste i Syrien medfører, at klageren er berettiget til at blive fritaget for militærtjeneste, hvis en række yderligere betingelser i øvrigt er opfyldt. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger må det imidlertid lægges til grund, at der foreligger en betydelig usikkerhed med hensyn til, om reglen om fritagelse for eneste sønner respekteres og efterleves i praksis af de syriske myndigheder. Hertil kommer, at der foreligger omfattende baggrundsoplysninger til belysning af spørgsmålet om, hvorvidt undtagelsen også omfatter unge mænd, der har halvbrødre. Det er Flygtningenævnets opfattelse, at det på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger må lægges til grund, at der foreligger en betydelig usikkerhed med hensyn til, om klageren vil være undtaget fra militærtjeneste. På den anførte baggrund - og når henses til, at der fortsat er grund til at anvende det såkaldte forsigtighedsprincip ved vurderingen af asylansøgere fra Syrien - finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for indkaldelse til militærtjeneste, hvorfor nævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren 2021], således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2021/204/ehd
Nævnet omgjorde i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [et nærmere specifikt område], Damaskus i Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de syriske myndigheder, som opsøgte hende dagligt siden urolighederne begyndte, fordi de efterspurgte hendes sønner, ligesom hun henviste til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, ligesom hun har henvist til de generelle vilkår i landet. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle og børn har været politisk aktive for Yekiti-partiet, og at hun i Syrien er blevet opsøgt af myndighederne, som ville have oplysninger om, hvor hendes sønner befandt sig. Klageren har videre oplyst, at hun frygter myndighederne, fordi det er et brutalt regime. Klageren har endvidere oplyst, at hun ikke vil kunne klare sig selv som enlig kvinde i Syrien, og at hendes børn i Danmark hjælper hende i dagligdagen. Endelig har klageren oplyst, at hun på grund af sin helbredsmæssige forhold, hvor hun modtager medicin for blandt andet [en række sygdomme], ikke vil kunne få den nødvendige behandling i Syrien. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3 (midlertidig beskyttelsesstatus) med henvisning til, at "personer, som kommer fra områder i Syrien, hvor der foregår væbnede kampe, hvor der sker angreb mod civile, eller hvor der for nyligt har fundet sådanne handlinger sted, ved en tilbagevenden til hjemlandet aktuelt må anses for at være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3". Spørgsmålet er herefter i første række, om der med henvisning til de generelle forhold i Syrien er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har boet i [et nærmere specifikt område] i Damaskus indtil sin udrejse fra Syrien. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Damaskus. Det gælder som udgangspunkt også for en enlig kvinde som klageren. På den anførte baggrund tiltræder Flygtningenævnet således, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Damaskus. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens 7, stk. 1 eller stk. 2, på baggrund af klagerens individuelle forhold, bemærkes i forhold til klagerens henvisning til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, at Flygtningenævnet har vurderet, at klageren ved en tilbagevenden ikke vil være i risiko for nogen individuel forfølgning. Som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse lægger også Flygtningenævnet vægt på, at klageren ikke selv har været politisk aktiv på nogen måde, eller på anden måde har bragt sig i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren i Syrien ikke personligt har oplevet problemer med myndighederne, herunder i tilfælde, hvor myndighederne havde opsøgt hende på sin bopæl for at få oplyst børnenes opholdssteder efter deres udrejse, ligesom nævnet har lagt vægt på, at disse episoder foregik længe før klagerens udrejse. Det forhold, at klagerens ægtefælle har været politisk aktiv i Yeketi partiet, kan ikke føre til nogen anden vurdering, når henses til, at klagerens ægtefælle afgik ved døden for snart 20 år siden. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at de nævnte forhold medfører, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for overgreb fra myndighederne, hvorfor der ikke på denne baggrund er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Det fremgår af EMRK artikel 8, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, med mindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, om indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, som en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære for klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i klagerens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren indrejste til Danmark som [+70-årig]. Hun har herefter haft lovligt ophold i Danmark i omkring 6 år. Hun har ikke arbejdet eller studeret under sit ophold, ligesom hun ikke kan tale eller forstå dansk. Hun har i Syrien haft sit eget broderi, hvor hun har syet traditionelle syriske dragter. De fleste af hendes voksne børn og stedbørn bor i Danmark, hvor de har stiftet selvstændig familie, som de bor sammen med. Klageren har oplyst, at hun lider af [en række sygdomme]. Hun har endvidere problemer med [en række helbredsudfordringer], ligesom hun tidligere har haft en [sygdom]. Det fremgår af en lægeerklæring af [vinteren 2020/2021], at klageren klarer sig uden offentlig hjælp i egen bolig. Hun har tidligere oplyst, at hendes børn hjælper hende med indkøb og madlavning, hvis hun [bliver påvirket af sin sygdom i løbet af dagen], men herudover klarer hun sig selv i hverdagen. Hendes datter hjælper hende med tøjvask og rengøring en gang om ugen, ligesom hun kommer med mad til klageren. Klageren har under mødet i nævnet forklaret, at hendes helbred er blevet forværret det seneste års tid, hvor hun nu har fået behov for hjælp til at komme i bad. Hendes søn hjælper hende nu med indkøb og madlavning, som hun ikke længere kan klare selv. Klageren har forklaret, at hun ikke længere har familie eller venner tilbage i Syrien. Hun har muligvis to søstre i Syrien, således som hun har oplyst under en samtale med Udlændingestyrelsen, men hun ved ikke, om disse fortsat lever. Den ene søster er ældre end hende, mens den anden er yngre. Efter oplysningerne om klagerens helbredsforhold, herunder karakteren af hendes helbredsmæssige gener, er der ikke grundlag for at antage, at hun ikke vil kunne få den nødvendige medicinske behandling i Syrien. Hertil kommer, at disse helbredsforhold i det væsentlige allerede var til stede, da ansøgeren udrejste fra Syrien, og at der ikke er oplysninger om, at der er sket nogen forværring af klagerens helbred, mens hun har opholdt sig i Danmark. For så vidt angår retten til familieliv bemærkes, at der mellem myndige børn og forældre skal foreligge momenter af afhængighed for at der er tale om familieliv som defineret i artikel 8, stk. 1. Flygtningenævnet har ved vurderingen tillagt det vægt, at klageren er født og opvokset i Syrien, hvor hun har boet indtil hun udrejste fra Syrien som [+70-årig]. Hun har ingen uddannelse, og er analfabet. Nævnet lægger efter klagerens forklaring til grund, at det må anses for tvivlsomt, hvorvidt hun har familie tilbage i Syrien, herunder hendes to søstre, hvoraf den ene er ældre end hende. Hun ved ikke, om de er afgået ve døden eller udrejst, da hun ikke har kontakt med dem. Klageren kan ikke tale eller forstå dansk, og har ikke haft beskæftigelse i Danmark. Hun har ingen fritidsinteresser og er ikke medlem af foreninger i Danmark. Klageren har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet de fleste af hendes voksne børn og stedbørn har opholdstilladelse i Danmark. Det må endvidere lægges til grund, at klageren er enlig kvinde, analfabet og ikke været på arbejdsmarkedet i adskillige år. Klageren har haft lovligt opholdt i Danmark i omkring 6 år. Hun har helbredsmæssige problemer, som hun modtager medicinsk behandling for. Det må efter hendes forklaring lægges til grund, at hun – som nu er [+70 år] - med tiden har fået større og større behov for hjælp og støtte fra sine herboende børn til at klare sig i hverdagen, herunder med indkøb, rengøring og personlig pleje. Nævnet finder på denne baggrund, navnlig henset til klagerens alder, at der består et afhængighedsforhold mellem klageren og hendes børn. Herefter, og efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte, finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse for tiden vil være i strid med EMRK artikel 8 og Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingenævnets afgørelse, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2021/203/ehd
Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk [etnicitet] og muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men han har oplyst, at han har deltaget i to demonstrationer. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold og de syriske myndigheder, idet hans sønner var indkaldt til militærtjeneste. Udlændingestyrelsen har [i vinteren] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, idet hans sønner ikke har aftjent militærtjeneste, og han selv bliver betragtet som forræder, idet han er udrejst af landet. Han har endvidere henvist til, at han har en konflikt med de syriske myndigheder, idet han er udrejst illegalt af landet. Han har endelig henvist til, at han i Syrien har deltaget i to demonstrationer, og at han i den anledning var tilbageholdt af myndighederne, som udsatte ham for slag med plastikrør og slag under fødderne. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Damaskus. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport “Country Guidance: Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf det bl.a. fremgår: ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, bl.a. at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …”. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Damaskus-området. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Klageren har ikke på noget tidspunkt oplevet konflikter med religiøse eller kriminelle grupper, familiemedlemmer eller private. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han har deltaget i 2 demonstrationer i Syrien, og at han i den anledning efter den første demonstration blev tilbageholdt af de syriske myndigheder i 12 dage, hvor han blev udsat for slag med plastikrør og slag under fødderne. Dette asylmotiv er helt nyt og en væsentlig udbyggende forklaring. Klagerens forklaring herom er i direkte modstrid med klagerens oprindelige forklaring under oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2014. Under denne samtale forklarede han, at han ikke havde haft konflikter med myndighederne i Syrien, at han ikke var og aldrig havde været politisk aktiv i Syrien, og at han ej heller havde deltaget i demonstrationer. Dertil kommer, at klageren på flere punkter har forklaret divergerende under nævnsmødet om sin deltagelse i demonstrationerne og de syriske myndigheders tilbageholdelse af ham i forhold til hans forklaring under samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2020. Klagerens forklaring herom virker endvidere usikker, relativ udetaljeret og fremstår konstrueret til lejligheden. Under nævnsmødet har klageren således forklaret, at han fra sin nabo fire dage efter deltagelsen i demonstrationen havde fået oplyst, at de syriske myndigheder under den første demonstration havde taget fotos af deltagerne. Under asylsamtalen i [vinteren] 2020 nævnte klageren ikke naboen, men forklarede derimod, at han ikke vidste, hvorvidt han fremgik af nogle billeder eller ej. Herudover har klageren forklaret divergerende under samtalen [i vinteren] 2020, idet han dels har forklaret, at myndighederne forklarede, at de godt vidste, at han havde deltaget i demonstrationen, dels senere har forklaret, at han tror, at de syriske myndigheder har fået kendskab til, at han har deltaget i demonstrationer, og at det er hans egen formodning, at det er derfor de efterstræber ham. Herudover har klageren under nævnsmødet forklaret, at han var hjemme sammen med sin ægtefælle, da han blev opsøgt af de syriske myndigheder. Under samtalen [i vinteren] 2020 har klageren derimod forklaret, at han var på vej hjem, da de syriske myndigheder opsøgte ham. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet derfor ikke, at klagerens forklaring om sit asylmotiv herom er troværdig. Heller ikke klagerens forklaring om, at hans datter [Y] skulle være blevet tilbageholdt i 16-17 dage af de syriske myndigheder, fordi myndighederne angiveligt ville have fat i klageren og hans ældre sønner, findes at være troværdig, men fremstår konstrueret til lejligheden. Det bemærkes herved, at oplysningen om de syriske myndigheders tilbageholdelse af datteren er i modstrid med klagerens oprindelige forklaring under samtalen [i vinteren] 2020, hvor han i første omgang forklarede, at datteren var blevet kidnappet, og at kidnapperne krævede løsepenge. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han er efterlyst og har en individuel konflikt med myndighederne i Syrien. Det forhold, at klagerens to sønner har unddraget sig militærtjeneste, medfører ikke at klageren dermed i sig selv har en konflikt med de syriske myndigheder. Flygtningenævnet lægger herved vægt på Udlændingestyrelsens notat ”Syria, Issues Regarding Military Service” fra oktober 2019, hvoraf fremgår, at der i 2017 var oplysninger om, at familiemedlemmer til personer, der er deserteret fra eller har unddraget sig værnepligt i Syrien, kan være i risiko for at blive afhørt eller tilbageholdt af de syriske myndigheder, eller blive udsat for pres af de syriske myndigheder for at tvinge unddrageren til at melde sig, og at der særligt er tale om afhøring af en far eller en bror. Af baggrundsoplysningerne fremgår det også, at familiemedlemmer til personer, der er deserteret eller har unddraget sig militærtjeneste, ikke i sig selv risikerer noget i forhold til de syriske myndigheder, med mindre der er tale om særligt profilerede medlemmer af oppositionen. Det forhold, at klagerens søn [Z] angiveligt har deltaget i tre demonstrationer i 2011 og 2012, som førte til fem dages tilbageholdelse af de syriske myndigheder, kan ikke føre til en ændret vurdering i forhold til klagerens asylsag. Vedrørende spørgsmålet om illegal udrejse har klageren forklaret divergerende med hensyn hertil. Selv om Flygtningenævnet lægger klagerens seneste forklaring om, at han udrejste illegalt af Syrien til grund, vurderer Flygtningenævnet i praksis ikke længere, at det er noget problem, og illegal udrejse kan ikke i sig selv anses for at skabe en reel konflikt med myndighederne. Det fremgår således af Udlændingestyrelsens landerapport ”Syria, Security Situation in Damascus Province and Issues Regarding Return to Syria, based on interviews between 16 to 27 november 2018 in Beirut and Damascus” fra februar 2019, at det siden begyndelsen af 2018 har tydet på, at det ikke har konsekvenser for en tilbagevendende syrer, at vedkommende forlod landet under krigen, og at illegal udrejse af Syrien fortsat er strafbart, men at det i praksis ikke længere er et problem, idet man kan få sin situation afklaret ved en syrisk repræsentation i udlandet inden indrejsen i Syrien. Efter en samlet vurdering og under hensyn til de foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i nogen risiko for overgreb fra de syriske myndigheders side, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om det må antages at virke særligt belastende for klageren, at hans opholdstilladelse ikke bliver forlænget, navnlig på grund af de hensyn, der fremgår af udlændingelovens § 26, stk. 1. Nævnet skal derfor foretage en afvejning af klagerens tilknytning til Danmark, herunder hans personlige, sociale og økonomiske bånd til Danmark, og tilknytning til hjemlandet, Syrien. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i 7 år. Han er [en ældre mand]. Han lider af [diverse diagnoser] og været i behandling hos en [fagperson]. Han er på kontanthjælp og har ikke nogen tilknytning til arbejdsmarkedet. Efter en samlet vurdering og afvejning findes klageren ikke at have fået en sådan tilknytning til Danmark, at det må antages at være særligt belastende for klageren, at hans opholdstilladelse nægtes forlænget. Varigheden af klagerens ophold i Danmark findes ikke at have medført en selvstændig tilknytning til Danmark. Klagerens helbredsmæssige forhold findes ikke at være at en sådan karakter, at en nægtelse af en forlængelse af opholdstilladelsen vil være særligt belastende for ham. Nævnet har også lagt vægt på, at klageren har oplyst, at da han boede i Syrien, led han også [diverse diagnoser] og fik [medicin]. Klageren bor i Danmark sammen med sin ægtefælle, der har haft lovligt ophold i Danmark i seks år og taler, skriver og læser lidt dansk. Hun lider af [diverse diagnoser]. Hun har opholdstilladelse i henhold til udlændingelovens § 9, stk. 1. Hendes opholdstilladelse er således afledt af klagerens opholdstilladelse. Klageren har en søn, der bor i Danmark, [er i 30’erne], der har selvstændig bopæl. Klageren og ægtefællen bor sammen med sønnen, [X], [der er i 20’erne]. Også denne søns opholdstilladelse er i henhold til udlændingelovens § 9, stk. 1, og dermed afledt af klagerens opholdstilladelse. [X] har haft lovligt ophold i Danmark i 6 år og taler, læser og skriver dansk, har gået på [uddannelsestilbud], har færdiggjort [udskoling] på [skole], har bestået prøve i Dansk 2 og arbejder nu som [stilling] [hos arbejdsplads]. Han hjælper sine forældre med at oversætte henvendelser fra de danske myndigheder, oversætte for forældrene ved lægebesøg samt hjælper forældrene med at betale husleje. Der findes på baggrund af oplysningerne og klagerens egen forklaring ikke at være et afhængighedsforhold mellem klageren og [X], således at en nægtelse af en forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med klagerens ret til et privat- og familieliv. Som følge heraf stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af 23. oktober 2020. Syri/2021/202/EEB
Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra provinsen [A] og Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive anholdt af regimet, herunder at han vil blive udsat for tortur og dø i forbindelse med tortur. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter oppositionstyrker og andre grupperinger i Syrien. Til støtte herfor, har klageren forklaret, at han er politisk flygtning og var forfulgt af det syriske regime, ligesom han har været forsøgt hvervet fra oppositionsstyrker i [A]. Han har endvidere forklaret, at han løbende er blevet udsat for chikane fra myndighederne på grund af, at han stammer fra [A]. [I foråret] 2021 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, nægtes forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sin nægtelse af forlængelsessag henvist til, at han frygter at blive tilbageholdt af myndighederne ved en tilbagevenden. Til støtte herfor har klageren forklaret, at han i 2016 har indsendt to dokumenter til Udlændingestyrelsen, som bevis for, at han har været tilbageholdt i Syrien, og at han under tilbageholdelsen blev udsat for overgreb af de syriske myndigheder. Klageren har videre forklaret, at hans ældste søn blev indkaldt til militærtjeneste, idet sønnen var i værnepligtig alder, og at hans ægtefælle blev tilbageholdt ved grænsen, fordi to af hendes brødre var medlemmer af Den Frie Syriske Hær. Ægtefællen blev fængslet i omkring syv måneder, hvorefter hendes familie betalte bestikkelse for at få hende løsladt. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren kommer fra Damaskus. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren til Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2015 har forklaret, at ”ansøger er født i [A] og boede der frem til han fyldte 7 år. Han flyttede herefter til Damaskus sammen med sin familie på grund af hans faders arbejde. Hans fader arbejdede som almindelig arbejdsmand. Herefter boede ansøger i Damaskus frem til 2011, hvor han på grund af de generelle forhold flyttede til [A], [B]. Her boede han frem til primo 2013. Primo 2013 flyttede ansøger til Damaskus til på grund af den pres ansøger var udsat for i [A]. Han blev presset fra oppositionens styrker. De anmodede ansøger om at deltage i demonstrationer og ansøger afviste. I perioden 2013 til [sommeren] 2015 boede ansøger i Damaskus i bydelene [C] [D] og [E]”. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klageren over for Flygtningenævnet har forklaret, at han flyttede til Damaskus fra [A] som 7-årig, hvor han opholdt sig i tre år, og at han dernæst flyttede til Damaskus som 19- til 20-årig i forbindelse med aftjening af sin militærtjeneste, idet nævnet lægger vægt på, at han har boet det meste af sit voksne liv i Damaskus, hvor han også har arbejdet og udøvet sit familieliv. Flygtningenævnet finder derfor ikke anledning til at imødekomme klagerens påstand om at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2021, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet er opmærksom på rapport fra Amnesty International fra september 2021 – ”You´re going to your death”. Flygtningenævnet finder derfor, at der skal anvendes et forsigtighedsprincip i sager af nærværende karakter. Flygtningenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på andre baggrundsoplysninger herunder EASO´s rapport: Country Guidance:Syria fra september 2020 samt Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governates of Damascus and Rural Damascus, fra oktober 2020. Flygtningenævnet har derfor ikke fundet anledning til at ændre sin praksis. Flygtningenævnet tiltræder endvidere af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, at klageren ikke har sådanne alvorlige helbredsmæssige problemer, at det vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3 at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Det fremgår af EMRK artikel 8, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sket i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. EMRK artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af hans ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 11 stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder endvidere, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt formål til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse, at det ikke vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 8 at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse, idet Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren indrejste i Danmark som [alder] årige, at han har haft lovligt ophold i Danmark i omkring [opholdstal] år, at han i Danmark har arbejdet som [erhverv]medarbejder i [sommeren] 2018 til [efteråret] 2019. Flygtningenævnet finder ikke, at klagerens herboende ægtefælle og yngste søn har opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at det kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet besluttede [i efteråret] 2016, at klageren ikke fyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. eller stk. 2. Flygtningenævnet tiltræder i dag disse grunde og bemærker herunder, at det fortsat beror på klagerens egen formodning, at han har en konflikt med myndighederne i Syrien. Han har derfor fortsat ikke sandsynliggjort, at han er i risiko for en konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, hvorfor han heller ikke kan meddeles opholdstilladelse efter disse bestemmelser. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerens ældste søn, der er udrejst af Syrien, før han blev indkaldt til militærtjeneste, har unddraget sig militærtjeneste i Syrien. For så vidt angår frygten for overgreb som følge af sønnens unddragelse af militærtjeneste bemærker nævnet, at det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Syria, Military Service”, maj 2020, at familiemedlemmer til desertører eller til mænd, der har unddraget sig militærtjeneste, ikke er udsat for overgreb, med mindre der er tale om særligt profilerede personer. Der er ikke grundlag for at antage, at klagerens søn er særligt profileret i forhold til de syriske myndigheder. Klageren findes således ikke at have sandsynliggjort, at han er i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 som følge af sønnens unddragelse af militærtjeneste. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/201/sme
Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim fra [bydel A], Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at han [i vinteren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2 på baggrund af de generelle forhold som følge af væbnede kampe og angreb på civile. [I foråret] 2021 forlængede Udlændingestyrelsen klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2 på baggrund af klagerens individuelle forhold. Udlændingestyrelsen har lagt til grund at klageren har familiemedlemmer, der har været medlem af Den Frie Syriske Hær, og at han har sin mor, to søstre og tre brødre i Idlib. Udlændingestyrelsen på baggrund af de aktuelle baggrundsoplysninger om situationen i Syrien, herunder for personer, som har nærtstående familie i Idlib, ikke kunne afvise, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for at blive udsat for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller menneskelig behandling eller straf. Klageren har [i sommeren] 2021 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han i Syrien har været en del af Den Frie Syriske Hærs styrker og træningscenter. Han frygter derfor, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil blive personligt forfulgt, idet alle ved, at han har udført arbejde for styrkerne. Dette bestyrkes af, at klagerens familie tilsvarende har arbejdet for Den Frie Syriske Hær. Klageren har forklaret, at han i [et nordafrikansk land] har været ansat i et firma, der udførte [arbejde] i en træningslejr, hvor der opholdt sig soldater, der blev trænet til at kæmpe mod den syriske hær. Arbejdet blev udført i en periode på en måned i 2013. At klageren figurerer på fotos, som efterfølgende er kommet til de syriske myndigheders kendskab, beror udelukkende på klagerens egen formodning. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at det er særdeles usandsynligt, at de syriske myndigheder skulle være bekendt med dette og skulle efterstræbe klageren som følge heraf. Klageren har videre forklaret, at han inden sin udrejse af Syrien deltog i en demonstration, at han i den forbindelse sammen med ca. 20 andre blev anholdt, at han var tilbageholdt i ca. halvanden måned og efter sin løsladelse fik udstedt pas og udrejste legalt af Syrien på dette pas. Flygtningenævnet kan på den baggrund ikke lægge til grund, at klageren er efterlyst af de syriske myndigheder som følge af sin deltagelse i demonstrationer. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke på grund af egne forhold ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Som følge af klagerens familiemedlemmers tilknytning til Den Frie Syriske Hær finder Flygtningenævnet, som Udlændingestyrelsen, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/200/imbs
Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Rif Damaskus, Syrien. Klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015 og indgav ansøgning om asyl samme dag. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, under henvisning til de generelle forhold i Syrien. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at han og hans familie ville blive mishandlet eller slået ihjel af de syriske myndigheder. Til støtte for asylmotivet oplyste klageren, at han var medlem af Baath-partiet fra 1963 til 1980, og at han var [position i partiet] i Rif Damaskus. I [80'erne] og i [80'erne] blev klageren opsøgt af medlemmer af efterretningstjenesten, som spurgte ind til klagerens udmeldelse af partiet, ligesom de forsøgte at få klageren til at genoptage arbejdet i partiet. I [00'erne] blev klageren på ny indkaldt til en samtale med efterretningstjenesten, hvor han igen blev tilbudt at genindtræde i partiet. Klageren afslog tilbuddet, og herefter blev klageren ikke kontaktet igen. Klagerens sønner, [A] og [B], blev henholdsvis i [vinteren 12/13] og i [efteråret] 2014 fængslet af de syriske myndigheder for at have samarbejdet med oppositionen. [B] blev løsladt den [i efteråret] 2014, mens [A] fortsat var forsvundet. [I foråret] 2015 blev klageren på sin bopæl anholdt af efterretningstjenesten. Klageren blev tilbageholdt i [omkring en måned], hvor han blev afhørt om, hvorfor han havde forladt partiet og om klagerens tilhørsforhold til grupperinger i Syrien. Ligeledes blev klageren udsat for tortur. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Styrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Rif Damaskus. Forbedringen må antages ikke at være af helt midlertidig karakter, hvorfor klageren ved en tilbagevenden til Rif Damaskus ikke vil befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. I forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse har klageren fortsat henvist til, at han frygter at blive tilbageholdt og henrettet af de syriske myndigheder grundet sin udmeldelse af Baath-partiet, og idet partiet ikke kan lide ham og hans familie, da han er en mand med holdninger. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han har været tilbageholdt i et fængsel, hvor han blev udsat for tortur. Som følge heraf lider han i dag af tinnitus. Klagerens sønner er ligeledes blevet udsat for tortur. [A] blev i 2013 anholdt efter en eksplosion i en busterminal i [by], Latakia, og han blev løsladt ved hjælp fra en advokat. Advokaten opfordrede [A] til at flygte, idet sagen om eksplosionen ikke var afsluttet. Efterfølgende blev [B] i 2014 anholdt og udsat for tortur. Han blev løsladt omkring tre måneder senere og flygtede kort tid herefter fra Syrien. Sønnerne blev tilbageholdt grundet klagerens udmeldelse af Baath-partiet. Herudover har klageren som asylmotiv henvist til, at det ikke er sikkert i klagerens hjemområde, idet iranske militser har magten i området. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han er i fare grundet sin religion, idet iranere er shiamuslimer, og dermed er imod sunnimuslimer. Klagerens brors barnebarn, to af hans fætres sønner på sin fars side og to fætre på sin mors side er blevet likvideret af den iranske milits på grund af klageren. Fætrene på hans fars side blev slået ihjel i 2013, mens fætrene på hans mors side forsvandt i 2015, hvorefter ingen har hørt fra dem. De blev alle anholdt på grund af klagerens udmeldelse af Baath-partiet. Endvidere har klageren som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, såfremt hans sønner ikke melder sig til militærtjeneste. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at klageren [i efteråret] 2015 er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Opholdstilladelsen i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, er således meddelt med henblik på midlertidigt ophold og vil ikke skulle forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Klageren har siden 1945 boet i Rif Damaskus, men boede fra omkring 2013 og indtil sin udrejse i [sommeren] 2015 i Latakia på grund af optrapningen i området. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at det ved sagens afgørelse derfor skal lægges til grund, at klageren kommer fra Rif Damaskus. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse på området. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil udgøre et væsentligt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder således, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker desuden, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 3, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål, og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2, jf. herved også dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagerne Konstantinov v. The Netherlands (2007), præmis 53, Nnyanzi v. the United Kingdom (2008), præmis 76, Nacic and others v. Sweden (2012), præmis 79. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime mål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet har ved vurdering af klagerens ret til privatliv henset til, at klageren er født og opvokset i Syrien indtil sin udrejse som [sine 70'ere]. Han har gået i grundskole i 6 år og har arbejdet 20 år i [en butik]. Han er syrisk statsborger, taler arabisk og har venner i Syrien. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i 6 år. Ved vurderingen af klagerens ret til familieliv bemærkes, at han i Danmark har sin ægtefælle, [C], og sin datter, [D], som begge er blevet familiesammenførte med klageren. Han har derudover [to familiemedlemmer] i Danmark. Flygtningenævnet bemærker, som ovenfor anført, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. Klageren har således siden meddelelsen af opholdstilladelsen [i efteråret] 2015 været bekendt med dennes midlertidige karakter. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har opnået en særlig tilknytning til Danmark. Det bemærkes herved, at voksne børn og forældre som udgangspunkt ikke er omfattet af beskyttelsen af familieliv i EMRK artikel 8, medmindre der foreligger et særligt afhængighedsforhold mellem forælder og barn. Det bemærkes endvidere, at klagerens oplysninger om sine helbredsforhold ikke kan føre til en anden vurdering, idet der ikke er tale om sådanne alvorlige helbredsmæssige problemer, at en nægtelse af forlængelse vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3. Der er herved henset til de samme omstændigheder som anført af Udlændingestyrelsen, herunder at klageren modtager medicinsk behandling for sine lidelser. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder rapport fra EASO, Syria, Socioeconomic situation, Damascus City, fra februar 2020, har Syrien hospitaler i Damaskus med den største tilgængelighed af tjenester til behandling af ikke-smitsomme sygdomme, såsom blandt andet hjertekarsygdomme, og der er i Damaskus to hospitaler, specialiserede i kardiologi. Endelig fremgår det af afgørelsen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen Emre mod Schweitz (klage nr. 42034/04) og Hasanbasic mod Schweitz (klage nr. 52166/09), at en udlænding ikke kan påberåbe sig ret til at forblive på en medlemsstats territorium med henblik på fortsat lægebehandling. En nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelser er således ikke i strid med Danmarks internationale forpligtelser, er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel og hverken i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Klagerens opholdstilladelse kan på denne baggrund ikke forlænges. Der skal herefter foretages en vurdering af, hvorvidt klageren på grund af sine individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at der ikke er fremkommet nye oplysninger i forhold til klagerens oprindelige asylmotiv, som Udlændingestyrelsen tog stilling til ved afgørelsen af [efteråret] 2015, hvorved Udlændingestyrelsen vurderede, at det forekom utroværdigt, at klageren efter sin udmeldelse af Baath-partiet i begyndelsen af 1980´erne pludselig skulle blive udsat for fysiske overgreb og trusler af denne grund. Heller ikke klagers forklaring om sin anholdelse og tilbageholdelse i [en måned] dage kan medføre, at klageren derved står i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Der er herved henset til klagerens egen oplysning om, at han blev løsladt uden betingelser og er udrejst af Syrien legalt og uden problemer. Det forhold, at klager har oplyst, at flere af klagers familiemedlemmer i Syrien er blevet anholdt og dræbt på grund af klagers udmeldelse af Baath-partiet i begyndelsen af 1980´erne, kan af de grunde, som er anført af Udlændingestyrelsen ikke føre til en anden vurdering. Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at klager frygter iranske militser, som har kontrollen i området, hvor klager kommer fra. Der er herved henset til, at klager er sunnimuslim og alene har oplevet at blive talt grimt til ved kontrolposter på grund af klagers religion, men ikke i øvrigt har oplevet konflikter af denne grund. Det forhold, at klager har oplyst ikke at have et hjem at vende tilbage til, da klagerens hus blev ødelagt ved et bombardement i 2018, er et forhold af socioøkonomisk karakter og kan ikke begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at klagerens sønner, [B] og [A] har unddraget sig militærtjeneste kan ikke antages at medføre, at klager derved er i risiko for forfølgelse eller overgreb. Der er herved henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport ”Syria, Military Service” fra maj 2020 og rapport fra European Asylum Support Office, ”Syria, Military Service” fra april 2021, hvoraf fremgår blandt andet, at familiemedlemmer til militærunddragere ikke vil opleve problemer ved en tilbagevenden til Syrien og at risikoen for familiemedlemmer i høj grad afhænger af, hvor højt profileret militærunddrageren er i forhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet bemærker af de grunde, som er anført af Udlændingestyrelsen, at [B] og [A] ikke er profileret i forhold til de syriske myndigheder. De har således ikke deltaget i demonstrationer eller været politisk aktive. Anholdelsen af [A] i 2013 efter en eksplosion i en busterminal skyldtes at alle nye borgere blev anholdt, og han blev løsladt, da han fik en advokat. [B's] anholdelse i 2014 eller 2015 skete i forbindelse med, at efterretningstjenesten spurgte, om han havde våben i huset. [B] blev efterfølgende løsladt. På ovennævnte baggrund vurderer Flygtningenævnet derfor, at klageren ikke er i risiko for at blive anholdt og henrettet, som følge af sin udmeldelse af Baath-partiet i begyndelsen af 1980´erne eller som følge af sine sønners unddragelse fra militærtjeneste. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2021/199/CHPE
Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra […], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte den [dato i tredje kvartal af] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold. Udlændingestyrelsen har den [dato i andet kvartal af] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, da han har hørt, at han er eftersøgt på grund af en mistanke om, at han har handlet eller udleveret våben og en mistanke om ulovlig valutahandel. Han har til støtte herfor oplyst, at hans bror, som bor i Syrien, blev bekendt med at klageren var eftersøgt, idet de syriske myndigheder én gang i 2018 ransagede hans hus, i hvilken forbindelse de oplyste, at de ledte efter klageren. Hans øvrige familie, der er bosat i Syrien, er ikke blevet opsøgt af de syriske myndigheder på grund af klageren. Klageren har ikke tidligere haft konflikter med de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASOs rapport: Country Guidance: Syria, fra september 2020 og Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governorates af Damascus and Rural Damascus fra oktober 2020 og Dansk Flygtningehjælps Landeprofil om Syrien fra juni 2021. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse, der er meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 2, der er meddelt som følge af de generelle forhold i Damaskus i 2014. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i at inddrage klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Flygtningenævnet kan tiltræde af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse af [dato i første kvartal af] 2021, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at inddrage klagerens opholdstilladelse. Nævnet har herved blandt andet taget i betragtning, at klageren ikke kan anses for at stå i et særlig afhængighedsforhold til sin voksne søn, [A], der i foråret 2021 fik bopæl hos klageren, efter at han mistede retten til sin egen lejlighed. [A] havde forinden boet i egen lejlighed i to år. Klageren har ikke familiemedlemmer i Danmark, bortset fra [A], og længden af klagerens ophold i Danmark og hans tilknytning til arbejdsmarkedet samt oplysningerne om klagerens helbredsmæssige forhold kan i øvrigt ikke føre til andet resultat. Klageren har påberåbt sig individuelle asylbegrundende forhold vedrørende handel med våben og valuta samt sin søns unddragelse af militærtjeneste, og Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, hvorvidt klageren på denne baggrund er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klagerens forklaring om, at han nu er eftersøgt af de syriske myndigheder for handel med våben og valuta ikke fremstår overbevisende, og at forklaringen derfor ikke kan lægges til grund. Nævnet lægger vægt på, at klageren under samtalen med Udlændingestyrelsen den [dato i fjerde kvartal af] 2020 har forklaret, at han gætter på, at ukendte personer, der er blevet anholdt af myndighederne, har opgivet klagerens navn, hvorefter klageren er blevet opført på en liste over eftersøgte personer. Klagerens bror, [B], har i 2018 fortalt klageren, at klageren er opført på listen, og at myndighederne har været på familiens bopæl for at spørge efter klageren. Myndighederne har alene henvendt sig én gang på familiens bopæl og har i øvrigt ikke foretaget anholdelser eller tilbageholdelser af medlemmer af familien, der fortsat bor i et tidligere oprørskontrolleret område, […], i Damaskus. Der lægges også vægt på, at klageren under samtalen med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han ikke er eftersøgt på grund af valutahandel, og at det fremgår af referatet af samtalen, at det er godkendt og underskrevet af klageren. For så vidt angår frygten for overgreb som følge af [A]s unddragelse af militærtjeneste bemærker nævnet, at det fremgår af Udlændingestyrelsens rapport, ”Syria, Military Service”, maj 2020, at familiemedlemmer til mænd, der har unddraget sig militærtjeneste, ikke er udsat for overgreb, medmindre der er tale om særligt profilerede personer. Der er ikke grundlag for at antage, at [A] er særligt profileret i forhold til de syriske myndigheder, og klageren har derfor ikke sandsynliggjort, at han er i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 som følge heraf. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han under opholdet i Danmark er kommet i de syriske myndigheders søgelys, og at ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/197/DH
Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Sagen er sambehandlet med Syri/2021/195/rila. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning. Klageren er født og opvokset i Damaskus, Syrien, men flyttede 10 måneder forud for sin udrejse af Syrien til [område], Rif Damaskus. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren var på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse mindreårig og derfor omfattet af sin mors asylsag. Under den oprindelige asylsag henviste klagerens mor som asylmotiv til, at familien forlod Syrien, fordi familiens søn [A] var blevet genindkaldt til militærtjeneste. Klagerens mor henviste videre til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagernes opholdstilladelse ikke længere er tilstede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter at blive tilbageholdt af de syriske myndigheder, fordi [familiens efternavn] familien er eftersøgt af myndighederne. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes farbrors sønner har været en del af Den Frie Syriske Hær. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren kommer fra Damaskus. Flygtningenævnet bemærker, at klageren er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at opholdstilladelsen ikke skal forlænges, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Fra baggrundsoplysningerne kan der senest mere generelt henvises til EASO, ”Syria Security situation – Country of Origin Information Report”, juli 2021. De forhold, der fremgår af Amnesty Internationals rapport, ”You are going to your death – Violations against Syrian Refugees returning to Syria”, september 2021, kan ikke føre til en ændret vurdering af de generelle forhold i Damaskus. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er i strid med EMRK´s artikel 8. Efter EMRK’s artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Der må ikke gøres indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt af de i artikel 8, stk. 2, nævnte grunde. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vurdering af statens interesse i ikke at forlænge klagernes opholdstilladelse overfor intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil indebære i deres ret til familie og privatliv. Klageren er født og er opvokset i Damaskus i Syrien, hvor hun har boet i det meste af hendes liv. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [slutningen af] 2015. Klageren har gået i folkeskole i nogle år i Danmark og har gået på musikefterskole i [dansk by] og højskole i [dansk by]. Hun har oplyst, at hun kun kan lidt dansk. Hun har ikke arbejdet i Danmark og går hjemme. Klageren har to voksne brødre og en voksen søster og en niece, der har fået opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har tre voksne søstre i Egypten. Klageren har en farbror i Damaskus i Syrien. For så vidt angår retten til familieliv bemærkes, at søskende som udgangspunkt ikke er omfattet af familieliv i EMRK’s artikel 8´s forstand, medmindre der foreligger et særligt afhængighedsforhold. Efter de foreliggende oplysninger er der ikke oplyst om forhold, der må antages at udgøre et særligt afhængighedsforhold mellem klageren og hendes søskende i Danmark. Med hensyn til klagerens forældre bemærkes, at deres sager behandles sammen med nærværende sag. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Klageren har oplyst, at hun tager medicin for at tage på i vægt, D-vitamin og medicin mod blodmangel. Flygtningenævnet finder ikke, at dette kan anses for sådanne helbredsmæssige problemer, der ved en tilbagevenden til Syrien vil udsætte klageren for en sådan situation, der vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3. Der er herved bl.a. lagt vægt på baggrundsoplysningerne i ovennævnte rapport om at, syrere har adgang til offentlige sundhedsydelser og hospitaler i Damaskus. Flygtningenævnet kan på ovennævnte baggrund tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering i afgørelsen af [dato i foråret] 2021 om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, ikke kan forlænges. Der skal herefter foretages en vurdering af, om klagerne er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flertallet af Flygtningenævnet finder, at klagerne ikke er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, som følge af hendes individuelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at klageren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i begyndelsen af] 2021 har oplyst, at hun aldrig har deltaget i politiske aktiviteter, samt at hun ikke har haft konflikter med myndigheder eller andre i Syrien. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerens to brødre har unddraget sig militærtjeneste i Syrien. Klagernes ene bror, [A], var genindkaldt til militærtjeneste i slutningen af 2012. Den anden bror var endnu ikke indkaldt til militærtjeneste, da klagerne udrejste af Syrien. For så vidt angår frygten for overgreb som følge af brødrens unddragelse af militærtjeneste bemærker nævnet, at der fremgår af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Syria, Military Service”, maj 2020, at familiemedlemmer til mænd, der har unddraget sig militærtjeneste, ikke er udsat for overgreb, med mindre der er tale om særligt profilerede personer. Flygtningenævnet finder ikke, at der er grundlag for at antage, at klagernes brødre er særligt profilerede i forhold til de syriske myndigheder, og klageren findes således ikke at have sandsynliggjort, at hun er i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 som følge heraf. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren har oplyst, at klagerens far og bror angiveligt har deltaget i demonstration i Danmark, og at de har fået at vide, at klagerens far og hendes bror angiveligt er eftersøgte af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har i klagerens forældres sag ikke fundet det sandsynliggjort, at han og klagerens bror er eftersøgt af de syriske myndigheder af denne grund. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at klageren frygter, at hun vil blive tilbageholdt af de syriske myndigheder på grund af sit efternavn, idet hun har familiemedlemmer, der angiveligt har kæmpet for Den Frie Syriske Hær. Flygtningenævnet har i klagerens forældres sag ikke fundet det sandsynliggjort, at familien er eftersøgt af de syriske myndigheder af denne grund blandt andet på grund af klagerens forældres divergerende og udbyggende forklaringer derom. Det bemærkes herunder endvidere, at det fremgår af klagerens forældres samtaler med Udlændingestyrelsen [i begyndelsen af] 2020 og [i efteråret] 2020, at klageren og hendes familie frem til deres udrejse boede i et område kontrolleret af de syriske myndigheder, og hvor der boede officerer, der var under det syriske regime, uden at opleve problemer på grund af deres familienavn. Det bemærkes endvidere, at klagerens mor fik udstedt pas forud for udrejsen af Syrien, og at klagerens forældre heller ikke forud for deres udrejse af Syrien har været tilbageholdt som følge af, at alle med familiens efternavn skulle være efterlyst, samt at klageren og hendes forældre udrejste legalt af Syrien. Sammenfattende finder Flygtningenævnet således efter en samlet vurdering, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Endvidere bemærker Flygtningenævnet, at socioøkonomiske forhold ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ”Syri/2021/196/rila
Nævnet meddelte i september 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2020 idømt fængsel i fem måneder for overtrædelse af straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 276 samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, men er ved [Landsrettens] ankedom [fra efteråret] 2020 udvist med indrejseforbud i seks år, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er etnisk araber og muslim fra [landsby], [by], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men har oplyst, at han i Syrien nogle få gange har deltaget i demonstrationer for sunnimuslimers rettigheder. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive tvunget til at aftjene militærtjeneste. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er blevet genindkaldt til militærtjeneste. Ved en tilbagevenden vil han blive en del af reservetjenesten og skal bære våben og slå andre personer ihjel, hvilket han ikke ønsker at gøre. Klageren har som asylmotiv videre henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, idet han er en del af [B]-slægten. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans farbror og to af hans fars fætre, som var højtstående officerer i den syriske hær, deserterede fra militæret i 2012 for at tilslutte sig Den Frie Syriske Hær. I denne forbindelse lagde de en video op på [socialt medie], hvor de erklærede, at de var deserteret og havde tilsluttet sig Den Frie Syriske Hær. Som følge heraf er deres slægt blevet eftersøgt af de syriske myndigheder, og klagerens onkel og fætter blev slået ihjel af de syriske myndigheder ved en kontrolpost på baggrund familiemedlemmernes desertering. Klagerens fætter har fremvist et USB-stik til ham, hvoraf det fremgår, at hele deres familie er eftersøgt af de syriske myndigheder, og at klageren endvidere er eftersøgt på baggrund af, at han er genindkaldt til militærtjeneste. Klageren har endelig som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al-Nusra-fronten, idet han nægtede at tilslutte sig dem, hvorfor de betragter klageren som værende en forræder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han forud for sin udrejse blev tilbageholdt af al-Nusra-fronten, idet de ville have klageren til at tilslutte sig dem. Idet han nægtede dette, blev han tilbageholdt i omkring to måneder, før det lykkedes ham at flygte. Om klageren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 Af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse, tiltræder Flygtningenævnet, at det ikke kan lægges til grund, dels at klageren forud for sin udrejse har været genindkaldt til militæret, dels at klageren forud for sin udrejse har haft en konflikt med salafister fra al-Nusra-fronten, hvor klageren skulle have været tilbageholdt i to måneder. Flygtningenævnet tiltræder endvidere, at klageren er i risiko for at blive indkaldt til militærtjeneste, da klageren er i den militærpligtige alder, og at klagerens tre onkler er deserteret fra det syriske militær for at tilslutte sig Den Frie Syriske Hær. På den baggrund finder Flygtningenævnet også, at klageren har sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse fra de syriske myndigheder omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren er derfor isoleret set omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Om udlændingelovens § 31 er til hinder for udsendelse, og om udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., udelukker opholdstilladelse Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionens artikel 1 A anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Da klageren som nævnt isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, finder Flygtningenævnet ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter bl.a. §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Det følger af forarbejderne til § 10, stk. 3, jf. lov nr. L 32 af 13. december 2001, at afvejningen mellem de i bestemmelsen nævnte forhold, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at der meddeles opholdstilladelse, for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, skal foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke kan anses som en fare for Danmarks sikkerhed. Flygtningenævnet finder, at sidste led i flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, må forstås således, at den pågældende ved endelig dom er dømt for en særlig farlig forbrydelse, og at den pågældende må betragtes som en fare for samfundet. Ved fastlæggelsen af det nærmere anvendelsesområde for flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, herunder bl.a. begrebet ”en særlig farlig forbrydelse”, må det tages i betragtning, at artikel 33, stk. 2, har karakter af en undtagelse fra det generelle princip i artikel 33, stk. 1. Spørgsmålet er herefter i første række, om klageren er dømt for en særlig farlig forbrydelse i artikel 33, stk. 2’s forstand. Det fremgår af sagen, at klageren ved [Landsrettens] ankedom [fra efteråret] 2020 blev idømt en fællesstraf på fængsel i fem måneder for tyveri af [genstand] fra en […] til en værdi af ca. 8.000 kr. og forsøg på at stjæle yderligere [genstand] (forhold 1) samt forsøg på at stjæle [genstand] fra samme […] ved en anden lejlighed (forhold 2), jf. straffelovens § 40, stk. 1, jf. § 61, stk. 2, jf. straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 276, jf. til dels § 21. Fællestraffen vedrørte en reststraf på 52 dage, der angik en dom afsagt [i foråret] 2016 af [byretten]. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Efter en samlet vurdering af karakteren af de forhold i den nævnte dom, der begrundede udvisningen af klageren – samt når også henses til bl.a., at der ikke som anført af Udlændingestyrelsen var tale om indbrudstyveri – finder Flygtningenævnet, at klageren ikke ved denne dom er dømt for en særlig farlig forbrydelse i artikel 33, stk. 2’s forstand. Flygtningenævnet bemærker, at selv hvis der lægges vægt på klagerens tidligere domme finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at ændre den nævnte vurdering, idet de tidligere domme også angår tyveri eller forsøg på tyveri af blandt andet [genstand], [genstand], [genstand] og [genstand] fra pladser tilhørende erhvervsdrivende virksomheder. Allerede på den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at der ikke i medfør af udlændingelovens §10, stk. 3, 1. pkt., er grundlag for at udelukke klageren for opholdstilladelse efter § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor fortsat klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Syri/2021/192/imbs
Nævnet omgjorde i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, på individuelle forhold. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim. Klageren er født i [by], [land i Mellemøsten], men har boet i Damaskus, Syrien, siden hun var et år og frem til udrejsen af Syrien i 2013. Klageren er statsborger i Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2014, og at hun [i foråret] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af de generelle forhold i Syrien. [I foråret] 2021 forlængede Udlændingestyrelsen klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, på baggrund af Danmarks internationale forpligtelser. Klagerens advokat har [i foråret] 2021 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2021. Klagerens advokat har ikke begrundet klagen nærmere. I forbindelse med sin oprindelige asylsag henviste klageren til de generelle forhold i Syrien som følge af borgerkrigen. Klageren henviste endvidere til, at hendes far havde været tilbageholdt af de syriske myndigheder. Klageren henviste endelig til, at hun sammen med sin mor og søster udrejste på grund af, at familiens nabo blev skudt af en snigskytte foran klageren. Til støtte herfor oplyste klageren, at myndighederne en tidlig morgen anholdte klagerens far, som efterfølgende var tilbageholdt i 15 dage, hvor han blev udsat for tortur. To måneder efter løsladelsen blev klagerens families bopæl ransaget af myndighederne, hvilket muligvis skyldtes, at myndighederne ledte efter klagerens bror, der imidlertid ikke var hjemme. Klageren oplyste endvidere, at klageren og hendes mor besluttede sig for at udrejse, fordi deres nabo blev skudt og dræbt af en snigskytte foran klageren, og at klageren havde en video af skudepisoden. Klagerens fader og broder udrejste fire måneder før klageren og dennes søster samt moder. I forbindelse med den seneste forlængelsessag i Udlændingestyrelsen har klageren henvist til sit oprindelige asylmotiv, ligesom hun har henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, fordi hun har været i telefonisk kontakt med en [sundhedsperson] fra Den Frie Syriske Hær, og fordi hun figurerer på et klip på [socialt medie]. Hun har endelig henvist til, at hun frygter, at hendes børn vil blive bortført eller slået ihjel, som følge af den generelle situation i Syrien. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hun fem gange i 2012 telefonisk kontaktede en [sundhedsperson] i Den Frie Syriske Hær, i hvilken forbindelse klageren anmodede denne om at behandle sårede i klagerens hjemområde. Klageren har endvidere henvist til et videoklip fra [socialt medie], der forestiller en dræbt person liggende på gaden. I den forbindelse har klageren oplyst, at hun står i baggrunden og ikke kan ses af kameraet, men at man i videoklippet kan høre nogen sige hendes navn, og at hun skal gå væk. Om opholdstilladelse som følge af de generelle forhold i Syrien Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen [i foråret] 2014 meddelte klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2 (beskyttelsesstatus), med henvisning til, at ”personer, der kommer fra områder i Syrien, hvor der foregår væbnede kampe, områder hvor der sker angreb mod civile, eller hvor der for nyligt har fundet sådanne handlinger sted, ved en tilbagevenden til hjemlandet aktuelt må anses for at være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3”, jf. herved Udlændingestyrelsens tilladelsesresolution [fra foråret] 2014. Spørgsmålet er herefter i første række, om der med henvisning til de generelle forhold i Syrien er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har boet i bydelen [A], Damaskus, indtil sin udrejse fra Syrien. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i Damaskus. Foruden det baggrundsmateriale, som Udlændingestyrelsen har henvist til i den påklagede afgørelse, kan der til støtte for den nævnte vurdering af forholdene i Damaskus-området også henvises til side 122 i European Asylum Support Offices rapport fra september 2020 (Country Guidence: Syria), hvor det anføres, at ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD”. Herudover kan der henvises til Udlændingestyrelsens rapport fra oktober 2020, Syria, Security and Socio-economic situation in the governates of Damascus and Rural Damascus, hvor det på side 11 anføres, at ”Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …”. Denne vurdering er gengivet i European Asylum Support Offices rapport fra juli 2021 (Syria, Security Situation), side 226 f. På den anførte baggrund tiltræder Flygtningenævnet således, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Damaskus. Om opholdstilladelse pga. kontakt til en [sundhedsperson] fra Den Frie Syriske Hær samt klagerens medvirken på et [socialt medie]-klip mv. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, på baggrund af klagerens individuelle forhold, bemærkes i forhold til klagerens henvisning til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, fordi hun fem gange har været i telefonisk kontakt med en [sundhedsperson] fra Den Frie Syriske Hær, at klageren under den første samtale (oplysnings- og motivsamtalen) [fra foråret] 2014 ikke oplyste om sin kontakt med den pågældende [sundhedsperson], hvilket ville have været ganske oplagt at oplyse om, når også henses til, at hun under den første samtale oplyste om, at hun var i besiddelse af en video, som hun efterfølgende har oplyst er optaget af den pågældende [sundhedsperson]. Flygtningenævnet finder derfor ikke at kunne lægge denne del af klagerens forklaring til grund. For så vidt angår det påberåbte videoklip fra [socialt medie], der viser en dræbt person liggende på gaden, finder Flygtningenævnet, at klageren i kraft af dette videoklip ikke kan anses for at have bragt sig i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Der kan herved henvises til blandt andet, at det ikke ud fra videoen kan udledes, at videoen er udtryk for mere og andet end en video, der viser en dræbt mand. Det kan således ikke udledes, at videoen er udtryk for en afstandstagen til det syriske regime. Hertil kommer i øvrigt, at klageren ikke umiddelbart kan identificeres, eftersom hun ikke fremgår af videoklippet. Det forhold, at man i videoklippet kan høre nogen sige ”[klagerens navn]”, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at de nævnte forhold medfører, at klageren står i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder, hvorfor der ikke på denne baggrund er grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Det samme gælder klagerens henvisning til, at hun frygter, at hendes børn vil blive bortført eller slået ihjel, som følge af den generelle situation i Syrien, jf. herved også det ovenfor anførte om de aktuelle generelle forhold i Damaskus. Endelig gælder det samme også klagerens synspunkt om, at hun risikerer overgreb som følge af broderens manglende aftjening af sin militærtjeneste. Om opholdstilladelse som følge af klagerens familiemæssige forhold Flygtningenævnet har ved beslutning [fra foråret] 2021 meddelt klagerens fader og moder opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. I beslutningen hedder det bl.a.: ”Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagernes [dvs. faderen og moderens] forklaringer til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerne har fremtrådt meget troværdige under mødet i nævnet. … Flygtningenævnet finder på den baggrund og sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders overgreb f.eks. ved afhøringer og fængslinger mv., at klagerne har sandsynliggjort, at klagerne som følge af den mandlige klagers anholdelse og tilbageholdelse og omstændighederne ved hans løsladelse og baggrunden for, at klageren og sønnen og senere den kvindelige klagers og døtrenes udrejse af Syrien ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for overgreb fra myndighederne omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at antage, at de syriske myndigheder i den anledning som sådan anser klagerne for politiske modstandere af styret. Klagerne opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Af nævnsbeslutningens afsnit vedrørende ”begrundelse og resultat” fremgår i øvrigt bl.a., at faderen havde oplyst, at faderens søn og nevøer deltog i forskellige demonstrationer i [bydelen A] i Damaskus, at flere af faderens familiemedlemmer havde været anholdt, tortureret eller blevet slået ihjel af de syriske myndigheder, og at faderen havde været tilbageholdt af myndighederne i 13 dage, fordi han skulle have skjult terrorister på sin bopæl. Endvidere fremgår, at faderen og moderen havde forklaret, at de frygtede de syriske myndigheder, fordi faderen havde været tilbageholdt og tortureret, at faderen alene var blevet løsladt, fordi faderens nevø, der var medlem af [organisation], havde kontakter til myndighederne, og at faderen – efter at faderen, moderen, deres søn og døtre havde levet i skjul hos deres familie – havde henvendt sig og sagt, at den mandlige klager og klagerens søn skulle forlade Syrien, fordi myndighederne var efter dem, hvorefter nevøen hjalp dem med udrejse af Syrien. Af faderens forklaring for Flygtningenævnet fremgår, at han forklarede bl.a., at faderen og dennes søskende havde hjulpet sårede under krigen, at faderens svigerfamilie, […], havde hjulpet folk, der var imod regimet, herunder fattige og sårede, at 11 personer fra faderens familie var blevet slået ihjel, og at faderen havde skjult sin nevø hjemme hos sig selv, hvorefter myndighederne havde tilbageholdt faderen i 13-14 dage bl.a. i en bygning, hvor efterretningstjenesten holdt til. Af moderens forklaring for Flygtningenævnet fremgår bl.a., at faderen efter tilbageholdelsen af myndighederne havde store blå mærker på ryggen, skuldrene og armene, at moderens tre brødre og to nevøer også var blevet taget af myndighederne, at moderen og hele hendes familie er forfulgt i Syrien, og at flere af moderens søskende var blevet slået ihjel, fordi de var aktive modstandere eller familierelateret til modstandere af regimet. Flygtningenævnet finder, at nævnet – uanset princippet om den fri bevisbedømmelse – i den foreliggende sag, hvor klagerens forældre ikke har afgivet forklaring, er nødsaget til at lægge det faktum til grund, som nævnet har gjort i sin beslutning [fra foråret] 2021. På den anførte baggrund – og når henses til, at der fortsat er grund til at anvende det såkaldte forsigtighedsprincip ved vurderingen af asylansøgere fra Syrien – finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at også hun risikerer asylbegrundende overgreb ved en tilbagevenden til Syrien, hvorfor nævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2021, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, på grund af de nævnte individuelle forhold og ikke med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at meddele klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet klageren ikke har sandsynliggjort, at de syriske myndigheder anser klageren som politisk modstander af det syriske regime, hvorved der også henvises til nævnets beslutning [fra foråret] 2021 vedrørende klagerens forældre. ” Syri/2021/191/imbs
Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Sagen er sambehandlet med Syri/2021/188 og Syri72021/189. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [bydel A], Rif Damaskus, Syrien. Ansøgeren er født i Damaskus, men flyttede til [bydel A] i Rif Damaskus på grund af urolighederne i Damaskus, hvor ansøgeren har opholdt sig frem til sin udrejse af Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold som følge af krigen. Ansøgeren har i den forbindelse henvist til, at der er fødevaremangel, at ansøgerens familie ikke har en bopæl at vende tilbage til ligesom det ikke vil være muligt for ansøgeren at tage en uddannelse, idet uddannelsesinstitutionerne risikerer at blive bombet. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hun vil blive kidnappet. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at hun er blevet forsøgt kidnappet af ukendte gerningsmænd, da hun var på vej hjem fra skole. Herefter turde ansøgeren ikke at forlade bopælen. Ansøgeren har yderligere som asylmotiv henvist til, at hun af ukendte årsager har modtaget dødstrusler fra de syriske myndigheder. Ansøgeren antager, at de syriske myndigheder vil straffe hende for ansøgerens fars handlinger. Ansøgeren blev gjort bekendt med dødstruslerne igennem en veninde, hvis storesøster arbejdede som spion for de syriske myndigheder. Ansøgeren har slutteligt som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hun vil blive slået ihjel af de syriske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes far i [sommeren] 2012 blev slået ihjel af de syriske myndigheder, idet han havde hjulpet med at transportere deserterede soldater. Ansøgeren har endvidere oplyst, at ansøgerens bopæl blev ransaget af de syriske myndigheder tre gange, hvor de syriske myndigheder spurgte efter ansøgerens far. Ansøgeren har ikke på noget tidspunkt oplevet individuelle konflikter med religiøse grupper, familiemedlemmer eller private. Flygtningenævnet finder det heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren efter sin fars død har oplevet individuelle konflikter med de syriske myndigheder. Hun har således sammen med sin mor og søskende i 2012 og efterfølgende igen – efter et ophold i Libanon i 2012 til [begyndelsen af] 2013 – i perioden frem til 2018 har boet i [bydelen A], Rif Damaskus, sammen med sin mor og søskende, først i hendes farforældres ejendom og senere – efter hjemkomsten fra Libanon – i ansøgerens morforældres ejendom uden asylbegrundende hændelser. Flygtningenævnet lægger efter forklaringerne til grund, at opsøgningerne/ ransagningerne, der har fundet sted i 2012 i farforældrenes ejendom – og de efterfølgende opsøgninger/ransagninger i 2013 og frem – må anses som enkeltstående ransagninger som led i generelle opsøgninger/ransagninger af alle hjem i området fra myndighedernes side, uden et specifikt fokus på ansøgeren eller hendes familie. Hertil kommer, at ansøgeren, ansøgerens mor og søsteren [C] i 2015 har fået udstedt både et syrisk ID-kort og et syrisk nationalpas uden problemer, ligesom hun [en dato i foråret] 2018 udrejste legalt og problemfrit af Syrien med sin mor i forbindelse med familiesammenføring med ansøgerens bror i Danmark. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har forklaret, at hun har modtaget dødstrusler fra myndighederne via en skoleveninde, hvis søster arbejdede som spion for myndighederne. Ansøgeren var på tidspunktet for udrejsen fra Syrien således kun [X] år gammel, og hun kan ikke anses for at være særligt profileret i forhold til myndighederne eller på anden måde være i myndighedernes søgelys, således at hun realistisk set skulle kunne være efterstræbt af myndighederne. Det kan heller ikke føre til nogen ændret vurdering, at ansøgeren har forklaret, at hun er blevet forsøgt kidnappet af en ukendt mand, der forsøgte at hive hende ind i en bil. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynliggjort, at det skulle være myndighederne, der forsøgte at kidnappe hende. Efter en samlet vurdering og under hensyn til de foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i nogen risiko for overgreb fra de syriske myndigheders side, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren skal vurderes i forhold til Rif Damaskus, hvor hun er født, opvokset og har boet indtil udrejsen. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport “Country Guidance: Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf det bl.a. fremgår: ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, bl.a. at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …”. Flygtningenævnet er opmærksom på den af advokaten anførte rapport fra Amnesty International ”You’re going to your death” af 7. september 2021. Flygtningenævnet finder dog, at indholdet af rapporten ikke kan føre til et andet resultat i denne sag. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at give ansøgeren asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Damaskus-området. Som følge heraf stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [en dato i foråret] 2021.” Syri/2021/190/MLVT
Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Sagen er sambehandlet med Syri/2021/188 og Syri/2021/190. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [bydel A], Rif Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hun vil blive slået ihjel af de syriske myndigheder eller Den Frie Syriske Hær. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Syrien som følge af krigen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes far i [sommeren] 2012 blev slået ihjel af de syriske myndigheder, idet han hjalp med at transportere deserterede soldater. Ansøgeren har endvidere oplyst, at der i 2012 var en belejring, hvor de syriske myndigheder og Den Frie Syriske Hær var skyld i store civile tab. Ansøgerens bopæl blev i den forbindelse efter belejringen opsøgt flere gange af den syriske hær. Bopælen blev i den forbindelse ransaget, og den syriske hær spurgte ansøgerens mor, om hun husede terrorister, hvilket ansøgerens mor benægtede. Ansøgeren har ikke på noget tidspunkt oplevet individuelle konflikter med religiøse grupper, familiemedlemmer eller private. Flygtningenævnet finder det heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren efter sin fars død har oplevet individuelle konflikter med de syriske myndigheder. Hun har således sammen med sin mor og søskende i 2012 og efterfølgende igen – efter et ophold i Libanon i 2012 til [begyndelsen af] 2013 – i perioden frem til 2018 har boet i [bydelen A], Rif Damaskus, sammen med sin mor og søskende, først i hendes farforældres ejendom og senere – efter hjemkomsten fra Libanon – i ansøgerens morforældres ejendom uden asylbegrundende hændelser. Flygtningenævnet lægger efter forklaringerne til grund, at opsøgningerne/ ransagningerne, der har fundet sted i 2012 i farforældrenes ejendom – og de efterfølgende opsøgninger/ransagninger i 2013 og frem – må anses som enkeltstående ransagninger som led i generelle opsøgninger/ransagninger af alle hjem i området fra myndighedernes side, uden et specifikt fokus på ansøgeren eller hendes familie. Hertil kommer, at ansøgeren, ansøgerens mor og søsteren [B] i 2015 har fået udstedt både et syrisk ID-kort og et syrisk nationalpas uden problemer, ligesom hun [en dato i foråret] 2018 udrejste legalt og problemfrit af Syrien med sin mor i forbindelse med familiesammenføring med ansøgerens bror i Danmark. Efter en samlet vurdering og under hensyn til de foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i nogen risiko for overgreb fra de syriske myndigheders side, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren skal vurderes i forhold til Rif Damaskus, hvor hun er født, opvokset og har boet indtil udrejsen. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport “Country Guidance: Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf det bl.a. fremgår: ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, bl.a. at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …”. Flygtningenævnet er opmærksom på den af advokaten anførte rapport fra Amnesty International ”You’re going to your death” af 7. september 2021. Flygtningenævnet finder dog, at indholdet af rapporten ikke kan føre til et andet resultat i denne sag. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at give ansøgeren asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Damaskus-området. Som følge heraf stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [en dato i foråret] 2021.” Syri/2021/189/MLVT
Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien. Sagen er sambehandlet med Syri/2021/189 og Syri/2021/190. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Rif Damaskus, Syrien. Ansøgeren flyttede som fjortenårig til Rif Damaskus, hvor hun har opholdt sig frem til sin udrejse af Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hun og hendes børn vil blive slået ihjel af de syriske myndigheder. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle blev slået ihjel af de syriske myndigheder, fordi han transporterede deserterede soldater. Ansøgeren og ansøgerens børn flyttede herefter til bydelen [A], hvor ansøgerens bopæl blev opsøgt af de syriske myndigheder et ukendt antal gange. Ansøgeren blev i den forbindelse udsat for et seksuelt overgreb af en syrisk soldat. Ansøgeren frygter på den baggrund, at de syriske myndigheder vil slå ansøgeren og børnene ihjel, idet de syriske myndigheder tror, at ansøgeren vil hævne sig på myndighederne for drabet på ansøgerens ægtefælle. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren efter ægtefællens død har oplevet konflikter med de syriske myndigheder. Hun har således i 2012 og efterfølgende igen – efter et ophold i Libanon fra slutningen af 2012 til [begyndelsen af] 2013 – i perioden frem til 2018 boet i [bydelen A], Rif Damaskus, sammen med sine børn, først i sine svigerforældres ejendom og senere – efter hjemkomsten fra Libanon – i sine forældres ejendom uden asylbegrundende hændelser. De opsøgninger/ransagninger af ansøgerens bopæl i svigerforældrenes ejendom, der fandt sted i 2012, og de opsøgninger/ransagninger, der fandt sted efter [begyndelsen af] 2013, da ansøgeren boede i sine forældres ejendom, må anses som enkeltstående ransagninger som led i generelle opsøgninger/ransagninger af alle hjem i området fra myndighedernes side, uden et specifikt fokus på ansøgeren. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i forbindelse med opsøgningerne/ransagningerne er blevet spurgt ind til, hvornår eller hvordan hendes ægtefælle døde. Hertil kommer, at ansøgeren og hendes børn i 2015 har fået udstedt et syrisk ID-kort og et syrisk nationalpas uden problemer, ligesom hun [en dato i foråret] 2018 udrejste legalt og problemfrit af Syrien. Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at hun under den anden opsøgning i 2012 i forbindelse med afsluttede kamphandlinger i området er blevet udsat for en fuldbyrdet voldtægt af soldat fra den syriske hær, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet lægger til grund, at der er tale om et enkeltstående tilfælde med baggrund i en individuel kriminel adfærd hos den pågældende soldat, og at ansøgeren ikke er blevet opsøgt af den pågældende efterfølgende. Efter en samlet vurdering og under hensyn til de foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i nogen risiko for overgreb fra de syriske myndigheders side, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren skal vurderes i forhold til Rif Damaskus, hvor hun er opvokset og har boet indtil udrejsen. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport “Country Guidance: Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf det bl.a. fremgår: ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, bl.a. at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …”. Flygtningenævnet er opmærksom på den af advokaten anførte rapport fra Amnesty International ”You’re going to your death” af 7. september 2021. Flygtningenævnet finder dog, at indholdet af rapporten ikke kan føre til et andet resultat i denne sag. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at give ansøgeren asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Damaskus-området. Som følge heraf stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [en dato i foråret] 2021.” Syri/2021/188/MLVT
Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder, muslim af trosretning, født i [A] og har de seneste omkring ti år inden sin udrejse af Syrien opholdt sig i Damaskus og Rif Damaskus. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de syriske myndigheder. Klageren oplyste til støtte for sin sag, at han ejede [en virksomhed] i Damaskus, og at han i [foråret] 2010 blev tilbageholdt i ti dage af myndighederne, hvor han blev tvunget til at fungere som meddeler ved at videregive informationer om kurdere, som kom i [virksomheden]. I [sommeren] 2010 blev han atter tilbageholdt af myndighederne i tre dage, idet de indskærpede hans pligt til at videregive oplysninger og truede ham med fængsel. Klageren modtog endvidere et trusselbrev. Klageren så sig nødsaget til at udrejse af Syrien. Klagerens ægtefælle har efter klagerens udrejse oplyst, at hun er bekendt med, at personer har været på familiens bopæl og spørge efter klageren. Klageren henviste endvidere til, at han frygtede kurdere, idet de havde mistanke om, at klageren spionerede for de syriske myndigheder. Klageren henviste endvidere til, at han i Danmark blev interviewet til magasinet [B] om forholdene i Syrien, og at hans billede fremgik af magasinet. Klageren oplyste også, at han har deltaget i en [protest]. Klageren gjorde endeligt gældende, at han frygter at blive genindkaldt til aftjening af militærtjeneste. Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen [i efteråret] 2013 vægt på, at personer, der kommer fra områder i Syrien, hvor der foregår væbnede kampe, områder hvor der sker angreb mod civile, eller hvor der for nyligt har fundet sådanne handlinger sted, ved en tilbagevenden til hjemlandet aktuelt må anses for at være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Klageren har for Udlændingestyrelsen henvist til, at han frygter, at hans sønner bliver tvangsrekrutteret til det syriske militær. Klageren frygter endvidere, at hans sønner og døtre vil blive tvunget til at gøre tjeneste for YPG. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 berigtiget afgørelsen. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til sit oprindelige asylmotiv. Klageren har endvidere henvist til, at han i Danmark har deltaget i en [protest] i 2012, som blev omtalt i TV, at han har deltaget i en demonstration i [D] i 2014, at medlemmer af hans familie har deltaget i en demonstration i [C] og at klageren har deltaget i møder med andre syriske kurdere, hvor de drøfter forholdene i hjemlandet. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er født og opvokset i [A], og at han har boet i Damaskus og Rif Damaskus de seneste 10 år forud for sin udrejse i 2010. Han skal derfor asylretligt vurderes i forhold til Damaskus og Rif Damaskus. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Damaskus området. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt af de i artikel 8, stk. 2, anførte grunde. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren er 50 år og har opholdt sig i Danmark siden [sommeren] 2010. Klageren har det meste af sit liv boet i Syrien, hvorfra han udrejste som 38-årig. Han har ikke familie i Syrien. I Syrien har han haft en [virksomhed], og i Danmark har han drevet selvstændig virksomhed som […] i 4 år, indtil han i [efteråret] 2019 måtte ophøre med dette af helbredsmæssige årsager. Klageren kan tale dansk, men kan ikke læse og skrive dansk. Klageren har i Danmark sin ægtefælle, 5 børn og 2 søstre. To af klagerens børn er myndige og er flyttet hjemmefra. Klageren bor sammen med sin ægtefælle og de 3 mindreårige børn på […] år. Det yngste barn er født i Danmark, og klagerens ægtefælle og børnene på […] har boet her siden, de blev familiesammenført med klageren i 2014. Børnene taler dansk, arabisk og kurdisk. Både klageren og hans ægtefælle har helbredsmæssige problemer, og deres ældste datter, som bor i nærheden med sin familie, hjælper dem med huslige opgaver. Uagtet klageren har erhvervet visse danskkundskaber og har haft tilknytning til arbejdsmarkedet, har hans ophold ikke haft en sådan varighed og hans aktiviteter i Danmark ikke sådan en karakter, at klageren har opnået en særlig tilknytning til Danmark. Det forhold, at klageren har sin ægtefælle og fem børn i Danmark kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet henviser til, at to af klagerens børn er myndige. Der er ikke et særligt afhængighedsforhold mellem klageren og de voksne børn. Af de tre mindreårige børn har de to ældste boet i Syrien til de var […] år gamle. Alle tre går i skole og taler dansk. Efter det oplyste taler de også kurdisk og arabisk. Det må derfor antages, at børnene sprogligt og kulturelt vil kunne tilpasse sig livet i Syrien. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke er i strid med EMRK artikel 8. Flygtningenævnet bemærker, at ægtefællens og børnenes sager om inddragelse af opholdstilladelse som familiesammenførte er verserende i Udlændingenævnet, og at ægtefællen og børnene ikke har ansøgt om asyl. Kompetencen til at vurdere klagerens ægtefælles og børns individuelle forhold, herunder i relation til Børnekonventionen og EMRK artikel 8, tilkommer derfor i denne sag Udlændingenævnet. I forlængelse heraf skal Flygtningenævnet oplyse, at nævnet, såfremt Udlændingenævnet træffer afgørelse om ikke at inddrage klagerens familiemedlemmers opholdstilladelse som familiesammenførte, af egen drift vil genoptage behandlingen af nærværende sag med henblik på en fornyet vurdering af, om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Ligeledes skal Flygtningenævnet vejlede om, at det vil være muligt at søge om genoptagelse af sagen, såfremt der ved behandlingen af familiemedlemmernes sager i Udlændingenævnet fremkommer nye oplysninger, der kan have betydning for klagerens sag, herunder for vurderingen i henhold til EMRK artikel 8. Klageren har problemer med smerter i benene og med hjertet og har skader i sin ene arm, som skal opereres. Flygtningenævnet vurderer, at der ikke er tale om så alvorlige helbredsmæssige problemer, at det vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3 at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Spørgsmålet er herefter, om klageren på grund af individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Klagerens oprindelige asylmotiv kan ikke føre til, at han nu meddeles asyl med henvisning dertil. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring til grund om, at han i Danmark har deltaget i en [protest] i 2012, som blev omtalt i TV, at han har deltaget i en demonstration i [D] i 2014, at medlemmer af hans familie har deltaget i en demonstration i [C] og at klageren deltager i møder med andre syriske kurdere, hvor de drøfter forholdene i hjemlandet. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han i forbindelse med disse aktiviteter er blevet profileret på en sådan måde, at han af den grund risikerer asylbegrundende forfølgelse eller behandling ved tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/185/ajev
Nævnet omgjorde i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:” Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra bydelen [navn] i [A], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2014 den syriske statsborger [klagerens navn], født [i starten af] 1955, opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun var eftersøgt, da hun udrejste af Syrien, idet hun havde hjulpet til som sygeplejerske på et palæstinensisk hospital. Klageren oplyste videre, at hendes sønner havde oplyst, at hun ikke længere var efterlyst. Klageren oplyste tillige, at de var blevet opsøgt af tre personer i den flygtningelejr, som de boede i, mens klageren boede hos sin datter. Klageren henviste desuden til de generelle forhold i Syrien som følge af væbnede kampe og angreb på civile. Udlændingestyrelsen har [i efteråret] 2020 truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 inddrages, da grundlaget for hendes opholdstilladelse ikke længere er tilstede, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1 nr. 1. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til, at hun frygter at blive tilbageholdt ved kontrolposter grundet hendes efternavn. Hun har videre oplyst, at både hendes søn og fars fætter er blevet tilbageholdt. Hun har endvidere oplyst, at hendes hjem en enkelt gang forud for hendes udrejse er blevet opsøgt af de syriske myndigheder, samt at hun tidligere har været eftersøgt. Klageren har herudover henvist til sine tidligere påberåbte asylmotiver. [I foråret] 2021 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af [dato i efteråret] 2020. [I sommeren] 2021 har Flygtningenævnet efter anmodning fra klagerens advokat [advokatens navn] besluttet at genoptage sagen til behandling på nyt mundtligt nævn. I forbindelse med genoptagelsessagen har klageren som asylmotiv henvist til, at hun er enke og enlig kvinde uden netværk, at hun har boet i [A] og har ydet sygepleje i lejren, at hendes ægtefælle er forsvundet, at hun udrejste af landet, at hun oprindelige er statsløs palæstinenser, at hun er i risiko for forfølgelse og overgreb som følge af sin tidligere ægtefælle, som sammen med hende har ydet sygepleje i lejren og som efterfølgende også er udrejst, og at hun er i risiko på grund af øvrige familiemedlemmers problemer med de syriske myndigheder. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun har deltaget i en række interviews og artikel, hvor hun har udtalt sig kritisk om forholdene i Syrien. Hun har videre oplyst, at hun har udtalt, at Syrien ikke er et sikkert land, og at Danmark udsender syrere til at blive slået ihjel af det syriske regime. Klageren har i forbindelse med interviewene oplyst, at hun var sygeplejerske i [A]. Som følge af interviewsne, og hendes deltagelse i sit-in protesten [i et nærmere angivet sted], som hun har været en aktiv del af siden [en dato i foråret] 2021, har flere medier talt med klageren, både før og efter Flygtningenævnets afgørelse af [en dato i foråret] 2021. Klageren har desuden været tilknyttet organisationen, [navn på organisation] siden [foråret] 2021. Flygtningenævnet finder, at klageren har dokumenteret, at hun har deltaget i en langvarig demonstration foran [i et nærmere angivet sted], og at hun i den forbindelse og i øvrigt siden foråret 2021 har været eksponeret i udenlandske – herunder særligt arabiske – medier, hvoraf flere er større tv-stationer, og på sociale medier med billede og navn. Det fremgår heraf, at hun kritiserer de danske myndigheders behandling af syriske flygtninge, men der fremkommer tillige kritik af det syriske styre. Flygtningenævnet har konstateret, at indslagene i flere af de større af tv-stationer findes på tv-stationernes sociale medieplatforme. Flygtningenævnet lægger således til grund at klageren har kritiseret det syriske regime på flere tv-stationer, der efter det oplyste ses af mange syrere. Flygtningenævnet finder ud fra forsigtighedsprincip, der er gældende ved vurderingen af asylansøgere fra Syrien, at det herefter må lægges til grund, at hun ved en tilbagevenden til Syrien har påkaldt sig en sådan interesse, at hun kan risikere at blive afhørt og i den forbindelse blive udsat for overgreb fra de syriske myndigheders side. Flygtningenævnet finder derfor, at klageren har sandsynliggjort, at betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/184/sme
Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at han [i foråret] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i slutningen af] 2020 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse over meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har til støtte for klagen henvist til, at klageren frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, fordi han har haft en konflikt med general [A] i forbindelse med en falsk kidnapning af en af klagerens bekendte. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter beduinerne, der har fremsat trusler mod ham. Klageren har endelig i Flygtningenævnet henvist til, at han frygter myndighederne, fordi hans tidligere ægtefælle og hans børn i Danmark har demonstreret mod det syriske regime. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens resultat og begrundelse. Flygtningenævnet bemærker, at klageren under mødet i Flygtningenævnet yderligere har forklaret divergerende om, hvorvidt han har betalt løsesum til de angivelige kidnappere, hvor meget han i alt betalte, hvor han betalte, og over hvor mange gange han betalte. Klageren har under nævnsmødet endvidere forklaret divergerende om, hvornår begivenhederne fandt sted. Klageren har under nævnsmødet derudover forklaret divergerende om, hvor mange gange der blev skudt efter ham og hvornår. Flygtningenævnet bemærker om de generelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus, at de nyere baggrundsoplysninger om Syrien - herunder Amnesty Internationals rapport "You're going to your death" af 7. september 2021 - ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet vurderer, at rapporten i alt væsentligt bekræfter de oplysninger, der fremgår af de øvrige baggrundsoplysninger om Syrien - herunder oplysningerne om de syriske myndigheders alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne. Flygtningenævnet finder, at rapporten og de øvrige baggrundsoplysninger medfører, at der fortsat skal udvises forsigtighed ved bedømmelsen i asylsager vedrørende Syrien, og at en eventuel rimeligt begrundet tvivl skal komme asylansøgere til gode. Flygtningenævnet finder imidlertid, at hverken Amnesty Internationals rapport eller de øvrige nyere baggrundsoplysninger giver anledning til at ændre Flygtningenævnets praksis. Klagerens forklaring om en ven fra Tyskland, der angiveligt blev slået ihjel ved tilbagekomsten til Syrien, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at der i øvrigt ikke foreligger nærmere oplysninger om denne vens forhold. Flygtningenævnet finder endelig, at det forhold, at klagerens tidligere ægtefælle og klagerens børn angiveligt skulle have demonstreret mod det syriske regime [på en navngiven lokation], heller ikke kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at der ikke foreligger nærmere oplysninger om demonstrationen og den eventuelle eksponering af klagerens tidligere ægtefælle og børn i den forbindelse. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/182/EDO
Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning. Klageren er født i [A], Damaskus, Syrien, og har senest boet i [B], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag og den efterfølgende statusændringssag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold. Klageren henviste endvidere som asylmotiv til, at han havde giftet sig med en kvinde, som tilhørte en anden trosretning end ham selv. Til støtte herfor har klageren anført, at han og hans børn oplevede chikanøs adfærd, herunder slag, fra alawitter i slutningen af 2012 eller starten af 2013, som følge af generelle uroligheder mellem alawitter og ikke-alawitter. Klageren henviste derudover som asylmotiv til, at han blev tilbageholdt og slået ved en kontrolpost i [C] og efterfølgende kørt til [D], hvor han blev tilbageholdt og afhørt i fire dage, fordi han var under mistanke for at transportere bevæbnede personer og våben til [E]. Klageren har om tilbageholdelsen i [D] under statusændringssagen endvidere oplyst, at han blev bedt om at samarbejde med sikkerhedstjenesten, hvilket klageren indvilligede i. Klageren blev bedt om at deltage i demonstrationer og derigennem samle oplysninger. Omkring en måned efter løsladelsen blev klagerens ægtefælle opsøgt af militærsikkerhedstjenesten, som spurgte ind til klagerens opholdssted og bad klageren melde sig til militærsikkerhedstjenesten hurtigst muligt. Ægtefællen blev opsøgt af myndighederne yderligere to gange. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at situationen i Damaskus by over en længere periode siden maj 2018 har ændret sig markant, og at der således er en forbedring af forholdene i området, samt at denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter. Det er Udlændingestyrelsens vurdering, at det ikke er en reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at han er forfulgt af sikkerhedstjenesten og alle andre tjenester. Klageren har derudover som asylmotiv henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, fordi hans ægtefælle, der var ansat som sygeplejerske, forlod sin stilling og Syrien uden myndighedernes tilladelse. Klageren har endelig henvist til, at hans mindreårige sønner ikke har aftjent deres værnepligt. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens resultat og begrundelse for så vidt angår spørgsmålet om forlængelse af klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at de nyere baggrundsoplysninger om Syrien - herunder Amnesty Internationals rapport "You're going to your death" af 7. september 2021 - ikke kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet vurderer, at rapporten i alt væsentligt bekræfter de oplysninger, der fremgår af de øvrige baggrundsoplysninger om Syrien - herunder oplysningerne om de syriske myndigheders alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne. Flygtningenævnet finder, at rapporten og de øvrige baggrundsoplysninger medfører, at der fortsat skal udvises forsigtighed ved bedømmelsen i asylsager vedrørende Syrien, og at en eventuel rimeligt begrundet tvivl skal komme asylansøgere til gode. Flygtningenævnet finder imidlertid, at hverken Amnesty Internationals rapport eller de øvrige nyere baggrundsoplysninger giver anledning til at ændre Flygtningenævnets praksis. For så vidt angår klagerens herboende voksne datter bemærker Flygtningenævnet, at uanset om klagerens datter måtte lide af psykiske problemer, finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger oplysninger om, at der er et sådant afhængighedsforhold mellem klageren og datteren, at der i medfør af EMRK's artikel 8 vil ske en krænkelse af klagerens ret til familieliv, hvis klagerens opholdstilladelse nægtes forlænget. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på klagerens oplysninger om, at datteren bor for sig selv, aldrig har boet hos klageren og dennes ægtefælle, og at han og hans ægtefælle besøger datteren en gang om ugen. Flygtningenævnet finder derfor heller ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet prøvelse i Udlændingestyrelsen eller at udsætte sagen på, at der indhentes yderligere oplysninger om datterens psykiske forhold. Flygtningenævnet bemærker endelig, at vurderingen af klagerens ægtefælles og mindreårige børns individuelle forhold - herunder betydningen af EMRK artikel 8 - i denne sag henhører under Udlændingenævnet, hvor ægtefællens og børnenes sager er verserende. Flygtningenævnet er endvidere enig i Udlændingestyrelsens resultat og begrundelse vedrørende spørgsmålet, om klageren på grund af individuelle forhold kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at for så vidt angår klagerens angivelige tilbageholdelse ved kontrolposten, fængsling og forsøg på rekruttering af myndighederne, at klageren desuden har forklaret afgørende divergerende om, hvornår han angiveligt skulle være blevet tilbageholdt og fængslet, og om baggrunden for, hvorfor klageren og hans familie flyttede til [B]. Flygtningenævnet finder derfor heller ikke grundlag for at udsætte sagen på, at Udenrigsministeriet høres om klagerens angivelige id-kort fra den syriske militære efterretningstjeneste. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det forhold, at klagerens ægtefælle angiveligt skulle have forladt sin stilling som offentligt ansat sygeplejerske, ikke kan føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke efter baggrundsoplysningerne er grundlag for at antage, at klageren som ægtefælle i den forbindelse vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb fra de syriske myndigheders side. Flygtningenævnet finder derfor heller ikke grundlag for at udsætte sagen på et høringssvar fra Udenrigsministeriet vedrørende offentligt ansatte. Flygtningenævnet finder endelig, at det forhold, at klageren er udrejst med og har to mindreårige sønner, der ikke har aftjent deres værnepligt, ikke kan føre til et andet resultat, når der henses til de mindreårige sønners alder ved udrejsen og nu. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/181/EDO
Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somalier og sunnimuslim af trosretning fra [landsby], Mudug-regionen, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen […], subklanen […], sub-subklanen […] og familieklanen […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 under henvisning til de generelle forhold i Somalia. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygtede, at al-Shabaab ville slå ham ihjel, idet han havde nægtet at hjælpe og samarbejde med dem. Til støtte herfor oplyste han, at al-Shabaab havde angrebet hans faders bopæl, og af de omtrent 100 mennesker, der befandt sig i huset, var 40 personer blevet dræbt, inklusiv klagerens fader, mens de resterende personer nåede at flygte fra huset. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for hans opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at han frygter al-Shabaab, fordi han nægtede at arbejde sammen med dem. Han har endvidere fastholdt, at han ikke kan vende tilbage til sit hjemland på grund af de generelle forhold. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forklaring ligesom Udlændingestyrelsen, at klagerens forklaring om konflikten med al-Shabaab fremstår utroværdig. Nævnet lægger afgørende vægt på, at klageren har afgivet divergerende forklaringer på centrale punkter. Klageren har således forklaret divergerende om hvorvidt han blev opsøgt én eller to gange af al-Shabaab forud for angrebet på bopælen, ligesom han har forklaret divergerende om, hvor lang tid der gik mellem opsøgningen af ham i moskeen og angrebet på bopælen. Han har således under asylsamtalen [i efteråret] 2014 forklaret, at angrebet på bopælen skete samme dag, mens han under oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2014, under samtalen [i foråret] 2021 og under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at angrebet mod bopælen skete dagen efter. Klageren har endvidere forklaret divergerende om selve angrebet, idet han under asylsamtalen har forklaret, at al-Shabaab kastede en håndgranat, før de begyndte at skyde, mens han ikke i de øvrige samtaler har forklaret om en håndgranat. Nævnet bemærker endvidere, at det alene beror på klagerens formodning, at der er en sammenhæng mellem hans kontakt med al-Shabaab i moskeen og angrebet mod hans families hus, hvor al-Shabaab ikke henvendte sig til klageren, og hvor der var omkring 100 mennesker til stede. Divergenserne svækker klagerens generelle troværdighed, og Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge forklaringen til grund. Der er herefter ikke grundlag for at fastslå, at klageren har en individuel konflikt med al-Shabaab, der har ført til, at han er blevet profileret i forhold til al-Shabaab. Det forhold, at klageren har et ar efter at være blevet ramt af et skud, hvilket angiveligt skulle være sket i forbindelse med angrebet mod bopælen, kan ikke føre til en anden vurdering og kan ikke føre til, at sagen udsættes på indhentelse af en torturundersøgelse. Flygtningenævnet er opmærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sin General Comment no. 4, punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Klageren har således ikke sandsynliggjort, at han vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af sine individuelle forhold ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia, herunder i klagerens hjemområde, er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse i [efteråret] 2014, således at betingelserne for at nægte at forlænge hans opholdstilladelse er opfyldt. Nævnet har lagt til grund, at klagerens hjemområde […] i Mudug-regionen gennem længere tid har været under al-Shabaabs kontrol, hvilket efter de nyeste baggrundsoplysninger fortsat er tilfældet. Flygtningenævnet finder, at ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl. I vurderingen har nævnet inddraget de seneste baggrundsoplysninger om de generelle forhold i klagerens hjemområde og Somalia i øvrigt, herunder al-Shabaabs måde at operere på i områder, som de har kontrollen over. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen, og at klageren ikke kan anses for at være profileret. Flygtningenævnet bemærker, at der i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor sagen er indledt før 1. juli 2019, fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Til spørgsmålet om, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at være særligt belastende for klageren, bemærkes, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014 som 24-årig. Han har ikke stiftet familie i Danmark. Han har ikke helbredsmæssige problemer. Han har haft begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, idet han har været i praktik to gange og haft vikararbejde om sommeren. Siden begyndelsen af 2020 har han arbejdet som vikar i [arbejdsplads]. Han har bestået prøve i dansk 2. Han har ikke gennemført en uddannelse i Danmark, men går i 10. klasse på [uddannelsessted]. Han har været tilknyttet en [sportsforening] i nogle måneder og kommer to gange om ugen i en [organisation]. I Somalia har han gået i koranskole i 8 år og haft arbejde i en [forretning] og i en [anden forretning]. Han har ikke kontakt med nogen i Somalia, men formoder at hans ægtefælle, hans mor og hans to yngre søstre fortsat er i landet. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at nægte at forlænge hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens tidligere § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, i den tidligere gældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2021/59/EHD
Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er muslim fra [by], Somalia. Klageren tilhører klanen [klannavn]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren henviste under den oprindelige asylsag som asylmotiv til, at hun frygtede al-Shabaab. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at nogle personer fra al-Shabaab havde opsøgt klageren, fordi de ønskede at gifte klagerens adoptivdatter bort. Klagerens adoptivdatter nægtede dette og flygtede herefter, og klageren så hende ikke siden. En person fra al-Shabaab opsøgte efterfølgende klageren, og oplyste, at han ville slå hende ihjel, såfremt hun ikke fandt adoptivdatteren. Klageren rejste herefter fra sin hjemby og har herefter fået at vide, at al-Shabaab har eftersøgt hende. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet Udlændingestyrelsen lagde klagerens forklaring til grund. Udlændingestyrelsen lagde endvidere til grund, at forholdene i det sydlige og centrale Somalia var af en sådan karakter, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens dagældende § 11, stk. 2, jf. 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab. Advokaten procederede indledningsvis for, at sagen skulle udsættes med henvisning til, at klageren ikke var mødt grundet hendes fysiske smerter. Han oplyste, at klageren for ham dagen inden nævnsmødet havde oplyst, at hun ikke kunne klare turen til nævnet og tilbage igen grundet rygsmerter. Han henviste endvidere til den fremlagte lægeerklæring af dags dato. Udlændingestyrelsen anmodede om, at sagen blev fremmet. Flygtningenævnet har på baggrund af de foreliggende oplysninger fundet, at klagerens udeblivelse ikke kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det af den fremlagte lægeerklæring fremgår, at vurderingen er, at klageren har valgt ikke at møde op til mødet i dag på grund af subjektive rygsmerter. Flygtningenævnet bemærker, at den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19 er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter fortolkningsbidrag til lovændringen af 13. juni 2019 lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser efter § 7, hvor ansøgning om forlængelse er indgivet før 1. juli 2019, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Udlændingestyrelsen indledte af egen drift den foreliggende sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse [i sommeren] 2019, og sagen skal herefter behandles efter den dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, når grundlaget for opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere til stede. Ved en afgørelse herom er det myndighederne, der har bevisbyrden for, at dette er tilfældet. Flygtningenævnet kan – i lighed med Udlændingestyrelsen – i det væsentlige lægge klagerens forklaring om sin konflikt med al-Shabaab i 2011 til grund, men Flygtningenævnet finder, at der ikke længere kan antages at bestå et asylbegrundende modsætningsforhold mellem klageren og al-Shabaab, idet klageren ikke kan antages at ville være profileret og efterstræbt af al-Shabaab ved en tilbagevenden til sit hjemområde. Nævnet har herved lagt vægt på konfliktens begrænsede karakter sammenholdt med den forløbne tid, og at klagerens familie i Somalia ikke på noget tidspunkt er blevet opsøgt af al-Shabaab. Klageren har desuden gjort gældende, at hun ikke længere har et netværk i Somalia, men Flygtningenævnet tiltræder, at klagerens plejesøn [A], der ikke længere har opholdstilladelse i Danmark og er i udsendelsesposition, kan udgøre fornødent mandligt netværk for klageren. Nævnet har herved lagt vægt på, at [A] er født i Somalia i efteråret 1999, og at han fik opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til klageren, og at han derved har haft sine formative år i Somalia. Nævnet har herved også lagt vægt på den tætte familiemæssige relation mellem klageren og plejesønnen, hvor de fortsat har en tæt tilknytning efter plejesønnen er flyttet hjemmefra. Desuden bemærker Flygtningenævnet, at klageren ikke har givet møde for nævnet, og at det alene på baggrund af klagerens oplysninger til Udlændingestyrelsen må anses for usikkert, om klageren ikke i øvrigt har et mandligt netværk i Somalia. Det kan på denne baggrund ikke lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet desuden, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse, således at betingelserne for at inddrage opholdstilladelsen efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Ved vurderingen heraf er det lagt til grund, at klagerens hjemområde er kontrolleret af AMISOM. Dertil kommer, at ophold i al-Shabaab kontrollerede områder ikke er tilstrækkelig til opnåelse af asyl for personer, der er uprofilerede uden individuelle konflikter med al-Shabaab. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at al-Shabaabs måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til Somalia, herunder til klagerens hjemområde, ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Klageren, der nu er [i 60’erne], er født og opvokset i Somalia, hvor hun også er statsborger. Hun udrejste af Somalia [da hun var i 50’erne], og hun kom til Danmark i sommeren 2012 og blev meddelt opholdstilladelse i [efteråret] 2012. Klageren har således haft lovligt ophold i Danmark i omtrent 9 år og er nået til modul 5 på Dansk 1. Klageren har haft en meget begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, og klageren har ikke gennemført en erhvervsrettet eller videregående uddannelse. Klageren har helbredsmæssige problemer i form af smerter i ryg og højre ben og fod, problemer med armen samt astma. Klageren har ikke familie med opholdstilladelse i Danmark, hvorimod det må lægges til grund, at hun har familie i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for hende at nægte at forlænge hans opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2021/51/gdan
Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Sagen er sambehandlet med Iran/2021/57. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte:"Ansøgeren er etnisk kurder og konverteret kristen fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tortureret eller slået ihjel af de iranske myndigheder, idet han har hjulpet partiet KDP med enkelte opgaver. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin svigerfar, idet svigerfaren efter ansøgerens udrejse har truet ansøgeren på livet, fordi svigerfaren mener, at ansøgeren er skyld i hans datters psykiske problemer. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere oplyst, at han efter sin indrejse i Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i perioden fra [sommeren] 2014 til [efteråret] 2015 har hjulpet KDP fire gange, efter anmodning om hjælp fra sin morbror. Ansøgeren har hjulpet KDP med at huse medlemmer af KDP, købe mad til dem og levere pakker til KDP-medlemmet [A]. I [efteråret] 2015 afleverede ansøgeren en pakke til [A], hvorefter ansøgeren så, at [A] blev anholdt af myndighederne. Ansøgeren og hans ægtefælle udrejste herefter af Iran. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for sin svigerfar oplyst, at svigerfaren til ansøgerens bror, [B], har oplyst, at han vil slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende konversion oplyst, at han [i efteråret] 2017 er blevet døbt i [en kirke] i [en dansk by], og at han fortsat deltager i kirkelige aktiviteter. Af de grunde, som er anført i Flygtningenævnets afgørelse af [efteråret] 2017, kan ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv ikke lægges til grund. Det, der er kommet frem for Flygtningenævnet, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker herudover, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket under henvisning til, at hans oprindelige asylmotiver er blevet afvist ved Flygtningenævnets afgørelse af [efteråret] 2017, og at hans politiske og religiøse aktiviteter begyndte omkring eller efter Udlændingestyrelsens afslag [primo] 2017. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren på grund af sine aktiviteter for KDP i Danmark er i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb fra de iranske myndigheder side. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring først påbegyndte aktiviteterne for KDP i Danmark i sommeren 2017 og dermed efter tidspunktet for Udlændingestyrelsens afslag, selv om ansøgeren var indrejst i 2015 og havde søgt asyl med henvisning til sine aktiviteter for KDP. Flygtningenævnet finder, at det ikke kan føre til et andet resultat, at ansøgeren har deltaget i arrangementer i KDP i Danmark, og at han efter indrejsen til Danmark ses på opslag på sociale medier. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at opslagene, i det omfang billederne måtte være lagt op på sociale medier, er sket uden angivelse af ansøgerens navn, og at hverken ansøgeren eller hans bror efter deres egen forklaring er blevet kontaktet i anledningen af aktiviteterne. Hertil kommer, at ansøgeren og hans bror har forklaret forskelligt og upræcist om overgreb, som deres far skulle have været udsat for, herunder om tidspunkterne for opsøgningerne. Det forhold, at den Danske Komite for Kurdistans Demokratiske Parti i en erklæring af [efteråret] 2019 over for ansøgerens advokat har bekræftet ansøgerens medlemskab af KDP, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at erklæringen er indhentet af ansøgeren selv til brug for ansøgerens asylsag. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved særlig lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring først fik interesse for kristendommen omkring tidspunktet for Udlændingestyrelsens afslag på ansøgerens asylansøgning, og at han ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konversionen. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet i [efteråret] 2017 forklarede, at han fortsat betragtede sig som yarsan, da han ikke var døbt, og at han ikke under dette møde fortalte om de to drømme, han havde haft forud for mødet i [efteråret] 2017, og som ifølge hans forklaring under mødet i nævnet i dag var udslagsgivende for hans konversion. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket uden at have baggrund i en reel, indre religiøs overbevisning hos ansøgeren. De fremlagte udtalelser fra forskellige kirkelige myndighedspersoner samt ansøgerens dåbsbevis kan ikke føre til en ændret vurdering. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion er reel, herunder således at det kan antages, at han vil fastholde og udleve sin konversion, eller at han i øvrigt har et religiøst betinget ønske om at foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at iranere som har søgt asyl uden for Iran, sandsynligvis ikke vil blive forfulgt af myndighederne ved en tilbagevenden til Iran på baggrund af aktiviteter foretaget uden for Iran, også selvom aktiviteterne relaterer sig til en asylansøgning, herunder konvertering til kristendommen. Der henvises til DFAT Country Information Report, udgivet den 7. juni 2018. Der henvises endvidere til Dansk Flygtningehjælps rapport ”House Churches and Converts” udgivet i februar 2018, hvoraf fremgår, at de iranske myndigheder er klar over, at iranske asylansøgere bruger konversion i forsøget på at opnå asyl og derfor ikke vil blive retsforfulgt herfor ved en tilbagevenden til Iran. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at han i hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse." Iran/2021/58/CRT
Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Sagen er sambehandlet med Iran/2021/58. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk kurder og konverteret kristen fra [By], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, idet han i efteråret hjalp det kurdiske parti, KDP. Ansøgeren har videre henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [sommeren] 2015 blev introduceret til KDP af sin bror og morbror, som ville have ansøgeren til at udføre nogle opgaver for partiet. Ansøgeren blev efter to til tre uger anmodet om at aflevere en pakke til KDP-medlemmet [A] dagen efter. Efter ansøgeren havde afleveret pakken til [A], så ansøgeren, at [A] var blevet anholdt af myndighederne. Ansøgeren skyndte sig herefter at køre væk, hvorefter han kontaktede sin bror, og de besluttede sig begge for at flygte til Kermanshah. Ansøgerens far ringede to dage efter til ansøgeren og oplyste, at [A] havde tilstået samarbejdet med ansøgeren og hans bror, og at faren var blevet opsøgt af myndighederne. Ansøgeren og hans bror udrejste herefter af Iran. Ansøgeren har videre til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han efter sin indrejse i Danmark er konverteret til kristendommen og er blevet døbt [i efteråret] 2017, og at han fortsat deltager i kirkelige aktiviteter. Af de grunde, som er anført i Flygtningenævnets afgørelse af [efteråret] 2017, kan ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv ikke lægges til grund. Det, der er kommet frem for Flygtningenævnet, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker herudover, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket under henvisning til, at hans oprindelige asylmotiver er blevet afvist ved Flygtningenævnets afgørelse af [efteråret] 2017, og at hans politiske og religiøse aktiviteter begyndte omkring eller efter Udlændingestyrelsens afslag [primo] 2017. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren på grund af sine aktiviteter for KDP i Danmark er i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller overgreb fra de iranske myndigheder side. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring først påbegyndte aktiviteterne for KDP i Danmark i sommeren 2017 og dermed efter tidspunktet for Udlændingestyrelsens afslag, selv om ansøgeren var indrejst i 2015 og havde søgt asyl med henvisning til sine aktiviteter for KDP. Flygtningenævnet finder, at det ikke kan føre til et andet resultat, at ansøgeren har deltaget i arrangementer i KDP i Danmark, og at han efter indrejsen til Danmark ses på opslag på sociale medier. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at opslagene, i det omfang billederne måtte være lagt op på sociale medier, er sket uden angivelse af ansøgerens navn, og at hverken ansøgeren eller hans bror efter deres egen forklaring er blevet kontaktet i anledningen af aktiviteterne. Hertil kommer, at ansøgeren og hans bror har forklaret forskelligt og upræcist om overgreb, som deres far skulle have været udsat for, herunder om tidspunkterne for opsøgningerne. Det forhold, at den Danske Komite for Kurdistans Demokratiske Parti i en erklæring af [efteråret] 2019 over for ansøgerens advokat har bekræftet ansøgerens medlemskab af KDP, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at erklæringen er indhentet af ansøgeren selv til brug for ansøgerens asylsag. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet har herved særlig lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring først fik interesse for kristendommen omkring tidspunktet for Udlændingestyrelsens afslag på ansøgerens asylansøgning, og at han ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konversionen. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren under mødet i Flygtningenævnet i [efteråret] 2017 forklarede, at han ikke havde forladt yarsan, og at han ikke under dette møde fortalte, om den forståelse og hjælp han fik til sit alkoholproblem, som ifølge hans forklaring under mødet i nævnet i dag var væsentlig for hans beslutning om konversion. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter er sket uden at have baggrund i en reel, indre religiøs overbevisning hos ansøgeren. De fremlagte udtalelser fra forskellige kirkelige myndighedspersoner samt ansøgerens dåbsbevis kan ikke føre til en ændret vurdering. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion er reel, herunder således at det kan antages, at han vil fastholde og udleve sin konversion, eller at han i øvrigt har et religiøst betinget ønske om at foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet lægger i øvrigt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at iranere som har søgt asyl uden for Iran, sandsynligvis ikke vil blive forfulgt af myndighederne ved en tilbagevenden til Iran på baggrund af aktiviteter foretaget uden for Iran, også selvom aktiviteterne relaterer sig til en asylansøgning, herunder konvertering til kristendommen. Der henvises til DFAT Country Information Report, udgivet den 7. juni 2018. Der henvises endvidere til Dansk Flygtningehjælps rapport ”House Churches and Converts” udgivet i februar 2018, hvoraf fremgår, at de iranske myndigheder er klar over, at iranske asylansøgere bruger konversion i forsøget på at opnå asyl og derfor ikke vil blive retsforfulgt herfor ved en tilbagevenden til Iran. Da ansøgeren herefter ikke har sandsynliggjort, at han i hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse." Iran/2021/57/CRT
Nævnet meddelte i september 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2020. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ikketroende. Han har boet i [landsby], Iran, fra sin fødsel frem til omkring 2017, hvorefter han boede i Sardasht, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har været sympatisør for KDP. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han har delt løbesedler ud for KDP. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans ven [A] introducerede ham for KDP, og han blev herefter sympatisør for KDP. [I vinteren 19/20] og [i foråret] 2020 uddelte ansøgeren og [A] løbesedler for KDP. Umiddelbart før de skulle uddele løbesedler for tredje gang, kom de iranske myndigheder på ansøgerens bopæl. Ansøgeren var ikke hjemme på det tidspunkt. De iranske myndigheder oplyste til ansøgerens far, at ansøgeren var eftersøgt for politisk aktivitet for KDP. De iranske myndigheder havde fanget [A] med løbesedler, og han havde herefter angivet ansøgeren. Ansøgerens bopæl blev opsøgt tre gange, og familiens telefoner blev aflyttet. Ansøgeren opholdt sig herefter hos forskellige familiemedlemmer i en periode på lidt over en måned, hvorefter han udrejse illegalt af Iran. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret detaljeret, konsekvent og troværdigt. Det forhold, at forklaringen indeholder enkelte divergenser, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren overbevisende har kunnet forklare om, hvorfor han fik interesse for KDP. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren på grund af sine aktiviteter for KDP er eftersøgt af myndighederne, og at han derfor har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Iran/2021/56/imbs
Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og ikke-troende, tidligere sunnimuslim, fra landsbyen [A], nær byen Sardasht, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men har oplyst, at han i Iran har deltaget i to til tre demonstrationer mod det iranske regime. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2012 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive henrettet, da de iranske myndigheder anser ham som værende en del af de kurdiske oprørere, idet han med trusler blev tvunget til at transportere tre kurdiske oprørere forbi en kontrolpost uden at standse. Klageren har til støtte herfor oplyst, at de iranske myndigheder efterfølgende har opsøgt klagerens familie på deres bopæl, hvor klagerens far og bror blev afhørt. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse på baggrund af svig. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at han frygter at blive anholdt og henrettet af de iranske myndigheder, idet han bliver anset som modstander af regimet. Det fremgår af en statusudtalelse udarbejdet af overlæge [A], [sundhedsmyndighed], modtaget af klagerens advokat [i efteråret] 2021, at klageren vurderes at være psykotisk, og det mistænkes at dreje sig om […], men at der er ikke stillet en endelig diagnose. Det fremgår videre af udtalelsen, at klageren mangler sygdomsindsigt, ikke ønsker behandling og har udtalte hukommelsesproblemer. På den baggrund og under hensyn til den tid, der er gået siden den oprindelige samtale i 2012, sammenholdt med karakteren af de foreliggende divergenser, foreligger der ikke et tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder imidlertid, at det forhold, at klageren i 2015 rejste tilbage til Iran, hvor han uden særlig anledning opholdt sig i en måned uden at opleve problemer med myndighederne, selv om han rejste til turistområder, hvor han spiste frokost, spillede bordfodbold i en park og flere gange krydsede grænseovergangen mellem Irak og Iran, godtgør, at de forhold, der oprindeligt begrundede hans opholdstilladelse, har ændret sig på en sådan måde, at han ikke længere risikerer forfølgelse. Klageren kan således ikke længere anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flertallet er desuden af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, enig i, at det heller ikke i øvrigt vil være i strid med Danmarks Internationale forpligtigelser, jf. herved navnlig EMRK artikel 8, at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. De lægelige oplysninger, der er fremlagt for Flygtningenævnet kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/55/imbs
Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk perser og muslim fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive udsat for fysiske overgreb af sin datter. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun i de seneste ti år, cirka en gang om ugen, har været udsat for fysiske overgreb fra sin datter, som ansøgeren i Iran bor sammen med. Ansøgeren har som asylmotiv også henvist til, at hun er interesseret i kristendommen. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun i Iran udtrykte sig kritisk om islam, og at hun i Danmark er begyndt at gå i kirke. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter myndighederne i Iran. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun to gange har været indkaldt til afhøring på et kontor, fordi hun har ytret sig kritisk om regimet. Ansøgeren blev også truet med fængsel og dødsdom. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse, der kan føre til meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Selvom det kan lægges til grund, at ansøgeren i et vist omfang har været udsat for vold af sin datter, har dette forhold ikke en sådan karakter og intensitet, at det kan føre til meddelelse af opholdstilladelse. Flygtningenævnet har herved særligt lagt vægt på, at ansøgeren selv har forklaret, at hun ikke ønskede at melde datteren til politiet for ikke at skade denne, ligesom ansøgeren tidligere, i den efter det oplyste cirka ti år lange periode, har været i Danmark uden at søge asyl. Om ansøgerens generelle troværdighed bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren først ansøgte om asyl efter, at hun fik afslag på sin anmodning om forlængelse af visum. Ydermere har ansøgeren forklaret udbyggende og i høj grad divergerende om baggrunden for sit asylmotiv. I sit asylskema side 21 oplyser ansøgeren at være shiamuslim og bekræfter, at hun praktiserer sin tro. Ved samtalen [i efteråret] 2019 er oplysningen om, at ansøgeren er shiamuslim gentaget. I bilagsmaterialet fremsendt af advokaten til Flygtningenævnet og i sin forklaring til Flygtningenævnet har ansøgeren imidlertid oplyst at nære interesse og sympati for kristendommen. Det fremgår herudover af skemaet, at ansøgeren ikke har været politisk aktiv. Hun har heller ikke i skemaet oplyst om nogen form for problemer med myndighederne. Det fremgår ligeledes af samtalereferatet side 9, at ansøgeren aldrig har været anholdt, tilbageholdt eller eftersøgt eller har haft konflikter med myndighederne. I modsætning hertil har ansøgeren i Flygtningenævnet forklaret, at hun under sit ophold i Iran har ytret sig kritisk om styret, og at hun har været indkaldt til en afhøring af myndighederne, og er blevet truet med alvorlige konsekvenser, såfremt hun fortsat ytrede sig kritisk. Afslutningsvis bemærkes, at ansøgeren har fået udstedt pas i maj 2019. Flygtningenævnet finder det derfor ikke sandsynligt, at hun skulle have nogen konflikt med myndighederne, eller i øvrigt være i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2021/54/SELS
Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om bortfald af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 1998. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim. Han er født og opvokset i [by], men flyttede til Bagdad, Irak i 1991, hvor han boede frem til sin udrejse. Det fremgår af sagen, at klageren har oplyst, at han indrejste i Danmark [i efteråret] 1998 uden gyldig rejselegitimation, og at han [i starten af] 2000 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. [I starten af] 2021 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, og stk. 4, idet klageren har opgivet sin bopæl i Danmark og frivilligt taget ophold i sit hjemland. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren må anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., og at han frivilligt har taget bopæl i sit hjemland, Irak, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren i perioden fra [foråret] 2018 til [sommeren] 2020 har opholdt sig i Irak i 742 ud af 868 dage, og at klageren dermed har haft sit hovedophold udenfor Danmark. Nævnet har desuden lagt vægt på, at klageren er registreret på en adresse i CPR ved sin tidligere ægtefælle, hvor han også opholder sig, når han er i Danmark, men at klageren har oplyst, at han ikke betaler husleje i Danmark, og at han ikke har en nøgle til boligen. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at klageren senest har haft indkomst i Danmark i [sommeren] 2011. Flygtningenævnet bemærker, at da klageren må anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., er det uden betydning, at han ikke på noget tidspunkt har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Ved vurderingen af, at klageren frivilligt har taget bopæl i sit hjemland, har Flygtningenævnet lagt vægt på, at han i ovennævnte periode har opholdt sig i Irak i 742 ud af 868 dage, og at han af flere omgange valgte at udrejse af Danmark for frivilligt at tage ophold i Irak. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at der ikke er sådanne særlige forhold efter udlændingelovens § 17, stk. 3, der kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Derudover tiltræder nævnet af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at bortfaldet af klagerens opholdstilladelse ikke er et uforholdsmæssigt indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, idet klageren har haft sit primære ophold i Irak og dermed selv har valgt at begrænse sine personlige, sociale og økonomiske bånd til Danmark og selv har valgt at udøve sit familieliv på denne måde. Klageren har som nævnt ikke på noget tidspunkt har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, og spørgsmålet er herefter, om udlændingelovens § 17 a medfører, at klagerens opholdstilladelse alligevel ikke kan anses for bortfaldet. Hertil bemærker Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 17 a, der blev indsat i forbindelse med vedtagelsen af repatrieringsloven (lov nr. 353 af 2. juni 1999) – sammenholdt med § 17 – indeholder bestemmelser om, hvornår en opholdstilladelse i Danmark bortfalder som følge af repatriering. Bestemmelsen i § 17 a omfatter efter dens ordlyd og forarbejder personer, der vender frivilligt tilbage til deres hjemland med henblik på at tage varig bopæl, jf. repatrieringslovens § 2. Af forarbejderne til lov nr. 353 af 2. juni 1999 fremgår endvidere, at det ikke kan anses for repatriering, hvis en person alene har til hensigt at opholde sig i hjemlandet eller det tidligere opholdsland i en periode for derefter at vende tilbage til Danmark. På denne baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at klageren ikke er omfattet af bestemmelsen, idet klageren – selvom han frivilligt har taget bopæl i hjemlandet – under de foreliggende omstændigheder ikke kan anses for at være vendt tilbage til hjemlandet med henblik på at tage varigt ophold der. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren i hverken ord eller handling på noget tidspunkt har tilkendegivet, at han havde til hensigt at tage varigt ophold i Irak. Da klageren opholder sig i Irak, finder Flygtningenævnet ikke anledning til at tage stilling til udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2021/24/gdan
Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst som mindreårig i 2016.Flygtningenævnets udtalte:”Ansøgeren er etnisk [etnicitet] og katolik af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er statsborger i Eritrea. Ved en tilbagevenden til Eritrea frygter ansøgeren at skulle aftjene militærtjeneste eller at blive fængslet ved nægtelse heraf. Ansøgeren har videre henvist til, at der ingen uddannelsesmuligheder eller frihed er i Eritrea. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han er født i byen [A] i Eritrea af eritreiske forældre. Efter ansøgerens fødsel udrejste ansøgerens far til Etiopien til sin anden ægtefælle. Ansøgerens mor tog ansøgeren med til Etiopien, da ansøgeren var fem år gammel. Ansøgerens mor rejste til Israel, hvor hun senere døde, da ansøgeren var otte år gammel. Ansøgerens far rejste til Sudan, da ansøgeren var ti år gammel, hvorefter ansøgeren boede hos sin fars anden ægtefælle frem til sin udrejse af Etiopien. Ansøgeren udrejste af Etiopien på et visum til Sverige [i sommeren] 2016, da han skulle til Sverige for at [dyrke sport] med sit [sports]hold. Ansøgeren har oplyst, at Etiopien ikke er hans land, og at han er udrejst på et etiopisk pas, som han har fået udstedt på falsk grundlag. Ansøgeren frygter derfor, at hvis han bliver sendt tilbage Etiopien, vil han blive fængslet eller sendt tilbage til Eritrea. Ved Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2017 stadfæstede nævnet Udlændingestyrelsens afslag på asyl i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, idet nævnet lagde til grund, at ansøgeren var etiopisk statsborger i overensstemmelse med sit etiopiske pas. Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han er eritreisk statsborger på væsentlige punkter fremstår utroværdig. Nævnet lagde også vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring havde fået udstedt et ægte etiopisk pas af de etiopiske myndigheder. Dette var underbygget af, at ansøgeren [i sommeren] 2016 af de svenske myndigheder havde fået udstedt visum på grundlag af sit etiopiske pas. Flygtningenævnet lagde også vægt på, at ansøgerens forklaring om, at hans etiopiske pas var udstedt på grundlag af en forfalsket fødselsattest, fremstod utroværdig. Endelig lagde nævnet vægt på, at pas i Etiopien udstedes på grundlag af oplysningerne i det såkaldte kabele-kort, som svarer til en fødselsattest, og at det fremgår af Landsinfos Temanotat: ”Etiopia: Forvaltningsstruktur og dokumenter” af 6. januar 2016, at Etiopiens efterretnings- og sikkerhedstjeneste konsulteres for at tjekke kabele-kortets oplysninger i forbindelse med udstedelse af pas. Flygtningenævnet lagde derfor til grund, at de etiopiske myndigheder ville have afvist pasudstedelse på grundlag af et forfalsket kabele-kort. Til brug for genoptagelsessagen har ansøgeren fremlagt en kopi af et bilag på engelsk, der skulle være udstedt af den eritreiske ambassade i Stockholm [i foråret] 2019, indeholdende blandt andet ansøgerens navn, hans mors navn, hans køn, fødested og dato, nationalitet og hans adresse i Danmark. Ifølge bilaget med overskriften ”TO WHOM IT MAY CONCERN” fremgår det, at ambassaden bekræfter, at ansøgeren ”according to the civil register of The State of Eritrea is an Eritrean citizen”. Med en clips er et foto af ansøgeren fastgjort til bilaget. En kopi af en kuvert, der skulle være fra den eritreiske ambassade i Stockholm, er endvidere blevet fremlagt. Til brug for genoptagelsessagen har ansøgeren endvidere fremlagt en kopi af et bilag på engelsk, benævnt ” Birth Certificate”, der skulle være udstedt af de eritreiske myndigheder [i sommeren] 2017 med en bekræftelse fra ”Public Registration Offic" [i foråret] 2019 med blandt andet ansøgerens navn, hans mors og fars navne, hans køn, fødested og dato samt nationalitet. Bilaget er påclipset et foto af ansøgeren. Nationalt ID-Center, Dokumentteknisk laboratorium, har undersøgt de af ansøgeren fremlagte kopier. I en erklæring [i sommeren] 2020 har centret oplyst, at der efter en undersøgelse af kopien af fødselsattesten ikke er fundet indikationer på ændringer af oplysninger. Derudover er det ikke muligt at vurdere kopiens ægthed. Centret er ikke i besiddelse af ægte sammenligningsmateriale for den type dokument, som er afkopieret, hvorfor der til undersøgelsen er benyttet internationale efterretninger. Med hensyn til kopien af det andet dokument er ingen konklusion mulig. På tidspunktet for undersøgelsen har det ikke været muligt for centret at finde pålidelige efterretninger omhandlede den afkopierede dokumenttype. Ansøgeren har på mødet i Flygtningenævnet forklaret usikkert og på flere punkter divergerende i forhold til sin ret detaljerede forklaring i Flygtningenævnet [i sommeren] 2017. Herunder har han på mødet i Flygtningenævnet blandt andet forklaret, at han var på myndighedskontoret for at få udstedt pas med sin stedmor. På mødet i nævnet i 2017 forklarede han imidlertid ret detaljeret om, at han var på myndighedskontoret for at få udstedt pas sammen med sin træner, og på kontoret måtte de ikke vide, at træneren var ansøgers træner. De under genoptagelsessagen yderligere fremlagte kopier af bilag og en kopi af en kuvert fra Eritreas ambassade i Stockholm samt en mail af gårs dato, hvoraf fremgår, at "we are attaching a proof of identity for [B] and it is issued by our Embassy" og underskrevet "[C]" kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet lægger herunder vægt på, at ansøgeren alene har fremlagt kopier af de dokumenter, der angiver at være udstedt af de eritreiske myndigheder, og at ægtheden af dokumenterne derfor ikke reelt er mulig at efterprøve. Dette så meget desto mere, da ansøgeren har oplyst, at de fremlagte kopier er de dokumenter, han har modtaget fra ambassaden, og at han troede, dokumenterne var originaler, idet han fik dem tilsendt direkte fra ambassaden med posten. Dertil kommer, at ansøgeren har forklaret, at han fra ambassaden har fået udstedt de to dokumenter samtidigt, men desuagtet er der benyttet to forskellige fotos af ansøgeren optaget med flere års mellemrum. Endelig bemærkes det, at det af oplysningerne fra Research Directorate, Immigration and Refugee Board of Canada, Ottawa af 6. juni 2017, fremgår, at der er en række krav til proceduren for udstedelse af blandt andet fødselsattester. Herunder skal ansøgeren – blandt andet – kunne forevise en dåbsattest (for kristne), id-kort eller eventuelt en fuldmagt, såfremt ansøgeren ikke personligt møder op. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet fortsat, at ansøgers forklaring om, at han er fra Eritrea, er utroværdig. Flygtningenævnet kan således henholde sig til Flygtningenævnets afgørelse af [sommeren] 2017, hvor nævnet stadfæstede Udlændingestyrelsens afslag på asyl i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, idet nævnet lagde til grund, at ansøgeren var etiopisk statsborger i overensstemmelse med sit etiopiske pas. Da de generelle forhold i Etiopien ikke kan medføre asyl, og da ansøgeren har oplyst, at han ikke har konflikter med myndighederne eller andre i Etiopien, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2021” Etio/2021/6/JNS
Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Rumænien i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der har angivet ansøgning om asyl i Rumænien. Sagen blev behandlet på formandskompetence. DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren blev tvunget til at søge om asyl i Rumænien, og at klageren har været udsat for diskrimination i Rumænien, samt at klageren har psykiske udfordringer. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Rumænien, og at klageren har trukket sin ansøgning tilbage under behandlingen, idet han udrejste inden hans asylsag var færdigbehandlet. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Rumænien er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra c, og at Rumænien dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Rumænien 8 [sommeren] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ved en overførsel til Rumænien, skal indgive en ny ansøgning om asyl, og at han som følge heraf ikke har ret til indkvartering og andre ydelser, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det blandt andet fremgår af rapporten Country Report: Romania, AIDA, udgivet den 21. april 2021, at en Dublin-returnee, der har fået lukket sin asylsag i Rumænien under henvisning til, at vedkommende er udeblevet eller udrejst, kan få genåbnet sin asylsag, og derved opnå ret til indkvartering og andre ydelser, såfremt vedkommende indgiver en ansøgning om asyl senest ni måneder efter, at de rumænske myndigheder traf afgørelse om at lukke sagen. Det fremgår af sagens oplysninger, at han har søgt om international beskyttelse i [foråret] 2021, forsvandt fra et asylcenter i [foråret] 2021 og hans asylsag blev administrativt lukket i [foråret] 2021. Fristen på de ni måneder er således ikke udløbet. Den omstændighed, at klageren frygter pushback til Serbien, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af sagens oplysninger, at klageren indgav en ansøgning om asyl til de rumænske myndigheder i [foråret] 2021, hvorefter han blev løsladt og ikke deltog i samtale hos myndighederne. Det fremgår tillige, at han var indkvarteret og forsvandt fra sit asylcenter i [foråret] 2021. Herudover fremgår det, at Rumænien i [foråret] 2021 har accepteret ansvaret for behandlingen af klagerens asylansøgning. Der er således ikke oplysninger om, at klageren selv har været udsat for pushback, ligesom han har haft mulighed for at indgive en ansøgning om asyl, og Rumænien har accepteret at tilbagetage ham på baggrund af en afsluttet asylsag. Det af klageren oplyste om, at han har det psykisk svært, og at han har selvmordstanker, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren må forventes at kunne modtage den nødvendige behandling i Rumænien. Det fremgår af rapporten Country Report: Romania, AIDA, udgivet den 21. april 2021, side 115, at asylansøgere har adgang til at modtage gratis sundhedsbehandling, og at asylansøgere modtager et personligt ID-nummer, som giver dem adgang til at modtage alle rettigheder, som er foreskrevet ved lov. Nævnet bemærker videre, at der ikke foreligger yderligere oplysninger om klagerens mentale helbred end det i indlægget af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte, og nævnet forudsætter, at Hjemrejsestyrelsen forud for udsendelse af klageren underretter de rumænske myndigheder om klagerens forhold, såfremt klageren samtykker hertil, jf. forordningens artikel 32. Det af DRC Dansk Flygtningehjælp anførte om, at de generelle forhold for asylansøgere i Rumænien er dårlige, at de rumænske myndigheder er voldelige, og at klageren vil være i risiko for umenneskelige og nedværdigende behandling, kan endelig ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Rumænien har tiltrådt Flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention samt EU's charter om grundlæggende rettigheder, og at der ikke er holdepunkter for at antage, at de rumænske myndigheder ikke lever op til deres internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klageren under sit ophold i Rumænien ikke har haft nogen personlige eller individuelle konflikter med de rumænske myndigheder eller politi. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at såfremt klageren skulle opleve problemer med det rumænske politi eller myndighederne i øvrigt, kan han henvises til at tage kontakt til en overordnet myndighed i Rumænien herom. Flygtningenævnet finder således ikke, at de generelle forhold og levevilkår for asylansøgere i Rumænien er af en sådan karakter, at Danmark er afskåret fra at overføre klageren til Rumænien, jf. forordningens artikel 3, stk. 2, 2. led. Flygtningenævnet finder desuden ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. For så vidt angår klagerens alder, gennemgik klageren i [foråret] 2021 en aldersundersøgelse på Retsmedicinsk Institut omfattende en klinisk undersøgelse, en odontologisk undersøgelse og en røntgenundersøgelse af hånd og håndled. Retsmedicinsk Institut har ved rapport udfærdiget af [foråret] 2021 på baggrund af undersøgelsen samlet konkluderet, at klagerens alder mest sandsynligt må antages at være 19 år eller derover. Der er dog en vis, om end mindre, sandsynlighed for, at den nedre aldersgrænse kan være 17 år. I [foråret] 2021 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at fastsætte klagerens fødselsdato til [vinter] 2001, hvorefter klageren således var 19 år på både asylansøgningstidspunktet og tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Rumæ/2021/4/HMU
Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om overførsel til Østrig i medfør af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublin-forordningen, vedrørende en mand, der var meddelt afslag på asyl i Østrig. Sagen blev behandlet på formandskompetence.DRC Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren ikke var bekendt med, at han havde fået afslag i Østrig, og at klageren har en farbror i Danmark, som han har et far-søn-lignende forhold til. Efter en gennemgang af sagen, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Det fremgår videre af kapitel 5 a, herunder § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren har ansøgt om og er blevet meddelt afslag på en ansøgning om international beskyttelse i Østrig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Østrig er forpligtet til at modtage klageren, jf. forordningens artikel 18, stk. 1, litra d, og at Østrig dermed er ansvarlig for at behandle klagerens ansøgning om international beskyttelse. Det bemærkes herved, at Østrig [i sommeren] 2021 har accepteret at modtage klageren i medfør af pågældende bestemmelse. Det forhold, at klageren har oplyst, at han ikke har været til en asylsamtale med de østrigske myndigheder, og at han ikke var bekendt med, at han havde fået afslag på asyl, og at han derfor frygter refoulement, kan ikke føre til en ændret afgørelse. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af AIDA, Country Report: Austria, udgivet i april 2021, at klageren har mulighed for at få sin asylsag genoptaget, idet det fremgår af rapportens side 54, at: "Asylum seekers returning to Austria under the Dublin Regulation, and whose claim is pending a final decision, do not face obstacles if their transfer takes place within two years after leaving Austria. In this case, the discontinued asylum procedure will be reopened as soon as they request for it at the BFA or the BVwG. If a final decision has already been taken on the asylum application upon return to Austria, the new asylum application will be processed as a subsequent asylum application. Dublin returnees also do not face any particular issues in accessing the reception system." Det fremgår videre af samme rapport side 57, at: "The law allows for an exception from the personal interview in case the asylum seeker has absconded from the procedure while being accommodated in the initial reception centre. If the facts relevant to a decision on an asylum claim are established, the fact that the asylum seeker has not been interviewed yet by the BFA or by the BVwG shall not preclude the rendering of a decision. In practice this exception is not applied very often, however. The BFA files most of these cases as “discontinued”, which means that upon request by the asylum seekers the procedure will be reopened." Flygtningenævnet henviser på denne baggrund klageren til at anmode de østrigske myndigheder om at få sin asylsag genoptaget. Det kan derudover ikke føre til en ændret vurdering, at DRC Dansk Flygtningehjælp har oplyst, at klageren har et far-søn-lignende forhold til sin farbror, som er meddelt asyl i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at forholdet mellem en nevø og en farbror falder uden for Dublinforordningens artikel 2, litra g, og derfor også falder uden for artikel 9 og artikel 16. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren er en mand i den myndige alder, der til sin oplysnings- og motivsamtale af [sommeren] 2021 har oplyst, at han er sund og rask. Flygtningenævnet finder videre, at der ikke foreligger oplysninger, som kan medføre, at forholdet mellem klageren og hans farbror skulle gå ud over, hvad der normalt ligger i relationen mellem nevø og farbror. Flygtningenævnet har hertil lagt vægt på, at det ikke er tilstrækkeligt, at klageren og farbroren har boet i samme bygning i [hjemlandet]. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at der foreligger et sådan afhængighedsforhold til klagerens farbror, der kan medføre, at ansvarskriterierne skal fraviges i overensstemmelse med præamblens punkt 17 med henblik på behandling af klagerens ansøgning om international beskyttelse i Danmark for at sammenføre familiemedlemmer, slægtninge eller andre familierelationer. Flygtningenævnet finder i forbindelse med DRC Dansk Flygtningehjælps subsidiære påstand om hjemvisning, at der ikke er grundlag for at hjemvise sagen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at nævnet finder, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, og at DRC Dansk Flygtningehjælps indlæg ikke giver anledning til at tro, at der er væsentlige oplysninger i sagen, der ikke er blevet belyst. Flygtningenævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at der ikke foreligger sådanne særlige hensyn, herunder af humanitær karakter, at asylansøgningen bør behandles i Danmark, jf. forordningens artikel 17. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 a, stk. 1, jf. Dublinforordningen.” Dub-Østr/2021/4/CRT
Nævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Algeriet. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er muslim af trosretning, fra algerisk Sahara, Algeriet, og har siden han var cirka tre år boet i Marokko. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har i Algeriet eller Marokko ikke haft konflikter med kriminelle eller religiøse grupper, private eller familiemedlemmer, udover nedennævnte. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Marokko frygter at blive ydmyget eller slået ihjel af sin stedfar. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han frygter repressalier fra en kriminel gruppe, som han har været en del, der dyrker og sælger narkotika, at han har arbejdet et år i en hashplantage, da han var 11 år, og at han har stjålet penge fra gruppen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans stedfar har gemt hash under ansøgerens seng, som politiet opdagede, men ansøgeren blev ikke anholdt, da han var mindreårig. Ansøgeren har til støtte herfor endvidere oplyst, at hans stedfar gentagne gange har udsat ham for fysiske overgreb ved at slå ham, ved at binde hans ben og hænge ham i dem. Ansøgerens stedfar har tidligere været fængslet, og er en del af en kriminel gruppering, som arbejder med narkotika. Han har yderligere til støtte herfor oplyst, at den kriminelle gruppe, ansøgeren har arbejdet for, efterstræber ham, da han har stjålet penge fra gruppen og dermed skylder dem penge. Flygtningenævnet må efter baggrundsoplysningerne lægge til grund, at ansøgeren har statsborgerskab i både Algeriet og Marokko, da han er født af en marokkansk mor og har en algerisk far. Det er muligt at have dobbelt statsborgerskab på den baggrund. For så vidt angår ansøgerens algerisk statsborgerskab følger dette af Code de la Nationalite Algerienne, kapitel 2 artikel 6, hvorefter et barn af en algerisk far eller en algerisk mor har algerisk statsborgerskab. Af European University Institutes rapport, Migration facts Algeria, fra 2013 fremgår det, at dobbelt statsborgerskab accepteres, hvilket bekræftes af US Departement of States rapport om Algeriet af 3. marts 2021. Ifølge Global Citizenship Observatorys rapport fra 2011 nedarves statsborgerskab desuden automatisk fra far og mor. For så vidt angår ansøgerens marokkanske statsborgerskab følger dette af Code de la nationalite Marocaine, kapitel 2, artikel 6, hvorefter børn med en marokkansk far eller mor har marokkansk statsborgerskab. Loven gælder også for børn født forud for 2007. Dobbelt statsborgerskab er tilladt, jf. US Home Office´s nyeste rapport om Marokko af 30. marts 2021. Det forhold, at ansøgeren ifølge sin egen forklaring i Marokko har oplevet problemer, fordi han er en person uden dokumentation på sin identitet, kan ikke anses for en asylbegrundende omstændighed. Flygtningenævnet finder det efter en samlet vurdering ikke asylbegrundende, at ansøgeren har haft problemer med sin stedfar i Marokko, der har gemt hash og en kniv under ansøgerens seng og har udsat ham for forskellige fysiske overgreb som at slå ham, binde hans ben og hænge ham op, da han boede i moren og stedfarens lejlighed. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren nu er [X] år og myndig og ikke er nødsaget til at bo hos stedfaren og moren. De fysiske overgreb, om end de har været alvorlige, ligger dels flere år tilbage og må anses for et afsluttet forhold, dels har de haft et relativt afgrænset omfang og intensitet. Herudover lægger nævnet vægt på, at stedfaren er blevet retsforfulgt og straffet af de marokkanske myndigheder med i hvert fald to fængselsdomme. Ansøgerens individuelle frygt for at blive ydmyget eller slået ihjel af stedfaren findes ikke at være asylbegrundende. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgers forklaring om, at han har været en del af en kriminel gruppe, der dyrker og sælger narkotika, at han har arbejdet 1 år i en hashplantage, da han var 11 år, og at han har stjålet penge fra gruppen, til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har deltaget i [x] samtaler med Udlændingestyrelsen, og ansøgerens forklaring herom er først fremkommet i forbindelse med Flygtningenævnets behandling og er ny og udbyggende i forhold til ansøgers tidligere forklaringer. Dette asylmotiv er endvidere divergerende med ansøgers tidligere forklaring om, at han kun har problemer med stedfaren og ikke med andre fra den kriminelle gruppe, stedfaren er del af. Ansøgers forklaring om, at han ikke tidligere har fortalt om sin deltagelse i den kriminelle gruppe af frygt for strafmæssig forfølgning kan ikke føre til en ændret vurdering, hvorved bemærkes, at ansøgeren tidligere rent faktisk har forklaret om blandt andet tyverier m.v. i Holland og Luxembourg. Det forhold, at ansøgeren i 2019 er blevet tvunget til at stjæle i Holland og Luxembourg af 2 mænd, han mødte på et asylcenter i Holland, og som nu befinder sig i Luxembourg, kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Den vurderede menneskehandel har således relation til Europa – og ingen relation til ansøgerens hjemlande. Ansøgers forklaring om, at den ene af mændene var [etnicitet] og af og til rejste til [en by], ændrer ikke herved. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Marokko eller Algeriet vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker, at de generelle forhold i Algeriet eller Marokko ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren] 2021.” Alge/2021/4/hmu
Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Uganda. Indrejst i 2019.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk muganda og konverteret kristen af trosretning fra forstaden Rubaga, Kampala, Uganda. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter, at hun vil blive udsat for yderligere fysiske overgreb af sine familiemedlemmer og andre mænd i landsbyen, fordi hun er homoseksuel. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin farbror, fordi hun har modsat sig hans ønske om, at hun skulle giftes med en mand. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter at blive fængslet af myndighederne, fordi hun er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hun er født og opvokset i Rubaga, hvor hun boede med sin farbror og hans familie, fordi hendes far døde, inden hun blev født. Ansøgeren har aldrig kendt sin mor. Som teenager blev ansøgeren bevidst om, at hun var homoseksuel. Ansøgeren har haft to kærester i Uganda ved navn [kæreste 1] og [kæreste 2]. Ansøgeren er født ind i en muslimsk familie, men hun er konverteret til kristendommen. Flere af ansøgerens søskende er også konverteret til kristendommen. Ansøgeren har aldrig oplevet problemer på baggrund af sin konvertering. Da ansøgeren var 24 år gammel, besluttede hendes farbror, at hun skulle giftes med en mand. Hun nægtede og fortalte farbroren, at hun var homoseksuel. Ansøgerens farbror blev vred og spærrede hende ind i en bygning ved siden af hans hus. Ansøgeren blev udsat for overgreb, tortur og blev voldtaget af forskellige mænd fra landsbyen. En dag glemte farbroren at låse døren, og det lykkedes ansøgeren at stikke af. Hun kontaktede den lokale byrådsformand og fortalte, hvad der var sket. Formanden sagde, at det var en familiesag mellem ansøgeren og hendes farbror og sendte bud efter ansøgerens farbror, som hentede hende. Ansøgeren blev efterfølgende spærret inde i en bygning hos en anden person fra landsbyen, og hun blev igen udsat for overgreb og voldtægt. I 2019 fik ansøgeren kontakt til en mand uden for den bygning, hun var indespærret i, og han hjalp hende med at stikke af og komme til [by A], hvor hun tog ophold hos en dame, som hjalp hende. Ansøgeren kom i kontakt med en agent ved navn [agent] igennem en bekendt. Agenten arrangerede hendes rejse til Danmark. Ansøgeren udrejste fra [by B] lufthavn [i] december 2019 med sit nationalitetspas og et visum til Italien. Derfra rejste hun videre til Danmark. Da hun ankom til Danmark, spærrede [agent] hende inde og prostituerede hende. Det lykkedes ansøgeren at slippe væk fra [agent] [i foråret] 2020, hvorefter hun har boede forskellige steder, indtil hun søgte asyl i Danmark [i sommeren] 2020. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, da ansøgeren har forklaret divergerende, usikkert, udbyggende og utroværdigt om en række forhold, og forklaringen derfor fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerens første forklaring, der blev afgivet til Center mod Menneskehandel, på væsentlige punkter vedrørende ansøgerens udrejse og ophold den første tid i Danmark afviger fra de forklaringer, som ansøgeren har afgivet til udlændingemyndighederne. Det er ved vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed indgået, at Udlændingestyrelsen har vurderet, at det ikke kan afvises, at ansøgeren har været udsat for menneskehandel, hvilket imidlertid ikke kan føre til en anden vurdering, henset til at ansøgeren er veluddannet og har kunnet forklare detaljeret om en række forhold. Flygtningenævnet kan således som Udlændingestyrelsen ikke lægge til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme forhold, som anført af Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren også for Flygtningenævnet har forklaret usikkert og divergerende om, hvornår hun mødte [kæreste 2], og hvor længe de kendte hinanden. Det forhold, at ansøgeren har forklaret, at der var tolkeproblemer under begge samtaler i Udlændingestyrelsen kan ikke føre til en anden vurdering, da ansøgeren har fået begge referater oversat og har haft mulighed for at rette eventuelle misforståelser. Flygtningenævnet har endvidere tillagt det nogen vægt, at ansøgeren nu er gravid med en dansk mand. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun har en konflikt med sin farbror til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de samme grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret skiftende om det økonomiske mellemværende mellem hendes farbror og den mand, som hun skulle giftes med. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret, at hun fire gange forgæves havde søgt visum til henholdsvis Tyskland og Italien, inden konflikten med farbroren opstod. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Uganda vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Den omstændighed, at ansøgeren nu er gravid, kan ikke føre til en anden vurdering henset til, at Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med sin farbror. Det bemærkes i den forbindelse, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at hun er blevet seksuelt misbrugt, men Flygtningenævnet kan som ovenfor anført ikke lægge til grund, at dette (også) er sket som en følge af en konflikt mellem ansøgeren og farbroren. Der er således allerede af denne grund heller ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på en torturundersøgelse. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenummer: ugan/2021/7/sme
Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tyrkiet. Indrejst 2012.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og deist af trosretning fra [by], sydøst Kurdistan, Tyrkiet. Ansøgeren har været medlem af det politiske parti Folkets Demokratiske Parti (HDP). Ansøgeren har desuden deltaget i en række demonstrationer og aktiviteter i Danmark og i Tyrkiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tyrkiet frygter at blive forfulgt af de tyrkiske myndigheder, fordi han har udtalt sig kritisk om Erdogan til sin kollega i Danmark og på Facebook. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han i Danmark i 2015 udtalte sig kritisk om Erdogan til sin kollega, og at hans kollega fortalte dette videre til en imam i byen. Imamen indberettede ansøgeren til de tyrkiske myndigheder. Efterfølgende blev ansøgerens Facebook profil i 2016 lukket af en hackergruppe, der arbejdede på vegne af de tyrkiske myndigheder. I forbindelse med disse begivenheder blev ansøgeren i 2015 opsøgt af tre ukendte mænd på sin bopæl i [dansk by]. Ansøgerens forældres bopæl i [by] i Tyrkiet er desuden blevet opsøgt to gange af politiet. Politiet spurgte efter ansøgeren. Da politiet opsøgte ansøgerens forældre, fortalte politiet forældrene, at hvis ansøgeren vendte tilbage til Tyrkiet, ville han blive anholdt. Indledningsvis bemærkes at ansøgeren først har søgt asyl [i nærmere angiven dato i] 2020 efter at hans opholdstilladelse blev nægtet forlænget på trods af, at han angivelig har haft en konflikt med de tyrkiske myndigheder, der angiveligt startede i 2004 og angiveligt igen i 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med de tyrkiske myndigheder eller andre personer og grupperinger til grund. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren på trods af den angivelige tilbageholdelse i 2004 i forbindelse med, at han angiveligt blev anmeldt for at have deltaget i en demonstration mod styret i Tyrkiet, hvilket han ikke havde, ifølge hans egen forklaring blev frifundet i retten, at han har kunne opholde sig problemfrit i Tyrkiet efterfølgende frem til udrejsen i 2011 og 2012, at han rejste tilbage til Tyrkiet i 2012, hvor han fik udstedt et nyt pas, og at han ikke havde problemer med at få udstedt et pas af de tyrkiske myndigheder i 2012. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om sine politiske aktiviteter. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han også var tilbageholdt af politiet i 2009, hvilket ansøgeren ikke tidligere har forklaret om til Udlændingestyrelsen, og hvilket Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund har fundet sted. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende om de demonstrationer, han har deltaget i. Ved oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han har deltaget i 8-10 demonstrationer i Tyrkiet. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han har deltaget i 25-30 demonstrationer i Tyrkiet. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han har deltaget i 2 demonstrationer i Danmark. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at han har deltaget i 6-7 demonstrationer i Danmark. Med hensyn til ansøgerens angivelige tidligere Facebookprofil, hvor han angiveligt havde udtrykt sig kritisk mod styret i Tyrkiet bemærkes, at ansøgeren ikke har kunne dokumentere, at denne Facebookprofil har eksisteret, og at det beror på ansøgerens egen formodning, at de tyrkiske myndigheder skulle være bekendt hermed, hvis den pågældende Facebookprofil har eksisteret, og at han som følge heraf skulle være efterstræbt af myndighederne i Tyrkiet. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens forklaring om, at en hackergruppe fra Tyrkiet har lukket ansøgerens Facebookprofil ikke fremstår overbevisende. Ansøgeren har ikke kunnet give oplysninger, der sandsynliggør dette. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke er medlem af nogen politiske partier og ikke fremstår profileret overfor de tyrkiske myndigheder som en kritiker af styret. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om opsøgninger af hans forældre i Tyrkiet, og at hans forklaringer herom ikke forekommer troværdige. Det forekommer i den forbindelse ikke troværdigt, at myndighederne i Tyrkiet skulle bruge ressourcer på at efterstræbe ansøgeren henset til det overfor oplyste om ansøgeren. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Tyrkiet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Tyrk/2021/12/sme
Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Senest indrejst i 2012.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og muslim af trosretning. Klageren er født i Damaskus, Syrien, hvor hun boede frem til tre måneder før sin udrejse, hvor klageren flyttede til [en by i], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet meddelte [i efteråret] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i Syrien, herunder at klagerens hus var blevet ødelagt som følge af kampene i Damaskus. Klageren henviste endvidere som asylmotiv til, at hun frygtede at blive betragtet som modstander af styret. Klageren henviste til støtte herfor, at flere familiemedlemmer havde været tilbageholdt af myndighederne, fordi klagerens nevø havde overtrådt udgangsforbuddet i Damaskus. Klagerens brødre havde endvidere tilsluttet sig den Frie Syriske Hær. To af klagerens brødre var blevet dræbt, mens den tredje bror, [A], var flygtet til Libanon, efter at have dræbt en [officer i hæren]. Udlændingestyrelsen har [starten af] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til, at hun ikke har noget sted at bo i Syrien, og at priserne er meget høje, hvorfor hun ikke vil kunne forsørge sig selv. Klageren har endelig henvist til, at hun gerne vil blive sammen med sin ægtefælle, der er dansk statsborger. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Damaskus. Flygtningenævnet tiltræder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med EMRK artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Fra baggrundsoplysningerne kan der senest mere generelt henvises til EASO, “Syria Security situation – Country of Origin Information Report”, juli 2021. De forhold, der fremgår af Amnesty Internationals rapport, ”You are going to your death – Violations against Syrian Refugees returning to Syria”, september 2021, kan ikke føre til en anden vurdering af de generelle forhold i Damaskus. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Inddragelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1. Dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1. Lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Håndhævelsen af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 19, stk. 1, nr. 1, der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Ved vurderingen af, om indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål, skal der foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i at inddrage klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en inddragelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren, der er [i 40'erne], har haft lovligt ophold i Danmark i omkring 7 år. Klageren, der taler lidt dansk og har bestået prøven i Dansk 2, har i [en periode mellem 2016 og 2019] arbejdet i Danmark som [profession som vikar i servicebranchen] med en ugentlig arbejdstid på 30-35 timer. Klageren er født og opvokset i Syrien, hvor hun også har haft sin skolegang, og hun har boet i Syrien frem til udrejsen som [alder ved udrejse]. Hun har [et antal] søskende, to mostre og to fætre, der er bosat i Syrien. Klageren har oplyst, at hun lider af rygsmerter, højt blodtryk og angst. Klagerens ægtefælle er dansk statsborger med [tredjelands] baggrund, og de bor sammen i Danmark. Klageren og ægtefællen har ikke børn sammen. Det er om ægtefællen oplyst, at han har helbredsproblemer, idet han lider af [en psykisk sygdom] og sukkersyge og har hjerteproblemer. Klageren ægtefælles familie er bosat i Syrien, og ægtefællen har – herunder sammen med klageren – flere gange besøgt Syrien i perioder på en til tre måneder. Efter en samlet vurdering af de ovennævnte forhold, hvorefter det må lægges til grund, at klageren har en svag tilknytning til Danmark og en stor tilknytning til Syrien, tiltræder Flygtningenævnet, at de grunde, der i øvrigt er anført herom af Udlændingestyrelsen, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. EMRK artikel 8. Nævnet tiltræder herunder, at oplysningerne om klagerens ægtefælles helbredsforhold ikke er omstændigheder, der er til hinder for, at familielivet konkret vil kunne udleves i Syrien. Der foreligger heller ikke oplysninger, der sandsynligøre, at det ikke vil være muligt for klagerens ægtefælle at opnå opholdstilladelse i Syrien. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen om klagerens egne helbredsforhold, tiltrædes det, at det ikke vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3 at inddrage opholdstilladelsen. Klageren har ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller er i risiko for straf eller overgreb af de syriske myndigheder omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet henviser i den forbindelse til, at klageren alene har påberåbt sig socio-økonomiske forhold i form af frygten for at stå uden bolig og høje priser i landet. Det bemærkes endvidere, at klageren under sit ophold i Danmark problemfrit har været på rejser tilbage til Syrien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/193/mima
Nævnet meddelte i september 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: "Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [By], Rif Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han er eftersøgt i Syrien, idet han har hjulpet sin ægtefælle og [antal] sønner med at flygte. Ansøgeren har videre henvist til, at hans ægtefælle er eftersøgt i Syrien, idet hun har forladt sin [offentlige] stilling uden at få tilladelse hertil, at hun er modstander af det syriske regime, samt at hun udførte nødhjælp i form af blandt andet uddeling af [nødhjælp]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans sønner har unddraget sig militærtjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at den syriske sikkerhedstjeneste i 2015 begyndte at opsøge ansøgeren og efterspørge hans daværende ægtefælle og sønnerne. Ansøgeren har videre oplyst, at han efterfølgende blev oplyst af en kilde ved navn [navn på kilden], der arbejdede for den syriske sikkerhedstjeneste, at han ville blive stillet til ansvar for ægtefællens og sønnernes handlinger. Flygtningenævnet kan i det væsentligste lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet lægger herefter til grund, at ansøgerens bopæl blev opsøgt af myndighederne to gange, efter ansøgerens daværende ægtefælle var udrejst af Syrien. Nævnet lægger videre til grund, at ansøgeren efter nogen tid forlod bopælen sammen med ansøgerens [antal] børn og tog ophold i et oprørskontrolleret område, inden han og børnene tre måneder senere udrejste af Syrien. Ansøgerens [antal] sønner har alle forladt Syrien og unddraget sig militærtjeneste. Sønnerne opholder sig nu i henholdsvis Danmark og [Land]. Flygtningenævnet har ved afgørelse d.d meddelt klagerens tidligere ægtefælle opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet nævnet har fundet, at hun har sandsynliggjort, at hun er i et asylbegrundende modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Ifølge baggrundsoplysningerne oplyser flere kilder, at de syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen i asylsager og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme asylansøgere til gode. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive identificeret som modstander af det syriske regime. Når dette sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders alvorlige overgreb ved f.eks. afhøringer og fængslinger, har ansøgeren sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1."Syri/2021/187/MSI
Nævnet omgjorde i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fremadrettet har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: "Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra [By], Damaskusprovinsen, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men har oplyst, at hun i Syrien har deltaget i fire til fem demonstrationer mod det syriske regime. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren 2015] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at blive efterstræbt af de syriske myndigheder, idet hun udførte nødhjælpsarbejde, hvor hun uddelte [nødhjælp]. Klageren henviste videre til, at hendes kollega pludselig forsvandt, hvorfor klageren frygtede, at hun ville blive den næste, der ville forsvinde. Klageren henviste videre til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede anholdelse, tortur og hængning. Udlændingestyrelsen har [i foråret 2021] truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at begrundelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at hun frygter at blive efterstræbt af de syriske myndigheder, idet hun har hjulpet nødlidende i Syrien. Klageren har videre henvist til, at hun i Syrien var offentlig ansat og har forladt sin stilling uden tilladelse. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at [et familiemedlem] samt tidligere ægtefælle har oplyst hende, at de flere gange er blevet opsøgt af personer, som klageren formoder er fra de syriske myndigheder, efter hendes udrejse. Flygtningenævnet kan i det væsentligste lægge klagerens forklaring til grund. Nævnet vurderer således, at forklaringen overordnet fremstår detaljeret, selvoplevet og troværdig. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren indtil udrejsen boede i [en bydel] i Damaskus, og at hun i omkring [antal] år frem til sin udrejse af Syrien var ansat [i en offentlig stilling]. Nævnet lægger videre til grund, at klageren har deltaget i fire til fem fredagsdemonstrationer mod regeringen i [et område] sammen med [personer], og at hun i forening med en kvinde, [klagerens venindens navn], de sidste fire måneder inden udrejsen omkring to gange om ugen uddelte [nødhjælp] til trængte personer i [et område], som var kontrolleret af oprørsstyrker. Desuden lægger nævnet til grund, at [klagerens veninde] blev anholdt af myndighederne og døde i myndighedernes varetægt. Derudover lægger Flygtningenævnet til grund, at klagerens hjem kort efter klagerens udrejse og i nær tidsmæssig sammenhæng med, at [klagerens veninde] blev anholdt, blev opsøgt af myndighedspersoner. Nævnet kan derimod ikke lægge til grund, at myndighederne fremviste et officielt dokument, hvoraf det fremgik, at klageren var eftersøgt. Nævnet lægger vægt på, at denne del af klagerens forklaring fremstår udbyggende. Endelig lægger nævnet til grund, at klageren udrejste af Syrien uden at have opsagt sin stilling. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil blive identificeret som en modstander af det syriske regime. Når dette sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders overgreb begået over for modstandere af regimet, finder Flygtningenævnet, at det er sandsynliggjort, at klageren er i reel risiko for overgreb ved en tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1."Syri/2021/186/MSI
Nævnet omgjorde i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning fra landsbyen [landsby navn], området [A], Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2013, og at han [i slutningen af] 2013 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af dagældende udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i foråret] 2021 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han ikke er enig i Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i starten af] 2021, hvor Styrelsen forlængede klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren mener, at han opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har anført, at han i 2012 har deltaget i cirka 10 demonstrationer i Syrien, og at myndighederne efterfølgende rettede henvendelse på hans bopæl og efterspurgte ham. Klageren har endvidere anført, at han også alene som følge af, at han er kurder frygter de syriske myndigheder. Klageren har yderligere anført, at han som oprindeligt forklaret fortsat frygter Jabhat Al Nusra. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at der fortsat er grund til at anvende forsigtighedsprincippet ved vurderingen af asylansøgere fra Syrien, således at der kan være grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme en ansøger/klager til gode. Flygtningenævnets flertal kan herefter i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at klageren under nævnsmødet har optrådt troværdigt og har givet en rimelig forklaring på, hvorfor han ikke ved oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen i [slutningen af] 2013 forklarede om sin konflikt med de syriske myndigheder. Flertallet har i den forbindelse særligt lagt vægt på, at klageren efter sin forklaring i 2004 var fængslet af de syriske myndigheder i cirka seks måneder, hvor han blev udsat for tortur, ligesom hans familie fortsat opholdt sig i Syrien, da han var til samtale i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnets flertal lægger herefter til grund, at klageren i 2012 deltog i cirka 10 demonstrationer vendt mod det syriske styre, at myndighederne efterfølgende rettede henvendelse på hans bopæl og spurgte efter klageren, at klagerens ægtefælle ringede til klageren og fortalte herom, hvorefter klageren tog direkte til den kurdisk kontrollerede by [A], samt at klagerens familie umiddelbart derefter også tog til [by]. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse fra de syriske myndigheders side. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/183/sme
Nævnet omgjorde i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Syrien, således at vedkommende fremadrettet har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etniske kurdere og muslimer. Klageren er født i Damaskus, Syrien, hvor hun har boet frem til [starten af 00’erne], hvor hun flyttede til [by] med sin tidligere ægtefælle. Herefter boede hun skiftevis i Damaskus og [by] frem til [starten af 10’erne]. I [starten af 10’erne] flyttede hun til Damaskus, da hun blev skilt fra sin tidligere ægtefælle. Da hendes far blev syg flyttede hun herefter til den kurdiske del af Irak, hvor hun boede i en periode. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i Syrien, grundet urolighederne. Klageren henviste videre til, at hun frygtede sin tidligere ægtefælle, og at han ville opsøge hende. Ægtefællen var under deres ægteskab voldelig over for klageren, og under skilsmisseprocessen truede han hende. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien frygter sin tidligere ægtefælle, herunder at han vil slå hende og hendes børn ihjel eller lade hende og hendes døtre prostituere. Klageren har videre oplyst, at hun frygter, at hendes anden tidligere ægtefælle, som er far til hendes søn, vil tage sønnen fra hende. Klageren har ydermere som asylmotiv henvist til, at hun frygter repressalier grundet hendes far og hendes brødres politiske aktiviteter. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes tidligere ægtefælle i efteråret 2020 har fremsendt en video til klageren og en til hver af hendes to døtre, hvori han truer med at slå hende og hendes børn ihjel, såfremt hun vender tilbage til Syrien. Klageren har videre oplyst, at den tidligere ægtefælle under deres ægteskab udsatte hende for vold og seksuelle overgreb. Flygtningenævnet finder, at der ikke foreligger forhold, der kan begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det forhold, at klageren er enlig kvinde og er udrejst illegalt af Syrien kan efter baggrundsoplysningerne ikke føre til en anden vurdering. Det forhold, at klagerens brødre angiveligt har unddraget sig militærtjeneste, og at en af hendes brødre angiveligt tidligere har været fængslet, kan efter baggrundsoplysningerne heller ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens brødre ikke er således profileret, at der er grundlag for at antage, at klageren som følge af sine brødres forhold vil blive udsat for forfølgelse eller overgreb fra myndighedernes side. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren både under ægteskabet og efter skilsmissen fra sin tidligere ægtefælle [A] har haft en konflikt med denne. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren konsekvent har forklaret herom siden sin første samtale i Udlændingestyrelsen, og at klagerens forklaring fremstår troværdig. Flygtningenævnet finder, at divergenserne og udbygningerne i klagerens forklaringer herom i vidt omfang kan tilskrives klagerens psykiske tilstand. Flygtningenævnet har ved vurderingen af klagerens forklaring om konflikten endvidere lagt vægt på de videoer, som klageren har indleveret under sagens behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet har ved vurderingen af, om det er klagerens tidligere ægtefælle, der optræder på videoerne, lagt vægt på, at klageren allerede forud for Udlændingestyrelsens opstart af forlængelsessagen som følge af videoerne anmeldte forholdene til politiet, ligesom Flygtningenævnet har lagt vægt på klagerens datter [B]’s forklaring om videoerne. Flygtningenævnet finder endelig, at det henset til tidspunktet for videoernes fremkomst må lægges til grund, at konflikten med den tidligere ægtefælle fortsat er aktuel. Henset til de trusler, der i videoerne fremsættes mod klageren og dennes døtre, [B] og [C], finder Flygtningenævnet, at konflikten med den tidligere ægtefælle er af en sådan alvorlighed, at klageren og dennes døtre ved en tilbagevenden til Syrien risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det må lægges til grund, at klageren og dennes døtre ikke vil kunne opnå tilstrækkelig myndighedsbeskyttelse eller beskyttelse fra mandligt netværk i Syrien. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [i foråret] 2021, således at klageren og hendes medfølgende børn meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.”Løbenummer: Syri/2021/180/gdan
Nævnet hjemviste i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2010.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er statsløs kurder og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men han har oplyst at have optrådt med en dansegruppe, der var tilknyttet det kurdiske parti [x]. Yderligere har han oplyst, at hans far og brødre har været politiske aktive for partiet [x]. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2010 klageren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. [I efteråret] 2010 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive fængslet eller henrettet som følge af, at han har optrådt med den kurdiske dansegruppe [navn], og at gruppen optrådte i forbindelse med Newroz i 2010, hvorefter der opstod uroligheder. Klageren anførte, at han har lavet en cd med klip fra urolighederne, og at myndighederne har fundet og beslaglagt denne cd under en ransagning af klagerens butik. Klageren gemte sig hos en nabo og fik senere at vide, at myndighederne også havde ransaget hans families hus. Herefter udrejste klageren af Syrien. Yderligere oplyste han, at han i 2004 var tilbageholdt og fængslet i syv dage i forbindelse med en fredelig demonstration i [by] grundet urolighederne i Qamishli. Endelig anførte han, at frygtede at blive straffet af de syriske myndigheder som følge af sin illegale udrejse af Syrien. [I begyndelsen af] 2012 anmodede klageren Flygtningenævnet om genoptagelse af sin asylsag, hvorefter Flygtningenævnet besluttede af genoptage behandlingen af sagen og hjemvise den til fornyet førsteinstansbehandling i Udlændingestyrelsen. [I efteråret] 2013 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. I genoptagelsessagen henviste klageren og DRC Dansk Flygtningehjælp på vegne af klageren blandt andet til, at hans to brødre efter klagerens udrejse af Syrien var flygtet til Irak, idet hans familie flere gange var blevet opsøgt af myndighederne, der ledte efter klageren, at der blev efterladt indkaldelser til klageren, og at myndighedernes havde lukket familiens butik ned grundet klagerens forhold. Yderligere henviste DRC Dansk Flygtningehjælp til, at klageren under opholdet i Danmark havde deltaget i en demonstration mod det syriske regime. Endelig henviste klageren under partshøringen med Udlændingestyrelsen til, at han frygtede at blive indkaldt til militæret, selvom han er statsløs kurder, samt de generelle forhold. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede, og at situationen i Damaskus by over en længere periode siden maj 2018 har ændret sig markant, og at der således er en forbedring af forholdene i området, samt af denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter. Det er derfor Udlændingestyrelsens vurdering, at der ikke er reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til, at han frygter at blive anholdt af de syriske myndigheder som følge af sine aktiviteter for den kurdiske dansegruppe [navn] og de generelle forhold i Syrien. Han har videre henvist til, at han har uddelt en kurdisk avis til kurdere i sit hjemområde og i andre områder. Yderligere har han anført, at han frygter at blive indkaldt til militærtjeneste af myndighederne, eller at han, hvis han tager tilbage til Nordsyrien, skal gøre tjeneste for de kurdiske grupper. Endelig har han henvist til, at han frygter de syriske myndigheder som følge af, at han har en bror, der kæmper for peshmerga i kurdisk Irak. Flygtningenævnet besluttede at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen blandt andet med henblik på en nærmere undersøgelse af klagerens nationalitet. I den forbindelse bemærker nævnet, at klageren for nævnet har oplyst, at hans far på hans og hele familiens vegne har søgt om syrisk statsborgerskab. Klageren har også oplyst, at han har to brødre i Danmark, der skulle være syriske statsborgere, og som er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere bemærker nævnet, at Udlændingestyrelsen bør forholde sig til Notat fra Udenrigsministeriet af 6. juli 2021, herunder om klageren, hvis han er syrisk statsborger, risikerer at blive indkaldt til militærtjeneste.” Syri/2021/179/CARA
Nævnet hjemviste i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Homs, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2014, og at han [i efteråret] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i forået] 2021 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han frygter at blive kidnappet af ukendte kriminelle grupper i Syrien. Han har herom oplyst, at han i [foråret] 2012 blev kidnappet af en kriminel gruppe, der tilbageholdt ham i fire måneder og fem dage. Klageren har derudover henvist til, at han sammen med sin familie er blevet eftersøgt af den militære efterretningstjeneste. Han har herom oplyst, at han blev eftersøgt, efter at han henvendte sig til de syriske myndigheder vedrørende sin kidnapning. Han fandt i forbindelse med henvendelsen ud af, at kidnapningen blev foretaget af en militsgruppe, som er tilknyttet den syriske regering. Klageren har endelig henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, idet han i [foråret] 2011, forud for kidnapningen, deltog i demonstrationer imod de syriske myndigheder, optog videoer i forbindelse med demonstrationerne med henblik på publicering, og uddelte mad og andre fornødenheder til demonstranter, internt fordrevne og sårede på felthospitaler. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring, således som denne fremgår af advokatens indlæg, og som den er suppleret ved møde ved Flygtningenævnet, til grund. Flygtningenævnet bemærker, at klageren ved sin advokats indlæg, i bilag til dette, samt ved møde ved Flygtningenævnet, har forklaret om meget omfattende aktiviteter, som han og hans familie oplyser at have udført over en længere periode og flere forskellige steder i Syrien. Heroverfor står, at klageren ved samtale ved Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2014 alene henviste til, at han var blevet kidnappet af en kriminel gruppe, som ikke var tilknyttet noget parti eller lignende. På udtrykkelig forespørgsel om eventuelle yderligere konflikter, herunder med myndigheder, svarede han, at han ikke havde sådanne. Flygtningenævnet finder, at der er så væsentlige forskelle på klagerens forklaring i 2014 og de oplysninger, der nu er fremkommet, at klagerens seneste forklaring i det hele må tilsidesættes. Særligt bemærker Flygtningenævnet, at klageren ikke har bestridt, at det interview, som han deltog i 2014, havde en varighed af over 6 timer. På denne baggrund forekommer det helt usandsynligt, at klageren skulle være forhindret i at redegøre detaljeret og fyldestgørende for sit asylmotiv. Endvidere har klageren i Flygtningenævnet og i sin advokats indlæg til Flygtningenævnet oplyst, at den kriminelle gruppe, der kidnappede ham, havde forbindelse til det syriske styre. Dette er i fuldstændig modstrid med hans oplysninger som meddelt i 2014. Særligt vedrørende klagerens oplysninger om, at et større opbud af myndighedspersoner (de tre busser) opsøgte hans bopæl i Homs kort efter hans udrejse, finder Flygtningenævnet det på baggrund af de begrænsede oplysninger, ikke sandsynligt, at en sådan aktion alene havde til formål at arrestere klageren. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke baggrund for at meddele klageren opholdstilladelse på andet grundlag end hidtil. Flygtningenævnet må lægge til grund, at klagerens datter [navn], har medvirket i en offentlig demonstration [i en dansk by], hvorfra blandt andet [et dansk nyhedsmedie] har rapporteret, ligesom hun blev interviewet af [et dansk nyhedsmedie]. Hun har i forbindelse med demonstrationen givet udtryk for kritik af det nuværende syriske styre samt henvist til de konkrete overgreb, som klageren har været udsat for. Disse forhold har i sagens natur ikke indgået i Udlændingestyrelsens behandling af sagen i 2014. Flygtningenævnet finder, også under hensyn til det i praksis gældende forsigtighedsprincip i sager vedrørende syriske asylansøgere, at der bør gives Udlændingestyrelsen lejlighed til at vurdere om disse forhold bør medføre en ændring i klagerens asylretlige status. Sagen hjemvises derfor til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling.” Syri/2021/176/ehd
Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk araber, sunnimuslim af trosretning og fra Homs, Syrien. Klageren flyttede til Damaskus, Syrien, da han var omkring seks eller syv år gammel. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte den [en nærmere angiven dato i foråret] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold som følge af krigen. Klageren henviste endvidere til, at han i [efteråret] 2012 havde været tilbageholdt af Shabiha i 17 dage, hvor han blev afhørt af den syriske efterretningstjeneste, idet han var mistænkt for at være i besiddelse af våben. Udlændingestyrelsen har den [en nærmere angiven dato i foråret] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til, at han frygter at blive anholdt og udsat for overgreb, fordi flere af klagerens familiemedlemmer har deltaget i aktiviteter imod det syriske regime. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hans fætres sønner har deltaget i demonstrationer i 2012, og da det syriske regime begyndte at skyde på demonstranterne, tog de aktivt del i kampen mod regimet. Klagerens fætter, [B], har også deltaget i kampe mod regimet og blev i 2014 slået ihjel som følge heraf. Hele familien er derfor efterlyst, og klageren har ikke kunnet få fat i sine uddannelsespapirer fra Syrien, fordi han er efterlyst. Klageren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter at vende tilbage til Syrien, fordi han oplever problemer, når han henvender sig til myndighederne. Til støtte herfor har klageren oplyst, at årsagen til problemerne skyldes, at han er født i Hama og derfor har et nationalitetsnummer uden for Damaskus. Endelig har klageren som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien som følge af krigen. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Damaskus. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport “Country Guidance: Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf det bl.a. fremgår: ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, bl.a. at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …”. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Damaskus-området. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Klageren har ikke på noget tidspunkt oplevet konflikter med religiøse eller kriminelle grupper, familiemedlemmer eller private. Bortset fra nedennævnte konflikt i 2012 har klageren heller ikke haft konflikter med de syriske myndigheder. Det forhold, at klagerens fætre og grandfætre har deltaget i aktiviteter og kampe mod de syriske myndigheder, eller at klagerens fætter, [B], har deltaget i kampe mod myndighederne, hvorved han blev slået ihjel i 2014, finder Flygtningenævnet ikke har bragt klageren i en konflikt med de syriske myndigheder. Herved bemærkes, at fætteren, [C], fortsat bor i Syrien, hvor denne alene har oplevet, at efterretningstjenesten har spurgt, hvor sønnerne befinder sig, ligesom klagerens moster, [D], og to kusiner, [E] og [F], der ligeledes bor i Syrien, alene har været udsat for ransagninger. Ingen af dem er blevet tilbageholdt af myndighederne som følge af, at fætrene og fætterens sønner har deltaget aktiviteter og kampe mod de syriske myndighederne. Klageren har ikke sandsynliggjort, at han er efterlyst af myndighederne i Syrien. Klageren udrejste således af Syrien i 2013 og passerede to kontrolposter, hvor han ikke oplevede problemer. Det beror således på klagerens egen formodning, at han skulle være efterlyst som følge af fætrene og fætterens sønners aktiviteter. Fætteren, [C], klagerens moster og klagerens to kusiner bor således i Syrien uden problemer, og det må derfor anses for usandsynligt, at klageren som følge af fætrenes og fætterens sønners aktiviteter skulle være eftersøgt. Det forhold, at klageren har været anholdt og tilbageholdt i 17 dage i [efteråret] 2012, hvor alle 13 i den restaurant, klageren befandt sig i, blev anholdt, kan ikke anses for at medføre en aktuel konflikt med de syriske myndigheder. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren blev løsladt af myndighederne, og at han herefter i perioden fra [vinteren] 2012 – [efteråret] 2013 ikke har haft problemer med myndighederne, herunder som følge af den nævnte tilbageholdelse. Klagerens frygt fordi han oplever problemer, når han henvender sig til myndighederne, og at han mener, at årsagen til problemerne er, at han er født i Hama og af den grund har et nationalnummer uden for Damaskus, ændrer ikke ved nævnets vurdering. Det må særligt med hensyn til udlevering af klagerens uddannelsespapirer således anses for sædvanlig procedure, når der er tale om udstedelse af personlige dokumenter, at personen møder personligt op. Det forhold, at klageren er udrejst illegalt af Syrien vurderer Flygtningenævnet ikke længere i praksis er noget problem og kan ikke anses for at skabe en reel konflikt med myndighederne. Det fremgår af Udlændingestyrelsens landerapport ”Syria, Security Situation in Damascus Province and Issues Regarding Return to Syria, based on interviews between 16 to 27 november 2018 in Beirut and Damascus” fra februar 2019, at det siden begyndelsen af 2018 har tydet på, at det ikke har konsekvenser for en tilbagevendende syrer, at vedkommende forlod landet under krigen, og at illegal udrejse af Syrien fortsat er strafbart, men at det i praksis ikke længere er et problem, idet man kan få sin situation afklaret ved en syrisk repræsentation i udlandet inden indrejsen i Syrien. Efter en samlet vurdering og under hensyn til de foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnets flertal herefter ikke, at klageren har sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i nogen risiko for overgreb fra de syriske myndigheders side, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet lægger vægt på, at klageren er 52 år, at han har haft lovligt ophold i Danmark i lidt over syv år og syv måneder, at klagerens ene bror bor i Danmark, at hans mor og to søstre bor i Tyrkiet, mens en bror bor i Canada og en søster og en bror bor i Sverige. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnets flertal, at klageren ikke har fået en særlig tilknytning til Danmark. Det forhold, at han har bestået Prøve i dansk 3, har bestået RVU løsning trin 4 og FVU matematik trin 2 samt at han kan læse og skrive dansk, og at han har haft fuldtidsbeskæftigelse som omsorgs- og pædagogmedhjælper i [navn] Kommune i perioden den [nærmere angiven dato i sommeren] 2016 – [nærmere angiven dato i efteråret] 2019 kan ikke føre til andet resultat. Med hensyn til det forhold, at klageren den [en nærmere angiven dato i foråret] 2021 - efter samtalen med Udlændingestyrelsen den [en nærmere angiven dato i vinteren] 2021 - indgik ægteskab med sin kæreste, [G], kan det heller ikke føre til andet resultat. Det bemærkes herved, at de ikke har fælles bopæl, men ses ofte, nogle gange hver dag, tilbringer ferier og helligdage sammen og ses, når det passer ind i hver deres program. Flygtningenævnets flertal finder således ikke, at der er tale om et familieliv i den forstand, der er omfattet af EMRK artikel 8. Flygtningenævnets flertal finder endvidere, at selv om dette var tilfældet, har klageren ikke på tidspunktet for ægteskabets indgåelse kunnet have en berettiget forventning om at kunne udleve et familieliv i Danmark. Det forhold, at klageren har været ude for to trafikuheld i 2018, har kroniske nakkesmerter, modtager smertestillende medicin og medicin til forebyggelse af mavesår og for forhøjet blodtryk kan heller ikke føre til andet resultat. Det bemærkes herved, at en udlænding ikke kan påberåbe sig ret til at blive på en medlemsstats territorium med henblik på fortsat lægebehandling. Klagerens kroniske smerter som følge af trafikuheldene – hvor han har afsluttet et forløb på Smertecenter […] [en nærmere angiven dato i vinteren] 2021 – kan ikke anses for at være et sådant særligt tilfælde, at det vil være i strid med EMRK artikel 3 at inddrage opholdstilladelsen. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnets flertal på baggrund af sagens samlede omstændigheder, herunder blandt andet da klageren har en svag tilknytning til Danmark og en stor tilknytning til Syrien, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. EMRK´s artikel 8. Som følge heraf stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [nærmere angiven dato i foråret] 2021. Syri/2021/175/MALC
Nævnet meddelte i september 2021 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2010 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2020 idømt fængsel i syv måneder for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 245, stk. 1, samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Aleppo, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan huske, hvorfor han har en konflikt med de syriske myndigheder, men at han har været anholdt og fængslet adskillige gange i Syrien, og at han er blevet beskudt og stukket med en kniv. Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at han er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, kun kan udelukkes fra asyl efter § 10, stk. 3, 1. pkt., hvis den pågældende må anses for en fare for landets sikkerhed, eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse og må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren er ved [Landsrettens] dom [fra efteråret] 2020 idømt fængsel i syv måneder samt udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år blandt andet for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at den kriminalitet, som klageren har begået, og som han er straffet for efter blandt andet straffelovens § 245, stk. 1, som udgangspunkt er en særlig farlig forbrydelse, men at klageren ikke i det konkrete tilfælde kan betegnes som en fare for samfundet. Ved vurderingen har Flygtningenævnet lagt vægt på, at overtrædelsen af straffelovens § 245, stk. 1, er begået i 2016 og omhandler et kast med en stol, der ramte klagerens kæreste på kroppen, og et halsgreb på en anden person, der blev tilføjet et snitsår på overarmen og underarmen. Et forhold vedrørende overtrædelse af straffelovens § 244, blev begået i 2017 ved at klageren tildelte en anden person en skalle. Klageren har ikke forinden de pådømte forhold begået strafbare forhold, og klageren har heller ikke senere begået strafbare forhold. Klagerens mor og to søstre samt hans nevøer og niecer bor i Danmark, hvor klageren har opholdt sig lovligt siden 2010. Klageren taler dansk og har haft meget begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet. Sammenfattende finder nævnet efter karakteren af de begåede overtrædelser og med henvisning til tidspunktet herfor, at klageren ikke kan betragtes som en fare for samfundet. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/174/CERA
Nævnet omgjorde i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2003.Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra [område], Rif-Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at han vil blive anholdt og udspurgt om sine sønner, som er eftersøgt af de syriske myndigheder, og at han ville blive slået ihjel som følge af krigen. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive afhørt, tilbageholdt og afpresset af de syriske myndigheder. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har været udrejst af Syrien og fået asyl i et andet land, og at de syriske myndigheder vil afhøre ham herom. Klageren har videre oplyst, at hans sønner har unddraget sig militærtjeneste, og at de syriske myndigheder vil anholde ham med henblik på at få oplysninger om hans sønner. Klageren har endvidere oplyst, at hans søn [A] tidligere har været fængslet af de syriske myndigheder. Klageren har også oplyst, at hans søn [B] flere gange blev anholdt ved kontrolposter, hvor han blev beskyldt for at være del af oppositionen og at have deltaget i demonstrationer, men blev løsladt mod bestikkelse. Klageren har ligeledes oplyst, at hans søn [C] blev anholdt af militærpolitiet i Syrien, og at han har været forsvundet i over seks år. Klageren har desuden oplyst, at han frygter de generelle forhold. Klageren har tillige oplyst, at han lider af [diverse sygdomme], som han tager medicin for. Flygtningenævnet bemærker, at det af sagen fremgår, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2003 på en arbejdstilladelse, der senest er forlænget frem til [efteråret] 2014. [I efteråret] 2014 blev klageren meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, under hensyn til de generelle forhold i Rif Damaskus, Syrien, som er klagerens hjemområde. Opholdstilladelsen var tidsbegrænset og gældende i 5 år og givet med mulighed for varigt ophold. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus og Rif Damaskus, og at der over en længere periode er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet kan på denne baggrund tiltræde, at klagerens opholdstilladelse kan inddrages i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Flygtningenævnet skal i medfør af udlændingelovens § 19 a herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Det fremgår af EMRK artikel 8, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at håndhævelsen af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 19, stk. 1, nr. 1, der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i at inddrage klagerens opholdstilladelse overfor intensiteten af det indgreb en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, som indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2 er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet overfor intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at klageren kom til Danmark som [middelaldrende] og således har levet størstedelen af sit liv i Syrien, hvor han har en søn, [C] og to søstre, [D] og [E], som bor i en flygtningelejr. Klageren har efter sin forklaring ikke haft kontakt til sin søn, da denne er forsvundet for [antal år] siden. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i 18 år. Han har i 16 år haft arbejde som [fagområde] hos [arbejdsplads], som han fortsat er tilknyttet som konsulent. Klageren opfylder i hvertfald den tidsmæssige betingelse for at søge om permanent opholdstilladelse i Danmark. Han har sin ægtefælle og fire voksne børn i Danmark. Klagerens ene søn, [A], hjælper i det daglige med praktiske opgaver. Uanset klagerens børn er en del af klagerens privatliv bemærker Flygtningenævnet, ligesom Udlændingestyrelsen, at voksne børn som udgangspunkt ikke er omfattet af beskyttelsen af familieliv i den forstand det fremgår af EMRK artikel 8, medmindre der foreligger et særligt afhængighedsforhold, hvilket Flygtningenævnet ikke efter det foreliggende kan lægge til grund. Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder finder Flygtningenævnet, at klageren har opnået en særlig tilknytning til Danmark, hvorfor en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med udlændingelovens § 19 a, stk. 1, jf. EMRK artikel 8. Flygtningenævnet har herved særligt lagt vægt på, at det fremgår af forarbejderne til lov nr. 174 af 27. februar 2019, side 28, at ”For en udlænding, der er kommet til opholdslandet efter, at vedkommende er fyldt 18 år, må det antages, at et lovligt ophold i hvert fald de første 15 år i almindelighed ikke vil kunne føre til, at inddragelse eller nægtelse af forlængelse skal undlades, hvis udlændingen ikke har andre tilknytningsmomenter i form af f. eks. Uddannelse og/eller beskæftigelse.” Flygtningenævnet bemærker herefter, at klageren som følge af sine individuelle forhold ikke opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering, hvorefter klageren ikke ved en tilbagevenden til Syrien er i risiko for individuel forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Der er herved henset til de samme omstændigheder, som anført af Udlændingestyrelsen, herunder at klageren ikke har modtaget trusler eller andet som følge af sin søn [As] tidligere fængsling, eller sin søn [Bs] tilbageholdelse ved kontrolposter, eller sønnernes unddragelse fra militærtjeneste. Der er herunder henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, hvorefter risikoen for familiemedlemmer i høj grad afhænger af, hvor højt profileret militærunddrageren er. Der er ikke oplyst om forhold, som kan medføre, at klagerens sønner skal betragtes som særligt profilerede. Klageren er således også udrejst legalt af Syrien inden krigen og har i perioden fra 2003 – 2012 2 gange årligt været på besøg i Syrien uden at opleve problemer. Klageren har således hverken haft konflikter med de syriske myndigheder, religiøse eller kriminelle grupper, familiemedlemmer eller privatpersoner. Den på nævnsmødet fremlagte arabiske artikel angiveligt fra facebook, kan ikke føre til en anden vurdering. Der er herved henset til, at indholdet fremstår ukendt og at det må anses som usikkert, hvorvidt den er kommet de syriske myndigheder til kendskab. Flygtningenævnet ændrer på ovennævnte baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren] 2021 således, at klageren forsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Syri/2021/173/ACA
Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: "Klageren er etnisk araber og sunnimuslim af trosretning. Klageren er født og opvokset i Tartus, Syrien, men flyttede i 2001 til Talkalakh, Homs, Syrien, hvor hun opholdt frem til sin udrejse. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i vinteren] 2015, og at hun [i vinteren] 2016 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. DRC Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun frygter sin tidligere ægtefælle, idet han har udsat klageren og hendes børn for fysisk og psykisk vold, samt truet hende. Hun frygter ligeledes den tidligere ægtefælles familie, da hun har krænket familiens ære. Klageren har herom oplyst, at hendes tidligere ægtefælle flere gange har truet hende på livet samt ytret, at han ønsker at starte en æressag på klageren, som vil stemple hende som en dårlige kvinde, hvorefter han vil tage hendes børn fra hende, ligesom hun vil miste sine rettigheder. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Klageren har forklaret udbyggende om problemerne. Hun har således forklaret under mødet i nævnet, at problemerne i ægteskabet begyndte, mens de boede i Syrien, selv om hun både til oplysnings- og motivsamtalen og under parthøringen har forklaret, at hun ikke havde private konflikter. Hun har endvidere forklaret, at hendes tidligere ægtefælle har truet med at tage [A] fra hende. Klageren har forklaret, at hun før sin udrejse af Syrien boede hos sin tidligere ægtefælles familie i Homs, Syrien. Hun har endvidere forklaret, at hele husstanden udrejste til Libanon i 2013, men at hendes tidligere ægtefælles tilbageværende familie i Syrien består af dennes onkler og søstre. Hun har under mødet i nævnet forklaret, at hun ikke har haft kontakt med sin tidligere ægtefælles familie i Syrien, og at hun heller ikke er blevet kontaktet af nogen af dem, efter at hun flyttede på krisecenter. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at nogle af klagerens brødre vil beskylde hende for at vanære familien, fordi hun er gået fra sin mand. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret, at hun ikke har haft kontakt til sin familie og har ikke modtaget konkrete trusler. Herefter og henset til, at klagerens tidligere ægtefælle fortsat er i Danmark, og da hun ikke har haft nogen kontakt med sin tidligere ægtefælles familie eller sin egen familie i Syrien, og at frygten for æresrelaterede reaktioner beror på klagerens egen formodning, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun i hjemlandet risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det forhold, at klageren har anført, at hun som kvinde efter lovgivningen i Syrien ikke har samme retsstilling i forhold til sit mindreårige barn, som hendes tidligere ægtefælle har, udgør et privatretligt forhold, som ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren er profileret i forhold til de syriske myndigheder, selv om klageren har forklaret, at ansøgerens søn og tidligere ægtefælle har unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra maj 2020: Syria – Military Service. Report based on fact-finding mission to Istanbul and Beirut (17-25 February 2020), side 36 f.) og EASO’s rapport fra april 2021: Syria – Military service, side 38), hvoraf fremgår, at i øvrigt uprofilerede familiemedlemmer til uprofilerede militærunddragere ikke er i særlig risiko for overgreb fra myndighedernes side. Det forhold, at klageren er en enlig kvinde uden mandligt netværk, kan ikke i sig selv føre til en ændret vurdering. Nævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at situationen for enlige kvinder er vanskelig, men at det ikke kan lægges til grund, at en enlig kvinde uden mandligt netværk alene som følge heraf vil være i en konkret og individuel risiko for at komme til at leve under forhold svarende til umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af EMRK artikel 3, ligesom det fremgår, at enlige kvinder uden mandligt netværk efter lovgivningen har samme rettigheder som mænd, og at kvinder har adgang til arbejdsmarkedet og kan leje egen bolig. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, kan det forhold, at klageren er udrejst illegalt, ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet har herved i lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder EASO’s rapport: Syria Situation of returnees from abroad – Country of Origin Information Report, juni 2021, hvorefter det – om end illegal udrejse af Syrien fortsat er strafbar – i praksis ikke længere er et problem, idet man kan få sin situation afklaret ved en syrisk repræsentation i udlandet inden indrejsen i Syrien, og hvorefter familiemedlemmer til personer, der unddrager sig militærtjeneste, ikke risikerer asylrelevante overgreb, medmindre det er særligt profilerede medlemmer af oppositionen, der unddrager sig militærtjeneste. Flygtningenævnet finder, at hensynet til sønnen [A's] privatliv ikke udgør asylbegrundende forfølgelse eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Klageren samt hendes medfølgende barn opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse." Syri/2021/172/YARS
Nævnet omgjorde i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, således at vedkommende blev meddelt opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Latakia, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2014, og at hun [i efteråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2, som følge af den generelle situation i Syrien. [I foråret] 2021 blev klagerens opholdstilladelse forlænget. Klageren har [i foråret] 2021 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet [flere af hendes familiemedlemmer] har forladt deres stillinger som offentligt ansatte, og idet hun i [et land] har deltaget i nødhjælpsarbejde, som de syriske myndigheder anser for politisk modstand. Hun har endelig oplyst, at hun frygter Islamisk Stat. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren er fra en politisk aktiv familie, hvor bl.a. [flere familiemedlemmer] må anses som profilerede i forhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klagerens [ene familiemedlem] på grund af politiske aktiviteter blev tilbageholdt af de syriske myndigheder to måneder før klagers udrejse af landet, og at [vedkommende] formentlig er død, og at [klagerens andet familiemedlem] blev tilbageholdt af de syriske myndigheder omkring en måned efter, at klageren og flere andre familiemedlemmer var udrejst af Syrien, og at [et familiemedlem] fortsat er forsvundet. Flygtningenævnet bemærker, at der fortsat er grund til at anvende forsigtighedsprincippet ved vurderingen af asylansøgere fra Syrien. Flygtningenævnet finder herefter og på baggrund af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, herunder Dansk Flygtningehjælps Landeprofil om Syrien fra juni 2021, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil blive tilbageholdt af de syriske myndigheder og afhørt nærmere, idet hun for de syriske myndigheder vil fremstå som en modstander af styret. Det er ved vurderingen indgået, at flere kilder oplyser, at myndighedernes vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig tvivl komme klageren til gode. Henset til de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders overgreb i forbindelse med afhøringer, finder Flygtningenævnet herefter, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/171/CERA
Nævnet omgjorde i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etniske kurdere og sunnimuslimer fra Syrien. I 2004 flyttede klagerne fra Al-Hasakah til Damaskus, og de har således boet i Damaskus 11 år inden udrejsen af Syrien i 2014. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2016 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, under henvisning til de generelle forhold i Syrien, og opholdstilladelsen blev meddelt med henblik på midlertidigt ophold. Under den oprindelige asylsag henviste klagerne som asylmotiv til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i landet, herunder krigen, urolighederne og bombardementerne samt ISIL. Klagerne henviste yderligere til, at de frygtede at blive anholdt, idet de har hjulpet deres sønner, der er i den militærpligtige alder, med at flygte ud af landet. Udlændingestyrelsen har [i slutningen af] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelserne ikke længere er til stede. Styrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Damaskus. Forbedringen må antages ikke at være af helt midlertidig karakter, hvorfor klagerne ved en tilbagevenden til Damaskus ikke vil befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. I forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse har klagerne gjort gældende, at de ikke skal vurderes i forhold til Damaskus, da de oprindeligt er fra al-Hasakah og alene har boet i Damaskus i en kortere årrække. Klagerne har alene familiemæssig tilknytning til al-Hasakah, og det vil være vanskelig for dem at genetablere sig i Damaskus, da han oprindeligt ikke er fra byen. Herudover taler familien primært kurmanji, og de taler arabisk begrænset. Klageren har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder henset til, at [E] og [F] har unddraget sig værnepligt, ligesom [G] nu er i den militærpligtige alder. Herudover har [E], der opholder sig i Tyrkiet, unddraget sig en genindkaldelse til militæret. Endvidere har klagerne henvist til, at de er udrejst illegalt af Syrien, hvilket vil medføre problemer for dem. Klagerne har yderligere henvist til, at den mandlige klager som etnisk kurder vil være i risiko for overgreb som følge af sin etnicitet, ligesom det faktum at de kommer fra al-Hasakah vil medføre, at de betragtes som værende fra et oprørskontrolleret område med forbindelser til YPG. Efter en samlet bedømmelse af klagernes forklaringer finder Flygtningenævnet, at det kan lægges til grund, at klagerne havde ophold i Damaskus frem til udrejsen af Syrien i 2014. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at den mandlige klager i samtalen [foråret] 2016 med Udlændingestyrelsen forklarede, at han de seneste 11 år frem til udrejsen af Syrien boede i Damaskus i en lejlighed. Han forklarede videre, at han, inden han sammen med sin ægtefælle og deres tre yngste børn krydsede grænsen til Tyrkiet, opholdt sig en måneds tid i den kurdiske provins Al-Hakasah. Den kvindelige ansøger forklarede i samtalen [i efteråret] 2016 med Udlændingestyrelsen, at hun sammen med sin ægtefælle og børn i 2005 flyttede til Damaskus, hvor ægtefællen arbejdede som chauffør, indtil deres udrejse i [efteråret] 2014. Hun forklarede videre, at hun sammen med sin ægtefælle og tre yngste børn kørte i bus fra Damaskus til [landsby] ved grænsen til Tyrkiet, hvor den mandlige klager kontaktede en menneskesmugler, der viste dem vejen over grænsen til Tyrkiet. Den kvindelige ansøger har videre forklaret, at klagernes søn [E] blev indkaldt til militæret i [sommeren] 2011, hvorefter han skjulte sig hos familie i [landsby] og Al-Hakasah, samt at hun ikke så ham fra [sommeren] 2011 til [efteråret] 2014. Endelig forklarede hun, at sidste gang personer fra militæret opsøgte hjemmet for at finde sønnerne [E] og [F], var to dage, inden hun udrejste af Syrien. Til samtalen [i efteråret] 2019 forklarede hun på ny, at hun rejste med bus fra Damaskus til [landsby] sammen med sin ægtefælle og sine yngste børn. Heroverfor kan klagernes efterfølgende forklaringer om, at de ikke havde bopæl i Damaskus, og at den kvindelige ansøger og de yngste sønner på et tidligere tidspunkt havde taget ophold i al-Hakasah ikke tillægges betydning. Det kan endvidere ikke lægges til grund, at klagerne opholdt sig illegalt i Damaskus. Nævnet lægger herved vægt på, at klagerne ikke har forklaret herom ved samtalerne i [foråret] 2016. Efter klagernes forklaringer kan det endvidere lægges til grund, at klagerne ikke har oplevet problemer fra myndighederne i anledning af deres ophold i Damaskus de gange myndighederne var på deres adresse for at høre til klagernes ældste sønner. Af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, tiltræder Flygtningenævnet, at klagerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Syrien er i risiko for individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet lægger således vægt på, at klagerne, hverken ved samtalerne [i foråret] 2016 eller samtalerne [i efteråret] 2019 med Udlændingestyrelsen har forklaret om medlemskab af eller aktiviteter for politiske organisationer, ligesom klagerne ikke har forklaret om konflikter med myndighederne eller religiøse eller kriminelle grupperinger i Syrien. Den omstændighed, at klagerne frygter de syriske myndigheder, fordi klagernes tre voksne sønner i Danmark og Tyrkiet har unddraget sig militærtjeneste, og klagernes søns [A] heller ikke ønsker at udføre militærtjeneste, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet lægger vægt på, at det fremgår af Udlændingestyrelsens rapport fra maj 2020 - ”Syria - Military Service” - at familiemedlemmer til mænd, der har unddraget sig militærtjeneste, ikke er udsat for overgreb, medmindre der er tale om særligt profilerede personer. Der er ikke grundlag for at antage, at klagernes sønner er særligt profilerede i forhold til de syriske myndigheder. Klagernes forklaringer om de syriske myndigheders opsøgninger af klagernes bopæl, inden deres udrejse af Syrien kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klagerne har forklaret forskelligt om opsøgningerne af bopælen. Den kvindelige klager forklarede til samtalen [i foråret] 2016, at myndighederne, efter sønnerne var stukket af til [landsby], kom til bopælen omkring to gange om måneden, hvor de spurgte efter sønnerne, gik rundt i huset, og gik igen uden at sige noget. Hun forklarede videre, at myndighedspersonerne hver gang spurgte om det samme og gjorde det samme. Hun kan kun huske én gang, hvor myndighederne kom, hvor hendes ægtefælle var hjemme. Endelig forklarede hun, at myndighederne aldrig udsatte hende eller familien for noget ubehageligt eller har gjort dem noget. Til samtalen [i efteråret] 2019 forklarede hun bl.a., at når myndighederne kom til bopælen var det kun hende, hendes datter og svigerdatter, der var hjemme, mændene, herunder hendes ægtefælle var ikke hjemme. Til samtalen [i foråret] 2016 forklarede den mandlige klager forespurgt, om han var blevet opsøgt eller truet af nogen art i forbindelse med, at han have hjulpet sine sønner med at flygte fra landet, at han ikke på nogen måde var blevet opsøgt af myndighederne inden sin udrejse, da han havde anmodet om udsættelse af sine sønners værnepligt. Den mandlige klager bekræftede endvidere, at det ikke havde haft nogen konsekvenser for ham, at hans sønner i den militærpligtige alder flygtede før ham. Til samtalen [i efteråret] 2019 forklarede han, at bopælen i Damaskus var opsøgt og ransaget mange gange, men det var en generel ting og helt tilfældigt og ikke have noget med ham, familien eller han sønner at gøre. Han forklarede videre, at han selv var hjemme to gange, mens det skete. Han forklarede herefter, at myndighederne spurgte til hans id-kort, og hvad han lavede i Damaskus. De spurgte også ind til sønnerne, og han svarede dem, at han ikke vidste, hvor de var, hvilket myndigheder blev utilfredse med og gik igen. De to opsøgninger fandt sted i den sidste periode, hvor han opholdt sig i Damaskus. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at den mandlige klager har ydet sønnerne [E] og [F] en sådan bistand ved deres udrejse af Syrien, at han derved er kommet i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Klagerne har i øvrigt forklaret forskelligt om sønners udrejse, og nævnet kan henvise til Udlændingestyrelsens afgørelse. På den baggrund og under hensyn til, at klagerne, uanset de er kurdere, ikke oplevede alvorlige konflikter med myndighederne i den periode på omkring tre år, hvor klagerne og familien opholdt sig i Damaskus, efter sønnerne udrejste, finder Flygtningenævnet, at klagerne ikke har sandsynliggjort, at de var kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til de syriske myndigheder ved udrejsen i [efteråret] 2014. Flygtningenævnet har ved vurderingen af forklaringerne været opmærksom på, at klagerne har oplyst om problemer ved tolkningen ved samtalerne med Udlændingestyrelsen, men nævnet finder ikke, at dette kan føre til en anden vurdering, idet klagerne har fået gennemgået referaterne af samtalerne med Udlændingestyrelsen uden at fremkomme med bemærkninger hertil. Nævnet har ved vurderingen af forklaringerne også været opmærksom på klagernes helbredsmæssige forhold, herunder at den kvindelige klager lider af [sygdom], og at den mandlige klager har symptomer på [sygdom]. Den omstændighed, at klagerne sammen med deres fem yngste børn er udrejst illegalt af Syrien kan af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen heller ikke begrunde, at klagerne meddeles opholdstilladelse. Nævnet skal endvidere henvise til Landinfos Temanotat ”Syria Retur fra utlandet” af 10. februar 2020 og EASOs Country of Origin ”Syria Situation of returnees from abroad” fra juni 2021. For så vidt angår klagerenes søn [A] bemærker Flygtningenævnet, at [A], der er født den [i begyndelsen af] 2004, nu er omkring 17 år og 8 måneder. Han vil efter de foreliggende baggrundsoplysninger ved en tilbagevenden til Syrien være i risiko for at blive indkaldt til militærtjeneste, når han bliver 18 år. På denne baggrund finder Flygtningenævnet med henvisning til nævnets praksis vedrørende militærtjeneste i Syrien, at [A] skal meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. I konsekvens af, at [A], der er mindreårig og bor sammen med sine forældre, finder Flygtningenævnet, at klagernes, [C's] og [D's], opholdstilladelse skal forlænges i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, således de og deres medfølgende søn, [B], forsat har opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter ikke anledning til at tage stilling til om opholdstilladelsen tillige kan forlænges i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således [A] meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og således at klagernes, [B's] og [C's], opholdstilladelse forlænges i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, således de og deres medfølgende søn, [B], forsat har opholdstilladelse i Danmark.” Løbenummer: Syri/2021/170/CHPE
Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar fra Syrien. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etniske kurdere og muslimer fra Damaskus, Syrien. Den mandlige klager er født og opvokset i landsbyen [landsby A] og flyttede i 2004 til [område B] i Damaskus, hvor han boede frem til sin udrejse af Syrien i 2014. Den kvindelige klager er opvokset i landsbyen [landsby C] og flyttede i 2006 til [område B] i Damaskus, hvor hun boede frem til sin udrejse af Syrien i 2014. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2016 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste den mandlige klager som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de syriske myndigheder, fordi hans sønner har unddraget sig militærtjeneste. Den mandlige klager oplyste til støtte herfor, at han blev opsøgt på sin bopæl af politiet et antal gange i perioden fra [foråret] 2013 og frem til en til to måneder før sin udrejse af Damaskus omkring [slutningen af] 2014. Under hver opsøgning kom tre til fire uniformerede politibetjente, som spurgte efter klagerens sønner, [D] og [E]. Den mandlige klager henviste videre som asylmotiv til de generelle forhold i hjemlandet som følge af den væbnede konflikt. Den mandlige klager oplyste til støtte herfor, at den generelle situation i Syrien fortsat er meget ustabil som følge af krigshandlinger i landet. Under den oprindelige asylsag henviste den kvindelige klager som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de syriske myndigheder, fordi hendes sønner havde unddraget sig militærtjeneste efter henholdsvis indkaldelse og genindkaldelse. Den kvindelige klager oplyste til støtte herfor, at hun frygtede, at hendes mindreårige søn [F] var i risiko for at blive indkaldt til militærtjeneste. Den kvindelige klager henviste videre som asylmotiv til de generelle forhold som følge af krigen i Syrien, herunder at der ikke er nogen sikkerhed i landet. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelser om at inddrage klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagernes opholdstilladelser ikke længere er til stede. Den mandlige klager har som asylmotiv fortsat henvist til, at han frygter, at det kan få konsekvenser for ham, at hans sønner har unddraget sig militærtjeneste, samt at han frygter de generelle forhold i Syrien. Den kvindelige klager har som asylmotiv fortsat henvist til, at hun frygter repressalier fra de syriske myndigheder, idet hun er udrejst af Syrien med sine sønner, som har unddraget sig militærtjeneste, samt at hun frygter de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at de syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme klageren til gode. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagernes hjemområde er Damaskus, og klagerne derfor skal vurderes i forhold til Damaskus. Der er herved lagt vægt på, at klagerne omkring ti år har boet i [område B] i Damaskus, hvor de har haft fast bopæl, og alene har opholdt sig maksimalt en måned i [by G] i forbindelse med deres udrejse. Flygtningenævnet kan tilslutte sig Udlændingestyrelsens vurdering af, at klagernes opholdstilladelser efter udlændingelovens § 7, stk. 3, kan inddrages. Flygtningenævnet bemærker herved, at opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, således er meddelt med henblik på midlertidigt ophold og kan inddrages, når de forhold, der førte til tildeling af beskyttelse, ikke længere er til stede. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de generelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette understøttes af de øvrige baggrundsoplysninger, herunder EASO´s rapport: ”Country Guidance: Syria” fra september 2020, hvoraf fremgår på side 122 blandt andet: ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning af Article 15 (c) QD.” Tilsvarende fremgår af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damacus and Rural Damascus” fra oktober 2020, side 11, hvoraf det fremgår blandt andet: “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates.” Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagernes opholdstilladelser vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det bemærkes herved, at en inddragelse af klagernes opholdstilladelser vil udgøre et væsentligt indgreb i klagernes ret til familie- og privatliv efter EMRK artikel 8. Indgrebet har hjemmel i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 3, og er legitimt. Indgrebet udgør et anerkendelsesværdigt formål med henblik på at sikre den offentlige interesse i at bevare en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet skal herefter vurdere om indgrebet står i et rimeligt forhold til de formål, som indgrebet skal varetage. Der skal herved foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i indgrebet over for klagerens ret til privat- og familieliv efter artikel 8. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf tillagt det vægt, at den mandlige klager har haft lovligt ophold i Danmark omkring seks år, han har haft forskellige praktikforløb og i løntilskud i en børnehave, et supermarked og hos en elektriker, men ikke har opnået en fast tilknytning til det danske arbejdsmarked eller har gennemført erhvervsrettet eller videregående uddannelse. Den kvindelige klager har haft lovligt ophold i Danmark i omkring seks år. Hun har ikke haft arbejde, været i praktik eller taget en uddannelse i Danmark. Klagerne har familiemæssig tilknytning til Danmark, idet klagernes voksne sønner, [H] og [F], og disses familier, opholder sig i Danmark. Klagerne er begge født og opvokset i Syrien, og den mandlige klager har gået i skole og haft arbejde i Syrien. Klagerne har begge familiemæssig tilknytning til Syrien. Den mandlige ansøger har således sin mor, fire brødre og en søster i Syrien. Den kvindelige ansøger har sin mor, en søster og én brødre i Syrien. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at en inddragelse af klagernes opholdstilladelser ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser og vurderer i den forbindelse, at der ikke foreligger et sådant afhængighedsforhold mellem klagerne og deres herboende voksne sønner, der efter en konkret vurdering kan begrunde, at en inddragelse af klagernes opholdstilladelser vil være i strid med EMRK artikel. 8. Det forhold, at den mandlige klager lider af hjerteproblemer og tager blodfortyndende medicin, har forhøjet kolesterol, som han dagligt tager medicin for, har forhøjet blodtryk, og muligvis en diskusprolaps, og at den kvindelige klager har højt blodtryk, som hun modtager medicin for, migræne og smerter i knæ og ryg, udgør ikke sådanne særlige tilfælde, at det vil være i strid med EMRK artikel 3 at inddrage klagernes opholdstilladelser. Efter en samlet vurdering af det anførte finder Flygtningenævnet, at en inddragelse af klagernes opholdstilladelser efter en vurdering af de generelle forhold i Damaskus er legitim, tjener et anerkendelsesværdigt formål og er proportionel og hverken i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks yderligere internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klagerne som følge af deres individuelle forhold opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet finder ikke, at klagerne har sandsynliggjort, at klagerne ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i risiko for straf eller overgreb af de syriske myndigheder omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Der er herved lagt vægt på, at klagernes asylmotiv er det samme, som blev oplyst og afvist ved den oprindelige asylansøgning, og at der ikke er fremkommet nye oplysninger. Der er således henset til, at ingen af klagerne har haft konflikter med de syriske myndigheder, religiøse eller kriminelle grupperinger, familiemedlemmer eller privatpersoner i Syrien. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klagerne frygter repressalier som følge af klagernes sønners unddragelse af militærtjeneste. Der er herved henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, hvorefter familiemedlemmer til personer, der har unddraget sig militærtjeneste i Syrien kan være i risiko for at blive afhørt eller udsat for pres, men ikke i sig selv risikerer noget i forhold til de syriske myndigheder, medmindre der er tale om særligt profilerede medlemmer af oppositionen. Der er ikke i sagen oplysninger om, at dette skulle være tilfældet. Flygtningenævnet bemærker hertil, at den mandelige klager har oplyst, at han ikke har oplevet problemer som følge af sin søn [H's], politiske aktiviteter. Klagerne har således opholdt sig i Damaskus i en længere periode efter sønnernes udrejse, uden at dette har medført at klagerne har været udsat for asylbegrundende overgreb, og den mandlige klager har oplyst, at deres bopæl alene er blevet ransaget to til tre gange, som følge af sønnernes unddragelse fra militærtjeneste. Endelig kan det forhold, at klagerne er udrejst illegalt ikke føre til en anden vurdering, idet det af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at syrere ikke risikerer problemer med de syriske myndigheder alene på grund af deres illegale udrejse. På ovennævnte baggrund stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelser.” Syri/2021/169/MIMA
Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Klageren indrejste i 2014. Senere i 2014 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Syrien. I 2021 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at nægte at forlænge denne opholdstilladelse.Flygtningenævnet udtalte:Klageren er etnisk araber og sunni-muslim og født og opvokset i Damaskus, Syrien. Fra 2000 til sin legale udrejse af Syrien i [efteråret] 2012 boede klageren i byen Qudsaya, der er beliggende i provinsen Rif Damaskus. Klageren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Udlændingestyrelsen meddelte [i slutningen af] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til den generelle sikkerhedssituation i Syrien. Klageren henviste endvidere til, at hendes bror i [efteråret] 2012 blev stoppet af nogle oprørere ved en kontrolpost. Oprørerne truede med at ville dræbe broren, hvis ikke han sluttede sig til dem. Efter denne hændelse planlagde broren og klageren deres udrejse. Klageren oplyste videre, at hun frygtede, at blive betragtet som forræder og blive fængslet af myndighederne, fordi hun og broderen var udrejst af Syrien. Endelig fremgår det af den oprindelige asylsag, at klageren oplyste, at hun cirka et år efter udrejsen skrev kritiske ting om Bashar al-Assad på sin private facebook profil, og at nogle af hendes facebookvenner, som var alawitter havde skrevet noget negativt om hendes opslag og havde fjernet hende som ven. Klageren frygtede derfor, at de pågældende, hvoraf flere var børn af officerer, havde angivet hende til myndighederne. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, kan inddrages, idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Klageren har som asylmotiver i forbindelse med sagen om inddragelse af opholdstilladelsen henvist til de asylmotiver, som hun påberåbte sig under den oprindelige asylsagsbehandling og supplerende oplyst, at hun er fortsat med at skrive regimekritiske opslag på sin lukkede facebookprofil, som kun kan tilgås af venner og familie. Hun blev i [efteråret] 2012 af en kollega anbefalet at udrejse, fordi myndighederne var ved at udarbejde en rapport om hende på grund af facebookopslagene. Klageren har endvidere henvist til, at hun under opholdet i Danmark er konverteret til kristendommen og frygter at blive dræbt af sine morbrødre som følge heraf. Klageren blev døbt i 2017 og kontaktede efter sin dåben sin søster i Tyrkiet og fortalte om sin konversion, ligesom hun opfordrede søsteren til at konvertere. To måneder senere ringede søsteren til klageren og fortalte, at den ældste morbror havde sagt, at han ikke ville kendes ved klageren og hendes bror, samt at han ville dræbe klageren, hvis hun vendte tilbage til Syrien. Klageren har endelig henvist til, at hun er i risiko for myndighedsovergreb som følge af, at hendes bror har unddraget sig militærtjeneste, hvilket i øvrigt har ført til, at han er meddelt opholdstilladelse. Nævnet lægger til grund, at klagerens hjemområde er Rif Damaskus. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, at de syriske myndigheder har genvundet kontrollen over den overvejende del af Rif Damaskus i maj 2018. Dette fremgår bl.a. af Udlændingestyrelsens landerapport fra oktober 2020 ”Syria, Security and Socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damaskus”, og EASO-rapporten ”Country Guidance Syria – Common analysis and guidance note”, udgivet i september 2020 samt EASO-rapporten “Syria Security situation - Country of Origin Information Report” udgivet i juli 2021. Flygtningenævnet lægger efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne til grund, at situationen i Rif Damaskus fortsat er alvorlig og skrøbelig. Det må imidlertid endvidere lægges til grund, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter, og at de aktuelle forhold i området ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder herefter, at de generelle forhold i Rif Damaskus ikke kan føre til en forlængelse af klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Vedrørende Danmarks internationale forpligtelser finder Flygtningenævnet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv efter EMRK art. 8, stk. 1. Som anført af Udlændingestyrelsen har dette indgreb hjemmel i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Flygtningenævnet tiltræder, at et sådant indgreb i klagerens ret til privat- og familieliv er legitimt og ikke uproportionalt. Flygtningenævnet bemærker, at klageren kom til Danmark som 32-årig og således har levet størstedelen af sit liv i Syrien. Klageren har gennemført Dansk 2 og færdiggjort grundforløbet på EUD samt EUX Business. Hun har endvidere været praktikant i Matas i 3 måneder og i en børnehave i 6 måneder samt på et plejehjem i en måned. Klageren har en bror i Danmark. Der er ikke oplyst om et sådant afhængighedsforhold mellem klageren og broren, at en inddragelse af opholdstilladelsen kan antages at udgøre en krænkelse af klagerens ret til et familieliv. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder, herunder EMRK art. 8. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at klageren lider af diabetes 2, psoriasis og en let nyrepåvirkning. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om der kan meddeles klageren opholdstilladelse på grund af dennes individuelle forhold. Flygtningenævnet finder af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen [fra foråret] 2021 om inddragelse af opholdstilladelsen, at det hverken kan lægges til grund, at klageren er i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder som følge af sine egne forhold – herunder som følge af hendes facebookaktiviteter – eller at hun reelt er konverteret til kristendommen. [Red: Udlændingestyrelsen anførte følgende herom i sin afgørelse fra foråret 2013:” Vi vurderer, at det ikke forekommer sandsynligt, at du på baggrund af det oplyste skulle være i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at du frygter de syriske myndigheder, fordi du fortsat udtrykker dig kritisk om de syriske myndigheder på Facebook. Vi har herved lagt vægt på, at du ikke har oplyst om, at du har oplevet nogen konflikter med de syriske myndigheder eller andre på den baggrund. Vi har også lagt vægt på, at du er udrejst legalt af Syrien, og at udrejsen var legitimeret ved dit nationalitetspas. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at du til samtale den [i efteråret] 2020 har oplyst, at din kollega inden din udrejse fortalte, at de syriske myndigheder skrev en rapport om dig på baggrund af dine aktiviteter på Facebook. Vi har herved lagt vægt på, at du ikke oplyste herom til oplysnings- og motivsamtalen [ i efteråret] 2014, og vi vurderer på den baggrund, at din forklaring om myndighedernes kendskab til dine aktiviteter på Facebook forekommer udbyggende. Videre har vi lagt vægt på, at du til samtalen [i efteråret] 2020 har oplyst, at der ikke er sket noget nyt i forhold til denne konflikt, herunder at du ikke har modtaget trusler, siden du indrejste i Danmark. Derudover har du oplyst, at din Facebookprofil fortsat er lukket og begrænset til kun familie og venner. Det kan heller ikke føre til en anden vurdering at du har oplyst, at du er frafaldet islam og er konverteret til kristendommen, og at du frygter dine to morbrødre, [morbrødrenes navne] som følge heraf. Vi har i den forbindelse vurderet, at din forklaring om, at du er konverteret til kristendommen ikke forekommer overbevisende. Vi har ved vurderingen lagt vægt på, at dine bevæggrunde for, og tanker om, din konvertering til kristendommen forekommer ureflekterede. Du har således ikke været i stand til at redegøre for din indre afklaringsproces, men alene forklaret, at du er konverteret til kristendommen, fordi du følte fred og kærlighed, hvor man giver uden at forvente noget retur. Vi har også lagt vægt på, at dit kendskab til kristendommen fremstår begrænset, særligt henset til, at du har oplyst, at du er konverteret til kristendommen i [efteråret] 2017, og siden da har besøgt kirken en gang i mellem, samt tillært dig viden om kristendommen på arabisk på internettet. Du har således ikke kunnet redegøre for hvor mange disciple Jesus havde ligesom du ikke kendte til pinsen eller fadervor. Videre bemærker vi, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at du er blevet døbt på trods af, at du få gange har været i en kirke, hvor der bliver talt og prædiket på dansk, som du efter egen forklaring har svært ved at forstå. Derudover vurderer vi, at din oplyste konvertering er et udtryk for at du har fundet et socialt fællesskab snarere end at du reelt er konverteret. Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at du har oplyst, at du frafaldt islam allerede forinden din udrejse, omkring 2002, fordi vi vurderer, at din forklaring forekommer udbyggende. Vi har herved lagt vægt på, at du til din oplysnings- og motivsamtale [i efteråret] 2014 har oplyst vedrørende din trosretning, at du er sunni-muslim. Det kan i den forbindelse ikke føre til en anden vurdering, at du har forklaret, at du ikke blev spurgt ind til dine tanker om islam, og at du på daværende tidspunkt ikke var klar over, hvilken religion du tilhørte. Vi har herved vægt på, at du til oplysnings- og motivsamtalen netop har oplyst, at du er sunni-muslim af trosretning, og at du i den forbindelse ikke oplyste, at du på daværende tidspunkt ikke tilhørte nogen religion. Efter en samlet vurdering vurderer vi derfor, at vi ikke kan lægge til grund, at din konvertering til kristendommen er reel. Det kan derfor heller ikke føre til en ændret vurdering, at du er blevet døbt [i efteråret] 2017.”Nævnet finder herefter i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun er i et modsætningsforhold til sine morbrødre. Da det fremgår af baggrundsoplysningerne, at familiemedlemmer til personer, der har unddraget sig militærtjeneste, ikke er i asylrelevant risiko for forfølgelse, medmindre personen, der unddrager sig militærtjeneste, er profileret – og da Flygtningenævnet ikke kan lægge til grund, at klagerens bror er profileret – finder nævnet heller ikke, at det er sandsynliggjort, at klageren kan meddeles opholdstilladelse som følge af sin brors forhold. Nævnet finder heller ikke, at klageren som enlig kvinde er således i risiko for at blive udsat for overgreb, at dette kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, ikke er opfyldt. Der er som følge af det anførte ikke grundlag for at udsætte eller hjemvise sagen med henblik på indhentelse af oplysninger om klagerens brors forhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2021/168/MNR
Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Udlændingestyrelsen havde nægtet at forlænge hans opholdstilladelse meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 1, med henvisning til, at klageren havde opnået opholdstilladelse på urigtigt grundlag. Udlændingestyrelsen havde videre vurderet, at klageren kunne udsendes til Tyrkiet, hvor vedkommende måtte antages at kunne opnå beskyttelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Sagen er sambehandlet med syri/2021/165/CARA. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunnimuslim fra [by], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, da han var blevet genindkaldt til militærtjeneste, men unddrog sig dette. Udlændingestyrelsen har [i slutningen af] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse på urigtigt grundlag. Udlændingestyrelsen har lagt vægt på, at klagerens ægtefælles forældre af Flygtningenævnet er vurderet som tyrkiske statsborgere. Udlændingestyrelsen har efterfølgende vurderet, at klagerens ægtefælle er tyrkisk statsborger, og har på baggrund heraf vurderet, at klageren under sin oprindelige asylsag ikke har oplyst, at han har haft en nær tilknytning til et andet land, hvor han antages at kunne opnå beskyttelse. Udlændingestyrelsen har således vurderet, at klageren kan udsendes til Tyrkiet. Klageren har som asylmotiv under sagen om nægtelse af forlængelse vedrørende Syrien fortsat henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, idet han er udeblevet fra militærtjeneste, efter han var blevet genindkaldt. Klageren har i forhold til Tyrkiet anført, at hans ægtefælle ikke er tyrkisk statsborger, og at han i givet fald vil blive refouleret fra Tyrkiet til Syrien. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er syrisk statsborger, og at han er gift med [A], som Flygtningenævnet finder er tyrkisk statsborger. Flygtningenævnet finder, at klagerens opholdstilladelse er givet på grundlag af urigtige oplysninger navnlig afgivet af klagerens ægtefælle, men også mere begrænset af ham selv. Flygtningenævnets flertal finder, at klageren gennem sin ægtefælle og hendes familie har en så nær tilknytning til Tyrkiet, hvor klageren må antages at kunne opnå beskyttelse, at opholdstilladelse kan nægtes efter udlændingelovens § 7, stk. 4. Flertallet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at klageren må antages at have mulighed for at få opholdstilladelse eller eventuelt statsborgerskab i Tyrkiet på baggrund af ægteskabet. Flertallet finder videre, at klageren under disse omstændigheder er sikret mod refoulement, og at hans personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i Tyrkiet. Flygtningenævnet tiltræder, at § 26-vurderingen skal foretages efter de tidligere regler. Flygtningenævnet bemærker, at klageren med sin ægtefælle og nu tre børn har boet her i landet i knap seks år. Børnene går endnu ikke i skole, men de to ældste går i børnehave. Klageren driver [en virksomhed], og han har visse helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder efter en samlet afvejning af klagerens, hans ægtefælles og hans børns forhold, at det ikke vil være særligt belastende for ham og familien at tage ophold i Tyrkiet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenr: Syri/2021/166/CARA
Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Tyrkiet. Sagen er sambehandlet med syre/2021/166. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har forklaret, at hun er etnisk kurder og sunnimuslim, at hun er opvokset i Al-Hasakah og senest har boet i [by], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2016 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede for sin og sin ægtefælles sikkerhed på grund af krigen. Udlændingestyrelsen har [i vinteren] 2020 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at klageren har opnået sin opholdstilladelse på baggrund af svig. Udlændingestyrelsen har lagt vægt på, at klagerens forældre af Flygtningenævnet er vurderet som tyrkiske statsborgere, og at styrelsen herefter ikke har kunne lægge klagerens identitet til grund, men derimod vurderet, at klageren er tyrkisk statsborger. Udlændingestyrelsen har således vurderet, at klageren kan udsendes til Tyrkiet. Klageren har som asylmotiv under sagen om nægtelse af forlængelse vedrørende Syrien fortsat henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Syrien, herunder at hun og hendes familie risikerer at opleve problemer, idet hendes ægtefælle er i den militærpligtige alder, og han ønsker ikke at udføre yderligere militærtjeneste. Flygtningenævnet bemærker, at klageren bevidst har skjult sin tyrkiske baggrund for de danske udlændingemyndigheder, fordi hendes forældre havde behov for behandling i Danmark. Klageren har således bevidst afgivet urigtige oplysninger og dermed udvist svig. Flygtningenævnet finder det godtgjort, at klageren er tyrkisk statsborger. Nævnet lægger herved vægt på, at klagerens far har tyrkisk statsborgerskab, og at det af hans pas fremgår, at han er født i Tyrkiet. Klageren har endvidere forklaret, at hendes farfar og farmor var tyrkiske statsborgere. Nævnet finder herefter, at klagerens far må anses for at have været tyrkisk statsborger fra fødslen, og at klageren dermed ligeledes må anses for at have været tyrkisk statsborger fra fødslen. Flygtningenævnet finder det efter de afgivne forklaringer endvidere godtgjort, at klageren har indgået ægteskab med [A]. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren i øvrigt har sandsynliggjort sin baggrund. Flygtningenævnet bemærker, at § 26-vurderingen skal foretages efter de tidligere regler, idet klagerens ansøgning om forlængelse er indgivet inden den 1. juli 2019. Flygtningenævnet bemærker, at klageren med sin ægtefælle og nu tre børn har boet her i landet i knap seks år. Børnene går endnu ikke i skole, men de to ældste går i børnehave. Klagerens ægtefælle driver [en virksomhed], og han har visse helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnets flertal finder, at klagerens ægtefælle, der er syrisk statsborger, som anført i ægtefællens afgørelse, vil kunne opnå opholdstilladelse i Tyrkiet. Flygtningenævnet finder efter en samlet afvejning af klagerens, hendes ægtefælles og hendes børns forhold, i lyset af den udviste svig, at det ikke vil være særligt belastende for hende og familien at tage ophold i Tyrkiet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Løbenr.: Syri/2021/165/CARA
Nævnet omgjorde i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien, således at vedkommende har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive slået ihjel af personer fra en islamisk gruppe, der havde truet hende, samt blive straffet af de syriske myndigheder, idet hun har var gift med en officer, og fordi hun har søgt om asyl i Danmark. Klageren henviste desuden til, at hun frygtede Islamisk Stat, som havde fået kontrollen over byen [A] og i den forbindelse fået kendskab til et dokument, hvor der stod, at hun var ægtefælle til en officer, der havde arbejdet for myndighederne. Afslutningsvis henviste klageren til, at hun frygtede, at hendes svigerforældre ville tage hendes datter fra hende. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., idet Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv fortsat i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, idet hun har været ægtefælle til en person, der arbejdede for de syriske myndigheder. Klageren har videre henvist til, at hun fortsat frygter sin tidligere svigerfamilie, som har truet hende med at de vil tage datteren fra hende, og at de vil få hende fængslet. Klageren har i forbinde med sagen om nægtelse af forlængelse gjort nye asylmotiver gældende. Klageren har således henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, idet hun er eftersøgt af efterretningstjenesten, fordi hun i Syrien har hjulpet en betjent, og fordi hun har hjulpet personer, som var imod den syriske stat. Klageren har videre henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, idet hun på Facebook har kommenteret satirisk indhold vedrørende den syriske stat. Klageren har endvidere henvist til, at hun frygter en kvinde ved navn [A], som er repatrieret tilbage til Syrien, idet klageren har hørt, at [A] har videregivet oplysninger til de syriske myndigheder om personer uden for Syrien, der har ytret sig kritisk om de syriske myndigheder. Klageren har desuden på vegne har sin datter henvist til, at hun frygter, at hendes tidligere svigerfamilie vil udøve kontrol over datteren i forhold til deres religion. Flygtningenævnet kan til dels lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at klageren i Syrien har en konflikt med sin svigerfamilie. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har oplyst herom allerede i asylskemaet og konsekvent har forklaret om sin frygt for, at svigerfamilien vil tage hendes datter fra hende, blandt andet under henvisning til, at hun er sunnimuslim, og at hendes afdøde ægtefælle var allawit. Klageren har endvidere til Udlændingestyrelsen forklaret, at svigerfamilien, der er højtstående officerer, efter, at hun har opnået asyl i Danmark, har indgivet en klage til sikkerhedstjenesten mod hende vedrørende datteren. Under disse omstændigheder, da klagerens bror efter det oplyste er idømt en lang fængselsstraf for sine aktiviteter for oprørsbevægelsen, sammenholdt med, at klageren nu er gift med en dansk statsborger med hvem hun venter barn, finder et flertal af Flygtningenævnets medlemmer efter en samlet vurdering, at klageren har sandsynliggjort, at hendes svigerfamilie vil foranledige, at hun vil komme i myndighedernes søgelys og vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Syrien. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [nærmere angiven dato foråret] 2021 således at klageren og hendes medfølgende barn meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.”Løbenummer: Syri/2021/164/sme
Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsen afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsløs kurder fra Syrien. Indrejst i 2010.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning. Klageren er født og opvokset i [by i det nordlige Syrien], men har siden 2002 og frem til sin udrejse af Syrien i 2010 boet i [by], Rif Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive fængslet på livstid eller henrettet af de syriske myndigheder på grund af myndighedernes mistanke om, at han havde udført politiske aktiviteter, og fordi han var udeblevet fra flere retsmøder og herefter udrejst illegalt af Syrien. Klageren var således anklaget for at have sendt politisk materiale vedrørende den kurdiske sag til sin farbroder. [I foråret] 2011 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2010, idet nævnet forkastede klagerens forklaring om sit asylmotiv. Nævnet fandt endvidere, at det forhold, at klageren måtte være udrejst illegalt af Syrien, ikke kunne føre til en ændret vurdering. [I foråret] 2013 anmodede Dansk Flygtningehjælp på vegne af klageren Flygtningenævnet om at genoptage sagen. Den 18. september 2013 besluttede Flygtningenævnet generelt at ændre praksis som følge af den forværrede situation i Syrien. På den baggrund besluttede Flygtningenævnet [i vinteren] 2014 at genoptage og hjemvise sagen til fornyet førsteinstansbehandling i Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til de generelle forhold, og opholdstilladelse blev givet med mulighed for varigt ophold. Det fremgår af Udlændingestyrelsens tilladelsesresolution [fra foråret] 2014, at klageren blev meddelt opholdstilladelse på baggrund af de generelle forhold som følge af væbnede kampe og angreb på civile. Styrelsen lagde ved vurderingen af sagen vægt på, at personer, der kommer fra områder i Syrien, hvor der foregår væbnede kampe eller sker angreb mod civile, eller hvor der for nyligt har fundet sådanne handlinger sted, ved en tilbagevenden til hjemlandet aktuelt måtte anses for at være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Endvidere lagde styrelsen vægt på Flygtningenævnets praksis efter beslutningen truffet af Flygtningenævnets Koordinationsudvalg den 18. september 2013. Styrelsen fandt endvidere ikke, at klageren havde godtgjort, at han var konkret og individuelt forfulgt af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen har [i sommeren] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. Styrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i Rif Damaskus, og at forbedringen ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter, hvorfor klageren ved en tilbagevenden til Rif Damaskus ikke vil befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til, at han fortsat er efterlyst af de syriske myndigheder, i hvilken forbindelse han henviser til sit oprindelige asylmotiv. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter, at han vil blive slået ihjel som følge af den generelle sikkerhedssituation, ligesom han har henvist til, at han ikke længere har familie i Syrien. Klageren har desuden henvist til, at han kommer fra [by i det nordlige Syrien] og ikke fra Damaskus, og at han som statsløs kurder i det nordlige Syrien vil være i risiko for overgreb begået af væbnede oppositionsgrupper. Endelig har klageren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive indkaldt til militærtjeneste. Klageren blev født i 198[x] i [by i det nordlige Syrien], hvor han boede, indtil familien i 2002 flyttede til Damaskus som følge af farens sygdom. Klageren har overfor de danske myndigheder oplyst, at hans seneste adresse i Syrien var [by] i Rif Damaskus. Klagerens far døde i 2008, og familien forblev boende i Damaskus, hvor klagerens forlovede også boede, og hvor klageren arbejdede indtil udrejsen i 2010. Henset hertil, og da opholdet i [by] i Rif Damaskus har været af længerevarende karakter, lægger Flygtningenævnet til grund, at klageren asylretligt skal vurderes i forhold til området Rif Damaskus. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden februar 2021 vurderet, at de aktuelle forhold i Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASOs rapport: Country Guidance: Syria, fra september 2020, og Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus fra oktober 2020 og Dansk Flygtningehjælps Landeprofil om Syrien juni 2021. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, (dagældende § 7, stk. 2) som følge af de generelle forhold i Rif Damaskus. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Klageren er 33 år. Han har haft lovligt ophold i Danmark i 7 år og 4 måneder. Han har fra [sommeren] 2020 arbejdet for ISS på [virksomhed] i [dansk by], og han har forud herfor været i praktik hos [virksomhed] i 2 måneder. Han taler, læser og skriver dansk. Han har ingen fritidsinteresser og er ikke medlem af foreninger i Danmark. Han har ikke familie i Danmark eller Syrien. Han har en kæreste i Danmark, som har asyl. Han har boet 22 år i Syrien, hvor han er opvokset, har gået i skole og har arbejdet. Hans mor og flere af hans søskende har siden 2012 boet i en flygtningelejr i Irak. Han er sund og rask. Klageren er indrejst i Danmark [i vinteren] 2010, og han blev [i foråret] 2014 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter en samlet vurdering af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er derfor ikke i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om klageren opfylder betingelserne for at kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, på baggrund af individuelle forhold. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sine asylmotiver til grund, idet forklaringen på flere punkter forekommer divergerende, udbyggende og utroværdig. Klagerens forklaring omkring myndighedernes mistanke mod ham i relation til, at han skulle have udført politiske aktiviteter som følge af onklens aktiviteter, er ikke støttet af det dokument, som klageren har fremlagt omkring en indkaldelse til afhøring hos de syriske myndigheder. Dette dokument er efter Udenrigsministeriets notat [fra efteråret] 2010 ikke ægte, idet sagsnummeret angår en anden sagen med andre tiltalte og et andet gerningsindhold. Klageren har i sin samtale med Udlændingestyrelsen fra [foråret] 2010 oplyst, at hans mor 1½ måned efter klagerens udrejse på bopælen blev opsøgt af ukendte personer fra den syriske sikkerhedstjeneste, der spurgte efter klageren. Dette har klageren ikke anført i asylskemaet, og under samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2021 har klageren udbyggende oplyst, at hans familie er opsøgt af de syriske myndigheder 2-3 gange i Damaskus efter hans udrejse, og at han selv er blevet opsøgt i Syrien inden udrejsen, men at myndighederne ikke vidste, hvor han opholdt sig. Klageren har også forklaret, at han først udrejste 7 måneder efter at være indkaldt til afhøring, og at han i den periode skjulte sig i Damaskus, men at han i samme periode hentede et id-kort hos myndighederne, og at han besøgte sin familie i [by i det nordlige Syrien] for at løse en konflikt om et skænderi. Klageren har for nævnet forklaret, at hans onkel er løsladt af de syriske myndigheder efter 3 års fængsling, og at onklen nu bor i [by i det nordlige Syrien], hvor han er politisk aktiv. Der er ikke for nævnet fremkommet oplysninger, der giver grundlag for at indhente en ny ægthedsvurdering af klagerens indkaldelse til afhøring hos de syriske myndigheder. Klageren har i relation til de påberåbte kortvarige anholdelser forklaret upræcist og generelt. Klageren har først oplyst herom under samtalen med Udlændingestyrelsen i [foråret] 2010 og ikke i sit asylskema, og klageren har ikke nævnt disse kortvarige anholdelser som en frygt ved tilbagevenden til Syrien under samtalen med Udlændingestyrelsen i [vinteren] 2021. Klageren har først for nævnet forklaret, at han under disse tilbageholdelser blev udsat for vold. Klageren har også anført, at han har været fængslet i 4 måneder i 2004 og i 5½ måned i 2005. Klageren har oplyst om dette første gang i sin samtale med Udlændingeservice [i foråret] 2010, idet ansøger ikke havde oplyst om dette under en afhøring hos politiet [i vinteren] 2010 eller i sit asylansøgningsskema. Klageren har under samtalen med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2021 ikke oplyst om fængslingen i 2005 men alene fængslingen i 2004. Klageren har forklaret, at han ikke blev afhørt eller udsat for fysiske overgreb under fængslingen i 2004, og at han ikke skulle gøre noget for at blive løsladt. Vedrørende fængslingen i 2005 har klageren oplyst, at han blev dømt for vold, han ikke havde begået, og at han betalte et beløb, hvorefter han blev løsladt, og at han ikke har hørt til denne sag siden. Klageren har først for nævnet forklaret, at han under afhøringer i forbindelse med fængslingen blev udsat for vold og tortur. På baggrund af det ovenfor anførte finder Flygtningenævnet, at det beror på klagerens egen formodning, at han, som i øvrigt er helt uprofileret, har en konflikt med de syriske myndigheder, og at han skulle være efterlyst og i fare for overgreb som følge heraf. Det beror på klagerens egen formodning, at han skulle være i fare for overgreb fra oppositionsgrupperne i Nordsyrien. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren først i forbindelse med nævnsmødet har anført dette som asylmotiv, og at klageren i øvrigt asylretligt skal vurderes i forhold til området Rif Damaskus. Klageren har oplyst, at han har deltaget i to demonstrationer i Danmark i 2015-2016 i København og Århus. Demonstrationerne var rettet mod det tyrkiske styre, som ville erobre områder, kurderne befinder sig i f.eks. Afrin. Henset til at demonstrationerne ikke var rettet mod det syriske regime, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han som følge af de to demonstrationer skulle være kommet i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Det forhold, at klageren er udrejst illegalt af Syrien, at klager har tatoveringer og at klager er statsløs kurder, kan ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Efter baggrundoplysningerne, og da klageren ikke er statsborger i Syrien, risikerer han ikke ved en tilbagevenden til Syrien at blive indkaldt til militærtjeneste, hvorfor klageren heller ikke af denne grund kan opnå asyl, ligesom det ikke er et asylbegrundede forhold, at klageren ikke har familie i Syrien. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klager ikke er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at udsætte sagen på iværksættelse af en torturundersøgelse. Flygtningenævnet er opmærksomt på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard. Det fremgår af udlændingelovens § 54, stk. 1, at FLN drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/163/tps
Nævnet omgjorde i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [en landsby], Qamishli, Syrien. Klageren flyttede til [en navngiven bydel], Damaskus efter han blev gift, hvor han opholdt sig i 22 år, hvorefter han i 2014 flyttede tilbage til Qamishli. Klageren har oplyst at være medlem af Kurdistans Demokratiske Parti i Syrien (KDP) i 1990’erne, og at han fortsat er aktiv for partiet i Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte [en dato i vinteren] 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede de generelle forhold i Syrien, herunder at YPG havde udstedt en lov om, at hver familie skulle udlevere én person, som skulle deltage i krigen. Udlændingestyrelsen har [en dato i foråret] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse fortsat henvist til sin frygt for de generelle forhold i Syrien, herunder grupperingerne YPG, Islamisk Stat samt tyrkerne. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter at blive fængslet af de syriske myndigheder, idet han beskyldes for at have skjult terrorister på sin bopæl i [en navngiven bydel], Damaskus og for at have assisteret Den Frie Syriske Hær, herunder at klagerens sønner skulle have tilknyttet sig Den Frie Syriske Hær. Klageren har til støtte herfor oplyst, at den syriske efterretningstjeneste efter klagerens udrejse to gange har opsøgt klagerens svoger, og at svogeren i den forbindelse blev spurgt ind til klagerens forhold. Klageren har hertil oplyst, at han aldrig har assisteret terrorister eller på anden vis deltaget i krigen. Klageren har endvidere oplyst, at han har fortsat sine politiske aktiviteter i Danmark, herunder deltaget i demonstrationer imod det syriske regime, afholdt kulturelle arrangementer og bistået kurdere med at integrere sig i det danske samfund. Flygtningenævnets flertal kan lægge klagerens forklaring til grund. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger har de syriske myndigheder haft kontrollen over Damaskus siden maj 2018, og der er indtrådt en forbedring af ikke helt midlertidig karakter af de generelle forhold i Damaskus. Flygtningenævnet finder derfor, at der ved ophold i Damaskus ikke er reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Ifølge den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Der må ikke gøres indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt af de i artikel 8, stk. 2, anførte grunde. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vurdering af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i hans ret til familie- og privatliv. Klageren, der er [X] år, har haft ophold i Danmark siden [efteråret] 2014. Klageren har i 22 år boet i [en navngiven bydel] i Damaskus, indtil han flygtede derfra i 2013. Klageren har i Syrien arbejdet som bygningsmaler. Klageren har sin mor og en bror i Syrien, som han har kontakt til. I Danmark har klageren siden [en dato i sommeren] 2016 haft arbejde på et hotel, hvor han fortsat er ansat. Han har bestået prøve i dansk 2. Han har sin ægtefælle og fem børn i Danmark, idet de blev familiesammenført med klageren i [foråret] 2016. Tre af børnene er myndige og bor ikke sammen med klageren. De to yngste børn er tvillinger på [X] år og går i skole. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse, hvilken inddragelse har hjemmel i udlændingeloven og tjener et anerkendelsesværdigt formål, ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at vurderingen af klagerens ægtefælles og sønners individuelle forhold, herunder betydningen af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, i denne sag henhører under Udlændingenævnet, hvor ægtefællens og sønnernes sager er verserende. Spørgsmålet er herefter, om klageren på grund af individuelle omstændigheder kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er medlem af KDP, men finder at hans aktiviteter for partiet ikke har været af en sådan karakter, at han kan anses for af den grund at have påkaldt sig de syriske myndigheders opmærksomhed. Klageren har under sin samtale med Udlændingestyrelsen [en dato i vinteren] 2021 oplyst, at hans svoger i [en navngiven by] i Syrien omkring halvandet år forud for samtalen var blevet opsøgt to gange af den syriske efterretningstjeneste, der spurgte efter klageren og hans sønner, idet klageren var mistænkt for at have skjult terrorister i sit hjem i [en navngiven bydel]. Klageren har efterfølgende fremlagt et billede af et dokument, hvorefter en myndighed for politisk sikkerhed i klagerens oprindelige hjemby, [A], anmoder immigrations- og paskontoret i Damaskus om at anholde klageren og hans tre sønner. Klageren har under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at han efter samtalen i Udlændingestyrelsen anmodede sin bror om at undersøge, om klageren var efterlyst, hvorefter broren gennem bekendte og mod betaling fik udleveret dokumentet. Flygtningenævnets flertal bemærker, at klageren fremtræder troværdig, og at han ikke har afgivet divergerende forklaringer. Det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, herunder Dansk Flygtningehjælps Landeprofil om Syrien fra juni 2021, side 14 ff., at civile, som kommer fra tidligere oprørskontrollerede områder i Syrien, er i høj risiko for at blive betragtet som modstandere af regimet som følge af deres oprindelsessted. Flygtningenævnet bemærker, at der fortsat er grund til at anvende forsigtighedsprincippet ved vurderingen af asylansøgere fra Syrien. De syriske myndigheders vurdering af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme en klager til gode. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse fra myndighederne som følge af en tillagt politisk opposition mod regeringen. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [en dato i foråret] 2021, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.”
Nævnet omgjorde i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Syrien, således at pågældende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2014.Den mandlige og kvindelige klager er etnisk arabere, muslimer af trosretning og fra Damaskus, Syrien. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Udlændingestyrelsen meddelte den [en nærmere angiven dato i vinteren] 2015 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 (midlertid beskyttelsesstatus) med henvisning til, at personer fra områder i Syrien, hvor der foregik væbnede kampe, hvor der var angreb mod civile, eller hvor der havde fundet sådanne kampe sted, ved en tilbagevenden til Syrien måtte anses for aktuelt at være i en reel risiko for at blive udsat for angreb, der var omfattet af EMRK artikel 3. Under den oprindelige asylsag henviste både den mandlige og den kvindelige klager som asylmotiv til de generelle forhold i Syrien som følge af krigen. Den mandlige og kvindelige klager har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse fortsat henvist til de generelle forhold i Syrien, herunder forholdene i Damaskus. Klagerne frygter endvidere, at blive tilbageholdt som følge af, at deres sønner har unddraget sig militærtjeneste i Syrien. Klagerne har til støtte herfor oplyst, at myndighederne en gang har ransaget deres hjem med henblik på at finde deres ældste søn, som på daværende tidspunkt var udrejst. Den mandlige klager har yderligere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive genindkaldt til militærtjeneste i Syrien. Endelig har den mandlige klager henvist til, at han frygter at blive afhørt af de syriske myndigheder, fordi han er fra [by]. Den mandlige klager har til støtte herfor oplyst, at de syriske myndigheder betragter personer fra [by] som modstandere. Udlændingestyrelsen har den [en nærmere angiven dato i foråret] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagernes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. På baggrund af de samlede baggrundsoplysninger har Udlændingestyrelsen vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus er af en sådan karakter, at enhver ikke vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder, at klagerne skal vurderes i forhold til Damaskus. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport “Country Guidance: Syria” fraseptember 2020, side 122, hvoraf det bl.a. fremgår: ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, bl.a. at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …”. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagernes opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Damaskus-området. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klagerne individuelt opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Den mandlige klager har blandt andet henvist til, at han ved en tilbagesendelse til Syrien frygter at blive genindkaldt til militærtjeneste. Flygtningenævnet lægger imidlertid vægt på, at den mandlige klager er 56 år, og at det af Udlændingestyrelsens notat “ Syria, Issues Regarding Military Service” fremgår, at værnepligtsalderen ifølge syrisk lovgivning er 18-42 år, men at man har set tilfælde, hvor mænd sidst i 40'erne er blevet indkaldt. Det forhold, at klagernes to sønner har unddraget sig militærtjeneste, medfører ikke at klagerne dermed i sig selv har en konflikt med de syriske myndigheder. Flygtningenævnet lægger herved vægt på Udlændingestyrelsens notat fra oktober 2019, hvoraf fremgår, at familiemedlemmer til personer, der er deserteret fra eller har unddraget sig værnepligt i Syrien, kan være i risiko for at blive afhørt eller tilbageholdt af de syriske myndigheder, eller blive udsat for pres af de syriske myndigheder for at tvinge unddrageren til at melde sig, og at der særligt er tale om afhøring af en far eller en bror. Af baggrundsoplysningerne fremgår det også, at familiemedlemmer til personer, der er deserteret eller har unddraget sig militærtjeneste, ikke i sig selv risikerer noget i forhold til de syriske myndigheder, med mindre der er tale om særligt profilerede medlemmer af oppositionen. Efter en samlet vurdering og under hensyn til de foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet ikke, at klagerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i nogen risiko for overgreb af de syriske myndigheder omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 11, stk. 2, 2. pkt. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 11, stk. 2, 2. pkt., der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet lægger til grund, at klagerne, der er henholdsvis 56 år og 48 år, har opholdt sig lovligt i Danmark i syv år. Klagerne har et hjemmeboende mindreårigt barn, [A], på 14 år, der kom til Danmark som syv årig, og som går på [skole] i [by]. [A] har siden hun kom til Danmark gået i skole. Herudover har klagerne tre voksne børn, der opholder sig i Danmark. Der ses ikke at være momenter af afhængighed mellem klagerne og klagernes voksne, udeboende børn. Af bemærkningerne til lovforslag nr. 140 af 15. januar 2019 fremgår blandt andet følgende om proportionalitetsafvejningen, herunder særligt om længden af det lovlige ophold, børns selvstændige tilknytning og hensynet til familiens enhed: "… Hvis barnet er fyldt 8 år, har det betydning for, om der skal foretages en vurdering af barnets selvstændige tilknytning, hvor stor en del af de formative år af barn- og ungdommen, som barnet har tilbragt i Danmark, hvor lang tid barnet har gået i skole i de formative år, og hvor længe barnet har opholdt sig i Danmark. …" Flygtningenævnet lægger afgørende vægt på, at klagernes datter, [A], er kommet til Danmark som syv årig og i dag er 14 år. Hun har gået i skole i disse år, har gået til håndbold og har to fritidsjobs. Hun har således haft en væsentlig del af sine formative år i Danmark og har opnået en særlig tilknytning til landet. Hun forlod Syrien, da hun var fem år og husker intet fra og har ingen tilknytning til Syrien. Hun har herudover på dansk uden tolk forklaret om sin skolegang, fritidsjob med videre for nævnet. Hun fremstår på alle måder velintegreret i det danske samfund. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at det vil være særligt indgribende for klagerens mindreårige datter, [A] – og dermed for klagerne – såfremt hendes opholdstilladelse nægtes forlænget. Af denne grund finder Flygtningenævnet, at det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, såfremt klagernes opholdstilladelse nægtes forlænget. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [nærmere angiven dato i foråret] 2021, således at klagerne og deres medfølgende barn fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Løbenr.: Syri/2021/160/MALC
Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt tre børn fra Syrien. Indrejst i 2015.Ansøgeren er etnisk araber, muslim af trosretning og fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved tilbagevenden til Syrien frygter, at hendes herboende tidligere ægtefælle vil tage børnene fra hende og eventuelt udsætte hende for overgreb eller slå hende ihjel, eller at han vil få andre til at gøre det. Ansøgeren frygter desuden at blive efterstræbt i Syrien, både af sin tidligere ægtefælles familie, hendes far og hendes bror. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun gik fra sin tidligere ægtefælle i [sommeren] 2018, hvorefter han begyndte at fremsætte dødstrusler over for hende telefonisk. Han truede ansøgeren med, at han ville slå hende ihjel eller kidnappe børnene, hvis ikke hun gav ham halvdelen af børnepengene og hvis hun ikke lod ham se børnene oftere end to timer hver anden uge. Han truede endvidere med at slå hendes familie i Libanon ihjel, herunder hendes bror, og i [sommeren] 2018 truede han med, at slå hendes far ihjel. Omkring tre-fire dage efter denne episode, ringede han og sagde til ansøgeren, at hun skulle gøre sig klar til, at han ville slå hende ihjel. Ansøgeren udrejste tre dage senere til Tyskland, hvor hun den [nærmere angiven dato i sommeren] 2018 søgte om asyl på sine egne og sine børns vegne, idet hun ikke turde opholde sig i Danmark på grund af sin tidligere ægtefælle, og idet hun ikke kunne anmelde ham til politiet, fordi han havde truet med at slå hende ihjel, såfremt hun anmeldte ham. Ansøgeren indrejste på ny i Danmark den [en nærmere angiven dato i foråret] 2019. Ansøgerens tidligere ægtefælle har endvidere ugentligt ringet til ansøgerens forældre i Libanon, hvor han har truet med at slå ansøgeren ihjel. Derudover har han fire til fem gange truet ansøgerens mor med, at han ville tage børnene og flygte med dem til Sverige, så ansøgeren aldrig vil få dem at se igen. I [måned i vinteren] eller [måned i vinteren] 2020 skiftede ansøgerens mor telefonnummer, men ansøgerens tidligere ægtefælle fortsatte med at kontakte ansøgerens mor på Messenger gennem forskellige profiler på Facebook. Efterfølgende har ansøgerens tidligere ægtefælle taget kontakt til ansøgerens far og fremsat samme trusler. Ansøgerens far har fortsat kontakt med ansøgerens tidligere ægtefælle, idet han vil være orienteret om situationen, og fordi han ønsker, at ansøgeren finder sammen med sin tidligere ægtefælle igen. Ansøgeren har videre oplyst, at hendes tidligere ægtefælle kan indrejse illegalt i Syrien, og at den syriske lovgivning er på mandens side, og derfor vil han få alle rettighederne over deres børn. Ved skilsmisse er det faderen, der har retten til børnene, og ansøgerens tidligere ægtefælle vil derfor med tvang og hjælp fra politiet i Syrien kunne tage børnene fra ansøgeren. Yderligere har ansøgeren oplyst, at hendes tidligere ægtefælle har forbindelser til det syriske regime, idet hans søsters ægtefælle, [A], er officer i det syriske militær. [A] vil derfor udsætte ansøgeren for overgreb på vegne af hendes tidligere ægtefælle. Endelig har ansøgeren oplyst, at hendes ældste bror, [B], er modstander af skilsmissen, og at han i 2018, gennem ansøgerens mor, har truet med at slå ansøgeren ihjel, hvis ikke hun finder sammen med sin tidligere ægtefælle. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter sikkerhedssituationen i Syrien, og at de syriske myndigheder vil anholde og afhøre hende, fordi to af hendes brødre har unddraget sig militærtjeneste, og fordi en af de to brødre har været tilknyttet Den Frie Syriske Hær. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at de syriske myndigheder kan finde på at bruge hende til afpresning af hendes brødre eller misbruge hende seksuelt. Ansøgeren har videre oplyst, at hvis de syriske myndigheder er ude efter en person, kan de finde på at tilbageholde andre personer med samme efternavn, for at afpresse dem til at give oplysninger om den eftersøgte person. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren er født og opvokset i Yarmouk og senere har boet med sin tidligere ægtefælle i [by] i Rif Damaskus. Ansøgeren skal således vurderes i forhold til Damaskus. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport “Country Guidance: Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf det bl.a. fremgår: ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, bl.a. at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …”. Ansøgeren har familie i Syrien, herunder en farbror i Damaskus. Selvom ansøgeren måtte være en enlig kvinde uden mandligt netværk, er det ikke i sig selv asylbegrundende. Nævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf fremgår, at situationen for enlige kvinder er vanskelige, men at det ikke kan lægges til grund, at en enlig kvinde uden mandligt netværk, der vender tilbage til Damaskus, alene som følge af, at hun er en enlig kvinde uden mandligt netværk, vil være i en konkret og individuel risiko for at komme til at leve under forhold svarende til umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af EMRK artikel 3, ligesom det fremgår, at enlige kvinder uden mandligt netværk efter lovgivningen har samme rettigheder som mænd, og at kvinder har adgang til arbejdsmarkedet og kan leje egen bolig. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at give ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Damaskus-området. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Ansøgeren har blandt andet henvist til, at hun ved en tilbagesendelse til Syrien frygter, at hendes tidligere ægtefælle, der er meddelt asyl i Danmark, vil kidnappe hendes tre børn fra hende og eventuelt udsætte hende for overgreb eller slå hende ihjel, eller at han vil få andre, herunder familiemedlemmer, til at gøre det. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren har en konflikt med sin i Danmark bosiddende tidligere ægtefælle, der primært vedrører den tidligere ægtefælles samvær med parternes tre fællesbørn, som nu er blevet afgjort omkring [vinteren] 2018. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hendes tidligere ægtefælle skulle have fremsat dødstrusler eller trusler om overgreb mod hende eller har truet med at kidnappe børnene. Nævnet lægger blandt andet vægt på, at ansøgeren i ingen tilfælde har politianmeldt sin tidligere ægtefælle for at have fremsat trusler. Derudover lægger nævnet vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen den [en nærmere angiven dato] 2019 forklarede, at hun i [sommeren] 2018 blev skilt fra sin tidligere ægtefælle, og at hun ikke havde haft kontakt med ham siden. Under gensamtalen den [en nærmere angiven dato i efteråret] 2020 forklarede hun, at hun siden sidste samtale med Udlændingestyrelsen kun har talt én gang med sin tidligere ægtefælle, hvilket var den [en nærmere angiven dato i sommeren] 2020, hvor ansøgerens far inviterede både ansøgeren og hendes tidligere ægtefælle til et WhatsApp-opkald i anledning af en voldsepisode på asylcenteret mod ansøgerens børn. Hertil kommer, at ansøgerens tidligere ægtefælle ifølge ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen kort tid derefter skrev til hende på WhatsApp, hvor han spurgte om han måtte se børnene, hvor han ikke fremsatte nogen trusler. Herpå svarede hun ikke, og han reagerede ikke på, at hun ikke svarede ham. Under nævnsmødet har ansøgeren endvidere forklaret usikkert om de trusler, hendes tidligere ægtefælle har fremsat, og hvornår hendes tidligere ægtefælle sidst har haft kontaktet hende, idet hun først har forklaret, at sidste kontakt med hendes tidligere ægtefælle var en WhatsApp- telefonsamtale i 2019 med deltagelse af ansøgerens far, ansøgeren og ansøgerens tidligere ægtefælle, der fandt sted, mens hun boede på asylcenteret, og senere har forklaret, at det var i enten 2019 og 2020. Ansøgerens forklaring under nævnsmødet om, at hendes tidligere ægtefælle - hver måned - sender trusler i form af lydbeskeder til klagerens far i Libanon om at kidnappe børnene eller lignende og “ brænde ansøgerens hjerte”, er udbyggende og kan heller ikke lægges til grund og findes efter en samlet vurdering ikke troværdig. Ansøgerens forklaring om, at hendes bror i Syrien skulle være modstander af ansøgerens skilsmisse og skulle have fremsat dødstrusler, finder Flygtningenævnet utroværdig og kan ikke lægges til grund. Ansøgerens frygt for, at den tidligere ægtefælles familie eller hendes egen far eller bror skulle efterstræbe hende, beror alene på ansøgerens egne formodninger. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for overgreb fra den i Danmark boende tidligere ægtefælle, ansøgerens bror, [B], ansøgerens far, eller andre personer. Det forhold, at to af ansøgerens brødre har unddraget sig militærtjeneste og at en af brødrene har været tilknyttet Den Frie Syriske Hær medfører ikke, at ansøgeren dermed har en konflikt med de syriske myndigheder. Flygtningenævnet lægger således vægt på, at det fremgår af Udlændingestyrelsens notat Syria, Issues Regarding Military Service fra oktober 2019, at en persons militærunddragelse eller desertering som udgangspunkt ikke vil have konsekvenser for familiemedlemmer. Efter en samlet vurdering og under hensyn til de foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller i nogen risiko for overgreb af de syriske myndigheder eller andre omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Løbenr.: SYRI/2021/159/MALC
Nævnet omgjorde i juli 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse vedrørende en mandlig syrisk statsborger, Klageren, der på tidspunktet for indrejsen, var mindreårig, indrejste i 2014 sammen med sin mor og storesøster. Senere i 2014 meddelte Udlændingestyrelsen klageren og søsteren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, med henvisning til de dagældende generelle forhold i klagerens hjemby, Damaskus. I 2021 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse.Flygtningenævnet udtalte: ” Klageren er etnisk araber og muslim fra […] i Damaskus, Syrien. Han har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte den […] 2014 klageren, hans mor og søster opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste klagerens mor til de generelle forhold i Syrien, og at hun på et tidspunkt har deltaget i to demonstrationer i Damaskus. Udlændingestyrelsen har den […] 2021 truffet afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11 stk. 2, 2. pkt. Udlændingestyrelsen har vurderet, at situationen i Damaskus by har ændret sig markant siden maj 2018, og at der således er sket en forbedring af forholdene i området, samt at denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter. Det er derfor Udlændingestyrelsens vurdering, at der ikke er en reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (herefter EMRK), alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Endvidere har styrelsen vurderet, dels at en nægtelse af en forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, dels at klageren ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om nægtelse af forlængelse henvist til de generelle forhold i Syrien, og til, at han er 20 år gammel og derfor frygter at blive indkaldt til militærtjeneste ved tilbagevenden til Syrien. Han er bekendt med reglen om, at man som enlig søn kan undgå militærtjeneste, men han mener ikke, at reglen efterleves i praksis. Hans moster har fortalt, at flere personer fra kvarteret er blevet indkaldt til militærtjeneste, selv om de er eneste sønner. Flygtningenævnet har siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASOs rapport: Country Guidance: Syria, fra september 2020 og Udlændingestyrelsens rapport: Syria, Security and socio-economic situation in the governorates af Damascus and Rural Damascus fra oktober 2020 og Dansk Flygtningehjælps Landeprofil om Syrien fra juni 2021. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens 7, stk. 2, der er meddelt som følge af de generelle forhold i Damaskus i 2014. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., jf. § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Flygtningenævnet kan tiltræde af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført i den påklagede afgørelse af […]2021, at det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at nægte forlængelse af klagerens opholdstilladelse. Klageren er 20 år, og han er derfor i den militærpligtige alder. Han er sin mors eneste søn, og gældende regler vedrørende militærtjeneste i Syrien medfører, at klageren er berettiget til at blive fritaget for militærtjeneste, såfremt en række yderligere betingelser i øvrigt er opfyldt. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger må det imidlertid lægges til grund, at der foreligger en betydelig usikkerhed med hensyn til, i hvilket omfang reglen om fritagelse for eneste sønner respekteres og efterleves i praksis af de syriske myndigheder. Der henvises blandt andet til European Asylum Support Offices rapport fra september 2020 (Country Guidence: Syria), European Asylum Support Offices rapport fra marts 2020 (Syria, Targeting of individuals), og UNHCR`s rapport fra marts 2021 (International Protection Considerations with Regard to People Fleeing the Syrian Arab Republic-Update VI. Det må endvidere tages i betragtning, at fritagelse efter foreliggende baggrundsoplysninger kræver registrering hos de syriske myndigheder, og at klageren hverken før sit 18. år eller på et senere tidspunkt har registreret sig. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for indkaldelse til militærtjeneste, hvorfor nævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse af […]2021, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. ” Syri 2021/158/MNR
Nævnet omgjorde i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende et ægtepar samt deres to børn fra Syrien, således at vedkommende fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:”Klagerne er etniske arabere og sunni muslimer fra Damaskus-området i Syrien. Klagerne er født og opvokset i Jobar. Klagerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte i [vinteren] 2015 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Under den oprindelige asylsag henviste den mandlige klager til, at hans bror var blevet slået ihjel med en bombe fra regimet, hvorfor klageren har været i regimets søgelys, men at han ikke ved hvorfor han var efterlyst. Den mandlige klager henviste endvidere til, at han vil blive tilbageholdt i Syrien alene fordi han kommer fra byen Jobar. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen i [vinteren] 2021 henviste den mandlige klager som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede, at han ville blive tilbageholdt og slået ihjel af de syriske myndigheder. For det første frygter han myndighederne, idet han har sat ild til et billede af præsidenten i sit værksted. Ildspåsættelsen skete, mens mange af klagerens ansatte var tilstede, hvorfor disse kunne risikere at viderefortælle handlingen. For det andet frygter han myndighederne under henvisning til, at han længe har forsøgt at få sin nevø, [M], frigivet fra sin tilbageholdelse. I den forbindelse blev klageren af en myndighedsperson opfordret til at rapportere om oprørsgrupper i Jobar – én opgave, som klageren ikke har efterkommet, hvilket efterfølgende resulterede i trusler fra den pågældende myndighedsperson. For det tredje frygter han myndighederne grundet sit slægtskab med sin afdøde bror, [H], og dennes søn, [M], idet broderen af myndighederne dels blev opfattet som en højtstående militsleder i Den Frie Syriske Hær, og dels forholdte sig kritisk over for myndighederne på de sociale medier. Klageren henviste videre til, at en tilbageholdelse generelt kan foretages af myndighederne alene på baggrund af ens tilhørsforhold til Jobar. Endelig har klageren oplyst sin frygt for at blive sat på en efterlysningsliste og således være i risiko for at blive udsat for overgreb af Den Frie Syriske Hær, idet han ikke har støttet dem med donationer, herunder økonomisk støtte. Under den oprindelige asylsag henviste den kvindelige klager til den manglende sikkerhed i Jobar. Under samtalen hos Udlændingestyrelsen i [vinteren] 2021 henviste den kvindelige klager som asylmotiv til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygtede at blive eftersøgt af de syriske myndigheder, idet hendes bror og dennes tre sønner er deserteret fra militærtjeneste samt det forhold, at hun er fra bydelen Jobar. Klageren henviste endvidere til, at hun frygtede, at hendes to mindreårige sønner vil blive indkaldt til militærtjeneste. Klageren har yderligere oplyst om sin frygt over for sin svigerinde, der har truet hende. Klageren har som asylmotiv fortsat henvist til, at hun ikke kan tage ophold i Syrien, eftersom at hendes families skofabrik er brændt ned, og at den bolig, som hun ejede i Jobar, er blevet bombet. Udlændingestyrelsen har i [foråret] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagernes opholdstilladelse ikke længere er til stede. Flertallet af Flygtningenævnet finder, at klagerne ikke er i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, som følge af deres individuelle forhold i Syrien. Flertallet af Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at klagerne har været politisk aktive i hverken Syrien eller i Danmark. Flertallet af Flygtningenævnet kan ikke lægge klagernes forklaring om konflikter med de syriske myndigheder med religiøse eller kriminelle grupperinger i Syrien eller familiemedlemmer eller privatpersoner i Syrien til grund. Flertallet af Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at klagerne hver især på centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, ligesom væsentlige dele af klagernes forklaringer fremstår utroværdige og konstrueret til lejligheden. Med hensyn til den mandlige klagers forklaring om, at han har sat ild til et billede af præsidenten i sit værksted, bemærker flertallet af Flygtningenævnet, at klageren ikke har forklaret herom i oplysnings- og motivsamtalen i [vinteren] 2014. Hvad angår den mandlige klagers frygt for det syriske flyvåbens sikkerhedstjeneste, som følge af, at han ikke har rapporteret om oprørsgrupper i Jobar bemærker flertallet af Flygtningenævnet, at klageren ikke har forklaret herom i oplysnings- og motivsamtalen i [vinteren] 2014. Endvidere bemærkes, at den kvindelige klager og klagernes tre børn i [sommeren] 2012 fik udstedt syriske nationalitetspas, og at den kvindelige klager i 2018 fik fornyet sit pas hos de syriske myndigheder i Damaskus. Med hensyn til den mandlige klageres frygt for de syriske myndigheder som følge af hans slægtskab med sin afdøde bror [H], bemærker flertallet af Flygtningenævnet, at den mandlige klager har forklaret udbyggende og divergerende om dennes bror. Den mandlige klager har ved oplysnings- og motivsamtalen i [vinteren] 2014 oplyst, at hans bror [H] blev slået ihjel med en bombe af regimet og har fået en form for martyr-status, hvorfor klagerens familie har været i regimets søgelys, men at klageren ikke ved, om han selv blev efterlyst. Ved samtalen med Udlændingestyrelsen i [vinteren] 2021 har den mandlige klager forklaret, at de syriske myndigheder betragter hans bror [H] som højtstående militsleder i Den Frie Syriske Hær, som døde i en skudveksling i [sommeren] 2013. For Flygtningenævnet har den mandlige klager forklaret, at hans bror [H] hjalp sårede på et hospital, og at han tror, at det var med vilje, at de syriske myndigheder ramte ham med en raket. Endvidere bemærkes, at [H’s] søn, der har fået opholdstilladelse i Danmark, ikke har henvist til sin fars forhold i forbindelse med sit asylmotiv og har oplyst, at faren blev slået ihjel, da et missil ramte nært ved, og at faren ikke deltog i nogen kampe. Flertallet af Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at den mandlige klagers forklaringer om sit modsætningsforhold til de syriske myndigheder som følge af de ovenfor nævnte forhold. Videre bemærkes, at det ikke fremstår sandsynligt, at Den Frie Syriske Hær mange år efter den mandlige klagers udrejse i 2012 skulle søge efter den mandlige klager som følge af, at han som selvstændig erhvervsdrivende ikke har støttet dem med økonomiske donationer. Med hensyn til klagerens bror [H’s] søns kritik over for de syriske myndigheder på de sociale medier bemærkes, at klageren ikke har forklaret herom i oplysnings- og motivsamtalen i [vinteren] 2014, og at han ikke har oplevet problemer som følge af episoden. Endvidere bemærkes, at det beror på den mandlige klagers egen formodning, at han er i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder som følge heraf. For så vidt angår det af den mandlige klager fremlagte interview, der er foretaget af en journalist, finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han er i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder som følge heraf. Flertallet af Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at den mandlige klager har asylbegrundende konflikter med de syriske myndigheder eller med kriminelle grupperinger i Syrien eller familiemedlemmer eller privatpersoner i Syrien. Med hensyn til den kvindelige klagers forklaring om, at hun er eftersøgt af de syriske myndigheder som følge af hendes brors og sønners desertering fra militærtjeneste bemærkes, at klageren ikke har forklaret herom i oplysnings- og motivsamtalen i [vinteren] 2014, og hun har forklaret divergerende om denne konflikt. Til samtalen i [vinteren] 2021 har klageren forklaret, at konflikten omhandlede hendes fire familiemedlemmer, herunder hendes bror og hans tre sønner, der deserterede fra den syriske hær og tilsluttede sig Den Frie Syriske Hær, og at myndighederne opdagede dette og slog hendes bror og hans tre sønner ihjel i 2012. Senere under samme samtale har klageren forklaret, at hendes bror, [A], ikke var deserteret, men at han var slået ihjel af de syriske myndigheder som følge af hans sønners desertering. Endvidere har klageren under samme samtale forklaret, at to af [A’s] sønner tilfældigt blev dræbt af en snigskytte, og at det kun var den ene søn, der blev dræbt af de syriske myndigheder som følge af hans desertering fra militærpligt. Der henvises til Udlændingestyrelsens baggrundsoplysninger, herunder følger af det Udlændingestyrelsens notat ”Syria, Issues Regarding Military Service”, oktober 2019, at en persons militærunddragelse eller desertering som udgangspunkt ikke vil have konsekvenser for hans familiemedlemmer. Nogle familiemedlemmer risikerer dog at blive udsat for pres og afhøringer af de syriske myndigheder, men at det oftest er familiemedlemmer til unddragere, der også er eftersøgt f.eks. for at have dræbt anden militær personel eller for at have været en del af en operation mod den syriske hær. Det fremgår endvidere af baggrundsoplysningerne, at familiemedlemmer til personer, der er deserteret eller uddraget sig militærtjeneste ikke i sig selv risikere noget i forhold til de syriske myndigheder, medmindre der er tale om særligt profilerede medlemmer af oppositionen. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den kvindelige klager i 2012 udrejste legalt, herunder at hun legitimerede sig med sit syriske nationalitetspas i Damaskus lufthavn, og at hun ud over afhøring i 30 minutter problemfrit kunne udrejse. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at den kvindelige klager 12 dage inden udrejsen af Syrien fik udstedt syrisk nationalitetspas, og at hun via sin søster, der er bosat i Damaskus, i 2018 kunne få udstedt nyt syrisk nationalitetspas. Med hensyn til den kvindelige klageres forklaring om, at hendes svigerinde har truet hende, fordi hun bebrejder klageren sine sønners død bemærkes, at Flygtningenævnet ikke har kunnet lægge den kvindelige klagers forklaring om hendes brors, [A] og hans sønner til grund, da hun har forklaret divergerende herom, og at det drejer sig om samme personer. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at den kvindelige klager har asylbegrundende konflikter med de syriske myndigheder eller med kriminelle grupperinger i Syrien eller familiemedlemmer eller privatpersoner i Syrien. Det forhold, at den kvindelige klager frygter, at klagernes mindreårige søn på [X] år ved en tilbagevenden til Syrien vil blive indkaldt til militærtjeneste, kan ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes, at denne søn, der er [X] år og ikke er i den militærpligtige alder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke på nuværende tidspunkt vil risikere at blive indkaldt til militærtjeneste. Endvidere bemærkes, at det beror på klagernes egen formodning, at klagerne som følge af at have været bosat i bydelen Jobar skulle være i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Sammenfattende finder flertallet af Flygtningenævnet således, at klagerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger er forholdene og sikkerhedssituationen i klagernes hjemområde væsentligt forbedret, således at ikke enhver, alene som følge af den blotte tilstedeværelse, vil være i risiko for overgreb, omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, som følge af de generelle forhold i Jobar, Damaskus, området. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagernes opholdstilladelse er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Der må ikke gøres indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt af de i artikel 8, stk. 2, nævnte grunde. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vurdering af statens interesse i at inddrage klagernes opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en inddragelse af klagernes opholdstilladelse vil indebære i deres ret til familie- og privatliv. Den mandlige og kvindelige klager er født og opvokset i Syrien, hvor de har boet i det meste af deres liv. Klagerne har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 6 år og 10 måneder. Den mandlige klager har oplyst, at han kan læse på dansk, men at han ikke kan skrive eller tale meget på dansk. Han har gennemført Dansk prøve 1, modul a, men har ikke bestået nogen af prøverne på grund af sin psykiske tilstand. Af samme grund har han ikke arbejdet eller været i praktik. Han er førtidspensionist. Han har ikke nogen fritidsinteresser i Danmark. Han har oplyst, at han har PTSD og tre diskusprolapser, søvnproblemer og næsten blind på det ene øje, forhøjet blodtryk og sukkersyge. Han tager medicin. Den kvindelige klager har oplyst, at hun kan tale lidt, læse lidt og skrive lidt dansk. Hun har bestået en sprogprøve, men har ikke længere beviset for denne prøve. Hun har været i praktik og har arbejdet i en genbrugsforretning. Hun er ikke i arbejde. Hun har oplyst, at hun har diskusprolaps, har høreproblemer og problemer med urinveje og tager smertestillende medicin. Klagernes voksne søn, der har fået opholdstilladelse i Danmark, bor i Danmark. Klagernes voksne datter bor i Egypten. En inddragelse af klagerens opholdstilladelse findes efter en samlet vurdering ikke at være i strid med klagerens ret til privat- og familieliv med hensyn til deres egne forhold, jf. EMRK artikel 8. Med hensyn til de af klagernes oplyste helbredsmæssige problemer, finder Flygtningenævnet, at dette ikke kan anses for sådanne helbredsmæssige problemer, at det ved en tilbagevenden til Syrien vil udsætte klagerne for en sådan situation, der vil udgøre en krænkelse af EMRK art. 3. For så vidt angår retten til familieliv bemærkes, at voksne børn som udgangspunkt ikke er omfattet af familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8´s forstand, medmindre der foreligger et afhængighedsforhold mellem forældre og børn. Efter de foreliggende oplysninger er der ikke oplyst om forhold, der må antages at udgøre et særligt afhængighedsforhold mellem klagerne og deres voksne søn. Med hensyn til klagernes to mindreårige sønner på henholdsvis [X] år og [X] år bemærkes, at de indrejste i [vinteren] 2014 sammen med forældrene, og at de således har opholdt sig i Danmark i ca. 6 år og 10 måneder og har gået i skole i Danmark. De to mindreårige sønner har således haft en væsentlig del af deres formative år i Danmark. Efter en samlet vurdering og navnlig henset til, at de to mindreårige sønner har haft en væsentlig del af deres formative år i Danmark, finder Flygtningenævnet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med EMRK artikel 8 eller Danmarks øvrige internationale forpligtelser. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2021, således at klagerne og medfølgende børn fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Syri/2021/157/hmu
Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Syrien. Han er født, opvokset og boede indtil kort før udrejsen i [A], Rif Damaskus. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, under henvisning til, at personer fra områder i Syrien, hvor der foregik væbnede kampe, hvor der var angreb mod civile, eller hvor der havde fundet sådanne kampe sted, ved en tilbagevenden til Syrien måtte anses for aktuelt at være i en reel risiko for at blive udsat for angreb, der var omfattet af EMRK artikel 3. Under den oprindelige asylsag henviste klageren som asylmotiv til, at det ikke var muligt at få et arbejde som følge af den vanskelige situation i landet, ligesom klageren henviste til de generelle forhold i hjemlandet som følge af borgerkrigen. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede. På baggrund af de samlede baggrundsoplysninger har Udlændingestyrelsen vurderet, at de aktuelle forhold i Rif Damaskus er af en sådan karakter, at enhver ikke vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til, at han fortsat frygter de generelle forhold i Damaskus-området i Syrien, ligesom han frygter at blive udsat for vilkårlige kidnapninger. Desuden frygter han at blive tilbageholdt af myndighederne, da han betragtes som forræder og som følge af, at han flygtede fra Syrien og søgte asyl i Danmark. Derudover har klageren deltaget i fire-fem demonstrationer mod regimet. Under nævnsmødet har klageren yderligere henvist til, at han i går blev interviewet og i dag er blevet fulgt af et tv-hold fra tv-stationen [C] til mødet i Flygtningenævnet, og at han i den forbindelse har udtalt sig kritisk om forholdene i Syrien og om det syriske regime. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Rif Damaskus. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport “Country Guidance: Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf det bl.a. fremgår: ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, bl.a. at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …”. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke er grundlag for at opretholde klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i Damaskus-området. Klagerens subjektive frygt for vilkårlig kidnapning ændrer ikke ved nævnets vurdering. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren som følge af sine individuelle forhold opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og 2. Klageren har både under oplysnings- og motivsamtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2014 samt under samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2020 oplyst, at han aldrig har haft konflikter med de syriske myndigheder, privatpersoner eller andre i Syrien. Herudover fremgår det, at klagerens ægtefælle og tre børn i 2018 har opholdt sig i Syrien i otte-ni måneder uden problemer, hvor de blandt andet fik fornyet børnenes nationalitetspas. Det forhold, at klageren er udrejst af Syrien og har søgt asyl i Danmark vurderer Flygtningenævnet ikke kan føre til, at klageren kan anses for at være i et asylrelevant modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet har i vurderingen heraf lagt vægt på Udlændingestyrelsens landerapport: ”Syria, Security Situation in Damascus Province and Issues Regarding Return to Syria, based on interviews between 16 to 27 november 2018 in Beirut and Damascus” fra februar 2019, hvoraf fremgår, at det siden begyndelsen af 2018 har tydet på, at det ikke har konsekvenser for en tilbagevendende syrer, at vedkommende forlod landet under krigen, og at illegal udrejse af Syrien fortsat er strafbart, men at det i praksis ikke længere er et problem, idet man kan få sin situation afklaret ved en syrisk repræsentation i udlandet inden indrejsen i Syrien. Det forhold, at klageren under nævnsmødet har oplyst, at han i går blev interviewet og i dag er blevet fulgt af et tv-hold fra tv-stationen [C] til mødet i Flygtningenævnet, og at han i den forbindelse har oplyst, at han har udtalt sig kritisk om forholdene i Syrien og det syriske regime, kan ikke føre til, at han derved er kommet i et asylrelevant modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren under nævnsmødet, dels har forklaret divergerende og afglidende om, hvad han har forklaret til tv-stationen, dels fremstår det uklart og uunderbygget, hvad det konkrete og endelige indhold af tv-indslaget bliver. Efter en samlet vurdering og under hensyn til de foreliggende oplysninger finder Flygtningenævnet derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for individuel forfølgelse eller er i risiko for straf eller overgreb af de syriske myndigheder omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8 fremgår, at enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse er et indgreb i klagerens udøvelse af sin ret efter artikel 8, stk. 1, og at dette indgreb har hjemmel i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1. Flygtningenævnet finder videre, at lovgrundlaget for indgrebet er legitimt og varetager den offentlige interesse i at opretholde en effektiv immigrationskontrol. Flygtningenævnet bemærker derudover, at en håndhævelse af udlændingelovens § 7, stk. 2, og § 19, stk. 1, nr. 1, der blandt andet er indført for at afstemme beskyttelsen med behovet, udgør et anerkendelsesværdigt formål og kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2. Det skal herefter vurderes, hvorvidt indgrebet i klagerens rettigheder er nødvendigt for at opnå det angivne legitime formål. Der skal i den forbindelse foretages en proportionalitetsafvejning af statens interesse i ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil indebære i klagerens ret til privat- og familieliv. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at indgreb i udlændingens privat- og familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, indgrebet skal varetage. Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i EMRK artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der altså foretages en vurdering af statens interesse i at foretage indgrebet over for intensiteten af indgrebet i klagerens ret til privat- og familieliv. Flygtningenævnet lægger vægt på, at klageren er [midaldrende] og har haft lovligt ophold i Danmark i lidt over syv år, og at klagerens børn, der er henholdsvis [X], [X] og [X] år, har haft lovligt ophold i Danmark lidt over seks år og går i skole i Danmark. Det bemærkes herved tillige, at klagerens ægtefælle og tre børn i 2018 opholdt sig otte-ni måneder i Syrien hos ægtefællens mor. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klagerens forældre og to søstre bor i Tyrkiet. Efter en samlet vurdering findes klageren og hans familie ikke herigennem at have fået en særlig tilknytning til Danmark. Det forhold, at klageren har bestået Prøve i Dansk 2 og har haft fuldtidsbeskæftigelse i to år og tre måneder i en periode på tre år og fire måneder kan ikke føre til andet resultat. Efter en samlet vurdering på baggrund af sagens samlede omstændigheder, herunder blandt andet da klageren har en svag tilknytning til Danmark og en stor tilknytning til Syrien, finder Flygtningenævnet derfor ikke, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. EMRK´s artikel 8. Klageren har endelig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at sønnen [B], der lider af infantil autisme, ikke kan få den støtte, som han har brug for. Efter lidelsens karakter, som også bestod før sønnen [B] udrejste af Syrien, finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at sønnen ikke på ny vil kunne modtage den relevante behandling ved en tilbagevenden til Syrien. Der er således ikke tale om sådanne alvorlige helbredsmæssige problemer, at det vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3 såfremt opholdstilladelsen inddrages. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2021 om, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, inddrages.” Syri/2021/155/LINB
Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om statusændring vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2020.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Al-Hasakah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2020, og at hun [i vinteren] 2020 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i vinteren] 2020 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive udsat for overgreb af nogle mørkklædte og maskerede mænd og de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke klagerens forklaring om sit asylmotiv troværdigt. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende, udbyggende, afglidende, og at episoden vedrørende de maskerede og sortklædte mænd ikke fremstår selvoplevet. Det fremstår herunder divergerende, at hun har forklaret til oplysnings-og motivsamtalen af [efteråret] 2020, at hun efterfølgende er blevet ringet op to gange af ukendte personer, der sagde, at hun skulle komme ud, og at hun ellers ville blive voldtaget, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at truslen gik på, at hun skulle ud af Syrien. Hertil kommer, at klagerens far og de 3 brødre siden [foråret] 2020 har boet i deres hus i [by] uden at opleve problemer, og at klageren ikke ved, om der er nogen konflikt længere. Klageren har endvidere tidligere forklaret, at familien ikke havde problemer med YPG, mens klagerens under nævnsmødet udbyggende har forklaret, at hun frygter at blive pågrebet af YPG. Ligeledes har klageren forklaret divergerende om, hvorledes klagerens far håndterede YPG´s henvendelser vedrørende hvervning af sønnerne. Det forhold, at 2 af klagerens brødre eller andre familiemedlemmer, der er i den militærtjenestepligtige alder, har unddraget sig militærtjeneste, findes ikke i sig selv at bringe hende i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnet bemærker hertil, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport ”Syria, Issues Regarding Military Service, October 2019” fremgår, at det ikke har konsekvenser for familiemedlemmer, at et familiemedlem har unddraget sig militærtjeneste, medmindre disse er særligt profilerede medlemmer af oppositionen. Dertil kommer, at klagerens far og 3 af hendes brødre, [A], [B] og [C], fortsat bor i hjembyen i Syrien, hvilket de har gjort i over et år nu. Klagerens frygt for straf eller at blive brugt som pression af de syriske myndigheder findes også på denne baggrund at være ubegrundet. Det forhold, at klageren er udrejst illegalt af Syrien kan heller ikke anses for at medføre en konflikt med de syriske myndigheder, da illegal udrejse efter baggrundsoplysningerne ikke i praksis straffes af myndigheder. Da klageren ikke har en individuel konflikt med de syriske myndigheder, politiske grupperinger eller andre, opfylder hun ikke betingelserne for at få opholdstilladelse iht. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Da sikkerhedsforholdene i klagerens hjemområde, Al-Hasakah i Syrien - i modsætning til de foreliggende baggrundsoplysninger om den generelle sikkerhedssituation i Damaskus – fortsat vurderes at være af være af en sådan karakter, at hun vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af EMRK artikel 3 i form af umenneskelig eller nedværdigende behandling med baggrund i den særlige alvorlige situation i dette område af Syrien præget af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [en dato i slutningen af] 2020 om midlertidigt ophold efter udlændingelovens § 7, stk. 3, og afslag på asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2021/154/juri
Nævnet omgjorde i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, således at vedkommende har opholdstilladelse, jf. udlændingelovens 7, stk. 1. Indrejst i 2014.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og kristen fra Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2014 klageren opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2. Klageren henviste i sin oprindelige asylsag som asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygtede Jabhat al Nusra, Den Frie Syriske Hær og de syriske myndigheder, idet de havde truet med at slå klagerens far og hans børn ihjel. Klageren henviste videre til de generelle forhold i Syrien. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2021 truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen har vurderet, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere er til stede. Klageren har som asylmotiv i forbindelse med sagen om inddragelse henvist til, at han frygter myndighedsovergreb som følge af, at hans far har været fængslet flere gange, fået udrejseforbud og samt fået sit [firma] ødelagt grundet en tidligere boligkonflikt med en overordnet fra de syriske myndigheder. Klageren har videre som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Klageren har til støtte herfor oplyst, at myndighederne i Syrien har opsøgt hans familie et ubestemt antal gange og rettet henvendelse til klageren, idet han ikke har fået udsat sin værnepligt. Klageren har videre oplyst, at hans familie har en gammel konflikt med en [ansat i militæret], som har skudt både klagerens farfar og onkel. Klageren har endelig henvist til, at han er udrejst illegalt af Syrien, og at han grundet sin kristne overbevisning risikerer at blive udsat for chikane i hjemlandet. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren skal vurderes i forhold til Damaskus. Af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at de syriske myndigheder siden maj 2018 har haft kontrollen over Damaskus by og Rif Damaskus, og at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold, som ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet har således siden juni 2019 vurderet, at de aktuelle forhold i Damaskus og Rif Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Dette støttes af baggrundsoplysningerne, herunder EASO´s rapport “Country Guidance: Syria” fra september 2020, side 122, hvoraf det bl.a. fremgår: ”Looking at the indicators, it can be concluded that indiscriminate violence is taking place in the governorate of Damascus at such a low level that in general there is no real risk for a civilian to be personally affected by reason of indiscriminate violence within the meaning of Article 15(c) QD.” Tilsvarende fremgår det af Udlændingestyrelsens rapport: “Syria, Security and socio-economic situation in the governorates of Damascus and Rural Damascus”, fra oktober 2020, side 11, bl.a., at “Since 2018, when the GoS retook control of all areas in Damascus and Rural Damascus from opposition groups, there have been no major security incidents (e.g. battles, military operations etc.) in the two governorates, …”. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at klagerens opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2 som følge af de generelle forhold i Damaskus-området, kan inddrages. Inddragelsen af opholdstilladelsen findes ikke at være i strid med Danmarks internationale forpligtigelser. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, som følge af klagerens individuelle forhold. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at klageren er i risiko for at blive individuelt forfulgt som følge af farens konflikter. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klagerens far, mor og ene søster fortsat bor i Syrien, og at klageren, da han boede i Syrien, ikke tidligere har været opsøgt i den forbindelse. Klageren, der er [antal år], er i den militærpligtige alder. Han har i den forbindelse fremlagt en indkaldelse til Retten i Damaskus. Efter klagerens egne oplysninger er han imidlertid hans mors eneste søn. Han opfylder således umiddelbart de syriske regler om, at “eneste søn” er fritaget for militærtjeneste. På baggrund af baggrundsoplysningerne må det imidlertid lægges til grund, at der er en betydelig usikkerhed med hensyn til, i hvilket omfang reglen om fritagelse eller udsættelse for eneste sønner respekteres og efterleves i praksis af de syriske myndigheder. Der foreligger således meget divergerende information om de syriske myndigheders implementering af reglen i praksis. Det fremgår således blandt andet af Udlændingestyrelsens rapport Syria-Military Service. Report based on factfinding mission to Istanbul and Beirut (17-25. february 2020) af maj 2020, at det er muligt at søge om udsættelse af militærtjeneste som ene søn, og at ingen af kilderne i rapporten har hørt om sager, hvor eneste sønner har fået udsat militærtjenesten og derefter blevet tvunget i militæret. Dog fremgår det af EASO-rapport Country Guidance Syria – Common Analysis and Guidance note af september 2020, at situationen i Syrien fortsat er den, at en stor del af syrere, der indrejser i områder kontrolleret af de syriske myndigheder blandt andet har været udsat for at være tvunget i militærtjeneste, selv om de på forhånd var blevet lovet at blive fritaget eller få militærtjenesten udsat. Dertil kommer det forhold, at fritagelse herfor kræver registrering hos de syriske myndigheder herom hvert år, og klageren har ikke hverken inden sit 18. år eller senere registreret sig. Som følge heraf findes klageren ved en tilbagevenden til Syrien at være i risiko for indkaldelse til militærtjeneste eller straf for at have unddraget sig militærtjeneste fra de syriske myndigheders side, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [en dato i foråret] 2021, således at klageren har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2021/153/juri
’”Klageren er etnisk araber og sunnimuslim fra Homs, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2014, og at hun [i efteråret] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har [i foråret] 2021 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun frygter at blive kidnappet af ukendte kriminelle grupper i Syrien. Hun har herom oplyst, at hendes far blev kidnappet i [foråret] 2012, og at de havde truet ham med, at de også vil kidnappe et andet familiemedlem. Klageren har derudover henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, idet hun i [foråret] 2011 deltog i demonstrationer imod de syriske myndigheder, optog videoer i forbindelse med demonstrationerne med henblik på publicering, og uddelte mad og andre fornødenheder til demonstranter, internt fordrevne og sårede på felthospitaler. Klageren har yderligere oplyst, at hun i Danmark har deltaget i flere demonstrationer imod de syriske myndigheders overgreb mod befolkningen, og at hun ligeledes har demonstreret imod de danske myndigheders hjemsendelser af syriske statsborgere. Klageren har endelig henvist til, at hun frygter de syriske myndigheder, idet hun er gift med en militærunddrager. Hun har herom oplyst, at hun, som ægtefælle til en efterlyst militærunddrager, risikerer afledet forfølgelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring, således som denne fremgår af advokatens indlæg, og som den er suppleret ved møde ved Flygtningenævnet, til grund. Flygtningenævnet bemærker, at klageren ved sin advokats indlæg, i bilag til dette, samt ved møde ved Flygtningenævnet, har forklaret om meget omfattende aktiviteter, som hun og hendes familie oplyser at have udført over en længere periode og flere forskellige steder i Syrien. Heroverfor står, at klageren ved samtale ved Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2014 alene henviste til, at hendes far var blevet kidnappet af en kriminel gruppe, ligesom hun oplyste, at hun frygtede, at hun selv ville blive kidnappet ved en eventuel tilbagevenden til Syrien. På udtrykkelig forespørgsel om eventuelle yderligere konflikter, herunder med myndigheder, svarede hun, at hun ikke havde sådanne. Flygtningenævnet finder, at der er så væsentlige forskelle på klagerens forklaring i 2014 og de oplysninger, der nu er fremkommet, at klagerens seneste forklaring i det hele må tilsidesættes. Særligt bemærker Flygtningenævnet, at klageren ikke har bestridt, at det interview, som hun deltog i 2014, havde en varighed af over 5 timer. På denne baggrund forekommer det helt usandsynligt, at klageren skulle være forhindret i at redegøre detaljeret og fyldestgørende for sit asylmotiv. Særligt vedrørende hendes oplysninger om, at et større opbud af myndighedspersoner (de tre busser) opsøgte hendes bopæl i Homs kort efter hendes udrejse, finder Flygtningenævnet det på baggrund af de begrænsede oplysninger, ikke sandsynligt, at en sådan aktion alene havde til formål at arrestere klagerens far. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke baggrund for at meddele klageren opholdstilladelse på andet grundlag end hidtil. Flygtningenævnet må lægge til grund, at klagerens søster [navn], har medvirket i en offentlig demonstration [i en dansk by], hvorfra blandt andet [et dansk nyhedsmedie] har rapporteret, ligesom hun blev interviewet af [et dansk nyhedsmedie]. Hun har i forbindelse med demonstrationen givet udtryk for kritik af det nuværende syriske styre samt henvist til de konkrete overgreb, som klagerens far har været udsat for. Disse forhold har i sagens natur ikke indgået i Udlændingestyrelsens behandling af sagen i 2014. Flygtningenævnet finder, også under hensyn til det i praksis gældende forsigtighedsprincip i sager vedrørende syriske asylansøgere, at der bør gives Udlændingestyrelsen lejlighed til at vurdere om disse forhold bør medføre en ændring i klagerens asylretlige status. Sagen hjemvises derfor til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling.” Syri/2020/177/ehd
Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra Saida, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men ansøger har deltaget i demonstrationer mod islamistiske grupper. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter [B-familien], idet ansøgeren er blevet beskyldt for at have slået [A] ihjel. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren oplyst, at [A] et år forinden havde slået ansøgerens farbror ihjel under en skududveksling mellem [B-familien] og [C]. Ansøgeren var tæt tilknyttet sin farbror, hvorfor ansøgeren udviklede opbyggede et had til [B-familien] og talte dårligt om dem til sin omgangskreds. Omkring et år senere døde [A] af en overdosis, men [B-familien] beskyldte ansøgeren for at have slået ham ihjel. Ansøgeren modtog herefter trusler fra familie via venner og bekendte, men han modtog aldrig trusler direkte fra dem. Den sidste trussel modtog ansøgeren en til to år før sin udrejse af Libanon. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han har deltaget i mange demonstrationer mod Fatah og andre militante grupper, herunder […] islamistiske gruppe. Under en demonstration blev der skudt mod demonstranterne, og ansøgeren blev skudt mellem benene uden at blive ramt. Ansøgeren har under demonstrationerne kaldt dem for terrorister. Ansøgeren har som asylmotiv ydermere henvist til, at der i 2014/2015 opstod en konflikt mellem [D's] gruppering, Ansar Allah, og Fatah, idet en person med relation til Fatah slog [D's] nevø ihjel. Ansøgerens og [D's] familier er beslægtede, og flere af ansøgerens slægtninge har deltaget i Ansar Allahs konflikt. Ansøgeren er på et tidspunkt blevet truet med en pistol af en person, der troede, at ansøgeren var relateret til [D]. Da pågældende fandt ud af, at ansøgeren ikke var en del af konflikten, trak han sin pistol. I 2018 eskalerede konflikten mellem Ansar Allah og Fatah, og Fatah begyndte at skyde efter [D's] folk. Ansøgeren valgte herefter af forlade Libanon, idet ansøgeren og hans far vurderede, at det var for farligt at blive. Flygtningenævnet bemærker, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandat-området, der som ansøgeren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWAs operations-område.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandat-området, der har haft adgang til UNRWA-beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af Flygtningekonventionen. Ansøgeren har forklaret konsistent om sine asylmotiver i samtalerne [i begyndelsen af] 2020 og [i begyndelsen af] 2021, og Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring til grund. Nævnet vurderer imidlertid ligesom Udlændingestyrelsen, at ansøgerens konflikter ikke har et omfang og en intensitet, at de kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl. Nævnet vurderer, således at konflikterne ikke har gjort det nødvendigt for ansøgeren at forlade området, eller at han som følge af en konflikt er afskåret fra at vende tilbage. Ved vurderingen af ansøgerens konflikt med [B-familien] lægger Flygtningenævnet vægt på de samme omstændigheder, som Udlændingestyrelsen har lagt vægt på, herunder at konflikten begyndte i 2012, at ansøgeren kun har modtaget indirekte trusler fra [B-familien], som ikke har fulgt op på disse, og at ansøgeren modtog de seneste trusler 1-2 år, inden udrejsen af Libanon i [efteråret] 2018. Ved vurderingen af ansøgerens konflikt med Ansar Allah og […] islamiske gruppe lægger Flygtningenævnet også vægt på de samme omstændigheder, som Udlændingestyrelsen har lagt vægt på, herunder at det ved en konkret episode, hvor ansøgeren blev truet med en pistol, blev respekteret, at ansøgeren ikke var en del af konflikten. Det, som ansøgeren har forklaret for Flygtningenævnet kan ikke føre til en anden vurdering. For så vidt angår ansøgerens frygt for, at han ved en tilbagevenden ikke vil være beskyttet af Ansar Allah, fordi han udrejste i 2018 for ikke at blive involveret i Ansar Allahs konflikt med Fatah, bemærker nævnet, at det alene beror på ansøgerens formodning, at hans forhold til Ansar Allah skulle indebære en trussel mod ansøgerens sikkerhed. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon kan være svære, såvel sikkerhedsmæssigt, som socioøkonomisk, men at disse forhold ikke kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark. Uanset det fremstår vanskeligt at arrangere en udrejse til Libanon fremgår det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport marts 2020, Readmission of Palestinian Refugees from Lebanon, blandt andet, at et europæisk land er lykkedes med at returnere 18 afviste asylansøgere til Libanon, og at disse alle var frivillige tilbagevendende. Endvidere fremgår: ”in cases of voluntary return of PRLs (Palestinian Refugees from Lebanon) in which no foreign authorities were involved in the process of return, the MFA (Ministry of Foreign Affairs and Emigrants) would approve the returns to Lebanon.” Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren havde et libanesisk id-kort ved indrejsen i Danmark. Det, som ansøgeren har anført for Flygtningenævnet, herunder om de vanskelige økonomiske forhold for UNRWA og to afgørelser af henholdsvis 24. august 2020 og 4. juni 2021 fra henholdsvis Tribunal in The Hague og The Court of The Hague, kan efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Libanon vil befinde sig i en sådan personlig usikkerhedstilstand, at det er umuligt for UNRWA at sikre ansøgeren levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave. På ovennævnte baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., men at han ikke er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt., idet han ikke er afskåret fra at vende tilbage til Libanon, hvor han har adgang til UNRWAs beskyttelse og bistand. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: stat/2021/40/chpe
Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber, statsløs palæstinenser og sunnimuslim. Hun er født og opvokset i [by A], Palæstina, og har siden 1948 boet i [B]-flygtningelejren, [by C], Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun er kommet til Danmark, idet hendes børn bor i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til sin helbredsmæssige tilstand, herunder, at hun ingen familiemedlemmer har tilbage i Libanon, og at UNRWA ikke er i stand til at skaffe den sundhedsbehandling, som ansøgeren har brug for. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen. Flygtningenævnet lægger på baggrund af forklaringen fra ansøgerens datter og sagens oplysninger i øvrigt til grund, at ansøgeren er statsløs palæstinenser, og at hun er registreret ved UNRWA i Libanon og har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, hvilket hun tidligere har benyttet sig af. En statsløs palæstinenser fra UNRWAs mandatområde, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som søger asyl, er som udgangspunkt udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i dom af 25. juli 2018, præmis 86 (Alheto-dommen), hvor EU-Domstolen om bortfald af udelukkelsen udtaler blandt andet: ”(…) når det på grundlag af en individuel vurdering af samtlige relevante forhold viser sig, at den pågældende palæstinenser befinder sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældendes levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWA’s operationsområde.” Har den pågældende således været tvunget til at forlade UNRWAs mandatområde, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der er grunde til, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til Libanon og igen få beskyttelse af UNRWA, jf. flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at hun søger asyl, fordi hendes børn alle er udrejst af Libanon og ikke kan passe hende, til grund. Nævnet finder imidlertid ikke, at dette forhold har en sådan karakter, at det kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark. Ansøgerens alder – 9[x] år – og helbredsforhold samt det forhold, at hun vil have vanskeligt ved at klare sig selv i Libanon, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ikke kan modtage den hjælp fra UNRWA, som hun har brug for i forhold til sine helbredsproblemer, hvorfor UNRWAs bistand og beskyttelse ikke kan anses for at være ophørt. For så vidt angår muligheden for at kunne genindrejse i Libanon bemærker Flygtningenævnet, at de libanesiske myndigheder har udstedt et rejsedokument for palæstinensiske flygtninge til ansøgeren, som ansøgeren er i besiddelse af. Rejsedokumentet er udløbet i [foråret] 2020. Flygtningenævnet finder på den baggrund og efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at der er tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren vil kunne få udstedt ny rejselegitimation af de libanesiske myndigheder. Uanset at det fremstår vanskeligt at arrangere en udrejse til Libanon, fremgår det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens landerapport fra marts 2020, Readmission of Palestinian Refugees from Lebanon, blandt andet, at et europæisk land er lykkedes med at returnere 18 afviste asylansøgere til Libanon, og at disse alle var vendt frivilligt tilbage. Endvidere fremgår det af rapporten: ”in cases of voluntary return of PRLs (Palestinian Refugees from Lebanon), in which no foreign authorities were involved in the process of return, the MFA (Ministry of Foreign Affairs and Emigrants) would approve the returns to Lebanon.” Der er herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren har været tvunget til at forlade UNRWAs mandatområde eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, fordi ansøgeren har befundet sig i en alvorlig usikkerhedssituation. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt., i flygtningekonventionen og således er udelukket fra at opnå asyl i Danmark, idet nævnet lægger til grund, at ansøgeren frivilligt er udrejst af Libanon og må formodes på ny at kunne indrejse i Libanon og tage lovligt ophold og på ny have adgang til beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Nævnet finder ikke, at ansøgeren er omfattet af artikel 1 D, 2. pkt., hvorfor udelukkelsen ikke kan anset for at være ophørt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2021.”
Nævnet stadfæstede i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Vestbredden. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunnimuslim fra [by 1], Vestbredden. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af brødrene til en ung kvinde ved navn [A], fordi han har haft et forhold til hende og gjort hende gravid. Ansøgeren har endvidere gjort gældende, at det forhold, at ansøgeren er registreret hos UNRWA og engang har modtaget uddannelse og støtte herfra, ikke er tilstrækkeligt til, at ansøgeren er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han lærte [A] at kende i 2010, hvor de forelskede sig og mødtes hemmeligt på offentlige steder. Ansøgeren friede til [A] ved et møde med hendes familie, som ansøgeren og dennes forældre deltog i. Da ansøgeren forlod mødet, truede [A's] bror, [C], med at skyde ansøgeren og sagde, at han ikke skulle komme igen. Dagen efter ringede [C] og truede ansøgeren telefonisk. Efter mødet lejede ansøgeren et værelse i [by 2], hvor han og [A] mødtes hemmeligt, og efter nogle dage blev de hemmeligt gift. Omkring tre måneder efter mødet stak [A] af fra sin families bopæl i [by 1], og hun sluttede sig til ansøgeren i [by 2], hvorefter hun blev gravid. Senere besluttede ansøgeren sig for at tage tilbage til [by 1] for at finde ud af, om nogen stadig ledte efter [A]. Ansøgeren så [A's] bror, [C], på et gadehjørne, og da han så ansøgeren, skældte han ham ud og slog ham. Han slæbte ansøgeren med til UNRWA-bygningen og ringede efter sine brødre. De truede og slog ansøgeren, og til sidst faldt ansøgeren ned fra bygningens tag og blev bevidstløs. Ansøgeren kom på hospitalet, og da han samme aften kom tilbage til [by 2], så han, at [A] havde det dårligt. Hun kom på hospitalet i [by 2], hvor også ansøgeren blev indlagt på grund af sine skader. Efter nogle timer fik ansøgeren at vide, at nogle unge mænd havde hentet [A], og at de også ledte efter ansøgeren. Ansøgeren tog til en restaurant i [by 2], hvor han kunne holde øje med sit værelse. Ansøgerens bekendte fortalte ham efter en time, at [A] var blevet skudt og var afgået ved døden. Ansøgeren tog herefter hjem til en ven, hvor han kontaktede sin fætter. Ansøgerens fætter gav ham sit eget pas, og omkring en uge efter, omkring [i begyndelsen af] 2011, udrejste ansøgeren illegalt af Vestbredden til Jordan. Ansøgeren har senest for omkring tre eller fire år siden modtaget trusler fra [A's] slægtninge via Facebook. Siden ansøgerens indrejse i Danmark i 2011 har han opholdt sig illegalt i skiftevis Danmark, Sverige, Tyskland og Belgien. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren skal vurderes i forhold til Vestbredden, hvor ansøgeren er født og opvokset, og hvorfra han udrejste i [i begyndelsen af] 2011. Den 29. august 2018 offentliggjorde Flygtningenævnet på nævnets hjemmeside, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg har besluttet at ændre nævnets hidtidige praksis i asylsager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og fra den øvrige del af UNRWAs mandatområde, således at en statsløs palæstinenser fra de pågældende områder, der har haft adgang til UNRWAs beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet bemærker, at en statsløs palæstinenser fra UNRWA mandatområdet, der som ansøgeren har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som søger om asyl, som udgangspunkt skal anses for udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen, jf. artikel 1 D, 1. pkt., medmindre den pågældende opfylder de betingelser, der er angivet af EU-Domstolen, herunder i præmis 86 i dom af 25. juli 2018 (Alheto), hvori anføres, ”at den pågældende palæstinenser befinder sig i en personlig usikkerhedstilstand, og at det er umuligt for UNRWA, hvis beskyttelse den berørte har påberåbt sig, at sikre den pågældende levevilkår, som er i overensstemmelse med organets opgave, hvorved denne palæstinenser på grund af omstændigheder, der ikke er udtryk for vedkommendes vilje, således tvinges til at forlade UNRWAs operationsområde.” Dette indebærer, at en statsløs palæstinenser fra mandatområdet, der har haft adgang til UNRWA beskyttelse eller bistand, og som frivilligt har forladt området, er udelukket fra beskyttelse efter flygtningekonventionen. Har den pågældende derimod været tvunget til at forlade området, eller tilsvarende er afskåret fra at vende tilbage, vil vedkommende automatisk være omfattet af flygtningekonventionen. Ansøgeren er født i flygtningelejren i [by 1], Vestbredden, og han har modtaget hjælp fra UNRWA i form af madrationer, sundhedshjælp og skolegang. Han er således som udgangspunkt udelukket fra asyl efter flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. Flygtningenævnet tiltræder efter de foreliggende oplysninger om ansøgerens forhold, at han ikke er omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 D, 2. pkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med [A's] familie, der har gjort det nødvendigt for ham at forlade området, således at han er afskåret fra at vende tilbage. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om flere helt centrale dele af sit asylmotiv. På nævnsmødet har ansøgeren herunder udbyggende forklaret, at [A's] brødre både har skudt mod og forsøgt at sætte ild til hans families hus. Til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2020 oplyste ansøgeren, at [A's] brødre havde sat ild til hans families bopæl, mens han imidlertid til asylsamtalen [i begyndelsen af] 2021 oplyste, at [A's] brødre ikke havde gjort andet end at skyde mod bopælen. Først efter at være blevet gjort bekendt med sin tidligere forklaring om, at der blev sat ild til bopælen, tilføjede han til asylsamtalen, at det er det korrekte hændelsesforløb. Ansøgeren har endvidere på nævnsmødet forklaret modstridende i forhold til tidligere om [A's] brødre, idet han har forklaret, at [A] slet ikke har en bror ved navn [D], selv om ansøgeren to gange har nævnt denne person under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2021, hvilken han har fået tolket og har vedstået. Ansøgeren har også forklaret, at han i 2010/2011 i forbindelse med udrejsen fra Vestbredden slettede sin Facebook-profil, efter at have fået en trussel fra [A's] brødre. Ansøgerens forklaring om, at han i 2017 - 6-7 år efter udrejsen fra Vestbredden - på Facebook/Messenger fik både en skriftlig trussel og en trussel via lydbesked fra [A's] fætter i Tyskland, finder nævnet heller ikke troværdig. Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren først under nævnsmødet har forklaret udbyggende, at disse trusler kom fra [A's] fætter, der opholdt sig i Tyskland, mens han tidligere har forklaret, at truslerne kom fra [A's] brødre. Det forhold, at ansøgeren selv har slettet truslerne i tidsrummet efter den anden samtale med Udlændingestyrelsen, bestyrker, at ansøgerens forklaring ikke fremstår troværdig. Som følge af baggrundsoplysningerne, og da det lægges til grund, at ansøgeren ikke har en konflikt med nogen på Vestbredden, finder nævnet, at ansøgeren kan rejse tilbage til Vestbredden. Selvom forholdene på Vestbredden er vanskelige og på trods af oplysningerne om færre midler til UNRWA, finder nævnet ikke grundlag for at lægge til grund, at UNRWA ikke kan opfylde deres forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: stat/2021/38/CHPE
Nævnet hjemviste i august 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 1992 og oprindeligt meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren blev i 2017 idømt 8 måneders fængsel for overtrædelse af straffeloven og betinget udvist af Danmark. Landsretten stadfæstede byrettens dom. Ved ankedom fra 2018 ændrede Højesteret Landsrettens dom, således at klageren blev udvist af Danmark med indrejseforbud gældende i 6 år. I 2018 blev klageren idømt en tillægsstraf på 9 måneders fængsel for overtrædelse af bl.a. straffeloven samt udvist af Danmark med et indrejseforbud gældende i 6 år. I 2019 blev klageren idømt 1 års fængsel for overtrædelse af straffelovens og udvist af Danmark med et indrejseforbud gældende i 6 år. Herudover er klageren i periode fra 2005 til 2017 dømt adskillige gange for overtrædelse af straffeloven, våbenloven, færdselsloven og lov om euforiserende stoffer. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, men er senest ved [byrets] dom [i foråret]2019 udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk palæstinenser og sunni-muslim fra Libanon. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive efterstræbt som følge af sin fars politiske aktiviteter i Libanon, idet klagerens far var medlem af en organisation i Libanon og efterlyst. Så vidt klageren har forstået, kom der nogle gange personer hjem til klagerens mor for at spørge efter klagerens far. Klageren har yderligere anført, at han deler efternavn med sin far, og at dette muligvis vil medføre problemer for ham ved en tilbagevenden Libanon. Endelig har klageren oplyst, at han ikke har nogen tilknytning til Libanon, og at han er usikker på, om han overhovedet vil kunne indrejse i landet. Flygtningenævnet skal som nævnt tage stilling til, om udlændingelovens § 31 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Libanon. Ved denne bedømmelse skal der i første række tages stilling til, om klageren er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. Hvis klageren er omfattet af denne bestemmelse, er han udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen, medmindre betingelserne i artikel 1 D, 2. pkt., er opfyldt. Er betingelserne i artikel 1 D, 2. pkt., opfyldt, anses klageren automatisk for omfattet af Flygtningekonventionen, og vil blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, medmindre klageren af andre grunde er udelukket mv. Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. – der som anført medfører, at klageren er udelukket fra beskyttelse efter Flygtningekonventionen – finder anvendelse, hvis klageren nyder eller tidligere har nydt beskyttelse eller bistand fra UNRWA. Bestemmelsen i Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt., må i lyset af EU-Domstolens dom i Bolbol-sagen, jf. C-31/09, Nawras Bolbol mod Bevándorlási és Allampolgársági Hivatal, dom af 17. juni 2010, præmis 49-53, forstås således, at bestemmelsen alene finder anvendelse, hvis den pågældende (statsløse palæstinenser) enten er registreret i UNRWA eller rent faktisk har modtaget hjælp fra UNRWA. Den blotte berettigelse til beskyttelse eller bistand fra UNRWA er således ikke tilstrækkeligt til, at den pågældende er omfattet af artikel 1 D, 1. pkt. Det bemærkes herved, at EU-Domstolen i præmis 51 anfører, at ”Det følger af den klare ordlyd af Genèvekonventionens artikel 1, afsnit D, at kun personer, som rent faktisk har adgang til hjælp ydet af UNRWA, er omfattet af bestemmelsen om udelukkelse af flygtningestatus indeholdt heri, der som sådan skal fortolkes strengt og således ikke også kan omfatte personer, der er eller har været berettiget til beskyttelse eller bistand fra dette agentur”. Det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, at styrelsen – med henvisning til, at klagerens fars familieregistreringskort fra UNRWA var fremlagt, og at UNRWA ved en høring havde bekræftet, at klageren var registreret hos UNRWA – fandt, at klageren var omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1 D, 1. pkt. Det er Flygtningenævnets opfattelse, at UNRWA’s høringssvar [fra begyndeslsen af] 2021 ikke med den fornødne sikkerhed kan forstås således, at UNRWA har bekræftet, at klageren som sådan er registreret i UNRWA. Det skyldes, at Udlændingestyrelsen i sin høring [fra begyndelsen af] har vedlagt og henvist til bl.a. ”An UNRWA Registration Card from the applicant”, hvilket imidlertid ikke er klagerens registreringskort, men derimod et familieregistreringskort af [dag og måned] 1990, som er udstedt til ”[A]”, der er klagerens far. Hertil kommer, at UNRWA i sit høringssvar anfører, at ”[B]” er registreret hos UNRWA, mens klageren hedder [C] (og faderen i dokumenterne i sin spontansag hedder[D]). Det forhold, at UNRWA i høringssvaret om den pågældendes ”Marital Status” har anført ”Single”, og at UNRWA i høringssvaret har anført ”[navn]”, der står for[navn], hvilket fornavn faderen ikke bærer, kan under de angivne omstændigheder ikke føre til et andet resultat i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt UNRWA kan ses for at have bekræftet, at klageren som sådan er registreret i UNRWA. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet grundlag for på ny at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling og sagsoplysning i første instans med henblik på, at styrelsen kan foretage en fornyet høring af UNRWA vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt klageren er registreret i UNRWA.” Stat/2021/37/CARA
Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Sambehandlet med Soma/2021/48/ajev og Soma/2021/49/ajev. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er fra [A], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun frygter yderligere omskæring og at blive tvangsbortgift, ligesom hun frygter den generelle sikkerhedssituation i Somalia. Med hensyn til ansøgerens frygt for yderligere omskæring bemærker Flygtningenævnet, at ansøgere selv er imod omskæring, og at ansøgerens forældre har oplyst, at de er imod omskæring af deres døtre. Henset til at ansøgeren er 18 år, og henset til ansøgeren og hendes forældres modstand mod omskæring, og efter en samlet vurdering af ansøgeren og hendes forældres forhold, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren og hendes forældre ikke er i stand til at modsætte sig yderligere omskæring af ansøgeren. Efter de foreliggende oplysninger bemærker Flygtningenævnet endvidere, at ansøgeren ikke findes at have sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil risikere at blive tvangsgift. Dette må antages at bero på hendes egen formodning. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har i tidligere afgørelser fra andet halvår af 2016 tiltrådt, at den generelle situation i blandt andet [A] i Lower Shabelle-regionen, Somalia, ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige forbedret, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet fortsat, at dette er tilfældet, således at en udsendelse af ansøgeren til [A] i Lower Shabelle-regionen, Somalia, ikke udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Soma/2021/50/ajev
Nævnet stadfæstede i september 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et fem børn fra Somalia. Sagen er sambehandlet med Soma/2021/48/ajev og Soma/2021/50/ajev. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er muslim af trosretning fra [A], Somalia. Ansøgeren tilhører klanen [J], underklanen [B] og familieklanen [C]. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab. Ansøgeren frygter endvidere problemer på grund af klanforhold, ligesom hun frygter den generelle sikkerhedssituation i landet. For så vidt angår ansøgerens døtre, har ansøgeren henvist til, at hun frygter tvangsmæssig omskæring af døtrene, ligesom hun frygter, de bliver udsat for voldtægt og tvangsægteskab. Endelig har ansøgeren for så vidt angår sine sønner henvist til, at hun frygter, at de vil blive tvangsrekrutteret til al-Shabaab eller andre klaners væbnede grupper. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at al-Shabaab tog ansøgerens ægtefælles nevøer med til en lejr, og at ansøgerens ægtefælle forsøgte at få dem væk derfra. Ansøgerens ægtefælle flygtede med de to nevøer en dag, hvor de var hjemme. Herefter opsøgte al-Shabaab ansøgeren og tog ansøgeren med til stationen og piskede hende, idet de forsøgte at få hende til at oplyse, hvor ægtefællen og nevøerne var. Ansøgerens ægtefælle efterlod nevøerne ude på landet ved familie, og han flygtede først til Mogadishu og derefter ud af Somalia. Ansøgerens søsters mand blev slået ihjel af al-Shabaab, og først blev den ene nevø fundet af al-Shabaab. Den ene nevø var sammen med ansøgeren og familien og forsøgte at få familiesammenføring til Danmark. Den anden nevø fik al-Shabaab fat i senere. Han har derfor slået en person ihjel fra [I]-klanen, som er en underklan til Hawiye-klanen, og ansøgeren og hendes familie risikerer på den baggrund blodhævn. Ansøgerens mor har endvidere oplyst ansøgeren, at der er opstået klankonflikter mellem ansøgerens klan og Hawiye-klanen. Ansøgeren har endeligt oplyst, at hun er bange for, at hendes ægtefælles nevø vil værge familiemedlemmer til al-Shabaab. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv med hensyn til al-Shabaab til grund, idet ansøgeren og hendes ægtefælle på centrale punkter har forklaret divergerende, og da væsentlige dele af forklaringen fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med al-Shabaab på grund af hendes ægtefælles to nevøer, [E] og [F]. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren og hendes ægtefælle har forklaret divergerende om, hvor længe de havde haft de to nevøer boende. Ansøgeren har ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2021 forklaret, at de to nevøer har boet hos dem i cirka 3-4 år inden, at al-Shabaab tog dem. Ansøgeren har for Flygtningenævnet forklaret, at de to nevøer har boet hos dem fra de var 3-4 år gamle. Ansøgerens ægtefælle har for Flygtningenævnet forklaret, at de to nevøer har boet hos dem fra de var 3-4 år gamle. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren og hendes ægtefælle har forklaret divergerende om, hvor de to nevøer var, da de blev taget af al-Shabaab. Ansøgeren har ved samtalerne med Udlændingestyrelsen [i starten af] 2021 og [i efteråret] 2021 forklaret, at de to nevøer blev taget fra bopælen. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at de to nevøer blev taget af al-Shabaab, da de var i koranskole. Ansøgerens ægtefælle har for Flygtningenævnet forklaret, at de to nevøer blev taget af al-Shabaab, da de var i koranskole. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren og hendes ægtefælle har forklaret divergerende om al-Shabaabs opsøgninger efter nevøernes forsvinden. Ansøgeren har til samtalen med Udlændingestyrelsen [i starten af] 2021 forklaret, at al-Shabaab kom på bopælen to gange efter at de to nevøer var forsvundet. Den første gang kom de og tog hende med på stationen, og den anden gang kom al-Shabaab og sagde, at hun ikke måtte forlade byen, før drengene kom tilbage. Ved samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2021 har ansøgeren forklaret, at al-Shabaab kom på bopælen to gange efter at de to nevøer var forsvundet, og at al-Shabaab den første gang ledte efter nevøerne og tog hende med til stationen og overfaldt hende, og at al-Shabaab den anden gang afleverede den yngste nevø og sagde, at hun ikke måtte forlade byen, inden de havde fundet den anden nevø. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at hun blev opsøgt af al-Shabaab på bopælen 10 gange på grund af de to nevøers forsvinden, og at hun blev taget med på stationen tre gange. Ansøgerens ægtefælle har for Flygtningenævnet forklaret, at hans ægtefælle har sagt til ham, at hun blev opsøgt af al-Shabaab 3-10 gange, efter at nevøerne var forsvundet, og at hun blev taget med til stationen en af gangene. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun har en asylbegrundende konflikt med al-Shabaab. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv med hensyn til ansøgeren og hendes ægtefælles konflikt med klanen [I] til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren og hendes ægtefælle for Flygtningenævnet har forklaret divergerende om en af nevøernes angivelige drab af et medlem af klanen [I]. Ansøgeren har forklaret, at det var den ældste nevø, [F], der dræbte klanmedlemmet. Ansøgerens ægtefælle har forklaret, at det var den yngste nevø, [E], der dræbte klanmedlemmet. Med hensyn til ansøgerens konflikt med klanen [I] på grund af, at en pige, som hun passede, angiveligt havde bidt en dreng fra klanen, da hun blev taget på brysterne, hvorefter ansøgeren angiveligt blev opsøgt på bopælen og slået af medlemmer af klanen, har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det ikke findes at være en asylbegrundende konflikt allerede fordi, at det er en afsluttet konflikt, der fandt sted for over ca. 18 år siden, og at der ikke skete noget efterfølgende i den anledning under ansøgeren og hendes ægtefælles ophold i Somalia. Flygtningenævnet finder herefter efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun har en asylbegrundende konflikt med klanen [I]. Med hensyn til ansøgerens frygt for, at hendes to yngste døtre udsættes for omskæring, og at hendes ældste datter udsættes for yderligere omskæring, bemærker Flygtningenævnet indledningsvist, at både ansøgeren og hendes ægtefælle har oplyst, at de er imod omskæring af deres døtre, men at de vil blive presset af deres omgivelser til at gå med til det. Henset til ansøgeren og hendes ægtefælles modstand mod, at deres døtre omskæres og efter en samlet vurdering af ansøgeren og hendes ægtefælles forhold, finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren og hendes ægtefælle ikke vil være i stand til at modsætte sig et ønske fra omgivelserne, herunder fra mormoren, om omskæring af døtrene. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt ansøgerens sønner, risikerer at blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab, finder Flygtningenævnet, at risikoen herfor i det væsentlige beror på ansøgerens egen formodning. Særligt for så vidt angår området [A] i Somalia, hvor ansøgeren kommer fra, bemærker Flygtningenævnet, at byen er kontrolleret af AMISOM, og at al-Shabaabs indflydelse i området derfor må anses for begrænset, og at hendes sønner er helt uprofilerede i forhold til al-Shabaab. Ansøgerens frygt for, at hendes sønner skal blive tvangsrekrutteret, kan derfor ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun og hendes medfølgende børn ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har i tidligere afgørelser fra andet halvår af 2016 tiltrådt, at den generelle situation i blandt andet [A] i Lower Shabelle-regionen, Somalia, ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige forbedret, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet fortsat, at dette er tilfældet, således at en udsendelse af ansøgeren og hendes medfølgende børn til [A] i Lower Shabelle-regionen, Somalia, ikke udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Løbenummer: Soma/2021/49/ajev
Senest opdateret: 20-06-2018
Udgiver: Flygtningenævnet
Søg i arkivet
Der kan søges på tværs af emneord ved at afkrydse flere emneord fra alle grupper.
Hvis du vil søge på fritekst i praksis, kan du afgrænse søgningen ved at bruge søgefeltet.
